Vedtaget som lov nr. 215 af 31. marts 2004
 
 


Lovforslag nr. 23 fremsat den 8. oktober 2003 af justitsministeren (Brian Mikkelsen, fg.)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

(Offentlighed i retsplejen)

 

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. xxx af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 16 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »Viborg og Frederikshavn« til: »Viborg, Frederikshavn og Hjørring«.

2. I § 17, stk. 1, ændres »Vejle, Fredericia og Hjørring« til: »Vejle og Fredericia«.

3. § 28 a, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Retsmøder, hvori der afsiges dom, er altid offentlige.«

4. I § 29 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. I borgerlige sager kan der endvidere efter anmodning fra parterne træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen, og ingen afgørende offentlig interesse strider herimod.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

5. I § 29, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres i 1. pkt. »stk. 2« til: »stk. 3«.

6. § 31 b affattes således:

»§ 31 b. Anvendes der i en sag skriftlig forelæggelse eller procedure, jf. §§ 387, 927 b og 928 a, stk. 2 og 3, kan retten forbyde offentlig gengivelse heraf, i det omfang der under en tilsvarende mundtlig forelæggelse eller procedure kan ske dørlukning eller nedlægges referatforbud, jf. §§ 29 og 30. §§ 29 b, 29 c, 30 a og 30 b finder tilsvarende anvendelse.«

7. I § 32 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag, er forbudt, medmindre den pågældende har samtykket i optagelsen. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

8. I § 32 b, stk. 1, ændres »stk. 3« til: »stk. 3 og 4«, og efter »§ 30,« indsættes: »§ 31 b, 1. pkt.,«.

9. Overskriften til kapitel 3 affattes således:

»Retsbøger og sagens dokumenter«

10. I § 33, stk. 1, ændres »deres« til: »retsbøgernes og stemmegivningsbogens«.

11. § 35, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Domme og kendelser og i fornødent omfang rettens øvrige beslutninger optages i retsbogen.«

12. I § 38 ændres »Aktstykker og andre dokumenter« til: »Dokumenter«.

13. I § 39, stk. 1, 2. pkt., ændres »dokumenter og andre aktstykker, der benyttes som bevis« til: »dokumenter, der har været benyttet som bevis«.

14. § 39, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. For straffesager fastsætter justitsministeren regler om opbevaring af sagens dokumenter og om udlevering af dokumenter, der har været benyttet som bevis, jf. dog § 807 d, stk. 1.«

15. §§ 41 og 41 a ophæves, og i stedet indsættes:

»Kapitel 3 a

Aktindsigt

§ 41. Enhver har ret til aktindsigt i domme og kendelser mv. efter reglerne i §§ 41 a-41 c og 41 e.

Stk. 2. Den, der uden at være part har en særlig interesse i en sag, har endvidere ret til aktindsigt efter reglerne i §§ 41 d og 41 e.

Stk. 3. Massemedier omfattet af medieansvarsloven har endvidere ret til aktindsigt efter reglen i § 41 f.

Stk. 4. § 255 a indeholder regler om parters aktindsigt i borgerlige sager.

Stk. 5. §§ 729 a-729 c indeholder regler om sigtedes aktindsigt i verserende straffesager. § 729 d indeholder regler om sigtedes aktindsigt i afsluttede straffesager.

§ 41 a. Enhver kan forlange at få adgang til at gennemse en doms konklusion, når anmodning herom fremsættes inden 1 uge efter dommens afsigelse.

§ 41 b. Enhver kan forlange at få udleveret kopi af domme og kendelser.

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke:

1)   de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b samt § 536 omhandlede sager,

2)   straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, medmindre aktindsigt søges til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde,

3)   kendelser i straffesager, der ikke er endeligt afsluttet, medmindre aktindsigt søges af personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde,

4)   forklaringer, der er afgivet i lukkede retsmøder, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet, eller

5)   forklaringer, der er omfattet af et referatforbud.

Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang:

1)   det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

2)   det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, eller

3)   dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, og offentlighedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4.

§ 41 c. Er der i en sag anvendt skriftlig forelæggelse eller procedure, jf. §§ 387, 927 b og 928 a, stk. 2 og 3, har enhver ret til at få udleveret kopi heraf, når der er afsagt dom i sagen, medmindre dokumenterne er omfattet af et forbud mod offentlig gengivelse, jf. § 31 b.

Stk. 2. Er der i en sag anvendt endelige påstandsdokumenter, jf. § 356 a, har enhver ret til at få udleveret kopi heraf fra to arbejdsdage før domsforhandlingens begyndelse.

Stk. 3. § 41 b, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 41 d. Den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører en borgerlig sag eller en straffesag, herunder indførsler i retsbøgerne, i det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågældende retsspørgsmål. Det samme gælder forurettede i straffesager eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende. I straffesager gælder retten til aktindsigt først, når sagen er endeligt afsluttet.

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses:

1)   dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden til eget brug ved behandlingen af en sag,

2)   voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger, og

3)   brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden.

Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang:

1)   en part efter reglerne i denne lovs anden, tredje og fjerde bog har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,

2)   ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

3)   dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, og ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4, eller

4)   ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til en straffesags dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, tiltalte, vidner eller andre.

Stk. 4. Den myndighed, der behandler en anmodning om aktindsigt, afgør, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi, jf. dog 2. pkt. Efter anmodning udleveres der kopi af skriftlige dokumenter i borgerlige sager, medmindre hensyn som nævnt i stk. 3, nr. 2 eller 3, taler herimod.

§ 41 e. Anmodning om aktindsigt efter §§ 41 a-41 d skal angive det dokument eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Anmodninger om aktindsigt i et større antal sager kan afslås, medmindre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Stk. 2. Anmodning om aktindsigt efter §§ 41 a-41 c og anmodning om aktindsigt i borgerlige sager efter § 41 d indgives til retten. Rettens afgørelse, der efter anmodning træffes ved kendelse, kan påkæres efter reglerne i kapitel 37. Anmodning om aktindsigt i straffesager efter § 41 d indgives til politimesteren. Politimesterens afgørelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.

Stk. 3. Retten eller politimesteren afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af retten eller politimesteren, skal ansøgeren underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Stk. 4. Hvis dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, kan den myndighed, der behandler anmodningen om aktindsigt, bestemme, at dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at de pågældendes identitet ikke fremgår. I straffesager skal dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at medvirkende lægdommeres identitet ikke fremgår. I sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden skal dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at forurettedes identitet ikke fremgår.

Stk. 5. Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.

§ 41 f. Efter anmodning giver retten personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, adgang til at gennemse domme, der er afsagt inden for de seneste 4 uger. § 41 b, stk. 2, nr. 1 og 4, og stk. 3, samt § 41 e, stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Efter anmodning udleverer anklagemyndigheden kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring til de i stk. 1 nævnte personer. § 41 b, stk. 3, nr. 1, og § 41 e, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse. Dokumentet skal inden kopieringen anonymiseres, således at forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilken periode retten til aktindsigt gælder.

Stk. 3. Efter anmodning udlåner retten under domsforhandlingen eller et retsmøde efter § 922 hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret, til de i stk. 1 nævnte personer, medmindre dokumentets karakter eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, tiltalte, vidner eller andre taler herimod. § 41 b, stk. 3, nr. 1, og § 41 e, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. I borgerlige sager kan et eller flere af sagens dokumenter med parternes samtykke udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under et retsmøde.

Stk. 5. Efter anmodning udleverer retten kopi af andre indførsler i retsbøgerne end domme og kendelser til de i stk. 1 nævnte personer. Er retsmødet holdt helt eller delvis for lukkede døre, kan udlevering kun ske, hvis dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet. § 41 b, stk. 2, nr. 1 og 5, og stk. 3, samt § 41 e, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Dokumenter og kopier, der gives adgang til i medfør af stk. 1-5, må ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Kopier af kendelser i straffesager, der udleveres til de i stk. 1 nævnte personer i medfør af § 41 b, må, indtil sagen er endeligt afsluttet, ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Justitsministeren fastsætter regler om massemediers opbevaring af kopier. De i stk. 3 og 4 nævnte dokumenter skal tilbageleveres senest ved retsmødets afslutning.

Stk. 7. Overtrædelse af stk. 6, 1., 2. og 4. pkt., straffes med bøde. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af stk. 6, 3. pkt., kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 41 g. Der kan gives aktindsigt i videre omfang end fastsat i §§ 41 a-41 f, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.

Stk. 2. Retten kan bestemme, at en person uden for domstolene og den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som retten videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse på overtrædelse af et sådant pålæg om tavshedspligt.«

16. I § 60, stk. 5, ændres to steder »forsvarerens« til: »forsvarerens og sigtedes«, og to steder ændres »§ 745 b« til: »§ 729 c«.

17. I § 102, stk. 2, 1. pkt., udgår »efter forvaltningsloven og offentlighedsloven«.

18. § 124, stk. 8, ophæves.

19. I § 173, stk. 2, indsættes som 3. punktum:

»Overtrædelse af rettens forbud straffes med bøde.«

20. Efter § 218 indsættes:

»§ 218 a. Domme skal indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen, herunder i fornødent omfang en gengivelse af de afgivne forklaringer, samt angive de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse, jf. dog § 911. Domme i borgerlige sager skal endvidere indeholde en gengivelse af parternes anbringender. Domme i straffesager skal endvidere indeholde en gengivelse af tiltalen.

Stk. 2. I byretsdomme i borgerlige sager kan sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Det skal i givet fald fremgå af dommen, at dommen ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling.

Stk. 3. Ankes en dom, der er affattet efter reglen i stk. 2, skal retten afgive en supplerende redegørelse for sagen. Redegørelsen indsendes til landsretten snarest muligt efter, at retten har fået meddelelse om anken. Samtidig sendes en kopi af redegørelsen til parterne. Redegørelsen anses som et bilag til dommen og optages endvidere i retsbogen.«

21. § 219, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Domme og kendelser kan afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde. Afsiges dommen eller kendelsen i et retsmøde, oplæses dommens eller kendelsens konklusion.«

22. § 219 a, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Dommen afsiges i et retsmøde. Hvis afsigelsen ikke finder sted samme dag, som sagen er optaget til dom, og tiltalte ikke er fængslet, kan dommen dog afsiges uden afholdelse af retsmøde. Afsiges dommen i et retsmøde, oplæses dommens konklusion.«

23. § 219 a, stk. 5, 1. pkt., affattes således:

»Retten meddeler tiltalte udskrift af dommen.«

24. Efter § 255 indsættes:

»§ 255 a. En part kan forlange at få udleveret kopi af dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, medmindre andet er bestemt.

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses:

1)   dokumenter, der udarbejdes af retten til eget brug ved behandlingen af en sag, og

2)   voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger.

Stk. 3. Anmodning om aktindsigt indgives til den ret, der i øvrigt behandler eller har behandlet sagen. Rettens afgørelse, der efter anmodning træffes ved kendelse, kan påkæres efter reglerne i kapitel 37.

Stk. 4. Retten afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af retten, skal ansøgeren underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.«

25. Efter § 339 indsættes:

»§ 339 a. Retsmøder under forberedelsen, hvor der ikke sker bevisførelse til brug for domsforhandlingen, holdes for lukkede døre, medmindre retten bestemmer andet.«

26. I § 354, stk. 6, 3. pkt., udgår »og stk. 3,«.

27. § 366 a ophæves.

28. I § 372, stk. 3, og § 456, stk. 1, ændres »det retsmøde, hvori« til: «, at«.

29. I § 477 udgår »i et retsmøde, hvortil den, der har begæret mortifikation, tilsiges«.

30. Efter § 729 indsættes:

»§ 729 a. Sigtede er berettiget til at vælge en forsvarer, jf. § 730. Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i §§ 731-735.

Stk. 2. Retten meddeler forsvareren kopi af indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen. Forsvareren kan gøre sigtede bekendt med kopierne, medmindre andet følger af §§ 748 og 848. Retten kan pålægge forsvareren ikke at overlevere kopierne til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

Stk. 3. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Politiet giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 877, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan samtykke dog kun nægtes af de i stk. 4 nævnte grunde.

Stk. 4. Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskningen af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

§ 729 b. En sigtet uden forsvarer skal efter anmodning have adgang til hos politiet at gøre sig bekendt med indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen, medmindre andet følger af §§ 748 og 848. Politiet udleverer efter anmodning kopi af indførslerne til sigtede, medmindre det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

Stk. 2. En sigtet uden forsvarer skal endvidere efter anmodning have adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Politiet kan dog afslå anmodningen af de i § 729 a, stk. 4, nævnte grunde. En begrænsning i sigtedes aktindsigt bortfalder senest inden domsforhandlingen eller et retsmøde med henblik på sagens behandling i medfør af § 922 eller sagens afslutning ved tiltalefrafald. Politiet udleverer efter anmodning kopi af materialet til sigtede, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 877, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan udlevering dog kun nægtes af de i § 729 a, stk. 4, nævnte grunde.

§ 729 c. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til:

1)   fremmede magter,

2)   statens sikkerhed,

3)   sagens opklaring,

4)   tredjemands liv eller helbred,

5)   efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller

6)   beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar.

Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren eller sigtede gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.

Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra §§ 729 a og 729 b. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for sigtede, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra §§ 729 a og 729 b, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 729 d. Når sagen er endeligt afsluttet, kan den, der har været sigtet, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, efter reglerne i denne paragraf.

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses:

1)   dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden til eget brug ved behandlingen af en sag,

2)   voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger, og

3)   brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden.

Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang:

1)   ansøgeren efter reglerne i denne lovs anden og fjerde bog har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,

2)   ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, eller

3)   ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre.

Stk. 4. Anmodning om aktindsigt indgives til politimesteren. Politimesterens afgørelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.

Stk. 5. Politimesteren afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af politimesteren, skal ansøgeren underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Stk. 6. Politimesteren afgør, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi.

Stk. 7. Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.«

31. I § 731, stk. 1, litra h, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.

32. § 741 c, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Advokaten skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres.«

33. §§ 745-745 b ophæves.

34. I § 745 d, stk. 2, og to steder i § 748, stk. 7, ændres »§ 745 b« til: »§ 729 c«.

35. I § 746, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 745, 1. pkt.« til: »§ 729 a, stk. 3, 1. pkt., eller § 729 b, stk. 2, 1. pkt.«.

36. § 786, stk. 6, 2. pkt., og stk. 7, 2. pkt., ophæves.

37. I § 836 a ændres »§ 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b« til: »§ 729 a, stk. 3, 1. pkt., eller § 729 b, stk. 2, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens og sigtedes adgang til aktindsigt i medfør af § 729 c«.

38. § 839, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

39. I § 841 ændres »§ 29, stk. 2« til: »§ 29, stk. 3«.

40. I § 895, stk. 1, 4. pkt., ændres »den i § 876 omtalte bog, hvoraf statsadvokaten og forsvareren kan kræve udskrift, når rettens dom i sagen er faldet« til: »retsbogen«.

41. I § 964, 2. pkt., og § 998, stk. 2, 3. pkt., udgår »i et ikke offentligt retsmøde«.

42. Efter § 1017 c indsættes i kapitel 92 :

»§ 1017 d. Domme og kendelser i straffesager må kun gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Overtrædelse straffes med bøde.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på retsinformationssystemer, der er omfattet af § 9 i lov om behandling af personoplysninger, eller på offentlig gengivelse, der bygger på et sådant retsinformationssystem.«

43. I § 1018 e, stk. 6, og § 1019 h, stk. 3, udgår »efter forvaltningsloven og offentlighedsloven«.

44. § 1022 affattes således:

»§ 1022. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for overtrædelse af denne lov.«

§ 2

I forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 382 af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:

1. § 18, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke dokumenter hos politiet eller anklagemyndigheden.«

§ 3

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 402 af 26. juni 1998, foretages følgende ændring:

1. § 9, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Har en anmeldelse eller begæring som nævnt i stk. 1 været fremlagt i et offentligt retsmøde, gælder retsplejelovens kapitel 3 a.«

§ 4

I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, som ændret ved § 2 i lov nr. 1116 af 29. december 1999, foretages følgende ændring:

1. § 114, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Retsplejelovens kapitel 3 a finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om aktindsigt i boets dokumenter.«

§ 5

I lov nr. 357 af 2. juni 1999 om undersøgelseskommissioner foretages følgende ændring:

1. I § 31, stk. 2, ændres »§ 41« til: »kapitel 3 a«.

§ 6

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1049 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 1, 2. pkt., ændres »godkendt af Forbrugerklagenævnet« til: »godkendt af økonomi- og erhvervsministeren«.

2. I § 48, stk. 2, nr. 2, ændres »politirapporter« til: »indførsler i retsbøgerne, anklageskrifter, retsmødebegæringer og politirapporter«.

3. I § 49, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 41« til: »§ 729 d«.

4. I § 64, stk. 7, 1. pkt., ændres »politirapporter« til: »indførsler i retsbøgerne mv.«.

§ 7

I lov nr. 292 af 27. april 1994 om aktindsigt i miljøoplysninger, som ændret ved § 1 i lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring:

1. § 5 a, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Retsplejelovens § 41 b, stk. 2 og 3, og § 41 e finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Retsplejelovens § 41 b, stk. 3, nr. 3, og § 41 e, stk. 4, finder dog ikke anvendelse på oplysninger om emissioner, der er relevante for beskyttelsen af miljøet, i det omfang afslag på aktindsigt vil stride imod bestemmelserne herom i Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet.«

§ 8

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2004.

Stk. 2. Retsplejelovens § 41 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, og retsplejelovens § 1017 d, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 42, finder anvendelse på domme og kendelser, der er afsagt efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Retsplejelovens § 41 f, stk. 6, 1. og 3. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, finder også anvendelse på dokumenter og udskrifter, der før lovens ikrafttræden er udleveret i medfør af den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 41 a.

§ 9

Stk. 1. §§ 1, 3, 4, 6 og 7 gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 3 og 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 2. § 2 gælder ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndigheder.

Stk. 3. § 5 gælder for Færøerne og Grønland med hensyn til undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning. § 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med hensyn til undersøgelse af forhold uden for den statslige forvaltning med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 

 

Indholdsfortegnelse

 

 

 

 

 

1.

Formål og baggrund .............................................................................

10

 

 

 

2.

Aktindsigt ............................................................................. ................

11

2.1.

Aktindsigt i domme og kendelser mv. ........................................................

11

2.1.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

11

2.1.2.

Retsplejerådets forslag ............................................................................

11

2.1.3.

Justitsministeriets overvejelser ..................................................................

13

2.2.

Parters aktindsigt ............................................................................. .......

15

2.2.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

15

2.2.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

16

2.3.

Aktindsigt for personer, der har en særlig interesse heri .............................

17

2.3.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

17

2.3.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

17

2.4.

Pressens aktindsigt ............................................................................. .....

18

2.4.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

18

2.4.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

19

2.5.

Meroffentlighed ............................................................................. .........

21

2.5.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

21

2.5.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

21

2.6.

Afgift eller gebyr ............................................................................. ........

21

2.6.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

21

2.6.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

21

 

 

 

3.

Retsmøder og retslister .......................................................................

22

3.1.

Afholdelse af retsmøder ..........................................................................

22

3.1.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

22

3.1.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

22

3.2.

Retslister ............................................................................. ...................

22

3.2.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

22

3.2.2.

Justitsministeriets overvejelser ..................................................................

23

3.3.

Adgang til retsmøder ............................................................................. ..

23

3.3.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

23

3.3.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

24

3.4.

Optagelse og transmission af billeder og lyd ..............................................

24

3.4.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

24

3.4.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

24

 

 

 

4.

Offentlig gengivelse .............................................................................

25

4.1.

Gældende ret ............................................................................. .............

25

4.2.

Lovforslagets udformning ........................................................................

27

 

 

 

5.

Forholdet til persondataloven og persondatadirektivet .....................

28

5.1.

Persondataloven ............................................................................. .........

28

5.2.

Persondatadirektivet ............................................................................. ...

30

 

 

 

6.

Forholdet til menneskerettighederne .................................................

31

 

 

 

7.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv. .....

31

 

 

 

8.

Hørte myndigheder og organisationer ................................................

33

1. Formål og baggrund

1.1. Formålet med lovforslaget er at udvide adgangen til aktindsigt ved domstolene og i øvrigt at modernisere retsplejelovens regler om offentlighed i civile sager og straffesager med henblik på at sikre den størst mulige åbenhed og indsigt i domstolenes arbejde.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

Der foreslås en almindelig adgang til aktindsigt i domme og kendelser i civile sager og straffesager. Dette er udtryk for en væsentlig udvidelse af adgangen til aktindsigt i forhold til de gældende regler, hvor aktindsigt er betinget af såkaldt retlig interesse.

Med hensyn til aktindsigt i andre dokumenter end domme og kendelser foreslås betingelsen om »retlig interesse« suppleret af en regel om aktindsigt for forurettede i straffesager, der således får en udvidet ret til aktindsigt.

Samtidig foreslås reglerne om aktindsigt i afsluttede straffesager forenklet. Dette gælder både sigtedes aktindsigt og aktindsigt for andre personer med »retlig interesse«. De gældende regler er spredt mellem retsplejeloven og forvaltningsloven, og der er en række forskelle mellem disse regler. Der foreslås et ensartet regelsæt om aktindsigt i afsluttede straffesager, som placeres i retsplejeloven.

Det foreslås at lovfæste sigtedes adgang til aktindsigt i de mindre alvorlige straffesager, hvor der ikke er nogen forsvarer.

Endvidere foreslås det at lovfæste princippet om meroffentlighed. Formålet hermed er at styrke den praktiske gennemslagskraft af adgangen til meroffentlighed.

Som modstykke til den udvidede adgang til aktindsigt i domme og kendelser foreslås et forbud mod offentliggørelse af domme og kendelser i straffesager, medmindre der er foretaget anonymisering af dommen eller kendelsen.

Endvidere foreslås et forbud mod at fotografere sigtede, tiltalte og vidner, der på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag.

Endelig foreslås en justering af reglerne om dørlukning i civile sager, således at domstolene bliver mere attraktive som tvistløsningsorgan for parter, der er enige om at ønske begrænset offentlighed om en verserende retstvist.

Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1427/2003 om reform af den civile retspleje II (Offentlighed i civile sager og straffesager) (i det følgende ”betænkningen”) og svarer i det væsentlige til Retsplejerådets lovudkast.

1.2. Retsplejerådets betænkning indeholder nogle mere generelle betragtninger om betydningen af offentlighed i retsplejen. Retsplejerådet anfører således, at en offentlig retspleje – som det er afspejlet i grundloven og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – er en grundlæggende værdi i et demokratisk samfund. Dette gælder både i straffesager og i civile sager.

Offentlighed i retsplejen har til formål at styrke offentlighedens viden om og tillid til retsvæsenet og at beskytte parterne mod en ”hemmelig retspleje”. Hertil kommer det almindelige demokratiske princip, at borgerne bør have adgang til en så vid indsigt i myndighedernes, herunder domstolenes, virksomhed som muligt.

Retsplejerådet peger på, at åbenhed styrker tilliden til retsvæsenet. Offentlighed er med til at sikre en betryggende retspleje gennem den mulighed, der hermed er for kontrol og kritik fra mediernes og offentlighedens side. Offentlighed kan endvidere udbrede kendskabet til ret og retsregler. En velinformeret offentlig debat er efter rådets opfattelse en vigtig faktor i retsplejen og i retsudviklingen, og offentlighed omkring straffesager og straffedomme kan også tjene generalpræventive formål.

Der henvises til betænkningen side 39-49.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets generelle synspunkter om betydningen af offentlighed i retsplejen. Det må således anses for at være af væsentlig betydning i et moderne rets- og informationssamfund, at der er en meget vid offentlighed i retsplejen. En høj grad af åbenhed og indsigt for borgerne og pressen med domstolenes arbejde er en forudsætning for offentlighedens tillid til og kontrol med retsvæsenet.

2. Aktindsigt

Spørgsmålet om aktindsigt i civile sager og straffesager kan anskues dels ud fra, hvilke dokumenter der er tale om at få aktindsigt i, dels ud fra, hvem der søger aktindsigt. I det følgende behandles spørgsmålet om enhvers adgang til aktindsigt i domme og kendelser mv. i pkt. 2.1. Herefter behandles parters aktindsigt i pkt. 2.2, og i pkt. 2.3 behandles aktindsigt for personer, der ikke er parter, men dog har en særlig interesse i at få aktindsigt i en konkret sag. Endelig behandles pressens aktindsigt i pkt. 2.4, mens pkt. 2.5 angår meroffentlighed og pkt. 2.6 afgifts- og gebyrspørgsmål.

2.1. Aktindsigt i domme og kendelser mv.

2.1.1. Gældende ret

Andre end parterne har krav på udskrift af bl.a. domme og kendelser, hvis de har retlig interesse heri, jf. retsplejelovens § 41, stk. 1. I straffesager har andre end parterne først krav på aktindsigt, når sagen er endt, dvs. endeligt afsluttet ved en afgørelse, som ikke kan anfægtes ved ordinære retsmidler (appel eller genoptagelse inden for de almindelige frister). Herudover indeholder retsplejeloven i § 41 a en særlig regel om pressens adgang til aktindsigt, jf. herved pkt. 2.4.1.

Retlig interesse foreligger navnlig, når aktindsigt ønskes for at afklare et retsspørgsmål, der enten har konkret eller generel forbindelse med den retssag, hvori der anmodes om aktindsigt.

Den overvejende opfattelse synes at være, at journalistisk interesse ikke udgør retlig interesse. Det er endvidere tvivlsomt, om videnskabelig interesse udgør retlig interesse, og om personlig og følelsesmæssig interesse i almindelighed udgør retlig interesse.

Aktindsigt kan helt eller delvis nægtes, såfremt statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt gør det betænkeligt at meddele aktindsigt, og det samme gælder, såfremt det må befrygtes, at en udskrift vil blive benyttet på retsstridig måde, jf. retsplejelovens § 41, stk. 2.

2.1.2. Retsplejerådets forslag

2.1.2.1. Retsplejerådet anfører, at princippet om offentlighed i retsplejen er fastslået i grundlovens § 65, og at dokumentoffentlighed efter en nutidig betragtning ikke kan anses som blot et accessorium til mødeoffentlighed, men i væsentlig grad bidrager selvstændigt til offentlighedens indsigt i retsplejen.

Retsplejerådet finder, at aktindsigt hos domstolene for andre end parter ikke længere generelt bør være betinget af »retlig interesse«. Som dette kriterium gennemgående er blevet fortolket i retspraksis, giver det efter Retsplejerådets opfattelse efter en nutidig betragtning ikke tilstrækkelig mulighed for aktindsigt.

Retsplejerådet har overvejet, om kravet om retlig interesse generelt bør erstattes af et andet og mere egnet kriterium, men finder, at den bedste løsning er at fastsætte, at enhver som udgangspunkt har adgang til aktindsigt i domme og kendelser samt visse andre dokumenter, som er nært knyttet til domsforhandlingen. De hensyn, der kan begrunde indskrænkninger i adgangen til aktindsigt for andre end parterne, bør således efter rådets opfattelse for så vidt angår domme og kendelser mv. fremover varetages af konkrete undtagelser til aktindsigt, der er udformet specielt med dette formål for øje.

Retsplejerådet peger endvidere på, at der i en række tilfælde bør være væsentlig videre adgang til aktindsigt hos domstolene end hos forvaltningen. Dette skyldes domstolenes særlige forfatningsmæssige stilling og grundlovens udtrykkelige bestemmelse om gennemførelse af offentlighed i retsplejen i videst muligt omfang.

Retsplejerådet har særligt overvejet spørgsmålet om aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. i straffesager og bemærker i den forbindelse, at der knytter sig betydelig offentlig interesse, herunder fra medierne, til en række straffesager. Der fremkommer under straffesager ofte oplysninger af meget personlig karakter om de i sagen involverede personer, herunder tiltalte og forurettede, men den afvejning mellem hensynet til informationsfriheden og nyhedsformidlingen og hensynet til de involverede personer, der må foretages, bør efter Retsplejerådets opfattelse ske ved hjælp af passende konkrete undtagelser fra adgangen til aktindsigt samt ved regler om navneforbud mv. og ikke ved generelt at undtage domme og kendelser mv. i straffesager fra aktindsigt for andre end parterne.

Retsplejerådet peger endvidere på, at der allerede i dag er tradition for en høj grad af åbenhed og offentlig indsigt i straffesager. Straffesager behandles f.eks. som hovedregel for åbne døre, og domme i straffesager kan refereres offentligt, herunder – i hvert fald når dommen er endelig – med oplysning om domfældtes navn. Rådet bemærker i den forbindelse, at denne åbenhed omkring afsagte straffedomme også tjener generalpræventive formål.

Aktindsigt i andet end domme og kendelser mv. bør efter Retsplejerådets opfattelse fortsat være betinget af, at den, der søger aktindsigt, har et velbegrundet behov for at få kendskab til dokumenterne. Retsplejerådet foreslår, at kriteriet skal være, om kendskab til dokumenterne har væsentlig betydning for at afklare et konkret retsspørgsmål , som ansøgeren har en individuel, væsentlig interesse i, eller om ansøgeren i øvrigt har en særlig tilknytning til sagen .

Retsplejerådets forslag er således opdelt i to dele: et forslag om aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. (jf. straks nedenfor) og et forslag om aktindsigt for personer, der har en særlig interesse heri (jf. pkt. 2.3 nedenfor).

2.1.2.2. Retsplejerådets forslag om aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. omfatter straffesager og dispositive civile sager , dvs. alle civile sager med undtagelse af sager om ægteskab, forældremyndighed, samvær, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke.

Retsplejerådet foreslår imidlertid samtidig – som en konsekvens af, at forslaget også omfatter straffesager – en generel regel om, at domme og kendelser i straffesager fremover kun må gengives offentligt i anonymiseret form (jf. pkt. 4.2 nedenfor). Endvidere foreslår Retsplejerådet, at den frie adgang til domme og kendelser i straffesager kun skal gælde, når straffesagen er afsluttet for højst 1 år siden.

Offentlighed i retsplejen har sin største betydning og berettigelse, når der er tale om aktuelle eller nyligt afsluttede retssager. For straffesagers vedkommende er der desuden et væsentligt hensyn at tage til den tiltalte, der har udstået sin straf. Sådanne hensyn ligger bl.a. bag reglerne om straffeattester, hvor afgørelser kun medtages i en vis tid, og bag reglen i straffelovens § 271, stk. 2, om, at en domfældt kan have rimeligt krav på, at en pådømt strafbar handling ikke senere bliver fremdraget.

Hovedformålet med forslaget om at udvide offentlighedens adgang til domme og kendelser mv. i straffesager er at give bedre mulighed for indsigt i aktuelle eller nylige retssager. Retsplejerådet finder i den forbindelse, at ét år må anses for en passende frist for den foreslåede frie adgang til aktindsigt i domme og kendelser i straffesager.

2.1.2.3. Retsplejerådet foreslår, at en anmodning om aktindsigt skal angive det dokument eller den sag , som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Den foreslåede regel skal i alt væsentligt forstås på samme måde som den tilsvarende regel i offentlighedslovens § 4, stk. 3.

2.1.2.4. Retsplejerådet foreslår som nævnt, at enhver som udgangspunkt skal have adgang til aktindsigt i domme og kendelser .

Retsplejerådet foreslår samtidig en præcisering af kravene til affattelsen af domme og forudsætter i øvrigt, at domstolene fremover vil være mere opmærksomme på, at domme og kendelser ikke alene skrives til brug for parterne (som har en friere adgang til sagens øvrige dokumenter), men også for offentligheden (som normalt kun vil have adgang til dommen eller kendelsen).

Rådets forslag om udlevering af kopi af domme og kendelser mv. omfatter også elektroniske kopier , hvis dokumentet foreligger i elektronisk form hos retten.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at enhver som udgangspunkt skal have adgang til aktindsigt i en eventuel skriftlig forelæggelse og procedure . Skriftlig forelæggelse og procedure har nær sammenhæng med dommen og i straffesager tillige med domsforhandlingen, der har og fortsat vil have central betydning for offentlighed i retsplejen. Aktindsigt i skriftlig forelæggelse og procedure bør derfor behandles på linje med aktindsigt i domme.

Retsplejerådet foreslår endelig, at enhver som udgangspunkt skal have adgang til aktindsigt i endelige påstandsdokumenter og sammenfattende processkrifter i civile sager.

Endelige påstandsdokumenter og sammenfattende processkrifter udarbejdes med henblik på og til brug for domsforhandlingen. Aktindsigt i disse dokumenter er derfor efter Retsplejerådets opfattelse et naturligt accessorium til offentlighedens adgang til at overvære domsforhandlingen.

2.1.2.5. Retsplejerådet foreslår, at forklaringer afgivet i lukkede retsmøder og forklaringer, der er omfattet af et referatforbud , automatisk skal være undtaget fra aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. Retsplejerådet finder således, at de hensyn, der begrunder, at offentlig gengivelse af forklaringerne er forbudt i disse tilfælde, med styrke taler for, at enhver ikke skal have adgang til aktindsigt heri.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. efter en konkret vurdering skal kunne begrænses, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner .

Retsplejerådet foreslår desuden, at aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. efter en konkret vurdering skal kunne begrænses, i det omfang det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser . Med ordene »ganske særlige grunde« og »påkrævet« er det hensigten at markere, at denne undtagelse kun skal anvendes i ekstraordinære tilfælde.

Retsplejerådet foreslår endelig, at aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. efter en konkret vurdering skal kunne begrænses, i det omfang dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder , og offentlighedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende.

Denne undtagelse giver mulighed for efter en konkret vurdering at undtage bestemte oplysninger fra aktindsigt. Rent praktisk kan dette ske på to måder. Enten fjernes selve de pågældende oplysninger (om rent private forhold eller erhvervshemmeligheder) fra dokumentet, således at der gives aktindsigt i den resterende del af dokumentet (ekstrahering). Eller dokumentet anonymiseres, således at det ikke er muligt at identificere de enkeltpersoner eller virksomheder, som de pågældende oplysninger vedrører.

Der henvises til betænkningen side 121-146.

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3.1. Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter og er enig i, at hensynet til offentlighedens indsigt i retsplejen tilsiger, at enhver som udgangspunkt skal have adgang til aktindsigt i domme og kendelser. Der kan i den forbindelse henvises til pkt. 1.2 ovenfor om det væsentlige i, at der generelt er en så vid offentlighed omkring retsplejen og domstolenes arbejde som muligt.

Justitsministeriet er endvidere enig med Retsplejerådet i, at den almindelige adgang til aktindsigt i domme og kendelser bør gælde både civile sager og straffesager, men at særligt følsomme civile sager som sager om ægteskab og forældremyndighed mv. dog bør være undtaget. Det samme bør gælde straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end ét år siden.

Justitsministeriet kan også tilslutte sig Retsplejerådets forslag om aktindsigt i en eventuel skriftlig forelæggelse og procedure samt endelige påstandsdokumenter. Retsplejerådets forslag om aktindsigt i sammenfattende processkrifter bør afvente en stillingtagen til rådets tidligere forslag i betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I (Instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans) om at indføre regler i retsplejeloven om sammenfattende processkrifter. En stillingtagen til forslagene i denne betænkning afventer indtil videre overvejelserne om en eventuel retskredsreform mv.

Lovforslaget indeholder begrænsninger bl.a. med hensyn til særligt følsomme civile sager og »gamle« straffesager, men de foreslåede regler indebærer samlet set en væsentlig udvidelse af adgangen til aktindsigt i domme og kendelser mv. Der er i forbindelse med høringen over betænkningen udtrykt betænkelighed ved en så væsentlig udvidelse af adgangen til aktindsigt i domstolenes afgørelser – både i straffesager og i civile sager. Der er bl.a. peget på hensynet til at begrænse adgangen til følsomme personoplysninger, herunder om enkeltpersoners strafbare forhold.

Formålet med lovforslaget er i overensstemmelse med princippet i grundlovens § 65, stk. 1, om videst mulig offentlighed i retsplejen at bringe adgangen til indsigt i retssager på linje med kravene i et moderne rets- og informationssamfund, hvor den traditionelle adgang til at overvære offentlige retsmøder bør suppleres af en adgang til også i skriftlig form at gøre sig bekendt med de afgørelser, som domstolene træffer. De foreslåede regler om aktindsigt i domme og kendelser mv. er således i vidt omfang begrundet i domstolenes særlige forfatningsmæssige stilling, som efter Justitsministeriets opfattelse taler for, at domstolenes afgørelser som udgangspunkt bør være tilgængelige for enhver, uanset at der dermed vil kunne være en større grad af offentlighed også om følsomme personoplysninger end i andre samfundsforhold, jf. herved også pkt. 1.2 ovenfor.

Der kan endvidere peges på, at der som anført af Retsplejerådet allerede i dag er tradition for en høj grad af åbenhed og offentlig indsigt i retssager, også i straffesager. Straffesager behandles f.eks. som hovedregel for åbne døre, hvor enhver således har mulighed for at overvære retssagen og dermed få kendskab til de følsomme personoplysninger, som måtte komme frem under sagen, ligesom domme i straffesager som udgangspunkt kan refereres offentligt, herunder med oplysning om domfældtes navn.

Hertil kommer, at forslaget som nævnt indeholder en række begrænsninger og undtagelser, der særligt er udformet med henblik på at varetage en række andre væsentlige hensyn, herunder hensynet til beskyttelsen af følsomme personoplysninger.

Efter Justitsministeriets opfattelse rammer lovforslaget således som helhed den rigtige balance mellem hensynet til offentlighed i retsplejen og en række andre væsentlige hensyn, herunder bl.a. hensynet til at beskytte følsomme personoplysninger.

Der kan i øvrigt henvises til pkt. 5, hvor der er redegjort nærmere for forholdet til persondataloven og persondatadirektivet.

2.1.3.2. Justitsministeriet er enig i, at forklaringer afgivet i lukkede retsmøder og forklaringer, der er omfattet af et referatforbud, altid skal være undtaget fra den foreslåede aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. Justitsministeriet er endvidere enig i, at adgangen til aktindsigt efter en konkret vurdering skal kunne begrænses, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.

Justitsministeriet kan også tilslutte sig Retsplejerådets forslag om, at adgangen til aktindsigt efter en konkret vurdering skal kunne begrænses, i det omfang det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, samt i det omfang dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, og offentlighedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende.

2.1.3.3. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at begrænsningen i adgangen til aktindsigt i oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder kan ske enten ved at fjerne selve de pågældende oplysninger fra dokumentet, således at der gives aktindsigt i den resterende del af dokumentet (ekstrahering), eller ved at anonymisere, således at det ikke er muligt at identificere de enkeltpersoner eller virksomheder, som de pågældende oplysninger vedrører.

Justitsministeriet finder det dog rigtigst, at det herudover af lovteksten udtrykkeligt fremgår, at der altid skal ske anonymisering med hensyn til lægdommere i straffesager og med hensyn til forurettede i straffesager om seksualforbrydelser, jf. herved retsplejelovens §§ 1017 b og 1017 c.

2.1.3.4. I forbindelse med høringen over betænkningen har der været udtrykt betænkelighed ved, at enhver kan få adgang til aktindsigt i straffedomme, før sagen er endeligt afsluttet. Der har navnlig været peget på, at også vidner, som skal afgive forklaring i forbindelse med en anke af dommen, vil kunne få aktindsigt i dommen og på den måde få kendskab til de forklaringer, som tiltalte og andre vidner har afgivet, og at dette synes at kunne være i strid med princippet i retsplejelovens § 182 om, at et vidne ikke må påhøre forklaringer af andre vidner eller af tiltalte, medmindre retten bestemmer andet.

Retsplejerådets forslag om, at der skal være almindelig adgang til aktindsigt i straffedomme, når dommen er afsagt, og ikke først når sagen er endeligt afsluttet, er navnlig begrundet i hensynet til nyhedsformidlingen. Som det også fremgår af pressens høringssvar over betænkningen, er straffesagers nyhedsmæssige interesse i høj grad forbundet med dommen i første instans, uanset om sagen er anket eller ej.

Heroverfor står hensynet til sagens oplysning og hensynet til oplysningen af andre sager, jf. betænkningen side 140-142. Retsplejerådet finder, at disse hensyn ikke har en sådan vægt, at de kan begrunde en fravigelse fra udgangspunktet om, at straffedomme bør undergives almindelig aktindsigt, når dommen er afsagt.

Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at risikoen for skadevirkninger i forhold til sagens oplysning eller oplysningen af andre sager ved en gennemførelse af rådets forslag i praksis må anses for at være meget ringe.

Retsplejelovens § 182 indebærer således, at et vidne, der endnu ikke har afgivet forklaring, ikke må overvære forklaringer afgivet af andre vidner eller af tiltalte. Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at et vidne, der har afgivet forklaring, men som kan forventes også at skulle afgive forklaring under en eventuel ankesag, overværer forklaringer afgivet af andre vidner eller af tiltalte. Bestemmelsen gælder således kun for hver instans for sig.

Som anført af Retsplejerådet får tiltalte endvidere under alle omstændigheder udskrift af dommen, når den er afsagt. Hvis vidner med tilknytning til tiltalte vil ændre deres forklaringer under en eventuel ankesag, har de derfor mulighed for via tiltalte at få adgang til dommen ganske uafhængigt af forslaget om en almindelig adgang til aktindsigt i straffedomme.

Endelig bemærkes, at hensynet til beskyttelse af vidner naturligvis er af væsentlig betydning og kan begrunde en fravigelse fra udgangspunktet om offentlighedens adgang til aktindsigt i straffedomme. Hensynet til beskyttelse af vidner varetages imidlertid i første række af de særlige regler herom, jf. f.eks. retsplejelovens § 29, stk. 2, nr. 3, om dørlukning og § 848, stk. 2, om anonymitet, og af de regler om undtagelse af oplysninger og om anonymisering, som er indeholdt i lovforslaget. Justitsministeriet er på denne baggrund enig med Retsplejerådet i, at hensynet til vidnebeskyttelsen ikke giver grundlag for i videre omfang end foreslået af Retsplejerådet at fravige udgangspunktet om, at enhver bør have adgang til aktindsigt i domme og kendelser mv.

2.1.3.5. Lovforslaget er på den baggrund i det væsentlige udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15 og 20 (forslag til retsplejelovens kapitel 3 a, jf. navnlig §§ 41 b, 41 c og 41 e, og § 218 a), og bemærkningerne hertil.

2.2. Parters aktindsigt

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. I civile sager gælder med ganske få undtagelser et ubetinget princip om fuld kontradiktion. Parterne har således under sagen adgang til at gøre sig bekendt med og kommentere alt materiale, der indgår i sagen, herunder domme og kendelser.

Den adgang til aktindsigt, der følger af kontradiktionsprincippet, gælder under sagens gang. Når sagen er afsluttet, reguleres parters adgang til aktindsigt af retsplejelovens § 41.

Ifølge retsplejelovens § 41 har parter i civile sager som udgangspunkt uden videre krav på udskrift af retsbøgerne og fremlagte dokumenter. Aktindsigt kan ifølge bestemmelsens ordlyd helt eller delvis nægtes, såfremt hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt gør det betænkeligt at meddele aktindsigt. Det samme gælder, såfremt det må befrygtes, at en udskrift vil blive benyttet på retsstridig måde.

De undtagelser fra aktindsigt, som er opregnet i § 41, gælder således ikke for den adgang til aktindsigt, der under sagens gang følger af kontradiktionsprincippet. Undtagelserne i § 41 er da også navnlig møntet på straffesager og ses i trykt retspraksis ikke at være anvendt i civile retssager.

2.2.1.2. I straffesager har tiltalte krav på at få udskrift af dommen , jf. retsplejelovens § 219 a, stk. 5. Bestemmelsen gælder kun direkte, når tiltalte ikke er til stede ved domsafsigelsen, men tiltalte må i alle tilfælde antages at have et absolut krav på at få en udskrift af dommen.

Aktindsigt i retsbogen reguleres af retsplejelovens § 41. Sigtede eller tiltalte har således som udgangspunkt krav på aktindsigt, men aktindsigt kan dog helt eller delvis nægtes, såfremt hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt gør det betænkeligt at meddele aktindsigt, og det samme gælder, såfremt det må befrygtes, at en udskrift vil blive benyttet på retsstridig måde.

Aktindsigt i retsbogen begrænses endvidere i visse situationer af andre regler i retsplejeloven, f.eks. retsplejelovens § 748, stk. 5-7.

Med hensyn til aktindsigt i sagens dokumenter må der sondres mellem dokumenter, som har været fremlagt i retten i forbindelse med sagen (»fremlagte dokumenter«), og andre dokumenter (»politiets materiale«).

Aktindsigt i fremlagte dokumenter reguleres af retsplejelovens § 41 på samme måde som aktindsigt i retsbogen, jf. herom ovenfor.

Aktindsigt i politiets materiale i verserende straffesager reguleres af retsplejelovens §§ 745-745 b. Ifølge disse bestemmelser har forsvareren som udgangspunkt adgang til politiets materiale og kan forevise det for sigtede eller tiltalte, men må ikke uden politiets tilladelse overgive materialet til sigtede eller tiltalte. Hvis hensynet til fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller tredjemand eller til efterforskningen af en anden verserende sag gør det nødvendigt, kan der gives forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet, eller forsvarerens aktindsigt kan efter rettens bestemmelse begrænses.

Retsplejeloven indeholder ingen regler om aktindsigt i politiets materiale i verserende sager, når der ikke er nogen forsvarer. Sigtede eller tiltalte har heller ikke efter forvaltningsloven krav på aktindsigt i politiets materiale i en verserende straffesag, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 3, og § 18.

Rigsadvokaten har imidlertid udsendt en meddelelse om aktindsigt i verserende sager, hvor sigtede/tiltalte ikke er eller vil blive repræsenteret af en forsvarer (Meddelelse nr. 8/98 af 29. juli 1998). I meddelelsen anmoder Rigsadvokaten om, at der efter princippet om meraktindsigt gives aktindsigt i politirapporter vedrørende de faktiske forhold i forbindelse med lovovertrædelsen, tekniske oplysninger og sigtedes egen forklaring, når der fremsættes anmodning herom, og hvor der åbenbart ikke foreligger nogen misbrugsrisiko. Ifølge meddelelsen kan der ligeledes meddeles aktindsigt i andre oplysninger i sagen, f.eks. vidneafhøringer, såfremt det efter en konkret vurdering anses for ubetænkeligt.

Aktindsigt i politiets materiale , når sagen er afsluttet , reguleres af forvaltningslovens § 18. Efter denne bestemmelse har sigtede eller tiltalte krav på aktindsigt i det omfang, dette er rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af vidner eller andre ikke taler herimod. Aktindsigt gives normalt i form af gennemsyn på stedet.

2.2.2. Lovforslagets udformning

2.2.2.1. I civile sager gælder der som nævnt ovenfor med ganske få undtagelser et ubetinget princip om fuld kontradiktion. Parterne har således adgang til at gøre sig bekendt med og kommentere alt materiale, der indgår i sagen.

Retsplejerådet ser ingen grund til, at parters adgang til aktindsigt i civile sager skal være mere begrænset, når sagen er afsluttet, end under sagens gang. Retsplejerådet foreslår derfor, at parters aktindsigt i civile sager alene skal begrænses af de eksisterende særregler for visse indispositive sager, f.eks. om anonymitet mellem biologiske forældre og adoptivforældre i adoptionssager.

2.2.2.2. I verserende straffesager sondres der efter gældende ret mellem »det materiale, (...) politiet har tilvejebragt (...),« der er omfattet af retsplejelovens § 745, og »udskrift af retsbøgerne (...) samt (...) fremlagte dokumenter,« der er omfattet af retsplejelovens § 41. De to kategorier er til dels overlappende, eftersom en del af det materiale, politiet har tilvejebragt, på et tidspunkt fremlægges i retten.

Retsplejerådet finder, at denne retstilstand er uhensigtsmæssig, og foreslår et samlet regelsæt om sigtedes eller tiltaltes adgang til aktindsigt i sagens materiale. Der bør dog efter rådets opfattelse fortsat sondres mellem retsbøgerne og det materiale, politiet har tilvejebragt, hvorimod der ikke bør sondres mellem »fremlagte dokumenter« og andet materiale.

Retsplejerådet foreslår, at retten af egen drift skal sende kopi af retsbogstilførsler til forsvareren, som herefter kan give sigtede aktindsigt heri. For de tilfælde, hvor der ikke er en forsvarer, foreslår Retsplejerådet, at politiet efter anmodning skal give sigtede aktindsigt i retsbogstilførsler vedrørende sagen.

Sigtede vil således ikke længere have krav på at få udleveret retsbogsudskrifter direkte fra retten. Der bliver herved på det praktiske plan parallelitet mellem aktindsigt i retsbøgerne og aktindsigt i det materiale, politiet har tilvejebragt.

Retsplejerådet foreslår ingen ændringer af de regler i retsplejelovens §§ 748 og 848, der undtager visse retsbogstilførsler fra sigtedes aktindsigt, når sigtede efter de pågældende bestemmelser har været udelukket fra at overvære retsmødet.

Retsplejerådet foreslår at videreføre de gældende regler om, at sigtede som udgangspunkt har adgang til aktindsigt ved hos forsvareren at gennemse det materiale, politiet har tilvejebragt.

Retsplejerådet har ikke nærmere overvejet reglerne om, at forsvarerens eller sigtedes aktindsigt i det materiale, politiet har tilvejebragt, under visse omstændigheder kan begrænses, og disse regler er således uden indholdsmæssige ændringer medtaget i rådets lovudkast.

Retsplejerådet foreslår som en ny regel, at sigtede i de tilfælde, hvor der ikke er en forsvarer, som udgangspunkt skal have en tilsvarende mulighed for hos politiet at gennemse det materiale, politiet har tilvejebragt, men således at der er mulighed for at begrænse adgangen til aktindsigt, hvis hensynet til fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet.

