|
H.D. 27. maj 2011 i sag 286/2009 (2. afd.)
Helsingør Kommune og Hillerød Kommune (adv. Elsebeth
Aaes-Jørgensen, Kbh.) mod FTF - Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd s.m.f. Dansk
Socialrådgiverforening s.m.f. A (adv. Asger Tue Pedersen,
Kbh.) Biintervenient til støtte for Helsingør Kommune og
Hillerød Kommune: Kommunernes Landsforening (adv. Elsebeth
Aaes-Jørgensen, Kbh.).
Retten i Helsingørs dom 27. marts 2008, BS 13-3-909/2006.
Påstande
Under denne sag, der er anlagt den 6. november 2006, og hvor
dommen i medfør af retsplejelovens § 218 a, stk. 2, affattes
uden fuldstændig sagsfremstilling, har sagsøgeren, FTF -
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd som mandatar
for Dansk Socialrådgiverforening som mandatar for A, nedlagt
påstand om, at sagsøgte 1, Helsingør Kommune, tilpligtes til
sagsøgeren at betale principalt kr. 100.000 med tillæg af
procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker, subsidiært
et af retten fastsat lavere beløb med tillæg af procesrente
fra sagens anlæg, til betaling sker, og om, at sagsøgte 2,
Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune), tilpligtes til
sagsøgeren at betale principalt kr. 100.000 med tillæg af
procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker, subsidiært
et af retten fastsat lavere beløb med tillæg af procesrente
fra sagens anlæg, til betaling sker.
De sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.
Procedure
Sagsøgeren har over for Helsingør Kommune gjort gældende, at
sagsøgte som offentlig myndighed er omfattet af
forvaltningsloven. Under en samtale med Skævinge Kommune den
15. marts 2006 oplyste Helsingør Kommune urigtigt, at
sagsøgeren havde et alkoholmisbrug, eller at der var
mistanke herom. En sådan oplysning er tavshedsbelagt, jf.
forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6. Helsingør Kommune
har således overtrådt denne bestemmelse. Helsingør Kommune
har endvidere tilsidesat § 28, stk. 1, idet sagsøgeren ikke
havde givet (skriftligt) samtykke til, at Helsingør Kommune
videregav oplysningen til Skævinge Kommune, og da kommunen
heller ikke på andet grundlag var berettiget til at
videregive oplysningen uden samtykke. Oplysningen om
sagsøgerens formodede alkoholmisbrug er omfattet af
personoplysningslovens § 3, nr. 1-3, og § 7, stk. 1, og må
derfor ikke videregives uden sagsøgerens (udtrykkelige)
samtykke, jf. § 7, stk. 2, nr. 1 og 2-4. Da samtykke ikke
forelå, har Helsingør Kommune også tilsidesat § 6, stk. 1,
og § 7, stk. 1. Helsingør Kommune skulle efter § 29, stk. 1,
have informeret sagsøgeren om, at kommunen havde videregivet
oplysninger om bl.a. sagsøgerens eventuelle alkoholmisbrug
til Skævinge Kommune. Eftersom kommunen undlod dette, har
kommunen også overtrådt § 29, stk. 1. Kompensationen kan
passende fastsættes til 100.000 kr., da der er tale om
åbenbare og grove brud på grundlæggende bestemmelser, og det
er helt udokumenteret, at sagsøgeren har et alkoholmisbrug.
En sådan oplysning er egnet til at betage sagsøgeren
muligheden for at få job i Skævinge Kommune. Oplysningen var
da også årsag til, at sagsøgeren ikke fik ansættelse som
socialrådgiver i sidstnævnte kommune, selv om hun var
kvalificeret til stillingen. Krænkelsen har påført hende et
økonomisk tab, da hun gik glip af et fast job.
Sagsøgeren har over for Hillerød Kommune (tidl. Skævinge
Kommune) gjort gældende, at sagsøgte som offentlig myndighed
er omfattet af forvaltningsloven. Skævinge Kommune havde en
ledig stilling som socialrådgiver, som sagsøgeren søgte og
var kvalificeret til. Skævinge Kommune ville eller
overvejede seriøst at ansætte sagsøgeren og fik sagsøgerens
samtykke til at indhente oplysninger om hende hos Helsingør
Kommune. Dette samtykke omfattede ikke personfølsomme og
tavshedsbelagte helbredsoplysninger af privat karakter.
Skævinge Kommune modtog i strid med sandheden oplysning om,
at sagsøgeren havde et alkoholmisbrug, eller at der var
mistanke herom, og traf herefter uden forudgående
partshøring af sagsøgeren afgørelse om at undlade at ansætte
hende. Partshøring burde have fundet sted, idet oplysningen
om alkoholmisbrug var relevant og væsentlig og til ugunst
for sagsøgeren. Skævinge Kommune tilsidesatte således
forvaltningslovens § 19. Kommunen tilsidesatte også § 29,
idet man uden sagsøgerens samtykke indhentede oplysning om
sagsøgerens rent private forhold. Oplysningen om sagsøgerens
formodede alkoholmisbrug er omfattet af
personoplysningslovens § 3, nr. 1-3, og § 7, stk. 1, og må
derfor ikke videregives uden sagsøgerens (udtrykkelige)
samtykke, jf. § 7, stk. 2, nr. 1 og 2-4. Da samtykke ikke
forelå, har Skævinge Kommune tilsidesat § 6, stk. 1, og § 7,
stk. 1. Kompensationen kan passende fastsættes til 100.000
kr., da Skævinge Kommune baserede sin afgørelse på
oplysninger frembragt ved Helsingør Kommunes åbenbare og
grove brud på forvaltningsloven og personoplysningsloven, og
det er helt udokumenteret, at sagsøgeren har et
alkoholmisbrug. Ved partshøring kunne sagsøgeren have
tilbagevist den ukorrekte oplysning, der var årsag til, at
sagsøgeren ikke fik ansættelse som socialrådgiver i Skævinge
Kommune, selv om hun var kvalificeret til stillingen.
Krænkelsen har påført hende et økonomisk tab, da hun gik
glip af et fast job.
Helsingør Kommune har gjort gældende, at sagsøgeren havde
givet samtykke til, at referencer kunne indhentes hos
kommunen. Et sådant samtykke indebærer samtykke til at få
oplysninger, der ellers ikke ville være adgang til for
udenforstående at få indsigt i. Helsingør Kommune gav alene
korrekte oplysninger, idet man ikke påstod, at sagsøgeren
havde et alkoholmisbrug, men informerede om, at lederen
under samtale med sagsøgeren havde fundet det nødvendigt at
konfrontere sagsøgeren med mistanken herom, idet det
samtidig blev understreget, at afskedigelsen var begrundet
med et stort sygefravær og således ikke med alkohol.
Helsingør Kommune har derfor ikke handlet i strid med
reglerne om tavshedspligt. Referenceoplysningerne skulle
have været overordentligt positive for at have påvirket
udfaldet af afgørelsen, men havde ikke denne karakter.
Ansættelsesudvalgets umiddelbare opfattelse, hvorefter
sagsøgeren ikke var den rette til stillingen, blev derfor
ikke påvirket af referenceoplysningerne, der således efter
en konkret vurdering var uvæsentlige for sagens udfald. Også
af den grund er sagsøgeren afskåret fra at forlange nogen
kompensation.
Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune) har gjort
gældende, at ansættelsesudvalget efter samtale med
sagsøgeren var af den opfattelse, at sagsøgeren ikke besad
de fordrede kompetencer. Kommunen indhentede alene
referenceoplysninger for at sikre, at man ikke begik en fejl
ved at undlade at tilbyde stillingen til sagsøgeren, som var
den eneste aktuelle ansøger. Referenceoplysningerne ville
alene kunne have ændret vurderingen, hvis der var tale om
overordentlig positive oplysninger, hvilket ikke var
tilfældet. Referenceoplysningerne bestyrkede derimod
opfattelsen af, at sagsøgeren ikke var den rette til
stillingen. Der var ikke pligt til at partshøre, da
referenceoplysningerne ikke havde væsentlig betydning for
beslutningen om at undlade at tilbyde sagsøgeren stillingen.
I øvrigt fandt partshøring sted, idet D videreformidlede de
modtagne oplysninger og således gav sagsøgeren lejlighed til
at udtale sig. Sagsøgerens kommentarer var af en karakter og
blev givet i en form, der gjorde, at ansættelsesudvalget
bibeholdt sin hidtidige opfattelse. Eventuelle fejl ved
sagsbehandlingen har derfor ikke haft betydning.
Helsingør og Skævinge Kommuner har i øvrigt gjort gældende,
at den kommunale videregivelse af personoplysninger ikke er
omfattet af personoplysningsloven, da videregivelsen ikke er
sket ved hjælp af elektronisk databehandling, og da der ikke
er tale om personoplysninger indeholdt i et register, jf. §
1, stk. 1. Sagsøgeren havde i øvrigt givet samtykke til, at
der mellem de berørte kommuner blev udvekslet information om
hende, da dette i sagens natur er selve kernen i, at en
ansøger til en stilling angiver en reference, som en
potentiel arbejdsgiver kan kontakte. Det er tvivlsomt, om de
udvekslede informationer kan anses for »helbredsoplysninger«
i persondatalovens forstand, jf. § 7. Udvekslingen af
informationer har ikke haft nogen konkret skadevirkning for
sagsøgeren. Den, der giver referenceoplysninger, har ikke
foretaget nogen indsamling og har derfor ikke
underretningspligt efter § 29. Af § 29, stk. 2, følger i
øvrigt, at der ikke var pligt til at underrette sagsøgeren,
eftersom sagsøgeren allerede måtte antages at være bekendt
med den stedfundne videregivelse af information henset til
den partshøring, der blev iværksat af Skævinge Kommune. En
eventuel fejl er af mindre betydning, og en mulig
kompensation derfor bør være langt mindre og nærmest af
symbolsk størrelse.
Rettens begrundelse og resultat:
Der er enighed om, at A ved ansættelsessamtalen i Skævinge
Kommune gav tilladelse til, at kommunen kunne indhente
reference på hende fra A's tidligere arbejdsgiver, Helsingør
Kommune. Det er derfor ikke en sagsbehandlingsfejl, at man
fra Skævinge Kommunes side har rettet henvendelse til
Helsingør Kommune for at indhente oplysninger om A til brug
for overvejelserne om eventuel ansættelse af hende. Af samme
grund er det heller ikke en sagsbehandlingsfejl fra
Helsingør Kommunes side, at man har besvaret denne
henvendelse og givet korrekte oplysninger om A's
ansættelsesforhold i Helsingør Kommune, jf.
forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 1.
