Lovforslag nr. 169 fremsat den 26. februar 2003 af justitsministeren (Lene Espersen)

Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler, lov om
erstatningsansvar og lov om kreditaftaler

Lovforslaget indeholder en række ændringer af forsikringsaftaleloven med henblik på at forbedre retsstillingen for forsikringstageren (den, der indgår forsikringsaftalen med forsikringsselskabet) og den sikrede (den, der har ret til forsikringsydelsen) på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen af loven har vist, at der er behov for justeringer.

Lovforslaget indeholder navnlig følgende forslag til ændringer i forsikringsaftaleloven:

Lovforslaget indeholder endvidere en forhøjelse af rentesatsen efter forsikringsaftaleloven og erstatningsansvarsloven, således at renten efter disse love som hidtil kommer til at svare til den almindelige morarentesats efter renteloven, som blev forhøjet med virkning fra den 1. august 2002, jf. lov nr. 379 af 6. juni 2002. Det foreslås endvidere, at grundlaget for beregning af rentesatsen efter kreditaftaleloven bringes i overensstemmelse med rentelovens regler.

De foreslåede ændringer af forsikringsaftaleloven bygger på betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven, som er afgivet af et udvalg under Justitsministeriet. Lovforslaget svarer i det væsentlige til udvalgets lovudkast. Betænkningen indeholder på enkelte punkter en mindretalsudtalelse, og lovforslaget er i disse tilfælde udformet i overensstemmelse med flertallets forslag. Der henvises til punkt 4.5.2., 4.6.2. og 4.8.2. nedenfor.

Forsikringsaftaler reguleres først og fremmest af reglerne i forsikringsaftaleloven. Loven trådte i kraft den 1. januar 1932 og er siden ændret flere gange, senest i 2000 ved indsættelsen af § 120 a om betydningen ved sygeforsikring af sygdomme, der er indtrådt inden forsikringstidens begyndelse.

Loven indeholder bestemmelser, der er fælles for alle forsikringstyper. Det er f.eks. regler om virkningen af, at der er afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning, præmiebetaling, sikredes fremkaldelse af forsikringsbegivenheden, anmeldelse af forsikringsbegivenheden, selskabets betalingspligt og forældelse. Endvidere indeholder loven særlige regler for bestemte forsikringstyper, f.eks. for skadesforsikring (forsikringer, hvor erstatningen fastsættes på grundlag af det lidte tab). Loven indeholder dels bestemmelser, der gælder for alle skadesforsikringer, dels særlige regler om forskellige former for skadesforsikring, f.eks. brandforsikring og ansvarsforsikring. Forsikringsaftaleloven indeholder også særlige regler for livsforsikring samt ulykkes- og sygeforsikring.

Forsikringsaftaleloven indeholder ikke en udtømmende regulering af de mange forskellige spørgsmål, som kan opstå i relation til en forsikringsaftale. Der findes f.eks. ingen regler om indgåelse af forsikringsaftaler, som reguleres af almindelige aftaleretlige regler. Herudover findes der enkelte regler vedrørende forsikringsaftaler i andre love, f.eks. om forsikringsselskabets informationspligt i §§ 256-256 a i lov om forsikringsvirksomhed og om forsikringstagerens fortrydelsesret i kapitel 4 a i lov om visse forbrugeraftaler (dørsalgsloven).

Forsikringsaftaleloven har i vid udstrækning karakter af en beskyttelseslov i forhold til forsikringstagerne og de sikrede. En række af lovens bestemmelser kan på denne baggrund ikke fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede, f.eks. reglerne om virkningen af, at der er afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning, eller om virkningen af, at præmien ikke betales til tiden. Generelt kan lovens bestemmelser dog fraviges ved aftale, medmindre andet er bestemt, jf. § 3.

De tilsyns- og selskabsretlige regler vedrørende forsikringsselskaber mv. findes navnlig i lov om forsikringsvirksomhed og lov om finansiel virksomhed.

Lov om finansiel virksomhed indeholder regler, der er fælles for hele det finansielle område (pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber mv.). Det gælder bl.a. visse regler om koncerner, ledelse, ejerforhold og Finanstilsynets virksomhed. Efter lovens § 3 skal finansiel virksomhed drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis. Efter § 3, stk. 2, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte nærmere regler herom. Disse regler er for tiden under udarbejdelse.

I lov om forsikringsvirksomhed findes regler, som alene gælder for forsikringsvirksomhed. Loven indeholder f.eks. regler om, hvem der må drive forsikringsvirksomhed, i hvilket omfang der kan drives anden virksomhed ved siden af forsikringsvirksomhed, visse særregler om forsikringsselskabers ledelse og særlige regler om visse former for forsikringsvirksomhed (f.eks. gensidige forsikringsselskaber). Der findes også særlige regler om visse forsikringstyper (bygningsbrandforsikring og arbejdsskadeforsikring). Som anført ovenfor i punkt 2.1. indeholder loven endvidere i §§ 256-256 a visse regler om forsikringsselskabets informationspligt.

3.1. Ved folketingsbeslutning af 18. december 1998 pålagde Folketinget den daværende regering at nedsætte et udvalg, der skulle udarbejde forslag til ændringer af forsikringsaftaleloven med henblik på en præcisering af reglerne om forsikringsselskabets ansvar for så vidt angår ulykkes- og sygeforsikringer. Udvalget skulle endvidere gennemgå forsikringsaftaleloven med henblik på en generel revision.

Den daværende justitsminister nedsatte herefter et udvalg om revision af forsikringsaftaleloven (herefter »udvalget«). Udvalget blev sammensat med repræsentanter for Den Danske Dommerforening, Forbrugerrådet, Forsikring & Pension, De Samvirkende Invalideorganisationer, Advokatrådet, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Økonomiministeriet (nu Økonomi- og Erhvervsministeriet), Finanstilsynet og Justitsministeriet samt med landsdommer Lars Lindencrone Petersen som formand og ved betænkningens afgivelse professor Erik Werlauff, Aalborg Universitet, og lektor Ivan Sørensen, Københavns Universitet, som medlemmer.

Udvalget blev pålagt de to opgaver, som er nævnt i folketingsbeslutningen. Udvalgets første opgave bestod således i at udarbejde forslag til en præcisering af reglerne om forsikringsselskabets ansvar ved ulykkes- og sygeforsikringer. Om dette spørgsmål afgav udvalget i januar 2000 en redegørelse om ændring af forsikringsaftalelovens § 120 vedrørende forsikringsselskabers hæftelse for ulykker og sygdom, der indtræder i forsikringstiden. På grundlag af udvalgets forslag blev der i forsikringsaftaleloven indsat en ny § 120 a om selskabets ansvar i visse tilfælde, hvor det viser sig, at forsikringstageren var syg, da en forsikring mod sygdom blev tegnet, jf. lov nr. 435 af 31. maj 2000.

3.2. Udvalget har vedrørende sin anden hovedopgave afgivet betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven (herefter »betænkningen«).

Efter udvalgets opfattelse er der ikke noget påtrængende behov for at foretage grundlæggende ændringer af loven som sådan, herunder udforme en helt ny forsikringsaftalelov. Den gældende lov er indarbejdet i praksis, og der er gennem årene bl.a. i retspraksis og hos Ankenævnet for Forsikring sket en afklaring af mange af de fortolknings- og tvivlsspørgsmål, som loven har givet anledning til. Udvalget peger endvidere bl.a. på, at der på ny synes at være overvejelser i EU om behovet for en hel eller delvis harmonisering af forsikringsaftaleretten. Spørgsmålet har bl.a. været drøftet i en rådgivende komité under Kommissionen.

Udvalget har på denne baggrund og efter forelæggelse for justitsministeren og Folketingets Retsudvalg taget udgangspunkt i de emneområder, hvor der navnlig ud fra erfaringerne med lovens anvendelse i praksis kan være behov for nærmere at overveje lovændringer, og har på grundlag heraf udarbejdet et udkast til ændring af forsikringsaftaleloven. Udvalget har således ikke foretaget en fuldstændig gennemgang af alle bestemmelser i loven med henblik på formulering af en helt ny forsikringsaftalelov.

Udvalget har i sit arbejde bl.a. inddraget en udredning om bedre forbrugerbeskyttelse ved private forsikringer i Danmark (maj 2001), som lektor Ivan Sørensen har udarbejdet til Forbrugerstyrelsen.

Der henvises til betænkningen side 33 ff. og 407 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er derfor i overensstemmelse med udvalgets forslag udformet således, at der ikke foretages grundlæggende ændringer af loven, men alene foretages en række justeringer på punkter, hvor der konkret har vist sig behov for det.

3.3. Efter udvalgets opfattelse er der ikke i praksis noget væsentligt behov for at foretage en særlig samlet regulering af forsikringsaftaler på forbrugerområdet. Det foreslås imidlertid, at de nye regler om præmiebetaling ikke kan fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede ved forbrugerforsikringer, og at den nye lempelsesregel, hvis der er afgivet urigtige oplysninger, skal gælde for forbrugerforsikringer og personforsikringer.

Der henvises til betænkningen side 24 og 36 f.

Justitsministeriet er enig i, at der ikke er behov for at udforme en samlet særlig regulering af forbrugerforsikringer, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Grundlaget for et forsikringsselskabs vurdering af risikoen ved at antage en forsikring er i første række forsikringstagerens egne oplysninger om det, der skal forsikres. Sådanne oplysninger kan være afgørende for, om selskabet i det hele taget vil tegne forsikringen, men kan også hvis forsikringen tegnes få betydning for udformningen af forsikringsbetingelserne og for præmiens størrelse.

Retsvirkningerne af, at der er afgivet urigtige oplysninger ved aftalens indgåelse, reguleres af forsikringsaftalelovens §§ 4-10. Har forsikringstageren svigagtigt afgivet urigtige oplysninger, er aftalen ikke bindende for forsikringsselskabet, jf. § 4. Har forsikringstageren i andre tilfælde forsætligt eller uagtsomt afgivet urigtige oplysninger, kan forsikringsselskabet helt eller delvist blive fri for ansvar efter § 6, hvorefter selskabet som udgangspunkt er fri for ansvar, hvis det må antages, at det ikke ville have tegnet forsikringen med kendskab til de rette forhold.

§ 6, stk. 2, indeholder den praktisk vigtige pro rata-regel, der regulerer de tilfælde, hvor forsikringstageren uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger, og hvor selskabet, hvis det havde kendt oplysningerne, ville have tegnet forsikringen på andre vilkår. Reglen indebærer navnlig, at erstatningen fastsættes efter forholdet mellem den betalte præmie og den præmie, der ville være blevet opkrævet, hvis selskabet havde kendt til de rigtige oplysninger. Hvis der f.eks. er tegnet en ulykkesforsikring med en forsikringssum på 1 mio. kr. mod en årlig præmie på 3.000 kr., men selskabet med kendskab til de rette forhold ville have krævet en årlig præmie på 4.000 kr., nedsættes erstatningen forholdsmæssigt, dvs. efter forholdet 3:4. Ved en invaliditetsgrad på 100 pct. nedsættes erstatningen således til 750.000 kr.

§ 6, stk. 2, kan også føre til, at der slet ikke ydes erstatning. Det kan f.eks. være tilfældet ved en personforsikring, hvor forsikringstageren har afgivet urigtige oplysninger om et forhold, som selskabet ville have fraskrevet sig ansvaret for. Hvis der indtræder en forsikringsbegivenhed, som er udtryk for netop denne risiko, vil selskabet være helt fri for ansvar.

Selskabet hæfter fuldt ud, hvis forsikringstageren var i god tro ved afgivelsen af de urigtige oplysninger, dvs. at forsikringstageren hverken vidste eller burde vide, at oplysningerne var forkerte, jf. § 5. Selv om der er afgivet urigtige oplysninger, kan selskabet endvidere efter § 9 ikke påberåbe sig dette, hvis det ved forsikringens tegning kendte eller burde kende det rette forhold.

Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at forsikringsselskabet i forbindelse med forsikringens tegning modtager så korrekte oplysninger som muligt dels for at selskabet kan beregne den korrekte præmie og fastsætte de korrekte vilkår for forsikringen, dels for at forsikringstageren/sikrede undgår, at selskabet senere påberåber sig, at der er afgivet urigtige oplysninger med den virkning, at selskabet helt eller delvist bliver fri for ansvar.

Forsikringstagerens afgivelse af risikooplysninger har i praksis navnlig givet anledning til problemer på personforsikringsområdet, og det er blevet anført, at forsikringsselskabernes anvendelse af reglerne om urigtige oplysninger navnlig § 6 er alt for streng over for forsikringstagerne.

Udvalget har på denne baggrund navnlig overvejet, om der i stedet for pro rata-reglen i § 6 bør anvendes en kausalitetsregel, således at selskabet kun kan blive helt eller delvist fri for ansvar, hvis det forhold, hvorom der er afgivet urigtige oplysninger, har haft indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden. En række forhold taler imidlertid imod indførelsen af en sådan kausalitetsregel.

En ren kausalitetsregel må hvis den overhovedet skal være anvendelig udformes sådan, at bevisbyrden for, at der ikke er forbindelse mellem de uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden, pålægges forsikringstageren, jf. Udkast til lov om forsikringsaftaler (1925), side 35. Det må imidlertid antages, at det i mange tilfælde bl.a. på livsforsikringsområdet vil være vanskeligt for forsikringstageren at bevise, at der ikke er en sådan årsagssammenhæng, og en kausalitetsregel vil i så fald føre til, at forsikringstageren slet ikke får erstatning. Med en sådan »alt eller intet«-situation for forsikringstageren, der enten får fuld eller slet ingen erstatning, vil en kausalitetsregel kunne få et noget vilkårligt præg.

En kausalitetsregel indebærer som nævnt, at erstatningen helt bortfalder, hvis der er sammenhæng (kausalitet) mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. I modsætning hertil er det afgørende efter den gældende pro rata-regel, i hvilket omfang selskabet med kendskab til de rette forhold ville have tegnet forsikringen (eventuelt på andre vilkår), og selskabet er således ikke uden videre fri for ansvar, selv om der måtte være sammenhæng mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden,

Udvalget peger i den forbindelse også på, at der efter det oplyste er årsagssammenhæng mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden i omkring 80-85 pct. af de sager efter § 6, som behandles i forsikringsselskaberne, ligesom Ankenævnet for Forsikring har oplyst, at der i nævnets sager næsten altid er årsagssammenhæng mellem den fortiede oplysning og den senere forsikringsbegivenhed. En kausalitetsregel ville i givet fald føre til, at forsikringstageren i disse tilfælde slet ikke ville få erstatning, mens forsikringsselskabet efter de gældende regler i § 6 som nævnt ikke uden videre er fri for ansvar, selv om der er årsagssammenhæng mellem de uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden.

Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at reglerne om virkningen af, at der er afgivet urigtige oplysninger, udformes på en sådan måde, at forsikringstageren opfordres til at give så korrekte oplysninger som muligt. Dette taler for en regel, hvor selskabet kun er ansvarlig i det omfang, det ville have tegnet forsikringen med kendskab til de korrekte forhold, dvs. en pro rata-regel. I modsat fald vil den forsikringstager, der uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger, kunne blive stillet bedre end den omhyggelige forsikringstager, der ved forsikringstegningen afgiver korrekte og fyldestgørende oplysninger, og som derfor enten slet ikke kan få tegnet den ønskede forsikring eller kun få den tegnet på skærpede vilkår.

Ved en kausalitetsregel vil forsikringsselskabet f.eks. være ansvarlig, hvis der ikke er årsagssammenhæng mellem de uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. Hvis selskabet imidlertid med kendskab til de rette forhold kun ville have tegnet forsikringen på andre vilkår (f.eks. til en højere præmie), vil den forsikringstager, der har afgivet urigtige oplysninger, reelt få en forsikringsdækning, der ikke er betalt for, mens den forsikringstager, der afgav korrekte oplysninger, har fået forsikringen på de korrekte vilkår og dermed har betalt den højere præmie.

Udvalget finder på denne baggrund, at § 6 ikke bør ændres til en hel eller delvis kausalitetsregel. Udvalget finder det heller ikke hensigtsmæssigt i stedet at indføre en mere skønsmæssig adgang til at vurdere, om erstatningen skal nedsættes eller bortfalde som følge af, at der er afgivet urigtige oplysninger. Den gældende § 6 er indarbejdet i praksis, og en friere skønsmæssig adgang til nedsættelse vil gøre det vanskeligere både for forsikringstageren og for selskabet på forhånd at vurdere konsekvenserne af, at der er afgivet urigtige oplysninger, ligesom en sådan regel må forventes at ville blive unødigt processkabende.

På denne baggrund finder udvalget ikke grundlag for at foreslå grundlæggende ændringer af § 6. Udvalget peger imidlertid på, at der undertiden i praksis kan opstå sager, hvor en håndfast anvendelse af § 6 vil kunne føre til urimelige resultater. Den nedenfor omtalte medlemshenstilling fra Forsikring & Pension kan ses som en erkendelse heraf, og som det nævnes heri, opfordres selskaberne bl.a. til at inddrage forholdene ved forsikringstegningen og den forløbne tid ved vurderingen af, om de vil påberåbe sig, at der er afgivet urigtige oplysninger.

På denne baggrund foreslår udvalget, at der i forsikringsaftaleloven indsættes en »lempelsesregel«, der giver mulighed for i særlige tilfælde at se helt eller delvist bort fra, at der ved forsikringens tegning uagtsomt er afgivet urigtige oplysninger, selv om betingelserne for bortfald eller nedsættelse efter § 6 for så vidt er opfyldt. På den måde vil det kunne undgås, at anvendelsen af § 6 i enkeltstående tilfælde fører til urimelige resultater.

Udvalget er opmærksom på, at en sådan regel vil indebære, at den pågældende forsikringstager bliver stillet bedre end den, der ved forsikringens tegning afgav korrekte oplysninger, men finder ikke, at dette taler afgørende imod indførelsen af en lempelsesregel med et begrænset anvendelsesområde.

