§ 1
I lov om
rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 752 af 15.
august 1996, som ændret ved § 2
i lov nr. 1201 af 27. december
1996, § 8 i lov nr. 232 af 2.
april 1997, § 2 i lov nr. 274 af
15. april 1997, § 1 i lov nr.
349 af 23. maj 1997, § 2 i lov
nr. 411 af 10. juni 1997 og lov
nr. 414 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 1 a affattes således:
Ȥ 1 a.
Den Særlige Klageret behandler
og påkender
1)
begæringer om genoptagelse af en
straffesag, jf. kapitel 86,
2) kæremål
vedrørende udelukkelse af en
forsvarer, jf. § 737,
3) klager,
der henvises efter § 48,
4) sager
om suspension,
disciplinærforfølgning og afsked
på grund af sygdom i de i §§ 49,
49 a, 50 og 55 nævnte tilfælde,
5) sager
efter § 54 a om afsked og
ændring af tjenestested og
6) sager
om afsættelse af medlemmer af
Domstolsstyrelsens bestyrelse,
jf. § 6, stk. 3, i lov om
Domstolsstyrelsen.
Stk. 2.
Klageretten består af 3
medlemmer, der efter indstilling
af justitsministeren beskikkes
af kongen for en periode på 10
år. Rettens medlemmer kan kun
afsættes ved dom. Et medlem
udtræder, når betingelserne for
medlemmets beskikkelse
bortfalder. Genbeskikkelse kan
ikke finde sted.
Stk. 3.
De tre medlemmer skal være en
højesteretsdommer (klagerettens
formand), en landsdommer og en
byretsdommer. Beskikkelsen sker
efter indstilling til
justitsministeren fra
henholdsvis Højesteret,
landsretterne og Den Danske
Dommerforening.
Stk. 4.
I sager om genoptagelse af en
straffesag og i kæremål
vedrørende udelukkelse af en
forsvarer tiltrædes retten
desuden af to personer, hvoraf
den ene skal være advokat og
udpeges efter indstilling fra
Advokatrådet, mens den anden
skal være universitetslærer i
retsvidenskab eller anden jurist
med særlig videnskabelig
uddannelse. Stk. 2 finder
tilsvarende anvendelse på
beskikkelsen af disse medlemmer,
deres afgang m.v. Beskikkelsen
ophører senest ved udgangen af
den måned, hvori den pågældende
fylder 70 år.
Stk. 5.
For hvert af rettens medlemmer
beskikker kongen efter
tilsvarende regler som for
vedkommende medlem en første- og
andensuppleant. Suppleanterne
tiltræder om nødvendigt retten,
således at førstesuppleanten går
forud for andensuppleanten.
Stk. 6.
Klagerettens sekretariatsopgaver
udføres af Højesterets
justitskontor, jf. § 3, efter
aftale mellem Højesterets
præsident og klagerettens
formand.«
2.
§ 3 affattes således:
Ȥ 3.
Til Højesteret hører et
justitskontor, der forestås af
en justitssekretær. Under
justitssekretærens embedsområde
hører opkrævning af og
regnskabsaflæggelse for
retsafgifter samt de
forretninger, der er nævnt i
kapitel 3.«
3.
I § 4, stk. 2, ændres
»55« til: »57«, og »36« ændres
til: »38«.
4.
§ 10 affattes således:
Ȥ 10. Til
hver landsret og Sø- og
Handelsretten hører et
justitskontor, der forestås af
en justitssekretær. Under
justitssekretærens embedsområde
hører opkrævning af og
regnskabsaflæggelse for
retsafgifter samt de
forretninger, der er nævnt i
kapitel 3.«
5.
I § 11, stk. 1, 1. og
2. pkt., § 17, stk. 2, § 19,
stk. 1, stk. 2 og stk. 3,
1. og 2. pkt., § 28, stk.
1, § 58, stk. 2, 2. pkt., § 87,
§ 93, stk. 7, § 348, stk. 4, §
491, stk. 2 og stk. 4, 2.
pkt., ændres
»justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
6.
§ 14, stk. 1, litra b,
affattes således:
»b.
opkrævning af retsafgifter og
regnskabsaflæggelse herfor,».
7.
§ 15, stk. 7, 2. pkt.,
affattes således:
»Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne fastsættes af
rettens præsident.«
8.
§ 16 a, stk. 3, 2. pkt.,
affattes således:
»Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne fastsættes af den
administrerende dommer.«
9.
§ 17 a, stk. 1, ophæves,
og i stedet indsættes:
»Fuldmægtige ved byretterne og
Sø- og Handelsretten kan
behandle sager, der hører under
vedkommende ret, i det omfang
dommeren (den administrerende
dommer) eller rettens præsident
bestemmer det.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen fastsætter
regler for fuldmægtiges
uddannelse ved byretterne og i
Sø- og Handelsretten.«
Stk. 2
bliver herefter stk. 3.
10.
I § 26 indsættes som
stk. 3:
»Stk.
3. Domstolsstyrelsen
varetager
Procesbevillingsnævnets
bevillingsmæssige og
administrative forhold.«
11.
§§ 42 og 43
affattes således:
Ȥ 42.
Faste dommere ved rigets
almindelige domstole beskikkes
af kongen.
Stk. 2.
Til Højesteret sker udnævnelse
som »højesteretsdommer«, til
landsret som »landsdommer«, til
hver af de andre retter -
bortset fra Sø- og Handelsretten
i København, jf. § 9 - som
»dommer« med angivelse af, hvor
pågældende ansættes.
Stk. 3.
Kun den, der har bestået
juridisk kandidateksamen, kan
beskikkes.
Stk. 4.
Beskikkelse som landsdommer
eller dommer i en byret eller
Sø- og Handelsretten kræver i
reglen, at den pågældendes
egnethed som dommer har været
bedømt i landsretten.
Stk. 5.
Før nogen kan beskikkes til
højesteretsdommer, skal den
pågældende have godtgjort sin
egnethed til at have sæde i
retten ved som prøve at votere
først i mindst 4 sager, af
hvilke mindst den ene skal være
borgerlig.
Stk. 6.
Til at indtræde i de
ekstraordinære retter, der er
nævnt i § 21, skal så vidt
muligt faste dommere beskikkes.
Ingen kan beskikkes, som ikke
opfylder betingelsen i stk. 3.
§ 43.
Besættelsen af dommerstillinger
skal ske ud fra en samlet
vurdering af ansøgernes
kvalifikationer til den
pågældende stilling. Der skal
herved lægges afgørende vægt på
ansøgernes juridiske og
personlige kvalifikationer. Også
bredden i ansøgernes juridiske
erfaringsgrundlag skal tillægges
vægt, ligesom det skal indgå i
vurderingen, at der ved
domstolene bør være dommere med
forskellig juridisk
erhvervsbaggrund.'
12.
Efter § 43 indsættes:
Ȥ 43
a. Der oprettes et
dommerudnævnelsesråd, som
afgiver indstilling til
justitsministeren om besættelse
af stillinger som
1)
højesteretsdommer,
2)
landsretspræsident og
landsdommer,
3)
præsident, vicepræsident og
dommer i Sø- og Handelsretten,
4)
byretspræsident, administrerende
byretsdommer og byretsdommer,
5)
midlertidigt beskikket dommer i
henhold til § 44 b og
6)
midlertidigt beskikket dommer i
henhold til § 44 c.
Stk. 2.
Rådets indstillinger skal være
begrundede. Rådet kan kun
indstille een ansøger til en
ledig stilling. Såfremt der ikke
i rådet er enighed om, hvem af
ansøgerne der skal indstilles,
afgøres spørgsmålet ved
afstemning. Ved stemmelighed gør
formandens stemme udslaget. Det
skal tilkendegives i rådets
indstilling, såfremt der har
været uenighed om indstillingen,
og de enkelte medlemmers
standpunkter skal fremgå.
§ 43 b.
Dommerudnævnelsesrådet består af
6 medlemmer, en
højesteretsdommer (formand), en
landsdommer, en byretsdommer, en
advokat og to repræsentanter for
offentligheden.
Stk. 2.
Dommerne beskikkes af
justitsministeren efter
indstilling fra henholdsvis
Højesteret, landsretterne og Den
Danske Dommerforening.
Stk. 3.
Advokaten beskikkes af
justitsministeren efter
indstilling fra Advokatrådet.
Stk. 4.
Offentlighedsrepræsentanterne
beskikkes af justitsministeren
efter indstilling fra
henholdsvis Amtsrådsforeningen i
Danmark, Kommunernes
Landsforening og Københavns og
Frederiksberg Kommuner i
forening og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 5.
Medlemmer af Folketinget,
amtsråd og kommunalbestyrelser
kan ikke være medlemmer af
Dommerudnævnelsesrådet.
Stk. 6.
Medlemmerne beskikkes for 4 år.
Genbeskikkelse kan ikke finde
sted.
Stk. 7.
Der beskikkes en suppleant for
hvert af rådets medlemmer. Stk.
1-5 og stk. 6, 1. pkt., finder
tilsvarende anvendelse på
beskikkelse af suppleanter.
§ 43 c.
Dommerudnævnelsesrådet
fastsætter selv sin
forretningsorden.
Stk. 2.
Der kan i forretningsordenen
fastsættes bestemmelser om, at
formanden kan afgive indstilling
i visse, nærmere bestemte sager
på rådets vegne, eller at
indstillinger kan afgives af 3
af rådets medlemmer, nemlig en
dommer, en advokat og en
offentlighedsrepræsentant.
§ 43 d.
Dommerudnævnelsesrådet
offentliggør hvert år en
redegørelse for sin virksomhed.
Stk. 2.
Dommerudnævnelsesrådets
sekretariatsopgaver varetages af
Domstolsstyrelsen.«
13.
§ 44 affattes således:
Ȥ 44.
Midlertidig beskikkelse til
højesteretsdommer kan ikke finde
sted. En ledig stilling skal
besættes inden 6 måneder.
Stk. 2.
Ved andre dommerstillinger kan
midlertidig beskikkelse meddeles
af Domstolsstyrelsen efter
reglen i § 44 a, af
justitsministeren efter reglerne
i §§ 44 b og 44 c og af
landsretspræsidenterne efter
reglerne i §§ 44 d og 45.
Stk. 3.
Den, som beskikkes til
midlertidigt at beklæde en
dommerstilling, skal opfylde
betingelsen i § 42, stk. 3.
Stk. 4.
Bestemmelserne i §§ 54 og 54 a
finder tilsvarende anvendelse på
midlertidigt beskikkede dommere.
Dette gælder dog ikke for faste
dommere, som midlertidigt er
beskikket i en anden stilling.«
14.
Efter § 44 indsættes:
Ȥ 44
a. Domstolsstyrelsen kan
meddele midlertidig beskikkelse,
når det er nødvendigt ved
ledighed i en stilling eller ved
en fast dommers forfald.
Stk. 2.
Når det af de grunde, der er
nævnt i stk. 1, skønnes
nødvendigt, er enhver
byretsdommer forpligtet til at
modtage beskikkelse til foruden
sit eget embede midlertidigt at
beklæde et andet embede som
byretsdommer.
Stk. 3.
Bortset fra tilfælde af forfald
på grund af sygdom kan en
stilling ikke holdes
midlertidigt besat i mere end
eet år.
Stk. 4.
Hvis den midlertidige
beskikkelse skyldes, at dommeren
udfører et andet offentligt
hverv, kan etårsfristen dog
forlænges i op til et år ad
gangen på betingelse af,
1) at
ganske særlige grunde taler for
det,
2) at
samtykke gives af præsidenten
(den administrerende dommer) for
vedkommende ret eller for
retspræsidenters,
administrerende dommeres og
enkeltdommeres vedkommende af
præsidenten for den nærmeste
overordnede ret, og
3) at en
fast ansat dommer midlertidigt
beskikkes i den pågældende
stilling.
Stk. 5.
Forlængelser af etårsfristen kan
dog højst ske for en samlet
periode på 3 år.
Stk. 6.
Midlertidig beskikkelse meddelt
efter stk. 1 bortfalder, når den
ledige stilling besættes eller
forfaldsgrunden ophører at
bestå. Domstolsstyrelsen kan dog
efter indstilling fra
vedkommende landsretspræsident
tilbagekalde beskikkelsen fra et
tidligere tidspunkt.
§ 44 b.
Justitsministeren kan meddele
midlertidig beskikkelse som
landsdommer ud over det antal
dommere, der i § 4 er fastsat
for landsretterne.
Stk. 2.
Beskikkelsen meddeles for en
tidsbegrænset periode på indtil
1 år. Under særlige
omstændigheder og efter
indstilling fra landsrettens
præsident kan justitsministeren
forlænge beskikkelsen ud over 1
år.
§ 44 c.
Justitsministeren kan meddele
advokater midlertidig
beskikkelse som landsdommer
eller byretsdommer ud over det
antal dommere, der i § 4 og §§
15-17 er fastsat for
landsretterne og byretterne.
Stk. 2.
Beskikkelsen meddeles for en
periode på 3 måneder.
§ 44 d.
Landsrettens præsident kan i
påtrængende tilfælde meddele
midlertidig beskikkelse til at
beklæde en stilling som
landsdommer. Beskikkelsen
tilbagekaldes af præsidenten.«
15.
§§ 45-47 affattes
således:
Ȥ 45.
Landsrettens præsident kan
meddele midlertidig beskikkelse
som yderligere dommer ved en
byret, når byrettens forhold
tilsiger det.
Stk. 2.
Beskikkelse efter stk. 1 kan
uden ansøgning kun meddeles de
dommere, der er nævnt i § 15,
stk. 6, og som gør tjeneste i
landsretskredsen. Beskikkelsen
til tjeneste ved en bestemt
byret kan i intet tilfælde
meddeles ud over et tidsrum af
to år.
Stk. 3.
Sker beskikkelsen ved en af de
byretter, der er nævnt i § 17,
stk. 1 eller 4, træffer
landsretspræsidenten efter
forhandling med byrettens
medlemmer bestemmelse om, hvilke
forretninger der skal varetages
af den midlertidigt beskikkede
dommer.
Stk. 4.
Den midlertidige beskikkelse
tilbagekaldes af
landsretspræsidenten.
§ 46.
Hvis det på grund af en dommers
inhabilitet er nødvendigt,
beskikkes en sættedommer, for
byretternes vedkommende af
landsrettens præsident og i
øvrigt af Højesterets præsident.
§ 47.
En dommer må kun med tilladelse
af Præsidentrådet, der består af
præsidenterne for de kollegiale
retter, have fast
indtægtsgivende beskæftigelse
ved siden af hovedstillingen.«
16.
Efter § 47 indsættes:
Ȥ 47
a. En dommer skal hvert år
inden 1. februar afgive
indberetning om de
indtægtsgivende hverv, som den
pågældende det forudgående
kalenderår har varetaget ved
siden af hovedstillingen.
Indberetningen skal indeholde
oplysning om hvervets art og
hvervgiveren. I indberetninger
om voldgiftssager skal parternes
navne ikke angives, men derimod
navnene på de advokater eller
andre, som har repræsenteret
parterne, samt hvorledes
dommeren er udpeget. Dommeren
skal endvidere afgive en
indberetning om indtægten ved de
enkelte hverv.
Stk. 2.
I de præsidentledede retter skal
indberetningerne indgives til
rettens præsident og i de øvrige
retter til vedkommende
landsretspræsident. For så vidt
angår præsidenterne for
landsretterne, Københavns Byret,
retterne i Århus, Odense, Ålborg
og Roskilde samt præsidenten og
vicepræsidenterne for Sø- og
Handelsretten, indgives
indberetningerne til Højesterets
præsident.
Stk. 3.
Indberetningen i henhold til
stk. 1, 1. og 2. pkt., er
undergivet aktindsigt.
§ 47 b.
Såfremt det findes fornødent,
kan vedkommende retspræsident
pålægge en dommer at indsende en
redegørelse for dommerens
tidsforbrug i forbindelse med
varetagelsen af hverv ved siden
af hovedstillingen.
Stk. 2.
Såfremt det findes fornødent,
kan vedkommende retspræsident
endvidere pålægge en dommer at
indsende en opgørelse over de
indtægter, som den pågældende i
en nærmere angivet periode har
modtaget i forbindelse med de
enkelte hverv, som dommeren har
varetaget ved siden af
hovedstillingen. Pålægget kan
også omfatte fremtidige
indtægter.
Stk. 3.
Finder vedkommende præsident, at
de oplysninger, som dommeren
afgiver i medfør af stk. 1 eller
2 eller i medfør af § 47 a, stk.
1, 4. pkt., giver anledning
dertil, kan retspræsidenten
efter drøftelse med
Præsidentrådet beslutte, at
dommeren i en nærmere angivet
periode eller indtil videre kun
med retspræsidentens eller
rådets tilladelse må påtage sig
hverv ved siden af
hovedstillingen.
Stk. 4.
Beføjelserne efter stk. 1-3
tilkommer de retspræsidenter,
der er nævnt i § 47 a, stk. 2.«
17.
§§ 48 og 49
affattes således:
Ȥ 48.
Gør en dommer sig skyldig i
forsømmelse eller skødesløshed i
embedsførelsen, der dog ikke er
af en sådan karakter, at den
efter lovgivningen medfører
straf, eller udviser dommeren i
øvrigt utilbørligt eller
usømmeligt forhold, kan der
meddeles den pågældende en
advarsel.
Stk. 2.
Sager efter stk. 1 behandles af
de i § 47 a, stk. 2, nævnte
retspræsidenter.
Stk. 3.
Sager efter stk. 1 kan rejses
ved klage eller af
retspræsidenterne af egen drift.
Klage skal indgives inden 4 uger
efter, at klageren er blevet
bekendt med det forhold, som
giver anledning til klagen.
Såfremt klagen efter sin
beskaffenhed findes uegnet til
afgørelse efter stk. 1, kan den
henvises til Den Særlige
Klageret.
§ 49.
Enhver, der anser sig krænket
ved utilbørligt eller usømmeligt
forhold fra en dommers side
under udøvelsen af dennes
embedsvirksomhed, kan indgive
klage herover til Den Særlige
Klageret. Klagen skal indgives
inden 4 uger efter, at klageren
er blevet bekendt med det
forhold, som giver anledning til
klagen.
Stk. 2.
Finder justitsministeren, at en
dommer må antages at have gjort
sig skyldig i et forhold, der må
svække eller gøre dommeren
uværdig til den agtelse og
tillid, som dommerhvervet
forudsætter, beder ministeren
rigsadvokaten indbringe sag
herom for klageretten.
Stk. 3.
Afvises klagen ikke straks,
anmoder retten vedkommende
dommer om en erklæring om det
påklagede forhold. Bestrider
dommeren rigtigheden af den
givne fremstilling af det
faktisk passerede, fastslås
sagens sammenhæng efter reglerne
i kapitel 67 og 68 med de
fornødne lempelser, for så vidt
klageretten finder det
nødvendigt.
Stk. 4.
Herefter har parterne lejlighed
til skriftligt at fremkomme med
de bemærkninger, som det oplyste
giver anledning til. Når den
indklagede dommer fremsætter
begæring herom eller sagens
beskaffenhed gør det påkrævet,
træffer klageretten dog
beslutning om mundtlig
forhandling og træffer samtidig
bestemmelse om, hvorvidt denne
skal ske for lukkede døre. De
nærmere bestemmelser om
domsforhandlingen træffes i
øvrigt af klagerettens formand i
overensstemmelse med de regler,
som gælder for domsforhandling i
borgerlige sager i 1. instans
med de fornødne lempelser.
Fremsætter dommeren begæring
derom, kan klageretten beskikke
ham en advokat. I sager efter
stk. 1 kan klageretten beskikke
en advokat for klageren. Salær
og godtgørelse til den eller de
beskikkede advokater udredes
efter reglerne om fri proces,
jf. kapitel 31.
Stk. 5.
Findes klagen ubegrundet,
afviser klageretten sagen. I det
tilfælde, der er omhandlet i
stk. 1, kan der pålægges
klageren en bødestraf, hvis
klageren uden rimelig grund har
foranlediget sagen rejst. Dette
gælder uden hensyn til, om
klagerens adfærd måtte kunne
pådrage denne ansvar efter
straffelovens regler.
Stk. 6.
Findes klagen begrundet, kan
klageretten udtale sin
misbilligelse af dommerens
adfærd eller pålægge denne en
bøde. Findes det forhold, som
dommeren har udvist, at være af
graverende karakter, eller er
dommeren tidligere ved
klageretten blevet dømt for
forhold af sådan karakter, kan
dommeren afsættes.
Stk. 7.
Klageretten træffer afgørelse
ved dom, der afsiges i et
offentligt retsmøde.
Stk. 8.
Lyder dommen på afsættelse,
eller har der været nedlagt
påstand herom, kan den
indbringes for Højesteret efter
reglerne om anke, i andre
tilfælde efter reglerne om kære
i borgerlige sager, dog således
at mindst fem dommere deltager i
påkendelsen.
Stk. 9.
Klageretten træffer afgørelse om
betaling af sagsomkostninger.«
18.
Efter § 49 indsættes:
Ȥ 49
a. Om en dommer bør afsættes
mod sit ønske på grund af
vedvarende åndelig eller
legemlig sygdom, afgøres efter
reglerne i § 49 med de fornødne
lempelser.«
19.
§ 50 affattes således:
Ȥ 50.
Når straffesag er rejst mod en
dommer, eller når dommeren må
antages at have gjort sig
skyldig i sådant utilbørligt
forhold, som omhandles i § 49,
såvel som når dommeren er blevet
uvederhæftig eller på grund af
åndelig eller legemlig svaghed
er ude af stand til at bestride
sit embede, kan vedkommende
suspenderes. Afgørelsen herom
træffes af Den Særlige
Klageret.«
20.
§ 51 ophæves.
21.
§§ 52-54 affattes
således:
Ȥ 52.
Justitssekretærer og fuldmægtige
ved domstolene ansættes med
domstolene som
ansættelsesområde.
Stk. 2.
Til at beklæde disse stillinger
kræves, at vedkommende har
bestået juridisk
kandidateksamen.
§ 53.
Når en justitssekretær eller en
fuldmægtig på grund af
inhabilitet er udelukket fra at
virke i en sag, bestemmer
vedkommende præsident eller
dommer (administrerende dommer),
hvem der i stedet skal fungere i
sagen.
§ 54.
Justitssekretærer og fuldmægtige
kan afskediges på grund af
uegnethed eller sygdom.
Stk. 2.
Afskedigelse kan endvidere ske i
de tilfælde, hvor en omordning
af domstolene finder sted. En
justitssekretær eller
fuldmægtig, der er fyldt 65 år,
kan ligeledes afskediges, men
uden tab af indtægter indtil det
tidspunkt, til hvilket denne
skulle være afskediget på grund
af alder, hvis pågældende havde
været dommer.
Stk. 3.
Uansøgt ændring af tjenestested
kan ske, såfremt ændringen er
begrundet i uddannelsesmæssige
hensyn eller i hensynet til en
hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse inden for
domstolene.
Stk. 4.
Uansøgt ændring af tjenestested
kan endvidere ske i tilfælde,
der er omfattet af stk. 1 og
stk. 2, 1. pkt.«
22.
Efter § 54 indsættes:
Ȥ 54
a. Sager om afsked uden
ansøgning af en justitssekretær
eller en fuldmægtig indbringes
af Domstolsstyrelsen for Den
Særlige Klageret. Afskedigelse
uden ansøgning efter § 54, stk.
2, 2. pkt., sker dog
administrativt.
Stk. 2.
Fremsættes der indsigelse mod en
varslet ændring af tjenestested,
indbringer Domstolsstyrelsen
sagen for Den Særlige Klageret.
Indsigelse skal fremsættes
senest 14 dage efter, at den
pågældende har fået varsel om
det nye tjenestested.
Stk. 3.
Sager efter stk. 1 og 2
forelægges for klageretten af
Domstolsstyrelsen. Den, sagen
angår, skal herefter have
lejlighed til skriftligt at
fremkomme med sine bemærkninger.
Fremsætter den pågældende
begæring herom, eller gør sagens
beskaffenhed det påkrævet,
træffer klageretten dog
beslutning om mundtlig
forhandling og træffer samtidig
bestemmelse om, hvorvidt denne
skal ske for lukkede døre. De
nærmere bestemmelser om
domsforhandlingen træffes i
øvrigt af klagerettens formand i
overensstemmelse med de regler,
som gælder for domsforhandling
af borgerlige sager i 1. instans
med de fornødne lempelser.
Fremsætter den pågældende
begæring herom, kan klagerettens
formand beskikke den pågældende
en advokat. Salær og godtgørelse
for udlæg udredes efter reglerne
om fri proces, jf. kapitel 31.
Stk. 4.
Klageretten træffer afgørelse
ved dom, der afsiges i et
offentligt retsmøde.
Stk. 5.
Dommen kan af parterne
indbringes for Højesteret efter
reglerne om anke af borgerlige
sager.«
23.
§ 55 affattes således:
Ȥ 55.
Bestemmelserne i §§ 48, 49 og 50
finder tilsvarende anvendelse
med hensyn til justitssekretærer
og fuldmægtige samt midlertidigt
beskikkede dommere, dog er det
Domstolsstyrelsen, der har
kompetencen til at bede
rigsadvokaten indbringe sagen
for Den Særlige Klageret.«
24.
§ 165, stk. 1, affattes
således:
»Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om forkyndelse.
Domstolsstyrelsen fastsætter
regler om vederlag herfor.«
25. §
188 affattes således:
Ȥ 188.
Domstolsstyrelsen fastsætter
regler om godtgørelse til
vidner. Den godtgørelse, et
vidne har krav på, eller, hvis
den ikke kan beregnes nøjagtigt,
et passende forskud herpå skal
tilbydes betalt samtidig med
indkaldelsen.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter
regler om godtgørelse til
personer, der efter indkaldelse
har afgivet forklaring til
politiet.«
26.
§ 1043, stk. 2, ophæves.
§ 2
I lov om
tjenestemænd, jf.
lovbekendtgørelse nr. 572 af 5.
august 1991, som ændret senest
ved § 1 i lov nr. 208 af 28.
april 1993, foretages følgende
ændring:
1.
Kapitel 7 affattes
således:
»Kapitel 7
Særbestemmelse om dommere og
retsassessorer m.v.
§ 34.
Ansættelse som dommer og
retsassessor kan kun ske som
varig ansættelse.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 8, §§ 11-13,
§§ 19-25, § 53, stk. 1, nr. 2,
og stk. 4, § 54 og § 54 a, stk.
2, gælder ikke for dommere.
Bestemmelserne i §§ 28 og 31
gælder kun for dommere, når
disse kan afskediges
administrativt uden ansøgning.
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 12, stk. 2 og
3, §§ 19-25, § 53, stk. 1, nr.
2, og stk. 4, § 54 og § 54 a,
stk. 2, gælder ikke for
justitssekretærer og
retsassessorer. Bestemmelserne i
§§ 28 og 31 gælder kun for
justitssekretærer og
retsassessorer, når disse kan
afskediges administrativt uden
ansøgning.«
§ 3
I
konkursloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 4.
februar 1997, foretages følgende
ændring:
1.
I § 164, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »Justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«, og »ham«
ændres til: »styrelsen«.
§ 4
I lov om
voldgift i tvistigheder angående
handel med husdyr, jf.
lovbekendtgørelse nr. 621 af 15.
september 1986, som ændret
senest ved § 21 i lov nr. 389 af
14. juni 1995, foretages
følgende ændring:
1.
I § 2, stk. 1, 4. pkt.,
ændres »justitsministerens« til:
»Domstolsstyrelsens«, og i §
2, stk. 1, 6. pkt., og §
7, stk. 2, 2. pkt., ændres
»justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 5
I lov om
landvæsensretter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.
marts 1970, foretages følgende
ændring:
1.
I § 2, stk. 2, § 4, stk. 1,
2. pkt., § 7, stk. 2 og
3, § 8, stk. 1, 1. pkt., § 9,
stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og
stk. 4, 2. pkt., § 11, stk.
2, § 13, § 15, stk. 1, 1. og
2. pkt., § 25, stk. 1 og
5, § 39, stk. 3, 2. og
4. pkt., § 40, stk. 2, 2. pkt.,
§ 44, stk. 1, 2. pkt., § 46,
stk. 1 og stk. 4, 1.
pkt., og § 47, 2. pkt.,
ændres »Landbrugsministeren«
til: »Domstolsstyrelsen«, og i
§ 25, stk. 1, § 39, stk. 3,
3. pkt., § 40, stk. 2, 2. pkt.,
og § 45, stk. 2, 1. og
2. pkt., ændres
»Landbrugsministeriet« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 6
I lov om
retsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 460 af 27.
juni 1989, som ændret senest ved
lov nr. 980 af 17. december
1997, foretages følgende
ændring:
1.
§ 64, stk 5, 1. pkt.,
affattes således:
»Retten
(præsidenten) kan efter sit eget
skøn af egen drift indhente
oplysninger eller erklæringer
fra klageren.«
§ 7
I lov nr.
453 af 10. juni 1997 om
retssikkerhed og administration
på det sociale område, som
ændret ved § 28 i lov nr. 980 af
17. december 1997, foretages
følgende ændring:
1.
I § 19, stk. 1, nr. 2, ændres
»justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 8
I lov nr.
454 af 10. juni 1997 om social
service, som ændret ved § 27 i
lov nr. 980 af 17. december
1997, lov nr. 1110 af 29.
december 1997 og § 1 i lov nr.
279 af 13. maj 1998, foretages
følgende ændring:
1.
I § 127, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«, og i 2.
pkt. ændres
»Justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 9
Loven
træder i kraft den 1. juli 1999.
Medlemmerne af
Dommerudnævnelsesrådet kan dog
beskikkes med virkning fra
indtil 6 måneder før lovens
ikrafttræden.
§ 10
Stk. 1.
Er en af de stillinger, der er
nævnt i retsplejelovens § 43 a
som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 12, opslået ledig inden
lovens ikrafttræden, behandles
stillingsansøgninger af
justitsministeren efter den
hidtil gældende ordning.
Stk. 2.
Retsplejelovens § 52 som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
21, gælder også fuldmægtige, der
før lovens ikrafttræden er ansat
med et ansættelsesområde, der
omfatter andet end domstolene.
Stk. 3.
Retsplejelovens § 52 som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
21, gælder ikke for fuldmægtige,
der før lovens ikrafttræden er
ansat med et enkelt dommerembede
som ansættelsesområde.
Stk. 4.
Ved første beskikkelse af
medlemmer til
Dommerudnævnelsesrådet, jf.
retsplejelovens § 43 b som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
12, beskikkes landsdommeren,
byretsdommeren og advokaten samt
deres suppleanter for en periode
af 2 år med adgang til
genbeskikkelse.
§ 11
Justitsministeren fremsætter i
folketingsåret 2002-03 forslag
om revision af retsplejelovens §
44 som affattet ved denne lovs §
1, nr. 14.
§ 12
Stk. 1.
Lovens § 1 og §§ 3-11 gælder
ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§§ 3 og 4 kan ved kongelig
anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3.
§ 3 kan ved kongelig anordning
helt eller delvis sættes i kraft
for Grønland med de afvigelser,
som de særlige grønlandske
forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om
rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 752 af 15.
august 1996, som ændret ved § 2
i lov nr. 1201 af 27. december
1996, § 8 i lov nr. 232 af 2.
april 1997, § 2 i lov nr. 274 af
15. april 1997, § 1 i lov nr.
349 af 23. maj 1997, § 2 i lov
nr. 411 af 10. juni 1997 og lov
nr. 414 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 1 a affattes således:
» § 1
a. Den Særlige Klageret
behandler og påkender
1)
begæringer om genoptagelse af en
straffesag, jf. kapitel 86,
2) kæremål
vedrørende udelukkelse af en
forsvarer, jf. § 737,
3) klager,
der henvises efter § 48,
4) sager
om suspension,
disciplinærforfølgning og afsked
på grund af sygdom i de i §§ 49,
49 a, 50 og 55 nævnte tilfælde,
5) sager
efter § 54 a om afsked og
ændring af tjenestested, og
6) sager
om afsættelse af medlemmer af
Domstolsstyrelsens bestyrelse,
jf. § 6, stk. 3, i lov om
Domstolsstyrelsen.
Stk. 2.
Klageretten består af 3
medlemmer, der efter indstilling
af justitsministeren beskikkes
af kongen for en periode på 10
år. Rettens medlemmer kan kun
afsættes ved dom. Et medlem
udtræder, når betingelserne for
medlemmets beskikkelse
bortfalder. Genbeskikkelse kan
ikke finde sted.
Stk. 3.
De tre medlemmer skal være en
højesteretsdommer (klagerettens
formand), en landsdommer og en
byretsdommer. Beskikkelsen sker
efter indstilling til
justitsministeren fra
henholdsvis Højesteret,
landsretterne og Den Danske
Dommerforening.
Stk. 4.
I sager om genoptagelse af en
straffesag og i kæremål
vedrørende udelukkelse af en
forsvarer tiltrædes retten
desuden af to personer, hvoraf
den ene skal være advokat og
udpeges efter indstilling fra
Advokatrådet, mens den anden
skal være universitetslærer i
retsvidenskab eller anden jurist
med særlig videnskabelig
uddannelse. Stk. 2 finder
tilsvarende anvendelse på
beskikkelsen af disse medlemmer,
deres afgang m.v. Beskikkelsen
ophører senest ved udgangen af
den måned, hvori den pågældende
fylder 70 år.
Stk. 5.
For hvert af rettens medlemmer
beskikker kongen efter
tilsvarende regler som for
vedkommende medlem en første- og
andensuppleant. Suppleanterne
tiltræder om nødvendigt retten,
således at førstesuppleanten går
forud for andensuppleanten.
Stk. 6.
Klagerettens sekretariatsopgaver
udføres af Højesterets
justitskontor, jf. § 3, efter
aftale mellem Højesterets
præsident og klagerettens
formand.«
2.
§ 3 affattes således:
» § 3.
Til Højesteret hører et
justitskontor, der forestås af
en justitssekretær. Under
justitssekretærens embedsområde
hører opkrævning af og
regnskabsaflæggelse for
retsafgifter samt de
forretninger, der er nævnt i
kapitel 3.«
3.
I § 4, stk. 2 , ændres
»55« til: »57«, og »36« ændres
til: »38«.
4.
§ 10 affattes således:
» § 10.
Til hver landsret og Sø- og
Handelsretten hører et
justitskontor, der forestås af
en justitssekretær. Under
justitssekretærens embedsområde
hører opkrævning af og
regnskabsaflæggelse for
retsafgifter samt de
forretninger, der er nævnt i
kapitel 3.«
5.
I § 11, stk. 1, 1. og 2.
pkt., § 17, stk. 2, § 19, stk.
1, stk. 2 og stk. 3, 1. og 2.
pkt., § 28, stk. 1, § 58, stk.
2, 2. pkt., § 87, § 93, stk. 7,
§ 348, stk. 4, § 491, stk. 2 og
stk. 4, 2. pkt. , ændres
»justitsministeren« til
»Domstolsstyrelsen«.
6.
§ 14, stk. 1, litra b ,
affattes således:
»b.
opkrævning af retsafgifter og
regnskabsaflæggelse herfor,».
7.
§ 15, stk. 7, 2. pkt. ,
affattes således:
»Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne fastsættes af
rettens præsident.«
8.
§ 16 a, stk. 3, 2. pkt. ,
affattes således:
»Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne fastsættes af den
administrerende dommer.«
9.
§ 17 a, stk. 1 , ophæves,
og i stedet indsættes:
»Fuldmægtige ved byretterne og
Sø- og Handelsretten kan
behandle sager, der hører under
vedkommende ret, i det omfang
dommeren (den administrerende
dommer) eller rettens præsident
bestemmer det.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen fastsætter
regler for fuldmægtiges
uddannelse ved byretterne og i
Sø- og Handelsretten.«
Stk. 2
bliver herefter stk. 3.
10.
I § 26 indsættes som stk.
3:
» Stk.
3. Domstolsstyrelsen
varetager
Procesbevillingsnævnets
bevillingsmæssige og
administrative forhold.«
11.
§ 42 og § 43
affattes således:
» § 42.
Faste dommere ved rigets
almindelige domstole beskikkes
af kongen.
Stk. 2.
Til Højesteret sker udnævnelse
som »højesteretsdommer«, til
landsret som »landsdommer«, til
hver af de andre retter -
bortset fra Sø- og Handelsretten
i København, jf. § 9 - som
»dommer« med angivelse af, hvor
pågældende ansættes.
Stk. 3.
Kun den, der har bestået
juridisk kandidateksamen, kan
beskikkes.
Stk. 4.
Beskikkelse som landsdommer
eller dommer i en byret eller
Sø- og Handelsretten kræver i
reglen, at den pågældendes
egnethed som dommer har været
bedømt i landsretten.
Stk. 5.
Før nogen kan beskikkes til
højesteretsdommer, skal den
pågældende have godtgjort sin
egnethed til at have sæde i
retten ved som prøve at votere
først i mindst 4 sager, af
hvilke mindst den ene skal være
borgerlig.
Stk. 6.
Til at indtræde i de
ekstraordinære retter, der er
nævnt i § 21, skal så vidt
muligt faste dommere beskikkes.
Ingen kan beskikkes, som ikke
opfylder betingelsen i stk. 3.
§ 43.
Besættelsen af dommerstillinger
skal ske ud fra en samlet
vurdering af ansøgernes
kvalifikationer til den
pågældende stilling. Der skal
herved lægges afgørende vægt på
ansøgernes juridiske og
personlige kvalifikationer. Også
bredden i ansøgernes juridiske
erfaringsgrundlag skal tillægges
vægt, ligesom det skal indgå i
vurderingen, at der ved
domstolene bør være dommere med
forskellig juridisk
erhvervsbaggrund.'
12.
Efter § 43 indsættes:
» § 43
a. Der oprettes et
dommerudnævnelsesråd, som
afgiver indstilling til
justitsministeren om besættelse
af stillinger som
1)
højesteretsdommer,
2)
landsretspræsident og
landsdommer,
3)
præsident, vicepræsident og
dommer i Sø- og Handelsretten,
4)
byretspræsident, administrerende
byretsdommer og byretsdommer,
5)
midlertidigt beskikket dommer i
henhold til § 44 b og
6)
midlertidigt beskikket dommer i
henhold til § 44 c.
Stk. 2.
Rådets indstillinger skal være
begrundede. Rådet kan kun
indstille en ansøger til en
ledig stilling. Såfremt der ikke
i rådet er enighed om, hvem af
ansøgerne der skal indstilles,
afgøres spørgsmålet ved
afstemning. Ved stemmelighed gør
formandens stemme udslaget. Det
skal tilkendegives i rådets
indstilling, såfremt der har
været uenighed om indstillingen,
og de enkelte medlemmers
standpunkter skal fremgå.
§ 43 b.
Dommerudnævnelsesrådet består af
6 medlemmer, en
højesteretsdommer (formand), en
landsdommer, en byretsdommer, en
advokat og to repræsentanter for
offentligheden.
Stk. 2.
Dommerne beskikkes af
justitsministeren efter
indstilling fra henholdsvis
Højesteret, landsretterne og Den
Danske Dommerforening.
Stk. 3.
Advokaten beskikkes af
justitsministeren efter
indstilling fra Advokatrådet.
Stk. 4.
Offentlighedsrepræsentanterne
beskikkes af justitsministeren
efter indstilling fra
henholdsvis Amtsrådsforeningen,
Kommunernes Landsforening og
Københavns og Frederiksberg
kommuner i forening og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 5.
Medlemmer af Folketinget,
amtsråd og kommunalbestyrelser
kan ikke være medlemmer af
Dommerudnævnelsesrådet.
Stk. 6.
Medlemmerne beskikkes for 4 år.
Genbeskikkelse kan ikke finde
sted.
Stk. 7.
Der beskikkes en suppleant for
hvert af rådets medlemmer. Stk.
1-5 og stk. 6, 1. pkt., finder
tilsvarende anvendelse på
beskikkelse af suppleanter.
§ 43 c.
Dommerudnævnelsesrådet
fastsætter selv sin
forretningsorden.
Stk. 2.
Der kan i forretningsordenen
fastsættes bestemmelser om, at
formanden kan afgive indstilling
i visse, nærmere bestemte sager
på rådets vegne, eller at
indstillinger kan afgives af 3
af rådets medlemmer, nemlig en
dommer, en advokat og en
offentlighedsrepræsentant.
§ 43 d.
Dommerudnævnelsesrådet
offentliggør hvert år en
redegørelse for sin virksomhed.
Stk. 2.
Dommerudnævnelsesrådets
sekretariatsopgaver varetages af
Domstolsstyrelsen.«
13.
§ 44 affattes således:
» § 44.
Midlertidig beskikkelse til
højesteretsdommer kan ikke finde
sted. En ledig stilling skal
besættes inden 6 måneder.
Stk. 2.
Ved andre dommerstillinger kan
midlertidig beskikkelse meddeles
af Domstolsstyrelsen efter
reglen i § 44 a, af
justitsministeren efter reglerne
i § 44 b og § 44 c og af
landsretspræsidenterne efter
reglerne i § 44 d og § 45.
Stk. 3.
Den, som beskikkes til
midlertidigt at beklæde en
dommerstilling, skal opfylde
betingelsen i § 42, stk. 3.
Stk. 4.
Bestemmelserne i § 54 og § 54 a
finder tilsvarende anvendelse på
midlertidigt beskikkede dommere.
Dette gælder dog ikke for faste
dommere, som midlertidigt er
beskikket i en anden stilling.«
14.
Efter § 44 indsættes:
» § 44
a. Domstolsstyrelsen kan
meddele midlertidig beskikkelse,
når det er nødvendigt ved
ledighed i en stilling eller ved
en fast dommers forfald.
Stk. 2.
Når det af de grunde, der er
nævnt i stk. 1, skønnes
nødvendigt, er enhver
byretsdommer forpligtet til at
modtage beskikkelse til, foruden
sit eget embede, midlertidigt at
beklæde et andet embede som
byretsdommer.
Stk. 3.
Bortset fra tilfælde af forfald
på grund af sygdom kan en
stilling ikke holdes
midlertidigt besat i mere end et
år.
Stk. 4.
Hvis den midlertidige
beskikkelse skyldes, at dommeren
udfører et andet offentligt
hverv, kan etårsfristen dog
forlænges i op til et år ad
gangen på betingelse af,
1) at
ganske særlige grunde taler for
det,
2) at
samtykke gives af præsidenten
(den administrerende dommer) for
vedkommende ret, eller for
retspræsidenters,
administrerende dommeres og
enkeltdommeres vedkommende af
præsidenten for den nærmeste
overordnede ret, og
3) at en
fast ansat dommer midlertidigt
beskikkes i den pågældende
stilling.
Stk. 5.
Forlængelser af etårsfristen kan
dog højst ske for en samlet
periode på 3 år.
Stk. 6.
Midlertidig beskikkelse meddelt
efter stk. 1 bortfalder, når den
ledige stilling besættes, eller
forfaldsgrunden ophører at
bestå. Domstolsstyrelsen kan dog
efter indstilling fra
vedkommende landsretspræsident
tilbagekalde beskikkelsen fra et
tidligere tidspunkt.
§ 44 b.
Justitsministeren kan meddele
midlertidig beskikkelse som
landsdommer ud over det antal
dommere, der i § 4 er fastsat
for landsretterne.
Stk. 2.
Beskikkelsen meddeles for en
tidsbegrænset periode på indtil
1 år. Under særlige
omstændigheder og efter
indstilling fra landsrettens
præsident kan justitsministeren
forlænge beskikkelsen ud over 1
år.
§ 44 c.
Justitsministeren kan meddele
advokater midlertidig
beskikkelse som landsdommer
eller byretsdommer ud over det
antal dommere, der i § 4 og §§
15-17 er fastsat for
landsretterne og byretterne.
Stk. 2.
Beskikkelsen meddeles for en
periode på 3 måneder.
§ 44 d.
Landsrettens præsident kan i
påtrængende tilfælde meddele
midlertidig beskikkelse til at
beklæde en stilling som
landsdommer. Beskikkelsen
tilbagekaldes af præsidenten.«
15.
§§ 45-47 affattes
således:
» § 45.
Landsrettens præsident kan
meddele midlertidig beskikkelse
som yderligere dommer ved en
byret, når byrettens forhold
tilsiger det.
Stk. 2.
Beskikkelse efter stk. 1 kan
uden ansøgning kun meddeles de
dommere, der er nævnt i § 15,
stk. 6, og som gør tjeneste i
landsretskredsen. Beskikkelsen
til tjeneste ved en bestemt
byret kan i intet tilfælde
meddeles ud over et tidsrum af
to år.
Stk. 3.
Sker beskikkelsen ved en af de
byretter, der er nævnt i § 17,
stk. 1 eller 4, træffer
landsretspræsidenten efter
forhandling med byrettens
medlemmer bestemmelse om, hvilke
forretninger der skal varetages
af den midlertidigt beskikkede
dommer.
Stk. 4.
Den midlertidige beskikkelse
tilbagekaldes af
landsretspræsidenten.
§ 46.
Hvis det på grund af en dommers
inhabilitet er nødvendigt,
beskikkes en sættedommer, for
byretternes vedkommende af
landsrettens præsident og i
øvrigt af Højesterets præsident.
§ 47.
En dommer må kun med tilladelse
af Præsidentrådet, der består af
præsidenterne for de kollegiale
retter, have fast
indtægtsgivende beskæftigelse
ved siden af hovedstillingen.«
16.
Efter § 47 indsættes:
» § 47
a. En dommer skal hvert år
inden 1. februar afgive
indberetning om de
indtægtsgivende hverv, som den
pågældende det forudgående
kalenderår har varetaget ved
siden af hovedstillingen.
Indberetningen skal indeholde
oplysning om hvervets art og
hvervgiveren. I indberetninger
om voldgiftssager skal parternes
navne ikke angives, men derimod
navnene på de advokater eller
andre, som har repræsenteret
parterne, samt hvorledes
dommeren er udpeget. Dommeren
skal endvidere afgive en
indberetning om indtægten ved de
enkelte hverv.
Stk. 2.
I de præsidentledede retter skal
indberetningerne indgives til
rettens præsident og i de øvrige
retter til vedkommende
landsretspræsident. For så vidt
angår præsidenterne for
landsretterne, Københavns Byret,
retterne i Århus, Odense, Ålborg
og Roskilde samt præsidenten og
vicepræsidenterne for Sø- og
Handelsretten, indgives
indberetningerne til Højesterets
præsident.
Stk. 3.
Indberetningen i henhold til
stk. 1, 1. og 2. pkt., er
undergivet aktindsigt.
§ 47 b.
Såfremt det findes fornødent,
kan vedkommende retspræsident
pålægge en dommer at indsende en
redegørelse for dommerens
tidsforbrug i forbindelse med
varetagelsen af hverv ved siden
af hovedstillingen.
Stk. 2.
Såfremt det findes fornødent,
kan vedkommende retspræsident
endvidere pålægge en dommer at
indsende en opgørelse over de
indtægter, som den pågældende i
en nærmere angivet periode har
modtaget i forbindelse med de
enkelte hverv, som dommeren har
varetaget ved siden af
hovedstillingen. Pålægget kan
også omfatte fremtidige
indtægter.
Stk. 3.
Finder vedkommende præsident, at
de oplysninger, som dommeren
afgiver i medfør af stk. 1 eller
stk. 2 eller i medfør af § 47 a,
stk. 1, 4. pkt., giver anledning
dertil, kan retspræsidenten
efter drøftelse med
Præsidentrådet beslutte, at
dommeren i en nærmere angivet
periode eller indtil videre kun
med retspræsidentens eller
rådets tilladelse må påtage sig
hverv ved siden af
hovedstillingen.
Stk. 4.
Beføjelserne efter stk. 1-3
tilkommer de retspræsidenter,
der nævnt i § 47 a, stk. 2.«
17.
§ 48 og § 49
affattes således:
» § 48.
Gør en dommer sig skyldig i
forsømmelse eller skødesløshed i
embedsførelsen, der dog ikke er
af en sådan karakter, at den
efter lovgivningen medfører
straf, eller udviser dommeren i
øvrigt utilbørligt eller
usømmeligt forhold, kan der
meddeles den pågældende en
advarsel.
Stk. 2.
Sager efter stk. 1 behandles af
de i § 47 a, stk. 2, nævnte
retspræsidenter.
Stk. 3.
Sager efter stk. 1 kan rejses
ved klage eller af
retspræsidenterne af egen drift.
Klage skal indgives inden 4 uger
efter, at klageren er blevet
bekendt med det forhold, som
giver anledning til klagen.
Såfremt klagen efter sin
beskaffenhed findes uegnet til
afgørelse efter stk. 1, kan den
henvises til Den Særlige
Klageret.
§ 49.
Enhver, der anser sig krænket
ved utilbørligt eller usømmeligt
forhold fra en dommers side
under udøvelsen af dennes
embedsvirksomhed, kan indgive
klage herover til Den Særlige
Klageret. Klagen skal indgives
inden 4 uger efter, at klageren
er blevet bekendt med det
forhold, som giver anledning til
klagen.
Stk. 2.
Finder justitsministeren, at en
dommer må antages at have gjort
sig skyldig i et forhold, der må
svække eller gøre dommeren
uværdig til den agtelse og
tillid, som dommerhvervet
forudsætter, beder ministeren
rigsadvokaten indbringe sag
herom for klageretten.
Stk. 3.
Afvises klagen ikke straks,
anmoder retten vedkommende
dommer om en erklæring om det
påklagede forhold. Bestrider
dommeren rigtigheden af den
givne fremstilling af det
faktisk passerede, fastslås
sagens sammenhæng efter reglerne
i kapitel 67 og 68 med de
fornødne lempelser, for så vidt
klageretten finder det
nødvendigt.
Stk. 4.
Herefter har parterne lejlighed
til skriftligt at fremkomme med
de bemærkninger, som det oplyste
giver anledning til. Når den
indklagede dommer fremsætter
begæring herom, eller sagens
beskaffenhed gør det påkrævet,
træffer klageretten dog
beslutning om mundtlig
forhandling og træffer samtidig
bestemmelse om, hvorvidt denne
skal ske for lukkede døre. De
nærmere bestemmelser om
domsforhandlingen træffes i
øvrigt af klagerettens formand i
overensstemmelse med de regler,
som gælder for domsforhandling i
borgerlige sager i 1. instans
med de fornødne lempelser.
Fremsætter dommeren begæring
derom, kan klageretten beskikke
ham en advokat. I sager efter
stk. 1 kan klageretten beskikke
en advokat for klageren. Salær
og godtgørelse til den eller de
beskikkede advokater udredes
efter reglerne om fri proces,
jf. kapitel 31.
Stk. 5.
Findes klagen ubegrundet,
afviser klageretten sagen. I det
tilfælde, der er omhandlet i
stk. 1, kan der pålægges
klageren en bødestraf, hvis
klageren uden rimelig grund har
foranlediget sagen rejst. Dette
gælder uden hensyn til, om
klagerens adfærd måtte kunne
pådrage denne ansvar efter
straffelovens regler.
Stk. 6.
Findes klagen begrundet, kan
klageretten udtale sin
misbilligelse af dommerens
adfærd eller pålægge denne en
bøde. Findes det forhold, som
dommeren har udvist, at være af
graverende karakter, eller er
dommeren tidligere ved
klageretten blevet dømt for
forhold af sådan karakter, kan
dommeren afsættes.
Stk. 7.
Klageretten træffer afgørelse
ved dom, der afsiges i et
offentligt retsmøde.
Stk. 8.
Lyder dommen på afsættelse,
eller har der været nedlagt
påstand herom, kan den
indbringes for Højesteret efter
reglerne om anke, i andre
tilfælde efter reglerne om kære
i borgerlige sager, dog således
at mindst fem dommere deltager i
påkendelsen.
Stk. 9.
Klageretten træffer afgørelse om
betaling af sagsomkostninger.«
18.
Efter § 49 indsættes:
» § 49
a. Om en dommer bør afsættes
mod sit ønske på grund af
vedvarende åndelig eller
legemlig sygdom afgøres efter
reglerne i § 49 med de fornødne
lempelser.«
19.
§ 50 affattes således:
» § 50.
Når straffesag er rejst mod en
dommer, eller når dommeren må
antages at have gjort sig
skyldig i sådant utilbørligt
forhold, som omhandles i § 49,
såvel som når dommeren er blevet
uvederhæftig eller på grund af
åndelig eller legemlig svaghed
er ude af stand til at bestride
sit embede, kan vedkommende
suspenderes. Afgørelsen herom
træffes af Den Særlige
Klageret.«
20.
§ 51 ophæves.
21.
§§ 52-54 affattes
således:
» § 52.
Justitssekretærer og fuldmægtige
ved domstolene ansættes med
domstolene som
ansættelsesområde.
Stk. 2.
Til at beklæde disse stillinger
kræves, at vedkommende har
bestået juridisk
kandidateksamen.
§ 53.
Når en justitssekretær eller en
fuldmægtig på grund af
inhabilitet er udelukket fra at
virke i en sag, bestemmer
vedkommende præsident eller
dommer (administrerende dommer),
hvem der i stedet skal fungere i
sagen.
§ 54.
Justitssekretærer og fuldmægtige
kan afskediges på grund af
uegnethed eller sygdom.
Stk. 2.
Afskedigelse kan endvidere ske i
de tilfælde, hvor en omordning
af domstolene finder sted. En
justitssekretær eller
fuldmægtig, der er fyldt 65 år,
kan ligeledes afskediges, men
uden tab af indtægter indtil det
tidspunkt, til hvilket denne
skulle være afskediget på grund
af alder, hvis pågældende havde
været dommer.
Stk. 3.
Uansøgt ændring af tjenestested
kan ske, såfremt ændringen er
begrundet i uddannelsesmæssige
hensyn eller i hensynet til en
hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse inden for
domstolene.
Stk. 4.
Uansøgt ændring af tjenestested
kan endvidere ske i tilfælde,
der er omfattet af stk. 1 og
stk. 2, 1. pkt.«
22.
Efter § 54 indsættes:
» § 54
a. Sager om afsked uden
ansøgning af en justitssekretær
eller en fuldmægtig indbringes
af Domstolsstyrelsen for Den
Særlige Klageret. Afskedigelse
uden ansøgning efter § 54, stk.
2, 2. pkt., sker dog
administrativt.
Stk. 2.
Fremsættes der indsigelse mod en
varslet ændring af tjenestested,
indbringer Domstolsstyrelsen
sagen for Den Særlige Klageret.
Indsigelse skal fremsættes
senest 14 dage efter, at den
pågældende har fået varsel om
det nye tjenestested.
Stk. 3.
Sager efter stk. 1 og stk. 2
forelægges for klageretten af
Domstolsstyrelsen. Den, sagen
angår, skal herefter have
lejlighed til skriftligt at
fremkomme med sine bemærkninger.
Fremsætter den pågældende
begæring herom, eller gør sagens
beskaffenhed det påkrævet,
træffer klageretten dog
beslutning om mundtlig
forhandling og træffer samtidig
bestemmelse om, hvorvidt denne
skal ske for lukkede døre. De
nærmere bestemmelser om
domsforhandlingen træffes i
øvrigt af klagerettens formand i
overensstemmelse med de regler,
som gælder for domsforhandling
af borgerlige sager i 1. instans
med de fornødne lempelser.
Fremsætter den pågældende
begæring herom, kan klagerettens
formand beskikke den pågældende
en advokat. Salær og godtgørelse
for udlæg udredes efter reglerne
om fri proces, jf. kapitel 31.
Stk. 4.
Klageretten træffer afgørelse
ved dom, der afsiges i et
offentligt retsmøde.
Stk. 5.
Dommen kan af parterne
indbringes for Højesteret efter
reglerne om anke af borgerlige
sager.«
23.
§ 55 affattes således:
» § 55.
Bestemmelserne i § 48, § 49 og §
50 finder tilsvarende anvendelse
med hensyn til justitssekretærer
og fuldmægtige samt midlertidigt
beskikkede dommere, dog er det
Domstolsstyrelsen, der har
kompetencen til at bede
rigsadvokaten indbringe sagen
for Den Særlige Klageret.«
24.
§ 165, stk 1, affattes
således:
»Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om forkyndelse.
Domstolsstyrelsen fastsætter
regler om vederlag herfor.«
25.