Alle de oplysninger om A, som B på Helsingør Kommunes vegne
gav under telefonsamtalen, var saglige og korrekte, herunder
oplysningerne om sygefravær og kommunens mistanke om, at A
havde et alkoholmisbrug, og at A havde benægtet dette.
Referenceoplysningerne fra Helsingør Kommune var væsentlige,
og Skævinge Kommune burde derfor have givet A lejlighed til
at kommentere dem, inden man traf afgørelse om at undlade at
ansætte hende. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at
ansættelsesudvalget allerede havde truffet afgørelse om at
undlade at ansætte A, da D fra Skævinge Kommune rettede
telefonisk henvendelse til hende og fortalte om samtalen med
Helsingør Kommune og meddelte hende, at hun ikke fik
stillingen.
Efter en konkret væsentlighedsvurdering kan det ikke medføre
ugyldighed, at Skævinge Kommune undlod at foretage
partshøring af A, inden man traf afgørelse om at undlade
ansættelse af hende efter telefonsamtalen med B fra
Helsingør Kommune. Som nævnt var oplysningerne fra Helsingør
Kommune korrekte, og det må efter bevisførelsen lægges til
grund, at partshøring af A ikke kunne have ført til en anden
afgørelse af spørgsmålet om ansættelse af hende. Da
sagsbehandlingsfejlen således ikke har haft betydning for
afgørelsen, kan den heller ikke begrunde et erstatningskrav
mod Skævinge Kommune.
Allerede fordi der ikke er tale om personoplysninger m.v.,
som er omfattet af personoplysningsloven, jf. lovens § 1,
har hverken Helsingør Kommune eller Skævinge Kommune
overtrådt regler i denne lov.
Da Helsingør Kommune af de anførte grunde ikke har begået
nogen fejl, og da den af Skævinge Kommune begåede
overtrædelse af partshøringsreglerne ikke har haft betydning
for afgørelsen om at undlade at ansætte A, tages de
sagsøgtes frifindelsespåstande til følge.
Efter sagens beskaffenhed, omfang, forløb og udfald betaler
sagsøgeren sagsomkostninger til de sagsøgte med 20.000 kr.
til hver til dækning af udlæg med 146,40 kr. til Helsingør
Kommune og med 161,04 kr. til Hillerød Kommune og i øvrigt
til dækning af udgift til advokatbistand.
- - -
Østre Landsrets dom 15. juni 2009 (4. afd.), B-902-08 (U
2009.2586 Ø)
(Gunst Andersen, Henrik Gam, Lena Falk (kst.)).
Helsingør Rets dom af 27. marts 2008 (- - -) er anket af FTF
som mandatar for Dansk Socialrådgiverforening som mandatar
for A.
Påstand 1: Helsingør Kommune tilpligtes at betale 50.000 kr.
med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til
betaling sker, subsidiært tilpligtes Helsingør Kommune at
betale et af retten fastsat lavere beløb med tillæg af
sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.
Påstand 2: Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune)
tilpligtes at betale 50.000 kr. med tillæg af sædvanlig
procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker, subsidiært
tilpligtes Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune) at
betale et af retten fastsat lavere beløb med tillæg af
sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.
De indstævnte, Helsingør Kommune og Hillerød Kommune (tidl.
Skævinge Kommune), har påstået stadfæstelse.
Sagsfremstilling
A blev i 2003 ansat som socialrådgiver i Helsingør Kommune.
I juli 2005 blev A indkaldt til en sygefraværssamtale, idet
hun siden august 2004 havde haft 9 sygeperioder og 22
sygefraværsdage. Under sygefraværssamtalen blev A orienteret
om, at kommunen havde en mistanke om, at hun havde et
alkoholproblem, hvilket A benægtede.
I oktober 2005 blev A indkaldt til en ny sygefraværssamtale.
A havde været sygemeldt siden den 24. august 2005 på grund
af en blodprop i læggen. Under sygefraværssamtalen
forklarede funktionsleder B, at hun så et andet problem end
blodproppen i læggen, idet hun og kollegaerne frygtede, at A
havde et alkoholproblem. B oplyste, at der var fundet 2
alkoholflasker på toilettet i juni og juli måned 2005, som
hun havde en stærk formodning om tilhørte A. A afviste endnu
en gang at have et alkoholproblem.
I brev af 22. november 2005 blev A opsagt på grund af sygdom
i alt 101 dage inden for det seneste år.
I begyndelsen af 2006 søgte Hillerød Kommune (tidl. Skævinge
Kommune) en socialrådgiver/socialformidler til børneområdet.
Efter at have haft stillingen slået op to gange kontaktede
kommunen i marts 2006 AF-Frederiksborg med henblik på at få
anvist ansøgere til stillingen fra arbejdsformidlingen.
Arbejdsformidlingen henviste 4 personer til en jobsamtale,
hvoraf den ene var A. De 3 andre personer meldte
efterfølgende fra, og A var herefter eneste ansøger til
stillingen.
A var til ansættelsessamtale den 10. marts 2006 hos Hillerød
Kommune (tidl. Skævinge Kommune) med blandt andre D og F.
Parterne er enige om, at A under samtalen gav tilladelse
til, at kommunen kunne indhente reference hos Helsingør
Kommune.
D kontaktede den 15. marts 2006 telefonisk Helsingør
Kommune, hvor han talte med B. Af et notat udarbejdet af B
samme dag fremgår det blandt andet, at D oplyste, at han
havde kendskab til, at A var blevet afskediget, og at hun
havde haft en længere sygeperiode. D spurgte til B's
kendskab til A og til årsagen til hendes afskedigelse.
B beskrev A som en flink person med humør, og som var
vellidt af kollegaer, og at afskedigelsen skyldtes
sygefraværet. Da D undrede sig og spurgte, om der var andre
forhold, oplyste B, at hun under en sygefraværssamtale havde
konfronteret A med, om hun havde et alkoholmisbrug, men at A
havde benægtet, og at det ikke var bevist, at A havde et
alkoholmisbrug.
Efter samtalen med B ringede D til A og oplyste hende om, at
han havde modtaget oplysning fra Helsingør Kommune om en
mistanke om et alkoholproblem. I samtalen oplyste han, at
kommunen ikke kunne tilbyde hende stillingen.
A kontaktede herefter sin fagforening, Dansk
Socialrådgiverforening, som dels ringede til D, dels skrev
til Helsingør Kommune i marts 2007. Efter yderligere
korrespondance mellem Helsingør Kommune og Dansk
Socialrådgiverforening afholdt parterne et møde den 12. juni
2006, hvor sagen blev drøftet. Af referatet fra mødet
fremgår blandt andet:
»Helsingør Kommune tilbød at betale et erstatningsbeløb
efter erstatningsaftalelovens § 26. til fuld og endelig
afgørelse af sagen.
Der kunne ikke opnås enighed om beløbsstørrelsen i sagen og
Dansk Socialrådgiverforening forbeholdt sig retten til at
videreføre sagen . . .«
FTF - Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, som er
hovedorganisation for Dansk Socialrådgiverforening, anlagde
herefter som mandatar sag.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af A,
C, B, D og F.
A har forklaret blandt andet, at hun, siden hun blev færdig
som socialrådgiver i 1977, har haft flere forskellige
ansættelsessteder, hvor hun blandt andet har arbejdet med at
rådgive omkring alkoholbehandling samt alle former for
børnesager. Hun har ikke tidligere fået påtale om et
alkoholproblem og er aldrig blevet opsagt fra en stilling.
Sygefraværssamtalen i juli 2005 skyldes et stort
arbejdspres, da hun på grund af en ubesat stilling i
afdelingen havde op til 150 sager, hvor det normale ligger
omkring 80 sager. Hun blev bange, da hun fik en blodprop i
benet, og troede, at hun skulle dø. Det var en genstridig
blodprop, hvor der var risiko for, at den kunne vandre i
kroppen.
Hendes kontor kunne godt lugte af alkohol, da mange af
hendes klienter var alkoholikere og derfor ofte lugtede af
alkohol, når de kom til hende.
Hun var lige blevet arbejdsløs, da hun blev ringet op af
arbejdsformidlingen vedrørende stillingen i Skævinge
Kommune. Hun svedte ikke specielt til samtalen, men kom dog
5 minutter for sent. Det var en behagelig samtale, og hun
følte, at det gik godt. Hun havde erfaring med børnesager og
mente, at hun hurtigt kunne læse lovgrundlaget op.
Da hun blev ringet op af D, syntes hun i første omgang, at
det var flot, at han ringede op og gav hende en begrundelse,
men hun blev vred over, at han havde fået at vide, at hun
skulle have et alkoholproblem.
Hun gik herefter ledig i næsten et år, hvor hun søgte flere
stillinger. I marts 2007 fik hun arbejde i - - - Kommune,
hvor hun også i dag er ansat i - - -.
C har forklaret blandt andet, at det var en bekymring blandt
kollegaerne, at A havde et alkoholproblem. Vidnet og B tog
mistanken om et alkoholproblem op på sygefraværssamtalen, da
der var en sammenhæng med sygefraværet. De tog ikke
alkoholproblemet op, lige da mistanken opstod.
Klienterne har misbrugsproblemer, og nogle gange er de
berusede, når de kommer på kommunen. Det kan derfor være
klienterne, der afgiver lugt på kontoret. Andre end
personalet kunne få adgang til personaletoilettet.
Personalesagerne opbevares hos sekretæren. Der er tale om
papirsager. Sagerne er sorteret efter efternavn. De er ikke
sorteret efter personnummer, selvom der i brevene er anført
en fødselsdato som sagsnummer.
B har forklaret blandt andet, at hun ifølge kommunens
alkoholpolitik havde en pligt til at konfrontere en
medarbejder med en mistanke om et alkoholproblem.
Klienterne havde misbrugsproblemer, og de kunne godt være
påvirket, når de kom. Det var ikke hende, der fandt
flaskerne på toilettet. Selvom det var et personaletoilet,
kunne klienterne godt få adgang til toilettet. Hun bragte
først mistanken om et alkoholproblem op på
sygefraværssamtalen, da det var mest naturligt. Hun husker
ikke, hvorfor hun ikke konfronterede A med flaskerne den
dag, de blev fundet, måske fik hun det selv først at vide
senere.
