Lovforslag nr. 13 fremsat den 23. februar 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Underretnings- og formkrav ved justitsministerens pålæg til anklagemyndigheden i straffesager)

 

 

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 98, stk. 3 , indsættes som nyt 2.–4. pkt.:

”Et pålæg i medfør af denne bestemmelse om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes om pålægget. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 729 c, stk. 1, gør det påkrævet, kan underretning udsættes. Pålægget betragtes i relation til aktindsigt i medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen.”

2. I § § 99, stk. 2 , og 101, stk. 2 , ændres ”§ 98, stk. 2 og 3.” til: ”§ 98, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.”.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

§ 3

Stk. 1. Loven gælder ikke for Grønland eller Færøerne.

Stk. 2. Loven kan dog ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.	Indledning		2
	1.1	Lovforslagets formål og baggrund	2
	1.2	Lovforslagets hovedpunkter	3
2.	Gældende ret		3
3.	Fremmed ret		4
	3.1	Norge	4
	3.2	Holland	4
4.	Lovforslagets udformning		4
5.	Europarådets anbefalinger		6
6.	Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser		6
7.	Hørte myndigheder mv.		7

1. Indledning

1.1 Lovforslagets formål og baggrund

Lovforslaget går ud på at indføre særlige underretnings- og formkrav i de tilfælde, hvor justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 98, stk. 3, giver anklagemyndigheden pålæg i konkrete straffesager om at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Formålet er at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af denne beføjelse, uanset at beføjelsen i praksis anvendes yderst sjældent. Efter regeringens opfattelse vil den foreslåede ordning kunne medvirke til at hindre, at der opstår mytedannelser om f.eks. årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst.

I november 2003 fremsatte medlemmer af Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten et forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af justitsministerens beføjelser i konkrete straffesager (B 46).

Af Retsudvalgets beretning af 29. april 2004 over beslutningsforslaget fremgår, at:

”Udvalget noterer sig, at justitsministeren i svaret på spørgsmål 1 bl.a. har tilkendegivet, at ministeren altid bør være yderst tilbageholdende med at gribe ind i anklagemyndighedens beslutninger i enkeltsager. Efter ministerens opfattelse må det afgørende være, at der er en sådan åbenhed og gennemsigtighed, hvis justitsministeren anvender beføjelsen, at der ikke opstår mytedannelse om årsagerne til, at en tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst. Og senere i svaret fremgår det, at det efter Justitsministeriets opfattelse med henblik på at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed vil være relevant at overveje en model med inspiration fra de elementer i den norske og den hollandske ordning, som vedrører dokumentationskrav og en mere direkte parlamentarisk kontrol. Det kan således overvejes at fastsætte i retsplejeloven, at pålæg fra justitsministeren til de offentlige anklagere vedrørende konkrete straffesager skal være skriftlige og indeholde en nærmere begrundelse. Et sådant skriftligt pålæg vil indgå i en eventuel straffesags akter. Det kan endvidere overvejes at fastsætte i loven, at Folketinget altid skal orienteres skriftligt, hvis justitsministeren giver pålæg i en konkret straffesag, f.eks. ved at der sendes en kopi af justitsministerens afgørelse.

Udvalget opfordrer ministeren til i næste folketingssamling efter høring af de berørte organisationer m.v. at fremsætte lovforslag om ændring af retsplejeloven efter de retningslinier, der er skitseret i spørgsmål nr. 1.”

Lovforslaget er en genfremsættelse i uændret form af det lovforslag nr. L 146, der blev fremsat den 15. december 2004, jf. Folketingstidende 2004-2005, 1. samling, tillæg A, s. 4243 ff., og som er bortfaldet som følge af afholdelse af valg til Folketinget.

1.2 Lovforslagets hovedpunkter

Med lovforslaget fastsættes nogle særlige underretnings- og formkrav, der skal overholdes, hvis justitsministeren i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens § 98, stk. 3, vil give anklagemyndigheden pålæg om at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning.

For det første skal sådanne pålæg fra justitsministeren være skriftlige og indeholde en begrundelse. Pålægget og begrundelsen herfor vil således komme til at indgå i straffesagens akter. Det følger af forslaget, at pålægget vil være undergivet aktindsigt i medfør af retsplejelovens §§ 729 a-d.