Den nye regel svarer i et vist omfang til gældende praksis, som den bl.a. har fundet udtryk i Rigsadvokatens ovennævnte meddelelse nr. 8/98 af 29. juli 1998, men da der er tale om regler af stor principiel betydning for sigtedes forsvar, bør reglerne efter Retsplejerådets opfattelse lovfæstes og nærmere præciseres.

Formålet med reglen er i relation til aktindsigt i videst muligt omfang at sidestille sigtede, der ikke har en forsvarer, med sigtede, der har en forsvarer.

2.2.2.3. Det er efter Retsplejerådets opfattelse en selvfølge, at tiltalte modtager en udskrift af dommen i straffesagen . Tiltalte må således have et absolut krav på at modtage en udskrift af dommen, og ingen af de undtagelser, der i øvrigt findes (eller foreslås) med hensyn til sigtedes eller tiltaltes aktindsigt, gælder (eller bør gælde) med hensyn til dommen. Dette er allerede i dag gældende ret, og Retsplejerådet foreslår alene en tydeliggørelse heraf.

2.2.2.4. I afsluttede straffesager sondres der efter gældende ret mellem på den ene side retsbogstilførsler og »fremlagte dokumenter«, der er omfattet af retsplejelovens § 41, og på den anden side andre dokumenter, der er omfattet af forvaltningslovens § 18.

Retsplejerådet finder, at denne retstilstand er uhensigtsmæssig, og foreslår et samlet regelsæt om aktindsigt i dokumenter, der vedrører sagen, herunder retsbogstilførsler.

Retsplejerådets forslag omfatter de samme dokumenter, som i dag er omfattet af retsplejelovens § 41 og forvaltningslovens § 18 tilsammen. I forbindelse med sammenskrivningen af disse to bestemmelser har Retsplejerådet samtidig moderniseret opbygningen af de foreslåede regler om aktindsigt, så de nærmer sig den struktur, som kendes fra offentlighedsloven.

Retsplejerådet foreslår således en hovedregel om, at den, der har været sigtet, har adgang til aktindsigt i dokumenter, der vedrører sagen, herunder retsbøgerne.

Retsplejerådet foreslår som en undtagelse hertil, at aktindsigt for personer, der har været sigtet, efter en konkret vurdering skal kunne begrænses, i det omfang ansøgerens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner .

Retsplejerådet foreslår som en yderligere undtagelse, at retten til aktindsigt skal kunne begrænses, i det omfang ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre . Hermed videreføres de undtagelser til aktindsigt, som fremgår af forvaltningslovens § 18. Da Retsplejerådets forslag om aktindsigt for den, der har været sigtet, omfatter alle straffesager, herunder sager, der ikke har været behandlet ved retten, bør der efter rådets opfattelse være mulighed for efter en konkret vurdering at begrænse retten til aktindsigt både af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser og af hensyn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre.

Der henvises til betænkningen side 161-176.

2.2.2.5. Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, dog med de ændringer, der følger af lov nr. 436 af 10. juni 2003 (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet). Som det fremgår af betænkningen side 163, har Retsplejerådet af tidsmæssige grunde ikke haft mulighed for at tage højde for det forslag, der siden er gennemført som lov nr. 436 af 10. juni 2003.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23, 24 og 30 (forslag til retsplejelovens §§ 219 a, 255 a og 729 a-729 d), og § 2 (forvaltningsloven) og bemærkningerne hertil.

2.3. Aktindsigt for personer, der har en særlig interesse heri

2.3.1. Gældende ret

Andre end parterne har krav på udskrift af retsbøgerne og fremlagte dokumenter, hvis de har retlig interesse heri, jf. retsplejelovens § 41, stk. 1. I straffesager har andre end parterne først krav på aktindsigt, når sagen er endt, dvs. endeligt afsluttet ved en afgørelse, som ikke kan anfægtes ved ordinære retsmidler (appel eller genoptagelse inden for de almindelige frister).

Retlig interesse foreligger navnlig, når aktindsigt ønskes for at afklare et retsspørgsmål, der enten har konkret eller generel forbindelse med den retssag, hvori der anmodes om aktindsigt, jf. nærmere pkt. 2.1.1 ovenfor.

Aktindsigt kan helt eller delvis nægtes, såfremt statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt gør det betænkeligt at meddele aktindsigt, og det samme gælder, såfremt det må befrygtes, at en udskrift vil blive benyttet på retsstridig måde, jf. retsplejelovens § 41, stk. 2. Denne bestemmelse er navnlig møntet på sigtede og tiltalte i straffesager, og anvendes i praksis næsten udelukkende under henvisning til risikoen for forulempning af vidner. Da aktindsigt i forvejen begrænses af kravet om retlig interesse, har der i praksis ikke vist sig behov for at begrænse aktindsigt for andre end parter af de nævnte grunde.

2.3.2. Lovforslagets udformning

2.3.2.1. Retsplejerådets forslag om aktindsigt sondrer mellem domme og kendelser mv. på den ene side og sagens øvrige dokumenter på den anden side. Rådet foreslår, at domme og kendelser mv. som udgangspunkt undergives almindelig aktindsigt for enhver (jf. pkt. 2.1.2 ovenfor). For så vidt angår sagens øvrige dokumenter foreslår Retsplejerådet, at aktindsigt skal være betinget af, at kendskab til dokumentet har væsentlig betydning for at afklare et konkret retsspørgsmål , som ansøgeren har en individuel, væsentlig interesse i, eller at ansøgeren i øvrigt har en særlig tilknytning til sagen . Det samme gælder med hensyn til aktindsigt i domme og kendelser mv. i sager, der falder uden for den foreslåede frie adgang til aktindsigt. f.eks. sager om ægteskab og forældremyndighed.

Første led (væsentlig betydning for et konkret retsspørgsmål, som ansøgeren har en individuel, væsentlig interesse i) er i realiteten en mere præcis beskrivelse af det krav om retlig interesse , som retsplejelovens § 41 stiller i dag.

Andet led (særlig tilknytning til sagen i øvrigt) af den foreslåede regel er udtryk for en vis udvidelse af adgangen til aktindsigt, da der i hidtidig praksis kun foreligger enkelte afgørelser, der – i kraft af en vid fortolkning af kriteriet »retlig interesse« – giver aktindsigt med andet formål end belysning af et konkret retsspørgsmål. Det vil efter rådets forslag bero på en konkret vurdering, om en person har en sådan særlig tilknytning til sagen, at det er rimeligt at give den pågældende adgang til at gøre sig bekendt med sagens dokumenter, selv om aktindsigten ikke har betydning for et retsspørgsmål. I straffesager vil forurettede normalt have adgang til aktindsigt efter den foreslåede regel. Det samme gælder forurettedes nære pårørende , hvis forurettede er afgået ved døden.

Retsplejerådet foreslår i overensstemmelse med gældende ret, at der først skal være adgang til aktindsigt i straffesager, når sagen er endeligt afsluttet.

Eftersom aktindsigt i de tilfælde, der behandles her, forudsætter, at den, der søger aktindsigt, har en særlig interesse i at få aktindsigt, er der efter Retsplejerådets opfattelse ikke behov for alle de undtagelser til aktindsigt, som er indeholdt i offentlighedsloven.

Retsplejerådet foreslår dog, at aktindsigt efter en konkret vurdering skal kunne begrænses, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner .

Retsplejerådet foreslår desuden, at aktindsigt efter en konkret vurdering skal kunne begrænses, i det omfang dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder , og ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende.

Endelig foreslår Retsplejerådet, at den gældende regel om begrænsning af aktindsigt i straffesager af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller af hensyn til beskyttelse af tredjemand , herunder vidner, videreføres og desuden udvides til at gælde for alle dokumenter.

Der henvises til betænkningen side 146-156.

2.3.2.2. Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter. Justitsministeriet er således enig i den foreslåede modernisering af kravet om »retlig interesse« og i de foreslåede begrænsninger i adgangen til aktindsigt.

Retsplejerådet foreslår herudover en mindre udvidelse af adgangen til aktindsigt, således at også andre end personer med »retlig interesse« kan få aktindsigt, hvis de har en særlig tilknytning til sagen. Retsplejerådets forslag tager navnlig sigte på, at forurettede eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende kan få adgang til aktindsigt i straffesager på linje med personer, der i traditionel forstand har »retlig interesse«.

Justitsministeriet finder det imidlertid rigtigst, at denne udvidelse af den eksisterende adgang til aktindsigt i andet end domme og kendelser mv. – og dermed en fravigelse af udgangspunktet om, at der bør kræves »retlig interesse« – afgrænses mere præcist ved i lovteksten udtrykkeligt at henvise til de persongrupper, som Retsplejerådet med sit forslag har haft i tankerne, nemlig forurettede i straffesager og forurettedes nære pårørende. Justitsministeriet er således enig i, at det navnlig er disse persongrupper, der kan have behov for at få aktindsigt, selv om de ikke i traditionel forstand har ”retlig interesse”.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag med den ændring, at adgang til aktindsigt for personer med særlig tilknytning til sagen er erstattet af en adgang til aktindsigt i straffesager for forurettede henholdsvis forurettedes nære pårørende. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15 (forslag til retsplejelovens kapitel 3 a, jf. navnlig §§ 41 d og 41 e), og bemærkningerne hertil.

2.4. Pressens aktindsigt

2.4.1. Gældende ret

Retsplejeloven har siden den 1. oktober 1999 indeholdt en særlig regel om aktindsigt for pressen. Reglen omfatter redaktører og redaktionelle medarbejdere ved massemedier, som er omfattet af medieansvarsloven, jf. denne lovs § 1. Udtrykket »pressen« omfatter i det følgende sådanne redaktører og redaktionelle medarbejdere.

Pressen kan med parternes samtykke låne sagens dokumenter under retsmøder i civile sager , jf. retsplejelovens § 41 a, stk. 3. Dette gælder dog ikke i sager om ægteskab og forældremyndighed, faderskabssager, værgemålssager, sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse og sager om prøvelse af adoption uden samtykke.

I straffesager kan hjælpebilag og rids over gerningsstedet udlånes til pressen under domsforhandlingen eller et retsmøde i medfør af retsplejelovens § 922 (tilståelsessager), jf. retsplejelovens § 41 a, stk. 2. Udlån kan nægtes, hvis dokumentets karakter, afgørende hensyn til sigtede, tiltalte eller vidner eller hensyn til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt taler for det, jf. retsplejelovens § 41 a, stk. 5.

I straffesager kan pressen tre hverdage før domsforhandlingen gennemse anklageskrift eller retsmødebegæring , der er anonymiseret, således at forurettedes og vidnernes identitet ikke fremgår, jf. retsplejelovens § 41 a, stk. 1. Det er dog som udgangspunkt en betingelse, at anklageskriftet eller retsmødebegæringen er forkyndt for eller i øvrigt modtaget af sigtede eller tiltalte en vis tid i forvejen.

Pressen kan i medfør af retsplejelovens § 41 a, stk. 4, gennemse domme og retsbogstilførsler mv. , når disse er renskrevet. Dette gælder dog ikke retsbogstilførsler vedrørende retsmøder, der helt eller delvis er holdt for lukkede døre, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet. Endvidere gælder reglen ikke for sager om ægteskab og forældremyndighed, faderskabssager, værgemålssager, sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse og sager om prøvelse af adoption uden samtykke.

I det omfang der er adgang til gennemsyn, er der også adgang til at få udskrift.

Aktindsigt i form af gennemsyn eller udskrift kan nægtes, hvis statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt tilsiger det, samt hvis det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig måde, jf. retsplejelovens § 41 a, stk. 5.

Udlånte dokumenter og meddelte udskrifter må ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionelle medarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde, jf. retsplejelovens § 41 a, stk. 6. Overtrædelse straffes med bøde, jf. § 41 a, stk. 8, 1. pkt. Bestemmelsen indebærer ifølge forarbejderne bl.a., at de pågældende udskrifter og dokumenter ikke over for offentligheden eller uvedkommende personer må gengives ordret i lange sammenhængende passager. Indholdet af dokumenter og udskrifter må heller ikke foreholdes nogen under interviews. Der henvises til Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 2036.

2.4.2. Lovforslagets udformning

2.4.2.1. Retsplejerådet fremhæver, at pressens formidling af retssager utvivlsomt i praksis har meget væsentlig betydning for gennemførelsen af princippet om retsplejens offentlighed. Rådet bemærker, at pressen omfatter ikke alene den trykte presse, men også den elektroniske presse i form af radio og fjernsyn samt diverse onlinetjenester.

2.4.2.2. Retsplejerådet foreslår en væsentlig udvidelse af adgangen for enhver til at få aktindsigt i domme og kendelser (jf. pkt. 2.1.2 ovenfor). Efter rådets opfattelse er massemediernes behov for en særlig fortrinsstilling i relation til aktindsigt dermed væsentligt formindsket, og efter rådets forslag videreføres pressens særlige adgang til aktindsigt i dombogen og retsbogen (men med forbud mod offentliggørelse mv.) derfor ikke.

2.4.2.3. Retsplejerådets forslag om aktindsigt i domme og kendelser i straffesager for enhver er imidlertid begrænset til straffesager, der er endeligt afsluttet for mindre end 1 år siden (jf. pkt. 2.1.2 ovenfor).

I forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen har repræsentanter for massemedierne over for Retsplejerådet givet udtryk for, at denne begrænsning vil give problemer for pressen. Selv om nyhedsinteressen navnlig angår de nye domme, er de ældre domme væsentlige for research mv.

Retsplejerådet finder af principielle grunde, at der så vidt muligt ikke bør gælde særregler om udvidet aktindsigt for pressen, bl.a. fordi særregler begrænser muligheden for, at andre kan kontrollere pressens oplysninger. Samtidig har Retsplejerådet imidlertid forståelse for pressens ønske om at kunne få aktindsigt også i ældre straffedomme af hensyn til pressens muligheder for research.

Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at etårsgrænsen for aktindsigt i domme og kendelser i straffesager ikke skal gælde, når aktindsigt søges af massemedier til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde. Etårsgrænsen bør efter rådets opfattelse heller ikke gælde, når aktindsigt søges til brug for videnskabelig forskning.

Der bliver således tale om en særlig regel for de situationer (videnskabelig forskning og journalistisk eller redaktionelt arbejde), hvor der efter Retsplejerådets opfattelse kan være et særligt velbegrundet ønske om at få aktindsigt også i ældre straffesager.

2.4.2.4. Nogle domstole har særlige »pressebakker«, hvor nyere domme ligger til gennemsyn for pressen. Praksis er imidlertid ikke ensartet, og Retsplejerådets flertal (11 medlemmer) finder det derfor hensigtsmæssigt at styrke pressens adgang til aktindsigt ved at lovfæste adgangen til gennemsyn af nyere domme. Flertallet finder, at en grænse på 4 uger i den forbindelse vil være passende.

Flertallet foreslår således, at massemedier efter anmodning som udgangspunkt skal have adgang til at gennemse alle domme, der er afsagt inden for de seneste 4 uger. Massemedierne får dermed mulighed for at orientere sig om alle aktuelle retssager og for under henvisning til de regler, som Retsplejerådet foreslår om adgang til aktindsigt for enhver, at anmode om udlevering af kopi af de domme, som har nyhedsmæssig interesse.

Det bemærkes, at pressen også efter de 4 uger har adgang til aktindsigt, men da blot efter de regler, der foreslås for adgang til aktindsigt for enhver, jf. pkt. 2.1 ovenfor.

2.4.2.5. Retsplejerådets flertal (11 medlemmer) foreslår, at pressens mulighed for at få aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer, der er anonymiseret med hensyn til forurettede og vidner, videreføres med enkelte justeringer.

Flertallet finder det således hensigtsmæssigt, at pressen, som bl.a. har til opgave at informere offentligheden om verserende straffesager, i kraft af kendskab til anklageskriftet eller retsmødebegæringen får bedre mulighed for at forstå, hvad der sker under sagen. Endvidere giver det pressen mulighed for at vurdere, om en konkret sag kan have offentlighedens interesse, og for i givet fald at omtale sagen på forhånd.

Af praktiske grunde foreslår flertallet, at det fremover skal være anklagemyndigheden (og ikke retten), der giver aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer.

2.4.2.6. Retsplejerådet flertal (11 medlemmer) foreslår, at pressens mulighed for under domsforhandlingen eller et retsmøde efter § 922 (tilståelsessager) at låne hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret, videreføres. Flertallet ser ikke grund til at foreslå reglen ophævet, alene fordi der et tale om en særregel for pressen.

Der henvises til betænkningen side 177-183.

2.4.2.7. Retsplejerådets mindretal (1 medlem) kan ikke tiltræde flertallets forslag om at videreføre den gældende særregel om pressens adgang til aktindsigt i anklageskrifter mv. eller flertallets forslag om at indføre en ny særregel om pressens adgang til aktindsigt i nyere domme (»pressebakkeordning«).

Når der med de nye regler er foretaget en omhyggelig afvejning af offentlighedens interesse på den ene side og privates interesse på den anden side med stærkt udvidet offentlig adgang til retsdokumenter til følge, og når pressen derved får fuld mulighed for inden for dette regelsæt at varetage sin betydningsfulde rolle som offentlighedsprincippets talerør, bør særregler efter mindretallets opfattelse af principielle grunde så vidt muligt undgås.

Der henvises til betænkningen side 183-184.

2.4.2.8. Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig Retsplejerådets henholdsvis Retsplejerådets flertals synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er således enig i, at den foreslåede etårsgrænse for aktindsigt i domme og kendelser i straffesager (jf. pkt. 2.1.3 ovenfor) ikke bør gælde, når aktindsigt søges af massemedier til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde, eller når aktindsigt søges til brug for videnskabelig forskning.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde forslaget om en særlig ”pressebakkeordning”, der giver pressen en generel mulighed for gennemsyn af nyere domme.

Justitsministeriet kan endelig tiltræde forslaget om at videreføre de eksisterende regler om pressens mulighed for at få aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer, der er anonymiseret med hensyn til forurettede og vidner, og for under domsforhandlingen eller et retsmøde efter § 922 at låne hjælpebilag og rids over gerningsstedet med de tilpasninger, som følger af Retsplejerådets forslag i øvrigt.

Retsplejerådet finder som nævnt ovenfor, at der ikke er behov for ved siden af den foreslåede almindelige adgang til aktindsigt i domme og kendelser (jf. pkt. 2.1.2 ovenfor) at bevare pressens særlige adgang til aktindsigt i retsbøgerne i øvrigt. Efter det for Justitsministeriet oplyste er det da også i praksis domme og kendelser, pressen anmoder om aktindsigt i, og kun undtagelsesvis andre dele af retsbøgerne.

I forbindelse med høringen over betænkningen har der imidlertid fra pressens side været udtrykt ønske om at bevare den særlige adgang til aktindsigt også i andre dele af retsbøgerne end domme og kendelser, og da pressens formidling af retssager har særlig betydning for gennemførelsen af princippet om offentlighed i retsplejen, jf. pkt. 2.4.2.1 ovenfor, finder Justitsministeriet, at pressens eksisterende adgang til aktindsigt i retsbøgerne bør videreføres med de tilpasninger, som følger af Retsplejerådets forslag i øvrigt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15 (forslag til retsplejelovens kapitel 3 a, jf. § 41 b, stk. 2, nr. 2 og 3, og § 41 f), og bemærkningerne hertil.

2.5. Meroffentlighed

2.5.1. Gældende ret

Det er almindeligt antaget, at domstolene i medfør af almindelige principper om meroffentlighed kan give aktindsigt i videre omfang end foreskrevet i retsplejeloven.

Den ulovbestemte adgang til at give meroffentlighed begrænses af regler om tavshedspligt mv.

2.5.2. Lovforslagets udformning

2.5.2.1. Retsplejerådet foreslår at lovfæste princippet om meroffentlighed i retsplejen, på samme måde som det allerede er tilfældet for den offentlige forvaltning, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt..

Meroffentlighed kan gives i den form og på sådanne vilkår, som er hensigtsmæssige og rimelige i den konkrete situation.

Retsplejerådet foreslår i den forbindelse, at retten skal kunne bestemme, at en person uden for domstolene og den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som retten videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil (dvs. som meroffentlighed). En tilsvarende regel findes allerede for den offentlige forvaltning, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 3.

Der henvises til betænkningen side 156-157.

2.5.2.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15 (forslag til retsplejelovens kapitel 3 a, jf. navnlig § 41 g), og bemærkningerne hertil.

2.6. Afgift eller gebyr

2.6.1. Gældende ret

Den, der søger aktindsigt, skal efter de gældende regler betale retsafgift for kopier, der udleveres af retten, og for kopier af politirapporter, der udleveres af politiet, jf. retsafgiftslovens § 48. Retsafgiften udgør 175 kr. pr. dokument.

Retsafgiftslovens § 49 fritager visse kopier fra afgiften. Det drejer sig bl.a. om kopier, der bestilles af en part i en civil sag, som er fritaget for betaling af retsafgift, eller af sigtede eller tiltalte under en straffesag, i tilfælde hvor ret til at få udskrift er hjemlet i retsplejeloven i andre tilfælde end efter den almindelige regel i retsplejelovens § 41, eller er tillagt ved beslutning af retten. Det drejer sig endvidere om første udskrift til parterne af en retsafgørelse eller et retsforlig i en civil sag.

Der skal hverken betales retsafgift eller gebyr for kopier af andre dokumenter, som udleveres af politet. Der er dog hjemmel til administrativt at fastsætte regler om betaling af gebyr for udlevering af kopier, jf. forvaltningslovens § 18, stk. 3, 3. pkt., men dette er ikke sket.

2.6.2. Lovforslagets udformning

2.6.2.1. Retsplejerådet anfører bl.a., at den gældende retsafgift på 175 kr. efter rådets opfattelse i mange tilfælde må antages at være en reel hindring for aktindsigt, og at denne hindring ville blive endnu mere udtalt efter Retsplejerådets forslag, hvor enhver som hovedregel kan få udleveret kopi af alle domme og kendelser (jf. pkt. 2.1.2 ovenfor).

For at skabe så stor parallelitet som muligt med den aktindsigt, der gives hos den offentlige forvaltning, foreslår Retsplejerådet, at betalingen for kopier i retssager fremover skal have karakter af et gebyr og ikke en afgift.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en bemyndigelsesbestemmelse i retsplejeloven, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om betaling for kopier, der udleveres efter de foreslåede regler om aktindsigt, herunder den foreslåede regel om meroffentlighed. Samtidig foreslås retsafgiften for sådanne kopier afskaffet.

Der henvises til betænkningen side 157-160.

2.6.2.2. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at indførelsen af de foreslåede nye regler om aktindsigt i civile sager og straffesager giver anledning til at overveje, i hvilket omfang der bør ske en tilnærmelse af betalingsreglerne i forbindelse med aktindsigt hos domstolene og aktindsigt hos den offentlige forvaltning.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør overvejelser om eventuelle ændringer af retsafgiften for udlevering af kopier imidlertid indgå i de mere generelle overvejelser om retsafgifternes størrelse mv., som Justitsministeriet agter at foretage på grundlag af Retsplejerådets kommende betænkning om de økonomiske spørgsmål i forbindelse med civile retssager. Retsplejerådet forventes at have afsluttet sine overvejelser herom omkring årsskiftet 2003-2004.

Lovforslaget viderefører på denne baggrund indtil videre retsafgiften på 175 kr. for udlevering af kopier af retsbogstilførsler mv. Der henvises til lovforslagets § 6 (ændring af retsafgiftsloven) og bemærkningerne hertil.

3. Retsmøder og retslister

3.1. Afholdelse af retsmøder

3.1.1. Gældende ret

Domme afsiges ifølge retsplejelovens ordlyd altid i et retsmøde, jf. retsplejelovens § 28 a, stk. 2, § 49, stk. 7, § 54 a, stk. 4, § 219, stk. 3, og § 219 a, stk. 3. Hvis hverken parter eller andre er mødt op for at overvære domsafsigelsen, sker der i praksis alene det, at det tilføres retsbogen, at dommen er afsagt.

I civile sager kan udeblivelsesdomme i skriftligt forberedte sager, hvor sagsøgte ikke rettidigt indleverer et fyldestgørende svarskrift, afsiges uden afholdelse af retsmøde, jf. retsplejelovens § 28 a, stk. 2, og § 354, stk. 6.

Der er ikke hjemmel til en tilsvarende fremgangsmåde i de tilfælde, hvor der afsiges udeblivelsesdom, fordi sagsøgte ikke rettidigt har indleveret et senere processkrift, jf. retsplejelovens § 353, et endeligt påstandsdokument, jf. retsplejelovens § 356 a, eller genparter til brug for domsforhandlingen i landsretten, jf. retsplejelovens § 365, stk. 3-4. Sådanne udeblivelsesdomme må således afsiges mundtligt i et møde, hvis nogen er mødt op for at overvære domsafsigelsen.

Når en dom afsiges mundtligt, sker det ved oplæsning af domskonklusionen, jf. retsplejelovens § 219, stk. 3, og § 219 a, stk. 3. Der er ikke noget til hinder for, at dommeren kan oplæse eller referere mere af dommen, hvilket også forekommer i et vist omfang i praksis, men der er ingen pligt hertil.

Retsplejeloven indeholder ingen generelle regler om, hvorvidt kendelser og beslutninger skal afsiges i et retsmøde. Man kan næppe heller af regler om, at forhandlingerne forud for afgørelsen sker i et retsmøde, udlede, at selve afgørelsen også skal afsiges i et retsmøde.

Hovedreglen er derfor, at retten er frit stillet med hensyn til, om kendelser og beslutninger afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde. Retsplejeloven indeholder dog enkelte regler, der bestemmer eller forudsætter, at nærmere angivne kendelser afsiges i et retsmøde – f.eks. skal kendelser om dørlukning i medfør af retsplejelovens § 29 altid afsiges i et offentligt retsmøde, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 2.

3.1.2. Lovforslagets udformning

3.1.2.1. Retsplejerådet har overvejet, i hvilket omfang der bør stilles krav om, at domme og kendelser afsiges i et retsmøde.

Som nærmere beskrevet nedenfor foreslår Retsplejerådet at udvide adgangen til at afsige domme uden afholdelse af retsmøde. Forslaget er først og fremmest udtryk for en modernisering af retsplejelovens ordlyd, således at betegnelsen »retsmøde« forbeholdes tilfælde, hvor der også i almindelig forstand er tale om et møde. Forslaget er samtidig udformet på en sådan måde, at offentlighedens adgang til at gøre sig bekendt med afsagte domme udvides i forhold til gældende ret, idet enhver får adgang til at gennemse en doms konklusion i en uge efter dommens afsigelse.

Retsplejerådet foreslår, at domme i civile sager fremover ikke behøver at blive afsagt i et retsmøde. Tidspunktet for domsafsigelsen skal imidlertid på forhånd meddeles parterne og desuden bekendtgøres for offentligheden via retslisten.

I straffesager afsiges dommen i de fleste tilfælde samme dag som domsforhandlingen, og dommen bør efter Retsplejerådets opfattelse i så fald både af hensyn til tiltalte, eventuelle lægdommere og eventuelle tilhørere altid afsiges mundtligt i et retsmøde. Når dommen ikke afsiges samme dag som domsforhandlingen, og tiltalte ikke er varetægtsfængslet, bør dommen efter rådets opfattelse imidlertid ligesom i civile sager kunne afsiges uden afholdelse af retsmøde, men således at tidspunktet for domsafsigelsen på forhånd meddeles parterne og desuden bekendtgøres for offentligheden via retslisten.

Retsplejerådet foreslår i tilknytning hertil, at enhver skal have adgang til at gennemse en doms konklusion , når anmodning herom fremsættes inden 1 uge efter dommens afsigelse. Forslaget indebærer en forbedring af offentlighedens praktiske muligheder for at få indsigt i domskonklusioner, idet man fremover vil have en uge hertil og således ikke længere behøver at møde op på et ganske bestemt tidspunkt for at påhøre selve domsafsigelsen.

Der henvises til betænkningen side 103-106.

3.1.2.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, 15, 21 og 22 (forslag til retsplejelovens § 28 a, kapitel 3 a, jf. navnlig § 41 a, og §§ 219 og 219 a), og bemærkningerne hertil.

3.2. Retslister

3.2.1. Gældende ret

Med hjemmel i retsplejelovens § 28, stk. 3, har justitsministeren fastsat regler om udarbejdelse og bekendtgørelse af retslister, jf. bekendtgørelse nr. 811 af 28. oktober 1999.

Der skal for hver retsdag udarbejdes lister over de retssager, der kommer til behandling ved retten, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Retslisterne skal bekendtgøres ved opslag i retsbygningen.

At en retssag »kommer til behandling ved retten«, betyder, at der afholdes et retsmøde i sagen, jf. herved bekendtgørelsens § 2, stk. 1, om oplysning om tid og sted for »rettens møde« og om karakteren af »retsmødet«.

Bortset fra foged- og skiftesager, som er undtaget fra kravet om udarbejdelse af retslister, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3, skal samtlige retsmøder i samtlige civile sager og straffesager således medtages på en retsliste, der bekendtgøres ved opslag i retsbygningen.

En række domstole har siden december 2001 offentliggjort retslister på internettet. Disse retslister er redigerede i forhold til de retslister, som opslås i retsbygningen. Ved straffesager er sigtedes eller tiltaltes navn således udeladt. Endvidere er sager helt udeladt, hvis medtagelsen af sagen i sig selv ville afsløre oplysninger omfattet af § 7 i lov om behandling af personoplysninger (oplysninger om etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold eller helbredsmæssige eller seksuelle forhold).

3.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.2.1. Retsplejerådet har overvejet, om reglerne om retslister har en hensigtsmæssig udformning. Rådet foreslår en række justeringer, men ingen grundlæggende ændringer af reglerne. Rådet foreslår bl.a. udtrykkelige regler om offentliggørelse af retslister på internettet og om tidsgrænser for udlevering og offentliggørelse af retslister.

Rådets forslag til ny bekendtgørelse om retslister er medtaget som bilag til betænkningen.

Der henvises til betænkningen side 107-110 og 303-309.

3.2.2.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter og agter på den baggrund at udstede en ny bekendtgørelse om retslister med udgangspunkt i det udkast, som Retsplejerådet har udarbejdet.

Der har i forbindelse med høringen over betænkningen været peget på, at retslister ved alle retter bør offentliggøres på internettet. Justitsministeriet er enig, at der i lyset af den almindelige teknologiske udvikling i samfundet kan være anledning til at overveje, om der bør indføres en obligatorisk offentliggørelse af retslister på internettet. Justitsministeriet vil derfor i forbindelse med udstedelsen af den nye bekendtgørelse om retslister drøfte spørgsmålet med Domstolsstyrelsen, da regler om obligatorisk offentliggørelse af retslister på internettet rejser forskellige administrative og juridiske spørgsmål, som efter Justitsministeriets opfattelse bør afklares, inden sådanne regler i givet fald indføres.

3.3. Adgang til retsmøder

3.3.1. Gældende ret

Retsplejelovens § 28 a, stk. 1, fastslår, at retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov.

I sager om ægteskab og forældremyndighed, faderskabssager og sager om prøvelse af adoption uden samtykke afholdes alle retsmøder bortset fra domsafsigelsen for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 453, 1. pkt., § 456 m, stk. 1, 1. pkt., og § 475 g, stk. 1. I værgemålssager kan retten bestemme, at retsmøder (bortset fra domsafsigelsen) skal foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 462, stk. 1.

I andre civile sager og i straffesager kan retsmøder (bortset fra domsafsigelsen) holdes for lukkede døre, når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det, når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det, eller når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om erhvervshemmeligheder, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1.

I straffesager om visse nærmere angivne alvorlige seksualforbrydelser lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det, jf. retsplejelovens § 29 a, stk. 1. Det samme gælder under afspilning eller anden forevisning af lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale for under en sådan sag, jf. retsplejelovens § 29 a, stk. 2. Endvidere lukkes dørene efter anklagemyndighedens anmodning, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i retsplejelovens § 754 a (agentvirksomhed), afgiver forklaring, jf. retsplejelovens § 29 a, stk. 3.

I straffesager kan retsmøder (bortset fra domsafsigelsen) endvidere holdes for lukkede døre, når sigtede eller tiltalte er under 18 år, når der skal afgives forklaring af en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion og det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten, når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning, jf. retsplejelovens § 29, stk. 2.

Dørlukning af hensyn til sagens oplysning kan kun ske i første instans og kun, når det må forventes, at der senere rejses tiltale for samme forhold mod andre, og ganske særlige hensyn gør det påkrævet, at dørene lukkes, jf. retsplejelovens § 29, stk. 3. Domsforhandlingen skal i givet fald gengives så udførligt i retsbogen, at offentligheden ved domsafsigelsen kan orienteres om domsforhandlingens forløb, i det omfang formålet med dørlukningen tillader det.

Endvidere kan dørene med parternes samtykke lukkes under rettens forligsmægling i civile sager, såfremt dette må antages at fremme muligheden for opnåelsen af forlig, jf. retsplejelovens § 269.

Endelig kan dørene lukkes, når et vidne, der er omfattet af en vidneudelukkelses- eller vidnefritagelsesgrund, afgiver forklaring, jf. retsplejelovens § 173, stk. 2. Denne regel gælder både i civile sager og i straffesager.

3.3.2. Lovforslagets udformning

3.3.2.1. Retsplejerådet finder som udgangspunkt, at de gældende regler om adgang til retsmøder har en hensigtsmæssig udformning.

Rådet foreslår dog, at retten efter parternes fælles anmodning skal kunne bestemme, at en civil sag helt eller delvis behandles for lukkede døre, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen, og ingen afgørende offentlig interesse strider herimod. Rådet finder det således rimeligt at justere de gældende regler om dørlukning, således at domstolene bliver mere attraktive som tvistløsningsorgan for parter, der er enige om at ønske begrænset offentlighed om en verserende retstvist.

Rådet foreslår endvidere, at retsmøder under forberedelsen af civile sager , hvor der ikke sker bevisførelse til brug for domsforhandlingen, skal holdes for lukkede døre, medmindre retten bestemmer andet. Rådet henviser bl.a. til, at der under sagens forberedelse sker en udvikling, hvor parternes påstande og anbringender præciseres, og at parterne efter rådets opfattelse har en legitim interesse i, at spørgsmål, som de ikke i sidste ende ønsker rettens afgørelse af, ikke automatisk bliver tilgængelige for offentligheden, blot fordi de drøftes i et forberedende møde.

Rådet bemærker i øvrigt, at der i alle tilfælde vil være offentlighed om domsafsigelsen, og at dommen efter rådets forslag – i modsætning til i dag – desuden vil være undergivet almindelig aktindsigt (jf. pkt. 2.1.2 ovenfor).

Der henvises til betænkningen side 110-115.

3.3.2.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 25 (forslag til retsplejelovens §§ 29 og 339 a), og bemærkningerne hertil.

3.4. Optagelse og transmission af billeder og lyd

3.4.1. Gældende ret

Det er forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette, jf. retsplejelovens § 32, stk. 1. Offentliggørelse af billeder og lyd, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Retten kan i øvrigt på ethvert tidspunkt under sagen forbyde offentlig gengivelse af billeder og lyd, der er optaget under et retsmøde.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder (jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 2024), at der bl.a. kan gives tilladelse til optagelse eller transmission af billeder og lyd af advokaternes forelæggelse og procedure i principielle civile sager, hvor det offentlige er part.

Billedoptagelse i rettens bygninger er forbudt, medmindre rettens præsident (den administrerende dommer) giver tilladelse hertil, jf. retsplejelovens § 32, stk. 3. Offentliggørelse af billeder, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Præsidenten (den administrerende dommer) kan i øvrigt på ethvert tidspunkt forbyde offentlig gengivelse af billeder, der er optaget i rettens bygninger.

Overtrædelse af de nævnte forbud straffes med bøde, jf. retsplejelovens § 32 b, stk. 1.

3.4.2. Lovforslagets udformning

3.4.2.1. Retsplejerådet har overvejet tre spørgsmål: optagelse og transmission af billeder og lyd under retsmøder, brug af referatbåndoptager og billedoptagelse i rettens bygninger mv.

Retsplejerådet finder, at det er for tidligt at gå ind i en nærmere overvejelse af, om den ordning med hensyn til optagelse og transmission af billeder og lyd under retsmøder , der blev etableret i 1999, bør revideres.

Retsplejerådet peger i den forbindelse på, at der allerede efter den gældende ordning kan gives tilladelse til optagelse og transmission af advokaternes forelæggelse og procedure i principielle civile sager, hvor det offentlige er part. Det vil efter rådets opfattelse være nyttigt, at denne mulighed udnyttes i praksis, så der bliver indhøstet nogle erfaringer, før der tages stilling til, om optagelse og transmission af forelæggelse og procedure også bør kunne tillades i andre sager.

Retsplejerådet finder endvidere, at en eventuel beslutning om at give pressen mulighed for at anvende referatbåndoptager under retsmøder bør afvente ikke alene en eventuel gennemførelse af rådets tidligere forslag om, at retten skal kunne bestemme, at der sker billed- og lydoptagelse af forklaringer i retsmøder, men også anskaffelsen af optageudstyr til alle retter. Rådet finder endvidere, at det til den tid bør overvejes nærmere, om referatbåndoptager skal kunne anvendes, når parter eller vidner afgiver forklaring.

Retsplejerådet har endelig overvejet, om det gældende forbud mod billedoptagelse i rettens bygninger har en hensigtsmæssig udformning, eller om der eventuelt er anledning til at udvide området for forbuddet.

Rådet foreslår et forbud mod at fotografere sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag . Forslaget er navnlig begrundet i, at der i praksis har vist sig et behov for beskyttelse af disse personer, som pålægges at møde i retten. Rådet nævner i den forbindelse bl.a. de tilfælde, hvor en person, der er anholdt eller varetægtsfængslet, filmes på vej til eller fra retsbygningen, og hvor man jævnligt ser sådanne personer dække sig med jakker eller andet. Forslaget omfatter ikke parter og vidner i civile sager, hvor der ikke har vist sig et tilsvarende behov.

Rådet har overvejet, om det gældende forbud mod billedoptagelse i rettens bygninger til gengæld kan ophæves, men stiller ikke forslag herom. Efter rådets opfattelse er det således væsentligt, at parter og vidner i civile sager, der som nævnt ikke er omfattet af det foreslåede nye forbud, er beskyttet mod fotografering, når de opholder sig i rettens bygninger.

Der henvises til betænkningen side 116-119.

3.4.2.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter med hensyn til optagelse og transmission af billeder og lyd under retsmøder . Justitsministeriet er således enig i, at det er for tidligt at gå ind i en nærmere overvejelse af, om den ordning, der blev etableret i 1999, bør revideres. Justitsministeriet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der allerede efter den gældende ordning kan gives tilladelse til optagelse og transmission af advokaternes forelæggelse og procedure i principielle civile sager, hvor det offentlige er part, og at det som påpeget af Retsplejerådet vil være hensigtsmæssigt at afvente, at denne mulighed udnyttes i praksis, før der tages stilling til, om optagelse og transmission af forelæggelse og procedure også bør kunne tillades i andre sager.

Justitsministeriet er endvidere enig med Retsplejerådet i, at det er for tidligt på ny at overveje spørgsmålet om pressens brug af referatbåndoptager . Justitsministeriet er indstillet på at tage spørgsmålet om brug af referatbåndoptager op igen på et senere tidspunkt.

Justitsministeriet kan endelig tilslutte sig Retsplejerådets forslag med hensyn til billedoptagelse af personer, der er på vej til eller fra et retsmøde . Justitsministeriet er enig i, at personer, som er forpligtede til at møde op som sigtet, tiltalt eller vidne i en straffesag, bør beskyttes mod den unødige krænkelse, der vil være forbundet med i denne særligt belastende situation at blive fotograferet uden at have givet samtykke hertil. Som fremhævet af Retsplejerådet gælder dette navnlig, når sigtede eller tiltalte er frihedsberøvet og bringes til retten af politiet, men er ikke begrænset hertil.

I forbindelse med høringen over betænkningen har det været anført fra pressens side, at det er en følge af offentlighed i retsplejen, at retssager omtales i medierne, og at dette må tåles af parterne. Det har endvidere været anført, at håndhævelsen af det foreslåede forbud vil være uforholdsmæssig problematisk, idet der ikke angives nogen bestemt afstand fra retsbygningen, hvor forbuddet gælder.

Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at det i relation til det foreslåede forbud i praksis vil give anledning til væsentlig tvivl, om en person er på vej til eller fra et retsmøde. Forbuddet tager således sigte på situationer, hvor den pågældende person fotograferes/filmes, netop fordi han eller hun skal møde i retten i en straffesag. Pressens interesse i at fotografere eller filme den pågældende er således i de tilfælde, som er omfattet af det foreslåede forbud, netop begrundet i, at personen er på vej til eller fra retten.

Justitsministeriet finder endvidere ikke, at forbuddet vil have negative konsekvenser for nyhedsformidlingen, som kan opveje det ovenfor nævnte hensyn til at beskytte vidner, sigtede og tiltalte i straffesager. Forbuddet angår således ikke fotografering mv. af de professionelle aktører (forsvarer, anklager og juridisk dommer), forbuddet hindrer ikke, at en retsreportage ledsages af andre fotografier af sigtede, tiltalte eller vidner, og forbuddet angår ikke nyhedsformidlingen i øvrigt med hensyn til verserende straffesager.

Lovforslaget er på denne baggrund udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til retsplejelovens § 32), og bemærkningerne hertil.

4. Offentlig gengivelse

4.1. Gældende ret

4.1.1. Offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i åbne retsmøder , er som udgangspunkt tilladt.

Offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet, jf. retsplejelovens § 29 d. Overtrædelse straffes med bøde, jf. § 32 b, stk. 1.

I straffesager kan retten forbyde offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten (referatforbud), når sigtede eller tiltalte er under 18 år, når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, når offentlig gengivelse kan skade sagens oplysning, eller når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, jf. retsplejelovens § 30.

I straffesager kan retten efter anmodning forbyde offentliggørelse af identiteten på sigtede, tiltalte eller andre personer, der er nævnt under sagen (navneforbud), når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare eller vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, jf. retsplejelovens § 31.

Overtrædelse af et referatforbud eller navneforbud straffes med bøde, jf. retsplejelovens § 32 b.

4.1.2. Som almindelig regel kan domme frit offentliggøres i deres helhed. Undtagelserne hertil udgøres dels af særlige regler i retsplejeloven, dels af lovgivningens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred. Endvidere indeholder lov om behandling af personoplysninger og lov om massemediers informationsdatabaser regler af betydning for offentlig gengivelse af domme.

4.1.2.1. I sager om ægteskab og forældremyndighed, faderskabssager og sager om prøvelse af adoption uden samtykke må der ved offentlig gengivelse af domme ikke ske offentliggørelse af de i dommen nævnte personers identitet, jf. retsplejelovens § 453, 2. pkt., § 456 m, stk. 2, 1. pkt., og § 475 g, stk. 2, 1. pkt. Overtrædelse straffes med bøde eller i sager om ægteskab og forældremyndighed og faderskabssager under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder, jf. retsplejelovens § 453, 3. pkt., § 456 m, stk. 2, 2. pkt., og § 475 g, stk. 2, 2. pkt.

I sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse kan retten bestemme, at der ved offentlig gengivelse af dommen ikke må ske offentliggørelse af de i dommen nævnte personers identitet, jf. retsplejelovens § 473, 1. pkt. Overtrædelse straffes med bøde, jf. § 473, 2. pkt.

I straffesager må der ikke ske offentliggørelse af de medvirkende lægdommeres identitet, jf. retsplejelovens § 1017 c, ligesom der i straffesager om seksualforbrydelser ikke må ske offentliggørelse af forurettedes identitet, jf. retsplejelovens § 1017 b. Overtrædelse heraf straffes med bøde.

4.1.2.2. Straffelovens § 264 d forbyder uberettiget videregivelse (og dermed også offentliggørelse) af meddelelser vedrørende en andens private forhold. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen vedrører en afdød person. Overtrædelse straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

4.1.2.3. Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven) gælder bl.a. for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Personoplysninger omfatter enhver form for information om en identificerbar fysisk person.

Offentliggørelse i elektronisk form af domme, som indeholder personoplysninger, er en »behandling«, som er omfattet af persondataloven. Hovedbestemmelsen om behandling findes i lovens § 6, der indeholder en udtømmende opregning af situationer, hvor behandling må finde sted. Af betydning for privates offentliggørelse af domme i elektronisk form er navnlig bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, om udtrykkeligt samtykke og bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, om behandling, som er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse.

I tillæg til de almindelige regler i lovens § 6 indeholder §§ 7 og 8 skærpede betingelser for behandling af følsomme personoplysninger. Følsomme personoplysninger er oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold eller helbredsmæssige eller seksuelle forhold (§ 7) og desuden oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold (§ 8).

Af relevans for privates offentliggørelse af domme i elektronisk form er formentlig alene bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 1, om udtrykkeligt samtykke og bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 3, om oplysninger, der allerede er offentliggjort af den pågældende selv. Følsomme personoplysninger i domme vil derfor i praksis ikke kunne offentliggøres i elektronisk form i medfør af §§ 7 og 8, medmindre der foreligger et udtrykkeligt samtykke, eller den pågældende selv tidligere har offentliggjort oplysningerne.

Endvidere indeholder lovens § 9 en særlig bestemmelse, der giver mulighed for at behandle følsomme personoplysninger, hvis det alene sker med henblik på at føre retsinformationssystemer af væsentlig samfundsmæssig betydning, og behandlingen er nødvendig for førelsen af systemerne. Efter lovens § 50, stk. 1, nr. 5, skal Datatilsynets tilladelse indhentes, inden privat behandling med henblik på at føre retsinformationssystemer iværksættes. Efter lovens § 9 kan Datatilsynet meddele nærmere vilkår for behandlingen. Der vil navnlig kunne stilles krav om anonymisering i form af fjernelse af personnavne, præcise adresser mv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5 nedenfor.

4.1.2.4. Persondataloven gælder ikke for behandlinger, der er omfattet af lov om massemediers informationsdatabaser.

Hverken persondataloven eller lov om massemediers informationsdatabaser gælder for informationsdatabaser, der udelukkende indeholder allerede offentliggjorte tekster, billed- eller lydprogrammer, der er omfattet af medieansvarslovens § 1 (uredigerede fuldtekstdatabaser). Persondatalovens regler om behandlingssikkerhed finder dog anvendelse på sådanne databaser.

For at blive omfattet af lov om massemediers informationsdatabaser skal en offentligt tilgængelig informationsdatabase ud over at være tilgængelig for enhver på almindelige forretningsvilkår være anmeldt til Pressenævnet og Datatilsynet. Informationsdatabasen skal drives i tilknytning til en eller flere virksomheder, der udgiver massemedier i medieansvarslovens forstand.

En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke indeholde informationer, der ikke lovligt kan offentliggøres i et massemedium, eller hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik.

Informationer om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold, helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet 3 år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen, fandt sted, eller, hvis et sådant tidspunkt ikke kan fastsættes, 3 år efter, at informationerne er optaget i databasen.

Grænsen på 3 år for følsomme personoplysninger gælder dog ikke, hvis der består en sådan interesse i, at de pågældende informationer er offentligt tilgængelige, at hensynet til den enkeltes interesse i, at informationerne slettes, findes at burde vige for hensynet til informationsfriheden.

4.2. Lovforslagets udformning

4.2.1. Offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i åbne retsmøder, er som udgangspunkt tilladt, og en sådan indirekte offentlighed er efter Retsplejerådets opfattelse et meget vigtigt element i den (videst mulige) offentlighed i retsplejen, som grundloven foreskriver.

Som anført ovenfor i pkt. 2.4.2.1 er pressens formidling af retssager efter Retsplejerådets opfattelse utvivlsomt af meget væsentlig betydning for gennemførelsen af princippet om retsplejens offentlighed, eftersom de færreste har mulighed for at følge retssager ved personligt fremmøde.

Retsplejeloven indeholder forskellige undtagelser til hovedreglen om, at forhandlinger i åbne retsmøder frit kan gengives offentlig. Retsplejerådet finder, at disse regler er velbegrundede og har en hensigtsmæssig udformning. Retsplejerådet foreslår således ingen ændringer heri, bortset fra to præciseringer af overvejende teknisk karakter.

Der henvises til betænkningen side 187-188.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 og 19 (forslag til retsplejelovens §§ 31 b og 173), og bemærkningerne hertil.

4.2.2. Som almindelig regel kan domme og kendelser frit offentliggøres i deres helhed. Særlige regler findes bl.a. for sager om ægteskab og forældremyndighed samt straffesager om seksualforbrydelser. Endvidere gælder straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred også i forhold til offentliggørelse af domme og kendelser, ligesom persondataloven normalt finder anvendelse ved offentliggørelse i elektronisk form, eksempelvis på internettet. Retsplejerådet foreslår ingen ændringer af disse regler.

Retsplejerådet foreslår imidlertid som en ny generel regel, at domme og kendelser i straffesager kun må gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Rådet henviser til, at straffedomme indeholder oplysninger om både tiltaltes og ofte også andre personers rent private forhold, og efter rådets opfattelse bør straffedomme derfor anonymiseres før en eventuel offentliggørelse.

En sådan helt generel anonymiseringspligt eksisterer ikke i dag. Ved offentliggørelse af straffedomme i elektronisk form, herunder enhver offentliggørelse på internettet, der foretages af andre end massemedier omfattet af medieansvarsloven, medfører reglerne i persondataloven imidlertid, at der som altovervejende hovedregel skal ske anonymisering for så vidt angår fysiske personer.

I øjeblikket er der ikke almindelig adgang til straffedomme, end ikke helt nye straffedomme, og massemedierne kan kun få udleveret straffedomme til journalistisk brug med forbud mod offentliggørelse mv., jf. pkt. 2.4.1 ovenfor. Spørgsmålet om offentliggørelse af selve domsteksten er derfor ikke så relevant i dag, som det vil være, når enhver efter rådets forslag kan få udleveret domme i straffesager, der er afsluttet for mindre end 1 år siden, og når journalister og forskere kan få udleveret ældre straffedomme uden tidsbegrænsning (jf. pkt. 2.1.2 og 2.4.2 ovenfor).

