Lovforslag nr. 4 fremsat den 2. oktober 2002 af justitsministeren (Lene Espersen)

Lov om ændring af lov om erstatningsansvar og
lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

Formålet med lovforslaget er at indsætte en regel i erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt. Hermed skabes der mulighed for i særlige tilfælde at tilkende de efterladte en godtgørelse for lidelse eller krænkelse som følge af en nærtståendes død. En sådan mulighed eksisterer ikke i dag.

Lovforslaget indebærer endvidere, at den særlige regel i erstatningsansvarsloven om, hvornår krav på godtgørelse for personskade falder i arv, ophæves. Krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af en personskade, f.eks. godtgørelse for svie og smerte og for varigt mén, vil herefter falde i arv uden begrænsninger, dvs. uanset om skadelidte har gjort kravet gældende inden sin død.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1412/2002 om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, som er afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet (herefter »betænkningen«, henholdsvis »arbejdsgruppen«). Lovforslaget svarer til arbejdsgruppens lovudkast.

Den, der forvolder en andens død, skal efter de gældende regler i erstatningsansvarsloven betale erstatning for de efterladtes økonomiske tab som følge af dødsfaldet. Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal der således betales erstatning for tab af forsørger og for rimelige begravelsesudgifter, ligesom der efter § 14 a med virkning for skader, der indtræder efter den 1. juli 2002 tilkommer den efterlevende ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb.

Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever (erstatningsansvarslovens § 13) udgør 30 pct. af den erhvervsevnetabserstatning, som afdøde må antages at ville have opnået ved et fuldstændigt erhvervsevnetab, dog som hovedregel mindst 663.500 kr. (pr. 1. juli 2002, jf. bekendtgørelse nr. 1055 af 14. december 2001 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb i henhold til lov om erstatningsansvar). Var forsørgeren fyldt 30 år, nedsættes erstatningen efter reglen i erstatningsansvarslovens § 9, jf. § 13, stk. 2, dvs. med 1 pct. for hvert år forsørgeren var ældre end 29 år og med yderligere 2 pct. for hvert år, forsørgeren var ældre end 54 år. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Med virkning for skader, der indtræder efter den 1. juli 2002, er der sket en væsentlig forhøjelse af erstatningsniveauet bl.a. ved tab af forsørger (lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af bl.a. erstatningsansvarsloven). Den højeste forsørgertabserstatning udgør således i dag 1.860.150 kr. mod tidligere 1.116.000 kr.

Afdødes børn kan kræve erstatning for tab af forsørger svarende til summen af de bidrag til barnets underhold, som afdøde kunne være pålagt efter lov om børns forsørgelse, hvis afdøde havde været bidragspligtig (erstatningsansvarslovens § 14). Var afdøde eneforsørger, forhøjes erstatningen til det dobbelte.

Der kan efter erstatningsansvarslovens § 12 endelig ydes forsørgertabserstatning til andre end ægtefælle, samlever og børn, f.eks. til stedbørn og forældre, hvis der har været en faktisk forsørgelse fra afdødes side.

Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal den, der er erstatningsansvarlig for en andens død, endvidere betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter.

Det har tidligere været uafklaret, i hvilket omfang andre udgifter som følge af dødsfaldet, f.eks. flytteudgifter og udgifter til hushjælp, kan kræves erstattet. Med virkning fra den 1. juli 2002 er der imidlertid som nævnt ovenfor indsat en ny § 14 a i erstatningsansvarsloven om overgangsbeløb til de efterladte ved dødsfald.

Efter den nye § 14 a tilkommer der ved dødsfald den efterlevende ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb på 111.000 kr., jf. bekendtgørelse nr. 1055 af 14. december 2001 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb i henhold til lov om erstatningsansvar. Overgangsbeløbet ydes som en standardiseret kompensation for de forskellige uforudsete og mere eller mindre dokumenterbare udgifter, der som regel vil være forbundet med en ægtefælles eller samlevers død, f.eks. flytteudgifter, udgifter til bistand i hjemmet, begravelsesudgifter mv. Overgangsbeløbet kan udbetales ved siden af erstatning for tab af forsørger, mens den, der får udbetalt overgangsbeløb, ikke tillige kan kræve særskilt erstatning for begravelsesudgifter.

»Ægtefælle« og »samlever« skal forstås på samme måde som i erstatningsansvarslovens § 13 om forsørgertabserstatning. Hvis den afdøde ikke efterlader sig ægtefælle eller samlever, kan beløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler derfor. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor det pågældende familiemedlem i mange år har haft fælles bolig og fælles husholdning med afdøde. Beløbet vil også kunne udbetales til forældre til større hjemmeboende børn, der bidrog til husholdningen, eller til en søster eller bror, som havde fælles bolig mv. med afdøde.

Erstatningsansvarsloven indeholder derimod ikke regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade hos de efterladte som følge af dødsfaldet, f.eks. tort, psykisk smerte og lidelse. Der gives heller ikke tortgodtgørelse mv. efter erstatningsansvarslovens § 26 til pårørende til ofre.

Der henvises til betænkningen side 19 ff.

Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige regler om udmåling af erstatning og godtgørelse ved personskade mv. Erstatningsansvarsloven angiver ikke, hvad der nærmere skal forstås ved en »personskade«, men det antages, at en personskade både kan være fysiske og psykiske følger af en ansvarspådragende handling, herunder f.eks. en egentlig psykisk lidelse, der medfører midlertidig eller varig arbejdsudygtighed

Betænkningen side 21 ff. indeholder en nærmere gennemgang af gældende ret med hensyn til mulighederne for at få erstatning for personskade i form af psykisk skade. Det fremgår heraf, at der efter retspraksis som udgangspunkt kan kræves erstatning for psykisk skade, hvis skaden er opstået i forbindelse med, at skadelidte selv har lidt fysisk overlast, f.eks. hvis skadelidte i forbindelse med vold pådrager sig en egentlig psykisk lidelse. Dette forudsætter, at der efter dansk rets almindelige erstatningsregler i øvrigt er grundlag for at pålægge skadevolderen erstatningsansvar for den psykiske skade, herunder at der kan påvises årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende handling og skaden.

I betænkningen anføres endvidere, at domstolene i flere tilfælde har tilkendt erstatning for psykisk skade i tilfælde, hvor den erstatningssøgende var impliceret f.eks. i en ulykke uden at lide direkte fysisk overlast, men hvor den psykiske skade skyldes, at den pågældende var eller anså sig for at være i fare for at komme fysisk til skade. Domstolene har også i visse tilfælde tilkendt erstatning, selv om den erstatningssøgende ikke har lidt fysisk overlast og heller ikke uden videre kan siges at have været i fare herfor, hvis skadevolderens handling har været udtryk for grov kådhed eller lignende.

Som det fremgår af betænkningen side 26 ff., har den erstatningsretlige litteratur været åben over for, at der også i andre tilfælde i et vist omfang vil kunne tilkendes erstatning for psykisk skade f.eks. hvis den erstatningssøgende har fået en psykisk skade ved at overvære eller blive underrettet om, at en nær pårørende er blevet dræbt eller kvæstet. Hidtil er der ikke i retspraksis givet erstatning i sådanne tilfælde, men hverken erstatningsansvarsloven der som nævnt ikke regulerer, hvad der skal forstås ved en »personskade« eller anden lovgivning vil være til hinder for en sådan udvikling.

Det kan i øvrigt nævnes, at der efter arbejdsskadesikringsloven der gælder, uanset om der findes en erstatningsansvarlig skadevolder gives erstatning for psykisk skade ved arbejdsskader også i tilfælde, hvor der hidtil ikke er givet erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. betænkningen side 30 ff. og side 89 ff. Der kan f.eks. gives erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, hvis den ansatte har været indblandet i en voldsom begivenhed, selv om han eller hun ikke selv har været i fare for at lide fysisk overlast, f.eks. en lokomotivfører, der påkører en person. Der kan endvidere i visse tilfælde gives erstatning for psykisk skade som følge af, at den ansatte har overværet en alvorlig ulykke mv.

Erstatningsansvarsloven indeholder i § 18, stk. 2, en begrænsning af, hvornår krav på godtgørelse for personskade falder i arv, idet kravet først falder i arv, når det er anerkendt eller gjort gældende ved sagsanlæg eller under en straffesag ved kravets fremsættelse i retten eller i et anklageskrift eller en stævning, der er indleveret til retten. Dette gælder for krav om godtgørelse for svie og smerte (erstatningsansvarslovens § 3) og for varigt mén (erstatningsansvarslovens § 4). Reglen gælder endvidere for godtgørelse for tort mv., jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4.

Baggrunden for reglen er, at krav på godtgørelse for personskade er anset for at være af personlig karakter, således at beslutningen om at gøre kravet gældende bør træffes af den skadelidte selv og ikke efterfølgende af hans eller hendes arvinger. Når skadelidte har rejst kravet, er der derimod ikke grund til, at det ikke skal falde i arv.

Det kræves efter § 18, stk. 2, at kravet skal være anerkendt eller gjort indenretligt gældende. Det er derimod ikke nødvendigt, at godtgørelsens størrelse er anerkendt, eller at godtgørelseskravet er gjort gældende med et bestemt beløb. I retspraksis er krav på godtgørelse endvidere i visse tilfælde hvor skadelidtes krav findes at måtte forstås sådan, at det (også) omfatter godtgørelse for ikke-økonomisk skade anset for at falde i arv, selv om skadelidte ikke inden sin død udtrykkeligt har rejst krav om godtgørelse for personskade, men f.eks. blot har »krævet erstatning«.

Erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, omfatter kun godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Det er således overladt til retspraksis at fastlægge, hvornår krav på erstatning for økonomisk skade ved personskade mv. falder i arv. Krav på erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og begravelsesudgifter antages at falde i arv uden begrænsninger, dvs. uanset om skadelidte har gjort kravet gældende inden sin død. Andre krav på erstatning for økonomisk skade, f.eks. erstatning for tab af erhvervsevne, antages at falde i arv i hvert fald, hvis kravet er gjort gældende ved sagsanlæg mv. i overensstemmelse med § 18, stk. 2, eller hvis kravet er anerkendt af skadevolderen. Det er dog i dag i almindelighed antaget, at også disse erstatningskrav som udgangspunkt uden videre falder i arv, jf. betænkningen side 65 ff.

Dansk erstatningsret bygger på det princip, at der som hovedregel kan kræves erstatning for økonomisk skade, mens godtgørelse for ikke-økonomisk skade alene gives, hvor der er et særligt behov herfor. Tilkendelse af godtgørelse for ikke-økonomisk skade forudsætter, at der er en særlig hjemmel i loven hertil.

