Fremsat den
23. april 2003 af
justitsministeren (Lene
Espersen)
Forslag nr. 218 af 23. april
2003
til
Lov om ændring af straffeloven
og retsplejeloven
(Bekæmpelse af
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet)
§ 1
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 779 af 16.
september 2002, som ændret ved
lov nr. 228 af 2. april 2003,
foretages følgende ændring:
1. §
76 a, stk. 1, nr. 2 , affattes
således:
2) den efter
loven kan straffes med fængsel i
6 år eller derover eller er en
overtrædelse af lovgivningen om
euforiserende stoffer eller
straffelovens § 286, stk. 1,
eller § 289.
§ 2
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 777 af 16.
september 2002, som ændret ved
lov nr. 228 af 2. april 2003,
foretages følgende ændringer:
1. I §
29, stk. 2, indsættes efter nr.
1:
2) når der
skal afgives forklaring af en
polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion, og det af
hensyn til denne særlige
tjenestefunktion er nødvendigt
at hemmeligholde identiteten,
Nr. 2-3
bliver herefter nr. 3-4.
2. I §
29, stk. 3, ændres stk. 2, nr.
3, til: stk. 2, nr. 4, .
3. I §
29 a indsættes som stk. 3:
Stk. 3 . Når
Når en polititjenestemand har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, lukkes dørene
under polititjenestemandens
forklaring, når
anklagemyndigheden anmoder om
det.
4. I §
60, stk. 2, 1. pkt., udgår:
eller om foretagelse af
foranstaltninger som nævnt i §
754 a .
5. I §
60 indsættes som stk. 4:
Stk. 4 . Ing
Ingen må deltage som dommer
under domsforhandlingen i en
straffesag, såfremt den
pågældende vedrørende det
forhold, som tiltalen angår, har
truffet afgørelse om at undtage
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt i medfør
af § 745 b, eller har truffet
anden afgørelse, hvor der har
været fremlagt oplysninger, der
efter § 745 b er undtaget fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt. Under
domsforhandlingen i en
straffesag skal de afgørelser,
som er nævnt i 1. pkt., træffes
af en dommer, i landsretten en
afdeling, der ikke deltager i
domsforhandlingen.
Stk. 4 bliver
herefter stk. 5.
6. I §
169, stk. 2, 3. pkt., ændres
eller dens forhold til fremmede
magter til: , til dens forhold
til fremmede magter eller med
hensynet til tredjemands liv
eller helbred .
7. I §
181 indsættes efter vidnets
identitet : ,jf. dog § 848, stk.
4 og 5, .
8. §
745 affattes således:
§ 745.
Forsvareren har adgang til at
gøre sig bekendt med det
materiale, som politiet har
tilvejebragt til brug for den
sag, som sigtelsen eller
tiltalen angår. I det omfang
materialet uden ulempe kan
mangfoldiggøres, skal genpart
sendes til forsvareren.
Forsvareren må ikke uden
politiets samtykke overlevere
det modtagne materiale til
sigtede eller andre.
9. §
745 a ophæves og i stedet
indsættes:
§ 745 a
. Hvi Hvis det er nødvendigt
af hensyn til fremmede magter,
til statens sikkerhed, til
sagens opklaring, til tredjemand
eller til efterforskning af en
anden verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller som udgør
en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 eller
13, kan politiet give
forsvareren pålæg om ikke at
videregive de oplysninger, som
forsvareren har modtaget fra
politiet. Pålægget kan
udstrækkes, indtil tiltalte har
afgivet forklaring under
domsforhandlingen.
§ 745 b.
Retten kan efter anmodning
fra politiet bestemme, at
reglerne om forsvarerens ret til
aktindsigt i § 745 fraviges,
hvis det er påkrævet af hensyn
til
1) fremmede
magter,
2) statens
sikkerhed,
3) sagens
opklaring,
4)
tredjemands liv eller helbred,
5)
efterforskning af en anden
verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller som udgør
en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 eller
13, eller
6)
beskyttelse af fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder.
Stk. 2.
Afgørelse efter stk. 1 kan
ikke træffes, hvis det giver
anledning til væsentlige
betænkeligheder for varetagelsen
af sigtedes eller tiltaltes
forsvar.
Stk. 3.
Gør hensyn som nævnt i stk.
1 sig kun gældende for en del af
materialet, skal forsvareren
gøres bekendt med det øvrige
indhold af materialet.
Stk. 4.
Afgørelsen træffes ved
kendelse. I kendelsen anføres de
konkrete omstændigheder i sagen,
der begrunder en fravigelse af §
745. Træffer retten afgørelse
om, at fravigelsen skal gælde
indtil videre, skal retten på ny
vurdere fravigelsen, før
domsforhandlingen indledes.
Træffer retten afgørelse om, at
fravigelsen skal gælde i et
nærmere fastsat tidsrum, kan
afgørelsen forlænges ved senere
kendelse. Rettens afgørelse kan
kæres.
Stk. 5.
Inden retten træffer
afgørelse, skal der beskikkes en
advokat for den sigtede eller
tiltalte, og advokaten skal have
lejlighed til at udtale sig.
Advokaten beskikkes fra den
særlige kreds af advokater, der
er nævnt i § 784, stk. 2.
Advokaten skal underrettes om
alle retsmøder, der afholdes med
henblik på at opnå rettens
kendelse om fravigelse af § 745,
og er berettiget til at overvære
disse samt til at gøre sig
bekendt med det materiale, som
politiet har tilvejebragt til
brug for den sag, som sigtelsen
eller tiltalen angår. § 785,
stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2,
finder tilsvarende anvendelse.
§ 745 c.
Forsvareren har adgang til
at overvære politiets afhøringer
af sigtede og ret til at stille
yderligere spørgsmål. Efter
begæring skal forsvareren
underrettes om tidspunktet for
afhøringerne. Er den sigtede
varetægtsfængslet, og er der
truffet bestemmelse om
isolation, jf. § 770 a, må den
sigtede ikke afhøres, uden at
forsvareren er til stede,
medmindre såvel den sigtede som
forsvareren samtykker heri.
§ 745 d.
Når en afhøring, en
konfrontation, en
fotoforevisning eller andet
efterforskningsskridt af
lignende betydning kan formodes
at ville finde anvendelse som
bevis under domsforhandlingen,
giver politiet meddelelse til
forsvareren inden foretagelsen,
således at forsvareren kan få
lejlighed til at være til stede.
Forsvareren har adgang til at
stille forslag med hensyn til
gennemførelsen af det pågældende
efterforskningsskridt.
Forsvarerens bemærkninger i så
henseende skal tilføres
politirapporten. Har forsvareren
ikke mulighed for at komme til
stede, eller er det ikke muligt
for politiet at give forsvareren
meddelelse, kan der kun
foretages efterforskningsskridt,
som ikke kan opsættes. Har
forsvareren ikke været til
stede, skal forsvareren uden
ophold underrettes om det
foretagne.
Stk. 2.
Reglerne i stk. 1 kan
fraviges efter bestemmelsen i §
745 b.
§ 745 e.
Kan politiets afhøring af et
barn, når afhøringen optages på
video (videoafhøring), formodes
at ville finde anvendelse som
bevis under domsforhandlingen,
skal forsvareren være til stede
under videoafhøringen.
Stk. 2.
Den, der er mistænkt eller
sigtet, har ikke adgang til at
overvære videoafhøringen. Den
pågældende skal snarest muligt
have adgang til sammen med sin
forsvarer at gennemse
videooptagelsen hos politiet. En
begæring fra den, der er
mistænkt eller sigtet eller
dennes forsvarer om, at der
foretages genafhøring af barnet,
skal fremsættes snarest muligt
herefter.
10. I
§ 746 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke:
Stk. 2 . Ved
Ved tvistigheder om lovligheden
af politiets afgørelser efter §
745, 1. pkt., skal politiet ikke
fremlægge det materiale, som
tvisten angår. Retten kan dog
pålægge politiet at redegøre for
grundene til den afgørelse, der
er truffet.
Stk. 2 bliver
herefter stk. 3.
11. I
§ 748 indsættes som stk. 7:
Stk. 7 . Stk
Stk. 1-6 finder ikke anvendelse
på retsmøder, der afholdes i
henhold til § 745 b, eller hvor
der fremlægges oplysninger, der
efter § 745 b er undtaget fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, og hvor der efter §
784 beskikkes en advokat for
den, som indgrebet vedrører.
12. §
754 a affattes således:
§ 754 a.
Politiet må ikke som led i
efterforskningen af en
lovovertrædelse foranledige, at
der tilbydes bistand til eller
træffes foranstaltninger med
henblik på at tilskynde nogen
til at udføre eller fortsætte
lovovertrædelsen, medmindre:
1) der
foreligger en begrundet mistanke
om, at lovovertrædelsen er ved
at blive begået eller forsøgt,
2)
efterforskningsskridtet må
antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen,
og
3)
efterforskningen angår en
lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller en
overtrædelse af straffelovens §
286, stk. 1, eller § 289, 2.
pkt.
Stk. 2.
Foranstaltninger, der
træffes med henblik på at
tilskynde nogen til at udføre
eller fortsætte en
lovovertrædelse, omfattes ikke
af stk. 1, hvis politiet ikke
herved påvirker væsentlige
omstændigheder ved
lovovertrædelsen.
13. I
§ 754 b, stk. 2, indsættes som
2. pkt.:
Civile
personer kan dog efter aftale
med politiet yde bistand til at
udføre eller fortsætte den
lovovertrædelse, der
efterforskes, når den bistand,
der ydes, er yderst beskeden i
forhold til lovovertrædelsen.
14. I
§ 781, stk. 1, nr. 3, indsættes
efter 193, stk. 1, : 228,
15. §
788, stk. 4, 1. pkt., affattes
således:
Vil
underretning som nævnt i stk.
1-3 være til skade for
efterforskningen eller til skade
for efterforskningen i en anden
verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven
kan danne grundlag for et
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, eller
taler omstændighederne i øvrigt
imod underretning, kan retten
efter begæring fra politiet
beslutte, at underretning skal
undlades eller udsættes i et
nærmere fastsat tidsrum, der kan
forlænges ved senere beslutning.
16. §
791 b, stk. 1, nr. 3, affattes
således:
3)
efterforskningen angår en
lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, en forsætlig
overtrædelse af straffelovens
kapitel 12 eller 13 eller en
overtrædelse af § 286, stk. 1,
eller § 289.
17. I
§ 834 indsættes efter 2. pkt.:
Polititjenestemænd, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, og
polititjenestemænd med en særlig
tjenestefunktion, hvor det af
hensyn til denne særlige
tjenestefunktion er nødvendigt
at hemmeligholde identiteten,
kan betegnes med et andet navn
end deres eget og uden angivelse
af bopæl.
18.
Efter § 836 indsættes:
§ 836 a.
En person kan ikke indkaldes
som vidne, hvis oplysninger om
personens identitet ikke indgår
i sagen i medfør af § 745, 1.
pkt., eller er undtaget fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt i medfør af § 745 b.
19. §
841 affattes således:
§ 841.
Retten kan efter anmodning fra
anklagemyndigheden, forsvareren
eller et vidne forud for
domsforhandlingen træffe
afgørelse om dørlukning efter §
29, stk. 2, nr. 2 eller 3,
referatforbud efter § 30, nr. 2,
navneforbud efter § 31, stk. 1,
nr. 1, om at tiltalte skal
forlade retslokalet, mens et
vidne afhøres, jf. § 848, stk.
1, 3 eller 6, om at et vidnes
bopæl eller navn, stilling og
bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, jf. § 848, stk. 2,
eller om, at en
polititjenestemands navn og
bopæl ikke skal oplyses, jf. §
848, stk. 5.
20. I
§ 848 indsættes efter stk. 3 som
nye stykker:
Stk. 4 . En
En polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, kan afgive
forklaring uden at oplyse sit
eget navn og bopæl.
Stk. 5.
Formanden kan bestemme, at
oplysning om navn og bopæl på en
polititjenestemand, der afgiver
forklaring som vidne, ikke skal
oplyses, hvis afgørende hensyn
til vidnets særlige
tjenestefunktion taler for det,
og oplysningerne må antages at
være uden betydning for
tiltaltes forsvar.
Stk. 6.
Formanden kan bestemme, at
tiltalte skal forlade
retslokalet, når en
polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, eller en
polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion, afhøres, hvis
dette er påkrævet af hensyn til
hemmeligholdelsen af
polititjenestemandens identitet,
og det må antages at være uden
væsentlig betydning for
tiltaltes forsvar.
Stk. 4-6
bliver herefter stk. 7-9.
21. I
§ 848, stk. 4, der bliver stk.
7, ændres stk. 2 og 3 til: stk.
2, 3, 5 og 6 .
22. I
§ 848, stk. 5, 1. pkt., der
bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
stk. 1 eller 3 til: stk. 1, 3
eller 6 .
23. I
§ 848, stk. 5, der bliver stk.
8, indsættes som 4. pkt.:
Oplysning om
en polititjenestemands navn og
bopæl skal endvidere ikke
meddeles tiltalte, hvis retten
har truffet bestemmelse om
hemmeligholdelse efter stk. 5.
24. I
§ 848, stk. 6, 1. pkt., der
bliver stk. 9, 1. pkt.,
indsættes efter stk. 2, nr. 2,
og stk. 3, : eller en
polititjenestemands navn og
bopæl, jf. stk. 5 og 6, .
25. I
§ 848, stk. 6, 4. pkt., der
bliver stk. 9, 4. pkt., ændres
stk. 2, nr. 2, og stk. 3, til:
stk. 2, nr. 2, og stk. 3, 5 og
6,
§ 3
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2.
Lovens § 2, nr. 1-3, 6 og
17-25 finder anvendelse i sager,
som ikke er endeligt afgjort ved
lovens ikrafttræden.
§ 4
Stk. 1.
