Forslag nr. 76 til
Lov om
frihedsberøvelse og anden tvang
i psykiatrien
Fremsat af justitsministeren
(Ninn-Hansen) 26. oktober 1988
den 26. oktober 1988
Kapitel
1
Lovens
område m.v.
§ 1.
Frihedsberøvelse og anvendelse
af anden tvang i forbindelse med
indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling må kun finde sted efter
reglerne i denne lov.
Stk. 2.
Ved tvang forstås i denne lov
anvendelse af foranstaltninger,
som patienten modsætter sig.
Kapitel
2
Almindelige bestemmelser
§ 2. Med
henblik på i videst muligt
omfang at forebygge anvendelse
af tvang skal sygehusmyndigheden
tilbyde sygehusophold,
behandling og pleje, som svarer
til god sygehusstandard.
§ 3.
Indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling skal så vidt muligt
finde sted med patientens
samtykke.
Stk. 2.
Lægen skal vejlede patienten om
formålet med indlæggelsen,
opholdet og behandlingen samt om
udsigterne til en bedring af
helbredstilstanden.
Stk. 3.
Overlægen skal opstille en
behandlingsplan for enhver, der
indlægges på psykiatrisk
afdeling, vejlede patienten om
planens indhold samt til
stadighed søge at opnå
patientens samtykke til dens
gennemførelse.
§ 4. Tvang
må ikke benyttes, før der er
gjort, hvad der er muligt, for
at opnå patientens frivillige
medvirken. Når forholdene
tillader det, skal patienten
have en passende betænkningstid.
Stk. 2.
Anvendelsen af tvang skal stå i
rimeligt forhold til det, som
søges opnået herved. Er mindre
indgribende foranstaltninger
tilstrækkelige, skal disse
anvendes.
Stk. 3.
Tvang skal udøves så skånsomt
som muligt og med størst mulig
hensyntagen til patienten,
således at der ikke forvoldes
unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 4.
Tvang må ikke anvendes i videre
omfang, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
Kapitel
3
Frihedsberøvelse
§ 5.
Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9,
eller tvangstilbageholdelse, jf.
§ 10, må kun finde sted, såfremt
patienten er sindssyg eller
befinder sig i en tilstand, der
ganske må ligestilles hermed, og
det vil være uforsvarligt ikke
at frihedsberøve den pågældende
med henblik på behandling,
fordi:
1)
udsigten til helbredelse eller
en betydelig og afgørende
bedring af tilstanden ellers vil
blive væsentlig forringet eller
2) den
pågældende frembyder en
nærliggende og væsentlig fare
for sig selv eller andre.
Tvangsindlæggelse
§ 6. Søger
en person, der må antages at
være sindssyg, ikke selv
fornøden behandling, har de
nærmeste pligt til at tilkalde
en læge. Hvis de nærmeste ikke
tilkalder en læge, påhviler det
politiet at gøre dette.
Stk. 2. På
grundlag af sin undersøgelse og
de modtagne oplysninger skønner
lægen, om indlæggelse på
psykiatrisk afdeling er
nødvendig. Modsætter patienten
sig sådan indlæggelse, afgør
lægen, om tvangsindlæggelse er
påkrævet.
Stk. 3.
Tvangsindlæggelse skal ske, når
betingelserne i § 5 er opfyldt.
Lægen udfærdiger en erklæring
herom, jf. § 7, stk. 2.
§ 7.
Politiet træffer bestemmelse om
tvangsindlæggelsens
iværksættelse og yder bistand
hertil.
Stk. 2.
Tvangsindlæggelse må kun
gennemføres på grundlag af en
lægeerklæring, som hviler på
lægens egen undersøgelse
foretaget med henblik på
indlæggelsen. Erklæringen må
ikke være udstedt af en læge,
der er ansat på det psykiatriske
sygehus eller den psykiatriske
afdeling, hvor tvangsindlæggelse
skal finde sted. Erklæringen må
endvidere ikke være udstedt af
en læge, der er inhabil.
Inhabilitet foreligger i samme
tilfælde som nævnt i
forvaltningslovens § 3.
Stk. 3.
Ved tvangsindlæggelse efter § 5,
nr. 2, skal lægens undersøgelse
være foretaget inden for det
seneste døgn og ved
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
1, inden for de seneste 7 dage
forud for indlæggelsen.
§ 8. Den
indlæggende læge skal så vidt
muligt være til stede, indtil
politiet forlader stedet sammen
med den, der skal
tvangsindlægges. Ved
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
1, underretter politiet lægen om
tidspunktet for gennemførelse af
tvangsindlæggelsen.
§ 9. Sker
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
2, skal patienten straks
modtages. Sker tvangsindlæggelse
efter § 5, nr. 1, skal patienten
modtages snarest muligt inden
for den frist på 7 dage, som er
nævnt i § 7, stk. 3.
Stk. 2.
Overlægen træffer afgørelse om,
hvorvidt betingelserne for
indlæggelse er opfyldt.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om fremgangsmåden
ved gennemførelse af
tvangsindlæggelser, herunder om
politiets medvirken hertil.
Tvangstilbageholdelse
§ 10.
Tvangstilbageholdelse af en
person, der er indlagt på
psykiatrisk afdeling, skal ske,
hvis overlægen finder, at
betingelserne i § 5 er opfyldt.
Stk. 2.
Overførelse af en patient, der
er indlagt på psykiatrisk
afdeling, til lukket psykiatrisk
afdeling behandles efter
reglerne om
tvangstilbageholdelse, såfremt
patienten modsætter sig
overførelsen.
Stk. 3.
Fremsættes anmodning om
udskrivning, skal overlægen
snarest muligt og senest inden
24 timer meddele patienten, om
denne kan udskrives, eller om
tvangstilbageholdelse skal ske.
Fremsættes anmodning om
udskrivning inden for det første
døgn efter, at tvangsindlæggelse
har fundet sted, skal overlægens
beslutning meddeles senest inden
48 timer regnet fra
tvangsindlæggelsen. Er
begæringen fremsat af
patientrådgiveren, jf. §§ 24-29,
underrettes tillige denne.
§ 11. Når
betingelserne i § 5 ikke længere
er til stede, skal
frihedsberøvelsen straks bringes
til ophør. Patienten og
patientrådgiveren underrettes
straks herom.
Kapitel
4
Tvangsbehandling
§ 12.
Tvangsbehandling må kun anvendes
over for personer, der opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse, jf. § 10.
Stk. 2.
Ved tvangsmedicinering skal der
anvendes afprøvede lægemidler i
sædvanlig dosering og med
færrest mulige bivirkninger.
Stk. 3.
Afgørelse om tvangsbehandling
træffes af overlægen. Denne
træffer samtidig bestemmelse om,
i hvilket omfang der om
fornødent kan anvendes magt til
behandlingens gennemførelse.
Stk. 4.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsbehandling efter denne
bestemmelse.
§ 13. En
person, som opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse, og som
modsætter sig behandling af en
legemlig lidelse, kan undergives
tvangsbehandling af denne
lidelse, såfremt lidelsen
udsætter patientens liv eller
helbred for væsentlig fare.
Stk. 2.
Beslutning om tvangsbehandling
som nævnt i stk. 1 træffes af
vedkommende psykiatriske
overlæge og overlægen på den
pågældende somatiske afdeling i
fællesskab. Behandling kan om
fornødent ske på somatisk
afdeling.
Stk. 3.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsbehandling efter denne
bestemmelse.
Kapitel
5
Fiksering
m.v.
Tvangsfiksering
§ 14. Som
midler til tvangsfiksering må
alene anvendes bælte, hånd- og
fodremme samt handsker.
Stk. 2.
Tvangsfiksering må kun anvendes,
i det omfang det er nødvendigt
for at afværge, at en patient:
1)
udsætter sig selv eller andre
for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred,
2)
forfølger eller på anden
lignende måde groft forulemper
medpatienter eller
3) øver
hærværk af ikke ubetydeligt
omfang.
§ 15.
Beslutning om tvangsfiksering
træffes af en læge, efter at
denne har tilset patienten.
Stk. 2.
Beslutning om, at der foruden
bælte skal anvendes hånd- eller
fodremme, skal dog træffes af
overlægen.
Stk. 3.
Ville det i et tilfælde som
nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af
hensyn til patientens egen eller
andres sikkerhed være
uforsvarligt at afvente lægens
tilsyn, kan sygeplejepersonalet
på egen hånd beslutte at fiksere
den pågældende med bælte. Lægen
skal da straks tilkaldes og
træffe afgørelse vedrørende
anvendelsen af tvangsfiksering
med bælte.
§ 16. En
patient, der er tvangsfikseret
med bælte, skal have fast vagt.
Anvendelse
af fysisk magt
§ 17. En
person, der er indlagt på
psykiatrisk afdeling, kan
fastholdes og om fornødent med
magt føres til et andet
opholdssted på sygehuset,
såfremt betingelserne i § 14,
stk. 2, er opfyldt. Over for
personer, der er frihedsberøvet
efter reglerne i kapitel 3, kan
der anvendes den magt, der er
nødvendig for at sikre deres
fortsatte tilstedeværelse på
afdelingen.
Stk. 2. Er
det af afgørende betydning for
bedring af en meget urolig
patients tilstand, kan lægen
bestemme, at patienten om
fornødent med magt skal have et
beroligende middel.
Beskyttelsesfiksering
§ 18. Ved
beskyttelsesfiksering forstås
anvendelse af ethvert middel,
der benyttes for at hindre, at
en patient utilsigtet udsætter
sig selv for væsentlig fare.
Stk. 2.
Beskyttelsesfiksering må kun
benyttes, efter at en læge har
tilset patienten og truffet
nærmere bestemmelse om
anvendelse af et bestemt
beskyttelsesmiddel.
Bemyndigelsesbestemmelse
§ 19.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsfiksering, om anvendelse
af fysisk magt samt om
beskyttelsesfiksering.
Kapitel
6
Tvangsprotokol og obligatorisk
efterprøvelse
§ 20.
Oplysning om enhver anvendelse
af tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17,
og enhver ordination i henhold
til § 18 skal tilføres
afdelingens tvangsprotokol med
angivelse af indgrebets nærmere
indhold og begrundelse.
Stk. 2.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsprotokoller samt om
registrering og indberetning af
tvang til sygehusmyndigheden og
Sundhedsstyrelsen.
§ 21. Det
påhviler til stadighed overlægen
at påse, at frihedsberøvelse,
tvangsbehandling,
tvangsfiksering, fysisk magt og
beskyttelsesfiksering ikke
anvendes i videre omfang end
nødvendigt.
Stk. 2.
Resultatet af den efterprøvelse
af frihedsberøvelse, som er
nævnt i stk. 1, skal tilføres
tvangsprotokollen henholdsvis 3,
10, 20 og 30 dage, efter at
frihedsberøvelsen blev iværksat,
og herefter mindst hver 4. uge,
så længe frihedsberøvelsen
opretholdes. Patientrådgiveren
og efter begæring tillige
patienten underrettes om
beslutning om opretholdt
tvangstilbageholdelse.
Stk. 3.
Der skal foretages fornyet
lægelig vurdering af spørgsmålet
om fortsat anvendelse af
beskyttelsesfiksering så ofte,
som forholdene tilsiger det, dog
mindst 3, 10, 20 og 30 dage,
efter at beslutning om
anvendelse af
beskyttelsesfiksering blev
truffet, og herefter mindst hver
4. uge, så længe ordinationen
opretholdes.
Kapitel
7
Særlige
regler om psykokirurgiske
indgreb og om forsøgsbehandling
§ 22.
Ethvert psykokirurgisk indgreb
kræver skriftligt samtykke fra
patienten.
Stk. 2.
Psykokirurgisk indgreb må
endvidere kun foretages efter
forudgående godkendelse fra et
lægeråd, der nedsættes af
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Er
patienten ude af stand til at
afgive gyldigt samtykke, kan
indgrebet kun gennemføres,
såfremt patienten umyndiggøres i
personlig henseende og den
beskikkede værge giver
skriftligt samtykke.
§ 23.
Patienter, der er frihedsberøvet
efter denne lov, må ikke
undergives forsøgsbehandling.
Stk. 2.
Forsøgsbehandling må heller ikke
gennemføres med tvang over for
frivilligt indlagte patienter.
Kapitel
8
Patientrådgivere og patientråd
m.v.
§ 24. Der
skal beskikkes en
patientrådgiver for enhver, der
tvangsindlægges,
tvangstilbageholdes eller
undergives tvangsbehandling. Der
skal endvidere efter anmodning
fra patienten beskikkes en
patientrådgiver ved fiksering
m.v.
Stk. 2.
Patientrådgiveren skal vejlede
og rådgive patienten med hensyn
til alle forhold i forbindelse
med indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling. Patientrådgiveren skal
endvidere bistå patienten med
iværksættelse og gennemførelse
af eventuelle klager.
§ 25.
Statsamtmanden antager efter
ansøgning et antal
patientrådgivere. En fortegnelse
over disse fordeles mellem de
enkelte psykiatriske afdelinger
i statsamtet.
Stk. 2.
Beskikkelse sker i det enkelte
tilfælde ved, at den vagthavende
sygeplejerske hurtigst muligt
underretter patientrådgiveren om
tvangsindgrebet og beskikkelsen.
Patientrådgiverne beskikkes
efter tur i den rækkefølge,
hvori de er optaget på
fortegnelsen.
Stk. 3.
Patienten skal have lejlighed
til at udtale sig om den
påtænkte beskikkelse. Fremsætter
patienten anmodning om at få
beskikket en anden
patientrådgiver, som er optaget
på fortegnelsen, skal overlægen
så vidt muligt imødekomme en
sådan anmodning. Afgørelsen kan
påklages til statsamtmanden, der
træffer den endelige
administrative afgørelse.
Stk. 4.
Fremsætter patienten anmodning
om beskikkelse af en person, som
ikke er optaget på fortegnelsen,
sker der foreløbig beskikkelse
af den person, der står for tur
efter stk. 2. Statsamtmanden
træffer bestemmelse om, hvorvidt
den af patienten foreslåede
person kan beskikkes. Patientens
anmodning skal imødekommes,
medmindre dette er utilrådeligt.
§ 26.
Patientrådgiveren skal snarest
muligt efter beskikkelsen besøge
patienten og til stadighed holde
sig i forbindelse med denne.
Første besøg skal aflægges inden
24 timer efter beskikkelsen.
Besøg skal herefter finde sted
mindst een gang om ugen og i
øvrigt efter behov.
Stk. 2.
Patientrådgiveren har ret til
fri og uhindret personlig,
skriftlig og telefonisk
forbindelse med patienten.
§ 27.
Personalet på afdelingen skal
give patientrådgiveren enhver
oplysning, som er nødvendig for,
at denne kan varetage sit hverv
på forsvarlig måde. En
oplysning, som af lægelige
grunde ikke gives til patienten,
må heller ikke gives til
patientrådgiveren.
§ 28.
Beskikkelsen som patientrådgiver
bortfalder samtidig med, at
tvangsindgrebet bringes til
ophør. Patientrådgiveren bistår
dog patienten i forbindelse med
klager, som allerede er
iværksat, eller som samtidig
iværksættes.
§ 29.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om antagelse og
beskikkelse af patientrådgivere,
deres opgaver og nærmere
beføjelser samt honorar.
§ 30. På
hvert enkelt psykiatrisk sygehus
eller afdeling skal der oprettes
patientråd eller afholdes
patientmøder efter regler, som
fastsættes af
sundhedsministeren.
Kapitel
9
Underretning og klagevejledning
m.v.
§ 31.
Inden frihedsberøvelse
iværksættes og anden tvang
anvendes, skal patienten
underrettes om den påtænkte
tvang, dens nærmere indhold,
baggrund og formål.
Stk. 2.
Ved tvangsfiksering og
anvendelse af fysisk magt, jf.
§§ 14-17, kan underretningen dog
i særlig hastende tilfælde
undlades. Begrundelsen skal i så
fald gives efterfølgende.
§ 32. Ved
enhver anvendelse af tvang skal
patienten vejledes om adgangen
til at påklage indgrebet.
Stk. 2.
Klage over beslutning om
anvendelse af tvang har ikke
opsættende virkning.
Stk. 3.
Klage over beslutning om
tvangsbehandling, jf. kapitel 4,
har dog opsættende virkning,
medmindre omgående gennemførelse
af behandlingen er nødvendig for
ikke at udsætte patientens liv
eller helbred for væsentlig
fare.
§ 33.
Justitsministeren fastsætter
nærmere bestemmelser om
underretning og klagevejledning.
Kapitel 10
Domstolsprøvelse og klageadgang
Tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse
§ 34.
Sygehusmyndigheden skal efter
anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe
afgørelser vedrørende
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse for retten
efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a.
Stk. 2.
Godkender retten, at patienten
tvangstilbageholdes, kan
spørgsmålet om udskrivning først
på ny begæres prøvet efter stk.
1, når der er forløbet 2 måneder
efter rettens afgørelse.
Tvangsbehandling og fiksering
m.v.
§ 35. Der
oprettes i hvert statsamt samt i
Københavns Kommune et
patientklagenævn bestående af
vedkommende statsamtmand som
formand samt to medlemmer.
Medlemmerne beskikkes af
justitsministeren efter
indhentet udtalelse fra
henholdsvis Den Almindelige
Danske Lægeforening og De
Samvirkende
Invalideorganisationer.
Justitsministeren beskikker
endvidere stedfortrædere for
medlemmerne. Beskikkelserne
gælder for en periode på 4 år.
Genbeskikkelse kan finde sted.
§ 36.
Sygehusmyndigheden skal efter
anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe
klager over tvangsbehandling,
tvangsfiksering, anvendelse af
fysisk magt og
beskyttelsesfiksering for
patientklagenævnet.
§ 37. Når
en sag som nævnt i § 36
indbringes for
patientklagenævnet, skal
sygehusmyndigheden fremsende
sagens akter, herunder en
udskrift af tvangsprotokollen
samt en erklæring fra overlægen.
Nævnet drager i øvrigt selv
omsorg for sagens oplysning og
træffer bestemmelse om
tilvejebringelse af eventuelle
yderligere erklæringer m.v.,
ligesom nævnet kan aflægge besøg
på vedkommende psykiatriske
afdeling.
Stk. 2.
Patienten og patientrådgiveren
har ret til mundtligt at
forelægge sagen for nævnet. I
særlige tilfælde, hvor hensynet
til patientens helbred eller til
sagens behandling i nævnet
afgørende taler herfor, kan
nævnet bestemme, at patienten
helt eller delvis skal være
udelukket fra at deltage i
forhandlingerne.
Stk. 3.
Patientklagenævnet skal træffe
afgørelse snarest muligt. Er
afgørelse ikke truffet inden 14
dage efter klagens modtagelse,
skal nævnet underrette patienten
og patientrådgiveren om grunden
hertil samt om, hvornår
afgørelse kan forventes at
foreligge.
Stk. 4.
Justitsministeriet fastsætter en
forretningsorden for
patientklagenævnet.
§ 38.
Patientklagenævnets afgørelse
kan påklages til
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Stk. 2. Om
sagernes behandling ved
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn gælder reglerne
i kapitel 3 i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v.
§ 39.
Statsamtet varetager
patientklagenævnets
sekretariatsopgaver og afholder
udgifterne ved nævnets
virksomhed, herunder vederlag
til nævnets medlemmer.
Kapitel
11
Særlige
regler om anbringelse af
ekstraordinært farlige personer
§ 40. I
ganske særlige tilfælde, hvor
mindre indgribende
foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige, kan
justitsministeren bestemme, at
en person, der er sindssyg, og
som vedvarende udsætter andres
liv eller legeme for alvorlig og
overhængende fare, skal
anbringes i sikringsanstalten,
som er knyttet til
amtshospitalet i Nykøbing
Sjælland.
Stk. 2.
Justitsministeren skal inden 5
søgnedage efter, at der er
truffet afgørelse efter stk. 1,
indbringe sagen for retten til
prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 3.
Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk.
2, og § 34 finder bestemmelserne
i denne lov tilsvarende
anvendelse på personer, der
anbringes i sikringsanstalten
efter stk. 1, jf. dog stk. 4.
Stk. 4.
Patientrådgiver beskikkes alene
i tilfælde, hvor den pågældende
ikke i forvejen har en sådan
eller en bistandsværge efter
straffelovens § 71.
§ 41.
Anbringelse efter § 40, stk. 1,
kan administrativt kun ophæves
af justitsministeren. Begæring
om ophævelse kan fremsættes af
overlægen, patienten,
patientrådgiveren eller
bistandsværgen. Begæring fra
patienten, patientrådgiveren
eller bistandsværgen kan
tidligst fremsættes, når der er
forløbet 2 måneder efter rettens
afgørelse, jf. § 40, stk. 2.
Afslag på ophævelse forelægges
på begæring for retten til
prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Er
en begæring fra patienten,
patientrådgiveren eller
bistandsværgen om ophævelse af
anbringelsen blevet afslået af
justitsministeren, kan
spørgsmålet først på ny rejses,
når der er forløbet 2 måneder
efter justitsministerens
afgørelse. Har
justitsministerens afslag været
forelagt for retten, regnes den
nævnte frist fra rettens
afgørelse.
Kapitel
12
Patienter
indlagt i henhold til
strafferetlig afgørelse
§ 42.
Justitsministeren fastsætter
regler om, i hvilket omfang
reglerne i denne lov finder
tilsvarende anvendelse på
personer, der opholder sig på
psykiatrisk afdeling i henhold
til en retsafgørelse, som er
truffet i strafferetsplejens
former.
Kapitel
13
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser m.v.
§ 43.
Loven træder i kraft den 1.
oktober 1989 og gælder for alle
afgørelser og beslutninger, der
træffes efter lovens
ikrafttrædelse.
Stk. 2.
Samtidig ophæves lov nr. 118 af
13. april 1938 om sindssyge
personers hospitalsophold.
§ 44. I
§ 3 i lov nr. 123 af 29.
april 1913 om opførelse af et
sindssygehospital og en dertil
knyttet sikringsanstalt på
Sjælland udgår »i
overensstemmelse med indhentet
erklæring fra
Sundhedsstyrelsen«.
§ 45. I
lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 567 af 1.
september 1986, som ændret
senest ved lov nr. 420 af 13.
juli 1988, indsættes i § 469,
stk. 1 , som 2. pkt.:
»Sager om
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse i henhold
til lov om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien
forelægges dog, så længe
patienten ikke er udskrevet, for
byretten på det sted, hvor
vedkommende psykiatriske sygehus
eller afdeling er beliggende.«
§ 46.
Forslag om revision af loven
fremsættes for Folketinget
senest ved begyndelsen af
folketingsåret 1994-95.
§ 47.
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel
1
Lovens
område m.v.
§ 1.
Frihedsberøvelse og anvendelse
af anden tvang i forbindelse med
indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling må kun finde sted efter
reglerne i denne lov.
Stk. 2.
Ved tvang forstås i denne lov
anvendelse af foranstaltninger,
som patienten modsætter sig.
Kapitel
2
Almindelige bestemmelser
§ 2. Med
henblik på i videst muligt
omfang at forebygge anvendelse
af tvang skal sygehusmyndigheden
tilbyde sygehusophold,
behandling og pleje, som svarer
til god psykiatrisk
sygehusstandard.
§ 3.
Indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling skal så vidt muligt
finde sted med patientens
samtykke.
Stk. 2.
Lægen skal vejlede patienten om
formålet med indlæggelsen,
opholdet og behandlingen samt om
udsigterne til en bedring af
helbredstilstanden.
Stk. 3.
Overlægen skal opstille en
behandlingsplan for enhver, der
indlægges på psykiatrisk
afdeling, vejlede patienten om
planens indhold samt til
stadighed søge at opnå
patientens samtykke til dens
gennemførelse.
§ 4. Tvang
må ikke benyttes, før der er
gjort, hvad der er muligt for at
opnå patientens frivillige
medvirken. Når forholdene
tillader det, skal patienten
have en passende betænkningstid.
Stk. 2.
Anvendelsen af tvang skal stå i
rimeligt forhold til det, som
søges opnået herved. Er mindre
indgribende foranstaltninger
tilstrækkelige, skal disse
anvendes.
Stk. 3.
Tvang skal udøves så skånsomt
som muligt og med størst mulig
hensyntagen til patienten,
således at der ikke forvoldes
unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 4.
Tvang må ikke anvendes i videre
omfang, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
Kapitel
3
Frihedsberøvelse
§ 5.
Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9,
eller tvangstilbageholdelse, jf.
§ 10, må kun finde sted, såfremt
patienten er sindssyg eller
befinder sig i en tilstand, der
ganske må ligestilles hermed, og
det vil være uforsvarligt ikke
at frihedsberøve den pågældende
med henblik på behandling,
fordi:
1)
udsigten til helbredelse eller
en betydelig og afgørende
bedring af tilstanden ellers vil
blive væsentlig forringet, eller
2) den
pågældende frembyder en
nærliggende og væsentlig fare
for sig selv eller andre.
Tvangsindlæggelse
§ 6. Søger
en person, der må antages at
være sindssyg, ikke selv
fornøden behandling, har de
nærmeste pligt til at tilkalde
en læge. Hvis de nærmeste ikke
tilkalder en læge, påhviler det
politiet at gøre dette.
Stk. 2. På
grundlag af sin undersøgelse og
de modtagne oplysninger skønner
lægen, om indlæggelse på
psykiatrisk afdeling er
nødvendig. Modsætter patienten
sig sådan indlæggelse, afgør
lægen, om tvangsindlæggelse er
påkrævet.
Stk. 3.
Tvangsindlæggelse skal ske, når
betingelserne i § 5 er opfyldt.
Lægen udfærdiger en erklæring
herom, jf. § 7, stk. 2.
§ 7.
Politiet træffer bestemmelse om
tvangsindlæggelsens
iværksættelse og yder bistand
hertil.
Stk. 2.
Tvangsindlæggelse må kun
gennemføres på grundlag af en
lægeerklæring, som hviler på
lægens egen undersøgelse
foretaget med henblik på
indlæggelsen. Erklæringen må
ikke være udstedt af en læge,
der er ansat på det psykiatriske
sygehus eller den psykiatriske
afdeling, hvor tvangsindlæggelse
skal finde sted. Erklæringen må
endvidere ikke være udstedt af
en læge, der er inhabil.
Inhabilitet foreligger i samme
tilfælde som nævnt i
forvaltningslovens § 3.
Stk. 3.
Ved tvangsindlæggelse efter § 5,
nr. 2, skal lægens undersøgelse
være foretaget inden for det
seneste døgn og ved
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
1, inden for de seneste 7 dage
forud for indlæggelsen.
§ 8. Den
indlæggende læge skal så vidt
muligt være til stede, indtil
politiet forlader stedet sammen
med den, der skal
tvangsindlægges. Ved
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
1, underretter politiet lægen om
tidspunktet for gennemførelse af
tvangsindlæggelsen.
§ 9. Sker
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
2, skal patienten straks
modtages. Sker tvangsindlæggelse
efter § 5, nr. 1, skal patienten
modtages snarest muligt inden
for den frist på 7 dage, som er
nævnt i § 7, stk. 3.
Stk. 2.
Overlægen træffer afgørelse om,
hvorvidt betingelserne for
indlæggelse er opfyldt.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om fremgangsmåden
ved gennemførelse af
tvangsindlæggelser, herunder om
politiets medvirken hertil.
Tvangstilbageholdelse
§ 10.
Tvangstilbageholdelse af en
person, der er indlagt på
psykiatrisk afdeling, skal ske,
hvis overlægen finder, at
betingelserne i § 5 er opfyldt.
Stk. 2.
Overførelse af en patient, der
er indlagt på psykiatrisk
afdeling, til lukket psykiatrisk
afdeling behandles efter
reglerne om
tvangstilbageholdelse, såfremt
patienten modsætter sig
overførelsen.
Stk. 3.
Fremsættes anmodning om
udskrivning, skal overlægen
snarest muligt og senest inden
24 timer meddele patienten, om
denne kan udskrives, eller om
tvangstilbageholdelse skal ske.
Fremsættes anmodning om
udskrivning inden for det første
døgn efter, at tvangsindlæggelse
har fundet sted, skal overlægens
beslutning meddeles senest inden
48 timer regnet fra
tvangsindlæggelsen. Er
begæringen fremsat af
patientrådgiveren, jf. §§ 24-29,
underrettes tillige denne.
§ 11. Når
betingelserne i § 5 ikke længere
er til stede, skal
frihedsberøvelsen straks bringes
til ophør. Patienten og
patientrådgiveren underrettes
straks herom.
Kapitel
4
Tvangsbehandling
§ 12.