Efter Retsplejerådets opfattelse vil det ikke under den foreslåede nye, meget mere åbne ordning være rimeligt i forhold til de personer, der har været involveret i en straffesag, at de alene beskyttes mod krænkelse gennem straffelovens og medieansvarslovens samt persondatalovens almindelige regler. Den foreslåede nye ordning vil give en så meget videre adgang til straffedomme i forhold til i dag, at der er behov for en særskilt regulering af spørgsmålet om offentliggørelse.

Hertil kommer efter Retsplejerådets opfattelse, at den traditionelle åbenhed omkring straffesager stammer fra en tid, hvor massemedierne bestod af den trykte presse og siden radio og fjernsyn. Offentliggørelse på navnlig internettet har en helt anden karakter, bl.a. på grund af søgemulighederne. Persondataloven forhindrer, at andre end massemedier offentliggør straffedomme på internettet uden anonymisering. Persondataloven gælder imidlertid ikke for massemediers informationsdatabaser, og en ophævelse af forbuddet mod offentliggørelse mv. af de dokumenter, massemedierne får aktindsigt i, kan derfor efter Retsplejerådets opfattelse kun komme på tale, hvis der samtidig indføres et generelt forbud, som også gælder for massemedierne, mod offentlig gengivelse af straffedomme, der ikke er anonymiseret.

Der henvises til betænkningen side 188-192.

Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig Retsplejerådets synspunkter. Justitsministeriet er enig i, at der med den foreslåede almindelige adgang til aktindsigt i domme og kendelser i straffesager er behov for en ny generel regel om, at domme og kendelser i straffesager kun må gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

En sådan regel vil dog også ramme den offentliggørelse af domme og kendelser, som i dag finder sted i retsinformationssystemer af væsentlig samfundsmæssig betydning, jf. § 9 i persondataloven, og hvor Datatilsynets vilkår ikke i alle tilfælde kræver en så fuldstændig anonymisering som foreslået af Retsplejerådet.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at det nye forbud i retsplejeloven mod offentlig gengivelse af straffedomme uden anonymisering ikke bør gælde for offentlig gengivelse i retsinformationssystemer, der er omfattet af § 9 i persondataloven. Førelsen af sådanne retsinformationssystemer for en privat dataansvarlig kræver Datatilsynets tilladelse, og Datatilsynet vil kunne fastsætte nærmere vilkår, herunder om anonymisering.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 42 (forslag til retsplejelovens § 1017 d), og bemærkningerne hertil.

5. Forholdet til persondataloven og persondatadirektivet

5.1. Persondataloven

5.1.1. Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven) gælder navnlig for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, jf. lovens § 1, stk. 1. Personoplysninger omfatter enhver form for information om en identificerbar fysisk person, jf. lovens § 3, nr. 1.

Persondatalovens § 6 fastsætter regler for enhver behandling af personoplysninger inden for lovens område, mens lovens §§ 7 og 8 indeholder yderligere regler for behandling af nærmere angivne følsomme personoplysninger.

5.1.2. Med lovforslaget foreslås regler om aktindsigt i civile sager og straffesager (jf. pkt. 2 ovenfor). Bortset fra den foreslåede regel om meroffentlighed er lovforslagets regler om aktindsigt udtryk for, i hvilket omfang domstolene og politiet er forpligtet til efter anmodning at give aktindsigt i civile sager og straffesager.

Lovforslaget indeholder således bl.a. regler om, i hvilket omfang domstolene og politiet er forpligtet – og dermed berettiget – til at videregive personoplysninger i forbindelse med meddelelse af aktindsigt.

Lovforslagets regler om aktindsigt ligger inden for rammerne af principperne i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, der tillader behandling af personoplysninger, når behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, § 6, stk. 1, nr. 5, der tillader behandling af personoplysninger, når behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse, og § 6, stk. 1, nr. 7, der tillader behandling af personoplysninger, når behandlingen er nødvendig for at forfølge en berettiget interesse, og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.

For så vidt angår følsomme personoplysninger, der er omfattet af persondatalovens §§ 7 eller 8, er lovforslagets regler om parters aktindsigt og om aktindsigt for personer, der har en særlig interesse heri, i alt væsentligt i overensstemmelse med princippet i persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, og § 8, stk. 6, jf. § 7, stk. 2, nr. 4, der tillader behandling af følsomme personoplysninger, når behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Det kan dog overvejes, om lovforslagets regler om aktindsigt i straffesager for forurettede eller forurettedes nære pårørende i alle tilfælde vil være dækket af princippet i de nævnte regler i persondataloven. I det (begrænsede) omfang dette ikke måtte være tilfældet, er lovforslaget udtryk for en fravigelse af princippet i persondatalovens § 7 med hensyn til behandling af følsomme personoplysninger. Denne mulige fravigelse er velbegrundet, da hensynet til forurettedes adgang til at få kendskab til oplysninger i straffesagen efter Justitsministeriets opfattelse klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, jf. herved princippet i persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 2.

Lovforslagets regler om aktindsigt i domme og kendelser mv. for enhver – dvs. også andre end parter og personer med en særlig interesse i aktindsigt – er udtryk for en vis fravigelse af princippet i persondatalovens § 7 om behandling af følsomme personoplysninger. Lovforslaget indebærer således, at domstolene i forbindelse med meddelelse af aktindsigt vil skulle videregive følsomme personoplysninger i videre omfang, end hvad der følger af principperne i persondatalovens § 7.

Efter Justitsministeriets opfattelse er denne fravigelse af principperne i persondataloven velbegrundet. Formålet med den foreslåede almindelige adgang til aktindsigt i domme og kendelser mv. er således i overensstemmelse med princippet i grundlovens § 65, stk. 1, om videst mulig offentlighed i retsplejen at udvide adgangen til indsigt i retssager, så reglerne herom lever op til kravene i et moderne rets- og informationssamfund, hvor den traditionelle adgang til at overvære offentlige retsmøder bør suppleres af en adgang til som udgangspunkt også i skriftlig form at gøre sig bekendt med de afgørelser, som domstolene træffer, jf. herved også pkt. 1.2 ovenfor.

Hertil kommer, at lovforslagets regler om aktindsigt i domme og kendelser mv. for enhver indeholder en række begrænsninger og undtagelser, der særligt er udformet med henblik på at varetage en række andre hensyn end hensynet til offentlighed i retsplejen, herunder hensynet til persondatabeskyttelse og beskyttelsen af følsomme personoplysninger.

Lovforslaget som helhed er således efter Justitsministeriets opfattelse udtryk for et afbalanceret regelsæt, hvor såvel hensynet til offentlighed i retsplejen som en række andre hensyn, herunder hensynet til persondatabeskyttelsen, indgår. De foreslåede regler om aktindsigt i domme og kendelser mv. er i vidt omfang begrundet i domstolenes særlige forfatningsmæssige stilling, som efter Justitsministeriets opfattelse kan begrunde, at domstolenes afgørelser som udgangspunkt bør være tilgængelige for enhver.

I relation til følsomme personoplysninger, der er omfattet af persondatalovens § 8, bemærkes, at lovforslaget efter Justitsministeriets opfattelse bygger på den samme tankegang, som ligger bag persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 2, idet hensynet til offentlighed i retsplejen af de ovennævnte grunde må anses for klart at overstige hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse af de pågældende personoplysninger. Det skal i den forbindelse understreges, at lovforslaget som nævnt indeholder en række begrænsninger og undtagelser i adgangen til aktindsigt, der bl.a. varetager hensyn til persondatabeskyttelse.

5.1.3. Bortset fra en særlig regel om offentliggørelse af domme og kendelser i straffesager (jf. pkt. 5.1.4 nedenfor) regulerer lovforslaget ikke behandlingen hos den, der har fået aktindsigt i personoplysninger. Lovforslaget berører således ikke persondatalovens regulering af behandlingen af personoplysninger, herunder følsomme personoplysninger, hos den, der får aktindsigt efter de foreslåede regler.

Den, der efter lovforslagets regler får aktindsigt i personoplysninger, vil således skulle overholde persondatalovens almindelige regler, i det omfang loven finder anvendelse på den pågældende behandling. Dette indebærer bl.a., at behandlingen i givet fald skal være i overensstemmelse med behandlingsreglerne i lovens §§ 6-8, at den, oplysningerne vedrører, vil kunne påberåbe sig reglerne om indsigtsret i lovens §§ 31-34, og at reglerne om anmeldelse til Datatilsynet, jf. lovens §§ 43-51, og om Datatilsynets tilsynsbeføjelser, jf. lovens §§ 58-64, finder anvendelse.

Persondataloven finder ikke anvendelse på behandlinger, som en fysisk person foretager med henblik på udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter, jf. lovens § 2, stk. 3. Hvis f.eks. en interesseorganisation eller et advokatfirma indsamler oplysninger om retspraksis, vil der derimod ofte være tale om en behandling af personoplysninger, der er omfattet af persondatalovens anvendelsesområde, fordi der er tale om en mere systematisk behandling eller behandling i erhvervsmæssig sammenhæng. Hvis der er tale om følsomme personoplysninger omfattet af lovens §§ 7 og 8, er der meget strenge betingelser for, at behandlingen overhovedet kan finde sted, og behandlingen forudsætter anmeldelse og tilladelse fra Datatilsynet.

5.1.4. Med lovforslaget foreslås et forbud mod offentligt at gengive domme og kendelser i straffesager, uden at der er foretaget anonymisering (jf. pkt. 4 ovenfor). En offentlig gengivelse kan efter omstændighederne udgøre en behandling, der er omfattet af persondatalovens regler. I givet fald vil den, der foretager den offentlige gengivelse, skulle overholde både den foreslåede regel i retsplejeloven og reglerne i persondataloven.

Det foreslås at undtage offentlig gengivelse i retsinformationssystemer, der er omfattet af persondatalovens § 9, fra det generelle forbud i retsplejeloven. Her gælder således alene persondatalovens regler samt de vilkår, som Datatilsynet måtte have fastsat for behandlingen af personoplysninger i et sådant retsinformationssystem, jf. pkt. 4.1.2.3 ovenfor

5.2. Persondatadirektivet

5.2.1. EF-direktivet om behandling af personoplysninger af 24. oktober 1995 (herefter direktivet) er vedtaget med det sigte at beskytte fysiske personers grundlæggende rettigheder og friheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling af personoplysninger. Persondataloven har bl.a. til formål at gennemføre direktivets regler i dansk ret.

5.2.2. Direktivet gælder ikke for behandling af personoplysninger med henblik på medlemsstaternes aktiviteter på det strafferetlige område, jf. direktivets artikel 3, stk. 2, 2. pind. Direktivet berører derfor ikke lovforslagets regler om aktindsigt i straffesager, idet meddelelse af aktindsigt i en straffesag, herunder til en tredjemand, efter Justitsministeriets opfattelse må anses for omfattet af medlemsstaternes »aktiviteter på det strafferetlige område«.

5.2.3. Direktivet omfatter derimod bl.a. domstolenes behandling af civile sager. Det er dog uafklaret, om direktivet overhovedet har betydning for spørgsmålet om meddelelse af aktindsigt til tredjemand, jf. herved betragtning nr. 72 i direktivets præambel.

Selv hvis man måtte antage, at direktivet har betydning for spørgsmålet om meddelelse af aktindsigt i civile sager, vil lovforslagets regler om aktindsigt være i overensstemmelse med behandlingsreglerne i direktivets artikel 7, jf. navnlig artikel 7, litra c, om behandling, der er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som gælder for den registeransvarlige.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil lovforslagets regler om aktindsigt endvidere være i overensstemmelse med direktivets artikel 8 om behandling af visse følsomme personoplysninger.

For så vidt angår aktindsigt for parter og for personer, der har en særlig interesse i aktindsigt, kan der navnlig henvises til direktivets artikel 8, stk. 2, litra e, om behandling, der er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

For så vidt angår aktindsigt i domme og kendelser mv. for enhver, kan der navnlig henvises til direktivets artikel 8, stk. 4, om medlemsstaternes mulighed for at fastsætte undtagelser af grunde, der vedrører hensynet til vigtige samfundsmæssige interesser.

Som nævnt i pkt. 5.1.2 ovenfor, er formålet med den foreslåede almindelige adgang til aktindsigt i domme og kendelser mv. i overensstemmelse med princippet i grundlovens § 65, stk. 1, om videst mulig offentlighed i retsplejen at udvide adgangen til indsigt i retssager, så reglerne herom lever op til kravene i et moderne rets- og informationssamfund, hvor den traditionelle adgang til at overvære offentlige retsmøder bør suppleres af en adgang til som udgangspunkt også i skriftlig form at gøre sig bekendt med de afgørelser, som domstolene træffer. Der kan endvidere henvises til pkt. 1.2 ovenfor om den generelle betydning af en så vid offentlighed i retsplejen som muligt.

Undtagelsen fra direktivets hovedregel med hensyn til behandling af visse følsomme personoplysninger må således efter Justitsministeriets opfattelse anses for begrundet i vigtige samfundsmæssige interesser.

Efter direktivets artikel 8, stk. 4, er det desuden en betingelse, at der gives »tilstrækkelige garantier«. Direktivet præciserer ikke dette krav nærmere, og det må antages, at medlemsstaterne på dette punkt er overladt et relativt vidt skøn i relation til, hvad der udgør »tilstrækkelige garantier«.

Efter Justitsministeriets opfattelse indeholder den foreslåede ordning for aktindsigt i domme og kendelser mv. for enhver tilstrækkelige garantier i direktivets forstand.

De domme og kendelser, som udleveres i medfør af de foreslåede regler, vil således i vidt omfang blive anonymiseret i et sådant omfang, at det i praksis bliver meget vanskeligt at identificere den pågældende, således at betænkelighederne ved en behandling af følsomme personoplysninger mindskes væsentligt.

Endvidere vil den person, som de følsomme personoplysninger i dommen eller kendelsen angår, i et vist omfang blive hørt, før der træffes afgørelse om at give aktindsigt i de pågældende personoplysninger, jf. herved bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15 (forslaget til § 41 e, stk. 2). Den pågældende vil således have mulighed for at fremkomme med oplysninger, som kan føre til, at aktindsigten begrænses efter lovforslagets regler herom.

Hertil kommer, at afgørelsen om at give aktindsigt i disse tilfælde altid træffes af domstolene som led i deres judicielle virksomhed.

Endelig bemærkes, at fravigelsen af direktivets hovedregel med hensyn til behandling af visse følsomme personoplysninger alene angår domstolenes videregivelse af de pågældende personoplysninger til den, der anmoder om aktindsigt. Den, der har fået aktindsigt efter de foreslåede regler, er således undergivet alle persondatalovens (og dermed direktivets) almindelige regler.

6. Forholdet til menneskerettighederne

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 bestemmer, at enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang. Efter Den Europæiske Menneskerettighedssdomstols praksis har kravet om offentlighed to hovedformål: dels at tilgodese parternes interesse i ikke at blive udsat for en hemmelig retspleje, dels at styrke offentlighedens almindelige tillid til retsvæsenet. Offentlighed gør retsplejen gennemskuelig ( transparent ) og bidrager dermed til artikel 6’s mål om en retfærdig rettergang, der er et grundlæggende princip i et demokratisk samfund. Der henvises i øvrigt til betænkningen side 43-48.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 bestemmer, at enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter bl.a. ret til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra en offentlig myndighed. Udøvelsen af ytringsfriheden kan imidlertid underkastes sådanne betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet eller upartiskhed.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 bestemmer bl.a., at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Bestemmelsen forpligter bl.a. staterne til at beskytte mod uberettiget videregivelse eller offentliggørelse af fortrolige oplysninger om private eller familiemæssige forhold.

Europarådets Ministerkomité har i juli 2003 vedtaget en rekommandation om formidling af oplysninger gennem medierne i forbindelse med straffesager ( Recommendation on the provision of information through the media in relation to criminal proceedings ). I rekommandationens præambel henvises bl.a. til den mulige konflikt mellem de interesser, der beskyttes af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikler 6, 8 og 10, og til et ønske om at styrke en informeret debat om beskyttelse af de rettigheder og interesser, der er på spil ved pressereportage i forbindelse med straffesager. Rekommandationen anbefaler bl.a. medlemsstaternes regeringer at gennemføre eller styrke alle foranstaltninger, som de anser for nødvendige med henblik på at gennemføre de generelle principper om formidling af oplysninger gennem medierne i forbindelse med straffesager, der er optaget som bilag til rekommandationen. Rekommandationen er en anbefaling til medlemsstaterne, og den ændrer ikke medlemsstaternes forpligtelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikler 6, 8 og 10.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med de nævnte konventionsbestemmelser og den nævnte Europarådsrekommandation. Lovforslaget medfører således en væsentlig udvidelse af offentlighedens adgang til aktindsigt i domme og kendelser i både civile sager og straffesager samt en væsentlig udvidelse af mediernes adgang til at offentliggøre domme og kendelser i civile sager og straffesager, samtidig med at adgangen til aktindsigt og offentliggørelse begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af bl.a. oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold og virksomheders erhvervshemmeligheder.

7. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget indebærer, at offentlighedens indsigt i retsplejen udvides væsentligt. Det foreslås bl.a., at der som udgangspunkt skal være fri adgang til aktindsigt i domme og kendelser. Det må derfor forventes, at domstolene vil modtage flere anmodninger om aktindsigt i domme og kendelser end i dag, uden at det dog er muligt at give et skøn over det forventede antal anmodninger. Omvendt medfører lovforslaget, at domstolene vil modtage færre anmodninger om aktindsigt i andre typer dokumenter, jf. nedenfor.

Lovforslaget bevirker, at der sker en vis omfordeling af aktindsigtssager mellem domstolene og anklagemyndigheden. I lovforslaget lægges der bl.a. op til, at anmodninger om aktindsigt i afsluttede straffesager – der i dag for en dels vedkommende afgøres af domstolene – fremover alle skal afgøres af anklagemyndigheden. Anklagemyndigheden forventes derfor som følge af lovforslaget at skulle behandle flere anmodninger om aktindsigt.

Det er vanskeligt at fastlægge det nærmere omfang af det merarbejde, som de foreslåede regler om aktindsigt kan give anledning til hos domstolene og anklagemyndigheden. Det må dog antages, at der samlet set vil kunne blive tale om et vist merarbejde for domstolene og anklagemyndigheden. Det forudsættes, at et sådant merarbejde vil kunne afholdes inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Med de foreslåede regler om betaling for kopier, der udleveres af domstolene og anklagemyndigheden i forbindelse med aktindsigt, forudsættes det, at taksten i retsafgiftsloven på 175 kr. pr. dokument indtil videre skal finde anvendelse. Betalingskravet vil medføre stigende indtægter for staten, i det omfang lovforslaget medfører, at domstolene og anklagemyndigheden samlet set giver aktindsigt i videre omfang end i dag.

For så vidt angår den foreslåede regel om affattelse af domme, er der hovedsageligt tale om en præcisering af gældende ret. Det må på den baggrund antages, at reglen ikke vil have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for kommunerne.

Lovforslaget vil kunne betyde en vis stigning i udgifterne for borgerne og erhvervslivet til betaling for kopier, i det omfang den foreslåede udvidede adgang til aktindsigt bliver benyttet.

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget kan rejse spørgsmål om forholdet til EF-direktivet om behandling af personoplysninger, jf. herom pkt. 5.2 ovenfor.

Herudover indeholder lovforslaget ikke EU-retlige aspekter, bortset fra § 1, nr. 15 (forslag til retsplejelovens § 41 b, stk. 2, nr. 3, og § 41 f), hvor der foreslås særlige regler om pressens aktindsigt. Her foreslås i overensstemmelse med gældende ret, at den persongruppe, der er omfattet af de særlige regler om pressens aktindsigt, afgrænses ved en henvisning til medieansvarsloven. Ligesom efter gældende ret er det således kun journalister og redaktionelle medarbejdere ved danske massemedier, der er omfattet af de særlige regler om pressens aktindsigt.

Dette skyldes, at pressens særlige adgang til aktindsigt modsvares af et strafsanktioneret forbud mod videregivelse mv. af det materiale, der er givet aktindsigt i. En håndhævelse af dette forbud over for journalister og redaktionelle medarbejdere ved udenlandske massemedier vil være vanskelig, da disse ofte ikke vil befinde sig her i landet på det tidspunkt, hvor der bliver spørgsmål om strafforfølgning, ligesom massemediets redaktion ikke befinder sig her i landet.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at forslaget er foreneligt med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling.

 

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Evt. begrænsede merindtægter

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Evt. et vist merarbejde, som forudsættes afholdt inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Evt. begrænsede merudgifter

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget er i overensstemmelse med persondatadirektivet, jf. nærmere pkt. 5.2 ovenfor.

De foreslåede regler om pressens aktindsigt er efter Justitsministeriets opfattelse forenelige med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling.

8. Hørte myndigheder og organisationer

Retsplejerådets betænkning nr. 1427/2003 om reform af den civile retspleje II (Offentlighed i civile sager og straffesager) har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Københavns Byret og præsidenten for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Politimesterforeningen, Foreningen af vicestatsadvokater, assessorer og statsadvokatfuldmægtige, Politifuldmægtigforeningen, HK Landsklubben Politiet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening, Danske Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening, Danmarks Rederiforening, Danske Speditører, Grundejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Dansk Journalistforbund, Danske Dagblades Forening, DR, TV 2, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark, Dansk Fagpresse, Dansk Magasinpresses Udgiverforening og Foreningen af danske lokale ugeaviser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1
(Retsplejeloven)

Til nr. 1 og 2 (§ 16 a, stk. 1, og § 17, stk. 1)

I medfør af retsplejelovens § 17, stk. 3, er der den 1. marts 2003 indført administrationsordning ved retten i Hjørring. Det foreslås derfor, at retten i Hjørring medtages i opregningen af todommerembeder med administrationsordning i retsplejelovens § 16 a, stk. 1, og samtidig udgår af opregningen i retsplejelovens § 17, stk. 1.

Til nr. 3 (§ 28 a, stk. 2)

Retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov, jf. retsplejelovens § 28 a, stk. 1.

Det fremgår af retsplejelovens § 28 a, stk. 2, at domme altid afsiges i offentligt retsmøde, medmindre de afsiges i medfør af retsplejelovens § 354, stk. 6. Regler om dørlukning gælder således ikke for retsmøder, hvori der afsiges dom.

Det foreslås at ændre formuleringen af retsplejelovens § 28 a, stk. 2, således at det siges direkte, at retsmøder, hvori der afsiges dom, altid er offentlige.

Med denne formulering præciseres det, at § 28 a, stk. 2, angår spørgsmålet om, hvorvidt et retsmøde holdes for åbne eller lukkede døre, hvorimod spørgsmålet om, hvorvidt en dom skal afsiges i et retsmøde, afgøres efter reglerne i retsplejelovens § 219, stk. 3, og § 219 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, 22 og 26.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 og 5 (§ 29)

Det foreslås, at retten efter parternes fælles anmodning kan bestemme, at en civil sag helt eller delvis behandles for lukkede døre, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen, og ingen afgørende offentlig interesse strider herimod.

Ved afgørelsen af, om det er af særlig betydning for parterne at undgå (eller begrænse) offentlighed om sagen, må der navnlig lægges vægt på, om sagen indeholder oplysninger om parternes personlige eller forretningsmæssige forhold af en sådan særlig karakter, at offentligheden bør kunne udelukkes, selv om der ikke ville være tale om at udsætte parterne for en »unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaringer om erhvervshemmeligheder«, som ville kunne begrunde dørlukning efter den gældende regel i retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 3.

Forslaget er således udtryk for en vis udvidelse af adgangen til dørlukning efter § 29, stk. 1, nr. 3, men alene efter fælles anmodning fra parterne i en civil sag og i disses interesse (hvorimod dørlukning efter § 29, stk. 1, nr. 3, også kan ske af hensyn til tredjemand, ligesom retten kan træffe afgørelse om dørlukning af egen drift).

Forslaget indebærer, at parterne i en civil sag får mulighed for at undgå offentlighed om sagens nærmere indhold og detaljer, når der er et særligt behov for det, og parterne er enige herom.

Domsafsigelsen vil under alle omstændigheder skulle medtages på retslisten, og enhver vil kunne forlange at få adgang til at gennemse dommens konklusion, jf. forslaget til § 41 a (lovforslagets § 1, nr. 15). Endvidere vil dommen som udgangspunkt være undergivet aktindsigt for enhver, jf. forslaget til § 41 b (lovforslagets § 1, nr. 15).

Afgørelse om dørlukning træffes ved kendelse, efter at tilstedeværende journalister har haft lejlighed til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1.

Afgørelsen kan påkæres efter retsplejelovens almindelige regler. Kære af en afgørelse truffet af landsretten eller Sø- og Handelsretten kræver således Procesbevillingsnævnets tilladelse. Også tilstedeværende journalister kan kære, jf. retsplejelovens § 393, stk. 2, men en eventuel omgørelse af dørlukningen i et sådant kæremål er uden retsvirkning for allerede afholdte retsmøder, jf. retsplejelovens § 398 a. Da dørlukning efter den foreslåede bestemmelse forudsætter, at parterne anmoder om det, er parternes kæremulighed kun relevant, hvis retten nægter at lukke dørene.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 31 b)

Retsplejelovens §§ 927 b og 928 a, stk. 2 og 3, giver mulighed for i straffesager at anvende skriftlig forelæggelse og procedure. Det er forudsat, men fremgår ikke udtrykkeligt af retsplejeloven, at offentligheden har adgang til den skriftlige forelæggelse og procedure på linje med adgangen til at overvære domsforhandlingen. Denne konsekvens af offentlighedsprincippet foreslås lovfæstet, jf. forslaget til § 41 c, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 15).

Retsplejelovens § 31 b knytter sig til de nævnte regler om skriftlig forelæggelse og procedure i straffesager og gør reglerne om dørlukning og referatforbud anvendelige på den skriftlige forelæggelse og procedure.

Retsplejeloven giver også mulighed for skriftlig behandling af civile domssager, jf. § 387 om skriftlig behandling af ankesager, men retsplejeloven indeholder ikke udtrykkelige regler om, hvorvidt offentligheden har adgang til at gøre sig bekendt med skriftlige procedureindlæg i civile sager, der afgøres uden mundtlig domsforhandling.

Da skriftlige procedureindlæg træder i stedet for den mundtlige procedure under domsforhandlingen, foreslås det, at procedureindlæggene skal være tilgængelige for offentligheden på linje med offentlighedens adgang til at overvære domsforhandlingen, jf. forslaget til § 41 c, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 15).

I tilknytning hertil foreslås retsplejelovens § 31 b ændret, således at den også omfatter skriftlig procedure i civile sager.

Samtidig foreslås en tydeliggørelse af bestemmelsen, således at der i stedet for en »tilsvarende anvendelse« af eventuelle afgørelser om dørlukning, referatforbud og navneforbud bliver tale om, at retten i givet fald udtrykkeligt helt eller delvis forbyder offentlig gengivelse af den skriftlige forelæggelse eller procedure.

Formålet med bestemmelsen er således, at offentlig gengivelse af skriftlig forelæggelse og procedure skal være forbudt, i det omfang offentlig gengivelse af en tilsvarende mundtlig forelæggelse eller procedure ville være forbudt. Dette gælder, hvad enten forbuddet mod offentlig gengivelse af en tilsvarende mundtlig forelæggelse eller procedure ville følge af et referatforbud efter retsplejelovens § 30 eller af, at forelæggelsen eller proceduren helt eller delvis ville foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29.

Overtrædelse af rettens forbud straffes med bøde, jf. forslaget til ændring af § 32 b, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 8).

Der er ikke behov for (som i den gældende § 31 b) at henvise til § 31 om navneforbud, eftersom et nedlagt navneforbud generelt forbyder offentlig gengivelse af vedkommendes identitet, herunder i forbindelse med offentlig gengivelse af skriftlig forelæggelse eller procedure.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 32, stk. 4)

Som supplement til forbuddet mod billedoptagelse i rettens bygninger, jf. retsplejelovens § 32, stk. 3, foreslås et forbud mod billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag, jf. 1. pkt. Forbuddet gælder ikke, hvis den pågældende har samtykket i optagelsen. Forslaget er navnlig begrundet i, at der i praksis har vist sig et behov for beskyttelse af disse personer, som pålægges at møde i retten. Forslaget omfatter ikke parter og vidner i civile sager, hvor der ikke har vist sig et tilsvarende behov.

Forbuddet omfatter billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er »på vej til eller fra et retsmøde« i en straffesag. Fortolkningen af dette udtryk må navnlig ske i lyset af, at formålet med reglen er at beskytte disse personer, der pålægges at møde op i retten mod den unødige krænkelse, der vil være forbundet med i denne særligt belastende situation at blive fotograferet uden at have givet samtykke hertil. Der kan således ikke angives nogen bestemt afstand fra retsbygningen, hvor forbuddet gælder, idet dette vil bero på de konkrete omstændigheder.

Afgrænsningen af forbuddet må antages i praksis ikke at ville give anledning til væsentlige vanskeligheder, eftersom behovet for beskyttelse hidtil navnlig har vist sig i forhold til massemedierne, hvis interesse i billedoptagelse netop beror på den pågældendes status som sigtet, tiltalt eller vidne i en straffesag. Forbuddet tager således sigte på situationer, hvor den pågældende person fotograferes/filmes, netop fordi han eller hun skal møde i retten i en straffesag. I praksis vil en fotograf således sjældent kunne være i tvivl om, hvorvidt en bestemt person, som fotografen ønsker at fotografere, er på vej til eller fra et retsmøde.

Sigtede, tiltalte og vidner i straffesager er beskyttet på vej til og fra retsmøder, som de er indkaldt til. Er sigtede, tiltalte eller vidner i straffesager mødt op i retten efter indkaldelse til et retsmøde, er de beskyttet på vej fra retten, uanset om retsmødet aflyses.

Sigtede og tiltalte er også beskyttet på vej fra et retsmøde, i hvilket sigtelsen eller tiltalen frafaldes. Tiltalte er også beskyttet på vej fra et retsmøde, som (i øvrigt) afslutter sagen (eksempelvis ved dom), herunder hvis tiltalte frifrindes.

Forbuddet gælder ikke, hvis den pågældende har samtykket i billedoptagelsen. Der stilles ingen formkrav til et samtykke, men for ikke at udhule beskyttelsen bør samtykket som altovervejende hovedregel være udtrykkeligt.

Et samtykke er kun gyldigt, hvis den pågældende kan overskue konsekvenserne af samtykket. For mindre børn kan samtykke gives af forældremyndighedens indehaver. For større børn må normalt kræves samtykke både fra forældremyndighedens indehaver og barnet selv.

Offentliggørelse af billeder, der er optaget i strid med forbuddet, er forbudt, jf. 2. pkt. Et særskilt forbud mod offentliggørelse er nødvendigt for at sikre en beskyttelse også i de tilfælde, hvor den, der foretager offentliggørelsen, ikke (beviseligt) har medansvar for selve optagelsen.

Overtrædelse af forbuddet mod billedoptagelse eller af forbuddet mod offentliggørelse af billeder, der er optaget i strid med forbuddet, kan efter den foreslåede affattelse af retsplejelovens § 32 b, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 8), straffes med bøde, også i tilfælde hvor der alene er handlet uagtsomt. Den, der foretager offentliggørelse, kan derfor efter omstændighederne have en pligt til at undersøge, om der foreligger et gyldigt samtykke.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 32 b, stk. 1)

Det foreslås, at overtrædelse af det foreslåede forbud mod billedoptagelse af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag (jf. lovforslagets § 1, nr. 7), eller af rettens forbud mod offentlig gengivelse af skriftlig forelæggelse eller procedure (jf. lovforslagets § 1, nr. 6) skal kunne straffes med bøde på samme måde som overtrædelse af andre forbud efter retsplejelovens kapitel 2.

Straf kan også pålægges juridiske personer, jf. den foreslåede regel i retsplejelovens § 1022 (lovforslagets § 1, nr. 44).

Til nr. 9 (overskriften til kapitel 3)

Der foreslås en ny overskrift til kapitel 3, som bedre beskriver kapitlets indhold, idet §§ 33-36 vedrører retsbøger, mens §§ 38-40 vedrører sagens dokumenter. De gældende regler om aktindsigt i §§ 41 og 41 a foreslås ændret og placeret i et nyt selvstændigt kapitel om aktindsigt.

Til nr. 10 (§ 33, stk. 1)

Retsplejelovens § 33, stk. 1, bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om, hvilke retsbøger der skal føres, og om deres autorisation, indretning og førelse. I medfør heraf har justitsministeren ved bekendtgørelse nr. 253 af 13. maj 1976 fastsat, at der skal føres dombog, retsbog, fogedbog, auktionsbog, skiftebog og stemmegivningsbog.

Samtidig indeholder retsplejeloven enkelte spredte bestemmelser, der direkte anvender en af disse forskellige betegnelser for en bestemt type retsbog. Ud over §§ 41 og 41 a, som foreslås ophævet og erstattet af et nyt kapitel om aktindsigt (jf. lovforslagets § 1, nr. 15), drejer det sig om § 35, stk. 5 (dombogen), § 214, stk. 1, 6. pkt., og § 216, stk. 5, 2. pkt. (stemmegivningsbogen), § 550, stk. 3, § 569, stk. 1, 2. pkt., og § 574, 2. pkt. (auktionsbogen), og § 664, stk. 3, 2. pkt. (skiftebogen).

Det foreslås, at stemmegivningsbogen ikke skal henregnes til retsbøgerne, men at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om stemmegivningsbogens autorisation, indretning og førelse på samme måde som for retsbøgernes vedkommende. Den ændrede terminologi giver mulighed for en mere hensigtsmæssig formulering af de foreslåede regler om aktindsigt, idet stemmegivningsbogen (fortsat) ikke skal være undergivet aktindsigt.

Den foreslåede ændring nødvendiggør ikke, at der udstedes en ny bekendtgørelse til afløsning af den gældende bekendtgørelse nr. 253 af 13. maj 1976, og Justitsministeriet har ikke aktuelle planer herom.

Til nr. 11 (§ 35, stk. 5)

Der er tale om en redaktionel ændring.

Ifølge retsplejelovens § 35, stk. 5, 1. pkt., optages rettens afsigelse af domme og kendelser og dens øvrige beslutninger i retsbogen. Efter 2. pkt. indføres domme og kendelser fuldstændigt i dombogen. Ifølge de administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af retsplejelovens § 33, stk. 1, indføres kendelser dog kun i dombogen, hvis de er egnede til det. Endvidere er henvisningen til dombogen ikke hensigtsmæssig, eftersom dombogen henregnes til retsbøgerne.

På den baggrund foreslås § 35, stk. 5, omformuleret. Det foreslås, at domme og kendelser og i fornødent omfang rettens øvrige beslutninger skal optages i retsbogen. Såvel retsafgørelsernes tekst som tidspunktet for afsigelsen skal optages i retsbogen.

Justitsministeren kan med hjemmel i retsplejelovens § 33, stk. 1, fastsætte regler om, hvilken af retsbøgerne (retsbogen eller dombogen) henholdsvis afsigelsen og afgørelsens tekst skal optages i. Justitsministeriet har ikke aktuelle planer om at ændre de gældende regler herom i bekendtgørelse nr. 253 af 13. maj 1976.

Det foreslåede § 35, stk. 5, gælder ubetinget for domme og kendelser. Medtagelsen af udtrykket »i fornødent omfang« med hensyn til rettens øvrige beslutninger tydeliggør, at en række mere formløse beslutninger – typisk af procesledende karakter – ikke nødvendigvis skal optages i retsbogen, men f.eks. kan fremgå af et brev fra retten.

Med hensyn til afsigelse af domme og kendelser henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 21 og 22, og til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12 og 13 (§ 38 og § 39, stk. 1)

Der foreslås en sproglig ændring, således at »dokumenter« benyttes som det generelle udtryk for alle former for meddelelsesmidler, dvs. ud over egentlige skriftlige dokumenter også bl.a. tegninger, kort, billeder og lyd- og billedoptagelser. Bestemmelserne bringes hermed på linje med de foreslåede nye regler om aktindsigt (jf. lovforslagets § 1, nr. 15).

Samtidig tydeliggøres det, at bestemmelsen i § 39 angår dokumenter, der har været benyttet som bevis (frem for dokumenter, der benyttes som bevis).

Det bemærkes, at bestemmelsen i § 38 om fremlæggelsespåtegninger ikke tager stilling til, om dokumenter kan fremlægges i rent elektronisk form (i modsætning til som udskrifter eller lagret på diskette, cd-rom eller andet medium). Dette beror på retsplejelovens almindelige regler om beviser samt på de praktiske muligheder for rettens håndtering af elektroniske dokumenter.

Til nr. 14 (§ 39, stk. 2)

Bestemmelsen om justitsministerens adgang til at fastsætte regler om opbevaring og udlevering af dokumenter i straffesager foreslås ændret, således at den omfatter opbevaring af »sagens dokumenter« (og ikke kun »fremlagte dokumenter«) og udlevering af dokumenter, der har været benyttet som bevis.

Ændringen fra »fremlagte dokumenter« til »sagens dokumenter« skyldes, at sondringen mellem dokumenter, der er fremlagt, og andre dokumenter er både vanskelig og uhensigtsmæssig, jf. bemærkningerne til den foreslåede regel i retsplejelovens § 41 d, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 15).

Ændringen er i det væsentlige af terminologisk karakter, eftersom de gældende administrative forskrifter om opbevaring af straffeakter ikke sondrer mellem »fremlagte« dokumenter og andre dokumenter (jf. cirkulæreskrivelse af 18. december 1987 om opbevaring mv. af straffeakter, som fortsat vil være gældende).

Bemyndigelsen til at fastsætte regler om udlevering af dokumenter angår ligesom bestemmelsen i § 39, stk. 1, udelukkende udlevering af egentlige originale dokumenter. Hvor der ikke er tvivl om ægtheden, fremlægges ofte alene kopier af dokumenter, og § 39 er i så fald uden betydning. Anmodninger om gennemsyn eller udlevering af kopi af dokumenter behandles efter de foreslåede nye regler om aktindsigt (jf. lovforslagets § 1, nr. 15). På den baggrund foreslås bemyndigelsen i § 39, stk. 2, afgrænset således, at den angår dokumenter, der har været benyttet som bevis, hvilket også svarer til anvendelsesområdet for de regler om udlevering af originaldokumenter, som er fastsat for civile sager i stk. 1.

Bemyndigelsen til at fastsætte regler om udlevering af originaldokumenter viger for reglen i retsplejelovens § 807 d, stk. 1, om udlevering af beslaglagte genstande, herunder dokumenter, der har været benyttet som bevis. Politiet kan udlevere beslaglagte genstande til rette vedkommende, og er der tvist om, til hvem udlevering skal ske, kan spørgsmålet indbringes for retten efter § 807 d, stk. 1.

Til nr. 15 (kapitel 3 a: §§ 41-41 g)

Det foreslås, at de gældende regler om aktindsigt i §§ 41 og 41 a afløses af et helt nyt kapitel om aktindsigt. Det nye kapitel 3 a vil indeholde de almindelige regler om aktindsigt, som foreslås for andre end parter. Reglerne om parters aktindsigt foreslås placeret i de kapitler, der angår sagens parter, dvs. for civile sagers vedkommende kapitel 24 og for straffesagers vedkommende kapitel 66 (jf. lovforslagets § 1, nr. 24 og 30).

I kapitel 3 a foreslås en indledningsbestemmelse, der giver en oversigt over reglerne om aktindsigt (§ 41), en regel om aktindsigt i domskonklusioner (§ 41 a), en regel om aktindsigt i domme og kendelser (§ 41 b) og i skriftlig forelæggelse og procedure mv. (§ 41 c) for enhver. Endvidere foreslås en regel om aktindsigt for personer, der kan påvise en særlig interesse i at få aktindsigt i en sags dokumenter (§ 41 d). Endelig foreslås en regel om fremgangsmåden ved aktindsigt (§ 41 e), en særlig regel om aktindsigt for massemedier (§ 41 f) og en regel om meroffentlighed (§ 41 g).

Forslaget angår ligesom reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven og forvaltningsloven udelukkende aktindsigt i form af gennemsyn eller udlevering af kopi af dokumenter. Spørgsmål om udlevering af originaldokumenter afgøres efter reglerne i retsplejelovens § 39 og § 807 d, stk. 1 (jf. også lovforslagets § 1, nr. 14).

Til § 41

Formålet med bestemmelsen er at give en oversigt over reglerne om aktindsigt. Bestemmelsen fastsætter ikke i sig selv regler om aktindsigt, men henviser derimod til de bestemmelser, som indeholder reglerne om aktindsigt i de forskellige situationer.

Til § 41 a

Formålet med bestemmelsen er at sikre offentlighed omkring alle afsagte domme.

Efter de gældende regler kan enhver møde op til domsafsigelsen og dermed påhøre oplæsningen af (i det mindste) dommens konklusion. Bortset fra visse udeblivelsesdomme i civile sager gælder dette uden undtagelse, herunder i sager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke.

Det foreslås imidlertid at udvide adgangen til at afsige domme uden afholdelse af retsmøde, jf. lovforslagets § 1, nr. 21 og 22.

For at undgå en utilsigtet indskrænkning af offentligheden med hensyn til domme foreslås det derfor, at enhver kan forlange at få adgang til at gennemse en doms konklusion, når anmodning herom fremsættes inden 1 uge efter dommens afsigelse. Reglen gælder, uanset om dommen er afsagt i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde, og uanset om der i øvrigt er adgang til aktindsigt i dommen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 41 b

Bestemmelsen angår aktindsigt i domme og kendelser for andre end parter og er udtryk for en væsentlig nydannelse. I modsætning til de gældende regler, hvor aktindsigt for andre end parter er betinget af retlig interesse, foreslås det, at der som udgangspunkt skal være fri adgang til aktindsigt i domme og kendelser.

Stk. 1 fastslår det almindelige udgangspunkt, at enhver kan forlange at få udleveret kopi af domme og kendelser uden at skulle godtgøre en særlig interesse heri. Reglen gælder domme og kendelser både i civile sager og straffesager, og for de civile sagers vedkommende både domssager, skiftesager og fogedsager.

Hvis en dom, der er udarbejdet uden fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 20, ankes, anses den supplerende redegørelse for sagen, som retten efter § 218 a, stk. 3, skal afgive, som et bilag til dommen. Retten til aktindsigt i dommen omfatter dermed også den supplerende redegørelse.

Stk. 2 og 3 modificerer det almindelige udgangspunkt i stk. 1, at enhver har ret til aktindsigt i domme og kendelser. Stk. 2 undtager sager, dokumenter eller dele af dokumenter fra retten til aktindsigt. Stk. 3 giver mulighed for efter en konkret vurdering at undtage bestemte oplysninger fra aktindsigt.

Stk. 2, nr. 1 og 2, undtager to grupper af sager fra retten til aktindsigt. Det drejer sig dels om indispositive civile sager, dels om straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden.

Nr. 1 omfatter domme og kendelser i civile sager om ægteskab, forældremyndighed, samvær, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke. Undtagelsen af disse sager er begrundet i, at de i vidt omfang angår parternes rent private forhold, og at oplysninger herom ofte også vil indgå i domme og kendelser. Sagernes følsomme karakter giver sig også udtryk i, at behandling for lukkede døre er obligatorisk for de fleste af dem (domssager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab og prøvelse af adoption uden samtykke).

Undtagelsen gælder sager, der behandles efter et af de nævnte særlige kapitler i retsplejeloven eller efter reglen i retsplejelovens § 536 om fogedsager om forældremyndighed og samvær. Fogedsager om forældremyndighed er undtaget, både når der foreligger et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478, og når der er tale om en umiddelbar fogedforretning efter retsplejelovens § 596, stk. 2.

Undtagelsen gælder ikke i skiftesager mellem ægtefæller. Hvis domme eller kendelser i sådanne sager indeholder oplysninger om parternes rent private forhold, vil retten til aktindsigt imidlertid eventuelt kunne begrænses i medfør af stk. 3, nr. 3, jf. nedenfor.

Nr. 2 fastslår, at retten til aktindsigt ikke omfatter straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, medmindre der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller af massemedier til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde. Det bemærkes, at der ikke er fundet grundlag for, at undtagelsen fra etårsgrænsen kun skal gælde for danske massemedier, sådan som Retsplejerådet har foreslået. Reglen er derfor – ligesom for den videnskabelige forsknings vedkommende – udformet generelt.

I straffesager skal en anmodning om aktindsigt således som hovedregel fremsættes inden 1 år efter, at sagen er endeligt afsluttet. Om forståelsen af udtrykket »endeligt afsluttet«, der også anvendes i nr. 3, henvises til bemærkningerne til den foreslåede regel i § 41 d, stk. 1, 3. pkt.

Etårsfristen regnes fra sagens endelige afgørelse, således at alle domme og kendelser i samme sag enten er eller ikke er omfattet af de foreslåede regler om aktindsigt for enhver. Offentligheden vil også kunne have en legitim interesse i at få kendskab til domme i sager, der er afsluttet for mere end et år siden. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det imidlertid ikke være hensigtsmæssigt at søge at tage højde for disse tilfælde ved at lade fristerne for aktindsigt afhænge af dommens alvor eller ved en særlig regel om aktindsigt efter udløbet af den almindelige frist, (eksempelvis) når hensynet til offentlighed i retsplejen taler for det.

Offentlighedens behov for indsigt i straffesager, der er afsluttet for mere end 1 år siden, må først og fremmest varetages af massemedierne. Det foreslås således, at etårsgrænsen ikke skal gælde, når der søges aktindsigt af redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde .

Reglen om aktindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde forudsættes praktiseret på den måde, at domstolene som udgangspunkt uden videre imødekommer journalisters anmodning om aktindsigt. Det vil således i praksis i første række blive journalisterne, der kommer til at vurdere, om en ældre dom eller kendelse har aktuel journalistisk interesse.

Justitsministeriet finder – ligesom Retsplejerådet – at der i praksis må antages at være meget ringe risiko for, at en journalist søger aktindsigt under foregivende af, at det er til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde, mens det i virkeligheden – i strid med formålet med den foreslåede etårsgrænse – er et udslag af journalistens eller andres private interesse i at få adgang til autoritative oplysninger om strafbare forhold, som nogen tidligere har begået.

Hvis det mod forventning skulle vise sig, at reglen misbruges i noget nævneværdigt omfang, vil Justitsministeriet overveje, om der er behov for at stramme op på betingelserne for pressens aktindsigt.

Den foreslåede bestemmelse giver dog samtidig retten mulighed for i mere ekstraordinære tilfælde at afslå aktindsigt med den begrundelse, at der reelt ikke søges aktindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde. Der skal imidlertid meget til, og medmindre det er helt klart, hvilket andet formål ansøgeren har med at søge aktindsigt, vil det ofte være hensigtsmæssigt i første omgang at anmode ansøgeren om en nærmere begrundelse for, at der er tale om journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Afslag på aktindsigt med denne begrundelse vil således navnlig være relevant, hvis der er begrundet mistanke om, at dommen eller kendelsen vil blive benyttet på retsstridig måde. Afslag kan dog også tænkes, hvis de foreliggende oplysninger om det massemedium, som journalisten repræsenterer, giver grundlag for at anmode om en nærmere begrundelse for ansøgningen, og hvis journalisten herefter ikke kan give en fornuftig forklaring på, hvorfor dommen eller kendelsen er relevant for den pågældendes journalistiske eller redaktionelle arbejde.

Efter forslaget er videnskabelig forskning sidestillet med journalistisk eller redaktionelt arbejde. Forskeres anmodning om aktindsigt i domme og kendelser i ældre straffesager til brug for deres videnskabelige forskning skal således imødekommes på samme måde som journalisters anmodning om aktindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Ligesom for journalisters vedkommende forudsættes det, at forskeres anmodninger om aktindsigt i almindelighed uden videre imødekommes. Det er således ikke meningen, at domstolene skal foretage en vurdering af forskningens værdi eller lødighed som sådan.

Ligesom der kan være forskel på journalister, kan der dog også være forskel på forskere. Det vil således gøre en forskel, om forskeren virker på en offentlig forskningsinstitution eller en anerkendt (større) privat institution eller virksomhed, der foretager forskning, eller om forskeren virker i rent privat regi.

Forskere i den første kategori (offentlige eller anerkendte private institutioner eller virksomheder) vil således i praksis altid kunne få aktindsigt i domme og kendelser i ældre straffesager (med de begrænsninger, der i øvrigt foreslås, jf. nedenfor).

Forskere, der ikke har en sådan tilknytning, vil i mange tilfælde også kunne få aktindsigt, men de vil skulle redegøre lidt nærmere for, hvad forskningsprojektet går ud på, således at domstolene får mulighed for at udskille de anmodninger, hvor den påståede forskning reelt er et dække over, at aktindsigt søges med andet formål. I tvivlstilfælde vil det også kunne indgå i vurderingen, om der er indhentet tilladelse fra Datatilsynet til behandling af følsomme personoplysninger, jf. herved §§ 10 og 50 i lov om behandling af personoplysninger.

Som eksempel kan nævnes en anmodning om aktindsigt i et antal ældre domme om seksuelt misbrug af børn. Hvis ansøgeren eksempelvis ønsker at undersøge den daværende retspraksis i kritisk belysning til brug for retspolitisk arbejde, bør anmodningen imødekommes efter den foreslåede regel. Hvis der er begrundet mistanke om, at ansøgeren reelt ønsker at advare mod (eller i øvrigt foretage sig noget i forhold til) de konkrete personer, som blev dømt i de pågældende sager, falder anmodningen derimod uden for formålet med den foreslåede adgang til aktindsigt, og anmodningen skal derfor afslås.

