Vedtaget som lov nr. 331 af 24. maj 1989

 
 

Forslag nr. 76 til

 

Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien


Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen) 26. oktober 1988 den 26. oktober 1988

 

 

 

 

 

 

Kapitel 1

Lovens område m.v.

§ 1. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god sygehusstandard.

§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal så vidt muligt finde sted med patientens samtykke.

Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.

Stk. 3. Overlægen skal opstille en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens indhold samt til stadighed søge at opnå patientens samtykke til dens gennemførelse.

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Kapitel 3

Frihedsberøvelse

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Tvangsindlæggelse

§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.

Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger skønner lægen, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Modsætter patienten sig sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.

Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.

§ 7. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil.

Stk. 2. Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge, der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke være udstedt af en læge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3.

Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for det seneste døgn og ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.

§ 8. Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet sammen med den, der skal tvangsindlægges. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, underretter politiet lægen om tidspunktet for gennemførelse af tvangsindlæggelsen.

§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.

Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets medvirken hertil.

Tvangstilbageholdelse

§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.

Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig overførelsen.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.

§ 11. Når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom.

Kapitel 4

Tvangsbehandling

§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 13. En person, som opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent ske på somatisk afdeling.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

Kapitel 5

Fiksering m.v.

Tvangsfiksering

§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.

Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

§ 15. Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.

Stk. 2. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal dog træffes af overlægen.

Stk. 3. Ville det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed være uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågældende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.

§ 16. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

Anvendelse af fysisk magt

§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.

Beskyttelsesfiksering

§ 18. Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel, der benyttes for at hindre, at en patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.

Stk. 2. Beskyttelsesfiksering må kun benyttes, efter at en læge har tilset patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyttelsesmiddel.

Bemyndigelsesbestemmelse

§ 19. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsfiksering, om anvendelse af fysisk magt samt om beskyttelsesfiksering.

Kapitel 6

Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse

§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17, og enhver ordination i henhold til § 18 skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.

§ 21. Det påhviler til stadighed overlægen at påse, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Resultatet af den efterprøvelse af frihedsberøvelse, som er nævnt i stk. 1, skal tilføres tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes. Patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten underrettes om beslutning om opretholdt tvangstilbageholdelse.

Stk. 3. Der skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af beskyttelsesfiksering så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage, efter at beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.

Kapitel 7

Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling

§ 22. Ethvert psykokirurgisk indgreb kræver skriftligt samtykke fra patienten.

Stk. 2. Psykokirurgisk indgreb må endvidere kun foretages efter forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Er patienten ude af stand til at afgive gyldigt samtykke, kan indgrebet kun gennemføres, såfremt patienten umyndiggøres i personlig henseende og den beskikkede værge giver skriftligt samtykke.

§ 23. Patienter, der er frihedsberøvet efter denne lov, må ikke undergives forsøgsbehandling.

Stk. 2. Forsøgsbehandling må heller ikke gennemføres med tvang over for frivilligt indlagte patienter.

Kapitel 8

Patientrådgivere og patientråd m.v.

§ 24. Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling. Der skal endvidere efter anmodning fra patienten beskikkes en patientrådgiver ved fiksering m.v.

Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.

§ 25. Statsamtmanden antager efter ansøgning et antal patientrådgivere. En fortegnelse over disse fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i statsamtet.

Stk. 2. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt underretter patientrådgiveren om tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen.

Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal overlægen så vidt muligt imødekomme en sådan anmodning. Afgørelsen kan påklages til statsamtmanden, der træffer den endelige administrative afgørelse.

Stk. 4. Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på fortegnelsen, sker der foreløbig beskikkelse af den person, der står for tur efter stk. 2. Statsamtmanden træffer bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes. Patientens anmodning skal imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt.

§ 26. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen. Besøg skal herefter finde sted mindst een gang om ugen og i øvrigt efter behov.

Stk. 2. Patientrådgiveren har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med patienten.

§ 27. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren.

§ 28. Beskikkelsen som patientrådgiver bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør. Patientrådgiveren bistår dog patienten i forbindelse med klager, som allerede er iværksat, eller som samtidig iværksættes.

§ 29. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og beskikkelse af patientrådgivere, deres opgaver og nærmere beføjelser samt honorar.

§ 30. På hvert enkelt psykiatrisk sygehus eller afdeling skal der oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som fastsættes af sundhedsministeren.

Kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v.

§ 31. Inden frihedsberøvelse iværksættes og anden tvang anvendes, skal patienten underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål.

Stk. 2. Ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt, jf. §§ 14-17, kan underretningen dog i særlig hastende tilfælde undlades. Begrundelsen skal i så fald gives efterfølgende.

§ 32. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet.

Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke opsættende virkning.

Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4, har dog opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

§ 33. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om underretning og klagevejledning.

Kapitel 10

Domstolsprøvelse og klageadgang

Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

§ 34. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet efter stk. 1, når der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse.

Tvangsbehandling og fiksering m.v.

§ 35. Der oprettes i hvert statsamt samt i Københavns Kommune et patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand som formand samt to medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 36. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.

§ 37. Når en sag som nævnt i § 36 indbringes for patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.

Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i forhandlingerne.

Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for patientklagenævnet.

§ 38. Patientklagenævnets afgørelse kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Stk. 2. Om sagernes behandling ved Sundhedsvæsenets Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

§ 39. Statsamtet varetager patientklagenævnets sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer.

Kapitel 11

Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer

§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren bestemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i sikringsanstalten, som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Stk. 2. Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der er truffet afgørelse efter stk. 1, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 3. Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34 finder bestemmelserne i denne lov tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes i sikringsanstalten efter stk. 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Patientrådgiver beskikkes alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

§ 41. Anbringelse efter § 40, stk. 1, kan administrativt kun ophæves af justitsministeren. Begæring om ophævelse kan fremsættes af overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen. Begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse, jf. § 40, stk. 2. Afslag på ophævelse forelægges på begæring for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen om ophævelse af anbringelsen blevet afslået af justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet 2 måneder efter justitsministerens afgørelse. Har justitsministerens afslag været forelagt for retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.

Kapitel 12

Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse

§ 42. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i strafferetsplejens former.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 43. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989 og gælder for alle afgørelser og beslutninger, der træffes efter lovens ikrafttrædelse.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold.

§ 44. I § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland udgår »i overensstemmelse med indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen«.

§ 45. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret senest ved lov nr. 420 af 13. juli 1988, indsættes i § 469, stk. 1 , som 2. pkt.:

»Sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er beliggende.«

§ 46. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget senest ved begyndelsen af folketingsåret 1994-95.

§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens område m.v.

§ 1. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard.

§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal så vidt muligt finde sted med patientens samtykke.

Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.

Stk. 3. Overlægen skal opstille en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens indhold samt til stadighed søge at opnå patientens samtykke til dens gennemførelse.

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Kapitel 3

Frihedsberøvelse

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet, eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Tvangsindlæggelse

§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.

Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger skønner lægen, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Modsætter patienten sig sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.

Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.

§ 7. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil.

Stk. 2. Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge, der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke være udstedt af en læge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3.

Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for det seneste døgn og ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.

§ 8. Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet sammen med den, der skal tvangsindlægges. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, underretter politiet lægen om tidspunktet for gennemførelse af tvangsindlæggelsen.

§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.

Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets medvirken hertil.

Tvangstilbageholdelse

§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.

Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig overførelsen.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.

§ 11. Når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom.

Kapitel 4

Tvangsbehandling

§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 13. En person, som opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent ske på somatisk afdeling.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

Kapitel 5

Fiksering m.v.

Tvangsfiksering

§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.

Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter, eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

§ 15. Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.

Stk. 2. Beslutning om at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme skal dog træffes af overlægen.

Stk. 3. Ville det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed være uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågældende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.

§ 16. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

Anvendelse af fysisk magt

§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.

Beskyttelsesfiksering

§ 18. Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel, der benyttes for at hindre, at en patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.

Stk. 2. Beskyttelsesfiksering må kun benyttes, efter at en læge har tilset patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyttelsesmiddel.

Bemyndigelsesbestemmelse

§ 19. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt samt om beskyttelsesfiksering.

Kapitel 6

Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse

§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17, og enhver ordination i henhold til § 18 skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.

§ 21. Det påhviler til stadighed overlægen at påse, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Resultatet af den efterprøvelse af frihedsberøvelse, som er nævnt i stk. 1, skal tilføres tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes. Patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten underrettes om beslutning om opretholdt tvangstilbageholdelse.

Stk. 3. Der skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af beskyttelsesfiksering så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage, efter at beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.

Kapitel 7

Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling

§ 22. Ethvert psykokirurgisk indgreb kræver skriftligt samtykke fra patienten.

Stk. 2. Psykokirurgisk indgreb må endvidere kun foretages efter forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Er patienten ude af stand til at afgive gyldigt samtykke, kan indgrebet kun gennemføres, såfremt patienten umyndiggøres i personlig henseende, og den beskikkede værge giver skriftligt samtykke.

§ 23. Patienter, der er frihedsberøvet efter denne lov, må ikke undergives forsøgsbehandling.

Stk. 2. Forsøgsbehandling må heller ikke gennemføres med tvang over for frivilligt indlagte patienter.

Kapitel 8

Patientrådgivere og patientråd m.v.

§ 24. Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling. Der skal endvidere efter anmodning fra patienten beskikkes en patientrådgiver ved fiksering m.v.

Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.

§ 25. Statsamtmanden antager efter ansøgning et antal patientrådgivere. En fortegnelse over disse fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i statsamtet.

Stk. 2. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt underretter patientrådgiveren om tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen.

Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal overlægen så vidt muligt imødekomme en sådan anmodning. Afgørelsen kan påklages til statsamtmanden, der træffer den endelige administrative afgørelse.

Stk. 4. Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på fortegnelsen, sker der foreløbig beskikkelse af den person, der står for tur efter stk. 2. Statsamtmanden træffer bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes. Patientens anmodning skal imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt.

§ 26. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen. Besøg skal herefter finde sted mindst een gang om ugen og i øvrigt efter behov.

Stk. 2. Patientrådgiveren har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med patienten.

§ 27. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren.

§ 28. Beskikkelsen som patientrådgiver bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør. Patientrådgiveren bistår dog patienten i forbindelse med klager, som allerede er iværksat, eller som samtidig iværksættes.

§ 29. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og beskikkelse af patientrådgivere, deres opgaver og nærmere beføjelser samt honorar.

§ 30. På hvert enkelt psykiatrisk sygehus eller afdeling skal der oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som fastsættes af sundhedsministeren.

Kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v.

§ 31. Inden frihedsberøvelse iværksættes og anden tvang anvendes, skal patienten underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål.

Stk. 2. Ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt, jf. §§ 14-17, kan underretningen dog i særligt hastende tilfælde undlades. Begrundelsen skal i så fald gives efterfølgende.

§ 32. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet.

Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke opsættende virkning.

Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kap. 4, har dog opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

§ 33. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om underretning og klagevejledning.

Kapitel 10

Domstolsprøvelse og klageadgang

Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

§ 34. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet efter stk. 1, når der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse.

Tvangsbehandling og fiksering m.v.

§ 35. Der oprettes i hvert statsamt samt i Københavns kommune et patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand som formand samt to medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 36. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.

§ 37. Når en sag som nævnt i § 36 indbringes for patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.

Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i forhandlingerne.

Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for patientklagenævnet.

§ 38. Patientklagenævnets afgørelse kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Stk. 2. Om sagernes behandling ved Sundhedsvæsenets Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

§ 39. Statsamtet varetager patientklagenævnets sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer.

Kapitel 11

Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer

§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren bestemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i sikringsanstalten, som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Stk. 2. Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der er truffet afgørelse efter stk. 1, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 3. Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34 finder bestemmelserne i denne lov tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes i sikringsanstalten efter stk. 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Patientrådgiver beskikkes alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

§ 41. Anbringelse efter § 40, stk. 1, kan administrativt kun ophæves af justitsministeren. Begæring om ophævelse kan fremsættes af overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen. Begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse, jf. § 40, stk. 2. Afslag på ophævelse forelægges på begæring for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen om ophævelse af anbringelsen blevet afslået af justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet 2 måneder efter justitsministerens afgørelse. Har justitsministerens afslag været forelagt for retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.

Kapitel 12

Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse

§ 42. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i strafferetsplejens former.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 43. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989 og gælder for alle afgørelser og beslutninger, der træffes efter lovens ikrafttrædelse.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold.

§ 44. I § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland udgår: »i overensstemmelse med indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen«.

§ 45. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986 som ændret senest ved lov nr. 420 af 13. juli 1988, indsættes i § 469, stk. 1 , som 2. pkt.: »Sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien forelægges dog, sålænge patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er beliggende.«

§ 46. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

 

 

Bemærkninger til lovforslaget

 

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslaget har til formål at styrke de sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og tvangsbehandling m.v. Lovforslaget skal endvidere sikre, at den sindslidende i videst muligt omfang inddrages i og får indflydelse på behandlingen og sine egne forhold i øvrigt.

I forhold til den gældende lov om sindssyge personers hospitalsophold, der er fra 1938, vil lovforslaget bl.a. indebære, at betingelserne for at anvende tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skærpes og præciseres.

Med henblik på at formindske brugen af tvang mest muligt foreslås det som et grundlæggende princip, at tvang kun anvendes, når alle andre muligheder er udtømt, og at den tvangsanvendelse, der i så fald kommer på tale, begrænses til det absolut nødvendige (»det mindste middels princip«).

For at sikre opfyldelsen af dette princip foreslås bl.a., at al tvang skal registreres og indberettes, og der indføres regler om obligatorisk efterprøvelse af fortsat frihedsberøvelse efter faste terminer. Der opstilles endvidere en regel om fast vagt til bæltefikserede patienter.

Til afløsning af den eksisterende tilsynsværgeordning foreslås indført en ordning med patientrådgivere, hvilket vil indebære en styrkelse af den støtte, som patienter, der er undergivet tvang, vil få. Der foreslås oprettet patientråd eller afholdt patientmøder for derved at øge patienternes medindflydelse på egne forhold.

Endvidere foreslås regler om obligatorisk udarbejdelse af behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og regler om vejledning af patienterne samt regler om informeret samtykke, der skal sikre, at patienterne i videst muligt omfang hele tiden er indforstået med den behandling, der foretages.

Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om en helt ny klageordning, hvorved der tilsigtes en forbedring af behandlingen af klagesager på dette område.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien og betænkning nr. 1109/1987, der indeholder en afsluttende udtalelse vedrørende udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Justitsministeren fremsatte den 28. oktober 1987 forslag til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Lovforslaget bortfaldt imidlertid i forbindelse med nyvalg til Folketinget i maj 1988. 1. behandlingen af lovforslaget er optrykt i Folketingstidende 1987/88 (1. samling), Folketingets forhandlinger sp. 2079-2109.

Lovforslaget er en genfremsættelse af det bortfaldne lovforslag, idet der dog er foretaget ændringer i lovforslagets kapitel 10 om behandlingen af klager over tvangsbehandling og fiksering m.v., idet der til afgørelse af disse sager i første instans foreslås oprettet lokale patientklagenævn. Der henvises herved til afsnit 7 i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til §§ 35-39.

1.2. I de senere år har der flere gange i Folketinget været rejst spørgsmål om behovet for en revision af sindssygelovgivningen.

Den 25. maj 1982 vedtog Folketinget et forslag til folketingsbeslutning, hvorefter regeringen opfordredes til at undersøge behovet for en revision af lov nr. 118 af 13. april 1938 med senere ændringer om sindssyge personers hospitalsophold (Folketingstidende 1981/82, Folketingets forhandlinger sp. 7345, sp. 8243, tillæg A, sp. 4121, B sp. 1143 og C sp. 547).

Under en forespørgselsdebat den 3. februar 1983 drøftede Folketinget på ny de retssikkerhedsmæssige spørgsmål på det psykiatriske område, og der var i Folketinget bred tilslutning til justitsministerens tilkendegivelse om at ville nedsætte et udvalg med henblik på en revision af sindssygelovgivningen (Folketingstidende 1982/83, Folketingets forhandlinger sp. 5394-5454).

Det nedsatte udvalg har afgivet tre betænkninger.

I november 1983 afgav udvalget sin første delbetænkning, hvori spørgsmålet om registrering af tvangsindlæggelser i Det centrale Kriminalregister behandledes. I kommissoriet var udvalget blevet anmodet om at behandle dette spørgsmål forlods. På baggrund af udvalgets anbefaling er politiet siden maj 1985 ophørt med at registrere tvangsindlæggelser i Det centrale Kriminalregister og tidligere registrerede oplysninger herom er slettet.

I februar 1986 afgav udvalget en principbetænkning om tvang i psykiatrien (betænkning nr. 1068/1986). Justitsministeriet udsendte betænkningen til høring hos en række myndigheder og organisationer, og udvalget har modtaget svarene til brug ved udvalgets afsluttende arbejde. I april 1987 har udvalget herefter afsluttet sit arbejde med afgivelsen af betænkning nr. 1109/1987 vedrørende udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Det foreliggende lovforslag bygger på udvalgets to seneste betænkninger og på det lovudkast, der er indeholdt i betænkning nr. 1109/1987, og som der i udvalget har været enighed om, bortset fra enkelte punkter, hvor udvalget har delt sig i et flertal og et mindretal. Lovforslagets nærmere indhold gennemgås nedenfor under pkt. 2-7. Herunder redegøres der for Justitsministeriets stilling til de foreliggende flertals- og mindretalsudtalelser. Justitsministeriet har endvidere foretaget enkelte redaktionelle ændringer i forhold til betænkningens lovudkast. Hvor der i det følgende er henvist til udvalgets lovudkast, sigtes der til lovudkastet i betænkning nr. 1109/1987.

1.3. Den gældende retstilstand er baseret på lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold (i det følgende omtalt som sindssygeloven) og de hertil knyttede administrative forskrifter. Loven er optrykt som bilag 1 til lovforslaget. Siden 1938 er der kun foretaget een væsentlig ændring af loven ved lov nr. 175 af 11. juni 1954, hvor der som en konsekvens af grundlovens § 71, stk. 6, om domstolskontrol med administrative frihedsberøvelser blev indsat bestemmelser om adgang til domstolsprøvelse.

Sindssygeloven indeholder retsgrundlaget for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af psykiatriske patienter. For at tvangsindlægge en person skal en læge efter en foretagen undersøgelse finde, at den pågældende er sindssyg, og at det vil være uforsvarligt at undlade indlæggelse, enten fordi den syge er til fare for sig selv eller andre, eller fordi udsigterne for den syges helbredelse væsentlig vil forringes, hvis indlægggelse ikke finder sted.

Med hensyn til fremgangsmåden gælder, at lægens erklæring ved tvangsindlæggelse på farlighedsindikation udfærdiges på røde papirer, medens erklæringen ved indlæggelse på helbredelsesindikation (behandlingsindikation) udfærdiges på gule papirer, der inden indlæggelsen skal være godkendt af embedslægen.

Politiet medvirker ved den praktiske gennemførelse af tvangsindlæggelse. Forinden bistand til indlæggelse ydes, påser politiet, at betingelserne for tvangsindlæggelse af den pågældende person er til stede, herunder navnlig at de for indlæggelsen foreskrevne erklæringer foreligger i korrekt udfyldt stand.

Ved modtagelsen af patienten træffer overlægen på den psykiatriske afdeling afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten bør modtages til behandling for sin sygdom.

En patient skal, uanset om den pågældende er tvangsindlagt eller frivilligt har ladet sig indlægge, nægtes udskrivning (tvangstilbageholdes), hvis den behandlende læge på sygehuset finder, at patienten er sindssyg, og udskrivning vil være uforsvarlig, enten fordi patienten er farlig for sig selv eller andre, eller fordi udsigterne for helbredelse vil blive væsentlig forringet, hvis udskrivning finder sted. Herudover kan lægen nægte at udskrive en patient, der er sindssyg, hvis udskrivning må forventes at medføre væsentlige ulemper for patienten selv (ulempeindikation), og Justitsministeriet tiltræder nægtelsen.

