UfR 1988.794V

V.L.K. 8. juni 1988 i kære 2-S. 1197/1988

Anklagemyndigheden mod T (adv. E. Skov Nielsen, Randers, e.o.)
 

 

Af kære 2-S. 1197/1988 - Anklagemyndigheden mod T (adv. E. Skov Nielsen, Randers, e.o.) - fremgik, at anklagemyndigheden havde begæret varetægtsfængsling af T i medfør af retsplejelovens § 763, stk. 1, nr. 2, under henvisning til, at han havde overtrådt vilkår i en betinget dom om samfundstjeneste og antabusbehandling. T havde protesteret imod fængsling. Kriminalforsorgens repræsentant havde i grundlovsforhøret udtalt, at man fra kriminalforsorgens side anså mulighederne for at hjælpe T gennem samfundstjeneste for udtømt.

Randers rets 2. afdelings kendelse 7. juni 1988.


Domfældte har efter afsigelsen af den af samfundstjeneste betingede dom af 19. august 1987, gentagne gange tilsidesat vilkårene for den betingede dom, dels ved uden oplyste tvingende grunde ikke at møde til samfundstjeneste, dels ved at tilsidesætte kriminalforsorgens påbud om antabusbehandling.


Det må efter det oplyste på forhånd anses for overvejende sandsynligt, at mulighederne for at domfældte gennemfører en samfundstjeneste, må anses for udtømt.


Der er bestemte grunde til at frygte, at domfældte på fri fod påny vil overtræde vilkårene.


Idet betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 763, stk. 1, nr. 2, findes opfyldte,

bestemmes:


Anholdte, - - - varetægtsfængsles.


Fængslingsfristen fastsættes således, at den udløber tirsdag den 14. juni 1988.

V.L.K. 8. juni 1988.



Den påkærede kendelse, hvorved T er fængslet efter retsplejelovens § 763, stk. 1, nr. 2, er afsagt den 7. juni 1988 af retten i Randers, 2. afdeling.


Det tiltrædes, at der er begrundet mistanke om, at T, der ikke er sigtet for at have begået ny kriminalitet, vil overtræde de vilkår om udførelse af samfundstjeneste og om antabusbehandling, der er fastsat i den betingede dom af 19. august 1987. Det tiltrædes endvidere, at hans overtrædelser af vilkårene er af en sådan beskaffenhed, at der er spørgsmål om at fuldbyrde fængselsstraffen.


T's undladelse af at udføre samfundstjeneste og at følge antabusbehandlingen findes imidlertid ikke at gøre det påkrævet, ved varetægtsfængsling at forhindre yderligere overtrædelser af vilkårene, indtil der er taget stilling til spørgsmålet om fuldbyrdelse af fængselsstraffen. T bør derfor løslades. - - -