(Ophævelse af
de ældste love og
retsforskrifter, der er
forældede og uden retlig
betydning)
Samtlige love, forordninger,
reskripter, plakater, traktater,
konventioner, bekendtgørelser,
cirkulærer, vejledninger og
aftaler samt øvrige offentlige
regler fra 31. december 1870 og
før, jf. dog §§ 2-4 og § 5, stk.
2, ophæves, for så vidt de ikke
allerede er ophævet.
Følgende love og
retsforskrifter er dog indtil
videre undtaget fra den
generelle ophævelse i medfør af
§ 1:
Ændringer i fortsat gældende
regler som følge af love og
retsforskrifter, der ophæves ved
denne lov, er fortsat gyldige.
Dette gælder dog kun ændringer,
hvor der er tale om egentlige
ændringslove m.v.
Ændringslove m.v. og tillæg
til de regler der ophæves ved
denne lov, ophæves ligeledes,
såfremt de ikke er nævnt i § 2.
Det samme gælder regler om
forståelsen af de ophævede
regler samt regler udstedt i
medfør af de ophævede regler.
Ændringer af
gældende love m.v.
1. I Danmarks og Norges
Kirke-Ritual af 25. juli 1685
ændres i titlen »Danmarks
og Norges« til: »Danmarks«.
I forordning af 19. december
1693 om Auctions-Værket i
Danmark og Norge foretages
følgende ændringer:
1. I titlen ændres
»Auctions-Værket i Danmark og
Norge« til: »auktioner«.
2. § 2 affattes
således:
»§ 2. Det står enhver
frit at lade løsøre m.v. sælge,
hvor det findes mest
fordelagtigt, medmindre andet er
bestemt.«
3. § 7 affattes
således:
Ȥ 7. Auktionarius, eller
hvem der er bemyndiget dertil,
skal indføre følgende i
auktionsbogen:
I forordning af 8. juli 1840
for Kongeriget Danmark, indtil
videre med Undtagelse af
Bornholm, ang.
Amtstue-Oppebørselerne og de
Oppebørseler i Kjøbstæderne, der
ere af samme Slags, som de, der
paa Landet vedkomme Amtstuerne,
m.v., som senest ændret ved lov
nr. 69 af 3. marts 1971 om
ændring af lov om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme,
foretages følgende ændringer:
1. Titlen affattes
således:
(amtstueforordningen)«.
2. I § 2, 1. pkt.,
ændres »Forsaavidt Skatterne og
Afgifterne, hvad enten de ere
staaende eller de aarligen eller
extraordinairt paalignes, ere at
ansee som reelle, saa at de ere
lignede paa eller svares af
faste Eiendomme (til hvilke
Eiendomme ogsaa Tiender regnes),
hæfte de« til: »Ejendomsskatter
hæfter«.
3. I § 2, 2. pkt.,
udgår », lige med hvilke ogsaa
Amtsforvalternes Skriverpenge
regnes« samt », hvorhos det dog
er en Selvfølge, at vedkommende
Tiendetageres Fortrinsret i
Overeensstemmelse med F. 8. Jan.
1810, § 29, Litr. C., er dem
forbeholden«.
4. I § 2 udgår
4. pkt., der oprindeligt var
6. pkt.
I forordning af 16. marts
1842 ang. Dykkervæsenet m.v.
foretages følgende ændring:
1. I § 2 ændres
»Den, der agter at benytte den i
§ 1 givne Tilladelse« til: »Den,
der agter at optage skibe og
andre på havets bund nedsunkne
ting«.
Bekendtgørelse nr. 103 af 10.
april 1915 om Forbud mod at
benytte fremmede Nationsflag
affattes således:
»Bekendtgørelse om forbud mod at
benytte fremmede nationsflag
samt om andre forhold vedrørende
flag.
§ 1. Det er tilladt for
alle og enhver i landet eller på
danske skibe at flage med
dannebrogsflaget uden split. Det
er derimod forbudt at flage med
andre flag end Dannebrog her i
landet eller på danske skibe,
medmindre andet er bestemt. Det
forbydes endvidere under åben
himmel samt i gæstgiverier,
beværtninger og andre offentligt
tilgængelige lokaler at benytte
krigsførende magters flag, være
sig til udsmykning eller på
anden måde.
§ 2. Forbudet omfatter
ikke:
§ 3. Det danske flag skal
være rødt med hvidt kors.
Felterne nærmest stangen er
kvadratiske med sider, der er 3
gange korsets bredde, og de
lange felter er rektangulære,
hvor langsiderne er 1½ gang
stangfeltets mål. Disse mål
overholdes for faneduge, men for
flag, der udsættes for hårdt
vejr, tillægges ca. ¾ korsbredde
i totallængden til reparation
ved ombøjning og ny søm, når
flaget flosser.
§ 4. Vimpler (fløie) skal
være uden split og røde og
eventuelt med et hvidt kors.
Bredden skal være 1/16
af længden.
§ 5. Den, der overtræder
bekendtgørelsen, er pligtig til
på opfordring af vedkommende
politimyndighed at udlevere det
ulovligt benyttede flag, og
dette kan da tages i forvaring
af det offentlige, indtil den
sag, som snarest vil være at
anlægge i anledning af
overtrædelsen, er endeligt
afsluttet.
I lov nr. 72 af 14. marts
1934 om udøvelse af
lægegerningen (lægeloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 632 af 20.
juli 1995, som senest ændret ved
lov nr. 396 af 2. juni 1999 om
ændring af forskellige
autorisationslove inden for
sundhedsvæsenet (Gebyr for
autorisation m.v. af visse
personalegrupper inden for
sundhedsvæsenet), foretages
følgende ændring:
1. I § 2 indsættes
efter stk. 7 som nye stykker:
»Stk. 8.
Sundhedsministeren fastsætter de
nærmere regler for lægeløftet.
I lov nr. 479 af 7. december
1988 om Kort- og
Matrikelstyrelsen foretages
følgende ændring:
1. I § 5 indsættes
efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Det er ikke
tilladt at kopiere eller på
anden måde eftergøre kort uden
Kort- og Matrikelstyrelsens
tilladelse. Overtrædelse heraf
straffes med bøde.«
Et forhold, der er indtruffet
før denne lovs ikrafttræden, og
som skulle behandles efter love
m.v., som denne lov ophæver,
behandles dog efter de tidligere
gældende love m.v.
Loven træder i kraft 3
måneder efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Som ordfører
for forslagsstillerne tillader
jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til
lov om ophævelse af forældede
regler fra før 31. december
1870. (Ophævelse af de ældste
love og retsforskrifter, der er
forældede og uden retlig
betydning).
(Lovforslag
nr. L 202).
Jeg henviser
i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager lovforslaget, og
anbefaler det til Tingets
velvillige behandling.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med
gældende regler
Lovforslagets § 1
Ny
formulering |
§ 1. Samtlige
love, forordninger,
reskripter,
plakater, traktater,
konventioner,
bekendtgørelser,
cirkulærer,
vejledninger og
aftaler samt øvrige
offentlige regler
fra 31. december
1870 og før, jf. dog
§§ 2-4 og § 5, stk.
2, ophæves, for så
vidt de ikke
allerede er ophævet. |
Gældende formulering |
Det
er ikke umiddelbart
muligt udtømmende at
angive, hvilke
gældende love m.v.
der ophæves som
følge af denne lov.
Derfor er det
selvfølgelig heller
ikke muligt at
angive den gældende
formulering.
Nedenstående 41
forskrifter er dog
gældende ifølge
Retsinformation
eller andre kilder,
men er ikke medtaget
som bevaringsværdige
(bemærk, at
forskrifterne kan
være ændret i
forhold til den
anførte
formulering).
Der er firkantet
parentes »[ ]« om de
dele, der ikke er
med i
Retsinformation,
samt de dele, der i
Retsinformation også
har parentes om. De
forskrifter, der
ikke er med i
Retsinformation, har
firkantet parentes
om forskriftens
titel. |
[Forordning af 23. maj
1696 (om forbud mod, at
afsatte præster forretter
gejstlig tjeneste)]
Udgår som
forældet, jf.
kirkeministerens svar på S
1567, folketingsåret
1999-2000, jf. Folketingets
forhandlinger side 4942.
Gr. Endeel Præster, som
fra deres Kald for
Uskikkeligheds Skyld ere
afsatte, have begaaet en og
anden Usømmelighed med
Vielser og Sacramenternes
hemmelige Administrationer i
Husene, især med at vie de
Partier, som efter Loven ei
bør tillades Egteskab, og at
døbe de Børn, som hemmelig
og i Dølgsmaal fødes;
hvorved største Uorden i
Guds Kirke og Menighed
foraarsages, og Loven med
andre Frr. utilbørlig
overtrædes.
Foruden
Fr. af 4 Aug. 1680 befales
end videre, at hvilke
afsatte Præster bevises
herefter sig til Præsternes
Functioner i Sognerne, med
Vielser eller Sacramenternes
Administration, ulovligen at
indsnige, paa Landet eller i
Kiøbstæderne, de skal derfor
til næste Provste-Mode
tiltales og dømmes fra
Præstelig Habit og Kiortel,
og agtes for Bedragere og
løse Folk, over hvilke den
verdslige Øvrighed, som over
andre Mishandlere, siden sin
Ret beholder; Og paa det
Almuen ei skal fordeles til
at bruge slige afsatte
Præster, maae ingen Præster,
som fra deres Kald ere
dømte, forrette nogen
geistelig Tieneste i
Kirkerne, paa Landet eller i
Kiøbstæderne, med mindre
Biskoppen der i Stiftet i
sær Henseende til
Tienesternes uomgiængelige
Forretnings Fornødenhed,
saasom enten i Sygdoms-
eller Krigs-Tide, eragter
det got og raadeligt; Og
skal enhver Præst, som
saadanne afsatte Præster
uden sin Biskops Approbation
og Samtykke bruger, for hver
Gang han dermed betreffes,
bøde til Vor Frelsers Kirke
paa Christianshavn 10 Rdlr.
Forordning
af 18. april 1744 Om
Havne-Væsenets nærmere
Regulering i København og
Christianshavn. cfr. Fr. 15:
April 1682
Udgår som
forældet.
Gr. Paa det alt, hvis af
Havne-Væsenet i Khvn og Chvn
dependerer, vedbørlig kan
iagttages, Havnerne og
Canalerne med Broer og
Bolverker til fornøden
Conservation og de
Trafiqverende og Søefarende
til Befordring; samt at
ingen sig herefter med
Uvidenhed skal kunde
undskylde.
1.) Skibene skal indtage
Baglast inden for Bommen paa
de af Havnemesteren anviste
Steder. Kan et Skib
formedelst Dybgaaenhed eller
Rankhed ikke legge derhen,
melder Skipperen sig hos
Over- Eqvipage-Mesteren, som
derom forsvarligt Forhold
føier. Hver Gang noget
herimod foretages, bøde de
Skyldige 4 Rdlr. Ved
Baglastens Indtagelse skal
bruges tette Port-Seil, 6
Al. lange og 6 Al. breede,
som sættes mellem Skibet og
Baaden. Lige saa store Port-
Sejl skal de Skibe og Baade,
som føre Steenkul, Kalk,
Steen og Sand, bruge, naar
de losse, under Straf 1ste
Gang af et Skib under 25
Læster 2 Rdlr., paa 25
Læster 4 Rdlr., og af et
over 25 Læster 8 Rdlr., 2den
Gang dobbelt, men 3die Gang
dømmes de efter Befindende
af Havne-Commissionen. Af
Baglasten opgraves eller
tages 1/3 inden for
Toldboden paa de anviste
Steder, enten Skibet ligger
inden eller uden for Bommem;
dog udføres intet uden
Tilladelse, ei heller maa
nogen Baglastfører tage
Baglast uden paa de anviste
Steder, enten uden eller
inden Bommen, langt mindre
bringe nogen utienlig
Baglast. Alle
Baglast-Baadenes Ahming skal
skee ved Holmen saaledes, at
Baaden ledig marqveres agter
og for med 2de Kaabersøm,
derefter gives Baaden sin
Last, der er 2de smaae
Læsters Drægtighed a 4000
Pd. pr. Læst; hvorpaa atter
i Baaden agter og for
indslaaes 4 Kaabersøm, som
da gjør Baadens rette
Drægtighed, for derefter at
bringe Baglasten. For saadan
en Baad Baglast betales
Lauget 4 Mk. Forfalsker
nogen sin Baad, saa den ikke
har den rigtige Baglast,
betales af Lauget 2 Rdlr.,
som Lauget igien decourterer
Folkene. Forfalskes
Ahmingen, betales af Lauget
20 Rdlr. for hver Baad.
Ingen Baglastfører maa
tilbringe noget Skib
Muursand, enten til Baglast
eller isteden for hvid Sand.
Handler nogen herimod,
betaler Lauget for hver Baad
til Havne-Cassen 2 Rdlr.,
som Lauget Folkene igien
decourterer. Forlanger nogen
Skipper hvid Sand til
Baglast, søges derom
Tilladelse hos
Havnemesteren, dog skal den
indtages inden for Bommen.
Tager Skipperen det uden
Tilladelse uden for Bommen,
skal han bøde 10 Rdlr., og
den det bringer ligesaa 10
Rdlr. Og paa det ingen med
Baglast skal opholdes eller
fornærmes, skal
Havne-Commissionen derom
føje alle fornødne
Anstalter. Alle Pramme eller
Baade, der til hvid eller
Muur-Sand bruges, bør
ligeledes ved
Havne-Commissionen justeres
efter Læster, af 4000 Pd.
pr. Læst, paa det de ikke
skal lades dybere end efter
Ahming. Tager nogen større
Ladning end efter Ahming,
betales 1ste Gg 2 Rdlr. og
siden hver Gang dobbelt.
Steen-Pramme skal og ahmes
til store Læster a 6000 Pd.
pr. Læst.
2.) Ingen Steen eller
Sand maa opkastes uden paa
de anordnede Steder, og skal
samme paa Landet legges en
Alen inden for Bolværket og
ei nærmere Rendestenen, end
at Vandet kan have frit Løb,
alt under 2 Rdlrs Straf hver
Gang.
3.) Af Skibe, Pramme
eller Baade maa ingen
Baglast eller Ureenlighed
udkastes i Havnen eller
Canalerne, nemlig: inden for
Bommen og ud til Tre Croner,
under Straf af 24 til 4
Rdlr. efter Beskaffenheden.
Ei heller maa af Gaarde
eller Huse derudi udkastes
nogen Slags Ureenlighed
under 4 Rdlrs Straf, 1/2 til
Angiveren, 1/2 til
Havne-Cassen. Kan
Vedkommende ikke betale, da
arbejde 2 Maaneder,
Mandfolkene i Skubkarren paa
Holmen, og Qvindes-Personer
i Spindehuset.
4.) Intet Skib, lidet
eller stort, maa ved Broen
mellem Khvn og
Christianshavn eller dens
Fundamente fastgiøre eller
fortøie under 4 Rdlrs.
Straf. Findes de modtvillige
at kaste løs, efter at de af
Vedkommende ere advarede,
betale de 50 Rdlr. Ei heller
maa noget Skib, Pram eller
Baad fastgiøre eller forhale
ved nogen Broe eller
Bolverk, men alene i de
dertil satte Duc d'Albes,
Pæle og Ringe, under 4 Rdlrs
Straf. Hvor disse ei endnu
haves, skal Vedkommende
efter Havne-
Commissionensionens
Anordning sætte samme efter
Stedets Beskaffenhed. Ved
Kongens egne eller
Havne-Commissionens Duc
d'Albes paa Strømmen maa
ingen uden Havne-Mesterens
Tilladelse blive liggende
fortøiet, saasom de alene
skal bruges til Forhaling,
under 2 Rdlrs Straf. Ei
heller maa nogen uden
Tilladelse fastgiøre Toug
til Forhaling, mindre blive
liggende ved Kongens Duc
d'Albes eller Pæle om
Flaaden. Og skal de Pæle,
som til Forhaling maa
bruges, alene males med røde
Hoveder. Ingen maa med
Baadshager sætte i nogen af
Kongens Duc d'Albes eller
Bolværker ved Holmen samt
murede Fundamenter under 2
Rdlrs Straf.
5.) Ingen Tobaksmøgen paa
noget Skib maa skee om Dagen
i nogen Canal eller i Havnen
under 1 Rdlrs Straf. Ikke
heller maa anlegges Ild til
Mad eller andet at varme
under 4 Rdlrs Straf, hvoraf
Angiveren nyder det halve.
Anlegger nogen Ild om Natten
paa noget Skib, inden for
Toldboden eller uden for
Bommen inden Castels-Pynten,
da betaler Skipperen 10
Rdlr. 1/2 til Havne-Cassen,
1/2 til Angiveren; Men i
Mangel af Betaling arbeide
paa Vand og Brød 4 Maaneder
i Skubkarren. Skeer saadant
Nat eller Dag i Farvandet,
saavidt Flaaden ligger,
betaler Skipperen 20 Rdlr.,
1/2 til Angiveren, 1/2 til
Havne-Cassen. Haver
Skipperen ei dertil været
Aarsag, betale den Skyldige
Straffen, eller og lide paa
Kroppen.
De Skibe,
som overvintre og ere
aftaklede, paa 100 til 50
Læster skal have 4re Læder
Brandspande, 2de Gitters og
1 Øre under 4 Rdlrs Straf.
De Skibe under 50 til 25
Læster 2de Læder Brandspande
og 1 Øre under 2 Rdlrs
Straf.
6.) Paa Tømmer-Pladsene
maa ei bruges Ild eller
Tobakssmøgen, alt var der
Hætte paa Piben, under 2
Rdlrs Straf, 1/2 til
Havne-Cassen, 1/2 til
Angiveren, som betales af
den, der haver Pladsen i
Brug. Ei heller maa
Plankeværkerne om
Tømmer-Pladsene med Tiære
anstryges under 20 Rdlrs
Straf. (cfr. Plac. 28 Marts
1757).
7) Ingen Skibe maa ligge
i Canalerne andre til
Fortred og Skade eller
Hindring i Ladning og
Lossen. Derfor skal de alle
Tider saaledes ligge, at der
i og uden for Canalen er
frie Passage til Ind- og
Udfart for andre Skibe: Og
maa ingen Skipper indlegge
sit Skib, førend ham er
anvist Sted, under 2 Rdlrs
Straf. Ei heller maa nogen
legge sig midt Farvaters
eller fortøie sig over
Vandet, at det er til Hinder
for andre Skibe eller
Chaloupper, ei heller ankre
eller fortøie i det dybeste
Løb en Cabbel-Længde uden
for Castels-Pynten, alt
under 4 Rdlrs Straf (cfr.
Plac 19 Dec 1768).
8.) Ingen Reparation,
Fortømring, Kiølhalen eller
Calfatring maa skee paa
noget Skib eller Fartøi,
lidet eller stort, enten ved
Stranden eller i nogen af
Canalerne eller Havnene,
uden alene paa de dertil
indrettede Steder ved det
Ostindiske Huus, Biørns
Plads og de Steder inden for
Christianshavns Broe, som
dertil ere berettigede,
under 4 Rdlrs Straf.
Tømmermændene, som sig sligt
Arbeide paatage, skal betale
for hver Dag de i saa Maade
arbeide, 3 Rdlr.(cfr. Anord.
11 Nov. 1757).
9.) Enhver, som vil slaae
eller forfærdige noget
Bolværk, skal først melde
det for Havnemesteren, som
underretter dem, hvorledes
det maa forfærdiges, saasom
Bolverkerne skal være af een
Høide overalt i Canalerne,
samt vel forsynede, at ingen
Jord eller Ureenlighed i
Canalen kan udspylles. Naar
Vedkommende af Havnemesteren
advares at holde deres
Bolværker i Stand, skal de
det strax besørge; thi
ellers skal Havnemesteren
paa Eierens Bekostning lade
det forfærdige, hvilken
Bekostning de da uden
Exception igien til
Vedkommende skal betale.
(See. Plac. 28 Sept.1768).
Befindes nogensteds i Havnen
eller Canalerne siunkne
Fartøier, skal Vedkommende,
naar de derom af
Havnemesteren advares, strax
lade dem optage, hvis ikke,
skal Havnemesteren paa
Eierens Bekostning uden
videre lade dem optage, og
Fartøiet da til ham være
forfalden.
10.) Alle Skibe, som
legge til noget Bolværk i
Canalerne, skal have deres
Anker indsat paa Dekket, for
ei at beskadige Bolværket,
under 2 Rdlrs Straf. De som
hale igiennem nogen Broe,
skal, om behøves, kaste
deres Vanter løs og indkaste
deres Anker paa Dekket under
2 Rdlrs Straf, samt desuden
betale hvad Skade paa Broen
eller andet derved
foraarsages.
11.) Naar et Fartøi er
udlosset, skal det, skiønt
Liggetiden ikke er
erspireret, strax legge ud
af Canalerne, for ikke at
ligge andre i Veien, med
mindre Skipperen der paa
Stedet fra Landet skal have
Ladning, eller i nogen anden
Canal. Efterat de 3 Uger ere
erspirerede, i hvilke
Skipperne maa udsælge deres
Vahre i smaa Partier,
anviises de Skippere, som
endda have uafsolgte Vahre
inde, at henlegge bag
Børsen, langs Børsens
Pakboeder, for der samme en
gros at udsælge. Hvo i
foranførte er opsetsig, naar
han af Vedkommende derom
advares, betaler 4 Rdlr. Og
da Mæglerne efter
Commerce-Fr. 4 Aug 1742 for
Magistraten og Politimester
skal angive de Skibe, som
have ligget over 3 Uger i
Canalerne, saa skal de det
og tillige, under deres
Mægler-Embeds Fortabelse,
for Havnemesteren
tilkiendegive, paa det han
kan vide dem derefter at
udskyde.
12.) de Skibe, som have
Krud om Borde, maa ikke
dermed komme nærmere end
uden for Castels Pynten, men
maa legge det om Bord paa
Vagt-Skibet i Forvaring; ei
heller maa nogen af de
Udhalende indtage deres
Krud, førend de komme uden
for Bommen paa forommeldte
Distance, under Confiskation
af det indehavende Krud, som
Kongen hiemfalder.
13.) Ingen Baade,
Chaloupper eller Joller maa
efter Tappenstreg roe i
Havnen eller Canalerne, til
om Morgenen Reveillen er
slagen, uden Tilladelse, ei
heller ligge under nogen
Broe om Natten, under 2
Rdlrs Straf. Hvo i bemeldte
Tid findes paa Vandet
imellem Qvæsthuset og
Toldboden, hvor Flaaden
ligger, betale 4 Rdlr.
14.) Paa det hver Skipper
kan vide, i hvad Canal han
sin Ladning bør udlosse og
sælge (dog Indvaanerne
uforment at losse deres egne
Vahre, hvor beleiligst
eragtes) da skal dermed
følgende Orden holdes: I nye
Havn skal ligge alle Skibe
med Brændeved, Bræder,
Planker, Muur- og Tagsten,
heele Ladninger Korn-Vahre
eller med andet Gods, som
til nogen af Indvaanerne er
forskrevet, tilsendt eller
kiøbt, samt alt hvis Eierne
af samme Canals Bolværker
til deres Pakhuse vil have,
saa og nogle faa Tønder
Meel, som Brænde-Skibene
inde have, for at sælge.
Hvilke alle efter Anvisning
der kan indlegge og deres
Bolværkspenge til Eierne
eller Forpagterne alene
erlægge. Alle de Skibe, som
føre Tømmer af Eeg og Fyr
eller andre Sorter Bord og
Bræder, som udskydes og
flaades, skal alene anlegge
mellem Qvæsthusets Plads til
Toldboden uden for
Tømmerpladsene, under 10
Rdls Straf hvergang derimod
handles, saasom intet sligt
maa skydes i Canalerne (cfr.
Plac. 28 Marts 1757).
Men har
nogen Indvaaner selv
forskrevet samme til eget
Brug og boer ved Canalerne,
da tillades samme ved deres
eget Bolværk at lade
opslæbe, saavelsom hvis
Kongen til eget Brug lader
komme. I Friderichsholms
Canal fra blaae Taarn til
Slots Broen anlegge alle
Skibe med Brændeved og
Bygnings-Materialier, samt
Jern og Fiske-Vahre, som
veies og vrages paa
Veierhuset og Vragerbroen.
Fra Høibroe til Holmens
Broe: alle Skibe med Feede
Vahre; tørred og salted Fisk
samt Tørv. Fra Holmens Broe
til Consumptions-Contoiret:
a.) Til Hukken: Skibe
med Feede Vahre, Korn og
Frugt.
b.) Paa Hukken: de,
som alene med Korn og
Potter ere ladte.
c.) Fra Hukken for
Børsen: alle Slags Korn-
og saltede Fiske-Vahre,
samt andet Kiøbmands
Gods.
Fra
Consumptions-Contoiret til
Christianshavns Broe: alle
Skibe med Korn-Vahre og
Brændeved, samt Finlapperne.
Bag Nyebørs anlegges, naar
det begieres, med alle Slags
Vahre. Fra Høibroe til
Slotsbroen: Fiskerbaadene
med videre, som med Pramme
opføres. Før nogen anlegger,
skal han melde sig for
Havnefogden, som anviiser
Anlegnings-Stedet. Og
betaler enhver Anleggende i
Bolværks-Penge til
Forpagterne, saavidt Havnens
Bolværker angaaer, af hver
Læst om Sommeren 6 s, en
Pram 4 s, en Baad 2 s, og om
Vinteren dobbelt saa meget;
Men paa de andre Steder til
Eierne af Bolværkerne, som
de best kan foreenes om.
15.) Broemændene skal
altid holde Broerne reene,
og nyde for Broen at aabne
af ethvert Skib, stort eller
lidet, som der igiennem
gaaer, efter Fr. 15 Apr.
1682. Broen aabnes ei for
Fartøier, hvis Master kan
nedlegges; Ei heller maa den
aabnes om Middagen fra 11
til 1, for ei at hindre
Kiørselen til og fra Hoffet
samt Arbeidsfolk; Mindre maa
den aabnes om Søn- og
hellige Dage, undtagen noget
til Flaaden nødvendig
behøves, da Broemændene
rette sig efter
Over-Eqvipage- Mesterens
Foranstaltning.
16.) Havnefogderne og
Broemændene skal, hver i sit
District, advare enhver
Skipper og andre Vedkommende
om denne Fr. Og skal den
opslaaes paa Toldboeden,
Børsen, Skippernes
Laugshuus, ved alle Broerne,
og hvor det ellers
nødvendigt eragtes, samt
leveres Oldermændene for
Pram- og Steenfører-Laugene.
Desuden skal enhver Skipper,
som fører Skib hiemmehørende
i de Kgl. Lande, have samme
med sig i deres Fartøier. Og
skal Mæglerne advare paa
Toldboden saavel indenrigs
som fremmede Skippere om
denne Fr., efterdi Uvidenhed
ikke herefter af nogen skal
imodtages.
17.) Havnefogderne og
Broemændene skal, for
desbedre at vaage over denne
Frs Efterlevelse, nyde 1/4
af de herudi dicterede og
til Havne-Cassen forfaldne
Bøder.
18.) I Fald nogen
utilbørlig begegner Havne-
Mesterne, Havnefogderne og
Broemændene, eller imod dem
øver nogen Overlast, naar de
deres Function forrette,
skal de assisteres fra
Holmens Vagt med Folk til at
tage de Opsetsige i Arrest,
paa det de efter Sagens
Beskaffenhed kan straffes
med Penge-Mulct eller og paa
Kroppen.
Skrivelse
af 15. maj 1747 om
Confirmation paa de
Reformeredes Privilegier
Udgår som
forældet, jf. noterne i
Retsinformation.
1.) De skal, ligesom
andre Kgl. Arve-
Undersaatter, være Kongen,
som deres rette Arve-Konge
og Herre, hulde og troe,
2.) Alle Reformerede, som
i Kongens Riger og Lande ere
boesatte eller sig herefter
nedsætte, af hvad Stand og
Vilkaar de end ere,
Geistlige eller Verdslige,
skal for det Steds
Magistrat, hvor de sig
opholde, aflægge
Troeskabs-Eed saavel
mundtlig, som skriftlig; men
de som boe i Khavn, og ei
ere under Byens Jurisiction,
skal skrive Troeskabs-Eden
paa den maade, som dem
forelægges, hvilken i
Cancelliet indleveres; Og
maa ingen Reformeert sig her
nedsætte, eller sig noget
Kiøbmandskab, Haandværk og
deslige foretage, før han
saaledes har aflagt
Troeskabs-Eed.
3.) De skal i alle
verdslige Sager aldeles være
undergivne og rette sig
efter Kongens Lov, Frr. og
Befalinger, og deri bevise
Stiftbefalingsmændene og
alle andre, som noget paa
Kongens Vegne over dem kan
have at byde, al tilbørlig
Lydighed; saavidt det ikke
strider mod disse
Privilegier.
4.) De Reformerede maae
holde visse Skoler, i hvilke
endog Børn af den
Augsburgiske Confession maae
undervises i et og andet
Sprog, i at sye, kniple,
knytte og anden
haandgeierning, dog at i
samme Skoler, saa længe
slige Børn der undervises,
aldeles intet tales om den
reformerte Religion, samt at
ingen oplæres der i bemeldte
Religion, uden saavidt
Forældrene enten selv eller
ved andre der oplære deres
egne Børn i deres Religion,
hvilket dog bør skee, naar
ingen af den Augsburgske
Confession er tilstede sligt
at høre; saasom de
Reformerede skal holde sig
roligen for sig selv og ikke
søge nogen til deres
Religion directe eller
indirecte at overtale; men
om nogen sig hos dem til
deres Religions Antagelse
frivillig angiver, da maae
de ikke saadanne antage, men
skal dem strax fra sig
afvise.
5.) Deres Prædikantere
skal stede i deres
Prædikener entholde sig fra
hadskelig og med Foragt at
tale om de Controverser og
Lærdomme, som den
Augsburgske Confession eller
Ministerium i nogen maade
kan angaae, saa og aldeles
evitere det, som nogen
Forargelse og Uenighed
mellem den gemeene Mand,
eller Opsætsighed imod
Øvrigheden og andre
Indbyggere kan foraarsage,
og saaledes baade offentlig
og i privat Omgiængelse
altid lade see af
Beskedenhed og det, som til
Rolighed og Samdrægtighed
kan tiene, og intet
nogensinde fremføre, som den
her i Rigerne antagne
Religion eller Ministerium
til nogen Forkleinelse kan
komme; ei heller maa nogen
af deres sig in publicis
locis lade høre til at
impugnere vores Dogmata
Religionis, med mindre de
dertil blive inviterede, paa
det deraf ingen Urolighed
eller Misforstand skal
foraarsages.
6.) De Reformerede skal
helligholde saavel de
ordinaire Bededage om
Fredagen, som de
extraordinaire og
almindelige, naar de
paabydes; og bør de paa
slige extraordinaire
Bededage, og ellers naar
Bedestunde anordnes, bruge
den foreskrevne Bøn, hvilken
og i de andre Kirker læses,
aldeles uforandret, samt
entholde sig paa alle
høitidelige Fester fra al
verdslig Sandtering, og
holde deres Boder tillukte
saavel paa slige Dage, som
ellers om Fredagen, indtil
Prædiken er ude. De maae og
paa visse Timer om Dagen
holde Bøn i deres Kirker,
naar det kun skeer paa samme
Tid, som daglig Bøn holdes i
de andre Statens Kirker.
7.) Gudstienesten i
Kirken skal de For- og
Eftermiddag begynde paa
samme Tid og Time, som den
her i andre Kirker begyndes,
saa at deres Menighed samler
sig naar det ringer sammen
til andre Stadens Kirker;
thi dem bevilges vel et
Seierværk ved Kirken, men
ingen Klokker til at ringe
med. Dog i Fald der skulde
prædikes i deres Kirker 2de
Gange om For- eller
Eftermiddagen, forbydes dem
ikke at begynde deres anden
Prædiken, naar den første er
endt.
8.) Deres Gudstieneste
maae de holde ei alene i det
Franske og Tydske, men endog
i det Hollandske og Engelske
Sprog, saafremt saa mange af
de Nationer i Fremtiden sig
hid ind skulde begive, at de
Prædikantere i samme Sprog
kan underholde.
9.) Den Plads, paa
hvilken deres Kirke nu er
bygt, saavelsom at Kirken
tilhørende Grund og Bygning
er frie for Grundskat og
anden af Grundskatten
dependerende Paalæg.
10.) Med et lidet Kirke-
Segl, som er i Præsternes og
de Ældstes Giemme, maae de
forsegle Attester, Skudsmaal
og deslige.
11.) De maae ei holde
noget Consistorium, eller,
naar dem lyster, forsamle
sig for imellem dem selv at
giøre Love og Frr. eller
Dømme i forefaldende Sager;
thi dersom i geistlige
Sager, deres Kirke og Skoler
vedkommende, imellem dem,
saavel deres Ministerii
Betiente, som andre til
deres Menighed henhørende,
nogen Tvistighed forefalder,
hvorom de ei i Mindelighed
kan forenes, vil Kongen
anordne visse Deputerede,
som, naar fornødent giøres,
skal samle dem, anhøre deres
Tvistigheder og, saavidt
mueligt, bilægge dem, samt
tilligemed dem anordne, hvad
til god Skik og Orden kan
tiene, dog Kongens
souveraine Magt og Myndighed
endog i geistlige Sager
uforkrænket, hvad Sager
imellem dem ei venligen kan
bilægges, skal Kongen
refereres, som Commissarier
vil anordne slige Sager
efter Loven at afgiøre. Ei
heller er det dem, især
deres prædikantere, tilladt,
at sætte nogen geistlig Mand
fra sit Embede, men ifald
nogen af den Orden forseer
sig, bør det de Deputerede
tilkiendegives, som skal
søge derpaa at raade Bod. Er
Forseelsen saa grov, at den
med Embedes Forliis bør
straffes, gives det Kongen
tilkiende, da Han nogen vil
beskikke derpaa efter Loven
at dømme.
12.) Dog maae de
Reformerede forfatte visse
Slutninger og Conventioner
imellem dem selv indbyrdes,
deres Kirkes og Skoles Sager
angaaende, naar inden
særdeles Lov og Fr. findes,
hvorefter de sig kan vide at
rette; men slige Slutninger
skal altid de Deputerede
forevises, og siden af
Kongen confirmeres, saafremt
de skal ansees at være af
nogen Gyldighed.
13.) De maae og uden de
Deputeredes Hosværelse:
a.) Foretage sig de
forargelige Lemmer i
deres Menighed, og dem
ved Straf bringe til
deres Synders Kundskab,
saavidt interiorem
disciplinæ
administrationem
angaaer, dog at
Excommunicatio derunder
ei forstaaes, som de ei
uden prævia caufæ
cognitione for de
Deputerede og Kgl.
Resolution maae
exercere.
b.) Forlige dem der
leve i Uenighed sammen.
c.) Forsyne deres
Kirke med behøvende
Reparation.
d.) Udvise aparte
Stole og Pladser i deres
Kirke til den af deres
Religion, som det
forlange.
e.) Uddele Almisse
til deres Fattige; Dog
hvis nogen af deres
Menighed ei er tilfreds
med hvis de saaledes
slutte, kan samme sig
derover hos de
Deputerede besvære.
14.) Naar en reformeret
mandsperson gifter sig med
en Hustrue af den
Augsburgske Confession,
eller en Mandsperson af den
Augsburgske Confession med
en reformeret hustrue, da
bør Brudevielsen forrettes
af den Menigheds Sognepræst,
til hvilken Manden eller
Hustruen af den Augsburgske
Confession henhører, og skal
de Børn, der avles i sligt
Ægteskab, henhøre til den
Lutherske Kirke, døbes i
Kirken af den Præst, i hvis
Sogn Forældrene boe, og
siden opdrages og oplæres i
den Lutherske Religion; Men
haver nogen Reformeret uden
for Danmark giftet sig med
en Luthersk, maa den
Ægtepagt holdes, som de have
indgaaet, før de hidkom.
Naar en Luthersk døer, som
har været gift med en
Reformeret, skal Liget
begraves i en af vore
Kirker, enten det Sogns
Kirke, hvor den Efterlevende
boer, eller i hvilken af
Stadens Kirker den Døde har
sin Begravelse.
15.) De reformerede
Præster maae ei befatte sig
med Ægteskabs-Sager iblandt
deres Troes Tilhængere, dog
maae de forlige Parterne, om
skee kan, hvis ikke, have de
dem at forvise til
Consistorium, som derpaa
skal kiende og dømme.
16.) For de Reformerte
Umyndige beskikkes
reformerte Værger; skulde og
en Luthersk, i Mangel af
vederhæftige Værger blandt
de Reformerte, sættes til
Værge for en reformert
Umyndig, da skal han hans
Midler efter Loven
forsvarlig forestaae, men
den Umyndige maa forblive
hos sine Slægt og Venner
eller de reformerede
Geistlige, som drage Omsorg
for hans eller hendes
Optugtelse. Skulde en
Reformeret sættes til Værge
for en Luthersk Umyndig,
forvalter han alene
Midlerne, men for
Myndlingens Optugtelse skal
hans Slægt og Venner eller
andre af den Augsburgske
Consession drage Omsorg.
17.) Ved Vacance kan
menigheden paa Kgl.
Confirmation en Prædikant
igien vælge, men denne maa
ikke prædike, eller forrette
noget sligt Embedet
vedkommende, før han har
aflagt Troeskabs-Eed efter 2
§.
18.) Dog maae fremmede
reformerede Prædikanter og
andre Geistlige, som reise
igiennem Riget, eller
hidkaldes at forrette
Embedet en kort Tid for en
syg eller bortreist
reformeret Prædikant eller
Kirke-Betient, samt de, der
lade sig høre for
Menigheden, naar en Præst er
død, vel en og anden Gang
prædike uden at aflægge Eed,
siden de sig dog strax igien
ud af Landet begive.
19.) De reformerede
Præster og deres Enker, som
herfra reise, maae medføre
deres Gods, Formue og rede
Midler, uden at betale 6te
og 10de Penge; saa ere de og
for personelle Skatter, som
Indqvartering, Kopskat og
Krigsstyr befriede.
20.) De reformerede
Præster skal ved hvert Aars
Udgang til de Deputerede,
under deres Hænder, levere
rigtig Mandtal paa alle
reformerede Mænd, Kvinder og
Børn, som sig i Khavn have
nedsat eller opholde, hvad
deres Handtering er, hvor de
boe, og expresse
specificere, hvor mange sig
med vor Troes Bekiendere i
Ægteskab have indladt, naar
sligt er skeet, og hvor
mange levende Børn de i
samme Ægteskab have, hvor
gamle Børnene ere og hvor de
ere døbte.
21.) Alle Reformerede,
som sig hid ind i Kongens
Riger og Lande vil begive,
og sig i Kiøbstederne
nedsætte, bygge og boe, maae
og skal de første 20 Aar for
alle borgerlige og Byens
Tynge, af hvad Navn være
kan, (Told, Consumtion og
Accise alene undtagen)
aldeles være frie og
forskaanede, og dog ikke
desmindre have Frihed lige
ved Kgl. Undersaatter al
borgerlige Næring at bruge,
og al Handel og Vandel med
Kiøben, Sælgen,
Manufacturer, Skibs-Parter
og paa alle andre Maader at
drive, og sig dermed ernære,
som de bedst veed og kan.
22.) Dersom de eller
deres Børn inden bemeldte 20
Aar sig herfra igien vil
begive, og i Kongens Riger
og Lande ei længer forblive,
maae de frit reise, og deres
Midler herfra bortfløtte
uden nogen 6te og 10de
Penges Ærlæggelse, eller
ringeste Deels Formindskelse
af deres Formue i nogen
Maade, under hvad prætert og
navn det og være kunde.
23.) Alle Reformerede,
som noget Manufactur-Værk
her i Landene vil indrette,
vil Kongen være betænkt,
derpaa efter Ansøgning sær
Friheder at meddele.
24.) Alle de Mestere,
Svende, Spindere, Farvere og
andre Folk, som de til deres
Manufacturers Fornødenhed
fra fremmede Steder
forskrive, samt alle andre i
Almindelighed, som i saa
Maade at sig selv sig herind
i Landene vil begive, skal
nyde Frihed for Told af
deres Boeskab, Løsøre,
Redskab og alle andre
Instrumenter, som de til
Værkernes Fortsættelse eller
anden nødvendig Brug med sig
her indføre, dog Varer, til
at trafiqvere med, herunder
ei forstandne
25.) Værk-Husene og alle
andre Huse, hvor Værkfolkene
iboe, skal de første 8 Aar
være frie for Grundskat samt
al borgerlig og personel
Tynge; dog at de Reformerede
aarlig erlægge til Sognets
Præster, hvor de bygge og
boe, deres præstelige
Rettighed, ligesom andre
Sognefolk betale efter kgl.
Anordning, endog bemeldte
Reformerte samme Sogne-Kirke
ikke søge.
26.) De Reformerede
Haandværks-Mestere, som sig
efterdags hid ind begive,
maae og skal strax uden
videre Bekostning eller
Tidsspilde her tages i
Laugene, naar de med Eed
bekræfte, tilforn at have
brugt det Haandværk, som de
her agte at drive, og derpaa
holdt Svende, saa at dem
ingen Hinder skal giøres, om
de ei for vigtige Aarsagers
Skyld kan faae Beviis med
sig fra Øvrigheden paa de
Steder, hvilke de tilforn
have beboet; men de bør
endog her tages i Laugene,
skiønt Laug paa de Steder,
hvor de sig tilforn have
opholdt, ei har været i
Brug.
27.) Svende maae og paa
samme Maade imodtages,
skiønt de for deslige
Aarsagers Skyld intet
Lære-Brev bringe med sig,
naar de forstaae deres
Haandværk og giøre Eed, paa
andre Steder at have tient
og arbejdet for Svende.
28.) De reformerede
Haandværksfolk, som ei strax
formaae at give sig i
laugene, maae med egne
Hænder arbeide et Heelt Aar
for hvem de bedst ved og
kan, dog at de tilforn
aflægge Troeskabs-Eed.
29.) Dem, som ikke vil
begive sig i Laugene, vil
Kongen paa Ansøgning forunde
Tilladelse med deres egne
Hænder, som Frimestere, at
arbeide, dog uden at oplære
nogen i deres Haandværk.
30.) Alle Haandværksfolk
især de, som arbeide i Uld,
maae frit, endog Stykviis
Sælge hvor og til hvem de
veed og kan, hvad de med
egne Hænder arbeide.
31.) De Reformerede, der
ingen anden Profession have
lært eller øvet, maae bruge
hvad Kiøbmandsskab, smaat
eller stort, dem lyster,
naar derved ingen Indpas
skeer dem, som have særdeles
Privilegier.
32.) Kongen vil tage alle
Reformerede, som sig i
forskrevne maade her vil
nedsætte, i Protection og
dem ved disse Privilegia
handthæve.
Redaktionelle noter
(* 1)
Uden at være blevet ophævet
formelt må de fleste af
bestemmelserne i
privilegierne antages at
være bortfaldet som følge af
senere lovgivning.
Forordning
af 11. juli 1748 om
Coffardi-Skibes og
Commis-Farendes samt de
octroierede Compagniers
Skibes Flag og Giøs, samt
Vimpler og Fløie
§§ 1 og 2 flyttes, jf. §
10, til en ny bestemmelse,
jf. § 2, nr. 9, mens de
øvrige paragraffer udgår som
forældede.
1.) Det danske
Coffardie-Flag skal være
rødt med hvidt Kors uden
Split; Og skal, naar Flagets
Brede ved Stangen sættes som
Basis og Grund for
Proportionen, det hvide Kors
være 1/7 af Flagets Brede
ved Stangen; De 2de agterste
røde Qvarterer være en lige
Fiirkant, og de forreste
røde Qvarterer være 6/4 af
de agterste Fiirkanter.
(Cfr. Fr. 25 Mart. 1757).
2.) Coffardie-Fløien skal
være uden Split af een
Couleur, eller med et hvidt
Kors; I Længden fra 2 til 5
Alen, efter Fartøjets
Beskaffenhed, og Breden 1/16
af Længden.
3.) Commis-Flaget skal
være et rødt Split-Flag med
hvidt Kors; og skal, naar
Flagets Brede ved Stangen
sættes til Basis eller Grund
for Proportionen, det hvide
Kors være 1/7 af Flagets
Brede ved Stangen; De 2de
agterste røde Qvarterer en
lige Fiirkant; De forreste
5/4 af de agterste
Fiirkanter; og de splittede
Snipper være 5/12 Tillæg i
Længden af det nederste og
øverste Flagets Liig.
4.) Commis-Giøssen skal
være i Forhold mod
Commis-Flaget, halv saa
stor.
5.) Commis-Vimpelen skal
være, naar Breden ved
Vimpel-Stokken tages til
Basis eller Grund for
Proportionen, i Længden til
den yderste Ende af
Splitterne 10 Gange
Vimpelens Brede (dog Maae
dens Længde ikke overgaa 12
Alen). Dens hvide Kors skal
være 1/3 af Breden. Dens
agterste røde Qvarterer 1/6
af hele Længden; og
Splitterne 1/2 af Vimpelens
Længde.
6.) Alle Kongens egne
Coffardie-Skibe skal føre
Coffardie-Flaget fra
Campagnen, men fra Bogspydet
en Konge-Giøs, og fra Toppen
Konge-Fløie; og alle andre
Undersaatternes
Coffardie-Skibe alene
Coffardie-Flag fra
Campagnen, og fra alle
Toppene Coffardie-Fløie.
7.) Commis-Farerne skal
føre Commis-Flaget fra
Campagnen, Commis-Giøs fra
Bogsprydet, Commis-Vimpel
fra Stortoppen og røde Fløie
fra For- og Kryds-Toppen.
8.) De Kgl. Octr.
Compagnier skal føre
Commis-Flag fra Campagnen og
Commis-Giøs fra Bogsprydet;
men i begge skal være et
hvidt Spuns i Midten, som
skal være 3de Gange Korsets
Brede, i hvilket de skal
føre Compagniets Vaaben. Fra
alle Toppene skal de føre
Danske eller et Slags
couleurede Coffardie-Fløie.
Dog maae de paa visse Høider
føre Konge-Flag, Giøs og
Vimpel efter Fr. 17 Febr.
1741.
9.) Alle Flagmagere og
Skippere skal rette sig
efter denne Fr., og ingen
Flage, Giøs, Vimpler eller
Fløie, uden efter foranførte
Proportion, enten forfærdige
eller lade forfærdige, eller
paa Coffardie-Skibene uden
efter denne Fr. føre, alt
under Straf efter Fr. om
Vimpel-Føringen 17 Febr.
1741, som herved igientages;
og skal med Angivelse,
Processer og Bødernes
Inddrivelse denne Fr.
angaaende i alle Maader
forholdes, som i Fr. om
Vimpel-Føringen er anordnet.
(Nøiere bestemt ved Pl. 6
Dec. 1776).
[Raadstue-Pl. (Resol. 20
Aug.) af 28. september 1768
Hvorved Havne-Fr. 18 Apr.
174. 9 §, saavidt
Bolværkernes Reparation
angaaer, extenderes]
Udgår som
forældet.
Raadstue-Pl. (Resol. 20
Aug.) af 28. september 1768
Hvorved Havne-Fr. 18 Apr.
174. 9 §, saavidt
Bolværkernes Reparation
angaaer, extenderes
saaledes:
At naar
Havne-Commissionen nødes til
at Havne-Mesteren maa Ifølge
Fr. lade samme istandsættes
paa Eierens Bekostning, skal
Bekostningen hæfte paa
Stedet og Grunden, ligesom
andre publique Skatter og
Afgifter, og paa samme
Maade, i Mangel af godvillig
Betaling, ved Execution
inddrives: Og maa intet
Skiøde paa nogen Gaard eller
Huus beliggende ved
Canalerne i Kiøbenhavn
antages til Protocollation
uden Attest, at intet paa
Stedet hæfter til
Havne-Kassen, siden
Bolværkerne henhøre til
Stedet og Grunden, og dets
Vedligeholdelse angaar det
publique. p. 210.
[Bevilgn.
af 7. juli 1769 at Ingen
maae efterstikke, eller
efterstukket indføre de
Charter, som Videnskabernes
Societet udgive over
Danmark, som ifølge
Topsøe-Jensen, jf. kgl.
skrivelse af 3. februar
1843, er overgået til
generalstaben]
Udgår som
forældet samt som følge af
lovforslagets § 12.
Gr. Bemeldte Societet i
Kjøbenhavn er befalet at
besørge accurate
Land-Charters Forfærdigelse
og Udgivelse over Danmark,
og til en Prøve skal
allerede være forfærdiget et
Charte over Kiøbenhavns-Amt,
ligesom og en fjerde Deel af
Sjelland skal være i Arbejde
hos Kobberstikkeren.
Paa det
slige med stor Bekostning
forfærdigede Charter ikke
enten her eller i udi
Tydskland skulle vorde
efterstukken og udgivne,
bevilges:
Ingen,
under 10 Rdlrs. Mulct for
hver Charte, som maatte
antræffes, maae enten udi
Kongens Riger og Lande lade
efterstikke nogen af de
Charter, som saaledes af
bemeldte Videnskabers
Societet udgives, ei heller
udi forberørte Riger og
Lande indføre noget saadant
Udenlands efterstukket
Charte, i hvad Format samme
end maatte være.
[Pl. af
23. december 1771 (om de
Mæhriske Brødre)]
Ophæves
som forældet.
Det fremgår af
kirkeministerens besvarelse
af spørgsmål nr. S 1848,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 5907, at
"Under hensyn til, at der
ved grundloven af 1849 blev
gennemført religionsfrihed i
Danmark, jf. den gældende
grundlovs § 67, er det
tvivlsomt, om plakaten fra
1771 fortsat er gældende, og
under alle omstændigheder
finder jeg ikke anledning
til at gennemføre en formel
ophævelse af den." Men det
gør nærværende forslag til
gengæld.
Pl.
hvorved Frr. 20 Nov. 1744 og
29 Jan. 1745 (ang. dem, som
opholde sig i Herrenhut
eller andre saadanne Steder,
samt dem, som begive sig til
de Mæhriske Brødres
Menigheder) tilligemed andre
derhen hørende og hidtil
føiede Foranstaltninger
igienkaldes og ophæves.
Saasom Kongen har bevilget
de forende Mæhriske Brødre,
at etablere sig i
Hadersleb-Amt, og ved den
Leilighed forundt dem,
iblandt andre, følgende
Friheder:
1.) De med deres Lærere
og alle andre Kirke-Betiente
skal i deres Kirke- og
Skole-Væsen paa alle Steder
i Kongens Lande og Colonier
uden for Europa, hvor de
have eller med Kgl.
Tilladelse oprette
Missions-Anstalter, ikke
staae under nogen anden
Inspection, end under deres
egen Biskops Opsigt, men
uden for samme, under Kongen
og Cabinets-Ministerio.
2.) Medlemmerne af denne
Brødre-Forening, som i
bemeldte Lande og Colonier
opholde sig, ere fritagne
for den sædvanlige
Eeds-Formular, hvorimod de
skal giøre deres eedelige
Forsikkring med disse Ord:
Jeg N. N. forsikkrer i
den almægtige Guds
Nærværelse, at hvad jeg
taler, er Sandhed. Den,
som under slig Forsikkring
befindes at aflægge falsk
Vidnesbyrd, straffes som for
falsk Eed efter Loven.
Admir. og
Commiss. Coll. Pl. af 6.
December 1776 (om forbud mod
at føre noget andet flag end
det, Fr. 11 Jul 1748 i 1 og
2 § anordner)
Flyttes, jf. § 10, til en
ny bestemmelse, henholdsvis
til en senere forskrift, jf.
§ 2, nr. 9.
At ingen
Koffardie-Skippere af
kongens Undersaatter, eller
som føre noget Skib Kgl.
Undersaatter tilhørende,
maae enten til Søs, under
Seil eller til Ankers, i
Kgl. eller fremmede Havne
eller Reeder, ved hvad
Leilighed eller Anledning,
enten i Festiviteter eller
andet, det end maatte være,
føre nogen Slags Flag,
Vimpler, Vager, Giøs eller
under hvad Navn det end kan
nævnes, uden alene dem, som
Fr. 11 Jul. 1748 i 1 og 2 §
anordner, og saaledes, som
de der ere beskrevne, ei
heller lade andre, end dem,
forfærdige eller ved Skibene
have; alt under den Straf af
50 Rdlr, som i Fr. om
Vimpelføringen af 17 Febr.
1741 er fastsat og ved Fr.
11 Jul. 1748 er igentaget.
[Pl. af 2.
maj 1788 ang. adskillige
Foranstaltninger til at
forekomme Canalernes og
Havnens Formuddring i og
omkring Khavn]
Udgår som
forældet.
Gr. Saasom Havnen og
Canalerne ved Khavn, af
adskillige Arsager, Tid
efter anden er bleven
formuddret; saa bliver, til
saadant i Fremtiden at
forebygge, samt da det
allerede under 4 Dec. 1782
er fastsat, i Henseende til
Farvandet ved Langebroe og
Stekkaden, at det ikke paa
nogen Maade af nogen, hvo
det end og maatte være, maa
opfyldes videre, end det nu
er, hvorved befales
følgende:
1.) Da de mange
Opfyldninger og Anlæg, som
ere skeete ud ad Toldboden
langs Christianshavn og
Friderichsstad, hindre den
søndre Strøms Fart saaledes,
at den taber i sit Løb, og
følgelig ikke kan føre med
sig, hvad Mudder den
forefinder, men maa
tvertimod, ligesom dens
Styrke formindskes, selv
bidrage til at tilgrunde
Havnen; saa, for at
vedligeholde bemeldte søndre
Strøm i den Fart, den nu
har, og forekomme, at den
ikke ved flere Opfyldninger
skal tabe sig og foranledige
Farvandets Tilgrundning,
maae for Fremtiden heller
ingen Slags Opfyldninger af
nogen herefter skee i den
øvrige Strækning af
Farvandet ud ad Toldboden
langs Christianshavn og
Friderichsstad.
2.) Da Mangel af behørig
Opsigt med
Coffardie-Skibenes Baglastes
og andre opfyldende Tings,
saasom Steenkuls, Kalks,
Steens og Sands Indtagelse
og Losning paa de anordnede
Steder, samt Forsømmelse i
at betiene sig af de derved
fornødne Præcautioner,
hvorved endeel maa spildes i
Søen, tillige, Tid efter
anden, forøge dens
Tilgrundning; saa bliver
(for at forkomme samme ved
agtpaagivende Tilsyn ved
Baglastes og andre
opfyldende Tings Indtagelse
i eller Udlosning af Skibe,
Baade eller Pramme, og dog,
saavidt mueligt, soulagere
de Handelende) befalet:
a) At den særskilte
Havnemester, som
allerede er tilladt at
antages, skal,
tilligemed samtlige
Havnefogder, hver i sit
District, have nøieste
og skarpeste Indseende
med, at ingen Uorden til
Skade for Canalerne
eller Havnen, i
overanførte Henseende,
vorder begaaet, samt i
andet fald, uden
Forhaling og ringeste
Skaansel, strax angive
Vedkommende for Havne
Commissionen til
vedbørlig Mulcts
Erlæggelse eller anden
Strafs Undgieldelse
efter Sagens befindende
Omstændigheder.
b) At Havne-Fr. 18
Apr. 1744, dens 1 §, i
Henseende til Stedet at
indtage Baglast paa,
skal for Eftertiden være
forandret og extenderet
didhen, at naar Skibe
enten formelt
Dybgaaende, Rankhed,
eller og fordi de have
lostet deres Last uden
for Bommen, eller
formedelst Hastværk og
for at være
Baglast-Førerne nærmere,
ikke kan lægge inden for
Bommen, for at indtage
deres Baglast, maa det
vel være Dem tilladt at
indtage den derudenfor,
dog at saadant skal skee
i Kalkbrænderie-Bugten
og ingenlunde noget
andet Sted i Farvandet
uden for Bommen, og skal
saavel Skippere som
Baglast-Førerne i
Forveien, førend nogen
Baglast uden for Bommen
maa indtages eller
Skipperne tilføres,
anmælde saadant for den
paa Vagtskibet
commanderende Officeer,
som i saa Tilfælde,
tilligemed
Havnemesteren, skal have
den nøieste Indseende
med, at Baglasten ikke
på noget andet Sted, end
i Kalkbrænderie-Bugten,
bliver indtaget, og at i
øvrigt dermed omgaaes
efter bemeldte Havne Frs
videre Bydende; og skal
den Straf, som ved
bemeldte § er bestemt
for dem, som indtage
Baglast paa andre, end
de anordnede Steder,
eller og ved Baglasts
Indtagelse og Steenkuls,
Kalks, Steens og Sands
Losning, ikke betiene
sig af de sammesteds
foreskrevne Portseil,
tillige for Fremtiden
gielde for dem, der
forsømme at betiene sig
af saadanne Portseil,
naar de udlosse deres
Baglast; ligesom og, for
at forekomme, at
Skippere ikke skal
benytte sig af Muursand
til Baglast, ei heller
indtage hvid Sand til
Baglast uden for Bommen,
undtagen først hertil at
have erholdet
Havnemesterens
udtrykkelige Tilladelse,
fremdeles iagttages,
hvad meerbemeldte § end
videre befaler.
3.) Ligesom det allerede
er forbuden at udkaste
Baglast eller anden
Ureenlighed i Søen inden
Bommen og ud til de 3
Kroner, men saadant kan
foraarsage lige saa stor
Skade, naar det skeer uden
for 3 Kroner, da Farvandet
og derved opfyldes; saa skal
Havne-Fr. 18 Apr. 1744, dens
§ 3, for Eftertiden være
extenderet derhen, at heller
ingen, under den der
foreskrevne Mulct fra 24 til
4 Rdlr efter Beskaffenheden,
maa udkaste Baglast eller
nogen Slags Ureenlighed ved
3 Kroner, i Renden, eller
paa Reden; til hvilken Ende
den særskilte Havnemester
tilligemed Chefen paa
Vagtskibet skal, især om
Natte-Tider, have den
alvorligste og skarpeste
Indseende hermed, og strax
besørge dem, som paa saadan
Maade forsee sig, med
tilbørlig Mulct eller anden
Straf, efter
Omstændighederne, anseete.
Og da det forenede Pram- og
Steenfører-Laug er formaaet
uden Betaling at afhente fra
Skipperne, hvad Baglast de
vil skille sig af med, paa
det de ikke skal kaste den
ud i Søen, samt at ikke
Skibsværfseierne skal
modtage slig Baglast af
Skipperne og siden, til
Pram- og Steenfører-Laugets
Fornærmelse, sælge den ud,
som om det var Baglast de
ved deres egne Forværffer
have opmuddret; saa, ligesom
ingen herefter maa
understaae sig nogensteds i
Havnen eller paa Reden at
udkaste nogen Baglast i
Søen, skal tvertimod enhver
Skipper, som vil af med sin
ei brugende Baglast,
herefter være forbunden til
at overlade samme, uden
Betaling, til det forenede
Pram- og Steenfører-Laug,
som da med egne Pramme eller
Baade, ligeledes uden
Betaling, skal være
forpligtet, enten bemeldte
Skippere ligge uden paa
Reden eller inden for
Toldboden, og hvad enten de
ere uden- eller indlands
farende, strax uden ringeste
Ophold, at afhente den,
saasnart derom til Lauget
skeer Anmeldelse, hvorefter
Lauget maa have Tilladelse
at benytte sig deraf enten
til Baglast, ifald den
dertil agtes tienlig, eller
til hvad andet Brug det selv
finder beqvemmest, hvorimod
Skibsværfseierne i ingen
Maade hermed maae befatte
sig, hverken ved at afhente
eller lade sig af Skipperne
tilføre slig Baglast.
4.) For at forekomme den
skadelige Uorden, som
begaaes ved at udkaste i
Canalerne eller Havnen
fordærvede Fiskevarer,
Stene, Gruus eller andre
opfyldende Ting, saa og
Ureenlighed fra Gader,
Broer, Huse eller Gaarde,
baade naar Vandet er aabent,
og om Vinteren, naar det er
tilfrosset, da saadanne Ting
siden, naar Isen gaaer bort,
synker i Vandet og
tilgrunder samme; befales,
at det, ligesom Havne-Frs 3
§ forbyder, at ingen af
Gaarde eller Huse maa i
Canalerne eller Havnen
udkaste nogen Slags
Ureenlighed under 4 Rdlrs
Straf, halvdelen til
Angiveren og Halvdelen til
Havne-Kassen, herefter skal
være forbuden alle og
enhver, hverken om Sommeren
eller om Vinteren, naar
Vandet er tilfrossen, under
benævnte Straf, af Gaarde
eller Huse, Gader eller
Broer i Havnen, Canalerne
eller Stranden at udkaste
hverken Gruus, Steen,
forraadnede, døde eller
fordærvede Fiskevarer, eller
nogen Slags Ureenlighed
eller opfyldende Ting, af
hvad Navn nævnes kan, og
under hvad Paaskud saadant
end maatte foregives at være
skeet; og skal
Politiemesteren med
Politiets Betiente flittigen
derom lade inqvirere, og saa
ofte nogen forefindes, som
herudi forsee sig, da at
lade disse strax ved
Politiebetienterne, uden at
oppebie videre Angivelse,
anholde, for tilbørligen at
blive straffede.
5.) Da Mangel paa
behørige Dæmningers
Indretning ud ad til Vandet,
uden for de Bolværker, som
blive reparerede eller af
nye skal indrettes, virker
til Canalernes Formuddring,
da det i saa Fals er
undgaaeligt, at den inden
for Bolværkerne værende og
opkastede Jord maa, naar
Bolværkets løsnes derfra,
tildeels føres ned i Vandet
af Arbeids-Folkene, tildeels
og ved indfaldende Regn
skylles og glider deri; saa
skal det, for disse
skadelige Følger at
forebygge:
a) herefter være
forbuden nogen
Tømmermester at begynde
paa noget nyt Bolværks
Indretning eller at
istandsætte forfaldne
Bolværker, førend han
først i Forveien har
indhentet
Havne-Commissionens
Betænkning og
Resolution, om hvad
enten det er fornødent,
at nogen Moddæmning i
det Tilfælde uden for
Bolværket skal indrettes
eller ikke, og skulde
saadan Anmældelse for
Havne-Commissionen vorde
forsømt, da skal den
Tømmermester, som
Bolværkseieren betiener
sig af, saasnart hans
Forsømmelse bliver
opdaget, betatale 2 Rdlr
i Mulct for hver Alen
Moddæmning, der befindes
at burde have været
indrettet, og samme
Tømmermester endda, uden
at have nogen Regres til
Bolværkets Eier, være
forbunden til, under
lige Mulct, at lade, paa
Bolværkseierens
Bekostning, opføre
saadan en Moddæmning
inden en vis Tid, som
kan af
Havne-Commissionen
foresættes. Og
b) skal Havnemesteren
tilligemed samtlige
Havne-Fogder være
forbundne til at have
den alvorligste Opsigt
med slige Moddæmningers
Anbringelse overalt,
hvor Bolværker blive
indrettede eller
istandsatte, og naar de
erfare, at saadant
bliver efterladt, da
uopholdeligen at angive
de Skyldige for
Havne-Commissionen til
vedbørlig Undgieldelse.
6.) Samtlige Vedkommende
have paa det nøieste at
iagttage og overholde den i
Havne-Fr. 18 Apr. 1744 dens
2 § allerede giorte
Bestemmelse, at ingen Steen
eller Sand maae opkastes
uden paa de anordnede
Steder, og at samme paa Land
lægges en Alen inden for
Bolværket, samt ei nærmere
Rendestenen, end at vandet
kan have frit Løb, alt under
2 Rdlrs Straf for hver Gang.
7.) Paa det at det i
Fremtiden kan hæmmes, at
Canalerne ei skal opfyldes
med Gruus, Steen eller andre
opfyldende Ting, som fra
Bygninger, som repareres
eller af nye opføres, blive
kastede ud i Pramme eller
Baade, lige over
Plankeværkerne, i Steden for
først at henføres til det
ordentlige Lade- eller
Slæbested; have samtlige
Havne-Fogder med al muelig
Aarvaagenhed at paasee, at
ingen, hvem det endog maatte
være, nogensinde udkaster
saadanne Ting lige ud over
Bolværkerne i Prammene eller
Baadene, men lader samme
henføre til nærmeste Lade-
eller Slæbested, for der i
Prammen eller Baaden at
indtages, under lige Straf
for hver Gang, som i 6 § er
fastsat.
8.) Ligesom det allerede
ved Havne-Fr. 18 Apr. 1744
dens 9 § er befalet, at naar
der nogensteds i Havnen
eller Canalen forefindes
siunkne Fartøier,
Vedkommende da, naar de
derom af Havnemesteren
advares, strax skal lade dem
optage, og hvis ikke, at
Havnemesteren, paa Eierens
Bekostning, skal uden videre
lade dem optage, og Fartøiet
da til ham være forfalden;
saa bliver saadant til
nøieste Efterlevelse herved
igientaget.
9.) Endelig, for strax at
forekomme, at ikke Mangel
paa vedbørligt Tilsyn med
Slamkisternes Renovation
skulde foranledige, at
Mudderet i samme skal blive
saa overflødigt, at det ved
den fra Stadens Render
tilflydende Afløb skal
skylles ud med i Canalerne,
og derfra brede sig ud til
havnen, eller maaskee og,
ved at hindre Tilløbet,
foraarsage Gadernes
Oversvømmelse, samt at
Vandet, især i stærk
Pladsregn, derudover skal
gaae tilbage ind i Kieldere
og Folkes Huse, haver
Havne-Commissionen paa det
alvorligste at instruere og
tilholde Havne-Kassereren at
have flittig og skarpt
Indseende, ei alene med
Havne-Fogderne, at de ikke
forsømme at have Opsigt med
foranførte Renovation, men
tillige med de Mænd, der ere
antagne til at rense
Slamkisterne, at disse
iagttage deres Pligter paa
det nøieste, samt at
bemeldte Havne-Kasserer,
uden Skaansel eller
Forsømmelse, strax for
Havne-Commissionen andrager,
naar han erfarer, at
Slamkisterne enten ikke til
sine behørige Tider eller og
ikke nøie og tilbørligen nok
blive rensede.
Forordning
af 21. juni 1793, som nøiere
bestemmer Grændserne imellem
de civile Auctions- og
Skifte-Forvalteres
Jurisdictioner indbyrdes,
m.v., som senest ændret ved
lov nr. 299 af 8. juni 1977
om ændring af forskellige
lovbestemmelser vedrørende
konkurs m.v.
Alene §§
1-3 er gældende ifølge
Retsinformation. §§ 1 og 2
udgår som forældede, mens §
3 udgår som følge af
lovforslagets § 7.
Gr. For at udrydde de
Tvistigheder, som ikke
sielden forefalde imellem de
Kgl. civile Embedsmænd
indbyrdes, angaaende deres
Berettigelse til Auctions-
og Skifte-Forvaltning, har
Kongen fundet for godt, at
foreskrive saa nøiagtige og
faste Regler, i Henseende
til Jurisdictionernes
Grændser, i fornævnte
Tilfælde, at al Tvivl derom
kunde hæves. Disse
bestemmelser (der ere
byggede paa Grundsætninger,
udledede fra Sagens Natur og
de ældre Lovgivningers Aand,
med Hensyn paa den Hastighed
i Rettens Pleie, som Kongen
vil have fremmet i Sine
Stater) skal herefter
uforanderligen følges og
iagttages.
1.) Skifter, saavel i
Døds, som Opbuds eller
Fallits Tilfælde, bør holdes
af Skifte-Retten paa det
Sted, hvor den, efter
hvilken der skiftes, havde
sit personlige Værneting,
paa den Tid, Skiftet tager
sin Begyndelse.
2.) De Borgere, som boe
uden for Jurisdictionen af
de Kiøbstæder, hvori de have
Borgerskab (hvilket ikke er
usædvanligt i Norge), skal
herefter høre under den
almindelige Skifte-Ret der,
hvor de have deres Boepæl,
og bemeldte Steds
Skifte-Forvalter følgeligen
behandle Skifterne efter
dem, samt beskikke Værger og
iagttage Overformynderiets
Pligter; [Dog bør de
Magistrater, som hidindtil
have været og endnu ere i
Besiddelse af at øve saadan
Skifte-Ret i udenbyes
Borgeres Boer, nyde, for
deres Betienings Tid, den
halve Deel af de slige Boer
faldende Skifte-Salarier, og
en tredie Deel af
Skriver-Lønnen; men samme
skal, ved enhver af
Magistrats-Personernes Død,
eller Afgang fra Embedet,
bortfalde; faa at det, som
denne har nydt deraf, da
strax tilflyder den rette
Skifte-Forvalter].
3.) [Ingen
Skifte-Forvalter skal for
Fremtiden have Ret til at
holde Auction uden for sin
Jurisdiction; Men, naar fast
Gods sælges, tilkommer
Auctionen den Embedsmand,
som har Auctions-Retten paa
det Sted, hvor Godset
ligger.] Løsøre eller
rørlige Ting derimod staaer
det enhver Sælgende frit
for, at lade henføre til
Salg, hvor han vil, og hvor
han venter at finde
fordeelagtigst Afsætning, da
Auctioneringen heraf
tilkommer
Auctions-Forvalteren paa det
Sted, hvor Tingen sælges.
4.) [Paa Jordegodserne i
Danmark tilfalder det
Husbonden eller Jorddrotten
at forrette Skifter efter de
paa deres Grund boende
Fæstebønder og Huusmænd,
saavelsom efter bemeldte
Fæsteres og deres egne
Tienere, under hvilken
sidste Forvaltere ogsaa bør
ansees indbegrebne, saafremt
disse ikke tillige forestaae
noget offentligt Embede;
derimod tilkommer det
Amtmanden at holde Skifte
efter Forpagtere og alle
andre Civile, som boe og
opholde sig paa Godset, uden
at have fæstet Huus eller
Grund sammesteds.]
5.) [Naar en Gods-Eier
har Birke-Rettighed,
tilkommer det Birke-Dommeren
at forrette Auctionerne over
det, som sælges, af de Boer,
hvis Skifter forvaltes af
Jorddrotten; men, hvor
Amtmanden forestaar Skiftet,
tilfalder det Herredsfogden
at holde Auctionen; Dog, i
begge Tilfælde, ikkun for
saavidt, som det faste Gods
ligger under deres
Jurisdictioner, og Løsøret
sælges paa Stedet; da der, i
det modsatte Fald, forholdes
efter 3 §. Endelig bør og de
Auctioner, som forefalde i
Birkerne over faste
Eiendomme og Løsøre, der ere
Birke-Patronerne selv
tilhørende, forrettes af
Birke-Dommerne.]
[Cancellie-Plakat af 10.
april 1795, som indeholder
Regler og Bestemmelser, der
paa det nøieste bør
iagttages, i hensigt til
Sikkerhed for de offentlige
Stiftelsers Midler (Paa det
der kan haves den fuldkomne
Betryggelse for samme)]
Forskriften udgår som
forældet, jf.
finansministerens
(justitsministerens)
besvarelse af 20/3-2000 af S
1769.
§ 1.
Skifte-Forvaltere i
Sterveboer eller andre Boer,
hvor det kan vides eller
formodes, at de offentlige
Stiftelser have noget Krav,
skal ufortøvet indberette
til vedkommende Stiftamtmand
og Biskop, naar et saadant
Boe tages under Behandling,
paa det at disse under
skiftet kan paasee den
vedkommende Stiftelses
Beste, tale dens Ret,
annamme hvad den tilkommer,
og sørge for, at Pengene
igien strax udsættes paa
Rente, mod sikkert Pant,
saaledes som 2 § fastsætter.
I øvrigt bør deslige
Obligationer til Stiftelser
udtrykkeligen nævne, hvilken
af de offentlige Stiftelser
den laante Sum tilhører;
ligesom og Stiftamtmanden og
Biskoppen derpaa skal tegne,
at samme ei kan overdrages
eller afhændes uden deres
Samtykke; hvorefter bemeldte
Obligationer, saavelsom
andre Pantebreve, der ellers
paa Skiftet kunde være
blevne en offentlig
Stiftelse udlagte, med lige
Paategning forsynede,
overleveres den vedkommende
Forstander eller Værge, imod
hans Beviis, for derefter at
kunne indfordre Renterne, og
iagttage det videre
fornødne; hvormed
Stiftamtmanden og Biskoppen
skal have det nøieste
Tilsyn.
§ 2. Der maa ikke paa
nogen Eiendom udlaanes mere
end 2/3 Dele af den Værdi,
som derpaa sættes ved lovlig
Taxation, hvilken Skyldneren
selv bekoster; saa bør ei
heller enten Naadsens Aar
eller Eiendomme, der ere
behæftede med ældre
Prioritet, antages til
Sikkerhed for de offentlige
Stiftelser.
I øvrigt
bør Stiftamtmanden og
Biskoppen paasee, at
Stiftelsens Panter ikke
forringes samt at deres
Bygninger altid forsikkres i
Brandkassen; i hvilken
Henseende vedkommende
Regnskabsførere skulle paa
Listerne over de udestaaende
Kapitaler i en særskilt
Rubrik anmærke, om
Hypothekerne behørigen ere
forsikkrede, og for hvilke
Summer.
§ 3. Skulde en
offentlig Stiftelse blive
tillodnet Deel i Jordegods,
Huse eller deslige, da skal
et saadant Udlæg strax
paategnes, saaledes som § 1
fastsætter, og herefter til
næste Thing, under den Ret
Eiendommen hører, paa
Stiftelsens Bekostning
publiceres.
I
Skyldneres Boer maa det ei
være tilladt at udlægge
Stiftelserne enten usikkre
Pante-Forskrivelser, eller
Vexel-Obligationer og andre
løse Gjælds-Beviser,
saalænge der haves rede
Penge og betryggende
Pante-Obligationer.
Naar
dette ei iagttages, skulle
Vedkommende derfor staae
Stiftelsen til Ansvar.
§ 4. Dersom Nogen nu
skulde imod Formodningen
sidde inde med offentlige
Stiftelsers Midler, uden
derfor at have stillet
Sikkerhed, bør de
uopholdeligen udstede
saadanne Pante-Obligationer,
hvormed Stiftelsen kan være
betrygget, eller og til
Stiftamtmanden og Biskoppen,
under Lovens Tvang, udbetale
Pengene, med hvilke da
omgaaes saaledes, som § 2
foreskriver.
§ 5. Samtlige
Regnskabsførere ved de
offentlige Stiftelser bør
ved hvert Aars Udgang slutte
deres Regnskaber, og i det
seneste inden Februar
Maaneds Udgang, indlevere
dem til Stiftamtmanden og
Biskoppen; det, som da
overskyder fra Indtægter og
Renter, tillægges Kapitalen
og besørges udsat paa den
anordnede Maade.
§ 6. Endeligen skulle
Stiftamtmændene og
Biskopperne, saasnart denne
Plakat er kommen dem
tilhænde, forfatte og lade
tinglyse en rigtig
Fortegnelse over dem, som
ere Forstandere og
Oppebørselsbetjente ved de
offentlige Stiftelser;
hvilken Thinglysning (der
forrettes uden Betaling)
ogsaa i Fremtiden bør
foranstaltes, saa ofte der
skeer nogen Forandring i
Henseende til bemeldte
Tjenesters Besættelse med
nye Embedsmænd, paa det at
Enhver derom kan være
underrettet; efterdi
Stiftelserne derefter hos
dem skulle have Fortrinsret
til Betaling fremfor alle
senere gjørende Indførseler
og udstedende
Pante-Forskrivninger.
Hvilke
foranførte Bestemmelser
herved, til enhver
Vedkommendes
allerunderdanigste
Efterretning og Efterlevelse
bekjendtgøres.
Resolution
af 14. september 1798 om
Indstiftelsen til Medaljen
for Druknendes Redning, som
ændret ved plakat af 1. juni
1813 om Premien for den, der
redde Skindøde Druknede
mennesker
Udgår som
forældet.
Cancellie-Plakat, at den
5 § i Fr. 22. April 1772,
for Hertugdømmene, og Pl. 9
Mart. 1796, for Khavn, skal
udvides til samtlige kgl.
Riger og Lande. p. 116.
Ved Fr.
22 Apr. 1772 5 § er det
bestemt, at, naar nogen med
Øvrighedens Vidnesbyrd
gotgiør, at have viist sig
virksom ved et
tilsyneladende druknet
Menneskes Redning, og at
have ved sin Hielp reddet
hans liv, maae ham af den
Kgl. Kasse tilstaaes en
Præmie af fem danske
Ducater, eller, om han
hellere ønsker det, en
Medaille af lige Værdie, til
Belønning; ligesom og
Politie-Pl. for Khavn 9
Mart. 1796 fastsætter, at de
Udgifter, som maatte medgaae
til Medicamenter, til den
Druknedes Transport til
Hospitalet, eller i andre
Maader, skal for det første
udredes af Politie Kassen,
og Tildragelsen indberettes
til Cancelliet. Kongen har
nu ved Resol. 29 Aug. 1798
udvidet ovenmeldte
Bestemmelser til alle Hans
Riger og Lande.
[Fr. af
18. oktober 1811 ang. de
Vilkaar, under hvilke
Kiøbstadsjorder i Dmk og Nge
kan afhændes]
Udgår som
forældet.
Der henvises i øvrigt til
by- og boligministerens
besvarelse af 17. marts 2000
vedr. S 1850 af 9. marts
2000. Folketingets
forhandlinger 1999-2000,
side 5588.
§ 1. Hvor Kiøbstedens
Jorder ere udskiftede til
Grundene, eller
Byggepladserne, i samme,
skal det være Enhver, som
noget saadant Lod tilhører,
uformeent at afhænde denne
særskilt fra Grunden, til
hvilken den var henlagt,
under de Vilkaar, som i
denne Anordning foreskrives.
§ 2. Kiøberen af en
saadan, fra nogen
Kiøbstedsgrund afhændet,
Jord skal være berettiget
til at bebygge samme, at
boesætte sig derpaa, og der
at drive borgerlig Næring
som Haandværker; derimod
maae han ingenlunde der
bruge Handel, ei heller
brænde Brændeviin enten til
eget Forbrug eller til Salg.
§ 3. Det staaer saavel
udenbyes som indenbyes Mand
frit for at, at kiøbe slige
Jorder. Dog bør Enhver, som
derpaa erhverver Eiendom,
lige med andre Byens
Indvaanere deeltage i alle
de reelle og personelle
Tyngder, som disse
paalægges, forsaavidt han
ikke ved Privilegier maatte
være befriet for de sidste.
§ 4. Den første Kiøber af
saadan Jord, der sælges
adskilt fra den Grund,
hvortil den var udskiftet og
henlagt, skal til
Kiøbstedens Kæmnerkasse, at
hver Tønde Land geometrisk
Maal, erlægge en aarlig
Afgift af 2 Skiepper Byg,
som betales i Penge,
beregnet efter hvert Aars
Capitels-Taxt.
§ 5. Ved hver Forandring
af Eier forhøies denne
aarlige Afgift med 2
Skiepper Byg, indtil den har
naaet een Tønde Byg pr.
Tønde Land; hvorefter ingen
yderligere Forhøielse i
samme bør finde Sted.
§ 6. Ligeledes skal ved
hver Forandring af Eier
erlægges en Recognition af 1
Rdlr pr. Tønde Land, til
Byens Kæmnerkasse. Saa bør
og ved Salg af slige Jorder,
ligesom ved Salg af andre
faste Eiendomme, erlægges
til Kongens Kasse hvad nu er
eller herefter vorder
paabudet.
§ 7. I Henseende til de
Kiøbstedsjorder, hvilke nu
ei ere udskiftede til
Grundene, men derimod
overdragne en eller anden
Indvaaner, med den
Forpligtelse, at de ei kan
afhændes til Andre, end
Byens Borgere eller
Indvaanere, vil Kongen
tillade: at slige Jorder
herefter, ikke mindre end de
forhen omhandlede, maae
sælges til udenbyes Mand,
til at bebygges og beboes,
under ovennævnte
Betingelser. Og skal, ved
Salg af saadan Jord, saavel
den aarlige Afgift, som
Recognitionen ved Forandring
af Eier, ikkun sættes til
det Halve, imod hvad der,
paa Grund af forestaaende,
bør svares til Kæmnerkassen
af de Jorder, der nu hæfte
til Grunden.
§ 8. Med lige Frihed,
samt mod saadan Afgift, og
Recognition, som i 7 § er
bestemt, kan og de til
Kiøbstedgrunde henlagte
Jorder, hvoraf der allerede
svares særskilt aarlig
Afgift til Kirker, Skoler og
andre offentlige Stiftelse,
separat fra Grundene
afhændes; dog at hvad som nu
deraf svares til slige
offentlige Indretninger,
fremdeles vedbliver
uforandret.
§ 9. Hvergang en Familie
boesætter sig paa nogen, i
Følge af denne Anordning
afhændet, Kiøbstedsjord, bør
saadant strax af Øvrigheden
indberettes til
General-Toldkammeret, paa
det at hvad der fra
Toldvæsenets Side i den
Anledning maatte findes
nødvendigt, kan vorde
iagttaget.
[Fundation
af 5. januar 1813 for
Rigsbanken, § 1-2 og 11]
Udgår som
forældet.
Uddrag inkl. senere
ændringer, jf. Danmarks Love
1665-1937
§ 1. Kongen lover og
forsikkrer for Sig og Sine
Efterfølgere i Regieringen,
at der aldrig og under ingen
Omstændigheder fra Statens
Side skal sættes i Omløb
noget ikke rentebærende, paa
Ihændehaveren lydende,
Repræsentativ, og at i
Særdeleshed aldrig skal
tillægges nogen Obligation
eller andet Papiir den
Rettighed, at maatte gaae
som tvunget Betalingsmiddel,
hverken imellem Mand og Mand
eller ved de Kgl. Kasser.
Ligeledes lover Han,
ingensinde at ville
privilegere nogen anden Bank
eller noget offentligt
Institut, under hvad Navn
det maatte være, til at
udgive Papiir med deslige
Rettigheder; men Rigsbanken
skal stedse, saalænge den
har Sedler i Omløb, være det
eeneste dertil berettigede
Institut, under de
Betingelser, og ved at
efterleve de Forskrifter,
som denne Fundation
indeholder.
§ 2. Rigsbankens
oprindelige Fond er en
Fordring af Sex Procent, i
rede Sølv, af alle faste,
urørlige Eiendommes Værdie i
Kongens Riger og
Hertugdømmer. Saalænge denne
Fordring ikke er betalt, har
Banken for samme første
Prioritets panteret frem for
al nu eller herefter derpaa
hæftende Gield, enddog frem
for Kgl. Skatter og
Afgifter. Denne Hæftelse kan
ikke opsiges fra Bankens
Side, men til alle Tider
afbetales i det Hele eller
tildeels af Debitor paa den
Maade, som i denne Fundation
nærmere bestemmes, og
imidlertid forrentes den,
fra 1. Jan. 1813 af og
saalænge den er indestaaende
hos Debitor, med Sex og en
halv Procent i Rigsbankdaler
Sølvværdie aarligen, der
erlægges i tvende Terminder,
hver Gang med Tre og en
qvart Procent.
§ 11. Hæftelserne til
Banken skal tinglyses, og
skal til den Ende paa de
Steder i Hertugdømmerne,
hvor der endnu ikke haves
Pantebøger, sammes
Indførelse muligst
paaskyndes. Desuden skal
Banken være berettiget til,
i ethvert Tilfælde, hvor den
maatte finde det ønskeligt
eller tilraadeligt, at
fordre Udstedelse af en
formuelig Pante-Obligation;
ligesom ogsaa paa den anden
Side hver Eiendomsbesidder
skal være beføiet til at
forlange, at Banken for dens
paa hans Eiendom hvilende
Hæftelse skal modtage
formelig Pante-Obligation,
med særdeles Hensyn til, at,
naar Eiendomsbesidderen
indfrier Hæftelsen, bør
Banken ikke blot qvittere,
men, naar han fordrer det,
formeligen cedere
Obligationen, saaledes at
han selv, eller hvem han
lovligen transporterer den
til, bliver i Besiddelse af
den, med samme reelle
Rettigheder, hvormed Banken,
førend Indfrielsen, eiede
den.
[Placat af
1. juni 1813 om Præmien for
dem, der redde skindøde
druknede Mennesker]
Udgår som
forældet.
Placat for begge Riger.
Det har behaget Hans
Majestæt Kongen, under 21de
f.M., allernaadigst at
resolvere saaledes. Vi ville
allernaadigst have Præmien
for dem, der redde skindøde
druknede Mennesker, for
Fremtiden bestemt til 16
Rbdaler S.V., naar de ikke
foretrække at erholde den
for slig Daad bestemte
Medaille, hvorimod dem, der
allerede have gjort sig
fortjente til Præmie, maa
overlades Valget imellem 5
danske Ducater og ovennævnte
Medaille. Hvilken
allerhøieste Resolution
herved bekjendtgøres, til
alle Vedkommendes
Efterretning.
Det
kongl. danske Cancellie, den
1ste Juli 1813.
[Fr., f.
Danmark, af 9. juli 1813 om
Fordelingen af den
Rigsbanken ved Fr. 5. Jan.
1813 tillagte Heftelse i
faste Eiendomme, samt om
Lettelse i nogle ældre
Skatter, § 1 og 5-8]
Udgår som
forældet.
Uddrag inkl. senere
ændringer, jf. Danmarks Love
1665-1937
§ 1. De Eiendomme, i
hvilke Rigsbanken er med
første Prioritets Panteret
tillagt ovenmeldte Heftelse
af 6 Procent i rede Sølv af
deres Værdie, ere de samme,
af hvis Besiddelse, Nytte og
Brug ved Fr. 1. Oct. 1802 er
paabuden Afgift, altsaa:
Jorder, Tiender og
Bygninger.
§ 5. Heftelsen til
Rigsbanken i faste
Eiendommes Værdie finder
ogsaa Sted paa Bornholm, men
skal der være nedsat til det
halve eller 3 Procent i rede
Sølv af Værdien, hvorimod
denne saaledes nedsatte
Heftelse forrentes med fulde
6½ Procent i Rbdlr.
Sølvværdie aarligen.
§ 6. Naar een eller
flere Dele herefter afhændes
fra en Eiendom, der under
eet samlet er ansat for
Heftelse til Rigsbanken, bør
vedkommende
Oppebørselsbetient derom
giøre Indberetning til
Bankens Bestyrelse, saasnart
han desangaaende, til
Skatters særskilte
Opkrævning af den eller de
afhændende Dele, har faaet
Underretning. Ved en saadan
Afhændelse følger med enhver
Deel af Eiendommen saa stor
en del af Heftelsen, som den
i Forhold til dens Værdie
tilkommer, uden at det skal
være Sælger og Kiøber
tilladt sig derom anderledes
at forene, med mindre en
Deel af Heftelsen allerede
er afbetalt, thi i dette
sidste Tilfælde staaer det
Contrahenterne frit for
efter Gotbefindende at
fordele den øvrige Deel af
Heftelsen, naar ikkun ingen
Deel af Eiendommen paalægges
en større Deel af Heftelsen,
end 6 Procent af en slig
Deels Værdie.
§ 7. Renten af
Heftelsen i Jordene og
Tienderne erlægges med hvert
April og hvert October
Qvartals Skatter,
Forrentelsen begynder fra 1.
Jan. 1813, hvorhos det dog
er en Selvfølge, at af den
Heftelse, som Rigsbanken, i
Overensstemmelse med 4 §,
erholder i Bygninger, der
opføres istedenfor saadanne,
som for nærværende Tid ere
afbrændte, beregnes Renten
ei før fra den Tid, da de
ere fuldførte. I Mangel af
Betaling til
Forfaldstiderne, inddrives
Renten paa lige Maade, som
Kgl. Skatter. Ere Jorde
eller Tiender beneficierede
nogen offentlig Stiftelse,
Embedsmand eller anden, da
ansees den Benficerede, i
Henseende til Heftelse til
Rigsbanken, som Eier, og
tilsvarer altsaa deraf
Renten.
§ 8. I øvrigt
forholdes, i Henseende til
Heftelsen til Rigsbanken,
efter Forskrifterne i Fr. 5
Jan 1813 og Bank-Fundationen
af samme Dato.
[Kanc.
Skriv. af 15. august 1815
(til det chirurgiske
Academie) ang. at såvel de
medicinske som chirurgiske
Kandidater skulle afgive en
Forsikring om at ville
anvende deres Kundskaber til
sand Gavn for Samfundet]
Udgår som
følge af lovforslagets § 11.
Professor og Stadsmedicus
Doctor Herholdt har til
Kancelliet indgivet Forslag
om, at alle authoriserede
Læger skulle, naar de
erholde testimonium
academicum eller Fribrev til
Praxsis, aflægge corporlig
Eed, hvilket ikke hidtil med
alle Læger eller i alle
Stater har været Tilfældet,
og som Han anseer
betryggende for den
offentlige Sikkerhed. Det
kongelige Sundhedscollegium,
hvis Betænkning Man herover
har indhentet, har yttret,
at det ingen Betænkelighed
finder ved, at det blev
anordnet, at alle Candidati
Medicinæ og Chirurgiæ, som
herefter ved Universitetet
og det chirurgiske Akademie
tage Examen, strax efter
Examinationen skal affordres
Eed eller, i Lighed med hvad
for de juridiske Kandidater
er Skik, Forsikring under
høitidelig Haandrækning til
En af Professorerne om ved
deres Forretninger som
practiserende Læger stedse
at lade sig det være
magtpaaliggende efter bedste
Skønnende at anvende deres
Kundskaber med Flid og Omhu
til Samfundets og deres
Medmenneskers Gavn, at søge
deres Kundskaber fremdeles
udvidede og gjøre sig
bekjendte med og nøje
efterleve de dem og deres
Fag vedkommende Anordninger
og Bestemmelser.
Kancelliet, der var enigt i,
hvad det kongelige
Sundhedscollegium saaledes
yttrede, har derefter
corresponderet med den
kongelige Direction for
Universitetet og de lærde
Skoler, om ikke Samme maatte
finde sig foranlediget til
ved den medicinske Examen at
indføre den af
Sundhedscollegiet
foreslaaede høitidlige
Forsikring og ligesom Samme
nu har underrettet
Kancelliet om, at den, efter
Brevveksling med det
decinske Facultet, som Intet
herimod har fundet er
erindre, har foranstaltet,
at denne høitidlige
Forpligtelse for Fremtiden
vil blive iagttaget,
forsaavidt angaaer den
medicinske Examen, saaledes
skulde Man herved tjenstligt
have det kongelige
chirurgiske Academie anmodet
om at træffe en lige
foranstaltning ihenseende
til de Studerende, som
herefter maatte underkaste
sig Examen chirurgicum.
Det
herved foreskrevne lægeløfte
lyder således:
Efter at
have aflagt offentlig prøve
på mine i de
medicinsk-kirurgiske fag
erhvervede kundskaber,
aflægger jeg herved det
løfte, til hvis opfyldelse
jeg endydermere ved
håndsrækning ved mine
forretninger som
praktiserende læge stedse
skal lade mig det være
magtpåliggende, efter bedste
skønnede at anvende mine
kundskaber med flid og omhu
til samfundets og mine
medmenneskers gavn; at jeg
vil bære lige
samvittighedsfuld omsorg for
den fattige og den rige,
uden persons anseelse; at
jeg ikke ubeføjet vil
åbenbare, hvad jeg i min
egenskab af læge har
erfaret; at jeg vil søge
mine kundskaber fremdeles
udvidede og iøvrigt gøre mig
bekendt med og nøje
efterleve de mig og mit fag
vedkommende anordninger og
bestemmelser.
Plakat af
10. april 1816 ang.
efterstikning af Søkort
Udgår som
følge af lovforslagets § 12.
Kgl.
Bekiendtg., hvorved det
forbydes at efterstikke de
af Kgl. Søekart-Archiv
udgivne eller herefter
udgivende Karter, ligesom og
at falholde saadanne
efterstukne Karter.
Da Admiralitets- og
Commiss. Collegium har
yttret det Ønske, at det end
ydermere maatte betrygges
for, at de Karter, som af
Søekart-Archivet ere udgivne
eller herefter udgives, ikke
skulle efterstikkes, saa
bliver alle og enhver
forbudet, enten at
efterstikke eller
efterstikke lade noget af de
Karter, som allerede ere
udgivne eller herefter
maatte udgives af
Søekart-Archivet, eller her
i Riget at indføre noget
saadant udenlandsk
efterstukket Kart, hvilken
Format samme end maatte
have, under Mulct af 10 Rbd.
S. V. for hvert Exemplar der
maatte antræffes.
[Cancellie-Pl. af 4. juli
1816 (resolution af 21 juni
1816) (om læsning og
udslettelse af
bankhæftelsesobligationer)]
Udgår som
forældet.
Cancellie-Pl. at Kongen,
paa Rigsbankens
Forestilling, har bevilget:
1mo.) at de i
Bankfund. (5 Jan. 1813) 11 §
nævnte Hæftelser og
formelige Panteobligationer
maae tinglæses, samt
indføres og udslettes af
Pantebøgerne, uden
Rets-Gebyrs Erlæggelse; og
2do.) at disse
Documenter maae udstædes,
samt stedse kunne
transporteres uden stemplet
Papiirs Brug.
[Forordning af 4. august
1819 ang. Forpligtelsen til
at sørge for at frelse
Skindøde og Andre, som ere i
Livsfare]
Udgår som
forældet, jf.
justitsministerens
besvarelse af S 603,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 1961.
§ 1. Da det baade
efter Sagens Natur og ifølge
vore Loves Grundsætning maa
ansees som en almindelig
Borgerpligt for Enhver, der
har Leilighed til at frelse
nogen, som er i Livsfare, at
anvende de Midler, som i saa
Henseende staae i hans Magt,
saa skal det og i
Særdeleshed paaligge Enhver,
som bliver vaer, at nogen er
siunken i Vandet,
uopholdeligen, enten selv,
eller ved tilkaldt Hielp, at
foretage alt, hvad
Omstændighederne tillade,
for at faae den Druknede
optaget og de
hensigtsmæssigste
Redningsmidler anvendte,
ligesom heller ingen maa
vægre sig for, ved saadan
Leilighed at yde den Hielp,
hvortil han maatte være
istand.
§ 2. Ligeledes skal
det være en almindelig
Pligt, at sørge for Hængtes
hurtigste Nedtagelse og for
de efter Omstændighederne
muelige Redningsmidlers
Anvendelse, og overhovedet
for Enhvers Frelse, som paa
nogen voldsom Maade findes
beskadiget, eller formedelst
andre Omstændigheder er i
hielpeløs Tilstand.
§ 3. Foruden at det,
ifølge 1 og 2 §§, er Pligt
uopholdeligen at sørge for
at faae den Druknede optaget
af Vandet, eller den Hængte
nedskaaren, samt at anvende
foreløbige Hielpemidler,
skal det endvidere paaligge
de Vedkommende snarest
mueligt at kalde en Læge til
Hielp, hvor Omstændighederne
ikke ere saaledes beskafne,
at de Vedkommende see sig
istand til, uden saadan
Hielp, med Sikkerhed at
redde den, som er i Fare.
