Godtgørelse for svie og smerte, idet sagsøgerinden har
været sengeliggende indtil den 9. april 1972 og derefter
fortsat uarbejdsdygtig indtil den 15. april 1972 ........ 1.320,00 kr.
Tabt arbejdsfortjeneste ................................................... 476,00 kr.
Udgifter til kørsel, medicin og hjemmehjælp ............. 336,75 kr.
Ødelagte beklædningsgenstande ............................... 26,00 kr.
På sygekassens vegne kræves godtgørelse af udgifter til
et beløb af ................................................................... 3.346,50 kr.
-------------
Det påståede beløb .................................................... 5.505,25 kr.
-------------

Indstævnte, justitsministeriet ved direktøren for fængselsvæsenet (nu direktoratet for kriminalforsorgen), der ikke rejser indsigelse mod størrelsen af den krævede erstatning, har påstået stadfæstelse af dommen.

For landsretten er afgivet forklaring af appellantinden, der i det væsentlige har forklaret som gengivet i dommen. Hun var sygemeldt indtil den 15. maj 1972 (ikke som i dommen anført den 15. april 1972).

Parterne, der er enige om, at det lægges til grund, at appellantinden blev skubbet omkuld af den flygtende fange, har gentaget deres procedure for underretten.

Appellantinden har nærmere anført, at fængselsbetjentene har udvist mangel på forsigtighed dels ved at benytte en almindelig - 16 personers - turistbus med oplukkelige vinduer til fangetransporten, dels ved at have taget plads foran i bussen, hvor de ikke havde tilstrækkeligt opsyn med fangerne på de bageste sæder. Faren for undvigelse var under disse omstændigheder betydelig, hvilket måtte stå betjentene klart. Da det endvidere som led i deres tjenestepligt påhvilede betjentene straks at søge at pågribe eventuelle undvigere, var det også påregneligt, at der i forbindelse med undvigelse og forfølgelse af den undvegne let kunne forvoldes skade på tilfældigt forbipasserende. Der er derfor en sådan direkte sammenhæng mellem de af bevogtningsmandskabet begåede fejl og fangens flugt og hans sammenstød med appellantinden, at der må tilkomme denne erstatning hos indstævnte.

Indstævnte har heroverfor anført, at bevogtningen af fangerne er udført på en rimelig måde under de givne omstændigheder, og at det ikke ved bedømmelsen af transportens forsvarlighed kan tillægges væsentlig betydning, at bussens vinduer kunne åbnes. Heller ikke forfølgelsen af den undvegne på gaden i Odense kan betegnes som uforsvarlig, idet det ifølge deres almindelige instruktioner påhvilede fængselsbetjentene at søge at pågribe ham. Iøvrigt er der ingen årsagsforbindelse mellem appellantindens skade og fængselsbetjentenes forfølgelse af den undvegne fange. Såfremt betjentene havde undladt at eftersætte fangen, er det højst sandsynligt, at han alligevel havde væltet hende under flugten. Hertil kommer, at det for fængselsbetjentene har været helt upåregneligt, at en tilfældig person kunne komme til skade, fordi de opfyldte deres tjenestepligt, der bestod i den over for udenforstående ikke særlig farlige handling, at søge at pågribe en undvegen fange.

Landsretten skal udtale:

Efter det foreliggende har det været af afgørende betydning for fangens mulighed for at undvige fra transportvognen, at dennes vinduer var oplukkelige, og det må anses for påregneligt, at der ved benyttelsen af en sådan vogn til fangetransport bestod en ikke ubetydelig risiko for flugtforsøg med heraf følgende fare for ulykker af den i sagen omhandlede karakter. Idet indstævnte som følge heraf må bære ansvaret for den appellantinden overgåede skade, vil erstatningspåstanden være at tage til følge.

Efter omstændighederne findes sagens omkostninger at kunne ophæves.


