Uddrag af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4 - 7 (ændring af erstatningsansvarslovens regler om erhvervsevnetab §§ 5-9):

 

"Til nr. 4

Det foreslås, at stationærbegrebet udgår af bestemmelsen, jf. stk. 1.

Fastsættelse af erhvervsevnetabet skal i stedet ske på det tidspunkt, hvor det er muligt at skønne over skadelidtes erhvervsevne, jf. den foreslåede formulering af § 16, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 14).

Som følge heraf foreslås det i stk. 2, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabet skal tages hensyn til mulighederne for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Skal skadelidte gennemføre en revalidering, må den endelige fastsættelse af erhvervsevnetabet således afvente revalideringens resultat. Med hensyn til den skadelidtes tabsbegrænsningspligt henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor vedrørende lovforslagets § 1, nr. 2 (ændring af lovens § 2).

Den foreslåede bestemmelse har den væsentlige betydning, at erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven som udgangspunkt bliver ens. Er der i differencesager ved afgørelsen af arbejdsskadesagen fastsat en erhvervsevnetabsprocent, vil denne således medmindre forholdene har ændret sig væsentligt normalt kunne lægges til grund også ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven. Forskelle vil formentlig alene kunne forekomme, hvis der på grund af arbejdsskadesikringslovens regler om, at alene de direkte følger af arbejdsskaden dækkes, anlægges en forskellig vurdering af betydningen af forudbestående lidelser. Arbejdsgruppen anfører dog, at nyere retspraksis synes at vise, at der ingen reel forskel er, jf. betænkningen side 110. I modsat fald bør det af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven og udtalelse efter erstatningsansvarsloven fremgå, hvad erhvervsevnetabsprocenten er henholdsvis med og uden den forudbestående lidelse.

I de senere år er der tilvejebragt en række særlige jobordninger med offentlige løntilskud mv. med henblik på at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet for forskellige grupper. Hvis den skadelidte har et sådant job, må det ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten vurderes, om og i givet fald i hvilket omfang den skadelidte vil eller burde kunne bestride et almindeligt job på normale vilkår. Ansættelse som led i en sådan særlig jobordning indgår dermed ikke i sig selv i erhvervsevnetabsvurderingen. Begrundelsen herfor er, at denne vurdering i så fald ville afhænge af, hvilken social- og arbejdsmarkedslovgivning der er gældende på afgørelsestidspunktet. Endvidere ville ændringer eller ophævelse af de pågældende særlige jobordninger i givet fald kunne anses for en væsentlig ændring af sagens faktiske omstændigheder, der efter den foreslåede ændring af lovens § 11 (lovforslagets § 1, nr. 7) kunne begrunde en genoptagelse af erstatningssagen.

Selv om skadelidte er ansat som led i en særlig jobordning med offentligt løntilskud, vil der således kunne tilkendes en foreløbig eller endelig erhvervsevnetabserstatning, hvis det må antages, at skadelidte vil lide eller har lidt et varigt erhvervsevnetab.

Med hensyn til fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning til personer, der er omfattet af den gældende lovs § 8, men som efter forslaget vil være omfattet af de almindelige regler i lovens §§ 5 7, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af § 8).

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.

Til nr. 5 og 6

I stedet for den gældende årslønsbegrænsning forslås det ved udmåling af erhvervsevnetabserstatning at anvende et erstatningsmaksimum. Maksimumbeløbet foreslås fastsat til 6.020.000 kr. svarende til den gældende årslønsbegrænsning pr. 1. januar 2001 ganget med den foreslåede kapitaliseringsfaktor på 10.

Ændringen indebærer en forbedring for skadelidte med en højere årsløn end 602.000 kr., idet erstatningen efter bestemmelsen kun skal nedsættes, hvis erstatningsbeløbet overstiger maksimum, mens nedsættelse efter den gældende bestemmelse sker også ved lavere erhvervsevnetabsprocenter, idet det afgørende er, om den årsløn, der lægges til grund for beregningen, ligger over grænsen.