Ved tvangsindlæggelse skal der beskikkes en tilsynsværge for patienten. Det påhviler politiet at give den fornødne meddelelse til skifteretten, der beskikker tilsynsværgen. Hvis patienten tvangstilbageholdes, har den pågældende ret til efter begæring at få beskikket en tilsynsværge.

Spørgsmålet om adgangen til at anvende anden tvang end frihedsberøvelse i forbindelse med behandlingen af psykiatriske patienter er ikke udtrykkeligt reguleret i sindssygeloven. Sundhedsstyrelsen har i cirkulærer af 21. oktober 1982 og af 28. juni 1983 om information og samtykke for så vidt angår patienter med psykiske lidelser fastsat administrative bestemmelser om adgangen til tvangsbehandling, og i cirkulære nr. 63 af 28. juni 1985 er der fastsat nærmere retningslinjer for anvendelse af tvangsmidler og beskyttelsesforanstaltninger over for patienter på psykiatriske sygehuse og afdelinger m.v.

Den gældende klageordning er udformet således, at afgørelser om frihedsberøvelse på psykiatrisk afdeling administrativt kan påklages til Justitsministeriet med adgang til efterfølgende domstolsprøvelse i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Klager over den lægelige behandling, herunder eventuel tvangsbehandling og anden tvangsanvendelse, henhører under Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, medens klager over forholdene i øvrigt henhører under den myndighed, der er ansvarlig for driften af sygehuset, i almindelighed vedkommende amtskommune.

Endvidere fører Sundhedsstyrelsen - også efter ikrafttrædelsen pr. 1. januar 1988 af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (lov nr. 397 af 10. juni 1987) - tilsyn med landets sygehusvæsen. Styrelsen skal således følge forholdene på de amtskommunale sygehuse, herunder de psykiatriske afdelinger, ligesom styrelsen fører et særligt tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af sundhedsvæsenets personale. Lokalt varetages tilsynet i vidt omfang af de statslige embedslægeinstitutioner.

Endelig er der af Folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsat et tilsyn, som består af 9 medlemmer, og som har til opgave at føre tilsyn med behandlingen af administrativt frihedsberøvede personer, herunder tvangsindlagte og tvangstilbageholdte patienter.

2. Generelle synspunkter

2.1. Lovforslaget bygger i overensstemmelse med indstillingen fra udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling på det grundsynspunkt, at anvendelse af tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal forebygges og undgås i det omfang, det af hensyn til patientens eget eller andres liv, helbred og velfærd overhovedet er muligt, men at tvang på den anden side ikke helt kan undværes på dette område. Ved tvang forstås i denne sammenhæng tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering samt anvendelse af visse former for fysisk magt.

Om de etiske synspunkter, der ligger til grund for, at det findes acceptabelt i visse tilfælde at anvende tvang inden for psykiatrien, kan der henvises til side 205 ff og side 279 i betænkning nr. 1068/1986.

Udvalget har indgående overvejet, om den nødvendige lovregulering af en sådan tvang bør ske i form af en særlig lov, der helt eller delvis bygger på sindssygdomsbegrebet, eller om der er mulighed for en anden løsning, herunder en samlet lovregulering af alle former for administrativ frihedsberøvelse.

Et forslag til folketingsbeslutning om dette spørgsmål blev fremsat og drøftet i Folketinget i foråret 1983. Der henvises til forslag til folketingsbeslutning (B 71) om forberedelsen af en revision af sindssygeloven, Folketingstidende 1982/83, Folketingets forhandlinger sp. 8435 ff og tillæg A, sp. 3255 ff.

Udvalget har gjort rede for sine overvejelser i kapitel 5 i principbetænkningen om tvang i psykiatrien (betænkning nr. 1068/1986), s. 150 ff, der skal ses i sammenhæng med udvalgets behandling af psykosebegrebet og dets anvendelse i retlig sammenhæng s. 187 ff.

Heri har udvalget bl.a. foretaget en gennemgang af argumenterne for at afskaffe henholdsvis for at bevare en særlovgivning og har i den forbindelse bl.a. opregnet en række eksempler på lovbestemmelser om administrativt bestemt frihedsberøvelse i dansk lovgivning. Udvalget udtaler (s. 184 f), at det efter udvalgets opfattelse ikke vil være muligt på en retsteknisk forsvarlig måde at opstille eet fælles sæt af materielle betingelser for alle former for administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Udvalget tager afstand fra tanken om at opgive sindssygdom som et centralt kriterium til afgrænsning af den personkreds, der kan frihedsberøves på psykiatrisk afdeling. Udvalget henviser herved til, at de materielle betingelser for frihedsberøvelse af retssikkerhedsmæssige grunde bør være specifikke og sættes i relation til de præcise formål eller bestemte hensyn, som den enkelte lov forfølger. Overordnede generelle kriterier bliver let ubestemte og indholdsløse, hvis de skal dække over de forskelligartede områder, hvor frihedsberøvelse som nødværge- eller nødretsforanstaltning kan komme på tale, ligesom det i sidste instans som følge af kriteriernes vaghed vil være vanskeligt for domstolene at påse, om betingelserne for frihedsberøvelse er opfyldt. Udvalget konkluderer på den baggrund, at hensynet til retssikkerheden gør eet fælles regelsæt særdeles betænkeligt.

Justitsministeriet er enig i udvalgets opfattelse, hvorefter en særlig lovgivning på dette område er såvel retssikkerhedsmæssigt mest betryggende som retsteknisk mest hensigtsmæssig.

Der kan i den forbindelse være grund til at fremhæve, at det ikke kun er selve den frihedsberøvende tvang, der er behov for at regulere. Der må også udformes bestemmelser, der fastlægger betingelserne for og fremgangsmåden i forbindelse med tvangsbehandling, bæltefiksering m.v. Det må derfor også af den grund anses for rigtigst, at der udarbejdes en særlig lov til regulering af al tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.

2.2. Ud over at skabe den fornødne hjemmel til en vis begrænset adgang til tvangsanvendelse og at opstille et sæt af retsgarantier til kontrol og efterprøvelse heraf indeholder lovforslaget som en vigtig bestanddel en række bestemmelser, der - ud over den begrænsning, som følger af selve tvangskriterierne, jf. nedenfor pkt. 3-5 - har til formål at begrænse eller om muligt forebygge tvangsanvendelse.

Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har indgående drøftet, hvorledes man i videst muligt omfang undgår, at situationer, hvor der er behov for at anvende tvang, opstår, og hvorledes den tvang, der i så fald bliver aktuel, kan begrænses til det absolut nødvendige.

2.2.1. Udvalget fremhæver som et af de forhold, der har en ikke uvæsentlig betydning for omfanget af tvangsanvendelse, de fysiske rammer, hvorunder det psykiatriske sygehusvæsen fungerer, og de øvrige ressourcer, som tilføres denne del af sygehusvæsenet, se betænkning nr. 1068/1986, s. 313 ff, og betænkning nr. 1109/1987, s. 12 ff.

Det fremgår heraf, at der i udvalget er enighed om det ønskelige i at pege på denne sammenhæng og samtidig at fremhæve det synspunkt, at forbedrede forhold for psykiatriske patienter ikke alene skabes ved fastsættelse af en række formelle retsgarantier, men måske i endnu højere grad afhænger af, at der afsættes de fornødne midler til at sikre patienterne sygehusophold under tidssvarende forhold og fysiske rammer, herunder med hensyn til udstyr, lokaler og bygninger, personale, beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder m.v.

Udvalget har på den baggrund i § 2 i lovudkastet (betænkning nr. 1109/1987, s. 19) foreslået en generel bestemmelse, der fastslår, at sygehusmyndighederne skal tilbyde sygehusophold, der er i overensstemmelse med god psykiatrisk sygehusstandard med henblik på at begrænse og forebygge anvendelse af tvang.

Et flertal i udvalget foreslår endvidere, at der i selve lovteksten optages et udtrykkeligt katalog over visse goder, som frihedsberøvede patienter skal have ret til, såsom enestue, når dette er lægeligt indiceret, passende værelsesstandard, tilbud om beskæftigelse og undervisning, mindst 1 times ophold i frisk luft dagligt, samt ledsaget udgang efter behov.

Et mindretal i udvalget er enig i den målsætning, som flertallet opstiller. Mindretallet finder imidlertid ikke, at en udtrykkelig lovfæstelse af de særlige regler om de fysiske og behandlingsmæssige rammer, som de har fundet udtryk i flertallets forslag, er et egnet middel til at sikre, at rammerne for alle psykiatriske patienter generelt forbedres.

Mindretallet peger på, at lovbestemmelser, der fastsætter mere præcise standarder og normer, der skal regulere sygehusvæsenets ydelser over for en bestemt patientgruppe, griber ind i sygehusmyndighedernes kompetence til efter sygehusloven at foretage den nærmere sygehusplanlægning og prioritering af ressourceforbruget inden for den samlede sygehussektor. Den lovregulering, som flertallet har foreslået, vil således være et brud på de lovgivningsprincipper, som lovgivningsmagten har lagt til grund i forbindelse med udlægningen af ansvaret for sygehusvæsenet til landets amtskommuner.

Mindretallet henviser endvidere til, at en gennemførelse af flertallets forslag konkret vil indebære en risiko for, at opfyldelsen af de materielle rettigheder for frihedsberøvede patienter, hvis indlæggelsestid i øvrigt ofte vil være af kortere varighed end andre patienters, vil ske på bekostning af en tilsvarende forbedring af forholdene for de frivilligt indlagte psykiatriske patienter, der udgør mere end 95 pct. af alle indlagte.

De forbedringer, som der også efter mindretallets opfattelse kan være behov for ikke blot til gavn for frihedsberøvede patienter, men til fordel for alle psykiatriske patienter, bør ligesom på det somatiske område fremkomme som resultat af de kommunale myndigheders prioritering og fastlæggelse af udviklingen inden for sundhedsområdet.

Justitsministeriet er enig med mindretallet i, at en sådan lovfæstelse af en række minimumsgoder for en meget lille gruppe af de psykiatriske patienter på en uheldig måde vil gribe ind i amtskommunernes mulighed for at foretage en samlet sygehusplanlægning, der sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse til gavn for alle psykiatriske patienter. Justitsministeriet finder, at den mest hensigtsmæssige måde - gennem lovgivning - at sikre psykiatriske patienters forhold på vil være, at der i lovforslaget medtages en bestemmelse, der udtrykkeligt pålægger den enkelte sygehusmyndighed at sørge for, at de psykiatriske afdelinger opfylder god psykiatrisk sygehusstandard, således som et enigt udvalg har foreslået det i § 2.

2.2.2. I det omfang en patient frivilligt medvirker til den nødvendige behandling, opstår der ikke behov for at anvende tvang.

Da frivillig medvirken er det bedste grundlag for al behandling og det mål, som man allerede i dag søger at nå, har udvalget i forbindelse med en revision af lovgivningen på det psykiatriske område fundet det naturligt at overveje, hvilke foranstaltninger der er egnede til at forbedre mulighederne for at opnå patientens frivillige medvirken.

Udvalget har på en række punkter overvejet, hvorledes der gennem lovbestemmelser vil kunne opnås en styrkelse af mulighederne for patientens frivillige medvirken til gennemførelse af den nødvendige behandling.

Med henblik herpå foreslår udvalget bl.a., at der lovfæstes en almindelig regel om pligt for lægen til på eget initiativ at informere psykiatriske patienter om behandlingens mål og midler i forbindelse med indlæggelse og behandling på psykiatrisk afdeling, jf. § 3, stk. 2, i udvalgets lovudkast. En sådan vejledningspligt vil sikre, at patienten får det fornødne grundlag for at tage stilling og herefter eventuelt afgive informeret samtykke. Der henvises herom til betænkning nr. 1068/1986, s. 355 ff og til betænkning nr. 1109/1987, s. 42 f.

Udvalget foreslår endvidere, at der indføres pligt for overlægen til at opstille en behandlingsplan for alle psykiatriske patienter, hvad enten de er frihedsberøvede eller opholder sig frivilligt på psykiatrisk afdeling, jf. § 3, stk. 3, i udvalgets lovudkast. Efter udvalgets opfattelse vil en behandlingsplan, som opstilles snarest muligt efter indlæggelsen og som løbende justeres, i sig selv være et velegnet middel til at opnå informeret samtykke. Uden en behandlingsplan kan patienten ikke vide, hvad der skal ske, og hvad han samtykker i eller eventuelt modsætter sig. Der henvises til betænkning nr. 1068/1986, s. 36 og s. 368 samt til betænkning nr. 1109/1987, s. 42 f.

Også andre bestemmelser i udvalgets lovudkast, herunder reglerne om patientråd og patientmøder, tager mere eller mindre direkte sigte på at fremme mulighederne for patienternes frivillige medvirken.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der med henblik på at sikre, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling så vidt muligt finder sted med patientens samtykke, udformes regler om lægelig vejledning som grundlag for at indhente informeret samtykke fra patienten og om opstilling af en behandlingsplan for hver enkelt patient. Bestemmelser af denne art, der inddrager patienten aktivt i behandlingsforløbet, vil også efter Justitsministeriets opfattelse kunne medvirke til, at spørgsmål om anvendelse af tvang kun opstår i et begrænset antal tilfælde.

2.2.3. I de tilfælde, hvor det - eventuelt efter en passende betænkningstid - ikke lykkes at opnå patientens frivillige medvirken, jf. ovenfor under pkt. 2.2.2., skal patientens holdning i almindelighed respekteres med den virkning, at man afstår fra at iværksætte indlæggelse og behandling. Hvis betingelserne for at anvende tvang er til stede, jf. nedenfor pkt. 3-5, må det efter udvalgets opfattelse sikres, at tvangen i så fald begrænses til det absolut nødvendige.

Dette spørgsmål om det såkaldte mindste middels princip har udvalget behandlet i betænkning nr. 1068/1986, s. 320 ff og betænkning nr. 1109/1987, s. 44 f. Udvalget anbefaler, at der lovfæstes fælles regler for alle former for tvangsudøvelse om, at der ikke må anvendes mere tvang end formålet tilsiger, og at tvangen i sig selv skal stå i et rimeligt forhold til det, der søges opnået ved tvangen. Der henvises til § 4 i udvalgets lovudkast.

Som en særregel, der bygger på »det mindste middels princip«, foreslår udvalget endvidere i lovudkastets § 21 regler om obligatorisk efterprøvelse med henblik på at sikre, at tvang ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Der henvises til udvalgets lovudkast og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om en lovfæstelse af proportionalitetsprincippet om i den givne situation altid at anvende den mindst muligt indgribende foranstaltning og at begrænse den tidsmæssige udstrækning af foranstaltningen til det absolut nødvendige. Det foreliggende lovforslags §§ 4 og 21 er affattet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

3. Frihedsberøvelse

3.1. For at tvangsindlægge en person skal en læge efter de gældende regler i sindssygelovens § 2 efter en foretagen undersøgelse finde, at den pågældende er sindssyg, og at det vil være uforsvarligt at undlade indlæggelse, enten fordi den syge er til fare for sig selv eller andre, eller fordi udsigterne for den syges helbredelse væsentlig vil forringes, hvis indlæggelse ikke finder sted.

Efter § 8 i sindssygeloven skal en patient, uanset om den pågældende er tvangsindlagt eller frivilligt har ladet sig indlægge, nægtes udskrivning (tvangstilbageholdes), hvis den behandlende læge på sygehuset finder, at patienten er sindssyg, og udskrivning vil være uforsvarlig, enten fordi patienten er farlig for sig selv eller for andre, eller fordi udsigterne for helbredelse vil blive væsentlig forringet, hvis udskrivning finder sted. Herudover kan lægen kun nægte at udskrive en patient, der er sindssyg, hvis udskrivning må forventes at medføre væsentlige ulemper for patienten selv (ulempeindikation), og Justitsministeriet godkender udskrivningsnægtelsen.

De materielle betingelser for frihedsberøvelse i form af tvangsindlæggelse og i form af tvangstilbageholdelse er i vidt omfang identiske. Det er en nødvendig, men ikke i sig selv tilstrækkelig betingelse, at den pågældende opfylder det psykiatriske sygdomskriterium sindssygdom. Herudover skal der enten foreligge farlighedsindikation - farlig for sig selv eller farlig for andre, eller eventuelt begge dele - eller helbredelsesindikation (også betegnet behandlingsindikation). Endelig skal uforsvarlighedskriteriet også være opfyldt.

Ved tvangstilbageholdelse findes der ud over farligheds- og behandlingsindikationen et tredje kriterium, ulempeindikationen, der kan danne grundlag for frihedsberøvelse. Adgangen til at tvangstilbageholde går således på dette punkt videre end adgangen til at tvangsindlægge.

Fra 1973/74 til 1986 er antallet af tvangsindlæggelser faldet fra omkring 2000 til ca. 1300, hvilket svarer til ca. 3 pct. af samtlige psykiatriske indlæggelser pr. år - internationalt set en lav procent. Af i alt 1255 tvangsindlæggelser i 1987 blev 753 (60 pct.) foretaget på farlighedsindikation (»røde papirer«) og 502 (40 pct.) på behandlingsindikation (»gule papirer«). Ud over den faldende tendens i det samlede antal tvangsindlæggelser har udviklingen siden 1973/74 været præget af et fald i antallet af indlæggelser på farlighedsindikation, medens andelen af indlæggelser på behandlingsindikation har udvist en stigende tendens. Der føres ikke en tilsvarende landsdækkende statistik med hensyn til antallet af tvangstilbageholdelser. Om tvangsindlæggelsesstatistik henvises til betænkning nr. 1068/1986, s. 72 ff.

3.2. Spørgsmålet om, hvilke materielle betingelser der skal være opfyldt som forudsætning for, at en person kan frihedsberøves på en psykiatrisk afdeling, er behandlet af udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling i betænkning nr. 1068/1986, s. 214 ff og i betænkning nr. 1109/1987, s. 9 f og s. 46 ff. Udvalgets forslag til lovregel findes i lovudkastets § 5.

Det fremgår, at udvalget ved sine drøftelser har fundet, at adgangen til at tvangsindlægge og tvangstilbageholde ikke helt kan undværes, og at der ikke ønskes en udvidelse af den personkreds, der skal kunne frihedsberøves efter de nye regler, i forhold til nugældende praksis efter sindssygeloven. Derimod peger udvalget på behovet for at bringe lovgrundlaget i overensstemmelse med den gældende praksis, som udvalget i øvrigt ikke har fundet grundlag for at kritisere, og på behovet for at præcisere og skærpe betingelserne for frihedsberøvelse.

3.2.1. I betænkning nr. 1068/1986, s. 214 har udvalget omtalt den kritik, der er blevet fremført mod den gældende indlæggelsespraksis, hvor det i ca. 20 pct. af tilfældene forekommer, at det ikke efterfølgende er muligt at konstatere, at den tvangsindlagte var sindssyg, hverken ved indlæggelsen eller under opholdet på den psykiatriske afdeling. Udvalget anfører, at denne retstilstand er uholdbar, og peger på nødvendigheden af at fastlægge det psykiatriske sygdomskriterium på en sådan måde, at der skabes den fornødne hjemmel til at opretholde gældende praksis, som udvalget finder rigtig. Side 226 ff gøres der nærmere rede for udvalgets overvejelser om, hvorledes lovgrundlaget kan bringes i overensstemmelse med den foreliggende indlæggelsespraksis.