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§ 1 kan ved kongelig
anordning helt eller delvist
sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
Indholdsfortegnelse
|
1.
|
Indledning
|
|
|
1.1.
|
Lovforslagets formål
|
|
|
1.2.
|
Lovforslagets indhold
|
|
|
|
|
|
|
2.
|
Retsplejelovens regler
om agentvirksomhed mv.
|
|
|
2.1.
|
Gældende ret
|
|
|
2.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
|
2.2.1. |
Civile agenter
|
|
|
2.2.2. |
Kontrollerede leverancer
|
|
|
2.2.3. |
Mistankekravet
|
|
|
2.2.4. |
Indikationskravet
|
|
|
2.2.5. |
Kriminalitetskravet
|
|
|
2.2.6. |
Agentens forklaring i
retten |
|
|
2.2.7. |
Polititjenestemænds
forklaring i retten i
øvrigt. |
|
|
2.3.
|
Forholdet til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
|
|
|
2.3.1. |
Anvendelse af civile
agenter |
|
|
2.3.2. |
Polititjenestemænds
forklaring i retten
|
|
|
|
|
|
|
3.
|
Forsvarerens aktindsigt
mv. |
|
|
3.1.
|
Gældende ret
|
|
|
3.2.
|
Fremmed ret |
|
|
3.2.1. |
Sverige |
|
|
3.2.2. |
Norge
|
|
|
3.3.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
|
3.3.1. |
Oplysninger omfattet af
forsvarerens aktindsigt
(§ 745) |
|
|
3.3.2. |
Begrænsninger i
forsvarerens aktindsigt
mv. |
|
|
3.3.3. |
Begrænsninger i
bevisførelsen som følge
ændringerne i reglerne
om forsvarerens adgang
til aktindsigt
|
|
|
3.4.
|
Forholdet til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
|
|
|
|
|
|
|
4.
|
Den praktiske anvendelse
af meddelere
|
|
|
|
|
|
|
5.
|
Konfiskation
|
|
|
5.1.
|
Gældende ret
|
|
|
5.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
|
|
|
|
|
6.
|
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
|
|
|
6.1.
|
Gældende ret
|
|
|
6.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
|
6.2.1. |
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
i rufferisager
|
|
|
6.2.2. |
Underretning om indgreb
i
meddelelseshemmeligheden
|
|
|
|
|
|
|
7.
|
Dataaflæsning
|
|
|
7.1.
|
Gældende ret
|
|
|
7.2.
|
Justitsministeriets
overvejelser
|
|
|
|
|
|
|
8.
|
Lovforslagets økonomiske
og administrative
konsekvenser mv.
|
|
|
|
|
|
|
9.
|
Hørte myndigheder mv.
|
|
1.
Indledning
1.1.
Lovforslagets formål
Lovforslaget
har til formål at forbedre
politiets
efterforskningsmuligheder for at
sikre en effektiv bekæmpelse af
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet.
Regeringen
lægger afgørende vægt på en
effektiv bekæmpelse af den mere
organiserede kriminalitet,
herunder rockernes kriminalitet.
På baggrund af oplysninger om
rockernes øgede kriminalitet
igangsatte Rigspolitichefen og
politimestrene i juli 2002 efter
aftale med justitsministeren et
omfattende arbejde med det
formål at styrke indsatsen mod
rockerkriminalitet. Dette førte
til planen af 25. september 2002
om en Intensiveret indsats mod
den kriminalitet og de
ordensmæssige problemer mv., som
udspringer af rockermiljøet .
Planen, der nu er ved at blive
gennemført, indebærer en
prioritering og intensivering af
den politimæssige indsats over
for rockerne, både på det
efterforskningsmæssige og det
ordensmæssige område.
Den
kriminalitet, som udøves af
personer i rockermiljøet, har en
sådan karakter og et så massivt
omfang, at der er tale om et
betydeligt samfundsproblem.
Efter regeringens opfattelse er
det derfor nødvendigt nu bl.a.
at forbedre de
lovgivningsmæssige rammer mv.
for den politimæssige indsats
mod denne kriminalitet.
Den 20.
januar 2003 tog
justitsministeren på den anførte
baggrund en række yderligere
initiativer til bekæmpelse af
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet.
Initiativerne bestod i:
Nedsættelse
af en hurtigtarbejdende
arbejdsgruppe bestående af
repræsentanter for politiet og
anklagemyndigheden, der skulle
komme med forslag, som kan
styrke politiets indsats over
for rockerkriminalitet.
Arbejdsgruppen skulle bl.a.
komme med forslag til at
forbedre politiets muligheder
for at anvende meddelere og
andre personer, som er parate
til at samarbejde med politiet i
opklaringen af alvorlig
kriminalitet. Herudover skulle
arbejdsgruppen også mere
generelt gennemgå de gældende
regler om agentvirksomhed,
herunder forbudet mod civile
agenter, og overveje behovet for
ændringer af disse regler.
Arbejdsgruppen skulle endvidere
vurdere politiets adgang til at
hemmeligholde identiteten på
meddelere. Endelig kunne
arbejdsgruppen overveje andre
lovinitiativer, som kan styrke
politiets indsats mod
rockerkriminalitet.
Nedsættelse
af en tværgående arbejdsgruppe,
der fik til opgave at udarbejde
en vejledning om myndigheders
adgang til at udveksle
oplysninger i den koordinerede
myndighedsindsats over for
rockernes kriminalitet samt
vurdere behovet for
lovinitiativer på området.
Udarbejdelse
af en redegørelse fra
Rigspolitichefen om status for
bekæmpelsen af
rockerkriminalitet.
Lovforslaget
er udarbejdet på grundlag af
drøftelser i den
hurtigtarbejdende arbejdsgruppe
om styrkelse af politiets
indsats over for
rockerkriminalitet. Der har i
arbejdsgruppen været enighed om
forslagene til lovændringer.
Arbejdsgruppens nærmere
overvejelser er anført under de
enkelte punkter nedenfor.
Arbejdsgruppens drøftelser har
taget udgangspunkt i de gældende
regler på de områder, der er
nævnt i kommissoriet, og
overvejelserne har i første
omgang koncentreret sig om at
identificere de tilfælde, hvor
de gældende regler på
uhensigtsmæssig måde begrænser
politiets indsats over for
rockerkriminaliteten og den
organiserede kriminalitet i
øvrigt. Det har således været
afgørende for arbejdsgruppen at
fremlægge forslag til ændringer,
der gør de gældende regler mere
anvendelige i praksis, således
at politiets
efterforskningsmidler kan matche
de kriminalitetsformer, der
findes i dag, og således at
politiet kan bidrage yderligere
til det internationale
samarbejde med henblik på
bekæmpelse af organiseret
kriminalitet. Arbejdsgruppen har
ud over ovennævnte hensyn lagt
afgørende vægt på at inddrage
retssikkerhedsmæssige
betragtninger i sine
overvejelser. Det er således
arbejdsgruppens opfattelse, at
de fremlagte forslag vil betyde
en klar forbedring af politiets
muligheder for at efterforske
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet, uden
at væsentlige
retssikkerhedsmæssige hensyn
tilsidesættes.
1.2.
Lovforslagets indhold
Anvendelsesområdet for de
foreslåede lovændringer er ikke
begrænset til tilfælde, hvor den
kriminalitet, der konkret
efterforskes og retsforfølges,
er eller formodes at være begået
som led i organiseret
kriminalitet. En sådan
begrænsning ville skabe
retstekniske vanskeligheder og
mindske effektiviteten af de
foreslåede forbedringer af
politiets muligheder for at
bekæmpe rockerkriminaliteten og
anden organiseret kriminalitet.
Lovforslaget er i stedet
udformet således, at
lovændringerne fokuserer på
alvorlige kriminalitetstyper,
som er karakteriseret ved, at
personer med tilknytning til
rockermiljøerne mv. ofte begår
disse forbrydelser herunder
bl.a. også visse grove former
for berigelseskriminalitet.
Lovforslaget
indeholder for det første en
række ændringer af
retsplejelovens regler om
agentvirksomhed . Det Det
foreslås således, at politiet
får mulighed for at anvende
civile personer som agenter i
meget begrænset omfang. De
handlinger, som civile personer
efter forslaget skal kunne
udføre som agenter, er
indledende aktiviteter, som
ligger langt fra kerneområdet
for agentvirksomhed. Der er
imidlertid tale om aktiviteter,
som i praksis har vist sig at
være af afgørende betydning for
at kunne anvende en politiagent.
Et eksempel på en handling, som
en civil agent efter
lovforslaget vil kunne udføre,
er efter aftale med politiet at
udgive sig for at være
mellemmand for en opdigtet køber
af narkotika (politiet) og i den
forbindelse afgive bestilling på
en vareprøve. Den civile persons
bistand til politiet er efter
forslaget omfattet af
agentreglerne. Det indebærer, at
retsplejelovens betingelser for
anvendelse af agenter skal være
opfyldt, ligesom retten skal
godkende foranstaltningerne.
Endvidere må den civile persons
bistand ikke indebære en
forøgelse af lovovertrædelsens
omfang eller grovhed.
Det foreslås
endvidere, at agentbegrebet
afgrænses over for handlinger,
der ud fra en mere teknisk
betragtning i dag opfattes som
agentvirksomhed, men som alene
er mindre indgreb i et allerede
tilrettelagt kriminelt
handlingsforløb (der tænkes
navnlig på de såkaldte
kontrollerede leverancer).
Herved bliver det muligt for
politiet i begrænset omfang at
påvirke gennemførelsen af
eksempelvis en
narkotikaleverance, uden at
aktiviteterne derved bliver
omfattet af agentreglerne.
Herudover
foreslås det, at betingelserne
for at anvende agenter lempes.
Efter gældende ret kan
agentvirksomhed kun udføres,
hvis der foreligger en særlig
bestyrket mistanke, og andre
efterforskningsskridt ikke vil
være egnede til at sikre bevis i
sagen. Det foreslås, at
mistankekravet ændres til
begrundet mistanke , og at
kravet til det konkrete behov
for at anvende netop dette
tvangsindgreb i den aktuelle
efterforskning ændres til, at
efterforskningsskridtet må
antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen.
Det betyder, at politiet ikke
længere kun kan anvende agenter,
hvis dette er det eneste mulige
efterforskningsmiddel. Også i de
situationer, hvor der vel
foreligger andre muligheder, men
hvor disse muligheder
eksempelvis er usikre,
ødelæggende for den videregående
efterforskning eller
uforholdsmæssigt
ressourcekrævende, vil agenter
kunne anvendes. Endelig foreslås
en ændring af
kriminalitetskravet, således at
der bliver mulighed for at
anvende agenter i sager om
tyveri af særlig grov
beskaffenhed. I tilknytning til
forslaget om mistankekravet
foreslås samtidig en ændring,
således at en dommer, der har
truffet afgørelse om at tillade
agentvirksomhed, ikke af den
grund bliver inhabil under den
efterfølgende domsforhandling.
For at
forbedre politiets muligheder
for at hemmeligholde identiteten
på en politiagent og dermed
sikre polititjenestemandens
fremtidige anvendelse om agent,
foreslås en række ændringer
af retsplejelovens bestemmelser
om dørlukning, bevisfortegnelse
og vidnebeskyttelse . Det
foreslås således, at
politiagentens eget navn og
bopæl ikke på noget tidspunkt
skal fremgå af sagen.
Politiagenten kan i stedet under
sagen optræde under sit alias
-navn. Endvidere kan
anklagemyndigheden kræve dørene
lukket under afgivelse af
vidneforklaring, ligesom
retsformanden kan bestemme, at
en tiltalt skal forlade lokalet
under politiagentens
vidneforklaring. Ligeledes
foreslås en forbedret
beskyttelse af identiteten på
andre polititjenestemænd, der
udfører en særlig
tjenestefunktion under skjult
identitet. For disse
polititjenestemænd kan
retsformanden beslutte, at navn
og bopæl ikke skal oplyses, at
dørene skal lukkes under
polititjenestemandens
vidneforklaring, samt at
tiltalte skal forlade lokalet
under vidneforklaringen.
Endvidere foreslås det, at disse
polititjenestemænd kan betegnes
med et andet navn end deres eget
og uden angivelse af bopæl
(tjenestested) i
bevisfortegnelsen.
Dernæst
foreslås en række ændringer
af retsplejelovens bestemmelser
om forsvarerens og
sigtedes/tiltaltes aktindsigt
. Ændringerne har til formål
at sikre politiets muligheder
for at modtage informationer,
der er helt nødvendige for en
effektiv bekæmpelse af
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet.
Det foreslås
for det første, at forsvarerens
og sigtedes eller tiltaltes
adgang til aktindsigt begrænses
til alene at vedrøre materiale,
som politiet har tilvejebragt
til brug for den konkrete sag,
som sigtelsen eller tiltalen
vedrører. Den foreslåede ændring
indebærer bl.a. en præcisering
af, at oplysninger om
identiteten på en meddeler, som
ønsker at være anonym, ikke er
omfattet af forsvarerens og
sigtedes eller tiltaltes adgang
til aktindsigt, hvis navnet er
udeladt af sagen af politiet.
Herudover indebærer den
foreslåede ændring, at mere
generelle baggrundsoplysninger
om eksempelvis
kriminalitetsmønstre eller
persongruppers tilknytning til
bestemte netværk eller
grupperinger ikke vil være
omfattet af forsvarerens adgang
til aktindsigt. Det bemærkes
dog, at materiale, som
anklagemyndigheden har til
hensigt at fremlægge under
domsforhandlingen, fortsat altid
vil være omfattet af
forsvarerens adgang til
aktindsigt, uanset om materialet
er tilvejebragt til brug for den
konkrete sag eller ej.