Af redaktionelle grunde foreslås det at flytte reglen fra den nuværende § 7, stk. 3, til § 6, stk. 2.

Til nr. 7

Det foreslås at begrænse bestemmelsens anvendelsesområde, således at erhvervsevnetabserstatning kun beregnes på grundlag af den medicinske méngrad i tilfælde, hvor skadelidte var under 15 år på skadetidspunktet.

Forslaget indebærer, at lovens almindelige regler om fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning, jf. §§ 5 7, skal gælde for alle skadelidte, der er fyldt 15 år.

Ændringen har bl.a. betydning for studerende og andre under uddannelse samt hjemmearbejdende ægtefæller og samlevere, der hidtil har været omfattet af lovens § 8. Den foreslåede ændring af § 8 indebærer, at årslønnen for disse grupper vil skulle fastsættes efter lovens § 7, stk. 2 (som ikke ændres), således at årslønnen fastsættes skønsmæssigt som et udtryk for den økonomiske værdi af skadelidtes arbejdskraft på skadestidspunktet.

For hjemmearbejdende vil det såkaldte vikarprincip kunne anvendes (udgifterne ved at få andre til at udføre det pågældende arbejde i hjemmet), og der vil kunne foretages en bedømmelse af den pågældendes arbejdsevne i hjemmet, jf. bl.a. reglerne herom i den sociale pensionslovgivning. Hvis den pågældende kun er delvis hjemmearbejdende, må opgørelsen af årslønnen opdeles, således at der foretages en (forholdsmæssig) bedømmelse af både erhvervsindtægtstabet og nedsættelsen af arbejdsevnen i hjemmet. Hvis skadelidte er under egentlig erhvervsrettet uddannelse, kan årslønnen for en nyuddannet lægges til grund. Er der ikke grundlag for at kunne skønne over årslønnen, f.eks. hvis skadelidte går i gymnasiet, vil den normalårsløn, der foreslås anvendt ved erstatningsberegning efter § 8, kunne være vejledende.

For de nævnte grupper af skadelidte, der efter forslaget »flyttes« fra § 8 til §§ 5 7, vil fastsættelsen af en erhvervsevnetabsprocent skulle ske efter lovens § 5. Det indebærer, at det også skal vurderes konkret, hvad skadelidte vil kunne forventes at tjene i fremtiden.

Det foreslås endvidere at ændre udmålingsreglerne i § 8, således at erhvervsevnetabserstatning til børn under 15 år beregnes på samme måde som ellers, jf. lovens § 6, blot med den forskel, at méngraden anvendes i stedet for erhvervsevnetabsprocenten, og at der anvendes en normalårsløn på 276.000 kr. Dette beløb svarer til den højeste løbende ydelse efter arbejdsskadesikringsloven for erhvervsevnetab (pr. 1. januar 2001).

Erhvervsevnetabserstatningen for børn under 15 år skal således efter forslaget udmåles som et éngangsbeløb ved at gange méngraden (5 100 procent) med 276.000 kr. og gange med kapitaliseringsfaktoren 10.

Det foreslås endvidere at nedsætte grænsen for, hvornår der ved lave méngrader ikke ydes nogen erhvervsevnetabserstatning. Det foreslås at nedsætte grænsen fra 15 procent til 5 procent mén, således at der udmåles en erhvervsevnetabserstatning i alle tilfælde, hvor der fastsættes en méngrad, jf. lovens § 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.

Lovens § 9 indeholder reglerne om nedsættelse af erhvervsevnetabserstatning på grund af skadelidtes alder. Det foreslås, at denne erstatning ligesom méngodtgørelse skal aftrappes mere jævnt og fra et tidligere tidspunkt, og således at aftrapningen slutter på et højere niveau end efter den gældende bestemmelse.

