Uddrag af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (ændring af § 2):

 

"Til nr. 2

De foreslåede ændringer af § 2, stk. 1, indebærer navnlig den ændring i forhold til gældende ret, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i tilfælde, hvor der er lidt et varigt erhvervsevnetab, ikke længere ophører, når skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, men først, når det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over den fremtidige erhvervsevne.

Er der ikke lidt et varigt erhvervsevnetab, vil der efter forslaget kunne kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil den skadelidte »kan begynde at arbejde igen«. Dette svarer til gældende ret.

Skadelidte vil have mulighed for at genvinde retten til tabt arbejdsfortjeneste, hvis sygdommen genopstår, eller hvis f.eks. en nødvendig operation først kan foretages på et senere tidspunkt, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 2018, og de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.1. Dette vil også kunne følge af den foreslåede § 11, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 7) om skadelidtes adgang til at kræve genoptagelse af sagen på grund af væsentligt ændrede forhold.

Bestemmelsen i 2. pkt. drejer sig om tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om erstatning for varigt erhvervsevnetab. Hvis der lides et varigt erhvervsevnetab, skal der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af lovens § 10 (lovforslagets § 1, nr. 7), hvorefter Arbejdsskadestyrelsen skal afgive en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodning herom. Udtalelsen kan være midlertidig, hvis den erhvervsmæssige situation under særlige omstændigheder ikke er afklaret. Dette svarer til retsstillingen efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1 og 4. Om de tilfælde, hvor det kan blive aktuelt, at der afgives en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, henvises til bemærkningerne nedenfor til lovforslagets § 1, nr. 4 (ændring af lovens § 5).

Foreligger der en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Der kan imidlertid fra dette tidspunkt kræves en foreløbig erstatning for erhvervsevnetab på baggrund af den midlertidige udtalelse, jf. den foreslåede § 16, stk. 1, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 14).

For at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, er det således efter bestemmelsen en betingelse, at det må antages, at den skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, og det forudsættes, at der skal være lidt et erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for en erstatningsudbetaling til den skadelidte. Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bortfalder således ikke, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse er en »nul-afgørelse« (dvs. en afgørelse om, at erhvervsevnetabet er mindre end 15 procent og dermed ikke berettiger til erhvervsevnetabserstatning). Ellers ville der kunne opstå et økonomisk »hul« mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og en senere erhvervsevnetabserstatning, hvis det viser sig, at erhvervsevnetabet alligevel er på 15 procent eller mere.

I de såkaldte differencesager, hvor skaden både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og af erstatningsansvarsloven, og hvor skadelidte kræver et overskydende beløb efter erstatningsansvarsloven, kan skadelidte i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 59, 2. pkt., først kræve det overskydende beløb betalt, når arbejdsskadesagen er afsluttet. Det foreslås derfor, at den skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også skal ophøre, når der træffes afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 31, idet en afgørelse efter denne bestemmelse har betydning for, hvor længe der eventuelt kan kræves tabt arbejdsfortjeneste som et differencekrav.

Skadelidte har efter almindelige erstatningsretlige regler pligt til at begrænse sit tab. Det fremgår i overensstemmelse hermed af § 2, stk. 1, at skadelidte alene kan kræve erstatning, indtil han kan begynde at arbejde igen, eller det er muligt at skønne over erhvervsevnen.

Tabsbegrænsningspligten skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af lovens § 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Denne bestemmelse foreslås ændret således, at der ved fastsættelsen af den skadelidtes erhvervsevnetab skal tages hensyn til »muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende«. Det vil således kunne komme den skadelidte til skade, hvis han uden rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet gennem deltagelse i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. Det forudsættes, at denne ændring vil få afsmittende virkning på fastlæggelsen af den tabsbegrænsningspligt, der efter almindelige regler også gælder vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2.

Hvis den skadelidte således uden rimelig grund nægter at deltage i de aktiveringstilbud, som findes, eller hvis sagen på grund af forhold på den skadelidtes side trækker ud, således at f.eks. en aktivering forsinkes, vil dette efter omstændighederne kunne medføre, at retten til tabt arbejdsfortjeneste fortabes, uanset at der endnu ikke er mulighed for heller ikke midlertidigt at vurdere erhvervsevnetabet. Den skadelidte har således pligt til aktivt at medvirke til afklaring af sin fremtidige erhvervsevne. Dette er i overensstemmelse med det almindelige princip i de senere års social- og arbejdsmarkedslovgivning, hvorefter aktivering er en betingelse for at opnå ret til fuld kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringsloven.