§ 188 affattes således:
» §
188. Domstolsstyrelsen
fastsætter regler om godtgørelse
til vidner. Den godtgørelse, et
vidne har krav på, eller, hvis
den ikke kan beregnes nøjagtigt,
et passende forskud herpå skal
tilbydes betalt samtidig med
indkaldelsen.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter
regler om godtgørelse til
personer, der efter indkaldelse
har afgivet forklaring til
politiet.«
26.
§ 1043, stk. 2, ophæves.
§ 2
I lov om
tjenestemænd, jf.
lovbekendtgørelse nr. 572 af 5.
august 1991, som ændret senest
ved § 1 i lov nr. 208 af 28.
april 1993, foretages følgende
ændring:
1.
Kapitel 7 affattes
således:
»Kapitel 7
Særbestemmelse om dommere og
retsassessorer m.v.
§ 34.
Ansættelse som dommer og
retsassessor kan kun ske som
varig ansættelse.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 8, §§ 11-13,
§§ 19-25, § 53, stk. 1, nr. 2,
og stk. 4, § 54 og § 54 a, stk.
2, gælder ikke for dommere.
Bestemmelserne i §§ 28 og 31
gælder kun for dommere, når
disse kan afskediges
administrativt uden ansøgning.
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 12, stk. 2 og
3, §§ 19-25, § 53, stk. 1, nr.
2, og stk. 4, § 54 og § 54 a,
stk. 2, gælder ikke for
justitssekretærer og
retsassessorer. Bestemmelserne i
§§ 28 og 31 gælder kun for
justitssekretærer og
retsassessorer, når disse kan
afskediges administrativt uden
ansøgning.«
§ 3
I
konkursloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 4.
februar 1997, foretages følgende
ændring:
1.
I § 164, stk. 1, 1. pkt ,
ændres »Justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«, og »ham«
ændres til: »styrelsen«.
§ 4
I lov om
voldgift i tvistigheder angående
handel med husdyr, jf.
lovbekendtgørelse nr. 621 af 15.
september 1986, som ændret
senest ved § 21 i lov nr. 389 af
14. juni 1995, foretages
følgende ændring:
1.
I § 2, stk. 1, 4. pkt. ,
ændres »justitsministerens« til:
»Domstolsstyrelsens«, og i §
2, stk. 1, 6. pkt. og § 7, stk.
2, 2. pkt. , ændres
»justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 5
I lov om
landvæsensretter, jf,
lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.
marts 1970, foretages følgende
ændring:
1.
I § 2, stk. 2, § 4, stk. 1,
2. pkt., § 7, stk. 2 og 3, § 8,
stk. 1, 1. pkt., § 9, stk. 1,
stk. 2, 1. pkt. og stk. 4, 2.
pkt., § 11, stk. 2, § 13, § 15,
stk. 1, 1. og 2. pkt, § 25, stk.
1 og 5, § 39, stk. 3, 2. og 4.
pkt., § 40, stk. 2, 2. pkt., §
44, stk. 1, 2. pkt., § 46, stk.
1 og stk. 4, 1. pkt., og
§ 47, 2. pkt., ændres
»Landbrugsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«, og i §
25, stk. 1, § 39, stk. 3, 3.
pkt., § 40, stk. 2, 2. pkt., og
§ 45, stk. 2, 1. og 2. pkt.
, ændres »Landbrugsministeriet«
til: »Domstolsstyrelsen«.
§ 6
I lov om
retsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 460 af 27.
juni 1989, som ændret senest ved
lov nr. 369 af 3. juni 1997,
foretages følgende ændring:
1.
§ 64, stk 5, 1. pkt.,
affattes således:
» Stk.
5. Retten (præsidenten) kan
efter sit eget skøn af egen
drift indhente oplysninger eller
erklæringer fra klageren.«
§ 7
I lov nr.
453 af 10. juni 1997 om
retssikkerhed og administration
på det sociale område, som
ændret ved § 28 i lov nr. 980 af
17. december 1997, foretages
følgende ændring:
1.
I § 19, stk. 1, nr. 2,
ændres: »justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 8
I lov nr.
454 af 10. juni 1997 om social
service, som ændret ved § 27 i
lov nr. 980 af 17. december 1997
og lov nr. 1110 af 29. december
1997, foretages følgende
ændring:
1.
I § 127, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«, og i 2.
pkt., ændres
»Justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 9
Loven
træder i kraft den 1. juli 1999.
Medlemmerne af
Dommerudnævnelsesrådet kan dog
beskikkes med virkning fra
indtil 6 måneder før lovens
ikrafttræden.
§ 10
Stk. 1.
Er en af de stillinger, der er
nævnt i retsplejelovens § 43 a,
som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 12, opslået ledig inden
lovens ikrafttræden, behandles
stillingsansøgninger af
justitsministeren efter den
hidtil gældende ordning.
Stk. 2.
Retsplejelovens § 52, som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
21, gælder også fuldmægtige, der
før lovens ikrafttræden er ansat
med et ansættelsesområde, der
omfatter andet end domstolene.
Stk. 3.
Retsplejelovens § 52, som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
21, gælder ikke for fuldmægtige,
der før lovens ikrafttræden er
ansat med et enkelt dommerembede
som ansættelsesområde.
Stk. 4.
Ved første beskikkelse af
medlemmer til
Dommerudnævnelsesrådet, jf.
retsplejelovens § 43 b, som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
12, beskikkes landsdommeren,
byretsdommeren og advokaten samt
deres suppleanter for en periode
af 2 år med adgang til
genbeskikkelse.
§ 11
Justitsministeren fremsætter i
folketingssamlingen 2002-03
forslag om revision af
retsplejelovens § 44 c, som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
14.
§ 12
Stk. 1.
Lovens § 1 og §§ 3-11 gælder
ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§§ 3 og 4 kan ved kongelig
anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3.
§ 3 kan ved kongelig anordning
helt eller delvis sættes i kraft
for Grønland med de afvigelser,
som de særlige grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Rekruttering af dommere og deres
uddannelse
2.1.
Gældende regler og praksis
2.1.1.
Fremgangsmåden ved ansættelse af
jurister som fuldmægtige inden
for justitsvæsenet
2.1.2.
Uddannelsen af dommerfuldmægtige
og af fuldmægtige i
Justitsministeriet
2.1.3.
Retsplejelovens betingelser for
udnævnelse til dommer
2.1.4. Den
nuværende rekruttering til
domstolene
2.2.
Domstolsudvalgets overvejelser
2.2.1.
Målsætningen for den fremtidige
dommerrekruttering
2.2.2.
Lovfæstelse af målsætningen for
den fremtidige
dommerrekruttering
2.2.3.
Blandt hvilke jurister vil
dommere kunne rekrutteres og
hvilken udnævnelsesalder og
kønsfordeling bør tilstræbes?
2.2.4.
Initiativer for at opnå en
bredere rekruttering
2.2.5.
Uddannelse og bedømmelse af
dommeraspiranter i landsretterne
2.2.6. Den
fremtidige ordning for
uddannelse og ansættelse af
dommerfuldmægtige
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
2.3.1.
Målsætningen for den fremtidige
dommerrekruttering
2.3.2.
Lovfæstelse af målsætningen for
den fremtidige
dommerrekruttering
2.3.3.
Blandt hvilke jurister vil
dommere kunne rekrutteres, og
hvilken udnævnelsesalder og
kønsfordeling bør tilstræbes
2.3.4.
Initiativer for at opnå en
bredere rekruttering
2.3.5.
Uddannelse og bedømmelse af
dommeraspiranter i landsretterne
2.3.6. Den
fremtidige ordning for
uddannelse og ansættelse af
dommerfuldmægtige
3.
Fremgangsmåden ved udnævnelse af
dommere
3.1. Den
gældende ordning og gældende
regler
3.1.1.
Fremgangsmåden ved besættelse af
ledige dommerstillinger
3.1.2.
Grundlaget for landsretternes
indstillinger ved besættelse af
ledige dommerstillinger
3.1.3.
Udnævnelse af højesteretsdommere
3.1.4.
Offentlighed og partshøring ved
stillingsbesættelse
3.2.
Domstolsudvalgets overvejelser
3.2.1.
Hvem skal have kompetencen til
at udnævne dommere?
3.2.2.
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence
3.2.3.
Dommerudnævnelsesrådets
sammensætning
3.2.4.
Medlemmernes funktionstid
3.2.5.
Dommerudnævnelsesrådets
sekretariat
3.2.6.
Dommerudnævnelsesrådets
arbejdsform/arbejdsgrundlag
3.2.7.
Rådets indstillinger til
ministeren
3.2.8.
Redegørelser for rådets
virksomhed
3.2.9.
Annoncering af ledige
dommerstillinger
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
3.3.1.
Hvem skal have kompetencen til
at udnævne dommere?
3.3.2.
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence
3.3.3.
Dommerudnævnelsesrådets
sammensætning
3.3.4.
Medlemmernes funktionstid
3.3.5.
Rådets arbejdsform,
indstillinger, sekretariat m.v
3.3.6.
Annoncering af ledige
dommerstillinger
3.3.7. De
praktiske opgaver i forbindelse
med dommerudnævnelser
4.
Konstitution af dommere
4.1. Den
grundlovssikrede og
Menneskerettighedskonventionens
beskyttelse af dommere
4.2. De
gældende regler om konstitution
og konstitutionspraksis
4.2.1.
Retsplejelovens § 17 a
4.2.2.
Uddannelseskonstitutioner i
landsretterne
4.2.3.
Universitetskonstitutioner i
landsretterne
4.2.4.
Konstitutioner ved den faste
dommers forfald eller
embedsledighed efter
retsplejelovens § 44
4.2.5.
Rejsedommere
4.3.
Højesterets kendelse af 18.
april 1994 om konstituerede
dommere
4.4. Den
gældende ordning med hensyn til
afskedigelse og fastsættelse af
ændret tjenestested for
retsassessorer og
dommerfuldmægtige
4.4.1.
Uansøgt afskedigelse af
retsassessorer og
dommerfuldmægtige
4.4.2.
Uansøgt ændring af tjenestested
for retsassessorer og
dommerfuldmægtige
4.4.3.
Konstituerede dommere
4.5.
Domstolsudvalgets overvejelser
4.5.1.
Ansættelsesområde og
ansættelsesmyndighed
4.5.2.
Beskyttelse mod afskedigelse og
uansøgt ændring af tjenestested
4.5.3.
Forholdet mellem udnævnte og
konstituerede dommere i
byretterne
4.5.4.
Sagsfordelingen mellem dommere
og andre jurister i byretterne
4.5.5.
Konstitutioner i landsretterne
4.5.6.
Konstitutioner ved dommerens
forfald eller ved embedsledighed
4.6.
Justitsministeriets overvejelser
4.6.1.
Ansættelsesområde og
ansættelsesmyndighed
4.6.2.
Beskyttelse mod afskedigelse og
uansøgt ændring af tjenestested
4.6.3.
Forholdet mellem udnævnte og
konstituerede dommere i
byretterne
4.6.4.
Sagsfordelingen mellem dommere
og andre jurister i byretterne
4.6.5.
Konstitutioner i landsretterne
4.6.6.
Konstitutioner ved dommerens
forfald eller ved embedsledighed
5.
Dommeres lønmæssige forhold
5.1.
Gældende lønmæssige forhold
5.2.
Domstolsudvalgets overvejelser
5.2.1.
Lønfastsættelsen
5.2.2.
Lønnens størrelse og betydningen
for rekrutteringen
5.3.
Justitsministeriets overvejelser
5.3.1.
Lønfastsættelsen
5.3.2.
Lønnens størrelse og betydningen
for rekrutteringen
6.
Dommeres bibeskæftigelse
6.1.
Gældende regler og praksis
6.1.1.
Forskellige former for
bibeskæftigelse
6.1.2.
Regler for bibeskæftigelse
6.1.3.
Regler om honorering af
bibeskæftigelse
6.2.
Domstolsudvalgets overvejelser
6.2.1. Bør
dommere have bibeskæftigelse?
6.2.2.
Udformningen af en tilladelses-
og indberetningsordning
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
6.3.1. Bør
dommere have bibeskæftigelse?
6.3.2.
Udformningen af en tilladelses-
og indberetningsordning
7.
Ændringer som følge af
oprettelsen af Domstolsstyrelsen
8.
Færøerne og Grønland
9.
Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser
10.
Hørte myndigheder m.v
1.
Indledning
Formålet
med lovforslaget er at
gennemføre en række ændringer af
retsplejelovens regler bl.a. om
rekruttering af dommere, om
fremgangsmåden ved besættelse af
dommerstillinger, om
ansættelsesværn for
dommerfuldmægtige og om dommeres
bibeskæftigelse.
Lovforslaget fremsættes samtidig
med et lovforslag om oprettelse
af en domstolsstyrelse, der skal
gennemføre en ændret struktur
for administrationen af
domstolene. Formålet med
lovforslaget om en
domstolsstyrelse er at markere
domstolenes selvstændige og
uafhængige stilling.
Nogle af
forslagene i dette forslag har
samme sigte, men herudover
foreslås en mere gennemsigtig
procedure i forbindelse med
udnævnelsen af dommere og større
indsigt i dommernes
bibeskæftigelse.
Det
foreslås således med henblik på
en bredere rekruttering af
dommere , at der i
retsplejeloven udtrykkeligt
angives en række kriterier, som
skal tillægges vægt ved
besættelse af dommerstillinger.
Hensigten er, at der til
samtlige domstolsinstanser
knyttes flere kvalificerede
jurister med en anden
erfaringsbaggrund end den
traditionelle.
Også et
forslag om en ordning, der giver
advokater adgang til i en
kortere periode at virke som
konstituerede dommere enten i
byretterne eller i
landsretterne, har til formål at
sikre en bredere rekruttering af
dommere.
Det
foreslås endvidere, at der
oprettes et bredt sammensat
dommerudnævnelsesråd , som
skal afgive indstilling til
justitsministeren om besættelse
af alle dommerstillinger med
undtagelse af stillingen som
præsident for Højesteret. Dette
forslag skal sikre en mere åben
og gennemsigtig
udnævnelsesprocedure.
Herudover
foreslås det, at der gennemføres
et værn mod uansøgt
afskedigelse og forflyttelse for
dommerfuldmægtige og
retsassessorer , der udøver
domsmyndighed uden at være
udnævnt som dommere. Forslaget
skal sikre, at der ikke hersker
tvivl om disse personers
uafhængighed, når de fungerer
som dommere. Med samme formål
foreslås det, at
ansættelsesområdet for
dommerfuldmægtige og
retsassessorer ændres fra
»Justitsministeriet med
tilhørende institutioner« til
alene at være »domstolene«.
Endelig
tages der i lovforslaget
stilling til dommeres
bibeskæftigelse , herunder
som formænd for eller medlemmer
af råd og nævn og som dommere i
voldgiftssager. Det foreslås, at
dommere fortsat kan have sådan
bibeskæftigelse. Dog skal
dommeres deltagelse i private
voldgifter ikke kunne ske efter
udpegning kun af en af parterne
i sagen.
Det
foreslås endvidere, at alle
dommere en gang årligt skal
afgive indberetning til
vedkommende retspræsident om den
bibeskæftigelse, som den
pågældende har udført.
Indberetningen skal indeholde
oplysning om hvervets art og
hvervgiveren. Det foreslås, at
disse indberetninger bliver
offentligt tilgængelige. Alle
dommere skal endvidere samtidig
afgive en indberetning om
indtægten ved hvert enkelt
bierhverv.
Der
foreslås også en udbygning af
den eksisterende ordning,
hvorefter dommere skal have
tilladelse fra Præsidentrådet
til fast indtægtsgivende
bibeskæftigelse. Udbygningen
består i en adgang for
retspræsidenterne til at pålægge
enkelte dommere at give
yderligere oplysninger om
bierhverv og til efter drøftelse
med Præsidentrådet at beslutte,
at dommeren ikke må påtage sig
bibeskæftigelse.
Lovforslaget er udarbejdet på
grundlag af Domstolsudvalgets
betænkning nr. 1319/1996.
Udvalget havde i henhold til
kommissoriet til opgave at
gennemgå og vurdere en række
spørgsmål vedrørende
retsvæsenets forhold, herunder
særligt rekruttering, uddannelse
og udnævnelse af dommere,
dommeres lønmæssige forhold og
adgang til bierhverv samt
domstolenes bevillingsmæssige
forhold. De foreslåede ændringer
af retsplejeloven og
tjenestemandsloven svarer i det
væsentlige til det lovudkast,
som udvalget har udarbejdet i
betænkningen.
Forslaget
svarer med nogle ændringer til
lovforslag nr. L 22, der blev
fremsat af justitsministeren den
9. oktober 1997. Blandt andet er
den foreslåede affattelse af
retsplejelovens § 1 a ændret,
således at der ved
justitsministerens beskikkelse
af medlemmer af Den Særlige
Klageret fremover kun skal
indstilles en person - mod
hidtil fire personer - til
ledige hverv som medlem af
klageretten.
2.
Rekrutteringen af dommere og
deres uddannelse
I Danmark
er der tradition for to
forskellige uddannelsesforløb
for jurister, der sigter på at
blive dommere. Ved det ene
forløb ansættes man som
dommerfuldmægtig og uddannes
gennem tjeneste ved forskellige
byretsembeder og i landsretten
med mulighed for ved
turnusordninger at supplere
uddannelsen uden for domstolene.
Ved det andet uddannelsesforløb
ansættes man som fuldmægtig i
Justitsministeriet og uddannes
gennem tjeneste i forskellige
kontorer, suppleret med
deltidsarbejde og udstationering
uden for ministeriet.
Den helt
overvejende del af de nuværende
dommere har gennemgået et af
disse to uddannelsesforløb. Der
er dog også et mindre antal
dommere, der tidligere har været
advokater, eller som har været
ansat ved politiet og
anklagemyndigheden.
2.1.
Gældende regler og praksis
2.1.1.
Fremgangsmåden ved ansættelse af
jurister som fuldmægtige inden
for justitsvæsenet
Justitsministeriet opslår
normalt 2 gange om året
stillinger som fuldmægtige inden
for Justitsministeriets område.
Opslagene vedrører både
fuldmægtige til departementet og
dommer- og politifuldmægtige
samt fuldmægtige til
ministeriets styrelser.
Ansættelse i en styrelse sker
sædvanligvis med henblik på
senere ansættelse som dommer-
eller politifuldmægtig.
Udvælgelsen af de ansøgere, der
indkaldes til samtale, beror på
en samlet vurdering af de
oplysninger, der foreligger
vedrørende den enkelte ansøger.
Der lægges i den forbindelse
bl.a. vægt på den pågældendes
kvalifikationer i form af
eksamensresultat, eventuel
tidligere beskæftigelse,
herunder udtalelser fra
tidligere arbejdsgivere,
sproglige kundskaber, eventuelle
udenlandske studieophold og
lignende.
I
forbindelse med beslutningen om,
hvorvidt en ansøger skal
ansættes, og hvor den pågældende
i givet fald skal gøre tjeneste,
lægges der - ud over de allerede
nævnte forhold - endvidere
betydelig vægt på det personlige
indtryk, som den pågældende gør
under ansættelsessamtalen.
Valget af
tjenestegren og tjenestested
beror i første række på den
enkelte ansøgers ønske og
interesseomåde. Desuden spiller
geografiske bindinger i visse
tilfælde en rolle.
2.1.2.
Uddannelsen af dommerfuldmægtige
og af fuldmægtige i
Justitsministeriets departement
Uddannelsen af dommerfuldmægtige
Dommerfuldmægtige gennemgår i de
første 4 år af deres ansættelse
en grunduddannelse, som navnlig
tager sigte på en uddannelse
inden for retsområderne
tinglysning, fogedret og
skifteret. Sideløbende med
uddannelsen inden for de nævnte
3 retsområder foregår en gradvis
oplæring i behandling af
egentlige retssager. Under
grunduddannelsen afholdes
teoretiske kurser i de enkelte
sagsområder, herunder i
retsledelse og administration,
svarende til det aktuelle
uddannelsesniveau, som den
enkelte fuldmægtig befinder sig
på.
For hver
fuldmægtig udarbejdes der en
uddannelsesplan, og hvert år
afgives der en udtalelse til
Justitsministeriet og
vedkommende landsretspræsident
om fuldmægtigens egnethed til
fortsat ansættelse ved
domstolene. Ved uddannelsens
afslutning afgives en
tilsvarende vurdering af
fuldmægtigen.
Efter
grunduddannelsen gør
fuldmægtigen tjeneste ved
forskellige typer af embeder og
har gennem turnusordninger
mulighed for at uddanne sig uden
for domstolene.
Uddannelsesforløbet for
dommerfuldmægtige afsluttes med
tjeneste som konstitueret
landsdommer, typisk i en periode
på 9 måneder. Efter afslutningen
af konstitutionsperioden afgiver
vedkommende landsretspræsident
på grundlag af skriftlige
udtalelser fra de afdelinger,
hvor den konstituerede dommer
har gjort tjeneste, en samlet
udtalelse om den pågældende. I
udtalelserne fra afdelingerne
belyses sådanne spørgsmål som
den pågældendes forberedelse af
sagerne og almene juridiske
færdigheder og jugement, indsats
under voteringerne og
arbejdsevne, skriftlig
formuleringsevne,
samarbejdsevner m.v. samt
personlig fremtræden.
Konklusionen indeholder en
vurdering af den pågældendes
egnethed som dommer. En negativ
bedømmelse medfører ikke uden
videre, at den pågældende ikke
kan fortsætte med at være ansat
ved domstolene.
Efter
10-12 års ansættelse søger
dommerfuldmægtigen normalt
stilling som retsassessor ved en
byret. En retsassessor fungerer
ofte som leder af skifteretten
eller en af embedets andre
afdelinger og som souschef ved
embedet. I øvrigt består
retsassessorens arbejde i vidt
omfang i behandling af
retssager.
Dommerfuldmægtige/retsassessorer,
der er fundet egnet til at blive
dommere, søger normalt en
dommerstilling ved et
byretsembede.
Uddannelsen af fuldmægtige i
Justitsministeriets departement
Ansættelse
i Justitsministeriets
departement sker normalt med
henblik på senere ansættelse som
dommer eller ansættelse i en
administrativ chefstilling.
Uddannelsen er derfor
tilrettelagt med henblik på at
kvalificere fuldmægtigene til et
sådant videre karriereforløb.
Efter
ansættelse gør fuldmægtigen
tjeneste i forskellige kontorer
eller afdelinger i
departementet. Departementets
fuldmægtige beskæftiger sig med
forskelligartede sagsområder og
sagstyper, der hører under
Justitsministeriets ressort. Det
drejer sig bl.a. om opgaver af
administrativ karakter,
sagsbehandlingsopgaver samt
regelforberedende og
regelfastsættende arbejde.
Denne
uddannelse suppleres med en ca.
2-årig udstationering, tidligere
som dommer- eller
politifuldmægtig, nu som
dommerfuldmægtig.
Sideløbende med arbejdet i
departementet har fuldmægtigen
deltidsarbejde i enheder inden
for domstolene, politiet eller
anklagemyndigheden, som
medhjælper hos en statsadvokat
og som konstitueret dommer ved
en byret.
Der
gennemføres årlige
medarbejdersamtaler mellem
kontorcheferne og de enkelte
fuldmægtige, hvor fuldmægtigenes
kvalifikationer og
arbejdssituation samt ønsker og
forventninger drøftes. Forud for
samtaler med fuldmægtige med
indtil 6-7 års anciennitet
afgiver chefen en skriftlig
udtalelse om den pågældendes
kvalifikationer. Også i
forbindelse med udstationeringer
ved domstolene og politiet
afgives en udtalelse om
fuldmægtigens tjeneste under
udstationeringsperioden.
Efter
typisk 10-12 års ansættelse har
en del fuldmægtige traditionelt
søgt og opnået ansættelse som
dommere i Københavns Byret, de
fleste efter at have været
konstitueret i byretten. Andre
er blevet ansat i administrative
chefstillinger, hvorfra nogle -
efter en forudgående
konstitution i landsretten - er
blevet udnævnt til dommere i
Østre eller Vestre Landsret.
2.1.3.
Retsplejelovens betingelser for
udnævnelse til dommer
Dommere
skal være juridiske kandidater,
jf. retsplejelovens § 42, stk.
3. Et krav herom har eksisteret
siden 1736.
Efter
retsplejelovens § 43, stk. 1,
kræves til beskikkelse som
højesteretsdommer i reglen, at
den pågældende i 3 år har været
landsdommer, præsident for
Københavns Byret, præsident for
retten i Århus, Odense, Ålborg
eller Roskilde, præsident eller
vicepræsident i Sø- og
Handelsretten, rigsadvokat,
advokat med møderet for
Højesteret, departementschef
eller universitetslærer i
lovkyndighed. Før nogen kan
beskikkes til højesteretsdommer,
skal han først have godtgjort
sin dygtighed til at have sæde i
retten ved som prøve at votere
først i mindst 4 sager, af
hvilke mindst den ene skal være
borgerlig, jf. § 43, stk. 2.
Til
landsdommer kan i reglen kun
beskikkes en person, der enten
opfylder betingelserne for
udnævnelse til højesteretsdommer
eller i 3 år har været
byretsdommer, politimester,
statsadvokat, advokat med
møderet for landsret eller ansat
i centraladministrationen som
fuldmægtig eller i højere
stilling, jf. § 43, stk. 3.
Der er
ikke herudover fastsat krav til
dommeres uddannelse eller
forudgående virksomhed. Der er
således ikke for byrets- og
landsdommernes vedkommende et
lovmæssigt krav om aflæggelse af
en prøve som betingelse for
udnævnelse til dommer, men i
praksis udnævnes ingen til
byrets- eller landsdommer uden
at have været afprøvet i en af
landsretterne eller Københavns
Byret som konstitueret dommer,
jf. pkt. 2.1.2. ovenfor.
Af
retsplejelovens § 52 fremgår
endvidere, at ansættelse som
dommerfuldmægtig kræver, at den
pågældende har bestået juridisk
embedseksamen.
2.1.4.
Den nuværende rekruttering til
domstolene
Der var
pr. 1. januar 1996 315
dommerstillinger, 11 faste
konstitutionsstillinger, 125
retsassessorer, 5
justitssekretærer, 1
sekretariatschef og 171
dommerfuldmægtigstillinger.
Af en
undersøgelse om dommernes
baggrund, foretaget i november
1993 til brug for
domstolsudvalgets arbejde,
fremgår, at 93 pct. af
byretsdommerne uden for
Københavns Byret tidligere har
været ansat som
dommerfuldmægtige i over 5 år,
mens resten kommer fra andre
ansættelser. Det fremgår
endvidere, at 68 pct. af
dommerne i Københavns Byret
tidligere har haft ansættelse i
Justitsministeriets departement
i over 5 år, 26 pct. har
tidligere været ansat som
dommerfuldmægtige i over 5 år,
mens 10 pct. har haft ansættelse
ved politi- og anklagemyndighed
i over 5 år.
I Østre
Landsret var der pr. 1. april
1996 ansat 50 dommere. Heraf
havde 35 en forudgående karriere
i Justitsministeriet, mens
hovedparten af de øvrige
tidligere havde gjort tjeneste
som dommerfuldmægtige. 2 var
forud for udnævnelsen advokater.
I Vestre Landsret var der pr. 1.
april 1996 ansat 32 dommere.
Heraf havde 14 tidligere gjort
tjeneste i Justitsministeriet,
og 15 havde forinden udnævnelsen
til landsdommer været ansat som
dommerfuldmægtig/retsassessor,
mens resten kom fra anden
juridisk virksomhed (2 advokater
og 1 universitetslærer).
Pr. 1.
april 1996 bestod Højesteret af
17 dommere, hvoraf 12 ved deres
udnævnelse var landsdommere. Af
de øvrige var en
departementschef, en
afdelingschef, en professor, en
advokat og en rigsadvokat. 14
dommere havde tidligere gjort
tjeneste i Justitsministeriet.
Om
kønsfordelingen blandt dommere
fremgår det, at ca. 1/4 af
byretsdommerne og ca. 1/5 af
landsdommerne pr. 1. april 1996
var kvinder. Af Højesterets pr.
1. april 1996 17 dommere var 2
kvinder. Blandt de øvrige
jurister, som er ansat ved
domstolene, er ca. 1/2 af
retsassessorerne og ca. 2/3 af
dommerfuldmægtigene kvinder.
Der
henvises i øvrigt til
Domstolsudvalgets statistik
vedrørende dommeres baggrund
m.v. i bilag 15 til
betænkningen.
2.2.
Domstolsudvalgets overvejelser
2.2.1.
Målsætningen for den fremtidige
dommerrekruttering
Der er i
Domstolsudvalget enighed om, at
det vil være ønskeligt, om den
fremtidige dommerrekruttering
bliver bredere, end det hidtil
har været tilfældet, således at
erfaringsgrundlaget på samtlige
niveauer i domstolssystemet
gøres mere alsidigt og bredt.
Et
flertal i udvalget (12
medlemmer) udtaler i den
forbindelse, at der igennem
årene har været udfoldet
bestræbelser fra præsidenterne i
Højesteret, landsretterne og
Københavns Byret for at
rekruttere dommere med en anden
karrieremæssig baggrund end fra
domstolene selv eller fra
Justitsministeriet, men disse
bestræbelser har ikke ført til
væsentlige ændringer i
rekrutteringsmønsteret.
Flertallet
bemærker videre, at domstolene
med den skete rekruttering ikke
i fuldt omfang har kunnet drage
nytte af det dommerpotentiale,
der er blandt jurister i
Danmark. Målsætningen bør derfor
være, at erfaringsgrundlaget på
samtlige niveauer i
domstolssystemet gøres mere
alsidigt og bredt.
Efter
flertallets opfattelse bør
målsætningen om et alsidigt og
bredt erfaringsgrundlag hos
dommerne søges opnået ved i
højere grad end hidtil til
domstolene at knytte personer
med indsigt og erfaringer fra
forskellige juridiske felter,
herunder personer med forskellig
tilgang til juridiske problemers
løsning, således at
dommerkorpset sammensættes
bredt. Det er flertallets
opfattelse og forudsætning, at
dette vil kunne ske uden
slækkelse af de krav til de
juridiske kvalifikationer, som
man hidtil har håndhævet ved
udnævnelse af dommere.
Flertallet
udtaler, at et dommerkorps
sammensat af dommere med
forskellig uddannelsesmæssig og
erfaringsmæssig baggrund i
særdeleshed vil være værdifuldt
i landsretterne og Højesteret,
hvor arbejdsformen er kollegial.
Her vil brydninger mellem
synspunkter blandt dommere med
forskellig erhvervsmæssig
baggrund kunne bidrage positivt
til hele retsvæsenets udvikling.
Flertallet
finder endvidere, at en bredere
rekruttering også i byretter med
flere dommere og ved
enedommerembeder vil være
værdifuld og bringe nye momenter
ind.
Målsætningen om et alsidigt og
bredt erfaringsgrundlag i
dommerkorpset bør efter
flertallets opfattelse også give
sig udslag i, at det ved
besættelsen af dommerstillinger
tillægges vægt, at den enkelte
dommer har et bredt
erfaringsgrundlag, dvs. gennem
forskellige ansættelser har
opnået viden på flere felter
eller inden for en enkelt sektor
har fungeret i forskellige
funktioner eller arbejdet med et
bredt juridisk arbejdsområde.
Dette indebærer, at det må
betragtes som et kvalificerende
moment for den enkelte ansøger,
hvis han eller hun kan henvise
til en sådan bredde i sin
hidtidige karriere. På den anden
side kan en ansøger med en
snævrere karriere have
kvalifikationer, der gør den
pågældende bedre egnet end
ansøgere med en bredere
karriere. Bredden i karrieren
kan med andre ord efter
flertallets opfattelse ikke
opstilles som et isoleret eller
absolut mål.
Et
mindretal i udvalget (3
medlemmer) tilslutter sig ønsket
om en bredere rekruttering, men
udtaler sig i øvrigt kritisk
over for den måde, hvor på den
hidtidige rekruttering er sket.
Mindretallet udtaler endvidere,
at det med henblik på at sikre
den ansatte dommer uafhængighed
ikke bør være et fast eller
fremtrædende
rekrutteringsmønster, at dommere
i Københavns Byret ansættes i
landsretten, særligt Østre
Landsret, eller at Højesterets
dommere i så høj grad
rekrutteres fra landsretterne.
Et
andet mindretal (1 medlem)
tilslutter sig ligeledes ønsket
om en bredere rekruttering, men
finder i øvrigt, at den kritik
af dommernes muligt manglende
uafhængighed, der bl.a. rejses
af det andet mindretal, kun i
meget begrænset omfang har været
rettet mod de dommere, der har
haft deres karriere ved
domstolene.
Om
flertallets og mindretallenes
udtalelser henvises i øvrigt til
betænkningen side 176 ff.
2.2.2.
Lovfæstelse af målsætningen for
den fremtidige
dommerrekruttering
Domstolsudvalget har på baggrund
af den almindelige enighed i
udvalget om en bredere
dommerrekruttering overvejet, om
målsætningen om en bredere
rekruttering bør lovfæstes.
Et
flertal i udvalget (12
medlemmer) finder, at
målsætningen er så væsentlig, at
den bør finde udtryk i en
lovbestemmelse. Flertallet
bemærker i den forbindelse, at
der tidligere har været
bestræbelser på at rekruttere
personer til domstolene fra
andre kredse end de
traditionelle, uden at det har
haft nogen afgørende virkning.
Der er derfor efter flertallets
opfattelse behov for et stærkere
signal, hvilket en
lovbestemmelse ville give. En
lovbestemmelse vil forpligte de
indstillende og afgørende
myndigheder til i forbindelse
med udpegningen af dommere at
tage hensyn til den ønskede
bredde i rekrutteringen.
I den
forbindelse bemærker flertallet
videre, at der ved besættelsen
af dommerstillinger naturligvis
altid bør være tale om en
bedømmelse af den enkelte
ansøgers samlede kvalifikationer
til at bestride en given
dommerstilling. Er der
eksempelvis tale om en
dommerstilling, der indebærer et
administrativt ansvar, bør det
indgå, om en ansøger har
administrativ erfaring.
Et
mindretal (4 medlemmer)
tiltræder flertallets ønske om
en bredere rekruttering, men
mener, at dette mål vil kunne
nås gennem den af udvalget
foreslåede ændrede
udnævnelsesprocedure, jf. pkt. 3
nedenfor. Mindretallet finder
det uheldigt på forhånd at binde
det nye dommerudnævnelsesråd ved
en materiel lovregel som den af
flertallet foreslåede.
Der er
enighed i Domstolsudvalget
om, at der ikke er grundlag for
at foreslå en bestemmelse,
hvorefter der indføres et
lovbestemt krav om, at dommere
forud for deres ansættelse skal
have virket som advokat eller i
en anden af Justitsministeriet
og anklagemyndigheden uafhængig
hovedstilling i mindst 5 år. Et
sådant lovbestemt krav om
bestemt forudgående
beskæftigelse vil efter
udvalgets opfattelse virke for
stift og vil efter
omstændighederne kunne blokere
for ansættelse af den ansøger,
som efter en samlet vurdering må
anses for den bedst
kvalificerede. Udvalget lægger
herved endvidere vægt på, at det
dommerudnævnelsesråd, som
udvalget foreslår oprettet, jf.
pkt. 3 nedenfor, ikke i sin
virksomhed bør være bundet af
lovbestemte krav af denne
karakter.
Domstolsudvalget foreslår
herudover, at de nugældende
bestemmelser i retsplejelovens §
43, stk. 1, 3 og 4, der
opstiller forskellige formelle
krav til forudgående
beskæftigelse for at kunne blive
udnævnt til landsdommer og
højesteretsdommer, ophæves. Selv
om de nævnte bestemmelser kun
angiver, at landsdommere og
højesteretsdommere i reglen skal
have beklædt bestemte
stillinger, og der derfor kan
gøres undtagelse fra reglerne,
bør de efter udvalgets
opfattelse i konsekvens af
forslaget om en bredere
rekruttering ophæves.
Om
udvalgets overvejelser om
lovfæstelse af målsætningen om
en bredere rekruttering henvises
i øvrigt til betænkningen side
183-185.
2.2.3.
Blandt hvilke jurister vil
dommere kunne rekrutteres, og
hvilken udnævnelsesalder og
kønsfordeling bør tilstræbes?
Udvalget
anser det ikke for muligt at
foretage en udtømmende opregning
af, hvilke typer beskæftigelse
der vil kunne kvalificere til
dommeransættelse. Som eksempler
på kvalificerende beskæftigelse
nævner udvalget bl.a. ansættelse
som dommerfuldmægtig og
retsassessor, beskæftigelse som
advokat/advokatfuldmægtig,
ansættelse i Justitsministeriet
eller andre dele af
centraladministrationen,
beskæftigelse ved
anklagemyndigheden, ansættelse
ved internationale organer
(bl.a. EF-domstolen og
menneskerettighedsorganerne),
universitetsansættelse,
ansættelse i den kommunale
sektor, ansættelse i private
virksomheders og organisationers
juridiske afdelinger,
beskæftigelse med større
projektarbejder og
sekretæropgaver for udvalg,
ansættelse ved statsamter,
ansættelse i Folketingets
administration og hos
Folketingets Ombudsmand.
Udvalget
udtaler i øvrigt, at danske
dommere skal være generalister,
og der er derfor behov for, at
en betydelig del af
dommerstillingerne besættes med
personer, der i kraft af deres
ansættelse har et bredt kendskab
til forskellige juridiske
områder. For nogle af de
professioner, som er nævnt
ovenfor, gælder, at de kan være
ret specialiserede. Udvalget
anser dog ikke dette forhold for
en afgørende hindring, idet den
landsretstjeneste, som udvalget
foreslår som en forudsætning for
at blive dommer, vil give et
godt grundlag for at bedømme
sådanne kandidaters generelle
kvalifikationer.
Udnævnelsesalderen til
dommerstillinger i byretterne
har igennem en årrække ligget
omkring 40 år, tilsvarende ved
Vestre Landsret, i almindelighed
noget højere ved Østre Landsret
og omkring 50 år til Højesteret.
Domstolsudvalget finder ikke
grundlag for at anbefale, at
udnævnelsesalderen ændres. De
meget begrænsede muligheder for
at afskedige dommere gør det
efter udvalget opfattelse
påkrævet, at første udnævnelse
sker på et tidspunkt, hvor
ansøgeren gennem en længere
årrække har demonstreret sine
faglige kvalifikationer, ligesom
det er udvalgets opfattelse, at
det i sig selv er en fordel, at
dommere forud for første
udnævnelse har opnået den
modenhed og erfaring, som følger
med alderen.
Uanset at
kønsfordelingen blandt dommere
er skæv, finder Domstolsudvalget
ikke at kunne anbefale, at der
gives kvinder en positiv
særbehandling ved
dommerudnævnelser, idet hvervet
som dommer har en sådan
karakter, at kvalifikationerne
må være afgørende for, hvorledes
dommerstillingerne besættes.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 186-188.
2.2.4.
Initiativer for at opnå en
bredere rekruttering
Med
henblik på at opnå den bredere
rekruttering har
Domstolsudvalget overvejet,
hvilke initiativer der vil kunne
skabe en naturlig indgang til
domstolssystemet for andre
erhvervsgrupper end de
traditionelle. Udvalget har
særligt overvejet, om der bør
skabes mere fleksible muligheder
for at stifte bekendtskab med
arbejdet som dommer.
Udvalget
finder, at der vil være behov
for særlige initiativer i
relation til advokater for at
give denne gruppe en indgang til
domstolene, idet denne gruppe i
højere grad end f.eks.
offentligt ansatte og
universitetsjurister har
erhvervsmæssige bindinger, der
gør det vanskeligt at stifte
bekendtskab med arbejdet som
dommer.
Det er
udvalgets opfattelse, at når det
hidtil kun i begrænset omfang
har været muligt at rekruttere
advokater til domstolene,
skyldes det en række faktorer,
hvoraf udvalget særlig
fremhæver, at advokaters
arbejdsvilkår og arbejdsmetode
adskiller sig fra dommeres,
hvorfor det at lade sig
konstituere i landsretten i en
længere periode, som hidtil har
været den vej, advokater har
måttet anvende for at stifte
bekendtskab med dommergerningen,
har været forbundet med en
betydelig satsning, idet et
afbræk i klientrelationer m.v. i
9 måneder for mange advokater
nemt kunne være ensbetydende med
en definitiv afbrydelse af
advokatgerningen. Endelig nævner
udvalget, at det for
privatpraktiserende advokater
ofte vil være forbundet med en
indtægtsnedgang at blive udnævnt
til dommer.
For at
mindske de usikkerhedsmomenter,
der er forbundet med overgangen
fra at drive advokatvirksomhed
til dommeransættelse, foreslår
Domstolsudvalget, at der åbnes
adgang for advokater til i en
kortere periode at virke som
konstitueret dommer. En sådan
ordning vil give advokater et
bedre grundlag for at vurdere,
om de ønsker en almindelig
uddannelseskonstitution i
landsretten, jf. nedenfor pkt.
2.2.5.
På
baggrund af en afvejning af på
den ene side hensynet til, at
den enkelte advokat opnår en vis
praktisk erfaring og et grundlag
for at kunne vurdere, om
vedkommende vil satse på en
dommerkarriere, og på den anden
side hensynet til at kunne vende
tilbage til advokaterhvervet
uden at have mistet
klientrelationer, foreslår
udvalget, at
konstitutionsperioden bliver på
3 måneder.
Det er
udvalgets opfattelse, at der med
en model med 3 måneders
konstitutioner ikke vil være
habilitetsmæssige problemer, der
ikke kan håndteres i praksis.
Udvalget forudsætter i den
forbindelse, at advokater i
konstitutionsperioden skal være
forpligtet til at deponere deres
bestalling. Uanset dette bør den
enkelte advokat dog i alle
sager, som vedkommende kommer
til at behandle i retten, have
opmærksomheden skærpet med
hensyn til, om der kan rejses
tvivl om advokatens habilitet.
Da
ordningen med advokater i
korttidskonstitutioner vil være
en nyskabelse, og det på forhånd
kan være vanskeligt at bedømme,
i hvilken udstrækning ordningen
vil give anledning til problemer
i praksis, finder udvalget, at
der i første omgang bør være
tale om et forsøg.
Forsøgsordningen forudsættes
primært at skulle omfatte
landsretterne og de største
byretter.
Udvalget
foreslår, at forsøgsordningen
etableres således, at besættelse
af disse korttidskonstitutioner
sker efter reglerne for
besættelse af andre
dommerstillinger, dvs. efter
opslag og indstilling fra
Dommerudnævnelsesrådet, jf.
nedenfor pkt. 3. Udvalget
forudsætter samtidig, at de
advokater, som benytter
ordningen, får almindelig løn
som dommer i
konstitutionsperioden.
Udvalget
foreslår, at de advokater, der
konstitueres som dommere, skal
være omfattet af det
afskedigelsesværn, som udvalget
foreslår etableret for alle
ikke-udnævnte dommere, jf.
nedenfor pkt. 4.5.2.
Udvalget
forudsætter, at den nærmere
tilrettelæggelse af ordningen
sker ved Domstolsstyrelsen i
samarbejde med Advokatrådet.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 191-196.
Med
henblik på yderligere at fremme
den brede rekruttering foreslår
udvalget endvidere, at
Domstolsstyrelsen i samarbejde
med Advokatrådet etablerer en
udvekslingsordning for yngre
advokater og advokatfuldmægtige
med dommerfuldmægtige. Udvalget
forudsætter, at turnusopholdet
for advokater og
advokatfuldmægtige er af mindst
et års varighed og for
dommerfuldmægtige af mindst to
års varighed i overensstemmelse
med de generelle regler for
turnus for overenskomstansatte
fuldmægtige i staten.
Om
udvalgets nærmere overvejelser
vedrørende turnusordningen
henvises til betænkningen side
190-191.
2.2.5.
Uddannelse og bedømmelse af
dommeraspiranter i landsretterne
Efter
praksis skal alle aspiranter til
dommerstillinger bortset fra
stillinger som højesteretsdommer
dokumentere deres egnethed som
dommer i en periode som
konstitueret dommer. Der er
enighed i Domstolsudvalget om,
at der fortsat er behov for at
kunne bedømme dommeraspiranters
juridiske færdigheder med
henblik på dommeransættelse, og
at vurderingen heraf bedst
finder sted i landsretterne.
Udvalget
foreslår derfor, at det som
lovmæssigt krav indføjes i
retsplejeloven, at udnævnelse
til byretsdommer, landsdommer og
dommer i Sø- og Handelsretten i
reglen kræver, at den pågældende
har virket som konstitueret
dommer i landsretten.
Der er i
udvalget enighed om, at
bedømmelsen passende kan finde
sted i en periode på 9 måneder,
hvilket svarer til den periode,
som dommeraspiranter i dag
typisk gør tjeneste i
landsretten. For så vidt angår
advokater, der har haft en
forudgående 3-måneders
konstitution, foreslår udvalget,
at der åbnes mulighed for, at
denne konstitution kan tælle med
i den sædvanlige 9 måneders
periode. En forudsætning herfor
vil normalt være, at der er tale
om samme landsret, ligesom der
bør være en vis tidsmæssig
sammenhæng mellem de to
konstitutionsperioder.
Domstolsudvalget lægger til
grund, at ikke-udnævnte dommeres
tjeneste i landsretterne helt
overvejende skal ske som
konstitueret dommer og ikke som
»overtallig dommer« uden
stemmeret.
Udvalget
lægger vægt på, at alle jurister
med de fornødne kvalifikationer
skal kunne søge en konstitution
i en af landsretterne med
henblik på at dokumentere deres
egnethed som dommer. Udvalget
fremhæver, at dette vil
indebære, at der vil være behov
for, at det nuværende antal
konstitutionsstillinger - der i
henhold til finansloven for 1997
er fastsat til 11 fordelt mellem
de to landsretter - øges
betydeligt.
Udvalget
anslår, at der samlet vil være
behov for, at i
størrelsesordenen op til 40
personer årligt gennemgår
landsretskonstitution. Med
udgangspunkt i en sædvanlig
konstitutionsperiode på 9
måneder vil dette svare til, at
der i landsretterne tilsammen
skal være ca. 30
konstitutionsstillinger.
Udvalget
bemærker endvidere, at
uddannelse og bedømmelse af
konstituerede dommere udgør en
både kvalitativ og kvantitativ
væsentlig arbejdsmæssig opgave
for de faste dommere i de to
landsretter. Den af udvalget
forudsatte meget betydelige
udvidelse af antallet af
konstituerede dommere vil derfor
i sig selv betyde en væsentlig
forøgelse af arbejdsopgaverne
for landsretternes faste
dommere. Hertil kommer efter
udvalgets opfattelse, at
forslaget om den bredere
rekruttering til
dommerstillinger vil betyde, at
stadig færre af de konstituerede
dommere vil have et forudgående
kendskab til, hvorledes
domstolene fungerer i praksis,
herunder mindre eller slet ingen
erfaring i udarbejdelse af
domsudkast o.l. Også dette
forhold vil i sig selv betyde en
forøgelse af arbejdsopgaverne
for de faste dommere.
Ved
vurderingen af landsretternes
mulighed for at udvide antallet
af konstitutionsstillinger må
det efter udvalgets opfattelse
endvidere indgå, at karakteren
af de sager, der behandles ved
landsretterne, indebærer, at
retten altid bør sættes med
mindst to faste dommere og i
stigende grad med tre faste
dommere.
Det er
udvalgets - og
landsretspræsidenternes -
vurdering, at det vil være
muligt at gennemføre udvalgets
forslag og forudsætninger på en
måde, der også arbejds- og
bedømmelsesmæssigt vil kunne
være tilfredsstillende både for
de mange konstituerede dommere
og for landsretternes faste
dommere, ved at det fremtidige
arbejde for dommere i en
landsretsafdeling fordeles på
tre faste dommere og en
konstitueret dommer. Det samlede
arbejde vil udover det nuværende
arbejde for dommere i en
landsretsafdeling og den
forøgelse heraf, der vil skyldes
den øgede brug af konstituerede
dommere, kunne omfatte den del
af det juridiske arbejde, der i
dag udføres af fuldmægtigene i
landsretterne med hensyn til
møde i forfaldssituationer samt
behandling af kæremål og andre
skriftligt behandlede sager.
Udvalget
anslår, at behovet for udvidelse
af antallet af faste dommere vil
være i en størrelsesorden af
indtil ca. 10 stillinger. En
sådan løsning vil give mulighed
for 19 konstitutionsstillinger i
Østre Landsret og 12
konstitutionsstillinger i Vestre
Landsret, ligesom denne løsning
vil give grundlag for
nedlæggelse af et antal
fuldmægtigstillinger i
landsretterne.
Udvalget
har endvidere særskilt
overvejet, om dommeraspiranter
som led i
landsretskonstitutionen bør
bedømmes i deres evne til
retsledelse. Et flertal
(10 medlemmer) finder, at der
bør åbnes mulighed for en
ordning, hvorefter konstituerede
landsdommere i et vist omfang
afprøves i retsledelse. Et
mindretal (6 medlemmer -
herunder de to
landsretspræsidenter) finder
ikke, at landsretterne er et
egnet forum for oplæring i og
bedømmelse af retsledelse. I
lyset af de betænkeligheder, som
mindretallet, herunder navnlig
landsretternes præsidenter,
fremhæver, foreslår flertallet,
at man ikke på nuværende
tidspunkt etablerer en permanent
ordning, hvorefter konstituerede
landsdommere afprøves i
retsledelse, men at man alene
påbegynder ordningen som et
forsøg.
Om
udvalgets nærmere overvejelser
bl.a. vedrørende spørgsmålet om
bedømmelse af
dommeraspiranternes evner for
retsledelse henvises i øvrigt
til betænkningen side 197-201.
2.2.6.
Den fremtidige ordning for
uddannelse og ansættelse af
dommerfuldmægtige
På
baggrund af udenlandske
ordninger for dommerrekruttering
og udvalgets anbefalinger af en
bredere rekruttering til
dommerstillingerne har udvalget
drøftet, om den danske ordning
med uddannelse af og en i
princippet tidsubegrænset
ansættelse af dommerfuldmægtige
ved domstolene med henblik på en
senere dommerudnævnelse bør
opretholdes.
Et
flertal i udvalget (13
medlemmer) anbefaler, at den
nuværende
dommerfuldmægtigordning
opretholdes. Det er flertallets
opfattelse, at der er behov for
dommere med de kvalifikationer
og det kendskab til samtlige
sider af domstolsarbejdet, som
dommerfuldmægtiguddannelsen
giver. Flertallet finder
herudover, at der - i hvert fald
med den nuværende
retskredsstruktur - ikke er
noget alternativ til den
eksisterende ordning. Domstolene
er afhængige af erfarne og
rutinerede dommerfuldmægtiges
arbejdskraft. Flertallet deler
ikke mindretallets opfattelse
af, at en bredere rekruttering
ikke kan opnås uden ændring af
den nuværende ordning, eller at
man ikke vil være i stand til at
udskille uegnede eller mindre
egnede dommerfuldmægtige.
Et
mindretal (3 medlemmer)
anbefaler, at fuldmægtigene ved
domstolene fremover kun ansættes
i åremålsstillinger af en
varighed af op til 3 år uden
mulighed for genansættelse, og
at denne ansættelse først sker,
efter at den pågældende har
været i anden juridisk
virksomhed i en periode på 4-6
år. Mindretallet begrunder
navnlig sit forslag med, at
opretholdelsen af den nuværende
ordning vil vanskeliggøre en
bredere rekruttering til
domstolene, ligesom mindretallet
ikke føler sig overbevist om, at
domstolene, selv om de af
udvalget stillede forslag til
forbedringer gennemføres, med
tilstrækkelig sikkerhed vil være
i stand til at udskille
dommerfuldmægtige, som er
uegnede eller mindre egnede til
at blive dommere. Det er en
forudsætning for mindretallets
forslag, at egentligt
dommerarbejde udføres af
udnævnte dommere. Et betydeligt
antal retsassessorstillinger bør
derfor konverteres til dommer-
eller vicedommerstillinger.
Mindretallet finder, at deres
forslag kan gennemføres med den
nuværende retskredsstruktur.
Under
forudsætning af, at den
nuværende retskredsstruktur
opretholdes, stiller et enigt
udvalg en række forslag til
forbedringer af mulighederne for
at udskille fuldmægtige, der er
mindre egnede eller uegnede til
at blive dommere. Udvalget
foreslår således indførelse af
en prøve efter grunduddannelsens
afslutning og en intensiveret
evaluering under
grunduddannelsen. Herudover
foreslås det, at der finder
regelmæssige bedømmelser sted i
det videre ansættelsesforløb ved
domstolene.
Hvad angår
uddannelsen af
dommerfuldmægtige, er det det
samlede udvalgs opfattelse, at
den nuværende uddannelse af
dommerfuldmægtige i det
væsentlige lever op til de krav,
der bør stilles til indføringen
i arbejdet ved et dommerkontor.
Udvalget stiller derfor ikke
særskilte forslag på dette
punkt.
Om
udvalgets overvejelser
vedrørende fordele og ulemper
ved at opretholde den nuværende
dommerfuldmægtigordning samt
udvalgets forslag til
forbedringer af mulighederne for
at udskille mindre egnede
dommerfuldmægtige henvises i
øvrigt til betænkningen side
196-216.
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
2.3.1.
Målsætningen for den fremtidige
dommerrekruttering
Justitsministeriet kan tiltræde
Domstolsudvalgets anbefaling af,
at der fremtidigt tilstræbes en
bredere rekruttering til
domstolene, end det hidtil har
været muligt. En bredere
rekruttering vil medføre, at
erfaringsgrundlaget på samtlige
niveauer i domstolssystemet
bliver mere alsidigt og bredt,
og den vil kunne bidrage til, at
domstolene også fremover bliver
i stand til at honorere de krav
til sagkundskab på mange
forskellige områder, som vil
blive stillet i forbindelse med
behandlingen af retssager.
Justitsministeriet kan samtidig
tilslutte sig flertallets
anbefaling af, at det ved
besættelsen af dommerstillinger
bør betragtes som et
kvalificerende moment for den
enkelte ansøger, at den
pågældende har et bredt
erfaringsgrundlag, uden dog at
bredden i den hidtidige karriere
kan opstilles som et absolut
eller isoleret mål.
2.3.2.
Lovfæstelse af målsætningen for
den fremtidige
dommerrekruttering
Justitsministeriet er enig i
forslaget fra flertallet i
udvalget om, at målsætningen om
en bredere rekruttering bør
lovfæstes.
Forslaget
indebærer, at der ved
vurderingen af en ansøger skal
lægges vægt på de juridiske og
personlige kvalifikationer, og
at også bredden i ansøgerens
juridiske erfaringsgrundlag skal
tillægges vægt. Endvidere skal
det indgå i vurderingen, at der
ved domstolene bør være dommere
med forskellig juridisk
erhvervsbaggrund.
I
overensstemmelse med en række af
høringsudtalelserne over
betænkningen har
Justitsministeriet dog ændret
bestemmelsens ordlyd i forhold
til den formulering, som blev
foreslået af udvalgets flertal.
Ministeriet finder således, at
det af lovteksten tydeligere bør
fremgå, at det afgørende
ved vurderingen af en ansøger
bør være den pågældendes
juridiske og personlige
kvalifikationer. Det fremgår
også af udtalelsen fra
flertallet i udvalget, at der
som hidtil bør lægges afgørende
vægt på ansøgernes juridiske
kvalifikationer, jf.
betænkningen side 184.
Der er
således efter
Justitsministeriets opfattelse
ved den ændrede formulering af
lovteksten ikke tale om en
ændring i forhold til
intentionerne i forslaget fra
udvalgets flertal.
En sådan
yderligere betoning i lovteksten
af, hvilken vægt der skal
tillægges de faglige og
personlige kvalifikationer, er
som nævnt anbefalet i en række
af høringsudtalelserne. Således
finder de fleste af dommerne i
Højesteret, et overvejende
flertal af dommerne i Københavns
Byret samt Dommerforeningen, at
det, såfremt målsætningen
lovfæstes, klarere bør fremgå,
at de faglige og personlige
kvalifikationer er afgørende.
Med den
ovenfor anførte ændring er
lovforslaget således udformet i
overensstemmelse med flertallets
forslag hertil, jf. § 43 i
lovforslagets § 1, nr. 11.