Tvangsbehandling må kun anvendes
over for personer, der opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse, jf. § 10.
Stk. 2.
Ved tvangsmedicinering skal der
anvendes afprøvede lægemidler i
sædvanlig dosering og med
færrest mulige bivirkninger.
Stk. 3.
Afgørelse om tvangsbehandling
træffes af overlægen. Denne
træffer samtidig bestemmelse om,
i hvilket omfang der om
fornødent kan anvendes magt til
behandlingens gennemførelse.
Stk. 4.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsbehandling efter denne
bestemmelse.
§ 13. En
person, som opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse, og som
modsætter sig behandling af en
legemlig lidelse, kan undergives
tvangsbehandling af denne
lidelse, såfremt lidelsen
udsætter patientens liv eller
helbred for væsentlig fare.
Stk. 2.
Beslutning om tvangsbehandling
som nævnt i stk. 1 træffes af
vedkommende psykiatriske
overlæge og overlægen på den
pågældende somatiske afdeling i
fællesskab. Behandling kan om
fornødent ske på somatisk
afdeling.
Stk. 3.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsbehandling efter denne
bestemmelse.
Kapitel
5
Fiksering
m.v.
Tvangsfiksering
§ 14. Som
midler til tvangsfiksering må
alene anvendes bælte, hånd- og
fodremme samt handsker.
Stk. 2.
Tvangsfiksering må kun anvendes,
i det omfang det er nødvendigt
for at afværge, at en patient:
1)
udsætter sig selv eller andre
for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred,
2)
forfølger eller på anden
lignende måde groft forulemper
medpatienter, eller
3) øver
hærværk af ikke ubetydeligt
omfang.
§ 15.
Beslutning om tvangsfiksering
træffes af en læge, efter at
denne har tilset patienten.
Stk. 2.
Beslutning om at der foruden
bælte skal anvendes hånd- eller
fodremme skal dog træffes af
overlægen.
Stk. 3.
Ville det i et tilfælde som
nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af
hensyn til patientens egen eller
andres sikkerhed være
uforsvarligt at afvente lægens
tilsyn, kan sygeplejepersonalet
på egen hånd beslutte at fiksere
den pågældende med bælte. Lægen
skal da straks tilkaldes og
træffe afgørelse vedrørende
anvendelsen af tvangsfiksering
med bælte.
§ 16. En
patient, der er tvangsfikseret
med bælte, skal have fast vagt.
Anvendelse
af fysisk magt
§ 17. En
person, der er indlagt på
psykiatrisk afdeling, kan
fastholdes og om fornødent med
magt føres til et andet
opholdssted på sygehuset,
såfremt betingelserne i § 14,
stk. 2, er opfyldt. Over for
personer, der er frihedsberøvet
efter reglerne i kapitel 3, kan
der anvendes den magt, der er
nødvendig for at sikre deres
fortsatte tilstedeværelse på
afdelingen.
Stk. 2. Er
det af afgørende betydning for
bedring af en meget urolig
patients tilstand, kan lægen
bestemme, at patienten om
fornødent med magt skal have et
beroligende middel.
Beskyttelsesfiksering
§ 18. Ved
beskyttelsesfiksering forstås
anvendelse af ethvert middel,
der benyttes for at hindre, at
en patient utilsigtet udsætter
sig selv for væsentlig fare.
Stk. 2.
Beskyttelsesfiksering må kun
benyttes, efter at en læge har
tilset patienten og truffet
nærmere bestemmelse om
anvendelse af et bestemt
beskyttelsesmiddel.
Bemyndigelsesbestemmelse
§ 19.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsfiksering, anvendelse af
fysisk magt samt om
beskyttelsesfiksering.
Kapitel
6
Tvangsprotokol og obligatorisk
efterprøvelse
§ 20.
Oplysning om enhver anvendelse
af tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17,
og enhver ordination i henhold
til § 18 skal tilføres
afdelingens tvangsprotokol med
angivelse af indgrebets nærmere
indhold og begrundelse.
Stk. 2.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsprotokoller samt om
registrering og indberetning af
tvang til sygehusmyndigheden og
Sundhedsstyrelsen.
§ 21. Det
påhviler til stadighed overlægen
at påse, at frihedsberøvelse,
tvangsbehandling,
tvangsfiksering, fysisk magt og
beskyttelsesfiksering ikke
anvendes i videre omfang end
nødvendigt.
Stk. 2.
Resultatet af den efterprøvelse
af frihedsberøvelse, som er
nævnt i stk. 1, skal tilføres
tvangsprotokollen henholdsvis 3,
10, 20 og 30 dage, efter at
frihedsberøvelsen blev iværksat,
og herefter mindst hver 4. uge,
så længe frihedsberøvelsen
opretholdes. Patientrådgiveren
og efter begæring tillige
patienten underrettes om
beslutning om opretholdt
tvangstilbageholdelse.
Stk. 3.
Der skal foretages fornyet
lægelig vurdering af spørgsmålet
om fortsat anvendelse af
beskyttelsesfiksering så ofte,
som forholdene tilsiger det, dog
mindst 3, 10, 20 og 30 dage,
efter at beslutning om
anvendelse af
beskyttelsesfiksering blev
truffet, og herefter mindst hver
4. uge, så længe ordinationen
opretholdes.
Kapitel
7
Særlige
regler om psykokirurgiske
indgreb og om forsøgsbehandling
§ 22.
Ethvert psykokirurgisk indgreb
kræver skriftligt samtykke fra
patienten.
Stk. 2.
Psykokirurgisk indgreb må
endvidere kun foretages efter
forudgående godkendelse fra et
lægeråd, der nedsættes af
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Er
patienten ude af stand til at
afgive gyldigt samtykke, kan
indgrebet kun gennemføres,
såfremt patienten umyndiggøres i
personlig henseende, og den
beskikkede værge giver
skriftligt samtykke.
§ 23.
Patienter, der er frihedsberøvet
efter denne lov, må ikke
undergives forsøgsbehandling.
Stk. 2.
Forsøgsbehandling må heller ikke
gennemføres med tvang over for
frivilligt indlagte patienter.
Kapitel
8
Patientrådgivere og patientråd
m.v.
§ 24. Der
skal beskikkes en
patientrådgiver for enhver, der
tvangsindlægges,
tvangstilbageholdes eller
undergives tvangsbehandling. Der
skal endvidere efter anmodning
fra patienten beskikkes en
patientrådgiver ved fiksering
m.v.
Stk. 2.
Patientrådgiveren skal vejlede
og rådgive patienten med hensyn
til alle forhold i forbindelse
med indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling. Patientrådgiveren skal
endvidere bistå patienten med
iværksættelse og gennemførelse
af eventuelle klager.
§ 25.
Statsamtmanden antager efter
ansøgning et antal
patientrådgivere. En fortegnelse
over disse fordeles mellem de
enkelte psykiatriske afdelinger
i statsamtet.
Stk. 2.
Beskikkelse sker i det enkelte
tilfælde ved, at den vagthavende
sygeplejerske hurtigst muligt
underretter patientrådgiveren om
tvangsindgrebet og beskikkelsen.
Patientrådgiverne beskikkes
efter tur i den rækkefølge,
hvori de er optaget på
fortegnelsen.
Stk. 3.
Patienten skal have lejlighed
til at udtale sig om den
påtænkte beskikkelse. Fremsætter
patienten anmodning om at få
beskikket en anden
patientrådgiver, som er optaget
på fortegnelsen, skal overlægen
så vidt muligt imødekomme en
sådan anmodning. Afgørelsen kan
påklages til statsamtmanden, der
træffer den endelige
administrative afgørelse.
Stk. 4.
Fremsætter patienten anmodning
om beskikkelse af en person, som
ikke er optaget på fortegnelsen,
sker der foreløbig beskikkelse
af den person, der står for tur
efter stk. 2. Statsamtmanden
træffer bestemmelse om, hvorvidt
den af patienten foreslåede
person kan beskikkes. Patientens
anmodning skal imødekommes,
medmindre dette er utilrådeligt.
§ 26.
Patientrådgiveren skal snarest
muligt efter beskikkelsen besøge
patienten og til stadighed holde
sig i forbindelse med denne.
Første besøg skal aflægges inden
24 timer efter beskikkelsen.
Besøg skal herefter finde sted
mindst een gang om ugen og i
øvrigt efter behov.
Stk. 2.
Patientrådgiveren har ret til
fri og uhindret personlig,
skriftlig og telefonisk
forbindelse med patienten.
§ 27.
Personalet på afdelingen skal
give patientrådgiveren enhver
oplysning, som er nødvendig for,
at denne kan varetage sit hverv
på forsvarlig måde. En
oplysning, som af lægelige
grunde ikke gives til patienten,
må heller ikke gives til
patientrådgiveren.
§ 28.
Beskikkelsen som patientrådgiver
bortfalder samtidig med, at
tvangsindgrebet bringes til
ophør. Patientrådgiveren bistår
dog patienten i forbindelse med
klager, som allerede er
iværksat, eller som samtidig
iværksættes.
§ 29.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om antagelse og
beskikkelse af patientrådgivere,
deres opgaver og nærmere
beføjelser samt honorar.
§ 30. På
hvert enkelt psykiatrisk sygehus
eller afdeling skal der oprettes
patientråd eller afholdes
patientmøder efter regler, som
fastsættes af
sundhedsministeren.
Kapitel
9
Underretning og klagevejledning
m.v.
§ 31.
Inden frihedsberøvelse
iværksættes og anden tvang
anvendes, skal patienten
underrettes om den påtænkte
tvang, dens nærmere indhold,
baggrund og formål.
Stk. 2.
Ved tvangsfiksering og
anvendelse af fysisk magt, jf.
§§ 14-17, kan underretningen dog
i særligt hastende tilfælde
undlades. Begrundelsen skal i så
fald gives efterfølgende.
§ 32. Ved
enhver anvendelse af tvang skal
patienten vejledes om adgangen
til at påklage indgrebet.
Stk. 2.
Klage over beslutning om
anvendelse af tvang har ikke
opsættende virkning.
Stk. 3.
Klage over beslutning om
tvangsbehandling, jf. kap. 4,
har dog opsættende virkning,
medmindre omgående gennemførelse
af behandlingen er nødvendig for
ikke at udsætte patientens liv
eller helbred for væsentlig
fare.
§ 33.
Justitsministeren fastsætter
nærmere bestemmelser om
underretning og klagevejledning.
Kapitel
10
Domstolsprøvelse og klageadgang
Tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse
§ 34.
Sygehusmyndigheden skal efter
anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe
afgørelser vedrørende
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse for retten
efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a.
Stk. 2.
Godkender retten, at patienten
tvangstilbageholdes, kan
spørgsmålet om udskrivning først
på ny begæres prøvet efter stk.
1, når der er forløbet 2 måneder
efter rettens afgørelse.
Tvangsbehandling og fiksering
m.v.
§ 35. Der
oprettes i hvert statsamt samt i
Københavns kommune et
patientklagenævn bestående af
vedkommende statsamtmand som
formand samt to medlemmer.
Medlemmerne beskikkes af
justitsministeren efter
indhentet udtalelse fra
henholdsvis Den Almindelige
Danske Lægeforening og De
Samvirkende
Invalideorganisationer.
Justitsministeren beskikker
endvidere stedfortrædere for
medlemmerne. Beskikkelserne
gælder for en periode på 4 år.
Genbeskikkelse kan finde sted.
§ 36.
Sygehusmyndigheden skal efter
anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe
klager over tvangsbehandling,
tvangsfiksering, anvendelse af
fysisk magt og
beskyttelsesfiksering for
patientklagenævnet.
§ 37. Når
en sag som nævnt i § 36
indbringes for
patientklagenævnet, skal
sygehusmyndigheden fremsende
sagens akter, herunder en
udskrift af tvangsprotokollen
samt en erklæring fra overlægen.
Nævnet drager i øvrigt selv
omsorg for sagens oplysning og
træffer bestemmelse om
tilvejebringelse af eventuelle
yderligere erklæringer m.v.,
ligesom nævnet kan aflægge besøg
på vedkommende psykiatriske
afdeling.
Stk. 2.
Patienten og patientrådgiveren
har ret til mundtligt at
forelægge sagen for nævnet. I
særlige tilfælde, hvor hensynet
til patientens helbred eller til
sagens behandling i nævnet
afgørende taler herfor, kan
nævnet bestemme, at patienten
helt eller delvis skal være
udelukket fra at deltage i
forhandlingerne.
Stk. 3.
Patientklagenævnet skal træffe
afgørelse snarest muligt. Er
afgørelse ikke truffet inden 14
dage efter klagens modtagelse,
skal nævnet underrette patienten
og patientrådgiveren om grunden
hertil samt om, hvornår
afgørelse kan forventes at
foreligge.
Stk. 4.
Justitsministeriet fastsætter en
forretningsorden for
patientklagenævnet.
§ 38.
Patientklagenævnets afgørelse
kan påklages til
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Stk. 2. Om
sagernes behandling ved
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn gælder reglerne
i kapitel 3 i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v.
§ 39.
Statsamtet varetager
patientklagenævnets
sekretariatsopgaver og afholder
udgifterne ved nævnets
virksomhed, herunder vederlag
til nævnets medlemmer.
Kapitel
11
Særlige
regler om anbringelse af
ekstraordinært farlige personer
§ 40. I
ganske særlige tilfælde, hvor
mindre indgribende
foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige, kan
justitsministeren bestemme, at
en person, der er sindssyg, og
som vedvarende udsætter andres
liv eller legeme for alvorlig og
overhængende fare, skal
anbringes i sikringsanstalten,
som er knyttet til
amtshospitalet i Nykøbing
Sjælland.
Stk. 2.
Justitsministeren skal inden 5
søgnedage efter, at der er
truffet afgørelse efter stk. 1,
indbringe sagen for retten til
prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 3.
Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk.
2, og § 34 finder bestemmelserne
i denne lov tilsvarende
anvendelse på personer, der
anbringes i sikringsanstalten
efter stk. 1, jf. dog stk. 4.
Stk. 4.
Patientrådgiver beskikkes alene
i tilfælde, hvor den pågældende
ikke i forvejen har en sådan
eller en bistandsværge efter
straffelovens § 71.
§ 41.
Anbringelse efter § 40, stk. 1,
kan administrativt kun ophæves
af justitsministeren. Begæring
om ophævelse kan fremsættes af
overlægen, patienten,
patientrådgiveren eller
bistandsværgen. Begæring fra
patienten, patientrådgiveren
eller bistandsværgen kan
tidligst fremsættes, når der er
forløbet 2 måneder efter rettens
afgørelse, jf. § 40, stk. 2.
Afslag på ophævelse forelægges
på begæring for retten til
prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Er
en begæring fra patienten,
patientrådgiveren eller
bistandsværgen om ophævelse af
anbringelsen blevet afslået af
justitsministeren, kan
spørgsmålet først på ny rejses,
når der er forløbet 2 måneder
efter justitsministerens
afgørelse. Har
justitsministerens afslag været
forelagt for retten, regnes den
nævnte frist fra rettens
afgørelse.
Kapitel
12
Patienter
indlagt i henhold til
strafferetlig afgørelse
§ 42.
Justitsministeren fastsætter
regler om, i hvilket omfang
reglerne i denne lov finder
tilsvarende anvendelse på
personer, der opholder sig på
psykiatrisk afdeling i henhold
til en retsafgørelse, som er
truffet i strafferetsplejens
former.
Kapitel
13
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser m.v.
§ 43.
Loven træder i kraft den 1.
oktober 1989 og gælder for alle
afgørelser og beslutninger, der
træffes efter lovens
ikrafttrædelse.
Stk. 2.
Samtidig ophæves lov nr. 118 af
13. april 1938 om sindssyge
personers hospitalsophold.
§ 44. I §
3 i lov nr. 123 af 29. april
1913 om opførelse af et
sindssygehospital og en dertil
knyttet sikringsanstalt på
Sjælland udgår: »i
overensstemmelse med indhentet
erklæring fra
Sundhedsstyrelsen«.
§ 45. I
lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 567 af 1.
september 1986 som ændret senest
ved lov nr. 420 af 13. juli
1988, indsættes i § 469, stk.
1 , som 2. pkt.: »Sager om
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse i henhold
til lov om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien
forelægges dog, sålænge
patienten ikke er udskrevet, for
byretten på det sted, hvor
vedkommende psykiatriske sygehus
eller afdeling er beliggende.«
§ 46.
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1.
Indledning
1.1.
Lovforslaget har til formål at
styrke de sindslidendes
retsstilling i forbindelse med
frihedsberøvelse og
tvangsbehandling m.v.
Lovforslaget skal endvidere
sikre, at den sindslidende i
videst muligt omfang inddrages i
og får indflydelse på
behandlingen og sine egne
forhold i øvrigt.
I forhold
til den gældende lov om
sindssyge personers
hospitalsophold, der er fra
1938, vil lovforslaget bl.a.
indebære, at betingelserne for
at anvende tvang i forbindelse
med indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling skærpes og præciseres.
Med
henblik på at formindske brugen
af tvang mest muligt foreslås
det som et grundlæggende
princip, at tvang kun anvendes,
når alle andre muligheder er
udtømt, og at den
tvangsanvendelse, der i så fald
kommer på tale, begrænses til
det absolut nødvendige (»det
mindste middels princip«).
For at
sikre opfyldelsen af dette
princip foreslås bl.a., at al
tvang skal registreres og
indberettes, og der indføres
regler om obligatorisk
efterprøvelse af fortsat
frihedsberøvelse efter faste
terminer. Der opstilles
endvidere en regel om fast vagt
til bæltefikserede patienter.
Til
afløsning af den eksisterende
tilsynsværgeordning foreslås
indført en ordning med
patientrådgivere, hvilket vil
indebære en styrkelse af den
støtte, som patienter, der er
undergivet tvang, vil få. Der
foreslås oprettet patientråd
eller afholdt patientmøder for
derved at øge patienternes
medindflydelse på egne forhold.
Endvidere
foreslås regler om obligatorisk
udarbejdelse af behandlingsplan
for enhver, der indlægges på
psykiatrisk afdeling, og regler
om vejledning af patienterne
samt regler om informeret
samtykke, der skal sikre, at
patienterne i videst muligt
omfang hele tiden er indforstået
med den behandling, der
foretages.
Endelig
indeholder lovforslaget
bestemmelser om en helt ny
klageordning, hvorved der
tilsigtes en forbedring af
behandlingen af klagesager på
dette område.
Lovforslaget bygger på
betænkning nr. 1068/1986 om
tvang i psykiatrien og
betænkning nr. 1109/1987, der
indeholder en afsluttende
udtalelse vedrørende
udformningen af en ny lov om
frihedsberøvelse og anden tvang
i psykiatrien.
Justitsministeren fremsatte den
28. oktober 1987 forslag til lov
om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien.
Lovforslaget bortfaldt
imidlertid i forbindelse med
nyvalg til Folketinget i maj
1988. 1. behandlingen af
lovforslaget er optrykt i
Folketingstidende 1987/88 (1.
samling), Folketingets
forhandlinger sp. 2079-2109.
Lovforslaget er en
genfremsættelse af det
bortfaldne lovforslag, idet der
dog er foretaget ændringer i
lovforslagets kapitel 10 om
behandlingen af klager over
tvangsbehandling og fiksering
m.v., idet der til afgørelse af
disse sager i første instans
foreslås oprettet lokale
patientklagenævn. Der henvises
herved til afsnit 7 i de
almindelige bemærkninger og
bemærkningerne til §§ 35-39.
1.2. I de
senere år har der flere gange i
Folketinget været rejst
spørgsmål om behovet for en
revision af
sindssygelovgivningen.
Den 25.
maj 1982 vedtog Folketinget et
forslag til
folketingsbeslutning, hvorefter
regeringen opfordredes til at
undersøge behovet for en
revision af lov nr. 118 af 13.
april 1938 med senere ændringer
om sindssyge personers
hospitalsophold
(Folketingstidende 1981/82,
Folketingets forhandlinger sp.
7345, sp. 8243, tillæg A, sp.
4121, B sp. 1143 og C sp. 547).
Under en
forespørgselsdebat den 3.
februar 1983 drøftede
Folketinget på ny de
retssikkerhedsmæssige spørgsmål
på det psykiatriske område, og
der var i Folketinget bred
tilslutning til
justitsministerens
tilkendegivelse om at ville
nedsætte et udvalg med henblik
på en revision af
sindssygelovgivningen
(Folketingstidende 1982/83,
Folketingets forhandlinger sp.
5394-5454).
Det
nedsatte udvalg har afgivet tre
betænkninger.
I november
1983 afgav udvalget sin første
delbetænkning, hvori spørgsmålet
om registrering af
tvangsindlæggelser i Det
centrale Kriminalregister
behandledes. I kommissoriet var
udvalget blevet anmodet om at
behandle dette spørgsmål
forlods. På baggrund af
udvalgets anbefaling er politiet
siden maj 1985 ophørt med at
registrere tvangsindlæggelser i
Det centrale Kriminalregister og
tidligere registrerede
oplysninger herom er slettet.
I februar
1986 afgav udvalget en
principbetænkning om tvang i
psykiatrien (betænkning nr.
1068/1986). Justitsministeriet
udsendte betænkningen til høring
hos en række myndigheder og
organisationer, og udvalget har
modtaget svarene til brug ved
udvalgets afsluttende arbejde. I
april 1987 har udvalget herefter
afsluttet sit arbejde med
afgivelsen af betænkning nr.
1109/1987 vedrørende
udformningen af en ny lov om
frihedsberøvelse og anden tvang
i psykiatrien.
Det
foreliggende lovforslag bygger
på udvalgets to seneste
betænkninger og på det
lovudkast, der er indeholdt i
betænkning nr. 1109/1987, og som
der i udvalget har været enighed
om, bortset fra enkelte punkter,
hvor udvalget har delt sig i et
flertal og et mindretal.
Lovforslagets nærmere indhold
gennemgås nedenfor under pkt.
2-7. Herunder redegøres der for
Justitsministeriets stilling til
de foreliggende flertals- og
mindretalsudtalelser.
Justitsministeriet har endvidere
foretaget enkelte redaktionelle
ændringer i forhold til
betænkningens lovudkast. Hvor
der i det følgende er henvist
til udvalgets lovudkast, sigtes
der til lovudkastet i betænkning
nr. 1109/1987.
1.3.
Den gældende retstilstand er
baseret på lov nr. 118 af 13.
april 1938 om sindssyge
personers hospitalsophold (i det
følgende omtalt som
sindssygeloven) og de hertil
knyttede administrative
forskrifter. Loven er optrykt
som bilag 1 til lovforslaget.
Siden 1938 er der kun foretaget
een væsentlig ændring af loven
ved lov nr. 175 af 11. juni
1954, hvor der som en konsekvens
af grundlovens § 71, stk. 6, om
domstolskontrol med
administrative frihedsberøvelser
blev indsat bestemmelser om
adgang til domstolsprøvelse.
Sindssygeloven indeholder
retsgrundlaget for
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse af
psykiatriske patienter. For at
tvangsindlægge en person
skal en læge efter en foretagen
undersøgelse finde, at den
pågældende er sindssyg, og at
det vil være uforsvarligt at
undlade indlæggelse, enten fordi
den syge er til fare for sig
selv eller andre, eller fordi
udsigterne for den syges
helbredelse væsentlig vil
forringes, hvis indlægggelse
ikke finder sted.
Med hensyn
til fremgangsmåden
gælder, at lægens erklæring ved
tvangsindlæggelse på
farlighedsindikation udfærdiges
på røde papirer, medens
erklæringen ved indlæggelse på
helbredelsesindikation
(behandlingsindikation)
udfærdiges på gule papirer, der
inden indlæggelsen skal være
godkendt af embedslægen.
Politiet
medvirker ved den praktiske
gennemførelse af
tvangsindlæggelse. Forinden
bistand til indlæggelse ydes,
påser politiet, at betingelserne
for tvangsindlæggelse af den
pågældende person er til stede,
herunder navnlig at de for
indlæggelsen foreskrevne
erklæringer foreligger i korrekt
udfyldt stand.
Ved
modtagelsen af patienten træffer
overlægen på den psykiatriske
afdeling afgørelse om, hvorvidt
betingelserne for
tvangsindlæggelse er opfyldt, og
hvorvidt patienten bør modtages
til behandling for sin sygdom.
En patient
skal, uanset om den pågældende
er tvangsindlagt eller
frivilligt har ladet sig
indlægge, nægtes udskrivning
(tvangstilbageholdes), hvis
den behandlende læge på
sygehuset finder, at patienten
er sindssyg, og udskrivning vil
være uforsvarlig, enten fordi
patienten er farlig for sig selv
eller andre, eller fordi
udsigterne for helbredelse vil
blive væsentlig forringet, hvis
udskrivning finder sted.
Herudover kan lægen nægte at
udskrive en patient, der er
sindssyg, hvis udskrivning må
forventes at medføre væsentlige
ulemper for patienten selv
(ulempeindikation), og
Justitsministeriet tiltræder
nægtelsen.
Ved
tvangsindlæggelse skal der
beskikkes en tilsynsværge
for patienten. Det påhviler
politiet at give den fornødne
meddelelse til skifteretten, der
beskikker tilsynsværgen. Hvis
patienten tvangstilbageholdes,
har den pågældende ret til efter
begæring at få beskikket en
tilsynsværge.
Spørgsmålet om adgangen til at
anvende anden tvang end
frihedsberøvelse i
forbindelse med behandlingen af
psykiatriske patienter er ikke
udtrykkeligt reguleret i
sindssygeloven.
Sundhedsstyrelsen har i
cirkulærer af 21. oktober 1982
og af 28. juni 1983 om
information og samtykke for så
vidt angår patienter med
psykiske lidelser fastsat
administrative bestemmelser om
adgangen til tvangsbehandling,
og i cirkulære nr. 63 af 28.
juni 1985 er der fastsat nærmere
retningslinjer for anvendelse af
tvangsmidler og
beskyttelsesforanstaltninger
over for patienter på
psykiatriske sygehuse og
afdelinger m.v.
Den
gældende klageordning er
udformet således, at afgørelser
om frihedsberøvelse på
psykiatrisk afdeling
administrativt kan påklages til
Justitsministeriet med adgang
til efterfølgende
domstolsprøvelse i henhold til
reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a.
Klager
over den lægelige behandling,
herunder eventuel
tvangsbehandling og anden
tvangsanvendelse, henhører under
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, medens klager
over forholdene i øvrigt
henhører under den myndighed,
der er ansvarlig for driften af
sygehuset, i almindelighed
vedkommende amtskommune.
Endvidere
fører Sundhedsstyrelsen - også
efter ikrafttrædelsen pr. 1.
januar 1988 af lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v. (lov nr. 397 af 10. juni
1987) - tilsyn med
landets sygehusvæsen. Styrelsen
skal således følge forholdene på
de amtskommunale sygehuse,
herunder de psykiatriske
afdelinger, ligesom styrelsen
fører et særligt tilsyn med den
sundhedsfaglige virksomhed, der
udføres af sundhedsvæsenets
personale. Lokalt varetages
tilsynet i vidt omfang af de
statslige
embedslægeinstitutioner.
Endelig er
der af Folketinget i henhold til
grundlovens § 71, stk. 7, nedsat
et tilsyn, som består af 9
medlemmer, og som har til opgave
at føre tilsyn med behandlingen
af administrativt
frihedsberøvede personer,
herunder tvangsindlagte og
tvangstilbageholdte patienter.
2.
Generelle synspunkter
2.1.
Lovforslaget bygger i
overensstemmelse med
indstillingen fra udvalget
vedrørende sindslidendes
retsstilling på det
grundsynspunkt, at anvendelse af
tvang i forbindelse med
indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling skal forebygges og
undgås i det omfang, det af
hensyn til patientens eget eller
andres liv, helbred og velfærd
overhovedet er muligt, men at
tvang på den anden side ikke
helt kan undværes på dette
område. Ved tvang forstås i
denne sammenhæng
tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse,
tvangsbehandling,
tvangsfiksering og
beskyttelsesfiksering samt
anvendelse af visse former for
fysisk magt.
Om de
etiske synspunkter, der ligger
til grund for, at det findes
acceptabelt i visse tilfælde at
anvende tvang inden for
psykiatrien, kan der henvises
til side 205 ff og side 279 i
betænkning nr. 1068/1986.
Udvalget
har indgående overvejet, om den
nødvendige lovregulering af en
sådan tvang bør ske i form af en
særlig lov, der helt eller
delvis bygger på
sindssygdomsbegrebet, eller om
der er mulighed for en anden
løsning, herunder en samlet
lovregulering af alle former for
administrativ frihedsberøvelse.