Den skadelidte har dog kun pligt til at begrænse sit tab, i det omfang dette kan ske, uden at han selv skal afholde omkostningerne. Dette vil i praksis betyde, at det er de helt eller delvist offentligt finansierede aktiviteter, der kommer på tale. Som en konsekvens heraf kan skadevolderen ikke pålægges at afholde udgifterne som »helbredelsesudgifter og andet tab« efter lovens § 1, stk. 1. Det offentlige har heller ikke regres mod skadevolder for afholdte udgifter til revalidering mv., jf. lovens § 17.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.1."

Uddrag af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 143 fremsat den 10. januar 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar mv.


"4.1.1. Afgrænsningen af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes efter lovens § 2, stk. 1, for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, eller indtil skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær.

Med lovens udtryk »kan begynde at arbejde igen« sigtes der til, at skadelidte skal kunne begynde at arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere. Det antages, at der skal være tale om skadelidtes sædvanlige arbejde eller i hvert fald arbejde inden for samme fagområde. Kan skadelidte i en periode kun genoptage arbejdet i delvis samme omfang, ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke.

Hvis den skadelidte efter at være begyndt at arbejde igen får et »tilbagefald« og på ny bliver sygemeldt, er der i retspraksis i visse tilfælde ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også for perioden efter »tilbagefaldet«. Senest har Højesteret i en dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 2018, tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en efterfølgende sygeperiode til en skadelidt, der efter én sygeperiode havde genoptaget arbejdet i væsentligt samme omfang som tidligere, derefter ca. 1½ år efter arbejdets genoptagelse på ny blev sygemeldt i forbindelse med en operation som følge af tilskadekomsten og endelig efter ca. 1½ måneds sygemelding på grund af operationen atter genoptog arbejdet i samme omfang som tidligere.

Bliver helbredstilstanden stationær, før den skadelidte kan begynde at arbejde igen, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som udgangspunkt kun til stationærtidspunktet, som er det tidspunkt, hvor den skadelidte efter en lægelig bedømmelse må antages ikke at ville blive yderligere helbredt. Er den skadelidtes tilstand stationær straks efter tilskadekomsten, kan der således ikke kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

I en dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 394, har Højesteret fastslået, at stationærtidspunktet dog ikke begrænser retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når der er tale om midlertidig arbejdsudygtighed. I den pågældende sag havde den skadelidte ikke lidt noget varigt tab af erhvervsevne, men der gik 6½ måned fra stationærtidspunktet, før den skadelidte kunne genoptage arbejdet fuldt ud. Hvis retten til erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste ophørte ved stationærtidspunktet, ville den skadelidte have lidt et økonomisk tab, som ikke blev dækket på anden måde. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at den skadelidte havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor arbejdet kunne genoptages i væsentligt samme omfang som tidligere.

Ud over, at det i nogle tilfælde kan volde problemer at fastsætte stationærtidspunktet, har der navnlig været rejst kritik af anvendelsen af stationærtidspunktet som skillelinie mellem de midlertidige og de varige ydelser efter erstatningsansvarsloven. Udgangspunktet er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra stationærtidspunktet afløses af erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er lidt et varigt erhvervsevnetab, men det har vist sig, at der i praksis kan opstå »huller« i dækningen, hvor skadelidte kan lide et betydeligt indtægtstab, som ikke erstattes på grund af reglen om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kun ydes frem til stationærtidspunktet.

Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor skadelidte afslutter en vellykket revalidering eller omskoling efter stationærtidspunktet. Ofte vil den skadelidte have et indtægtstab under revalideringen, indtil skadelidte bliver ansat i et andet job. Da indtægtstab efter stationærtidspunktet ikke kan erstattes som tabt arbejdsfortjeneste, hvis skaden har medført en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og da indtægtstabet efter praksis heller ikke erstattes som »andet tab« efter § 1, stk. 1, kan dette indtægtstab ikke kræves dækket. Har den skadelidte efter revalideringen et erhvervsevnetab på under 15 procent, kan der endda slet ikke kræves nogen erstatning for erhvervsevnetab, jf. lovens § 5, stk. 3.