Udvalget foreslår, at lempelsesreglen kun skal anvendes, hvis særlige omstændigheder taler for, at selskabet helt eller delvist skal hæfte, selv om der uagtsomt er afgivet urigtige oplysninger. Ved vurderingen heraf bør der navnlig lægges vægt på, om der er forbindelse (årsagssammenhæng) mellem det uoplyste forhold og den senere forsikringsbegivenhed, og på hvor lang tid der er gået fra forsikringens tegning (og dermed afgivelsen af de urigtige oplysninger) til forsikringsbegivenhedens indtræden. Der bør endvidere lægges vægt på graden af den uagtsomhed, som forsikringstageren har udvist i forbindelse med afgivelsen af de urigtige oplysninger. Det bør således i almindelighed være en forudsætning, at forsikringstageren ved afgivelsen af de urigtige oplysninger alene har udvist en ringe uagtsomhed. Anvendelsen af lempelsesreglen bør således navnlig komme på tale i tilfælde, hvor den manglende eller forkerte oplysning ikke har nogen sammenhæng med den konkrete forsikringsbegivenhed (skade), hvor der er gået lang tid efter afgivelsen af den urigtige oplysning, og hvor forsikringstageren kun har udvist en ringe uagtsomhed.

Udvalget nævner, at Forsikring & Pension i 1997 har udsendt en medlemshenstilling, hvor selskaberne anbefales at anvende en fælles kundevejledning om helbredsoplysninger, der understreger vigtigheden af, at helbredserklæringen udfyldes med den fornødne omhu. Selskaberne opfordres samtidig til at overveje interne retningslinjer for, i hvilke tilfælde der rejses sager om afgivelse af urigtige oplysninger. Det anbefales, at selskaberne ved vurderingen af, om de vil påberåbe sig, at der er afgivet urigtige oplysninger, inddrager, om der er årsagssammenhæng mellem en fortiet lidelse og den lidelse, der nu søges erstatning for, ligesom tidsforløbet mellem den fortiede lidelse, forsikringens tegning og skadestidspunktet også bør indgå i vurderingen. Selskaberne opfordres også til at sikre sammenhæng mellem deres praksis ved indhentelse af oplysninger ved forsikringens tegning og ved anmeldelsen af en skade, og der peges på, at en relativt lempelig praksis ved tegningen er vanskelig at forene med en meget grundig gennemgang af oplysningerne ved skadesbehandlingen.

Udvalget anfører endvidere, at spørgsmålet om, hvilke oplysninger forsikringsselskabet kan indhente ved forsikringstegningen, og hvordan dette i givet fald skal ske (f.eks. hvordan erklæringerne mv. skal udformes), som udgangspunkt ikke er egnet til en nærmere lovregulering i forsikringsaftaleloven. Udvalget bemærker i den forbindelse, at forsikringsbranchen selv synes at være meget opmærksom på behovet for at følge udviklingen, således at der løbende kan foretages de fornødne ændringer, hvis brugen af erklæringerne giver problemer i praksis.

Udformningen af de erklæringer mv., der anvendes ved forsikringstegningen, vil i øvrigt kunne indgå i vurderingen af, om forsikringstageren, hvis der er afgivet urigtige oplysninger, har handlet uagtsomt eller har afgivet oplysningerne i god tro. Det taler således i højere grad for at statuere uagtsomhed, hvis forsikringstageren har svaret urigtigt eller ufyldestgørende på et enkelt og præcist formuleret spørgsmål, end hvis der er tale om et bredt og måske upræcist formuleret spørgsmål.

Udvalget finder heller ikke, at spørgsmålet om, i hvilket omfang forsikringsselskabet i højere grad end i dag bør kontrollere forsikringstagerens oplysninger på tidspunktet for forsikringens tegning, som udgangspunkt er egnet til lovregulering i forsikringsaftaleloven. Forsikringsselskaberne foretager allerede i dag inden forsikringstegningen en nærmere undersøgelse af forsikringstagerens forhold, hvis de modtagne oplysninger giver anledning hertil, f.eks. ved at stille supplerende spørgsmål til forsikringstageren om dennes helbred. Undlader selskabet at undersøge oplysningerne nærmere, selv om der var anledning hertil, vil selskabet kunne miste muligheden for senere at påberåbe sig, at der er afgivet urigtige oplysninger, jf. lovens § 9.

Udvalget anfører endvidere, at de sager, hvor selskabet påberåber sig, at der afgivet urigtige oplysninger, efter det oplyste normalt vedrører tilfælde, hvor selskabet ikke ud fra indholdet af forsikringsbegæringen mv. har haft anledning til at reagere og iværksætte en nærmere undersøgelse af de afgivne oplysninger. Det har med andre ord ikke umiddelbart været muligt at se af forsikringsbegæringen, at der har manglet oplysninger eller er givet urigtige oplysninger. Et lovkrav om, at selskaberne ved alle forsikringsbegæringer skal foretage en nærmere kontrol af de afgivne oplysninger, må således antages at ville være ganske ressource- og omkostningskrævende for selskabet og vil dermed kunne føre til højere forsikringspræmier for alle forsikringstagere.

Der henvises til betænkningen side 66 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og kan tilslutte sig, at der bør indføres en lempelsesregel, der i særlige tilfælde giver mulighed for at se helt eller delvist bort fra, at der ved forsikringens tegning uagtsomt er afgivet urigtige oplysninger. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3-4 (forslag til lovens § 6, stk. 3), og bemærkningerne hertil. Justitsministeriet er også enig i, at spørgsmålet om, hvilke oplysninger forsikringsselskabet kan indhente ved forsikringstegningen, og hvordan dette i givet fald skal ske, ikke er egnet til lovregulering i forsikringsaftaleloven, men i stedet bl.a. må vurderes i lyset af, hvad der må antages at følge af god forsikringsskik mv.

Efter forsikringsaftalelovens § 12 forfalder første præmie, så snart aftalen er sluttet, mens senere præmier forfalder den første dag, en ny forsikringsperiode begynder. Reglerne om virkningen af manglende betaling af præmien findes i §§ 13-15. § 13 angiver retsvirkningerne for forsikringsaftalen, mens § 14 angiver retsvirkningerne for forsikringsselskabets ansvar, dvs. forsikringsdækningen. § 15 indeholder en regel om forsikringsaftalens ophør uden opsigelse.

Efter § 13 kan forsikringsselskabet ved for sen betaling af præmien opsige forsikringen. Hvis forfaldsdagen for den første præmie er forløbet, uden at præmien er betalt, kan opsigelse ske med en frist på tre dage. Når opsigelsen er modtaget, har forsikringstageren således tre dage til at betale præmien, hvis den pågældende vil undgå, at forsikringsaftalen ophører. Hvis forfaldsdagen for en senere præmie er forløbet, uden at præmien er betalt, kan opsigelse først ske, efter at der afgivet påkrav om betaling. Hvis præmien ikke er betalt inden en uge fra påkravets modtagelse, kan selskabet opsige forsikringsaftalen med den nævnte frist på tre dage.

Efter § 14 medfører forsikringstagerens manglende præmiebetaling i sig selv, dvs. uden opsigelse, at forsikringsselskabets ansvar (forsikringsdækningen) ophører. Er der tale om den første præmie, skal forsikringstageren betale »efter påkrav«, dvs. at præmien skal betales straks efter påkravet, ellers bortfalder forsikringsdækningen. Er der tale om en senere præmie, har forsikringstageren en betalingsfrist på en uge efter påkravet.

Sondringen mellem ophør af forsikringsaftalen (§ 13) og forsikringsdækningen (§ 14) er begrundet i et ønske om at tilgodese forsikringsselskabets interesse i ret hurtigt at kunne slippe for ansvaret for skader, som det intet vederlag har fået for, og samtidig tilgodese parternes interesse i at opretholde forsikringsaftalen som sådan. Betydningen heraf viser sig ved, at forsikringstageren så længe aftalen ikke er helt bortfaldet kan bringe selskabets ansvar til at løbe på ny ved at betale den manglende præmie, jf. § 14, stk. 4.

Selv om forsikringsselskabet ikke opsiger forsikringsaftalen, ophører aftalen efter § 15, når der er forløbet 3 måneder, uden at præmien er betalt.

Forsikringsbetingelserne indeholder i dag i vidt omfang bestemmelser om præmiebetaling mv., der på en række centrale punkter stiller forsikringstageren bedre end efter reglerne i forsikringsaftaleloven. Forsikringsbetingelserne indeholder f.eks. normalt længere betalingsfrister mv. end dem, der følger af §§ 13-14, samt regler om, at forsikringsselskabet ved for sen betaling af præmien skal sende en påmindelse (rykker) til forsikringstageren, hvoraf det skal fremgå, at forsikringsdækningen ophører, hvis den manglende præmie ikke betales inden en nærmere fastsat frist. Endvidere skal forsikringstageren i praksis ikke af egen drift opsøge forsikringsselskabet for at betale præmien. Selskabet opkræver normalt præmien ved at udsende et girokort, eller det er på forhånd aftalt, at præmien løbende betales via Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS) eller lignende.

Det er efter udvalgets opfattelse uhensigtsmæssigt, at reglerne i forsikringsaftaleloven ikke svarer til de regler om præmiebetaling mv., der gælder i praksis, og udvalget foreslår derfor en samlet revision af lovens regler herom.

Det foreslås, at præmien først skal betales efter, at selskabet har rettet påkrav om betaling til forsikringstageren med en betalingsfrist på 21 dage. Udvalget foreslår endvidere en modernisering af §§ 13-15 om virkningen af, at præmien betales for sent, herunder således at der sker en forlængelse af fristerne for opsigelse af forsikringsaftalen og ophør af forsikringsdækningen. Det foreslås, at selskabet kan opsige forsikringen, hvis præmien ikke er betalt senest 14 dage efter udløbet af betalingsfristen, og at opsigelsesfristen skal være mindst 21 dage, således at forsikringsaftalen først ophører, hvis præmien ikke er betalt senest 21 dage efter opsigelsen. Det skal udtrykkeligt fremgå af opsigelsen, at forsikringsaftalen og dermed selskabets ansvar ophører, hvis præmien ikke betales inden opsigelsesfristens udløb.

Første præmieopkrævning foretages typisk samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af, at forsikringstageren tegner forsikringen. Der er derfor ikke det samme behov som ved senere præmiebetalinger for at varsle forsikringstageren om præmiebetalingen og om konsekvenserne af manglende betaling. Forsikringstageren bør endvidere ikke kunne »spekulere« i, om forsikringsbegivenheden indtræder, hvilket navnlig har betydning ved de såkaldte korttidsforsikringer (forsikringer der skal dække en særlig opstået risiko, der kun strækker sig over en begrænset periode, f.eks. rejseforsikringer), og forsikringstageren bør ikke kunne opnå en bedre retsstilling ved at undlade at betale den første præmie end ved at påberåbe sig de særlige regler om fortrydelsesret i bl.a. lov om visse forbrugeraftaler.

På denne baggrund foreslår udvalget, at det for så vidt angår første præmiebetaling kan aftales, at forsikringen ophører, hvis præmien ikke betales inden en rimelig frist efter selskabets påkrav om betaling.

Efter de gældende regler i §§ 13-15 kan forsikringstageren, så længe aftalen ikke er helt bortfaldet, bringe selskabets ansvar til at løbe på ny ved at betale den manglende præmie, dvs. inden opsigelsesfristen er udløbet, eller aftalen er bortfaldet i medfør af § 15. Udvalgets forslag indebærer, at forsikringstageren to gange bliver mindet om, at præmien skal betales (ved betalingspåkrav og ved den efterfølgende opsigelse), og at forsikringstageren får en samlet betalingsfrist på 8 uger (21 + 14 + 21 dage). Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der er behov for en generel regel om, at forsikringstageren efter udløbet af opsigelsesfristen kan bringe forsikringsaftalen til at løbe igen ved at betale den manglende præmie. Hensynet til at sikre, at forsikringstageren ikke uforvarende står uden forsikringsdækning, må som udgangspunkt anses for tilstrækkeligt tilgodeset ved den samlede betalingsfrist på 8 uger kombineret med to betalingspåmindelser, hvoraf det af den sidste (opsigelsen) udtrykkeligt skal fremgå, at forsikringsaftalen ophører, hvis præmien ikke betales.

Selv om udgangspunktet således må være, at risikoen for den manglende præmiebetaling påhviler forsikringstageren, bør der dog efter udvalgets opfattelse indføres en mulighed for i særlige tilfælde at bringe forsikringsaftalen til at løbe igen, selv om præmien ikke er betalt inden udløbet af opsigelsesfristen.

Denne adgang til at »genoplive« forsikringen bør kun gælde ved uforudsete hindringer, der ikke kan bebrejdes forsikringstageren, og hvor der samtidig er tale om sådanne særligt undskyldende omstændigheder, at risikoen for den for sene præmiebetaling ikke bør påhvile forsikringstageren. Det kan f.eks. være pludselig alvorlig sygdom hos forsikringstageren eller dennes nære pårørende, som i realiteten har hindret den pågældende i selv at betale præmien eller sørge for, at andre betalte præmien på hans eller hendes vegne. Forsikringstagerens pludselige pengemangel, f.eks. som følge af arbejdsløshed, bør derimod ikke give adgang til at genoplive forsikringen.

Adgangen til at genoplive forsikringen må forudsætte, at forsikringstageren betaler den fulde manglende præmie inklusive eventuelle renter og omkostninger (rykkergebyr, inkassoomkostninger mv.), selv om dette indebærer, at der derved betales præmie for en periode, hvor der ikke har været forsikringsdækning. Præmien skal betales uden ugrundet ophold, efter at betalingshindringen er ophørt, og genoplivningsadgangen bør begrænses til en periode på 3 måneder efter opsigelsesfristens udløb, således at der ikke i en længere periode vil være usikkerhed om, hvorvidt forsikringsaftalen er endeligt ophørt. I forbindelse med opsigelsen bør forsikringstageren udtrykkeligt oplyses om muligheden for i medfør af den nye genoplivningsregel at bringe forsikringen til at løbe på ny.

Udvalget foreslår endelig, at der i forsikringsaftaleloven indsættes en regel svarende til tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, og kreditaftalelovens § 25, hvorefter indbetaling af præmien til et pengeinstitut her i landet er rettidig, hvis indbetalingen er sket inden betalingsfristens udløb.

Der henvises til betænkningen side 89 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til lovens §§ 12-17), og bemærkningerne hertil.

Efter forsikringsaftalelovens § 24, stk. 1, kan forsikringsydelsen kræves betalt 14 dage efter, at selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og fastsættelse af forsikringsydelsens størrelse. Hvis selskabet efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden har behov for yderligere oplysninger for at kunne vurdere kravet, indtræder forfaldstiden således først 14 dage efter, at disse oplysninger har kunnet indhentes.

Efter § 24, stk. 1, 2. pkt., skal forsikringsselskabet hvis den sikrede anmoder om det foretage acontoudbetaling, hvis det står klart, at selskabet i hvert fald skal betale en del af det krævede beløb. Dette forudsætter dog, at størrelsen af acontobeløbet kan fastslås på grundlag af de oplysninger, som selskabet er i stand til at indhente.

Efter § 24, stk. 2, forrentes krav på forsikringsydelsen med diskontoen med et tillæg på 5 pct. fra den dag, hvor beløbet i medfør af stk. 1 kan kræves betalt, dvs. fra 14 dage efter, at selskabet har kunnet indhente de fornødne oplysninger til bedømmelse af kravet. Andre krav forrentes ved forsinket betaling efter de almindelige regler i renteloven.

§ 24 vedrører alene sikredes krav mod selskabet på forsikringsydelsen og ikke andre krav, som udspringer af forsikringsaftalen, f.eks. selskabets krav på betaling af præmie.

Udvalget anfører, at forsikringsaftalelovens § 24 efter det oplyste er en i praksis velfungerende regel, der tilskynder forsikringsselskabet til at tage stilling til sikredes krav og i givet fald udbetale erstatningen så hurtigt som muligt, og at der ikke har vist sig et praktisk behov for at foretage grundlæggende ændringer af reglerne om betaling og forrentning af forsikringsydelsen.

Hertil kommer, at den praktisk vigtige regel i erstatningsansvarslovens § 16 om udbetaling og forrentning af erstatning og godtgørelse for personskade mv. nu i det væsentlige svarer til forsikringsaftalelovens § 24. Med det nuværende generelt lave danske renteniveau har forsikringsselskabet endvidere en klar interesse i at undgå, at forsikringsydelsen skal forrentes med den forholdsvis høje rente i § 24, stk. 2.

Udvalget finder derfor ikke, at der er grundlag for at foretage grundlæggende ændringer af § 24.

Der er imidlertid behov for at tilpasse renteniveauet i forsikringsaftaleloven til den nye rentesats i renteloven. Ved lov nr. 379 af 6. juni 2002 er der sket en forhøjelse af den almindelige morarente, jf. rentelovens § 5, stk. 1. Renteniveauet i forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, har hidtil svaret til morarenten efter renteloven, og udvalget foreslår derfor, at § 24, stk. 2, ændres i overensstemmelse med ændringen af rentelovens § 5, stk. 1-2, jf. også punkt 4.10. nedenfor.

Særligt med hensyn til krav mod en ansvarsforsikring bemærker udvalget, at det synes uafklaret, om § 24 gælder i tilfælde, hvor skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, jf. herom punkt 4.5. nedenfor. Efter retspraksis synes § 24 dog i hvert fald at gælde for skadelidtes krav i henhold til en lovpligtig ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte.

Efter de seneste ændringer af erstatningsansvarslovens § 16 (lov nr. 463 af 7. juni 2001) og af de almindelige regler i renteloven (lov nr. 379 af 6. juni 2002) vil reglerne om, hvornår skadelidtes krav mod skadevolderen kan kræves forrentet mv. i praksis stort set svare til forsikringsaftalelovens § 24. Den praktiske betydning af, om skadelidtes direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab forrentes efter forsikringsaftalelovens § 24 eller efter de regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen (erstatningsansvarsloven og renteloven), vil derfor være begrænset. Efter udvalgets opfattelse vil det herefter være den enkleste løsning, at skadelidtes direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet forrentes efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, og udvalget foreslår, at § 24 ikke skal gælde for skadelidtes krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab.

Med hensyn til reglerne om acontobetaling har udvalget overvejet, om forsikringsselskabet bør have pligt til af egen drift at foretage acontobetaling i de tilfælde, hvor der er grundlag herfor. En sådan regel vil indebære, at forsikringsselskabet som udgangspunkt i samtlige sager løbende må vurdere, om og i givet fald i hvilket omfang der kan ske udbetaling af acontobeløb, uanset om den sikrede er interesseret heri eller foretrækker at få udbetalt den samlede erstatning på én gang. Dette vil efter udvalgets opfattelse pålægge forsikringsselskaberne et ikke ubetydeligt ressourceforbrug, som navnlig i sager om mindre erstatningsbeløb næppe vil stå mål med størrelsen af det acontobeløb, som sikrede vil få udbetalt.