Hun undersøgte ikke nærmere omkring A's blodprop.
D var meget nysgerrig for at få oplysninger om A's afsked.
Når hun afgiver referencer, skriver hun normalt ikke et
notat herom. Men hun følte, at samtalen med D var
personfølsom, og derfor skrev hun notatet.
Personalesagerne bliver arkiveret af sekretæren - vistnok
efter efternavn.
D har forklaret blandt andet, at det ikke var fuldstændigt
afklaret om A skulle have stillingen, da han ringede hende
op. Den endelige beslutning blev først taget under samtalen.
Han kan ikke huske, om han borede efter oplysninger under
samtalen med B, men mener, at han spurgte normalt ind til
afskedigelsen. Oplysningen om et alkoholproblem var
overraskende og blev opfattet negativt. De havde herefter en
snak i ansættelsesudvalget, inden han ringede til A.
Det var en samlet vurdering af ansættelsessamtalen og
referencen, der gjorde, at de ikke ønskede at ansætte A.
F har forklaret blandt andet, at pilen pegede i den gale
retning efter ansættelsessamtalen. De tog alligevel
referenceoplysning, for hvis denne var fremragende, ville de
revurdere ansættelsen. Men da der ikke fulgte de fremragende
oplysninger, var der bred enighed i ansættelsesudvalget om,
at de ikke ville ansætte A.
Procedure
Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for
byretten.
For landsretten har appellanten som nyt anbringende
supplerende anført blandt andet, at oplysningen om A's
påståede alkoholmisbrug eller mistanke herom er en
helbredsoplysning i henhold til helbredsoplysningsloven. I
helbredsoplysningsloven er der forbud mod at videregive
helbredsoplysninger til andre end den person, som
oplysningerne vedrører, og A gav utvivlsomt ikke samtykke
til at videregive oplysninger om det påståede
alkoholmisbrug. Helsingør Kommune har derfor overtrådt
helbredsoplysningslovens § 11, stk. 1.
I forhold til Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune) er
det supplerende anført blandt andet, at kommunen ikke
indhentede oplysninger om A's aktuelle sygdomme eller
relevante helbredsoplysninger, som fortsat ville have
væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden ved udførelsen af
arbejdet for Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune).
Kommunen havde endvidere ikke nærmere angivet, hvilke
sygdomme eller symptomer på sygdomme den ønskede oplysninger
om. Oplysningen om A's påståede alkoholmisbrug eller
mistanke derom motiverede Hillerød Kommune (tidl. Skævinge
Kommune) til at meddele afslag på A's ansøgning. Kommunen
har derfor handlet i strid med helbredsoplysningslovens
formål og groft overtrådt helbredsoplysningslovens § 2, stk.
1, 3 og 4.
Appellanten har i forhold til byretten for så vidt angår
Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune) frafaldet sine
anbringender vedrørende personoplysningsloven.
De indstævnte har for landsretten supplerende anført blandt
andet, at der ikke er tale om helbredsoplysninger i
helbredsoplysningslovens forstand, idet den tidligere leder
udtalte sig om, at hun på et tidspunkt mistænkte A for at
have et alkoholproblem, men at A benægtede at have et
problem, hvorfor disse udtalelser ikke kan sidestilles med
objektive konstaterbare eller verificerbare
helbredsoplysninger fremkommet som et resultat af en
undersøgelse, og at den tidligere leder ikke formulerede sig
på en måde, så udtalelserne fremstod som objektive
oplysninger. Helsingør Kommune er ikke pligtsubjekt i
forhold til helbredsoplysningsloven.
I forhold til Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune) er
det anført, at kommunen ikke specifikt efterspurgte
oplysninger om A's helbred og derfor ikke har overtrådt
helbredsoplysningsloven.
En eventuel overtrædelse af helbredsoplysningsloven har
været uden konkret betydning for A.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Det kan som ubestridt lægges til grund, at A under en
ansættelsessamtale med medarbejdere fra Hillerød Kommune
(tidl. Skævinge Kommune) gav samtykke til, at Hillerød
Kommune (tidl. Skævinge Kommune) kunne indhente
referenceoplysninger om hende hos den tidligere
arbejdsgiver, Helsingør Kommune. Hillerød Kommune (tidl.
Skævinge Kommune) ved D kontaktede på det grundlag
telefonisk B, Helsingør Kommune, for at få
referenceoplysninger.
Det lægges til grund på baggrund af B's referat af
telefonsamtalen med D, samt af de pågældendes
vidneforklaringer, at D blandt andet spurgte om baggrunden
for A's afskedigelse fra Helsingør Kommune. D fik på
baggrund af sin interesse for afskedigelsesgrunden oplyst af
B, at der foruden sygefraværet, som havde begrundet
opsigelsen, også var mistanke om, at D havde et
alkoholproblem.
Oplysningen om en mistanke om alkoholproblem blev givet til
medlemmerne af et ansættelsesudvalg hos Hillerød Kommune
(tidl. Skævinge Kommune), der besluttede, at A ikke skulle
tilbydes ansættelse. A blev telefonisk meddelt afslaget, og
i den forbindelse blev hun gjort bekendt med de oplysninger,
der var givet af B.
Oplysninger om en mistanke om et alkoholproblem anses som en
helbredsoplysning. Helbredsoplysningsloven regulerer brugen
af helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet, herunder i
forbindelse med ansættelse. Helbredsoplysningsloven finder
derfor anvendelse i denne sag.
Det indgik i Hillerød Kommunes (tidl. Skævinge Kommunes)
grundlag for afslag, at der var oplysning om en mistanke om,
at A havde et alkoholproblem, uden at det forinden var
undersøgt nærmere om mistankens indvirkning på A's
arbejdsdygtighed, herunder om mistanken var velbegrundet og
aktuelt gældende.
Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune) findes derved at
have handlet i strid med helbredsoplysningslovens § 2, stk.
4. Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune) findes derved
at have krænket A's rettigheder på en sådan måde, at der er
grundlag for at tilkende hende en godtgørelse i medfør af
helbredsoplysningslovens § 12. Godtgørelsen findes under
hensyntagen til krænkelsens grovhed og omstændighederne i
øvrigt at kunne fastsættes til 25.000 kr.
Helsingør Kommune var efter helbredslovens § 11, stk. 1,
ikke berettiget til at videregive oplysningen om mistanken
om et alkoholproblem til Hillerød Kommune (tidl. Skævinge
Kommune), og den omstændighed, at A havde tilladt
indhentelse af referenceoplysninger, er uden betydning for
sagen, da Hillerød Kommune (tidl. Skævinge Kommune) efter
helbredsoplysningslovens § 11, stk. 3, ikke måtte anmode om
eller modtage og gøre brug af en fuldmagt til indhentelse af
helbredsoplysninger.
Herefter, og under hensyn til at den meddelte
helbredsoplysning måtte forventes at få afgørende betydning
for Hillerød Kommunes (tidl. Skævinge Kommunes)
stillingtagen til A's ansøgning, og da mistanken var baseret
på et løst grundlag, findes A at have krav på en godtgørelse
for tort, der efter sagens karakter fastsættes til 25.000
kr.
Der er ikke af A ført bevis for, at den af de indstævnte
kommuner udviste adfærd har begrundet, at A ikke fik den
ansøgte stilling, hvorfor der ikke er grundlag for
tilkendelse af erstatning.
Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal
Helsingør Kommune og Hillerød Kommune (tidl. Skævinge
Kommune) i sagsomkostninger for begge instanser hver især
betale til FTF som mandatar for Dansk Socialrådgiverforening
som mandatar for A 55.000 kr. eller samlet 110.000 kr.,
hvoraf 101.900 kr. er til dækning af salær til advokat, og
8.100 kr. er til dækning af retsafgift. I salær til advokat
er der indregnet udgifter ved fremstilling af ekstrakt og
materialesamling.
- - -
Højesterets dom.
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Helsingør
den 27. marts 2008 og af Østre Landsrets 4. afdeling den 15.
juni 2009.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Marianne
Højgaard Pedersen, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben og
Michael Rekling.
Påstande
Appellanterne, Helsingør Kommune og Hillerød Kommune, har
påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af
et mindre beløb,
Indstævnte, FTF - Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd som mandatar for Dansk Socialrådgiverforening som
mandatar for A, har nedlagt påstand om, at Helsingør Kommune
og Hillerød Kommune hver skal betale 50.000 kr. til A,
subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra sagens
anlæg.
Anbringender
Helsingør Kommune og Hillerød Kommune har anført, at der
ikke i forbindelse med indhentelsen og videregivelsen af de
omhandlede oplysninger er sket tilsidesættelse af de
dagældende regler i forvaltningslovens §§ 27-29, idet A
havde givet samtykke til, at Skævinge Kommune (nu Hillerød
Kommune) kunne indhente referencer hos Helsingør Kommune. En
eventuel tilsidesættelse af reglerne i forbindelse med
indhentelsen af oplysningerne var endvidere konkret uden
betydning, idet referenceoplysningerne fra Helsingør Kommune
skulle have været ekstraordinært gode, for at Hillerød
Kommune ville have ansat A, hvilket de ikke var.
Oplysningerne bestyrkede alene Hillerød Kommunes vurdering
af, at A ikke havde de rette kompetencer til stillingen. På
den baggrund havde Hillerød Kommune heller ikke pligt til at
partshøre A over oplysningerne, men rent faktisk skete der
partshøring, idet Hillerød Kommune telefonisk forelagde
oplysningerne for A, som dermed fik lejlighed til at
fremkomme med sine kommentarer.
Med hensyn til helbredsoplysningsloven har Helsingør Kommune
og Hillerød Kommune navnlig anført, at oplysningen om, at
der var mistanke om, at A havde et alkoholproblem, ikke er
en oplysning, som er omfattet af loven. Hverken i loven
eller i dens forarbejder er begrebet »helbredsoplysninger«
nærmere fastlagt, men efter lovens baggrund og formål er der
ikke grundlag for en så vidtgående fortolkning af begrebet
som sket ved landsrettens dom.
Persondataloven finder heller ikke anvendelse i sagen. Dette
skyldes, at der hverken var tale om elektronisk udveksling
af informationer eller om udveksling af oplysninger
indeholdt i et manuelt register i Helsingør Kommune.
