Nedenfor gengives et spørgsmål fra indenrigs- og sundhedsministeren til Folketingets Sundhedsudvalg om fængselslægers og arresthuslægers adgang til at videregive patientoplysninger om de indsatte til fængselsmyndighederne. Udgangspunktet er, at indsatte har de samme rettigheder som alle andre patienter. Dette udhules dog af, at det fremgår af forarbejderne til lov om patientoplysninger, at oplysninger om den indsatte kan videregives, når dette er "et nødvendigt led i fængslets virksomhed". Efter KRIMs opfattelse er der dermed tale om en meget markant udhuling af den beskyttelse, som andre patienter har.

Bemærk: Det fremgår også af teksten, at sundhedspersonen vil altid i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en konkret vurdering af, hvorvidt videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en "åbenbar almen interesse" m.v. Krims Retshjælp kan således i hver enkelt sag forlange, at sundhedspersonen redegør for, hvilken "åbenbar almen interesse", der har begrundet den konkrete videregivelse af oplysninger til fængselsmyndighederne.

Teksten gengives umiddelbart nedenfor:

Sundhedsudvalget (2. samling)
(Alm. del - bilag 244)
sygesikring; primær sundhedssektor
(Offentligt)

 

Indenrigs- og Sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 19 (alm. del – bilag 72) sygesikring; primær sundhedssektor, som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet den 11. januar 2002.

Spørgsmål 19:

"Ministeren bedes oplyse, om læger, der er ansat indenfor fængselsvæsenet, er frit stillet i forhold til fængselsledelsen, og oplyse, om journaloptegnelser er beskyttet mod misbrug af fængselsledelsen samt oplyse, om der forekommer tilfælde, hvor fængselsledelsen uberettiget og uden lægens vidende skaffer sig adgang til disse fortrolige papirer."

 

Svar:

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har i en over spørgsmålet indhentet udtalelse oplyst følgende:

"Indsatte i kriminalforsorgens institutioner har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand. Ved samtlige fængsler og arresthuse er der ansat henholdsvis fængselslæger og arresthuslæger til at varetage disse opgaver.

Fængsels- og arresthuslægerne er med hensyn til den egentlige patientbehandling ikke under givet kriminalforsorgens instruktionsbeføjelse. I andre spørgsmål gælder for sundhedspersonale ansat i kriminalforsorgen samme over/underordnelsesforhold som for det øvrige personale.

Det er de enkelte lægers ansvar at påse, at lægejournaler vedrørende de indsatte opbevares i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens cirkulære af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser.

Direktoratet for Kriminalforsorgen er ikke bekendt med tilfælde, hvor ledelsen af et fængsel eller arresthus uberettiget og uden lægens vidende skulle have skaffet sig adgang til fortrolige papirer vedrørende en indsat."

Jeg kan henholde mig hertil, idet jeg kan oplyse, at spørgsmålet om, hvorvidt fængselsledelsen har adgang til oplysninger vedrørende de indsattes helbredsforhold m.v. er reguleret i lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling. Som udgangspunkt har en patient krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. lovens § 23.

Det fremgår af lovens § 26, stk. 1, at sundhedspersoner som udgangspunkt kun må videregive fortrolige oplysninger om en patient til myndigheder m.v., herunder f.eks. til fængselsledelsen, såfremt patienten giver sit samtykke hertil.

I visse situationer er den pågældende sundhedsperson dog berettiget til at videregive de nævnte fortrolige oplysninger uden samtykke fra patienten, bl.a. såfremt "videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre", jf. lovens § 26, stk. 2, nr. 2. Det er en forudsætning, at der efter bestemmelsen aldrig må ske videregivelse af oplysninge r i videre omfang, end det er påkrævet efter formålet.

Af bemærkningerne til lovforslaget om patienters retsstilling fremgår, at der inden for fængselsvæsenet vil kunne videregives oplysninger fra fængselslæger til fængslets ledelse m.v. om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i fængslets virksomhed. Der kan f.eks. være tale om videregivelse af oplysninger til brug for vurdering af, om der skal tages særlige forholdsregler over for den indsatte, iværksættes sæ rlige sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes friheder, herunder i udgangsordninger m.v.

Sundhedspersonen vil altid i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en konkret vurdering af, hvorvidt videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en "åbenbar almen interesse" m.v.