Efter udvalgets opfattelse er den gældende regel om acontobetaling, hvorefter sikrede kan fremsætte krav om acontobetaling, hvis han eller hun har behov for eller interesse i et acontobeløb, udtryk for en rimelig afvejning mellem hensynet til sikredes interesse i at få en acontoerstatning og forsikringsselskabets interesse i en praktisk og administrerbar regel. Udvalget finder derfor ikke grundlag for at foreslå en regel om, at selskabet af egen drift skal foretage acontobetaling.

§ 24, stk. 1, 2. pkt., om acontobetaling kan imidlertid siges at bygge på den forudsætning, at sikrede kender til muligheden for at fremsætte et krav herom. Det er i retspraksis fastslået, at forsikringsselskabet har en vis forpligtelse til at vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling, når der i den konkrete sag er anledning hertil i hvert fald når sikrede selv henvender sig til selskabet for at få at vide, hvordan den pågældende skal forholde sig, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 352.

Udvalget finder imidlertid, at det i forsikringsaftaleloven bør fastslås, at forsikringsselskabet har pligt til at vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling.

Udvalget har overvejet, om vejledningspligten skal gælde i alle tilfælde eller kun i tilfælde, hvor der konkret må antages at være grundlag for et krav om acontobetaling. Efter udvalgets opfattelse er den enkleste løsning, at selskabet som udgangspunkt i alle tilfælde skal vejlede om retten til at kræve acontobetaling. Herved mindskes risikoen for et større antal sager ved domstolene og Ankenævnet for Forsikring, der alene ville vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt forsikringsselskabet har opfyldt sin vejledningspligt. Udvalget foreslår derfor, at forsikringsselskabet senest tre måneder efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden skal vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling, medmindre sikredes krav inden da fuldt ud er imødekommet eller afvist. Pligten til at vejlede gælder dog ikke, hvis det f.eks. som følge af udformningen af den pågældende forsikring må anses for åbenbart, at der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve acontobetaling.

Forsikringsaftaleloven indeholder ingen regler om forsikringsselskabets betaling af sikredes omkostninger ved fremsættelse og dokumentation af kravet. Det er dog i praksis bl.a. antaget, at sikrede har krav på dækning af rimelige advokatomkostninger, når erstatningskravet er af et vist større omfang og af en vis kompliceret beskaffenhed. Må det anses for påkrævet for sikrede at have advokatbistand, kan udgifterne til et rimeligt arbejdsvederlag kræves erstattet af forsikringsselskabet.

Udvalget finder det rigtigst, at det af loven udtrykkeligt kommer til at fremgå, at sikrede i et vist omfang har ret til at få dækket sine udgifter til advokatbistand, og foreslår, at der i forsikringsaftaleloven indsættes en regel herom. Der er ikke hermed tilsigtet ændringer af den hidtidige retstilstand.

Der henvises til betænkningen side 137 ff.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 6-8 og 10-11 (forslag til lovens § 24, stk. 2 og 4, § 25 og 32, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

Efter forsikringsaftalelovens § 29 gælder der for krav, der er grundede i forsikringsaftalen (dvs. støttes på forsikringsaftalen) en forældelsesfrist på 2 år fra udgangen af det kalenderår, hvori fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet. Kravet forældes dog senest 5 år efter dets forfaldstid. Forsikringskrav forældes således efter andre forældelsesregler end dem, der følger af dansk rets almindelige forældelsesregler i 1908-loven og Danske Lov 5-14-4.

§ 29 omfatter f.eks. forsikringsselskabets krav på præmie eller den sikredes krav på forsikringsydelsen. Andre krav angående forsikringsaftalen forældes derimod efter dansk rets almindelige forældelsesregler, f.eks. tilbagesøgningskrav vedrørende for meget betalt præmie.

Udvalget peger på, at den gældende § 29 i praksis giver anledning til en række spørgsmål. Det gælder bl.a. afgrænsningen af, hvilke krav der er omfattet af reglen, og fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen (kravets forfaldstid), navnlig med hensyn til, hvornår fristen begynder at løbe i relation til erstatning for senfølger efter ulykkestilfælde eller sygdomme, der udvikler sig løbende over en årrække.

Efter udvalgets opfattelse bør en nærmere vurdering af forsikringsaftalelovens regler om forældelse af forsikringskrav tage udgangspunkt i dansk rets almindelige forældelsesregler, således at der fremover alene bør gælde særlige forældelsesregler på forsikringsområdet, hvis der kan påvises et særligt behov herfor.

Justitsministeriet har i foråret 2001 nedsat et Forældelsesudvalg, der skal gennemgå de generelle forældelsesregler med henblik på en samlet revision heraf, og som forventes at afgive betænkning omkring foråret 2004. Udvalget finder på denne baggrund, at en endelig stillingtagen til de fremtidige regler om forældelse af forsikringskrav bør afvente Forældelsesudvalgets arbejde. Udvalget har derfor med en enkelt undtagelse, jf. nedenfor ikke fundet grundlag for på nuværende tidspunkt at foreslå ændringer af forsikringsaftalelovens regler om forældelse af forsikringskrav, men har i stedet udarbejdet en lovskitse, som sammen med Forældelsesudvalgets overvejelser til sin tid vil kunne danne grundlag for en ændring af forsikringsaftalelovens regler om forældelse, jf. betænkningen side 363 ff.

Udvalget peger dog på, at det i praksis har givet anledning til tvivl, hvorvidt § 29 gælder for skadelidtes krav mod skadevolders ansvarsforsikring i tilfælde, hvor forsikringsselskabet hæfter umiddelbart i forhold til skadelidte, f.eks. ved ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, jf. færdselslovens § 108, stk. 1. I disse tilfælde har skadelidte umiddelbart et direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet, dvs. at skadelidte uden videre kan vælge at rette sit erstatningskrav mod ansvarsforsikringsselskabet i stedet for mod skadevolderen. Hvis § 29 i disse tilfælde gælder for skadelidtes erstatningskrav mod selskabet, vil der imidlertid kunne opstå den situation, at kravet mod selskabet er forældet (efter § 29), mens kravet mod skadevolderen fortsat består, idet dette krav normalt vil forældes efter dansk rets almindelige forældelsesregler. Dette indebærer reelt en begrænsning af selskabets umiddelbare hæftelse over for skadelidte.

Med henblik på at undgå en sådan situation foreslår udvalget, at det i forsikringsaftaleloven fastslås, at § 29 ikke omfatter de tilfælde, hvor ansvarsforsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte. I disse tilfælde vil skadelidtes krav mod selskabet således forældes efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, dvs. normalt 1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Denne ændring kan efter udvalgets opfattelse gennemføres uafhængigt af Forældelsesudvalgets arbejde.

Der henvises til betænkningen side 159 ff.

Justitsministeriet er enig i, at udformningen af de fremtidige regler om forældelse af forsikringskrav bør ske i lyset af Forældelsesudvalgets arbejde vedrørende dansk rets almindelige forældelsesregler, og at der derfor på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at foreslå grundlæggende ændringer af forsikringsaftalelovens forældelsesregler. Justitsministeriet vil til sin tid drøfte med Forsikring & Pension, Forbrugerrådet og andre berørte organisationer mv., om der i lyset af Forældelsesudvalgets forslag fortsat er behov for særregler på forsikringsområdet om forældelsesfristens længde, begyndelsestidspunkt mv.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag vedrørende forældelse af krav mod ansvarsforsikringsselskaber, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (forslag til lovens § 29, stk. 2), og bemærkningerne hertil.

Ved ansvarsforsikringer indtræder skadelidte efter forsikringsaftalelovens § 95 i skadevolderens/sikredes ret mod ansvarsforsikringsselskabet, når skadevolderens erstatningspligt og erstatningens størrelse er fastslået. Erstatningspligten og erstatningens størrelse kan fastslås ved dom over skadevolderen, eller ved at skadevolderen anerkender skadelidtes erstatningskrav.

Skadelidte »indtræder« i sikredes ret, dvs. at skadelidte kan rette sit krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet, men skadelidte kan dog ikke få en bedre retsstilling over for selskabet, end skadevolderen/sikrede ville haft, hvis den pågældende selv havde betalt erstatningen til skadelidte og derefter havde gjort kravet gældende mod selskabet. Om og i givet fald i hvilket omfang skadelidte har et krav mod forsikringsselskabet, afhænger således af, i hvilket omfang sikrede/skadevolderen har et krav mod selskabet. Forsikringsselskabet kan gøre de samme indsigelser gældende over for skadelidte som over for skadevolderen/sikrede, f.eks. at forsikringsdækningen er ophørt på grund af manglende præmiebetaling (lovens § 14), eller at sikrede forsætligt har fremkaldt forsikringsbegivenheden (lovens § 18).

Spørgsmålet om skadelidtes muligheder for at rette sit krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab er i praksis navnlig opstået i tilfælde, hvor skadevolderen er gået konkurs eller lignende. Det er imidlertid nu fastslået ved Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 1303, at skadelidte i tilfælde af skadevolderens konkurs har et krav mod ansvarsforsikringsselskabet.

Med hensyn til den lovpligtige ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer gælder der den særlige regel, at forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, jf. færdselslovens § 108, stk. 1. Det samme gælder for den lovpligtige ansvarsforsikring for hunde, jf. hundelovens § 8, stk. 2. Den skadelidte kan i disse tilfælde uden videre rette sit krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet, uanset om betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 er opfyldt. Forsikringsselskabet hæfter endvidere umiddelbart i forhold til skadelidte, dvs. at selskabet som udgangspunkt skal betale erstatning til skadelidte, selv om selskabet ikke i forhold til forsikringstageren er forpligtet til at dække skaden, f.eks. fordi skaden er forvoldt forsætligt, eller forsikringstageren har tilsidesat sikkerhedsforholdsregler i forsikringsbetingelserne.

Som anført ovenfor, kan skadelidte efter § 95 som udgangspunkt alene rette sit krav mod forsikringsselskabet, hvis skadevolderens erstatningspligt og erstatningens størrelse er fastslået ved skadevolders anerkendelse af kravet eller ved dom mv. over skadevolderen. Skadelidte skal således rette sit krav mod skadevolderen først, selv om det oftest vil være forsikringsselskabet, der i sidste ende kommer til at betale erstatningen. Selskabet vil dog i praksis ofte blive involveret i sagen mod skadevolderen ved, at den pågældende kontakter forsikringsselskabet, som herefter bistår ham eller hende under sagen (f.eks. med advokatbistand).

Udvalget har overvejet, om der bør indføres en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Dette ville for skadelidte indebære den processuelle lettelse, at den pågældende kun behøver at rejse kravet mod selskabet og ikke behøver at afvente skadevolderens stillingtagen til kravet.

Et flertal i udvalget (11 medlemmer) anfører, at selv om en ansvarsforsikring i praksis bidrager til at sikre, at skadelidte får den erstatning, som den pågældende har krav på, er forsikringen principielt tegnet af forsikringstageren med henblik på at sikre ham eller hende (eller andre sikrede) mod de økonomiske følger af et eventuelt erstatningsansvar. Der er i dansk ret ingen almindelig pligt til at tegne en ansvarsforsikring, og det er som udgangspunkt et anliggende mellem den enkelte forsikringstager og forsikringsselskabet, om og i givet fald med hvilken dækning der skal tegnes en ansvarsforsikring. Efter flertallets opfattelse må det således som udgangspunkt være op til den enkelte skadevolder, om han eller hun ønsker at inddrage sin eventuelle ansvarsforsikring i sagen.

Hertil kommer, at skadevolderen kan have gode grunde til at ville afklare skadelidtes erstatningskrav uden at involvere forsikringsselskabet, f.eks. af hensyn til fastsættelse af den fremtidige præmie. En almindelig regel om direkte krav aktualiserer endvidere i endnu højere grad end den gældende § 95 spørgsmålet om, hvordan forsikringsselskabet sikrer, at skadevolderen/sikrede bidrager til sagens oplysning. I en lang række tilfælde vil det være nødvendigt med skadevolderens medvirken for at sikre en tilstrækkelig oplysning af sagen. Selv om skadevolderen i de fleste tilfælde må antages at ville medvirke til sagens oplysning, har forsikringsselskabet en berettiget interesse i at undgå, at det som følge af skadevolderens manglende interesse og medvirken kommer til at betale en erstatning, som skadelidte ikke har krav på.

En almindelig adgang til at rette et krav direkte mod ansvarsforsikringsselskabet har endvidere kun reel værdi for skadelidte, hvis skadevolderen og/eller forsikringsselskabet har pligt til at oplyse om, at der er tegnet en ansvarsforsikring. For visse forsikringstyper navnlig på erhvervsforsikringsområdet, f.eks. bestyrelsesansvarsforsikringer er det imidlertid et normalt led i forsikringsbetingelserne, at forsikringsdækningen bortfalder, hvis forsikringstageren/sikrede oplyser om, at der er tegnet en forsikring.

Udvalgets flertal finder på denne baggrund, at der med den nuværende udformning af § 95 er fundet en rimelig og passende balance mellem hensynet til, at sikrede som skadevolder kan råde over, om ansvarsforsikringsselskabet skal involveres i sagen, og hensynet til, at skadelidte rent faktisk får den erstatning, som den pågældende har krav på. Flertallet fremhæver endvidere, at spørgsmålet om skadelidtes direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet i praksis er opstået i tilfælde af skadevolderens konkurs mv., og at der ikke herudover kan peges på et udtalt praktisk behov for at indføre en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod forsikringsselskabet.

På denne baggrund foreslår flertallet, at § 95 ændres, således at det i overensstemmelse med retspraksis kommer til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, at skadelidte har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, hvis skadevolderen er gået konkurs. Det foreslås, at dette også skal gælde, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord eller gældssanering, idet skadelidte i disse tilfælde ikke har mulighed for at få sit fulde krav betalt af skadevolderen. Flertallet finder ikke, at der herudover er grundlag for at foreslå ændringer af § 95.

Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) foreslår, at der i hvert fald for forbrugerforsikringer indføres en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Mindretallet finder, at en sådan regel bør indføres for at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af skadelidtes interesser i forhold til en ansvarsforsikret skadevolder og dennes forsikringsselskab. Mindretallet peger endvidere på, at ansvarsforsikringer, der i dag er et meget udbredt forsikringsprodukt, ikke kun tegnes i den sikredes, men også i potentielle skadelidtes interesse, og at der nu i loven bør tages højde herfor.

Der henvises til betænkningen side 211 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgsflertallets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 (forslag til lovens § 95, stk. 2). Justitsministeriet lægger særligt vægt på, at den gældende § 95 som anført af udvalgets flertal i praksis navnlig har givet anledning til problemer i tilfælde, hvor skadevolderen er gået konkurs eller lignende, og at der ikke herudover kan peges på et udtalt praktisk behov for at indføre en almindelig adgang for skadelidte til at rette sit krav direkte mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Der er ikke i dansk ret nogen almindelig pligt til at tegne ansvarsforsikring, og det bør efter Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt være op til skadevolderen/sikrede, hvorvidt han eller hun ønsker at involvere sin ansvarsforsikring i sagen og som anført ovenfor kan den pågældende have gode grunde til at ville afklare erstatningssagen uden at involvere sin ansvarsforsikring.

Forsikringsaftaleloven indeholder ikke regler om forsikringstagerens eller forsikringsselskabets pligt til at tegne en bestemt forsikring. I visse tilfælde har forsikringstageren imidlertid i medfør af anden lovgivning mv. pligt til at tegne en forsikring. Efter færdselsloven er der f.eks. pligt til at tegne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer.

Endvidere har forsikringsselskabet i visse tilfælde pligt til at tegne en bestemt forsikring. Et forsikringsselskab med koncession til at tegne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer er f.eks. forpligtet til at overtage og opretholde ansvarsforsikring for enhver forsikringspligtig, der vil underkaste sig selskabets almindelige forsikringsbetingelser, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. Selskabets forpligtelser er dog begrænset til dets almindelige forsikringsbetingelser. Hvis selskabet f.eks. normalt kun vil overtage forsikringen af en bilist med mange skader mod, at denne betaler en forhøjet præmie og/eller selvrisiko, er dette således lovligt.

Bortset fra sådanne særlige tilfælde, hvor forsikringsselskabet i medfør af lov mv. har pligt til at tegne en bestemt forsikring, har selskabet som udgangspunkt ikke pligt til at tegne en begæret forsikring, dvs. at der ikke gælder en almindelig kontraheringspligt.

Forsikringsaftaleloven indeholder endvidere ikke regler, der pålægger forsikringsselskabet at begrunde en beslutning, herunder en afvisning af at tegne en forsikring. Med hensyn til selskabets helt eller delvise afslag på forsikringsudbetaling har Forsikring & Pension udsendt en medlemshenstilling, hvorefter et sådant afslag bør ledsages af en begrundelse med henvisning til de relevante vilkår i forsikringsbetingelserne og en kortfattet beskrivelse af årsagen til selskabets beslutning.

Forsikringsselskabet er som nævnt som udgangspunkt frit stillet med hensyn til, om det vil acceptere en forsikringsbegæring eller ej. Der er således som udgangspunkt aftalefrihed med hensyn til, om forsikringstageren og forsikringsselskabet ønsker at indgå en forsikringsaftale og i givet fald på hvilke vilkår.

Muligheden for at kunne tegne en forsikring er i dag af væsentlig betydning i en lang række situationer, og der findes en række forskellige forsikringsprodukter. For enkeltpersoner kan f.eks. nævnes en almindelig indboforsikring, kaskoforsikring for en bil, husforsikring mv., ansvarsforsikring samt livs- og ulykkesforsikring.

Udvalget anfører, at der undertiden rejses kritik af, at visse persongrupper i praksis kan have vanskeligt ved at tegne de forsikringer, de ønsker. Der er her bl.a. peget på, at forsikringsselskaberne i visse tilfælde afviser at tegne livs-, syge- eller ulykkesforsikring under henvisning til den forsikringssøgendes handicap eller sygdom. Endvidere er forsikringsselskabernes frihed til selv at afgøre, om de vil tegne en bestemt forsikring, og selskabernes procedure navnlig på personforsikringsområdet ved vurderingen af, om en forsikring skal antages, blevet kritiseret for at føre til urimelige resultater for forsikringstagerne.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der bør indføres regler, der pålægger forsikringsselskabet at tegne en forsikring (kontraheringspligt), og om der bør indføres en pligt for forsikringsselskabet til at begrunde bl.a. afvisning af at tegne en forsikring.

Der er i udvalget enighed om, at der ikke bør indføres generelle regler om kontraheringspligt mv., der indskrænker forsikringsselskabets som udgangspunkt frie adgang til at fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv.