Et forslag
til folketingsbeslutning om
dette spørgsmål blev fremsat og
drøftet i Folketinget i foråret
1983. Der henvises til forslag
til folketingsbeslutning (B 71)
om forberedelsen af en revision
af sindssygeloven,
Folketingstidende 1982/83,
Folketingets forhandlinger sp.
8435 ff og tillæg A, sp. 3255
ff.
Udvalget
har gjort rede for sine
overvejelser i kapitel 5 i
principbetænkningen om tvang i
psykiatrien (betænkning nr.
1068/1986), s. 150 ff, der skal
ses i sammenhæng med udvalgets
behandling af psykosebegrebet og
dets anvendelse i retlig
sammenhæng s. 187 ff.
Heri har
udvalget bl.a. foretaget en
gennemgang af argumenterne for
at afskaffe henholdsvis for at
bevare en særlovgivning og har i
den forbindelse bl.a. opregnet
en række eksempler på
lovbestemmelser om
administrativt bestemt
frihedsberøvelse i dansk
lovgivning. Udvalget udtaler (s.
184 f), at det efter udvalgets
opfattelse ikke vil være muligt
på en retsteknisk forsvarlig
måde at opstille eet fælles sæt
af materielle betingelser for
alle former for administrativt
bestemt frihedsberøvelse.
Udvalget
tager afstand fra tanken om at
opgive sindssygdom som et
centralt kriterium til
afgrænsning af den personkreds,
der kan frihedsberøves på
psykiatrisk afdeling. Udvalget
henviser herved til, at de
materielle betingelser for
frihedsberøvelse af
retssikkerhedsmæssige grunde bør
være specifikke og sættes i
relation til de præcise formål
eller bestemte hensyn, som den
enkelte lov forfølger.
Overordnede generelle kriterier
bliver let ubestemte og
indholdsløse, hvis de skal dække
over de forskelligartede
områder, hvor frihedsberøvelse
som nødværge- eller
nødretsforanstaltning kan komme
på tale, ligesom det i sidste
instans som følge af
kriteriernes vaghed vil være
vanskeligt for domstolene at
påse, om betingelserne for
frihedsberøvelse er opfyldt.
Udvalget konkluderer på den
baggrund, at hensynet til
retssikkerheden gør eet fælles
regelsæt særdeles betænkeligt.
Justitsministeriet er enig i
udvalgets opfattelse, hvorefter
en særlig lovgivning på dette
område er såvel
retssikkerhedsmæssigt mest
betryggende som retsteknisk mest
hensigtsmæssig.
Der kan i
den forbindelse være grund til
at fremhæve, at det ikke kun er
selve den frihedsberøvende
tvang, der er behov for at
regulere. Der må også udformes
bestemmelser, der fastlægger
betingelserne for og
fremgangsmåden i forbindelse med
tvangsbehandling, bæltefiksering
m.v. Det må derfor også af den
grund anses for rigtigst, at der
udarbejdes en særlig lov til
regulering af al tvang i
forbindelse med indlæggelse,
ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling.
2.2. Ud
over at skabe den fornødne
hjemmel til en vis begrænset
adgang til tvangsanvendelse og
at opstille et sæt af
retsgarantier til kontrol og
efterprøvelse heraf indeholder
lovforslaget som en vigtig
bestanddel en række
bestemmelser, der - ud over den
begrænsning, som følger af selve
tvangskriterierne, jf. nedenfor
pkt. 3-5 - har til formål at
begrænse eller om muligt
forebygge tvangsanvendelse.
Udvalget
vedrørende sindslidendes
retsstilling har indgående
drøftet, hvorledes man i videst
muligt omfang undgår, at
situationer, hvor der er behov
for at anvende tvang, opstår, og
hvorledes den tvang, der i så
fald bliver aktuel, kan
begrænses til det absolut
nødvendige.
2.2.1.
Udvalget fremhæver som et af de
forhold, der har en ikke
uvæsentlig betydning for
omfanget af tvangsanvendelse, de
fysiske rammer, hvorunder det
psykiatriske sygehusvæsen
fungerer, og de øvrige
ressourcer, som tilføres denne
del af sygehusvæsenet, se
betænkning nr. 1068/1986, s. 313
ff, og betænkning nr. 1109/1987,
s. 12 ff.
Det
fremgår heraf, at der i udvalget
er enighed om det ønskelige i at
pege på denne sammenhæng og
samtidig at fremhæve det
synspunkt, at forbedrede forhold
for psykiatriske patienter ikke
alene skabes ved fastsættelse af
en række formelle retsgarantier,
men måske i endnu højere grad
afhænger af, at der afsættes de
fornødne midler til at sikre
patienterne sygehusophold under
tidssvarende forhold og fysiske
rammer, herunder med hensyn til
udstyr, lokaler og bygninger,
personale, beskæftigelses- og
uddannelsesmuligheder m.v.
Udvalget
har på den baggrund i § 2 i
lovudkastet (betænkning nr.
1109/1987, s. 19) foreslået en
generel bestemmelse, der
fastslår, at
sygehusmyndighederne skal
tilbyde sygehusophold, der er i
overensstemmelse med god
psykiatrisk sygehusstandard med
henblik på at begrænse og
forebygge anvendelse af tvang.
Et flertal
i udvalget foreslår endvidere,
at der i selve lovteksten
optages et udtrykkeligt katalog
over visse goder, som
frihedsberøvede patienter skal
have ret til, såsom enestue, når
dette er lægeligt indiceret,
passende værelsesstandard,
tilbud om beskæftigelse og
undervisning, mindst 1 times
ophold i frisk luft dagligt,
samt ledsaget udgang efter
behov.
Et
mindretal i udvalget er enig i
den målsætning, som flertallet
opstiller. Mindretallet finder
imidlertid ikke, at en
udtrykkelig lovfæstelse af de
særlige regler om de fysiske og
behandlingsmæssige rammer, som
de har fundet udtryk i
flertallets forslag, er et egnet
middel til at sikre, at rammerne
for alle psykiatriske
patienter generelt forbedres.
Mindretallet peger på, at
lovbestemmelser, der fastsætter
mere præcise standarder og
normer, der skal regulere
sygehusvæsenets ydelser over for
en bestemt patientgruppe, griber
ind i sygehusmyndighedernes
kompetence til efter
sygehusloven at foretage den
nærmere sygehusplanlægning og
prioritering af
ressourceforbruget inden for den
samlede sygehussektor. Den
lovregulering, som flertallet
har foreslået, vil således være
et brud på de
lovgivningsprincipper, som
lovgivningsmagten har lagt til
grund i forbindelse med
udlægningen af ansvaret for
sygehusvæsenet til landets
amtskommuner.
Mindretallet henviser endvidere
til, at en gennemførelse af
flertallets forslag konkret vil
indebære en risiko for, at
opfyldelsen af de materielle
rettigheder for frihedsberøvede
patienter, hvis indlæggelsestid
i øvrigt ofte vil være af
kortere varighed end andre
patienters, vil ske på
bekostning af en tilsvarende
forbedring af forholdene for de
frivilligt indlagte psykiatriske
patienter, der udgør mere end 95
pct. af alle indlagte.
De
forbedringer, som der også efter
mindretallets opfattelse kan
være behov for ikke blot til
gavn for frihedsberøvede
patienter, men til fordel for
alle psykiatriske patienter, bør
ligesom på det somatiske område
fremkomme som resultat af de
kommunale myndigheders
prioritering og fastlæggelse af
udviklingen inden for
sundhedsområdet.
Justitsministeriet er enig med
mindretallet i, at en sådan
lovfæstelse af en række
minimumsgoder for en meget lille
gruppe af de psykiatriske
patienter på en uheldig måde vil
gribe ind i amtskommunernes
mulighed for at foretage en
samlet sygehusplanlægning, der
sikrer den bedst mulige
ressourceanvendelse til gavn for
alle psykiatriske patienter.
Justitsministeriet finder, at
den mest hensigtsmæssige måde -
gennem lovgivning - at sikre
psykiatriske patienters forhold
på vil være, at der i
lovforslaget medtages en
bestemmelse, der udtrykkeligt
pålægger den enkelte
sygehusmyndighed at sørge for,
at de psykiatriske afdelinger
opfylder god psykiatrisk
sygehusstandard, således som et
enigt udvalg har foreslået det i
§ 2.
2.2.2. I
det omfang en patient frivilligt
medvirker til den nødvendige
behandling, opstår der ikke
behov for at anvende tvang.
Da
frivillig medvirken er det
bedste grundlag for al
behandling og det mål, som man
allerede i dag søger at nå, har
udvalget i forbindelse med en
revision af lovgivningen på det
psykiatriske område fundet det
naturligt at overveje, hvilke
foranstaltninger der er egnede
til at forbedre mulighederne for
at opnå patientens frivillige
medvirken.
Udvalget
har på en række punkter
overvejet, hvorledes der gennem
lovbestemmelser vil kunne opnås
en styrkelse af mulighederne for
patientens frivillige medvirken
til gennemførelse af den
nødvendige behandling.
Med
henblik herpå foreslår udvalget
bl.a., at der lovfæstes en
almindelig regel om pligt for
lægen til på eget initiativ at
informere psykiatriske patienter
om behandlingens mål og midler i
forbindelse med indlæggelse og
behandling på psykiatrisk
afdeling, jf. § 3, stk. 2, i
udvalgets lovudkast. En sådan
vejledningspligt vil sikre, at
patienten får det fornødne
grundlag for at tage stilling og
herefter eventuelt afgive
informeret samtykke. Der
henvises herom til betænkning
nr. 1068/1986, s. 355 ff og til
betænkning nr. 1109/1987, s. 42
f.
Udvalget
foreslår endvidere, at der
indføres pligt for overlægen til
at opstille en
behandlingsplan for alle
psykiatriske patienter, hvad
enten de er frihedsberøvede
eller opholder sig frivilligt på
psykiatrisk afdeling, jf. § 3,
stk. 3, i udvalgets lovudkast.
Efter udvalgets opfattelse vil
en behandlingsplan, som
opstilles snarest muligt efter
indlæggelsen og som løbende
justeres, i sig selv være et
velegnet middel til at opnå
informeret samtykke. Uden en
behandlingsplan kan patienten
ikke vide, hvad der skal ske, og
hvad han samtykker i eller
eventuelt modsætter sig. Der
henvises til betænkning nr.
1068/1986, s. 36 og s. 368 samt
til betænkning nr. 1109/1987, s.
42 f.
Også andre
bestemmelser i udvalgets
lovudkast, herunder reglerne om
patientråd og patientmøder,
tager mere eller mindre direkte
sigte på at fremme mulighederne
for patienternes frivillige
medvirken.
Justitsministeriet kan tiltræde,
at der med henblik på at sikre,
at indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling så vidt muligt finder
sted med patientens samtykke,
udformes regler om lægelig
vejledning som grundlag for at
indhente informeret samtykke fra
patienten og om opstilling af en
behandlingsplan for hver enkelt
patient. Bestemmelser af denne
art, der inddrager patienten
aktivt i behandlingsforløbet,
vil også efter
Justitsministeriets opfattelse
kunne medvirke til, at spørgsmål
om anvendelse af tvang kun
opstår i et begrænset antal
tilfælde.
2.2.3. I
de tilfælde, hvor det -
eventuelt efter en passende
betænkningstid - ikke lykkes at
opnå patientens frivillige
medvirken, jf. ovenfor under
pkt. 2.2.2., skal patientens
holdning i almindelighed
respekteres med den virkning, at
man afstår fra at iværksætte
indlæggelse og behandling. Hvis
betingelserne for at anvende
tvang er til stede, jf. nedenfor
pkt. 3-5, må det efter udvalgets
opfattelse sikres, at tvangen i
så fald begrænses til det
absolut nødvendige.
Dette
spørgsmål om det såkaldte
mindste middels princip har
udvalget behandlet i betænkning
nr. 1068/1986, s. 320 ff og
betænkning nr. 1109/1987, s. 44
f. Udvalget anbefaler, at der
lovfæstes fælles regler for alle
former for tvangsudøvelse om, at
der ikke må anvendes mere tvang
end formålet tilsiger, og at
tvangen i sig selv skal stå i et
rimeligt forhold til det, der
søges opnået ved tvangen. Der
henvises til § 4 i udvalgets
lovudkast.
Som en
særregel, der bygger på »det
mindste middels princip«,
foreslår udvalget endvidere i
lovudkastets § 21 regler om
obligatorisk efterprøvelse med
henblik på at sikre, at tvang
ikke anvendes i videre omfang
end nødvendigt. Der henvises til
udvalgets lovudkast og
bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag om en
lovfæstelse af
proportionalitetsprincippet om i
den givne situation altid at
anvende den mindst muligt
indgribende foranstaltning og at
begrænse den tidsmæssige
udstrækning af foranstaltningen
til det absolut nødvendige. Det
foreliggende lovforslags §§ 4 og
21 er affattet i
overensstemmelse med udvalgets
lovudkast.
3.
Frihedsberøvelse
3.1. For
at tvangsindlægge en
person skal en læge efter de
gældende regler i
sindssygelovens § 2 efter en
foretagen undersøgelse finde, at
den pågældende er sindssyg, og
at det vil være uforsvarligt at
undlade indlæggelse, enten fordi
den syge er til fare for sig
selv eller andre, eller fordi
udsigterne for den syges
helbredelse væsentlig vil
forringes, hvis indlæggelse ikke
finder sted.
Efter § 8
i sindssygeloven skal en
patient, uanset om den
pågældende er tvangsindlagt
eller frivilligt har ladet sig
indlægge, nægtes udskrivning
(tvangstilbageholdes), hvis
den behandlende læge på
sygehuset finder, at patienten
er sindssyg, og udskrivning vil
være uforsvarlig, enten fordi
patienten er farlig for sig selv
eller for andre, eller fordi
udsigterne for helbredelse vil
blive væsentlig forringet, hvis
udskrivning finder sted.
Herudover kan lægen kun nægte at
udskrive en patient, der er
sindssyg, hvis udskrivning må
forventes at medføre væsentlige
ulemper for patienten selv
(ulempeindikation), og
Justitsministeriet godkender
udskrivningsnægtelsen.
De
materielle betingelser for
frihedsberøvelse i form af
tvangsindlæggelse og i form af
tvangstilbageholdelse er i vidt
omfang identiske. Det er en
nødvendig, men ikke i sig selv
tilstrækkelig betingelse, at den
pågældende opfylder det
psykiatriske sygdomskriterium
sindssygdom. Herudover skal der
enten foreligge
farlighedsindikation - farlig
for sig selv eller farlig for
andre, eller eventuelt begge
dele - eller
helbredelsesindikation (også
betegnet behandlingsindikation).
Endelig skal
uforsvarlighedskriteriet også
være opfyldt.
Ved
tvangstilbageholdelse findes der
ud over farligheds- og
behandlingsindikationen et
tredje kriterium,
ulempeindikationen, der kan
danne grundlag for
frihedsberøvelse. Adgangen til
at tvangstilbageholde går
således på dette punkt videre
end adgangen til at
tvangsindlægge.
Fra
1973/74 til 1986 er antallet af
tvangsindlæggelser faldet fra
omkring 2000 til ca. 1300,
hvilket svarer til ca. 3 pct. af
samtlige psykiatriske
indlæggelser pr. år -
internationalt set en lav
procent. Af i alt 1255
tvangsindlæggelser i 1987 blev
753 (60 pct.) foretaget på
farlighedsindikation (»røde
papirer«) og 502 (40 pct.) på
behandlingsindikation (»gule
papirer«). Ud over den faldende
tendens i det samlede antal
tvangsindlæggelser har
udviklingen siden 1973/74 været
præget af et fald i antallet af
indlæggelser på
farlighedsindikation, medens
andelen af indlæggelser på
behandlingsindikation har udvist
en stigende tendens. Der føres
ikke en tilsvarende
landsdækkende statistik med
hensyn til antallet af
tvangstilbageholdelser. Om
tvangsindlæggelsesstatistik
henvises til betænkning nr.
1068/1986, s. 72 ff.
3.2.
Spørgsmålet om, hvilke
materielle betingelser der skal
være opfyldt som forudsætning
for, at en person kan
frihedsberøves på en psykiatrisk
afdeling, er behandlet af
udvalget vedrørende
sindslidendes retsstilling i
betænkning nr. 1068/1986, s. 214
ff og i betænkning nr.
1109/1987, s. 9 f og s. 46 ff.
Udvalgets forslag til lovregel
findes i lovudkastets § 5.
Det
fremgår, at udvalget ved sine
drøftelser har fundet, at
adgangen til at tvangsindlægge
og tvangstilbageholde ikke helt
kan undværes, og at der
ikke ønskes en udvidelse af den
personkreds, der skal kunne
frihedsberøves efter de nye
regler, i forhold til nugældende
praksis efter sindssygeloven.
Derimod peger udvalget på
behovet for at bringe
lovgrundlaget i overensstemmelse
med den gældende praksis, som
udvalget i øvrigt ikke har
fundet grundlag for at
kritisere, og på behovet for at
præcisere og skærpe
betingelserne for
frihedsberøvelse.
3.2.1. I
betænkning nr. 1068/1986, s. 214
har udvalget omtalt den kritik,
der er blevet fremført mod den
gældende indlæggelsespraksis,
hvor det i ca. 20 pct. af
tilfældene forekommer, at det
ikke efterfølgende er muligt at
konstatere, at den
tvangsindlagte var sindssyg,
hverken ved indlæggelsen eller
under opholdet på den
psykiatriske afdeling. Udvalget
anfører, at denne retstilstand
er uholdbar, og peger på
nødvendigheden af at fastlægge
det psykiatriske
sygdomskriterium på en sådan
måde, at der skabes den fornødne
hjemmel til at opretholde
gældende praksis, som udvalget
finder rigtig. Side 226 ff gøres
der nærmere rede for udvalgets
overvejelser om, hvorledes
lovgrundlaget kan bringes i
overensstemmelse med den
foreliggende
indlæggelsespraksis.
I
betænkning nr. 1109/1987, s. 9 f
og s. 48 ff har udvalget fortsat
sine overvejelser om dette
spørgsmål. Udvalget fremhæver,
at det på den ene side er
ønskeligt at fremkomme med et
løsningsforslag til legalisering
af de 20 pct. såkaldte
ulovmedholdelige
tvangsindlæggelser, men at det
på den anden side er udvalgets
opfattelse, at man bør afstå
herfra, såfremt det vil medføre
risiko for udglidning og dermed
en ændring af nugældende
indlæggelsespraksis med en
stigning i antallet af
tvangsindlæggelser til følge.
Udvalget
konkluderer, at sindssygdom må
anses for at være det snævrest
mulige kriterium til afgrænsning
af den personkreds, som i
forbindelse med opfyldelse af
farligheds- eller
behandlingskriteriet bør kunne
frihedsberøves på en psykiatrisk
afdeling.
Udvalget
anbefaler derfor, at sindssygdom
fastholdes som den centrale
grundbetingelse for
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse. Udvalget
er i den forbindelse opmærksom
på, at det ikke er muligt at
give en fuldstændig eksakt og
entydig definition af
sindssygdom, der er en
samlebetegnelse for en række
forskelligartede psykiatriske
sygdomme, men at begrebet dog
lader sig beskrive. Der henvises
herved til betænkning nr.
1068/1986, kapitel 6, hvori
Retslægerådet s. 197 er citeret
for følgende beskrivelse af
sindssygdomsbegrebet:
»Sindssygdom (synonymt med
psykose) er en psykisk abnorm
tilstand, i første række
kendetegnet ved en ændring af
realitetsvurderingen, et indgreb
i patientens muligheder for at
opleve og vurdere sin omverden
og sig selv, sin tilstand og
handlinger i overensstemmelse
med »virkeligheden«, dvs. i
overensstemmelse med hans egen
tidligere oplevelse af samme
emner, respektive med
omgivelsernes vurdering heraf.
Der hersker efter Retslægerådets
opfattelse udbredt faglig
enighed om, hvad sindssygdom
(psykose) er. Uanset divergenser
i afgrænsningen af de enkelte
psykosekategorier inden for de
enkelte psykiatriske skoler og
uanset de vanskeligheder, der i
konkrete tilfælde kan være
forbundet med at træffe
afgørelsen: psykotisk -
ikke-psykotisk, ligger
psykosebegrebet
(sindssygdomsbegrebet) således i
det væsentlige fast. At erstatte
betegnelsen sindssygdom med
f.eks. »alvorlig sindslidelse«
vil efter Retslægerådets mening
kunne afstedkomme unødig
uklarhed, specielt i relation
til neurosebegrebet.'
Udvalget
foreslår yderligere, at det
psykiatriske sygdomskriterium
ved tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse udvides
til ud over sindssygdom også at
omfatte tilstande, der
kvalitativt og/eller
kvantitativt ganske kan
ligestilles med sindssygdom,
og som i undersøgelsesøjeblikket
ikke lader sig skelne fra
sindssygdom, og som derfor også
med rette bør behandles på samme
måde, hvis tillægskriteriernes
krav ifølge behandlings- eller
farlighedsindikation samtidig er
opfyldt.
Det
fremhæves af udvalget, at det
ikke med en sådan regel er
hensigten at udvide den kreds af
personer, som kan
tvangsindlægges eller
tvangstilbageholdes, men at
skabe bedre lovhjemmel for at
opretholde hidtidig praksis på
dette område.
Ved et
krav om, at der skal foreligge
»en tilstand, der ganske må
ligestilles med sindssygdom«
angives, at der er tale om et
meget snævert område. En
analogislutning skal for at være
berettiget opfylde kravene til
en fuldstændig analogi. Dette må
anses for at være tilfældet
f.eks. med visse
affekteksplosive tilstande,
abnorme enkeltreaktioner, som er
ledsaget af
bevidsthedsændringer,
patologiske reaktioner på
alkohol og/eller psykofarmaka,
visse biologisk betingede
tilstande, tågetilstand i
forbindelse med epileptiske
anfald og anorexia nervosa -
nervøs spisevægring - med svær
afkræftelse og livsfare til
følge.
3.2.2.
Sindssygdom eller en tilstand,
der ganske må ligestilles
hermed, er en nødvendig, men
ikke en tilstrækkelig betingelse
for at iværksætte
tvangsindlæggelse eller
tvangstilbageholdelse. Personen
skal efter udvalgets lovudkast
herudover enten opfylde
behandlingskriteriet eller
farlighedskriteriet, ligesom der
stilles krav om, at indlæggelse
eller tilbageholdelse sker med
henblik på behandling. Dette
krav gælder ikke kun ved
frihedsberøvelse på
behandlingsindikation, men også
ved frihedsberøvelse på
farlighedsindikation.
Udvalget
har redegjort for sine
overvejelser vedrørende
farlighedsindikationen i
betænkning nr. 1068/1986, s. 220
ff og betænkning nr. 1109/1987,
s. 10 og s. 47 f.
Et flertal
på 15 medlemmer foreslår, at
farlighedskriteriet bevares både
for så vidt angår »farlig for
andre« som med hensyn til
»farlig for sig selv« - fare for
selvmord og selvlemlæstelse -
men at udformningen af
indikationen præciseres, således
at der stilles nærmere krav til
farens art og grad.
Til støtte
for sit forslag vedrørende
indikationen »farlig for andre«
anfører udvalgsflertallet bl.a.,
at denne indikation giver
mulighed for at gribe
forebyggende ind ikke alene af
hensyn til at beskytte andre
mennesker, men også af hensyn
til den sindssyge selv, som ved
tvangsindlæggelse beskyttes imod
at begå lovovertrædelser, der
kan nødvendiggøre strafferetlig
forfølgning og herunder
eventuelt varetægtsfængsling.
Udvalgsflertallet peger også på,
at alternativet til
frihedsberøvelse på psykiatrisk
afdeling ikke nødvendigvis vil
blive, at der ikke gribes ind
over for den pågældende, hvis
kriteriet »farlig for andre«
opgives. Der vil i stedet ofte
blive tale om en politimæssig
foranstaltning, f.eks. i form af
anholdelse eller
detentionsanbringelse, hvilket
næppe vil være en ønskelig
løsning over for visse sindssyge
personer.
Udvalgsflertallet foreslår
endvidere, at den særlige
adgang, som Justitsministeriet
er tillagt i medfør af
sindssygelovens § 10 og § 3 i
lov nr. 123 af 29. april 1913 om
opførelse af et
sindssygehospital og en dertil
knyttet sikringsanstalt på
Sjælland til at træffe
bestemmelse om anbringelse af
ekstraordinært farlige sindssyge
på sikringsanstalten,
opretholdes med en sproglig
præcisering, dog således at der
indføres obligatorisk
efterfølgende domstolsprøvelse.
Udvalgets forslag til lovregler
findes i kapitel 11 i udvalgets
lovudkast, se betænkning nr.
1109/1987, s. 31-32 med
tilknyttede bemærkninger s.
104-107 og betænkning nr.
1068/1986, s. 258 ff.
Et
mindretal på 2 medlemmer, der er
enig med flertallet for så vidt
angår den del af
farlighedskriteriet, der
vedrører »farlig for sig selv«,
tager afstand fra kriteriet
»farlig for andre« under
henvisning til, at afværgelse af
fare for andre er en
politimæssig opgave, der ikke
skal søges løst gennem en
lovgivning, der bygger på en
behandlingsideologi.
3.2.3.
Behandlingsindikationen har
udvalget behandlet i betænkning
nr. 1068/1986, s. 216 ff og i
betænkning nr. 1109/1987, s. 47.
Der er i udvalget enighed om, at
en adgang til at frihedsberøve
sindssyge med henblik på
behandling ikke kan undværes,
dels fordi en række sindssyge,
som utvivlsomt har et stærkt
behov for psykiatrisk
behandling, ikke selv kan
forventes at ville anmode om
indlæggelse og ej heller at
ville affinde sig frivilligt med
at blive indlagt på psykiatrisk
afdeling, dels fordi den
behandling, de har behov for,
ikke kan gives i deres hjem
eller andet sted end netop på en
psykiatrisk sygehusafdeling.
Udvalget
foreslår derfor, at adgangen til
at tvangsindlægge og
tvangstilbageholde på
behandlingsindikation
opretholdes. Efter udvalgets
forslag skal frihedsberøvelse på
behandlingsindikation finde
sted, hvis udsigten til
helbredelse eller en betydelig
og afgørende bedring ellers vil
blive væsentligt forringet. Det
kan ikke kræves, at der skal
være udsigt til en egentlig
helbredelse af sindssygdommen
som sådan således forstået, at
patienten efter
sygehusbehandling må forventes
at blive varigt rask, men der
skal være et klart grundlag for,
at behandling vil give en
væsentlig bedring eller dog
forebygge en betydelig akut
forringelse af tilstanden. En
mærkbar lindring vil også være
tilstrækkelig til, at kravene
til behandlingsindikation kan
anses for opfyldt. Der skal være
konkret udsigt til at antage, at
patientens tilstand som følge af
sygehusbehandling vil blive så
meget bedre, at behandlingen vil
resultere i udskrivning.
3.2.4.
Udvalgets forslag til regler om
frihedsberøvelse indebærer, at
de materielle betingelser - det
psykiatriske sygdomskriterium,
farlighedsindikationen og
behandlingsindikationen - bliver
fælles for både
tvangsindlæggelse og for
tvangstilbageholdelse. Den
eksisterende særlige adgang til
at tvangstilbageholde på
ulempekriterium foreslås
afskaffet. Om ulempekriteriet og
de synspunkter, der ligger til
grund for en ophævelse af
ulempekriteriet som
tvangstilbageholdelsesgrund, og
om de betænkeligheder, der kan
være forbundet med en sådan
ophævelse, henvises til
betænkning nr. 1068/1986, s. 231
ff.
Udvalget
foreslår ingen ændring i
adgangen til at
tvangstilbageholde frivilligt
indlagte patienter. En nærmere
redegørelse for udvalgets
synspunkter om dette spørgsmål
findes i betænkning nr.
1068/1986, s. 248 ff.
Udvalget
fremhæver bl.a., at muligheden
for at tvangstilbageholde også
frivilligt indlagte patienter er
fornuftig og rimelig i
betragtning af, at
tvangstilbageholdelse udøves
efter en vis tids observation på
psykiatrisk afdeling, hvorfor
både beslutningsgrundlaget og
beslutningstageren er mere
kvalificeret end tilfældet er
ved tvangsindlæggelser, hvor en
læge eventuelt uden forudgående
eller dybere kendskab til
patienten her og nu skal afgøre,
om tvangsindlæggelse er
nødvendig. Det ville endvidere
være upraktisk og en ren
formalitet, hvis man lader en
tvangstilbageholdelig patient
forlade afdelingen, for derefter
at lade patienten blive modtaget
af politi og eventuelt en anden
læge umiddelbart uden for
sygehuset, hvorfra
tvangsindlæggelse da vil finde
sted.