En ikke-økonomisk skade er karakteriseret ved, at vurderingen af skaden beror på mere subjektivt prægede kriterier som lidelse, tort, ubehag mv., hvor der ikke uden videre kan opstilles en objektiv økonomisk målestok for skadens omfang/tabets størrelse. Skaden kan med andre ord ikke opgøres i »kroner og ører«.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en almindelig regel om, at enhver ikke-økonomisk skade kan kræves erstattet, som følge af den manglende objektive målestok for vurdering af skaden medføre betydelig uforudsigelighed og dermed retsusikkerhed i den praktiske retsanvendelse. Det er på denne baggrund arbejdsgruppens generelle opfattelse, at regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade kun bør indføres, hvor der er et ganske særligt behov herfor, og hvor der samtidig kan opstilles visse objektive kriterier for reglens anvendelsesområde.

Som det fremgår af punkt 2.1. ovenfor, kan de efterladte i dag alene kræve erstatning for økonomisk skade som følge af et dødsfald. Erstatningsansvarsloven indeholder derimod ikke regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade som tort, psykisk smerte, lidelse mv. hos de efterladte.

Arbejdsgruppen peger på, at ethvert dødsfald indebærer en betydelig følelsesmæssig belastning for de efterladte i form af sorg, savn, psykisk smerte mv. Det gælder både dødsfald, der skyldes sygdom eller lignende, og dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling, hvor der findes en erstatningsansvarlig skadevolder. Så godt som alle mennesker vil på et eller andet tidspunkt opleve at miste en nær pårørende eller en anden nærtstående, og de efterladtes sorg og savn må i almindelighed antages at være den samme, uanset om den pågældende f.eks. døde som følge af pludselig sygdom, hvor ingen kan gøres ansvarlig, eller blev dræbt i en færdselsulykke, hvor der findes en erstatningsansvarlig skadevolder.

Arbejdsgruppen finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at indføre en generel regel om godtgørelse til efterladte ved ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling. En sådan generel godtgørelse vil endvidere antagelig i vidt omfang blive oplevet som en almindelig forhøjelse af erstatningsniveauet ved dødsfald og ikke som en særskilt kompensation for psykisk lidelse og smerte mv. som følge af dødsfaldet. Arbejdsgruppen peger i den forbindelse på, at der med ændringen af erstatningsansvarsloven pr. 1. juli 2002 er sket en væsentlig forhøjelse af det generelle erstatningsniveau, herunder ved dødsfald, jf. punkt 2.1. ovenfor, og at der ud fra hensynet til at dække de efterladtes økonomisk skade ved dødsfaldet (tab af forsørger mv.) ikke er behov for en yderligere forhøjelse af det almindelige erstatningsniveau.

Et dødsfald kan imidlertid ske under så kvalificerende omstændigheder, at det typisk vil indebære en helt særlig følelsesmæssig belastning for de efterladte. Dette gælder f.eks. forsætligt drab, hvor de efterladtes psykiske smerte og lidelse i almindelighed må antages at blive forstærket som følge af deres viden om, at en nærtstående forsætligt er blevet dræbt navnlig hvis drabet er begået under voldsomme og brutale omstændigheder. I sådanne tilfælde må det i almindelighed også anses for påregneligt for skadevolderen, at de efterladte påføres en særlig psykisk belastning.

Efter de gældende regler i erstatningsansvarsloven vil gerningsmanden til en voldtægt som udgangspunkt blive dømt til at betale en tortgodtgørelse til ofret efter erstatningsansvarslovens § 26. Hvis gerningsmanden efter voldtægten dræber ofret, er der derimod ikke hjemmel til at tilkende de efterladte en godtgørelse for tort eller lignende i anledning af denne (grovere) forbrydelse. Tilsvarende skal gerningsmanden til et drab på et mindreårigt barn i dag alene betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter (erstatningsansvarslovens § 12).

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at der indsættes en ny regel i erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved dødsfald.

En regel om godtgørelse for ikke-økonomisk skade til efterladte vil bryde med erstatningsansvarslovens princip om, at der ved dødsfald alene gives erstatning for økonomisk skade. Indførelsen af en sådan regel kan således give anledning til principielle overvejelser og betænkeligheder med hensyn til karakteren af den erstatning mv., der bør gives ved dødsfald. Der kan bl.a. være risiko for, at en godtgørelsesregel opfattes som om, at der sættes en »pris« på et menneskeliv som sådan og/eller den følelsesmæssige belastning ved at miste en nær pårørende.

Dette udelukker dog efter arbejdsgruppens opfattelse ikke, at der indføres en godtgørelsesregel med et begrænset anvendelsesområde. Der peges i den forbindelse bl.a. på, at der allerede i dag findes regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade ved personskade, f.eks. godtgørelse for varigt mén, der kan opleves som udtryk for, at der f.eks. sættes en »pris« på det at miste en arm eller miste synet. Hertil kommer, at en regel om godtgørelse ved dødsfald vil have en vis lighed med erstatningsansvarslovens § 26 om tortgodtgørelse mv. I begge tilfælde er der tale om en økonomisk kompensation for en særlig psykisk og/eller følelsesmæssig krænkelse, som ikke ud fra objektive kriterier kan opgøres i kroner og ører.