Udvalgets flertal (8 medlemmer) fremhæver i den forbindelse, at forsikringsselskaber er private erhvervsvirksomheder, der inden for rammerne af de offentligretlige tilsynsregler mv. som udgangspunkt kan fastlægge den forretningspolitik mv., som det enkelte selskab anser for mest hensigtsmæssig, herunder i lyset af konkurrencen med de andre forsikringsselskaber på markedet. Det vil efter flertallets opfattelse være et vidtgående indgreb i denne frie adgang for selskaberne til at fastlægge deres almindelige forretningspolitik mv. at indføre regler om kontraheringspligt, herunder i særdeleshed hvis det enkelte selskab pålægges at tilbyde en forsikring, der dækker en risiko, som selskabet hidtil ikke har ønsket at forsikre.

En almindelig kontraheringspligt vil indebære et generelt krav om, at det enkelte forsikringsselskab skal tilbyde sine kunder bestemte forsikringsydelser og forsikringsprodukter. Den nærmere rækkevidde af at indføre sådanne regler kan være vanskelig at vurdere, herunder i relation til den måde, hvorpå forsikringsområdet og forsikringserhvervet i dag er organiseret og reguleret. Der kunne i givet fald rejses spørgsmål om forsikringsselskabernes status som private erhvervsvirksomheder, der ikke er en del af de offentligt finansierede sociale ordninger mv. Indførelsen af en almindelig kontraheringspligt må således efter flertallets opfattelse forudsætte en række bredere og principielle samfundsmæssige overvejelser, som ikke kun vil berøre forsikringsaftaleloven.

Flertallet er opmærksom på, at det navnlig på personforsikringsområdet kan være problematisk for visse persongrupper at tegne bestemte forsikringer. Dette problem bør imidlertid ikke løses ved at pålægge det enkelte forsikringsselskab en kontraheringspligt, men ved at forsikringsbranchen i samarbejde med de berørte interesseorganisationer mv. løbende overvejer og udvikler mulighederne for helt eller delvist at forsikre risici, som hidtil ikke er anset for (fuldt ud) at være forsikringsbare. Det nævnes i den forbindelse, at forsikringsbranchen og bl.a. De Samvirkende Invalideorganisationer tidligere har drøftet handicappedes muligheder for at tegne ulykkesforsikringer, ligesom Forsikring & Pension og Forbrugerrådet har etableret »Forbrugerdialog i Forsikring«, hvor spørgsmål af fælles interesse vedrørende forbrugeres forsikringsforhold kan drøftes.

Flertallet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå regler om en almindelig kontraheringspligt for forsikringsselskabet, herunder regler, hvorefter selskabet kun kan afvise at tegne en forsikring under henvisning til bestemte risikoforhold, eller at selskabet skal kunne dokumentere sin risikovurdering mv., f.eks. ved henvisning til statistiske eller andre videnskabelige undersøgelser mv.

Det er imidlertid væsentligt, at der så vidt muligt er åbenhed og gennemsigtighed omkring mulighederne for at tegne og opretholde en forsikring. Flertallet foreslår derfor, at forsikringsselskabet får pligt til efter anmodning at begrunde afslag på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring. Begrundelsen skal angive, hvilke forhold der i det konkrete tilfælde gør, at forsikringen ikke kan tegnes, eller at forsikringen opsiges. Den foreslåede begrundelsesregel pålægger forsikringsselskabet at forklare baggrunden for sin beslutning om ikke at tegne en forsikring eller om at opsige en forsikring. Reglen indskrænker derimod ikke selskabets adgang til at fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv. Med hensyn til det nærmere indhold af begrundelsespligten henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3 b).

En civilretlig begrundelsespligt for en privat erhvervsvirksomhed kan ikke uden videre sammenlignes med den begrundelsespligt, som gælder for offentlige myndigheder, og hvor der normalt vil være knyttet særlige retsvirkninger til begrundelsespligtens tilsidesættelse (f.eks. at myndighedens afgørelse anses for ugyldig).

En aftaleretlig sanktionering af begrundelsespligtens tilsidesættelse ville indebære, at forsikringsselskabet pålægges at tegne eller opretholde forsikringen, hvis begrundelsespligten ikke overholdes. En så indgribende sanktion har efter flertallets opfattelse kun reel betydning, hvis der samtidig sker en begrænsning i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv., f.eks. ved at der stilles krav om, at begrundelsen skal opfylde visse nærmere dokumentationskrav.

Der foreslås på denne baggrund ikke knyttet særlige aftaleretlige retsvirkninger til selskabets tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det betyder imidlertid ikke, at overtrædelse af begrundelsespligten er usanktioneret, idet et selskabs tilsidesættelse af begrundelsespligten må anses for at være i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 3. Dette indebærer bl.a., at Finanstilsynet kan påbyde selskabet at ændre adfærd, og overtrædelse af et sådant påbud kan straffes med bøde. Finanstilsynet vil dog i almindelighed ikke behandle konkrete tvister mellem et forsikringsselskab og forsikringstageren, men alene gribe ind over for en generel adfærd hos selskabet.

Et mindretal i udvalget (5 medlemmer) er som nævnt enig i, at det enkelte forsikringsselskab frit skal kunne fastlægge sin egen forretningspolitik mv., og loven bør derfor ikke f.eks. indeholde krav om, at selskabet på statistisk eller andet videnskabeligt grundlag skal kunne dokumentere sin risikovurdering.

Mindretallet anfører dog, at forsikringer for mange private forsikringstagere har så stor betydning, at forsikringsselskabet bør pålægges at give en saglig begrundelse for et afslag eller en opsigelse. Mindretallet foreslår derfor, at forsikringsselskabet i hvert fald for forbrugerforsikringer ikke skal kunne afslå en begæring om at tegne en forsikring, som selskabet normalt tilbyder, medmindre afslaget er sagligt begrundet, f.eks. begrundet i særlige risikoforhold. Dette bør gælde tilsvarende ved forsikringens fornyelse og ved selskabets opsigelse af forsikringen. Hvis forsikringsselskabet ikke kan give en saglig begrundelse for afslag på at tegne en forsikring eller opsigelse af en forsikring, skal selskabet efter mindretallets forslag i yderste konsekvens kunne pålægges at tegne, henholdsvis fortsætte forsikringen.

Med hensyn til dette forslag anfører udvalgets flertal, at et krav i loven om »saglig begrundelse« vil kunne give anledning til usikkerhed om reglens præcise anvendelsesområde og vil kunne føre til, at der i praksis rejses spørgsmål om en begrundelses »saglighed« i langt flere sager, end det egentlig har været meningen navnlig set i lyset af, at det ikke er hensigten at stille krav til selskabets forretningspolitik, risikovurdering mv. En sådan regel vil dermed kunne blive unødigt processkabende.

Efter flertallets opfattelse er der endvidere ikke påvist noget praktisk behov for en regel som foreslået af mindretallet. Efter de oplysninger, der foreligger for udvalget, er det således ikke et praktisk problem, at forsikringsselskaber afviser at tegne en forsikring, uden at dette er begrundet i selskabets almindelige forretningspolitik, risikovurdering mv. som heller ikke mindretallet ønsker at regulere. Når selskabet i praksis kan begrunde en afvisning af at tegne en forsikring under henvisning til sin forretningspolitik, risikovurdering mv., vil den regel, som foreslås af mindretallet, være uden reel praktisk betydning for mulighederne for at kunne tegne forsikringer.

Efter flertallets opfattelse vil et krav om »saglig begrundelse«, således at selskabet i sidste ende kan pålægges at tegne en bestemt forsikring, som nævnt ovenfor kun have reel praktisk betydning, hvis der samtidig sker en begrænsning i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv. Som nævnt ovenfor er der imidlertid i udvalget enighed om, at der ikke er grundlag for at foreslå regler herom.

Flertallet peger også på, at forslaget vil kunne føre til sager, hvor der efter selskabets afslag på at tegne en forsikring sker en skade, som den forsikringssøgende søger at få dækket af en forsikring ved efter at skaden er sket at gøre gældende, at selskabets begrundelse var »usaglig«. Mindretallets forslag indebærer endvidere, at en forsikringssøgende, der gør gældende, at selskabets afslag på at tegne en forsikring er usagligt, vil stå uden forsikringsdækning, hvis den pågældende ikke får medhold i, at begrundelsen var usaglig. Med henblik på at undgå denne risiko må den forsikringssøgende søge at tegne en anden forsikring (eventuelt i et andet selskab) uden at afvente udfaldet af klagen over afslaget og i givet fald vil den pågældendes interesse i at føre en sag om tilsidesættelse af det tidligere afslag i praksis ofte være begrænset.

Flertallet anfører endelig, at det reelle problem, der kan opstå i praksis, er, at visse persongrupper på grund af sygdom, handicap mv. kan have vanskeligt ved at tegne visse former for personforsikring. Dette berøres imidlertid ikke af mindretallets forslag, idet afslag på at tegne en forsikring i disse tilfælde netop er begrundet i selskabernes forretningspolitik, risikovurdering mv., som mindretallet ikke ønsker at regulere. Efter flertallets opfattelse bør sådanne spørgsmål som nævnt ovenfor løses ved løbende drøftelser mellem forsikringsbranchen og de berørte interesseorganisationer mv.

Udvalgets flertal finder på denne baggrund, at der ikke bør indføres en regel som foreslået af mindretallet.

Der henvises til betænkningen side 232 ff.

Der er i udvalget som nævnt enighed om, at der ikke bør indføres generelle regler om kontraheringspligt mv., der indskrænker forsikringsselskabets som udgangspunkt frie adgang til at fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv. Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der ikke synes at være noget praktisk behov for sådanne regler. Indførelsen af sådanne regler ville desuden indebære et vidtgående indgreb i forsikringsselskabernes muligheder for at agere som private erhvervsvirksomheder, og måtte forudsætte en række principielle overvejelser i relation til den måde, hvorpå forsikringsområdet og forsikringserhvervet er organiseret og reguleret. Lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke regler herom.

Med hensyn til spørgsmålet om begrundelsespligt er Justitsministeriet enig med udvalgets flertal i, at et krav om »saglig begrundelse« kun synes at ville få reel praktisk betydning, hvis der netop sker en sådan begrænsning i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik mv., som der i udvalget har været enighed om at afvise. Der synes endvidere ikke at være påvist noget praktisk behov for en regel som foreslået af mindretallet, og reglen vil ikke løse det reelle problem, der kan opstå i praksis, nemlig at visse persongrupper på grund af sygdom, handicap mv. kan have vanskeligt ved at tegne visse former for personforsikring som følge af forsikringsselskabernes forretningspolitik mv.

Et krav om »saglig begrundelse«, hvis indhold ikke er uddybet nærmere, vil endvidere som anført af flertallet kunne føre til usikkerhed om begrundelsespligtens præcise indhold og til, at der i praksis rejses spørgsmål om begrundelsens »saglighed« i langt flere sager, end det egentlig har været hensigten. En sådan regel vil dermed kunne blive unødigt processkabende, samtidig med at der hos forsikringstagerne vil kunne skabes urealistiske forventninger om muligheden for at få ændret selskabets beslutning.

Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte sig flertallets synspunkter og forslag til begrundelsesregel, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3 b), og bemærkningerne hertil.

Forsikringsaftaleloven indeholder ingen almindelige regler om forsikringsselskabets eller forsikringstagerens mulighed for at opsige forsikringsaftalen, men alene enkelte særlige opsigelsesregler, f.eks. § 13 om opsigelse af forsikringen ved manglende betaling af forsikringspræmien. Loven indeholder endvidere i § 31 en særlig regel om forlængelse af forsikringer, hvorefter forlængelse for længere tid end et år forudsætter, at forsikringstageren får et særligt varsel herom.

Ved forbrugerforsikringer og ved livsforsikringer mv. har forsikringstageren endvidere en generel fortrydelsesfrist på 14 dage i forbindelse med aftalens indgåelse, jf. lov om visse forbrugeraftaler kapitel 4 a samt forsikringsaftalelovens §§ 97 a og 119 a.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang forsikringsselskabet og forsikringstageren kan opsige forsikringsaftalen, er således kun i begrænset omfang reguleret af forsikringsaftaleloven mv., og må som udgangspunkt afgøres efter almindelige aftaleretlige regler. Parternes adgang til at opsige forsikringsaftalen må således i første række afgøres efter indholdet af den indgåede aftale, dvs. på grundlag af forsikringsbetingelsernes opsigelsesregler.

En forsikring, der er indgået for en bestemt periode, f.eks. et år, vil sædvanligvis indeholde et almindeligt vilkår om opsigelse af forsikringen til forsikringsperiodens udløb og særlige vilkår om opsigelse i forsikringstiden. I hvert fald på forbrugerområdet har de fleste forsikringer (bortset fra livsforsikringer) en løbetid på et år, men dette gælder efterhånden også mange erhvervsforsikringer. Forsikringen indeholder i disse tilfælde i almindelighed et vilkår om, at forsikringen automatisk forlænges for et år ad gangen, medmindre den forinden opsiges af selskabet eller forsikringstageren.

Forsikringsaftalen vil endvidere normalt indeholde regler, der giver både selskabet og forsikringstageren mulighed for at opsige forsikringen i forsikringstiden i forbindelse med anmeldelse og/eller behandling af en skade. Begrundelsen for et sådant vilkår er, at forsikringstageren på baggrund af erfaringerne med selskabets behandling af en skade bør have adgang til at opsige forsikringen, og at selskabet på baggrund af skadessagen og dens forløb bør have mulighed for f.eks. i lyset af en ændret risikovurdering at opsige forsikringen.

Særligt med hensyn til livsforsikringer bemærkes, at forsikringsbetingelserne sædvanligvis ikke indeholder regler, der f.eks. giver forsikringsselskabet mulighed for at opsige forsikringen i forbindelse med anmeldelse af en skade. Opsigelse af en livsforsikring, f.eks. som følge af manglende præmiebetaling, indebærer i øvrigt ikke uden videre, at forsikringsaftalen helt bortfalder, idet forsikringen i visse tilfælde vil kunne omskrives til en fripolice (police uden præmiebetaling), eller tilbagekøbsværdien vil kunne kræves udbetalt, jf. forsikringsaftalelovens § 101.

Der findes enkelte lovregler mv., der begrænser forsikringsselskabets adgang til at opsige en forsikring. Det antages f.eks. ved ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, at selskabet ikke uden videre kan opsige forsikringen, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.

Udvalget har overvejet, om der i forsikringsaftaleloven bør indsættes regler, der giver forsikringstageren en almindelig adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden, og anfører herom, jf. betænkningen side 263 ff.:

»Der har i de senere år været rejst spørgsmål om, hvorvidt det fortsat er rimeligt og hensigtsmæssigt, at forsikringstageren ikke har en almindelig adgang til i forsikringstiden at opsige forsikringen og f.eks. skifte til en billigere forsikring eller til en forsikring med en bedre dækning til den samme pris.

Spørgsmålet er bl.a. behandlet i Ivan Sørensens Udredning om bedre forbrugerbeskyttelse ved private forsikringer i Danmark [side 62 ff.]. Ivan Sørensen anfører bl.a., at en udvidet opsigelsesret må antages at ville styrke konkurrencen, men bemærker dog samtidig, at han ikke har tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, i hvilket omfang kunderne rent faktisk vil gøre brug af en udvidet opsigelsesret. Han henviser i den forbindelse til en undersøgelse, der viser, at kundernes loyalitet over for deres forsikringsselskab er ganske stor. Ivan Sørensen anbefaler i sin udredning, at forbrugerombudsmanden undersøger mulighederne og vilkårene for en udvidelse af forbrugerens adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden og tager kontakt til forsikringsbranchen herom.

Endvidere har Konkurrencestyrelsen peget på, at de lange opsigelsesvarsler som følge af reglerne om opsigelse til forsikringens hovedforfaldsdag hæmmer mobiliteten på forsikringsmarkedet. Konkurrencestyrelsen har oplyst, at knap 10 pct. af kunderne årligt skifter forsikringsselskab, hvilket efter Konkurrencestyrelsens opfattelse er et lavt tal, når der tages hensyn til, at der er en naturlig anledning til at tegne nye forsikringer, når der sker i ændringer i ens tilværelse, f.eks. når man skifter bolig, bliver gift, får børn, køber bil eller skifter job. Konkurrencestyrelsen finder, at kortere opsigelsesfrister for forsikringstageren vil medvirke til en større mobilitet på forsikringsmarkedet. Forsikringstagerens adgang til at opsige forsikringen bør ikke være knyttet til en hovedforfaldsdag, og opsigelsesvarslerne bør ikke overstige f.eks. 1 måned [God konkurrenceskik på forsikringsområdet, side 14 f., og Konkurrenceredegørelsen 2002, side 86 ff.].

På udvalgets møde med forbrugerombudsmanden gav denne ligeledes udtryk for, at der stadig er for få forsikringstagere, der skifter forsikringsselskab, og at dette bl.a. vil kunne ændres ved at indføre en almindelig adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der i forsikringsaftaleloven bør indsættes regler, der eventuelt alene for forbrugerforsikringer giver forsikringstageren en almindelig adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden, således at forsikringstageren generelt får mulighed for at skifte til en anden forsikring med et væsentligt kortere varsel, end det i praksis vil være tilfældet i dag.

Udvalget er opmærksom på, at konkurrencemæssige hensyn som påpeget af bl.a. Konkurrencestyrelsen og forbrugerombudsmanden kan tale for, at der med henblik på at fremme kundernes mobilitet mellem forsikringsselskaberne og dermed øge konkurrencen på forsikringsmarkedet indføres ufravigelige lovregler, der sikrer en almindelig adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden.

Udvalget finder imidlertid bl.a. som følge af sin sammensætning ikke at burde tage stilling til, i hvilket omfang der alene ud fra rent konkurrencemæssige hensyn bør indføres en almindelig adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden.

Ud fra en rent forsikringsaftaleretlig synsvinkel kan der efter udvalgets opfattelse bl.a. anføres følgende om at indføre bindende lovregler om »fri« opsigelsesadgang:

De nuværende et-årige forsikringer giver selskabet mulighed for at fordele sæsonudsving (f.eks. antallet af skader forvoldt på og af motorkøretøjer) på hele årets præmie. I de tilfælde, hvor der i dag kan ske opsigelse før forsikringstidens ophør (f.eks. i forbindelse med en skade), vil der i praksis normalt ske regulering af præmien, uden at der tages højde for sådanne sæsonafvigelser. Indføres der en generel adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden, må det overvejes nærmere, i hvilket omfang disse sæsonudsving skal indgå i præmiereguleringen i forbindelse med en opsigelse.

