UfR1975.836 B
 
  Tønder rets dom 5. december 1973 i B. s. 5/1973

M mod Justitsministeriet.

Den 8. november 1972 blev sagsøgeren, anlægsgartner M, efter begæring af sin hustru H, tvangsindlagt på Statshospitalet i Augustenborg, og den 23. november s. å. blev han udskrevet derfra. Som tilsynsværge blev beskikket M's svigersøn, snedkermester S, der ved personlig henvendelse i justitsministeriet den 27. november 1972 anmodede om, at der tilkendtes sagsøgeren erstatning for frihedsberøvelse. Efter at justitsministeriet ved skrivelse af 22. december 1972 tiltrådte, at lovgivningens betingelser for tvangsindlæggelse af M har været opfyldt og ligeledes tiltrådte, at overlægen ved statshospitalet i Augustenborg havde afslået at imødekomme en af tilsynsværgen få dage efter indlæggelsen fremsat anmodning om udskrivning fra hospitalet, har M ved skrivelse af 4. januar 1973 til justitsministeriet anmodet om at få spørgsmålet om lovligheden af frihedsberøvelsen indbragt for retten. Ved skrivelse af 8. januar 1973 har justitsministeriet herefter anmodet om, at der af retten må blive truffet afgørelse i sagen i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 43.
I medfør af retsplejelovens § 470, stk. 2, har retten på begæring af M beskikket advokat A til at bistå ham under sagen. Som advokat for justitsministeriet har i medfør af samme bestemmelse været beskikket advokat B.

M har under sagen påstået tvangsindlæggelsen og tilbageholdelsen på statshospitalet kendt ulovlig og sagsøgte tilpligtet at betale erstatning efter rettens skøn især for tort og forstyrrelse af stilling og forhold. M hævder, at han ikke er og ejheller ved indlæggelsen var sindssyg. Lægens skøn er for svagt underbygget, det var uforsvarligt at træffe afgørelsen alene på oplysninger fra hustruen, om hvem lægen vidste, at hun havde dårlige nerver og tidligere havde været indlagt på statshospital.

Sagsøgte har påstået såvel tvangsindlæggelsen som tilbageholdelsen kendt lovlig. Det gøres gældende, at lægen efter de ham givne oplysninger havde føje til at skønne, at M var sindssyg, og at et hospitalsophold var fornødent af hensyn til, at udsigten til helbredelse ellers ville blive væsentlig forringet. Det bestrides, at M har lidt no get indtægtstab eller at der iøvrigt i forbindelse med indlæggelsen foreligger sådanne omstændigheder, at det berettiger M til erstatning.

Den lægeerklæring, der danner grundlag for tvangsindlæggelsen er udstedt den 7. november 1972 af læge L1. Erklæringen har følgende indhold:

»På grundlag af en af mig personlig foretaget undersøgelse af den sindstilstand, hvori M befinder sig, erklærer jeg herved, at den pågældende lider af sindssygdom, og at det vil være uforsvarligt at undlade indlæggelse til behandling på en afdeling eller et hospital for sindslidende eller en helbredsanstalt, fordi udsigterne for helbredelse ellers væsentlig vil forringes.

I den anledning anmoder jeg om, at den pågældende må blive modtaget på hospitalet / afdelingen, når pladsforholdene tillader det.

De sidste år har ovenstående haft den Tvangstanke, at hans kone, hendes gamle forældre og andre Familiemedlemmer er Narkomaner; han bar skrevet breve desangående til myndigheder og andre Familiemedlemmer og hævder endda, at en svigerinde i 1971 kørte sig ihjel, fordi hun stod under indvirkning af Narkotium. Efter samtale med dr. L2 - - - i - - - og dr. L3, Statshospitalet, Augustenborg, der begge har godt kendskab til ovenst. Familie - - - og begge stærkt tilråder indlæggelse af M, bedes Statshospitalet modt. ham til behandling paranoi, og på gul indlæggelsesblanket, da han ingen sygdomserkendelse har.«

Der er under sagen afgivet forklaring af M og af en række vidner samt fremlagt erklæringer fra statshospitalet og retslægerådet.