Ligeledes bør Tildragelsen
strax anmeldes for
Politiemesteren, eller paa
Landet for Sognepræsten
eller Sognefogden, hvis
disse nærmere ere at finde,
deels, for at fornævnte
Embedsmænd eller Betiente
kunne, indtil Lægen kommer
tilstede, sørge for den
hensigtsmæssigste Behandling
af den Paagieldende, deels,
for at de kunne sættes i
Stand til at foranstalte det
Fornødne, hvis der er
Anledning til at drage nogen
til Ansvar.
§ 4. Ophævet.
Cancellie-Plakat af 25.
januar 1820 for Danmark (om
bud ved auktioner)
Ophæves
som forældet (er i øvrigt
markeret som historisk i
Retsinformation).
25 Jan.- Cancellie-Pl.
for Danmark (Resol. 12 Jan.)
at et Bud ved en Auction,
som ikke antages inden 6
Uger efter Auctionen, ikke
skal forbinde den Bydende,
med mindre det, i de
tilbørligen bekjendtgjorte
Auctions-Conditioner,
udtrykkeligen er betinget,
at den bydende skal staa ved
sit Bud i længere Tid, og at
denne Regel skal være
gjeldende, saavel naar intet
Hammerslag er skeet, men nye
Auction skal foretages, som
og, naar Hammerslag paa
nærmere Approbation har
fundet Sted.
Plakat af
28. september 1821 ang.
Forholdsregler ved Auctioner
over faste Eiendomme, der
afholdes udenfor den
Jurisdiction, hvorunder
samme ere beliggende
Udgår som
forældet, jf.
justitsministerens
besvarelse af S 603,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 1961.
Med Hensyn til de
Tilfælde, hvor Auktioner
over faste Eiendomme
begiæres holdte udenfor den
Jurisdiction, hvorunder
disse ere beliggende, bliver
følgende anordnet:
1.) Skiønt det i
Almindelighed er tilladt at
lade Auction over en fast
Eiendom holde udenfor den
Jurisdiction, hvorunder
samme er beliggende, saa kan
dog, forsaavidt vedkommende
Panthavere ikke have givet
deres Samtykke til, at
Auctionen saaledes afholdes
i en fremmed Jurisdiction,
Eiendommen ikke derved
bortsælges, undtagen paa
saadanne Vilkaar, at de nyde
fuld Betaling for deres
Pantefordringer. Imidlertid
skal foranførte
Indskrænkning ikke være
anvendelig, naar Auctionen
over en Landeiendom holdes i
nærmeste Kiøbsted.
2.)
Auctionsbetienterne i den
Jurisdiction, hvorunder
Eiendommen ligger, skal være
berettigede til at afholde
Auctionen, uagtet samme
foregaaer ved en fremmed
Jurisdiction, og skal da,
foruden fulde Gebyhrer efter
Anordningerne, byde fri
Reise til og fra det Sted,
hvor Auctionen holdes. Men,
dersom de enten ikke ere
villige til at giøre denne
Reise, eller
Auctions-Reqvirenten, for at
undgaae Reise-Udgifterne,
hellere vil have Auctionen
afholdt ved Auctionsretten i
det District, hvor samme
foregaaer, da haver denne at
forrette Auctionen.
3.) I det sidstnævnte
Tilfælde bør dog
Auctionsretten i den
Jurisdiction, hvorunder
Eiendommen ligger, nyde
ethvert Gebyhr,
ligesaafuldt, som om
Auctionen af den var
forrettet. Derhos bør
Auctions-Reqvirenten til den
Embedsmand, der virkelig
foretter Auctionen, udrede
det Gebyhr, som bestemmes i
Sportelreglem. 22 Mart.
1814. 113 §, og det, hvad
enten Eiendommen sælges
eller ikke, ligesom han og
bør give denne fri
befordring, hvis han har
Reise at giøre til
Auctionsstedet. Saa bør og
Reqvirenten, strax efter at
Eiendommen er bortsolgt ved
Auction, tilstille
Auctionsretten i det
District, hvorunder
Eiendommen er beliggende,
Auctionsforretningen in
forma beskreven, hvilken
denne da haver at indføre i
sin Auctions-Protocol,
ligesom det og tilfalder den
i sin Tid at udstæde
Auctions-Skiødet.
[Cancellie-Plakat af 19.
oktober 1822 (om utilladelig
kollektering m.v.)]
Udgår med
henvisning til
kirkeministerens besvarelse
af S 1567, folketingsåret
1999-2000, Folketingets
forhandlinger side 4912,
hvoraf det fremgår, at
forskriften er afløst af lov
om menighedsråd.
Cancellie-Pl. (Resol. 25.
Sep.) at ligesom de
gieldende Love ikke tillade,
at der anstilles Collecter
eller udsættes Bækkener for
Kirkedørrene uden i de
Tilfælde, hvor enten en
almindelig Anordning eller
en speciel Kgl. Bevilling
hiemler saadan Indsamling af
milde Gaver, eller hvor det,
fra gammel Tid, har været
Brug, at Bækkener udsættes
for en eller anden
velgiørende Bestemmelse
saaledes kan det heller
ikke, uden Hiemmel i en
Anordning eller særdeles
Kgl. Bevilling, tilstædes
Præsterne, fra
Prædikestolene at opfordre
Menigheden til Gaver, til en
vis bestemt Person eller
Indretning, være sig
indlændisk eller udlændisk.
Plakat af
3. september 1823 ang.
Forandring og nærmere
Bestemmelse af Fr. 19 Dec.
1693. 7 §
Udgår som
følge af lovforslagets § 7.
Gr. Da Bestemmelsen i Fr.
19 Dec. 1693. 7 §, om at
Auctionsforretninger strax
skal indføres i
Auctionsprotocollen, ved
Løsøre-Auctioner ofte ikke
uden Vanskelighed kan
iagttages, hvilken
Vanskelighed isærdeleshed
finder Sted med Hensyn til
Auctioner, som afholdes paa
Mark eller i Skov, saa har
Kongen givet foranførte
Lovbud følgende nærmere
Bestemmelse:
Naar
Auctionsforretninger over
Løsøre ikke strax kan
foretages til
Auctionsprotocollen, skal
det være tilstrækkeligt, at
vedkommende Embedsmand, som
afholder Auctionen, i
Auctionsprotocollen strax
giør Bemærkning om sammes
Afholdes, med Henviisning
til den særskilte
Forretning, hvilken bør være
giennemdragen og forsynet
med vedkommende
Auctionsbetients og
Auctionsreqvirents Segl,
samt strax efter Auctionen
underskrives af
Auctionsdirecteuren,
Auctionsvidnerne og
Reqvirenten. De saaledes i
eet Aars Løb afholdte
særskilte Forretninger skal
ved Aarets Udgang samlede
indbindes eller
sammenhæftes, og ved det
befalede Eftersyn af
Embedsprotocollerne følge
Auctionsprotocollen som
Bilage.
[Cancellie-Pl. for Danmark
(Resolution af 24. september
1823) af 4. oktober 1823 (om
Belønninger for at redde
tilsyneladende Druknede)]
Udgår som
forældet.
Cancellie-Pl. at uagtet
Kongen vil, at Analogien af
Pl. 14 Sept. 1798 og 1 Jul.
1813, der udlove Belønninger
for tilsyneladende Druknedes
Redning, fremdeles skal være
anvendelig paa den, som har
reddet nogen, der, uden at
kunne henregnes til
tilsyneladende Druknede, har
været i Fare for at drukne,
saa skal dog hverken
Medaillen eller den fulde
Pengebelønning i disse
Tilfælde forundes den
Reddende, hvor Redningen ei
har været forbunden med
særdeles Kiækhed eller
Anstrængelse, hvorimod
endeel af forommeldte
Pengebelønning, efter
Cancelliets Skiøn, skal
tilstaaes den Paagielsende,
hvis det findes, at hans
Forhold desuagtet fortiener
nogen Opmuntring.
[Forordning af 4. august
1824 ang. hvorledes de
danske Skippere og Søfarende
sig have at forholde i
fremmede Havne, hvor danske
Consuler eller Vice-Consuler
ere ansatte]
Forskriften udgår som
forældet, jf.
udenrigsministerens
besvarelse af S 1565,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 5295.
Gr. Da Kongen har fundet
for got, efter
Tidsomstændighederne, at
rette og forandre den hidtil
gieldende Instruction for
Sine paa udenlandske Steder
ansatte Conculer, saa vil
Han, i Overensstemmelse
dermed, til Sine handlende
og søefarende Undersaatters
samt andre Vedkommendes
Efterretning og
Efterlevelse, hermed have
kundgjort, hvilke Pligter de
imod fornævnte Conculer i
fremmede Havne have at
iagttage, saavelsom og,
hvilke Forretninger og
Rettigheder disse i Kraft af
deres Embede ere overdragne
og tillagte; hvorhos tillige
ophæves de i saa Henseende
udgangne ældre Anordninger 3
Mart. 1749, 8 Jan. 1759, 2
Apr. 1764 med senere
Decleration 30 Jul. 1764
samt Pl. 26 Apr. 1773. Thi
befales følgende:
§ 1. Da det er de
Kgl. Consulers Pligt, paa
Embeds Vegne, at forsvare og
beskytte de Kgl.
Undersaatter, Skippere og
Søefarende, Handlende og
Reisende, eller andre,
hvilkesomhelst, der opholde
sig i deres Districter,
saavel deres Personer, som
deres Eiendomme, Rettigheder
og Friheder efter de imellem
Kongen og de fremmede Magter
bestaaende Tractaters Medfør
og Stedernes Usance, saa
skal bemeldte Kgl.
Undersaatter i alle
Tilfælde, hvor de i
ovenmeldte Henseender maatte
trænge til Hielp og Bistand,
henvende sig til vedkommende
Consul eller Vice-Consul og
forvente, efter de man
tillagte Instructioner, at
blive forhiulpne til deres
Ret.
§ 2. Dog er det
derhos Kongens Villie, at de
søefarende og handlende
Undersaatter skulde beholde
fuld Frihed, paa alle
Steder, endog hvor Consuler
Kongen ere beskikkede, til
at betiene sig i deres
private Forretninger af
hvilkensomhelst Factor,
Commissionair eller
Correspondent, de vil, og
maa, uden Vedkommendes
udtrykkelige Forlangende,
ingen Consul befatte sig med
deres Handels- eller andre
private Anliggender, og
endnu mindre paatrænge de
Søefarende eller andre Kgl.
Undersaatter sin Tieneste.
Naar derimod disse vil
betiene sig af Consulen i
Handels- eller
Commissionssager udenfor
Consulatpligterne, da bliver
Consulen at ansee ligesom
andre Kiøbmænd og
Commissionairer, og er i
denne Egenskab beføiet til
at lade sig betale de
sædvanlige Provisioner.
§ 3. Derimod skal de
Kgl. Undersaatter, saavel
Skippere som Søefolk, være
pligtige, uværligen at
adlyde saadanne skriftlige
Forholdsordres og
Befalinger, som Consulerne,
i overordentlige Tilfælde,
naar enten Krigsfare eller
Sundheds Tilstand paa et
eller andet Sted giør det
nødvendigt, af Kongen ere
autoriserede til at tillægge
dem; ligesom de og paa det
nøieste have at rette sig
efter den Anviisning, som
den af Consulen ved deres
Ankomst i hans District vil
vorde meddeelt angaaende
Stedets Love og Vedtægter,
samt hvad af dem, med Hensyn
til de til Ind- og Udførsel
forbudne Varer samt Told- og
Havnevæsenet, bliver at
iagttage. Naar nogen af
Consulerne, især i
Middelhavets og de
Portugisiske Havne, maatte,
efter mødende
Omstændigheder, finde sig
beføiet til at meddele de
skibsførende Undersaatter i
hans District nogle
Forsigtighedsregler, det
være sig i Henseende til
Befragtning af danske Skibe
med Bestemmelse til Kysten
af Barbariet, eller andet
deslige, som kunde angaae
Kongens egen Interesse eller
Søefartens Gavn, da skal
saadan Underretning og
Advarsel af dem nøiagtigen
følges, saaledes som de
derfor ville staae Kongen
til Ansvar.
§ 4. Naar Tvistighed
opkommer imellem Kgl.
søefarende Undersaatter,
Kiøbmænd, Skippere og
Skibsfolk paa saadanne
fremmede Steder, hvor en
Consul af Kongen er ansat,
da skal de stridende Parter
være pligtige, at henvende
sig til denne, for at faae
Sagen bilagt i Mindelighed
ved et billigt Forlig.
Skulde Forlig ei være at
opnaae, da er Consulen
bemyndiget, efter at have
anhørt og nøie overvejet
alle dermed forbundne
Omstændigheder, at afsige
Kjendelse efter Ret og
Billighed, samt, efter
bedste Skiønnede, i
Overeensstemmelse med de
Kgl. Landets Love og
vedtagen Handelsbrug og
Søe-Coutume. En saadan
Kiendelse, naar den af
Consulen er afsagt og
Parterne meddeelt i behørig
beskreven Form, hvilket af
Consulen bør skee paa
Embedsvegne og uden
Betaling, skal af dem uden
Væring vedbørligen vorde
efterlevet, hvorefter det da
skal staae enhver frit for,
at lade sin Sag nærmere
undersøge og paakiende ved
de Kgl. Domstole.
§ 5. Skulde det hænde
sig, at nogen af Kongens
søefarende Undersaatter paa
Reisen til en Havn, hvor
nogen Kgl. Consul er ansat,
eller under hans Opsyn
sammensteds, ved Opsætsighed
imod sine Foresatte,
Mytterie eller anden
Misgierning, som dog ikke
kan komme under Øvrighedens
Kiendelse paa Stedet, have
forbrudt sig saaledes, at
han, ifølge Pl. 11 Mart.
1818, bør overleveres til
Consulen i den Havn, hvor
Skibet er indløbet, for af
ham at blive hiemsendt som
Arrestant til de Kgl.
Stater, da skal saadant
iværksættes efter Consulens
Ordre med hvilketsomhelst
dansk Skib, som af ham
dertil bliver udseet, og er
Skibsføreren i saadant
Tilfælde forpligtet,
uværligen at modtage en
saadan Forbryder, samt, ved
dennes Aflevering ombord, at
udsætte sit skriftlige
Revers til Consulen af
Indhold, at han vil aflevere
Arrestanten til Øvrigheden i
den første Havn i Kongens
Lande, hvor han med Skibet
indkommer, imod derfor at
nyde en billig Gotgiørelse
efter Reisens Længde og
Sagens Omstændigheder.
§ 6. Har nogen
Skipper, Kongens Undersaat,
forsømt, at oprette den i
Anordningerne befalede
skriftlige Contract eller
saakaldet Skibsrulle, eller
deri at tilføre de efter
Udreisen foregaaede
Forandringer, og der
desaarsag imellem ham og
Folkene, eller nogen af
disse, opstaaer Tvistigheder
angaaende Lønnen, da skal
Sagen af Parterne andrages
for Consulen i den Havn,
hvor Skibet befinder sig, og
af ham, paa Embeds Vegne, og
uden Betaling, paakiendes
efter de ham desangaaende
tillagte Instructioner;
hvilken Kiendelse Parterne
uværligen og ufortøvet have
at adlyde, med Forbehold,
efter Hiemkomsten, at lade
den nærmere paadømme af de
Kgl. Domstole, saafremt de
formene sig derved at være
forurettede.
§ 7. Skiøndt det,
efter de Kgl. Anordninger,
ikke er nogen Skipper
tilladt, førend fuldendt
Reise at afskedige nogen af
sit Mandskab, men alene, i
Tilfælde af grove
Forbrydelser, at aflevere
den Paagieldende til den
Kgl. Consul, for ved ham at
besørge hiemsendt som
Arrestant, skal det dog være
Skibsførerne uformeent, med
fælleds Samtykke at lade een
eller anden af deres
Mandskab tage Hyre paa et
andet Skib. Dog skal de i
saadant Tilfælde være
forpligtede, at anmelde det
for Consulen, hvilken da har
at udslette den Afskedigede
paa det Skibs Mandtalsliste,
som han hidtil har faret
med, og tilføre ham paa
Listen af det Skib, hvorpaa
han har taget Hyre.
§ 8. Desuden bør
enhver Forandring, som,
foruden det i 7 § nævnte
specielle Tilfælde,
foregaaer med
Skibsmandskabet, være sig
ved Tilgang, Dødsfald,
Desertion, eller paa
hvilkensomhelst anden Maade,
af Skipperen, ved første
givne Leilighed, anmeldes
for Consulen, for af ham at
blive anført paa Skibets
Mønsterrulle. Bliver en
Skipper ved Skibbrud, svært
Haverie og andet
Ulykkestilfælde, eller ved
Skibets Salg paa fremmede
Steder forhindret fra, at
kunne føre Skibet hiem, da
bør han til Consulen i det
District, under hvilket han
befinder sig, overlevere en
Liste over alle indrullerede
Søefolk, som han har haft
med sig, hvori, foruden hver
Mands fulde Navn, skal være
anført Districtet, Byen,
Amtet eller Lægdet,
hvorunder de ere
indrullerede, forsaavidt
sadanne Efterretninger enten
af ihændehavende Papirer,
eller af Hukommelsen og
Mandskabets Forklaring, kan
tilveiebringes.
§ 9. Naar Handlende,
Søefarende, Reisende eller
andre af Kongens
Undersaatter, som opholde
sig paa et Sted, hvor een af
de Kgl. Consuler residerer,
imellem sig slutte eller
indgaae Contracter og
giensidige Forbindelser, om
hvilke det i sin Tid kunde
udfordres, at de bleve
fremlagte ved de Kgl.
Retter, da skal de være
forpligtede, at lade deslige
Documenter autorisere ved
Consulens Underskrift, naar
de ikke vil vente, at disse,
formedelst Mangel af denne
Legalisation, skulde blive
upaaagtede eller kiendt
ugyldige, og er det Consulen
paalagt, paa behørig
Reqvisition, uden Betaling,
at meddele den herved
befalede Paategning. Dog
skal under de fornævnte
Documenter ikke forstaaes
eller indbefattes de i
Handel og Vandel af og med
Kgl. Undersaatter sluttede
Contracter og
Forskrivninger, hvilke
beholde deres fulde
Gyldighed om de endog ikke
ere efterseete og
underskrevne af Consulen.
§ 10. Ifald
noget, Kgl. Undersaatter
tilhørende, Skib skulde
forulykkes, strande eller
lide Skibbrud, da skal
Consulen, saafremt
vedkommende Rehdere og
Interessenter ikke have
beskikket nogen anden
Fuldmægtig til at besørge
Skibets og Godsets Redning,
eller det Bjergedes
Bortsælgelse, efter
Embedspligt antage sig Sagen
til Bedste for de respective
Eiere, til hvilke han derfor
har at aflægge Regnskab. Til
saadan Pligts Opfyldelse
have saavel Skipper som
Mandskabet af det
forulykkede Skib at yde ham
vedbørlig Hielp og Bistand,
samt troeligen at efterkomme
hvad Consulen i saadan
henseende, overensstemmende
med Stedets Love og
Vedtægter, maatte paalægge
dem at udføre eller
foranstalte.
§ 11. I lige Maade er
det Consulerne paalagt, naar
nogen kgl. Undersaat ved
Døden er afgaaet under deres
District, og ingen myndig
Arving ei heller noget ved
Testamente, eller paa anden
Maade, dertil autoriseret
Person paa Stedet befindes,
da at antage sig den Afdødes
Efterladenskab, og derved at
besørge hvad som, efter
Omstændighederne i
Overensstemmelse med den
antagne Brug, og i Medfør af
Tractaterne ufortøvet bør at
iværksættes, samt derom, det
snareste skee kan, at give
Efterretning saavel til Gen.
Toldk. Og Commerce-Coll.,
som til den Afdødes nærmeste
Slægt, ifald denne er ham
bekiendt. Paa saadan
indløben Efterretning vil
det da paaligge den Afdødes
myndige Arvinger eller de
Umyndiges Formyndere og
Værger, enten selv, eller
ved en behørigen autoriseret
Person, at indfinde sig i
Sterveboet, for at iagttage
deres Tarv, eller og at
forsyne Consulen med
Fuldmagt og videre fornøden
Underretning om, hvad han
paa deres Vegne deri har at
foretage sig, ligesom de og
i alle Tilfælde skal
fyldestgiøre ham for hans
Udlæg og for den hafte
Uleilighed, samt, efter
aflagt Rigtighed, meddele
ham vedbørlig Qvittance.
§ 12-19. Ophævet.
[Cancellie-Pl. af 21.
november 1828 ang.
Istandsættelsen af
brøstfældige Bolværker i
Kiøbstederne (Resol. 15
Nov)]
Udgår som
forældet.
Gr. Det er allerede
forhen for enkelte Steder,
og i Særdeleshed hvad
Kiøbenhavn angaaer ved Fr.
18 Apr. 1744. § 9 og ved
Raadstue-Pl. 28 Sept. 1768
(Resol. 20 Aug.),
udtrykkeligt bestemt,
hvorledes der skal
forholdes, naar vedkommende
Eiere, der have noget
Bolværk at vedligeholde,
forsømme denne deres Pligt.
Men, da der, for andre
Steder, ikke haves nogen
saadan udtrykkelig
Bestemmelse, og der
desaarsag har været Tvivl om
det Offentliges Rettigheder
i saa Henseende, og den
Fremgangsmaade, hvorved
samme skal giøres gieldende,
saa har Kongen, til Regel
for deslige Tilfælde,
befalet:
at, hvor
private Grundeiere i
Kiøbstederne, som ere
forpligtede til at besørge
Bolværkernes Reparation,
ikke, inden en vis dem
forelagt Tid, efterkomme
denne Forpligtelse, skal
vedkommende Magistrat, efter
foregaaende Skiøn af
uvillige dertil af Retten
udmeldte Mænd, foranstalte
de brøstfældige Bolværker
bortliciterede til at
istandsættes, eller, hvis
Omstændighederne kræver det,
af nye at opføres; og at de
herpaa medgaaede
Omkostninger, der
forskudsviis blive at
afholdes af Kæmnerkassen,
derefter skulle inddrives
ved Udpantning hos
vedkommende Eiere, og nyde
samme Præference som
Commune-Afgifter, dog at
denne Udpantnings- og
Fortrins-Ret kun vedvarer i
Aar fra Istandsættelsens
Fuldførelse.
[Cancellie-Plakat af 26.
juni 1829 (Resolution 9
Juni) for Khavn, ang.
Foranstaltninger til at
hindre det mulige Tilfælde
af Skindødes Begravelse, m.
m., § 3]
Udgår som
forældet, jf.
justitsministerens
besvarelse af S 603,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 1961.
§ 1-2. Ophævet.
§ 3. Naar den Afdøde
ikke har været under
Behandling af nogen Læge,
eller og naar det af andre
Aarsager maatte fordres,
skulle de ved Fattigvæsenet
ansatte Districtslæger være
pligtige at besigtige Liget
og meddele Dødsattest, imod
at de i de Tilfælde, hvor
Afdødes Begravelse bekostes
af Familien eller andre
Private, derfor nyde 40
Rigsbankskilling Sølv;
hvorimod de med Hensyn til
Liig, som jordes for
offentlig Regning, skulle
meddele saadan Attest uden
Betaling.
Plakat af
21. april 1830 For Danmark,
indeholdende Bestemmelse om,
hvor Skifte skal afholdes
efter det udskrevne
Mandskab, som afgaar ved
Døden under dets Ophold ved
eller Reise til og fra
Regimenterne eller Corpserne
Ophæves
som forældet (er i øvrigt
markeret som historisk i
Retsinformation).
Gr. Da det er anseet
tvivlsomt, hvilken Skifteret
der skal behandle Boerne
efter de til Kgl.Tieneste
udskrevne Nationale, naar
disse døe paa det Sted,
hvorhen de ere kaldte for
Tienestens Skyld, eller paa
deres Reise til eller fra
dette Sted, saa har Kongen,
for at indføre en lige og
med Vedkommendes Tarv
stemmende Fremgangsmaade i
deslige Tilfælde, fundet for
godt at befale, som følger:
Naar
Nogen af det udskrevne
Mandskab døer paa det Sted,
hvor han opholder sig for
Tienestens eller
Vaabenøvelsernes Skyld,
saavelsom og naar Dødsfaldet
indtræffer paa Reisen til
eller fra dette Sted, skal
Skiftet efter den Afdøde
behandles af Skifteretten
paa det Sted, hvor han
forhen havde sit Hiem, uden
at det ovenmeldte Ophold i
saa Henseende kommer i
Betragtning. Og skal det
paaligge Skifteretten paa
det Sted, hvor Dødsfaldet er
skeet, uopholdeligen derom
at underrette Skifteretten
paa Hiemstedet, samt
dernæst, efter Fradrag af
Begravelses-Omkostningerne
og det, der maatte være at
udrede til vedkommende
Regiment eller Corps,
snarest mueligt at oversende
Efterladenskaberne eller det
ved sammes Forauctionering
udbragte Beløb til den
sidstmeldte Skifteret,
forudsat ellers, at der ikke
allerede paa det Sted, hvor
den Paagieldende er død,
fremstaae myndige Arvinger,
som uden Skiftehold ville
tiltræde Boet, eller dette
tiltrædes af en Enke, som
ifølge Lov eller Bevilling
er berettiget til at
hensidde i uskiftet Boe.
Plakat af
6. april 1831 ang.
Efterstikning af
topografiske Kort
Udgår som
følge af lovforslagets § 12.
Kgl. Bek.,
hvorved det forbydes at
efterstikke eller
efterstukne at indføre de
topographiske Korter, som
det er tilladt den Kgl.
General-Qvarteermester-Stab
at udgive.
Da Kongen har tilladt
General-Qvarteermester-Staben,
successive i Trykken at
udgive en nye Udgave af
topographiske Korter over
Danmark og Slesvig, grundet
paa bemeldte Stabs egne
Opmaalinger, saa vil Kongen
have alle og enhver forbudt,
de Kort, som saaledes af
fornævnte Stab udgives, at
efterstikke eller andetsteds
forfærdige Efterstik af
samme i Riget at indføre,
under en Mulct af 10 Rbd.
Sølv for hvert Exemplar af
et saaledes efterstukket
Kort, der maatte antræffes.
Forordning
af 27. juli 1832 for
Danmark, ang. visse
Lettelser med Hensyn til
Benyttelsen af
Auctionsvæsenet
Udgår som
forældet samt som følge af
lovforslagets § 7.
Gr. For at fremme
Omsætning af Handelsvarer
ved Auctioner, har Kongen
fundet for godt at anordne
en betydelig Nedsættelse i
det Salarium, som det
nugieldende Sportel-Reglem.
bestemmer for frivillige
Vareauctioner. Og da det er
anseet tvivlsomt, hvorvidt
Fr. 21 Jun. 1793 § 3,
forsaavidt samme indeholder,
at Løsøre-Auctioner skulle
holdes i den Jurisdiction,
hvorhen Godset flyttes,
tilsteder, at lade
Auctioner, der ikke have
enkelte bestemte Ting, men
kun en vis Qvantitet af Korn
eller andre Varer til
Gienstand, afholde uden for
det Sted, hvorfra eller
hvortil Varerne skulle
leveres, saa har Kongen
ligeledes fundet for godt at
afgiøre dette Spørgsmaal paa
den med bemeldte Forordnings
Hensigt meest
overeensstemmende og for den
frie Omsætning meest
begunstigende Maade. Endelig
har Han anseet det gavnligt
ved en udtrykkelig
Bestemmelse at hæve den
Tvivl, som der i de
Tilfælde, hvori en
Retsbetient har Hiemmel til
at holde Ting eller have
Boepæl uden for sin
Jurisdiction, kunde opstaae
om hans Ret til paa
Tingstedet eller sin Boepæl
at holde Auctioner. Derfor
befales som følger:
1.) Det ved
Sportel-Regl. 22 Mart. 1814
§ 104 for frivillige
Auctioner over Handelsvarer,
som sælges i større Partier,
bestemte Salarium, skal
indtil videre være saaledes
nedsat, at det kun betales
efter følgende Taxt: af de
første 500 Rbd. Sølv af det
samlede Auctionsbeløb 2
pCt., af det, som er over
500 Rbd. Sølv indtil 1000
Rbd. incl. 1 1/2 pCt., af
det, som er over 1000 Rbd.
S. indtil 2000 Rbd. incl. 1
pCt., af det, som er over
2000 Rbd. S. indtil 4000
Rbd. incl. 1/2 pCt., af det,
som er over 4000 Rbd. S.
indtil 10,000 Rbd. incl. 1/4
pCt., af det, som er over
10,000 Rbd. 1/8 pCt. Derhos
bortfalder alt hvad bemeldte
§ i Sportel-Reglem. i
Forbindelse med den
paafølgende § 107
fastsætter, med Hensyn til
hvem Varerne tilhøre, saa at
det, for at hiemle
Anvendelsen af foranførte
Regel for Salariets
Bestemmelse, skal være nok,
at Varerne ere Handelsvarer,
og at de sælges frivillig
samt i større Partier, i
hvilken sidste Henseende det
fremdeles haver sit
Forblivende ved den Grændse,
som bestemmes i Fr. 4 Aug.
1742 § 11. Det følger
iøvrigt af sig selv, at den
i Sportel-Reglem. § 156
fastsatte almindelige
Forhøielses-Afgift ogsaa
bliver at svare af det paa
ovenanførte Maade modererede
Gebyhr.
2.) For forgieves
Opraab ved Vareauctioner
nedsættes Gebyhret herefter
til det halve af det i
fornævnte Sportel-Reglem. §
116 bestemte Beløb, dog uden
at derved skeer Forandring i
den sidste Deel af fornævnte
§ i Sportel-Reglem.,
hvorefter der, saafremt
Betalingen for samtlige
forgieves Opraab i
Forbindelse med Salariet for
de Varer, som sælges, ei
udgiør fulde 2 Rbd. 24 pund
Sølv, dog bør betales et
saadant Beløb, foruden
Forhøielses-Afgiften.
3.) Forommeldte
Moderation i Gebyhrerne for
Vareauctioner bliver ogsaa
anvendelig paa Licitationer
over Leverance af
Handelsvarer i de ovennævnte
større Partier.
4.) Fr. 21 Jun. 1793
§ 3 skal ikke være til
Hinder for at det i alle
Tilfælde, hvor Auction
holdes over saadanne
Effecter, som ikke behøve at
forevises for de Lysthavende
uden i alt Fald i en blot
Prøve, saasom naar
Kornleverancer fra et vist
Sted eller fra visse Ydere,
eller et vist Qvantum Brænde
af en bestemt Skov
forauctioneres, skal være
tilladt, at lade Auctionen
afholde paa det Sted, hvor
Reqvirenten finder det
fordeelagtigst, uden Hensyn
til det Sted, hvorfra eller
hvortil Varerne skulle
leveres, hvorimod den i
bemeldte Lovsted for
Løsøre-Auctioner foreskrevne
Regel bliver anvendelig,
naar saadanne Præstationer
skulle forauctioneres, med
Hensyn til hvilke en
Foreviisning eller et
Eftersyn paa Stedet
udkræves.
5.) Da Rettens
Betiente i adskillige
Tilfælde have Hiemmel til at
holde Ting eller have Boepæl
uden for deres Jurisdictions
Grændser, og der kunde
opkastes Tvivl om, hvorvidt
en saadan Retsbetient paa
Tingstedet elle sin Boepæl
kan afholde Auction, saa
bestemmes herved, hvad
Forholdets Natur og
tilsiger, at han dertil maa
være berettiget i ethvert
Tilfælde, hvor det iøvrigt
tilkommer ham at holde
Auctionen, og hvor der
ellers, efter
Auctions-Gienstandens
Beskaffenhed, intet er til
Hinder for at den holdes paa
bemeldte Sted.
Kancelli-Cirkulære af 7.
januar 1834 til samtlige
Amtmænd og
Vicepolitidirekteuren i
Kjøbenhavn ang. danske
Undersaatters og de her
ansatte fremmede Konsulers
Ret til at lade Flag vaie
paa deres Boliger
Udgår som
forældet samt som følge af
lovforslagets § 10.
Det kongelige Departement
for de udenlandske Sager har
kommuniceret Kancelliet, at
det fra det herværende
keiserlig russiske
Gesandtskab har modtaget
Anmeldelse om, at Kaiseren
af Rusland har foreskrevet
de paa det medfølgende Bilag
aftegnede 4 Flag for de
russsiske diplomatiske
Agenter og Konsuler, nemlig
Nr. 1 for Ambassadeurer og
overordentlige Gesandter, og
det saaledes, at Flaget for
Ambassadeurerne heises paa
de Keiserlige Krigsskibes
Stormast, og for de
overordentlige Gesandter paa
Fokmasten; Nr.2, der er det
samme, som tidligere var
reglementeret for Konsulerne
, er nu tillagt Residenter
og Charges D'affaires, og
heises paa de keiserlige
Krigsskibes Mesanmast; Nr. 3
er bestemt for de keiserlige
Generalkonsuler med
Tilladelse for disse til at
bruge det fra deres Huse
eller paa deres Chalupper,
og Nr. 4 for de russiske
Konsuler, ligeledes til Brug
fra deres Huse eller paa
deres Chalupper.
Med at
meddele (Tit) Foranførte,
skulde Kollegiet tillige
efter hans Majestæts aller
høieste Befaling,
tjenstligst tilmelde Dem til
videre Bekendtgørelse, at
ligesom ingen Privatmand maa
lade noget Flag vaie fra
sine Eiendomme i
Kjøbstæderne eller paa
Landet, saaledes kan Saadant
ei heller tilstedes andre
Magters i de danske Stater
ansatte Konsuler, hvorimod
intet er til Hinder for, at
det tillades her i Landet
residerende fremmede
Konsuler, naar de i egen
person begive sig ombord til
Skibe, som tilhøre deres
Nation, da paa deres egne
Baade at føre det omhandlede
Flag, dog uden Vimpel.
[Fr. af
26. juni 1844 ang.
Fribefordringsvæsenet i
Danmark]
Udgår som
forældet.
Uddrag fra
Danmarks Love 1665-1937.
§ 1. Ved Udredelsen
af de, i offentlige
Anliggender forefaldende
Fribefordringer skal
fremdeles, ligesom hidtil,
være at tage Hensyn til, om
de Anliggender, i hvilke
saadan Befordring behøves,
vedkomme enten det
Offentlige i Almindelighed
eller nærmest ikkun en eller
anden enkelt Commune.
§ 2. Til de i § 1
først ommeldte
Fribefordringer høre de, som
giøres fornødne for Kongen
og Dronningen med Suite og
Gods paa deres Reiser i
Riget. Hvad angaaer de
Vildt- og Jagtreiser, som
ommeldes i Fr. 18 Apr. 1732,
§ 31, og 20 Mai 1840, § 23,
saavelsom de saakaldte
Fadebuursreiser og de
Kiørseler, Beboerne paa de
Kgl. Domainer have, ifølge
Skiøder og Fæstebreve, at
udrede, saasom til
Embedsreiser,
Godsbestyrelsen
vedkominende, til Befordring
af Bygnings-Inspecteurer og
Haandværksfolk ved Arbeider
paa de Kongen tilhørende
Kirker og Skoler, til
Transport af enkelte Brænde-
og Tørv-Deputater m. m., da
henhøre disse ikke til
ovennævnte, det Offentlige i
Almindelighed vedkommende,
Kiørseler, men skulle
fremdeles udredes af de
Paagieldende paa samme Maade
som hidtil.
§ 3. Til den i § 1
ommeldte 1 Classe af
Fribefordringer høre
endvidere efterfølgende:
1. for
Militairpersoner paa
deres i den militaire
Tieneste beordrede
Reiser, saavelsom, til
beordrede Transporter af
militaire Effecter af
alle Slags, saasom
Bagage, Munderingssager,
Armatur, Brød, Fourage,
m. m.;
2. for
Remonte-Commissionens
Medlemmer til deres
aarlige Reiser for at
indkiøbe Remonteheste
til Armeen;
3. for Søe- og
Land-Milicesessionernes
Deputerede og øvrige
Personale paa
Sessionsreiser;
4. for
Indrulleringscheferne
samt de med dem følgende
Embedsmænd, ligeledes
paa Sessionsreiser;
7. for
Generaldecisorerne eller
andre Kgl. Embedsmænd,
der udføre de anordnede
Kasseundersøgelser;
8. til alle andre
Reiser, der ellers
beordres at foretages i
Anliggender, vedkommende
Kongens Tieneste.
§ 4. Den i § 1
ommeldte anden Classe af
Fribefordringer udredes til
de saakaldte Amtsreiser og
Sognereiser. Som Amtsreiser
betragtes de Kiørseler, der
afgives:
1. til Stiftamtmænd
og Amtmænd paa
Embedsreiser, hine i
Stiftets og disse i
Amtets Anliggender;
3. til Herredsfogder
og Birkedommere:
a. naar de i
Criminelle Sager
eller offentlige
Politiesager holde
Extraret udenfor det
ordinaire Tingsted
eller deres Bolig,
saa og naar de reise
for, som
Politimestere, at
tilvejebringe Orden,
eller for at
efterkomme de dem i
Henseende til
Veiopsynet
paaliggende Pligter,
samt i enkelte
Jurisdictioner, i
Anledning af deres
Tilsyn med Fiskeriet
i Limfiorden,
b. til
Executionsforretninger
hos Personer, der
have været
undergivne offentlig
Tiltale;
c. naar de, paa
de i Begyndelsen af
foranstaaende § 2
ommeldte Reiser,
have at give Følge
indenfor deres
Embedsdistricts
Grændser;
4. til Amtsforvaltere
i lige Anledning, som
under næst foregaaende
Nr. 3, Litr. c er nævnt;
9. til
Branddirecteurer, eller,
forsaavidt deres
Embedsforretninger ere,
eller blive, overdragne
til Herredsfogderne og
Birkedommerne, da til
disse Embedsmænd, naar
de foretage Reiser:
c. til Taxationer
og Omtaxationer, der
paa det Offentliges
Vegne afholdes, i
hvilket Tilfælde
Taxationsmændene
ligeledes skulle
have fri Befordring;
11. til Proeuratorer
i Delinqventsager, og,
naar vedkommende Part ei
selv kan befordre dem,
ligeledes i beneficerede
Sager;
12. til Transport af
Delinqventer med Vagt
til og fra Tinget,
saavelsom til
Straffestedet,
forsaavidt de ikke kunne
befordre sig, tilfods;
13. Ophævet;
14. Ophævet.
Som
Amtsreiser betragtes
endvidere ridende Bud i
Amtets Ærinde.
§ 5. Som Sognereiser
betragtes de Kiørseler, der
afgives:
1. til Kirkers og
Kirkegaardes
Istandsættelse og
Vedligeholdelse;
2. til
Skolebygningers
Opførelse,
Istandsættelse og
Vedligeholdelse i
ethvert Skoledistrict,
for sammes Vedkommende;
3. i Anliggender,
vedkommende
Fattigvæsenet i de
enkelte Districter,
forsaavidt Kiørseler
hertil maatte, giøres
fornødne, saasom til
Lægger, naar de hentes
til fattige Syge, til
Jordemødre, der kaldes
til at betiene Fattige,
eller Huusmænds og
Indersters Hustruer,
naar Vedkommende ikke
selv have Heste og Vogn,
m. m.;
4. til Præster i de i
Fr. 13 Mart 1761, § 8,
ommeldte Tilfælde;
Som
Sognereiser betragtes
endvidere ridende Bud i
Sogne-Anligender.
§ 6. Forsaavidt
fornævnte Fribefordringer,
enten paa Grund af Reisens
Beskaffenhed, eller
formedelst andre
Omstændigheder, maae
vedblive at udredes in
natura, hvorom iøvrigt de
nærmere fornødne Forskrifter
indeholdes i de
efterfølgende Paragrapher,
skal Forpligtelsen hertil
fremdeles paahvile dem, der
i Medhold af de hidtil
gieldende Anordninger have
været saadan Forpligtelse
undergivne.
§ 7. Som en Følge
heraf skulle de i
forestaaende § 2 ommeldte
egentlige Kongereiser
vedblive at udredes, saavel
af Kiøbstæderne, Kiøbenhavn
undtagen, som af samtlige
kiørepligtige
Hartkornsbrugere paa Landet,
uden Hensyn til om
Hartkornet er privilegeret
eller uprivilegeret, For de
i saadan Anledning afgivne
Befordringer bliver, ligesom
hidtil, ikke nogen Betaling
at erlægge.
§ 8. Til
Indskrænkning, forsaavidt
Omstændighederne tillade
det, af de Frireiser, der
ommeldes i foranstaaende §
3, vil Kongen have alle de
Autoriteter, under hvis
Bestyrelse de Anliggender
henhøre, som giøre Reiser af
fornævnte Slags fornødne,
paalagt, ikke alene
fremdeles nøie at paasee, at
ikkun de i ethvert Tilfælde
høist nødvendige
Befordringer reqvireres, men
ogsaa, forsaavidt enten den
Reisendes personlige
Stilling eller Reisens
Beskaffenhed ikke maatte
være til Hinder deri, at
lade den Reisende benytte
Befordringen med Dampskibe,
Diligencer, Dagvogne eller
andre lignende Indretninger,
imod at godtgiøres i Penge,
hvad Befordringen koster.
Vedkommende Autoriteter, som
ere berettigede til at
udstede Pas paa
Fribefordring, have at drage
Omsorg for, at den Reisende,
hvor saadant lader sig
giøre, anvises Beløbet af de
Udgifter, der kunne antages
at ville medgaae til
Befordringen ved
Afbenyttelse, enten af de
almindelige Vognmandslaug,
eller af nysnævnte andre
Befordringsmidler. Som Følge
heraf blive da de
forefaldende
Befordrings-Udgifter at
afholde af den Reisende
selv, der tillige skal være
forpligtet til, naar den af
ham modtagne Sum ikke med
Nøiagtighed forud har kunnet
beregnes, efter fuldendt
Reise at aflægge Regnskab
til vedkommende Autoritet
for Summens Anvendelse. I de
Tilfælde, i hvilke den nylig
nævnte Fremgangsmaade med
Forskud til de fornødne
Befordrings-Udgifter ikke
kan bruges, saa at det er
nødvendigt, at Befordringen
maa ydes in natura, bliver
denne at afgive ved de
almindelige Vognmandslaug,
og ikkun naar en saadan ikke
kan haves, af
Landdistricterne,
§ 9. For enhver
Befordring, eller for
ethvert Par Forspandsheste,
der i Henhold til Slutningen
af næstforegaaende § 8 blive
efter Reqvisition,
overeensstemmende med de
udfærdigede Reisepasse,
afgivne enten af
Kiøbstæderne eller, hvad
Landdistricterne angaaer, af
[det uprivilegerede]
Hartkorns Brugere, tilstaaes
en Pengebetaling, der for
Kiøbstadbefordringer skal
være lig med den sædvanlige
Vognmandstaxt, og for
Befordringer af
Landdistrikterne ansættes
til Vognmandstaxten for de
mindre Postvogne. Hvad
iøvrigt angaaer de i
foranstaaende § 3, Nr. 1,
ommeldte, under nærværende
Paragraphs Bestemmelser
indbefattede, Reiser i
militaire Anliggender, da
forstaaes ved disse alene de
ordinaire, der i Fredstid
behøves. Den i Fr. 9 Mai
1806, § 7, givne Forskrift
vedbliver saaledes fremdeles
at være gieldende, men for
sammes Anvendelse ville i
paakommende Tilfælde
specielle Regulativer vorde
kundgiorte.
§ 10. Efter
Beskaffenheden af de Reiser,
der ere specificerede i
foregaaende § 4, nemlig
eftersom de foretages i et
en Kiøbstad eller et
Landdistrict vedkommende
Anliggende, skulle de
udredes af det Amts enten
Kiøbstæder eller
Landdistricter, hvorfra
Befordringer afgives, og
skal denne Regel ligeledes
være gieldende, forsaavidt
enkelte af bemeldte Reiser
finde Sted i Anliggender,
vedkommende et Stift. Dog er
det en Selvfølge, at,
ligesom Staden Kiøbenhavn
vedbliver at være uden
Communalforbindelse med de
øvrige Kiøbstæder, saaledes
vedblive ogsaa Kiøbstæderne
og Landdistricterne paa
Bornholm at danne een samlet
Commune i den heromhandlede
Henseende. Fra foranførte
Bestemmelse, at Byrden af de
forefaldende Amtsreiser bør
bæres af ethvert Amt,
hvorfra Befordringen
afgives, undtages iøvrigt
Delinqventers Transport til
Straffestedet, hvilken,
Transport uden Hensyn til,
om Straffestedet er
beliggende enten udenfor
Amtet, men i Stiftet, eller
udenfor Stiftet, bør
bekostes af det Amts enten
Kiøbstæder eller
Landdistricter, i hvilket
Delinqventsagen er bleven
behandlet og paakiendt.
§ 11. Da fornævnte
Amtsreisers Afgivelse in
natura efter Mulighed bør
søges indskrænket, haver
Amtsraadet i ethvert Amt og,
for Kiøbstædernes
Vedkommende, Amtmanden, med
Communalbestyrelsen at tage
under speciel Overveielse,
om der ikke maatte findes
Anledning til at indlede
Underhandling med adskillige
af de til saadanne Frireiser
berettigede Personer om
selv, imod en passende
Godtgiørelse, at overtage
den fornødne Befordring,
enten for deres Embeds-
eller Tieneste-Tid, eller i
alt Fald til en Prøve paa
eet eller flere Aar, hvorom
da Forening, hvortil kan
bruges ustemplet Papir,
bliver at oprette De
Foreninger af saadant Slags,
som allerede nu paa enkelte
Steder ere oprettede
overeensstemmende med Pl. 18
Oct. 1825, skulle fremdeles
beholde Gyldighed, dog at
den ved samme betingede
Godtgiørelse i alle Tilfælde
ansættes til Penge, og den
ikke skal falde den enkelte
Jurisdiction til Byrde, men
udredes paa samme Maade, som
i det Følgende nærmere
foreskrives med Hensyn til
Betalingen for andre
Amtsreiser; hvorhos
bestemmes, at ingen af
forbemeldte Foreninger maa,
naar den udløber, fornyes,
derover indhentet Erklæring
af Amtsraadet og, for
Kiøbstædernes Vedkommende,
af Amtmanden med
Communalbestyrelsen. iøvrigt
skal det staae Enhver, med
hvem en saadan Forening er
eller bliver oprettet, frit
for, til de Reiser, som ere
Foreningens Gienstand, at
leie Befordring, uden i den
Henseende at være
indskrænket ved
Vognmandslaugene i
Kiøbstæderne ellers tillagte
Rettigheder.
§ 12. Det fastsættes
som almindelig Regel, at
afgivne Befordringer til de
Amtsreiser, der ikke
besørges udførte efter
Forening paa nysnævnte
Maade, ligeledes skulle
betales, de i foregaaende §
4 anførte Ridetoure med
Halvdelen af Godtgiørelsen
for Kiørselstoure, og skal
det i forommeldte Henseende
være overladt til ethvert
Amts communale Bestyrelse,
respective for Kiøbstæderne
og Landdistricterne, nærmere
at regulere det videre
Fornødne, hvorved bliver at
iagttage, at den Reisende
henvises til efter Mulighed
at benytte Diligencer,
Dagvogne eller andre
lignende Indretninger, deels
til Besparelse i de
medgaaende
Befordrings-Udgifter, deels
til Indskrænkning af de
Tilfælde, i hvilke det
giøres nødigt at lade de
iøvrigt i Overeensstemmelse
med foregaaende § 8
kiørepligtige Landboere
afgive Befordringen in
natura.
§ 13. Den Betaling,
der ifølge næstforegaaende §
11 og § 12 bliver at erlægge
for de saakaldte Amtsreiser,
henhører, forsaavidt
Reiserne vedkomme
Kiøbstæderne, til Udredelse
af disses Kæmnerkasser, og
skal i de Amter, hvor flere
Kiøbstæder gives, samt naar
Reiserne finde Sted i
Anliggender, hvis øvrige
Omkostninger, efter hidtil
gieldende Forskrifter, bæres
af bemeldte Kiøbstæder i
Forening, fordeles til
Udredelse af disse
Kiøbstæder i Forhold til
enhvers Folkeantal, til
hvilken Ende der ved Aarets
Udgang bør, forsaavidt
Reiser af nysnævnte Slags
angaaer, skee endelig
Opgiørelse af, hvad der
overensstemmende hermed kan
falde paa enhver Kiøbstad,
som saaledes enten
berettiges eller forpligtes
til Refusion af, hvad der i
Aarets Løb er af samme
bleven udredet, enten meer
eller mindre end det Beløb,
Opgiørelsen medfører. Den
paa ethvert Amts
Landdistrict faldende Andeel
af bemeldte Betaling bliver,
som hidrørende fra Reiser,
der ere foretagne i hele
Communens Interesse, at
afholde af
Repartitionsfonden. Paa
Bornholm henhører saadan
Betaling, saavel for
Kiøbstædernes som for
Landets Vedkommende, til
Udredelse af den for samme
fælleds Repartitionsfond;
men, i Lighed med hvad i
foregaaende § 9 er bestemt,
tillades det, at de
sammesteds forefaldende
Amtsreiser udredes af
Beboerne paa samme Maade som
hidtil, da der, naar det i §
9 ommeldte Forslag fra
Amtsraadet indgives, tillige
vil være at giøre Forslag
til nærmere Regulering af
Amtsreiserne.
§ 14. Skulde den
communale Bestyrelse for
noget Amt, efter derom for
Landdistricternes
Vedkommende indhentede
Erklæringer fra de
forskiellige
Sogneforstanderskaber, ansee
det for ønskeligt, at enten
alle eller nogle af de
forommeldte Amtsreiser
fremdeles og indtil videre
udredes in natura uden
Betaling, da skal
Rentekammeret, naar Forslag
derom, saavelsom om den i
saa Henseende fornødne
Regulering af
Fremgangsmaaden i det Hele,
maatte indkomme til samme,
og Forslaget findes
hensigtsvarende, være
bemyndiget til
undtagelsesviis at approbere
dette, dog at ikke de i
foregaaende § 11 ommeldte
Foreninger angaaende
Godtgiørelse istedetfor
Befordring in natura derved
ophæves uden Vedkommendes
Samtykke.
§ 15. Forsaavidt der
paa de i det Foregaaende
ommeldte Reiser maatte
forefalde Transporter over
større eller mindre
Færgesteder, bliver for
samme ingen Betaling at
erlægge, med mindre en
saadan. enten med det fulde
taktmæssige Beløb, eller med
et under samme nedsat Beløb,
er hiemlet i det paa
Færgefarten meddeelte
Privilegium, og
tilvejebringes da saadan
Betaling paa samme Maade,
som med Hensyn til
Betalingen for Befordringer
til Lands er foreskreven i
foranstaaende § 9 og § 13,
alt eftersom Reisen henhører
under enten det ene eller
det andet Slags af de
sammesteds omhandlede
Frireiser. Roe-Toure udenfor
de egentlige Færgesteder
betales i Forhold til
Taxterne ved nærmeste
Færgested.
§ 16. Til de foran i
§ 2 ommeldte egentlige
Kongereiser blive
Befordringspassene efter
Reqvisition, ligesom hidtil,
at udfærdige af
Rentekammeret, der ligeledes
udfærdiger de fornødne Passe
for de i § 3 omhandlede
Reiser i Kgl. Tieneste, dog
med Undtagelse af dem, der
ere nævnte under sammes Nr.
1 og Nr. 2, hvilke,
fremdeles skulle, efter den
engang indførte
Forretningsorden, udfærdiges
af
General-Commissariats-Collegiat
og af
Generalqvarteermesteren,
eller, naar enkelte Reisers
uopholdelige Foretagelse
maatte giøre saadant
nødvendigt, af vedkommende
commanderende General eller
Corps-Chef. Til de foran i §
4 specificerede Amtsreiser
udstedes Passene af
Amtmanden i det Amt, i
hvilket Befordringen
afgives, hvorom de fornødne
nærmere Bestemmelser blive
at optage i det i
foregaaende § 12 foreskrevne
Regulativ.
§ 17. I
Befordringspasset hør
anføres ikke alene
Pashaverens Navn og
Stilling, samt i hvilken
Anledning den eller de i
samme omhandlede Reiser
foretages, men, ogsaa
hvormange Personer eller
hvilket Gods der skal
befordres, saavelsom
hvorvidt kun een eller flere
Vogne, og da af hvilket
Slags, eller hvormange Par
Forspandsheste der maa
reqvireres, ligesom det
tillige bliver at tilføie,
hvorvidt der til Reisen
fortrinsviis skal benyttes
sædvanlig
Vognmandsbefordring, eller,
hvad især ved visse
Militair-Transporter
saavelsom ved flere af de
forefaldende Amtsreiser vil
være Tilfældet, om
Befordringen skal afgives
alene af Landboerne.
§ 18. Enhver, som
efter denne Fr. er
berettiget til at nyde
Fribefordring til de i § 16
ommeldte Reiser, bør,
forsaavidt der ikke, i
Henhold til hvad foran i § 8
samt § 11 og § 12 er
bestemt, er tilstaaet en vis
Pengegodtgiørelse istedetfor
Befordring in natura, være
forsynet med et paa den i
bemeldte § 16 foreskrevne
Maade udfærdiget Pas, enten
for hver enkelt Reise eller,
hvis Reiser af samme Art
jevnlig forefalde, samt naar
Omstændighederne ellers
maatte giøre saadant mere
hensigtsvarende, for et
bestemt kortere eller
længere Tidsrum, hvilket dog
ikke i noget Tilfælde maa
overskride 1 Aar. Det
paaligger derhos den
Pashavende, strax efter
fuldendt Reise, eller hvis
Passet er udstedt for en
bestemt Tid, da naar denne
Tid er forløben, at
tilbagesende Passet,
forsynet med de i
efterfølgende § 35 befalede
Paategninger, til den
Autoritet, der har udstedt
samme.
§ 19. Naar det
meddelte Pas lyder paa
sædvanlig
Kiøbstadbefordring, og
Reisen skal tiltrædes fra
Kiøbenhavn, rekvireres
Befordringen hos det
almindelige Befordringsvæsen
af den Autoritet, der har
udstedt Passet, hvilken
Autoritet efter tilstillet
Regning drager Omsorg for
sammes Betaling, der iøvrigt
inddrages under den
Repartition, som for de
forskiellige
Befordrings-Udgifter i det
Følgende foreskrives.
Udenfor Kiøbenhavn haver den
Reisende, ved at fremsende
det udstedte Pas, at
rekvirere Befordring hos
Opsynsmanden for
Befordringsvæsenet, som ved
Vognens Afgivelse
tilbageleverer Passet til
den Reisende. Skal derimod
Befordringen ydes af
Landboere, bør forommeldte
Reqvisition skee til
Amtsforvalteren, i Regelen
24 Timer førend Befordringen
agtes benyttet, for at den
efter Budsendelse til
Sognefogden betimelig kan af
denne vorde tilsagt og
derefter møde til den
bestemte Tid. Dog undtages
herfra de Tilfælde, i hvilke
det, navnlig paa Grund af
forskiellige Amtsreisers
Beskaffenhed, vilde være
uhensigtsmæssigt at
rekvirere Befordringen til
disse hos Amtsforvalteren,
og bør da Reqvisitionen skee
til den nærmeste Sognefoged,
der uden Ophold har at
tilsige Befordringen.
Ligeledes skal det, naar
Nødvendighed i enkelte
Tilfælde maatte kræve det,
være den Reisende tilladt
under behørig Legitimation
ved Befordringspassets
Foreviisning at rekvirere
Befordringen hos den
nærmeste Sognefoged. Om de
Befordringer, der afgives
efter saadanne directe
Reqvisitioner til
Sognefogden, haver denne
uopholdeligen at underrette
Amtsforvalteren.
§ 20. Forsaavidt der
til de Fribefordringer, der
ommeldes i forestaaende § 2,
§ 3 og § 4 skal afgives
Befordring af
Landdistricterne, bør der,
naar undtages saadanne
Tilfælde, i hvilke et
forholdsviis betydeligt
Antal, enten bespændte Vogne
eller Forspandsheste,
udkræves, f. Ex. til
forefaldende større
Militairtransporter, ikke
tilsiges andre, med Hensyn
til den paagieldende Reise
iøvrigt kiørepligtige,
Hartkornsbrugere, end fra
det Sogn, hvori Mødestedet
er beliggende, saavelsom fra
de andre Sogne, hvis Kirker
ligge i ikke større Afstand
fra Stedet, hvorfra
Befordringen skal afgives,
end 1 Miil i lige Linie.
Forommeldte større
Transporter bør derhos,
forsaavidt Omstændighederne
paa noget, Maade tillade
det, skee paa den for
Landmanden i Henseende til
Pløining og Kornhøst
beleiligste Tid. Iøvrigt
skal det være Pligt for
vedkommende Sognefogder, ved
alle betydelige Kiørseler og
Transporter, saavelsom
ellers, naar det efter
Fornødenhed paafordres af
vedkommende Autoriteter,
personlig, eller ved en paa
eget Ansvar antaget Mand, at
medfølge til Hest, for at
vaage over god Orden paa
Veien og Skiftestederne.
§ 21. Den i
næstforegaaende § 20
indeholdte Forskrift om den
Grændse, udenfor hvilke,
Landboerne ikke i sædvanlige
Tilfælde kunne tilsiges til
Befordrings Afgivelse, skal
dog være uden Anvendelse paa
de Amtsreiser, som, efter
dertil i Henhold til
foregaaende § 14 meddeelt
Tilladelse, vedblive i noget
Amt indtil videre at
forrettes in natura uden
Betaling, hvorimod det ved
den i nysnævnte § 14
foreskrevne Regulering
bliver at iagttage, at
Byrden fordeles over det
hele vedkommende District
saa ligeligt som muligt.
§ 22. De i
næstforegaaende § 20 og § 21
omhandlede Befordringer
kunne i Regelen, og naar
betydelige Kiørseler
undtages, ikke fordres ydede
for en længere Veistrækning
end i det høieste 4 Miil,
dog at paa de enkelte
Steder, hvor særegne
Regulativer herom maatte
være gieldende, disse skulle
vedblive uforandrede,
ligesom hidtil.
§ 23. I alle de
Tilfælde, i hvilke der efter
denne Fr. kan være
Spørgsmaal om Vejlængden,
bliver denne, naar ikke
anden Bestemmelse derom
haves, at beregne efter
Videnskabernes Selskabs Kort
i lige Linie, med Tillæg af
1/8 for Veiens Krumninger.
§ 24. For at det til
enhver Tid kan vides, over
hvormange Kiørseler der i
forekommende
Nødvendighedstilfælde kan i
ethvert Amtstuedistrict
disponeres, bør nøjagtige
Fortegnelser optages over
alle i Districtet
kiørepligtige Landboere,
[derunder, med Hensyn til de
i § 2 nævnte Kiørseler,
ogsaa Besiddere af
privilegeret Hartkorn
indbegrebne,] hvoraf enhver
ansættes til een eller flere
Kiørseler i Omgangen, i
passende Forhold til
Gaardens Hartkorn (Jfr. Lov
om Hartkornsforskellen 20
Juni 1850 § 17)
§ 25. Af disse
Fortegnelser, hvis Optagelse
ledes af vedkommende
Sogneforstanderskaber,
bliver et Exemplar at
tilstille Amtsforvalteren,
der paa hidtil sædvanlig
Maade asee den fornødne
Omgang mellem de
paagieldende Sogne, og skal
et ligelydende Exemplar
forbive hos Sognefogden, der
under Forstanderskabets
Tilsyn har at iagttage den
rigtige omgang i Sognet
selv.
§ 26. Naar der ved
Jorders Udstykning foregaaer
nogen saadan Forandring med
en Jordeiendom, at den eller
de, samme efter § 24
paahvilende Kiørseler i
Omgangen ikke, efter hvad
der kan være passende i
Forhold til det ved samme
tilbageblivende Hartkorn,
kan affordres Eieren eller
Besidderen, bliver den i
næstforegaaende § 25
ommeldte, hos Sognefogden
beroende, Fortegnelse at
berigtige i
Overeensstemmelse dermed,
ligesom ogsaa fornøden
Underretning herom ufortøvet
tilstilles Amtsforvalteren.
Lige Berigtigelse bør finde
sted, naar ved Sammenlægning
en Jordeiendom forøges i den
Grad, at samme, i passende
Forhold til det ved
Sammenlægningen fremkomne
samlede Hartkorn, bør
ansættes til et forøget
Antal Kiørseler i Omgangen.
Udenfor de her omhandlede
Tilfælde bliver iøvrigt
Jorders Udstykning og
Sammenlægning uden
Indflydelse paa
Kiørepligtens Fordeling,
§ 27. De i
foregaaende § 24 og § 26
foreskrevne Regler for
Omgangen af de paa
Landdistricterne faldende
Befordringer skulle dog ikke
være anvendelige paa de
Amtsreiser, som, efter
dertil i Medhold af
foregaaende § 14 given
Tilladelse, vedblive i noget
Amt indtil videre at
forrettes in natura uden
Betaling; men ved
Reguleringen af disse
Reisers Udredelse, kan den
hidtil stedfundne Indretning
med Kiørelægder fremdeles i
det, Væsentlige beholdes,
dog at saadanne nærmere
Bestemmelser, som i den
Anledning maatte ansees
ønskelige, optages i det
Forslag, der i
Overeensstemmelse med
fornævnte § 14 bliver at
indgive til Rentekammeret.
§ 28. Naar
Befordringen skal afgives
fra et Landdistrict,
tilstaaes den Kiørepligtige
fra den Tid, Tilsigelse har
fundet Sted, 2 Timer til de
til Reisen fornødne
Forberedelser, og desuden en
passende Tid for at kunne
tilbagelægge Veien mellem
hans Hiem og Mødestedet,
hvilken Tid bestemmes efter
Forholdet af 1½ Time for en
Vellængde af i Miil.
§ 29. Den til saadan
Befordring Berettigede er
ikke forpligtet til at vente
paa samme længere end 1 Time
over den bestemte Mødetid,
og kan, naar saadan Tid er
forløben, anden Befordring
leies, om hvis Betaling
Eieren har at henvende sig
til Amtmanden, som efter de
befundne Omstændigheder
enten lader Betalingen,
foruden en Mulct af 2 Rbd.,
under Udpantningstvang
indfordre hos den
Udeblivende, eller hos hvem
Anden, Udeblivelsen maatte
være at tilregne, eller,
naar Udeblivelsen maa ansees
som tilfældig, uden at Nogen
derved har giort sig skyldig
i Brøde, drager Omsorg for,
at Betalingen for den leiede
Befordring tilvejebringes
paa samme Maade, som
Betalingen for andre
Befordringer af det Slags,
hvortil den efter sin
Beskaffenhed hører.
§ 30. Paa den anden
Side skal heller ikke den
Kiørepligtige være forbunden
til at vente længere end en
Time fra den berammede
Mødetid at regne, eller,
hvis han ikke saa betimelig
maatte være indtruffen, da
en Time efterat han virkelig
er mødt. Dog gielder dette
ikkun i Tilfælde af, at den
eller de Personer eller de
Effecter, som skulle
befordres, ere tilstede paa
Afgangsstedet paa den efter
Tilsigelsen berammede
Mødetid, hvorimod, naar de
ikke til saadan Tid ere
indtrufne paa Afgangsstedet,
den mødte Befordring skal
være pligtig at vente 1 Time
efterat de, ere ankomne, dog
i det Hele ikke længere end
3 Timer, eller, hvis
fornævnte Personer eller
Effecter skulle komme over
Søen fra en anden Provinds,
i 4 Timer, hvilke 3 eller 4
Timer beregnes fra den
berammede Mødetid, hvis den
Befordrende inden saadan Tid
er mødt, men i andet Fald
fra den Tid, han virkelig er
mødt. Den Kiørepligtige, som
har ventet den foranførte
Tid, er berettiget til at
vende tilbage til Hiemmet,
og beholder, naar han med
behørig Legitimation giør
Anmeldelse derom hos
Amtsforvalteren eller
Sognefogden, ligefuldt
Adgang til Betaling for den
tilsagte Befordring paa
samme Maade, som om den
virkelig var bleven.
udredet. Og bør derhos den
Reisende godtgiøre Beløbet
af denne Betaling, med
mindre de Omstændigheder,
der have bevirket Opholdet
fra hans Side, befindes
efter anstillet Undersøgelse
ikke at kunne tilregnes ham.
Er Befordringen af det
Slags, som i Medhold af
foregaaende § 14 afgives in
natura uden Betaling, bliver
den at afskrive Vedkommende,
i den for saadanne
Befordringer bestemte
Omgang.
§ 31. Fra den i
næstforegaaende § indeholdte
Bestemmelse om en Ventetid
af ikke over l Time skal dog
passende Afvigelse være,
tilladt, naar ved større
forefaldende Transporter
Paalæsningen ikke kan
tilendebringes i saa kort en
Tid. Imidlertid er det en
Selvfølge, at denne bør
fremskyndes det meste
muligt, og Vedkommende, som
dermed have Tilsynet,
paadrage sig Ansvar og Mulct
fra 5 til 20 Rbd., om fra
deres Side nogen ulovlig
Forhaling maatte finde Sted.
Paa samme Maade og under
lige Bestemmelser bør
ligeledes i de heromhandlede
Tilfælde Aflæsningen
fremskyndes.
§ 32. Saavel Vogne
som Heste og Seletøi bør
være i forsvarlig Stand, og
Vognen indrettet efter, om
Befordringen, ifølge hvad
derom ved Tilsigelsen er
tilkiendegivet, skal
benyttes af Personer, eller
alene være til Transport af
Gods, Fourage m. v., i
hvilket sidstnævnte Tilfælde
der med Vognen bør følge
saavel Læssetræ som
fornødent Reeb eller Toug.
Skulle Personer befordres,
da bør Vognen være forsynet
med 1 à 2 Agestole foruden
Kudskesædet, samt med tvende
gode, hvert i det mindste 2
Favne lange Stykker Reeb,
til dermed at fastbinde den
Reisendes Bagage. Medfører
den Reisende selv Agestol
eller Calesche, kan den
Kiørepligtige ikke vægre sig
ved at anbringe samme paa
Vognen, naar saadant kan
skee uden Skade for denne.
Befindes saadanne Mangler
ved den stillede Befordring,
at disse ikke uden skadeligt
Ophold kunde vorde
afhiulpne, og Befordringen
paa Grund af samme maa
erklæres ubrugelig, hvilket
af den locale
Politie-Øvrighed bliver at
afgiøre, ansees Befordringen
som udebleven. Hvis bemeldte
Øvrighed ikke er tilstede,
tilkaldes tvende troværdige
Mænd, efter hvis afgivne
Skiøn der foreløbig vil være
at forholde.
§ 33. Paa en med 2
Heste bespændt Bondevogn maa
Læsset, Kudskens Vægt
derunder ei indbefattet,
ikke overstige 600 Pund, ved
hvis Beregning enhver voxen
Person antages at have en
Vægt af 150 Pund. Og skal
med en saadan Vægt under en
Mulct, beregnet efter 2 Rbd.
for hver Time, der over den
tilladte Tid medgaaer til
Reisen, Befordringen skee,
paa chausserede Veie i 1
Time pr. Miil, paa andre
Veie i 1 ¼ Time pr. Miil,
dog at passende Afvigelse
herfra tillades, naar enten
Transportens Beskaffenhed,
f. Ex. med Fourage, eller,
især om Vinteren, Veiens
Beskaffenhed maatte giøre
saadan Afvigelse nødvendig.
§ 34. Skulde Nogen,
der er tilsagt til
Befordrings Afgivelse,
formene sig at være fritaget
derfor, bør han dog
uvægerlig afgive
Befordringen, men kan
derefter henvende sig med
Klage til Amtmanden, der ved
Resolution afgiør Sagen
eller indsender samme til
Rentekammeret, for hvilket
Collegium derhos Sagen
bliver at andrage, saafremt
Klageren ikke maatte finde
sig tilfreds med den af
Amtmanden afgivne
Resolution. Forsaavidt
iøvrigt mellem den til
Fribefordring Berettigede
paa den ene Side og den
Kiørepligtige paa den anden
Side Tvistighed maatte
opstaae, angaaende hvad i
foranstaaende § 28-33 er
foreskrevet, bliver Sagen at
afgiøre af vedkommende
Politimester, efter
Omstændighederne, enten ved
Resolution eller ved
Kiendelse, og er det derhos
en Selvfølge, at saafremt
Nogen af de Paagieldende
maatte giøre sig skyldig i
saadanne Handlinger, der
kunne medføre Ansvar eller
Straf efter de almindelige
Love og Anordninger, bliver
Sagen derom at anhængiggiøre
ved Retten paa ellers
foreskreven Maade.
§ 35. Ligesom
Amtsforvalteren eller
Sognefogden og, saafremt
Befordringen er skeet ved
Vognmandslauget i en
Kiøbstad, da Opsynsmanden
ved samme, bør forsyne
ethvert Befordringspas,
hvorefter Kiørselen
rekvireres, med Paategning
bag paa samme, angaaende
hvilke Kiørseler efter
Passet ere blevne afgivne,
saaledes skal det ogsaa
paaligge, enhver Reisende,
som overeensstemmende med
denne Fr. § 3 er berettiget
til Fribefordring i Kgl.
Tieneste-Anliggender, at
meddele den Befordrende
Qvittering for den af ham
ydede Befordring, i hvilken
Qvittering, hvortil det
fornødne Antal Blanquetter
meddeles enhver Reisende
tilligemed
Befordringspasset, anføres:
c. Datum af det
meddeelte Pas;
d. den Autoritet, af
hvem Passet er udstedt;
e. det Anliggende,
hvori Reisen er
foretaget, samt
f. Stedet, hvorfra,
og Stedet, hvortil
Befordringen er afgivet.
§ 36. Den i
næstforegaaende § 35
foreskrevne Fremgangsinaade
med Qvitterings Meddelelse
til den Befordrende selv
behøver dog ikke at
iagttages, naar vedkommende
Sognefoged,
overeensstemmende med hvad i
Slutningen af foregaaende §
20 er bestemt, er tilstede
ved forefaldende
betydeligere Transporter, da
det i saa Tilfælde skal være
tilstrækkeligt, at
Qvittering for alle de fra
et Sogn udredede Kiørseler
afgives under eet til
bemeldte Sognefoged, som
derefter iøvrigt har at
iagttage, hvad i
efterfølgende § 38 er
foreskrevet, saaledes at de
enkelte Kiørseler
specificeres i den
sammesteds ommeldte Regning.
§ 37. For de
Befordringer, som udredes
til de i denne Fr. § 2
ommeldte egentlige
Kongereiser, gives ligeledes
under eet Qvittering, nemlig
til Opsynsmanden ved
Befordringsvæsenet i
vedkommende Kiøbstad for de
af samme Kiøbstads
Vognmandslaug udredede
Befordringer, hvilken
Betient desaarsag enten selv
eller ved Fuldmægtig bør
medfølge til næste Station,
og til Amtsforvalteren for
de af Landdistricterne
afgivne Befordringer.
§ 38. De i
foregaaende § 35 ommeldte,
af den Befordrede meddeelte
Qvitteringer blive eftersom
Befordringen er afgivet af
Vognmandslauget i en
Kiøbstad eller af et
Landdistrict, uden Ophold at
aflevere, i alt Fald imod et
Interimsbevis, i førstnævnte
Tilfælde til Opsynsmanden
ved Befordringsvæsenet, og i
sidstnævnte Tilfælde til
Sognefogden i det Sogn,
hvorfra Befordringen er
udredet, og har saavel
Opsynsmanden som Sognefogden
ved hver Maaneds Udgang at
tilstille Amtmanden en, med
bemeldte Qvitteringer
bilagt, Regning over de i
Maanedens Løb afgivne
Befordringer, i hvilken
Regning derhos bliver for
hver enkelt Reise at anføre
Miletallet af Veilængden
mellem Stedet, hvorfra, og
Stedet, hvortil Befordringen
er ydet.
§ 39. I Lighed med,
hvad i foregaaende § 35 er
foreskrevet, saavel i
Henseende til Paategning paa
Passet, som i Henseende til
Meddelelse af Qvittering for
den ydede Befordring, bliver
at forholde, naar
Befordringen skeer over et
Færgested, hvis Eier eller
Bruger, saafremt iøvrigt, i
Henhold til foregaaende §
15, Adgang haves til
Betaling for bemeldte
Befordring, har at tilstille
Amtmanden Regning over samme
tilligemed den meddeelte
Qvittering eller en
verificeret Gienpart af
samme. For Roetoure indgives
Regning af Sognefogden paa
det Sted, hvorfra
Befordringen afgives.
§ 40. Forsaavidt
Amtmanden ikke maatte finde
noget at erindre mod de ham
ifølge foregaaende § 38 og §
39 tilstillede Regninger
over Befordringer til Kgl.
Tienestereiser, blive disse,
med fornøden Paategning
herom, at tilstille
[Amtsforvalteren, der, under
Fremlæggelse af den i
næstfølgende § 41
foreskrevne Qvittering,
haver at føre Beløbet til
Udgift i
Contributions-Regnskabet
saavelsom i de befalede
Regnskabsextraeter, og
sildigst inden Forløbet af 6
Uger fra det sidst afvigte
Aars Udgang at indberette
til Rentekammeret, hvad paa
saadan Maade er ført til
Udgift for de i bemeldte Aar
ydede Befordringer af det
her omhandlede Slags.]
§ 41. Ved de i
næstforegaaende § 40
ommeldte Regningers
Udbetaling til dem, der have
ydet Befordringen, har
Amtsforvalteren at iagttage,
at saadan Betaling for
Landdistricternes
Vedkommende skeer ved
Liqvidation i de Kgl.
Skatter, hvor saadant lader
sig giøre, og blive da de i
§ 38 nævnte Interimsbeviser,
hvis forresten saadanne have
fundet Sted, at
tilbagelevere som indfriede
ved den modtagne Betaling,
for hvilken behørig
Qvittering paasees afgiven
for at tiene som Bilag ved
Regnskabet.
§ 42. Over alle de
saavel egentlige Kongereiser
(§ 2) som Kgl..
Tienestereiser (§ 3), der i
Løbet af et Aar fra den 1ste
Januar til den 31te December
ydes af ethvert Amt efter
meddeelt Pas paa
Fribefordring, skal af
Opsynsmanden ved
Befordringsvæsenet i
Kiøbstæderne og af
Amtsforvalterne, enhver for
sit. Vedkommende, holdes
nøiagtige, for ethvert af de
nævnte 2de Slags
Befordringer særskilte,
Lister, i hvilke de
reqvirerede og afgivne
Fribefordringer indføres i
chronologisk Orden efter
Datum af Reqvisitionen. I
særskilte Rubrikker anføres
derhos:
1. Befordringspassets
Datum og den Autoritet,
af hvilken Passet er
udstedt;
2. Pashaverens Navn
og det i Passet opgivne
Reiseanliggende;
3. Stedet, hvorfra og
hvortil Befordringen er
afgiven;
4. Miletallet, og
5. i Listen over de
Kgl. Tienestereiser den
for enhver Befordring
foreskrevne Betaling.
§ 43. Disse
Fribefordringslister bliver
umiddelbart efter ethvert
Aars Udgang at tilstille
Amtmanden, der i Tilfælde af
at Fribefordring maatte
befindes at være bleven
benyttet af Nogen, som ikke
dertil har været berettiget,
drager Vedkommende til
Ansvar derfor. Med Hensyn
til de Kgl. Tienestereiser
haver iøvrigt Amtmanden at
forvisse sig om, at det i
Listerne over de dertil
ydede Befordringer anførte
Pengebeløb stemmer overeens
med de af ham ifølge
foregaaende § 40 givne
skriftlige Paategninger,
forsaavidt iøvrigt saadanne
Paategninger til den Tid ere
blevne meddeelte. Og da det
er af Vigtighed, at Udgiften
for samtlige disse, i
ethvert Aar forefaldende,
Fribefordringer vorder
medtagen under endelig
Opgiørelse paa eengang, have
samtlige Amtmænd at
indskærpe Vedkommende,
uopholdelig efter ethvert
Aars Udgang at indsende de
da endnu for det forløbne
Aar tilbagestaaende
Regninger, hvorefter det
paasees, at fornøden
Bertigelse paafølger,
sildigst inden Januar
Maaneds Udgang.
§ 44. I de nærmest
derpaa følgende 14 Dage
blive de i foranstaaende §
42 og 43 ommeldte
Befordringslister af
Amtmændene at indsende til
Rentekammeret,
§ 45. Forsaavidt
Amtsreiserne, i Henhold til
hvad om disse er bestemt i
foregaaende § 12 og § 14,
enten i det Hele eller for
en Deel afgives mod
Betaling, blive Reglerne for
den fornødne Rigtigheds
Holdelse dermed at optage i
det i førstnævnte § ommeldte
Regulativ.
§ 47. De i denne Fr.
§ 5 ommeldte Sognereiser
skulle af de samme
kiørepligtige
Hartkornsbrugere, som de,
der ere pligtige til at
forrette Amtsreiser, udredes
indtil videre, ligesom
hidtil, in natura. Omgangen
for disse Reiser skal derhos
rette sig efter, hvad hidtil
har været Skik og Brug i
ethvert Sogn, med mindre
dettes Forstanderskab maatte
finde det tilraadeligt heri
at foretage Forandring, og
ville da de i saadan
Anledning mulig opstaaende
Tvistigheder henhøre til
Afgiørelse af Amtsraadet og,
saafremt Vedkommende ei
maatte være tilfreds med
samme, af Rentekammeret.
§ 48. I Særdeleshed
skal det indtil videre
forblive ved, hvad hidtil
har været reguleret for de
til Kirkers og Kirkegaardes
Istandsættelse og
Vedligeholdelse fornødne
Kiørseler, og iagttages, at
disse ikke maae for en
Kiørepligtig ansættes til
flere, end i det Høieste 5 i
Løbet af et Aar, og desuden
med den nærmere Bestemmelse,
at de ikke i noget Aar kunne
afkræves for en større
Veilængde end 12 Miil,
ligesom derhos den enkelte
Reise ikke maa overstige en
Veilængde af 6 Miil.
§ 49. For at de i et
Skoledistrict forefaldende
Kiørseler til
Bygningsarbeider ved
Districtets Skoler ikke
skulle, en stor Deel af
Districtets Beboere ere
Brugere af privilegeret
Hartkorn, som ikke ere
pligtige til at deeltage i
disse Kiørseler,] blive de
øvrige Beboere altfor
byrdefulde, skal det
ligeledes, forsaavidt det
ommeldte priviligerede
Hartkorn udgiør i det
mindste 1/3
af hele Districtets
Hartkorn, og saafremt
iøvrigt det danske Cancellie
maatte finde, at dertil kan
være Anledning, fremdeles
overeensstemmende med Resol.
4 Apr. 1832 være tilladt, at
lade en passende Deel af
bemeldte Kiørseler bortfalde
som en Gienstand for
Udredelse in natura, og i
Stedet herfor at
tilveiebringe disse ved en
billig Betaling, som
reparteres paa
Skoledistrictets Beboere.
§ 50. Over alle
Sognereiser have vedkommende
Sognefogder, under
Sogneforstanderskabets
Tilsyn at holde en særskilt
nøiagtig Liste, som strax
efter hvert Aars Udgang
,skal indsendes til,
Amtmanden, der giennemseer
samme, og foranstalter de
Feil, han derved maatte
opdage, rettede, eller efter
Omstændighederne paatalte.
§ 51. Da længere Tid
vil medgaae, inden de
Undersøgelser og
Omhandlinger, der ville være
at foretage i
Overeensstemmelse med
foranstaaende § 8, § 1l, §
12 og § 14, kunne vorde
tilendebragte, skal denne
Fr. først træde i Kraft fra
den 1 Jan. 1846, fra hvilken
Tid samtlige Anordninger om
Fribefordringsvæsenet i
Danmark skulle være
ophævede, forsaavidt de ikke
i det Foregaaende
udtrykkelig ere nævnte.
[Lov af
26. marts 1852 ang.
Redningsvæsenet paa de
danske Kyster (senest ændret
ved lov nr. 30 af 17. marts
1882 om ændring af Lov om
Redningsvæsenet paa de
danske Kyster)]
Ophæves
som forældet, jf.
forsvarsministerens
besvarelse af S 1570,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 4914.
§ 1. Til Redning af
Skibbrudne bliver paa
Nørrejyllands og Bornholms
Kyster at oprette
Redningsstationer, som
skulle forsynes med de til
dette Øiemed fornødne
Apparater.
§ 2. Disse Apparater
skulle bestaae i synkefrie
Fartøier og
Raketkasteapparater. Med
begge Dele skulle følgende
Stationer være forsynede,
nemlig i Nørrejylland:
Skagen, Kandestederne,
Hirtshals, Lønstrup, Løkken,
Blokhusene, Hanstedholm,
Nordre-Vorupøre, Flyvholm,
Tuskjær, Sønder-Lyngviig og
Blaavandshuk, samt paa
Bornholm: Snogebæk; med
Raketkasteapparater alene, i
Nørrejylland: Slette-Strand,
Lild-Strand, Klitmøller,
Vester-Agger, Thyboe-Røn,
Vædersø Klit, Bjerregaard og
Hennestrand, paa Bornholm:
Rønne, Allinge, Gudhjem og
Svannike, og med
Redningsbaad alene:
Agger-Canal. Stationen i
Rønne forsynes med de til en
Redningsbaad hørende
Reqvisiter. Dog skal
Indenrigsministeren kunne
foretage saadanne
Forandringer med Hensyn til
Stationsstederne, som de
locale Forhold til enhver
Tid maatte gjøre nødvendige.
§ 3. Til Bestyrelsen
af Redningsvæsenet kan af
Indenrigsministeren aarlig
anvendes en Sum af indtil
800 Rbd for Nørrejyllands,
og indtil 150 Rbd. for
Bornholms Vedkommende,
hvorhos kan tilstaae
Bestyreren indtil 2 Rbd.
daglig i Diæter, naar de
foretage Reiser i
Redningsvæsenets
Anliggender, samt 4 Rbmk.
pr. Miil i
Reiseomkostninger.
§ 4. Naar Bestyreren
i Strandingstilfælde er
tilstede, leder han Alt,
hvad der vedkommer
Mandskabets Redning. Iøvrigt
forholdes efter den 10de
Paragraph i Fdn. af 28de
Decbr. 1836 om, hvad der i
Strandingstilfælde skal
iagttages.
§ 5. Ved hver Station
antages af Bestyreren med
Indenrigsministeriets
Approbation en Opsynsmand
paa Opsigelse, som kan
tillægges en aarlig Løn af
indtil 50 Rbd. Derhos
tillægges ham daglig 1 Rbd.,
naar Øvelser med
Redningsapparaterne
foretages, og 2 Rbd. daglig,
naar Redningsforsøg finde
Sted.
§ 6. Bestyreren
antager ved enhver Station
det fornødne mandskab, som
dog ikke tillægges nogen
fast Løn, men derimod en
efter Omstændighederne
afpasset og efter
Bestyrerens Forslag af
Indenrigsministeriet nærmere
fastsættende Godtgjørelse
for de ved Øvelser og
Redningsforsøg ydede
Tjenester. Naar Nogen af
Mandskabet, som ansættes ved
Redningsbaadene, under
Redningsforsøgene ved
Lemlæstelse mister sin
Arbeidsførhed, ansees han
beretttiget til
Understøttelse af
Statskassen i
Overeensstemmelse med
Grundsætningerne i
Invalideforsørgelsesloven af
9de April 1851. Paa samme
Maade blive, naar Nogen af
det nævnte Mandskab under
Redningsforsøgene tilsætte
Livet, deres Enker og Børn
berettigede til
understøttelse.
§ 7. Ved Accord, som
approberes af
Indenrigsministeriet, har
Bestyreren ved enhver
Station at drage Omsorg for,
at de fornødne
Transportmidler til
Redningsbaadene og
Apparaternes Fremførelsee
stedse kunne haves paa rede
Haand.
Cirkulære
af 2. august 1854 om
ophævelse af Forbudet mod
flagning i Kanceli Cirkulære
af 7de Januar 1834
Udgår som
forældet samt som følge af
lovforslagets § 10.
Justits-Min. Cirkl. (til
samtlige Amtmænd og
Politidirekteuren i
Kjøbenhavn), hvori dem
meddeles, at Kongen paa
Justitsministeriets derom
nedlagte allerunderdanigste
Forestilling under 7de f. M.
allernaadigst har bestemt,
at det i den allerhøieste
Resolution af 21de Decbr.
1833, bekjendtgjort ved
Kanc. Cirkl. af 7de Jan.
1834, indeholdte Forbud mod
Flagheisning maa være
ophævet, saaledes at det for
Fremtiden tillades Alle og
Enhver i Kongeriget at heise
Dannebrogsflaget uden Split
fra deres Eiendomme eller
Boliger i Kjøbstæderne og
paa Landet, og at det
ligeledes for Fremtiden
bliver fremmede Magters her
bosatte Konsuler uformeent
sammesteds at lade deres
respektive Nationalflag
vaie.
[Lov af 4.
marts 1857 om Udvidelse af
Lov angaaende
Redningsvæsenet paa de
danske Kyster af 26de Marts
1852 § 6]
Udgår som
forældet, jf. omtalen under
forskriften fra 1852.
Vi Frederik den Syvende,
af Guds Naade Konge til
Danmark, o. s. v., Gjøre
vitterligt: Rigsdagen har
vedtaget og Vi ved Vort
Samtykke stadfæstet følgende
Lov:
§ 1. Den Berettigelse
til Understøttelse, som ved
§ 6 i Loven angaaende
Redningsvæsenet paa de
danske Kyster af 26de Marts
1852 er tillagt det ved
Redningsbaadene ansatte
Mandskab saavelsom dets
Enker og Børn, skal ogsaa
indtræde, naar Nogen af
Mandskabet under en med
Redningsbaaden foretagen
Øvelse mister Arbeidsførhed
eller tilsætter Livet.
§ 2. Denne Lov skal
ogsaa være anvendelig paa
det Ulykkestilfælde, der
fandt Sted den 29de December
forrige Aar ved Stationen
Blokhuus.
§ 3. De ved denne Lov
foranledigede Udgifter
bevilges for Finantsaarene
1856 58.
Hvorved
alle Vedkommende sig have at
rette.
[Lov af
30. oktober 1857 om
Forandringer i Loven af 26de
Marts 1852 angaaende
Redningsvæsenet paa de
danske Kyster, dens §§ 3 og
6]
Udgår som
forældet, jf. omtalen under
forskriften fra 1852.
Vi Frederik den Syvende,
af Guds Naade Konge til
Danmark, o. s. v., Gjøre
vitterligt: Rigsdagen har
vedtaget og Vi ved Vort
Samtykke stadfæstet følgende
Lov:
§ 1. Naar
Redningsvæsenets Bestyrere
foretage Reiser i
Redningsvæsenets
Anliggender, erholde de
deres Udgifter til
Befordring godgjorte efter
Regning, hvorhos der
tilkommer dem i Diæter et
Beløb af indtil 3 Rd.
daglig.
§ 2. Foruden de
Mandskaberne ved
Redningsstationerne ifølge §
6 i Loven af 26de Marts 1852
tilkommende Godgiørelser for
deres ved Øvelser og
Redningsforetagender ydede
Tjenester, skal de kunne
tillægges Samme en fast Løn,
som for Formændene ved
Baadstationerne fastsættes
til 16 Rd. aarlig og for
Baadfolkene til 12 Rd.
aarlig, samt for det ved
Raketstationerne ansatte
Mandskab til 8 Rd. aarlig.
§ 3. Denne Lov træder
i Kraft den 1ste April 1858.
De ved denne Lov i
Finantsaaret 1858-59
foranledigede Udgifter
bevilges til Udbetaling.
Hvorved
alle Vedkommende sig have at
rette.
[Midlertidig Lov af 29.
december 1857 ang.
Frederiksberg Sogns
oeconomiske Bestyrelse]
Udgår som
forældet, for så vidt
forskriften ikke allerede er
ophævet.
Selv om Frederiksberg og
Københavns Kommuner blev
holdt ude af
kommunalreformen for ca. 30
år siden, synes
bestemmelserne i forskriften
forældede og foreslås derfor
ophævet, for så vidt det
ikke allerede er sket. Når
Topsøe-Jensen mener, at
hovedparten af forskriften
fortsat er gældende, skyldes
det formentlig, at
forskriften tilsyneladende
aldrig er blevet formelt
ophævet.
Uddrag
inkl. senere ændringer jf.
Danmarks Love 1665-1937
§ 1. Frederiksberg og
Hvidovre Sogne skulle for
Fremtiden udgjøre to
særskilte Communer. Denne
Adskillelse iværksættes med
Hensyn til Fattigvæsenet,
saasnart skee kan; i andre
Henseender indtræder
Adskillelsen fra 1ste Juli
1858 at regne. De
Spørgesmaal om tidligere
Mellemværender, der ei blive
afgjorte ved mindelig
Overeenskomst mellem
Frederiksberg
Communalbestyrelse og
Hvidovre
Sogneforstanderskab, blive
at afgjøre af
Indenrigsministeriet.
§ 2. Frederiksberg
Communalbestyrelse skal
bestaae [af Stedets
Birkedommer] samt en
Communalrepræsentation,
bestaaende af [syv] af
Communens Beboere dertil
valgte Indvaanere.
Birkedommeren indtager i
denne Bestyrelse samme Plads
som Magistraten eller
Byfogden i Kjøbstæderne
Denne Bestyrelse tilkommer
der i det Hele samme
Raadighed over Communens
Anliggender som [ved
Anordning af 24de Octbr.
1837 § 25] er tillagt
Kjøbstædernes Øvrighed og
Borgerrepræsentanter i
Forening.
§ 8.
Communalbestyrelsen har med
Omhyggelighed at sørge for
Communens Tarv og til den
Ende, foruden sin
Deeltagelse i
Administrationen for Fattig-
og Skolevæsenet, hvorom
nedenfor vil blive handlet,
at drage Omsorg ikke blot
for, i Medfør af de
gjældende Anordninger, at
udføre paabudne
Foranstaltninger og fordele
de communale Byrder, men og
for Indførelsen af saadanne
Foranstaltninger, som efter
de stedlige Forhold og
Tidens Fordringer maatte
findes fornødne, saasom
Gaders Brolægning, Gaders og
Veies Belysning samt disses
Forsyning med Vægtere. De
sidstnævnte antages,
instrueres og afskediges af
Politimesteren.
§ 9. De communale
Udgifter lignes paa hele
Communen under Eet,
Bydistrictet, hvortil den
Kjøbenhavn Nærmest liggende
Deel henregnes, begrændses
af Fasanveien, Lampeveien og
Falkoneeralleen, dog at de
Grunde, der umiddelbart
tilgrændse disse
Veistrækninger mod Vest (og
for Lampeveiens Vedkommende
imod Nord), blive,
forsaavidt de ere bebyggede,
at henregne til
Bydistrictet. Den øvrige
(vestlige) Deel af Sognet er
Landdistrict. Efterhaanden
som sidstnævnte mere
bebygges, kan det, efter
Indstilling fra
Communalbestyrelsen, med
Approbation af
Indenrigsministeriet,
indlemmes i Bydistrictet.
§ 15. Skulde ved en
ny Lov en udvides
Næringsfrihed blive
tilstaaet i Sognet, skal det
staae i Communalbestyrelsens
Magt, med
Indenrigsministeriets
Samtykke, at fordele en Deel
af den Udgift paa Næringen,
der ifølge Foranførte skal
lignes paa Formue og
Leilighed.
§ 16. I Henseende til
de Udgifter, som nu paahvile
Amtets eller Jurisdictionens
Beboere og altsaa ikke
udelukkende vedkomme
Frederiksberg Sogn, forblive
det ved de gjældende Regler,
[ligesom Sognets Stilling
til Amtsrepartitionsfondet
blive uforandret]. I
Henseende til [Veivæsenet],
Jordemodervæsenet og
[Udredelsen af
Districtsheste] forblive det
ligeledes ved de gjældende
Regler.
§ 17.
Communalbestyrelsen har
betimelig at forfatte et
Overslag over Communens
rimelige Udgifter for det
følgende Aar, hvori ogsaa
optages Udgifterne til
Fattig- og Skolevæsenet, og
dette Overslag maa, næst at
indeholde en Forklaring over
de Midler, som haves og uden
Ligning at bestride
Udgifterne, angive, hvad der
bliver tilbage at dække ved
Ligning. De Summer, der
behøves til Fattig- og
Skolevæsenet, have de
vedkommende Commissioner
betimelig at opgive for
Communalbestyrelsen.
Meningsulighed mellem disse
Commissioner og
Communalbestyrelsen om
Størrelsen af de Summer, der
opgives som nødvendige,
afgjøres af den overordnede
Autoritet, hvorunder de
respective særegne
Bestyrelser henhøre.
§ 19.
Communalbestyrelsen har at
sørge for, at
Communeafgifterne betimelig
opkræves og rettelig
anvendes. Regnskabsvæsenet
føres af
Communalbestyrelsen, der dog
er berettiget til at antage
dertil imod Løn, som udredes
af Communen efter Reglen i §
10, en paalidelig Mand, som
tillige besørger
Communeafgifterne opkrævede
eller ialfald drager Omsorg
for, at disse ved
Foranstaltning af
Birkedommeren blive
inddrevne paa den for
Communeafgifters Inddrivelse
i Almindelighed lovbefalede
Maade. Communalbestyrelsen
har selv at føre Tilsynet
med den antagne
Regnskabsfører, for hvem den
er ansvarlig med Hensyn til
de af Communens Penge, han
maatte have under Hænder.
Iøvrigt kan Bestyrelsen til
sin yderligere Betryggelse
fordre, at Regnskabsføreren
stiller Sikkerhed for de
Oppebørsler, der betroes
ham. Anviisninger paa
Communens Kasse underskrives
af Repræsentanternes
Formand. Tiden for
Regnskabsaflæggelsen er den
samme, som gjælder for
Kjøbstæderne, nemlig 3
Maaneder efter hvert Aars
Slutning, ligesom ogsaa
Ansvaret for Forsømmelse med
Regnskabs betimelige
Aflæggelse, hvilket
paahviler
Communalbestyrelsen. Naar
denne har gjennemgaaet
Regnskabet, henlægges det
til Eftersyn for Kommunens
Afgiftsydere paa et dertil
beqvemt Sted i 3 Uger.
Derefter revideres
Regnskabet af tvende af
Sognets Indvaanere dertil
valgte Revisorer, med hvis
Valg der forholdes ligesom
med Valget af Medlemmer til
Communens Repræsentanter, og
som have at vedblive deres
Function i [3] Aar. Efterat
Revisorernes Beretninger ere
besvarede af Bestyrelsen,
sendes Regnskabet til
Amtmanden, der har at
decidere samme.