En generel opsigelsesadgang for forsikringstageren vil endvidere være forbundet med visse administrationsudgifter mv. for forsikringsselskaberne bl.a. til regulering af præmien mv. i forbindelse med en opsigelse før forsikringstidens ophør.

Efter udvalgets opfattelse bør omkostningerne ved en generel opsigelsesadgang i forsikringstiden i givet fald som udgangspunkt bæres af de forsikringstagere, der ønsker at benytte sig af denne mulighed. Det gælder både selskabets administrationsomkostninger mv. og den forholdsmæssigt højere præmie, der eventuelt skal betales, hvis forsikringen opsiges, så den kun dækker en periode på året, hvor risikoen for skader er størst. Indførelsen af eventuelle lovregler om en almindelig opsigelsesadgang for forsikringstageren i forsikringstiden bør således forudsætte nærmere overvejelser herom.

Ved en eventuel indførelse af en almindelig opsigelsesadgang for forsikringstageren bør det endvidere overvejes, om opsigelse først skal kunne ske, når der er gået en vis tid fra forsikringens tegning, således at selskabet har mulighed for at få dækket nogle af sine »startomkostninger« ved tegning af en ny forsikring mv.

Efter det for udvalget oplyste synes der ikke umiddelbart at være et større praktisk ønske blandt forsikringstagerne for en almindelig adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden. Forbrugerrådets repræsentant i udvalget har således oplyst, at Forbrugerrådet alene modtager et begrænset antal henvendelser herom. Endvidere modtager forsikringsselskaberne efter det oplyste alene et ringe antal henvendelser fra forsikringstagere, der ønsker at opsige forsikringen i forsikringstiden, uden at et af de særlige opsigelsesvilkår (f.eks. opsigelse i forbindelse med en skade) kan anvendes. Det kan dog naturligvis ikke udelukkes, at den tilsyneladende manglende »efterspørgsel« i praksis efter en almindelig opsigelsesadgang, kan hænge sammen med, at det for forsikringstagerne kan være vanskeligt generelt at efterspørge en mulighed, som hidtil kun har eksisteret i meget begrænset omfang.

Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget har i øvrigt oplyst, at en række forsikringsselskaber for tiden overvejer at indføre forsikringsprodukter, hvor forsikringstageren har mulighed for med et vist kortere varsel at opsige forsikringen i forsikringstiden. Flere større forsikringsselskaber forventes således at ville tilbyde sådanne forsikringer inden for ca. et år.

På denne baggrund finder udvalget, at der ikke ud fra en rent forsikringsaftaleretlig vurdering er behov for at indføre lovregler, der giver forsikringstageren en almindelig adgang til at opsige forsikringen i forsikringstiden. Som nævnt ovenfor har udvalget imidlertid ikke hermed taget stilling til, i hvilket omfang rent konkurrencemæssige hensyn i sig selv begrunder, at der bør indføres regler herom.

Det er under udvalgets drøftelser blevet anført, at hvis der ikke indføres lovregler, vil forsikringstagerens mulighed for at kunne opsige forsikringen i forsikringstiden i stedet kunne komme til at indgå som et stærkt element i konkurrencen mellem de forskellige forsikringsselskaber, såfremt forsikringstagerne i praksis vil efterspørge denne mulighed, jf. de ovenfor nævnte overvejelser blandt selskaberne om at tilbyde kortere opsigelsesfrister. Det er heroverfor blevet anført, at det bl.a. i lyset af, at det hidtil kun i meget begrænset omfang har været muligt at vælge forsikringer med fri opsigelsesadgang endnu er usikkert, i hvilket omfang forsikringsselskaberne fremover vil give kunderne denne mulighed.«

Som det fremgår af det ovenfor anførte, har udvalget vurderet spørgsmålet om at indføre en almindelig opsigelsesadgang for forsikringstageren ud fra en rent forsikringsaftaleretlig synsvinkel og har ikke taget stilling til, i hvilket omfang rent konkurrencemæssige hensyn kan begrunde, at der indføres regler herom. I forbindelse med høringen over betænkningen er der imidlertid fra flere sider blevet peget på, at væsentlige konkurrencemæssige hensyn taler for, at der bør indføres en sådan almindelig adgang for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden, hvilket bl.a. vil kunne bidrage til en øget mobilitet og dermed en øget konkurrence på forsikringsområdet til gavn for forsikringstagerne og samfundet som sådan.

Forbrugerrådet har således anført, at det er vigtigt, at der åbnes op for en principiel adgang for forbrugeren til at opsige en forsikring med kortere varsel end i dag. Hvis der ikke inden for en kortere tidshorisont sker en tilfredsstillende udvikling på forsikringsmarkedet med et bredt udbud af forsikringsprodukter med kortere opsigelsesvarsler uden økonomiske restriktioner eller andre konsekvenser for forbrugerne, bør der efter Forbrugerrådets opfattelse overvejes en lovregulering af spørgsmålet.

Forsikring & Pension har anført, at forsikringsbranchen selv bør have mulighed for at imødekomme det ønske, der er om at indføre forkortede opsigelsesvarsler, og at lovgivning på området i det mindste bør afvente en afklaring af, i hvilken retning markedet går. Forsikring & Pension har i den forbindelse oplyst, at selskaber, der repræsenterer i hvert fald ¾ af det private skadesforsikringsmarked enten allerede tilbyder private forsikringer med kortere opsigelsesvarsler eller inden for det kommende års tid vil tilbyde sådanne produkter. Af de fire største danske selskaber vil de tre tilbyde disse produkter i løbet af 2003, mens det fjerde selskab vil tilbyde produktet inden udgangen af første kvartal 2004.

Efter det oplyste er der således nu blandt en række forsikringsselskaber, der dækker en betydelig del af det private forsikringsmarked, konkrete planer om at indføre forsikringer med kortere opsigelsesvarsler end i dag. På denne baggrund bør forsikringsbranchen efter Justitsministeriets opfattelse i første omgang selv have mulighed for at udvikle og tilbyde forsikringsprodukter med kortere opsigelsesvarsler. Hvis det måtte vise sig, at der ikke inden for den tidshorisont, der er oplyst af Forsikring & Pension, sker en tilfredsstillende udvikling på forsikringsmarkedet, er Justitsministeriet imidlertid i lyset af de ovennævnte høringssvar, der fremhæver de konkurrencemæssige hensyn på området indstillet på i 2004 at fremsætte et lovforslag vedrørende adgangen for forsikringstageren til at opsige forsikringen i forsikringstiden, således at en lovregel herom i givet fald vil kunne træde i kraft samtidig med de øvrige ændringer af forsikringsaftaleloven (den 1. juli 2004, jf. lovforslagets § 4).

Udvalget har endvidere overvejet, om der bør ske en nærmere lovregulering af selskabets muligheder for at opsige forsikringen. Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget har i den forbindelse oplyst, at forsikringsselskaberne i praksis anvender forsikringsbetingelsernes opsigelsesadgang således, at forsikringen kun opsiges, hvis der foreligger væsentlige grunde hertil, f.eks. en ændret risikovurdering eller at tillidsforholdet mellem selskabet og forsikringstageren er brudt.

Udvalget anfører, at spørgsmålet om forsikringsselskabets adgang til at opsige en forsikring må ses i sammenhæng med spørgsmålet om, i hvilket omfang selskabet har pligt til at tegne en forsikring (kontraheringspligt). Som det fremgår af punkt 4.6.2. ovenfor, finder udvalgets flertal (8 medlemmer) ikke grundlag for at foreslå regler om kontraheringspligt for forsikringsselskabet, herunder almindelige regler, der begrænser selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv. Dette må efter flertallets opfattelse også gælde i relation til opsigelse af allerede indgåede forsikringsaftaler.

Flertallet peger endvidere på, at det efter de oplysninger, der foreligger for udvalget, ikke er et praktisk problem, at forsikringsselskabet på grundlag af forsikringsbetingelsernes regler herom opsiger en forsikring, uden at dette er begrundet i selskabets almindelige forretningspolitik, risikovurdering eller andre særlige forhold.

Flertallet har overvejet indførelsen af regler, der udtrykkeligt fastslår, at selskabet kun kan opsige en forsikring, hvis dette er begrundet i en ændret risikovurdering, forsikringstagerens eller sikredes misligholdelse af forpligtelserne over for selskabet eller andre særlige forhold. Efter flertallets opfattelse vil en sådan regel imidlertid være uden reel praktisk betydning, medmindre der samtidig sker en begrænsning i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen forretningspolitik, risikovurdering mv., hvilket et enigt udvalg som anført ovenfor ikke finder grundlag for at foreslå regler om.

Flertallet finder det imidlertid væsentligt, at der så vidt muligt er åbenhed og gennemsigtighed omkring mulighederne for at opretholde en allerede tegnet forsikring. Flertallet foreslår derfor, at forsikringsselskabet får pligt til efter anmodning at begrunde en opsigelse af en forsikring. Mindretallet (5 medlemmer) foreslår, at der indføres en regel, der pålægger selskabet at give en saglig begrundelse for opsigelse af en forsikring. Der henvises til punkt 4.6.2. ovenfor, hvor der nærmere er redegjort for flertallets og mindretallets opfattelser med hensyn til begrundelsespligt.

Der henvises til betænkningen side 266 ff.

Justitsministeriet er under hensyn til det, som er anført ovenfor i punkt 4.6.2., enig i flertallets synspunkter og forslag til begrundelsesregel. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3 b).

Forsikringsaftaleloven indeholder ingen definition af, hvad der i relation til en ulykkesforsikring skal forstås ved »ulykke« eller »ulykkestilfælde«. Det beror således som udgangspunkt på en fortolkning af den enkelte forsikringsaftale, hvornår der er tale om en ulykke omfattet af forsikringen.

En ulykke i forsikringsretlig forstand er traditionelt defineret som »en tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig pludselig udefrakommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge« (den »traditionelle ulykkesdefinition«). Der findes i dag en omfattende praksis fra domstolene og fra Ankenævnet for Forsikring, der nærmere belyser, hvilke skader der efter denne definition anses for en ulykke. For en række skadestyper har det i praksis voldt problemer at fastlægge, hvornår der er tale om en ulykke, f.eks. løfteskader, skader som følge af indtagelse af fordærvet mad, gift mv., og skader, der er en direkte følge af operative indgreb.

Forsikring & Pension udsendte i 1999 en medlemshenstilling om at indføre en udvidet dækning i form af et supplement til den traditionelle ulykkesdefinition, således at det ved beskadigelse af arme og ben alene kræves, at skadesårsagen skal være pludselig og med en påviselig beskadigelse af legemet til følge. Hensigten hermed har været i højere grad at dække skader, som forsikringstageren normalt vil anse for et ulykkestilfælde, f.eks. vridskader i forbindelse med sportsudøvelse.

En del selskaber anvender andre ulykkesdefinitioner end den traditionelle ulykkesdefinition, og navnlig i de senere år har der været en udvikling mod mere enkle definitioner, der samtidig indebærer en udvidelse af ulykkesbegrebet. Den seneste definition, som anvendes i hvert fald af to selskaber, fastlægger ganske enkelt et ulykkestilfælde som »en pludselig hændelse, der forårsager personskade«. Denne definition må i modsætning til den traditionelle ulykkesdefinition antages at indebære, at f.eks. skader som følge af besvimelse og løfteskader er omfattet af ulykkesforsikringen.

Udvalget har overvejet, om der i forsikringsaftaleloven bør indsættes en ulykkesdefinition, som skal gælde ved ulykkesforsikringer, medmindre andet er aftalt. Udvalget finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at indføre en sådan lovbestemt ulykkesdefinition, og henviser bl.a. til, at der i de senere år allerede har været en udvikling mod mere enkle ulykkesdefinitioner, der samtidig indebærer en udvidelse af ulykkesforsikringens dækningsomfang. Hertil kommer, at en lovbestemt ulykkesdefinition vil kunne hindre en fortsat løbende udvikling og tilpasning af det forsikringsretlige ulykkesbegreb til skade ikke mindst for forsikringstagerne og de sikrede.

Udvalget peger endvidere på, at forsikringsaftaleloven som udgangspunkt ikke indeholder regler, der fastlægger det nærmere dækningsomfang (forsikringsbegivenheden mv.) for forskellige typer af forsikringer. Indførelse af regler herom for bestemte forsikringsprodukter rejser en række principielle og praktiske spørgsmål, og sådanne regler bør alene indføres, hvis der er et særligt behov herfor og det er der efter udvalgets opfattelse ikke her. Udvalget peger i den forbindelse også på, at der de seneste år har været et ikke ubetydeligt fald i antallet af klager til Ankenævnet for Forsikring vedrørende ulykkesforsikringer (fra 524 i 2000 til 439 i 2001, dvs. et fald på 16 pct.), som antagelig bl.a. skyldes de nævnte udvidelser af ulykkesdefinitionen.

Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder dog, at der bør ske en lovregulering af det såkaldte viljeskrav i den traditionelle ulykkesdefinition, således at det ikke kan gøres til en betingelse for dækning, at påvirkningen skal være »uafhængig af den sikredes vilje«, jf. herved punkt 4.8.1. ovenfor. Mindretallet anfører bl.a., at der efter den traditionelle ulykkesdefinition ikke er tale om et ulykkestilfælde, hvis den forsikrede blot har haft vilje (forsæt) til indvirkningen på sit legeme, selv om den pågældende ikke har haft forsæt til selve skaden. Dette har i praksis givet anledning til en række tvister på ulykkesforsikringsområdet, og efter mindretallets opfattelse er det uhensigtsmæssigt med en sådan usikkerhed om ulykkesforsikringens dækningsomfang.

Udvalgets flertal (11 medlemmer) anfører, at dette forslag, som går ud på at regulere et enkelt element af den traditionelle ulykkesdefinition, i realiteten som noget helt nyt i forsikringsaftaleloven regulerer det nærmere indhold af ulykkesforsikringernes dækningsomfang. Flertallet peger navnlig på, at der de senere år har været en udvikling i forsikringsbranchen mod mere enkle ulykkesdefinitioner, der samtidig indebærer en udvidelse af ulykkesbegrebet og dermed af ulykkesforsikringernes dækningsomfang. Det spørgsmål, som mindretallet foreslår lovreguleret, opstår imidlertid ikke ved disse nyere ulykkesdefinitioner, men knytter sig til den traditionelle ulykkesdefinition.

Flertallet anfører endvidere, at forsikringspræmien for disse nyere ulykkesforsikringer som følge af det udvidede dækningsomfang typisk vil være noget højere end præmien for forsikringer, der bygger på den traditionelle ulykkesdefinition. Der foregår således for tiden en udvikling på ulykkesforsikringsområdet, der giver forsikringstageren mulighed for at vælge at tegne en ulykkesforsikring, der anvender den traditionelle ulykkesdefinition, og som dækker en række forskellige ulykkestilfælde, eller at tegne en ulykkesforsikring, der til en noget højere præmie giver en endnu mere omfattende dækning.

Forsikring & Pensions repræsentanter i udvalget har i den forbindelse oplyst, at mindretallets forslag, der indebærer, at den traditionelle ulykkesdefinition ikke vil kunne anvendes i sin hidtidige form, må forventes at ville medføre en ikke ubetydelig præmieforhøjelse i forhold til de forsikringer, der i dag anvender den traditionelle ulykkesdefinition.

Mindretallets forslag vil således begrænse forsikringstagerens muligheder for at vælge mellem en dyrere forsikring med et bredere dækningsomfang og en billigere forsikring med et lidt mere begrænset dækningsomfang. Forslaget må efter det oplyste endvidere forventes at ville føre til en fordyrelse af de (billigere) forsikringer, der i dag anvender den traditionelle ulykkesforsikring. En sådan generel fordyrelse af ulykkesforsikringerne vil alt andet lige kunne føre til, at der samlet set vil blive tegnet færre ulykkesforsikringer, hvilket efter flertallets opfattelse vil være en særdeles uheldig udvikling både for de sikrede, der dermed står uden forsikringsdækning, og for samfundet som sådant.

Flertallet finder på denne baggrund, at der ikke bør indføres en regel som foreslået af mindretallet.

Der henvises til betænkningen side 308 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der ikke bør indføres en lovbestemt ulykkesdefinition.

Med hensyn til mindretallets forslag om som noget nyt at lovregulere et enkelt element af den traditionelle ulykkesdefinition lægger Justitsministeriet navnlig vægt på, at der de senere år har været en udvikling i forsikringsbranchen mod mere enkle og mere omfattende ulykkesdefinitioner, hvor der ikke opstår de samme problemer med viljeskravet som i den traditionelle ulykkesdefinition. Som anført af flertallet må mindretallets forslag endvidere forventes at ville indebære en forhøjelse af præmien for de ulykkesforsikringer, der i dag anvender den traditionelle ulykkesdefinition, og forslaget vil dermed begrænse forsikringstagerens mulighed for at vælge mellem forsikringsprodukter med varierende dækningsomfang til en varierende præmie.

Det kan herudover tilføjes, at der i forbindelse med høringen over betænkningen er blevet peget på, at det er tvivlsomt, om mindretallets forslag vil løse afgrænsningsvanskelighederne ved den traditionelle ulykkesdefinition, idet f.eks. løfteskader ikke kun afvises (efter denne definition) på grund af viljeskravet, men i lige så høj grad fordi skaderne ikke anses for at være »udefrakommende«. I givet fald vil fortolkningsproblemerne ved den traditionelle ulykkesforsikring således i et vist omfang blot blive »flyttet« fra viljeskravet til andre elementer i definitionen.

Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte sig flertallets opfattelse, hvorefter der ikke bør indføres en særlig regulering af viljeskravet som foreslået af mindretallet.

Som anført ovenfor i punkt 3.2. har udvalget taget udgangspunkt i de emneområder, hvor der navnlig ud fra erfaringerne med lovens anvendelse i praksis kan være behov for nærmere at overveje lovændringer, herunder de områder, som er nævnt i bemærkningerne til den folketingsbeslutning, som førte til nedsættelsen af udvalget. Udvalget har i den forbindelse overvejet en række spørgsmål uden at have fundet grundlag for at foreslå lovændringer.

Udvalget har bl.a. overvejet forsikringsaftalelovens regler om anmeldelse og fremkaldelse af forsikringsbegivenheden samt om sikkerhedsforholdsregler, men har ikke fundet, at der i praksis er behov for at foreslå lovændringer på disse områder. Udvalget anfører dog, at den særlige regel i § 51, stk.2, hvorefter der i visse tilfælde kan ske opsigelse af forsikringen, hvis der er sket tilsidesættelse af en sikkerhedsforholdsregel, ikke anvendes i praksis, og udvalget foreslår, at bestemmelsen ophæves. Der henvises til betænkningen side 93 ff., 113 ff. og 175 ff.

Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget indeholder bortset fra en ophævelse af lovens § 51, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 13 ikke forslag til ændring af reglerne om anmeldelse og fremkaldelse af forsikringsbegivenheden samt om sikkerhedsforholdsregler mv.

Udvalget har overvejet lovens regler om indsættelse af begunstigede i livsforsikringer mv. og peger på, at det bør overvejes at ændre reglerne herom med henblik på at styrke retsstillingen for ugifte samlevere. Dette har imidlertid efter udvalgets opfattelse nær sammenhæng med det generelle spørgsmål om ugifte samleveres almindelige arveretlige stilling, som vil blive overvejet i Justitsministeriets Arvelovsudvalg. Der henvises til betænkningen side 217 ff.

Justitsministeriet er enig i, at spørgsmålet om at ændre reglerne om indsættelse af begunstigede bør overvejes i lyset af Arvelovsudvalgets overvejelser om ugifte samleveres almindelige arveretlige stilling. Forsikring & Pension har i øvrigt oplyst, at der snarest vil blive udsendt en medlemshenstilling, hvorefter forsikringsselskaberne i forbindelse med indsættelse af en begunstiget kort bør vejlede om betydningen af forsikringsaftalelovens regler i relation til ugifte samlivsforhold, jf. betænkningen side 221 f.

Udvalget har overvejet, om der bør indføres særlige lovregler om kollektive forsikringer mv. (gruppeforsikringer, arbejdsmarkedspensionsordninger mv.), men har ikke fundet grundlag herfor. Udvalget henviser navnlig til, at det ikke i praksis synes at give anledning til særlige problemer, at forsikringsaftaleloven ikke indeholder særlige regler om sådanne forsikringer. De sager, der opstår i praksis, vedrører i almindelighed ikke spørgsmål som følge af, at der er tale om en kollektiv forsikring, men spørgsmål der lige så vel kan opstå ved en privattegnet forsikring. Der henvises til betænkningen side 324 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke særlige regler om kollektive forsikringer mv. Dette indebærer, at det som hidtil som udgangspunkt vil være forsikringsaftalelovens almindelige regler, der finder anvendelse på disse forsikringsordninger.

Der findes i dag ikke en samlet regulering af forsikringsselskabets informations- og oplysningspligt mv. over for forsikringstageren/sikrede. Forsikringsaftaleloven indeholder i begrænset omfang regler herom, og herudover findes der visse regler om selskabets informationspligt i anden lovgivning, f.eks. lov om forsikringsvirksomhed, samt i forskellige retningslinjer, branchehenstillinger mv. Endvidere bidrager Ankenævnet for Forsikring og domstolene til fastlæggelsen af, hvilken informationspligt der i praksis påhviler forsikringsselskabet. Betænkningen side 269 ff. indeholder en gennemgang af de gældende regler om forsikringsselskabets informationspligt mv.

Der er efter udvalgets opfattelse gode grunde til at udforme nærmere regler om forsikringsselskabets informationspligt mv. Udvalget peger dog samtidig på, at det netop vedtagne direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser indeholder en række regler om oplysningspligt mv. i forbindelse med indgåelse af aftaler om finansielle tjenesteydelser, herunder forsikringsydelser. For en lang række forsikringsprodukter er det i dag den praktiske hovedregel, at forsikringsaftaler indgås ved »fjernsalg« i direktivets forstand, og udvalget finder på denne baggrund, at de nærmere overvejelser om udformningen af regler om forsikringsselskabets informationspligt mv. bør ske i lyset af arbejdet med at gennemføre direktivet i dansk ret. Der henvises til betænkningen side 295 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke generelle regler om forsikringsselskabets informationspligt mv. Justitsministeriet har nedsat et udvalg om revision af forbrugeraftaleloven, der bl.a. skal komme med forslag til de lovændringer, der bør foretages med henblik på at gennemføre direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser i dansk ret. Udvalget skal i den forbindelse bl.a. overveje forholdet til de gældende regler om oplysningspligt mv. ved forsikringsaftaler. Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest den 9. oktober 2004. Det kan endvidere oplyses, at Økonomi- og Erhvervsministeriet for tiden overvejer udformningen af regler om redelig forretningsskik og god praksis på bl.a. forsikringsområdet, jf. lov om finansiel virksomhed § 3, og at det i den forbindelse overvejes, i hvilket omfang der bør fastsættes regler om forsikringsselskabers rådgivnings- og oplysningspligt mv.

Det bemærkes, at lovforslaget indeholder flere regler, der pålægger forsikringsselskabet en særlig oplysningspligt mv. Det foreslås således, at selskabet i en opsigelse som følge af manglende præmiebetaling skal oplyse om den særlige genoplivningsregel, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til lovens § 13, stk. 2), at selskabet skal vejlede sikrede om retten til at kræve acontoerstatning, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 (forslag til lovens § 25), og at selskabet skal begrunde afslag på at tegne en forsikring og opsigelse af en forsikring, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til lovens § 3 b).

Den almindelige morarentesats for forsinket betaling af formueretlige fordringer findes i rentelovens § 5. Indtil den seneste ændring af renteloven (lov nr. 379 af 6. juni 2002) var renten fastsat til en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 pct., jf. bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990 om ændring af morarentesatsen i lov om forsinket betaling, forsikringsaftaleloven mv.

Ved lov nr. 379 af 6. juni 2002 er der imidlertid sket en forhøjelse af den almindelige morarentesats efter rentelovens § 5, stk. 1, således at renten fastsættes til en årlig rente, der svarer til en referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Efter rentelovens § 5, stk. 2, kan justitsministeren hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at tillægget ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct.

Rentelovens almindelige regler om morarentens størrelse er i et vist omfang fraveget i anden formueretlig lovgivning. En del af disse særlige morarentebestemmelser bygger på andre principper end dem, der ligger til grund for rentelovens generelle morarentesats. Som eksempel herpå kan nævnes checklovens §§ 45-46, veksellovens §§ 48-49 og CMR-lovens § 35, som gennemfører en række internationale konventioner i dansk ret.

Der findes dog også nogle særlige morarentebestemmelser, der er baseret på den generelle morarentesats efter renteloven. Det drejer sig om bestemmelserne i forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, om erstatning for personskade mv. og bekendtgørelsen om tvangsauktionsvilkår (fast ejendom) pkt. 6 A, litra b in fine, om overskydende beløb fra auktionsbud.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør disse rentebestemmelser tilpasses den gældende almindelige morarentesats efter renteloven, jf. også punkt 4.3. ovenfor vedrørende forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2.

I overensstemmelse hermed foreslås bestemmelserne i § 24, stk. 2, i forsikringsaftaleloven (lovforslagets § 1, nr. 6), og § 16, stk. 2, i erstatningsansvarsloven (lovforslagets § 2) ændret, således at renteniveauet ligesom efter den gældende rentelov fastsættes til en årlig rente, der svarer til en referencesats (Nationalbankens officielle udlånsrente) med et tillæg på 7 pct.

Justitsministeriet vil desuden foretage en tilsvarende administrativ forhøjelse af rentesatsen efter bekendtgørelsen om tvangsauktionsvilkår (fast ejendom) pkt. 6 A, litra b in fine.

I kreditaftalelovens § 23 findes en særlig bestemmelse om de civilretlige konsekvenser af kreditgiveres tilsidesættelse af oplysningspligten efter lovens § 9 (om kreditaftaler med fast lånebeløb). Af bestemmelsens stk. 1 følger, at hvis kreditomkostningerne ikke er oplyst i overensstemmelse med § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5 pct.

Justitsministeriet finder, at grundlaget for renteberegningen bør være det samme som efter renteloven, dvs. Nationalbankens officielle udlånsrente, der fastsættes halvårligt. Hermed smidiggøres den praktiske tilskrivning af renter.

Der foreslås imidlertid ingen forhøjelse af procenttillægget (fra 5 til 7 pct.) i kreditaftalelovens § 23, stk. 1. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at bestemmelsen som nævnt fastsætter de civilretlige konsekvenser af kreditgivers manglende overholdelse af sine oplysningsforpligtelser efter kreditaftaleloven, og en forhøjelse af procenttillægget ville således alene lempe konsekvenserne af at overtræde disse forpligtelser. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1, ikke er tale om betaling af morarenter, men af kreditrenter. Ved forsinket betaling kan der fortsat kræves betaling af morarenter efter renteloven.

Det foreslås derfor, at rentesatsen efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1, fastsættes til en referencesats med et tillæg på 5 pct. (lovforslagets § 3). Justitsministeren kan som hidtil hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre procenttillægget på 5 pct., jf. kreditaftalelovens § 55, stk. 2.

Lovforslaget indeholder en række ændringer af forsikringsaftaleloven med henblik på at forbedre retsstillingen for forsikringstageren og den sikrede på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen af loven har vist, at der er behov for justeringer.

I det omfang ændringerne af forsikringsaftaleloven vil indebære en forhøjelse af forsikringspræmierne, vil dette omfatte alle forsikringstagere, herunder offentlige myndigheder, erhvervslivet og private. Det er imidlertid ikke muligt nærmere at opgøre størrelsen af en eventuel forhøjelse af forsikringspræmierne, jf. nedenfor.

Det fremgår af betænkningen side 329, at Forsikring & Pension har vurderet, at ændringerne af forsikringsaftaleloven vil have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet (forsikringsselskaberne og pensionskasserne).

Forsikring & Pension vurderer således, at den foreslåede lempelsesregel (forslag til lovens § 6, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3) vil medføre øgede erstatningsudbetalinger, og at lempelsesreglen samt den foreslåede »genoplivningsregel« og regel om dækning af advokatomkostninger (forslag til lovens § 6, stk. 3, § 14 og § 32, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 5 og 11) må forventes at have en vis processkabende effekt med deraf følgende øgede proces- og administrationsomkostninger for selskaberne.

Forsikring & Pension vurderer endvidere, at de foreslåede vejlednings- og oplysningsforpligtelser, herunder navnlig lovforslagets § 1, nr. 5 og 8 (forslag til lovens § 13, stk. 2, og § 25), vil medføre øgede administrationsudgifter dels i forbindelse med behandlingen af de konkrete sager, dels i forbindelse med uddannelse af medarbejdere mv. Endelig er det Forsikring & Pensions vurdering, at forslaget til nye præmieopkrævningsregler i lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til lovens §§ 12-17) vil medføre behov for en række ret omfattende administrative og IT-mæssige omlægninger.

Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget drøftet størrelsen af de ovennævnte omkostninger med Forsikring & Pension. Ifølge Forsikring & Pension er det imidlertid ikke muligt nærmere at opgøre de øgede udgifter som følge af de nye regler, men disse kan dog ikke antages at være ubetydelige.

Den foreslåede ændring af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2 (lovforslagets § 2), vil alene have økonomiske konsekvenser i tilfælde, hvor skadevolder ikke betaler godtgørelses- eller erstatningsbeløb rettidigt. I disse tilfælde vil lovforslaget medføre en højere forrentning af godtgørelses- og erstatningsbeløb for personskade og tab af forsørger. Omvendt vil den skadelidte eller den, der har mistet en forsørger, være berettiget til en højere forrentning af godtgørelses- og erstatningsbeløb. Dette gør sig tilsvarende gældende for krav på forsikringsydelsen, jf. forslaget til forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr.6).

Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 23, stk. 1 (lovforslagets § 3), skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Ankenævnet for Forsikring, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Danske Entreprenører, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Finansrådet, Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Landsorganisationen i Danmark, Lægemiddelindustriforeningen, Patientforsikringsforeningen, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Specialarbejderforbundet i Danmark og Ældre Sagen.

Til nr. 1 (§ 2, stk. 4)

Den gældende forsikringsaftalelov indeholder ikke særlige regler for forbrugerforsikringer. Det foreslås imidlertid, at den nye lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger ved forsikringens tegning, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til lovens § 6, stk. 3), alene skal gælde ved forbrugerforsikring og personforsikring, og at de nye regler om præmiebetaling mv. ikke kan fraviges til skade for forsikringstageren og/eller sikrede ved forbrugerforsikring, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til lovens § 17).

Det foreslås, at der i forsikringsaftaleloven indsættes en bestemmelse, hvorefter en forbrugerforsikring defineres som en forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv, jf. 1. pkt. Den foreslåede definition er udformet på grundlag af den forbrugerdefinition, der anvendes i andre aftaleretlige love, bl.a. aftaleloven, købeloven og lov om visse forbrugeraftaler.

Ved fastlæggelsen af, om en forsikring skal anses for en forbrugerforsikring, kan der således tages udgangspunkt i, om der efter forbrugerdefinitionen i de ovennævnte love vil være tale om et forbrugerforhold, herunder navnlig om der i relation til reglerne om fortrydelsesret i lov om visse forbrugeraftaler er tale om en forsikringsaftale, der er indgået af en forbruger.

Afgørende for, om der er tale om en forbrugerforsikring, er, om forsikringstageren ved aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv, dvs. om forsikringen ved aftalens indgåelse hovedsagelig er bestemt til at være ikke-erhvervsmæssig. Der må i den forbindelse lægges vægt på, om den forsikrede interesse er af ikke-erhvervsmæssig (privat) karakter, f.eks. forsikring af privat indbo i modsætning til en erhvervsvirksomheds kontorudstyr mv.

Ved livs-, syge- eller ulykkesforsikring eller anden personforsikring, hvor forsikringstageren som privatperson tegner en forsikring på sit eget liv, helbred mv., må den forsikrede interesse i almindelighed anses for at være af ikke-erhvervsmæssig karakter. En privat ulykkesforsikring må således normalt anses for en forbrugerforsikring, selv om der f.eks. er tale om en heltidsulykkesforsikring, der også dækker ulykker på den forsikredes arbejdsplads.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger punkt 4.9.2. ovenfor, indeholder lovforslaget ikke særlige regler om kollektive forsikringer mv., og det er således som udgangspunkt forsikringsaftalelovens almindelige regler, der finder anvendelse på disse forsikringsordninger.

Dette gælder også i relation til den foreslåede definition af begrebet »forbrugerforsikring«, således at det ved kollektive forsikringer mv. vil afhænge af den nærmere udformning af den enkelte forsikringsordning, hvorvidt der er tale om forbrugerforsikring eller ej. Hvis ordningen er udformet sådan, at der mellem grupperepræsentanten og selskabet indgås én forsikringsaftale, der omfatter medlemmerne af en nærmere angiven gruppe, vil der ofte ikke være tale om en forbrugerforsikring, idet grupperepræsentanten, f.eks. en virksomhed, ikke hovedsagelig vil handle uden for sit erhverv. Hvis der derimod f.eks. på grundlag af en »rammeaftale« indgås en forsikringsaftale mellem hvert enkelt gruppemedlem og selskabet, vil der i forholdet mellem gruppemedlemmet og selskabet kunne være tale om en forbrugerforsikring.

Det foreslås endelig, at forsikringsselskabet har bevisbyrden for, at en indgået forsikringsaftale ikke er en forbrugerforsikring, jf. 2. pkt. Dette er i overensstemmelse med, hvad der gælder efter bl.a. aftaleloven, købeloven og lov om visse forbrugeraftaler.

Til nr. 2 (§ 3 b)

Det foreslås, at forsikringsselskabet får en udtrykkelig pligt til efter anmodning at begrunde et afslag på at tegne en forsikring og en opsigelse af en allerede indgået forsikringsaftale, jf. stk. 1.

Begrundelsespligten ved selskabets afslag på at tegne en forsikring omfatter i første række tilfælde, hvor selskabet helt afviser at tegne en forsikring. Den foreslåede regel omfatter imidlertid også tilfælde, hvor selskabet ikke umiddelbart kan acceptere forsikringsbegæringen, men hvor selskabet tilbyder at tegne forsikringen på andre vilkår, f.eks. til en højere præmie eller med særlige undtagelser fra forsikringsdækningen, jf. ordene »som begæret«.

Selskabet skal endvidere efter anmodning begrunde enhver opsigelse af forsikringsaftalen. Opsigelsen skal således begrundes, uanset om den har hjemmel i lovgivningen (f.eks. forsikringsaftaleloven) eller i forsikringsbetingelserne. Opsigelsen skal endvidere begrundes, uanset om den foretages i forsikringstiden eller til forsikringstidens udløb (f.eks. ved et-årige forsikringer, der fornys for et år ad gangen, medmindre forsikringen inden da opsiges af selskabet eller forsikringstageren).

Det foreslås, at begrundelsen kun skal gives efter anmodning, dvs. fra den, der har ønsket forsikringen (ved afslag) eller fra forsikringstageren (ved opsigelse). Det er alene selskabets (potentielle) aftalepart (forsikringstageren), der kan kræve en begrundelse.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til relevante retsregler, herunder i forsikringsaftaleloven eller i forsikringsbetingelserne, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette vil navnlig have betydning ved opsigelse, hvor det skal anføres i begrundelsen, hvilke bestemmelser f.eks. i forsikringsbetingelserne der giver selskabet mulighed for at opsige forsikringen. Der skal kun henvises til retsregler, der er relevante for selskabets beslutning. Hvis selskabets afvisning af at tegne en forsikring f.eks. er begrundet i en ren risikovurdering, vil der således normalt ikke være retsregler at henvise til i selskabets begrundelse.

Begrundelsen skal endvidere indeholde en kort redegørelse for, hvorfor forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges. Begrundelsen skal udformes på en sådan måde, at den fremtræder som en forklaring på, hvorfor selskabet har afvist at tegne eller har opsagt forsikringen. Begrundelsen skal angive de væsentligste forhold, herunder navnlig de væsentligste faktiske omstændigheder, der ligger til grund for selskabets beslutning, og skal være udformet sådan, at den må anses for egnet til i hovedtræk at give den forsikringssøgende/forsikringstageren en forståelse af baggrunden for selskabets beslutning.

Det skal fremgå af begrundelsen, hvilke forhold der i det konkrete tilfælde gør, at selskabet ikke (længere) ønsker at tegne den pågældende forsikring, f.eks. ved angivelse af de konkrete helbredsforhold, der gør, at forsikringen ikke kan tegnes eller kun kan tegnes på skærpede vilkår. En generel henvisning alene til »de afgivne helbredsoplysninger« vil normalt ikke være tilstrækkelig.

Selskabets afvisning af at tegne en forsikring eller opsigelse af en allerede indgået forsikringsaftale vil i nogle tilfælde skyldes en samlet vurdering af det pågældende kundeforhold. I disse tilfælde behøver begrundelsen ikke at angive samtlige de forhold, som selskabet har lagt vægt på, men skal blot angive de væsentligste elementer, som ligger til grund for selskabets beslutning.