For det andet skal justitsministeren efter forslaget underrette Folketingets formand, hvis der gives pålæg om at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Dette vil have størst betydning i tilfælde, hvor pålægget går ud på, at retsforfølgning skal undlades eller standses, så sagen ikke bliver behandlet ved domstolene. Folketingets formand vil kunne videregive underretningen til f.eks. Retsudvalget. Med forslaget skabes således en mere direkte parlamentarisk kontrol.

2. Gældende ret

2.1. Den danske anklagemyndigheds opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens kapitel 10 (§§ 95-107). De offentlige anklagere er rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren).

Anklagemyndigheden er underlagt justitsministeren, der fører tilsyn med de offentlige anklagere, jf. retsplejelovens § 98, stk. 1. Forholdet mellem justitsministeren og anklagemyndigheden er således et over-underordnelsesforhold. I § 98 stk. 2, er det i overensstemmelse hermed udtrykkeligt fastsat, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver, og i stk. 3 er det endvidere udtrykkeligt fastsat, at justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.

Forarbejderne indeholder ikke nærmere vejledning om, hvad der skal forstås ved ”pålæg”. ”Pålæg” må imidlertid i overensstemmelse med den almindelige sproglige forståelse af ordet forstås som en tjenstlig ordre om at gøre noget bestemt i en konkret straffesag.

2.2. Efter fast praksis er justitsministrene yderst tilbageholdende med at gribe ind i konkrete straffesager, som behandles af anklagemyndigheden. Fra de senere år kendes kun et enkelt eksempel på, at justitsministeren har anvendt beføjelsen i retsplejelovens § 98, stk. 3.

Statsadvokaten for København traf den 27. marts 1995 afgørelse om at opgive påtale mod tre politiassistenter i forbindelse med politiets indsats på Nørrebro natten mellem den 18. og den 19. maj 1993. Efter statsadvokatens opfattelse kunne videre forfølgning ikke forventes at føre til, at de pågældende ville blive fundet skyldige til straf. Denne afgørelse blev omgjort af Rigsadvokaten. Justitsministeriet meddelte Dansk Politiforbund, der klagede over afgørelsen, at man anså Rigsadvokatens afgørelse som en 2. instans afgørelse, der var omfattet af de almindelige regler om klagebegrænsning. Man afviste endvidere at tage sagen op til realitetsbehandling i medfør af retsplejelovens § 98, stk. 3.

Folketingets Ombudsmand fandt imidlertid, at Rigsadvokaturen som myndighed måtte betragtes som inhabil, idet det var den daværende rigsadvokat, som i forbindelse med en undersøgelse af begivenhederne den 18. og 19. maj 1993 havde anmodet statsadvokaten om at rejse sigtelse mod de pågældende.

På baggrund af Ombudsmandens udtalelse fandt Justitsministeriet, at der forelå sådanne helt særlige eller ekstraordinære omstændigheder, som kunne begrunde justitsministerens anvendelse af beføjelsen i § 98, stk. 3. Justitsministeren traf herefter afgørelse om at opgive påtale mod de tre betjente.

Justitsministerens mulighed for at give pålæg til anklagemyndigheden i konkrete straffesager har også givet anledning til debat i forbindelse med enkelte andre sager.

I den såkaldte Skalafjall-sag vedrørende belåning af skibe, hvor Færøernes Ret den 5. december 1995 afsagde frifindende dom, besluttede Rigsadvokaten den 15. december 1995, at dommen ikke skulle ankes. I den forbindelse opstod der i Folketinget spørgsmål om, hvorvidt justitsministeren burde gribe ind i sagen og omgøre Rigsadvokatens beslutning med henblik på, at straffesagen blev genoptaget. Senere kom det frem, at dommeren havde deltaget i en hyttetur med forsvarerne for de tiltalte i sagen, hvorefter Rigsadvokaten på baggrund af disse oplysninger den 19. januar 1996 besluttede at anke dommen med påstand om ophævelse af Færøernes Rets dom på grund af dommerens inhabilitet.