Justitsministeriet er endvidere
enig med Domstolsudvalget i, at
der ikke i øvrigt bør
gennemføres regler om, at
dommere forud for deres
udnævnelse skal have eller ikke
må have virket i bestemte
stillinger. Det er således
heller ikke efter
Justitsministeriets opfattelse
ønskeligt på forhånd at lave
materielle regler om dommernes
forudgående beskæftigelse, der
binder Dommerudnævnelsesrådet.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tilslutte sig udvalgets forslag
om at ophæve de formelle krav
til forudgående beskæftigelse
for at kunne blive udnævnt til
landsdommer eller
højesteretsdommer i
retsplejelovens § 43, stk. 1, 3
og 4.
Der
henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 11, samt
de specielle bemærkninger
hertil.
2.3.3.
Blandt hvilke jurister vil
dommere kunne rekrutteres, og
hvilken udnævnelsesalder og
kønsfordeling bør tilstræbes?
Justitsministeriet kan i det
hele tilslutte sig udvalgets
overvejelser vedrørende
spørgsmålet om, blandt hvilke
jurister dommere forventes at
kunne rekrutteres, jf.
betænkningen side 186-188 og
pkt. 2.2.3. ovenfor.
Udvalgets
overvejelser har ikke givet sig
udslag i forslag til
lovregulering, hvilket
Justitsministeriet heller ikke
finder nødvendigt. Det
forudsættes således, at
Dommerudnævnelsesrådet i sin
virksomhed vil lægge vægt på de
faglige og personlige
kvalifikationer hos den enkelte
ansøger, samtidig med at der
lægges vægt på bredden i den
enkelte ansøgers
erfaringsgrundlag og bredden i
sammensætningen af dommerkorpset
generelt.
2.3.4.
Initiativer for at opnå en
bredere rekruttering
Som et led
i at nå målsætningen om en
bredere rekruttering kan
Justitsministeriet tilslutte sig
udvalgets forslag om, at der som
en forsøgsordning åbnes adgang
for advokater til at virke som
konstituerede fuldtidsdommere i
kortere perioder. Der er behov
for særlige tiltag over for
advokater for at fjerne de
barrierer, der hidtil har været
til hinder for en rekruttering
fra denne gruppe til domstolene.
Justitsministeriet finder i
relation til dette forslag, at
en konstitutionsperiode på 3
måneder er passende.
Blandt de
hørte myndigheder er der af
Østre Landsret ytret
betænkelighed ved at åbne
mulighed for, at advokater i en
kortere periode kan blive
konstitueret som dommere.
Landsretten frygter, at
forslaget vil svække vedkommende
rets autoritet, ligesom
landsretten finder, at forslaget
ikke harmonerer særlig godt med
intentionen om at fremme
domstolenes selvstændighed og at
markere dette udadtil.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør der lægges vægt på, at der i
første omgang kun bliver tale om
et forsøg. Ordningen vil være en
nyskabelse, og det er meget
vanskeligt på forhånd at
bedømme, i hvilken udstrækning
ordningen vil give anledning til
problemer. Der er derfor i
lovforslagets § 11 indsat en
revisionsbestemmelse, således at
forsøget løber over en periode
på 3 år.
Det
forudsættes endvidere, at
ordningen primært kommer til at
omfatte landsretterne og de
største byretter, dvs. de
præsidentledede og eventuelt
visse af de administrerede
embeder.
Lovforslaget er i øvrigt
udformet i overenstemmelse med
udvalgets forslag, jf. § 44 c i
lovforslagets § 1, nr. 14.
Justitsministeriet er enig i, at
det er en forudsætning, at
advokater, der benytter den
foreslåede ordning, deponerer
deres advokatbestalling i
konstitutionsperioden, jf.
retsplejelovens § 122, stk. 1.
Justitsministeriet kan også
tilslutte sig udvalgets forslag
om, at der i samarbejde mellem
Advokatrådet og
Domstolsstyrelsen etableres en
udvekslingsordning mellem yngre
advokater/advokatfuldmægtige og
dommerfuldmægtige. Dette forslag
indebærer ikke
lovgivningsmæssige initiativer,
men forudsættes iværksat af
Domstolsstyrelsen.
2.3.5.
Uddannelse og bedømmelse af
dommeraspiranter i landsretterne
Forudsætningen for at gennemføre
en bredere rekruttering end
hidtil er - udover at skabe
interesse hos et bredere felt af
ansøgere - at markere, at
ansøgere med en anden
erhvervsbaggrund end de hidtil
dominerende bliver vurderet
efter samme kriterier som de
ansøgere, der traditionelt har
søgt ansættelse som dommere.
Dette vil bl.a. blive tilgodeset
ved udvalgets forslag om, at det
i loven angives som
udgangspunktet, at en ansøger
til en dommerstilling skal have
været konstitueret i landsretten
og være blevet bedømt der,
samtidig med at det gøres muligt
for alle jurister med de
fornødne kvalifikationer at søge
en sådan konstitution i en af
landsretterne.
Justitsministeriet kan derfor
tilslutte sig udvalgets forslag
om, at det som lovmæssigt krav
indføjes i retsplejeloven, at
udnævnelse til byretsdommer,
landsdommer og dommer i Sø- og
Handelsretten i reglen kræver,
at den pågældende har været
konstitueret som dommer i en af
landsretterne.
Med den
valgte formulering i forslaget
til retsplejelovens § 42 gøres
landsretsuddannelsen som
hovedregel obligatorisk for
ansøgere til alle
dommerstillinger bortset fra
Højesteret, men det udelukkes
ikke, at en ansøger på anden
måde kan dokumentere sin
egnethed så utvetydigt, at det
vil være formalistisk at stille
krav om, at den pågældende
yderligere skal bedømmes i
landsretten.
Justitsministeriet er enig i, at
konstitutionsperioden passende
kan fastsættes til 9 måneder i
overenstemmelse med længden af
den nuværende landsretstjeneste.
En sådan
lovfæstet konstitutionsordning
vil gøre det muligt for en række
jurister uden nærmere
tilknytning til retsvæsenet at
dokumentere deres generelle
juridiske kvalifikationer på
lige fod med andre jurister.
Der
henvises i øvrigt til
bestemmelsen i § 42, stk. 4, i
lovforslagets § 1, nr. 11.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig udvalgets forslag
vedrørende den måde, hvorpå
landsretstjenesten bør afvikles,
herunder at ikke-udnævnte
dommeres tjeneste i
landsretterne bør ske som
konstitueret dommer og ikke som
»overtallig dommer«, hvis stemme
ikke tæller med ved sagernes
afgørelse.
Justitsministeriet finder ikke,
at der i landsretterne bør ske
en oplæring og bedømmelse af de
ikke-udnævnte dommeres
færdigheder i retsledelse.
Justitsministeriet finder som
mindretallet i udvalget, at
hensynet til en forsvarlig og
sammenlignelig bedømmelse af de
pågældendes evne for retsledelse
normalt måtte indebære, at denne
funktion blev udøvet ikke blot i
enkelte sager. En ordning, hvor
efter alle konstituerede skulle
afprøves i retsledelse, ville
derfor medføre, at
retsformandsfunktionen i
betydeligt omfang skulle udøves
af konstituerede dommere. Dette
ville ikke være forsvarligt
under hensyn til, at de fleste
sager, der behandles i
landsretten, der finder deres
endelige og for mange dybt
alvorlige afgørelse. Det må
tillægges afgørende betydning,
at sagernes behandling både er
og af parterne opleves som
værende fuldt betryggende.
Justitsministeriet er enig i, at
en væsentlig udvidelse af
antallet af
konstitutionsstillinger bør
ledsages af en udvidelse af
antallet af faste
landsdommerstillinger, således
at landsretten har kapacitet til
at sikre en tilfredsstillende
uddannelse og prøvelse af de
konstituerede dommere.
Såfremt
det viser sig nødvendigt at
gennemføre en så væsentlig
udvidelse af antallet af
konstitutionsstillinger, som
udvalget skønner, er
Justitsministeriet derfor enig
i, at det vil kunne være
hensigtsmæssigt, at arbejdet i
landsretternes enkelte
afdelinger fordeles på 3 faste
landsdommere og en konstitueret
dommer. Justitsministeriet er
ligeledes enig i, at det med en
sådan normering formentlig vil
være muligt samtidig at nedlægge
fuldmægtigstillingerne i
landsretterne.
Udvalget
skønner, at forslaget indebærer,
at der vil være behov for ca. 30
konstitutionsstillinger - mod 11
i dag - i de to landsretter
tilsammen, og at der vil være
behov for en udvidelse af
antallet af faste landsdommere
med indtil ca. 10 stillinger.
Justitsministeriet kan på det
foreliggende grundlag tilslutte
sig udvalgets vurdering af, at
der vil være behov for
yderligere stillinger i
landsretterne, men finder dog,
at det bør understreges, at der
med de eksisterende oplysninger
er forbundet betydelig
usikkerhed vedrørende det
skønnede behov for
konstitutionsstillinger og
dermed også for skønnet
vedrørende behovet for
yderligere faste
landsdommerstillinger.
Udviklingen i interessen for at
opnå en konstitutionsstilling må
derfor følges nøje, ligesom
udviklingen i behovet for
udvidelse af antallet af faste
landsdommerstillinger må følges,
således at de ressourcer, der
afsættes til denne uddannelses-
og bedømmelsesordning, svarer
til de aktuelle behov herfor.
Justitsministeriet forudsætter
derfor, at en opnormering af
landsretterne vil ske gradvist,
således at Domstolsstyrelsen i
samarbejde med
landsretspræsidenterne løbende
følger udviklingen og kan lade
spørgsmålet indgå i de årlige
finanslovsforhandlinger.
Justitsministeriet foreslår
derfor i første omgang, at der
oprettes yderligere 7
konstitutionsstillinger og 2
faste landsdommerstillinger. Der
er næppe grundlag for at
nedlægge fuldmægtigstillingerne
i landsretterne med en sådan
udvidelse af antallet af
landsdommerstillinger.
Med
virkning fra april 1997 er Østre
Landsret normeret med 55 faste
landsdommerstillinger, og retten
vil komme til at arbejde i 20
afdelinger. Vestre Landsret vil
fra samme tidspunkt være
normeret med 36 faste
landsdommerstillinger, og retten
vil arbejde i 12 afdelinger. I
henhold til finansloven for 1997
er antallet af
konstitutionsstillinger fastsat
til 11 for de to landsretter
tilsammen.
Konstitutionsstillingerne er
fordelt med 8 stillinger i Østre
Landsret og 3 stillinger i
Vestre Landsret.
Med
udgangspunkt i den aktuelle
fordeling af faste
landsdommerstillinger og
konstitutionsstillinger
forventer Justitsministeriet, at
de 7 yderligere
konstitutionsstillinger vil
skulle fordeles med 4 stillinger
i Vestre Landsret og 3
stillinger i Østre Landsret.
På denne
baggrund og under hensyn til den
aktuelle mulighed for at normere
landsretternes enkelte
afdelinger med 3 faste
landsdommere, finder
Justitsministeriet, at de 2
yderligere faste
landsdommerstillinger bør
placeres i Østre Landsret.
Der
henvises i øvrigt til ændringen
af § 4 og til § 44 b i
lovforslagets § 1, nr. 3 og nr.
14.
2.3.6.
Den fremtidige ordning for
uddannelse og ansættelse af
dommerfuldmægtige
Af de
grunde, flertallet i udvalget
anfører, finder
Justitsministeriet, at den
nuværende
dommerfuldmægtigordning bør
opretholdes. Herved bibeholdes
den fordel, der er forbundet med
uddannelsen af en gruppe af
jurister med et indgående
kendskab til alle dele af
domstolsarbejdet, som den
nuværende fuldmægtigordning
giver.
Der er
endvidere i den overvejende del
af udtalelserne fra de hørte
myndigheder givet udtryk for, at
man finder, at den eksisterende
dommerfuldmægtigordning bør
opretholdes.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
indebærer den af mindretallet
foreslåede model endvidere en
væsentlig risiko for svækkelse
af varetagelsen af
specialområderne skifteret,
fogedret, tinglysning og
notarialvæsen. Med den
eksisterende retskredsstruktur
vil det efter
Justitsministeriets opfattelse
ved en gennemførelse af
mindretallets forslag endvidere
næppe være muligt at besætte de
tilbageværende
dommerfuldmægtigstillinger med
kvalificerede ansøgere.
Hertil
kommer endelig, at domstolene
ikke uden tilførsel af
betydelige ressourcer vil kunne
uddanne det meget store antal
fuldmægtige, der efter
mindretallets forslag ville
skulle passere gennem
domstolene.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tilslutte sig udvalgets forslag
til administrative initiativer
for at forbedre mulighederne for
at udskille dommerfuldmægtige,
som er mindre egnede eller
uegnede til at blive dommere,
herunder at fuldmægtigene skal
aflægge en prøve ved
grunduddannelsens afslutning, at
alle fuldmægtige indkaldes til
samtale i Domstolsstyrelsen
efter grunduddannelsens
afslutning, og at
personalebedømmelser afgives
løbende under hele
fuldmægtigperioden.
Ingen af
disse administrative initiativer
forudsætter lovgivning, men
forudsættes iværksat af
Domstolsstyrelsen, jf. dog
bemærkningerne til bestemmelsen
i § 17 a, stk. 2, i
lovforslagets § 1, nr. 9.
3.
Fremgangsmåden ved udnævnelse af
dommere
3.1.
Den gældende ordning
3.1.1.
Fremgangsmåden ved besættelse af
ledige dommerstillinger
Alle
dommerstillinger bortset fra
stillingen som præsident for
Højesteret opslås ledige i
Statstidende, og ansøgninger
sendes til Justitsministeriet.
Dommere udnævnes af kongen efter
indstilling fra
justitsministeren. Det er
således justitsministeren, der
har kompetencen til og det
parlamentariske ansvar for
udnævnelse af dommere.
Det
væsentlige i den nugældende
procedure er, at vedkommende
landsretspræsident afgiver
indstilling om, hvem der bør
udnævnes til byrets- og
landsdommere. Denne udtalelse
afgives i praksis efter
forelæggelse for landsrettens
plenarforsamling. Indstillingen
sendes til Justitsministeriet
gennem præsidenten for
Højesteret, der også afgiver
udtalelse om indstillingen.
Landsretspræsidenternes
indstilling følges traditionelt
af præsidenten for Højesteret,
og der sker kun meget sjældent
forelæggelse af
landsretspræsidenternes
indstillinger for Højesterets
plenarforsamling.
Ved
ledighed i en ordinær
dommerstilling ved et
præsidentledet byretsembede
høres tillige vedkommende
byretspræsident. Dennes
udtalelse sendes i
overensstemmelse med den
almindelige regel gennem
landsretspræsidenten og
præsidenten for Højesteret.
Ved
ledighed i en ordinær
dommerstilling ved et
administreret byretsembede
drøfter landsrettens præsident
udnævnelsen med den
administrerende dommer.
Med hensyn
til besættelsen af stillinger
som byretspræsident
foreligger der ikke - i hvert
fald inden for de senere år -
nogen fast praksis med hensyn
til, hvorvidt det pågældende
præsidentembede
(plenarforsamlingen) høres. Der
indhentes i overensstemmelse med
den almindelige regel en
udtalelse fra vedkommende
landsretspræsident, som sender
sin udtalelse gennem Højesterets
præsident. Ved udnævnelse af
administrerende dommere
høres kun landsrettens og
Højesterets præsident og ikke
den pågældende byret.
Ved
besættelse af stillingen som
landsretspræsident sendes
ansøgningerne til udtalelse i
landsretten, der efter drøftelse
i plenarforsamlingen sender sin
udtalelse til Justitsministeriet
gennem Højesterets præsident.
Retsformændene i landsretterne
beskikkes - uden opslag af
stillingen - af vedkommende
landsretspræsident, jf.
retsplejelovens § 7.
Ved
ledighed i stillingen som
dommer eller
vicepræsident i Sø- og
Handelsretten sendes de
indkomne ansøgninger til
udtalelse hos Sø- og
Handelsrettens præsident, der
videresender disse sammen med
sin udtalelse til Højesterets
præsident. For så vidt angår
præsidentstillingen i Sø- og
Handelsretten afgiver
Højesterets præsident
indstilling til
justitsministeren.
Ved
besættelse af stillingen som
højesteretsdommer afgiver
Højesteret indstilling til
justitsministeren.
Domstolenes indstillinger følges
i praksis af justitsministeren.
3.1.2.
Grundlaget for landsretternes
indstillinger ved besættelse af
ledige dommerstillinger
Når
ansøgningsfristen i et
stillingsopslag om en ledig
byretsdommerstilling er
udløbet, sendes de indkomne
ansøgninger af
Justitsministeriet til
præsidenten for den landsret, i
hvis kreds stillingen er ledig,
sammen med en ansøgerliste med
oplysning om ansøgernes navne,
alder, stilling og kandidatår.
Hvis der er tale om en stilling
som dommer ved en præsidentledet
byret, sendes ansøgningerne til
landsretspræsidenten gennem
vedkommende byretspræsident, der
således få mulighed for at lade
sin indstilling indgå i
grundlaget for sagens videre
behandling. Ansøgerlisten sendes
endvidere til samtlige ansøgere,
til Dommerforeningen og til
Dommerfuldmægtigforeningen samt
udleveres til samtlige
landsdommere i den pågældende
landsret.
Ved sagens
behandling i vedkommende
landsret indgår udover de
oplysninger, der fremgår af
ansøgningen eller er vedlagt
denne, foreliggende oplysninger
om ansøgerens virke i
landsretten tillige med andre
oplysninger, som landsretten
måtte være i besiddelse af
f.eks. som følge af tidligere
ansøgninger om dommerstillinger,
klagesager m.v. I vurderingen
indgår tillige kendskab til den
stilling, der er ledig.
Et meget
væsentligt element i
bedømmelsesgrundlaget er den
udtalelse, der er afgivet af
landsretspræsidenten med hensyn
til forløbet af
landsretskonstitutionen, jf.
ovenfor afsnit 2.1.2.
I
bedømmelsesgrundlaget i
landsretten kan også indgå en
række andre oplysninger, som
tilvejebringes af
landsretspræsidenten gennem
samtaler med f.eks.
retspræsidenter eller dommere
ved de embeder, hvor ansøgeren
tidligere har gjort tjeneste.
Det er
vedkommende landsretspræsident,
der afgiver indstilling til
Justitsministeriet om
besættelsen af den ledige
stilling, dog som anført ovenfor
først efter drøftelse af sagen
på et plenarmøde med deltagelse
af landsrettens faste dommere.
På plenarmødet gennemgår
præsidenten sagen med de
oplysninger, der fremgår af
denne vedrørende den enkelte
ansøger. Landsrettens dommere
bidrager med det kendskab til
ansøgernes virke, som er
tilvejebragt bl.a. under disses
konstitutionsperiode og ved
behandlingen af anke- og
kæresager, herunder ikke mindst
vedrørende den periode, der
ligger efter konstitutionen i
landsretten. Under drøftelsen i
plenarmødet vil det således ofte
være muligt at foretage en
direkte sammenligning mellem
flere kandidater baseret på et
personligt kendskab til disse
hos en stor del af landsrettens
dommere.
På
grundlag af drøftelsen på
plenarmødet og de i øvrigt
foreliggende oplysninger afgiver
landsretspræsidenten sin
indstilling om stillingens
besættelse. Indstillingen kan
være relativt kortfattet og
alene indeholde en udtalelse om,
at valget under de givne
omstændigheder må stå mellem
nogle nærmere angivne ansøgere,
og en bemærkning om, hvem af
disse der må foretrækkes.
Landsretspræsidenten indstiller
altid kun en ansøger til
stillingen.
Proceduren
ved besættelse af stillinger som
landsdommer er i
princippet den samme som
beskrevet for byretsdommere.
Byretsdommere og advokater, der
søger landsdommerstillinger, vil
være landsretten bekendt, men
ingen udnævnes uden at have
været konstitueret i landsretten
med henblik på at vurdere den
pågældendes kvalifikationer.
Ved
besættelsen af stillingerne som
præsident i landsretten
indhentes som nævnt ovenfor en
udtalelse fra landsrettens
plenarforsamling. Der er
tradition for, at det er en
landsdommer fra vedkommende
landsret, der udnævnes i den
ledige præsidentstilling. Ofte
er der kun en eller to
landsdommere fra den pågældende
landsret, der søger stillingen.
3.1.3.
Udnævnelse af højesteretsdommere
Efter
retsplejelovens § 43, stk. 2, er
det en betingelse for udnævnelse
til højesteretsdommer, at man
har godtgjort sin dygtighed ved
at have prøvevoteret i mindst 4
sager. Denne ordning er i alt
væsentligt fulgt i over 200 år.
Højesteret
indstiller, hvem af ansøgerne
til en opslået ledig stilling
der skal have tilladelse til at
prøvevotere.
Bedømmelsesgrundlaget er ikke
formaliseret. Der indhentes
således ikke skriftlige
udtalelser om ansøgerne.
Udvælgelsen sker på grundlag af
dommernes opfattelse af
ansøgernes faglige og personlige
kvalifikationer. Den kreds, som
højesteretsdommere kan
rekrutteres fra, er ikke stor,
og da det faglige miljø er
overskueligt, er der gode
muligheder for at indhente
oplysninger om og danne sig en
opfattelse af ansøgerne. Det
hænder, at præsidenten for
Højesteret efter drøftelse i
Højesteret opfordrer
kvalificerede jurister til at
søge
højesteretsdommerstillinger.
Stillingen
som Højesterets præsident er
siden 1861 blevet besat med en
allerede udnævnt
højesteretsdommer efter
indstilling fra rettens dommere.
Stillingen opslås som anført
ovenfor under pkt. 3.1.1. ikke
ledig. Ved domstolene kendes en
lignende ordning i Rigsretten,
der efter grundlovens § 59, stk.
2, vælger sin formand af sin
midte.
3.1.4.
Offentlighed og partshøring ved
stillingsbesættelse
Efter
offentlighedslovens § 2, stk. 1,
2. pkt., gælder retten til
aktindsigt ikke sager om
ansættelse eller forfremmelse i
det offentliges tjeneste.
Offentligheden har således ikke
adgang til aktindsigt i sager om
ansættelse af dommere.
Dommerstillinger er
tjenestemandsstillinger, hvorfor
de særlige regler i
tjenestemandslovens § 5, stk.
3-5, om udlevering af lister
over ansøgernes navne gælder.
Efter disse bestemmelser skal
der efter anmodning meddeles
ansøgere og organisationer, hvis
medlemmer er naturlige ansøgere
til en stilling, oplysning om
ansøgernes navne m.v. En ansøger
til en tjenestemandsstilling kan
kræve, at ansøgerlisten ikke
gengives offentligt. Når blot en
ansøger kræver diskretion,
gælder offentliggørelsesforbudet
hele ansøgerlisten. Anmodningen
skal være skriftlig og modtaget
inden ansøgningsfristens udløb.
Forbudet mod offentlig
gengivelse af ansøgernavne m.v.
skal påføres ansøgerlisten ved
udlevering, og overtrædelse af
forbudet straffes med bøde.
Efter
bestemmelsen i
forvaltningslovens § 10, stk. 2,
om partens ret til aktindsigt
har den, der ansøger eller har
ansøgt om ansættelse eller
forfremmelse i det offentliges
tjeneste, kun krav på aktindsigt
i den pågældende sag for så vidt
angår de dokumenter m.v., der
vedrører den pågældendes egne
forhold.
Indgår der
ved behandlingen af en
ansættelsessag faktiske
oplysninger, som er af væsentlig
betydning, og som er til ugunst
for en ansøger, skal der efter
reglerne i forvaltningslovens
kapitel 5 foretages partshøring.
Dette gælder dog ikke, hvis
parten er bekendt med, at
oplysningerne indgår i
ansættelsesmyndighedens
beslutningsgrundlag. Sagen må
herefter først afgøres, når
ansøgeren er gjort bekendt med
oplysningerne og har haft
lejlighed til at udtale sig, jf.
dog lovens § 19, stk. 2.
Afgørende
for, om en oplysning skal
undergives partshøring efter
forvaltningslovens § 19, er, om
oplysningen er af en sådan
karakter, at den bidrager til at
supplere sagens bevismæssige
grundlag eller i øvrigt
tilvejebringes for at skaffe
klarhed med hensyn til sagens
faktiske omstændigheder.
Reglerne
om aktindsigt og partshøring i
forvaltningsloven gælder kun for
afgørelsesmyndigheder og ikke
for en myndighed, der kun skal
afgive indstilling i en sag.
Bestemmelsen i
offentlighedslovens § 6 om
myndighedens pligt til at gøre
notat om mundtligt modtagne
oplysninger vedrørende en sags
faktiske omstændigheder, der er
af betydning for sagens
afgørelse, og om pligten til at
gøre notat om sådanne
oplysninger, som myndigheden på
anden måde er bekendt med,
gælder også ansættelsessager,
jf. lovens § 2, stk. 1, 2. pkt.
Også denne regel gælder kun for
den myndighed, der træffer
afgørelse i sagen.
Den
gældende ordning med hensyn til
udnævnelse af dommere er i
øvrigt beskrevet i betænkningen
side 217-221. I betænkningen
side 228-242 beskrives
internationale principper og
udenlandske ordninger med hensyn
til dommerudnævnelser.
3.2.
Domstolsudvalgets overvejelser
Med
mellemrum har der i den
offentlige debat været rejst
spørgsmål om ændring af den
gældende ordning med hensyn til
dommerudnævnelser. Debatten har
haft sit udgangspunkt dels i en
kritik af en for ensidig
rekruttering til særligt de
overordnede retter, og dels i
mere principielle standpunkter
såsom hensynet til domstolenes
uafhængighed og hensynet til en
bredere og mere gennemsigtig
rekruttering.
Domstolsudvalget blev bl.a. på
den baggrund anmodet om at
vurdere, om der var behov for en
ændret fremgangsmåde ved
besættelsen af dommerstillinger.
Udvalget blev herunder anmodet
om at overveje, om der ved en
større gennemsigtighed i
beslutningsproceduren og ved en
højere grad af klarlæggelse af
kvalifikationskravene kunne
sikres en bredere tilgang af
kvalificerede jurister til
domstolene.
Om
debatten henvises i øvrigt til
betænkningen side 223-228.
3.2.1.
Hvem skal have kompetencen til
at udnævne dommere?
Domstolsudvalget har overvejet,
om kompetencen til at udnævne
dommere fortsat bør være hos
regeringen, eller om Folketinget
skulle tillægges en direkte
indflydelse på
dommerudnævnelserne. Det har
også været med i overvejelserne,
om udnævnelseskompetencen skulle
henlægges til domstolene selv.
Der er i
udvalget enighed om, at den
danske forfatningsmæssige
ordning taler for, at ansvaret
for dommerudnævnelserne bør
ligge hos et organ, som direkte
eller indirekte henter sit
mandat i folkestyret. Dette
taler imod at henlægge
kompetencen til domstolene. En
sådan ordning kunne også
modvirke gennemførelsen af den
bredere rekruttering og
gennemsigtighed i
udnævnelsesproceduren, som
udvalget i øvrigt lægger op til.
Endelig ville det være umuligt
at drage nogen til ansvar, hvis
der følges en
udnævnelsespolitik, som giver
anledning til kritik uden for
domstolene.
Erfaringen
fra de lande, hvor parlamentet
har medindflydelse på
udnævnelserne, indicerer efter
udvalgets opfattelse, at
partipolitiske hensyn og
kandidaternes partipolitiske
tilhørsforhold kan komme til at
spille en betydelig rolle ved
udvælgelsen af dommere. Sådanne
forhold ville ikke alene betyde
et afgørende brud med den
ordning, som har været gældende
siden grundloven af 1849, men
ville også indebære en betydelig
risiko for, at domstolenes
stilling som uafhængig og
partipolitisk neutral statsmagt
ville blive draget i tvivl og
befolkningens tillid til
domstolene dermed svækket. Også
domstolenes funktion som
kontrollant af ikke blot den
udøvende, men også af den
lovgivende magt, taler imod at
tillægge Folketinget direkte
indflydelse på
dommerudnævnelserne.
Udvalget
foreslår derfor, at det fortsat
skal være regeringen
(vedkommende minister) der -
under ansvar over for
Folketinget - har kompetence til
at udnævne dommere. Hermed
undgås på den ene side de
ulemper, som vil være forbundet
med at tillægge Folketinget en
direkte indflydelse på
udnævnelserne, på den anden side
sikres det, at ansvaret påhviler
et organ, hvis mandat i sidste
instans udgår fra folkestyret.
Det svarer også til, hvad der
gælder i de fleste
vesteuropæiske lande.
Udvalget
finder imidlertid ikke, at
regeringens kompetence bør stå
alene, men bør suppleres med en
ordning, der indebærer, at
vedkommende minister, inden
udnævnelse sker, skal indhente
en indstilling fra et uafhængigt
organ, som udvalget foreslår
benævnt Dommerudnævnelsesrådet.
Om
udvalgets overvejelser henvises
i øvrigt til betænkningen side
242-244.
3.2.2.
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence
Der er i
udvalget enighed om, at
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence bør omfatte alle
dommerstillinger, jf. dog om
stillingen som præsident for
Højesteret nedenfor.
Præsidenten i Højesteret
Et
flertal i udvalget (15
medlemmer) finder ikke, at rådet
bør afgive indstilling om
besættelse af stillingen som
præsident for Højesteret.
Flertallet
henviser i den forbindelse til,
at hensynet til at sikre
domstolenes uafhængige stilling
i forhold til de øvrige
statsorganer med styrke taler
for at udelukke både regeringen
og Folketinget fra at udøve
indflydelse på besættelsen af
netop denne stilling. Da
præsidenten repræsenterer retten
udadtil i forhold til de øvrige
statsorganer og i forhold til
offentligheden, må det opfattes
som en styrke, at præsidenten på
grund af fremgangsmåden ved
udnævnelsen kan siges både
formelt og reelt at repræsentere
hele Højesteret. Flertallet
anbefaler derfor, at man
opretholder den gældende
ordning, hvorefter stillingen
som præsident i Højesteret
besættes med en allerede udnævnt
højesteretsdommer på grundlag af
indstilling fra rettens dommere.
Et
medlem af udvalget finder
ikke grundlag for at undtage
stillingen som præsident i
Højesteret fra
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence. Dette medlem
anfører, at stillingen i
modsætning til den gældende
ordning bør opslås og besættes
efter almindelige regler.
Baggrunden for dette forslag er
ikke et ønske om at bryde med
den hidtidige praksis, hvorefter
det i almindelighed er
højesteretsdommere, der udnævnes
til præsident, ligesom der ikke
er noget ønske om i
almindelighed at se bort fra,
hvad højesteretsdommerne eller
et flertal af disse måtte ønske.
Stillingen foreslås inddraget i
den almindelige procedure, fordi
det efter dette medlems
opfattelse ikke på forhånd kan
udelukkes, at der ved
besættelsen af denne stilling
kan være et begrundet ønske om,
at en person, som ikke allerede
er højesteretsdommer, eller som
ikke har opbakning fra
flertallet i Højesteret, kan
indstilles til udnævnelse som
præsident. Dette kan efter
omstændighederne bidrage til en
fornyelse af ledelsen af retten.
Om
flertallets og mindretallets
synspunkter henvises i øvrigt
til betænkningen side 245-246.
Stillinger som konstitueret
dommer
Udvalget
foreslår, at det kun
undtagelsesvist skal være muligt
for en ansøger at blive udnævnt
til dommer i en byret, i Sø- og
Handelsretten eller i en
landsret, hvis vedkommendes
egnethed ikke forinden er blevet
bedømt gennem en konstitution i
landsretten, jf. ovenfor afsnit
2.2.5. Derfor vil besættelsen af
konstitutionsstillingerne i
landsretterne blive af central
betydning for rekrutteringen af
dommere. Udvalget finder derfor,
at Dommerudnævnelsesrådets
kompetence også bør omfatte
besættelsen af disse stillinger.
Dette gælder også de 3-måneders
konstitutioner, som udvalget
foreslår etableret med henblik
på advokater, jf. ovenfor afsnit
2.2.4.
Udvalget
finder i den forbindelse ikke,
at der bør gives
dommerfuldmægtige og ansatte i
Justitsministeriet en
fortrinsstilling til
konstitutionsstillingerne,
uanset at denne gruppe har valgt
et karriereforløb, som specifikt
peger mod dommergerningen. En
sådan ordning ville på afgørende
måde stride mod bestræbelserne
for en åbning af domstolene for
andre end netop disse grupper.
Udvalget
finder af praktiske grunde ikke,
at Dommerudnævnelsesrådet bør
afgive indstilling i de
tilfælde, hvor der som følge af
embedsledighed eller en fast
dommers forfald midlertidigt
skal konstitueres en dommer i
landsret, byret eller Sø- og
Handelsretten.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 247.
Retsassessorstillinger
Udvalget
finder ikke, at
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence skal omfatte
afgivelse af indstilling om
udnævnelse af retsassessorer.
Det skyldes dels, at det trods
det foreslåede ansættelsesværn,
jf. nedenfor afsnit 4.5.2 og
4.6.2., fortsat vil være muligt
at afskedige en retsassessor,
som skønnes fagligt uegnet til
fortsat tjeneste, og dels at der
hvert år besættes et ikke helt
ubetydeligt antal
retsassessorstillinger. Pligt
til også i disse sager at høre
Dommerudnævnelsesrådet ville
således indebære en betydelig
belastning af rådet og dettes
sekretariat. Udvalget foreslår i
stedet, at det fremover bliver
Domstolsstyrelsen, som ansætter
retsassessorer, jf. nedenfor
afsnit 4.5.1.
De
medlemmer af udvalget, der som
led i deres forslag om ændring
af dommerfuldmægtigordningen går
ind for oprettelse af
vicedommerstillinger, finder, at
disse stillinger bør være
omfattet af
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence. Der henvises herom
til betænkningen side 248.
Dommerstillinger ved
Menneskerettighedsdomstolen og
EF-domstolen
Udvalget
har overvejet, om stillingerne
som dommere og generaladvokater
ved Menneskerettighedsdomstolen
og EF-domstolen, som besættes
efter dansk indstilling, bør
omfattes af rådets kompetence.
Udvalget har dog fundet, at en
stillingtagen til dette
spørgsmål falder uden for
udvalgets kommissorium.
3.2.3.
Dommerudnævnelsesrådets
sammensætning
Udvalget
finder, at
Dommerudnævnelsesrådet bør
sammensættes og fungere på en
måde, der er egnet til at sikre,
at besættelsen af
dommerstillinger sker på sagligt
grundlag under inddragelse af
alle relevante hensyn, og at
intentionerne om en bredere
rekruttering og en mere
»gennemsigtig«
udnævnelsesprocedure realiseres
bedst muligt. Sammensætningen og
arbejdsformen bør endvidere
bidrage til at styrke
befolkningens tillid til, at de
nævnte målsætninger for
dommerrekrutteringen realiseres.
Udvalget
lægger endvidere vægt på, at
hensynet til effektivitet og et
tæt samarbejde i rådet tilsiger,
at rådet kun har forholdsvis få
medlemmer.
På den ene
side finder udvalget det
afgørende, at der i rådet er den
nødvendige viden om
domstolsorganisationen og om,
hvilke krav der må stilles med
hensyn til juridisk indsigt,
retsledelse, administrative
evner m.v. i de forskellige
typer af stillinger ved
domstolene, ligesom det efter
udvalgets opfattelse er
påkrævet, at en vis del af
rådets medlemmer fra deres
daglige virke i retterne har
kendskab til den udvikling i
retternes forhold, som til
stadighed finder sted. Disse
synspunkter tilgodeses efter
udvalgets opfattelse bedst ved,
at domstolene som hidtil
medvirker i
indstillingsproceduren.
På den
anden side finder udvalget, at
formålet med rådet derudover
bedst opfyldes, såfremt
advokatstanden og offentligheden
også bliver repræsenteret i
rådet.
Udvalget
foreslår på den baggrund, at
Dommerudnævnelsesrådet
sammensættes ligeligt af 3
dommere og 3 medlemmer uden for
dommernes rækker, nemlig 1
advokat og 2 repræsentanter for
offentligheden.
Dommerrepræsentanterne
Kravene
til dommere er ikke er ens ved
de forskellige retsinstanser, og
udvalget finder derfor, at
dommere fra både byret, landsret
og Højesteret bør være medlemmer
af rådet. Udvalget har i den
forbindelse drøftet, hvilke
dommere fra de tre retsinstanser
der bør have sæde i rådet.
Særligt har udvalget henset til
betydningen af rådets
indstillinger overvejet, om
Højesterets og landsretternes
præsidenter
(landsretspræsidenterne på skift
afhængig af, hvor det ledige
embede er beliggende) burde være
medlemmer, og om byretsdommeren
burde være medlem af (formand
for) Dommerforeningens
bestyrelse.
Udvalget
finder imidlertid, at dommerne i
rådet ikke bør repræsentere de
enkelte retter eller
Dommerforeningen som
institutioner, men som
enkeltpersoner bør repræsentere
den sagkundskab, som er til
rådighed i domstolssystemet på
forskellige niveauer. Herudover
taler udvalgets ønsker om at
tidsbegrænse de enkelte
medlemmers funktionstid, jf.
nedenfor afsnit 3.2.4., også
imod en ordning med bestemte
personer som fødte medlemmer af
rådet. Særligt for så vidt angår
landsretspræsidenterne indgår
det i udvalgets vurdering, at
den landsretspræsident, i hvis
landsretskreds en stilling er
ledig til besættelse,
forudsættes at skulle afgive en
udtalelse om, hvem der bør
udnævnes, ligesom rådet efter
udvalgets opfattelse vil have
mulighed for at indhente en
supplerende vurdering hos
landsretspræsidenten, såfremt
andre oplysninger, som rådet
måtte komme i besiddelse af,
taler herfor, jf. nedenfor
afsnit 3.2.6.
Udvalget
anbefaler derfor, at de 3
dommere i rådet bør være en
højesteretsdommer, en
landsdommer og en byretsdommer,
som ikke er medlemmer af
Dommerforeningens bestyrelse.
Dommerne
bør efter udvalgets opfattelse
udpeges af ministeren efter
indstilling. Højesteretsdommeren
bør indstilles af Højesterets
plenum, landsdommeren indstilles
af landsretterne i fællesskab,
mens byretsdommeren foreslås
beskikket efter indstilling fra
Den Danske Dommerforening.
Advokatrepræsentanten
I
forlængelse af udvalgets forslag
om, at der i videre omfang end
hidtil rekrutteres til
dommergerningen fra
advokatstanden, finder udvalget,
at der i rådet bør være et
advokatmedlem, som kan tilføre
rådet den nødvendige viden om
denne ansøgerkreds, og som i
øvrigt med baggrund i sin
advokatgerning vil have gode
forudsætninger for også at
bedømme kvalifikationerne hos
andre ansøgere. Udvalget finder,
at advokaten bør udpeges af
ministeren efter indstilling af
Advokatrådet. På samme måde som
for dommerrepræsentanterne
gælder også her, at den, der
udpeges, optræder i sin
personlige egenskab og ikke som
repræsentant for det organ, der
har indstillet den pågældende.
Offentlighedsrepræsentanterne
Udvalget
anbefaler som nævnt, at to
offentlighedsrepræsentanter
indtræder i
Dommerudnævnelsesrådet. Udvalget
finder, at disse to
repræsentanter bør være
engagerede samfundsborgere, som
er almindeligt ansete, og som er
i besiddelse af høj personlig
integritet og har
gennemslagskraft. Af hensyn til
domstolenes uafhængighed af
Folketing og regering finder
udvalget videre, at disse
repræsentanter ikke bør være
medlemmer af Folketing, amtsråd
eller kommunalbestyrelse eller
være ansat i
centraladministrationen.
Henset
til, at de pågældende skal stå
som garanter for, at der ikke
fokuseres på rent juridisk
faglige aspekter i forbindelse
med indstillingerne fra rådet,
finder udvalget ikke, at det bør
være en forudsætning, at den
enkelte
offentlighedsrepræsentant er
jurist, men omvendt bør en
juridisk baggrund ikke udelukke
en person fra at blive udpeget.
Udvalget
er delt i spørgsmålet om,
hvorledes det bedste grundlag
for at udpege
offentlighedsrepræsentanterne
kan tilvejebringes.
Et
flertal i udvalget (11
medlemmer) finder, at ministeren
forud for beskikkelsen af de to
offentlighedsrepræsentanter skal
indhente indstillinger fra nogle
relevante organisationer m.v.,
der hver for sig repræsenterer
væsentlige sider af
samfundslivet, uden at disse
organisationer skal opregnes i
loven. En sådan fiksering kan i
et tidsmæssigt perspektiv vise
sig at være mindre
hensigtsmæssig. Flertallet peger
dog på følgende organisationer,
som det kunne være relevant at
indhente en indstilling fra:
Dansk Arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen i Danmark,
Københavns Universitet, Århus
Universitet og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
For
yderligere at skabe så bredt et
grundlag som muligt for
ministeren for det endelige valg
af offentlighedsrepræsentanter,
finder flertallet, at der bør
være mulighed for, at også andre
organisationer m.v. kan afgive
en indstilling. Ministeren kan
eventuelt rette direkte
henvendelse til andre
organisationer eller gennem
annoncering gøre opmærksom på,
at andre organisationer kan
fremkomme med indstilling om,
hvem der udpeges som
offentlighedsrepræsentanter.
Flertallet
finder ikke, at ministeren skal
være bundet af de afgivne
indstillinger, men at disse skal
tjene som et godt fundament for
udpegelsen af de to
repræsentanter for
offentligheden.
Et
mindretal i udvalget (4
medlemmer) foreslår, at
Rektorkollegiet ved
universiteterne og de øvrige
højere uddannelsesinstitutioner
(eller et lignende upartisk og
uafhængigt organ) tillægges
kompetencen til at indstille
offentlighedsrepræsentanterne.
Mindretallet finder, at man
derved bedst sikrer, at
offentlighedsrepræsentanterne
udpeges af og blandt personer,
der ikke har tilknytning til de
sædvanlige »magtsfærer«.
Et
andet mindretal (1 medlem)
foreslår, at det er Folketinget,
der afgiver indstillingen
vedrørende disse to medlemmer af
rådet. Dette mindretal lægger
vægt på, at der derved gives
Folketinget som det folkeligt
repræsentative organ en vis
indflydelse på
dommerudnævnelserne, som
afbalancerer den indflydelse på
udnævnelserne, som opretholdelse
af regeringens
udnævnelseskompetence indebærer.
Om
udvalgets overvejelser om
sammensætningen af
Dommerudnævnelsesrådet henvises
i øvrigt betænkningen sider
250-255.
3.2.4.
Medlemmernes funktionstid
Udvalget
foreslår for at modvirke, at
rådet fastlåses i sin egen
praksis, og for at modvirke, at
enkeltpersoner i for høj grad
kommer til at dominere
dommerudnævnelserne i et længere
tidsrum, at medlemskabet af
Dommerudnævnelsesrådet gøres
tidsbegrænset til 4 år uden
mulighed for genbeskikkelse. For
at sikre kontinuiteten i rådet
foreslår udvalget, at
funktionstiden udløber forskudt
således, at der sker udskiftning
blandt rådets medlemmer hvert 2.
år.
3.2.5.
Dommerudnævnelsesrådets
sekretariat
Udvalget
foreslår, at rådets
sekretariatsopgaver varetages af
Domstolsstyrelsen.
3.2.6.
Dommerudnævnelsesrådets
arbejdsform/arbejdsgrundlag
Når
Dommerudnævnelsesrådet skal
afgive indstilling vedrørende
besættelse af en ledig
dommerstilling, må rådet dels
være i besiddelse af de fornødne
oplysninger om stillingens
indhold, dels have så
fyldestgørende oplysninger om de
enkelte ansøgere, at rådet
sættes i stand til at bedømme,
hvem af flere ansøgere som
konkret er bedst kvalificeret
til den ledige stilling.
Udvalget
foreslår på den baggrund bl.a.,
at Domstolsstyrelsen efter
drøftelser med rådet udarbejder
stillingsbeskrivelser for alle
dommerstillinger, der hører
under rådets kompetence. Det
foreslås videre, at rådet ved
bedømmelsen af en ansøgers
kvalifikationer søger
tilvejebragt oplysninger om
ansøgerens juridiske
kvalifikationer, evner for
retsledelse så vidt det er
muligt, administrative evner,
samarbejdsevner, arbejdsevne og
efter omstændighederne om
personlige forhold.
Udvalget
foreslår samtidig, at rådet ved
besættelsen af visse
dommerstillinger indhenter
udtalelse fra det embede, hvor
stillingen er ledig, ligesom
udvalget finder, at vedkommende
landsretspræsident - som
supplement til den almindelige
landsretsudtalelse - kan afgive
en supplerende udtalelse om
ansøgerne, og om hvem der efter
landsretspræsidentens opfattelse
er bedst egnet til stillingen.
Udvalget
finder endvidere, at
Dommerudnævnelsesrådet må
antages at have behov for at
indhente supplerende oplysninger
om ansøgere. Udvalget finder, at
det i den forbindelse er bedst
stemmende med ønsket om åbenhed
og gennemsigtighed i
ansættelsesproceduren og med de
hensyn, der ligger bag reglerne
om aktindsigt, partshøring og
notatpligt, at rådet i sin
sagsbehandling iagttager de
omtalte regler, uanset rådet
ikke er forpligtet hertil efter
forvaltningsloven, idet rådet
alene er indstillende myndighed.
Endelig
finder udvalget ikke, at der er
grundlag for at ændre i de
gældende regler om aktindsigt i
ansøgerlister til
tjenestemandsstillinger. Det
skal således fortsat gælde også
ved besættelse af
dommerstillinger, at en liste
over ansøgerne efter anmodning
skal udleveres til ansøgere og
organisationer, hvis medlemmer
er naturlige ansøgere til en
stilling, dog således, at en
ansøger kan nedlægge forbud mod
offentlig gengivelse af
ansøgerlisten, jf. ovenfor
afsnit 3.1.4.
Om
udvalgets overvejelser henvises
i øvrigt til betænkningen side
256-260.
3.2.7.
Rådets indstillinger til
ministeren
Udvalget
foreslår, at rådet kun behøver
at indstille en person til en
ledig stilling. Der skal dog
være adgang til at indstille to
(eller flere) kandidater
sideordnet, hvis rådet vurderer
dem lige egnede. Kan der i rådet
ikke opnås enighed om, at en
ansøger er bedst, eller at en
eller flere ansøgere er lige
egnede, finder udvalget, at
hensynet til åbenhed og
gennemsigtighed i
ansættelsesproceduren og
hensynet til at tilvejebringe
det bedst mulige
beslutningsgrundlag for
ministeren må føre til, at der
gives mulighed for, at et eller
flere medlemmer af rådet afgiver
dissens.
Rådets
indstillinger, herunder
dissenser, forudsættes af
udvalget at være begrundede.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 261.
3.2.8.
Redegørelser for rådets
virksomhed
Principperne om åbenhed og
gennemsigtighed, som ligger bag
udvalgets forslag, tilsiger, at
der orienteres bredt om de
hensyn, som ligger til grund for
rådets indstillinger. Ministeren
vil naturligvis kende rådets
praksis, men Folketinget,
befolkningen og aspiranter til
dommerstillinger har et
naturligt krav på at blive gjort
bekendt hermed. Udvalget forslår
derfor, at rådet årligt skal
offentliggøre en redegørelse om
sin virksomhed. Udvalget
forudsætter herved, at
redegørelsen vil indeholde
oplysninger om rådets praksis
samt oplysninger om, i hvilket
omfang ministeren har fraveget
rådets indstillinger.
3.2.9.
Annoncering af ledige
dommerstillinger
Ønsket om
at sikre en tilstrækkelig
tilgang af bredt kvalificerede
jurister til dommerhvervet taler
efter udvalgets opfattelse for,
at der annonceres bredt, når en
dommerstilling er ledig.
Udvalget foreslår derfor, at
ledige dommerstillinger ud over
i Statstidende også annonceres i
relevante fagtidsskrifter.
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
3.3.1.
Hvem skal have kompetencen til
at udnævne dommere?
Som det
fremgår af beskrivelsen ovenfor,
ligger kompetencen til at
udnævne dommere i dag hos
justitsministeren, der træffer
afgørelse efter indstilling fra
domstolene. Da ministeren i de
senere mange år altid har fulgt
domstolenes indstillinger, er
den danske ordning vedrørende
udnævnelse af dommere
karakteriseret ved, at
domstolene reelt har den
afgørende indflydelse på, hvem
der udnævnes til dommere.
Denne
ordning har som anført af
Domstolsudvalget den fordel, at
den sikrer mod politisk prægede
udnævnelser, ligesom den
tilgodeser hensynet til, at
valget træffes af instanser, som
har et indgående kendskab til
hovedparten af ansøgerne.
Justitsministeriet er imidlertid
enig med udvalget i, at den
eksisterende ordning ikke bør
formaliseres, således at
kompetencen til at udnævne
dommere henlægges til domstolene
selv. Med ønsket om at opnå en
bredere rekruttering er det
vigtigt at signalere, at
afgørelsen af besættelsen af
dommerstillingerne ikke
udelukkende ligger hos
domstolene, ligesom en bredere
rekruttering vil medføre, at
domstolene ikke på samme måde
som hidtil vil have et
fuldstændigt kendskab til den
overvejende del af ansøgerne.
Justitsministeriet er ligeledes
enig i udvalgets synspunkter om,
at domstolene ikke bør være en
stat i staten, og at man med en
sådan ordning ville kunne
risikere, at man ikke opnår den
ønskede bredde i rekrutteringen.
Justitsministeriet finder
endvidere ligesom udvalget, at
det er vigtigt, at
udnævnelseskompetencen ligger
hos et organ, der handler under
ansvar over for Folketinget, og
som kan drages til ansvar for
den udnævnelsespolitik, der
følges.
På den
anden side kan
Justitsministeriet tiltræde
udvalgets vurdering af, at der
vil være en risiko for, at
partipolitiske hensyn kommer til
at influere på
dommerudnævnelserne, såfremt
Folketinget tillægges direkte
indflydelse på disse. Dette
ville medføre en fare for, at
domstolenes uafhængige stilling
kunne anfægtes.
På denne
baggrund foreslås det, at faste
dommere ved de almindelige
domstole fortsat skal beskikkes
af kongen efter indstilling fra
regeringen, jf. den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens §
42, stk. 1, jf. lovforslagets §
1, nr. 11.
Som det
fremgår af det samtidig
fremsatte forslag til lov om
Domstolsstyrelsen, foreslås det,
at domstolene, også efter at
administrationen overtages af en
styrelse, ressortmæssigt skal
være tilknyttet
justitsministeren. Det er ved
overvejelserne om forslaget om
den ressortmæssige placering af
domstolene af regeringen blevet
tillagt vægt, at der oprettes et
uafhængigt dommerudnævnelsesråd,
jf. pkt. 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Justitsministeriet kan således
tiltræde udvalgets anbefaling
af, at regeringens kompetence
til at udnævne dommere suppleres
med en ordning, hvorefter et
bredt sammensat, uafhængigt råd
skal afgive en indstilling,
forinden en udnævnelse kan
foretages. Forslaget indebærer,
at Dommerudnævnelsesrådet,
forinden ministeren kan foretage
udnævnelse i en dommerstilling,
skal afgive en indstilling
vedrørende stillingens
besættelse.
3.3.2.
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at Dommerudnævnelsesrådet bør
have kompetence til at afgive
indstilling om besættelsen af
alle dommerstillinger med
undtagelse af stillingen som
præsident for Højesteret.
For så
vidt angår stillingen som
præsident for Højesteret er
Justitsministeriet enig med
udvalgets flertal i, at denne
stilling har en sådan ganske
særlig karakter, at den
nuværende ordning, hvorefter
præsidenten udnævnes efter
indstilling fra rettens dommere,
bør opretholdes. Det er således
også Justitsministeriets
opfattelse, at det netop med
hensyn til stillingen som leder
af landets højeste ret er af
meget væsentlig betydning, at
præsidenten reelt repræsenterer
alle højesteretsdommerne.
Justitsministeriet er ligeledes
enig i, at stillingerne som
konstitueret dommer i
landsretterne bør være omfattet
af rådets kompetence.
Justitsministeriet finder
således, at besættelsen af disse
uddannelsesstillinger bliver af
stor vigtighed i forbindelse med
realiseringen af målsætningen om
en bredere rekruttering. Der bør
derfor også for disse
stillingers vedkommende
tillægges Dommerudnævnelsesrådet
indflydelse på hvem, der
beskikkes i stillingerne.
Justitsministeriet kan også
tiltræde, at der ikke gives
dommerfuldmægtige og fuldmægtige
i Justitsministeriet
fortrinsstilling til
uddannelseskonstitutionerne. En
sådan fortrinsstilling ville
gøre det vanskeligt for jurister
med en anden baggrund at opnå
det fornødne grundlag for senere
at kunne søge en dommerstilling,
og det ville derfor blive
vanskeligere at opnå den ønskede
større bredde i
dommerrekrutteringen.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at rådet ikke bør
afgive indstilling vedrørende
forfaldskonstitutioner meddelt i
medfør af den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens §
44 a. Det skyldes bl.a., at
disse konstitutioner efter
forslaget skal meddeles af
Domstolsstyrelsen, og at der
ofte vil være tale om kortvarige
konstitutioner, hvor praktiske
hensyn taler imod at forelægge
sagerne for
Dommerudnævnelsesrådet.
Justitsministeriet er endvidere
enig med udvalget i, at rådet
ikke bør afgive indstilling
vedrørende besættelse af
retsassessorstillinger, bl.a.
fordi dette p.g.a. antallet af
retsassessorstillinger, der
besættes årligt, ville betyde en
betydelig belastning af rådet.
Dommerstillingerne ved
Menneskerettighedsdomstolen og
EF-domstolen
Som nævnt
ovenfor under pkt. 3.2.2. har
Domstolsudvalget ikke taget
stilling til, om
dommerstillingerne ved
Menneskerettighedsdomstolen og
EF-domstolen bør være omfattet
af Dommerudnævnelsesrådets
kompetence, idet dette spørgsmål
ikke var omfattet af udvalgets
kommissorium.
Principperne for udnævnelse og
indstilling til disse stillinger
er nærmere beskrevet i
betænkningen side 241-242.
For så
vidt angår disse stillinger
finder Justitsministeriet ikke,
at rådet bør afgive indstilling.
Det skyldes bl.a., at det ikke
nødvendigvis er de samme hensyn,
der gør sig gældende ved
udvælgelsen af kandidater til
disse stillinger, som til de
»ordinære« danske
dommerstillinger. Det vil derfor
kunne være uheldigt, hvis
regeringen skulle føle sig
bundet af en indstilling fra
rådet i forbindelse med
besættelsen af disse stillinger.
Der vil
endvidere forud for besættelsen
af disse stillinger kunne være
uformelle kontakter mellem
regeringerne i de enkelte lande
om de egnede kandidater. Sådanne
procedurer vil være vanskeligt
forenelige med de rammer, som
Dommerudnævnelsesrådet kommer
til at arbejde under.
Justitsministeriet har derfor i
forslaget til retsplejelovens §
43 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 12, ikke medtaget disse
stillinger under
Dommerudnævnelsesrådets
kompetence.
3.3.3.
Dommerudnævnelsesrådets
sammensætning
Justitsministeriet er enig med
Domstolsudvalget i, at
Dommerudnævnelsesrådet må
sammensættes således, at det
både besidder viden om
domstolsorganisationen og har en
sådan repræsentation af
udefrakommende, at målsætningen
om en større gennemsigtighed i
forbindelse med udnævnelse af
dommere kan opfyldes. Samtidig
er det nødvendigt, at rådet får
forholdsvis få medlemmer,
således at arbejdet i rådet
bliver effektivt, og således at
de enkelte medlemmer får
erfaring i arbejdet ved
deltagelse i behandlingen af
mange sager.
Justitsministeriet er således
enig i udvalgets forslag om, at
rådet bør sammensættes af 3
dommerrepræsentanter og 3
medlemmer uden for dommernes
rækker, nemlig en advokat og 2
offentlighedsrepræsentanter. Der
henvises herom også til den
foreslåede bestemmelse i § 43 b,
stk. 1, i lovforslagets § 1, nr.
