FOU nr 2007

Til nr. 2 (§ 46, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udgang ikke kan finde sted, hvis politiet oplyser, at den dømte skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes af have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

»Gruppe af personer« skal forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11. Som grupper anses således ikke kun mere formaliserede grupper med en mere fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilhørsforhold og med fast navn og lignende. Også mere løse grupperinger kan være omfattet af bestemmelsen, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer.

Der må foreligge en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen som sådan. Forslaget omfatter således ikke personer med en løsere tilknytning til den pågældende persongruppe.

»Konflikt« skal ligeledes forstås i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11. Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uoverensstemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil således kunne udgøre en konflikt i de foreslåede bestemmelsers forstand. Det er i den forbindelse uden betydning, hvad årsagen til konflikten er, og hvad konflikten drejer sig om.

Til forskel for, hvad der gælder efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 a, jf. denne lovs § 1, nr. 11, forudsætter den foreslåede bestemmelse desuden, at konflikten på tidspunktet for udgangen må anses for at være voldelig.

Heri ligger for det første, at konflikten må have givet sig udslag i mindst én hændelse, der kan karakteriseres som voldelig. Der må være tale om et voldeligt præg af en vis styrke. Handlinger, som alene må anses for omfattet af straffelovens § 244 om simpel vold, vil således ikke i sig selv kunne føre til, at en konflikt skal betragtes som voldelig. Som udgangspunkt må der som led i konflikten være begået handlinger, der som minimum kan karakteriseres som kvalificeret vold, jf. straffelovens § 245, eksempelvis ved anvendelse af stik-, slag- eller skydevåben.

For det andet må konfliktens voldelige præg være verserende. Heri ligger, at der på tidspunktet for udgang må være en aktuel risiko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karakter.

Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om en verserende voldelig konflikt. Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges til grund, at der vil være en aktuel risiko for yderligere voldelige hændelser, og at den voldelige konflikt således fortsat er verserende, hvis konflikten inden for de seneste tre måneder er kommet til udtryk i form af en eller flere voldelige hændelser. Der kan imidlertid også være tale om en verserende voldelig konflikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden at der har fundet voldelige hændelser sted.

Afskæringen af muligheden for udgang vil alene ramme personer med tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i den verserende voldelige konflikt. Denne betingelse indebærer, at mindst én af de handlinger, som medfører, at konflikten anses for verserende voldelig, jf. herom ovenfor, skal være begået inden for den gruppe, som den dømte er knyttet til.

Det er ikke nogen betingelse, at anvendelsen af skydevåben mv. er sket som led i den voldsudøvelse, som gør, at konflikten betragtes som verserende voldelig, jf. herom ovenfor. Også i tilfælde, hvor der ikke aktuelt har været anvendt skydevåben, men hvor konflikten ikke desto mindre må karakteriseres som verserende voldelig, vil udgang blive afskåret, hvis der én gang tidligere har været anvendt skydevåben mv. i samme konflikt. Det gælder, uanset hvor lang tid der måtte være gået siden anvendelsen af skydevåbnet mv.

Omvendt vil anvendelsen af et skydevåben mv. også i sig selv kunne udgøre den begivenhed, som medfører, at en konflikt nu må betegnes som verserende voldelig. Anvendelsen af et skydevåben mv. vil således i sig selv kunne være den udløsende begivenhed, som har suspensiv virkning på adgangen til udgang, uanset at der ikke herudover er begået voldshandlinger inden for den pågældende gruppe.

Bestemmelsen indebærer, at udgang ikke kan finde sted, hvis de opregnede betingelser er til stede. Det gælder, uanset om de almindelige betingelser for udgang i øvrigt måtte være opfyldt.

I tilfælde, hvor der allerede er truffet en afgørelse om at meddele den dømte udgangstilladelse, fører bestemmelsen således til, at udgangen må udsættes, indtil hindringen for udgangen er ophørt.

Tilsvarende vil der kunne forekomme tilfælde, hvor der er meddelt tilladelse til udgang med henblik på deltagelse i en bestemt begivenhed, men hvor oplysninger fra politiet efterfølgende begrænser muligheden for at gennemføre udgangen. I sådanne tilfælde fører de foreslåede bestemmelser til, at udgangstilladelsen bortfalder.

For personer, som har tilladelse til at afvikle et fast udgangsforløb med f.eks. en række udgange med visse faste intervaller (weekendudgang), vil de foreslåede bestemmelser medføre, at udgangsforløbet afbrydes, således at forestående udgange ikke kan afvikles, så længe udgangshindringen er til stede. Muligheden for at gennemføre disse udgange bortfalder således. Når udgangshindringen er ophørt, vil udgangsforløbet kunne genoptages, såfremt tilladelsen omfatter yderligere udgange. Der er ikke adgang til såkaldt opsparing af udgange, som på grund af udgangshindringen ikke er blevet afviklet.

For personer, som afvikler et frigangs- eller udstationeringsforløb, fører bestemmelserne tilsvarende til, at forløbet afbrydes, således at den pågældende genindsættes i en institution, indtil udgangshindringen er ophørt. Herefter vil frigangs- eller udstationeringsforløbet kunne genoptages, hvis betingelserne herfor i øvrigt fortsat er til stede.

Afgørelser om udgang træffes af kriminalforsorgen. Det foreslås, at kriminalforsorgen også skal træffe afgørelse om, hvorvidt udgang skal begrænses som følge af den foreslåede bestemmelse. Som det fremgår af forslaget, er det imidlertid oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager.

Politiet vil i forbindelse med en høring få mulighed for at udtale sig om de forhold, som har betydning for spørgsmålet om udgang i henhold til den foreslåede bestemmelse. Forslaget indebærer ikke, at der indføres en pligt for politiet til at udtale sig.

Det afgørende for, om udgang vil skulle nægtes efter den foreslåede bestemmelse, er alene, om der foreligger sådanne oplysninger fra politiet som nævnt i bestemmelsen. Kriminalforsorgen vil ikke skulle foretage en prøvelse eller vurdering af politiets oplysninger.

Det forudsættes således med lovforslaget, at politiets oplysninger lægges uprøvet til grund af kriminalforsorgen ved afgørelsen af spørgsmålet om udgang.

En afgørelse om at nægte udgang efter den foreslåede bestemmelse vil have virkning indtil videre. For at sikre, at spørgsmålet bliver taget op til fornyet overvejelse med jævne mellemrum, forudsættes det dog, at der med intervaller på højst tre måneder vil skulle træffes en ny afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at ændre afgørelsen om at nægte udgang, såfremt spørgsmålet om udgang fortsat er aktuelt på dette tidspunkt. Hvis lovforslaget vedtages, vil udgangsbekendtgørelsen blive ændret i overensstemmelse hermed.

Til brug for kriminalforsorgens afgørelse vil der således i givet fald skulle indhentes en ny udtalelse fra politiet om, hvorvidt der fortsat er grundlag for at nægte udgang.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kapitel 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger

6. Ændrede regler om prøveløsladelse og udgang mv.

6.1. Gældende ret

6.1.1. Prøveløsladelse

6.1.1.1. Prøveløsladelse efter straffelovens § 38

6.1.1.1.1. Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, om den dømte skal løslades på prøve, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Prøveløsladelse efter denne bestemmelse forudsætter alene, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår, der i medfør af § 39, stk. 2, fastsættes for løsladelsen, jf. § 38, stk. 4.

Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan løsladelse på prøve ske tidligere, når særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Bestemmelse herom træffes af justitsministeren eller den, som med hensyn til bestemte grupper af sager bemyndiges dertil. Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, er det en betingelse for prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af straffetiden, at »særlige omstændigheder« taler herfor. Det kan bl.a. være tilfældet, hvis der foreligger en særlig gunstig arbejdsmæssig placering, eller hvor prøveløsladelse af hensyn til alvorlig sygdom hos den indsatte eller dennes pårørende ikke findes at burde afvente, at den pågældende har afsonet to tredjedele af straffetiden. Bestemmelsen anvendes desuden bl.a. i forbindelse med prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden af udenlandske strafafsonere, der skal udvises efter løsladelsen.

Prøveløsladelse kan ifølge § 38, stk. 3, ikke ske med hensyn til den ubetingede del af en såkaldt kombinationsdom efter § 58, stk. 1.

Straffelovens bestemmelser om prøveløsladelse suppleres af en række administrative forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr. 756 af 24. juni 2013 om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelsesbekendtgørelsen) og vejledning nr. 9304 af 26. juni 2013 om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelsesvejledningen).

Herunder er der i løsladelsesvejledningens pkt. 6-12 fastsat nærmere retningslinjer for den utilrådelighedsvurdering, som kriminalforsorgen i medfør af straffelovens § 38, stk. 4, skal foretage, jf. ovenfor. Det fremgår i den forbindelse, at prøveløsladelse skal nægtes, hvis der foreligger en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår.

Herudover skal prøveløsladelse som anført ovenfor nægtes, hvis der ikke er sikret den dømte passende ophold og arbejde eller andet underhold, eller hvis den dømte nægter at overholde de vilkår, som kriminalforsorgen har fastsat, jf. straffelovens § 38, stk. 4.

Afgørelsen om prøveløsladelse træffes i øvrigt ud fra en samlet afvejning af alle omstændigheder, som taler enten for eller imod prøveløsladelse.

6.1.1.1.2. Efter straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt., skal prøveløsladelse efter § 38, stk. 1 og 2, som fast vilkår betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke overstige 3 år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år, kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.

Der kan herudover fastsættes tillægsvilkår i form af tilsyn og særvilkår, jf. § 39, stk. 2. Det kan således fastsættes som vilkår for prøveløsladelsen, at den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn. Der kan yderligere fastsættes vilkår efter reglerne i straffelovens § 57, som omhandler betingede domme. Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte de vilkår, som findes formålstjenlige, herunder at den dømte overholder særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af fritid eller samkvem med bestemte personer, tager ophold i egnet hjem eller institution eller underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende medikamenter, om fornødent på hospital eller i særlig institution. Vilkår om ophold i hjem, hospital eller anden institution har ikke gyldighed for længere tidsrum end den resterende straffetid, jf. § 39, stk. 2, 3. pkt.

6.1.1.1.3. Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal løslades på prøve efter straffelovens § 38, stk. 1, træffes som udgangspunkt af fængslet eller arresthuset, jf. § 25, stk. 1 (løsladelsesbekendtgørelsen). I visse nærmere angivne tilfælde, herunder hvis den indsatte udstår fængsel i 8 år eller derover, træffes afgørelsen dog af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra fængslet eller arresthuset, jf. bekendtgørelsens § 26.

Afgørelsen skal træffes 4 uger inden prøveløsladelsesdatoen, medmindre det ikke kan lade sig gøre af helt særlige grunde, jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 1.

En endelig administrativ afgørelse om at nægte prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 38, stk. 1, kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, kræves indbragt til prøvelse for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6.

Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal løslades på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2, træffes som udgangspunkt af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra fængslet eller arresthuset, jf. § 28 i løsladelsesbekendtgørelsen. I visse nærmere angivne tilfælde, herunder hvis der er tale om udenlandske indsatte, der udstår fængselsstraf i indtil 8 år, og som efter udståelse af straffen skal udvises med indrejseforbud, træffes afgørelsen dog af fængslet eller arresthuset, jf. bekendtgørelsens § 29.

6.1.1.2. Prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a

6.1.1.2.1. Ved lov nr. 219 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Tidlig prøveløsladelse af dømte) blev der indsat en særlig bestemmelse i straffelovens § 40 a om prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af straffetiden (noget for noget-ordningen). Ordningen er efterfølgende blevet ændret to gange, henholdsvis ved lov nr. 611 af 14. juni 2011 om ændring af straffeloven (Udvidelse af »noget for noget-ordningen« om tidlig prøveløsladelse af dømte m.v.) og ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulighed for prøveløsladelse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under uddannelsen til fængselsbetjent m.v.).

Noget for noget-ordningen indebærer, at justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan beslutte, at dømte efter en konkret vurdering kan prøveløslades, når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, hvis hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes at tale imod det, og betingelserne i § 40 a, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, er opfyldt, jf. straks nedenfor.

Efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, kan der for det første ske prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden af dømte, der har ydet en særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet, herunder ved at deltage i behandlingsforløb, uddannelsesforløb, arbejdstræning eller arbejde i forbindelse med afsoningen.

Efter § 40 a, stk. 1, nr. 2, kan der for det andet ske prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden, hvis den dømtes forhold taler derfor. Efter lovens forarbejder er bestemmelsen møntet på indsatte, hvis forhold samlet set taler for, at det er unødvendigt, at den pågældende afsoner resten af straffen i fængsel, hvis der i stedet fastsættes vilkår om samfundstjeneste.

Efter § 40 a, stk. 1, er prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden i alle tilfælde betinget af, at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod det. Dette indebærer efter lovens forarbejder, at der skal udvises meget betydelig varsomhed med at anvende bestemmelserne om prøveløsladelse efter halv tid i forhold til personer, der afsoner straf for visse meget alvorlige forbrydelser, jf. pkt. 3.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 122 som fremsat den 17. december 2003, jf. Folketingstidende 2003-2004, Tillæg A, side 4447.

Prøveløsladelse efter § 40 a forudsætter endvidere, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende er egnet til og erklærer sig villig til at overholde de vilkår, der i medfør af § 40 a, stk. 3 og 4, jf. nedenfor, fastsættes for løsladelsen, jf. § 40 a, stk. 6. Det svarer – bortset fra kravet om, at den dømte skal være egnet til at overholde vilkårene for løsladelsen – til, hvad der i medfør af § 38, stk. 4, gælder for prøveløsladelse efter § 38, stk. 1 og 2.

6.1.1.2.3. Prøveløsladelse efter § 40 a skal som fast vilkår betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke overstige 3 år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år, kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år, jf. § 40 a, stk. 7, jf. § 39, stk. 1.

Herudover skal prøveløsladelse efter § 40 a som fast vilkår betinges af, at den dømte undergives tilsyn indtil det tidspunkt, hvor der er forløbet to tredjedele af straffetiden. Efter dette tidspunkt kan der fastsættes vilkår om, at den pågældende fortsat undergives tilsyn, jf. § 40 a, stk. 2.

Endvidere kan der fastsættes tillægsvilkår efter reglerne i straffelovens § 57, jf. § 40 a, stk. 3, 2. led, og stk. 4, 2. pkt.

Desuden kan prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 1 (om særlig indsats), betinges af, at den dømte udfører ulønnet samfundstjeneste, jf. § 40 a, stk. 3, 1. led. Prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 2 (om den dømtes forhold), skal som fast vilkår betinges af, at den dømte udfører ulønnet samfundstjeneste, jf. § 40 a, stk. 4, 1. pkt.

6.1.1.2.4. Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal løslades på prøve efter straffelovens § 40 a, træffes af afsoningsinstitutionen, hvis den dømte afsoner en dom på mindre end 8 måneder fængsel. Ellers træffes afgørelsen af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra fængslet eller arresthuset, jf. § 30 i løsladelsesbekendtgørelsen.