Det foreslås
endvidere, at mulighederne for
at begrænse forsvarerens og
sigtedes eller tiltaltes adgang
til aktindsigt udvides, således
at også hensynet til
efterforskning i en anden
verserende sag om en alvorlig
lovovertrædelse og til
beskyttelse af fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder kan
begrunde en begrænsning i
aktindsigten. Endvidere foreslås
det, at en begrænsning i
forsvarerens adgang til
aktindsigt kan være
tidsubegrænset og dermed have
virkning også under
domsforhandlingen og efter
sagens afslutning. Efter de
gældende regler kan en
begrænsning i forsvarerens
adgang til aktindsigt alene
udstrækkes til
domsforhandlingens begyndelse,
idet et pålæg til en forsvarer
om ikke at videregive bestemte
oplysninger til den sigtede
eller tiltalte dog kan
udstrækkes, indtil den tiltalte
har afgivet forklaring under
domsforhandlingen.
Efter
lovforslaget træffes en
beslutning om at undtage
materiale fra forsvarerens (og
sigtedes eller tiltaltes) adgang
til aktindsigt af retten. Der
beskikkes en særlig advokat for
sigtede eller tiltalte, der kan
varetage dennes interesser under
behandlingen af spørgsmålet. Det
foreslås, at advokaten beskikkes
fra den særlige kreds af
advokater, hvorfra der også sker
beskikkelse i sager om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, når
indgrebet er til brug for
efterforskningen i sager om
overtrædelse af straffelovens
kapitel 12 (forbrydelser mod
statens selvstændighed og
sikkerhed) og kapitel 13
(forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste
statsmyndigheder). Rettens
afgørelse om at undtage
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt træffes
ved kendelse og kan kæres. Er
beslutningen om begrænsningen i
forsvarerens adgang til
aktindsigt tidsubegrænset,
foreslås det, at der skal ske en
fornyet prøvelse af hensynenes
vægt forud for domsforhandlingen
for at sikre, at det fortsat er
berettiget at undtage det
pågældende materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt. Der foreslås
samtidig en ændring af reglerne
om dommeres habilitet, således
at en dommer, der har truffet
afgørelse om at undtage
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt eller
anden afgørelse, hvor der har
været fremlagt oplysninger, der
er undtaget forsvarerens adgang
til aktindsigt, og hvor der
efter § 784, stk. 1, har været
beskikket en særlig advokat
(dvs. afgørelser om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
dataaflæsning, observation og
hemmelig ransagning), ikke kan
virke som dommer under
domsforhandlingen i en eventuel
senere straffesag.
For at undgå
at identiteten på en anmelder
eller meddeler, der ønsker at
være anonym, og hvis identitet
ikke indgår i sagen af hensyn
til den pågældendes sikkerhed,
kan afsløres ved at afhøre en
polititjenestemand herom,
foreslås det, at en
polititjenestemand kan nægte at
afgive forklaring i retten, hvis
dette er begrundet i hensynet
til tredjemands liv eller
helbred, ligesom en person ikke
kan indkaldes som vidne af
forsvareren, hvis oplysningerne
om den pågældendes identitet
ikke indgår i sagen eller er
undtaget fra forsvarerens adgang
til aktindsigt. Reglen gøres
ubetinget i den forstand, at
retten alene kan vurdere, om
nægtelsen rent faktisk er
begrundet i et hensyn til
tredjemands liv eller helbred,
men derimod ikke om hensynet til
hemmeligholdelse af
oplysningerne bør vige for
hensynet til sagens oplysning.
Herudover
foreslås en ændring af
straffelovens bestemmelse om
udvidet udbyttekonfiskation
, således at det bliver muligt
at foretage konfiskation af
formuegoder, som tilhører en
person, der dømmes for
overtrædelse af lovgivningen om
euforiserende stoffer eller
straffelovens bestemmelse om
indsmugling af særlig grov
karakter, medmindre den
pågældende kan sandsynliggøre,
at formuegoderne er erhvervet på
lovlig vis.
Endvidere
foreslås det, at der i sager om
overtrædelse af straffelovens
§ 228 om rufferi bliver mulighed
for at foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden .
Der foreslås
også en ændring af bestemmelsen
i retsplejelovens § 788 om
efterfølgende underretning i
sager om indgreb i
meddelelseshemmeligheden mv.,
således at adgangen til at
undlade eller udsætte
underretning om indgrebet
udvides . Ændringen har
navnlig betydning med hensyn til
efterforskning i organiserede
kriminelle miljøer, hvor
kriminaliteten begås af
personer, der er tæt forbundne,
og hvor en efterfølgende
underretning om et indgreb i
meddelelseshemmeligheden mv.
derfor i mange tilfælde vil
afsløre en anden igangværende
efterforskning.
Endelig
foreslås en ændring af
retsplejelovens § 791 b om
dataaflæsning, således at der
bliver adgang til at foretage
dataaflæsning i alle sager om
lovovertrædelser, der efter
loven kan straffes med fængsel i
6 år eller derover, samt i sager
om tyveri af grov beskaffenhed
eller skattesvig, momssvig og
indsmugling af særlig grov
karakter . Eft Efter de
gældende regler kan der alene
foretages dataaflæsning, hvis
efterforskningen angår en
forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12
(forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed)
eller kapitel 13 (forbrydelser
mod statsforfatningen og de
øverste statsmyndigheder) eller
en overtrædelse af straffelovens
§ 180 (forsætlig forvoldelse af
ildebrand), § 183, stk. 1 og 2
(forvoldelse af sprængning,
oversvømmelse, skibbrud mv.), §
183 a (flykapring), § 186, stk.
1 (forurening af drikkevand
o.lign.), § 187, stk. 1
(sundhedsfarlig forurening), §
191 (narkotikakriminalitet), §
192 a (våben og
eksplosivstoffer) eller § 237
(manddrab).
2.
Retsplejelovens regler om
agentvirksomhed mv.
2.1.
Gældende ret
2.1.1
. Ret Retsplejeloven indeholder
i §§ 754 a-754 e nærmere regler
om politiets brug af agenter som
led i efterforskningen af
lovovertrædelser. Ved
agentvirksomhed forstås efter §
754 a, at politiet som led i
efterforskningen af en
lovovertrædelse foranlediger, at
der tilbydes bistand til eller
træffes foranstaltninger med
henblik på at tilskynde nogen
til at udføre eller fortsætte en
lovovertrædelse.
Agentvirksomhed må kun finde
sted, hvis der foreligger en
særlig bestyrket mistanke om, at
lovovertrædelsen er ved at blive
begået eller forsøgt, andre
efterforskningsskridt ikke vil
være egnede til at sikre bevis i
sagen, og efterforskningen angår
en lovovertrædelse, som efter
loven kan straffes med fængsel i
6 år eller derover, eller en
overtrædelse af straffelovens §
289, 2. pkt., om indsmugling af
særlig grov karakter (§ 754 a,
nr. 1-3).
Bestemmelsen
i § 754 b, stk. 1, regulerer den
såkaldte øvre grænse for
agentvirksomhed, dvs. grænsen
for hvilke foranstaltninger, der
selv med rettens godkendelse må
foretages af polititjenestemænd.
Brugen af agenter må således
ikke bevirke en forøgelse af
lovovertrædelsens omfang eller
grovhed. Endvidere indeholder
bestemmelsen i § 754 b, stk. 2,
et forbud mod brug af civile
agenter, idet det er fastslået,
at alene polititjenestemænd må
virke som agenter.
Retsplejeloven indeholder
herudover regler om, at brug af
agenter som udgangspunkt kun må
ske efter forudgående
retskendelse (§ 754 c), og at
der skal gives underretning om
foranstaltningerne til
forsvareren, hvis der rejses
tiltale for lovovertrædelsen (§
754 d).
Reglerne om
agentvirksomhed finder ikke
anvendelse ved efterforskning af
overtrædelser af straffelovens
kapitel 12, §§ 111-115 og 118,
dvs. lovovertrædelser, der
efterforskes af Politiets
Efterretningstjeneste (§ 754 e).
2.1.2
. Reglerne i §§ 754 a-e blev
indsat i retsplejeloven ved lov
nr. 319 af 4. juni 1986. Det
fremsatte lovforslag byggede på
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1023/1984 om
politiets indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
anvendelse af agenter. Der
henvises til Folketingstidende
1985-86, forhandlingerne sp.
393-415, 11296-11298 og 11569,
tillæg A, sp. 343-358, samt
tillæg B, sp. 1555-1564.
Med
bestemmelserne tilsigtedes en
regulering af et område af den
såkaldte aktive efterforskning ,
der iværksættes på et tidligere
tidspunkt end den traditionelle
efterforskning, som først
iværksættes efter, at
forbrydelsen er begået. Man
havde i den forbindelse særligt
narkotikakriminalitet for øje,
selv om reglernes
anvendelsesområde ikke er
begrænset til denne form for
kriminalitet, jf. betænkningen
s. 125-129 og Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 348-349.
Før ændringen
af retsplejeloven i 1986 var
spørgsmålet ulovreguleret. Det
var imidlertid anerkendt i
retspraksis, at politiet i et
vist omfang var berettiget til
at anvende agenter. Politiet
måtte dog ikke ved denne
handlemåde fremkalde en
forbrydelse, der ellers ikke
ville være blevet begået. Det
var derimod uklart, om der kunne
stilles betingelser i relation
til kriminalitetskrav,
mistankekrav, indikationskrav
mv., jf. betænkningen s.
129-136.
Strafferetsplejeudvalget fandt,
at agentvirksomhed burde
undergives en lovmæssig
regulering og foreslog
indsættelse af §§ 754 a-e i
retsplejelovens kapitel 68 om
afhøringer og særlige
efterforskningsskridt.
Udvalgets
forslag til affattelse af § 754
a svarer til den nuværende
affattelse af § 754 a. Udvalgets
forslag indeholdt dog ikke krav
til grovheden af den
kriminalitet, som
efterforskningen angår
(kriminalitetskrav).
Agentvirksomhed kunne derfor
efter udvalgets forslag anvendes
i efterforskningen af enhver
lovovertrædelse, hvis de øvrige
betingelser i bestemmelsen i
øvrigt var opfyldt.
Udvalget
fandt endvidere, at et generelt
forbud mod civile agenter var
for restriktivt og foreslog i
stedet, at det blev forbudt
privatpersoner, der på grund af
afhængighedsforhold til politiet
eller andre omstændigheder måtte
befrygtes ikke at ville udføre
opgaven på betryggende måde, at
optræde som agent.
Herudover
foreslog udvalget en
efterfølgende retlig kontrol.
Udvalget
foreslog endelig, at reglernes
anvendelsesområde blev
begrænset, således at reglerne
ikke omfattede politiets
efterforskning af
lovovertrædelser, for hvilke
påtale i medfør af straffelovens
§ 110 f og § 118 a sker efter
justitsministerens påbud.
Det fremsatte
lovforslag svarede i det hele
til Strafferetsplejeudvalgets
forslag.
Under
behandlingen af lovforslaget
fremsatte Folketingets flertal
tre ændringsforslag, jf.
Folketingstidende 1985-86,
tillæg B, sp. 1555-1564.
Flertallet foreslog, at der i §
754 a som endnu en betingelse
for politiets anvendelse af
agenter blev anført, at
efterforskningen skulle angå en
lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller en
overtrædelse af straffelovens §
289, 2. pkt. Flertallet fandt,
at agentvirksomhed er et
vidtgående
efterforskningsskridt, hvorfor
der for denne virksomhed bør
fastlægges et kriminalitetskrav,
så agentvirksomhed kun kan
anvendes ved den alvorligste
kriminalitet.
Endvidere var
flertallet af den opfattelse, at
det ikke er muligt at afgrænse
en kreds af private personer,
som på en betryggende måde kan
anvendes som agenter. Flertallet
foreslog derfor, at forslaget
til § 754 b, stk. 2, blev
ændret, således at det ikke er
tilladt at anvende andre
personer end polititjenestemænd
som agenter. Endelig foreslog
flertallet, at der som
udgangspunkt skulle være en
forudgående domstolskontrol.
Med disse tre
ændringsforslag blev
lovforslaget vedtaget.
Efterfølgende
er der ved lov nr. 385 af 20.
maj 1992 blevet foretaget en
redaktionel ændring i
retsplejelovens § 754 e om
agentreglernes
anvendelsesområde, således at
det direkte af bestemmelserne
fremgår, hvilke af
bestemmelserne i straffelovens
kapitel 12 og 13 der er undtaget
fra reglerne om agentvirksomhed.
Der henvises til
Folketingstidende 1991-1992,
forhandlingerne sp. 6082-6097,
10088-10092 og 10295-10218,
tillæg A, sp. 4141-4250, samt
tillæg B, sp. 1475-1486 og
1501-1504.
2.1.3
. Spø Spørgsmålet om
afgrænsningen mellem
agentvirksomhed og andre
ulovregulerede
efterforskningsskridt (den
såkaldte nedre grænse) og dermed
spørgsmålet om, hvilke typer af
efterforskning, der er omfattet
af lovreguleringen, er indgående
drøftet i betænkningen s.
155-162.
For at et
efterforskningsskridt er
omfattet af retsplejelovens
regler om agentvirksomhed, er
det forudsat, at handlingen
objektivt set omfattes af
strafferettens medvirkensbegreb,
jf. nærmere betænkningen s. 156
nederst. Strafferettens
medvirkensbegreb er fastlagt i
straffelovens § 23, hvorefter
den for en lovovertrædelse givne
straffebestemmelse omfatter
alle, der ved tilskyndelse, råd
eller dåd har medvirket til
gerningen.
Selve
agentvirksomheden kan efter §
754 a forekomme på to måder. Der
kan være tale om, at politiet
tager initiativ til at
foranledige, at nogen
tilbydes bistand til at
udføre eller fortsætte en
lovovertrædelse (1. led i § 754
a). Er initiativet udgået fra
den mistænkte, kan det første
led ikke bringe aktionen ind
under agentbegrebet.