Det bemærkes, at det i eksemplet er forudsat, at ansøgeren ikke har nogen særlig personlig tilknytning til de pågældende sager. Anmodninger om aktindsigt, der er begrundet i en særlig tilknytning til sagen, behandles efter den foreslåede § 41 d.

Stk. 2, nr. 3 , er udtryk for en tidsmæssig begrænsning i retten til aktindsigt i en bestemt type dokumenter , nemlig kendelser i straffesager .

Det foreslås, at der er adgang til aktindsigt i kendelser i straffesager, når sagen er endeligt afsluttet.

Om forståelsen af udtrykket »endeligt afsluttet«, der også anvendes i nr. 2, henvises til bemærkningerne til den foreslåede regel i § 41 d, stk. 1, 3. pkt.

Det forekommer, at kendelser afsagt eksempelvis under efterforskningen af en straffesag angår forhold, der senere udskilles til behandling under forskellige sager. Som eksempel kan nævnes en kendelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden, der vedrører flere telefoner eller lignende. I sådanne tilfælde er der først adgang til aktindsigt i kendelsen, når alle de pågældende sager er endeligt afsluttet.

I sager om ydelse af international retshjælp indebærer nr. 3, at retten til aktindsigt i kendelser gælder, når den udenlandske straffesag er endeligt afsluttet.

Som en undtagelse foreslås det, at den tidsmæssige begrænsning i adgangen til aktindsigt i kendelser i straffesager ikke skal gælde, når massemedier søger aktindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde. Undtagelsen gælder for personer omfattet af retsplejelovens § 172, stk. 1, 2 eller 4, jf. nærmere bemærkningerne til § 41 f, og disse personer vil derfor kunne få aktindsigt i kendelser i straffesager, når kendelsen er afsagt. Til gengæld foreslås det, at så længe sagen ikke er endeligt afsluttet, må kendelserne ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde, jf. forslaget til § 41 f, stk. 6, 2. pkt., og bemærkningerne hertil.

Stk. 2, nr. 4 , undtager forklaringer , der er afgivet i lukkede retsmøder fra retten til aktindsigt, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet. Reglen gælder både i civile sager og straffesager, men vil i praksis have størst betydning i straffesager. Reglen indebærer bl.a., at forurettedes forklaring i sager om alvorlige seksualforbrydelser er undtaget fra retten til aktindsigt, når forurettede har anmodet om dørlukning i medfør af retsplejelovens § 29 a, stk. 1.

Stk. 2, nr. 5 , undtager tilsvarende forklaringer , der er omfattet af et referatforbud.

Nr. 4 og 5 kan minde om en undtagelse af bestemte oplysninger , men skal imidlertid forstås som en undtagelse af bestemte dele af dokumenter .

Det er således kun (selve) gengivelsen af forklaringer, der er afgivet i et lukket retsmøde eller omfattet af et referatforbud, i dommens eller kendelsens sagsfremstilling, der er undtaget fra retten til aktindsigt. Dommens eller kendelsens begrundelse (præmisser) er i sin helhed omfattet af retten til aktindsigt, uanset i hvilket omfang der i kraft af begrundelsens stillingtagen til de afgivne forklaringer samtidig gives oplysning om indholdet af forklaringerne.

Stk. 3 giver mulighed for efter en konkret vurdering at undtage bestemte oplysninger fra aktindsigt. Reglen er udtryk for, at de pågældende oplysninger i givet fald fjernes fra dommen eller kendelsen før kopieringen, således at der gives aktindsigt i den resterende del af dommen eller kendelsen (ekstrahering). Der vil sjældent være grundlag for at nægte aktindsigt i hele dommen eller kendelsen under henvisning til stk. 3.

Stk. 3 gælder principielt både i civile sager og straffesager, men nr. 1 og 2 vil normalt kun være relevante i straffesager.

Nr. 1 giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.

Reglen er beslægtet med den gældende undtagelsesregel i retsplejelovens § 41 vedrørende »hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt«. I forhold hertil er dog tilføjet hensynet til forholdet til mellemfolkelige institutioner.

I modsætning til forslaget i betænkningen er hensynet til rigets forsvar derimod ikke nævnt særskilt, da statens sikkerhed også omfatter rigets forsvar, og da »hensynet til statens sikkerhed« er det udtryk, der i øvrigt benyttes i en række bestemmelser i retsplejeloven.

Der skønnes heller ikke behov for ved siden af hensynet til forholdet til fremmede magter som i den gældende § 41 tillige at medtage »særlige hensyn til disse i øvrigt«. Disse ord indgår i retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2, om dørlukning, hvilket begrundes med, at det i sager om ydelse af international retshjælp kan være rimeligt at lukke dørene med henvisning til vedkommende stats interesser, uden at dørlukningen kan siges at være begrundet i »statens forhold til fremmede magter«, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 2031.

Kendelser i straffesager er imidlertid først omfattet af retten til aktindsigt, når sagen er endeligt afsluttet, jf. ovenfor om nr. 3. Som nævnt betyder det i sager om ydelse af international retshjælp, at retten til aktindsigt først gælder, når den udenlandske straffesag er endeligt afsluttet.

Stk. 3, nr. 2 , giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser. Med ordene »ganske særlige grunde« og »påkrævet« er det hensigten at markere, at dette led kun skal anvendes i ekstraordinære tilfælde. Endvidere vil der som altovervejende hovedregel kun være tale om at undtage enkelte oplysninger, som fremgår af dommen eller kendelsen, fra aktindsigt.

Som eksempel kan nævnes sager om narkotikakriminalitet, hvor det kan være påkrævet at undtage telefonnumre eller adresser, som fremgår af dommen eller kendelsen, fra aktindsigt, hvis der er risiko for, at det ved opringning til disse telefonnumre eller henvendelse på disse adresser (fortsat) er muligt direkte eller indirekte at komme i kontakt med personer, der sælger narkotika.

Undtagelsen vil endvidere i meget sjældne tilfælde kunne anvendes af hensyn til beskyttelse af vidner.

Det bemærkes, at hvis et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl er hemmeligholdt for tiltalte i medfør af retsplejelovens § 848, stk. 2, skal vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl slet ikke medtages i dommen.

Undtagelsen vil efter omstændighederne kunne anvendes, hvis der er begrundet mistanke om, at den, der søger aktindsigt, vil begå strafbart forhold med hensyn til dommen eller kendelsen, eksempelvis ved offentliggørelse uden anonymisering i strid med den foreslåede regel i retsplejelovens § 1017 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 42.

Stk. 3, nr. 3 , giver mulighed for efter en konkret vurdering at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller om virksomheders erhvervshemmeligheder, og det ikke er tilstrækkeligt at foretage anonymisering. Reglen gælder både i civile sager og straffesager.

Begrebet »rent private forhold« anvendes flere steder i lovgivningen, herunder forvaltningslovens § 28, stk. 1, om videregivelse af oplysninger fra én forvaltningsmyndighed til en anden. Rent private forhold omfatter navnlig oplysninger om race, religion og hudfarve, politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold, helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende. Rent private forhold omfatter efter omstændighederne også oplysninger om interne familieforhold, herunder familiestridigheder, opdragelsesmåde og adoption, og om ulykkestilfælde. Rent private forhold omfatter derimod ikke eksempelvis økonomiske forhold, arbejds- og ansættelsesmæssige forhold, uddannelsesmæssige forhold eller boligforhold.

Oplysninger om rent private forhold er ikke fortrolige, hvis den pågældende selv har gjort offentligheden bekendt med oplysningen, eksempelvis som kandidat for et politisk parti eller talsmand for et religiøst samfund eller en forening. Oplysninger om rent private forhold er heller ikke fortrolige, hvis oplysningerne er almindeligt kendt, eksempelvis efter at have været omtalt udførligt i medierne.

Begrebet »erhvervshemmeligheder« anvendes bl.a. i retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 3, om dørlukning.

Stk. 3, nr. 3, er udformet på den måde, at retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, og offentlighedens indsigt i retssager desuden findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende enkeltpersoner eller virksomheder.

Efter forslaget skal aktindsigt således ikke automatisk begrænses, i det omfang dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, men der skal foretages en vurdering af, om offentlighedens indsigt i dommen eller kendelsen konkret bør vige for væsentlige hensyn til de pågældende. I denne vurdering indgår både, hvem det er, dommen eller kendelsen indeholder rent private oplysninger eller erhvervshemmeligheder om (sigtede/tiltalte, forurettede, parter i civile sager, vidner eller andre), og hvilke private forhold eller erhvervshemmeligheder der er tale om. Desuden kan det indgå i vurderingen, om sagen har en særlig offentlig interesse.

Undtagelsen vedrørende rent private forhold gælder kun for fysiske personer, hvorimod undtagelsen vedrørende erhvervshemmeligheder også gælder for juridiske personer.

Stk. 3, nr. 3, er subsidiær i forhold til den foreslåede regel i § 41 e, stk. 4, om anonymisering af dokumenter, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder og om anonymisering med hensyn til forurettede i straffesager om seksualforbrydelser og med hensyn til lægdommere i straffesager. Anonymisering betyder, at de pågældende enkeltpersoners eller erhvervsvirksomheders identitet sløres, men at selve oplysningerne bibeholdes i dokumentet. Anonymisering er derfor en mindre vidtgående indskrænkning af offentligheden end udeladelse af oplysninger i medfør af stk. 3, nr. 3. Forslaget er på den baggrund udformet på den måde, at nr. 3 kun skal anvendes, hvis hensynet til de pågældende enkeltpersoner eller erhvervsvirksomheder ikke kan varetages gennem anonymisering.

Anonymisering kan navnlig være utilstrækkelig, hvis der trods anonymisering er risiko for, at de pågældende vil kunne genkendes i en videre kreds.

Uanset en eventuel risiko for genkendelse bør stk. 3, nr. 3, dog ikke anvendes i straffesager for så vidt angår de påsigtede forhold, da det vil gøre aktindsigt i domme og kendelser i straffesager meningsløs. Med hensyn til i stedet at foretage anonymisering henvises til bemærkningerne til § 41 e, stk. 4.

Stk. 3, nr. 3, vil undtagelsesvis kunne anvendes på oplysninger om tiltaltes forstraffe. Da domme og kendelser normalt kun medtager oplysninger om forstraffe af betydning for sagen, og da kendskab til disse oplysninger kan have væsentlig betydning for forståelsen af afgørelsen, bør de imidlertid som udgangspunkt ikke undtages fra aktindsigt, hvis tiltalte findes skyldig. Hvis tiltalte frifindes, bør eventuelle oplysninger i dommen om tiltaltes forstraffe imidlertid undtages fra aktindsigt.

Hvis der ikke sker anonymisering, bør oplysninger om strafbare forhold, som hverken angår de påsigtede forhold eller tiltaltes forstraffe, normalt altid undtages fra aktindsigt i medfør af nr. 3. Der kan i den forbindelse også henvises til, at vidners svar på spørgsmål om, hvorvidt de er straffet, ikke meddeles tilhørerne i et offentligt retsmøde, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Hvis der ikke sker anonymisering, bør oplysninger om seksuelle forhold, som den pågældende ikke selv har gjort offentligheden bekendt med, normalt undtages fra aktindsigt i medfør af nr. 3. Det kan navnlig være relevant i civile sager om sexchikane, idet faderskabssager og ægteskabssager i medfør af stk. 2, nr. 1, falder helt uden for forslaget om aktindsigt i domme og kendelser for enhver, og idet der obligatorisk skal foretages anonymisering med hensyn til forurettede i straffesager om seksualforbrydelser, jf. forslaget til retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt.

Hvis der ikke sker anonymisering, vil der også ofte for så vidt angår oplysninger om misbrugsproblemer være grund til at begrænse retten til aktindsigt i medfør af stk. 3, nr. 3. Undtagelsen bør således normalt altid anvendes for så vidt angår oplysninger om misbrugsproblemer, der ikke har betydning for sagen. I en del sager, eksempelvis visse straffesager om spirituskørsel, vil oplysninger om misbrugsproblemer imidlertid have væsentlig betydning for afgørelsen, og afvejningen af hensynet til den pågældende og hensynet til offentlighedens indsigt i retssager kan her føre til, at oplysningerne ikke udelades.

Det vil bero på en mere konkret vurdering, om der er grund til at undtage oplysninger om helbredsforhold eller væsentlige sociale problemer fra aktindsigt i medfør af nr. 3. Med hensyn til i stedet at foretage anonymisering henvises til bemærkningerne til § 41 e, stk. 4.

Oplysninger om race, religion og hudfarve og politiske og foreningsmæssige forhold, som har betydning for sagen, bør normalt ikke undtages fra aktindsigt i medfør af nr. 3. Med hensyn til i stedet at foretage anonymisering henvises til bemærkningerne til § 41 e, stk. 4.

Anvendelsen af undtagelsen vedrørende virksomheders erhvervshemmeligheder forudsætter, at en offentliggørelse af oplysningerne vil kunne have betydelige skadevirkninger for virksomheden. Gengivelsen af forklaringer om erhvervshemmeligheder, der er afgivet for lukkede døre, er dog i alle tilfælde undtaget fra aktindsigt allerede i medfør af stk. 2, nr. 4.

Ud over skadevirkningerne ved en offentliggørelse kan også erhvervshemmelighedernes karakter indgå i den afvejning, der skal foretages i forhold til offentlighedens interesse i indsigt i retssager. Oplysninger om eksempelvis omsætningstal, udviklingsplaner mv. vil således snarere kunne undtages fra aktindsigt end oplysninger, der angår sundhedsmæssige eller miljømæssige problemer hos virksomheden eller dens produkter, og som har betydning for sagen. For visse sager om miljøspørgsmål foreslås en særlig regel om aktindsigt i oplysninger om emissioner, der er relevante for beskyttelsen af miljøet, jf. lovforslagets § 7 (ændring af lov om aktindsigt i miljøoplysninger).

Parterne har naturligvis mulighed for allerede i forbindelse med sagens afgørelse at henlede rettens opmærksomhed på det, hvis der er oplysninger om erhvervshemmeligheder, som bør udelades, hvis der søges om aktindsigt i dommen.

I tvivlsomme tilfælde vil det i øvrigt under alle omstændigheder være naturligt at indhente en udtalelse fra de pågældende, før retten beslutter, om hensynet til offentlighedens indsigt i retssager eller hensynet til de pågældende konkret skal være udslagsgivende, jf. bemærkningerne til det foreslåede § 41 e, stk. 2.

Undtagelsen vedrørende virksomheders erhvervshemmeligheder kan kun anvendes på offentlige myndigheder, i det omfang myndigheden driver erhvervsvirksomhed på lige fod med private.

Den foreslåede § 41 b regulerer aktindsigt i form af udlevering af kopi , herunder i elektronisk form, hvis dokumentet foreligger i elektronisk form hos retten. Der er imidlertid naturligvis ikke noget til hinder for efter anmodning at give aktindsigt i form af gennemsyn som alternativ til udlevering af kopi, hvis det forekommer hensigtsmæssigt.

Med hensyn til fremgangsmåden ved behandlingen af anmodninger om aktindsigt henvises til den foreslåede § 41 e og bemærkningerne hertil. Om betaling for udleverede kopier henvises til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 41 c

Bestemmelsen angår aktindsigt for enhver i skriftlig forelæggelse og procedure samt endelige påstandsdokumenter.

Bestemmelsen knytter sig til den foreslåede § 41 b om aktindsigt i domme og kendelser, og formålet med bestemmelsen er således at sikre samme adgang til aktindsigt i de nævnte dokumenter, der har særlig nær tilknytning til domsforhandlingen og dermed til dommen.

Stk. 1 angår aktindsigt i skriftlig forelæggelse og procedure og er først og fremmest udtryk for en tydeliggørelse og præcisering af retstilstanden.

Det blev ved gennemførelsen af reglerne om skriftlig forelæggelse og procedure i straffesager forudsat, at skriftlig forelæggelse og procedure er offentlig tilgængelig, medmindre dokumenterne er omfattet af en afgørelse om dørlukning eller referatforbud, jf. betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet side 279 og 296, og Folketingstidende 1986-87, tillæg A, spalte 604. Retsplejeloven indeholder imidlertid ikke udtrykkelige regler herom, og retsplejeloven indeholder heller ikke udtrykkelige regler om offentlighedens adgang til at gøre sig bekendt med de skriftlige procedureindlæg i skriftligt behandlede civile sager. På den baggrund foreslås en udtrykkelig regel om aktindsigt i skriftlig forelæggelse og procedure.

Stk. 1 fastslår det almindelige udgangspunkt, at når der er afsagt dom i sagen, kan enhver forlange at få udleveret kopi af skriftlige procedureindlæg i civile retssager, der i henhold til retsplejelovens § 387 afgøres uden mundtlig domsforhandling, og af skriftlig forelæggelse og procedure i straffesager i henhold til retsplejelovens §§ 927 b og 928 a, stk. 2 og 3, medmindre dokumenterne er omfattet af et forbud mod offentlig gengivelse, jf. retsplejelovens § 31 b (lovforslagets § 1, nr. 6).

Forslaget indebærer, at der vil være adgang til aktindsigt i den skriftlige forelæggelse og procedure på samme tidspunkt, som der er adgang til aktindsigt i dommen. Hvis sagen afsluttes uden dom, eksempelvis fordi parterne forliger sagen, vil anmodninger om aktindsigt i den skriftlige forelæggelse og procedure skulle behandles efter reglerne om aktindsigt i øvrigt, dvs. den foreslåede § 41 d (særlig interesse) eller den foreslåede § 41 g (meroffentlighed).

Stk. 2 angår aktindsigt i endelige påstandsdokumenter i civile sager og er udtryk for en nydannelse.

Det foreslås, at enhver, når der er to arbejdsdage, til domsforhandlingen begynder, som udgangspunkt har ret til at få udleveret kopi af endelige påstandsdokumenter som nævnt i retsplejelovens § 356 a.

Muligheden for at få udleveret kopi af endelige påstandsdokumenter nogle dage før domsforhandlingen (og ikke først ved domsforhandlingens begyndelse) giver bl.a. journalister mulighed for at tage stilling til, om sagen har en sådan journalistisk interesse, at der er grund til at overvære domsforhandlingen.

Stk. 2 angår endelige påstandsdokumenter, der er indleveret i medfør af retsplejelovens § 356 a. Anmodninger om aktindsigt i dokumenter, der indholdsmæssigt svarer til (og eventuelt er betegnet som) endelige påstandsdokumenter, men hvor retten ikke har pålagt parterne at indlevere endelige påstandsdokumenter, jf. § 356 a, vil skulle behandles efter reglerne om aktindsigt i øvrigt, dvs. den foreslåede § 41 d (særlig interesse) eller den foreslåede § 41 g (meroffentlighed).

Stk. 1 og 2 er udtryk for, at der som udgangspunkt er adgang for enhver til at få udleveret kopi af de dér nævnte dokumenter. Som nævnt er formålet med § 41 c imidlertid at ligestille disse dokumenter med domme og kendelser, og der bør derfor også gælde samme undtagelser og begrænsninger i retten til aktindsigt som foreslået for domme og kendelser.

Stk. 3 gør derfor de undtagelser og begrænsninger i retten til aktindsigt, som foreslås i § 41 b, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelige på aktindsigt i henhold til § 41 c, stk. 1 og 2. Med hensyn til det nærmere indhold af undtagelserne og begrænsningerne henvises til bemærkningerne til § 41 b.

Ligesom den foreslåede § 41 b regulerer den foreslåede § 41 c aktindsigt i form af udlevering af kopi , herunder i elektronisk form, hvis dokumentet foreligger i elektronisk form hos retten. Der er naturligvis ikke noget til hinder for efter anmodning at give aktindsigt i form af gennemsyn som alternativ til udlevering af kopi, hvis det forekommer hensigtsmæssigt.

Med hensyn til fremgangsmåden ved behandlingen af anmodninger om aktindsigt henvises til den foreslåede § 41 e og bemærkningerne hertil. Om betaling for udleverede kopier henvises til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 41 d

Bestemmelsen angår aktindsigt for andre end parter i de tilfælde, der ikke er reguleret af de foreslåede §§ 41 a-41 c. Bestemmelsen er udtryk for en modernisering af de gældende regler i retsplejelovens § 41 og er for straffesagers vedkommende samtidig udtryk for, at reglerne om aktindsigt hos politiet og anklagemyndigheden samles i retsplejeloven. Dette indebærer, at forvaltningslovens § 18 fremover kun vil gælde i straffesager, der behandles ved andre administrative myndigheder end politiet og anklagemyndigheden, jf. lovforslagets § 2.

Formålet med bestemmelsen er først og fremmest at give adgang til dokumenter, når ansøgeren kan godtgøre at have en særlig interesse heri, herunder med henblik på en verserende retssag. En part i en verserende civil sag har også mulighed for at anmode om et editionspålæg efter retsplejelovens § 298 eller § 299. Selv om der i denne situation er en vis overlapning mellem § 41 d og §§ 298 og 299, træffes afgørelserne efter de respektive bestemmelser uafhængigt af hinanden ud fra de betingelser, som fremgår af hver af bestemmelserne. Dette adskiller sig ikke fra, at retsplejelovens §§ 298 og 299 og forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om aktindsigt også er uafhængige af hinanden. Retsplejerådet forventer i sine senere overvejelser om edition i civile sager at inddrage forholdet mellem edition og regler om aktindsigt, særligt med hensyn til retssager, hvor det offentlige er part (jf. betænkningen side 227), men såvel efter de gældende som efter de nu foreslåede regler er edition og aktindsigt uafhængige af hinanden.

Den foreslåede § 41 d gælder for det første for aktindsigt i andre typer af dokumenter end dem, der er omfattet af de foreslåede §§ 41 a-41 c (domme og kendelser, skriftlig forelæggelse og procedure og endelige påstandsdokumenter). Bestemmelsen gælder således bl.a. for andre retsbogstilførsler, processkrifter, anklageskrifter, politirapporter og dokumenter, der benyttes som bevis, jf. nærmere nedenfor.

Bestemmelsen gælder dernæst for de typer af dokumenter, der er omfattet af de foreslåede §§ 41 a-41 c, men hvor sagen eller dokumentet konkret helt eller delvis er undtaget fra aktindsigt efter disse regler, fordi en af de foreslåede undtagelser finder anvendelse. Som eksempler på undtagne sager kan nævnes straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, og sager om ægteskab og forældremyndighed. Som eksempler på, at et dokument helt eller delvis kan være undtaget, kan nævnes gengivelsen af forklaringer afgivet for lukkede døre, og oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder.

Hvis den, der søger aktindsigt, kan godtgøre en særlig interesse i at få aktindsigt, kan et afslag på aktindsigt efter de foreslåede regler i §§ 41 a-41 c således følges op af en anmodning om aktindsigt efter den foreslåede § 41 d, hvor ansøgerens interesse i aktindsigt indgår i afvejningen. Det må imidlertid antages, at den væsentlige udvidelse af offentlighedens aktindsigt i domme og kendelser mv., som de foreslåede §§ 41 a-41 c er udtryk for, vil medføre, at aktindsigt efter den foreslåede § 41 d vil få væsentligt mindre praktisk betydning end aktindsigt efter den gældende § 41.

Den foreslåede § 41 d omfatter alle sager ved domstolene, både civile sager og straffesager, og inden for de civile sager både dispositive og indispositive domssager og foged- og skiftesager. Bestemmelsen omfatter desuden straffesager, som behandles af politiet og anklagemyndigheden, men ikke straffesager, som behandles af andre administrative myndigheder.

Bestemmelsen omfatter ikke den registreringsmæssige side af tinglysning, men i tilfælde af kære er kæresagens dokumenter omfattet af forslaget på samme måde som ved kære af andre registreringssager (jf. sølovens § 43, flyregistreringslovens § 14 og værdipapirhandelslovens § 79). Det bemærkes i den forbindelse, at tinglyste dokumenter i forvejen er offentligt tilgængelige, jf. tinglysningslovens § 50.

Bestemmelsen omfatter ikke dokumenter, der er indgået til eller oprettet af domstolene som led i administrativ virksomhed.

Stk. 1 angiver, hvilken personkreds der har ret til aktindsigt, og hvilke dokumenter der er omfattet af retten til aktindsigt. Det foreslås, at der skal være adgang til aktindsigt dels for personer, der har behov for adgang til dokumentet med henblik på belysning af et konkret retsspørgsmål, jf. 1. pkt. , dels for forurettede i straffesager eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende, jf. 2. pkt.

Stk. 1, 1. pkt. , er i vidt omfang en præcisering af kriteriet om »retlig interesse«, som anvendes i den gældende § 41. Det bemærkes i den forbindelse, at vurderingen af ansøgerens interesse i aktindsigt skal foretages i forhold til det enkelte dokument og ikke i forhold til sagen som helhed.

Stk. 1, 2. pkt. , om aktindsigt for forurettede i straffesager eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende, er udtryk for en vis udvidelse af adgangen til aktindsigt, da der i hidtidig praksis kun foreligger enkelte afgørelser, der – i kraft af en vid fortolkning af kriteriet »retlig interesse« – giver aktindsigt i andet øjemed end belysning af et konkret retsspørgsmål. Som eksempel på en situation, der fremover vil være omfattet af 2. pkt., kan nævnes Højesterets afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998 side 880, hvor en mand fik aktindsigt i straffesagen angående hans fars drab på hans mor.

2. pkt. omfatter først og fremmest forurettede i straffesager. Hvis forurettede er afgået ved døden, omfatter 2. pkt. forurettedes nære pårørende. Ægtefælle, samlever, børn og forældre må normalt anses for at være nære pårørende. Efter omstændighederne vil også andre kunne anses for at være nære pårørende, hvis der har været et sådant særligt forhold mellem den pågældende og forurettede, at der må antages at være tale om en tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det kan f.eks. være en søster eller bror, der som voksen i mange år har haft fælles bolig og husholdning med forurettede.

Aktindsigt efter den foreslåede bestemmelse forudsætter, at aktindsigt søges enten med henblik på belysning af et konkret foreliggende retsspørgsmål, som den, der søger aktindsigt, har en individuel, væsentlig interesse i, eller fordi den, der søger aktindsigt, er forurettet eller nær pårørende til forurettede i den sag, der søges aktindsigt i.

Bestemmelsen omfatter således ikke tilfælde, hvor der søges aktindsigt ud fra en generel interesse i belysning af retstilstanden eller af den konkrete sag. Anmodninger om aktindsigt, der alene tjener eksempelvis journalistiske eller videnskabelige formål, falder således uden for bestemmelsen. Sådanne anmodninger kan fremsættes efter den foreslåede regel § 41 b om aktindsigt i domme og kendelser for enhver (hvor et journalistisk eller videnskabeligt formål udvider adgangen til aktindsigt, jf. forslaget til § 41 b, stk. 2, nr. 2, og bemærkningerne hertil), efter den foreslåede særlige regel i § 41 f om aktindsigt for massemedier eller efter den foreslåede regel i § 41 g om meroffentlighed.

Ligesom efter den gældende § 41 er indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen omfattet af retten til aktindsigt. Dette gælder, hvad enten den pågældende retsbog betegnes retsbog, dombog, fogedbog, auktionsbog eller skiftebog. Der foreslås den rent terminologiske ændring, at stemmegivningsbogen fremover ikke skal henregnes til retsbøgerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil. Der er derfor ikke anledning til som i den gældende § 41 særskilt at undtage stemmegivningsbogen fra aktindsigt, men se dog nedenfor om stk. 2, nr. 2.

For andet end retsbøger foreslås det at erstatte udtrykket »de (...) hos retten beroende til en sag hørende, fremlagte dokumenter«, som anvendes i den gældende § 41, med udtrykket » dokumenter, der vedrører sagen ,« suppleret med en undtagelse for interne arbejdsdokumenter.

Forslaget indebærer, at reglerne om aktindsigt i straffesager samles i retsplejeloven for så vidt angår rettens og politiets og anklagemyndighedens materiale. Straffesager behandlet ved andre administrative myndigheder end politiet vil fortsat være omfattet af forvaltningslovens § 18, jf. lovforslagets § 2. I praksis drejer det sig navnlig om sager vedrørende administrative bødeforelæg fra andre myndigheder end politiet. Hvis en straffesag behandles af politiet efter at have været behandlet af en anden administrativ myndighed, gælder de foreslåede regler i § 41 d også for aktindsigt i det materiale, som politiet har modtaget fra den anden administrative myndighed.

Et dokument vedrører sagen, når dokumentet har betydning for sagens behandling. Som eksempler kan for civile sagers vedkommende nævnes stævning og øvrige processkrifter, brevveksling med retten vedrørende sagen og dokumenter, der benyttes som bevis. Som eksempler kan for straffesagers vedkommende nævnes politirapporter (jf. retsplejelovens § 744), anklageskrift eller retsmødebegæring og dokumenter, der har været benyttet som bevis.

I straffesager er både dokumenter, der indgår i sagen ved retten, og dokumenter, der (alene) indgår i politiets sag, omfattet. Hvis et dokument vedrører den pågældende sag, er det således omfattet af forslaget om aktindsigt, selv om det efter anklagemyndighedens opfattelse har vist sig at være uden betydning for afgørelsen af tiltalespørgsmålet eller for sagens afgørelse i retten.

Udtrykket »dokumenter« skal forstås lige så bredt som dokumentbegrebet efter offentlighedsloven. Ud over egentlige skriftlige dokumenter, hvad enten de foreligger som papirdokumenter eller elektroniske dokumenter, er således også tegninger, kort, billeder og lyd- og billedoptagelser omfattet.

I civile sager er der adgang til aktindsigt, både mens sagen verserer, og når sagen er afsluttet. Aktindsigt i afsluttede sager forudsætter, at dokumentet er bevaret i rettens arkiv. Retsplejelovens § 39, stk. 1, foreskriver i den forbindelse, at processkrifter forbliver i rettens arkiv, hvorimod bevisdokumenter kan udleveres, når ankefristen er udløbet, uden at anke er iværksat. Retsplejeloven indeholder ikke andre regler om opbevaring af dokumenter i civile sager.

Aktindsigt efter de foreslåede regler omfatter de dokumenter, der rent faktisk er bevaret i rettens arkiv, uanset om der er bevaret dokumenter i videre omfang end foreskrevet ved retsplejelovens § 39, stk. 1.

At dokumenter er bevaret i rettens arkiv, betyder i denne sammenhæng, at de er bevaret som led i et formaliseret opbevarings- og arkiveringssystem. Er et dokument ikke bevaret i et sådant formaliseret opbevarings- og arkiveringssystem, bliver dokumentet ikke omfattet af aktindsigt, blot fordi en dommer i retten stadig er i besiddelse af et eksemplar, eksempelvis i form af en ekstrakt eller materialesamling udarbejdet til brug for domsforhandlingen i sagen.

I straffesager er der først adgang til aktindsigt, når sagen er endeligt afsluttet, jf. nedenfor vedrørende stk. 1, 3. pkt. Aktindsigt forudsætter, at dokumentet efter de regler, som er fastsat i medfør af retsplejelovens § 39, stk. 2 (jf. også lovforslagets § 1, nr. 14), er bevaret i sagens akter.

Retten til aktindsigt i medfør af den foreslåede § 41 d gælder også efter, at dokumentet er afleveret til arkiv i medfør af arkivloven, i givet fald parallelt med arkivadgang i henhold til arkivloven.

Interne arbejdsdokumenter er ikke omfattet af retten til aktindsigt, jf. nærmere nedenfor vedrørende stk. 2.

I stk. 1, 3. pkt. , foreslås det i overensstemmelse med gældende ret, at retten til aktindsigt i straffesager først skal gælde, når sagen er endeligt afsluttet. Ligesom efter gældende ret er der derimod adgang til aktindsigt i civile sager, også mens sagen verserer.

Sagen er endeligt afsluttet, når der foreligger en endelig afgørelse, dvs. en afgørelse, som ikke kan anfægtes ved ordinære retsmidler.

Er der tale om en retshandling til brug for en straffesag i udlandet, kan sagen først anses for endeligt afsluttet, når den udenlandske straffesag er afsluttet.

De fleste sager er endeligt afsluttet, når der er afsagt dom i første instans, og ankefristen er udløbet, uden at der er iværksat anke. Af praktiske grunde bør der ikke tages hensyn til et eventuelt ankeafkald.

Kan en dom i første instans kun ankes med særlig tilladelse, er sagen endeligt afsluttet, når dommen er afsagt. Hvis der gives anketilladelse, kan sagen fra tidspunktet for tilladelsen imidlertid ikke længere anses for endeligt afsluttet, jf. nedenfor.

Ankes en dom i første instans, er sagen endeligt afsluttet, når ankeinstansen har afsagt dom, eller når ankesagen i øvrigt er afsluttet, eksempelvis ved tilbagekaldelse af anken eller ved afvisning. Ophæver ankeinstansen dommen i første instans og hjemviser sagen til fornyet behandling, er sagen ikke endeligt afsluttet, før den har været behandlet på ny.

En ankesag i landsretten er endeligt afsluttet, når dommen er afsagt, uden hensyn til muligheden for at søge tredjeinstansbevilling, jf. nedenfor.

Retsmidler, som først kan iværksættes med særlig tilladelse, tages ikke i betragtning, så længe sådan tilladelse ikke er givet. Dette gælder, uanset at ansøgning til Procesbevillingsnævnet kan tillægges opsættende virkning i forhold til fuldbyrdelsen af dommen, jf. retsplejelovens § 963, stk. 4, og § 966, stk. 2. Tilsvarende gælder begæring om genoptagelse, som indgives til Den Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 986, eller til den ret, der har afsagt dommen, jf. retsplejelovens § 987, stk. 1. Selv om der rent faktisk træffes bestemmelse om opsættende virkning, er straffesagen således i relation til de foreslåede regler om aktindsigt stadig at betragte som endeligt afsluttet.

Retten til genoptagelse efter retsplejelovens § 987, stk. 2, er derimod at betragte som et ordinært retsmiddel. Hvis domsforhandlingen i medfør af retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 4, er gennemført uden tiltaltes tilstedeværelse, er sagen således først endeligt afsluttet, når den ordinære frist på 4 uger for at anmode om genoptagelse er udløbet. Det bemærkes, at fristen regnes fra forkyndelsen af dommen.

Hvis Procesbevillingsnævnet giver tredjeinstansbevilling eller – hvor det kræves – andeninstansbevilling, er sagen imidlertid ikke længere endeligt afsluttet. Det samme gælder, når ankeinstansen tillader anke efter ankefristens udløb, eller når der træffes bestemmelse om genoptagelse af en sag. Såfremt Den Særlige Klageret efter domfældtes død ophæver en dom i medfør af retsplejelovens § 982, 2. pkt., er sagen naturligvis (stadig) endeligt afsluttet.

Det kan således forekomme, at en sag, der er endeligt afsluttet, ophører med at være det. Dette skyldes eksistensen af ekstraordinære retsmidler og er uundgåeligt, da sager alternativt aldrig ville kunne anses som endeligt afsluttet. Da reglerne om aktindsigt i afsluttede straffesager er udformet med henblik på, at sagens behandling er afsluttet, ophører adgangen til aktindsigt i medfør af den foreslåede § 41 d, hvis Procesbevillingsnævnet giver anketilladelse, eller hvis der træffes bestemmelse om genoptagelse. Adgangen til aktindsigt genindtræder på det tidspunkt, hvor sagen på ny er endeligt afsluttet.

Sager afsluttes undertiden uden dom. Indenretslige bødevedtagelser eller advarsler efter retsplejelovens §§ 936 og 937 afslutter sagen, idet indbringelse for højere ret kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse. Udenretslig bødevedtagelse efter retsplejelovens § 924 kan omgøres efter samme regler som afgørelser om påtaleopgivelse og tiltalefrafald og er derfor i relation til, hvornår sagen er endeligt afsluttet, ligestillet hermed.

Påtaleopgivelse og tiltalefrafald kan frit omgøres af den overordnede anklagemyndighed inden for en frist på 2 måneder. Eftersom der ikke gælder nogen betingelser (ud over et almindeligt saglighedskrav) for omgørelsen, må dette anses for et ordinært retsmiddel, og en sag, der afsluttes ved påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan derfor først anses for endeligt afsluttet, når omgørelsesfristen efter retsplejelovens § 724, stk. 2, er udløbet. Som nævnt gælder det samme for sager, der afsluttes ved udenretslig bødevedtagelse.

De foreslåede regler om aktindsigt i afsluttede straffesager forudsætter, at nogen har været sigtet i sagen. Sager, hvor efterforskningen er indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, 1. pkt., falder således uden for forslaget. Det bemærkes i den forbindelse, at efterforskningen til enhver tid vil kunne fortsættes, uden at der gælder særlige betingelser herfor.

Såfremt sigtelse er rejst, men forfølgningen standses på ubestemt tid, jf. straffelovens § 94, stk. 6, 2. pkt., er sagen ikke endeligt afsluttet. Hvis et eventuelt strafansvar på et tidspunkt forældes efter straffelovens regler herom, må sagen dog anses for endeligt afsluttet. Er der tvivl om, hvorvidt der er indtrådt forældelse, påhviler det den myndighed, der træffer afgørelse om aktindsigt, at tage stilling til, om det ved denne afgørelse kan lægges til grund, at et eventuelt strafansvar er forældet. En sådan præjudiciel afgørelse om, hvorvidt der er indtrådt forældelse, som træffes i forbindelse med en afgørelse om aktindsigt, er naturligvis ikke bindende for afgørelsen af selve straffesagen, hvis denne senere rent faktisk gennemføres til dom.

Det bemærkes, at udtrykket »sagen er endeligt afsluttet« ikke har helt samme betydning som udtrykket »sagen er afgjort«, der i dag anvendes i forvaltningslovens § 18, og hvor det antages, at en sag er »afgjort«, selv om den overordnede anklagemyndighed har mulighed for at omgøre afgørelsen i medfør af retsplejelovens § 724, stk. 2. Fremover vil en anmodning om aktindsigt, der er begrundet i et ønske om at skaffe oplysninger til brug for en eventuel klage til den overordnede anklagemyndighed, derfor skulle behandles efter principperne om meroffentlighed, jf. den foreslåede § 41 g og bemærkningerne hertil.

Ligesom efter gældende ret er interne arbejdsdokumenter ikke omfattet af retten til aktindsigt, jf. stk. 2 , der også indeholder en nærmere definition af, hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved interne arbejdsdokumenter.

Stk. 2, nr. 1 , hvis formulering er inspireret af offentlighedslovens § 7, nr. 1, omfatter dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden udelukkende til eget brug ved behandlingen af en sag. Et dokument kan således kun anses som et internt arbejdsdokument efter nr. 1, hvis det ikke er videregivet til nogen uden for henholdsvis retten eller politiet/anklagemyndigheden.

Som eksempler kan for retternes vedkommende nævnes udkast til retsbogstilførsler eller retsafgørelser, som udelukkende anvendes af retten selv. Tilsvarende gælder notater, som en dommer eller anden medarbejder ved retten foretager i forbindelse med sagens behandling, og som udelukkende anvendes af retten selv.

Som eksempler kan for politiets og anklagemyndighedens vedkommende nævnes politiets og anklagemyndighedens interne overvejelser om tiltalespørgsmål, om sagens førelse i retten eller om anke. Med hensyn til brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden henvises til nr. 3.

Stk. 2, nr. 2 , præciserer, at voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger skal anses som interne arbejdsdokumenter. Det er et grundlæggende princip i retsplejen, at rettens rådslagninger og afstemninger er hemmelige, jf. herved retsplejelovens § 214, stk. 2. Derfor bør referater af rettens rådslagninger og afstemninger også generelt undtages fra aktindsigt uanset formålet med at udarbejde sådanne referater. Da referater af rettens rådslagninger kun udarbejdes systematisk i Højesteret og dér traditionelt betegnes voteringsprotokoller, foreslås det, at reglen skal gælde »voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger«. Det bemærkes, at voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger også er undtaget fra den registreredes indsigtsret i medfør af lov om behandling af personoplysninger, jf. denne lovs § 32, stk. 3, 3. pkt.

Medtagelsen af ordet »afstemninger« tydeliggør, at retten til aktindsigt heller ikke omfatter den blotte oplysning om, hvem der har stemt for hvilket resultat eller begrundelse. Dette vil navnlig have betydning i straffesager, hvor der har medvirket lægdommere. Forslaget er i overensstemmelse med gældende ret, jf. undtagelsen vedrørende stemmegivningsbogen i den gældende § 41. Det bemærkes i den forbindelse, at det som nævnt foreslås at ændre sprogbrugen, således at stemmegivningsbogen ikke henregnes til retsbøgerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Stk. 2, nr. 3 , fastslår, at dokumenter kan udveksles mellem alle dele af politiet og anklagemyndigheden (herunder Justitsministeriet) uden at miste deres karakter af interne arbejdsdokumenter. Denne regel er nødvendig, bl.a. fordi en efterforskning kan involvere flere politikredse, ligesom rigspolitiet kan være inddraget.

Der foreslås ikke en tilsvarende regel om brevveksling mellem forskellige enheder inden for domstolene. Brevveksling mellem forskellige domstole kan ikke anses som intern, og for så vidt angår brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme domstol (eksempelvis mellem forskellige afdelinger, mellem præsidenten og en afdeling eller mellem domsretten, fogedretten og skifteretten) kan der ikke gives nogen helt generel og fast regel om, hvornår denne er intern.

Forslaget om aktindsigt omfatter kun dokumenter, der vedrører en konkret retssag, herunder en fogedsag eller skiftesag, og allerede af den grund falder al brevveksling mellem forskellige enheder inden for en domstol vedrørende andre spørgsmål uden for forslaget om aktindsigt.

I øvrigt må det bero på en konkret vurdering, om brevveksling mellem forskellige enheder inden for en domstol har en sådan intern karakter, at den falder under begrebet interne arbejdsdokumenter som defineret i stk. 2, nr. 1. Hvis brevvekslingen angår praktiske spørgsmål i forbindelse med sagens behandling, vil dette normalt være tilfældet. Hvis der i forbindelse med behandlingen af en retssag brevveksles eksempelvis mellem domsretten og fogedretten eller med tinglysningsafdelingen, vil brevvekslingen derimod normalt være omfattet af aktindsigt på samme måde, som hvis der brevveksles med fogedretten eller tinglysningskontoret i en anden retskreds.

Der er ikke medtaget en regel svarende til offentlighedslovens § 11 om ekstrahering af faktiske oplysninger i interne arbejdsdokumenter. Reglerne om behandling af retssager indebærer, at faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagsforholdet altid tillige vil fremgå af andre dokumenter i sagen, og sådanne oplysninger vil således aldrig alene være indeholdt i interne arbejdsdokumenter. For straffesagers vedkommende bemærkes i den forbindelse, at da politirapporter også bruges af retten, forsvareren og sigtede, er de ikke interne arbejdsdokumenter.

Stk. 3 indeholder fire undtagelser til aktindsigt. De to første svarer stort set til gældende ret og gælder både i civile sager og straffesager. Den tredje undtagelse er udtryk for en nydannelse, der ligeledes gælder både i civile sager og straffesager, men som vil have størst selvstændig betydning i civile sager. Den sidste undtagelse, der kun gælder i straffesager, svarer indholdsmæssigt til gældende ret, men undtagelsen får som følge af forslaget om at samle reglerne om aktindsigt i straffesager i retsplejeloven et bredere anvendelsesområde end i dag.

Undtagelserne er udtryk for en begrænsning af aktindsigt i visse oplysninger efter en konkret vurdering. Begrænsningen består i givet fald i, at de pågældende oplysninger fjernes fra dokumentet før kopieringen eller gennemsynet, således at der gives aktindsigt i den resterende del af dokumentet (ekstrahering). Der vil dog efter omstændighederne være grundlag for at nægte aktindsigt i hele dokumentet under henvisning til stk. 3.

Stk. 3, nr. 1 , fastslår, at retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang en part i medfør af specifikke regler andre steder i retsplejeloven om behandlingen af retssager har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen. Reglen er begrundet i, at andre end parter naturligvis ikke skal have en videre adgang til aktindsigt end parten selv. Den gældende § 41 indeholder et tilsvarende udtrykkeligt forbehold i kraft af de indledende ord »Uden for de tilfælde, for hvilke der i denne lov er truffet særlig bestemmelse«.

Som eksempler på regler, der er omfattet af henvisningen i stk. 3, nr. 1, kan nævnes retsplejelovens § 169, stk. 2, 1. pkt., om en myndigheds redegørelse for grundene til at nægte samtykke til afgivelse af vidneforklaring om forhold belagt med tavshedspligt, retsplejelovens § 450 a om indholdet af en samtale med et barn efter lov om forældremyndighed og samvær § 29, retsplejelovens § 456 m, stk. 4, og § 475 g, stk. 3, om anonymitet også i domsudskrifter mv. i forholdet mellem adoptivforældre og biologiske forældre, retsplejelovens § 729 c (hidtidig § 745 b) om begrænsning af forsvarerens og sigtedes aktindsigt, retsplejelovens § 746, stk. 2, 2. pkt., om politiets fremlæggelse af materiale i forbindelse med en tvist om forsvarerens eller sigtedes aktindsigt og retsplejelovens § 848, stk. 2, om et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl.

Henvisningen omfatter desuden reglerne i retsplejelovens § 748, stk. 5 og 6. Disse regler giver mulighed for at undtage oplysninger fra sigtedes aktindsigt, hvis hensynet til statens sikkerhed, fremmede magter, sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Sigtede skal have mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningerne senest, når han eller hun har afgivet forklaring under domsforhandlingen. Tilsvarende gælder for retsplejelovens § 729 a, stk. 4 (hidtidig § 745 a) om begrænsninger i sigtedes adgang til aktindsigt hos forsvareren.

Henvisningen omfatter endvidere reglerne i retsplejelovens § 748, stk. 7, der generelt undtager retsmøder med relation til begrænsning af forsvarerens og sigtedes aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c (hidtidig § 745 b) fra reglerne om underretning af sigtede.

Stk. 3, nr. 1, gælder, i det omfang en part konkret har været afskåret fra et gøre sig bekendt med oplysninger i sagen. Retsplejelovens § 748, stk. 5 og 6, og § 729 a, stk. 4 (hidtidig § 745 a), er derfor uden betydning, hvis en straffesag er afgjort ved dom, eftersom sigtede i så fald har haft mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningerne (senest efter at have afgivet forklaring under domsforhandlingen). I straffesager, der afsluttes udenretsligt (med bødevedtagelse, tiltalefrafald uden vilkår eller påtaleopgivelse), kan det derimod forekomme, at der er oplysninger i sagen, som sigtede aldrig har haft mulighed for at gøre sig bekendt med, og i så fald kan disse oplysninger undtages fra aktindsigt i medfør stk. 3, nr. 1. Det samme gælder, hvad enten straffesagen sluttes indenretsligt eller udenretsligt, hvis forsvarerens og sigtedes aktindsigt har været begrænset helt frem til sagens afslutning i medfør af retsplejelovens § 729 c (hidtidig § 745 b).

Stk. 3, nr. 2 , giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang ansøgerens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner. Det fremgår af formuleringen, at der skal foretages en konkret afvejning af ansøgerens interesse i aktindsigt over for de pågældende modhensyn. Det bemærkes i den forbindelse, at et alternativ til helt at nægte aktindsigt kan være at afslå at udlevere kopi af de pågældende dokumenter, jf. nedenfor om stk. 4.

Reglen er beslægtet med den gældende undtagelsesregel i retsplejelovens § 41 vedrørende »hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt«. I forhold hertil er dog tilføjet hensynet til forholdet til mellemfolkelige institutioner.

I modsætning til forslaget i betænkningen er hensynet til rigets forsvar derimod ikke nævnt særskilt, da statens sikkerhed også omfatter rigets forsvar, og da »hensynet til statens sikkerhed« er det udtryk, der i øvrigt benyttes i en række bestemmelser i retsplejeloven.

Der skønnes heller ikke behov for ved siden af hensynet til forholdet til fremmede magter som i den gældende § 41 tillige at medtage »særlige hensyn til disse i øvrigt«. Disse ord indgår i retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2, om dørlukning, hvilket begrundes med, at det i sager om ydelse af international retshjælp kan være rimeligt at lukke dørene med henvisning til vedkommende stats interesser, uden at dørlukningen kan siges at være begrundet i »statens forhold til fremmede magter«, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 2031.

Dørlukning angår imidlertid enhvers adgang til at overvære retsmødet, hvorimod der her er tale om aktindsigt for personer, der kan godtgøre en særlig interesse i aktindsigt. Desuden gælder retten til aktindsigt i straffesager først, når sagen er endeligt afsluttet, hvilket i sager om ydelse af international retshjælp betyder, at den udenlandske straffesag skal være afsluttet. Det skønnes derfor tilstrækkeligt, at aktindsigt kan begrænses af hensyn til forholdet til fremmede magter.

Stk. 3, nr. 3 , er udtryk for en nydannelse. Reglen giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, hvis dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, og ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende enkeltpersoner eller virksomheder, og det ikke er tilstrækkeligt at foretage anonymisering.

Reglen er beslægtet med forslaget til § 41 b, stk. 3, nr. 3, og der kan med hensyn til forståelsen af begreberne »rent private forhold« og »erhvervshemmeligheder« henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Reglen gælder principielt både i civile sager og straffesager, men vil i praksis formentlig kun have selvstændig betydning i civile sager, eftersom undtagelsen i stk. 3, nr. 4, vedrørende straffesager er bredere end stk. 3, nr. 3.

Stk. 3, nr. 3, er udformet på den måde, at retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, og ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til dokumentet til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende enkeltpersoner eller virksomheder.

Efter forslaget skal aktindsigt således ikke automatisk begrænses, i det omfang dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, men der skal foretages en vurdering af, om ansøgerens interesse i aktindsigt konkret bør vige for væsentlige hensyn til de pågældende.