6.1.1.3. Overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse

6.1.1.3.1. Hvis en prøveløsladt begår et nyt strafbart forhold i prøvetiden, og der foretages rettergangsskridt inden prøvetidens udløb, hvorved den pågældende sigtes for forholdet, fastsætter retten i medfør af straffelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., jf. § 61, stk. 2, som udgangspunkt en ubetinget fællesstraf for det nye strafbare forhold og reststraffen for den tidligere pådømte lovovertrædelse. Har prøveløsladelse i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4, været forbundet med vilkår om samfundstjeneste, skal der ved fastsættelsen af en fællesstraf tages hensyn til omfanget af den udførte samfundstjeneste, jf. § 40, stk. 1, 2. pkt.

Det følger af § 40, stk. 1, 1. pkt., at reststraffen efter prøveløsladelse ligestilles med en betinget dom, og de samme reaktionsmuligheder, som efter § 61, stk. 2, kan anvendes ved strafbart forhold begået i prøvetiden for en betinget dom, finder anvendelse, når en lovovertrædelse er begået i prøvetiden for en prøveløsladelse. Når omstændighederne taler derfor, kan retten således i stedet for en fællesstraf 1) idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for prøveløsladelsen, eller 2) afsige betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser eller alene for det nye forhold i overensstemmelse med reglerne i straffelovens kapitel 7 om betingede domme eller kapitel 8 om samfundstjeneste.

6.1.1.3.2. Hvis en prøveløsladt overtræder de fastsatte tillægsvilkår, kan justitsministeren i medfør af straffelovens § 40, stk. 2, 1) tildele den pågældende en advarsel, 2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i § 39 fastsatte længstetid eller 3) under særlige omstændigheder bestemme, at den pågældende skal indsættes til udståelse af reststraffen.

Det samme gælder efter § 40, stk. 3, hvis den prøveløsladte begår strafbart forhold i prøvetiden, uden at der rejses tiltale herfor, eller hvis den prøveløsladte i udlandet dømmes for strafbart forhold begået i prøvetiden, uden at der i forbindelse med dommen er taget stilling til spørgsmålet om fuldbyrdelse af reststraffen.

Hvis der ikke træffes bestemmelse om fuldbyrdelse af reststraffen efter § 40, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, anses straffen i medfør af § 40, stk. 5, for udstået på det tidspunkt, da prøveløsladelsen fandt sted.

Hvis genindsættelse er bestemt i medfør af § 40, stk. 2, jf. stk. 3, kan fornyet prøveløsladelse ifølge § 40, stk. 6, ske, selv om de tidsmæssige betingelser i § 38, stk. 1 og 2, eller § 40 a, stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn til reststraffen. Ved afgørelse om fornyet prøveløsladelse i sådanne tilfælde skal der tages hensyn til omfanget af samfundstjeneste, som den pågældende har udført i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4. Med hensyn til prøvetid efter sådan prøveløsladelse gælder de i § 39 fastsatte tider med fradrag af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt.

Bestemmelsen i stk. 6 åbner således mulighed for en kortvarig tilbageføring til afsoning efterfulgt af ny prøveløsladelse, når en vilkårsovertrædelse har ført til beslutning om genindsættelse.

6.1.1.4. Prøveløsladelse af livstidsdømte

Når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået, afgør justitsministeren i medfør af straffelovens § 41, stk. 1, om den dømte skal prøveløslades.

Prøveløsladelsen forudsætter i medfør af § 41, stk. 2, at den livstidsdømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 41, stk. 3, 3. pkt.

Af § 41, stk. 3, 3. pkt., fremgår, at straffelovens § 57 om fastsættelse af vilkår ved betingede domme finder tilsvarende anvendelse ved prøveløsladelse af livstidsdømte. Om de pågældende vilkår henvises nærmere til pkt. 6.1.1.1.2 ovenfor.

Det fremgår herudover af § 41, stk. 3, 1. pkt., at løsladelsen betinges af, at den livstidsdømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at den pågældende overholder de vilkår, som måtte være fastsat. I medfør af § 41, stk. 3, 2. pkt., kan prøvetiden ikke overstige 5 år.

Hvis den livstidsdømte begår nyt strafbart forhold i prøvetiden, og der inden prøvetidens udløb foretages rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for forholdet, kan retten ved dom træffe afgørelse om, at den pågældende skal genindsættes til udståelse af livstidsstraffen, jf. straffelovens § 42, stk. 1. Når omstændighederne taler derfor, kan retten dog i stedet idømme en straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for prøveløsladelsen.

Overtræder den livstidsdømte i øvrigt vilkårene for prøveløsladelsen, følger det af straffelovens § 42, stk. 2, at bestemmelserne i § 40, stk. 2-5, finder tilsvarende anvendelse. Om disse bestemmelser henvises til pkt. 6.1.1.3.2 ovenfor.

Afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens § 41, stk. 1, skal træffes 4 uger inden prøveløsladelsesdatoen, medmindre det ikke kan lade sig gøre af helt særlige grunde, jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 1.

En endelig administrativ afgørelse om at nægte prøveløsladelse i henhold til straffelovens § 41 kan, når 14 år af straffen på livstid er udstået, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, kræves indbragt til prøvelse for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6.

6.1.2. Udgang

6.1.2.1. Almindelige bestemmelser om udgang

Reglerne om fuldbyrdelse af ubetingede fængselsstraffe, betingede domme, samfundstjeneste, bødestraffe og forvaring findes i straffuldbyrdelsesloven. I lovens afsnit II findes en række bestemmelser, der særligt tager sigte på fuldbyrdelse af fængselsstraffe.

I straffuldbyrdelseslovens § 3 findes en almindelig bestemmelse om fuldbyrdelse af straf, som fastslår, at fuldbyrdelsen skal ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

En gradvis forøgelse af frihedsgraderne under straffuldbyrdelsen betragtes i den forbindelse som et almindeligt led i resocialiseringen, idet den dømte derved kan vænnes til en tilværelse i frihed uden kriminalitet. I overensstemmelse hermed findes der i straffuldbyrdelseslovens §§ 46-50 bestemmelser om såkaldt udgang.

Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutionen i et bestemt tidsrum, der medregnes i straffetiden.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, at en indsat, hvis hensynet til retshåndhævelsen ikke taler derimod, kan få tilladelse til udgang, når udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn, og der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgangen vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen.

I lovens § 46, stk. 2, er opregnet en række momenter, som i givet fald skal tillægges særlig vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen.

Efter lovens § 47 gives tilladelse til udgang for et bestemt tidsrum, der medregnes til straffetiden.

Tilladelse til udgang betinges i medfør af lovens § 48, stk. 1, af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen.

Det fremgår af § 48, stk. 2, at udgangstilladelsen endvidere kan betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder f.eks. at den indsatte under udgangen ledsages af personale fra institutionen, eller at den indsatte overnatter i arresthus, fængsel eller en af kriminalforsorgens pensioner.

Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 er der endvidere med virkning fra den 1. juli 2013 indført mulighed for at fastsætte vilkår om, at den dømte under udgangen undergiver sig intensiv overvågning og kontrol på bopælen (afsoning i fodlænke), jf. straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 3. Herom henvises i øvrigt nærmere til pkt. 6.1.2.3 nedenfor.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 49, at en udgangstilladelse kan tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres, hvis den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de fastsatte vilkår, eller hvis nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den meddelte udgangstilladelse.

Der er i bekendtgørelse nr. 1125 af 25. september 2013 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen) bl.a. fastsat nærmere bestemmelser om betingelser for udgang og bestemmelser om de forskellige udgangsformer. Det fremgår i den forbindelse af bekendtgørelsens afsnit II om udgangsformer, at indsatte ud over udgang til særlige formål, udgang med henblik på besøg hos bestemte personer mv. og udgang til udflugter mv. kan opnå tilladelse til udgang i form af frigang og udgang i form af udstationering.

Om udgang til særlige formål er det i bekendtgørelsens § 31, stk. 1, nærmere fastsat, at indsatte kan få udgang med henblik på 1) at besøge en nærstående person, som er alvorligt syg, 2) at være til stede ved en nærstående persons begravelse, 3) at møde i retten eller for anden offentlig myndighed i tilfælde, hvor vedkommende myndighed finder det påkrævet, eller 4) lægeundersøgelse eller -behandling eller anden behandling, der ikke hensigtsmæssigt kan finde sted i institutionen. Efter § 31, stk. 2, kan indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller derover, endvidere få udgang med henblik på 1) at besøge nærstående personer ved vigtige familiebegivenheder, 2) at varetage personlige interesser, når særlige omstændigheder taler derfor, 3) at indgå ægteskab, 4) kontakt med tilsynsmyndigheden for at planlægge forløbet af tilsynsperioden, 5) fremskaffelse af ophold og arbejde eller andet underhold i forbindelse med løsladelsen, eller 6) at foretage indkøb eller lignende, der er påkrævet med henblik på løsladelsen.

6.1.2.2. Frigang

Ved frigang forstås udgang – typisk daglig – til navnlig arbejde eller undervisning. Ved frigang skal den dømte opholde sig i fængsel eller arresthus i fritiden, herunder om natten.

Reglerne om frigang, herunder en række nærmere tidsmæssige betingelser, findes i udgangsbekendtgørelsens §§ 44-49.

Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 44, stk. 1, at frigang generelt kan gives med henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning.

Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 45, stk. 1, at frigang til beskæftigelse efter § 44, stk. 1, normalt skal ske i den sidste del af opholdstiden og som udgangspunkt ikke kan gives for længere tid end 3 måneder.

Frigængere skal i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 46, stk. 1, som udgangspunkt tilbringe fritiden i institutionen eller i det arresthus (Københavns Fængsler), som ligger nærmest ved arbejds- eller kursusstedet mv.

6.1.2.3. Udstationering

Ved udgang i form af udstationering forstås ophold uden for fængsel og arresthus ikke blot i den normale arbejds- eller undervisningstid, men også i fritiden, herunder om natten.

Reglerne om udstationering til pension mv., herunder en række nærmere tidsmæssige betingelser, findes i udgangsbekendtgørelsens §§ 50-54.

Udgang i form af udstationering kan i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 50, stk. 1, gives i de tilfælde, hvor der ville kunne gives frigang i medfør af § 44, stk. 1, 2 og 4, men hvor udgang af praktiske grunde ikke kan gennemføres som frigang, eller hvis det skønnes særlig formålstjenligt, at udgang gennemføres som udstationering.

Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 51, stk. 1, at udstationering normalt skal ske i den sidste del af opholdstiden og som udgangspunkt kan gives i indtil 4 uger eller, når særlige omstændigheder taler derfor, indtil 3 måneder, jf. dog bemærkningerne nedenfor om udstationering til egen bopæl i fodlænke.

Udstationering sker i praksis ofte til en af kriminalforsorgens pensioner som det sidste led i udslusningen forud for prøveløsladelse.

Som nævnt ovenfor under pkt. 6.1.2.1 er der endvidere ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 med virkning fra den 1. juli 2013 skabt mulighed for at tillade udgang på betingelse af, at den dømte under udgangen undergiver sig intensiv overvågning og kontrol på bopælen (afsoning i fodlænke), jf. straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 3.

Det er i bemærkningerne til loven (pkt. 4.2.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 133 fremsat den 31. januar 2013) forudsat, at udgang i givet fald skal ske i form af udstationering, og at udstationering til fodlænkeafsoning på egen bopæl kan finde sted i et tidsrum af maksimalt 6 måneder op til løsladelsestidspunktet.

Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 55, stk. 1, at indsatte kan få udgang i form af udstationering til egen bopæl med fodlænke, når det findes formålstjenligt af hensyn til den indsattes familieforhold, afsoningsforløb eller resocialisering. Indsatte, der udstår straf på under et års fængsel, kan dog kun helt undtagelsesvis udstationeres til egen bopæl med fodlænke.

Udstationering til egen bopæl med fodlænke kan i medfør af § 55, stk. 2, som udgangspunkt tidligst gives, når en tredjedel af straffetiden er udstået, og kan gives i et tidsrum af højst 6 måneder op til løsladelsestidspunktet.

Herudover kan en indsat i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 56, stk. 1, få tilladelse til udstationering til egen bopæl med fodlænke i de tilfælde, hvor der ville kunne gives frigang i medfør af § 44, stk. 1, 2 og 4, men hvor den pågældende af geografiske årsager ikke kan gennemføre frigangen, fordi det ikke er muligt at tilbringe fritiden i en institution tæt ved arbejds- eller kursusstedet.

Udstationering efter bekendtgørelsens § 56, stk. 1, følger de tidsmæssige betingelser for frigang og kan gives i et tidsrum af højst 6 måneder op til løsladelsestidspunktet, jf. § 56, stk. 2.

6.1.2.4. Rocker- og bandevilkår

For indsatte med tilknytning til rocker- og bandegrupper, der meddeles tilladelse til udgang, kan der i dag fastsættes såkaldte rocker- og bandevilkår. Vilkårene indebærer en række begrænsninger i adgangen til at opholde sig sammen med og have kontakt med andre med tilknytning til rocker- eller bandegrupperinger under udgangen.

Sådanne vilkår fastsættes med hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 4, jf. straffelovens § 57, nr. 1. Efter straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, kan udgang – udover vilkår om, at den indsatte ikke under udgangen begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen – endvidere betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder vilkår som nævnt i straffelovens § 57. Efter § 57, nr. 1, er der mulighed for at fastsætte vilkår om, at den dømte overholder særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af fritid eller samkvem med bestemte personer.

I praksis fastsættes rocker- og bandevilkår ved tilladelse til udgang til visse personer med en tættere tilknytning til en bande eller en rockergruppe. Vilkårene anvendes i praksis i yderst få tilfælde over for personer med en løsere tilknytning til rocker- eller bandemiljøet.

6.1.3. Overførsel af negativt stærke indsatte

6.1.3.1. Anbringelse af dømte i kriminalforsorgens institutioner

I straffuldbyrdelseslovens afsnit II findes en række bestemmelser, der særligt tager sigte på fuldbyrdelse af fængselsstraffe. Herunder fremgår det af § 20, stk. 1, at fængselsstraf som hovedregel fuldbyrdes i fængsel eller i arresthus.

I medfør af § 20, stk. 2, kan fængselsstraf dog i særlige tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen efter reglerne i lovens § 78.

I medfør af § 78, stk. 1, kan det således bestemmes, at den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution, f.eks. hvis den dømte har behov for særlig behandling eller pleje. Herudover følger det af § 78, stk. 2, at dømte, der er under 18 år, som udgangspunkt anbringes på hospital, i familiepleje eller i egnet hjem eller institution. Det er dog i begge tilfælde en forudsætning, at afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.

Endelig følger det af straffuldbyrdelseslovens § 20, stk. 3, at fængselsstraf i særlige tilfælde kan fuldbyrdes på den dømtes bopæl under intensiv overvågning og kontrol (afsoning i fodlænke). Reglerne om denne afsoningsform findes i straffuldbyrdelseslovens §§ 78 a-78 f.

Frihedsstraffe, der ikke fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner eller i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf. § 78, eller i fodlænke, jf. §§ 78 a-78 f, fuldbyrdes normalt i fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 1.

Kortvarig frihedsstraf kan dog i medfør af lovens § 21, stk. 2, fuldbyrdes i arresthus, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner.

Endvidere kan frihedsstraf i medfør af lovens § 21, stk. 3, fuldbyrdes i arresthus i en række nærmere opregnede tilfælde, hvor særlige oplysninger om den dømte taler for det.