I betænkning nr. 1109/1987, s. 9 f og s. 48 ff har udvalget fortsat sine overvejelser om dette spørgsmål. Udvalget fremhæver, at det på den ene side er ønskeligt at fremkomme med et løsningsforslag til legalisering af de 20 pct. såkaldte ulovmedholdelige tvangsindlæggelser, men at det på den anden side er udvalgets opfattelse, at man bør afstå herfra, såfremt det vil medføre risiko for udglidning og dermed en ændring af nugældende indlæggelsespraksis med en stigning i antallet af tvangsindlæggelser til følge.

Udvalget konkluderer, at sindssygdom må anses for at være det snævrest mulige kriterium til afgrænsning af den personkreds, som i forbindelse med opfyldelse af farligheds- eller behandlingskriteriet bør kunne frihedsberøves på en psykiatrisk afdeling.

Udvalget anbefaler derfor, at sindssygdom fastholdes som den centrale grundbetingelse for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Udvalget er i den forbindelse opmærksom på, at det ikke er muligt at give en fuldstændig eksakt og entydig definition af sindssygdom, der er en samlebetegnelse for en række forskelligartede psykiatriske sygdomme, men at begrebet dog lader sig beskrive. Der henvises herved til betænkning nr. 1068/1986, kapitel 6, hvori Retslægerådet s. 197 er citeret for følgende beskrivelse af sindssygdomsbegrebet:

»Sindssygdom (synonymt med psykose) er en psykisk abnorm tilstand, i første række kendetegnet ved en ændring af realitetsvurderingen, et indgreb i patientens muligheder for at opleve og vurdere sin omverden og sig selv, sin tilstand og handlinger i overensstemmelse med »virkeligheden«, dvs. i overensstemmelse med hans egen tidligere oplevelse af samme emner, respektive med omgivelsernes vurdering heraf. Der hersker efter Retslægerådets opfattelse udbredt faglig enighed om, hvad sindssygdom (psykose) er. Uanset divergenser i afgrænsningen af de enkelte psykosekategorier inden for de enkelte psykiatriske skoler og uanset de vanskeligheder, der i konkrete tilfælde kan være forbundet med at træffe afgørelsen: psykotisk - ikke-psykotisk, ligger psykosebegrebet (sindssygdomsbegrebet) således i det væsentlige fast. At erstatte betegnelsen sindssygdom med f.eks. »alvorlig sindslidelse« vil efter Retslægerådets mening kunne afstedkomme unødig uklarhed, specielt i relation til neurosebegrebet.'

Udvalget foreslår yderligere, at det psykiatriske sygdomskriterium ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse udvides til ud over sindssygdom også at omfatte tilstande, der kvalitativt og/eller kvantitativt ganske kan ligestilles med sindssygdom, og som i undersøgelsesøjeblikket ikke lader sig skelne fra sindssygdom, og som derfor også med rette bør behandles på samme måde, hvis tillægskriteriernes krav ifølge behandlings- eller farlighedsindikation samtidig er opfyldt.

Det fremhæves af udvalget, at det ikke med en sådan regel er hensigten at udvide den kreds af personer, som kan tvangsindlægges eller tvangstilbageholdes, men at skabe bedre lovhjemmel for at opretholde hidtidig praksis på dette område.

Ved et krav om, at der skal foreligge »en tilstand, der ganske må ligestilles med sindssygdom« angives, at der er tale om et meget snævert område. En analogislutning skal for at være berettiget opfylde kravene til en fuldstændig analogi. Dette må anses for at være tilfældet f.eks. med visse affekteksplosive tilstande, abnorme enkeltreaktioner, som er ledsaget af bevidsthedsændringer, patologiske reaktioner på alkohol og/eller psykofarmaka, visse biologisk betingede tilstande, tågetilstand i forbindelse med epileptiske anfald og anorexia nervosa - nervøs spisevægring - med svær afkræftelse og livsfare til følge.

3.2.2. Sindssygdom eller en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for at iværksætte tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse. Personen skal efter udvalgets lovudkast herudover enten opfylde behandlingskriteriet eller farlighedskriteriet, ligesom der stilles krav om, at indlæggelse eller tilbageholdelse sker med henblik på behandling. Dette krav gælder ikke kun ved frihedsberøvelse på behandlingsindikation, men også ved frihedsberøvelse på farlighedsindikation.

Udvalget har redegjort for sine overvejelser vedrørende farlighedsindikationen i betænkning nr. 1068/1986, s. 220 ff og betænkning nr. 1109/1987, s. 10 og s. 47 f.

Et flertal på 15 medlemmer foreslår, at farlighedskriteriet bevares både for så vidt angår »farlig for andre« som med hensyn til »farlig for sig selv« - fare for selvmord og selvlemlæstelse - men at udformningen af indikationen præciseres, således at der stilles nærmere krav til farens art og grad.

Til støtte for sit forslag vedrørende indikationen »farlig for andre« anfører udvalgsflertallet bl.a., at denne indikation giver mulighed for at gribe forebyggende ind ikke alene af hensyn til at beskytte andre mennesker, men også af hensyn til den sindssyge selv, som ved tvangsindlæggelse beskyttes imod at begå lovovertrædelser, der kan nødvendiggøre strafferetlig forfølgning og herunder eventuelt varetægtsfængsling.

Udvalgsflertallet peger også på, at alternativet til frihedsberøvelse på psykiatrisk afdeling ikke nødvendigvis vil blive, at der ikke gribes ind over for den pågældende, hvis kriteriet »farlig for andre« opgives. Der vil i stedet ofte blive tale om en politimæssig foranstaltning, f.eks. i form af anholdelse eller detentionsanbringelse, hvilket næppe vil være en ønskelig løsning over for visse sindssyge personer.

Udvalgsflertallet foreslår endvidere, at den særlige adgang, som Justitsministeriet er tillagt i medfør af sindssygelovens § 10 og § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland til at træffe bestemmelse om anbringelse af ekstraordinært farlige sindssyge på sikringsanstalten, opretholdes med en sproglig præcisering, dog således at der indføres obligatorisk efterfølgende domstolsprøvelse. Udvalgets forslag til lovregler findes i kapitel 11 i udvalgets lovudkast, se betænkning nr. 1109/1987, s. 31-32 med tilknyttede bemærkninger s. 104-107 og betænkning nr. 1068/1986, s. 258 ff.

Et mindretal på 2 medlemmer, der er enig med flertallet for så vidt angår den del af farlighedskriteriet, der vedrører »farlig for sig selv«, tager afstand fra kriteriet »farlig for andre« under henvisning til, at afværgelse af fare for andre er en politimæssig opgave, der ikke skal søges løst gennem en lovgivning, der bygger på en behandlingsideologi.

3.2.3. Behandlingsindikationen har udvalget behandlet i betænkning nr. 1068/1986, s. 216 ff og i betænkning nr. 1109/1987, s. 47. Der er i udvalget enighed om, at en adgang til at frihedsberøve sindssyge med henblik på behandling ikke kan undværes, dels fordi en række sindssyge, som utvivlsomt har et stærkt behov for psykiatrisk behandling, ikke selv kan forventes at ville anmode om indlæggelse og ej heller at ville affinde sig frivilligt med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, dels fordi den behandling, de har behov for, ikke kan gives i deres hjem eller andet sted end netop på en psykiatrisk sygehusafdeling.

Udvalget foreslår derfor, at adgangen til at tvangsindlægge og tvangstilbageholde på behandlingsindikation opretholdes. Efter udvalgets forslag skal frihedsberøvelse på behandlingsindikation finde sted, hvis udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring ellers vil blive væsentligt forringet. Det kan ikke kræves, at der skal være udsigt til en egentlig helbredelse af sindssygdommen som sådan således forstået, at patienten efter sygehusbehandling må forventes at blive varigt rask, men der skal være et klart grundlag for, at behandling vil give en væsentlig bedring eller dog forebygge en betydelig akut forringelse af tilstanden. En mærkbar lindring vil også være tilstrækkelig til, at kravene til behandlingsindikation kan anses for opfyldt. Der skal være konkret udsigt til at antage, at patientens tilstand som følge af sygehusbehandling vil blive så meget bedre, at behandlingen vil resultere i udskrivning.

3.2.4. Udvalgets forslag til regler om frihedsberøvelse indebærer, at de materielle betingelser - det psykiatriske sygdomskriterium, farlighedsindikationen og behandlingsindikationen - bliver fælles for både tvangsindlæggelse og for tvangstilbageholdelse. Den eksisterende særlige adgang til at tvangstilbageholde på ulempekriterium foreslås afskaffet. Om ulempekriteriet og de synspunkter, der ligger til grund for en ophævelse af ulempekriteriet som tvangstilbageholdelsesgrund, og om de betænkeligheder, der kan være forbundet med en sådan ophævelse, henvises til betænkning nr. 1068/1986, s. 231 ff.

Udvalget foreslår ingen ændring i adgangen til at tvangstilbageholde frivilligt indlagte patienter. En nærmere redegørelse for udvalgets synspunkter om dette spørgsmål findes i betænkning nr. 1068/1986, s. 248 ff.

Udvalget fremhæver bl.a., at muligheden for at tvangstilbageholde også frivilligt indlagte patienter er fornuftig og rimelig i betragtning af, at tvangstilbageholdelse udøves efter en vis tids observation på psykiatrisk afdeling, hvorfor både beslutningsgrundlaget og beslutningstageren er mere kvalificeret end tilfældet er ved tvangsindlæggelser, hvor en læge eventuelt uden forudgående eller dybere kendskab til patienten her og nu skal afgøre, om tvangsindlæggelse er nødvendig. Det ville endvidere være upraktisk og en ren formalitet, hvis man lader en tvangstilbageholdelig patient forlade afdelingen, for derefter at lade patienten blive modtaget af politi og eventuelt en anden læge umiddelbart uden for sygehuset, hvorfra tvangsindlæggelse da vil finde sted.

Udvalget henviser også til, at de foreslåede fælles kriterier for tvangstilbageholdelse og for tvangsindlæggelse vil indebære, at der kun vil kunne ske tvangstilbageholdelse på indikationer, der også ville kunne føre til tvangsindlæggelse.

3.2.5. Specielt for så vidt angår fremgangsmåden i forbindelse med den frihedsberøvelse, der består i tvangsindlæggelse, foreslår udvalget en række ændringer i forhold til de gældende regler.

Efter den gældende ordning påhviler det den syges nærmeste at tilkalde læge. Hvis betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, udfærdiges en erklæring herom. Ved tvangsindlæggelse på farlighedsindikation udfærdiges erklæringen på røde papirer, medens erklæringen ved indlæggelse på behandlingsindikation udfærdiges på gule papirer, der inden indlæggelsen skal være godkendt af embedslægen, i København af stadslægen i forening med Justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik. Den læge, der udsteder den nævnte erklæring efter foretagen undersøgelse, må ikke være ansat på det psykiatriske sygehus, hvorpå den sindssyge tvangsindlægges.

Tvangsindlæggelsen af den sindssyge skal ske inden 4 uger efter den til grund for lægeerklæringen hvilende undersøgelse. I særligt påtrængende og i praksis sjældent forekommende tilfælde kan tvangsindlæggelse dog finde sted, uden at lægeerklæring foreligger, men en sådan erklæring skal da så vidt muligt fremskaffes i løbet af 3 dage efter indlæggelsen.

Politiet medvirker ved den praktiske gennemførelse af tvangsindlæggelse.

Ved modtagelsen af patienten træffer overlægen på den psykiatriske afdeling afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten bør modtages til behandling for sin sygdom.

Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har behandlet de særlige spørgsmål, der knytter sig til indlæggelsesproceduren, i betænkning nr. 1068/1986, s. 475 ff og i betænkning nr. 1109/1987, s. 52 ff. Udvalget stiller en række forslag til forbedring af indlæggelsesproceduren. Det foreslås bl.a., at fristen mellem lægeundersøgelsen og tvangsindlæggelsen, der i dag kan være på op til 4 uger, forkortes til 1 døgn ved indlæggelser på farlighedsindikation og til 7 dage ved indlæggelser på behandlingsindikation, ligesom embedslægens medvirken ved indlæggelser på behandlingsindikation foreslås afskaffet. Det anbefales, at patientens læge så vidt muligt skal være til stede, når tvangsindlæggelsen gennemføres. Dette gælder ikke kun ved tvangsindlæggelse på farlighedsindikation, men også ved tvangsindlæggelse på behandlingsindikation. Udvalget henviser til, at lægens tilstedeværelse dels vil give patienten mulighed for at rådføre sig med lægen, dels sikre at lægen i det øjeblik, hvor tvangsindlæggelsen effektueres, påser, at betingelserne stadig er opfyldt.

Der henvises til udvalgets lovudkast §§ 6-9.

3.3. Justitsministeriet kan i det hele tiltræde de forslag, som udvalget har stillet både for så vidt angår de materielle betingelser for frihedsberøvelse som med hensyn til de regler, der er foreslået til forbedring af af indlæggelsesproceduren.

Justitsministeriets lovforslag er udformet i overensstemmelse hermed jf. lovforslagets kapitel 3.

Specielt for så vidt angår begrebet »tilstande, der ganske må ligestilles med sindssygdom« i forslagets § 5 er der grund til at fremhæve, at denne formulering navnlig skal ses på baggrund af de praktiske vanskeligheder, der kan være forbundet med at stille en sikker psykiatrisk diagnose i forbindelse med en tvangsindlæggelse, der ofte vil foregå akut og under dramatiske omstændigheder. Justitsministeriet lægger ligesom udvalget afgørende vægt på, at der ikke med den valgte formulering sker en udvidelse af den personkreds, der efter gældende retspraksis tvangsindlægges og tvangstilbageholdes.

For så vidt angår spørgsmålet om anbringelse af ekstraordinært farlige personer på sikringsanstalten henvises til lovforslagets §§ 40 og 41.

4. Tvangsbehandling

4.1. I den nugældende lovgivning er kun adgangen til tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse på psykiatrisk afdeling direkte lovreguleret, hvorimod adgangen til tvangsbehandling og anvendelse af tvangsmidler m.v. ikke er omtalt i loven. Det betyder dog ikke, at der ikke i dag findes retlige grænser og normer for tvangsudøvelse på dette område.

Det forhold, at grænserne for adgangen til tvangsbehandling og anden tvangsudøvelse kun fremgår mere indirekte af lovgivningen, må imidlertid ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt anses for utilfredsstillende både af hensyn til patienterne og af hensyn til læger og sygeplejepersonalet. Folketingets ombudsmand har da også igennem det seneste årti flere gange givet udtryk for det ønskelige i en klargøring af retstilstanden.

I det følgende behandles spørgsmålet om tvangsbehandling. Under pkt. 5 omtales spørgsmålet om anvendelse af tvangsmidler m.v. i fareafværgende og beskyttende øjemed.

4.2. Under den gældende retstilstand antages reglerne om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse indirekte at give lovhjemmel for tvangsbehandling ud fra den betragtning, at en frihedsberøvelse med henblik på psykiatrisk behandling ville savne mening, hvis der ikke samtidig var mulighed for at iværksætte den nødvendige behandling om fornødent med magt.

Heraf kan udledes, at kun personer, der er frihedsberøvet, eller som opfylder betingelserne herfor, kan undergives tvangsbehandling på psykiatrisk afdeling.

Sundhedsstyrelsen har i et cirkulære af 28. juni 1983 om information og samtykke for så vidt angår patienter med psykiske lidelser fastsat, at hovedreglen er, at psykiatrisk og somatisk behandling ikke kan finde sted mod de psykisk syge personers vilje.

Tvangsbehandling af en psykisk lidelse hos en indlagt patient kan dog undtagelsesvis finde sted ved livstruende tilstande, ved psykotiske tilstande, hvor der foreligger fare for patienten selv og omgivelserne, og hvor behandling med et beroligende lægemiddel er mere hensigtsmæssig eller human end en fysisk restriktion, samt ved psykotiske tilstande hos patienter, hvor undladelse af behandling alvorligt vil forringe udsigterne til helbredelse.

For så vidt angår spørgsmålet om tvangsbehandling af legemlige lidelser hos tvangsindlagte inhabile patienter har Sundhedsstyrelsen opstillet den regel, at der ved livstruende tilstande, eller hvor der foreligger alvorlig risiko for helbred, kan foretages den nødvendige behandling med tvang.

Uden for disse særligt kvalificerede krisetilstande må der ifølge Sundhedsstyrelsens regler i givet fald foretages en personlig umyndiggørelse, således at bestemmelse om tvangsbehandling herefter kan træffes af den beskikkede værge.

4.3. Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har behandlet spørgsmålet om tvangsbehandling i betænkning nr. 1068/1986, kapitel 9, navnlig s. 323-326 og kapitel 11, s. 355 ff samt i betænkning nr. 1109/1987, s. 10 f og s. 60 ff. Udvalgets forslag til lovregler findes i lovudkastets §§ 12 og 13.

Udvalget opstiller som grundbetingelse for al lægelig tvangsbehandling, at kun indlagte patienter kan undergives tvangsbehandling og kun i det omfang, de opfylder betingelserne for at kunne tvangstilbageholdes.

Psykokirurgiske indgreb og forsøgsbehandling må dog aldrig kunne gennemføres med tvang, uanset om betingelserne for tvangstilbageholdelse måtte være opfyldt, se udvalgets lovudkast §§ 22 og 23.

Udvalget har overvejet, om der skal gælde en særlig begrænsning med hensyn til adgangen til at anvende elektrostimulation (»elektro-chok«) som led i en tvangsbehandling, således at det ikke er tilstrækkeligt, at betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, men at der herudover skal foreligge en livstruende tilstand.

Et flertal i udvalget finder ikke, at der bør gælde en sådan særlig begrænsning i adgangen til at anvende elektrostimulation som led i en tvangsbehandling. Flertallet henviser navnlig til, at elektrostimulation er en skånsom behandlingsform, og at en særlig begrænsning vil kunne bevirke, at denne behandlingsform med urette kommer i miskredit hos patienter og pårørende.

Et mindretal foreslår, at adgangen til at anvende elektrostimulation som led i en tvangsbehandling begrænses til livstruende tilstande. Mindretallet har til støtte herfor gjort gældende, at det ikke er elektrostimulationsbehandling som sådan, reglen regulerer, men kun de i praksis forholdsvis sjældne tilfælde, hvor tvangsbehandling kan komme på tale, og henviser til, at der efter den praksis, der allerede følges i dag, ikke synes at være behov for en adgang til tvangsbehandling med elektrostimulation, der rækker videre end til livstruende tilstande.

For så vidt angår spørgsmålet om tvangsbehandling af legemlige (somatiske) lidelser hos psykiatriske patienter foreslår udvalget til afklaring af retstilstanden en regel, hvorefter tvangsbehandling af lidelsen kan ske, hvis patienten for det første opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, og lidelsen for det andet er så alvorlig, at den udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Udvalget henviser bl.a. til, at personlig umyndiggørelse og beskikkelse af værge i sådanne tilfælde må anses for uhensigtsmæssig.

4.4. Justitsministeriet finder det af retssikkerhedsmæssige grunde nødvendigt, at der sker en nærmere lovregulering af adgangen til at anvende tvang i forbindelse med den lægelige behandling af psykiatriske patienter. Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, hvorefter det er en grundbetingelse for al tvangsbehandling, at den indlagte patient opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse. Den pågældende skal således være sindssyg eller i en hermed ligestillet tilstand og opfylde enten farlighedskriteriet eller behandlingskriteriet. Hvis dette ikke er tilfældet, kan behandling kun gennemføres frivilligt.

Endvidere er Justitsministeriet enig i, at der bør være et forbud mod at anvende tvang i forbindelse med psykokirurgi og forsøgsbehandling.

Med hensyn til spørgsmålet om behovet for en yderligere begrænsning ved tvangsbehandling med elektrostimulation finder Justitsministeriet ikke at kunne afvise udvalgsflertallets argumentation om de negative konsekvenser, som gennemførelsen af mindretallets forslag vil kunne indebære for den frivillige behandling.

