Til nr.
19
Det
foreslås, at en eksisterende
anbringelse skal kunne
videreføres, hvis barnet
eller den unge har været
anbragt i mindst tre år, og
efter denne periode har
opnået så stærk en
tilknytning til
anbringelsesstedet, at det
på kortere såvel som længere
sigt må antages at være af
væsentlig betydning for
barnet eller den unges
bedste at forblive på
anbringelsesstedet.
Afgørelsen kan træffes,
uanset om barnet eller den
unge har været anbragt
frivillig eller
tvangsmæssigt efter hhv.
§ 52 eller § 58, og uanset
om barnet stadig har et
støttebehov.
Kommunalbestyrelsen kan
indstille til børn og
unge-udvalget, at der skal
træffes en afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse,
uanset om forældrene anmoder
om at få barnet eller den
unge hjemgivet. For børn og
unge, der har været anbragt
mere end 3 år, vil
muligheden for at træffe en
sådan afgørelse, når som
helst under anbringelsen,
medvirke til at give børn og
unge tryghed i anbringelsen,
så de ikke skal være usikre
på, om de kan blive boende
eller ej, hvis de føler sig
tæt knyttet til
anbringelsesstedet.
Bestemmelsen forventes
fortrinsvist anvendt i
forhold til børn og unge,
der er anbragt i
plejefamilier, men vil også
kunne anvendes i forhold til
børn og unge, der er anbragt
på en døgninstitution eller
på et opholdssted. Et barn
eller en ung kan således
godt have en stærk
tilknytning til et
opholdssted eller en
institution, dels i form af
tilknytning til en eller
flere pædagoger eller andet
personale, dels i forhold
til selve stedet og
omgivelserne. Det vigtige
er, at barnet eller den unge
oplever anbringelsesstedet
som sit hjem og føler et
stærkt tilhørsforhold til
stedet og de
omsorgspersoner, der er på
stedet. Barnet eller den
unge kan også være tæt
knyttet til andre børn på
anbringelsesstedet, skolen,
fritidsaktiviteter mv.
Barnet eller den unges
følelsesmæssige tilknytning
til en eller flere personer,
er en forudsætning for, men
er ikke eneafgørende i
forhold til, at kunne træffe
afgørelse efter denne
bestemmelse.
En
afgørelse om anbringelse
uden for hjemmet efter denne
bestemmelse kan træffes,
ikke kun for børn og unge,
der har været anbragt på
samme anbringelsessted i
hele anbringelsesperioden,
men også for børn og unge,
der har været anbragt på
flere anbringelsessteder.
Det afgørende er barnets
eller den unges tilknytning
til det aktuelle
anbringelsessted sammenholdt
med tilknytningen til
forældrene.
Et barn
eller en ungs tilknytning
til et anbringelsessted kan
ikke i almindelighed antages
at ophøre, fordi en ansat,
som barnet eller den unge er
særlig knyttet til for
eksempel barnets eller den
unges kontaktpædagog,
forlader stedet. I
vurderingen af barnets eller
den unges tilknytning til
opholdsstedet eller
institutionen bør imidlertid
indgå, om det kan forventes,
at opholdsstedet eller
institutionen har rammer,
der sikrer, at der fortsat
vil være omsorgspersoner,
som vil kunne være en del af
barnets eller den unges
tilværelse gennem hele
anbringelsen. Det er også
baggrunden for, at det
forventes, at bestemmelsen
fortrinsvis anvendes i
forhold til børn i
plejefamilier, da man her
har større sikkerhed for, at
de personer, som barnet er
tilknyttet, forbliver på
anbringelsesstedet hele
barndommen igennem.