M, der er født den 30. juni 1908 har forklaret, at han har været gift i 17 år, og at hans hustru var et rart og omgængeligt menneske indtil der for 4-5 år siden skete en forandring i hustruens karakter. Hustruen spiste en del piller, som hun sagde var sovepiller, og M var ikke vidende om pillernes indhold eller om de var farlige. Hustruen fik af - - -, der var hendes søster, nogle piller, som blev anskaffet udenom læge, og som hustruen sagde hjalp hende så godt. Hun tog piller flere gange i døgnet, og der skete en ændring i hendes ansigtskulør nogen tid efter hun havde taget pillerne. M, der har læst oplysende bøger om stofmisbrug, mente at hustruen havde symptomer på, at hun tog narkotika. Hustruen låste sig inde på badeværelset om morgenen og om aftenen nogle gange, og sov derefter hårdt. Sagsøgerens datter D1, der er sygeplejerske, var til stede ved en af disse lejligheder og udtalte på grund af en blodplet på hustruen, at hustruen måtte have taget en indsprøjtning. Derefter fandt M det rigtige at sige til hustruen, at han var klar over, at hun tog stoffer. Hustruen reagerede meget voldsomt, da han sagde det til hende. Med hensyn til datteren D2 har M sin oplysning om, at hun var narkoman, dels fra en bekendt og dels fra en læge.

De var flyttet til - - - i 1968. Familien bestod da kun af M, hans hustru og datteren D3. De øvrige børn, D4, D1 og D2 har ikke boet i - - - dog har D2 boet hjemme i 2 måneder i vinteren 1969/70. Læge L2 blev straks familiens læge. De første 1 + år havde de ikke brug for læge, bortset fra, at han fik medicin for slidgigt. Engang i 1969 henvendte han sig til L2 for at tale med denne om sin hustrus sindstilstand. Lægen forlangte en samtale med hustruen. Efter samtalen sagde L2 til ham, at hustruen intet fejlede, når hun fik fjernet årsagen til sin sygdom, uden at lægen dog sagde, hvad han mente, årsagen var. Sagsøgeren sagde, at han mente, at hustruen tog for mange piller, og at dette var grunden til hendes sygdom. Hertil svarede L2: »Det var Dem, der sagde det, og jeg tænker det samme«. L2 anbefalede ham at gå hjem og smide alle piller væk. Herefter hjalp datteren D4, der var hjemme på besøg, med at rydde op i medicinskabet, og de kasserede alle piller. Noget senere fandt sagsøgeren 4-5 pilleglas, som han mener hustruen har skjult i en gammel pengekasse. Han lod disse piller stå, men holdt øje med dem, indtil de en skønne dag var væk. Sagsøgeren mener, at de piller, som han smed væk, har hustruen skaffet sig uden læge, idet hustruen ikke har konsulteret læge L2 tidligere, og pillerne var i uoriginale flasker. Engang i 1970 forlod hustruen hjemmet, men sagsøgeren fik hentet hende hjem igen. Herefter talte han igen med læge L2 og bad om at få hustruen indlagt. Det lykkedes L2 at overtale hustruen til indlæggelse. L2 sagde, at han ikke på indlæggelsessedlen kunne anføre, »det som vi har talt om« som indlæggelsesgrund, men i stedet måtte skrive, at hustruen led af depression. På statshospitalet var overlæge L3 hustruens læge. Da han i forbindelse med hustruens udskrivning fra hospitalet talte med L3, sagde denne, at det ikke passede, hvad han gik og sagde, at hustruen var pillemisbruger. Han talte også med overlæge L4, der ligeledes bebrejdede ham, at han beskyldte hustruen for pillemisbrug. Sagsøgeren har også talt med læge L2 om datteren D2's medicinforbrug eller narkomani. L2 sagde, at han ville skrive til Lukasstiftelsen i København, hvor D2 havde fået sin sygeplejerskeuddannelse. Senere har L2 fortalt ham, at han havde fået svar fra København, og det var rigtigt, at D2 var narkoman.