Hertil kommer, at en klage til det lokale patientklagenævn over forestående tvangsmæssig behandling i form af elektrostimulation ligesom anden tvangsbehandling er tillagt opsættende virkning efter lovforslagets § 32, stk. 3, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Det vil således kunne blive vurderet af det lokale patientklagenævn, om den pågældende behandling bør gennemføres mod patientens ønske i alle tilfælde, hvor behandlingen ikke er nødvendig for at afværge en livstruende tilstand.

Der er derfor ikke i lovforslaget medtaget en bestemmelse om, at elektrostimulation ikke må anvendes som et led i en tvangsbehandling, medmindre der foreligger en livstruende tilstand.

Justitsministeriet kan endelig tiltræde udvalgets forslag om, at der tilvejebringes en lovhjemmel for tvangsbehandling af legemlige lidelser hos patienter, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

5. Fiksering m.v.

5.1. Som anført under pkt. 4 indeholder sindssygeloven ingen regulering af de tvangsmidler m.v., som det kan være berettiget at anvende på en psykiatrisk afdeling.

Sundhedsstyrelsen har i cirkulære nr. 63 af 28. juni 1985 fastsat regler til regulering af anvendelsen af såvel tvangsmidler som af de såkaldte beskyttelsesforanstaltninger. I cirkulæret anføres, at det er midlertidigt, og at det forudsættes afløst af de regler, der vil blive fastsat som et resultat af revisionen af sindssygelovgivningen.

5.2. Udvalget har i betænkning nr. 1068/1986, s. 279 ff redegjort for sine principielle overvejelser med hensyn til spørgsmålet om fiksering m.v. I betænkning nr. 1109/1987, s. 23 f findes udvalgets udkast til lovbestemmelser (§§ 14-19) og side 64 ff er optrykt bemærkninger til lovudkastet.

Udvalget foreslår, at der foretages en inddeling af den tvang, der består i fastspænding eller fastholden, i tre hovedgrupper: Tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og beskyttelsesfiksering. Med hensyn til sondringen mellem tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering anfører udvalget, at det som udgangspunkt er formålet med at anvende en given foranstaltning, der er afgørende for, om et bestemt middel, som bringes i anvendelse mod patientens vilje, skal anses som et tvangsmiddel eller et beskyttelsesmiddel. Hvis formålet er at afværge en fare, som patienten tilsigtet udsætter sig selv eller sine omgivelser for, er der tale om et tvangsmiddel. Omvendt er der tale om et beskyttelsesmiddel, hvis formålet er at beskytte patienten selv imod, at denne utilsigtet udsætter sit eget legeme for væsentlig fare typisk ved at forsøge at foretage dagligdags handlinger eller udvise en helt almindelig adfærd, som den pågældende blot ikke længere er i stand til at udføre uden at løbe en væsentlig risiko for at komme til skade, navnlig ved at falde.

Ud over formålet tillægges midlets art også betydning ved afgørelsen af, om der er tale om tvangsfiksering eller beskyttelsesfiksering, idet udvalget opstiller den regel, at midler, der anvendes til tvangsfiksering - det vil sige bælte, fod- og håndremme eller handsker - ikke må anvendes til beskyttelsesfiksering, se betænkning nr. 1109/1987, s. 75 f.

Specielt for så vidt angår tvangsfiksering foreslår udvalget, at kun bælte, håndremme, fodremme og handsker må anvendes som midler til tvangsfiksering.

De materielle betingelser for at anvende tvangsfiksering findes i udvalgets lovudkast § 14, stk. 2. Heraf fremgår, at tvangsfiksering kun må anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter, eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det kræves derimod ikke, at den pågældende skal være sindssyg eller i en hermed ligestillet tilstand.

Udvalget foreslår særlige regler med hensyn til, hvem der har kompetencen til at træffe beslutning om tvangsfiksering, jf. lovudkastets § 15, og i § 16 foreslås en regel om fast vagt til de patienter, der er tvangsfikseret med bælte. Reglen om fast vagt er omtalt nærmere nedenfor under pkt. 6.

Under samme materielle betingelser, som gælder for tvangsfiksering, foreslås en adgang til fysisk at fastholde den pågældende patient og eventuelt føre vedkommende til et andet opholdssted, jf. lovudkastets § 17. Spørgsmålet om, hvorvidt der i det enkelte tilfælde skal anvendes tvangsfiksering eller alene fysisk magt, må afgøres under iagttagelse af det mindste middels princip. Udvalget tilføjer, at man i øvrigt næppe kan bortse fra, at der ved fortolkningen af kriterierne for tvangsfiksering henholdsvis anvendelse af fysisk magt også må anlægges en proportionalitetsbetragtning, således at kravene skærpes, jo mere indgribende en foranstaltning, der er tale om.

Udvalget foreslår endvidere en bestemmelse, der skal sikre, at frihedsberøvede personer kan forhindres i at forlade sygehuset, uanset at de almindelige betingelser for anvendelse af fysisk magt ikke er til stede. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for aflåsning af yderdøre. Endelig foreslås det i § 17, stk. 2, at der skabes hjemmel til om fornødent med magt at give en urolig patient et beroligende middel. I bemærkningerne til bestemmelsen anfører udvalget, at dette dels kan være påkrævet af helbredsmæssige grunde, idet en bedring af patientens tilstand i visse tilfælde forudsætter, at den pågældende falder i søvn, dels kan det være en mindre indgribende foranstaltning end f.eks. at bæltefiksere den pågældende.

I lovudkastets § 18 har udvalget foreslået en regel om beskyttelsesfiksering, hvorved forstås en tvangsforanstaltning, der bringes i anvendelse for at beskytte patienten imod utilsigtet at udsætte sig selv for væsentlig fare, jf. ovenfor vedrørende sondringen mellem tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering.

5.3. Justitsministeriet kan i det hele tilslutte sig udvalgets forslag til regulering af tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering. Lovforslagets §§ 14-19 er affattet i overensstemmelse hermed.

6. Patientrettigheder m.v.

6.1. Udvalget har flere steder i betænkning nr. 1068/1986 overvejet, hvorledes det er muligt at tilbyde patienter, der undergives tvang, den fornødne støtte og kompensation med henblik på at styrke såvel deres retlige som deres faktiske stilling. I denne forbindelse skal fremhæves udvalgets overvejelser om en forbedring af den nugældende tilsynsværgeordning, om fast vagt til bæltefikserede patienter og om patientråd og patientmøder.

6.2. Efter sindssygelovens § 6 skal der ved tvangsindlæggelse beskikkes en tilsynsværge for den tvangsindlagte. I andre tilfælde skal der beskikkes tilsynsværge for en sindssyg patient, hvis den pågældende patient fremsætter ønske herom. Det er tilsynsværgens hovedopgave at holde sig underrettet om patientens tilstand og sørge for, at opholdet på sygehuset ikke varer længere end nødvendigt, herunder være patienten behjælpelig ved rejsning af klagesag. Det er skifteretten, der foretager beskikkelsen af tilsynsværgen. Som regel beskikkes en af patientens nærmeste pårørende.

Udvalget har behandlet tilsynsværgespørgsmålet i betænkning nr. 1068/1986, s. 340 ff, og i betænkning nr. 1109/1987 findes udvalgets udkast til lovregler i §§ 25-30, og bemærkningerne hertil er optrykt s. 87 ff.

Udvalget foreslår, at der til afløsning af den eksisterende tilsynsværgeordning etableres en ordning med lønnede patientrådgivere, der antages af amtmanden efter ansøgning blandt personer, som må anses for egnede fagligt og personligt til på deltid at udføre det arbejde, der er forbundet med patientrådgiverfunktionen. Amtmanden udarbejder en fortegnelse over de antagne patientrådgivere. Som patientrådgivere tænkes navnlig anvendt personer inden for social- og sundhedssektoren i vid forstand.

Ved tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling skal der efter udvalgets forslag obligatorisk ske patientrådgiverbeskikkelse. I tilfælde af tvangsfiksering, magtanvendelse og beskyttelsesfiksering skal der beskikkes patientrådgiver, hvis patienten fremsætter begæring herom. Udvalget har ikke fundet behov for beskikkelse af patientrådgiver til patienter, der behandles frivilligt. I disse tilfælde påhviler det personalet at yde patienten den fornødne vejledning og bistand.

Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske underretter en patientrådgiver om tvangsindgrebet og den heraf følgende beskikkelse. Patienten har efter særlige regler mulighed for at få beskikket f.eks. et familiemedlem til at udføre patientrådgiverarbejdet.

Patientrådgiveren har til opgave at vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Der opstilles et krav om, at patientrådgiveren skal aflægge patienten et første besøg inden 24 timer efter beskikkelsen, og derefter mindst een gang om ugen og i øvrigt efter behov, indtil beskikkelsen bortfalder.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der er behov for en væsentlig forbedring af den støtte og bistand af såvel medmenneskelig som retlig karakter, som psykiatriske patienter, der undergives tvang, bør kunne få fra kvalificerede og uafhængige personer. Justitsministeriet kan tiltræde den patientrådgiverordning, som udvalget har foreslået til afløsning af den gældende ordning efter sindssygeloven med tilsynsværger.

6.3. Specielt for så vidt angår patienter, der tvangsfikseres med bælte, stiller udvalget forslag om, at der stilles krav om fast vagt. Udvalgets redegørelse for dette spørgsmål findes i betænkning nr. 1068/1986, s. 430 f. Udkast til lovbestemmelse findes i § 16 i udvalgets lovudkast. I bemærkningerne til udvalgets forslag anfører udvalget bl.a. (betænkning nr. 1109/1987, s. 71), at reglen dels har til formål at betage bæltefiksering noget af den traumatiske effekt, som kan være forbundet med at blive fikseret og ladt alene, dels at beskytte patienten mod eventuelle overgreb eller gener fra medpatienter. Udvalget peger endvidere på, at brug af fast vagt utvivlsomt vil kunne begrænse brugen af bæltefiksering, navnlig således at den tidsmæssige udstrækning formindskes.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag til en regel om fast vagt ved bæltefikserede patienter.

Bestemmelsen udelukker ikke, at den faste vagt efter omstændighederne kan overvåge flere patienter, der er tvangsfikseret med bælte.

6.4. Patienternes mulighed for at øve indflydelse og medbestemmelse på egne forhold må antages at spille en ikke uvæsentlig rolle for, hvordan patienterne oplever opholdet på psykiatrisk afdeling, og dermed i sidste instans også for behovet for tvangsanvendelse.

Udvalget har behandlet spørgsmålet om patienternes medindflydelse i betænkning nr. 1068/1986, s. 404 ff og i betænkning nr. 1109/1987, s. 94.

Udvalget anfører bl.a., at den medindflydelse, som patienterne tillægges, har betydning både for patienternes følelse af eget værd og for personalets holdning til patienterne, ligesom patienternes medindflydelse endvidere må tillægges vægt som en kontrolforanstaltning, der kan medvirke til at forebygge eventuelt misbrug.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der på hvert enkelt psykiatrisk sygehus eller afdeling skal oprettes patientråd eller afholdes patientmøder. Ordningen skal gælde for alle indlagte psykiatriske patienter og ikke kun for de patienter, der undergives tvang.

Udvalget er opmærksom på, at det vil være lettere at få en ordning med regelmæssig afholdelse af patientmøder og oprettelse af et patientråd til at fungere for de grupper af patienter, der er indlagt igennem nogen tid, end for korttidsindlagte.

Justitsministeriet deler udvalgets opfattelse af betydningen af, at patienterne så vidt muligt søges inddraget i og tillagt indflydelse på egne forhold, også selv om der ikke helt kan bortses fra de praktiske problemer, der kan være forbundet med at få den af udvalget foreslåede ordning til at fungere i forhold til visse grupper af patienter, navnlig korttidsindlagte og meget syge. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag. Lovforslagets § 30 er affattet i overensstemmelse hermed.

7. Domstolsprøvelse og klageadgang

7.1. Efter sindssygelovens § 9 kan afgørelser om tvangstilbageholdelse på psykiatrisk afdeling administrativt påklages til Justitsministeriet, der inden 1 måned skal tage stilling til klagen. I praksis indhentes der en udtalelse fra Retslægerådet, inden Justitsministeriet træffer afgørelse i sagen. Tilsvarende gælder med hensyn til klager over tvangsindlæggelse.

Hvis Justitsministeriet godkender overlægens afgørelse om frihedsberøvelse, kan patienten begære spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed forelagt for retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Heraf følger bl.a., at sagen inden 5 søgnedage efter den administrative afgørelse skal indbringes for byretten på patientens hjemsted. Under en sådan sag kan også spørgsmål om erstatning i anledning af den stedfundne frihedsberøvelse pådømmes. Byrettens afgørelse kan i givet fald ankes til landsretten.

Klager over rent lægelige spørgsmål, såsom valg af behandlingsform eller metode, bivirkninger og lægefejl samt over eventuel tvangsbehandling og brug af tvangsmidler har hidtil i henhold til reglerne i lov nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse henhørt under Sundhedsstyrelsen. Pr. 1. januar 1988 er lov nr. 182 af 23. juni 1932 blevet afløst af en ny centralstyrelseslov, lov nr. 397 af 10. juni 1987. I henhold til denne lov er oprettet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, for hvilket klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, skal indbringes, medmindre der i lovgivningen måtte være foreskrevet en særlig klageadgang. Eventuelle erstatningskrav må rettes mod den ansvarlige sygehusmyndighed, normalt vedkommende amtskommune, der som ansvarlig for driften hæfter for eventuelle fejl begået af ansatte, herunder læger.

Klager over andre forhold end selve frihedsberøvelsen og de rent lægelige forhold som f.eks. personalets optræden, maden, adgang til beskæftigelse, motionsmuligheder, de bygningsmæssige og de øvrige forhold, hvorunder patienter må opholde sig på et sygehus, henhører under vedkommende amtskommune (Københavns og Frederiksberg kommuner og Sundhedsministeriet for så vidt angår Rigshospitalet), som er den ansvarlige sygehusmyndighed.

7.2. Udvalget har indgående overvejet spørgsmålet om udformningen af den fremtidige klageordning. Der henvises til betænkning nr. 1068/1986, s. 439 ff og betænkning nr. 1109/1987, s. 11 f og s. 97 ff. Udvalget har delt sig i spørgsmålet om klageordningens nærmere udformning.

Et flertal foreslår, at der oprettes lokale patientklagenævn, mindst eet i hver amtskommune, der i første instans skal behandle klager over alle former for tvangsanvendelse - frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, magtanvendelse og beskyttelsesfiksering - samt klager over forsøgsbehandling.

Ud over at behandle konkrete klagesager tillægges nævnet en kompetence til bl.a. gennem uanmeldte besøg på de psykiatriske afdelinger at føre tilsyn med visse forhold, der har forbindelse med de sager, som nævnet har kompetence til at behandle.

Hvert nævn skal ved behandlingen af en sag bestå af en dommer som formand og to andre medlemmer beskikket efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Det lokale nævns afgørelse vedrørende frihedsberøvelse skal efter flertallets forslag kunne indbringes for domstolene i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Nævnets andre afgørelser skal kunne indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Et mindretal foreslår, at klager over afgørelse om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse indbringes direkte for domstolene i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a uden nogen forudgående administrativ klagebehandling. Klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, magtanvendelse og beskyttelsesfiksering skal efter mindretallets forslag indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på samme måde som alle andre patienters klager over behandlingen i sygehusvæsenet.

Justitsministeriet finder, at frihedsberøvelse er et så alvorligt indgreb, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må foretrækkes, at sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse efter begæring så hurtigt som muligt indbringes direkte for en domstol. Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke undgås, at en forudgående administrativ lokal behandling af en sådan sag vil medføre en forsinkelse af den retlige prøvelse, uanset hvor smidig og effektiv den administrative behandling tilrettelægges. Justitsministeriet kan derfor tiltræde mindretallets synspunkter på dette punkt.

For så vidt angår klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, magtanvendelse og beskyttelsesfiksering stilles der i overensstemmelse med indstillingen fra udvalgets flertal forslag om, at sådanne klager i første instans afgøres af lokale patientklagenævn. Dette synes generelt at være i overensstemmelse med den nyere tendens i lovgivningen, hvorefter administrative sager, herunder klagesager, bør behandles så lokalt som muligt. Med hensyn til klager over behandlingen på sygehuse har lovgivningsmagten ganske vist ikke fundet, at dette synspunkt har kunnet opveje de fordele, der også opstår ved en centraliseret klagebehandling som fastlagt i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

For så vidt angår klager over tvang inden for psykiatrien må det imidlertid tillægges særlig betydning, at klageren og patientrådgiveren har mulighed for personligt at møde for klageinstansen og gøre deres synspunkter gældende, hvilket kun vil være praktisk muligt ved en lokal klageordning. Herudover må en lokal klagesagsbehandling antages at kunne foregå hurtigere end en central behandling. Endelig må den mulighed, som en lokal ordning indebærer for, at klagenævnet i forbindelse med behandlingen af en konkret klagesag kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling, tillægges væsentlig betydning for kontrollen med anvendelse af tvang.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 35-39, idet det vedrørende sammensætningen af det lokale patientklagenævn bemærkes, at der stilles forslag om, at vedkommende statsamtmand skal være formand for nævnet i stedet for en dommer.

8. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Det psykiatriske sygehusvæsen er henlagt til amtskommunerne m.fl., og det påhviler derfor efter Justitsministeriets opfattelse allerede i dag amtskommunerne at sikre, at de psykiatriske sygehuse er indrettet således, at de bestandig er i overensstemmelse med god psykiatrisk sygehusstandard.

Bestemmelsen i lovforslagets § 2 om indretningen m.v. af psykiatriske sygehusafdelinger indebærer derfor ikke nogen udvidelse af de forpligtelser, der allerede idag påhviler amtskommunerne.

Efter lovforslagets § 16 skal patienter, der er tvangsfikseret med bælte, have fast vagt. Forslaget er en nyordning, der vil kunne nødvendiggøre, at de berørte sygehuse foretager en ændret disponering af sygehusenes personalemæssige ressourcer.

Da de psykiatriske sygehuse imidlertid allerede i dag er forpligtet til at føre et rimeligt tilsyn med tvangsfikserede patienter, har Justitsministeriet forudsat, at den fornødne omdisponering kan ske inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer for sygehusene.

I lovforslagets kapitel 8 foreslås indført en ordning med faste patientrådgivere til at vejlede og rådgive personer, som undergives tvang. Patientrådgiverne udpeges i de enkelte tilfælde af sygehuspersonalet på grundlag af en af statsamtet udarbejdet fortegnelse over egnede og villige personer.

Honoreringen af patientrådgiverne, blandt andet med henblik på kompensation for eventuelt tab af arbejdsfortjeneste, vil indebære en merudgift, der kan anslås til ca. 1-2 mill. kr. årligt. Honorarerne forudsættes afholdt af sygehusmyndighederne. Disse merudgifter vil blive overført fra Justitsministeriets lovreserve til Indenrigsministeriets bloktilskudspulje.

Lovforslagets kapitel 10 indebærer, at klager over tvangsbehandling m.v. kan indbringes for lokale patientklagenævn, medens alle sager om frihedsberøvelse, herunder tvangstilbageholdelse, skal indbringes for domstolene. Klager over den lægelige behandling behandles i dag af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Vurderingen af, hvilket antal klager der kan forventes indbragt for patientklagenævnene og domstolene er forbundet med nogen usikkerhed. Justitsministeriet skønner imidlertid, at antallet af indbragte klagesager må antages at blive forholdsvis begrænset. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at forslagets regler om domstolsprøvelse af visse klager ikke kan antages at påføre domstolene merarbejde af væsentligt omfang. Den lokale klagenævnsbehandling ved patientklagenævnene vil medføre visse merudgifter, herunder honorarer til nævnenes almindelige medlemmer. Justitsministeriet vil til dækning heraf overføre et beløb i størrelsesordenen 0,5 mill. kr. til Indenrigsministeriet.

9. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1068/1986, principbetænkning om tvang i psykiatrien, og betænkning nr. 1109/1987 vedrørende udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien har været sendt til høring hos Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, samtlige amtskommuner, Københavns og Frederiksberg kommuner, Indenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Socialministeriet, Landsforeningen Sindslidendes Vel, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det centrale Handicapråd, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Kommunalarbejderforbund, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykologforening, Dansk Socialrådgiverforening, Ergoterapeutforeningen, Patientforeningen Galebevægelsen, Den danske Dommerforening, Advokatrådet, Retslægerådet, Justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik, Embedslægeforeningen, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Foreningen af politimestre i Danmark, Politidirektøren i København, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politifuldmægtigforeningen og Dommerfuldmægtigforeningen.

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

 

Til kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

Til lovforslagets titel og til § 1

Det centrale område i den foreslåede lov er en regulering af adgangen til i visse tilfælde at anvende tvang i forbindelse med psykiatrisk behandling.

Som altovervejende hovedregel omfatter bestemmelserne i lovforslaget kun personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling. Heraf følger modsætningsvis, at reglerne om f.eks. tvangsbehandling ikke kan anvendes på personer, der opholder sig uden for psykiatrisk afdeling. Disse personer kan - så længe de ikke er indlagt - kun behandles frivilligt, uanset om de måtte opfylde de materielle betingelser for at kunne tvangsbehandles.

Lovforslaget omfatter ikke personer, der opholder sig på institutioner uden for det psykiatriske sygehusvæsen, selv om disse personers tilstand som sådan måtte være omfattet af lovforslaget. Bestemmelserne gælder derfor ikke for personer, der opholder sig på plejehjem under bistandsloven, herunder de tidligere H-plejehjem, som ved lov nr. 349 af 4. juni 1986 fra 1. januar 1987 er overført fra Indenrigsministeriet til Socialministeriets område, eller på institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, hvor Socialministeriets bekendtgørelser nr. 568 og 569 af henholdsvis 21. og 22. december 1979 om magtanvendelse finder anvendelse.

Hovedreglen om, at lovens anvendelsesområde i stedlig henseende kun er psykiatrisk afdeling, er fraveget på to punkter. For det første regulerer loven den tvang, det kan være nødvendigt at anvende uden for psykiatrisk afdeling i forbindelse med selve tvangsindlæggelsen. For det andet gælder bestemmelserne i lovforslaget for tvangstilbageholdte personer, der midlertidigt overføres fra psykiatrisk afdeling til somatisk afdeling med henblik på behandling af en legemlig lidelse. Dette gælder ikke blot i tilfælde, hvor der bliver tale om tvangsbehandling af en legemlig lidelse, jf. § 13, men også i tilfælde hvor en frihedsberøvet patient frivilligt undergiver sig behandling af en legemlig lidelse og med henblik herpå overføres til somatisk afdeling, hvis tvangsanvendelse her senere viser sig nødvendig.

Nathospitalspatienter, som kun sover på en psykiatrisk afdeling, anses for indlagt, og er dermed omfattet af loven, hvorimod daghospitalspatienter, som kun kommer i dagtimerne på sygehuset til behandling og eventuelt for at arbejde i terapi og på værksteder, er udskrevet, hvorfor de som andre ambulante patienter falder uden for reglerne. Det betyder i praksis, at de ikke kan tvangstilbageholdes eller tvangsbehandles, og at proceduren for tvangsindlæggelse i givet fald skal følges, hvis iværksættelse af frihedsberøvelse anses for nødvendig.

Hvis en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, forlader afdelingen og ikke frivilligt vender tilbage til denne eller udebliver efter udgang, opstår der ligeledes spørgsmål om lovens rækkevidde.

Hvis der er tale om en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient, og overlægen i forbindelse med, at man har konstateret, at patienten er bortgået eller er udeblevet efter korterevarende udgang, anmoder om politiets bistand til at føre patienten tilbage, må patienten uden iagttagelse af proceduren for tvangsindlæggelse i almindelighed kunne tilbageføres med henblik på fortsat tvangstilbageholdelse. Dette gælder dog ikke, hvis der går længere tid, før politiet finder frem til den pågældende.

I sådanne tilfælde og i tilfælde, hvor overlægens anmodning om politiets bistand ikke fremsættes umiddelbart efter konstateret bortgang eller udeblivelse, eller der er givet udgang med tilladelse til mere end en enkelt overnatning, bør tilbageførsel i givet fald ske i overensstemmelse med reglerne om tvangsindlæggelse.

Hvis en frivilligt indlagt patient, der ikke efterfølgende er blevet tvangstilbageholdt, forlader sygehuset, vil tilbageførsel mod patientens protest kun kunne ske efter reglerne om tvangsindlæggelse.

For så vidt angår den personkreds, der er omfattet af lovforslagets bestemmelser, henvises til de enkelte bestemmelser. Det bemærkes, at visse bestemmelser, f.eks. § 3 om opstilling af en behandlingsplan og § 30 om patientråd m.v., gælder for alle, der indlægges på psykiatrisk afdeling, hvorimod andre bestemmelser, f.eks. bestemmelserne om frihedsberøvelse og tvangsbehandling, er begrænset til patienter, der er sindssyge eller i en tilstand, der ganske kan ligestilles med sindssygdom.

I § 1, stk. 1, fastslås, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling kun må finde sted efter reglerne i loven, medmindre der findes anden lovhjemmel herfor. Bestemmelsen skal således forstås med det forbehold, der bl.a. følger af adgangen til at anbringe personer på psykiatrisk sygehus eller afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse, jf. § 42 og bemærkningerne til denne bestemmelse, ligesom der i § 6 i lov nr. 498 af 23. december 1970 om udlevering til andet nordisk land i anledning af visse beslutninger om forsorg eller behandling findes en særlig hjemmel til frihedsberøvelse. Også bestemmelserne i straffelovens §§ 13 og 14 om nødværge og nødret gælder ved siden af reglerne i den foreslåede lov.

Det følger af bestemmelsen i § 1, stk. 2, at der ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger og midler - være sig indlæggelse, fortsat ophold, behandling, fiksering m.v. - som den pågældende patient modsætter sig. Hvis en patient hverken med ord eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, anses den som frivillig, selv om der ikke foreligger udtrykkeligt samtykke eller accept. Det må i hvert enkelt tilfælde afgøres, om en patient, der ikke protesterer verbalt, alligevel i kraft af en afvisende adfærd må anses for at modsætte sig indlæggelse, fortsat ophold, behandling m.v. Store krav til tilkendegivelsens klarhed kan der ikke stilles, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1109/1987, side 35-40.

Til kapitel 2

Almindelige bestemmelser

Til § 2

Der henvises til betænkning nr. 1109/1987, side 40-42 og de almindelige bemærkninger under pkt. 2.2.1.

Til § 3

Selv om der efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 2, kun foreligger tvang, hvis patienten modsætter sig en given foranstaltning, har vedkommende læge efter forslagets § 3, stk. 1 og 2, pligt til at søge at opnå patientens samtykke efter behørig vejledning om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af tilstanden.

Denne pligt til at indhente informeret samtykke hos patienten gælder i forhold til alle psykiatriske patienter i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling, og ikke kun i forhold til de patienter, hvor anvendelse af tvang kan komme på tale, hvis de pågældende modsætter sig den påtænkte foranstaltning. Pligten påhviler både den indlæggende læge og lægerne på den psykiatriske afdeling. Den indlæggende læge skal navnlig vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, og sygehusets læger navnlig om selve sygehusopholdet og den behandling, der agtes iværksat. Udsigterne til en bedring af patientens helbredstilstand skal indgå som det grundlæggende tema i vejledningen såvel for den indlæggende læge som for sygehuslægernes vedkommende. For så vidt der bliver tale om tvangsindlæggelse eller tvangsbehandling, fremgår vejledningspligten tillige af § 31.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 3, har overlægen pligt til at opstille en behandlingsplan for alle, der indlægges på psykiatrisk afdeling. I behandlingsplanen angives behandlingens nærmere form og indhold, herunder hvorvidt behandlingen bedre skønnes at kunne opnås f.eks. ved samtaler frem for ved medicinering.

Kravene til behandlingsplanen må ifølge sagens natur forstås med den modifikation, at der i den første tid umiddelbart efter indlæggelsen kun kan være tale om en rent foreløbig behandlingsplan. Kravene til behandlingsplanen øges, efter at den indledende observation af patienten, eventuelt i medicinfri tilstand, er foretaget. Behandlingsplanen skal justeres løbende og skal til enhver tid afspejle, hvilke behandlinger der er igang, og det mål, der i hvert fald på kortere sigt søges realiseret ved de aktuelle behandlinger. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.2.2. og til betænkning nr. 1109/1987 side 42-44.

Til § 4

I § 4 foreslås en lovfæstelse af det såkaldte »mindste middels princip« som et generelt princip, der gælder ved enhver form for tvangsanvendelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.2., herunder navnlig pkt. 2.2.3., og til betænkning nr. 1109/1987, side 44-46.

Til kapitel 3

Frihedsberøvelse

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse indeholder fælles materielle betingelser for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, se § 6, stk. 3, og § 10, stk. 1.

Den grundlæggende betingelse er, at patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles med sindssygdom. For så vidt angår sindssygdomsbegrebet og betegnelsen »tilstande, der ganske kan ligestilles hermed«, henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.2.1. Det skal fremhæves, at anvendelsesområdet for begrebet »tilstande, der ganske må ligestilles med sindssygdom« må fastlægges under hensyn til de overvejende behandlingsmæssige formål, som denne lov forfølger, og således uafhængigt af forståelsen af lignende begreber i anden lovgivning. Beskrivelsen af den patientgruppe, der omfattes af § 5, bliver således ikke nødvendigvis sammenfaldende med afgrænsningen af den personkreds, der i praksis henhører under straffelovens § 16, stk. 1, om tilstande, der må ligestilles med sindssygdom.

Ud over tilstedeværelsen af sindssygdom eller en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, kræves som betingelse for tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse opfyldelse af enten farlighedskriteriet eller behandlingskriteriet.

Farlighedsindikation kan foreligge enten som fare for personen selv, typisk i form af risiko for selvmord eller alvorlig selvlemlæstelse, eller som fare for andre. Der stilles krav om, at faren skal være nærliggende og væsentlig.

Farlighedsbegrebet omfatter en vis kvalificeret og aktuel fare for person, herunder også trusler om vold eller selvlemlæstelse, brandstiftelse og ligeartede farlige handlinger. En blot mulig og mere fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig, er ikke tilstrækkelig. Verbale forulempelser, der ikke indeholder trusler om vold eller selvlemlæstelse, falder ligeledes uden for det foreslåede farlighedsbegreb.

Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse på behandlingsindikation kan kun finde sted, hvis udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring ellers vil blive væsentligt forringet. Det kan ikke kræves, at der skal være udsigt til en egentlig helbredelse af sindssygdommen som sådan således forstået, at patienten efter sygehusbehandling må forventes at blive varigt rask, men der skal være et klart grundlag for, at behandling vil medføre en væsentlig bedring eller dog forebygge en betydelig og akut forringelse af tilstanden. En mærkbar lindring vil også være tilstrækkeligt til, at kravene til behandlingsindikation kan anses for opfyldt. Der skal være konkret udsigt til, at patientens tilstand som følge af sygehusbehandling vil blive så meget bedre, at behandlingen vil resultere i udskrivning.

Endelig stilles der krav om, at det skal være uforsvarligt at undlade at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling. Med denne betingelse fremhæves, at frihedsberøvelse efter denne lov sker med henblik på behandling.

I de tilfælde, hvor patienten er til fare for sig selv eller andre, må det anses for tilstrækkeligt til at opfylde den nævnte betingelse, at der ved behandling skønnes at være udsigt til at afhjælpe farligheden, selv om der ikke samtidig består en rimelig udsigt til at helbrede eller lindre selve den psykiske abnormtilstand.

De foreslåede bestemmelser om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse gælder også for umyndige personer - umyndiggjorte og mindreårige - i det omfang, de er omfattet af de opstillede kriterier. Hvis en mindreårig ikke er sindssyg eller i en hermed ligestillet tilstand, er det reglerne i myndighedsloven om forældremyndighed - og de begrænsninger i forældremyndigheden, som må antages at gælde ved mindreårige, der har opnået en vis alder og modenhed - der er bestemmende for retsstillingen vedrørende indlæggelse og ophold på psykiatrisk afdeling.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 3 og til betænkning nr. 1109/1987, side 46-52.

Til §§ 6-9

Bestemmelserne i lovforslagets §§ 6-9 regulerer fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse.

De nærmeste, det vil navnlig sige ægtefælle, samlever, forældre, voksne børn og personer, der hører til husstanden, har pligt til at tilkalde læge, typisk en praktiserende læge eller en vagtlæge, hvis en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv sørger for fornøden lægehjælp. Opfylder de nærmeste ikke denne pligt, eller har den syge ingen pårørende, påhviler det politiet at tilkalde en læge.

Hvis den tilkaldte læge efter at have undersøgt patienten finder, at indlæggelse er nødvendig, skal han i overensstemmelse med bestemmelsen i lovforslagets § 3 søge at opnå patientens samtykke til indlæggelse. Modsætter patienten sig indlæggelse, må patientens protest i almindelighed respekteres med den virkning, at indlæggelse undlades. Men hvis betingelserne for tvangsindlæggelse, jf. forslagets § 5, er til stede, skal tvangsindlæggelse ske. I så fald udfærdiger lægen en erklæring med angivelse af bl.a. den formodede diagnose, patientens sindstilstand og de oplysninger, som lægen støtter opfyldelsen af enten farligheds- eller behandlingskriteriet på. Kravene til korrekt fremgangsmåde er ikke opfyldt, hvis lægen udfærdiger erklæringen alene på grundlag af observationer, som den pågældende tidligere måtte have foretaget i forbindelse med undersøgelse af patienten i anden anledning. Der kræves en aktuel undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen.

For at sikre en reel to-læge-prøvelse af tvangsindlæggelsens berettigelse, må den attestudstedende læge (den indlæggende læge) ikke være ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted.

Den attestudstedende læge må heller ikke stå i et sådant forhold til den, der skal tvangsindlægges, at der foreligger inhabilitet. En læge kan således f.eks. ikke iværksætte tvangsindlæggelse af sin ægtefælle eller af sine børn. En nærmere angivelse i loven af, hvornår der foreligger inhabilitet hos den attestudstedende læge, er nødvendig, idet forvaltningsloven, herunder dens § 3, alene gælder for den offentlige forvaltning, men derimod ikke for f.eks. privatpraktiserende læger.

Selve den praktiske gennemførelse af en tvangsindlæggelse er efter forslaget henlagt til politiet. Politimesteren underskriver tvangsindlæggelsespapirerne som rekvirent og påser i den forbindelse, om betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, herunder at den rette fremgangsmåde er fulgt, og at lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger som grundlag for tvangsindlæggelsen. Hvis der er særlig anledning hertil, vil politimesteren efter omstændighederne også kunne foretage en vurdering af, om kravene til farlighedsindikation er til stede.

For at undgå at tvangsindlæggelse foretages på grundlag af en lægeundersøgelse, der ikke er aktuel, foreslås en bestemmelse i § 7, stk. 3, hvorefter der ved tvangsindlæggelse på farlighedsindikation, der ifølge sin karakter nødvendigvis må ske hurtigt, højst må gå 24 timer fra undersøgelsens foretagelse og til gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Ved tvangsindlæggelse på behandlingsindikation foreslås en frist på 7 dage. Overholdes de anførte frister ikke, må der i givet fald foretages en ny lægeundersøgelse og udfærdiges et nyt sæt tvangsindlæggelsespapirer.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, er det overlægen på den modtagende afdeling, der træffer den endelige afgørelse om, hvorvidt patienten skal modtages som tvangsindlagt. Overlægen er ikke bundet af det skøn, som den indlæggende læge og i et vist omfang politiet har udøvet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.2.5. og til betænkning nr. 1109/1987, side 52-56.

Til § 10

Den foreslåede bestemmelse regulerer adgangen til at tvangstilbageholde, det vil sige nægte udskrivning af en patient, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Tvangstilbageholdelse kan kun ske, hvis de materielle betingelser i § 5 er opfyldt, herunder navnlig at patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, ligesom enten farligheds- eller behandlingskriteriet samtidig skal være opfyldt. Hvis betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, har overlægen pligt til at nægte udskrivning.

Ikke kun tvangsindlagte patienter, men også patienter, der frivilligt har ladet sig indlægge, vil kunne tilbageholdes mod deres vilje, hvis betingelserne herfor er til stede.

Overførsel af en psykiatrisk patient til en lukket afdeling sidestilles med en tvangstilbageholdelse, hvis patienten protesterer mod overførslen. Dette indebærer, at en sådan tvangsmæssig overførsel kun kan finde sted, hvis betingelserne i § 5 er opfyldt.

Lovforslagets § 10, stk. 3, 1. punktum indeholder en regel om, at overlægen skal tage stilling til en anmodning om udskrivning og meddele patienten sin afgørelse snarest muligt og senest inden 24 timer efter begæringens fremsættelse. Reglen gælder ikke kun for patientens første udskrivningsbegæring, men også i tilfælde, hvor patienten tidligere har fået afslag på en anmodning om udskrivning og på ny fremsætter anmodning herom, hvilket patienten har fri adgang til.

Hvis overlægen afslår at imødekomme udskrivningsbegæringen, foreligger der en tvangstilbageholdelse. En patientrådgiver skal derfor beskikkes, hvis patienten ikke allerede har fået beskikket en sådan, f.eks. i kraft af forudgående tvangsindlæggelse eller tidligere etableret tvangstilbageholdelse.

I § 10, stk. 3, 2. punktum, foreslås en særregel, der alene tager sigte på den situation, at en tvangsindlagt patient begærer sig udskrevet inden for det første døgn efter tvangsindlæggelsen. I den situation vil det være nødvendigt at indrømme overlægen en vis observationstid, der er længere end 24 timer, for at tage stilling til, om den tvangsindlagte skal tilbageholdes. Fristen foreslås fastsat til 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er det forsvarligt at udøve skønnet hurtigere, f.eks. i tilfælde hvor overlægen kender patienten i forvejen, skal dette dog gøres, således at ingen tilbageholdes længere end nødvendigt.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1109/1987, side 56-60.

Til § 11

Efter lovforslagets § 11 skal en frihedsberøvelse straks bringes til ophør, når de materielle betingelser for frihedsberøvelse efter § 5 ikke længere er opfyldt. Dette skal ske, uanset om patienten har fremkaldt afgørelsen ved at fremsætte begæring om udskrivning efter § 10, stk. 3, eller en sådan begæring ikke er fremsat, jf. § 21, stk. 1, hvorefter overlægen af egen drift løbende skal tage stilling til spørgsmålet. En ophævelse af frihedsberøvelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med udskrivning, idet patienten kan vælge at forblive indlagt på frivilligt grundlag.

Til kapitel 4

Tvangsbehandling

Til § 12

Ved al lægelig behandling af psykiatriske patienter, der er omfattet af den foreslåede lov, har den behandlende læge pligt til at søge at opnå patientens informerede samtykke, jf. forslagets § 3 og bemærkningerne hertil. Hvis dette ikke lykkes, og patienten i stedet modsætter sig den foreslåede behandling, må man i almindelighed undlade at iværksætte den påtænkte behandling, medmindre den pågældende patient er indlagt og opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse. I så fald vil der efter forslagets § 12, stk. 1, være mulighed for at gennemføre den psykiatriske behandling mod patientens vilje.