En regel om godtgørelse ved dødsfald bør efter arbejdsgruppens opfattelse omfatte nære pårørende til den afdøde, dvs. som udgangspunkt ægtefælle og samlever. Forholdet mellem mindreårige børn og deres forældre bør normalt også være omfattet af reglen.

Arbejdsgruppen finder som nævnt, at godtgørelsesreglen alene bør gælde for dødsfald, der er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning for og/eller krænkelse af de efterladte. Arbejdsgruppen foreslår således, at reglen skal omfatte dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt, idet det navnlig er i disse tilfælde, at der normalt vil være tale om en ekstraordinær belastning for de efterladte.

Ved vurderingen af, om der skal tilkendes en godtgørelse, og ved fastsættelsen af en eventuel godtgørelses størrelse, bør der efter arbejdsgruppens opfattelse herudover lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført de efterladte.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der ved forsætligt drab som udgangspunkt bør tilkendes en godtgørelse til de efterladte, idet et drab i almindelighed indebærer en helt ekstraordinær belastning for og krænkelse af de efterladte.

Med hensyn til dødsfald, der er forvoldt ved grov uagtsomhed, finder arbejdsgruppen, at tilkendelse af godtgørelse i almindelighed bør forudsætte, at der ud over den grove uagtsomhed konkret foreligger omstændigheder, der må antages at indebære en særlig belastning for og/eller krænkelse af de efterladte. Der kan bl.a. lægges vægt på, om dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, f.eks. at ofret har været udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er død på en særlig pinefuld måde. Der kan også lægges vægt på, om de efterladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.

Arbejdsgruppen foreslår, at godtgørelsens størrelse skal fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag, og at den maksimale godtgørelse til en efterladt bør være i størrelsesordenen 100.000 kr. Dette beløb svarer nogenlunde til den højeste tortgodtgørelse til et voldtægtsoffer efter ændringen af erstatningsansvarslovens § 26 ved lov nr. 463 af 7. juni 2001, der lægger op til ca. en fordobling af den tortgodtgørelse, der tilkendes ofre for sædelighedsforbrydelser mv. En godtgørelse i denne størrelsesorden bør efter arbejdsgruppens opfattelse som udgangspunkt tilkendes i sager om forsætligt drab.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der i anledning af det samme dødsfald kan tilkendes en godtgørelse til flere efterladte, der hver især opfylder betingelserne herfor, f.eks. både til den afdødes ægtefælle og til den afdødes mindreårige børn. I givet fald vil hver af de efterladte kunne få en godtgørelse på som udgangspunkt indtil ca. 100.000 kr.

Der henvises til betænkningen side 51 ff. og side 59 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 (den foreslåede § 26 a i erstatningsansvarsloven), og bemærkningerne hertil.

Det kan tilføjes, at der både i Norge, Finland og Island findes lovregler om godtgørelse til de efterladte ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt. I Sverige er der pr. 1. januar 2002 indført lovregler om erstatning for personskade i form af psykisk skade, men ingen regel om godtgørelse for sorg og savn eller krænkelse hos de efterladte. De svenske regler indeholder imidlertid en bevislettelse for den erstatningssøgende, således at der ved mindre erstatningskrav f.eks. vedrørende svie og smerte normalt ikke skal stilles krav om, at den psykiske skade dokumenteres nærmere. Dette synes at indebære, at der i praksis i et vist omfang vil blive tale om en »standardiseret erstatning«, der vil minde om en godtgørelse. Reglerne i de andre nordiske lande er beskrevet nærmere i betænkningen side 35 ff.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der i stedet for eller ved siden af en regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald bør ske en lovregulering af de efterladtes muligheder for at få erstatning for personskade i form af psykisk skade som følge af et dødsfald. Om dette spørgsmål hedder det i betænkningen side 57 ff. bl.a.:

» de efterladte [kan] i dag efter retspraksis i begrænset omfang få erstatning for sådanne skader efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven. Dette forudsætter imidlertid, at de efterladte selv har lidt fysisk overlast i forbindelse med dødsfaldet eller har været i fare herfor.

Dette svarer i det væsentlige til retsstillingen i Finland og Island. Derimod er der i retspraksis i Sverige og Norge i videre omfang givet erstatning for psykiske skader, herunder for psykiske gener eller lidelser ved at overvære eller blive underrettet om et dødsfald. I Sverige er der med virkning fra den 1. januar 2002 endvidere sket en lovregulering af dette område, som i forhold til hidtidig retspraksis udvider mulighederne for at få erstatning.

Som nævnt har domstolene i Danmark hidtil fulgt en restriktiv linje med hensyn til at tilkende erstatning for psykiske skader i forbindelse med, at en anden person bliver dræbt eller kvæstet.

I det omfang der hos de pårørende rent faktisk kan påvises en personskade i form af en psykisk lidelse eller lignende som følge af, at en nærtstående bliver dræbt eller kvæstet, bør det efter arbejdsgruppens opfattelse også i lyset af udviklingen i Sverige og Norge overvejes i videre omfang end i dag at give erstatning herfor efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven. I modsætning til indførelsen af en regel om godtgørelse til de efterladte ved dødsfald kan en sådan udvidelse af mulighederne for at få erstatning for psykiske skader ske uden lovændringer.