Der var således i denne sag en diskussion om, hvorvidt justitsministeren burde give pålæg til Rigsadvokaten, men beslutningen om at anke blev truffet af Rigsadvokaten på eget initiativ.

2.3. Hvis justitsministeren giver de offentlige anklagere et pålæg i medfør af retsplejelovens § 98, stk. 3, gælder der i dag ikke særlige formkrav, herunder om, at pålægget skal foreligge skriftligt. Endvidere gælder der ikke noget krav om, at pålægget skal være begrundet.

Der gælder heller ikke noget krav om, at justitsministeren skal informere Folketinget eller offentligheden i øvrigt om, at der er givet et pålæg til anklagemyndigheden i medfør af retsplejelovens § 98, stk. 3.

3. Fremmed ret
3.1 Norge

Den norske anklagemyndighed er hierarkisk opbygget og består af politimestrene, statsadvokaterne og rigsadvokaten. Rigsadvokaten er underlagt kongen i statsråd (regeringen).

Det norske justitsministerium har den overordnede ledelse af landets politi for så vidt angår administrative og politifaglige spørgsmål. Justitsministeriet er også i forvaltningsretlig henseende den overordnede myndighed i forhold til politiet. Justitsministeriets kompetence er i det væsentlige henlagt til et direktorat under ministeriet.

Tiltalerejsning og andre strafforfølgningsopgaver er derimod ikke omfattet af det norske justitsministeriums kompetence- eller ansvarsområde. Den øverste leder af den norske anklagemyndighed er i denne henseende i stedet kongen i statsråd (den samlede regering). Regeringen har derfor instruktions- og omgørelseskompetence over for den norske rigsadvokat. Hvis den norske justitsminister er uenig i rigsadvokatens afgørelse, kan ministeren ikke selv gribe ind, men må foranledige sagen behandlet i statsråd. Hvis regeringen udøver beføjelser på anklagemyndighedens område, vil det fremgå af regeringsprotokoller, som Stortinget kan kræve at få forelagt.

Den norske regerings instruktionsbeføjelse over for Rigsadvokaten indebærer principielt, at regeringen kan beslutte, at der skal rejses tiltale i en konkret sag. Der er imidlertid tradition for, at regeringen meget sjældent griber ind over for afgørelser, der er truffet af Rigsadvokaten. Regeringens adgang til at udstede generelle tjenestebefalinger til anklagemyndigheden har derimod stor praktisk betydning.

3.2 Holland

Også i Holland har justitsministeren beføjelse til at gribe ind i konkrete straffesager, men i praksis sker det kun i helt ekstraordinære tilfælde.

Hvis den hollandske justitsminister vil give pålæg til anklagemyndigheden i en konkret sag, gælder der nogle særlige formelle krav. Ministeren skal således henvende sig til anklagemyndighedens ledelse (som er et særligt kollektivt organ), og ledelsen skal herefter have mulighed for at give udtryk for sine synspunkter over for ministeren. Hvis ministeren ikke er enig i anklagemyndighedens synspunkter, skal ministeren redegøre for sine grunde over for anklagemyndighedens ledelse. Et eventuelt pålæg til anklagemyndigheden skal herefter gives skriftligt og indeholde en begrundelse.

Hvis pålægget går ud på, at der skal rejses tiltale, skal både ministerens og anklagemyndighedens holdning fremgå af straffesagens akter, medmindre dette er i strid med statens interesser. Anklageren redegør for de uoverensstemmende synspunkter under straffesagen.

Hvis pålægget går ud på at undlade strafforfølgning, skal ministeren informere parlamentet herom, medmindre dette strider mod statens interesser.

4. Lovforslagets udformning

Ved udformningen af lovforslaget har Justitsministeriet i overensstemmelse med Retsudvalgets beretning over beslutningsforslag B 46 lagt vægt på at sikre en større åbenhed og gennemsigtighed, som kan modvirke mytedannelser om årsagerne til, at en tiltale er eller ikke er blevet rejst. Ved udformningen af lovforslaget har Justitsministeriet således lagt til grund, at det afgørende er, at forsvareren i den konkrete straffesag samt Folketinget bliver orienteret om, at justitsministeren har anvendt sin beføjelse til at give pålæg til anklagemyndigheden.