Frihedsstraf, der fuldbyrdes i et fængsel, udstås normalt i et åbent fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1. Fuldbyrdelse af fængselsstraf kan dog ske i et lukket fængsel i en række nærmere opregnede tilfælde, hvor særlige oplysninger om den dømte eller karakteren af den pådømte kriminalitet taler for det, jf. lovens § 22, stk. 2-6.

Det følger herunder af § 21, stk. 1, nr. 1, og § 22, stk. 3, at en fængselsstraf kan fuldbyrdes i enten arresthus eller lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Om forståelsen af udtrykket »overgreb« henvises i den forbindelse til pkt. 6.1.3.2 nedenfor.

I straffuldbyrdelseslovens §§ 24-29 findes der bestemmelser om overførsel af indsatte mellem forskellige afsoningsinstitutioner. Herunder indeholder § 24 regler om overførsel af indsatte fra lukket til åbent fængsel, mens § 25 indeholder regler om overførsel fra åbent til lukket fængsel. Lovens § 27 indeholder regler om overførsel af indsatte fra arresthus til fængsel, mens § 28 indeholder regler om overførsel fra fængsel til arresthus.

Endelig findes der i § 26 bestemmelser om overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner.

Det fremgår således af § 26, at indsatte kan overføres mellem åbne fængsler, mellem lukkede fængsler eller mellem arresthuse

1) af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner,

2) for at beskytte den indsatte mod overgreb,

3) for at yde den indsatte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand,

4) for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen,

5) hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte har udøvet overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen,

6) hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde brand eller indsmugle eller handle med euforiserende stoffer og det må anses for nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter,

7) hvis den indsatte selv ønsker det og særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det, eller

8) for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste.

6.1.3.2. Negativt stærke indsatte

Et af de hensyn, som varetages af straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om valg af afsoningssted eller overførsel, er hensynet til at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 6.1.3.1., kan en fængselsstraf således efter straffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 1, nr. 1, og § 22, stk. 3, fuldbyrdes i arresthus eller lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Som det endvidere fremgår, kan der derudover i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 26, nr. 4, ske overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Med udtrykket »overgreb« sigtes ikke alene til fysiske overgreb eller trusler herom, men tillige til f.eks. økonomisk udnyttelse og overgreb på medindsattes handlefrihed inden for fængslets lovlige rammer, herunder til at afsone i fællesskab og til at vælge mellem fængslets tilbud om beskæftigelse, herunder skolegang, fritidsaktiviteter mv. Risiko for overgreb kan også foreligge, når den indsatte gennem sin magtposition forsøger at påvirke personalet til at gøre eller undlade noget, herunder undlade at foretage de nødvendige sikkerheds- og kontrolforanstaltninger.

Med de pågældende bestemmelser sigtes bl.a. til tilfælde, hvor der ved anmeldelsen til afsoning foreligger eller under indsættelsen opstår kendskab til, at den dømte hører til gruppen af negativt stærke indsatte.

Ved negativt stærke indsatte forstås indsatte, som ved brug af vold, trusler, økonomisk udnyttelse eller anden form for udnyttelse er en styrende faktor i forhold til medindsatte, eller på samme måde søger at få personalet til at foretage eller undlade handlinger. Udtrykket anvendes navnlig (men ikke udelukkende) om klart afgrænsede grupper af indsatte, herunder bandemedlemmer og rockere og deres støttegrupper, som erfaringsmæssigt på den nævnte måde individuelt eller som gruppe skaber sig en magtposition i fængslet, og som ved hjælp af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstrække deres magt til trusler og pres på de indsattes eller personalets familier mv.

Med henblik på at begrænse risikoen for overgreb afsoner negativt stærke indsatte i almindelighed på særlige afdelinger. Et antal arresthuse og fængselsafdelinger er således udpeget til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Muligheden for at kunne anbringe negativt stærke indsatte på sådanne særlige afdelinger er en afgørende forudsætning for at kunne håndtere de sikkerhedsmæssige udfordringer, som særligt rockere og bandemedlemmer giver.

Overførsel af negativt stærke indsatte mellem de pågældende afdelinger kan ske efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 26, jf. ovenfor, herunder for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre på afdelingen.

Heri ligger bl.a., at overførsel kan ske alene med henvisning til den negativt stærke indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens eller de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det forhold, at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået overgreb mod f.eks. medindsatte.

6.2. Lovforslagets udformning

Udgang er et almindeligt led i den gradvise forøgelse af frihedsgraderne, der som et led i resocialiseringen af dømte finder sted under straffuldbyrdelsen.

Tilsvarende er prøveløsladelse forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe.

Kriminalforsorgen har imidlertid i dag en række muligheder for at nægte udgang eller afslå prøveløsladelse, hvis der er risiko for ny kriminalitet. Endvidere har kriminalforsorgen mulighed for at knytte vilkår til udgang eller prøveløsladelse med det formål at modvirke tilbagefald til ny kriminel adfærd. Der henvises herom nærmere til pkt. 6.1.1 og 6.1.2.

Kriminalforsorgen kan således nægte tilladelse til udgang, hvis hensynet til retshåndhævelsen taler imod udgangen, eller hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgangen vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen.

Meddeles der tilladelse til udgang, vil tilladelsen betinges af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Derudover kan tilladelsen betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den pågældende ikke under udgang må have samvær med personer, som har tilknytning til rocker- eller bandemiljøet.

Kriminalforsorgen har også mulighed for at give afslag på prøveløsladelse, hvis der foreligger en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår (utilrådelighedsvurdering).

Derudover har kriminalforsorgen mulighed for at knytte vilkår med kriminalitetsforebyggende sigte til prøveløsladelsen. På denne måde kan tilpasningen til en tilværelse i frihed understøttes i en overgangsperiode efter afsoningens afslutning.

I en række tilfælde vil det – ud fra en vurdering af risikoen for ny kriminalitet – være oplagt, at der ikke kan gives tilladelse til udgang eller ske prøveløsladelse af f.eks. personer, der tilhører rocker- eller bandemiljøet. Endvidere vil det gennem anvendelse af vilkår ved prøveløsladelse være muligt at støtte den dømtes indsats for en kriminalitetsfri tilværelse og imødegå uønsket adfærd.

Det er imidlertid ikke efter de gældende regler muligt at give afslag på prøveløsladelse eller udgang alene under henvisning til en konflikt i f.eks. rocker- og bandemiljøet og den pågældendes tilknytning til en gruppe, som deltager i konflikten. Endvidere fastsættes der ved prøveløsladelse ikke vilkår om, at f.eks. en rocker eller et bandemedlem ikke må opsøge den rocker- eller bandegruppe, som den pågældende er knyttet til.

Der er således ikke i dag noget til hinder for, at f.eks. indsatte rocker- eller bandemedlemmer, som opfylder de almindelige betingelser for prøveløsladelse, og som har tilknytning til rocker- og bandemiljøet, straks efter prøveløsladelsen kan søge tilbage til den rockergruppe eller den bande, som de er knyttet til. Det gælder også i tilfælde, hvor den pågældende rocker- eller bandegruppe deltager aktivt i en voldelig konflikt med en eller flere andre grupper i miljøet.

En effektiv indsats mod kriminalitet i særligt rocker- og bandemiljøet og voldelige konflikter af den karakter, som har udspillet sig den seneste tid, kræver efter Justitsministeriets opfattelse, at det i videst muligt omfang søges modvirket, at indsatte med tilknytning til en gruppe i forbindelse med prøveløsladelse eller udgang søger tilbage til den pågældende gruppe.

Det bemærkes i den forbindelse, at risikoen for, at en person begår ny kriminalitet efter afsoning (recidiverer), hænger sammen med det miljø, som den pågældende færdes i. Hvis den pågældende kommer ud af dette miljø, vil det antageligt medføre et fald i pågældendes kriminalitet. Der vil således være en præventiv effekt forbundet med at begrænse dømte kriminelles mulighed for at søge tilbage til det kriminelle miljø efter afsoning.

Det bemærkes endvidere, at der gennem de senere år er blevet taget adskillige initiativer med henblik på at få flere til at forlade det kriminelle rocker- og bandemiljø, at modvirke, at nye kommer til og i øvrigt at begrænse kriminalitet begået af personer med tilknytning til dette miljø. Det omfatter både socialpræventive initiativer, strafferetlige initiativer og særlige initiativer rettet mod dømte i form af f.eks. bandeexit-programmer mv.

Det må imidlertid konstateres, at der fortsat er en alt for stor tilslutning til grupper af personer, som befinder sig i eller omkring et kriminelt miljø, og hvor samvær med de pågældende personer må antages at virke som katalysator for kriminalitet.

Dertil kommer, at der som beskrevet under pkt. 1.1.2 fortsat opstår meget voldsomme uroligheder i rocker- og bandemiljøet, hvorunder der bl.a. anvendes skydevåben. Disse uroligheder har ikke alene alvorlige konsekvenser for de personer, der er involveret i konflikten, men udgør også en alvorlig trussel mod det normale samfundsliv, da urolighederne i meget vidt omfang udspiller sig i det offentlige rum og dermed indebærer en fare for tilfældige menneskers liv og legeme.

De voldsomme uroligheder har endvidere ført til øget anvendelse af knive mv.

Det må endelig konstateres, at mange dømte med tilknytning til navnlig rocker- og bandemiljøet efter endt afsoning hurtigt vender tilbage til miljøet og dermed desværre for ofte ender i ny kriminalitet eller bliver involveret i de voldelige konflikter, som har kendetegnet dette miljø.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det på denne baggrund nødvendigt at gå endnu videre i bestræbelserne på at modvirke, at dømte, der er tilknyttet en gruppe af kriminelle, udnytter en udgang eller prøveløsladelse til hurtigt at søge tilbage til det kriminelle miljø. Som nævnt i pkt. 1.1.4 er der grund til at træffe meget skrappe foranstaltninger, som klart viser, at samfundet ikke kan acceptere og derfor vil bekæmpe konflikter af den karakter, som f.eks. udspandt sig i første halvår af 2013.

Justitsministeriet finder i det lys, at der bør ske en markant skærpelse af reglerne om udgang til og prøveløsladelse af indsatte med tilknytning til sådanne miljøer.

Det gælder efter Justitsministeriets opfattelse i tilfælde, hvor en dømt står til at blive prøveløsladt på et tidspunkt, hvor der er en verserende voldelig konflikt, og hvor den pågældende har tilknytning til en gruppe, der er aktivt involveret i konflikten. I sådanne tilfælde vil der være en særlig negativ løsladelsessituation, hvor prøveløsladelse af den indsatte kan medvirke til, at en konflikt videreføres eller ligefrem optrappes med deraf følgende fare for det almindelige samfundsliv.

På den baggrund foreslås det, at der ikke skal kunne ske prøveløsladelse, hvis politiet oplyser, at den dømte skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

Justitsministeriet finder endvidere, at muligheden for at komme på udgang bør begrænses under tilsvarende betingelser. Det foreslås derfor samtidig, at begrænsningen i adgangen til prøveløsladelse skal finde tilsvarende anvendelse på muligheden for at komme på udgang.

Der henvises nærmere til pkt. 6.2.1 nedenfor.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der endvidere ske en væsentlig skærpelse af vilkårene ved prøveløsladelse af personer, der har begået visse alvorlige forbrydelser, og som i øvrigt har tilknytning til en gruppe af personer, hvor de pågældende personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet. Hermed tænkes på tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at afslå prøveløsladelse, men hvor den pågældende er knyttet til f.eks. rocker- eller bandemiljøet og afsoner en længerevarende frihedsstraf for visse grovere forbrydelser. I sådanne tilfælde er der efter Justitsministeriets opfattelse behov for at skærpe vilkårene ved prøveløsladelse med henblik på at modvirke, at den pågældende straks søger tilbage til sit hidtidige kriminelle miljø, og således at den enkeltes muligheder for at genetablere en normal tilværelse i stedet understøttes bedst muligt.

Det foreslås på den baggrund, at kriminalforsorgen ved prøveløsladelse af personer med tilknytning til sådanne persongrupper fremover i almindelighed vil skulle fastsætte som vilkår, at den dømte i prøvetiden ikke opholder sig sammen med eller på anden måde har kontakt med andre med tilknytning til samme gruppering som den pågældende.

Der henvises i den forbindelse nærmere til pkt. 6.2.2 nedenfor.

Desuden finder Justitsministeriet, at anvendelse af såkaldte rocker- og bandevilkår ved meddelelse af tilladelse til udgang bør udvides til i videre omfang også at finde anvendelse på personer med en løsere tilknytning til en rocker- eller bandegruppe.

Formålet med ændringen, der kan gennemføres administrativt, er at dæmme op for, at f.eks. unge, som føler sig tiltrukket af rockere og bandemedlemmer og derfor bevæger sig i kanten af dette miljø, sluses ind i kriminelle aktiviteter inden for rocker- og bandemiljøet.

Der henvises nærmere til pkt. 6.2.3 nedenfor.

Med lovforslaget foreslås adgangen til at fastsætte vilkår om dømtes ophold og færden i forbindelse med prøveløsladelse og udgang skærpet, jf. ovenfor.

Elektronisk overvågning af dømtes færden, f.eks. ved hjælp af en såkaldt GPS-fodlænke, må antages at kunne bidrage til at sikre overholdelsen af vilkår for prøveløsladelse eller udgangstilladelse, som indebærer begrænsninger i den dømtes adgang til færden eller kontakt med andre personer, herunder ved at give mulighed for hurtig indgriben ved vilkårsovertrædelse.

Dette vil kunne være særligt relevant for dømte, der undergives skærpede vilkår for prøveløsladelse efter de foreslåede regler herom, og dømte, som undergives rocker- og bandevilkår ved udgangstilladelse.

Elektronisk overvågning vil imidlertid også i andre tilfælde kunne være relevant, f.eks. hvis der som vilkår for prøveløsladelse af eller udgangstilladelse til en person, som er dømt for vold, fastsættes vilkår om, at den pågældende ikke må opsøge den forurettede for forbrydelsen.

Foruden at tjene kontrolformål må elektronisk overvågning antages at kunne have en forebyggende virkning, fordi den dømte vil være bevidst om at være under overvågning. En ordning med elektronisk overvågning må således forventes at kunne støtte den pågældendes ønske om ikke at overtræde vilkårene for prøveløsladelsen eller udgangstilladelsen.

Anvendelse af elektronisk overvågning forudsætter bl.a., at det er teknologisk og praktisk muligt at etablere en sådan ordning. Der blev derfor i aftalen om kriminalforsorgens økonomi i 2013-2016 afsat 2,5 mio. kr. til udvikling og afprøvning af GPS-fodlænker.

Det foreslås på denne baggrund, at der etableres hjemmel til iværksættelse af en forsøgsordning, hvor det som vilkår for prøveløsladelse eller udgangstilladelse kan fastsættes, at den dømte skal undergive sig elektronisk overvågning af sin færden.

Der henvises nærmere til pkt. 6.2.4 nedenfor.

Endelig indeholder lovforslaget herudover et tiltag, der har til formål at forebygge konflikter og kriminalitet og styrke sikkerheden i fængselsafdelinger og arresthuse udpeget til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen. Der lægges således med forslaget op til, at en indsat i sådanne fængselsafdelinger eller arresthuse skal kunne overføres til andre tilsvarende fængselsafdelinger eller arresthuse, når hensynet til at forebygge konflikter, styrke sikkerheden eller modvirke ny kriminalitet taler herfor, uanset at de nugældende betingelser for overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner ikke er til stede.