Efter hustruens indlæggelse har han ikke haft L2 som læge, men skiftede til læge L1, idet læge L2 kom med vidt forskellige forklaringer til M og dennes hustru. Sagsøgeren har konsulteret læge L1 nogle gange på grund af en dårlig hofte, men har iøvrigt ikke drøftet sit helbred med den nye læge. Dagen før han blev indlagt, kom L1 for at tale med ham, men M ønskede det skete under 4 øjne, og det blev derfor i stedet aftalt, at M skulle komme i lægens konsultation kl. 8 den følgende morgen. Det gjorde M, men venteværelset var fyldt med patienter, og da han skulle på arbejde og passe gartneri i - - -, besluttede han i stedet at opsøge lægen senere, og tog på arbejde. Han blev imidlertid afhentet på arbejdspladsen af politiet og kørt til Augustenborg, inden han nåede at tale med lægen. Han protesterede i Augustenborg mod indlæggelsen med den begrundelse, at han intet fejlede, og fik at vide, at han skulle blive der til man var sikker på, at han var rask. Det var hans indtryk, at han kun skulle være der ganske få dage, men en læge L5 sagde på et tidspunkt, at han ville få besvær, hvis han lod M komme hjem. Under opholdet på Augustenborg har M nægtet at lade sig behandle. Der var dels tale om en pillekur, dels om nogle psykologiske prøver, og da han intet fejlede, nægtede han at medvirke. Han fik beskikket sin svigersøn som tilsynsværge og svigersønnen eller dennes hustru besøgte ham dagligt og fik gennemført, at sagsøgeren kom ud fra Augustenborg.

Sagsøgerens hustru H har forklaret, at hun sammen med datteren D2 rettede henvendelse til læge L1 for at få M indlagt til behandling, idet M mente, at vidnets forældre, hendes nu afdøde søster - - - og vidnet selv indtog narkotika. Vidnet vidste, at D2 og en brodersøn havde taget narkotika, men oplyste ikke dette overfor lægen, idet hun ikke skænkede det en tanke, at det kunne have nogen betydning. Vidnet har ikke på noget tidspunkt selv indtaget narkotika. Hun har i foråret 1971 været indlagt på Augustenborg på grund af en depression, og hun har taget nogle nervetabletter, men aldrig narkotika, ligesom hun ikke har kendskab til, at andre medlemmer af familien skulle være narkomaner. Med hensyn til dr. L3, Statshospitalet i Augustenborg har denne talt med M under besøg efter vidnets indlæggelse i 1971, men har iøvrigt ikke noget kendskab til M.

M's datter D2 har forklaret, at hun ikke har haft bopæl i forældrenes hjem siden 1968. Hun har på et tidspunkt indtaget narkotika, men gør det ikke længere, og hun har ikke noget kendskab til, at hendes moder H har indtaget narkotika, ligesom hun ikke ved, om andre familiemedlemmer, herunder en afdød moster, tog narkotika. Så vidt vidnet kan bedømme, har familiemedlemmerne ikke vist symptomer på, at de brugte narkotika.

M's datter D1 har forklaret, at hun, der er sygeplejerske, har været til stede engang, hvor hendes mor sov, og hvor M troede, at hun havde taget noget narkotika. Episoden fandt sted for 2-3 år siden, inden hendes mor var på Augustenborg, og hun husker derfor ikke helt nøje, hvad der skete, men moderen var meget træt og sløv, og vidnet så stikmærke i en muskel i hånden, men mærket kan stamme fra en nål, da moderen er syerske. Vidnet sagde til M, at han skulle prøve at finde ud af, om moderen tog narkotika. Vidnet har fået et brev fra moderen, hvis indhold hun ikke helt kan huske, men det drejede sig om, at M skulle erklæres for syg. Vidnet har ingen kendskab til narkotikaforbrug i familien, udover at hun ved, at søsteren D2 brugte narkotika.

M's datter D5 har forklaret, at hun har kendskab til, at hendes søster D2 har taget narkotika, men har iøvrigt ikke kendskab til, at andre af familien har taget narkotika. Vidnet er kommet lidt sammen med mosteren, afdøde - - -, men denne led af depression, og bekendtskabet ebbede ud. Vidnet har ingen kendskab til, om - - - tog narkotika. Vidnets søster D2 har overfor vidnet sagt, at hun har taget piller fra moderen, men iøvrigt har vidnet ikke kendskab til moderens forhold. Vidnet har ikke længere kontakt med moderen, idet hun modtog et brev, hvori hun fik meddelt, at hun ikke skulle vise sig hjemme, hvis hun ikke ville erklære M for syg, hvilket vidnet ikke ville medvirke til. Et lignende brev er sendt til vidnets søster i København.