12.
Dommerrepræsentanterne
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at de tre
domstolsrepræsentanter bør
udpeges fra henholdsvis byret,
landsret og Højesteret. Herved
opnås det kendskab, som er
nødvendigt for rådet, til
stillingerne i de enkelte
retsinstanser og til arbejdets
karakter.
Justitsministeriet er ligeledes
enig med udvalget i, at
medlemmerne skal indstilles fra
henholdsvis Højesterets plenum
(højesteretsdommeren),
landsretspræsidenterne i
fællesskab (landsdommeren) og
Den Danske Dommerforening
(byretsdommeren), jf. § 43 b,
stk. 2, i lovforslagets § 1, nr.
12.
Advokatrepræsentanten
Justitsministeriet kan tilslutte
sig udvalgets anbefaling af, at
der i Dommerudnævnelsesrådet
også bør være et advokatmedlem,
og at dette medlem beskikkes
efter indstilling fra
Advokatrådet. Dette medlem kan
bl.a. bidrage med kendskab til
baggrunden for ansøgere, der er
advokater, og vurdering af
sådanne ansøgeres
kvalifikationer.
Offentlighedsrepræsentanterne
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at det er af
afgørende betydning for en
åbning af det nuværende
dommerrekrutteringssystem og for
den almindelige accept af rådets
virksomhed, at det indstillende
organ bliver bredt sammensat, og
at det i den forbindelse er
vigtigt, at repræsentanter for
offentligheden deltager i rådets
arbejde. Disse repræsentanter
vil kunne medvirke til, at rådet
i videre omfang medinddrager
almene samfundsmæssige hensyn,
og tilføre rådet en synsvinkel,
som ikke alene tager
udgangspunkt i snævre faglige
betragtninger.
Justitsministeriet er enig i, at
der ikke bør opstilles nærmere
retningslinier for, hvilken
baggrund
offentlighedsrepræsentanterne
bør have. Justitsministeriet
forudsætter dog ligesom
udvalget, at der skal være tale
om personer, der er engagerede i
samfundsforhold og bredt
orienterede, og at de pågældende
er i besiddelse af personlig
integritet og gennemslagskraft.
Justitsministeriet er ligeledes
enig i, at medlemmer af
Folketinget, amtsråd og
kommunalbestyrelser samt ansatte
i centraladministrationen ikke
skal kunne udpeges som
repræsentanter for
offentligheden i rådet.
For så
vidt angår medlemmer af
Folketinget, amtsråd og
kommunalbestyrelser, foreslås
det i forslaget til
retsplejelovens § 43 b, stk. 5,
at disse personer ikke skal
kunne beskikkes som medlemmer af
Dommerudnævnelsesrådet. Denne
bestemmelse gælder både
offentlighedsrepræsentanter og
de øvrige repræsentanter i
rådet. En tilsvarende
bestemmelse er foreslået i § 4,
stk. 4, i forslaget til lov om
Domstolsstyrelsen, for så vidt
angår medlemmer af
Domstolsstyrelsens bestyrelse.
For så
vidt angår udpegningen af disse
medlemmer og deres suppleanter
foreslås det, at de udpeges i
overensstemmelse med
indstillinger fra henholdsvis
Amtsrådsforeningen, Kommunernes
Landsforening og Københavns og
Frederiksberg kommuner i
forening og Dansk
Folkeoplysnings Samråd. Disse
organisationer repræsenterer
brede samfundsmæssige interesser
og vil derfor være egnede til at
sikre, at de udpegede personer
er engagerede i samfundsforhold
og bredt orienteret. Det
forudsættes samtidig, at der
ikke indstilles personer, der er
ansat i Amtsrådsforeningen,
Kommunernes Landsforening,
Københavns eller Frederiksberg
kommuner eller Dansk
Folkeoplysnings Samråd eller er
medlem af bestyrelsen for
Amtsrådsforeningen, Kommunernes
Landsforening eller Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Ifølge lov
om ligestilling mellem mænd og
kvinder ved udpegning af
medlemmer til offentlige udvalg,
kommissioner o.lign. skal
udvalg, kommissioner o.lign.,
der er nedsat af en minister til
at forberede fastsættelse af
regler eller planlægning af
samfundsmæssig betydning, så
vidt muligt have en afbalanceret
sammensætning af mænd og
kvinder, og myndigheder og
organisationer, der skal stille
forslag om medlemmer, skal
foreslå både en mand og en
kvinde.
Dommerudnævnelsesrådets opgave
er at afgive indstillinger om
besættelse af dommerstillinger.
Rådet findes derfor ikke at være
omfattet af loven.
De
organisationer m.v., der skal
stille forslag om medlemmer af
rådet, vil således ikke være
forpligtet til at foreslå både
en mand og en kvinde.
Der
henvises i øvrigt til
bestemmelsen i § 43 b i
lovforslagets § 1, nr. 12.
3.3.4.
Medlemmernes funktionstid
Justitsministeriet kan tiltræde,
at rådets medlemmer beskikkes
for en 4-årig periode, og at der
ikke kan ske genbeskikkelse. Det
er således af hensyn til
kontinuiteten i rådets arbejde
nødvendigt, at
beskikkelsesperioden får en vis
længere varighed. Omvendt skabes
der ved et forbud mod
genbeskikkelse garanti for, at
rådet ikke bliver for fastlåst i
sin praksis, og at
enkeltpersoner ikke i en længere
periode kommer til markant at
dominere rådets praksis.
Endelig er
et forbud mod genbeskikkelse med
til at markere og sikre
uafhængigheden for de enkelte
medlemmer af rådet.
Der
foreslås ikke bestemte
aldersgrænser for
advokatmedlemmet og for de to
offentlighedsrepræsentanter. Det
skyldes bl.a., at disse skal
udpeges i kraft af deres
personlige egenskaber, og at
bånd med hensyn til alder derfor
efter Justitsministeriets
opfattelsen ikke bør fastsættes.
For
dommere gælder dog, at de ikke
kan virke i rådet, når de ikke
længere har ansættelse i den
stilling, der har ført til deres
udpegning. Dette indebærer, at
de senest må fratræde med
udgangen af den måned, hvor de
fylder 70 år.
3.3.5.
Rådets arbejdsform,
indstillinger, sekretariat m.v.
Justitsministeriet kan i det
hele tiltræde udvalgets
overvejelser vedrørende rådets
arbejdsform og arbejdsgrundlag,
herunder også hvilke oplysninger
rådet må forventes at ville
indhente til brug for sin
sagsbehandling.
Justitsministeriet er endvidere
enig med udvalget i, at det er
bedst stemmende med intentionen
om større åbenhed og
gennemsigtighed i
ansættelsesproceduren og med de
hensyn, der ligger bag reglerne
om aktindsigt, partshøring og
notatpligt, at rådet i sin
sagsbehandling følger disse
regler.
Dette
forslag kommer ikke til udtryk i
lovteksten, men må forudsættes
indarbejdet i rådets
forretningsorden.
Justitsministeriet er i øvrigt
enig med udvalget i, at der i
rådets forretningsorden
eventuelt skal kunne fastsættes
regler om, at rådets formand
bemyndiges til at afgive
indstilling i visse
stillingskategorier, samt at der
eventuelt skal kunne fastsættes
regler om, at visse sager kan
behandles af kun 3
rådsmedlemmer, jf. bestemmelsen
i § 43 c, stk. 2.
I relation
til spørgsmålet om, hvorledes
rådet bør udforme sine
indstillinger, finder
Justitsministeriet, at det, for
at rådets indstillinger skal
fremtræde med så stor vægt som
muligt, bør fastsættes, at rådet
kun kan indstille en person til
udnævnelse i en given stilling.
En sådan ordning vil efter
ministeriets opfattelse tillægge
rådet størst mulig indflydelse
på udnævnelsen.
Dette
forslag indebærer, at rådet i
tilfælde af uenighed ved
afstemning må afgøre, hvem der
skal indstilles til en ledig
stilling. Ved stemmelighed bør
det være formandens
(højesteretsdommerens) stemme,
der er udslagsgivende. Dette
forslag går - som det vil fremgå
- videre end Domstolsudvalgets
anbefalinger i retning af at
give Dommerudnævnelsesrådet
indflydelse på udnævnelserne.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tiltræde udvalgets forslag om,
at rådets indstillinger skal
være begrundede, ligesom det bør
fremgå, såfremt der har været
uenighed i rådet. Eventuelle
dissenser bør ligeledes være
ledsaget af en begrundelse.
Bestemmelsen herom findes i § 43
a, stk. 2, i lovforslagets § 1,
nr. 12.
Ministeren
vil formelt have
udnævnelseskompetencen. Det
forudsættes imidlertid, at
ministeren kun helt
undtagelsesvis ikke vil følge
rådets indstilling. I et sådant
tilfælde orienterer ministeren
Folketingets Retsudvalg herom.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at der vil være
behov for, at rådet årligt
afgiver en redegørelse for sin
virksomhed.
Da rådets
indstillinger vedrører
personsager, må det forventes,
at rådet kun i mindre omfang kan
give en nøjere redegørelse for
baggrunden for rådets
indstillinger i de enkelte
sager. Rådet vil derimod kunne
beskrive de mere generelle
hovedlinier i sin praksis.
Justitsministeriet er endvidere
enig med udvalget i, at det er
naturligt at lade
Domstolsstyrelsen varetage
sekretariatsopgaverne for rådet.
Der
henvises i øvrigt til
bestemmelsen i § 43 d i
lovforslagets § 1, nr. 12.
3.3.6.
Annoncering af ledige
dommerstillinger
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at det formentlig
vil virke fremmende for en
bredere rekruttering, såfremt
dommerstillinger fremover
annonceres mere bredt, end det
hidtil er sket. Der er således i
dag kun tale om opslag i
Statstidende. Dette forslag
giver sig selvsagt ikke udslag i
en lovbestemmelse, men må i
sidste ende være en afgørelse,
der træffes af
Domstolsstyrelsens bestyrelse,
eventuelt efter drøftelser med
Dommerudnævnelsesrådet.
3.3.7.
De praktiske opgaver i
forbindelse med
dommerudnævnelser m.v.
Som det
fremgår ovenfor, foreslås det,
at dommere fortsat skal
beskikkes af kongen efter
indstilling fra regeringen. Det
bliver således
justitsministeren, der på
grundlag af en indstilling fra
Dommerudnævnelsesrådet skal
afgive indstilling til
dronningen om, hvem der skal
indstilles udnævnt i de enkelte
stillinger.
Selv om
ministeren således får
kompetence i disse sager, vil
det være mest hensigtsmæssigt,
at en række af de praktiske
opgaver i forbindelse med
behandlingen af sager om
dommerudnævnelser varetages af
Domstolsstyrelsen. Det er derfor
også ovenfor forudsat, at
Dommerudnævnelsesrådets
sekretariat skal ligge i
styrelsen.
Det vil
også være mest praktisk, at
Domstolsstyrelsen står for
opslag af ledige
dommerstillinger.
Det
forudsættes, at også de øvrige
praktiske opgaver i forbindelse
med administrationen af dommere,
herunder bl.a. dommeres afsked,
lønanvisning, meddelelse af
orlov, administration af
pensioner, flyttegodtgørelse,
telefongodtgørelse m.v., kan
varetages af Domstolsstyrelsen.
Dels er dette et grundlæggende
element i administrationen af
domstolene, der ifølge § 1 i det
samtidigt fremsatte lovforslag
om oprettelse af
Domstolsstyrelsen skal henhøre
under styrelsen, og dels vil
styrelsen have den løbende
kontakt med dommerne, der er
nødvendig for at kunne udføre
disse opgaver.
4.
Konstitution af dommere
4.1.
Grundlovens og
Menneskerettighedskonventionens
beskyttelse af dommere
Efter
grundlovens § 3 er den dømmende
magt hos domstolene. Grundloven
indeholder ingen definition af,
hvilke organer der i grundlovens
forstand er domstole. Det er
imidlertid utvivlsomt, at
organets uafhængighed er et
centralt led i forståelsen af
domstolsbegrebet. Dette har
fundet udtryk i grundlovens §
64, der sikrer dommerne mod
indgreb i udøvelsen af den
dømmende funktion (funktionel
uafhængighed) og giver dommerne
en særlig beskyttelse mod
afsættelse og forflyttelse
(personlig uafhængighed).
Reglerne
om afsættelse af dommere fremgår
af retsplejelovens § 49. Dommere
kan kun afsættes ved dom fra Den
Særlige Klageret og kun i
tilfælde af disciplinære
forseelser af graverende
karakter eller i tilfælde, hvor
en dommer lider af vedvarende
åndelig eller legemlig svaghed.
Administrativ afsked og
forflyttelse kan dog ske, hvor
lovgivningsmagten træffer
bestemmelse om en omordning af
domstolene, ligesom der kan
gennemføres administrativ
afsked, hvor en dommer er fyldt
65 år under forudsætning af, at
der ikke sker indtægtstab,
indtil det tidspunkt, til
hvilket han skulle være
afskediget på grund af alder (70
år), jf. grundlovens § 64, 3.
pkt.
Ifølge
artikel 6, stk. 1, 1. pkt., i
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention har
enhver ret til en retfærdig og
offentlig rettergang inden for
en rimelig frist for en
uafhængig og upartisk domstol,
der er oprettet ved lov, når der
skal træffes afgørelse enten i
en strid om hans borgerlige
rettigheder og forpligtelser
eller angående en mod ham rettet
anklage for en forbrydelse.
Bestemmelsen stiller således
krav om, at dommere er
uafhængige og upartiske.
Til
opfyldelse af kravet om
uafhængighed kan det antagelig
udledes af
Menneskerettighedsdomstolens
praksis, at der navnlig lægges
vægt på, hvem der har
udnævnelseskompetencen, hvor
lang funktionsperioden er,
hvilke garantier der er mod
pression udefra, og om organet
fremtræder som en uafhængig
institution.
Det kan
ikke antages at være i strid med
uafhængighedskravet, at
udpegningen af dommere, herunder
konstituerede dommere, foretages
af regeringen. Det kan heller
ikke antages, at
domstolsjurister efter
konventionen skal være udnævnt
for livstid.
Hvad angår
kravet om upartiskhed fremgår
det af
Menneskerettighedsdomstolens
praksis, at neutraliteten skal
opfyldes ud fra dels en
subjektiv test, dels en objektiv
test. Retten skal således ikke
blot være upartisk, men skal
også fremtræde som værende
upartisk. Det er med andre ord
ikke tilstrækkeligt, at dommeren
rent faktisk ikke har været
påvirket af uvedkommende hensyn,
men det skal også udadtil
fremstå således uden rimelig
tvivl.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 263-265.
4.2. De
gældende regler om konstitution
og konstitutionspraksis
I
lovforslaget og i
Domstolsudvalgets betænkning
anvendes ordet »konstitution« i
to forskellige betydninger,
nemlig om både
sagskonstitutioner og
stillingskonstitutioner.
Sagskonstitutioner er de
tilladelser, som
dommerfuldmægtige og
retsassessorer meddeles til at
behandle »egentlige« retssager
(civile sager og straffesager).
Disse konstitutioner medfører
ikke, at fuldmægtigene eller
retsassessorerne får dommertitel
eller dommerløn.
Stillingskonstitutioner er
midlertidige beskikkelser til at
beklæde en dommerstilling.
Sådanne konstitutioner indebærer
dommertitel og under visse
betingelser dommerløn.
Den
bestående konstitutionsordning,
hvorefter ansatte inden for
Justitsministeriets
ansættelsesområde kan få
konstitution til at behandle
retssager et bestemt antal
retsdage om året, og hvor der
kan ske midlertidig besættelse
af dommerstillinger ved forfald
eller ledighed, har udtrykkelig
hjemmel i henholdsvis
retsplejelovens § 17 a, stk. 1,
2. pkt., og § 44. En særlig
adgang til at konstituere
universitetslærere er hjemlet i
retsplejelovens § 1043, stk. 2.
Endvidere
har finansloven igennem en lang
årrække indeholdt hjemmel til at
besætte dommerstillinger, der
ikke er fast normerede i
retsplejeloven, ved
konstitution. Således giver
finansloven hjemmel for
uddannelseskonstitutionerne i
landsretterne, ligesom
finansloven også i øvrigt
indeholder hjemmel til
konstitutioner ved de kollegiale
retter.
4.2.1.
Retsplejelovens § 17 a
Efter
retsplejelovens § 17 a, stk. 1,
1. pkt., er fuldmægtige ved
byretterne og Sø- og
Handelsretten bemyndiget til at
udføre foged-, skifte- og
notarialforretninger, de i §
1018, stk. 1, nævnte forhør,
søforklaringer og
tinglysningsforretninger i det
omfang, hvori det af dommeren
eller rettens præsident
overdrages dem at udføre disse
forretninger.
I praksis
overdrages alle
dommerfuldmægtige ved deres
ansættelse eller kort derefter
at udføre sådanne sager, jf.
ovenfor afsnit 2.1.2. om
indholdet af
dommerfuldmægtigenes
grunduddannelse.
Beslutning
om, at en fuldmægtig skal ophøre
med at udføre foged-, skifte- og
notarialforretninger, træffes af
embedets chef.
Efter
retsplejelovens § 17 a, stk. 1,
2. pkt., kan justitsministeren
meddele bemyndigelse til at
udføre andre dele af de
egentlige dommerforretninger end
de i 1. pkt. nævnte, dvs. civile
retssager og straffesager.
Sådanne
konstitutioner (bemyndigelser)
meddeles som udgangspunkt til et
vist antal retsdage.
Praksis
for konstitutioner
Konstitutioner til
dommerfuldmægtige meddeles
af Justitsministeriet efter
følgende retningslinjer:
a. Efter
ca. 6-12 måneders ansættelse og
indtil ca. 2 års ansættelse
meddeles konstitution til ca. 12
retsdage om året efter dommerens
nærmere bestemmelse.
Konstitutionen meddeles i
vedkommende fuldmægtigs
ansættelsesbrev.
b. For så
vidt angår resten af
uddannelsesperioden (ca. 2-3 år)
meddeles konstitution til ca. 25
retsdage om året efter dommerens
nærmere bestemmelse. Såfremt
embedets behov nødvendiggør det,
kan der meddeles konstitution
til et yderligere antal
retsdage.
c. I
perioden, efter at den
pågældende fuldmægtig har
forladt uddannelsesembedet, og
indtil landsretsuddannelsen
begyndes, meddeles konstitution
efter ansøgning fra embedet. I
denne periode vil konstitutionen
normalt være på omkring 50
retsdage om året. Såfremt
embedets behov nødvendiggør det,
kan der dog meddeles
konstitution til et noget større
antal retsdage.
d. Når
dommerfuldmægtigen har afsluttet
sin landsretsuddannelse,
meddeles konstitution til et
antal retsdage om året fastsat
ud fra en konkret vurdering af
det pågældende embedes behov.
Konstitutionen vil i denne
periode typisk have en størrelse
af mellem 50-100 retsdage om
året.
Retsassessorer meddeles
konstitution til et antal
retsdage om året ud fra en
konkret vurdering af det
pågældende embedes behov. Der
vil normalt være tale om
konstitution mellem 50 og 100
retsdage om året.
Konstitutionen meddeles af
Justitsministeriet. Alle
ansøgninger fra embederne om
meddelelse af konstitutioner til
retsdage til dommerfuldmægtige
og retsassessorer forelægges
vedkommende landsretspræsident
til udtalelse.
Landsretspræsidenten foretager
en vurdering af, om det samlede
antal meddelte konstitutioner
overstiger et efter embedets
størrelse og forhold i øvrigt
rimeligt antal.
Justitsministeriet foretager en
tilsvarende prøvelse, men som
hovedregel følges præsidenternes
indstillinger.
Tilbagekaldelse af
konstitutionerne henhører også
under Justitsministeriet, jf.
retsplejelovens § 51.
Udover de
ovennævnte konstitutioner
meddeles der endvidere fast
konstitution til
grundlovsforhør med henblik
på etablering af vagtordninger i
weekender og på helligdage. Det
er en betingelse, at
fuldmægtigen har mindst 2 års
anciennitet. Disse
konstitutioner, der ligeledes
meddeles af Justitsministeriet,
medregnes ikke i de ovenfor
nævnte antal retsdage.
Omfanget af faste konstitutioner
En samlet
opgørelse for dommerfuldmægtige
og retsassessorer pr. 1. maj
1994 viste bl.a., at der var
meddelt i alt 20 konstitutioner
på 100 retsdage og 18
konstitutioner på mere end 100
retsdage.
Til brug
for Domstolsudvalgets arbejde er
der foretaget en undersøgelse af
fordelingen af arbejdet med
retssager mellem dommere,
retsassessorer og
dommerfuldmægtige ved byretterne
i perioden 1. marts - 30. juni
1995. Ser man bort fra de
præsidentledede embeder, hvor
retten helt overvejende blev
beklædt af udnævnte dommere,
viser undersøgelsen, at retten
ved de øvrige byretsembeder blev
beklædt af dommerfuldmægtige og
retsassessorer i ca. 40 pct. af
de civile sager og
straffesagerne.
Vedrørende
omfanget af de meddelte
konstitutioner og undersøgelsens
nærmere resultater henvises til
betænkningen side 287-288 samt
til bilag 6 til betænkningen.
4.2.2.
Uddannelseskonstitutioner i
landsretterne
Der er i
finanslovens tekstanmærkning nr.
53, stk. 1, hjemmel til, at
Justitsministeriet kan
konstituere indtil 11
landsdommere i Østre og Vestre
Landsret. I disse stillinger
konstitueres primært
dommerfuldmægtige og
retsassessorer, men også
byretsdommere, embedsmænd og
enkelte advokater.
Konstitutionerne meddeles af
Justitsministeriet.
Konstitutionen sker ikke med en
fikseret slutdato, men »indtil
videre«. Tilbagekaldelse sker
ligeledes af Justitsministeriet.
4.2.3.
Universitetskonstitutioner i
landsretterne
Efter
retsplejelovens § 1043, stk. 2,
er der hjemmel til at beskikke
universitetslærere i
lovkyndighed ved de kollegiale
retter bortset fra Højesteret.
En sådan konstitution anvendes,
hvor en universitetslærer har et
ønske om at stifte bekendtskab
med domstolenes virke i en
kortere periode, typisk 1/2 - 1
år. Ansættelse vil i visse
tilfælde ske på 2/5 tid, således
at den pågældende fortsat delvis
gør tjeneste på universitetet.
Konstitutionerne meddeles og
tilbagekaldes af
Justitsministeriet.
4.2.4.
Konstitutioner ved den faste
dommers forfald eller
embedsledighed efter
retsplejelovens § 44
Efter
retsplejelovens § 44, stk. 2,
kan Justitsministeriet, hvis en
fast dommer har forfald, eller
hvis der opstår embedsledighed,
om nødvendigt beskikke en dommer
til midlertidigt at beklæde
dommerembedet. Retsassessorer og
dommerfuldmægtige konstitueres
efter § 44, stk. 2, bl.a. i
forbindelse med dommeres ferier
på mere end en uge.
Medmindre
der er tale om sygdomstilfælde,
kan et dommerembede som
hovedregel ikke holdes besat ved
midlertidig beskikkelse i mere
end et år. Er den midlertidige
beskikkelse begrundet i, at den
faste dommer udfører et andet
offentligt hverv, kan der under
nærmere betingelser, og når
ganske særlige grunde taler for
det, ved kongelig resolution ske
midlertidig beskikkelse ud over
et år. Forlængelse af
beskikkelsen kan kun ske for et
år ad gangen, og beskikkelsen må
aldrig strække sig ud over i alt
4 år. En sådan forlængelse kan
kun finde sted, når det er en
fast dommer, der beskikkes
midlertidigt.
Efter
retsplejelovens § 44, stk. 3,
kan landsrettens præsident i
påtrængende tilfælde, samt når
den faste dommers forfald
skønnes at blive kortvarigt,
meddele bemyndigelse til
midlertidigt at forestå embedet
som dommer ved byret. Det kan
dog ikke ske ved de
præsidentledede byretter.
Retsassessorer og
dommerfuldmægtige konstitueres
efter § 44, stk. 3, i
enkeltsager og i tilfælde af
dommerens fravær i op til en
uge. Der gives
Justitsministeriet meddelelse om
bemyndigelsen.
Konstitutioner efter § 44, stk.
2 og 3, medregnes ikke i
antallet af retsdage knyttet til
de faste konstitutioner.
Justitsministeren tilbagekalder
konstitutioner meddelt i medfør
af § 44, stk. 2, og
landsretspræsidenten har
kompetencen til tilbagekaldelse,
når konstitutionen er meddelt
efter § 44, stk. 3, jf.
retsplejelovens § 51.
4.2.5.
Rejsedommere
Ved lov
nr. 1079 af 20. december 1995
blev en forsøgsordning med
rejsedommere gjort permanent. I
retsplejelovens § 15, stk. 6, er
det således bestemt, at to af
dommerne ved Københavns Byret,
en af dommerne ved retten i
Århus og en af dommerne ved
retten i Ålborg ansættes
fortrinsvis for at bistå et
byretsdommerembede, når
byrettens forhold tilsiger det.
Der tænkes her navnlig på
tilfælde, hvor byretten er
belastet af en eller flere store
sager, har lange
sagsbehandlingstider, eller hvor
andre særlige ressourcemæssige
forhold gør sig gældende.
Den
midlertidige beskikkelse ved de
enkelte byretsdommerembeder
meddeles af
landsretspræsidenten.
Beskikkelse uden ansøgning kan
ikke meddeles andre end de i §
15, stk. 6, nævnte dommere, og
beskikkelsen kan ikke udstrækkes
ud over 2 år.
Om
reglerne om konstitution og
praksis herfor henvises i øvrigt
til betænkningen side 267 f.
4.3.
Højesterets kendelse af 18.
april 1994 om konstituerede
dommere
Udgangspunktet er, at dømmende
myndighed skal udøves af
udnævnte dommere, der nyder den
beskyttelse, som følger af
grundloven og
menneskerettighedskonventionen,
der er beskrevet i pkt. 4.1.
Der er
imidlertid som nævnt ovenfor en
lang tradition for, at
domsmyndighed tillige udøves af
retsassessorer og
dommerfuldmægtige i henhold til
konstitutioner meddelt efter
retsplejelovens § 17 a, stk. 1,
2. pkt., og § 44. De
konstituerede dommere har som
udnævnte dommere funktionel
uafhængighed. Derimod gælder den
ovenfor nævnte beskyttelse mod
afsked og forflyttelse ikke for
dommerfuldmægtige og
retsassessorer. De kan
afskediges og forflyttes efter
samme regler som andre
tjenestemænd og
overenskomstansatte, jf. nærmere
nedenfor pkt. 4.4.
Ved
kendelse af 18. april 1994, der
er gengivet i Ugeskrift for
retsvæsen 1994, side 536, og i
betænkningen bilag 7, har
Højesteret taget stilling til
anvendelsen af konstituerede
dommere i forhold til grundloven
og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Højesteret
har med henvisning til, at
anvendelse af konstituerede
dommere udtrykkelig er hjemlet i
retsplejeloven og de årlige
finanslove og er forekommet
igennem en meget lang årrække,
ikke anset
konstitutionsordningen for
grundlovsstridig og har herom
udtalt:
»Bestemmelserne i grundlovens §§
3 og 64 må på baggrund af denne
lovhjemlede, mangeårige praksis
for anvendelse af konstituerede
dommere fortolkes således, at de
ikke udelukker, at dømmende
funktioner i et vist omfang kan
udøves af dommere, der ikke
nyder en grundlovssikret
beskyttelse mod afskedigelse og
forflyttelse. Anvendelsen af
konstituerede dommere er gennem
årene blevet forøget betydeligt,
men der findes dog ikke
tilstrækkeligt grundlag for at
anse den bestående
konstitutionspraksis for
grundlovsstridig.«
Efter den
foreliggende praksis fra
Menneskerettighedskommissionen
og -domstolen har Højesteret
heller ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for at
fastslå, at anvendelsen af
konstituerede dommere generelt
vil blive anset for stridende
mod
Menneskerettighedskonventionens
artikel 6, stk. 1. Højesteret
har dog samtidig udtalt:
». . .
Omfanget og karakteren af den
bestående konstitutionspraksis
sammenholdt med det meget brede
ansættelsesområde for ansatte i
Justitsministeriet med
tilhørende institutioner og den
manglende retlige beskyttelse
mod fjernelse fra stillingen gør
det imidlertid tvivlsomt om
ordningen som helhed kan anses
for forenelig med konventionen.
Da der ikke er noget sikkert
grundlag for at fastslå
konventionens rækkevidde i denne
henseende, og da en fortolkning,
der i væsentlig grad afskærer
anvendelse af konstituerede
dommere, vil have meget
indgribende følger for
domstolsorganisationen, finder
Højesteret, at en generel
afklaring af spørgsmålet bør ske
gennem lovgivning . . .«
Om denne
højesteretsafgørelse samt
Højesterets afgørelse i en
lignende sag henvises i øvrigt
til betænkningen side 265 f og
til betænkningens bilag 7 og 8.
4.4.
Den gældende ordning med hensyn
til afskedigelse og fastsættelse
af ændret tjenestested for
retsassessorer og
dommerfuldmægtige
I Danmark
var der pr. 1. januar 1997 ca.
130 retsassessorstillinger,
herunder
justitssekretærstillinger, og
ca. 170
dommerfuldmægtigstillinger.
Retsassessorerne og
justitssekretærerne er
tjenestemænd, mens
dommerfuldmægtigene som
altovervejende hovedregel er
overenskomstansatte.
Begge
grupper anses som funktionelt
uafhængige efter grundlovens §
64, 1. pkt, men det antages, at
de ikke beskyttes af
bestemmelsens 2. pkt., der
beskytter udnævnte dommere mod
afskedigelse og forflyttelse,
idet dommerfuldmægtige og
retsassessorer i disse
relationer er stillet som alle
andre statsansatte embedsmænd.
4.4.1
Uansøgt afskedigelse af
retsassessorer og
dommerfuldmægtige
Justitsministeriet kan
principielt afskedige
retsassessorer og
dommerfuldmægtige efter et frit
skøn. Afgørelse om afskedigelse
forudsætter dog, at der
foreligger et sagligt grundlag
for beslutningen. Afskedigelsen
skal således være rimeligt
begrundet i den ansattes eller
tjenestestedets forhold og kan
f.eks. skyldes, at vedkommende
ikke er i stand til at udføre
sit arbejde på forsvarlig måde.
Herudover gælder de sædvanlige
retlige grænser for de hensyn
eller kriterier, der inddrages i
denne skønsmæssige afvejning.
Eksempelvis kan nævnes
lighedsgrundsætninger,
proportionalitetsprincippet og
de grænser, som
magtfordrejningslæren sætter.
Justitsministeriet har praktisk
talt aldrig truffet afgørelse om
uansøgt afskedigelse af
retsassessorer eller
dommerfuldmægtige. Ministeriet
har i de senere år kun behandlet
enkelte sager, hvor spørgsmålet
om afskedigelse har været
overvejet som følge af
alkoholproblemer m.v. og
manglende kvalifikationer. I en
enkelt sag er der sket
afskedigelse.
Afskedigelse kan også ske ved
dom afsagt af Den Særlige
Klageret, som er kompetent i
sager, hvor en privat anser sig
krænket ved utilbørligt eller
usømmeligt forhold fra
retsassessorers og
dommerfuldmægtiges side under
deres embedsudøvelse, jf.
retsplejelovens § 55, jf. § 49,
stk. 1. Selv om § 55 kun omtaler
tjenestemænd, behandler
klageretten i praksis også
klager over overenskomstansatte
dommerfuldmægtige.
Retsassessorer
Retsassessorer er som anført
tjenestemænd og kan afskediges
efter reglerne i
tjenestemandslovens kapitel 5.
Efter
tjenestemandslovens § 28, 1.
pkt., kan tjenestemænd
afskediges uden ansøgning med 3
måneders varsel til udgangen af
en måned. En tjenestemand kan
afskediges efter denne
bestemmelse, bl.a. hvis han
findes uegnet til at bestride
sin stilling, eller hvis der
består samarbejdsvanskeligheder.
Sådanne afskedigelser af
tjenestemænd i staten forekommer
forholdsvis sjældent.
Afsked kan
efter § 28, 2. pkt., ske med
kortere varsel end de normale 3
måneder, såfremt den er
begrundet i, at tjenestemanden
som følge af strafbart forhold,
tjenesteforseelse eller
mislighed er uskikket til at
forblive i stillingen.
Dommerfuldmægtige
Dommerfuldmægtige er ikke
direkte omfattet af
funktionærlovens
anvendelsesområde, men ansættes
på grundlag af en kollektiv
overenskomst indgået mellem
Finansministeriet og en række
organisationer under
Akademikernes
Centralorganisation, herunder
Danmarks Jurist- og
Økonomforbund.
Overenskomsten henviser
imidlertid til funktionærlovens
regler om varsling og
fratrædelsesgodtgørelse. Om
afskedigelsesproceduren er
fastsat detaljerede regler i
overenskomstens § 21.
Om de
gældende regler om afskedigelse
af dommerfuldmægtige og
retsassessorer henvises i øvrigt
til betænkningen side 281 f.
4.4.2.
Uansøgt ændring af tjenestested
for retsassessorer og
dommerfuldmægtige
Retsassessorer og
dommerfuldmægtige er ikke som
dommere ansat ved et bestemt
embede, men ansættes/udnævnes i
»Justitsministeriet med
tilhørende institutioner«. Deres
tjeneste fastsættes indtil
videre ved et nærmere angivet
embede og i øvrigt med hele
landet som ansættelsesområde.
Det vide
ansættelsesområde indebærer, at
retsassessorer og
dommerfuldmægtige er forpligtede
til at underkaste sig ændringer
med hensyn til det sted i
landet, hvor arbejdet skal
udføres, ligesom de er
forpligtede til at gøre tjeneste
ved f.eks. anklagemyndigheden
eller administrationen, uden at
der foreligger forflyttelse,
dvs. en stillingsændring, som
den pågældende ikke har pligt
til at acceptere.
Retsassessorer flyttes i
praksis kun til andet embede
efter ansøgning.
Som det
fremgår ovenfor af afsnit
2.1.2., er det forudsat, at
dommerfuldmægtige skal gøre
tjeneste ved flere embeder. De
fleste stillingsskift sker efter
ansøgning, men for at opfylde
det samlede uddannelsesbehov og
for at besætte stillinger i
visse dele af landet er det
undertiden nødvendigt at
opfordre fuldmægtige til at søge
en anden stilling.
Om uansøgt
forflyttelse henvises i øvrigt
til betænkningen side 284 f.
4.4.3.
Konstituerede dommere
Alle, der
ansættes som byrets- eller
landsdommer, har været
konstitueret som dommer. Det
gælder også dommere, der er
rekrutteret fra
Justitsministeriet,
anklagemyndigheden,
universiteterne eller fra
advokatverdenen.
Konstitutioner kan som tidligere
anført tilbagekaldes af den
myndighed, der har meddelt
konstitutionen, dvs.
Justitsministeriet.
For
offentligt ansatte gælder, at de
i konstitutionsperioden kan
afskediges efter de regler, der
i øvrigt gælder for deres
ansættelse. Det indebærer, at de
som udgangspunkt kan afskediges
diskretionært.
4.5.
Domstolsudvalgets overvejelser
Som det
fremgår af pkt. 4.3. ovenfor,
har Højesteret fundet, at den
gældende ordning med hensyn til
konstitution af ikke-udnævnte
dommere ikke er
grundlovsstridig. Højesteret har
endvidere ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for at
fastslå, at anvendelse af
konstituerede dommere generelt
vil blive anset for stridende
mod Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Samtidig udtalte Højesteret dog,
at omfanget og karakteren af den
bestående konstitutionspraksis
sammenholdt med det meget brede
ansættelsesområde for ansatte i
Justitsministeriet med
tilhørende institutioner og den
manglende retlige beskyttelse
mod fjernelse fra stillingen gør
det tvivlsomt, om ordningen som
helhed kan anses for forenelig
med konventionen.
Justitsministeriet anmodede på
den baggrund Domstolsudvalget om
at fremkomme med forslag, der
kan fjerne denne tvivl.
Domstolsudvalget har derfor -
både for at imødekomme
Menneskerettighedskonventionens
krav og de hensyn, der ligger
bag grundlovens bestemmelser om
uafhængige domstole - overvejet
mulighederne for at fjerne denne
tvivl. Udvalget finder, at der
især bør lægges vægt på at sikre
den personlige uafhængighed og
at understrege, at den dømmende
myndighed er et uafhængigt
organ.
Det
foreslås således bl.a. - som det
fremgår nærmere nedenfor - at
begrænse ansættelsesområdet for
dommerfuldmægtige m.v. og at
gennemføre et værn mod
afskedigelse og forflyttelse.
Herudover anbefaler udvalget, at
ikke-udnævnte dommere i
almindelighed kun beklæder
retten i tilfælde, der kan
begrundes i uddannelses- og
ressourcemæssige hensyn.
4.5.1.
Ansættelsesområde og
ansættelsesmyndighed
Som nævnt
ovenfor er fuldmægtige ved
domstolene i dag ansat inden for
Justitsministeriets
ansættelsesområde, der omfatter
domstolene, anklagemyndigheden,
departementet og visse
styrelser.
Som led i
tilvejebringelsen af øget
ansættelsessikkerhed foreslår
udvalget, at dette brede
ansættelsesområde for
dommerfuldmægtige og
retsassessorer indsnævres fra
»Justitsministeriet med
tilhørende institutioner« til
alene at være »domstolene«.
Herved sikres det, at en
dommerfuldmægtig ikke kan
flyttes til andre tjenestegrene.
I
tilknytning til, at
ansættelsesområdet ændres til
domstolene, har udvalget
drøftet, om
ansættelseskompetencen i
konsekvens heraf burde placeres
hos domstolene selv, konkret de
respektive landsretspræsidenter.
Udvalget finder det imidlertid
mest hensigtsmæssigt, at
ansættelse af dommerfuldmægtige
også fremtidigt sker centralt.
Udvalget foreslår derfor, at
ansættelse af dommerfuldmægtige
foretages af Domstolsstyrelsen.
Der
henvises til betænkningen side
298-299 og § 52 i lovudkastet i
betænkningen.
4.5.2.
Beskyttelse mod afskedigelse og
uansøgt ændring af tjenestested
Udvalget
finder, at der fortsat bør være
adgang til afskedigelse og
forflyttelse af
dommerfuldmægtige og
retsassessorer, men kun under
særlige, kvalificerede
omstændigheder. For utvivlsomt
at opfylde de krav, som
Menneskerettighedskonventionen
antages at stille med hensyn til
uafhængige og upartiske dommere,
må dommerfuldmægtige og
retsassessorer og andre, der
udøver dømmende virksomhed,
sikres mod, at administrationen
kan fjerne dem fra deres
stilling. Kompetencen til at
træffe afgørelse om fjernelse
fra stillingen bør derfor efter
udvalgets opfattelse henlægges
til domstolene selv.
Udvalget
foreslår Den Særlige Klageret
som den institution, der skal
have kompetence til at træffe
afgørelse i disse sager. Dels er
Den Særlige Klageret i forvejen
kompetent i sager om afsættelse
af dommere og i sager, hvor
private klager over
dommerfuldmægtige og
retsassessorers embedsførelse,
dels taler hensynet til en
ensartet behandling for, at
sagerne behandles af et centralt
organ.
Udvalget
foreslår således, at en uansøgt
afskedigelse eller en
tjenestestedsændring mod den
pågældendes vilje kun skal kunne
finde sted ved dom afsagt af Den
Særlige Klageret.
Udvalget
foreslår endvidere, at disse
sager indbringes for klageretten
af Domstolsstyrelsen
(eksempelvis ved
kammeradvokaten), da styrelsen
er ansættelsesmyndighed.
Udvalget
foreslår, at det værn, der
opstilles mod fjernelse fra
stillingen, kommer til at
omfatte alle ikke-udnævnte
dommere, dvs. dommerfuldmægtige,
retsassessorer og midlertidigt
beskikkede dommere, herunder
beskikkelse ved
korttidskonstitution.
Der
henvises herom i øvrigt til
betænkningen side 299-300.
Beskyttelse mod afskedigelse
Udvalget
finder, at der bør kunne ske
afskedigelse af
dommerfuldmægtige og
retsassessorer, når
betingelserne i grundlovens § 64
eller retsplejelovens § 49 for
afskedigelse af dommere er
opfyldt.
Udvalget
finder det imidlertid ikke
ønskeligt blot at udvide
dommernes beskyttelse mod
afskedigelse til at gælde
dommerfuldmægtige og
retsassessorer, idet en sådan
beskyttelse ville gøre det endog
meget svært at afskedige
fuldmægtige, der viser sig
uegnede i stillingen. Efter
udvalgets opfattelse forstærkes
det betænkelige ved en så vid
beskyttelse ved, at beskyttelsen
vil gælde fra den første
ansættelsesdag.
Udvalget
foreslår derfor, at der også
fremover bliver adgang til at
afskedige i tilfælde, hvor
dommerfuldmægtige m.v. må anses
for generelt uegnede til at gøre
fortsat tjeneste ved domstolene.
Herudover foreslår udvalget, at
fuldmægtige - som øvrige
offentligt ansatte - bør kunne
afskediges på grund af sygdom.
Udvalget
finder ikke, at der bør kunne
ske afskedigelse med henvisning
til ressourcebetragtninger,
f.eks. som følge af faldende
sagstilgang. Konsekvensen af
dette standpunkt er, at
fuldmægtige ved domstolene får
en fortrinsstilling frem for
andre offentligt ansatte, men
udvalget finder, at den
uafhængighed af regeringsmagten,
som jurister ved domstolene, der
udøver dømmende virksomhed, bør
nyde, taler for denne videre
beskyttelse.
Udvalget
foreslår som nævnt ovenfor, at
afgørelse om afskedigelse i alle
de nævnte tilfælde skal træffes
af Den Særlige Klageret ved dom
efter indstilling fra
Domstolsstyrelsen.
Som eneste
undtagelse foreslår udvalget, at
der bør kunne ske administrativ
afskedigelse af
dommerfuldmægtige og
retsassessorer, der er fyldt 65
år, hvis det sker uden tab af
indtægter frem til det 70. år.
Udvalget foreslår kompetencen
til at træffe afgørelse i disse
tilfælde henlagt til
Domstolsstyrelsen.
Om
afskedigelsesgrundene henvises i
øvrigt til betænkningen side
300-302 og til lovudkastet i
betænkningen til § 54 og § 54 a.
Beskyttelse mod uansøgt ændring
af tjenestested
Udnævnte
dommere kan i følge grundlovens
§ 64 ikke pålægges at skifte
tjenestested. Udvalget finder
imidlertid, at behovet for en
alsidig uddannelse af
dommerfuldmægtige og til en vis
grad retsassessorer tilsiger, at
der må være mulighed for at lade
de pågældende uddanne ved flere
forskellige dommerembeder som
led i et uddannelsesforløb.
Udvalget finder videre, at de
enkelte embeders behov for
juridisk arbejdskraft ligeledes
kun kan imødekommes effektivt,
såfremt der består en mulighed
for at flytte det juridiske
personale. Udvalget anbefaler
således, at der fortsat uansøgt
skal kunne fastsættes ændret
tjenestested, når dette er
begrundet i uddannelseshensyn og
i hensynet til en hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse ved
domstolene.
Udvalget
finder tillige, at der bør kunne
fastsættes ændret tjenestested i
tilfælde af en »omordning af
domstolene«, ligesom der kan
forekomme situationer, hvor en
dommerfuldmægtig vurderes ikke
at være egnet til at beklæde en
stilling ved et konkret embede,
men hvor den pågældende ikke
nødvendigvis bør indstilles
afskediget, men flyttet til et
embede, hvor den pågældendes
kvalifikationer bedre vil kunne
udnyttes. Det kan efter
udvalgets opfattelse ikke ganske
udelukkes, at det samme vil være
tilfældet i visse
sygdomssituationer.
Udvalget
finder, at en afgørelse om
uansøgt ændring af tjenestested,
når ansættelsesområdet er hele
landet, ikke er uforenelig med
konventionens krav om sikkerhed
mod fjernelse fra stillingen.
Af
administrative grunde finder
udvalget det mest
hensigtsmæssigt, at en central
myndighed forestår
tjenestestedsændringerne for
hele landet, og udvalget
foreslår, at kompetencen
henlægges til Domstolsstyrelsen.
Udvalget foreslår samtidig, at
Domstolsstyrelsen - såfremt en
fuldmægtig protesterer mod en
varslet tjenestestedsændring -
skal forelægge sagen for Den
Særlige Klageret, der træffer
afgørelse i sagen. Indbringelsen
af sagen for klageretten
foreslås tillagt opsættende
virkning.
Et
mindretal (1 medlem) finder,
at de nugældende regler om
administrativ fastsættelse af
tjenestested skaber en
afhængighed for den ansatte af
arbejdsgiveren, som må
ligestilles med den afhængighed,
som er knyttet til muligheden
for uansøgt afskedigelse. En
beskyttelse kan ikke blot bestå
i at indføre et forbud mod
forflyttelse, for ændring af
tjenestested inden for en
ansættelse ved domstolene
indebærer ikke en forflyttelse.
Dette
medlem finder derfor, at det er
nødvendigt at introducere et
ændret ansættelsessystem,
således at dommerfuldmægtige
ansættes enten ved bestemte
domstole, f.eks. Københavns
Byret, eller ved domstolene
inden for en vis region, f.eks.
med tjeneste »ved retterne i X
amt«. Mindretallet finder det i
denne sammenhæng afgørende, at
der gennemføres en principiel
lokalisering af ansættelsen, og
at der til denne lokalisering
kan knyttes et meningsfyldt
forbud mod forflyttelse, dvs.
uansøgt pålæg om at gøre
tjeneste ved en domstol uden for
det nævnte område.
De
øvrige medlemmer af udvalget
finder ikke, at de
uafhængighedssynspunkter, som
ligger bag mindretallets
forslag, kan begrunde forslaget.
De henviser til, at det efter
udvalgets forslag ikke er
ministeren, men
Domstolsstyrelsen, som træffer
bestemmelse om forflyttelse. Der
er derfor ingen risiko for, at
ministeren (regeringen) kan
benytte forflyttelse som en
»sanktion« over for
dommerfuldmægtige. Hertil
kommer, at uansøgt forflyttelse
kan indbringes for Den Særlige
Klageret.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 302-304 og til
lovudkastet i betænkningen § 54
og § 54 a.
Disciplinærforfølgning
Efter de
nugældende regler er det som
udgangspunkt Justitsministeriet,
der er disciplinærmyndighed for
retsassessorer og
dommerfuldmægtige. Dette
udgangspunkt modificeres dog
ved, at klager fra private
behandles enten af
landsretspræsidenterne (ved de
præsidentledede byretter
byretspræsidenten) eller Den
Særlige Klageret.
Efter
udvalgets opfattelse tilsiger de
ikke-udnævnte dommeres
uafhængighed, at denne gruppe
undergives de samme disciplinære
regler og reaktioner, som finder
anvendelse på udnævnte dommere.
Det vil
sige, at det efter udvalgets
opfattelse bør være
retspræsidenterne og Den Særlige
Klageret, der træffer afgørelse
i alle disciplinærsager mod
fuldmægtige, midlertidigt
beskikkede dommere m.v. Udvalget
finder, at kompetencen til at
indbringe en sag for Den Særlige
Klageret for disse gruppers
vedkommende bør være hos
Domstolsstyrelsen i stedet for
hos ministeren. Dette forslag
har som konsekvens, at
tjenestemandslovens regler om
suspension og
disciplinærforfølgning, herunder
reglerne om tjenestemandsforhør,
ophæves for retsassessorer m.v.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 304.
4.5.3.
Forholdet mellem udnævnte og
konstituerede dommere i
byretterne
Det har
gennem en lang årrække været
praksis, at domsmyndighed i
byretterne er blevet udøvet ikke
blot af udnævnte dommere, men
også af dommerfuldmægtige og
retsassessorer, som med hjemmel
i retsplejelovens § 17 a har
fungeret som dommere.
Det
fremgår af den undersøgelse, der
er omtalt i afsnit 4.2.1., at
byretterne bortset fra de
præsidentledede retter i
perioden 1. marts - 30. juni
1995 blev beklædt af
dommerfuldmægtige og
retsassessorer i ca. 40 pct. af
de civile sager og
straffesagerne.
Denne
ordning adskiller sig markant
fra ordningen i andre
vesteuropæiske lande og giver
efter udvalgets opfattelse
anledning til overvejelser ud
fra principielle synspunkter om,
hvorvidt der bør foreslås
ændringer, der udelukker eller
begrænser ikke-udnævnte dommeres
varetagelse af dømmende
funktioner.
Selv om
ordningen med etableringen af
det foreslåede værn mod uansøgt
afskedigelse og forflyttelse
efter udvalgets opfattelse vil
opfylde kravene i
Menneskerettighedskonventionen
til ikke-udnævnte dommeres
uafhængighed, er det udvalgets
opfattelse, at de hensyn, der
ligger bag grundlovens § 3 og §
64, taler for, at domsmyndighed
i højere grad, end det hidtil
har været tilfældet, udøves af
udnævnte dommere.
Udvalget
anbefaler derfor, at anvendelse
af ikke-udnævnte dommere ved
byretterne begrænses til de
tilfælde, hvor
uddannelsesmæssige hensyn og
hensyn til en hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse taler for,
at retsarbejdet varetages af
ikke-udnævnte dommere.
Udvalget
foreslår som følge heraf, at der
oprettes flere dommerstillinger.
Udvalget fremkommer ikke med en
mere præcis angivelse af, hvor
mange yderligere
dommerstillinger en
gennemførelse af de foreslåede
retningslinjer vil indebære,
idet dette ville forudsætte en
gennemgang af de enkelte
embeder, som udvalget ikke har
haft mulighed for at gennemføre.
Udvalget
anfører dog, at opmærksomheden
synes at måtte samle sig om de
embeder, hvor en betydelig del
af retssagsarbejdet varetages af
retsassessorer, der har været
igennem det sædvanlige
uddannelsesforløb, herunder
konstitution i landsretten, men
som ikke har opnået at blive
udnævnt til dommere. Udvalget
peger endvidere på, at der vil
være embeder, hvor der er sket
en sådan udvikling i antallet af
indbyggere og dermed antallet af
retssager, at dette taler for
oprettelse af yderligere
dommerstillinger.
Udvalget
finder, at det vil være
naturligt at inddrage
Domstolsstyrelsen i en sådan
gennemgang af de enkelte
byretsembeder.
Udvalget
anfører endvidere, at man er
opmærksom på, at der ved
konverteringen af
dommerfuldmægtig- og
retsassessorstillinger til
dommerstillinger kan opstå
særlige, personlige problemer,
såfremt den, der hidtil har
udført arbejdet, ikke ansættes i
den nyoprettede dommerstilling.
Udvalget anfører, at det falder
uden for udvalgets kommissorium
at tage stilling til, i hvilket
omfang dette hensyn bør indgå
ved stillingsbesættelsen, men
udvalget peger dog på, at det
vil være naturligt at overlade
løsningen af dette spørgsmål til
Dommerudnævnelsesrådet.
Om
forholdet mellem udnævnte og
konstituerede dommere i byretten
henvises i øvrigt til
betænkningen side 305-308.
4.5.4.
Sagsfordelingen mellem dommere
og andre jurister i byretterne
Kompetencen til at bestemme
rammerne for sagsfordelingen
Efter de
gældende regler er det
Justitsministeriet, som afgør,
om der kan meddeles »fast«
sagskonstitution til
dommerfuldmægtige/retsassessorer
til det, som bestemmelsen i
retsplejelovens § 17 a definerer
som »de øvrige
dommerforretninger«, dvs. de
egentlige retssager.
Det er
udvalgets opfattelse, at det vil
være bedst stemmende med de
hensyn, som er indeholdt i
Menneskerettighedskonventionens
artikel 6, at kompetencen til at
meddele og tilbagekalde disse
faste konstitutioner til at
beklæde retten placeres hos
domstolene selv.
På den
baggrund anbefaler udvalget, at
kompetencen til at afgøre, i
hvilket omfang og i hvilke sager
det enkelte dommerembedes
fuldmægtige og retsassessorer
skal beklæde retten, henlægges
til chefen for det enkelte
embede, som herefter får de
samme ledelsesmæssige
beføjelser, som andre chefer i
såvel offentlige som private
virksomheder har. Hermed
understreges også dommerens
ansvar for, at sagsfordelingen
ved embedet sker på betryggende
måde.
Udvalget
foreslår derfor, at
retsplejelovens § 17 a ændres i
overensstemmelse hermed.
Ud fra
samme betragtninger foreslår
udvalget endvidere, at
bestemmelserne i retsplejelovens
§ 15, stk. 7, 2. pkt., og § 16
a, stk. 3, 2. pkt., hvorefter
Justitsministeriet ved de
præsidentledede og
administrerede byretter skal
godkende de almindelige regler
for sagernes fordeling mellem
rettens afdelinger, ophæves,
således at også denne kompetence
overføres til den stedlige
embedschef.
Ophævelse af sondringen mellem
skiftesager, fogedsager m.v. og
»egentlige« retssager
(straffesager og civile sager)
Den
ovenfor foreslåede ordning
indebærer, at det hverken vil
være nødvendigt eller
hensigtsmæssigt at opretholde
den nuværende sondring i
retsplejelovens § 17 a, stk. 1,
mellem skiftesager og fogedsager
m.v. og andre dele af de
egentlige dommerforretninger.
Sondringen hidrører fra en tid,
hvor det typisk var således, at
de sværeste og mest
betydningsfulde problemer blev
behandlet under de egentlige
retssager, mens
skiftesagsbehandling og
fogedsager normalt vedrørte
mindre komplicerede og mindre
indgribende problemstillinger.
Udvalget
anbefaler bl.a. på den baggrund,
at det i højere grad er sagens
sværhedsgrad, som afgør, om
retten, herunder skifteretten
eller fogedretten, skal beklædes
af en udnævnt dommer, en
retsassessor eller en yngre
dommerfuldmægtig.
Denne
vurdering kan alene foretages
lokalt. Ved at foreslå en
ophævelse af den eksisterende
sondring mellem de forskellige
sagstyper ønsker udvalget at
markere, at det er den stedlige
embedschefs ansvar, at en sag,
som indbringes for domstolene,
altid behandles af en jurist,
som er i besiddelse af de
fornødne faglige kvalifikationer
og den nødvendige erfaring,
ligesom det selvsagt må være
embedschefens ansvar, at
arbejdsbyrden fordeles rimeligt
mellem embedets jurister.
Retningslinier vedrørende
uddannelse
På
baggrund af den foreslåede
decentralisering af kompetencen
til at overlade ikke-udnævnte
dommere at behandle retssager
finder udvalget, at der bliver
behov for at sikre en ensartet
dommerfuldmægtiguddannelse, og
at fuldmægtigene senere får
lejlighed til under nogenlunde
ensartede betingelser at
vedligeholde og udbygge de
opnåede færdigheder.
Udvalget
finder det derfor påkrævet, at
der fastsættes retningslinier
for, hvorledes de yngste
dommerfuldmægtiges praktiske og
teoretiske uddannelse skal
tilrettelægges.
Det
foreslås, at retningslinierne
for denne grunduddannelse
fastsættes af Domstolsstyrelsen
som central
ansættelsesmyndighed, og at der
som hidtil sker indberetning til
uddannelseskonsulenten om, i
hvilket omfang den enkelte
uddannelsesfuldmægtig har
beklædt retten.
Om
udvalgets overvejelser om
sagsfordelingen mellem dommere
og andre jurister i byretterne
henvises i øvrigt til
betænkningen side 308-311.
4.5.5.
Konstitutioner i landsretterne
Udvalget
har også overvejet spørgsmålet
om anvendelsen af konstituerede
dommere i landsretterne. Da
landsretterne fungerer som
kollegiale domstole, hvor tre
dommere deltager i sagernes
afgørelse, har spørgsmålet dog
en noget anden karakter end for
byretterne.
Udvalget
finder dog anledning til at
understrege, at det ved
normeringen af dommerstillinger
i landsretterne bør sikres, at
der altid kan medvirke to faste
dommere ved sagernes afgørelse,
og at der bør være mulighed for,
at landsretterne bl.a. i sager
af mere principiel eller
indgribende karakter eller af
særlig politisk interesse kan
beklædes af tre faste dommere.