Som
udgangspunkt vil barnet
eller den unge ikke kunne
skifte anbringelsessted
uden, at der skal ske
hjemgivelse til forældrene,
da det netop er egenskaber
ved det konkrete
anbringelsessted, der
begrunder, at en anbringelse
efter denne bestemmelse kan
videreføres. Det kan dog
være, at barnet eller den
unges tilknytning til for
eksempel en bestemt pædagog
på en døgninstitution kan
betyde, at dennes jobskifte
kan begrunde en opretholdt
anbringelse på et andet
anbringelsessted. Man kan
også forestille sig, at en
plejefamilie beslutter sig
for at oprette et
opholdssted, og at der
derfor formelt sker en
ændring af
anbringelsesstedet. I
sådanne situationer vil der
kunne ske fortsat
opretholdelse af
anbringelsen, men da der
ofte vil være tale om
væsentlig ændrede forhold,
vil en bedømmelse af den
konkrete situation kunne
føre til, at forældrene kan
forlange sagen forelagt for
børn og unge-udvalget efter
den foreslåede § 68, stk. 5,
jf. forslagets nr. 16.
I de
sager, hvor det på baggrund
af en
forældreevneundersøgelse
vurderes, at forældrene er
uden forældreevne, vil det
efter bestemmelserne i
adoptionsloven samtidig
skulle vurderes, hvorvidt
der er mulighed for, at
barnet kan blive adopteret
af plejefamilien.
For en
videreførelse af en
anbringelse efter den
foreslåede § 68 a, jf. § 52,
stk. 3, nr. 8, gælder alle
de normale regler under en
anbringelse. Det betyder, at
kommunalbestyrelsen således
fortsat skal føre tilsyn med
barnet og herunder revidere
handleplanen og vurdere, om
der er grundlag for at ændre
indsatsen eller hjemgive
barnet. Desuden gælder de
almindelige regler for
samvær og kontakt, ligesom
forældremyndighedsindehaveren
fortsat skal have tilbudt en
støtteperson. Det foreslås,
at der ikke kan fastsættes
betaling for en videreført
anbringelse efter § 68 a,
jf. nr. 30. Konsekvensen
ville eksempelvis være, at
anbragte unge ville kunne
risikere at skulle tage
stilling til, om deres
forældre eller om de selv
vil skulle betale for
anbringelsen. Der er således
en risiko for, at betaling
for anbringelsen kan
indvirke på de unges ønske
om fortsat at være anbragt.
Når
kommunalbestyrelsen skal
forelægge en indstilling for
børn og unge-udvalget om
opretholdelse af en
anbringelse uden
tidsbegrænsning, er der krav
om, at følgende punkter
indeholdes i indstillingen
for at sikre, at sagen er
oplyst bedst muligt ved
udvalgets behandling af
sagen:
1)
en revideret undersøgelse af
barnets forhold, jf. § 50,
2)
en revideret handleplan, jf.
§ 140,
3)
en psykologisk, lægefaglig
eller anden børnesagkyndig
helhedsvurdering af barnets
eller den unges tilknytning
til anbringelsesstedet, og
4)
barnets eller den unges
holdning til videreførelsen
af anbringelsen
Indstillingen skal give børn
og unge-udvalget det bedst
mulige grundlag at træffe
afgørelsen på.
Som
grundlag for en beslutning
om videreførelse af en
anbringelse uden for hjemmet
på grund af barnets eller
den unges tilknytning til
anbringelsesstedet, skal der
foretages en børnesagkyndig
vurdering af tilknytningen.
Undersøgelsen skal indeholde
en helhedsvurdering af
barnets eller den unges
tilknytning til selve
anbringelsesstedet og til
anbringelsesstedets
omsorgspersoner, samt
barnets eller den unges
tilknytning til netværk og
omgivelserne i form af for
eksempel daginstitution,
skole, fritidsinteresser mv.
Undersøgelsen skal også
vurdere, hvilken betydning
det vil have for barnet
eller den unges sundhed og
udvikling, hvis barnet eller
den unge flyttes fra
anbringelsesstedet.
Der skal
i denne vurdering, med lige
så stor vigtighed, indgå en
vurdering af barnet eller
den unges tilknytning til
sine forældre, eventuelle
søskende, bedsteforældre mv.
samt andre forhold hos
forældrene, der kan have
betydning for barnets
tilknytning til forældrene.
