
	UfR 2010.2060 VLD
		V.L.D. 28. april 2010 i 1.-instanssag 13. afd. B-0603-07 (Kurt Rasmussen, Michael Ellehauge, Birte Wirnfeldt (kst.)). Århus Kommune (adv. Peter Klingsten, Århus) mod K.H. Frugt A/S (adv. Peter Wartz, Viborg). Indledning. Parternes påstande Denne sag er anlagt den 5. oktober 2006 ved Retten i Århus, der ved kendelse af 23. april 2007 har henvist sagen til Vestre Landsret. Sagsøgeren, Århus Kommune, har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, K.H. Frugt A/S, dømmes til at betale principalt 537.096 kr., subsidiært 290.381 kr., med procesrente fra den 28. februar 2006. K.H. Frugt A/S har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end påstået af Århus Kommune. L blev den 28. januar 2003 udsat for en arbejdsulykke, da han som ansat hos K.H. Frugt A/S forløftede sig på en beholder med kartofler og samtidig gled i vand og fedt på gulvet. Fra den 29. januar 2003 modtog L sygedagpenge fra Århus Kommune. Kommunen udstedte fakturaer stilet til K.H. Frugt A/S og til selskabets forsikringsselskab, Topdanmark Forsikring A/S, vedrørende de udbetalte sygedagpenge, med henvisning til at kommunen havde et regreskrav. K.H. Frugt A/S betalte den 31. juli 2006 37.358 kr. til kommunen, svarende til sygedagpenge for en periode på 3 måneder. Kommunens udbetalinger af sygedagpenge ophørte den 1. oktober 2006, hvor L begyndte at modtage fleksydelse. Århus Kommune har under denne sag først opgjort sin principale påstand som et regreskrav efter den dagældende lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (herefter: sygedagpengeloven) § 39, stk. 2, for de sygedagpenge, kommunen udbetalte til L i perioden fra den 29. januar 2003 til og med den 30. september 2006. Kommunens endelige, principale påstand er dog begrænset til alene at angå et regreskrav for perioden fra den 29. januar 2003 til og med den 2. juli 2006. Kommunens subsidiære påstand er opgjort som kommunens regreskrav for udbetaling af sygedagpenge i perioden fra den 29. januar 2003 indtil den 21. januar 2005. Baggrunden for nedsættelsen af kommunens principale påstand er en tvist mellem parterne om, hvorvidt den del af kommunens krav, der vedrører perioden fra den 3. juli 2006 til og med den 30. september 2006, er bortfaldet allerede som følge af overgangsreglen i lov nr. 563 af 9. juni 2006. Parterne forventer, at der ved afgørelsen af en sag for Højesteret vil blive taget stilling til fortolkningen af overgangsreglen, og har derfor indgået en procesaftale vedrørende denne del af sagen. I konsekvens heraf har Århus Kommune under denne sag nedsat sin påstand som sket. K.H. Frugt A/S har begrundet frifindelsespåstanden med, at Århus Kommunes regreskrav efter sygedagspengelovens § 39, stk. 2, er et afledet krav, og at det almindelige erstatningsretlige krav om årsagsforbindelse ikke er opfyldt i videre omfang end erkendt af K.H. Frugt A/S, nemlig for så vidt angår L's helbredsmæssige gener i en periode på 3 måneder efter arbejdsulykken. K.H. Frugt A/S har vedrørende den subsidiære påstand anført, at kommunen ikke har et afledet regreskrav efter sygedagpengelovens § 39, stk. 2, for tiden efter den 21. januar 2005, idet L ikke efter dette tidspunkt har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Sagens nærmere omstændigheder Den 31. januar 2006 traf Arbejdsskadestyrelsen en midlertidig afgørelse om L's tab af erhvervsevne. I afgørelsen står der bl.a.: »Afgørelse Vi har i dag truffet afgørelse om tab af erhvervsevne i Deres sag. Vi vurderer, at Deres tab af erhvervsevne er 15 procent. Det betyder, at De fra 1. marts 2006 vil få en løbende erstatning på 2.237 kr. Dette beløb reguleres den 1. januar hvert år og beskattes som almindelig indkomst. Da erstatningen skal løbe fra 21. januar 2005, bliver der tale om et yderligere beløb udover den kommende månedsvise udbetaling. Af dette beløb skal der også betales kildeskat. Fra den 21. januar 2005 udgør den månedlige ydelse 2.237 kr. . . . Begrundelse for tab af erhvervsevne Deres erhvervsmæssige situation er ikke afklaret. Det er vores vurdering, at der per 21. januar 2005 er truffet beslutning om, at De ikke kan vende tilbage til ansættelse på normale vilkår uden en forudgående afklaring af, hvilke job De kan bestride og i hvilket omfang. Vi har i vores vurdering af Deres aktuelle erhvervsevne lagt vægt på, at De har skånejob overfor rygbelastende arbejde og har behov for skiftende arbejdsstillinger. . . . Vi mener ikke, at Deres erhvervsevne er intakt og henset til Deres indtjening forud for skaden har vi skønsmæssigt fastsat Deres tab af erhvervsevne til 15 procent.