I øvrigt
skal udvalgets forslag om
ansættelsesværn for
dommerfuldmægtige og
retsassessorer også gælde for
konstituerede dommere og vil
således indebære en betydelig
styrkelse af uafhængigheden
under konstitution i
landsretterne.
Udvalget
har overvejet, om værnet mod
afskedigelse bør udstrækkes til
også at gælde i tiden efter en
konstitutionsperiode i en af
landsretterne. Spørgsmålet er
navnlig aktuelt for
statsansatte, som ikke er ansat
som fuldmægtige ved domstolene,
og som efter en
konstitutionsperiode vender
tilbage til deres hidtidige
tjeneste f.eks. i
centraladministrationen. Det
kunne hævdes, at frygten for
negative reaktioner fra
vedkommendes tjenestested efter
konstitutionens ophør kunne
rejse tvivl om den pågældendes
uafhængighed navnlig i
forbindelse med afgørelse af
sager, der berører statslige
interesser.
Udvalget
har dog ikke fundet grundlag for
at fremkomme med forslag i den
angivne retning. Udvalget
finder, at behovet for et
ansættelsesværn, der rækker ud
over konstitutionsperioden, må
vurderes på baggrund af
tradition og praksis her i
landet, og da der ikke hidtil er
påvist eksempler på, at
offentligt ansatte er blevet
mødt med negative reaktioner i
anledning af den måde, hvorpå de
har dømt i sagerne, finder
udvalget ikke anledning til at
foreslå et sådant værn. Hertil
kommer, at det vil være
forbundet med meget betydelige
retstekniske vanskeligheder at
etablere et værn, der rækker
udover konstitutionsperioden.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 311-313.
4.5.6.
Konstitutioner ved dommerens
forfald eller ved embedsledighed
Såfremt
den af udvalget foreslåede
ændring af retsplejelovens § 17
a gennemføres, anbefaler
udvalget, at retsplejelovens §
44, stk. 3, ophæves som
overflødig. Den nævnte
bestemmelse giver
landsretspræsidenten mulighed
for ved den faste dommers
kortvarige forfald at meddele
bemyndigelse til midlertidigt at
forestå embedet som dommer ved
byret.
Ved
planlagt kortvarigt fravær vil
embedets chef i kraft af sin
kompetence til at lede og
fordele arbejdet og til at
overlade retssagsbehandlingen
til ikke-udnævnte dommere kunne
sikre, at retten under fraværet
beklædes af en kompetent jurist.
På tilsvarende måde vil embedets
chef kunne fastlægge
retningslinier for, hvorledes
der skal forholdes ved
kortvarigt ikke planlagt fravær.
For de tilfælde, hvor embedets
chef kortvarigt er afskåret fra
at lede embedet, må der i
generelle retningslinier ved det
enkelte embede være taget
stilling til, hvem der i chefens
fravær udøver
ledelsesbeføjelserne.
For så
vidt angår de tilfælde, som
efter gældende ret reguleres af
retsplejelovens § 44, stk. 2,
finder udvalget, at der i samme
omfang som hidtil bør kunne
meddeles konstitution. Der vil
forekomme en række situationer -
sygdom, dødsfald, orlov og
lignende - hvor dommerembedet
ikke straks vil kunne besættes,
og hvor der derfor er behov for
at kunne konstituere en person
som dommer i en kortere eller
længere periode.
Udvalget
finder det mest hensigtsmæssigt,
at det bliver Domstolsstyrelsen,
der får kompetencen til at
meddele disse konstitutioner.
Det vil således være
Domstolsstyrelsen, der har det
bedste kendskab til de enkelte
dommerembeders situation, og som
vil kunne lade denne viden indgå
i vurderingen af, om der bør
konstitueres en anden person som
dommer og i givet fald, hvem det
bør være.
Udvalget
anbefaler i den forbindelse
opretholdelse af gældende
praksis, hvorefter
konstitutionsstillinger, som på
forhånd skønnes at blive af
længere varighed, opslås. Som
det fremgår ovenfor i afsnit
3.2.2., finder udvalget ikke, at
Dommerudnævnelsesrådet skal
afgive indstilling ved
besættelsen af disse stillinger.
Udvalget
foreslår endvidere bestemmelsen
i retsplejelovens § 51,
hvorefter konstitution meddelt
efter retsplejelovens § 44, stk.
2, tilbagekaldes af
Justitsministeriet efter
ministeriets frie skøn, ophævet.
Det skyldes, at denne ordning
ikke findes forenelig med de
hensyn, som bærer udvalgets
forslag om at indføre
ansættelsesværn for alle
jurister ved domstolene.
Da
varigheden af en konstitution
ikke altid kan fastlægges på
forhånd, foreslår udvalget, at
det i stedet gøres til
hovedreglen, at konstitutionen
ophører, når den faste dommer
genoptager sit virke, eller der
udnævnes en ny dommer i den
stilling, som er blevet besat
ved konstitution.
Efter
udvalgets opfattelse er det dog
ikke hensigtsmæssigt helt at
afskære muligheden for at
tilbagekalde en konstitution
uden for disse tilfælde. Der er
f.eks. i tilfælde af dødsfald
eller pludselig opstået sygdom
situationer, hvor det kan være
nødvendigt meget hurtigt at
konstituere en person i den
vakante stilling. Må det
forventes, at konstitutionen
bliver af længere varighed,
anbefaler udvalget som nævnt, at
der sker opslag af stillingen. I
sådanne situationer må den
første konstitution selvsagt
kunne tilbagekaldes. Det samme
gælder, hvis det af praktiske
grunde har været nødvendigt
straks at konstituere en mindre
erfaren dommerfuldmægtig, og der
senere viser sig mulighed for at
konstituere en erfaren
retsassessor. Endelig bemærker
udvalget, at det ikke kan
udelukkes, at der vil være
tilfælde, hvor den, der er
konstitueret, viser sig ikke at
være stillingen voksen.
Udvalget
foreslår derfor, at det i
tilfælde som de nævnte skal være
muligt at tilbagekalde
konstitutionen.
Udvalget
anbefaler, at kompetencen til at
meddele og tilbagekalde
konstitutioner henlægges til
samme myndighed -
Domstolsstyrelsen - men for at
tilgodese de hensyn til den
enkelte dommers uafhængighed,
som i øvrigt bærer udvalgets
forslag, anbefaler udvalget, at
Domstolsstyrelsens kompetence
begrænses således, at
tilbagekaldelse af en
konstitution meddelt efter § 44,
stk. 2, inden forfaldsgrundens
eller embedsledighedsperiodens
udløb alene skal kunne ske, hvis
der foreligger en indstilling
herom fra vedkommende
landsretspræsident.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 313-315.
4.6.
Justitsministeriets overvejelser
Det er af
meget væsentlig betydning, at
ansættelsesforholdene for
dommerfuldmægtige og
retsassessorer er af en sådan
karakter, at der ikke er
grundlag for at stille spørgsmål
ved de pågældendes uafhængighed,
når de fungerer som dommere. Den
tvivl med hensyn
konstitutionsordningens
forenelighed med
Menneskerettighedskonventionen,
som Højesteret har givet udtryk
for i afgørelsen af 18. april
1994, gør det derfor efter
Justitsministeriets opfattelse
nødvendigt, at der på dette
område gennemføres ændringer,
der er egnede til at markere den
særlige beskyttelse, som bør
tilkomme personer med dømmende
myndighed.
4.6.1.
Ansættelsesområde og
ansættelsesmyndighed
Udvalgets
forslag om begrænsning af
ansættelsesområdet for
dommerfuldmægtige og
retsassessorer fra
»Justitsministeriet med
tilhørende institutioner« til
alene at være »domstolene«, vil
sikre, at dommerfuldmægtige og
retsassessorer ikke mod deres
vilje overflyttes til at gøre
tjeneste på andre områder.
Justitsministeriet er derfor
enig i, at der bør gennemføres
en sådan ændring af
ansættelsesområdet.
Dommerfuldmægtige er
overenskomstansatte, og det
kræver derfor ikke særlig
lovhjemmel at begrænse deres
ansættelsesområde.
Indsnævringen af
ansættelsesområdet for
retsassessorerne, der er
tjenestemænd, skabes der hjemmel
til ved den foreslåede nye
bestemmelse i retsplejelovens §
52. For at udelukke enhver tvivl
angives det tillige i
bestemmelsen, at også
fuldmægtige ansættes med
domstolene som
ansættelsesområde.
Justitsministeriet kan ligeledes
tilslutte sig udvalgets forslag
om, at Domstolsstyrelsen
fremover bliver
ansættelsesmyndighed for
dommerfuldmægtige og
retsassessorer.
Justitsministeriet vil således
fremover ikke umiddelbart have
funktioner i relation til
ansættelse, afskedigelse og
disciplinærforfølgning af det
juridiske personale ved
domstolene, jf. også forslagene
om beskyttelse af
dommerfuldmægtige og
retsassessorer mod afskedigelse,
forflyttelse og
disciplinærforfølgning nedenfor
under pkt. 4.6.2.
Retsassessorer er tjenestemænd
og udnævnes af dronningen. Ved
opretholdelse af denne ordning
må udnævnelser af retsassessorer
formelt forelægges for
dronningen af ministeren. Det
forudsættes dog, at det er
Domstolsstyrelsen, der forestår
samtlige administrative opgaver
i forbindelse med
ansættelse/udnævnelse af
retsassessorer såvel før som
efter forelæggelsen for
dronningen. Det forudsættes i
den forbindelse også, at
justitsministeren helt
undtagelsesfrit blot
videresender Domstolsstyrelsens
forestillinger om ansættelse
m.v. til dronningen uden
bemærkninger.
I
betænkningen er der ikke taget
stilling til, hvorledes det
ikke-juridiske personale ved
domstolene skal ansættes.
Det
overenskomstansatte personale
ansættes i dag ved det enkelte
embede, og dette vil også være
muligt under den foreslåede nye
organisation. Det vil således
også fremover være det enkelte
embede, der har
disciplinærbeføjelser og
afskedigelseskompetence over for
det overenskomstansatte
ikke-juridiske personale.
For så
vidt angår det
tjenestemandsansatte personale
rejser sig to spørgsmål, dels
hvem der fremover skal være
ansættelsesmyndighed , og
dels hvilket
ansættelsesområde de
pågældende skal have.
I dag er
Justitsministeriet
ansættelsesmyndighed, og
tjenestemændene ansættes med
Justitsministeriet med
tilhørende institutioner som
ansættelsesområde.
Ifølge
tjenestemandslovens § 3 er der
adgang for ministeren til ved
bekendtgørelse helt eller
delvist at overlade
udnævnelseskompetencen til
andre. I henhold til
tjenestemandslovens § 26, stk.
2, kan ministeren dog ikke
delegere kompetencen til at
meddele uansøgt afsked.
Ved en
sådan delegation vil
Domstolsstyrelsen også blive
ansættelsesmyndighed for det
tjenestemandsansatte
ikke-juridiske personale ved
domstolene. Dette indebærer, at
Domstolsstyrelsen vil komme til
at stå for alt det praktiske i
relation til ansættelser,
disciplinærsager og
afskedigelser, dog således at
sager vedrørende uansøgt afsked
fortsat skal passere ministeren.
For så
vidt angår ansættelsesområdet
gælder det i henhold til § 1 i
aftale af 15. august 1975 mellem
Finansministeriet og CO I, CO
II, AC og Danmarks Lærerforening
om ansættelsesområder for varigt
ansatte tjenestemænd og
tjenestemænd ansat på prøve i
staten, folkeskolen og
folkekirken, at
ansættelsesområdet for
tjenestemænd i staten er
vedkommende ministerium med
tilhørende institutioner. For
administrative tjenestemænd, der
ved ansættelsen får tjenestested
i hovedstadsområdet, omfatter
ansættelsesområdet desuden
samtlige andre ministeriers
departementer, jf. aftalens § 3.
Ministerier, som med tilhørende
institutioner er af betydelig
størrelse, kan ved aftale med de
pågældende centralorganisationer
opdeles i flere
ansættelsesområder, jf. aftalens
§ 2.
En
indsnævring af
ansættelsesområdet for det
tjenestemandsansatte
ikke-juridiske personale ved
domstolene kan ske ved, at der
efter forhandling med de berørte
centralorganisationer indgås en
aftale om fravigelse af aftalen
af 15. august 1977.
Justitsministeriet finder det
rigtigst, at også det
ikke-juridiske personale får et
ansættelsesområde, der alene er
domstolene. Det skyldes bl.a.,
at det administrative personale
i henhold til retsplejelovens §
17 a, stk. 2, kan bemyndiges til
at udføre visse judicielle
handlinger, herunder foged-,
skifte-, notarial- og
tinglysningsforretninger samt
faderskabssager, såfremt der
ikke skal træffes afgørelse i
tvistigheder.
Det
forudsættes på den baggrund, at
der i forbindelse med
lovforslagets ikrafttræden tages
initiativ til forhandlinger om
dette spørgsmål med
Finansministeriet og de
relevante organisationer m.v.
4.6.2.
Beskyttelse mod afskedigelse og
uansøgt ændring af tjenestested
Justitsministeriet er enig med
Domstolsudvalget i, at det for
at fjerne tvivl i relation til
de krav, som
Menneskerettighedskonventionen
må antages at stille til
uafhængige og upartiske dommere,
er nødvendigt at fastsætte
regler, der i højere grad sikrer
også dommerfuldmægtige og
retsassessorer mod, at
administrationen vilkårligt kan
fjerne dem fra deres stillinger.
Justitsministeriet kan derfor
tiltræde udvalgets forslag om,
at kompetencen til at afskedige
og træffe afgørelse om uansøgt
ændring af tjenestested
henlægges til domstolene selv.
Justitsministeriet er endvidere
enig i, at kompetencen mest
hensigtsmæssigt placeres hos Den
Særlige Klageret, som i forvejen
har kompetence til at behandle
disciplinærsager m.v. mod
dommere.
Justitsministeriet er ligeledes
enig i, at det er bedst
stemmende med
Menneskerettighedskonventionen
at etablere en ordning,
hvorefter uansøgt afskedigelse
eller en uansøgt
tjenestestedsændring bør ske
ved, at sagen af
Domstolsstyrelsen indbringes for
Den Særlige Klageret, der
træffer afgørelse i sagen ved
dom. Antallet af sager for
klageretten må i øvrigt antages
at blive beskedent.
Det
foreslås derfor i
overensstemmelse med forslaget
fra udvalget, at der i § 54 a i
retsplejeloven. jf.
lovforslagets § 1, nr. 22,
fastsættes regler om Den Særlige
Klagerets kompetence i disse
sager og om fremgangsmåden i
forbindelse med sagernes
behandling m.v.
Beskyttelse mod afskedigelse
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at der ligeledes bør
fastsættes regler, der materielt
begrænser muligheden for
afskedigelse af
dommerfuldmægtige m.v. i forhold
til de nugældende regler.
Justitsministeriet er ligeledes
enig med udvalget i, at der bør
kunne ske afskedigelse af
fuldmægtige m.v. i de
situationer, hvor også dommere
kan afskediges, jf. reglerne i
grundlovens § 64 og
retsplejelovens § 49. Det er
imidlertid også
Justitsministeriets opfattelse,
at der bør være en videre adgang
til at afskedige fuldmægtige som
følge af uegnethed og sygdom,
end den, der er fastsat for
dommere. Det skyldes bl.a., at
det ikke vil være
hensigtsmæssigt, hvis det bliver
næsten udelukket at udskille
personer, der viser sig uegnede
til at virke ved domstolene.
Bestemmelserne i § 54, stk. 1 og
2, jf. lovforslagets § 1, nr.
21, er således udformet i
overensstemmelse med forslaget
fra Domstolsudvalget.
For så
vidt angår kriteriet uegnethed
vil det selvsagt være opfyldt,
hvis den pågældende savner de
nødvendige juridiske
kvalifikationer eller mangler
evnen til at samarbejde med det
øvrige personale og brugerne af
domstolene. Sager om
afskedigelse på grund af
uegnethed må antages at blive
rejst på grundlag af
indberetninger fra den stedlige
dommer. Resultatet af den
foreslåede prøve, der skal
aflægges ved afslutningen af
grunduddannelsen, jf. ovenfor
under pkt. 2.3.6., vil endvidere
kunne indgå i grundlaget for
vurderingen af egnethed.
Beskyttelse mod uansøgt ændring
af tjenestested
Det er
efter Justitsministeriets
opfattelse nødvendigt både af
hensyn til uddannelsen af
dommerfuldmægtige og af hensyn
til muligheden for at imødekomme
de enkelte dommerembeders behov
for juridisk arbejdskraft, at
det også fremover bliver muligt
at ændre en dommerfuldmægtigs
tjenestested, uden at den
pågældende ansøger herom. Det
vil således ikke være muligt at
sikre en forsvarlig uddannelse
af dommerfuldmægtige, hvis
fuldmægtigen modsætter sig at
udføre tjeneste ved forskellige
embeder.
Justitsministeriet er derfor
enig med udvalget i, at der
fortsat skal kunne ske uansøgt
ændring af tjenestested, når
dette er begrundet i
uddannelsesmæssige hensyn eller
hensyn til en hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse ved
domstolene. Bestemmelsen i
retsplejelovens § 54, stk. 3,
jf. lovforslagets § 1, nr. 21,
er således udformet i
overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet finder
endvidere, at der ligesom for
dommere også bør være adgang til
at pålægge en fuldmægtig en
tjenestestedsændring ved
omordning af domstolene. Det kan
heller ikke udelukkes, at en
ændring af tjenestested
undtagelsesvis kan være
løsningen i tilfælde, hvor den
pågældende er vurderet uegnet i
forbindelse med tjeneste ved et
embede, eller har vanskeligt ved
at bestride en stilling ved et
bestemt embede som følge af
sygdom. Også reglen i § 54, stk.
4, er derfor udformet i
overensstemmelse med
Domstolsudvalgets lovudkast.
Justitsministeriet er i øvrigt
enig med udvalget i, at
kompetencen til at træffe
afgørelse om
tjenestestedsændringer bør
placeres hos Domstolsstyrelsen,
bl.a. fordi bevillingsansvaret
og kompetencen i disse sager
(udfyldning af
barselsvikariater, orlov m.v.)
styringsmæssigt hænger nøje
sammen. Det vil således kunne
blive yderst vanskeligt at sikre
en hensigtsmæssig anvendelse af
de ressourcer, som
dommerfuldmægtige,
retsassessorer m.v. udgør for
domstolene, hvis denne
kompetence ikke placeres
centralt.
Justitsministeriet finder
endvidere som udvalgets flertal,
at de uafhængighedssynspunkter,
som ligger bag grundloven og
Menneskerettighedskonventionen,
til fulde vil blive tilgodeset
ved en ordning, hvorefter en
fuldmægtigs indsigelser mod en
varslet ændring af tjenestested
medfører, at sagen skal
indbringes for Den Særlige
Klageret, der træffer afgørelse
i sagen ved dom.
Justitsministeriet er også enig
i, at denne indbringelse skal
medføre, at
tjenestestedsændringen ikke kan
gennemføres, så længe sagen
behandles af klageretten.
Klagerettens dom kan i øvrigt
indbringes for Højesteret af
både fuldmægtigen og
Domstolsstyrelsen.
Den
stedlige dommers adgang til som
leder af embedet at flytte en
retsassessor eller en fuldmægtig
internt ved embedet berøres ikke
af den foreslåede ordning. En
sådan beskyttelse ses ikke
nødvendiggjort af kravene til
uafhængige domstole. Sager, hvor
retsassessorer eller
dommerfuldmægtige anfægter
sådanne afgørelser, vil derfor
som hidtil henhøre under
domstolene/voldgift.
Disciplinærforfølgning
Efter de
gældende regler er det formelle
udgangspunkt, at
Justitsministeriet er
disciplinærmyndighed, men dette
modificeres ved, at klager fra
private behandles enten af
landsretspræsidenterne (ved de
præsidentledede byretter af
byretspræsidenten) eller af Den
særlige Klageret, jf.
retsplejelovens §§ 48 og 49. De
fleste disciplinærsager
vedrørende dommerfuldmægtige og
retsassessorer bliver behandlet
efter disse regler.
Justitsministeriet kan i det
hele tilslutte sig udvalgets
forslag om, at retspræsidenterne
og Den Særlige Klageret
tillægges kompetencen i alle
disciplinærsager mod
dommerfuldmægtige og
retsassessorer.
Dette
forslag vil endvidere indebære
den fordel, at det disciplinære
system forenkles og gøres
enstrenget for disse
personalegruppers vedkommende.
Bestemmelsen i retsplejelovens §
55, jf. lovforslagets § 1, nr.
23, foreslås således udformet i
overensstemmelse med lovudkastet
i betænkningen.
4.6.3.
Forholdet mellem udnævnte og
konstituerede dommere i
byretterne
Domstolsudvalget foreslår, at
anvendelse af ikke-udnævnte
dommere ved byretterne begrænses
til de tilfælde, hvor
uddannelsesmæssige hensyn og
hensyn til en hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse taler for,
at retsarbejdet varetages af
ikke-udnævnte dommere.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig udvalgets anbefaling af, at
der som følge heraf sker
konvertering af en række
retsassessorstillinger (og evt.
dommerfuldmægtigstillinger) til
dommerstillinger med henblik på
at opnå, at de dømmende
funktioner i højere grad end det
i dag er tilfældet udøves af
personer, der nyder den
grundlovssikrede beskyttelse af
deres uafhængighed.
En nærmere
angivelse af antallet af de
ekstra dommerstillinger, der vil
være behov for, og ved hvilke
embeder disse bør placeres, vil
kræve en nøje gennemgang af
hvert enkelt embede, herunder
sagernes karakter og fordeling
m.v.. Der vil eventuelt også
kunne blive tale om at overføre
normeringer fra et embede til et
andet, såfremt et embede har
haft en betydelig sagsnedgang.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at en sådan
gennemgang af de enkelte embeder
naturligt vil henhøre under
Domstolsstyrelsen. Der stilles
bl.a. af denne grund ikke på
nuværende tidspunkt forslag om
ændringer af retsplejelovens
normering af antallet af dommere
ved de enkelte embeder, men det
forudsættes, at en undersøgelse
med henblik herpå vil blive
iværksat snarest muligt efter
etableringen af
Domstolsstyrelsen.
4.6.4.
Sagsfordelingen mellem dommere
og andre jurister i byretterne
Kompetencen til at bestemme
rammerne for sagsfordelingen og
ophævelse af sondringen mellem
skiftesager, fogedsager m.v. og
»egentlige« retssager
(straffesager og civile sager)
Justitsministeriet kan tilslutte
sig, at kompetencen til at
træffe afgørelse om, i hvilket
omfang fuldmægtige eller
retsassessorer skal beklæde
retten, overlades til
domstolene. Justitsministeriet
er endvidere enig i, at denne
afgørelse naturligt træffes af
det enkelte embedes chef, der
også står for sagsfordelingen
ved embedet.
Det er i
øvrigt efter Justitsministeriets
opfattelse en naturlig følge
heraf at ophæve reglerne i
retsplejelovens § 15, stk. 7, og
§ 16 a, stk. 3, om, at
justitsministeren skal godkende
almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne ved præsidentledede
embeder og administrerende
embeder. Også den af udvalget
foreslåede ophævelse af
sondringen mellem foged-,
skifte- og notarialforretninger
m.v. på den ene side og
»egentlige retssager« på den
anden side, jf. reglen om
bemyndigelse til behandling af
sådanne sager i § 17 a, stk. 1,
er en følge af, at kompetencen
til at træffe afgørelse om, i
hvilke sager fuldmægtige skal
beklæde retten, fremover fuldt
ud skal henhøre under embedets
chef.
Der
henvises i øvrigt herom til de
foreslåede ændringer af
retsplejelovens § 15, 16 a og 17
a, jf. lovforslagets § 1, nr.
7-9.
Retningslinier vedrørende
uddannelse
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at det af hensyn til
ensartetheden af den
grunduddannelse, der tilbydes de
enkelte dommerfuldmægtige, er
nødvendigt, at der af
Domstolsstyrelsen, eventuelt som
i dag i samarbejde med et
særligt uddannelsesudvalg og
uddannelseskonsulenten,
fastsættes nærmere
retningslinier for
fuldmægtigenes grunduddannelse.
Lovforslaget er således også på
dette punkt udformet i
overensstemmelse med udvalgets
anbefalinger, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 9, om retsplejelovens §
17 a, stk. 2.
4.6.5.
Konstitutioner i landsretterne
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at landsretterne bør
være normeret således, at der
altid kan medvirke to faste
dommere ved sagernes afgørelse,
og at vigtigere sager bør
behandles under medvirken af tre
faste landsdommere. Dette er
også lagt til grund ovenfor
under pkt. 2.3.5., hvor det er
forudsat, at antallet af
landsdommere efter en nærmere
vurdering af behovet skal
udvides.
Da
ansættelsesværnet også skal
gælde for konstituerede dommere,
jf. forslaget til § 44, stk. 4
(lovforslagets § 1, nr. 13), vil
disse under den midlertidige
beskikkelse være beskyttet mod
uansøgt afsked, forflyttelse
m.v.
Justitsministeriet er i øvrigt
enig med udvalget i, at der ikke
er grundlag for, at der
etableres et særligt
ansættelsesværn for personer,
der ikke er ansat ved
domstolene, og som rækker udover
den periode, de pågældende er
konstitueret i en af
landsretterne.
4.6.6.
Konstitutioner ved dommerens
forfald eller ved embedsledighed
Justitsministeriet kan tiltræde
forslaget om ophævelse af
retsplejelovens § 44, stk. 3, om
landsretspræsidenternes mulighed
for at meddele bemyndigelse til
midlertidigt at forestå embedet
som dommer ved byret. Denne
regel bliver således overflødig,
såfremt den ovenfor under pkt.
4.6.4. beskrevne ændring af
retsplejelovens § 17 a
gennemføres.
Justitsministeriet er endvidere
enig med udvalget i, at
beføjelsen til at meddele og
tilbagekalde konstitutioner i de
tilfælde, som reguleres i den
gældende retsplejelovs § 44,
stk, 2, overføres til
Domstolsstyrelsen. Også de
foreslåede begrænsninger i
kompetencen til at tilbagekalde
meddelte konstitutioner er
medtaget ved udformningen af
bestemmelserne i § 44 a i
lovforslagets § 1, nr. 14.
Lovforslaget er således udformet
i overensstemmelse med udvalgets
anbefalinger, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 7-9 (retsplejelovens §
15, stk. 7, 2. pkt., § 16 a,
stk. 3, 2. pkt. og § 17 a), nr.
13-14 (retsplejelovens § 44 og §
44 a) samt nr. 20 (ophævelse af
retsplejelovens § 51).
5.
Dommeres lønmæssige forhold
I
kommissoriet for
Domstolsudvalget blev udvalget
bl.a. anmodet om at overveje
dommeres lønmæssige forhold.
Det
skyldes bl.a., at dommeres
lønmæssige forhold med mellemrum
har været drøftet navnlig med
baggrund i principielle
overvejelser om domstolenes
uafhængighed og med henblik på
at kunne sikre rekruttering af
kvalificerede jurister til
dommerhvervet.
5.1.
Gældende lønmæssige forhold
Dommernes
lønninger fastsættes inden for
det almindelige
forhandlingssystem.
Forhandlingerne på centralt
niveau om lønpuljer til dommere
foregår mellem Finansministeriet
og Akademikernes
Centralorganisation.
Forhandlingerne på lokalt niveau
foregår mellem
Justitsministeriet og Danmarks
Jurist- og Økonomforbund ved Den
Danske Dommerforening.
Finansministeriet lægger ved
klassificering og
omklassificering af
dommerstillinger navnlig vægt på
en sammenligning med andre
stillinger inden for retsvæsenet
og i staten i øvrigt. Derimod
foretages der af hensyn til
dommernes særlige stilling ikke
nogen vurdering af den enkelte
dommers varetagelse af
stillingen.
Som følge
af dommernes særlige stilling er
det endvidere aftalt mellem
Justitsministeriet,
Finansministeriet og Den Danske
Dommerforening, at personlige
tillæg til dommerstillinger ikke
er personlige i sædvanlig
forstand, men er knyttet til
selve stillingen. Tidsbegrænsede
tillæg gives heller ikke til
dommere.
Lønnen til
dommere er i første række
afhængig af, i hvilken
retsinstans dommerne gør
tjeneste. I byretterne er
dommerne således placeret i
lønramme 37 og 38 med tillæg.
Lønnen udgør således mellem
429.000 kr. og 492.000 kr.
(april 1995). Dommerne i
landsretterne er placeret i
lønramme 38 og 39 med tillæg,
således at lønnen er mellem
481.000 kr. og 498.000 kr.
(april 1995). Dommerne i
Højesteret er i lønramme 40 med
tillæg, således at lønnen er
643.000 kr. (april 1995). I 1996
er en del af højesteretsdommerne
omklassificeret til lønramme 41.
Præsidenterne i byretterne,
landsretterne og Højesteret er
dog alle placeret i højere
lønrammer, henholdsvis lønramme
39/40, 41 og 42.
En nærmere
redegørelse for forhandlingerne
om løn til dommere og
dommerlønningernes størrelse
findes i betænkningen side 317
ff.
5.2.
Domstolsudvalgets overvejelser
Domstolsudvalget har drøftet
dommeres lønmæssige forhold ud
fra principielle synspunkter,
herunder navnlig hensynet til
dommernes uafhængighed set i
forhold til lønfastsættelsen og
forholdet mellem løn og
rekruttering.
5.2.1.
Lønfastsættelsen
Udvalget
har overvejet, om
lønfastsættelsen som hidtil kan
ske inden for
forhandlingssystemet mellem på
den ene side repræsentanter for
den udøvende magt og på den
anden side de faglige
organisationer, eller om
lønfastsættelsen skulle
overlades til den lovgivende
magt, eventuelt gennem
vedtagelse af en lov om
dommerlønninger, som det kendes
fra nogle andre lande.
Udvalget
finder imidlertid ikke, at
lønfastsættelsen bør overføres
til Folketinget. Det skyldes
bl.a., at domstolenes krav på
uafhængighed retter sig både mod
den udøvende magt og den
lovgivende magt. Endvidere har
den hidtidige ordning ikke givet
sig udslag i forsøg på pression
mod domstolene fra den udøvende
magts side.
Hertil
kommer, at der hverken fra
statens eller fra de faglige
organisationers, herunder
Dommerforeningens, side er noget
ønske om at forlade
forhandlingssystemet.
Inden for
den statslige løndannelse er der
i de senere år sket en udvikling
i retning af, at individuelle
lønelementer indgår som en
stadig væsentligere del af
lønnen.
Efter
udvalgets opfattelse er disse
lønelementer, der er baseret på
en vurdering af
stillingsindehaverens personlige
kvalifikationer og resultater,
ikke forenelige med
uafhængighedskravet til dommere.
Ud fra de drøftelser udvalget
har haft med Finansministeriet,
er det imidlertid udvalgets
opfattelse, at der inden for
forhandlingssystemet kan tages
de særlige hensyn til
lønfastsættelsen for dommere,
der er en følge af
uafhængighedskravet. Udvalget
foreslår i den forbindelse, at
de tillæg, der efter forhandling
tillægges de enkelte
dommerstillinger, ændres fra
formelt at være personlige
tillæg til at betegnes som
stillingsmæssige tillæg.
Der
henvises i øvrigt herom til
betænkningen side 334-336.
Udvalget
har endvidere overvejet, om der
bør nedsættes et
dommerlønudvalg, jf. nærmere
betænkningen side 336-337.
Et
flertal i udvalget (11
medlemmer) finder det rimeligt,
at der nedsættes et sådant
særligt udvalg med
repræsentanter for Den Danske
Dommerforening,
Justitsministeriet og dommernes
faglige organisationer. Dette
udvalg skal have til opgave at
klarlægge dommernes lønmæssige
udvikling for at sikre, at
aftaleparterne ved
lønforhandlingerne tager hensyn
både til uafhængigheden og til
rekrutteringen. Et sådant udvalg
kræver ikke lovhjemmel.
Et
mindretal (1 medlem) mener
ikke, at hensynet til dommernes
uafhængighed kan begrunde et
sådant udvalg. Et andet
mindretal (4 medlemmer)
ønsker ikke at tage stilling til
spørgsmålet.
5.2.2.
Lønnens størrelse og betydningen
for rekrutteringen
For så
vidt angår forholdet mellem løn
og rekruttering lægger udvalget
op til, at lønningerne bør have
en sådan størrelse, at
dommerstillingerne kommer til at
fremstå som attraktive for alle
juristgrupper. Erfaringer fra
andre lande viser, at det er
vanskeligt at ændre et
rekrutteringsmønster til
dommerstillinger, hvis lønnen
til dommerne ikke samtidig
forøges. Udvalget peger
endvidere på, at der kan være
behov for at skabe bedre
mulighed for i særlige tilfælde
at tillægge jurister uden for
offentlig tjeneste en forhøjelse
af pensionsalderen.
For så
vidt angår lønniveauet for
dommere i Højesteret,
landsretterne og byretterne, er
et flertal i udvalget (12
medlemmer) af den opfattelse, at
forholdet mellem lønniveauerne i
de tre instanser bør finde sin
løsning inden for
forhandlingssystemet. Flertallet
mener ikke, at der er anledning
til, at udvalget giver udtryk
for bestemte synspunkter på
dette spørgsmål.
Et
mindretal (3 medlemmer)
mener, at den økonomiske
variation i lønniveauerne for
dommere i de tre instanser,
herunder muligheden for
biindtægter, har principiel
betydning. Et væsentligt løft i
byretsdommernes lønniveau har
betydning for en bredere
rekruttering ikke mindst på de
lavere niveauer. En udjævning af
lønforskellen mellem de tre
instanser har endvidere den
ønskelige konsekvens, at et
skift fra byret til appelinstans
ikke behøver at være økonomisk
eller prestigemæssigt motiveret,
men kan ske ud fra en vurdering
af, hvor den pågældendes evner
og interesser er bedst
tilfredsstillet.
Et
andet mindretal (1 medlem)
anfører, at den ændring, der er
sket i byretsstrukturen ved
oprettelse af administrative
dommerstillinger og ændringerne
i den saglige kompetence mellem
byret og landsret, tillige fører
til et ønske om en generel
forhøjelse af lønniveauet i
byretterne og til et parallelt
lønforløb i byretterne og i
landsretterne.
5.3.
Justitsministeriets overvejelser
5.3.1.
Lønfastsættelsen
Justitsministeriet er enig i
udvalgets anbefaling af, at
lønfastsættelsen for dommere
også fremover bør ske inden for
det almindelige
forhandlingssystem.
Justitsministeriet lægger herved
afgørende vægt på, at hverken
Dommerforeningen eller staten
ønsker at forlade
forhandlingssystemet, men det
har også væsentlig betydning, at
en overførsel af
lønfastsættelsen til Folketinget
ikke vil medføre en styrkelse af
domstolenes uafhængighed i
forhold til de øvrige
statsmagter.
Der
stilles således ikke forslag om
lovændringer på dette område.
For så
vidt angår forslaget fra
Domstolsudvalget om, at
betegnelsen for personlige
tillæg ændres til den mere
dækkende betegnelse
»stillingsmæssige tillæg«, må
Domstolsstyrelsen i forbindelse
med kommende lønforhandlinger
tage initiativ til drøftelse af
dette spørgsmål.
Justitsministeriet finder i
øvrigt ikke at burde tage
stilling til spørgsmålet om
etablering af et
dommerlønudvalg. Et sådant
udvalg vil i givet fald skulle
etableres på foranledning af
Dommerforeningen og inden for
det almindelige
forhandlingssystem, og det er
således Justitsministeriets
opfattelse, at dette spørgsmål
må finde sin afklaring
uafhængigt af dette lovforslag.
5.3.2.
Lønnens størrelse og betydningen
for rekrutteringen
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at størrelsen af
dommerlønningerne - blandt mange
andre faktorer - kan have
betydning for rekrutteringen.
Det er således væsentligt, at
lønnen har en sådan størrelse,
at dommerstillinger er
attraktive for et bredt
ansøgerfelt, og dette element
bør også indgå i forbindelse med
forhandlingerne om dommernes
lønninger.
På den
anden side vil det ikke være
muligt at bringe lønningerne op
på niveau med de privat
praktiserende advokater, der
tjener mest. I den sammenhæng
skal det endvidere erindres, at
advokater i modsætning til
dommere har en erhvervsmæssig
risiko og selv skal finansiere
deres pensionsordninger.
For så
vidt angår den variation, der er
i lønniveauerne for de
forskellige dommeransættelser,
er det Justitsministeriets
opfattelse, at også dette
spørgsmål mest hensigtsmæssigt
drøftes og afklares inden for
forhandlingssystemet.
6.
Dommeres bibeskæftigelse
Danske
dommere udfører i betydeligt
omfang opgaver ved siden af
deres hovedfunktion ved
domstolene. Billedet er dog ikke
ens for de forskellige
domstolsinstanser. Mange
byretsdommere har ikke eller kun
i beskedent omfang
bibeskæftigelse. For
landsdommerne er hyppigheden af
bibeskæftigelse væsentlig
større, men der er betydelige
forskelle mellem de enkelte
landsdommeres bibeskæftigelse.
For Højesteret gælder, at de
enkelte dommere ofte varetager
flere hverv ved siden af
hovedstillingen. Dommere i Sø-
og Handelsretten har også
bibeskæftigelse, herunder
navnlig hverv som opmænd i
voldgiftssager.
Debatten
om domstolenes forhold har også
omfattet dommeres adgang til
bibeskæftigelse.
Domstolsudvalget fik bl.a. på
den baggrund til opgave at
overveje dommernes adgang til
bibeskæftigelse ved siden af
dommerstillingen.
6.1.
Gældende regler og praksis
6.1.1.
Forskellige former for
bibeskæftigelse
Dommeres
bierhverv kan opdeles i
offentlig bibeskæftigelse og
privat bibeskæftigelse. Ved
offentlig bibeskæftigelse
forstås hverv som formand for
eller medlem af særlige domstole
eller af administrative nævn,
råd eller lignende, hvor hvervet
efter lovgivningen skal
varetages af en dommer, eller af
en person der opfylder
betingelserne for at blive
udnævnt til dommer, og hvor
ressortmyndigheden på grund af
hvervets særlige karakter
ønsker, at dette varetages af en
dommer.
Privat
bibeskæftigelse for dommere
omfatter dels virksomhed som
formand for eller medlem af
stående voldgiftsretter eller
deltagelse i private og faglige
voldgiftssager og i private
klagenævn, dels hverv som ikke
er specielle for dommere,
herunder undervisnings- og
censorvirksomhed, forfatter- og
foredragsvirksomhed, deltagelse
i legatbestyrelser m.v.
Offentlig bibeskæftigelse
Foruden de
almindelige domstole
(Højesteret, landsretterne,
byretterne og Sø- og
Handelsretten) er der ved
forskellige love oprettet en
række særlige domstole ,
herunder Den Særlige Klageret,
Arbejdsretten og
Tjenestemandsretten. Disse
retter beklædes bl.a. af
dommere, der varetager hvervet
ved siden af hovedbeskæftigelsen
ved de almindelige domstole og
får særskilt vederlag herfor.
Foruden
disse særlige domstole er der i
Danmark med hjemmel i
lovgivningen oprettet en række
administrative nævn og råd
. Baggrunden herfor er bl.a., at
man i Danmark i modsætning til
en række andre europæiske lande
ikke har forvaltningsdomstole. I
grundlovens § 63, stk. 2, er der
åbnet mulighed for at oprette
forvaltningsdomstole, men indtil
videre har man valgt i stedet at
opbygge et administrativt
rekurssystem, der indebærer, at
den sidste administrative
rekursbehandling på en lang
række områder foretages af
kollegiale organer, oftest
benævnt som nævn eller råd. I
mange af disse organer sidder
dommere som formænd eller
medlemmer.
Ofte er
reglerne om disse organer
udformet således, at tvister
mellem borgere og forvaltningen
ikke kan indbringes for
domstolene, før sagen har været
behandlet i vedkommende nævn
eller råd. I praksis er det kun
en meget beskeden del af
nævnenes afgørelser, som
indbringes for domstolene.
En anden
vigtig gruppe er de nævn, der
behandler sager af disciplinær
karakter navnlig inden for de
liberale erhverv. Som eksempler
kan nævnes Advokatnævnet,
Revisornævnet og Arkitektnævnet.
Til
offentlig bibeskæftigelse kan
endvidere henregnes deltagelse i
lovforberedende arbejde ,
hvor dommere i en række tilfælde
beskikkes som medlemmer af
lovforberedende udvalg. Navnlig
kan nævnes Retsplejerådet,
Straffelovrådet og
Strafferetsplejeudvalget.
Privat
bibeskæftigelse
For så
vidt angår privat
bibeskæftigelse er der navnlig
grund til at fremhæve
voldgiftssager og private
klagenævn.
Tvister
inden for bygge- og
anlægsvirksomhed afgøres for
langt de fleste sagers
vedkommende af
Voldgiftsretten for Bygge- og
Anlægsvirksomhed .
Voldgiftsrettens formandsskab
består af højesterets- og
landsdommere.
De
såkaldte faglige voldgifter
er en integreret del af det
arbejdsretlige system. I
lovgivningen er det bestemt, at
sager om fortolkning af
kollektive overenskomster skal
afgøres ved faglig voldgift.
Dommere, herunder ikke mindst de
dommere, der er medlemmer af
Arbejdsrettens formandsskab,
fungerer ofte som opmænd i
faglige voldgifter.
For så
vidt angår private voldgifter
er det i voldgiftsloven bestemt,
at parterne i en tvist kan vælge
at lade tvisten afgøre ved
voldgift frem for af de
almindelige domstole.
Internationale konventioner, som
Danmark har tilsluttet sig,
indeholder ligeledes regler om
voldgiftsbehandling. Dommere
deltager ofte som opmænd i disse
voldgifter ved, at parterne
eller de partsudpegede medlemmer
af vedkommende voldgiftsret
anmoder dem herom. En dommer kan
også udpeges af Det Danske
Voldgiftsinstitut eller af en
retspræsident. I sjældnere
tilfælde indtræder dommeren som
partsudpeget voldgiftsmand.
På en
række områder eksisterer der
private klage- og ankenævn ,
som behandler klager fra
forbrugere. Forbrugerklagenævnet
kan i medfør af
forbrugerklagenævnsloven
godkende, at klager, der ellers
kunne behandles i nævnet, i
stedet behandles ved klage-
eller ankenævn omfattende
bestemte brancher eller andre
afgrænsede områder. Som
eksempler på sådanne
autoriserede klagenævn, hvori
dommere deltager som formænd,
kan nævnes Ankenævnet for
Forsikring,
Pengeinstitutankenævnet,
Realkreditankenævnet og
Klagenævnet for
Ejendomsformidling.
Der
henvises endvidere til
beskrivelsen af de forskellige
former for bibeskæftigelse i
betænkningen side 343-350 og
side 372-376.
6.1.2.
Regler om bibeskæftigelse
Det følger
af tjenestemandslovens § 17, at
en tjenestemand kun må have
beskæftigelse ved siden af sin
stilling, for så vidt og i det
omfang det er foreneligt med den
samvittighedsfulde udøvelse af
de til tjenestemandsstillingen
knyttede pligter og med den for
stillingen nødvendige agtelse og
tillid.
For
dommeres vedkommende gælder
yderligere reglen i
retsplejelovens § 47, ifølge
hvilken en dommer kun med
tilladelse fra et råd bestående
af præsidenterne for de
kollegiale retter må have en
fast indtægtsgivende
beskæftigelse ved siden af sit
egentlige arbejde. Efter
Præsidentrådets praksis afgør
rådet alene, om beskæftigelsen
efter sin art er forenelig med
dommerstillingen. Rådet tager
således ikke stilling til, om
beskæftigelsen har et sådant
omfang, at overtagelse af
hvervet af denne grund kan give
anledning til betænkeligheder.
Bestemmelsen i § 47 omfatter kun
fast bibeskæftigelse. Det er
endvidere kun indtægtsgivende
beskæftigelse, der kræver
tilladelse.
Tilladelseskravet i § 47 antages
ikke at omfatte hverv, som
ifølge lovgivningen skal
indehaves af dommere eller
personer, som opfylder
betingelserne for at blive
udnævnt til dommer. Langt de
fleste af de hverv, som er
omfattet af tilladelseskravet i
§ 47, giver ikke rådet anledning
til betænkeligheder, og
tilladelse kan derfor forventes
meddelt. Tilladelse kan dog ikke
forventes meddelt, hvis det
drejer sig om hverv som medlem
af bestyrelsen eller andre
ledelsesorganer i
erhvervsdrivende virksomheder.
Også medlemsskab af bestyrelsen
for erhvervsdrivende fonde giver
rådet anledning til
overvejelser. Jo snævrere den
reelle erhvervsmæssige
tilknytning er, jo større
tilbageholdenhed vil der være
med hensyn til at give
tilladelse hertil.
Reglerne
om bibeskæftigelse er i øvrigt
beskrevet i betænkningen side
351-352.
6.1.3.
Regler om honorering af
bibeskæftigelse
For så
vidt angår offentlig
bibeskæftigelse har
Finansministeriet ved cirkulære
af 4. juni 1986 om særskilt
vederlæggelse m.v. fastsat
regler for, i hvilke tilfælde
tjenestemænds deltagelse i råd
og nævn m.v. kan vederlægges
særskilt. Ifølge cirkulæret kan
der kun ske særskilt
vederlæggelse til tjenestemænd
for deltagelse i råd og nævn
m.v., såfremt hvervet ikke
betragtes som en tjenestepligt.
For så vidt angår dommere, er
dette kun tilfældet for hverv
inden for retsvæsenets område.
Uden for retsvæsenets område er
dommere kun tjenstligt
forpligtet til at udføre hverv
for staten, når der er indgået
en såkaldt »dommeraftale« om
vederlag.
En
dommeraftale indgås mellem
Justitsministeriet - efter
konkret bemyndigelse fra
Finansministeriet - og Den
Danske Dommerforening vedrørende
fastsættelse af vederlag for
forskellige offentlige hverv.
Justitsministeriet indgår også
aftaler for hverv, der henhører
under en anden ressortmyndighed.
Der er
ikke fastsat generelle regler om
honorering af privat
bibeskæftigelse.
Honorarberegningen i
voldgiftssager tager dog i en
vis udstrækning udgangspunkt i
advokaternes salærtakster, hvor
salæret for procedure bestemmes
efter klientens økonomiske
interesse i sagens udfald efter
en nærmere fastsat skala.
For så
vidt angår omfanget af dommeres
bibeskæftigelse, størrelsen af
honorarerne og undersøgelserne i
forbindelse hermed henvises til
betænkningen side 352-356 og
side 358-363.
6.2.
Domstolsudvalgets overvejelser
6.2.1. Bør
dommere have bibeskæftigelse?
Der er i
Domstolsudvalget enighed om, at
spørgsmålet om dommeres
bibeskæftigelse ikke kan
besvares helt generelt, men bør
afklares ved en gennemgang af de
enkelte former for
bibeskæftigelse. Ved denne
gennemgang bør der lægges vægt
på både de habilitetsmæssige og
arbejdsmæssige hensyn.
Et
flertal i udvalget (14
medlemmer) mener, at denne
gennemgang skal ske ved en
konkret afvejning af fordele og
ulemper, der er forbundet med
dommerdeltagelse i det enkelte
bierhverv. Flertallet henviser i
den forbindelse bl.a. til, at en
række hensyn taler for, at en
adgang til bibeskæftigelse
opretholdes, herunder den større
bredde i domstolenes indsigt i
samfundsmæssige forhold, som
dommeres varetagelse af hverv
ved siden af hovedstillingen
bidrager til, og at dommeres
deltagelse i bl.a. offentlige
nævn og råd anses for på
afgørende måde at bidrage til,
at sagerne behandles så
betryggende som muligt.
Et
mindretal (2 medlemmer) har
det standpunkt, at
udgangspunktet bør være, at
adgangen til bibeskæftigelse
afskaffes, således at dette
udgangspunkt kun fraviges på
grundlag af en konkret
argumentation, der viser, at der
utvivlsomt ikke er nogen
betænkelighed ved den pågældende
type bibeskæftigelse.
For så
vidt angår dommerdeltagelse i
offentlige og private nævn og
råd , hvis afgørelser kan
indbringes for domstolene, går
et flertal i udvalget (10
medlemmer) ind for, at dommere
på alle niveauer fortsat bør
kunne medvirke i arbejdet i
disse organer. En opgivelse af
dommernes deltagelse i disse
organer kunne således meget vel
føre til overvejelser om
oprettelse af
forvaltningsdomstole, som vil
have meget vidtgående
konsekvenser af organisatorisk
karakter, eller til, at andre
end dommere måtte beklæde
formandsposterne. Flertallet
finder endvidere ikke, at der ud
fra habilitetsmæssige
betragtninger er grund til at
afskære dommere fra at fungere
som nævnsformænd. Det er dog
flertallets opfattelse, at man
for hvert enkelt nævn og råd må
vurdere, om der er
tilstrækkeligt behov for
dommermedvirken.
Et
mindretal (4 medlemmer) går
ind for, at dommeres medvirken i
disse nævn bringes helt til
ophør. Disse medlemmer henviser
bl.a. til, at dommerdeltagelse i
nævnsbehandling ikke stemmer
godt med ønsket om at adskille
domstole og forvaltning.
Mindretallet foreslår, at der
for hvert nævn eller råd tages
stilling til, om organet ønskes
opretholdt uden dommermedvirken,
eller om de pågældende sager bør
indbringes direkte for
domstolene.
Et
andet mindretal (2
medlemmer) er i det væsentlige
enig i de synspunkter, som det
første mindretal har fremført.
Derimod finder disse medlemmer
ikke, at de sager, der nu
behandles i nævnene, bør
overføres til
domstolsbehandling. Disse
medlemmer foreslår på den
baggrund, at kun byretsdommere
fremover udpeges som
nævnsmedlemmer. Med en sådan
ordning kan kritik vedrørende
nævnsafgørelsens
uforholdsmæssige vægt ved en
senere retsafgørelse i høj grad
imødegås.
I relation
til Arbejdsretten og
Voldgiftsretten for Bygge- og
Anlægsvirksomhed anbefaler
et flertal (11
medlemmer), at den hidtidige
ordning, hvorefter det er
dommere, der beklæder
formandskabet, opretholdes.
Disse medlemmer lægger bl.a.
vægt på, at der ikke er
holdepunkter for at antage, at
den nuværende ordning indebærer,
at arbejdet i Arbejdsretten
eller Voldgiftsretten påvirker
dommernes indsats i
hovedstillingen.
Et
mindretal (5 medlemmer)
finder, at arbejdet i de to
institutioner falder uden for
rammerne af det, som bør udføres
som bibeskæftigelse. Disse
medlemmer foreslår, at arbejdet
fremover varetages af jurister,
der er ansat som dommere i de to
retter på hel- eller
deltidsbasis.
Vedrørende
private voldgifter er der
i udvalget enighed om, at
dommere ikke bør kunne indtræde
som partsudpegede medlemmer af
en voldgiftsret, men at de bør
kunne medvirke på andet
grundlag.
Et
flertal (12 medlemmer)
mener, at dommere bør kunne
deltage som voldgiftsdommere,
hvis dommerne udpeges af
parterne i fællesskab, af de
partsudpegede medlemmer af
voldgiftsretten, af Det Danske
Voldgiftsinstitut eller af en
retspræsident.
Et
mindretal (4 medlemmer) går
ind for, at dommere kun bør
kunne medvirke, hvis de udpeges
hertil af en retspræsident.
Om
udvalgets nærmere overvejelser
henvises til betænkningen side
379-392.
6.2.2.
Udformningen af en tilladelses-
og indberetningsordning
Som anført
under pkt. 6.2.1. er der i
udvalget enighed om ikke at
anbefale en fuldstændig
afskaffelse af adgangen til
bibeskæftigelse. Uanset de
forskellige opfattelser i
udvalget af, hvorvidt dommeres
medvirken bør bringes til ophør
for så vidt angår de konkrete
former for bibeskæftigelse, er
der enighed om, at der er behov
for større gennemsigtighed og
indsigt i dommeres
bibeskæftigelse.
Der er i
udvalget enighed om at
opretholde den hidtidige
tilladelsesordning i
retsplejelovens § 47, hvorefter
en dommer skal have forudgående
tilladelse fra Præsidentrådet
til at påtage sig fast
indtægtsgivende bibeskæftigelse.
Det kan
efter udvalgets opfattelse ikke
afvises, at der kan forekomme
situationer, hvor der kan være
behov for at følge en dommers
bibeskæftigelse nærmere. Der er
derfor enighed i udvalget om at
udbygge den eksisterende
ordning.
Som det
fremgår nedenfor, foreslår
udvalget en
indberetningsordning, hvorefter
alle dommere til vedkommende
retspræsident en gang årligt
skal indberette bibeskæftigelse.
Således
kan der foreligge oplysninger,
der indicerer, at en bestemt
dommers bibeskæftigelse har et
sådant tidsmæssigt omfang, at
det kan have negativ indflydelse
på dommerens varetagelse af
hovedstillingen. Det kan
endvidere tænkes, at en
retspræsident kommer i
besiddelse af oplysninger, der
tyder på, at der ud fra
habilitetsmæssige hensyn kan
være grund til at få oplysning
om størrelsen af de indtægter,
som en bestemt dommer har eller
har haft i forbindelse med
bibeskæftigelsen.
Det
foreslås derfor, at
retspræsidenten i disse tilfælde
gives adgang til at afkræve
dommeren oplysning om den tid,
der medgår til udførelse af
dommerens bibeskæftigelse, og de
indtægter, der er forbundet
hermed.
Hvis de
oplysninger, som retspræsidenten
modtager om tidsforbruget
og/eller indtægterne ved
bibeskæftigelsen giver anledning
dertil, bør retspræsidenten
efter udvalgets opfattelse have
adgang til at beslutte, at
dommerens bibeskæftigelse i sin
helhed forudsætter tilladelse
fra retspræsidenten eller
Præsidentrådet således, at
kravet om forudgående tilladelse
udstrækkes til at gælde alle
hverv, dvs. også enkeltstående
og ulønnede hverv.
Såfremt
dommerens bibeskæftigelse giver
anledning til betænkeligheder ud
fra arbejdsmæssige hensyn,
forudsættes tilladelse indhentet
fra retspræsidenten. Såfremt det
er habilitetsmæssige hensyn, der
tilsiger et pålæg, bør det efter
udvalgets forslag være
Præsidentrådet, der tager
stilling til dommerens
fremtidige bibeskæftigelse.
Der er i
udvalget enighed om, at de
oplysninger, som en dommer
afgiver til efterkommelse af et
pålæg om at oplyse tidsforbrug
og/eller indtægter, ikke bør
være offentligt tilgængelige.
Det samme gælder sager, der
vedrører eller følger et pålæg
om at søge forudgående
tilladelse til bibeskæftigelse.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 392-394.
Udvalget
foreslår endvidere, at der
etableres en
indberetningsordning ,
hvorefter alle dommere til
vedkommende retspræsident en
gang om året skal afgive
oplysning om den
bibeskæftigelse, som den
pågældende dommer har udført i
det forløbne år.
Der er i
udvalget enighed om, at
indberetningspligten bør omfatte
alle arter af bibeskæftigelse,
dvs. også bibeskæftigelse af
ikke faglig karakter, idet man
derved undgår
afgrænsningsvanskeligheder.
Et
flertal i udvalget (11
medlemmer) mener, at
indberetningspligten alene bør
omfatte indtægtsgivende hverv.
Et mindretal (5
medlemmer) mener, at alle hverv,
uanset om de er indtægtsgivende
eller ej, bør indberettes.
Indberetningen bør efter
udvalgets opfattelse indeholde
oplysning om hvervets art og
hvervgiver.
Af hensyn
til tredjemands krav på
anonymitet skal parternes navne
ved voldgiftssager ikke oplyses.
Derimod skal navnene på de
advokater eller andre, der har
repræsenteret parterne under
sagen, angives, ligesom det bør
fremgå, hvorledes dommeren er
blevet udpeget.