Sagsøgerens svigersøn S har forklaret, at han blev beskikket som tilsynsværge for sin svigerfar, to dage efter at denne var blevet tvangsindlagt. Han tog til hospitalet i Augustenborg og talte med en læge L5, der afslog at udskrive M med den begrundelse, at M endnu ikke var undersøgt. Vidnet forlangte at få en begrundelse for tvangsindlæggelsen eller også få M udskrevet. Lægen lovede at give en begrundelse, men vidnet fik ingen og blev affærdiget med, at han ikke havde forstand på det, da han ikke var læge. Derefter klagede vidnet til justitsministeriet. Han havde en samtale med overlæge L4 nogle dage senere, hvor hun forklarede, at man ikke var i stand til at behandle M. Derefter forlangte vidnet at få ham med hjem, når de alligevel ikke kunne behandle ham, og dette gik overlægen med til. Med hensyn til forholdene i M's hjem, har vidnet forklaret, at han nogle gange telefonisk er blevet tilkaldt på grund af skænderier mellem M og dennes hustru. Skænderierne skyldtes M's beskyldninger overfor hustruen om, at hun tog piller, hvad der gjorde hende meget opbragt. Igennem de sidste 3-4 år finder vidnet, at M's hustru har haft det dårligt. Hun har været meget træt og har af og til været misfarvet i ansigtet, og han ved, at hun har taget en del piller, men ved ikke, hvilke piller det har været.

Læge L1 har forklaret, at han ca. 4 uger før M's indlæggelse lærte denne indirekte at kende, idet vidnet fik henvendelse fra familien, bl. a. hustruen, om at få M behandlet. Vidnet ringede til M's tidligere læge, der stærkt opfordrede ham til at få M under behandling, idet det blev antydet, at M's hustru muligt ellers kunne tænke sig at begå selvmord, idet hun var nervesvækket. Vidnet havde en samtale med M og fik det indtryk, at denne trængte til behandling. Derefter ringede vidnet til politiet i Tønder for at få bekræftet eller afkræftet, om M's svigerinde, der var død efter en færdselsulykke, havde indtaget morfin. Vidnet fik oplyst, at der ikke var tale om morfin. Derefter ringede vidnet til statshospitalet i Augustenborg og blev af dr. L3 opfordret til at sørge for M's behandling, idet denne evt. burde tvangsindlægges. Vidnet var klar over, at M's familieliv var ved at bryde sammen, og da M ikke frivilligt ville lade sig behandle, blev han indlagt på gul seddel, således at indlæggelsen var begrundet i, at udsigten til at helbrede M ville forringes væsentligt, hvis han ikke blev indlagt. Det er vidnets opfattelse, at M lider af tvangstanker, og at han ikke har nogen sygdomserkendelse. Endelig har vidnet forhørt sig om H's medicinforbrug hos hendes læge og har herudfra den bestemte opfattelse, at H ikke indtager narkotika. Efter vidnets opfattelse er M's tvangstanker begrænset til, at familien indtager narkotika.

Læge L2 har forklaret, at han har været læge for M's familie siden 1967-68. Han har været læge for M og dennes hustru samt for datteren D3, der boede sammen med forældrene. Han har periodevis kendt datteren D2. Han har ad omveje hørt, at D2 var narkoman, men har ikke selv konstateret dette. Han hørte, at D2 under sin tjeneste som sygeplejerske havde taget nervemedicin, og vidnet fik ved henvendelse til Lukasstiftelsen i København bekræftet, at D2 havde været medicinmisbruger. Datteren D3 er kun behandlet for hovedpine og psykisk pres på grund af familieforholdene, men ikke med nervemedicin. M's hustru er af vidnet behandlet for dårlige nerver som følge af psykisk pres. Han har ordineret hende librium og stesolid, ikke andre stoffer, og de angivne tabletter aldrig over 25 stk. ad gangen. De pågældende stoffer er ikke narkotika, men kan dog give en vis tilvænning. Hans erfaring var, at M var årsag til hustruens dårlige nerver. Det var familielivet, der var gået i stykker. M's hustru betroede vidnet, at M beskyldte hende for at være narkoman, og at også andre familiemedlemmer beskyldte hende for noget lignende. På et vist tidspunkt kom M til vidnet og fremførte en mængde argumenter for, at hustruen var narkoman. Vidnet var sikker på, at H ikke var narkoman, og da H stadig blev dårligere i nervemæssig henseende, fandt vidnet, at det ville være bedst at lette hendes psykiske pres ved en indlæggelse på statshospitalet. Den 27. februar 1971 blev vidnet tilkaldt af M, der anmodede vidnet om at gøre et eller andet, idet hustruen nu var så dårlig, at hun måtte holde sengen. Vidnet fik H indlagt samme dag, idet han fandt, at hun havde behov for øjeblikkelig hjælp, da hun var aldeles psykisk nedbrudt. H var »klar orienteret« og ikke påvirket af narkotiske stoffer. Indlæggelsen varede til den 25. marts 1971. Statshospitalet afgav senere til vidnet erklæring om, at der ikke var fundet noget, der gav holdepunkter for at antage, at der var tale om medicinmisbrug fra H's side. Vidnet fik herved bekræftet den formodning, som han allerede havde, at der ikke var tale om narkomani, som M hævdede. M forlod ham som patient i oktober 1972, idet vidnet sagde til M, at det var ham, der var psykisk syg og burde underkastes behandling. M havde ingen sygdomserkendelse og skiftede læge til læge L1. Forud for M's indlæggelse, blev vidnet ringet op af læge L1. Vidnet bekræftede overfor denne, at det var vidnets opfattelse, at M var sindslidende på grund af tvangstanker. Vidnet har aldrig behandlet M for andet end smerter på grund af slidgigt i begge hofteled.