Der henvises nærmere til pkt. 6.2.5 nedenfor.

6.2.1. Afskæring af prøveløsladelse og udgang under verserende voldelige konflikter

6.2.1.1. Formålet med forslaget er at begrænse adgangen til udgang og prøveløsladelse for indsatte, der skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, der på tidspunktet for udgang eller prøveløsladelse er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, når der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt skydevåben mv. Forslaget vil navnlig have betydning for indsatte med tilknytning til rocker- eller bandemiljøet.

Efter Justitsministeriets opfattelse indebærer tilknytning til f.eks. en rocker- eller bandegruppe, der aktivt deltager i en verserende voldelig konflikt, i sig selv en risiko for, at den dømte på fri fod vil blive inddraget i aktiviteter, som strider imod formålet med udgangen eller prøveløsladelsen. Meddelelse af tilladelse til udgang eller prøveløsladelse vil således kunne bidrage til, at en verserende voldelig konflikt fortsættes og eventuelt optrappes med deraf følgende øget utryghed og fare for det almindelige samfundsliv. Med henblik på at tilgodese hensynet til politiets forebyggende virksomhed finder Justitsministeriet, at der ikke i en sådan situation bør meddeles udgang til eller ske prøveløsladelse af den pågældende.

Forslaget indebærer, at der fremover ved afgørelse af spørgsmålet om udgang og prøveløsladelse af dømte, som skønnes at have tilknytning til en sådan persongruppe, vil skulle tages særskilt højde for, om denne gruppe er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt, og om der inden for den pågældende gruppe er anvendt skydevåben mv. som led i konflikten.

Hvis disse betingelser er til stede, vil dette fremover skulle føre til, at udgang og prøveløsladelse nægtes. Det gælder, uanset at de almindelige betingelser herfor i øvrigt måtte være opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil begrænse prøveløsladelse, uanset om den pågældende står til prøveløsladelse efter reglerne om ordinær prøveløsladelse eller efter andre regler om prøveløsladelse, herunder reglerne om prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen eller reglerne om prøveløsladelse af livstidsdømte.

Det er en betingelse for at begrænse udgang og prøveløsladelse efter de foreslåede bestemmelser, at den indsatte skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, og at denne gruppe har indladt sig i en voldelig konflikt med en eller flere andre grupper af personer.

Det er endvidere en betingelse for at anvende de foreslåede bestemmelser, at den indsatte har tilknytning til den pågældende gruppe af personer. Der må foreligge en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen som sådan.

Forslaget omfatter således ikke personer med en løsere tilknytning til den pågældende persongruppe. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.

Det afgørende for at bringe de foreslåede bestemmelser i anvendelse er på det punkt alene, at den indsatte ifølge politiets skøn har en sådan tilstrækkelig tilknytning til den pågældende persongruppe.

Det forhold, at en indsat på tidspunktet for afsoningens påbegyndelse har haft tilknytning til rocker- og bandemiljøet mv., men under afsoningen har forladt dette miljø, vil som udgangspunkt indebære, at den pågældende ikke længere har den fornødne tilknytning til gruppen. I tilfælde hvor den pågældende, f.eks. kort tid før der træffes afgørelse om prøveløsladelse, tilkendegiver, at denne ønsker at komme ud af rocker- og bandemiljøet, må det dog konkret vurderes, om der er tale om et reelt ønske om at forlade gruppen, eller om der alene er tale om, at den pågældende på skrømt giver udtryk herfor med det formål at opnå udgang eller prøveløsladelse.

En tilknytning til en rocker- eller bandegruppe mv., der først er opstået under afsoningen, vil kunne medføre, at udgang eller prøveløsladelse begrænses efter de foreslåede bestemmelser.

Den foreslåede betingelse indebærer desuden, at den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til skal være aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt. Her tænkes eksempelvis på voldelige konflikter inden for rocker- og bandemiljøet.

Det er i den forbindelse ikke en betingelse, at den dømte afsoner en straf for f.eks. rocker- eller banderelateret kriminalitet, ligesom det ikke er en betingelse, at den dømte selv har deltaget i den voldelige konflikt eller selv har udvist eller udviser et adfærdsmønster præget af voldelig kriminalitet. Endvidere er det uden betydning, om den pågældende afsoner på en afdeling for negativt stærke indsatte.

»Konflikt« skal forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11. Dette indebærer, at enhver uoverensstemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil kunne udgøre en konflikt i de foreslåede bestemmelsers forstand. Det er i den forbindelse uden betydning, hvad årsagen til konflikten er, og hvad konflikten drejer sig om.

En konflikt kan f.eks. vedrøre kontrollen over et kriminelt marked, et ideologisk modsætningsforhold eller tidligere hændelser, som af en af grupperne anses for ærekrænkende. Der kan også være tale om, at personlige uoverensstemmelser, f.eks. et sammenstød mellem to personer om en kæreste, udvikler sig til en konflikt mellem grupper af personer.

Det vil bero på et konkret, politifagligt skøn, om der kan siges at være en konflikt.

De foreslåede bestemmelser om udgang og prøveløsladelse forudsætter desuden, at konflikten på tidspunktet for udgangen eller prøveløsladelsen må anses for at være voldelig.

Heri ligger for det første, at konflikten må have givet sig udslag i mindst én hændelse, der kan karakteriseres som voldelig. Hermed sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor en eller flere personer med tilknytning til en persongruppe har overfaldet en eller flere personer med tilknytning til en anden gruppe. Også situationer, hvor en eller flere personer fra de involverede grupper er stødt sammen efter aftale eller indbyrdes forståelse, og hvor der derfor ikke kan siges at være tale om et egentligt angreb, er omfattet, hvis sammenstødet har indebåret en voldelig konfrontation.

For at en konflikt kan anses for voldelig, må der dog være tale om et voldeligt præg af en vis styrke. Handlinger, som alene må anses for omfattet af straffelovens § 244 om simpel vold, vil således ikke i sig selv kunne føre til, at en konflikt skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i almindelighed slag og spark og lignende. De foreslåede bestemmelser tager derimod navnlig sigte på tilfælde, hvor der som led i konflikten er sket angreb eller sammenstød under anvendelse af stik- eller slagvåben eller lignende. Anvendelse af skydevåben mv. vil også medføre, at konflikten skal betragtes som voldelig. Som udgangspunkt må der således som led i konflikten være begået handlinger, der som minimum kan karakteriseres som kvalificeret vold, jf. straffelovens § 245.

Det er ikke en betingelse, at der er tale om en gensidigt voldelig konflikt. Der vil også være tale om en verserende voldelig konflikt i de foreslåede bestemmelsers forstand i tilfælde, hvor en gruppe af personer ensidigt forfølger en anden gruppe af personer. I sådanne tilfælde vil konflikten dog alene have konsekvenser for adgangen til udgang eller prøveløsladelse for personer med tilknytning til den gruppe i konflikten, der udfører angrebene.

For det andet må konfliktens voldelige præg være verserende. Heri ligger, at der på tidspunktet for udgang eller prøveløsladelse må være en aktuel risiko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karakter. Det gælder, uanset om prøveløsladelsen eller udgangen kan frygtes at virke som katalysator for yderligere hændelser eller ej.

Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om en verserende voldelig konflikt. Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges til grund, at der vil være en aktuel risiko for yderligere voldelige hændelser, og at den voldelige konflikt således fortsat er verserende, hvis konflikten inden for de seneste tre måneder er kommet til udtryk i en eller flere voldelige hændelser. Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode, vil konflikten i almindelighed fortsat skulle anses for at være aktuelt voldelig i yderligere en periode på tre måneder.

Der kan imidlertid også være tale om en verserende voldelig konflikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden at der har fundet voldelige hændelser sted. En sådan længere periode uden angreb kan efter Justitsministeriets opfattelse således ikke i sig selv tages som udtryk for, at risikoen for nye voldelige hændelser er drevet over.

Der kan således være flere grunde til, at en konflikt i en periode ikke konkret har givet sig udslag i voldelige angreb eller sammenstød. Der kan f.eks. være tale om, at de grupper, der er involveret i konflikten, har haft behov for at bruge tid på at planlægge et nyt angreb eller for at skaffe våben. Endvidere kan der f.eks. være tale om, at flere af en gruppes medlemmer har været frihedsberøvet. Den eller de pågældende grupper kan derfor have ønsket at afvente f.eks. prøveløsladelse af en eller flere af de frihedsberøvede medlemmer, således at den enkelte gruppe vil stå stærkere ved et senere angreb. Også mere tilfældige omstændigheder kan have betydet, at de stridende grupper ikke fysisk er stødt sammen, ligesom der kan være tale om, at de pågældende grupper nok har haft sammenstød, men at disse ikke har haft en voldelig karakter.

I det politifaglige skøn af, om der er en aktuel risiko for nye voldelige hændelser mv., kan der indgå andre momenter. Politiet vil således – ud over den forløbne tid siden seneste voldelige hændelse – eksempelvis kunne lægge vægt på, om personer med tilknytning til de involverede persongrupper er eller har været i besiddelse af våben som led i konflikten, eller om der som led i konflikten anvendes eller har været anvendt skud- eller stiksikre veste eller lignende, ligesom episoder med utryghedsskabende adfærd i øvrigt vil kunne tillægges betydning.

Sådanne handlinger vil kunne tale for, at der fortsat er en aktuel risiko for voldelige hændelser, uanset om der har været tale om en forberedelse af eller en forholdsregel mod et voldeligt angreb eller sammenstød.

Det vil i den forbindelse tillige kunne tillægges betydning, om konflikten har ført til oprettelse af visitationszoner.

Herudover vil også andre momenter af relevans kunne indgå i den politifaglige vurdering af risikosituationen.

Omvendt vil der også kunne forekomme særlige tilfælde, hvor der ikke kan siges at være en aktuel risikosituation, selv om der har fundet en voldelig hændelse sted inden for de seneste tre måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er et klart grundlag for at anse den voldelige konflikt som afsluttet, f.eks. hvis den ene gruppe i konflikten må anses for opløst.

Afskæring af muligheden for udgang og prøveløsladelse vil alene ramme personer med tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i den verserende voldelige konflikt. Denne betingelse indebærer, at mindst én af de handlinger, som medfører, at konflikten anses for verserende voldelig, jf. herom ovenfor, skal være begået inden for den gruppe, som den dømte er knyttet til. Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om et (første) angreb, eller om handlingen er begået som eksempelvis et modangreb eller en hævnaktion. Det er heller ikke nogen betingelse, at den dømte eller gruppen som helhed står bag voldshandlingen. Det er imidlertid en betingelse, at voldsudøvelsen er begået som led i konflikten.

Dette indebærer eksempelvis, at et enkelt voldeligt angreb vil kunne begrænse muligheden for udgang og prøveløsladelse for personer knyttet til den angribende gruppe, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Hvis der senere udføres en hævnaktion, vil også medlemmer mv. af den gruppe, som tager hævn, herved blive afskåret fra udgang og prøveløsladelse, forudsat at betingelserne i øvrigt er til stede.

Det er endvidere en betingelse, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes knyttet til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse efter straffelovens § 180. Betingelsen svarer til betingelsen efter straffelovens § 81 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11. De våbentyper, der er omfattet af de foreslåede bestemmelser, svarer således til de våbentyper, der er omfattet af § 192 a, stk. 1, i straffeloven, jf. pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Denne betingelse skal ses i lyset af, at hvis en part i en konflikt mellem forskellige grupper på et tidspunkt i konflikten har anvendt et så alvorligt våben mv., som de omfattede, må konflikten i almindelighed antages at have en sådan grad af alvor, at den vil kunne udvikle sig til en trussel mod det normale samfundsliv.

Den foreslåede betingelse indebærer, at udgang og prøveløsladelse skal afslås, hvis en person, som er knyttet til den samme gruppe som den dømte, har anvendt skydevåben mv. som led i konflikten. Det er ikke nogen betingelse, at den dømte eller gruppen som helhed står bag anvendelsen af skydevåben mv. Det er imidlertid en betingelse, at skydevåbnet mv. er anvendt som led i konflikten. Er der således anvendt skydevåben mv. en enkelt gang, uden at der i øvrigt foreligger en konflikt, vil bestemmelsen ikke kunne finde anvendelse.

Det er ikke nogen betingelse, at anvendelsen af skydevåben mv. er sket som led i den voldsudøvelse, som gør, at konflikten betragtes som verserende voldelig, jf. herom ovenfor. Også i tilfælde, hvor der ikke aktuelt har været anvendt skydevåben, men hvor konflikten ikke desto mindre må karakteriseres som verserende voldelig, vil udgang og prøveløsladelse blive afskåret, hvis der én gang tidligere har været anvendt skydevåben mv. som led i konflikten. Det gælder, uanset hvor lang tid der måtte være gået siden anvendelsen af skydevåbnet mv.

Eksempelvis vil udgang og prøveløsladelse i almindelighed være afskåret for personer med tilknytning til en gruppe, der flere år tidligere har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en anden persongruppe, og som nu har begået et knivoverfald mod den anden gruppe som led i samme konflikt. I dette tilfælde vil betingelsen om anvendelse af skydevåben mv. være opfyldt, ligesom betingelsen om, at konflikten skal være verserende voldelig, vil være opfyldt i kraft af knivoverfaldet.

Omvendt vil anvendelsen af et skydevåben mv. også i sig selv kunne udgøre den begivenhed, som medfører, at en konflikt nu må betegnes som verserende voldelig. Anvendelsen af et skydevåben mv. vil således i sig selv kunne være den udløsende begivenhed, som har suspensiv virkning på adgangen til udgang eller prøveløsladelse, uanset at der ikke herudover er begået voldshandlinger inden for den pågældende gruppe.

Eksempelvis vil udgang og prøveløsladelse være afskåret for personer med tilknytning til en gruppe, der nu har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en anden persongruppe, uanset at der aldrig tidligere har været begået voldshandlinger eller har været anvendt skydevåben som led i konflikten. Her vil den aktuelle anvendelse af skydevåbnet således i sig selv opfylde både betingelsen om, at der skal være anvendt skydevåben mv., og betingelsen om, at konflikten skal være verserende voldelig.

I begge tilfælde vil udgang og prøveløsladelse kun blive afskåret for dømte, der skønnes at have tilknytning til den samme gruppe som den eller de personer, der har anvendt skydevåbnet mv.

6.2.1.2. Forslaget indebærer som nævnt, at udgang og prøveløsladelse ikke kan finde sted, hvis politiet oplyser, at den dømte skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt skydevåben mv.

Efter de foreslåede bestemmelser vil der derfor under de angivne betingelser ikke kunne træffes afgørelse om at tillade udgang eller løslade den dømte på prøve, og en tidligere truffet afgørelse herom vil ikke kunne effektueres.

I tilfælde, hvor der allerede er truffet en afgørelse om at tillade udgang eller løslade den dømte på prøve, fører bestemmelsen således til, at udgangen eller prøveløsladelsen må udsættes, indtil hindringen for udgangen eller prøveløsladelsen er ophørt.