Efter den gældende regel nedsættes erstatningen således fra det fyldte 56. år med 8½ procent pr. år, og erstatningen bortfalder som udgangspunkt helt, hvis skadelidte er fyldt 67 år på skadestidspunktet.

Det foreslås, at nedsættelsen starter ved det 30. år, men ikke fortsætter efter det fyldte 69. år, således at der ydes en erstatning på 30 procent af fuld erstatning, hvis den skadelidte var fyldt 69 år på skadestidspunktet.

F.eks. vil en skadelidt, der var 45 år ved skadens indtræden, få 84 procent af fuld erstatning, jf. 1. pkt. En skadelidt, der f.eks. var 65 år på skadestidspunktet, vil få erstatningen nedsat med 36 procent i medfør af 1. pkt. og med yderligere 22 procent efter 2. pkt., og den pågældende vil således få en erstatning på 42 procent af fuld erstatning.

Med den ændrede nedsættelsestakt og den foreslåede regel om en erstatning på 30 procent af fuld erstatning til alle (erhvervsaktive) skadelidte over 69 år, bliver den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, overflødig og foreslås derfor ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.3."

Uddrag af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 143 fremsat den 10. januar 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar mv.


"4.1.2. Fastsættelse af erhvervsevnetabet

Erhvervsevnetabserstatning kan ydes, hvis en personskade medfører en varig nedsættelse af den skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, jf. lovens § 5, stk. 1.

Som nævnt ovenfor er erstatningsansvarsloven opbygget således, at en skadelidt med varige skader som udgangspunkt får erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil stationærtidspunktet, hvorefter der udmåles en erhvervsevnetabserstatning. Det medicinske stationærtidspunkt har ikke betydning for erhvervsevnetabet, som er et rent økonomisk kriterium, men loven er udformet således, at parterne efter stationærtidspunktet hver især kan kræve, at der fastsættes en erhvervsevnetabsprocent. Når beregningen af erhvervsevnetabet tidsmæssigt er knyttet til stationærtidspunktet, skyldes det ønsket om at undgå, at erstatningssager trækker unødigt i langdrag.

Erhvervsevnetabsprocenten udtrykker størrelsen af den indtægtsnedgang, som den skadelidte må forventes at ville få som følge af skaden. Det skal således vurderes, hvad den skadelidte må antages at ville have tjent, hvis skaden ikke var sket, og dette skal sammenholdes med en vurdering af, hvad den skadelidte må antages at ville komme til at tjene med skaden. Der skal således opstilles prognoser over skadelidtes individuelle livsforløb med og uden skaden. I vurderingerne heraf indgår der en række faktorer, som er behæftet med større eller mindre usikkerhed, jf. nærmere betænkningen side 54 f. Efter lovens § 5, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende. Skadelidte har med andre ord en vis tabsbegrænsningspligt, men vurderingen skal foretages på stationærtidspunktet, hvor eventuel revalidering mv. ofte ikke er afsluttet endnu.

Der kan kun tages hensyn til en foreliggende mulighed for revalidering, hvis det må anses for sikkert, at revalideringen lykkes. Herved adskiller bedømmelsen efter erstatningsansvarsloven sig fra bedømmelsen efter arbejdsskadesikringsloven.

Nogle skadelidte udnytter for så vidt deres »erhvervsevne«, men ikke på en måde, som medfører en erhvervsindtægt. I disse tilfælde er der ikke nogen årsløn, som kan danne grundlag for fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen efter lovens §§ 6 og 7, jf. ovenfor under pkt. 2.1. For hjemmearbejdende ægtefæller eller samlevere og unge under uddannelse fastsættes erstatningen i stedet som en procentdel af méngodtgørelsen, jf. lovens § 8. Også erhvervsevnetabserstatning til børn fastsættes efter denne bestemmelse. Der ydes ikke erstatning efter § 8, hvis méngraden er mindre end 15 procent.