Statshospitalet i Augustenborg har den 22. november 1972 afgivet sålydende erklæring: »I forbindelse med forespørgsel vedrørende M skal det anføres:

Omspurgte patient blev indlagt på gule tvangspapirer den 8.11.1972, disse papirer fandtes at være i orden. Under de samtaler man har haft med ham, har M (pt.) til stadighed været fuldstændig uden sygdomserkendelse, hvorfor han er fuldstændig uden forståelse af indlæggelsen, han vil sætte sig imod enhver form for behandling.

Han blev indlagt på lukket afdeling, men er nu flyttet til en åben afdeling, han klarer fornødenheder og indpasser sig under forholdene. Patienten fastholder til stadighed, at hustruen er narkoman, og at hun fuldstændig har underkastet sig en gruppe narkomaner, fra hvem hun får piller. Dette til trods for, at han gang på gang fremhæver, at hun går til grunde derved. Patienten ved hvem narkotikagruppen er, men vil ikke opgive navnene, de arbejder med at ødelægge hans ægteskab, han er glad for hustruen. Han har aldrig kunnet overbevise hustruen om, at hun var narkoman. Hun har tidligere taget injektioner, således da hun blev indlagt her på Statshospitalet i Augustenborg, observerede han mærker på hendes højre pegefinger pulpa, og højre tommelfinger efter injektioner, hustruen bortforklarede dette med at hun som direktrice på en pelsfabrik, havde rig lejlighed til at stikke sig på fingrene.

Patienten står som anført uforstående overfor indlæggelsen, men har dog ikke fremsat noget direkte krav om udskrivning, heller ikke i dag, under min samtale med patienten, da han siger, at han ikke vil tage nogen beslutning, før værgen S har udtalt sig.

Patientens hustru var indlagt på Statshospitalet i Augustenborg i 1970, for en sjælelig betinget depression, som angiveligt var delvis betinget af de vanskelige ægteskabelige forhold, idet han fremsatte beskyldningerne om narkomani. Man fandt ingen holdepunkter for narkomani hos hende.

Patienten er klar og orienteret og virker ikke reduceret, hans forestillingsliv er fuldstændig opslugt af hustruens medicinmisbrug, samt forfølgelsen som gruppen af narkomaner udsætter ham for.

Han virker ikke hallucineret.

Syfilisreaktionerne i blodet er negativ.

Hospitalets diagnose er psychosis paranoides (sindslidelse med vrangforestillinger).

Man har således den samme opfattelse som den indlæggende læge, nemlig at patienten er sindssyg, jeg vil dog næppe tro, at han er til fare for sig selv eller andre, eller til væsentlig gene for sig selv.

Jeg har aftalt med værgen, at patienten kan tage ophold hos ham, hvad værgen er villig til.«

Efter modtagelsen af ovenstående erklæring anmodede justitsministeriet ved skrivelse af 24. november 1972 statshospitalet om en supplerende udtalelse i anledning af, at det var oplyst, at hospitalet havde afslået at imødekomme en begæring fra tilsynsværgen om udskrivning af sagsøgeren.