Det andet led
i § 754 a omfatter derimod også
tilfælde, hvor initiativet er
udgået fra den mistænkte, og
hvorved politiet træffer
foranstaltninger med henblik
på at tilskynde nogen til at
udføre eller fortsætte
lovovertrædelsen (2. led i § 754
a). Dette led forudsætter i
stedet, at der foreligger et
tilrettelagt arrangement og ikke
en tilfældigt opstået situation,
og at dette arrangement
specifikt tilsigter at fremme
lovovertrædelsens udførelse
eller fortsættelse ved at
tilskynde nogen hertil.
Ordvalget i §
754 a viser hen til
straffelovens § 23, således at
det af reglen fremgår, at
politiets adfærd for at være
omfattet af begrebet
agentvirksomhed i objektiv
henseende skal falde ind under
de i straffelovens § 23
omhandlede medvirkensregler. Men
herudover kræves det altså også,
at der er udvist en særlig
aktivitet fra politiets side.
Uden for
reglerne om agentvirksomhed
falder således former for
efterforskning, der ikke består
i en sådan aktivitet, f.eks.
skygning af en bestemt person,
overvågning af bestemte adresser
og andre former for observation
af mistænkte eller holden øje
med kriminelle miljøer, jf.
Folketingstidende 1985-86,
tillæg A, sp. 349. Tilfælde,
hvor politiet foranlediger, at
nogen eller noget bliver
genstand for en lovovertrædelse
( lokkedue-situationen )
falder ligeledes uden for
reglerne om agentvirksomhed,
hvis den pågældende person kun
er offer og derfor ikke udøver
en aktivitet, der er omfattet af
straffelovens § 23 om medvirken,
jf. betænkningen s. 160 og
Folketingstidende 1985-86,
tillæg A, sp. 350.
Uden for
reglerne om agentvirksomhed
falder endvidere de tilfælde af
infiltration , hvor en
person efter aftale med politiet
søger kontakt i et kriminelt
miljø for at kunne give politiet
oplysninger. Dette gælder også,
selv om den pågældende deltager
i kriminalitet for at gøre sig
troværdig i miljøet. Hvis den
pågældende imidlertid griber ind
i selve den lovovertrædelse, som
efterforskningen angår, kan der
dog være tale om en
foranstaltning, der ligger over
den nedre grænse, og derfor er
omfattet af reguleringen. Det
bemærkes i den forbindelse, at
reglerne om agentvirksomhed kun
gælder, hvis der er identitet
mellem den lovovertrædelse, med
hensyn til hvilken der
efterforskes, og den
lovovertrædelse på hvilken der
ved agentvirksomheden øves
indflydelse. Dette er i
lovteksten udtrykt derved, at
den lovovertrædelse, som
agentens handlinger skal øve
indflydelse på, skal være den
samme, som efterforskningen
vedrører, jf. ordene som led i
efterforskningen af en
lovovertrædelse foranledige, at
der tilbydes bistand til eller
træffes foranstaltninger med
henblik på at tilskynde nogen
til at udføre eller fortsætte
lovovertrædelsen , jf.
betænkningen s. 160.
Meddelere
omfattes normalt ikke af
agentbegrebet, jf. betænkningen
s. 159-160 og Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 349. I
det omfang en meddeler efter
aftale med politiet tager del i
den lovovertrædelse, som
efterforskningen angår, vil den
pågældendes virksomhed
imidlertid kunne karakteriseres
som agentvirksomhed, jf.
betænkningen side 159-160.
For at kunne
gennemføre en efterforskning
under anvendelse af en
politiagent vil det som regel
være nødvendigt, at agenten
introduceres i det miljø, der
skal efterforskes. Denne
introduktion foretages ofte af
en meddeler fra miljøet. Brugen
af meddelere til at introducere
agenter i det kriminelle miljø
har i praksis vist sig at rejse
vanskelige
afgrænsningsspørgsmål.
Meddeleren vil ofte skulle
foretage forskellige
tillidsskabende handlinger for
at sikre, at agenten bliver
accepteret. Denne aktivitet kan
indebære, at meddelerens rolle
skifter karakter til
agentvirksomhed, hvilket ikke er
tilladt efter retsplejelovens §
754 b, stk. 2.
Et særligt
spørgsmål har været, om
meddeleren som led i sin
kontaktformidling mellem bagmand
og agent kan udbede sig prøver
af narkotika (
vareprøvesituationen ).
Vareprøvesituationen forelå i en
Østre Landsrets dom, gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1997,
s. 343 . Østre Landsret
udtalte følgende i præmisserne:
» Når en
meddeler efter aftale med
politiet på skrømt udgiver sig
som mellemmand for en opdigtet
køber af narkotika, griber
meddeleren aktivt ind i
sælgerens dispositioner.
Udsigten til at få det parti
narkotika, han er i besiddelse
af, solgt helt eller delvis, vil
påvirke sælgerens adfærd, idet
han næppe vil udfolde yderligere
salgsbestræbelser vedrørende
det, han forventer at sælge til
de opdigtede købere. Alle
narkotikasælgere er selvsagt
meget bevidste om, at enhver
form for salgsbestræbelse
kræver, at de gør sig mere eller
mindre synlige som sælgere,
hvilket altid indebærer fare
for, at de bliver afsløret. Hvis
en af politiets meddelere efter
aftale med politiet afgiver
bestilling på en vareprøve,
gribes der endnu mere aktivt ind
i forhold til sælgeren, idet
køber øger sin troværdighed som
seriøs formidler ved at afgive
en sådan bestilling. Begge de
forannævnte foranstaltninger må
efter landsrettens opfattelse
anses som omfattet af
retsplejelovens bestemmelser om
agentvirksomhed. «
Hvis
initiativet til kontakten kommer
fra bagmanden, der f.eks.
anmoder meddeleren om at anvise
sig en aftager til noget
narkotika, er der ikke tale om
agentvirksomhed, og det er
heller ikke tilfældet, hvis
meddeleren af egen drift og uden
aftale med politiet udpeger en
civil polititjenestemand som
mulig narkotikaaftager.
Hvis derimod
politiet tager kontakt til en
meddeler med et ønske om at
blive introduceret for en mulig
bagmand, vil meddeleren meget
nemt komme til at tage del i den
lovovertrædelse, som
efterforskningen angår, og
dermed handle i strid med
forbudet mod civile agenter i §
754 b, stk. 2. Selv om det er
forudsat i forarbejderne, at en
meddeler kan medvirke ved
introduktionen uden derved at
blive agent, tyder
bemærkningerne i den førnævnte
dom fra Østre Landsret (UfR
1997.343 Ø) på, at retspraksis
vil bedømme meddelerens rolle
meget restriktivt, og at der
efter gældende ret formentlig
ikke vil være plads til nogen
handlen af betydning. Det må
endvidere antages, at meddeleren
ikke uden at handle i strid med
agentreglerne kan afgive ordre
på vareprøver.
Som
udgangspunkt er de såkaldte
kontrollerede leverancer
heller ikke omfattet af begrebet
agentvirksomhed. Ved en
kontrolleret leverance forstås,
at politiet får kendskab til, at
der vil blive importeret et
kvantum narkotika, men undlader
at gribe ind, f.eks. ved
grænseovergangen, og i stedet
følger stoffets videre transport
ind i landet med henblik på
først at slå til på et belejligt
tidspunkt, hvor det bevismæssigt
er muligt at ramme en så stor
del af organisationen som
muligt, jf. betænkningen side
127.
I visse
situationer kan en kontrolleret
leverance imidlertid skifte
karakter fra ren overvågning,
der ikke omfattes af
agentreglerne, til en situation
der omfattes af agentreglerne.
Domstolene
har i to trykte afgørelser taget
stilling til spørgsmål af denne
karakter.
Østre
Landsrets afgørelse af 16.
august 1991, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1991,
s. 881 , vedrørte to
tiltalte, T1 og T2. T1 var
tiltalt for til Danmark at have
indført et nærmere bestemt
kvantum heroin, som blev
overdraget til T2 på et hotel i
Danmark. T2 var tiltalt for at
have modtaget heroinen med
henblik på videreoverdragelse.
Det hedder i
afgørelsen bl.a.:
»Under
domsforhandlingen har
anklagemyndigheden begæret
båndoptagelser af 6
telefonsamtaler samt
båndoptagelse og videooptagelse
af en rumaflytning anvendt som
bevis. Forsvareren for T2 har
protesteret herimod under
henvisning til, at samtalerne
blev ført som led i en af
politiet arrangeret
agentvirksomhed, jfr.
retsplejelovens § 754 a-§ 754 e,
og at politiet ikke har
overholdt de herom givne regler,
samt at båndoptagelsen af
rumaflytningen er utydelig.
Retten har
herom under domsforhandlingen
afsagt sålydende kendelse:
»T1 førte
efter at være anholdt den 5.
februar 1991 kl. 10.10 i Kastrup
Lufthavn, hvortil han var
ankommet med fly medbringende en
kuffert med 1.971,8 gram heroin,
en del telefonsamtaler, dels fra
lufthavnen og dels fra Hotel
Savoy, hvor han ved politiets
foranstaltning og under
politiets opsyn tog ophold på
værelse 401 sammen med kufferten
med indhold. Telefonsamtalerne,
af hvilke politiet tog
båndoptagelser, blev ført af T1
efter aftale med politiet. Som
følge af telefonsamtalerne
indfandt T2 sig samme dag kl. 22
på hotellet, hvor han i værelse
401 førte en samtale med T1.
Samtalen blev optaget på bånd og
video af politiet. Ved samtalens
afslutning forlod T2 værelset
medbringende kufferten med
indhold. T2 er nu tiltalt for
ved den pågældende lejlighed af
T1 at have modtaget 1.971,8 gram
heroin.
Under disse
omstændigheder findes de af T1
efter aftale med politiet førte
samtaler at have haft karakter
af foranstaltninger, som er
omfattet af retsplejelovens §
754 a.
...»»
Højesteret
har i en dom af 6. november
1996, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s.
82 , taget stilling til
lovligheden af en kontrolleret
leverance. Ved Højesterets dom
blev to tiltalte, T1 og T2,
blandt andet straffet for at
have forsøgt at indføre et
nærmere bestemt kvantum heroin
til Danmark med henblik på
videreoverdragelse. Transporten
af stoffet til Danmark skete som
en kontrolleret leverance,
ligesom narkotikaen af politiet
på et tidspunkt blev udskiftet
med en mel- og
kakaopulverblanding. I
Højesterets dom er der anført
følgende om de aktiviteter, der
førte til de tiltaltes
anholdelse:
»Det er
oplyst, at den i forhold 7
nævnte D - en pakistansk
statsborger - den 14. september
1994 rettede henvendelse til den
norske
narkotikaforbindelsesofficer i
Islamabad i Pakistan. Han
meddelte, at to pakistanere ved
navn E og F havde tilbudt ham at
fungere som kurer i forbindelse
med en planlagt indførsel af 8
kg heroin fra Pakistan til
Danmark, at modtagerne var T2 og
G, at levering skulle ske ved,
at han efter ankomst til
København tog ind på et
vilkårligt hotel og derfra
telefonisk kontaktede T2 på
telefon - - -, hvorefter T2
ville komme til hotellet og
afhente heroinen, at han ikke
skulle modtage penge for
heroinen, som først skulle
betales efter videresalg, at han
ville få 5.000 US$ pr. kilo
transporteret heroin for
kurerhvervet, og at dette beløb
ved leveringen ville blive
betalt af T2, som også ville
dække hans hoteludgifter m.v. i
Danmark.
Det nævnte
telefonnummer tilhørte T2, som
under sagen har forklaret, at -
- - er hans »familienavn«, og at
nogle personer bruger navnet - -
- om ham.
En
forbindelsesofficer i Pakistan
kontaktede Københavns Politi,
som besluttede at søge »en
kontrolleret overførsel« af
partiet gennemført. Den 30.
oktober 1994 afleverede D det af
forhold 7 omfattede parti til
det norske ambassadekontor i
Karachi. En dansk
kriminalassistent blev udsendt
for at foretage den besluttede
overførsel af heroinen fra
Pakistan til Danmark. Den 12.
november 1994 forelå der
tilladelse fra de relevante
myndigheder i de involverede
lande. Herefter rejste
kriminalassistenten og D til
Danmark med fly, idet D - af
hensyn til eventuelle
kontrollanter - var instrueret
om ikke at afsløre, at han
kendte kriminalassistenten.
Under rejsen blev heroinen båret
af kriminalassistenten.
Efter ankomst
til Danmark den 13. november
1994 blev tasken, hvori heroinen
havde været, udleveret til D.
Heroinen var af politiet uden
D's viden udskiftet med en
blanding af mel og kakaopulver.
D kørte i en taxa til Hotel - -
-, hvor politiet havde bestilt
et værelse til ham. Han fik
besked på ikke at udlevere
prøver af stoffet og i øvrigt at
gøre, som han var blevet
instrueret om af leverandøren i
Pakistan.
Politiet
havde med D's tilladelse
etableret telefon- og
rumaflytning på hotelværelset.
Efter
ankomsten til hotellet ringede D
til T2. De aftalte at mødes på
hotellet. Umiddelbart herefter
ringede T2 til T1 og meddelte
denne, at D var ankommet, og at
T1 skulle komme med det samme.