	UfR 1974.830 ØLD
		Ø. L. D. 30. april 1974 i anke VI 251/1973 (Kjøgx, Holmstrup, Wehner (kst.)). Fru Meta Kirstine Sørensen (adv. Kielberg, Odense, e. o.) mod Justitsministeriet ved direktøren for fængselsvæsenet, nu direktoratet for kriminalforsorgen (kammeradv. v/ adv. Cadovius). Odense by- og herredsrets dom 17. juli 1973. Tirsdag den 28. marts 1972 afgik en af fængselsvæsenets transportvogne fra København for at bringe domfældte personer til arresthuse og anstalter i provinsen. Ved Osted tabte vognen begge baghjul, hvorefter transporten fortsattes i en lejet turistbus. Efter et ophold i arrestgården bag Domhuset i Albanigade i Odense skulle turen ved middagstid gå videre til Jylland, men i stedet for at køre direkte til Hovedvej 1 A ad Albanigade og Hjallesevej lagde man vejen gennem bymidten. Her måtte vognen slutte op i en kø af vogne der holdt stille i Mageløs. Under denne standsning lykkedes det en af de transporterede personer at undslippe gennem et vindue bag i vognen, hvorefter han fortsatte i løb ad det sydlige fortov i retning mod Klaregade, medens han blev forfulgt af bevogtningspersonale fra vognen. Under flugten skubbedes sagsøgerinden, fru Meta Kirstine Sørensen, Fælledvej 25, Odense, ind i en butiksrude, hvorved der tilføjedes hende brud på et nøgleben og et skulderblad samt forskellige snitsår. Efter at der den 24. januar 1973 er blevet bevilget sagsøgerinden fri proces har hun under denne sag, der er anlagt den 6. marts 1973, påstået sagsøgte, Justitsministeriet ved direktøren for fængselsvæsenet, dømt til at betale 5.505 kr. 25 øre i erstatning i anledning af det passerede, hvilket beløb påstås tilkendt med tillæg af renter 5% p. a. fra sagens anlæg indtil betaling sker. Til begrundelse af sin påstand har sagsøgerinden anført at undvigelsen må tilskrives manglende påpasselighed fra bevogtningsmandskabets side, hvilket i forbindelse med den heraf nødvendiggjorte forfølgelse af den undvegne er den direkte årsag til hendes tilskadekomst, og at det offentlige derfor er ifaldet erstatningsansvar. Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse, idet det bestrides at der er begået fejl eller forsømmelser fra vagtmandskabets side eller at der overhovedet foreligger noget som helst ansvarsgrundlag. Sagsøgerinden har opgjort sit krav således: Godtgørelse for svie og smerte, idet sagsøgerinden harværet sengeliggende indtil den 9. april 1972 og derefterfortsat uarbejdsdygtig indtil den 15. april 1972 ........ 1.320,00 kr.Tabt arbejdsfortjeneste ................................. 476,00 kr.Udgifter til kørsel, medicin og hjemmehjælp ............. 336,75 kr.Ødelagte beklædningsgenstande ........................... 26,00 kr.På sygekassens vegne kræves godtgørelse af udgifter tilet beløb af ............................................. 3.346,50 kr. -------------Det påståede beløb ...................................... 5.505,25 kr. ------------- Subsidiært har sagsøgte nedlagt påstand om frifindelse imod betaling af et mindre beløb, idet posten 1.320 kr. i sagsøgerindens opgørelse ikke kan godkendes i sit fulde omfang. Sagsøgerinden, der er født den 4. maj 1909, har som part forklaret at hun havde foretaget et indkøb i en forretning i nærheden og havde stillet sig på fortovet, hvor hun - der havde god tid - stod i ca. et minut med front mod kørebanen. Oppe på fortovet til venstre for hende holdt en lastbil der antagelig var kommet i retning fra Klaregade. Pludselig mærkede hun et voldsomt slag (»det var så hårdt at jeg troede at jeg skulle dø«), hvorved hun blev skubbet ind i vinduespartiet til en forretning. Slaget eller stødet hidrørte fra en forbiløbende person som skubbede til hende med hele sin legemsvægt - således føltes det. Sagsøgerinden nåede ikke at se personen. Der er intet i vejen med hendes syn eller hørelse. Fængselsoverbetjent Axel Duedal Knudsen, Hvidovre, har som vidne forklaret at han var leder af transporten, som var en af de sædvanlige ugentlige ture til statsfængslerne. Det medfølgende personale ved ikke meget om de transporterede. På vidnets køreliste står kun navne og afleveringssteder. I det foreliggende tilfælde var dog tre yngre personer afmærkede med rødt som formodede »springere«. Transportlederen sidder normalt ved siden af den fængselsbetjent der fungerer som chauffør, og en fængselsbetjent sidder bag chaufføren for at dække denne. En fjerde fængselsbetjent sidder midt nede i vognen på et af enkeltsæderne i højre side. Der fulgte en chauffør med den vogn der blev lejet efter havariet ved Osted. Deres egen chauffør fik vidnets plads, og vidnet satte sig bag ved ham på et enkeltsæde. Bussen kunne rumme 16 personer foruden chaufføren. Der var 12 domfældte i vognen. Vagtmandskabet var ikke bevæbnet og havde vistnok ikke uniformsjakker på, og de bar ikke uniformskasketter. Den person der undveg havde sin plads yderst til venstre på bagsædet. Vidnet vil skyde på at det var en forvaringsfange, eller også var han idømt særfængsel. Vidnet vidste ikke andet om ham end at han havde ligget tre uger på sygeafdelingen og nu skulle »hjem« til Horsens. De tre formodede springere var anbragt på dobbeltsæder midt i vognen. I samme øjeblik vognen blev sat i gang igen efter standsningen blev en siderude bag i vognen skubbet kraftigt op, og chaufføren så i bakspejlet at en person forsvandt ud gennem vinduesåbningen - vidnet mener at det var i højre side. Manden på forsædet og vidnet sprang ud af vognen og satte efter den undvegne -der havde et forspring på 25-30 meter. Han løb jævnt hurtigt i modsat retning af vognens køreretning og så sig gang på gang tilbage - det var tydeligt, at han var klar over, at han blev forfulgt. Vidnet og hans kollega løb blot efter ham uden at råbe at han skulle standse. Under forfølgelsen så vidnet at en lastbil som kørte bag efter deres bus, kørte op på fortovet og at den flygtende prøvede at smutte inden om. Vognens chauffør smækkede døren op for at spærre vejen, men det lykkedes den flygtende at smutte mellem den åbne vogndør og huset ud for denne. Vidnet og hans kollega løb den anden vej rundt om vognen og indhentede den undvegne ved en benzintank længere nede i gaden, hvor han opgav sit flugtforsøg. Vidnet har ikke set sagsøgerinden blive løbet over ende. I fængselsvæsenets egen vogn er vinduerne sikrede med stoppeklodser. Vidnet havde godt nok set at vinduerne i den lejede vogn kunne åbnes. Fængselsoverbetjent Jens Aage Rasmussen, Valby, har som vidne forklaret at han sad oppe foran og viste vej. Medens de holdt i en kø og skulle til at sætte i gang hørte vidnet lyden fra et vindue der blev skubbet op. Han vendte sig om og så en af de indsatte i færd med at kante sig ud gennem det venstre vindue. Vidnet råbte: Stop! og for ud af vognen. En lastbil kørte op på fortovet, og der fulgte et øjeblik hvor vidnet ikke kunne se den flygtende, men efter at være kommet uden om lastbilen så han ham igen. På et spørgsmål om hvorvidt han overvejede om han skulle løbe efter den flygtende eller ej, har vidnet svaret at »vi er jo med for at passe på dem«. Fængselsoverbetjent John Vieler, København, har som vidne forklaret at han nok sad længere bagud i vognen end sædvanlig - antagelig på andet eller tredie sæde i højre side. Der var ingen bagdør i vognen, og vidnet var ikke klar over om vinduerne kunne lukkes op. Fængselsbetjent Karl Andersen, Ballerup, har som vidne forklaret, at han sad lige bag ved chaufføren, og Duedal sad over for ham lige ved døren. Rasmussen skulle vise vej. Den fjerde sad på sæde nr. to eller tre. Vidnet havde kigget på bagruderne - efter hans opfattelse skulle der ikke være megen plads til at klemme sig ud. Vidnet hørte et knald fra en rude som blev rykket frem. Rasmussen hoppede ud, men vidnet så det faktisk ikke, så stærkt gik det. Vidnet gik selv ned i bussen for at passe på og så at en lastbil kørte på tværs. Efter det fremkomne må det nu vel erkendes at skaden er forvoldt af vagtmandskabet i den forstand at uheldet overhovedet kun har kunnet indtræffe som følge af den mindre hensigtsmæssige måde hvorpå transporten og bevogtningen er blevet udført. Imidlertid findes det af vagtmandskabet udviste forhold alene at kunne betegnes som simpel uagtsomhed, hvilket også er erkendt af sagsøgerinden. Når dernæst henses til at forfølgelsen af den undvegne - således som sagen foreligger oplyst - ikke kan antages at være foregået under sådanne former at vagtmandskabet direkte