§ 20. Reglementet for
Kjøbstædernes Fattigvæsen af
5te Juli 1803 med de dertil
sig sluttende almindelige
Lovbestemmelser bliver at
følge med de Forandringer,
som denne Lovs øvrige
Bestemmelser maatte findes
at medføre.
§ 21. Skolevæsenets
Bestyrelse overdrages til en
Skolecommission bestaaende
af Sognepræsterne i Communen
efter Valg af Ministeren for
Kirke- og
Undervisningsvæsenet, samt
fire af Kommunalbestyrelsen
med Halvdelen blandt dens
egne Medlemmer og Halvdelen
blandt Kommunens øvrige
Beboere valgte Medlemmer.
Skolekommissionen vælger
selv sin Formand.
§ 23. Valgene til de
i §§ 20 22 ommeldte
Commissioner skee paa Aar.
De af Communens Beboere, paa
hvem Communalbestyrelsens
Valg falder, kunne ikke
undslaae sig for at modtage
samme. Fremkommer nogen
Valgt med
Undskyldningsgrund, bliver
sammes Tilstrækkelighed at
bedømme af
Communalbestyrelsen, eller,
hvis den Valgte ei fonder
sig tilfreds med sammes
Afgjørelse, ved Kjendelse af
Amtmanden.
§ 24. Alle communale
Skatter, som paalignes i
Henhold til denne Lov, kunne
inddrives ved Udpantning.
[Decleration af 16. april
1858 af den danske og
svensk-norske Regjering ang.
Kystfarten mellem disse
Riger af Skibe over 15
Commercelæsters Drægtighed]
Forskriften udgår som
forældet.
1. Fra 1ste Juli af
kunne den ene contraherende,
Magts Seil- og Dampskibe,
naar deres Drægtighed, efter
Maalebrevet, overstiger 15
Læster, deeltage i
Kystfarten mellem Havnene i
den anden contraherende
Magts Riger og Lande.
2. De Seil- eller
Dampskibe, hvis Drægtighed
ifølge de i det Land,
hvortil de høre, gjældende
Regler for Skibsmaalingen,
ikke maale over 15 Læster,
men som efter de i det andet
Land, gjældende
Maalingsforskrifter maatte
naae denne Drægtighed,
skulle have Adgang til at
underkaste sig en ny Maaling
i dette sidstnævnte Land,
for at det kan blive
afgjort, hvorvidt de ere
berettigede til at deeltage
i Kystfarten.
3. Skibe af den
Drægtighed, der ifølge de
foregaaende Artikler
berettiger dem til Adgang
til Kystfarten, skulle i de
to høie contraherende
Magters respective Riger og
Lande med Hensyn til alt
Skibsfart og Handel
Vedkommende nyde samme
Behandling, som nu bliver
eller fremtidigt maatte
blive de nationale Skibe
tildeel, hvormed de i enhver
Henseende stilles paa lige
Fod.
4. Enhver
Begunstigelse, som fremtidig
i Hans Danske Majestæts
Riger og Lande maatte blive
en tredie Magts Baade eller
Skibe, af 15 Læsters
Drægtighed eller derunder,
tilstaaet, skal derved ogsaa
være Baade og Skibe af samme
Drægtighed, som tilhøre Hans
Maiestæt Kongen af
Sverrig-Norges Undersaatter
indrømmet, idet den samme
fuldkomne Reciprocitet i
dette Tilfælde ogsaa skal
blive iagttaget til Fordeel
for danske Skibe af samme
Drægtighed i Svenske og
Norske Havne.
5. Begge de høie
contraherende Magter
forbeholde sig udtrykkelig
Retten til med 6 Maaneders
Varsel at opsige nærværende
Overeenskomst, og er det en
Selvfølge, at hvis den
imellem dem afsluttede
Skibsfarts- og
Handels-Tractat af 2den
Novbr. 1826 skulde træde ud
af Kraft, ville de i
nærværende Declaration
indeholdte Bestemmelser, fra
det Tidspunkt af, hvor den
nævnte Tractat maatte være
udløben, ophøre at være
gældende.
[Lov af
31. marts 1864 ang.
Havneafgift i Kjøbenhavns
Havn, som senest ændret ved
lov nr. 81 af 25. februar
1921 om ændring i lov af 31.
marts 1891 om anlæg af en
frihavn ved København m.v.
(eller måske lov nr. 37 af
31. marts 1874 om
havneafgift ved Københavns
havn)]
Udgår som
forældet.
Fra 1ste April 1864
bliver der af alle Skibe,
som ankomme til eller afgaae
fra Kjøbenhavns Havn, med
den nedenfor nævnte
Undtagelse, til Havnen at
erlægge en Afgift, der
beregnes ved Indgaaende af
Skibets Bestuvning og ved
Udgaaende af dets Drægtighed
med følgende beløb: for
Skibe i Indenrigsfart alene
ved Udgaaende 4 Skilling pr.
Commercelæst, for Skibe i
Udenrigsfart ved Indgaaende
40 Skilling pr. udlosset
Læst, og Udgaaende 16
Skilling af hver Læst,
Skibet er drægtigt, med
mindre dette ikke lader mere
end Halvdelen af sin
Drægtighed, da i saa Fald
Afgiften ikkun svares med 8
Skilling pr Læst.
Ved Indenrigsfart
forstaaes Fart imellem
Kjøbenhavn og Steder i
Toldterritoriet samt de
nordlige Bilande og de
dansk-vestindiske
Besiddelser.
Disse Afgifter
erlægges uden Hensyn
til, om Skibet er
Seilskib eller Dampskib.
Dog skal
Indenrigsministeren være
bemyndiget til at
tilstaae Lempelser og
Undtagelser fra
fornævnte Afgift, og
navnlig til at tilstaae
en passende Moderation i
Afgiften af saadanne
Dampskibe eller
Seilskibe, der passere i
regelmæssig Paketfart
indenrigs eller
udenrigs, det sidste
navnlig i de Tilfælde,
hvor udenrigsfart ifølge
Lov af 4de Juli 1863 §
56 III, cfr. § 52, skal
behandles som
Indenrigsfart.
Den
hidtil i Kjøbenhavn erlagte
Acciseafgift kan opkræves
indtil 1ste April 1874.
Forandring i Taxterne kan
foretages af
Indenrigsministeren, naar
Kjøbenhavns Havneraad og
Communalbestyrelse deri ere
enige. Hvorefter alle
Vedkommende sig have at
rette.
[Lov af
14. april 1865 ang. fremmede
Skibes Adgang til indenrigsk
Fragtfart]
Udgår som
forældet.
Regjeringen bemyndiges
til, under Forudsætning af
Gjensidighed, at indrømme
fremmede, i henseende til
deres Handelsforhold til
Danmark privilegerede
Staters Skibe, uden Hensyn
til disses Læstedrægtighed,
at gaae i Fragtfart fra Sted
til Sted i Kongeriget, under
Iagttagelse af almindelige
for saadan Fart Gjældende
Bestemmelser.
Lovforslagets § 2
Ny
formulering |
§
2. Følgende love
og retsforskrifter
er dog indtil videre
undtaget fra den
generelle ophævelse
i medfør af § 1 |
Gældende formulering |
De forskrifter, der
findes i
Retsinformation, og
som foreslås bevaret
helt, er kopieret
fra Retsinformation,
selv om der ikke
sker ændringer heri.
Dette skyldes, at
Folketinget ved
dette lovforslag
positivt skal tage
stilling til
forskrifternes
gyldighed.
Forslagsstillerne
finder ikke, at det
er hensigtsmæssigt,
at Folketingets
medlemmer selv skal
fremfinde de berørte
forskrifter. Det er
de enkelte
ministeriers ansvar,
at de indlagte
tekster i
Retsinformation er
korrekte, men i det
omfang der måtte
være konstateret
fejl eller mangler i
forhold til ældre
udgaver af
forskrifterne, er
dette korrigeret i
dette lovforslag
(dette gælder også
de forskrifter, der
foreslås ophævet
eller kun delvist
bevaret).
De forskrifter, der
kun foreslås delvist
bevaret, er
ligeledes kopieret
fra Retsinformation,
og såfremt dele af
teksterne ikke er
medtaget i
Retsinformation, er
disse indskrevet
(medmindre de
direkte er blevet
ophævet).
Der er firkantet
parentes "[ ]" om de
dele, der ikke er
med i
Retsinformation,
samt de dele, der i
Retsinformation også
har parentes om. De
forskrifter, der
ikke er med i
Retsinformation, har
firkantet parentes
om forskriftens
titel.
Der er tale om
følgende forskrifter
(bemærk, at
forskrifterne kan
være ændret i
forhold til den
anførte
formulering): |
Ad § 2, nr. 1
[Kong
Christian IV s privilegier
af 27. marts 1641 for Skt.
Petri tyske menighed,
således som disse er ændret
ved Kong Christian V s
Privilegier af 5. november
1678 for St. Petri tydske
Kirke i Kjøbenhavn samt
kongelig resolution af 13.
december 1880, 22. april
1902, 29. oktober 1951, 19.
juli 1965 samt 8. november
1994]
Denne forskrift er som en
af de få udeladt, da
forslagsstillerene ikke har
kunnet få forskriften inden
fremsættelsen af dette
lovforslag.
Ad § 2, nr. 2
[Kong
Christian V s Privilegier af
5. november 1678 for St.
Petri tydske Kirke i
Kjøbenhavn, således som
disse er ændret ved kongelig
resolution af 13. december
1880, 22. april 1902, 29.
oktober 1951, 19. juli 1965
samt 8. november 1994]
(Forskriften indeholder 16
artikler, men kun artiklerne
1-4 foreslås bevaret).
Wir Christian der Fünfte
usw. Thun kundt hiemit, daß
Unß die Eltesten und
Vorstehern der Teutschen
Kirchen und Gemeine zu St.
Peter alhier Supplicando
allerunterthänigst ersuchet
und gebeten, Wir geruheten
die von Unseren in Gott
höchstseeligst ruhenden
Königl. Vorfahren ermelter
Kirchen ertheilte Privilegia
Frey- und Gerechtigkeiten
nicht alleine zu bestätigen,
sondern auch in einem und
anderen ietziger Gelegenheit
nach zu vermehren und zu
verbeßern, allermaßen Sie
dann desfalls einige Punkten
entworffen, welche Wir nach
beschehener reiflicher
Uberleg- und Nachsehung
allergnädigst approbiret und
genehm gehalten, Verordnen
setzen und wollen
solchemnach hiemit
allergnädigst:
1. Daß in der Teutscheu
Kirchen St. Petri der
Gottesdienst mit Predigen,
Administrirung der heiligen
Sacramenten, Copuliren,
Leichbegängnissen und
dergleichen in Teutscher
Sprache verrichtet werden
möge, eben so frey alß es in
andern Dänischen Kirchen
hiesiger Unsere Königl.
Residentz Stadt verrichtet
wirdt.
2. Soll die besagte
Teutsche Kirche und Gemeine
alle Jura und Beneficia,
welche die anderen Kirchen
und Gemeineu in dieser Stadt
fähig sein, vollenkomblich
mit haben und genießen.
3. Sollen die Predigern
bei offternanter Teutschen
Kirchen freye Macht haben
die Teutsche Gemeine und
dero Mitglieder,
Einheimische oder Frembde an
waß Ohrt der Stadt dieselben
sich aufhalten oder wohnen
möchten, wenn Sie gefordert
werden, Ihrem Ambte nach
unghindert zu bedienen.
4. Imgleichen soll
gedachter Gemeine allemahl
frey stehen, umb
Beybehaltung guter
Einigkeit, unter denen
beeden Predigern, sich von
wehme sie wollen bey
Kindtauffen, Hochzeiten,
Begräbnüßen und sonsten in
allen andern, es sey in
Freud- oder Trauerfällen
Ihres Ambts gemäß bedienen
zu laßen.
5. Wir haben auch
ermelter Teuschen Gemeine
diese absonderliche Königl.
Gnade hiebey allergnädigst
ertheilt, daß weiln Ihre
Predigern auß ihren eigenem
Mitteln für anitzo Salariret
werden, Ihro bey ereugenden
Vacantzien zugelaßen und
frey stehen solle, sich
anderwerts umb Zwey oder
Drey tächtige qualificirte
Subjecta umbzusehen, und Unß
dieselbe auf Vorwißen des,
nach inhalt Articuli seq.
pro tempore verordneten
Kirchen-patroni mittelst
eines geziemenden memorials
zu Wiederersetzung der
vacanten stelle
allerunterthönigst
vorzuschlagen, da Wir dann
nach Befindung deren guten
qualiteten und tächtigkeit,
Einen derselben zum Pastoren
oder Diaconum, nach dem es
die Notturft erfordern
wiirdt, weiters
allergnädigst vociren und
bestellen wollen.
6. Wie dann allemahl
einer Unserer Vornehmsten
Ministern, welchen die
Gemeine dazu vorschlagen und
begehren wiirdt, von Unß als
Patronus constituiret, so
über die Kirche inspection
haben, und bey vorfallenden
Nohtwendigkeiten, deren
Aufnehmen und Bestes suchen
solle.
7. Eß sollen auch
allezeit Zweene der
Vornehmsten und
wohlbegüterten Bürger auß
der Gemeine zu Eltesten der
Kirche erwehlt werden, auch
in solchem Ambte die Zeit
ihres Lebens verbleiben, Eß
seyn dann daß Wir dieselbige
anderwertig zu Unseren
Diensten fordern, oder auch
daß Sie wegen übeln
Verhaltens oder anderen
erheblichen Uhrsachen
cassiret wörden, da sichs
auch begeben solte, daß die
Eltesten der Kirche hohen
Alters oder andere Leibes
indisposition halber,
unvermögendt, solchenfalls
sollen denenselben Zweene
anderen gute Männer auß der
Gemeine adjungiret werden.
8. Außer diesen sollen
gleichfallß auß der Gemeine
Zweene Ehrbare und begüterte
Bürger zu Vorstehern der
Kirchen verordnet werden,
welche Vier Jahre lang in
solcher Function stehen, und
in wehrender Zeit der
Kirchen Bestes und Aufnehmen
allewege mit suchen und
befordern helfen, auch der
Kirchen Einnahme und
Außgaben richtig annotieren
davon Jedes Jahr nach inhalt
des zehenden Articuli,
gebührende richtig Rechnung
ablegen, selbe justificiren
und sich davor quitiren
laßen.
9. Nachdem auch dann und
wan sich einige fromme und
Christliche Hertzen
gefunden, welche zu Gottes
Ehre und der Kirchen Besten
zu unterhaltung der Prediger
Wittwen, Teutschen Schulen
und Haußarmen, einige gewiße
Mittel und Capitalien
testamentiret und vermachen,
alß sollen zu deren a parten
Administration noch Vier
suffisante und wohlhabenden
Bürger auß der Gemeine alß
curatores verordnet und
bestellet werden so über
ietzsgemelte
Testaments-gelder Legata und
Donationes so dan auch der
Kirchen selbst angehörige
Mittel disponiren, die
Gelder zu rechter Zeit gegen
gute Versicherung außsetzen,
die Zinsen einfordern, auch
Jührlich bey haltender
Kirchen Rechnungen alle in
Händen habende Documenta und
Obligationes in Original,
nebst einer richtigen
Designation über alle der
Kirchen zugehörige Mittel
bey wehme und an welchem
Ohrte dieselbe stehen,
darlegen und zum Vorschein
bringen; Undt soll alle Vier
Jahre bey Umbvechselung der
Vorstehern Einer von diesen
Curatoren zugleich mit
abgehen, und ein ander dazu
auß denen newantretenden
Vorstehern der Kirchen
erwehlet, dan auch nach
diesen allezeit auß der
gantzen Gemeine, eine gewiße
Anzahl der Vornehmsten
Zuhörer alß Eligirte
genommen werden, welche zu
nebenst den Eltesten und
Vorstehern in allem der
Kirchen und Gemeine
Aufnehmen und Bestes, suchen
und befordern sollen.
10. Soll jährlich und
Jedes Jahr vor Außgang des
Monats January
Kirchen-Rechnung in
Gegenwahrt des pro tempore
Kirchen-Patronen oder dessen
Gevollmächtigten, der
Kirchen-Eltesten und
Curatoren gehalten werden,
woselbsten die Vorstehern
ihre Rechnungen übergeben,
und nach richtiger
Calculation und liquidation
darüber quitiret, auch der
Uberschuß zum gewissen
Capital geschlagen, und
gemelten Vier Curatoren umb
damit nach dem vorgehenden
Articulo zu varfahren,
geliefert werden.
11. Die Kirche-Elteste
und Vorstehern sollen
allezeit auß der Gemeine von
denen welche sich an die
Teutsche Kirche halten und
Bürger seindt, genommen und
zwahr durch die Gemeine
selbsten erwehlet werden,
doch sollen Sie solche Wahl
dem Kirchen-Patrono zu
erkennen geben, und deßen
Consens darüber einzuhohlen,
diejenige aber, welche zu
diesen Ambt gefordert und
erwehlet worden, sich deßen
anzunehmen gehalten sein,
auch dabey gleiche Beneficia
un Freyheiten mit denen
Dänischen Kirchen-Eltesten
und Vorstehern haben und
genißen sollen.
12. Alle Begräbnüßen In-
und außerhalb der Kirchen
sollen und mfgen wie vorhin
Erblich verkauffet werden,
doch sollen alle
Begräbniß-Briefe, welche in
Rechtmeßigen Hdndern wann
Sie f?nf und zwantzig Jahr
alt, vernewert, auch
allemahl wann Sie durch
Sterbfälle auf die Erben
kommen, den
Kirchen-Vorstehern gezeiget,
und derenfals eine Erkäntniß
der Kirchen bey Verlaust
habender Gerechtigkeit
gegeben werden.
13. Die Stuelstätten in
der Kirchen außerhalb einer
vor dem Kirchen-Patrono, und
Viere andere zu Unseren
Ministris Ober-Hofmarschall
und Hoffbedienten auch denen
bey Unserer Teutschen
Canzeley sollen alle der
Kirchen zum besten (doch
nicht Erblich) verkauffet
und nach üblicher Gewohnheit
zwei mahl im Jahre
Stuelgeldt bezahlet werden.
Wer nach Absterben seines
Ehegatten die stelle
wiederumb zu kauffen
begehret, soll innerhalb
Sechs Wochen sich anmelden,
und innerhalb Jahres Zeit
bezahlen oder der Stelle
verlustig sein.
14. Wir confirmiren und
bestätigen auch hiermit und
in Krafft dieses die bey der
Kirchen verhandene Teutsche
Schuhle, welche die Gemeine
auf vorige Privilegia und
eigene Kosten einrichten
laßen, damit in derselben
die Jugend im Lesen, Rechnen
und Schreiben auch Teutschen
Psalmen singen, können
angewiesen und unterrichtet
werden.
15. Mögen und sollen die
Eltesten und Vorstehern der
Teutschen Kirchen, Macht und
Gewalt haben, alle andern
Kirchen-Bediente welche auß
der Kirchen-Cassa gelohnet
werden mit Vorwißen und
Consens des Patroni selbsten
anzunehmen, Ihnen in ihren
Ambtgeschäfften der
Billigkeit nach zu gebieten
und zu befehlen, und bey
Befindung guter und
nützlicher Diensten zu
lohnen, auch im wiedrigen
Fall, wan sie ihr Ambt nicht
der Gebühr nach verrichten,
zu cassiren und an Dero
Stelle andere zu bestellen.
16. Undt sollen die
Kirchen-Eltesten und
Vorstehern ins gesambt gute
Aufsicht haben, damit die
Kirche sambt Ihren
zugehörigen pertinentien,
Häusern, und Gebewden,
allezeit unter gutem Baw
gehalten, und waß zu
verbeßern nfthig und
baufdllig, zu rechter Zeit
repariret werden mfge, da
aber sonsten eine
considerable Verenderung
nftig wehre, solches soll
dem Patrono angezeiget, und
mit deßen und der Gemeine
Vorwißen und Willen
geschehen und verrichtet
werden.
Ad § 2, nr. 3
Danske Lov
af 15. april 1683
Nedenfor er alene anført
de artikler, som
forslagsstillerne ud fra
sammenligning af en række
kilder vurderer er gældende
eller kan være gældende. Med
hensyn til 1. bog henvises
til lovforslag nr. L 182,
folketingsåret 2000-01 "Lov
om ophævelse af forældede
bestemmelser i Kong
Christian den Femtes Danske
Lovs 1. bog om retten og
rettens personer".
1. BOG
OM RETTEN
OG RETTENS PERSONER
1.
Capitel.
Om den
Lydighed mand Lovgiveren og
Loven skyldig er.
1-1-3. [Ingen
maa tage sig selv ret, men
én hver skal tale og deele
sig til Rette.]
2.
Capitel.
Om
Værneting.
1-2-1. Printzerne og
Printzesserne af Blodet
skulle for ingen
Underdommere svare, men
deris første og siste
Dommere skal Kongen være,
eller hvem hand særdelis
dertil forordner.
23.
Capitel.
Om Borgen
og Forløfter
1-23-15. Forlover haver
Magt til at søge
Hovedmanden, som hand er
Forlover for, for Gielden
naar hand til hannem
lovligen sit Forløfte opsagt
haver, og hand ikke betaler
Creditoren; Dog kand hand
ikke være fri for sit
Forløfte til Creditoren, før
end hand hannem fornøjet
haver, og sit
Forløftningsbrev indfriet.
2. BOG.
OM
RELIGIONEN OG GEJSTLIGHEDEN
3.
Capitel.
Hvorledis
Præster skal kaldis
2-3-2. (Derefter kalder
den, som Rettighed dertil
haver, saadan een Person,
som hand agter beqvem at
være, og lader hannem høre
af Meenighederne, som hand
er kaldet til i Provstens
Nærværelse, saa fremt Tiden
og Stædet det i nogen Maade
tilstræde. Og hvis
Meenigheden da imod hannem
noget haver billigen at
kunde sige, enten paa hans
Liv og Levnet, eller paa
hans Gaver, maa de det ved
Supplication, eller
Memorial, paa behørige
Stæder med Superintendentens
og Provstens Paaskrift
andrage, og deris
Bevislighed derpaa tillige
lade følge; Og hvis befindis
noget Uskikkeligt hannem at
være overbevist, da bør hand
uden videre Proces ej at
nyde Kaldet, men een anden
dertil at kaldis; Men haver
Meenigheden imod samme
Person intet med Billighed
at sige) da skal hand begive
sig til Superintendenten,
som hannem skal overhøre, og
hvis hand hannem i Lærdom og
Levnet Skikkelig befinder,
da skal hand hannem til
Præste-Embedet uden Ophold
indvie med de forordnede
Ceremonier.
2-3-3. Og naar hand
indviet er, skal
Superintendenten med sit
beseglet Brev forskikke
hannem til Provsten, og skal
saa Provsten om Søndagen,
eller den næste Hellig Dag
derefter, i Prædiken tale
hans Beste for den gandske
Meenighed og Stædets
Øvrighed, eller Patron, og
oplæse Superintendentens
Brev, at hand er rettelig
kaldet, overhørt og til
Embedet ordineret, at være
deris Prædiker i Ordet,
meddeele dennem Christi
Sacramenter, og dennem i
deris Saligheds Sag betiene.
2-3-6. End hender det
sig, at enten een Capellan
kaldis til at vorde
Sognepræst, eller een
Sognepræst anden Stæds fra
bliver kaldet til at være
Sognepræst i et andet Stigt,
eller paa et andet Stæd, da
skal hand og først
forskrivis til
Superintendenten, og sig for
hannem angive, før end hand
af Provsten indsettis i
samme Embede.
2-3-9. Ingen maa til
Præste-Embedet indviis, uden
hand til noget vist Kald og
Embede er kaldet; (Og ellers
skulle alle, som kaldis til
noget Kald, i hvem og jus
Patronatus til Kaldet haver,
før end de til Embedet
indviis, indskikke i Kongens
Cancellie deris skriftlig
Troskabs Eed.)
4.
Capitel.
Om
Præsternis Embede med
Tienesten i Kirken og
Prædiken
2-4-1. Ingen Præst skal
have fleere Kirker, end hand
til Gavns med Prædiken,
Sacramenternis Uddeelelse,
Ungdommens Undervisning i
Børnelærdommen, og de Sygis
Besøgelse, vel kand
forrestaa.
2-4-6. Præsterne skulle i
deris Prædikener forklare de
forordnede Texter, og dennem
henføre til Troens Lærdom og
christelige Skikke og Sæder,
og retteligen lære Loven og
Evangelium efter Guds
aabenbarede Ord, og den
Hellige Kirkis Symbola, og
den Uforandrede Augsburgiske
Bekiendelse, og baade i
Kirken saavelsom andenstæds,
i ærlige Forsamlinger, i
Omgængelse og Besøgelser,
formane deris Tilhørere at
frygte Gud og ære Kongen, og
i deris Liv og Levnet lade
see Troens Frugter: Og
særdelis saa lempe deris
Prædikener, efter som
Tilhørernis Forhold meest
udkræver.
2-4-7. De skulle i deris
Prædikener og Forklaringer
ej fremføre noget, som er
mørkt og vanskeligt at
forstaa: Ej heller bevise
deris Visdom og
Skarpsindighed paa det
hellige Stæd, men alting
giøre til Christi Meenigheds
Opbyggelse.
2-4-8. De skulle ej
heller sige hvad dennem selv
lyster; Men hvad der hører
til Sagen skulle de paaminde
med klare og velforstandige
Ord.
2-4-9. De skulle holde
sig fra allehaande Skienden
og Forhaanelse, saa at de
ingen røre ved Navn:
Alleeniste skulle de straffe
Synden i Almindelighed, og
saadant, som de have hørt og
vide forvist. Hvad de ej
have sandfærdeligen hørt
tale om, det skulle de tie,
og i Særdelished skulle de
vare sig, at de intet af
deris privat Affecter, eller
Had, paa det Hellige Stæd
tale og fremføre, og
saaledis sig selv hævne.
2-4-10. De skulle ikke
heller hadskeligen lade ilde
paa andre, som have anden
Troes Bekiendelse; Men naar
fornøden giøris, og mand
frygter for Forargelse,
eller Forførelse, skulle de
med Beskedenhed Meenigheden
derom advare og formane.
2-4-11. De skulle ej
giøre deris Prædikener alt
for vitløftige, og ej dem
over een Time forlænge den
gemeene Mand til
Kiedsommelighed og dis
mindre Opbyggelse, som alt
for meget paa een gang ikke
fatte og beholde kand.
2-4-12. De skulle altid
slutte deris Prædikener med
Bønner til Gud, for Guds Ord
frj Fremgang, for Kongen og
det Kongelig Arve-Huus, for
Øvrighed og for den
almindelig Nødtørft.
2-4-17. (Præsterne paa
Landsbyerne, som have ikkun
et Sogn, skulle begynde
Kirketienisten, om Sommerdag
ved syv Slet, og om
Vinterdagen ved otte Slet.
Have de fleere Sogne, da
skal de hver anden Søndag
først holde Tienisten i
Hovedsognet, og hver anden
Søndag i Annexet, undtagen i
Novembri, Decembri og
Januario, i hvilke tre
Maaneder de maa alle Søndage
og Helligdage holde først
Tieniste i Hovedsognet.
Ellers skulde de begynde
Tienisten i den Kirke, som
den først skal holdis udj,
ved sex Slet, undtagen i
fornævnte tre Maaneder, i
hvilke Tienisten skal
begyndis ved syv Slet;) Og
skulle Præsterne om Søndagen
advare Meenigheden, i
hvilket Sogn og paa hvad Tid
Tienisten skal begyndis
efterfølgende Søndag,
Helligdag, eller Bededag.
5.
Capitel.
Om
Præsternis Embede med
Sacramenterne og lønlig
Skriftemaal
2-5-1. Præsterne skulle i
Kirken forrette og uddeele
de hellige Sacramenter,
Daabens og Nadverens,
aldelis efter Christi egen
Indstiftelse med den Læsning
og Ceremonier, som
sædvanlige ere.
2-5-5. De skal være
Vidnisbyrd og Faddere til
Daaben, som ere ærlige og
Uberygtede Folk; Dog maa
dertil ej fleree bedis end
fem af Mands og Qvindis
Personer tilsammen.
2-5-9. Men ingenlunde
skulle de døbis igien, uden
saa er, at der er Tvifl paa,
om de ere døbte, og ej med
Vidner bevisis, at de
rettelig døbte ere.
2-5-20. Præsten maa ikke
(uden sit Kalds Fortabelse)
aabenbare hvad nogen for
hannem i lønlig Skriftemaal
bekient haver, med mindre
det kunde angaa noget
Forræderj, eller Ulykke, som
ved Præstens Aabenbarelse
kunde forrekommis; Og dog
bør dens Navn, som det
bekient haver, saa vit
mueligt er, at fortiis.
7.
Capitel.
Om
Præsters Embede med
Husbesøgelse, Omsorg for de
Fattige, Sygis og Misdæderis
Besøgelse
2-7-3. Præsterne skulle
ideligen besøge de Syge og
Vanføre, og flitteligen,
naar Aarsag givis, paaminde
Folket, at de betimeligen,
naar de blive syge, sende
Bud efter dem, at de kunde
siden dis ideligere komme
til dem, og give dem
Paamindelse og gode Raad, og
ej bie indtil den
alleryderste Nød, med mindre
nogen bliver af een brat og
Uforseet Sygdom forrasket.
Hvor Præsterne ere da een
gang kaldede, did skulle de
siden omstunden komme igien,
efter som den Syge haver
behov, uden hand haver andre
hos sig, som hannem med
Undervisning og Trøst nok
fyldistgiøre kunde. Men
dersom de ikke kaldis, da
ere de undskylte, om de ikke
komme.
2-7-5. Begærer og den
Syge med Christelig Attraa
at være deelagtig i Naderens
Sacramente, da skal Præsten
hannem det efter
forregaaende Skriftemaal og
Afløsning meddeele med de
sædvanlige Ceremonier.
10.
Capitel.
Om
præsters Embede med Lig
2-10-1. Præsterne skulle
kaste Jord paa de Døde, naar
de ere hensatte, eller i
Jorden nedsatte, og dersom
de have Stunder, og ere
bedne derom, skulle de (paa
Prædikestoelen) holde een
Prædiken og Formaning af
Guds Ord til Folket, (og
hvis dennem derfor
godvilligen givis, maa de
annamme, enten de ere
Kiøbstæd- eller
Landsbye-Præster; Men
ingenlunde maa de nogen
forreskrive, hvad, eller
hvormeget, de ville have,
under deris Kalds
Fortabelse. For Jorden
alleene at paakaste maa de
intet tage paa Landsbyerne.)
11.
Capitel.
Om
Præsters Liv og Levnet,
Forseelser og Bøder
2-11-9. Præsterne skulle
ingen Kiøbmandskab bruge,
uden med hvis hiemme hos dem
selv avlis og giøres: Meget
mindre skulle de holde noget
Drikkehuus, eller selge,
enten Øl, eller Brændevin.
15.
Capitel.
Om dægne
og Substitutter
2-15-5. De skulle Aften
og Morgen ringe Bede- og
Fred-Klokken; Men hvor ingen
Sædedægn, eller Substitut,
er, skulle enten
Sognemændene selv skiftis
til det at forrette, eller
samtlig handle med een, som
det kand giøre.
16.
Capitel.
Om
Provster
2-16-11. De skulle
aarligen møde til de
bestemte Provstemoder, (og,
naar de hiemkomme, skulle de
forsamle hver sine
Herretspræster, og meddeele
dem hvis paa Provstemodet
forhandlet er).
17.
Capitel.
Om
Superintendenterne, som ere
de rette Bisper i Kirkerne
2-17-1. I hvert Stigt
skal være een
Superintendent, som Kongen
dertil beskikker og
stadfæster, som skal have
alle Provster, Præster,
(Skoletienere, Dægne og
Substituter,) under sig, og
holde dem til at giøre deris
Embede, og see til, at
alting gaar skikkeligen og
ret til, som her befalis.
2-17-2. Hand skal til
Embedet indviis (af
Superintendenten i Sædland i
Kongens Residentz-Stad
Kiøbenhavn i vor Frue Kirke
udj Provstens og fem, eller
sex, Præsters Overværelse,
paa een Søndag, eller anden
Højtids-Dag, før end
Prædiken begyndis, for
Alteret, med sædvanlige
Ceremonier; Men
Superintendenten i Sædland
skal indviis af den
Superintendent, som næst hos
er boendis).
2-17-5.
Superindententerne skulle
lære andre den hellige
Skrift, prædike Guds Ord for
Folket, ikke alleeniste i
Byen der som de boe, men
ogsaa over det heele Stigt,
hvor som helst de komme.
2-17-15.
Superintendenterne maa ingen
til noget Præstekald
forskrive, eller sig dermed
befatte, før end Personen af
den, som Rettighed haver at
kalde, blive hannem tilsent
at overhøris; Ej heller maa
de nogen til Embedet indvie,
uden hand Kaldsbrev fra den,
der Rettigheden haver, (og
sit lovlig Testimonium fra
Universitetet fremviser.)
22.
Capitel.
Om
Kirkernis Tilsyn,
Indkomster, Udgifter,
Bygning
2-22-40. Klokkerne paa
Landsbyen maa ikke brugis
til at ringe til Gadestævne,
Gilde, eller andet saadant;
(De maa ej heller ringis,
naar nogen døer, før end
Liget skal begravis, og da
ej heller længre, end een
Time i det højeste).
2-22-74. Kirkens Fortog
maa ingen bruge, indhegne,
eller Bygning paasette, uden
Kirkens Forsvars Bevilning,
og Kirken faar sin Rettighed
deraf.
3. BOG.
OM
VERDSLIG- OG HUUSSTAND
19.
Capitel.
Om
Tienestefolk paa Landet og i
Kiøbstæderne, Inderster og
Løsgængere
3-19-1. [Tienestefolk maa
ej med deris Forseelse føre
deris Husbond Skade paa, men
de bør selv at lide for hvis
de brut have.]
3-19-2. End giver Husbond
sin Tiener, eller anden,
Fuldmagt paa sine Vegne at
forrette noget, da bør
Husbonden selv at svare til
hvad derudj forseis af den,
som hand Fuldmagt givet
haver, og af hannem igien
søge Opretning.
5. BOG.
OM
ADKOMST, GODS OG GÆLD
1.
Capitel.
Om
Contracter og Forpligter
5-1-1. Een hver er
pligtig at efterkomme hvis
hand med Mund, Haand og
Segl, lovet og indgaaet
haver.
5-1-2. Alle Contracter,
som frivilligen giøris af
dennem, der ere Myndige, og
komne til deris Lavalder,
være sig Kiøb, Sal, Gave,
Mageskifte, Pant, Laan,
Leje, Forpligter, Forløfter
og andet, ved hvad Navn det
nævnis kand, som ikke er
imod Loven, eller Ærbarhed,
skulle holdis i alle deris
Ord og Puncter, saa som de
indgangne ere.
3.
Capitel.
Om Kiøb og
Salg og Mageskifte
5-3-12. [Hvo som sælger
anden Huus, eller Jord, han
bør at hiemle og værge
hannem det med nøjagtig
Skiøde.]
5-3-13. [Sælger mand
anden Jord, og der tvistis
om, hvad heller hand kiøbte
meere, eller mindre, og
haver den, der kiøbte, tyve
Aars Hævd derpaa Ukært til
Tinge, da kand hand ej vinde
den igien, der solte.]
5-3-14. [End vorder dem
Trette imellem inden tyve
Aar, da gaais derom efter
Skiøder og andre lovlige
Breve. Ere de ej til, da er
den nærmere at vinde, der
solte.]
5.
Capitel.
Om Hævd
5-1-1. Hvis Gods og
Ejendom nogen haver haft i
Haand og Hævd i tyve Aar
Ulast og Ukært til Tinge,
det beholder hand, uden
anden Adkomst at fremvise,
angerløst og Uafvundet, med
mindre det bevisis, at hand
hafde det, enten til Pant,
eller i Forlæning, eller i
Forsvar.
5-1-2. Mand kand saa vel
paa Brug som paa Ejendom
fange Hævd.
5-1-3. Haver nogen
Ejendom i Haand og havendis
Værge, og anden Mand siger
den sin at være, da er den,
som i Hævd haver, i hvor faa
Aar det er, ikke pligtig til
at føre sin Adkomst
tilstæde, med mindre den,
som søger Ejendommen, fører
sine Bevisninger frem,
hvormed hand Ejendommen vil
vinde.
5-1-4. Hvo nogen Ejendom
uden Kære i Brug haft haver,
og den hannem siden
frakiendis, da svarer hand
ej til videre Afgrøde, end
hvis hand opbærer og nyder,
efter at hand bliver til
Tinge tiltalt.
5-1-5. [Lavhævd bør ingen
at nyde paa nogen Eiendom,
uden hand klarligen beviser,
at hand haver lovlig Adkomst
derpaa, ved Arv, Kiøb,
Mageskifte, Gave, eller tyve
Aars Hævd uden nogens Anke
og Paatale, og saaledis
bekommer den uden Kære af
alle dem, som derudj kunde
have noget at sige.]
7.
Capitel.
Om Pant
5-7-1. Haandfaaet Pant
skal den, som det tager,
giemme som sit eget Gods.
End kommer der Ild i hans
Huus og opbrænder det, eller
Tyv stiele det bort, eller
det ved anden Ulykkelig
Tilfald forkommer tillige
med hans eget, som Creditor
ikke ved sin Skiødisløshed,
eller Forsømmelse, er
skyldig udj, da kand
Skyldeneren Pantet ej
igienkræve, (og Creditor
mister det, som hand der paa
laant haver.)
5-7-4. Haandfaaet Pant
maa ingen til anden
overdrage for højere Sum,
end som hand det selv til
Pant annammet haver, og naar
den Pantsettendis betaler
Hovedstoelen, som det er
udsat for, med sin tilbørlig
Rente skadisløs, da bør
Pantet hannem igien at
leveris af den, som det er
overdraget til, og hand søge
sin Skadis Opretning hos
den, som det til hannem
overdrog.
5-7-5. [Kommer der Ild i
pantsat Huus, eller andet
ikke haandfaaet Pant kommer
til Ulykke, da er det den
Pantsettendis Skade, og hand
er pligtig til dog alligevel
at betale den Panthavendis.]
5-7-14. Have der fleere
Pant i et Gods, eller Huus,
da maa den første
Panthavendis udløse de
andre; Men vil hand ikke, da
maa de, der ere efter
hannem, hannem udløse, saa
at hand nøjagtigen og
billigen for sin Fordring
bliver betalt.
5-7-17. [Dersom den
Panthavendis ikke vil blive
ved sit Pant, da haver hand
Magt til at lade sig indføre
for sin Fordring i
Skyldnerens andre Midler og
Gods, med mindre der skeer
Opbud af Skyldneren, eller
Arv og Gield fragaais; Men
hvis den, som Jordegods i
Pant haver, vil tage sin
Betaling i Jordegods, da bør
hand først at antage sit
Pant, saa vit det
tilstrekker, og siden i
andet Debitorens Jordegods.]
8.
Capitel.
Om Laan,
Leie og betroet Gods
5-8-1. Laan maa ej
fortabis, men skal lydisløst
hiemkomme og lige saa got,
som mand det annammede, være
sig Fæ, Klæde, Vaaben, eller
andet Gods. End forkommer
det, saa at det ikke kand
igienskaffis, da bør dets
Værd nøjagtig at betalis.
5-8-2. [Men omkommer den,
som fik til Laans Heste,
eller Bester, og hand selv
førte dem, tillige med
dennem, da betalis de ej
igien; Ti den bør ej Laan at
føre igien, som ikke kunde
frelse sit eget Liv.]
5-8-12. Giør nogen
Fremlaan, sælger, eller
pantsetter det, som hand
selv til Laans bekommet
haver, da maa den, som det
udlaant haver, søge sit
igien hos hvilken hand vil,
enten den, som det til Laans
bekom, eller den, som det
findis hos; (Og hvo som
sælger, eller pantsetter
det, som hannem laant er,
hand bør at bøde til den,
som udlaante, foruden
Laanets Igiengivelse ogsaa
sine tre Mark.)
5-8-13. [Hvilket Huus
mand lejer, det beholder og
bruger hand som sit eget,
indtil Lejemaal er ude, og
Leje gaar for Eje, til
Fardag er ude, om end skiønt
Ejermanden sælger Huset til
én anden.]
5-8-14. Annammer nogen
anden Mands Gods i Forvaring
og til at giemme, da bør
hand det at giemme som sit
eget Gods. End kommer der
Ild i hans Huus og opbrænder
det, eller Tyve bortstiele
det, eller det af anden
Ulykke forkommer tillige med
hans eget Gods, da være hand
angerløs. End vorder hans
eget Gods bevaret, og det
bevisis, at hand hafde Tid
og Lejlighed det betroede
Gods med sit at frelse, da
gielde hand igien det, som
hand i Forvaring annammet
hafde.
9.
Capitel.
Om
Hittegods
5-9-6. Hitter man Bier i
Skov, eller Mark, eller paa
Kirkegaard, og ingen følger
dem, da høre de hannem til;
Tj saa snart som Bier flye
af Ejermandens Øjesyn, da
maa hand tage dem, som dem
først finder, dog hannem
skadisløs, som Stædet
tilkommer, hvor Bierne
tagis.
10.
Capitel.
Om Jord,
Eiendom, Fællet, Jagt,
Fiskerj.
5-10-49. [Ingen maa paa
anden Mands Jord uden hans
Villie Huus eller nogen
Bygning sette, eller grave
eller lade Vand flyde.]
5-10-55. [Hvo som setter
Gaard, eller Huus, i Byens
Vong, hvor Bønderne have
deris Ager og Eng, enddog
hand bygger paa sit eget, da
skal hand dog sette det saa,
at hand paa sit eget haver
baade Fortog og Fægang og
Farvej, alle Ejere
skadisløse, eller tage det
bort igien.]
13.
Capitel.
Om Bier og
vilde Dyr
5-13-1. Hvo som Bier
haver, hand skal selv vogte
dem med Gierde, saa at anden
Mands Fæ kunde dem ej
nedkaste og spilde. End er
Gierdet saa lavt, at anden
Mands Fæ kand gange i Gaard
og spilde dem, vide sig det
selv, og fange ej anden Bod.
5-13-2. End vorder nogen
Mands Fæ stunget til Døde
uden for Mandens Biegaard,
da bøde hand ikke derfor,
der Bierne ejer.
5-13-3. End vorder det
stunget ihiel i Biegaarden,
da gielde hand Skaden, der
Bierne ejer, fordj hand
hafde ej lovlig Lukke om
sine Bier.
5-13-4. Følger een Mands
Bier anden Mands op, da skal
den, som ejer di Bier, der
opflye, med andre Naboer
byde den anden Ejer Fællig
til paa samtlig Bier; Vil
hand ej det antage, og
forkomme de Bier siden de
andre, da tage hand skade
for Hiemgield.
5-13-5. End flye nogen
Mands Bier fra hannem, og
hand følger dem af sin egen
Gaard til Sæde i anden Mands
Skov og Træ, da skal hand
sige hannem til, som Skoven
ejer, og kand hand dennem
saa udfange, at hand ej
fordærver hans Træ, da tage
hand sine Bier. Det samme er
og, om de flye paa anden
Mands Huus.
5-13-6. End siger hand,
der Træet, eller Huset,
ejer, at Bierne ere hans
egne og fra hannem fløjne,
da bør hand det lovligen at
bevise.
5-13-7. End begær hand,
som Træet eller Huset ejer,
at den, som vil Bierne sig
tilholde, skal (med Eed)
bekræfte, at de ere hans
egne, og hand dennem fulte,
(da bør hand derpaa at giøre
sin Eed.)
5-13-8. Vil Bonden, som
Træet ejer, ej fælde sit
Træ, da stande Træet, og
hand være Ejermand til
Bierne, der dennem ejer, og,
naar Træet fældis, have
baade Honning og Bierne.
5-13-9. Tager den, der
Skoven tilhører, Bierne
bort, da et det Tyverj,
eller Ran. Det samme er og,
om anden Mand tager dem
bort; Dog skal hand, der
ejer Bierne, sette Merke paa
Træet, indtil det vorder
hugget.
5-13-10. Føder mand vilde
Dyr op, som Ulve- eller
Biørne-Hvalpe, og de vorde
løse, og anden Mand dræber
dem, da bøder hand ikke
derfor. End i Bondens Hævd
maa de ikke dræbis, uden det
skeer til at frelse sig
selv, om de ville giøre
Skade.
14.
Capitel.
Om Gield
5-14-4. Alle Gieldsbreve,
som ere ældre end tyve Aar,
skulle være døde og
magtisløse, med mindre de
inden fornævnte Tid med
Skyldnerens Paaskrivelse,
eller med nyt Brev, eller
Creditorens Opsigelse, eller
Beskikkelse, eller
Tingsvidne ere fornyede.
5-14-55. Ingen er pligtig
til at betale hvis hand i
Dobbel taber og der skyldig
bliver.
6. BOG.
OM
MISGIERNINGER
10.
Capitel.
Om Skade
af den Mands Vaaben eller Fæ
6-10-2. Fanger mand Skade
af anden Mands Hors, eller
Nød, eller noget andet Fæ,
eller Hund, som gaar løs, og
den som Skaden fik, ikke
selv foraarsagede det, da
skal den, som Fæet eller
Hunden ejer, give
Badskerløn. End fanger hand
Lyde deraf, da bøde den, der
Fæet eller Hunden ejer,
Lyden efter Sagens
Beskaffenhed.
6-10-4. Føder mand vilde
Dyr op, som ere Ulve eller
Biørne; Hvad Skade de giøre,
derfor bøder Ejermanden og
den, som dem i Hævd haver,
ligesom hand den selv gjort
hafde.
6-10-5. Bide, stange,
eller slaa, een Mands
Bæster, eller Fæ, anden
Mands Bæster eller Fæ ihiel,
da skal den, som ejer Bæst,
eller Fæ, der Skaden giorde,
betale den anden half saa
meget, som det Bæst, eller
Fæ, var værdt, der dræbt
blev, saa fremt at det, som
dræbt blev, var saa got,
eller bedre, end som det,
der dræbte; Men var det, som
dræbt blev, ringere end det,
som dræbte, da skal dets
fulde Værd betalis.
14.
Capitel.
Om Vold og
Herverk
6-14-7. Vil nogen ej
flytte af Lejehuus, naar
hand lovlig udsagt er, til
rette Fardag, eller blive i
det Huus besidendis, som
hand ingen Ret haver til,
eller er eengang fradømt,
imod Ejermandens Villie, (da
bøde hand sine Voldsbøder,
og) Ejermanden have Magt
uden videre Dom ved rettens
Middel at giøre Huset
ryddeligt.
15.
Capitel.
Om Ran
6-15-11. Hvo som pløjer
og saaer uden Kære, og den
tier, som Jorden ejer, hand
skal lovligen bevise, at
hand hafde den Ager med Lov
og Villie; Kand hand ej det
lovligen bevise, da haver
hand Sæden og sit Arbejd
forbrut. End siger hand (med
Eed) at hand saade den Ager
af Vaade og meente, at det
var hans, da bør hand at
have sin Frøegield igien,
men have tabt sit Arbejd.
17.
Capitel.
Om Tyverj
6-17-5. Torvekiøber mand
nogen staalne Koster, og
Ejermanden kommer og kiender
sig derved, da bør den, som
kiøbte, (lovligen med Vidne)
at bevise, at hand
torvekiøbte dem, og (giøre
sin Eed) at hand hverken er
Tyv, eller Tyvs Medvider, og
veed ej hvo hans Kiøbmand
var, og have dog tabt sit
Værd. Kand han opspørge sin
Kiøbmand, da søge hos hannem
sin Skadis Oprejsning.
6-17-31. End Nøder, maa
hand plukke saa mange, som
hand der fortærer, og ej
videre.
Ad § 2, nr. 4
Danmarks
og Norges Kirke-Ritual af
25. juli 1685 med senere
ændringer
Forskriften har 11 kapitler,
men kun kapitel I og V
foreslås bevaret.
Se desuden lovforslagets §
6.
Gr. Da Kongen for nogen
Tid siden har befalet nogle
af de Fornemste af
Geistligheden i Danmark, at
de et Ritual, efter den
Formeldning og Anledning,
som i den forhen udgangne
Danske Lov dertil gives,
skulle forfatte, og deri
indføre alt, hvis til
Guds-Tienestes Forretning og
Kirke-Ceremonierne i Rigerne
Danmark og Norge henhører,
og Loven enten ikke egentlig
vedkommer eller ei
omstændeligen derudi
ommældes; og samme saaledes
forfattede Værk, som siden
efter Kgl. Befalning af
endeel Kongens Raad ydermere
er igiennemseet og af Kongen
samtykt, nu endelig har
naaet den Fuldkommenhed, at
det ved offentlig Tryk er
forfærdiget; Saa befales
hermed alle Kgl.
Undersaatter i Danmark og
Norge, Geistlige og
Verdslige, baade i de danske
saavelsom Jydske Menigheder,
at de sig efter dette Ritual
i alle Maader hørsommeligst
rette og forholde, under
Straf, som vedbør.
I Cap.) Om
Guds-Tieneste i Kirken med
Læsning, Bøn, Sang, Messen
for Alteret og Prædiken;
1mo) Paa alle
Søndage.
2do) Paa følgende
hellige Dage: Tre Christi
Hoved-Høitider, hver i 3
samfælde Dage, Juel, Paaske
og Pintse. Nyt-Aars eller
Christi Omskiærelses-Dag.
Hellig tre Kongers eller
Christi Aabenbarelses-Dag.
Mariæ Renselses-Dag. Mariæ
Bebudelses-Dag, hvilken skal
holdes paa
Palme-Løverdag,dersom den
indfalder paa Palme-Søndag
eller derefter. Christi
Himmelfarts-Dag. St. Hans
Baptistæ Dag. Mariæ
Besøgelses-Dag.St
Michels-Dag. Alle
Helgens-Dag (Forandret ved
Fr. 26Oct. 1770). Item
Skiærtorsdag og Langfredag;
saa og i Danmark d. II Febr.
3tio) Paa ordinaire
Bededage og andre Dage, som
Loven omformdelder, og
hidindtil sædvanligt været
haver (cfr. L. 2 B. 4 Cap.).
1 Art.) Om Søndagen
og hellige Dage.
Naar Prædiken skal
holdes, ringes 3de Gange.
Guds-Tieneste begyndes og
endes med de her anordnede
Bønner i Chorsdøren og Fader
vor. Til froprædiken om
Søndagen ringes paa den
ordinaire Tid. Den, som
Sangen i Kiøbstæderne
forestaaer, skal, strax det
ringer anden Gang til
Froprædiken, med
tilforordnede Discipler
skikkeligen søge Kirken,
Sangen til rette Tid
betiene, og sig, som den
Punkt om Skole-Børns
Kirkegang til Høimesse
herefter formelder,
forsvarligen forholde. For
og efter Prædiken synges de
her befalede Psalmer. Der
prædikes over det
Evangelium, der hører til
Søndagen eller den
Helligdag, i alle Maader,
ligesom til Høimessen. Ere
der Brude-Folk at vies, da
betienes de strax efter al
den anden Tieneste er ude.
Til Froprædiken messes ikke,
ei heller forrettes
Communionen; uden paa den
første Dag af de 3de store
Høitider, da den messes, som
til Høimessen. Paa samme
Høitider synges efter
Prædiken, til Froprædiken
saavelsom Høimesse, de
forordnede Vers, hvorpaa
Folket gaaer op at ofre, og
imidlertid musiceres der,
eller synges en beqvem
Psalme. Den ganske Tieneste
skal være endet, naar det
ringer første Gang til
Høimesse. Til Høimesse
ringes første Gang, anden
Gang og sammen paa de
sædvanlige Tider.
Skole-Børnene i Kiøbstæderne
skal forsamles i Skolen
strax det ringer første
Gang, og i Rectoris,
Conrectoris og samtlige
Collegarum Nærværelse holde
deres sædvanlige Bønner;
siden, naar det er ringet
anden Gang, skal de
samtligen forføie sig af
Skolen til Kirken og
sømmeligen gaae Par og Par
sammen med Rectore,
Conrectore og samtlige
Collegis, hvilke og skal
blive i Kirken hos Børnene,
indtil af Tienesten er ude,
og have tilbørligt Tilsyn
med dem, at de andægtigen og
skikkeligen sig imidlertid
anstille, som de agte selv
at svare til. Efter
Tienesten skal de iligemaade
gaae og følges af Kirken i
skolen, hvor de, førend de
skilles ad, synge et Vers
eller flere af en beqvem
Psalme. Ere der flere Kirker
i Byen, end een, da
beskikkes visse Hørere med
nogle Discipler til hver af
dem, som da i lige Orden og
Skik gaae til og fra Kirken,
naar Tid er, og forholde
sig, som forskrevet staaer;
Men Rector tilligemed
Conrector og andre Collegis,
om flere ere ved Skolen,
søger Hoved-Kirken (See
Skole-Fr. II Maj. 1775. 57
og 58 -). De Psalmer, som
skal synges, samt hvorledes
der skal messes, saavel for,
som efter Prædiken, m.v.,
bliver her fastsat. Præsten,
eller hvo som prædiker, skal
efter en Bøn og Fader vor
tydeligen oplæse Texten, som
skal forklares, og siden
klarligen udlægge den, dog
ikke over en Time.
Søndags-Texten er, til
Froprædiken og Høimesse, det
sædvanlige Evangelium, og
til Aftensang Epistelen;
hvorpaa følger
uforbigiængelig Catechismi
Forklaring efter Loven, som
vel skal iagttages.
Præsterne skal blive ved
Texten i deres Prædikener,
den samme efter Guds Ord og
den sande Kirkes Lærdom
forklare saaledes
retteligen, at de Eenfoldige
vel kan forstaae dem, og
deraf uddrage Lærdom,
Underviisning, Trøst,
Formaning, Straf og
Revselse, ligesom der gives
best Anledning til, og deres
anbetroede Menighed
fornemmelig udkræver,
hvorefter de endelig bør at
lempe sig; Og skal de især
entholde sig fra at føre
noget frem, som deres
Tilhørere ikke vedkommer,
eller noget, som angaaer
Kongens Regiering,
Stats-Sager, Kgl. Ordinancer
og Befalinger, eller
deslige, videre end til at
formane Tilhørerne til
allerunderdanigst Lydighed
mod deres Konge og Hans Bud
og Befalinger. De skal
iligemaade vel see til, at
de ikke beskiæmme nogen med
deres Elencho, saa og, at de
ingen røre ved Navn, naar de
straffe Synden, og skal de
vogte sig, at de ikke noget
paa de hellige Steder,
Prædike- eller
Skriftestolen, handle og
fremføre af private
Affecter, Had eller
Hevngierrighed; Men at de
med Sagtmodighed og
retsindig Nidkierhed for
Guds Ære giøre alle Ting til
Christi Menigheds Opbyggelse
og Synderes Salighed. Hvad
de ikke tilfulde vide, det
maae de ingenlunde der
udraabe. Alleneste skal de
straffe Synden i
Almindelighed, og om de ere
blevne kyndige om noget
især, da skal de efter
christi Befaling Matth. 18.
v. 15 tilforn i Eenrum
paaminde dem, som lide
Brøst, at de omvende sig i
Tide og giøre en sand
Poenitense, som kan tækkes
Gud. De skal ikke skielde
paa dem, som ere af en
fremmed Religion og Lærdom,
men hvor det giøres
fornødent, der skal de med
Beskedenhed, som troe
Vogtere paa Sions Mure,
advare Menigheden derom, og
vise dem deres Vildfarelse
af Guds Ord, paa det de ikke
skal forarges derover, eller
lade sig forføre af saadanne
og i saa Maade lide Skibbrud
paa Troen. Paa visse
Helligdage skal der prædikes
over særdeles (her befalede)
Materier. Under Prædiken
besøges Guds Børn med de
Fattiges Tavler. Ligesom
Præsten begynder sin
Prædiken, saa skal han og
altid slutte den med en
almindelig Bøn paa den
Maade, som Loven
omformelder. I Særdeleshed
skal han bede for dem, som
vil begive sig i
Ægteskabs-Stand, saavelsom
for de Syge, Svage og
Sengeliggende der i
Menigheden, som ere Guds
Kirkes Forbøn begierende,
hvilke han ved Navn
opregner, og med et kort
Ønske befaler dem i Guds
Barmhiertighed til
Bestandighed i Troen og en
christen Taalmodighed under
Korset, indtil Gud efter sin
behagelige Villie giør en
god Forandring derpaa, som
kan være hans Navn til Ære
og dem til Salighed. Paa
nogle her benævnte Festdage
bruges særdeles Bønner.
Derpaa læser Præsten lydelig
Herrens Bøn. Dersom noget
andet er da at forkynde for
Menigheden, enten Kgl.
Mandater, som skal oplæses,
eller Aarsens Tider, som paa
Landet brugeligt er,
saavelsom Tienestens
Begyndelse paa efterfølgende
Prædike-Dag, eller og noget
andet at lyse efter, som
Præsten tilforn er givet
tilkiende og bør at lyses
efter, det skal da
foredrages og forkyndes.
Præsten slutter med et lidet
Ønske og Velsignelsen.
Efterat det anordnede Vers
efter Prædiken er sunget,
forrettes Børne-Daaben. Naar
Verset derefter er siunget,
gaaer, paa Landet, og hvor
det ellers hidindtil har
været brugeligt, Qvinden med
Barnet op at ofre,
desligeste Fadderne og
andre, som dertil ere budne,
og synger Degnen imidlertid
en Psalme, som sig derpaa
kan best skikke. Derefter
forrettes Communionen, om
nogen er; hvorpaa Collecten
etc. messes, Udgangs-Psalmen
synges og den ganske
Tieneste sluttes paa
forbemeldte Maade. Naar
Epistelen saavelsom
Evangelium og Velsingelsen
læses, enten for Alteret
eller af Prædike-Stolen, da
staaer Folket op at høre
derpaa. Til Aftensang ringes
paa de sædvanlige Tider; til
Tolv-Prædiken, hvor den
holdes, kun een Gang Kl.
Tolv. Tienesten holdes paa
den her befalede Maade.
II Art.) Om Fredagen
og Onsdagen.
Til Fredags Froprædiken,
hvor den holdes, ringes om
Morgenen, og til Høimessen,
ligesom om Søndagen.
Tienesten forrettes paa den
her foreskrevnee Maade.
Efter Prædiken læses den
sædvanlige Bededags Bøn, og
bedes for de Syge,
Sengeliggende og andre,
ligesom om Søndagen; Men til
Ægteskab lyses ikke paa den
Dag. Daaben forrettes paa
samme Tid og Maade, som om
Søndagen. Til Onsdags
Prædikener i Kiøbstæderne
ringes, som sædvanligt, og
ellers holdes dermed i alle
Maader, som om Fredagen.
II Cap.) Om Daaben.
1 Art.) Om
Børnedaaben.
Ingen maae lade sine Børn
opholde fra Daaben over den
Tid, som Loven ommelder, i
hvo det end være kan; Men
saasnart Barnet bliver født
til Verden, skal christelige
Forældre eller andre
Hosværende drage Omsorg, at
det ved Daaben bliver
igienfødt, det snareste skee
kan. De, som vil have deres
Børn døbte, skal Dagen
tilforn give Præsten det
tilkiende, og lade baade sit
eget saavelsom Barnets og
Faddernes Navne indføre i
Kirkebogen, hvilket
Præsterne paa Landet selv
forrette; Men Klokkerne i
Kiøbstæderne, dog under
Sogne-Præstens Inspektion.
Alle Børn skal døbes i
Kirken i dens Funt eller
Bekken og 3de Sinde overøses
med reent og bart Vand paa
deres blotte Hoveder: I Navn
Gud Faders, Søns og Hellig
Aands. Ægtefolks Børn døbes
strax efter
Prædike-Tienesten, men Hore-
og Slegfred-Børn skal i
Kiøbstæderne døbes efter
Tolv Slet, og paa Landet,
naar de have ofret med de
ægte Børn, eller naar al
Tienesten er ude; Og med
saadanne Hore- og
Slegfred-Børn maae ej ofres.
De skal være Vidsnesbyrd og
Faddere til Daaben, som ere
ærlige og uberygtede Folk;
Dog maae dertil ei flere
bedes, end fem af Mands- og
Qvindespersoner tilsammen.
Daaben forrettes paa den her
anførte Maade. Ingen uden
ordinerede Personer maae
forrette Daaben; Men, dersom
Barnet befindes saa svagt,
efterat det fuldkommen er
født til Verden, at det ikke
uden Livsfare kan komme til
Kirken, da, saafremt ingen
Præst er saa nær ved
Haanden, eller anden
skikkelig Mands-Person, som
er kommen til skiels Alder,
maae Jorde-Moderen, eller en
anden gudfrygtig ærlig
Qvinde, døbe det med bart
Vand, og intet andet,
saaledes: N. Jeg døber dig i
Navn Faders, Søns og Hellig
Aands. Dog skal sligt skee i
2 eller 3 Personers
Nærværelse, i det mindste,
som derom kan bære
Vidnesbyrd, at Barnet er
rettelig døbt i den hellige
Trefoldigheds Navn. Skulde
det hænde sig, at Moderen
hastig blev overilet med
Fødselen, og Barnet var i
Livsfare, efterat det
fuldkommeligen var født, saa
at der var ikke Tid at kalde
nogle andre dertil, da maae
hun selv døbe sit Barn paa
forskrevne Maade; Døer det
da, saa er det vel dødt,
eferdi det har bekommet den
rette Daab, hvorom Præsten
underviser Moderen, at hun
ingenlunde skal tvivle.
II Art.) Om
hiemmedøbte Børn.
Intet Barn maae
hiemmedøbes, med mindre
Fornødenhed det udkræver,
saa at det befindes saa
svagt, at det ikke uden
Livsfare kan komme til
Kirken. Det Barn, som
formedelst Legemets Svaghed
i andres Overværelse
saaledes hjemmedøbes, skal
dog føres til Kirken, naar
det bliver saa stærkt, at
det kan taale det, dog skal
det ingenlunde døbes paa nye
igien, efterdi der er ikkun
een Daab; Men aleneste, at
Barnets Daab maae af Guds
Ords Tienere ved Hænders
Paalæggelse stadfæstes og
forkyndes i Faddernes
Nærværelse paa den her
anførte Maade. Dersom og
Børnene, formedelst stor
Hastigheds Skyld, ikke er
givet Navn i deres
Hiemmedøbelse, saa giør det
dog ingenlunde Daaben
ugyldig, at den jo alligevel
er en ret og fuldkommen
Daab, og maae man siden give
Barnet sit Navn; men ikke
døbe det for den Skyld om
igien.
III Art.) Om
Hitte-Børn.
Hitte-Børn og alle andre,
om hvis Daab man ikke
tilfulde er forsikret, skal
føres til Kirken og i
Fadderes Overværelse døbes
aabenbarligen, ligsom andre
Børn, efter forskrevne Skik
og Maade. Og omendskiønt der
maatte, som det undertiden
skeer, findes en Seddel hos
Barnet, at det er døbt, saa
bør man dog ikke lide
derpaa, paa det man ikke
skal lade saa vigtig en Sag
beroe paa saa løst og uvist
et Vidne, hvorved Barnet i
Længden selv kunde geraade i
Tvivlsmaal om sin Salighed.
Dog skal Præsten i slige
Tilfælde flittig udforske og
efterspørge Barnets Daab, om
nogen kunde give vis
Underretning derom; og
derfore, saasnart et sligt
Barn hos ham vorder angivet,
skal han strax ved første
Prædiken, om Barnets Helbred
det kan taale, give
Menigheden det tilkiende, om
nogen af dem vidste eller
kunde faae at vide, at
Barnet havde bekommet
Daaben; er det i
Kiøbstæderne, da skeer den
Lysning i alle Kirkerne
samme Dag, og til alle
Prædikener med tilbørlig Bøn
og Formaning; og dersom
ingen videre Kundskab
derefter bekommes, da døbes
Barnet til næste
Prædike-Dag, eller og en
anden Dag strax i Ugen; Men
er Barnet svagt, at man
frygter at oppebie den Tid,
da døber Præsten det,
saasnart skee kan, eftersom
sagt er. Naar slige Børn ere
komne til Kirken, giør
Præsten, førend de døbes, en
(her anført) Formaning til
de Nærværende.
IV Art.) Om voxne
Menneskers Daab.
De, som ere komne til
skiels Alder og dog ikke ere
døbte, men begiere af Guds
Tienere at døbes, dem skal
Præsterne strax indføre for
Superintendenten, som skal
bære Omsorg, at de blive vel
og grundig underviste i
deres Cateshismo og andre
Troens-Artikler. Imidlertid
skal Præsterne idelig og
alvorlig formane den, som
vil døbes, at han ikke
beviser nogen Skrømt og
Hyklerie i dette høie
Saligheds-Værk, eller seer
dermed hen til nogen
verdslig Ære og Profit, men
alene til sin Siels evige
Salighed. Siden skal han af
Superintendenten i nogle
Præsters Nærværelse nogle
Gange overhøres ikke alene i
sin Cateschismo og
christelige Børne-Lærdom,
men endog i de fornemste
Hovedstykker, som han
tilforn har været uenig med
os i, saasom om den hellige
Treenighed, om Christo, om
de høiværdige Sacramenter og
i Særdeleshed om Daabens
Nytte og Fornødenhed. Naar
han da er kommen saavidt, at
han kan sin Catechismum og
veed at svare til de
fornemste Hovedstykker i den
christelige Troe, saa at han
til dette hellige Daabens
Sacramente vel kan annammes,
skal sligt Søndagen tilforn
gives den ganske Menighed
tilkiende og giøres
offentlig Bøn til Gud for
hans Omvendelse. Hvorpaa
næste Prædikedag med hans
Daab forholdes paa den her
anførte Maade. Afsindige
Mennesker og de, som ere fra
deres Forstand, maae ikke
tilstædes Daaben, naar de
ere gamle, med mindre de
komme til sig igien, og
kunde saa blive underviste
til Salighed.
III Cap.) Om
Barsel-Qvinder, Jordemødre
og Qvindernes Kirkegang
efter deres Barsel-Seng.
1 Art.) Om
Barsel-Qvinder.
Præsterne skal flittelig
undervise Qvinderne, naar de
rede til Barsel, og formane
dem, at de med
Taknemmelighed erkiende den
Velsignelse, som Gud har
nedlagt hos dem, og vogte
sig fra al misheld og
skadeligt Tilfald, saa vidt
mueligt er, og arbeide
troligen i deres Kald, naar
Tiden kommer, vidende, at,
omendskiøndt al den Smerte
er for Syndens Skyld, saa
ere de dog Gud behagelige i
samme deres Kald, naar de
stadig forbliver i Troen,
Helliggiørelsen og Tugt, og
med Taalmodighed vente en
god og mild Forløsning. Døer
saadant et Barn i Moders
Liv, eller før det kan komme
til Daab og Christendom,
uden Forældrenes Forseelse
eller Forsømmelse i nogen
Maade, saa have de en god
Samvittighed, og kan dog
forsikkre sig, at der er et
Guds Barn. Dersom Barnet
efter Moderens Død er endnu
levendes i hende, da maae
der ingen Daab dermed
foretages, som nogle pleie
at giøre, efterdi Barnet
ikke end er kommen af
Moderens Liv; Thi det, som
ikke er født, hvorledes kan
det blive igienfødt? Men
bliver Barnet udskaaren af
hende, eller anderledes
udkommer fuldkommen af
Moders Liv, da maae det
døbes, om det er levendes.
II Art.) Om
Jordemødre.
Til Jordemødre skal af
Magistraten i Kiøbstæderne
og Amtmændene paa Landet
beskikkes ærlige og
gudfrygtige Qvinder, som
forstaae sig paa det Embede,
og med deres Sogne-Præstes
Attest bevise, at de ere af
et got og christeligt
Levnet. Men førend de
antages, skal de af erfarne
Medicis eller Chirurgis
flittig examineres og
overhøres, om de forstaae
sig paa den Bestilling, og
naar de af dem ere dertil
kjendte dygtige, gives dem
Brev paa forseglet Papiir
under Raadstuesegl i
Kiøbstæderne og under
Amtmandens Segl paa Landet
for en billig Skriver-Penge,
at de maae lade sig bruge
hos Barsel-Qvinder, naar de
begieres; og skal de boe paa
beqvemme Steder, saavel de
Fattige, som de Rige til
Hielp, og skal, efter
ethvert Steds Leilighed, saa
mange beskikkes, som vel
fornødent giøres, paa det
den ene ikke skal være den
anden i Veien. For saadan
deres Umage skal dem gives
hvad billigt er; men de
Fattige skal de hielpe for
Guds Skyld. Præsterne skal,
hver i sit Sogn, flittig
undervise disse Jordemødre,
naar de dertil ere udvalgte,
hvorledes de skal forholde
sig i samme deres anbetroede
Embede, baade med
Barsel-Qvinder, saa og med
Fostreret. Først at de vide
ret at trøste sygelige
Qvinder, som ere nær til at
føde, og formane dem til
ydmyg Taksigelse for den
Guds Velsignelse, de ere
begavede med, som er Livets
Frugt, hvilken ikke
vederfares alle Qvinder; Og
at de hiertelig paafalde Gud
om Hielp og Bistand, som med
sin kraftige Nærværelse skal
giøre det beste for dem; de
skal og føre dem til Gemyt,
at den Smerte, som de lide i
Fødselen, er et Kors, som
dem af Gud er paalagt for
Syndens Skyld, hvilken dem
dog, næst Guds Hielp,
snarligen skal omvendes til
en stor Glæde, om de ellers
med Taalmodighed i Troe og
Tillid vente Guds Time; og
skulle de end staae i nogen
Livsfare derover, at de
blive dog taalige og befale
sig Gud med alle dem, som
bære hans Kors; Men dette
tør man dog ikke tale meget
om, uden der synes stor
Livsfare paa Færde. Dernæst,
at de varligen omgaaes med
Fosteret,saa at det ikke for
deres Skyld kommer til Skade
i nogen Maade; Og dersom de
finde det levendes i Moders
Liv, men svagt til Fødselen,
skal de befale det Gud med
disse eller andre saadanne
Ord: »O Herre Jesu Christe,
som haver en synderlig
Behagelighed til smaae Børn,
og har selv lovet at annamme
dem til det evige Liv: Paa
samme dit Ord frembære vi nu
dette Barn til dig i vore
Hierters Bønner; Annam det O
kiereste Jesu og lad det
evig nyde din Forløsning,
den du os forhvervede paa
Korset. Amen.« Kommer Barnet
fuldkommen til Verden, men
sygt og skrøbeligt, saa det
er i Livsfare, skal de strax
døbe det, som før er meldt,
og, om Tid er, bede derhos
denne liden Bøn: » O Herre
Jesu Christe! dette Barn
ofre vi dig efter dit eget
Ord, og bede dig, at du
annammer det og lader det
blive en Christen.« Eller og
kortere saaledes: »O Herre
Jesu! annam dette Barn.« Men
er Barnet dødt i Moders Liv,
da befale de det Gud, og
giøre deres Flid, at hun,
som er forspendt, maae blive
ved; Og paa det de desbedre
maae ihukomme, hvad dem
fornemmelig paaligger i
dette deres Kald, at de med
en god Samvittighed det
kunde forestaae, skal
Præsterne 2de Gange om
Aaret, ved Paaske og
Mikkelsdag i Medtienernes
eller medhielpernes
Nærværelse, enhver i sit
Sogn, forelæse dem disse
efterskrevne Punkter,
hvilket beqvemmelig kan skee
i Sacristiet, hvor det
haves, eller og i Choret i
Kirken:
1mo) Efterdi I har
paataget eder at være
Jordemoder her i Byen
(Sognet), hvorved mange
christelige Qvinders Liv og
Helbred tilligemed deres
Livs Frugt er given i eders
Hænder, da bør det eder af
Hiertet at frygte og elskee
Gud, gierne høre hans
hellige Ord, at I kunde
bruge det de Lidende til
Trøst, naar Tid er, og med
eders gudelige Bønner
dagligen formane Livets
Herre og Skaber, at han
kraftig vil staae eder bi i
dette eders Kald, forleene
gode Raad med al Naade og
Velsignelse til eders
Foretagende, eftersom I skal
vide, at det er ikke et
Menneskes Gierning alene,
men allermeest Guds
Gierning, som uddrager
Børnene af Moders Liv.
2do) Skal I være
Omhyggelige i dette eders
Kald, og stræbe med al
muelig Flid, at baade
Moderen og Barnet maae
holdes ved god Helbred uden
Meen og Skade, videndes, at
dersom I enten af
Forsømmelse, Uagtsomhed,
Drukkenskab eller og
formedelst en grov Medfart
tilføie nogen af dem nogen
Skade, da ere I Mordere, og
Gud vil kræve det uskyldige
Blod af eders Hænder.
3tio) Skal I vogte
eder, at I intet handle
efter Egensindighed af Had,
Fiendskab eller anden
Hevngierrighed; men dersom
nogen har tilforn forurettet
eder, da skal I efter eders
Christendoms Pligt det
gierne forlade og forglemme,
og ingenlunde lade den
Nødlidende nu undgielde det
i hendes store Nød. Dersom
Barnet er døbt hos Moderen,
skal I giøre eders Beste, at
hun, som er forspendt, maae
blive ved Livet.
4to) Skal I med
Beskedenhed og god Fornuft
omgaaes de frugtsommelige
Qvinder, elske dem, som
eders Døttre, og handle
moderligen med dem, trøste
dem flittig af Guds Ord, at
de ikke forsage, og med
andre nærværende Qvinder
giøre Bøn for dem,
saavelsom, naar Tid er,
alvorligen formane dem, at
de troligen arbeide i deres
Kald efter Guds egen
Anordning, paa det de ikke
for en strakket Smertes
Skyld selv skulle omkomme
deres Lives Frugt, og i saa
Maade belæste sig med en ond
Samvittighed.
5to) Skal I være
villige til at hielpe den
Fattige, saavelsom den Rige,
og ikke have nogens Persons
Anseelse, efterdi de ere
alle lige høit agtede for
Gud; Ikke heller skal I
besvære nogen med alt for
stor Løn for samme eders
Tieneste, men de, som intet
formaae, dem skal I tiene
for Guds Skyld; Og uanseet I
saaledes ere pligtige til at
tiene alle og enhver, hvor
det giøres behov og udkræves
af Eder, endog dem, som føde
i Utugt og uden et ærligt
Ægteskab, saa skal I dog
ikke hielpe til at
undertrykke og fortie
saadanne uegte Fødseler; men
saasnart Barnet er kommen
til Verden, skal I strax
give Præsten det tilkiende
der i Sognet, paa det Gud
maae faae sin Ære, Synderen
omvendes og Forargelse
borttages:
6to) Skal I intet
andet bruge enten til
Moderen eller Barnet, end
Bønnen, og med Bønnen
saadanne Midler, som ere
naturlige, brugelige og
christelige, og, naar nogen
Nød er paa Færde, søge de
nærmeste Medicos eller
Badskere om et got Raad;
Andre uchristelige,
ulovlige, ja afgudiske og
dievelske Midler skal I ikke
alene selv entholde eder
fra; men endog, om I saadant
hos andre fornemme, give
Øvrigheden og Præsten det
strax tilkiende, at de
tilbørligen derfor kan
straffes; Saa skal I og ikke
skamme eder at tage Raad hos
gudfrygtige Matroner og
andre erfarne Jordemødre, at
I ikke skulle synes selvvise
og derover sætte baade
Moderen og Barnet i Fare;
men heller lade eder gierne
sige, ligesom Nøden det
udfordrer.
7mo) Skal I altid
være ædrue og sparsommelige,
og tage eder vel vare for
Drukkenskab, efterdi I
derover hastig maatte forsee
eder; Desligeste skal I have
en Afskye for al usømmelig
og utugtig Tale og Gebærder,
at I ikke dermed skulle give
Forargelse til andre; men
mere beflitte eder paa, at I
med et ærbart og skikkeligt
Levnet maae være et got
Exempel for andre Qvinder.
8vo) Hvor Nøden ikke
kommer for hastig paa, skal
I ikke gierne noget alene
foretage, men, om det er
mueligt, lade andre
forstandige Qvinder dertil
falde, og, giøres det
fornødent, Præsten tillige,
Moderen til Trøst, som er
forspendt.
9no) Skal I være
tavse og ikke for nogen
anden aabenbare en Qvindes
Brøst, at hun derved
beskiæmmes.
10mo) Med Daaben skal
I eder aldeles intet
befatte; men er Barnet i
Livsfare, efterat det
fuldkommeligen er født, da
maae I, om Præsten ikke er
ved Haanden, eller nogen
skikkelig Mandsperson, som
er kommen til skiels Alder,
døbe det i Navn Gud Faders,
Søns og Hellig Aands; Ellers
skal I befale Gud Barnet,
mens det er endnu i Moders
Liv, at han vil annamme det
til Naade for Christi Skyld.
11mo) Skal I ikke
heller befatte eder med
noget Barns hemmelige
Begravelse; men, hvor noget
utidigt Foster fødes, der
skal I først vise det for
Præsten og fornemme af ham,
hvorledes det skal begraves.
Paa disse forskrevne Punkter
skal enhver Jordemoder giøre
sin corporlige eed, for
Magistraten i Kiøbstæderne
og Amtmændene paa Landet,
naar hun dertil antages.
Eeden kan være saaledes;
»Jeg N., antagen til at være
Jordemoder, sværger og
lover:
1mo) at jeg altid vil
have Gud for Øien i dette
besværlige Kald og af
yderste Flid formedelst Guds
Naade og de dertil sømmelige
Midler troeligen hielpe hver
og en, som min Hielp
begierer, saavel den
Fattige, som den Rige,
varligen omgaaes baade
Moderen og Fosteret, saa at
dem for min Uagtsomhed,
Forsømmelse eller ond
Medfart ingen Skade maae
tilføies.
2do) At jeg ingen
uegte Fødsel eller Barnemord
vil fortie, som mig kan
forekomme; men paa behørige
Steder det strax
tilkiendegive, hvem det og
monne være, uden nogen
Persons Anseelse.
3tio) At jeg vil
findes ædruelig, kydsk og
flittig i dette mit
anbetroede Kald, og ellers i
alt mit Foretagende,
saavelsom i Liv og Levnet,
mig saaledes forholde efter
disse mig forelæste Punkter,
at ingen, næst Guds Hielp,
skal have Aarsag i nogen
Maade sig over mig at
besvære; Saa sandt hielpe
mig Gud og hans hellige
Ord!«
III Art.) Om
Qvindernes Kirkegang efter
deres Barselseng.
Barsel-Qvinder skal holde
sig nogle Uger inde af
Kirken efter deres
Barnefødsel og siden af
Præsten indledes, hvor det
hidindtil har været
brugeligt. Uegte Qvinder,
som føde deres Børn i Hoer
og Ukydskhed uden et ærligt
Ægteskab, skal og holde sig
nogle Uger hiemme, som
sædvanligt, men blive dog
ikke af Guds Tienere
indledte i Kirken, ei heller
have nogen Følge med sig til
Kirken. De, som skal
indledes, give sig an for
Præsten Dagen tilforn og
lade antegne deres Navne i
en vis Bog. Om Morgenen
derefter kommer hun med
nogle faa Par Qvinder
betimeligen til Kirken,
saasnart Gudstieneste
begyndes, men bliver
saalænge staaendes i
Vaabenhuset eller for
Kirkedøren, indtil Præsten
kommer til hende og med en
kort Formaning staaendes
inden for Kirkedøren, og
Qvinden lige for ham uden
Døren, minder hende om
hendes Taksigelse imod Gud,
som har hiulpet hende af den
Nød, hun var udi, og givet
hende Glæde for Sorrig
formedelst en god
Forløsning, at hun ikke
glemmer at takke Gud
tilbørligen derfor, nu hun
er opkommen til Guds Huus,
og ellers altid og herefter
bevise sig omhyggelig for at
opføde sit Barn i Herrens
sande Frygt, og selv med et
godt Exempel foregaae det i
alt det, som christeligt er,
hvortil han ønsker hende
Lykke og Velsignelse og
gaaer saa fra hende. Siden
gaaer hun med sit Følge ind
i Kirken til sit sædvanlige
Stade, og forretter der sin
Andagt med andre Guds Børn.
Efter Prædiken gaaer hun med
samme sit Følge op til
Herrens Alter, og ofre de
deres Gaver til Guds
Tienere, hvad de selv vil,
og best kan afstedkomme.
(Indledelsens Maade kan være
saaledes, som her nærmere er
foreskrevet).
IV Cap.) Om
Skriftemaal og Afløsning.
1 Art) Om lønligt
Skriftemaal og Afløsning.
De, som vil bruge det
hellige Nadverens
Sacramente, skal enten Dagen
tilforn, eller samme Dag for
Prædiken, om det for vigtige
Aarsager ikke kan skee Dagen
tilforn, indstille sig for
Præsten i Skriftestolen,
bekiende deres Synder for
ham og bede om Afløsning;
Dog skal de, som enten først
vil gaae dertil, eller have
noget synderligt billigen at
tage i Agt, gaae til Præsten
nogle Dage tilforn, at han
beqvemmeligen med dem derom
kan handle, og i Tide raabe
deres Samvittigheder af Guds
Ord. Naar de saa vil
skrifte, skal de i en sand
Hiertens Ydmyghed fremkomme,
og saasom for Guds eget
Ansigt sætte sig med
Ærbødighed ned paa Knæ for
Herrens Tiener, mens de
giøre deres Skriftemaal og
(paa den her anførte Maade)
annamme Afløsning. Og
efterdi en Guds Tiener
sidder her i Guds Sted at
handle med dem, som ere
besværede med Synden, og bør
at være troe i sit Kald, saa
at han intet forsømmer, som
kan være Gud til Ære og
Synderen til Trøst, Glæde og
en salig Omvendelse, da maae
han vel see sig for, at han
ikke i nogen Maade misbruger
det hellige Embeds Myndighed
og dermed giver Gud Aarsag
at kræve en Synders Blod af
hans Hænder, naar han enten
af Frygt for Menneskene og
deres Unaade efterlader
noget, som til en Synders
Salighed kunde være
fornødent, eller og af Had,
Nid, Gierrighed, Uvenskab og
andre deslige private
Affecter overfuser en Synder
paa det hellige Sted, eller
maaskee bebreider ham, hvad
dem kunde være imellem,
eller og haanligen afviser
ham fra Skriftestolen, andre
Guds Børn til Forargelse;
Men om nogen beteer sig
ubodfærdeligen, ham skal en
Guds Tiener flittig formane
til Bod og Bedring og
beflitte sig paa med
Sagtmodighed at overtale ham
af Guds Ord, at han opsætter
sit Forehavende, indtil han
ved den Hellig Aands Bistand
maae være bedre skikket til
saa helligt et Værk.
Imidlertid Skriftemaal
saaledes forrettes, skal
Klokkerne i Kiøbstæderne og
Degnene paa Landet stedse
være tilstede i Kirken og
nøie give Agt paa, hvo de
ere, og hvor mange, som gaae
til Skrifte, hvilke ved Navn
og Dag i en dertil forordnet
Bog rigtig af dem skal
antegnes, paa der man kan
kiende de forsømmlige og
vide, hvor meget Brød og
Viin til hver Communion
endelig kan behøves, at
ingen Mangel derpaa maae
være de Gudfrygtige til
Hinder i deres Salighed og
Menigheden til Forargelse.
Derfor skal og enhver Præst
have en Tavle hos sig i
Skriftestolen, hvorpaa han
tegner Tallet paa dem, som
have skriftet. Til det
hemmelige Skriftemaal maae
de ikke stædes, som efter
Loven ere skyldige til at
udstaae Kirkens Disciplin,
men slige bør deres
Forseelse aabenbare for
Menigheden at afbede og
aabenbare afløses.
II Art.) Om aabenbare
Skriftemaal og Afløsning.
Aabenbare Afløsning skal
skee i Kiøbstæderne om
Fredagen, og paa Landet om
Søndagen, strax efter
Prædiken paa de Steder, som
Loven omformelder. De, som
saaledes skal afløses, bør
nogen Tid tilforn at oplade
sig for Præsten og begiere
Afløsning, og dersom han da
finder en sand Anger og
Ruelse hos dem over deres
begangne Forseelse, skal han
næste Prædike-Dag, da saadan
Afløsning bør at skee, dem
annamme og (paa den her
bestemte Maade) afløse.
Hvorpaa den, som har faaet
Afløsning, gaaer til Herrens
Nadvere.
V Cap.) Om Christi
Nadveres Sacramente.
Præsterne alene, og ingen
anden, skal i Kirken, naar
Gudstieneste forrettes,
uddele det høiværdige
Alterens Sacramente; men hos
de Syge og Fangne, som ikke
kan komme til Kirken,
forrette de det i Husene.
Ingen Præst maae communicere
sig selv (end ikke paa hans
Sotteseng, naar han kan have
en anden dertil), men bør i
saa Maade lade sig betiene
af en anden, ligesom andre
giøre. De, som have faaet
Afløsning af Guds Tiener,
enten hemmelig eller
aabenbare, skal siden, naar
Communionen angaaer, komme
med Andagt til Herrens Alter
og sætte sig ned paa Knæ
omkring Alteret, saa mange
som vel kan faae Rum uden
Trængsel, Mændene paa den
høire og Qvinderne paa den
venstre Side; De andre blive
saalænge staaende ordentlig
og skikkelig ved Siderne af
Alteret, indtil de første
ere blevne betiente. Præsten
skal være iført baade
Messe-Skiorten og
Messe-Hagelen, mens
Communionen forrettes, saa
skal og Alteret altid være
beklædt med en smuk reen
Dug, Kalk og Disk og tvende
antændte Lys, saa længe
Communionen varer, samt
fornøden Viin og Brød derpaa
tilstede, saa tidt nogen
skal berettes, hvormed
Klokkerne i Kiøbstæderne og
Degnene paa Landet skal have
flittig Indseende.
Communionen forrettes paa
den her beskrevne Maade.
Præsten skal flittig lægge
Bind paa, at han veed Tallet
paa dem, som skal berettes,
saa at han ikke nødes til at
igientage de forskrevne
Velsignelsen Ord; Thi
hverken Brødet eller Vinen
bør at uddeles, førend de
ved Ordet ere helligede. Til
dette høiværdige Sacramente
maae de, som Loven det
forbyder, ikke annammes. Ei
heller maae nogen af en
fremmed Religion annammes
til Alterens Sacramente,
førend han først tilfulde er
underviist i vores Troe, og
ganske frasiger sig sin
forrige Religion for
Præsten.
VI Cap.) Hvorledes
med Syge, Anfegtede,
Besatte, Fangne og Misdædere
skal omgaaes.
I Art.) Om Syge.
De Syge, Vanføre og
Sengeliggende, som ikke kan
komme til Kirken, skal
Præsterne ideligen besøge,
og ingenlunde nægte dem det
hellige Nadverens Sacramente
i deres egne Huse, naar de
det begiere, og skikke sig
værdeligen dertil efter Guds
Ord og Befaling; Saa skal de
og, naar Leilighed gives,
flittig paaminde Folket, at
de betimeligen sende Bud
efter dem, naar de blive
syge, og ei bie til den
alleryderste Nød, paa det de
des ideligere kunde besøge
dem og med fornøden
Paamindelse, Raad og Trøst
af Guds hellige Ord komme
dem til Hielp og Tieneste i
deres Lidelser. Og skal den
Svage imidlertid af de
Nærværende flittig erindres
om sin Daabes Kraft, hvorved
han beholder en god
Samvittigheds Pagt med Gud,
og kan fuldkommen forsikkre
sig om det evige Liv, dersom
han ikkun med en stadig Troe
holder fast ved Jesum og
hans dyre Fortieneste, som
er skeet til hans Salighed.
Er Præsten selv svag, naar
han kaldes til nogen Syg at
berette, saa at han ikke kan
komme derhen, da skal den
nærmeste Præst dertil
fordres, om han kan
bekommes. Hvor Præsten saa
kaldes at berette nogen, did
skal han uden Forsømmelse
komme, det være sig Nat
eller Dag, og vel
eftertænke, hvorledes den
Syge har skikket sig i sin
Velmagt, at han nu i hans
Afmægtighed desbedre kan
undervise ham til Salighed.
Efterat han har talt med den
Syge (saaledes som her er
anført), vige de, som ere
tilstede, strax af i et
andet Rum, indtil
Communionen foretages, paa
det Præsten kan handle ene
med den Syge, og da farer
han videre frem i sin Tale
til ham (saaledes som her er
foreskrevet) og med Haands
Paalæggelse tilsiger ham
sine Synders Forladelse.
Derefter kalder Præsten
Folket ind igien i Stuen til
den Syge, og, om det ikke er
giort tilforn, befaler en
reen Dug at bredes paa
Bordet med et eller to
tændte Lys derpaa, og sætter
saa Kalk og Disk derpaa
tilligemed Brød og Viin.
Hvorpaa han (paa den her
foreskrevne Maade) meddeler
ham Sacramentet og trøster
ham. Er den Syge saa svag,
at han ikke kan udsige sit
Skriftemaal, og Præsten
finder dog visse
Bodfærdigheds Tegn hos ham
med en hiertelig Forlængsel
efter det høiværdige
Sacramente, da træder han
strax til Absolutionen og
den paafølgende Communion,
ligesom før er sagt. End er
han i den Tilstand, at han
hverken kan høre eller tale,
da skal dog Præsten ikke
forlade ham, ei heller nægte
ham Sacramentet, om han med
Tegn kan give tilkiende sin
Attraae derefter, og at han
forstaaer, hvad der tales
til ham; Men er han saa
svag, at han hverken kan
høre, tale eller forstaae
hvad der tales, da skal
Præsten befale ham Gud, til
en naadig Omskiftelse, og
derhos formane de
Hostaaende, at de
eendrægtigeligen bære ham
for Gud i deres Bønner,
ligesom hine gjorde ved den
Verkbrudne, at han i Naade
ville ansee ham sit arme
Creatur, og trøste ham med
sin Hellig Aand, nu han ikke
kan trøstes af andre, paa
det han maae finde Guds
Kraft i sit Hierte til at
imodstaae alle Satans
Fristelser, indtil han giør
en god Ende paa hans
Svaghed, som kan være til
hans Ære og den Syges
Salighed. De, som i deres
Livs-Tid have foragtet
Evangelium, eller og deg
levet ilde, uden nogen
Poenitentse, dersom de af
Præsten vil lade sig omvende
paa det sidste, er det got;
Men vil de ikke, da maae
Christi Legems og Blods
Sacramente ikke gives dem,
at de ei skal annamme det
sig til større Fordømmelse;
Men hvilke, som bekiende
Christrum, og kiende deres
onde Levnet, og ret
alvorligen bede om
Sacramentet, dem maae man
foruden al Fare give det;
Thi Guds Tiener kan dog ikke
videre dømme, end efter det,
han seer og hører.
II Art.) Om
Anfægtede.
Bliver nogen paa sin
Sygeseng eller og anden Tid
anfægtet for sine Synder, da
skal Præsten, om saa skee
kan, nogle Gange om Dagen
besøge ham, og (paa den her
anviiste Maade) giøre al sin
Fliid til at føre hans Siel
til Roelighed igien, paa det
han ikke skal geraade i
Fortvivlelse om sin
Salighed. Iligemaade skal de
andre, som ere hos slige
Anfægtede tilstede, med Bøn,
Læsen og Lovsang dagligen
opmuntre deres Siele, at de
maae glæde sig i Gud deres
Frelsere, og komme jo mere
og mere i Guds overflødige
Naades Kundskab sig til
Trøst og Husvalelse, og
endelig til en naadig
Befrielse fra disse haarde
Fristelser. Hvortil Gud
forlene enhver bedrøvet
Synder Naade, Styrke og
Salighed for Christi Skyld.
Plages nogen med onde Tanker
og gaaer altid bedrøvet og
beklemt i Hiertet, saa at
han hver Dag jo mere og mere
kiedes ved dette Levnet, da
skal Præsten, som en Guds
Tiener og en ret
Siele-Sørger:
1mo) flittig besøge
ham og allerførst vel
udforske hans forrige Liv og
Levnet, om han maaskee med
nogen grov og vitterlig Last
selv kan have givet Aarsag
til denne bange og
beængstede Samvittighed, som
han nu føler hos sig.
2do) Skal han formane
ham til Sinds Roelighed, at
han tæmmer sine Affekter,
det meeste skee kan, og
beflitter sig paa at være
Herre over sit eget Sind,
vare sig for Ivrighed, skye
Eensomhed og være flittig i
sit Kald, som Gud har sat
ham udi; Og efterdi der er
intet kraftigere Middel til
at hielpe saadanne
Melankolske til rette med,
end Guds saliggiørende Ord
og det høiværdige Nadverens
Sacramente, da skal Præsten
søge at føre saadan en
beklemt Siel dem til Brug,
det meeste skee kan, og
deraf idelig og altid holde
ham Guds livsalige
Forjættelser for, at han
hænger hart ved dem og
trøster sig dermed, naar
Bangheden paakommer ham.
3tio) Skal han til
den Ende formane ham at gaae
flittig til Kirke, om han
har den Helbred, baade naar
Bøn og Prædiken holdes, og
ingen Time forsømme, naar
han kan; desligeste, at han
tit og ofte bruger det
høiværdige Sacramente og
befaler sig saa Gud med en
ivrig og andægtig Bøn.
Saaledes skal og Præsten
tilholde dem, som nærværende
ere, at de altid bede med
den Syge, læse og synge for
ham, paa det hans Siel maae
stedse være vakker for Gud,
og jo mere og mere forglemme
den Bedrøvelse, som den er
udi. Det samme skal Præsten
og selv giøre, saa vidt han
kommer til den Syge, og det
paa sine Knæ tilligemed alle
Nærværende; Der skal og skee
Bøn for dem af Menigheden
baade for og efter Prædiken,
saa tidt Prædiken holdes, at
Gud ved sin Hellig Aand vil
opholde dem i en fast Troe
og en god Samvittighed
indtil Enden. Er det i
Kiøbstederne, da skeer det i
alle Kirkerne der i Byen,
indtil man seer nogen
Forandring, men er det paa
Landet, da i nogle af de
nærmest hosliggende Kirker.
Komme saadanne til rette
igien, da skal iligemaade
giøres Taksigelse derfor af
Prædikestolen, ligesom for
andre Syge, og det i de
samme Kirker, som der
tilforn er skeet Bøn i for
dem.
III Art.) Om de
Besatte og dem, som i en
eller anden Maade plages af
Dievelen eller hans onde
Redskab.