T1 hentede herefter T2 i sin
bil, og de kørte sammen til
Hotel - - -, hvor de kontaktede
D på dennes værelse. Under mødet
blev »heroinen« ikke vist eller
overgivet til de tiltalte, men
det blev aftalt at mødes senere
samme dag. Da de tiltalte forlod
hotellet, blev de anholdt.«
Højesterets
flertal på 6 dommere udtalte:
»Efter det
oplyste må det antages at være
lagt til grund af landsretten,
at de tiltalte i forhold 7 -
inden D henvendte sig til
narkotikaforbindelsesofficeren -
havde truffet aftale med
pakistanske leverandører om
indførsel af et parti heroin og
om, at leverandørerne sørgede
for transporten. Det må
endvidere antages at være lagt
til grund, at de pakistanske
leverandører gav T2 besked om,
at kureren ville blive D, og at
det blev aftalt mellem
leverandørerne og T2, at T2
skulle hente heroinen, når D
efter ankomsten til København
fra sit hotel ringede til T2. På
denne baggrund finder vi, at den
måde, transporten og
afleveringsforsøget faktisk blev
gennemført på, ikke i forhold
til de tiltalte indebar en
tilskyndelse foranlediget af
politiet til at udføre eller
fortsætte lovovertrædelsen. Vi
finder derfor, at der ikke har
foreligget foranstaltninger
omfattet af retsplejelovens §
754 a.«
En dommer
fandt, at den udøvede adfærd var
omfattet af agentbegrebet i
retsplejelovens § 754 a.
Ved denne dom
har Højesteret accepteret en vis
deltagelse fra politiets side i
et handlingsforløb, uden at der
herved bliver tale om
agentvirksomhed. Således kunne
politiet transportere
narkotikaen til Danmark,
udskifte narkotikaen med en
harmløs pulverblanding, bestille
hotelværelse til kureren samt
overlade stoffet til kureren med
henblik på afslutning af
transporten. Det ses endvidere,
at kurerens aflyttede
telefonkontakt til aftageren af
narkotikaen i Danmark ikke blev
anset for agentvirksomhed. Af
præmisserne fremgår, at det har
været en forudsætning for
Højesteret, at der ikke fra
politiets side skete indgreb i
den forud tilrettelagte
kriminelle adfærd, og at kureren
der således ikke blev anset som
agent alene gjorde, hvad han af
bagmændene var instrueret om.
En utrykt
kendelse fra Østre Landsret af
3. september 1987 (14. afd.
kære nr. 386/1987) har i tråd
med den ovennævnte
højesteretsdom tilkendegivet et
område, der falder under grænsen
for agentvirksomhed. Det hedder
i kendelsen bl.a.:
«...
Ved
afgørelsen af, om kureren må
anses for agent, omfattet af
retsplejelovens § 754 a, må det
efter det oplyste lægges til
grund, at narkotikaleverancen
finder sted efter en i forvejen
mellem leverandøren i Pakistan -
uden politiets medvirken - og
den danske modtager aftalt
indsmugling. Der må endvidere
efter det i sagen foreliggende
lægges til grund, at politiets
foranstaltninger overfor
kurerens virksomhed i Danmark
alene består i en tæt kontrol,
som kureren har erklæret sig
indforstået med, med henblik på
at afsløre den eller de til hvem
leverancen overgives.
Herefter
finder retsplejelovens § 754 a
ikke anvendelse på forholdet,
...»
Højesteretsdommen i UfR 1997.82
H har præciseret retstilstanden
for så vidt angår afgrænsningen
mellem agentvirksomhed og
kontrollerede leverancer.
Herefter må det antages, at der
ikke foreligger agentvirksomhed
selv med en vis deltagelse fra
politiets side i et
handlingsforløb, der ikke er
tilrettelagt af politiet hvis
der ikke fra politiets side
gribes ind i gennemførelsen af
den forud tilrettelagte
kriminelle adfærd, og kureren
alene gør, hvad han er
instrueret om af bagmændene.
Således må politiet f.eks. kunne
deltage i transporten, udskifte
de ulovlige varer, bestille
hotelværelse til kureren,
overlade stoffet til kureren med
henblik på afslutning af
transporten og aflytte
telefonkontakt til aftageren af
de ulovlige varer.
Hvis politiet
gennem en (afsløret) kurer
indgår i forhandlinger med
kriminelle bagmænd om transport
af ulovlige effekter, f.eks.
valg af rute, transportør og
lignende, vil den pågældendes
aktivitet efter omstændighederne
kunne karakteriseres som
agentvirksomhed. Om det er
tilfældet vil afhænge af, om
politiet tager initiativet til,
at der tilbydes bistand, eller,
såfremt initiativet er udgået
fra den mistænkte, om politiet
træffer foranstaltninger med
henblik på at tilskynde til at
udføre eller fortsætte
lovovertrædelsen.
Hvis kureren
efter aftale med politiet skal
forsøge at påvirke bagmandens
adfærd, f.eks. til at vælge en
rute, der er lettere at
overvåge, vil der meget let
kunne opstå en situation, hvor
kureren ligesom meddeleren i
vareprøvesituationen bliver
agent i strid med § 754 b. I UfR
1997.343 Ø om
vareprøvesituationen lagde
landsretten vægt på, at
meddelerens udpegning af agenten
som aftager af narkotika ville
påvirke bagmandens øvrige
salgsbestræbelser. I
kurersituationen kan det derimod
hævdes, at beslutning om
transport er truffet, og at
kurerens og dermed politiets
indirekte påvirkning af
bagmanden vil være af en mere
teknisk og underordnet betydning
i forhold til forbrydelsens
faktiske gennemførelse.
Er der tale
om en situation som i UfR
1997.82 H, og er kureren af
politiet instrueret om at
påvirke begivenhedsforløbet på
en aldeles underordnet måde,
f.eks. at foreslå et aftalt møde
til et tidspunkt, der er aftalt
med politiet, vil der næppe være
tale om agentvirksomhed. Hvis
derimod kureren nærmere skal
deltage i planlægningen af
transporten, kan der blive tale
om agentvirksomhed, idet det kan
anføres, at kureren muliggør
transporten og dermed bagmandens
valg med hensyn til transportens
gennemførelse, f.eks. med hensyn
til kvantum, form eller
lignende. Det må på baggrund af
Østre Landsrets dom, trykt i UfR
1997.343, forventes, at
domstolene vil anlægge en
restriktiv vurdering heraf.
Det er
antaget i retspraksis, at
begrebet polititjenestemænd i §
754 b, stk. 2, også omfatter
udenlandske polititjenestemænd,
jf. utrykt kendelse afsagt af
Københavns Byret den 18. marts
1988 i sag nr. 558/1988 ,
der tillod politiet at anvende
en norsk polititjenestemand som
politiagent. Dette er tillige
forudsat i Østre Landsrets
utrykte dom af 20. oktober 1989
i sag nr. 211/1989
(Sultan-sagen).
Det må
antages, at også andre
udenlandske tjenestemænd, der
udøver politimyndighed, efter
gældende ret vil kunne virke som
agenter. I visse lande udøver
eksempelvis toldembedsmænd
politimyndighed, og sådanne
tjenestemænd vil således også
være omfattet af begrebet
polititjenestemænd i § 754 b,
stk. 2.
2.1.4
. Enhver har som udgangspunkt
pligt til at afgive forklaring
for retten som vidne, jf.
retsplejelovens § 168.
Vidnepligten
begrænses blandt andet af
vidnefritagelsesreglen i § 171,
hvorefter der i visse nærmere
angivne tilfælde ikke er pligt
at afgive forklaring. Således
har en parts nærmeste ikke pligt
til at afgive vidneforklaring,
jf. § 171, stk. 1. Et vidne har
endvidere ikke vidnepligt, hvis
forklaringen antages at ville
udsætte vidnet selv for straf
eller tab af velfærd (nr. 1),
udsætte vidnets nærmeste for
straf eller tab af velfærd (nr.
2) eller påføre vidnet selv
eller vidnets nærmeste anden
væsentlig skade (nr. 3), jf. §
171, stk. 2.
Retten kan
dog pålægge vidnet at afgive
forklaring i de i stk. 1 og stk.
2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde,
når forklaringen anses for at
være af afgørende betydning for
sagens udfald, og sagens
beskaffenhed og dens betydning
for vedkommende part eller
samfundet findes at berettige
dertil, jf. § 171, stk. 3.
Bestemmelsen
i § 171, stk. 4, omhandler den
særlige situation, hvor en
politiagent ønskes ført som
vidne. Efter bestemmelsen kan
retten selv om den i stk. 2, nr.
3, nævnte fritagelsesgrund om,
at forklaringen vil påføre
vidnet selv eller hans nærmeste
væsentlig skade, er til stede
pålægge vidnet at afgive
forklaring, såfremt vidnet har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, og sagens
beskaffenhed og dens betydning
for vedkommende part eller
samfundet findes at berettige
dertil.
Den
selvstændige betydning af
retsplejelovens § 171, stk. 4,
består i, at den udvider det
område, hvor retten kan pålægge
et vidne at afgive forklaring
efter stk. 3, idet den i stk. 3
nævnte betingelse når
forklaringen anses for at være
af afgørende betydning for
sagens udfald , i stk. 4 er
erstattet af såfremt vidnet har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a. Det er dog også
efter stk. 4 en betingelse, at
sagens beskaffenhed og dens
betydning for vedkommende part
eller samfundet berettiger
pålæggelsen af vidnepligt.
Bestemmelsen
i retsplejelovens § 171, stk. 4,
svarer til
Strafferetsplejeudvalgets
forslag, jf. betænkning nr.
1023/1984, s. 195, og
Folketingstidende 1985-86,
tillæg A, sp. 354. Spørgsmålet
om, hvorvidt agenten bør have
pligt til at afgive forklaring i
retten, var genstand for
indgående drøftelser i udvalget,
jf. betænkningen s. 132-133 og
s. 186-193.
Hovedanvendelsesområdet for
bestemmelsen var af udvalget
tænkt som værende de
straffesager, hvor der har været
anvendt en agent, og hvor det
efter de foreliggende
oplysninger, herunder tiltaltes
egne forklaringer, ikke kan
afvises, at agentvirksomheden er
gået videre end tilladt, og hvor
dette må antages at kunne få
nogen indflydelse på
strafudmålingen, uden at det dog
er af afgørende betydning for
sagens udfald . Ved at give
retten mulighed for at træffe
bestemmelse om vidnepligt i
sådanne tilfælde forbedrer man
kontrollen med, at
agentanvendelsen ikke i det
konkrete tilfælde fører nogen ud
i mere byrdefulde
strafsanktioner, end tilfældet
ellers ville have været. Ordene
i den foreslåede regel sagens
betydning for vedkommende part
viser hen til dette
hovedanvendelsesområde for
reglen, jf. betænkningen side
191.
Strafferetsplejeudvalget var
opmærksom på, at der ved den
foreslåede regel skete en
forøgelse af den risiko, der er
forbundet med virksomheden som
agent, hvilket også er anført i
forarbejderne til bestemmelsen,
jf. Folketingstidende 1985-86,
tillæg A, sp. 354. Udvalgets
overvejelser og bemærkningerne
til lovforslaget skal ses i
lyset af, at såvel udvalgets
udkast til lovbestemmelser som
det fremsatte lovforslag ikke
indeholdt et forbud mod
anvendelse af civile agenter.
2.1.5
. Hensynet til at sikre et vidne
mod overgreb kan tilsige, at
vidneforklaringen afgives for
lukkede døre og uden tiltaltes
tilstedeværelse, samt at vidnets
identitet hemmeligholdes. I
medfør af retsplejelovens § 841
kan retten forud for
domsforhandlingen efter
anmodning fra
anklagemyndigheden, forsvareren
eller et vidne træffe afgørelse
herom.
Efter
retsplejelovens § 29, stk. 2,
kan retten i straffesager
bestemme, at et retsmøde skal
holdes for lukkede døre, når en
sigtet (tiltalt) er under 18 år
(nr. 1), når sagens behandling i
et offentligt retsmøde må
antages at bringe nogens
sikkerhed i fare (nr. 2), eller
når sagens behandling i et
offentligt retsmøde må antages
på afgørende måde at hindre
sagens oplysning (nr. 3).
Under
domsforhandlingen kan dørlukning
i medfør af § 29, stk. 2, nr. 3,
kun ske i 1. instans, og kun når
det må forventes, at der senere
rejses tiltale for samme forhold
mod andre end de under sagen
tiltalte, og ganske særlige
hensyn gør det påkrævet, at
dørene lukkes, jf. § 29, stk. 3.
Domsforhandlingen gengives så
udførligt i retsbogen, at
offentligheden ved
domsafsigelsen kan orienteres om
domsforhandlingens forløb, i det
omfang formålet med dørlukningen
tillader det.
I
overensstemmelse med det
almindelige
proportionalitetsprincip,
hvorefter der altid bør anvendes
den mindst indgribende
foranstaltning blandt flere
mulige, er det i § 29, stk. 4,
fastslået, at der ikke kan
træffes bestemmelse om
dørlukning, hvis det er
tilstrækkeligt at anvende
reglerne om referat- eller
navneforbud, jf. §§ 30-31, eller
om udelukkelse af
enkeltpersoner, jf. § 28 b.
Efter
retsplejelovens § 29 b kan
dørene i visse nærmere opregnede
sagstyper som f.eks.
voldtægtssager lukkes under den
forurettedes forklaring, når den
pågældende anmoder om det.
Forurettede har således et
ubetinget krav på dørlukning i
disse sager. Bestemmelsen finder
tilsvarende anvendelse under
afspilning eller anden
forevisning af lyd- eller
billedoptagelser, som gengiver
forhold, der er rejst sigtelse
eller tiltale for under sagen,
jf. § 29 b, stk. 2.
De gældende
regler om adgangen til at
hemmeligholde et vidnes
identitet og udelukkelse af
tiltalte fra at overvære et
vidnes forklaring, findes i
retsplejelovens § 848, der
senest er ændret ved lov nr. 381
af 6. juni 2002 (Forbedret
vidnebeskyttelse), jf.
Folketingstidende 2001-2002,
tillæg A, s. 3298-3299.
Bestemmelsen, der direkte kun
vedrører domsforhandling i
landsretten, finder gennem
henvisningsbestemmelserne i §§
927 og 939 også anvendelse ved
domsforhandlingen i
straffesager, der behandles ved
byretten.