Udvalget
finder ikke, at der er grund til
at lade indberetningerne omfatte
tidsforbruget ved udførelsen af
de enkelte hverv.
Der er
enighed i udvalget om, at de
oplysninger, der afgives om
hvervets art og hvervgiver, bør
være offentligt tilgængelige,
bl.a. fordi der herved opnås den
generelle gennemsigtighed med
hensyn til dommeres
bibeskæftigelse, som er et
hovedformål bag den foreslåede
indberetningsordning.
Udvalget
er delt med hensyn til
spørgsmålet om, hvorvidt
indtægterne ved bibeskæftigelsen
bør være omfattet af
indberetningsordningen.
Et
flertal (9 medlemmer) går
ind for, at indtægterne bør være
omfattet af
indberetningspligten, idet man
kun herved fuldt ud kan
tilgodese de hensyn, der ligger
bag forslaget om en
indberetningsordning. Flertallet
lægger herved bl.a. vægt på, at
en pligt til at oplyse
indtægterne ved bibeskæftigelsen
må anses for en naturlig
konsekvens af, at dommere har en
vidtstrakt adgang til at påtage
sig indtægtsgivende hverv ved
siden af hovedstillingen.
Endvidere vil man herved undgå
eventuelle mytedannelser om
dommeres biindtægter.
Af
flertallet mener 6 medlemmer
, at indtægten ved hvert enkelt
hverv bør indberettes, bl.a.
fordi det ikke kan afvises, at
sådanne oplysninger kan have
betydning ved vurderingen af, om
enkelte dommere har indtægter af
en sådan størrelse fra private
voldgiftssager eller lignende,
at de derved kommer i et
afhængighedsforhold til bestemte
interessegrupper og/eller
advokatkontorer. 3 medlemmer
af flertallet mener, at de
hensyn, der ligger bag
indberetningsordningen, i
tilstrækkelig grad tilgodeses
ved at lade indberetningspligten
angå den samlede indtægt ved
bibeskæftigelsen.
Det
samlede flertal går endvidere
ind for, at også oplysningerne
om indtægterne ved
bibeskæftigelsen skal være
offentligt tilgængelige.
Et
mindretal (7 medlemmer)
mener ikke, at der er
tilstrækkelig grund til at lade
den generelle indberetningspligt
omfatte indtægterne. De lægger
herved vægt på, at de hensyn,
som ligger bag flertallets
forslag, i vidt omfang vil blive
imødekommet ved den foreslåede
mulighed for retspræsidenterne
til at pålægge den enkelte
dommer at oplyse indtægterne ved
bibeskæftigelsen.
Ved at
pålægge dommerne en generel
oplysningspligt med hensyn til
indtægterne ved bibeskæftigelse
vil man, såfremt oplysningerne
gøres offentligt tilgængelige,
endvidere undergive dommere en
særordning, som så vidt vides
ikke gælder for nogen anden
gruppe, heller ikke for
folketingsmedlemmer. 2
medlemmer af mindretallet
peger derudover på, at en
offentliggørelse af oplysninger
om dommeres indtægter i
voldgiftssager i praksis vil
indebære en nærliggende risiko
for, at parter ikke i fremtiden
vil ønske dommere udpeget som
voldgiftsdommere, hvilket bl.a.
af hensyn til erhvervslivet vil
være en beklagelig udvikling.
Hvis
resultatet bliver, at dommeres
indtægter ved bibeskæftigelse
bliver omfattet af den generelle
indberetningsordning, finder det
samlede mindretal ikke, at
oplysningerne bør være
offentligt tilgængelige.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 394-398.
Udvalget
har endelig overvejet, om der
bør fastsættes en
maksimumsgrænse for, hvor store
indtægter dommere kan have ved
bibeskæftigelse.
Et
flertal (15 medlemmer af
udvalget) mener ikke, at der er
grund til at indføre en sådan
begrænsning, bl.a. fordi der
ikke nødvendigvis er en
sammenhæng mellem den samlede
indtægts størrelse og de
principielle og arbejdsmæssige
hensyn, der er afgørende for
tilladeligheden af dommeres
bibeskæftigelse.
Et
medlem af udvalget finder,
at dommere ikke bør være
berettiget til ved
bibeskæftigelse at opnå en
samlet indkomst - opgjort på
grundlag af en 3-års periode -
der overstiger 50 pct. af
dommerens indkomst i
hovedstillingen. Medlemmet
lægger herved bl.a. vægt på, at
størrelsen af den ved
bibeskæftigelsen forbundne
merindtægt i sig selv kan være
en stødende faktor.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 398-399.
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
6.3.1.
Bør dommere have
bibeskæftigelse?
Det
fremgår af rigsrevisors
beretning fra 1991 om dommeres
bibeskæftigelse bl.a. som
formænd for voldgiftsretter og
af den undersøgelse, der efter
anmodning fra Justitsministeriet
blev foretaget af
retspræsidenterne vedrørende
dommeres bibeskæftigelse, at
dommeres bibeskæftigelse i meget
ringe grad har indflydelse på
deres arbejdsindsats i
hovedstillingen.
De nævnte
undersøgelser er omtalt i
betænkningen side 353-355 og
side 359-363 og optaget som
bilag 12 og 13 til betænkningen.
Den
undersøgelse, der blev foretaget
af retspræsidenterne, viser
således, at kun ca. 3,7 pct. af
dommernes samlede arbejdstid
blev anvendt til bibeskæftigelse
inden for sædvanlig kontortid,
og at denne tid opvejedes af, at
dommerne anvendte et væsentligt
større antal timer af fritiden
til arbejde, der vedrørte
dommerstillingen. Den helt
overvejende del af den tid, der
blev brugt på bibeskæftigelse
inden for kontortiden, blev
endvidere anvendt til
varetagelse af hverv, der efter
lovgivningen forudsættes
varetaget af dommere.
De nævnte
undersøgelser har bl.a. vedrørt
spørgsmålet, om dommeres
bibeskæftigelse har en negativ
indflydelse på deres
arbejdsindsats i
hovedstillingen. Undersøgelserne
har imidlertid ikke behandlet
spørgsmålet om, hvorvidt
dommeres habilitet i
hovedstillingen bliver berørt,
såfremt de har bibeskæftigelse.
Der har
dog ikke i praksis været
forhold, der peger på, at
dommeres bibeskæftigelse giver
anledning til
habilitetsproblemer. Hertil
kommer, at retsplejelovens §§
60-62 fastsætter udførlige
regler om dommeres habilitet.
Endvidere
har anvendelsen af dommere i
hverv ved siden af
hovedstillingen både i
offentligt og privat regi sin
baggrund i, at man har fundet,
at dommermedvirken indebærer en
række fordele. Bl.a. anses
dommerdeltagelse for at bidrage
til, at sager behandles så
betryggende som muligt.
Hertil
kommer, at den
indberetningsordning, der
foreslås for alle dommere med
hensyn til bibeskæftigelse, jf.
nærmere nedenfor under pkt.
6.3.2., vil medvirke til at
sikre, at dommere ikke påtager
sig bibeskæftigelse i videre
omfang end rimeligt. Også den
foreslåede ordning med
tilladelse til bibeskæftigelse
vil være medvirkende til, at der
ikke opstår problemer i relation
til dommeres habilitet som følge
af bibeskæftigelse.
Justitsministeriet finder på den
baggrund ikke, at der bør
gennemføres et generelt forbud
mod bibeskæftigelse.
For så
vidt angår dommeres deltagelse i
offentlige nævn og råd ,
går Justitsministeriet ligesom
udvalgets flertal ind for, at
dommere på alle niveauer fortsat
bør kunne medvirke i arbejdet i
disse organer.
Justitsministeriet lægger herved
bl.a. vægt på, at Folketinget i
adskillige tilfælde ved
lovgivningen har fundet det
nødvendigt, at dommere beklæder
poster som formand for eller
medlem af offentlige nævn og råd
ofte af retssikkerhedsmæssige
årsager.
Dommeres
medvirken i nævn og råd er
endvidere med til at sikre
borgerne en enkel, smidig,
saglig kompetent og uvildig
behandling af en række
konflikter mellem borgerne og
det offentlige.
Justitsministeriet kan som
udvalgets flertal anbefale, at
den hidtidige ordning, hvorefter
det er dommere, der beklæder
formandskabet i Arbejdsretten
og Voldgiftsretten for Bygge- og
Anlægsvirksomhed ,
opretholdes. Begge institutioner
har med dommerdeltagelse
fungeret til de involverede
parters tilfredshed gennem
årtier.
For så
vidt angår Arbejdsretten, har et
af arbejdsministeren nedsat
udvalg med deltagelse af
arbejdsmarkedets parter i øvrigt
i betænkning nr. 1318/1996 om
revision af lov om Arbejdsretten
foreslået den gældende ordning
bevaret. Denne betænkning har
dannet grundlag for den netop
vedtagne lov om arbejdsretten,
lov nr. 183 af 12. marts 1997 om
arbejdsretten.
Endvidere
har arbejdsmarkedets parter i
deres høringssvar udtrykt deres
uforbeholdne ønske om fortsat at
kunne anvende dommere i
Arbejdsretten. LO har således i
sit høringssvar bl.a. anført, at
det er en forudsætning for, at
det fagretlige system i
fremtiden kan fungere og nyde
den respekt, det gør, at der
fortsat vil være mulighed for at
trække på dommere, der har deres
hovedbeskæftigelse ved landets
højeste domstole.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
fører de synspunkter, der
fremgår ovenfor, også til, at
ordningen med dommermedvirken i
faglige voldgifter bør
opretholdes.
For så
vidt angår dommeres deltagelse i
private voldgifter ,
finder Justitsministeriet
ligesom udvalgets flertal, at
der ikke er grundlag for at
udelukke dommere fra deltagelse
heri, såfremt dommerne er valgt
af parterne i fællesskab, af de
partsudpegede medlemmer af
voldgiftsretten, af en
retspræsident eller af Det
Danske Voldgiftsinstitut. Denne
udpegningsprocedure giver
således efter
Justitsministeriets opfattelse
et tilstrækkeligt værn mod
habilitetsproblemer. Derimod er
Justitsministeriet enig med
udvalget i, at dommere ikke bør
indtræde som partsudpegede
medlemmer af en voldgiftsret.
Der er
endvidere ikke tvivl om, at
»brugerne« af de private
voldgifter og deres advokater
anser det som en betydelig
fordel, at dommere deltager i
afgørelsen af voldgiftssagerne.
6.3.2.
Udformningen af en tilladelses-
og indberetningsordning
Justitsministeriet er enig i, at
der er behov for større
gennemsigtighed og indsigt i
dommeres bibeskæftigelse. Flere
oplysninger om omfanget og
karakteren af dommeres
bibeskæftigelse vil således
kunne bidrage til, at der ikke
dannes myter på dette område,
som kan kompromittere dommernes
uafhængighed.
Justitsministeriet finder det
således af de grunde, der
anføres af udvalget,
hensigtsmæssigt, at den
eksisterende
tilladelsesordning i
retsplejelovens § 47
opretholdes, samtidig med at den
udbygges med en mulighed for, at
retspræsidenterne i konkrete
tilfælde kan pålægge en dommer
at redegøre for tidsforbruget og
indtægterne i forbindelse med
bibeskæftigelsen og eventuelt
beslutte, at dommeren ikke må
påtage sig bibeskæftigelse uden
forudgående tilladelse.
En sådan
ordning vil give
retspræsidenterne et effektivt
redskab i de formentlig ganske
få tilfælde, hvor en dommers
bibeskæftigelse kunne tyde på at
have en negativ indflydelse på
hovedstillingen enten på grund
af sit tidsmæssige omfang eller
ud fra habilitetsmæssige
betragtninger.
Der
henvises i øvrigt til
bestemmelsen i retsplejelovens §
47, jf. lovforslagets § 1, nr.
15, og til bestemmelsen i § 47
b, i lovforslagets § 1, nr. 16.
Justitsministeriet er endvidere
enig med udvalget i, at
tilladelsesordningen bør
kombineres med en
indberetningsordning . En
sådan ordning vil give
retspræsidenterne og
offentligheden et indblik i
dommeres bibeskæftigelse.
Retspræsidenterne kan drage
nytte af dette overblik ved
vurderingen af, hvorvidt
anvendelse af retsplejelovens §
47 b er nødvendig.
Indberetningsordningen vil også
medvirke til at undgå eventuelle
mytedannelser om omfanget af
dommeres bibeskæftigelse.
Medlemskaber af menighedsråd,
børneinstitutions- eller
idrætsforeningsbestyrelser og
lignende synes uden betydning
for en dommers hovedstilling, og
det må i øvrigt efter
Justitsministeriets opfattelse
høre til privatlivet også for
dommere, om man deltager i den
form for aktiviteter i sin
fritid. Justitsministeriet
finder derfor ligesom udvalgets
flertal, at
indberetningsordningen kun bør
omfatte indtægtsgivende hverv.
Justitsministeriet kan i øvrigt
tilslutte sig udvalgets forslag
om, hvilke oplysninger om
hvervets art og hvervgiver,
indberetningen skal indeholde,
jf. ovenfor pkt. 6.2.2.
En række
af høringssvarene over
Domstolsudvalgets betænkning har
udtalt sig imod, at
indberetningspligten kommer til
omfatte indtægterne ved
hvervene, og at disse
oplysninger offentliggøres.
Herunder har den overvejende del
af dommerne i Højesteret,
dommerne i Østre og Vestre
Landsret og Sø- og
Handelsretten, Dommerforeningen
og Advokatrådet udtalt sig imod,
at indberetningspligten kommer
til at omfatte indtægterne ved
bibeskæftigelsen.
Endvidere
har DJØF udtalt, at man kan
støtte, at der skal ske
indberetning af bibeskæftigelse
og indtægter, men forbundet
finder ikke, at offentliggørelse
af indtægterne i nævneværdig
grad vil bidrage til højnelse af
retssikkerheden, og en sådan
offentliggørelse bør derfor ikke
finde sted. Det Danske
Voldgiftsinstitut, Dansk
Industri og Håndværksrådet
finder ligeledes ikke, at
oplysningerne om dommernes
indtægtsforhold bør være
offentligt tilgængelige.
For så
vidt angår spørgsmålet om,
hvorvidt indtægterne ved
bibeskæftigelsen bør
indberettes, er det
Justitsministeriets opfattelse,
at hensynet til præsidenternes
mulighed for at føre kontrol med
bibeskæftigelsen taler for, at
også indtægten ved
bibeskæftigelse bør indberettes.
Man kan heller ikke bortse fra,
at en sådan ordning vil kunne
medvirke til en mere
hensigtsmæssig fordeling af de
bierhverv, som traditionelt
varetages af dommere.
Justitsministeriet finder
derfor, at der bør ske en
selvstændig indberetning af
indtægterne ved
bibeskæftigelsen, og at
indtægten for hvert enkelt hverv
bør indberettes.
Justitsministeriet finder
imidlertid, at en ordning,
hvorefter oplysningerne om
indtægterne ved bibeskæftigelse
bliver offentligt tilgængelige,
ville være en afgørende
nyskabelse, som ikke gælder for
andre grupper i det danske
samfund. Indførelse af fuld
offentlighed vedrørende
oplysninger om enkeltpersoners
indtægter synes derfor at måtte
kræve en principiel
stillingtagen til, om man
fremover vil offentliggøre
oplysninger vedrørende
indtægtsforhold for visse
udvalgte faggrupper.
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at dommere næppe kan siges at
indtage en sådan særlig
stilling, at der er
tilstrækkeligt grundlag for at
lade offentligheden have adgang
til oplysninger om indtægter ved
bibeskæftigelse. En sådan pligt
er ikke pålagt nogen anden
samfundsgruppe.
Hertil
kommer, at offentlighed om
indtægterne vil indebære en
risiko for, at parterne i
voldgiftssager ikke i fremtiden
vil ønske dommere udpeget som
voldgiftsdommere på grund af den
offentlighed, der dermed kunne
komme om sagen.
Det
foreslås derfor, at disse
oplysninger ikke skal være
offentligt tilgængelige.
For så
vidt angår oplysningerne om
hverv og hvervgiver finder
ministeriet, at disse bør være
tilgængelige for offentligheden.
Offentlighed om disse
oplysninger tjener til at fremme
den generelle gennemsigtighed
med hensyn til dommeres
bibeskæftigelse, og ministeriet
finder, at offentlighedens
adgang til disse oplysninger
skal ses som en naturlig
konsekvens af, at adgangen til
bibeskæftigelse opretholdes.
Justitsministeriet kan samtidig
tilslutte sig det samlede
udvalgs anbefaling af, at de
oplysninger, som en dommer
afgiver efter efterkommelse af
et pålæg om at oplyse
tidsforbrug og/eller indtægter i
henhold til den foreslåede
bestemmelse i § 47 b, stk. 1 og
2, ikke skal være offentligt
tilgængelige. Der henvises i
øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 16.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig flertallets
synspunkt om, at der ikke bør
indføres en maksimumsgrænse for
størrelsen af dommeres indtægter
ved bibeskæftigelse.
Om
indberetningsordningen henvises
i øvrigt til bestemmelsen i § 47
a, jf. lovforslagets § 1, nr.
16.
7.
Ændringer som følge af
oprettelsen af Domstolsstyrelsen
Ved det
samtidigt fremsatte lovforslag
om Domstolsstyrelsen foreslås
det, at domstolsadministrationen
henlægges til en styrelse, der
ledes af en bestyrelse, og som
ikke er underordnet
justitsministeren.
Domstolsstyrelsen skal ifølge
lovforslagets § 1 varetage
domstolenes bevillingsmæssige og
administrative forhold. Det
indebærer bl.a., at styrelsen
skal varetage administrationen
af domstolenes personale,
bygninger, edb og kontorhold i
øvrigt, stævningsmænd m.v.
Styrelsen får bl.a. også opgaver
med tilrettelæggelse af
uddannelse af dommerfuldmægtige,
konstitutioner af dommere,
sekretariatsopgaver for
Dommerudnævnelsesrådet m.v, jf.
forslagene i nærværende
lovforslag.
Procesbevillingsnævnet og
Advokatrådet har i
høringssvarende vedrørende
lovforslaget anført, at
Procesbevillingsnævnet ved
oprettelsen af en
domstolsstyrelse administrativt
og bevillingsmæssigt bør
henlægges under denne.
Administrationen af
Procesbevillingsnævnet varetages
i dag af
Administrationsafdelingen i
Justitsministeriets departement.
Procesbevillingsnævnet anfører i
sit høringssvar bl.a., at nævnet
er uafhængigt af domstolene og
den offentlige forvaltning, men
nævnets opgaver - at tage
stilling til ansøgninger om 2.
og 3. instansbevillinger - er et
centralt og integreret led i den
civile og strafferetlige
retspleje. Efter nævnets
opfattelse må det behov for at
markere domstolenes uafhængighed
af administrationen, som
lovforslaget er udtryk for, i
fuldt samme omfang gælde for
Procesbevillingsnævnet. Nævnet
finder endvidere, at de
jurister, der er ansat i nævnets
sekretariat, bør tillægges den
samme ansættelsesbeskyttelse som
den, der i lovforslaget er
foreslået for dommerfuldmægtige.
Nævnet finder, at en sådan
ansættelsesbeskyttelse for de
jurister, der forstår
sagsforberedelsen, vil være
naturlig i lyset af den
uafhængighed, der er tillagt
nævnet og nævnets medlemmer, som
efter retsplejelovens § 24 kun
kan ansættes af Den Særlige
Klageret efter samme regler, som
gælder for dommere.
Justitsministeriet er enig i, at
de opgaver, der henhører under
Procesbevillingsnævnet, samt
nævnets uafhængighed taler for,
at nævnets administrative og
bevillingsmæssige forhold
fremover bør varetages af
Domstolsstyrelsen. Det foreslås
derfor, at Domstolsstyrelsen
skal varetage de samme
bevillingsmæssige og
administrative opgaver i forhold
til Procesbevillingsnævnet som i
forhold til domstolene, herunder
udarbejdelse af forslag til
budget, administration af
nævnets bygninger, edb og
kontorhold og af personalet i
nævnets sekretariat.
Forslaget
om en særlig
ansættelsebeskyttelse for
dommerfuldmægtige er begrundet i
et ønske om at styrke deres
uafhængighed af regeringsmagten,
idet dommerfuldmægtige i
betydeligt omfang udøver
dømmende myndighed. De ansatte i
Procesbevillingsnævnets
sekretariat har til opgave at
forberede de sager, der skal
afgøres i nævnet, og
sekretariatets jurister har
således i modsætning til
retsassessorer og
dommerfuldmægtige ikke
kompetence til selv at træffe
afgørelser. Afgørelserne træffes
af medlemmer af
Procesbevillingsnævnet, som kun
kan afsættes af Den Særlige
Klageret efter samme regler som
dommere. De ansatte i
sekretariatet udøver således i
modsætning til retsassessorer og
dommerfuldmægtige ikke dømmende
myndighed, og deres arbejde kan
efter Justitsministeriets
opfattelse ikke ligestilles
hermed. Justitsministeriet
finder derfor ikke, at der er
behov for at indføre en særlig
ansættelsesbeskyttelse for
ansatte i
Procesbevillingsnævnets
sekretariat, hvilket ville give
dem en fortrinsstilling frem for
andre offentligt ansatte,
herunder ansatte i f.eks.
Domstolsstyrelsen eller i
sekretariatet for andre
uafhængige nævn m.v.
For
personalet i
Procesbevillingsnævnets
sekretariat vil forslaget om at
henlægge nævnets administrative
og bevillingsmæssige forhold
under Domstolsstyrelsen medføre,
at det overenskomstansatte
personale vil få
Domstolsstyrelsen som
ansættelsesmyndighed og
Procesbevillingsnævnet og
Domstolsstyrelsen som
ansættelsesområde i stedet for
som i dag Justitsministeriet med
tilhørende institutioner. Det
tjenestemandsansatte personale,
herunder sekretariatschefen, vil
ligesom det tjenestemandsansatte
personale i Domstolsstyrelsen ud
over Domstolsstyrelsen og
Procesbevillingsnævnet fortsat
have Justitsministeriet med
tilhørende institutioner samt
samtlige andre ministeriers
departementer som
ansættelsesområde.
Der
henvises i øvrigt til
bestemmelsen i § 26, stk. 3, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10, samt
bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Justitsministeriets
Domstolsafdeling varetager i dag
- ud over administrationen af
domstolene - en række opgaver i
relation til bl.a.
skiftelovgivning,
tinglysningslovgivning og
retsafgiftsloven. Disse opgaver
omfatter bl.a. konkrete
afgørelser i forhold til
borgerne og fastsættelse af
generelle regler, herunder
f.eks. bekendtgørelser og
cirkulærer om tinglysning.
Disse
opgaver er ikke et led i
administrationen af domstolene,
men har lighed med de opgaver,
der på en række områder henhører
under den øvrige del af
Justitsministeriets departement,
og som er kendetegnet ved, at
der bl.a. træffes konkrete
afgørelser i forhold til
borgerne eller fastsættes
generelle regler, der regulerer
borgernes forhold.
Disse
opgaver hører således ikke
naturligt hjemme i
Domstolsstyrelsen, der skal have
til opgave at administrere
domstolene. Domstolsstyrelsens
bestyrelse bør derfor ikke
belastes af opgaver, der i
princippet ligger uden for det
område, hvor der er et ønske om
en særlig uafhængig
administration.
Det vil
som udgangspunkt heller ikke
være rimeligt, at disse områder
ikke varetages af en minister,
der er ansvarlig over for
Folketinget. Dette falder i tråd
med overvejelserne i
Domstolsudvalget, der finder, at
det fortsat bør være ministeren,
der har den almindelige
kompetence til at fastsætte
generelle regler med hjemmel i
lovgivningen.
Det har
derfor været nødvendigt at
gennemgå de områder, der i dag
varetages af Justitsministeriets
Domstolsafdeling, med henblik på
at vurdere, i hvilket omfang
opgaver i forbindelse med
oprettelse af en
domstolsstyrelse skal forblive i
departementet eller overføres
til styrelsen.
For så
vidt angår fastsættelsen af
administrative regler finder
Justitsministeriet, at det vil
være rigtigt på nogle enkelte
mere teknisk prægede områder at
delegere kompetencen til
Domstolsstyrelsen. Det drejer
sig om regler, som retter sig
mod organisationen af
domstolene, og som i øvrigt
forudsætter et indgående
kendskab til domstolenes
situation.
Det
foreslås derfor, at
Domstolsstyrelsen får kompetence
til at fastsætte generelle
regler vedrørende bl.a.
tingsteder for landsretterne i
nævningesager, tingsteder og
åbningstider m.v. for byretterne
samt vederlag til vidner,
lægdommere og stævningsmænd. Der
henvises herom til
bestemmelserne i lovforslagets §
1, nr. 5, 24 og 25, og til
bemærkningerne til disse
bestemmelser.
Det
forudsættes, at det også bliver
Domstolsstyrelsen, der behandler
sager, hvor der fremsættes krav
om erstatning i anledning af
fejl begået af personalet
ved domstolene. Der foreslås
ikke lovændringer i den
forbindelse, idet denne
kompetence må følge af, at
Domstolsstyrelsen skal varetage
domstolenes bevillingsmæssige og
administrative forhold, herunder
administrationen af domstolenes
personale.
Efter
lov om voldgift i tvistigheder
angående handel med dyr er
det justitsministerens opgave at
beskikke overvoldgiftsrettens
formand, der som udgangspunkt
skal være fast dommer i en
ordinær ret. Justitsministeren
er endvidere tillagt kompetence
til at ændre antallet af
voldgiftsmænd i de enkelte
voldgiftskredse m.v. Disse
opgaver varetages i dag af
Justitsministeriets
Domstolsafdeling. Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør dette område fremover
henhøre under Domstolsstyrelsen,
idet styrelsens tætte kontakt
med domstolene vil lette
arbejdet i forbindelse med
udpegningen af dommere til dette
hverv. Det skal i øvrigt
bemærkes, at området ikke har
stor praktisk betydning og ej
heller indebærer meget store
arbejdsopgaver. Der henvises
herom til den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 4
og til bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Efter
konkurslovens § 164, stk. 1,
beskikker justitsministeren
fagkyndige tillidsmænd ved
akkordforhandlinger. Denne
opgave varetages i dag af
Justitsministeriets
Domstolsafdeling. Disse
tillidsmænd udmeldes af retterne
i de enkelte sager, og
Justitsministeriet finder det
bl.a. af den grund
hensigtsmæssigt at delegere
beskikkelsen af tillidsmændene
til Domstolsstyrelsen, som
fremover vil have den tætteste
kontakt til domstolene. Der
henvises i øvrigt til
lovforslagets § 3 og til
bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Det
fremgår af retsafgiftslovens
§ 64, stk. 5, at den enkelte
dommer ved afgørelser om
beregningen af retsafgifter
efter eget skøn kan vælge at
indhente oplysninger og
erklæringer fra
justitsministeren.
Justitsministeriet foreslår, at
denne adgang til at indhente
erklæringer fra
Justitsministeriet ophæves, idet
afgørelsen om beregningen af
retsafgift er en judiciel
afgørelse. Denne adgang til at
forelægge spørgsmålet for
ministeren må allerede i dag
anses for atypisk, idet det ikke
stemmer godt overens med den
dømmende magts uafhængighed, at
der samtidig med, at kompetencen
til at træffe afgørelse om
afgiftsberegningen er henlagt
til domstolene, er hjemlet en
adgang for den udøvende magt til
at udtale sig om afgørelsen af
sagen. Der henvises herom til
den foreslåede bestemmelse i
lovforslagets § 6 og til
bemærkningerne til denne
bestemmelse.
I lov
om landvæsensretter
reguleres behandlingen af de
sager, der i henhold til
gældende regler eller ifølge
gammel praksis og sædvane er
henlagt under landvæsens- og
overlandvæsenskommissioners
forretningsområde. Loven hørte
oprindeligt under
Landbrugsministeriet, men blev
overført til Miljøministeriet,
og er siden derfra overført til
Justitsministeriet. I loven er
ministeren tillagt en række
beføjelser, herunder navnlig at
udpege formænd for landvæsens-
og overlandvæsenskommissionerne,
at træffe afgørelse vedrørende
kommissionernes geografiske
områder og at fastsætte regler
vedrørende førelse af protokol
m.v. Justitsministeriet finder,
at dette område, der har mange
fælles træk med de ordinære
domstole og administrationen af
disse, mest naturligt bør
henhøre under Domstolsstyrelsens
administrationsområde. Det
foreslås derfor, at de
beføjelser, der ved loven er
tillagt ministeren, ved
lovændring overføres til
Domstolsstyrelsen. Der henvises
herom til den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 5
og til bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Ifølge
lov om retssikkerhed og
administration på det social
område er det
justitsministerens opgave i de
retskredse, hvor der er flere
dommere, at afgøre, hvilken af
disse der skal udpeges som
medlem af det kommunale børn og
unge-udvalg (§ 19, stk. 1, nr.
3). Endvidere skal
justitsministeren efter
forhandling med socialministeren
ifølge lov om social service,
§ 127, stk. 1, beskikke
børneforsorgskyndige dommere og
dommere, der er kyndige i børne-
eller ungdomspsykiatri eller i
psykologi, til at medvirke ved
landsretternes behandling af
sager vedrørende afgørelser
truffet af børn og
unge-udvalgene.
Justitsministeren skal også
fastsætte disse dommeres antal
og træffe bestemmelse om
vederlag og rejsegodtgørelse.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør disse opgaver henhøre under
Domstolsstyrelsen. Det skyldes,
at styrelsens tætte kontakt med
domstolene vil lette arbejdet
både i forbindelse med
udpegningen af juridiske dommere
til børn og unge-udvalgene og
ved udpegningen af sagkyndige
dommere til landsretterne. For
så vidt angår fastsættelsen af
vederlag og rejsegodtgørelse til
de sagkyndige dommere er det
naturligt, at også denne
kompetence - ligesom
fastsættelsen af vederlag til
domsmænd og nævninger m.v. -
henlægges til Domstolsstyrelsen.
Justitsministeriet har tillige
overvejet, om der er grundlag
for at overføre sagsområder, der
reguleres i skifteloven ,
til Domstolsstyrelsen. Det er
imidlertid Justitsministeriets
opfattelse, at den kompetence
til at fastsætte generelle
regler og træffe afgørelse i
konkrete sager, der efter
skifteloven henhører under
Justitsministeriet, har en sådan
karakter, at de ikke bør henhøre
under styrelsen. Der foreslås
derfor ikke ændringer af
skifteloven, men det
forudsættes, at det også efter
den ændrede struktur vil være
styrelsens opgave at varetage
det praktiske arbejde med hensyn
til udarbejdelsen af de
blanketter, der skal anvendes af
domstolene ved behandlingen af
skiftesager.
Også med
hensyn til andre blanketter,
koncepter m.v., som i dag
udarbejdes af Domstolsafdelingen
med henblik på at lette arbejdet
ved domstolene, er det
naturligt, at dette arbejde
fremover varetages af
Domstolsstyrelsen.
På de
områder, hvor Justitsministeriet
bevarer adgangen til at
fastsætte generelle regler,
forudsættes det, at
udarbejdelsen skal ske i tæt
samarbejde med Domstolsstyrelsen
i det omfang, der er tale om
regler, der har betydning for
det administrative arbejde ved
domstolene. Dette bør ske dels
for at drage nytte af den
erfaring og viden, der vil være
i styrelsen, og dels for at
sikre, at styrelsen har mulighed
for at yde råd og vejledning til
domstolene i den daglige
administration.
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at der ved overførsel af de
nævnte opgaver til
Domstolsstyrelsen må antages at
være draget en hensigtsmæssig
skillelinie mellem styrelsens og
departementets opgaver. Det kan
dog ikke udelukkes, at det - når
den nye struktur har fungeret i
nogen tid - viser sig, at der er
behov for justeringer med hensyn
til fordelingen af sagsområder.
Det må i så fald drøftes mellem
bestyrelsen og ministeren, om
der skal foreslås lovændringer,
der ændrer den fastlagte
sagsfordeling.
8.
Færøerne og Grønland
Der
foreslås ikke på nuværende
tidspunkt ændringer i
retsplejelovgivningen for
Færøerne og Grønland.
Justitsministeriet vil
imidlertid snarest muligt
iværksætte en høring af de
færøske og grønlandske
hjemmestyremyndigheder, således
at der kan fremsættes lovforslag
om ændring af retsplejelovene
for Færøerne og Grønland. Det
tilsigtes således, at
ændringerne for Færøerne og
Grønland vil kunne træde i kraft
samtidig med, at nærværende
lovforslag træder i kraft.
9.
Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser
Lovforslaget indebærer
umiddelbart en række
merudgifter.
Der skal
således etableres et
dommerudnævnelsesråd, som
afgiver indstilling til
justitsministeren om besættelse
af dommerstillinger. Dette
forslag medfører merudgifter til
vederlæggelse af rådets
medlemmer og til
sekretariatsbetjening af rådet
og lokaler.
Som anført
ovenfor foreslår
Justitsministeriet, at der sker
en opnormering af landsretterne
med henblik på gennemførelsen af
nyordningen vedrørende
uddannelser og bedømmelse af
dommeraspiranter i
landsretterne, således at der
kan opnås en bredere
dommerrekruttering end hidtil.
Det foreslås således, at der
placeres 2 yderligere faste
landsdommerstillinger i Østre
Landsret, og at antallet af
konstitutionsstillinger forøges
med 7, således at Vestre
Landsret får i alt 7
konstitutionsstillinger, og
Østre Landsret i alt 11
konstitutionsstillinger.
Justitsministeriet finder ikke,
at der i tilknytning til
etableringen af disse faste og
konstituerede dommerstillinger
er grundlag for at nedlægge
dommerfuldmægtigstillinger,
bl.a. som følge af de yderligere
arbejdsopgaver og
tilsynsforpligtelser navnlig ved
landsretterne, som lovforslaget
indebærer.
Merudgifter ved lovforslaget
skønnes i 1999 at udgøre 5,5
mio. kr., heraf 5,2 mio. kr.
lønsum. I år 2000 og de følgende
år udgør udgiften 9,7 mio. kr.
årligt (lønsum).
Som anført
ovenfor rejser målsætningen om
en bredere dommerrekruttering og
markering af domstolenes
selvstændige og uafhængige
stilling også spørgsmål om
fremtidige ændringer, der kan
medføre merudgifter, herunder en
yderligere forøgelse af antallet
af faste og konstituerede
dommere ved landsretterne,
ændringer i forholdet mellem
udnævnte og konstituerede
dommere i byretterne, ændringer
i dommernes lønmæssige forhold
m.v. Justitsministeriet
forudsætter imidlertid, at disse
ændringer sker gradvist og
finder det således ikke rigtigt
nu at angive indholdet og de
eventuelle økonomiske
konsekvenser af sådanne
ændringer. Den fornødne
budgetmæssige tilslutning til
sådanne ændringer må således
indhentes i forbindelse med de
konkrete fremtidige forslag om
den nye struktur.
Hvad angår
de økonomiske og administrative
konsekvenser af forslaget om
etablering af en
domstolsstyrelse henvises til
det samtidig fremsatte
lovforslag om Domstolsstyrelsen.
Lovforslaget har ikke
erhvervsøkonomiske eller
miljømæssige konsekvenser,
ligesom lovforslaget ikke
indeholder EU-retlige aspekter.
10.
Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget fra
folketingssamlingen 1996-97 (nr.
L 276 af 23. maj 1997) har været
sendt til høring hos:
Præsidenterne for Højesteret,
præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret, præsidenten for
Sø- og Handelsretten,
præsidenten for Københavns Byret
og retterne i Århus, Odense,
Ålborg og Roskilde,
Præsidentrådet, Den Særlige
Klageret, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København,
Den Danske Dommerforening,
Foreningen af Politimestre i
Danmark,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Politifuldmægtigforeningen,
Politiets og Domstolenes
Tjenestemandsforening, HK
Landsklubben Dommerkontorerne,
Advokatrådet, Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige,
Det Danske Center for
Menneskerettigheder, Københavns
Universitet, Aarhus Universitet,
Rektorkollegiet, Dansk
Folkeoplysnings Samråd,
Landsarbejdsrådet,
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Kommunernes Landsforening,
Voldgiftsnævnet for Bygge- og
Anlægsvirksomhed, Arbejdsretten,
Landsorganisationen i Danmark,
Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Industri, Funktionærernes
og Tjenestemændenes Fællesråd,
DJØF, Statsansatte Kartel,
Forbrugerrådet, Håndværksrådet,
Rådet for Dansk Forsikring og
Pension, Realkreditrådet, Det
Danske Voldgiftsinstitut,
Rigsrevisionen,
Procesbevillingsnævnet,
Akademikernes
Centralorganisation og
Ligestillingsrådet.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
I bilaget
til lovforslaget er de
foreslåede ændringer sammenholdt
med de gældende regler.
Til § 1
Retsplejeloven
Indledningsvis bemærkes, at det
er fundet hensigtsmæssigt at
opretholde retsplejelovens
nuværende terminologi
»fuldmægtige« som en
fællesbetegnelse for såvel
dommerfuldmægtige som
retsassessorer.
Til nr.
1 (retsplejelovens § 1 a)
Den nye
affattelse af § 1 a indebærer en
udvidelse af Den Særlige
Klagerets kompetence.
Til
stk. 1
Bortset
fra retsplejelovens regel i § 48
om retspræsidenternes adgang til
at meddele advarsler kan
disciplinærsager mod faste
dommere kun afgøres af Den
Særlige Klageret. Klager fra
private over fuldmægtige,
midlertidig beskikkede dommere
m.v. afgøres i dag også af
retspræsidenterne og
klageretten, mens den
disciplinære myndighed i alle
andre tilfælde udøves af
justitsministeren. Med
bestemmelsen i udkastets § 1 a,
stk. 1, nr. 4 , gøres
klageretten kompetent til at
udøve disciplinærmyndighed over
for fuldmægtige, midlertidigt
beskikkede dommere m.v., således
at justitsministeren ikke
længere kan træffe afgørelse i
disse sager.
Som nr.
5 indføjes der en ny
bestemmelse, hvorefter
klageretten bliver kompetent i
sager om fjernelse af
fuldmægtige m.m. fra deres
stilling. Klagerettens
kompetence omfatter sager om
uansøgt afsked samt sager om
ændring af tjenestested mod den
pågældendes vilje.
Der
indføjes endvidere en ny
bestemmelse i § 1 a, stk. 1,
nr. 6 , hvorved Den Særlige
Klageret får kompetence til at
træffe afgørelse om afsættelse
af enkelte medlemmer af
Domstolsstyrelsens bestyrelse.
Der henvises i øvrigt herom til
§ 6, stk. 3, i forslaget til lov
om Domstolsstyrelsen.
Til
stk. 2-6
Efter den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 1 a, stk. 2,
beskikkes Den Særlige Klagerets
tre medlemmer efter indstilling
fra henholdsvis Højesteret,
landsretterne og Den Danske
Dommerforening, således at der
foreslås fire personer for hver
af stillingerne.
Justitsministeren beskikker
medlemmerne blandt de
indstillede. Tilsvarende
beskikkes den advokat, der skal
tiltræde retten i sager om
genoptagelse af straffesager
m.v., blandt fire personer, der
indstilles af Advokatrådet, jf.
§ 1 a, stk. 3. Justitsministeren
beskikker endvidere en første-
og en andensuppleant for hvert
medlem. Suppleanterne for
dommerne og advokaten beskikkes
blandt de personer, der er
indstilles efter stk. 2 og 3.
Efter
forslagene i Domstolsudvalgets
betænkning skal de myndigheder
og organisationer, der skal
indstille medlemmer af
henholdsvis Domstolsstyrelsens
bestyrelse og
Dommerudnævnelsesrådet, kun
indstille en person til hvert af
hvervene som medlem af
henholdsvis bestyrelsen og
rådet.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at der også ved
beskikkelse af medlemmer af Den
Særlige Klageret fremover kun
bør indstilles en person til
hvert ledigt hverv.
Der
foreslås derfor en ændret
affattelse af retsplejelovens §
1 a, således at henholdsvis
Højesteret, landsretterne, Den
Danske Dommerforening og
Advokatrådet hver kun skal
indstille et medlem samt en
første- og en andensuppleant til
hvert ledigt hverv ved Den
Særlige Klageret.
Endvidere
foreslås det i § 1 a, stk. 4, 3.
pkt., at der skal gælde en
70-års aldersgrænse for advokat-
og universitetslærermedlemmerne
af klageretten.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
4.5.2. og 4.6.2.
Til nr.
2 og 4 (retsplejelovens § 3 og §
10)
Titlen
»protokolsekretær«, der ikke
længere benyttes i praksis, er
udgået af bestemmelsen i § 3
(nr. 2) . Ændringen skal ses
i sammenhæng med ændringen af §
52, jf. lovforslagets § 1, nr.
20.
Bestemmelserne i de gældende §§
3 og 10 om, at der ansættes et
antal fuldmægtige ved
Højesteret, landsretterne og Sø-
og Handelsretten, er ligeledes
udgået som overflødige. Det
samme gælder bestemmelserne om,
at præsidenterne for Højesteret,
landsretterne og Sø- og
Handelsretten træffer
bestemmelse om forretningernes
fordeling, hvilket naturligt må
gælde også uden en særlig
lovhjemmel.
Bestemmelserne er i øvrigt kun
ændret sprogligt.
Til nr.
3 (retsplejelovens § 4, stk. 2)
I
retsplejelovens § 4, stk. 2,
angives antallet af dommere i de
to landsretter. Den foreslåede
ændring er en konsekvens af, at
Østre Landsret ved dette
lovforslag foreslås opnormeret
med 2 faste
landsdommerstillinger med
henblik på, at landsretten kan
varetage de opgaver, der er
forbundet med en forøgelse af
antallet af konstituerede
dommere. Der henvises herom i
øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.3.5.
Med
hjemmel i tekstanmærkning nr. 53
a, stk. 1, til finansloven for
1998 er der blevet oprettet
yderligere to
landsdommerstillinger i Vestre
Landsret. Det der derfor
nødvendigt at ændre angivelsen
af antallet af landsdommere i
Vestre Landsret fra 36 til 38.
Østre
Landsret består efter
lovændringen af en præsident og
57 andre landsdommere, mens
Vestre Landsret består af en
præsident og 38 andre
landsdommere.
Til nr.
5 (retsplejelovens § 11, stk. 1,
1. og 2. pkt. m.fl.)
Ved de
foreslåede ændringer delegeres
regelfastsættelseskompetencen på
en række mindre og mere teknisk
prægede områder fra
justitsministeren til
Domstolsstyrelsen.
Domstolsstyrelsen bemyndiges
således til at fastsætte
administrative regler vedrørende
fastsættelse af tingsteder for
landsretterne i nævningesager
(§ 11, stk. 1, 1. og 2. pkt.)
, fastsættelse af tingsteder,
afdelingskontorer og
kontordagenes antal og
kontortidens længde for
byretterne (§ 19, stk. 1,
stk. 2 og stk. 3, 1. og 2. pkt.)
, fastsættelse af tidspunktet
for ordinær ret (§ 28, stk.
1) , regler om
stævningsmænds erklæring til
dommeren (§ 58, stk. 2, 2.
pkt.) , fastsættelse af
regler for vederlag og
rejsegodtgørelse for nævninger
og domsmænd (§ 87) ,
fastsættelse af regler om
vederlag og rejsegodtgørelse til
sagkyndige medlemmer af
landsretterne og Sø- og
Handelsretten (§ 93, stk. 7)
, fastsættelse af regler om
særlige blanketter til
stævninger (§ 348, stk. 4)
, regler om afholdelse af
fogedforretninger uden for
sædvanlig kontortid og om
vederlag til vidner i
fogedforretninger ( § 491,
stk. 2, og stk. 4, 2.
pkt. ).
Efter den
gældende regel i § 17, stk.
2, fastsættes almindelige
regler om forretningernes
fordeling mellem dommerne ved de
retter, der har en civilret og
en kriminalret, af
justitsministeren. Det er i
betænkningen, jf. side 426,
foreslået, at denne kompetence
forbliver hos justitsministeren,
idet der henvises til, at
bestemmelsen vedrører sagernes
fordeling mellem to uafhængige
embeder og ikke sagernes
fordeling internt ved et embede.
Justitsministeriet finder det
imidlertid rigtigst, at denne
kompetence tilkommer
Domstolsstyrelsen, og
bestemmelsen i § 17, stk. 2,
foreslås ændret i
overensstemmelse hermed. Det vil
således være naturligt for
styrelsen, som vil have et
indgående kendskab til retternes
arbejdsopgaver, ressourcer m.v.,
at tage stilling til
sagsfordelingen mellem de to
embeder.
Der
henvises endvidere til forslaget
til ændrede
bemyndigelsesbestemmelser i
lovforslagets §§ 3 - 5 og § 7.
Vedrørende
de generelle overvejelser om
delegation af
regelfastsættelseskompetence
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 7 samt til de
almindelige bemærkninger til
forslag til lov om
Domstolsstyrelsen pkt. 6.2.
Til nr.
6 (retsplejelovens § 14, stk. 1,
litra b)
Den
foreslåede ændring af § 14, stk.
1, litra b, er alene af sproglig
karakter.
Til nr.
7 og 8 (retsplejelovens § 15,
stk. 7, 2. pkt., og § 16 a, stk.
3, 2. pkt.)
Efter de
gældende bestemmelser i § 15,
stk. 7, 2. pkt., og § 16 a, stk.
3, 2. pkt., skal
justitsministeren godkende de
almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne, der fastsættes af
præsidenten ved de
præsidentledede byretsembeder og
af den administrerende dommer
ved byretsembeder med
administrationsordning.
I
forbindelse med ophævelsen af
justitsministerens beføjelse til
efter § 17 a, stk. 1, at meddele
fuldmægtigene bemyndigelser til
at behandle de egentlige
retssager, jf. lovforslagets §
1, nr. 9, foreslås disse
bestemmelser ændret, således at
regler om forretningernes
fordeling ikke længere vil
skulle godkendes af
justitsministeren.
il nr.
9 (retsplejelovens § 17 a)
Efter den
gældende ordning har
justitsministeren kompetencen
til at meddele fuldmægtige ved
byretterne og Sø- og
Handelsretten bemyndigelse til
at behandle civile sager og
straffesager, jf. § 17 a, stk.
1, 2. pkt.
Den
foreslåede bestemmelse i § 17 a,
stk. 1 , indebærer, at
fuldmægtigene i kraft af
ansættelsen som fuldmægtig
tillægges kompetence til at
behandle disse sager. Der vil
herefter ikke i retsplejeloven
være nogen begrænsning i, hvilke
sager fuldmægtige kan behandle i
byretterne og Sø- og
Handelsretten. Det vil således
bero på den stedlige embedschef,
i hvilket omfang han overdrager
fuldmægtigene at behandle disse
sager. Dette svarer til, hvad
der i dag gælder for så vidt
angår foged-, skifte- og
notarialforretninger m.v.
Det
forudsættes, at embedets chef
til stadighed ved overdragelse
af sager til den enkelte
fuldmægtig sikrer sig, at den
pågældende har den fornødne
uddannelse og erfaring. Som
eksempel på sager, hvor embedets
chef i særlig grad bør være
opmærksom på, om fuldmægtigen
har den fornødne uddannelse og
erfaring, kan nævnes
grundlovsforhør og forbudssager.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
4.5.4. og 4.6.4.
Det
forudsættes, jf. den foreslåede
bestemmelse i stk. 2 , at
Domstolsstyrelsen udarbejder
regler om, i hvilket omfang
fuldmægtigene i de første år
efter ansættelsen bør overlades
at behandle egentlige retssager
samt eventuelle andre særligt
kvalificerede sagstyper. Dette
bør ske i et tæt samarbejde med
dommernes og fuldmægtigenes
organisationer. Det forudsættes
tillige, at der fortsat
regelmæssigt sker indberetning
om, i hvilket omfang
fuldmægtigene i de første år har
beklædt retten.
Det
forudsættes endvidere, at
Domstolsstyrelsen i disse regler
nærmere regulerer, hvorledes den
prøve, der skal afholdes efter
grunduddannelsens afslutning,
skal udformes, og at der
fastsættes nærmere regler for,
hvorledes de regelmæssige
personalebedømmelser af
fuldmægtigene skal finde sted,
herunder også på hvilket
tidspunkt fuldmægtigene skal
indkaldes til samtale i
Domstolsstyrelsen.
Om dette
forslag henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
2.2.6., 2.3.6., 4.5.4. og 4.6.4.
Til nr.
10 (retsplejelovens § 26, stk.
3)
Det
foreslås, at Domstolsstyrelsen
ud over domstolenes
administrative og
bevillingsmæssige forhold også
skal varetage disse forhold
vedrørende
Procesbevillingsnævnet. Dette
indebærer, at Domstolsstyrelsen
ud over udarbejdelsen af forslag
til budget for domstolene også
skal udarbejde forslag til
budget for
Procesbevillingsnævnet. Under de
administrative opgaver falder
bl.a. administration af nævnets
lokaler og inventar og opgaver
knyttet til nævnets anvendelse
af teknologi. Herudover skal
Domstolsstyrelsen administrere
personalet i nævnets
sekretariat, herunder
ansættelse, lønanvisning,
meddelelse af orlov,
administration af pensioner m.v.
Forslaget indebærer ikke
ændringer i beskikkelsen af
Procesbevillingsnævnets
medlemmer, som efter
retsplejelovens § 23 sker efter
indstilling til
justitsministeren fra
henholdsvis Højesteret,
landsretterne, Den Danske
Dommerforening og Advokatrådet.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til nr.
11 (retsplejelovens § 42 og §
43)
Til § 42
Reglerne i
den foreslåede § 42, stk. 1 -
3 , er uændrede i forhold
til de nugældende bestemmelser.
I stk.
4 indføjes en ny
bestemmelse, hvorved det
lovfæstes, at udnævnelse til
landsdommer, byretsdommer og
dommer i Sø- og Handelsretten
som hovedregel kræver, at den
pågældendes egnethed som dommer
har været bedømt i landsretten i
forbindelse med en
konstitutionsperiode, jf. § 44
b, som affattet ved
lovforslagets § 1, nr. 14.
Bestemmelsen gælder ikke for
stillingerne i Højesteret, for
hvilke der er foreskrevet en
særlig prøvelse, men omfatter i
øvrigt alle andre
dommerstillinger, herunder også
stillingerne som præsident og
vicepræsident.
Der vil
med den valgte formulering være
mulighed for at udnævne en
person til dommer, uden at
vedkommende har været bedømt i
landsretten. En forudsætning
herfor vil være, at det på anden
måde utvetydigt kan godtgøres,
at den pågældende er egnet til
at beklæde en dommerstilling.
Som eksempel kan nævnes
tilfælde, hvor en ansøger er
eller tidligere har været
dommer, og hvor bedømmelse i
landsretten derfor kan være
unødvendig.
Om denne
ændring henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
2.2.5. og 2.3.5.
De
foreslåede regler i stk. 5 og
6 findes i dag som stk. 2 og
stk. 5 i § 43.
Til §
43
I den
foreslåede § 43 lovfæstes
målsætningen om en bredere
rekruttering til
dommerstillinger.
Bestemmelsen svarer til det af
udvalget foreslåede, dog således
at det i bestemmelsens ordlyd er
betonet, at der ved vurderingen
af en ansøger skal lægges
afgørende vægt på de juridiske
og personlige kvalifikationer.
Der skal endvidere lægges vægt
på bredden i ansøgerens
juridiske erfaringsgrundlag,
ligesom det skal indgå i
vurderingen, at der ved
domstolene bør være dommere med
forskellig juridisk baggrund.
Som en
konsekvens af forslaget om en
bredere rekruttering foreslås de
nugældende bestemmelser i
retsplejelovens § 43, stk. 1, 3
og 4, ophævet. Disse regler
opstiller forskellige formelle
krav til forudgående
beskæftigelse for udnævnelse til
landsdommer og
højesteretsdommer.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
2.3.2.
Til nr.
12 (retsplejelovens §§ 43 a - 43
d)
I §§ 43
a - 43 d er der givet
nærmere regler for det
Dommerudnævnelsesråd, som
udvalget foreslår oprettet.
Rådet skal, forinden
justitsministeren kan foretage
udnævnelse i en dommerstilling,
afgive en indstilling om
besættelsen af stillingen.
Der
henvises herom også til de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget pkt. 3.2.2. -
3.2.9. og 3.3.2. - 3.3.6.
Til §
43 a
Bestemmelsen angiver i stk.
1, nr. 1-4 , at alle
dommerstillinger bortset fra
stillingen som præsident for
Højesteret skal være omfattet af
rådets indstillingskompetence.
For så vidt angår
højesteretsdommere bemærkes, at
prøvevoteringsordningen for
højesteretsdommere, der i dag er
reguleret ved retsplejelovens §
43, stk. 2, foreslås opretholdt
ved bestemmelsen i § 42, stk. 5,
jf. lovforslagets § 1, nr. 11.
Konstitutioner, der meddeles i
landsretterne i
uddannelsesøjemed og med henblik
på at godtgøre dommeraspiranters
egnethed til senere
dommerudnævnelse (forfremmelse),
omfattes ligeledes af rådets
kompetence, jf. stk. 1, nr.
5.
Korttidskonstitutioner til
advokater, som udvalget
anbefaler som en forsøgsordning,
vil også være omfattet af rådets
indstillingskompetence, jf.
stk. 1, nr. 6 .
Stk. 2
indeholder en bestemmelse om, at
rådets indstillinger - ikke
mindst af hensyn til medansøgere
- skal være begrundede.
Det er som
noget nyt i forhold til
forslaget i betænkningen i
lovteksten fastsat, at rådet kun
kan indstille en ansøger til
udnævnelse i en ledig stilling.
Det er samtidig i konsekvens
heraf fastsat, at rådet i
tilfælde af uenighed ved
afstemning må afgøre, hvem der
skal indstilles til en ledig
stilling, og at formandens
stemme ved stemmelighed er
udslagsgivende.
Der
henvises herom til de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget pkt. 3.2.7. og
3.3.5.
Til §
43 b
Bestemmelserne i stk. 1 - 5
fastsætter rådets sammensætning
og beskikkelsesproceduren.
Rådets
foreslås sammensat af tre
dommere (en højesteretsdommer,
en landsdommer og en
byretsdommer), en advokat og to
repræsentanter for
offentligheden, der alle
beskikkes af justitsministeren.
Højesteretsdommeren, der er
formand for rådet, beskikkes
efter udtalelse indhentet fra
Højesteret. Landsdommeren
beskikkes efter en fælles
indstilling fra landsretterne.
Dommerforeningen og Advokatrådet
indstiller henholdsvis
byretsdommeren og advokaten. Det
forudsættes, at dommerne ikke
tilhører Dommerforeningens
bestyrelse.
De to
repræsentanter for
offentligheden beskikkes efter
indstilling fra henholdsvis
Amtsrådsforeningen, Kommunernes
Landsforening og Københavns og
Frederiksberg kommuner i
forening og Dansk
Folkeoplysnings Samråd, jf. de
almindelige bemærkninger pkt.
3.3.3., hvoraf det også fremgår,
at der her er tale om en ændring
i forhold til forslaget i
betænkningen.
Ved
udpegningen af disse to
repræsentanter bør der lægges
vægt på, at de pågældende
personer er engagerede i
samfundsforhold og bredt
orienteret. Som det fremgår af
de almindelige bemærkninger, er
det i øvrigt forudsat, at der
ikke indstilles personer, der er
ansat i Amtsrådsforeningen,
Kommunernes Landsforening,
Københavns eller Frederiksberg
kommuner eller Dansk
Folkeoplysnings Samråd eller er
medlem af en af de tre
organisationers bestyrelser. Det
er tillige forudsat, at ansatte
i centraladministrationen ikke
kan udpeges til medlemmer af
rådet, jf. de almindelige
bemærkninger pkt. 3.3.3.
Ifølge
stk. 5 kan medlemmer af
Folketinget, amtsråd eller
kommunalbestyrelser ikke udpeges
til medlemmer af rådet. Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget pkt. 3.2.3. og
3.3.3.
I stk.
6 foreslås
beskikkelsesperioden for
medlemmerne af
Dommerudnævnelsesrådet fastsat
til 4 år. For at betone
rådsmedlemmernes uafhængighed og
for at sikre den fornødne
fornyelse foreslås det, at
genbeskikkelse ikke kan ske.