Arbejdsgruppen vil i den forbindelse også pege på, at der efter arbejdsskadesikringsloven gives erstatning for psykiske skader i videre omfang end efter dansk rets almindelige erstatningsregler Der vil således kunne opstå tilfælde, hvor en ansat, der overværer en alvorlig og voldsom ulykke, vil få hændelsen anerkendt som en arbejdsulykke og få erstatning for psykiske skader efter arbejdsskadesikringsloven, mens ægtefællen til den, der bliver dræbt eller alvorligt kvæstet ved ulykken, efter hidtidig retspraksis ikke vil kunne få erstatning for psykiske skader efter dansk rets almindelige erstatningsregler, selv om han eller hun også har overværet ulykken.

Der er endvidere i den erstatningsretlige litteratur argumenteret for, at erstatningsansvaret formentlig uden for store betænkeligheder kan udvides til også at omfatte psykiske skader/chok ved at overvære eller få meddelelse om en nær pårørendes død eller alvorlige personskade.

Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke, at der på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå lovregler om de efterladtes muligheder for at få erstatning for psykiske skader som følge af et dødsfald mv.

Dansk rets almindelige erstatningsregler er i vidt omfang udviklet og løbende tilpasset gennem retspraksis. Det gælder f.eks. den almindelige culparegel, kravet om årsagssammenhæng og adækvans samt regler om, hvilke interesser og goder der er beskyttet af erstatningsreglerne, og hvem der kan kræve disse erstattet.

Arbejdsgruppen finder det mest hensigtsmæssigt, at det som hidtil overlades til retspraksis at fastlægge indholdet af dansk rets almindelige erstatningsregler, herunder også i hvilket omfang der kan gives erstatning for psykiske skader. Det vil efter arbejdsgruppens opfattelse være naturligt, at domstolene i den forbindelse inddrager udviklingen i de andre nordiske lande samt udviklingen på arbejdsskadeområdet.

Arbejdsgruppen forudsætter, at den foreslåede godtgørelsesregel ikke vil være til hinder for en udvikling i retspraksis mod i videre omfang end i dag at give erstatning for psykiske skader.«

Justitsministeriet er enig i, at en udvikling i retspraksis mod i videre omfang at give erstatning til de efterladte for psykisk skade vil kunne finde sted uden lovændringer. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at spørgsmålet om, i hvilket omfang der bør gives erstatning for psykisk skade til de efterladte, er bedst egnet til at blive løst gennem domstolenes løbende udvikling af dansk rets almindelige erstatningsregler på grundlag af stillingtagen til konkrete enkeltsager.

Der kan i den forbindelse bl.a. peges på, at erstatningsansvarsloven ikke regulerer, hvad der skal forstås ved en »personskade«, og heller ikke angiver de almindelige betingelser for, hvornår en personskade kan kræves erstattet (ansvarsgrundlag, krav om årsagssammenhæng mv.). Det er Justitsministeriets opfattelse, at der som udgangspunkt ikke bør indføres særlige lovregler vedrørende et enkelt element af personskadebegrebet.

Det kan endvidere nævnes, at det i retspraksis er anerkendt, at en »personskade« også kan være en psykisk skade, f.eks. en egentlig psykisk lidelse, der medfører tab af erhvervsevne. Spørgsmålet i retspraksis har derimod bl.a. været, under hvilke omstændigheder en sådan psykisk skade bør kunne kræves erstattet, herunder f.eks. hvor tæt den erstatningssøgende skal have været på ulykken.

Ud over en stillingtagen til sådanne spørgsmål ville en eventuel lovregulering af mulighederne for at få erstatning for psykisk skade efter Justitsministeriets opfattelse rejse en række andre vanskelige spørgsmål bl.a. om den nærmere fastlæggelse af begrebet »psykisk skade« (i hvilket omfang skal der f.eks. være tale om en egentlig psykisk lidelse), om beviset for årsagssammenhæng mellem dødsfaldet og den psykiske skade og om afgrænsningen mellem »sædvanlig« sorg mv. og en egentlig psykisk skade. Disse spørgsmål er efter Justitsministeriets opfattelse bedst egnede til at blive løst i retspraksis på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler.

Lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke regler om de efterladtes muligheder for at få erstatning for psykisk skade som følge af dødsfald mv.

Arbejdsgruppen har overvejet, om en ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, om, hvornår krav på godtgørelse for personskade falder i arv, vil kunne være et alternativ til indførelsen af en regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald.

En ophævelse af § 18, stk. 2, vil indebære, at krav på godtgørelse for svie og smerte, varigt mén og tortgodtgørelse mv. som udgangspunkt vil falde i arv fra samme tidspunkt som krav på erstatning for økonomisk skade i anledning af personskade, dvs. uanset om skadelidte inden sin død har gjort kravet gældende.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil dette imidlertid ikke være tilstrækkeligt til i de særlige tilfælde, der er omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel, at sikre de nærtstående efterladte en særskilt kompensation for lidelse eller krænkelse som følge af dødsfaldet. Arbejdsgruppen peger bl.a. på, at selv om tortgodtgørelse mv. med en ophævelse af § 18, stk. 2, vil falde i arv i videre omfang end i dag, vil der ikke nødvendigvis i alle tilfælde omfattet af den foreslåede regel om godtgørelse til efterladte blive tilkendt en tortgodtgørelse, som vil kunne falde i arv til ofrets arvinger. Hertil kommer, at der ikke uden videre vil være sammenfald mellem afdødes arvinger, som vil arve en eventuel tortgodtgørelse, og den eller de nærtstående efterlevende, som vil være omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel.