Stk. 3, nr. 3, er subsidiær i forhold til den foreslåede regel i § 41 e, stk. 4, om anonymisering af dokumenter, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder. Anonymisering betyder, at de pågældende enkeltpersoners eller erhvervsvirksomheders identitet sløres, men at selve oplysningerne bibeholdes i dokumentet. Anonymisering er derfor en mindre vidtgående indskrænkning af adgangen til aktindsigt end udeladelse af oplysninger i medfør af stk. 3, nr. 3, og forslaget er på den baggrund udformet på den måde, at nr. 3 kun skal anvendes, hvis hensynet til de pågældende enkeltpersoner eller erhvervsvirksomheder ikke kan varetages gennem anonymisering.

Anonymisering kan navnlig være utilstrækkelig, hvis der trods anonymisering er risiko for, at de pågældende vil kunne genkendes i en videre kreds.

Stk. 3, nr. 4 , giver mulighed for i straffesager at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, tiltalte, vidner eller andre. Bestemmelsen viderefører de undtagelser til aktindsigt, som fremgår af forvaltningslovens § 18.

En begrænsning af retten til aktindsigt forudsætter en konkret afvejning mellem ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til dokumentet til at varetage sit tarv over for de angivne modhensyn. Det bemærkes i den forbindelse, at et alternativ til helt at nægte aktindsigt kan være at afslå at udlevere kopi af de pågældende dokumenter, jf. nedenfor om stk. 4.

I udtrykket »særlige« hensyn (til sigtede, tiltalte, vidner eller andre) ligger, at modhensynet ikke behøver at have en sådan styrke, som når udtrykket »væsentlige« eller »afgørende« hensyn anvendes, jf. eksempelvis henholdsvis stk. 3, nr. 2 og 3. I udtrykket »særlige« hensyn ligger dog, at modhensynet skal have en konkret begrundelse af en vis vægt. I tvivlstilfælde vil det være naturligt at indhente en udtalelse fra de pågældende, før der træffes afgørelse om aktindsigt, jf bemærkningerne til det foreslåede § 41 e, stk. 2.

Stk. 4 indeholder regler om formen for aktindsigt. Aktindsigt kan gives enten i form af gennemsyn hos den myndighed, der behandler anmodningen om aktindsigt, eller i form af kopi.

Stk. 4, 1. pkt. , fastslår, at aktindsigtens form bestemmes af den myndighed, der behandler anmodningen om aktindsigt.

Dette udgangspunkt modificeres imidlertid for civile sagers vedkommende af stk. 4, 2. pkt. , der bestemmer, at ansøgeren efter anmodning skal have udleveret kopi af skriftlige dokumenter i civile sager, medmindre hensyn som nævnt i stk. 3, nr. 2 eller 3, taler herimod.

Ved skriftlige dokumenter forstås tekstdokumenter, hvad enten disse foreligger i papirform eller i elektronisk form.

Den, der søger aktindsigt, har ikke krav på at få udleveret kopi af andre dokumenter, eksempelvis fotografier, kort, tegninger og billed- og lydoptagelser. For disse dokumenters vedkommende er det således overladt til myndighedens skøn, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller kopi.

I straffesager vil udgangspunktet være, at aktindsigt gives i form af gennemsyn.

En konkretiseret anmodning om udlevering af bestemte skriftlige dokumenter bør imidlertid imødekommes, medmindre hensyn som nævnt i stk. 3, nr. 2 eller 4, taler herimod, eller det må befrygtes, at kopien vil blive benyttet på retsstridig måde.

Hvis der anmodes om aktindsigt i et omfattende materiale, vil det under alle omstændigheder i langt de fleste tilfælde være mest hensigtsmæssigt, at den, der søger aktindsigt, i første omgang får adgang til at gennemse den del af materialet, som ikke helt undtages fra aktindsigt i medfør af stk. 3. Den pågældende kan så efterfølgende eventuelt anmode om udlevering af kopi af nærmere angivne dokumenter, som den pågældende har fundet frem til ved sin gennemgang af det samlede materiale.

Med hensyn til fremgangsmåden ved behandlingen af anmodninger om aktindsigt henvises til den foreslåede § 41 e og bemærkningerne hertil. Om betaling for udleverede kopier henvises til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 41 e

Bestemmelsen angår fremgangsmåden ved behandlingen af anmodninger om aktindsigt. Bestemmelsen omfatter både aktindsigt efter de foreslåede regler i §§ 41 a-41 c for enhver og aktindsigt efter de foreslåede regler i § 41 d for personer, der kan påvise en særlig interesse i at få aktindsigt.

Stk. 1 stiller det grundlæggende krav til enhver anmodning om aktindsigt efter §§ 41 a-41 d, at ansøgeren kan identificere det dokument eller den sag, som den pågældende ønsker aktindsigt i. Stk. 2 angiver, hvilken myndighed en anmodning om aktindsigt skal indgives til, og stk. 3 foreskriver en frist for myndighedens svar på anmodningen. Endelig indeholder stk. 4 regler om anonymisering, mens stk. 5 angår personnumre.

Stk. 1, 1. pkt., fastslår, at den, der anmoder om aktindsigt, skal angive det dokument eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Den, der søger aktindsigt, må således have i hvert fald et vist kendskab til sagens eller dokumentets eksistens, før der anmodes om aktindsigt. Kravet om forudgående identifikation af sagen eller dokumentet indebærer bl.a., at der ikke kan forlanges adgang til at gennemgå sagerne i en given periode med henblik på herigennem at finde frem til en bestemt sag eller til sager af en bestemt art. Det vil heller ikke være muligt at få aktindsigt i straffedomme vedrørende en bestemt person blot ved at henvise til vedkommendes navn.

Den modsatte situation – at den, der søger aktindsigt, kender straffesagen, men ikke tiltaltes navn – hindrer derimod ikke aktindsigt. Hvis den, der søger aktindsigt, via medieomtale eksempelvis er bekendt med, at en bestemt domstol en bestemt dag (eller inden for en relativt kort periode) har afsagt en dom, som kan identificeres entydigt på grundlag af de oplysninger, som den, der søger aktindsigt, er i besiddelse af, er kravet til identifikation af sagen opfyldt, hvis den myndighed, der behandler anmodningen om aktindsigt, uden besvær kan finde frem til sagen.

Forslaget giver således bl.a. enhver mulighed for på grundlag af tilstrækkelig præcis presseomtale af konkrete retssager at få aktindsigt i domme og kendelser i sagen, og dette er en central del af forslaget, der bl.a. giver mulighed for at kontrollere, om mediernes omtale af sagen er dækkende.

Om massemediernes mulighed for at foretage en generel gennemgang af nyligt afsagte domme uden forudgående identifikation af den enkelte sag henvises til den foreslåede regel i § 41 f, stk. 1.

Stk. 1, 2. pkt. , giver mulighed for at afslå aktindsigt, når der anmodes om aktindsigt i et større antal sager, medmindre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller redaktionelt arbejde. Det bemærkes, at der ikke er fundet grundlag for, at den særlige adgang til at anmode om aktindsigt i et større antal sager kun skal gælde for danske massemedier, sådan som Retsplejerådet har foreslået. Reglen er derfor – ligesom for den videnskabelige forsknings vedkommende – udformet generelt.

Denne regel er begrundet i, at der som nævnt ikke bør være adgang for enhver til at gennemgå sagerne i en given periode med henblik på herigennem at finde frem til en bestemt sag eller til sager af en bestemt art.

Det er imidlertid muligt ved hjælp af retslisterne at udarbejde en fortegnelse over alle afsagte domme i en vis periode, og hvis der ikke gjaldt nogen begrænsninger i, hvor mange domme man samtidig kunne få aktindsigt i, ville enhver på grundlag af en sådan fortegnelse kunne forlange aktindsigt i samtlige afsagte domme i en given periode.

Formålet med reglen er således at begrænse mulighederne for at omgå kravet om, at der kun er adgang til aktindsigt i sager, som den, der søger aktindsigt i, på forhånd er bekendt med.

Reglen forhindrer ikke, at nogen gentagne gange anmoder om aktindsigt i et mindre antal domme og dermed over en periode opnår aktindsigt i et større antal domme. Ved anvendelsen af reglen kan det dog tillægges betydning, om den pågældende gentagne gange anmoder om aktindsigt i nye sager, eller om der er tale om en enkeltstående anmodning.

Reglen er formuleret på den måde, at aktindsigt kan afslås, hvis anmodningen angår et større antal sager, medmindre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller redaktionelt arbejde. En anmodning om aktindsigt i et større antal sager, der hver især er individuelt identificeret, skal således imødekommes, hvis anmodningen er sagligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Ligesom ved den foreslåede regel i § 41 b, stk. 2, nr. 2, er det forudsat, at når en forsker eller journalist angiver, at der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller redaktionelt arbejde, vil retten i almindelighed uden videre lægge dette til grund, medmindre særlige forhold giver anledning til at formode, at aktindsigt reelt søges med henblik på formål, der er den videnskabelige forskning eller det journalistiske eller redaktionelle arbejde uvedkommende.

Der foreslås ikke en tilsvarende undtagelse for aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller redaktionelt arbejde fra kravet i stk. 1, 1. pkt., om forudgående identifikation af den enkelte sag. Når man er ude over en kortere periode umiddelbart efter dommens afsigelse, jf. herom den foreslåede regel i § 41 f, stk. 1, bør forudgående identifikation af sagen – ligesom efter gældende ret – være en betingelse for aktindsigt også for forskere og journalister.

Er der herudover i særlige tilfælde et velbegrundet ønske om at få adgang til at gennemgå sager, der ikke på forhånd er individuelt identificeret, må anmodningen herom behandles efter den foreslåede regel om meroffentlighed i § 41 g.

Stk. 2 angiver, hvilken myndighed en anmodning om aktindsigt skal indgives til. Hvis det forekommer hensigtsmæssigt, herunder navnlig hvis der er grund til at overveje at anvende nogen af undtagelserne til aktindsigt, kan myndigheden, før afgørelsen træffes, indhente en udtalelse fra sagens parter eller andre personer, som er omtalt i dokumentet. I de tilfælde, hvor det er retten, der træffer afgørelse om aktindsigt i en straffesag (jf. nedenfor), kan retten tilsvarende indhente en udtalelse fra politimesteren. De gældende regler om, at det i visse tilfælde er obligatorisk at indhente en udtalelse fra politimesteren, foreslås imidlertid ikke videreført, da det efter Justitsministeriets opfattelse bør være overladt til retten konkret at skønne over, om der er behov for at indhente en udtalelse fra politimesteren.

Det foreslås, at afgørelser om aktindsigt for enhver i domme og kendelser mv. både i civile sager og straffesager skal træffes af retten , jf. stk. 2, 1. pkt. Det samme gælder aktindsigt i civile sager for personer, der har en særlig interesse i at få aktindsigt.

Stk. 2, 2. pkt. , fastslår, at rettens afgørelse om aktindsigt efter anmodning skal træffes ved kendelse, og at afgørelsen kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Byretternes afgørelser kan således frit kæres til landsretten, hvorimod landsretternes og Sø- og Handelsrettens afgørelser om aktindsigt kun kan kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2. Dette gælder også, når der anmodes om aktindsigt i en straffesag.

Den gældende regel i retsplejelovens § 41, stk. 7, om en klagefrist på 6 uger foreslås ikke videreført, og kærefristen er derfor 2 uger, jf. retsplejelovens § 394.

Forslaget indebærer, at afgørelser om aktindsigt i alle tilfælde træffes af retten og ikke af en eventuel justitssekretær, og de gældende regler om klage over justitssekretærens afgørelser om aktindsigt videreføres derfor ikke.

Det foreslås, at afgørelser om aktindsigt i straffesager for personer, der har en særlig interesse i at få aktindsigt, skal træffes af politimesteren, jf. stk. 2, 3. pkt. Dette gælder, uanset om straffesagen har været indbragt for retten, og om den har været behandlet i én eller flere instanser, og uanset hvilken eller hvilke instanser anmodningen om aktindsigt angår.

Anmodning om aktindsigt vil skulle indgives til politimesteren i den politikreds, hvor straffesagen har været behandlet. Dette vil i praksis normalt være den politikreds, hvor sagens akter opbevares i henhold til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. december 1987 om opbevaring af straffeakter. Hovedreglen er, at akterne i afsluttede straffesager opbevares på afgørelsesstedet. Såfremt akterne er udlånt, må politimesteren rekvirere dem.

Såfremt en anmodning om aktindsigt indgives til politimesteren i en anden politikreds, påhviler det denne så vidt muligt (dvs. hvis det af anmodningen kan ses, hvor anmodningen rettelig skal behandles) at videresende anmodningen til rette politimester, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2.

De foreslåede regler i retsplejeloven omfatter ikke anmodninger om aktindsigt i straffesager behandlet hos andre administrative myndigheder end politet. Anmodninger om aktindsigt i sådanne straffesager er omfattet af forvaltningslovens § 18 og skal fremsættes over for den pågældende administrative myndighed. Hvis en straffesag behandles af politiet efter at have været behandlet af en anden administrativ myndighed, gælder de foreslåede regler i retsplejeloven imidlertid også for anmodninger om aktindsigt i det materiale, som politiet har modtaget fra den anden administrative myndighed.

I stk. 2, 4. pkt. , er for overskuelighedens skyld medtaget en henvisning til retsplejelovens kapitel 10, der gælder for påklage af anklagemyndighedens afgørelser, jf. også lovforslagets § 1, nr. 17. Reglerne i kapitel 10 fastsætter for det første en klagefrist på 4 uger og fastslår dernæst et toinstansprincip, der indebærer, at en afgørelse kun kan påklages én gang. Politimesterens afgørelse kan således påklages til statsadvokaten, hvis afgørelse i klagesagen ikke kan påklages yderligere.

Reglerne i stk. 3 om svar på en anmodning om aktindsigt er inspireret af offentlighedslovens § 16, stk. 2. I forhold til den gældende regel i retsplejelovens § 41, stk. 3, forlænges fristen fra en uge til ti dage, og der angives ikke i loven kriterier for overskridelse af fristen. Til gengæld anføres udtrykkeligt, at afgørelser om aktindsigt skal træffes snarest, og hvis afgørelsen ikke kan træffes inden 10 dage, skal den, der søger aktindsigt, underrettes herom, om grunden hertil og om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der gælde samme regler for retten og politimesteren, selv om forvaltningslovens § 18 ikke indeholder en tilsvarende regel. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis der er en saglig begrundelse for, at der ikke kan træffes afgørelse inden 10 dage, kræver reglen blot, at dette tillige med grunden og det forventede afgørelsestidspunkt meddeles ansøgeren.

Som eksempler på grunde til, at afgørelse ikke kan træffes inden 10 dage, kan nævnes, at akterne først skal rekvireres fra en anden politimester, at der er tale om et meget omfattende aktmateriale, hvor hvert enkelt dokument konkret skal vurderes i relation til mulige modhensyn, eller at der skal indhentes en udtalelse fra nogen, hvis interesser berøres af aktindsigten.

Stk. 4 indeholder regler om anonymisering. 1. pkt. giver mulighed for at anonymisere dokumentet, før der gives aktindsigt, hvis dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder.

Anonymisering er et (mindre vidtgående) alternativ til udeladelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, jf. de foreslåede § 41 b, stk. 3, nr. 3, og § 41 d, stk. 3, nr. 3, og bemærkningerne hertil. Hvis anonymisering er tilstrækkelig, skal oplysningerne således ikke udelades, men derimod medtages i anonymiseret form.

Anonymisering betyder, at dokumentet redigeres på en sådan måde, at de pågældendes identitet ikke fremgår. Anonymiseringen består således i udeladelse af de pågældende person- eller virksomhedsnavne, præcise adresseangivelser og eventuelt andre identifikationsoplysninger vedrørende de pågældende, således at der i stedet for de udeladte oplysninger indsættes neutrale betegnelser såsom A, B, C osv. samt betegnelser som X-vej og lignende.

Anonymisering efter 1. pkt. forudsættes kun at finde sted, når der er særlig anledning til det. Anonymisering nedsætter læsbarheden og forsinker meddelelse af aktindsigt, ligesom genkendelse er mulig i visse sager trods anonymisering. Desuden er anonymisering meget ressourcekrævende.

Anonymisering af domme og kendelser mv. , der udleveres i medfør af de foreslåede §§ 41 b og 41 c, forudsættes således at finde sted i noget mindre omfang, end når der sker offentliggørelse af retsafgørelser i retsinformationssystemer. Retsinformationssystemer har til formål at være permanent tilgængelige i en ubegrænset periode, herunder ofte i elektronisk form. Behovet for anonymisering er derfor større, og der foreslås i øvrigt en generel pligt til anonymisering i forbindelse med offentlig gengivelse af domme og kendelser i straffesager, jf. lovforslagets § 1, nr. 42.

Navnlig forventes anonymisering normalt ikke at ske med hensyn til sigtede eller tiltalte, medmindre sigtede eller tiltalte er under 18 år. Retten har dog også mulighed for at foretage anonymisering for så vidt angår sigtede eller tiltalte over 18 år, i det omfang retten finder, der er anledning hertil.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 41 b, stk. 3, nr. 3, kan anonymisering af domme og kendelser navnlig være på sin plads, når dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners strafbare forhold , som hverken angår de påsigtede forhold eller tiltaltes forstraffe, seksuelle forhold , som den pågældende ikke selv har gjort offentligheden bekendt med, eller misbrugsproblemer , som ikke har væsentlig betydning for sagen. Herudover vil anonymisering ofte være på sin plads, når dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold eller væsentlige sociale problemer eller om virksomheders erhvervshemmeligheder , hvorimod det vil bero på en mere konkret vurdering, om der er grund til at anonymisere, når dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners race , religion , hudfarve eller politiske eller foreningsmæssige forhold .

Anonymisering efter 1. pkt. vil sjældent være relevant, når der søges aktindsigt i medfør af den foreslåede § 41 d. Aktindsigt i domme og kendelser efter efter den foreslåede § 41 b står åben for enhver, hvorimod aktindsigt efter den foreslåede § 41 d forudsætter, at den, der søger aktindsigt, godtgør en særlig interesse i at få aktindsigt.

Anonymisering skal dog også her ses som et alternativ til helt at udelade de pågældende oplysninger, jf. herved forslaget til § 41 d, stk. 3, nr. 3. Der skal således foretages en vurdering af, om ansøgerens interesse i aktindsigt konkret bør vige for væsentlige hensyn til de personer, hvis rent private forhold eller erhvervshemmeligheder er omtalt i dokumentet.

Forslaget er udformet på den måde, at der også kan ske anonymisering i forbindelse med aktindsigt i domskonklusioner efter den foreslåede § 41 a. Dette vil som altovervejende hovedregel ikke komme på tale, men det kan dog ikke udelukkes, at der i ekstraordinære situationer vil kunne være et behov herfor.

Det foreslås i 2. pkt. , at der altid skal ske anonymisering med hensyn til lægdommere i straffesager. Forslaget er begrundet i hensynet til beskyttelsen af lægdommere og skal i øvrigt ses i sammenhæng med reglen i retsplejelovens § 1017 c, der forbyder offentliggørelse af lægdommeres identitet.

Det foreslås i 3. pkt. , at der endvidere altid skal ske anonymisering med hensyn til forurettede i straffesager om seksualforbrydelser. Forslaget er begrundet i hensynet til beskyttelse af forurettede i disse meget følsomme straffesager og skal i øvrigt ses i sammenhæng med reglen i retsplejelovens § 1017 b, der forbyder offentliggørelse af forurettedes identitet i straffesager om seksualforbrydelser.

Stk. 5 fastslår, at personnumre ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Undtagelsen af personnumre fra retten til aktindsigt har sammenhæng med bestemmelsen i § 54, stk. 1, 1. pkt., i lov om Det Centrale Personregister, hvorefter offentlige myndigheder skal sørge for, at personnummer ikke kommer uvedkommende i hænde. Bestemmelsen gælder også for domstolene.

Undtagelsen af personnumre fra retten til aktindsigt gælder både aktindsigt i domskonklusioner efter den foreslåede § 41 a, aktindsigt i domme og kendelser mv. efter de foreslåede §§ 41 b og 41 c, aktindsigt for personer, der har en særlig interesse i aktindsigt, efter den foreslåede § 41 d samt aktindsigt for massemedier efter den foreslåede § 41 f (jf. herved de henvisninger til § 41 e, stk. 5, der foreslås i § 41 f, stk. 1-3 og 5).

Undtagelsen af personnumre fra retten til aktindsigt omfatter løbenummeret (de sidste fire cifre). Når de sidste fire cifre udelades, anses de første seks cifre ikke som et (ufuldstændigt) personnummer. I nogle tilfælde vil fødselsdatoen (de første fire cifre) imidlertid blive udeladt i medfør af stk. 4 om anonymisering.

Til § 41 f

Bestemmelsen viderefører i store træk de gældende regler i retsplejelovens § 41 a, stk. 1-5, om massemediers aktindsigt i anklageskrift eller retsmødebegæring, hjælpebilag og rids i straffesager, sagens dokumenter i civile sager samt retsbøgerne, jf. stk. 2-5 . Herudover foreslås som en væsentlig nydannelse en lovregel om massemediers adgang til at gennemse alle domme, der er afsagt inden for de seneste 4 uger, jf. stk. 1 . Mas Massemediernes anvendelse af dokumenterne foreslås begrænset på samme måde som efter de gældende regler i retsplejelovens § 41 a, stk. 6-8, jf. stk. 6 og 7 .

Bestemmelsen gælder for personer omfattet af retsplejelovens § 172, stk. 1, 2 eller 4. Der er tale om redaktører og redaktionelle medarbejdere ved skrifter omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, ved radio- eller fjernsynsforetagender omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven, og ved massemedier omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven. Dette svarer ganske til den gældende regel om journalisters aktindsigt i retsplejelovens § 41 a.

Særligt med hensyn til freelancejournalister bemærkes, at de er omfattet af bestemmelsen, når de i det enkelte tilfælde kan dokumentere, at arbejdet udføres for et massemedium omfattet af medieansvarslovens § 1, således at der er en ansvarshavende redaktør for arbejdet, jf. herved betænkning nr. 1330/1997 vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen side 54-55.

Stk. 1 er udtryk for en væsentlig nydannelse. Det foreslås, at massemedier efter anmodning som udgangspunkt skal have adgang til at gennemse alle domme, der er afsagt inden for de seneste 4 uger, jf. 1. pkt. Massemedierne får dermed mulighed for også efter domsforhandlingens slutning at orientere sig om alle aktuelle retssager og for under henvisning til den foreslåede regel i § 41 b at anmode om udlevering af kopi af de domme, som har nyhedsmæssig interesse. Den foreslåede ordning har lighed med de »pressebakker«, som nogle domstole allerede i dag opererer med, hvor nyere domme ligger til gennemsyn for pressen.

Det bemærkes, at pressen også efter de 4 uger har adgang til aktindsigt, men da blot efter den foreslåede § 41 b om adgang til aktindsigt for enhver.

Det foreslås i 2. pkt. , at reglerne i de foreslåede § 41 b, stk. 2, nr. 1 og 4, og stk. 3, samt § 41 e, stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, skal finde tilsvarende anvendelse på massemediers adgang til at gennemse domme, der er afsagt for mindre end 4 uger siden.

Retten til aktindsigt omfatter således ikke civile sager om ægteskab, forældremyndighed, samvær, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke (§ 41 b, stk. 2, nr. 1) og heller ikke gengivelsen af forklaringer afgivet i lukkede retsmøder, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet (§ 41 b, stk. 2, nr. 4).

Endvidere kan retten til aktindsigt begrænses i samme omfang som anført i § 41 b, stk. 3, og § 41 e, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, jf. nærmere bemærkningerne til disse bestemmelser. Da massemediernes gennemsyn af domme efter den foreslåede regel er kombineret med et forbud mod videregivelse mv., jf. nedenfor om stk. 6, vil der imidlertid ikke nødvendigvis være samme behov for at gøre brug af de nævnte undtagelser, som når et massemedium eller andre under henvisning til § 41 b anmoder om udlevering af kopi af dommen.

Det vil derfor kunne forekomme, at et massemedium får adgang til at gennemse en dom uden beskæring eller anonymisering, hvorimod der sker beskæring eller anonymisering, hvis massemediet derefter anmoder om udlevering af kopi af dommen.

Det vil være overladt til domstolene i lyset af de indvundne erfaringer med de nye regler at finde en hensigtsmæssig praksis for, i hvilket omfang de vil tage stilling til beskæring eller anonymisering, allerede når de lægger dommen i en »pressebakke« eller lignende, eller først når nogen i givet fald anmoder om udlevering af kopi af dommen.

Endelig skal der foretages anonymisering efter de foreslåede regler i § 41 e, stk. 4, 2. og 3. pkt. Anonymisering med hensyn til forurettede i straffesager om seksualforbrydelser og med hensyn til lægdommere i straffesager vil således være obligatorisk også i forhold til pressens aktindsigt efter den foreslåede »pressebakkeordning«.

Rettens afgørelse om aktindsigt skal efter anmodning træffes ved kendelse, og afgørelsen kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37, jf. henvisningen til den foreslåede § 41 e, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2 angår ligesom den gældende regel i retsplejelovens § 41 a, stk. 1, anklageskrifter og retsmødebegæringer. Massemediers adgang til at gøre sig bekendt med anklageskrifter og retsmødebegæringer, der er anonymiseret med hensyn til forurettede og vidner, foreslås videreført. Af praktiske grunde foreslås det, at det fremover skal være anklagemyndigheden (og ikke retten), der giver aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer.

Undtagelsen vedrørende statens sikkerhed mv., der i dag findes i retsplejelovens § 41 a, stk. 5, 1. pkt., jf. § 41, stk. 2, videreføres i kraft af henvisningen til den foreslåede § 41 b, stk. 3, nr. 1. Der skønnes ikke at være behov for i forhold til massemediers adgang til aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer at medtage en henvisning til den foreslåede § 41 b, stk. 3, nr. 2, der angår hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser. Dokumenterne skal således obligatorisk anonymiseres med hensyn til forurettede og vidner, før der gives aktindsigt, og de må ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere.

Det foreslås præciseret, at personnumre ikke er omfattet af retten til aktindsigt, jf. henvisningen til den foreslåede § 41 e, stk. 5. Da der i forvejen skal ske anonymisering med hensyn til forurettede og vidner, vil reglen i praksis have betydning for sigtedes eller tiltaltes personnummer (der uden undtagelse altid fremgår af anklageskrifter og retsmødebegæringer). Undtagelsen af personnumre fra retten til aktindsigt omfatter løbenummeret (de sidste fire cifre). Når de sidste fire cifre udelades, anses de første seks cifre ikke som et (ufuldstændigt) personnummer.

Der foreslås den forenkling, at lovteksten alene regulerer massemediers adgang til at få udleveret kopi af dokumenterne. Dette er naturligvis ikke til hinder for, at anklagemyndigheden efter anmodning giver et massemedium adgang til i stedet at gennemse anklageskrift eller retsmødebegæring, hvis det forekommer hensigtsmæssigt.

Ligesom efter de gældende regler vil massemediernes adgang til aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer være betinget af, at sigtede eller tiltalte selv er gjort bekendt med sigtelsen eller tiltalen, har haft lejlighed til at tage stilling til forsvarerbeskikkelse og til at tale med forsvareren eksempelvis om en eventuel anmodning om nedlæggelse af navneforbud. De tidsmæssige betingelser for massemediernes aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer vil fortsat skulle fastsættes af justitsministeren ved bekendtgørelse, jf. den foreslåede bemyndigelse i 4. pkt. Det har været anført, at fristerne i den gældende bekendtgørelse nr. 811 af 28. oktober 1999 indebærer, at der også i sager – typisk større sager om økonomisk kriminalitet – hvor anklageskriftet er forkyndt lang tid før domsforhandlingen, først er adgang til aktindsigt ganske kort tid, før domsforhandlingen begynder. Justitsministeriet er indstillet på i forbindelse med udstedelsen af en ny bekendtgørelse at overveje, om pressen i sådanne tilfælde bør have adgang til at gøre sig bekendt med anklageskriftet på et tidligere tidspunkt.

Stk. 3 angår ligesom den gældende regel i retsplejelovens § 41 a, stk. 2, hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret. Massemediers adgang til under domsforhandlingen eller et retsmøde efter retsplejelovens § 922 (tilståelsessager) at låne disse dokumenter foreslås videreført.

Undtagelserne hertil, der i dag findes i retsplejelovens § 41 a, stk. 5, 2. pkt., jf. til dels § 41, stk. 2, foreslås videreført på følgende måde:

Undtagelsen vedrørende statens sikkerhed mv. videreføres i kraft af henvisningen til den foreslåede § 41 b, stk. 3, nr. 1. Som for anklageskrifter og retsmødebegæringer skønnes der ikke at være behov for i forhold til massemediers adgang til aktindsigt at medtage en henvisning til den foreslåede § 41 b, stk. 3, nr. 2, om hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser. De udlånte bilag må således ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere, og der bliver mulighed for at undtage fra aktindsigt, hvis særlige hensyn til de involverede personer taler for det (jf. nedenfor).

Undtagelsen vedrørende dokumentets karakter foreslås videreført. Det forudsættes, at dokumentets »karakter« refererer til, om fremstilling af eksemplarer med henblik på udlån ville være meget vanskelig eller kostbar. Afslag på aktindsigt under hensyn til dokumentets (følsomme) indhold bør derimod i givet fald ske under henvisning til ovennævnte regel om statens sikkerhed mv. eller nedennævnte regel om særlige hensyn til de involverede personer.

Undtagelsen vedrørende »afgørende hensyn til sigtede, tiltalte eller vidner« foreslås ændret, således at »afgørende hensyn« ændres til »særlige hensyn«, og således at også hensynet til andre end sigtede, tiltalte eller vidner kan begrunde en begrænsning af retten til aktindsigt. Som eksempler kan nævnes forurettede, der ikke også er vidne, eller nære pårørende til forurettede eller til sigtede, tiltalte eller vidner. Formålet med denne ændring er navnlig at skabe harmoni med den foreslåede regel i § 41 d, stk. 3, nr. 4. Massemedierne bør således ikke kunne låne bilag, som er undtaget fra aktindsigt for personer, der kan godtgøre en særlig interesse i at få aktindsigt.

Det foreslås præciseret, at personnumre ikke er omfattet af retten til aktindsigt, jf. henvisningen til den foreslåede § 41 e, stk. 5.

Stk. 4 angår ligesom den gældende regel i retsplejelovens § 41 a, stk. 3, sagens dokumenter i civile sager. Massemediernes adgang til med parternes samtykke under et retsmøde at låne et eller flere dokumenter foreslås videreført.

Bestemmelsen er udtryk for, at parterne får mulighed for at foranstalte et kontrolleret udlån af sagens dokumenter, hvor massemedierne under strafansvar er forpligtet til at tilbagelevere dokumenterne og til kun at anvende dem til brug for journalistisk arbejde, jf. nedenfor om stk. 6 og 7.

Der foreslås den forenkling, at undtagelsen vedrørende sager om ægteskab, forældremyndighed, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke udgår. Da udlån kun kan ske med begge (alle) parters samtykke, er en sådan undtagelse overflødig.

Stk. 5 angår ligesom den gældende regel i retsplejelovens § 41 a, stk. 4, retsbøgerne. Massemediers adgang til at gøre sig bekendt med retsbøgerne foreslås videreført. Den foreslåede § 41 f, stk. 5, omfatter andre indførsler i retsbøgerne end domme og kendelser, jf. 1. pkt. , idet adgangen til aktindsigt i domme og kendelser reguleres af den foreslåede § 41 b.

Der foreslås den forenkling, at lovteksten alene regulerer massemediers adgang til at få udleveret kopi af indførslerne i retsbøgerne. Dette er naturligvis ikke til hinder for, at retten efter anmodning giver et massemedium adgang til i stedet at gennemse indførslerne i retsbøgerne, hvis det forekommer hensigtsmæssigt.

I overensstemmelse med gældende ret foreslås det i 2. pkt. , at massemediernes adgang til aktindsigt i retsbøgerne ikke skal gælde, hvis retsmødet er holdt helt eller delvis for lukkede døre, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet.

Endvidere foreslås det i 3. pkt. , at reglerne i de foreslåede § 41 b, stk. 2, nr. 1 og 5, og stk. 3, samt § 41 e, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, skal finde tilsvarende anvendelse på massemediers adgang til aktindsigt i retsbøgerne.

Ligesom efter gældende ret skal massemediet i forbindelse med en anmodning om aktindsigt i retsbøgerne således identificere den sag, som der ønskes aktindsigt i (§ 41 e, stk. 1, 1. pkt.).

Endvidere og ligeledes i overensstemmelse med gældende ret omfatter retten til aktindsigt ikke civile sager om ægteskab, forældremyndighed, samvær, faderskab, værgemål og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke (§ 41 b, stk. 2, nr. 1), og retten til aktindsigt omfatter heller ikke forklaringer, der er omfattet af et referatforbud (§ 41 b, stk. 2, nr. 5). Undtagelsen vedrørende forklaringer, der er omfattet af et referatforbud, der er ny, er begrundet i, at der bør gælde samme begrænsninger i massemediernes adgang til aktindsigt i retsbøgerne som i den almindelige adgang til aktindsigt i domme og kendelser. Retten til aktindsigt kan derfor også begrænses i samme omfang som anført i § 41 b, stk. 3, og § 41 e, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, jf. nærmere bemærkningerne til disse bestemmelser.

Endelig skal der foretages anonymisering efter de foreslåede regler i § 41 e, stk. 4, 2. og 3. pkt. Anonymisering med hensyn til forurettede i straffesager om seksualforbrydelser og med hensyn til lægdommere i straffesager vil således være obligatorisk også i forhold til massemediernes aktindsigt i retsbøgerne.

Stk. 6, 1. pkt., viderefører den gældende regel i retsplejelovens § 41 a, stk. 6. De dokumenter og kopier, som et massemedium får adgang til at gennemse, eller som udleveres eller udlånes, i medfør af stk. 1-5, må således ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Reglen gælder også i tilfælde af, at anklagemyndigheden efter anmodning giver massemediet adgang til gennemsyn af anklageskrift eller retsmødebegæring, eller retten efter anmodning giver massemediet adgang til gennemsyn af indførsler i retsbøgerne.

Rettens afgørelse om aktindsigt skal efter anmodning træffes ved kendelse, og afgørelsen kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37, jf. henvisningen til den foreslåede § 41 e, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 6, 2. pkt. , bestemmer i tilknytning hertil, at når personer, der er omfattet af retsplejelovens § 172, stk. 1, 2 eller 4, i medfør af den foreslåede § 41 b får udleveret kopi af en kendelse i en straffesag, før sagen er endeligt afsluttet, må kopien, indtil sagen er endeligt afsluttet, ikke være tilgængelig for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. I modsætning til forbuddet i 1. pkt. gælder forbuddet i 2. pkt., der i øvrigt ganske svarer til forbuddet i 1. pkt., således kun indtil det tidspunkt, hvor sagen er endeligt afsluttet, og hvor enhver derfor vil have adgang til aktindsigt i kendelsen, jf. den foreslåede § 41 b. Efter dette tidspunkt reguleres massemediets anvendelse af de pågældende kopier af kendelser i straffesager alene af lovgivningens almindelige regler samt af den foreslåede regel om anonymisering i forbindelse med offentlig gengivelse af domme og kendelser i straffesager, jf. lovforslagets § 1, nr. 42 (forslaget til retsplejelovens § 1017 d).

Stk. 6, 3. pkt. , viderefører den gældende regel i retsplejelovens § 41 a, stk. 7. Justitsministeren kan således fastsætte regler om massemediers opbevaring af de kopier, som udleveres i medfør af stk. 2 og 5, og af de kopier, som omtales i stk. 6, 2. pkt. Reglen gælder også i tilfælde af, at massemediet selv fremstiller yderligere kopier. Justitsministeriet agter at fastsætte regler om opbevaring svarende til de gældende regler herom, jf. bekendtgørelse nr. 811 af 28. oktober 1999.

Stk. 6, 4. pkt. , præciserer, hvad det betyder, at dokumenter udlånes »under et retsmøde«. Af forarbejderne til den gældende § 41 a fremgår, at udlånte dokumenter skal tilbageleveres senest ved retsmødets slutning. Det foreslås at tydeliggøre dette i selve lovteksten ved en (strafsanktioneret) regel om, at dokumenter, som udlånes i medfør af stk. 3 eller 4, skal tilbageleveres senest ved retsmødets afslutning.

Stk. 7 fastsætter, at overtrædelse af reglerne i stk. 6, 1., 2. og 4. pkt., om massemediers brug af dokumenter og kopier straffes med bøde. Endvidere hjemler bestemmelsen, at der i de administrative forskrifter om massemediers opbevaring af kopier fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne. Dette svarer ganske til de gældende regler i retsplejelovens § 41 a, stk. 8, 1. og 2. pkt.

Straf kan også pålægges juridiske personer, jf. den foreslåede regel i retsplejelovens § 1022 (lovforslagets § 1, nr. 44).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 41 g

Bestemmelsen angår meroffentlighed og svarer til offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. Formålet med bestemmelsen er at understrege, at de foreslåede regler i §§ 41 a-41 f alene angiver, hvornår myndighederne er forpligtede til at give aktindsigt i civile sager og straffesager, og ikke tillige hvornår myndighederne er berettigede hertil. Formålet med bestemmelsen er endvidere at give et signal om, at myndighederne bør imødekomme rimeligt begrundede anmodninger om meroffentlighed.

Anmodninger om aktindsigt som meroffentlighed behandles af den myndighed, som i øvrigt træffer afgørelse om aktindsigt. Anmodninger om aktindsigt som meroffentlighed skal således fremsættes over for retten, når der søges aktindsigt i civile sager, og over for politimesteren, når der søges aktindsigt i straffesager, herunder verserende straffesager. Der henvises i den forbindelse til de foreslåede regler i § 41 d og § 41 e, stk. 2.

Grænserne for, hvornår myndighederne er berettigede til at give aktindsigt i videre omfang, end de er forpligtede til, sættes først og fremmest af reglerne om tavshedspligt. For domstolenes vedkommende drejer det sig om straffelovens § 152, og for politiet og anklagemyndigheden drejer det sig om straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27.

Ligesom efter offentlighedsloven kan der peges på to hovedområder, hvor meroffentlighed navnlig kan være på sin plads.

Det gælder for det første i forhold til journalister, hvor myndighederne bør være imødekommende over for journalisters rimeligt begrundede anmodninger om aktindsigt, som ligger ud over de foreslåede regler i §§ 41 a-41 f.

Det gælder for det andet i forhold til videnskabelige undersøgelser eller lignende. Myndighederne bør udvise imødekommenhed, når forskere anmoder om aktindsigt til brug for seriøse forskningsprojekter af væsentlig offentlig interesse.

Herudover kan der være grund til at udvise imødekommenhed, når forurettede i straffesager anmoder om aktindsigt, før sagen er endeligt afsluttet. Dette gælder i særlig grad i tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, men hvor den overordnede anklagemyndighed har mulighed for at omgøre afgørelsen i medfør af retsplejelovens § 724, stk. 2, og hvor en anmodning om aktindsigt er begrundet i et ønske om at skaffe oplysninger til brug for en eventuel klage til den overordnede anklagemyndighed.

Meroffentlighed kan gives i den form og på sådanne vilkår, som er hensigtsmæssige og rimelige i den konkrete situation.

Om forholdet til tavshedspligt bemærkes for det første, at tavshedspligt kun er relevant, når der er tale om fortrolige oplysninger. Oplysninger, der ikke er fortrolige, kan der under alle omstændigheder gives meroffentlighed med hensyn til.

Retssager indeholder imidlertid ofte fortrolige oplysninger, og hvis der søges aktindsigt i et stort materiale, har myndighederne ikke nødvendigvis ressourcer til at redigere materialet, så fortrolige oplysninger udelades eller der sker anonymisering. Hertil kommer, at eksempelvis forskning undertiden også angår de fortrolige oplysninger, således at der decideret ønskes aktindsigt i disse, ligesom det ikke altid kan lade sig gøre at anonymisere dokumentet på en sådan måde, at genkendelse ikke er mulig.

Meroffentlighed med hensyn til fortrolige oplysninger forudsætter, at videregivelsen af oplysningerne ikke er »uberettiget«. Dette vil bero på en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår – eksempelvis – et forskningsprojekts karakter og tilrettelæggelse. Udføres et forskningsprojekt af offentligt ansatte som led i deres tjenesteforhold, har det betydning, at forskerne i så fald har tavshedspligt efter straffelovens § 152 med hensyn til de fortrolige oplysninger. For straffesagers vedkommende vil der omvendt ved politiets eller anklagemyndighedens videregivelse af fortrolige oplysninger til personer uden for den offentlige forvaltning som meroffentlighed være mulighed for at pålægge de pågældende tavshedspligt, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 3. Der foreslås en tilsvarende regel om rettens videregivelse af fortrolige oplysninger til personer uden for domstolene og den offentlige forvaltning, jf. nedenfor om stk. 2.

Ligesom offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., er forslaget til § 41 g formuleret på den måde, at meroffentlighed er mulig, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv. Tilføjelsen »mv.« sigter navnlig til forvaltningslovens regler om videregivelse af oplysninger inden for den offentlige forvaltning og til lov om behandling af personoplysninger.

Om betaling for udleverede kopier henvises til pkt. 2.6.2 i de lovforslagets almindelige bemærkninger.

Stk. 2 giver retten mulighed for at bestemme, at en person uden for domstolene og den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som retten videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Dette forslag er nært beslægtet med den gældende regel i forvaltningslovens § 27, stk. 3, der giver en forvaltningsmyndighed mulighed for at pålægge tavshedspligt, når forvaltningsmyndigheden videregiver fortrolige oplysninger til personer uden for den offentlige forvaltning uden at være forpligtet hertil.

Stk. 2 er snævrere end stk. 1, idet den kun gælder for rettens videregivelse af oplysninger. Dette skyldes, at politiets og anklagemyndighedens videregivelse af oplysninger til personer uden for den offentlige forvaltning i forvejen er dækket af forvaltningslovens § 27, stk. 3.

Stk. 2 gælder kun fortrolige oplysninger, som retten videregiver uden at være forpligtet til det , dvs. som meroffentlighed i medfør af stk. 1. Stk. 2 kan således bl.a. ikke anvendes, når retten giver aktindsigt i medfør af de foreslåede regler i §§ 41-41 f.

Overtrædelse af et pålæg om tavshedspligt kan straffes efter straffelovens § 152, jf. henvisningen hertil i 2. pkt. Også straffelovens §§ 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse. Forslaget er her ganske på linje med forvaltningslovens § 27, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16 (§ 60, stk. 5)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om en udtrykkelig lovregel i retsplejelovens § 729 b om sigtedes adgang til aktindsigt i verserende straffesager, når der ikke er nogen forsvarer, og af forslaget om at flytte den gældende § 745 b til § 729 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 30 og 33.

Til nr. 17 (§ 102, stk. 2)

Ved lovforslagets § 1, nr. 15 og 30, foreslås det bl.a., at retsplejelovens regler om aktindsigt i afsluttede straffesager udvides til også at gælde andre dokumenter end »fremlagte dokumenter«, herunder når sagen slet ikke har været behandlet ved retten, og ved lovforslagets § 2 foreslås en tilsvarende indskrænkning af forvaltningslovens § 18

I konsekvens heraf foreslås en ændret formulering af retsplejelovens § 102, stk. 2, således at denne bestemmelse gælder for klager over afgørelser om aktindsigt i det hele taget og ikke kun afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Virkningen heraf er, at det almindelige toinstansprincip, som gælder inden for anklagemyndigheden, vil gælde for anklagemyndighedens afgørelser om aktindsigt generelt, hvad enten afgørelsen om aktindsigt træffes i henhold til retsplejeloven, forvaltningsloven, offentlighedsloven eller anden lovgivning. Endvidere vil fristen på 4 uger for at klage til den overordnede anklagemyndighed gælde, jf. retsplejelovens § 102, stk. 1.

Til nr. 18 (§ 124, stk. 8)

Der foreslås en generel regel om strafansvar for juridiske personer for overtrædelse af straffebestemmelser i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 44. I konsekvens heraf foreslås § 124, stk. 8, ophævet.

Til nr. 19 (§ 173, stk. 2)

Det foreslås, at overtrædelse af et referatforbud nedlagt i medfør af retsplejelovens § 173, stk. 2, 2. pkt., skal kunne straffes med bøde på samme måde som referatforbud nedlagt i medfør af retsplejelovens § 30 (jf. retsplejelovens § 32 b, stk. 1).

Straf kan også pålægges juridiske personer, jf. den foreslåede regel i retsplejelovens § 1022 (lovforslagets § 1, nr. 44).

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20 (§ 218 a)

Der foreslås en generel regel om affattelse af domme i civile sager og straffesager i alle instanser. For civile sagers vedkommende svarer forslaget ganske til Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I.

Med dette forslag præciseres kravene til affattelsen af domme, hvilket navnlig skal ses i sammenhæng med forslaget om almindelig aktindsigt i domme, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 (forslaget til § 41 b).

Stk. 1 svarer i vidt omfang til den gældende § 366 a, stk. 1. Den foreslåede regel gælder imidlertid som noget nyt også i straffesager og i ankesager i civile sager. Reglen tydeliggør de krav, som bør gælde for affattelse af alle domme. Reglen fastlægger alene de grundlæggende rammer for affattelsen af domme, og der vil således fortsat være stor mulighed for individuel variation mellem forskellige retter og forskellige dommere med hensyn til affattelsen af domme. Hertil kommer, at affattelsen af en dom naturligvis i høj grad afhænger af omstændighederne i den konkrete sag.

1. pkt. indeholder fælles regler for civile sager og straffesager.

Dommen skal for det første indeholde parternes påstande .

Dommen skal endvidere indholde en fremstilling af sagen , herunder i fornødent omfang en gengivelse af de afgivne forklaringer.

Dommen skal således altid i et eller andet omfang indeholde en fremstilling af sagen. Der vil imidlertid kunne være meget stor forskel på, hvor omfattende en sådan fremstilling af sagen bør være. I tilståelsessager vil en ganske kort fremstilling af sagen som regel være tilstrækkelig, og det samme vil ofte gælde i ankesager (både i civile sager og straffesager), herunder når den indankede dom i medfør af stk. 2 er affattet uden fuldstændig sagsfremstilling, idet den supplerende redegørelse, der i medfør af stk. 3 udarbejdes i tilfælde af anke, anses som et bilag til den indankede dom. I andre tilfælde vil det i høj grad afhænge af den konkrete sags omstændigheder (i faktisk og retlig henseende), hvor omfattende fremstillingen af sagen bør være. I mange straffesager vil kun være behov for en kort fremstilling af sagen, eftersom dommen i straffesager desuden skal indeholde en gengivelse af tiltalen (jf. nedenfor).

De afgivne forklaringer skal gengives »i fornødent omfang«. Heri ligger, at forklaringerne skal gengives, i det omfang det er nødvendigt, for at dommen kan »stå alene«, dvs. kan forstås af personer, der ikke i øvrigt kender sagen, og som ikke har adgang til sagens dokumenter.

Behovet for at gengive de afgivne forklaringer i sagsfremstillingen vil bl.a. afhænge af, hvor udførligt forklaringerne omtales i præmisserne. Dommen bør altid indeholde – eventuelt i præmisserne – i det mindste en helt kortfattet gengivelse af forklaringer, som har haft betydning for afgørelsen. Medmindre de afgivne forklaringer ikke har haft betydning for afgørelsen, er det således ikke tilstrækkeligt i dommen blot at angive, hvem der har afgivet forklaring, og så i øvrigt henvise til retsbogen. Derimod er der ikke noget til hinder for, at dommen kort gengiver essensen af de forklaringer, der har haft betydning for afgørelsen, samtidig med at retsbogen indeholder en mere udførlig gengivelse af disse forklaringer. Der kan efter omstændighederne også være behov for at gengive essensen af en forklaring, som retten har tilsidesat.

I tilståelsessager vil det som regel være tilstrækkeligt at angive, at tiltalte har forklaret i overensstemmelse med tiltalen.

Dommen skal desuden angive de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse.

For straffesagers vedkommende uddybes dette begrundelseskrav yderligere ved reglerne i retsplejelovens § 929, stk. 2 og 3, der ikke foreslås ændret. Det fremgår heraf, at i straffesager i byretten (bortset fra tilståelsessager) skal dommen indeholde en nøjagtig angivelse af de omstændigheder, der som beviste lægges til grund for domfældelsen. Endvidere skal de straffen betingende omstændigheder, som antages at mangle eller ikke være bevist, eller de straf udelukkende omstændigheder, som antages at foreligge, angives. Også uden en udtrykkelig lovregel herom må det forudsættes, at landsretternes ankedomme i straffesager, hvor anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, affattes efter tilsvarende retningslinjer.

I nævningesager modificeres begrundelseskravet af retsplejelovens § 911, jf. den foreslåede henvisning hertil. I det omfang, hvori dommen er grundet på nævningenes erklæring, indskrænker dommens begrundelse sig således til en henvisning hertil.

Endelig skal dommen naturligvis indeholde en konklusion .

2. pkt. indeholder en supplerende regel for civile sager. Domme i civile sager skal gengive parternes anbringender.

3. pkt. indeholder en supplerende regel for straffesager. Domme i straffesager skal indeholde en gengivelse af tiltalen.

Stk. 2 viderefører den gældende regel i retsplejelovens § 366 a, stk. 2, om, at byretsdomme i civile sager kan affattes uden fuldstændig sagsfremstilling, såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen.

Stk. 3 viderefører tilsvarende den gældende regel i retsplejelovens § 366 a, stk. 3, om, at retten skal afgive en supplerende redegørelse for sagen, hvis en dom, der ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling, ankes.

Da redegørelsen direkte supplerer dommen og indeholder oplysninger (navnlig om indholdet af de afgivne forklaringer), som i andre tilfælde er medtaget i selve dommen, foreslås det desuden, at redegørelsen skal anses som et bilag til dommen, og at redegørelsen endvidere skal optages i retsbogen, jf. 4. pkt. , der er nyt. Redegørelsen vil som bilag til dommen være omfattet den foreslåede adgang til aktindsigt i domme for enhver, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 (forslaget til § 41 b).