« I Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 6. marts 2007 står der bl.a.: »Vi traf den 31. januar 2006 afgørelse om erhvervsevnetab i Deres sag. Vi har undersøgt sagen igen og har i dag truffet en ny afgørelse. Afgørelse Vi vurderer, at Deres tab af erhvervsevne er 35 procent. Den løbende erstatning, som hidtil er udbetalt hver måned, ophører fra næste udbetalingsdag. I stedet vil De få udbetalt en erstatning på 606.226 kr. en gang for alle. . . . Det fremgår af din ressourceprofil, at De ikke har andre helbredsmæssige problemer end Deres ryg. De kan ikke klare rygbelastende opgaver. Den 7. september 2006 blev der truffet afgørelse om berettigelse til fleksjob, og fra den 1. oktober 2006 er De overgået til ledighedsydelse. . . . Fleksjob Du er bevilget fleksjob og det betyder, at din erhvervsevne er nedsat. Vi er dog ikke bundet af kommunens vurdering, men skal vurdere, hvor meget din erhvervsevne er nedsat som følge af arbejdsskaden. Tab af erhvervsevne vurderer vi blandt andet ud fra: - Dit tidligere arbejde og din indtægt før skaden - Din alder, dine evner og din uddannelse - Skadens art og omfang - Hvad du ville eller burde kunne tjene, hvis du ikke havde fået et fleksjob (§ 17, stk. 1 og 2) Vi vurderer også, om arbejdsskaden er den eneste årsag til tabet af erhvervsevne, eller om der er andre overvejende sandsynlige årsager til en del af tabet. (§ 12, stk. 1 og 2) . . . Vi har vurderet, at De har gode ressourcer inden for ikke-rygbelastende arbejde, men at Deres rygskade betyder, at De ikke kan arbejde på fuld tid, da De har brug for at hvile Dem efter 4½ times arbejde. Vi har på grundlag heraf skønsmæssigt fastsat Deres tab af erhvervsevne til cirka 1/3 svarende til 35 procent.« Ved brev af 17. oktober 2007 til L meddelte Ankestyrelsen, at styrelsen havde tiltrådt, at L's erhvervsevnetab var fastsat til 35 %. Retslægerådet har til brug for sagens behandling den 16. marts 2009 besvaret følgende spørgsmål således: »Spørgsmål A: Det bedes oplyst, om sagsøger, L, har lidelser/gener i ryggen/lænden og i bekræftende fald at beskrive disse. Sagsøger har gener i form af rygsmerter og symptomer i benene. I forløbet er bensymptomerne primært beskrevet som lokaliseret til højre ben, senere begge ben. Der foreligger en normal neurologisk undersøgelse og to MR-skanninger med næsten et års mellemrum, der viser lette degenerative forandringer i lænderyggen uden nedsat plads til nerverne. Sagsøger har ikke specifik ryglidelse, men en række subjektive, uspecifikke symptomer fra lænderyggen og benene. Spørgsmål B: Såfremt spørgsmål A besvares bekræftende, anmodes Retslægerådet om at oplyse, om der er overensstemmelse mellem de objektive fund og de subjektive klager. Subjektivt er der klager over smerter over lænden og snurren og føleforstyrrelser i benene. Objektivt er fundet ømhed af lænderyggen og indskrænket bevægelighed af rygsøjlen. Der er således overensstemmelse mellem subjektive klager og objektive fund. Spørgsmål C: 1. Såfremt spørgsmål A besvares bekræftende, bedes det oplyst, om de konstaterede lidelser/gener er forårsaget af den ulykke, sagsøger var udsat for den 28. januar 2003? 