De foreslåede bestemmelser skal på dette punkt bl.a. ses i sammenhæng med løsladelsesbekendtgørelsens § 1, hvorefter afgørelse om løsladelse på prøve efter straffelovens § 38 stk. 1, eller § 41, stk. 1, skal træffes 4 uger inden prøveløsladelsesdatoen, medmindre det ikke kan lade sig gøre af helt særlige grunde.

Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor der i overensstemmelse med denne tidsfrist er truffet afgørelse om et prøveløsladelsestidspunkt, men hvor der efterfølgende tilgår generelle oplysninger fra politiet, som kan være til hinder for prøveløsladelsen. Det kan f.eks. være oplysninger om, at en voldelig konflikt er brudt ud, efter at afgørelsen om prøveløsladelse blev truffet, eller lignende generelle oplysninger om det aktuelle konfliktbillede.

I sådanne tilfælde vil prøveløsladelsestidspunktet således skulle udskydes, indtil politiet oplyser, at hindringen for prøveløsladelsen ikke længere er til stede.

Også i tilfælde, hvor udgangsformålet fortsat må antages at være til stede på et senere tidspunkt, vil oplysningerne fra politiet føre til, at udgangstilladelsen bortfalder. I så fald må der således – hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt – gives en ny udgangstilladelse, når udgangshindringen ikke længere er til stede.

Det bemærkes, at de foreslåede bestemmelser ikke vil få virkning for personer, som allerede er blevet prøveløsladt.

6.2.1.3. Afgørelser om udgang og prøveløsladelse træffes af kriminalforsorgen.

Det foreslås, at kriminalforsorgen også skal træffe afgørelse om, hvorvidt udgang eller prøveløsladelse skal begrænses som følge af de foreslåede bestemmelser.

Som det fremgår af forslaget, er det oplysninger fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalforsorgens afgørelse i de pågældende sager.

Det fremgår i den forbindelse af § 8, stk. 2, i løsladelsesbekendtgørelsen, at kriminalforsorgen inden en afgørelse om prøveløsladelse skal indhente en udtalelse fra den politidirektør, der har behandlet straffesagen, hvis politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at den dømte skal udstå fængselsstraf mv., har oplyst, at den pågældende har tilknytning til rocker- og bandemiljøet.

Derudover vil kriminalforsorgen i tilfælde, hvor den pågældende er tilknyttet en anden slags kriminel gruppe, kunne indhente en udtalelse fra politiet.

Politiet får således i disse tilfælde lejlighed til at udtale sig om prøveløsladelsesspørgsmålet, og politiets udtalelse vil i givet fald indgå i kriminalforsorgens vurdering af, om prøveløsladelse må anses for utilrådeligt.

Under tilsvarende betingelser skal kriminalforsorgen i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5, indhente en udtalelse fra politidirektøren inden en afgørelse om udgang.

Men kriminalforsorgen vil også kunne have en formodning om et særligt gruppetilhørsforhold på baggrund af eksempelvis oplysninger fra retsbogen eller fra tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner mv. Endelig kan kriminalforsorgen i særlige tilfælde selv have opnået viden om den pågældendes tilknytning til en rocker- eller bandegruppe mv. under den pågældendes afsoning af den aktuelle straf, herunder hvis den pågældende selv har gjort opmærksom herpå over for kriminalforsorgen.

Det er en forudsætning bag lovforslaget, at høringspligten udvides, således at kriminalforsorgen ved behandlingen af spørgsmål om udgang og prøveløsladelse skal indhente en udtalelse fra politiet i alle tilfælde, hvor kriminalforsorgen under den pågældendes afsoning har en formodning om, at den pågældende indsatte har tilknytning til rocker- eller bandemiljøet.

Tilsvarende vil kriminalforsorgen, hvis kriminalforsorgen har kendskab til, at den dømte har tilknytning til en anden slags kriminel gruppe end en rockergruppe eller bande, skulle indhente en udtalelse fra politiet.

Hvis lovforslaget vedtages, vil høringspligten derfor administrativt blive udvidet i overensstemmelse hermed.

Det kan f.eks. være oplysninger om, at den pågældende under afsoningen muligvis har frasagt sig sit medlemskab eller på anden måde kan være udtrådt af den pågældende gruppering.

De nærmere regler om høringen af politiet, herunder kriminalforsorgens oplysningspligt, vil blive fastsat ved en ændring af henholdsvis løsladelsesbekendtgørelsen og udgangsbekendtgørelsen.

For så vidt angår spørgsmål om prøveløsladelse vil de administrative regler blive fastsat således, at kriminalforsorgen som hidtil først vil skulle anmode politiet om en udtalelse til brug for den almindelige utilrådelighedsvurdering, og kun hvis de nugældende regler herefter ikke er til hinder for prøveløsladelsen, vil der skulle indhentes en særskilt udtalelse vedrørende afskæringsgrundene i den foreslåede bestemmelse. I tilfælde, hvor prøveløsladelse må afvises allerede på grundlag af en utilrådelighedsvurdering efter de gældende regler, vil kriminalforsorgen således ikke skulle anmode politiet om at udtale sig om de omstændigheder, der efter de foreslåede bestemmelser begrænser adgangen til prøveløsladelse. Tilsvarende vil kriminalforsorgen i forbindelse med meddelelse af tilladelse til udgang alene skulle høre politiet, hvis der ikke efter de almindelige betingelser er noget til hinder for udgang.

Der vil således kunne forekomme tilfælde i praksis, hvor kriminalforsorgen først efter at have indhentet to udtalelser fra politiet træffer afgørelse vedrørende spørgsmålet om prøveløsladelse. I disse tilfælde vil sagsbehandlingstiden efter omstændighederne kunne medføre, at afgørelsen om prøveløsladelse ikke kan træffes 4 uger inden prøveløsladelsesdatoen. Det forudsættes, at løsladelsesbekendtgørelsens § 1 om nødvendigt tilpasses i overensstemmelse hermed.

6.2.1.4. Politiet vil i forbindelse med den foreslåede høring i givet fald få mulighed for at udtale sig om de forhold, som har betydning for spørgsmålet om udgang eller prøveløsladelse i henhold til de foreslåede bestemmelser. Det gælder spørgsmålet om den pågældendes gruppetilknytning og spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende gruppe er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt, og om der inden for gruppen har været anvendt skydevåben mv. som led i konflikten.

Forslaget indebærer ikke, at der indføres en pligt for politiet til at udtale sig. Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor politiet skønner, at det af politimæssige eller efterforskningsmæssige grunde er mere hensigtsmæssigt at undlade at afgive en udtalelse. Tilsvarende vil der kunne forekomme tilfælde, hvor politimæssige eller efterforskningsmæssige hensyn vil have indvirkning på omfanget og detaljeringsgraden af den udtalelse, som politiet afgiver.

Afskæring af adgangen til udgang og prøveløsladelse efter de foreslåede bestemmelser vil bero på en politifaglig vurdering. Det afgørende for, om udgang og prøveløsladelse vil skulle nægtes efter de foreslåede bestemmelser, er alene, om der foreligger sådanne oplysninger fra politiet som nævnt i bestemmelsen. Kriminalforsorgen vil ikke skulle foretage en prøvelse eller vurdering af politiets oplysninger.

Det forudsættes således med lovforslaget, at politiets oplysninger lægges uprøvet til grund af kriminalforsorgen ved afgørelsen af spørgsmålet om udgang eller prøveløsladelse.

I den forbindelse bemærkes særligt, at politiet efter omstændighederne i den konkrete sag bør undlade at afgive udgangshindrende oplysninger i tilfælde, hvor der er spørgsmål om udgang til et særligt formål som nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1 eller 2. Eksempelvis forudsættes det, at politiet i almindelighed ikke afgiver oplysninger, som afskærer den indsatte fra at komme på udgang, hvis formålet med udgangen er at deltage i en nærstående persons begravelse eller lignende. I stedet vil politiet kunne henstille til, at den indsatte i givet fald ledsages af personale fra institutionen under udgangen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 1. Om udgang til særlige formål henvises i øvrigt til pkt. 6.1.2.1 ovenfor.

Det bemærkes endvidere, at en endelig administrativ afgørelse om at nægte prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, og § 41 som hidtil vil kunne kræves indbragt for domstolene efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte.

Med lovforslaget foreslås således ingen ændringer i reglerne om domstolsprøvelse af administrative afgørelser om at nægte prøveløsladelse. De oplysninger fra politiet, som kriminalforsorgens afgørelse vil være baseret på, vil således under en eventuel domstolsprøvelse blive underlagt en almindelig prøvelse på lige fod med sagens øvrige oplysninger.

I tilfælde, hvor prøveløsladelse afslås efter den almindelige utilrådelighedsvurdering, vil afslaget således kunne indbringes for retten. Det gælder også i tilfælde, hvor kriminalforsorgen har en formodning om, at den pågældende har tilknytning til en kriminel gruppering, f.eks. inden for rocker- eller bandemiljøet, og hvor de foreslåede bestemmelser derfor muligvis vil kunne være til hinder for prøveløsladelse. Retten vil ved prøvelsen af afslaget kunne træffe afgørelse om, at utilrådelighedskriteriet ikke er til hinder for prøveløsladelse. I så fald skal kriminalforsorgen herefter indhente en udtalelse fra politiet til brug for afgørelsen af, hvorvidt prøveløsladelse så skal afskæres efter de foreslåede bestemmelser. Hvis der herefter træffes afgørelse om at afskære prøveløsladelse efter de foreslåede bestemmelser, vil også denne afgørelse kunne indbringes for retten. Ved i sådanne tilfælde at hjemvise sagen til kriminalforsorgen sikres det således, at der herefter kan træffes en afgørelse i henhold til de foreslåede bestemmelser. I modsat fald ville konsekvensen kunne blive, at den dømte skulle prøveløslades, uden at der forinden var taget stilling til, hvorvidt de foreslåede bestemmelser var til hinder for prøveløsladelse.

Samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor forudsættes anvendt i situationer, hvor Direktoratet for Kriminalforsorgen som administrativ klageinstans måtte vurdere, at en afgørelse truffet af en institution om utilrådelighed i en prøveløsladelsessag eller misbrugsrisiko i en udgangssag ikke kan stadfæstes. I sådanne situationer skal institutionen således efter direktoratets afgørelse indhente en udtalelse fra politiet til brug for afgørelsen i henhold til de foreslåede bestemmelser.

6.2.1.5. Med de foreslåede bestemmelser indføres en særlig skærpet adgang til at nægte udgang eller prøveløsladelse for visse kategorier af indsatte.

Anvendelsen af bestemmelserne vil i praksis have selvstændig betydning i tilfælde, hvor kriminalforsorgen ikke har fundet anledning til at afslå udgang eller prøveløsladelse efter de almindelige regler herom.

I situationer, hvor de foreslåede bestemmelser fører til, at prøveløsladelse ikke kan ske, selv om de almindelige betingelser herfor er opfyldt, vil prøveløsladelsestidspunktet som nævnt skulle udskydes, indtil politiet oplyser, at hindringen er ophørt.

En afgørelse om at nægte prøveløsladelse efter den foreslåede bestemmelse vil således have virkning indtil videre. For at sikre, at spørgsmålet bliver taget op til fornyet overvejelse med jævne mellemrum, forudsættes det dog, at der senest tre måneder efter et afslag på prøveløsladelse vil skulle træffes en ny afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at ændre afgørelsen om at nægte prøveløsladelse. Er betingelserne fortsat opfyldt, vil der skulle træffes en ny afgørelse inden tre måneder og herefter løbende hver tredje måned.

Det vil således løbende blive vurderet, om hindringen for prøveløsladelse fortsat er til stede. Til brug for kriminalforsorgens afgørelse af dette spørgsmål vil der skulle indhentes en ny udtalelse fra politiet om, hvorvidt der fortsat er grundlag for at nægte prøveløsladelse.

Endvidere vil kriminalforsorgen efter de almindelige regler om prøveløsladelse skulle tage spørgsmålet op, hvis det, efter at afslag er meddelt, må antages, at betingelserne for prøveløsladelse er til stede. Det kan være tilfældet, hvis politiet af egen drift giver kriminalforsorgen generelle oplysninger om, at der ikke længere skønnes at være en aktuel risikosituation, således at hindringen for at tillade prøveløsladelse nu må anses for ophørt.

Det forudsættes dog i sådanne tilfælde, at kriminalforsorgen inden prøveløsladelsen foretager en ny vurdering af, om den pågældende indsatte fortsat opfylder de almindelige betingelser for prøveløsladelse. Er der sket sådanne ændringer i den pågældendes forhold, at denne ikke længere opfylder betingelserne, vil prøveløsladelse skulle afslås.

På samme måde vil kriminalforsorgen skulle tage spørgsmålet om meddelelse af udgangstilladelse op til fornyet vurdering senest efter tre måneder, hvis spørgsmålet om udgang fortsat er aktuelt på dette tidspunkt.

Hvis lovforslaget vedtages, vil løsladelsesbekendtgørelsen og udgangsbekendtgørelsen blive ændret i overensstemmelse med ovenstående.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, 6, 7 og 8 (forslag til straffelovens § 38, stk. 5, § 40 a, stk. 7, § 41, stk. 2 og § 41, stk. 3), og lovforslagets § 5, nr. 2 og 3 (forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. § 46, stk. 3, og § 81), og bemærkningerne hertil.

6.2.2. Skærpede vilkår for prøveløsladelse

6.2.2.1. Som det andet led i den foreslåede skærpelse af reglerne om prøveløsladelse og udgang indeholder lovforslaget forslag om skærpelse af vilkårene for prøveløsladelse for visse grupper af dømte med tilknytning til en gruppe af personer, hvor disse personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Forslaget indebærer, at det fremover ved prøveløsladelse af sådanne personer i en række tilfælde vil skulle fastsættes som vilkår, at den dømte i prøvetiden ikke uden anerkendelsesværdigt formål må opholde sig sammen med eller på anden måde have kontakt med andre med tilknytning til den samme gruppe.

Målgruppen for forslaget er navnlig indsatte med tilknytning til rocker- eller bandegrupperinger mv., som samlet står bag omfattende og alvorlig kriminalitet. Forslaget er udtryk for, at samvær eller kontakt mellem personer med tilknytning til samme rocker- eller bandegruppering mv. i sig selv indebærer en risiko for, at den dømte vil blive inddraget i aktiviteter, som strider imod formålet med prøveløsladelsen. Formålet med den foreslåede ordning er således bl.a. at forebygge, at personer, der er idømt fængselsstraf og løslades på prøve inden at have udstået hele straffen, falder tilbage til kriminalitet, herunder kriminalitet, som planlægges og udføres i organiserede kriminelle miljøer.

Det er hensigten, at forslaget skal finde anvendelse i alle sager om prøveløsladelse, herunder både ordinær prøveløsladelse, prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen og prøveløsladelse af livstidsdømte.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de skærpede vilkår vil gælde i hele prøvetiden. Mens særvilkår efter de gældende regler kan fastsættes for hele prøvetiden eller for en del af denne, vil den foreslåede bestemmelse således ikke give mulighed for at begrænse de skærpede vilkår til kun at gælde i en del af prøvetiden.