Til nr. 21 (§ 219)

Det foreslås, at domme i civile sager skal kunne afsiges uden afholdelse af retsmøde. Forslaget er først og fremmest udtryk for en modernisering af retsplejelovens ordlyd, således at betegnelsen »retsmøde« forbeholdes tilfælde, hvor der også i almindelig forstand er tale om et møde.

Stk. 3, 1. pkt., fastslår, at domme og kendelser kan afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde. Hvad enten dommen eller kendelsen afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde, skal afsigelsen optages i retsbøgerne i henhold til retsplejelovens § 35, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Det er overladt til retten at bestemme, om dommen eller kendelsen skal afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde. Retten bør i den forbindelse tage hensyn til parternes ønsker og til eventuelle anmodninger om tilladelse til at optage eller transmittere afsigelsen i radio eller fjernsyn.

Stk. 3, 2. pkt. , fastslår, at afsigelsen af domme og kendelser i et retsmøde foregår ved, at dommens eller kendelsens konklusion oplæses. Ligesom efter gældende ret er der ikke noget til hinder for, at dommeren oplæser eller refererer mere af dommen eller kendelsen, herunder navnlig præmisserne.

Den gældende regel om, at hele dommen skal være skriftligt udarbejdet før domsafsigelsen, udgår som overflødig. Det forudsættes således, at hele dommen altid vil være skriftligt udarbejdet før afsigelsen, hvad enten afsigelsen sker i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22 (§ 219 a, stk. 3)

Det foreslås, at domme i straffesager under visse betingelser skal kunne afsiges uden afholdelse af retsmøde. Forslaget er først og fremmest udtryk for en modernisering af retsplejelovens ordlyd, således at betegnelsen »retsmøde« forbeholdes tilfælde, hvor der også i almindelig forstand er tale om et møde.

1. pkt. angiver, at hovedreglen er, at dommen skal afsiges i et retsmøde. 2. pkt. giver imidlertid mulighed for at afsige dommen uden afholdelse af retsmøde, hvis dommen ikke afsiges samme dag, som sagen er optaget til dom, og tiltalte ikke er fængslet. Hvis dommen afsiges samme dag, som sagen optages til dom, eller hvis tiltalte er fængslet, skal dommen således afsiges i et retsmøde.

Kravet om, at domme, der afsiges samme dag, som sagen er optaget til dom, skal afsiges i et retsmøde, har sammenhæng med, at der i denne situation normalt ikke er væsentlige praktiske fordele forbundet med at afsige dommen uden afholdelse af retsmøde, og at hensynet til tiltalte, eventuelle lægdommere og eventuelle tilhørere taler for, at straffesagens alvor markeres ved en traditionel domsafsigelse i et retsmøde.

Kravet om, at dommen skal afsiges i et retsmøde, hvis tiltalte er fængslet, er begrundet i, at anklagemyndigheden skal have mulighed for i givet fald at anmode om fortsat varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 769. Endvidere fremgår det af retsplejelovens § 219 a, stk. 4, at hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til stede ved dommens afsigelse.

I de situationer, hvor dommen kan afsiges enten i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde, er det retten, der bestemmer afsigelsesmåden. Retten bør i den forbindelse tage hensyn til parternes ønsker og til eventuelle anmodninger om tilladelse til at optage eller transmittere afsigelsen i radio eller fjernsyn.

3. pkt. fastslår, at afsigelsen af domme i et retsmøde foregår ved, at dommens konklusion oplæses. Ligesom efter gældende ret er der ikke noget til hinder for, at dommeren oplæser eller refererer mere af dommen, herunder navnlig præmisserne. Som efter gældende ret – og i modsætning til hvad der gælder i civile sager – kræves det ikke, at dommen er skriftligt udarbejdet før afsigelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 23 (§ 219 a, stk. 5)

Efter den gældende § 219 a, stk. 5, skal anklagemyndigheden meddele tiltalte udskrift af dommen, hvis tiltalte ikke er til stede ved domsafsigelsen. Dommen skal forkyndes, hvis domsforhandlingen i medfør af § 847 er gennemført uden tiltaltes tilstedeværelse.

Der foreslås to ændringer af denne regel. For det første foreslås det, at retten og ikke anklagemyndigheden skal meddele tiltalte udskrift af dommen. Retten sender i forvejen udskrift af dommen til anklagemyndigheden og en eventuel forsvarer, og det er naturligt, at retten samtidig sender en udskrift til tiltalte. Forslaget indebærer i relation til vejledningspligten efter § 219 a, stk. 6, at det er retten, der ved meddelelsen af udskrift vejleder om anke, medmindre tiltalte allerede har modtaget ankevejledning eller vejledning sker i forbindelse med forkyndelse i henhold til § 219 a, stk. 5, 2. og 3. pkt.

For det andet foreslås det, at retten i alle tilfælde skal meddele tiltalte udskrift af dommen og ikke kun i de tilfælde, hvor tiltalte ikke overværer domsafsigelsen.

Reglerne i § 219 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., om, at udskrift af dommen i visse tilfælde skal forkyndes for tiltalte, foreslås ikke ændret. Retten vil ligesom i dag skulle fremsende udskriften til anklagemyndigheden med henblik på, at politiet gennemfører forkyndelsen. I denne situation medfører lovforslaget således ingen ændringer i forhold til i dag.

Tiltaltes ret til udskrift er ligesom efter gældende ret undtagelsesfri, herunder med hensyn til dommens gengivelse af forklaringer, der er afgivet for lukkede døre. Er et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl hemmeligholdt for tiltalte i medfør af retsplejelovens § 848, stk. 2, skal vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl imidlertid ikke medtages i dommen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 24 (§ 255 a)

Bestemmelsen angår parters aktindsigt i civile sager. Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med det kontradiktionsprincip, der gælder inden for den civile retspleje, at parterne som altovervejende hovedregel har adgang til aktindsigt i sagens samlede materiale.

Bestemmelsen har ligesom den gældende § 41 karakter af en opsamlingsbestemmelse, der giver parter i civile sager mulighed for til enhver tid at få aktindsigt i sagens dokumenter. Bestemmelsen tager således ikke sigte på den almindelige udveksling af dokumenter, der finder sted under behandlingen af en civil sag. Herom gælder retsplejelovens almindelige regler og principper.

Den foreslåede § 255 a kan ikke forventes at blive anvendt særligt hyppigt, da parterne i civile sager normalt som led i den almindelige sagsbehandling modtager alle dokumenter, der vedrører sagen. Bestemmelsen giver imidlertid en part mulighed for at få aktindsigt i afsluttede sager, hvor parten måske ikke længere er i besiddelse af akterne. Bestemmelsen sikrer endvidere, at en part, der af den ene eller anden grund mener at mangle et dokument i en verserende sag, altid har mulighed for hos retten at få kopi af det pågældende dokument, uanset om parten allerede burde have modtaget et eksemplar fra retten eller modparten.

I forhold til den gældende § 41 udgår undtagelserne vedrørende statens sikkerhed mv. og risiko for retsstridig anvendelse af udskrifter, idet disse undtagelser i praksis ikke anvendes i forhold til parter i civile sager.

Stk. 1, 1. pkt., fastslår det almindelige udgangspunkt, at en part i en civil sag kan forlange at få kopi af dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne. Den, der søger aktindsigt, må kunne dokumentere at være part i sagen.

Som parter anses i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige partsbegreb sagsøgeren og sagsøgte samt hovedintervenienter og adciterede. Biintervenienter er derimod ikke parter, og det samme gælder procesunderrettede.

Reglen gælder også i foged- og skiftesager. I fogedsager er parterne rekvirenten og skyldneren (rekvisitus) samt tredjemænd, der er indtrådt som parter i medfør af retsplejelovens § 499. I sager om dødsboskifte er parterne arvingerne i boet. I andre skiftesager er parterne de personer, hvis formuegoder skiftes, eksempelvis ægtefællerne i et ægtefælleskifte.

Reglen gælder også i privat påtalte straffesager, der behandles i den borgerlige retsplejes former.

Adgangen til aktindsigt gælder både i verserende sager og afsluttede sager, og ligesom efter de gældende regler er der ikke fastsat nogen tidsgrænse for, hvor lang tid efter sagens afslutning en part kan forlange aktindsigt.

Retten til aktindsigt gælder, medmindre andet er bestemt. Dette forbehold svarer til de indledende ord i den gældende § 41 »Uden for de tilfælde, for hvilke der i denne lov er truffet særlig bestemmelse«.

Som eksempler på, at andet er bestemt, kan navnlig henvises til retsplejelovens § 169, stk. 2, 1. pkt., om en myndigheds redegørelse for grundene til at nægte samtykke til afgivelse af vidneforklaring om forhold belagt med tavshedspligt, retsplejelovens § 450 a om indholdet af en samtale med et barn efter lov om forældremyndighed og samvær § 29 og retsplejelovens § 456 m, stk. 4, og § 475 g, stk. 3, om anonymitet også i domsudskrifter mv. i forholdet mellem adoptivforældre og biologiske forældre.

Ligesom efter den gældende § 41 er indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen omfattet af retten til aktindsigt. Dette gælder, hvad enten den pågældende retsbog betegnes retsbog, dombog, fogedbog, auktionsbog eller skiftebog. Der foreslås den rent terminologiske ændring, at stemmegivningsbogen fremover ikke skal henregnes til retsbøgerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil. Der er derfor ikke anledning til som i den gældende § 41 særskilt at undtage stemmegivningsbogen fra aktindsigt, men se dog nedenfor om stk. 2, nr. 2.

For andet end retsbøger foreslås det at udskifte udtrykket »de (...) hos retten beroende til en sag hørende, fremlagte dokumenter«, som anvendes i den gældende § 41, med udtrykket »dokumenter, der vedrører sagen,« suppleret med en undtagelse for interne arbejdsdokumenter.

Begrebet »fremlagte dokumenter« kan give anledning til tvivl, og der bør gælde samme regler om aktindsigt, uanset om dokumentet har været »fremlagt« i retten.

Et dokument vedrører sagen, når dokumentet har betydning for sagens behandling. Som eksempler kan nævnes stævning og øvrige processkrifter, brevveksling med retten vedrørende sagen og dokumenter, der benyttes som bevis.

Udtrykket »dokumenter« skal forstås lige så bredt som dokumentbegrebet efter offentlighedsloven. Ud over egentlige skriftlige dokumenter, hvad enten de foreligger som papirdokumenter eller elektroniske dokumenter, er således også tegninger, kort, billeder og lyd- og billedoptagelser omfattet.

Det er imidlertid kun dokumenter, der indgår i sagsbehandlingen, herunder bevisførelsen, der er omfattet af forslaget om parternes aktindsigt. Dokumenter, der udelukkende vedrører sagen i den forstand, at de er genstand for et besiddelseskrav som nævnt i retsplejelovens § 528, en beslaglæggelse i medfør af retsplejelovens § 645, stk. 2, eller en undersøgelse i medfør af retsplejelovens kapitel 57 a, falder således uden for forslaget om aktindsigt i henhold til retsplejelovens § 255 a. Parternes adgang til at blive gjort bekendt med sådanne dokumenter reguleres udelukkende af bestemmelserne om de pågældende retsskridt.

Der er adgang til aktindsigt, både mens sagen verserer, og når sagen er afsluttet. Aktindsigt i afsluttede sager forudsætter, at dokumentet er bevaret i rettens arkiv. Retsplejelovens § 39, stk. 1, foreskriver i den forbindelse, at processkrifter forbliver i rettens arkiv, hvorimod bevisdokumenter kan udleveres, når ankefristen er udløbet, uden at anke er iværksat. Retsplejeloven indeholder ikke andre regler om opbevaring af dokumenter i civile sager.

Aktindsigt efter den foreslåede § 255 a omfatter de dokumenter, der rent faktisk er bevaret i rettens arkiv, uanset om der er bevaret dokumenter i videre omfang end foreskrevet ved retsplejelovens § 39, stk. 1.

At dokumenter er bevaret i rettens arkiv, betyder i denne sammenhæng, at de er bevaret som led i et formaliseret opbevarings- og arkiveringssystem. Er et dokument ikke bevaret i et sådant formaliseret opbevarings- og arkiveringssystem, bliver dokumentet ikke omfattet af aktindsigt, blot fordi en dommer i retten stadig er i besiddelse af et eksemplar, eksempelvis i form af en ekstrakt eller materialesamling udarbejdet til brug for domsforhandlingen i sagen.

Retten til aktindsigt i medfør af den foreslåede § 255 a gælder også efter, at dokumentet er afleveret til arkiv i medfør af arkivloven, i givet fald parallelt med arkivadgang i henhold til arkivloven.

Den foreslåede § 255 a regulerer aktindsigt i form af udlevering af kopi, og der foreslås ikke lovregler om aktindsigt i form af gennemsyn på stedet. Der er imidlertid naturligvis ikke noget til hinder for efter anmodning at give aktindsigt i form af gennemsyn som alternativ til udlevering af kopi, hvis det forekommer hensigtsmæssigt.

Ligesom efter gældende ret er interne arbejdsdokumenter ikke omfattet af retten til aktindsigt, jf. stk. 2 , der også indeholder en nærmere definition af, hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved interne arbejdsdokumenter.

Stk. 2, nr. 1 , hvis formulering er inspireret af forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 1, omfatter dokumenter, der udarbejdes af retten udelukkende til eget brug ved behandlingen af en sag. Et dokument kan således kun anses som et internt arbejdsdokument efter nr. 1, hvis det ikke er videregivet til nogen uden for retten.

Som eksempler kan nævnes udkast til retsbogstilførsler eller retsafgørelser, som udelukkende anvendes af retten selv. Tilsvarende gælder notater, som en dommer eller anden medarbejder ved retten foretager i forbindelse med sagens behandling, og som udelukkende anvendes af retten selv. Hvis eksempelvis et udkast til retsbogstilførsel vedrørende en forklaring udleveres til parterne eller den, der har afgivet forklaring, er der imidlertid ikke tale om et internt arbejdsdokument.

Der foreslås ikke regler svarende til forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 2 og 3. Forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 3, om den kommunale forvaltning er ikke relevant for domstolene, og forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 2, om brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed bør ikke overføres som selvstændig regel til retsplejelovens definition af retternes interne arbejdsdokumenter.

Der kan ikke gives nogen helt generel og fast regel om, hvorvidt brevveksling mellem forskellige enheder inden for en domstol (eksempelvis mellem forskellige afdelinger, mellem præsidenten og en afdeling eller mellem domsretten, fogedretten og skifteretten) skal betragtes som interne arbejdsdokumenter.

Forslaget om parters aktindsigt omfatter kun dokumenter, der vedrører en konkret retssag, herunder en fogedsag eller skiftesag, og allerede af den grund falder al brevveksling mellem forskellige enheder inden for en domstol vedrørende andre spørgsmål uden for forslaget om aktindsigt.

I øvrigt må det bero på en konkret vurdering, om brevveksling mellem forskellige enheder inden for en domstol har en sådan intern karakter, at den falder under begrebet interne arbejdsdokumenter som defineret i stk. 2, nr. 1. Hvis brevvekslingen angår praktiske spørgsmål i forbindelse med sagens behandling, vil dette normalt være tilfældet. Hvis der i forbindelse med behandlingen af retssag brevveksles eksempelvis mellem domsretten og fogedretten eller med tinglysningsafdelingen, vil brevvekslingen derimod normalt være omfattet af parternes aktindsigt på samme måde, som hvis der brevveksles med fogedretten eller tinglysningskontoret i en anden retskreds.

Stk. 2, nr. 2 , præciserer, at voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger skal anses som interne arbejdsdokumenter. Det er et grundlæggende princip i retsplejen, at rettens rådslagninger er hemmelige, jf. herved retsplejelovens § 214, stk. 2. Derfor bør referater af rettens rådslagninger også generelt undtages fra aktindsigt uanset formålet med at udarbejde sådanne referater. Da referater af rettens rådslagninger kun udarbejdes systematisk i Højesteret og dér traditionelt betegnes voteringsprotokoller, foreslås det, at reglen skal gælde »voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger«. Det bemærkes, at voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger også er undtaget fra den registreredes indsigtsret i medfør af lov om behandling af personoplysninger, jf. denne lovs § 32, stk. 3, 3. pkt.

Der er ikke medtaget en regel svarende til forvaltningslovens § 12, stk. 2, om ekstrahering af faktiske oplysninger i interne arbejdsdokumenter. Reglerne om domstolenes behandling af civile sager indebærer, at faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse altid tillige vil fremgå af andre dokumenter i sagen, og sådanne oplysninger vil således aldrig alene være indeholdt i interne arbejdsdokumenter.

Det foreslås, at afgørelser om aktindsigt skal træffes af den ret, der i øvrigt behandler eller har behandlet sagen, jf. stk. 3, 1. pkt. Har sagen været behandlet i flere instanser, træffer hver instans afgørelse om aktindsigt for sit vedkommende.

Stk. 3, 2. pkt. , fastslår, at rettens afgørelse efter anmodning skal træffes ved kendelse, og at afgørelsen kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Byretternes afgørelser kan således frit kæres til landsretten, hvorimod landsretternes og Sø- og Handelsrettens afgørelser om aktindsigt kun kan kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2.

Den gældende regel i retsplejelovens § 41, stk. 7, om en klagefrist på 6 uger foreslås ikke videreført, og kærefristen er derfor 2 uger, jf. retsplejelovens § 394.

Forslaget indebærer, at afgørelser om aktindsigt i alle tilfælde træffes af retten og ikke af en eventuel justitssekretær, og de gældende regler om klage over justitssekretærens afgørelser om aktindsigt videreføres derfor ikke.

Stk. 4 om svar på en anmodning om aktindsigt er inspireret af forvaltningslovens § 16, stk. 2. I forhold til den gældende regel i retsplejelovens § 41, stk. 3, forlænges fristen fra en uge til ti dage, og der angives ikke i loven kriterier for overskridelse af fristen. Til gengæld anføres udtrykkeligt, at afgørelser om aktindsigt skal træffes snarest, og hvis afgørelsen ikke kan træffes inden 10 dage, skal den, der søger aktindsigt, underrettes herom, om grunden hertil og om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 25 (§ 339 a)

Det foreslås, at retsmøder under forberedelsen af civile sager, hvor der ikke sker bevisførelse til brug for domsforhandlingen, skal holdes for lukkede døre, medmindre retten bestemmer andet.

Ved rettens afgørelse vil en parts eventuelle ønske om, at en mundtlig forhandling sker for åbne døre, skulle tillægges betydelig vægt. Det gælder navnlig, hvis der er tale om et spørgsmål af større rækkevidde. Hvis spørgsmålet ligefrem kan blive afgørende for sagens udfald, herunder hvis spørgsmålet angår sagens afvisning, bør en parts ønske om, at en mundtlig forhandling sker for åbne døre, altid imødekommes (medmindre dørlukning sker efter andre bestemmelser).

Forslaget giver også retten mulighed for af egen drift at bestemme, at et retsmøde under forberedelsen af en civil sag skal holdes for åbne døre.

Rettens afgørelse om, hvorvidt et møde under forberedelsen af en civil sag skal holdes for åbne døre, selv om ingen af parterne har anmodet herom, må bero på et konkret skøn. Det bør ved rettens afgørelse tillægges væsentlig betydning, om der rent faktisk har vist sig en offentlig interesse om spørgsmålet.

Det bemærkes, at hensynet til offentlighedens indsigt i behandlingen af civile sager i tilfælde, hvor retsmøder under forberedelsen holdes for lukkede døre, også varetages ved forslaget om, at alle domme og kendelser som hovedregel skal være offentligt tilgængelige for enhver, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 (forslaget til § 41 b).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 26 (§ 354, stk. 6, 3. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om ændring af retsplejelovens § 219 om afsigelse af domme i civile sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

Da der foreslås en generel regel om, at domme i civile sager skal kunne afsiges uden afholdelse af retsmøde, er den særlige regel om, at visse udeblivelsesdomme kan afsiges uden afholdelse af retsmøde herefter overflødig.

Til nr. 27 (§ 366 a)

Det foreslås at erstatte den gældende § 366 a i kapitel 34, der vedrører domsforhandling i første instans i civile sager, med en mere generel regel i kapitel 20 om rettens rådslagninger og afgørelser, jf. nærmere lovforslagets § 1, nr. 20. I konsekvens heraf foreslås den gældende § 366 a ophævet.

Til nr. 28 (§ 372, stk. 3, og § 456, stk. 1)

Formuleringen af retsplejelovens § 372, stk. 3, og § 456, stk. 1, om genoptagelse af afviste eller hævede sager lægger op til, at sagen blev afvist eller hævet i et retsmøde. Formuleringen foreslås ændret, så denne forudsætning om afholdelse af retsmøde udgår.

Til nr. 29 (§ 477)

Retsplejelovens § 477 bestemmer, at tilladelse til erhvervelse af mortifikationsdom på servitutter, brugsrettigheder og grundbyrder meddeles af vedkommende ret ved kendelse i et retsmøde, hvortil den, der har begæret mortifikation, tilsiges.

Der foreslås en generel regel om, at kendelser i civile sager kan afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde, jf. forslaget til § 219 (lovforslagets § 1, nr. 21). I konsekvens heraf foreslås den særlige regel i § 477 om afsigelse af kendelse i et retsmøde ophævet. Endvidere foreslås den obligatoriske regel om indkaldelse til et retsmøde ophævet, således at det er overladt til retten, om der er behov for at indkalde til et retsmøde.

Til nr. 30 (§§ 729 a-729 d)

De gældende regler om sigtedes og tiltaltes aktindsigt i straffesager findes navnlig i retsplejelovens §§ 41 og 745-745 b og forvaltningslovens § 18. Disse bestemmelser adskiller sig en del fra hinanden, og afgrænsningen mellem dem er ikke altid helt klar.

Det foreslås, at reglerne om sigtedes og tiltaltes aktindsigt i straffesager samordnes og placeres samlet i kapitel 66, der bærer overskriften »Sigtede og hans forsvar«.

De gældende §§ 745-745 b findes i kapitel 67 om »Almindelige bestemmelser om efterforskning«, der er placeret i afsnittet om »Sagens forberedelse, indtil tiltale rejses«. Disse bestemmelser om aktindsigt anvendes imidlertid i praksis også senere under sagen, jf. herved også den udtrykkelige regel i § 745 a om, at begrænsninger i sigtedes aktindsigt hos forsvareren kan udstrækkes, indtil sigtede har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

Det foreslås på den baggrund at flytte reglerne om sigtedes og tiltaltes aktindsigt til retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar. Hermed understreges, at de foreslåede regler i §§ 729 a-729 c om verserende straffesager gælder under hele sagens forløb, herunder under en eventuel anke. Samtidig bliver det samlede regelsæt mere overskueligt, når reglerne om sigtedes og tiltaltes aktindsigt i afsluttede straffesager samles i den foreslåede § 729 d, der således afløser både retsplejelovens § 41 og forvaltningslovens § 18.

De foreslåede regler i retsplejeloven omfatter ikke anmodninger om aktindsigt i straffesager behandlet hos andre administrative myndigheder end politet. Hvis en straffesag behandles af politiet efter at have været behandlet af en anden administrativ myndighed, gælder de foreslåede regler i §§ 729 a-729 d imidlertid også for anmodninger om aktindsigt i det materiale, som politiet har modtaget fra den anden administrative myndighed.

Ordlyden af retsplejelovens § 835, der bl.a. angår aktindsigt, når tiltale er rejst, stemmer ikke på alle punkter overens med de væsentligt nyere regler i §§ 745-745 b. Uanset ordlyden af § 835 har forsvareren og tiltalte imidlertid i dag altid mindst adgang til aktindsigt, i det omfang §§ 745-745 b bestemmer, og fremover vil forsvareren og tiltalte tilsvarende altid mindst have adgang til aktindsigt, i det omfang §§ 729 a-729 c bestemmer. § 835 foreslås ikke ændret, da det efter Justitsministeriets opfattelse rejser spørgsmål om en mere grundlæggende modernisering af hele kapitel 76 (og eventuelt også kapitel 77), hvis sproglige opbygning i vidt omfang er uændret siden retsplejelovens vedtagelse i 1916.

Til § 729 a

Formålet med bestemmelsen er at fastsætte regler om forsvarerens aktindsigt og om sigtedes adgang til aktindsigt hos forsvareren. Bestemmelsen bygger i vidt omfang på retsplejelovens §§ 745 og 745 a, der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 33.

I overensstemmelse med sprogbrugen i kapitel 66 i øvrigt og for at undgå unødigt komplicerede bestemmelser anvendes i lovteksten alene udtrykket »sigtede«, der imidlertid naturligvis også omfatter tiltalte.

Ligesom den gældende § 745 er bestemmelsen udtryk for en gennemførelse af kontradiktionsprincippet i straffesager. På grund af de særlige forhold, der gør sig gældende i straffesager i sammenligning med civile sager, fokuserer bestemmelsen på forsvareren . Det Det er forsvareren, der har adgang til løbende aktindsigt med få begrænsninger, hvorimod sigtede personligt kun via forsvareren og med yderligere begrænsninger har adgang til løbende aktindsigt i sagens materiale. Bestemmelsen er på disse punkter i fuldstændig overensstemmelse med gældende ret.

Stk. 1 er medtaget, fordi det er nødvendigt at nævne begrebet en forsvarer, før der (i stk. 2-4) fastlægges nærmere regler for forsvareren. Stk. 1 indeholder henvisninger til reglen om valg af forsvarer i retsplejelovens § 730 og til reglerne om beskikkelse af offentlig forsvarer i retsplejelovens §§ 731-735, men har ikke nogen selvstændig betydning.

Stk. 2 foreskriver, at retten af egen drift skal meddele forsvareren kopi af indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen. Retsplejeloven indeholder ikke i dag generelle regler om forsvarerens adgang til aktindsigt i retsbogstilførsler vedrørende sagen, men der er ikke nogen tvivl om, at forsvareren har en sådan adgang.

I forbindelse med moderniseringen af reglerne om aktindsigt foreslås derfor en udtrykkelig regel om forsvarerens adgang til aktindsigt i retsbogen, bl.a. fordi der også foreslås en udtrykkelig regulering af sigtedes adgang til aktindsigt i retsbogen i tilfælde, hvor der ikke er nogen forsvarer, jf. nedenfor om § 729 b. I den forbindelse foreslås nogle eksisterende specialregler om forsvarerens adgang til retsbogsudskrifter ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 38 og 40.

Forslaget indebærer, at retten af egen drift skal sende en kopi af indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen til forsvareren, når en sådan er valgt eller beskikket. Reglen gælder ikke, hvis der ikke er nogen forsvarer, og retten skal heller ikke af egen drift meddele forsvareren kopi af retsbogstilførsler fra perioden, før vedkommende tiltrådte som forsvarer. Derimod skal forsvareren naturligvis også fremover efter anmodning have kopi af retsbogstilførsler fra perioden, før vedkommende tiltrådte som forsvarer. Denne situation foreslås ikke lovreguleret.

Indførsler i retsbøgerne omfatter også kendelser, herunder kendelser, som er indført i dombogen. I det omfang sigtede eller tiltalte i medfør af andre bestemmelser i retsplejeloven får udskrift af kendelser (eksempelvis kendelser om varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 764, stk. 4), er den foreslåede § 729 a dog uden selvstændig betydning.

Stk. 2, 2. pkt. , fastslår, at forsvareren kan gøre sigtede bekendt med retsbogstilførslerne, medmindre andet følger af §§ 748 eller 848. Medmindre der er meddelt pålæg efter retsplejelovens § 748, stk. 6, eller retsmødet er omfattet af § 748, stk. 7, eller der er truffet bestemmelse efter retsplejelovens § 848, har sigtede således altid adgang til at gennemlæse retsbogstilførslerne hos forsvareren.

Spørgsmålet om sigtedes muligheder for at gennemse retsbogstilførsler uden for de i §§ 748 og 848 omhandlede situationer er i dag ikke nærmere reguleret i retsplejeloven. Det må dog antages, at sigtede allerede efter gældende ret har adgang til at gennemlæse retsbogstilførsler hos forsvareren, medmindre andet følger af retsplejelovens §§ 748 eller 848. Forslaget er således ikke udtryk for nogen realitetsændring.

Stk. 2, 3. pkt. , giver retten mulighed for at pålægge forsvareren ikke at overlevere retsbogstilførslerne til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at de vil blive benyttet på retsstridig måde. Dette svarer indholdsmæssigt til gældende ret, hvorefter retten kan nægte sigtede udskrift af retsbøgerne, hvis det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig måde, jf. retsplejelovens § 41, stk. 2

Pålægget kan efter den foreslåede bestemmelse gives af egen drift eller efter anmodning fra politiet. Gives et sådant pålæg, kan forsvareren lade sigtede gennemse retsbogstilførslerne, men må ikke overlade retsbogstilførslerne til sigtede.

Forslaget indebærer, at sigtede fremover i givet fald skal have udleveret kopier af retsbogstilførsler fra forsvareren . I dag kan sigtede – mod betaling af 175 kr. i retsafgift pr. dokument – forlange, at retten meddeler ham eller hende udskrift af retsbøgerne, jf. retsplejelovens § 41. Sigtede foretrækker imidlertid som regel at få retsbogsudskrifterne – gratis – fra forsvareren allerede i dag.

Forslaget indebærer, at retten allerede ved fremsendelsen af retsbogsudskrifterne til forsvareren må tage stilling til, om forsvareren kan udlevere udskrifterne til sigtede. Hvis retten ikke udtrykkeligt pålægger forsvareren ikke at udlevere udskrifterne til sigtede, er forsvareren efter forslaget berettiget hertil, medmindre andet følger af retsplejelovens §§ 748 og 848. Hvis forsvareren ligefrem er bekendt med, at sigtede vil anvende udskrifterne på retsstridig måde, vil forsvareren dog ikke være berettiget til at udlevere udskrifterne til sigtede, jf. herved bl.a. retsplejelovens § 739 om tilfælde, hvor forsvareren modarbejder sagens oplysning.

Stk. 3 angår det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår, og svarer til den gældende § 745. Med en lille sproglig modernisering er 1.-3. pkt. identisk med den gældende § 745 og skal forstås på samme måde.

Der foreslås imidlertid to tilføjelser i forhold til den gældende regel i retsplejelovens § 745, stk. 1. Begge tilføjelser angår udlevering af kopi af materialet til sigtede.

For det første foreslås det, at politiet skal tillade, at kopi af materialet udleveres til sigtede eller andre, hvis det findes ubetænkeligt , jf. 4. pkt. Den gældende regel indeholder ingen kriterier for politiets afgørelse om udlevering af kopi af materialet til sigtede eller andre. Det må imidlertid anses for rigtigst, at loven indeholder i det mindste en helt kortfattet og generel angivelse af, hvornår kopi af materialet skal kunne udleveres til sigtede eller andre.

For det andet foreslås der en særlig regel om udlevering af kopi af nærmere angivne bevisdokumenter, jf. 5. pkt. Forslaget går ud på, at politiet kun kan nægte at give samtykke til udlevering af kopi af disse dokumenter, hvis det er nødvendigt ud fra de hensyn, der er nævnt i den foreslåede stk. 4 (svarende til den gældende § 745 a).

Forslaget omfatter de dokumenter, der er nævnt i retsplejelovens § 877, stk. 1 og stk. 2, nr. 5.

§ 877, stk. 1, omfatter bl.a. dokumenter, der yder umiddelbar oplysning om gerningen, og som eksempler kan nævnes selvangivelser i sager om skattesvig, kontrakter og brevveksling i sager om bedrageri og falske dokumenter i sager om dokumentfalsk.

§ 877, stk. 2, nr. 5, omfatter erklæringer og vidnesbyrd udstedt i medfør af et offentligt hverv. Som eksempler kan nævnes erklæringer fra bilinspektør, Retsmedicinsk Institut eller Retslægerådet. Herunder hører bl.a. laboratorierapporter om beslaglagt narkotika, lægeerklæringer, obduktionsrapporter og mentalerklæringer. Efter retspraksis omfatter stk. 2, nr. 5, også revisionsberetninger i sager om økonomisk kriminalitet, jf. Højesterets afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 side 676.

Forslaget omfatter derimod ikke de dokumenter, der er nævnt i retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 1, 4 og 6, dvs. syns- og skønserklæringer og erklæringer fra en person, der som medlem af kongehuset eller udenlandsk diplomat er fritaget fra at afgive forklaring for retten som vidne, samt visse tilførsler til politirapporter. De i retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 1-4, nævnte retsbogstilførsler (om ransagninger, beslaglæggelser, besigtigelser, syns- og skønsforretninger og tidligere afgivne forklaringer) er heller ikke omfattet, eftersom udlevering af kopier af retsbogstilførsler til sigtede reguleres af det foreslåede § 729 a, stk. 2.

Forslaget omfatter heller ikke dokumenter omfattet af retsplejelovens § 877, stk. 3, eksempelvis politirapporter vedrørende forklaringer afgivet til politiet (som ikke er omfattet af § 877, stk. 2, nr. 6), eller videooptagelser af politiets afhøring af et barn, jf. retsplejelovens § 877 a.

Tilladelse til at udlevere kopi af de dokumenter, der er omfattet af forslaget, kan kun nægtes, hvis de i stk. 4 nævnte hensyn gør det nødvendigt, dvs. de hensyn, der giver mulighed for helt at undtage dokumenter fra sigtedes eller tiltaltes aktindsigt, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen. Dette betyder dog ikke, at aktindsigt i de pågældende bevisdokumenter enten skal gives i form af kopi eller helt skal nægtes. Der skal ske en afvejning af de nævnte modhensyn i forhold til sigtedes interesse i at få aktindsigt. Sigtedes interesse tilgodeses til en vis grad, hvis der dog gives aktindsigt i form af gennemsyn hos forsvareren, og de nævnte modhensyn kan omvendt lide større skade, når der udleveres kopi af dokumentet til sigtede. Selv om samme kriterier skal anvendes, kan man derfor udmærket tænke sig, at der er grundlag for at nægte aktindsigt i form af udlevering af kopi til sigtede, men ikke for helt at nægte aktindsigt. En tredje mulighed, som kan være relevant i visse tilfælde, er at nægte udlevering af kopi til sigtede selv, men tillade udlevering af kopi til en sagkyndig, som bistår forsvaret, jf. herved ordene »eller andre« i den foreslåede regel.

Den hyppigste begrundelse for at nægte udlevering af kopi af bevisdokumenter vil være hensynet til tredjemand. Blandt andet af lovtekniske grunde er forslaget om sigtedes adgang til at få udleveret bevisdokumenter udformet med generelle henvisninger til bestemmelser i retsplejelovens § 877. Hensynet til tredjemand må derfor tilgodeses ved mere konkret begrundede nægtelser af udlevering af kopi til sigtede. Således vil hensynet til tredjemand f.eks. begrunde, at der normalt ikke vil kunne udleveres kopi til sigtede af lægeerklæringer vedrørende forurettede (erklæringen vil være omfattet af § 877, stk. 2, nr. 5) eller af optagelser omfattet af retsplejelovens § 29 a, stk. 2 (optagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale for under en sag om nærmere opregnede grove seksualforbrydelser) (optagelserne vil kunne være omfattet af § 877, stk. 1).

Er det for sigtedes eller tiltaltes forsvar nødvendigt, at et sådant dokument gennemgås af en af forsvaret valgt sagkyndig, må dokumentet udleveres direkte til den sagkyndige, hvis det ikke er tilstrækkeligt, at den sagkyndige gennemgår dokumentet hos forsvareren.

For andre dokumenters vedkommende (selvangivelser, kontrakter, revisionsberetinger, laboratorierapporter vedrørende narkotika, erklæringer fra bilinspektør eller lignende, erklæringer fra Retslægerådet om sigtede selv osv.) vil der meget sjældent være grund til at nægte udlevering af kopi af dokumentet til sigtede.

Hvis politiet nægter samtykke til udlevering af kopi af materialet til sigtede, kan spørgsmålet indbringes for retten til afgørelse efter retsplejelovens § 746.

Stk. 4 viderefører uden ændringer den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745 a om begrænsninger i sigtedes adgang til aktindsigt hos forsvareren.

Politiets pålæg i medfør af den foreslåede § 729 a, stk. 4, kan indbringes for retten i medfør af retsplejelovens § 746.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 729 b

Formålet med bestemmelsen er at fastsætte regler om sigtedes adgang til aktindsigt, når der ikke er nogen forsvarer. Hermed lovfæstes et væsentligt aspekt af kontradiktionsprincippet for så vidt angår de straffesager, hvor sigtede ikke har en forsvarer. Når der er valgt eller beskikket en forsvarer, gælder i stedet den foreslåede § 729 a.

Bestemmelsen angår sigtedes aktindsigt i verserende straffesager, når der ikke er valgt eller beskikket nogen forsvarer. Bestemmelsen gælder i princippet også under en eventuel anke, men vil som følge af reglen i retsplejelovens § 731, stk. 1, litra f, om obligatorisk forsvarerbeskikkelse i ankesager kun have praktisk betydning i første instans, og mens ankefristen løber (samt eventuelt i en kort periode efter sagens indankning, indtil der rent faktisk beskikkes en forsvarer).

I overensstemmelse med sprogbrugen i kapitel 66 i øvrigt og for at undgå unødigt komplicerede bestemmelser anvendes i lovteksten alene udtrykket »sigtede«, der imidlertid naturligvis også omfatter tiltalte.

Selve dommen er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse, da tiltaltes (ubetingede) ret til udskrift af dommen følger af retsplejelovens § 219 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 23.

Bestemmelsen svarer i et vist omfang til gældende praksis, som den bl.a. har fundet udtryk i Rigsadvokatens meddelelse nr. 8/98 af 29. juli 1998.

Formålet med bestemmelsen er i relation til aktindsigt i videst muligt omfang at sidestille sigtede, der ikke har en forsvarer, med sigtede, der har en forsvarer. Bestemmelsen er derfor udformet parallelt med den foreslåede § 729 a om forsvarerens aktindsigt, herunder navnlig de foreslåede regler om forsvarerens mulighed for henholdsvis at videregive oplysninger eller udlevere kopi af dokumenter til sigtede.

Forslaget indebærer således, at en sigtet, der ikke har en forsvarer, får adgang til aktindsigt i samme omfang som en sigtet, der har en forsvarer. Hvis en sigtet med en forsvarer vil kunne se et dokument hos forsvareren, men ikke få dokumentet udleveret, vil en sigtet uden forsvarer kunne se dokumentet hos politiet, men ikke få dokumentet udleveret. Hvis en sigtet med en forsvarer kan få udleveret kopi af dokumentet, vil en sigtet uden forsvarer ligeledes kunne få udleveret kopi af dokumentet.

Hensynet til bl.a. sagens opklaring og tredjemand kan således varetages i nøjagtig samme omfang, som når der er en forsvarer. Det bemærkes i den forbindelse, at disse hensyn i sagens indledende faser ofte vil kunne begrunde ret vide indskrænkninger i sigtedes aktindsigt.

Der foreslås ikke lovregler om politiets vejledning af sigtede om adgangen til aktindsigt. Politiet bør dog i hvert fald på det tidspunkt, som fremgår af den nævnte Rigsadvokatmeddelelse nr. 8/98 – dvs. når sagen er klar til afgørelse ved bødeforlæg, eller når der rejses tiltale, og det er klarlagt, at der ikke vil medvirke forsvarer ved sagens behandling i retten – vejlede sigtede om adgangen til aktindsigt.

Stk. 1 angår indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen. Ifølge 1. pkt. skal sigtede efter anmodning have adgang til hos politiet at gøre sig bekendt med indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen, medmindre andet følger af retsplejelovens §§ 748 og 848. Dette svarer ganske til, at når der er en forsvarer, har sigtede adgang til hos forsvareren at gennemgå indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen, medmindre andet følger af retsplejelovens §§ 748 og 848.

Retsplejelovens § 748 angår retsmøder under efterforskningen og giver mulighed for at undlade underretning af sigtede om, hvad der er tilført retsbogen om retsmødet, hvis hensynet til statens sikkerhed, fremmede magter, sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Endvidere undtages efter § 748, stk. 7, retsmøder med relation til begrænsning af forsvarerens og sigtedes aktindsigt efter retsplejelovens § 745 b generelt fra reglerne om underretning af sigtede.

Retsplejelovens § 848 angår domsforhandlingen og giver mulighed for at undlade underretning af sigtede om en forklaring, der afgives af et vidne eller en medtiltalt, indtil tiltalte selv har afgivet forklaring. Endvidere giver bestemmelsen mulighed for at undlade at oplyse et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl for tiltalte.

Stk. 1, 2. pkt. , bestemmer, at politiet efter anmodning skal udlevere kopi af retsbogsudskrifterne til sigtede, medmindre det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde. Dette svarer til, at når der er en forsvarer, kan retten (efter anmodning fra politiet eller af egen drift) pålægge forsvareren ikke at udlevere retsbogsudskrifterne til sigtede eller andre, jf. forslaget til § 729 a, stk. 2, 2. pkt., og bemærkningerne hertil.

Hvis politiet nægter at udlevere kopi af indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen til sigtede, kan spørgsmålet indbringes for retten til afgørelse efter retsplejelovens § 746.

Stk. 2 angår det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. 1. pkt. fastslår, at sigtede efter anmodning skal have adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt. Efter 2. pkt. kan politiet dog afslå en anmodning om aktindsigt af de grunde, der er nævnt i den foreslåede § 729 a, stk. 4 (svarende til den gældende § 745 a). At sigtede skal have adgang til at gøre sig bekendt med materialet, indebærer, at sigtede skal have adgang til at gennemgå materialet hos politiet.

Dette svarer ganske til, at når der er en forsvarer, har sigtede adgang til hos forsvareren at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår, medmindre politiet af de grunde, der er nævnt i den foreslåede § 729 a, stk. 4, har pålagt forsvareren ikke at videregive de oplysninger, forsvareren har modtaget fra politiet.

Politiets beslutning om at begrænse sigtedes adgang til at gøre sig bekendt med materialet kan principielt indbringes for retten til afgørelse efter retsplejelovens § 746. De hensyn, der begrunder begrænsningen, kan imidlertid efter omstændighederne også begrunde, at sigtede ikke orienteres om, at politiet har tilvejebragt materiale, som sigtede indtil videre ikke kan få adgang til at gøre sig bekendt med. I praksis vil sigtede derfor ikke altid straks have mulighed for at indbringe spørgsmålet for retten efter retsplejelovens § 746.

Det foreslås imidlertid i stk. 2, 2. pkt. , at en begrænsning i sigtedes aktindsigt bortfalder senest inden domsforhandlingen eller et retsmøde med henblik på sagens behandling i medfør af § 922 eller sagens afslutning ved tiltalefrafald. Hvis sagen afgøres indenretsligt, herunder ved et tiltalefrafald med vilkår, vil sigtede således altid have haft mulighed for at gøre sig bekendt med sagens samlede materiale, inden afgørelsen træffes, medmindre retten har truffet afgørelse efter den foreslåede § 729 c (svarende til den gældende § 745 b).

Hvis sigtede på et tidligere tidspunkt har anmodet om at få adgang til at gennemgå det materiale, politiet har tilvejebragt, men foreløbig ikke har fået adgang til hele materialet, bør politiet af egen drift orientere sigtede om, at begrænsningen er bortfaldet. Som nævnt indledningsvis bør sigtede endvidere under alle omstændigheder vejledes om adgangen til aktindsigt, når der rejses tiltale, og det er klarlagt, at der ikke vil medvirke forsvarer ved sagens behandling i retten.

Sigtede skal have adgang til at gennemgå materialet i så god tid inden domsforhandlingen eller retsmødet med henblik på sagens behandling i medfør af § 922 eller sagens afslutning ved tiltalefrafald, at sigtede har mulighed for at varetage sine interesser under domsforhandlingen eller retsmødet.

Stk. 2, 1. og 2. pkt., angår sigtedes aktindsigt i form af gennemsyn af materialet hos politiet. I forlængelse heraf foreslås det, at politiet efter anmodning skal udlevere kopi af materialet til sigtede, hvis det findes ubetænkeligt, jf. stk. 2, 3. pkt. Dette svarer til den foreslåede regel om politiets tilladelse til, at forsvareren udleverer materiale, som forsvareren har modtaget fra politiet, til sigtede eller andre, jf. forslaget til § 729 a, stk. 3, 4. pkt., og bemærkningerne hertil.

Der foreslås desuden en særlig regel om udlevering af kopi af nærmere angivne bevisdokumenter, jf. stk. 2, 4. pkt. Også dette forslag er udformet parallelt med forslaget om forsvarerens udlevering af sådanne bevisdokumenter til sigtede eller andre, jf. forslaget til § 729 a, stk. 3, 5. pkt., og bemærkningerne hertil. Forslaget omfatter de dokumenter, der er nævnt i retsplejelovens § 877, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, jf. nærmere bemærkningerne til det foreslåede § 729 a, stk. 3, 5. pkt.

Hvis politiet nægter at udlevere kopi, kan spørgsmålet indbringes for retten efter retsplejelovens § 746.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 729 c

Bestemmelsen viderefører med enkelte redaktionelle ændringer den gældende § 745 b.

Som følge af den foreslåede nye regel i § 729 b om sigtedes adgang til aktindsigt, når der ikke er en forsvarer, er formuleringen af stk. 1 og 3 ændret, således at den nævner både forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt. Endvidere benyttes i overensstemmelse med sprogbrugen i kapitel 66 i øvrigt i lovteksten alene udtrykket »sigtede«, der imidlertid naturligvis også omfatter tiltalte.

Til § 729 d

Bestemmelsen angår sigtedes aktindsigt i afsluttede straffesager. Bestemmelsen er udtryk for en modernisering og samordning af de gældende regler i retsplejelovens § 41 og forvaltningslovens § 18. Forslaget indebærer, at reglerne om sigtedes aktindsigt hos politiet og anklagemyndigheden samles i retsplejeloven, således at forvaltningslovens § 18 fremover kun vil gælde i straffesager, der behandles ved andre administrative myndigheder end politiet og anklagemyndigheden, jf. lovforslagets § 2.

Stk. 1 fastslår det almindelige udgangspunkt, at når sagen er endeligt afsluttet, kan den, der har været sigtet, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne.

Udtrykket »den, der har været sigtet,« omfatter naturligvis også den, der senere (tillige) har været tiltalt og eventuelt domfældt.

Ligesom efter de gældende regler er der ikke fastsat nogen tidsgrænse for, hvor lang tid efter sagens afslutning den, der har været sigtet, kan forlange aktindsigt.

Sagen er endeligt afsluttet, når der foreligger en endelig afgørelse, dvs. en afgørelse, som ikke kan anfægtes ved ordinære retsmidler, jf. nærmere bemærkningerne til det foreslåede § 41 d, stk. 1, 3. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 15).

Det bemærkes, at udtrykket »sagen er endeligt afsluttet« ikke har helt samme betydning som udtrykket »sagen er afgjort«, der i dag anvendes i forvaltningslovens § 18, og hvor det antages, at en sag er »afgjort«, selv om den overordnede anklagemyndighed har mulighed for at omgøre afgørelsen i medfør af retsplejelovens § 724, stk. 2. Fremover vil en anmodning om aktindsigt, der er begrundet i et ønske om at skaffe oplysninger til brug for en eventuel klage til den overordnede anklagemyndighed, derfor skulle behandles efter de foreslåede §§ 729 a-729 c.

Ligesom efter den gældende § 41 er indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen omfattet af retten til aktindsigt. Dette gælder, hvad enten den pågældende retsbog betegnes retsbog eller dombog. Der foreslås den rent terminologiske ændring, at stemmegivningsbogen fremover ikke skal henregnes til retsbøgerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil. Der er derfor ikke anledning til som i den gældende § 41 særskilt at undtage stemmegivningsbogen fra aktindsigt, men se dog nedenfor om stk. 2, nr. 2.

For andet end retsbøger foreslås det at erstatte udtrykket »de (...) hos retten beroende til en sag hørende, fremlagte dokumenter«, som anvendes i den gældende § 41, med udtrykket »dokumenter, der vedrører sagen,« suppleret med en undtagelse for interne arbejdsdokumenter.

Begrebet »fremlagte dokumenter« kan give anledning til tvivl, og der bør gælde samme regler om aktindsigt, uanset om dokumentet har været »fremlagt« i retten.

Forslaget indebærer som nævnt, at reglerne om aktindsigt i politiets og anklagemyndighedens materiale samles i retsplejeloven. Straffesager behandlet ved andre administrative myndigheder end politiet vil imidlertid fortsat være omfattet af forvaltningslovens § 18, jf. lovforslagets § 2. I praksis drejer det sig navnlig om sager vedrørende administrative bødeforelæg fra andre myndigheder end politiet. Hvis en straffesag behandles af politiet efter at have været behandlet af en anden administrativ myndighed, gælder de foreslåede regler i § 729 d også for aktindsigt i det materiale, som politiet har modtaget fra den anden administrative myndighed.

Et dokument vedrører sagen, når dokumentet har betydning for sagens behandling. Som eksempler kan nævnes politirapporter (jf. retsplejelovens § 744), anklageskrift eller retsmødebegæring og dokumenter, der har været benyttet som bevis.

Både dokumenter, der indgår i sagen ved retten, og dokumenter, der (alene) indgår i politiets sag, er omfattet. Hvis et dokument vedrører den pågældende sag, er det således omfattet af forslaget om aktindsigt, selv om anklagemyndigheden ikke har fremlagt det i retten, fordi det efter anklagemyndighedens opfattelse har vist sig at være uden betydning for sagens afgørelse.

Udtrykket »dokumenter« skal forstås lige så bredt som dokumentbegrebet efter offentlighedsloven. Ud over egentlige skriftlige dokumenter, hvad enten de foreligger som papirdokumenter eller elektroniske dokumenter, er således også tegninger, kort, billeder og lyd- og billedoptagelser omfattet.