Bliver Præsten kaldet til
nogen, som holdes for at
være besat, eller i anden
Maade plages af Dievelen, da
maae han ingenlunde afslaae
det; men bør efter sit
Embedes Pligt, i Herrens
Navn, efter foregaaende
alvorlig Bøn og Paakaldelse
til Gud, strax at forføie
sig til den Syge og fornemme
hans Tilstand. End bliver
han ikke kaldet, og det er
vitterligt, at saadan en er
i hans Meenighed, bør han
dog komme af sig selv, og,
om han saa tykkes, kan han
tage sine Medhielpere eller
nogle andre Guds Børn der af
Sognet med sig. Han maae
ikke være for hastig til at
dømme derom, at han enten
giør for lidet deraf, eller
og for meget. Thi endskiønt
slige Exempler, derfor Gud
være æret, ere nu omstunder
rare i Christenheden, saa
bør man dog ikke holde det
for Fabel, Drømme,
melankolske Griller eller
anden Sindets Uroelighed,
naar saadant høres iblant
os, og ikke tænke, at vi nu
ere aldeles frie for slige
Satans Anfægtninger. Ikke
heller skal en Guds Tiener
være for hastig til at troe
den gemene Tale om saadanne
Syge; Men han bør være
betænksom i sine Domme, og i
saadant Fald vel vide at
giøre Forskiel paa slige
Satans Gierninger, saa at
han ikke tager det ene for
det andet, og dømmer den at
være besat, som enten ikkun
udvortes plages af Dievelen,
eller og ved Forgift eller
anden Troldom er bragt i den
Tilstand, eller og maaskee
af en naturlig Svaghed
saaledes kan anstille sig;
efterdi der ere adskillige
Sygdomme, som i et og andet
ligne dem, som ere befatte,
saasom Maanedsyge, Raserie,
den faldende Syge og andre
deslige. Derfor, naar
Præsten kommer til nogen,
som er saaledes anfægtet,
skal han først og for alting
vel give Agt paa, hvorledes
den Syges Tilstand er, og
derhos nøie udforske, paa
hvad Maade denne Anfægtning
er overfalden ham. Hvilket
han strax skal give
Superintendenten tilkiende,
efter alle Omstændigheder,
og imidlertid med Bøn, Trøst
og Formaning flittig opvarte
den Syge, saavelsom dagligen
antegne, hvis der
forefalder, for desbedre
Underretning om Sygdommens
Beskaffenhed. Siden skal
Superintendenten beskikke
nogle visse Præster
deromkring, som, tilligemed
Sognepræsten der paa Stedet,
skal skiftes til at opvarte
den Anfægtede med Bøn og
Læsning. Disse skal
allerførst i nogle Medicorum
Overværelse nogle Gange
komme tilsammen hos den
Anfægtede, og vel med
hinanden overveie, om den
Svaghed kan være naturlig
eller ei, hvis ikke, om det
da maaskee maatte være et
Enpaitna eller Satans
Gøgelspil, hvorved han saa
tidt forblinder Menneskene,
og saaledes forvender deres
Sind og Sandser, at det, de
tænke de see for deres Øine,
er dog slet intet; Eller og
om saadan en vel kan eragtes
at være legemlig besat af
Dievelen, saa at han enten
hersker og regierer i det
ganske Legeme og alle dets
Lemmer, samt Sind, Fornuft
og alle Sielens Egenskaber,
eller og, at han ikkun har
bemægtiget sig en eller
anden særdeles Lem paa
Legemet, som han selv boer
i, og lader sin Magt
fornemmelig see udi. Thi
endskiønt det for mange og
store Aarsagers Skyld er
meget vanskeligt nu i disse
sidste Tider at giøre
Forskiel paa Aanderne og ret
til Grunde at udforske
saadan Satans legemlige og
personlige Besættelse i
Menneskene, saa kan dog en
Guds Tiener ikke lettelig
fare vild derudi, naar han
spørger Gud til Raads derom
og indretter sin Prøve efter
Guds Ord, hvori alle Satans
Anslag mod Menneskene ere os
af Gud selv forud
aabenbarede tilligemed en
kraftig Recept og Lægedom
imod enhver af dem. Og da
saadanne Dievle ikke fare ud
uden ved Bøn og Faste, saa
skal en Guds Tiener
fornemmelig tilholde
saadanne Anfægtede, at de af
al Magt imodstaae Satan, og
med en Hiertens andægtig og
ivrig Bøn holde Gud deres
himmelske Fader deres store
Nød og Elendighed for, at
han dog for Christ Skyld vil
forbarme sig over dem. Og
skal Bispen til den Ende
forfatte en særdeles Bøn i
sligt Tilfald for den
Anfægtedes naadige
Befrielse, efter Guds
behagelige Villie , hvilken
Præsten, tilligemed andre
hosværende Guds Børn, til
det mindste tvende Gange
hver Uge med tilbørlig Iver
og Andagt paa sine Knæ skal
bede inde hos den Anfægtede,
og slutte med Herrens Bøn og
Velsignelsen over den
Lidende. Ellers skal de
nærmeste Venner og de, som
ere i Huset, 2de Gange hver
Dag læse samme Bøn for ham.
Iligemaade skal og i alle
Bedestunde, saavelsom og til
hver Prædiken, giøres Bøn
for samme Menneske, baade
for og efter Prædiken, ikke
alene i den Sogne-Kirke, som
Personen er udi, men endog i
alle andre Kirker der i
Byen, saavelsom i alle
Herreds-Kirkerne der
omkring, om det er paa
Landet; Dog skal den Syge og
Anfægtede ikke personlig
opføres til Kirken, mens
samme Bøn holdes, som
andensteds brugeligt har
været, med mindre det for
sær Aarsags Skyld saaledes
maatte vorde befalet, paa
det Menigheden med desstørre
Iver og Andagt maatte giøre
deres Bøn for ham. Dersom
den Anfægtede med sin
Ugudelighed selv har voldet
sig denne store Fristelse,
at han enten har indgaaet en
særdeles Pagt med Satan og i
saa Maade forbundet sig
godvillig til hans Tieneste,
eller og han med anden
Ugudelighed har givet Satan
Rum til sit Tyrannie at
forøve mod ham, da skal
Præsten altid af Guds Ord
holde ham for, hvor grovelig
han deri har syndet imod
Gud, vise ham, hvad Magt
Satan har over Guds
Foragtere etc. Men har han
været gudsfrygtig og af et
christeligt Levnet, saa at
ingen kan sige, at han selv
har foraarsaget sig denne
Elændighed, som et Vredes
Tegn fra Gud og en retfærdig
Straf for nogen grov
dievelsk Gierning, da skal
Præsten flittig trøste ham
af Guds Ord og vise ham, at
Gud endog for særdeles
Aarsager ofte saaledes
tilstæder de Gudfrygtige til
en Tiid at plages af Satan
etc. Og dersom Præsten da
finder den Anfægtede
saaledes beskikket fuld af
Troe og Kierlighed til Gud,
taalmodig under Korsets
Byrde, frimodig og nidkiær
mod sin Fiende, og særdeles
begierlig efter sin
Frelseres Jesu Christi
helligste Legems og Blods
Deelagtighed, da kan han
undertiden betiene ham
dermed, naar han er fri for
den Ondes Anfægtninger, og
kan agtes best beqvem
dertil. Hvorpaa han efter en
kort Paamindelse slutter med
Herrens Bøn og Velsignelsen
over den Anfægtede, hvilke
Præsten altid giør, saa tit
han forlader ham.
IV Art.) Om Fanger og
Misdædere.
Præsterne skal nogle
Gange besøge de Fangne og
Misdædere, som sidde paa
deres Liv i Fængsel for
deres begangne Synder,
førend de meddele dem
Sacramentet, paa det de med
en god og christelig
Beredelse kan annamme det.
De skal for alle Ting
flittig formane dem til
Sandheds rette Bekiendelse,
at de ikke undsee sig for
Verden og qvæle Synden hos
sig selv, hvormed de lægge
Synd paa Synd og opvække Gud
til større Hævn og Vrede
over sig, dersom de forhærde
sig imod Gud og give Satan
Rum hos dem, i det de
imodstaae Sandhed og tale
Løgn; Men at de
aabenbarligen vedstaae deres
Forseelse og give Gud Ære,
paa det de ikke skal besvære
deres Samvittigheder i Døden
og saaledes rykkes bort
herfra i deres Sinds
modvillige Forhærdelse.
Dernæst skal de formane dem
til en sand og retskaffen
Anger og Ruelse over deres
begangne Misgierninger, m.v.
(efter den her anførte
Forskift). Naar de ere
dømte, skal Præsten tit og
ofte besøge dem, og med al
Fliid drive derpaa, at de nu
alvorligen afbede hos Gud
deres begangne grove Synd og
Forseelse, og med en fri
Villie undergive sig den
afsagte Dom, den de med al
Rette have fortient, m.v.
Siden, om de det begiere og
sig dertil christelig
berede, betienes de med
Sacramentet, førend de
henrettes, med lige
Ceremonier, som tilforn hos
de Syge er ommeldt, og
bliver Præsten fremdeles hos
dem, at trøste dem, synge,
læse og bede med dem; men
saafremt de bevise sig
halstarrige, blive de ikke
annammede dertil, men
befales Gud, at han for sin
uendelige Barmhiertigheds
Skyld vil virke en kraftig
Omvendelse og Bodfærdighed
hos dem, at de ikke maatte
bortdøe i deres
Halstarrighed, men ved Guds
Aands Kraft endnu komme til
Sandheds Bekiendelse og døe
salig. Naar Dagen er, at
Æxecutionen skal forrettes,
da skal Præsten, i hvis Sogn
Æxecutionen skeer, med
flere, om behov giøres, være
betimeligen hos den Fangne,
een eller to Timer, førend
det skal angaae, og da skal
han med god Andagt og
Omhyggelighed igien paaminde
ham om det, som han i de
forledne Dage har handlet
med ham, samt (paa den her
befalede Maade) formane,
trøste og berede ham til
Døden. Dersom Præsten
fornemmer nogen Frygt eller
Banghed hos Synderen, skal
han lade give ham Viin; dog
skal Præsten heri see vel
til, at han ikke drikker for
meget, og saaledes besværer
sit Hierte med Drukkenskab.
Paa Retterstedet skal
Præsten forblive hos ham,
tale til ham, læse og bede
med ham, indtil han er
henrettet. Dersom han enten
hænges eller brydes paa sine
Lemmer, eller og levende
martres og deles, da maae
Præsten ikke forlade ham,
førend han er død.
VII Cap.) Om
Bandsættelse og Afløsning af
Band. (Efr 2-9-11:24).
1 Art.) Om
Bandsættelse.
De, som skal sættes i
Band, skal Præsten 3de
Søndage i Rad lyse for af
Prædikestolen (paa den her
foreskrevne Maade). Men hvis
han (hun) da ikke indstiller
sig inden det bliver udlyst,
skal Præsten, efter
Provstens og Bispens
foregaaende Raad og
Samtykke, siden fare fort
med Bandsættelsen, og ved
Navn udelukke samme Person
af Guds Menighed paa
følgende Maade; Søndagen,
efter Prædiken er ude og alt
andet er forkyndt af
Prædikestolen, begynder
Præsten at tale (efter en
her anført Formular) og
slutter saaledes; Jeg
kundgiør og aabenbarlig
forkynder; »At N.N. for
slige grove Forseelsers
Skyld er et Bands-Menneske
og udelukt fra den christen
Menigheds Samfund og
Sacramente, som en hedning,
under saadanne sine Synders
Beholdning og Band, og under
Guds Vrede, som han (hun)
hidindtil har samlet sig
selv med sin Haardhed og
Ubodfærdighed, og hermed saa
overantvorder jeg ham
(hende) i Satans Hænder til
Kiødsens Fordærvelse, paa
det hans (hendes) Siel efter
en sand Omvendelse maae
blive frie og salig paa vor
Herres Jesu Dag.« Hvorpaa
Klokkeren, om det er i
Kiøbstederne, og Degnen, om
det er paa Landet, strax
leder denne bandsatte
Synder, om den er da
tilstede, ud af Kirken i den
ganske Menigheds Paasyn. Dog
skal det ikke være saadan en
Synder formeent, den Stund
han er under Band, at komme
i Kirken at høre Guds Ord,
men han maae have et
særdeles Sted for sig selv
nedre i Kirken, hvor det ham
forordnes, og saasnart
Præsten gaaer af
Prædikestolen, skal
Klokkeren (Degnen) hver Gang
lede ham fra det forordnede
Sted ud af Kirken. Kan det i
sær Henseende ikke skee uden
Forargelse, at han bliver i
Sognet, da forvises han til
et andet Sogn i Nærværelsen,
hvor han og paa samme Tid og
Maade, som sagt er, hver
Gang ledes ud af Kirken.
II Art.) Om Afløsning
af Band.
Naar en halstarrig og
forhærdet Synder saaledes,
som sagt er, er bleven sat i
Band, og som en Hedning,
efter Christi Befalning,
offentlig udelukt af Guds og
Jesu Menighed, da bør dog en
ret Guds Tiener ikke saa
plat overgive ham, at han
jo, som en ret Hyrde, efter
Christi Exempel, flittig
søger efter det fortabte
Faar, og med Bøn og Forbøn,
saavelsom alvorlige
Formaninger, Lærdom og
Underviisning, baade
offentlig i Prædiken, saa
tidt Leilighed gives af
Texten, og hemmelig for sig
selv, idelig og altid
stræber at overvinde al
Satans Magt i ham, og ved
Guds mægtige Finger løse ham
af de haarde Syndens Baand,
som ligge paa ham, paa det
han i Tide maatte omvendes
til Gud og leve. Og kommer
det saa vidt, at den
Bandsatte, formedelst den
Hellig Aands Oplysning, seer
sin Synds Vederstyggelighed
og den meget farlige og
fordømmelige Tilstand, som
han derover er geraaden i,
saa at han angrer og
fortryder sit Hjertes
Haardhed og Modtvillighed,
og derfor længes inderlig
efter at komme i Venskab med
Gud igien, og antages i de
Helliges Forsamling, at han
der med andre Guds Børn
igien maae have Deel i de
hellige og himmelske Ting i
Guds Kirke, sin bekymrede
Siel til Trøst, Glæde og
Husvalelse, da, saafremt han
sin Fortrydelse retsindig
giver tilkiende i en sand og
alvorlig Bekiendelse, og man
ellers finder rette
Bodfærdigheds Tegn hos ham,
skal Præsten strax give
Provsten (og, om høi
Vigtighed det udkræver,
Bispen ogsaa) det tilkiende,
og indkaldes da den
Bandsatte og i nogle andre
Præsters Overværelse flittig
forhøres og, efter mueligst
befunden alvorlig Anger og
Ruelse, tillades at lyses af
Band igien og annammes i
Guds Menighed, hvilket skal
skee paa efterskrevne Maade:
1mo) Skal Præsten
Søndagen tilforn forkynde af
Prædikestolen, at, saasom
N.N., som formedelst sin
Halstarrighed og Forhærdelse
i Synden er for nogen Tid
siden sat i Band og udelukt
fra Guds Menighed, er nu ved
hans store Naade kommen i
sin Synds rette Kundskab og
Fortrydelse, og begierer
hierteligen at forliges med
Gud og annammes igien i den
christen Menighed etc., og
med adskillige Bodfærdigheds
Tegn har givet sit Hiertes
Anger og Veemodighed
tilkiende, haver man i den
Herres Jesu Navn sluttet paa
tilkommende Søndag, efter
hans (hendes) foregaaende
offentlige Bekiendelse og
Afbedelse, ved den hellige
Afløsning offentligen at
løse ham (hende) af Kirkens
Band, og, efter hans
(hendes) inderlige Attraae,
annamme ham (hende) igien
til de Helliges Samfund her
i Menigheden, hvorfor den
ganske Menighed formanes, at
de alvorligen bede Gud for
denne Synder etc. Og bør
Synderen (Synderinden) selv
være tilstede samme Tid i
Kirken paa det forordnede
Sted, og føie sin Bøn
tillige med Menighedens
Forbøn til Gud, og med Suk
og Klage lade see sin
Alvorlighed til en sand
Poenitentse.
2do) Skal den
Bandsatte samme Dag efter
Prædiken møde (nederst inden
for den største Kirke-Dør,
om det er i Kiøbstederne, og
paa Sognestævne, om det er
paa Landet) og veemodig med
sammenlagte Hænder (og
blottet Hoved, om det er en
Mandsperson) bede Præsten og
den meenige Almue, at de vil
have Medynk over hans
jammerlige Tilstand, forlade
ham de store Forargelser,
som han i sit syndige Væsen
har givet dem, og af et
christen Hierte bede
fremdeles med og for ham, at
han igien maatte forsones
med Gud og den christen
Kirke; Hvilket ham da efter
en liden foregaaende Revelse
tilsiges med Formaning, at
han herefter vogter sig for
slig og anden forargelig
Synd, og til næste Søndag
rettelig bereder sig til at
giøre sin usvigelige
Bekiendelse og Afbedelse for
Gud og Menigheden.
3tio) Naar Dagen da
kommer, at Synderen skal
offentlig afløses, staaer
han nedre i Kirken paa det
Sted, som ham har været
udviist, mens han var under
Band, og giør Præsten efter
Prædiken atter igien
Aflysning for ham (hende,
paa den her foreskrevne
Maade) af Prædikestolen.
4to) Saasnart de
befalede Vers begyndes,
gaaer strax Klokkeren
(Degnen) ned og beder
Synderen nu i Jesu Navn
fremtræde for Guds og
Menighedens Aasyn, og afbede
sin begangner Synd og
Forargelse, hvorpaa han
gaaer op og sætter sig paa
sine Knæ, enten i
Chorsdøren, eller paa det
forordnede Sted, oppe imod
Alteret, hvor ingen Chor er;
Og naar Sangen er til Ende,
kommer Sognepræsten, som da
selv bør at forrette
Embedet, og korteligen, før
han træder til Afløsningen,
forestiller Menigheden den
meget ynkelige Tilstand, som
de ere udi, som ere under
Kirkens Band, saavelsom:
Guds overflødige Naade til
at løse deres Baand og sætte
dem Frihed igien, naar de
alvorligen ville omvende sig
til ham; og (paa den her
beskrevne Maade) absolverer
ham. Derpaa fører Klokkeren
(Degnen) ham hen til sit
sædvanlige Sted i
Menigheden, hvor det, førend
han kom under Kirkens Band,
har været.
VIII Cap.) Om
Ægteskab.
De, som vil begive sig i
det hellige Ægteskab, skal
nogle Dage tilforn give sig
an for Præsten, og, saafremt
han ikke selv tilfulde
kiender dem, fremvise for
ham lovligt Skudsmaal og
Beviis, at intet paa begge
Sider er, som efter Loven
kan hindre samme deres
Ægteskab. I Kiøbstæderne, og
hvor saadanne Beviser ei kan
haves, skal de stille 2de
gode Mænd til trofaste
Forlovere for sig, een for
hver af dem, hvilke skal
love for dem hos Præsten om
det samme. De, som love
saaledes for andre, skal vel
vide Beskeed derom, med
mindre de vil ansees for
Løgnere, om anderledes siden
besindes; hvilken Straf
Præsten dem skal foreholde,
førend de saadant Løfte
giøre. Ere de Soldater, da
skal de, efter
Krigs-Artiklernes Indhold,
føre deres Oberstes Attest
og Tilladelse med sig, at de
maae giftes, og at intet er,
som lovligen kan hindre
deres forehavende Ægteskab.
Hver Præst skal, i en
igiennemdragen Bog, ved Dag
og Tid, tegne deres Navne,
som han trolover og
sammenvier, tilligemed
deres, som enten have
attesteret med dem, eller og
lovet for dem. Præsterne
maae ingen sammenvie, som
ikke tilforn har været til
Guds Bord. Alle Enkemænd og
Ænker skal først bevise, at
de have holdet Skifte og
giort Rigtighed med den
Afdødes Børn eller Arvinger,
førend de maae vies
tilsammen. Præsten maae
ingen hindre i sit lovlige
Ægteskab, med mindre de
vitterligen ere udygtige
dertil, saasom Gildinger,
hvilke ikke maae tillades at
komme i Ægteskab med nogen.
De, som ere døve, stumme
eller blinde, maae ei af
Præsten formenes Ægteskab,
saafremt de ellers paa en
eller anden Maade kan give
deres Villie og Samtykke
fornøielig tilkiende. Ingen
maae til noget Ægteskab
sammenvies, som ikke tilforn
ere trolovede, og 3de
Søndage efter hinanden af
Prædikestolen offentlig lyst
for, undtagen de, som ere i
Randen eller af Adel, og de,
som lige ved Adel agtes,
hvor det skal holdes for
fuldt Ægteskabs Løfte, naar
begge Parterne i 6 af fælles
Venners Nærværelse tilsige
hverandre Ægteskab og give
hinanden fuld Ja-Ord.
Trolovelse Skeer, enten i
Præstens Huus eller deres
eget, ligesom de det
begiere, i 5 Vidnesbyrds
Overværelse i det mindste
(paa den her foreskrevne
Maade). Naar de saaledes ere
trolovede, da lyses (paa den
her befalede Maade) for
Brylluppet 3 Søndage i Rad,
undtagen paa de store
Høitider, Paaske eller
Pintsedag, og naar Juledag
indfalder paa en Søndag, da
der lyses anden Dagen for
dem. Lysningen skeer
saaledes: »Lyses til
Ægteskab 1ste Sang for N.N.
og N.N. Disse personer
velsigne Gud etc. Dersom
nogen haver noget derudi at
sige, han sige det i Tide
eller siden tie stille.«
Ligesaa lyses 2den Gang den
2den Søndag og 3die Gang
3die Søndag næstefter.
Dersom nogen imidlertid giør
Forbud paa Ægteskabet, da
blive de Folk ikke viede,
førend der er gangen Dom i
Sagen; Hvilket iligemaade er
at agte, om noget Forbud
skeer for Tro-Lovelsen.
Dersom Fæstefolkene, efterat
der er udlyst, lade det selv
forsætligen uden billig
Aarsag noget længe henstaae,
og vil ikke lade sig vie, da
skal Præsten sætte dem en
vis Tid for, naar de skal
vies, under Straf efter
Sagens Leilighed. Vielsen
skal skee i Kirken oppe imod
Alteret. Er det paa
Prædikedage, da forrettes
Vielsen i Kiøbstæderne til
Froprædiken, strax efter at
den anden ganske Tieneste er
til Ende, og til Høimesse
(ligesom det og skal skee
paa Landet), for Prædiken
imellem Epistelens og
Evangelii Oplæsning. Er det
paa andre Dage i Ugen, naar
ingen Prædiken holdes, da
komme de til Kirken i det
allerseneste imellem 9 og 10
Slet, saa at Brudevielsen
kan være endet, førend
Klokken slaaer Elleve.
Vielsen forrettes paa den
her befalede Maade.
IX Cap.) Om Liig og
Begravelse.
Naar nogen døer i
Menigheden, skal de nærmeste
Venner, eller og Stedets
Øvrighed, om han (hun) er
fremmed, bære tilbørlig
Omsorg, at Liget, af hvad
Stand det og er, bliver i
Kiøbstæderne, saavelsom paa
Landet, inden og paa den
Tid, saa og paa den Maade,
som Politie-Ordningen
ommelder, ved en christelig
Begravelse bestædt til
Jorden. I Kiøbstæderne maae
ingen Liig begraves om
Søndage og andre hellige
Dage, paa det de ordinaire
Tienester ikke skal opholdes
eller hindres. Men paa
Landet maae det skee for
Prædiken, førend det ringer
sammen. Ingen aabner nogen
Grav, enten i Kirken eller
paa Kirkegaarden, uden
Kirkeværgernes Tilladelse,
ei heller maae nogen begrave
sine Døde stiltiendes uden
Præstens Tieneste med at
kaste Jord derpaa; Men de
skal give ham det tilkiende,
og da bestille Liigprædiken
hos ham, om de den ere
begierende. Der skal være en
Bog ved hver Kirke over alle
Døde i Sognet, hvilken
Præsten selv skal holde ved
lige, at de Dødes Navne ved
Aar og Alder, samt Dag og
Datum, deri rigtig indføres.
Naar Liget kommer til
Graven, nedsættes det strax
deri, og siden befatter sig
ingen videre dermed, førend
Præsten kommer og kaster 3de
Gange Jord derpaa med en
Skuffe, sigendes: Af Jord
est du etc. Derefter kaste
de andre, som have baaret
Liget, den øvrige Jord
fuldkommen derpaa, indtil
Graven bliver ganske
tildekket. Imidlertid synge
Disciplerne af Skolen og
Degnene paa Landet een eller
flere Liig-Psalmer. Begraves
Liget paa Kirkegaarden, da
staae Disciplerne (Degnen)
strax hos Graven, den Stund
dette synges; Men skeer det
i Kirken, da blive de
staaende i deres ordinaire
Sted, indtil altsammen er
til Ende. Siden gaae
Sørgefolkene i Kirken, om
der skeer Liigprædiken, og
da synges for Prædiken: Vi
troe etc. Derpaa gaaer
Præsten paa Prædikestolen og
kortelig udlægger en beqvem
Text af den hellig Skrift,
som kan være de Sørgende til
Trøst og Husvalelse, og
andre efterlevende Guds Børn
til Formanelse og
Underviisning; Og skal han,
førend han træder til
Textens Forklaring, strax
efter at han har deelt sin
Prædikeen, læse den Afdødes
Liv og Levnet for
Menigheden, saavidt
allermeest fornødent
eragtes, og hvis han enten
til Kirker, Skoler, Fattige
eller andre deslige gudelige
Brug noget haver skienket og
testamenteret, skal det deri
indføres, og tillige for
Menigheden forkyndes, Gud
til Ære og andre til et got
Exempel. Begierer nogen sær
Text af Præsten, da bør han
deri at føie dem, saafremt
den ellers skikker sig paa
slig en Forretning.
Præsterne skal fornemmelig
handle om visse her anførte
Materier. De skal vel vogte
sig, at deres Liigprædikener
ikke blive til panegyrisk
Snak, saa at de enten efter
Hedningenes Sædvane sige for
meget til den Afdødes Roes
og besmitte deres hellige
Kald, saavelsom deres egen
Samvittighed, dermed, eller
og melde noget usømmeligt om
ham, andre til Forargelse og
de Paarørende til
Beskiæmmelse; men hvis sandt
er og vitterligt i
Menigheden, det maae de med
Maade og god Maneer
beskedentlig udsige, andre
til Afskye og Advarsel.
Liigprædiken maae ikke vare
over en Time. I Pest og
smitsomme Tider prædikes
ikkun halv saa længe i
Kirken, og skeer det paa
Kirkegaarden, da giøres
ikkun en kort Formaning
isteden for Liigprædiken,
eller og læses den Bøn, som
i saadanne Tider forordnet
vorder, og derpaa sluttes
med Herrens Bøn. Efter
Prædiken synges en passende
Psalme. Siden synger Degnen
paa Landet, og nogle
Discipler i Kiøbstæderne,
enten over Graven, om
Prædiken er skeet paa
Kirkegaarden, eller og midt
paa Kirkegulvet, om den er
skeet i Kirken, de 2de Vers:
Nu lade vi hannem sove i
Fred etc. eller en anden
beqvem Psalme. Ere der flere
Liig paa eengang at begrave,
som skal prædikes over, da
kaster Præsten først Jord
paa ethvert af dem, og siden
skeer Prædiken paa eengang
over dem tilsammen, dog at
enhvers Testamente oplæses
især efter enhvers Stand.
Med dem, som efter sær
Kongel. Tilladelse begraves
om Aftenen, forholdes efter
Politie-Ordningen. De, som
blive hensatte over Jorden,
kaster Præsten Jord paa,
ligesom paa de andre, der
nedsættes i Jorden. De, som
ikke ere af den rene og
rette Bekiendelse med vores
Kirke, blive i Kirkegaardene
begravnee iblandt andre
afdøde Christne, dog uden
nogen Jords Paakastelse af
Præsten, Tale, eller
Liigprædiken over dem.
Iligemaade maae Præsten ei
kaste Jord paa eller holde
Liigprædiken over nogen, som
for sin Misgierning er
bleven rettet, eller har
myrdet sig selv med Villie,
eller er bandsat og ikke
afløst, eller dømt til
mindre Mand, førend
Øvrigheden og Sagsøgeren er
tilfredstillet. Ingen, som
omkommer i nogen Duel,
Hovedmand eller Secund, maae
enten i Kirkeen eller paa
Kirkegaard begraves. Findes
nogen hastig død, enten paa
Marken eller andensteds, og
ikke vides, paa hvad Maade
han er omkommen, da maae han
ikke jordes, førend Præsten,
derom advaret, har givet
Øvrigheden det tilkiende, og
der siden lovligen er kiendt
paa Mandens Død. Hvilket og
er at forstaae om de Børn,
som avles uden Ægteskab og
findes døde strax efter
Fødselen. Liigprædikener,
som skee hos Sognepræsterne,
være sig dem selv eller
deres Nærpaarørende
angaaende, forretter
Provsten i Herredet, hvor
sligt falder. Det samme er
og at agte med Brude-Vielser
og Børne-Daab, som saaledes
forefalde.
X Cap.) Om Bispe- og
Præste-Vielse.
1 Art.) Om
Bispe-Vielse.
Bisperne skal til deres
Embede indvies i vor Frue
Kirke i Khavn paa en Søndag
eller anden Høitids-Dag, af
Bispen sammesteds, det
snareste skee kan, efterat
de dertil af Kongen ere
beskikkede; Men Bispen i
Sielland skal indvies af den
Biskop, som næst hos er
boendes. Bispe-Vielsen (som
forrettes paa den her
befalede Maade) skal være
til Ende til Klokken er 10.
II Art.) Om
Præste-Vielse.
Præsterne ordineres (paa
den her foreskrevne Maade),
det snareste skee kan, enten
Onsdag eller Fredag, hver i
sit Stift, i den Sognekirke,
paa det Sted, hvor Bispen
residerer, efterat de af
Epifcopo Loci til det
hellige Embede ere
approberede og dygtige
befundne.
XI Cap.) Hvorledes
Provsterne beskikkes.
Den Præst, som af
samtlige Herreds-Præsterne
med deres Bisp er udvalgt
til at være Provst i det
Herred, bliver af Bispen til
det første Landemode (paa
den her anordnede Maade)
dertil indsat, tagen i Eed
og creeret. I Norge
forholdes hermed, som Loven
formelder, og sædvanligt
være haver.
Ederne, som de Geistlige
giøre for deres Biskop, hver
efter sit Kald:
Juramentum creandi
Præpofiti.
Juramentum, qvod in timore
Domini præftabunt, qvi
muneri Ecclefiaftico
initiabuntur.
Juramentum Rectoris Scholæ.
En Degns
Eed.
Ad § 2, nr. 5
Forordning
af 19. december 1693 om
Auctions-Værket i Danmark og
Norge
Forskriften indeholder 23
paragraffer, men alene §§ 1,
4, 7-11, 17, 18 og 20
foreslås bevaret.
Se desuden lovforslagets §
7.
1.) Enhver maae sit
eget Gods og Midler ved
offentlig Auction lade
forhandle og giøre i Penge,
være sig Jordegods,
Kiøbsted-Gods eller andre
Løsøre og Varer, dog at det
skeer ved de af Kongen
dertil beskikkede Personer.
2.) [Saa maae og,
naar noget Kiøbsted-Gods
eller Løsøre paa Skifte
eller i andre Maader
Myndlinge tilfalder, samme
paa offentlig Auction
sælges.]
3.) [Og paa det
Umyndige ingen Skade lide
ved samme deres Midlers
Forhandling, skal Værgen hos
Øvrigheden anholde om
uvildige og kyndige
Personer, som Varerne paa
beste og forsvarligste
Maader kan taxere og
vurdere, under hvilken Priis
bemeldte Varer ei maae
sælges; kan det ikke første
Gang sælges for den Taxt, da
bør Taxten omgiøres, indtil
det bliver solgt, undtagen
hvis Loven tillader, at
Formynder maae for sin
Myndling indeholde.]
4.) Enhver maa enten
i sit eget eller anden god
Mands Huus, som han dertil
kan formaae og accordere om,
lade auctionere enten sit
eget eller sine Myndlingers
Gods.
5.)
[Auctions-Directeurerne i
Khavn, samt hvor de særdeles
i andre Kiøbsteder ere
beskikkede, item Byefogderne
i Kiøbstederne, samt
Herreds- og Birkefogderne
paa Landet, som den 4 Mart.
1690 ere anordnede at
forvalte de sammensteds
forefaldende Auctioner,
tilligemed Bye-, Herreds- og
Birke-Skriverne, skal have
rigelige igiennemdragnde,
nummererede og forseglede
Protocoller, med et Ark
stemplet Papiir for og bag i
bemeldte Protocol af No.
24.]
6.) [Saavidt
Kiøbstederne angaaer, skal
Stiftbefalingsmændene samme
Protocoller forsegle; de,
som i Herrederne og Kgl.
Birker bruges, skal af
Amtmændene forsegles; men i
Khavn skal
Auctions-Directeurerne lade
deres Protocoller forsegle
af den Øvrighed og
Jurisdiction, som de svare
under.]
7.) I bemeldte
Protocoller (dvs.
Auktionsbogen) skal
Auctions-Directeurerne,
eller deres dertil i Eed
tagne Fuldmægtige, saa og
Bye-, Herreds- og
Birke-Skriverne rigtig
specificere og indføre:
først hvem Varerne lader
sælge, dernæst Tiden og
Stedet, hvor samme Auction
holdes, for det tredie
antegne ved hver Post den
Kiøbendes Navn, saa og
Prisen, Varerne sælges for.
8.) Hvis Penge, som
for de auctionerede og
kiøbte Varer enten strax
eller siden betales, bør til
ingen anden leveres, uden
til dem, som Varerne lade
auctionere, eller deres
Fuldmægtige, som altid bør
være tilstede; hvorfor og
Auctions-Directeurerne sig
med Pengenes Annammelse ikke
have at befatte, men alene i
deres Protocol afskrive,
naar noget vorder betalt,
hvilket den Sælgende eller
hans Fuldmægtige dem bør
meddele.
9.) Og paa det af
Urigtighed og Underslæb kan
forekommes saavel for den
Sælgende som Kiøbende, skal
Auctions-Forvalterne
lydeligen opraabe de
indsatte Varer 3de Gange
efter det høieste Bud, og
hvis i saa Maader den
Høistbydende tilslaaes,
beholder han upaaanket i
alle Maader.
10.)
Auctions-Forvalterne skal
ved trykte eller skrevne
Placater betimeligen lade
tilkiendegive Tiden og
Stedet, naar noget ved
Auction skal forhandles, til
alles Efterretning, som der
noget ville kiøbe.
11.) De maae ei nogen
til Villie forandre den
Orden, eller noget lade
udeblive af hvis, som i de
trykte Registeringer og
Catalogis findes, langt
mindre uforsvarligen haste
med Slaget for den Bydende,
under tilbørlig Straf; og
bør de i alle Maader holde
sig den Taxt efterretlig,
som dem af den Sælgende
meddeles, under hvilken de,
uden hans Tilladelse, ei
noget maae lade bortsælge,
saafremt de ei selv til den
satte Taxt ville være
ansvarlige, om paaankes.
12.) [Naar Huus,
Eiendom eller Jordegods skal
auctioneres, maae det
forblive ved den Brug og
Skik, som hidtil har været
med et tændt Lys, og holdes
det da for høieste Bud, som
budes, naar Lyset er
fortæret og af sig selv
slukkes.]
13.) [Naar Panthaver
efter Forskrivelse eller Dom
lader sit Pant auctionere,
og den forrige Eiermand vil
byde derpaa, skal den
bemeldte forrige Eiermand
for sit Bud strax til
Auctions-Mesteren stille
Caution, eller hans Bud ei
antages.]
14.) [Af Varer, Bøger
eller andre Løsøre, ved hvad
Navn nævnes kan, som
Stykviis eller i smaa
Partier sælges, nyde
Auctions-Forvalteren 4 pro
Cent; iligemaade for hvert
Huus, Gaard og Eiendom samt
Skiberum, som sælges under
1000 Rdlr, 1½ p. C.; over
1000 til 3000 Rdlr, ½ p. C.;
over 3000 Rdlr, i hvor høi
Summen end er, ½ p. C.; Saa
og Kiøbmands-Gods, som i
store Partier sælges, af
5000 Rdlr og derunder, ½ p.
c.; over 5000 Rdlr til 20000
Rdlr, 3/8 p. C.; over 20000
til 60000 Rdlr, ¼ p. C.;
over 6000 til 100000, 1/8 p.
C.; og over 1000000, i hvor
høi Summen er, 1/16 p.C., og
ei videre (dog maae den
Sælgende for ringere
Salarium med
Auctions-Forvalteren
accordere, om han kan);
hvorimod
Auctions-Forvalteren skal
indfordre hvis Penge, som
udbetalt restere, og de
Udeblivende ved Lov og Ret
derfore søge og tiltale.]
15.) [For hver Gang
noget Jordegods, Huus eller
Skiberum bliver auctioneret,
og ikke første Gang solgt,
nyde de 2 Rdlr.]
16.) [De Auctioner,
som i Danmark i
Proprietairernes Birker kan
falde, maae de selv ved
deres egen Birkefogder og
Skrivere, som derover af
Proprietairerne forseglede
Protocoller skal holde, paa
lige Maade lade forrette;
dog er hermed ei andre
meent, end enhver
Proprietairs egne Bønder og
Tienere i hans Birk.]
17.) Naar et Huus
eller Eiendom ved offentlig
Auction sælges, maae
Auctions-Directeurerne det
til Tinge skiøde til den
Kiøbende, som skal være
ligesaa gyldigt og kraftigt,
som andre lovlige af
Eiermændene udstædte
Skiøder; dog at med slige
Skiøder omgaaes i alle
Maader, som Loven og det
trykte Papiirs Fr. derom
mælder.
18.) De, som kiøbe
noget paa offentlig Auction,
skal samme Varer med rede
Penge betale efter den
Priis, som udraabt og
tilslaget er, til den Tid,
som Auctionen dem det
forelægger; men bliver nogen
tilbage med samme Betaling 6
Uger efter Auctionens Ende,
skal de kiøbte Varer igien
sælges paa hans Risico og
Bekostning, og hvis Varerne
da mindre gielde, af den
første Kiøber erstattes.
19.) [Naar Kram-Varer
paa offentlig Auction
sælges, maae de Kiøbende
crediteres paa 6 Maaneder,
at regne fra den Dag, de dem
have kiøbt, og blive saa de
Sælgende berettigede at nyde
deres Betaling derfore, næst
efter dem, som ved Pant,
Kirke-, Fattiges-, Skole-
eller Børne-Penge ere
prioriterede.]
20.) Dersom
Tvistighed paa Auctionerne
forefalder mellem
Auctions-Directeurerne og de
Bydende, eller de Bydende
imellem sig selv, om det
høieste Bud, da bør de
Tilstedeværende strax derom
kræves til Minde, som skal
være pligtige, hvis de i saa
Maade hørt og seet have, at
udsige, som samme Tid i
Protocollen bør indføres, om
nogen agter videre derpaa at
tale; hvoraf de Vedkommende
af Auctions-Directeuren
Udskrift af Protocollen paa
stemplet Papiir for billig
Betaling, om de det begiere,
skal meddeles; ligeledes, om
bevises, at 2de have budet
det høieste Bud, før der
blev tilslaget, skal
saadanne Varer igien
opsættes, om een af dem, som
samme Bud giorde, det
begierer.
21.) [Auctionerne i
Khavn skal herefter, som
tilforn, forrettes af de
dertil beskikkede Personer;
men paa det den ene ei skal
giøre den anden Indpas, saa
maae og skal Stadens
Auctions-Directeur ei alene
betiene Assistents-Huset,
Borgerskabet i Khavn og
Chavn, men endog alle dem i
forskrevne Steder, som
Kiøbmandskab og borgerlig
Næring bruge, omendskiønt de
med nogen Titel og Rang ere
benaadede; hvorimod
Hof-Etatens
Auctions-Directeur skal
betiene alle Kgl. Betiente i
Khavn og Chavn boende, som
enten nu ere eller i Kgl.
Betiente virkelig have været
eller komme, og derfor til
Hof- eller Borg-Retten, som
deres rette Værneting,
svare, saalænge de ingen
Kiøbmandskab eller borgerlig
Næring Bruge; Iligemaade
skal Auctionerne hos Kgl.
Betiente ved Søe-Etaten og
dem, deraf dependere og
svare under Holmens Ret,
forrettes af
Skifte-Forvalteren ved
bemeldte Søe-Stat, som nu er
eller kommer, eller hvem han
i sit Sted dertil
befuldmægtiger; Ligesaa maae
Auctionerne ved
Universitetet i Khavn,
saavidt dets Jurisdiction
angaaer, forrettes af dem,
som Rector og Professores
dertil beskikke.]
22.) [Hvad Auctioner
de octroierede Compagnier
lade holde i Khavn, dertil
maae Directeurerne eller
andre Vedkommende bruge,
hvilken af bemeldte
Auctions-Directeurer de vil
og best kan accordere med.]
23.) [Ingen af
foreskrevne
Auctions-Directeurer i Khavn
maae noget Appendix eller
Tilhæng af Løsøre eller
Varer auctionere, med mindre
den ene den anden tilforn
har tilkiendegivet, hvem det
tilhører; Saa skal de og
advare hverandre, før de
nogen Auction begynde eller
Placater derom lade opslaae,
og mage det saa, at ikke
tvende eller flere Auctioner
paa een Dag berammes.]
Ad § 2, nr. 6
Forordning
af 8. oktober 1708 at
fremmede Ministre ikke maa
stædes eller lægges Arrest
paa for Gæld
8 Okt.- Fr.(* 1) At
fremmede Ministre, som ved
Kongens Hof sig kunde
opholde, deres Personer,
Domestiqver eller gods
ingenlunde maae stædes eller
lægges Arrest paa for Gield,
som de i Kongens Riger og
Lande, imidlertid de der
have været eller ved deres
Bortreise, kan have giort.
(Paa det ingen Uorden og
Misforstand skal komme af
det, at nogen af Uvidenhed
sig imod de fremmede
Ministres Caracteer skulde
forgribe).
Ad § 2, nr. 7
Commercetraktat af 23.
august 1742 med Frankrig
Forskriften indeholder 46
artikler, men alene artikel
40 foreslås bevaret.
1. [Imellem begge
Konger og deres Undersaatter
skal være et fuldkomment og
stedsevarende Venskab og
Alliance, baade til Lands og
Vands, inden og uden for
Europa; de skal ei giøre
noget til hinandens
Præjudice, hverken selv
eller ved andre, men saavidt
mueligt befordre hinandens
Beste.]
2. [Det ene Riges
Undersaatter maae gaae til
det andets Europæiske Lande,
Havne og Floder, der at
forblive og handle ved dem
selv eller andre, dog at de
betale de sædvanlige Tolde
og rette sig efter Stedets
Love, Frr. og Sædvaner,
saafremt samme ei stride
imod nærværende Tractat.]
3. [De skal og i
hinandens Havne vel
imodtages og der have Frihed
at falholde og sælge deres
Varer, uden at paa samme,
under Skin af Politie eller
andet, nogen vis Priis maa
sættes, samt tilkiøbe sig
andre Varer, og der handle,
som dem got synes; dog hvert
Steds Love og Frr.
uforkrænkende.]
4. [De Franske Skibe
(enten de tilhøre de
Franske, eller disse have
fragtet Engelske, Svenske
eller Hollandske Skibe)
skal, til hvad Sted de end
gaae, hvorfra de komme og i
hvad for Varer de føre, uden
Undtagelse i Sundet og
Belterne ei betale større
Tolde og Rettigheder, end
efter Tarifen af 1645, som
er tilføiet Tractaten af
1663. Af de Varer, som deri
ikke ere specificerede, skal
de, som andre Nationer,
betale efter Brug og
Sædvane. Hvad Afslag eller
Forringelse i Told og
Paalæg, som i bemeldte Tarif
indbefattes, nu eller i
Fremtiden tilstaaes nogen
anden Nation, skal og de
Franske ligeledes nyde.]
5. [Af Franske
Undersaatters Varer, som paa
Engelske, Svenske eller
Hollandske Skibe føres, skal
i Sundet og Belterne
betales, ligesom de i
franske Skibe vare indladte;
dog at det med gode
Certificater (være sig fra
franske Steder eller andre
Steder i Østersøen) bevises,
at Varerne ei andre end
franske Undersaatter
tilhøre.]
6. [De Franske skal
af deres Gods og Varer i de
Danske Lande ei erlægge
større ind- eller udgaaende
Told end Danske
Undersaatter. Samme Frihed
have og de Danske i de
franske Lande. Saa ere og
disse frie for at svare
Fragttolden, 50 Sous af
Tønden, i alle Tilfælde,
undtagen (som det for
Hollænderne og
Hanse-Stæderne er regleret),
naar de i en fransk Havn
indtage Varer, at udlosse i
en anden Fransk Havn.]
7. [Franske som
besøge Danske Lande eller
sig der opholde og handle,
skal ei betale anden Told
end Danske Undersaatter;
Iligemaade skal de Danske i
Frankrig ei erlægge anden
Told end de Franske.]
8. [Told og Paalæg
maae paa ingen af Siderne
under noget Paaskud
forhøies, saa længe denne
Tractat vedvarer, som er i
15 Aar, til den 23 Aug.
1757; Og skal begge Kongerne
et Aar før denne Termins
Forløb forenes om at
forlænge den.]
9. [I disse 15 Aar
skal alle Franske Skibe og
Varer i Sundet ei visiteres;
Men man skal aldeles troe
Skipperne, naar de forevise
lovlige Breve, hvormed de
sig kan have forsynet, for
at tiene til Passer, og at
forklare, hvad Told de bør
betale; Og saasnart samme er
betalt, maae de frit uden
videre Ophold bortseile, og
de ere ikke engang pligtige
at arretere sig ved Khavn
paa Drooghen. Men befindes
nogen at ville giøre nogen
Svig eller Underslæb i slig
Told til Kongen af Danmark,
da skal den Franske Konge
paa Anmodning, søge pligt at
forekomme og af al Magt at
forhindre, saa at Kongen af
Danmark Ret og Billighed
vederfares.]
10. [De Franske Skibe
og Kiøbmænd, som Sundet
passere, maae indeholde
denne Tolds Erlæggelse
indtil deres Tilbagekomst,
dog at de medbringe rigtige
Certificationer og Beviser
under den Franske Konges
eller Admirals Segl, efter
Sædvane, at samme Skibe de
Franske tilhøre, samt, inden
de fare igiennem og forbi, i
Helsingøer stille nøiagtig
Caution for Betalingen, at
den enten skal skee ved
samme Skibes Tilbagekomst
paa det ordentlige Sted til
dem, som Kongens af Danmarks
Told-Rettighed oppebære,
eller inden 3 Maaneder i det
seneste, om de ei inden den
Tid vare komne tilbage.]
11. [Told-Sedler,
eller Beviser for ovenmeldte
Tolds Erlæggelse, skal til
Skibs-Capitainerne leveres,
og bør Stykkeviis indeholde
den oppebaarne Told af hvert
Slags Varer især, for dermed
at bevise, at ei mere, end
sig bør, er fordret; med
mindre bemeldte Capitainer
til deres Expeditions
snarere Befordring ere
fornøiede med et Beviis, som
udi en og samme Artikel
indeholder den af hele
Ladningen erlagte Told.]
12. [Saasnart Franske
Skibe til Helsingøer eller i
andre Danske Havne ankomme,
skal deres Passer uden
Ophold expederes, og ingen,
hvad Nation de og tilhøre,
ei engang Danske Skibe,
herudi for dem have
Fortrinet. Ligeledes skal og
i de franske Havne med
Danske Skibe forholdes.]
13. [De Franske
Skibe, som eengang have
betalt Tolden i Sundet og
siden anlande ved Kysterne
af Skaane, i Kattegattet,
ved Anholdt og Læsøe eller
der omkring, ja om de end
vare konme i Østersøen, men
formedelst Storm, Modvind
eller i andre Maader nødte
igien i Sundet at komme
tilbage, skal ei Sundets
Told anden Gang eller nogen
anden Bekostning betale.]
14. [Med bemeldte til
Khavn destinerede Skibe skal
det, i Henseende til Tolden
i Sundet, ligesom med Danske
forholdes.]
15 [De Franske Skibe,
som forbiseile Glückstad og
andre danske Steder ved
Elven, skal baade deres Hen-
og Hiem-Reise med deres
Varer og Korn være frie for
Told og i Almindelighed for
al anden Paalæg, Visitation,
Ophold og Molest, undtagen
alene, naar Kongen af
Danmark er i Krig, eller der
er nogen skiellig Aarsag til
Mistanke, at disse Skibe vil
tilføre Hans Fiender nogle
af de i 26 § anførte
Contrabande Varer.]
16. [Naar disse
Magters Undersaatter nærmere
sig det andet Riges Kyster,
ere de ei forbundne i nogen
Havn at indseile, dersom
deres Kaas ikke did var
stillet, men have Frihed
deres Reise uden Ophold at
fortsætte; Og i Fald de i
nogen Havn indløbe, og finde
for got sig der at opholde,
maae de ei tvinges deres
Varer at losse, ombytte
eller sælge, men de maae
frit derover disponere,
saasom de til deres Fordel
tienligst eragte.]
17. [Af Skibs-Tømmer,
Træevarer og andet Tømmer,
som de Franske fra Norge
begiere at udføre, skal i
Træelast-Told betales af
hver læst Skibs rette
Drægtighed 1 Rdlr 12 x
Spec., uden Forskiel, enten
det er af de beste,
middelmaadige eller slette
Træe-Varer. Men dersom
Skibene, som Træe-Varer have
indladet, desuden indtage
andre Varer, som Tiære,
Beeg, Harpix, Talg eller
deslige, skal Tolden efter
Vægt eller Stykkeviis af
slige Varer betales efter
den Sædvanlige Tarif eller
Told-Rulle og paa samme
Maade, som af Danske
Undersaatter; Og i dette
Tilfælde skal i Summen, som
Skibet efter sin Drægtighed
burde betale, afdrages saa
mange Læster, som ei til
Træelast men andre Varer
anvendes; saaledes, at
dersom et Skib paa 200
Læster, hvoraf Tolden er 225
Rdlr, ei indtog mere end 100
Læster Træevarer, skulde det
af dette Slags Varer ei
erlægge uden 112 Rdlr 3 Mk,
eftersom det for de andre
efter Vægt eller Stykkeviis,
som ovenmældt, skal betales;
og ligeledes andre Skibe i
Proportion af deres
Drægtighed. Saa er det og de
Franske tilladt med deres
Skibe at løbe ind i Norge og
andre Danske Lande, for at
kaage Tran at Hval- eller
andre Fiske, som de have
fanget, og der at tage
fornødent Brændeved og
Redskab, naar de til
Indvaanerne betale, hvis de
ere vordne eens om. Og for
dette desto sikkrere maa
efterkommes, vil Kongen af
Danmark befale saavel sine
Krigs-Officerer, som
Politie-Betientere, at drage
Omsorg for, at de Franske
Kiøbmænd, som der anlande,
venligen begegnes, og
ubehindret tillades deres
Forretninger paa ovenmeldte
Maade at fuldbringe; dog at
de intet til Indbyggernes
Fornærmelse foretage, og
derfor ei lande andensteds,
end i Handels-Havne og
saadanne, som til den Ende
de Danske Undersaatter ere
tilladte, med mindre det
skeer for at undgaae Storm
og Uveir og derfra at vinde
bemeldte Handels-Havne; Dog
fra disse Lande undtagne de
meest Nordlige, som Island,
Færøe, de Danske Colonier i
Grønland og Finmarken (hvor
i Almindelighed alle
Nationer ere forbudne at
anlande), med mindre de ved
Storm eller anden øiensynlig
Fare tvinges til at indløbe,
da dem i saa Fald al
fornøden Hielp til deres
Reises Fortsættelse skal
forskaffes.]
18. [Begge Kongerne
skal staae hinandens
Undersaatter bi, og dem alt
det forunde, som deres
Handel kan lette; Dog at
hvert Steds Love og Sædvaner
i Henseende til Handelen udi
smaat vorde iagttagne.]
19. [De Franske og
Danske Kiøbmands- eller
Orlogs-Skibe skal, saa meget
mueligt, hielpe hinanden,
paa hvad Farvand de hinanden
møde, endog paa hiin Side af
Æqvinocial-Linien, udi alle
Slags Tilfælde, enten til
deres Reises sikkrere
Fortsættelse eller Gevalt at
modstaae og afvende.]
20. [Den ene Magts
Undersaatter skal have frie
Tilgang til alle dens
Allieredes samt neutrale
Riger, Provintser og Havne,
der Handel at drive, og maae
ei foruroliges eller
forhindres af den anden Magt
eller dens Undersaatter,
hvad Stridighed eller
aabenbare Feide mellem samme
og bemeldte Riger,
Provintser og Havne end
maatte opkomme. Desuden maae
den ene Magts Undersaatter
frit handle med den andens
Fiender, og uden Hinder
seile savel til som fra og
imellem disses Havne,
undtagen om den Havn, i
hvilken de vilde indseile,
paa Hav-Siden virkelig var
belagt eller bloqveret,
nemlig naar Indgangen dertil
i det mindste med 2de Skibe
paa Hav-Siden eller ved et
Batterie med Canoner paa
Land-Siden er tillukt, saa
at Skibene ei uden aabenbare
Skade deri kan indløbe.]
21. [Paa det
ovenastalte desto lettere
maa fuldbyrdes, saa er
samtykt, at naar den ene
Nations Skibe vil fra nogen
af den andens Havne seile
til Fjendtlige Steder, skal
de for Stedets Officianter
forevise deres Passer, hvori
deres Ladnings Sorter skal
være specificerede under
Admiralitets-Officerenes
Haand og sædvanlige Segl paa
det Sted, hvorfra de først
ere udseilede, saavelsom
Stedets Navn, hvorhen de ere
bestemte, efter de denne
Tractat vedføiede
Formularer. Og naar deres
Passer saaledes ere
foreviste, maae de med ingen
Ophold, Visitation, Hinder
og Molest, under noget Skin,
besvæes.]
22. [Den ene Magts
Krigs-Skibe og Armateurer
maae ikke komme den andens
Kiøbmands-Skibe nærmere, end
paa et Canonskud, men skal i
Chaloupen sende kun 2 eller
3 Mand om Bord, for hvilken
Skipperen skal producere
Passene efter den sædvanlige
Maade og Formular, hvilket
aldeles skal staae til
Troende, og paa det de ei
skal eftergiøres eller
forfalskes, skal visse
Mærker og enhver af begge
Kongers contra paategnede
Underskrift meddeles.]
23. [Til begge
Kongers Undersaatters
Sikkerhed og for at
forekomme, at dem ingen
Ulempe af bemeldte
Krigsskibe skal tilføies,
forbydes det strengelig den
ene Nations Krigs-Officerer
eller Undersaatter at
paaføre den andens
Undersaatter nogen Fortred
eller Skade; Dersom de sig
herimod forgribe, skal de
paa deres Personer og Gods
for al Skade og Interesse
være ansvarlige, indtil
derfor fuldkommen Fornøielse
og Erstatning følger.]
24. [Hvis i
Kiøbmands-Skibe, som til
forsagte Havne ville seile,
findes contrabande Varer,
skal samme alene udlosses,
angives og confisqveres for
Stedets Admiralitets
Dommere, uden at derfore
Skibet eller de øvrige
Varer, der ei ere forbudne
og paa samme Skib findes,
maae arresteres eller
confisqveres, ei heller maa
i saa Fald nogen Penge-Straf
eller anden Bekostning under
nogen Skin fordres.]
25. [Naar et
Krigs-Skib, nogen af
bemeldte 2de Kroner
tilhørende, tager et af den
andens Skibe med contrabande
og forbudne Varer, da skal
de Erobrende ikke have Magt,
at aabne eller opskiære
Kister, Kufferter, Fade
eller Pakker, som deri
findes, ei heller nogen af
Varerne enten at bortføre,
eller i andre Maader at
bortvende, med mindre de
først bringes til Lands, og
der i nogen af Søe-Rettens
Middels Overværelse
vedbørligen ere
registrerede. Men dersom
slige forbudne Varer alene
udgiøre endeel af Ladningen,
og Eieren, for at fortsætte
sin Reise, dem godvillig til
dem, som have gjort Prisen,
forlader, maa han i hans
Reise aldeles ingen Ophold
tilføies.]
26. [Under Navn af
Contrabande eller forbudne
Varer forstaaes alene Skyde-
og andre Slags Gevær med
Tilbehør, saasom; Kanoner,
Mousqvetter, Mørser,
Petarder, Bomber, Granater,
Beegkrandse, Lavetter,
Hakker, Bandolerer, Krud,
Lunter, Salpeter, Kugler,
Pigger, Kaarder, Hielme,
Stormhuer, Kyrasser,
Hellebarder, Lantser, Spyd,
Heste, Sadler,
Pistolhylster, Skuldergehæng
og i Almindelighed al anden
Krigs-Udrustning, samt Tiære
eller Skibs-Beig, Seil, Hamp
og Tovværk.]
27. [Men derunder
forstaaes ikke Korn,
Frugter, Olie, Viin, Salt og
i Almindelighed alt det, som
henhører til Livets Ophold.
Hvilke Ting, ligesom andre
Varer, stedse maae sælges og
transporteres endog til de
fientlige Steder, dog at
samme ei ere belagte eller
bloqverede.]
28. [Alle Varer, som
den ene Magts Undersaatter
have indladet i Skibe, den
andens Finder tilhørende,
skal, skiønt de ei ere
Contrabande, tilligemed alt
hvad i samme Skibe findes,
uden Undtagelse, være
confisqverede; Men findes
fiendtlige Varer i nogen af
de contraherende Nationers
Skibe, skal samme Varer
aldeles være frie, dog
undtages contrabande,
hvormed forholdes efter de
foregaaende Artikler.]
29. [Den ene Magts
Krigs-Skibe have frie
Tilgang til alle den andens
Havne, og maae sig der for
Betaling med det fornødne
forsyne; dog at de ei ere
flere, end 6 Krigs-Skibe;
Skulde de være flere, og
enten ved Storm eller anden
uformodentlig Hændelse være
drevne der at søge Tilflugt,
da skal der udi sligt Fald
være Skibene tilladt, der
med al Sikkerhed at forblive
og sig med fornødne Ting at
forsyne; Dog at de ei ved
alt for langt og skrømtet
Ophold eller i andre Maader
give Øvrigheden paa samme
Steder nogen billig
Mistanke, for hvilken
Capitainerne skal
bekiendtgiøre Aarsagen til
deres Ankomst og
Forblivelse.]
30. [Ingen Kiøbmands-
eller Krigs-Skib, som sig i
nogen af begge Kongers Havne
befinder, skal tvinges til
at giøre Tieneste, hverken
udi Feide eller med noget at
transportere, uden enten
Kongens, Indvaanernes eller
Eierens Tilladelse endskiønt
Capitainen deri havde
samtykt.]
31.
[Skibs-Capitainerne,
Soldater og Skibsfolk, samt
Skibenes og de indehavende
Varer og Gods, maae ikke ved
Nogens Paabud eller
Befaling, generel eller
speciel, eller for nogen
Aarsags Skyld (ikke engang
under Prætext at ville sig
deraf til Rigets
Conservation og Beskiermelse
betiene), opholdes eller
arresteres. Og maa udi
Almindelighed ingen Ting fra
den ene eller den anden
Krones Undersaatter tages
uden Eierens Samtykke og
fuldkommen Betaling. Hvilket
dog ikke om saadant Arrest
skal forstaaes, som ved
Rettens Middel for den
Actioneredes personelle
Gield eller anden retmæssig
Aarsag paalægges, hvori skal
procederes efter Lov og
Ret.]
32. [Dersom den ene
Konges Undersaatter ved
Søerøveres Forfølgelse,
Storm eller andet Tilfælde
nødes med deres Skibe i den
anden Konges Strømme, Floder
og Havne at søge Tilflugt,
skal de af Stedets Øvrighed
og Indvaanere med Høflighed
begegnes, og maae sig kvit
og frit for billig Priis med
alle fornødne Ting til
Skibenes Reparation forsyne,
samt igien uden nogen Hinder
og ophold gaae udi Søen; Og
skal de for Visitation og al
indgaaende Skibs-Told eller
Havne-Penge, og for al anden
Paalæg, være frie, saafremt
de ei nogen Varer eller Gods
af deres Skibe udtage, deraf
intet falholde og intet
giøre imod Stedets Love
eller Sædvaner.]
33. [Ingen af begge
Konger vil tillade, at nogen
Krigs- eller andet Skib, som
til nogen Fyrstes,
Republiqves eller Steds
Tieneste er udrustet, tager
eller i Hans Havne, Floder
eller Strømme den andens
Undersaatters Skibe nogen
Skade eller Molest tilføier.
Og om slig Ulykke sig
uformodentlig tildrog, skal
den ene af Kongerne anvende
Sin Myndighed til at
forskaffe den anden
Satisfaction, enten ved at
restituere det fratagne,
eller Skaden efter Ret og
Billighed at erstatte.]
34. [Ei heller vil de
tilstæde, at Søe-Røvere
eller andre deslige
Fribyttere i deres Riger og
Lande nogen Tilflugt have;
Men skal tvertimod, saavidt
mueligt, lade dem forfølge,
straffe, og af deres Havne
fordrive; Og skal de ved
bemeldte Søe-Røvere og
Fribyttere røvede Skibe og
Varer, saavidt deraf in
Natura findes, strax og uden
Lov og Rettergang de
retmæssige Eiermænd, som dem
tilbagefordre, igien
tilstilles.]
35. [Hvis nogen af
begge Nationers Skibe paa
Kysterne af den anden Konges
Lande strande eller lide
Skibbrud, skal samme Skib
med al deres Tilbehør, Gods
og hvad deraf tilovers
bliver, Eiermanden igien
tilstilles, saafremt han
selv eller hans Fuldmægtig
eller Factor inden Aar og
Dag, fra Skibbrudet at
regne, sig samme Skib og
Gods tilegner og
tilbagefordrer. Saa skal de,
som boe paa Kysterne imod
Omkostningernes og Umagens
tilbørlige Erstatning hielpe
de Nødlidende, saavidt
mueligt, og giøre al deres
Flid, Skibet at frelse,
eller Godset og alt andet
redde, og Eieren til Beste
udi Sikkerhed at bringe.]
36. [Hvis nogen af
den ene Konges Undersaatter
fornærmes i den andens
Gebeet, skal denne giøre
Anordning, at efter Landets
Ret og Loven Justitien uden
Ophold administreres, og at
de, som saadan Uret og
Fornærmelse have begaaet,
tilbørlig straffes samt
erstatte den Forurettede sin
Skade.]
37. [Begge Konger
skal drage Omsorg, at de
Domme, som angaae giorte
Priser til Søes, fældes
efter Ret og Billighed ved
umistænkte og uinteresserede
Personer, og skal de
strengeligen befale deres
Betiente, samme Domme
aldeles efter deres Indhold
at exeqvere.]
38. [Dersom nogen af
bemeldte Kongers
Ambassadeurer eller andre
ved den andens Hof
residerende publiqve
Ministre sig over slige
Domme besvære, skal Kongen,
for hvilken sligt Klagemaal
føres, lade bemeldte Domme
Sit Consiel revidere og
examinere, om alting efter
denne Tractat og med al
lovlig Forsigtighed er
tilgaaet; Og dersom
anderledes er handlet, da
det lade remedere; hvilken
bør skee inden 3 Maaneder i
det længste, hvorved
iagttages, at det, hverken
førend Dom gangen er eller
medens Sagen er under
Revision, tillades Varerne,
hvoraf Sagen sig reiser, af
Skibene at udlosse, sælge
eller distrahere, med mindre
det skeer med Parternes
Samtykke og for at
forekomme, at de ei skal
forderves.]
39. [Den ene Konges
Underdanere maae i den
andens Lande frit betiene
sig af hvad for Advocater,
Procuratorer og Notarier,
dem got synes, hvilke til
den Ende af Øvrigheden, naar
Fornødenhed det udkræver,
efter Ansøgning skal
forordnes. Iligemaade maae
de paa Steder, hvor de boe,
holde deres Papirer,
Regnskabs-Bøger, og andre
deres Handel betreffende
Skrifter, i hvad de Sprog de
vil.]
40 Den ene Konges
Undersaatter skal i den
andens Lande ei ansees som
Udlændiske, og følgeligen
være frie for Kronens
Arvefaldsret til noget af de
efterladte Arvemidler, samt
for anden slig Rettighed, af
hvad Navn være maatte, deraf
at erlægge; Og skal deres
Arvinger, som ere
Undersaatter af den Anden
Konge, uden hinder arve og
tiltræde alt deres Gods og
Midler, rørendes og
urørendes, enten efter
Testamente, eller den
Arve-Ret og Orden, som paa
de Steder, hvor Arven findes
eller den Afdøde sin Boepæl
haft haver, fastsat er, og
det saaledes, som Lovene
forordne. Hvis mellem
Arvingerne Dispyte om Arven
opkommer, skal Stedets
Dommere Processen ved
endelig Dom afgiøre. Gods,
Varer, Papir, Skrifter,
Regnskabs-Bøger og alt, hvad
som kan tilhøre slige
Afdøde, skal umiddelbar
deres Arvinger tilhøre,
hvilke, naar de er
nærværende og myndige, eller
og de ved (*) Testamente
satte Executorer eller
Formyndere, eller de af dem
med Fuldmagt forsynede, skal
efter Omstændighederne have
Magt til at tage det alt til
sig, der administrere og
derover have fri Raadighed.
Men dersom slige Arvinger
vare fraværende eller
umyndige, eller de myndige
Arvinger vare fraværende, og
sligt ei enten selv eller
ved Fuldmagt have besørget,
da skal Gods, Varer,
Skrifter, Regnskabsbøger,
Papirer og alle den Afdødes
Midler ved Notarius Publicus
registreres udi Nærværelse
af den ordinaire Dommer,
tilligemed den fremmede
Nations Consul eller anden
publik Minister og 2de
Kiøbmand af Nationen, og
overleveres 2 eller 3
Kiøbmænd, som af bemeldte
Consul eller Minister dertil
udnævnes, i Forvaring,
Eiermændene eller
Creditorerne til Bedste; Og
paa de Steder, hvor ingen
Consul eller anden Minister
er, skal det altsammen ske i
Nærværelse af 2 eller 3
Kiøbmænd af samme Nation,
hvilket dertil ved de fleste
Stemmer beskikkes.
(*) Tidligere stod der
ved en trykfejl: eller de og
ved.
41. [Begge Konger
skal holde deres Ministre
ved hinandens Hof, og deres
Consuler udi visse Havne,
paa det de desto lettere kan
communicere og andrage alt
det, som kan tiene enten til
det almindelige eller
enhvers Beste i
Særdeleshed.]
42. [Den
Kiøbe-Contract, som blev
sluttet i Khavn d. 15 Jun.
1733 imellem den Franske
Krone og det Danske octr.
Vestindiske og Guineiske
Comp. over Afstaaelsen af
den Insel St. Croix i
America, er herved fornyet
og confirmeret, og skal
holdes ligesaa gyldig, som
den i denne Tractat Ord fra
Ord var indført.]
43. [Om der imellem
Kongen af Danmark og
Frankrig nogen Stridighed
opkom, som i Commercien
nogen Forhindring eller
Ophør kunde foraarsage, skal
begge Kongers Undersaatter
gives 6 Maaneders Frist, fra
den Dag at regne, de derom
vorde advarede, til deres
Varer at sælge eller
andensteds hen at
transportere; og maae de i
bemeldte Tid hverken ved
Arrest paa deres Personer
eller Gods angribes eller
Skade tilføies.]
44. [Ingen privat
Fornærmelse skal i nogen
Maade denne Tractat kunne
svække eller nogen
Tvistighed imellem begge
Nationer foraarsage, men
enhver skal svare til sin
egen Gierning, saa at den
ene ei skal lide for den
andens Forseelse, under Navn
af Represailler eller anden
slig odieuse Procedure; med
mindre det skeer for Rettens
Fornegtelse eller alt for
længe Ophold, da det i sligt
Fald er den Konge, hvis
Undersaat Uret er
vederfaret, tilladt at
benytte sig af Folke-Retten,
indtil Erstatning skeer.]
45. [Begge Konger vil
holde kraftig Haand over, at
hver af bemeldte Artikler
troelig holdes, og hverken
directe eller indirecte
noget derimod foretages.]
46. [Ratificationerne
over denne Tractat skal i
Khavn udvexles inden 2
Maaneder.]
[Med
Slutningen af denne Tractat
er vedføiet: Formularer til
Danske Skibes Passer og
Certificater efter
Tractatens 21 § (*).]
(*)
Udeladt her.
Ad § 2, nr. 8
Forordning
af 13. maj 1769 om
Selveier-Bønder i Danmark og
de dem allernaadigst
forundte Fordele, som senest
ændret ved lov nr. 215 af.
31. maj 1963 om arv, § 5, 1.
pkt.
Forskriften indeholder 7
paragraffer, men alene § 5,
pkt. 1, foreslås bevaret.
[Vi Christian den
Syvende, osv, G. v.: At, da
Vi med allernaadigst
Velbehag have erfaret, at
paa de over Vores Ryttergods
holdte Auktioner have
adskillige Fæste-Bønder, med
fuld Eiendoms Ret,
tilforhandlet sig deres i
Fæste havende Gaarde, og ere
saaledes blevne virkelige
Selv-Eiere eller
Eiendoms-Bønder; og det er
Vores allernaadigste
Intention og Villie, af
disse og andre
Selv-Eier-Bønder beskyttes
og haandhæves saaledes, at
andre og flere Fæste-Bønder
ligeledes kunde faae Mod og
Lyst til at stræbe efter,
ligeledes at erhverve
Eiendoms-Ret, hvilket Vi
allernaadigst eragte at være
til Landets almindelige
Bedste og Fordeel, da det
ikke vel kan feile, at
Jorden maa overhovedet blive
bedre behandlet, naar den,
som dyrker den, veed og er
forvisset om, at den Tid,
Flid og Kræfter, han
anvender paa Gaardens og
Grundens Forbedring, komme
ham selv og hans Børn og
Arvinger efter ham til
Nytte, end naar han i den
Henseende lever i Uvished;
ligesom Vi og allernaadigst
ville se derhen, at slige
Selv-Eier- eller Eiendoms
Bønder ikke skulle have at
befrygte, at de i Mangel af
Forsvar, skulde være udsatte
for Fornærmelse og Overlast;
derhos vi og allernaadigst
formode, at adskillige
Proprietarier efterhaanden,
og efter de dem af nogle
Jordegods-Eiere allerede
givne Exempler, ville finde
deres Regning og Fordeel
ved, efter Omstændighederne,
enten at overdrage Eiendoms
Ret til deres Fæste-Bønder,
eller at give dem
Arve-Fæste: saa ville Vi
allernaadigst anordne,
ligesom Vi og hermed
allernaadigst anordne og
befale:]
§ 1. [Det skal være
Enhver Jordegods-Eier
tilladt, til hans
Fæste-Bonde at afstaae og
overdrage Eiendoms-Ret over
hans i Fæste havende Gaard
og det paa saadanne Vilkaar,
som de imellem sig kunde
forenes om, enten at Bonden
udbetaler en vis Kapital,
eller og at han forbinder
sig til, bestandig at
erlægge en vis bestemt
aarlig Afgift i Penge, Korn
eller andre Varer; da
Sælgeren eller forrige Eier
bliver, som første og
fornemmeste Panthavere, for
saadan aarlig Afgift
prioriteret i Gaarden og
dens Besætning, næst efter
de Kongelige Skatter og frem
for alle andre Panthavere, i
hvad Forskrivning de end
maatte have.]
§ 2. [Da adskillige
Jordegods-Eiere have
foredraget, hvorledes de
forhindres fra at gjøre en
og anden Indretning, som
blandt andet kunde have til
Hensigt at forvandle
Fæste-Bønder til
Selv-Eier-Bønder, ved det at
F. 15 Mai 1761 forbyder at
skille en Herregaard fra
dens Bønder, og at disponere
saaledes over Bønder-Godset,
at det derved kommer i flere
Eieres Hænder; saa have Vi
allernaadigst funden for
godt, hermed ei alene
aldeles at ophæve dette
Forbud, som desuden synes at
betage Vedkommende Eieres
Raadighed over deres eget,
men vi ville endog, for at
facilitere den indretning
med Selv-Eier-Bønder, at
særdeles Kongelig Naade
bevilge og tillade, at naar
en Eier af en fri og komplet
Sædegaard til samtlige eller
nogle af hans Fæste-Bønder
afstaaer Eiendoms-Ret over
deres i Fæste havende
Gaarde, paa de Vilkaar, at
de bestandig til ham og
følgende Hoved-Gaardens
Eiere skulle erlægge en vis
bestemt aarlig Afgift, da
maa han ikke alene reservere
sig og Hoved-Gaarden
Herligheden til de afhændede
Bønder-Gaarde, af
Jagt-Rettighed, Sigt- og
Sage-Fald, Birke-Rettighed,
Ret til at forrette Skifter
m. v.; men de saaledes
bortsolgte Bønder-Gaarde
maae fremdeles, og saalænge
de forblive i Selv-Eieres
Hænder, ansees at høre under
Hoved-Gaarden, og beregnes
blandt det Hartkorn, som
udfordres til at komplettere
den, saa at, i hvor saa
Fæste-Bønder Hoved eller
Sæde-Gaarden end beholder
tilbage, maa den dog eragtes
at være komplet, og ifølge
deraf beholde den samme
Frihed for at svare Skatter
og Tiende m. v., og de samme
Privilegier, som den tilforn
havt haver. Derimod skal den
Sæde-Gaards-Eier, som
saaledes, ved at afhænde
Godset, reserverer sig
Herligheden derover, og vil
fremdeles have det beregnet
under hans Hoved-Gaards
Hartkorn, være ansvarlig til
de Kongelige Skatter og
Kontributioner deraf, i det
Tilfælde at Selv-Eier-Bonden
ikke er i Stand til samme at
betale; hvorved vedkommende
Oppebørsels-Betjentere dog
have at holde sig Vores Lovs
Bydende i 5 B. 14 Kap. 37.
Art. nøie efterrettelig, saa
at ifald de, uden
Herligheds-Eierens Samtykke,
lade Vore Skatter henstaae
hos Selv-Eier-Bonden over et
halvt Aar i det længste, da
skal det ansees som en
Gjæld, de have betroet
Bonden, uden at de derfor
have nogen Tiltale til
Herligheds-Eieren eller
nogen Prioritet i Gaarden og
dens Besætning. I den
Henseende skal det og alle
Tider meldes til Amtstuen,
naar og paa hvilke Vilkaar
en Bondegaard saaledes
bliver afhændet, paa det at
Amts-Forvalteren eller den,
som oppebærer de Kongelige
Skatter, kan vide, hvem han
haver at vende sig til, og
hvorledes han haver at
forholde sig, om Skatterne
ikke i rette Tid blive
betalte. Kan Husbonden,
førend han overlader
Bønderne i en By
Eiendoms-Ret, bringe dem ud
af Fællesskab, ved at dele
af Jorden imellem dem,
saaledes at enhver faaer fin
Jord for sig, da er det
saameget bedre. Dersom
Bønderne, efter at de have
faaet Eiendoms-Ret, selv
ville foretage saadan
Deiing, da bør forrige
Huusbonde, som Herligheds
Eier, derudi ikke være dem
hinderlig, men meget mere
behjælpelig.]
§ 3. [Da en
Selv-Eier-Bonde, hvis Gaard
er over 3 Tønder Hartkorn,
ifølge F. 24 Dec. 1760 dens
6. Art., bør af hver Tønde
Hartkorn indtil 8 Tønder i
Konsumtion samt Folke- og
Familie-Skat aarlig betale 2
Rdlr. og af det øvrige 1
Rdlr.; saa ville Vi, til
Lettelse for
Selv-Eier-Bønder,
allernaadigst have samme
derhen modereret, at, naar
en Fæste-Bonde tilforhandler
sig Eiendoms-Ret over hans i
Fæste havende eller en anden
Bonde-Gaard, som tilforn har
været brugt og besiddet af
en Fæste-Bonde, og saaledes
bliver Selv-Eier-Bonde, da
skal han og hans
Efterkommere eller følgende
Eiere af Gaarden, i
Konsumtion samt Folke- og
Familie-Skat ikke betale
mere, end en Fæste-Bonde,
nemlig 8
b . pr. Tønde
Hartkorn, og dog ligefuldt,
efter Forordningens
Formeldning at være
berettiget til at oppebære
Folke-Skatten af deres
Tieneste-Folk m. v.]
§ 4. [Vore Amtmænd
skulle ansee det som en af
deres fornemste
Hoved-Pligter, at haandhæve,
beskytte og forsvare de i
deres Amter værende
Selv-Eier-Bønder mod al
Slags Fornærmelse og
Forurettelse. I Særdeleshed
skulde de have nøie
Indseende med, at
Selv-Eier-Bønderne ikke ved
Skatternes Ydelse og
Oppebørsel, Konge-Reisers
Tilsigelse, Land-Soldaters
og Rekruters Udskrivning,
eller i andre Maader
chikaneres eller fornærmes,
ei heller videre betynges,
end andre, som staae for
lige Hartkorn med dem.
Formener en Selv-Eier-Bonde
sig paa en eller anden Maade
at være forurettet, da maa
han vende sig til Amtmanden,
som skal modtage eller
anhøre hans Klage, undersøge
Sagens Beskaffenhed, og see
at forhjælpe
Selv-Eier-Bonden til hans
Ret, ifald han finder ham at
være fornærmet. Dersom og
nogen anden (forrige Eier af
Gaarden alene undtagen, saa
ofte han maatte see sig nødt
til, at søge Bonden enten
for resterende Afgift, eller
for resterende af ham
udlagte Kongelige Skatter)
formener sig at have lovlig
Tiltale til en
Selv-Eier-Bonde, da maa han
ikke strax reise Sag og
begynde Proces, men han skal
først indgive Klage til
Amtmanden, som derpaa
undersøger Sagen, og
indhenter den anklagede
Selv-Eier-Bondes Erklæring
derover, samt derefter søger
at forene Parterne ved et
billigt Forlig, og saaledes
at forekomme Proces. Kan
Amtmanden ikke faae et
billigt Forlig bragt
tilveie, og altsaa maa
henvise Sagen til Retten,
men han dog finder
Selv-Eier-Bonden at være
villig til at indgaa Forlig,
og at den anden Part derimod
enten haver Uret paa sin
Side, eller driver sin
Paastand alt for vidt, da
skal han, om det forlanges,
anordne Selv-Eier-Bonden et
Forsvar, som han er fornøiet
og kan være tjent med, og
desuden see at forhjælpe ham
til at nyde Beneficium
Paupertartis til at forsvare
sig. I den henseende maa
Under-Dommeren ei heller for
Retten modtage nogen saadan
Sag eller Stævning mod en
Selv-Eier-Bonde, med mindre
Sagen først har været hos
Amtmanden, og han, efter at
have forgjæves søgt at
forlige den, har ved sin
Paategning paa Klagen
henviist den til Retten. For
den Umage Amtmanden hermed
haver, skal han betales 2
Mk. 8 b
. af den Klagende eller
Sagsøgeren, og 1 Mk. 8
b
. af den Anklagede, i det
Tilfælde at han faaer Sagen
ved mindelig Forlig afgjort.
Derimod i det Tilfælde, at
han ikke faaer Sagen
forligt, men maa henvise den
til Retten, skal han af den
Klagende eller Sagsøgeren
alene betales ½ Rdlr. 8
b
.]
§ 5. Ligesom en
Selv-Eier- eller
Eiendoms-Bonde, saalænge han
af Gaarden præsterer hvad
han bør, og holder sig den
med forrige Eier sluttede
Kontrakt og givne Skjøde
nøie efterrettelig, er
berettiget til at disponere
over hans Gaard, som han for
godt befinder, med at
afhænde, sælge og pantsætte
den, og saa fremdeles; saa
skal det og være ham tilladt
at anordne og fastsætte,
hvorledes der, efter hans
Død, skal forholdes med hans
Gaard og dertil hørende
Besætning, hvem af hans Børn
eller andre Arvinger samme
skal tilfalde, hvad der
egentlig skal følge med
Gaarden og regnes til dens
Besætning, samt hvad Sum
Arvingen skal tage samme
for, og hvor meget han
derfor skal erlægge til
Stervboen og hans
Med-Arvinger.
§ 6. [Dersom en
Selv-Eier-Bonde finder sin
Gaard af den Størrelse og
Beskaffenhed at flere
Familier sig derpaa kunde
ernære, da skal det være ham
uformeent (dog med forrige
Eiers Samtykke, ifald samme,
efter det, som i den 2den
Art. ommeldes, har
reserveret sig Herlighed til
Gaarden) at dele samme i 2de
eller flere Parter blandt
flere af hans Børn eller
Arvinger, hvorhos det skal
ankomme paa ham selv, hvad
enten han i levende Live vil
iværksætte saadan Deling,
eller og han, paa den i
foregaaende Artikel ommeldte
Maade, alene vil fastsætte,
at det skal skee efter hans
Død; men Delingen i sig selv
forrettes af Herredsfogden
eller Birkedommeren med
tvende dertil af Bonden
foreslagne men af Retten
udnævnte Kyndige og uvildige
Mænd, som nøie skulle
beskrive, hvad der af
Gaardens tilliggende Mark,
Ager, Eng og Fædrift, med
videre, skal tilhøre enhver
Gaards Part, samt hvor meget
af Gaardens Hartkorn, den i
Forhold af dens Størrelse og
Godhed skal ansættes for,
paa det deraf kan erfares,
hvad saadan en Parts Eier
har at svare af de Gaarden
paalagte Skatter,
Kontributioner, Afgift og
andre Byrder. Af denne
Forretning skal en af
samtlige underskrevne
ligelydende Gjenpart
indsendes til den Amtstue,
Gaarden sorterer under, for
der at tjene til
Efterretning ved Skatternes
Inddrivelse, samt derfra
videre at indberettes til
Rente-Kammeret.]
§ 7. [De, som
Inspektionen og Direktionen
er anfortroet over de
publique Godser, saasom
Universitetets,
Kommunitetets, Kirkers,
Skolers, Hospitalers og
andre til publique
Stiftelser eller Embeder
henlagte Godser, have at see
derhen, i Særdeleshed hvor
der ikke er nogen Hoved-
eller Sæde-Gaard, som
Bønderne gjøre Hoveri til,
at de paa slige Godser
værende Fæste-Bønder kunde
erholde Eiendoms-Ret over
deres nu i Fæste havende
Gaarde, og det paa saadanne
Vilkaar, som Bonden kunde
være tjent med og holden
ved, og Stiftelsen hverken
nu eller i Fremtiden tabte
eller hazaderede noget, men
snarere vandt noget ved;
saasom at Bonden og hans
Efterkommere bleve forbundne
til aarlig at erlægge det
samme og paa samme Maade,
som de hidindtil have betalt
i Landgilde eller under et
andet Navn; at det, de i et
eller andet Tilfælde havde
været forbundne til at
præstere, saavelsom det,
Fæstet af Gaarden
rimeligviis kunde beregnes
til, ligeledes blev anslaget
til noget vist aarlig i
Penge eller Varer, og lagt
til den aarlige Afgift, for
hvilken Stiftelsen eller den
forrige Eier, efter
foregaaende 1ste Artikels
Formeldning, blev
prioriteret, næst efter de
Kongelige Skatter, og
fremfor alle andre, i
Gaarden og dens Besætning.
Kunde Vedkommende udfinde,
og imellem sig blive enige
om en anden og bekvemmere
Maade, skal saadant ei
heller være dem formeent,
naar kuns Hensigten dermed
opnaaes, saaledes, at Bonden
faaer Eiendomsret, paa en
Maade, han kan være tjent
med og holden ved, og den
publique Stiftelse hverken
nu eller for Fremtiden taber
eller hazaderer, men snarere
vinder noget derved.]
Ad § 2, nr. 9
Instruction af 7. december
1771, hvorefter alle
Vedkommende sig i
Høieste-Ret skal skikke og
forholde, som ændret ved
bekendtgørelse af 21.
februar 1850 ang. en
Forandring i adskillige af
de med Hensyn til
Rettergangsmaaden for
Høiesteret foreskrevne
Former
Forskriften indeholder 34
paragraffer, men alene §§ 3,
5, 8, 9, 12, 13, 15, 16, 22
og 32 foreslås bevaret.
1. [Høieste-Ret skal
bestaae af saa mange
skikkelige og i Lov og Ret
vel erfarne Personer, som
Kongen allerede har
forordnet eller herefter
forordner].
2. [Den skal holdes
eengang om Aaret paa den
Tid, Kongen anordner, i
Kiøbenhavn eller andetsteds,
hvor Han det befaler].
3. Justitiarius skal
have Indseende med og sørge
for, at alle Ting i
Høieste-Ret gaae ordentlig
til, at Sagerne i den rette
Orden blive foretagne og
saasnart mueligt expederede,
at det behøvende Antal af
Assessorer alle Tider er
tilstede, og at denne
Instrux nøie bliver
efterlevet, med videre.
4. [Alle
Tilforordnede i Høieste-Ret
skal, naar samme holdes, der
flittig være tilstede, og
maa ingen af dem sig derfra
entholde, eller, førend
Retten brydes, aftræde, uden
i de Tilfælde, som i 14 §
meldes; med mindre det skeer
efter Kgl. Dispensation
eller og formedelst
tilfaldende Svaghed, som
deres Udblivelse kunde
forsaarsage, hvilket da
Justitiarius, saasnart
mueligt, tilkiendegives, for
at kunne uopholdelig
foranstalte, at Høieste-Ret
alle Tider med et anstændigt
Antal af Assessorer kan være
beklædt; dog maa Retten ikke
holdes, med mindre der ere i
det ringeste Nie af de
Tilforordnede tilstæde, og
skal de Assessorer, som
sidde i Retten, naar en Sag
begynder, der forblive,
indtil de have voteret i
Sagen og samme er paadømt,
saasom ingen maa votere i en
Sag, uden den, som fra
Begyndelsen af har siddet
derudi.]
5. Samtlige
Tilforordnede skal møde [om
Sommer-Dagene og i Mart. og
Oct. saa betimelig om
Morgenen, at Retten Kl. 8
kan være sat, og saa blive
siddende indtil Kl. 1
Efterm. eller længere,
saafremt Sagen, som er for,
i den Dags Session derved
kan faae Ende; Men om
Vinter-Dagene møde de] saa
tidlig om Morgenen, at
Retten kan være sat Kl. 9;
undtagen [de 3de Dage for
Paaske- og Pintse-Høitider,
og] de Dage, som i Paaske-
og Pintse-Ugerne komme
efter, saavelsom og de Dage,
Ridderne bære deres
Ordens-Kiæder, paa hvilke
Dage ingen Høieste-Ret skal
holdes.
6. [Skulde
Justitiarius mærke, at de
til et Aar instevnte Sager
vare saa mange og saa
vidtløftige, at de
rimeligviis ikke inden
Aarets Udgang i de ordinære
Sessioner kunde blive
forhørte og paadømte; da,
som det er Kongens Hensigt,
at alle Sager skal ved
Høieste-Ret tilendebringes i
det Aar, til hvilket de ere
indstevnte; saa, for at
opnaae dette, vil Kongen i
saa Fald,
a) At Justitiarius
tilligemed 2de af de
ældste Tilforordnede til
skriftlig Procedure og
paafølgende Paakiendelse
i Høieste-Ret udsøger
endeel af de korteste
Sager, som bestaae af en
simpel Qvæstion og
bekvemmelig skriftlig
kan tracteres, alt i
Følge Rescr. 21 Apr. og
27 Jul. 1742.
b) Skal Justitiarius
med de Tilforordnede
overlægge, at de ej
alene møde om Fredagen,
skiønt Høieste-Ret
ellers ikke i
Almindelighed paa den
Dag holdes og sidde om
Vinteren fra Kl. 1 til
2, som er en Time
længere, men at de og
ved de 3de Høitider,
Juul, Paaske og
Pintsedag, møde alle
Søgne-Dage. Dersom
samtlige indstevnte
Sager, dette uanseet,
ikke inden Aarets Udgang
kunde blive paadømte, da
skal Justitiarius være
betænkt paa, efter
Overlæg med de
Tilforordnede, at giøre
Konge saadant Forslag,
hvorved Hans Hensigt, at
see Sagerne paa et Aar
tilendebragt, tilfulde
kan opnaaes, saasom
Kongen ingenlunde vil
tilstede, at
Undersaaterne i
Rettergangs Fremme maae
opholdes, eller Sagerne
fra et Aar til andet
udsættes, uden alene i
det Tilfælde, hvor begge
Parter det selv, for
lovlig og skiellig
Aarsags Skyld,
forlange.]
7. [Høieste-Rets
Stevninger skal udsendes fra
det Danske Cancellie 6 Uger
for den Tid, Høieste-Ret er
paabunden, i de Sager, som i
Danmark dømte ere, og i de
Sager, som i Norge dømte
ere, ¼ Aar for Tiden, paa
det de saa betimeligen for
de Indstevnte kan forkyndes,
at de beqvemmeligen til
Tiden kan møde, som loven
ellers med videre
Omstændigheder ommelder.]
8. [Af de indstevnte
Sager skal hver Gang saa
mange anslaaes, som man
formener, paa 2 Dage at
kunne blive forhørte, saasom
8 eller 10 Sager, hvilke og
efter den Orden, som de paa
Cartet ere satte, skal
forhøres. De Sager som fra
en Dag overblive til den
anden, skal staae først paa
det Cart, som til næste Dag
derefter anstaaes, og først
forhøres, efter den Orden,
som de forrige Dage vare
anslagne; saa at det ikke
maa være tilladt at springe
hid og did i Cartet, saasom
Kongen vil, at samme stricte
skal følges, undtagen i
Tilfælde af hastig Svaghed,
som Procuratorerne kunde
paakomme, hvorom den 28 §
(*) videre forklarer, saa og
naar nogen af de
Tilforordnede efter 14 §
ikke kunde sidde Dom i en
eller flere af de anslagne
Sager, og der ikke saa mange
af de andre Tilforordnede
ere tilstede, som den 4 §
foreskriver. Saa skal og
Sagerne til Forantagelse
anslaaes efter den trykte
Orden, undtagen de bevilgede
Sager, hvilke maae anstaaes,
naar det af Justitiario
forlanges af dem, som Kgl.
bevilling derpaa har
erholdt,] men
Delinqvent-Sager skal
fremfor alle andre
befordres; [Og skal
Parterne, hvis Sager
anstagne ere, endelig
tiltænkte være, enten selv
eller ved deres Fuldmægtige
at møde i rette Tider under
40 Rdlrs Straf efter Loven.]
(*) I Instruksen selv
står ved en trykfejl: 30 §.
9. Parterne, hvis
Sager anslagne ere og i saa
Maader paaraabes, skal da
indkomme og beskedentlig,
enten selv eller ved deres
Fuldmægtige, deres Sager
agere, og med
allerunderdanigst Ærbødighed
for Høieste-Ret sig tee og
skikke, og i alle deres
Indlægge, som altid skal
være paa korteste Maade
klarligen forfattede,
saavelsom alle Documenter,
som de til deres Sags
Oplysning fremføre, paa
Dansk indrettede, eller hvis
mundtligen der i
Rettergangen forhandles,
[altid rette deres Ord og
Tale til Kongen alene, hvad
heller Han er der selv
tilstede eller ikke ;]
Skikker nogen sig
usømmeligen, straffes han
efter Loven og Forseelsens
Beskaffenhed.
10. [Ingen Breve
eller Beviisligheder maae i
Høieste-Ret annammes eller
oplæses, som ej for dem, der
i Sagen have dømt, have
været producerede, med
mindre den, som sig deraf
agter at betiene, med sin
Eed bekræfter, at han
saadanne Breve og
Beviisligheder ej haver
kundet bekomme, før Dom for
Ober-Retten var afsagt,
eller og Kongen selv
derudinden af sær Naade
dispenserer.]
11. [Saasom og for
Høieste-Ret, især udi de
Sager af mange Poster
bestaaende, indstevnes de
Poster, som ikke opløbe til
det Qvantum, som i
Høieste-Ret efter Loven bør
at paakiendes, da maae
saadanne Poster ikke
foretages, uden hvor
Birke-Tings Domme vorde
indstævnte, i Følge Fr. 10
Apr.1750; Men det skal efter
Commissariernes eller andre
Ober-Dommeres Kiendelse
forblive, saafremt Posterne
ej have Connexion med
hverandre, eller den ene
Post af den anden
dependerer.]
12. Naar Parterne
fuldkommeligen og til nøie
ere hørte, og deres
nødvendige Breve og
Documenter af
Justits-Secretairen
tydeligen oplæste, skal de
udvises, og derefter inden
lukte Døre korteligen og
ordentligen i Sagen voteres.
Og skal Tiden ikke med
Repetition af det, som af de
forhen Voterende er
andraget, forlænges og
Høieste-Ret dermed opholdes;
dog er Kongen tilfreds, at
een eller to af dem, som
blant de første votere og
Sagens Beskaffenhed vel og
omstændeligen fatte, maae
deres Vota noget
vidtløftigere deducere og
udføre, dog uden at
igientage det, som tilforn
er sagt; Men de andre, som
intet sært have at erindre,
sig ikkun til dens eller en
af deres Vota, som ere af
lige Mening med ham og han
formener rettest at være
voteret, i Sagen referere.
Men naar Sager bestaae af
adskillige Poster, da bør
der ikke separatim i nogen
Post voteres, førend de
andre Poster tillige ere
hørte, med mindre Posterne
befindes at være at saadan
besynderlig Vidtløftighed,
at Omstændighederne i den
ene kunde glemmes, førend de
andre bleve udagerede;
Ligeledes skal det
ingenlunde være tilladt,
uden særdeles paakommende
vigtige Aarsager eller den
høieste og uforbigiængelige
Nødvendighed, at afbryde
Retten, naar nogle have
voteret, og dermed opsætte
de øvrige Tilforordnedes
Votering til næste Samling.
13. Voteringen skal
skee nedenfra, og, saalænge
een voterer, skal alle de
andre tie stille, saa at
ingen falder den Voterende i
Ordene, men enhver skal bie,
indtil det i hans Orden
kommer til ham at votere, da
han især skal tage sig vare
for, i hans Votum at
fremføre noget, som kunde
støde eller synes at sigte
til at stikle paa den, der
er af anden Mening. Naar de
samtlige have voteret, skal
det i samme Orden være
enhver tilladt at forandre,
tillægge eller oplyse hans
Votum, efter den af de siden
ham Voterende dertil givne
Anledning. Ingen af de
Tilforordnede i Høieste-Ret
eller andre, der ved
Voteringen tilstedeværende,
maae, under deres
Bestillingers Forbrydelse og
anden vilkaarlig Straf efter
Omstændighederne, for nogen
aabenbare, hvad Mening nogen
har været af, og hvad der
enten af den ene eller den
anden i nogen Sag har været
voteret.