Det forudsættes dog med forslaget, at de skærpede vilkår vil skulle ophæves, hvis betingelserne for vilkårene i løbet af prøvetiden ophører med at være til stede.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at begrænse adgangen til prøveløsladelse for indsatte, der har tilknytning til f.eks. en rocker- eller bandegruppe, hvis der på tidspunktet for prøveløsladelse verserer en voldelig konflikt i rocker- og bandemiljøet mv. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne ovenfor i pkt. 6.2.1 vedrørende lovforslagets § 1, nr. 2, 6 og 8.

De skærpede vilkår vil i praksis kunne finde anvendelse i de tilfælde, hvor de nævnte foreslåede bestemmelser ikke har været til hinder for at meddele prøveløsladelse, f.eks. fordi der ikke på tidspunktet for prøveløsladelse er en verserende voldelig konflikt, jf. herom ovenfor pkt. 6.2.1.1. Opfylder den pågældende i øvrigt betingelserne for prøveløsladelse, vil der efter den foreslåede bestemmelse kunne knyttes skærpede vilkår til løsladelsen.

De foreslåede betingelser for at anvende skærpede vilkår ved prøveløsladelse svarer på visse punkter til betingelserne for at begrænse adgangen til prøveløsladelse. Det gælder kravet om, at den pågældende dømte skal være knyttet til en særlig gruppe af personer, og at der skal være tale om en stærk tilknytning.

Derudover foreslås anvendelsen af skærpede vilkår ved prøveløsladelse betinget af, at den pågældende afsoner en straf af en vis varighed, og at den pågældende er dømt for en række nærmere bestemte grovere kriminalitetstyper. Endvidere foreslås de skærpede betingelser betinget af, at den gruppe af personer, som den pågældende er tilknyttet, omfatter personer, der samlet set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

6.2.2.2. Anvendelsen af de foreslåede skærpede vilkår forudsætter, at den indsatte er idømt fængsel i 1 år eller derover.

For så vidt angår indsatte, som er idømt en tidsbestemt straf, er det endvidere en betingelse, at den pågældende er dømt for overtrædelse af straffelovens § 191 (grov narkokriminalitet), § 192 a (besiddelse af skydevåben mv. under særligt skærpende omstændigheder) eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold eller trusler, eksempelvis vidnetrusler, røveri eller afpresning.

Det er ikke en betingelse, at 1 år af den idømte fængselsstraf hidrører fra en af de nævnte overtrædelser. Tilfælde, hvor en indsat er idømt eksempelvis 1 års fængsel for bedrageri og vold, falder således inden for, selv om voldsforholdet kun kan antages at udgøre en mindre del af den samlede straf.

Kendetegnende for de opregnede overtrædelser er, at der er tale om kriminalitetsformer, som har en særlig relevans i forbindelse med bekæmpelsen af rocker- og banderelateret kriminalitet. De pågældende kriminalitetstyper omfatter således bl.a. grov narkokriminalitet, besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, drab og drabsforsøg, vold, røveri, afpresning, trusler mv.

Anvendelsen af de skærpede vilkår forudsætter imidlertid ikke, at den pådømte kriminalitet konkret kan karakteriseres som rocker- eller banderelateret. Også kriminalitet af den nævnte karakter, som ikke kan antages at have særlig sammenhæng med den pågældendes gruppetilknytning, vil således være omfattet.

For så vidt angår livstidsdømte vil den begåede kriminalitet altid være af en sådan karakter, at de foreslåede bestemmelser om skærpede vilkår bør finde anvendelse uanset kriminalitetsarten.

Anvendelsen af de foreslåede skærpede vilkår forudsætter endvidere, at den dømte efter politiets oplysninger skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

»Gruppe af personer« skal forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, og i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser om nægtelse af udgang og prøveløsladelse, jf. pkt. 6.2.1.1 ovenfor. Som grupper anses således ikke kun mere formaliserede grupper med en mere fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilhørsforhold og med fast navn og lignende. Også mere løse grupperinger kan være omfattet af bestemmelsen, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer.

Personerne knyttet til den pågældende gruppe skal samlet set stå bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil bero på en politifaglig vurdering.

Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor gruppens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kriminalitet. Også situationer, hvor (nogle af) de enkeltpersoner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestemmelsen. Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammenhæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.

Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen samlet set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges betydelig vægt.

Som nævnt tænkes der med den foreslåede betingelse særligt, men ikke udelukkende, på rocker- og bandegrupper mv.

Det er som nævnt ikke en betingelse, at den dømte afsoner en straf for rocker- eller banderelateret kriminalitet, ligesom det ikke er en betingelse, at den dømte selv har begået kriminalitet, der kan karakteriseres som omfattende og alvorlig. Endvidere er det uden betydning, om den pågældende afsoner på en afdeling for negativt stærke indsatte.

Det er derimod – svarende til, hvad der gælder ved den foreslåede adgang til afslag på udgang og prøveløsladelse, jf. pkt. 6.2.1.1 ovenfor – en betingelse for at anvende de foreslåede bestemmelser, at den indsatte har tilknytning til den pågældende gruppe af personer. Der må foreligge en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen som sådan.

De foreslåede skærpede vilkår indebærer, at den pågældende i hele prøvetiden som udgangspunkt ikke må opholde sig sammen med eller på anden måde have kontakt med andre med tilknytning til samme persongruppe.

Det indebærer, at den pågældende ikke må pleje omgang med eller være i selskab med andre fra samme gruppe. Heri ligger også, at den pågældende ikke må deltage i fester, sammenkomster, arrangementer eller lignende begivenheder, hvor andre fra samme gruppe deltager. Dette vil f.eks. afskære et medlem af en rockergruppe fra at komme i vedkommende gruppes klubhus mv. Det vil endvidere forhindre et bandemedlem i at komme i vedkommende bandes eventuelle faste tilholdssted.

Vilkåret pålægger således den pågældende at afholde sig fra at deltage i sådanne begivenheder, ligesom den pågældende straks vil skulle forlade en sådan begivenhed, hvis det viser sig, at andre fra samme gruppe deltager. Deltagelsen i begivenheden vil således i sig selv skulle betragtes som en vilkårsovertrædelse, også selv om den pågældende ikke under begivenheden opsøger direkte kontakt med andre fra samme gruppe.

Vilkåret vil dog ikke være til hinder for deltagelse i større arrangementer, eksempelvis koncerter, sportsbegivenheder eller lignende, med en vis bredere offentlig deltagelse, selv om andre medlemmer fra samme gruppe også måtte vise sig at være blandt publikum, så længe den pågældende ikke på nogen måde opsøger eller mødes med de andre medlemmer.

Forslaget indebærer endvidere, at den pågældende ikke i øvrigt må have nogen form for fysisk, mundtlig eller skriftlig kontakt med andre fra samme gruppe.

Hvis den pågældende eksempelvis taler i telefon med, skriver en sms-besked eller en e-mail til eller på anden lignende måde indlader sig i kontakt med en anden fra samme gruppe, vil der således være tale om en overtrædelse af vilkåret. Det samme gælder, hvis den pågældende kommunikerer med en anden fra samme gruppe gennem tredjemand eller på anden indirekte måde. Det bemærkes i den forbindelse, at lovforslaget ikke indebærer, at kriminalforsorgen får hjemmel til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens kapitel 71.

Bestemmelsen vil dog ikke være til hinder for, at den pågældende – eksempelvis gennem tredjemand – retter henvendelse til en anden fra samme gruppe, når formålet med kontakten reelt er at undgå en vilkårsovertrædelse. Det vil f.eks. være tilladt for den pågældende at undersøge, om en anden person fra samme gruppe vil indfinde sig til et bestemt arrangement, og om det dermed vil udgøre en vilkårsovertrædelse for den pågældende selv at deltage i arrangementet.

Helt tilfældige møder med andre fra samme gruppe – f.eks. ved at de pågældende passerer hinanden på gaden – vil heller ikke i sig selv indebære en vilkårsovertrædelse, ligesom der ikke vil være tale om en vilkårsovertrædelse, alene fordi den pågældende befinder sig i nærheden af andre fra samme gruppering.

I tilfælde, hvor den pågældende i prøvetiden bliver kontaktet eller opsøgt af andre med tilknytning til samme gruppe, må den pågældende imidlertid for at overholde vilkåret straks afvise henvendelsen og om nødvendigt afbryde samtalen eller forlade stedet. Det gælder også ved deltagelse i større arrangementer som koncerter, sportsbegivenheder eller lignende.

Det vil ikke skulle betragtes som en vilkårsovertrædelse, hvis den pågældende i prøvetiden opholder sig sammen med eller har kontakt med andre med tilknytning til samme gruppe som led i varetagelsen af et anerkendelsesværdigt formål.

Med anerkendelsesværdigt formål tænkes i denne forbindelse på kontakt, der sker som led i forsamlingsvirksomhed med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.

Der er således tale om en samværs- og kontaktmulighed, der skal fortolkes meget snævert.

Hvorvidt opholdet eller kontakten har et (sådant) anerkendelsesværdigt formål, vil bero på en konkret vurdering. Det forhold, at f.eks. en rocker- eller bandegruppe måtte begynde at kalde sig en politisk forening eller lignende, vil ikke indebære, at det skal lægges til grund, at der er tale om forsamlingsvirksomhed med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed. Det samme vil være tilfældet, hvis en rocker- eller bandegruppe f.eks. forud for møder mellem personer med tilknytning til gruppen udsender mødeindkaldelser, dagsordener eller lignende, der alene har til formål at omgå prøveløsladelsesvilkår, som er fastsat efter den foreslåede ordning.

Det afgørende vil således efter den foreslåede bestemmelse være, om der reelt er tale om forsamlingsvirksomhed med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.

Hvis ikke kontakten sker som led i forsamlingsvirksomhed med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, vil der ikke være tale om et anerkendelsesværdigt formål.

De foreslåede skærpede vilkår vil ikke begrænse den dømtes muligheder for at have kontakt til sine nærstående.

Med nærstående forstås i den forbindelse den dømtes ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den dømte har en sådan tilknytning, at denne kan sidestilles med de nævnte familiebånd.

Kontakt med slægtninge, som er fjernere end ovenfor nævnt, vil derimod ikke være omfattet af undtagelsen. Det gælder eksempelvis fætre og kusiner, onkler og tanter mv., og kontakten vil således i disse tilfælde som udgangspunkt indebære en vilkårsovertrædelse, forudsat at den pårørende er knyttet til samme persongruppe som den dømte.

6.2.2.3. De foreslåede skærpede vilkår vil som nævnt skulle anvendes på personer, som er idømt mindst 1 års fængsel, og som er dømt for overtrædelse af straffelovens § 191, § 192 a eller for en forbrydelse forbundet med forsætlig vold eller trusler, herunder eksempelvis vidnetrusler, røveri eller afpresning, og som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende kriminalitet.

Vilkårene fastsættes af kriminalforsorgen, som træffer afgørelse i sager om prøveløsladelse.

Det vil dog være politiet, der skal foretage vurderingen af den pågældendes gruppetilknytning, som er en betingelse for, at de foreslåede vilkår vil kunne anvendes.

Forslaget skal i den forbindelse ses i sammenhæng med reglerne om høring af politiet i visse sager om prøveløsladelse.

Det fremgår således af § 8, stk. 2, i løsladelsesbekendtgørelsen, at kriminalforsorgen inden en afgørelse om prøveløsladelse skal indhente en udtalelse fra den politidirektør, der har behandlet straffesagen, hvis politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at den dømte skal udstå fængselsstraf mv., har oplyst, at den pågældende har tilknytning til rocker- og bandemiljøet.

Politiet får således i disse tilfælde lejlighed til at udtale sig om prøveløsladelsesspørgsmålet.

Kriminalforsorgens formodning om et muligt tilhørsforhold til rocker- eller bandemiljøet mv. vil normalt basere sig på, at politiet i forbindelse med underretningen om, at den pågældende skal udstå fængselsstraf, har oplyst, at den dømte har tilknytning til dette miljø. Derudover kan kriminalforsorgen på anden vis have kendskab til den pågældendes tilknytning til en bestemt rocker- eller bandegruppe, herunder viden opnået under den pågældendes afsoning, jf. nærmere herom ovenfor pkt. 6.2.1.3.

Det er en forudsætning bag lovforslaget, at høringspligten udvides, således at kriminalforsorgen ved behandlingen af spørgsmål om prøveløsladelse skal indhente en udtalelse fra politiet i alle tilfælde, hvor kriminalforsorgen har en formodning om, at den pågældende indsatte er omfattet af anvendelsesområdet for de skærpede vilkår.

Hvis lovforslaget vedtages, vil høringspligten derfor administrativt blive udvidet i overensstemmelse hermed.

Det forudsættes i den forbindelse med forslaget, at kriminalforsorgen ved høringen af politiet vil skulle give politiet oplysninger om den dømtes afsoningsforhold, som skønnes at kunne have relevans for politiets vurdering af sagen. Det kan f.eks. være oplysninger om, at den pågældende under afsoningen muligvis har frasagt sig sit medlemskab eller på anden måde kan være udtrådt af den pågældende gruppering.

De nærmere regler om høringen af politiet, herunder kriminalforsorgens oplysningspligt, vil blive fastsat ved en ændring af løsladelsesbekendtgørelsen.

6.2.2.4. I forbindelse med høringen vil politiet få mulighed for at udtale sig om den pågældendes gruppetilknytning mv.

Der følger ikke af forslaget en pligt for politiet til at udtale sig om et eventuelt gruppetilhørsforhold. Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor politiet skønner, at det af politimæssige eller efterforskningsmæssige grunde er mest hensigtsmæssigt at undlade at udtale sig om spørgsmålet om den pågældendes gruppetilknytning.

I lighed med, hvad der foreslås at gælde ved afslag på prøveløsladelse, vil kriminalforsorgen ikke skulle foretage en nærmere prøvelse eller vurdering af politiets oplysninger. Politiets oplysninger om den pågældendes eventuelle gruppetilknytning mv. skal således lægges uprøvet til grund af kriminalforsorgen ved afgørelsen af spørgsmålet om prøveløsladelse og fastsættelsen af vilkår herfor.

6.2.2.5. Det foreslås, at de skærpede vilkår vil skulle anvendes, når betingelserne herfor er til stede, hvis ikke særlige omstændigheder taler herimod.

Kun hvis særlige omstændigheder taler imod vilkårsfastsættelsen, vil kriminalforsorgen således kunne undlade at anvende de foreslåede vilkår. Der tænkes her på situationer, hvor samvær eller kontakt med personer med tilknytning til samme rocker- eller bandegruppering mv. undtagelsesvis ikke skønnes at indebære en risiko for, at den dømte vil blive inddraget i aktiviteter, som strider imod formålet med prøveløsladelsen.

Det vil navnlig kunne overvejes at fravige udgangspunktet i tilfælde, hvor den pådømte kriminalitet med sikkerhed ikke har nogen sammenhæng med den dømtes gruppetilknytning, og hvor den dømtes særlige personlige forhold, herunder eksempelvis alder eller helbredstilstand, samtidig taler afgørende for, at der ikke er en risiko for sådanne uønskede aktiviteter.

Det vil som hidtil være en forudsætning for prøveløsladelsen, at den dømte erklærer at ville overholde de vilkår, der fastsættes. Dette gælder også de foreslåede skærpede vilkår. Hvis den dømte nægter at ville overholde vilkårene, vil prøveløsladelse således ikke kunne finde sted.