Aktindsigt efter de foreslåede regler forudsætter, at dokumentet efter de regler, som er fastsat i medfør af retsplejelovens § 39, stk. 2, jf. også lovforslagets § 1, nr. 14, er bevaret i sagens akter.

Retten til aktindsigt i medfør af den foreslåede § 729 d gælder også efter, at dokumentet er afleveret til arkiv i medfør af arkivloven, i givet fald parallelt med arkivadgang i henhold til arkivloven.

Ligesom efter gældende ret er interne arbejdsdokumenter ikke omfattet af retten til aktindsigt, jf. stk. 2 , der også indeholder en nærmere definition af, hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved interne arbejdsdokumenter.

Stk. 2, nr. 1 , hvis formulering er inspireret af forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 1, omfatter dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden udelukkende til eget brug ved behandlingen af en sag. Et dokument kan således kun anses som et internt arbejdsdokument efter nr. 1, hvis det ikke er videregivet til nogen uden for henholdsvis retten og politiet/anklagemyndigheden.

Som eksempler kan for retternes vedkommende nævnes udkast til retsbogstilførsler eller retsafgørelser, som udelukkende anvendes af retten selv. Tilsvarende gælder notater, som en dommer eller anden medarbejder ved retten foretager i forbindelse med sagens behandling, og som udelukkende anvendes af retten selv.

Som eksempler kan for politiets og anklagemyndighedens vedkommende nævnes politiets og anklagemyndighedens interne overvejelser om tiltalespørgsmål, om sagens førelse i retten eller om anke. Med hensyn til brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden henvises til nr. 3.

Hvis eksempelvis et udkast til retsbogstilførsel vedrørende en forklaring udleveres til parterne eller den, der har afgivet forklaring, er der imidlertid ikke tale om et internt arbejdsdokument.

Stk. 2, nr. 2 , præciserer, at voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger skal anses som interne arbejdsdokumenter. Det er et grundlæggende princip i retsplejen, at rettens rådslagninger og afstemninger er hemmelige, jf. herved retsplejelovens § 214, stk. 2. Derfor bør referater af rettens rådslagninger og afstemninger også generelt undtages fra aktindsigt uanset formålet med at udarbejde sådanne referater. Da referater af rettens rådslagninger kun udarbejdes systematisk i Højesteret og dér traditionelt betegnes voteringsprotokoller, foreslås det, at reglen skal gælde »voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger«. Det bemærkes, at voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger også er undtaget fra den registreredes indsigtsret i medfør af lov om behandling af personoplysninger, jf. denne lovs § 32, stk. 3, 3. pkt.

Medtagelsen af ordet »afstemninger« tydeliggør, at retten til aktindsigt heller ikke omfatter den blotte oplysning om, hvem der har stemt for hvilket resultat eller begrundelse. Dette vil navnlig have betydning, når der har medvirket lægdommere. Forslaget er i overensstemmelse med gældende ret, jf. undtagelsen vedrørende stemmegivningsbogen i den gældende § 41. Det bemærkes i den forbindelse, at det som nævnt foreslås at ændre sprogbrugen, således at stemmegivningsbogen ikke henregnes til retsbøgerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Stk. 2, nr. 3 , fastslår, at dokumenter kan udveksles mellem alle dele af politiet og anklagemyndigheden (herunder Justitsministeriet) uden at miste deres karakter af interne arbejdsdokumenter. Denne regel er nødvendig, bl.a. fordi en efterforskning kan involvere flere politikredse, ligesom rigspolitiet kan være inddraget.

Der foreslås ikke en tilsvarende regel om brevveksling mellem forskellige enheder inden for domstolene. Brevveksling mellem forskellige domstole kan ikke anses som intern, og for så vidt angår brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme domstol kan der ikke gives nogen helt generel og fast regel om, hvornår denne er intern.

Forslaget om aktindsigt omfatter kun dokumenter, der vedrører en konkret straffesag, og allerede af den grund falder al brevveksling mellem forskellige enheder inden for en domstol vedrørende andre spørgsmål uden for forslaget om aktindsigt.

I øvrigt må det bero på en konkret vurdering, om brevveksling mellem forskellige enheder inden for en domstol har en sådan intern karakter, at den falder under begrebet interne arbejdsdokumenter som defineret i stk. 2, nr. 1. Hvis brevvekslingen angår praktiske spørgsmål i forbindelse med straffesagens behandling, vil dette normalt være tilfældet.

Der er ikke medtaget en regel svarende til forvaltningslovens § 12, stk. 2, om ekstrahering af faktiske oplysninger i interne arbejdsdokumenter. Reglerne om behandling af straffesager indebærer, at faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse altid tillige vil fremgå af andre dokumenter i sagen, og sådanne oplysninger vil således aldrig alene være indeholdt i interne arbejdsdokumenter. Det bemærkes i den forbindelse, at da politirapporter også bruges af retten, forsvareren og sigtede, er de ikke interne arbejdsdokumenter.

Stk. 3 indeholder tre undtagelser til aktindsigt. De to første svarer stort set til gældende ret. Den tredje undtagelse svarer indholdsmæssigt til gældende ret, men undtagelsen får som følge af forslaget om at samle reglerne om aktindsigt i straffesager i retsplejeloven et bredere anvendelsesområde end i dag.

Undtagelserne er udtryk for en begrænsning af aktindsigt i visse oplysninger efter en konkret vurdering. Begrænsningen består i givet fald i, at de pågældende oplysninger fjernes fra dokumentet før kopieringen eller gennemsynet, således at der gives aktindsigt i den resterende del af dokumentet (ekstrahering). Der vil dog efter omstændighederne være grundlag for at nægte aktindsigt i hele dokumentet under henvisning til stk. 3.

Stk. 3, nr. 1 , fastslår, at retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang ansøgeren i medfør af specifikke regler andre steder i retsplejeloven om behandlingen af straffesager har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen. Reglen er begrundet i, at når oplysninger af særlige grunde har været undtaget fra sigtedes aktindsigt, mens sagen verserede, bør oplysningerne fortsat kunne undtages fra aktindsigt, når sagen er endeligt afsluttet. Den gældende § 41 indeholder et tilsvarende udtrykkeligt forbehold i kraft af de indledende ord »Uden for de tilfælde, for hvilke der i denne lov er truffet særlig bestemmelse«.

Som eksempler på regler, der er omfattet af henvisningen i stk. 3, nr. 1, kan nævnes retsplejelovens § 169, stk. 2, 1. pkt., om en myndigheds redegørelse for grundene til at nægte samtykke til afgivelse af vidneforklaring om forhold belagt med tavshedspligt, retsplejelovens § 729 c (hidtidig § 745 b) om begrænsning af forsvarerens og sigtedes aktindsigt, retsplejelovens § 746, stk. 2, 2. pkt., om politiets fremlæggelse af materiale i forbindelse med en tvist om forsvarerens eller sigtedes aktindsigt og retsplejelovens § 848, stk. 2, om et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl.

Henvisningen omfatter desuden reglerne i retsplejelovens § 748, stk. 5 og 6. Disse regler giver mulighed for at undtage oplysninger fra sigtedes aktindsigt, hvis hensynet til statens sikkerhed, fremmede magter, sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Sigtede skal have mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningerne senest, når han eller hun har afgivet forklaring under domsforhandlingen. Tilsvarende gælder for retsplejelovens § 729 a, stk. 4 (hidtidig § 745 a) om begrænsninger i sigtedes adgang til aktindsigt hos forsvareren.

Henvisningen omfatter endvidere reglerne i retsplejelovens § 748, stk. 7, der generelt undtager retsmøder med relation til begrænsning af forsvarerens og sigtedes aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c (hidtidig § 745 b) fra reglerne om underretning af sigtede.

Stk. 3, nr. 1, gælder, i det omfang sigtede konkret har været afskåret fra et gøre sig bekendt med oplysninger i sagen. Retsplejelovens § 748, stk. 5 og 6, og § 729 a, stk. 4 (hidtidig § 745 a), er derfor uden betydning, hvis en straffesag er afgjort ved dom, eftersom sigtede i så fald har haft mulighed for at gøre sig bekendt med oplysningerne (senest efter at have afgivet forklaring under domsforhandlingen). I straffesager, der afsluttes udenretsligt (med bødevedtagelse, tiltalefrafald uden vilkår eller påtaleopgivelse), kan det derimod forekomme, at der er oplysninger i sagen, som sigtede aldrig har haft mulighed for at gøre sig bekendt med, og i så fald kan disse oplysninger undtages fra aktindsigt i medfør stk. 3, nr. 1. Det samme gælder, hvad enten straffesagen sluttes indenretsligt eller udenretsligt, hvis forsvarerens og sigtedes aktindsigt har været begrænset helt frem til sagens afslutning i medfør af retsplejelovens § 729 c (hidtidig § 745 b).

Stk. 3, nr. 2 , giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang ansøgerens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner. Det fremgår af formuleringen, at der skal foretages en konkret afvejning af ansøgerens interesse i aktindsigt over for de pågældende modhensyn. Det bemærkes i den forbindelse, at et alternativ til helt at nægte aktindsigt kan være at afslå at udlevere kopi af de pågældende dokumenter, jf. nedenfor om stk. 6.

Reglen er beslægtet med den gældende undtagelsesregel i retsplejelovens § 41 vedrørende »hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt«. I forhold hertil er dog tilføjet hensynet til forholdet til mellemfolkelige institutioner.

I modsætning til forslaget i betænkningen er hensynet til rigets forsvar derimod ikke nævnt særskilt, da statens sikkerhed også omfatter rigets forsvar, og da »hensynet til statens sikkerhed« er det udtryk, der i øvrigt benyttes i en række bestemmelser i retsplejeloven.

Der skønnes heller ikke behov for ved siden af hensynet til forholdet til fremmede magter som i den gældende § 41 tillige at medtage »særlige hensyn til disse i øvrigt«. Disse ord indgår i retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2, om dørlukning, hvilket begrundes med, at det i sager om ydelse af international retshjælp kan være rimeligt at lukke dørene med henvisning til vedkommende stats interesser, uden at dørlukningen kan siges at være begrundet i »statens forhold til fremmede magter«, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 2031.

Dørlukning angår imidlertid enhvers adgang til at overvære retsmødet, hvorimod der her er tale om sigtedes aktindsigt i afsluttede straffesager, hvilket i sager om ydelse af international retshjælp betyder, at den udenlandske straffesag skal være afsluttet. Det skønnes derfor tilstrækkeligt, at aktindsigt kan begrænses af hensyn til forholdet til fremmede magter.

Stk. 3, nr. 3 , giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre. Bestemmelsen viderefører de undtagelser til aktindsigt, som fremgår af forvaltningslovens § 18.

En begrænsning af retten til aktindsigt forudsætter en konkret afvejning mellem ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til dokumentet til at varetage sit tarv over for de angivne modhensyn. Det bemærkes i den forbindelse, at et alternativ til helt at nægte aktindsigt kan være at afslå at udlevere kopi af de pågældende dokumenter, jf. nedenfor om stk. 6.

I udtrykket »særlige« hensyn (til medsigtede, vidner eller andre) ligger, at modhensynet ikke behøver at have en sådan styrke, som når udtrykket »væsentlige« eller »afgørende« hensyn anvendes, jf. eksempelvis forslaget til henholdsvis § 41 d, stk. 3, nr. 2 og 3 (lovforslagets § 1, nr. 15). I udtrykket »særlige« hensyn ligger dog, at modhensynet skal have en konkret begrundelse af en vis vægt. I tvivlstilfælde kan det være naturligt at indhente en udtalelse fra de pågældende, før der træffes afgørelse om aktindsigt.

Stk. 4 indeholder kompetenceregler for behandling af anmodninger om aktindsigt.

Det foreslås, at afgørelser om aktindsigt i afsluttede straffesager skal træffes af politimesteren, jf. stk. 4, 1. pkt. Dette gælder, uanset om straffesagen har været indbragt for retten, og om den har været behandlet i én eller flere instanser, og uanset hvilken eller hvilke instanser anmodningen om aktindsigt angår.

Anmodning om aktindsigt vil skulle indgives til politimesteren i den politikreds, hvor straffesagen har været behandlet. Dette vil i praksis normalt være den politikreds, hvor sagens akter opbevares i henhold til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. december 1987 om opbevaring af straffeakter. Hovedreglen er, at akterne i afsluttede straffesager opbevares på afgørelsesstedet. Såfremt akterne er udlånt, må politimesteren rekvirere dem.

Såfremt en anmodning om aktindsigt indgives til politimesteren i en anden politikreds, påhviler det denne så vidt muligt (dvs. hvis det af anmodningen kan ses, hvor anmodningen rettelig skal behandles) at videresende anmodningen til rette politimester, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2.

De foreslåede regler i retsplejeloven omfatter ikke anmodninger om aktindsigt i straffesager behandlet hos andre administrative myndigheder end politet. Anmodninger om aktindsigt i sådanne straffesager er omfattet af forvaltningslovens § 18 og skal fremsættes over for den pågældende administrative myndighed. Hvis en straffesag behandles af politiet efter at have været behandlet af en anden administrativ myndighed, gælder de foreslåede regler i § 729 d imidlertid også for anmodninger om aktindsigt i det materiale, som politiet har modtaget fra den anden administrative myndighed.

I stk. 4, 2. pkt. , er for overskuelighedens skyld medtaget en henvisning til retsplejelovens kapitel 10, der gælder for påklage af anklagemyndighedens afgørelser, jf. også lovforslagets § 1, nr. 17. Reglerne i kapitel 10 fastsætter for det første en klagefrist på 4 uger og fastslår dernæst et toinstansprincip, der indebærer, at en afgørelse kun kan påklages én gang. Politimesterens afgørelse kan således påklages til statsadvokaten, hvis afgørelse i klagesagen ikke kan påklages yderligere.

Stk. 5 om svar på en anmodning om aktindsigt er inspireret af forvaltningslovens § 16, stk. 2. I forhold til den gældende regel i retsplejelovens § 41, stk. 3, forlænges fristen fra en uge til ti dage, og der angives ikke i loven kriterier for overskridelse af fristen. Til gengæld anføres udtrykkeligt, at afgørelser om aktindsigt skal træffes snarest, og hvis afgørelsen ikke kan træffes inden 10 dage, skal den, der søger aktindsigt, underrettes herom, om grunden hertil og om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der gælde samme regler om svar på anmodninger om aktindsigt, hvad enten anmodningen behandles af retten (jf. forslaget til §§ 41 a-41 c om domme og kendelser mv., § 41 d for så vidt angår civile sager samt § 255 a) eller politimesteren (jf. forslaget til § 41 d for så vidt angår straffesager samt § 729 d), selv om forvaltningslovens § 18 ikke indeholder en tilsvarende regel. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis der er en saglig begrundelse for, at der ikke kan træffes afgørelse inden 10 dage, kræver reglen blot, at dette tillige med grunden og det forventede afgørelsestidspunkt meddeles ansøgeren.

Som eksempler på grunde til, at afgørelse ikke kan træffes inden 10 dage, kan nævnes, at akterne først skal rekvireres fra en anden politimester, at der er tale om et meget omfattende aktmateriale, hvor hvert enkelt dokument konkret skal vurderes i relation til mulige modhensyn, eller at der skal indhentes en udtalelse fra nogen, hvis interesser berøres af aktindsigten.

Stk. 6 indeholder regler om formen for aktindsigt. Aktindsigt kan gives enten i form af gennemsyn hos politiet eller i form af kopi.

Stk. 6 fastslår, at aktindsigtens form bestemmes af politimesteren. Udgangspunktet vil være, at aktindsigt gives i form af gennemsyn.

En konkretiseret anmodning om udlevering af bestemte skriftlige dokumenter bør imidlertid imødekommes, medmindre hensyn som nævnt i stk. 3, nr. 2 eller 3, taler herimod, eller det må befrygtes, at kopien vil blive benyttet på retsstridig måde.

Hvis der anmodes om aktindsigt i et omfattende materiale, vil det under alle omstændigheder i langt de fleste tilfælde være mest hensigtsmæssigt, at den, der søger aktindsigt, i første omgang får adgang til at gennemse den del af materialet, som ikke helt undtages fra aktindsigt i medfør af stk. 3. Den pågældende kan så efterfølgende eventuelt anmode om udlevering af kopi af nærmere angivne dokumenter, som den pågældende har fundet frem til ved sin gennemgang af det samlede materiale.

Stk. 7 fastslår, at personnumre ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Undtagelsen af personnumre fra retten til aktindsigt har sammenhæng med bestemmelsen i § 54, stk. 1, 1. pkt., i lov om Det Centrale Personregister, hvorefter offentlige myndigheder skal sørge for, at personnummer ikke kommer uvedkommende i hænde. Bestemmelsen gælder også for domstolene.

Undtagelsen af personnumre fra retten til aktindsigt omfatter løbenummeret (de sidste fire cifre). Når de sidste fire cifre udelades, anses de første seks cifre ikke som et (ufuldstændigt) personnummer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31 (§ 731, stk. 1, litra h)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at indføje et nyt stk. 2 i retsplejelovens § 29, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 32 (§ 741 c, stk. 3)

Der er tale om en sproglig modernisering med henblik på, at bestemmelsen fortsat er formuleret parallelt med den tilsvarende regel om forsvarerens aktindsigt, jf. den foreslåede § 729 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 30).

Til nr. 33 (§ 745-745 b)

Reglerne om forsvarerens og sigtedes aktindsigt foreslås placeret i retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar for at understrege, at reglerne gælder under hele straffesagens forløb, jf. lovforslagets § 1, nr. 30. I konsekvens heraf foreslås §§ 745-745 b ophævet.

Til nr. 34 (§ 745 d, stk. 2, og § 748, stk. 7)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at flytte den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745 b til § 729 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 30 og 33.

Til nr. 35 (§ 746, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at placere reglerne om forsvarerens og sigtedes aktindsigt i retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar, jf. lovforslagets § 1, nr. 30.

Til nr. 36 (§ 786, stk. 6 og 7)

Der foreslås en generel regel om strafansvar for juridiske personer for overtrædelse af straffebestemmelser i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 44. I konsekvens heraf foreslås § 786, stk. 6, 2. pkt., og stk. 7, 2. pkt., ophævet.

Til nr. 37 (§ 836 a)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om en udtrykkelig lovregel i retsplejelovens § 729 b om sigtedes adgang til aktindsigt i verserende straffesager, når der ikke er nogen forsvarer, og af forslaget om at flytte den gældende § 745 b til § 729 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 30 og 33.

Til nr. 38 (§ 839, stk. 2)

Den særlige regel om udskrifter af det passerede under bevisførelse i nævningesager, der finder sted før domsforhandlingen (anteciperet bevisførelse), foreslås ophævet, da reglen er overflødig.

Forsvareren vil skulle have meddelt udskrift af indførsler i retsbogen vedrørende sagen i medfør af den foreslåede generelle regel i § 729 a, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 30), og den særlige regel i § 839, stk. 2, bliver derfor for forsvarerens vedkommende overflødig.

Retsplejeloven indeholder enkelte udtrykkelige regler om politiets og anklagemyndighedens adgang til udskrifter af retsbøgerne, men politiet og anklagemyndigheden har i sagens natur også uden for det snævre anvendelsesområde for disse særlige regler en generel adgang til udskrift af retsbøgerne i straffesager. Den særlige regel om udskrifter i § 839, stk. 2, er således også for statsadvokatens vedkommende overflødig.

Til nr. 39 (§ 841)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at indføje et nyt stk. 2 i retsplejelovens § 29, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 40 (§ 895, stk. 1)

Den særlige regel om, at statsadvokaten og forsvareren, når der er afsagt dom, kan kræve udskrift af retsbogen for så vidt angår retsformandens udtalelser i nævningeværelset, foreslås ophævet.

Retsplejeloven indeholder enkelte udtrykkelige regler om politiets og anklagemyndighedens adgang til udskrifter af retsbøgerne, men politiet og anklagemyndigheden har i sagens natur også uden for det snævre anvendelsesområde for disse særlige regler en generel adgang til udskrift af retsbøgerne i straffesager. Den særlige regel om udskrifter i § 895, stk. 1, er således for statsadvokatens vedkommende overflødig.

Der foreslås en generel regel om, at retten meddeler forsvareren udskrift af indførsler i retsbogen vedrørende sagen, jf. lovforslagets § 1, nr. 30 (forslaget til § 729 a, stk. 2), og den særlige regel om retsbogstilførsler foretaget i medfør § 895, stk. 1, er derfor også overflødig for forsvarerens vedkommende. Efter den foreslåede § 729 a, stk. 2, skal retten i øvrigt meddele forsvareren udskrift af retsbogen, når indførslen i retsbogen er foretaget. Det kræves således ikke, at retten har afsagt dom i sagen.

Samtidig er der tale om en redaktionel ændring af den lidt tunge formulering »den i § 876 omtalte bog« til »retsbogen«.

Til nr. 41 (§ 964, 2. pkt., og § 998, stk. 2, 3. pkt)

Retsplejelovens § 964, 2. pkt., og § 998, stk. 2, 3. pkt., angiver, at de i disse bestemmelser omhandlede kendelser afsiges i et ikke offentligt retsmøde. Da der ikke er noget særligt behov for, hverken at de pågældende kendelser afsiges i et retsmøde, eller at retsmødet i givet fald holdes for lukkede døre, foreslås det, at dette led i bestemmelserne udgår. Det vil således være op til retten at bestemme, om kendelsen skal afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde, og hvis kendelsen afsiges i et retsmøde, gælder de almindelige regler om offentlighed og dørlukning i retsplejelovens kapitel 2.

Til nr. 42 (§ 1017 d)

Det foreslås, at domme og kendelser i straffesager kun må gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

Forbuddet er møntet på den nye situation, hvor domme og kendelser i straffesager vil være tilgængelige i langt videre omfang end i dag, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 (forslaget til § 41 b). Forbuddet går derfor kun på selve dommens eller kendelsens tekst (eller dele heraf).

Om det i forbindelse med en offentliggørelse af en anonymiseret dom eller kendelse vil være lovligt i ledsagende redaktionel tekst eller lignende at identificere de involverede personer (eller give sådanne oplysninger, at disse vil kunne genkendes i en videre kreds), vil fortsat bero på bl.a. straffelovens og medieansvarslovens almindelige regler, ligesom der kan være nedlagt navneforbud efter retsplejelovens regler herom.

Retsinformationssystemer, der er omfattet af § 9 i lov om behandling af personoplysninger, og offentlig gengivelse, der bygger på et sådant retsinformationssystem, er undtaget fra det foreslåede forbud.

Efter stk. 1 omfatter forbuddet mod offentlig gengivelse uden anonymisering domme og kendelser. Dette skyldes som nævnt, at det er disse dokumenter, der foreslås almindelig adgang til aktindsigt i, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 (forslaget til § 41 b). Andre dokumenter i straffesager er således ikke omfattet af forbuddet.

Forbuddet omfatter offentlig gengivelse uden anonymisering med hensyn til sigtede, tiltalte, forurettede og vidner. Der kræves således ikke anonymisering med hensyn til anklageren, forsvareren eller de juridiske dommere. Den foreslåede § 1017 d omfatter heller ikke lægdommere, men her gælder retsplejelovens § 1017 c, der indeholder et forbud mod i forbindelse med omtale af en straffesag at give offentlig meddelelse om en medvirkende lægdommers identitet.

For så vidt angår forurettede i sager om seksualforbrydelser er der en vis overlapning mellem den foreslåede § 1017 d og den gældende regel i retsplejelovens § 1017 b. § 1017 b er dog videre, idet den omfatter enhver offentlig meddelelse om forurettedes identitet og ikke blot offentlig gengivelse af dommes og kendelsers tekst uden anonymisering. Omvendt indeholder den foreslåede § 1017 d ikke en undtagelse med hensyn til politiets offentliggørelse af forurettedes identitet (jf. § 1017 b, stk. 2), og § 1017 d gælder således uden begrænsning også for politiet. Hvis §§ 1017 b og 1017 d overtrædes samtidig, kan der straffes for overtrædelse af begge bestemmelser.

Der er endvidere en vis overlapning mellem den foreslåede § 1017 d og lov om behandling af personoplysninger, idet offentlig gengivelse af domme og kendelser i straffesager kan være en behandling, der er omfattet af loven, jf. herved pkt. 4.1.2.3 og 5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. I givet fald skal den, der foretager den offentlige gengivelse, overholde både reglerne i lov om behandling af personoplysninger og den foreslåede § 1017 d i retsplejeloven. Det bemærkes i den forbindelse, at det ved offentlig gengivelse af domme og kendelser i straffesager, f.eks. på internettet, for at undgå at overtræde lov om behandling af personoplysninger efter omstændighederne kan være nødvendigt at foretage en mere fuldstændig anonymisering end den, der kræves efter den foreslåede § 1017 d.

Pligten til anonymisering efter den foreslåede § 1017 d gælder både med hensyn til fysiske og juridiske personer, der er eller har været sigtet, tiltalt eller forurettet i sagen. Vidner kan i sagens natur kun være fysiske personer.

Anonymiseringen skal være så effektiv, at de pågældende ikke kan genkendes i en videre kreds. Det vil således ikke være nok blot at anonymisere navne og præcise adresseangivelser, hvis dommen eller kendelsen indeholder andre oplysninger, der gør det muligt at identificere de pågældende. Det kan eksempelvis være nødvendigt også at udelade oplysninger om en persons erhverv eller beskæftigelse, hvis denne oplysning i kombination med navnet på den by, hvor vedkommende bor, og eventuelt vedkommendes alder og køn reelt giver en bred kreds mulighed for at identificere den pågældende. Det vil også ofte være nødvendigt at udelade fødselsdatoer (i modsætning til fødselsår), og man skal i den forbindelse være opmærksom på, at fødselsdatoer kan fremgå indirekte af dommens tekst.

Det kræves imidlertid ikke, at anonymiseringen skal være så effektiv, at ingen kan genkende den pågældende. Pligten til anonymisering er overholdt, selv om den pågældendes nærmeste kan genkende vedkommende.

Hvis sagen i forvejen er alment kendt, er pligten til anonymisering desuden overholdt, hvis der er foretaget en sådan redigering af dommen, at det i almindelighed ikke ville være muligt for en bred kreds på grundlag af dommens oplysninger om den pågældendes bopæl, alder, køn, uddannelse, beskæftigelse og familiemæssige forhold mv. at identificere den pågældende.

I denne særlige situation er den foreslåede § 1017 d således ikke til hinder for, at en dom offentliggøres i en sådan form, at en bred kreds (eventuelt størstedelen af befolkningen) kan genkende en eller flere af de involverede personer. Når kravet om anonymisering alligevel bør fastholdes i denne situation, skyldes det navnlig det tidsmæssige aspekt.

I nogle tilfælde, hvor en sag har været massivt omtalt i medierne, må man således forvente, at en meget stor andel af befolkningen vil kunne genkende den eller de tiltalte ved en offentliggørelse umiddelbart efter domsafsigelsen, selv om dommen offentliggøres i anonymiseret form. Som årene går, bliver den andel af befolkningen, som umiddelbart kan genkende de pågældende ud fra en anonymiseret domstekst, imidlertid gradvis mindre. På den baggrund og med henblik på at opnå en klar og enkel regel må det anses for mest hensigtsmæssigt generelt at kræve anonymisering, også selv om dette vil kunne omfatte visse tilfælde, hvor anonymisering aktuelt har ringe betydning.

Pligten til anonymisering efter den foreslåede § 1017 d gælder uafhængigt af, om afgørelsen i forvejen er anonymiseret i forbindelse med meddelelse af aktindsigt, jf. forslaget til § 41 e, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 15). En eventuel anonymisering efter den skønsmæssige bestemmelse i § 41 e, stk. 4, 1. pkt., opfylder således ikke nødvendigvis kravet om anonymisering efter den foreslåede § 1017 d, ligesom anonymisering efter den obligatoriske bestemmelse i § 41 e, stk. 4, 3. pkt., kun angår forurettede i sager om seksualforbrydelser. Selv om afgørelsen er anonymiseret i forbindelse med meddelelse af aktindsigt, kan der således være behov for yderligere anonymisering, før afgørelsen gengives offentligt.

Den foreslåede § 1017 d forbyder offentlig gengivelse af domme og kendelser i straffesager, hvor der ikke er foretaget den ovenfor beskrevne anonymisering. Offentlig gengivelse betyder, at dommen eller kendelsen gøres tilgængelig for en videre kreds. Ud over offentliggørelse i trykt form, herunder omdeling eller opslag af trykte eksemplarer i et lokalområde, er også anden udbredelse i en videre kreds omfattet.

Offentlig gengivelse omfatter således også, at dommen eller kendelsen er tilgængelig for en videre kreds i et informationssystem. Dette gælder, hvad enten der er umiddelbar offentlig adgang til informationssystemet, eksempelvis via internettet, eller informationssystemet er beskyttet med kode eller anden adgangsbegrænsning, hvis en videre kreds har eller kan få adgang. Det er i den forbindelse uden betydning, om der kræves betaling for adgangen til informationssystemet. Retsinformationssystemer, der er omfattet af § 9 i lov om behandling af personoplysninger, er imidlertid undtaget fra forbuddet, jf. nedenfor om stk. 2.

Dommen eller kendelsen gengives offentligt i bestemmelsens forstand, så længe den er tilgængelig for en videre kreds i et informationssystem. Det er således uden betydning, i hvilket omfang nogen rent faktisk gør sig bekendt med afgørelsen. Den faktiske brug af informationssystemet kan højst have (bevismæssig) betydning, hvis der er tvivl om, hvorvidt informationssystemet er tilgængeligt for en videre eller snævrere kreds. Er der ikke tvivl om, at informationssystemet er tilgængeligt for en videre kreds, foreligger der offentlig gengivelse, selv om ingen rent faktisk har gjort sig bekendt med afgørelsen. Det bemærkes, at den faktiske brug af informationssystemet (og dermed skadevirkning) naturligvis kan tages i betragtning ved strafudmålingen.

Formålet med den foreslåede § 1017 d er at beskytte de pågældende personer (sigtede, tiltalte, forurettede og vidner). Forbuddet gælder således ikke, hvis en person gyldigt har samtykket i, at dommen offentliggøres uden anonymisering, men en person kan naturligvis kun give samtykke for sit eget vedkommende. Dommen skal således i givet fald anonymiseres med hensyn til andre personer, og man skal være opmærksom på, at det på grund af familieforhold eller andre relationer mellem de pågældende kan være nødvendigt i den forbindelse alligevel at udelade identiteten på en person, der ellers har samtykket i offentliggørelse uden anonymisering.

Der stilles ingen formkrav til et samtykke, men for ikke at udhule beskyttelsen bør samtykket som altovervejende hovedregel være udtrykkeligt. Forbuddet angår offentlig gengivelse af selve domsteksten, og man kan ikke nødvendigvis af en persons medieoptræden i øvrigt udlede, at han eller hun har samtykket i offentliggørelse af selve dommen uden anonymisering. Hvis der er tale om vedvarende offentlig gengivelse, eksempelvis i et informationssystem, herunder massemediernes offentligt tilgængelige informationsdatabaser, kan et samtykke til enhver tid tilbagekaldes, således at der ved fortsat offentlig gengivelse skal ske anonymisering.

Pligten til anonymisering bortfalder ikke automatisk ved en persons død, da der også er et hensyn at tage til de pårørende og til afdødes eftermæle.

Strafansvaret påhviler den, der foretager den offentlige gengivelse, eller som medvirker hertil, jf. straffelovens § 23. For massemediers vedkommende gælder den særlige ansvarsordning, der er fastsat i medieansvarsloven.

Strafansvar kan pålægges juridiske personer, jf. den foreslåede regel i retsplejelovens § 1022 (lovforslagets § 1, nr. 44).

Efter stk. 2 undtages retsinformationssystemer, der er omfattet af § 9 i lov om behandling af personoplysninger, og offentlig gengivelse, der bygger på et sådant retsinformationssystem, fra det foreslåede forbud i stk. 1.

Begrundelsen for denne undtagelse er, at behandling af personoplysninger i sådanne retsinformationssystemer skal overholde de vilkår, som Datatilsynet fastsætter, herunder om anonymisering. Hvis et retsinformationssystem drives for en privat databehandler, skal der endvidere indhentes tilladelse fra Datatilsynet, før behandlingen af personoplysninger iværksættes.

Der er på den baggrund ikke behov for at lade retsplejelovens generelle forbud mod offentliggørelse af domme og kendelser i straffesager, der ikke er anonymiseret, omfatte de nævnte retsinformationssystemer eller offentlig gengivelse, der bygger herpå.

Med offentlig gengivelse, der bygger på et retsinformationssystem, sigtes for det første til de tilfælde, hvor den, som retsinformationssystemet drives for, også udgiver oplysningerne i trykt form. Endvidere sigtes til tilfælde, hvor andre end den, som retsinformationssystemet drives for, offentligt gengiver oplysninger fra retsinformationssystemet.

I begge tilfælde kan domme og kendelser i straffesager gengives offentligt i den form, hvori de findes i retsinformationssystemet, uden at det foreslåede forbud i retsplejeloven finder anvendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 43 (§§ 1018 e og 1019 h)

Der er tale om en redaktionel ændring med henblik på, at de regler om klage over afgørelser om aktindsigt, som findes i retsplejelovens § 102, stk. 2, § 1018 e, stk. 6, og § 1019 h, stk. 3, fortsat er formuleret på samme måde. Om baggrunden for den ændrede formulering af retsplejelovens § 102, stk. 2, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 44 (§ 1022)

Det foreslås, at juridiske personer skal kunne straffes for overtrædelse af straffebestemmelser i retsplejeloven.

Hjemmel til strafansvar for juridiske personer findes allerede for overtrædelser af reglerne om advokatselskaber, jf. retsplejelovens § 124, stk. 8, og for overtrædelse af reglerne om opbevaring af oplysninger om teletrafik og om telenet- og teletjenesteudbyderes praktiske bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens § 786, stk. 6, 2. pkt., og stk. 7, 2. pkt. I konsekvens af den nye generelle regel om strafansvar for juridiske personer foreslås disse bestemmelser ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 18 og 36.

Hjemmel til strafansvar for juridiske personer findes endvidere for overtrædelse af reglerne om massemediers opbevaring af udskrifter mv., jf. retsplejelovens § 41 a, stk. 8, 3. pkt. I konsekvens af den nye generelle regel om strafansvar for juridiske personer er en tilsvarende bestemmelse ikke medtaget i de foreslåede nye regler om aktindsigt, jf. lovforslagets § 1, nr. 15 (forslaget til § 41 f).

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der vil være mulighed for at pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelse af alle straffebestemmelser i retsplejeloven. Det vil også være muligt at pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelse af administrative forskrifter, som er udstedt med hjemmel i retsplejeloven, når der er fastsat straf for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne, samt for overtrædelse af konkrete forbud og påbud, som er meddelt i medfør af retsplejeloven (eller i medfør af administrative forskrifter udstedt med hjemmel i retsplejeloven), når der er fastsat straf for overtrædelse af forbuddet eller påbuddet.

Dette er i særlig grad påkrævet for så vidt angår retsplejelovens §§ 535 og 651 om overtrædelse af henholdsvis en dom eller et fogedforbud. Eftersom domme og fogedforbud kan rettes mod juridiske personer, er det uhensigtsmæssigt, at straf for overtrædelse af dommen eller fogedforbuddet kun kan pålægges de fysiske personer, der handler på den juridiske persons vegne.

Der er endvidere behov for at kunne pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelse af de bestemmelser i retsplejeloven, der forbyder videregivelse eller offentliggørelse af oplysninger, jf. retsplejelovens § 32 b, § 189, § 453, § 456 m, stk. 2, § 462, stk. 2, § 473, § 475, stk. 2, § 895, stk. 6, og §§ 1017 a-1017 c samt de foreslåede regler § 173, stk. 2, og § 1017 d (lovforslagets § 1, nr. 19 og 42). Det samme gælder med hensyn til forbuddet i § 1017, stk. 2, om offentlige meddelelser, der på utilbørlig måde kan påvirke en verserende straffesag.

Samme behov eksisterer vel ikke for de straffebestemmelser i retsplejeloven, der direkte retter sig mod fysiske personer (§§ 120, 142 og 750), men det er langt det enkleste generelt at give hjemmel for strafansvar for juridiske personer. Desuden vil der under alle omstændigheder kunne blive tale om et medvirkensansvar for juridiske personer, jf. straffelovens § 23.

Nyaffattelsen af § 1022 indebærer, at den eksisterende regel om, at bøder tilfalder statskassen, medmindre andet er bestemt, udgår. Bestemmelsen er overflødig, da dette under alle omstændigheder er tilfældet. I øvrigt er der ikke længere regler i retsplejeloven om, at bøder tilfalder andre end statskassen.

Til § 2
(Forvaltningsloven)

Forvaltningslovens almindelige regler om parters aktindsigt gælder ikke i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 3. I stedet gælder forvaltningslovens § 18, der fastsætter regler om parters aktindsigt i afsluttede straffesager.

Forvaltningslovens § 18 omfatter ikke retsbogsudskrifter og dokumenter, der har været fremlagt i retten, da aktindsigt heri reguleres af retsplejelovens regler. Denne afgrænsning mellem, hvad der er reguleret af forvaltningsloven, og hvad der er reguleret af retsplejeloven, er mindre hensigtsmæssig, navnlig fordi det kan give anledning til tvivl, hvornår et dokument kan siges at være »fremlagt«.

Det foreslås derfor at samle alle regler om aktindsigt i straffesager hos politi, anklagemyndighed og domstole i retsplejeloven, jf. de foreslåede §§ 41 d og 729 d (lovforslagets § 1, nr. 15 og 30). I konsekvens heraf foreslås forvaltningslovens § 18 ændret, således at bestemmelsen ikke omfatter dokumenter hos politiet eller anklagemyndigheden. Forvaltningslovens § 18 vil herefter alene gælde for dokumenter i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser hos andre myndigheder. I praksis drejer det sig navnlig om sager vedrørende administrative bødeforelæg fra andre myndigheder end politiet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3
(Konkursloven)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede nye regler om aktindsigt i retsplejen, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Det foreslås, at når en anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering har været fremlagt i et offentligt retsmøde, skal anmodninger om aktindsigt i sagen behandles efter de foreslåede nye regler om aktindsigt i retsplejelovens kapitel 3 a.

Til § 4
(Dødsboskifteloven)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede nye regler om aktindsigt i retsplejen, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Det foreslås, at de nye regler om aktindsigt i retsplejelovens kapitel 3 a skal finde tilsvarende anvendelse på anmodninger om aktindsigt i boets dokumenter.

At retsplejelovens kapitel 3 a finder »tilsvarende« anvendelse, indebærer bl.a., at genstanden for aktindsigt er alle dokumenter, der vedrører sagen, jf. retsplejelovens § 41 d, stk. 1, men at bobestyrerens interne arbejdsdokumenter ikke er omfattet af aktindsigten, jf. retsplejelovens § 41 d, stk. 2. Reglen om meroffentlighed i retsplejelovens § 41 g finder også tilsvarende anvendelse.

Anmodninger om aktindsigt må i første omgang fremsættes over for bobestyreren, men hvis bobestyreren afslår aktindsigt, træffer skifteretten afgørelse efter reglerne i retsplejelovens § 41 e. Anmodning om aktindsigt i dokumenter, der beror hos skifteretten (med undtagelse af dokumenter, der alene beror hos skifteretten i anledning af en aktindsigtsklage), kan dog fremsættes direkte over for skifteretten.

Til § 5
(Lov om undersøgelseskommissioner)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede nye regler om aktindsigt i retsplejen, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Det foreslås at ændre henvisningen til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 41 til en henvisning til de nye regler om aktindsigt i retsplejelovens kapitel 3 a. Ændringen indebærer, at der først vil være adgang til aktindsigt i rettens materiale efter reglerne i retsplejelovens kapitel 3 a, når undersøgelseskommissionen har afgivet sin beretning.

Til § 6
(Retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 9, stk. 1)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at kompetencen til at godkende private klage- og ankenævn overføres fra Forbrugerklagenævnet til økonomi- og erhvervsministeren, jf. lov nr. 456 af 10. juni 2003 om forbrugerklager, der træder i kraft den 1. januar 2004.

Til nr. 2 og 4 (§ 48, stk. 2, og § 64, stk. 7)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om, at politiet og ikke retten fremover skal meddele aktindsigt i indførsler i retsbøgerne i afsluttede straffesager samt i anklageskrifter og retsmødebegæringer, som pressen får aktindsigt i. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15 og 30 (forslag til retsplejelovens § 41 e, stk. 2, § 41 f, stk. 2, og § 729 d, stk. 4).

Med forslaget videreføres den eksisterende retsafgift på 175 kr. pr. dokument for udlevering af kopi af de pågældende dokumenter. Aktindsigt i form af gennemsyn vil fortsat være gratis.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 49, stk. 1)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at placere reglerne om sigtedes aktindsigt i afsluttede straffesager i retsplejelovens § 729 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 30.

Til § 7
(Lov om aktindsigt i miljøoplysninger)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede ændringer i retsplejelovens regler om aktindsigt i retsafgørelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Til § 8
(Ikrafttræden og overgangsregler)

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2004, jf. stk. 1 .

Før lovens ikrafttræden vil der skulle udstedes en ny bekendtgørelse om de tidsmæssige grænser for pressen adgang til aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer og om massemediers opbevaring af udleverede dokumenter, jf. de foreslåede regler i retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 6 og 7 (lovforslaget § 1, nr. 15). Endvidere agter Justitsministeriet at udstede en ny bekendtgørelse om retslister, jf. pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Som udgangspunkt finder de nye regler anvendelse fra lovens ikrafttræden uden særlige begrænsninger. Eksempelvis anvendes reglerne i retsplejelovens §§ 729 a-729 c (lovforslagets § 1, nr. 30) også i straffesager, der verserer ved lovens ikrafttræden, og de nye regler i retsplejelovens §§ 41 c-41 g, § 255 a og § 729 d (lovforslagets § 1, nr. 15, 24 og 30) finder også anvendelse på dokumenter, der er udarbejdet før lovens ikrafttræden.

Stk. 2 og 3 indeholder overgangsregler.

Stk. 2 angår aktindsigt i domme og kendelser for enhver i medfør af den foreslåede § 41 b i retsplejeloven. Det foreslås, at retten til aktindsigt i medfør af den foreslåede § 41 b skal gælde domme og kendelser, der er afsagt efter lovens ikrafttræden. Endvidere foreslås det, at forbuddet mod offentlig gengivelse af domme og kendelser i straffesager uden anonymisering, jf. lovforslagets § 1, nr. 42, ligeledes skal gælde domme og kendelser, der er afsagt efter lovens ikrafttræden.

Overgangsreglen er begrundet i, at den foreslåede væsentlige udvidelse af offentlighedens adgang til aktindsigt i domme og kendelser kun bør gælde domme og kendelser, der er afsagt efter lovens ikrafttræden, således at sagens parter og dommeren (dommerne) ved sagens behandling og afgørelsens affattelse har kunnet være bekendt med offentlighedens frie adgang til aktindsigt i afgørelsen.

Da forbuddet mod offentlig gengivelse af domme og kendelser i straffesager uden anonymisering er begrundet i den nye frie adgang til aktindsigt i domme og kendelser, bør forbuddet – ligesom aktindsigten – være begrænset til domme og kendelser, der er afsagt efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3 angår de særlige regler om massemediers adgang til aktindsigt i visse dokumenter, hvor adgangen til aktindsigt suppleres af et strafsanktioneret forbud mod offentliggørelse mv. af dokumenterne. Stk. 3 indebærer, at forbuddet mod offentliggørelse mv. i den foreslåede § 41 f i retsplejeloven også finder anvendelse på dokumenter, der før lovens ikrafttræden er udleveret i medfør af den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 41 a.

Overgangsreglen i stk. 3 sikrer, at når et massemedium før lovens ikrafttræden har fået udleveret et dokument i medfør af den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 41 a, vil det efter lovens ikrafttræden (hvor retsplejelovens § 41 a afløses af en lidt anderledes formuleret regel i retsplejelovens § 41 f) fortsat være strafbart, hvis dokumentet er tilgængeligt for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere eller bruges til andet end til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde eller ikke opbevares i overensstemmelse med de regler, justitsministeren fastsætter.

Til § 9
(Territorial gyldighed)

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.

Stk. 1, 1. pkt., fastslår, at lovens § 1 (retsplejeloven), § 3 (konkursloven), § 4 (dødsboskifteloven), § 6 (retsafgiftsloven) og § 7 (lov om aktindsigt i miljøoplysninger) ikke gælder for Færøerne og Grønland. 2. pkt. giver mulighed for ved kongelig anordning helt eller delvis at sætte lovens § 3 (konkursloven) og § 4 (dødsboskifteloven) i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 2 indebærer, at lovens § 2 (forvaltningsloven) ikke skal gælde for sager om færøske og grønlandske anliggender, men at bestemmelsen ved kongelig anordning kan sættes i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndigheder.

Stk. 3 indebærer, at lovens § 5 (lov om undersøgelseskommissioner) gælder for Færøerne og Grønland med hensyn til undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning, og at bestemmelsen ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med hensyn til undersøgelse af forhold uden for den statslige forvaltning med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.


Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

 

 

§ 1

 

 

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. xxx af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

 

 

 

§ 16 a. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere. Retterne i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup, Hørsholm, Frederikssund, Slagelse, Næstved, Svendborg, Haderslev, Sønderborg, Kolding, Skanderborg, Silkeborg, Viborg og Frederikshavn består af to dommere.

 

1. I § 16 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »Viborg og Frederikshavn« til: »Viborg, Frederikshavn og Hjørring«.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter deles i afdelinger, som hver beklædes af en enkelt dommer.

 

 

Stk. 3. Ved de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den administrerende dommer. Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af den administrerende dommer efter forhandling med det eller de øvrige medlemmer af retten.

 

 

 

 

 

§ 17. Der ansættes to dommere ved retterne i Glostrup, Helsingør, Hillerød, Holbæk, Vejle, Fredericia og Hjørring.

 

2. I § 17, stk. 1, ændres »Vejle, Fredericia og Hjørring« til: »Vejle og Fredericia«.

Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem dommere ved de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af Domstolsstyrelsen, jf. dog stk. 3.

 

 

Stk. 3. Ved første ledighed i en af dommerstillingerne ved de i stk. 1 nævnte retter skal der ske udnævnelse i stillingen med forbehold om senere indførelse af administrationsordning. Ved ledighed i den anden stilling indføres administrationsordning ved den pågældende ret, og en af dommerne udnævnes til administrerende dommer. § 16 a, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder i så fald tilsvarende anvendelse.

 

 

Stk. 4. De øvrige byretter består hver af én dommer.

 

 

 

 

 

§ 28 a. Retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov.

 

3. § 28 a, stk. 2, affattes således:

Stk. 2. Domme afsiges altid i offentligt retsmøde, medmindre de afsiges i medfør af § 354, stk. 6.

 

» Stk. 2. Retsmøder, hvori der afsiges dom, er altid offentlige.«

 

 

 

§ 29. Retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning),

 

4. I § 29 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

1)   når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det,

 

 

2)   når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det, eller

 

 

3)   når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om erhvervshemmeligheder.

 

 

 

 

» Stk. 2. I borgerlige sager kan der endvidere efter anmodning fra parterne træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen, og ingen afgørende offentlig interesse strider herimod.«

Stk. 2. I straffesager kan der endvidere træffes bestemmelse om dørlukning,

 

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

1)   når en sigtet (tiltalt) er under 18 år,

 

 

2)   når der skal afgives forklaring af en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion og det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten,

 

 

3)   når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller

 

 

4)   når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at

 

 

5)   hindre sagens oplysning.

 

 

Stk. 3. Under domsforhandlingen kan dørlukning i medfør af stk. 2, nr. 4, kun ske i 1. instans og kun, når det må forventes, at der senere rejses tiltale for samme forhold mod andre end de under sagen tiltalte, og ganske særlige hensyn gør det påkrævet, at dørene lukkes. Domsforhandlingen gengives så udførligt i retsbogen, at offentligheden ved domsafsigelsen kan orienteres om domsforhandlingens forløb, i det omfang formålet med dørlukningen tillader det.

 

5. I § 29, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres i 1. pkt. »stk. 2« til: »stk. 3 «.

Stk. 4. Der kan ikke træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er tilstrækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navneforbud, jf. §§ 30 og 31, eller om udelukkelse af enkeltpersoner, jf. § 28 b.

 

 

 

 

 

 

 

6. § 31 b affattes således:

§ 31 b. Anvendes der i en sag skriftlig forelæggelse eller skriftlig procedure, jf. §§ 927 b og 928 a, stk. 2 og 3, finder de afgørelser, der er truffet i medfør af denne lovs §§ 29, 30 og 31, tilsvarende anvendelse.

 

» § 31 b. Anvendes der i en sag skriftlig forelæggelse eller procedure, jf. §§ 387, 927 b og 928 a, stk. 2 og 3, kan retten forbyde offentlig gengivelse heraf, i det omfang der under en tilsvarende mundtlig forelæggelse eller procedure kan ske dørlukning eller nedlægges referatforbud, jf. §§ 29 og 30. §§ 29 b, 29 c, 30 a og 30 b finder tilsvarende anvendelse.«

 

 

 

§ 32. Det er forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette. Offentliggørelse af billeder og lyd, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Retten kan i øvrigt på ethvert tidspunkt under sagen forbyde offentlig gengivelse af billeder og lyd, der er optaget under et retsmøde. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

 

7. I § 32 indsættes som stk. 4 :

Stk. 2. Personer, der afgiver forklaring under retsmødet, skal gøres bekendt med, at der optages billeder og lyd.