Den foreslåede ordning bygger på de elementer fra den norske og den hollandske ordning, som efter Justitsministeriets opfattelse passer til danske forhold.

4.1. Det foreslås, at visse underretnings- og formkrav skal gælde i forhold til pålæg til anklagemyndigheden om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning, jf. § 98, stk. 3, 2.-4. pkt. Dette omfatter pålæg om, hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej, hvorvidt en beslutning om tiltalerejsning eller undladelse af at rejse tiltale skal omgøres, og hvorvidt en dom skal ankes eller ej.

Pålæg om at rette sagsbehandlingsfejl, pålæg vedrørende ekspeditionsmæssige forhold, afgørelser om aktindsigt mv. er således ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Forpligtelsen til at overholde de foreslåede underretnings- og formkrav omfatter efter forslaget alene tilfælde, hvor justitsministeren udøver sin beføjelse efter § 98, stk. 3. Forpligtelsen gælder ikke i tilfælde, hvor beslutningskompetencen med hensyn til forfølgning af en straffesag i medfør af særlige lovregler er tillagt justitsministeren.

I visse tilfælde er påtalekompetencen således direkte henlagt til justitsministeren i medfør af anden lovgivning. Det gælder f.eks. sager vedrørende overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og en væsentlig del af kapitel 13, jf. straffelovens §§ 110 f og 118 a. Den foreslåede nye bestemmelse gælder ikke i disse tilfælde.

Også tilfælde, hvor justitsministeren i øvrigt i medfør af særlig lovgivning er tillagt afgørelseskompetencen, f.eks. udleveringssager, falder uden for anvendelsesområdet. Det samme gælder tilfælde, hvor det i forskrifter i medfør af retsplejelovens § 720 er fastsat, at påtale i nærmere angivne straffesager er betinget af justitsministerens beslutning, f.eks. sager, hvor dansk straffemyndighed følger af straffelovens § 8, nr. 4-6, samt i tilfælde, hvor justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 3, meddeler tiltalefrafald efter § 722, stk. 2, som nærmeste overordnede anklagemyndighed.

Den foreslåede nye bestemmelse omfatter endvidere ikke tilfælde, hvor justitsministeren i overensstemmelse med sin beføjelse til at udstede generelle tjenestebefalinger, jf. § 98, stk. 2, generelt har fastsat for nærmere angivne typer af sager, at disse skal forelægges for justitsministeren.

Herudover omfatter de foreslåede underretnings- og formkrav ikke tilfælde, hvor justitsministeren som led i to-instanssystemet behandler en klage over en afgørelse truffet af Rigsadvokaten som første instans, jf. § 98, stk. 4. Det drejer sig f.eks. om afgørelser om at rejse tiltale eller ej i sager om overtrædelse af medieansvarslovens § 28 og af straffelovens § 266 b (racistiske ytringer mv.).

Den foreslåede bestemmelse finder endvidere ikke anvendelse i tilfælde, hvor Rigsadvokaturen er inhabil, og hvor sagen derfor henskydes til Justitsministeriet efter almindelige forvaltningsretlige regler.

I de tilfælde, hvor den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, skal de foreslåede underretnings- og formkrav overholdes, uanset om ministeren har taget sagen op af egen drift eller som følge af en borgerhenvendelse.

4.2. Ved ”pålæg” forstås i retsplejelovens § 98, stk. 3, en tjenstlig ordre om at gøre noget bestemt i en konkret sag.

I overensstemmelse hermed omfatter de foreslåede regler tilfælde, hvor justitsministeren på grundlag af en konstateret uenighed med Rigsadvokaten giver denne en tjenstlig ordre om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.

Efter ordlyden omfatter forpligtelsen til at overholde de foreslåede underretnings- og formkrav ikke alene pålæg til Rigsadvokaten, men også pålæg til statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren). Den naturlige fremgangsmåde vil imidlertid i sådanne tilfælde være, at justitsministeren først beder den overordnede anklagemyndighed tage stilling til sagen og først herefter tager stilling til, om der findes at være behov for at give pålæg til anklagemyndigheden.