Hvis en prøveløsladt overtræder de foreslåede vilkår, vil kriminalforsorgen som i dag kunne 1) tildele den pågældende en advarsel, 2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden eller 3) under særlige omstændigheder bestemme, at den pågældende skal indsættes til udståelse af reststraffen.

Det forudsættes i den forbindelse med lovforslaget, at det klare udgangspunkt i sager om overtrædelse af de skærpede vilkår vil være, at den pågældende genindsættes til fortsat strafafsoning.

Der vil efter omstændighederne eksempelvis kunne reageres ved at tildele en advarsel, herunder hvis en enkeltstående vilkårsovertrædelse er begået umiddelbart inden prøvetidens udløb. For at sikre overholdelsen af vilkårene finder Justitsministeriet det imidlertid nødvendigt, at vilkårsovertrædelser som det altovervejende udgangspunkt medfører en mærkbar og konsekvent reaktion i form af genindsættelse, og det forudsættes således, at en advarsel kun undtagelsesvis vil være en tilstrækkelig reaktion.

En endelig administrativ afgørelse om at genindsætte den dømte som følge af en vilkårsovertrædelse til fortsat afsoning efter straffelovens § 40, stk. 2, eller § 42, stk. 2, vil som hidtil kunne kræves indbragt for domstolene efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 7, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte. Med lovforslaget foreslås således ingen ændringer i reglerne om domstolsprøvelse af administrative afgørelser om genindsættelse til afsoning. De oplysninger, herunder fra politiet, som kriminalforsorgens afgørelse om genindsættelse vil være baseret på, vil således under en eventuel domstolsprøvelse blive underlagt en almindelig prøvelse.

I tilfælde, hvor den dømte som følge af en vilkårsovertrædelse er blevet genindsat til fortsat afsoning, vil spørgsmålet om prøveløsladelse i øvrigt eventuelt kunne tages op igen på et senere tidspunkt.

Det bemærkes i den forbindelse, at når en prøveløsladt er genindsat til udståelse af reststraffen, skal spørgsmålet om prøveløsladelse ifølge løsladelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 3, jf. § 3, tages op til overvejelse igen, hvis det på et senere tidspunkt må antages, at betingelserne for prøveløsladelse er til stede. For indsatte med tidsbestemte straffe skal spørgsmålet senest tages op til overvejelse, når den indsatte har udstået yderligere 3 måneder (hvis straffen er under 8 år) eller 6 måneder (hvis straffen er 8 år eller derover), jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 3, jf. stk. 1. For indsatte med livstidsdomme skal spørgsmålet om prøveløsladelse tages op til overvejelse igen, således at der kan tages stilling til spørgsmålet senest 1 år efter genindsættelsen, jf. § 4, stk. 3, jf. stk. 2.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 3, 4, 5, 7, 9 og 10 (forslag til straffelovens § 38, stk. 4, § 39, stk. 3, § 40 a, stk. 3, § 40 a, stk. 4, § 41, stk. 2, § 41, stk. 5, og § 42, stk. 2), og lovforslagets § 5, nr. 3 (forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. § 81), og bemærkningerne hertil.

6.2.3. Udvidet brug af rocker- og bandevilkår ved udgang

For indsatte med tilknytning til rocker- og bandegrupper, der meddeles tilladelse til udgang, fastsættes der i dag såkaldte rocker- og bandevilkår. Vilkårene indebærer en række begrænsninger i adgangen til at opholde sig sammen med og have kontakt med andre med tilknytning til rocker- eller bandegrupperinger under udgangen.

I praksis fastsættes rocker- og bandevilkår ved tilladelse til udgang til visse personer med en tættere tilknytning til en bande eller en rockergruppe. Vilkårene anvendes i dag i praksis kun i yderst få tilfælde over for personer med en løsere tilknytning til rocker- eller bandemiljøet.

Det forudsættes med lovforslaget, at der vil ske en vis skærpelse af praksis vedrørende fastsættelse af vilkår i forbindelse med udgangstilladelser til visse kategorier af dømte. Hvis lovforslaget vedtages, vil de udgangsvilkår, som i dag anvendes i praksis over for personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet, således blive udvidet til i højere grad end i dag at omfatte dømte, som har en løsere tilknytning til rocker- eller bandemiljøet. Praksisændringen vil således medføre, at de pågældende vilkår vil blive fastsat i forhold til flere løsere tilknyttede fremover.

Praksisændringen vil blive gennemført inden for kriminalforsorgen og vil således ikke basere sig på en udvidet høring af politiet. Spørgsmålet om, hvorvidt en person har en løsere tilknytning til rocker- eller bandemiljøet, vil således alene bero på kriminalforsorgens vurdering heraf, og ændringen retter sig dermed mod de særlige tilfælde, hvor kriminalforsorgen selv er i besiddelse af viden om en løsere tilknytning til rocker- eller bandemiljløet.

Der henvises til pkt. 6.1.2.4 ovenfor.

6.2.4. Forsøgsordning med elektronisk overvågning (GPS-fodlænker mv.)

6.2.4.1. Formålet med denne del af lovforslaget er at etablere hjemmel til iværksættelse af en forsøgsordning med anvendelse af elektronisk overvågning af den dømtes færden ved prøveløsladelse og udgang.

Som et element i aftalen om kriminalforsorgens økonomi i 2013-2016 blev der afsat 2,5 mio. kr. til udvikling og afprøvning af GPS-fodlænker som en zonemodel.

En GPS-fodlænke er en elektronisk fodlænke, der indeholder en GPS-modtager og en sender. GPS-modtageren registrerer løbende, hvor den pågældende befinder sig, og senderen sender herefter oplysningerne herom til den, der foretager overvågningen.

Kriminalforsorgen har som opfølgning på aftalen igangsat et pilotprojekt, der skal vise, hvordan en ordning med GPS-fodlænker kan indføres, således at den dømtes færden kan registreres, og således at der sker alarmering ved afvigelse fra tilladte tidspunkter og steder, herunder bestemte boligområder og arbejdssteder.

Som led i pilotprojektet ønsker kriminalforsorgen i løbet af 2014 at iværksætte en forsøgsordning med anvendelse af GPS-fodlænker i 1-2 institutioner med henblik på bl.a. at afprøve GPS-fodlænkers tekniske muligheder og begrænsninger. Til brug herfor har kriminalforsorgen indkøbt 25 GPS-fodlænker.

I forsøgsordningen vil der også kunne blive tale om at anvende fodlænker af den type, der i dag anvendes ved fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Sådanne elektroniske fodlænker indeholder ikke GPS, men en sender, der afgiver signaler, som kan opfanges af en modtager, der kan installeres i den dømtes bopæl eller et andet sted. Hvis den dømte ikke i bestemte tidsrum befinder sig det sted, hvor modtageren er installeret, underrettes den, der foretager overvågningen. Det er ikke med disse fodlænker teknisk muligt at spore den dømte, når den pågældende opholder sig uden for det sted, hvor modtageren er installeret, og dermed uden for modtagerens rækkevidde.

De gældende regler i straffeloven og straffuldbyrdelsesloven indeholder efter Justitsministeriets opfattelse ikke den fornødne hjemmel til at iværksætte en forsøgsordning som beskrevet med elektronisk overvågning af dømtes færden i forbindelse med prøveløsladelse og udgang. Med lovforslaget indføres derfor en sådan hjemmel.

Når der er forløbet ca. et år efter iværksættelsen af forsøgsordningen, vil forsøget blive evalueret.

6.2.4.2. Det foreslås på denne baggrund, at der indføres hjemmel til iværksættelse af en forsøgsordning, hvor det som vilkår for prøveløsladelse eller udgangstilladelse fra en eller flere institutioner kan fastsættes, at den dømte skal undergive sig elektronisk overvågning af sin færden.

Det foreslås, at de nærmere regler om forsøgsordningen fastsættes i en bekendtgørelse.

I bekendtgørelsen om forsøgsordningen vil det bl.a. blive fastsat, hvilke institutioner der omfattes af forsøgsordningen. Det vil også blive fastsat, ved hvilke former for prøveløsladelse og udgang forsøgsordningen skal gælde. Forsøget vil således kunne gennemføres på den eller de institutioner, som findes mest egnede til at indgå i forsøget, ligesom adgangen til at fastsætte vilkår om elektronisk overvågning vil kunne begrænses til de prøveløsladelses- og udgangsformer, som findes mest egnede til at indgå i forsøget.

Vilkår om elektronisk overvågning vil udgøre et selvstændigt vilkår ved prøveløsladelse og udgangstilladelse. I bekendtgørelsen vil det i den forbindelse blive fastsat, i hvilket omfang de almindelige regler i straffeloven og straffuldbyrdelsesloven om prøveløsladelse og udgangstilladelse skal finde anvendelse i forbindelse med prøveløsladelse eller udgangstilladelse med vilkår om elektronisk overvågning. Udgangspunktet vil være, at de almindelige regler skal gælde, dog således at der f.eks. med hensyn til reaktioner ved overtrædelse af vilkåret om elektronisk overvågning eventuelt kan være behov for at give mulighed for at tage hensyn til, at der er tale om en forsøgsordning.

Det bemærkes, at den dømtes deltagelse i forsøgsordningen med vilkår om elektronisk overvågning ikke i øvrigt vil have betydning for prøveløsladelsen eller udgangen, herunder for, om prøveløsladelse skal ske, eller om tilladelse til udgang skal gives. Den pågældende vil således bl.a. skulle overholde de øvrige vilkår, der fastsættes for prøveløsladelsen eller udgangstilladelsen, herunder det vilkår, som den elektroniske overvågning skal sikre overholdelsen af.

6.2.4.3. Der vil i bekendtgørelsen om forsøgsordningen blive fastsat regler om, i hvilke tilfælde vilkår om elektronisk overvågning kan fastsættes.

Det er hensigten, at vilkår om elektronisk overvågning skal kunne fastsættes, hvis det findes formålstjenligt for at sikre overholdelsen af et andet vilkår, der fastsættes for prøveløsladelsen eller udgangen.

Dette andet vilkår vil skulle være et vilkår, der indebærer begrænsninger i den dømtes adgang til færden eller kontakt med andre personer. Der vil f.eks. kunne være tale om vilkår om, at den dømte ikke må indfinde sig bestemte steder eller omvendt skal opholde sig bestemte steder på bestemte tidspunkter. Der vil også kunne være tale om vilkår om, at den dømte ikke må opsøge den forurettede eller andre nærmere bestemte personer.

Det er derimod ikke hensigten, at vilkår om elektronisk overvågning skal kunne fastsættes med henblik på at sikre, at den dømte overholder det faste vilkår ved prøveløsladelse om ikke at begå strafbart forhold i prøvetiden eller et vilkår om, at den pågældende undergives tilsyn. Tilsvarende er det ikke hensigten, at vilkår om elektronisk overvågning ved udgangstilladelse skal kunne fastsættes med henblik på at sikre, at den indsatte ikke begår strafbart forhold under udgangen.

Det er herudover hensigten, at det skal bero på en konkret vurdering, hvilke personer der inddrages i forsøget.

I den forbindelse vil der på den ene side kunne lægges vægt på hensynet til at opnå brugbare resultater af forsøget, herunder hensynet til at det fornødne antal dømte deltager, og at elektronisk overvågning afprøves i forhold til de forskellige typer af vilkår, som elektronisk overvågning kan anvendes til at sikre overholdelsen af.

På den anden side vil det skulle indgå, at et vilkår om elektronisk overvågning udgør et ikke uvæsentlig indgreb over for den dømte. Det forudsættes derfor, at vilkår om elektronisk overvågning ikke fastsættes, hvis den herved forvoldte forstyrrelse af den dømtes forhold ville stå i misforhold til den kriminalitet, som den pågældende har begået og hensynet bag det vilkår, som den elektroniske overvågning skal sikre overholdelsen af.

Som eksempel på, hvor vilkår om elektronisk overvågning som led i forsøget kan fastsættes, kan nævnes tilfælde, hvor der fastsættes skærpede vilkår for prøveløsladelse efter de foreslåede regler herom, jf. pkt. 6.2.2, eller hvor der med hjemmel i udgangsbekendtgørelsens § 12, stk. 2, fastsættes såkaldte rocker- og bandevilkår. Det bemærkes i den forbindelse, at det vil være muligt at fastsætte vilkåret om elektronisk overvågning for et kortere tidsrum end de(t) øvrige vilkår.

6.2.4.4. Der vil i bekendtgørelsen om forsøgsordningen blive fastsat regler om, hvordan den elektroniske overvågning som led i forsøget skal foregå.

Forsøgsordningen forudsættes tilrettelagt således, at den elektroniske overvågning i forhold til den dømte gennemføres på den mindst muligt indgribende måde, der er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Det forudsættes endvidere, at der som led i forsøget indføres procedurer, der sikrer, at registrerede oplysninger om den dømtes færden løbende slettes, når kontrollen med overholdelsen af det vilkår, som den elektroniske overvågning skal sikre overholdelsen af, er gennemført.

Forsøgsordningen vil skulle administreres inden for rammerne af persondataloven. I forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen om forsøgsordningen vil der blive indhentet en udtalelse fra Datatilsynet.

Det bemærkes i øvrigt, at hvis tilsynsmyndigheden bliver opmærksom på, at formålet med et vilkår om elektronisk overvågning ikke længere er til stede, vil tilsynet skulle indstille til den myndighed, der har fastsat vilkåret, at det ophæves.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 4 (forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. kapitel 15 a), og bemærkningerne hertil.

6.2.5. Udvidet adgang til at overføre visse indsatte

Justitsministeriet finder, at der er behov for at udvide mulighederne for at overføre indsatte fra et arresthus eller en fængselsafdeling udpeget til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, til et tilsvarende arresthus eller en tilsvarende fængselsafdeling et andet sted.

Formålet med forslaget er således at skabe mulighed for, at indsatte kan overføres mellem sådanne arresthuse eller fængselsafdelinger, uanset at de nugældende betingelser for overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner ikke er til stede.

Baggrunden er, at sammensætningen af indsatte i sådanne arresthuse og fængselsafdelinger medfører helt særlige sikkerhedsmæssige udfordringer, som kræver, at der kan sættes ind med den fornødne hurtighed og effektivitet. Det gælder ikke mindst for indsatte med tilknytning til rocker- eller bandegrupperinger, som derfor særligt udgør målgruppen for den foreslåede ændring.

I de fængselsafdelinger og arresthuse, som er udpeget til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb, er der en særlig risiko for, at de indsatte søger at øve en negativ indflydelse på medindsatte, personale eller andre i institutionen.

Der er således på de pågældende afdelinger bl.a. en særlig risiko for, at de indsatte fastholder eller over tid opbygger en negativ magtstruktur, som giver sikkerhedsmæssige problemer, og som bl.a. kan have til formål at lægge pres på personalet på afdelingen.

Hertil kommer, at konflikter mellem rocker- og bandemedlemmer kan betyde, at der hurtigt kan opstå uønskede konstellationer i de pågældende afdelinger eller arresthuse, som skaber behov for, at indsatte fra én gruppering hurtigt kan flyttes til en tilsvarende afdeling eller et tilsvarende arresthus et andet sted.

Det er i den forbindelse kriminalforsorgens erfaring, at en aktuel konflikt mellem forskellige rocker- eller bandegrupperinger uden for fængslet i praksis kan forplante sig til de indsatte på de ovennævnte afdelinger for negativt stærke indsatte. Dette kan have en skadelig virkning på afsoningsmiljøet og indebære en sikkerhedsmæssig risiko, der skaber behov for at kunne reagere hurtigt og effektivt over for de pågældende indsatte.