Udvalget
henviser også til, at de
foreslåede fælles kriterier for
tvangstilbageholdelse og for
tvangsindlæggelse vil indebære,
at der kun vil kunne ske
tvangstilbageholdelse på
indikationer, der også ville
kunne føre til
tvangsindlæggelse.
3.2.5.
Specielt for så vidt angår
fremgangsmåden i forbindelse
med den frihedsberøvelse, der
består i tvangsindlæggelse,
foreslår udvalget en række
ændringer i forhold til de
gældende regler.
Efter den
gældende ordning påhviler det
den syges nærmeste at tilkalde
læge. Hvis betingelserne for
tvangsindlæggelse er opfyldt,
udfærdiges en erklæring herom.
Ved tvangsindlæggelse på
farlighedsindikation udfærdiges
erklæringen på røde papirer,
medens erklæringen ved
indlæggelse på
behandlingsindikation udfærdiges
på gule papirer, der inden
indlæggelsen skal være godkendt
af embedslægen, i København af
stadslægen i forening med
Justitsministeriets psykiatriske
undersøgelsesklinik. Den læge,
der udsteder den nævnte
erklæring efter foretagen
undersøgelse, må ikke være ansat
på det psykiatriske sygehus,
hvorpå den sindssyge
tvangsindlægges.
Tvangsindlæggelsen af den
sindssyge skal ske inden 4 uger
efter den til grund for
lægeerklæringen hvilende
undersøgelse. I særligt
påtrængende og i praksis
sjældent forekommende tilfælde
kan tvangsindlæggelse dog finde
sted, uden at lægeerklæring
foreligger, men en sådan
erklæring skal da så vidt muligt
fremskaffes i løbet af 3 dage
efter indlæggelsen.
Politiet
medvirker ved den praktiske
gennemførelse af
tvangsindlæggelse.
Ved
modtagelsen af patienten træffer
overlægen på den psykiatriske
afdeling afgørelse om, hvorvidt
betingelserne for
tvangsindlæggelse er opfyldt, og
hvorvidt patienten bør modtages
til behandling for sin sygdom.
Udvalget
vedrørende sindslidendes
retsstilling har behandlet de
særlige spørgsmål, der knytter
sig til indlæggelsesproceduren,
i betænkning nr. 1068/1986, s.
475 ff og i betænkning nr.
1109/1987, s. 52 ff. Udvalget
stiller en række forslag til
forbedring af
indlæggelsesproceduren. Det
foreslås bl.a., at fristen
mellem lægeundersøgelsen og
tvangsindlæggelsen, der i dag
kan være på op til 4 uger,
forkortes til 1 døgn ved
indlæggelser på
farlighedsindikation og til 7
dage ved indlæggelser på
behandlingsindikation, ligesom
embedslægens medvirken ved
indlæggelser på
behandlingsindikation foreslås
afskaffet. Det anbefales, at
patientens læge så vidt muligt
skal være til stede, når
tvangsindlæggelsen gennemføres.
Dette gælder ikke kun ved
tvangsindlæggelse på
farlighedsindikation, men også
ved tvangsindlæggelse på
behandlingsindikation. Udvalget
henviser til, at lægens
tilstedeværelse dels vil give
patienten mulighed for at
rådføre sig med lægen, dels
sikre at lægen i det øjeblik,
hvor tvangsindlæggelsen
effektueres, påser, at
betingelserne stadig er opfyldt.
Der
henvises til udvalgets lovudkast
§§ 6-9.
3.3.
Justitsministeriet kan i det
hele tiltræde de forslag, som
udvalget har stillet både for så
vidt angår de materielle
betingelser for frihedsberøvelse
som med hensyn til de regler,
der er foreslået til forbedring
af af indlæggelsesproceduren.
Justitsministeriets lovforslag
er udformet i overensstemmelse
hermed jf. lovforslagets kapitel
3.
Specielt
for så vidt angår begrebet
»tilstande, der ganske må
ligestilles med sindssygdom« i
forslagets § 5 er der grund til
at fremhæve, at denne
formulering navnlig skal ses på
baggrund af de praktiske
vanskeligheder, der kan være
forbundet med at stille en
sikker psykiatrisk diagnose i
forbindelse med en
tvangsindlæggelse, der ofte vil
foregå akut og under dramatiske
omstændigheder.
Justitsministeriet lægger
ligesom udvalget afgørende vægt
på, at der ikke med den valgte
formulering sker en udvidelse af
den personkreds, der efter
gældende retspraksis
tvangsindlægges og
tvangstilbageholdes.
For så
vidt angår spørgsmålet om
anbringelse af ekstraordinært
farlige personer på
sikringsanstalten henvises til
lovforslagets §§ 40 og 41.
4.
Tvangsbehandling
4.1. I den
nugældende lovgivning er kun
adgangen til tvangsindlæggelse
og tvangstilbageholdelse på
psykiatrisk afdeling direkte
lovreguleret, hvorimod adgangen
til tvangsbehandling og
anvendelse af tvangsmidler m.v.
ikke er omtalt i loven. Det
betyder dog ikke, at der ikke i
dag findes retlige grænser og
normer for tvangsudøvelse på
dette område.
Det
forhold, at grænserne for
adgangen til tvangsbehandling og
anden tvangsudøvelse kun fremgår
mere indirekte af lovgivningen,
må imidlertid ud fra et
retssikkerhedsmæssigt synspunkt
anses for utilfredsstillende
både af hensyn til patienterne
og af hensyn til læger og
sygeplejepersonalet.
Folketingets ombudsmand har da
også igennem det seneste årti
flere gange givet udtryk for det
ønskelige i en klargøring af
retstilstanden.
I det
følgende behandles spørgsmålet
om tvangsbehandling.
Under pkt. 5 omtales spørgsmålet
om anvendelse af tvangsmidler
m.v. i fareafværgende og
beskyttende øjemed.
4.2. Under
den gældende retstilstand
antages reglerne om
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse indirekte
at give lovhjemmel for
tvangsbehandling ud fra den
betragtning, at en
frihedsberøvelse med henblik på
psykiatrisk behandling ville
savne mening, hvis der ikke
samtidig var mulighed for at
iværksætte den nødvendige
behandling om fornødent med
magt.
Heraf kan
udledes, at kun personer, der er
frihedsberøvet, eller som
opfylder betingelserne herfor,
kan undergives tvangsbehandling
på psykiatrisk afdeling.
Sundhedsstyrelsen har i et
cirkulære af 28. juni 1983 om
information og samtykke for så
vidt angår patienter med
psykiske lidelser fastsat, at
hovedreglen er, at psykiatrisk
og somatisk behandling ikke kan
finde sted mod de psykisk syge
personers vilje.
Tvangsbehandling af en
psykisk lidelse hos en
indlagt patient kan dog
undtagelsesvis finde sted ved
livstruende tilstande, ved
psykotiske tilstande, hvor der
foreligger fare for patienten
selv og omgivelserne, og hvor
behandling med et beroligende
lægemiddel er mere
hensigtsmæssig eller human end
en fysisk restriktion, samt ved
psykotiske tilstande hos
patienter, hvor undladelse af
behandling alvorligt vil
forringe udsigterne til
helbredelse.
For så
vidt angår spørgsmålet om
tvangsbehandling af legemlige
lidelser hos tvangsindlagte
inhabile patienter har
Sundhedsstyrelsen opstillet den
regel, at der ved livstruende
tilstande, eller hvor der
foreligger alvorlig risiko for
helbred, kan foretages den
nødvendige behandling med tvang.
Uden for
disse særligt kvalificerede
krisetilstande må der ifølge
Sundhedsstyrelsens regler i
givet fald foretages en
personlig umyndiggørelse,
således at bestemmelse om
tvangsbehandling herefter kan
træffes af den beskikkede værge.
4.3.
Udvalget vedrørende
sindslidendes retsstilling har
behandlet spørgsmålet om
tvangsbehandling i betænkning
nr. 1068/1986, kapitel 9,
navnlig s. 323-326 og kapitel
11, s. 355 ff samt i betænkning
nr. 1109/1987, s. 10 f og s. 60
ff. Udvalgets forslag til
lovregler findes i lovudkastets
§§ 12 og 13.
Udvalget
opstiller som grundbetingelse
for al lægelig tvangsbehandling,
at kun indlagte patienter kan
undergives tvangsbehandling og
kun i det omfang, de opfylder
betingelserne for at kunne
tvangstilbageholdes.
Psykokirurgiske indgreb og
forsøgsbehandling må dog aldrig
kunne gennemføres med tvang,
uanset om betingelserne for
tvangstilbageholdelse måtte være
opfyldt, se udvalgets lovudkast
§§ 22 og 23.
Udvalget
har overvejet, om der skal gælde
en særlig begrænsning med hensyn
til adgangen til at anvende
elektrostimulation
(»elektro-chok«) som led i en
tvangsbehandling, således at det
ikke er tilstrækkeligt, at
betingelserne for
tvangstilbageholdelse er
opfyldt, men at der herudover
skal foreligge en livstruende
tilstand.
Et flertal
i udvalget finder ikke, at der
bør gælde en sådan særlig
begrænsning i adgangen til at
anvende elektrostimulation som
led i en tvangsbehandling.
Flertallet henviser navnlig til,
at elektrostimulation er en
skånsom behandlingsform, og at
en særlig begrænsning vil kunne
bevirke, at denne
behandlingsform med urette
kommer i miskredit hos patienter
og pårørende.
Et
mindretal foreslår, at adgangen
til at anvende
elektrostimulation som led i en
tvangsbehandling begrænses til
livstruende tilstande.
Mindretallet har til støtte
herfor gjort gældende, at det
ikke er
elektrostimulationsbehandling
som sådan, reglen regulerer, men
kun de i praksis forholdsvis
sjældne tilfælde, hvor
tvangsbehandling kan komme på
tale, og henviser til, at der
efter den praksis, der allerede
følges i dag, ikke synes at være
behov for en adgang til
tvangsbehandling med
elektrostimulation, der rækker
videre end til livstruende
tilstande.
For så
vidt angår spørgsmålet om
tvangsbehandling af legemlige
(somatiske) lidelser hos
psykiatriske patienter foreslår
udvalget til afklaring af
retstilstanden en regel,
hvorefter tvangsbehandling af
lidelsen kan ske, hvis patienten
for det første opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse, og
lidelsen for det andet er så
alvorlig, at den udsætter
patientens liv eller helbred for
væsentlig fare. Udvalget
henviser bl.a. til, at personlig
umyndiggørelse og beskikkelse af
værge i sådanne tilfælde må
anses for uhensigtsmæssig.
4.4.
Justitsministeriet finder det af
retssikkerhedsmæssige grunde
nødvendigt, at der sker en
nærmere lovregulering af
adgangen til at anvende tvang i
forbindelse med den lægelige
behandling af psykiatriske
patienter. Justitsministeriet
kan tiltræde udvalgets forslag,
hvorefter det er en
grundbetingelse for al
tvangsbehandling, at den
indlagte patient opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse. Den
pågældende skal således være
sindssyg eller i en hermed
ligestillet tilstand og opfylde
enten farlighedskriteriet eller
behandlingskriteriet. Hvis dette
ikke er tilfældet, kan
behandling kun gennemføres
frivilligt.
Endvidere
er Justitsministeriet enig i, at
der bør være et forbud mod at
anvende tvang i forbindelse med
psykokirurgi og
forsøgsbehandling.
Med hensyn
til spørgsmålet om behovet for
en yderligere begrænsning ved
tvangsbehandling med
elektrostimulation finder
Justitsministeriet ikke at kunne
afvise udvalgsflertallets
argumentation om de negative
konsekvenser, som gennemførelsen
af mindretallets forslag vil
kunne indebære for den
frivillige behandling.
Hertil
kommer, at en klage til det
lokale patientklagenævn over
forestående tvangsmæssig
behandling i form af
elektrostimulation ligesom anden
tvangsbehandling er tillagt
opsættende virkning efter
lovforslagets § 32, stk. 3,
medmindre omgående gennemførelse
af behandlingen er nødvendig for
ikke at udsætte patientens liv
eller helbred for væsentlig
fare. Det vil således kunne
blive vurderet af det lokale
patientklagenævn, om den
pågældende behandling bør
gennemføres mod patientens ønske
i alle tilfælde, hvor
behandlingen ikke er nødvendig
for at afværge en livstruende
tilstand.
Der er
derfor ikke i lovforslaget
medtaget en bestemmelse om, at
elektrostimulation ikke må
anvendes som et led i en
tvangsbehandling, medmindre der
foreligger en livstruende
tilstand.
Justitsministeriet kan endelig
tiltræde udvalgets forslag om,
at der tilvejebringes en
lovhjemmel for tvangsbehandling
af legemlige lidelser hos
patienter, der opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse, såfremt
lidelsen udsætter patientens liv
eller helbred for væsentlig
fare.
5.
Fiksering m.v.
5.1. Som
anført under pkt. 4 indeholder
sindssygeloven ingen regulering
af de tvangsmidler m.v., som det
kan være berettiget at anvende
på en psykiatrisk afdeling.
Sundhedsstyrelsen har i
cirkulære nr. 63 af 28. juni
1985 fastsat regler til
regulering af anvendelsen af
såvel tvangsmidler som af de
såkaldte
beskyttelsesforanstaltninger. I
cirkulæret anføres, at det er
midlertidigt, og at det
forudsættes afløst af de regler,
der vil blive fastsat som et
resultat af revisionen af
sindssygelovgivningen.
5.2.
Udvalget har i betænkning nr.
1068/1986, s. 279 ff redegjort
for sine principielle
overvejelser med hensyn til
spørgsmålet om fiksering m.v. I
betænkning nr. 1109/1987, s. 23
f findes udvalgets udkast til
lovbestemmelser (§§ 14-19) og
side 64 ff er optrykt
bemærkninger til lovudkastet.
Udvalget
foreslår, at der foretages en
inddeling af den tvang, der
består i fastspænding eller
fastholden, i tre hovedgrupper:
Tvangsfiksering, fysisk
magtanvendelse og
beskyttelsesfiksering. Med
hensyn til sondringen mellem
tvangsfiksering og
beskyttelsesfiksering anfører
udvalget, at det som
udgangspunkt er formålet
med at anvende en given
foranstaltning, der er afgørende
for, om et bestemt middel, som
bringes i anvendelse mod
patientens vilje, skal anses som
et tvangsmiddel eller et
beskyttelsesmiddel. Hvis
formålet er at afværge en fare,
som patienten tilsigtet udsætter
sig selv eller sine omgivelser
for, er der tale om et
tvangsmiddel. Omvendt er der
tale om et beskyttelsesmiddel,
hvis formålet er at beskytte
patienten selv imod, at denne
utilsigtet udsætter sit eget
legeme for væsentlig fare typisk
ved at forsøge at foretage
dagligdags handlinger eller
udvise en helt almindelig
adfærd, som den pågældende blot
ikke længere er i stand til at
udføre uden at løbe en væsentlig
risiko for at komme til skade,
navnlig ved at falde.
Ud over
formålet tillægges midlets
art også betydning ved
afgørelsen af, om der er tale om
tvangsfiksering eller
beskyttelsesfiksering, idet
udvalget opstiller den regel, at
midler, der anvendes til
tvangsfiksering - det vil sige
bælte, fod- og håndremme eller
handsker - ikke må anvendes til
beskyttelsesfiksering, se
betænkning nr. 1109/1987, s. 75
f.
Specielt
for så vidt angår
tvangsfiksering foreslår
udvalget, at kun bælte,
håndremme, fodremme og handsker
må anvendes som midler til
tvangsfiksering.
De
materielle betingelser for at
anvende tvangsfiksering findes i
udvalgets lovudkast § 14, stk.
2. Heraf fremgår, at
tvangsfiksering kun må anvendes,
i det omfang det er nødvendigt
for at afværge, at en patient
udsætter sig selv eller andre
for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred,
forfølger eller på anden
lignende måde groft forulemper
medpatienter, eller øver hærværk
af ikke ubetydeligt omfang. Det
kræves derimod ikke, at den
pågældende skal være sindssyg
eller i en hermed ligestillet
tilstand.
Udvalget
foreslår særlige regler med
hensyn til, hvem der har
kompetencen til at træffe
beslutning om tvangsfiksering,
jf. lovudkastets § 15, og i § 16
foreslås en regel om fast vagt
til de patienter, der er
tvangsfikseret med bælte. Reglen
om fast vagt er omtalt nærmere
nedenfor under pkt. 6.
Under
samme materielle betingelser,
som gælder for tvangsfiksering,
foreslås en adgang til fysisk at
fastholde den pågældende patient
og eventuelt føre vedkommende
til et andet opholdssted, jf.
lovudkastets § 17. Spørgsmålet
om, hvorvidt der i det enkelte
tilfælde skal anvendes
tvangsfiksering eller alene
fysisk magt, må afgøres
under iagttagelse af det mindste
middels princip. Udvalget
tilføjer, at man i øvrigt næppe
kan bortse fra, at der ved
fortolkningen af kriterierne for
tvangsfiksering henholdsvis
anvendelse af fysisk magt også
må anlægges en
proportionalitetsbetragtning,
således at kravene skærpes, jo
mere indgribende en
foranstaltning, der er tale om.
Udvalget
foreslår endvidere en
bestemmelse, der skal sikre, at
frihedsberøvede personer kan
forhindres i at forlade
sygehuset, uanset at de
almindelige betingelser for
anvendelse af fysisk magt ikke
er til stede. Bestemmelsen giver
bl.a. mulighed for aflåsning af
yderdøre. Endelig foreslås det i
§ 17, stk. 2, at der skabes
hjemmel til om fornødent med
magt at give en urolig patient
et beroligende middel. I
bemærkningerne til bestemmelsen
anfører udvalget, at dette dels
kan være påkrævet af
helbredsmæssige grunde, idet en
bedring af patientens tilstand i
visse tilfælde forudsætter, at
den pågældende falder i søvn,
dels kan det være en mindre
indgribende foranstaltning end
f.eks. at bæltefiksere den
pågældende.
I
lovudkastets § 18 har udvalget
foreslået en regel om
beskyttelsesfiksering,
hvorved forstås en
tvangsforanstaltning, der
bringes i anvendelse for at
beskytte patienten imod
utilsigtet at udsætte sig selv
for væsentlig fare, jf. ovenfor
vedrørende sondringen mellem
tvangsfiksering og
beskyttelsesfiksering.
5.3.
Justitsministeriet kan i det
hele tilslutte sig udvalgets
forslag til regulering af
tvangsfiksering, anvendelse af
fysisk magt og
beskyttelsesfiksering.
Lovforslagets §§ 14-19 er
affattet i overensstemmelse
hermed.
6.
Patientrettigheder m.v.
6.1.
Udvalget har flere steder i
betænkning nr. 1068/1986
overvejet, hvorledes det er
muligt at tilbyde patienter, der
undergives tvang, den fornødne
støtte og kompensation med
henblik på at styrke såvel deres
retlige som deres faktiske
stilling. I denne forbindelse
skal fremhæves udvalgets
overvejelser om en forbedring af
den nugældende
tilsynsværgeordning, om fast
vagt til bæltefikserede
patienter og om patientråd og
patientmøder.
6.2. Efter
sindssygelovens § 6 skal der ved
tvangsindlæggelse beskikkes en
tilsynsværge for den
tvangsindlagte. I andre tilfælde
skal der beskikkes tilsynsværge
for en sindssyg patient, hvis
den pågældende patient
fremsætter ønske herom. Det er
tilsynsværgens hovedopgave at
holde sig underrettet om
patientens tilstand og sørge
for, at opholdet på sygehuset
ikke varer længere end
nødvendigt, herunder være
patienten behjælpelig ved
rejsning af klagesag. Det er
skifteretten, der foretager
beskikkelsen af tilsynsværgen.
Som regel beskikkes en af
patientens nærmeste pårørende.
Udvalget
har behandlet
tilsynsværgespørgsmålet i
betænkning nr. 1068/1986, s. 340
ff, og i betænkning nr.
1109/1987 findes udvalgets
udkast til lovregler i §§ 25-30,
og bemærkningerne hertil er
optrykt s. 87 ff.
Udvalget
foreslår, at der til afløsning
af den eksisterende
tilsynsværgeordning etableres en
ordning med lønnede
patientrådgivere, der
antages af amtmanden efter
ansøgning blandt personer, som
må anses for egnede fagligt og
personligt til på deltid at
udføre det arbejde, der er
forbundet med
patientrådgiverfunktionen.
Amtmanden udarbejder en
fortegnelse over de antagne
patientrådgivere. Som
patientrådgivere tænkes navnlig
anvendt personer inden for
social- og sundhedssektoren i
vid forstand.
Ved
tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og
tvangsbehandling skal der efter
udvalgets forslag obligatorisk
ske patientrådgiverbeskikkelse.
I tilfælde af tvangsfiksering,
magtanvendelse og
beskyttelsesfiksering skal der
beskikkes patientrådgiver, hvis
patienten fremsætter begæring
herom. Udvalget har ikke fundet
behov for beskikkelse af
patientrådgiver til patienter,
der behandles frivilligt. I
disse tilfælde påhviler det
personalet at yde patienten den
fornødne vejledning og bistand.
Beskikkelse sker i det enkelte
tilfælde ved, at den vagthavende
sygeplejerske underretter en
patientrådgiver om
tvangsindgrebet og den heraf
følgende beskikkelse. Patienten
har efter særlige regler
mulighed for at få beskikket
f.eks. et familiemedlem til at
udføre patientrådgiverarbejdet.
Patientrådgiveren har til opgave
at vejlede og rådgive patienten
med hensyn til alle forhold i
forbindelse med indlæggelse,
ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling.
Patientrådgiveren skal endvidere
bistå patienten med
iværksættelse og gennemførelse
af eventuelle klager. Der
opstilles et krav om, at
patientrådgiveren skal aflægge
patienten et første besøg inden
24 timer efter beskikkelsen, og
derefter mindst een gang om ugen
og i øvrigt efter behov, indtil
beskikkelsen bortfalder.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at der er behov for
en væsentlig forbedring af den
støtte og bistand af såvel
medmenneskelig som retlig
karakter, som psykiatriske
patienter, der undergives tvang,
bør kunne få fra kvalificerede
og uafhængige personer.
Justitsministeriet kan tiltræde
den patientrådgiverordning, som
udvalget har foreslået til
afløsning af den gældende
ordning efter sindssygeloven med
tilsynsværger.
6.3.
Specielt for så vidt angår
patienter, der tvangsfikseres
med bælte, stiller udvalget
forslag om, at der stilles krav
om fast vagt. Udvalgets
redegørelse for dette spørgsmål
findes i betænkning nr.
1068/1986, s. 430 f. Udkast til
lovbestemmelse findes i § 16 i
udvalgets lovudkast. I
bemærkningerne til udvalgets
forslag anfører udvalget bl.a.
(betænkning nr. 1109/1987, s.
71), at reglen dels har til
formål at betage bæltefiksering
noget af den traumatiske effekt,
som kan være forbundet med at
blive fikseret og ladt alene,
dels at beskytte patienten mod
eventuelle overgreb eller gener
fra medpatienter. Udvalget peger
endvidere på, at brug af fast
vagt utvivlsomt vil kunne
begrænse brugen af
bæltefiksering, navnlig således
at den tidsmæssige udstrækning
formindskes.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig udvalgets forslag til en
regel om fast vagt ved
bæltefikserede patienter.
Bestemmelsen udelukker ikke, at
den faste vagt efter
omstændighederne kan overvåge
flere patienter, der er
tvangsfikseret med bælte.
6.4.
Patienternes mulighed for at øve
indflydelse og medbestemmelse på
egne forhold må antages at
spille en ikke uvæsentlig rolle
for, hvordan patienterne oplever
opholdet på psykiatrisk
afdeling, og dermed i sidste
instans også for behovet for
tvangsanvendelse.
Udvalget
har behandlet spørgsmålet om
patienternes medindflydelse i
betænkning nr. 1068/1986, s. 404
ff og i betænkning nr.
1109/1987, s. 94.
Udvalget
anfører bl.a., at den
medindflydelse, som patienterne
tillægges, har betydning både
for patienternes følelse af eget
værd og for personalets holdning
til patienterne, ligesom
patienternes medindflydelse
endvidere må tillægges vægt som
en kontrolforanstaltning, der
kan medvirke til at forebygge
eventuelt misbrug.
Udvalget
foreslår på den baggrund, at der
på hvert enkelt psykiatrisk
sygehus eller afdeling skal
oprettes patientråd eller
afholdes patientmøder. Ordningen
skal gælde for alle indlagte
psykiatriske patienter og ikke
kun for de patienter, der
undergives tvang.
Udvalget
er opmærksom på, at det vil være
lettere at få en ordning med
regelmæssig afholdelse af
patientmøder og oprettelse af et
patientråd til at fungere for de
grupper af patienter, der er
indlagt igennem nogen tid, end
for korttidsindlagte.
Justitsministeriet deler
udvalgets opfattelse af
betydningen af, at patienterne
så vidt muligt søges inddraget i
og tillagt indflydelse på egne
forhold, også selv om der ikke
helt kan bortses fra de
praktiske problemer, der kan
være forbundet med at få den af
udvalget foreslåede ordning til
at fungere i forhold til visse
grupper af patienter, navnlig
korttidsindlagte og meget syge.
Justitsministeriet kan derfor
tiltræde udvalgets forslag.
Lovforslagets § 30 er affattet i
overensstemmelse hermed.
7.
Domstolsprøvelse og klageadgang
7.1. Efter
sindssygelovens § 9 kan
afgørelser om
tvangstilbageholdelse på
psykiatrisk afdeling
administrativt påklages til
Justitsministeriet, der inden 1
måned skal tage stilling til
klagen. I praksis indhentes der
en udtalelse fra Retslægerådet,
inden Justitsministeriet træffer
afgørelse i sagen. Tilsvarende
gælder med hensyn til klager
over tvangsindlæggelse.
Hvis
Justitsministeriet godkender
overlægens afgørelse om
frihedsberøvelse, kan patienten
begære spørgsmålet om
frihedsberøvelsens lovlighed
forelagt for retten i
overensstemmelse med reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Heraf følger bl.a., at sagen
inden 5 søgnedage efter den
administrative afgørelse skal
indbringes for byretten på
patientens hjemsted. Under en
sådan sag kan også spørgsmål om
erstatning i anledning af den
stedfundne frihedsberøvelse
pådømmes. Byrettens afgørelse
kan i givet fald ankes til
landsretten.
Klager
over rent lægelige spørgsmål,
såsom valg af behandlingsform
eller metode, bivirkninger og
lægefejl samt over eventuel
tvangsbehandling og brug af
tvangsmidler har hidtil i
henhold til reglerne i lov nr.
182 af 23. juni 1932 om
sundhedsvæsenets centralstyrelse
henhørt under Sundhedsstyrelsen.
Pr. 1. januar 1988 er lov nr.
182 af 23. juni 1932 blevet
afløst af en ny
centralstyrelseslov, lov nr. 397
af 10. juni 1987. I henhold til
denne lov er oprettet
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, for hvilket
klager over den faglige
virksomhed, der udøves af
personer inden for
sundhedsvæsenet, skal
indbringes, medmindre der i
lovgivningen måtte være
foreskrevet en særlig
klageadgang. Eventuelle
erstatningskrav må rettes mod
den ansvarlige sygehusmyndighed,
normalt vedkommende amtskommune,
der som ansvarlig for driften
hæfter for eventuelle fejl
begået af ansatte, herunder
læger.
Klager
over andre forhold end selve
frihedsberøvelsen og de rent
lægelige forhold som f.eks.
personalets optræden, maden,
adgang til beskæftigelse,
motionsmuligheder, de
bygningsmæssige og de øvrige
forhold, hvorunder patienter må
opholde sig på et sygehus,
henhører under vedkommende
amtskommune (Københavns og
Frederiksberg kommuner og
Sundhedsministeriet for så vidt
angår Rigshospitalet), som er
den ansvarlige sygehusmyndighed.
7.2.
Udvalget har indgående overvejet
spørgsmålet om udformningen af
den fremtidige klageordning. Der
henvises til betænkning nr.
1068/1986, s. 439 ff og
betænkning nr. 1109/1987, s. 11
f og s. 97 ff. Udvalget har delt
sig i spørgsmålet om
klageordningens nærmere
udformning.
Et flertal
foreslår, at der oprettes
lokale patientklagenævn,
mindst eet i hver amtskommune,
der i første instans skal
behandle klager over alle former
for tvangsanvendelse -
frihedsberøvelse,
tvangsbehandling,
tvangsfiksering, magtanvendelse
og beskyttelsesfiksering - samt
klager over forsøgsbehandling.