4.3. Det foreslås, at pålæg om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning skal være skriftlige. Hermed vil der foreligge dokumentation i tilfælde, hvor justitsministeren har givet et pålæg, og det skriftlige pålæg vil indgå som et dokument i straffesagen.

Det foreslås endvidere, at pålægget skal begrundes. Det indebærer bl.a., at justitsministeren skal angive, hvilke hensyn der ligger til grund for beslutningen. Begrundelsens udformning vil afhænge af sagens karakter. Begrundelsen vil give et bedre grundlag for at vurdere baggrunden for justitsministerens pålæg.

Den foreslåede bestemmelse fastslår udtrykkeligt, at pålægget i relation til aktindsigt efter bestemmelserne i retsplejelovens §§ 729 a-d skal betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen. Forsvareren og sigtede har på samme måde som med hensyn til materiale tilvejebragt af politiet til brug for sagen adgang til at gøre sig bekendt med pålægget, og adgangen hertil kan alene undergives de begrænsninger, der gælder efter retsplejelovens almindelige regler om aktindsigt i straffesager i §§ 729 a-d.

Det foreslås endvidere, at justitsministeren skal sende en skriftlig underretning til Folketingets formand. Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for, som det er tilfældet i den hollandske ordning, at begrænse informationspligten til de tilfælde, hvor pålægget går ud på at undlade retsforfølgning.

Lovforslaget regulerer ikke indholdet af underretningen af Folketingets formand. Det er forudsat, at den information, der sendes til Folketingets formand, normalt indeholder oplysning om begrundelsen for justitsministerens pålæg. Det forhold, at der er tale om en konkret straffesag, medfører, at underretningen som regel bør ske i passende anonymiseret form.

Det foreslås endvidere, at underretning af Folketingets formand kan udsættes, hvor de hensyn, der er nævnt i retsplejelovens § 729 c, stk. 1, om fravigelse af reglerne om forsvarerens adgang til aktindsigt gør det påkrævet. Det drejer sig om hensyn til fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring, tredjemands liv eller helbred, efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder. I de situationer, hvor disse tungtvejende hensyn gør det påkrævet, kan underretning af Folketingets formand således udsættes. Det betyder, at der ikke skal ske underretning, så længe f.eks. hensynet til tredjemands liv eller helbred gør det påkrævet, at der ikke videregives oplysninger fra sagen. Dette kan i nogle tilfælde betyde, at der ikke på noget tidspunkt kan ske underretning. Det forudsættes, at der sker underretning af Folketingets formand, så snart de pågældende hensyn ikke længere gør sig gældende.

5. Europarådets anbefalinger

Europarådets Ministerkomité vedtog den 6. oktober 2000 en rekommandation om anklagemyndighedens rolle i det strafferetlige system (Recommendation 2000(19)).

Rekommandationen indeholder en række grundlæggende anbefalinger om anklagemyndighedens organisation og anklagernes stilling samt bl.a. om anklagemyndighedens forhold til den udøvende og lovgivende magt.

I rekommandationens pkt. 13 opregnes visse foranstaltninger, som staterne bør tage, når anklagemyndigheden er en del af eller underordnet regeringen. Det anbefales, at:

a) karakteren af og området for regeringens beføjelser i forhold til anklagemyndigheden er fastsat ved lov,

b) regeringen udøver sine beføjelser på en gennemsigtig måde og i overensstemmelse med internationale traktater, national lovgivning og generelle retsprincipper,

c) hvor regeringen giver generelle instrukser, skal disse være skriftlige og skal offentliggøres på tilstrækkelig vis,

d) hvor regeringen har beføjelse til at give instruktioner om retsforfølgning i en konkret sag, skal sådanne

indeholde tilstrækkelige garantier for, at gennemsigtighed og retfærdighed respekteres i overensstemmelse med national lovgivning. Regeringen skal i givet fald f.eks.:

søge forudgående skriftligt råd enten fra den kompetente anklager eller fra anklagemyndigheden,

behørigt forklare dens skriftlige instruktioner, særligt når disse afviger fra anklagemyndighedens råd, og fremsende dem gennem de hierarkiske kanaler,

forud for retssagen sikre, at anklagemyndighedens råd og regeringens instruktioner indgår i sagsakterne, således at andre parter kan gøre sig bekendt hermed og kommentere det.

e) anklagerne er frie til at forelægge juridiske argumenter efter eget valg for retten, selv hvor de har en forpligtelse til skriftligt at reflektere de modtagne instruktioner,

f) instruktioner om ikke at retsforfølge i en konkret sag burde, i princippet, være forbudt. Er det ikke tilfældet, må sådanne instruktioner være exceptionelle og må underlægges ikke alene kravene i d) og e), men også en passende særlig kontrol, særligt med henblik på at garantere gennemsigtighed.