Som det fremgår af punkt 2.3. ovenfor, er § 18, stk. 2, navnlig begrundet i, at krav på godtgørelse for personskade anses for at være af personlig karakter, således at beslutningen om at gøre kravet gældende bør træffes af den skadelidte selv.

Godtgørelse for svie og smerte skal i første række kompensere for skadelidtes fysiske lidelse (smerte) umiddelbart efter skaden og godtgørelse for varigt mén for de varige fremtidige ulemper og gener i skadelidtes personlige livsførelse. Selv om der kan siges at være tale om forhold af personlig karakter, er der efter arbejdsgruppens opfattelse næppe tvivl om, at disse godtgørelseskrav i praksis er en helt sædvanlig del af skadelidtes samlede erstatningskrav i anledning af en personskade. Tilsvarende må det antages, at skadelidte sædvanligvis vil kræve godtgørelse for tort mv., hvis betingelserne herfor er opfyldt.

På denne baggrund kan det efter arbejdsgruppens opfattelse vanskeligt begrundes, at kun en del af det samlede krav (nemlig erstatning for økonomisk skade) falder i arv, medmindre godtgørelseskravet er gjort gældende ved sagsanlæg mv. I dag kommer det således skadevolderen til gode, hvis skadelidte tilfældigvis afgår ved døden, inden godtgørelseskravet er gjort gældende i overensstemmelse med § 18, stk. 2.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at § 18, stk. 2, ophæves, således at der ikke længere vil gælde en særregel om, hvornår krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af en personskade falder i arv.

Der henvises til betænkningen side 69 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2), og bemærkningerne hertil.

Efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven) yder staten erstatning og godtgørelse for bl.a. personskade og tab af forsørger, der forvoldes ved en overtrædelse af straffeloven. Udbetalinger efter loven administreres af Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser (Erstatningsnævnet). Når staten udbetaler erstatning til ofret, indtræder staten i ofrets krav mod gerningsmanden.

Udmåling af erstatning og godtgørelse efter offererstatningsloven sker efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven. Er ofret afgået ved døden, kan Erstatningsnævnet således i dag udbetale erstatning for tab af forsørger og for rimelige begravelsesudgifter samt et overgangsbeløb, jf. punkt 2.1. ovenfor.

I forbindelse med den foreslåede regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald foreslår arbejdsgruppen derfor en ændring af offererstatningsloven med henblik på, at der også efter denne lov vil kunne ydes en sådan godtgørelse, jf. betænkningen side 80 og side 86. Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 2 (den foreslåede ændring af offererstatningslovens § 2) og bemærkningerne hertil.

Ændringen indebærer, at der indsættes en regel i erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt. Hermed bliver der som noget nyt mulighed for i særlige tilfælde at tilkende de efterladte en godtgørelse for lidelse eller krænkelse som følge af en nærtståendes død.

Statens merudgifter til offererstatningsordningen skønnes fuldt indfaset at udgøre i størrelsesordenen 10 mio. kr. årligt. Staten har imidlertid mulighed for at rejse regreskrav mod gerningsmanden, og samlet set skønnes nettomerudgifterne for staten som følge af godtgørelsesreglen at udgøre i størrelsesordenen 9-10 mio. kr. årligt ved fuld indfasning. Stigningen i udgifterne vil slå igennem, efterhånden som Erstatningsnævnet udbetaler godtgørelserne.

Ændringen har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner.

Ændringen vil have visse konsekvenser for forsikringsbranchen, men disse vil være beskedne. Brancheorganisationen Forsikring & Pension skønner således, at den foreslåede regel ikke i sig selv vil give grundlag for præmiestigninger for ansvarsforsikringer. Det er herved forudsat, at forsikringsselskaberne kun i yderst få sager om året vil skulle udbetale godtgørelse til en eller flere efterladte, og at forsikringsselskaberne kun i begrænset omfang vil blive inddraget i retstvister om tilkendelse af godtgørelse.

For borgerne vil ændringen betyde, at nære pårørende vil få mulighed for at få tilkendt en godtgørelse på normalt op til ca. 100.000 kr. for lidelse eller krænkelse ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.

Ændringen indebærer, at den særlige regel i erstatningsansvarsloven om, hvornår krav på godtgørelse for personskade falder i arv, ophæves. Krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade i anledning af personskade, f.eks. godtgørelse for svie og smerte og for varigt mén, vil herefter falde i arv uden begrænsninger, dvs. uanset om skadelidte inden sin død har gjort kravet gældende.

Ændringen vil kunne medføre merudgifter for amtskommunerne til patientforsikringsordningen på i størrelsesordenen ½-2 mio. kr. årligt, men dette skøn er behæftet med betydelig usikkerhed.

Ændringen skønnes ikke herudover at have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, kommuner og amtskommuner af betydning.

Ændringen skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet af betydning.

Det samlede lovforslag skønnes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslaget er omfattet af lovovervågning. Lovovervågningen vil fokusere på anvendelsen i praksis af den foreslåede regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald. Justitsministeriet vil i 2005 efter høring af de berørte organisationer mv. udarbejde en redegørelse herom til Folketinget.