14. [Ingen af de
Tilforordnede maae votere
eller være tilstede ved
Voteringen i en Sag, hvori
han selv paa nogen Slags
Maade maatte være
interesseret, eller hvori
enten af Parterne er ham saa
nær, som Sødskende-Børn,
eller nærmere beslægtet
eller besvogret; Ligeledes
skal Secretairerne og andre
i Høieste-Ret med Kgl.
Tilladelse tilstedeværelse,
naar de have saadan Relation
til Sagen eller Parterne,
gaae ud af Retten, førend
der begyndes at votere i
Sagen. I de Octrojerede
Compagniers Sager, naar
samme angaae hele
Compagniet, skal det dog
være dem blant de
Tilforordnede i Høieste-Ret
tilladt at dømme, som ere en
eller anden Interesseret i
Compagniet saa nær
beslægtet, som
Sødskende-Barn, naar
Nødvendigheden det
udfordrer, og det behøvende
Antal af Assessorer til
Dommens Afsigelse ellers
ikke var at erholde.]
15. Dersom en Part
eller hans Fuldmægtig af en
eller anden Aarsag formener
sig beføiet til at excipere
mod en Assessor i
Høieste-Ret, da skal han det
i Stilhed melde for
Justitiarius og gotgiøre
Grunden til hans Exception,
det Justitiarius da
tilkiendegiver den Assessor,
som det angaar, og i Fald
han ikke i Følge deraf
finder sig pligtig eller
beføiet og villig til at
afvige fra Retten, medens
den Sag forhandles, skal det
for hele Høieste-Ret
anmeldes, som da deri
præliminariter deciderer og
foreskriver, hvorledes
derudinden skal forholdes,
dog inden lukte Døre, uden
nogen Publication af deres i
saa Fald fattende Slutning.
16. Disse Vota skal
af 2de Høieste-Rets
Secretairer rigtig
protocolleres og indføres i
de dertil forordnede
Protocoller; skulde og
nogen, som har voteret, for
sin Sikkerheds Skyld ville
vide, om hans Votum var ret
indført, da skal
Secretairerne det efter
Anmodning, for enhver, at
Protocollerne oplæse, [og
skal Protocollerne saaledes
altid rigtig holdes, og i
god Forvaring i Cancelliet,
under Justitiarii
Forsegling, henlægges; saa
skal og alle Protocoller,
som i Høieste-Ret bruges,
først i Cancelliet
giennemdrages, nummereres og
siden med Cancellie-Seglet
forsegles.]
17. [Secretairerne,
som protocollere de
Tilforordnedes Vota, skal
nøie iagttage og annotere,
at hvad Mening i enhver Post
Majora have været, og sligt
Justitiarius referere; Hvad
de fleste Vota i Kongens
Fraværelse stemme overeens
udi, deerefter skal
Justitiarius eller, i hans
lovligen Forfald, den
øverste, som den Dag i
Retten sidder, Dommeren
concipere og i Pennen
forfatte, og naar de
Tilforordnede intet meer ved
Concepten have at erindre,
hvilket skal staae enhver
frit for at giøre, dog at de
ere conform med de fleste
indførte Vota, Dommen,
ligesom den skal afsiges,
strax i Dom-Protocollen
indføre, og derefter
Parterne lade indkalde, og
Dommen for dem offentligen
og lydigen oplæse og afsige;
Men naar Kongen Selv er
tilstede, vil Han efter egen
Villie og Velbehag sige,
hvorledes Dommen skal
forfattes; og naar Dom er
afsagt, maae ingen
Memoralier i samme Sag fra
Parterne i Høieste-Ret
antages, mindre nogen
Forklaring over den ergangne
Dom af Høieste-Ret
udstedes.]
18. [Dersom der i en
Sag ere ulige Meninger, og
lige mange Vota paa hver
Side, da, paa det Sagen dog
kan faae Ende, skal den
Mening gielde, som den
Øverste i Retten bifalder,
og Dommen derefter
forfattes. Naar nogen i
Høieste-Ret dømmes fra
Livet, skal Secretairerne,
som sidde ved Protocollerne,
uden Ophold forfatte en
omstændelig Relation af
Sagen, og deri melde, hvad
Vota i Høieste-Ret have
medført, og hvorledes Dommen
der er falden, samt derpaa
attestere, at den er conform
med Høieste-Rets
Protocollen, hvilken
Relation, efterat den først
har været Justitiarius til
Eftersyn forviist, de
tilligemed Acterne i Sagen
have at indlevere i det
Danske Cancellie til videre
Kgl. Resolution.]
19. [Dommene, som
forfattede og afsagte ere,
skal af Justits-Secretairen
tilbørligen og uden ophold,
i Særdeleshed de, som
vedkomme Dinqventer, der
sidde paa Publici
Bekostning, skrives og
forfærdiges, og de
Vedkommende, efter
Begiering, under Kongens
Signet og Justitiarii Haand
beskreven gives i den Orden,
som de afsagte og af
Parterne begierte ere; og
Parterne deres dem tilkomne
Breve og Documenter igien
tilstilles, dog at de inden
2 Maaneders Forløb, efterat
Justits-Secretairen lader
dem advare, at Documenterne
ikke mere behøves i
Justits-Contoiret, lade dem
affordre, eller siden tage
Skade for Hiemgield, om de
forkomme; Saa skal han og,
saasnart giørligt er, hver
Gang en Høieste-Rets Session
tage Ende, indsende til
Justitiarius en nøiagtig
Designation over de i samme
Session paadømte, forligte
og overblevne Sager, paa det
han Kongen samme uden Ophold
kan overlevere.]
20.
[Justits-Secretairen skal og
i den forordnede Protocol
rigtig lade til Bogs føre
Slutningen af Domme, ligesom
de for Retten ere afsagte,
og ellers især begge
Parternes for Høieste-Ret
producerede Indlægge og
Domme, ligesom de ere givne
beskrevne og extraherede,
indføre lade; Saa skal han
og give de Vedkommende
skriftlig Underretning, om
hvis Bøder Procurectorerne
eller andre kunde vorde
tildømte, et eller andet
Steds at betale, og en
General-Designation over
samme, efter hver Sessions
Slutning, Justitiarius
tilstille.]
21. [Dommerne, som i
de for Høieste-Ret
indstevnte Sager haver
kiendt, maae, efterat deres
Domme for Høieste-Ret ere
oplæste, med korte og
sømmelige Ord enten mundtlig
eller skriftligt forklare,
hvorpaa de deres Domme have
grundet, og ej være tilladt
i Sagen videre at tale,
under vedbørlig Straf, med
mindre de formene sig ved
Irettesættelser eller andre
Udtryk ubilligen at være
bebyrdede, da det dem
bevilges, dog paa det
korteste, sig sømmeligen
derover at besvære.]
22. Ligesom Kongen er
forevisset om, at de, som et
saa vigtigt Embede betroes,
at dømme i sidste Instants
og uden Appel paa
Undersaatternes Ære,
Velfærd, Liv og Gods,
bestandig i dette deres
Embede have deres Eed og
Pligt med Gud og Kongen samt
Fædrenelandet for Øinene, og
nøie iagttage de i Loven og
Frr. mod Skienk og Gave
giorte Anordninger; saa har
Han end videre den
Fortroelighed til dem, at
de, paa alle muelige Maader
og saavidt menneskelig
Forsigtighed strækker sig,
søge at undgaae og forebygge
alt det, der kunde have
mindste Skin eller Anseenede
af saadant, og som, skiønt
maaskee i sig uskyldigt,
kunde give de Skrøbelige
Anledning til Mistanke og at
ansee dem som villige og
partiske.
23. [Ingen maa giøre
Ansøgning om at blive
Tilforordnet i Høieste-Ret,
med mindre han først med
Flid har lagt sig efter
Lovkyndighed ved
Universitetet og der med
Berømmelse aflagt offentlig
Prøve paa hans deri giorte
Fremgang og erhvervede
Kundskab, og siden i nogle
Aar været Assessor i Hof- og
Stads-Retten, eller beklædt
et andet Dommer-Embede og
der tilveiebragt sig
practisk Kundskab og
Færdighed i at applicere
Lovene paa forekommende
Tilfælde, samt derhos fyldt
sine 25 Aar. Naar den
Ansøgende har disse
Reqvisita, og det derhos af
Justitiarii derover
indhentede Erklæring
erfares, at der er Mangel
paa Assessores i
Høieste-Ret, maa hans
Ansøgning Kongen forestilles
derhen, at det maa ham
tillades at aflægge Prøve i
Høieste-Ret; hvormed da
forholdes saaledes, at naar
Sagen er udageret og
Parterne ere udviste, førend
de Tilforordnede begynde at
votere, voterer han
ordentlig i Sagen, saaledes
som om de først Voterende i
12 § sagt er, og paa den
Maade, at han nedlægger
Speciem facti eller en kort
Recit at Sagens Historie,
deraf uddrager den rette
Qvæstion, som under Sagen
har været ventileret eller
burde være ventileret,
allegerer de derpaa
applicable Steder i Lov og
Frr., og endelige deraf
udleder den, efter hans
Tanker, rette Conclusion i
Sagen; hvilket hans Votum,
skiønt det ikke kommer i
Computation ved Dommens
Forfatning, en af
Secretairerne skal indføre i
en dertil indrettet aparte
Protocol. Og saaledes
vedbliver han at votere i 4
a 5 Sager eller flere, om de
ere korte. Naar da
Høieste-Ret saaledes erfarer
og skiønner, at han ej alene
besidder den til saa vigtigt
og høit magtpaaliggende et
Embede fornødne Kundskab,
Indsigt og Erfarenhed, men
at han og er begavet med en
tydelig Udtale og Færdighed
i at yttre sin Mening og
Tanker, og saadant af
Justitiarius indberettes,
maa det Kongen forestilles
til nærmere Resolution. Uden
saadan foregaaende Prøve,
maa ingen vente at faae
Votum og blive Tilforordnet
i Høieste-Ret, med mindre
han tilforn i andre sær
vigtige Forretninger og
Embeder har viist saadan
grundig Kundskab, Indsigt og
Erfarenhed, med videre, saa
en Prøve maatte anses for
unødvendig og lidet
passende, da ikke kan være
den allermindste Tvivl om
hans Capacitet, Duelighed og
Beqvemhed dertil.]
24. [Procuratorerne
maae ej, imod Lovens 1 9 10,
i nogen dem bevidste vrange
og uretfærdige Sager lade
sig bruge, men de skal i
deres Embede rette sig efter
samme Art. Indhold, og
fremfor alle Ting befitte
sig paa oprigtig at gaae i
Rette, og ikke forsætlig
dølge noget, som hører til
Sagens sande Oplysning,
eller foregive noget, som
sig ikke virkelig saa
forholder, men de skal altid
see derhen, at Sandhed ikke
undertrykkes, men, som
vedbør, stilles for Lyset;
Befindes nogen Procurator
med Forsæt at fortie noget,
som egentlig hører til
Sagens sande Oplysning,
eller at fremføre noget, som
han veed, at være
usandfærdigt, eller i andre
Maader uoprigtig at gaae i
Rette, da straffes han
derfor, efter
Omstændighederne og
Forseelsens Beskaffenhed,
med anseelig Penge-Mulkt,
Suspension paa nogen Tid
eller Afsættelse fra hans
Embede. Saa maa og ingen
Procurator tilstedes at gaae
i Rette for Høieste-Ret,
førend han først ved sit
Embeds Tiltrædelse offentlig
for Retten har aflagt sin
Eed, efter den dertil
indrettede Formular.]
25. [Skulde og
Høieste-Ret efter Sagens
befundne Beskaffenhed for
got befinde at paalægge
nogen Procurator, som der
comparerer, at giøre sin
Eed, at han troer og uden
Skrømt holder fuldkommeligen
for, at hans Principals Sag
er retfærdig og grundet paa
Loven, saavidt han den agter
at forsvare ved
Rettergangen, da maa han det
ej vægre, men bør den strax
for Retten at aflægge.
Antager nogen Procurator en
Sag, dermed byder sig i
Rette, og siden værger sig
ved at giøre Eeden, saaledes
som forbemeldt, naar det af
Høieste-Ret paaæskes, maa
han samme Sag ej udføre, men
skal bøde til vor Frelseres
Kirke paa Christianshavn 50
Rdrl, og derforuden svare
sin Principal til Sagens
Omkostning, foruden den i 24
§ ansatte Straf, om det
befindes, at han forud,
førend han antog Sagen,
vidste, at den var vrang og
uretfærdig.]
26. [Ingen Procurator
maa om nogen Sag, som han
paatager at udføre, enten
ganske eller endeel deraf,
før eller siden transigere,
eller den sig paa nogen
Maade eller Vilkaar
tilforhandle under vedbørlig
Straf efter
Omstændighederne.]
27. [Ingen Procurator
maa understaae sig at
fremføre nogen Sag for
Høieste-Ret, som har været
der tilforn og er bleven
endelig paakiendt; handler
han derimod, haver han
forbrudt sit Embede; dog
skal det ej være formeent,
at i Høieste-Ret efter
lovlig foregaaende
Stevnemaal jo maa tales og
kiendes paa Poster eller
Sager, som ej der absolut er
bleven kiendt udi, naar de
ere af den Beskaffenhed, at
Høieste-Ret derpaa bør at
dømme. Saa skal og
Høieste-Ret til nye
Paakiendelse antage de
Sager, hvor nogen noget ved
forhen i Høieste-Ret
ergangne Domme er befunden
at fuldbyrde, naar de derfor
lovligen indstevnte vorde,
og der klages enten over den
ene Parts Vrangvillighed
eller Rettens Fornægtelse,
paa det den, som saaledes
Retten engang har eluderet,
derfor tilstrækkelig kan
vorde anseet, og
Undersaatterne befriede fra
nye Processer ved
Under-Retterne at udholde,
saasom sligt udmatter den
Fattige og alene hensigter
til hans Fortrykkelse.]
28. [Procuratorerne
skal idelig være tilstede,
saalænge de Sager, som de
under Hænde have, ere
opslagne, paa det de, naar
Sagerne paaraabes, sig for
Retten kan fremstille og der
deres Sager procedere; men
dersom nogen af dem
paakommer en hastig Svaghed,
haver han det for
Justitiarius strax at
tilkiendegive, da der efter
Sagens Vidtløftighed, som
skal ageres, gives een eller
flere Dages Dilation; Dog
skal enhver Procurator
tiltænkt være at have korte
og tydelige Extracter af
deres opslagne Sager
færdige, og med Beviserne
saaledes bilagte, at en af
de andre Procuratorer, efter
den givne Dilation og
Advarsel fra Justitiarius,
dermed kan gaae i Rette; Til
hvilken Ende Procuratorerne,
naar de sig nogen Sag
antage, skal forene sig med
deres Principaler, om
hvilken Procurator Sagen i
saadan paakommende
uformodentlig Svaghed skal
overleveres til. Forseer sig
nogen herimod, skal han bøde
til vor Frelseres Kirke
efter Høieste-Rets
Sigtelse.]
29. [Ingen Part eller
Procurator maa fordriste sig
til at denigrere eller med
ufine, ubeqvemme og
ærerørige Ord at beskiemme
enten Dommerne eller andre,
mindre beskylde nogen for
vitterlig Uret, uden at han
det skielligen kan bevise.
Skulde nogen sig herimod
forsee og tilsidesætte den
Ærbødighed, som han Kongen i
Høieste-Ret er skyldig,
straffes han paa Penge 50,
100 og flere Rdlr, eftersom
Forseelsen er til; og hvad
saaledes forefalder, medens
Sagen ageres, skal
Justitiarius tilholde
Secretairerne, som
protocollere, aparte at
tegne og erindre, førend i
Sagen voteres.]
30. [Procuratorerne
skal befitte sig paa,
kortelig og tydelig at
fremføre deres Sager, uden
at bruge nogen Raisonnering,
som ej er grundet paa Loven,
mindre understaae sig, at
forklare Kongens Lov,
hvilket han sig alene vil
have forbeholdet, i hvad
Tilfælde det og være kan, ej
heller maae de allegere
andre Rigers og Folkes
Statuta og Love, uden i de
Tilfælde, hvor Høieste-Ret
finder det uomgiængelig
fornødent, saasom i de
Sager, der reise sig af det,
som paa fremmede Steder er
contraheret; men de skal
lade sig dermed nøie, at de
korteligen andrage
Anledningen til Sagen, og
giøre beviislig af
Documenterne det, deres
Principaler enten søge,
eller beskylde en anden for,
eller hvorudi deres
Principaler urettelig søges
eller beskyldes, og derpaa
giøre deres Irettesættelse.
I det øvrige skal
Procuratorerne og alle andre
Vedkommende nøie iagttage
alt, hvis dem i Høieste-Rets
Patent foreskrevet er eller
herefter foreskrevet vorder.
Og skal i hver Sag af de i
Retten Tilforordnede
voteres, om Procuratorerne,
i hvis dem anbefalet er,
have forseet sig eller ej,
og om de have forseet sig,
hvor høi Straffen skal være.
Naar ellers en Procurator i
sin Procedure befindes at
være vidtløftig med
Personalia eller Dicentes,
som ej Sagen egentlig
vedkommer, med at
interrumpere
Justits-Secretairen, naar
han de til Sagen henhørende
Documenter oplæser, eller
foruroliger Contra-Partens
Procurator med Indsigelser
for Tiden, i hvis han efter
hans Tour til hans
Principals Tarv frembringer,
hvilket alene confunderer
Assessorerne; Saa tillades,
at Justitiarius ham
betimeligen advarer, enten
ved Justits-Secretairen
eller paa anden Maade, at
han sig fra slig
Vidtløftighed entholder.]
31. [Procuratorerne
skal det ikke være tilladt
at lade sig af Parterne
vederlægge og betale de
Mulkter, som de blot for
deres egen Forseelses Skyld
kunde af Høieste-Ret vorde
tildømte at betale, og naar
dem sligt overbevises, skal
de være pligtig, det i saa
Maade oppebaarne igien at
tilbagelevere, og desuden at
betale dobbelt saa meget til
Justits-Kassen. De skal ej
heller paatage sig flere
Sager, end de veed, at kan
overkomme, og hvor der kan
være nogen grundet Tvivl om,
at deres Principaler ikke
have givet Ordre til Sagens
indstevning eller
Fremførelse for Høieste-Ret,
bør de enten med Fuldmagt
legitimere sig, eller være
ansvarlige til de
Omkostninger, som
Vederparten for Høieste-Ret
kunde vorde tillagt. I
særdeleshed bør de, naar de
for nogen udenlandsk Mand
gaae i Rette, forsyne sig
med nøiagtig Caution af en
vederhæftig Mand i Landet,
som kan være ansvarlig til
de ved Høieste-Ret
tildømmende Mulkter og
Omkostninger, naar Execution
efter Høieste-Rets Dom
fordres. De skal og ved
enhver Sessions Begyndelse
indlevere til Justitiarius
en rigtig Fortegnelse paa de
Sager, som dem af de
litigerende Parter ere
anbetroede, og ligeledes til
Justitiarius skriftligen
indgive, naar de forlange
nogen Sag, hvori
Anticipations-Bevilgning er
forundt, paa Cartet
anslagen, hvorefter den
fornødne Anstalt til
Sagernes Opslagelse skal
vorde føiet.]
32. Procuratorerne
skal uden nogen Forsømmelse
befordre de dem anbefalede
Delinqvent-Sager, saasnart
dem de behørige Acter enten
fra Cancelliet eller
vedkommende Øvrigheder ere
tilstillede; Befindes nogen
Procurator utilbørligen at
opholde nogen Deliqvent-Sag,
efterat han med behørige
Acter er forsynet og er i
Stand til at befordre Sagen,
straffes han derfor med
Mulkt efter Høieste-Rets
sigelse og Forseelsens
Beskaffenhed. Iligemaade
skal de med tilbørlig Flid
og Nidkierhed antage sig de
Sager, dem som Forsvar for
fattige Folk, der ere
benaadede med Beneficium
Paupertatis, vorde
anbefalede, saa Intet deri
formedelst deres
Efterladenhed vorder
forsømt, Vedkommende til
Skade og Afgang i deres Ret;
hvormed Høieste-Ret nøje
skal have Indseende, og i
Fald det skulde befindes, at
nogen Procurator en
anbefalet Sag saa skiødeløs
havde behandlet, at den
Fattiges Ret derover kunde
spildes, skal de Sagen til
lovligere Behandling
hjemvise paa den skiødeløse
Procurators Bekostning, og
desuden enten vedbørligen
ansee den Procurator, som
Forseelsen har begaaet,
eller og, om Fornødenheden
det udfordrer,
Beskaffenheden Kongen refere
til nærmere Foranstaltning
og Resolution.
33. [De, som vil søge
at blive Procurator ved
Høieste-Ret, bør, i Følge
Fr. 10 Febr. 1736, have
appliceret sig paa det
juridiske Studium, og om
deres Profect in jure og
Kyndighed i Fædrenelandets
Love med behørige Attester
være forsynede, og desuden
have siden øvet sig
bestandig i Rettergang enten
ved de andre Ober- og
Underretter, eller hos nogen
af de beste Procuratorer ved
Høieste-Ret, som deres
Fuldmægtig i nogle Aar,
hvorpaa de skal frembringe
Attester saavel fra den
Procurator, de have tient
hos, som de Dommere, for
hvis Ret de have gaaet i
Rette; og naar de da efter
Kgl. Tilladelse have med 3 a
4 Sagers Agering for
Høieste-Ret aflagt Prøver
paa deres Gaver til
Procurator-Embedet og til at
tale ordentlig og
forstaaelig, kan de vente,
efter at Kongen derom fra
Høieste-Ret har faaet
Efterretning, at blive med
den fornødne Bevilling, at
gaae i Rette som Procurator
ved Høieste-Ret, benaades;
Og de Procuratorer, som
opføre sig ved Høieste-Ret
conform med det, dem er
foreskreven, og saaledes som
ærekiære Folk vel egner og
anstaaer, kan være
forsikrede paa, at naar de
til Publici Beste have
anvendt deres beste Aar og
Kræfter, Kongen da i Naade
vil tænke paa dem med
saadanne Bestillinger,
hvorved de paa en behagelig
Maade kan finde deres
Underholdning i deres gamle
Dage; formodende, at andre,
som ere af saa liden
Capacitet, at ingen vil
betroe dem deres Sager, ikke
tage heraf Anledning til at
overløbe Kongen med
Supplicationer om vacante
Bestillinger.]
34. [Af denne
Instruction skal enhver af
de Tilforordnede og
Secretairerne rigtig
Gienpart gives; Og hvis
derudi Procuratorerne
angaaer, deraf skal dem
iligemaade af Justitiarius
rigtig Gienpart under hans
Haand meddeles.]
Ad § 2, nr. 10
Patent af
10. november 1774 om
Høieste-Ret i Danmark for
1775 og siden fremdeles for
de efterfølgende Aaringer,
indtil videre, som ændret
ved bekendtgørelse af 21.
februar 1850 ang. en
Forandring i adskillige af
de med Hensyn til
Rettergangsmaaden for
Høiesteret foreskrevne
Former
Forskriften indeholder 21
paragraffer, men alene §§
1-8 samt §§18-21 foreslås
bevaret.
Den almindelige
Høieste-Ret i Danmark skal i
førstkommende og
efterfølgende Aaringer,
indtil anderledes tilsiges,
den første Torsdag i hvert
Aars Mart. Maaned i Khavn
begyndes og holdes, hvor da
enhver i de Sager, som
dertil lovligen indstevnte
ere eller vorde, og for
samme Høieste-Ret bør at
orddeles og paakiendes, til
Lov og Ret skal forhielpes,
og dermed i efterskrevne
Maader forholdes:
1. Alle de, som nogen
Sager til forskrevne Tid
have i Rette at føre, og
deri ikke allerede Stevning
taget, skal i rette Tid,
nemlig i Danmark i det
seneste 6 Uger, men i Norge
¼ Aar, for den bestemte Dag
og Termin i Cancelliet om
Stevning søge, som dem der
skal vorde meddeelt. Og som,
til Sagernes Endskab og
hastigere Befordring, endeel
Sager skriftlig skal
behandles og forhøres, saa
advares og anbefales herved
alle vedkommende Parter, som
ere eller blive bevilgede
Stevninger af Cancelliet, at
de uden Ophold betidelig
forsyne sig med
Fuldmægtiger, saafremt de
vil undgaae og ikke selv
tilskrive sig den Skade, som
dem for Forsømmelse ellers
maatte tilføies.
2. For Høieste-Ret
skal ingen Sager indstevnes,
uden de tilforn have været
til Herreds- og Lands-Ting
eller andre behørige Steder,
og deri er gangen Dom, som
det sig bør efter Loven;
eller og ere de Sager, som
for Høieste-Ret endelig bør
at orddeles.
3. Saasom og for
Høieste-Ret, i de Sager,
særdeles Regnskaber
angaaende, tidt og ofte
Poster indstevnes Retten til
Ophold og Besværing, som
ikke ere af den Værd, som
Loven tilholder, da skal
dermed efter Loven
forholdes, og paa slige
Poster i Høieste-Ret ikke
dømmes, men de skal ved
Commissariers eller andre
Dommeres Kiendelse forblive.
4. Enhver, som
Stevning i Cancelliet søger,
skal sammesteds efter Loven
in Originali have for sig
beskreven tilstede at
fremvise, hvis Dom eller
Forretning, som i Sagen
gangen er og de stevne vil,
førend dem nogen Stevning
maa meddeles; med mindre de
bevise Dommen, som de vil
indstevne, saa kort Tid
tilforn at være afsagt, at
de den ej beqvemmeligen have
kundet beskreven bekomme; Og
skal Parterne deres
Stevning, som de til
Høieste-Ret i Cancelliet
begiere, det korteste
mueligt er, forfatte, og i
deres Contra-Stevninger,
ligesaavel som i
Hoved-Stevningerne,
navngivne de Poster, som de
ville paaskade (*); Saa maa
og ingen Stevning længere
eller vidtløftigere end paa
2 Ark Papiir af Cancelliet
udstedes.
(*) I Patentet selv står
ved en trykfejl: paaskyde.
5. Eftersom
Høieste-Ret undertiden maa
opholdes, formedelst
Parternes Forsømmelse, at de
ikke i Tide underrette deres
Procuratores om Sagernes
Beskaffenhed eller dem
Acterne tidlig nok
tilstille; saa anbefales
dem, som nogen Proces for
Høieste-Ret have, og den ved
Procuratores vil lade
udføre, at de saa
betimeligen deres
Procuratorer fornøden
Information om deres Sager
give, at de kan være færdige
8 Dage, førend Sagen paa
Catalogo til at høres er
anslagen, om de paaraabes,
at gaae i Rette; inden
hvilken Tid Procuratorerne
og have at betragte, hvad
Sager de have antaget at
gaae i Rette i, paa det de i
Tide kan sige sig derfra, om
de befinde nogen Sag af den
Beskaffenhed, som de, om det
i Høieste-Ret eragtes
fornødent, ej tør understaae
sig at giøre Eed paa, at de
troe den ret og lovmæssig at
være; i lige Beredskab skal
og de være, som selv deres
Sager vil fremføre. I
Særdeleshed anbefales
Parterne i de norske
syndenfieldske Sager i
Almindelighed at nedsende
Documenterne i de Sager, som
de for Høieste-Ret vil have
foretagne, saa betimelig, at
samme kan ankomme til Khavn
imod Apr. Maaneds Udgang i
det seneste, paa det
derefter enten selv eller
ved Fuldmægtig dermed kan
møde, naar deres Sager i
Maj-Maaned til Foretagelse
vorde opslagne, da de ellers
i vidrig Fald maae vente, at
der gaaer Udeblivelses-Dom i
Sagen, og de saaledes
paadrage sig Omkostninger.
6. Siden skal
Parterne eller deres
Procuratorer, naar deres
Sager ere anslagne, præcise
møde, Sommer-Dagene, om
Mandag, Trisd., Onsd.,
Tords. og Løverd., om
Morgenen ved 6 Slet;
forsømme de det, da derfor
40 Rdlr til det af Kongen
forordnede Brug at udgive,
førend de til Rettergang
maae stedes; Ellers skal den
af Parterne, som selv eller
ved Fuldmægtig, som ej er
Procurator, vil gaae i
Rette, enten han er Sagsøger
eller Sagvolder, være
tiltænkt sin Sags
Retfærdighed at forklare ved
skriftlig Indlæg, forfattet
efter 15 §, i hvilket skal
allegeres alle de
Beviisligheder, som han
agter at betiene sig af, og
hver Gang noget Beviis
bliver i Indlægget citeret,
skal der læses enten saa
meget deraf, som samme
Partie finder tienligt til
Sagen, eller og alt, om
Høieste-Ret det fornødent
eragter; Men, naar Indlægget
er saaledes læst til Ende,
maa han ej tale videre i
Sagen, førend Vederparten
har svart eller repliceret,
men imidlertid vel
observere, om i saadant
Svar, med dets
Beviisligheder, eller
Repliqven findes noget, som
han mener at kunne bedre
oplyse, og maa han da
mundtlig svare derpaa til
Fornødenhed, foruden at
fremlægge nye
Beviisligheder, eller de af
Justits-Secretairen engang
oplæste selv igien at
oplæse.
7. Men dersom den,
der har stevnet, aldeles
udebliver, og ikke kommer i
Rette, før den Provintses
Sager, hvor hans Sag
henhører, ere til Ende, da
have tabt Sagen efter Loven,
og ej tilstedes mere derpaa
at tale; Dog, saafremt
Skylden befindes hos
Procuratorerne, at de, naar
dem Documenterne i Tide ere
overleverede, og de Sagerne
at udføre have antaget, ikke
møde til bestemte Tid, naar
de paaraabes, da de at svare
til al den Skade, som
Parterne ved deres
Forsømmelse kan tilføies.
8. Bliver nogen
Procurator, som har antaget
Sager at udføre for
[Høieste-Ret, syg enten kort
Tid før Høieste-Ret
begyndes, eller imidlertid
den holdes, da skal han skal
han Parternes Breve og
Documenter, som han under
Hænder haver, til dem selv,
om de ere tilstede, hvis
ikke, da til andre
Procuratores, som i Sagerne
kan gaae i Rette, strax
overlevere, paa det i
Høieste-Ret ej derefter skal
opholdes].
9. [Dersom nogen
Procurator antager en Sag at
igiennemsee, og siden af en
eller anden Aarsag ej vil
befatte sig dermed, maa han
ej antage sig den anden
Partes Sag; Handler han
herimod, straffes han paa
100 Rdlr til vor Frelseres
Kirke i Christianshavn, og
maa dog ej tillades i samme
Sag at gaae i Rette.]
10. [Ingen Procurator
maa, under 50 Rdlrs Straf,
fremkomme for Høieste-Ret
med den Undskyldning, ej at
have faaet Documenterne
tidlig nok til Eftersyn, og
derfor begiere Dilation,
eftersom Kongen Sig Selv
alene vil have forbeholden,
at giøre Naade og Forandring
i det, Han har paabudet.]
11. [Sagerne skal
foretages efter følgende
Orden: Først alle
kiøbenhavnske og
siellandske, saavel
Commissions- og
Obligations-, som andre
Sager, som did indstevnes;
dernæst paa lige Maade de
fyenske og smaalandske,
derefter de jydske og de
bornholmske, siden de
norske, først de
syndenfieldske, samt
herefter de nordenfieldske,
og endelig allersidst de
vestindiske.]
12. [Over-Dommere,
Commissarier, Ridemænd og
andre, hvis Domme og
Forretninger lige for
Høieste-Ret indstevnte ere,
skal til den Tid, paa
hvilken Sagerne blive
foretagne, enten personligen
møde for Høieste-Ret, eller
og ved deres beskikkede
Fuldmægtige fremsende deres
skriftlige Indlæg paa
korteste Maade forfattet,
hvori de tydeligen have at
forestille Sagens rette
Beskaffenhed, saa og at
forklare, hvorpaa de deres
Domme og Forretninger harve
grundet; hvilket og af den
mundtlig bør skee, naar de i
egne Personer møde.]
13. [Og skal Parterne
de Breve og Documenter, som
herefter af dem i
Høieste-Ret vorde fremlagte,
enten selv paaskrive, eller
og ved deres Fuldmægtige
lade paategne, at de dem
tilhøre; paa det slige
Documenter dem igien af
Justits-Secretairen, naar
Tid er, desrigtigere kan
tilstilles og udleveres.]
14. [Ingen Breve
eller Documenter maae i
Høieste-Ret fremlægges, som
ikke ere skrevne paa den
rette Sort stemplet Papiir;
undtagen i de Sager, som
General-Fiscalen eller andre
paa Kongens Vegne have at
udføre; Agter ellers nogen
at betiene sig af sadanne
Breve og Documenter, som
enten paa fremmede Steder
ere forhvervede, hvor
stemplet Papiir ikke kan
bekommes, eller af Missiver
og andre Breve, som ikke paa
stemplet Papiir pleie at
skrive, da skal de dem ved
Notarius Publicus paa den
rette Sort forordnede Papiir
først lade udcopiere, og
siden Copien tilligemed
Originalen i Høieste-Ret
fremlægge.]
15. [Alle indlægge,
som i Høieste-Ret fremføres,
skal være paa korteste Maade
klarligen forfattede, hvilke
og, saavelsom alle andre
Documenter, som parterne til
deres Sagers Oplysning agter
at bruge, paa Dansk skal
indrettes.]
16. [Og skal
Parterne, i hvis enten
skriftlige eller mundtlige i
Rettergangen forhandles,
altid rettes deres Ord og
Tale til Kongen alene, hvad
heller Han Selv er tilstede
eller ikke, saa og med
Beskedenhed deres Sager
forebringe, saavelsom,
medens de for Retten staae,
sig for al Skiælden,
Smelden, Løigten, Sværgen,
Banden og deslige
Uskikkeligheder entholde,
og, hvad heller Dommen gaaer
dem med eller imod, med lige
Respect fra Retten sig igien
begive.]
17. [Ingen maa Breve
eller Beviisligheder i
Høieste-Ret forekomme eller
oplæse lade, som ej for dem,
der i Sagerne have dømt,
have været forhen fremførte,
med mindre den, som sig
deraf agter at betiene, med
sin Eed bekræfter, at han om
saadanne Breve og
Beviisligheder ej her været
videndes, eller har kundet
bekomme dem, før Dom i Sagen
for Ober-Retten var afsagt.]
18. [Paa det
Høieste-Ret med unødig
Vidtløftighed ej skal
opholdes, maa ingen lade
læse eller tale noget, som
Sagen ej vedkommer, langt
mindre Dommeren eller andre
med ufine, ubeqvems
ærerørige Ord angribe, eller
og fremføre noget, for at
beskiemme enten sin
Vederpart eller Dommeren;
Saa maa og ikke nogen
beraabe sig paa andre Folkes
Love og ] Frr., ej heller
understaae sig at forklare
Kongens Lov, i hvad Tilfælde
det og kan være; men skal
med al muelig Korthed drive
sin Sag, og dermed lade sig
nøie, at han andrager
Anledningen til Sagen, og
giør beviisligt af Brevene
det han enten søger eller
beskylder en anden for,
eller hvori han uretteligen
søges eller beskyldes, og
derpaa giøre Irettesættelse;
Der maa og ingen beskylde
enten sin Vederpart eller
Dommeren for vitterlig Uret,
med mindre han det
skielligen kan bevise.
19. Ingen Procurator
maa bruge nogen Raisonering,
som ikke er grundet paa
Loven, hvorved Retten
opholdes, og Parterne i saa
Maade foraarsages
Bekostninger og Tids-Spilde;
han maa ej heller lade
oplæse noget Unyttigt, hvis
Contenta med et Par Ord kan
refereres, og af
Contra-Parten, uden videre
Tids-Spilde, tilstaaes, ej
heller, naar et Document
skal oplæses, forud referere
dets Contenta, og siden
derover perorere; men alene
sige, hvad han af
Documentet, som skal oplæses
vil bevise, og siden, naar
det er oplæst, ej videre
derom tale; han maa ej
heller for sig selv oplæse
Documenterne, som tilforn
for Retten ere oplæste, og
derover giøre Paraphraser,
ej heller igiennemgaae
Indlæggene, som have været i
Sagen for Under-Retterne,
uden naar han deraf vil
bevise propriam Confessionem
eller Denegationem; Naar
Tings-Vidne skal oplæses,
maa en Procurator ikke
forklare det forud, eller
lade det hele Tings-Vidne
læse, men, naar et Vidne er
hørt, referere, hvilke eller
hvor mange af de andre
Vidner dermed ere
overeensstemmende. Saa maa
og ikke nogen Procurator alt
for længe opholde Retten med
præliminair Recension af
Sagen, før han gaaer til
Factum, og lade samme høre
igien, naar han kommer til
Factum i sig selv.
Procuratorerne maae og
ingenlunde bruge større
Vidtløftighed i Sagerne at
udføre, efter deres
Principalers Paastaaende og
Begiæring, eller efter deres
eget Gotfindende, end
Fornødenhed det udkræver;
men de skal med al muelig
Korthed Sagerne agere, og ej
med unyttige og Sagen ikke
vedkommende Digressioner
Høieste-Ret opholde. Naar
Procuratorerne have udtalt,
maae Parterne ej tillades
videre at tale, med mindre
noget af Procuratorerne
maatte være forglemt, som
Parterne eragte at kunne
tiene til deres Sags
Oplysning, da det dem
bevilges at tale, dog paa
det korteste. Forseer sig
nogen herimod, straffes han
efter Forseelsens
Beskaffenhed.
20. Efterat Dommene i
Høieste-Ret ere forfattede
og afsagte, skal Parterne
deres Breve og Documenter
inden 2 Maaneders Forløb,
efterat Høieste-Ret er endt,
fra Justits-Secretairen
affordre, eller siden taget
Skade for Hiemgield, om de
forkommes.
21. Naar Domme ere
afsagte i Høieste-Ret, maae
ingen Memorialer i samme Sag
af Parterne indgives, mindre
nogen Forklaring over den
ergangne Dom af Høieste-Ret
begieres; Hvorefter,
saavelsom efter hvis Loven
og andre om Høieste-Ret
giorte Anordninger videre
ommelde, alle Vedkommende
uden videre, som forskrevet
staaer, sig have at rette og
for Skade at tage vare.
Ad § 2, nr. 11
Forordning
af 29. april 1785 ang.
hvorvidt Executores
Testamenti maae være
berettiget til at øve
Jurisdiction
Gr. Da nogle af en eller
anden, blot som Executores
Testamenti, indsatte paa
nogen Tid have foretaget sig
at øve Jurisdiction ved at
kiende paa de i slige Boer
forefaldende Tvistigheder,
ei alene imellem Arvingerne
indbyrdes men endog imellem
Arvinger og Kreditorer,
tagende dertil Anledning af
Fr. 5 Apr. 1754, som dog
ikkun angaaer
Skifte-Forvalternes Salarium
i visse Tilfælde og aldeles
ikke har til Hensigt at
fastsætte eller bestemme
Jurisidiction; saa bliver,
til saadant at forekomme,
følgende befaler;
1.) Ingen Executor
Testamenti skal have Magt at
øve nogen Jurisdiction, uden
med saa Skiel, at saadan
Magt er ham givet igiennem
det Danske Cancellie; til
den Ende skal enhver, som
opretter Testamente og
derpaa anholder om
Confirmation, naar han deri
indsætter Executores
Testamenti og vil, at samme
tillige skal være
Skifte-Commissarier, anholde
om, at disse Executorer maae
beskikkes, som
Skifte-Commisarier, og, naar
saadan hans Ansøgning af
Kongen er bevilget, kan
disse Executorer tillige
forrette alt, hvad ellers
tilkommer
Skifte-Commisarier, og deres
Forretninger, som andre
Commissariers Forretning,
paaankes.
2.) Indsætter
Testator Executores
Testamenti, som ikke tillige
af Kongen ere bevilgede, som
Skifte-Commisarier, da have
saadanne Executorer ingen
Jurisdiction, og kan ikke
paakiende nogen Dispute, som
maatte opkomme under
Testamentets Execution
imellem Arvinger og
Creditorer indbyrdes; men
naar slige Trætter opkomme,
som i Mindelighed ei kan
bielægges, skal Executorerne
ansøge Kgl. Befaling, som
Skifte-Commissarier, eller
overlevere Tvistighedernes
Paakiendelse til den
ordentlige Skifte-Ret, dog
at Executorerne herved intet
afgaaer i det, som
Testamentet dem tilgode har
fastsat. (See Sportel-Regl.
22 Mart. 1814. 91 §).
3.) Behandle
Executorerne, som ei tillige
ere Skifte-Commissarier,
Testamentets Execution
anderledes, end Arvinger og
Creditorer ere fornøiede
med, da have Vedkommende
Magt til saadan deres
Forretning for vedkommende
Ret at paaanke, eller og at
giøre Ansøgning om
Commissarier, samme at
paakiende, dog at det i alle
Maader skal forblive ved det
confirmerede Testamente og
Testators Villie.
4.) De, som Kongen
har forundt facultatem
testandi, kan vel i deres
derefter forfattede
Testamente indsætte
Executorer, men disse have
aldeles ingen Jurisdiction;
men naar Testators Villie
er, at de tillige skal være
Skifte-Commissairier, skal
han derom sin Ansøgning
indgive; saa kan og
Executorerne selv i
fornødent Tilfælde derom
anholde, hvilket Kongen ikke
uden synderlig Aarsag vil
nægte.
Ad § 2, nr. 12
Resolution
af 12. juni 1793 om
Indstiftelsen til Medaljen
for ædel Daad
Vi ville hermed
allernaadigst autorisere
Vores Finants Collegium til
at lade paa mindst
bekostelige Maade forfærdige
et Revers Stempel
forestillende en Krands af
Eege Blade med Indskrift:For
ædel Daad, og at dette
Stempel maa med Avers
Stemplet til Indfødsrettens
Medaille bruges til de i
Forestillingen omtalte
Belønnings Medaillers
Udprægning.
Frederichsberg Slot i det
Geheime StatsRaad, den 12.
Junii 1793.
Christian
R.
Bilag
Allerunderdanigst
Forestilling.
Til at belønne en og
anden god Handling er
Finantscollegium ofte i
Forlegenhed for en passende
Medaille, naar samme af
Deres Majestæts Collegier er
bleven reqvireret, da
Medaillen pro meritis og af
den forhenværende
Landvæsenskommission slagne
Medaille med Inscription:
Pryder og Ærer, over hvis
Stempler man har
Dispositionen hertil ikke i
alle Tilfælde kan bruges
ligesom og de Medailler, som
andre Departements og
Instituts i lige Begivenhed
har ladet slaa, formedelst
deres Inscriptioner m.v.
ogsaa hertil er upasselige,
om endog Stemplerne dertil
kunde faaes udlaante.
For i
Fremtiden at forekomme denne
Forlegenhed og tillige at
spare noget af den Udgift
som et saadant
Medaillestempels
Forfærdigelse ville koste
har Collegium troet at Avers
Stempel til Medaillen pro
merities, der forestiller
Deres Majestæts Portrait
kunde bruges og dertil
forfærdiges et nyt Revers
Stempel med en saadan derpaa
anbringende Idee, der
almindeligst passede til
Belønning for gode
Handlinger af alle Slags.
Man har
derfor tilskrevet
Mynt-directuren ved
Medailleur Bauert eller
Adser at lade forfærdige en
Tegning til et saadant
Revers Stempel og i den
Anledning haver han hertil
indsendt de 2de vedlagte af
Medailleur Bauert
forfærdigede Tegninger.
Deraf
forestiller Tegningen Nr. 1
et Revers Stempel med en
Krands af Eege Blade og
Indskrift: Udøvet Borger
Dyds Belønning og Tegning
Nr. 2 et Revers Stempel
forestillende Dyden under et
Fruentimmers Skikkelse, der
holder 2de Krandse i Haanden
med Indskrift: Til Ære for
dydig Daad.
Collegium
har og ved Medailleur
Salomon Ahron Jacolsen ladet
forfærdige den sub. Nr. 3
vedlagte Tegning til et
saadant Revers Stempel,
hvorpaa ligeledes er anbragt
en Krands af Eege Blade med
Indskrift: Ædel Daads Minde.
Denne
sidste synes at være mest
passelig og Collegium skulde
derfor i dybeste
Underdanighed henstille til
Deres Maytts. Allerhøjeste
Resolution: om det maatte
være allernaadigst
autoriseret paa mindst
bekostelige maade at lade
efter denne Tegning
forfærdige et Revers
Stempel, der med Benyttelse
af Avers Stemplet til
Medaillen til pro meritis
kunde bruges til en saadan
Belønnings Medailles
Udprægning.
Finants
Collegium, den 4' Juni 1793.
E.G.
Schimmelmann. I.B. Scheel.
Wendt. I.C. Ryge. N. Tetens.
/C.W.
Lange.
Ad § 2, nr. 13
Forordning
af 5. juli 1793 hvorved (for
at befordre den hurtighed i
Rettens Pleie, som
fornemmelig bør finde Sted i
de Sager, der paa Justitiens
Vegne forfølges, i
Særdeleshed naar den
Anklagede er fængslet)
befales
at, uagtet Høieste-Ret i
Almindelighed ophører fra
Junii Maaneds Udgang til
October Maaneds Begyndelse,
skal der dog herefter, til
de indstævnte Delinqvent- og
Politie-Sagers Afgiørelse, i
de sidste Dage af Julii og
Augusti Maaneder holdes
tvende overordentlige
Sessioner, hvilke hvergang
bør vedvare saa længe, som
der udkræves for at
tilendebringe de af
fornævnte Slags Sager, der
ere modne til at kunne
foretages; i øvrigt skal
Justitiarius nøie paasee, at
intet unødvendigt Ophold
dermed skeer.
Ad § 2, nr. 14
Rescript
af 15. november 1793 (til
Chefen for det Kongelige
Store bibliothek) ang. at og
hvorledes Samme til
offentlig Brug bestemmes
Kongen erklærer benævnte
Bibliothek for et offentligt
Bibliothek, og vil, at
Chefen for Samme iagttager
og paaseer Efterlevelsen af
følgende Punkter: Adgangen
til Bibliotheket skal alle
Søgnedage staae aaben fra
Klokken 10 til 12 om
Formiddagen for Enhver, der
ønsker at benytte sig heraf.
I disse offentlige Timer
skal der leveres til Alle og
Enhver de Bøger og Verker,
som forlanges, for der paa
Stedet at efterslaae og
læse, eller excerpere.
Derimod forbydes aldeles, at
tage dem paa egen Haand ud
af Reolerne. De skal fordres
af Bibliotheksecretairene,
som bringe og sætte dem
igjen paa deres behørige
Plads. Foruden denne Brug af
Bibliotheket, der tilstaaes
enhver Ven af lærde og
almeennyttige Kundskaber,
vil Kongen, for at det kan
stifte desstørre Nytte,
meddele Overbibliothecaren
Tilladelse til at udlaane
Bibliothekets Bøger, i
hvilken Henseende følgende
Forskrivter skal tjene til
bestandig Regel for hans
Forhold:
1) Ingen Bog maa
udleveres af Bibliotheket,
uden at Laaneren i Forveien
har indsendt en Seddel med
den forlangte Bogs Titel og
sit Navns Underskrivt.
Indleveringen af
Udlaaningssedlen skeer i en
af de offentlige Timer den
ene Dag, og den følgende Dag
faaes de tilstædeværende
Bøger; hvo der ønsker sig
mere end een Bog ad Gangen,
maa opgive Enhver paa en
enkelt med Navns Underskrivt
forsynet Seddel;
2) Overbibliothecaren
er berettiget og forpligtet
til, naar fremmede eller ham
ganske ubekjendte Personer
forlange Bøger til Laans,
foruden Laanerens egen
Underskrivt, at æske, før
Laanet skeer, en her i Byen
bosiddende eller bekjendt
Mands Haand;
3) ordentligviis
bliver der af Verker, som
bestaae af adskillige Dele,
kun udleveret een Deel ad
Gangen; meget sjeldne, eller
med mange Kobbere forsynede
og overhovedet kostbare
Verker, hvis Forliis er
vanskeligt at erstatte,
saavelsom Ordbøger, og
videnskabelige Repertorier
maae ikke udlaanes uden
Bibliothekchefens Samtykke;
paa Biblioteket selv derimod
har Alle og Enhver uden
Undtagelse, Lov til at
betjene sig af dem;
4) Bøger udlaanes
sædvanlig på 14 Dage; for
Smaaskrivter og saadanne,
som kun ere til
underholdende Læsning, maa
der, med Hensyn til den
hyppigere Efterspørsel,
sættes en endnu kortere
Termin; Hvo der, efter 14
Dages Forløb, behøver at
bruge en Bog længere, melder
det, ved at indsende et nyt
Beviis, der gjelder for de
næstpaafølgende 14 Dage;
forlanges, naar disse 14
Dage ere tilende, atter
Udsættelse af Terminen, maa
ogsaa Beviset atter fornyes;
Slutningen af den sjette Uge
er Grendsen, som
Overbibliothecaren ikke maa
overskride; Tilladelse til
at have Bøger fra
Bibliotheket i længere Tid
end sex Uger, maa ansøges
hos Bibliothekets Chef, og
kun han kan, naar særdeles
Omstændigheder tale for
Sagen, bevilge den;
5) Tilladelse til at
benytte sig af
Manuscripterne, kan Ingen
uden Bibliothekchefen give;
den skrivtlige Ansøgning om
dem ledsages med
Overbibliothecarens
Erklæring;
6) naar en Bog har
været udlaant, og leveres
beskadiget tilbage, beholder
Bibliotheket Samme i sin
Forvaring saalænge, indtil
et nyt Exemplar kan blive
anskaffet, og da faaer
Laaneren Bibliothekets
beskadigede Exemplar, mærket
med Doublet-Stemplet,
tilbage som sin Eiendom,
hvorimod han strax haver at
erstatte Beløbet af de i den
Anledning forvoldte
Omkostninger;
7) og, for endelig
altid at vedligeholde den
væsentlig nødvendige Orden,
og for at forebygge en for
Samme skadelig Misbrug,
paalægger Kongen
Overbibliothecaren, som en
streng Pligt, ved Slutningen
af hvert Halvaar at indsende
en nøiagtig Fortegnelse over
de i det løbende Tidsrum
uindløste Beviser til det
danske Cancellie, som
ufortøvet haver at
foranstalte det Fornødne til
Bibliothekets Eiendoms
Sikkerheds Haandthævelse; i
Tilfælde af Forsømmelse skal
han erstatte alt det Tab der
ved denne Pligts
Efterladelse forvoldes det
Kongelige fra nu af til
offentligt Brug bestemte
Bibliothek.
Ad § 2, nr. 15
[Raadstue-Plakat af 19.
februar 1808 (Rescript til
Khavns Magistrat 5 Februar)
(om Autorisation af
Schechtere)]
Raadstue-Pl. at Slagterne
i Khavn og dens Forstæder
ikke maae tillade andre, end
de af Over-Rabbinerne og
Repræsentanterne for den
jødiske Menighed her i
Staden authoriserede
saakaldte Schechtere eller
Skjærere, at slagte hos sig
det saakaldte coscher Kiød,
uden Mulct fra 10 til 50
Rdlr.
Ad § 2, nr. 16
[Raadstue-Pl. (Cancellie-Br.
til Khavns Magistrat 1 Maj)
af 9. maj 1810 om Legater
ved testamentariske
Dispositioner af den Jødiske
Menighed]
Plakaten er ifølge
Topsøe-Jensen fortsat
gældende, mens andre kilder
ikke har plakaten med som
gældende.
Gr.
Repræsentantskabet for den
jødiske Menighed i Khavn har
andraget, at det har bragt i
Erfaring, at flere afgangne
Medlemmer af det jødiske
Samfund ved testamentariske
Dispositioner have stiftet
Legater, hvoraf Renterne
skulle anvendes til
almeennyttigt Brug, uden at
Legationens Hovedstol er
afleveret til saadanne
Steder, at de Vedkommende,
som deraf skulde nyde got,
kunne være betryggede for
stedse at beholde det
Testatorerne have tiltænkt
dem; men at slige Kapitaler
derimod, eller de Papirer,
hvorved de ere giorte
frugtbærende, ere forblevne
i private Mænds Værge, eller
hos Forstanderne for visse
ved Menigheden værende
Selskaber, med hvilke ei har
kundet holdes Control,
hvorvidt de opfylde
Testamenterne eller ikke.
For at raade Bod paa denne
Uorden, har bemeldte
Repræsentskab foreslaaet
adskillige Puncter til
Bestemmelser i denne
Henseende; i hvilken
Anledning Cancelliet herved
til Efterretning og
Bekiendtgiørelse for
Vedkommende har tilmeldt
Khavns Magistrat følgende:
§ 1. Det skal
paaligge dem af Menigheden,
der ere i Besiddelse af
Penge eller Pengepapirer,
hvoraf Renterne, efter
testamentarisk Disposition,
skulde komme Menigheden
eller ubestemte Medlemmer af
samme tilgode, til
Repræsentantskabet at
aflevere saadanne Kapitaler
og Papirer, med mindre
Dispositionerne, for saavidt
de ere af Kongen
confirmerede, indeholde
andre Bestemmelser.
§ 2. De skal tillige
indsende Gienparter af de
Disposioner, hvorved
Legaterne ere stiftede,
hvilke Repræsentantskabet da
have at besørge indførte i
en egen dertil indrettet
Protocol.
§ 3. Disse under Nr.
1 og 2 anførte Pligter
paaligge herefter
Forstanderne for de ved
Menigheden værende
Selskaber, hvis Hensigt det
er at afhielpe Trang i
samme; og skal de i disse
3de Poster bestemte
Efterretninger være
meddeelte inden 4 Uger fra
denne Resolutions
Bekiendtgiørelse for
Vedkommende, under5 Rdlrs.
daglig Mulct.
§ 4. De, der enten
som ordinaire eller
extraordinaire
Skifteforvalter (Sk. L. §
83) behandle Boer efter
afgangne Medlemmer af det
jødiske Religions-Samfund,
skal, i Analogie af Fr. 1
Jul. 1799 194 §, tilholdes,
saasnart der i disse Boer
forefindes Dispositioner,
hvorved noget enten er
tillagt Menigheden i
Almindelighed, eller visse
ved samme indrettede
Selskaber og Stiftelser i
Særdeleshed, eller endelig
ubestemte personer ved
samme, derom strax, under
100 Rdls Mulct, at giøre
indberetning til
Repræsentantskabet, ved
tillige at fremsende
Gienpart af Dispositionen.
Ad § 2, nr. 17
[Anordning
af 29. marts 1814 ang. hvad
Bekiendere af den mosaiske
Religion, der opholde sig i
Danmark, have at iagttage]
Kongen har fundet for got
at give følgende
Bestemmelser, med Hensyn til
de Bekiendere af den
mosaiske Religion, der
opholde sig i Danmark:
§ 1. De af den
mosaiske Religions
Bekiendere, der ere fødte i
Danmark, eller have erholdt
Tilladelse til at boesætte
sig sammesteds, skal nyde
lige Adgang med Kongens
øvrige Undersaatter til at
ernære sig paa enhver lovlig
Maade; hvorimod de og,
forsaavidt Kongen ikke ved
denne Anordning derfra har
giort Undtagelse, skal i
alle Maader rette sig efter
Landets borgerlige Love, saa
at de, i intet borgerligt
Anliggende, kan indskyde sig
under de mosaiske Love eller
de saakaldte Rabbinske
Forskrifter og Vedtægter.
Heraf følger, at de, i
Henseende til Skiftevæsenet,
Fattigvæsenet samt
Skolevæsenet
(Religions-Underviisningen
undtagen) saavelsom i
ethvert andet Anliggende,
der ei staaer i uadskillelig
Forbindelse med Religionen,
skal henhøre under det Steds
Juridistiction og Øvrighed,
hvor de ere boesatte, dog
med de Undtagelser, som i
Henseende til den mosaiske
Religions Bekiendere i
Kiøbenhavn ere fastsatte i
det under Dags Dato udgivne
Reglement.
§ 2. Strax efter
denne Anordnings
Kundgiørelse skal
Politiøvrigheden, enhver i
sit Embedes District, optage
et Mandtal over alle der
hiemmehørende Bekiendere af
den mosaiske Religion, i
hvilket Mandtal enhver bør
være anført med et
Familie-Navn, hvilket Søn
efter Fader uforandret skal
føre. Dette Mandtal, som i
øvrigt bør være affattet i
overensstemmelse med det
Schema, der under Litr. A er
vedføiet denne Anordning *),
skal Politiemesteren i Khavn
directe, men paa de øvrige
Steder igiennem
Overøvrigheden, indsende til
Cancelliet, og lige Mandtal
bør derefter paa samme Maade
aarligen optages og inden
Januarii Maaneds Udgang
indsendes.
§ 3. Alle
Gieldsbreve, Testamenter,
Egtepagter, samt alle andre
Documenter, som oprettes af
den mosaiske Religions
Bekiendere, skal, naar
Vedkommende vil vente, at
der skal tillægges
Documentet Gyldighed,
skrives i det danske eller
tydske Sprog med gothiske
eller latinske Bogstaver, og
de, der udstæde slige
Documenter, skal betiene sig
af den i Kongens Rige og
Lande almindelige gieldende
Tidsregning. Paa lige Maade
skal de Handelsbøger, hvilke
Bekiendere af den mosaiske
Religion maatte føre eller
lade føre, hvis der skal
tillægges den nogen
Troeværdighed, skrives i det
danske eller tydske Sprog
med gothiske eller latinske
Bogstaver, og den ovennævnte
Bestemmelse i Henseende til
Tidsregningen ogsaa der
iagttages. Hvis et saadant
Document eller en Handelsbog
tillige er affattet i et
andet Sprog eller paa anden
Maade, en som befalet, bør
de Tvistigheder, hvilke i
Anledning af samme maatte
opstaae, alene paakiendes
efter det Document eller den
handelsbog, der er affattet
i Overeensstemmelse med
denne Anordnings Forskrift.
§ 4. Alle officielle
Protocoller, hvilket af et
mosaisk Religions-Samfund,
efter hvad der i det
følgende befales, skal
holdes til Oplysning om
Personernes Alder, Egteskab,
Dødsfald eller anden
Gienstand, hvorom der i
borgerlige Anliggender kan
blive Spørgsmaal , skal
ligeledes føres i det danske
eller tydske Sprog med
gothiske eller latinske
Bogstaver og efter den
almindelige i Kongens Rige
og Lande gieldende
Tidsregning. Disse
officielle Protocoller skal
desuden være authoriserede i
Khavn af Magistraten og
udenfor samme af Amtmanden,
hvilke Øvrigheder skal have
nøie Indseende med, at
Protocollerne virkeligen
blive førte paa den
foreskrevne Maade, og i
modsat Fald drage de
Vedkommende til Ansvar.
§ 5. Egtepagter og
Testamenter, som Bekiendere
af den mosaiske Religion
efter denne Anordnings
Bekiendtgiørelse oprette, og
som indeholde Bestemmelser,
der ere udenfor eller stride
imod de danske Loves
Forskrifter, skal ikke
medføre nogen Forbindtlighed
eller Kraft, medmindre de
blive forsynede med Kgl.
Confirmation. De Egtepagter
og Testamenter, som, ved
denne Anordnings
Kundgiørelse, allerede
maatte være oprettede, skal,
naar de inden eet Aars
Forløb indsendes til
Cancelliet, med ordrette
Oversættelse, om de ikke ere
affattede i det danske
Sprog, og med vidimerede
Gienpart af Oversættelsen,
efter Omstændighederne blive
forsynede med Kgl.
Confirmation, om de end i
noget maatte være afvigende
fra de Regler, som ellers
gielde for slige Documenters
Confirmation; hvorimod de,
der ikke paa saadan Maade
inden førberørte Tids Forløb
indsendes til Confirmation,
vil, forsaavidt de ikke have
Hiemmel i Landets Love,
blive anseet som aldeles
ugyldige.
§ 6. Intet Egteskab,
som er stridende imod de
danske Love, maae tilstædes
imellem Bekiendere af den
mosaiske Religion, med
mindre dertil haves særdeles
Kgl. Tilladelse.
§ 7. Skilsmisse fra
Bord og Seng imellem
Bekiendere af den mosaiske
Religion maae ikke skee paa
anden Maade, end ved
Øvrighedens, i
Overeensstemmelse med Fr. 23
Maj 1800 meddeelte
Bevilling, og intet Egteskab
maae aldeles ophæves, uden
ved Dom eller Kgl. igiennem
Cancelliet meddeelt
Bevilling
§ 8. Hverken
Repræsentantere, Præster
eller noget andet Medlem af
et mosaisk
Religions-Samfund, maae
fordriste sig til, under
Skin eller Paaskud af
Religionen, i mindste Maade
at forhindre eller forstyrre
nogen af denne Religions
Bekiendere i sin lovlige
Handlingers Udøvelse, eller
tiltage sig nogen Magt over
deres huuslige Forfatning. I
Følge deraf, blive den under
6 Mart. 1722 givne Bevilling
til at bruge den lette Band,
som ved denne Anordning
giøres unødvendig, herved
aldeles afskaffet.
§ 9. Bekiendere af
den mosaiske Religion maae
ikke have nogen Synagoge,
undtagen hvor de dertil have
erhvervet eller herefter
erhverve speciel Kgl.
Bevilling.
§ 10. Ved enhver
Synagoge skal ansættes en
Præst, som beskikkes af
Kongen, og som af Menigheden
skal nyde saadan Embeds
Indkomst, som Kongen nærmere
bestemmer. Desuden vil Han
beskikke en øverste Præst,
der skal boe i Kiøbenhavn og
hvem de andre Menigheders
Præster i alle Embedssager
skal være underordnede.
§ 11. Ingen præstelig
Forretning maae foretages af
andre, end af de af Kongen
saaledes beskikkede Præster,
hvilke som Kgl. Embedsmænd
skal staae Ham til Ansvar
for deres Handlinger; dog
skal de, der allerede ere i
Besiddelse af Ret til at
udøve præstelige
Forretninger ved en slig
Menighed, i 3 Maaneder efter
denne Anordnings
Bekiendtgiørelse fremdeles
dertil være berettigede;
men, efter saadan Tids
Forløb, skal det være dem
aldeles forbudet at
iværksætte nogen saadan
Forretning, med mindre de af
Kongen ved nogen Synagoge,
hvorom de, naar de dertil
findes værdige, efter
Ansøgning kan giøre sig
Haab.
§ 12. Det skal være
Pligt for Repræsentanterne
eller Forstandere for de
mosaiske
Religions-Meenigheder paa de
Steder, hvor det tillades at
have Synagoge, at føre eller
ved dertil af Øvrigheden
udnævnte Mænd at lade føre
tvende ligelydende
Protocoller, hvori de Fødte,
Døde og Egteviede blive
antegnede ved Navn med
tilføiet Datum, naar
Fødselen, Dødsfaldet eller
Vielsen fandt Sted. Disse
Protocoller, hvilke bør være
authoriserede paa den, i 4 §
befalede Maade, skal
indrettes efter det denne
Anordning hostrykte Schema
Litr. B *). De, der føre
samme, skal jevnligen
conferere med hinanden, dog
at begge Protocollerne ikke
nogen Nat ere under eet og
samme Tag, og tvende Gange
aarligen, nemlig hver 1 Maj
og 1 Nov., skal Bøgerne
forevises Øvrigheden, som
ved Paategning har at
attestere, hvorvidt de
stemme med hinanden. Paa de
Steder, hvor ingen Synagoge
er, skal Stedets Øvrighed
have en særskilt, efter
Schemaet Litr. B *).
affattet og af
Overøvrigheden authoriseret,
Protocol, hvori ligeledes
indføres alle de Børn, som
fødes af mosaiske
Religions-Bekiendere, alle
Dødsfald, som indtræffe, og
alle Egteskaber, som
indgaaes.
§ 13. For at det i
foregaaende § befalede
nøiagtigen kan blive
efterlevet, skal der giøres
Indberetning til den, der
fører Protocollen, angaaende
Fødsel og Dødsfald, af
Forældre, efterlevende
Egtefælle, eller hvem der
ellers er nærmest til at
foranstalte det Fornødne i
Anledning af saadan
Begivenhed, og, angaaende
Egteskab, af den Præst, som
har forrettet Vielsen.
Indberetningen bør skee
inden 24 Timer, under Mulct
fra 20 til 500 Rbdlr S. V.,
efter Forseelsens
Beskaffenhed og de Skyldiges
Vilkaar. Naar Fødselen,
Dødsfaldet eller Vielsen
foregaar paa et Sted, hvor
der ikke er nogen Synagoge,
og hvor Indberetningen
altsaa bør skee til Stedets
Øvrighed, skal den
Vedkommende være pligtig
til, under lige Mulct, med
første Postleilighed, at
anmelde saadan Begivenhed
for den Meenigheds
Repræsentantere, hvortil de
Fødte, Døde eller Egteviede
høre, hvornæst
Repræsentanterne have strax
at lade saadant antegne i
Meenighedens Kirkebøger.
§ 14. Da Kongen har
authoriseret en Lærebog i
Religionen for Ungdommen af
den mosaiske
Troesbekiendelse, saa skal
alle, saavel Drenge- som
Pigebørn, herefter være
pligtige til, ved en
offentlig Prøve, at giøre
Rede for hvad de, efter
denne Bogs Veiledning, have
lært, og derefter
høitideligen aflægge deres
Troesbekiendelse, samt give
Løfte om ikke med frie
Villie at handle mod de af
dem erkiendte og i denne Bog
foredragne Grundsætninger.
§ 15. Saadan
offentlig Examen maae ikke
afholdes andetsteds, end
hvor der med Kgl. Tilladelse
haves Synagoge, og ikke af
andre, end den derved
ansatte Præst eller de Mænd,
hvilke til saadan Examens
Afholdelse authoriseres
igiennem Cancelliet.
§ 16. Til saadan
Examen, som kan afholdes
tvende Gange aarlig, nemlig
den første Uge i Maj og den
første Uge i Nov., maae
ingen antages, forinden han
har fyldt sit trettende Aar.
§ 17. De, som ved
denne Anordnings
Kundgiørelse have fyldt
deres fjortende Aar, eller
som siden indkomme her i
Landet, efter allerede at
have opnaaet denne Alder,
fritages for at underkaste
sig denne offentlige Prøve;
men ellers maae herefter
Bekiendere af den mosaiske
Religion ingenlunde stædes
til at aflægge Eed at
indgaae Egteskab, at
indskrives som Svend i noget
Laug, at vinde Borgerskab i
nogen Kiøbstad, at drive
nogensomhelst Næringsvei af
hvad Navn nævnes kan, at
indskrives iblandt de
Studerendes Tal, eller som
myndig at raade over deres
Gods, forinden de have
underkastet sig forommeldte
Prøve og aflagt deres
Troesbekiendelse paa den
foreskrevne Maade.
§ 18. Den ved
Synagogen ansatte Præst skal
holde nøiagtig Protocol over
den Ungdom, der saaledes
stædes til at aflægge
Troesbekiendelse. Denne
Protocol, som bør
authoriseres og føres paa
den i 4 § befalede Maade,
skal være indrettet efter
det denne Fr. vedføiede
Schema Litr. C *).
§ 19. Enhver, som
bekiender sig til den
mosaiske Religion, hvad
enten han henhører til den
saakaldte portugisiske eller
høitydske Meenighed, og som
maatte attraae et længere
Ophold i Danmark, end det,
der udfordres til blot
Giennemreise, hvortil i det
høieste ikkun tilstaaes en
Tid af 14 Dage, skal, uden
Hensyn til Kiøn eller Alder,
være pligtig, under Mulct
fra 50 Rbdlr. til 1000
Rbdlr. S. V. efter Sagens
Beskaffenhed, at indgive
Ansøgning om saadant
forlænget Ophold til
Cancelliet, som Kongen har
bemyndiget til, efter
Omstændighederne, at meddele
slig Tilladelse paa nogle
Maaneder. Skulde den
Fremmede, under det ham
tilstaaede Ophold, giøre sig
skyldig i utilladelig Handel
i det saakaldte Skakkerie, i
Betlerie eller andet
lovstridigt Forhold, skal
han, foruden at tiltales og
straffes efter
Anordningerne, strax efter
udstanden Straf, ved
Politiets Foranstaltning
føres ud af Landet.
§ 20. Paa de Steder,
hvor de mosaiske
Religions-Bekiendere have
særskilt Meenighed, skal
Repræsentanterne eller
Forstanderne være pligtige
under vedbørlig Mulct at
anmelde for Politiet enhver
Fremmeds Ankomst til
Meenigheden, og paa denne
Maade gaae Politiet
tilhaande i dets Opsyn med
slige Fremmede.
*) Skemaer er udeladt.
Ad § 2, nr. 18
Reglement
af 29. marts 1814 for det
mosaiske Religions-Samfund i
Kiøbenhavn
Gr. Ligesom Kongen ved
Anordning af Dags Dato har
foreskrevet, hvad Bekiendere
af den mosaiske Religion,
som ere hiemmehørende eller
opholde sig i Danmark, i
Almindelig have at iagttage,
saaledes vil Han endvidere
herved bestemme de Regler,
hvilke Bekiendere af det
mosaiske Religions-Samfund,
der ere hiemmehørende i
Kiøbenhavn, i Særdeleshed
have at følge:
A. Angaaende
Repræsentanterne.
§ 1-4. Ophævet.
§ 5. Repræsentanterne
skal imellem sig selv
aarligen udvælge en Formand,
som skal sammenkalde dem,
naar Embedspligt fordrer, at
Forsamling skal holdes. Til
ham skal Vedkommende
henvende sig, i Henseende
til de Forretninger, hvilke
paaligge Repræsentanterne,
og hans Navn skal aarlig
tilmeldes Stadens Øvrighed
og Domstolene, samt
kundgiøres i Aviserne.
§ 6. Samtlige
Repræsentantere skal
overlægge de Erklæringer,
som Øvrigheden maatte
affordre dem, hvilke
Erklæringer blive at affatte
efter Pluraliteten; dog skal
de, som ikke ere enige med
Plurateten, ei tilkiendegive
saadant ved at nægte deres
Underskrift; men de bør
udtrykkelig yttre deres
særskilte Mening og Grundene
for samme. Repræsentanterne
skal overlægge og beslutte
de Processer, som maatte
blive at anlægge i
Samfundets Navn. De skal
have hele Meenighedens
Kassevæsen under deres
Bestyrelse, og de skal i
Almindelighed med Iver og
Kraft tage sig af Samfundets
Tarv og sørge for dets
Anliggender. De skal føre en
Protocol over deres
Forhandlinger, og en
Kopiebog, hvori de indføre
alle til dem indkomne
Resolutioner og
Øvrighedesbreve, som
vedkomme Samfundet.
Resolutionerne og
Øvrighedens Breve vedlægges
Protocollen efter det
Nummer, som de derudi
erholde. Ligeledes skal de
føre en Regnskabsbog over
alle Samfundets Indtægter og
Udgifter. Samtlige
Protocoller og Bøger, som
Repræsentanterne føre eller
lade føre, skal være
authoriserede af Stadens
Magistrat.
§ 7. Repræsentanterne
skal aarligen, inden
Udgangen af Januar, aflægge
et almindeligt og
lovformeligt Regnskab over
alle Samfundets Indtægter og
Udgifter. Dette Regnskab
afleveres til Khavns
Magistrat, der sørger for,
at der i Henseende til dette
Regnskabs Revision og
Decision forholdes i et og
alt paa samme Maade, som med
Stadens Regnskaber.
§ 8. Forstanderne for
alle iblandt Samfundets
Lemmer værende private
Selskaber, som beskieftige
sig med Ungdommens
Oplysning, eller de Fattiges
Forsørgelse, skal aarligen
indsende til
Repræsentanterne en
Beretning om hvad de i det
forløbne Aar have virket.
§ 9. De Betiente ved
Samfundet, angaaende hvis
Udnævnelse intet er bestemt
i dette Reglement eller i
Adm. af Dags Dato, vælges af
Repræsentanterne paa den
hidtil brugelige Maade.
§ 10. Alt hvad der
vedkommer
Religions-Cermoniellet i
Synagogen, tilligemed det
daglige Tilsyn ved
Gudstienesten sammensteds,
skal herefter være aldeles
afsondret fra
Repræsentanternes
Forretninger og overladt
enhver Synagoges Forstandere
i Foreening og Overlæg med
Præsten.
B. Om Meenighedens
Udgifter, Indtægter og
disses Indkrævelsesmaade.
§ 11. Lønningerne til
de Betiente og Indretninger,
der benyttes af hele
Religions-Samfundet, og i
øvrigt alle visse Udgifter
Samfundets vedkommende, som
forud lade sig beregne, skal
Repræsentanterne indbefatte
under et Reglement, som
indsendes til Cancelliets
Approbation.
§ 12. Alle saavel
visse som uvisse Udgifter,
der vedkomme det hele
Religions-Samfund, skal
udredes af Samfundets
almindelige Kasse. Derimod
blive de Udgifter, som alene
vedkomme Cermoniellet eller
Gudsdyrkelsen i enhver
Synagoge, at afholde af den
enkelte Meenigheds Lemmer,
paa den Maade, som disse
indbyrdes kunne forenes om.
§ 13. I Samfundets
almindelige og fælles Kasse
skal, som hidtil, indflyde
alle frivillige Bidrag, og
det manglende skal aarligen
reparteres paa Samfundets
Lemmer ved Taxation.
§ 14. Til den Ende
skal Stadens Magistrat,
efter Overlæg med
Repræsentanterne, aarligen
udnævne trende for
Retskaffenhed bekiendte Mænd
af Samfundet til
Taxationsmænd, hvilke, efter
deres bedste Overbeviisning,
paa den i D. L. 3 Bogs 6
Kap. befalede Maade skal
bestemme, hvad ethvert af
Samfundets Lemmer, i Forhold
til sin Formue og
Næringsvei, i det Aar, bør
bidrage til den fælles
Kasses Udgifters
Bestridelse. For denne
Ligning fritages ingen, som
besidder faste Eiendomme
eller driver borgerlig
Næring.
§ 15.
Taxationsmændene skal føre
Protocol over deres
Forhandlinger, og, naar
Ligningen er tilendebragt,
aflevere en Taxationsliste
til Repræsentanterne, som
indsendes samme, ledsaget
med deres Betænkning, til
Magistratens Approbation.
§ 16. Førend
Taxationsmændene tilstille
Repræsentanterne
Taxationslisten, skal de
henlægge samme i 14 Dage hos
een af Repræsentanterne
eller paa et andet
offentligt Sted, hvilket i
Aviserne bør bekiendtgiøres,
paa det at enhver kan
erholde Kundskab om
Størrelsen af det Bidrag,
han er ansat til at udrede.
Dersom nogen da finder sig
forurettet ved Taxten, har
han, med skriftlig Klage
derover, at henvende sig til
Repræsentanterne, hvilke
indsende Sagen, med deres
Betænkning, i Forbindelse
med Taxationslisten til
Magistraten, som efter
anstillet Undersøgelser
afgiver en Resolution,
hvorved det bør forblive.
§ 17. Dersom een af
de Taxerede, efterat Taxten
er sat, og førend at
Bidraget er ydet, bliver
mærkeligen forarmet, da skal
Magistraten være bemyndiget
til, efter de befundne
Omstændigheder, enten at
nedsætte Taxten, eller
aldeles at eftergive ham
samme.
§ 18. Naar nogen i
Samfundet, som ikke henhører
iblandt de Fattige, gifter
sig, og han ikke forhen har
erlagt Indtrædelsespenge,
som herved bestemmes til 15
Rbdlr S. V., skal han
erlægge denne Sum til
Samfundets Kasse, saafremt
han eller hans Forældre
forhen have bidraget til
Kassen; men i modsat Fald
erlægger han fra 20 Rbdlr
til 50 Rbdlr S. V., naar han
gifter sig, eller, saafremt
han ved sin Ankomst til
Staden er gift, naar han her
nedsætter sig. Størrelsen af
denne Indtrædelses-Sum
bestemme Repræsentanterne, i
Forhold til den Vedkommendes
Næring og Formue.
§ 19. Naar een af den
mosaiske Religions
Bekiendere, som ikke er
Medlem af Samfundet, døer i
Kiøbenhavn, skal af hans
Boe, for Plads paa
Samfundets Kirkegaard,
betales fra 10 Rbdlr til 40
Rbdlr S. V. efter Boets
Formue, hvilket
Repræsentanterne ligeledes
Bestemme.
§ 20. Naar nogen af
Samfundets Lemmer ikke,
efter Paamindelse betaler i
rette Tid, hvad han bør
erlægge til Samfundets
Kasse, have Repræsentanterne
at anmelde Restancen for
Magistraten, som
foranstalter Udpantning ved
Underfogden efter en af
Repræsentanterne
underskrevet Regning.
C. Om Skiftevæsenet.
§ 21. Som Følge af de
almindelige Bestemmelser,
som indeholdes i Adn. af
Dags Dato, bør saavel
Stervboer som Opbudsboer og
Fallitboer efter de
Bekiendere af den mosaiske
Religion, der ere
hiemmehørende i Khavn,
herefter behandles af
Lands-Over samt Hof- og
Stadsretten
Skifte-Commission; dog blive
de allerede begyndte Skifter
at tilendebringe af de
Skifteforvaltere, der
lovligen have taget samme
under Behandling. Skulde
Skiftecommissionen ansee det
fornødent, at der antages en
Bekiender af den mosaiske
Religion, for at gaae den
til Haande med Oplysning om
et eller andet i slige Boer,
fornemmelig om de
Brevskaber, der maatte
befindes skrevne i de
ebraiske Sprog, da vil
Kongen have den bemyndiget
til at antage en Mand til
saadan Forretning, hvorfor
han skal nyde Betaling, som
bestemmes af
Skifte-Commissionen, og
Udredes af Boet.
D. Om Fattigvæsenet.
§ 22. I Henseende til
det mosaiske
Religions-Samfunds
Fattigvæsen forholdes der,
indtil videre, efter de
hidtil gieldende Regler;
Ad § 2, nr. 19
Forordning
af 2. december 1825 ang.
Strandings-Commissionaires
Sallarium
Gr. Ligesom der i danske
lov og tilhørende
Anordninger indeholdes flere
Bestemmelser, der have til
Formaal at betrygge dem,der
indstrande paa de danske
Kyster, imod at udsuges med
ubillig Betaling for den
Hielp, som Lovene tilsige
dem, saaledes har Kongen og,
til dette Formaals
yderligere Opnaaelse, fundet
det tienligt at fastsætte
saadanne Regler for
Bestemmelsen af det
Sallarium, som de paa
enkelte Steder ansatte
Strandings-Commissionairer
maae lade sig betale for
deres Tieneste, at de
Strandede, der maatte finde
sig anledigede til at
afbenytte slige
Commissionairer, ikke skulle
blive udsatte for, i deres
Forlegenhed eller Uvidenhed
om Landets Love, at give
efter for overdrevne
Fordringer i saa Henseende.
1. De bevilgede
Strandings-Commissionairer
maae ordentligviis ikke lade
sig udbetale noget Sallarium
for deres Arbeide i
Strandings-Tilfælde,
forinden dette af Stedets
Amtmand, som derover haver
at indhente vedkommende
Underøvrigheds Betænkning,
er billiget.
2. Undtagelse herfra
bliver alene at giøre i de
Tilfælde, at Skipperen eller
den, som ellers træder i
Rehdernes og
Ladnings-Eiernes Sted,
udtrykkelig for vedkommende
Underøvrighed har tilstaaet
Strandings-Commissionairen
et vist Sallarium, efter at
bemeldte Øvrighed tydeligen,
og i et Sprog som han
forstaaer, har underrettet
ham om hans Adgang til at
faae Sallariet bestemt ved
Amtmandens Resolution og om
de Regler, som derved, efter
denne Anordning, blive at
iagttage; om hvilket Alt et
med behørige Underskrifter
forsynet Document bør
udstædes, der udtrykkelig
indeholder, at den fornødne
Underretning er givet den
Paagieldende. For at
attestere dette Document
nyder bemeldte
Øvrighedsperson den samme
Betaling, som for en
notarial Attestation;
ligesom og de for
Notarialforretninger
befalede Former derved blive
at iagttage.
3. Til Veiledning for
Amtmændene ved Sallariets
Bestemmelse, bliver følgende
Forhold til det Biergedes
Værdie fastsat, der,
forsaavidt ikke
Omstændighederne fordre en
Afvigelse, bliver at lægge
til Grund: af det, hvis
Værdie ei overstiger 5000
Rbdlr Sølv, 4 pCt.; af det,
der overstiger 5000 Rbdlr
Sølv og indtil fulde 10,000
Rbdlr Sølv incl., 3 pCt.; af
det, der overstiger 10,000
og indtil fulde 20,000 Rbdlr
Sølv incl., 2 pCt.; af det
høiere Beløb 1 pCt.
4. For dette
Sallarium haver
Strandings-Commissionairen
ordentligviis selv at
besørge de fornødne Reiser i
det ham overdragne
Anliggende, uden enten for
Befordring eller Diæt at
erholde nogen særskilt
Godtgiørelse. Dog kan
Amtmanden derfra giøre
Undtagelse, hvor han finder,
at sligt Sallarium, efter
det Biergedes Værdie og
Arbeidets Beskaffenhed, er
utilstrækkeligt til at give
Strandings-Commissionairen
vedbørlig Belønning for sit
Arbeide i Forbindelse med
Skadesløsholdelse for hans
Udgifter. Men i saa Fald bør
den Godtgiørelse, der,
foruden Sallariet, tillægges
Strandings-Commissionairen,
ei være større end 2 Rbdlr
Sølv for hver Dag han har
maattet være borte fra sit
Hiem, tilligemed
Befordrings-Udgifter for de
virkelig giorte Reiser.
5. Har Arbejdet været
af ualmindelig Vidtløftighed
og Vanskelighed, og det er
udført med vedbørlig Flid,
er Amtmanden bemyndiget til
at gaae udenfor den i § 3
foreskrevne Regel, dog ikke
videre, end at der i det
høieste gives
Strandings-Commissionairen
et Tillæg, liig det halve af
det der fastsatte Sallarium,
saa at han i Alt erholder
indtil resp. 6,4 1/2,3 og 1
1/2 pCt., hvorved den i § 4
under visse Omstændigheder
hiemlede Godtgiørelse, for
Reiser og Ophold paa fremmed
Sted, ikke udelukkes.
6. Derimod bør
Amtmanden nedsætte Sallariet
under de i § 3 bestemte
Procenter og indtil
Halvdelen af samme, altsaa
resp. 2, 1 1/2,1 og 1/2
pCt., hvis Arbeidet, i
Forhold til Værdien, har
været særdeles ringe.
7. Ligeledes bør han
nedsætte det sædvanlige
Sallarium, eller efter
Omstændighederne endog
ganske nægte
Strandings-Commissionairen
saadant, naar det findes, at
denne ei har viist tilbørlig
Flid og Omhue for de
Paagieldendes Tarv, hvorved
iøvrigt disses yderligere
Tiltale til
Strandings-Commissionairen
ikke afskiæres dem.
Ad § 2, nr. 20
Handels-Traktat af 2.
november 1826 mellem Danmark
og Sverige-Norge med
tilhørende særskilt Artikel,
dat. Stockholm den 2.
November 1826
(se også § 2, nr. 42 og 48)
Forskriften er ikke
indlagt i Retsinformation,
men indeholder følgende 2
redaktionelle noter:
(* 1) Se også Bek. nr. 21
af 30/04/1948
(* 2)
Traktaten er bekendtgjort
som nr. 36 i 'Danmarks
Traktater' årgang 1800-1863.
Traktaten, der alene
foreligger på fransk, kan
rekvireres i
Udenrigsministeriet.
Jf.
udenrigsministerens
besvarelse af 9/3-2000 af S
1647 af 24/2-2000, er
forskriften stadig gældende,
da den ikke formelt er
blevet opsagt eller
bortfaldet efter sit
indhold.
Uddrag fra
Kongeriget Danmarks Love
1910.
1. De Danske Fartøier
og Baade, af hvad Drægtighed
og Bygningsmaade de end
maatte være, som ankomme til
Sverrigs og Norges Havne,
med Ballast eller med
Ladning, ligesom og de
Svenske og Norske Fartøier
og Baade, hvilken end deres
Drægtighed og Bygningsmaade
maatte være, der ankomme med
Ballast eller med Ladning
til Danmarks Havne, skulle,
saavel ved Indgaaende som
ved Udgaaende, behandles paa
samme Fod, som de
indenlandske Skibe, med
Hensyn til Havnepenge,
Skibsafgifter, Fyrpenge,
Lotspenge og Bjergeløn,
ligesom og ihenseende til
alle andre Afgifter eller
Paalæg, af hvad Slags eller
Benævnelse det end er, der
tilfalde Kronen, Stæderne
eller nogensomhelst privat
Indretning.
2. Alle Varer og
Handels-Artikler, hvad enten
de ere Frembringelser af
Danmarks eller af ethvert
andet Lands jordbund eller
Industrie, hvis Indførsel
til Sverrigs og Norges Havne
er lovmæssigen tilladt i
Svenske og Norske Fartøier
og Baade, skulle ligeledes
dertil kunne indføres i
Danske Fartøier og Baade,
uden at være underkastede
høiere eller andre Afgifter,
af hvad Benævnelse det end
maatte være, end om de samme
Varer eller Frembringelser
vare blevne indførte i
Svenske eller Norske
Fartøier; og paa den anden
Side skulle alle Varer og
Handels-Artikler, hvad enten
de ere Frembringelser af
Sverrigs og Norges eller af
ethvert andet Lands jordbund
eller Industrie, hvis
Indførsel til Danmarks Havne
er lovmæssigen tilladt i
Danske Fartøier og Baade,
ligeledes dertil kunne
indføres i Svenske og Norske
Fartøier og Baade, uden at
være underkastede høiere
eller andre Afgifter, af
hvad Benævnelse det end
maatte være, end om de samme
Varer eller Frembringelser
vare blevne indførte i
Danske Fartøier.
3. Alle Varer og
Handels-Artikler, hvad enten
de ere Frembringelser af
Danmarks eller af ethvert
andet Lands jordbund eller
Industrie, hvoraf Udførselen
fra benævnte Kongeriges
Havne i dets egne Fartøier
og Baade er lovmæssigen
tilladt, skulle ligeledes
kunne udføres fra benævnte
Havne i Svenske og Norske
Fartøier og Baade, uden at
være underkastede høiere
eller andre Afgifter, af
hvad Benævnelse det end
maatte være, end om
Udførselen var skeet i
Danske Fartøier. En nøiagtig
Reciprocitet skal iagttages
i Sverrigs og Norges Havne,
saa at alle Varer og
Handels-Artikler, hvad enten
de ere Frembringelser af
Sverrigs og Norges eller af
ethvert andet Lands jordbund
eller Industrie, hvoraf
Udførselen fra benævnte
Kongerigers Havne i deres
egne Fartøier og Baade er
lovmæssigen tilladt, skulle
ligeledes kunne udføres fra
benævnte Havne i danske
Fartøier og Baade, uden at
være underkastede høiere
eller andre Afgifter, af
hvad Benævnelse det end
maatte være, end om
Udførselen var skeet i
Svenske eller Norske
Fartøier.
4. Der skal hverken
directe eller indirecte
gives noget Fortrin med
Hensyn til Afsætningen af
Varer i Betragtning af
Nationaliteten af det Skib,
der er indløbet med sin
lovmæssigen tilladte Ladning
i en Havn i Danmark eller i
Sverrig og Norge, da det er
de Høie contraherende
Parters Hensigt, at
ingensomhelst Forskiel skal
finde Sted i denne Henseende
mellem deres respective
Staters Fartøier og Baade.
5. De tvende Høie
contraherende Parters
respective Colonier (Dekl.
13 jun. 56), deri fra
Danmarks Side indbegreben
Grønland (Forb. 18 Marts
1776), [Island og Færøerne,]
(Dekl. 13 jun. 56) ere
særskilt undtagne fra de
Bestemmelser, der indeholdes
i de fire forestaaende
Artikler, hvilke ikkun
skulle være anvendelige paa
Kongeriget Danmark, paa den
ene Side, og paa
Kongerigerne Sverrig og
Norge paa den anden Side.
6. (Dekl. 25 juni 69.
B. Nr. 150 22 Sept. 71. B.
Nr. 39 2 Ap. 73. B. Nr. 42
12 Ap. s. A. L. Nr. 37 31
Marts 74 § 4. B. Nr. 95 5
Aug. 79. B. Nr. 116 11 Jun.
04). De Svenske Baade,
kaldede: »Fårjemans-Båtar«
fra Stæderne Helsingborg,
Malmøe og Landscrone,
ligesom og de Danske Baade
af samme Slags fra
Kiøbenhavn og Helsingøer,
der gaae mellem de
ovennævnte Stæder, skulle
fra begge Sider forblive
fritagne for alle
Havnepenge, og
Skibsafgifter. Hvad deres
Ladninger angaaer, da skulle
disse med Hensyn til
Afgifter ved Indgaaende og
ved Udgaaende behandles
efter de almindelige Regler,
der ere fastsatte ved
nærværende Tractats 2den og
3die Artikel. Den
Tilladelse, der ved H. M.
Kongen af Sverrig og Norges
Rescr. 19 Nov. 1823 er
tilstaaet de Danske Baade,
kaldede: "Færgebaade", som
med Ballast ankomme til
Höganæs, til derfra at
udføre Steenkul og
Porcellain- og Fajance-Jord
(eldfasta leror), uden at
betale nogensomhelst Afgift,
bliver vedligeholdt. Derimod
skulle de Svenske Baade, der
gaae directe fra Höganæs til
Danmark, ladede med Steenkul
og Porcellain- og
Fajance-Jord (eldfasta
leror), ligeledes være frie
for alle Afgifter af
hvilketsomhelst Slags.
7. De Danske Fartøier
og Baade, ligesom og de
Svenske og Norske Fartøier
og Baade, skulle ikke kunne
nyde godt af de Friheder og
Fordele, som nærværende
Tractat tilstaaer dem, uden
forsaavidt som de ere
forsynede med de Papirer og
Certificater, der ifølge de
fra begge Sider bestaaende
Anordninger fordres for at
bevise deres Drægtighed og
Nationalitet.
8. Nærværende Tractat
skal forblive i Kraft i ti
Aar, at regne fra 1 jan.
1827, og endog efter dette
Tidsrum, med mindre den ene
eller den anden af de Høie
contraherende Parter
derefter udtrykkeligen
erklærer sin Hensigt at lade
dens Virkning ophøre. I
dette Tilfælde skal den
endnu vedblive at være
forbindende indtil Udløbet
af de tolv Maaneder, der
følge paa den officielle
Anmeldelse, som af den ene
af de tvende Magter er givet
den anden om at den skal
ophæves.
9.
Ad § 2, nr. 21
Forordning
af 30. maj 1828 Forordning
om Adskilligt som i
Henseende til Daaben bliver
at iagttage, med senere
ændringer, § 1-4, 7, 8,
13-18 (Dåbsforordningen)
Forskriften indeholder 19
paragraffer, men alene §§
1-4, 7, 8 og 13-18 foreslås
bevaret.
Gr. Kongen er kommen i
Erfaring om, hvorledes Fr.
27 Jul. 1771, tvertimod sin
hensigt, jevnligen misbruges
til utilbørlig Udsættelse
med Børns Daab; hvorfor det
er fundet uomgiængelig
fornødent, at anordne
passende Tvangsmidler mod de
Forældre, der forsømme den
Pligt, der baade efter
Religionens og Statens Love
paaligger den i saa
Henseende. Endvidere har
Kongen anseet det meest
svarende til Daabens Væsen
og Betydning, at den
forettes paa de til
Gudstienesten helligede
Steder, og at Undtagelse
derfra kun tilstædes i
virkelige Nødvendigheds-
Tilfælde. Saa har Han og
fundet det hensigtsmæssigt,
at give nærmere Bestemmelser
angaaende nogle andre i
Forbindelse dermed staaende
Punkter. Thi befales:
1.) Ligesom det er
Pligt for alle Forældre, der
bekender sig til den
christelige Religion, at
lade deres Børn ved Daabens
Sacramente indlemme i den
christne Kirkes Samfund,
saaledes paaligger det dem
og at opfylde denne Pligt
inden en vis passende Tid.
Denne bestemmes saaledes, at
Børn, der fødes fra 1 Mart.
til 1 Sept., begge
inclusive, skulle døbes
inden 8 Uger efter Fødselen;
hvorimod det tillades
Forældre at udsætte Daaben
af de Børn, som fødes i den
øvrige Tid af Aaret, til den
først paafølgende Mai
Maaneds Udgang.
2.) Daaben bør, som
Sacrament, ordentligviis
altid forrettes af
Vedkommende Præst og i
Kirken. Dog bør det, naar
Barnet, formedelst
beviisligt Sygdomstilfælde,
kunde være Fare undergivet
ved af føres til Kirken,
være tilladt at lade det
døbe i dets Hiem, og hvis
saadan Svaghed skulde
vedvare til Barnet naaer den
i § 1 befalede Alder, skal
det endog være Pligt at
foranstalte det hiemmedøbt,
da det ikke kan tilstedes,
at lade det længere Tid
henligge udøbt, ligesom det
naturligviis og vilde være
utilladeligt at føre det
svage Barn til Kirken i en
Tilstand, hvori dets Liv og
Sundhed kunde være udsat for
Fare.
3) Naar i Medhold af
§ 2 et Barn hiemmedøbes,
skal Daaben dog forettes af
vedkommende Præst, med
mindre Barnets Liv maatte
være i saa øieblikkelig
Livsfare, at det var
umueligt at faae Daaben
forrettet ved ham; thi i saa
Fald skal det være tilstedt,
at lade en anden ordineret
Mand, en Skolelærer eller en
anden vel oplyst Christen af
sat Alder og gode Sæder,
døbe Barnet, ligesom og
Daaben da kan meddeles af
Barnets Fader. Jordemødre
eller andre Qvinder maa ikke
dertil bruges, med mindre
Barnets Svaghed, i
Forbindelse med de øvrige
Omstændigheder, skulde
forhindre at faae en
Mandsperson af ovenanførte
Egenskaber til at forrette
Daaben.
4.) Naar Barnet døbes
hiemme i Huset, skal det
være Præsten tilladt at
giøre saadanne Afkortninger
i den foreskrevne formular,
som Omstændighederne kræve,
dog at hvad der væsentlig
hører til den christne Daab
ingenlunde forbigaaes. I de
enkelte Tilfælde, hvor en
Uordineret, i Medhold af §
3, døber, bør den Døbende,
efter at have ladet sig
opgive Barnets Navn, blot
navngive det, og, ved at øse
reent Vand paa dets Hoved,
døbe det i Navnet Faderens,
Sønnens og den Hellig-Aands,
samt derpaa læse Fader Vor.
Iøvrigt bør ved Hiemmedaab
al muelig Værdighed og
Anstændighed iagttages.
5-6.) Ophævet.