2. Såfremt spørgsmål C1 besvares bekræftende bedes det oplyst, i hvor lang en periode efter ulykken, lidelserne/generne kan henføres til sagsøgers ulykke den 28. januar 2003 3. Hvis lidelserne/generne kun delvis er forårsaget af ulykkestilfældet den 28. januar 2003, bedes det beskrevet? Retslægerådets svar bedes angivet i sandsynligheder. Spørgsmål C 1-3: De lave lænderygsmerter er debuteret i forbindelse med forkert løft 28.01.03 og er siden persisteret frem til seneste undersøgelse 04.05.04. Gængs viden om lave lænderygsmerter er, at de hos de fleste ophører i løbet af få måneder, men en mindre procentdel af patienter får persisterende tilbagevendende smertegener. Baggrunden herfor er ukendt. Retslægerådet kan således konstatere, at der er en klar årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og de akut opståede smerter. Hvad angår de persisterende smerter kan andre årsager spille ind. Spørgsmål D: Såfremt spørgsmål A besvares bekræftende, bedes det oplyst, om sagsøger forud for den 28. januar 2003 har haft lidelser/gener i ryggen/lænden. Der er ikke oplysninger om rygsmerter eller bengener forud for hændelsen 28.01.03. Spørgsmål E: Hvis spørgsmål D besvares bekræftende, bedes oplyst, om de forudbestående lidelser/gener i ryggen/lænden var i ro eller gav symptomer umiddelbart før ulykken 28. januar 2003. Udgår. Spørgsmål F: Såfremt spørgsmål C besvares helt eller delvist bekræftende bedes det oplyst, om de fysioterapibehandlinger sagsøger har modtaget efter ulykken den 28. januar 2003 har haft en helbredende eller blot en lindrende/vedligeholdende effekt. Retslægerådets svar bedes angivet i sandsynligheder. I tilknytning hertil bedes det oplyst, om der er efter Retslægerådets vurdering eksisterer konkret evidens for behandlingernes positive effekt, det vil sige, at behandlingerne virker statistisk signifikant bedre, end hvis sagsøger ikke fik nogen behandlinger. Uafhængigt af svaret på spørgsmål C, synes der at være sket en vis reduktion i sagsøgers rygsymptomer siden den aktuelle hændelse. Det kan ikke sandsynliggøres, at dette forløb skyldes den iværksatte fysioterapi. Det skal bemærkes, at sagsøger har en række uspecifikke symptomer fra lænd og ben, uden at der har kunnet påvises strukturelle patologiske årsager hertil. Der er ikke evidens for, at sagsøgers symptomforløb ville være forværret uden den iværksatte behandling. Spørgsmål G: Vil det være god lægefaglig praksis at ordinere de i sagen beskrevne behandlinger i 10 år eller mere? Retslægerådet bedes begrunde sit svar. Retslægerådet finder ikke, at der hos sagsøger er konstateret en tilstand eller stillet en diagnose, som begrunder et varigt behov for fysioterapi eller smertestillende medicin. Spørgsmål H: Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger? Såfremt Retslægerådets muligheder for besvarelse vil blive bedret af yderligere oplysninger, bedes det i givet fald oplyses, hvilke. Nej.« Der har under sagen været fremlagt et forlig af 2. marts 2010 indgået mellem L og K.H. Frugt A/S i en retssag mellem disse parter. Sagen er anlagt ved Århus Byret den 1. november 2006 og ved byrettens kendelse af 23. april 2007 henvist til behandling ved Vestre Landsret. Sagen omfattede bl.a. en tvist om L's krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i anledning af arbejdsulykken. Det er oplyst, at forliget er indgået som et såkaldt »sumforlig«, der ikke direkte tager stilling til den tidsmæssige udstrækning af L's krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forklaringer L har forklaret, at han vedrørende sine ryggener har konsulteret egen læge, fysioterapeuter samt rygcenteret på Kommunehospitalet. Han modtager fysioterapeutbehandling en gang om ugen, ligesom han en gang om ugen træner på fysioterapeutens træningscenter. Han har på Jobcenter Nord deltaget i arbejdsprøvning. Han mener, at kommunen har udarbejdet en revalideringsplan for ham. Han gennemgik i 2006 en arbejdsprøvning, der varede et par måneder. Under arbejdsprøvningen fungerede han som pedel. Han har nu fået det bedre og har et fleksjob som pedel i - - - i Århus. Han arbejder 22 ½ time om ugen, men planlægger selv sin arbejdstid. Han tager hver dag medicin mod rygsmerter. Han kan ikke holde hverdagen ud, hvis han ikke tager medicin. Han er enig med sin læge, Lene Frisk, i, at han varigt vil have brug for medicin. Han forløftede sig, da han løftede en spand med vand og kartofler, der i alt vejede 40 kg. Det er løftet, der har forårsaget generne i ryggen. Det har været drøftet at finde en form for