Som anført ovenfor er justitsministrene efter fast praksis yderst tilbageholdende med at anvende beføjelsen til at gribe ind i konkrete straffesager.

Med lovforslaget etableres en ordning med mere åbenhed og gennemsigtighed. Den foreslåede ordning er i overensstemmelse med Europarådets anbefalinger.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

	Positive konsekvenser/ mindre udgifter	Negative konsekvenser/ Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen	Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet	Ingen	Ingen
Miljømæssige konsekvenser	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne	Ingen	Ingen
Forholdet til EU-retten	Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

7. Hørte myndigheder mv.

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 98, stk. 3)

Med bestemmelsens nye 2.-4. pkt. foreslås det at indføre krav om skriftlighed og begrundelse samt om underretning af Folketingets formand, når justitsministeren giver pålæg til anklagemyndigheden om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Med hensyn til afgrænsningen af, hvornår underretnings- og formkravene skal overholdes, henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1 og 4.2.

Bestemmelsen indebærer for det første, at justitsministerens pålæg i de tilfælde, der er omfattet af den foreslåede bestemmelses stk. 3, 2. pkt., skal fremsendes i skriftlig form. Pålægget kommer således til at indgå som et dokument i sagen.

Bestemmelsen indebærer for det andet, at justitsministeren i disse tilfælde skal begrunde sin beslutning. Begrundelsens udformning vil afhænge af sagens karakter. Begrundelsen bør indeholde en henvisning til lovgrundlaget samt en kort beskrivelse af sagen faktum og de hovedhensyn, der ligger til grund for pålægget.

De omhandlede pålæg skal i relation til aktindsigt i alle tilfælde betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen. Det indebærer, at retsplejelovens §§ 729 a-d om aktindsigt i straffesager finder tilsvarende anvendelse.

Særreglen i den foreslåede § 98, stk. 3, 4. pkt., indebærer således, at forsvaret som udgangspunkt vil have adgang til at gøre sig bekendt med pålægget. Tilsvarende vil den sigtede som udgangspunkt have adgang til aktindsigt i pålægget efter straffesagens afslutning. Det bemærkes i den forbindelse særligt, at det forhold, at et pålæg i alle tilfælde skal betragtes som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen, også indebærer, at et pålæg fra justitsministeren i de omhandlede tilfælde – i modsætning til pålæg fra Rigsadvokaten og statsadvokaterne – ikke vil være et sådant internt arbejdsdokument, som kan undtages fra aktindsigt i medfør af retsplejelovens § 729 d, stk. 2. Dette gælder ikke i øvrigt for korrespondance inden for anklagemyndigheden.

Endelig indebærer bestemmelsen, at Folketingets formand skriftligt skal orienteres, hvis justitsministeren giver pålæg til anklagemyndigheden om at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Underretning kan udsættes, hvis de hensyn, der er nævnt i retsplejelovens § 729 c, stk. 1, gør det påkrævet.

Om indholdet af underretningen til Folketingets formand henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3. Folketingets formand vil kunne videregive underretningen til f.eks. Retsudvalget.

Til nr. 2 (§§ 99, stk. 2, og 101, stk. 2)

Med den foreslåede ændring præciseres det, at de foreslåede underretnings- og formkrav i § 98, stk. 3, 2.-4. pkt., ikke skal gælde i relation til pålæg vedrørende konkrete straffesager, som meddeles en underordnet anklagemyndighed af Rigsadvokaten eller af statsadvokaterne. Der tilsigtes endvidere ingen ændringer i Rigsadvokatens og statsadvokaternes adgang til at meddele pålæg.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Til § 3

§ 3 indeholder bestemmelser om lovens territoriale gyldighedsområde.