Uanset om reglerne måtte være tilsidesat, er der ikke
grundlag for tilkendelse af en godtgørelse. I hvert fald
skal en godtgørelse fastsættes til et mindre beløb end sket
ved landsrettens dom. Da A ikke har ført bevis for, at
oplysningerne om en mistanke om et alkoholproblem var
årsagen til, at hun ikke fik stillingen, er der heller ikke
grundlag for tilkendelse af erstatning.
FTF har anført, at Helsingør Kommune ved udleveringen af
oplysningen til Hillerød Kommune om mistanken om A's
alkoholmisbrug handlede retsstridigt og tilsidesatte
helbredsoplysningsloven, persondataloven og
forvaltningsloven. Hillerød Kommune handlede i den
forbindelse og ved kommunens efterfølgende brug af
oplysningerne i strid med helbredsoplysningsloven og
forvaltningsloven. Der er tale om udveksling af en privat og
følsom oplysning, som tilmed er usand. A's accept af, at
Hillerød Kommune kunne indhente referencer på hende hos
Helsingør Kommune, indebærer ikke et samtykke til
indhentelse og videregivelse af den pågældende oplysning og
kunne heller ikke opfattes sådan.
En oplysning om mistanke om et alkoholproblem må anses for
omfattet af helbredsoplysningsloven. I almindelig sproglig
forståelse må omtale af en persons alkoholmisbrug eller en
mistanke herom opfattes som en oplysning om den pågældendes
helbred, og der er ikke grundlag for at fortolke loven
anderledes. Det følger af lovens § 2 og § 11, at Hillerød
Kommune ikke måtte spørge Helsingør Kommune om A's
helbredsmæssige forhold, og at Helsingør Kommune ikke måtte
svare. Af § 11, stk. 3, fremgår, at Hillerød Kommune ikke
kunne få fuldmagt til selv at indhente helbredsoplysninger.
Oplysningen er en personoplysning omfattet af
persondataloven, jf. lovens § 3, nr. 1. Referaterne af
sygefraværssamtalerne den 8. juli og 11. oktober 2005 blev
skrevet på en pc, og dermed var oplysningen elektronisk
lagret, jf. § 1, stk. 1. Da oplysningen blev videregivet til
Hillerød Kommune, blev der trukket på notaterne, og dermed
var behandlingen - i form af videregivelse - omfattet af
loven, jf. § 3, nr. 2. Dertil kommer, at referaterne var
lagt på hendes personalesag og dermed indgik i et manuelt
register, der også er omfattet af loven, jf. § 3, nr. 3.
En oplysning om mistanke om alkoholmisbrug er en følsom
oplysning omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1, idet det
fremgår af lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen, at
helbredsmæssige forhold også omfatter oplysninger om bl.a.
alkoholmisbrug. Betingelserne i § 7 for videregivelse af
oplysningen var ikke opfyldt, idet hun ikke havde meddelt
sit udtrykkelige samtykke hertil, jf. om kravene til et
samtykke i lovens § 3, nr. 8.
Herudover har Helsingør Kommune tilsidesat sin
oplysningspligt efter persondatalovens § 28 og § 29. Det
følger af A's brev af 31. oktober 2005 til C, at A gik ud
fra, at oplysningen om en mistanke om alkoholmisbrug ikke
var noteret i hendes personalesag. Alternativt må brevet
forstås som en anmodning om at få oplysningen slettet, jf.
persondatalovens § 35. Hun skulle derfor have været
informeret om noteringen og om videregivelsen af
oplysningerne til Hillerød Kommune.
Da A ikke havde givet samtykke til videregivelsen, er der i
Helsingør Kommune ved videregivelsen til Hillerød Kommune
sket en krænkelse af tavshedspligten efter
forvaltningslovens § 27, ligesom videregivelsen er i strid
med den dagældende bestemmelse i lovens § 28, stk. 1. Der er
tale om en ansøgningssag, og Hillerød Kommune har ved at
indhente oplysningen uden hendes samtykke handlet i strid
med forvaltningslovens § 29, stk. 1. Endvidere har Hillerød
Kommune ikke foretaget en relevant partshøring efter
forvaltningslovens § 19. Begge kommuner har tillige krænket
det forvaltningsretlige saglighedsprincip i forbindelse med
indhentelsen og videregivelsen af oplysningen, og - for så
vidt angår Hillerød Kommune - ved at lade oplysningen indgå
i sagsbehandlingen.
Uanset om A's tab baserer sig på retsstridighed i forhold
til helbredsoplysningsloven, persondataloven eller
forvaltningsloven, er der grundlag for at tilkende hende
erstatning. De regler, som de to kommuner har tilsidesat, er
generelt væsentlige, og tilsidesættelsen har betydet, at en
meget følsom og skadelig oplysning er kommet frem og har
haft konkret væsentlig betydning for Hillerød Kommunes
sagsbehandling. Hvis A ikke tilkendes erstatning, har hun i
hvert fald krav på en økonomisk kompensation efter
helbredsoplysningslovens § 12, ud fra tortlignende
principper eller efter erstatningsansvarslovens § 26.
Supplerende sagsfremstilling
I et brev af 31. oktober 2005 til C, Helsingør Kommune - med
kopi til B - kommenterede A forløbet af medarbejdersamtalen
den 11. oktober 2005. I brevet hedder det:
»Vedrørende sygesamtale m.v.
Da der, i anledning af mit sygefravær har været afholdt
sygesamtale tirsdag den 11. oktober 2005, hvorunder der er
opstået en ubehagelig situation, vil jeg med nærværende
skrivelse informere dig om hændelsesforløbet.
Formålet med dette er, at jeg kan genoptage mit arbejde i -
- - og fortsat have gode arbejdsmæssige relationer til såvel
kolleger som overordnede.
Mit sygefravær skyldes som du sikkert er orienteret om en
blodprop i benet. Blodproppen blev begyndelsen på et kritisk
sygdomsforløb med bl.a. hospitalsindlæggelse. Siden har jeg
været i behandling med blodfortyndende medicin i en så høj
dosis, at dette medfører en risiko for indre blødninger,
hvilket har gjort, at jeg har været sygemeldt fra arbejdet.
Jeg blev indkaldt til sygesamtale af B. Det var kun B og
undertegnede der deltog. Under samtalen blev det diskuteret,
hvorledes jeg skulle vende tilbage til arbejdspladsen.
Herefter udtalte B sin undren omkring varigheden af mit
sygefravær, idet hun ikke fandt, at en blodprop kunne
begrunde et sygefravær af denne længde. Hun mente, at der
også var andre årsager til mit sygefravær. Da jeg
tilsyneladende ikke havde forstået hvad der fra B's side
blev insinueret, besvarede jeg bekræftende, med den
begrundelse, at der naturligvis også har været væsentlig
psykisk belastning forbundet med at få en blodprop. Jeg
fortalte, at dette dog kun var et problem i den umiddelbare
tidsmæssige sammenhæng med selve blodproppen. Samtalen tog
nu en, for mig, helt uventet drejning. B sagde, at hun som
leder havde pligt til at spørge, om jeg havde et
misbrugsproblem/alkoholproblem, idet hun gerne ville hjælpe,
såfremt dette var tilfældet. Jeg besvarede dette benægtende
og var meget forundret over dette spørgsmål. B fortsatte
imidlertid med at informere mig om, at hun havde modtaget
oplysning om at jeg skulle være afskediget fra en tidligere
arbejdsplads på grund af alkoholmisbrug. Da dette heller
ikke havde hold i virkeligheden, besvarede jeg naturligvis
også her benægtende. Jeg forespurgte, hvorfor hun stillede
disse spørgsmål. Besvarelsen lød at hun havde modtaget disse
oplysninger fra en af mine kollegaer, og at hun ikke ville
oplyse pågældendes navn. Jeg forespurgte om hun nogensinde
havde set mig beruset på arbejdet, og til min store
forbavselse svarede hun ja. Hun mente min adfærd havde
ændret sig og havde bemærket at jeg havde været i opløftet
stemning. Da dette aldrig har været tilfældet, blev jeg
naturligvis såret og vred. Samtalen sluttede herefter, da
jeg ikke syntes at det var muligt at komme til en løsning.
Dette skyldtes at jeg positivt vidste at oplysningerne var
usande, og at jeg ikke havde nogen mulighed for at
konfrontere ophavsmanden til usandhederne. Min henvendelse
til dig sker med henblik på at opnå en god arbejdssituation
igen også for så vidt det psykiske arbejdsklima. Rygterne
bør bringes til ophør, hvilket jeg håber at denne skrivelse
kan medvirke til.
Den måde hvorpå denne situation er blevet håndteret fra B's
side er uhørt og ufrugtbar idet den snarere er
konfliktskabende end konfliktløsende.
Jeg kan til enhver tid dokumentere mine sidste ansættelser,
der under ingen omstændigheder indeholder afskedigelser
eller fyringer af ovennævnte karakter. Dette går tilbage til
min arbejdsstart i 1978.
Jeg savner desuden et referat af samtalen fra B, idet jeg
henviser til notatpligten.
På denne baggrund anmoder jeg om, at min henvendelse tages
til efterretning, og at der bliver sat en effektiv stopper
for udspredningen af disse ondsindede rygter. Jeg står
naturligvis til disposition i sagen hvis du ønsker
yderligere oplysninger og imødeser din bekræftelse på at du
har taget hånd om sagen.«
I B's notat af 15. marts 2006 vedrørende telefonsamtalen
s.d. mellem hende og D hedder det:
»Notat - vedr. henvendelse om A
Den 15.03.06 er ut. Telefonisk blevet kontaktet af Skævinge
kommune, D, der orienterer om at han har en ansøger til en
rådgiver stilling og han har af pgl. fået tilladelse til at
indhente referencer. Det drejede sig om tidligere ansatte A.
Pgl. oplyste, at han havde kendskab til hendes
ansættelsesperiode, at hun var blevet afskediget og at hun
havde haft en længere sygeperiode. Han spurgte til mit
kendskab med A og hvad årsagen var til hendes afskedigelse,
Jeg beskrev A som en flink person med humør og som var
vellidt af kollegaer. Afskedigelsen vedr. sygefraværet - han
undrede sig og spurgte til om der var andre forhold - kort
orienterede jeg ham om, at jeg i en af sygefraværssamtalerne
havde konfronteret A med om hun havde et alkoholmisbrug,
(hvis hun havde ville vi som arbejdsgiver gerne tilbyde
hende hjælp) det havde hun benægtet, og i forbindelse med
hendes sygefravær blev der forsøgt at finde en løsning ift.