Efter
retsplejelovens § 848, stk. 2,
nr. 2, kan retten bestemme, at
et vidnes navn, stilling og
bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, hvis afgørende hensyn
til vidnets sikkerhed gør det
påkrævet, og oplysningen må
antages at være uden betydning
for tiltaltes forsvar.
Uden for
disse tilfælde kan retten
beslutte, at tiltalte skal
forlade retslokalet, mens et
vidne eller en medtiltalt
afhøres, når særegne grunde
taler for, at en uforbeholden
forklaring ellers ikke kan
opnås, jf. § 848, stk. 1. Retten
kan endvidere bestemme, at et
vidnets bopæl ikke må oplyses
for tiltalte, hvis afgørende
hensyn til vidnets sikkerhed
taler for det, og oplysningen må
antages at være uden betydning
for tiltaltes forsvar, jf. §
848, stk. 2, nr. 1.
Er der
truffet bestemmelse efter § 848,
stk. 2, nr. 2, kan retten
yderligere bestemme, at tiltalte
skal forlade retslokalet, mens
vidnet afhøres, hvis der er
grund til at antage, at vidnet
eller vidnets nærmeste vil blive
udsat for alvorlig fare, hvis
tiltalte får kendskab til
vidnets identitet, jf. § 848,
stk. 3.
Formanden
afgør, om tiltalte skal forlade
retslokalet under den
forudgående forhandling om
anmodninger fremsat efter stk. 2
og 3, jf. § 848, stk. 4.
Når tiltalte
som følge af en beslutning efter
stk. 1 eller 3 ikke har
overværet afhøringen af et vidne
eller en medtiltalt, skal
tiltalte, når denne på ny kommer
til stede i retslokalet, have
oplysning om, hvem der har
afgivet forklaring i tiltaltes
fravær, og om indholdet af
forklaringen, for så vidt den
angår tiltalte. Retten afgør, om
gengivelsen af forklaringen skal
ske før eller efter, at tiltalte
selv har afgivet forklaring.
Oplysning om vidnets bopæl eller
navn, stilling og bopæl skal dog
ikke meddeles tiltalte, hvis
retten har truffet bestemmelse
om hemmeligholdelse efter stk.
2, nr. 1 eller 2, jf. § 848,
stk. 5.
Under
efterforskningen vil
hemmeligholdelse af et vidnets
identitet og bopæl kunne ske ved
pålæg til forsvareren i medfør
af de gældende bestemmelser i §
745, stk. 4, og § 748, stk. 5 og
6.
Efter
udfærdigelse af anklageskrift
vil hemmeligholdelse af et
vidnes identitet over for
tiltalte kunne ske i medfør af
retsplejelovens § 835, stk. 2,
hvorefter statsadvokaten kan
give forsvareren pålæg om ikke
at videregive oplysninger om et
vidnes bopæl eller navn,
stilling og bopæl til tiltalte,
hvis statsadvokaten agter at
fremsætte anmodning om rettens
bestemmelse om, at disse
oplysninger ikke må meddeles
tiltalte, jf. § 848, stk. 2.
2.2.
Justitsministeriets overvejelser
Rockerkriminaliteten er som
anden organiseret kriminalitet
bl.a. kendetegnet ved, at der er
skudt op til flere mellemled ind
mellem dem, der udfører
handlingerne, og bagmændene.
Samtidig viser den seneste
udvikling vedrørende
rockerkriminaliteten en stadig
øget anvendelse af
stedfortrædere, idet personer,
der ikke eller kun perifert har
tilknytning til rockermiljøet
eller det kriminelle netværk,
tilskyndes til at begå
kriminalitet og aflevere
udbyttet eller hovedparten heraf
til en person, som er medlem af
eller tættere tilknyttet en
rockergruppe.
En effektiv
bekæmpelse af rockerkriminalitet
og anden organiseret
kriminalitet forudsætter derfor,
at politiet kan finde frem til
bagmændene og nedbryde de
kriminelle netværk. For at opnå
en indgående indsigt i
rockermiljøet og andre miljøer,
der er kendetegnet ved mere
organiseret kriminalitet, og
komme tæt på bagmændene, er det
nødvendigt for politiet at
samarbejde med personer, der
færdes i det kriminelle miljø,
og politiet må efter
omstændighederne infiltrere
miljøet med henblik på at sikre
sig de fornødne beviser. Brug af
meddelere og agenter er således
vigtige redskaber for politiet i
kampen mod rockerkriminalitet og
anden organiseret kriminalitet,
og det er væsentligt at sikre,
at disse efterforskningsmidler
kan anvendes i praksis.
2.2.1.
Civile agenter
Arbejdsgruppen om en styrket
politiindsats over for
rockerkriminalitet har blandt
andet haft til opgave at komme
med forslag til at forbedre
politiets muligheder for at
anvende meddelere og andre
personer, som er parate til at
samarbejde med politiet i
opklaringen af alvorlig
kriminalitet, samt at overveje
behovet for ændringer af de
gældende regler om
agentvirksomhed, herunder
forbudet mod civile agenter.
Det er fra
politiets og anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
blevet oplyst, at det er af stor
praktisk betydning at kunne
anvende meddelere og andre
civile personer, som er parate
til at samarbejde med politiet i
opklaringen af alvorlig
kriminalitet. De gældende regler
om agentvirksomhed udgør
imidlertid i visse tilfælde en
hindring for dette samarbejde.
Dette skyldes, at
anvendelsesområdet for
agentvirksomhed i praksis er
blevet fortolket bredt, og med
det gældende forbud mod civile
agenter medfører dette en
tilsvarende begrænsning af
mulighederne for at kunne
anvende meddelere og andre
civile personer i
efterforskningen. En
foranstaltning, som falder inden
for anvendelsesområdet for
agentvirksomhed, kan således kun
lovligt udføres af
polititjenestemænd efter rettens
godkendelse, der som hovedregel
skal indhentes forudgående, og
aldrig af civile personer efter
aftale med politiet.
Der er efter
arbejdsgruppens opfattelse behov
for at ændre reglerne på en
sådan måde, at det sikres, at
politiagenten kan introduceres i
det kriminelle miljø. I praksis
er det ofte nødvendigt, at en
sådan introduktion foregår via
en civil person, der færdes i
miljøet, og som kan formidle
kontakten til bagmændene. Denne
kontaktformidling kan indebære,
at den civile person i begrænset
omfang medvirker til den
lovovertrædelse, der
efterforskes, herunder bestiller
en vareprøve. Sådanne handlinger
vil i dag være i strid med
forbudet mod civile agenter, jf.
pkt. 2.1.3.
Arbejdsgruppen foreslår derfor,
at der indføres en undtagelse
til forbudet mod brug af civile
agenter, således at visse
underordnede handlinger, der i
dag falder inden for begrebet
agentvirksomhed, vil kunne
foretages af civile personer som
agenter.
Der er
derimod enighed i arbejdsgruppen
om, at der i hvert fald på
nuværende tidspunkt ikke bør
indføres en adgang til at
benytte egentlige civile
agenter. Anvendelsen af civile
personer som egentlige agenter
er forbundet med en række
betænkeligheder, herunder
navnlig at civile personer
udsættes for en ikke ubetydelig
personlig fare. Hertil kommer,
at det i visse tilfælde kan være
vanskeligt at føre kontrol med
de pågældende.
Justitsministeriet kan tiltræde,
at der af de af arbejdsgruppen
anførte grunde bør være mulighed
for at anvende civile personer
til at foretage den nødvendige
introduktion af politiagenten,
hvilket indebærer, at den civile
person skal kunne foretage visse
tillidsskabende handlinger,
herunder bestille en vareprøve.
Der er tale om indledende
aktiviteter, som ligger langt
fra kerneområdet for
agentvirksomhed, men som på den
anden side i praksis har vist
sig at være af afgørende
betydning for at kunne
iværksætte en politiagentaktion.
Justitsministeriet foreslår på
den baggrund en undtagelse til
forbudet mod civile agenter. Det
foreslås, at civile personer
efter aftale med politiet kan
yde bistand til at udføre eller
fortsætte den lovovertrædelse,
der efterforskes, når den
bistand, der ydes, er yderst
beskeden i forhold til
lovovertrædelsen, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt.
Den bistand,
som civile personer herved får
mulighed for at udføre som
agenter, vedrører den situation,
hvor politiet tager initiativ
til at foranledige, at nogen
tilbydes bistand til at udføre
eller fortsætte en
lovovertrædelse (første led af
agentbegrebet). Civile personer
vil i denne situation efter
forudgående aftale med politiet
kunne yde bistand til, at
bagmanden eller andre
implicerede udfører eller
fortsætter den lovovertrædelse,
der efterforskes.
For at den
civile persons bistand er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse i § 754 b, stk. 2,
2. pkt., er det en betingelse,
at der er tale om en bistand,
som objektivt set er strafbar i
medfør af straffelovens
medvirkensbegreb i § 23.
Herudover kan handlingen være
strafbar efter en selvstændig
straffebestemmelse. Falder
handlingen helt uden for det
strafbare område, er bistanden
ikke omfattet af agentreglerne.
Falder handlingen derimod inden
for det strafbare område, vil
det være afgørende, om den
overtrædelse, som bistanden
indebærer, kan karakteriseres
som yderst beskeden.
Det følger
endvidere både af den foreslåede
bestemmelse i § 754 b, stk. 2,
2. pkt., og af selve
definitionen af agentvirksomhed
i § 754 a, at der skal være
identitet mellem den
lovovertrædelse, der
efterforskes, og den
medvirkenshandling som den
civile person foretager, for at
forholdet er omfattet af
agentreglerne. Bestilling af en
vareprøve må i den forbindelse
anses for at være medvirken til
den større lovovertrædelse
(f.eks. en narkotikaleverance),
der efterforskes. Bistand med
henblik på at opklare en
allerede fuldbyrdet forbrydelse
falder uden for agentreglerne.
Den
aktivitet, som en civil person
lovligt kan udføre (dvs. den
lovovertrædelse, som bistanden
indebærer) når betingelserne for
agentvirksomhed i øvrigt er
opfyldt skal sættes i forhold
til den lovovertrædelse, der
efterforskes. Det følger heraf,
at meddelerens bistand (f.eks.
størrelsen af vareprøven) kan
være mere omfattende ved
efterforskning af meget
alvorlige lovovertrædelser,
f.eks. meget betydelige kvanta
narkotika. At bistanden skal
være yderst beskeden, indebærer
imidlertid ikke, at bistanden
ikke konkret må være afgørende i
forhold til opklaringen af den
lovovertrædelse, der
efterforskes. I sager om
efterforskning af alvorlig
narkotikakriminalitet vil det
efter det oplyste ofte forholde
sig således, at hovedmanden
ville få mistanke til, at
politiet er involveret, hvis
ikke den civile person først har
bestilt en vareprøve.
Den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt., medfører i
princippet, at civile personer
efter aftale med politiet kan
begå lovovertrædelser. Den
civile persons bistand er
imidlertid omfattet af
agentreglerne. Dette indebærer,
at mistankekrav, indikationskrav
og kriminalitetskrav skal være
opfyldt, førend politiet kan
benytte en civil person som
f.eks. vareprøvekøber, ligesom
rettens godkendelse af
foranstaltningerne som
udgangspunkt skal foreligge,
inden aktionen iværksættes, jf.
§ 754 c. Politiet kan med den
foreslåede bestemmelse således
eksempelvis ikke benytte en
meddeler til at bestille
vareprøver hos forskellige
sælgere for derved at afklare,
om der er basis for en egentlig
efterforskning.
De
handlinger, som en civil person
kan udføre i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt., og som
objektivt set må anses som
strafbare handlinger, er
foretaget efter aftale med
politiet, hvilket medfører, at
handlingerne må anses som
straffri efter princippet om
materiel atypicitet eller
manglende retsstridighed.
Den bistand,
som en civil person lovligt kan
udføre som agent i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt., skal
afgrænses over for egentlig
agentvirksomhed, som fortsat kun
kan udføres af
polititjenestemænd. Hvis
bistanden ikke kan
karakteriseres som yderst
beskeden i forhold til den
lovovertrædelse, der
efterforskes, kan bistanden
alene udføres af
polititjenestemænd. Det skal
endvidere bemærkes, at den øvre
grænse for agentvirksomhed i §
754 b, stk. 1, også gælder for
den civile persons bistand.
Dette betyder, at den civile
persons bistand ikke må indebære
en forøgelse af
lovovertrædelsens omfang eller
grovhed.
I forbindelse
med høringen over et udkast til
lovforslaget er der fra nogle
høringsinstanser givet udtryk
for en frygt for, at anvendelse
af civile agenter i forbindelse
med bekæmpelsen af
rockerkriminalitet mv. vil kunne
medføre en yderligere forråelse
af de pågældende miljøer. Det er
imidlertid væsentligt at
understrege, at den foreslåede
mulighed for anvendelse af
civile agenter ikke åbner
mulighed for egentlig
agentvirksomhed, men alene for,
at civile personer kan bistå
politiet ved
medvirkenshandlinger, der er
yderst beskedne i forhold til
den kriminalitet, der
efterforskes. Politiet
samarbejder allerede i dag i
vidt omfang med civile personer
som led i opklaringen af
alvorlig kriminalitet, f.eks.
med meddelere. Efter
Justitsministeriets opfattelse
er der derfor ikke grund til at
tro, at den foreslåede ordning i
sig selv vil medføre en
yderligere forråelse af
rockermiljøet.
I nogle
høringssvar er der endvidere
bl.a. udtrykt betænkelighed ved,
om den foreslåede ordning vil
kunne medføre en øget risiko
for, at politiet i nogle
tilfælde kommer til at
igangsætte handlingsforløb, der
fører til lovovertrædelser, som
ellers ikke ville være blevet
begået. Det må i den forbindelse
fremhæves, at den civile persons
bistand efter forslaget vil være
omfattet af retsplejelovens
regler om agentvirksomhed,
hvilket bl.a. indebærer en
forudgående domstolskontrol.