Forbudet mod genbeskikkelse er
ikke til hinder for, at en
person, der har været beskikket
som suppleant, vil kunne
udnævnes som egentligt medlem,
selv om vedkommende har været
indtrådt i rådet. Om
suppleanterne henvises i øvrigt
til bemærkningerne til stk. 7.
Et medlem,
der ikke længere opfylder
betingelserne for at sidde i
rådet, skal udtræde. Det vil
f.eks. kunne være tilfældet,
hvis landsdommeren udnævnes til
højesteretsdommer, eller hvis
advokaten deponerer sin
bestalling.
Det
forudsættes, at et medlem, der i
en periode har været beskikket i
kraft af en bestemt funktion,
f.eks. i sin egenskab af
byretsdommer, og som senere
udnævnes til landsdommer, ikke
vil kunne beskikkes på ny i
kraft af sin nye funktion.
Bestemmelsen i stk. 7 om
beskikkelse af en suppleant for
hvert af rådets medlemmer har
til formål at sikre en hurtig og
smidig sagsbehandling i tilfælde
af forfald blandt
rådsmedlemmerne. Udtræder et
medlem inden
beskikkelsesperiodens udløb,
indtræder medlemmets suppleant
for resten af perioden, og der
beskikkes en ny suppleant for
resten af perioden. Forbudet mod
genbeskikkelse i stk. 6, 2.
pkt., gælder ikke for
suppleanterne. En suppleant vil
således kunne genbeskikkes som
suppleant.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
3.2.4. og 3.3.4.
Til §
43 c
Af
bestemmelsen i stk. 1
følger det, at der skal
udarbejdes en forretningsorden
for Dommerudnævnelsesrådet. I
denne vil der kunne fastsættes
regler om indhentning af
oplysninger om de enkelte
ansøgere og om, at rådet i sin
sagsbehandling skal iagttage
bestemmelserne i
offentlighedsloven og
forvaltningsloven om notatpligt,
partsaktindsigt og partshøring.
Forretningsordenen kan endvidere
indeholde bestemmelser om bl.a.
suppleanter, protokollering,
rådsmøder, afstemninger,
herunder om der skal voteres på
skriftligt eller mundtligt
grundlag. Der vil endvidere være
mulighed for at fastsætte
forskellige fremgangsmåder
afhængig af, hvilke stillinger
der skal afgives indstilling om.
Det
forudsættes endvidere, at der i
forretningsordenen fastsættes
regler om, at det skriftlige
materiale, der har ligget til
grund for rådets vurdering af de
enkelte ansøgere, herunder
ansøgninger, udtalelser m.v.,
skal sendes til ministeren
sammen med rådets indstilling.
Det er som
noget nyt i forhold til
forslaget i betænkningen i
lovteksten bestemt, at
Dommerudnævnelsesrådet selv
fastsætter sin forretningsorden.
Det er i
betænkningen forudsat, at der i
forretningsordenen skal
fastsættes nærmere regler om
vederlæggelse af rådets
medlemmer. I kraft af den
ovennævnte ændring i forhold til
betænkningens forslag vil det
ikke længere være naturligt at
fastsætte vederlæggelsen af
rådets medlemmer i
forretningsordenen. Det
forudsættes derimod, at
vederlæggelsen drøftes mellem
rådets medlemmer og
justitsministeren.
Der er i
stk. 2 i bestemmelsen
udtrykkelig åbnet mulighed for,
at formanden kan bemyndiges til
at afgive indstilling i visse
stillingskategorier, f.eks. ved
besættelse af midlertidige
stillinger, hvor rådet allerede
har opbygget en fast praksis.
Endelig er der hjemlet mulighed
for, at visse sager kan
behandles af 3 rådsmedlemmer.
Til §
43 d
I stk.
1 foreslås det, at rådet
årligt skal offentliggøre en
redegørelse om sin virksomhed.
Det forudsættes, at redegørelsen
vil indeholde oplysninger om
rådets praksis samt i givet fald
oplysninger om, i hvilket omfang
justitsministeren ikke har fulgt
rådets indstillinger.
I stk.
2 fastslås det, at
sekretariatsopgaverne for
Dommerudnævnelsesrådet skal
varetages af Domstolsstyrelsen.
Til nr.
13 (retsplejelovens § 44)
Bestemmelserne i stk. 1 og 3
svarer med ændringer af sproglig
karakter til de nugældende
bestemmelser i § 44, stk. 1 og
4.
Den
gældende bestemmelse i § 44,
stk. 3, vil efter de foreslåede
ændringer i § 17 a, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, være
overflødig og ophæves derfor.
Den nugældende bestemmelse i §
44, stk. 2, erstattes af de
foreslåede bestemmelser i § 44
a, § 44 b og § 44 d, jf.
lovforslagets nr. 14.
Bestemmelsen i stk. 2
fastslår kompetencen til at
meddele midlertidige
beskikkelser til
dommerstillinger, således som
reglerne herom er nærmere
fastlagt i § 44 a-44 d og § 45,
jf. lovforslagets nr. 14 og 15.
Ved
stk. 4 foreslås det, at alle
konstituerede dommere under
konstitutionen er undergivet
samme beskyttelse, som etableres
for fuldmægtige, mod fjernelse
fra stillingen, jf. forslaget
til § 54 og § 54 a under nr. 21
og 22. En fast dommer, der
konstitueres i en anden
dommerstilling, f.eks. en
byretsdommer, der konstitueres
som landsdommer, er naturligvis
undergivet grundlovsbeskyttelse
efter grundlovens § 64.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget pkt. 4.5.2 og
4.6.2. samt 4.5.6. og 4.6.6.
Til nr.
14 (retsplejelovens § 44 a-44 d)
Til § 44 a
Efter den
gældende ordning har
justitsministeren kompetencen
til at meddele midlertidig
beskikkelse til at beklæde en
dommerstilling enten ved den
ordinære dommers forfald eller
ved embedsledighed, jf. § 44,
stk. 2, 1. pkt.
Den
foreslåede bestemmelse i stk.
1 indebærer, at
Domstolsstyrelsen fremover skal
meddele disse konstitutioner ved
stillingsledighed og den faste
dommers forfald.
De
foreslåede regler i stk. 2-5
svarer med visse sproglige
ændringer til de nugældende
bestemmelser i § 44, stk. 2,
2.-5. pkt. I stk. 4 og 5
er bl.a. bestemmelsen om, at
forlængelse af etsårsfristen
skal ske ved kongelig
resolution, udgået som
utidssvarende.
Efter den
gældende ordning tilbagekaldes
en midlertidig beskikkelse til
at beklæde et dommerembede af
den myndighed, der har meddelt
den, jf. retsplejelovens § 51.
Dvs. bemyndigelser meddelt efter
§ 44, stk. 2, i forbindelse med
den faste dommers forfald eller
embedsledighed tilbagekaldes af
Justitsministeriet. Der er ikke
fastsat regler for, hvornår
tilbagekaldelse skal finde sted,
tilbagekaldelsen sker således
principielt efter ministeriets
frie skøn.
Ved den
foreslåede bestemmelse i stk.
6 foretages en ændring i
forhold til den gældende
retstilstand, idet det i
overensstemmelse med
lovforslagets generelle sigte
foreslås, at konstitutioner, som
meddeles af Domstolsstyrelsen
efter § 44 a, ikke umiddelbart
kan tilbagekaldes af denne. Som
hovedregel ophører disse
midlertidige beskikkelser først,
når konstitutionsgrunden
bortfalder. Tilbagekaldelse kan
dog ske før udløbet af
embedsledigheds- eller
forfaldsperioden, men kun efter
indstilling fra
landsretspræsidenten, jf. 2.
pkt. Dette vil eksempelvis kunne
være hensigtsmæssigt i tilfælde,
hvor Domstolsstyrelsen ved en
dommers pludselige dødsfald ser
sig nødsaget til umiddelbart at
beskikke en fuldmægtig ved
embedet som dommer, men hvor det
efterfølgende viser sig muligt
at lade dommerstillingen
varetage af en erfaren
retsassessor, indtil
nyudnævnelse i stillingen kan
finde sted.
Bestemmelsen skal sammenholdes
med lovforslagets § 44 a, stk.
3, hvorefter et embede (bortset
fra tilfælde af sygdomsforfald)
ikke kan holdes besat ved
konstitution ud over et år.
Det
forudsættes i øvrigt, at
Domstolsstyrelsen vil opretholde
den hidtidige praksis, hvorefter
konstitutionsstillinger, som på
forhånd skønnes at blive af
længere varighed, opslås ledige
til besættelse ved konstitution.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
4.5.6. og 4.6.6.
Til §
44 b
Igennem en
lang årrække har finansloven i
en tekstanmærkning indeholdt
hjemmel til at besætte
dommerstillinger, der ikke er
fast normerede, ved
konstitution. Således har
konstitution af dommere i
landsretterne i
uddannelsesøjemed eksempelvis
udelukkende været hjemlet på
finansloven. Reglerne herom og
om landsretskonstitutioner i
andet øjemed, herunder vilkårene
for beskikkelsen, hører
naturligt hjemme i
retsplejeloven.
Der
foreslås derfor en ny
bestemmelse i stk. 1 ,
der omfatter
uddannelseskonstitutioner i
landsretterne, ligesom
bestemmelsen forudsættes anvendt
til at fremme vekselvirkningen
mellem domstolene på den ene
side og navnlig retsvidenskaben
og advokatgerningen på den anden
side.
Bestemmelsen nødvendiggør
naturligvis, at der skabes
bevillingsmæssig dækning på
finansloven. Af administrative
årsager er det ikke muligt at
angive det præcise antal dommere
i retsplejeloven.
Forfatningsretlige hensyn taler
for, at landsretterne normeres
således, at der altid kan
deltage mindst 2 faste dommere i
sagernes afgørelser. I en række
sager, herunder sager af mere
principiel eller indgribende
karakter eller af særlig
politisk interesse, bør retten
beklædes af 3 faste dommere.
Om
normeringen af landsretterne
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
2.2.5. og 2.3.5.
Det følger
af stk. 2 , at
konstitutionen skal ske i en på
forhånd fastlagt periode på
indtil 1 år. Den nuværende
konstitutionsperiode er normalt
9 måneder, og dette forudsættes
også fremover at være det
normale tidsrum for en
uddannelseskonstitution.
Tidsbegrænsningen på 1 år svarer
til bestemmelsen i lovforslagets
§ 44 a, stk. 3. Særlige
omstændigheder og dermed behov
for forlængelse af
konstitutionsperioden kan
foreligge, hvis der akut opstår
forfald eller ledighed i en af
de faste stillinger, ligesom der
også kan tænkes tilfælde af
barsel eller sygdom hos den
konstituerede dommer, hvor det
kan være hensigtsmæssigt at
forlænge konstitutionen ud over
1 år.
Til §
44 c
Med den
foreslåede bestemmelse åbnes der
som noget nyt mulighed for, at
advokater midlertidigt kan
beskikkes som dommere enten i
byretten eller i landsretten i
en 3-måneders periode.
Det
forudsættes, at en advokat, der
meddeles midlertidig beskikkelse
som dommer, deponerer sin
advokatbestalling i
konstitutionsperioden. Om de
habilitetsmæssige spørgsmål, der
kan opstå i forbindelse med, at
en advokat fungerer som dommer,
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.4. og
2.3.4.
Advokater
vil i konstitutionsperioden være
omfattet af det foreslåede
afskedigelsesværn, jf.
henvisningen i § 44, stk. 4, til
bestemmelserne i §§ 54 og 54 a.
Besættelsen af
konstitutionsstillingerne vil
skulle ske efter opslag og
indstilling fra
Dommerudnævnelsesrådet, jf.
bestemmelsen i § 43 a, stk. 1,
nr. 6 (lovforslagets § 1, nr.
12).
Den
foreslåede regel i § 42, stk. 4,
jf. lovforslagets § 1, nr. 11,
gælder også for advokater, der
ansøger om en fast
dommerstilling. Udnævnelse af en
advokat til dommer vil derfor
som altovervejende hovedregel
forudsætte, at vedkommende
advokat er blevet bedømt i
landsretten under en
konstitutionsperiode.
Såfremt en
advokat med hjemmel i den nye
bestemmelse i § 44 c har været
beskikket i 3 måneder i
landsretten, foreslås det, at
der skal være mulighed for, at
de 3 måneder i visse tilfælde
kan tælle med i de 9 måneder,
som en uddannelseskonstitution i
landsretten normalt varer. Det
må som hovedregel kræves, at der
i givet fald er tale om samme
landsret, og at der er en vis
tidsmæssig sammenhæng mellem de
to konstitutionsperioder.
Afgørelsen af, om en
korttidskonstitution kan tælle
med, må træffes ud fra en
konkret vurdering i det enkelte
tilfælde. Vurderingen må
foretages af den landsret, hvor
advokaten er konstitueret med
henblik på uddannelse og
bedømmelse, jf. bestemmelsen i §
44 b.
Korttidskonstitutionerne til
advokater foreslås indført som
en forsøgsordning. Der er derfor
i lovforslagets § 10 indsat en
bestemmelse om revision af den
foreslåede regel i § 44 c.
Til §
44 d
Efter den
gældende ordning meddeler
justitsministeren efter fast
praksis med hjemmel i den
nugældende § 44, stk. 2,
efterfølgende beskikkelse til
fuldmægtige, der gør tjeneste i
landsretten, til i enkeltsager
at beklæde landsretten, når der
er forfald blandt landsdommerne.
Den
foreslåede bestemmelse indebærer
en forenklet administration af
forfaldskonstitutioner i
landsretterne. Kompetencen til
at meddele og tilbagekalde disse
bemyndigelser foreslås henlagt
til landsretspræsidenterne.
Til nr.
15 (retsplejelovens §§ 45 - 47)
Til § 45
Stk.
1-3 svarer med sproglige
ændringer til de nugældende
bestemmelser i § 45, stk. 1-3,
om rejsedommere bortset fra, at
2. punktum i stk. 1 i den
nugældende bestemmelse foreslås
ophævet som overflødig som følge
af, at det ved den foreslåede
bestemmelse i § 44, stk. 3,
gøres til et alment krav for
midlertidigt at kunne beklæde en
dommerstilling - uanset hvem
beskikkelsen meddeles af - at
man har bestået juridisk
embedseksamen.
Den
foreslåede regel i stk. 4
om, at den midlertidige
beskikkelse tilbagekaldes af
landsretspræsidenten, er en
konsekvens af ophævelsen af §
51, jf. lovforslagets § 1, nr.
20. Efter § 51 træffes
beslutning om ophør af en
midlertidig beskikkelse af den
myndighed, der har meddelt
beskikkelsen.
Til §
46
Den
foreslåede bestemmelse i § 46
svarer til den nugældende regel
i § 46, stk. 1.
Den
nugældende bestemmelse i § 46,
stk. 2, foreslås ud fra samme
hensyn som bestemmelsen i § 45,
stk. 1, 2. pkt., ophævet, idet
betingelserne for at modtage
midlertidig beskikkelse som
dommer nu ved bestemmelsen i §
42, stk. 3, gøres til et alment
krav.
Til §
47
I den
nugældende regel i § 47 er det
foreskrevet, at Præsidentrådet
skal give Justitsministeriet
meddelelse om givne tilladelser
til, at en dommer kan have fast
indtægtsgivende beskæftigelse
ved siden af sin hovedstilling.
Da
oplysningerne om samtlige
indtægtsgivende hverv, som en
dommer måtte have, vil foreligge
i kraft af den
indberetningsordning, som
foreslås indført ved § 47 a, jf.
lovforslagets § 1, nr. 16,
findes det unødvendigt at
opretholde ordningen om, at
Præsidentrådet skal give
justitsministeren meddelelse om
givne tilladelser. Reglen herom
er derfor udgået. Derudover er
bestemmelsen i § 47 kun ændret
rent sprogligt.
Til nr.
16 (retsplejelovens §§ 47 a - 47
b)
For at
skabe større gennemsigtighed og
indsigt i dommeres
bibeskæftigelse foreslås dels,
at der indføres en generel
indberetningsordning vedrørende
dommeres bibeskæftigelse (§ 47
a), dels at bestemmelsen i § 47
om tilladelse til fast
indtægtsgivende bibeskæftigelse
udbygges, således at en dommer,
hvor det skønnes påkrævet, kan
pålægges at søge tilladelse til
enhver form for bibeskæftigelse
(§ 47 b).
Til §
47 a
I stk.
1 beskrives, hvilke
oplysninger om dommeres
bibeskæftigelse der skal
indberettes.
Ved at
begrænse indberetningspligten
til alene at omfatte
indtægtsgivende bibeskæftigelse,
er det tilsigtet at holde hverv,
som må anses for uden betydning
for dommerstillingen, udenfor.
Det vil eksempelvis gælde
medlemskab af en idrætsklubs
bestyrelse eller medlemskab af
et menighedsråd. Derimod skal
alle indtægtsgivende hverv
indberettes. Som eksempel på
sådanne hverv kan nævnes
formandskab eller medlemskab af
råd og nævn, voldgiftssager,
kursus- og anden
undervisningsvirksomhed,
forfattervirksomhed og
bestyrelseshverv, herunder
f.eks. i fonde.
Det er
ligeledes i stk. 1 præciseret,
at indberetningen skal indeholde
oplysning om hvervets art og om
hvervgiveren, og at der skal
afgives en selvstændig
indberetning vedrørende
indtægterne ved hvert enkelt
bierhverv.
I
voldgiftssager gør særlige
diskretionshensyn sig gældende.
Det foreslås derfor, at
indberetningen vedrørende disse
sager ikke skal angive parternes
navne, men i stedet navnene på
de advokater eller andre, som
har repræsenteret parterne, samt
hvorledes dommeren er udpeget.
Det forudsættes, at det er
udelukket, at dommere lader sig
udpege af kun en af parterne i
voldgiftssager, jf. de
almindelige bemærkninger pkt.
6.3.1.
I stk.
2 angives, til hvem
indberetningen skal sendes. I de
præsidentledede retter skal
indberetningen indgives til
rettens præsident og i de øvrige
retter til vedkommende
landsretspræsident. For
retspræsidenternes vedkommende
indgives indberetningen til
Højesterets præsident.
At
indberetningen skal indgives til
vedkommende retspræsident skal
ses i sammenhæng med, at man i §
47 b foreslår, at det er
retspræsidenten, der i visse
tilfælde skal kunne reagere over
for en dommers bibeskæftigelse
ved at pålægge vedkommende
dommer at søge forudgående
tilladelse til enhver form for
bibeskæftigelse. Det er også
vedkommende retspræsident, der
har det almindelige tilsyn med
dommere efter retsplejelovens §
48 (lovforslagets § 1, nr. 17).
Efter
stk. 3 skal de indberettede
oplysninger vedrørende hvervets
art og hvervgiver være
offentligt tilgængelige. Dette
gælder ikke oplysningerne om
indtægten ved hvervene.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
6.3.2.
Til §
47 b
Efter
stk. 1 og 2 kan vedkommende
retspræsident pålægge en dommer
at redegøre for dennes
tidsforbrug ved bibeskæftigelse
og for de indtægter, dommeren i
denne forbindelse har haft eller
forventer at få.
Finder
retspræsidenten, at de afgivne
oplysninger giver anledning til
det, kan vedkommende herefter i
henhold til stk. 3
beslutte, at dommeren kun med
tilladelse fra retspræsidenten
eller fra Præsidentrådet må
påtage sig bierhverv, uanset
disses art. En sådan beslutning
kan også træffes på grundlag af
en dommers årlige indberetning
efter § 47 a, stk. 1, 4. pkt. Om
tilladelsen skal indhentes fra
retspræsidenten eller fra
Præsidentrådet kan afhænge af,
om dommerens bibeskæftigelse kan
give anledning til
betænkeligheder ud fra
arbejdsmæssige eller
habilitetsmæssige hensyn. I
sidstnævnte situation vil det
være naturligt, at det er
Præsidentrådet, der tager
stilling til spørgsmålet om
dommerens fremtidige
bibeskæftigelse.
De
oplysninger, der afgives i
henhold til § 47 b, vil ikke
være offentligt tilgængelige.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
6.2.2. og 6.3.2.
Til nr.
17 (retsplejelovens §§ 48-49)
Til § 48
Den
foreslåede bestemmelse, der
vedrører retspræsidenternes
disciplinærmyndighed ved at
kunne meddele advarsler, svarer
i det væsentlige til den
hidtidige § 48.
Som noget
nyt er der imidlertid i stk.
3 indføjet en klagefrist på
4 uger, ligesom der er åbnet
adgang til, at præsidenterne kan
henvise en klage til Den Særlige
Klageret. Henvisning til
klageretten kan være indiceret,
hvor der er bevistvivl, eller
hvor klagen vedrører grove
forhold.
Det er
fundet overflødigt at opretholde
sidste pkt. i den gældende § 48,
hvorefter der skal gives
meddelelse om præsidentens
afgørelse til justitsministeren
og klageren. Dette må naturligt
gælde uden en særskilt
regulering heraf. Udvalget
forudsætter, at der fremover
gives meddelelse om afgørelsen
både til justitsministeren og
til Domstolsstyrelsen.
Klager
efter § 48 skal efter
præsidenternes praksis være
skriftlige, men undtagelsesvis
ydes der klagerne bistand ved
udformning af klagen. Det er
fundet unødvendigt at indføje et
krav om skriftlighed i
bestemmelsen.
Foruden
adgangen til at klage til
retspræsidenterne efter § 48
består også muligheden for klage
til Den Særlige Klageret efter §
49, stk. 1. Anvendelsesområdet
for de to bestemmelser er efter
bestemmelsernes formulering til
dels sammenfaldende (utilbørligt
eller usømmeligt forhold), men
det synes forudsat i
forarbejderne, at § 48 tager
sigte på de mindre graverende
forhold. Efter lovteksten har
klageren imidlertid valgfrihed.
Der kan
ikke antages at bestå nogen
almindelig klageadgang over
retspræsidenternes afgørelser
til Højesterets præsident.
Til §
49
Bestemmelsen vedrører Den
Særlige Klageret. De ændringer,
der er foretaget i bestemmelsen
i forhold til nugældende
bestemmelse i § 49, er til dels
foranlediget af klageretten.
Klagefristen på 14 dage i
stk. 1 er forlænget til 4
uger, jf. den foreslåede 4-ugers
frist i lovforslagets § 48 om
klage til vedkommende
retspræsident. Bestemmelsen
svarer i øvrigt til den
nugældende stk. 1.
Bestemmelserne i den gældende §
49, stk. 1 og 4, om indgivelse
af privates klager gennem
rigsadvokaten foreslås ophævet
som overflødige. Det samme
gælder bestemmelsen i den
gældende § 49, stk. 5, om
mundtlig forhandling i visse
tilfælde.
Den
foreslåede bestemmelse i stk.
2 svarer med sproglige
ændringer til den nugældende
stk. 2. Den gældende stk. 3 er
med sproglige ændringer forslået
som selvstændig bestemmelse i §
49 a, jf. lovforslagets § 1, nr.
18.
Den
foreslåede bestemmelse i stk.
3 svarer med sproglige og
lovtekniske ændringer til den
nugældende bestemmelse i stk. 4.
Reglerne
om advokatbistand til den
indklagede dommer i den
nugældende § 49, stk. 5, ændres
i stk. 4 således, at der
også er mulighed for
advokatbeskikkelse ved en
skriftlig sagsbehandling for
klageretten, ligesom der åbnes
adgang til også at beskikke en
advokat, der ikke er antaget til
udførelse af offentlige og
beneficerede sager. Efter
anmodning fra klageretten
foreslås det endvidere, at der i
sager efter stk. 1 åbnes adgang
for klageretten til at beskikke
en advokat for klageren.
Bestemmelsen i stk. 4 svarer i
øvrigt med sproglige ændringer
til den nugældende bestemmelse i
stk. 5.
Den
foreslåede bestemmelse i stk.
5 svarer med sproglige
ændringer til den nugældende
stk. 6.
Den
foreslåede bestemmelse i stk.
6 svarer til 1. led i den
nugældende stk. 7.
Bestemmelserne i den gældende §
49, stk. 7, om pension ved
afskedigelse, der ikke er i
overensstemmelse med de gældende
regler i
tjenestemandslovgivningen fra
1969, foreslås ophævet. Det
samme gælder sætningen i § 49,
stk. 7, - »i så fald skal dommen
afgøre pensionsspørgsmålet« -
idet klageretten ved
udformningen af præmisser i
domme om afsked blot bør være
opmærksom på de pensionsretlige
virkninger afhængigt af, om en
afsked kan henføres til en
tjenestemanden tilregnelig eller
utilregnelig årsag, således at
der er klart grundlag for
Finansministeriet til at tage
stilling til
pensionsspørgsmålet.
I stk.
7 fastslås, at klageretten
træffer afgørelse ved dom.
Derved præciseres bl.a.
grundlovens krav om, at dommere
ikke kan afsættes uden ved dom.
Det fremgår af den nugældende
bestemmelse i stk. 7, hvorledes
klageretten træffer afgørelse.
De
ekspeditionsmæssige bestemmelser
i den gældende § 49, stk. 8, om,
hvor dommen skal sendes hen,
ophæves som overflødige i
lovteksten.
Bestemmelsen i stk. 8
svarer til den gældende regel i
stk. 9.
Endelig er
reglen om sagsomkostninger i den
gældende § 49, stk. 10, ændret,
jf. stk. 9 , så
klageretten efter en vurdering
af samtlige sagens
omstændigheder kan bestemme,
hvem af parterne der skal betale
sagsomkostninger til den anden
part eller statskassen. Reglen
giver også mulighed for at
bestemme, at ingen af parterne
skal betale sagsomkostninger.
Til nr.
18 (retsplejelovens § 49 a)
Indholdet
af bestemmelsen i § 49 a om
afsættelse af en dommer på grund
af vedvarende åndelig eller
legemlig sygdom svarer til den
nugældende regel i § 49, stk. 3.
Til nr.
19 (retsplejelovens § 50)
Bestemmelsen, der vedrører
suspension af dommere, svarer
med en sproglig modernisering
til den nugældende bestemmelse i
§ 50.
Til nr.
20 (retsplejelovens § 51)
Bestemmelsen i § 51, hvorefter
beslutning om ophør af
midlertidig beskikkelse til at
beklæde et dommerembede træffes
af den myndighed, der har
meddelt den, foreslås ophævet,
idet bestemmelsen erstattes af
de foreslåede nye regler i §§ 17
a (lovforslagets § 1, nr. 9), 44
a og 44 b (lovforslagets § 1,
nr. 14) og 45 (lovforslagets §
1, nr. 15).
Til nr.
21 (retsplejelovens §§ 52-54)
Til § 52
Bestemmelsen i stk. 1 ,
der er ny, indebærer, at
ansættelsesområdet for
justitssekretærer og fuldmægtige
ved domstolene indsnævres fra
»Justitsministeriet med
tilhørende institutioner« til
alene at være domstolene. En
fuldmægtig kan således ikke
pålægges at gøre tjeneste hos
administrationen eller
anklagemyndigheden.
Bestemmelsen i stk. 2 om
eksamenskravet til
justitssekretærer og fuldmægtige
ved domstolene svarer i sit
indhold til den nugældende
bestemmelse i § 52.
Til §
53
Den
foreslåede bestemmelse, der
vedrører udpegning af en ny
dommerfuldmægtig i tilfælde af
inhabilitet, svarer til den
nugældende bestemmelse i § 53,
idet det dog præciseres, at
bestemmelsen gælder alle
fuldmægtige, uanset om de er
overenskomstansatte eller
tjenestemænd.
Til §
54
Bestemmelsen fastslår som noget
nyt, at afskedigelse og
forflyttelse af
justitssekretærer,
retsassessorer og
dommerfuldmægtige kun kan ske
under særlige, kvalificerede
omstændigheder.
Efter
stk. 1 vil afskedigelse
kunne ske, hvis den pågældende
skønnes generelt uegnet til
fortsat ansættelse ved
domstolene, eller hvis
ansættelsesforholdet bør bringes
til ophør på grund af sygdom.
Den
pågældende vil bl.a. kunne vise
sig at være fagligt uegnet.
Dette gælder både med hensyn til
juridiske kvalifikationer og
evnen til at kunne lede
retsforhandlinger. Uegnetheden
vil også kunne bestå i manglende
evne til at kunne samarbejde med
det øvrige personale og brugerne
af domstolene (advokater,
anklagemyndighed m.v.) eller i
langsommelighed i
sagsbehandlingen.
Sager om
afskedigelse som følge af
uegnethed må antages at blive
rejst på grundlag af
indberetninger fra den stedlige
dommer om manglende
kvalifikationer. Det bemærkes i
den forbindelse, at det
forudsættes, at der sker en
væsentlig udbygning af den
gældende ordning med hensyn til
bedømmelsen af
dommerfuldmægtiges og
retsassessorers kvalifikationer,
herunder at dommerfuldmægtigene
ved afslutningen af
grunduddannelsen skal aflægge en
prøve, jf bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse i § 17 a,
stk. 2. Resultatet af den
foreslåede prøve vil således
indgå i grundlaget for
klagerettens bedømmelse. Der vil
formentlig ofte tillige
foreligge en udtalelse eller
lignende fra landsrettens
præsident.
Afskedigelse kan endvidere ske
på grund af sygdom, hvis det
efter en konkret vurdering er
rimeligt begrundet i
fuldmægtigens eller rettens
forhold. Der kan her lægges vægt
på, hvor belastende sygdommen er
for dommerkontorets drift, om
sygdommen er foranlediget af
arbejdet og på længden af
fraværet sammenholdt med
fuldmægtigens ansættelsestid. Af
betydning kan også være
sygdomsmønsteret (f.eks.
usædvanlig mange korte og
udokumenterede sygeperioder
eller påfaldende tendens til
fravær i tilknytning til
weekender) og oplysninger om
mulighederne for snarlig
genoptagelse af arbejdet, risiko
for tilbagefald m.v.
Det
antages for statens øvrige
personale, at afskedigelser, der
sker efter 120-dages-reglen (120
dages sygdom inden for en
periode på 12 måneder) normalt
vil være rimeligt begrundede.
Uanset at 120-dages reglen ikke
vil gælde for dommerfuldmægtige
m.v., må det også antages, at
sygdom i et sådant omfang
normalt vil føre til, at
afskedigelse i denne situation
må anses for rimeligt begrundet.
Efter
stk. 2 vil der være adgang
til afskedigelse af fuldmægtige
ved domstolene i samme omfang,
som der vil kunne ske
afskedigelse af dommere i
tilfælde, hvor der ved lov måtte
finde en »omordning af
domstolene« sted, jf.
grundlovens § 64. Som eksempel
på en sådan omordning nævnes
typisk nedlæggelse af retskredse
i forbindelse med ændringer i
domstolsorganisationen.
Omordninger kan også tænkes mere
specifikt at ville ramme
fuldmægtige, eksempelvis ved
udlægning af de administrativt
betonede retsområder
(tinglysning, tvangsauktioner
m.v.) til administrative
organer.
Fuldmægtige vil endvidere som
dommere kunne afskediges
administrativt ved det fyldte
65. år, blot dette sker uden tab
af indtægter indtil det
tidspunkt, til hvilket
afskedigelse skulle være sket på
grund af alder.
Stk. 3
sikrer fuldmægtige ved
domstolene mod usaglige
ændringer af tjenestested i form
af flytninger fra et
dommerembede til et andet.
Fastsættelse af et ændret
tjenestested vil kunne ske af
hensyn til en hensigtsmæssig
udnyttelse af
personaleressourcerne eller for
at uddanne den enkelte bedst
muligt. Bestemmelsen sikrer
derimod ikke mod den stedlige
dommers beslutning om at flytte
en retsassessor eller en
fuldmægtig internt ved et
dommerembede. En sådan
beskyttelse ses ikke
nødvendiggjort af kravene til
uafhængige domstole. Sådanne
sager må derfor som hidtil
afgøres ved almindeligt søgsmål
eller voldgift.
Der vil
også kunne fastsættes ændret
tjenestested for
dommerfuldmægtige, hvor der ved
et dommerembede foreligger
samarbejdsvanskeligheder, der
ikke i det væsentlige kan
tilregnes fuldmægtigen, i
tilfælde, hvor dette er den mest
hensigtsmæssige udnyttelse af
domstolenes ressourcer.
Efter
tjenestemandslovens § 12, stk.
1, er der grænser for, hvilket
andet arbejde en tjenestemand
kan pålægges. Overskrides denne
grænse, kan tjenestemanden ved
et sagsanlæg ved de almindelige
domstole kræve pension, som om
han var blevet afskediget af en
ham utilregnelig årsag.
Tilsvarende gælder for
overenskomstansatte, der under
en voldgiftssag (vedkommende
personaleorganisation) eller
under et civilt søgsmål vil
kunne gøre gældende, at der
foreligger en misligholdelse,
som begrunder erstatning. Den
foreslåede regel i
retsplejeloven ændrer ikke ved
retsassessorers og
dommerfuldmægtiges muligheder
for at anlægge sådanne sager.
Der vil således efter
omstændighederne kunne versere 2
sager om den samme
tjenestestedsændring, dels ved
klageretten om den geografiske
forflyttelse, dels ved de
almindelige domstole (voldgift)
om ændring af tjenestens
karakter og omfang.
I visse af
de situationer, hvor der kan ske
afskedigelse efter stk. 1, vil
der som mindre indgribende
reaktion også kunne ske ændring
af tjenestested for den
pågældende, jf. stk. 4 .
Der kan forekomme situationer,
hvor en dommerfuldmægtig
vurderes ikke at være egnet til
at beklæde en stilling ved et
konkret embede, men hvor den
pågældende ikke nødvendigvis bør
indstilles afskediget, men
forflyttet til et embede, hvor
den pågældendes kvalifikationer
bedre vil kunne udnyttes. Det
kan ikke ganske udelukkes, at
det samme vil være tilfældet i
visse sygdomssituationer.
Tilsvarende vil der kunne
fastsættes ændret tjenestested i
tilfælde af en omordning af
domstolene.
Om de
foreslåede regler om
ansættelsesværn for
dommerfuldmægtige henvises i
øvrigt til de almindelige
bemærkninger til pkt. 4.5.2 og
4.6.2.
Til nr.
22 (retsplejelovens § 54 a)
Den
foreslåede bestemmelse
indebærer, at sager om uansøgt
afsked af dommerfuldmægtige og -
i tilfælde af indsigelse -
ændring af tjenestested
forelægges en domstol - Den
Særlige Klageret - til
afgørelse.
Klageretten vil skulle træffe
afgørelse som første instans og
altså ikke som et klageorgan.
Procedurereglerne for sagens
behandling for klageretten
svarer stort set til de gældende
regler for klageretsbehandling
af sager vedrørende dommere.
Henset til sagernes karakter er
det dog fastsat, at sagerne
indbringes for klageretten af
Domstolsstyrelsen og ikke af
rigsadvokaten. Domstolsstyrelsen
vil eksempelvis kunne lade
sagerne indbringe ved
kammeradvokaten.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
4.5.2. og 4.6.2.
Til nr.
23 (retsplejelovens § 55)
Den
foreslåede bestemmelse
indebærer, at alle
domstolsjurister undergives
samme disciplinære regler og
reaktioner, herunder suspension,
som i dag finder anvendelse på
udnævnte dommere.
Det er
ligesom for udnævnte dommere
rigsadvokaten, der indbringer
sager om disciplinærforfølgning
af fuldmægtige m.m. for Den
Særlige Klageret. Kompetencen
til at anmode rigsadvokaten
herom er dog tillagt
Domstolsstyrelsen.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 4.5.2. og
4.6.2.
Til nr.
24 (retsplejelovens § 165, stk.
1)
Efter den
gældende regel i § 165, stk. 1,
fastsætter justitsministeren
nærmere regler om forkyndelse og
om vederlag herfor.
Med
hjemmel i denne bestemmelse og i
bestemmelserne i retsplejelovens
§ 57, stk. 4, hvorefter
justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om, i hvilket
omfang politiet skal medvirke
ved forkyndelser, og § 58, stk.
1, har Justitsministeriet
fastsat bekendtgørelse nr. 255
af 20. juni 1972 om instruks for
stævningsmænd og bekendtgørelse
nr. 256 af 20. juni 1972 om
forkyndelse.
Endvidere
har Justitsministeriet med
hjemmel i § 165, stk. 1, ved
bekendtgørelse nr. 550 af 25.
juli 1990 med senere ændringer
fastsat regler om vederlag til
stævningsmænd.
Det
foreslås, at adgangen til at
fastsætte regler om vederlag for
forkyndelse skal tilkomme
Domstolsstyrelsen. Denne opgave
har hidtil ligget i
Domstolsafdelingen og må også
efter etableringen af en
styrelse naturligt høre hjemme i
forbindelse med de øvrige
administrative opgaver
vedrørende domstolene.
De
administrative regler om
forkyndelse, der tidligere var
en del af retsplejeloven, og som
også vedrører politiets forhold,
findes fortsat at burde
fastsættes af justitsministeren.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til nr.
25 (retsplejelovens § 188)
Efter den
gældende regel i § 188
fastsætter justitsministeren
regler for godtgørelse til
vidner og personer, der efter
indkaldelse har afgivet
forklaring til politiet.
Det er af
Domstolsudvalget foreslået, at
det også fremover skal være
ministeren, der har den
almindelige kompetence til at
fastsætte generelle regler med
hjemmel i lovgivningen, og som
et eksempel herpå nævner
udvalget fastsættelse af regler
om godtgørelse til vidner i
retsplejelovens § 188.
Justitsministeriet finder
imidlertid, at det vil være
rigtigst på dette område at
delegere kompetencen til at
fastsætte generelle regler til
Domstolsstyrelsen, og
bestemmelsen i § 188 foreslås
ændret i overensstemmelse
hermed.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til nr.
26 (retsplejelovens § 1043, stk.
2)
Efter den
gældende regel i § 1043, stk. 2,
kan justitsministeren bemyndige
universitetslærere til at virke
som dommere ved de kollegiale
retter med undtagelse af
Højesteret, uanset at antallet
af dommere herved overstiger det
for retterne fastsatte antal
dommere.
Ifølge den
foreslåede bestemmelse i § 44 b,
jf. lovforslagets § 1, nr. 14,
kan justitsministeren meddele
midlertidig beskikkelse som
landsdommer udover det antal
dommere, der er fastsat for
landsretterne. § 1043, stk. 2,
foreslås som følge heraf ophævet
som overflødig.
Til § 2
Tjenestemandsloven
Til nr. 1
(kapitel 7)
Den
nugældende bestemmelse i kapitel
7 i tjenestemandsloven (§ 34)
indeholder en særbestemmelse for
dommere. Bestemmelsen indebærer,
at dommere undtages fra en række
af tjenestemandslovens
bestemmelser, således kan
dommere eksempelvis kun ansættes
varigt og ikke på prøve eller
åremål. Ligesom dommere er
undtaget fra bestemmelserne i
tjenestemandslovens §§ 11-13 om
tjenestemænds pligter til at
gøre tjeneste i andre
stillinger.
Ved den
foreslåede ny affattelse af
bestemmelsen i § 34 indføres
tilsvarende en række
særbestemmelser for
retsassessorer.
Retsassessorer er således efter
forslaget undtaget fra reglerne
i tjenestemandslovens § 12, stk.
2 og 3, om pligt til at påtage
sig anden stilling uden for sit
hidtidige ansættelsesområde.
Endvidere
finder tjenestemandslovens
regler om suspension og
disciplinærforfølgning
(tjenestemandslovens §§ 19-25)
ikke længere anvendelse på
retsassessorer, jf.
retsplejelovens § 55 i
lovforslaget, ligesom reglerne
om afskedigelsesvarsel efter
tjenestemandslovens § 28 og
høringsreglerne i
tjenestemandslovens § 31 ikke
skal iagttages, når afskedigelse
sker ved dom.
Retsassessorerne undtages
ligesom dommerne fra sager for
Tjenestemandsretten om
kollektive overtrædelser af
tjenestemandslovens § 10
(faglige aktioner)
(tjenestemandslovens § 53, stk.
1, nr. 2 og stk. 4, § 54 og § 54
a, stk. 2). Overenskomstansatte
dommerfuldmægtige vil imidlertid
fortsat ved en voldgiftssag
kunne pålægges bod ved
kollektive arbejdsnedlæggelser.
Til § 3
Konkursloven
Ved
bestemmelsen delegeres
kompetencen til at beskikke
fagkyndige tillidsmænd fra
Justitsministeriet til
Domstolsstyrelsen.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til § 4
Lov om
voldgift i tvistigheder angående
handel med husdyr
Ved
bestemmelsen delegeres
kompetencen til at beskikke
medlemmer af
husdyrvoldgiftsretterne fra
Justitsministeriet til
Domstolsstyrelsen.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til § 5
Lov om
landvæsensretter
Ved
bestemmelsen delegeres
ministerens beføjelser i henhold
til loven til Domstolsstyrelsen.
Domstolsstyrelsen bemyndiges
således til at beskikke formand
og ordinære medlemmer af
landvæsens- og
overlandvæsenskommissioner samt
fritage for beskikkelse (§ 8,
stk. 1, 1. pkt., § 9, stk. 2, 1.
pkt. og stk. 4, 2. pkt, §
11, stk. 2, § 15 ,stk. 1, 1. og
2. pkt.) , fastsætte
områderne for landvæsensnævn,
landvæsens- og
overlandvæsenskommissioner (§
2, stk. 2, § 7, stk. 2 og
§ 13, stk. 1) , fastsættelse
af antallet af nævnsmænd og
landvæsenskommissærer (§ 4,
stk. 1, 2. pkt. og § 9,
stk. 1) , nedsættelse af
særlige landvæsenskommissioner
(§ 7, stk. 3) ,
fastsættelse af regler for
førelse og autorisation af
protokoller (§ 25, stk. 1 og
5) , tilladelse til anke af
kendelser afsagt af
landvæsenskommissionerne (§
39, stk. 3, 2., 3. og 4. pkt.
og § 40, stk. 2, 2. pkt.)
, træffe afgørelse om
sammenlægning af sager og
spørgsmål om sikkerhedsstillelse
(§ 44, stk. 1, 2. pkt.,
og § 47, 2. pkt.) ,
modtage genpart af kendelser
(§ 45, stk. 2, 1. og 2. pkt.)
, fastsættelse af regler om
honorarer, dagpenge og
befordringsgodtgørelse (§ 46,
stk. 1, stk. og stk. 4, 1. pkt.)
.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til § 6
Retsafgiftsloven
Bestemmelsen ændres således, at
spørgsmål om beregning af
retsafgifter ikke længere af
dommeren kan forelægges for
Justitsministeriet.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til § 7
Lov om
retssikkerhed og administration
på det
sociale område
Ved den
foreslåede ændring overføres
kompetencen til at udpege
dommere til de kommunale børn og
ungeudvalg, fra
justitsministeren til
Domstolsstyrelsen.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til § 8
Lov om
social service
Ved de
foreslåede ændringer overføres
kompetencen til at beskikke
børnesagkyndige dommere til
landsretterne og til at
fastsætte regler om antallet af
sagkyndige dommere og deres
vederlag og rejsegodtgørelse fra
justitsministeren til
Domstolsstyrelsen.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til § 9
Det
foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 1999. Samtlige
hørte retter samt
Dommerforeningen og
Dommerfuldmægtigforeningen har i
deres høringssvar anført, at det
er nødvendigt for, at
domstolsreformen fra starten kan
blive effektiv, at der er en
passende tid til at etablere
Domstolsstyrelsen, inden loven
træder i kraft. Det foreslås i
hørinssvarene, at bestyrelsen
samt Dommerudnævnelsesrådet
etableres 6 måneder før lovens
ikrafttræden. Det foreslås
derfor, at medlemmerne af
Dommerudnævnelsesrådet på samme
måde som medlemmerne af
Domstolsstyrelsens bestyrelse
vil kunne beskikkes indtil 6
måneder før lovens ikrafttræden.
Rådet vil i denne periode kunne
fastsætte sin forretningsorden
og i øvrigt planlægge det
kommende arbejde.
Dommerudnævnelsesrådet har dog
næppe behov for lige så lang tid
som bestyrelsen til at forberede
arbejdet, og det vil formentlig
være tilstrækkeligt, at
beskikkelsen af medlemmerne af
Dommerudnævnelsesrådet sker 2-3
måneder før lovens ikrafttræden.
Dommerudnævnelsesrådet skal
således ikke behandle
ansøgninger til
dommerstillinger, der opslås
ledige før lovens ikrafttræden,
jf. lovforslagets § 10, stk. 1.
§ 10
Til stk. 1
Bestemmelsen indebærer, at
forslagene om, at
justitsministeren skal indhente
en udtalelse fra et uafhængigt
dommerudnævnelsesråd om
besættelse af alle
dommerstillinger, gælder for
stillinger, der opslås ledige på
den dato eller senere.
Til
stk. 2 og 3
Indtil
1975 ansattes tjenestemænd med
et snævert ansættelsesområde.
Med virkning fra den 1. oktober
1975 fastsatte Finansministeriet
ved cirkulæreskrivelse af 10.
september 1975 om aftale af 15.
august 1975 om
ansættelsesområder for varigt
ansatte tjenestemænd m.v. mellem
Finansministeriet og bl.a. AC,
at ansættelsesområdet for
tjenestemænd som hovedregel
skulle være vedkommende
ministerium med tilhørende
institutioner. For visse
tjenestemænd, der var ansat
eller udnævnt efter 1. juli
1969, var der allerede ved
ansættelsen eller udnævnelsen
taget forbehold om udvidelse af
ansættelsesområdet. For disses
vedkommende trådte aftalen i
kraft straks.
Overenskomstansatte
dommerfuldmægtige er hidtil
blevet ansat med
Justitsministeriet med
tilhørende institutioner som
ansættelsesområde.
Det er
derfor nødvendigt med
bestemmelsen at tilkendegive, at
fuldmægtige m.v., der er ansat
før lovens ikrafttræden med et
ansættelsesområde, der er større
end »domstolene«, omfattes af
beskyttelsen i § 52 mod
forflyttelse bort fra
domstolene, men også - af hensyn
til tjenestemændene - at der
hermed ikke sker en udvidelse af
ansættelsesområdet for de
fuldmægtige m.v., der er ansat
alene med et enkelt dommerembede
som ansættelsesområde.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
4.5.1 og 4.6.1 samt de specielle
bemærkninger til til § 52 i
lovforslagets § 1, nr. 19.
Til
stk. 4
For at
sikre kontinuiteten i
Dommerudnævnelsesrådets arbejde
foreslås det, at den første
beskikkelse af medlemmer sker
således, at landsdommeren,
byretsdommeren og advokaten kun
beskikkes for en periode af 2
år.
Der
henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt.
3.2.4 og 3.3.4.
Til §
11
Ordningen
med korttidskonstitutioner til
advokater er foreslået etableret
som en forsøgsordning.
Bestemmelsen indebærer, at der i
folketingsåret 2002/03 skal
tages stilling til, hvorledes en
permanent ordning i givet fald
skal udformes.
Til §
12
Bestemmelsen fastsætter lovens
territoriale anvendelsesområde.
Det indebærer, at alene
ændringerne i tjenestemandsloven
gælder umiddelbart for Færøerne
og Grønland.
Lovens §§
3 (ændring af konkursloven) og 4
(ændring af lov om voldgift i
tvistigheder angående handel med
husdyr) kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som
de særlige færøske forhold
tilsiger.
Lovens § 3
(ændring af konkursloven) kan
ved kongelig anordning sættes i
kraft for Grønland med de
afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Lovens § 1
kan ikke sættes i kraft for
Færøerne og Grønland, der har
deres egne retsplejelove.
Forslagene til ændringer af
retsplejeloven indebærer en
række ændrede forhold, der også
vil have betydning i relation
til administrationen af
Grønlands Landsret og retten på
Færøerne. Der vil derfor som
omtalt under pkt. 8 i de
almindelige bemærkninger blive
fremsat et lovforslag med
konsekvensrettelser m.v.
vedrørende retsplejelovene for
Færøerne og Grønland.
Skriftlig
fremsættelse (26. marts 1998)
Justitsministeren (Frank
Jensen):
Herved
tillader jeg mig for det høje
Ting at fremsætte:
Forslag
til lov om ændring af
retsplejeloven,
tjenestemandsloven og
forskellige andre love
(Rekruttering af dommere,
dommerfuldmægtiges
ansættelsesvilkår, dommeres
bierhverv og ændringer som følge
af oprettelse af en
domstolsstyrelse m.v.).
(Lovforslag nr. L 32).
De to
lovforslag om domstolenes
forhold udgør tilsammen en
skelsættende nyordning af
domstolenes forhold. Det er vel
ikke for meget at sige, at der
er tale om en reform af
historisk karakter.
Formålet
med reformen er at styrke
domstolenes selvstændighed og
uafhængighed og markere deres
stilling som den tredje
statsmagt. Forslagene er derfor
af central samfundsmæssig
betydning.
Lovforslagene bygger på
Domstolsudvalgets grundige
betænkning fra juli 1996.
Forslagene
svarer med enkelte ændringer til
de to lovforslag, jeg fremsatte
den 9. oktober 1997. Blandt
andet foreslås det, at der ved
justitsministerens beskikkelse
af medlemmer af Den Særlige
Klageret fremover kun skal
indstilles een person - mod
hidtil fire personer - til
ledige hverv som medlem af
klageretten. Endvidere er det
ved en henvisning til
retsplejeloven præciseret, at
visse af reglerne for Den
Særlige Klagerets behandling af
sager om afsættelse af dommere
finder tilsvarende anvendelse
ved klagerettens behandling af
sager om afsættelse af medlemmer
af Domstolsstyrelsens
bestyrelse.
Lovforslaget om
Domstolsstyrelsen indebærer,
at der oprettes en ny styrelse,
der skal ledes af en uafhængig
bestyrelse. Domstolsstyrelsens
opgave bliver at varetage de
bevillingsmæssige og
administrative spørgsmål, som er
knyttet til domstolenes
virksomhed.
Domstolsadministrationen skal
efter forslaget fortsat
ressortmæssigt være knyttet til
Justitsministeriets område, men
for at styrke domstolenes
selvstændige stilling og
uafhængighed foreslås det, at
justitsministeren ikke skal have
instruktionsbeføjelser over for
Domstolsstyrelsen og som
konsekvens heraf heller ikke
have noget retligt ansvar for,
hvorledes Domstolsstyrelsen
udøver sin virksomhed. Ansvaret
herfor vil alene påhvile
Domstolsstyrelsens bestyrelse.
Det
foreslås, at bestyrelsen kommer
til at bestå af 11 medlemmer.
Domstolene skal være
repræsenteret i bestyrelsen ved
en højesteretsdommer, der
beskikkes efter indstilling fra
Højesteret, to landsdommere, der
beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis Østre og Vestre
Landsret, to byretsdommere, en
repræsentant for det øvrige
juridiske personale ved
domstolene og to repræsentanter
for det administrative personale
ved domstolene. Byretsdommerne,
repræsentanten for det øvrige
juridiske personale og de to
repræsentanter for det
administrative personale
indstilles af disse
personalegrupper.
Herudover
skal der i bestyrelsen være en
advokat og to medlemmer med
særlig ledelsesmæssig og
samfundsmæssig indsigt.
Advokaten skal beskikkes efter
indstilling fra Advokatrådet,
mens de to øvrige medlemmer
udpeges af Landsarbejdsrådet og
Rektorkollegiet.
En meget
væsentlig opgave for bestyrelsen
bliver at udarbejde et
budgetforslag for domstolene og
Domstolsstyrelsen. Bestyrelsen
skal herunder vurdere behovet
for ressourcer til domstolene.
Bestyrelsens forslag til budget
skal sendes til
justitsministeren med henblik
på, at det kan indgå i
regeringens finanslovforslag.
Domstolsstyrelsen kan sende sit
forslag vedrørende budgettet til
Folketinget, når
finanslovsforslaget er fremsat,
ligesom Folketinget kan
rekvirere dette.
Lovforslaget om ændring af
retsplejeloven,
tjenestemandsloven og
forskellige andre love har
ligesom forslaget om
Domstolsstyrelsen til formål at
markere domstolenes selvstændige
og uafhængige stilling. Formålet
er også at gennemføre en mere
gennemsigtig procedure i
forbindelse med udnævnelsen af
dommere og større indsigt i
dommernes bibeskæftigelse.
Det
foreslås med henblik på en
bredere rekruttering af dommere,
at der i retsplejeloven
udtrykkeligt angives en række
kriterier, som skal tillægges
vægt ved besættelse af
dommerstillinger. Der skal
fortsat lægges afgørende vægt på
ansøgernes juridiske og
personlige kvalifikationer, men
det lovfæstes, at også bredden i
ansøgernes juridiske
erfaringsgrundlag skal tillægges
vægt, ligesom det skal indgå i
vurderingen, at der ved
domstolene bør være dommere med
forskellig juridisk baggrund.
Lovforslaget medfører også
oprettelse af et
dommerudnævnelsesråd, som skal
afgive indstilling til
justitsministeren om besættelse
af alle dommerstillinger, med
undtagelse af stillingen som
præsident for Højesteret. Rådet
foreslås sammensat af en
højesteretsdommer, der skal være
rådets formand, en landsdommer,
en byretsdommer, en advokat og
to repræsentanter for
offentligheden.
Offentlighedsrepræsentanterne
vil blive udpeget af henholdsvis
Amtsrådsforeningen, Kommunernes
Landsforening og Københavns og
Frederiksberg kommuner i
fællesskab og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Det
foreslås, at
Dommerudnævnelsesrådet ikke kan
indstille mere end een af
ansøgerne til besættelsen af en
ledig stilling. Det indebærer,
at rådet i nogle tilfælde ved
afstemning må afgøre, hvem der
indstilles. Ved stemmelighed er
formandens
(højesteretsdommerens) stemme
udslaggivende.
Ordningen
udformes således, at det skal
angives i indstillingen, såfremt
der har været uenighed i rådet,
og med angivelse af de enkelte
medlemmers standpunkter. Også
hvor der er enighed i rådet,
skal indstillingen være
begrundet.
Det er
forudsat, at ministeren kun helt
undtagelsesvis ikke vil følge
rådets indstilling. I et sådant
tilfælde skal ministeren
orientere Folketingets
Retsudvalg herom.
Herudover
foreslås det, at der gennemføres
et værn mod uansøgt afskedigelse
og forflyttelse af
dommerfuldmægtige og
retsassessorer, der udøver
domsmyndighed uden at være
udnævnt som dommere. Formålet
er, at der ikke skal herske
tvivl om disse personers
uafhængighed, når de fungerer
som dommere.
Det
foreslås, at dommere fortsat kan
have bibeskæftigelse, herunder
som formænd for eller medlemmer
af råd og nævn og som dommere i
voldgiftssager.
Om
dommeres bibeskæftigelse
foreslås det endvidere, at alle
dommere een gang årligt skal
afgive indberetning til
vedkommende retspræsident om den
bibeskæftigelse, som den
pågældende har udført.
Indberetningen skal indeholde
oplysning om hvervets art og
hvervgiveren. Parternes navne i
voldgiftssager skal dog ikke
oplyses, men indberetningen skal
indeholde oplysning om navn på
de advokater eller andre, som
har repræsenteret parterne, og
om, hvordan dommeren er udpeget.
Det foreslås, at disse
indberetninger bliver offentligt
tilgængelige. Herudover skal
dommerne indberette deres
indtægter ved bibeskæftigelse
opgjort for hvert enkelt hverv.
Disse oplysninger bliver efter
forslaget ikke undergivet
aktindsigt.
Denne
ordning er valgt, fordi den via
oplysningerne om hvervene og
hvervgiverne bl.a. vil give
offentligheden indsigt i
spørgsmål om dommeres habilitet,
og fordi retspræsidenterne ved
også at få oplysninger om
indtægterne ved hvervene får et
stærkt grundlag for at føre
tilsyn og kontrol med både
bibeskæftigelsens karakter og
omfang.
Hertil
kommer, at den helt overvejende
del af domstolene og andre hørte
organisationer har udtalt sig
kraftigt imod, at oplysningerne
om biindtægter bliver offentligt
tilgængelige, bl.a. under
henvisning til, at en sådan
ordning ikke gælder for nogen
anden gruppe i samfundet.