Afgørelse om tvangsbehandling træffes i det enkelte tilfælde af overlægen, der også træffer bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse. Afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med § 4 om det mindste middels princip. Ved tvangsmedicinering indebærer dette, at der skal anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger, jf. § 12, stk. 2.

Ved afprøvede lægemidler forstås præparater, der er velkendte, og som findes optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister, jf. Lægeforeningens medicinfortegnelse og lægemiddelkataloget. Sædvanlig dosering betyder, at ordinationerne skal følge de retningslinjer, der er angivet i lægemiddelfortegnelsen, samt det der svarer til god lægelig praksis. Brug af ekstraordinært store doser - megadoser - vil således være uberettiget, når der er tale om tvangsbehandling. Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen overlægen ikke kender. Ved tvangsmedicinering bør der altid være en læge til stede. Medicinering må ikke foregå skjult for patienten ved medicintilsætning til mad og drikke eller sammen med andre præparater, som patienten er vant til at tage.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 4 og til betænkning nr. 1109/1987, side 60-63.

Til § 13

Medens § 12 regulerer adgangen til at tvangsbehandle psykiske lidelser hos psykiatriske patienter, indeholder § 13 en regulering af adgangen til i visse tilfælde at tvangsbehandle eventuelle legemlige lidelser hos psykiatriske patienter.

Sådan somatisk tvangsbehandling må kun finde sted, såfremt patienten for det første opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse. Patienten skal således være sindssyg eller befinde sig i en tilstand, der ganske kan ligestilles hermed, samt opfylde enten behandlingskriteriet eller farlighedskriteriet.

For det andet skal den legemlige lidelse være så alvorlig, at den udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Endelig skal overlægen på psykiatrisk afdeling og overlægen på den pågældende somatiske afdeling være enige om, at betingelserne for at tvangsbehandle den legemlige lidelse er opfyldt.

Patienten kan om fornødent overføres til somatisk afdeling med henblik på behandlingens gennemførelse. Viser det sig under opholdet på somatisk afdeling nødvendigt at anvende tvang, finder dette sted i overensstemmelse med reglerne i denne lov.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 4 og til betænkning nr. 1109/1987, side 63 f.

Til kapitel 5

Fiksering m.v.

Tvangsfiksering

Til § 14

Lovforslagets § 14 vedrører anvendelsen af tvangsfiksering i modsætning til beskyttelsesfiksering, hvis anvendelse er reguleret i § 18. Om sondringen mellem tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 5.2.

§ 14, stk. 1, indeholder en udtømmende opregning af de midler, som det er tilladeligt at anvende til tvangsfiksering, når de i stk. 2 anførte betingelser er opfyldt. Ingen andre tvangsmidler - end bælte, hånd- og fodremme samt handsker - må benyttes.

Hvis det af de i § 14, stk. 2, nævnte grunde anses for nødvendigt at benytte bælte være sig af læder eller stof, skal fremgangsmåden i § 15 med forudgående lægeordination i hvert enkelt tilfælde følges. Dette gælder for alle patienter, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, herunder også gerontopsykiatriske patienter. Reglerne om tvangsmidler omfatter også ikke-sindssyge, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, herunder misbrugere.

§ 14, stk. 2, angiver de materielle betingelser, hvorunder tvangsfiksering med rette kan bringes i anvendelse.

I stk. 2, nr. 1, findes de alvorligste tilfælde, hvor der er tale om nærliggende fare for skade på legeme eller helbred. Her er gruppen af beskyttede personer den videste. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende, og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd.

Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræves derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

I stk. 2, nr. 2, er der tale om mindre alvorlige overgreb også rettet mod personer, men den beskyttede personkreds er her begrænset til kredsen af medpatienter.

Tvangsfiksering kan i medfør af nr. 2 anvendes over for den, der forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter, men ikke personale og besøgende.

Er forulempelsen af særdeles grov karakter, vil den dog efter omstændighederne kunne indebære en fare, som er omfattet af nr. 1 og dermed gøre anvendelse af tvangsmidler efter denne bestemmelse berettiget.

Forfølgelse eller grov forulempelse kan bl.a. bestå i seksuelt prægede tilnærmelser, kraftigt råbende eller stærkt drillende adfærd eller gennemroden og tilegnelse af andres ting. I mange tilfælde vil det dog være nærliggende at overveje, om en midlertidig flytning af den patient, der groft forulemper medpatienter, eventuelt kan løse problemet, jf. § 4, der også skal iagttages ved tvangsfiksering.

Endelig er der i stk. 2, nr. 3, hjemmel til tvangsfiksering, når det er nødvendigt for at afværge, at en patient øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om ikke ubetydeligt hærværk, bør der ikke alene tages hensyn til tingenes værdi, men også til hærværkets omfang og tidsmæssige udstrækning.

Er andre og mindre indgribende foranstaltninger end tvangsfiksering tilstrækkelige til at bringe hærværket til ophør, skal disse anvendes, jf. § 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 5 og til betænkning nr. 1109/1987, side 64-69.

Til § 15

Den foreslåede bestemmelse indeholder en angivelse af, hvem der har kompetencen til at træffe bestemmelse om tvangsfiksering.

Der henvises til betænkning nr. 1109/1987, side 69 f.

Til § 16

I lovforslagets § 16 stilles der krav om, at en patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

En fast vagt er en hertil udpeget plejer, sygeplejerske eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikserede patienter, som han er fast vagt for. Tilsynet bør selvsagt udføres tillige med hensyntagen til patientens egne ønsker og respekt af dennes værdighed og selvfølelse, herunder også retten til et vist privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 6.3. og til betænkning nr. 1109/1987, side 70 f.

Anvendelse af fysisk magt

Til § 17

De materielle betingelser for anvendelse af den fysiske magt, der består i at fastholde og eventuelt føre patienten til et andet opholdssted, er de samme som gælder for tvangsfiksering efter § 14, stk. 2.

Er der behov for at anvende fysisk magt i forbindelse med tvangsbehandling, findes hjemmelen herfor i § 12, stk. 3.

Spørgsmålet om, hvilket middel der skal anvendes i det enkelte tilfælde, må afgøres under iagttagelse af det mindste middels princip, jf. § 4. Man kan i øvrigt næppe bortse fra, at der ved fortolkningen af kriterierne i § 14, stk. 2 og § 17 også må anlægges en proportionalitetsbetragtning, således at kravene skærpes, jo mere indgribende en foranstaltning, der er tale om.

Bestemmelsens stk. 1, 2. punktum indeholder adgang til at anvende den magt, der er nødvendig for at sikre, at frihedsberøvede patienter ikke forlader afdelingen. Reglen, der bl.a. giver overlægen ret til at bestemme, at afdelingens yderdøre skal holdes aflåsede, gælder, selv om betingelserne i 1. punktum, jf. § 14, stk. 2, ikke er opfyldt.

I stk. 2 findes en regel om adgangen til at anvende en beroligende indsprøjtning som et egnet middel til at få en meget urolig patient til at falde til ro. Dette kan dels være påkrævet af helbredsgrunde, idet en bedring af patientens tilstand i visse tilfælde forudsætter, at han falder i søvn, dels kan det efter omstændighederne være et mindre vidtgående indgreb at give et beroligende middel om fornødent med magt end at fastholde en patient igennem et ikke helt kort tidsrum eller at bæltefiksere patienten. Det må bero på en helt konkret vurdering, hvilket middel der i den givne situation er det mindst indgribende.

Tvangsmedicinering, hvor indsprøjtninger gives som et led i behandlingsplanen, kan kun ske i henhold til § 12 efter overlægens ordination, hvorimod det, den vagthavende læge har hjemmel til at gøre i henhold til § 17, stk. 2, alene er helt akut i enkeltstående tilfælde at benytte en beroligende indsprøjtning som det mindst indgribende middel, der er egnet til at løse det foreliggende problem. Lægen bør være til stede, medens en sådan indsprøjtning gives.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 5. og til betænkning nr. 1109/1987, side 71-74.

Beskyttelsesfiksering

Til § 18

Vedrørende sondringen mellem beskyttelsesfiksering og tvangsfiksering henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 5.2.

Fiksering af en patient mod dennes vilje i beskyttende øjemed kan ske, når det er nødvendigt for at hindre, at den pågældende utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare. Foranstaltningen anses for tvungen, ikke blot når patienten direkte formulerer en protest, men også når vedkommende ved sin adfærd viser, at han eller hun søger at frigøre sig for det beskyttelsesmiddel, der anvendes. Hvis patienten selv kan frigøre sig og ikke søges hindret heri, foreligger der ikke beskyttelsesfiksering, men et hjælpemiddel.

De i praksis vigtigste eksempler på beskyttelsesfiksering er at placere patienten i en stol med et bord foran, således at patienten ikke selv kan rejse sig, eventuelt ved benyttelse af et særlig fikseringsbord, lagen eller stofrem over dyne, når patienten ligger i sin seng, samt brug af bælte i bad, på toilet eller i stol alt med det formål at sikre, at patienten ikke rejser sig og falder med risiko for herved at komme til skade.

Aflåsning af afdelingens yderdør eller brug af en lås, som gerontopsykiatriske patienter ikke kan finde ud af at anvende, kan også anses som en tvungen form for beskyttelse. Aflåsningen benyttes navnlig, når døren ikke kan lades uaflåst, fordi en eller flere patienter må befrygtes at ville forlade afdelingen og herved vil udsætte sig for betydelig risiko for tilskadekomst i trafikken eller for eventuelt at forkomme, fordi de ikke selv kan finde tilbage til afdelingen. Formålet med aflåsning som beskyttelsesforanstaltning er således forskelligt fra det formål, der kan begrunde aflåsning i medfør af § 17, stk. 1, 2. punktum, der alene vedrører frihedsberøvede patienter.

Når aflåsning sker, må den eller de patienter, der herved søges forhindret i at forlade afdelingen, anses for frihedsberøvede, forudsat deres adfærd kan siges at indebære en klar og utvetydig begæring om udskrivning.

Efter § 18, stk. 2, kræver beskyttelsesfiksering lægeordination med angivelse af, i hvilket omfang og i hvilke situatoner et vist middel til beskyttelsesfiksering må benyttes. Der skal samtidig træffes bestemmelse om, hvornår ordinationen skal tages op til fornyet vurdering, hvilket efter de første fire ordinationer dog mindst skal ske hver 4 uge, jf. § 21, stk. 3. Ansvaret for og tilsynet med, at der ikke anvendes beskyttelsesfiksering i videre omfang end strengt påkrævet under behørig hensyntagen til patienternes sikkerhed, er overlægens, jf. § 21, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 5. og til betænkning nr. 1109/1987, side 74-79.

Bemyndigelsesbestemmelse

Til § 19

Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering og herunder om adgangen til at foretage aflåsning af yderdøre. Der kan dels blive behov for at udfærdige mere detaljerede forskrifter om disse former for tvangsanvendelse, dels at fastsætte mere instruktoriske forskrifter til personalet.

Til kapitel 6

Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse

Til § 20

Den faktiske anvendelse af tvang, være sig tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse eller aflåsning af en ellers åben afdeling, skal i hvert enkelt tilfælde registreres og indføres i en tvangsprotokol.

For så vidt angår beskyttelsesfiksering bortset fra aflåsning er det tilstrækkeligt, at selve lægeordinationen indføres i tvangsprotokollen. Ordinationsnotatet skal indeholde specifikation af de situationer, hvor beskyttelsesfiksering må bringes i anvendelse, og af de midler, der må benyttes. Derimod er der ved beskyttelsesfiksering ikke pligt til at tilføre tvangsprotokollen oplysning om de enkelte tilfælde, hvor beskyttelsesfikseringen faktisk bringes i anvendelse i henhold til den forudgående ordination.

Efter bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2 er det forudsat, at der i de nærmere regler om tvangsprotokoller, som sundhedsministeren fastsætter, bl.a. skal medtages bestemmelser om indberetning af tvang til sygehusmyndigheden, normalt vedkommende amtskommune, og til Sundhedsstyrelsen.

En patient har altid ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er tilført tvangsprotokollen om patienten selv. Patientrådgiveren har samme ret for så vidt angår den eller de patienter, som patientrådgiveren er beskikket for.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1109/1987, side 79-81.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at frihedsberøvelse og anden tvang i overensstemmelse med det mindste middels princip ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Det påhviler overlægen at påse overholdelsen af dette princip.

Lovforslagets § 21, stk. 2, indeholder en særlig regel om obligatorisk efterprøvelse af, om betingelserne for fortsat frihedsberøvelse er opfyldt (reviews).

Overlægen skal efter § 21, stk. 1, af egen drift og til stadighed bl.a. påse, at ingen holdes frihedsberøvet i længere tid end nødvendigt. Baggrunden for reglen i § 21, stk. 2, er ønsket om at supplere denne løbende efterprøvelse, som bør ske regelmæssigt, med en mere formaliseret procedure.

Efter reglen skal overlægen i relation til enhver patient, der er frihedsberøvet, på eget initiativ tage spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse op til formel prøvelse med de i bestemmelsen angivne intervaller. Resultatet af denne obligatoriske efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen med en udførlig begrundelse for afgørelsen. Finder overlægen, at betingelserne for fortsat frihedsberøvelse ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks ophæves, jf. § 11. For det tilfælde, at overlægen finder fortsat frihedsberøvelse nødvendig, følger det af § 21, stk. 2, 2. pkt., at patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten skal underrettes om afgørelsen.

Det bør fremhæves, at den nævnte procedure naturligvis ikke afskærer patienten fra til enhver tid selv at fremsætte begæring om udskrivning, jf. § 10, stk. 3. Den formaliserede obligatoriske efterprøvelse skal netop sikre, at spørgsmålet tages op regelmæssigt og uafhængigt af en begæring efter § 10, stk. 3, fra patienten, alt med det formål, at frihedsberøvelsen begrænses til det absolut nødvendige.

Endvidere indeholder § 21, stk. 3, en særbestemmelse for så vidt angår efterprøvelse af ordination af beskyttelsesfiksering. For at sikre, at der ikke anvendes beskyttelsesfiksering i videre omfang end påkrævet, foreslås det, at der skal ske en fornyet vurdering henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter den første ordination og herefter mindst hver 4. uge. Sker der ikke fornyet lægeordination på disse tidspunkter, falder beslutningen og hermed hjemmel til at benytte det pågældende beskyttelsesmiddel bort.

Der henvises til betænkning nr. 1109/1987, side 81-82.

Til kapitel 7

Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling

Til § 22

Et psykokirurgisk indgreb medfører en varig ændring af hjernens funktion og må betegnes som den mest indgribende psykiatriske behandlingsform.

Sundhedsstyrelsen har siden 1983 centraliseret udførelse af psykokirurgiske indgreb, således at de kun må foretages på Rigshospitalet. Psykokirurgisk indgreb foretages i stadigt færre og færre tilfælde og er siden 1983 efter det oplyste ikke blevet foretaget her i landet.

Som følge af det særdeles vidtgående indgreb, som den psykokirurgiske behandlingsform indebærer, må denne behandlingsform aldrig anvendes som tvangsbehandling. En protest fra patienten skal altid respekteres, uanset hvilken psykisk tilstand den pågældende befinder sig i.

I lovforslagets § 22 stilles der herudover for det første krav om, at patienten afgiver et informeret, skriftligt samtykke. Samtykker patienten, men er den pågældende ude af stand til at afgive et gyldigt samtykke, kan et psykokirurgisk indgreb kun gennemføres, såfremt patienten umyndiggøres i personlig henseende, og den beskikkede værge giver skriftligt samtykke.

Et skriftligt samtykke fra patienten - eller, efter umyndiggørelse, af dennes værge - er ikke tilstrækkeligt. Der kræves endvidere en forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af Sundhedsstyrelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 4. og til betænkning nr. 1109/1987, side 83 f.

Til § 23

I lovforslagets § 23 findes en regel om forsøgsbehandling. Ved forsøg forstås afprøvning af lægemidler og indgreb eller anden legemlig eller psykisk påvirknig eller undersøgelse, der foretages i forskningsmæssigt øjemed uden samtidig behandling. Såvel klinisk som ikke klinisk afprøvning og forskning er omfattet af reglen.

Efter § 23, stk. 1, må forsøgsbehandling ikke gennemføres over for frihedsberøvede patienter. Dette gælder, uanset om de pågældende patienter samtykker i at medvirke til forsøgsbehandlingens gennemførelse. I givet fald må frihedsberøvelsen bringes til ophør, før patienten kan medvirke.

I § 23, stk. 2, opstilles den regel, at forsøgsbehandling heller ikke må gennemføres med tvang over for frivilligt indlagte patienter. Tvang skal her forstås i overensstemmelse med definitionen i § 1, stk. 2, men det forudsættes, at der i almindelighed indhentes et egentligt samtykke fra patienten.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 4.

Til kapitel 8

Patientrådgivere og patientråd

Til §§ 24-29

Til afløsning af den eksisterende tilsynsværgeordning foreslås etableret en ordning med lønnede patientrådgivere.

Efter lovforslagets § 24, stk. 1, skal der automatisk og obligatorisk ske beskikkelse af patientrådgiver i alle tilfælde af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling, uanset om patienten har anmodet om en sådan beskikkelse. Ved anden form for tvangsanvendelse, dvs. tvangsfiksering, jf. § 14, fysisk magtanvendelse og beskyttelsesfiksering, jf. §§ 17 og 18, skal der kun beskikkes en patientrådgiver, hvis patienten selv fremsætter begæring herom. Beskikkelsen er ikke fakultativ i den forstand, at det tilkommer den vagthavende sygeplejerske eller andre at skønne over, om begæringen er mere eller mindre velbegrundet. Når en begæring er fremsat af patienten selv, skal beskikkelse straks finde sted.

Forslagets § 24, stk. 2, og § 26, stk. 1, indeholder en beskrivelse af patientrådgiverens opgaver, der i almindelighed forudsættes at kunne løses inden for 4-6 timer pr. uge.

Patientrådgivere antages efter ansøgning af statsamtmanden (i Københavns kommune overpræsidenten), som udarbejder en fortegnelse over de antagne patientrådgivere, der fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i statsamtet.

Patientrådgiverne tænkes navnlig rekrutteret fra personale med ansættelse i sundheds- og socialsektoren i vid forstand. Også andre interesserede bør dog kunne komme i betragtning f.eks. præster, psykologer, lærere og andre, der må anses for særligt egnede. Er der flere ansøgere end der er behov for, må statsamtmanden antage de af ansøgerne, der må anses for bedst kvalificerede. Ved afgørelsen heraf er der ikke nogen persongrupper, der på forhånd har fortrin frem for andre, men det vil naturligvis kunne indgå i vurderingen, om ansøgeren gennem sin beskæftigelse har en indsigt eller erfaring, der må betragtes som særlig relevant i relation til varetagelsen af hvervet som patientrådgiver.

Beskikkelsen i det enkelte tilfælde sker ved, at den vagthavende sygeplejerske fra den fortegnelse, som statsamtmanden har udarbejdet over antagne patientrådgivere, udtager den patientrådgiver, som står for tur. Beskikkelsen sker i almindelighed ved telefonisk underretning til patientrådgiveren, men skal efterfølgende bekræftes skriftligt.

Fremsætter patienten begæring om at få en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, beskikket, skal en sådan begæring så vidt muligt tages til følge, jf. § 25, stk. 3. Er der tale om en anmodning om at få en allerede beskikket patientrådgiver udskiftet med en anden, der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, bør anmodningen dog kun imødekommes, hvis dette er rimeligt begrundet.