At vende tilbage til arbejdet, men der var ikke noget
samarbejde.
Jeg gav udtryk overfor ham at jeg syntes det var en svær
tlf. samtale men A havde givet tilladelse til at kontakte
os. Understregede at A var afskediget pga. sygefravær og at
det ikke er bevist at A har et alkoholmisbrug.«
Retsgrundlag
I bemærkningerne til persondatalovens § 7, stk. 1, hedder
det bl.a. (Folketingstidende 1999-00, tillæg A, lovforslag L
147, side 4069):
»Omfattet af udtrykket helbredsmæssige forhold er
oplysninger om en fysisk persons tidligere, nuværende og
fremtidige fysiske eller psykiske tilstand samt oplysninger
om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og
lignende nydelsesmidler.«
Forklaringer
A, B, G, D og F har under sagens behandling i byretten
afgivet forklaring således:
A har forklaret, at hun karrieremæssigt har prøvet lidt af
hvert. Hun har i årene fra 1979-1986 og fra 1986-1989 blandt
andet beskæftiget sig med børnesager. I Helsingør Kommune
arbejdede hun med - - -. Hun var glad for arbejdet og havde
gode kolleger, men stedet var præget af et stort arbejdspres
og megen sygdom. Også hun udviklede stresssymptomer. Hun
havde et godt forhold til B. Under mus-samtalerne blev hun
spurgt om sine ambitioner. Der blev under mus-samtalerne
refereret til, at hun blev oplevet som værende en god
kollega, og at hun udførte en god sagsbehandling. Under
mus-samtalerne blev der aldrig drøftet noget om
alkoholmisbrug. Forevist bilag C [indkaldelse til
sygefraværssamtale, dateret 7. juli 2005] har sagsøgeren
bekræftet rigtigheden af de heri anførte oplysninger om
sygefravær og sygefraværsperioder. Perioderne havde baggrund
i stress. Sagsøgeren følte således, at det var en rigtigere
fremgangsmåde at melde sig kortvarigt syg frem for at bede
om en længerevarende sygemelding med baggrund i stress. Hun
mindes samtalen den 8. juli 2005. Hun blev herunder
konfronteret med, at man oplevede, at hun havde ændret
adfærd. Hun gav udtryk for, at det var muligt, og at det
skyldtes det tiltagende arbejdspres. C spurgte under denne
samtale, om sagsøgeren havde et alkoholproblem. Sagsøgeren
blev stærkt forundret og benægtede straks dette. C gav da
udtryk for, at hun var nødt til at spørge. Sagsøgeren
fastholdt sin benægtelse. Når det i bilag D [notat
vedrørende sygefraværssamtale den 8. juli 2005] står anført,
at »A oplyser, at hun havde tænkt, at det nok var det, vi
ville,« har sagsøgeren forklaret, at hun er citeret forkert.
Hun har aldrig givet udtryk for noget sådant. Hun har aldrig
haft noget alkoholproblem. Hun fik da oplyst, at en person
blandt kollegerne havde videregivet information om et muligt
alkoholproblem til C, men at man ikke ønskede at navngive
den pågældende. Sagsøgeren svarede da, at hun havde
vanskeligt ved at forholde sig til beskyldningen. Da
sagsøgeren kom fra ferie i uge 35 til 36 i 2005, havde hun
problemer med sit ene ben. Hun fik diagnosticeret en
blodprop i benet og kom i blodfortyndende behandling med
Maravan. Forevist bilag 2 [notat vedrørende
sygefraværssamtale den 11. oktober 2005] har sagsøgeren
bekræftet, at hun var til sygefraværssamtale den 11. oktober
2005. I denne deltog alene B. Under denne samtale sagde B,
at en unavngiven person havde givet udtryk for, at
sagsøgeren var blevet fyret adskillige gange på grund af
alkoholproblemer. Sagsøgeren benægtede dette, idet hun
samtidig blev stærkt chokeret. Sagsøgeren spurgte B, om
nogen havde set hende beruset på arbejde. Hertil svarede B
ja. Sagsøgeren sagde, at det var der ikke grundlag for. B
fastholdt imidlertid sin opfattelse. Ifølge B var der på
personaletoilettet fundet 2 flasker. Personaletoilettet var
tilgængeligt for alle, herunder klienter. Efter disse
beskyldninger udviklede der sig en dårlig stemning,
hvorunder sagsøgeren følte, at hun med urette var blevet
beskyldt for noget, som ikke havde hold i virkeligheden.
Hendes egen læge gav som begrundelse for blodproppen i
benet, at sagsøgeren var over 50 år og havde været ude at
flyve og i øvrigt havde stresssymptomer. Det var vigtigt for
sagsøgeren, at hun ikke vendte tilbage til arbejdet i
Helsingør Kommune, før lægen havde sagt god for det.
Sagsøgeren følte sig presset hertil under
sygefraværssamtalerne, men fastholdt dog, at hun ville følge
lægens råd. Det kom som en stor overraskelse for hende, at
hun blev opsagt. Det skyldtes bl.a., at hun havde oplevet
kolleger være sygemeldt i længere tid, end hun havde været
det. Hun oplevede endvidere, at man negligerede hendes
sygdom. Hun kontaktede derpå fagforeningen. Hun følte sig
uretfærdigt behandlet. Hun kan bekræfte, at hun ikke deltog
i forhandlingsmødet den 21. december 2005. Hun blev
raskmeldt omkring 1. februar 2006 og blev via
arbejdsformidlingen henvist til D i Skævinge Kommune. Hun
kom til samtale og havde en klar oplevelse af, at der var en
god dialog, og at man havde en positiv indstilling over for
hendes ønske om at få den pågældende stilling. Det er
rigtigt, at stillingen vedrørte børne- og ungeområdet i
Skævinge Kommune. Hun havde ikke decideret siddet med børne-
og ungeområdet, men gav udtryk for, at området virkede
spændende, og at hun var indstillet på at tage udfordringen
op. Det er rigtigt, at hun nok ikke ville have søgt
stillingen, hvis den var blevet opslået i Socialrådgiveren.
Hun havde imidlertid gå-på-mod og var indstillet på at
påtage sig opgaven. - - - Samtalen varede en time. Under
samtalen diskuterede man i detaljer, hvorledes hun kunne
bestride stillingen. Under samtalen spurgte D blandt andet,
om man måtte tage referencer på hende i Helsingør Kommune.
Hertil sagde hun ja, idet hun samtidig henviste D til at
kontakte C. I forbindelse med at hun gav sit samtykke til at
tage referencer, regnede hun med, at man gjorde i
overensstemmelse med normal kutyme. Hun havde således en
forventning om, at der blev indhentet informationer om,
hvorledes hun havde klaret sig i sit job i Helsingør
Kommune, og om hun havde været kværulantisk og lignende, og
hvordan man havde oplevet hende som person. Hun gav samtidig
udtryk for, at hun havde været sygemeldt med en blodprop, og
at det formentlig var denne sygemelding, der var baggrund
for, at hun var blevet afskediget. Hun har ikke drøftet med
Helsingør Kommune, om det var i orden, at kommunen videregav
referenceoplysninger om hende. D gav udtryk for, at man
ville indhente referenceoplysninger på hende. Efter nogle
dage ringede D til hende. Under samtalen sagde han, at han
ikke havde fået fat i C, men i stedet i B, der sagde, at
sagsøgeren havde været vellidt blandt kollegerne, men at man
havde en mistanke om et alkoholproblem. Med denne oplysning
turde man ifølge D ikke ansætte hende. Sagsøgeren oplevede,
at der hermed i telefonen blev givet et klart afslag, uden
at hun forinden havde haft lejlighed til at imødegå disse
usande oplysninger. Hun blev stærkt chokeret, skuffet og
vred. Hun oplevede, at hun var blevet black-listed. I den
efterfølgende tid søgte hun forgæves diverse stillinger i
kommunerne i hendes nærområde. For et år siden lykkedes det
hende at få ansættelse i - - - Kommune i afdelingen for - -
-. Hun er meget glad for dette arbejde og har ikke været
sygemeldt. Der er langtfra det samme arbejdspres, som
prægede forholdene i Helsingør Kommune.
Hun har ingen forklaring på B's attitude. Hun fastholder
således, at det er grundløst at beskylde hende for at have
haft et alkoholmisbrug.
C har forklaret, at hun er afdelingschef i - - -afdelingen i
Helsingør Kommune. Forud for kommunalreformen omfattede
hendes ledelsesansvar ca. 200 personer. Efter
kommunalreformen omfatter det 500 personer. Hun har bestridt
stillingen siden 2001. Sagsøgerens nærmeste daglige leder
var B. Vidnet har således ikke haft så meget at gøre
ledelsesmæssigt med sagsøgeren. Havde D fået fat på vidnet,
ville hun da også have henvist til B. Forevist bilag D har
vidnet forklaret, at baggrunden for sygefraværssamtalen var
sagsøgerens sygefravær og en bekymring for, om sagsøgeren
havde et alkoholmisbrug. Der blev taget initiativ til
samtalen med baggrund i kommunens rusmiddel-politik. Der var
udtrykt bekymring fra kolleger, herunder til vidnet. Blandt
andet havde vidnet fået en henvendelse fra sin sekretær
herom. Der blev givet udtryk for, at man havde fundet små
flasker på toilettet, efter at sagsøgeren havde været på
toiletbesøg. Endvidere blev det oplyst, at man havde lugtet
noget på sagsøgerens kontor. Vidnet har ikke personligt
været på sagsøgerens kontor og konstateret nogen
alkohollugt. Der gik i øvrigt en snak blandt kollegerne. B
havde også over for vidnet givet udtryk for, at hun var
bekymret. At vidnet deltog i samtalen den 8. juli 2005,
skyldtes, at B var ny leder og ikke tidligere havde haft en
sygefraværssamtale, hvor der tillige var en problemstilling
med udgangspunkt i bekymring for en medarbejders
alkoholmisbrug. Referatet i bilag D er retvisende, herunder
for så vidt angår citatet af A's udsagn om, at hun nok
tænkte, at det var det, man ville spørge hende om. Vidnet
mindes, at sagsøgeren, således som det også fremgår af
referatet, benægtede at have et alkoholmisbrug og i øvrigt
ikke var indstillet på at modtage noget tilbud om hjælp fra
kommunens side, eftersom sagsøgeren ikke havde noget
problem. Parterne skiltes med en fælles forståelse af, at
der havde været et betydeligt arbejdspres, og at sagsøgeren
så lysere på fremtiden, idet hun nu havde det bedre. Vidnet
deltog ikke i sygefraværssamtalen den 11. oktober 2005,
eftersom vidnet havde tillid til, at B selv kunne håndtere
dette. Vidnet kan bekræfte, at sagsøgeren blev afskediget på
grund af sygefravær, således som det fremgår af sagens
bilag. Forevist bilag K [brev af 31. oktober 2005 fra A til
C] har vidnet forklaret, at hun efter råd fra
personaleafdelingen ikke foretog sig yderligere efter
modtagelse af klagen. Det var vidnets opfattelse, at B havde
håndteret forløbet korrekt. Forevist bilag 6 [referat fra
lokal forhandling den 21. december 2005] har vidnet
forklaret, at hun deltog i forhandlingsmødet den 21.
