Uddrag af artikel bragt i "Sygeplejersken", blad
nr. 17, 2000
Af Elly Bugge
".... Odense arrest er landets største i provinsen med
plads til 70 indsatte og en personalestab på ca. 50
personer. ..."".... Kriminalforsorgen har besluttet,
at alle nyindsatte skal have besøg af en sygeplejerske
eller en læge. Sygeplejersken er fast ansat 30 timer om
ugen, og en læge er tilknyttet fem timer om ugen.
Der er narkomaner med voldsomme abstinenser, og hvad
dertil hører opgivenhed, afmagt og ofte også
selvmordstanker. De har tit mistet kontakten til
familien og har måske ingen sociale relationer.
For en førstegangsindsat er det en chokerende
oplevelse at sidde bag en låst dør, og det kan udmunde i
en depression. De førstegangsindsatte er en gruppe
mennesker, der ikke umiddelbart kommer frem med deres
inderste tanker, så det kræver mange og lange samtaler,
inden de åbner sig, så man kan hjælpe dem. De kan være
suicidalfarlige og må observeres tæt.
Seksuelle afvigere, voldtægtsmænd eller pædofile har
andre behov for hjælp og er ikke mindre krævende.
Adfærdsmæssigt er voldtægtsmænd og pædofile meget
forskellige, men de har det tilfælles, at de ofte har
svært ved at begå sig, da andre fanger ikke accepterer
denne form for kriminalitet og ofte forfølger dem.
Psykotiske og psykisk syge bliver også indsat i
arresten. Hvis de har en diagnose, bliver de ofte ved
grundlovsforhøret surrogatvaretægtsfængslet på en
retspsykiatrisk afdeling. Men har de indsatte ikke en
diagnose og ikke umiddelbart vist tegn på at være
psykotiske, bliver de i arresten. Samarbejdet med
fængselsbetjentene er vigtigt, da det er af stor
betydning at få meldinger om deres adfærd. Samarbejdet
er i det hele taget af stor betydning. På de tværfaglige
møder tager jeg sager op, hvis der er nogen, jeg mener,
man skal være ekstra opmærksom på.
Det betyder, at jeg bliver nødt til at oplyse om
enkelte observationer uden dog at bryde min
tavshedspligt til den indsatte. Hvis f.eks. en indsat
har oplyst over for mig, at vedkommende sultestrejker,
beder jeg betjentene notere, om den indsatte selv køber
mad hos den købmand, der kommer i arresten en gang om
ugen, eller om den indsatte nægter at modtage den mad,
der serveres af personalet.
Viser det sig, at en indsat er psykotisk, bør han
ikke anbringes i en celle i et arresthus. I sådanne
situationer griber lægen ind og tilbyder indlæggelse på
en psykiatrisk afdeling. Ofte må lægen via
politimesteren gribe til tvang og indlægge den indsatte
på røde papirer i en psykiatrisk afdeling.
Mange indsatte er kommet fysisk til skade ved
anholdelsen eller ved andre voldelige episoder
umiddelbart før anholdelsen. Det kan være alt fra en
sprængt trommehinde eller brækket næse til åbne sår
efter hundebid, slagsmål o.l. I sådanne situationer er
der brug for sygeplejerskens kirurgiske baggrund.
Indsatte med en anden kulturel baggrund udgør en
stor, tung gruppe, der har behov for opmærksomhed. De
har dagligt et ''problem,'' som skal drøftes. For mange
er ''problemet'' blot et behov for at gøre opmærksom på
deres eksistens. Nogle taler dårligt dansk, så ofte er
der brug for tolk, hvilket komplicerer opgaven en del.
Blandt andengenerationsindvandrere er der imidlertid
ikke så mange narkomaner, og jeg har ikke mødt kvinder
af andenindvandrergeneration i arresten.
Har en indsat siddet isoleret i lang tid nogle
gange op til halve år har den indsatte brug for at få
et fristed, så vedkommende kan komme ud af cellen.
Sygeplejersken har her mulighed for at hente den
indsatte til et andet rum, hvor de kan tale uforstyrret
uden andres tilstedeværelse. At sidde i isolation er
stærkt nedbrydende, så indsatsen med samtaler må være
ekstra stor.