Ud over at
behandle konkrete klagesager
tillægges nævnet en kompetence
til bl.a. gennem uanmeldte besøg
på de psykiatriske afdelinger at
føre tilsyn med visse forhold,
der har forbindelse med de
sager, som nævnet har kompetence
til at behandle.
Hvert nævn
skal ved behandlingen af en sag
bestå af en dommer som formand
og to andre medlemmer beskikket
efter indhentet udtalelse fra
henholdsvis Den Almindelige
Danske Lægeforening og De
Samvirkende
Invalideorganisationer.
Det lokale
nævns afgørelse vedrørende
frihedsberøvelse skal efter
flertallets forslag kunne
indbringes for domstolene i
overensstemmelse med reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Nævnets andre afgørelser skal
kunne indbringes for
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Et
mindretal foreslår, at klager
over afgørelse om
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse indbringes
direkte for domstolene i
overensstemmelse med reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a
uden nogen forudgående
administrativ klagebehandling.
Klager over tvangsbehandling,
tvangsfiksering, magtanvendelse
og beskyttelsesfiksering skal
efter mindretallets forslag
indbringes for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn på samme måde
som alle andre patienters klager
over behandlingen i
sygehusvæsenet.
Justitsministeriet finder, at
frihedsberøvelse er et så
alvorligt indgreb, at det af
retssikkerhedsmæssige grunde må
foretrækkes, at sager om
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse efter
begæring så hurtigt som muligt
indbringes direkte for en
domstol. Det kan efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke undgås, at en forudgående
administrativ lokal behandling
af en sådan sag vil medføre en
forsinkelse af den retlige
prøvelse, uanset hvor smidig og
effektiv den administrative
behandling tilrettelægges.
Justitsministeriet kan derfor
tiltræde mindretallets
synspunkter på dette punkt.
For så
vidt angår klager over
tvangsbehandling,
tvangsfiksering, magtanvendelse
og beskyttelsesfiksering stilles
der i overensstemmelse med
indstillingen fra udvalgets
flertal forslag om, at sådanne
klager i første instans afgøres
af lokale patientklagenævn.
Dette synes generelt at være i
overensstemmelse med den nyere
tendens i lovgivningen,
hvorefter administrative sager,
herunder klagesager, bør
behandles så lokalt som muligt.
Med hensyn til klager over
behandlingen på sygehuse har
lovgivningsmagten ganske vist
ikke fundet, at dette synspunkt
har kunnet opveje de fordele,
der også opstår ved en
centraliseret klagebehandling
som fastlagt i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v.
For så
vidt angår klager over tvang
inden for psykiatrien må det
imidlertid tillægges særlig
betydning, at klageren og
patientrådgiveren har mulighed
for personligt at møde for
klageinstansen og gøre deres
synspunkter gældende, hvilket
kun vil være praktisk muligt ved
en lokal klageordning. Herudover
må en lokal klagesagsbehandling
antages at kunne foregå
hurtigere end en central
behandling. Endelig må den
mulighed, som en lokal ordning
indebærer for, at klagenævnet i
forbindelse med behandlingen af
en konkret klagesag kan aflægge
besøg på vedkommende
psykiatriske afdeling, tillægges
væsentlig betydning for
kontrollen med anvendelse af
tvang.
Der
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til §§ 35-39,
idet det vedrørende
sammensætningen af det lokale
patientklagenævn bemærkes, at
der stilles forslag om, at
vedkommende statsamtmand skal
være formand for nævnet i stedet
for en dommer.
8.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser.
Det
psykiatriske sygehusvæsen er
henlagt til amtskommunerne
m.fl., og det påhviler derfor
efter Justitsministeriets
opfattelse allerede i dag
amtskommunerne at sikre, at de
psykiatriske sygehuse er
indrettet således, at de
bestandig er i overensstemmelse
med god psykiatrisk
sygehusstandard.
Bestemmelsen i lovforslagets § 2
om indretningen m.v. af
psykiatriske sygehusafdelinger
indebærer derfor ikke nogen
udvidelse af de forpligtelser,
der allerede idag påhviler
amtskommunerne.
Efter
lovforslagets § 16 skal
patienter, der er tvangsfikseret
med bælte, have fast vagt.
Forslaget er en nyordning, der
vil kunne nødvendiggøre, at de
berørte sygehuse foretager en
ændret disponering af
sygehusenes personalemæssige
ressourcer.
Da de
psykiatriske sygehuse imidlertid
allerede i dag er forpligtet til
at føre et rimeligt tilsyn med
tvangsfikserede patienter, har
Justitsministeriet forudsat, at
den fornødne omdisponering kan
ske inden for de eksisterende
bevillingsmæssige rammer for
sygehusene.
I
lovforslagets kapitel 8 foreslås
indført en ordning med faste
patientrådgivere til at vejlede
og rådgive personer, som
undergives tvang.
Patientrådgiverne udpeges i de
enkelte tilfælde af
sygehuspersonalet på grundlag af
en af statsamtet udarbejdet
fortegnelse over egnede og
villige personer.
Honoreringen af
patientrådgiverne, blandt andet
med henblik på kompensation for
eventuelt tab af
arbejdsfortjeneste, vil indebære
en merudgift, der kan anslås til
ca. 1-2 mill. kr. årligt.
Honorarerne forudsættes afholdt
af sygehusmyndighederne. Disse
merudgifter vil blive overført
fra Justitsministeriets
lovreserve til
Indenrigsministeriets
bloktilskudspulje.
Lovforslagets kapitel 10
indebærer, at klager over
tvangsbehandling m.v. kan
indbringes for lokale
patientklagenævn, medens alle
sager om frihedsberøvelse,
herunder tvangstilbageholdelse,
skal indbringes for domstolene.
Klager over den lægelige
behandling behandles i dag af
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Vurderingen af, hvilket antal
klager der kan forventes
indbragt for patientklagenævnene
og domstolene er forbundet med
nogen usikkerhed.
Justitsministeriet skønner
imidlertid, at antallet af
indbragte klagesager må antages
at blive forholdsvis begrænset.
På denne baggrund finder
Justitsministeriet, at
forslagets regler om
domstolsprøvelse af visse klager
ikke kan antages at påføre
domstolene merarbejde af
væsentligt omfang. Den lokale
klagenævnsbehandling ved
patientklagenævnene vil medføre
visse merudgifter, herunder
honorarer til nævnenes
almindelige medlemmer.
Justitsministeriet vil til
dækning heraf overføre et beløb
i størrelsesordenen 0,5 mill.
kr. til Indenrigsministeriet.
9.
Hørte myndigheder m.v.
Betænkning
nr. 1068/1986, principbetænkning
om tvang i psykiatrien, og
betænkning nr. 1109/1987
vedrørende udformningen af en ny
lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien har været
sendt til høring hos
Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret, samtlige
amtskommuner, Københavns og
Frederiksberg kommuner,
Indenrigsministeriet,
Sundhedsstyrelsen,
Socialministeriet,
Landsforeningen Sindslidendes
Vel, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Det
centrale Handicapråd, Den
Almindelige Danske Lægeforening,
Dansk Sygeplejeråd, Dansk
Kommunalarbejderforbund, Dansk
Psykiatrisk Selskab, Dansk
Psykologforening, Dansk
Socialrådgiverforening,
Ergoterapeutforeningen,
Patientforeningen
Galebevægelsen, Den danske
Dommerforening, Advokatrådet,
Retslægerådet,
Justitsministeriets psykiatriske
undersøgelsesklinik,
Embedslægeforeningen,
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Kommunernes Landsforening,
Foreningen af politimestre i
Danmark, Politidirektøren i
København, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen,
Politifuldmægtigforeningen og
Dommerfuldmægtigforeningen.
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til
kapitel 1
Lovens
anvendelsesområde
Til
lovforslagets titel og til § 1
Det
centrale område i den foreslåede
lov er en regulering af adgangen
til i visse tilfælde at anvende
tvang i forbindelse med
psykiatrisk behandling.
Som
altovervejende hovedregel
omfatter bestemmelserne i
lovforslaget kun personer, der
er indlagt på psykiatrisk
afdeling. Heraf følger
modsætningsvis, at reglerne om
f.eks. tvangsbehandling ikke kan
anvendes på personer, der
opholder sig uden for
psykiatrisk afdeling. Disse
personer kan - så længe de ikke
er indlagt - kun behandles
frivilligt, uanset om de måtte
opfylde de materielle
betingelser for at kunne
tvangsbehandles.
Lovforslaget omfatter ikke
personer, der opholder sig på
institutioner uden for det
psykiatriske sygehusvæsen, selv
om disse personers tilstand som
sådan måtte være omfattet af
lovforslaget. Bestemmelserne
gælder derfor ikke for personer,
der opholder sig på plejehjem
under bistandsloven, herunder de
tidligere H-plejehjem, som ved
lov nr. 349 af 4. juni 1986 fra
1. januar 1987 er overført fra
Indenrigsministeriet til
Socialministeriets område, eller
på institutioner for personer
med vidtgående fysiske eller
psykiske handicap, hvor
Socialministeriets
bekendtgørelser nr. 568 og 569
af henholdsvis 21. og 22.
december 1979 om magtanvendelse
finder anvendelse.
Hovedreglen om, at lovens
anvendelsesområde i stedlig
henseende kun er psykiatrisk
afdeling, er fraveget på to
punkter. For det første
regulerer loven den tvang, det
kan være nødvendigt at anvende
uden for psykiatrisk afdeling i
forbindelse med selve
tvangsindlæggelsen. For det
andet gælder bestemmelserne i
lovforslaget for
tvangstilbageholdte personer,
der midlertidigt overføres fra
psykiatrisk afdeling til
somatisk afdeling med henblik på
behandling af en legemlig
lidelse. Dette gælder ikke blot
i tilfælde, hvor der bliver tale
om tvangsbehandling af en
legemlig lidelse, jf. § 13, men
også i tilfælde hvor en
frihedsberøvet patient
frivilligt undergiver sig
behandling af en legemlig
lidelse og med henblik herpå
overføres til somatisk afdeling,
hvis tvangsanvendelse her senere
viser sig nødvendig.
Nathospitalspatienter, som kun
sover på en psykiatrisk
afdeling, anses for indlagt, og
er dermed omfattet af loven,
hvorimod daghospitalspatienter,
som kun kommer i dagtimerne på
sygehuset til behandling og
eventuelt for at arbejde i
terapi og på værksteder, er
udskrevet, hvorfor de som andre
ambulante patienter falder uden
for reglerne. Det betyder i
praksis, at de ikke kan
tvangstilbageholdes eller
tvangsbehandles, og at
proceduren for tvangsindlæggelse
i givet fald skal følges, hvis
iværksættelse af
frihedsberøvelse anses for
nødvendig.
Hvis en
patient, der er indlagt på
psykiatrisk afdeling, forlader
afdelingen og ikke frivilligt
vender tilbage til denne eller
udebliver efter udgang, opstår
der ligeledes spørgsmål om
lovens rækkevidde.
Hvis der
er tale om en tvangsindlagt
eller tvangstilbageholdt
patient, og overlægen i
forbindelse med, at man har
konstateret, at patienten er
bortgået eller er udeblevet
efter korterevarende udgang,
anmoder om politiets bistand til
at føre patienten tilbage, må
patienten uden iagttagelse af
proceduren for tvangsindlæggelse
i almindelighed kunne
tilbageføres med henblik på
fortsat tvangstilbageholdelse.
Dette gælder dog ikke, hvis der
går længere tid, før politiet
finder frem til den pågældende.
I sådanne
tilfælde og i tilfælde, hvor
overlægens anmodning om
politiets bistand ikke
fremsættes umiddelbart efter
konstateret bortgang eller
udeblivelse, eller der er givet
udgang med tilladelse til mere
end en enkelt overnatning, bør
tilbageførsel i givet fald ske i
overensstemmelse med reglerne om
tvangsindlæggelse.
Hvis en
frivilligt indlagt patient, der
ikke efterfølgende er blevet
tvangstilbageholdt, forlader
sygehuset, vil tilbageførsel mod
patientens protest kun kunne ske
efter reglerne om
tvangsindlæggelse.
For så
vidt angår den personkreds, der
er omfattet af lovforslagets
bestemmelser, henvises til de
enkelte bestemmelser. Det
bemærkes, at visse bestemmelser,
f.eks. § 3 om opstilling af en
behandlingsplan og § 30 om
patientråd m.v., gælder for
alle, der indlægges på
psykiatrisk afdeling, hvorimod
andre bestemmelser, f.eks.
bestemmelserne om
frihedsberøvelse og
tvangsbehandling, er begrænset
til patienter, der er sindssyge
eller i en tilstand, der ganske
kan ligestilles med sindssygdom.
I § 1,
stk. 1, fastslås, at
frihedsberøvelse og anvendelse
af anden tvang i forbindelse med
indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling kun må finde sted efter
reglerne i loven, medmindre der
findes anden lovhjemmel herfor.
Bestemmelsen skal således
forstås med det forbehold, der
bl.a. følger af adgangen til at
anbringe personer på psykiatrisk
sygehus eller afdeling i henhold
til strafferetlig afgørelse, jf.
§ 42 og bemærkningerne til denne
bestemmelse, ligesom der i § 6 i
lov nr. 498 af 23. december 1970
om udlevering til andet nordisk
land i anledning af visse
beslutninger om forsorg eller
behandling findes en særlig
hjemmel til frihedsberøvelse.
Også bestemmelserne i
straffelovens §§ 13 og 14 om
nødværge og nødret gælder ved
siden af reglerne i den
foreslåede lov.
Det følger
af bestemmelsen i § 1, stk. 2,
at der ved tvang forstås
anvendelse af foranstaltninger
og midler - være sig
indlæggelse, fortsat ophold,
behandling, fiksering m.v. - som
den pågældende patient modsætter
sig. Hvis en patient hverken med
ord eller i sin adfærd
protesterer mod
foranstaltningen, anses den som
frivillig, selv om der ikke
foreligger udtrykkeligt samtykke
eller accept. Det må i hvert
enkelt tilfælde afgøres, om en
patient, der ikke protesterer
verbalt, alligevel i kraft af en
afvisende adfærd må anses for at
modsætte sig indlæggelse,
fortsat ophold, behandling m.v.
Store krav til tilkendegivelsens
klarhed kan der ikke stilles,
før en protest fra patientens
side må antages at foreligge med
den virkning, at man må afstå
fra at gennemføre den påtænkte
foranstaltning, medmindre
betingelserne for tvangsmæssig
gennemførelse er til stede.
Der
henvises i øvrigt til betænkning
nr. 1109/1987, side 35-40.
Til
kapitel 2
Almindelige bestemmelser
Til § 2
Der
henvises til betænkning nr.
1109/1987, side 40-42 og de
almindelige bemærkninger under
pkt. 2.2.1.
Til § 3
Selv om
der efter den foreslåede
bestemmelse i § 1, stk. 2, kun
foreligger tvang, hvis patienten
modsætter sig en given
foranstaltning, har vedkommende
læge efter forslagets § 3, stk.
1 og 2, pligt til at søge at
opnå patientens samtykke efter
behørig vejledning om formålet
med indlæggelsen, opholdet og
behandlingen samt om udsigterne
til en bedring af tilstanden.
Denne
pligt til at indhente informeret
samtykke hos patienten gælder i
forhold til alle psykiatriske
patienter i forbindelse med
indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling, og ikke kun i forhold
til de patienter, hvor
anvendelse af tvang kan komme på
tale, hvis de pågældende
modsætter sig den påtænkte
foranstaltning. Pligten påhviler
både den indlæggende læge og
lægerne på den psykiatriske
afdeling. Den indlæggende læge
skal navnlig vejlede patienten
om formålet med indlæggelsen, og
sygehusets læger navnlig om
selve sygehusopholdet og den
behandling, der agtes iværksat.
Udsigterne til en bedring af
patientens helbredstilstand skal
indgå som det grundlæggende tema
i vejledningen såvel for den
indlæggende læge som for
sygehuslægernes vedkommende. For
så vidt der bliver tale om
tvangsindlæggelse eller
tvangsbehandling, fremgår
vejledningspligten tillige af §
31.
Efter den
foreslåede bestemmelse i § 3,
stk. 3, har overlægen pligt til
at opstille en behandlingsplan
for alle, der indlægges på
psykiatrisk afdeling. I
behandlingsplanen angives
behandlingens nærmere form og
indhold, herunder hvorvidt
behandlingen bedre skønnes at
kunne opnås f.eks. ved samtaler
frem for ved medicinering.
Kravene
til behandlingsplanen må ifølge
sagens natur forstås med den
modifikation, at der i den
første tid umiddelbart efter
indlæggelsen kun kan være tale
om en rent foreløbig
behandlingsplan. Kravene til
behandlingsplanen øges, efter at
den indledende observation af
patienten, eventuelt i
medicinfri tilstand, er
foretaget. Behandlingsplanen
skal justeres løbende og skal
til enhver tid afspejle, hvilke
behandlinger der er igang, og
det mål, der i hvert fald på
kortere sigt søges realiseret
ved de aktuelle behandlinger.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 2.2.2. og til betænkning
nr. 1109/1987 side 42-44.
Til § 4
I § 4
foreslås en lovfæstelse af det
såkaldte »mindste middels
princip« som et generelt
princip, der gælder ved enhver
form for tvangsanvendelse.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger under pkt. 2.2.,
herunder navnlig pkt. 2.2.3., og
til betænkning nr. 1109/1987,
side 44-46.
Til
kapitel 3
Frihedsberøvelse
Til § 5
Den
foreslåede bestemmelse
indeholder fælles materielle
betingelser for
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse, se § 6,
stk. 3, og § 10, stk. 1.
Den
grundlæggende betingelse er, at
patienten er sindssyg eller
befinder sig i en tilstand, der
ganske må ligestilles med
sindssygdom. For så vidt angår
sindssygdomsbegrebet og
betegnelsen »tilstande, der
ganske kan ligestilles hermed«,
henvises til de almindelige
bemærkninger under pkt. 3.2.1.
Det skal fremhæves, at
anvendelsesområdet for begrebet
»tilstande, der ganske må
ligestilles med sindssygdom« må
fastlægges under hensyn til de
overvejende behandlingsmæssige
formål, som denne lov forfølger,
og således uafhængigt af
forståelsen af lignende begreber
i anden lovgivning. Beskrivelsen
af den patientgruppe, der
omfattes af § 5, bliver således
ikke nødvendigvis sammenfaldende
med afgrænsningen af den
personkreds, der i praksis
henhører under straffelovens §
16, stk. 1, om tilstande, der må
ligestilles med sindssygdom.
Ud over
tilstedeværelsen af sindssygdom
eller en tilstand, der ganske må
ligestilles hermed, kræves som
betingelse for tvangsindlæggelse
eller tvangstilbageholdelse
opfyldelse af enten
farlighedskriteriet eller
behandlingskriteriet.
Farlighedsindikation kan
foreligge enten som fare for
personen selv, typisk i form af
risiko for selvmord eller
alvorlig selvlemlæstelse, eller
som fare for andre. Der stilles
krav om, at faren skal være
nærliggende og væsentlig.
Farlighedsbegrebet omfatter en
vis kvalificeret og aktuel fare
for person, herunder også
trusler om vold eller
selvlemlæstelse, brandstiftelse
og ligeartede farlige
handlinger. En blot mulig og
mere fjern og uvis risiko for,
at faren vil manifestere sig, er
ikke tilstrækkelig. Verbale
forulempelser, der ikke
indeholder trusler om vold eller
selvlemlæstelse, falder
ligeledes uden for det
foreslåede farlighedsbegreb.
Tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse på
behandlingsindikation kan
kun finde sted, hvis udsigten
til helbredelse eller en
betydelig og afgørende bedring
ellers vil blive væsentligt
forringet. Det kan ikke kræves,
at der skal være udsigt til en
egentlig helbredelse af
sindssygdommen som sådan således
forstået, at patienten efter
sygehusbehandling må forventes
at blive varigt rask, men der
skal være et klart grundlag for,
at behandling vil medføre en
væsentlig bedring eller dog
forebygge en betydelig og akut
forringelse af tilstanden. En
mærkbar lindring vil også være
tilstrækkeligt til, at kravene
til behandlingsindikation kan
anses for opfyldt. Der skal være
konkret udsigt til, at
patientens tilstand som følge af
sygehusbehandling vil blive så
meget bedre, at behandlingen vil
resultere i udskrivning.
Endelig
stilles der krav om, at det skal
være uforsvarligt at undlade
at frihedsberøve den
pågældende med henblik på
behandling. Med denne
betingelse fremhæves, at
frihedsberøvelse efter denne lov
sker med henblik på behandling.
I de
tilfælde, hvor patienten er til
fare for sig selv eller andre,
må det anses for tilstrækkeligt
til at opfylde den nævnte
betingelse, at der ved
behandling skønnes at være
udsigt til at afhjælpe
farligheden, selv om der ikke
samtidig består en rimelig
udsigt til at helbrede eller
lindre selve den psykiske
abnormtilstand.
De
foreslåede bestemmelser om
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse gælder
også for umyndige personer -
umyndiggjorte og mindreårige - i
det omfang, de er omfattet af de
opstillede kriterier. Hvis en
mindreårig ikke er sindssyg
eller i en hermed ligestillet
tilstand, er det reglerne i
myndighedsloven om
forældremyndighed - og de
begrænsninger i
forældremyndigheden, som må
antages at gælde ved
mindreårige, der har opnået en
vis alder og modenhed - der er
bestemmende for retsstillingen
vedrørende indlæggelse og ophold
på psykiatrisk afdeling.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 3 og til betænkning nr.
1109/1987, side 46-52.
Til §§ 6-9
Bestemmelserne i lovforslagets
§§ 6-9 regulerer fremgangsmåden
ved tvangsindlæggelse.
De
nærmeste, det vil navnlig sige
ægtefælle, samlever, forældre,
voksne børn og personer, der
hører til husstanden, har pligt
til at tilkalde læge, typisk en
praktiserende læge eller en
vagtlæge, hvis en person, der må
antages at være sindssyg, ikke
selv sørger for fornøden
lægehjælp. Opfylder de nærmeste
ikke denne pligt, eller har den
syge ingen pårørende, påhviler
det politiet at tilkalde en
læge.
Hvis den
tilkaldte læge efter at have
undersøgt patienten finder, at
indlæggelse er nødvendig, skal
han i overensstemmelse med
bestemmelsen i lovforslagets § 3
søge at opnå patientens samtykke
til indlæggelse. Modsætter
patienten sig indlæggelse, må
patientens protest i
almindelighed respekteres med
den virkning, at indlæggelse
undlades. Men hvis betingelserne
for tvangsindlæggelse, jf.
forslagets § 5, er til stede,
skal tvangsindlæggelse ske. I så
fald udfærdiger lægen en
erklæring med angivelse af bl.a.
den formodede diagnose,
patientens sindstilstand og de
oplysninger, som lægen støtter
opfyldelsen af enten farligheds-
eller behandlingskriteriet på.
Kravene til korrekt
fremgangsmåde er ikke opfyldt,
hvis lægen udfærdiger
erklæringen alene på grundlag af
observationer, som den
pågældende tidligere måtte have
foretaget i forbindelse med
undersøgelse af patienten i
anden anledning. Der kræves en
aktuel undersøgelse foretaget
med henblik på indlæggelsen.
For at
sikre en reel to-læge-prøvelse
af tvangsindlæggelsens
berettigelse, må den
attestudstedende læge (den
indlæggende læge) ikke være
ansat på det psykiatriske
sygehus eller den psykiatriske
afdeling, hvor tvangsindlæggelse
skal finde sted.
Den
attestudstedende læge må heller
ikke stå i et sådant forhold til
den, der skal tvangsindlægges,
at der foreligger inhabilitet.
En læge kan således f.eks. ikke
iværksætte tvangsindlæggelse af
sin ægtefælle eller af sine
børn. En nærmere angivelse i
loven af, hvornår der foreligger
inhabilitet hos den
attestudstedende læge, er
nødvendig, idet
forvaltningsloven, herunder dens
§ 3, alene gælder for den
offentlige forvaltning, men
derimod ikke for f.eks.
privatpraktiserende læger.
Selve den
praktiske gennemførelse af en
tvangsindlæggelse er efter
forslaget henlagt til politiet.
Politimesteren underskriver
tvangsindlæggelsespapirerne som
rekvirent og påser i den
forbindelse, om betingelserne
for tvangsindlæggelse er
opfyldt, herunder at den rette
fremgangsmåde er fulgt, og at
lægeerklæringen indeholder de
fornødne oplysninger som
grundlag for tvangsindlæggelsen.
Hvis der er særlig anledning
hertil, vil politimesteren efter
omstændighederne også kunne
foretage en vurdering af, om
kravene til farlighedsindikation
er til stede.
For at
undgå at tvangsindlæggelse
foretages på grundlag af en
lægeundersøgelse, der ikke er
aktuel, foreslås en bestemmelse
i § 7, stk. 3, hvorefter der ved
tvangsindlæggelse på
farlighedsindikation, der ifølge
sin karakter nødvendigvis må ske
hurtigt, højst må gå 24 timer
fra undersøgelsens foretagelse
og til gennemførelsen af
tvangsindlæggelsen. Ved
tvangsindlæggelse på
behandlingsindikation foreslås
en frist på 7 dage. Overholdes
de anførte frister ikke, må der
i givet fald foretages en ny
lægeundersøgelse og udfærdiges
et nyt sæt
tvangsindlæggelsespapirer.
Efter den
foreslåede bestemmelse i § 9,
stk. 2, er det overlægen på den
modtagende afdeling, der træffer
den endelige afgørelse om,
hvorvidt patienten skal modtages
som tvangsindlagt. Overlægen er
ikke bundet af det skøn, som den
indlæggende læge og i et vist
omfang politiet har udøvet.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 3.2.5. og til betænkning
nr. 1109/1987, side 52-56.
Til § 10
Den
foreslåede bestemmelse regulerer
adgangen til at
tvangstilbageholde, det vil sige
nægte udskrivning af en patient,
der er indlagt på en psykiatrisk
afdeling. Tvangstilbageholdelse
kan kun ske, hvis de materielle
betingelser i § 5 er opfyldt,
herunder navnlig at patienten er
sindssyg eller befinder sig i en
tilstand, der ganske må
ligestilles hermed, ligesom
enten farligheds- eller
behandlingskriteriet samtidig
skal være opfyldt. Hvis
betingelserne for
tvangstilbageholdelse er
opfyldt, har overlægen pligt til
at nægte udskrivning.
Ikke kun
tvangsindlagte patienter, men
også patienter, der frivilligt
har ladet sig indlægge, vil
kunne tilbageholdes mod deres
vilje, hvis betingelserne herfor
er til stede.
Overførsel
af en psykiatrisk patient til en
lukket afdeling sidestilles med
en tvangstilbageholdelse, hvis
patienten protesterer mod
overførslen. Dette indebærer, at
en sådan tvangsmæssig overførsel
kun kan finde sted, hvis
betingelserne i § 5 er opfyldt.
Lovforslagets § 10, stk. 3, 1.
punktum indeholder en regel om,
at overlægen skal tage stilling
til en anmodning om udskrivning
og meddele patienten sin
afgørelse snarest muligt og
senest inden 24 timer efter
begæringens fremsættelse. Reglen
gælder ikke kun for patientens
første udskrivningsbegæring, men
også i tilfælde, hvor patienten
tidligere har fået afslag på en
anmodning om udskrivning og på
ny fremsætter anmodning herom,
hvilket patienten har fri adgang
til.
Hvis
overlægen afslår at imødekomme
udskrivningsbegæringen,
foreligger der en
tvangstilbageholdelse. En
patientrådgiver skal derfor
beskikkes, hvis patienten ikke
allerede har fået beskikket en
sådan, f.eks. i kraft af
forudgående tvangsindlæggelse
eller tidligere etableret
tvangstilbageholdelse.
I § 10,
stk. 3, 2. punktum, foreslås en
særregel, der alene tager sigte
på den situation, at en
tvangsindlagt patient begærer
sig udskrevet inden for det
første døgn efter
tvangsindlæggelsen. I den
situation vil det være
nødvendigt at indrømme overlægen
en vis observationstid, der er
længere end 24 timer, for at
tage stilling til, om den
tvangsindlagte skal
tilbageholdes. Fristen foreslås
fastsat til 48 timer regnet fra
tvangsindlæggelsen. Er det
forsvarligt at udøve skønnet
hurtigere, f.eks. i tilfælde
hvor overlægen kender patienten
i forvejen, skal dette dog
gøres, således at ingen
tilbageholdes længere end
nødvendigt.