Begrundelsen skal efter anmodning gives skriftligt, jf. stk. 2, 2. pkt., hvilket også vil kunne ske f.eks. via e-mail.

Ved afslag på at tegne en forsikring, som er begrundet i alvorlig sygdom eller lignende, anmoder forsikringsselskabet i dag i visse tilfælde f.eks. den forsikringssøgendes egen læge om over for den pågældende at redegøre nærmere for indholdet af de lægeerklæringer mv., som selskabet har modtaget. Det er ikke hensigten med den foreslåede regel at ændre denne praksis. Selskabet vil således som hidtil kunne henvise den forsikringssøgende til i første omgang at få gennemgået de lægelige oplysninger hos sin egen læge, men således at selskabet efterfølgende må give en skriftlig begrundelse, hvis den forsikringssøgende ønsker det.

Det forudsættes, at forsikringsselskabet i fornødent omfang orienterer den forsikringssøgende/forsikringstageren om muligheden for at få en begrundelse, herunder at denne vil kunne fås skriftligt. Dette vil navnlig være relevant, hvis den pågældende giver udtryk for utilfredshed med selskabets beslutning, men af en eller anden grund ikke udtrykkeligt beder om en (skriftlig) begrundelse.

Reglen indeholder ikke et krav om, at selskabet på statistisk eller andet videnskabeligt grundlag skal kunne dokumentere sin risikovurdering, eller i øvrigt skal redegøre nærmere for indholdet af sin almindelige forretningspolitik eller for den risikovurdering, der ligger til grund for selskabets beslutning. Det vil f.eks. således normalt være tilstrækkeligt, at selskabet henviser til et eller flere konkrete elementer i de afgivne helbredsoplysninger og meddeler, at selskabet på denne baggrund ikke ønsker at tegne forsikringen eller kun at tegne den på skærpede vilkår.

Begrundelsen giver den forsikringssøgende/forsikringstageren mulighed for at vurdere, om afvisningen/opsigelsen skyldes forhold, der kan ændres af den pågældende, således at forsikringen alligevel kan tegnes eller opretholdes (eventuelt på andre vilkår), ligesom den pågældende kan undersøge mulighederne for at tegne forsikringen i et andet selskab. En nærmere begrundelse for selskabets beslutning giver endvidere den forsikringssøgende/forsikringstageren mulighed for at rette eventuelle misforståelser hos selskabet.

Reglen indebærer, at den forsikringssøgende/forsikringstageren skal gøres bekendt med grundlaget og baggrunden for selskabets beslutning, men giver ikke den pågældende mulighed for i den konkrete situation at anfægte selskabets risikovurdering, forretningspolitik mv. Der er på denne baggrund ikke knyttet særlige aftaleretlige retsvirkninger til selskabets tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det betyder imidlertid ikke, at overtrædelse af begrundelsespligten er usanktioneret. Et selskabs tilsidesættelse af begrundelsespligten må således anses for at være i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. lov om finansiel virksomhed § 3. Dette indebærer bl.a., at Finanstilsynet kan påbyde selskabet at ændre adfærd, og overtrædelse af et sådant påbud kan straffes med bøde. Finanstilsynet vil dog i almindelighed ikke behandle konkrete tvister mellem et forsikringsselskab og forsikringstageren, men alene gribe ind over for en generel adfærd hos selskabet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.6.

Til nr. 3 (§ 6, stk. 3)

Det foreslås, at der i forsikringsaftaleloven indsættes en lempelsesregel, der giver mulighed for i særlige tilfælde at se helt eller delvis bort fra, at forsikringstageren ved forsikringens tegning har afgivet urigtige oplysninger, selv om betingelserne for bortfald eller nedsættelse af forsikringsydelsen efter § 6, stk. 1 og 2, er opfyldt. Den foreslåede regel gælder alene for forbrugerforsikringer, jf. herom forslaget til lovens § 2, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil), samt for livs-, syge- eller ulykkesforsikringer eller andre personforsikringer. Lempelsesreglen gælder således for alle forbrugerforsikringer (uanset forsikringstypen) samt for alle personforsikringer (uanset om der er tale om en forbrugerforsikring).

Den foreslåede regel er tænkt som en »sikkerhedsventil«, der med henblik på helt særlige (enkeltstående) tilfælde skal sikre, at anvendelsen af § 6, stk. 1-2, ikke fører til resultater for forsikringtageren/sikrede, som virker urimelige. Reglen giver ikke mulighed for at se bort fra, at der er udvist svig, jf. § 4.

Reglen giver mulighed for at fravige § 6, stk. 1 og 2, og lade selskabet hæfte helt eller delvist, selv om der er afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning. Selv om selskabet slet ikke ville have tegnet forsikringen med kendskab til de korrekte forhold og derfor for så vidt er fri for ansvar efter § 6, stk. 1, kan det således bestemmes, at selskabet helt eller delvist hæfter for forsikringsbegivenheden. Tilsvarende kan det bestemmes, at selskabet hæfter i videre omfang, end anvendelsen af pro rata-reglen i § 6, stk. 2, vil føre til enten således, at selskabet hæfter fuldt ud, eller således at nedsættelsen af erstatningen bliver mindre, end hvad § 6, stk. 2, vil føre til.

Det er en forudsætning for at anvende den foreslåede lempelsesregel, at særlige omstændigheder taler for at lade selskabet hæfte helt eller delvis, selv om der er afgivet urigtige oplysninger, jf. 1. pkt. Bestemmelsen angiver tre kriterier, som navnlig skal tillægges vægt ved denne vurdering, jf. 2. pkt.

Der skal bl.a. lægges vægt på, om det forhold, hvorom der er afgivet urigtige oplysninger, må antages at have haft indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens størrelse, dvs. om der er årsagssammenhæng mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenheden. Det forudsættes, at den omstændighed, at der ikke er årsagssammenhæng mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenhedens indtræden, ikke i sig selv taler særligt for at anvende lempelsesreglen. Hvis der er en sådan årsagssammenhæng, vil det derimod normalt udelukke, at lempelsesreglen kan anvendes.

Det vil i praksis ofte være vanskeligt med sikkerhed at fastslå, at der ikke er årsagssammenhæng mellem det uoplyste forhold og forsikringsbegivenhedens indtræden. Det vil derfor i almindelighed være tilstrækkeligt, at forsikringstageren/sikrede har gjort det antageligt, dvs. sandsynliggjort, at der ikke er en sådan årsagssammenhæng. Er der f.eks. tale om en livs- eller ulykkesforsikring, vil forsikringstageren/sikrede således normalt ikke skulle fremlægge en lægeerklæring, der udelukker årsagssammenhæng. Det vil normalt være tilstrækkeligt, at det ud fra de lægelige oplysninger mv. må anses for mest sandsynligt, at det uoplyste forhold har været uden indflydelse på forsikringsbegivenhedens indtræden.

Ved vurderingen af, om den foreslåede lempelsesregel skal anvendes, skal der endvidere lægges vægt på graden af den uagtsomhed, som forsikringstageren har udvist i forbindelse med afgivelsen af de urigtige oplysninger.

Lempelsesreglen vil i almindelighed kun kunne anvendes, hvis forsikringstageren ved afgivelsen af de urigtige oplysninger alene har udvist en ringe uagtsomhed. Der sigtes herved til tilfælde, hvor det i særlig grad må anses for undskyldeligt, at forsikringstageren har afgivet urigtige oplysninger. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis forsikringstageren ved en forglemmelse undlader at oplyse om en lægeundersøgelse eller hospitalsindlæggelse flere år før forsikringstegningen, fordi den pågældende ikke efterfølgende har haft gener mv. af det forhold, som gav anledning til undersøgelsen eller indlæggelsen.

Det udelukker ikke anvendelse af lempelsesreglen, at forsikringstageren ved forsikringstegningen er klar over, at der afgives urigtige oplysninger, f.eks. at den pågældende bevidst undlader at oplyse om en lægeundersøgelse for flere år siden, hvis det må anses for i særlig grad undskyldeligt, at forsikringstageren ikke gav korrekte oplysninger. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forsikringstageren har haft en vis anledning til at tro, at oplysningen var uden betydning for selskabet (uden at der er tale om god tro, jf. § 5). Der vil herved navnlig som ved vurderingen af, om forsikringstageren er i god tro efter § 5 kunne lægges vægt på forsikringsselskabets og dets repræsentanters forhold mv. Har forsikringstageren ikke svaret fyldestgørende på et bredt og måske upræcist formuleret spørgsmål i forsikringsbegæringen, taler det således i højere grad for at anvende lempelsesreglen, end hvis der er givet et urigtigt svar på et klart og enkelt spørgsmål. Tilsvarende vil der kunne lægges vægt på, i hvilket omfang forsikringstageren er blevet vejledt af en repræsentant for selskabet forud for eller i forbindelse med udfyldelsen af forsikringsbegæringen.

Der skal endelig lægges vægt på, hvor lang tid der er forløbet mellem forsikringens tegning (og dermed afgivelsen af de urigtige oplysninger) og forsikringsbegivenhedens indtræden. Det vil således tale for anvendelse af lempelsesreglen, hvis der ved forsikringsbegivenhedens indtræden er forløbet flere år, siden de urigtige oplysninger blev afgivet, således at forsikringstageren i en længere periode har betalt præmien i forventning om at have en bestemt forsikringsdækning.

Angivelsen af kriterier i 2. pkt. er ikke udtømmende, og der vil også kunne lægges vægt på andre særlige forhold i den konkrete sag. Der bør f.eks. efter omstændighederne lægges vægt på, om bortfald eller nedsættelse af forsikringsydelsen vil være særligt indgribende over for sikrede navnlig hvis sikrede er en anden end forsikringstageren og har været uden indflydelse på afgivelsen af de urigtige oplysninger. Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved en livsforsikring, hvor den efterladte ægtefælle i medfør af reglerne i § 6, stk. 1 og 2, ellers ikke vil få udbetalt (hele) forsikringssummen, fordi nu afdøde ved forsikringens tegning for flere år siden afgav urigtige oplysninger.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.1.

Til nr. 4 (§ 10, stk. 1)

Det foreslås, at den nye lempelsesregel i lovens § 6, stk. 3, vedrørende afgivelse af urigtige oplysninger, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, ikke ved aftale kan fraviges til skade for forsikringstageren eller den sikrede.

Til nr. 5 (§§ 12-17)

Det foreslås, at præmien først skal betales, efter at forsikringsselskabet har opkrævet præmien hos forsikringstageren, f.eks. ved fremsendelse af girokort. Forsikringstageren har herefter en betalingsfrist på 21 dage, jf. stk. 1.

Den foreslåede regel regulerer ikke forfaldstidspunktet for præmien, som må fastlægges i overensstemmelse med den enkelte forsikringsaftale, hvor det f.eks. kan bestemmes, at præmien forfalder til betaling hvert år den 1. januar, således at forsikringsselskabet kan kræve præmien betalt pr. denne dato. Den foreslåede regel er ikke til hinder for, at forsikringsselskabet i et sådant tilfælde giver påkrav om betaling af præmien inden forfaldstiden, når blot forsikringstageren får en betalingsfrist på 21 dage, og præmien ikke kræves betalt inden forfaldstiden. Betalingsfristen på 21 dage regnes fra det tidspunkt, hvor påkravet er modtaget af forsikringstageren, jf. lovens § 33, stk. 1, 1. pkt. (som ikke ændres).

Det foreslås, at reglen ved forbrugerforsikring ikke skal kunne fraviges til skade for forsikringstageren eller sikrede, jf. forslaget til § 17, stk. 1.

I praksis betales præmien i vidt omfang ved løbende betalingsoverførsler via pengeinstitutter, f.eks. ved at forsikringstageren har tilmeldt præmiebetalingen til Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS). I disse tilfælde modtager forsikringstageren en betalingsoversigt fra PBS, der viser, hvilke betalinger der vil blive gennemført i den kommende periode. Afhængig af tidspunktet for betalingen til forsikringsselskabet vil denne betalingsoversigt kunne komme frem til forsikringstageren væsentligt senere end 21 dage, før betaling sker. Endvidere sender forsikringsselskabet i disse tilfælde normalt ingen særskilt opkrævning til forsikringstageren.

Der er her tale om betalingsordninger, som forsikringstageren selv har tilmeldt sig, og som i praksis medvirker til at sikre, at forsikringstageren ikke ved en fejl undlader at betale præmien. Det foreslås på denne baggrund, at der bliver mulighed for at fravige den foreslåede § 12, stk. 1, som led i en løbende aftale om betaling af præmien ved betalingsoverførsel, jf. forslaget til § 17, stk. 1, 2. pkt. Den ovenfor beskrevne fremgangsmåde ved betaling af præmien via PBS vil således kunne opretholdes.

Det foreslåede stk. 2 svarer til den gældende § 14, stk. 3, i forsikringsaftaleloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.2.

Det foreslås, at selskabet ligesom i dag kan opsige forsikringsaftalen ved manglende eller for sen betaling af præmien, jf. stk. 1. Der foreslås dog længere opsigelsesfrister mv. end dem, der gælder i dag, ligesom selskabets opsigelse får karakter af en påmindelse, der udtrykkeligt oplyser om, at forsikringsaftalen ophører, hvis præmien ikke betales i løbet af opsigelsesperioden.

Opsigelse kan tidligst ske, dvs. sendes fra selskabet, 14 dage efter udløbet af den almindelige betalingsfrist efter forslaget til § 12, stk. 1. Opsigelse kan herefter ske med den virkning, at forsikringsaftalen og dermed forsikringsdækningen ophører, hvis præmien ikke betales senest 21 dage efter opsigelsen. Denne frist regnes fra det tidspunkt, hvor opsigelsen er modtaget af forsikringstageren, jf. lovens § 33, stk. 1, 1. pkt. (som ikke ændres).

Det foreslås i stk. 2, at opsigelsen udtrykkeligt skal angive, at forsikringsaftalen ophører, hvis præmien ikke betales inden den fastsatte frist. Opsigelsen skal endvidere oplyse om muligheden for at bringe forsikringsaftalen til at løbe på ny efter forslaget til § 14. Opsigelsesfristen på 21 dage, jf. stk. 1, regnes først fra det tidspunkt, hvor disse oplysninger er givet, dvs. modtaget af forsikringstageren, jf. lovens § 33, stk. 1, 1. pkt.

Har forsikringsselskabet i første omgang undladt at give de krævede oplysninger, må selskabet således som udgangspunkt sende en ny opsigelse med de nævnte oplysninger til forsikringstageren. Fra modtagelsen heraf har forsikringstageren herefter 21 dage til at betale præmien, inden forsikringsaftalen ophører.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.2.

Den foreslåede regel indebærer, at forsikringstageren i særlige tilfælde får mulighed for at bringe forsikringsaftalen til at løbe på ny, selv om selskabet i overensstemmelse med forslaget til § 13 har opsagt forsikringsaftalen som følge af manglende præmiebetaling, og opsigelsesfristen er udløbet, uden at præmien er betalt.

Adgangen til at »genoplive« forsikringen gælder dog kun, hvis den manglende betaling skyldes uforudsete undskyldelige hindringer, dvs. betalingshindringer, der ikke kan bebrejdes forsikringstageren, og hvor der samtidig er tale om sådanne særligt undskyldende omstændigheder, at risikoen for den for sene præmiebetaling ikke bør påhvile forsikringstageren. Det kan f.eks. være pludselig alvorlig sygdom hos forsikringstageren eller dennes nære pårørende, som i realiteten har hindret den pågældende i selv at betale præmien eller sørge for, at andre betalte præmien på hans eller hendes vegne. Forsikringstagerens pludselige pengemangel, f.eks. som følge af arbejdsløshed, giver derimod ikke adgang til at genoplive forsikringen.

Efter den foreslåede regel løber forsikringsaftalen (og dermed forsikringsdækningen) på ny fra dagen efter, at betaling sker. Er den manglende præmie f.eks. betalt den 1. juni, løber forsikringen på ny fra døgnets begyndelse den 2. juni.

Forsikringstageren skal for at bringe forsikringsaftalen til at løbe på ny betale den fulde manglende præmie inklusive eventuelle renter og omkostninger (rykkergebyr, inkassoomkostninger mv.), selv om dette indebærer, at han eller hun derved kommer til at betale præmie for en periode, hvor der ikke har været forsikringsdækning.

Præmien mv. skal betales uden ugrundet ophold, efter at betalingshindringen er ophørt. Betaling skal dog under alle omstændigheder ske senest 3 måneder efter udløbet af opsigelsesfristen efter forslaget til § 13, stk. 1, jf. 2. pkt. Indbetaling til et pengeinstitut her i landet anses for rettidig, hvis den er sket inden for 3-måneders fristen, jf. forslaget til § 15, stk. 1.

Hvis den foreslåede genoplivningsregel finder anvendelse, løber forsikringsaftalen videre, som om der ikke havde været en præmierestance (»løber på ny«). Er forsikringsaftalen indgået for en bestemt periode, f.eks. 1 år, udløber forsikringen således på det oprindeligt aftalte tidspunkt. Det er derfor tillige en betingelse for at anvende genoplivningsreglen, at præmien mv. betales inden udløbet af den oprindeligt aftalte forsikringsperiode, jf. 3. pkt. Dette har navnlig betydning for de såkaldte korttidsforsikringer, dvs. forsikringer, som dækker en særligt opstået risiko, der kun strækker sig over et begrænset tidsrum, f.eks. rejseforsikringer.

Forsikringsaftalen løber som udgangspunkt videre på de oprindelige vilkår, hvilket bl.a. indebærer, at §§ 4-10 om forsikringstagerens oplysningspligt ved forsikringens tegning som udgangspunkt ikke finder anvendelse med hensyn til eventuelle ændringer i selskabets risiko. Dette spørgsmål reguleres i stedet bl.a. af reglerne om fareforøgelse i forsikringstiden. Særligt med hensyn til ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer henvises til bemærkningerne nedenfor til forslaget til § 17.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.2.

Det foreslås, at indbetaling af præmien til pengeinstitut her i landet, bortset fra Grønland, skal anses for rettidig, hvis betaling sker inden for de frister, der fremgår af forslaget til §§ 12-14, jf. stk. 1. Reglen svarer til tinglysningslovens § 42 a, stk. 1, og kreditaftalelovens § 25.

Det foreslåede stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til de gældende § 13, stk. 2, og § 14, stk. 2, i forsikringsaftaleloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.2.