En ganske ung pige nåede at tilbringe syv måneder i
isolation. Når man er isoleret, skal man følges af en
fængselsbetjent til alt, man har ikke nogen kontakt med
andre indsatte og sidder låst inde på cellen døgnet
rundt. Den unge pige begyndte at få angstsymptomer,
turde ikke gå ud af cellen, sov dårligt, svedte enormt
og rystede, hvis celledøren blev åbnet, og hun vågnede
om natten med mareridt.
Efterhånden følte hun en tryghed ved at være isoleret
og ville ikke længere forlade cellen. Gennem hele
perioden gik jeg dagligt ind til hende for at få en snak
og komme i kontakt med hende. Det var en meget svær
opgave, da pigen efterhånden også havde udviklet en
angst for, hvad sygeplejersken og lægen kunne finde på.
Efter talrige forsøg fik jeg hende til at komme ind
og tale med lægen. Han fandt hende begyndende depressiv
angst og indledte medicinsk behandling, som hun efter
lange overvejelser gik med til. Der blev arrangeret
fritidsaktiviteter sammen med fængselspersonalet.
Samtidig fik vi arrangeret hyppigere besøg af hendes
forældre, og til sidst fik vi kriminalpolitiet til at
transportere hende hjem på besøg hos forældrene.
En længere isolation kan i de værste tilfælde sætte
varige mén på sjælen. Symptomerne kan minde om dem, et
gidsel kan udvikle. Den indsatte har svært ved at
fungere i samfundet efter løsladelse.
Sygeplejersken er den person, den indsatte kalder på.
Hun er de indsattes fristed, hvor de kan komme af med
deres problemer og frustrationer. En indsat ved, at
sygeplejersken har tavshedspligt, og at de kan tale frit
fra leveren ofte også om hjemlige problemer, som måske
er det, der plager mest.
En indsat kan også fortælle en historie, som ikke er
sand, med det formål at opnå en eller anden gevinst,
f.eks. at få tiltusket sig noget medicin. Når man i en
periode har haft med den type patienter at gøre, får man
hurtigt en fornemmelse af, om hvorvidt de taler sandt.
Jeg bruger den teknik at stille spørgsmål om det
samme emne fra flere vinkler, og er min formodning
rigtig, konfronterer jeg den indsatte med, at de taler
usandt. Jeg fortæller, at jeg er skuffet over, at vi
ikke er ærlige over for hinanden, og jeg derfor har
svært ved at hjælpe i den givne situation, og at det
derfor intet formål har at komme til mig.
Jeg har en mening om, at man når længst med ærlighed,
og mit udgangspunkt er altid, at den indsatte taler
sandt. På det personlige plan påvirker det mig ikke, at
der er nogen, som forsøger at snyde. Min erfaring er, at
de vender tilbage med en undskyldning, og det finder jeg
positivt. Jeg har oplevet en fange, der efter flere
måneder blev genindsat, og straks ved det første møde
med mig viste han anger over at have snydt mig ved den
foregående indsættelse.
For ham var det en rigtig god ting, at vi mødtes
igen. Han blev lettet for den dårlige samvittighed og
blev klar over, at han selvfølgelig var tilgivet. Han
fik det betydeligt bedre og har det godt med, at vi
fortsat taler godt sammen. Vi mødes nemlig ofte i
arresten.
Der er meget psykisk pleje, forebyggende arbejde,
samt almene sygeplejeopgaver som sårbehandling og
forbindingsskiftning, snak om kost, hygiejne, og
vejledning om smitsomme sygdomme som hiv og hepatitis.
Mange af narkomanerne er afmagrede og i dårlig
almentilstand. Ofte har de infektioner og dårlig
tandstatus. Mange af dem overlever formentlig pga. de
ofte hyppige ophold i arresten. Her får de mad, bad,
vasket tøj og behandlet infektioner.
Nogle har også behov for at tale om den sag, de er
varetægtsfængslet for. I sådanne situationer er det
vigtigt, at man er en god lytter, og at man kan holde
sig neutral. Samtidig må man gøre opmærksom på, at der
kan blive nævnt ting, som sygeplejersken ikke har
tavshedspligt med. Derfor opfordrer jeg den indsatte til
også at tale med præsten, der har total tavshedspligt.