Der
henvises i øvrigt til betænkning
nr. 1109/1987, side 56-60.
Til § 11
Efter
lovforslagets § 11 skal en
frihedsberøvelse straks bringes
til ophør, når de materielle
betingelser for frihedsberøvelse
efter § 5 ikke længere er
opfyldt. Dette skal ske, uanset
om patienten har fremkaldt
afgørelsen ved at fremsætte
begæring om udskrivning efter §
10, stk. 3, eller en sådan
begæring ikke er fremsat, jf. §
21, stk. 1, hvorefter overlægen
af egen drift løbende skal tage
stilling til spørgsmålet. En
ophævelse af frihedsberøvelse er
ikke nødvendigvis ensbetydende
med udskrivning, idet patienten
kan vælge at forblive indlagt på
frivilligt grundlag.
Til
kapitel 4
Tvangsbehandling
Til § 12
Ved al
lægelig behandling af
psykiatriske patienter, der er
omfattet af den foreslåede lov,
har den behandlende læge pligt
til at søge at opnå patientens
informerede samtykke, jf.
forslagets § 3 og bemærkningerne
hertil. Hvis dette ikke lykkes,
og patienten i stedet modsætter
sig den foreslåede behandling,
må man i almindelighed undlade
at iværksætte den påtænkte
behandling, medmindre den
pågældende patient er indlagt og
opfylder betingelserne for
tvangstilbageholdelse. I så fald
vil der efter forslagets § 12,
stk. 1, være mulighed for at
gennemføre den psykiatriske
behandling mod patientens vilje.
Afgørelse
om tvangsbehandling træffes i
det enkelte tilfælde af
overlægen, der også træffer
bestemmelse om, i hvilket omfang
der om fornødent kan anvendes
magt til behandlingens
gennemførelse. Afgørelsen om
behandlingsform og indhold skal
træffes i overensstemmelse med §
4 om det mindste middels
princip. Ved tvangsmedicinering
indebærer dette, at der skal
anvendes afprøvede lægemidler i
sædvanlig dosering og med
færrest mulige bivirkninger, jf.
§ 12, stk. 2.
Ved
afprøvede lægemidler forstås
præparater, der er velkendte, og
som findes optaget i
Sundhedsstyrelsens
specialitetsregister, jf.
Lægeforeningens
medicinfortegnelse og
lægemiddelkataloget. Sædvanlig
dosering betyder, at
ordinationerne skal følge de
retningslinjer, der er angivet i
lægemiddelfortegnelsen, samt det
der svarer til god lægelig
praksis. Brug af ekstraordinært
store doser - megadoser - vil
således være uberettiget, når
der er tale om tvangsbehandling.
Depotpræparater bør i videst
muligt omfang undgås og må ikke
være begyndelsesbehandling ved
tvangsmedicinering af patienter,
hvis reaktion på behandlingen
overlægen ikke kender. Ved
tvangsmedicinering bør der altid
være en læge til stede.
Medicinering må ikke foregå
skjult for patienten ved
medicintilsætning til mad og
drikke eller sammen med andre
præparater, som patienten er
vant til at tage.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 4 og til betænkning nr.
1109/1987, side 60-63.
Til § 13
Medens §
12 regulerer adgangen til at
tvangsbehandle psykiske lidelser
hos psykiatriske patienter,
indeholder § 13 en regulering af
adgangen til i visse tilfælde at
tvangsbehandle eventuelle
legemlige lidelser hos
psykiatriske patienter.
Sådan
somatisk tvangsbehandling må kun
finde sted, såfremt patienten
for det første opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse. Patienten
skal således være sindssyg eller
befinde sig i en tilstand, der
ganske kan ligestilles hermed,
samt opfylde enten
behandlingskriteriet eller
farlighedskriteriet.
For det
andet skal den legemlige lidelse
være så alvorlig, at den
udsætter patientens liv eller
helbred for væsentlig fare.
Endelig
skal overlægen på psykiatrisk
afdeling og overlægen på den
pågældende somatiske afdeling
være enige om, at betingelserne
for at tvangsbehandle den
legemlige lidelse er opfyldt.
Patienten
kan om fornødent overføres til
somatisk afdeling med henblik på
behandlingens gennemførelse.
Viser det sig under opholdet på
somatisk afdeling nødvendigt at
anvende tvang, finder dette sted
i overensstemmelse med reglerne
i denne lov.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger under pkt. 4 og til
betænkning nr. 1109/1987, side
63 f.
Til
kapitel 5
Fiksering
m.v.
Tvangsfiksering
Til § 14
Lovforslagets § 14 vedrører
anvendelsen af tvangsfiksering i
modsætning til
beskyttelsesfiksering, hvis
anvendelse er reguleret i § 18.
Om sondringen mellem
tvangsfiksering og
beskyttelsesfiksering henvises
til de almindelige bemærkninger
under pkt. 5.2.
§ 14, stk.
1, indeholder en udtømmende
opregning af de midler, som det
er tilladeligt at anvende til
tvangsfiksering, når de i stk. 2
anførte betingelser er opfyldt.
Ingen andre tvangsmidler - end
bælte, hånd- og fodremme samt
handsker - må benyttes.
Hvis det
af de i § 14, stk. 2, nævnte
grunde anses for nødvendigt at
benytte bælte være sig af læder
eller stof, skal fremgangsmåden
i § 15 med forudgående
lægeordination i hvert enkelt
tilfælde følges. Dette gælder
for alle patienter, der er
indlagt på psykiatrisk afdeling,
herunder også
gerontopsykiatriske patienter.
Reglerne om tvangsmidler
omfatter også ikke-sindssyge,
der er indlagt på psykiatrisk
afdeling, herunder misbrugere.
§ 14, stk.
2, angiver de materielle
betingelser, hvorunder
tvangsfiksering med rette kan
bringes i anvendelse.
I stk. 2,
nr. 1, findes de alvorligste
tilfælde, hvor der er tale om
nærliggende fare for skade på
legeme eller helbred. Her er
gruppen af beskyttede personer
den videste. Reglen omfatter
ikke kun fiksering for at
beskytte medpatienter, men også
for at beskytte personale,
besøgende, og alle andre, der
kommer på afdelingen, samt
vedkommende selv. Reglen yder
dermed også fornøden hjemmel for
indgreb i tilfælde af
selvbeskadigende adfærd.
Der er
tale om et farekriterium. For at
faren kan anses som nærliggende,
skal der være tale om en
konkret, aktuel og påviselig
fare. Det kræves derimod ikke,
at faren allerede skal have
manifesteret sig i en
skadevoldende handling, før der
kan gribes ind.
I stk. 2,
nr. 2, er der tale om mindre
alvorlige overgreb også rettet
mod personer, men den beskyttede
personkreds er her begrænset til
kredsen af medpatienter.
Tvangsfiksering kan i medfør af
nr. 2 anvendes over for den, der
forfølger eller på anden
lignende måde groft forulemper
medpatienter, men ikke personale
og besøgende.
Er
forulempelsen af særdeles grov
karakter, vil den dog efter
omstændighederne kunne indebære
en fare, som er omfattet af nr.
1 og dermed gøre anvendelse af
tvangsmidler efter denne
bestemmelse berettiget.
Forfølgelse eller grov
forulempelse kan bl.a. bestå i
seksuelt prægede tilnærmelser,
kraftigt råbende eller stærkt
drillende adfærd eller
gennemroden og tilegnelse af
andres ting. I mange tilfælde
vil det dog være nærliggende at
overveje, om en midlertidig
flytning af den patient, der
groft forulemper medpatienter,
eventuelt kan løse problemet,
jf. § 4, der også skal iagttages
ved tvangsfiksering.
Endelig er
der i stk. 2, nr. 3, hjemmel til
tvangsfiksering, når det er
nødvendigt for at afværge, at en
patient øver hærværk af ikke
ubetydeligt omfang.
Ved
bedømmelsen af, om der er tale
om ikke ubetydeligt hærværk, bør
der ikke alene tages hensyn til
tingenes værdi, men også til
hærværkets omfang og tidsmæssige
udstrækning.
Er andre
og mindre indgribende
foranstaltninger end
tvangsfiksering tilstrækkelige
til at bringe hærværket til
ophør, skal disse anvendes, jf.
§ 4.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 5 og til betænkning nr.
1109/1987, side 64-69.
Til § 15
Den
foreslåede bestemmelse
indeholder en angivelse af, hvem
der har kompetencen til at
træffe bestemmelse om
tvangsfiksering.
Der
henvises til betænkning nr.
1109/1987, side 69 f.
Til § 16
I
lovforslagets § 16 stilles der
krav om, at en patient, der er
tvangsfikseret med bælte, skal
have fast vagt.
En fast
vagt er en hertil udpeget
plejer, sygeplejerske eller
andet kvalificeret personale,
som ikke samtidig har andre
arbejdsopgaver end at tage sig
af den eller de bæltefikserede
patienter, som han er fast vagt
for. Tilsynet bør selvsagt
udføres tillige med hensyntagen
til patientens egne ønsker og
respekt af dennes værdighed og
selvfølelse, herunder også
retten til et vist privatliv,
når dette ikke er uforeneligt
med hensynet til patientens
sikkerhed.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 6.3. og til betænkning nr.
1109/1987, side 70 f.
Anvendelse
af fysisk magt
Til § 17
De
materielle betingelser for
anvendelse af den fysiske magt,
der består i at fastholde og
eventuelt føre patienten til et
andet opholdssted, er de samme
som gælder for tvangsfiksering
efter § 14, stk. 2.
Er der
behov for at anvende fysisk magt
i forbindelse med
tvangsbehandling, findes
hjemmelen herfor i § 12, stk. 3.
Spørgsmålet om, hvilket middel
der skal anvendes i det enkelte
tilfælde, må afgøres under
iagttagelse af det mindste
middels princip, jf. § 4. Man
kan i øvrigt næppe bortse fra,
at der ved fortolkningen af
kriterierne i § 14, stk. 2 og §
17 også må anlægges en
proportionalitetsbetragtning,
således at kravene skærpes, jo
mere indgribende en
foranstaltning, der er tale om.
Bestemmelsens stk. 1, 2. punktum
indeholder adgang til at anvende
den magt, der er nødvendig for
at sikre, at frihedsberøvede
patienter ikke forlader
afdelingen. Reglen, der bl.a.
giver overlægen ret til at
bestemme, at afdelingens
yderdøre skal holdes aflåsede,
gælder, selv om betingelserne i
1. punktum, jf. § 14, stk. 2,
ikke er opfyldt.
I stk. 2
findes en regel om adgangen til
at anvende en beroligende
indsprøjtning som et egnet
middel til at få en meget urolig
patient til at falde til ro.
Dette kan dels være påkrævet af
helbredsgrunde, idet en bedring
af patientens tilstand i visse
tilfælde forudsætter, at han
falder i søvn, dels kan det
efter omstændighederne være et
mindre vidtgående indgreb at
give et beroligende middel om
fornødent med magt end at
fastholde en patient igennem et
ikke helt kort tidsrum eller at
bæltefiksere patienten. Det må
bero på en helt konkret
vurdering, hvilket middel der i
den givne situation er det
mindst indgribende.
Tvangsmedicinering, hvor
indsprøjtninger gives som et led
i behandlingsplanen, kan kun ske
i henhold til § 12 efter
overlægens ordination, hvorimod
det, den vagthavende læge har
hjemmel til at gøre i henhold
til § 17, stk. 2, alene er helt
akut i enkeltstående tilfælde at
benytte en beroligende
indsprøjtning som det mindst
indgribende middel, der er egnet
til at løse det foreliggende
problem. Lægen bør være til
stede, medens en sådan
indsprøjtning gives.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 5. og til betænkning nr.
1109/1987, side 71-74.
Beskyttelsesfiksering
Til § 18
Vedrørende
sondringen mellem
beskyttelsesfiksering og
tvangsfiksering henvises til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 5.2.
Fiksering
af en patient mod dennes vilje i
beskyttende øjemed kan ske, når
det er nødvendigt for at hindre,
at den pågældende utilsigtet
udsætter sig selv for væsentlig
fare. Foranstaltningen anses for
tvungen, ikke blot når patienten
direkte formulerer en protest,
men også når vedkommende ved sin
adfærd viser, at han eller hun
søger at frigøre sig for det
beskyttelsesmiddel, der
anvendes. Hvis patienten selv
kan frigøre sig og ikke søges
hindret heri, foreligger der
ikke beskyttelsesfiksering, men
et hjælpemiddel.
De i
praksis vigtigste eksempler på
beskyttelsesfiksering er at
placere patienten i en stol med
et bord foran, således at
patienten ikke selv kan rejse
sig, eventuelt ved benyttelse af
et særlig fikseringsbord, lagen
eller stofrem over dyne, når
patienten ligger i sin seng,
samt brug af bælte i bad, på
toilet eller i stol alt med det
formål at sikre, at patienten
ikke rejser sig og falder med
risiko for herved at komme til
skade.
Aflåsning
af afdelingens yderdør eller
brug af en lås, som
gerontopsykiatriske patienter
ikke kan finde ud af at anvende,
kan også anses som en tvungen
form for beskyttelse.
Aflåsningen benyttes navnlig,
når døren ikke kan lades
uaflåst, fordi en eller flere
patienter må befrygtes at ville
forlade afdelingen og herved vil
udsætte sig for betydelig risiko
for tilskadekomst i trafikken
eller for eventuelt at forkomme,
fordi de ikke selv kan finde
tilbage til afdelingen. Formålet
med aflåsning som
beskyttelsesforanstaltning er
således forskelligt fra det
formål, der kan begrunde
aflåsning i medfør af § 17, stk.
1, 2. punktum, der alene
vedrører frihedsberøvede
patienter.
Når
aflåsning sker, må den eller de
patienter, der herved søges
forhindret i at forlade
afdelingen, anses for
frihedsberøvede, forudsat deres
adfærd kan siges at indebære en
klar og utvetydig begæring om
udskrivning.
Efter §
18, stk. 2, kræver
beskyttelsesfiksering
lægeordination med angivelse af,
i hvilket omfang og i hvilke
situatoner et vist middel til
beskyttelsesfiksering må
benyttes. Der skal samtidig
træffes bestemmelse om, hvornår
ordinationen skal tages op til
fornyet vurdering, hvilket efter
de første fire ordinationer dog
mindst skal ske hver 4 uge, jf.
§ 21, stk. 3. Ansvaret for og
tilsynet med, at der ikke
anvendes beskyttelsesfiksering i
videre omfang end strengt
påkrævet under behørig
hensyntagen til patienternes
sikkerhed, er overlægens, jf. §
21, stk. 1.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger under pkt. 5. og
til betænkning nr. 1109/1987,
side 74-79.
Bemyndigelsesbestemmelse
Til § 19
Sundhedsministeren bemyndiges
til at fastsætte nærmere regler
om tvangsfiksering, anvendelse
af fysisk magt,
beskyttelsesfiksering og
herunder om adgangen til at
foretage aflåsning af yderdøre.
Der kan dels blive behov for at
udfærdige mere detaljerede
forskrifter om disse former for
tvangsanvendelse, dels at
fastsætte mere instruktoriske
forskrifter til personalet.
Til
kapitel 6
Tvangsprotokol og obligatorisk
efterprøvelse
Til § 20
Den
faktiske anvendelse af tvang,
være sig tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse,
tvangsbehandling,
tvangsfiksering, fysisk
magtanvendelse eller aflåsning
af en ellers åben afdeling, skal
i hvert enkelt tilfælde
registreres og indføres i en
tvangsprotokol.
For så
vidt angår beskyttelsesfiksering
bortset fra aflåsning er det
tilstrækkeligt, at selve
lægeordinationen indføres i
tvangsprotokollen.
Ordinationsnotatet skal
indeholde specifikation af de
situationer, hvor
beskyttelsesfiksering må bringes
i anvendelse, og af de midler,
der må benyttes. Derimod er der
ved beskyttelsesfiksering ikke
pligt til at tilføre
tvangsprotokollen oplysning om
de enkelte tilfælde, hvor
beskyttelsesfikseringen faktisk
bringes i anvendelse i henhold
til den forudgående ordination.
Efter
bemyndigelsesbestemmelsen i stk.
2 er det forudsat, at der i de
nærmere regler om
tvangsprotokoller, som
sundhedsministeren fastsætter,
bl.a. skal medtages bestemmelser
om indberetning af tvang til
sygehusmyndigheden, normalt
vedkommende amtskommune, og til
Sundhedsstyrelsen.
En patient
har altid ret til at gøre sig
bekendt med, hvad der er tilført
tvangsprotokollen om patienten
selv. Patientrådgiveren har
samme ret for så vidt angår den
eller de patienter, som
patientrådgiveren er beskikket
for.
Der
henvises i øvrigt til betænkning
nr. 1109/1987, side 79-81.
Til § 21
Den
foreslåede bestemmelse har til
formål at sikre, at
frihedsberøvelse og anden tvang
i overensstemmelse med det
mindste middels princip ikke
anvendes i videre omfang end
nødvendigt. Det påhviler
overlægen at påse overholdelsen
af dette princip.
Lovforslagets § 21, stk. 2,
indeholder en særlig regel om
obligatorisk efterprøvelse af,
om betingelserne for fortsat
frihedsberøvelse er opfyldt (reviews).
Overlægen
skal efter § 21, stk. 1, af egen
drift og til stadighed bl.a.
påse, at ingen holdes
frihedsberøvet i længere tid end
nødvendigt. Baggrunden for
reglen i § 21, stk. 2, er ønsket
om at supplere denne løbende
efterprøvelse, som bør ske
regelmæssigt, med en mere
formaliseret procedure.
Efter
reglen skal overlægen i relation
til enhver patient, der er
frihedsberøvet, på eget
initiativ tage spørgsmålet om
fortsat frihedsberøvelse op til
formel prøvelse med de i
bestemmelsen angivne
intervaller. Resultatet af denne
obligatoriske efterprøvelse skal
tilføres tvangsprotokollen med
en udførlig begrundelse for
afgørelsen. Finder overlægen, at
betingelserne for fortsat
frihedsberøvelse ikke længere er
til stede, skal
frihedsberøvelsen straks
ophæves, jf. § 11. For det
tilfælde, at overlægen finder
fortsat frihedsberøvelse
nødvendig, følger det af § 21,
stk. 2, 2. pkt., at
patientrådgiveren og efter
begæring tillige patienten skal
underrettes om afgørelsen.
Det bør
fremhæves, at den nævnte
procedure naturligvis ikke
afskærer patienten fra til
enhver tid selv at fremsætte
begæring om udskrivning, jf. §
10, stk. 3. Den formaliserede
obligatoriske efterprøvelse skal
netop sikre, at spørgsmålet
tages op regelmæssigt og
uafhængigt af en begæring efter
§ 10, stk. 3, fra patienten, alt
med det formål, at
frihedsberøvelsen begrænses til
det absolut nødvendige.
Endvidere
indeholder § 21, stk. 3, en
særbestemmelse for så vidt angår
efterprøvelse af ordination af
beskyttelsesfiksering. For at
sikre, at der ikke anvendes
beskyttelsesfiksering i videre
omfang end påkrævet, foreslås
det, at der skal ske en fornyet
vurdering henholdsvis 3, 10, 20
og 30 dage efter den første
ordination og herefter mindst
hver 4. uge. Sker der ikke
fornyet lægeordination på disse
tidspunkter, falder beslutningen
og hermed hjemmel til at benytte
det pågældende
beskyttelsesmiddel bort.
Der
henvises til betænkning nr.
1109/1987, side 81-82.
Til
kapitel 7
Særlige
regler om psykokirurgiske
indgreb og om forsøgsbehandling
Til § 22
Et
psykokirurgisk indgreb medfører
en varig ændring af hjernens
funktion og må betegnes som den
mest indgribende psykiatriske
behandlingsform.
Sundhedsstyrelsen har siden 1983
centraliseret udførelse af
psykokirurgiske indgreb, således
at de kun må foretages på
Rigshospitalet. Psykokirurgisk
indgreb foretages i stadigt
færre og færre tilfælde og er
siden 1983 efter det oplyste
ikke blevet foretaget her i
landet.
Som følge
af det særdeles vidtgående
indgreb, som den psykokirurgiske
behandlingsform indebærer, må
denne behandlingsform aldrig
anvendes som tvangsbehandling.
En protest fra patienten skal
altid respekteres, uanset
hvilken psykisk tilstand den
pågældende befinder sig i.
I
lovforslagets § 22 stilles der
herudover for det første krav
om, at patienten afgiver et
informeret, skriftligt samtykke.
Samtykker patienten, men er den
pågældende ude af stand til at
afgive et gyldigt
samtykke, kan et psykokirurgisk
indgreb kun gennemføres, såfremt
patienten umyndiggøres i
personlig henseende, og den
beskikkede værge giver
skriftligt samtykke.
Et
skriftligt samtykke fra
patienten - eller, efter
umyndiggørelse, af dennes værge
- er ikke tilstrækkeligt. Der
kræves endvidere en forudgående
godkendelse fra et lægeråd, der
nedsættes af Sundhedsstyrelsen.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 4. og til betænkning nr.
1109/1987, side 83 f.
Til § 23
I
lovforslagets § 23 findes en
regel om forsøgsbehandling. Ved
forsøg forstås afprøvning af
lægemidler og indgreb eller
anden legemlig eller psykisk
påvirknig eller undersøgelse,
der foretages i
forskningsmæssigt øjemed uden
samtidig behandling. Såvel
klinisk som ikke klinisk
afprøvning og forskning er
omfattet af reglen.
Efter §
23, stk. 1, må forsøgsbehandling
ikke gennemføres over for
frihedsberøvede patienter. Dette
gælder, uanset om de pågældende
patienter samtykker i at
medvirke til
forsøgsbehandlingens
gennemførelse. I givet fald må
frihedsberøvelsen bringes til
ophør, før patienten kan
medvirke.
I § 23,
stk. 2, opstilles den regel, at
forsøgsbehandling heller ikke må
gennemføres med tvang over for
frivilligt indlagte patienter.
Tvang skal her forstås i
overensstemmelse med
definitionen i § 1, stk. 2, men
det forudsættes, at der i
almindelighed indhentes et
egentligt samtykke fra
patienten.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 4.
Til
kapitel 8
Patientrådgivere og patientråd
Til §§
24-29
Til
afløsning af den eksisterende
tilsynsværgeordning foreslås
etableret en ordning med lønnede
patientrådgivere.
Efter
lovforslagets § 24, stk. 1, skal
der automatisk og obligatorisk
ske beskikkelse af
patientrådgiver i alle tilfælde
af tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og
tvangsbehandling, uanset om
patienten har anmodet om en
sådan beskikkelse. Ved anden
form for tvangsanvendelse, dvs.
tvangsfiksering, jf. § 14,
fysisk magtanvendelse og
beskyttelsesfiksering, jf. §§ 17
og 18, skal der kun beskikkes en
patientrådgiver, hvis patienten
selv fremsætter begæring herom.
Beskikkelsen er ikke fakultativ
i den forstand, at det tilkommer
den vagthavende sygeplejerske
eller andre at skønne over, om
begæringen er mere eller mindre
velbegrundet. Når en begæring er
fremsat af patienten selv, skal
beskikkelse straks finde sted.
Forslagets
§ 24, stk. 2, og § 26, stk. 1,
indeholder en beskrivelse af
patientrådgiverens opgaver, der
i almindelighed forudsættes at
kunne løses inden for 4-6 timer
pr. uge.
Patientrådgivere antages efter
ansøgning af statsamtmanden (i
Københavns kommune
overpræsidenten), som udarbejder
en fortegnelse over de antagne
patientrådgivere, der fordeles
mellem de enkelte psykiatriske
afdelinger i statsamtet.
Patientrådgiverne tænkes navnlig
rekrutteret fra personale med
ansættelse i sundheds- og
socialsektoren i vid forstand.
Også andre interesserede bør dog
kunne komme i betragtning f.eks.
præster, psykologer, lærere og
andre, der må anses for særligt
egnede. Er der flere ansøgere
end der er behov for, må
statsamtmanden antage de af
ansøgerne, der må anses for
bedst kvalificerede. Ved
afgørelsen heraf er der ikke
nogen persongrupper, der på
forhånd har fortrin frem for
andre, men det vil naturligvis
kunne indgå i vurderingen, om
ansøgeren gennem sin
beskæftigelse har en indsigt
eller erfaring, der må betragtes
som særlig relevant i relation
til varetagelsen af hvervet som
patientrådgiver.
Beskikkelsen i det enkelte
tilfælde sker ved, at den
vagthavende sygeplejerske fra
den fortegnelse, som
statsamtmanden har udarbejdet
over antagne patientrådgivere,
udtager den patientrådgiver, som
står for tur. Beskikkelsen sker
i almindelighed ved telefonisk
underretning til
patientrådgiveren, men skal
efterfølgende bekræftes
skriftligt.
Fremsætter
patienten begæring om at få en
anden patientrådgiver, som er
optaget på fortegnelsen,
beskikket, skal en sådan
begæring så vidt muligt tages
til følge, jf. § 25, stk. 3. Er
der tale om en anmodning om at
få en allerede beskikket
patientrådgiver udskiftet med en
anden, der er optaget på
fortegnelsen over
patientrådgivere, bør
anmodningen dog kun imødekommes,
hvis dette er rimeligt
begrundet.
Medens den
vagthavende sygeplejerskes og
overlægens beskikkelse i medfør
af henholdsvis § 25, stk. 2 og
3, altid vil ske i henhold til
listen over faste
patientrådgivere, kan andre end
disse godt beskikkes som
patientrådgiver af
statsamtmanden i henhold til
patientens udtrykkelige
begæring, jf. § 25, stk. 4.
I disse
tilfælde vil der dog altid ske
en foreløbig beskikkelse af den
patientrådgiver, der efter § 25,
stk. 2, står for tur. Denne
fungerer, indtil statsamtmanden
har truffet afgørelse om,
hvorvidt patientens anmodning om
at få beskikket en
patientrådgiver, der ikke er
optaget på listen, kan
imødekommes. Ved vurderingen af,
om en sådan begæring bør tages
til følge, bør der lægges vægt
på, om begæringen er rimeligt
begrundet, herunder om den, der
ønskes beskikket, kan anses for
egnet til hvervet. Nære
pårørende til patienten og
dennes venner kan meget vel være
de eneste, som patienten har
tillid til. Til disse kan man
ikke stille krav om særlig
indsigt eller kendskab til de
forhold, som de faste
patientrådgivere forudsættes at
have erhvervet sig, men derimod
nok om en umiddelbar forståelse
for, hvad hvervet indebærer. Der
må ikke foreligge
interessemodsætninger, som
patienten eventuelt ikke selv er
tilstrækkelig opmærksom på.
Såfremt
statsamtmanden finder
beskikkelsen utilrådelig og
derfor afslår at imødekomme
patientens begæring, vil
afslaget kunne påklages til
Justitsministeriet.
Hvis
patientrådgiveren skal kunne
udføre sit hverv, er det
nødvendigt, at rådgiveren på den
ene side modtager relevante
lægelige oplysninger om
patienten og ikke må nøjes med,
hvad denne selv kan og vil
oplyse. Det er på den anden side
også vigtigt at tage hensyn til
patientens egne ønsker og
lægernes tavshedspligt. Det er
en afvejning af disse
modstridende hensyn, der gør det
nødvendigt at foretage en
selvstændig regulering af
spørgsmålet, jf. forslagets §
27, idet forvaltningslovens
regler om partsrepræsentation
næppe vil være fuldt ud dækkende
for den særlige retsstilling,
der ønskes tilvejebragt på dette
område.
Patientrådgiveren må have adgang
til de oplysninger, som er
nødvendige for, at
patientrådgiveren kan varetage
sit hverv. Patientrådgiveren
skal f.eks. have adgang til at
gøre sig bekendt med
oplysningerne i
tvangsprotokollen, jf.
bemærkningerne til § 20. Dette
gælder, selv om patienten
direkte modsætter sig dette.
Hvis en sådan situation opstår,
bør overlægen dog altid søge
afklaret, om beskikkelse af en
anden patientrådgiver eventuelt
vil ændre patientens holdning
til spørgsmålet og i givet fald
rejse sag herom.
Som et
naturligt modstykke til de
fortrolige oplysninger,
patientrådgiverne modtager, har
de tavshedspligt efter de
gældende regler i
forvaltningslovens § 27 og
straffelovens § 152.
Patientrådgiveren bør på den
anden side ikke have
informationer, som af lægelige
grunde ikke meddeles patienten.