Medens den vagthavende sygeplejerskes og overlægens beskikkelse i medfør af henholdsvis § 25, stk. 2 og 3, altid vil ske i henhold til listen over faste patientrådgivere, kan andre end disse godt beskikkes som patientrådgiver af statsamtmanden i henhold til patientens udtrykkelige begæring, jf. § 25, stk. 4.

I disse tilfælde vil der dog altid ske en foreløbig beskikkelse af den patientrådgiver, der efter § 25, stk. 2, står for tur. Denne fungerer, indtil statsamtmanden har truffet afgørelse om, hvorvidt patientens anmodning om at få beskikket en patientrådgiver, der ikke er optaget på listen, kan imødekommes. Ved vurderingen af, om en sådan begæring bør tages til følge, bør der lægges vægt på, om begæringen er rimeligt begrundet, herunder om den, der ønskes beskikket, kan anses for egnet til hvervet. Nære pårørende til patienten og dennes venner kan meget vel være de eneste, som patienten har tillid til. Til disse kan man ikke stille krav om særlig indsigt eller kendskab til de forhold, som de faste patientrådgivere forudsættes at have erhvervet sig, men derimod nok om en umiddelbar forståelse for, hvad hvervet indebærer. Der må ikke foreligge interessemodsætninger, som patienten eventuelt ikke selv er tilstrækkelig opmærksom på.

Såfremt statsamtmanden finder beskikkelsen utilrådelig og derfor afslår at imødekomme patientens begæring, vil afslaget kunne påklages til Justitsministeriet.

Hvis patientrådgiveren skal kunne udføre sit hverv, er det nødvendigt, at rådgiveren på den ene side modtager relevante lægelige oplysninger om patienten og ikke må nøjes med, hvad denne selv kan og vil oplyse. Det er på den anden side også vigtigt at tage hensyn til patientens egne ønsker og lægernes tavshedspligt. Det er en afvejning af disse modstridende hensyn, der gør det nødvendigt at foretage en selvstændig regulering af spørgsmålet, jf. forslagets § 27, idet forvaltningslovens regler om partsrepræsentation næppe vil være fuldt ud dækkende for den særlige retsstilling, der ønskes tilvejebragt på dette område.

Patientrådgiveren må have adgang til de oplysninger, som er nødvendige for, at patientrådgiveren kan varetage sit hverv. Patientrådgiveren skal f.eks. have adgang til at gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen, jf. bemærkningerne til § 20. Dette gælder, selv om patienten direkte modsætter sig dette. Hvis en sådan situation opstår, bør overlægen dog altid søge afklaret, om beskikkelse af en anden patientrådgiver eventuelt vil ændre patientens holdning til spørgsmålet og i givet fald rejse sag herom.

Som et naturligt modstykke til de fortrolige oplysninger, patientrådgiverne modtager, har de tavshedspligt efter de gældende regler i forvaltningslovens § 27 og straffelovens § 152.

Patientrådgiveren bør på den anden side ikke have informationer, som af lægelige grunde ikke meddeles patienten.

Selv om patienten som hovedregel har ret til aktindsigt i sin egen journal, jf. § 9 i lov om offentlighed i forvaltningen, må patientrådgiverens adgang til at gøre sig bekendt med indholdet af journalen kræve et samtykke fra patienten.

Efter lovforslagets § 28 bortfalder beskikkelsen som patientrådgiver samtidig med, at det tvangsindgreb, der har udløst beskikkelsen, bringes til ophør. Patientrådgiveren skal dog søge afklaret, om patienten ønsker at klage over det nu afsluttede tvangsindgreb og i givet fald bistå hermed, ligesom patientrådgiveren skal yde bistand til gennemførelse af klagesager, der allerede er påbegyndt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 6.2. og til betænkning nr. 1109/1987, side 87-94.

Patientråd

Til § 30

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 6.4. og til betænkning nr. 1109/1987, side 94 f (bemærkninger til § 31 i udvalgets lovudkast).

Til kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v.

Til § 31

I tilfælde hvor frihedsberøvelse eller anden tvang agtes anvendt, skal patienten forinden underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål, jf. forslagets § 31, stk. 1. Dette gælder, uanset om patienten har anmodet om at få disse oplysninger.

En sådan forudgående underretning kan dog i særligt hastende tilfælde undlades ved anvendelse af tvangsmidler og fysisk magt, jf. stk. 2. Der tænkes herved på de akutte situationer, hvor tvang anvendes for at afværge mere overhængende fare. I sådanne tilfælde ville det være urealistisk og efter omstændighederne uforsvarligt, hvis underretningspligten i stk. 1 skulle opfyldes, før indgrebet kunne foretages. Begrundelsen for indgrebets foretagelse skal i disse tilfælde gives efterfølgende.

Beslutninger om at anvende tvang må antages at være afgørelser i forvaltningslovens forstand, hvilket bl.a. indebærer, at forvaltningslovens regler om efterfølgende skriftlig begrundelse på begæring finder anvendelse.

Til § 32

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 25 om klagevejledning gælder kun for afgørelser, der meddeles skriftligt. Den almindelige vejledningspligt i forvaltningslovens § 7 medfører imidlertid, at der om fornødent også skal gives klagevejledning, når afgørelsen meddeles mundtligt.

I § 32 foreslås en udtrykkelig bestemmelse, hvorefter patienten ved enhver anvendelse af tvang skal vejledes om adgangen til at påklage indgrebet. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal patienten vejledes om adgangen til domstolsprøvelse, jf. forslagets § 34, herunder om fristen på 4 uger i retsplejelovens § 469, stk. 4. En sådan vejledningspligt følger også af forvaltningslovens § 26. I forbindelse med tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering skal patienten vejledes om adgangen til at påklage de pågældende indgreb til patientklagenævnet, jf. lovforslagets § 36.

Det er ikke i bestemmelsen fastlagt, hvornår klagevejledningen skal gives. Dog skal klagevejledning altid gives, før beslutning om tvangsbehandling effektueres, såfremt der er mulighed for opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3.

En udnyttelse af klageadgangen har i almindelighed ikke opsættende virkning, jf. § 32, stk. 2. Dog gælder der en særregel ved tvangsbehandling, jf. § 32, stk. 3, hvorefter der i almindelighed tillægges en klage til det lokale patientklagenævn opsættende virkning.

Til § 33

Bemyndigelsesbestemmelsen svarer til § 34 i betænkningens lovudkast, se betænkning nr. 1109/1987, s. 28.

Til kapitel 10

Domstolsprøvelse og klageadgang

Til § 34

Sager vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse indbringes efter anmodning fra patient eller patientrådgiver direkte for byretten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a uden forudgående administrativ klagesagsbehandling.

Sagen skal indbringes for retten af den myndighed, der har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, jf. retsplejelovens § 469, stk. 1. Ved besluttende myndighed forstås i denne forbindelse sygehusmyndigheden, normalt amtskommunen, som arbejdsgiver for den overlæge, der i medfør af § 9, stk. 2, eller § 10, stk. 3, har truffet bestemmelse om frihedsberøvelse. Sygehusmyndigheden skal indbringe sagen inden 5 søgnedage efter, at klagen er rejst, ledsaget af de fornødne oplysninger, lægeerklæring, redegørelse for klagen m.v. Parter under sagen er sygehusmyndigheden og patienten, jf. retsplejelovens § 470, stk. 1. Byrettens afgørelse kan ankes til landsretten.

Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres forelagt for retten, når der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse. Har sagen været anket til landsretten, regnes fristen fra landsrettens dom.

Den foreslåede frist på 2 måneder, der indebærer en halvering af den tilsvarende frist i 1938-loven på 4 måneder, gælder kun, når der er spørgsmål om en fornyet domstolsprøvelse af den samme frihedsberøvelse. Dette forudsætter, at samme frihedsberøvelse opretholdes i mere end 2 måneder, hvilket kun sjældent forekommer. Fristen gælder derimod ikke, hvis der er tale om en ny frihedsberøvelse, ligesom den heller ikke begrænser adgangen til at anmode overlægen om at tage stilling til spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse, jf. § 10, stk. 3.

Til §§ 35-39

Efter § 35 skal der oprettes decentrale klagenævn, eet i hvert statsamt samt eet i Københavns kommune. Nævnets stedlige kompetence omfatter de psykiatriske afdelinger, der hører under den eller de sygehusmyndigheder, som er beliggende i det pågældende statsamt. Klager fra patienter indlagt på Frederiksberg hospital henhører således under Københavns statsamt. Sct. Hans Hospital i Roskilde hører under patientklagenævnet i Københavns kommune. Klager fra patienter indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, der drives af staten, behandles af patientklagenævnet i Københavns kommune.

Vedrørende nævnets sammensætning foreslås det, at nævnet skal bestå af 3 medlemmer: statsamtmanden (i Københavns kommune overpræsidenten), der er formand, et medlem udpeget efter indstilling fra Den almindelige Danske Lægeforening samt et medlem udpeget efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeriet anser det for væsentligt, at der bliver kvindelig repræsentation i de lokale klagenævn, og vil derfor anmode de indstillende organisationer om også at indstille kvinder, således at Justitsministeriet kan få reel mulighed for at udpege kvinder. For så vidt angår klagenævnets almindelige medlemmer beskikkes der stedfortrædere for disse, mens nævnets formand i tilfælde af, at statsamtmanden undtagelsesvis er forhindret, vil være den, der er stedfortræder for statsamtmanden.

Klagenævnets saglige kompetence er reguleret i § 36. Klagenævnets kompetence omfatter klager over tvangsbehandling efter forslagets §§ 12-13, tvangsfiksering, jf. §§ 14-16, anvendelse af fysisk magt, jf. § 17, samt beskyttelsesfiksering efter § 18. Nævnets afgørelse kan gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes, eller at indgrebet findes at være foretaget med urette, f.eks. fordi lovens betingelser for dets foretagelse ikke er opfyldt. Hvis klagen ikke kun omfatter indgrebet som sådant, men også er rettet mod den eller de medicinalpersoner, der har deltaget i den påklagede tvangsudøvelse, vil nævnet samtidig kunne tage stilling til, om der f.eks. er grundlag for at udtale kritik over for de(n) pågældende.

Specielt for så vidt angår tvangsbehandling efter § 12 bemærkes, at nævnets kompetence ikke er begrænset til en efterprøvelse af, om betingelserne for tvangsbehandling er opfyldt, jf. § 12, stk. 1, og en bedømmelse af den tvang, der i givet fald er anvendt, jf. § 12, stk. 3, 2. punktum. Nævnet er også beføjet til at tage stilling til selve det lægelige indhold af behandlingen, herunder valg af præparat og dosering, jf. § 12, stk. 2, og § 4. I øvrigt henledes opmærksomheden på forslagets § 32, stk. 3, hvorefter en klage, der fremsættes inden tvangsbehandling er påbegyndt, bevirker, at indgrebet må udsættes, indtil patientklagenævnet har truffet afgørelse, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Uden for nævnets kompetence falder klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, der efter § 34 skal indbringes direkte for domstolene. Ligeledes falder klager over lægelig behandling, der ikke har været forbundet med tvang, uden for de lokale nævns kompetence. Sådanne klager behandles efter reglerne i i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Bestemmelsen i § 37 indeholder de forskrifter, der skal gælde om sagsbehandlingen i patientklagenævnet. Det er sygehusmyndigheden, der indbringer sagen for patientklagenævnet, jf. § 36. Det samme gælder med hensyn til indbringelse af klager over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for retten, jf. § 34, stk. 1. Dette betyder imidlertid ikke, at patienten eller patientrådgiveren nødvendigvis skal fremsætte eventuelle klager direkte over for sygehusmyndigheden med henblik på sagens indbringelse for retten eller patientklagenævnet. Patienten eller patientrådgiveren kan fremsætte klagen over for afdelingens læger, sygeplejersker, plejere og andre, der deltager i patientbehandlingen. Afdelingens læger og sygeplejersker vil herefter have pligt til snarest muligt at viderebringe den til sygehusmyndigheden. Patienten eller patientrådgiveren vil naturligvis også have mulighed for at indgive en klage f.eks. vedrørende tvangsbehandling direkte til patientklagenævnet.

Når sygehusmyndigheden bliver bekendt med, at der er indgivet en klage, der henhører under det lokale nævns kompetence,skal sagens akter, herunder en udskrift af det, der klages over, og en erklæring fra overlægen straks fremsendes eller overbringes til patientklagenævnet. Hvis nævnet ønsker yderligere oplysninger, træffer nævnet selv foranstaltning hertil. Det kan f.eks. dreje sig om supplerende lægelige oplysninger eller en udtalelse fra afdelingens sygeplejepersonale. Nævnet kan endvidere i forbindelse med behandlingen af en konkret sag aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling, bl.a. med henblik på på stedet at undersøge de faktiske omstændigheder, hvorunder det påklagede tvangsindgreb har fundet sted.

I de tilfælde, hvor der er tale om klage over tvangsbehandling vil patienten altid have en patientrådgiver, jf. lovforslagets § 24, stk. 1. Ved tvangsfiksering m.v. beskikkes der alene patientrådgiver, hvis patienten anmoder om det. Der kan derfor forekomme tilfælde, hvor en patient, der f.eks. klager over tvangsfiksering, ikke har en patientrådgiver. Ved sagens modtagelse bør nævnet derfor altid være opmærksom på, om den pågældende patient har en patientrådgiver. Er dette ikke tilfældet, bør patienten snarest muligt orienteres om adgangen til efter § 24, stk. 1, 2. punktum, at få beskikket en patientrådgiver til at bistå sig under sagens behandling i nævnet, således at beskikkelse i givet fald kan ske inden sagen realitetsbehandles i nævnet.

Parter i sagen er sygehusmyndigheden og patienten. Hvis klagen ikke kun omfatter tvangsanvendelsen som sådan, men også er rettet imod de involverede medicinalpersoner, vil disse også have stilling som parter i klagesagen. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. Patienten kan kun udelukkes, helt eller delvis, fra at deltage i nævnets behandling, hvis hensynet til patientens helbred eller til sagens praktiske behandling i nævnet taler afgørende herfor, hvilket kun sjældent vil være tilfældet.

Overlægen og eventuelt tillige andre repræsentanter for sygehusmyndigheden har ligeledes ret til at overvære og deltage i forhandlingerne i patientklagenævnet, men ikke til at overvære nævnets votering. Der kan dog i særlige tilfælde forekomme situationer, hvor det navnlig af hensyn til patienten kan være hensigtsmæssigt, at nævnets formand beder vedkommende overlæge om ikke at være til stede, mens patienten forelægger sagen.

Patientklagenævnet skal træffe afgørelse snarest muligt. Det bør i praksis betyde inden 14 dage efter klagens modtagelse. Hvis 14-dages-fristen undtagelsesvis ikke kan overholdes, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren, normalt skriftligt, om grunden hertil og om, hvornår afgørelsen kan forventes truffet. Især klager over forestående tvangsbehandling, som efter forslagets § 32, stk. 3, normalt er tillagt opsættende virkning, forudsættes behandlet og afgjort særlig hurtigt.

Efter § 38 kan det decentrale patientklagenævns afgørelser påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Ikke kun patienten og patientrådgiveren har adgang til at påklage afgørelsen, men også sygehusmyndigheden og evt. vedkommende medicinalperson har mulighed for at påklage patientklagenævnets afgørelse.

Når det i § 38, stk. 2, anføres, at disse sager behandles i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, skal det forstås med de forbehold, der følger af, at sygehusmyndigheden optræder som part, og at Nævnet i denne type sager som 2. instans har samme saglige kompetence som de lokale patientklagenævn. Dette indebærer bl.a., at Nævnets kompetence ikke er begrænset til en individuel bedømmelse af de involverede medicinalpersoners faglige virksomhed. Nævnets centrale opgave i denne type sager vil ligesom ved sagernes behandling i de lokale patientklagenævn bestå i at foretage en samlet vurdering af de omstændigheder, hvorunder tvangsanvendelsen har fundet sted, med henblik på at afgøre, om tvangsanvendelsen har været berettiget eller ej.

Reglen i § 39 foreskriver, at det er vedkommende statsamt (Københavns Overpræsidium), som skal sørge for sekretariatsbistand til patientklagenævnet samt afholde udgifterne til honorarer til nævnets almindelige medlemmer.

Til kapitel 11

Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer

Til §§ 40 og 41

Efter de gældende bestemmelser i sindssygelovens § 10, sammenholdt med § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland, har Justitsministeriet en adgang til at træffe bestemmelse om anbringelse af ekstraordinært farlige sindssyge mænd på sikringsanstalten. Denne særlige adgang til i helt ekstraordinære tilfælde at udfærdige de såkaldte farlighedsdekreter, der i perioden 1974-1984 ikke har været anvendt i mere end højst 8 tilfælde om året, foreslås opretholdt med en sproglig præcisering og således, at der som en yderligere retsgaranti indføres obligatorisk efterfølgende domstolsprøvelse af Justitsministeriets afgørelse om anbringelse.

I praksis anvendes farlighedsdekreter navnlig over for personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en strafferetlig foranstaltning efter straffelovens § 68. Bestemmelse om anbringelse på sikringsanstalten kan dog også træffes over for andre personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling, uanset om de er frihedsberøvede eller frivilligt indlagte. Det forekommer i sjældne tilfælde, at farlighedsdekret afsiges over for personer, der er anbragt i kriminalforsorgens institutioner f.eks. på grundlag af en dom til forvaring.

Den grundlæggende betingelse for at træffe en sådan administrativ bestemmelse om anbringelse på den sikringsanstalt, der er knyttet til Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, er, at den pågældende person er sindssyg.

Endvidere kræves det, at den sindssyge vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare. Der er tale om et kvalificeret farlighedsbegreb, der ikke omfatter selvmordsfare.

Der skal foreligge en vedvarende mere kvalificeret og konkret farlighed rettet mod andres liv eller legeme. Det er endvidere en betingelse, at denne farlighed ikke kan imødegås eller afværges ved andre mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse i sikringsanstalten.

Omfattet vil navnlig være personer, som under deres ophold på psykiatrisk afdeling har gjort sig skyldig i manddrab, voldtægt eller legemsbeskadigelse eller i forsøg herpå, jf. straffelovens §§ 237, 216, 245, 246, eller som truer med at begå sådanne handlinger, således at der fremkaldes alvorlig og velbegrundet frygt for andres liv eller velfærd, jf. straffelovens § 266. Forvolder en sindssyg lignende fare for andres liv eller legeme ved almenfarlige handlinger, som f.eks. brandstiftelse, jf. straffelovens §§ 180 og 181, vil dette også kunne begrunde anbringelse i sikringsanstalten.

Den farlighed, der udløser farlighedsdekretet, vil undertiden, men ikke altid, medføre, at der rejses en selvstændig straffesag eller - hvis den pågældende i forvejen er undergivet en strafferetlig foranstaltning - sag om foranstaltningsændring. I så fald vil farlighedsdekretet ofte blive afløst af en strafferetlig foranstaltning, indledningsvis typisk i form af et varetægtssurrogat og senere i form af en foranstaltning efter straffelovens § 68.

Ligesom hidtil bør det ved valget mellem farlighedsdekret og strafferetlig forfølgning foretrækkes, at der gennemføres en strafferetlig forfølgning, hvor dette efter den udviste adfærd findes påkrævet. Der er imidlertid utvivlsomt et behov for i et begrænset antal tilfælde på grundlag af et farlighedsdekret meget hurtigt at kunne overføre virkeligt farlige sindssyge fra psykiatrisk sygehusafdeling eller fra en af kriminalforsorgens institutioner til sikringsanstalten.

Kompetencen til at afsige sådanne farlighedsdekreter tilkommer justitsministeren.