beskæftigelse til ham, som han kan klare, men han mener ikke, at han har gennemgået et revalideringsforløb. Procedure Århus Kommune har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende, at kommunen på grundlag af den dagældende sygedagpengelovens § 39, stk. 2, har et regreskrav mod K.H. Frugt A/S. Regreskravet udgør de sygedagpengeydelser, som kommunen har betalt til L i perioden fra den 29. januar 2003 indtil den 3. juli 2006. De erstatningsretlige betingelser for regreskravet er opfyldt. Århus Kommune har nærmere anført, at K.H. Frugt A/S har erkendt at have handlet ansvarspådragende over for L. K.H. Frugt A/S har endvidere erkendt, at kravet om årsagsforbindelse er opfyldt for så vidt angår L's helbredsmæssige gener i en periode på 3 måneder efter arbejdsulykken den 28. januar 2003. Efter de lægelige oplysninger i sagen er det bevist, at kravet om årsagsforbindelse også er opfyldt for så vidt angår tiden herefter, og indtil L begyndte at modtage fleksydelse. Det forhold, at L som følge af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 31. januar 2006 med virkning fra den 21. januar 2005 blev tilkendt en løbende ydelse for tab af erhvervsevne og derfor ikke længere havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, afskærer ikke Århus Kommune fra at have et regreskrav mod K.H. Frugt A/S for de udbetalte sygedagpenge. Dette hænger sammen med, at en kommune har pligt til at fortsætte udbetalingen af sygedagpenge, så længe der verserer en sag om erstatning efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4. Århus Kommune har efter denne regel været forpligtet til at udbetale sygedagpenge til L, indtil følgerne af arbejdsulykken var endeligt afklaret, dvs. indtil han overgik til fleksydelse. Kommunen har ikke mulighed for at få de udbetalte sygedagpenge tilbagebetalt fra skadelidte, hvis regresperioden begrænses som påstået af K.H. Frugt A/S. En sådan begrænset regresadgang vil derfor medføre betydelige tab for kommunen. En kommunes adgang til regres efter sygedagpengelovens § 39, stk. 2. må anses som en »særlig ordning«, jf. Højesterets dom af 1. oktober 2009 (Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 115). Det er på den anførte baggrund hverken rimeligt eller hensigtsmæssigt, hvis kommunens adgang til regres efter § 39, stk. 2, ophører samtidig med ophøret af skadelidtes, her L's krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. K.H. Frugt A/S har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende, at Århus Kommunes regreskrav efter sygedagpengelovens § 39, stk. 2. er et afledet krav. Virkningen heraf er, at Århus Kommune ikke får bedre ret end skadelidte, L. K.H. Frugt A/S har alene refunderet kommunens udbetalinger af sygedagpenge til L for en periode på 3 måneder, idet der kun er årsagsforbindelse mellem hændelsen den 28. januar 2003 og L's helbredsmæssige gener i 3 måneder herefter. Navnlig henset til Retslægerådets besvarelse af de stillede spørgsmål har Århus Kommune ikke løftet bevisbyrden for, at der er årsagsforbindelse i videre omfang end anført. K.H. Frugt A/S har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at Århus Kommune alene kan indtræde i L's krav på tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 29. januar 2003 indtil den 21. januar 2005. K.H. Frugt A/S har nærmere anført, at L med virkning fra den 21. januar 2005 er tilkendt en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, og at hans krav på at modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er ophørt med virkning fra samme tidspunkt. Som følge heraf har Århus Kommune intet afledet krav og dermed intet regreskrav vedrørende perioden efter den 21. januar 2005. Kommunen kan ikke i medfør af Højesterets dom af 1. oktober 2009 (Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 115) gøre et regreskrav gældende som et selvstændigt krav, der er uafhængigt af skadelidtes krav, da dette ville stride mod princippet om, at kommunens krav er et afledet krav. Den nævnte sag drejede sig om en kommunes regres efter sygedagpengelovens § 39, stk. 2, mod en ansvarlig skadevolder