Selv om
patienten som hovedregel har ret
til aktindsigt i sin egen
journal, jf. § 9 i lov om
offentlighed i forvaltningen, må
patientrådgiverens adgang til at
gøre sig bekendt med indholdet
af journalen kræve et samtykke
fra patienten.
Efter
lovforslagets § 28 bortfalder
beskikkelsen som patientrådgiver
samtidig med, at det
tvangsindgreb, der har udløst
beskikkelsen, bringes til ophør.
Patientrådgiveren skal dog søge
afklaret, om patienten ønsker at
klage over det nu afsluttede
tvangsindgreb og i givet fald
bistå hermed, ligesom
patientrådgiveren skal yde
bistand til gennemførelse af
klagesager, der allerede er
påbegyndt.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger under
pkt. 6.2. og til betænkning nr.
1109/1987, side 87-94.
Patientråd
Til § 30
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger under pkt. 6.4. og
til betænkning nr. 1109/1987,
side 94 f (bemærkninger til § 31
i udvalgets lovudkast).
Til
kapitel 9
Underretning og klagevejledning
m.v.
Til § 31
I tilfælde
hvor frihedsberøvelse eller
anden tvang agtes anvendt, skal
patienten forinden underrettes
om den påtænkte tvang, dens
nærmere indhold, baggrund og
formål, jf. forslagets § 31,
stk. 1. Dette gælder, uanset om
patienten har anmodet om at få
disse oplysninger.
En sådan
forudgående underretning kan dog
i særligt hastende tilfælde
undlades ved anvendelse af
tvangsmidler og fysisk magt, jf.
stk. 2. Der tænkes herved på de
akutte situationer, hvor tvang
anvendes for at afværge mere
overhængende fare. I sådanne
tilfælde ville det være
urealistisk og efter
omstændighederne uforsvarligt,
hvis underretningspligten i stk.
1 skulle opfyldes, før indgrebet
kunne foretages. Begrundelsen
for indgrebets foretagelse skal
i disse tilfælde gives
efterfølgende.
Beslutninger om at anvende tvang
må antages at være afgørelser i
forvaltningslovens forstand,
hvilket bl.a. indebærer, at
forvaltningslovens regler om
efterfølgende skriftlig
begrundelse på begæring finder
anvendelse.
Til § 32
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 25 om
klagevejledning gælder kun for
afgørelser, der meddeles
skriftligt. Den almindelige
vejledningspligt i
forvaltningslovens § 7 medfører
imidlertid, at der om fornødent
også skal gives klagevejledning,
når afgørelsen meddeles
mundtligt.
I § 32
foreslås en udtrykkelig
bestemmelse, hvorefter patienten
ved enhver anvendelse af tvang
skal vejledes om adgangen til at
påklage indgrebet. Ved
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse skal
patienten vejledes om adgangen
til domstolsprøvelse, jf.
forslagets § 34, herunder om
fristen på 4 uger i
retsplejelovens § 469, stk. 4.
En sådan vejledningspligt følger
også af forvaltningslovens § 26.
I forbindelse med
tvangsbehandling,
tvangsfiksering, anvendelse af
fysisk magt og
beskyttelsesfiksering skal
patienten vejledes om adgangen
til at påklage de pågældende
indgreb til patientklagenævnet,
jf. lovforslagets § 36.
Det er
ikke i bestemmelsen fastlagt,
hvornår klagevejledningen skal
gives. Dog skal klagevejledning
altid gives, før beslutning om
tvangsbehandling effektueres,
såfremt der er mulighed for
opsættende virkning, jf. § 32,
stk. 3.
En
udnyttelse af klageadgangen har
i almindelighed ikke opsættende
virkning, jf. § 32, stk. 2. Dog
gælder der en særregel ved
tvangsbehandling, jf. § 32, stk.
3, hvorefter der i almindelighed
tillægges en klage til det
lokale patientklagenævn
opsættende virkning.
Til § 33
Bemyndigelsesbestemmelsen svarer
til § 34 i betænkningens
lovudkast, se betænkning nr.
1109/1987, s. 28.
Til
kapitel 10
Domstolsprøvelse og klageadgang
Til § 34
Sager
vedrørende tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse indbringes
efter anmodning fra patient
eller patientrådgiver direkte
for byretten i overensstemmelse
med reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a uden forudgående
administrativ
klagesagsbehandling.
Sagen skal
indbringes for retten af den
myndighed, der har besluttet
frihedsberøvelsen eller nægtet
at ophæve den, jf.
retsplejelovens § 469, stk. 1.
Ved besluttende myndighed
forstås i denne forbindelse
sygehusmyndigheden, normalt
amtskommunen, som arbejdsgiver
for den overlæge, der i medfør
af § 9, stk. 2, eller § 10, stk.
3, har truffet bestemmelse om
frihedsberøvelse.
Sygehusmyndigheden skal
indbringe sagen inden 5
søgnedage efter, at klagen er
rejst, ledsaget af de fornødne
oplysninger, lægeerklæring,
redegørelse for klagen m.v.
Parter under sagen er
sygehusmyndigheden og patienten,
jf. retsplejelovens § 470, stk.
1. Byrettens afgørelse kan ankes
til landsretten.
Godkender
retten, at patienten
tvangstilbageholdes, kan
spørgsmålet om udskrivning først
på ny begæres forelagt for
retten, når der er forløbet 2
måneder efter rettens afgørelse.
Har sagen været anket til
landsretten, regnes fristen fra
landsrettens dom.
Den
foreslåede frist på 2 måneder,
der indebærer en halvering af
den tilsvarende frist i
1938-loven på 4 måneder, gælder
kun, når der er spørgsmål om en
fornyet domstolsprøvelse af den
samme frihedsberøvelse. Dette
forudsætter, at samme
frihedsberøvelse opretholdes i
mere end 2 måneder, hvilket kun
sjældent forekommer. Fristen
gælder derimod ikke, hvis der er
tale om en ny frihedsberøvelse,
ligesom den heller ikke
begrænser adgangen til at anmode
overlægen om at tage stilling
til spørgsmålet om fortsat
frihedsberøvelse, jf. § 10, stk.
3.
Til §§
35-39
Efter § 35
skal der oprettes decentrale
klagenævn, eet i hvert statsamt
samt eet i Københavns kommune.
Nævnets stedlige kompetence
omfatter de psykiatriske
afdelinger, der hører under den
eller de sygehusmyndigheder, som
er beliggende i det pågældende
statsamt. Klager fra patienter
indlagt på Frederiksberg
hospital henhører således under
Københavns statsamt. Sct. Hans
Hospital i Roskilde hører under
patientklagenævnet i Københavns
kommune. Klager fra patienter
indlagt på Rigshospitalets
psykiatriske afdeling, der
drives af staten, behandles af
patientklagenævnet i Københavns
kommune.
Vedrørende
nævnets sammensætning foreslås
det, at nævnet skal bestå af 3
medlemmer: statsamtmanden (i
Københavns kommune
overpræsidenten), der er
formand, et medlem udpeget efter
indstilling fra Den almindelige
Danske Lægeforening samt et
medlem udpeget efter indstilling
fra De Samvirkende
Invalideorganisationer.
Justitsministeriet anser det for
væsentligt, at der bliver
kvindelig repræsentation i de
lokale klagenævn, og vil derfor
anmode de indstillende
organisationer om også at
indstille kvinder, således at
Justitsministeriet kan få reel
mulighed for at udpege kvinder.
For så vidt angår klagenævnets
almindelige medlemmer beskikkes
der stedfortrædere for disse,
mens nævnets formand i tilfælde
af, at statsamtmanden
undtagelsesvis er forhindret,
vil være den, der er
stedfortræder for
statsamtmanden.
Klagenævnets saglige kompetence
er reguleret i § 36.
Klagenævnets kompetence omfatter
klager over tvangsbehandling
efter forslagets §§ 12-13,
tvangsfiksering, jf. §§ 14-16,
anvendelse af fysisk magt, jf. §
17, samt beskyttelsesfiksering
efter § 18. Nævnets afgørelse
kan gå ud på, at tvangsindgrebet
godkendes, eller at indgrebet
findes at være foretaget med
urette, f.eks. fordi lovens
betingelser for dets foretagelse
ikke er opfyldt. Hvis klagen
ikke kun omfatter indgrebet som
sådant, men også er rettet mod
den eller de medicinalpersoner,
der har deltaget i den påklagede
tvangsudøvelse, vil nævnet
samtidig kunne tage stilling
til, om der f.eks. er grundlag
for at udtale kritik over for
de(n) pågældende.
Specielt
for så vidt angår
tvangsbehandling efter § 12
bemærkes, at nævnets kompetence
ikke er begrænset til en
efterprøvelse af, om
betingelserne for
tvangsbehandling er opfyldt, jf.
§ 12, stk. 1, og en bedømmelse
af den tvang, der i givet fald
er anvendt, jf. § 12, stk. 3, 2.
punktum. Nævnet er også beføjet
til at tage stilling til selve
det lægelige indhold af
behandlingen, herunder valg af
præparat og dosering, jf. § 12,
stk. 2, og § 4. I øvrigt
henledes opmærksomheden på
forslagets § 32, stk. 3,
hvorefter en klage, der
fremsættes inden
tvangsbehandling er påbegyndt,
bevirker, at indgrebet må
udsættes, indtil
patientklagenævnet har truffet
afgørelse, medmindre omgående
gennemførelse af behandlingen er
nødvendig for ikke at udsætte
patientens liv eller helbred for
væsentlig fare.
Uden for
nævnets kompetence falder klager
over tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse, der efter
§ 34 skal indbringes direkte for
domstolene. Ligeledes falder
klager over lægelig behandling,
der ikke har været forbundet med
tvang, uden for de lokale nævns
kompetence. Sådanne klager
behandles efter reglerne i i lov
om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v.
Bestemmelsen i § 37 indeholder
de forskrifter, der skal gælde
om sagsbehandlingen i
patientklagenævnet. Det er
sygehusmyndigheden, der
indbringer sagen for
patientklagenævnet, jf. § 36.
Det samme gælder med hensyn til
indbringelse af klager over
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse for
retten, jf. § 34, stk. 1. Dette
betyder imidlertid ikke, at
patienten eller
patientrådgiveren nødvendigvis
skal fremsætte eventuelle klager
direkte over for
sygehusmyndigheden med henblik
på sagens indbringelse for
retten eller patientklagenævnet.
Patienten eller
patientrådgiveren kan fremsætte
klagen over for afdelingens
læger, sygeplejersker, plejere
og andre, der deltager i
patientbehandlingen. Afdelingens
læger og sygeplejersker vil
herefter have pligt til snarest
muligt at viderebringe den til
sygehusmyndigheden. Patienten
eller patientrådgiveren vil
naturligvis også have mulighed
for at indgive en klage f.eks.
vedrørende tvangsbehandling
direkte til patientklagenævnet.
Når
sygehusmyndigheden bliver
bekendt med, at der er indgivet
en klage, der henhører under det
lokale nævns kompetence,skal
sagens akter, herunder en
udskrift af det, der klages
over, og en erklæring fra
overlægen straks fremsendes
eller overbringes til
patientklagenævnet. Hvis nævnet
ønsker yderligere oplysninger,
træffer nævnet selv
foranstaltning hertil. Det kan
f.eks. dreje sig om supplerende
lægelige oplysninger eller en
udtalelse fra afdelingens
sygeplejepersonale. Nævnet kan
endvidere i forbindelse med
behandlingen af en konkret sag
aflægge besøg på vedkommende
psykiatriske afdeling, bl.a. med
henblik på på stedet at
undersøge de faktiske
omstændigheder, hvorunder det
påklagede tvangsindgreb har
fundet sted.
I de
tilfælde, hvor der er tale om
klage over tvangsbehandling vil
patienten altid have en
patientrådgiver, jf.
lovforslagets § 24, stk. 1. Ved
tvangsfiksering m.v. beskikkes
der alene patientrådgiver, hvis
patienten anmoder om det. Der
kan derfor forekomme tilfælde,
hvor en patient, der f.eks.
klager over tvangsfiksering,
ikke har en patientrådgiver. Ved
sagens modtagelse bør nævnet
derfor altid være opmærksom på,
om den pågældende patient har en
patientrådgiver. Er dette ikke
tilfældet, bør patienten snarest
muligt orienteres om adgangen
til efter § 24, stk. 1, 2.
punktum, at få beskikket en
patientrådgiver til at bistå sig
under sagens behandling i
nævnet, således at beskikkelse i
givet fald kan ske inden sagen
realitetsbehandles i nævnet.
Parter i
sagen er sygehusmyndigheden og
patienten. Hvis klagen ikke kun
omfatter tvangsanvendelsen som
sådan, men også er rettet imod
de involverede
medicinalpersoner, vil disse
også have stilling som parter i
klagesagen. Patienten og
patientrådgiveren har ret til
mundtligt at forelægge sagen for
nævnet. Patienten kan kun
udelukkes, helt eller delvis,
fra at deltage i nævnets
behandling, hvis hensynet til
patientens helbred eller til
sagens praktiske behandling i
nævnet taler afgørende herfor,
hvilket kun sjældent vil være
tilfældet.
Overlægen
og eventuelt tillige andre
repræsentanter for
sygehusmyndigheden har ligeledes
ret til at overvære og deltage i
forhandlingerne i
patientklagenævnet, men ikke til
at overvære nævnets votering.
Der kan dog i særlige tilfælde
forekomme situationer, hvor det
navnlig af hensyn til patienten
kan være hensigtsmæssigt, at
nævnets formand beder
vedkommende overlæge om ikke at
være til stede, mens patienten
forelægger sagen.
Patientklagenævnet skal træffe
afgørelse snarest muligt. Det
bør i praksis betyde inden 14
dage efter klagens modtagelse.
Hvis 14-dages-fristen
undtagelsesvis ikke kan
overholdes, skal nævnet
underrette patienten og
patientrådgiveren, normalt
skriftligt, om grunden hertil og
om, hvornår afgørelsen kan
forventes truffet. Især klager
over forestående
tvangsbehandling, som efter
forslagets § 32, stk. 3, normalt
er tillagt opsættende virkning,
forudsættes behandlet og afgjort
særlig hurtigt.
Efter § 38
kan det decentrale
patientklagenævns afgørelser
påklages til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn. Ikke kun
patienten og patientrådgiveren
har adgang til at påklage
afgørelsen, men også
sygehusmyndigheden og evt.
vedkommende medicinalperson har
mulighed for at påklage
patientklagenævnets afgørelse.
Når det i
§ 38, stk. 2, anføres, at disse
sager behandles i
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn efter reglerne
i kapitel 3 i lov om
sundhedsvæsenets
centralstyrelse, skal det
forstås med de forbehold, der
følger af, at sygehusmyndigheden
optræder som part, og at Nævnet
i denne type sager som 2.
instans har samme saglige
kompetence som de lokale
patientklagenævn. Dette
indebærer bl.a., at Nævnets
kompetence ikke er begrænset til
en individuel bedømmelse af de
involverede medicinalpersoners
faglige virksomhed. Nævnets
centrale opgave i denne type
sager vil ligesom ved sagernes
behandling i de lokale
patientklagenævn bestå i at
foretage en samlet vurdering af
de omstændigheder, hvorunder
tvangsanvendelsen har fundet
sted, med henblik på at afgøre,
om tvangsanvendelsen har været
berettiget eller ej.
Reglen i §
39 foreskriver, at det er
vedkommende statsamt (Københavns
Overpræsidium), som skal sørge
for sekretariatsbistand til
patientklagenævnet samt afholde
udgifterne til honorarer til
nævnets almindelige medlemmer.
Til
kapitel 11
Særlige
regler om anbringelse af
ekstraordinært farlige personer
Til §§ 40
og 41
Efter de
gældende bestemmelser i
sindssygelovens § 10,
sammenholdt med § 3 i lov nr.
123 af 29. april 1913 om
opførelse af et
sindssygehospital og en dertil
knyttet sikringsanstalt på
Sjælland, har Justitsministeriet
en adgang til at træffe
bestemmelse om anbringelse af
ekstraordinært farlige sindssyge
mænd på sikringsanstalten. Denne
særlige adgang til i helt
ekstraordinære tilfælde at
udfærdige de såkaldte
farlighedsdekreter, der i
perioden 1974-1984 ikke har
været anvendt i mere end højst 8
tilfælde om året, foreslås
opretholdt med en sproglig
præcisering og således, at der
som en yderligere retsgaranti
indføres obligatorisk
efterfølgende domstolsprøvelse
af Justitsministeriets afgørelse
om anbringelse.
I praksis
anvendes farlighedsdekreter
navnlig over for personer, der
opholder sig på psykiatrisk
afdeling i henhold til en
strafferetlig foranstaltning
efter straffelovens § 68.
Bestemmelse om anbringelse på
sikringsanstalten kan dog også
træffes over for andre personer,
der opholder sig på psykiatrisk
afdeling, uanset om de er
frihedsberøvede eller frivilligt
indlagte. Det forekommer i
sjældne tilfælde, at
farlighedsdekret afsiges over
for personer, der er anbragt i
kriminalforsorgens institutioner
f.eks. på grundlag af en dom til
forvaring.
Den
grundlæggende betingelse for at
træffe en sådan administrativ
bestemmelse om anbringelse på
den sikringsanstalt, der er
knyttet til Amtshospitalet i
Nykøbing Sjælland, er, at den
pågældende person er sindssyg.
Endvidere
kræves det, at den sindssyge
vedvarende udsætter andres liv
eller legeme for alvorlig og
overhængende fare. Der er tale
om et kvalificeret
farlighedsbegreb, der ikke
omfatter selvmordsfare.
Der skal
foreligge en vedvarende mere
kvalificeret og konkret
farlighed rettet mod andres liv
eller legeme. Det er endvidere
en betingelse, at denne
farlighed ikke kan imødegås
eller afværges ved andre mindre
indgribende foranstaltninger end
anbringelse i sikringsanstalten.
Omfattet
vil navnlig være personer, som
under deres ophold på
psykiatrisk afdeling har gjort
sig skyldig i manddrab, voldtægt
eller legemsbeskadigelse eller i
forsøg herpå, jf. straffelovens
§§ 237, 216, 245, 246, eller som
truer med at begå sådanne
handlinger, således at der
fremkaldes alvorlig og
velbegrundet frygt for andres
liv eller velfærd, jf.
straffelovens § 266. Forvolder
en sindssyg lignende fare for
andres liv eller legeme ved
almenfarlige handlinger, som
f.eks. brandstiftelse, jf.
straffelovens §§ 180 og 181, vil
dette også kunne begrunde
anbringelse i sikringsanstalten.
Den
farlighed, der udløser
farlighedsdekretet, vil
undertiden, men ikke altid,
medføre, at der rejses en
selvstændig straffesag eller -
hvis den pågældende i forvejen
er undergivet en strafferetlig
foranstaltning - sag om
foranstaltningsændring. I så
fald vil farlighedsdekretet ofte
blive afløst af en strafferetlig
foranstaltning, indledningsvis
typisk i form af et
varetægtssurrogat og senere i
form af en foranstaltning efter
straffelovens § 68.
Ligesom
hidtil bør det ved valget mellem
farlighedsdekret og
strafferetlig forfølgning
foretrækkes, at der gennemføres
en strafferetlig forfølgning,
hvor dette efter den udviste
adfærd findes påkrævet. Der er
imidlertid utvivlsomt et behov
for i et begrænset antal
tilfælde på grundlag af et
farlighedsdekret meget hurtigt
at kunne overføre virkeligt
farlige sindssyge fra
psykiatrisk sygehusafdeling
eller fra en af
kriminalforsorgens institutioner
til sikringsanstalten.
Kompetencen til at afsige
sådanne farlighedsdekreter
tilkommer justitsministeren.
Under
hensyn til en sådan
foranstaltnings særdeles
indgribende karakter foreslås
der indført en ordning med
efterfølgende obligatorisk
domstolsprøvelse af disse ingreb
efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a, jf. § 40, stk. 2.
En sådan domstolsprøvelse skal
ske, selv om farlighedsdekretet
i mellemtiden måtte være blevet
afløst af en straffeprocessuel
foranstaltning.
For
opholdet og behandlingen i
sikringsanstalten gælder i
øvrigt reglerne i dette
lovforslag bortset fra §§ 5-11,
§ 21, stk. 2, og § 34. §§ 3 og 4
finder dog ikke fuldt ud
anvendelse på sindssyge, der
skal anbringes i
sikringsanstalten, idet
farlighedsdekret må afsiges, når
betingelserne herfor er opfyldt,
uanset om patienten måtte
samtykke i anbringelsen, ligesom
Justitsministeriet kan ophæve et
farlighedsdekret, selv om
patienten måtte ønske at
forblive på sikringsanstalten.
Derimod gælder §§ 3 og 4 fuldt
ud for behandlingen af
patienterne på
sikringsanstalten, jf. §§ 12-19.
Den
administrative kompetence til at
ophæve et farlighedsdekret er
henlagt til justitsministeren.
Heraf følger, at overlægen ved
sikringsanstalten ikke selv kan
træffe bestemmelse om ophævelse,
men skal, når fortsat ophold i
sikringsanstalten ikke længere
findes påkrævet, rette
henvendelse til
Justitsministeriet med
indstilling om, at
farlighedsdekretet ophæves. En
sådan pligt følger af § 21, stk.
1.
Nægter
Justitsministeriet at ophæve en
af retten i medfør af forslagets
§ 40, stk. 2, godkendt
anbringelse, kan
Justitsministeriets afslag
begæres indbragt for retten
efter den for patienten lette
adgang til domstolsprøvelse
efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a, jf. forslagets §
41, stk. 1, 4. punktum.
På
baggrund af de samme hensyn, der
ligger bag bestemmelsen i § 34,
stk. 2, foreslås der også for
farlighedsdekreters vedkommende
fastsat frister, der skal
forløbe, før spørgsmål om
fornyet efterprøvelse kan
rejses, jf. forslagets § 41,
stk. 1, 3. punktum, og § 41,
stk. 2.
De nævnte
frister gælder imidlertid ikke
for overlægen ved
sikringsanstalten, der på et
hvilket som helst tidspunkt kan
fremsætte anmodning over for
Justitsministeriet om, at
spørgsmålet om foranstaltningens
ophævelse tages op til fornyet
overvejelse.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger under pkt. 3.2.2.
og 3.3. og til betænkning nr.
1109/1987, side 104-107.
Til
kapitel 12
Patienter
indlagt i henhold til
strafferetlig afgørelse
Til § 42
Der
henvises til betænkning nr.
1109/1987, side 107-109
(bemærkninger til § 43 i
udvalgets lovudkast).
Til
kapitel 13
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser
Til § 43
I § 43
angives ikrafttrædelsesdato, og
som overgangsbestemmelse
foreslås, at de nye regler
finder anvendelse på alle
afgørelser, der træffes efter
ikrafttrædelsesdatoen, hvorimod
ældre afgørelser skal bedømmes
efter den nugældende lov nr. 118
af 13. april 1938 om sindssyge
personer hospitalsophold, jf.
dog nedenfor om beskikkede
tilsynsværger.
For så
vidt angår frihedsberøvede
patienter, der har fået
beskikket tilsynsværge efter de
hidtil gældende regler, og som
er undergivet frihedsberøvelse
også efter lovens ikrafttræden,
skal der snarest efter lovens
ikrafttræden beskikkes en
patientrådgiver. Dette vil
navnlig have betydning for - de
ganske vist forholdsvis få -
frihedsberøvelser af længere
varighed. De sager, der ved
lovens ikrafttræden verserer hos
skifteretten om
tilsynsværgebeskikkelse, skal
straks tilsendes vedkommende
psykiatriske sygehus med henblik
på beskikkelse af
patientrådgiver i henhold til
lovforslagets § 25, stk. 2.
Til § 44
Bestemmelsen ophæver med
virkning fra lovens ikrafttræden
pligten til i henhold til lov
nr. 123 af 29. april 1913 om
opførelse af et
sindssygehospital og en dertil
knyttet sikringsanstalt på
Sjælland at indhente en
udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.
Denne høringsforskrift fra 1913
må efter oprettelsen af
Retslægerådet anses for
overflødig. Ophævelse af
høringspligten vil ikke kun have
betydning ved behandlingen af
farlighedsdekreter, men også ved
behandlingen af straffesager,
hvor der opstår spørgsmål om
anbringelse i sikringsanstalten.
Til § 45
Udvalget
vedrørende sindslidendes
retsstilling har i betænkning
nr. 1109/1987, s. 103 foreslået
retsplejelovens § 469 ændret,
således at disse sager, så længe
patienten ikke er udskrevet,
behandles ved byretten i den
retskreds, hvor sygehuset
ligger, og ikke ved byretten
der, hvor patienten har bopæl.
En sådan regel vil sikre
umiddelbar bevisførelse ved den
dømmende ret og spare tid for
parter og vidner, som normalt
alle vil have kortere afstand
til byretten i den retskreds,
hvor sygehuset ligger, end til
patientens hjemting.
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag herom. Denne
ændring af retsplejeloven træder
i kraft i overensstemmelse med
bestemmelsen i § 43, stk. 1.
Til § 46
Det følger
af bestemmelsen, at loven ikke
umiddelbart skal gælde for
Færøerne og Grønland, men den
kan ved kongelig anordning
sættes i kraft helt eller delvis
for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige
færøske eller grønlandske
forhold tilsiger. Indtil det
sker, vil 1938-loven fortsat
være gældende på Færøerne, og
for Grønlands vedkommende gælder
lov nr. 259 af 27. maj 1981, der
sætter 1938-loven i kraft for
Grønland med nærmere angivne
afvigelser.
Bilag 1
Lov nr.
118 af 13. april 1938
om
sindssyge personers
hospitalsophold
som ændret
ved lov nr. 175 af 11. juni
1954, jf. lov nr. 182 af 7. juni
1958 og lov nr. 225 af 7. juni
1972
§ 1. Denne
lovs bestemmelser angår
behandling af sindssygdomme på
stats- eller kommunale
hospitaler eller på private
helbredelsesanstalter, som er
autoriserede til at modtage
sindssyge til behandling.
Autorisationen meddeles af
justitsministeren efter
indstilling fra
Sundhedsstyrelsen og skal søges
fornyet, når anstalten skifter
ledende læge. En meddelt
autorisation kan til enhver tid
tilbagekaldes.
Stk. 2.
Indlæggelse og tilbageholdelse
af en sindssyg mod dennes vilje
må kun finde sted på de i stk. 1
nævnte hospitaler og
helbredelsesanstalter.
§ 2. Uden
for de tilfælde, hvor en
sindssyg person selv undergiver
sig fornøden lægebehandling,
påhviler det hans nærmeste, når
de skønner, at han er så
sindslidende, at behandling er
påkrævet, at tilkalde en læge.
På grundlag af de ham givne
eller af ham indhentede
yderligere oplysninger skønner
lægen efter foretagen
undersøgelse af patienten, om
denne må anses for at være
sindssyg, og afgør i så fald, om
han bør indlægges på et
sindssygehospital eller en
autoriseret helbredelsesanstalt.
Sådanne foranstaltninger er de
nærmeste da berettigede til at
iværksætte.
Stk. 2.
Såfremt den tilkaldte læge
finder, at det vil være
uforsvarligt, at den syge ikke
indlægges til behandling på et
sindssygehospital eller en
helbredelsesanstalt, fordi den
syge er farlig for sig selv
eller for andre, er de nærmeste
pligtige at foretage det videre
fornødne til indlæggelsens
gennemførelse. Tilsvarende pligt
påhviler ligeledes de nærmeste,
når den tilkaldte læge finder
det uforsvarligt at undlade
indlæggelse, fordi udsigterne
for den syges helbredelse
væsentlig vil forringes, hvis
indlæggelse ikke finder sted, og
lægens skøn godkendes af
amtslægen på den syges hjemsted,
i København af stadslægen.
Stk. 3.
Ved en persons nærmeste forstås
de, hvem forsorgen for personen
retlig eller faktisk påhviler,
såsom indehaver af
forældremyndighed, værge,
lavværge, ægtefælle, myndige
børn, forældre, andre nære
slægtninge eller de, hos hvem
personen har til huse, eller
hvem det ifølge de foreliggende
omstændigheder påhviler at drage
omsorg for personen.
Stk. 4.
Bestemmelsen i lov nr. 181 af
20. maj 1933 om offentlig
forsorg § 252, stk. 1, forbliver
ved magt, således at de nærmeste
forstås som foran i stk. 3
angivet.
Stk. 5.
For så vidt ikke andre drager
omsorg for den syge, påhviler
det politiet at træde til.
§ 3.