7.) Daaben og dens
Stadfæstelse i Kirken
tilfalder altid, hvor intet
særskilt Regulativ heri giør
Forandring, Sognepræsten i
den Menighed, hvortil Barnet
hører paa den Tid,
Handlingen forrettes;
ligesom denne og har at
antegne Daaben i sin
Embedsbog paa den i saa
henseende befalede Maade.
Til Hiemmedaab kan derimod
enhver af Menighedens
Præster, og, under den i § 3
nævnte Betingelse, ogsaa
Andre bruges; men naar
saaledes en Anden, end en af
Menighedens Præster, har
forrettet en Hiemmedaab, bør
Faderen, eller, naar denne
er fraværende eller Barnet
er født udenfor Ægteskab,
den der har forrettet
Daaben, inden 24 Timer i en
Kiøbstad og 4 Dage paa
Landet, derom giøre
Anmeldelse til Sognepræsten,
for at denne kan foranstalte
den fornødne Antegnelse i
Kirkebogen. Denne Anmeldelse
bør indeholde en fuldstændig
Forklaring om Aarsagen til
at Barnet blev hiemmedøbt,
og, hvis Daaben er forrettet
af en uordineret Person, bør
Præsten tillige forsikre sig
om, at Barnet virkelig har
modtaget den christne Daab,
hvorom de tilstedeværende
Vidner, saavelsom den, der
har forrettet Daaben, skulle
være pligtige, ved Møde for
Præsten, om det af ham
begieres, at afgive deres
Forklaring. Foruden denne
anmeldelse til Sognepræsten,
skal tillige enhver
Hiemmedaab, hvad enten den
forrettes af vedkommende
Præst eller af hvilken anden
dertil Berettiget i Følge §
3, tillige, inden foranførte
Tidspuncter, anmeldes for
den Kirkebetient, som
tillige med Præsten fører
Bog over de ministerielle
Handlinger.
8.) Forsømmes den i §
7 foreskrevne Anmeldelse,
bør den Skyldige derfor
ansees med Mulct fra 1 til 5
Rbdlr Sølv til vedkommende
Fattigcasse efter den i § 5
nævnte Øvrigheds nærmere
Bestemmelse. Dersom det
findes, at Hiemmedaab er
valgt uden tilstrækkelig
Grund, eller at man, uden
nogen i § 3 hiemlet Aarsag,
har ladet Barnet døbe af
nogen Anden end vedkommende
Præst, bør enhver af de
Skyldige tiltales til at
erlægge en Mulct til
Fattigcassen fra 2 til 10
Rbdlr Sølv efter Sagens
Beskaffenhed og deres
Formueomstændigheder.
9-11.) Ophævet.
12.) Til ydermere
Betryggelse for at behørig
Anmeldelse skeer, bør i
Kiøbenhavn Jordemødrene 14
Dage efter hvert Nytaar give
vedkommende Sognepræster
speciel Underretning om de
Fødsler, hvorved de i det
tilendebragte Aar have været
brugte. I
Forsømmelsestilfælde bødes 1
Rbd. Sølv for hver Uge,
hvilken Mulct inddrives ved
Udpantning efter den i § 5
nævnte Øvrigheds
Foranstaltning. Dersom i
Indberetningen nogen Fødsel
findes at være udeladt,
eller Tiden urigtig
bemærket, bør Jordemoderen
derfor tiltales og dømmes
til en Mulct at indtil 20
Rbd. Sølv til Fattigvæsenet,
hvis Feilen har sin Grund i
Uagtsomhed, men til høiere
Bøder eller efter
Omstændighederne Bestillings
Fortabelse, saafremt
forsætlig Urigtighed er
begaaet.
13.) To til tre Dage,
førend et Barn skal døbes i
Kirken eller dets Daab
sammesteds bekræftes, skal
Forretningen bestilles hos
Sognepræsten. Ordentligviis
bør, naar der er et ægte
Barn, Faderen selv møde hos
Præsten i foranførte
henseende, men er det en
bekiendt Mand, kan
Begieringen og Anmeldelsen
og skee skriftlig, ligesom
og, hvor Faderen ei selv kan
møde, samt naar det er et
uægte Barn, en Paalidelig
Person kan sendes til
Præsten, for at foranstalte
og meddele det Fornødne. Da
det derhos paaligger Præsten
at paasee og overholde al
muelig Orden og Nøiagtighed
i Protocollernes Førelse, af
hvilke Attester udstædes,
hvorpaa Børnenes Vel i Tiden
kan, samt naar det er et
uægte Barn, en paalidelig
Person kan sendes tin beroe,
have Vedkommende uværligen
at meddele ham alle til
Forretningen hørende
Oplysninger, samt, naar
Forældrene ere viede udenfor
Pastoratet, forevise
Vielse-Attest, om han det
forlanger. Den samme
Bestilling skal ogsaa skee
hos vedkommende
Kirkebetient, hvis Pligt det
er at indføre
Daabsforretningen i sin
Embedsbog.
14.) Naar Daaben
eller Daabens Bekræftelse
forefalder paa en Dag, da
der er offentlig
Gudstjeneste, bør den skee
til Høimessen, og saasnart
Psalmen efter Prædiken er
afsiungen, med mindre
Altergang finder Sted paa en
saadan Dag; thi da skal, for
at ikke Altergangen skal
forsinkes, Daaben først
forrettes, naar Kommunionen
er forbi, dog førend
Beslutningspsalmen synges.
Dog skal det, i Betragtning
af det større Antal Børn,
som i de Kiøbenhavnske
Menigheder blive at føre til
Kirke, være tilladt, at det
i disse Menigheder fremdeles
forbliver som hidtil, at
Daaben eller dennes
Stadfæstelse først
foregaaer, efter af
Høimesse-Tienesten er til
Ende. Paa andre Dage kan
denne hellige handling
foretages, i Kiøbenhavn til
hvilken Tid om Formiddagen,
der regnes til Kl. 2,
Præsten bestemmer, hvorved
han dog, saavidt mueligt,
bør rette sig efter
Forældrenes Ønsker og
Leilighed; men udenfor
Kiøbenhavn bør paa saadanne
Dage Anordn. om
Almueskolevæsenet i
Kiøbstæderne i Danmark, 29
Jul. 1814. § 28, og Anordn.
for Skolevæsenet paa Landet
S. D. § 21 iagttages. Naar
flere Børn paa samme Dag
skulle døbes, bør dette skee
i den Orden, hvori Daaben er
bestilt.
15.) Naar Hiemmedaab
forlanges hos Præsten, bør
han, saasnart skee kan,
foretage denne Handling; dog
bør Forældrene, hvor det
behøves, skaffe ham
Befordring til det Sted,
hvor Daaben skal forettes.
16.) Hvor det er
tvivlsomt, om et Barn
retteligen er døbt, bør det
døbes paa samme Maade, som
ethvert andet Barn. Denne
Regel finder og i
Særdeleshed Anvendelse pa
Hittebørn, og om der ved et
saadant findes en Seddel,
som indeholder, at det er
døbt, skal dette ikke ansees
som Beviis nok, men kan dog
benyttes som Veiledning til
nærmere Efterforskning.
17) Til Faddere ved
Daaben maa Ingen antages,
som ikke bekiender sig til
den christelige Religion, ei
heller Nogen, som ikke endnu
er confirmeret. Iøvrigt bør
det have sit forblivende ved
Lovens 2-5-5, hvorhos der
ved enhver Daab bør i det
mindste være tre Vidner.
18.) Ved den i § 13
befalede Anmeldelse, hvorved
fadderne opgives for
Præsten, haver denne at
paaagte, at ingen
Uberettiget stedes til at
være Daabsvidne; ligesom han
og bør paasee, at intet
upassende Navn, som
Vedkommende kunde falde paa
at foreslaae, gives noget
Barn. Iøvrigt bør hvert Barn
ved Daaben benævnes ei alene
med fornavn, men og med det
familie-eller Stamnavn, som
det i Fremtiden bør bære.
19.) Hvad de Børn
angaaer, som for Tiden
henligge udøbte eller blot
ere hiemmedøbte, uden at
deres Daab er stadfæstet i
Kirken, blive de i § 5 og 6
hiemlede Forskrifter ei at
anvende førend 4 Uger,
efterat denne Anordn. paa
behørig Maade er kundgiort,
om end ellers den ved
Anordn. givne Frist
tidligere udløber.
Ad § 2, nr. 22
Cancellie-Pl. af 14. oktober
1828 om Adskilligt, der
vedkommer den ved det
mosaiske Troessamfund i
Kjøbenhavn ansatte Præst
Forskriften indeholder 7
paragraffer, men alene §§ 1,
2, 4, 5 og 7 foreslås
bevaret.
§ 1. Uagtet fornævnte
Præst, saalænge der ei, i
Overeensstemmelse med
Anordn. 29 Mart. 1814 § 10,
ere ansatte Præster ved de
mosaiske Meenigheder her i
Riget udenfor Kbhvn, ikke
fører det sammesteds
bestemte Navn af øverste
Præst, skulle dog alle
Catecheter, som ere eller
maatte blive ansatte ved det
mosaiske Troessamfund i
Danmark, saavel i Kbhvn som
i Provindserne, i deres
Embedsførelse staae under
hans Tilsyn.
§ 2. Alle i Kbhvn
forefaldne ministerielle
Forretninger hos den
mosaiske Religions
Bekiendere, saasom Vielser
og hvad der i Anledning af
Skilsmisser bliver efter de
mosaiske Love at foretage,
tilfalde Præsten; hvorimod
Vielser, som forefalde hos
den mosaiske Troes
Bekiendere i Sielland, men
udenfor Hovedstaden, blive
at forette af den ved
bemeldte Troessamfund her i
Staden ansatte Catechet. I
øvrigt bliver, i Forbindelse
med Anord. 29 Mart. 1814 §
17, de i Fr. 30 Apr. 1824. §
3 givne Forskrifter,
forsaavidt de ere
anvendelige paa Bekiendere
af den mosaiske Troe, at
iagttage inden nogen Vielse
i Troessamfundet maa
forrettes; ligesom Præsten,
i Overeensstemmelse med
førstnævnte Anordn. § 7,
ikke maa iværksætte nogen
Skilsmisse imellem Ægtefolk,
inden deres Ægteskab ved Dom
eller Resolution er aldeles
ophævet i Overeensstemmelse
med Landets almindelige
Love.
§ 3. Den ved det
mosaiske Troessamfund i
Kjøbenhavn ansatte Catechet
haver at afholde den i
ovenmeldte allerhøieste
Anordning af 29de Marts 1814
§. 14 befalede
Religionsprøve og modtage
den dermed forbundne
Troesbekjendelse og
religiøse Løfte, saalænge
indtil Præsten, der ikke
endnu er det danske Sprog
mægtig, efterat have
erhvervet den dertil
fornødne Sprogkundskab, som
hans Majestæt har paalagt
ham inden en vis Tid at
forskaffe sig, overtager sig
bemeldte Forretning, under
den i saa Henseende
foreskrevne Bestemmelse.
§ 4. Menigheden skal
for Fremtiden have sin, i
Overeensstemmelse med
Reglementet af 29de Juli
1814 indrettede,
Skolecommission, bestaaende
af Præsten i Forbindelse med
nogle verdslige Medlemmer af
Menigheden, der udnævnes af
den Kgl. Direction for
Almue- og
Borger-Skolevæsenet i Kbhvn,
men hvortil Repræsentanterne
have at forslaae nogle gode
og duelige Mænd for
Directionen.
Repræsentanterne ville
saaledes blive at fritage
for de dem ved allerhøieste
Resolution af 17de August
1813 indtil videre paalagte
Pligter med hensyn til
Menighedens Skolevæsen.
§ 5. Ligesom Præsten
haver, paa Forlangende,
mundtligen at besvare alle
Spørgsmaale angaaende
Cermonialloven, samt at
examinere og authorisere
Schechtere, samt ellers at
iagttage det Fornødne med
Hensyn til Cermonialloven,
saaledes tilfalder det ham
og skriftligen, paa
Forlangende, at besvare
Spørgsmaale ang. den jødiske
Ret, forsaavidt samme,
uagtet Bestemmelserne i
Anordn. 19 Mart. 1814, kan
komme i Betragtning, samt
oversætte Documenter,
affattede i det jødiske
Sprog.
§ 6. Uagtet der hører
til hans Embede at overvære
Eedsfæstelse af Parter og
Vidner, der bekjende sig til
den mosaiske Troe, og i
Overeensstemmelse med
Forordningen af 15de
September 1747, eller de
Forskrifter, som derom
allernaadigst maatte blive
givne, at bestyre de til
Eeden hørende Ritus m. v.,
bliver dog denne Forretning
at udføre af Catecheten,
saalænge indtil den nu
allernaadigst ansatte Præst
har erhvervet den fornødne
Færdighed i det danske
Sprog.
§ 7. Skiøndt der er
tillagt Præsten en passende
Løn af Menighedens Kasse,
skal han dog være berettiget
til at modtage det Offer,
som Menighedens Medlemmer,
af egen god Villie, yde ham,
men uden at nogen dertil kan
ansees pligtig. Fremdeles er
han berettiget til at
oppebære Betaling for
Vielser, saa og for at
afholde den befalede
Religionsprøve, samt modtage
den dermed forbundne
Troesbekiendelse og
Religionsløfte, og dertil
forberede Ungdommen, naar
han, i Medhold af §. 3, i
sin Tid overtager denne
Forretning; dog bør
Betalingens Størrelse i
begge disse benævnte
Tilfælde stedse overlades
til Vedkommendes fri Villie,
og de, der mangle Evne til
at betale noget, bør være
aldeles frie. Endvidere
nyder han Betaling for de i
§ 5 omhandlede skriftlige
Responsa og Oversættelser,
naar disse matte forlanges
af Private, hvilken
Betaling, i Mangel af
mindelig Overeenskomst,
bliver at afgiøre ved
Magistratens Kiendelse.
Derimod tilkommer der ham
ingen Betaling, naar slige
Responsa eller Oversættelser
kræves af en offentlig
Autoritet eller til Brug ved
en offentlig eller
beneficieret Sag; dog, hvad
disse sidste angaaer, med
Undtagelse af de Tilfælde,
hvori Pl. 20 Apr. 1825 kan
himle ham Adgang til
Betaling.
Ad § 2, nr. 23
Forordning
af 22. november 1837
indeholdende nærmere
Bestemmelser ang. den
Selveierbønder ved Fr. 13
Mai 1769 hiemlede
Testationsfrihed, som senest
ændret ved lov nr. 215 af
31. maj 1963 om arv
1.) Naar en gift
Eiendomsbonde, der lever i
det sædvanlige
Formuesfællesskab med sin
Hustrue, vil benytte den
Frihed, Fr. 13 Mai 1769 § 5
giver ham til at giøre
testamentarisk Anordning
over hans Gaard med
Tilbehør, bør han dertil
erhverve Hustruens Samtykke.
2.) Ved den
testamentariske Anordning,
som Forældre saaledes giøre
over en Selveiergaard, kan
det og bestemmes, at den af
dem, der bliver den
Længstlevende, skal, dog
under de nærmere
Bestemmelser, som den
efterfølgende 4 §
indeholder, beholde Gaarden
med Tilbehør, imod et
Vederlag, der svarer til den
Værdie, hvorfor Gaarden i
sin Tid skal overlades til
et af Børnene, hvilket
Vederlag sikkres i
Eiendommen og udbetales i de
Tilfælde, hvori Børns
Fædreneeller Mødrene-Arv
ellers skal udbetales dem.
Den Længstlevende er ikke
bemyndiget til at sælge
Gaarden, uden at den først
tilbydes den Søn eller
Datter, som den i sin Tid
skal tilfalde, hvilken da
skal være berettiget til at
modtage samme for den i
Testamentet satte Værdie og
med Beløbets
Tilveiebringelse have
Henstand til den anden
derpaa følgende Juni eller
December Termin, hvilken
sidste ved denne Leilighed
ogsaa i Jylland bliver at
regne for Omslagstermin.
Saafremt bemeldte Arving
ikke er myndig, skal Sagen,
inden Beslutning tages om
Gaardens Overtagelse,
indstilles til det Kgl.
Cancellies Bedømmelse. Det
følger ellers af sig selv,
at der ved Ægtefolkenes
fælles Testament ogsaa kan
bestemmes yderligere
Indskrænkning i den
Længstlevendes Raadighed
over Gaarden, og at det
navnlig kan formenes denne
at pantsætte samme, ligesom
den Længstlevende i intet
Tilfælde kan give nogen
Panteret foran de
Arvelodder, som ere Børnene
tilfaldne efter den forhen
afdøde Fader eller Moder,
hvilke Arvelodder, som
foranført, blive
prioriterede i Gaarden,
indtil der paa anden Maade
giøres Arvingerne Fyldest
for samme.
3.) Det følger
ligeledes af sig selv, at
den Længstlevende ikke kan
efter sin Ægtefælles Død
giøre nogen Forandring i den
engang, til Fordeel for et
af Børnene, af dem
tilkiendegivne sidste
Villie, men skulde bemeldte
Barn døe eller ei ville
modtage Eiendommen, kan den
Længstlevende ved en ny
testamentarisk Disposition
bestemme, hvo af de øvrige
Børn der skal træde i dets
Sted, saafremt det fælles
Testament ei allerede
indeholder nogen Bestemmelse
desangaaende.
4.) Den Ret til at
beholde Gaarden, som der ved
Ægtefolks fælles Testament
kan tillægges den
Længstlevende af disse, skal
med Hensyn til Manden ikke
være indskrænket til den
Tid, han bliver hensiddende
ugift, ligesom Gaarden og,
naar Enken indlader sig i
nyt Ægteskab, kan forblive
hos hende og hendes anden
Mand, saalænge indtil den
Søn, hvem Gaarden efter
Testamentet skal tilfalde,
bliver myndig, hvorved i
Overensstemmelse med Lovens
3-17-34 forstaaes, at han
har opnaaet 18 Aars Alderen,
eller den Datter, som den er
tillagt, indgaar Ægteskab.
Naar saaledes Enken indgaar
nyt Ægteskab, bør en
Forretning af vedkommende
Skifteforvalter foranstaltes
optaget, som viser
Beskaffenheden af Gaarden
med Tilbehør, der, som
foranført, i sin Tid skal
afleveres til en Søn eller
Datter. Ligeledes bør og en
saadan Forretning optages,
hvor det ellers ved
Anvendelsen af § 2 maate
være fornødent til
fuldstændig Oplysning om,
hvad den vedkommende Arving
i sin Tid kan fordre.
Iøvrigt skal den Søn eller
Datter, som i Anledning af
Enkens nye Ægteskab kommer i
Besiddelse af Gaarden,
saafremt Testamentet ikke
indeholder nogen for Samme
fordeelagtigere Bestemmelse,
fyldestgiøre hende for sin
Halvpart i Gaarden efter den
Værdie, som den ved lovlig
Vurdering findes at have,
uden Hensyn paa den i
Testamentet til Regel for
Delingen mellem Børnene
satte Værdie, og bør i dette
Tilfælde samme Frist til
Summens Tilveibringelse
gives, som i § 2 er
tilstaaet.
5.) Istedetfor en
saadan Disposition, som §§ 2
og 4 hiemle en Selveierbonde
og hans Hustrue Ret til at
oprette til hinandens
Fordeel, skal det ogsaa,
uanseet de have
Livsarvinger, staae dem frit
for ved reciprokt Testament
at bestemme, at den
Længstlevende skal beholde
Gaarden med Tilbehør som sin
fuldkomne Eiendom, imod
efter foregaaet edelig
Taxation at udbetale den
Førstafdødes Arvinger 1/3 af
Gaardens og dens Tilbehørs
sande Værdie, denne dog kun
beregnet efter Fradrag af
den derpaa hvilende Gield,
hvormed disse i ethvert
Tilfælde skulle lade sig
nøie, samt endelig under den
Betingelse, at den
Længstlevende frafalder sin
Ret til at tage Broderlod
efter den Førstafdøde, hvor
ellers en saadan Ret maatte
tilkomme den.
6.) Forsaavidt en
Selveier ingen Livsarvinger
har, skal han ikke i
Benyttelsen af Fr. 13 Mai
1769 § 5 være bunden til
nogen af sine Arvinger, men
han kan borttestamentere
Gaarden med Tilbehør til
hvem han vil, ligesom det
heller ikke skal være
fornødent at fastsætte noget
Vederlag til hans
Slægtninge. Dog skal han,
naar han besidder Eiendommen
i Fællesskab med sin
Hustrue, i Overensstemmelse
med § 1, have dennes
Samtykke, naar han vil
benytte foranførte
Testationsfrihed til Fordeel
for Andre, end Hustruen
selv. Iøvrigt kunne
Ægtefolk, som ingen
Livsarvinger have, oprette
sligt Testament til Bedste
for hinanden indbyrdes.
7.) Den Selveiere ved
Fr. 13 Mai 1769 § 5
tilstaaede Ret til at
bestemme, hvad der skal
følge med Gaarden og regnes
til dens Besætning, skal
ikke indskrænkes til
Creaturbesætning, men ogsaa
indbefatte Inventarium,
Indboe og Udboe af alt
Slags, som findes i Gaarden.
8.) Den ovennævnte
ved Fr. 13 Mai 1769 § 5
Selveiere tilstaaede og ved
denne Fr. nærmere forklarede
og bestemte Testationsfrihed
finder Sted, hvad enten en
Selveiergaard besiddes med
fuldkommen eller kun med
ufuldkommen Eiendomsret, og
tilkommer ligeledes selv de
Arvefæstere, som ei ere
berettigede til at sælge
eller pantsætte deres
Gaarde, forsaavidt saadant
kan bestaae med det
Arvefæstebrev eller andet
Document, hvorpaa Testators
Hiemmel til Eiendommen
grunder sig; fremdeles skal
den og være anvendelig paa
bebyggede Hovedgaardsjorder,
(naar disse ikke overstige
12 Tønder Hartkorn),
hvorimod det ikke skal være
til Hinder for Rettighedens
Udøvelse over en af
uprivilegeret Hartkorn
bestaaende Gaard, at dette
maatte være af et større
Beløb. Hvad Steder med
Tillæg af mindre end 1 Tønde
Hartkorn angaaer, da,
eftersom disse ei kunne
betragtes som
Selveiergaarde, saa kunne
Eierne, hvad enten Jorderne
ere frie eller ufrie, ikke
raade over samme ved
Testament anderledes, end i
Medhold af de almindelige
Love, [hvorimod Fr. 21. Jun
1799 kommer slige Steders
Besiddere til gode.]
Foranførte Bestemmelser ere
at forstaae om Ager og Engs
Hartkorn; dog bliver Skov-
og Mølleskyld at medregne
efter det sædvanlige Forhold
1:2. Forøvrigt skal det
ikke, for at kunne udøve den
oftnævnte ved Fr. 13 Mai
1769 § 5 og denne Fr.
hiemlede Testationsret, være
fornødent, at Paagieldende
efter sin Fødsel og
personlige Stilling hører
til Bondestanden.
9.) Ligesom den, der
besidder flere
Selveiergaarde, ikke kan ved
Testament tillægge eet Barn
flere af disse, saaledes kan
der heller ikke forbeholdes
den Længstlevende flere
Gaarde; dog maa Sidstnævnte
ogsaa kunne beholde den
Gaard, som er tillagt en
ikke fuldmyndig Søn eller en
Datter, indtil han bliver
fuldmyndig og hun gift,
hvorved det imidlertid i
Overeenstemmelse med § 4
bliver at iagttage, at i det
Tilfælde, hvor Enken gifter
sig paa ny, ikke
Fuldmyndighed, men alene
Myndighed udkræves, for at
vedkommende Søn skal sættes
i Besiddelse af Gaarden. Ei
heller kan det Foranførte
være til Hinder for, at den
Længstlevende beholder de
flere Eiendomme, der kunne
tilfalde den som Boeslod
efter Loven.
10.) En Enke, der
eier en Selveiergaard, kan i
Eet og Alt udøve den
Testationsfrihed, som
hiemles i denne Fr.
Imidlertid kan den Enke
eller Enkemand, som
hensidder i uskiftet Boe
efter den Afdøde, uden at
der, medens denne levede, er
giort nogen testamentarisk
Anordning om Gaarden, ikke
benytte den nævnte
Testationsfrihed anderledes,
end at den Afdødes Arvinger
maae beholde den allerede
faldne Fædrene- eller
Mødrene-Arv uforkrænket.
11.) Ophævet.
12.) Det staaer ogsaa
en Selveier frit for under
de sædvanlige
Testationsformer at oprette
et Testament af det Indhold,
som denne Fr.hiemler, og
skal han saa i Tilfælde
bruge det for Testamenter
anordnede stemplede Papir.
Forsaavidt Testamentet
oprettes mellem Ægtefolk
saaledes, at det giver den
ene af disse Adkomst til,
efter den andens Død, at
besidde Gaarden med de
Indskrænkninger, som denne
Frs. §§ 2 og 4 indeholde,
bør, hvis det oprettes i den
førstanførte Form, en
Afskrift af den til
Tingbogen dicterede
Villies-Erklæring indføres i
Panteprotocollen og derfor
det sædvanlige Tinglæsnings-
og Protocollations-Gebyhr
betales, ligesom
Testamentet, naar det paa
anden Maade er oprettet, bør
tinglæses.
Ad § 2, nr. 24
Forordning
af 8. juli 1840 for
Kongeriget Danmark, indtil
videre med Undtagelse af
Bornholm, ang.
Amtstue-Oppebørselerne og de
Oppebørseler i Kjøbstæderne,
der ere af samme Slags, som
de, der paa Landet vedkomme
Amtstuerne, m.v., som senest
ændret ved lov nr. 69 af 3.
marts 1971 om ændring af lov
om beskatning til kommunerne
af faste ejendomme
Forskriften har 50
paragraffer men alene § 2
foreslås bevaret.
Se desuden lovforslagets §
8.
Vi Christian den Ottende,
osv., G.v.:
I
Forbindelse med de
Bestemmelser, som indeholdes
i Vor Forordning af Dags
Datum, angaaende det
offentlige Kasse- og
Regnskabs-Væsen i Vort Rige
Danmark i Almindelighed,
ville Vi, efter at have
modtaget Betænkning fra
begge Forsamlinger af Vore
troe danske
Provindsialstænder, herved
allernaadigst have fastsat,
hvad der fra Begyndelsen af
Aaret 1841 desuden bliver at
iagttage i bemeldte Vort
Rige, dog indtil videre med
Undtagelse af Bornholm, med
Hensyn til
Amtstue-Oppebørselerne og de
Oppebørseler i Kjøbstæderne,
der ere af samme Slags som
de, der paa Landet vedkomme
Amtstuerne:
§ 1. Ligesom for
nogle Skatter og Afgifter
hidtil har været bestemt,
saaledes skulle herefter,
saavel paa Landet som i
Kjøbstæderne, alle staaende
Skatter og Afgifter til Vor
Kasse, Bankhæftelsesrenter
og Brandhjælpspenge, samt
paa Landet de
Kommune-Afgifter, der
erlægges til Amtstuerne,
forfalde til Betaling og
opkræves to Gange aarligen,
nemlig hvert Aars 1. April
og 1. Okt., hver Gang med
det Halve af det aarlige
Beløb (* 2).
Dette
gjør dog ingen Forandring i
de hidtil gjældende
Bestemmelser om, hvorvidt
Skatterne og Afgifterne
skulle erlægges enten
forskudsviis eller først ved
Udløbet af den Tid, for
hvilken de svares, saa at
Opkrævningen i indeværende
Aar skeer som hidtil,
hvorimod den første Termin,
den 1. April 1841,
indbefatter et forskjelligt
Tidsløb for de forskjellige
Skatter og Afgifter saasom:
for Bankhæftelsesrenterne og
Bygningsafgiften Tiden fra
1. Okt. 1840 til 31. Marts
1841, for Landskatten og de
i den Henseende i lige
Klasse med samme satte
Afgifter fra 1. Jan. til 30.
Juni 1841 og for
Brandhjælpspengene fra 1.
April til 30. Sept. 1841.
De
Skatter, som hidtil have
været forfaldne maanedsviis
eller kvartalsviis, uden at
forudbetales, saasom
Rangskat og Embedsskat,
opkræves den 1. April 1841
kun for et kvart Aar, men
hver følgende Termin for et
fuldt Halvaar. Iøvrigt
skulle Besidderne af Gods,
der, efter Lovgivningens
Bestemmelser, skal
bortfæstes, fremdeles være
berettigede til at lade
opkræve og i fornødent Fald
inddrive hos Fæsterne de
Skatter, for hvilke de
indestaae, kvartalsviis som
hidtil, og skulle derfor
Amtstuerne være forpligtede
til, paa Begjæring af
saadanne Besiddere af
Fæstegods, i Begyndelsen af
hvert Kvartal at meddele dem
Beregning over Skatternes og
Afgifternes samlede Beløb,
efter de nu gjældende
Regler, for det paagjældende
Kvartal.
Det Samme
skal derhos være Regel med
Hensyn til Arvefæstere, for
hvis Skatter
Herlighedseierne indestaae.
-
Forsaavidt Skatterne eller
Afgifterne ere paabudne i
Sølv, der kan erlægges med
Sedler og Tegn efter
Kvartalskoursen, bliver, for
at det inden Forfaldstiden
nøiagtigen kan beregnes,
hvor meget der, naar denne
Betalingsmaade af Yderne
vælges, skal erlægges, den
Kvartalskours at tage til
Følge, som er gjældende det
sidste Kvartal før
Forfaldstiden, og det
uanseet, naar Betalingen
skeer. Men, ligesom Sølv
altid kan betales med et
lige Beløb i rede Sølv,
saaledes skal ogsaa det, som
skyldes i Repræsentativer,
modtages med rede Sølv efter
Pari-Kours, saafremt Yderne
selv ønske paa den Maade at
afgjøre det.
§ 2. Forsaavidt
Skatterne og Afgifterne,
hvad enten de ere staaende
eller de aarligen eller
extraordinairt paalignes,
ere at ansee som reelle, saa
at de ere lignede paa eller
svares af faste Eiendomme
(til hvilke Eiendomme ogsaa
Tiender regnes), hæfte de
paa de Eiendomme, hvoraf de
ere forfaldne, med
Fortrinsret endog fremfor
Pantefordringer. Iøvrigt
følge de indbyrdes i den
Orden, at
Bankhæftelsesrenterne først
blive at udrede, dernæst
Vore egne Skatter og
Afgifter, lige med hvilke
ogsaa Amtsforvalternes
Skriverpenge regnes, derpaa
Brandhjælpspengene og
endeligen samtlige
Kommune-Afgifter, hvorhos
det dog er en Selvfølge, at
vedkommende Tiendetageres
Fortrinsret i
Overeensstemmelse med F. 8.
Jan. 1810, § 29, Litr. C.,
er dem forbeholden.
-
Ophævet.
-
Ophævet.
- Den her
omhandlede Fortrinsret
skulle dog reelle Skatter og
Afgifter herefter ikkun nyde
for 2 Aar fra den Tid af, at
de forfalde til Betaling;
men den holdes i Kraft, naar
Restancerne, i det Sildigste
inden 3 Maaneder efter
bemeldte 2 Aars Udløb, ere
beordrede Fogden til
Inddrivelse, og Forretningen
siden forsvarligen er
fortsat, eller naar
Skyldneren inden samme Tid
er død eller har opgivet sit
Bo, og dette er taget under
Skiftebehandling. Efterat
Fortrinsretten er tabt,
betragtes Restancen alene
som en simpel Fordring hos
Skyldneren.
- De
Restancer af Skatter og
Afgifter, som ere paadragne,
inden nærværende Anordning
træder i Kraft, beholde
derimod, indtil de betales,
deres Fortrinsret saaledes,
som Lovgivningen hidtil har
hjemlet dem.
§ 3. Amtsforvalterne
paa Landet og Magistraterne
eller, hvor ingen ere,
Byfogderne i Kjøbstæderne,
som have at opkræve de i
forestaaende 2 §§ ommeldte
Skatter og Afgifter,
saavelsom de af Os
beskikkede Inspekteurer og
Forvaltere, der ved enkelte
af Vore Godser træde i
Amtsforvalternes Sted og
derfor overalt have at rette
sig efter, hvad der gjælder
for disse, have, foruden
hvad andre Bøger eller
Lister, som ere eller vorde
dem foreskrevne, eller som
de selv finde fornødne, uden
Undtagelse at holde 2 Bøger
over de dem betroede
Oppebørseler, nemlig en
Hovedbog eller speciel
Oppebørselsbog og en Journal
eller Kassebog.
§ 4. Hovedbogen skal,
forsaavidt Landet angaaer,
tydeligen indbefatte alle
Jord-, Gaard- og Huus-Eiere
m.Fl. i Distriktet, hvilke,
saavidt muligt, anføres i
den Orden, hvori de samlede
Jordegodser, Sognene og
Byerne følge paa hverandre,
og i Kjøbstæderne skulle
Magistraternes og
Byfogdernes Hovedbøger paa
lige Maade nøiagtigen
indbefatte alle Gaard- og
Huus-Eiere i den bekvemmeste
Orden samt de Ydere, der
maatte eie nogen Deel af
Kjøbstadens Jorder, uden
tillige at være Gaard- eller
Huus-Eiere. Ligesaa anføres
paa særskilte Steder i
Hovedbogen de Ydere, som
alene have personlige
Skatter at erlægge.
- Enhver
Skatyder skal i Hovedbogen
have sin Konto, paa hvilken
først anføres hans
Eiendommes samlede Hartkorn
af hvert Slags, altsaa ogsaa
det tiendeydende Hartkorn,
naar han eier Tienden, samt
den Kapital, hvorfor
Eiendommene ere bankhæftede.
Dersom Udstykning har fundet
Sted, bemærkes derhos første
Gang paa vedkommende Konti,
til hvilken Eiendom eller
fra hvilken Eiendom
Parcellen er kommen. Dernæst
skal paa den ene Side af
Kontoen postviis indføres
Alt, hvad Yderne have at
erlæge, samt paa den anden
Side ved Dag og Datum, hvad
derpaa betales til
vedkommende Embedsmand,
kontant eller ved
Likvidation, naar det ikke
er en staaende Likvidation,
der paa Debet-Siden
fradrages inden Linien.
- I samme
Hovedbog, der kan
indberettes for eet eller
flere Aar efter
Oppebørselsbetjentens
Bekvemmelighed, ligesom den
kan bestaae af saa mange
Bind, som behøves, skal, ved
hvert Regnskabsaars
Slutning, enhver Skatyders
Konto opgjøres og afsluttes,
og den Restance, der finder
Sted, inden Linien bemærkes,
hvilken da med det
summariske Beløb, ligeledes
inden Linien, overføres paa
Kontoen for det nye Aar, paa
det at Oversigt bestandigen
paa eet Sted kan haves over
Alt, hvad en Skatyder er
skyldig. Dog skeer
Afskrivningen, naar
Restancerne betales, paa
Kontoen for det Aar, da de
ere forfaldne, og paa
Kontoen for det nye Aar
bemærkes alene inden Linien,
at Betalingen er skeet.
- Ligesaa
skulle i Hovedbogen føres
særskilte Konti over
saadanne Indbetalinger, der
ikke kunne anføres paa de
specielle Skatyderes Konti,
saa at Hovedbogen skal
indeholde alle de Summer,
uden nogensomhelst
Undtagelse, som
Oppebørselsbetjenten i denne
Egenskab har havt at
modtage, og hvad han deraf
har modtaget.
§ 5. Journalen eller
Kassebogen, der altid maa
være for ikkun eet
Regnskabsaar, skal have
særskilte Rubriker for hver
Klasse af Oppebørseler,
hvorfor særskilt Regnskab
aflægges, og saaledes, at de
Indtægter, hvilke
Amtsforvalteren, naar de
udeblive, skal besørge
inddrevne og som kunne
kaldes hans direkte
Oppebørseler, afsondres fra
andre Indtægter, som han
ellers har at modtage, samt
at desuden de Skatter og
Afgifter til Vor Kasse, der
afgjøres ved Likvidation i,
hvad der tilkommer Yderne
som Godtgjørelse for
leverede Kornvarer (naar
Kornudskrivninger maatte
finde Sted) saavelsom for
præsteret
Udskrivnings-Fourage,
anføres i en Rubrik for sig
adskilt fra de Summer, der
kontant indbetales, hvorimod
alle andre Likvidationer,
naar de ikke i Hovedbogen og
Skattekvitteringsbogen inden
Linien skulle fradrages
Indtægten og altsaa ikke
vedkomme Kassebogen,
betragtes som kontante
Indbetalinger og derfor
tillige anføres under
Udgiften.
Ligesaa
tilføjes en Indtægtsrubrik
for Skriverpengene. Hvad der
indkommer af Restancer
opføres for hver Termin paa
et særskilt Sted i
Kassebogen afsondret fra de
løbende Indtægter.
-
Udgifterne anføres ligeledes
under en særskilt Rubrik for
hvert Slags Oppebørseler,
hvorfor særskilt Regnskab
aflægges. Dog behøves her
ingen Rubrik for likvideret
Korn- eller
Fourage-Godtgjørelse.
Derimod blive Skriverpengene
i en særskilt Rubrik at føre
til Udgift. Naar eensartede
Udtællinger, saasom Renter,
Pensioner og deslige,
bestaae af mange Poster,
kunne disse, saavidt de høre
til een Klasse, med det
samlede Beløb indføres i
Kassebogen, hvilket dog bør
skee betimeligen inden
Udløbet af hver Maaned.
- I
Kassebogen, der for Resten
føres paa den i § 23 af
Forordningen af Dags Datum,
angaaende det offentlige
Kasse- og Regnskabs-Væsen i
Almindelighed, bestemte
Maade, skal tillige ved hver
Indtægtssum henvises til det
Folium i Hovedbogen, hvor
den videre findes
specificeret.
- Ønsker
nogen Amtsforvalter at føre
Udgiftsbogen adskilt fra
Indtægtsbogen, eller at føre
en særskilt Indtægtsbog for
de direkte og en særskilt
for de indirekte
Oppebørseler, eller at
indføre Indtægterne under
flere Rubriker, end de
ovenmeldte, da skal dette
staae ham frit, naar alene
Kassebogen er saaledes
indrettet, at man af samme
kan see enhver Indbetaling,
som er skeet, og paa hvilken
Dag den har fundet Sted,
samt, ved at opsummere de
forskjellige Rubriker og
fradrage Udgiften, til
enhver Tid strax erfare
saavel hele Amtstuekassens
Status som den specielle
Tilstand af de forskjellige
Kasser eller Fonds, hvoraf
den bestaaer, og, ved at
fradrage det, der er
indkommet paa de direkte
Oppebørseler, fra hvad der
skulde indkomme, tillige de
Restancer, der for hver
Termin udestaae.
- Paa
lignende Maade føres ogsaa
Kassebogen af Magistraterne
eller Byfogderne i
Kjøbstæderne. Dog kan
Kassebogen for deres
Vedkommende være mere
summarisk, saa at, naar
Skatterne og Afgifterne
oppebæres ved Rodemestere
eller andre Skatteopkrævere,
alene det samlede Beløb for
hver Klasse af Oppebørseler
indføres i Kassebogen hver
Gang, Afregning skeer med
Opkræverne, hvilket dog i
det Mindste bør foregaae
hver Uge. Saavel
Amtsforvalternes som
Magistraternes og
Byfogdernes originale
Kassebøger blive, naar Vort
Rentekammer forlanger
Saadant, at indsende til
samme, for at sammenholdes
med Regnskaberne, Alt i
Overeensstemmelse med
Forskrifterne i den
ovenanførte Forordning af
Dags Datum angaaende det
offentlige Kasse- og
Regnskabs-Væsen i
Almindelighed.
§ 6. De Betjente, som
tillige have Kornvarer,
Fourage eller andre
Natural-Præstationer at
aflægge Regnskab for, skulle
desforuden derover føre
særskilte Bøger, saavel
nemlig specielle
Oppebørselsbøger som
Journaler, indrettede efter
de samme Regler, som ovenfor
i §§ 4 og 5 ere foreskrevne
for Hoved- og Kasse-Bøgerne,
saa at altsaa den specielle
Oppebørselsbog viser, hvad
enhver enkelt Yder har at
levere af hvert Slags
Natural-Præstationer og hvad
han af disse har leveret,
ligesom i Journalen
indrettes særskilte Rubriker
for hvert Slags
Præstationer. Dog kan denne
Journal være summarisk, saa
at deri blot indføres det
samlede Beløb, under de
forskjellige Rubriker, af
hvad der hver Dag eller hver
Uge er indkommet, eller,
forsaavidt Afleveringen
skeer til en anden
Embedsmand, og det
Afleverede altsaa ikke
ligger for Amtsforvalterens
Regning, da saasnart
Amtsforvalteren erholder
Underretning om, at
Afleveringen er foregaaet.
§ 7. Enhver, som har
staaende aarlige Skatter og
Afgifter at erlægge af de i
§ 1 omhandlede Slags, skal
have sin Kvitteringsbog, som
i det Mindste bør indeholde
4 Ark Papiir og være
pagineret, igjennemdraget og
forseglet med vedkommende
Amtmands Segl samt forsynet
med et Ark stemplet Papiir
af 4 Klasse til den Taxt,
som i Stempletpapiirsf. 3
Dec. 1828, § 5, for de
forskjellige Ydere er
foreskreven . (* 3)
Dog
fritages de, som alene have
personlige Skatter eller
Brandhjælpspenge at erlægge,
for stemplet Papiir til
deres
Skattekvitteringsbøger, der
ogsaa kunne indeholde færre
Ark.
- Iøvrigt
har Skatyderen selv at
bekoste Kvitteringsbogen, i
Henseende til hvilken derhos
de Forskrifter blive at
iagttage, som indeholdes i
ovennævnte F. 3. Dec. 1828,
§ 28, om, hvorledes der skal
forholdes, naar Nogen
tiltræder et skatpligtigt
Sted, eller besidder
forskjellige skatpligtige
Eiendomme.(* 3)
§ 8. I enhver af de i
foregaaende § omhandlede
Skattekvitteringsbøger skal
Oppebørselsbetjenten optegne
paa første Side den
Skatydendes Navn og Folium i
Hovedbogen, hans
skatpligtige Eiendom og
dennes Hartkorn af alle
Slags, dersom den er
matrikuleret, derunder ogsaa
indbefattet det tiendeydende
Hartkorn, hvoraf han maatte
eie Tienden, samt den
Kapital, hvorfor Eiendommen
er bankhæftet, og derefter
paa de følgende lige over
for hinanden staaende Sider
tydeligen indføre, paa den
ene Side Alt, hvad Yderen
har at erlægge til hver
Termin, samt paa den
modsatte Side, ved Dag og
Datum og under Modtagerens
Haand, hvad derpaa kontant
eller ved Likvidation
afbetales, Alt ganske paa
same Maade, som i § 4 er
foreskrevet for Hovedbogen,
med hvilken
Kvitteringsbøgerne stedse
skulle stemme overeens.
Dersom en
Skatyder forglemmer, naar
han betaler sin Skat, at
medbringe sin
Kvitteringsbog, skal det
være Oppebørselsbetjenten
tilladt i et saadant enkelt
Tilfælde at udgive paa en
løs Seddel sin
Interimskvittering, hvori
Aarsagen til dens Udstedelse
i saadan Form tillige bør
forklares, ligesom dette
ogsaa i Hovedbogen
udtrykkeligen bør anmærkes.
Men denne Interimskvittering
bør da inden 6 Maaneders
Forløb, og i ethvert
Tilfælde, inden de i § 43
anordnede
Restance-Undersøgelser
skulle foretages, indføres i
den ordentlige
Kvitteringsbog, eller, om
denne ikke inden den Tid
fremkommer, i en ny
Kvitteringsbog, som paa
Yderens Bekostning, under
samme Tvangsmidler, som for
resterende Skatter ere
bestemte, anskaffes.
-
Befindes nogen
Interimskvittering ældre,
uden at være indført i den
gamle eller en ny anskaffet
Kvitteringsbog, kan
Udstederen, saafremt nogen
særdeles Forsømmelse falder
ham til Last, og navnligen
saafremt han ikke har
indført det mod
Interimskvittering betalte
Beløb i Kvitteringsbogen,
uagtet denne i behørig Tid
har været ham foreviist,
derfor af Vort Rentekammer
mulkteres paa 5 til 10 Rbd.
Sølv til vedkommende
Fattigvæsen. Men, dersom
Beløbet ikke findes til
Indtægt i hans Hovedbog og
Kassebog, bør
Oppebørselsbetjenten bøde
fra 10 til 50 Rbd. Sølv, og
tager desuden Kvitteringens
Modtager i dette Tilfælde
Skade for Hjemgjæld,
saafremt Kassen iøvrigt ikke
kommer til fuld
Skadesløsholdelse hos
Betjenten.
-
Forsaavidt Kornvarer eller
Fourage angaaer, da bør
Modtageren meddele Yderen,
naar han forlanger det,
Interimskvittering, strax
ved Modtagelsen, for det der
afleveres, hvilken
Kvittering Yderen, saasnart
han vil det, kan forlange
indført i sin Kvitteringsbog
af Amtsforvalteren.
I alt
Fald bør denne i
Kvitteringsbogen paa samme
Tid, han deri afskriver
Godtgjørelsen for
Leverancen, tillige anføre,
naar, og med hvilket Beløb,
Leverancen er skeet.
§ 9. Inden den Tid,
Skatterne og Afgifterne ere
forfaldne til Betaling, skal
det Beløb, der bliver for
den bestemte Termin at
erlægge, være indført paa
enhver Skatyders Konto i
Hovedbogen, og til samme Tid
ogsaa de Godtgjørelser, som,
efter almindelige eller
specielle Befalinger, deri
blive at likvidere, dog uden
at Datum tilføjes, førend
Afskrivningen tillige kan
foregaae i Kassebogen.
-
Overstiger Godtgjørelsen
det, som i een Termin skal
erlægges, bliver det
Overskydende, forsaavidt det
ikke kontant skal betales,
at tilgodeskrive inden
Linien til Likvidation i den
følgende Termin.
-
Oppebørselsbetjenten har
derpaa ved Skatternes
Forfaldstid, eller dog strax
efter, at indkalde
Kvitteringsbøgerne, i hvilke
han da indfører, ganske
ligesom i Hovedbogen, paa
den ene Side Alt, hvad
Skatyderen har at betale, og
paa den anden Side Beløbet
af de Godtgjørelser, som
deri til samme Tid skulle
likvideres.
-
Kvitteringsbøgernes
Indkaldelse skeer ved en
almindelig Indvarsling, der
paa Landet bekjendtgjøres
ved Kirkestævne og i
Kjøbstæderne paa den paa
ethvert Sted sædvanlige
Maade; og bør Indkaldelsen
lyde paa en bestemt Dag og
Tid. Dog skulle
Amtsforvalterne være
forpligtede til, direkte at
tilsende Eiere af samlet
Gods en speciel Indvarsling
for deres Vedkommende.
Den, hvis
Kvitteringsbog da ikke
fremsendes, uden at nogen
gyldig Grund har forhindret
det, har at erlægge til
vedkommende Fattigkasse en
Mulkt af 16 Rbs. Sølv, for
Huusmænd og Eiere af Steder
under 1 Tønde Hartkorn af
hvilkesomhelst Slags, 48
Rbs. for Møllere, Kromænd,
Eiere af Steder, med 1 Tønde
Hartkorn og derover samt
Gaard- og Huuseiere i
Kjøbstæderne og i
Almindelighed alle andre
Skatydere, med Hensyn til
hvilke ingen særskilt Mulkt
udtrykkeligen er fastsat, og
4 Rbd. Sølv for Eiere af
komplette og ukomplette
Jordegodser, hvorhos
Beneficiarier og
Fideikommis-Besiddere samt
Arvefæstere ansees lige med
Eiere.
- Og have
Oppebørselsbetjentene, naar
de holde for, at Mulkterne
bør komme til Anvendelse, i
saa Henseende at henvende
sig til Amtmændene, hvilke
have at høre de Vedkommende
om Aarsagen til Forhalingen
og derefter at afgjøre, om
Mulkt bør erlægges, hvilken
da, i Mangel af Betaling,
bliver at inddrive ved
Udpantning.
- Ved
Kvitteringsbøgernes
Tilbagelevering underretter
dernæst Oppebørselsbetjenten
paa den Maade, der paa
ethvert Sted hidtil har
været brugt, de vedkommende
Ydere om den Dag og Tid, de
have at møde eller lade møde
for at betale Skatterne og
igjen medbringe
Kvitteringsbøgerne, Alt,
saafremt Betjenten ikke kan
modtage Skatterne paa samme
Tid, han indfører Beløbet i
Kvitteringsbøgerne, da han
ellers tilkjendegiver dette
ved den førstnævnte
almindelige Indvarsling, der
gjør det til Pligt for
Yderne, under den bestemte
Mulkt, at fremsende deres
Kvitteringsbøger, om de end
ikke strax kunne betale det
Pligtige.
- Iøvrigt
bør Oppebørselsbetjenten
stedse indrette sine
Indvarslinger og Tilsigelser
saaledes, at han kan
expedere de Vedkommende uden
ufornødent Ophold for dem,
ligesom Vi forvente, at
Oppebørselsbetjentene, hvor
Omstændighederne nogenlunde
gjøre det muligt, sørge for,
at Skatterne og Afgifterne
kunne modtages til samme
Tid, som Beløbet indføres i
Kvitteringsbøgerne. Og have
de i saa Tilfælde,
forsaavidt Landet angaaer,
med Tilsigelsen at lade
følge til hvert Sogn en
Liste over, hvad Enhver især
skal betale.
§ 10. Saasnart
Betalingen foregaaer, enten
alene ved Kontanter eller
tillige ved Likvidationer,
skal Amtsforvalteren,
foruden strax at kvittere
derfor i Kvitteringsbogen,
tillige optegne Beløbet i
Kassebogen og afskrive det i
Hovedbogen, saa at disse
Bøger altid holdes ajour.
- Hvad
Magistraterne eller
Byfogderne i Kjøbstæderne
angaaer, da maa Optegnelsen
i Kassebogen og
Afskrivningen i Hovedbogen,
overeensstemmende med
foregaaende § 5, i det
Mindste skee ugentligen.
- Kan
Yderen, efter de i § 9
omtalte Likvidationer, ikke
betale det fulde Restbeløb,
der kontant er at erlægge,
skal Betjenten dog altid
uvægerligen modtage og i
Kvitteringsbogen saavelsom i
Hoved og Kasse-Bogen
afskrive, hvad der tilbydes,
hvilket stedse, saavidt
tilstrække kan, tages til
Afdrag først paa
Bankhæftelsesrenterne,
dernæst paa de staaende
Skatter og Afgifter til Vor
Kasse, lige med hvilke
Skriverpengene regnes, og
endeligen paa
Brandhjælpspengene og
Kommune-Afgifterne samt
hvilke andre Slags
Præstationer der oppebæres,
hvorhos det dog iagttages,
at hvad der betales altid
bliver først at tage til
Afdrag paa de ældste
Restancer, til hvilken
Klasse disse end høre,
eller, dersom der i noget
enkelt Tilfælde maatte være
tilstaaet Yderne visse
Terminer til disse
Restancers Betaling, da til
Afdrag paa de saaledes
allerede forfaldne Terminer.
For hver af de Ydere, som
Intet betale, uden hvad der
likvideres i de ommeldte
Godtgjørelser, blive disse
Godtgjørelser alene at
anføre i Kassebogen, inden
de i den følgende § 11
ommeldte Restancelister
indgives; og bemærkes Dagen,
da dette skeer, saavel strax
i Hovedbogen som og siden i
Kvitteringsbogen den første
Gang, denne igjen kommer
Oppebørselsbetjenten
tilhænde.
§ 11. Dersom Yderne
til Forfaldstiden enten slet
ikke betale eller ikke
betale Alt, hvad de ere
skyldige, skal
Oppebørselsbetjenten være
forpligtet til, 3 Maaneder
efter Forfaldsdagen, at
tilstille vedkommende
Amtmand rigtige
Fortegnelser, der, hvad
Landdistrikterne angaaer,
bør affattes sogneviis, over
Beløbet af de Skatter og
Afgifter, med videre, af de
i §§ 1 og 2 ommeldte Slags,
med hvis Betaling enhver
Skatyder især staaer
tilbage; og bliver derhos,
forsaavidt der maatte være
Restancer af et saa stort
Beløb, at de, efter denne
Vor Anordnings § 12, skulle
exekveres af Kongens Foged
selv, Fortegnelse over disse
særligen at meddele, een for
hver Fogedjurisdiktion.
Beløbet anføres iøvrigt for
hver Termin alene summarisk
for enhver Skyldner, dog de
reelle og personlige
Skatter, hver Art for sig,
og Bankhæftelsesrenterne
samt Brandhjælpspengene for
sig, i særskilte Rubriker.
Med disse Restancelister
skal følge en summarisk
Fortegnelse in duplo over
alle de indsendte Lister, af
hvilken det ene Exemplar
tilbagesendes
Oppebørselsbetjenten,
forsynet med Amtmandens
Tilstaaelse for, at han har
modtaget de i den summariske
Fortegnelse ommeldte
Restancelister, og
Paategning om, naar
Inddrivelse er beordret; det
andet Exemplar beholder
Amtmanden til sin
Efterretning.
- De paa
de indsendte Lister opførte
Restancer skal Amtmanden
derpaa uopholdeligen, og i
det Sildigste inden 8 Dage
efter Modtagelsen,
autorisere vedkommende By-,
Herreds- eller Birke-Foged
til at foranstalte
inddrevne, dog under
Rekvirentens Ansvar saavel i
Henseende til Restancernes
Beløb og Klassifikation som
med Hensyn til, at de
virkeligen skyldes for de
opgivne Terminer, og skal
denne Autorisation med
behørig Datering paategnes
enhver af Restancelisterne.
Disse tilstilles dernæst af
Amtmanden direkte og uden
Ophold den paagjældende
Retsbetjent til
Foranstaltning af
Inddrivelse paa den i
efterfølgende § 12
foreskrevne Maade; og har
Retsbetjenten strax at
meddele Amtmanden
Tilstaaelse for Modtagelsen
af de autoriserede
Restancelister.
- Under
de til Vor Kasse skyldige
Afgifter, som paa denne
Maade inddrives, indbefattes
ogsaa Mølle-, Kroholds- og
andre saadanne paa faste
Eiendomme hvilende Afgifter,
samt
Jagtforpagtningsafgifter og
Renterne af de i enkelte
Eiendomme fra det forrige
Ryttergodses Salg
indestaaende, Vor Kasse
tilhørende, halve
Kjøbesummer saavelsom
Arvefæste-Afgifter paa Vore
Domainer.
-
Forsaavidt Yderen tillige
skylder ældre Restancer, som
allerede ere beordrede
inddrevne, men uden at
Betaling endnu er paafulgt,
bemærkes dette paa Listen
inden Linien alene til
Efterretning for Fogden.
-
Forsømmer
Oppebørselsbetjenten at
indgive til Amtmanden de
foreskrevne Restancelister
inden den i det Foregaaende
befalede yderste Tid, har
han selv uopholdeligen at
tilsvare Beløbet. Dog
forbeholdes ham samme Regres
til Restancedragerne, som
det Offentlige tilkommer hos
dem, saa at altsaa
Amtmanden, naar 2 Aar og 3
Maaneder endnu ikke ere
forløbne siden Skatternes
Forfaldstid, har at
autorisere paa den ovenfor
foreskrevne Maade,
Restancerne til Inddrivelse
hos Yderne. Men efter den
Tid maa Amtmanden ikke
autorisere Skatterestancer
til Inddrivelse, da saadane
forældede Restancer ved
sædvanligt Søgsmaal blive at
indtale. Derhos skal den
Oppebørselsbetjent, som i
den her omhandlede Henseende
viser Forsømmelse, være
ifalden en Mulkt til
vedkommende Fattigkasse fra
10 Rbd. til 50 Rbd. Sølv
efter Vort Rentekammers
nærmere Bestemmelse, hvilken
Mulkt i Gjentagelsestilfælde
endog kan forøges.
- Iøvrigt
bør Oppebørselsbetjenten,
naar han modtager
Restancerne, efterat han har
begjært dem inddrevne, ved
at meddele Kvittering i
Skattekvitteringsbogen, give
denne den Bemærkning, at den
strax skal forevises Fogden,
hvorpaa han derhos
mundtligen har at gjøre
Vedkommende opmærksom.
§ 12. Saasnart Fogden
har modtaget de i
foregaaende § 11 omhandlede,
af Amtmanden autoriserede
Restancelister, skal det
være hans Pligt, uden
nærmere Paamindelse enten
fra Amtmandens eller fra
Oppebørselbetjentens Side,
paa den herefter foreskrevne
Maade at forfølge Sagen mod
enhver enkelt
Restancedrager, som paa
Listen er anført, saalænge,
indtil Restancen er betalt,
eller Alt er realiseret, som
til Betalingen udfordres.
- Først
skal han uopholdeligen,
forsaavidt Landet angaaer,
sende hver Sognefoged Listen
paa Restancerne i hans
Fogderie og derhos lade
bekjendtgjøre ved
Kirkestævne, at de
autoriserede Restancelister
i det Hele ere modtagne fra
Oppebørselsbetjenten for den
navngivne Termin, samt at
Inddrivelse af Restancerne,
hvilke dog ikke specielt
maae publiceres, vil blive
iværksat, naar ikke sammes
Betaling inden 14 Dage ved
Oppebørselsbetjentens
Kvittering for ham
godtgjøres at være skeet.
Forsaavidt Kjøbstæderne
angaaer, skeer derimod den
ommeldte Bekjendtgjørelse
paa den paa ethvert Sted
brugelige Maade. Dog
overlades det i alle
Tilfælde til Fogden, naar
det alene er enkelte Ydere,
der staae tilbage, at lade
en speciel, men beviislig,
Anmeldelse til hver især
træde i den offentlige
Bekjendtgjørelses Sted.
- Naar 14
Dage ere forløbne, uden at
Betaling bevises at have
fundet Sted, iværksætter
Fogden strax, og uden
nogensomhelst Forhaling,
Inddrivelsen paa een og
samme Maade, hvad enten
Skyldneren er Landboer eller
Kjøbstadboer, og i første
Tilfælde, hvad enten han
hører til Bondestanden,
eller ikke, alene med den
Forandring, at han hos
enhver Skyldner paa Landet,
hvis samlede Restancebeløb
ikke overstiger 50 Rbd.
Sølv, lader Udpantningen i
Løsøret udføre af
vedkommende Sognefogder,
hvilke han derfor strax,
saasnart de ovenmeldte 14
Dage ere forløbne, uden at
Betaling er skeet, meddeler
Ordre til Udpantningens
uopholdelige Iværksættelse.
Dog skal Fogden stedse have
vaagent Øie med, at
Sognefogderne i rette Tid og
paa rigtig Maade udføre
Forretningen, ligesom, hvor
der under en saadan
Forretning maatte kunne
blive Spørgsmaal om
Kjendelses Afsigelse, denne
bør skee af den Kongelige
Foged.
§ 13. Saafremt der
hos Skyldneren forefindes
saa meget upantsat Løsøre
inden Jurisdiktionen, at
hele Restancen saavel af
personlige som af reelle
Skatter og Afgifter derved
kan dækkes, da foretages
Udpantningen for begge disse
Klasser af Restancer alene i
Løsøret. Er dette derimod
ganske eller tildeels
pantsat, udlægges først for
de personlige Skatter og
Afgifter saa meget af det
upantsatte Løsøre, naar
dette gives, eller naar
dette ikke er
tilstrækkeligt, saa meget af
det til Underpant, efterat
P. 23. Juli 1819
bekjendtgjordes, stillede
Løsøre, som behøves til at
dække Restancebeløbet. Og
iagttages det overalt, hvor
Udlæg skeer i Skyldnerens
Løsøre, at de for ham mindst
uundværlige Effekter først
udlægges, saa at altsaa hans
nødvendige Besætning og de
til Eiendommens Drift
uundværlige Avlsredskaber
samt Haandværksredskaber og
andre til Skyldnerens
Næringsdrift uomgjængeligen
fornødne Redskaber ikke
udlægges, saalænge andre
mere undværlige Ting hos ham
forefindes, dog saaledes, at
alt Upantsat, som ovenmeldt,
først udlægges før det
Pantsatte.
-
Panthaveren i Løsøret har
iøvrigt her selv at varetage
sit Tarv, saa at, naar ikke
han, eller nogen paa hans
Vegne, beviisliggjør
Panteretten, inden Løsøret
ved Auktion er bortsolgt,
kan Indsigelse mod Salget
siden ikke gjøres.
- Dersom
der til de reelle Skatters
og Afgifters
Tilfredsstillelse intet
upantsat Løsøre er tilbage,
eller dersom det ikke
vurderes saa højt, at det er
sandsynligt at det vil blive
tilstrækkeligt til at
afgjøre Restancen tilligemed
Omkostningerne, hvorom
Sognefogden, forsaavidt
Udpantning skeer ved ham,
uopholdeligen skal gjøre
Indberetning til den
Kongelige Foged, har denne
strax at iværksætte
Exsekutionen tillige i
Skyldnerens faste Eiendomme,
paa hvilke Restancen hviler,
hvad enten det er
Hovedgaarde, Bøndergaarde,
Kjøbstad- eller andre
Eiendomme; og følge da med
Landeiendommene disses
uundværlige Besætninger og
Inventarier, naar de tilhøre
Skyldneren og ikke særskilt
ere pantsatte. Forlanger
derimod Debitor i dette
Tilfælde udtrykkeligen
Besætningen og Inventariet
specielt udlagt, og samme
ikke med den faste Eiendom
er bortforpagtet eller
bortfæstet, eller dersom han
paaviser til deri at søge
Fyldestgjørelse enkelte af
sine, i vedkommende Fogeds
Jurisdiktion beliggende,
Eiendomme, eller enkelte
Dele af samme, forsaavidt
disse, uden særlig
Tilladelse, maae skilles fra
den samlede Eiendom, og
saadanne Dele ikke ere
særskilt pantsatte, eller
dog ikke pantsatte høiere,
end at det med Rimelighed
kan antages, at
Pantefordringerne ville
vorde dækkede foruden
Restancebeløbet af de
resterende reelle Skatter og
Afgifter, der ikke hæfte paa
samme, da indskrænkes
Udlæget til disse enkelte
Dele, naar de skjønnes
tilstrækkelige til
Restancens og
Omkostningernes Betaling.
- Det er
iøvrigt en Selvfølge, at
ogsaa for personlige Skatter
og Afgifter kan af Fogden
gjøres Exsekution i faste
Eiendomme, dog det Pant, som
Nogen deri lovligen har
erhvervet, upræjudiceret.
-
Endeligen skal det, hvad Vor
Residentsstad, Kjøbenhavn,
angaaer, staae vedkommende
Restancedrager frit for,
efter Begjæring, strax at
kunne erholde Udlæget for
Restancer af reelle Skatter
foretaget i den faste
Eiendom, som disse paahvile.
§ 14. For
Exsekutionen eller
Udpantningen, naar samme
forrettes af Herreds- eller
Birke-Fogden, betales i
Forhold til det samlede
Beløb af Restancerne af
reelle og personlige Skatter
og Afgifter for hver
Skyldner især, det fulde ved
Sportelregl. 22. Marts 1814,
§ 45, bestemte Gebyr, uden
at dog Forhøjelse til
Justitsfonden eller pro
mille Gebyr beregnes,
ligesom og Forretningen uden
Betaling skal gives
Amtmanden, forsaavidt han i
enkelte tilfælde maatte have
Brug for samme, beskreven
paa ustemplet Papiir. Hver
af de 2 Vidner, der af
fornævnte Foged bruges ved
Forretningen og der tillige
have at vurdere de udlagte
Eiendomme, tilstaaes 12
Skilling Sølv.
- Naar
Udpantning foretages ved
Sognefogden, erlægges derfor
til ham 16 Skilling Sølv og
ligesaa meget til Herreds-
eller Birke-Fogden.
- Til
Byfogden betales, naar
Udpantningen eller
Exsekutionen ved ham
udføres, 24 Skilling Sølv,
uden Forhøielse til
Justitsfonden, og til hver
af de 2 Mænd, han bruger som
Vidner og Vurderingsmænd ved
Forretningen, 6 Skilling
Sølv. Dog bør, ogsaa naar
Udpantningen eller
Exsekutionen skeer ved
Byfogden, samme altid skee
efter Restancelister, som
ere affattede i den med
Hensyn til Amtsforvalterne
ved foregaaende § 11
foreskrevne Form, men
saaledes, at der for Kgl.
Skatter eller Afgifter samt
Brandhjælpspenge og for
Kommune-Afgifter udstedes
særskilte Restancelister,
naar de opkræves af
forskjellige
Oppebørselsbetjente.
- Alt,
hvad der saaledes skal
erlægges for de her
omhandlede Forretninger,
inddrives tilligemed det
Restancebeløb, hvorfor
Udpantningen eller
Exsekutionen iværksættes.
Og, om end Restancen maatte
være betalt, naar dette ikke
betimeligen legitimeres for
Fogden, inden han forlader
sit Hjem for at foretage
Forretningen, eller dersom
Restancen betales under
selve Forretningen, saa at
Udpantning eller Exsekution
for Restancen bortfalder,
skal Gebyret alligevel
erlægges, og Fogden være
berettiget til, i Mangel af
Betaling, strax at
foranstalte Udpantning eller
Exsekution for
Omkostningerne aldeles paa
samme Maade som for selve
Afgiften.
§ 15. Det udlagte
Løsøre kan forblive hos
Skyldneren, indtil det
realiseres, saafremt han vil
indestaae for samme, og
Fogden eller Sognefogden
skjønner, at det kan betroes
ham. I modsat Fald hensættes
det under Fogdens eller
Sognefogdens Forvaring, paa
det nærmeste bekvemme Sted,
og, dersom det er Kreaturer,
indtinges de paa Foder saa
billigt som muligt.
- I 6
Uger efter Udpantningen
staaer det Udlagte til
Indløsning, saafremt nemlig
Skyldneren betaler
Restancen, Gebyret og de
Omkostninger, der allerede
maatte være medgaaede til
Godsets Opbevaring m.m.
- Naar
disse 6 Uger ere forløbne,
uden at Indløsningen er
skeet, hvorom Sognefogden,
forsaavidt Udpantningen er
skeet ved ham, uopholdeligen
har at gjøre Indberetning,
ledsaget med fuldstændige
Fortegnelser over det
Udlagte, til Herreds- eller
Birke-Fogden, foranstalter
denne, eller i Kjøbstæderne
Byfogden, saasnart det for
den fornødne
Bekjendtgjørelses Skyld, der
maa gaae forud, er muligt,
Løsøret absolut bortsolgt
ved een eneste Auktion under
saadanne Betingelser, at han
kan være ansvarlig for, at
Restancen, saavidt
Kjøbesummen dertil er
tilstrækkelig, vorder
indbetalt til Amtstuen eller
vedkommende
Oppebørselsbetjent i det
Seneste inden 4 Uger efter
Auktionens Afholdelse. For
denne Forretning tillades
det ham at beregne sig i
Indkassations-Salarium 2
pCt. naar Auktions-Beløbet
betales kontant, og 4 pCt.,
naar Kredit gives, hvilket
Salair forlods fradrages
Beløbet eller betinges af
Kjøberne.
- Dersom
der enten i det givne
tilfælde, eller kort
forinden i lignende
Tilfælde, forgjæves har
været afholdt Auktion i
Sognet, uagtet det har været
betydet de Mødende, at
Flytning af Godset vilde
finde Sted, hvis passende
Bud ei skete, kan Fogden
foranstalte Godset, efter
Indløsningstidens Udløb,
henflyttet til et bekvemmere
Sted, i alt Fald til
nærmeste Kjøbstad, hvor
Fogden da skal være
berettiget til, om han end
ikke der tillige har
Jurisdiktion, at afholde
Auktionen, saafremt han ikke
hellere vil overlade samme
til den derværende
Auktionsdirekteur. Saadan
Flytning af Godset maa
imidlertid, forsaavidt den
skeer til et Sted udenfor
Jurisdiktionen, ikke
foranstaltes uden efter
Amtmandens forud indhentede
Tilladelse dertil. Derhos
bør Omkostningerne ved
Flytningen, hvilke udredes
ligesom de øvrige
Omkostninger i Anledning af
Inddrivelsen, søges nedsatte
til det mindst mulige, og
Flytningen, saavidt skee
kan, iværksættes ved
Skyldnerens egne Folk.
§ 16. Skulde Udfaldet
af Løsøre-Auktionen vise, at
Restancen tilligemed Gebyret
og øvrige Omkostninger ikke
dækkes ved
Realisationsbeløbet, og der
ikke allerede er tillige
gjort Udlæg i de faste
Eiendomme, foranstaltes
dette Udlæg,
overeensstemmende med
foregaaende § 13,
uopholdeligen iværksat,
saafremt Skyldneren ei
maatte være i Besiddelse af
videre Løsøre, hvori det er
sandsynligt, at
Fyldestgjørelsen kan opnaaes
ved nyt Udlæg og ny Auktion,
som strax derefter maa
foranstaltes.
- Ved
saadant nyt Udlæg maa
Løsøret ei vurderes høiere,
end i Forhold til de Priser,
hvortil det tidligere
udlagte Gods ved den over
samme afholdte Auktion blev
udbragt.
- Naar
saaledes ikke ved Løsørets
Salg opnaaes fuld Betaling,
eller naar intet Udlæg i
Løsøre har været at erholde,
skrides der til de udlagte
faste Eiendommes Realisation
i Forbindelse med deres
uundværlige Besætninger og
Inventarier, forsaavidt
samme, i Medhold af
fornævnte § 13, følge
Eiendommmene. Dog bliver
Auktion ei at beramme før
efter Udløbet af 4 Uger, for
at den Vedkommende, ved,
overeensstemmende med
nedenanførte § 18, at rette
for sig, kan forebygge
Auktionen. Men, naar
Berigtigelse ikke inden 4
Uger er skeet, gjør Fogden
uopholdeligen Anstalt til
Eiendommenens Salg og giver
først skriftligen den, som
er første Prioritetshaver i
Eiendommen, forsaavidt det
af den Panteattest, som til
den Ende erhverves, kan
erfares, hvor han er, og
forsaavidt Meddelelsen kan
komme ham tilhænde, inden
det endelige Salg kan ventes
iværksat, Underretning om
det forehavende Salg, for at
han kan varetage sit Tarv.
Gebyret for Panteattesten
udredes forresten ligesom de
øvrige ved Inddrivelsen
foranledigede Omkostninger.
Over de
udlagte Eiendomme afholdes 3
Auktioner, der forud
bekjendtgjøres paa den ved
Kanc. P. 22. April 1817, §
3, foreskrevne Maade, saa at
Bortsalg, med samme
Retsvirkning som efter Dom
og Exsekution, skeer ved
3die Auktion, naar saa højt
Bud opnaaes, at de
Fordringer, hvorfor Salget
foretages, derved blive
fyldestgjorte. Dog kan,
under de i P. 19. Juni 1822,
§ 2, indeh. Betingelser,
endnu en fjerde Auktion
afholdes. Blandt Vilkaarene
for disse Auktioner betinges
det, at Kjøberen skal af
Kjøbesummen betale deels
Restancens Beløb til
vedkommende
Oppebørselsbetjent, deels
til Fogden Exsekutions- og
øvrige Omkostninger
saavelsom for hans
Uleilighed med Auktionens
Besørgelse et lige Beløb med
Exsekutionsgebyret, samt
derhos udenfor Kjøbesummen
tilsvare alle øvrige i
Anledning af Auktionerne og
Salget flydende
Omkostninger, derunder
indbefattet Auktionsgebyret,
Alt til de i F. 11 Sep. 1833
bestemte Betalingsterminer,
saa at Gebyrer og
Omkostninger erlægges om 14
Dage, men Restancen selv til
den i bemeldte Forordnings §
1 fastsatte Tid; at Kjøberen
stiller behørig Sikkerhed
overeensstemmende med
nysnævnte Anordnings § 3, at
han udreder alle Skatterne
og Afgifterne af Eiendommen
fra den Tid, indtil hvilken
Restancerne, hvorfor
Exsekutionen er skeet, ere
beregnede, og at han i
Henseende til Resten af
Kjøbesummen afgjør det
Fornødne med Panthaverne
eller den forrige Eier, da
Auktions-Skjøde ikke
forinden udfærdiges.
- Skulde
nogensinde ved den endelige
Auktion intet Bud opnaaes,
eller ikke saa høit Bud, at
Restancen og Omkostningerne
derved fuldkommen betales,
indberettes det igjennem
Amtmanden til Vort
Rentekammer, som da tillige
tilstilles Udskrift af
Exsekutions- og
Auktions-Forretningerne, for
at der kan træffes, hvad
videre Foranstaltninger der
findes fornødne.
- Iøvrigt
skal, selv i saadanne
Tilfælde, det lovbestemte
Foged- og Auktions-Gebyr
erlægges, dog saaledes, at,
saafremt intet Salg skeer,
Salairet for forgjæves
Opraab i ethvert Fald kun
beregnes som enkelte
Opraabspenge, om end
Eiendommen er opraabt paa
forskjellige Maader.
§ 17. I de enkelte
Tilfælde, hvor Udlæg i faste
Eiendomme, overeensstemmende
med § 13, ikkun skeer under
Forbehold af, at
Pantekreditorerne i samme
først tilfredsstilles,
bliver det Fornødne i den
Henseende at iagttage ved
Auktionsvilkaarene; og skeer
da intet Salg, naar
Pantegjælden ei derved først
dækkes.
§ 18. Melder
Restancedrageren sig, for at
indløse de udlagte Effekter
eller Eiendomme, endog
efterat Auktionerne ere
bekjendtgjorte, men inden
endeligt Salg er foregaaet,
skal Indløsningen staae ham
frit og Auktionerne aflyses,
enten naar han, foruden at
bevise at have klareret alle
sine Restancer hos
vedkommende
Oppebørselsbetjent, tillige
godtgjør Fogden det ham
tilkommende
Exsekutions-Gebyr og det i §
16 nævnte Salarium for
Auktionernes Besørgelse samt
derhos betaler samtlige de
Omkostninger som
Udpantningen, Exsekutionen
og Auktionerne allerede have
foranlediget, og som
Aflysningen endvidere vil
foraarsage, eller og dersom
han stiller fuldkommen
betryggende Sikkerhed for,
at alt det Ovenanførte
vorder berigtiget, Gebyret
og Omkostningerne inden 14
Dage og samtlige Restancer
inden 3 Maaneder, hvilket
Fogden da har nøie at paasee
opfyldt.
- Under
samme Betingelser skal det
ogsaa staae Panthaverne i de
udlagte Eiendomme og enhver
Anden frit at forlange
Auktionerne tilbagekaldte.
§ 19.Forresten blive
nye Udpantninger eller
Exsekutioner for senere
paadragne Skatterestancer
ikke af Fogden at
foranstalte, naar alle
Skyldnerens løse og faste
Eiendomme, saavidt man i dem
kunde søge Fyldestgjørelse
for Restancerne, allerede
ved tidligere
Skatte-Inddrivelser ere
udlagte, og Betalingen
følgeligen ogsaa for de
senere Restancer, ved det
Udlagtes endelige
Realisation, maa antages at
ville opnaaes, af hvilken
samme Grund heller ikke
videre Udlæg gjøres for
senere Restancer af en
skatpligtig Eiendom, naar
denne selv allerede for
tidligere Restancer af samme
er udlagt.
Men,
dersom for de ældre
Restancer ikkun er skeet
partielt Udlæg i Løsøre,
eller i enkelte Dele af
Eiendommen, hvoraf Fogden
ikke skjønner tillige at
kunne udbringe de senere
Restancer, for hvilke han
ellers har at drage Omsorg,
da bør han, saasnart den nye
Restanceliste er ham
tilstillet, atter for de
derpaa anførte Restancer
forfølge Sagen paa den
ovenfor foreskrevne Maade,
om end ikke Sagen i
Henseende til de ældre
Restancer endnu maatte være
bragt fuldkommen til Ende.
§ 20. Forsaavidt
Nogen som Beneficiarius,
Fideikommissarius eller
Usufruktuarius besidder
faste Eiendomme eller
Tiender, og de Restancer af
Skatter og Afgifter, han har
paadraget sig, ikke kunne
erholdes betalte ved
Udpantning i hans Løsøre
overeensstemmende med
foregaaende § 13, blive
Eiendommens redeste
Indtægter -
Penge-Indtægterne først -,
eller saamange af samme, som
til Restancernes Dækning
findes fornødne, ved Fogden
at sekvestrere, indtil det
Skyldige er betalt, saaledes
at det paalægges vedkommende
Forpagtere, Forvaltere,
Fæstere eller andre Ydere,
der have Afgifter at erlægge
til Besidderen, i Stedet
derfor, saa længe, indtil
Sekvestrationen ophæves, at
præstere Afgifterne til en
af Fogden, efter Overlæg med
Oppebørselsbetjenten, dertil
beskikket, i Nærheden bosat,
paalidelig Mand, der har at
modtage Afgifterne, naar de
tilbydes ham, og, forsaavidt
det Modtagne bestaaer af
Naturalier, at drage Omsorg
for dets Bortsalg ved
offentlig Auktion, samt
dernæst at indbetale
Pengene, efter Afkortning af
de havte Udgifter samt visse
Procent, der af Fogden,
efter Omstændighederne,
tilstaaes ham for
Indkassationen, m.v., til
Amtstuen eller
Oppebørselsbetjenten,
forsaavidt fornødent gjøres
til Restancens Dækning,
hvorimod det derfra muligen
Overskydende udbetales til
de paagjældende Eiendommes
Besidder, til hvem han
iøvrigt har at aflægge
Rigtighed for Indkassationen
i det Hele. Dog skal, naar
der til Fyldestgjørelse af
en Restance af Skatter eller
Afgifter maa søges Betaling
i en Tiende, som oppebæres i
Kjærven, denne, efter at
været bleven belagt med
Sekvester, af Fogden
foranstaltes bortsolgt ved
Auktion, forsaavidt behøves
til Restancens Dækning, paa
en passende Tid før Høsten,
med Ret for Kjøberen til at
gjøre sig den saaledes
kjøbte Tiende-Indtægt saa
nyttig, som han lovligen
kan.
-
Forsaavidt nogle af de
ovenmeldte Ydere ikke strax
kunne, efter Tilsigelse,
møde ved Forretningen, for
der umiddelbart af Fogden at
tilkjendegives det Fornødne,
har Fogden skriftligen at
paalægge vedkommende
Sognefogder at besørge
Forkyndelsen for dem,
hvilket da inden 8 Dage maa
være skeet. Ved
Sekvestrationsforretningen
bør Fogden derhos betyde
Besidderen, at naar ikke
samtlige Restancer af
Skatter og Afgifter, saavel
de, for hvilke
Sekvestrationen iværksættes,
som de, der senere
paadrages, ere betalte inden
6 Maaneder fra Forretningens
Datum, er han uden Videre
udsat fra Besiddelsen af de
faste Eiendomme og Tiender
eller de Dele af samme, som
Amtmanden til Hensigtens
Opnaaelse skjønner fornødne,
hvilke da tages under
Administration af en
paalidelig Mand, som dertil
af Amtmanden beskikkes og
som af Eiendommens
Indtægter, hvorfor han
iøvrigt til den fratraadte
Besidder saavelsom til
Amtstuen eller
Oppebørselsbetjenten har at
aflægge Regnskab, erholder
et billigt Honorarium, men
ellers indbetaler alle
Eiendommens Indtægter,
forsaavidt, de ikke til dens
Drift og Vedligeholdelse
uomgjængeligen behøves, i
Amtstuen eller til den
vedkommende
Oppebørselsbetjent, hvilken
Bestyrelse vedvarer, indtil
samtlige Restancer med alle
paaløbne Omkostninger ere
betalte.
Saalænge
denne Administration finder
Sted, kan ingen Likvidation
for muligen forud erlagte
Afgifter eller for andre
Fordringer, der kunne haves
mod den fratraadte Besidder
af Forpagtere, Fæstere eller
Andre, gjøres gjældende mod
det Offentliges Krav paa de
fulde Indtægter, der fra
Administrationstidens
Begyndelse forfalde af de
sekvestrerede Eiendomme.
-
Sekvestrationsforretningen
tilstilles
Oppebørselsbetjenten, som,
naar Betalingen ikke inden
de bestemte 6 Maaneder
paafølger, derom gjør
Indberetning til Amtmanden,
der foranstalter det videre
Fornødne til Eiendommens
Administration.
- For
Sekvestrationen saavelsom
for Forretningens
Beskrivelse, der dog,
forsaavidt den meddeles
Oppebørselsbetjenten, kan
skee paa ustemplet Papiir,
erlægges det fulde i
Sportelreglementet af 22.
Marts 1814 for deslige
Forretninger bestemte Gebyr,
dog uden at Forhøielse til
Justitsfonden, pro mille
Gebyr eller særskilt
Betaling for, hvad der som
ovenmeldt skal
tilkjendegives Yderne,
beregnes. Og bliver Gebyret
saavelsom de øvrige
Omkostninger at afholde af
de første Indtægter,
Eiendommene kaste af sig.
§ 21. Paadrages
Skatte- og Afgifts-Restancer
af nogen fast Eiendom, hvis
Besidder har Bopæl uden for
den Foged-Jurisdiktion,
hvori Eiendommen er
beliggende, da forholdes med
Restancernes Inddrivelse ved
Udpantning i hans paa
bemeldte Eiendom værende
Løsøre og, naar fuld
Betaling deri ei kan faaes,
saavelsom naar intet af
Skatyderens Løsøre paa
Stedet findes, ved Udlæg i
og Realisation af selve
Eiendommen eller, i det i
foregaaende § 20 ommeldte
Tilfælde, ved Sekvestration
af dens Indtægter paa samme
Maade, som om han der var
tilstede. Dog bør
vedkommende
Oppebørselsbetjent, naar
Eiendomsbesidderen boer i
Nærheden, og Underretning
om, at Afgifterne ville
blive søgte inddrevne,
saaledes kan gives ham, uden
at deres betimelige
Inddrivelse derved udsættes,
ei undlade at meddele ham en
slig Underretning. Men
Mangel af en saadan skal
ikke begrunde nogen
Indsigelse imod
Udpantningens, Exsekutionens
eller Sekvestrationens
Lovlighed. Iøvrigt er det en
Selvfølge, at Intet kan være
til Hinder for at rekvirere
deslige Restancer inddrevne
paa den Afgiftspligtiges
Bopæl i Tilfælde af, at
dette maatte ansees
hurtigere at ville føre til
Maalet, end at søge Betaling
i selve Eiendommen. Og har i
saa Fald
Oppebørselsbetjenten herom
at henvende sig til
Amtmanden i det Amt, hvor
Eiendommen er beliggende,
hvilken Embedsmand, efter at
have forsynet Restancelisten
med den fornødne
Autorisation til
Inddrivelse, gjennem
Amtmanden i det Amt, hvor
Restancedrageren boer, har
at foranstalte det videre
Fornødne.
§ 22. Iøvrigt skulle
paa een Dag foretages saa
mange Udpantninger,
Exsekutioner,
Sekvestrationer og Auktioner
for Skatterestancer som
muligt.
- By-,
Herreds- eller
Birke-Fogderne bør ogsaa
ikke alene selv iagttage den
størst mulige Hurtighed ved
disse Forretninger, som
uafbrudt fortsættes i den
ovenbeskrevne Orden, men
ogsaa nøie paasee, at
Sognefogderne ligeledes gaae
frem med den muligste
Hurtighed og, saafremt de
heri findes efterladne,
blive gjorte medansvarlige
for Restancebeløbet samt
ansete med en Mulkt af 1 til
5 Rbd. Sølv, der dikteres af
Amtmanden og tilfalder
vedkommende Fattigkasse.
Viser By-, Herreds- eller
Birke-Fogden i nogen af
disse Henseender
Forsømmelighed, skal han for
samme drages til Ansvar
saaledes, at Restancerne,
hvis Inddrivelse han har
forsømt, eller ikke
tilbørligen paaseet, efter
lovlig Tiltale og Dom, hos
ham selv kunne inddrives,
imod at han igjen holder sig
til Restancedragerne, hos
hvilke der forbeholdes ham
samme Regres, som det
Offentlige tilkommer hos
dem, saa at altsaa
Amtmanden, naar 2 Aar og 3
Maaneder endnu ikke ere
forløbne siden Skatternes
Forfaldstid, har at
autorisere, paa den i det
Foregaaende foreskrevne
Maade, Restancerne til
Inddrivelse hos Yderne.
Derhos bør den Foged, der
har viist Forsømmelighed i
de ovennævnte Henseender,
ansees med en Mulkt til
vedkommende Fattigkasse af
10 til 50 Rbd. Sølv, som i
Gjentagelses Tilfælde endog
forøges.
-
Oppebørselsbetjenten skal
derfor, 3 Maaneder efterat
Udpantning eller Exsekution
for Restancer efter denne
Vor Forordning skal gjøres,
strax til Amtmanden indgive
særskilte Fortegnelser over
de forskjellige, til
Inddrivelse opgivne
Restancer, som da endnu ikke
ere betalte, saaledes at de,
enhver Autoritet
vedkommende, Restancer
opføres paa en Liste for
sig, saasom Kongelige
Skatter og
Amtsrepartitionsfondsbidrag
paa een, Bankhæftelsesrenter
paa een, Brandhjælpspenge
paa een, Alt med tilføiet
Bemærkning om, naar de af
ham ere begjærte inddrevne.
Og skal Amtmanden derpaa
inden 14 Dage forlange
bestemt og nøiagtig
Efterretning fra vedkommende
Fogder om, hvad der ved hver
Post især er foranstaltet,
hvilke Erklæringer inden
andre 14 Dage skulle afgives
paa de ovenanførte
forskjellige Lister,
særskilt for hver Art af
Restancer. Saasnart disse
Erklæringer ere modtagne,
skal Amtmanden uopholdeligen
tilstille det vedkommende
Kollegium eller Departement,
hvorunder Restancerne høre,
de af Amtstuerne indsendte
Restancelister tilligemed de
nysnævnte Erklæringer med de
Bemærkninger, hvortil han
selv maatte finde sig
foranlediget; og har dette
Kollegium eller Departement
da, hvis det finder nogen
Foged skyldig i en
tilregnelig Forsømmelse,
efter de befundne
Omstændigheder, gjennem
Amtmanden at foranledige ham
tiltalt efter denne Vor
Forordnings Indhold.
-
Forresten har Fogden
uopholdeligen at aflevere
til vedkommende
Oppebørselsbetjent, hvad han
i Anledning af de her
omhandlede Forretninger
indkasserer eller har at
afgive, og, dersom han
forbliver indesiddende med
Pengene, ansees han efter §
20 i Vor Forordning af Dags
Datum angaaende det
offentlige Kasse- og
Regnskabs-Væsen i
Almindelighed. I Henseende
til Fogdens Berettigelse til
at modtage de Restancer, der
maatte tilbydes ham, skulle
derhos de nu gjældende
Regler, navnlig den ved
Rentekammer-Plakat 31. Dec.
1822 bekjendtgjorte
allerhøieste Resol. af 11te
i samme Maaned, forblive ved
Magt saa at ingen Yder maa
betale nogen Skatterestance
til Fogden uden i det
Tilfælde, at denne indfinder
sig med tvende tiltagne Mænd
hos ham for at foretage
Udpantning; thi i ethvert
andet Fald staaer Yderen
selv til Ansvar for
Restancens Beløb.
§ 23. Den ved
nærværende Anordning
foreskrevne
Inddrivelsesmaade for
resterende Skatter og
Afgifter skal dog alene
anvendes, forsaavidt disse
ere komne til Restance,
efterat denne Anordning er
traadt i Kraft, hvorimod der
med tidligere paadragne
Restancer forholdes efter de
tilforn gjældende
Forskrifter, med mindre
Restancedrageren selv maatte
ønske Inddrivelsen iværksat
overeensstemmende med
nærværende Anordning, eller
og der med disse ældre
Restancers Betaling, paa
Grund af ganske særegne
Omstændigheder, maatte være
eller blive tilstaaet
Udsættelse, da i saa Fald de
Terminer, der af saadanne
Restancer forfalde til
Betaling, efterat nærværende
Anordning er traadt i Kraft,
inddrives paa den der
foreskrevne Maade.
§ 24. Naar Nogen, som
har offentlige Skatter eller
Afgifter at udrede, døer
eller opgiver sit Bo til
Skifterettens Behandling,
bør Skifteforvalteren, der
har taget Boet under
Behandling, strax hos
vedkommende
Oppebørselsbetjent søge
Oplysning om, hvad Restancer
af bemeldte Skatter og
Afgifter den Paagjældende
har paadraget sig, i hvilken
Henseende Restancens
Overeensstemmelse med
Oppebørselsbetjentens
Hovedbog skal, som i ethvert
andet Tilfælde, være
tilstrækkeligt Beviis for
Fordringens Rigtighed,
saafremt Boet ikke kan
skaffe den Skyldiges
Kvitteringsbog tilveie eller
paa anden lovlig Maade
modbevise den paa
Oppebørselsbetjentens
Hovedbog grundede Fordring.
-
Skifteretten skal sørge for,
at saavel Restancen som de
siden paaløbende Skatter og
Afgifter, hvilke
Oppebørselsbetjenten hver
Termin affordrer Boet som
enhver anden Skatyder,
vorde, efter Boets
Beskaffenhed, strax, og uden
at Skiftets Tilendebringelse
oppebies, betalte efter den
Præference, der tilkommer
samme. Udebliver Betalingen,
har Oppebørselsbetjenten,
istedetfor at rekvirere
Exsekution, til samme Tid,
som dette ellers skulde
skee, om Restancen at gjøre
Indberetning til Amtmanden,
der lader anstille
Undersøgelse om Aarsagen til
Forhalingen og derefter
indberetter Sagen til Vort
Rentekammer eller andet
vedkommende Departement, som
i fornødent Fald lader
Skifteforvalteren drage til
Ansvar for, hvad Forsømmelse
der i denne Henseende kan
tilregnes ham, paa samme
Maade, som i foregaaende §
22 for Fogden er bestemt,
ligesom det, efter
Omstændighederne, kan
gjennem Vort danske
Kancellie foranlediges, at
Boet, overeensstemmende med
allerhøiest Resol. 7. April
1824, fratages en saadan
Skifteforvalter, og at en
anden beskikkes til dets
Behandling.
§ 25. For Rigtigheden
af de Restancelister,
Oppebørselsbetjenten i
forskjellige Anledninger
indgiver, skal han staae til
Ansvar. Befindes der at være
forlangt Exsekution for
nogen Skat eller Afgift, som
til den Tid allerede er
betalt, eller dersom
Oppebørselsbetjenten ellers
af nogen Yder oppebærer for
meget i Skatter og Afgifter,
skal den Skyldige ikke alene
erstatte den Forurettede al
den Skade, han derved maatte
have lidt, men desforuden,
naar det har sin Grund i
Skjødesløshed, bøde til
vedkommende Fattigkasse fra
10 til 100 Rbd. Sølv efter
Vort Rentekammers nærmere
Bestemmelse, og, naar det er
skeet i svigefuld Hensigt,
have sit Embede forbrudt.
§ 26. Hvad angaaer
simple Fæsteafgifter og
andre deslige
Jordebogsafgifter, som af
Fæstere af Bøndersteder paa
Vore Domainer skyldes til
Vor Kasse, da kunne de,
saavelsom de i foregaaende §
11 omhandlede Afgifter, uden
Hensyn til, hvor stort
Beløbet er, inddrives af
vedkommende Sognefogder ved
Udpantning i de Skyldiges
Løsøre paa samme Maade og
under samme Betingelser, som
for de i bemeldte § 11
nævnte Afgifter ere
foreskrevne, dog med
følgende Forandringer:
a) at Omsorgen for
Inddrivelsen her ikke
paaligger Herreds- eller
Birke-Fogden, men den
vedkommende
Oppebørselsbetjent, som
har at paasee disse
Afgifters Inddrivelse,
og som i det Mindste 14
Dage, førend han til
Amtmandens Autorisation
indgiver
Restancelisterne, een
for hvert Sognedistrikt,
bør lade samme
bekjendtgjøre ved
Kirkestævne;
b) at paa disse
Restancelister tillige
anføres de Skatter og
andre deslige offentlige
Afgifter, hvormed de
Paagjældende staae til
Restance;
c) at
Restancelisterne,
saasnart de af Amtmanden
ere forsynede med
Autorisation til, under
Rekvirentens Ansvar, at
kunne udpantes, hvilken
Autorisation dog,
forsaavidt Fæsteafgiften
angaaer, ikke meddeles,
saafremt derimod til
Amtmanden ere indkomne
Indsigelser, der ei
findes aabenbart
ugrundede, tilsendes
Oppebørselsbetjenten,
som selv har at
tilstille Sognefogderne
de autoriserede
Restancelister og at
iagttage det Fornødne i
Henseende til
Udpantningen og
Auktionernes Afholdelse,
dog uden derfor at kunne
beregne sig noget Gebyr,
hvorimod
Indkassations-Salair
tilkommer ham, og
d) at, forsaavidt der
under Afgifterne er
indbefattet Korn eller
andre Naturalier, hvis
Pengebeløb ikke ved
indgaaede Foreninger er
bestemt, bør Værdien af
saadanne Naturalier
fastsættes af
Sognefogden og de af ham
ved Udpantningen
medtagne Mænd.
§ 27. Jordegodseiere,
der indestaae for Skatterne
af deres Bøndergods,
tilkommer hos Bønderne for
alle resterende Skatter og
andre offentlige Afgifter,
som Bønderne, eller deres
Fæstebreve eller andre
Kontrakter, ere pligtige at
tilsvare, forsaavidt Beløbet
ikke er ældre end eet Aar
tilbage, Ret til Udpantning
ved Sognefogderne, uden
Hensyn til Beløbets
Størrelse paa samme Maade og
efter samme Omgang, som er
bestemt for de Skatter, der
af Vore Oppebørselsbetjente
umiddelbart indkræves hos
Yderne, ikkun med følgende
Forandringer: at de i
foregaaende § 11 ommeldte
Fortegnelser over de
indsendte Restancelister her
ikke behøves; at selve
Listerne i det Mindste 14
Dage, førend de indsendes
til Amtmandens Autorisation,
bekjendtgjøres ved
Kirkestævne, samt at
Restancelisterne, efter at
være af Amtmanden
autoriserede til Udpantning
under Rekvirentens Ansvar,
tilsendes denne, som selv
har at foranledige
Udpantningen og Auktionerne,
uden derfor at kunne beregne
sig videre end
Indkassations-Salarium.
- Paa
samme Maade og under samme
Vilkaar bliver
Udpantningsretten at udøve,
naar den, i
Overeensstemmelse med F. 9.
Marts 1838, er vedtagen med
Hensyn til
Tiendegodtgjørelse og
Hoveriepenge.