Lovens betingelser for at
anvende agenter vil skulle være
opfyldt, herunder betingelsen
om, at der skal være en
begrundet mistanke om, at en
lovovertrædelse er ved at blive
begået eller forsøgt begået. Som
nævnt oven for indebærer det
også et krav om, at den civile
persons bistand ikke må indebære
en forøgelse af
lovovertrædelsens omfang eller
grovhed.
2.2.2.
Kontrollerede leverancer
Agentreglerne
omfatter ikke den
kontrollerede leverance , så
længe der ikke træffes
foranstaltninger af politiet,
men blot sker overvågning af et
allerede planlagt forløb. Det
forekommer imidlertid, at
politiet må gribe ind i et
handlingsforløb, der er fastlagt
af andre end politiet.
Højesterets dom, der er gengivet
i Ugeskrift for Retsvæsen 1997,
s. 82, viser, at mindre indgreb
fra politiets side via kureren
ikke nødvendigvis indebærer en
tilskyndelse til at udføre eller
fortsætte en lovovertrædelse.
Hvor grænsen helt præcist går,
før der er tale om (ulovlig)
agentvirksomhed, er dog uklart.
Det er derfor
fra politiets og
anklagemyndighedens side i
arbejdsgruppen blevet anført, at
der er behov for et vist råderum
for politiet, uden at det
betyder, at den indgriben i det
planlagte handlingsforløb, som
sker efter aftale med politiet,
omfattes af agentreglerne.
Det er i den
forbindelse blevet fremhævet, at
det er væsentligt for politiets
mulighed for at sikre sig bevis
eksempelvis ved etablering af
aflytning at politiet, når
f.eks. en kurer afsløres og
efterfølgende indvilger i at
fortsætte sin allerede planlagte
og aftalte transport, kan
medvirke til, at der med
kurerens bistand sker ændringer
af f.eks. tid og/eller sted for
selve overdragelsen, uden at
denne situation anses for
omfattet af agentreglerne og
dermed for ulovlig
agentvirksomhed.
Aktiv
efterforskning, der består i, at
politiet træder ind i og
deltager i et kriminelt
handlingsforløb med det formål
at afsløre gerningsmænd,
indebærer en potentiel risiko
for overskridelse af den øvre
grænse (dvs. forbudet mod, at
agenter benyttes til
fremkaldelse af en forbrydelse,
der ellers ikke ville blive
begået) og kan derfor give
anledning til betænkeligheder.
Efter Justitsministeriets
opfattelse vil mindre indgreb,
som politiet foretager i et
allerede planlagt forløb, ikke
give anledning til sådanne
betænkeligheder, under den
forudsætning at politiet alene
foretager mindre ændringer, der
påvirker forløbet af
forbrydelsen, men ikke
forbrydelsens omfang eller
grovhed. På den baggrund er
Justitsministeriet enig i, at
der bør ske en ændring af
agentreglerne, således at
politiet får mulighed for at
foretage visse mindre indgreb i
et forud tilrettelagt forløb,
uden at forholdet af den grund
omfattes af agentreglerne.
Justitsministeriet foreslår på
den baggrund, at der i § 754 a
indsættes en bestemmelse om, at
foranstaltninger, der træffes
med henblik på at tilskynde
nogen til at udføre eller
fortsætte en lovovertrædelse,
ikke omfattes af agentbegrebet,
hvis politiet ikke herved
påvirker væsentlige
omstændigheder ved
lovovertrædelsen, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 754
a, stk. 2.
De tilfælde,
der herved undtages fra
agentbegrebet, er tilfælde, hvor
politiet træffer
foranstaltninger med henblik på
at tilskynde nogen til at udføre
eller fortsætte en
lovovertrædelse som led i et
allerede tilrettelagt
arrangement (andet led af
agentbegrebet).
Lovændringen
har til formål at sikre, at
politiet kan foretage visse
mindre indgreb i et forud
tilrettelagt kriminelt
handlingsforløb, uden at der
herved bliver tale om
agentvirksomhed. Således bliver
det muligt for politiet i
begrænset omfang at påvirke
gennemførelsen af eksempelvis en
narkotikaleverance, uden at
aktiviteterne bliver omfattet af
agentreglerne.
Så længe
kureren under politiets
overvågning alene udfører, hvad
han har aftalt med bagmændene,
følger det allerede af gældende
ret, at der ikke er tale om
agentvirksomhed. Politiet vil
imidlertid efter forslaget kunne
udskifte leverancen med ufarligt
materiale, indlogere kureren på
hotel, aflytte kurerens samtaler
med bagmænd og lignende. Dette
er en lovfæstelse af den
retstilstand, som kan udledes af
Højesterets dom, der er gengivet
i Ugeskrift for Retsvæsen 1997,
s. 82. Efter forslaget vil
kureren endvidere på politiets
foranledning også med bagmændene
kunne drøfte detaljer, der
påvirker gennemførelsen af
forbrydelsen på mindre
væsentlige punkter. Kureren vil
f.eks. kunne aftale ændrede
mødetider og mødesteder samt en
ny rute for transporten, således
at politiets muligheder for at
afsløre bagmændene forbedres.
Den
foreslåede bestemmelse i § 754
a, stk. 2, giver alene politiet
mulighed for at foretage visse
mindre ændringer i et allerede
planlagt forløb. Politiet kan
derimod ikke, uden at forholdet
omfattes af agentreglerne,
foretage handlinger, hvorved der
tages initiativ til ny
kriminalitet, så som f.eks. at
aftale en ny leverance af
narkotika via kureren.
Det er efter
forslaget uden betydning, om
kureren af egen drift henvender
sig til politiet, eller om den
pågældende afsløres undervejs og
indvilger i at fortsætte med
henblik på at afsløre
bagmændene.
Det bemærkes,
at det ikke efter den foreslåede
bestemmelse er et krav, at
foranstaltningerne udføres som
led i en politiagentaktion
omfattet af § 754 a.
Begrundelsen for dette er, at de
handlinger, som den civile
person udfører efter aftale med
politiet, er efterfølgende
handlinger i forhold til den
strafbare handling, som er
aftalt med bagmanden, og aftalen
med politiet medfører ikke
straffrihed for dette
forudgående forhold. Den
pågældende kurer vil således
blive strafforfulgt for sin
strafbare handling. Det forhold,
at den pågældende har hjulpet
politiet i opklaringen af
forbrydelsen, kan alene få
betydning for straffens
fastsættelse, men ikke for selve
strafbarheden af den handling,
der ligger forud for
kontakten/aftalen med politiet.
Dette er baggrunden for, at den
civile persons handlinger i
modsætning til
vareprøvesituationen, jf. pkt.
2.2.1., helt foreslås undtaget
fra reglerne om agentvirksomhed.
2.2.3.
Mistankekravet
Retsplejelovens regler om
agentvirksomhed anvendes ifølge
politiet og anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
forholdsvis sjældent i dag. Det
skyldes ikke, at politiet ikke
har behov for at anvende agenter
i et større omfang. Navnlig i
relation til rockerkriminalitet
og anden organiseret
kriminalitet kan anvendelse af
politiagenter være et meget
værdifuldt
efterforskningsredskab.
Problemet i praksis er
imidlertid bl.a., at
betingelserne for at anvende
politiagenter er så strenge, at
betingelserne først vil være
opfyldt på et meget sent
tidspunkt i efterforskningen
senere end det tidspunkt, hvor
det praktiske behov for at
anvende politiagenter opstår.
Der tænkes her navnlig på
mistankekravet og
indikationskravet.
Efter den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 754 a, nr. 1,
må agenter alene anvendes, hvis
der foreligger en særlig
bestyrket mistanke om, at
lovovertrædelsen er ved at blive
begået eller forsøgt.
Mistankekravet blev oprindeligt
foreslået af
Strafferetsplejeudvalget, jf.
betænkning nr. 1023/1984, s.
174, der henviser til betænkning
nr. 728/1974 om anholdelse og
varetægt, s. 27.
Politiets og
anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
har henledt opmærksomheden på,
at den omstændighed, at der skal
foreligge særlig bestyrket
mistanke for anvendelse af
agentreglerne, på
uhensigtsmæssig måde hindrer
brugen af dette
efterforskningsskridt i en række
tilfælde. Ofte vil politiets
viden eller formodning om en
forbrydelses planlægning eller
iværksættelse alene være baseret
på informationer fra en meddeler
i miljøet. Østre Landsret har
ved utrykt kendelse af 18.
september 1990 (2. afd., kære
nr. 329/1990) truffet
afgørelse om, at oplysninger fra
en anonym meddeler ikke i den
pågældende situation var
tilstrækkeligt til at fastslå,
at der forelå en særlig
bestyrket mistanke, hvorfor brug
af agenter i denne situation var
udelukket.
Der er på den
baggrund enighed i
arbejdsgruppen om, at det
gældende mistankekrav bør ændres
således, at der alene stilles
krav om en begrundet mistanke
om, at lovovertrædelsen er ved
at blive begået eller forsøgt.
Dette mistankekrav svarer i
øvrigt til mistankekravet i
bestemmelsen om
varetægtsfængsling i § 762, stk.
1, samt ved legemsundersøgelse,
jf. § 792 a, stk. 2, og
offentliggørelse af fotografi af
en formodet gerningsmand, jf. §
818, stk. 2. Ved
efterforskningsskridt som
ransagning (§ 794) og
beslaglæggelse (§ 802) gælder et
lempeligere mistankekrav ( med
rimelig grund er mistænkt for en
lovovertrædelse ).
Justitsministeriet kan tiltræde
arbejdsgruppens forslag. For at
gøre brugen af agenter mulig i
de situationer, hvor politiets
viden om planlægningen eller
iværksættelsen af en
lovovertrædelse oftest alene
beror på oplysninger fra en
meddeler, hvilket ofte vil være
tilfældet ved f.eks.
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet,
foreslås mistankekravet lempet
til et krav om begrundet
mistanke.
Det bemærkes,
at mistanken ikke som i § 762,
om varetægtsfængsling
nødvendigvis retter sig mod en
bestemt person, men derimod mod
den omstændighed at en
lovovertrædelse er ved at blive
begået eller forsøgt. Ved denne
angivelse fremhæves endvidere
sammenhængen mellem
mistankekravet og reglen i § 754
b, stk. 1, om agentvirksomhedens
såkaldte øvre grænse. Kun hvis
mistanken angår en
lovovertrædelse, der er i gang
eller er på forsøgsstadiet, er
det tilladeligt, at politiet
iværksætter en agentaktion. Det
er derimod ikke tilstrækkeligt,
at der er mistanke om, at en
lovovertrædelse vil blive
begået, hvis der ikke er grund
til at antage, at
forsøgshandlinger er påbegyndt,
jf. betænkningen s. 166 og 175.
Den
foreslåede ændring af
mistankekravet i § 754 a får
betydning for bestemmelsen i §
60, stk. 2, der henviser til §
754 a. Efter den gældende ordlyd
af denne bestemmelse vil en
dommer, der har taget stilling
til anvendelse af agenter som
efterforskningsskridt i en
konkret sag, være inhabil under
den efterfølgende
domsforhandling, eftersom han
kan have taget stilling til, om
der foreligger en særlig
bestyrket mistanke om, at en
bestemt person vil begå en
lovovertrædelse og dermed har
nærmet sig den afgørelse af
skyldsspørgsmålet, som skal
træffes under domsforhandlingen,
jf. Folketingstidende 1989-90,
tillæg A, sp. 3841.
Samme
betænkeligheder foreligger ikke,
når en dommer alene har taget
stilling til, om der foreligger
en begrundet mistanke om, at en
lovovertrædelse er ved at blive
begået eller forsøgt. Det
foreslås derfor, at henvisningen
i § 60, stk. 2, til § 754 a
udgår.
2.2.4.
Indikationskravet
Det følger af
§ 754 a, nr. 2, at
agentvirksomhed kun er tilladt,
hvis andre efterforskningsskridt
ikke vil være egnede til at
sikre bevis i sagen.
Det er
forudsat i betænkning nr.
1023/1984, s. 175-176, at
agenter kun må anvendes i
tilfælde, hvor dette
efterforskningsskridt er absolut
nødvendigt, typisk fordi det
ikke ved hjælp af andre
efterforskningsmidler er muligt
at opklare forbrydelsen.
Med henblik
på at gøre agentreglerne mere
anvendelige i praksis har
arbejdsgruppen foreslået en
lempelse af indikationskravet,
således at dette udformes som et
krav om, at agentvirksomhed kun
må finde sted, hvis dette
efterforskningsskridt må antages
at være af afgørende betydning
for efterforskningen.
Arbejdsgruppen har herved
henvist til, at det foreslåede
indikationskrav vil svare til
formuleringen af
indikationskravet i
retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 2, om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Justitsministeriet kan tiltræde
dette forslag.
Den
foreslåede affattelse af
indikationskravet medfører
således, at agenter ikke længere
kun kan anvendes, hvis det er
det eneste mulige
efterforskningsmiddel. Også i de
situationer, hvor der vel
foreligger andre muligheder, men
hvor disse muligheder
eksempelvis er usikre, risikerer
at ødelægge den videre
efterforskning eller er
uforholdsmæssigt
ressourcekrævende, bør agenter
kunne anvendes.
2.2.5.
Kriminalitetskravet
Efter § 754
a, nr. 3, er agentvirksomhed kun
tilladt, hvis efterforskningen
angår en lovovertrædelse, som
efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover,
eller en overtrædelse af
straffelovens § 289, 2. pkt., om
indsmugling af særlig grov
karakter.
Der er
enighed i arbejdsgruppen om, at
agenter fortsat kun bør anvendes
i sager om efterforskning af
alvorlig kriminalitet. Politiets
og anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
har imidlertid påpeget et
praktisk behov for, at politiet
også får mulighed for at anvende
agenter i efterforskningen af
sager om tyveri af særlig grov
beskaffenhed.