Indlæggelse til behandling af
sindssyge kan kun ske på
grundlag af en lægeerklæring,
som hviler på en inden for de
sidste fire uger før
indlæggelsen foretagen
undersøgelse. Bortset fra de
tilfælde, hvor den pågældende
indlægges i henhold til sin egen
begæring, skal lægeerklæringen
være udstedt af en læge, der
ikke er ansat ved
sindssygehospitalet eller
helbredelsesanstalten. I særlig
påtrængende tilfælde kan
indlæggelse dog finde sted, uden
at lægeerklæring foreligger, men
sådan erklæring skal da så vidt
muligt fremskaffes i løbet af
tre dage efter indlæggelsen.
§ 4.
Vedkommende overlæge træffer
afgørelse om, hvorvidt
betingelserne for indlæggelse er
opfyldt, og hvorvidt patienten
bør modtages til behandling for
sin sygdom.
§ 5. I de
i § 2, stk. 2, jf. stk. 4,
omhandlede tilfælde påhviler det
politiet på begæring af de i §
2, stk. 3 og 4, nævnte personer
eller myndigheder at yde bistand
til indlæggelsens iværksættelse,
når de for indlæggelsen
fastsatte betingelser er
opfyldt. Nærmere regler om
politiets medvirken til
indlæggelsen gives af
justitsministeren.
Stk. 2.
Sindssyge, som ved politiets
foranstaltning begæres indlagt
som farlige for sig selv eller
for andre, skal straks modtages
på statens eller kommunens
sindssygehospitaler.
§ 6. I de
tilfælde, hvor en sindssyg er
tvangsindlagt ved politiets
bistand, påhviler det politiet
straks ved indlæggelsen at give
skifteretten på den sindssyges
hjemsted meddelelse herom for at
der kan blive beskikket ham en
dertil egnet og villig
tilsynsværge, om muligt en
person af hans nærmeste
pårørende, dog ikke den, der har
foranlediget ham tvangsindlagt;
hvor forholdene ikke taler
derimod, bør endvidere den
sindssyges eget ønske tages i
betragtning ved beskikkelsen.
Tilsynsværgen skal holde sig
underrettet om den sindssyges
tilstand og drage omsorg for, at
opholdet i hospitalet eller
helbredelsesanstalten ikke
udstrækkes længere end
nødvendigt. Den sindssyge har
ret til at afsende lukkede breve
til tilsynsværgen.
Stk. 2. I
andre tilfælde af behandling på
hospital eller anstalt end de i
stk. 1 nævnte påhviler det på
tilsvarende måde den behandlende
læge at foranledige en
tilsynsværge beskikket, hvis den
sindssyge selv fremsætter ønske
derom.
§ 7. Er en
patient helbredet, skal den
behandlende læge udskrive ham
eller, hvis han er indlagt
ifølge dom eller i henhold til §
10, stk. 1, snarest gøre
indstilling til vedkommende ret
eller myndighed om hans
udskrivning.
§ 8. Når
den behandlende læge skønner, at
udskrivning er uforsvarlig,
enten fordi patienten er farlig
for sig selv eller for andre,
eller fordi udskrivning
væsentlig vil forringe
udsigterne for patientens
helbredelse, skal udskrivning
nægtes.
Stk. 2.
Uden for de i stk. 1 nævnte
tilfælde må den behandlende læge
ikke nægte at efterkomme en
anmodning om udskrivning,
medmindre den må antages at
ville medføre væsentlige ulemper
for patienten selv, og
justitsministeren tiltræder
nægtelsen.
§ 9.
Udskrivning kan begæres af
patienten selv eller af følgende
personer: Indehaver af
forældremyndighed, værge,
lavværge, tilsynsværge,
ægtefælle, myndige børn,
forældre eller andre nære
slægtninge.
Stk. 2.
For så vidt en sådan begæring
afslås, skal den behandlende
læge på forlangende af den, der
har fremsat begæring om
udskrivning, forelægge sagen for
justitsministeren, der inden 1
måned afgør, om udskrivning skal
finde sted.
Stk. 3.
Når justitsministeren har
bestemt, at udskrivning skal
nægtes, skal der gives den, der
har begæret udskrivning,
meddelelse derom. Samtidig skal
vedkommende gøres bekendt med,
at spørgsmålet om lovligheden af
tilbageholdelsen kan forelægges
retten i overensstemmelse med
retsplejelovens kap. 43 a.
Stk. 4. Er
en fremsat begæring afslået af
justitsministeren, kan spørgsmål
om udskrivning ikke med virkning
efter denne paragraf rejses,
forinden der er forløbet fire
måneder efter justitsministerens
afgørelse. Forelægges
spørgsmålet om tilbageholdelsens
lovlighed retten, regnes den
nævnte frist fra rettens
afgørelse.
§ 10. Over
for sindssyge personer, hvis
sygdom ifølge lægeerklæring
rummer fare for retssikkerheden,
skal overøvrigheden, for så vidt
det skønnes fornødent, træffe
passende
sikkerhedsforanstaltninger,
eventuelt ved anbringelse på
dertil bestemt hospital eller
anstalt. Sådanne sindssyge skal
snarest muligt modtages på
statens eller kommunens
sindssygehospitaler.
Stk. 2.
Foranstaltninger, der er truffet
i henhold til foranstående
bestemmelse, kan kun ophæves
eller forandres af vedkommende
overøvrighed.
Stk. 3.
Spørgsmålet om anbringelsens
eller tilbageholdelsens
lovlighed kan dog af den
pågældende selv eller af den,
der handler på hans vegne, jf. §
9, stk. 1, kræves forelagt
retten til afgørelse i
overensstemmelse med
retsplejelovens kapitel 43 a.
§ 11. Det
har sit forblivende ved de
hidtil gældende regler om
indlæggelse af sindssyge
personer i henhold til dom og om
indlæggelse til observation
ifølge retskendelse.
§ 12. De i
§§ 2-11 indeholdte regler finder
tilsvarende anvendelse på
behandlingen af sjælelig abnorme
epileptikere på statsanerkendte
anstalter, således at
indlæggelse og tilbageholdelse
af sådanne personer mod deres
vilje kun må finde sted på de
nævnte anstalter.
§ 13.
Denne lov træder i kraft den 1.
juli 1938.
§ 14. Fra
dennes lovs ikrafttræden
ophæves, for så vidt angår
sindssyge og epileptikere,
Christian den Femtes Danske Lov
1ste bog, 19de kap., art. 7, for
Færøernes vedkommende samme
konges Norske Lov 1ste bog, 17de
kap., art. 7.
Efter 2.
behandling den 16. maj 1989
Kapitel 1
Lovens
område m.v.
§ 1.
Frihedsberøvelse og anvendelse
af anden tvang i forbindelse med
indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling må kun finde sted efter
reglerne i denne lov.
Stk. 2.
Ved tvang forstås i denne lov
anvendelse af foranstaltninger,
som patienten modsætter sig.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 2. Med
henblik på i videst muligt
omfang at forebygge anvendelse
af tvang skal sygehusmyndigheden
tilbyde sygehusophold,
behandling og pleje, som svarer
til god sygehusstandard.
§ 3.
Indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling skal så vidt muligt
finde sted med patientens
samtykke.
Stk. 2.
Lægen skal vejlede patienten om
formålet med indlæggelsen,
opholdet og behandlingen samt om
udsigterne til en bedring af
helbredstilstanden.
Stk. 3.
Overlægen skal opstille en
behandlingsplan for enhver, der
indlægges på psykiatrisk
afdeling, vejlede patienten om
planens indhold samt til
stadighed søge at opnå
patientens samtykke til dens
gennemførelse.
§ 4. Tvang
må ikke benyttes, før der er
gjort, hvad der er muligt, for
at opnå patientens frivillige
medvirken. Når forholdene
tillader det, skal patienten
have en passende betænkningstid.
Stk. 2.
Anvendelsen af tvang skal stå i
rimeligt forhold til det, som
søges opnået herved. Er mindre
indgribende foranstaltninger
tilstrækkelige, skal disse
anvendes.
Stk. 3.
Tvang skal udøves så skånsomt
som muligt og med størst mulig
hensyntagen til patienten,
således at der ikke forvoldes
unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 4.
Tvang må ikke anvendes i videre
omfang, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
Kapitel 3
Frihedsberøvelse
§ 5.
Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9,
eller tvangstilbageholdelse, jf.
§ 10, må kun finde sted, såfremt
patienten er sindssyg eller
befinder sig i en tilstand, der
ganske må ligestilles hermed, og
det vil være uforsvarligt ikke
at frihedsberøve den pågældende
med henblik på behandling,
fordi:
1)
udsigten til helbredelse eller
en betydelig og afgørende
bedring af tilstanden ellers vil
blive væsentlig forringet eller
2) den
pågældende frembyder en
nærliggende og væsentlig fare
for sig selv eller andre.
Tvangsindlæggelse
§ 6. Søger
en person, der må antages at
være sindssyg, ikke selv
fornøden behandling, har de
nærmeste pligt til at tilkalde
en læge. Hvis de nærmeste ikke
tilkalder en læge, påhviler det
politiet at gøre dette.
Stk. 2. På
grundlag af sin undersøgelse og
de modtagne oplysninger skønner
lægen, om indlæggelse på
psykiatrisk afdeling er
nødvendig. Modsætter patienten
sig sådan indlæggelse, afgør
lægen, om tvangsindlæggelse er
påkrævet.
Stk. 3.
Tvangsindlæggelse skal ske, når
betingelserne i § 5 er opfyldt.
Lægen udfærdiger en erklæring
herom, jf. § 7, stk. 2.
§ 7.
Politiet træffer bestemmelse om
tvangsindlæggelsens
iværksættelse og yder bistand
hertil.
Stk. 2.
Tvangsindlæggelse må kun
gennemføres på grundlag af en
lægeerklæring, som hviler på
lægens egen undersøgelse
foretaget med henblik på
indlæggelsen. Erklæringen må
ikke være udstedt af en læge,
der er ansat på det psykiatriske
sygehus eller den psykiatriske
afdeling, hvor tvangsindlæggelse
skal finde sted. Erklæringen må
endvidere ikke være udstedt af
en læge, der er inhabil.
Inhabilitet foreligger i samme
tilfælde som nævnt i
forvaltningslovens § 3.
Stk. 3.
Ved tvangsindlæggelse efter § 5,
nr. 2, skal lægens undersøgelse
være foretaget inden for det
seneste døgn og ved
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
1, inden for de seneste 7 dage
forud for indlæggelsen.
§ 8. Den
indlæggende læge skal så vidt
muligt være til stede, indtil
politiet forlader stedet sammen
med den, der skal
tvangsindlægges. Ved
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
1, underretter politiet lægen om
tidspunktet for gennemførelse af
tvangsindlæggelsen.
§ 9. Sker
tvangsindlæggelse efter § 5, nr.
2, skal patienten straks
modtages. Sker tvangsindlæggelse
efter § 5, nr. 1, skal patienten
modtages snarest muligt inden
for den frist på 7 dage, som er
nævnt i § 7, stk. 3.
Stk. 2.
Overlægen træffer afgørelse om,
hvorvidt betingelserne for
indlæggelse er opfyldt.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om fremgangsmåden
ved gennemførelse af
tvangsindlæggelser, herunder om
politiets medvirken hertil.
Tvangstilbageholdelse
§ 10.
Tvangstilbageholdelse af en
person, der er indlagt på
psykiatrisk afdeling, skal ske,
hvis overlægen finder, at
betingelserne i § 5 er opfyldt.
Stk. 2.
Overførelse af en patient, der
er indlagt på psykiatrisk
afdeling, til lukket psykiatrisk
afdeling behandles efter
reglerne om
tvangstilbageholdelse, såfremt
patienten modsætter sig
overførelsen.
Stk. 3.
Fremsættes anmodning om
udskrivning, skal overlægen
snarest muligt og senest inden
24 timer meddele patienten, om
denne kan udskrives, eller om
tvangstilbageholdelse skal ske.
Fremsættes anmodning om
udskrivning inden for det første
døgn efter, at tvangsindlæggelse
har fundet sted, skal overlægens
beslutning meddeles senest inden
48 timer regnet fra
tvangsindlæggelsen. Er
begæringen fremsat af
patientrådgiveren, jf. §§ 24-29,
underrettes tillige denne.
§ 11. Når
betingelserne i § 5 ikke længere
er til stede, skal
frihedsberøvelsen straks bringes
til ophør. Patienten og
patientrådgiveren underrettes
straks herom.
Kapitel 4
Tvangsbehandling
§ 12.
Tvangsbehandling må kun anvendes
over for personer, der opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse, jf. § 10.
Stk. 2.
Ved tvangsmedicinering skal der
anvendes afprøvede lægemidler i
sædvanlig dosering og med
færrest mulige bivirkninger.
Stk. 3.
Afgørelse om tvangsbehandling
træffes af overlægen. Denne
træffer samtidig bestemmelse om,
i hvilket omfang der om
fornødent kan anvendes magt til
behandlingens gennemførelse.
Stk. 4.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsbehandling efter denne
bestemmelse.
§ 13. En
person, som opfylder
betingelserne for
tvangstilbageholdelse, og som
modsætter sig behandling af en
legemlig lidelse, kan undergives
tvangsbehandling af denne
lidelse, såfremt lidelsen
udsætter patientens liv eller
helbred for væsentlig fare.
Stk. 2.
Beslutning om tvangsbehandling
som nævnt i stk. 1 træffes af
vedkommende psykiatriske
overlæge og overlægen på den
pågældende somatiske afdeling i
fællesskab. Behandling kan om
fornødent ske på somatisk
afdeling.
Stk. 3.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsbehandling efter denne
bestemmelse.
Kapitel 5
Fiksering
m.v.
Tvangsfiksering
§ 14. Som
midler til tvangsfiksering må
alene anvendes bælte, hånd- og
fodremme samt handsker.
Stk. 2.
Tvangsfiksering må kun anvendes,
i det omfang det er nødvendigt
for at afværge, at en patient:
1)
udsætter sig selv eller andre
for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred,
2)
forfølger eller på anden
lignende måde groft forulemper
medpatienter eller
3) øver
hærværk af ikke ubetydeligt
omfang.
§ 15.
Beslutning om tvangsfiksering
træffes af en læge, efter at
denne har tilset patienten.
Stk. 2.
Beslutning om, at der foruden
bælte skal anvendes hånd- eller
fodremme, skal dog træffes af
overlægen.
Stk. 3.
Ville det i et tilfælde som
nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af
hensyn til patientens egen eller
andres sikkerhed være
uforsvarligt at afvente lægens
tilsyn, kan sygeplejepersonalet
på egen hånd beslutte at fiksere
den pågældende med bælte. Lægen
skal da straks tilkaldes og
træffe afgørelse vedrørende
anvendelsen af tvangsfiksering
med bælte.
§ 16. En
patient, der er tvangsfikseret
med bælte, skal have fast vagt.
Anvendelse
af fysisk magt
§ 17. En
person, der er indlagt på
psykiatrisk afdeling, kan
fastholdes og om fornødent med
magt føres til et andet
opholdssted på sygehuset,
såfremt betingelserne i § 14,
stk. 2, er opfyldt. Over for
personer, der er frihedsberøvet
efter reglerne i kapitel 3, kan
der anvendes den magt, der er
nødvendig for at sikre deres
fortsatte tilstedeværelse på
afdelingen.
Stk. 2. Er
det af afgørende betydning for
bedring af en meget urolig
patients tilstand, kan lægen
bestemme, at patienten om
fornødent med magt skal have et
beroligende middel.
Beskyttelsesfiksering
§ 18. Ved
beskyttelsesfiksering forstås
anvendelse af ethvert middel,
der benyttes for at hindre, at
en patient utilsigtet udsætter
sig selv for væsentlig fare.
Stk. 2.
Beskyttelsesfiksering må kun
benyttes, efter at en læge har
tilset patienten og truffet
nærmere bestemmelse om
anvendelse af et bestemt
beskyttelsesmiddel.
Bemyndigelsesbestemmelse
§ 19.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsfiksering, om anvendelse
af fysisk magt samt om
beskyttelsesfiksering.
Kapitel 6
Tvangsprotokol og obligatorisk
efterprøvelse
§ 20.
Oplysning om enhver anvendelse
af tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17,
og enhver ordination i henhold
til § 18 skal tilføres
afdelingens tvangsprotokol med
angivelse af indgrebets nærmere
indhold og begrundelse.
Stk. 2.
Sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om
tvangsprotokoller samt om
registrering og indberetning af
tvang til sygehusmyndigheden og
Sundhedsstyrelsen.
§ 21. Det
påhviler til stadighed overlægen
at påse, at frihedsberøvelse,
tvangsbehandling,
tvangsfiksering, fysisk magt og
beskyttelsesfiksering ikke
anvendes i videre omfang end
nødvendigt.
Stk. 2.
Resultatet af den efterprøvelse
af frihedsberøvelse, som er
nævnt i stk. 1, skal tilføres
tvangsprotokollen henholdsvis 3,
10, 20 og 30 dage, efter at
frihedsberøvelsen blev iværksat,
og herefter mindst hver 4. uge,
så længe frihedsberøvelsen
opretholdes. Patientrådgiveren
og efter begæring tillige
patienten underrettes om
beslutning om opretholdt
tvangstilbageholdelse.
Stk. 3.
Der skal foretages fornyet
lægelig vurdering af spørgsmålet
om fortsat anvendelse af
beskyttelsesfiksering så ofte,
som forholdene tilsiger det, dog
mindst 3, 10, 20 og 30 dage,
efter at beslutning om
anvendelse af
beskyttelsesfiksering blev
truffet, og herefter mindst hver
4. uge, så længe ordinationen
opretholdes.
Kapitel 7
Særlige
regler om psykokirurgiske
indgreb og om forsøgsbehandling
§ 22.
Ethvert psykokirurgisk indgreb
kræver skriftligt samtykke fra
patienten.
Stk. 2.
Psykokirurgisk indgreb må
endvidere kun foretages efter
forudgående godkendelse fra et
lægeråd, der nedsættes af
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Er
patienten ude af stand til at
afgive gyldigt samtykke, kan
indgrebet kun gennemføres,
såfremt patienten umyndiggøres i
personlig henseende og den
beskikkede værge giver
skriftligt samtykke.
§ 23.
Patienter, der er frihedsberøvet
efter denne lov, må ikke
undergives forsøgsbehandling.
Stk. 2.
Forsøgsbehandling må heller ikke
gennemføres med tvang over for
frivilligt indlagte patienter.
Kapitel 8
Patientrådgivere og patientråd
m.v.
§ 24. Der
skal beskikkes en
patientrådgiver for enhver, der
tvangsindlægges,
tvangstilbageholdes eller
undergives tvangsbehandling. Der
skal endvidere efter anmodning
fra patienten beskikkes en
patientrådgiver ved fiksering
m.v.
Stk. 2.
Patientrådgiveren skal vejlede
og rådgive patienten med hensyn
til alle forhold i forbindelse
med indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk
afdeling. Patientrådgiveren skal
endvidere bistå patienten med
iværksættelse og gennemførelse
af eventuelle klager.
§ 25.
Statsamtmanden antager efter
ansøgning et antal
patientrådgivere. En fortegnelse
over disse fordeles mellem de
enkelte psykiatriske afdelinger
i statsamtet.
Stk. 2.
Beskikkelse sker i det enkelte
tilfælde ved, at den vagthavende
sygeplejerske hurtigst muligt
underretter patientrådgiveren om
tvangsindgrebet og beskikkelsen.
Patientrådgiverne beskikkes
efter tur i den rækkefølge,
hvori de er optaget på
fortegnelsen.
Stk. 3.
Patienten skal have lejlighed
til at udtale sig om den
påtænkte beskikkelse. Fremsætter
patienten anmodning om at få
beskikket en anden
patientrådgiver, som er optaget
på fortegnelsen, skal overlægen
så vidt muligt imødekomme en
sådan anmodning. Afgørelsen kan
påklages til statsamtmanden, der
træffer den endelige
administrative afgørelse.
Stk. 4.
Fremsætter patienten anmodning
om beskikkelse af en person, som
ikke er optaget på fortegnelsen,
sker der foreløbig beskikkelse
af den person, der står for tur
efter stk. 2. Statsamtmanden
træffer bestemmelse om, hvorvidt
den af patienten foreslåede
person kan beskikkes. Patientens
anmodning skal imødekommes,
medmindre dette er utilrådeligt.
§ 26.
Patientrådgiveren skal snarest
muligt efter beskikkelsen besøge
patienten og til stadighed holde
sig i forbindelse med denne.
Første besøg skal aflægges inden
24 timer efter beskikkelsen.
Besøg skal herefter finde sted
mindst een gang om ugen og i
øvrigt efter behov.
Stk. 2.
Patientrådgiveren har ret til
fri og uhindret personlig,
skriftlig og telefonisk
forbindelse med patienten.
§ 27.
Personalet på afdelingen skal
give patientrådgiveren enhver
oplysning, som er nødvendig for,
at denne kan varetage sit hverv
på forsvarlig måde. En
oplysning, som af lægelige
grunde ikke gives til patienten,
må heller ikke gives til
patientrådgiveren.
§ 28.
Beskikkelsen som patientrådgiver
bortfalder samtidig med, at
tvangsindgrebet bringes til
ophør. Patientrådgiveren bistår
dog patienten i forbindelse med
klager, som allerede er
iværksat, eller som samtidig
iværksættes.
§ 29.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om antagelse og
beskikkelse af patientrådgivere,
deres opgaver og nærmere
beføjelser samt honorar.
§ 30. På
hvert enkelt psykiatrisk sygehus
eller afdeling skal der oprettes
patientråd eller afholdes
patientmøder efter regler, som
fastsættes af
sundhedsministeren.
Kapitel 9
Underretning og klagevejledning
m.v.
§ 31.
Inden frihedsberøvelse
iværksættes og anden tvang
anvendes, skal patienten
underrettes om den påtænkte
tvang, dens nærmere indhold,
baggrund og formål.
Stk. 2.
Ved tvangsfiksering og
anvendelse af fysisk magt, jf.
§§ 14-17, kan underretningen dog
i særlig hastende tilfælde
undlades. Begrundelsen skal i så
fald gives efterfølgende.
§ 32. Ved
enhver anvendelse af tvang skal
patienten vejledes om adgangen
til at påklage indgrebet.
Stk. 2.
Klage over beslutning om
anvendelse af tvang har ikke
opsættende virkning.
Stk. 3.
Klage over beslutning om
tvangsbehandling, jf. kapitel 4,
har dog opsættende virkning,
medmindre omgående gennemførelse
af behandlingen er nødvendig for
ikke at udsætte patientens liv
eller helbred for væsentlig
fare.
§ 33.
Justitsministeren fastsætter
nærmere bestemmelser om
underretning og klagevejledning.
Kapitel 10
Domstolsprøvelse og klageadgang
Tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse
§ 34.
Sygehusmyndigheden skal efter
anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe
afgørelser vedrørende
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse for retten
efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 43 a.
Stk. 2.
Godkender retten, at patienten
tvangstilbageholdes, kan
spørgsmålet om udskrivning først
på ny begæres prøvet efter stk.
1, når der er forløbet 2 måneder
efter rettens afgørelse.
Tvangsbehandling og fiksering
m.v.
§ 35. Der
oprettes i hvert statsamt samt i
Københavns Kommune et
patientklagenævn bestående af
vedkommende statsamtmand som
formand samt to medlemmer.
Medlemmerne beskikkes af
justitsministeren efter
indhentet udtalelse fra
henholdsvis Den Almindelige
Danske Lægeforening og De
Samvirkende
Invalideorganisationer.
Justitsministeren beskikker
endvidere stedfortrædere for
medlemmerne. Beskikkelserne
gælder for en periode på 4 år.
Genbeskikkelse kan finde sted.
§ 36.
Sygehusmyndigheden skal efter
anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe
klager over tvangsbehandling,
tvangsfiksering, anvendelse af
fysisk magt og
beskyttelsesfiksering for
patientklagenævnet.
§ 37. Når
en sag som nævnt i § 36
indbringes for
patientklagenævnet, skal
sygehusmyndigheden fremsende
sagens akter, herunder en
udskrift af tvangsprotokollen
samt en erklæring fra overlægen.
Nævnet drager i øvrigt selv
omsorg for sagens oplysning og
træffer bestemmelse om
tilvejebringelse af eventuelle
yderligere erklæringer m.v.,
ligesom nævnet kan aflægge besøg
på vedkommende psykiatriske
afdeling.
Stk. 2.
Patienten og patientrådgiveren
har ret til mundtligt at
forelægge sagen for nævnet. I
særlige tilfælde, hvor hensynet
til patientens helbred eller til
sagens behandling i nævnet
afgørende taler herfor, kan
nævnet bestemme, at patienten
helt eller delvis skal være
udelukket fra at deltage i
forhandlingerne.
Stk. 3.
Patientklagenævnet skal træffe
afgørelse snarest muligt. Er
afgørelse ikke truffet inden 14
dage efter klagens modtagelse,
skal nævnet underrette patienten
og patientrådgiveren om grunden
hertil samt om, hvornår
afgørelse kan forventes at
foreligge.
Stk. 4.
Justitsministeriet fastsætter en
forretningsorden for
patientklagenævnet.
§ 38.
Patientklagenævnets afgørelse
kan påklages til
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Stk. 2. Om
sagernes behandling ved
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn gælder reglerne
i kapitel 3 i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v.
§ 39.
Statsamtet varetager
patientklagenævnets
sekretariatsopgaver og afholder
udgifterne ved nævnets
virksomhed, herunder vederlag
til nævnets medlemmer.
Kapitel 11
Særlige
regler om anbringelse af
ekstraordinært farlige personer
§ 40. I
ganske særlige tilfælde, hvor
mindre indgribende
foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige, kan
justitsministeren bestemme, at
en person, der er sindssyg, og
som vedvarende udsætter andres
liv eller legeme for alvorlig og
overhængende fare, skal
anbringes i sikringsanstalten,
som er knyttet til
amtshospitalet i Nykøbing
Sjælland.
Stk. 2.
Justitsministeren skal inden 5
søgnedage efter, at der er
truffet afgørelse efter stk. 1,
indbringe sagen for retten til
prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 3.
Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk.
2, og § 34 finder bestemmelserne
i denne lov tilsvarende
anvendelse på personer, der
anbringes i sikringsanstalten
efter stk. 1, jf. dog stk. 4.
Stk. 4.
Patientrådgiver beskikkes alene
i tilfælde, hvor den pågældende
ikke i forvejen har en sådan
eller en bistandsværge efter
straffelovens § 71.
§ 41.
Anbringelse efter § 40, stk. 1,
kan administrativt kun ophæves
af justitsministeren. Begæring
om ophævelse kan fremsættes af
overlægen, patienten,
patientrådgiveren eller
bistandsværgen. Begæring fra
patienten, patientrådgiveren
eller bistandsværgen kan
tidligst fremsættes, når der er
forløbet 2 måneder efter rettens
afgørelse, jf. § 40, stk. 2.
Afslag på ophævelse forelægges
på begæring for retten til
prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Er
en begæring fra patienten,
patientrådgiveren eller
bistandsværgen om ophævelse af
anbringelsen blevet afslået af
justitsministeren, kan
spørgsmålet først på ny rejses,
når der er forløbet 2 måneder
efter justitsministerens
afgørelse. Har
justitsministerens afslag været
forelagt for retten, regnes den
nævnte frist fra rettens
afgørelse.
Kapitel 12
Patienter
indlagt i henhold til
strafferetlig afgørelse
§ 42.
Justitsministeren fastsætter
regler om, i hvilket omfang
reglerne i denne lov finder
tilsvarende anvendelse på
personer, der opholder sig på
psykiatrisk afdeling i henhold
til en retsafgørelse, som er
truffet i strafferetsplejens
former.
Kapitel 13
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser m.v.
§ 43.
Loven træder i kraft den 1.
oktober 1989 og gælder for alle
afgørelser og beslutninger, der
træffes efter lovens
ikrafttrædelse.
Stk. 2.
Samtidig ophæves lov nr. 118 af
13. april 1938 om sindssyge
personers hospitalsophold.
§ 44. I
§ 3 i lov nr. 123 af 29.
april 1913 om opførelse af et
sindssygehospital og en dertil
knyttet sikringsanstalt på
Sjælland udgår »i
overensstemmelse med indhentet
erklæring fra
Sundhedsstyrelsen«.
§ 45. I
lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 567 af 1.
september 1986, som ændret
senest ved lov nr. 420 af 13.
juli 1988, indsættes i § 469,
stk. 1 , som 2. pkt.:
»Sager om
tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse i henhold
til lov om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien
forelægges dog, så længe
patienten ikke er udskrevet, for
byretten på det sted, hvor
vedkommende psykiatriske sygehus
eller afdeling er beliggende.«
§ 46.
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.