- For
resterende Landgilde eller
anden Jordebogsafgift
tilkommer derimod
Jordegodseieren ingen
Udpantningsret, ligesaa
lidet, som den, udenfor de i
nysnævnte Forordning
ommeldte Tilfælde, kan
betinges for deslige
Afgifter.
- Den i
det Foregaaende nævnte Ret
til Udpantnings Erhvervelse
tilkommer iøvrigt paa lige
Maade, som der anført, ogsaa
Eiere hos Forpagtere eller
Leiere af faste Eiendomme,
naar Forpagterne eller
Leierne have paataget sig at
svare Skatterne og
Afgifterne af samme.
§ 28. Foruden de
Afleveringer af
Kassebeholdningerne, som i
det Følgende foreskrives,
maae Amtsforvalterne, med de
i nedenanførte §§ 29 og 30
nævnte Undtagelser, ikke
udbetale nogen Sum af de
Amtstue-Intrader, der
tilhøre Vor Kasse, uden
efter en af de Deputerede
for Vore Finantser gjennem
Zahlkammeret udfærdiget
Anviisning, hvilken,
saasnart den er indfriet og
behørigen kvitteret,
uopholdeligen tilbagesendes
Zahlkassereren, som for
Beløbet strax meddeler
Amtstuen sin Kvittering
ligesom for en kontant
Remisse. Indeholder
Anviisningen flere
Udgiftsposter, og de ikke
alle paa een Gang kunne
betales, maa Likvidationen
med Zahlkassen for det, som
er udbetalt, og som
overeensstemmende med
foregaaende § 5 i rette Tid
opføres i Kassebogen, dog
ikke udsættes længere, end
til den Tid,
Kvartals-Extrakten skal
indgives. Amtsforvalteren
beholder da, naar ikke andre
Forskrifter i enkelte
Tilfælde gives ham, en
Afskrift eller Extrakt af
Anviisningen, forsaavidt de
endnu ikke betalte Poster
angaaer, tilbage og
fortsætter saaledes, i det
Sildigste ved hvert Kvartals
Udløb, Likvidationen med
Zahlkassen, indtil samtlige
de tilbagestaaende Poster
ere betalte. Dog maa ingen
Udbetaling efter en saadan
Anviisning skee sildigere,
end at Likvidationen med
Zahlkassen kan foregaae
inden det samme
Regnskabsaars Udløb.
§ 29. Vort
Rentekammer skal det være
forbeholdt, foruden de
Berigtigelser, der ere en
Følge af Extrakternes og
Regnskabets Revision, ogsaa
i de enkelte Tilfælde, naar
nogen Skatyder maatte
befindes at have erlagt for
meget i Skat, og dette er
beregnet til Indtægt i
Regnskabet, direkte at
beordre Oppebørselsbetjenten
det Fornødne til
Skattesummens Berigtigelse
enten ved Likvidation eller
ved Tilbagebetaling, hvilke
Ordrer vedlægges Regnskabet.
- Ligesaa
skal de Departementer og
Autoriteter, som ere
betroede specielle Kasser
eller Fonds, og som det
hidtil har været tilladt,
efter Afhandling med
Finantsbestyrelsen, enten
middelbart gjennem
Zahlkammeret eller
umiddelbart ved specielle
eller staaende Ordrer at
lade Udbetalinger for de dem
underlagte Kassers eller
Fonds Regning foranstalte af
Vore egne Intrader ved
Amtstuerne, fremdeles
forbeholdes denne Ret, men
ikkun under den udtrykkelige
Betingelse, at, til samme
Tid Amtstuen har at udbetale
Summen, skal det vedkommende
Departements eller den
vedkommende Autoritets egen
Kasserer tillige meddeles
Ordre til at erstatte
Zahlkassen Beløbet mod
Udlevering af den
Kvittering, som Amtstuen
modtager for Udbetalingen.
Amtstuen skal derfor,
saasnart den, efter en
saadan staaende eller
speciel Ordre, har
foranstaltet Betalingen, paa
samme Maade, som for
Udbetalinger, der skee efter
Vore Finantsdeputeredes
Anviisninger, er bestemt,
uopholdeligen, eller, dersom
der efter Anviisningen endnu
henstaae nogle Poster
uberigtigede, da inden den i
foregaaende § 28 bestemte
Tid, indsende de modtagne
Kvitteringer til
Zahlkammeret, som strax
indkasserer Beløbet fra den
Kasse, for hvilken
Udbetalingen er skeet, og
meddeler Amtstuen Kvittering
for Summen som for en
kontant Remisse. Skulde det
nogensinde indtræffe, at
Zahlkassen ikke strax kan
faae Refusion af den Kasse,
for hvilken Udbetalingen er
skeet, uden at dette grunder
sig i en Mangel ved den
Kvittering, Amtstuen har
indsendt, eller anden saadan
Omstændighed, der gjør det
fornødent at forlange
nærmere Legitimation af
Amtstuen, hvilket
uopholdeligen skal skee, da
har Zahlkassereren strax at
indberette det til Vore
Finantsdeputerede.
§ 30. Hvad de
Godtgjørelser angaaer, som
vedkommende Ydere have Krav
paa, og som tilflyde dem ved
Likvidation i deres Skatter
og Afgifter til Vor Kasse
for leveret Fourage, efter
de Udskrivninger, der i
Overeensstemmelse med
Forordningerne 28. Juli 1784
og 5. Decbr. 1792,
foranstaltes, samt for
afleverede Kornvarer, naar
Kornudskrivninger maatte
finde Sted, da blive disse
Godtgjørelser, saasnart de,
efter den foregaaende § 10,
afskrives i Kassebogen, at
ansee som formelige Udgifter
og, som saadanne, at anføre
i Extrakterne og
Regnskaberne under behørig
Legitimation for deres
Rigtighed, saaledes som i de
følgende §§ 40 og 47
foreskrives.
- Dersom
Amtsforvalteren, efter
Ordre, har udbetalt noget
Forskud, hvis Refusion han
skal paasee, og denne ikke
inden Kvartalets eller
Regnskabsaarets Slutning har
været at erholde - saasom om
Korn eller Fourage er ved
Licitation anskaffet for
Yderens Regning, og Beløbet
endnu ikke hos denne har
været at inddrive -, da
skulle slige enkelte Poster,
hver for sig, i
Kvartals-Extrakterne og
Regnskabet opføres under
Udgiften, og ved den første
Kvartals Extrakt, hvor
Udgiften forekommer, ikke
alene fremlægges
fuldstændigt Beviis - saasom
i det nævnte Tilfælde den
originale
Licitationsforretning og
Vedkommendes Kvittering -
for, at Udgiften har fundet
Sted, hvortil siden
henvises, men tillige
afgives tilbørlig Forklaring
om, hvad der fra
Amtsforvalterens Side er
foranstaltet til at erholde
Refusionen, hvorefter
saadanne Poster, ligeledes
hver for sig, tages til
Indtægt i den følgende
Kvartals-Extrakt eller det
følgende Regnskab, indtil
Refusionen er erholdt.
§ 31. Som en Følge af
ovenanførte Bestemmelser
maae for Fremtiden aldeles
ingen saakaldte uapproberede
eller ulegitimerede
Udgifter, i den Betydning,
at Rigtigheden for samme
siden skal aflægges,
nogensinde finde Sted enten
i Extrakterne eller i
Regnskaberne, men for
samtlige Udgifter skal ved
hvert Regnskab aflægges
fuldstændig og endelig Rede
og Rigtighed, saa at denne,
under ingen Omstændigheder
og under intetsomhelst
Paaskud, udsættes fra eet
Regnskab til et andet. De nu
henstaaende uapproberede
Udgifter skulle, det
hurtigste skee kan, bringes
dertil, at de formeligen
anvises.
§ 32. Ved de under
Vort Rentekammers Bestyrelse
henlagte Jordebogs-, Forst-,
Kirke-, eller andre deslige
Kasser, fra hvilke alene
Overskudet indflyder i
Amtstuerne eller
Hovedkassen, foranstaltes
Administrations-Udgifterne
anviste af Vort Rentekammer,
hvilke Anviisninger med
behørige Kvitteringer
vedlægges som Udgiftsbilage
de Regnskaber, der for
bemeldte Kasser afgives.
Ligesaa er det en Selvfølge,
at Vort danske Kancellie kan
assignere paa
Brandhjælpspengene,
Nationalbankens Direktion
paa Bankhæftelsesrenterne,
Vore Amtmænd paa
Amtsrepartitionsfondene, og
Amtsfattigdirektionerne paa
Amtsfattigkasserne.
§ 33. Magistraterne
eller Byfogderne i
Kjøbstæderne skulle, uden
Undtagelse, inden 3 Dage
efter hver Maaneds Slutning,
aflevere, eller, dersom
Amtstuen ikke er etableret i
samme Kjøbstad, da med den
første Pakkepost i Maaneden
afsende de af dem i den
foregaaende Maaned for Vor
Kasses Regning oppebaarne
Skatter og Indtægter til
vedkommende Amtstue, hvorfor
de modtage dennes Kvittering
in duplo.
- For
Fremtiden have bemeldte
Magistrater eller Byfogder
at aflægge direkte Rigtighed
til Vort Rentekammer for
samtlige disse Oppebørseler,
derunder ogsaa indbefattede
Vore Skatter af
Kjøbstædernes Jorder og
Tiender samt
Indkvarterings-Hjælpeskatten
af de Kjøbstæder, der skulle
udrede denne. Derimod behøve
de, ved de ommeldte
Intraders Aflevering til
Amtstuerne, ingen særskilt
Forklaring at meddele om, af
hvilket Slags Indtægterne
bestaae, da Amtsforvalterne
alene have at modtage og
kvittere for det, der
tilbydes som Kongelige
Intrader af den vedkommende
Kjøbstad.
- Ligesaa
bør Magistraterne eller
Byfogderne, til samme Tid,
med særskilt Forklaring,
afgive til vedkommende
Amtstue de oppebaarne
Brandhjælpspenge og med den
første Pakkepost i hver
Maaned afsende til
Nationalbanken de i den
foregaaende Maaneds Løb
oppebaarne
Bankhæftelsesrenter, Alt
imod derfor at meddeles
Kvittering in duplo.
§ 34. Amtsforvalterne
bør ligeledes, uden dertil
at oppebie nærmere Ordre,
ved hver Maaneds Udgang
afslutte deres Kassebøger og
med den første derefter
afgaaende Pakkepost (i
Kjøbenhavn inden 3 Dage) til
Zahlkammeret, mod sammes
Kvittering in duplo,
indsende Beholdningerne af
de af dem for Vor Kasses
Regning modtagne
Oppebørseler, af
hvilketsomhelst Slags de end
ere, alene med Fradrag af,
hvad der maatte være anviist
til Udbetaling af disse
Indtrader, uden at Pengene
endnu ere hævede, eller hvad
der ellers maatte behøves
til Udgifter, som kunne
forudsees at ville forefalde
i Maanedens Løb.
Til samme
Tid have Amtsforvalterne at
indsende til Nationalbanken,
mod Kvittering in duplo, de
fulde Beholdninger af
oppebaarne
Bankhæftelsesrenter, og til
Vort danske Kancellies
Kasserer, ligeledes mod
Kvittering in duplo,
Beholdningerne af de
oppebaarne Brandhjælpspenge,
efter Fradrag ikkun af de
Summer, som af
Brandhjælpspengene maatte
være anviste til Udbetaling,
men endnu ikke hævede, eller
som kunne forudsees i
Maanedens Løb at ville blive
anviste.
§ 35. Det er iøvrigt
en Selvfølge, at det aldeles
ikke er Oppebørselsbetjenten
formeent, i Maanedens Løb,
saa ofte han finder for
godt, at gjøre Aflevering,
hvilket i Særdeleshed
forventes at ville skee,
hvad Bankhæftelsesrenterne
angaaer. Men til de her
befalede Tider skal
desuagtet den endelige
Aflevering for hver Maaned
ufravigeligen finde Sted.
§ 36. I Henseende til
de Beholdninger, der
vedkomme
Amtsrepartitionsfonden, have
Vore Amtmænd fremdeles at
vaage over, at saadanne
Beholdninger, forsaavidt det
er hjemlet, at de for en
længere Tid opsamles ved
Fonden, efterhaanden gjøres
frugtbringende, men at
ellers det aarlige
Udskrivningsbidrag,
overeensstemmende med
Forskrifterne i P. 31.
Decbr. 1819, § 3, nedsættes.
§ 37. Ligesaa bør
Amtsfattigdirektionerne
paasee, at hvad der af
Amtsfattigkassernes
Beholdninger kan gjøres
frugtbringende, anvendes til
Udlaan, overeensstemmende
med de i Kanc.P. 26. Juli
1831 indeholdte Forskrifter.
-
Forsaavidt der ellers i
nogen anden, under
Amtstuerne henlagt, særskilt
Kasse maatte findes
Beholdninger, som overstige
nogle enkelte Hundrede
Rigsbankdaler, uden at de
behøves til nærforestaaende
Udgifter, have vedkommende
Autoriteter at træffe
lignende Foranstaltning til
Pengenes Frugtbargjørelse.
§ 38. Til enhver af
de Autoriteter, til hvilke
Oppebørselsbetjentene have
at aflægge Regnskab for de
forskjellige Grene af de dem
betroede Oppebørseler, bør
de ligeledes afgive
Kasse-Extrakter, nemlig for
visse Oppebørseler
Maaneds-Extrakter - jfr. §
39 -, og for alle
Oppebørseler
Kvartals-Extrakter. Dog
blive Extrakterne for
Amtsrepartitionsfondens
Vedkommende, skjøndt
Regnskabet aflægges til Vort
Rentekammer, at afgive til
Amtmanden, som først ved
Regnskabsaarets Slutning
indsender dem til Vort
Rentekammer.
- Har i
Maanedens eller Kvartalets
Løb ingen Indtægt eller
Udgift fundet Sted,
indberettes dette til samme
Tid, Extrakten skulde have
været indgivet.
§ 39.
Maaneds-Extrakter behøve
ikke at afgives af
Magistraterne eller
Byfogderne i Kjøbstæderne,
men de skulle derimod af
Amtsforvalterne, dog alene
forsavidt Vore egne
Intrader,
Bankhæftelsesrenterne og
Brandhjælpspengene angaaer,
afgives for hver Maaned,
altsaa ogsaa for den sidste
Maaned i Kvartalet. Disse
Extrakter skulle alene
bestaae i et summarisk
Opgivende af Kassebogens
Indtægter og Udgifter i den
forløbne Maaned, uden at
nogen af disse videre
specificeres, end efter
Kassebogens Rubrikker,
hvorimod der i Henseende til
de Beholdninger, som
fremkomme ved at drage
Udgiften fra Indtægten, bør
udtrykkeligen opgives,
hvilken Dag de ere afsendte
til vedkommende Kasser, paa
det at Kontrol dermed kan
holdes, og, dersom
Beholdninger af Vore egne
Intrader eller af
Brandhjælpspengene ere
tilbageholdte, fordi der ved
Kassen henhvile uindfriede
Udgifts-Anviisninger paa
samme, eller det kan
forudsees, at deraf ellers
vil behøves en Deel til
Udgifter i Løbet af
Maaneden, bør de ommeldte
Anviisninger eller
forventede Udgifter i
Extrakten udtrykkeligen
specificeres, saa at
behøring Kontrol dermed kan
føres. Enhver saaledes
tilbageholdt Beholdning fra
den foregaaende Maaned
bliver i Extrakten for den
følgende Maaned særskilt at
anføre og at lægge til
Indtægten.
- De
ommeldte Maaneds-Extrakter
skulle afsendes med den
første Brevpost i den
følgende Maaned, der afgaaer
efter den Pakkepost, hvormed
Kassebeholdningen, efter de
ovenfor i § 34 givne
Forskrifter, skal være
afsendt, og, hvor Brev- og
Pakke-Posten afgaaer paa een
og samme Dag, bør ogsaa
Maaneds-Extrakterne afsendes
samme Dag,
Kassebeholdningerne skulle
indsendes.
§ 40.
Kvartals-Extrakterne, der
skulle afgives for hver
Klasse af Oppebørseler,
hvorfor særskilt aflægges
Regnskab, skulle,
overeensstemmende med de
Schemata og Ordrer, som
dertil ere eller vorde
meddeelte fra vedkommende
Autoriteter, være
specificerede, saavel hvad
Indtægterne, som hvad
Udgifterne angaaer.
-
Udgifterne bør i bemeldte
Extrakter, forsaavidt Vore
egne Intrader,
Bankhæftelsesrenterne og
Brandhjælpspengene angaaer,
dokumenteres ved
Fremlæggelsen af de derfor
meddeelte
Sekunda-Kvitteringer. Dersom
disse paa den Tid,
Extrakterne skulle afgives,
endnu ikke ere modtagne for
afsendte kontante Remisser,
eller, hvad Vore egne
Intrader angaaer, for
præsterede Udbetalinger af
disse, hvorfor
Beviislighederne ere
afsendte til Likvidation med
Zahlkassen, anmærkes alene i
Extrakterne, naar
Afsendelsen er skeet, og
Kvitteringen fremlægges da
ved næste Kvartals-Extrakt.
-
Likvideret Korn- og
Fourage-Godtgjørelse, naar
samme har fundet Sted,
anføres ligeledes til
formelig Udgift i
Extrakterne for Vore egne
Intrader, og til
Legitimation for, at ikke
mere er anført i saadan
Godtgjørelse, end der
virkelig er kommet Yderne
tilgode, vedlægges særskilt
Extrakt for Korn- og
Fourage-Oppebørselen,
saaledes at deri tillige
gjøres Forklaring om, hvor
meget Godtgjørelsen beløber
sig til for de i Kvartalets
Løb af Yderne afleverede
Korn- og Fourage-Sorter,
hvor meget deraf virkeligen
er likvideret med Yderne, og
hvor meget der af
Godtgjørelsen staaer tilbage
endnu at likvidere, hvilket
sidste Beløb igjen tages til
Indtægt i den følgende
Extrakt for Korn- og
Fourage-Oppebørselen.
- I
Kvartals-Extrakterne for
Amtsrepartitionsfonden,
Amtsfattigkassen, og hvilke
andre specielle Fonds,
hvorfor særskilte Regnskaber
aflægges, bør hver Udgift
især specificeres, saavidt
det ikke er smaae Udgifter
af een og samme
Beskaffenhed, der kunne
sammenlægges.
- De
hidtil anordnede
General-Extrakter saavelsom
særskilte Extrakter til Vore
Finantsdeputerede ophøre for
Fremtiden.
- Med de
Kvartals-Extrakter, der
saavel fra Amtstuerne som
fra Byfogderne eller
Magistraterne i Kjøbstæderne
afgives til Vort Rentekammer
for de, samme vedkommende,
Oppebørseler, skal derimod
herefter følge en fidimeret
Gjenpart af samtlige de
Kvartals-Extrakter, som
Oppebørselsbetjentene for de
i nærværende Anordning
omhandlede Intrader afgive
til andre Kollegier eller
Autoriteter, uden at dog
denne Gjenpart behøver at
vedlægges Bilage eller
Afskrifter af samme.
-
Kvartals-Extrakterne skulle
uden Undtagelse alle være
afsendte i det Seneste inden
3 Uger fra Kvartalets Udløb.
§ 41. Skjøndt
Regnskabsaaret regnes fra
1ste Januar til 31te
December, bliver dog, for at
Regnskabet kan vorde aflagt
uden Restancer eller med saa
faae Restancer som muligt, i
samme at indbefatte de
Indtægter og Udgifter, som i
de første 3 Maaneder af det
paafølgende Aar forefalde,
naar de vedkomme det
foregaaende Regnskabsaar, og
Kassebeholdningen kan vorde
afsendt til vedkommende
Hovedkasser inden Marts
Maaneds Udgang. Som Følge
heraf skeer den endelige
Afslutning ved Amtstuen af
Kassebogen og af
Regnskabsaaret i det Seneste
paa den Dag, den sidste
Pakkepost paa det Sted, hvor
Amtstuen er etableret,
afgaaer i Marts Maaned,
eller saa længe i Forveien,
som behøves for nøiagtigen
at opgjøre den endelige
Beholdning, og efter den Tid
bliver enhver Indtægt og
Udgift, omendskjøndt den
vedkommer det foregaaende
Aar, at indføre i Kassebogen
for det løbende Aar. Naar
altsaa vedkommende
Oppebørselsbetjent forlanger
det, har Kassereren i
Kjøbenhavn, til hvem
Beholdningerne indsendes,
forsaavidt han skjønner,
eller det i alt Fald ved
Postbeviis godtgjøres, at
disse ere afsendte inden
Udgangen af Marts Maaned,
udtrykkeligen at bemærke i
de Kvitteringer, som derfor
meddeles, at Summen hører
til det foregaaende Aars
Intrader, hvorimod
Kvitteringerne selv altid
skulle dateres fra den Dag,
de virkeligen udstedes. De
Summer, hvorfor deslige
Kvitteringer meddeles,
skulle da ogsaa af
Hovedkassereren tages til
Indtægt for det foregaaende
Aars Intrader, og, saasnart
han skjønner, at ingen flere
Remisser kunne ventes
afsendte i Marts Maaned,
afslutter han selv sin
Kassebog og sit Regnskab for
det foregaaende Aar.
-
Lignende Regler iagttages
ved de Kvitteringer,
Amtsforvalterne meddele,
Byfogderne eller
Magistraterne for de til det
foregaaende Aar henhørende
Intrader, som de til dem
indlevere, naar disse saa
betimeligen indkomme i
Amtstuerne, at de igjen
inden Marts Maaneds Udgang
derfra kunne vorde afsendte
til vedkommende Kasser i
Kjøbenhavn.
§ 42. Enhver
Oppebørselsbetjent skal
desaarsag indgive dobbelte
Maaneds-Extrakter
(forsaavidt han har at
afgive Maaneds-Extrakter)
for hvert Aars Jan., Febr.
og Marts Maaneder, eller
indtil den Tid, han, efter
foregaaende § 41, endeligen
afslutter Kassebogen, og
ligeledes dobbelte
Kvartals-Extrakter for hvert
Aars Januar Kvartal, een
nemlig for de Oppebørseler
og Udgifter, som endnu
vedkomme det eller de
foregaaende Aar, og en anden
over de, som henhøre til
eller blive at indføre i
Kassebogen for det løbende
Aar. Dersom ingen Indtægter
eller Udgifter ere
forfaldne, vedkommende det
sidstnævnte Aar, bemærkes
dette alene i den Extrakt,
der angaaer det foregaaende
Aar.
§ 43. Paa samme Tid,
Regnskabsaaret og Kassebogen
endeligen afsluttes, skal
Oppebørselsbetjenten til
Amtmanden indlevere
nøiagtige Fortegnelser over
alle Restancer i hans
Oppebørsels-Distrikt for den
forløbne Tid til det afvigte
Regnskabsaars Udgang, nemlig
en særskilt
Restance-Fortegnelse for
hvert Slags Oppebørseler,
hvorfor han har at aflægge
særskilt Regnskab, i hvilke
Fortegnelser enhver
Skatyders Restancer anføres
særskilt for hver Termin, og
tillige ved hver Post
anmærkes, om og naar den er
anmeldt og autoriseret til
Exsekution.
-
Amtmanden har da at
undersøge de paa disse
Fortegnelser anførte
Restancers Rigtighed, ei
alene i Henseende til, om de
virkeligen udestaae, til
hvilken Ende Fortegnelserne
bør sammenholdes med
Skyldnernes originale
Skattekvitteringsbøger, men
og med Hensyn til, om
Restancerne ere i behørig
Tid anmeldte til Exsekution.
Er Mængden af
Restanceposterne saa stor,
at det vilde blive Amtmanden
uoverkommeligt specielt at
undersøge hver enkelt Post i
Fortegnelserne, skal det
være ham tilladt alene paa
denne Maade at gjennemgaae
de for hver Godseier især
anførte Restancer, men
ellers saa mange Poster af
de øvrige Restancer, som han
holder for tilstrækkeligt,
dog at ingen By forbigaaes,
uden at nogen af de
Restanceposter, som findes
paa Fortegnelserne, prøves,
og at Valget skeer iflæng,
saa at snart de større,
snart de mindre Poster hist
og her undersøges, hvorefter
Amtmanden bør tegne sin
Attest i begge de ommeldte
Henseender, hvori
Undersøgelsen skeer, ved
hver enkelt Restancepost i
Fortegnelserne, som han har
prøvet. Paa samme Maade
forholdes med de ved
Regnskabsaarets Slutning
udestaaende Restancer efter
Korn- og
Fourage-Udskrivninger, naar
disse finde Sted.
-
Saasnart
Restance-Undersøgelsen er
tilendebragt, hvilket bør
være skeet i det Seneste
inden 4 Ugers Forløb, har
Amtmanden at gjøre
Indberetning til Vort
Rentekammer om Udfaldet samt
at tilbagelevere
Oppebørselsbetjenten
Fortegnelserne med de
behørige Attester og
Vedtegninger.
§ 44. Til Afbetjening
ved denne
Restance-Undersøgelse skal
det være vedkommende
Skyldneres Pligt at indfinde
sig med deres
Skattekvitteringsbøger,
eller ved Sognefogderne at
fremsende dem til Amtmanden,
nøiagtigen til den Dag og
Tid, som han ved en
almindelig Indvarsling, der
paa Landet bekjendtgjøres
ved Kirkestævne og i
Kjøbstæderne paa ellers
sædvanlig Maade, forud
bestemmer; under den i
foregaaende § 9 bestemte
Mulkt, og skulle samtlige
Skyldneres Kvitteringsbøger
saaledes indkaldes, om end
Restance-Undersøgelsen,
efter foregaaende 43de §,
ikke anstilles ved hver
enkelt Post. De muligen
udeblevne Kvitteringsbøger,
forsaavidt det ikke blot er
nogle faae og ubetydelige
Restanceposter, som ved dem
skulle undersøges, har
Amtmanden siden, svarest
muligt, specielt at lade
indkalde, for at sammenholde
hver af dem med
Restancelisterne.
§ 45. Paa samme Tid
og ved samme Leilighed, at
Restance-Undersøgelsen
foretages, skal Amtmanden
tillige ved saa mange
Poster, han kan overkomme,
og som ligeledes vælges uden
nogen bestemt Orden,
eftersee, om de Summer, det
ere afskrevne i
Kvitteringsbøgerne, under
samme Datum og med samme
Beløb ere opførte i
Kassebogen, som
Oppebørselsbetjenten til den
Ende skal tilstille ham,
saalænge Undersøgelsen
varer. Ogsaa om Udfaldet af
denne Deel af Undersøgelsen
bør Amtmanden afgive
Forklaring i den i
foregaaende § 43 omtalte
Beretning til Vort
Rentekammer.
§ 46. Fremdeles har
Amtmanden, i det Mindste een
Gang aarligen, uden
foregaaende Anmodning eller
Bemyndigelse og til
ubestemte Tider, at foretage
den i § 42 af Vor Forordning
af Dags Datum, angaaende det
offentlige Kasse- og
Regnskabsvæsen i
Almindelighed, befalede
summariske
Kasse-Undersøgelse hos de
under hans Embedsdistrikt
hørende Amtsforvaltere,
Magistrater eller Byfogder,
hvilke Undersøgelser skulle
omfatte samtlige deres i
nærværende Anordning
omhandlede Oppebørseler,
hvorimod de i samme
Paragraph, sammenholdt med §
43, anordnede detaillerede
Kasse-Undersøgelser ikkun
foretages af Amtmændene,
naar og forsaavidt de dertil
forud af Vort Rentekammer
bemyndiges.
- Iøvrigt
ville af Kammeret særskilte
Instruktioner blive at
meddele for, hvorledes
bemeldte detaillerede
Kasse-Undersøgelser hos
fornævnte
Oppebørselsbetjente skulle
anstilles.
§ 47.
Oppebørselsbetjentenes
Regnskaber bør aflægges paa
den Maade og i den Form, som
er eller fremdeles vorder
foreskrevet, hvorved stedse
bliver at iagttage, at de,
forsaavidt Vore egne
Intrader angaaer, altid
omfatte samtlige disse
Intrader, uden at nogle af
dem afsondres i eet, andre i
et andet Regnskab, undtagen
naar særskilte Jordebogs-,
Forst-, eller Kirke-Kasser
henhøre under en Amtstue, da
der for samme aflægges
særskilt Regnskab.
- For
Brandhjælpspengene aflægges
det aarlige Regnskab til
Vort danske Kancellie, og
underkastes der behørig
Revision, saa at Intet derom
bliver at optage i det
Regnskab, som aflægges til
Vort Rentekammer.
-
Samtlige Regnskaber blive
for hvert forløbet Aar at
afslutte til samme Tid, som
i § 41 er befalet for
Kassebogen. De Restancer,
som da endnu udestaae for
den forløbne Tid til
Udgangen af det Aar, hvorfor
Regnskabet aflægges, skal
det, naar de ved den i
foregaaende § 43 ommeldte
Restance-Undersøgelse
befindes at være rigtige og
i behørig Tid anmeldte til
Exsekution, være
Regnskabsføreren tilladt at
anføre i Regnskabet
ligesaavel under Udgiften
som under Indtægten, imod at
til Legitimation derfor
fremlægges den undersøgte, i
bemeldte § 43 anførte,
originale
Restance-Fortegnelse, og
imod at Beløbet siden igjen
føres til Indtægt i det
efterfølgende Regnskab.
- I
Hovedindholdet maae
Regnskaberne stemme saavel
med de indsendte
Kvartals-Extrakter som med
Kassebogen.
- Hvor
Oppebørselsbetjenten for
afleverede Beholdninger
modtager Kvittering in
duplo, skal altid
Prima-Kvitteringen vedlægges
Regnskabet som Bilag; og maa
Regnskabet for ethvert Aars
Oppebørseler ikke herefter
bilægges med andre
Kvitteringer, end saadanne,
der ere daterede i det samme
Aar, eller i hvilke det dog,
forsaavidt de i det
paafølgende Aar ere
udstedte, udtrykkeligen er,
i Overeensstemmelse med §
41, bemærket, at Summen
henhører til de foregaaende
Aars Intrader.
-
Likvideret Korn- og
Fourage-Godtgjørelse føres i
Regnskabet til formelig
Udgift, dog saa at
Godtgjørelsen anføres
særskilt for hver Korn- og
Fourage-Udskrivning. Til
Hjemmel for denne
Godtgjørelses Likvidation
vedlægges behørig
Legitimation for
Fourage-Leverancen saavelsom
Korn-Regnskabet, hvilket
altid afsluttes til samme
Tid og behandles paa samme
Maade som
Kontributions-Regnskabet,
hvoraf følger, at ogsaa de
af Amtmanden vedtegnede og
attesterede Restancelister
for den tilbagestaaende
Leverance vedlægges
Regnskabet. Grundet paa den
saaledes aflagte Rigtighed,
bør tillige en Beregning
affattes, og vedlægges
Kontributions-Regnskabet,
over den hele Godtgjørelse,
der tilkommer Yderne for de
af dem leverede Korn- og
Fourage-Sorter, og,
forsaavidt denne
Godtgjørelse ikke har med
det fulde Beløb kunnet
likvideres i Ydernes Skatter
for det forløbne
Regnskabsaar, anføres samme
som Restance, der i det
følgende Aar tilgodeskrives.
-
Samtlige her omhandlede
Regnskaber bør for hvert
forløbet Aar være afsendte i
det Seneste inden Udgangen
af det følgende Aars Juni
Maaned, forsaavidt
Amtsforvalterne angaaer, og
inden Mai Maaneds Udgang for
Magistraternes eller
Byfogdernes Vedkommende,
samt, i Tilfælde af
Oppebørselsbetjentens
Dødsfald, Forflyttelse,
Afskedigelse eller
Suspension, inden et halvt
Aar fra den Tid, han
saaledes har ophørt at
fungere. Dog kan, hvor
Regnskabet skal aflægges
efter en afdød Betjent,
længere Tid dertil ventes
bevilget, naar dette oplyses
at være nødvendigt eller
gavnligt.
§ 48. Det skal være
enhver af Vore
Amtsforvaltere tilladt, naar
han selv derfra er
forhindret, og under den i §
30 i Vor Forordning af Dags
Datum, angaaende det
offentlige Kasse- og
Regnskabsvæsen i
Almindelighed, omhandlede
Ansvarlighed, at lade
Oppebørselerne modtage og
Kvitteringerne derfor
udstede ved sin Fuldmægtig,
naar han forud har gjennem
Amtmanden indberettet saadan
sin Fuldmægtigs Navn til
Vort Rentekammer, paa det at
samme kan paasee, at de
forekommende Kvitteringer af
den rette vedkommende Person
ere udstedte. Og bliver
herved iøvrigt at forholde
efter Bestemmelserne i § 17
af den ovennævnte
almindelige Kasse- og
Regnskabs-Anordning. Det
Samme gjælder ogsaa om
Magistraterne eller
Byfogderne, der dog ikke
behøve at indberette, hvem
de befuldmægtige til
Skatteopkrævninger.
Amtsforvalteren bør
forresten, naar han betroer
Indkassationen til sin
Fuldmægtig, enten lade denne
indføre det Beløb, der
efterhaanden modtages, i den
autoriserede Kassebog,
eller, dersom han ønsker
denne forbeholdt for sig
alene, fordi han selv
besørger nogle af
Oppebørselerne, lade
Fuldmægtigen føre en
særskilt Kassebog paa den i
foregaaende § 5 foreskrevne
Maade, i hvilket Tilfælde
Amtsforvalteren da, hver
Gang han gjør Afregning med
Fuldmægtigen, overfører det
summariske Beløb fra dennes
Kassebog i den autoriserede
Kassebog, hvilken Overførsel
i det Seneste skal skee ved
hver Maaneds Slutning, og
begge disse Kassebøger,
nemlig baade
Amtsforvalterens egen og
hans Fuldmægtigs, bør da og,
naar Vort Rentekammer, i
Henhold til foregaaende § 5,
forlanger sig Kassebogen
tilstillet, indsendes.
Rodmestere, eller andre af
Magistraterne eller
Byfogderne befuldmægtigede
Skatteopkrævere, behøve
derimod ingen Kassebog at
føre.
§ 49. De
Lehnsbesiddere, som
umiddelbart til Vort
Rentekammer aflægge Regnskab
for Vore Skatter og
Afgifter, forsaavidt deres
Feudalgods, og Grever
tillige, forsaavidt deres
Allodialgods angaaer, skulle
være fritagne for
Maaneds-Extrakters
Afgivelse, men derimod lade
deres Kvartals-Extrakter og
Regnskaber indsende til
samme Tid, som for
Amtsforvalterne er bestemt.
Skeer dette ikke, har den
Fuldmægtig, til hvem
Lehnsbesidderen har
overdraget disse
Forretninger, at erlægge en
Mulkt af 10 Rbd. Sølv, som
er forfalden strax, saasnart
Tiden overskrides, og, uden
foregaaende Varsel,
gjentages for hver 14 Dage,
Regnskabet, Extrakten eller
Besvarelsen paa
Antegnelserne i Regnskabet
udebliver over den fastsatte
Tid. Og ville disse Mulkter,
der tilfalde vedkommende
Fattigkasse, i fornødent
Fald, efter Vort
Rentekammers Resolution,
være at inddrive ved den
Kongelige Foged. Indkommer
Extrakten ikke inden 3
Maaneder, og Regnskabet
eller Besvarelsen paa
Antegnelserne ikke inden 6
Maaneder fra den bestemte
Tid, bør Lehnsbesidderen
afskedige sin Fuldmægtig og
antage en anden, der
nøiagtigen opfylder sine
Pligter, da Lehnsbesidderen
ellers for sin
Besiddelsestid fortaber sin
Ret til umiddelbart at
aflægge Regnskab i
ovenmeldte Henseende, og
saavel i dette Tilfælde, som
og dersom nogen
Lehnsbesidder, efter
personligen dertil at være
opfordret, ikke erlægger de
paabudne Skatter og Afgifter
i det Seneste inden 6
Maaneder fra Forfaldstiden,
skal den nærmeste
Amtsforvalter, saalænge
Lehnet forbliver hos den
daværende Besidder, indkræve
og oppebære hos ham, samt
aflægge Rigtighed og
Regnskab for samtlige
Skatter og Afgifter af
saadanne Godser, paa samme
Maade som af andre samlede
Eiendomme.
§ 50. Forsaavidt de
oven omhandlede Oppebørseler
ere henlagte under
Kjøbenhavns Magistrat, da
ere de i det Foregaaende for
Kjøbstæderne i Almindelighed
indeholdte Forskrifter ogsaa
anvendelige paa samme, ikkun
med følgende Forandringer:
a) at de anordnede
Skattekvitteringsbøger
bortfalde i Kjøbenhavn,
hvorimod der, i det
Mindste 14 Dage før
Skatternes Opkrævning,
meddeles hver Skatyder
en af Bogholderen ved
Kæmneriet attesteret og
af Kæmneren underskreven
Skattebillet, der viser
det Beløb, Yderen har at
erlægge, og, naar
Betaling foregaaer,
meddeles ham derfor en
anden ligelydende, men
med Kvittering forsynet,
Skattebillet (* 3);
b) at de i § 43
befalede
Restance-Undersøgelser
ligeledes bortfalde i
Kjøbenhavn, hvorimod
Magistraten dog bør føre
Tilsyn med Restancernes
Rigtighed, ved at
sammenholde de
ovenmeldte originale, af
Kæmneren udstedte og
endnu ikke afleverede,
kvitterede
Skattebilletter med
Restancelisterne, samt,
dersom det findes
fornødent, ved,
forsaavidt enkelte
Poster af Restancerne
angaaer, at lade Yderne
forevise de sidste
Kvitteringer;
c) at den maanedlige
Aflevering af de for Vor
Kasses Regning
oppebaarne Intrader
skeer direkte til Vor
Zahlkasse, og af de af
Kjøbenhavns Forstæder
oppebaarne
Brandhjælpspenge direkte
til Vort danske
Kancellies Kasserer,
samt at for disse
Oppebørseler afgives
ikke alene Kvartals- men
og Maaneds-Extrakt;
d) at Magistraten
lader Regnskaberne
aflægge og Extrakterne
afgive ved Kassereren
for Stadens Hovedkasse,
saaledes at han staaer
til Ansvar, som for
Oppebørselerne i det
Hele, saa og i
Særdeleshed for den
betimelige Indsendelse
fra hans Side af
Regnskabet og
Extrakterne, hvilke af
Bogholderen attesteres
at være
overeensstemmende med de
Bøger, han har at føre,
og altid indsendes
gjennem Magistraten,
samt
e) at, ligesom
Kæmneren fører dagligt
og detailleret Tilsyn
med Stadens Hovedkasse
og alle dens
Oppebørseler, og derfor,
næstefter Kassereren
staaer til Ansvar,
saaledes skal ogsaa
Kjøbenhavns Magistrat,
foruden at overtage de
særegne Forretninger i
Anledning af
Hovedkassens
Oppebørseler, som med
Hensyn til de andre
Kjøbstæder ere paalagte
Amtmændene, hvoriblandt
at autorisere
Restancelisterne til
Exsekution af
Underfogden, desuden
føre ideligt Tilsyn med
bemeldte Kasse og dens
Oppebørseler, og derfor
staae subsidiairt til
Ansvar næstefter
Kæmneren.
- I
Henseende til
Bankhæftelsesrenternes og
Brandassurance-Præmiernes
Oppebørsel i Kjøbenhavn
(Brandhjælpspengene af
Forstæderne derunder ikke
indbefattede), da
foranstaltes samme herefter,
som hidtil, af de
vedkommende Instituter selv,
hvis Direktioner ogsaa have
at autorisere Restancerne af
disse Oppebørseler, naar de
ikke efter § 2 ere
forældede, til Exsekution
ved Underfogden.
Officielle
noter
(* 1)
Udvidet til Bornholm Ved P.
12 Juni 1844.
(* 2)
Jfr. L. 20. Juni 1850, om
Ophævelse af flere Skatter
m.v. § 9.
(* 3)
Jfr. L. 19. Febr. 1861 om
Brugen af stemplet Papiir, §
73.
(* 4)
Jfr. Rdst.-P 24. Marts 1841.
Ad § 2, nr. 25
Overenskomst af 8. juli 1840
Overeenskomst mellem Danmark
og Lübeck, dat. Kjøbenhavn
den 8de Juli 1840, angaaende
Stecknitz- og Travefarten,
samt angaaende Udfærdigelse
af Declarationer om
Skibsfarten i Almindelighed
mellem de tvende Stater, i
Lighed med de mellem Danmark
og Bremen under 5te November
1835 udvexlede
Forskriften er ikke indlagt
i Retsinformation, men
indeholder følgende
redaktionelle note:
(* 1) Overenskomsten er
bekendtgjort som nr. 67 i
'Danske Traktater efter
1800', anden Samling, første
Bind 1800-1863.
Ifølge
udenrigsministerens
besvarelse af 9/3-2000 af S
1647 af 24/2-2000 er
forskriften stadig gældende,
da den ikke formelt er
blevet opsagt eller
bortfaldet efter sit
indhold.
Uddrag fra
Kongeriget Danmarks Love
1910.
Efterat H. M. Kongen af
Danmark og den fri Hansestad
Lybeks høie Senat ere komne
overeens om, ved giensidig
Ophævelse af al Forskiel i
Behandlingen af de danske og
lybekske Skibe og sammes
Ladninger i deres respective
Havne, at bidrage til
Udvidelsen af de mellem
Danmark og den frie
Hansestad Lybek bestaaende
Handelsforhold, erklærer det
Kgl. Ministerium for de
udenlandske Sager herved
efter Kgl. Befaling, og i
Medfør af det lignende
Tilsagn, som er udstedt af
den fri Hansestad Lybeks
høie Senat, med Hensyn til
de danske Skibe: At i de
danske Havne med undtagelse
af de danske Colonier
[Grønland, Island og
Færøerne deri indbefattede],
de lybekske Skibe og andre
Fartøier, ved deres Ankomst
og Afseiling, skulle i
Henseende til alle Told-
Havne- Tønde- Fyr- Lods- og
Biergnings-Afgifter, og
overhovedet med Hensyn til
alle andre Paalæg eller
Afgifter af hvilketsomhelst
Slags eller Benævnelse, der
nu eller for fremtiden
tilflyde Statskassen,
Stæderne, Communerne eller
Privat-Indretninger, vorde
behandlede aldeles paa samme
Fod som de danske Skibe og
andre Fartøier, og at de paa
lybekske Skibe og andre
Fartøier ind- eller udførte
Varer, hvis indførsel i
Kongeriget Danmarks Havne i
danske Fartøier lovmæssigen
er tilladt eller vil blive
tilladt, ikke skulle svare
høiere eller andre Afgifter,
end de paa danske Skibe og
andre Fartøier ind- eller
udførte Varer have at
erlægge, Denne giensidige
lige Behandling skal træde i
Kraft fra den 1 Jan. 1841 og
gielde indtil den 1 Jan.
1851, og selv efter dette
Tidspunct, med mindre den
ene eller anden af de
contraherende Parter senere
udtrykkeligen maatte erklære
sin Hensigt, at lade sammes
Virkning ophøre. I dette
Tilfælde vil efter den af
den ene contraherende Part
til den anden giorte
officielle Anmeldelse, at
den giensidige lige
Behandling skal ophæves,
denne ikke destomindre
forblive i Kraft indtil
efter Forløb af tolv paa
hiin Anmeldelse følgende
Maaneder.
Ad § 2, nr. 26
Resolution
af 9. juni 1841 om
anerkendelse af
romersk-katolske præster
I Anledning af et
Andragende fra den Keiserl.
Østerrigsse Charge
d'affaires, hvori meddeles,
at Paven har til Hensigt at
overdrage det apostoliske
Vicariat for Norden til
Administratoren for
Districtet Osnabrück, Biskop
Lüpke, har Kongen bifaldet
hvad Cancelliet har anført
om, at det strider mod
Rigets Grundlov at
anerkiende nogen apostolisk
Vicar for Danmark, ligesom
og den iøvrigt af Cancelliet
foreslaaede Afgiørelsesmaade
i det Væsentlige. Imidlertid
har Kongen fundet, at den
for Danmark og Hertugdømmene
fælles Meddelelse, som
giennem Departementet for de
udenlandske Sager vil blive
at give til den Keiserlig
Østerrigske Legation, bør
gaae ud paa, at der ikke vil
møde nogen Hindring for, at
Biskop Lüpke i Osnabrück
overtager den biskoppelige
Jurisdiction i de geistlige
Anliggender, som vedkomme de
romersk-catholske Indvaanere
i Danmark og Hertugdømmene
Slesvig, Holsteen og
Lauenborg, saaledes som den
hidtil factisk har været
udøvet,sidst af Biskoppen i
Paderborn, og saaledes som
samme kan bestaae med
Landets Love, men at disse
ikke tilstede nogen
umiddelbar Virksomhed af en
catholsk eller apostolisk
Vicar i bemeldte Kongens
Lande, og at, som Følge
deraf, Biskop Lüpke ikke kan
være berettiget til
personligen at udøve nogen
Function sammesteds eller
træde i umiddelbar
Forbindelse med Menighederne
eller de enkelte
romersk-catholske
Indvaanere, det Tilfælde
alene undtaget, at der
handles om at ansætte en ny
Præst paa de Steder, hvor
dette er tilladt, saa at den
biskoppelige Jurisdiction
udenfor dette Tilfælde kun
kan udøves giennem de
ansatte Præster, hvorhos
enhver Præst, føren han maa
udøve sit Embede, har at
ansøge Kongelig Approbation
derpaa, der ikke vil blive
meddeelt uden under
Betingelse af, at han
nøiagtigen efterlever
Landets Love, og at den vil
blive taget tilbage,
saafremt han maatte giøre
sig skyldig i nogen
Overtrædelse af samme,
ligesom ingen kirkelige
Anordninger igiennem
Præsterne maae blive
bekiendtgjorte for de
catholske Menigheder,
medmindre Kongens Samtykke
dertil er blevet ansøgt og
meddeelt. Iøvrigt vil det,
som ifølge det Foranførte
skal iagttages ved
Ansættelse af catholske
Geistlige, ikke have
Anvendelse med Hensyn til de
ved den i Kiøbenhavn værende
catholske Menighed
fungerende Keiserlig
Østerrigske
Legationspræster.
Ad § 2, nr. 27
Forordning
af 16. marts 1842 ang.
Dykkervæsenet m.v.
Forskriften indeholder 8
paragraffer, men alene §§
2-8 foreslås bevaret.
Se desuden lovforslagets §
9.
[For at fremme Optagelsen
af de Skibe og andre Ting,
som maatte findes nedsunkne
paa Havets Bund, har Kongen
ladet begge Forsamlinger af
de danske
Provindssialstænder
forelægge et Udkast til en
Anordning ang.
Dykkervæsenet, og efter at
have taget deres derover
afgivne Betænkninger under
Overveielse har han Fundet
det for godt at byde og
befale, som følger:]
1. [Det skal indtil
videre, forsaavidt de
tidligere i saa Henseende
for bestemte Districter og
med Indskrænkninger til
visse Aar meddelte
udelukkende Bevillinger ikke
derfor ere til hinder, og
under Forbehold af den
vedkommende private
Forstrandseier tilkommende
Ret, være alle og enhver
tilladt ved Hielp af Dykker-
og andre Redskaber at optage
Skibe og andre paa Havets
Bund nedsunkne Ting, dog at
de nedenanførte nærmere
Bestemmelser iagttages.]
2. Den, der agter at
benytte den i § 1 givne
Tilladelse, bør først for
vedkommende Amtmand anmelde,
hvor han agter at benytte
sit Apparat, og denne
Embedsmand har da at tage de
til den behørige Control med
Biergningen fornødne
Forholdsregler, ligesom han
og, naar han efter
Omstændighederne finder det
fornødent, haver at affordre
den Paagieldende Sikkerhed
for, at Anordningens
Forskrifter ville blive
iagttagne. Den, der har
fundet et Vrag eller en
Samling af Gienstande, skal
have udelukkende Ret til i
en vis Tid at bierge
indenfor en passende
Grændse. Amtmanden haver at
bestemme saavel denne, som
Tiden, hvilken dog i intet
Tilfælde bør gaae over 1
Aar, ligesom bemeldte
Embedsmand haver at anordne,
hvorledes Grændsen til Alles
Efterretning bliver at
betegne. Iøvrigt bliver det
stedse at iagttage, at
Vraget i saadanne Tilfælde,
hvor det kan være til Hinder
for Seiladsen, snarest
muligt bør optages. Naar
Optagelsen iværksættes, bør
den, der forestaaer
Biergningen, holde nøiagtig
Fortegnelse over det
biergede Gods, hvilken
Fortegnelse daglig efter
Arbeidets Tilendebringelse
bliver at underskrive af ham
selv og tvende af
Biergningsmandskabet,
hvorhos der angaaende det
Optagne, saavel til
Amtmanden som til
Toldvæsenet, bør giøres
Anmeldelse, hvis Rigtighed i
Tilfælde, hvor dertil maatte
findes Anledning, Amtmanden
bør søge nærmere oplyst ved
Forhør.
3. Angaaende det
Optagne bør paa samme Maade,
som er foreskreven i
Henseende til andet bierget
Gods, foranstaltes
anordningsmæssig offentlig
Kundgiørelse i Aviserne,
hvilken imidlertid, saafremt
det Fundnes Værdi ei maatte
udgiøre 100 Rbd., kan
udsættes, indtil den
Paagieldende i alt har
optaget Gods af et saa stort
Beløb, dog at Kundgiørelsen
i intet Tilfælde udsættes
længere end (et Aar),
medmindre Værdien af det
Biergede ikke udgiør 20 Rbd.
4. Det biergede Gods
bliver at bortsælge ved
offentlig Auction. Beløbet
oppebæres af Entrepreneuren,
der og affatter
Auctionsconditionerne, dog
blive de stedse før
Auctionens Afholdelse at
indsende til Amtmandens
Giennemsyn og Approbation,
ligesom denne Øvrighed haver
at tage Bestemmelse om,
hvorledes der skal forholdes
i Tilfælde af, at det
Biergede maatte bestaae af
Gienstande, der ikke egne
sig til Salg ved Auction.
5. Af det optagne
Gods blive Toldafgifterne at
erlægge i Overeensstemmelse
med de Regler, som ere eller
maatte blive foreskrevne.
6. Ligesom nærværende
Anordning bliver uden
Indflydelse i
Strandingstilfælde, hvor
Biergningen uden Dykkeriets
Medvirkning kan udføres
overeensstemmende med de
ellers gieldende
Forskrifter, skal den heller
ikke være til Hinder for, at
vedkommende Eier af det ved
Hielp af Dykker- eller andre
Redskaber fra Havets Bund
optagne Gods, giør sin Ret
gieldende til Godset eller
dets Værdie ([cfr. Fr. 28
Dec. 1836, § 36]) imod at
tilsvare Omkostningerne og
Biergeløn; dog at der under
de nævnte Omkostninger kun
indbefattes Pakhuusleie,
Vognleie i Anledning af
Godsets Transport fra
Stranden, Vagthold,
Auctionsomkostninger,
Omkostninger ved Indkaldelse
i Aviserne, Toldafgifter og
Betaling til Toldvæsenets
Betiente, forsaavidt disses
Tilstedeværelse af Amtmanden
er anseet fornøden.
7. (Dersom Nogen ved
Udøvelsen af den i
nærværende Anordning givne
Tilladelse maatte giøre sig
skyldig i Overtrædelse af de
ovenanførte Forskrifter, bør
han, foruden for Fremtiden
at tabe sin Ret til at
benytte fornævnte
Tilladelse, ansees med Bøder
af 10 til 100 Rbd. Sølv til
vedkommende Amts eller
Kiøbstads Fattigkasse. Sager
angaaende Forseelser af
foranførte Slags blive at
behandle ved Politiretten.)
Hvis Forseelsen er af den
Beskaffenhed, at der ingen
Mislighed kan befrygtes af,
at han paany driver den
omhandlede Biergning, skal
Amtmanden være bemyndiget
til at meddele ham en ny
Tilladelse dertil.
8 Naar den ved
nærværende Anordning
hiemlede Ret benyttes i den
til Kiøbenhavn stødende Deel
af Havet, haver
Politidirecteuren sammesteds
at iagttage, hvad der ellers
efter denne Anordning
paaligger Amtmanden, og som
Følge heraf have Vedkommende
at henvende sig til bemeldte
Embedsmand, hvor de
andetsteds i
Overeensstemmelse med denne
Anordning have at giøre
Anmeldelse til Amtmanden
eller indhente dennes
Resolution.
Ad§ 2, nr. 28
Forordning
af 23. april 1845 om Jords
Afstaaelse til Kirkegaardes
Udvidelse
Forskriftens indeholder 9
paragraffer, men kun §§ 1-8
foreslås bevaret.
Gr. Med Hensyn til de i
den senere Tid idelig
forekommende Tilfælde, hvori
Kirkegaardes Udvidelse er
nødvendig, og dertil behøves
et Jordsmon, som ei tilhører
selve Kirken eller dens
Eier, har Kongen ladet begge
Forsamlinger af
Provindsialstænderne for
Danmark forelægge Udkast til
en Forordning angaaende den
saaledes fornødne Jords
Afstaaelse mod vedbørligt
Vederlag, og, efter
desangaaende at have
modtaget bemeldte Stænders
Betænkninger, byder og
befaler Kongen herved som
følger:
1) Ligesom det, naar
en Kirkegaard, formedelst
Menighedens tiltagende
Folkemængde eller af andre
Aarsager, ikke er
tilstrækkelig til at afgive
de fornødne sømmelige
Begravelsessteder, paaligger
Kirken eller dens Eier at
afhielpe denne Mangel,
hvilket paa Landet i
Almindelighed bør skee ved
den gamle Kirkegaards
Udvidelse, saaledes skal og
den dertil fornødne Jord,
hvis den ikke paa anden
Maade kan erhverves,
udlægges til dette Brug imod
fuldstændigt Vederlag af
Kirken eller dens Eier.
2) De Spørgsmaal, der
kunne opstaae om
Nødvendigheden af saadan
Jords Afstaaelse til
Kirkegaarden, eller om den
Maade, hvorpaa samme bør
iværksættes, blive at
afgiøre ved kancelliets
Resolution. Hvis Parterne ei
kunne komme overeens om
Vederlagets Størrelse,
hvilken Overeenskomst
iøvrigt ikke uden
Kancelliets Samtykke kan
være gyldig, dersom jorden
tilhører en Stiftelse, et
Embede, et Fideicommis eller
en Kommune, bliver
Vederlaget at bestemme ved
kyndige og uvillige Mænd,
som paa sædvanlig Maade
dertil af Retten udnævnes,
og som, hvis det fra nogen
af Parternes Side begieres,
have for Retten edelig at
afhiemle deres Forretning.
3) For Mændenes
Udmeldelse og Edens
Modtagelse erlægges intet
Gebyhr til Retten, saa lidet
som for den Sag, der i den
Anledning maatte
incamineres, eller hvad der
iøvrigt under samme
foregaaer i Retten. Ogsaa
gives det, der i saa
henseende passerer,
beskrevet uden Gebyhr og paa
ustemplet Papir, ligesom
heller intet stemplet Papir
bliver at bruge til den
Stævning, der i foranførte
Henseende maatte være
udtagen eller til selve
Taxationsforretningen.
Derimod nyde de udmeldte
Mænd den for saadanne
Forretninger i Anordningerne
fastsatte sædvanlige
Betaling. Med hensyn paa de
Vedkommendes Adgang til at
erholde Omvurdering ved et
dobbelt Antal Mænd, og hvad
dermed staaer i Forbindelse,
forholdes i Eet og Alt efter
de almindelige i
Anordningerne hiemlede
Regler.
4) Naar den Jordlod,
som fortrinlig attraaes til
Kirkegaardens Udvidelse,
maatte være anvendt til
Bygning eller Hauge eller
paa anden saadan Maade, at
dens Udstaaelse vilde
tilføie Eieren eller
Besidderen et særdeles Tab,
bør den ikke tages, saafremt
anden, om end noget mindre
beqvem Jord er at saae; men
i ethvert Tilfælde bør
Eieren eller Besidderen ikke
blot have Erstatning for det
Jorden som saadan kan være
værd, men ogsaa for det
øvrige Tab, som han af
saadanne særdeles Aarsager
maatte lide ved at miste
Jorden. naar Jord til
Udvidelse af Kirkegaarden af
foranførte Aarsag ikke kan
erholdes uden
uforholdsmæssig Bekostning,
da skal det danske Kancellie
være bemyndiget til at
bevilge Anlæggelse af
Assistentskirkegaarde, naar
den af Kirkens Eier herom
indgivne Begiering ifølge de
nærmere indhentede
Oplysninger maatte findes
grundet og billig.
5) Det Hartkorn
saavelsom den Gammelskat,
der efter en lovlig
Fordeling kommer til at
hvile paa Jord, som indtages
til Kirkegaard; bliver at
føre til Afgang i
Matriculen, hvorimod ingen
Afkortning kan finde Sted i
det Tiendevederlag, som
efter Hartkornet bliver at
udrede af den Eiendom,
hvorfra den tages, ei heller
i saadanne denne Eiendom
paahvilende Byrder, der ikke
fordeles i bestemt Forhold
til Hartkornet; men ved
Erstatningens Bestemmelse
bliver der at tage fornødent
hensyn til de Byrder, der
paa Grund af den aftraadte
Jord saaledes fremdeles
komme til at hvile paa hiin
Eiendom. Iøvrigt kan
ovennævnte Hartkorn og
Gammelskat, naar Vedkommende
til Rentekammeret indsende
fornøden Underretning om
Arealets Størrelse,
Beliggenhed m.v., af
bemeldte Kammer bestemmes
uden formelig
Udflytningsforretning efter
de Oplysninger, der med
hensyn til den nugieldende
Matricul eller i anden
Anledning maatte være
forhaanden.
6) I Almindelighed
bestemmes Vederlaget i
Penge, som contant
udbetales, dog ikke til
selve Eieren uden med
Samtykke af Panthaverne, der
i den Orden, hvori de ere
panteberettigede, kunne
fordre Beløbet udbetalt til
Afdrag paa deres
pantefordringer, om de
maatte attraae det. Iøvrigt
følger det af den Jordens
Eier tilkommende
Skadesløsholdelse, at han
bør have enhver Udgift
erstattet, som han i
foranførte eller anden
Henseende nødsages til at
giøre for at erholde det ham
tilkommende Vederlag.
7) Hvis den Jord, der
skal afstaaes, tilhører en
Stiftelse, et Embede, et
Fideicommis eller en
Kommune, bør Vederlaget,
ordentligviis bestemmes til
en aarlig Afgift i Korn, der
hvert Aar skal betales efter
Kapitelstarten for dets
Afgrøde; dog kan med
Cancelliets Samtykke
Vederlaget modtages i Penge,
for hvis Anvendelse til
Bedste for Stiftelsen,
Embedet, Fideicommisset
eller Kommunen der paa
behørig Maade bliver at
sørge.
8) Saafremt Brugen af
den Jord, hvorfra Noget ved
den omhandlede Leilighed
stilles, er overladt til
Andre end Eieren, bør
Brugshaveren, hvad enten han
er Forpagter, Fæster eller
Leier, nyde aarlig, saalænge
Brugsretten vedvarer, som
Erstatning for Afsavnet af
Jorden, Rente af sammes
Vurderingssum, hvilken Rente
bliver at beregne og
fastsætte efter den ved
Afhændelsen almindelig
gieldende og ved Loven
hiemlede Rentefod. I hvilket
Forhold den særdeles
Erstatning, der af de i § 4
omhandlede Aarsager bliver
at udrede, skal tilkomme
Eieren eller Brugeren,
bliver i ethvert Tilfælde,
efter de dermed forbundne
Omstændigheder, at afgiøre i
Overensstemmelse med Lovens
Grundsætninger.
9) Ved de Arbeider,
som udkræves til
Indretningen af den udvidede
Kirkegaard, navnlig
Indhegning af det til
Kirkegaard indtagne Areal,
ere i Landsbymenighederne
Sognemændene pligtige at yde
den samme hielp, som de
efter Lovens 2 B. 22 Kap. 68
Art. og de i Forbindelse
dermed givne senere
Bestemmelser have at yde med
hensyn til Kirken og
Kirkegaarden.
Ad § 2, nr. 29
Forordning
af 21. maj 1845 indeholdende
nogle Forandringer i
Lovgivningen om Arv, som
senest ændret ved lov nr.
215 af 31. maj 1963 om arv
Forskriftens §§ 26 og 27 er
fortsat gældende, men kun §
26 og § 27, 1 pkt., foreslås
bevaret.
26.) Ogsaa med Hensyn til
Indholdet skal den
Selveierbønder ved Fr. 13
Mai 1769 og 22 Nov. 1837
hiemlede, særegne
Testationsret fremdeles
vedblive. Dog bliver det
herved at iagttage, at, naar
en Selveierbonde, i Medfør
af bemeldte Anordninger, har
givet sin faste Eiendom til
eet af sine Børn mod et
moderat Vederlag, skal han
ikke være beføiet til paae
anden Maade at disponere
over mere end en ottende
Deel af sin øvrige Formue,
saaledes som denne bliver
efter den Værdi, der i
Testamentet er sat paa
Gaarden, hvilket samme skal
gielde, naar en
Selveierbonde og hans
Hustru, der have
Livsarvinger, ville benytte
den Ret, Fr. 22 Nov. 1837 §
5 hiemler dem til at testere
hinanden Gaarden til
Eiendom, ligesom da ogsaa
den Arvedeel, der efter
(nærværende Anordn. § 15)
kan tilkomme den
Længstlevende, skal
bortfalde.
27.) Hvad i Særdeleshed
Sædegaardseiere angaaer, da
skal det være en Saadan
tilladt at disponere over
sit halve Bo til Fordel for
den af sine Livsarvinger,
som han vil tillægge
Sædegaarden, dog at han,
naar han heraf giør Brug,
ikke skal være berettiget
til at disponere over mere
end en fierde Deel af sin
øvrige Formue til Fordeel
enten for de andre Børn,
eller for Fremmede. Derimod
skulle de særegne
Bestemmelser i Lovens 5-4-6
bortfalde.
Ad § 2, nr. 30
[Kgl.
resolution af 12. december
1845 angaaende hvorledes der
bliver at forholde med
Hensyn til Forsørgelsen af
de paa Christiansø der er en
militair Plads uden
Communalforfatning fødte
Personer]
(Bekendtgjort i
Collegial-Tidende den 7.
februar 1846)
I Anledning af nogle i
den senere Tid indtrufne
Tilfælde, er det kommet
under Spørgsmaal, hvorledes
der bliver at forholde med
Hensyn til Forsørgelsen af
de paa Christiansø der er en
militair Plads uden
Communalforfatning fødte
Personer, forsaavidt de ikke
senere have erhvervet et
Forsørgelseshjem. Under den
derom imellem det Danske
Cancelli og Admiralitets- og
Commissariats Collegiet
indledede Correspondance
yttrede sidstnævnte
Collegium den Anskuelse, at
der ikke i de omspurgte
Tilfælde kunde paahvile
Sø-Etaten nogen
Forsørgelsespligt. Det
anførtes i denne Henseende,
at Kjøbenhavns Fattigvæsen
ved en i 1799 indgaaet
Convention*) overtog sig
blandt andet Forsørgelsen af
"saadanne Fattige, som i
Forordn. af 9. Marts 1792
ommeldes at vedkomme
Sø-Etaten, de undtagne, som
opholde sig paa
Christiansø", men at
Sø-Etaten efter Forordn. af
1792 kun var pligtig at
forsørge dens eget Folk og
disses Børn, disse sidste
dog alene indtil de vare
confirmerede og kunde komme
i Lære eller anden Tieneste,
og den nævnte Undtagelse
kunde saaledes formeentligen
ikke antages at indebefatte
alle de Individeder, "som
opholde sig paa
Christiansø", men kun dem,
der efter deres Alder og
Forfatning vare lige med de
herværende, hvis Forsørgelse
paalaae Etaten. Saadanne paa
Fæstningen sig opholdende
Individer, som ei vare i
Tienesten eller ved Tieneste
vare blevne
pensionsberettigede, maatte
altsaa være Sø-Etaten
uvedkommende, og deres
Forsørgelse paa de Steder,
hvor de ved at forlade
Fæstningen begive sig hen,
foranstaltes paa samme Maase
som andre Tilreisende, der
ei maatte kunne paavise
noget Sted, hvor de ere
forsørgelsesberettigede.
Cancelliet skjønnede
imidlertid dog ei rettere
end at Personer, der ere i
det omhandlede Tilfælde,
maatte være at førsørge af
Sø-Etaten; thi sadanne
Personer vilde unægtelig
være unægtelig være at
henvise til Christiansø
eller den Commune, hvoraf
samme maatte være en Deel,
saafremt ikke bemeldte
Fæstning formedelst sit
Forhold til Sø-Etaten var
undtaget fra de almindelige
borgerlige Forbindelser, men
da dette er Tilfældet, synes
Sø-Etaten at maatte træde i
Communens Sted. Ellers vilde
der ikke være nogen Commune,
hvori slige Individers Trang
kunde afhjælpes; thi at de
skulde behandles som de, der
ere fødte udenfor Riget
(cfr. Pl. af 28. Dec. 1827),
var dog udenfor
Anordningernes Indhold og i
sig uantageligt, saa meget
mere som man vistnok paa
Christiansø vil være
berettiget til i
Trangstilfælde at henvise de
sig der opholdende Personer,
som ikke ere i Sø-Etatens
Tjeneste eller der ere
fødte, eller sammesteds have
opholdt sig i 5 Aar, til de
Communer, hvor de efter de
almindelige Anordninger høre
hjemme, samt derfra at
fordre Godtgjørelse for de
paa deres interimistiske
Understøttelse anvendte
Bekostninger, og der vilde
opstaae en med Retfærdighed
og Billighed
uoverensstemmende Ulighed,
saafremt ikke Landets
Fattigcommuner havde en
gjensidig Ret med Hensyn til
de Personer, som efter de
almindelige Regler vilde
være forsørgelsesberettigede
paa førnævnte Ø. Ved at
henlede det Kgl.
Admiralitets- og
Commissariats-Collegii
Opmærksomhed paa
Foranstaaende, tilføiede
Cancelliet, at om end det
omhandlede ved Anordningerne
ikke udtrykkeligt afgjorte
Spørgsmaal maatte anføres
tvivlsomt, syntes det i al
Fald ønskeligt, at Sø-Etaten
paatog sig den ubetydelige
Byrde, hvorom der her kan
være Tale, hellere end at
der skulde vises Ubillighed
imod de Communer, hvor
Conflicter af de
paagjældende Slags opstaae.
Admiralitets- og
Commissariats-Collegiet
meddeelte derefter
Cancelliet, at Samme efter
Omstændighederne Intet vilde
have imod, at den Mening,
for hvilken Cancelliet havde
erklæret sig, bleven tagen
tilfølge, men at Collegiet
dog, da Sø-Etaten i Følge
deraf vilde komme til at
bære Udgifter, som Collegiet
hidtil ikke havde anseet sig
beføiet at paatage sig,
matte ønske, at Cancelliet
vilde erhverve Hans
Majestæts allerhøieste
Resolution til Regel for
Fremtiden. I
Overensstemmelse hermed har
Cancelliet i Sagen nedlagt
allerunderdanigst
Forestilling, hvorefter det
har behaget Hans Majestæt
ved allerhøieste Resolution
af 12. December f. A. at
bifalde den af Cancelliet
udviklede Formening, at
Forsørgelsen af de paa
Christiansø fødte Personer,
der ikke senere have
erhvervet Forsørgelseshjem
andetsteds, paaligger
Sø-Etaten.
*) Findes aftrykt i
Kammerherre Brettons
Haandbog i Lovgivningen om
Fattig-, Skole- og
Veivæsenet S. 25 ff.
Ad § 2, nr. 31
Plakat af
17. marts 1847 ang. en
Udvidelse af den i Fr. 13
Mai 1769 og 22 Nov. 1837
Selveiere tilstaaede,
særegne Testationsfrihed
1.) Foruden den
særdeles Frihed til ved
Testamente at disponere over
sin Gaard, der efter Fr. 13
Mai 1769 og Fr. 22 Nov.
1837, saavelsom Fr. 21 Mai
1845 § 26, tilkommer
Selveiere og disses Enker,
skal der og efter
Omstændighederne kunne
ventes Confirmation paa
Testamenter, hvorved en
Saadan bestemmer, at Gaarden
med Tilbehør, for den paa
samme satte Vurdering, og
iøvrigt under Iagttagelse af
de i de ovenciterede
Anordninger givne nærmere
Bestemmelser, skal, saafremt
det Barn, den agtes
overdrages til, ved Døden
maatte afgaae forinden
Testator, tilfalde bemeldte
Barns efterlevende
Ægtefælle, for hvilken
Confirmation i intet
Tilfælde bliver at erlægge
høiere Gebyr end det nu
anordnede laveste
Confirmationsgebyr.
2.) Ligesom den i de
ovennævnte Anordninger
Selveiere hiemlede
Testationsret er anvendelig
med Hensyn til alle
Bøndersteder, der have et
Tilliggende af 1 Td.
Hartkorn eller derover, og
til alle bebyggede
Hovedgaardsjorder, hvis
Hartkorn er mellem 1 og 12
Tdr. begge inclusive,
saaledes vil Kongen og have
denne Ret, og dermed tillige
den yderligere Bestemmelse,
som indeholdes i nærværende
Anordn. § 1, udvidet til de
større Eiendomme, der ikke
kunne henføres til
Sædegaarde, med Hensyn til
hvilke det forbliver ved Fr.
21 Mai 1845 § 27.
Ad § 2, nr. 32
Kundg. af
18. februar 1849
indeholdende Modifikationer
i de i Regl. 29 Mart. 1814
A. §§ 1 4 givne Forskrifter
angaaende den Maade, hvorpaa
Repræsentanterne for den
mosaiske Menighed i Kbhavn
vælges m. m.
Gr. Da de Bestemmelser,
som indeholdes i Regl. 29
Mart. 1814 A §§ 1 4
angaaende Repræsentanterne
for den mosaiske Menighed i
Kbhavn og den Maade, hvorpaa
disse vælges ikke staaer i
Samklang med de Anskuelser,
som siden hiint Reglements
Emanation er giennemførte
med Hensyn til Valg af
Repræsentanter for Communer
og andre Samfund, har Kongen
i Betragtning heraf og med
specielt Hensyn til de af
Menigheden i saa Henseende
fremsatte Ønsker, fundet for
godt herom at træffe
saadanne Bestemmelser, at
der igiennem et frit Valg af
Menighedens Repræsentanter
gives alle Samfundets
Medlemmer en saadan
Indflydelse paa dets
Anliggender, at Interessen
for disse kan næres og
styrkes hos Menigheden.
Thi byder og befaler
Kongen som følger:
§ 1. Det mosaiske
Troessamfund i Kbhavn
bestyres af 7
Repræsentanter, der vælges
frit og umiddelbart af alle
i Overeensstemmelse med
denne Kundgiørelse dertil
qvalificerede Medlemmer af
Samfundet.
§ 2. Valgberettiget
og valgbar er i Reglen
enhver Mandsperson i
Samfundet, der har opnaaet
sit 25de Aar og som
contribuerer til Menighedens
Kasse. Dog er den, der er
sat under Værgemaal, eller
hvis Bo er under Opbuds-
eller Fallitbehandling eller
som iøvrigt er under
Retsforfølgning, der efter
Lovene (5 3 18) betager ham
Raadigheden over alt hans
Gods, saavelsom ogsaa den,
der er sat under Tiltale for
nogen i den offentlige
Mening vanærende Handling,
saa længe han ikke ved
endelig Dom er aldeles
frifundet, udelukket saavel
af de Valgberettigedes som
de Valgbares Klasse.
§ 3. Valgberettiger,
men ikke valgbar er:
a) enhver af
Samfundets Kasse lønnet
Embedsmand;
b) enhver
Mandsperson, der, uagtet
han har den i § 2 nævnte
Qvalification, ikke
befinder sig i en
uafhængig og selvstændig
Stilling, hvoraf følger,
at den, der staaer i
Lære eller i et andet
privat Tienesteforhold,
ikke vil kunne vælges,
men mindre han har egen
Huusstand og selv holder
Dug og Disk.
§ 4. Fader og Søn,
Svigerfader og Svigersøn
maae ikke paa een og samme
Tid have Sæde i
Repræsentantskabet.
§ 5. Af de nuværende
Repræsentanter afgaae de 3
ældste naar de nye Valg,
hvortil de fornødne
Forberedelser strax blive at
iværksætte,
overeensstemmende med denne
Kundgiørelse ere foretagne,
og senest inden April
Maaneds Udgang d. A.; de
øvrige ere pligtige at
vedblive, om de end ellers
have Ret til at afgaae. Den
1 Jan. 1850 afgaae de 2
næstældste, det paafølgende
Aars 1 Jan. de 2 yngste. Paa
samme Maade skeer for den
derpaa følgende Tid
bestandigt Afgangen mellem
Repræsentanterne, saaledes
at Functionstiden stedse
bliver 3 Aar for hver.
§ 6. Enhver af de
udtrædende Repræsentanter
kan gienvælges og tager da
den Plads som det nye Valg
giver ham. Enhver er pligtig
at modtage det paa ham
faldende Valg; dog er den,
der har fungeret som
Repræsentant, ikke pligtig
at modtage det nye Valg,
førend efter Udgangen af det
dobbelte Antal Aar, hvori
han sidst har fungeret,
ligesom og Den, der har
opnaaet en Alder af 60 Aar,
altid paa Grund heraf kan
undskylde sig for at modtage
et paa ham faldet Valg.
§ 7. Hvergang der
skeer Valg paa
Repræsentanter, bliver der
tilligemed disse at vælge et
ligesaa stort Antal
Suppleanter, hvilke i den
Orden, der svarer til det
Antal Stemmer, hvormed hver
især er valgt, have at
indtræde istedetfor de til
Repræsentanter Valgte, som
paa Grund af en af de
ovennævnte Forhindringer
eller formedelst andet
lovligt Forfald ei komme til
at overtage Posten, hvorimod
de Pladser, der ved
tilfældig Afgang maatte
blive ledige i Aarets Løb,
henstaae ubesatte, indtil de
i det næste Aar kunne
besættes tilligemed dem, der
ved den i § 5 anordnede
aarlige Afgang blive ledige.
§ 8. Valgene
forberedes ved en Liste over
de Valgberettigede og
Valgbare, der forfattes
under Repræsentationens
Tilsyn af Samfundets
Bogholder. Denne Valgliste
fremlægges 4 Uger inden
Valghandlingen foregaaer,
til almindeligt Eftersyn i
en Tid af 8 Dage.
Kundgiørelsen herom skeer
forinden i den Avis, hvor
officielle Bekiendtgiørelser
for Stadens Vedkommende
indrykkes. Forsaavidt Nogen
maatte finde en Uberettiget
optagen eller en Berettiget
udeladt, har han inden 8
Dage efter Forløbet af den
Tid, hvori Listen har været
fremlagt til Eftersyn, at
indsende en skriftlig og
motiveret Indsigelse til
Repræsentationen, der,
forsaavidt den ikke maatte
give denne Indsigelse
Medhold, indstiller den til
Kiøbenhavns Magistrat, som i
saa Fald afgiver sin
Decision som endelig
Afgiørelse. En Anke over
Nogens Optagelse eller
Udelukkelse kan ikke komme i
Betragtning, naar den ei
inden foranførte Tid er
fremført.
§ 9. Efterat Listen
saaledes er berigtiget,
bliver den Trykt og omdeelt
mellem samtlige
Valgberettigede. Tilligemed
denne erholder enhver
Valgberettiget en paa hans
Navn lydende, af Samfundets
Bogholder udstedt
Stemmeseddel, der indeholder
Opgivelse af, hvor mange
Repræsentanter og
Suppleanter der skulle
vælges.
§ 10. 8 Dage inden
Valghandlingen, der hvert
Aar skal skee i Løbet af
December Maaned, hensættes
paa Samfundets Contoir en
tillaaset og med Samfundets
Segl forsynet Kasse, hvori
Enhver til den Tid, der
nærmere maatte blive
bestemt, selv eller ved
Andre kan indlægge sin
Stemmeseddel. Stemmesedlen
bør imidlertid være
egenhændigen underskreven af
den Valgberettigede, for at
være gyldig.
§ 11. Valghandlingen
skeer offentligen paa det
Sted og til den Tid, hvorom
Bekiendtgiørelse forinden 3
Gange har været
offentliggjort. Den ledes af
en Comitee, bestaaende af en
Repræsentant og 2 af
Repræsentantskabet udvalgte
Medlemmer af Menigheden
udenfor Repræsentantskabet.
I den første Time efter
Valghandlingens Begyndelse
kan Enhver, der ikke
forinden maatte have
afleveret sin Stemmeseddel,
nedlægge den i Kassen.
Dernæst aabnes denne, og
efter den Tid modtages ikke
længere nogen Stemmeseddel.
§ 12. Det af
Commiteens Medlemmer, der er
Medlem af
Repræsentantskabet, optager
Stemmesedlerne og forelæser
lydeligen de Valgtes Navne,
der optegnes af de to andre
Medlemmer af Comiteen i 2
til dette Brug af
Kiøbenhavns Magistrat
autoriserede Protocoller; og
Sedlerne henlægges dernæst,
indtil Valghandlingen er
sluttet. Saasnart en
Stemmeseddel er oplæst
udstryges den Stemmendes
Navn paa Listen. Naar
Optællingen er færdig,
conferere Protocolføreren de
optegnede Stemmer, og findes
da nogen Uovereensstemmelse
giennemgaaes Stemmesedlerne
paany, og først naar Valaet
er fuldendt, tilintetgiøres
disse. Repræsentanten
bekiendtgiør dernæst
Udfaldet, der indføres i
begge Protocoller, hvormed
Valghandlingen er sluttet.
Om Udfaldet af Valget
meddeler Repræsentantskabet
i Forening med de 2 udenfor
samme valgte Medlemmer af
Comiteen det Fornødne til
Kbhvns Magistrat, der
skriftligen har at
communicere det til de
Valgte.
§ 13. Skulde nogen af
Repræsentanterne i Løbet af
den Tid, hvori han har at
fungere, komme i det
Tilfælde, der betager ham
hans Habilitet til denne
Function, andrages Sagen for
Kbhvns Magistrat, der
dernæst har at entledige ham
fra denne Bestilling. Skulde
der i denne Henseende
opstaae Tvivl eller
Uenighed, har Enhver af de
Paagieldende Ret til at
indstille Sagen til
Indenrigsministeriet, der
deri har at decidere.
§ 14. Saalænge Nogen
fungerer som Repræsentant,
er han fritagen for
borgerlige personelle
Tyngder.
§ 15.
Repræsentanterne ere
forpligtede til at antage en
Kasserer, der lønnes af
Samfundets Kasse og som
stiller behørig Sikkerhed
for de ham anbetroede
Oppebørsler.
Repræsentationen er pligtig
til inden 8 Uger fra Dato at
indsende et Udkast til en
Instrux for denne Embedsmand
til Indenrigsministeriet,
der har at approbere det,
forinden Kassereren maa
antages af Repræsentationen.
§ 16. Ved disse
Bestemmelser er Regl. 29
Mart. 1814 dets §§ 1 4
hævede og navnlig ogsaa den
i § 3 a indeholdte
Bestemmelse om, at een af
Repræsentanterne bestandigt
skal henhøre til den
portugisiske Menighed,
hvorimod denne Kundgiørelse
iøvrigt ikke giør nogen
Forandring i de bemeldte
Menighed tilstaaede
Rettigheder.
Ad § 2, nr. 33
Bekendtgørelse af 21.
februar 1850 ang. en
Forandring i adskillige af
de med Hensyn til
Rettergangsmaaden for
Høiesteret foreskrevne
Former
Paa Ministeriets
Forestilling har Kongen
under 19 ds. bifaldet
følgende Forandringer i de
med Hensyn til
Rettergangsmaaden for
Høiesteret foreskrevne
Former:
1.) at Bestemmelsen i
Høiesterets Instruction af 7
Dec. 1771 § 17 angaaende at
Kongen, naar Han Selv er
tilstede i Retten, vil efter
egen Villie og Velbehag
sige, hvorledes Dommen skal
forfattes, bortfalder;
2.) at ligeledes
Bestemmelserne i D.L.
1-12-5, fornævnte
Instruction § 9 og Patent om
Høiesteret af 10 Nov. 1774 §
16, hvorefter de, som gaae i
Rette for Høiesteret, altid
skulle rette deres Ord og
Tale til Kongen, hvad enten
Han Selv er tilstede eller
ikke, ophæves, og at, som
Følge deraf, Parter og de,
der føre Sager for Retten,
herefter i Skrift og Tale
henvende sig til Retten
selv;
3.) at Stævninger og
Domsacter i
Høiesterets-Sager herefter
ikke udfærdiges i Kongens
Navn og under det Kongelige
Segl, men derimod i Rettens
Navn og under dens Segl,
samt at der paa samme Maade
forholdes med Hensyn til
Udfærdigelsen af den aarlige
Høiesteretsorden;
4.) at den hidtil
sædvanlige aarlige
Høitidelighed i Anledning af
Høiesterets Aabning, samt
dennes Proclamation ved
Herolder, bortfalder; og
5.) at disse
Forandringer træde i Kraft
ved Begyndelsen af det nye
Høiesterets Aar.
Ad § 2, nr. 34
[Lov af
27. januar 1852 om
Domaineeiendommes
Afhændelse]
Såfremt
lovforslag nr. L 175 om
ophævelse af 100 love m.v.,
jf. ovenfor, vedtages, vil
alene § 5 være gældende med
følgende indhold:
§ 5. Hvor Statskassen
maa anses som Godsets Eier
at have en Herlighedsret
over Gadejordene i Godsets
Byer, kan Miljø- og
Energiministeriet afhænde
undværlige Dele af
Gadejorden som fri Eiendom
til Huuspladse eller anden
for Byen gavnlig særegen
Afbenyttelse, enten mod
contant Kjøbesum, eller uden
Kjøbesum, men mod en
passende Grundafgift af
Jordstykket, som Vederlag
for Statens Herlighedsret.
Ad § 2, nr. 35
[Lov af
12. marts 1852 om
Statshaverne]
Forskriften indeholder 8
paragraffer, men alene §§
1-3, § 5 samt § 7, 1. pkt.,
foreslås bevaret.
Rigsdagen har vedtaget og
Kongen ved Sit Samtykke
stadfæstet følgende Lov:
§ 1. De til
Rosenborg, Frederiksberg,
Frederiksborg og Fredensborg
Slotte samt Odense Palais
hørende Haver, saavelsom de
til Frederiksborg og
Fredensborg Slotte hørende
Skovindhegninger skulle
fremdeles vedligeholdes som
Statseiendomme.
§ 2. Angaaende de af
ovenmeldte Haver, der
overtages af Civillisten
eller appanagerede Personer,
fastsættes det Fornødne ved
Overdragelsesvilkaarene.
§ 3. Frederiksborg og
Fredensborg Driveri- og
Oeconomihaver bliver indtil
videre fremdeles at
bortforpagte; ligeledes
Frugttræplanteskolen ved
Frederiksberg.
§ 4. Af Kongen
udnævnes en Gartner ved de
offentlige Lysthaver,
navnlig Rosenborg,
Frederiksberg og
Fredensborg, og en Gartner
ved Rosenborg Driverihave.
For at erholde en af disse
Ansættelser udfordres, at
Vedkommende har underkastet
sig enten den førhen
anordnede
Kunstgartnerexamen, eller
med 1ste Caracteer har
bestaaet Gartnerexamen, og,
hvad Lysthaverne angaaer,
tillige den særskilte Examen
i Landskabsgartneri. Enhver
af foranførte Gartnere er
forpligtet til uden særligt
Vederlag at modtage
Gartner-Elever til
Veiledning og Underviisning,
ogsaa i de Enhvers specielle
Fag vedrørende theoretiske
Dele af Gartnerkunsten, samt
at deeltage i Prøvelse af
Gartnere, Alt efter
Indenrigsministeriets
nærmere Bestemmelse.
Gartnernes Gage fastsættes
til 1000 Rbdlr. for hver,
hvorhos Gartnerne ved
Lysthaverne istedetfor
Diæter og som Godtgjørelse
for Befordringsudgifter
erholder 300 Rbdlr. aarlig.
Desuden tillægges enhver af
den fri Bolig og den
fornødne Jord til Dyrkning
af Havesager til
Huusholdningsbrug. De for
Tiden ansatte Gartnere, som
hidtil have været bedre
lønnede, erholde som
personligt Tillæg
Forskjellen imellem Gagen
efter nærværende Lov og
deres tidligere Lønning.
§ 5. De Træer, der
aarligen kunne skoves i de
offentlige Lysthaver og
Skovanlægene ved
Frederiksborg Slotshave,
saavelsom det Græs, der i
samme kan slaaes, bortsælges
efter Omstændighederne enten
ved Auktion eller
underhaanden, og
Nettoindtægten deraf
indbetales i Statskassen.
§ 6. Saalænge
Rosenborg Driverihave
overtages af Civillisten,
bliver dertil af Statskassen
at udrede et aarligt Tilskud
af 7.000 Rbd., imod at
Civillisten afholder derved
ansatte Gartners Gage, samt
udgifterne ved de for 4
Gartnerelever oprettede
Fripladser.
§ 7. Ved hver af de
ovennævnte Lysthaver antages
en Opsynsmand, der har at
paasee Ordens Overholdelse,
at føre Tilsyn med solgte
Effecters udlevering og at
udføre, hvad der iøvrigt af
vedkommende Gartner i Havens
Anliggender maatte paalægges
ham. Opsynsmændene antages
paa Opsigelse og tillægges
hver, foruden fri Bolig, en
aarlig Løn af 100 Rbd.
Forsaavidt de desuden udføre
personligt Arbeide,
tilkommer der dem Dagløn.
§ 8. Saavel
Gartnernes som
Opsynsmændenes Boliger
overleveres Brugerne ved en
lovlig Synsforretning, og
have disse derefter selv at
bekoste den indvendige
Vedligeholdelse.
Ad § 2, nr. 36
Bekendtgørelse af 18. maj
1854 ang. Adgang for Præster
til at erholde Tilladelse
til at prædike over andre
end de befalede Søn- og
Helligdagstexter.
Fra den Kommission, der
under 17de December s. A.
allernaadigst er bleven
nedsat for at tage under
Overveielse, hvilke
Forandringer i Landets Love
og Indretninger der kunne
findes tjenlige til at
befæste Folkekirken og
fremme dens Virksomhed, m.
V., har Ministeriet modtaget
et Forslag, der gaaer ud paa
at aabne Præsterne Adgang
til at erholde Tilladelse
til at prædike over andre
end de befalede Søn- og
Helligdagstexter. Efter at
denne Sag af Ministeriet er
bleven Hans Majestæt,
allerunderdanigst forelagt,
har det behaget
Allehøistsamme under 10de d.
M. allernaadigst at bestemme
Følgende:
1) At enhver Biskop
maa være bemyndiget til
saavel paa Landet som i de
Kjøbstæder, hvori Aftensang
er afskaffet, at tilstede
Præsterne enten Aar om Aar,
eller efter en anden
hensigtsmæssig Orden,
vexelviis at prædike over de
anordnede Høimesse- og de
anordnede Aftensangstexter.
Ligeledes skal Biskoppen
kunne meddele Præsterne
Tilladelse til i en vis Tid
at prædike over andre Texter
eller Dele af det nye
Testamente eller Luthers
lille Cateqismus, dog at
denne Tilladelse ikke gives
for de Søndage, paa hvilke
der i Fasten maa prædikes
over Christi Lidelses
Historie.
2) At, naar Præsten
prædiker over en anden Text
end det anordnede
Evangelium, dette da bør
messes.
3) At det paalægges
Præsten, naar han i
Betragtning af særegne
Anledninger maatte have
benyttet en fri Text, da at
anmelde det for Provsten.
Hvilket herved
bekjendtgjøres til
Efterretning for alle
Vedkommende.
Ad § 2, nr. 37
Kongelig
resolution af 14. juni 1854
om De Danske Kongers
Kronologiske Samling på
Rosenborg
Allerunderdanigst
Forestilling
angaaende Ordning af
Forholdene ved den
chronologiske Samling paa
Rosenborg Slot.
Vi ville allernaadigst,
at følgende paa Vort Slot
Rosenborg værende Samlinger
og Gjenstande, nemlig
Kronings-Insignierne med
Kronjuvelerne og Diamanterne
samt de øvrige Gjenstande,
der opbevares i de saakaldte
Regalieskabe, den egentlige
chronologiske Samling,
adskillige til Afbenyttelse
ved høitidelige Lejligheder
bestemte Apparater,
saavelsom andre forskjellige
Sager, saasom
flora-danica-Stellet,
Glassamlingen m.m. desl.,
samt det egentlige
Slotsbygningsinventarium
herefter skulle udgjøre een
Samling under Navn af den
chronologiske, at denne
Samling betragtes som det
Kongelige Huses uafhændelige
Eiendom, arvelig fra Konge
til Konge, og at den
henlægges under
Overbestyrelse af den af
Vore Ministre, der har
Foredraget i Sager angaaende
Vort Kongelige Huus, altsaa
for Tiden
Udenrigsministeren, samt
Overhofmarskallen tilligemed
den, som Vi ellers maatte
finde for godt dertil at
forordne.
Eremitagen
den 14' Juni 1854.
Frederik.
/ Ørsted.
Efterat Ministeriet under
21' September f.A. havde
tilladt sig i Henhold til
den allerhøieste
Kundgjørelse angaaende
Civillisten af 30' Mai 1849
§ 6 og den allerhøieste
Resolution af 25' Juni
næstefter § 5 at fremsætte
et allerunderdanigst Forslag
til Ordningen af Forholdene
ved den chronologiske
Samling paa Rosenborg Slot,
og derpaa ved
allerunderdanigst
Forestilling af 3' December
næstefter havde tilladt sig
at forelægge Deres Majestæt
nogle i denne Anledning
allernaadigst begiærte
Oplysninger, behagede det
Deres Majestæt under 10'
Decbr. f.A. allernaadigst at
resolvere, at Sagen i sin
Helhed atter skulde
foredrages Deres Majestæt,
naar Forestilling nedlagdes
angaaende Besættelsen af
Slotsforvaltertjenesten ved
Rosenborg Slot.
I Henhold hertil blev
Ministeriets ovennævnte
tvende allerunderdanigste
Forestillinger tilsendte
Indenrigsministeriet for at
forelægge Deres Majestæt i
Forbindelse med
Indstillingen om
Slotsforvaltertjenestens
Besættelse ved Rosenborg
Slot, og efterat det nu har
behaget Deres Majestæt under
9' Februar sidst
allernaadigst at beskikke en
Slotsforvalter ved bemeldte
Slot, tillader jeg mig
herved allerunderdanigst at
forelægges Deres Majestæt
mine ovennævnte
allerunderdanigste
Forestillinger om Ordningen
af Forholdene ved Rosenborg
Slot til allerhøieste
Afgiørelse, idet jeg, i
Henhold til hvad der er
ytret i Forestillingen af
21' September f.A., tillader
mig allerunderdanigst at
indstille,
1. at det
allernaadigst maatte vorde
bestemt,
at følgende paa Rosenborg
Slot værende Samlinger og
Gjenstande, nemlig:
Kronings-Insignierne med
Kronjuvelerne og Diamanterne
samt de øvrige Gjenstande,
der opbevares i de saakaldte
Regalieskabe, den egentlige
chronologiske Samling,
adskillige til Afbenyttelse
ved høitidelige Leiligheder
bestemte Apparater saavelsom
andre forskiellige Sager,
saasom flora danica Stellet,
Glassamlingen m.m. desl.
samt det egentlige
Slotsbygningsinventarium
herefter skulle udgiøre een
Samling under Navn af den
chronologiske, og
2. at denne Samling
betragtes som et
uafhændeligt
fideicommissarisk Institut
og henlægges under en egen
Bestyrelse, bestaaende af
Udenrigsministeren,
Kultusministeren og
Overhofmarskallen, eller
saafremt Deres Majestæt
efter de Bemærkninger, jeg
har tilladt mig at anføre i
Slutningen af den
allerunderdanigste
Indstilling af 21'
September, maatte
allernaadigst bestemme, at
Kultusministeren ikke skal
tiltræde Bestyrelsen, da
af Udenrigsministeren og
Overhofmarskallen, hvilke
Medlemmer tage Sæde i
Bestyrelsen efter deres
Rang;
3. at det
allernaadigst maa tillades,
at der paa
Kultusministeriets Budget
under Afdelingen
Kunstanstalter og Samlinger,
eller
for det Tilfælde, at
Samlingens Bestyrelse, efter
det under No. 2 anførte,
maatte blive dannet alene af
Udenrigsministeren og
Overhofmarskallen, da
paa et andet passende
Sted paa Budgettet optages
som en egen Konto, »Udgifter
til den chronologiske
Samling paa Rosenborg Slot«,
Gage for en Inspecteur ved
bemeldte Samling 400 Rd. og
til Vedligeholdelse og
Forøgelse af Samlingen 400
Rd., samt at der maa
tillægges den Inspecteur,
der maatte blive ansat ved
Samlingen, fri Bolig i
Rosenborg Slots
Sidebygninger, naar og
forsaavidt Omstændighederne
maatte tillade det,
4. at den eventuelle
Bestyrelse for den
chronologiske Samling maa
allernaadigst bemyndiges til
efter Conference med
Bestyrerne for Statens
Kunstsamlinger at udvexle
Gjenstande i den
chronologiske Samling, som
nærmest egne sig til at
optages i de andre
Samlinger, mod saadanne
Gjenstande i sidstnævnte
Samlinger, der befindes at
egne til Optagelse i den
chronologiske Samling;
5. at Regalierne ved
Anbringelse af Glasdøre med
Gitter for Skabene maa
fremstilles til Skue for
dem, der beser Slottet;
hvorhos jeg lige
allerunderdanigst tillader
mig at henstille, om det
maatte behage Deres Majestæt
for at bevirke, at der kan
dannes lignende Samlinger af
Gjenstande til Minde om de
høisalige Konger Christian
den 8de og Frederik den 6te,
som der haves med Hensyn til
de tidligere afdøde Konger,
allernaadigst at lade
Medlemmerne af Kongehuset
opfordre til at afgive til
Samlingen saadanne
Gjenstande, som staar i
Berøring med de mere
betydningsfulde Momenter i
disse Kongers Liv, eller i
det hele tjener til at
anskueliggøre deres
Personlighed for
Efterverdenen.
Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvæsenet, den
26' Maj 1854.
Allerunderdanigst
Ø r s t e
d .
Ad § 2, nr. 38
Traktat af
14. marts 1857 ang.
Afløsningen af Sund- og
Belttolden
I følge
udenrigsministerens
besvarelse af S 1647,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
Forhandlinger side 5297, er
forskriften stadig gældende,
da den ikke formelt er
blevet opsagt eller
bortfaldet efter sit
indhold.