december 2005. Det var vidnets opfattelse, at A fik en
måneds løn for at få afsluttet sagen. Mistanken om et
alkoholmisbrug var ikke et tema i forbindelse med
forhandlingen. Vidnet mindes dog, at
Socialrådgiverforeningen gav udtryk for en kritisk
indstilling til sagsøgerens formodede alkoholmisbrug, men at
man samtidig anerkendte, at det var kommunens pligt at
konfrontere hende med det under en sygefraværssamtale.
Skævinge Kommune fik ikke fat på vidnet, men lagde en besked
på vidnets telefonsvarer. Vidnet kan bekræfte, at man fik
fat i B. Vidnet er bekendt med, at B videregav referencer om
sagsøgeren på baggrund af en opringning fra Skævinge
Kommune. Vidnet mindes, at B efterfølgende opsøgte vidnet og
gav udtryk for, at hun havde fundet det ubehageligt, fordi
hun ikke syntes, at der var så meget godt at sige om A. På
vidnets råd nedskrev B straks det, hun havde sagt, jf. bilag
8 [notat om telefonsamtalen den 15. marts 2006 mellem D og
B]. Vidnet har ikke haft en tjenstlig samtale med B om
håndteringen af sagsøgerens sag. Vidnet og B har løbende
haft en dialog med henblik på at sikre, at sagen blev
håndteret korrekt. Vidnet mindes ikke, at hun under
sygefraværssamtalen den 8. juli 2005 skulle have givet
udtryk for, at det ikke var hendes indtryk, at sagsøgeren
havde et alkoholproblem. Vidnet har ikke været involveret i
B's koncipering af bilag 8. Vidnet mindes, at B under
samtalen med D havde sagt, at A var sød og rar, og at D blev
ved med at bore. Herefter havde B givet udtryk for, at hun
havde haft en samtale med A, hvorunder A var blevet forelagt
en mistanke om et alkoholproblem, og at A havde benægtet at
have dette. Vidnet kan bekræfte, at man ikke efterfølgende
orienterede A om, at man have videregivet
referenceoplysninger til D. I vidnets øjne var sagsøgeren et
sødt og rart menneske. Vidnet er imidlertid ikke den rette
til at udtale sig om sagsøgerens faglige kvalifikationer,
eftersom vidnet som tidligere forklaret ikke havde det
daglige ledelsesansvar for sagsøgeren.
B har forklaret, at hun har været funktionsleder i
afdelingen for - - - siden september 2003. Hun var og er
fortsat leder for 14 ansatte. Forevist bilag D har vidnet
forklaret, at samtalen kom i stand, idet vidnet i foråret
havde observeret en ændring i A's sygefraværsmønster, der
gav sig udslag i, at der var fravær enkelte dage - fredage
og mandage - og efter feriedage. Endvidere havde vidnet
mistanke om et alkoholproblem. Det skyldtes, at nogle af A's
gode kolleger havde nævnt for vidnet, at de havde observeret
ting, der gav mistanke om et alkoholproblem. Vidnet havde
endvidere selv observeret en påfaldende adfærdsændring i A's
adfærd. Vidnet havde dog ikke noget at udsætte fagligt på
A's arbejdsindsats, og vidnet havde ikke lugtet alkohol på
A's kontor. Vidnet fandt imidlertid, at hun på baggrund af
kommunens alkoholpolitik havde en forpligtelse til, når der
skulle holdes sygesamtale, at rejse spørgsmålet om et muligt
alkoholproblem, idet hun fandt, at der var bekymring herfor.
Bilag D er et retvisende billede af forløbet af
sygefraværssamtalen. Referatet blev udarbejdet umiddelbart
efter samtalen. Vidnet havde bedt C deltage, da vidnet alene
havde begrænset erfaring med håndtering af
sygefraværssamtaler, og da de jo skulle berøre noget meget
følsomt. Vidnet gav under samtalen udtryk for, at hun havde
en mistanke om, at A havde et alkoholproblem. A studsede og
slog det hen. A bemærkede i den forbindelse, at hun nok
tænkte, at det var det, de ville spørge om. Vidnet studsede
over denne reaktion. A sagde, at der ikke var noget
alkoholproblem. Vidnet beklagede derpå og sagde, at så måtte
vidnet jo være blevet misinformeret. Man ville imidlertid
gerne hjælpe A, hvis der alligevel viste sig at være et
problem. Det er rigtigt, at der i A's team havde været en
ubesat stilling. Stillingen blev besat pr. 1. januar 2005.
Vidnet kan bekræfte, at A hen over foråret havde givet
udtryk for, at hun følte, at arbejdspresset var stort, og at
det var hårdt. A havde i den forbindelse givet udtryk for,
at hun havde tilladt sig at tage nogle sygedage. Forevist
bilag 2 har vidnet forklaret, at der igen i oktober blev
taget initiativ til en sygefraværssamtale, idet kolleger på
ny havde sagt, at der var mistanke om et alkoholproblem.
Blandt andet var der givet udtryk for, at A havde lydt
påvirket. Endvidere var der fundet små alkoholflasker på
toilettet. A benægtede atter, at der var noget problem,
herunder at hun skulle være blevet fyret adskillige gange på
grund af alkoholmisbrug. Sygemeldingen af A havde baggrund i
en blodprop i benet, som A havde pådraget sig under ferien.
På A's spørgsmål sagde vidnet, at hun ikke havde set A
beruset eller kunnet lugte, at A var beruset på arbejdet.
Hun havde imidlertid fundet A's adfærd påfaldende. Formålet
med at tage spørgsmålet om et alkoholproblem op var
udelukkende et ønske om at hjælpe. Det følger af kommunens
alkoholpolitik, at man i sådanne situationer skal
konfrontere medarbejderen med, om der er et alkoholproblem,
idet kommunen som arbejdsgiver i givet fald er forpligtet
til at tilbyde hjælp. A var en vellidt og afholdt kollega.
Vidnet kan bekræfte, at referatet af samtalen den 11.
oktober 2005 blev nedskrevet af vidnet samme dag. Forevist
bilag 3 [brev af 2. november 2005 fra B til
personalekontoret med indstilling om opsigelse af A] har
vidnet forklaret, at hun som beskrevet blev ringet op af A
den 1. november 2005. Vidnet kunne ikke forstå, hvad der
blev sagt. I takt med at samtalen skred frem, gik det dog op
for vidnet, at det var A. Vidnet ønskede at stoppe samtalen,
da vidnet følte, at A var påvirket. A var meget
insisterende, og vidnet søgte derfor på bedst mulig måde at
afkorte samtalen. Vidnet følte selv, at hun fik afsluttet
samtalen på en pæn og værdig måde. Der blev indledt en
afskedigelsessag, eftersom man ikke følte, at A var
indstillet på at tage en dialog om, hvornår hun kunne vende
tilbage. Det var et stadig stigende problem for driften af
afdelingen, at A var fraværende. Forevist bilag 6 har vidnet
forklaret, at hun deltog i forhandlingerne den 21. december
2005. Vidnet kan imidlertid ikke huske, hvorfor A blev
tilbudt en måneds løn. Vidnet mindes, at hun fik en
opringning fra D, som hun ikke kendte. D sagde, at han havde
fået tilladelse af A til at indhente reference på A. D gav
samtidig udtryk for, at han var bekendt med, at A havde
været sygemeldt, og at hun var blevet afskediget fra
Helsingør Kommune. Vidnet fortalte derpå, at A havde været
ansat i den periode, som nu var tilfældet, og at hun havde
været en vellidt kollega, der havde været meget social i sin
omgang med andre. Vidnet fortalte endvidere, hvad A havde
arbejdet med. I takt med at D fokuserede mere og mere på A's
sygefravær, følte vidnet sig ubehageligt til mode. I nogen
tid drejede samtalen sig herefter mere generelt om, at det
var svært at få ansøgere til stillingen. Det udviklede sig
nærmest til en samtale leder og leder imellem. Efter nogen
tid følte vidnet, at hun måtte fortælle om kommunens
alkoholpolitik, og at hun som følge heraf som leder havde
måttet konfrontere A med, om hun havde et alkoholproblem.
Der havde været bekymring herfor. Vidnet fortalte også, at A
havde benægtet dette. Dette sidste understregede vidnet
flere gange under samtalen med D. Vidnet gav også udtryk
for, at vidnet som arbejdsgiver ikke havde haft mulighed for
at gøre mere ved det. Vidnet sagde tillige, at afskedigelsen
udelukkende var begrundet i A's sygefravær. Efter afslutning
af samtalen gik vidnet til C og fortalte om indholdet af
samtalen. De blev enige om, at vidnet skulle nedskrive
indholdet af telefonsamtalen med det samme hvilket hun
gjorde, jf. bilag 8. Vidnet har ikke sagt noget til D, der
ikke var korrekt, eller som hun ikke kunne stå inde for.
Vidnet kan bekræfte, at hun på A's forespørgsel nægtede at
navngive de kolleger, der havde videregivet mistanken om et
alkoholproblem til vidnet. Vidnet kan også bekræfte, at
vidnet ikke har noteret, hvornår og hvem der havde
videregivet oplysningerne om et muligt alkoholproblem. Det
har vidnet ikke følt, at der var anledning til. Som
tidligere forklaret spurgte D meget til årsagen til A's
sygefravær. Vidnet følte, at det var loyalt og i orden at
videregive informationen om et muligt alkoholmisbrug, og at
A havde benægtet dette, eftersom A jo ifølge D havde givet
samtykke til at indhente reference. Havde vidnet ikke
videregivet disse oplysninger, ville der ikke være tale om
en ærlig og loyal videregivelse af referenceoplysninger.