Hjemmearbejdende ægtefæller og samlevere, der ud over arbejde i hjemmet har indtægt fra deltidsbeskæftigelse, kan være omfattet af lovens § 7, stk. 2, hvorefter årslønnen i særlige tilfælde fastsættes efter et skøn. Det er dog ikke enhver deltidsbeskæftigelse, der medfører, at den nævnte bestemmelse skal finde anvendelse. Således er en hjemmearbejdende, der er deltidsbeskæftiget på mindst halv tid med indtægtsgivende erhvervsarbejde, normalt omfattet af § 7, stk. 2, mens deltidsjob på mindre end halv tid som regel medfører, at erstatningen fastsættes efter lovens § 8. Unge under uddannelse er omfattet af § 8, selv om de har indtægter ved deltidsbeskæftigelse, hvis uddannelsen på rimelig vis søges gennemført. Hvis der gennemføres en uddannelse, hvor der gives løn i uddannelsestiden, skal erstatningen derimod fastsættes efter § 7, stk. 2. Arbejdsløse er ikke omfattet af § 8, idet en arbejdsløs, så længe ledigheden varer, ikke har mulighed for at »udnytte erhvervsevnen« (lovens udtryk).

Arbejdsgruppen foreslår som ovenfor nævnt, at fastsættelsen af erhvervsevnetabet ikke længere skal ske på stationærtidspunktet, men på det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at vurdere skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Det foreslås i sammenhæng hermed, at der ligesom efter arbejdsskadesikringsloven skal tages hensyn til revalideringsmulighederne mv.

Der henvises til betænkningen side 63 ff.

Justitsministeriet er enig i, at der ved fastsættelse af erhvervsevnetabet bør tages hensyn til mulighederne for revalidering, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår bestemmelsen i lovens § 8 peger arbejdsgruppen på, at der kan være stor forskel på méngraden, som bygger på en lægelig vurdering, og erhvervsevnetabsprocenten, som bygger på en økonomisk vurdering af de fremtidige indtægtsmuligheder. Kravet om en méngrad på mindst 15 procent medfører i visse tilfælde, at en person ikke kan få erhvervsevnetabserstatning, skønt den pågældende faktisk har mistet en betydelig del af sin arbejdsevne.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at anvendelsesområdet for reglen i erstatningsansvarslovens § 8 begrænses, således at den medicinske méngrad fremover kun anvendes som kriterium, hvor andet ikke er muligt. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at reglen fremover kun skal omfatte børn, for hvem det på grund af lav alder ikke er muligt at opstille en erhvervsprognose. Som aldersgrænse foreslås 15 år, idet det i almindelighed ikke er muligt at fastslå erhvervsevnetabet for børn, som endnu ikke har afsluttet deres grundskoleforløb. Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at man anvender en standardårsløn til at udregne erhvervsevnetabserstatningen efter § 8 i stedet for som hidtil at fastsætte erstatningen som en procentdel af méngodtgørelsen. Endvidere foreslås selve beregningsmetoden ændret, så fremgangsmåden men ikke de faktorer, der indgår i beregningen kommer til at svare til den, der i øvrigt anvendes efter lovens §§ 5 7, dvs. at beregningen sker ved at gange méngraden med standardårslønnen og herefter gange med kapitaliseringsfaktoren, jf. pkt. 4.1.3. nedenfor.

Den gældende grænse, hvorefter der alene ydes erstatning efter § 8, hvis méngraden er på mindst 15 procent, kan som nævnt føre til urimelige resultater i tilfælde, hvor en skade med en begrænset méngrad fører til et betydeligt erhvervsevnetab. Arbejdsgruppen foreslår, at grænsen nedsættes til 5 procent svarende til grænsen for méngodtgørelse således at kun de absolut bagatelagtige skader bliver undtaget.

Der henvises til betænkningen side 66.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 (ændring af lovens § 8), og bemærkningerne hertil.