(Rigsraads-Tid.
Extraordinair Samling 1857.
S. 14-15, 37, 122-23.
145-48. Anhang A. S. 1-26.
Dep. Tid. f. 1857 S.
361-379, 585.)
Hans
Majestæt Kongen af Danmark,
paa den ene Side, og
Hans Majestæt
Keiseren af Østerrig,
Konge af Ungarn og
Bøhmen,
Hans Majestæt
Belgiernes Konge,
Hans Majestæt de
Franskes Keiser,
Hendes Majestæt
Dronningen af det
forenede Kongerige
Storbritannien og
Irland,
Hans Majestæt Kongen
af Hannover,
Hans Kongelige Høihed
Storhertugen af
Mechlenborg-Schwerin,
Hans Kongelige Høihed
Storhertugen af
Oldenborg,
Hans Majestæt Kongen
af Nederlandene,
Hans Majestæt Kongen
af Preussen,
Hans Majestæt
Keiseren af Rusland,
Hans Majestæt Kongen
af Sverrig og Norge, og
de frie Hansestæder
Lubeck, Bremen og
Hamborgs Senater,
paa den
anden Side,
lige
besjælede af det Ønske, at
lette og forøge de for
Øjeblikket mellem deres
Stater, eller gjennem disse,
bestaaende Handels- og
Skibsfarts-Forhold, saavel
ved en fuldstændig og
stedsevarende Ophævelse af
enhver af fremmede Skibe og
deres Ladninger ved
Gjennemfarten gjennem Sundet
og Belterne opkrævet Told,
som ved en Nedsættelse af
Transittolden for Varer, der
gjennemføres paa de Veie,
der forbinde Nordsøen og
Elben med Østersøen, have
besluttet i dette Øiemed at
underhandle om en
udtrykkelig Tractat og have
dertil med deres Fuldmagter
forsynet,
Hans Majestæt Kongen
af Danmark:
Allerhøistsammes
Gemeimeconferentsraad og
Directeur for Øresunds
Toldkammer, Herr
Christian Ulbrecht
Bluhme, Storkors af
Dannebrogsordenen og
Dannebrogsmand o.s.v.;
Hans Majestæt
Keiseren af Østerrig,
Konge af Ungarn og
Bøhmen: Allerhøistsammes
Chargé d'affaires ved
det Kongelig Danske Hof,
Herr Carl Jaeger;
Hans Majestæt
Belgiernes Konge:
Allerhøistsammes
overordentlige Gesandt
og befuldmægtigede
Minister hos Hans
Majestæt Kongen af
Danmark, Herr Ulcindor
Ridder Beaulieu,
Officeer af Hans Orden
o.s.v.;
Hans Majestæt de
Franskes Keiser:
Allerhøistsammes
overordentlige Gesandt
og befuldmægtigede
Minister hos Hans
Majestæt Kongen af
Danmark, Herr Adolph
Dotezac, Commandeur af
den Keiserlige
Æreslegions Orden,
Storkors af
Dannebrogsordenen
o.s.v.;
Hendes Majestæt
Dronningen af det
forenede Kongerige
Storbritannien og
Irland: Allerhøistsammes
overordentlige Gesandt
og befuldmægtigede
Minister hos Hans
Majestæt Kongen af
Danmark, Herr Andrew
Buchanan, Esquire;
Hans Majestæt Kongen
af Hannover:
Allerhøistsammes
Ministerresident og
Geheimelegationsraad,
Herr Charles Hanburg,
Commandeur af 1 ste
Klasse af
Guelpheordenen,
decoreret med
Waterloo-Medaillen
o.s.v.;
Hans Kongelige Høihed
Storhertugen af
Mechlenborg-Schwerin:
Høistsammes
Regjeringsraad og
Geheimelegationsraad,
Herr Carl Friedrich
Wilhelm Brosch, Ridder
af den Røde Ørns Ordens
2den Klasse o.s.v.;
Hans Kongelige Høihed
Storhertugen af
Oldenborg: Høistsammes
Regjeringsraad, Herr
Ulbrecht Johannes
Theodor Erdmann,
Capitular-Comthur af den
Storhertugelige Huus- og
Fortjenesteorden o.s.v.;
Hans Majestæt Kongen
af Nederlandene:
Allerhøistsammes
Ministerresident hos
Hans Majestæt Kongen af
Danmark, Herr Henri
Charles du Bois, Ridder
af den Nederlandske
Løveorden og af den
Luxemburgske
Egetroneorden o.s.v.:
Hans Majestæt Kongen
af Preussen:
Allerhøistsammes
overordentlige Gesandt
og befuldmægtigede
Minister hos Hans
Majestæt Kongen af
Danmark, Herr Alphons
Heinrich Grev v.
Driolla, Hans
Kammerherre, Ridder af
den Røde Ørns Orden
o.s.v.;
Hans Majestæt
Kejseren af Rusland:
Allerhøistsammes
Collegieraad, Herr
Julius Tegoborsti,
Ridder af den Keiserlige
St. Annaordens 2den
Klasse med Sværdet
o.s.v.;
Hans Majestæt Kongen
af Sverrig og Norge:
Allerhøistsammes
Kammerherre og Chargé
d'affaires ved det
Kongelig Danske Hof,
Herr Niels Wilhelm,
Baron af Wetterstedt,
Ridder af
Nordstjerneordenen
o.s.v.;
og de frie
Hansestæder Lubeck,
Bremen og Hamborgs
Senater: Sammes
Ministerresident hos
Hans Majestæt Kongen af
Danmark, Herr Freidrich
Kruger, Dr. juris utr.
o.s.v.;
Hvilke,
efter at have udvekslet
deres Fuldmagter, der
befandtes i god og tilbørlig
Form, ere komme overeens om
følgende Artikler:
Art. 1. Hans Majestæt
Kongen af Danmark paatager
Sig ligeoverfor Hs. Majestæt
Keiseren af Østerrig, Konge
af Ungarn og Bøhmen, Hs.
Majestæt Belgiernes Konge,
Hs. Majestæt de Franskes
Keiser, Hds. Majestæt
Dronningen af det forenede
Kongerige Storbritannien og
Irland, Hs. Majestæt Kongen
af Hannover, Hs. Kongelige
Høihed Storhertugen af
Mechlenborg-Schwerin, Hs.
Kongelige Høihed
Storhertugen af Oldenborg,
Hs. Majestæt Kongen af
Nederlandene, Hs. Majestæt
Kongen af Preussen, Hs.
Majestæt Keiseren af
Rusland, Hs. Majestæt Kongen
af Sverrig og Norge, og de
frie Hansestæder Lubecks,
Bremens og Hamborgs Senater,
der alle modtage Tilbuddet,
Forpligtelsen til:
1. ikke at opkræve
nogen Told, Lastepenge,
Fyr- og
Fyrtaarnsafgifter,
Tøndepenge, eller
nogensomhelst anden
Skibs- eller
Ladningsafgift af de
Skibe, der passere
Belterne eller Sundet
for at begive sig fra
Nordsøen til Østersøen,
eller omvendt, hvad
enten de ikkun seile
igjennem de Danske
Farvande eller nødes til
der at kaste Anker eller
søge Havn, det være sig
paa Grund af Søtilfælde
eller formedelst
Handelsoperationer.
Intet Skib skal for
Fremtiden under
nogetsomhelst Paaskud
turde anholdes eller
underkastes nogen
Standsning paa dets Fart
gjennem Sundet og
Belterne; men Hans
Majestæt Kongen af
Danmark forbeholder Sig
udtrykkelig Ret til, ved
særskilte
Overeenskomster, der
hverken betinge nogen
Visitation eller
Anholdelse, at ordne den
tiltale og
Toldbehandlingen af de
Magters Skibe, der ikke
have taget Deel i
nærværende Tractat;
2. hverken af de
bemeldte Skibe, som med
Ladning eller Ballast
løbe ind i eller ud af
Danske Havne, hvad enten
de der have udført
Handelsoperationer eller
ikke, eller af deres
Ladninger at kræve
nogensomhelst Afgift,
som disse Skibe eller
deres Ladninger, paa
Grund af Passagen
gjennem Sundet eller
Belterne, vilde have
været underkastede og
hvis Afskaffelse er
blevet stipuleret i
foregaaende Passus; og
er det vel at forstaae,
at de saaledes
afskaffede Afgifter, der
følgelig hverken maae
opkræves i Sundet og
Belterne eller i de
Danske Havne, heller
ikke indirekte maae
kunne gjenoprettes enten
ved i den Hensigt at
forhøie de nu bestaaende
Havne- og Toldafgifter,
eller ved samme Øiemed
at indføre nye
Skibsfarts- eller
Toldafgifter, eller paa
nogensomhelst anden
Maade.
Art. 2. Hans Majestæt
Kongen af Danmark forpligter
Sig fremdeles ligeoverfor de
ovennævnte høie
contraherende Parter til:
1. at bevare og
vedligeholde alle
fortiden ved Indløbene
og Tilgangene til Hans
Havne, Rheder, Floder
eller Kanaler eller
langs Hans Kyster
existerende Fyr og
Fyrtaarne, saavelsom de
Bøier, Tønder og
Lodsmærker, der nu
forefindes og tjene til
Seiladsens Lettelse i
Kattegattet, Sundet og
Belterne;
2. for Fremtiden, som
hidtil, i Skibsfartens
almindelige Interesse at
tage under alvorligste
Overveielse, hvorvidt
det maatte være nyttigt
og beleiligt at forandre
Beliggenheden og Formen
af disse Fyr, Fyrtaarne,
Bøier, Tønder og
Lodsmærker, eller at
forøge deres Antal, Alt
uden nogetsomhelst
Paalæg til Byrde for den
fremmede Skibsfart;
3. for Fremtiden, som
hidtil, at lade føre
Tilsyn med
Lodstjenesten, hvis
Afbenyttelse i
Kattegattet, Sundet og
Belterne til enhver Tid
er overladt til
Capitainernes og
Skibsførernes eget
Godtbefindende. Det
forstaaer sig, at
Lodspengene skulle være
moderate, at een og
samme Taxt skal gjælde
for danske og fremmede
Skibe, og at bemeldte
Afgift overhovedet kun
vil kunne affordres de
Skibe, der frivillig
have betjent sig af
Lodser;
4. uden nogensomhelst
Indtrængning at tillade
alle, saavel danske som
fremmede,
Privat-Entrepreneurer,
efter eget
Godtbefindende og under
samme Betingelser, uden
Hensyn til deres
Nationalitet, i Sundet
og Belterne at henlægge
og stationere Fartøier,
udelukkende bestemte til
Bugsering af de Skibe,
der ønske at gjøre Brug
deraf;
5. at lade samtlige
Veie og Kanaler, der nu
forbinde eller fremtidig
ville komme til at
forbinde Nordsøen og
Elben med Østersøen,
blive deelagtige i den
Toldfrihed, som
efternævnte indenlandske
eller fremmede Varer for
Øieblikket nyde paa
nogle af disse Veie:
Agarius (Lærkesvamp);
Fyrsvamp
(upræpareret);
Rav eller Bernsteen;
Dyr, levende, af alle
Slags;
Antimonium;
Træer og Buske,
levende;
Regne- og
Skrivetavler samt
Skrifter af Skifersteen;
Tagskifer;
Sølv i Barrer og
gammelt til Omsmeltning;
Arsenik;
Asphalt (Jødebeeg,
Jordharpix);
Dyvelsbræk;
Knopper;
Enebær;
Koste og Karskrubber
(saafremt de ikke ere
Børstenbinderarbeide);
Bambus-, Spansk- og
andre Rør (raae,
uforarbeidede);
Smør;
Hvalrav (Spermacet)
samt Spermacetolie;
Kornvarer: Boghvede,
Byg, Havre, Mais, Rug,
Hvede, Bitter;
Træarter for
Apotheker;
Farvetræ;
Tømmer og Træ, alle
Slags;
Flotholt (anvendeligt
til Fiskenet istedetfor
Kork);
Bolus, hvid og rød,
samt terra sigilata;
Borax, raa og
raffineret;
Tarme;
Muursteen;
Teglsteen, malet;
Klokkemalm;
Riisqviste;
Blomsterløg;
Cadmium;
Calmeie;
Campher;
Spanske Fluer;
Fliser;
Kort: Land og Søkort;
Bævergeel;
Aske: Potaske, Soda,
kulsuurt Natron og al
anden Aske;
Tøndebaand af Træ;
Hamp, heglet og
uheglet;
Trækul;
Karteboller;
Hjulmands- og
Vognmagerarbeide;
Kalk;
Klude;
Cement, al Slags;
Vox;
Husblas;
Muslingeskaller;
Coraller;
Tougværk;
Horn af Hornkvæg
(ogsaa raae
Hornspidser);
Bomuld,
Kobber: Carkobber
(ikke hamret eller
valtset) og
Kobbermøntplader;
Kornaffald til
Kvægfoder, Klid, Avner
og andet Kornaffald;
Elefanttænder eller
Elfenbeen;
Hvalrostænder;
Akter;
Staver, Tøndestaver
og Bundstykker;
Skildpaddeskaller;
Prøver uden Værdi;
Spaan til Bogbindere,
Skomagere og
Sværdfegere, samt
flækkede Birkeriis;
Meerskum;
Emballager, gamle
brugte: Foustager,
Kasser, Kister,
Kufferter, Sække og
Kurveflasker;
Smergel;
Tin, raat
uforarbeidet og raspet;
Fiskebarder,
Hvalfiskebarder,
uspaltet Fiskebeen;
Meel af toldfrit
transiterende Kornvarer;
Spatsteen, ikke
pulveriseret,
Jern: Rujern;
Jern i Stænger, alle
Slags (Baandjern er ikke
fri);
Bønner,
Gipsfigurer,
Gipsafstøbninger;
Blomster og
Blomsterplanter;
Flores cassiae
(Kaneelblomster);
Hø,
Gjødning, naturlig
eller kunstig, t. Ex.
ogsaa Patentgjødning,
Sukkerskum
(Chilisalpeter,
svovlsuur Ammoniak og
lignende Varer ere ikke
frie, om de end maatte
være bestemte til
Gjødning; derimod er
Gipsmeel, naar det
ifølge fremlagt
Beviisligheder kun skal
anvendes til Gjødning,
transittoldfrit);
Ris;
Agern;
Glober;
Tjære (ogsaa
Tjærevand);
Frø: Hampefrø,
Hørfrø, Raps og al anden
Slags Frø, saa og
Frøarter for Apotheker
f. Ex. Fennikelfrø
(Kommen og Anis ere
toldpligtige);
Reisendes brugte
Sager, fremdeles brugt
Huusgeraad og brugte
Mobilier, forsaavidt
disse Gjenstande bestaae
i Flyttegods, iligemaade
brugte Klædningsstykker,
naar de efter
Toldvæsenets Skjøn
transitere som
Reisegods, uden Hensyn
til, om Eieren følger
med eller ikke;
Haveværter, friske,
saa og Blaabær, Jordbær,
Hindbær, Ribs, Tyttebær,
Stikkelsbær, Hyben og
Viindruer, samt Peberrod
og spiselige Løg;
Steenkul, alle Slags
(ogsaa Cokes og
Cinders);
Hampeolie;
Østers;
Tækkerør;
Uld, alle slags;
Melk;
Messing, uforarbeidet
(ikke hamret eller
valtset);
Spek, Lever, Grever
til Tran;
Flesk, fersk;
Lindser; Viinmudder,
tør (Drooft);
Kork;
Hør, heglet og
uheglet;
Bøger, trykte med
dertil hørende
Kobberstik, indbundne og
uindbundne;
Malt;
Bruunsteen;
Manna;
Medailler;
Metal (Bronce og
andre messinglignende
Metalcompositioner),
uforarbeidet (ikke
hamret eller valset);
Blyant;
Ertse, usmeltede,
alle Slags;
Mineralier og
Naturalier, saasom:
Jord, Steen og
Ertsarter, Planter og
Frugter, Conchylier,
Insecter, Fugle og andre
Dyr, udstoppede eller i
Spiritus, til
Naturaliecabinetter og
videnskabelige
Samlinger;
Modeller, alle Slags;
Mønt, alle Slags;
Mos til Indpakning og
Udstopning, saa og
saakaldet Stovuld;
Musikalier;
Moscus;
Perlemoer, raat i
Skaller;
Maatter, brugte;
Galæbler;
Kunstsager, saasom:
Statuer, Buster,
Basreliefs;
Opium;
Guld i Barrer og
gammelt til Omsmeltning;
Gryn af toldfrit
transiterede Kornvarer;
Been;
Bidier til
Kurvemagerarbeide,
uafbarkede og afbarkede;
Rebslagerarbeide,
hvortil og ogsaa
henregnes Hampegjorder
og Fiskenet;
Straa og Hakkelse;
Skind, uberedte og
beredte uden Undtagelse,
altsaa ogsaa Skind til
Bundtmagere, Kalve- og
Faarelæder, Corduan,
Saffian zc. zc.;
Hvalroshuder;
Enebærstager;
Perler, ægte:
Pimpsteen;
Blodsteen;
Kalksteen;
Kridtsteen og Kridt,
ogsaa pulveriseret;
Gipssteen;
Ædelstene;
Steen, alle Slags;
Finerer af Træ;
Platin (Platina),
uforarbeidet;
Bly i Blokke og
Klumper, samt gammelt
Bly, navnlig ogsaa
gammelt
Beklædningdningsbly;
Fjer og Duun;
Haar, alle Slags
(herunder indbefattede
Børster, Haar og Uld af
Sviin);
Krølhaar ere
imidlertid toldpligtige;
Ærter;
Fisk, fersk;
Beeg;
Kartofler;
Pezzulano;
Papiirspaaner og
Papiiraffald, alle
Slags;
Bruunrødt;
Blod;
Igler;
Salt (med Undtagelse
af officinelle Salte);
Fidtsteen;
Talg;
Smak eller Sumak;
Malerier, saa og
Kobberstik,
Lithographier og
Stanographier;
Bark;
Garvebark;
Kølnsk Jord, hvid;
Jord, saasom:
Pibeleer, Mergel,
Engelskjord,
Porcelainjord,
Valkejord, Sukkerjord og
andre Jord-, Leer- og
Mergelarter, saafremt de
ikke bestaae i Farver;
Skildpadder;
Tørv;
Trippels;
Tagsteen;
Pennefjer;
Tang til Indpakning
og Udstopning;
Marieglas;
Kjød, fersk og
saltet;
Qviksølv;
Vogne, alle Slags,
saa og Jernbanevogne og
Tendere (Locomotiver ere
toldpligtige);
Dele til Vogne og
Vogne, som ere skilte
ad, ere kun frie,
forsaavidt de bestaae i
Hjulmandsarbeide;
Krebseøine;
Zink, raat,
uforarbeidet eller i
Tavler.
Det er
vel at forstaae, at, naar
senere en lignende
Fritagelse for Transittold
skulde blive andre Produkter
tildeel paa en eller anden
Vei, skal den samme
Fritagelse med Rette
udtræffe sig til samtlige
ovennævnte Veie.
6. paa alle viste
Veie eller Kanaler at
nedsætte Transittolden
af de Varer, paa hvilke
den nu hviler, til en
eensformig og efter
Vægten afpasset Sats af
i det Højeste seksten
(16) danske Skilling pr.
Fem Hundrede Pund Dansk,
uden at denne Told,
under hvad Navn det
maatte være, skal kunne
forhøies ved
nogetsomhelst andet
Paalæg. I Tilfælde af en
Nedsættelse af
Transittolden under
ovenmeldte Sats
forpligter Hs. Majestæt
Kongen af Danmark Sig
til at stille alle Veie
og Kanaler, der nu
forbinde eller senere
maatte komme til at
forbinde Nordsøen og
Elben med Østersøen
eller dens Bivande, paa
fuldkommen lige Fod med
de meest begunstigede
Veie, der nu findes
eller senere maatte
blive anlagte paa
Allerhøistsammes Gebeet.
7. Da Hs. Majestæt
Kongen af Sverrig og
Norge, i Medfør af en
med Hs. Majestæt Kongen
af Danmark afsluttet
speciel Overeenskomst,
ligeoverfor Hs. Danske
Majestæt har paataget
Sig Forpligtelsen til at
vedligeholde de Fyr paa
Sverrigs og Norges
Kyster, der tjene til
Belysning og Lettelse
for Gjennemfarten
gjennem Sundet og
Indsejlingen til
Kattegattet, saa
forpligter Hs. Majestæt
Kongen af Danmark Sig
til med Hs. Majestæt
Kongen af Sverrig og
Norge at træffe en
definitiv Overeenskomst
i det Øiemed at sikkre
disse Fyrs Vedbliven og
Vedligeholdelse i
Fremtiden, som hidtil,
uden at der derved
paalægges de Sundet og
Kattegattet passerende
Skibe nogensomhelst
Byrde.
Art. 3. De i de
tvende foregaaende Artikler
indholdte Forpligtelser
skulle træde i kraft med den
1ste April 1857.
Art. 4. Som
Skadesløsholdelse og
Erstatning for de Offre, som
de ovennævnte Stipulationer
paalægge Hans Majestæt
Kongen af Danmark, forpligte
Hans Majestæt Keiseren af
Østerrig, Konge af Ungarn og
Bøhmen, Hans Majestæt
Belgiernes Konge, Hans
Majestæt de Franskes Keiser,
Hendes Majestæt Dronningen
af det forenede Kongerige
Storbritannien og Irland,
Hans Majestæt Kongen af
Hannover, Hans Kongelige
Høihed Storhertugen af
Mecklenborg-Schwerin, Hans
Kongelige Høihed
Storhertugen af Oldenborg,
Hans Majestæt Kongen af
Nederlandene, Hans Majestæt
Kongen af Preussen, Hans
Majestæt Keiseren af
Rusland, Hans Majestæt
Kongen af Sverrig og Norge,
og de frie Hansestæder
Lubecks, Bremens og Hamborgs
Senater sig, fra deres Side,
til at betale Hans Majestæt
Kongen af Danmark, som
modtager dette Tilbud, en
Totalsum af 30,476,325
Rigsdaler Rigsmønt, der
fordeles paa følgende Maade:
Paa |
Østerrig |
29,434 |
Rd. |
R. M. |
|
Belgien |
301,455 |
|
|
|
Bremen |
218,585 |
|
|
|
Frankrig |
1,219,003 |
|
|
|
Storbritannien |
10,126,855 |
|
|
|
Hamborg |
107,012 |
|
|
|
Hannover |
123,387 |
|
|
|
Lubeck |
102,996 |
|
|
|
Mechlenborg |
373,663 |
|
|
|
Norge |
667,225 |
|
|
|
Oldenborg |
28,127 |
|
|
|
Nederlandene |
1,408,060 |
|
|
|
Preussen |
4,440,027 |
|
|
|
Rusland |
9,739,993 |
|
|
|
Sverrig |
1,590,503 |
|
|
Det er en Selvfølge, at
de høie contraherende Parter
eventuelt kun ere ansvarlige
for den Qvota, der falder
hver enkelt af dem til last.
Art. 5. De i
foregaaende artikel
specificerede Summer kunne,
under de i den følgende 6te
Artikel sub 3 stipulerede
Forbehold, afbetales i Løbet
af tyve Aar ved fyrretyve
ligestore halvaarlige
Afbetalinger, som indbefatte
Kapitalen og de aftagende
Renter af de endnu ikke
forfaldne Terminer.
Art. 6. Enhver af de
høie contraherende Magter
forpligter Sig til ved
Separat- og
Specialovereenskomster med
Hans Majestæt Kongen af
Danmark, at ordne og
fastsætte:
1. Maaden hvorpaa, og
Stedet hvor, Betalingen
af de ovennævnte
fyrretyve halvaarlige
Afdrag af den Qvota, der
efter Art. 4 falder paa
Dens Andeel, skal finde
Sted;
2. Maaden hvorpaa, og
Coursen hvorefter de i
samme Artikel i dansk
Mønt specificerede Beløb
skulle converteres i
fremmed Pengesort;
3. Betingelserne og
Modus for en fuldstændig
eller deelviis
Amortisation, hvortil
Den forbeholder Sig
udtrykkelig Ret, for til
enhver Tid antecipando
at kunne afgjøre Sin
ovenfor fastsatte
Erstatnings-Qvota.
Art. 7. Uddførelsen
af de i denne Tractat
indeholdte gjensidige
Forpligtelser bliver
udtrykkelig gjort afhængig
af Opfyldelsen af de
Formaliteter og Forskrifter,
der ere fastsatte i
Forfatningslovene hos de af
de høie contraherende
Parter, som ere forbundne
til at bevirke disse
Formaliteters Anvendelse, og
forpligte de sig til at lade
dette skee i den kortest
mulige Frist.
Art. 8. Nærværende
Tractat skal ratificeres og
Ratificationerne udveksles i
Kjøbenhavn førend den 1ste
April 1857, eller snarest
muligt efter Udløbet af
denne Termin.
Til Bekræftelse heraf
have de respektive
Befuldmægtigede undertegnet
denne Tractat og paatrykt
samme deres Vaabensegl.
Skeet i
Kjøbenhavn den 14de Marts
1857.
(Protokol udeladt)
Officielle noter ifølge
Retsinformation:
*) Den ovenstaaende i det
franske Sprog afsluttede
Tractat med den dertil
hørende Protokol af samme
Datum, der er underskrevet
af de samme Befuldmægtigede,
som have undertegnet
Tractaten, findes i Dep.
Tid. f. 1857 S. 361-379.
Under
30te Marts have den Franske
og den Hannoveranske
Regjering, under 31te Marts
den Preussiske, den
Storbrittaniske og den
Mechlenborgske Regjering,
under 2den April
Hansestæderne Lubecks og
Hamborgs Senater, under 7de
April den Russiske og den
Svensk-Norske Regjering samt
Hansestaten Bremens Senat,
under 14de April den
Østerrigske, Belgiske og
Oldenborgske Regjering, og
under 18de Juni den
Nederlandske Regjering paa
den ene Side og den danske
Regjering paa den anden Side
udvekslet Ratificationerne
af ovenstaaende Tractat.
Dep. Tid. f. 1857 S. 361,
401, 417, 585.
Jvfr.
Specialconventioner af 14de
marts med Belgien,
Storbrittanien og Hannover,
af 17de Marts med
Oldenborg og Nederlandene,
af 4de April med
Mechlenborg-Schwerin, af
21de April med
Sverrig-Norge, af 24de
April med Hamborg, af
25de April med Preussen,
af 30de April med Lubeck
og af 22 de Juli 1857 med
Rusland . Jvfr. Lov om
Transittolden af 6te Mai
1857.
Ad § 2, nr. 39
Lov af 11.
februar 1863 ang. Omordning
af Kjøbenhavns Politi, m.v.
(Politiloven for København)
, som senest ændret ved lov
nr. 243 af 8. juni 1978 om
ændring af retsplejeloven m.
v.
Forskriften indeholder 21
paragraffer, men alene §§ 1,
8, 9, 11-13 samt 21 foreslås
bevaret.
§ 1. Kjøbenhavns
Polities Myndighed omfatter
Staden Kjøbenhavn og dens
Grund samt de Dele af
Kjøbenhavns Amts Grund, som
for Tiden ere henlagte under
Kjøbenhavns Politi, hvorhos
den af Kongen kan udvides
til at omfatte
Fæstningsværkerne og
Citadellet Frederikshavn
samt Nyboder. Størrelsen af
det Vederlag, som Monarkiet
herfor maatte have at yde
til Kjøbenhavns Kommune,
forbeholdes nærmere
Afgjørelse.
§ 2-7. Ophævet.
§ 8.
Justitsministeren har efter
Forhandling med Kjøbenhavns
Kommunalbestyrelse at
affatte en Politivedtægt for
Kjøbenhavn, hvori optages de
Bestemmelser, som skulle
have vedvarende Gyldighed
med Hensyn til Ordens- og
Renlighedspolitiet. Det
bliver ved Kongelig
Anordning at bestemme, naar
denne Vedtægt træder i
Kraft, samt hvilke af de
hidtil gjældende Love og
Anordninger om Ordens og
Renlighedspolitiet i
Kjøbenhavn, der derved
ophæves.
I
Politivedtægten fastsættes
Straffe for Forseelser imod
den, hvilke Straffe dog,
forsaavidt Forseelserne ere
begaaede af Voxne, ikkun
kunne bestaae i Bøder indtil
50 Rd. Bøderne tilfalde
Kommunens Kasse. Sager om
Overtrædelse af Vedtægtens
Bestemmelser behandles som
offentlige Politisager.
Hvor det
bliver nødvendigt at træffe
midlertidige
Foranstaltninger til
Varetagelsen af den
offentlige Orden og
Renlighed eller at indskærpe
Politivedtægtens
Efterlevelse, kan
Politidirektøren med
Magistratens Samtykke ved
offentlige Bekjendtgjørelser
give Befalinger eller
udstede Forbud. Naar
Politidirektøren anseer det
for nødvendigt, kan han paa
eget Ansvar udstede saadanne
Bekjendtgjørelser, men er da
pligtig strax at meddele
Magistraten Underretning
derom. Undladelse af at
opfylde de saaledes givne
Paalæg saavelsom
Overtrædelse af de udstedte
Forbud straffes med Bøder
indtil 50 Rd.
Ophævet.
§ 9. Med Hensyn til
midlertidige
Foranstaltninger, som
Politidirektøren anseer
fornødne for at forebygge
Forstyrrelse af den
offentlige Fred og
Sikkerhed, kan han ved
offentlige Bekjendtgjørelser
give Paalæg eller udstede
Forbud. Dersom slige
Foranstaltninger medføre
uforudsete Udgifter for
Kommunen, skal
Politidirektøren strax
bringe dem til Magistratens
Kundskab. Undladelse af at
opfylde de saaledes givne
Paalæg saavelsom
Overtrædelse af de udstedte
Forbud straffes med Bøder
indtil 100 Rd. eller med
simpelt Fængsel i indtil een
Maaned.
§ 10. [Enhver, der er
ansat ved det udøvende
Politi, kan anholde den, der
i hans Paasyn har gjort sig
skyldig i en Forbrydelse
eller umiddelbart efter dens
Udøvelse eftersættes som
Gjerningsmand, eller hvem
han med skjellig Grund har
mistænkt for at have begaaet
en saadan.
Den
Anholdte kan strax
undersøges paa sin Person,
naar der er Grund til at
formode, at han er i
Besiddelse af Noget, der kan
tjene til Sagens Oplysning,
eller hvoraf han kan
befrygtes at ville gjøre
Misbrug.
Ligeledes
kan enhver ved Politiet
Ansat anholde den, som har
begaaet en Forseelse mod den
offentlige Orden, og som maa
befrygtes ellers at ville
unddrage sig det ham for
saadan Forseelse paahvilende
Ansvar, saavel som Personer,
der have været straffede for
Eiendomsforbrydelse, Betleri
eller Løsgængeri, naar de
maae formodes ikke at have
lovligt Erhverv, og naar de
ikke paa Forespørgsel kunne
gøre Rede for, hvorledes de
ernære sig.]
§ 11. [Det skal være
Politiet tilladt, om
fornødent med Magt, at
trænge ind i et Huus for at
anholde den, der, naar han
forfølges som skyldig i en
Forbrydelse, i Politiets
Paasyn gaaer ind i et
saadant. Ligeledes maa
Politiet med Magt skaffe sig
Adgang til Huus, naar der er
skjellig Grund til at
antage, at en Forbrydelse
begaaes sammesteds, eller
naar der i et i samme
værende offentligt
Beværtningssted finder Støi
og Uorden Sted til
Forstyrrelse for Husets
øvrige Beboere eller de
Omkringboende.] Dog maa
Magts Anvendelse kun finde
Sted, efterat Vedkommende
med Angivelse af, hvem han
er, og hvad der er hans
Ærinde, samt, forsaavidt han
ikke er i Uniform, med
Forevisning af Politiskilt
eller Polititegn, forgjæves
har forlangt sig indladt.
§ 12. Naar Opløb
finder Sted, maa Politiet
med Magt adskille Mængden,
dog først efterat de
Tilstedeværende tre Gange i
Kongens og Lovens Navn
forgjæves ere opfordrede til
at adskilles.
Ved
offentlige Forsamlinger
under aaben Himmel skal
Politiet yde sin Bistand til
at opretholde Ordenen.
Opstaaer der Uorden, som
udarter til voldelig Adfærd,
kan Politiet fordre
Forsamlingen hævet;
efterkommes ikke denne
Fordring, kan Politiet selv
erklære Forsamlingen for
hævet og indskrider da som
ved Opløb.
Ved andre
offentlige Forsamlinger kan
Politiet efter Anmodning fra
Forsamlingens Leder yde sin
Bistand til Ordenens
Overholdelse og paa hans
Begjæring, eller naar der
opstaaer Ufred eller
Slagsmaal, anholde eller med
Magt fjerne
Fredsforstyrrerne.
§ 13. I de i
foregaaende Paragraf
omhandlede Tilfælde skal,
efterat de der foreskrevne
Opfordringer til at
adskilles ere skete, enhver
Tilstedeværende, der af
Politidirektøren, en
Politiinspektør eller en
Politiassistent dertil
særlig opfordres, være
forpligtet til at yde
Politiet den Bistand, der
staaer i hans Magt, til
Gjenoprettelse af Orden og
Rolighed. Den, der undlader
at efterkomme en saaledes
til ham rettet Opfordring,
straffes med Bøder indtil 50
Rd.
Ophævet.
§ 14-18. Ophævet.
§ 19. Ophævet.
[ Den de
udenbyes Eiendomme ved Lov
af 19de Februar 1861 § 3,
jvfr, Lov af 14de December
1857 § 13, indrømmede
Fritagelse for en til den
tidligere Vægterskat
svarende Andel i
Grundskatten bortfalder.]
§ 20. Ophævet.
§ 21. Nærværende Lov
træder i Kraft den 1ste Juli
1863. [Hvorefter alle
Vedkommende sig have at
rette.]
Ad § 2, nr. 40
Overenskomst af 19. januar
1865 Overeenskomst mellem
Danmark og Sverig-Norge ved
udvexlede Declarationer,
undertegnede i Kjøbenhavn
den 19de Januar 1865, om
Ophævelsen af de i
Handelstraktaten af 2den
November 1826, Art. 2,
indeholdte
Slutningsbestemmelser
Ifølge
udenrigsministerens
besvarelse af S 1647,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 5297, er
forskriften stadig gældende,
da den ikke formelt er
blevet opsagt eller
bortfaldet efter sit
indhold.
Idet Hans
Majestæt Kongen af Danmarks
Regering har indvilget i
ophævelsen af de særlige
undtagelsesbestemmelser, der
er indeholdt i de to sidste
stykker i artikel II i
handelstraktaten af 2.
november 1826, erklærer
undertegnede befuldmægtigede
minister for Hans Majestæt
Kongen af Sverige og Norge
ved Hoffet i København på
regerings vegne, at nævnte
bestemmelser for fremtiden
er ophævede, hvad angår
indførsel til Sverige og
Norge på danske skibe af de
deri omtalte varer og
produkter, således at nævnte
artikel II i ovennævnte
konvention herefter skal
anses for sluttende med de
sidste ord i stk. 1 »svenske
eller norske skibe«.
Denne
deklaration, der er blevet
udvekslet med en lignende
deklaration undertegnes dags
dato af Kongen af Danmarks
konseilpræsident og
udenrigsminister, forbliver
i kraft, indtil traktaten af
2. november 1826 eventuelt
udløber.
Til
bekræftelse heraf har
undertegnede underskrevet
denne deklaration og påtrykt
den sit stempel.
Udfærdiget i København den
nittende januar 1865 i det
herrens år atten hundrede
fem og tres.
O.M.
Bjørnstjerna.
Ad § 2, nr. 41
Bekendtgørelse af 2.
november 1865 ang.
Anerkjendelse af de til den
Biskoppelig Methodistiske
Kirke her i Landet hørende
Trossamfund
Paa dette Ministeriums
derom nedlagte
allerunderdanigste
Forestilling har det behaget
Hans Majestæt Kongen under
22de September d.A.
allernaadigst at resolvere,
at der allernaadigst maa
meddeles de til den
Biskoppelig Methodistiske
Kirke her i Landet hørende
Troessamfund den i
Grundloven af 5te Juni 1849
§ 82 omhandlede
Anerkjendelse, saaledes at
der tillægges de af sammes
Præster, forsaavidt de efter
Andragende fra de
vedkommende Samfunds
Repræsentanter have modtaget
allerhøieste Anerkjendelse i
denne egenskab, foretagne
kirkelige Handlinger,
navnlig Ægtevielser,
saavelsom deres
overeensstemmende med
Kirkebøgerne afgivne
Attester borgerlig
Gyldighed. Hvilket herved
bringes til almindelig
Kundskab.
Ad § 2, nr. 42
Lov af 23.
februar 1866 om Oplagshuse
Vi Christian den Niende,
af Guds Naade Konge til
Danmark, de Venders og
Goters, Hertug til Slesvig,
Holsten, Stormarn,
Ditmarsken, Lauenborg og
Oldenborg, Gøre vitterligt:
Rigsdagen har vedtaget og Vi
ved Vort Samtykke stadfæstet
følgende Lov:
§ 1.
Justitsministeriet
bemyndiges til at meddele
Interessentskaber eller
Enkeltmand, der agte at
oprette Oplagshuse,
Berettigelse til at
udfærdige Beviser for
Varernes Modtagelse
(Oplagsbeviis), paa særegne
dertil af Ministeriet
udfærdigede eller mærkede
Blanketter med den Virkning,
at de oplagte Varer ikke
kunne afhændes eller
pantsættes undtagen gjennem
en Overdragelse eller
Pantsætning af Beviset selv,
og ei heller gjøres til
Gjenstand for Arrest, Beslag
eller Exekution, uden
gjennem en Forfølgning mod
Beviset.
§ 2. Forsaavidt
Begunstigelser attraaes med
Hensyn til Kreditoplagsret,
bliver det Fornødne herom at
fastsætte efter Forhandling
med Finantsministeriet. I
Bevillingen optages de
nærmere Vilkaar, som
Ministeriet maatte finde
Anledning til at knytte til
sammes Meddelelse, og
Bevillingen saavelsom
Oplagshusets Vedtægter blive
derefter at bringe til
offentlig Kundskab ved
Bekjendtgørelse i den
Berlingske politiske- og
Avertisements-Tidende og,
naar Oplagshuset agtes
oprettet udenfor Sjællands
Stift, tillige i vedkommende
Stifts Avis, og paa Bornholm
i den af Øens Aviser, som
dertil af Regjeringen
bestemmes.
§ 3. Oplagsbeviset
skal angive Oplæggerens Navn
og Næringsvei, de oplagte
Varers Art, Stykketal, Maal,
Vægt, Mærker samt opgivne
Værdi.
De af
Justitsministeriet
udfærdigede eller mærkede
Blanketter maa under Bøder
indtil 1.000 Rd. ikkun
benyttes af de Oplagshuse,
hvem Berettigelsen dertil er
meddelt.
§ 4. Bestyrelsen af
Oplagshusene maa under
Ansvar til vedkommende
Skadelidende alene udlevere
de i samme oplagte Varer
imod Tilbagelevering af de
for Varerne udfærdigede
Oplagsbeviser i behørig
kvitteret Stand (jfr. § 9).
Den er kun forpligtet til at
udlevere Varerne imod
Betaling af Pakhuusleie,
Udgifter for Losning samt
andre paa deres Transport
eller Bevaring af
Bestyrelsen lovlig anvendte
Udgifter. Forøvrigt
bestemmes Oplagshusets og
Oplæggerens gjensidige
Rettigheder og Forpligtelser
i Oplagshusets Vedtægter.
§ 5. Oplagsbeviserne
kunne overdrages ved
Endossement. Endosementet
kan enten skee til bestemt
navngivne Personer eller in
blanco.
Er
Oplagsbeviset endosseret in
blanco, ansees den
godtroende Erhverver som
Eier i Overensstemmelse med
de Regler, som gjælde for
Gjældsbreve, lydende paa
Ihændehaveren.
§ 6. Oplagsbeviset
kunne gives saavel til
haandfaaet Pant som til
Underpant. Dog kunne de
deraf flydende Rettigheder
ikke gjøres gjældende mod
den, som paa lovlig Maade
har faaet Beviset overdraget
til Eiendom eller Pant,
medmindre der er givet
Beviset en Paategning, der
tydeligt indeholder, at det
er Gjenstand for den
tidligere Pantsætning. Det
Samme gjælder om tinglæste
Forfølgninger, som ere
overgaaede Ihændehaveren af
Oplagsbeviset.
§ 7. Ihændehaveren af
Oplagsbeviset har i
Ulykkestilfælde samme Ret
med Hensyn til
Assurancesummen for Varerne,
som der ifølge Dokumentet
tilkommer ham med Hensyn til
Varerne.
§ 8. Oplagsbeviserne
ere stempelpligtige i
Overeensstemmelse med de i
Lov om Brugen af stemplet
Papir af 19Febr. 1861 § 54
om Vexler indeholdte
Bestemmelser.
§ 9. Oplagsbeviser,
saavelsom de Recepisser, der
maatte være udstedte ved
Pantsættelse af saadanne,
kunne, naar de bortkomme,
mortificeres ved Dom.
Den, der
attraaer saadan
Mortifikation, har at
indgive Begjæring derom i
Kjøbenhavn til Formanden for
Sø- og Handelsretten og
udenfor Kjøbenhavn til
Dommeren paa det Sted, hvor
Oplagshuset er beliggende.
Han har i saa Henseende at
oplyse sin Adkomst til det
bortkomme Dokument og under
Edstilbud at erklære, at han
ikke selv har afhændet
samme. Formanden eller
Dommeren afgjør derefter, om
Mortifikationsstævning kan
udtages, og bestemmer i
bekræftende Fald Varslet.
Dette kan ikke sættes under
12 Uger og ikke over Aar og
Dag.
Den
udtagne Stævning bliver at
offentliggjøre 3 Gange efter
hverandre i den Berlingske
politiske- og
Avertissements-Tidende, samt
derhos, hvis Sagen anlægges
udenfor Sjællands Stift,
tillige i Stiftets Avis,-
for Bornholms Vedkommende i
den af Øens Aviser, som
dertil af Regjeringen
bestemmes.
Naar
Omstændighederne tale
derfor, skal det ligeledes
ved Kjendelse kunne
bestemmes, at de oplagte
Varer imod
Sikkerhedsstillelse kunne
udleveres eller afhændes,
forinden det offentlige
Varsel er udløbet.
For de
ovennævnte Kjendelser bliver
at erlægge et Gebyr af 2 Rd.
Lyder det bortkomme Dokument
paa en Værdi under 200 Rd.,
betales iøvrigt intet
Retsgebyr under
Mortifikationssagen, ligesom
pro mille Gebyr bortfalder,
selv om Værdien maatte
overstige et saadant Beløb.
§ 10. Naar der er
forløbet 5 Aar fra et
Vareparties Oplæggelse, uden
at Nogen har meldt sig med
Oplagsbeviset, for at
erholde Varerne udleverede,
skal Oplagsbestyrelsen være
berettiget til ved
Bekjendtgørelse, som 3 Gange
efter hverandre indføres i
den Berlingske politiske- og
Avertisements-Tidende og,
hvis Oplagshuset er
beliggende udenfor Sjællands
Stift, tillige i Stiftets
Avis og for Bornholms
Vedkommende i den af Øens
Aviser, som dertil af
Regjeringen bestemmes, med
12 Ugers Varsel at indkalde
Ihændehaveren af det
udstedte Oplagsbevis og,
hvis ingen Berettiget melder
sig inden Fristens Udløb, at
sælge Varerne til Fordel for
Oplagshuset.
Adgangen
til at benytte omstaaende
Omgang er dog afhængig af,
at der i Oplagsbeviset er
indført en dertil sigtende
Bestemmelse, hvori henvises
til nærværende Lov (jvfr. §
3).
§ 11. Tvistigheder
mellem Oplagsbestyrelsen og
vedkommende Oplægger eller
Ihændehaver af Oplagsbevis,
behandles som Handelssager.
Hvorefter
alle Vedkommende sig have at
rette.
Ad § 2, nr. 43
Lov af 6.
marts 1869 om Lov om forbud
mod lotteri m.m. (lovens
titel var oprindeligt »Lov
om Classelotteriets Ordning
og Forbud mod andet
Lottospil m.m.«.),
som senest ændret ved lov
nr. 235 af 8. april 1992 om
Det Danske Klasselotteri A/S
Forskriftens §§ 2, 3, 5 og 7
er ikke formelt ophævet, men
kun §§ 2, 3 og 5 foreslås
bevaret.
Vi Christian den Niende,
af Guds Naade Konge til
Danmark, zc. zc. Gjøre
vitterligt: Rigsdagen har
vedtaget og Vi ved Vort
Samtykke stadfæstet følgende
Lov:
§ 1. Ophævet.
§ 2. Al
Foranstaltning af Lottospil
her i Riget eller Colligeren
for samme saavelsom al
Colligeren her i Landet for
fremmede Lotterier eller
Falbydelse af disses
Lodsedler, ligesom
Besørgelsen af dermed i
Forbindelse staaende
Forretninger, skal være
forbudt under straf af bøde.
De alt
meddeelte særlige
Tilladelser til Lottospil
vedblive dog at være
gjældende for den Tid, for
hvilken de ere givne, og der
skal derhos fremtidig kunne
meddeles Bevilling til
Lotterier i udelukkende
veldædige Øiemed og med
indskræntet Afsætningskreds
saasom til en By eller et
Amt, ligesom ogsaa Bevilling
skal kunne tilstaaes til
Oprettelsen af Lotterier
eller Fortsættelsen af
bestaaende Lotterier, der
ere forbundne med andre
Foretagender og kun
fremtræde som Middel til
disses Befordring. Ligeledes
kan der, naar særegne
Omstændigheder tale derfor,
meddeles Bevillinger til
Tombolaer.
Stk. 3.
Ophævet.
§ 3. Ligeledes
forbydes det Alle at drive
Handelsforretning med
Beviser for Andele i Retten
efter Lodsedler,
indenlandske eller fremmede,
(de saakaldte
Andeelslodsedler), selv om
der gives de enkelte Beviser
Form af
Interessentskabsbeviser
eller Lignende.
Overtrædelse af de fornævnte
Forbud straffes med en Bøde.
§ 4. Ophævet.
§ 5. Bekjendtgjørelse
i indenlandske Tidender af
fremmede Lotteriplaner og af
Avertissementer om de efter
§§ 2-4 her i Landet iøvrigt
forbudte Foretagender og
Falbydelser ansees med en
Bøde, saaledes at Ansvaret
bedømmes efter de i Lov af
3die Januar 1851 § 3
fastsatte Regler, dog at
den, der bærer Ansvaret for
Tidenden, ikke kan tiltales
eller straffes for
Optagelsen af saadanne
Bekjendtgjørelser, førend
det er ham betydet af
vedkommende Politimyndighed,
at den maa ansees for
ulovlig. Samme Straf ifalder
den, der paa anden Maade
udbreder Planer for fremmede
eller ikke autoriserede
indenlandske Lotterier.
§ 5A.
§ 6. Ophævet.
§ 7. Denne Lov træder
i kraft den 1ste April 1870.
Fra samme Tid bortfalde Pl.
4 Decbr. 1767, Pl. 20 Decbr.
1771, Pl. 24 Jan. 1806, Pl.
12 Sept. 1823 samt Lov 22
Decbr. 1850 § 5, forsaavidt
det deri omhandlede Forbud
mod Lottospil og Colligeren
for fremmede Lotterier
angaaer. Hvorefter alle
Vedkommende sig have at
rette.
Ad § 2, nr. 44
Overenskomst af 14. juni
1869 om Declaration, ved
hvilken Danske Undersaatter
i Storbritannien og Engelske
Undersaatter i Danmark
tilsikkres Fritagelse for
Tvangslaan og for
Militærtjeneste
Jf. udenrigsministerens
besvarelse af S 1647,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 5297, er
forskriften stadig gældende,
da den ikke formelt er
blevet opsagt eller
bortfaldet efter sit
indhold.
Undertegnede, Grev
Krag-Juel-Vind-Friis, Hans
Majestæt Kongen af Danmarks
Conseilspræsident og
Udenrigsminister, samt Sir
Charles Lennor Wyke,
Commandeur af Bathordenen,
Hendes Britiske Majestæts
overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister ved
Hans Majestæt Kongen af
Danmarks Hof, erklære herved
i Kraft af den dem
tilkommende Bemyndigelse, at
danske Undersaatter i
Storbritannien med
tilhørende Besiddelser og
engelske Undersaatter i
Danmark med tilhørende
Besiddelser ere fritagne for
alt Slags Tvangslaan og for
al Militærtjeneste, det være
sig i Armeen, paa Flaaden, i
Militsen eller i
Borgervæbningen, samt for
enhver Ydelse i penge eller
in natura som Vederlag for
den personlige
Militærtjeneste, Alt dog
ikkun paa den Betingelse, at
de ikke ere blevne
naturaliserede i det Land, i
hvilket de ere bosatte. Med
Hensyn til
Militær-Reqvisitioner, som
udredes af faste Eiendomme,
der eies eller besiddes af
danske Undersaatter i
Storbritannien og engelske
Undersaatter i Danmark,
skulle de nævnte
Undersaatter nyde samme
Behandling som Landets egne
Børn.
Ad § 2, nr. 45
Overenskomst af 25. juni
1869 imellem Danmark og
Sverig-Norge ved
Deklarationer undertegnede i
Kjøbenhavn den 25de Juni
1869 om Fortolkningen af
Art. VI af Handels-Traktaten
af 2den November 1826 (se §
2, nr. 22 )
Ifølge
udenrigsministerens
besvarelse af S 1647,
folketingsåret 1999-2000,
jf. Folketingets
forhandlinger side 5297, er
forskriften stadig gældende,
da den ikke formelt er
blevet opsagt eller
bortfaldet efter sit
indhold.
DEKLARATION
Idet
Deres Majestæter Kongen af
Sverige og Norge og Kongen
af Danmark ønsker at
tydeliggøre bestemmelsen
indeholdt i artikel VI i
Handelstraktaten, der er
indgået den 2. november 1826
mellem kongerigerne Sverige
og Norge på den ene side og
kongeriget Danmark på den
anden side til gunst for
færgebådene
(Faerjemansbåter) fra byerne
Malmø, Helsingborg og
Landscrona på den ene side
og København og Helsingør på
den anden side, som sejler
mellem ovennævnte byer, med
henblik på for fremtiden at
undgå enhver tvist dels
vedrørende bæreevnen for de
både, der kan falde ind
under nævnte bestemmelse,
dels vedrørende omfanget af
denne bestemmelse, er
undertegnede overordentlige
gesandt og befuldmægtigede
minister hos Hans Majestæt
Kongen af Sverige og Norge
blevet bemyndiget til på sin
Regerings vegne at erklære,
at både fra København og
Helsingør med en bæreevne,
der ikke overstiger 3 nye
svenske last eller 10 danske
registertons vil være
fritaget i havnene i Malmø.
Helsingborg og Landscrone
for enhver havne- og
tonnageafgift uanset navn
eller benævnelse, på den
betingelse at samme
undtagelse indrømmes både af
samme art fra byerne Malmø,
Helsingborg og Landscrona i
byerne København og
Helsingør.
Enhver af
de høje kontraherende parter
forbeholder sig ret til at
lade ovennævnte både, der
ankommer til dens havn, måle
under anvendelse af den
metode og de tidspunkter,
der er nærmere fastsat i de
for begge parter gældende
love.
Til
bekræftelse heraf er denne
deklaration, der er bestemt
til at skulle udveksles med
en lignende deklaration fra
Hans Exellence
Frijs-Frijsenborg,
Konseilspræsident og
Udenrigsminister hos Hans
Majestæt Kongen af Danmark,
blevet afgivet og
underskrevet af
undertegnede.
Udfærdiget
i København, den 25. juni
1869.
E.v. Stedingk
Ad § 2, nr. 46
Lov af 25.
juni 1870 om udgivelsen af
en Lovtidende og en
Ministerialtidende, jf.
lovbekendtgørelse nr. 842 af
16. december 1991
Herved bekendtgøres lov
om udgivelsen af en
Lovtidende og en
Ministerialtidende, jf.
lovbekendtgørelse nr. 617 af
15. september 1986 som
ændret ved § 15 i lov nr.
396 af 13. juni 1990.
§ 1. Fra 1. januar
1871 udgives ved regeringens
foranstaltning en Lovtidende
og en Ministerialtidende.
§ 2. I Lovtidende
indføres såvel alle love som
alle kongelige anordninger,
under hvilket navn de end
måtte udstedes (anordninger,
åbne breve, kundgørelser
osv.), og hvad enten de
forskrifter, som deri
indeholdes, vedkommer hele
riget eller kun enkelte
landsdele, byer eller egne
eller dele af befolkningen.
Stk. 2.
Endvidere indføres i
Lovtidende alle
ministerielle anordninger,
under hvilket navn og de end
måtte udstedes (anordninger,
bekendtgørelser, plakater,
reglementer, regulativer,
instrukser, vedtægter osv.),
dog at det ved kongelig
anordning kan bestemmes, at
visse grupper af de
heromhandlede udfærdigelser
ikke indføres i Lovtidende,
men at der i stedet
forholdes overensstemmende
med forskrifter, som
meddeles af vedkommende
minister, hvorved det
eventuelt kan bestemmes, at
den pågældende udfærdigelse,
når den kun vedrører den
enkelte kommune og således
kun skal bringes til
offentlig kundskab inden for
dennes område, skal
offentliggøres på dennes
bekostning.
§ 3. Fra det nævnte
tidspunkt af bortfalder den
hidtil foreskrevne
tinglæsning af love og
anordninger, hvorimod disses
offentliggørelse igennem
Lovtidende bliver den
bindende
bekendtgørelsesform. Den
pågældende lov eller
anordning træder, for så
vidt der ikke indeholder
nogen herfra afvigende
bestemmelse, i kraft
ugedagen efter den dag, da
det nummer af Lovtidende,
hvori den bekendtgøres, er
udgivet. Hvert nummer skal
betegne den dag, da det
udgives.
§ 4. I henseende til
bekendtgørelsen af de
anordninger, der i medfør af
lovgivningen kunne udstedes
af stedlige myndigheder, har
det i almindelighed sit
forblivende ved de
nugældende regler. Dog skal
vedkommende ministerium
efter indstilling fra den
stedlige myndighed kunne
befale, at en af denne
udstedt anordning indføres i
Lovtidende. Det samme skal
og ske, hvor tinglæsning
hidtil undtagelsesvis har
været foreskreven med hensyn
til slige anordninger.
Optages sådanne anordninger
i Lovtidende, har deres
offentliggørelse deri samme
retsvirkning som andre loves
og anordningers. Den ellers
på stedet brugelige
bekendtgørelse skal i så
fald ligefuldt iagttages,
uden at dog nogen i denne
henseende indløben
forsømmelse kan svække
virkningen af den ved
Lovtidende skete
offentliggørelse.
§ 5. I
Ministerialtidende optages i
reglen de administrative,
kongelige eller
ministerielle befalinger af
almindeligere karakter, som
udstedes til vedkommende
øvrigheder og myndigheder,
så og de resolutioner og
tilkendegivelser vedkommende
enkelte tilfælde, der kunne
have almindelig interesse.
Herved skal det dog ikke
være forment de ministerier,
som dertil måtte have
særegen anledning, ganske
eller tildels at benytte en
meddelelsesmåde, der alene
er beregnet på de dem
underordnede.
§ 6.
Ministerialtidende kan i
øvrigt optage, efter
vedkommende ministeriums
nærmere bestemmelse, sådanne
oplysninger og meddelelser,
hvis offentliggørelse findes
hensigtsmæssig.
§ 7.
Justitsministeren fastsætter
nærmere bestemmelser om
lovens gennemførelse,
herunder om betaling for
Lovtidende og
Ministerialtidende.
§ 8. Denne lov gælder
ikke for Færøerne.
Justitsministeriet, den 16.
december 1991
Hans Engell/ Jørgen Paulsen
Ad § 2, nr. 47
Anordning
af 24. september 1870 ang.
nærmere Bestemmelser for
udgivelsen af Lovtidenden og
Ministerialtidenden
Justits-Min. (Dep. Tid.
f. 1870 S. 762-63).
Vi Christian den Niende,
af Guds Naade Konge til
Danmark, etc. etc. Gjøre
vitterligt: I Henhold til
Lov om Udgivelsen af en
Lovtidende og en
Ministraltidende af 25de
Juni d. A. § 7 byde og
befale Vi herved:
§ 1. Lovtidenden og
Ministerialtidenden udgives
under Vor Justitsministers
Overtilsyn ved en af ham
dertil antaget Mand.
§ 2. Lovtidenden og
Ministerialtidenden danne
tvende af hinanden
uafhængige Tidender. Enhver
af Tidenderne forsynes i
Aargangen, der regnes fra
1ste Januar til 31te
December, med fortløbende
Sidetal og ved Aarets
Slutning med Register.
Tidenderne udgaae saavidt
muligt ugentligt, men
iøvrigt saa ofte det findes
fornødent.
§ 3. I Lovtidenden
forsynes de enkelte Love og
Anordninger med Numere, der
ere fortløbende i Aargangen.
§ 4. I
Ministerialtidenden danne de
administrative Befalinger af
almindeligere Charakter samt
de Resolutioner og
Tilkjendegivelser
vedkommende enkelte
Tilfælde, der afgives til
Indrykkelse i Tidenden, et
særligt Afsnit, i hvilket de
enkelte Befalinger,
Resolutioner og
Tilkjendegivelser forsynes
med Numere, der ere
fortløbende i Aargangen; i
et andet Afsnit optages de
øvrige Oplysninger og
Meddelelser, hvis
Offentliggjørelse i Tidenden
findes hensigtsmæssig.
§ 5. Fra ethvert
Ministerium afgives til
Udgiveren af Lovtidenden og
Ministerialtidenden de
enkelte til Optagelse i
Tidenderne bestemte
Actstykker, forsynede med
Paategning af den dertil af
vedkommende Ministerium
udsete Embedsmand om, at de
ere færdige til Indrykkelse.
§ 6. Vor
Justitsminister bestemmer
hvilke Myndigheder og
Personer Lovtidenden (jvfr.
Lovens § 7) og
Ministerialtidenden blive at
tilstille uden Betaling.
§ 7. Ønskes noget i
Tidenderne indrykket
Actstykke særskilt
tilstillet enkelte
Myndigheder eller Personer,
kan vedkommende Ministerium
begjære Særtryk af saadant
Actstykke ved Udgiverens
Foranstaltning sig
tilstillede eller
tilstillede saadanne
Myndigheder eller Personer.
§ 8. Der kan tegnes
Abonnement paa begge
Tidender, samlede eller hver
for sig. Betalingen
fastsættes af Vor
Justitsminister saaledes at
den bliver den samme overalt
i Landet. Hvorefter alle
Vedkommende sig have at
rette.
Lovforslagets § 3 og 4
Ny
formulering |
§ 3. Skøder,
pantebreve og
tinglyste
servitutter, der
fortsat må anses for
at være relevante,
ophæves ikke af
denne lov.
Stk. 2.
Fondes, stiftelsers,
legaters og
foreningers og andre
juridiske personers
vedtægter og fundats
m.v., der fortsat er
i brug, ophæves ikke
af denne lov.
§ 4.
Ændringer i fortsat
gældende regler som
følge af love og
retsforskrifter, der
ophæves ved denne
lov, er fortsat
gyldige. Dette
gælder dog kun
ændringer, hvor der
er tale om egentlige
ændringslove m.v. |
Gældende formulering |
Det
er ikke umiddelbart
muligt udtømmende at
angive, hvilke
»forskrifter« m.v.
der er omfattet af
§§ 3 og 4. Derfor er
det selvfølgelig
heller ikke muligt
at angive den
gældende
formulering. Der er
ikke medtaget
forskrifter
vedrørende disse
paragraffer. |
Det
ligger dog forslagsstillerne
meget på sinde, at private
fordringer ikke lider last
som følge af dette
lovforslag. Derfor er §§ 3
og 4 indarbejdet til at
samle op på de privatretlige
forhold, der fortsat skal
være beskyttet. Hvis
formuleringen ikke er
dækkende, lader
forslagsstillerne sig gerne
vejlede fra f.eks.
Justitsministeriet med
henblik på en bedre
formulering af §§ 3 og 4.
Lovforslagets § 5
Ny
formulering |
§ 5.
Ændringslove m.v. og
tillæg til de
regler, der ophæves
ved denne lov,
ophæves ligeledes,
såfremt de ikke er
nævnt i § 2. Det
samme gælder regler
om forståelsen af de
ophævede regler samt
regler udstedt i
medfør af de
ophævede regler.
Stk. 2.
Regler
udstedt/kundgjort i
1871 eller senere i
medfør af § 25 i
grundloven fra 1953
og de tilsvarende
bestemmelser i
tidligere grundlove
ophæves ikke. |
Gældende formulering |
Det
er ikke umiddelbart
muligt udtømmende at
angive, hvilke
gældende love m.v.
der ophæves som
følge af § 5, stk.
1. Derfor er det
selvfølgelig heller
ikke muligt at
angive den gældende
formulering. Især en
række ændringer og
tillæg til Danske
Lov ophæves.
Følgende forskrifter
er dog gældende
ifølge
Retsinformation
eller andre kilder,
men ophæves som
følge af dette
lovforslag: |
[Lov nr.
30 af 17. marts 1882
indeholdende Forandringer i
og Tillæg til Lovene om
Redningsvæsenet af 26de
Marts 1852 og 4de Marts
1857]
Udgår
sammen med forskriften fra
1852.
Vi Christian den Niende,
af Guds Naade Konge til
Danmark, de Venders og
Gothers, Hertug til Slesvig,
Holsten, Stormarn,
Ditmarsken, Lauenborg og
Oldenborg. Gjøre Vitterligt:
Rigsdagen har vedtaget og Vi
ved Vort Samtykke stadfæstet
følgende Lov:
§ 1. Paa hvert af
efternævnte Steder bliver
der at oprette en med
Raketkasteapparat forsynet
Redningsstation, nemlig ved:
Virø i Thisted Amt, Lyngby i
Hvidbjerg Sogn, samme Amt,
Thorsminde i Ringkjøbing
Amt, Veirs i Ribe Amt, Hasle
paa Bornholm og paa Møen i
Omegnen af Liselund.
§ 2. Den Berettigelse
til Understøttelse af
Statskassen, som ved Lov af
26de Marts 1852 § 6 samt Lov
af 4de Marts 1857 § 1 er
tillagt det ved
Redningsbaadene ansatte
Mandskab, skal ogsaa
tilkomme Mandskabet ved
Raketstationerne. Den nævnte
Understøttelse bliver at
beregne efter
Grundsætningerne i de til
enhver Tid gjældende
Invalideforsørgelseslove.
Naar en
saaledes understøttet Person
døer og efterlader sig en
Enke, med hvem han har været
i Ægteskab, førend han
paadrog sig den paagjældende
Legemsbeskadigelse,
saavelsom naar Nogen af det
ved Redningsstationerne
ansatte Mandskab under
Redningsforsøg eller Øvelser
tilsætter Livet, tilstaas
der Enken en aarlig
Understøttelse af
Statskassen af fra 200 til
300 Kr. Ligeledes tilstaas
der hvert af Børnene efter
de saaledes Afdøde indtil
deres fyldte 15de Aar en
aarlig Forsørgelse af 50 80
Kr., saafremt Moderen lever,
og 70 90 Kr., naar ogsaa hun
er død. Forsørgelsen til
Børnene maa dog i
Forbindelse med den Moderen
tillagte Understøttelse ikke
i noget Tilfælde overstige
det Beløb, der kunde have
været tillagt Faderen i
understøttelse.
De
paagjældende Understøttelser
og Forsørgelser behandles
iøvrigt efter Reglerne i de
til enhver Tid gjældende
Invalideforsørgelseslove.
§ 3. Paa samme Maade
og under samme Betingelser
som foranført vil der, naar
Nogen, der ikke hører til
Redningsmandskabet, under
Forsøg paa at redde
Skibbrudne ved Lemlæstelse
mister sin Arbeidsførhed
eller tilsætter Livet, være
at tilstaa ham, hans Enke og
Børn Understøttelse af
Statskassen.
Hvorefter
alle Vedkommende sig have at
Rette.
Givet paa
Amalienborg, den 17de Marts
1882.
Under Vor Kongelige Haand og
Segl.
Christian R.
(L. S.) E. Skeel.
Lov nr.
124 af 20. april 1926 om
ændring i
amtstueforordningen af 8.
juli 1840 vedrørende
opkrævning m.v. af skatter
og afgifter af fast ejendom,
jf. lovbekendtgørelse nr. 62
af 23/2-1966, som ændret ved
lov nr. 69 af 3. marts 1971
om ændring af lov om
beskatning til kommunerne af
faste ejendomme
Udgår, jf.
§ 5 og § 2, stk. 25.
§ 1. De i § 7 ff. i
amtstueforordningen af 8.
juli 1840 ommeldte
skattekvitteringsbøger
bortfalder.
I stedet
herfor bliver der i hver
skattetermin - for hvilke
forfaldstiden fremtidig skal
være henholdsvis den 10.
juni og den 10. december -
inden fornævnte tidspunkter
at tilstille skatteyderne
skattekvitteringsblanketter,
der under anførelse af
beløbet for hver enkelt skat
eller afgift og
beregningsgrundlaget
(ligningspromillen) for
samme angiver, hvad
skatteyderen skal betale for
det pågældende skattehalvår.
Finansministeren fastsætter
de nærmere regler for
kvitteringsblanketternes
affattelse og udsendelse
eller udbringelse, samt om i
hvilket omfang og på hvilken
måde indbetaling kan ske
uden personligt møde på
oppebørselsstedet.
At
skatteyderen ikke har
modtaget kvitteringsblanket,
fritager ham ikke for
rettidig at indbetale det
ham påhvilende beløb. Han må
i så fald selv skaffe sig
underretning om beløbets
størrelse.
For så
vidt den samlede ydelse for
april termin ikke andrager
10 kr., skal
finansministeren være
bemyndiget til at bestemme,
at opkrævning heraf først
sker sammen med opkrævningen
af ydelsen for oktober
termin i samme år.
§ 2. Af de beløb, der
ikke er tilgået
oppebørselsmyndighederne
senest henholdsvis 10. juli
og 10. januar, erlægges der
rente, 1 pct. månedlig, for
hver påbegyndt måned regnet
fra henholdsvis 10. juni og
10. december, og således at
renteberegningen foretages
på grundlag af et
skattebeløb, der er rundet
opefter til det nærmeste med
2 kr. delelige tal.
De
indgåede rentebeløb fordeles
forholdsmæssigt til
statskassen og de øvrige
vedkommende kasser. De
nærmere regler herfor gives
af finansministeren.
Renterne
nyder samme fortrinsret som
skatten.
§ 3. De skattebeløb
m.v., der ikke indbetales
til
oppebørselsmyndighederne,
inddrives som hidtil ved
udpantning i henhold til
restancelister, der efter
henholdsvis 10. juli og 10.
januar udfærdiges af
oppebørselsmyndighederne.
Udpantningen skal omfatte
påløbne og påløbende renter,
jfr. § 2. Finansministeren
kan dog, hvis forholdene
giver anledning dertil,
bestemme, at rentebeløb
først opkræves og inddrives
i forbindelse med skatterne
for den påfølgende termin.
Ligeledes
skal finansministeren kunne
bestemme, at restancer på
under 10 kr. ikke inddrives
ved udpantning, men at det
skyldige beløb opkræves i
forbindelse med skatterne
for den påfølgende termin. I
så fald regnes
udpantningsfristen fra
forfaldsdagen for det sidst
forfaldne skattebeløb.
§ 4. De nævnte
restancelister behøver for
amtstuedistrikternes
vedkommende ikke at
udfærdiges samtidig for hele
distriktet, men det skal
være amtsforvalteren tilladt
at udsende dem efterhånden.
Samtlige restancelister skal
dog være udfærdigede så
betids, at de kan være
pågældende foged i hænde
senest henholdsvis 10.
august og 10. februar.
§ 5. Fogderne skal
drage omsorg for, at
samtlige restancer på de dem
tilstillede restancelister
inddrives snarest, således
at de fornødne skridt til
udpantning foretages og
udpantningerne foregår uden
ufornødent ophold. Sker
udpantning efter fogedens
bestemmelse ved andre end
fogeden selv, skal denne
føre fornødent tilsyn med,
at de her givne bestemmelser
overholdes, og i fornødent
fald selv foretage
udpantningen.
Finansministeren fastsætter
efter samråd med
justitsministeren, hvor ofte
der skal tilstilles
oppebørselsbetjentene eller
andre myndigheder meddelelse
om, hvad der er foretaget
med hensyn til inddrivelsen
af restancer, samt når og
hvorledes indbetaling af
inddrevne restancer skal
ske.
§ 6. De i nærværende
lov givne bestemmelser
kommer også til anvendelse i
købstæderne med hensyn til
opkrævningen af de skatter
og afgifter, der falder ind
under amtstueforordningens
regler, dog med de
ændringer, som de særlige
forhold her måtte medføre.
Det nærmere i så henseende
fastsættes af
finansministeren.
Derimod
finder loven ikke anvendelse
i København og heller ikke
med hensyn til de
skattebeløb, der i visse
købstæder opkræves sammen
med kommunal ejendomsskyld.
Kommunalbestyrelsen opkræver
rente af de ikke rettidigt
indbetalte skattebeløb.
Renten beregnes efter de for
den kommunale ejendomsskyld
i lovgivningen fastsatte
regler.
§ 7. Denne lov træder
i kraft et halvt år efter
dens bekendtgørelse i
Lovtidende, således at de i
loven indeholdte
bestemmelser første gang
bliver at bringe til
anvendelse i det første
derpå følgende skattehalvår.
Sidste stykke i § 1 og
sidste stykke i § 3 træder
dog i kraft straks.
De ved
lov nr. 26 af 28. januar
1966 foretagne ændringer
træder i kraft den 1. april
1966.
Finansministeriet, den 23.
februar 1966.
Henry Grünbaum.
/ G. Djørup.
Lovforslagets § 6
Gældende formulering |
Ny
formulering |
Danmarks og Norges
Kirke-Ritual af 25.
juli 1685. |
§ 6. I
Danmarks og Norges
Kirke-Ritual af 25.
juli 1685 ændres i
titlen
»Danmarks og Norges«
til: »Danmarks«. |
Den fulde
tekst af kirkeritualet
fremgår under lovforslagets
§ 2, nr. 4
Lovforslagets § 7
Gældende formulering |
Ny
formulering |
|
§ 7. I
forordning af 19.
december 1693 om
Auctions-Værket i
Danmark og Norge
foretages følgende
ændringer: |
Forordning af 19.
december 1693 om
Auctions-Værket i
Danmark og Norge. |
1. I
titlen ændres
»Auctions-Værket i
Danmark og Norge«
til: »auktioner«. |
2.) [Saa maae
og, naar noget
Kiøbsted-Gods eller
Løsøre paa Skifte
eller i andre Maader
Myndlinge tilfalder,
samme paa offentlig
Auction sælges.] |
2. § 2
affattes således:
Ȥ 2. Det
står enhver frit at
lade løsøre m.v.
sælge, hvor det
findes mest
fordelagtigt,
medmindre andet er
bestemt.« |
7.) I
bemeldte Protocoller
(dvs. Auktionsbogen)
skal
Auctions-Directeurerne,
eller deres dertil i
Eed tagne
Fuldmægtige, saa og
Bye-, Herreds- og
Birke-Skriverne
rigtig specificere
og indføre: først
hvem Varerne lader
sælge, dernæst Tiden
og Stedet, hvor
samme Auction
holdes, for det
tredie antegne ved
hver Post den
Kiøbendes Navn, saa
og Prisen, Varerne
sælges for. |
3. § 7
affattes således:
Ȥ 7.
Auktionarius, eller
hvem der er
bemyndiget dertil,
skal indføre
følgende i
auktionsbogen: 1)
sælger, 2) dato,
klokkeslæt og sted
for auktionen samt
3) for hver post
købers navn og
prisen, varen sælges
til.
Stk. 2. Såfremt
auktioner over
løsøre ikke straks
kan indføres i
auktionsbogen, er
det tilstrækkeligt,
at auktionarius
eller den, der er
bemyndiget dertil,
indfører i
auktionsbogen, at
auktionen afholdes
med henvisning til
særskilt optegnelse.
Optegnelsen skal
være fortløbende
nummereret og
forsynet med
underskrift fra
auktionarius eller
den, der er
bemyndiget dertil,
samt underskriften
fra den, der
afholder auktionen.
De særskilte
optegnelser skal
efter auktionen
opbevares på samme
måde som
auktionsbogen.« |
Forskriftens § 2 ophæves,
for så vidt det ikke
allerede er sket, og i
stedet indsættes en ny
bestemmelse, mens § 7
moderniseres sprogligt og
suppleres med indholdet fra
nedenstående forskrifter,
som ophæves som følge heraf:
1. Forordning af 21.
juni 1793, som nøiere
bestemmer Grændserne
imellem de civile
Auctions- og
Skifte-Forvalteres
jurisdictioner
indbyrdes,
2. Forordning af 27.
juli 1832 for Danmark,
ang. visse Lettelser med
Hensyn til Benyttelsen
af Auctionsvæsenet.
3. Plakat af 3.
september 1823 ang.
Forandring og nærmere
Bestemmelse af Fr. 19
Dec. 1693. 7 §
Fra nr. 1
indskrives § 3, som er den
eneste gældende ifølge
Retsinformation. Fra nr. 2
indskrives § 5, mens §§ 1-4
henviser til bestemmelser i
nr. 1 samt andre
ophævede/forældede
bestemmelser. Nr. 3
indskrives helt.
Disse 3
forskrifters fulde tekst
fremgår under lovforslagets
§ 1, mens den fulde tekst af
forordningen fra 1693
fremgår under lovforslagets
§ 2, nr. 5.
Lovforslagets § 8
Gældende formulering |
Ny
formulering |
|
§
8. I forordning
af 8. juli 1840 for
Kongeriget Danmark,
indtil videre med
Undtagelse af
Bornholm, ang.
Amtstue-Oppebørselerne
og de Oppebørseler i
Kjøbstæderne, der
ere af samme Slags,
som de, der paa
Landet vedkomme
Amtstuerne, m.v.,
som senest ændret
ved lov nr. 69 af 3.
marts 1971 om
ændring af lov om
beskatning til
kommunerne af faste
ejendomme, foretages
følgende ændringer: |
Forordning af 8.
juli 1840 for
Kongeriget Danmark,
indtil videre med
Undtagelse af
Bornholm, ang.
Amtstue-Oppebørselerne
og de Oppebørseler i
Kjøbstæderne, der
ere af samme Slags,
som de, der paa
Landet vedkomme
Amtstuerne, m.v. |
1. Titlen
affattes således:
»Forordning om
ejendomsskatter
(amtstueforordningen)«. |
§
2. Forsaavidt
Skatterne og
Afgifterne, hvad
enten de ere
staaende eller de
aarligen eller
extraordinairt
paalignes, ere at
ansee som reelle,
saa at de ere
lignede paa eller
svares af faste
Eiendomme (til
hvilke Eiendomme
ogsaa Tiender
regnes), hæfte de
paa de Eiendomme,
hvoraf de ere
forfaldne, med
Fortrinsret endog
fremfor
Pantefordringer. |
2. I § 2, 1.
pkt., ændres
»Forsaavidt
Skatterne og
Afgifterne, hvad
enten de ere
staaende eller de
aarligen eller
extraordinairt
paalignes, ere at
ansee som reelle,
saa at de ere
lignede paa eller
svares af faste
Eiendomme (til
hvilke Eiendomme
ogsaa Tiender
regnes), hæfte de«
til:
»Ejendomsskatter
hæfter«. |
Iøvrigt følge de
indbyrdes i den
Orden, at
Bankhæftelsesrenterne
først blive at
udrede, dernæst Vore
egne Skatter og
Afgifter, lige med
hvilke ogsaa
Amtsforvalternes
Skriverpenge regnes,
derpaa
Brandhjælpspengene
og endeligen
samtlige
Kommune-Afgifter,
hvorhos det dog er
en Selvfølge, at
vedkommende
Tiendetageres
Fortrinsret i
Overeensstemmelse
med F. 8. Jan. 1810,
§ 29, Litr. C., er
dem forbeholden. |
3. I § 2, 2.
pkt., udgår »,
lige med hvilke
ogsaa
Amtsforvalternes
Skriverpenge regnes«
samt », hvorhos det
dog er en Selvfølge,
at vedkommende
Tiendetageres
Fortrinsret i
Overeensstemmelse
med F. 8. Jan. 1810,
§ 29, Litr. C., er
dem forbeholden«. |
-
Den her omhandlede
Fortrinsret skulle
dog reelle Skatter
og Afgifter herefter
ikkun nyde for 2 Aar
fra den Tid af, at
de forfalde til
Betaling; men den
holdes i Kraft, naar
Restancerne, i det
Sildigste inden 3
Maaneder efter
bemeldte 2 Aars
Udløb, ere beordrede
Fogden til
Inddrivelse, og
Forretningen siden
forsvarligen er
fortsat, eller naar
Skyldneren inden
samme Tid er død
eller har opgivet
sit Bo, og dette er
taget under
Skiftebehandling.
Efterat
Fortrinsretten er
tabt, betragtes
Restancen alene som
en simpel Fordring
hos Skyldneren.
|
|
-
De Restancer af
Skatter og Afgifter,
som ere paadragne,
inden nærværende
Anordning træder i
Kraft, beholde
derimod, indtil de
betales, deres
Fortrinsret
saaledes, som
Lovgivningen hidtil
har hjemlet dem. |
4. I § 2
udgår 4. pkt.,
der oprindeligt var
6. pkt. |
Forskriftens fulde tekst
fremgår under lovforslagets
§ 2, nr. 25.
Lovforslagets § 9
Gældende formulering |
Ny
formulering |
1. [Det skal
indtil videre,
forsaavidt de
tidligere i saa
Henseende for
bestemte Districter
og med
Indskrænkninger til
visse Aar meddelte
udelukkende
Bevillinger ikke
derfor ere til
hinder, og under
Forbehold af den
vedkommende private
Forstrandseier
tilkommende Ret,
være alle og enhver
tilladt ved Hielp af
Dykker- og andre
Redskaber at optage
Skibe og andre paa
Havets Bund
nedsunkne Ting, dog
at de nedenanførte
nærmere Bestemmelser
iagttages.] |
|
2. Den, der
agter at benytte den
i § 1 givne
Tilladelse, bør
først for
vedkommende Amtmand
anmelde, hvor han
agter at benytte sit
Apparat, og denne
Embedsmand har da at
tage de til den
behørige Control med
Biergningen fornødne
Forholdsregler,
ligesom han og, naar
han efter
Omstændighederne
finder det
fornødent, haver at
affordre den
Paagieldende
Sikkerhed for, at
Anordningens
Forskrifter ville
blive iagttagne.
Den, der har fundet
et Vrag eller en
Samling af
Gienstande, skal
have udelukkende Ret
til i en vis Tid at
bierge indenfor en
passende Grændse.
Amtmanden haver at
bestemme saavel
denne, som Tiden,
hvilken dog i intet
Tilfælde bør gaae
over 1 Aar, ligesom
bemeldte Embedsmand
haver at anordne,
hvorledes Grændsen
til Alles
Efterretning bliver
at betegne. Iøvrigt
bliver det stedse at
iagttage, at Vraget
i saadanne Tilfælde,
hvor det kan være
til Hinder for
Seiladsen, snarest
muligt bør optages.
Naar Optagelsen
iværksættes, bør
den, der forestaaer
Biergningen, holde
nøiagtig Fortegnelse
over det biergede
Gods, hvilken
Fortegnelse daglig
efter Arbeidets
Tilendebringelse
bliver at
underskrive af ham
selv og tvende af
Biergningsmandskabet,
hvorhos der
angaaende det
Optagne, saavel til
Amtmanden som til
Toldvæsenet, bør
giøres Anmeldelse,
hvis Rigtighed i
Tilfælde, hvor
dertil maatte findes
Anledning, Amtmanden
bør søge nærmere
oplyst ved Forhør. |
§
9. I forordning
af 16. marts 1842
ang. Dykkervæsenet
m.v. foretages
følgende ændring:
1. I § 2
ændres »Den, der
agter at benytte den
i § 1 givne
Tilladelse« til:
»Den, der agter at
optage skibe og
andre på havets bund
nedsunkne ting«. |
Se
forskriftens fulde tekst
under lovforslagets § 2, nr.
28, hvoraf det i øvrigt
fremgår, at § 1 ophæves.
Lovforslagets § 10
Gældende formulering |
Ny
formulering |
|
§
10.
Bekendtgørelse nr.
103 af 10. april
1915 om Forbud mod
at benytte fremmede
Nationsflag affattes
således: |
I
Tilslutning til de
gældende
Bestemmelser, jfr.
kgl. Resolution af
7de Juli 1854,
bekendtgjort ved
Justitsministeriets
Cirkulære af 2den
Augut 1854, forbydes
det her i Landet af
hejse andet Flag end
Dannebrog , ligesom
det forbydes under
aaben Himmel, samt i
Gæstgiverier,
Beværtninger og
andre offentligt
tilgængelige Lokaler
at benytte
Krigsførende Magters
Flag, være sig til
Udsmykning eller paa
anden Maade. |
»Bekendtgørelse om
forbud mod at
benytte fremmede
nationsflag samt om
andre forhold
vedrørende flag.
I medfør af
grundlovens § 25 er
der bestemt
følgende:
§ 1. Det er
tilladt for alle og
enhver i landet
eller på danske
skibe at flage med
dannebrogsflaget
uden split. Det er
derimod forbudt at
flage med andre flag
end Dannebrog her i
landet eller på
danske skibe,
medmindre andet er
bestemt. Det
forbydes endvidere
under åben himmel
samt i gæstgiverier,
beværtninger og
andre offentligt
tilgængelige lokaler
at benytte
krigsførende magters
flag, være sig til
udsmykning eller på
anden måde.
|
Forbudet omfatter
ikke:
a. Fremmede Staters
Gesandter, Konsuler
og Vicekonsuler.
Disse er berettigede
til at hejse
vedkommende fremmede
Stats Flag fra
Embedskontoerer her
i Landet samt for
Gesandternes
Vedkommende tillige
fra deres Boliger.
b. Personer, der
har faaet Tilladelse
af
Justitsministeriet
til at hejse fremmed
Nationsflag. |
§ 2. Forbudet
omfatter ikke:
a. Fremmede
staters gesandter,
konsuler og
vicekonsuler. Disse
er berettigede til
at hejse vedkommende
fremmede stats flag
fra embedskontorer
her i landet samt
for gesandternes
vedkommende tillige
fra deres boliger.
b. Personer, der
har fået tilladelse
af
Justitsministeriet
til at hejse fremmed
nationsflag.
|
Overtrædelse af
nærværende
Bekendtgørelse
straffes efter Lov
Nr. 200 af 9de
September 1914,
Tillæg til
almindelig borgerlig
Straffelov af 10de
Februar 1866. |
|
|
§ 3. Det
danske flag skal
være rødt med hvidt
kors. Felterne
nærmest stangen er
kvadratiske med
sider, der er 3
gange korsets
bredde, og de lange
felter er
rektangulære, hvor
langsiderne er 1½
gang stangfeltets
mål. Disse mål
overholdes for
faneduge, men for
flag, der udsættes
for hårdt vejr,
tillægges ca. ¾
korsbredde i
totallængden til
reparation ved
ombøjning og ny søm,
når flaget flosser.
§ 4. Vimpler
(fløie) skal være
uden split og røde
og eventuelt med et
hvidt kors. Bredden
skal være 1/16
af længden.
|
Den, der overtræder
Bekendtgørelsen, er
pligtig til paa
Opfordring af
vedkommende
Politimyndighed at
udlevere det ulovlig
benyttede Flag, og
dette kan da tages i
Forvaring af det
offentlige, indtil
den Sag, som snarest
vil være at anlægge
i Anledning af
Overtrædelsen, er
endelig afsluttet.
Denne Bekendtgørelse
træder straks i
Kraft.
Justitsministeriet,
den 10de April 1915.
Zahle. Chr. Lundbye. |
§
5. Den, der
overtræder
bekendtgørelsen, er
pligtig til på
opfordring af
vedkommende
politimyndighed at
udlevere det
ulovligt benyttede
flag, og dette kan
da tages i forvaring
af det offentlige,
indtil den sag, som
snarest vil være at
anlægge i anledning
af overtrædelsen, er
endeligt afsluttet.«
Stk. 2.
Justitsministeren
skal uanset denne
ændring være
bemyndiget til at
ændre eller ophæve
bekendtgørtelsen som
hidtil, indtil der
etableres en
egentlig lovgivning
om flag og flagning.
|
Som følge
af ændringen ophæves:
Kancelli-Cirkulære af
7. januar 1834 til
samtlige Amtmænd og
Vicepolitidirekteuren i
Kjøbenhavn ang. danske
Undersaatters og de her
ansatte fremmede
Konsulers Ret til at
lade Flag vaie paa deres
Boliger samt
Cirkulære af 2.
august 1854 om ophævelse
af Forbudet mod flagning
i Kanceli Cirkulære af
7de Januar 1834.
Disse 2
forskrifters fulde tekst
fremgår under lovforslagets
§ 1.
Lovforslagets § 11
Gældende formulering |
Ny
formulering |
|
§
11. I lov nr. 72
af 14. marts 1934 om
udøvelse af
lægegerningen
(lægeloven), jf.
lovbekendtgørelse
nr. 632 af 20. juli
1995, som senest
ændret ved lov nr.
396 af 2. juni 1999
om ændring af
forskellige
autorisationslove
inden for
sundhedsvæsenet
(Gebyr for
autorisation m.v. af
visse
personalegrupper
inden for
sundhedsvæsenet),
foretages følgende
ændring: |
§
2. Autorisation
som læge meddeles af
Sundhedsstyrelsen
den, der har bestået
dansk
lægevidenskabelig
embedseksamen, og
som overfor et
lægevidenskabeligt
fakultet har aflagt
lægeløftet.
Stk. 2. Reglerne
for
lægevidenskabelig
embedseksamen
fastsættes af
undervisningsministeren
efter forhandling
med
sundhedsministeren.
Stk. 3.
Autorisation kan
ikke meddeles den,
der må antages at
være farlig for sine
medmennesker under
udøvelse af
lægegerning enten på
grund af legemlige
mangler eller varig
eller med mellemrum
indtrædende
mangelfuld
sjælstilstand, hvad
enten denne skyldes
sygdom eller misbrug
af alkohol,
lægemidler og
lignende, eller på
grund af udvist grov
uduelighed.
Autorisation kan
endvidere nægtes
under de i
straffelovens § 78,
stk. 2, nævnte
omstændigheder.
Stk. 4.
Tilladelse til
selvstændigt virke
som læge meddeles af
Sundhedsstyrelsen
den læge, der har
gennemgået den i
stk. 5 omhandlede
uddannelse eller en
uddannelse, der kan
sidestilles hermed.
Stk. 5.
Sundhedsministeren
fastsætter efter
forhandling med
undervisningsministeren
nærmere regler for
den supplerende
praktiske
grunduddannelse af
de i stk. 1 nævnte
læger med henblik på
selvstændigt virke
som læge.
Uddannelsen skal
foregå under
ansættelse og have
en varighed på 18
måneder.
Stk. 6. Såfremt
det er nødvendigt
for at skaffe læger
adgang til den i
stk. 5 nævnte
uddannelse kort
efter aflagt
eksamen, kan
sundhedsministeren
pålægge kommunernes
sygehuse,
Hovedstadens
Sygehusfællesskab
samt private
sygehuse, som
modtager offentlig
støtte, eller på
hvilke patienter
indlægges for
offentlig regning,
at modtage læger i
forhold til deres
behov for
lægeuddannet
personale. Nærmere
regler om sådanne
pålæg fastsættes af
sundhedsministeren
efter forhandling
med bestyrelsen for
Hovedstadens
Sygehusfællesskab og
Amtsrådsforeningen i
Danmark, og således
at der ikke pålægges
noget sygehus m.v.
pligt til at modtage
et større antal
læger end
gennemsnittet af det
antal, som i de
sidste 3 år har haft
tilsvarende
virksomhed på
sygehuset m.v.,
medmindre forholdene
forandres. I
tilfælde, hvor læger
ikke inden for et
rimeligt tidsrum
efter eksamen kan få
adgang til den
kliniske uddannelse,
bemyndiges
sundhedsministeren
til at dispensere
fra de i medfør af
stk. 5 fastsatte
regler. |
|
|
1. I § 2
indsættes efter stk.
7 som nye stykker:
»Stk.
8.
Sundhedsministeren
fastsætter de
nærmere regler for
lægeløftet. |
|
Stk. 9. Indtil
ministeren
fastsætter andet,
hvorved dette stykke
bortfalder, affattes
lægeløftet således:
»Efter at have
aflagt offentlig
prøve på mine i de
medicinsk-kirurgiske
fag erhvervede
kundskaber, aflægger
jeg herved det
løfte, til hvis
opfyldelse jeg end
ydermere ved
håndsrækning har
forpligtet mig, at
jeg ved mine
forretninger som
praktiserende læge
stedse skal lade det
være mig
magtpåliggende,
efter bedste
skønnede at anvende
mine kundskaber med
flid og omhu til
samfundets og mine
medmenneskers gavn;
at jeg vil bære lige
samvittighedsfuld
omsorg for den
fattige som for den
rige uden persons
anseelse; at jeg
ikke ubeføjet vil
åbenbare, hvad jeg i
min egenskab af læge
har erfaret; at jeg
vil søge mine
kundskaber fremdeles
udvidede og i øvrigt
gøre mig bekendt med
og nøje efterleve de
mig og mit fag
vedkommende
anordninger og
bestemmelser.« |
Kancellisskrivelse af 15.
august 1815 om Lægeløftet,
som herved bliver overflødig
og ophæves, fremgår i sin
fulde tekst under
lovforslagets § 1.
Lovforslagets § 12
Gældende formulering |
Ny
formulering |
|
§ 12. I lov
nr. 479 af 7.
december 1988 om
Kort- og
Matrikelstyrelsen
foretages følgende
ændring: |
§ 1. Kort- og
Matrikelstyrelsen er
central myndighed
for opmåling og
kortlægning samt for
matrikel- og
landinspektørvæsenet.
§ 2. Kort- og
Matrikelstyrelsen
skal
1) varetage den
geodætiske opmåling
og den topografiske
kortlægning af
Danmark, herunder
Færøerne og
Grønland, samt
kortlægning af
farvandene
heromkring,
2) forestå
matrikel- og
landinspektørvæsenet
i overensstemmelse
med lovgivningen
herom,
3) varetage den
seismiske tjeneste i
Danmark, herunder
Færøerne og
Grønland,
4) udføre
forsknings- og
udviklingsarbejder
inden for geodæsi og
seismologi og, når
det er
hensigtsmæssigt af
hensyn til
styrelsens
virksomhed, inden
for øvrige
fagområder.
Stk. 2.
Boligministeren kan
pålægge Kort- og
Matrikelstyrelsen at
varetage andre
opmålings-,
kortlægnings- og
registreringsopgaver
end de i stk. 1
nævnte.
§ 3. Kort- og
Matrikelstyrelsen
varetager efter
boligministerens
bestemmelse herom
koordinationen af
offentlig opmåling
og kortlægning og af
anden offentlig
registrering af
stedbestemte
oplysninger i
Danmark.
Stk. 2. Kort- og
Matrikelstyrelsen
kan efter
forhandling med
berørte offentlige
myndigheder og
private
organisationer
fastlægge standarder
og normer for
gennemførelsen af
offentlig opmåling
og kortlægning og af
anden offentlig
registrering af
stedbestemte
oplysninger.
Stk. 3.
Offentlige
myndigheder og
institutioner samt
koncessionerede
selskaber skal efter
anmodning give Kort-
og Matrikelstyrelsen
oplysning om
igangværende og
påtænkte aktiviteter
inden for de
arbejdsopgaver, som
er nævnt i stk. 2.
§ 4. Kort- og
Matrikelstyrelsen
har eneret til
fremstilling af
søkort og kan
gennemføre
søopmåling til brug
for
søkortproduktionen i
danske farvande,
herunder farvandene
ved Færøerne og
Grønland.
Stk. 2. Kort- og
Matrikelstyrelsen
kan efter udtalelse
fra
Forsvarsministeriet
bemyndige andre til
på styrelsens vegne
at gennemføre
søopmåling med
henblik på
fremstilling af
søkort.
§ 5.
Boligministeren
beslutter, hvilke af
Kort- og
Matrikelstyrelsens
produkter der kan
udbydes til salg.
Stk. 2.
Boligministeren
fastsætter regler om
betaling for Kort-
og
Matrikelstyrelsens
produkter og
ydelser. |
|
|
1. I § 5
indsættes efter stk.
2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Det er
ikke tilladt at
kopiere eller på
anden måde eftergøre
kort uden Kort- og
Matrikelstyrelsens
tilladelse.
Overtrædelse heraf
straffes med bøde.« |
§ 6.
Personer, der af
Kort- og
Matrikelstyrelsen er
bemyndiget hertil,
har til enhver tid
mod behørig
legitimation uden
retskendelse adgang
til enhver ejendom
og lokalitet for at
udføre opgaver efter
loven. § 7.
Boligministeren kan
fastsætte nærmere
regler for Kort- og
Matrikelstyrelsens
organisation og
virksomhedens
udøvelse.
§ 8. Loven
træder i kraft den
1. januar 1989.
Stk. 2. Lovens §
3 gælder ikke for
Færøerne, men kan
ved kongelig
anordning sættes i
kraft med de
afvigelser, som de
særlige færøske
forhold tilsiger.
Stk. 3. Lov nr.
82 af 31. marts 1928
om Geodætisk
Institut ophæves.
Givet på
Christiansborg Slot,
den 7. december 1988
Under Vor Kongelige
Hånd og Segl
I
Dronningens Navn:
FREDERIK
Kronprins
/Agnete Laustsen |
|
Som følge
af ændringen ophæves:
Plakat af 10. april
1816 ang. Efterstikning
af Søkort samt
Plakat af 6. april
1831 ang. Efterstikning
af topografiske Kort.
Disse 2
forskrifters fulde tekst
fremgår ovenfor under
lovforslagets § 1.
Lovforslagets § 13-14
Ny
formulering |
§ 13. Et
forhold, der er
indtruffet før denne
lovs ikrafttræden,
og som skulle
behandles efter love
m.v., som denne lov
ophæver, behandles
dog efter de
tidligere gældende
love m.v. § 14.
Loven træder i kraft
3 måneder efter
bekendtgørelsen i
Lovtidende. |
Gældende formulering |
Der er alene tale om
ikrafttrædelsesbestemmelser,
hvorfor der ikke er
optrykt nogle
forskrifter her. |