Muligheden for at overføre indsatte mellem de nævnte afdelinger og/eller arresthuse har således til formål dels at sikre sig imod, at der opstår uønskede magtstrukturer på den enkelte afdeling, dels at afværge, at en aktuel konflikt uden for fængslet forplanter sig til de indsatte på den enkelte afdeling, og dermed mere generelt at forebygge konflikter i fængslet, styrke sikkerheden og modvirke ny kriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse omfatter alene negativt stærke indsatte, som er placeret på en afdeling udpeget til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb.

Overførsel af indsatte efter den foreslåede bestemmelse vil derudover forudsætte, at hensynet til at forebygge konflikter, styrke sikkerheden eller modvirke ny kriminalitet taler herfor.

Det forhold, at en indsat er overført efter den foreslåede bestemmelse, er ikke til hinder for, at den pågældende efterfølgende overføres igen eller eventuelt overføres efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 26, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at enkelte indsatte eller grupper af indsatte med visse intervaller kan overføres til anden tilsvarende afdeling for at imødegå den særlige risiko for negativ indflydelse eller opbygning af yderligere negative magtstrukturer. Dette gælder også, selv om der ikke konkret kan påvises en øget risiko ved tilstedeværelsen af den eller de indsatte, der overføres.

Det forudsættes i den forbindelse med forslaget, at flere overførsler af samme indsatte – hvor overførslerne alene er begrundet i hensynet til at forhindre den pågældende i at opbygge eller fastholde negative magtstrukturer – i givet fald skal ske med intervaller, der i videst mulige omfang tilgodeser hensynet til den dømtes forhold og resocialisering. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for at foretage overførsler i så nær tidsmæssig sammenhæng med en tidligere overførsel, at den dømtes tilstedeværelse ikke kan være forbundet med en reel risiko for en uønsket magtstruktur, som kan give sikkerhedsmæssige problemer.

I tilfælde, hvor en overførsel helt eller delvis er et udslag af en aktuel konfliktsituation uden for fængslet, vil der derimod kunne gennemføres yderligere overførsler, så snart konfliktbilledet uden for fængslet ændrer sig på en måde, der nødvendiggør en ny overførsel.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes såvel over for en enkelt indsat som over for flere indsatte eller alle indsatte på afdelingen eller i arresthuset.

Det bemærkes i øvrigt, at det forud for en afgørelse om overførsel efter den foreslåede bestemmelse bør være overvejet, om formålet med overførslen vil kunne tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 1 (forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. § 26, stk. 2), og bemærkningerne hertil.

6.3. Forholdet til grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

6.3.1. Det følger af artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed, og at ingen må berøves friheden undtagen i de nærmere angivne tilfælde, herunder lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse af en kompetent domstol, jf. stk. 1, litra a, og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række domme fortolket den nævnte bestemmelse, bl.a. i Stafford mod UK, dom af 28. maj 2002 (storkammerafgørelse). I denne doms præmis 64 udtalte Domstolen bl.a., at der i ordene ”efter domfældelse” ligger – ud over kravet om, at frihedsberøvelsen tidsmæssigt skal ligge efter domfældelsen – at frihedsberøvelsen skal være et resultat af og følge som en konsekvens af dommen. Med andre ord skal der være en tilstrækkelig årsagsforbindelse mellem domfældelsen og frihedsberøvelsen. Domstolen henviste herved til sine tidligere afgørelser i Van Droogenbroeck mod Belgien, dom af 24. juni 1982, og Weeks mod UK, dom af 2. marts 1987. Disse sager vedrørte alle tilfælde, hvor klagerne var blevet idømt tidsbegrænset fængselsstraf eller fængsel på livstid, og som efter prøveløsladelse eller endt afsoning efter national lovgivning kunne genindsættes i henhold til administrative beslutninger. I Stafford-sagen fandt Domstolen, at betingelsen i litra a om en tilstrækkelig årsagsforbindelse ikke var opfyldt, idet den administrative beslutning om at genindsætte klager efter prøveløsladelse ikke var i overensstemmelse med den oprindelige doms formål.

I modsætning hertil indebærer lovforslaget (pkt. 6.2.1), at der indføres en ordning, hvorefter der ikke gives tilladelse til prøveløsladelse eller udgang, hvis politiet oplyser, at den dømte skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

Den foreslåede ordning vedrører således personer, der er idømt fængselsstraf, og som inden at have udstået hele den af domstolene udmålte straf i bestemte tilfælde ikke vil kunne opnå tilladelse til prøveløsladelse eller udgang. Frihedsberøvelsen af de pågældende vil ikke efter den foreslåede ordning kunne udstrækkes til efter udløbet af den straf, som domstolene har udmålt for de pågældende.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

6.3.2. Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at forsamle sig ubevæbnede.

Den samtidige tilstedeværelse af flere personer med tilknytning til en gruppe som omhandlet i lovforslaget vil kunne have karakter af en forsamling, som er omfattet af grundlovens beskyttelse af forsamlingsfriheden.

Grundlovens § 79 er ikke til hinder for, at lovgivningsmagten fastsætter regler om begrænsning af forsamlingsfriheden.

I Højesterets dom af 16. august 1999 om den såkaldte rockerlov (lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme), jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 1798 ff., udtalte Højesteret bl.a., at bestemmelsen i grundlovens § 79 ikke hindrer, at der ved lov fastsættes regler, som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser – begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd. Det hedder i dommen bl.a., at sådanne begrænsninger ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11.

Lovforslaget (pkt. 6.2.2) indebærer, at der indføres en ordning med skærpede vilkår ved løsladelse på prøve af en dømt, der skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, hvor de pågældende personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, hvis den dømte selv har begået visse former for grovere kriminalitet og er idømt en længere fængselsstraf.

Som anført under pkt. 6.2.2 er formålet med den foreslåede ordning bl.a. at forebygge, at personer, der er idømt fængselsstraf og løslades på prøve inden at have udstået hele straffen, falder tilbage til kriminalitet, herunder kriminalitet som planlægges og udføres i organiserede kriminelle miljøer. En effektiv indsats mod kriminalitet af den karakter, som har udspillet sig, kræver, at det i videst muligt omfang søges modvirket, at indsatte med tilknytning til en gruppe i forbindelse med prøveløsladelse søger tilbage til den pågældende gruppe. Risikoen for, at en person begår ny kriminalitet efter afsoning (recidiverer), hænger således sammen med det miljø, som den pågældende færdes i.

Hertil kommer, at politiets, anklagemyndighedens og kriminalforsorgens løbende – og gennem årene øgede – indsats mod personer med tilknytning til grupper, hvor de pågældende personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, herunder navnlig rocker- og bandegrupper, ikke har kunnet begrænse den kriminalitet, der udspringer af de organiserede kriminelle miljøer, tilstrækkeligt.

De skærpede vilkår, som vil blive fastsat efter den foreslåede ordning, vil alene gælde i prøvetiden. De vil således ikke kunne udstrækkes til efter prøvetidens udløb. Vilkårene vil desuden ikke være til hinder for, at den pågældende i prøvetiden mødes med personer, der ikke har tilknytning til den pågældende gruppe af personer.

At den dømte i prøvetiden ikke må opholde sig sammen med eller på anden måde have kontakt med andre personer med tilknytning til den pågældende gruppe, indebærer, at den pågældende ikke må pleje omgang med eller være i selskab med andre fra samme gruppe. Det betyder bl.a., at den pågældende ikke må deltage i fester, sammenkomster, arrangementer eller lignende begivenheder, hvor andre fra samme gruppe deltager. Vilkårene vil dog ikke være til hinder for deltagelse i større arrangementer, eksempelvis koncerter, sportsbegivenheder eller lignende, med en vis bredere offentlig deltagelse, selv om andre medlemmer fra samme gruppe også måtte vise sig at være blandt publikum, så længe den pågældende ikke på nogen måde opsøger eller mødes med de andre medlemmer.

Vilkårene vil endvidere ikke omfatte den pågældendes nærstående, således som disse er defineret i lovforslaget.

En person, der er prøveløsladt på de nævnte vilkår, vil kunne opholde sig sammen med eller på anden måde have kontakt med andre personer med tilknytning til den pågældende gruppe, hvis opholdet eller kontakten har et anerkendelsesværdigt formål. Hermed sigtes til forsamlingsvirksomhed med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.

Vilkårene vil alene gælde for den prøveløsladte og vil således ikke forhindre andre personer, som tilhører den pågældende gruppe, i at mødes.

Ordningen er således begrundet i væsentlige samfundsmæssige interesser og går ikke videre end nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning med fastsættelse af skærpede vilkår i de omhandlede prøveløsladelsessager ikke er i strid med grundlovens § 79.

6.3.3. Den foreslåede ordning med fastsættelse af skærpede vilkår i de omhandlede prøveløsladelsessager vil efter omstændighederne kunne indebære et indgreb i de rettigheder, der er reguleret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er navnlig tale om konventionens artikel 8 om retten til privatliv og artikel 11 om forsamlingsfriheden samt artikel 2 i 4. Tillægsprotokol om retten til at færdes frit og til frit at vælge opholdssted.

I tilfælde, hvor en medlemsstats lovgivning indrømmer myndighederne helt eller delvis skønsmæssige beføjelser, foretager Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som udgangspunkt ikke en abstrakt prøvelse af, om lovgivningen er i overensstemmelse med konventionen. Det afgørende er, hvordan beføjelserne anvendes i praksis.

Artikel 11 beskytter forsamlinger, hvor deltagerne i forsamlingen har et fælles formål, som forudsætter eller nødvendiggør en kollektiv manifestation. Formålet behøver ikke at være fastsat på forhånd, og spontane forsamlinger er derfor også beskyttet efter bestemmelsen. Adgangen til at forsamles er efter artikel 11 beskyttet, uanset om formålet er politisk, religiøst, åndeligt, kulturelt eller socialt. Menneskerettighedsdomstolen har således udtalt, at den er rede til at anerkende, at anvendelsesområdet for artikel 11 kan udstrækkes til også at beskytte forsamlinger med i det væsentlige sociale formål, selv om bestemmelsens primære formål er at beskytte retten til fredelige demonstrationer og deltagelse i den demokratiske proces, jf. herved Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Countryside Alliance m.fl. mod UK, dom af 24. november 2009.

Artikel 8 om retten til respekt for privatliv er ikke begrænset til en indre sfære, men omfatter også i et vist omfang retten til at etablere og udvikle relationer til andre mennesker, jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Niemitz mod Tyskland, dom af 16. december 1992.

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 2 i 4. Tillægsprotokol om retten til at færdes frit og til frit at vælge opholdssted omfatter denne bestemmelse også en myndigheds påbud til en person om ikke at måtte opholde sig på et bestemt sted, jf. f.eks. Oliviera mod Nederlandene, dom af 4. juni 2002. Det må på den baggrund antages, at et vilkår om, at en person ikke må opholde sig sammen med eller på anden måde have kontakt med andre personer med tilknytning til den pågældende gruppe, efter omstændighederne vil være omfattet af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol, f.eks. hvis den nævnte gruppe i almindelighed mødes et bestemt sted.

Beskyttelsen efter disse bestemmelser er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (dvs. opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder den offentlige tryghed og forebyggelse af forbrydelser, jf. artikel 8, stk. 2, 11, stk. 2, og artikel 2, stk. 3, i 4. Tillægsprotokol.

Den foreslåede ordning med fastsættelse af skærpede vilkår i de omhandlede prøveløsladelsessager indføres i straffeloven, og som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger (pkt. 6.2.2) er formålet med ordningen bl.a. at forebygge, at personer, der er idømt fængselsstraf og løslades på prøve inden at have udstået hele straffen, falder tilbage til kriminalitet, herunder kriminalitet som planlægges og udføres i organiserede miljøer. Den foreslåede ordning opfylder endvidere efter Justitsministeriets opfattelse kravet om proportionalitet. Der kan i den forbindelse i det hele henvises til det ovenfor under pkt. 6.3.2 anførte om forslagets forhold til grundlovens § 79.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

6.3.4. Lovforslaget indebærer, at der etableres hjemmel til iværksættelse af en forsøgsordning med anvendelse af elektronisk overvågning af den dømtes færden ved prøveløsladelse og udgang, jf. pkt. 6.2.4. En sådan ordning vil efter omstændighederne kunne indebære et indgreb i de pågældendes ret til respekt for privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Efter artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Udøvelsen af denne ret kan imidlertid underkastes begrænsninger, jf. artikel 8, stk. 2, hvis begrænsningerne er i overensstemmelse med loven og er nødvendige i et demokratisk samfund til varetagelse af visse nærmere i bestemmelsen angivne anerkendelsesværdige formål, herunder for at forebygge uro eller forbrydelser.

Som anført under pkt. 6.2.4 vil forsøgsordningen kunne gennemføres under anvendelse af elektroniske fodlænker med eller uden GPS.

Det er hensigten, at vilkår om elektronisk overvågning alene skal kunne fastsættes, hvis det findes formålstjenligt for at sikre overholdelsen af et andet vilkår, der fastsættes for prøveløsladelsen eller udgangen. Det vil bero på en konkret vurdering, hvilke personer der inddrages i forsøget, og det vil skulle indgå i vurderingen, at et vilkår om elektronisk overvågning udgør et ikke uvæsentlig indgreb over for den dømte. Det forudsættes derfor, at vilkår om elektronisk overvågning ikke fastsættes, hvis den herved forvoldte forstyrrelse af den dømtes forhold ville stå i misforhold til den kriminalitet, som den pågældende har begået og hensynet bag det vilkår, som den elektroniske overvågning skal sikre overholdelsen af. Forsøgsordningen forudsættes herudover tilrettelagt således, at den elektroniske overvågning i forhold til den dømte gennemføres på den mindst muligt indgribende måde, der er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Hertil kommer, at det forudsættes, at der som led i forsøget indføres procedurer, der sikrer, at registrerede oplysninger om den dømtes færden løbende slettes, når kontrollen med overholdelsen af det vilkår, som den elektroniske overvågning skal sikre overholdelsen af, er gennemført. Hvis tilsynsmyndigheden bliver opmærksom på, at formålet med et vilkår om elektronisk overvågning ikke længere er til stede, vil tilsynet skulle indstille til den myndighed, der har fastsat vilkåret, at det ophæves.

Med gennemførelsen af den foreslåede bestemmelse vil en forsøgsordning med anvendelse af elektronisk overvågning af den dømtes færden ved prøveløsladelse og udgang have udtrykkelig hjemmel i straffuldbyrdelsesloven. Som anført under pkt. 6.2.4 er formålet med den elektroniske overvågning at sikre, at den dømte overholder et eventuelt vilkår for prøveløsladelsen eller udgangstilladelsen, som indebærer begrænsninger i den dømtes adgang til færden eller kontakt med andre personer. Som nævnt ovenfor forudsættes den foreslåede ordning tilrettelagt således, at den elektroniske overvågning i forhold til den dømte gennemføres på den mindst muligt indgribende måde, der er tilstrækkelig til at opnå formålet, hvorfor den foreslåede ordning efter Justitsministeriets opfattelse opfylder kravet om proportionalitet.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.