for sygedagpenge i en situation, hvor kommunen samtidig var arbejdsgiver for skadelidte. Sagen vedrørte således spørgsmålet om identifikation mellem kommunen som henholdsvis arbejdsgiver og dagpengeudbetalende myndighed. Det blev ved Højesterets dom slået fast, at det ikke er en betingelse for kommunens regreskrav, at kommunen har lidt et tab. Af dommen fremgår ligeledes, at kommunens regreskrav efter sygedagpengelovens § 39, stk. 2, er et afledet krav, hvilket Højesteret fastslog allerede i sin dom af 24. september 2002 (Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2683). Landsrettens begrundelse og resultat Århus Kommune støtter sit krav mod K.H. Frugt A/S på den dagældende sygedagpengelovs § 39, stk. 2, hvori det hedder: »Stk. 2. Hvis en person modtager dagpenge fra kommunen, jf. §§ 4, 10, 21 og 26, som følge af en lidelse forvoldt af en ansvarlig skadevolder, kan kommunen gøre regres gældende for de udbetalte dagpenge, i det omfang de erstatningsretlige betingelser herfor er opfyldt.« En kommunes regreskrav efter § 39, stk. 2, må efter reglens ordlyd og forarbejder og i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige regler antages at være afledet af skadelidtes krav mod den ansvarlige skadevolder, jf. Højesterets domme af henholdsvis 24. september 2002 (Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2683) og 1. oktober 2009 (Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 115). Grundlaget for Århus Kommunes regreskrav efter § 39, stk. 2, er de sygedagpenge, som kommunen har udbetalt til skadelidte, L. Spørgsmålet er herefter, om de almindelige, erstatningsretlige betingelser er opfyldt, således at L har et krav mod K.H. Frugt A/S, som Århus Kommune kan indtræde i. Det lægges til grund som ubestridt, at K.H. Frugt A/S har handlet ansvarspådragende over for L i anledning af hændelsen den 28. januar 2003. Der er ubestridt årsagsforbindelse med hensyn til de helbredsmæssige gener, som L havde de første tre måneder efter arbejdsulykken. Henset hertil, til indholdet af Retslægerådets besvarelse og Arbejdsskadestyrelsens afgørelser, senest afgørelsen af 6. marts 2007, finder landsretten det bevist, at kravet om årsagsforbindelse er opfyldt, herunder også for den del af kommunens krav, der vedrører tiden efter den 28. april 2003. Det er ubestridt, at L's krav mod K.H. Frugt A/S på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte med virkning fra den 21. januar 2005, idet Arbejdsskadestyrelsen med denne dato som virkningstidspunkt har tillagt L ret til løbende ydelser for tab af erhvervsevne. Århus Kommune har uanset dette krævet, at K.H. Frugt A/S erstatter kommunen de sygedagpenge, som kommunen har udbetalt til L efter den 21. januar 2005. Hverken ordlyden i § 39, stk. 2, eller bestemmelsens forarbejder giver grundlag for at antage, at en kommune har et regreskrav mod en ansvarlig skadevolder i en situation som den foreliggende, hvor der er udbetalt sygedagpenge, uden at skadelidte samtidig har et krav mod den ansvarlige skadevolder på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som kommunen kan indtræde i. En kommunes regreskrav efter § 39, stk. 2, er afledet af skadelidtes krav. Har skadelidte ikke - længere - krav på at modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, er betingelserne for kommunens afledede krav mod en ansvarlig skadevolder ikke opfyldt. Det kan ikke føre til et andet resultat, at kommunen har haft pligt til at udbetale sygedagpenge, så længe der verserer en sag efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4. Det forlig, L og K.H. Frugt A/S har indgået vedrørende L's krav på bl.a. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, er efter det oplyste et såkaldt »sumforlig«. Uanset om det må antages, at L ved forliget har givet afkald på en del af sit krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, kan forliget, som Århus Kommune ikke har haft indflydelse på, ikke påvirke kommunens regreskrav mod K.H. Frugt A/S med den virkning, at regreskravet reduceres. Landsretten tager herefter Århus Kommunes subsidiære påstand til følge.