Statshospitalets overlæge L4 afgav den 27. november 1972 som svar herpå sålydende udtalelse: »Da overlæge L5 nægtede at efterkomme tilsynsværgens krav om udskrivning af patient (anlægsgartner M), var det efter konference med undertegnede, og af følgende årsager. Patienten var indlagt den 8. november 1972, og man kunne ikke på det tidspunkt, den 13.11.1972 udskrive patienten, da man ikke med sikkerhed kunne sige om patienten var psykotisk (lidende af vrangforestilinger), eller ikke. Man kom til det resultat at pt. var psykotisk, lidende af vrangforestillinger. Da dette var konstateret, kom herefter spørgsmålet om hvorvidt patienten var farlig for sig selv eller andre. Patientens vrangforestillinger var hovedsagelig rettet imod hustruen, d. v. s. mod en enkelt person, hvorfor det kræver nogen overvejelse at bedømme, hvorvidt pt. var farlig overfor hustruen, men også om han var til fare for sig selv eller andre, og eller til væsentlig gene for sig selv, således fandt man ham ikke, og han blev udskrevet til værgen den 23.11.1972.«

Sagen blev herefter forelagt for retslægerådet, der den 15. december 1972 udtaler: »Ved tilbagesendelse af akter i sagen vedrørende M skal retslægerådet udtale, at det af sagens akter ikke helt klart fremgår, hvilket spørgsmål eller hvilke spørgsmål det er, justitsministeriet ønsker besvaret. Der kan være tale om en stillingtagen til tvangsindlæggelsens lovlighed, til en tvangstilbageholdelses lovlighed eller begge dele. Af de foreliggende ret sparsomme oplysninger fremgår, at M blev indlagt ved tvang på behandlingsindikation med den begrundelse, at han i nogle år havde frembudt tegn på at nære vrangforestillinger, idet han røbede den forestilling, bl. a. hustruen og hendes forældre, men også andre familiemedlemmer var hengiven til narkotikamisbrug, og det fremgår i hvert fald indirekte af tvangsindlæggelsespapirerne og af erklæring fra statshospitalet i Augustenborg, at man ikke har fundet holdepunkter for, at denne patientens antagelse var korrekt. Der ses intet anført om, at patienten har været farlig for sig selv eller andre, og tvangsindlæggelsen synes således alene foranstaltet for at få klarlagt et diagnostisk problem og for at få iværksat en behandling. Efter de for rådet foreliggende oplysninger må man finde, at tvangsindlæggelsen har været rimeligt begrundet, og man finder det på baggrund heraf ligeledes rimeligt, at hospitalet har tilbageholdt patienten en så lang periode, at det har været muligt at sikre sig en diagnose og at sikre sig, at der ikke forelå fare for patienten selv eller andre. Efter hospitalets skøn frembyder patienten tegn på en paranoid psykose (en sindslidelse præget af vrangforestilling ger). Sygdommen har været præget af den ensidige optagethed af familiemedlemmers narkotikamisbrug, medens der ikke er påvist tegn på andre vrangforestillinger og ikke er påvist tegn på sjælelig reduktion. På det foreliggende grundlag må rådet finde, at hospitalet har været berettiget til og forpligtet til at tilbageholde patienten indtil diagnosen var sikret, og det eventuelle farlighedsproblem afklaret, men rådet vil betone, at det havde været ønskværdigt, om man til brug ved stillingtagen havde haft adgang til noget mere udførlige oplysninger om patientens præmorbide sjælelige tilstand og om hans sindssygdoms udvikling i mere detaljeret form, end tilfældet har været, og rådets responsum må således opfattes som behæftet med noget større usikkerhed end vanligt. En større grad af sikkerhed vil kunne opnås, dersom rådet fik de ønskede mere detaljerede oplysninger fra indlæggende læge og fra det behandlende statshospital.«

Efter at spørgsmålet om tvangsindlæggelsens lovlighed var indbragt for retten og efter at sagsøgeren delvis havde afgivet forklaring og vidnerne havde afgivet forklaring, dog med undtagelse af læge L2, der først afgav vidneforklaring under domsforhandlingen den 21. november 1973, blev sagen af retten i juli 1973 påny forelagt statshospitalet og herefter retslægerådet.