Som eksempel kan nævnes, at en håndværker ved en ulykke mister »arbejdsarmen«. Her vil helbredstilstanden ofte være stationær umiddelbart efter skaden, og der kan derfor ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste under revalidering. Tilsvarende problemer opstår ved de såkaldte piskesmældskader, hvor helbredstilstanden ligeledes ofte er stationær meget tidligt.

Arbejdsgruppen foreslår på den anførte baggrund, at stationærbegrebet helt udgår som afgrænsning af, hvor længe der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. § 2 foreslås ændret således, at der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås i sammenhæng hermed at ændre lovens § 5, således at endelig fastlæggelse af erhvervsevnetabet må afvente eventuel revalidering og omskoling. Som en følge heraf foreslår arbejdsgruppen tillige at ændre lovens § 10 således, at sagens parter i særlige tilfælde skal kunne anmode Arbejdsskadestyrelsen om midlertidige udtalelser om fastsættelsen af erhvervsevnetabet, hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Styrelsen afgiver i dag tilsvarende udtalelser efter arbejdsskadesikringsloven. Det sidstnævnte forslag indebærer, at der kan fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, når der foreligger en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsgruppen foreslår, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser om méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal afgives så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at styrelsen er blevet anmodet om udtalelsen. Det svarer til reglerne i arbejdssskadesikringsloven, hvorefter styrelsens afgørelse skal foreligge så vidt muligt inden 1 år og senest 2 år efter, at arbejdsskaden er blevet anmeldt.

En foreløbig erhvervsevnetabserstatning skal anses for at være en á conto-udbetaling af den endelige erstatning og ikke en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller andet midlertidigt tab.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke udløses en erhvervsevnetabserstatning. I givet fald ville der fortsat kunne opstå et »hul« mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og en senere erhvervsevnetabserstatning.

Arbejdsgruppen anfører, at det vil kunne forekomme, at der på grundlag af en midlertidig udtalelse ydes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning, selv om det senere viser sig, at der rent faktisk ikke lides et varigt erhvervsevnetab, som kan danne grundlag for erhvervsevnetabserstatning. Arbejdsgruppen foreslår, at sådanne beløb ikke skal kunne kræves tilbagebetalt, men peger på, at oplysninger om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingstider viser, at langt de fleste sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er endeligt afgjort inden for 2 år. Problemet vil på den baggrund formentlig kun blive aktuelt i ganske få sager. I praksis vil der således normalt blive ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt varigt at skønne over skadelidtes erhvervsevne.

Der henvises til betænkningen side 51 ff.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, 4, 7 og 14 (ændring af lovens §§ 2, 5, 10 og 16). Det kan tilføjes, at Arbejdsskadestyrelsen efter forslaget kun bør fastsætte en midlertidig erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab.

Lovforslaget indebærer, at det vil blive den praktiske hovedregel, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste normalt højst udbetales i ca. 2 år (afhængigt af, hvor lang tid der går, før Arbejdsskadestyrelsen anmodes om en udtalelse), hvorefter der hvis der må antages at være lidt et varigt erhvervsevnetab ydes en foreløbig eller varig erhvervsevnetabserstatning.

I arbejdsskadesager træffer Arbejdsskadestyrelsen en egentlig afgørelse i sagen, og forvaltningslovens regler om bl.a. aktindsigt og begrundelsespligt gælder derfor i disse sager, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Arbejdsskadestyrelsens udtalelser efter erstatningsansvarslovens § 10 er derimod ikke forvaltningsretlige afgørelser, og forvaltningsloven finder derfor ikke anvendelse.

Arbejdsgruppen peger på (betænkningen side 113), at parterne har helt samme behov for aktindsigt i sager vedrørende en udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10 som i sager efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at skadelidte og skadevolder skal have ret til aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens sag efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens kapitel 4.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkt, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af lovens § 10). Det foreslås endvidere, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelser vedrørende fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetabsprocent skal begrundes efter reglen i forvaltningslovens § 24, således at parterne får bedre mulighed for at vurdere grundlaget for udtalelsen. Arbejdsskadestyrelsen begrunder allerede i dag sine udtalelser efter erstatningsansvarslovens § 10, selv om der ikke er pligt hertil."