I helhedsvurderingen af
barnet eller den unges
tilknytning skal der
endvidere indgå en vurdering
af, hvordan tilknytningen på
sigt må antages at kunne
udvikle sig, herunder når
barnet eller den unge bliver
voksen Det skal således
vurderes, hvilket netværk
barnet eller den unge må
forventes at have, når det
bliver 18 år og fremefter,
dels hvis barnet eller den
unge hjemgives, dels hvis
barnet eller den unge
forbliver på
anbringelsesstedet. Der skal
således lægges vægt på, om
for eksempel plejeforældrene
eller institutionen også vil
være der for barnet eller
den unge, når barnet eller
den unge bliver voksen. Der
skal ligeledes lægges vægt
på, om barnet eller den unge
med tiden vil antages at
kunne få en så stærk
tilknytning til de
biologiske forældre, at det
på langt sigt vil være bedst
for barnet eller den unge,
hvis der sker en
hjemgivelse.
I
overensstemmelse med
Retssikkerhedsudvalgets
anbefaling i betænkning nr.
1463 fra 2005 om
retssikkerhed i
anbringelsessager, foreslås
det, at en afgørelse om
videreførelse af en
anbringelse efter denne
bestemmelse alene kan
træffes eller opretholdes
over for unge over 15 år,
hvis den unge er enig i
afgørelsen. Begrundelsen for
denne vetoret for de store
børn og unge er, at uanset
en børnesagkyndig måtte
finde, at barnets eller den
unges tilknytning til
anbringelsesstedet er større
end til forældrene, vil det
være svært at fastholde dem
i en anbringelse og at
sikre, at videreførelsen af
anbringelsen lever op til
formålet omkring øget
stabilitet, hvis barnet
eller den unge ikke selv
ønsker videreførelsen.
Fastsættelsen af en 15-års
grænse er i overensstemmelse
med aldersgrænsen for,
hvornår der skal indhentes
samtykke til en frivillig
anbringelse, jf. § 52, stk.
1, sidste pkt. Det findes
væsentligt at opretholde en
aldersgrænse på 15 år, da
det vurderes som en urimelig
byrde at pålægge børn under
15 år at skulle vælge mellem
enten at bo hos sine
biologiske forældre - som
børnene ofte er loyale
overfor - eller at bo hos
den plejefamilie, som de har
været en del af gennem mere
end tre år. Sagen skal ikke
automatisk behandles på ny,
når den unge fylder 15 år,
men hvis den unge ikke
længere ønsker anbringelsen
opretholdt, skal der tages
stilling til, hvad der skal
ske i sagen.
Reglen
skal ses i sammenhænge med
servicelovens § 48,
hvorefter der skal finde en
samtale sted med barnet
uanset barnets alder, inden
der kan træffes afgørelse
efter blandt andet den
foreslåede § 68 a. Desuden
fremgår det, at barnets
eller den unges holdning til
videreførelsen af
anbringelsen skal fremgå af
kommunalbestyrelsens
indstilling til børn og
unge-udvalget, jf. ovenfor.
Barnet eller den unge har
ret til at lade sig bistå af
andre jf. § 48 a.
En
videreførelse af en
anbringelse efter den
foreslåede bestemmelse er
uden tidsbegrænsning. Herved
forstås, at de almindelige
regler om genbehandling
efter § 62 ikke følges, og
at anbringelsesgrundlaget
således ikke tages op til
genbehandling uden, at der
er klaget i sagen, eller at
kommunalbestyrelsen
vurderer, at der ikke
længere er grundlag for en
videreført anbringelse.
Kommunalbestyrelsen har
alene pligt til at behandle
en anmodning om hjemgivelse
af barnet eller den unge,
hvis der foreligger
væsentlig ændrede forhold.
Se nærmere herom under nr.
16.