Under hensyn til en sådan foranstaltnings særdeles indgribende karakter foreslås der indført en ordning med efterfølgende obligatorisk domstolsprøvelse af disse ingreb efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf. § 40, stk. 2. En sådan domstolsprøvelse skal ske, selv om farlighedsdekretet i mellemtiden måtte være blevet afløst af en straffeprocessuel foranstaltning.

For opholdet og behandlingen i sikringsanstalten gælder i øvrigt reglerne i dette lovforslag bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34. §§ 3 og 4 finder dog ikke fuldt ud anvendelse på sindssyge, der skal anbringes i sikringsanstalten, idet farlighedsdekret må afsiges, når betingelserne herfor er opfyldt, uanset om patienten måtte samtykke i anbringelsen, ligesom Justitsministeriet kan ophæve et farlighedsdekret, selv om patienten måtte ønske at forblive på sikringsanstalten. Derimod gælder §§ 3 og 4 fuldt ud for behandlingen af patienterne på sikringsanstalten, jf. §§ 12-19.

Den administrative kompetence til at ophæve et farlighedsdekret er henlagt til justitsministeren. Heraf følger, at overlægen ved sikringsanstalten ikke selv kan træffe bestemmelse om ophævelse, men skal, når fortsat ophold i sikringsanstalten ikke længere findes påkrævet, rette henvendelse til Justitsministeriet med indstilling om, at farlighedsdekretet ophæves. En sådan pligt følger af § 21, stk. 1.

Nægter Justitsministeriet at ophæve en af retten i medfør af forslagets § 40, stk. 2, godkendt anbringelse, kan Justitsministeriets afslag begæres indbragt for retten efter den for patienten lette adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf. forslagets § 41, stk. 1, 4. punktum.

På baggrund af de samme hensyn, der ligger bag bestemmelsen i § 34, stk. 2, foreslås der også for farlighedsdekreters vedkommende fastsat frister, der skal forløbe, før spørgsmål om fornyet efterprøvelse kan rejses, jf. forslagets § 41, stk. 1, 3. punktum, og § 41, stk. 2.

De nævnte frister gælder imidlertid ikke for overlægen ved sikringsanstalten, der på et hvilket som helst tidspunkt kan fremsætte anmodning over for Justitsministeriet om, at spørgsmålet om foranstaltningens ophævelse tages op til fornyet overvejelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.2.2. og 3.3. og til betænkning nr. 1109/1987, side 104-107.

Til kapitel 12

Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse

Til § 42

Der henvises til betænkning nr. 1109/1987, side 107-109 (bemærkninger til § 43 i udvalgets lovudkast).

Til kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 43

I § 43 angives ikrafttrædelsesdato, og som overgangsbestemmelse foreslås, at de nye regler finder anvendelse på alle afgørelser, der træffes efter ikrafttrædelsesdatoen, hvorimod ældre afgørelser skal bedømmes efter den nugældende lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personer hospitalsophold, jf. dog nedenfor om beskikkede tilsynsværger.

For så vidt angår frihedsberøvede patienter, der har fået beskikket tilsynsværge efter de hidtil gældende regler, og som er undergivet frihedsberøvelse også efter lovens ikrafttræden, skal der snarest efter lovens ikrafttræden beskikkes en patientrådgiver. Dette vil navnlig have betydning for - de ganske vist forholdsvis få - frihedsberøvelser af længere varighed. De sager, der ved lovens ikrafttræden verserer hos skifteretten om tilsynsværgebeskikkelse, skal straks tilsendes vedkommende psykiatriske sygehus med henblik på beskikkelse af patientrådgiver i henhold til lovforslagets § 25, stk. 2.

Til § 44

Bestemmelsen ophæver med virkning fra lovens ikrafttræden pligten til i henhold til lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland at indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Denne høringsforskrift fra 1913 må efter oprettelsen af Retslægerådet anses for overflødig. Ophævelse af høringspligten vil ikke kun have betydning ved behandlingen af farlighedsdekreter, men også ved behandlingen af straffesager, hvor der opstår spørgsmål om anbringelse i sikringsanstalten.

Til § 45

Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har i betænkning nr. 1109/1987, s. 103 foreslået retsplejelovens § 469 ændret, således at disse sager, så længe patienten ikke er udskrevet, behandles ved byretten i den retskreds, hvor sygehuset ligger, og ikke ved byretten der, hvor patienten har bopæl. En sådan regel vil sikre umiddelbar bevisførelse ved den dømmende ret og spare tid for parter og vidner, som normalt alle vil have kortere afstand til byretten i den retskreds, hvor sygehuset ligger, end til patientens hjemting.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag herom. Denne ændring af retsplejeloven træder i kraft i overensstemmelse med bestemmelsen i § 43, stk. 1.

Til § 46

Det følger af bestemmelsen, at loven ikke umiddelbart skal gælde for Færøerne og Grønland, men den kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Indtil det sker, vil 1938-loven fortsat være gældende på Færøerne, og for Grønlands vedkommende gælder lov nr. 259 af 27. maj 1981, der sætter 1938-loven i kraft for Grønland med nærmere angivne afvigelser.

 

 

Bilag 1

Lov nr. 118 af 13. april 1938

om sindssyge personers hospitalsophold

som ændret ved lov nr. 175 af 11. juni 1954, jf. lov nr. 182 af 7. juni 1958 og lov nr. 225 af 7. juni 1972

§ 1. Denne lovs bestemmelser angår behandling af sindssygdomme på stats- eller kommunale hospitaler eller på private helbredelsesanstalter, som er autoriserede til at modtage sindssyge til behandling. Autorisationen meddeles af justitsministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen og skal søges fornyet, når anstalten skifter ledende læge. En meddelt autorisation kan til enhver tid tilbagekaldes.

Stk. 2. Indlæggelse og tilbageholdelse af en sindssyg mod dennes vilje må kun finde sted på de i stk. 1 nævnte hospitaler og helbredelsesanstalter.

§ 2. Uden for de tilfælde, hvor en sindssyg person selv undergiver sig fornøden lægebehandling, påhviler det hans nærmeste, når de skønner, at han er så sindslidende, at behandling er påkrævet, at tilkalde en læge. På grundlag af de ham givne eller af ham indhentede yderligere oplysninger skønner lægen efter foretagen undersøgelse af patienten, om denne må anses for at være sindssyg, og afgør i så fald, om han bør indlægges på et sindssygehospital eller en autoriseret helbredelsesanstalt. Sådanne foranstaltninger er de nærmeste da berettigede til at iværksætte.

Stk. 2. Såfremt den tilkaldte læge finder, at det vil være uforsvarligt, at den syge ikke indlægges til behandling på et sindssygehospital eller en helbredelsesanstalt, fordi den syge er farlig for sig selv eller for andre, er de nærmeste pligtige at foretage det videre fornødne til indlæggelsens gennemførelse. Tilsvarende pligt påhviler ligeledes de nærmeste, når den tilkaldte læge finder det uforsvarligt at undlade indlæggelse, fordi udsigterne for den syges helbredelse væsentlig vil forringes, hvis indlæggelse ikke finder sted, og lægens skøn godkendes af amtslægen på den syges hjemsted, i København af stadslægen.

Stk. 3. Ved en persons nærmeste forstås de, hvem forsorgen for personen retlig eller faktisk påhviler, såsom indehaver af forældremyndighed, værge, lavværge, ægtefælle, myndige børn, forældre, andre nære slægtninge eller de, hos hvem personen har til huse, eller hvem det ifølge de foreliggende omstændigheder påhviler at drage omsorg for personen.

Stk. 4. Bestemmelsen i lov nr. 181 af 20. maj 1933 om offentlig forsorg § 252, stk. 1, forbliver ved magt, således at de nærmeste forstås som foran i stk. 3 angivet.

Stk. 5. For så vidt ikke andre drager omsorg for den syge, påhviler det politiet at træde til.

§ 3. Indlæggelse til behandling af sindssyge kan kun ske på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på en inden for de sidste fire uger før indlæggelsen foretagen undersøgelse. Bortset fra de tilfælde, hvor den pågældende indlægges i henhold til sin egen begæring, skal lægeerklæringen være udstedt af en læge, der ikke er ansat ved sindssygehospitalet eller helbredelsesanstalten. I særlig påtrængende tilfælde kan indlæggelse dog finde sted, uden at lægeerklæring foreligger, men sådan erklæring skal da så vidt muligt fremskaffes i løbet af tre dage efter indlæggelsen.

§ 4. Vedkommende overlæge træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten bør modtages til behandling for sin sygdom.

§ 5. I de i § 2, stk. 2, jf. stk. 4, omhandlede tilfælde påhviler det politiet på begæring af de i § 2, stk. 3 og 4, nævnte personer eller myndigheder at yde bistand til indlæggelsens iværksættelse, når de for indlæggelsen fastsatte betingelser er opfyldt. Nærmere regler om politiets medvirken til indlæggelsen gives af justitsministeren.

Stk. 2. Sindssyge, som ved politiets foranstaltning begæres indlagt som farlige for sig selv eller for andre, skal straks modtages på statens eller kommunens sindssygehospitaler.

§ 6. I de tilfælde, hvor en sindssyg er tvangsindlagt ved politiets bistand, påhviler det politiet straks ved indlæggelsen at give skifteretten på den sindssyges hjemsted meddelelse herom for at der kan blive beskikket ham en dertil egnet og villig tilsynsværge, om muligt en person af hans nærmeste pårørende, dog ikke den, der har foranlediget ham tvangsindlagt; hvor forholdene ikke taler derimod, bør endvidere den sindssyges eget ønske tages i betragtning ved beskikkelsen. Tilsynsværgen skal holde sig underrettet om den sindssyges tilstand og drage omsorg for, at opholdet i hospitalet eller helbredelsesanstalten ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Den sindssyge har ret til at afsende lukkede breve til tilsynsværgen.

Stk. 2. I andre tilfælde af behandling på hospital eller anstalt end de i stk. 1 nævnte påhviler det på tilsvarende måde den behandlende læge at foranledige en tilsynsværge beskikket, hvis den sindssyge selv fremsætter ønske derom.

§ 7. Er en patient helbredet, skal den behandlende læge udskrive ham eller, hvis han er indlagt ifølge dom eller i henhold til § 10, stk. 1, snarest gøre indstilling til vedkommende ret eller myndighed om hans udskrivning.

§ 8. Når den behandlende læge skønner, at udskrivning er uforsvarlig, enten fordi patienten er farlig for sig selv eller for andre, eller fordi udskrivning væsentlig vil forringe udsigterne for patientens helbredelse, skal udskrivning nægtes.

Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde må den behandlende læge ikke nægte at efterkomme en anmodning om udskrivning, medmindre den må antages at ville medføre væsentlige ulemper for patienten selv, og justitsministeren tiltræder nægtelsen.

§ 9. Udskrivning kan begæres af patienten selv eller af følgende personer: Indehaver af forældremyndighed, værge, lavværge, tilsynsværge, ægtefælle, myndige børn, forældre eller andre nære slægtninge.

Stk. 2. For så vidt en sådan begæring afslås, skal den behandlende læge på forlangende af den, der har fremsat begæring om udskrivning, forelægge sagen for justitsministeren, der inden 1 måned afgør, om udskrivning skal finde sted.

Stk. 3. Når justitsministeren har bestemt, at udskrivning skal nægtes, skal der gives den, der har begæret udskrivning, meddelelse derom. Samtidig skal vedkommende gøres bekendt med, at spørgsmålet om lovligheden af tilbageholdelsen kan forelægges retten i overensstemmelse med retsplejelovens kap. 43 a.

Stk. 4. Er en fremsat begæring afslået af justitsministeren, kan spørgsmål om udskrivning ikke med virkning efter denne paragraf rejses, forinden der er forløbet fire måneder efter justitsministerens afgørelse. Forelægges spørgsmålet om tilbageholdelsens lovlighed retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.

§ 10. Over for sindssyge personer, hvis sygdom ifølge lægeerklæring rummer fare for retssikkerheden, skal overøvrigheden, for så vidt det skønnes fornødent, træffe passende sikkerhedsforanstaltninger, eventuelt ved anbringelse på dertil bestemt hospital eller anstalt. Sådanne sindssyge skal snarest muligt modtages på statens eller kommunens sindssygehospitaler.

Stk. 2. Foranstaltninger, der er truffet i henhold til foranstående bestemmelse, kan kun ophæves eller forandres af vedkommende overøvrighed.

Stk. 3. Spørgsmålet om anbringelsens eller tilbageholdelsens lovlighed kan dog af den pågældende selv eller af den, der handler på hans vegne, jf. § 9, stk. 1, kræves forelagt retten til afgørelse i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 43 a.

§ 11. Det har sit forblivende ved de hidtil gældende regler om indlæggelse af sindssyge personer i henhold til dom og om indlæggelse til observation ifølge retskendelse.

§ 12. De i §§ 2-11 indeholdte regler finder tilsvarende anvendelse på behandlingen af sjælelig abnorme epileptikere på statsanerkendte anstalter, således at indlæggelse og tilbageholdelse af sådanne personer mod deres vilje kun må finde sted på de nævnte anstalter.

§ 13. Denne lov træder i kraft den 1. juli 1938.

§ 14. Fra dennes lovs ikrafttræden ophæves, for så vidt angår sindssyge og epileptikere, Christian den Femtes Danske Lov 1ste bog, 19de kap., art. 7, for Færøernes vedkommende samme konges Norske Lov 1ste bog, 17de kap., art. 7.

Efter 2. behandling den 16. maj 1989

Kapitel 1

Lovens område m.v.

§ 1. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god sygehusstandard.

§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal så vidt muligt finde sted med patientens samtykke.

Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.

Stk. 3. Overlægen skal opstille en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens indhold samt til stadighed søge at opnå patientens samtykke til dens gennemførelse.

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Kapitel 3

Frihedsberøvelse

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Tvangsindlæggelse

§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.

Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger skønner lægen, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Modsætter patienten sig sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.

Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.

§ 7. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil.

Stk. 2. Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge, der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke være udstedt af en læge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3.

Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for det seneste døgn og ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.

§ 8. Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet sammen med den, der skal tvangsindlægges. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, underretter politiet lægen om tidspunktet for gennemførelse af tvangsindlæggelsen.

§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.

Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets medvirken hertil.

Tvangstilbageholdelse

§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.

Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig overførelsen.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.

§ 11. Når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom.

Kapitel 4

Tvangsbehandling

§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 13. En person, som opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent ske på somatisk afdeling.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

Kapitel 5

Fiksering m.v.

Tvangsfiksering

§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.

Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

§ 15. Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.

Stk. 2. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal dog træffes af overlægen.

Stk. 3. Ville det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed være uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågældende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.

§ 16. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

Anvendelse af fysisk magt

§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.

Beskyttelsesfiksering

§ 18. Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel, der benyttes for at hindre, at en patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.

Stk. 2. Beskyttelsesfiksering må kun benyttes, efter at en læge har tilset patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyttelsesmiddel.

Bemyndigelsesbestemmelse

§ 19. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsfiksering, om anvendelse af fysisk magt samt om beskyttelsesfiksering.

Kapitel 6

Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse

§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17, og enhver ordination i henhold til § 18 skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.

§ 21. Det påhviler til stadighed overlægen at påse, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Resultatet af den efterprøvelse af frihedsberøvelse, som er nævnt i stk. 1, skal tilføres tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes. Patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten underrettes om beslutning om opretholdt tvangstilbageholdelse.

Stk. 3. Der skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af beskyttelsesfiksering så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage, efter at beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.

Kapitel 7

Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling

§ 22. Ethvert psykokirurgisk indgreb kræver skriftligt samtykke fra patienten.

Stk. 2. Psykokirurgisk indgreb må endvidere kun foretages efter forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Er patienten ude af stand til at afgive gyldigt samtykke, kan indgrebet kun gennemføres, såfremt patienten umyndiggøres i personlig henseende og den beskikkede værge giver skriftligt samtykke.

§ 23. Patienter, der er frihedsberøvet efter denne lov, må ikke undergives forsøgsbehandling.

Stk. 2. Forsøgsbehandling må heller ikke gennemføres med tvang over for frivilligt indlagte patienter.

Kapitel 8

Patientrådgivere og patientråd m.v.

§ 24. Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling. Der skal endvidere efter anmodning fra patienten beskikkes en patientrådgiver ved fiksering m.v.

Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager.

§ 25. Statsamtmanden antager efter ansøgning et antal patientrådgivere. En fortegnelse over disse fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i statsamtet.

Stk. 2. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt underretter patientrådgiveren om tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen.

Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal overlægen så vidt muligt imødekomme en sådan anmodning. Afgørelsen kan påklages til statsamtmanden, der træffer den endelige administrative afgørelse.

Stk. 4. Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på fortegnelsen, sker der foreløbig beskikkelse af den person, der står for tur efter stk. 2. Statsamtmanden træffer bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes. Patientens anmodning skal imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt.

§ 26. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen. Besøg skal herefter finde sted mindst een gang om ugen og i øvrigt efter behov.

Stk. 2. Patientrådgiveren har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med patienten.

§ 27. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren.

§ 28. Beskikkelsen som patientrådgiver bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør. Patientrådgiveren bistår dog patienten i forbindelse med klager, som allerede er iværksat, eller som samtidig iværksættes.

§ 29. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og beskikkelse af patientrådgivere, deres opgaver og nærmere beføjelser samt honorar.

§ 30. På hvert enkelt psykiatrisk sygehus eller afdeling skal der oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som fastsættes af sundhedsministeren.

Kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v.

§ 31. Inden frihedsberøvelse iværksættes og anden tvang anvendes, skal patienten underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål.

Stk. 2. Ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt, jf. §§ 14-17, kan underretningen dog i særlig hastende tilfælde undlades. Begrundelsen skal i så fald gives efterfølgende.

§ 32. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet.

Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke opsættende virkning.

Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4, har dog opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

§ 33. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om underretning og klagevejledning.

Kapitel 10

Domstolsprøvelse og klageadgang

Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

§ 34. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet efter stk. 1, når der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse.

Tvangsbehandling og fiksering m.v.

§ 35. Der oprettes i hvert statsamt samt i Københavns Kommune et patientklagenævn bestående af vedkommende statsamtmand som formand samt to medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren efter indhentet udtalelse fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. Justitsministeren beskikker endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 36. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering for patientklagenævnet.

§ 37. Når en sag som nævnt i § 36 indbringes for patientklagenævnet, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.

Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i forhandlingerne.

Stk. 3. Patientklagenævnet skal træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4. Justitsministeriet fastsætter en forretningsorden for patientklagenævnet.

§ 38. Patientklagenævnets afgørelse kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Stk. 2. Om sagernes behandling ved Sundhedsvæsenets Patientklagenævn gælder reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

§ 39. Statsamtet varetager patientklagenævnets sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer.

Kapitel 11

Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer

§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren bestemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i sikringsanstalten, som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Stk. 2. Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der er truffet afgørelse efter stk. 1, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 3. Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34 finder bestemmelserne i denne lov tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes i sikringsanstalten efter stk. 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Patientrådgiver beskikkes alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

§ 41. Anbringelse efter § 40, stk. 1, kan administrativt kun ophæves af justitsministeren. Begæring om ophævelse kan fremsættes af overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen. Begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse, jf. § 40, stk. 2. Afslag på ophævelse forelægges på begæring for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen om ophævelse af anbringelsen blevet afslået af justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet 2 måneder efter justitsministerens afgørelse. Har justitsministerens afslag været forelagt for retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.

Kapitel 12

Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse

§ 42. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i strafferetsplejens former.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 43. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989 og gælder for alle afgørelser og beslutninger, der træffes efter lovens ikrafttrædelse.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold.

§ 44. I § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland udgår »i overensstemmelse med indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen«.

§ 45. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret senest ved lov nr. 420 af 13. juli 1988, indsættes i § 469, stk. 1 , som 2. pkt.:

»Sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er beliggende.«

§ 46. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.