"Til nr. 3

Der foreslås en forenkling af reglen om godtgørelse for svie og smerte, således at sondringen mellem sengeliggende og oppegående dage ophæves, og der i stedet anvendes en enhedstakst på 130 kr. pr. sygedag. I stedet for den gældende regel om en skønsmæssig nedsættelse ved godtgørelsesbeløb over 26.000 kr. foreslås et maksimumbeløb på 50.000 kr.

Det foreslås, at godtgørelse for svie og smerte skal ydes, så længe den skadelidte er syg, uanset hvornår helbredstilstanden er stationær. Kriteriet »er syg« skal forstås på samme måde som hidtil, dvs. at skadelidte er sygemeldt og undergivet en vis form for behandling, enten ved læge eller på anden måde, f.eks. ved genoptræning. Sygdommen skal kunne dokumenteres ved lægeerklæring eller lignende.

Hvis skaden har haft varige følger, vil der som udgangspunkt kun kunne ydes godtgørelse for svie og smerte indtil det tidspunkt, hvor skadelidtes méngrad kan fastsættes. På dette tidspunkt træder krav på méngodtgørelse i stedet for krav på godtgørelse for svie og smerte. Der vil dog som hidtil også kunne ydes en vis godtgørelse for svie og smerte i tilfælde, hvor det varige mén kan vurderes straks på ulykkestidspunktet, f.eks. hvis en håndværker mister »arbejdsarmen«.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.8."

Uddrag af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 143 fremsat den 10. januar 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar mv.


"4.1.8. Godtgørelse for svie og smerte

Godtgørelse for svie og smerte kompenserer navnlig for den fysiske lidelse, der er en følge af skaden. Godtgørelsen ydes efter lovens § 3 med faste takster pr. dag, som afhænger af, om den skadelidte er sengeliggende eller ej. Pr. 1. januar 2001 er taksterne 180 kr. for hver dag, den skadelidte er sengeliggende, og 80 kr. for hver dag, den skadelidte er syg uden at være sengeliggende.

Overstiger godtgørelsen 26.000 kr., kan de nævnte beløb fraviges, og der er således mulighed for skønsmæssig fastsættelse ved længere sygeperioder.

Godtgørelsen ydes fra skadens indtræden, og indtil den skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær. I retspraksis er der dog ydet godtgørelse også efter stationærtidspunktet i et tilfælde, hvor helbredstilstanden var stationær straks fra ulykkestidspunktet, jf. betænkningen side 84.

Der kan som hovedregel kun ydes godtgørelse, så længe den skadelidte er »syg«, dvs. er sygemeldt og undergivet en vis form for behandling, enten ved læge eller på anden måde, f.eks. genoptræning. Selv om den skadelidte ikke er syg, kan der i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, f.eks. hvis skaden midlertidigt generer de normale legemsfunktioner, uden at skadelidte kan siges at være syg.

Arbejdsgruppen foreslår, at stationærbegrebet udgår af lovens § 3, således at godtgørelse for svie og smerte skal ydes, så længe den skadelidte er syg, og med mulighed for i særlige tilfælde at tilkende godtgørelse, selv om den skadelidte ikke er syg. Med ophævelsen af stationærtidspunktet præciseres det, at der også kan ydes godtgørelse for svie og smerte i tilfælde, hvor helbredstilstanden er stationær straks på skadestidspunktet.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at bestemmelsen forenkles således, at sondringen mellem sengeliggende og oppegående sygedage ophæves og erstattes af én takst for godtgørelse for svie og smerte. Sondringen mellem sengeliggende og oppegående kan forekomme mindre relevant ved en vurdering af, hvilken fysisk lidelse en skade påfører den skadelidte.

Arbejdsgruppen foreslår desuden, at der fastsættes et maksimumbeløb for svie- og smertegodtgørelse på 50.000 kr. Det svarer til, hvad der antages at gælde i dag, jf. betænkningen side 83.

Der henvises til betænkningen side 83 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (ændring af lovens § 3), og bemærkningerne hertil."