Betænkning nr. 1412/2002 om godtgørelse til efterladte ved dødsfald har været i høring hos følgende organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Danske Entreprenører, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Finansrådet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af politimestre i Danmark, Foreningen Stop Volden, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU), Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Landsorganisationen Forebyg vold, hjælp voldsramte, Landsorganisationen i Danmark, Lægemiddelindustriforeningen, Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, Patientforsikringsforeningen, Politiforbundet i Danmark, Politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA), Specialarbejderforbundet i Danmark og Ældre Sagen.

Til nr. 1

Det foreslås, at den særlige regel i erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, hvorefter krav på godtgørelse for personskade først falder i arv, når kravet er anerkendt eller gjort gældende ved sagsanlæg mv., ophæves. Sådanne godtgørelseskrav vil herefter som udgangspunkt falde i arv fra samme tidspunkt som krav på erstatning for økonomisk skade i anledning af personskade, dvs. uanset om skadelidte har gjort kravet gældende inden sin død.

Hvis skadelidte dør, inden et krav på f.eks. godtgørelse for varigt mén er anerkendt eller fastslået ved dom, er der i retspraksis i visse tilfælde foretaget en nedsættelse af godtgørelsen under henvisning til skadelidtes kortere levetid. Begrundelsen herfor er, at méngodtgørelsen skal kompensere for skadelidtes varige mén resten af livet og derfor som udgangspunkt bør nedsættes, hvis skadelidte faktisk fik en kortere levetid end gennemsnitligt. Der er ikke med den foreslåede ophævelse af § 18, stk. 2, tilsigtet nogen ændring af denne praksis.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.3.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring af den foreslåede ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring af den foreslåede ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og af den foreslåede nye regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 4

Det foreslås, at der som noget nyt bliver mulighed for i særlige tilfælde at tilkende de efterladte en godtgørelse for lidelse eller krænkelse som følge af en nærtståendes død. Der er således ikke tale om en generel adgang til at tilkende de efterladte en godtgørelse ved ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling. Den foreslåede regels anvendelsesområde er begrænset til tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning for eller krænkelse af de efterladte.

Reglen er fakultativ, jf. ordene »kan pålægges« i stk. 1. Det må afgøres efter en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal tilkendes en godtgørelse til en eller flere af de efterladte.

Reglen omfatter alene efterlevende, der stod den afdøde særligt nær, dvs. nære pårørende til den afdøde. Det omfatter som udgangspunkt ægtefælle, samlever, mindreårige børn og forældre til mindreårige børn. Der skal ikke foretages en nærmere vurdering af de konkrete følelsesmæssige relationer mellem disse efterlevende og den afdøde. Der vil dog normalt ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse, hvis ægtefællernes samliv på tidspunktet for dødsfaldet var ophævet på grund af uoverensstemmelser.

Samlever skal forstås på samme måde som i erstatningsansvarslovens § 13 om forsørgertabserstatning og § 14 a om overgangsbeløb. Dette indebærer bl.a., at der ikke stilles bestemte krav til varigheden af det forudgående samliv. Det afgørende er, om der på tidspunktet for dødsfaldet bestod et samliv af en art, der konkret gør det rimeligt at sidestille den efterlevende med en ægtefælle, herunder om der på tidspunktet for dødsfaldet var fælles bolig, fælles husholdning og fælles økonomi i øvrigt.

Forholdet mellem forældre og deres hjemmeboende og/eller mindreårige børn må normalt også anses for omfattet af reglen uanset om det er et barn eller en af forældrene, der dør. Der bør i almindelighed tilkendes en godtgørelse til mindreårige børn uanset deres alder, dvs. at der også kan tilkendes en godtgørelse til helt små børn, selv om de endnu ikke er i stand til at opfatte og forstå de særlige omstændigheder omkring dødsfaldet, der begrunder godtgørelsen. Hvis der er tale om voksne børn, der er flyttet hjemmefra, vil der derimod i almindelighed ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse i anledning af barnets eller en af forældrenes død, medmindre de pågældende må antages at have bevaret en helt særlig tilknytning, eller barnet f.eks. først er flyttet hjemmefra umiddelbart før dødsfaldet.

Efter omstændighederne vil også andre end ægtefælle, samlever, børn eller forældre kunne anses for omfattet af reglen. Dette forudsætter dog, at der har været et sådant særligt forhold mellem den pågældende og den afdøde, at der må antages at være tale om en tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det kan f.eks. være en søster eller bror, der som voksen i mange år har haft fælles bolig og husholdning med den afdøde.

Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de efterladte er begrænset til dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.

Den nærmere afgrænsning af begrebet grov uagtsomhed må ske gennem retspraksis. Ved vurderingen af, om der i en konkret sag er tale om grov uagtsomhed, vil der som efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1 (hvorefter der ved forsæt og grov uagtsomhed er erstatningsansvar for skadevolderen, selv om skaden er dækket af en forsikring) kunne tages udgangspunkt i, om skadevolderens adfærd har indebåret en indlysende fare for den indtrådte skade.

Ved siden af denne begrænsning til dødsfald forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt skal der efter stk. 2 lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende.