Den foreslåede regel svarer med redaktionelle ændringer til den gældende § 16 i forsikringsaftaleloven.

Det bemærkes, at selskabet efter lov om visse forbrugeraftaler § 13 c, stk. 3, jf. § 9, og forsikringsaftalelovens § 97 a, stk. 5, ikke kan kræve vederlag for den allerede opfyldte del af aftalen, når forsikringstageren udnytter sin fortrydelsesret i forbindelse med forsikringstegningen.

Det foreslås, at reglerne i forslaget til §§ 12-16 om præmiebetaling mv. ved forbrugerforsikring ikke ved aftale kan fraviges til skade for forsikringstageren eller sikrede, jf. stk. 1. Der henvises om begrebet »forbrugerforsikring« til forslaget til lovens § 2, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil).

Reglerne kan derimod være fraveget ved eller i henhold til lov, jf. herved bl.a. § 208, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed, hvorefter selskabet ikke kan opsige en bygningsbrandforsikring som følge af manglende præmiebetaling. Denne bestemmelse finder således fortsat anvendelse.

Det samme gælder reglerne i §§ 8-9 i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., hvorefter forsikringsselskabet først kan sende en ophørsmeddelelse som følge af manglende præmiebetaling til Centralregistret for Motorkøretøjer således, at meddelelsen modtages af Centralregistret 10 uger efter, at præmien forfaldt til betaling. Når Centralregistret har modtaget en ophørsmeddelelse, og det konstateres, at køretøjet ikke er afmeldt, og at der ikke er tegnet en ny forsikring, inddrages køretøjets nummerplader. Hvis Centralregistret efterfølgende får meddelelse om, at der er tegnet en ny forsikring, tilbagekaldes inddragelsen af nummerpladerne, hvis den faktiske inddragelse endnu ikke er sket. Er nummerpladerne faktisk inddraget, skal køretøjet indregistreres på ny.

Den foreslåede »genoplivningsregel« i § 14 vedrører alene forsikringen og indebærer ingen ændringer af ovennævnte fremgangsmåde i forbindelse med inddragelse af nummerpladerne. Forsikringstageren kan således ved at betale den manglende præmie mv. genoplive forsikringen efter den foreslåede § 14, men er køretøjets nummerplader blevet inddraget, skal der ske en ny registrering af køretøjet.

Det foreslås endvidere, at forslaget til § 12, stk. 1, om betalingspåkrav og betalingsfrist kan fraviges som led i en løbende aftale om betaling af præmien ved betalingsoverførsel, jf. stk. 1, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 12, stk. 1.

Ved kollektive pensionsordninger, der følger sikredes ansættelsesforhold (arbejdsmarkedspensioner mv.), vil præmiebetalingen typisk ske løbende i forbindelse med lønafregningen til sikrede, således at præmien fradrages i lønudbetalingen, uden at sikrede modtager særskilt opkrævning eller lignende. Der tilsigtes med lovforslaget ingen ændringer i denne praksis for præmiebetaling ved disse kollektive forsikringsordninger. Med hensyn til kollektive forsikringer mv. henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 4.9.2.

Efter det foreslåede stk. 2 kan det endvidere aftales, at forsikringen ophører, hvis den første præmie ikke betales inden for en rimelig frist efter selskabets påkrav om betaling. En betalingsfrist på en uge må i almindelighed anses for rimelig, men f.eks. ved visse korttidsforsikringer f.eks. kortvarige rejseforsikringer vil fristen kunne være kortere.

Er der indgået en sådan aftale vedrørende betaling af den første præmie, regnes 3-måneders fristen i den foreslåede »genoplivningsregel« (forslaget til § 14) fra tidspunktet for forsikringsaftalens ophør.

Efter det foreslåede stk. 3 gælder § 16 ikke for livsforsikringer, hvilket svarer til gældende ret, jf. § 17, 2. pkt., i forsikringsaftaleloven.

Generelt gælder det, at reglerne om opsigelse mv. af forsikringen ikke uden videre finder anvendelse ved livsforsikringer, jf. forsikringsaftalelovens § 101. Efter § 101 indebærer bortfald af forsikringsselskabets ansvar ved livsforsikringer ikke nødvendigvis, at forsikringsaftalen fuldstændig ophører, idet forsikringen i visse tilfælde vil kunne omskrives til en fripolice (præmiefri forsikring), eller forsikringstageren vil kunne kræve tilbagekøbsværdien udbetalt.

Hvis forsikringen f.eks. kan omskrives til en fripolice som følge af manglende præmiebetaling, vil der fortsat være forsikringsdækning i henhold til fripolicen (f.eks. med den forsikringssum, der kan opnås med de hidtil indbetalte præmier). § 13 om opsigelse og ophør af forsikringsdækningen og genoplivningsreglen i § 14 vil således i denne situation vedrøre selskabets ansvar i henhold til den oprindelige forsikringsaftale, mens forsikringsdækningen ikke fuldstændigt vil bortfalde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.2.

Til nr. 6 (§ 24, stk. 2)

Det foreslås, at § 24, stk. 2, ændres i overensstemmelse med ændringen af rentelovens § 5, stk. 1-2, ved lov nr. 379 af 6. juni 2002. Renteniveauet ved forrentning af krav på forsikringsydelsen vil herefter som hidtil svare til den almindelige morarente efter renteloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.3. og 4.10.

Til nr. 7 (§ 24, stk. 4)

Det foreslås, at reglerne i § 24, stk. 1-3, om betaling og forrentning af sikredes krav på forsikringsydelsen ikke skal gælde for skadelidtes krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Det gælder tilfælde, hvor skadelidte har et direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet enten fordi selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, f.eks. efter færdselslovens § 108, stk. 1, og hundelovens § 8, stk. 2, eller fordi skadelidte i medfør af forsikringsaftalelovens § 95 har et direkte krav mod forsikringsselskabet, f.eks. hvis skadelidte har fået dom for sit krav mod skadevolderen, eller hvis skadevolderen har anerkendt skadelidtes erstatningskrav. I disse tilfælde forrentes skadelidtes krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab således efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, dvs. efter erstatningsansvarslovens § 16 (personskade mv.) og renteloven (andre krav).

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.3.

Til nr. 8 (§ 25)

Det foreslås, at selskabet får en udtrykkelig pligt til at vejlede sikrede om retten til at kræve acontobetaling efter § 24, stk. 1, 2. pkt.

Forsikringsselskabet har allerede i dag en vis vejledningspligt, jf. de almindelige bemærkninger punkt 4.3.2. ovenfor, men den foreslåede regel indebærer, at selskabet som udgangspunkt i alle tilfælde skal gøre sikrede opmærksom på muligheden for at kræve acontobetaling.

Det foreslås, at vejledningen skal gives senest tre måneder efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden, medmindre sikredes krav inden da fuldt ud er afvist eller imødekommet af selskabet. Har selskabet kun taget stilling til en del af det rejste krav, skal der således vejledes om retten til acontobetaling. Selskabet skal også vejlede om retten til acontobetaling, selv om sikrede endnu ikke har fremsat et konkret krav på forsikringsydelsen.

Vejledningen skal gives senest tre måneder efter anmeldelse af forsikringsbegivenheden. Der er således ikke noget til hinder for, at selskabet i alle tilfælde orienterer om muligheden for at kræve acontobetaling straks efter forsikringsbegivenhedens anmeldelse (medmindre selskabet straks imødekommer eller afviser kravet), f.eks. i forbindelse med, at selskabet anerkender modtagelsen af skadesanmeldelsen.

Selskabet kan dog undlade at vejlede om retten til at kræve acontobetaling, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve acontobetaling, jf. 2. pkt. Det kan f.eks. være tilfældet ved visse forsikringstyper, hvor forsikringen er udformet sådan, at der enten skal ske udbetaling af hele forsikringssummen eller slet ikke ske udbetaling. Et eksempel herpå er forsikring mod »kritisk sygdom«, hvor udbetaling af forsikringssummen er afhængig af, at den forsikrede lider af en bestemt sygdom. Selskabet kan efter omstændighederne også i andre tilfælde undlade at vejlede om retten til at kræve acontobetaling, hvis det i det konkrete tilfælde er åbenbart, at der ikke heller ikke på et senere tidspunkt kan opstå spørgsmål om acontobetaling.

Hvis selskabet undlader at vejlede om retten til at kræve acontobetaling, vil sikrede kunne kræve sig stillet, som om han eller hun havde fremsat krav om acontobetaling. Dette indebærer, at den del af forsikringsydelsen, som kunne have været opgjort på et tidligere tidspunkt, kan kræves forrentet efter § 24, stk. 2, dvs. fra 14 dage efter, at acontobeløbet kunne have været opgjort. Dette svarer i det omfang selskabet antages at have en vejledningspligt til gældende ret, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 352 H.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.3.

Til nr. 9 (§ 29, stk. 2)

Det foreslås, at den særlige regel i § 29 om forældelse af forsikringskrav ikke skal gælde for skadelidtes krav mod selskabet ved ansvarsforsikringer, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, dvs. hvor skadelidte uden videre har et direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet, f.eks. efter færdselslovens § 108, stk. 1. Skadelidtes krav mod selskabet forældes i stedet efter de samme regler som den pågældendes krav mod skadevolderen, dvs. som udgangspunkt 1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Hermed undgås det, at skadelidtes krav mod ansvarsforsikringsselskabet er forældet, mens kravet mod skadevolderen fortsat består.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.4.

Til nr. 10-11 (§ 32, stk. 3)

Det foreslås, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af forsikringsaftaleloven, at sikrede kan få dækket rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand i forbindelse med udenretlig fremsættelse og opgørelse af sit krav mod selskabet. Det samme gælder skadelidte i de tilfælde, hvor han eller hun har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab (enten fordi selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, eller fordi betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 er opfyldt).

Bestemmelsen regulerer alene, i hvilket omfang sikrede/skadelidte i de ovennævnte tilfælde kan få dækket sine udgifter til advokatbistand af forsikringsselskabet. Udgifter til advokatbistand i forbindelse med sagsanlæg mv. omfattes ikke af bestemmelsen, men må afgøres efter reglerne herom i retsplejeloven, ligesom bestemmelsen ikke vedrører dækning af advokatomkostninger i henhold til en retshjælpsforsikring. Fastsættelsen af advokatsalær mv. i forholdet mellem advokaten og den sikrede/skadelidte omfattes heller ikke af bestemmelsen, og klager herover behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 15 a.

Der tilsigtes ingen ændring af den gældende retstilstand med hensyn til, i hvilket omfang sikrede kan kræve sine udgifter til advokatbistand dækket af selskabet. Det skal således som hidtil afgøres efter en konkret vurdering ud fra kravets omfang og beskaffenhed, om det har været rimeligt og nødvendigt, at sikrede/skadelidte har søgt advokatbistand. I givet fald erstattes udgifterne til et rimeligt arbejdsvederlag ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag.

Den foreslåede regel udelukker ikke, at der som hidtil efter omstændighederne kan ydes erstatning for sikredes/skadelidtes udgifter til bistand fra andre sagkyndige, f.eks. byggeteknikere. Det er heller ikke hensigten at ændre ved, at hver part som udgangspunkt bærer egne omkostninger i forbindelse med behandlingen af sager i Ankenævnet for Forsikring, jf. § 11 i Ankenævnets vedtægter.

Det er lagt til grund, at forsikringsselskaberne ligesom i dag i fornødent omfang vil gøre sikrede/skadelidte opmærksom på muligheden for at få erstattet udgifterne til advokatbistand. Afhængig af den konkrete situation må det antages at følge af god forsikringsskik mv., at der skal gives en sådan vejledning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.3.

Til nr. 12 (§ 33)

Forslaget er en konsekvensændring af de foreslåede nye regler om præmiebetaling, jf. forslaget til §§ 12-17 (lovforslagets § 1, nr. 5).

Til nr. 13 (§ 51, stk. 2)

Det foreslås, at den særlige regel i § 51, stk. 2, hvorefter forsikringsselskabet i visse tilfælde selv om der ikke er hjemmel hertil i forsikringsaftalen kan opsige forsikringen som følge af tilsidesættelse af en sikkerhedsforholdsregel, ophæves.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.9.

Til nr. 14 (§ 95, stk. 2)

Det foreslås, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af § 95, at skadelidte i tilfælde af skadevolderens/sikredes konkurs har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, jf. 1. pkt. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 1303. Det foreslås samtidig, at dette også gælder, hvis skadevolderen har fået tvangsakkord eller gældssanering, idet skadelidte heller ikke i disse tilfælde har mulighed for at få sit fulde erstatningskrav betalt af skadevolderen.

Den foreslåede regel omfatter skadelidtes krav på erstatning, hvis kravet er omfattet af skadevolderens konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. Om dette er tilfældet, må afgøres efter reglerne i konkursloven og almindelige formueretlige principper. Efter konkurslovens § 38 omfatter konkursen som udgangspunkt de fordringer mod skyldneren, der er stiftet før konkursdekretets afsigelse. Tilsvarende omfatter en tvangsakkord de fordringer, der er stiftet inden akkordforhandlingens åbning, jf. konkurslovens § 158, stk. 1, og en gældssanering de fordringer, der er stiftet inden gældssaneringssagens indledning, jf. konkurslovens § 199, stk. 1.

Skadelidte kan rejse et direkte krav mod forsikringsselskabet, når der efter reglerne i konkursloven er afsagt konkursdekret, eller skadevolderen/sikrede har fået tvangsakkord eller gældssanering.

Skadelidte kan i det omfang den pågældendes krav er udækket rette sit fulde erstatningskrav mod forsikringsselskabet, jf. 2. pkt. Dette gælder, selv om skadelidtes krav mod skadevolderen f.eks. nedsættes som led i en tvangsakkord. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 1285.

Ligesom efter det gældende stk. 1 »indtræder« skadelidte i sikredes ret imod selskabet. Dette indebærer bl.a., at forsikringsselskabet også i tilfælde af skadevolderens konkurs mv. kan gøre de samme indsigelser gældende over for skadelidte som over for skadevolderen/sikrede.

For at sikre, at skadevolderen/sikrede får lejlighed til at redegøre for sin opfattelse af erstatningsspørgsmålet, foreslås det, at forsikringsselskabet uden ugrundet ophold skal underrette den pågældende om, at selskabet har modtaget et krav på erstatning, jf. 3. pkt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 4.5.

Det foreslås, at § 16, stk. 2, i erstatningsansvarsloven ændres i overensstemmelse med ændringen af rentelovens § 5, stk. 1-2, ved lov nr. 379 af 6. juni 2002.

Renteniveauet ved forrentning af krav efter denne bestemmelse vil herefter som hidtil svare til den almindelige morarentesats efter renteloven, idet morarenten fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Den foreslåede rentesats vil dermed ved den foreslåede ikrafttræden den 1. juli 2003, jf. lovens § 4, stk. 3, udgøre referencesatsen pr. den 1. juli 2003 med et tillæg på 7 pct., og denne rentesats vil så være gældende frem til den 1. januar 2004, hvor der med baggrund i referencesatsen pr. denne dato vil skulle beregnes en ny morarentesats for det følgende halvår.

Lovforslaget indeholder en tilsvarende ændring af rentesatsen i forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 4.3. og 4.10.

Det foreslås, at rentesatsen efter § 23, stk. 1, i kreditaftaleloven fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 5 pct. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 4.10.

Det foreslås, at ændringerne af forsikringsaftaleloven bortset fra ændringen af rentereglen i lovens § 24, stk. 2, jf. nedenfor træder i kraft den 1. juli 2004, jf. stk. 1, således at forsikringsselskaberne får den fornødne tid til at forberede anvendelsen af de nye regler. Forsikring & Pension har i den forbindelse oplyst, at de nye regler vil indebære en række væsentlige administrative og IT-mæssige omlægninger hos forsikringsselskaberne. Det gælder bl.a. de nye regler om præmiebetaling mv., som forudsætter en generel og omfattende omlægning af selskabernes IT-systemer og administrative procedurer, ligesom f.eks. de foreslåede vejlednings- og oplysningsforpligtelser mv. skal indarbejdes i selskabernes administrative rutiner, herunder ved uddannelse af selskabernes medarbejdere mv.

De nye regler i forsikringsaftaleloven indeholder forbedringer for forsikringstageren og den sikrede på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen af loven har vist, at der er behov for justeringer, og det foreslås, at ændringerne som udgangspunkt skal gælde både for nye og for allerede indgåede forsikringsaftaler, jf. stk. 2. Særligt med hensyn til den foreslåede lempelsesregel i lovens § 6, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 3) bemærkes, at der er tale om en »sikkerhedsventil« med et begrænset anvendelsesområde, der alene skal finde anvendelse i helt særlige (enkeltstående) tilfælde med henblik på at undgå, at anvendelsen af reglerne i § 6, stk. 1 og 2, om nedsættelse eller bortfald af selskabets ansvar fører til resultater, som virker urimelige.

Det foreslås, at de nye regler om præmiebetaling (forslag til lovens §§ 12-17, jf. lovforslagets § 1, nr. 5) skal gælde for præmie, der forfalder til betaling efter lovens ikrafttræden, og at bl.a. den nye lempelsesregel, hvis der er afgivet urigtige oplysninger (forslag til lovens § 6, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3), og den nye regel om vejledning om acontobetaling (forslag til lovens § 25, jf. lovforslagets § 1, nr. 8) skal gælde for forsikringsbegivenheder, der indtræder efter lovens ikrafttræden. Det foreslås endvidere, at de nye regler om ansvarsforsikringer (forrentning, forældelse og direkte krav (forslag til lovens § 24, stk. 4, § 29, stk. 2, og § 95, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, 9 og 14)), skal gælde for skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden.

Den nye begrundelsesregel (forslag til lovens § 3 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 2) vil finde anvendelse på afslag og opsigelse, der sker efter lovens ikrafttræden.

Efter det foreslåede stk. 3 skal lovens § 1, nr. 6, og § 2 (om morarentesatsen efter forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2, og erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2) træde i kraft den 1. juli 2003 og gælde for rente af krav, der kan kræves betalt denne dato eller senere. For krav, der kan kræves betalt før den 1. juli 2003, skal der betales renter efter den hidtidige rentesats, dvs. med den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 pct.

Efter det foreslåede stk. 4 skal lovens § 3 (om rentesatsen efter kreditaftalelovens § 23, stk. 1) træde i kraft den 1. juli 2003 og gælde for kreditaftaler, der indgås efter ikrafttrædelsen. For kreditaftaler indgået før den 1. juli 2003 beregnes en eventuel rente på grundlag af den hidtidige rentesats, dvs. den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 pct.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.