Egen troværdighed og moral skal man ikke gå på akkord
med. Derfor markerer jeg, at jeg helst ikke vil høre om
deres sag i detaljer.
Jeg kan i arrestjournalen læse, hvilken kriminalitet
den indsatte er anholdt for, men det er ikke noget, jeg
bruger så megen tid på. Blot har jeg meddelt
fængselsbetjentene, at jeg vil vide, hvis der er en, jeg
skal være ekstra opmærksom på, så jeg kan tage mine
forholdsregler med en betjent uden for min dør.
Som grundregel er jeg ikke bange. Jeg har heller ikke
følt mig truet, men sikkerheden skal selvfølgelig være i
orden. Alt personale i arresten er udstyret med en
overfaldsalarm.
Angsten for den forestående dom kan gøre en indsat
angst og utryg, uvisheden er det værste. Man kan se, at
en indsat bliver helt lettet, når dommen er afsagt og
han ved, hvordan den nærmeste fremtid eller måske nogle
år frem skal forløbe.
Andre opgaver er ophældning af medicin. Medicinen
stilles i et aflåst skab, hvor betjentene henter den og
giver den til den indsatte. Det sker efter en grundig
undervisning af betjentene i, hvordan de skal håndtere
medicinen.
Om natten og i weekenden er det betjentene, der efter
aftale med lægevagten doserer til den indsatte. Jeg har
nedskrevet, hvilke typer medicin vi bruger samt til
hvad, og hvordan medicin gives, og at risikoen for, at
medicin overgives fra den ene indsatte til den anden, er
stor i en arrest. Derfor skal sikkerheden være i top.
Indsatte i arresthuset må ikke være i besiddelse af
''værktøj,'' dvs. sprøjter og kanyler. Hvis en indsat
bliver taget i at være i besiddelse af ''værktøj,'' får
vedkommende en disciplinær straf, som ofte består i
strafcelle eller bøde. Det handler om sikkerheden i
arresten, da ''værktøj'' er et oplagt våben mod
personalet.
Samtidig har Regeringen via Kriminalforsorgen
besluttet, at der skal være rensevæske
(kloraminopløsning) tilgængelig for de indsatte, så de
kan rense deres ''værktøj.'' Og det er en af de
funktioner, Kriminalforsorgen forsøger at lægge ind
under sygeplejerskens område.
Min klare holdning er, at det er dobbeltmoralsk, og
at jeg af etiske grunde ikke kan deltage i den slags.
Først skal jeg hjælpe den indsatte med at få værktøjet
renset, og dernæst bliver jeg nødt til at melde den
indsatte for at være i besiddelse af ulovligt værktøj.
Som sygeplejerske i en arrest, må man være sig
bevidst om, hvad man står for. Sygeplejersken må kunne
trække en grænse, så hun ikke kan blive misbrugt ved
f.eks. visitation. Jeg vil ikke deltage i den slags
sager uanset hvad.
Sygeplejersken deltager også i de ugentlige
tværfaglige møder, der omhandler den indsattes sociale
og praktiske problemer. Sygeplejersken i arresten er
alene, så det er utrolig vigtigt at have et godt
samarbejde med den læge, der er knyttet til
institutionen.
En arrest er et fængselsmiljø, hvor de øvrige ansatte
har en anden holdning til en indsat, end jeg har som
sygeplejerske. Fængselsbetjentene har en mere
disciplinær holdning, men derfor kan vi godt få en god
snak om vore forskellige holdninger.
Det er en balancegang at holde sig neutral, så man
ikke bliver påvirket af deres holdning til indsatte og
på den måde nemt kan blive en del af det uniformerede
personale.•
Elly Bugge er ansat i Odense Arrest.
Ansættelsesforhold
En sygeplejerske i en arrest er tjenestemandsansat.
Den administrative chef er arrestforvareren og
arrestinspektøren. Sygeplejersken er sin egen faglige
chef. Der er ikke nogen specialuddannelse, men flere års
erfaring er vigtigt, og kendskab til psykiatri er en
stor fordel. Desuden kræver stillingen modenhed og en
kontant holdning til at kunne markere, hvad man står
for. ...."