har medvirket til sagsøgerindens tilskadekomst, findes sagsøgtes frifindelsespåstand at måtte tages til følge. Efter omstændighederne findes sagens omkostninger at kunne ophæves. Østre Landsrets dom. Den indankede dom er - - - påanket af fru Meta Kirstine Sørensen, hvem der er meddelt fri proces for landsretten, med påstand om, at dommen ændres i overensstemmelse med hendes for underretten nedlagte påstand, dog at erstatningskravet nedsættes til 5.385 kr. 25 øre, hvilket beløb fremkommer således: Godtgørelse for svie og smerte, idet sagsøgerinden har været sengeliggende indtil den 9. april 1972 og derefter fortsat uarbejdsdygtig indtil den 15. april 1972 ........ 1.320,00 kr. Tabt arbejdsfortjeneste ................................................... 476,00 kr. Udgifter til kørsel, medicin og hjemmehjælp ............. 336,75 kr. Ødelagte beklædningsgenstande ............................... 26,00 kr. På sygekassens vegne kræves godtgørelse af udgifter til et beløb af ................................................................... 3.346,50 kr. ------------- Det påståede beløb .................................................... 5.505,25 kr. ------------- Indstævnte, justitsministeriet ved direktøren for fængselsvæsenet (nu direktoratet for kriminalforsorgen), der ikke rejser indsigelse mod størrelsen af den krævede erstatning, har påstået stadfæstelse af dommen. For landsretten er afgivet forklaring af appellantinden, der i det væsentlige har forklaret som gengivet i dommen. Hun var sygemeldt indtil den 15. maj 1972 (ikke som i dommen anført den 15. april 1972). Parterne, der er enige om, at det lægges til grund, at appellantinden blev skubbet omkuld af den flygtende fange, har gentaget deres procedure for underretten. Appellantinden har nærmere anført, at fængselsbetjentene har udvist mangel på forsigtighed dels ved at benytte en almindelig - 16 personers - turistbus med oplukkelige vinduer til fangetransporten, dels ved at have taget plads foran i bussen, hvor de ikke havde tilstrækkeligt opsyn med fangerne på de bageste sæder. Faren for undvigelse var under disse omstændigheder betydelig, hvilket måtte stå betjentene klart. Da det endvidere som led i deres tjenestepligt påhvilede betjentene straks at søge at pågribe eventuelle undvigere, var det også påregneligt, at der i forbindelse med undvigelse og forfølgelse af den undvegne let kunne forvoldes skade på tilfældigt forbipasserende. Der er derfor en sådan direkte sammenhæng mellem de af bevogtningsmandskabet begåede fejl og fangens flugt og hans sammenstød med appellantinden, at der må tilkomme denne erstatning hos indstævnte. Indstævnte har heroverfor anført, at bevogtningen af fangerne er udført på en rimelig måde under de givne omstændigheder, og at det ikke ved bedømmelsen af transportens forsvarlighed kan tillægges væsentlig betydning, at bussens vinduer kunne åbnes. Heller ikke forfølgelsen af den undvegne på gaden i Odense kan betegnes som uforsvarlig, idet det ifølge deres almindelige instruktioner påhvilede fængselsbetjentene at søge at pågribe ham. Iøvrigt er der ingen årsagsforbindelse mellem appellantindens skade og fængselsbetjentenes forfølgelse af den undvegne fange. Såfremt betjentene havde undladt at eftersætte fangen, er det højst sandsynligt, at han alligevel havde væltet hende under flugten. Hertil kommer, at det for fængselsbetjentene har været helt upåregneligt, at en tilfældig person kunne komme til skade, fordi de opfyldte deres tjenestepligt, der bestod i den over for udenforstående ikke særlig farlige handling, at søge at pågribe en undvegen fange. Landsretten skal udtale: Efter det foreliggende har det været af afgørende betydning for fangens mulighed for at undvige fra transportvognen, at dennes vinduer var oplukkelige, og det må anses for påregneligt, at der ved benyttelsen af en sådan vogn til fangetransport bestod en ikke ubetydelig risiko for flugtforsøg med heraf følgende fare for ulykker af den i sagen omhandlede karakter. Idet indstævnte som følge heraf må bære ansvaret for den appellantinden overgåede skade, vil erstatningspåstanden være at tage til følge. Efter omstændighederne findes sagens omkostninger at kunne ophæves.