Ordningen
med årlige indberetninger om
bierhverv suppleres af en adgang
for retspræsidenterne til at
pålægge enkelte dommere at give
yderligere oplysninger om
bierhverv og til efter drøftelse
med Præsidentrådet at beslutte,
at dommeren ikke må påtage sig
bibeskæftigelse.
Endelig
kan det nævnes, at den
eksisterende ordning, hvorefter
dommere skal have tilladelse fra
Præsidentrådet til fast
indtægtsgivende bibeskæftigelse,
bevares.
Idet jeg i
øvrigt henviser til
lovforslagene og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslagene til det
høje Tings velvillige
behandling.
Bilag
I dette
bilag er (med mindre skrift)
indsat den
gældende formulering af de
bestemmelser,
der
berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om
rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 752 af 15.
august 1996, som ændret ved § 2
i lov nr. 1201 af 27. december
1996, § 8 i lov nr. 232 af 2.
april 1997, § 2 i lov nr. 274 af
15. april 1997, § 1 i lov nr.
349 af 23. maj 1997, § 2 i lov
nr. 411 af 10. juni 1997 og lov
nr. 414 af 10. juni 1997,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 1 a affattes således:
» § 1
a. Den Særlige Klageret
behandler og påkender
1)
begæringer om genoptagelse af en
straffesag, jf. kapitel 86,
2) kæremål
vedrørende udelukkelse af en
forsvarer, jf. § 737,
3) klager,
der henvises efter § 48,
4) sager
om suspension,
disciplinærforfølgning og afsked
på grund af sygdom i de i §§ 49,
49 a, 50 og 55 nævnte tilfælde,
5) sager
efter § 54 a om afsked og
ændring af tjenestested, og
6) sager
om afsættelse af medlemmer af
Domstolsstyrelsens bestyrelse,
jf. § 6, stk. 3, i lov om
Domstolsstyrelsen.
Stk. 2.
Klageretten består af 3
medlemmer, der efter indstilling
af justitsministeren beskikkes
af kongen for en periode på 10
år. Rettens medlemmer kan kun
afsættes ved dom. Et medlem
udtræder, når betingelserne for
medlemmets beskikkelse
bortfalder. Genbeskikkelse kan
ikke finde sted.
Stk. 3.
De tre medlemmer skal være en
højesteretsdommer (klagerettens
formand), en landsdommer og en
byretsdommer. Beskikkelsen sker
efter indstilling til
justitsministeren fra
henholdsvis Højesteret,
landsretterne og Den Danske
Dommerforening.
Stk. 4.
I sager om genoptagelse af en
straffesag og i kæremål
vedrørende udelukkelse af en
forsvarer tiltrædes retten
desuden af to personer, hvoraf
den ene skal være advokat og
udpeges efter indstilling fra
Advokatrådet, mens den anden
skal være universitetslærer i
retsvidenskab eller anden jurist
med særlig videnskabelig
uddannelse. Stk. 2 finder
tilsvarende anvendelse på
beskikkelsen af disse medlemmer,
deres afgang m.v. Beskikkelsen
ophører senest ved udgangen af
den måned, hvori den pågældende
fylder 70 år.
Stk. 5.
For hvert af rettens medlemmer
beskikker kongen efter
tilsvarende regler som for
vedkommende medlem en første- og
andensuppleant. Suppleanterne
tiltræder om nødvendigt retten,
således at førstesuppleanten går
forud for andensuppleanten.
Stk. 6.
Klagerettens sekretariatsopgaver
udføres af Højesterets
justitskontor, jf. § 3, efter
aftale mellem Højesterets
præsident og klagerettens
formand.«
§ 1 a.
Begæringer om genoptagelse af en
straffesag, jf. kapitel 86,
kæremål vedrørende udelukkelse
af en forsvarer, jf. § 737, og
sager om disciplinær forfølgning
i de i §§ 49 og 55 nævnte
tilfælde behandles og påkendes
af Den Særlige Klageret.
Klageretten består af 3
ordentlige medlemmer, der efter
indstilling af justitsministeren
beskikkes af kongen på 10 år.
Inden for dette tidsrum kan
intet medlem afsættes uden ved
dom, hvorimod et medlem
udtræder, når betingelserne for
dets beskikkelse ikke længere er
til stede; genbeskikkelse kan
ikke finde sted.
Stk. 2.
De tre ordentlige medlemmer skal
være en højesteretsdommer, en
landsdommer og en byretsdommer;
om beskikkelsen af disse
medlemmer sker indstilling til
justitsministeren fra
henholdsvis Højesteret,
landsretterne og Den Danske
Dommerforening, således at der
til hver af stillingerne
foreslås fire personer, blandt
hvilke beskikkelsen sker.
Stk. 3.
I sager om genoptagelse af en
straffesag og i kæremål
vedrørende udelukkelse af en
forsvarer tiltrædes retten
desuden af to personer, hvoraf
den ene skal være i virksomhed
som advokat og udpeges blandt
fire personer, der hertil
bringes i forslag af
Advokatrådet, medens den anden
skal være en beskikket
universitetslærer i
retsvidenskab eller en anden
jurist med særlig videnskabelig
uddannelse. På beskikkelsen af
disse medlemmer, deres afgang
m.v. finder reglerne i stk. 1
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
For hvert af rettens medlemmer
beskikker kongen efter
tilsvarende regler som for
vedkommende medlem en første- og
en andensuppleant. For dommerne
og advokaten beskikkes
suppleanterne blandt de i medfør
af stk. 2 og 3 indstillede.
Suppleanterne tiltræder om
nødvendigt retten, således at
førstesuppleanten går forud for
andensuppleanten.
Stk. 5.
Den som medlem beskikkede
højesteretsdommer udfører
hvervet som klagerettens
præsident.
Stk. 6.
Skriverforretningerne ved
klageretten udføres gennem
Højesterets justitskontor, jf. §
3, efter aftale mellem
Højesterets præsident og
klagerettens præsident.
Stk. 7.
Vederlag til klagerettens
præsident og øvrige medlemmer
fastsættes ved finansloven.
Stk. 8.
Klagerettens sæde er i
København, men retten kan i
særlige tilfælde, når
omstændighederne taler derfor,
efter præsidentens bestemmelse
også sættes andetsteds.
2.
§ 3 affattes således:
» § 3.
Til Højesteret hører et
justitskontor, der forestås af
en justitssekretær. Under
justitssekretærens embedsområde
hører opkrævning af og
regnskabsaflæggelse for
retsafgifter samt de
forretninger, der er nævnt i
kapitel 3.«
§ 3.
Til Højesteret hører et
justitskontor, der forestås af
en justitssekretær. Under
justitssekretærens embedsområde
hører oppebørsel af og
regnskabsaflæggelse for
retsafgifter samt de i kapitel 3
særligt nævnte forretninger. Der
ansættes endvidere ved
Højesteret et antal
protokolsekretærer og
fuldmægtige. Højesterets
præsident træffer bestemmelse om
forretningernes fordeling.
3.
I § 4, stk. 2 , ændres
»55« til: »57«, og »36« ændres
til: »38«.
§ 4.
- - -
Stk. 2.
Østre Landsret, der har sit sæde
i København, består af en
præsident og 55 andre
landsdommere; Vestre Landsret,
der har sit sæde i Viborg,
består af en præsident og 36
andre landsdommere.
4.
§ 10 affattes således:
» § 10.
Til hver landsret og Sø- og
Handelsretten hører et
justitskontor, der forestås af
en justitssekretær. Under
justitssekretærens embedsområde
hører opkrævning af og
regnskabsaflæggelse for
retsafgifter samt de
forretninger, der er nævnt i
kapitel 3.«
§ 10.
Til hver landsret og Sø- og
Handelsretten hører et
justitskontor, der forestås af
en justitssekretær. Under
justitssekretærens embedsområde
hører oppebørsel af og
regnskabsaflæggelse for
retsafgifter samt de i kapitel 3
særligt nævnte forretninger. Der
ansættes desuden ved disse
retter et antal fuldmægtige.
Rettens præsident træffer
bestemmelse om forretningernes
fordeling.
5.
I § 11, stk. 1, 1. og 2.
pkt., § 17, stk. 2, § 19, stk.
1, stk. 2 og stk. 3, 1. og 2.
pkt., § 28, stk. 1, § 58, stk.
2, 2. pkt., § 87, § 93, stk. 7,
§ 348, stk. 4, § 491, stk. 2 og
stk. 4, 2. pkt. , ændres
»justitsministeren« til
»Domstolsstyrelsen«.
§ 11.
Domsbehandling af
landsretssager, i hvilke
nævninger eller domsmænd skal
medvirke, foregår dels på det
sted, hvor landsretten har sit
sæde, dels på andre af
justitsministeren dertil
fastsatte steder i
landsretskredsen.
Justitsministeren bestemmer,
hvilke dele af landsretskredsen,
der skal henlægges til hvert af
disse tingsteder.
Stk. 2.
- - -
§ 17.
- - -
Stk. 2.
Almindelige regler om
forretningens fordeling mellem
dommere ved de i stk. 1 nævnte
retter fastsættes af
justitsministeren, jf. dog stk.
3.
Stk. 3.
- - -
§ 19.
Justitsministeren fastsætter
tingstederne for byretterne.
Stk. 2.
Tildeles der en retskreds flere
tingsteder, fastsætter
justitsministeren de dele af
kredsen, som med hensyn til
rettens ordentlige møder skal
henhøre til ethvert af disse.
Stk. 3.
Skønnes det efter
omstændighederne fornødent, kan
justitsministeren bestemme, at
dommeren på et eller flere
steder i retskredsen uden for
hovedtingstedet vil have at
indrette en afdeling af sit
embedskontor. Justitsministeren
træffer bestemmelse om
kontordagenes antal og
kontortidens længde.
Stk. 4.
- - -
§ 28.
Justitsministeren fastsætter og
bekendtgør tiden for de
ordentlige retsmøder til
domssagers behandling ved
byretterne, bortset fra
Københavns Byret og retterne i
Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde.
Stk. 2.
- - -
§ 58.
- - -
Stk. 2.
Enhver stævningsmand afgiver til
vedkommende retspræsident eller
byretsdommer en højtidelig
erklæring om, at han med troskab
og samvittighedsfuldhed vil
opfylde de pligter, der påhviler
ham efter nærværende lov og den
ham meddelte instruks. Formen
for denne erklæring fastsættes
af justitsministeren. Dommeren i
retskredsen har at vejlede
stævningsmændene med hensyn til
deres pligter.
§ 87.
Justitsministeren fastsætter
regler om vederlag og
rejsegodtgørelse til nævninger.
§ 93.
- - -
- - -
Stk. 7.
Justitsministeren fastsætter
regler om vederlag og
rejsegodtgørelse til de
sagkyndige.
§ 348.
- - -
- - -
Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte
bestemmelser om, at stævninger
skal udfærdiges på særlige
blanketter og om genparter og
kuverter, jf. stk. 3.
§ 491.
- - -
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte
regler om afholdelse af
fogedforretninger uden for
sædvanlig kontortid.
Stk. 3.
- - -
Stk. 4.
Fogedretten kan lade et vidne
overvære forretningen og bistå
fogedretten med en eventuel
vurdering. Vederlag til vidnet
afholdes af statskassen efter
regler, der fastsættes af
justitsministeren.
6.
§ 14, stk. 1, litra b ,
affattes således:
»b.
opkrævning af retsafgifter og
regnskabsaflæggelse herfor,».
§ 14.
Til byretternes virkekreds hører
uden for den egentlige
retspleje, hvortil også regnes
skifteforvaltning og foged- og
auktionsforretninger:
a.
tinglysningsvæsenet,
b.
oppebørsel af retsafgifter og
regnskabsaflæggelse herfor,
c.
udmeldelse af syns- og skønsmænd
uden for retsplejen, for så vidt
den ikke kan ske af øvrigheden,
d.
retshjælpsforretninger,
e.
notarialforretninger
samt uden
for Københavns Byrets område:
f. tilsyn
med og revision af dødsboer, der
behandles af eksekutorer.
Stk. 2.
- - -
- - -
7.
§ 15, stk. 7, 2. pkt. ,
affattes således:
»Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne fastsættes af
rettens præsident.«
§ 15.
- - -
- - -
Stk. 7.
Københavns Byret og retterne i
Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde deles i afdelinger, som
hver beklædes af en enkelt
dommer. Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne fastsættes af
rettens præsident med
justitsministerens godkendelse.
Sagernes fordeling mellem
dommerne bestemmes af
præsidenten efter forhandling
med rettens medlemmer.
8.
§ 16 a, stk. 3, 2. pkt. ,
affattes således:
»Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne fastsættes af den
administrerende dommer.«
§ 16 a.
- - -
Stk. 2.
- - -
Stk. 3.
Ved de i stk. 1 nævnte retter
varetages rettens administration
af den dommer, der er udnævnt
hertil. Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem
afdelingerne fastsættes af den
administrerende dommer med
Justitsministeriets godkendelse.
Sagernes fordeling mellem
dommerne bestemmes af den
administrerende dommer efter
forhandling med det eller de
øvrige medlemmer af retten.
9.
§ 17 a, stk. 1 , ophæves,
og i stedet indsættes:
»Fuldmægtige ved byretterne og
Sø- og Handelsretten kan
behandle sager, der hører under
vedkommende ret, i det omfang
dommeren (den administrerende
dommer) eller rettens præsident
bestemmer det.
Stk. 2.
Domstolsstyrelsen fastsætter
regler for fuldmægtiges
uddannelse ved byretterne og i
Sø- og Handelsretten.«
Stk. 2
bliver herefter stk. 3.
§ 17 a.
Fuldmægtige ved byretterne og
ved Sø- og Handelsretten i
København er bemyndiget til at
udføre foged-, skifte- og
notarialforretninger, de i §
1018, stk. 1, nævnte forhør,
søforklaringer og
tinglysningsforretninger i det
omfang, hvori det af dommeren
eller rettens præsident
overdrages dem at udføre disse
forretninger. Bemyndigelse til
at udføre andre dele af de
egentlige dommerforretninger kan
meddeles af justitsministeren.
Stk. 2.
- - -
10.
I § 26 indsættes som stk.
3:
» Stk.
3. Domstolsstyrelsen
varetager
Procesbevillingsnævnets
bevillingsmæssige og
administrative forhold.«
§ 26.
Procesbevillingsnævnet
offentliggør hvert år en
beretning om sin virksomhed.
Stk. 2.
Til Procesbevillingsnævnet
knyttes et sekretariat.
11.
§ 42 og § 43
affattes således:
» § 42.
Faste dommere ved rigets
almindelige domstole beskikkes
af kongen.
Stk. 2.
Til Højesteret sker udnævnelse
som »højesteretsdommer«, til
landsret som »landsdommer«, til
hver af de andre retter -
bortset fra Sø- og Handelsretten
i København, jf. § 9 - som
»dommer« med angivelse af, hvor
pågældende ansættes.
Stk. 3.
Kun den, der har bestået
juridisk kandidateksamen, kan
beskikkes.
Stk. 4.
Beskikkelse som landsdommer
eller dommer i en byret eller
Sø- og Handelsretten kræver i
reglen, at den pågældendes
egnethed som dommer har været
bedømt i landsretten.
Stk. 5.
Før nogen kan beskikkes til
højesteretsdommer, skal den
pågældende have godtgjort sin
egnethed til at have sæde i
retten ved som prøve at votere
først i mindst 4 sager, af
hvilke mindst den ene skal være
borgerlig.
Stk. 6.
Til at indtræde i de
ekstraordinære retter, der er
nævnt i § 21, skal så vidt
muligt faste dommere beskikkes.
Ingen kan beskikkes, som ikke
opfylder betingelsen i stk. 3.
§ 43.
Besættelsen af dommerstillinger
skal ske ud fra en samlet
vurdering af ansøgernes
kvalifikationer til den
pågældende stilling. Der skal
herved lægges afgørende vægt på
ansøgernes juridiske og
personlige kvalifikationer. Også
bredden i ansøgernes juridiske
erfaringsgrundlag skal tillægges
vægt, ligesom det skal indgå i
vurderingen, at der ved
domstolene bør være dommere med
forskellig juridisk
erhvervsbaggrund.'
§ 42.
Faste dommere ved rigets
almindelige domstole beskikkes
af kongen.
Stk. 2.
Til Højesteret sker udnævnelse
som »højesteretsdommer«, til
landsret som »landsdommer«, til
hver af de andre retter -
bortset fra Sø- og Handelsretten
i København, jf. § 9 - som
»dommer« med angivelse af, hvor
pågældende ansættes.
Stk. 3.
Kun den, der har bestået
juridisk kandidateksamen, kan
beskikkes.
§ 43.
Til højesteretsdommer kan i
reglen kun beskikkes en mand,
der i 3 år har været
landsdommer, præsident i
byretten for København eller i
Retten i Århus, Odense, Ålborg
eller Roskilde, præsident eller
vicepræsident i Sø- og
Handelsretten, rigsadvokat,
højesteretssagfører,
departementschef i
centraladministrationen eller
beskikket lærer i lovkyndighed
ved universitetet.
Stk. 2.
Førend nogen kan beskikkes til
højesteretsdommer, skal han
først have godtgjort sin
dygtighed til at have sæde i
retten ved som prøve at votere
først i mindst 4 sager, af
hvilke mindst den ene skal være
borgerlig.
Stk. 3.
Til landsdommer kan i reglen kun
beskikkes en mand, der i 3 år
har været enten i nogen af de i
stk. 1 nævnte stillinger eller
dommer ved byret, politimester,
statsadvokat, overretssagfører,
landsretssagfører, advokat med
møderet for landsret, eller
ansat i centraladministrationen
som fuldmægtig eller i højere
stilling.
Stk. 4.
Til udbringelse af de i
ovennævnte bestemmelser ommeldte
3 år kan virksomhed i
forskellige af de nævnte
stillinger sammenlægges.
Stk. 5.
Til at indtræde i de i § 21,
stk. 1, ommeldte ekstraordinære
retter skal så vidt muligt faste
dommere beskikkes. Ingen kan
beskikkes, som ikke opfylder de
i § 42, stk. 3, nævnte
betingelser.
12.
Efter § 43 indsættes:
» § 43
a. Der oprettes et
dommerudnævnelsesråd, som
afgiver indstilling til
justitsministeren om besættelse
af stillinger som
1)
højesteretsdommer,
2)
landsretspræsident og
landsdommer,
3)
præsident, vicepræsident og
dommer i Sø- og Handelsretten,
4)
byretspræsident, administrerende
byretsdommer og byretsdommer,
5)
midlertidigt beskikket dommer i
henhold til § 44 b og
6)
midlertidigt beskikket dommer i
henhold til § 44 c.
Stk. 2.
Rådets indstillinger skal være
begrundede. Rådet kan kun
indstille en ansøger til en
ledig stilling. Såfremt der ikke
i rådet er enighed om, hvem af
ansøgerne der skal indstilles,
afgøres spørgsmålet ved
afstemning. Ved stemmelighed gør
formandens stemme udslaget. Det
skal tilkendegives i rådets
indstilling, såfremt der har
været uenighed om indstillingen,
og de enkelte medlemmers
standpunkter skal fremgå.
§ 43 b.
Dommerudnævnelsesrådet består af
6 medlemmer, en
højesteretsdommer (formand), en
landsdommer, en byretsdommer, en
advokat og to repræsentanter for
offentligheden.
Stk. 2.
Dommerne beskikkes af
justitsministeren efter
indstilling fra henholdsvis
Højesteret, landsretterne og Den
Danske Dommerforening.
Stk. 3.
Advokaten beskikkes af
justitsministeren efter
indstilling fra Advokatrådet.
Stk. 4.
Offentlighedsrepræsentanterne
beskikkes af justitsministeren
efter indstilling fra
henholdsvis Amtsrådsforeningen,
Kommunernes Landsforening og
Københavns og Frederiksberg
kommuner i forening og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 4.
Medlemmer af Folketinget,
amtsråd og kommunalbestyrelser
kan ikke være medlemmer af
Dommerudnævnelsesrådet.
Stk. 6.
Medlemmerne beskikkes for 4 år.
Genbeskikkelse kan ikke finde
sted.
Stk. 7.
Der beskikkes en suppleant for
hvert af rådets medlemmer. Stk.
1-5 og stk. 6, 1. pkt., finder
tilsvarende anvendelse på
beskikkelse af suppleanter.
§ 43 c.
Dommerudnævnelsesrådet
fastsætter selv sin
forretningsorden.
Stk. 2.
Der kan i forretningsordenen
fastsættes bestemmelser om, at
formanden kan afgive indstilling
i visse, nærmere bestemte sager
på rådets vegne, eller at
indstillinger kan afgives af 3
af rådets medlemmer, nemlig en
dommer, en advokat og en
offentlighedsrepræsentant.
§ 43 d.
Dommerudnævnelsesrådet
offentliggør hvert år en
redegørelse for sin virksomhed.
Stk. 2.
Dommerudnævnelsesrådets
sekretariatsopgaver varetages af
Domstolsstyrelsen.«
13.
§ 44 affattes således:
» § 44.
Midlertidig beskikkelse til
højesteretsdommer kan ikke finde
sted. En ledig stilling skal
besættes inden 6 måneder.
Stk. 2.
Ved andre dommerstillinger kan
midlertidig beskikkelse meddeles
af Domstolsstyrelsen efter
reglen i § 44 a, af
justitsministeren efter reglerne
i § 44 b og § 44 c og af
landsretspræsidenterne efter
reglerne i § 44 d og § 45.
Stk. 3.
Den, som beskikkes til
midlertidigt at beklæde en
dommerstilling, skal opfylde
betingelsen i § 42, stk. 3.
Stk. 4.
Bestemmelserne i § 54 og § 54 a
finder tilsvarende anvendelse på
midlertidigt beskikkede dommere.
Dette gælder dog ikke for faste
dommere, som midlertidigt er
beskikket i en anden stilling.«
§ 44.
Midlertidig beskikkelse til
højesteretsdommer kan ikke finde
sted. Ved embedsledighed skal
fast beskikkelse ske inden 6
måneders forløb.
Stk. 2.
Til midlertidig at beklæde andre
dommerembeder, når det på grund
af embedsledighed eller en fast
dommers forfald måtte være
nødvendigt, meddeler
justitsministeren beskikkelse.
Enhver dommer ved byret skal
være forpligtet til, når det af
fornævnte grunde skønnes
fornødent, at modtage
beskikkelse af
Justitsministeriet til, foruden
sit eget embede, midlertidig at
beklæde et andet embede som
dommer ved byret. Uden for
tilfælde af sygdomsforfald kan
embede som landsdommer,
præsident eller vicepræsident i
Sø- og Handelsretten eller som
dommer ved byret ikke holdes
besat ved midlertidig
beskikkelse ud over et år. Hvor
den midlertidige beskikkelse er
foranlediget ved dommerens
udførelse af andet offentligt
hverv, skal dog den nævnte frist
ved kongelig resolution kunne
forlænges for indtil et år ad
gangen på betingelse af, at
ganske særlige grunde taler
derfor, at samtykke gives af
præsidenten for vedkommende
kollegiale ret, eller for
retspræsidenter og
enkeltdommeres vedkommende af
præsidenten for den nærmeste
overordnede ret, og at en fast
ansat dommer midlertidig
beskikkes i den pågældende
stilling. Midlertidig
beskikkelse ved kongelig
resolution kan i intet tilfælde
meddeles udover et samlet
tidsrum af 3 år.
Stk. 3.
Landsrettens præsident kan i
påtrængende tilfælde, samt når
den faste dommers forfald
skønnes at ville blive
kortvarigt, meddele bemyndigelse
til midlertidigt at forestå
embedet som dommer ved byret.
Dette gælder dog ikke i
Københavns Byret og retterne i
Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde. Meddelelse om
bemyndigelse efter 1. pkt. skal
straks gives til
justitsministeren.
Stk. 4.
Den, som beskikkes til
midlertidig at beklæde et
dommerembede, må være i
besiddelse af de samme
egenskaber, som udkræves til at
beklæde embedet som fast dommer.
14.
Efter § 44 indsættes:
» § 44
a. Domstolsstyrelsen kan
meddele midlertidig beskikkelse,
når det er nødvendigt ved
ledighed i en stilling eller ved
en fast dommers forfald.
Stk. 2.
Når det af de grunde, der er
nævnt i stk. 1, skønnes
nødvendigt, er enhver
byretsdommer forpligtet til at
modtage beskikkelse til, foruden
sit eget embede, midlertidigt at
beklæde et andet embede som
byretsdommer.
Stk. 3.
Bortset fra tilfælde af forfald
på grund af sygdom kan en
stilling ikke holdes
midlertidigt besat i mere end et
år.
Stk. 4.
Hvis den midlertidige
beskikkelse skyldes, at dommeren
udfører et andet offentligt
hverv, kan etårsfristen dog
forlænges i op til et år ad
gangen på betingelse af,
1) at
ganske særlige grunde taler for
det,
2) at
samtykke gives af præsidenten
(den administrerende dommer) for
vedkommende ret, eller for
retspræsidenters,
administrerende dommeres og
enkeltdommeres vedkommende af
præsidenten for den nærmeste
overordnede ret, og
3) at en
fast ansat dommer midlertidigt
beskikkes i den pågældende
stilling.
Stk. 5.
Forlængelser af etårsfristen kan
dog højst ske for en samlet
periode på 3 år.
Stk. 6.
Midlertidig beskikkelse meddelt
efter stk. 1 bortfalder, når den
ledige stilling besættes, eller
forfaldsgrunden ophører at
bestå. Domstolsstyrelsen kan dog
efter indstilling fra
vedkommende landsretspræsident
tilbagekalde beskikkelsen fra et
tidligere tidspunkt.
§ 44 b.
Justitsministeren kan meddele
midlertidig beskikkelse som
landsdommer ud over det antal
dommere, der i § 4 er fastsat
for landsretterne.
Stk. 2.
Beskikkelsen meddeles for en
tidsbegrænset periode på indtil
1 år. Under særlige
omstændigheder og efter
indstilling fra landsrettens
præsident kan justitsministeren
forlænge beskikkelsen ud over 1
år.
§ 44 c.
Justitsministeren kan meddele
advokater midlertidig
beskikkelse som landsdommer
eller byretsdommer ud over det
antal dommere, der i § 4 og §§
15-17 er fastsat for
landsretterne og byretterne.
Stk. 2.
Beskikkelsen meddeles for en
periode på 3 måneder.
§ 44 d.
Landsrettens præsident kan i
påtrængende tilfælde meddele
midlertidig beskikkelse til at
beklæde en stilling som
landsdommer. Beskikkelsen
tilbagekaldes af præsidenten.«
15.
§§ 45-47 affattes
således:
» § 45.
Landsrettens præsident kan
meddele midlertidig beskikkelse
som yderligere dommer ved en
byret, når byrettens forhold
tilsiger det.
Stk. 2.
Beskikkelse efter stk. 1 kan
uden ansøgning kun meddeles de
dommere, der er nævnt i § 15,
stk. 6, og som gør tjeneste i
landsretskredsen. Beskikkelsen
til tjeneste ved en bestemt
byret kan i intet tilfælde
meddeles ud over et tidsrum af
to år.
Stk. 3.
Sker beskikkelsen ved en af de
byretter, der er nævnt i § 17,
stk. 1 eller 4, træffer
landsretspræsidenten efter
forhandling med byrettens
medlemmer bestemmelse om, hvilke
forretninger der skal varetages
af den midlertidigt beskikkede
dommer.
Stk. 4.
Den midlertidige beskikkelse
tilbagekaldes af
landsretspræsidenten.
§ 45.
Landsrettens præsident kan
meddele midlertidig beskikkelse
som yderligere dommer ved en
byret, når byrettens forhold
tilsiger det. Bestemmelsen i §
44, stk. 4, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2.
Beskikkelse efter stk. 1 kan
uden ansøgning kun meddeles de i
§ 15, stk. 6, nævnte dommere,
der gør tjeneste i
landsretskredsen. Beskikkelsen
til tjeneste ved en bestemt
byret kan i intet tilfælde
meddeles ud over et tidsrum af
to år.
Stk. 3.
Sker beskikkelsen ved en af de i
§ 17, stk. 1 eller 4, omhandlede
byretter, træffer
landsretspræsidenten efter
forhandling med byrettens
medlemmer bestemmelse om, hvilke
forretninger der skal varetages
af den midlertidigt beskikkede
dommer.
§ 46.
Hvis det på grund af en dommers
inhabilitet er nødvendigt,
beskikkes en sættedommer, for
byretternes vedkommende af
landsrettens præsident og i
øvrigt af Højesterets præsident.
§ 46.
Hvis det på grund af en dommers
inhabilitet er nødvendigt,
beskikkes en sættedommer, for
byretternes vedkommende af
landsrettens præsident og i
øvrigt af Højesterets præsident.
Stk. 2.
Med hensyn til sættedommerne
finder reglerne i § 44, stk. 4,
anvendelse.
§ 47.
En dommer må kun med tilladelse
af Præsidentrådet, der består af
præsidenterne for de kollegiale
retter, have fast
indtægtsgivende beskæftigelse
ved siden af hovedstillingen.«
§ 47.
En dommer må kun med tilladelse
af et råd bestående af
præsidenterne for de kollegiale
retter have fast indtægtsgivende
beskæftigelse ved siden af sit
egentlige embede. Rådet skal
give Justitsministeriet
meddelelse om sådanne
tilladelser.
16.
Efter § 47 indsættes:
» § 47
a. En dommer skal hvert år
inden 1. februar afgive
indberetning om de
indtægtsgivende hverv, som den
pågældende det forudgående
kalenderår har varetaget ved
siden af hovedstillingen.
Indberetningen skal indeholde
oplysning om hvervets art og
hvervgiveren. I indberetninger
om voldgiftssager skal parternes
navne ikke angives, men derimod
navnene på de advokater eller
andre, som har repræsenteret
parterne, samt hvorledes
dommeren er udpeget. Dommeren
skal endvidere afgive en
indberetning om indtægten ved de
enkelte hverv.
Stk. 2.
I de præsidentledede retter skal
indberetningerne indgives til
rettens præsident og i de øvrige
retter til vedkommende
landsretspræsident. For så vidt
angår præsidenterne for
landsretterne, Københavns Byret,
retterne i Århus, Odense, Ålborg
og Roskilde samt præsidenten og
vicepræsidenterne for Sø- og
Handelsretten, indgives
indberetningerne til Højesterets
præsident.
Stk. 3.
Indberetningen i henhold til
stk. 1, 1. og 2. pkt., er
undergivet aktindsigt.
§ 47 b.
Såfremt det findes fornødent,
kan vedkommende retspræsident
pålægge en dommer at indsende en
redegørelse for dommerens
tidsforbrug i forbindelse med
varetagelsen af hverv ved siden
af hovedstillingen.
Stk. 2.
Såfremt det findes fornødent,
kan vedkommende retspræsident
endvidere pålægge en dommer at
indsende en opgørelse over de
indtægter, som den pågældende i
en nærmere angivet periode har
modtaget i forbindelse med de
enkelte hverv, som dommeren har
varetaget ved siden af
hovedstillingen. Pålægget kan
også omfatte fremtidige
indtægter.
Stk. 3.
Finder vedkommende præsident, at
de oplysninger, som dommeren
afgiver i medfør af stk. 1 eller
stk. 2 eller i medfør af § 47 a,
stk. 1, 4. pkt., giver anledning
dertil, kan retspræsidenten
efter drøftelse med
Præsidentrådet beslutte, at
dommeren i en nærmere angivet
periode eller indtil videre kun
med retspræsidentens eller
rådets tilladelse må påtage sig
hverv ved siden af
hovedstillingen.
Stk. 4.
Beføjelserne efter stk. 1-3
tilkommer de retspræsidenter,
der nævnt i § 47 a, stk. 2.«
17.
§ 48 og § 49
affattes således:
» § 48.
Gør en dommer sig skyldig i
forsømmelse eller skødesløshed i
embedsførelsen, der dog ikke er
af en sådan karakter, at den
efter lovgivningen medfører
straf, eller udviser dommeren i
øvrigt utilbørligt eller
usømmeligt forhold, kan der
meddeles den pågældende en
advarsel.
Stk. 2.
Sager efter stk. 1 behandles af
de i § 47 a, stk. 2, nævnte
retspræsidenter.
Stk. 3.
Sager efter stk. 1 kan rejses
ved klage eller af
retspræsidenterne af egen drift.
Klage skal indgives inden 4 uger
efter, at klageren er blevet
bekendt med det forhold, som
giver anledning til klagen.
Såfremt klagen efter sin
beskaffenhed findes uegnet til
afgørelse efter stk. 1, kan den
henvises til Den Særlige
Klageret.
§ 48.
Gør en dommer sig skyldig i
forsømmelse eller skødesløshed i
embedsførelsen, der dog ikke er
af en sådan beskaffenhed, at den
efter lovgivningen medfører
straf, eller udviser han i
øvrigt utilbørligt eller
usømmeligt forhold, gives der
ham i stilhed en advarsel.
Advarslen meddeles i de
kollegiale retter af rettens
præsident og i øvrigt af
vedkommende landsrets præsident.
For så vidt angår præsidenterne
for landsretterne, Københavns
Byret og retterne i Århus,
Odense, Ålborg og Roskilde samt
præsidenten og vicepræsidenterne
for Sø- og Handelsretten,
meddeles advarslen af
Højesterets præsident. Om
afgørelsen skal der gives
meddelelse til justitsministeren
samt til den, der måtte have
klaget over forholdet.
§ 49.
Enhver, der anser sig krænket
ved utilbørligt eller usømmeligt
forhold fra en dommers side
under udøvelsen af dennes
embedsvirksomhed, kan indgive
klage herover til Den Særlige
Klageret. Klagen skal indgives
inden 4 uger efter, at klageren
er blevet bekendt med det
forhold, som giver anledning til
klagen.
Stk. 2.
Finder justitsministeren, at en
dommer må antages at have gjort
sig skyldig i et forhold, der må
svække eller gøre dommeren
uværdig til den agtelse og
tillid, som dommerhvervet
forudsætter, beder ministeren
rigsadvokaten indbringe sag
herom for klageretten.
Stk. 3.
Afvises klagen ikke straks,
anmoder retten vedkommende
dommer om en erklæring om det
påklagede forhold. Bestrider
dommeren rigtigheden af den
givne fremstilling af det
faktisk passerede, fastslås
sagens sammenhæng efter reglerne
i kapitel 67 og 68 med de
fornødne lempelser, for så vidt
klageretten finder det
nødvendigt.
Stk. 4.
Herefter har parterne lejlighed
til skriftligt at fremkomme med
de bemærkninger, som det oplyste
giver anledning til. Når den
indklagede dommer fremsætter
begæring herom, eller sagens
beskaffenhed gør det påkrævet,
træffer klageretten dog
beslutning om mundtlig
forhandling og træffer samtidig
bestemmelse om, hvorvidt denne
skal ske for lukkede døre. De
nærmere bestemmelser om
domsforhandlingen træffes i
øvrigt af klagerettens formand i
overensstemmelse med de regler,
som gælder for domsforhandling i
borgerlige sager i 1. instans
med de fornødne lempelser.
Fremsætter dommeren begæring
derom, kan klageretten beskikke
ham en advokat. I sager efter
stk. 1 kan klageretten beskikke
en advokat for klageren. Salær
og godtgørelse til den eller de
beskikkede advokater udredes
efter reglerne om fri proces,
jf. kapitel 31.
Stk. 5.
Findes klagen ubegrundet,
afviser klageretten sagen. I det
tilfælde, der er omhandlet i
stk. 1, kan der pålægges
klageren en bødestraf, hvis
klageren uden rimelig grund har
foranlediget sagen rejst. Dette
gælder uden hensyn til, om
klagerens adfærd måtte kunne
pådrage denne ansvar efter
straffelovens regler.
Stk. 6.
Findes klagen begrundet, kan
klageretten udtale sin
misbilligelse af dommerens
adfærd eller pålægge denne en
bøde. Findes det forhold, som
dommeren har udvist, at være af
graverende karakter, eller er
dommeren tidligere ved
klageretten blevet dømt for
forhold af sådan karakter, kan
dommeren afsættes.
Stk. 7.
Klageretten træffer afgørelse
ved dom, der afsiges i et
offentligt retsmøde.
Stk. 8.
Lyder dommen på afsættelse,
eller har der været nedlagt
påstand herom, kan den
indbringes for Højesteret efter
reglerne om anke, i andre
tilfælde efter reglerne om kære
i borgerlige sager, dog således
at mindst fem dommere deltager i
påkendelsen.
Stk. 9.
Klageretten træffer afgørelse om
betaling af sagsomkostninger.«
§ 49.
Enhver, der anser sig krænket
ved utilbørligt eller usømmeligt
forhold fra en dommers side
under udøvelsen af dennes
embedsvirksomhed, kan inden 14
dage fremsætte besværing herover
for rigsadvokaten til
indbringelse for Den Særlige
Klageret.
Stk. 2.
Finder justitsministeren, at en
dommer må antages at have gjort
sig skyldig i et forhold, der må
svække eller gøre ham uværdig
til den agtelse og tillid, som
dommerkaldet forudsætter, finder
tilsvarende regler anvendelse.
Stk. 3.
Det samme gælder, hvor
ministeren skønner, at en dommer
bør afsættes mod sit ønske på
grund af vedvarende åndelig
eller legemlig svaghed.
Stk. 4.
Sagen bliver af rigsadvokaten
skriftlig at forelægge
klageretten. Finder
rigsadvokaten, at en i henhold
til stk. 1 fremsat besværing
efter klagerens egen
fremstilling er åbenbar grundløs
eller ikke falder ind under
bestemmelserne i nævnte stykke,
eller mener han, at en klage
angående det samme forhold
tidligere er afvist af
klageretten som ugrundet,
henleder han ved fremsendelsen
rettens opmærksomhed herpå;
klagen kan da straks uden
yderligere forhandling afvises
af klageretten, jf. stk. 6. I
andre tilfælde afskærer retten
vedkommende dommer en erklæring
om det påklagede forhold.
Bestrider dommeren rigtigheden
af den givne fremstilling af det
faktisk passerede, bliver sagens
sammenhæng, for så vidt det af
klageretten findes fornødent, at
fastslå efter de i kap. 67 og 68
indeholdte regler med de af
forholdets natur flydende
lempelser.
Stk. 5.
Herefter skal parterne have
lejlighed til skriftlig at
fremkomme med de bemærkninger,
hvortil det oplyste findes at
give anledning. I de i
paragraffens stk. 2 og 3
omhandlede tilfælde, samt når
den indklagede dommer fremsætter
begæring derom, eller sagens
beskaffenhed gør det påkrævet,
anordner klageretten dog
mundtlig forhandling og tager
samtidig bestemmelse om,
hvorvidt denne skal ske for
lukkede døre; de nærmere
bestemmelser om forhandlingens
gang træffes i øvrigt af
præsidenten i overensstemmelse
med de for landsretsprocedure
for borgerlige sager i 1.
instans gældende regler. Den
indklagede dommer kan give møde
med advokat; fremsætter dommeren
begæring derom, kan klagerettens
præsident til møde under
mundtlig forhandling for retten
beskikke ham en advokat blandt
de til udførelsen af offentlige
og beneficerede sager antagne,
således at salær og godtgørelse
for udlæg udredes efter regler
som i tilfælde, hvor der er
meddelt fri proces, jf. kap. 31.
Stk. 6.
Findes klagen ugrundet, bliver
dette at udtale, hvorhos der i
det i paragraffens stk. 1
omhandlede tilfælde, uden hensyn
til om klagens adfærd måtte
kunne pådrage ham ansvar efter
straffelovens regler, kan
pålægges ham straf af bøde, hvis
han uden rimelig grund har
foranlediget sagen rejst.
Stk. 7.
Findes klagen begrundet, kan
klageretten udtale sin
misbilligelse af dommerens
adfærd eller pålægge ham bøde;
findes det af dommeren udviste
forhold at være af graverende
karakter, eller har han
tidligere ved klageretten været
dømt for forhold af sådan
karakter, kan han derhos ved
dommen afsættes; i så fald skal
dommen afgøre
pensionsspørgsmålet, hvorved
bliver at iagttage, at den, der
afsættes, fordi han har gjort
sig skyldig i et strafbart
forhold, der begrunder en
nærliggende fare for misbrug af
stillingen, taber retten til
pension, medens det, når
afsættelsen skyldes
tjenesteforseelser eller
misligheder, der gør ham
uskikket til at forblive i sin
stilling, bestemmes ved
finanslov eller
tillægsbevillingslov, hvorvidt
den pågældende skal have pension
og i bekræftende fald af hvilken
størrelse; i alle andre tilfælde
tilkommer der ham pension efter
tjenestemandslovens almindelige
regler.
Stk. 8.
Om dommen, der afsiges i et
offentligt retsmøde, giver
rettens præsident meddelelse til
justitsministeren samt til den,
der i medfør af stk. 1 måtte
have foranlediget sagen rejst.
Stk. 9.
Lyder dommen på afsættelse,
eller har der været nedlagt
påstand herom, kan den
indbringes for Højesteret efter
reglerne om anke, i andre
tilfælde efter reglerne om kære
i borgerlige sager, dog således,
at mindst fem dommere deltager i
påkendelsen.
Stk.
10. Med hensyn til
sagsomkostninger finder reglerne
i kap. 91 tilsvarende
anvendelse.
18.
Efter § 49 indsættes:
» § 49
a. Om en dommer bør afsættes
mod sit ønske på grund af
vedvarende åndelig eller
legemlig sygdom afgøres efter
reglerne i § 49 med de fornødne
lempelser.«
19.
§ 50 affattes således:
» § 50.
Når straffesag er rejst mod en
dommer, eller når dommeren må
antages at have gjort sig
skyldig i sådant utilbørligt
forhold, som omhandles i § 49,
såvel som når dommeren er blevet
uvederhæftig eller på grund af
åndelig eller legemlig svaghed
er ude af stand til at bestride
sit embede, kan vedkommende
suspenderes. Afgørelsen herom
træffes af Den Særlige
Klageret.«
§ 50.
Når straffesag er rejst mod en
dommer, eller når han må antages
at have gjort sig skyldig i
sådant utilbørligt forhold, som
omhandles i § 49, såvel som når
han er blevet uvederhæftig eller
på grund af åndelig eller
legemlig svaghed er ude af stand
til at bestride sit embede, kan
han suspenderes. Afgørelse herom
træffes af Den Særlige Klageret.
20.
§ 51 ophæves.
§ 51.
Beslutning om ophør af
midlertidig beskikkelse til at
beklæde et dommerembede, jf. §
44 og § 45, eller af
bemyndigelse til at udføre
dommergerning, jf. § 17 a, kan
tages af den myndighed, der har
meddelt den.
21.
§§ 52-54 affattes
således:
» § 52.
Justitssekretærer og fuldmægtige
ved domstolene ansættes med
domstolene som
ansættelsesområde.
Stk. 2.
Til at beklæde disse stillinger
kræves, at vedkommende har
bestået juridisk
kandidateksamen.
§ 52.
Til fast eller midlertidigt at
beklæde stillingerne som
justitssekretær,
protokolsekretær ved Højesteret
og fuldmægtig ved domstolene
udkræves, at vedkommende har
bestået juridisk
kandidateksamen.
§ 53.
Når en justitssekretær eller en
fuldmægtig på grund af
inhabilitet er udelukket fra
virke i en sag, bestemmer
vedkommende præsident eller
dommer (administrerende dommer),
hvem der i stedet skal fungere i
sagen.
§ 53.
Når nogen af de i § 52 nævnte
tjenestemænd på grund af
inhabilitet er udelukket fra at
virke i en sag, bestemmer
vedkommende præsident eller
dommer, hvem der i stedet skal
fungere i sagen.
§ 54.
Justitssekretærer og fuldmægtige
kan afskediges på grund af
uegnethed eller sygdom.
Stk. 2.
Afskedigelse kan endvidere ske i
de tilfælde, hvor en omordning
af domstolene finder sted. En
justitssekretær eller
fuldmægtig, der er fyldt 65 år,
kan ligeledes afskediges, men
uden tab af indtægter indtil det
tidspunkt, til hvilket denne
skulle være afskediget på grund
af alder, hvis pågældende havde
været dommer.
Stk. 3.
Uansøgt ændring af tjenestested
kan ske, såfremt ændringen er
begrundet i uddannelsesmæssige
hensyn eller i hensynet til en
hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse inden for
domstolene.
Stk. 4.
Uansøgt ændring af tjenestested
kan endvidere ske i tilfælde,
der er omfattet af stk. 1 og
stk. 2, 1. pkt.«
22.
Efter § 54 indsættes:
» § 54
a. Sager om afsked uden
ansøgning af en justitssekretær
eller en fuldmægtig indbringes
af Domstolsstyrelsen for Den
Særlige Klageret. Afskedigelse
uden ansøgning efter § 54, stk.
2, 2. pkt., sker dog
administrativt.
Stk. 2.
Fremsættes der indsigelse mod en
varslet ændring af tjenestested,
indbringer Domstolsstyrelsen
sagen for Den Særlige Klageret.
Indsigelse skal fremsættes
senest 14 dage efter, at den
pågældende har fået varsel om
det nye tjenestested.
Stk. 3.
Sager efter stk. 1 og stk. 2
forelægges for klageretten af
Domstolsstyrelsen. Den, sagen
angår, skal herefter have
lejlighed til skriftligt at
fremkomme med sine bemærkninger.
Fremsætter den pågældende
begæring herom, eller gør sagens
beskaffenhed det påkrævet,
træffer klageretten dog
beslutning om mundtlig
forhandling og træffer samtidig
bestemmelse om, hvorvidt denne
skal ske for lukkede døre. De
nærmere bestemmelser om
domsforhandlingen træffes i
øvrigt af klagerettens formand i
overensstemmelse med de regler,
som gælder for domsforhandling
af borgerlige sager i 1. instans
med de fornødne lempelser.
Fremsætter den pågældende
begæring herom, kan klagerettens
formand beskikke den pågældende
en advokat. Salær og godtgørelse
for udlæg udredes efter reglerne
om fri proces, jf. kapitel 31.
Stk. 4.
Klageretten træffer afgørelse
ved dom, der afsiges i et
offentligt retsmøde.
Stk. 5.
Dommen kan af parterne
indbringes for Højesteret efter
reglerne om anke af borgerlige
sager.«
23.
§ 55 affattes således:
» § 55.
Bestemmelserne i § 48, § 49 og §
50 finder tilsvarende anvendelse
med hensyn til justitssekretærer
og fuldmægtige samt midlertidigt
beskikkede dommere, dog er det
Domstolsstyrelsen, der har
kompetencen til at bede
rigsadvokaten indbringe sagen
for Den Særlige Klageret.«
§ 55.
Bestemmelserne i § 49, stk. 1,
og stk. 4-10, finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til de i §
52 nævnte tjenestemænd samt
midlertidigt beskikkede dommere.
24.
§ 165, stk 1, affattes
således:
» §
165. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om
forkyndelse. Domstolsstyrelsen
fastsætter regler om vederlag
herfor.«
§ 165.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om forkyndelse,
herunder om vederlag herfor.
Stk. 2.
- - -
- - -
25.
§ 188 affattes således:
» §
188. Domstolsstyrelsen
fastsætter regler om godtgørelse
til vidner. Den godtgørelse et
vidne har krav på, eller, hvis
den ikke kan beregnes nøjagtigt,
et passende forskud herpå skal
tilbydes betalt samtidig med
indkaldelsen.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter
regler om godtgørelse til
personer, der efter indkaldelse
har afgivet forklaring til
politiet.«
§ 188.
Justitsministeren fastsætter
regler om godtgørelse til vidner
og personer, der efter
indkaldelse har afgivet
forklaring til politiet. Den
godtgørelse, et vidne har krav
på, eller, hvis den ikke kan
beregnes nøjagtigt, et passende
forskud herpå skal tilbydes
betalt samtidig med
indkaldelsens forkyndelse.
26.
§ 1043, stk. 2, ophæves.
§ 1043.
(Udelades).
Stk. 2.
Fremdeles skal justitsministeren
indtil videre være bemyndiget
til at konstituere
universitetslærere i
lovkyndighed som dommere i de
nævnte retter ligeledes ud over
det for disse tilsammen
fastsatte antal dommere.
§ 2
I lov om
tjenestemænd, jf.
lovbekendtgørelse nr. 572 af 5.
august 1991, som ændret senest
ved § 1 i lov nr. 208 af 28.
april 1993, foretages følgende
ændring:
1.
Kapitel 7 affattes
således:
»Kapitel 7
Særbestemmelse om dommere og
retsassessorer m.v.
§ 34.
Ansættelse som dommer og
retsassessor kan kun ske som
varig ansættelse.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 8, §§ 11-13,
§§ 19-25, § 53, stk. 1, nr. 2,
og stk. 4, § 54 og § 54 a, stk.
2, gælder ikke for dommere.
Bestemmelserne i §§ 28 og 31
gælder kun for dommere, når
disse kan afskediges
administrativt uden ansøgning.
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 12, stk. 2 og
3, §§ 19-25, § 53, stk. 1, nr.
2, og stk. 4, § 54 og § 54 a,
stk. 2, gælder ikke for
justitssekretærer og
retsassessorer. Bestemmelserne i
§§ 28 og 31 gælder kun for
justitssekretærer og
retsassessorer, når disse kan
afskediges administrativt uden
ansøgning.«
Kapitel 7
Særbestemmelse om dommere
§ 34.
Ansættelse som dommer kan kun
ske som varig ansættelse.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 8, §§ 11-13,
§§ 19-25, § 53, stk. 1, nr. 2,
og stk. 4, § 54 og § 54 a, stk.
2, gælder ikke for dommere.
Bestemmelserne i §§ 28 og 31
gælder kun for dommere, når
disse kan afskediges
administrativt uden ansøgning.
§ 3
I
konkursloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 4.
februar 1997, foretages følgende
ændring:
1.
I § 164, stk. 1, 1. pkt ,
ændres »Justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«, og »ham«
ændres til: »styrelsen«.
§ 164.
Justitsministeren beskikker
fagkyndige tillidsmænd ved
akkordforhandlinger for et af
ham fastsat tidsrum. - - -
- - -
§ 4
I lov om
voldgift i tvistigheder angående
handel med husdyr, jf.
lovbekendtgørelse nr. 621 af 15.
september 1986, som ændret
senest ved § 21 i lov nr. 389 af
14. juni 1995, foretages
følgende ændring:
1.
I § 2, stk. 1, 4. pkt. ,
ændres »justitsministerens« til:
»Domstolsstyrelsens«, og i §
2, stk. 1, 6. pkt. og § 7, stk.
2, 2. pkt. , ændres
»justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 2.
Hver retskreds udgør en
voldgiftskreds; voldgiftsretten
består af 2 voldgiftsmænd samt
af retskredsens civildommer (i
København en af præsidenten for
Københavns byret udpeget dommer
og på Frederiksberg dommeren i
Frederiksberg birks 3.
afdeling). I hver voldgiftskreds
beskikkes fra syv til elleve i
kredsen boende uberygtede og
kyndige mænd, som er villige
dertil, og som har praktisk
kendskab til handel med husdyr,
til voldgiftsmænd. Af
voldgiftsmændene beskikkes en
til formand (voldgiftsformanden)
og en til som næstformand at
træde i hans sted i tilfælde af
forfald. Med justitsministerens
samtykke kan antallet af
voldgiftsmænd for en
voldgiftskreds fastsættes enten
højere eller lavere.
Beskikkelsen foretages i
København og på Frederiksberg af
kommunalbestyrelsen, men ellers
af amtsrådet efter indstilling
fra kommunalbestyrelserne.
Justitsministeren fastsætter de
nærmere regler om fremgangsmåden
ved beskikkelsen i de tilfælde,
hvor en retskreds henhører til
flere amtsrådskredse.
Beskikkelsen gælder for fem år
ad gangen, i tilfælde af afgang
før tidens udløb dog for den
tilbageværende del af den
afgåedes tjenestetid. Sager, som
er indbragt for voldgiftsretten,
kan tilendebringes af de ved
indbringelsen beskikkede
voldgiftsmænd, uanset om disses
tjenestetid udløber under
behandlingen.
- - -
§ 7.
- - -
Stk. 2.
Overvoldgiftsretten, hvis
medlemmer beskikkes for 5 år ad
gangen, består af en formand og
4 sagkyndige medlemmer.
Formanden, der skal være en fast
dommer i en ordinær ret eller
undtagelsesvis en anden juridisk
uddannet person, der opfylder
lovens betingelser for
beskikkelse til fast dommer,
beskikkes af justitsministeren
efter indstilling af amtmanden
(i København overpræsidenten);
endvidere beskikkes der efter de
samme regler en stedfortræder
for formanden; stedfortræderen
overtager formandens hverv,
såfremt denne har deltaget i
sagens behandling i 1. instans,
og i øvrigt i tilfælde af hans
forfald. De sagkyndige medlemmer
beskikkes af amtmanden (i
København overpræsidenten). I
hver enkelt sags påkendelse
deltager formanden og 2
sagkyndige medlemmer. Reglerne i
§ 2, stk. 2-4 finder tilsvarende
anvendelse på medlemmerne af
overvoldgiftsretten.
§ 5
I lov om
landvæsensretter, jf,
lovbekendtgørelse nr. 133 af 6.
marts 1970, foretages følgende
ændring:
1.
I § 2, stk. 2, § 4, stk. 1,
2. pkt., § 7, stk. 2 og 3, § 8,
stk. 1, 1. pkt., § 9, stk. 1,
stk. 2, 1. pkt. og stk. 4, 2.
pkt., § 11, stk. 2, § 13, § 15,
stk. 1, 1. og 2. pkt, § 25, stk.
1 og 5, § 39, stk. 3, 2. og 4.
pkt., § 40, stk. 2, 2. pkt., §
44, stk. 1, 2. pkt., § 46, stk.
1 og stk. 4, 1. pkt., og
§ 47, 2. pkt., ændres
»Landbrugsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«, og i §
25, stk. 1, § 39, stk. 3, 3.
pkt., § 40, stk. 2, 2. pkt., og
§ 45, stk. 2, 1. og 2. pkt.
, ændres »Landbrugsministeriet«
til: »Domstolsstyrelsen«.
§ 6
I lov om
retsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 460 af 27.
juni 1989, som ændret senest ved
lov nr. 369 af 3. juni 1997,
foretages følgende ændring:
1.
§ 64, stk 5, 1. pkt.,
affattes således:
» Stk.
5. Retten (præsidenten) kan
efter sit eget skøn af egen
drift indhente oplysninger eller
erklæringer fra klageren.«
§ 64.
- - -
- - -
Stk. 5.
Retten (præsidenten) kan efter
sit eget skøn af egen drift
indhente oplysninger eller
erklæringer såvel fra klageren
som fra justitsministeren.
Kendelsen kan stadfæste
afgiftsberegningen eller ændre
den til fordel eller til skade
for den afgiftspligtige.
- - -
§ 7
I lov nr.
453 af 10. juni 1997 om
retssikerhed og administration
på det sociale område, som
ændret ved § 28 i lov nr. 980 af
17. december 1997, foretages
følgende ændring:
1.
I § 19, stk. 1, nr. 2,
ændres »justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 19.
Børn og unge-udvalget består af
1) 3
medlemmer, der vælges af
kommunalbestyrelsen blandt dens
medlemmer,
2)
byretsdommeren i retskredsen,
dog således at hvis der er flere
dommere i retskredsen, bestemmer
justitsministeren, hvem af disse
der skal modtage hvervet, og
3) en
pædagogisk-psykologisk
sagkyndig, der udpeges af
amtsrådet for den kommunale
valgperiode.
Stk.
2-3. - - -
§ 8
I lov nr.
454 af 10. juni 1997 om social
service, som ændret ved § 27 i
lov nr. 980 af 17. december 1997
og lov nr. 1110 af 29. december
1997, foretages følgende
ændring:
1.
I § 127, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«, og i 2.
pkt., ændres
»Justitsministeren« til:
»Domstolsstyrelsen«.
§ 127.
De i § 125 nævnte dommere
beskikkes af justitsministeren
efter forhandling med
socialministeren.
Justitsministeren fastsætter
deres antal og træffer
bestemmelse om vederlag og
rejsegodtgørelse. De beskikkede
skal være myndige, må ikke være
under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under
samværgemål efter
værgemålslovens § 7 og skal være
uberygtede og vederhæftige.
Stk.
2-4. - - -