Tilkendelse af godtgørelse til en efterladt forudsætter ikke, at den pågældende har fået en egentlig psykisk skade (personskade) som følge af dødsfaldet.

Det er forudsat, at der skal foretages en helhedsvurdering af, om dødsfaldet er forvoldt under sådanne omstændigheder, at det i almindelighed må forventes at påføre de efterladte en ekstraordinær psykisk og/eller følelsesmæssig belastning (lidelse eller krænkelse). Der er således tale om en generel vurdering af dødsfaldets »egnethed« til at medføre en sådan særlig belastning for de efterladte og ikke en konkret medicinsk vurdering af, i hvilket omfang dette rent faktisk har været tilfældet.

Det forudsættes i den forbindelse, at den foreslåede godtgørelsesregel ikke vil være til hinder for en udvikling i retspraksis mod i videre omfang end i dag at give erstatning for personskade i form af psykisk skade, jf. de almindelige bemærkninger punkt 3.2.

Ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt, vil der normalt være tale om en overtrædelse af straffelovens § 237 om drab. I disse tilfælde vil vurderingen efter stk. 2 som udgangspunkt føre til, at der bør tilkendes de efterladte en godtgørelse. Selv om skadevolderen/gerningsmanden ikke kan straffes som følge af ung alder eller utilregnelighed på grund af sindssygdom eller lignende (straffelovens §§ 15-16), vil skadevolderen som udgangspunkt fortsat være erstatningsansvarlig, således at der vil kunne tilkendes de efterladte en godtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens §§ 24 a-b.

Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed, indebærer vurderingen efter stk. 2, at der ud over skadevolderens grove uagtsomhed som udgangspunkt konkret skal foreligge omstændigheder, der må antages at indebære, at de efterladte i særlig grad påføres lidelse eller krænkelse som følge af dødsfaldet.

Der kan ved denne vurdering bl.a. lægges vægt på, om dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, f.eks. at ofret har været udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er død på en særlig pinefuld måde. Der kan også lægges vægt på, om de efterladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og f.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.

Den foreslåede godtgørelsesregel forudsættes navnlig anvendt i tilfælde, hvor dødsfaldet er forvoldt under omstændigheder, der samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af menneskers liv og legeme, f.eks. straffelovens § 246 (grov vold, der har medført døden) eller § 252 (bl.a. fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed).

Forudsat at der konkret er tale om grov uagtsomhed i relation til dødens indtræden, tænkes den foreslåede godtgørelsesregel f.eks. anvendt i tilfælde, hvor ofret har været udsat for grov vold i et sådant omfang og/eller af en sådan karakter, at han eller hun afgår ved døden, eller hvor en bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet af straffelovens § 252 forvolder en medtrafikants død.

Det bemærkes, at der vil være en række tilfælde, hvor skadevolderen vil kunne blive dømt for overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, som ikke vil være omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel. Dette hænger bl.a. sammen med, at straffelovens § 241 ikke er begrænset til dødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed, men også omfatter dødsfald forvoldt ved simpel uagtsomhed.

Godtgørelsens størrelse må fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling og den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende, skal også tillægges særlig vægt ved udmålingen af godtgørelse, jf. stk. 2.

Den maksimale godtgørelse forudsættes i almindelighed at være i størrelsesordenen 100.000 kr. I sager om forsætligt drab bør der som udgangspunkt tilkendes en godtgørelse i denne størrelsesorden. Det er dog ikke udelukket i helt ekstraordinære tilfælde at tilkende en højere godtgørelse.

Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed, må godtgørelsen normalt fastsættes til et mindre beløb, idet det dog forudsættes, at der ikke udmåles helt bagatelagtige beløb.

Godtgørelsen kan udbetales ved siden af eventuelle andre ydelser i anledning af dødsfaldet, f.eks. forsørgertabserstatning efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 og overgangsbeløb efter § 14 a. Godtgørelsen kan endvidere udbetales ved siden af en eventuel erstatning til den efterladte for personskade i form af psykisk skade som følge af dødsfaldet. Godtgørelsens størrelse i den enkelte sag skal ligeledes fastsættes uafhængigt af sådanne ydelser.

Der kan i anledning af det samme dødsfald tilkendes en godtgørelse til flere efterladte, der hver især opfylder betingelserne herfor, f.eks. både til den afdødes ægtefælle og til den afdødes mindreårige børn. I givet fald vil hver af de efterladte kunne få en godtgørelse på som udgangspunkt indtil ca. 100.000 kr.

Med den foreslåede ophævelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, vil det kunne forekomme, at en tortgodtgørelse mv. falder i arv, samtidig med at der er grundlag for at tilkende en eller flere af de efterladte en godtgørelse i medfør af den foreslåede § 26 a. I disse tilfælde kan der ved udmåling af godtgørelsen til en efterladt tages hensyn til, i hvilket omfang den pågældende får del i den tortgodtgørelse mv., der arves. Der sigtes herved navnlig til tilfælde, hvor der er en vis sammenhæng mellem det forhold, der begrunder kravet på tortgodtgørelse mv., og dødsfaldet, f.eks. hvis gerningsmanden først begår voldtægt mod ofret og kort tid efter dræber den pågældende.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.1.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensændring af den foreslåede nye regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Der er tale om en konsekvensændring af den foreslåede nye regel om godtgørelse til efterladte ved dødsfald, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.4.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og at den finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.