 

Pr. 1. januar 2001 gælder følgende erstatningsbeløb mv. efter erstatningsansvarsloven: Højeste erhvervsevnetabserstatning (ved 100 procent erhvervsevnetab og en årsløn på 602.000, som er den maksimale årsløn, der kan lægges til grund, jf. lovens § 7, stk. 3) er på 3.612.000 kr. Den højeste erstatning efter lovens § 8 er 1.376.000 kr. Den højeste forsørgertabserstatning er 1.083.600 kr., og mindstebeløbet er 386.500 kr., jf. lovens § 13. Méngodtgørelsen (lovens § 4) udgør som udgangspunkt 3.440 kr. pr. méngrad, svarende til 344.000 kr. ved en méngrad på 100 procent. Godtgørelsen for svie og smerte (lovens § 3) udgør 80 kr. pr. oppegående sygedag og 180 kr. pr. sengeliggende dag.

Erhvervsevnetabserstatningen fastsættes som et kapitalbeløb ved at gange skadelidtes årsløn (normalt årslønnen i det forudgående år) med en kapitaliseringsfaktor på 6 og derefter gange med erhvervsevnetabsprocenten (den procentuelle fremtidige indtægtsnedgang). Ved kapitaliseringen udregnes nutidsværdien af indtægter, som ville være kommet løbende til udbetaling i en årrække fremover, og sigtet er, at det afkast, som den skadelidte kan opnå ved sædvanlig anbringelse af midlerne, skal kompensere for det fremtidige indtægtstab. Lovens bestemmelse om en fast kapitaliseringsfaktor bygger på den almindelige rentefod sammenholdt med det antal år, hvor skadelidte kunne have forventet en højere indtægt (løbetiden). Ved en høj rentefod skal kapitaliseringsfaktoren være lav og omvendt, og da kapitaliseringsfaktoren er fast, er der behov for regler om nedsættelse af erstatningen på grund af alder, idet ældre skadelidte ellers ville få en relativt større erstatning end yngre skadelidte. Erhvervsevnetabserstatningen nedsættes efter loven med 8½ procent for hvert år skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden. Der ydes således som hovedregel ikke erhvervsevnetabserstatning, hvis skadelidte var fyldt 67 år, men dette kan dog fraviges helt eller delvis, hvis det må antages, at den skadelidte ville have været erhvervsaktiv også efter det 67. år.

Loven indeholder også regler om nedsættelse af méngodtgørelsen. Nedsættelsen sker med 5 procent for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden, dog ikke yderligere efter det 69. år, hvor der tilkommer skadelidte halvdelen af fuld méngodtgørelse. Baggrunden for denne regel er, at ældre skadelidte normalt skal leve med ménet i kortere tid end yngre skadelidte.

I en af de betænkninger, som den gældende lov bygger på (betænkning nr. 976/1983 om udmåling af erstatning ved personskade og tab af forsørger), blev det foreslået, at kapitaliseringsfaktoren skulle fastsættes administrativt og svare til den nominelle markedsrente (den effektive obligationsrente), og at løbetiden normalt skulle fastsættes som forskellen mellem alderen på skadestidspunktet og 67 år reduceret med den statistiske dødelighedssandsynlighed (udtrykt i de såkaldte »dødelighedstavler« udarbejdet af den daværende Statsanstalten for Livsforsikring).

Loven indeholder imidlertid en enklere løsning med en fast kapitaliseringsfaktor, navnlig med henblik på at undgå, at faktoren og dermed erstatningernes størrelse eventuelt skal ændres hyppigt inden for kortere perioder som følge af udsving i renten. Tildels som modvægt til den ret lave faktor på 6 skal der efter loven ikke foretages fradrag for andre ydelser, der kommer til udbetaling som følge af skaden f.eks. forsikringer og sociale ydelser.