Vidnet følte, at hun havde et udmærket forhold til A. Vidnet
kan bekræfte, at hun ikke er bekendt med, hvilke
arbejdspladser der skulle have afskediget A som følge af et
muligt alkoholmisbrug.
G har forklaret, at han i dag er administrationschef i
Halsnæs Kommune. Det har han været siden 1. marts 2006.
Tidligere har han gennem 12 år været ansat i Helsingør
Kommune med ansvar for personale, senest som personalechef.
Han fratrådte sin stilling pr. 28. februar 2006. Vidnet har
været involveret i udarbejdelse af kommunens sygdomspolitik,
bilag A, og alkohol- og rusmiddel-politik, bilag B. Det er
vidnets opfattelse, at retningslinjerne skal forstås
således, at en leder, der har mistanke om, at en medarbejder
har et alkoholmisbrug, har pligt til at tage problemet op
med medarbejderen. Ignorerer man en sådan mistanke, vil det
ikke være i tråd med politikkerne på området. Det er også
vidnets opfattelse, at såvel sygdomspolitikken som alkohol-
og rusmiddel-politikken er blevet fulgt i Helsingør Kommune.
Vidnet deltog i forhandlingerne den 21. december 2005.
Forevist bilag 6 har vidnet forklaret, at vidnet er
medunderskriver på vegne af Helsingør Kommune. Temaet for
forhandlingerne var spørgsmålet om partshøring. Kommunen
valgte efter omstændighederne at betale et beløb, fordi der
måske kunne være tvivl om iagttagelsen af høringsfristerne.
Der kunne muligvis være en misforståelse i kommunikationen.
Referatet blev stemt af parterne imellem. At der også er
henvist til funktionærlovens § 2b, skyldtes udelukkende
noget beregningsteknisk, idet man fandt, at henvisningen til
denne bestemmelse var et grundlag for at finde et passende
beløb til A. Vidnet mindes ikke, at beløbet havde sammenhæng
med sygefraværssamtaler med A, hvorunder der var berørt et
muligt alkoholproblem. Vidnet mindes heller ikke, at dette
blev nævnt som et selvstændigt spørgsmål under
forhandlingerne. Kommunen indgik på at betale beløbet for at
få sagen løst og afsluttet. Kommunens holdning var, at man
ikke skulle være berøringsangst over for spørgsmålet om et
muligt alkoholproblem, men tværtimod tage spørgsmålet op,
når der var mistanke om det.
D har forklaret, at han har været familieplejekoordinator
siden den 1. januar 2007. Tidligere fra februar 2004 til
udgangen af 2006 var han socialfaglig leder i Skævinge
Kommune med ansvar for blandt andet personale. Det var på
daværende tidspunkt svært at rekruttere kvalificerede
personer til børneområdet. Forevist bilag L har vidnet
forklaret, at stillingsbeskrivelsen er udformet af vidnet.
Det betød meget at have kvalificerede sagsbehandlere til
børne- og ungeområdet. Man lagde derfor meget vægt på, at
den medarbejder, der blev ansat, havde kendskab til
sagsbehandling på børne- og ungeområdet. Man efterspurgte
således en person, der havde specifik erfaring fra børne- og
ungeområdet. Man modtog imidlertid ingen ansøgninger. Som
noget uvant henvendte man sig derfor til
arbejdsformidlingen. Her fik man anvist fire personer,
heriblandt A. De tre af de fire ansøgere kom ikke i
betragtning, idet den ene sagde, at vedkommende var syg, og
den anden mødte og gav udtryk for, at vedkommende ønskede et
job med et større pædagogisk indhold. Den tredje person
udeblev. A kontaktede Skævinge Kommune på den måde, at hun
fremsendte sit cv. Man indkaldte på basis heraf A til en
samtale. Man havde på forhånd en opfattelse af, at hun ikke
var en oplagt kandidat. Hun havde således ikke specifik
erfaring med børne- og ungeområdet, men personalesituationen
var kritisk, og kommunen havde et påtrængende behov for
arbejdskraft. F, M og vidnet deltog i samtalen med A. Vidnet
erindrer, at der var tale om en almindelig samtale. Dog
fandt vidnet A påfaldende, idet hun svedte mere end normalt.
Hun virkede også mere end almindeligt usikker. Hun virkede
dog ikke beruset. Vidnet spurgte om A's bevæggrunde til at
søge stillingen og informerede om stillingens indhold.
Vidnet husker ikke at være blevet informeret om, at A var
blevet afskediget, eller at hun havde været syg. Vidnet
husker heller ikke, at man drøftede, hvilket distrikt A i
givet fald skulle have, hvis hun fik stillingen. Vidnet
mindes heller ikke, at man specifikt drøftede, at A havde
erfaring med børne- og ungeområdet i sit arbejdsliv forud
for sin ansættelse i Helsingør Kommune. Erfaring fra en
bistandsafdeling, der hidrørte fra tiden fra 1978 til 1989,
ville i vidnets optik ikke vægte særlig meget, idet der
siden 1989 var sket ganske mange ændringer på området, som
havde betydning for bestridelse af den stilling, man søgte.
Vidnet erindrer, at vidnet under samtalen med A spurgte
bredt til, om man måtte indhente referenceoplysninger. A
svarede, at man måtte indhente reference i Helsingør
Kommune. Efter afslutning af samtalen med A havde vidnet en
snak med sine kolleger i ansættelsesudvalget. Det var
udvalgets samstemmende opfattelse, at A ikke umiddelbart var
kvalificeret til stillingen. Da man var i en personalemæssig
presset situation, ville man imidlertid godt undersøge de
muligheder, der var, og en referenceoplysning kunne være en
mulighed for at få oplyst nogle ting om A, som man ikke
tidligere havde været opmærksom på. Der kunne således komme
ting frem fra Helsingør Kommune, der alligevel gjorde, at
man turde løbe an på en ansættelse af hende. Vidnet
fastholder, at man var usikker på hendes kvalifikationer.
Vidnet ringede til Helsingør Kommune og spurgte efter C.
Vidnet fik ikke fat på C, men blev henvist til B. Vidnet tog
ikke notater fra sin samtale med B. Forevist bilag 8 kan
vidnet bekræfte, at referatet giver et retvisende billede af
samtalen. Vidnet kan også bekræfte, at spørgsmålene om
sygefravær og mistanke om alkoholmisbrug kom op, da vidnet
spurgte om forløbet af A's ansættelse i Helsingør Kommune. B
sagde, at man havde talt med A om et muligt alkoholmisbrug.
Vidnet kan ikke i dag huske, hvad B sagde i samtalen med
vidnet om, hvad samtalen med A om et muligt alkoholproblem
var mundet ud i. Vidnet kan imidlertid huske, at han efter
sin samtale med B orienterede ansættelsesudvalget om
indholdet af samtalen. Vidnet mindes også, at man i
ansættelsesudvalget blev enige om, at vidnet skulle ringe
til A og underrette hende om de modtagne referencer. Det
gjorde vidnet. Vidnet oplyste i den forbindelse A om de
informationer, han havde fået om hendes sygefravær og
mistanken om et alkoholmisbrug. Vidnet spurgte, hvad A mente
herom. A blev meget vred. Samtalen blev meget kortvarig,
idet vidnet oplevede, at oplysningen om et muligt
alkoholmisbrug spærrede for videre dialog. Vidnet havde
efter samtalen med B en fornemmelse af, at det med
alkoholmisbruget var en uafklaret problemstilling. I
samtalen med A gav vidnet udtryk for, at man ikke ønskede at
ansætte A, da referenceoplysningerne ikke pegede i den
retning, og da man heller ikke i øvrigt fandt hende
kvalificeret til stillingen. Der var således ikke noget i de
modtagne referenceoplysninger, der havde kunnet
opkvalificere A. Det var ikke vidnets indtryk, at A brændte
for stillingen. Vidnet husker samtalen som en neutral snak
om stillingens indhold. Det er helt normalt, at der under en
referencesamtale bliver spurgt, hvorledes ansøgeren er
kommet fra sin tidligere arbejdsplads. Der bliver spurgt
bredt. Vidnet opfatter det således, at når der bliver givet
tilladelse til at indhente referenceoplysninger, er der
givet tilladelse til at give informationer bredt om
arbejdsforholdene. Vidnet fastholder, at A ikke havde de
fornødne kvalifikationer til stillingen. Nok var man presset
personalemæssigt, men man havde dog også is i maven forstået
på den måde, at man var indstillet på at afvente ansøgninger
fra bedre kvalificerede, f.eks. via Dansk
Socialrådgiverforenings vikarliste.
F har forklaret, at han tilbage i 2006 var ledende psykolog
i Skævinge Kommune. Efter kommunalreformen er vidnet fortsat
som psykolog i Hillerød Kommune. Vidnet kan bekræfte, at
vidnet var medlem af ansættelsesudvalget, der tog stilling
til ansættelse af A i Skævinge Kommune. Vidnet kan også
bekræfte, at man ikke havde modtaget nogen reaktion på
stillingsopslaget. Man henvendte sig derfor til
arbejdsformidlingen. Vidnet mindes, at nogen udeblev, og at
den eneste, der meldte sig på banen, var A. Vidnet kan også
huske, at A's kvalifikationer ikke var helt oplagte til
stillingen. Man søgte således en socialrådgiver, der skulle
være godt inde i børne- og ungeområdet. Som vidnet husker
det, lå tyngden i A's hidtidige karriere i voksenområdet.
Vidnet mindes, at A fortalte om sin blodprop i benet, og at
hun var blevet afskediget efter sygdom, samt at hun ikke i
den forbindelse havde følt sig særlig godt behandlet. Vidnet
fik det indtryk, at A måske undervurderede udfordringen ved
at skulle sætte sig ind i børne- og ungeområdet en anelse.