 

 

Stk. 3. Billedoptagelse i rettens bygninger er forbudt, medmindre rettens præsident eller den dommer, der varetager rettens administration, giver tilladelse dertil. Stk. 1, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

 

 

 

 

» Stk. 4. Billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag, er forbudt, medmindre den pågældende har samtykket i optagelsen. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

 

 

 

§ 32 b. Overtrædelse af § 29 d, § 29 e, 2. pkt., og § 32, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 3, eller af rettens forbud efter § 30, § 32, stk. 1, 3. pkt., og § 32 a straffes med bøde.

 

8. I § 32 b, stk. 1, ændres »stk. 3« til: »stk. 3 og 4«, og efter »§ 30,« indsættes: »§ 31 b, 1. pkt.,«.

Stk. 2. Overtrædelse af et forbud efter § 31 straffes med bøde, hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Det samme gælder, hvis den pågældende vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud

 

 

 

 

 

Kapitel 3

Retsbøger

 

9. Overskriften til kapitel 3 affattes således:

»Retsbøger og sagens dokumenter«

 

 

 

§ 33. Justitsministeren fastsætter regler om, hvilke retsbøger der skal føres ved de forskellige retter, og om deres autorisation, indretning og førelse.

 

10. I § 33, stk. 1, ændres »deres« til: »retsbøgernes og stemmegivningsbogens«.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om fonetisk optagelse af retsforhandlinger.

 

 

 

 

 

§ 35. Retsbogen skal indeholde en kort fremstilling af forhandlingerne.

 

11. § 35, stk. 5, affattes således:

Stk. 2. Fuldstændigt optages parternes påstande, begæringer og indsigelser, for så vidt de ikke indeholdes i skrifter, som overleveres retten, i hvilket fald henvisning er tilstrækkelig, samt indsigelser, som fremsættes af vidner, syns- eller skønsmænd.

 

 

Stk. 3. Af udviklinger og foredrag til begrundelse af påstande, begæringer eller indsigelser optages intet i retsbogen, hvor ikke det modsatte udtrykkelig er bestemt; dog kan formanden beslutte, at enkelte udtalelser skal optages.

 

 

Stk. 4. Særlig bemærkning gøres i retsbogen om, hvorledes der er gået til værks med hensyn til former, som efter loven skal iagttages, om, hvad der fremlægges i retten, og hvilke dokumenter, der er blevet oplæst.

 

 

Stk. 5. Rettens afsigelse af domme og kendelser og dens øvrige beslutninger optages i retsbogen. Domme og kendelser indføres fuldstændigt i dombogen.

 

» Stk. 5. Domme og kendelser og i fornødent omfang rettens øvrige beslutninger optages i retsbogen.«

Stk. 6. Om noget i øvrigt skal optages i retsbogen, beror på, om sådant særlig er foreskrevet i loven.

 

 

 

 

 

§ 38. Aktstykker og andre dokumenter, som fremlægges i retten, forsynes med fremlæggelsespåtegning.

 

12. I § 38 ændres »Aktstykker og andre dokumenter« til: »Dokumenter«.

 

 

 

§ 39. I borgerlige sager forbliver stævningerne og parternes øvrige processkrifter i rettens arkiv. Af dokumenter og andre aktstykker, der benyttes som bevis, skal, når de forlanges udleveret inden ankefristens udløb, og modpartens samtykke til udleveringen ikke foreligger, genpart, der bekræftes af justitssekretæren eller, hvor sådan ikke er ansat, af dommeren, afgives til retten; dog undtages herfra dokumenter, der er udskrift af embedsbøger. Om og i hvilket omfang genpart skal tages af handelsbøger, regnskabsbøger eller andre dokumenter af betydeligt omfang, beror på præsidenten eller ved byretterne uden for København på dommeren.

 

13. I § 39, stk. 1, 2. pkt., ændres »dokumenter og andre aktstykker, der benyttes som bevis« til: »dokumenter, der har været benyttet som bevis«.

14. § 39, stk. 2, affattes således:

Stk. 2. For straffesager fastsætter Justitsministeriet regler om fremlagte dokumenters opbevaring og udlevering

 

» Stk. 2. For straffesager fastsætter justitsministeren regler om opbevaring af sagens dokumenter og om udlevering af dokumenter, der har været benyttet som bevis, jf. dog § 807 d, stk. 1.«

 

 

 

 

 

15. §§ 41 og 41 a ophæves, og i stedet indsættes:

 

 

 

 

 

»Kapitel 3 a

Aktindsigt

§ 41. Uden for de tilfælde, for hvilke der i denne lov er truffet særlig bestemmelse, kan parterne samt andre, som deri har retlig interesse – de sidstnævnte i straffesager dog først, når sagen er endt – hos justitssekretæren eller, hvor ingen sådan er ansat, hos dommeren forlange udskrift af retsbøgerne, derunder dog ikke stemmegivningsbogen, samt af de øvrige hos retten beroende til en sag hørende, fremlagte dokumenter.

 

§ 41. Enhver har ret til aktindsigt i domme og kendelser mv. efter reglerne i §§ 41 a-41 c og 41 e.

Stk. 2. Såfremt hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt gør det betænkeligt at meddele udskrift som foran anført, kan udskrift – helt eller delvis – nægtes. Det samme gælder, såfremt det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig måde.

 

Stk. 2. Den, der uden at være part har en særlig interesse i en sag, har endvidere ret til aktindsigt efter reglerne i §§ 41 d og 41 e.

Stk. 3. Udskrifter skal leveres i løbet af en uge; herfra kan der kun, hvor ganske særlige forhold nødvendiggør det, gøres afvigelse.

 

Stk. 3. Massemedier omfattet af medieansvarsloven har endvidere ret til aktindsigt efter reglen i § 41 f.

Stk. 4. Justitsministeren kan bestemme, at udskrifter i straffesager først skal kunne meddeles, efter at justitssekretæren (dommeren) har indhentet en erklæring fra politimesteren. Såfremt politimesteren af de i stk. 2 angivne grunde modsætter sig udskriftens meddelelse, afgør retten, for Københavns Byrets vedkommende rettens præsident, sagen ved kendelse.

 

Stk. 4. § 255 a indeholder regler om parters aktindsigt i borgerlige sager.

Stk. 5. Den en domfældt i medfør af § 219 a tilkommende adgang til at få udskrift af den over ham afsagte dom berøres ikke af bestemmelserne i nærværende paragraf.

 

Stk. 5. §§ 729 a-729 c indeholder regler om sigtedes aktindsigt i verserende straffesager. § 729 d indeholder regler om sigtedes aktindsigt i afsluttede straffesager.

Stk. 6. Klage over justitssekretærens afgørelser fremsættes over for retten, for Københavns Byrets vedkommende over for rettens præsident. Afgørelsen af klagen sker ved kendelse, der er genstand for kære. Klage over dommerens afgørelser og de i stk. 4, 2. pkt., nævnte afgørelser sker ved kære.

 

 

Stk. 7. Klagen skal fremsættes inden 6 uger. Den myndighed, der afgør klagen, kan dog se bort fra overskridelser af denne frist på indtil 6 måneder, når særlige omstændigheder gør overskridelsen undskyldelig. I de i stk. 4, 2. pkt., nævnte tilfælde skal kære fra politimesterens side ske inden 3 dage, og udskrift må da ikke meddeles, før kæremålet er afgjort.

 

 

 

 

 

 

 

§ 41 a. Enhver kan forlange at få adgang til at gennemse en doms konklusion, når anmodning herom fremsættes inden 1 uge efter dommens afsigelse.

 

 

 

 

 

§ 41 b. Enhver kan forlange at få udleveret kopi af domme og kendelser.

 

 

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke:

 

 

1)   de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b samt § 536 omhandlede sager,

 

 

2)   straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, medmindre aktindsigt søges til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde,

 

 

3)   kendelser i straffesager, der ikke er endeligt afsluttet, medmindre aktindsigt søges af personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde,

 

 

4)   forklaringer, der er afgivet i lukkede retsmøder, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet, eller

 

 

5)   forklaringer, der er omfattet af et referatforbud.

 

 

Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang:

 

 

1)   det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

 

 

2)   det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, eller

 

 

3)   dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, og offentlighedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4.

 

 

 

 

 

§ 41 c. Er der i en sag anvendt skriftlig forelæggelse eller procedure, jf. §§ 387, 927 b og 928 a, stk. 2 og 3, har enhver ret til at få udleveret kopi heraf, når der er afsagt dom i sagen, medmindre dokumenterne er omfattet af et forbud mod offentlig gengivelse, jf. § 31 b.

 

 

Stk. 2. Er der i en sag anvendt endelige påstandsdokumenter, jf. § 356 a, har enhver ret til at få udleveret kopi heraf fra to arbejdsdage før domsforhandlingens begyndelse.

 

 

Stk. 3. § 41 b, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

 

 

 

 

 

§ 41 d. Den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører en borgerlig sag eller en straffesag, herunder indførsler i retsbøgerne, i det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågældende retsspørgsmål. Det samme gælder forurettede i straffesager eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende. I straffesager gælder retten til aktindsigt først, når sagen er endeligt afsluttet.

 

 

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses:

 

 

1)   dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden til eget brug ved behandlingen af en sag,

 

 

2)   voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger, og

 

 

3)   brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden.

 

 

Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang:

 

 

1)   en part efter reglerne i denne lovs anden, tredje og fjerde bog har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,

 

 

2)   ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

 

 

3)   dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, og ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4, eller

 

 

4)   ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til en straffesags dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, tiltalte, vidner eller andre.

 

 

Stk. 4. Den myndighed, der behandler en anmodning om aktindsigt, afgør, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi, jf. dog 2. pkt. Efter anmodning udleveres der kopi af skriftlige dokumenter i borgerlige sager, medmindre hensyn som nævnt i stk. 3, nr. 2 eller 3, taler herimod.

 

 

 

 

 

§ 41 e. Anmodning om aktindsigt efter §§ 41 a-41 d skal angive det dokument eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Anmodninger om aktindsigt i et større antal sager kan afslås, medmindre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde.

 

 

Stk. 2. Anmodning om aktindsigt efter §§ 41 a-41 c og anmodning om aktindsigt i borgerlige sager efter § 41 d indgives til retten. Rettens afgørelse, der efter anmodning træffes ved kendelse, kan påkæres efter reglerne i kapitel 37. Anmodning om aktindsigt i straffesager efter § 41 d indgives til politimesteren. Politimesterens afgørelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.

 

 

Stk. 3. Retten eller politimesteren afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af retten eller politimesteren, skal ansøgeren underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

 

 

Stk. 4. Hvis dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, kan den myndighed, der behandler anmodningen om aktindsigt, bestemme, at dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at de pågældendes identitet ikke fremgår. I straffesager skal dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at medvirkende lægdommeres identitet ikke fremgår. I sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden skal dokumentet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at forurettedes identitet ikke fremgår.

 

 

Stk. 5. Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.

 

 

 

§ 41 a. Personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, kan i straffesager gennemse anklageskrift eller retsmødebegæring på rettens kontor. Efter anmodning kan de samme personer endvidere på rettens kontor få udleveret kopi af et anklageskrift eller en retsmødebegæring. Dokumenterne skal inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår heraf. Justitsministeren fastsætter regler om, på hvilket tidspunkt gennemsyn eller udlevering kan ske.

 

§ 41 f. Efter anmodning giver retten personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, adgang til at gennemse domme, der er afsagt inden for de seneste 4 uger. § 41 b, stk. 2, nr. 1 og 4, og stk. 3, samt § 41 e, stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. De hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret, kan udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under domsforhandlingen eller et retsmøde i medfør af § 922.

 

Stk. 2. Efter anmodning udleverer anklagemyndigheden kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring til de i stk. 1 nævnte personer. § 41 b, stk. 3, nr. 1, og § 41 e, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse. Dokumentet skal inden kopieringen anonymiseres, således at forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilken periode retten til aktindsigt gælder.

Stk. 3. I civile sager kan et eller flere af sagens dokumenter med parternes samtykke udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under retsmøder. Udlån kan ikke ske i sager, der er omfattet af kapitlerne 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b.

 

Stk. 3. Efter anmodning udlåner retten under domsforhandlingen eller et retsmøde efter § 922 hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret, til de i stk. 1 nævnte personer, medmindre dokumentets karakter eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, tiltalte, vidner eller andre taler herimod. § 41 b, stk. 3, nr. 1, og § 41 e, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte personer kan på rettens kontor gennemse retsbogen, herunder dombogen, og redegørelser i medfør af § 366 a, stk. 3, når de er renskrevet. Er retsmødet holdt eller forklaring afgivet helt eller delvis for lukkede døre, kan gennemsyn af retsbogen ikke ske, medmindre dørlukning alene er bestemt af hensyn til ro og orden i retslokalet. Der gives udskrift efter anmodning. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de sager, der er nævnt i kapitlerne 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b.

 

Stk. 4. I borgerlige sager kan et eller flere af sagens dokumenter med parternes samtykke udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under et retsmøde.

Stk. 5. Såfremt der foreligger forhold som nævnt i § 41, stk. 2, kan dommeren (justitssekretæren) efter anmodning fra anklagemyndigheden eller forsvareren eller af egen drift nægte gennemsyn eller udlevering efter stk. 1 og 4. Under domsforhandlingen træffes afgørelsen af retten, der endvidere kan nægte udlån efter stk. 2, hvis dokumentets karakter, afgørende hensyn til sigtede, tiltalte eller vidner eller hensyn som nævnt i § 41, stk. 2, taler for det. Ved klage over, at justitssekretæren har nægtet gennemsyn eller udlevering, finder § 41, stk. 6, 1. pkt., og stk. 7, 1. og 2. pkt., tilsvarende anvendelse. Dommerens eller rettens afgørelser træffes ved kendelse.

 

Stk. 5. Efter anmodning udleverer retten kopi af andre indførsler i retsbøgerne end domme og kendelser til de i stk. 1 nævnte personer. Er retsmødet holdt helt eller delvis for lukkede døre, kan udlevering kun ske, hvis dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet. § 41 b, stk. 2, nr. 1 og 5, og stk. 3, samt § 41 e, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. De i stk. 1, 2, 3 og 4 nævnte dokumenter og udskrifter må ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde.

 

Stk. 6. Dokumenter og kopier, der gives adgang til i medfør af stk. 1-5, må ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Kopier af kendelser i straffesager, der udleveres til de i stk. 1 nævnte personer i medfør af § 41 b, må, indtil sagen er endeligt afsluttet, ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Justitsministeren fastsætter regler om massemediers opbevaring af kopier. De i stk. 3 og 4 nævnte dokumenter skal tilbageleveres senest ved retsmødets afslutning.

Stk. 7. Justitsministeren fastsætter regler om massemediers opbevaring af retsbogsudskrifter og af kopier af anklageskrifter og retsmødebegæringer.

 

Stk. 7. Overtrædelse af stk. 6, 1., 2. og 4. pkt., straffes med bøde. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af stk. 6, 3. pkt., kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 8. Overtrædelse af stk. 6 straffes med bøde. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af stk. 7, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Det kan endvidere fastsættes, at der ved overtrædelse begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges selskabet m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

 

 

 

 

 

 

 

§ 41 g. Der kan gives aktindsigt i videre omfang end fastsat i §§ 41 a-41 f, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.

 

 

Stk. 2. Retten kan bestemme, at en person uden for domstolene og den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som retten videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse på overtrædelse af et sådant pålæg om tavshedspligt.«

 

 

 

§ 60. ---

Stk. 5. Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en straffesag, såfremt den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b eller har truffet anden afgørelse, hvor der har været fremlagt oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

 

16. I § 60, stk. 5, ændres to steder »forsvarerens« til: »forsvarerens og sigtedes«, og to steder ændres »§ 745 b« til: »§ 729 c«.

Stk. 6. Under domsforhandlingen i en straffesag skal de afgørelser, som er nævnt i stk. 4 og 5, træffes af en dommer, i landsretten en afdeling, der ikke deltager i domsforhandlingen.

 

 

Stk. 7. ---

 

 

 

 

 

§ 102. Fristen for klager efter § 98, stk. 4, § 99, stk. 3, 1. pkt., og § 101, stk. 2, 1. pkt., er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

 

17. I § 102, stk. 2, 1. pkt., udgår »efter forvaltningsloven og offentlighedsloven«.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 98, stk. 4, § 99, stk. 3, og § 101, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på klager over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det samme gælder bestemmelsen i stk. 1.

 

 

 

 

 

§ 124. ---

 

18. § 124, stk. 8, ophæves

Stk. 6. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder reglerne i stk. 1, 3 eller 4.

 

 

Stk. 7. I forskrifter, der udstedes i medfør af stk. 5, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

 

 

Stk. 8. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

 

 

 

 

 

§ 173. Retten vejleder, såfremt omstændighederne giver grund dertil, vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 169-172.

 

19. I § 173, stk. 2, indsættes som 3. punktum:

Stk. 2. Afgives forklaring i de i §§ 169-172 nævnte tilfælde, påser retten, at særligt hensyn tages til vidnet eller den, der har krav på hemmeligholdelse. Retten kan i dette øjemed bestemme, at dørene skal lukkes, medens forklaringen afgives, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen.

 

»Overtrædelse af rettens forbud straffes med bøde.«

 

 

 

 

 

20. Efter § 218 indsættes:

§ 366 a. Dommen skal indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og i fornødent omfang af deres og vidners forklaringer, samt angive de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse.

 

» § 218 a. Domme skal indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen, herunder i fornødent omfang en gengivelse af de afgivne forklaringer, samt angive de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse, jf. dog § 911. Domme i borgerlige sager skal endvidere indeholde en gengivelse af parternes anbringender. Domme i straffesager skal endvidere indeholde en gengivelse af tiltalen.

Stk. 2. I domme, der afsiges ved byret, kan sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Det skal i givet fald fremgå af dommen, at dommen ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling.

 

Stk. 2. I byretsdomme i borgerlige sager kan sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Det skal i givet fald fremgå af dommen, at dommen ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling.

Stk. 3. Ankes en dom, der er affattet efter reglen i stk. 2, skal retten afgive en supplerende redegørelse for sagen. Redegørelsen indsendes til landsretten snarest muligt, efter at retten har fået meddelelse om anken. Samtidig sendes en genpart af redegørelsen til parterne.

 

Stk. 3. Ankes en dom, der er affattet efter reglen i stk. 2, skal retten afgive en supplerende redegørelse for sagen. Redegørelsen indsendes til landsretten snarest muligt efter, at retten har fået meddelelse om anken. Samtidig sendes en kopi af redegørelsen til parterne. Redegørelsen anses som et bilag til dommen og optages endvidere i retsbogen.«

 

 

 

§ 219. Rettens afgørelse i en borgerlig sag træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil blive afsagt. Domme og kendelser i sager, der behandles ved byret, skal afsiges senest 6 uger efter optagelsen til dom eller kendelse. I sager, der behandles ved landsret, skal dommen eller kendelsen afsiges senest 3 måneder efter optagelsen til dom eller kendelse.

 

21. § 219, stk. 3, affattes således:

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

 

 

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen, efter at hele dommen er skriftligt udarbejdet, oplæses i et retsmøde

 

» Stk. 3. Domme og kendelser kan afsiges i et retsmøde eller uden afholdelse af retsmøde. Afsiges dommen eller kendelsen i et retsmøde, oplæses dommens eller kendelsens konklusion.«

 

 

 

§ 219 a. Rettens afgørelser i straffesager træffes snarest muligt, efter at den pågældende forhandling er til ende. Ved sagens optagelse til dom eller kendelse skal retten tilkendegive, hvornår dommen eller kendelsen vil blive afsagt. Kan afsigelsen ikke finde sted samme dag, skal dom eller kendelse dog afsiges senest inden en uge og, hvor nævninge har medvirket, senest dagen efter.

 

22. § 219 a, stk. 3, affattes således:

Stk. 2. Såfremt særlige omstændigheder gør det påkrævet, kan retten beslutte at fravige de i stk. 1 nævnte frister. I beslutningen skal anføres de omstændigheder, der bevirker, at fristen ikke kan overholdes. Beslutningen kan ikke kæres.

 

 

Stk. 3. Afsigelsen af en dom foregår ved, at domsslutningen oplæses i et retsmøde.

 

» Stk. 3. Dommen afsiges i et retsmøde. Hvis afsigelsen ikke finder sted samme dag, som sagen er optaget til dom, og tiltalte ikke er fængslet, kan dommen dog afsiges uden afholdelse af retsmøde. Afsiges dommen i et retsmøde, oplæses dommens konklusion.«

Stk. 4. Hvis tiltalte er fængslet, bør den pågældende bringes til stede ved dommens afsigelse.

 

23. § 219 a, stk. 5, 1. pkt., affattes således:

Stk. 5. Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen, meddeler anklagemyndigheden tiltalte udskrift af dommen. Hvis sagen i medfør af § 847, stk. 3, nr. 1-5, er fremmet i tiltaltes fravær, skal udskriften forkyndes. Er sagen fremmet i tiltaltes fravær i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4, skal forkyndelse af udskriften ske for tiltalte personlig, medmindre tilsigelsen har været forkyndt for denne personlig.

 

»Retten meddeler tiltalte udskrift af dommen.«

Stk. 6. Tiltalte vejledes om adgangen til at anke dommen. Vejledningen gives ved dommens afsigelse, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende meddelelse eller forkyndelse, jf. stk. 5. Hvis afsigelsen ikke finder sted samme dag, som sagen er optaget til dom, gives vejledningen samtidig med, at retten tilkendegiver, hvornår dommen vil blive afsagt, såfremt tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende meddelelse eller forkyndelse, jf. stk. 5.

 

 

 

 

 

 

 

24. Efter § 255 indsættes:

 

 

» § 255 a. En part kan forlange at få udleveret kopi af dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, medmindre andet er bestemt.

 

 

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses:

 

 

1)   dokumenter, der udarbejdes af retten til eget brug ved behandlingen af en sag, og

 

 

2)   voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger.

 

 

Stk. 3. Anmodning om aktindsigt indgives til den ret, der i øvrigt behandler eller har behandlet sagen. Rettens afgørelse, der efter anmodning træffes ved kendelse, kan påkæres efter reglerne i kapitel 37.

 

 

Stk. 4. Retten afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af retten, skal ansøgeren underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.«

 

 

 

 

 

25. Efter § 339 indsættes:

 

 

» § 339 a. Retsmøder under forberedelsen, hvor der ikke sker bevisførelse til brug for domsforhandlingen, holdes for lukkede døre, medmindre retten bestemmer andet.«

 

 

 

§ 354. Udebliver sagsøgeren fra et møde, som han er indkaldt til efter § 351, stk. 1, eller fremlægger han ikke på mødet de nødvendige dokumenter, jf. § 351, stk. 2, afviser retten sagen ved en beslutning, der meddeles parterne.

 

26. I § 354, stk. 6, 3. pkt., udgår »og stk. 3,«.

Stk. 2. Udebliver begge parter fra mødet, hæver retten sagen.

 

 

Stk. 3. Udebliver sagsøgte fra mødet, afsiger retten dom efter sagsøgerens påstand, for så vidt denne findes begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne. Påstande og anbringender, som ikke er angivet i stævningen, kan ikke tages i betragtning til skade for sagsøgte. Er sagsøgerens påstand uklar, eller må sagsfremstillingen i stævningen antages i væsentlige henseender at være urigtig, afvises sagen ved beslutning eller, såfremt sagsøgeren fremsætter begæring derom, ved kendelse. Afgørelsen om afvisning meddeles parterne.

 

 

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 3 finder tilsvarende anvendelse, hvis sagsøgte på mødet ikke fremlægger svarskrift eller afgiver en udtalelse, som opfylder kravene i § 351, stk. 4, nr. 1-3, eller som dog er egnet til at danne grundlag for sagens behandling, eller hvis han under mødet undlader at fremlægge de nødvendige dokumenter, jf. § 351, stk. 3.

 

 

Stk. 5. Dom efter stk. 3 og 4 kan udfærdiges ved påtegning på stævningen.

 

 

Stk. 6. Har retten truffet bestemmelse om forberedelse efter § 352, finder bestemmelserne i stk. 3 og 5 tilsvarende anvendelse, hvis sagsøgte ikke rettidigt indleverer svarskrift til retten, hvis svarskriftet er mangelfuldt, eller hvis svarskriftet ved indleveringen ikke er ledsaget af de nødvendige dokumenter, jf. § 352, stk. 2. Retten kan i stedet for straks at træffe afgørelse i sagen indkalde parterne til et møde. Bestemmelserne i § 219, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, gælder ikke om domme, der afsiges i henhold til dette stykke.

Stk. 7. ---

 

 

 

 

 

§ 366 a. Dommen skal indeholde parternes påstande og en fremstilling af sagen, herunder en gengivelse af parternes anbringender og i fornødent omfang af deres og vidners forklaringer, samt angive de faktiske og retlige omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens afgørelse.

 

27. § 366 a ophæves.

Stk. 2. I domme, der afsiges ved byret, kan sagsfremstillingen begrænses til en kort angivelse af parternes anbringender, såfremt der samtidig gives en udførlig begrundelse for afgørelsen. Det skal i givet fald fremgå af dommen, at dommen ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling.

 

 

Stk. 3. Ankes en dom, der er affattet efter reglen i stk. 2, skal retten afgive en supplerende redegørelse for sagen. Redegørelsen indsendes til landsretten snarest muligt, efter at retten har fået meddelelse om anken. Samtidig sendes en genpart af redegørelsen til parterne.

 

 

 

 

 

§ 372. Ankefristen er 4 uger ved anke fra byret til landsret og 8 uger ved anke fra landsret og fra Sø- og Handelsretten i København til Højesteret. Fristen regnes fra dommens afsigelse, jf. § 219.

 

28. I § 372, stk. 3, og § 456, stk. 1, ændres »det retsmøde, hvori« til: «, at«.

Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2, eller § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.

 

 

Stk. 3. En anke, der hæves eller afvises af anden grund end overskridelse af fristen efter stk. 2, kan med rettens tilladelse på ny tages under behandling, såfremt ny ankestævning indleveres på rettens kontor inden 2 uger efter det retsmøde, hvori sagen blev hævet eller afvist.

 

 

 

 

 

§ 456. Afvises en sag, der er anlagt inden udløbet af en frist for sagsanlæg, som er fastsat i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, eller hæves en sådan sag uden anmodning herom fra sagsøgeren, kan denne, selv om fristen i mellemtiden er udløbet, anlægge sagen på ny indtil en måned efter det retsmøde, hvori sagen blev afvist eller hævet.

 

28. I § 372, stk. 3, og § 456, stk. 1, ændres »det retsmøde, hvori« til: «, at«.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis bevilling til separation eller skilsmisse nægtes, og sagen herefter indbringes for domstolene. Fristen for sagens indbringelse for domstolene regnes fra det tidspunkt, nægtelsen er meddelt den pågældende.

 

 

 

 

 

§ 477. Om adgang til erhvervelse af mortifikationsdom på servitutter, brugsrettigheder og grundbyrder har det sit forblivende ved reglerne i lov nr. 67 af 14. april 1905, dog at der i stedet for den i nævnte lovs § 4 omhandlede bevilling til erhvervelse af mortifikationsdom uden særlig indstævning træder en tilladelse meddelt af vedkommende ret ved kendelse i et retsmøde, hvortil den, der har begæret mortifikation, tilsiges.

 

29. I § 477 udgår »i et retsmøde, hvortil den, der har begæret mortifikation, tilsiges«.

 

 

 

 

 

30. Efter § 729 indsættes:

 

 

» § 729 a. Sigtede er berettiget til at vælge en forsvarer, jf. § 730. Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i §§ 731-735.

 

 

Stk. 2. Retten meddeler forsvareren kopi af indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen. Forsvareren kan gøre sigtede bekendt med kopierne, medmindre andet følger af §§ 748 og 848. Retten kan pålægge forsvareren ikke at overlevere kopierne til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

§ 745. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart sendes til forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.

 

Stk. 3. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Politiet giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 877, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan samtykke dog kun nægtes af de i stk. 4 nævnte grunde.

§ 745 a. Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

 

Stk. 4. Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskningen af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

 

 

 

 

 

§ 729 b. En sigtet uden forsvarer skal efter anmodning have adgang til hos politiet at gøre sig bekendt med indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen, medmindre andet følger af §§ 748 og 848. Politiet udleverer efter anmodning kopi af indførslerne til sigtede, medmindre det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

 

 

Stk. 2. En sigtet uden forsvarer skal endvidere efter anmodning have adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Politiet kan dog afslå anmodningen af de i § 729 a, stk. 4, nævnte grunde. En begrænsning i sigtedes aktindsigt bortfalder senest inden domsforhandlingen eller et retsmøde med henblik på sagens behandling i medfør af § 922 eller sagens afslutning ved tiltalefrafald. Politiet udleverer efter anmodning kopi af materialet til sigtede, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 877, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan udlevering dog kun nægtes af de i § 729 a, stk. 4, nævnte grunde.

 

 

 

§ 745 b. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt i § 745 fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til

 

§ 729 c. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til:

1)   fremmede magter,

 

1)   fremmede magter,

2)   statens sikkerhed,

 

2)   statens sikkerhed,

3)   sagens opklaring,

 

3)   sagens opklaring,

4)   tredjemands liv eller helbred,

 

4)   tredjemands liv eller helbred,

5)   efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller

 

5)   efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller

6)   beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.

 

6)   beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.

 

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar.

Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.

 

Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren eller sigtede gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.

Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra § 745. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.

 

Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra §§ 729 a og 729 b. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

 

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for sigtede, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra §§ 729 a og 729 b, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

 

 

 

 

 

§ 729 d. Når sagen er endeligt afsluttet, kan den, der har været sigtet, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, efter reglerne i denne paragraf.

 

 

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses:

 

 

1)   dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden til eget brug ved behandlingen af en sag,

 

 

2)   voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger, og

 

 

3)   brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden.

 

 

Stk. 3. Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang:

 

 

1)   ansøgeren efter reglerne i denne lovs anden og fjerde bog har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,

 

 

2)   ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, eller

 

 

3)   ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre.

 

 

Stk. 4. Anmodning om aktindsigt indgives til politimesteren. Politimesterens afgørelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.

 

 

Stk. 5. Politimesteren afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af politimesteren, skal ansøgeren underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

 

 

Stk. 6. Politimesteren afgør, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi.

 

 

Stk. 7. Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.«

 

 

 

§ 731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke,

 

31. I § 731, stk. 1, litra h, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.

a)-g)   ---

 

 

h)   i alle tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og stk. 2, nr. 2, beslutter, at afhøring af sigtede skal foregå for lukkede døre,

 

 

i)   ---

 

 

Stk. 2. ---

 

 

 

 

 

§ 741 c. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

 

32. § 741 c, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

Stk. 2. Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt.

 

 

Stk. 3. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles advokaten. Advokaten må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale.

 

»Advokaten skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres.«

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der er antaget af den forurettede i de i § 741 a nævnte sager.

 

 

 

 

 

§ 745. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart sendes til forsvareren. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre.

 

33. §§ 745-745 b ophæves.

 

 

 

§ 745 a. Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

 

 

 

 

 

§ 745 b. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt i § 745 fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til

 

 

1)   fremmede magter,

 

 

2)   statens sikkerhed,

 

 

3)   sagens opklaring,

 

 

4)   tredjemands liv eller helbred,

 

 

5)   efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller

 

 

6)   beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.

 

 

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.

 

 

Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.

 

 

Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra § 745. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.

 

 

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

 

 

 

 

 

§ 745 d. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne.

 

34. I § 745 d, stk. 2, og to steder i § 748, stk. 7, ændres »§ 745 b« til: »§ 729 c«.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1 kan fraviges efter bestemmelsen i § 745 b.

 

 

 

 

 

§ 746. Retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes på begæring ved kendelse.

 

35. I § 746, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 745, 1. pkt.« til: »§ 729 a, stk. 3, 1. pkt., eller § 729 b, stk. 2, 1. pkt.«.

Stk. 2 . Ved tvistigheder om lovligheden af politiets afgørelser efter § 745, 1. pkt., skal politiet redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet. Retten kan endvidere pålægge politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår.

 

 

Stk. 3. Bliver dommeren bekendt med, at en foranstaltning, der er iværksat af politiet i medfør af denne lov, og som kræver rettens godkendelse, ikke er forelagt retten inden udløbet af den herfor fastsatte frist, bestemmer han efter at have afkrævet politiet en redegørelse, om foranstaltningen skal opretholdes eller ophæves.

 

 

 

 

 

§ 748. Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74. Er sigtede varetægtsfængslet, kan fremstilling af ham undlades, hvis den vil være forbundet med uforholdsmæssigt besvær.

 

34. I § 745 d, stk. 2, og to steder i § 748, stk. 7, ændres »§ 745 b« til: »§ 729 c«.

Stk. 2. Forsvareren underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Er det ikke muligt at give forsvareren meddelelse, kan der kun afholdes retsmøder, som ikke kan opsættes. For så vidt angår de i stk. 1, 2. pkt., nævnte retsmøder kan reglen dog fraviges, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet. Afgørelsen træffes af retten efter politiets begæring. Forsvareren må kun med rettens samtykke videregive oplysninger, han har modtaget i retsmødet.

 

 

Stk. 3. Forsvareren er berettiget til at fremsætte bemærkninger og kort at få disse tilført protokollen, men dommeren bestemmer, på hvilket tidspunkt af retsmødet dette kan ske.

 

 

Stk. 4. Retten kan pålægge sigtede at indfinde sig til et retsmøde. Er pålægget ikke givet i et tidligere retsmøde, meddeles det ved en skriftlig tilsigelse. Tilsigelse sker med mindst aftens varsel. Retten kan dog fastsætte andet varsel eller pålægge sigtede at møde straks. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om sigtelsens genstand. Udeblivelse kan kun medføre retsvirkninger, hvis tilsigelsen er lovlig forkyndt og indeholder oplysning om virkningerne af udeblivelse.

 

 

Stk. 5. Retten kan på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet.

 

 

Stk. 6. Har sigtede været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede, og ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er tilført retsbogen. Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af retten afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

 

 

Stk. 7 . Stk Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i henhold til § 745 b, eller hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 745 b er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 784 beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører.

 

 

 

 

 

§ 786. ---

Stk. 6. Overtrædelse af stk. 4, 1. pkt., straffes med bøde. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

 

36. § 786, stk. 6, 2. pkt., og stk. 7, 2. pkt., ophæves.

Stk. 7. For overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der er fastsat i medfør af stk. 4, 2. pkt., og stk. 5 kan der fastsættes bestemmelser om bødestraf. Der kan endvidere fastsættes bestemmelser om at pålægge selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

 

 

Stk. 8. ---

 

 

 

 

 

§ 836 a. En person kan ikke indkaldes som vidne, hvis oplysninger om personens identitet ikke indgår i sagen i medfør af § 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b.

 

37. I § 836 a ændres »§ 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b« til: »§ 729 a, stk. 3, 1. pkt., eller § 729 b, stk. 2, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens og sigtedes adgang til aktindsigt i medfør af § 729 c«.

 

 

 

§ 839. Skal afhørelse af vidner eller syns- eller skønsmænd foregå forinden domsforhandlingen, har statsadvokaten at rette fornøden begæring til vedkommende undersøgelsesret. Er der fare for, at et bevis ville spildes, hvis dets optagelse skulle bero, indtil reglerne i §§ 834-38 er iagttagne, retter statsadvokaten uden yderligere forberedende skridt, end omstændighederne tillader, begæring til undersøgelsesretten; dog skal i ethvert fald meddelelse herom snarest muligt indleveres på landsrettens kontor, og underretning tillige gives forsvareren. Under samme betingelse og med samme forpligtelse kan forsvareren rette begæring om bevishandlinger umiddelbart til undersøgelsesretten, der afgør, om den her fastsatte betingelse er til stede.

 

38. § 839, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

Stk. 2. Bevisoptagelse efter stk. 1 sker efter reglerne i kapitel 67 og 68. De fornødne udskrifter af det passerede tilstilles snarest muligt statsadvokaten og forsvareren.

 

 

 

 

 

§ 841. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for domsforhandlingen træffe afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 2, nr. 2 eller 3, referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter § 31, stk. 1, nr. 1, om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 848, stk. 1, 3 eller 6, om, at et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf. § 848, stk. 2, eller om, at en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal oplyses, jf. § 848, stk. 5.

 

39. I § 841 ændres »§ 29, stk. 2« til: »§ 29, stk. 3«.

 

 

 

§ 895. Når nævningernes ordfører skønner, at nævningerne har haft behørig lejlighed til en foreløbig drøftelse af sagen, påbegyndes den egentlige rådslagning. Under denne skal formanden, dersom mindst 5 af nævningerne udtaler ønske derom, være til stede i nævningernes forsamlingsværelse for at besvare de spørgsmål, som nævningerne i anledning af sagen måtte ønske at stille ham. Endvidere er han da beføjet til selv at tage ordet, når han finder det påkrævet for at forhindre fejltagelser fra nævningernes side. Når retsformanden udtaler sig i medfør af disse bestemmelser, skal protokolføreren tilkaldes og optage det væsentlige af udtalelserne i den i § 876 omtalte bog, hvoraf statsadvokaten og forsvareren kan kræve udskrift, når rettens dom i sagen er faldet. Retsformanden kan, når han måtte finde det rigtigst, vælge at give nævningerne de fornødne oplysninger på den i § 898 foreskrevne måde.

 

40. I § 895, stk. 1, 4. pkt., ændres »den i § 876 omtalte bog, hvoraf statsadvokaten og forsvareren kan kræve udskrift, når rettens dom i sagen er faldet« til: »retsbogen«.

Stk. 2-7. ---

 

 

 

 

 

§ 964. Så snart ankemeddelelse har fundet sted, har modparten adgang til for landsretten at fremsætte begæring (jf. § 844) om ankesagens afvisning af nogen af de i § 953 nævnte grunde, eller fordi anke er udelukket efter § 962. Sådan afvisning kan ske – være sig efter begæring eller uden påstand – ved kendelse i et ikke offentligt retsmøde, efter at der er givet den ankende adgang til at ytre sig mundtlig eller skriftlig.

 

41. I § 964, 2. pkt., og § 998, stk. 2, 3. pkt., udgår »i et ikke offentligt retsmøde«.

 

 

 

§ 998. Opstår der med hensyn til dommens fortolkning eller i andre henseender, jf. dog § 112, nr. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., tvist mellem politimesteren eller den denne overordnede myndighed og den, over for hvem der er spørgsmål om at fuldbyrde en straffedom, bliver spørgsmålet på dennes begæring at forelægge den ret, som har afsagt dom i sagen i første instans, men uden at den af statsadvokaten eller politimesteren anordnede fuldbyrdelse af den grund behøver at udsættes, medmindre retten beslutter det.

 

41. I § 964, 2. pkt., og § 998, stk. 2, 3. pkt., udgår »i et ikke offentligt retsmøde«.

Stk. 2. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Drejer tvisten sig om, hvorvidt den, over for hvem der er spørgsmål om at fuldbyrde straffen, er den domfældte, skal mundtlig forhandling og bevisførelse finde sted i et offentligt retsmøde, i hvilket den pågældende er til stede. I andre tilfælde træffes afgørelsen i et ikke offentligt retsmøde, efter at der, så vidt fornødent, er givet parterne lejlighed til at udtale sig mundtlig eller skriftlig.

 

 

Stk. 3. Byrettens afgørelse af det i foregående stykkes andet punktum nævnte spørgsmål kan påankes til landsretten. I øvrigt kan de i medfør af nærværende paragraf trufne afgørelser alene være genstand for kære.

 

 

 

 

 

 

 

42. Efter § 1017 c indsættes i kapitel 92 :

 

 

» § 1017 d. Domme og kendelser i straffesager må kun gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Overtrædelse straffes med bøde.

 

 

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på offentlig gengivelse i retsinformationssystemer, der er omfattet af § 9 i lov om behandling af personoplysninger, eller på offentlig gengivelse, der bygger på et sådant retsinformationssystem.«

 

 

 

§ 1018 e. Statsadvokaten træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør af §§ 1018 a-d. Justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne sager skal forelægges for rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse. Krav fra en person, der har været sigtet, skal fremsættes inden to måneder efter meddelelse til sigtede om strafforfølgningens ophør eller efter afsigelse af en endelig dom. Har tiltalte ikke været til stede ved dommens afsigelse, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Krav fra andre skal fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt.

 

43. I § 1018 e, stk. 6, og § 1019 h, stk. 3, udgår »efter forvaltningsloven og offentlighedsloven«.

Stk. 2. Fremsættes kravet efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, kan det behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig.

 

 

Stk. 3. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende krav om erstatning. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

 

 

Stk. 4. Justitsministeren behandler klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1. instans.

 

 

Stk. 5. Fristen for klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

 

 

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 3-5 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven.

 

 

 

 

 

§ 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

 

43. I § 1018 e, stk. 6, og § 1019 h, stk. 3, udgår »efter forvaltningsloven og offentlighedsloven«.

Stk. 2. Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

 

 

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven.

 

 

 

 

 

 

 

44. § 1022 affattes således:

§ 1022. Bøder, som pålægges i medfør af denne lov, tilfalder, når ikke anderledes i loven er bestemt, statskassen.

 

» § 1022. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for overtrædelse af denne lov.«

 

 

 

 

 

§ 2

 

 

I forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 382 af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:

 

 

 

§ 18. En part i en straffesag kan, når sagen er afgjort, forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter i det omfang, dette er rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Bestemmelserne i §§ 12-14 gælder tilsvarende.

 

1. § 18, stk. 2, affattes således:

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke retsbogsudskrifter vedrørende straffesagen og dokumenter, der har været fremlagt i retten i forbindelse med sagen. Det samme gælder retsbogsudskrifter og i retten fremlagte dokumenter vedrørende andre straffesager, der har været benyttet under sagens behandling.

 

» Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke dokumenter hos politiet eller anklagemyndigheden.«

Stk. 3. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt kan imødekommes efter stk. 1, træffes af den myndighed, der har truffet den administrative beslutning i straffesagen. Afgørelsen kan påklages til vedkommende overordnede forvaltningsmyndighed. Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og kopier.

 

 

 

 

 

 

 

§ 3

 

 

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 402 af 26. juni 1998, foretages følgende ændring:

 

 

 

§ 9. Anmeldelse om betalingsstandsning og begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering offentliggøres ikke.

 

1. § 9, stk. 3, affattes således:

Stk. 2. Enhver, der har retlig interesse deri, kan hos skifteretten få oplysning om, hvorvidt og hvornår en skyldner har indgivet anmeldelse eller begæring som nævnt i stk. 1, og hvem der er beskikket som tilsyn for den pågældende.

 

 

Stk. 3. Har en anmeldelse eller begæring som nævnt i stk. 1 været fremlagt i et offentligt retsmøde, kan enhver, der har retlig interesse deri, forlange udskrift af retsbøgerne og de fremlagte dokumenter, der beror hos retten, efter reglerne i retsplejelovens § 41.

 

» Stk. 3. Har en anmeldelse eller begæring som nævnt i stk. 1 været fremlagt i et offentligt retsmøde, gælder retsplejelovens kapitel 3 a.«

 

 

 

 

 

§ 4

 

 

I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, som ændret ved § 2 i lov nr. 1116 af 29. december 1999, foretages følgende ændring:

 

 

 

§ 114. Retsmøder ved skifteretten, i hvilke der ikke behandles tvister, og bomøder, der afholdes af en bobestyrer, er ikke offentlige.

 

1. § 114, stk. 3, affattes således:

Stk. 2. Enhver, der har retlig interesse deri, kan hos skifteretten eller bobestyreren få oplysning om boets behandlingsmåde.

 

 

Stk. 3. Enhver, der har retlig interesse deri, kan mod vederlag forlange udskrift af boets dokumenter. Bestemmelserne i retsplejelovens § 41 finder tilsvarende anvendelse, dog træffes afgørelsen af skifteretten.

 

» Stk. 3. Retsplejelovens kapitel 3 a finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om aktindsigt i boets dokumenter.«

 

 

 

 

 

§ 5

 

 

I lov nr. 357 af 2. juni 1999 om undersøgelseskommissioner foretages følgende ændring:

 

 

 

§ 31. Der må ikke uden samtykke fra undersøgelseskommissionen gives aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen i materiale, der indgår i undersøgelsen.

 

1. I § 31, stk. 2, ændres »§ 41« til: »kapitel 3 a«.

Stk. 2. Der er, indtil undersøgelseskommissionen har afgivet sin beretning, ikke adgang til aktindsigt i rettens materiale efter retsplejelovens § 41.

 

 

 

 

 

 

 

§ 6

 

 

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1049 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

 

 

 

§ 9. Der svares ingen afgift af en sag, der genoptages. Det samme gælder en sag, som indbringes for retten på ny, efter at den har været udsat og oversendt til behandling ved Forbrugerklagenævnet eller et klage- eller ankenævn, som er godkendt af Forbrugerklagenævnet.

 

1. I § 9, stk. 1, 2. pkt., ændres »godkendt af Forbrugerklagenævnet« til: »godkendt af økonomi- og erhvervsministeren«.

 

 

 

§ 48. For attester, afskrifter, udskrifter, fotokopier eller lignende, der udfærdiges af retten eller af Skibsregisteret, svares 175 kr. Samme afgift svares for bekræftelse af genparter i henhold til retsplejelovens § 39.

 

2. I § 48, stk. 2, nr. 2, ændres »politirapporter« til: »indførsler i retsbøgerne, anklageskrifter, retsmødebegæringer og politirapporter«.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1. pkt., finder også anvendelse på:

 

 

1)   Udskrifter af pantefogedbogen.

 

 

2)   Afskrifter, genparter og fotokopier eller lignende af politirapporter, der udfærdiges af politiet.

 

 

 

 

 

§ 49. Afgiftsfri er attester, afskrifter, udskrifter, genparter, fotokopier eller lignende, der bestilles af:

 

3. I § 49, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 41« til: »§ 729 d«.

1)   En part i en sag til brug for denne, for så vidt sagen er afgiftsfri i medfør af § 12, stk. 1, nr. 1-6, § 12, stk. 2, § 51, stk. 1, eller § 55, nr. 1, eller parten er fritaget for afgift i medfør af § 13, stk. 1, § 51, stk. 2, eller § 55, nr. 2.

 

 

2)   En rekvirent af en fogedforretning til brug for denne, når forretningen er afgiftsfri i medfør af § 20, nr. 1-5.

 

 

3)   Sigtede eller tiltalte under en straffesag, hvor ret til at få udskrift særligt er hjemlet ham i retsplejeloven uden for bestemmelsen i nævnte lovs § 41 eller er tillagt ham ved beslutning af retten eller dennes formand.

 

 

4)   En bobestyrer til dennes brug ved behandlingen af et dødsbo.

 

 

Stk. 2. ---

 

 

 

 

 

§ 64. Indsigelse fra en afgiftspligtig imod beregningen af en afgift sker, bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde, ved klage til den afgiftsberegnende myndighed. Klage over beregning af afgift for udlæg på grundlag af udpantningsret indgives dog til fogedretten, selv om beregningen ikke er foretaget af denne. Klagen skal indgives senest 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om beregningen.

 

4. I § 64, stk. 7, 1. pkt., ændres »politirapporter« til: »indførsler i retsbøgerne mv.«.

Stk. 2. Den myndighed, hvortil klage indgives, kan se bort fra overskridelser af klagefristen på indtil 6 måneder, når særlige omstændigheder gør overskridelsen undskyldelig.

 

 

Stk. 3. Tages klagen til følge, omgøres afgiftsberegningen i overensstemmelse hermed.

 

 

Stk. 4. Ændres afgiftsberegningen ikke i henhold til stk. 3, træffes afgørelsen, bortset fra de i stk. 7 nævnte tilfælde, ved kendelse. Afgørelse træffes af:

 

 

1)   Dommeren, for så vidt angår klager, der indgives til denne.

 

 

2)   Vedkommende ret, for så vidt angår beregninger foretaget af en justitssekretær.

 

 

4)   Den ret, hvortil kære er sket, for så vidt angår beregning af kæreafgift foretaget af andre myndigheder end de ordinære domstole.

 

 

Stk. 5. Retten (præsidenten) kan efter sit eget skøn af egen drift indhente oplysninger eller erklæringer fra klageren. Kendelsen kan stadfæste afgiftsberegningen eller ændre den til fordel eller til skade for den afgiftspligtige.

 

 

Stk. 6. Kendelsen kan inden to uger påkæres i den borgerlige retsplejes former. Bestemmelsen i stk. 5 finder tilsvarende anvendelse.

 

 

Stk. 7. Ændres politiets beregning af afgift for afskrift m.v. af politirapporter ikke i henhold til stk. 3, afgøres klagen af justitsministeren. Det samme gælder, hvis Skibsregisterets beregning af afgift for udskrift m.m. af Skibsregisteret ikke ændres i henhold til stk. 3.

 

 

 

 

 

 

 

§ 7

 

 

I lov nr. 292 af 27. april 1994 om aktindsigt i miljøoplysninger, som ændret ved § 1 i lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring:

 

 

 

§ 5 a. Enhver kan hos retten forlange udskrift af domme, kendelser og andre retsafgørelser i civile retssager om

 

1. § 5 a, stk. 2, affattes således:

1)   aktindsigt i miljøoplysninger i medfør af denne lov,

 

 

2)   offentlig deltagelse i afgørelser vedrørende konkrete aktiviteter med indvirkning på miljøet eller

 

 

3)   foreneligheden med miljølovgivningen af privates eller offentlige myndigheders handlinger og undladelser.

 

 

Stk. 2. Retsplejelovens § 41 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse

 

» Stk. 2. Retsplejelovens § 41 b, stk. 2 og 3, og § 41 e finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Retsplejelovens § 41 b, stk. 3, nr. 3, og § 41 e, stk. 4, finder dog ikke anvendelse på oplysninger om emissioner, der er relevante for beskyttelsen af miljøet, i det omfang afslag på aktindsigt vil stride imod bestemmelserne herom i Konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet.«