Arbejdsgruppen har undersøgt reglerne i de øvrige nordiske og en række andre lande og anfører (betænkningen side 43 f og 303 ff), at en generel sammenligning mellem det danske og udenlandske erstatningsniveau er vanskelig, fordi en række centrale regler er meget forskellige fra land til land det gælder bl.a. reglerne om samspillet mellem erstatninger og andre ydelser, som skadelidte modtager i anledning af skaden, herunder sociale ydelser og forsikringsydelser, samt reglerne om beskatning af erstatningsbeløb mv. og om muligheden for at udmåle erstatningsbeløb som løbende erstatninger.

Arbejdsgruppen anfører, at der i lyset af renteudviklingen mv. siden vedtagelsen af den gældende lov er behov for at forhøje den faste kapitaliseringsfaktor, men at der fortsat ikke er grundlag for at udarbejde kapitaliseringstabeller, der meget detaljeret afhænger af skadelidtes alder. Arbejdsgruppen finder endvidere, at den gældende ordning, hvorefter sociale ydelser, pensioner og forsikringer som hovedregel ikke fradrages i erstatning eller godtgørelse, bør bevares også i lyset af, at erstatninger efter erstatningsansvarsloven for erhvervsevnetab mv. normalt heller ikke indgår i beregningsgrundlaget for retten til sociale ydelser (bortset fra retten til social pension, hvor grænsen for, hvor meget der kan tjenes uden nedsættelse af pensionen, imidlertid er forholdsvis høj).

Arbejdsgruppen anfører, at den samfundsøkonomiske udvikling har medført, at forudsætningerne bag fastsættelsen af kapitalfaktoren til 6 i 1984 ikke længere holder stik. I 1984 var den lange obligationsrente således ca. 14 procent, mens den i dag er ca. 7,5 procent. En skadelidt, der anbringer sin erhvervsevnetabserstatning i obligationer, vil således i dag opnå et væsentligt lavere afkast, end hvad der var forudsat ved fastsættelsen af kapitalfaktoren i 1984.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at kapitalfaktoren forhøjes fra 6 til 10. Med forhøjelsen kompenseres der for den nedgang i renteniveauet, som er sket siden 1984. Arbejdsgruppen foreslår tilsvarende forhøjelser af méngodtgørelsen og af minimumsbeløbet for forsørgertabserstatning. Den højeste erhvervsevnetabserstatning vil efter arbejdsgruppens forslag udgøre 6.020.000 kr. (en stigning på knap 2,5 mio. kr.), mens méngodtgørelsen ved en méngrad på 100 procent vil udgøre 573.500 kr. mod 344.000 kr. i dag. Størrelsen af forsørgertabserstatningen til ægtefæller og samlevere vil blive tilsvarende forhøjet. Minimumsbeløbet for forsørgertabserstatning foreslås forhøjet fra 386.500 kr. til 644.000 kr.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere en ændring af reglerne om nedsættelse af erstatning og godtgørelse på grund af alder, således at nedsættelsen sker fra et tidligere alderstrin og mere jævnt end efter de gældende regler. Formålet hermed er bl.a. at bringe nedsættelsesreglerne i bedre overensstemmelse med yngre og ældre skadelidtes reelle tab.

Der henvises til betænkningen side 72 ff.

På baggrund af de ændringer, der er sket i renteniveauet siden erstatningsansvarslovens ikrafttræden, er Justitsministeriet enig i, at erstatnings- og godtgørelsesniveauet bør forhøjes som foreslået af arbejdsgruppen for fortsat at sikre de skadelidte en rimelig kompensation for det lidte tab.

Den gældende ordning med én fast kapitaliseringsfaktor er indarbejdet i praksis og giver mulighed for en enkel og hurtig erstatningsberegning. Justitsministeriet er enig i, at der er behov for at differentiere erstatningerne mere end i dag, og at dette uden at ændre lovens systematik kan ske på hensigtsmæssig måde ved at opretholde en fast kapitaliseringsfaktor og ændre nedsættelsesreglerne som foreslået af arbejdsgruppen.

Lovforslaget er således udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, 5 og 7 9, og bemærkningerne hertil."