Statshospitalet svarede den 30. juli 1973, at der ikke sås nogen anledning til at ændre eller supplere de tidligere afgivne udtalelser.

Retslægerådet besvarede den fornyede forelæggelse ved skrivelse af 17. august 1973, hvori det hedder: »Ved tilbagesendelse af akter i sagen vedrørende M skal retslægerådet indledningsvis udtale, at det skønnes at falde udenfor rådets kompetenceområde at udtale sig om tvangsindlæggelsens og tvangstilbageholdelsens lovlighed, idet netop disse spørgsmål er indbragt for retten til dennes afgørelse. Retslægerådet kan efter at have modtaget de nu foreliggende oplysninger henholde sig til sit responsum af 15. december 1972, idet hverken indenretslige eller udenretslige afhøringer af vidner har sandsynliggjort, at M's hustru har været hengiven til narkotikamisbrug, således at M's påstand herom kunne opfattes som udtryk for en vrangforestilling og danne rimelig begrundelse for en psykiatrisk undersøgelse og eventuel behandling af M. Man finder herefter at måtte fastholde, at tvangsindlæggelsen har været rimeligt begrundet, at de formelle betingelser for tvangsindlæggelse var opfyldt, og at tvangstilbageholdelse i en passende periode af diagnostiske grunde ligeledes må opfattes som rimelig.«

Retten skal først bemærke, at det beror på en fejlhuskning eller fejlskrift, når tidspunktet for H's indlæggelse på Statshospitalet efter nogle af de afgivne forklaringer skulle være i 1971 og efter statshospitalets erklæring skulle være i 1970, idet H kun én gang har været indlagt på statshospitalet.

Efter det oplyste må det anses for bevist, at M's datter D2 i en vis periode har indtaget narkotika, og at M's hustru var vidende herom samt om, at en brodersøn ligeledes havde indtaget narkotika. Det kan derimod ikke antages, at M's hustru eller andre familiemedlemmer har brugt narkotika, men det findes godtgjort, at M's hustru periodevis har haft et ikke ubetydeligt pilleforbrug. M's bekymring for sin familie, der har givet sig udslag i gentagne bebrejdelser over narkotikamisbrug findes således ikke helt ubegrundet, og det kan i den forbindelse ikke regnes ham til skade, at han ikke har kunnet skelne imellem, hvorvidt der var tale om indtagelse af narkotika eller andre medikamenter. Herved spiller det også ind, at hustruen efter det oplyste ikke ville indlade sig på at drøfte sit medicinforbrug med M, hvilket efter hans indstilling til spørgsmålet måtte bestyrke ham i hans opfattelse.

Selvom den læge, der afgav erklæringen på basis af hvilken M blev tvangsindlagt, må indrømmes en vis margin ved udøvelse af skønnet over hvorvidt M var sindslidende, kan det efter alt foreliggende ikke antages, at M har været sindssyg, da han den 8. november 1972 blev tvangsindlagt på statshospitalet i Augustenborg, og denne tvangsindlæggelse, der i det væsentlige hvilede på et indirekte kendskab til M fra den tvangsindlæggende læges side, har derfor været ulovlig.

Efter M's egen forklaring har han under sit ophold på hospitalet nægtet at lade sig behandle, men der foreligger intet oplyst om, at han har fremsat anmodning om udskrivning. Selvom sådan begæring er fremsat af M's tilsynsværge den 13. november 1972 overfor en af hospitalets overlæger, og selv om begæringen efter at være blevet nægtet først blev imødekommet 9 dage senere, findes Statshospitalet at måtte have en rimelig tid til at konstatere, hvorvidt M var lidende af den sindssygdom, som var angivet som begrundelse for tvangsindlæggelsen. M, der blev udskrevet den 23. november 1972, findes herefter ikke at have været ulovlig tilbageholdt på hospitalet.

Med hensyn til det fremsatte erstatningskrav bemærkes, at det findes rimeligt, at der tillægges M et beløb for den ulempe, som tvangsindlæggelsen har medført, herunder til dækning af de positive udgifter, som M har måttet afholde i anledning af rejser til konference med sin advokat og fremmøde i retten under sagens behandling. Beløbet findes passende at burde bestemmes til 3.000 kr., der udredes af Justitsministeriet.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.