Vidnet bemærkede ikke noget påfaldende ved A's person. Efter
samtalen vurderede de i ansættelsesudvalget, at A ikke var
den mest oplagte til stillingen. A var en »måske«-kandidat
til stillingen. Man havde forinden fået lov til at indhente
referenceoplysninger af A. Vidnet mindes, at man i
ansættelsesudvalget havde en diskussion, da man havde fået
oplysningerne fra Helsingør Kommune. Vidnet mindes også, at
man konkluderede, at der måske var et alkoholproblem, og at
man jo ikke kunne vide det med sikkerhed. Havde der fulgt
fremragende referenceoplysninger med, havde man sagt o.k.
til at ansætte hende.
Højesterets begrundelse og resultat
Helbredsoplysningsloven
Det er ikke i lov om brug af helbredsoplysninger mv. på
arbejdsmarkedet (helbredsoplysningsloven) fastlagt,
hvorledes begrebet »helbredsoplysninger« skal forstås,
herunder om oplysninger om misbrug af nydelsesmidler er
omfattet af loven.
Helbredsoplysningsloven har efter § 1, stk. 1, til formål at
sikre, at helbredsoplysninger ikke uberettiget anvendes til
at begrænse lønmodtageres muligheder for at opnå eller
bevare ansættelse. Loven indeholder i §§ 2-5 regler om, at
en arbejdsgiver kun under visse nærmere betingelser kan
anmode lønmodtageren om helbredsoplysninger eller tilbyde
denne, at sådanne oplysninger indhentes. Efter § 6 skal en
lønmodtager inden ansættelsen af egen drift eller på
spørgsmål derom fra arbejdsgiveren oplyse, om lønmodtageren
er bekendt med at lide af en sygdom eller har symptomer på
en sygdom, som vil have væsentlig betydning for
lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde.
Højesteret finder, at helbredsoplysningslovens formål og
indhold taler imod en fortolkning af begrebet
helbredsoplysninger, således at det også skulle omfatte
oplysninger om misbrug af nydelsesmidler, herunder alkohol.
En sådan fortolkning har heller ikke støtte i lovens
forarbejder. At oplysninger om misbrug af nydelsesmidler,
herunder alkohol, ikke kan anses for helbredsoplysninger i
helbredsoplysningslovens forstand, har også støtte i det
forhold, at den dagældende forvaltningslov i § 28, stk. 1,
som eksempler på oplysninger om enkeltpersoners rent private
forhold nævnte såvel »helbredsforhold« som »misbrug af
nydelsesmidler og lignende«. Også i den dagældende lov om
offentlige myndigheders registre § 9, stk. 2, og i den
dagældende lov om private registre § 3, stk. 1, var de to
oplysningstyper nævnt ved siden af hinanden.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at
helbredsoplysningsloven ikke finder anvendelse i sagen.
Helsingør Kommune
For offentlige myndigheder gælder lov om behandling af
personoplysninger (persondataloven) ved behandlinger, som
helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk
databehandling, og ved ikke-elektronisk behandling af
personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et
register, jf. lovens § 1, stk. 1. En videregivelse af
personoplysninger er en behandling omfattet af loven, jf. §
3, nr. 2. Efter de regler, der var gældende i 2006, da de
omhandlede oplysninger blev videregivet fra Helsingør
Kommune til Skævinge Kommune (nu Hillerød Kommune), var
manuel videregivelse af personoplysninger til en anden
forvaltningsmyndighed ikke omfattet af persondataloven, når
oplysningerne ikke fandtes i elektronisk form, og
videregivelsen ikke skete fra et register, cf. nu
persondatalovens § 1, stk. 3, og forvaltningslovens § 28,
stk. 1.
Det må lægges til grund, at Helsingør Kommunes notater om
sygefraværssamtalerne med A i juli og oktober 2005, hvori
mistanken om alkoholmisbrug er omtalt, blev skrevet på et
almindeligt tekstbehandlingssystem og dermed var omfattet af
persondataloven. Der er ikke fra Helsingør Kommunes side
fremkommet oplysninger om, at oplysningerne på tidspunktet
for videregivelsen til Hillerød Kommune den 15. marts 2006
var blevet slettet fra systemet, således at oplysningerne nu
ikke længere fandtes i elektronisk form. Højesteret lægger
derfor til grund, at oplysningerne fortsat blev behandlet
elektronisk i kommunen og dermed var omfattet af
persondataloven.
Uanset at det må lægges til grund, at B, Helsingør Kommune,
under telefonsamtalen med D, Hillerød Kommune, videregav de
omhandlede oplysninger ud fra sin hukommelse, finder
Højesteret, at persondataloven på den anførte baggrund
finder anvendelse. Dette gælder, selv om oplysningerne også
fandtes på papir i A's personalesag.
Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om
Helsingør Kommunes personalesager i form af manuelle
papirsager må anses for at udgøre et register omfattet af
persondatalovens § 1, stk. 1, 2. led, jf. definitionen af et
register i lovens § 3, nr. 3.
En oplysning om en persons alkoholmisbrug eller en mistanke
herom må anses for en oplysning om en persons
helbredsmæssige forhold i den forstand, hvori dette udtryk
er anvendt i persondatalovens § 7, stk. 1, om behandling af
følsomme oplysninger, jf. de specielle bemærkninger til
bestemmelsen i Folketingstidende 1999-00, tillæg A,
lovforslag L 147, side 4069.
Efter persondatalovens § 7, stk. 2, kan videregivelse af de
oplysninger, der er omfattet af bestemmelsens stk. 1, bl.a.
ske med den pågældende persons udtrykkelige samtykke. Dette
samtykke skal leve op til de krav, der følger af
definitionen af et samtykke i lovens § 3, nr. 8.
Samtykket til videregivelse skal således være frivilligt og
specifikt, og det skal afgives på et informeret grundlag.
A gav under ansættelsessamtalen i Hillerød Kommune den 10.
marts 2006 mundtligt samtykke til, at kommunen kunne
indhente referencer om hende i Helsingør Kommune. Da D den
15. marts 2006 rettede telefonisk henvendelse til B, oplyste
han om tilladelsen til at indhente referencer, og
videregivelsen af oplysningen om en mistanke om et
alkoholmisbrug hos A fandt sted på dette grundlag.
Et ikke nærmere specificeret samtykke til at indhente
referenceoplysninger hos en tidligere arbejdsgiver kan som
udgangspunkt ikke antages at omfatte følsomme
personoplysninger omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1.
I den foreliggende situation måtte Helsingør Kommune vide,
at oplysningen om en mistanke om alkoholmisbrug kunne være
stærkt skadelig for A. Hertil kommer, at A gentagne gange
havde bestridt oplysningens rigtighed og direkte havde
anmodet kommunen om at hindre spredningen af rygter om, at
hun skulle have et misbrug af alkohol. Højesteret finder på
denne baggrund, at Helsingør Kommune ikke havde grundlag for
at antage, at A havde givet samtykke til videregivelse af de
omhandlede oplysninger til Hillerød Kommune. Videregivelsen
var derfor i strid med persondatalovens § 7, stk. 1.
Det kan efter bevisførelsen ikke anses for godtgjort, at
Helsingør Kommune under sagsforløbet har tilsidesat sin
oplysningspligt over for A efter persondatalovens § 28 eller
§ 29. Endvidere bemærkes, at A's brev af 31. oktober 2005
til C ikke kan anses for at indeholde en anmodning efter
persondatalovens § 35 om, at kommunen skulle slette de
pågældende oplysninger.
Højesteret finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at A
ville have opnået ansættelse i Hillerød Kommune, hvis
oplysningerne om en mistanke om alkoholmisbrug ikke var
blevet videregivet. Hun har derfor ikke krav på erstatning
som følge af den retsstridige videregivelse af oplysninger
fra Helsingør Kommune til Hillerød Kommune.
Derimod finder Højesteret, at A som følge af den begåede
fejl fra Helsingør Kommunes side har krav på en godtgørelse
for tort i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Højesteret finder, at godtgørelsen passende kan fastsættes
til 25.000 kr.
Hillerød Kommune
Der var tale om en ansøgningssag, og efter
forvaltningslovens § 29, stk. 1, må en forvaltningsmyndighed
ikke indhente oplysninger om ansøgerens rent private forhold
fra en anden forvaltningsmyndighed, medmindre en af
betingelserne i stk. 2 er opfyldt, herunder at ansøgeren har
givet sit samtykke. Det må lægges til grund, at D under sin
telefonsamtale med B spurgte bredt til A's forhold, herunder
afskedigelsen af hende. Det må endvidere lægges til grund,
at B fremkom med oplysningerne om en mistanke om
alkoholmisbrug, uden at D direkte havde spurgt herom. På
denne baggrund finder Højesteret ikke tilstrækkeligt
grundlag for at fastslå, at Hillerød Kommune har indhentet
oplysninger om A i strid med forvaltningslovens § 29, stk.
1.
Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Hillerød
Kommunes ansættelsesudvalg allerede havde besluttet ikke at
tilbyde A ansættelse, da D ringede til hende. Højesteret
finder, at kommunen burde have hørt A over de oplysninger om
et muligt alkoholmisbrug, som den havde modtaget fra
Helsingør Kommune, inden den traf beslutning. Hillerød
Kommune har derfor overtrådt forvaltningslovens § 19.
Højesteret finder imidlertid, at det efter bevisførelsen
samtidig må lægges til grund, at den manglende partshøring
ikke havde betydning for Hillerød Kommunes beslutning om
ikke at ansætte A. Der er derfor ikke grundlag for at
pålægge Hillerød Kommune at betale erstatning eller
godtgørelse til A.
Samlet konklusion
I forhold til Helsingør Kommune stadfæster Højesteret
landsrettens dom, dog således at beløbet på 25.000 kr.
forrentes som påstået.
Hillerød Kommune frifindes.
Sagsomkostningerne til Hillerød Kommune er fastsat til
dækning af advokatudgifter for byret, landsret og Højesteret
med 70.000 kr. og af retsafgift for Højesteret med 1.500
kr., i alt 71.500 kr.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes i forhold til Helsingør Kommune,
dog således at beløbet på 25.000 kr. forrentes med sædvanlig
procesrente fra den 6. november 2006.
Hillerød Kommune frifindes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Helsingør Kommune
betale 25.000 kr. til FTF - Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd som mandatar for Dansk
Socialrådgiverforening som mandatar for A.
I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal
FTF - Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd som
mandatar for Dansk Socialrådgiverforening som mandatar for A
betale 71.500 kr. til Hillerød Kommune.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne
højesteretsdoms afsigelse.
Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
|