Justitsministeriet foreslår på
denne baggrund, at
kriminalitetskravet udvides,
således at agenter også kan
anvendes, hvis efterforskningen
angår en overtrædelse af
straffelovens § 286, stk. 1.
Det bemærkes
i øvrigt, at Straffelovrådet i
betænkning nr. 1424/2003 har
foreslået, at strafmaksimum i
tilfælde, der er omfattet af §
286, stk. 1, hæves til fængsel i
6 år. Hvis dette forslag
gennemføres, vil henvisningen
til § 286, stk. 1, i § 754 a,
stk. 1, nr. 3, være overflødig,
da tyverisager af grov
beskaffenhed dermed vil være
omfattet af den generelle
betingelse om et strafmaksimum
på 6 år eller derover i
bestemmelsens 1. led.
2.2.6.
Agentens forklaring i retten
2.2.6.1
. Vol Voldsudøvelse er et
velkendt redskab i
rockermiljøet, og der må antages
at være en ikke ubetydelig
risiko for, at der vil blive
udøvet repressalier over for
agenten eller hans nærmeste,
hvis agentens identitet bliver
kendt. Der kan derfor af hensyn
til sikkerheden for agenten
eller dennes nærmeste være behov
for fritage agenten for at
afgive forklaring.
Agentens
forklaring i retten må
imidlertid omvendt anses for et
væsentligt bevis i sagen. Det er
således ved vidneafhøringen,
hvorunder der gives forsvareren
adgang til at stille spørgsmål,
og hvorunder der sker en
konfrontation med tiltaltes
forklaring om
begivenhedsforløbet, at det er
muligt at få et samlet billede
af agentaktionen.
Retsplejelovens bestemmelser om
vidnefritagelse og adgangen til
at pålægge et vidne at afgive
forklaring er efter
arbejdsgruppens opfattelse
udtryk for en afbalanceret
afvejning mellem hensynet til
agentens sikkerhed over for
betydningen af agentens
vidneforklaring. Der er således
enighed i arbejdsgruppen om, at
der ikke er anledning til at
ændre bestemmelserne herom.
Der er
imidlertid fra politiets og
anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
peget på, at der er behov for at
forbedre mulighederne for at
sikre hemmeligholdelsen af
politiagentens identitet i de
tilfælde, hvor denne skal afgive
vidneforklaring i retten. Det
kan være vanskeligt for politiet
at anvende en
polititjenestemand, hvis
identitet er blevet kendt, som
agent i andre sager. Dette
skaber problemer for politiet,
idet der kun er et forholdsvis
begrænset antal
polititjenestemænd, der er
særligt uddannede til at virke
som agenter, eller som har en
særlig erfaring fra
agentvirksomhed.
Justitsministeriet er enig i, at
de nugældende regler om
vidnebeskyttelse, som bl.a. har
til formål at beskytte såkaldte
tilfældige vidner, dvs.
personer, som tiltalte ikke
kender i forvejen, og som ved en
ren tilfældighed overværer eller
bliver offer for en forbrydelse,
ikke på tilstrækkelig vis
tilgodeser ovennævnte hensyn. De
gældende regler giver således
ikke mulighed for at
hemmeligholde et vidnes
identitet ud fra andre hensyn
end hensynet til vidnets
sikkerhed.
Det foreslås
derfor, at der i § 848 indsættes
en bestemmelse om, at en
polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, skal kunne
afgive forklaring uden at oplyse
sit eget navn og bopæl, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 848,
stk. 4. Som konsekvens heraf
foreslås et nyt pkt. i § 834,
hvorefter politiagenten kan
anføres på bevisfortegnelsen
under et andet navn end sit eget
og uden bopæl.
Polititjenestemanden vil
herefter få et ubetinget krav på
at optræde under sit alias på
bevisfortegnelsen og i retten.
Det bemærkes,
at en polititjenestemand, der
skal afgive forklaring i retten,
i praksis opføres på
bevisfortegnelsen med angivelse
af tjenestested. Begrebet bopæl
forstås således for
polititjenestemænd i praksis som
ensbetydende med tjenestested.
Oplysningen om, at en
polititjenestemand, der har
optrådt som agent, kommer fra et
nærmere angivet tjenestested,
kan imidlertid gøre det meget
nemt at identificere den
pågældende i tilfælde, hvor
denne gør tjeneste i en mindre
politikreds.
De foreslåede
bestemmelser medfører, at
hverken tiltalte, retten eller
forsvareren vil kende
politiagentens identitet. Det
bemærkes, at retten kan forlange
skriftlig dokumentation for, at
den pågældende agent er
polititjenestemand og dermed
opfylder betingelsen i § 754 b,
stk. 2, 1. pkt. En skriftlig
erklæring fra den øverste
politiledelse om den pågældendes
ansættelse må i den forbindelse
anses som fornøden
dokumentation. Tilsvarende
forudsættes en erklæring fra en
overordnet udenlandsk
politimyndighed at udgøre
tilstrækkelig dokumentation,
hvis der er tale om en
udenlandsk agent.
Som en
konsekvens heraf foreslås det,
at der i § 181, hvorefter
retten, inden vidnet afhøres,
skal forvisse sig om vidnets
identitet, indsættes en
henvisning til den foreslåede
bestemmelse i § 848, stk. 4.
De foreslåede
regler indebærer ikke nogen
begrænsning i tiltaltes adgang
til at få kendskab til indholdet
af de vidneforklaringer, som
afgives i sagen mod tiltalte.
Tiltalte vil få oplyst det
alias, som han i forvejen kender
polititjenestemanden under. Det
er alene polititjenestemandens
eget navn og bopæl (dvs.
tjenestested), der forholdes
tiltalte, og disse oplysninger
vil efter Justitsministeriets
opfattelse være uden betydning
for tiltaltes forsvar.
Det foreslås
endvidere, at formanden kan
beslutte, at tiltalte skal
forlade retslokalet, når en
polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, afhøres, hvis
dette er påkrævet af hensyn til
hemmeligholdelsen af
polititjenestemandens identitet,
og hvis det må antages at være
uden væsentlig betydning for
tiltaltes forsvar, jf. den
foreslåede regel i § 848, stk.
6.
Det kræves
for det første, at afgørende
hensyn til hemmeligholdelsen af
polititjenestemandens identitet
skal tale for at føre tiltalte
ud af retslokalet. Det vil her
have betydning, om den
omstændighed, at tiltalte ser
politiagenten, vil medføre, at
politiet ikke længere kan bruge
den pågældende som agent. Har
den tiltalte mere end nogle få
gange mødt eller set
politiagenten under dennes
efterforskning, taler dette imod
at anvende reglen. Det vil
endvidere være af betydning at
få fastslået, hvor vigtigt det
er for politiet fortsat at kunne
bruge den pågældende
polititjenestemand som agent,
herunder navnlig om denne er
særligt uddannet til at være
agent eller har en særlig
erfaring fra tidligere
agentvirksomhed. Endelig bør det
overvejes, om der som alternativ
til at føre tiltalte ud af
retslokalet kan tages
forholdsregler, som gør, at
polititjenestemanden ikke kan
genkendes, f.eks. ved hjælp af
forklædning.
Dernæst skal
den omstændighed, at tiltalte
ser polititjenestemanden, være
uden væsentlig betydning for
tiltaltes forsvar. Det bemærkes
i den forbindelse, at
forsvarerens ret til at overvære
vidnets forklaring samt stille
spørgsmål til vidnet ikke
berøres af de foreslåede regler.
Der sker således ingen ændringer
i den gældende bestemmelse om,
at tiltalte har et ubetinget
krav på at få kendskab til
indholdet af vidneforklaringer,
der er afgivet i tiltaltes
fravær.
2.2.6.2
. Hensynet til at kunne
anvende agenter på ny gør sig
ikke på tilsvarende måde
gældende for så vidt angår
civile personer, der har udført
handlinger omfattet af den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt. En sådan
civil person, der normalt færdes
i det kriminelle miljø, arbejder
ikke på samme måde som
politiagenten under en anden
identitet.
Arbejdsgruppen har drøftet, om
der skulle gælde særlige regler
om anonym vidneførsel for de
civile personer, der har udført
agenthandlinger. Det vil
imidlertid sædvanligvis være
betænkeligt at tillade anonym
vidneførsel i tilfælde, hvor
tiltalte og vidnet kender
hinanden. Vidnet kan da have
specielle motiver eller
interesser, som kan præge
vidneudsagnet, og som det kan
være vanskeligt for
udenforstående at afdække. Da
disse betænkeligheder ikke
mindst gælder i tilfælde, hvor
tiltalte og vidnet tilhører
samme kriminelle miljø, har
arbejdsgruppen fundet, at det
vil være retssikkerhedsmæssigt
betænkeligt at tillade anonym
vidneførsel af de civile
personer, der har udført
handlinger omfattet af den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt.
Den civile
person vil kunne påberåbe sig
vidnefritagelsesreglen i
retsplejelovens § 171, stk. 2,
nr. 3, hvorefter der ikke er
pligt til at afgive forklaring,
hvis forklaringen antages at
ville påføre vidnet selv eller
hans nærmeste anden væsentlig
skade. Retten vil dog i disse
tilfælde kunne pålægge vidnet at
afgive forklaring, hvis
forklaringen anses for at være
af afgørende betydning for
sagens udfald, og sagens
beskaffenhed, og dens betydning
for vedkommende part eller
samfundet findes at berettige
dertil, jf. § 171, stk. 4.
Skal vidnet
afgive forklaring, er det efter
omstændighederne muligt at holde
vidnets bopæl hemmelig for den
tiltalte efter den gældende
bestemmelse i § 848, stk. 2, nr.
1, hvis afgørende hensyn til
vidnets sikkerhed taler for det,
og hvis det er uden betydning
for tiltaltes forsvar.
Der vil
herudover i medfør af den
gældende bestemmelse i § 29,
stk. 2, nr. 2, kunne træffes
bestemmelse om dørlukning, hvis
sagens behandling i et
offentligt retsmøde må antages
at bringe vidnets sikkerhed i
fare.
Er disse
foranstaltninger ikke
tilstrækkelige til at beskytte
vidnets sikkerhed kan det helt
undtagelsesvist være nødvendigt
at iværksætte et egentligt
vidnebeskyttelsesprogram, som ud
over flytning og etablering af
ny bolig samt nyt arbejde bl.a.
kan indebære et fuldstændigt
identitetsskifte med nyt navn og
nyt personnummer.
I forbindelse
med høringen over et udkast til
lovforslaget er der blevet peget
på, at der kan være behov for at
udvide reglerne om indenretlige
forhør, jf.retsplejelovens §
747, således at
anklagemyndigheden kan forlange
sådanne forhør afholdt. Der er
navnlig peget på, at det i
praksis er vanskeligt at opnå
tilladelse til afholdelse af et
§ 747-forhør, medmindre der
foreligger helt konkrete forhold
som f.eks. konkrete trusler mod
det pågældende vidne, og at der
i sager om organiseret
kriminalitet er en permanent
trussel mod de personer, der er
villige til at vidne mod de
sigtede.
En eventuel
ændring af forhørsreglen i
retsplejelovens § 747
forudsætter efter
Justitsministeriets opfattelse
nogle videregående overvejelser,
herunder om behovet for en
eventuel ændring også af
retsplejelovens § 877 om
dokumentation af forklaringer.
Bl.a. under hensyn hertil har
Justitsministeriet fundet det
rigtigst ikke at medtage en
sådan ændring i forbindelse med
det foreliggende lovforslag.
2.2.6.3
. Ret Retsplejelovens § 848
suppleres af lovens bestemmelser
om dørlukning. Den beskyttelse
af en polititjenestemand, der
søges opnået med forslaget om
hemmeligholdelse af en
politiagents identitet og
muligheden for at udelukke
tiltalte fra at overvære
politiagentens forklaring, kan
således blive illusorisk, hvis
tilhørere med tilknytning til
tiltalte kan overvære og
referere forklaringen.
Justitsministeriet foreslår
derfor, at der i retsplejelovens
§ 29 a indsættes en bestemmelse
om, at dørene lukkes, når en
polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, skal afgive
forklaring, hvis
anklagemyndigheden anmoder om
det.
Anklagemyndigheden får herved
krav på, at dørene lukkes under
den pågældende politiagents
forklaring. Med dørlukning
bliver det muligt at sikre, at
politiagentens identitet ikke
bliver kendt af tilhørere,
eventuelt med tilknytning til
tiltalte, eller af
offentligheden i øvrigt. Dette
kan beskytte
polititjenestemanden mod
repressalier fra eksempelvis
tiltaltes venner i
rockermiljøet, og
hemmeligholdelsen af
politiagentens identitet er
desuden en afgørende
forudsætning for, at den
pågældende kan fungere som agent
i senere sager. Forslaget om, at
anklagemyndigheden skal have et
ubetinget krav på dørlukning, er
begrundet i den centrale
betydning, som anvendelsen af
politiagenter har for en
effektiv indsats mod
rockerkriminaliteten og anden
organiseret kriminalitet, samt
at vished for, at politiagentens
identitet ikke kommer frem,
normalt vil have afgørende
betydning for politiets konkrete
anvendelse af politiagenterne.
For civile
personer, der har udført
handlinger omfattet af den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt., gælder som
nævnt ovenfor i pkt. 2.2.6.2.
den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 29, stk. 2,
nr. 2, om dørlukning, hvis
sagens behandling i et
offentligt retsmøde må antages
at bringes vidnets sikkerhed i
fare.
2.2.7.
Polititjenestemænds forklaring i
retten i øvrigt.
Det er fra
politiets og anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
blevet oplyst, at der også
bortset fra egentlige
agentaktioner, jf. ovenfor pkt.
2.2.6.1. er behov for, at der
kan træffes bestemmelse om
vidneførelse af en
polititjenestemand, således at
den pågældendes civile navn ikke
oplyses. Der er tale om
politjenestemænd, hvis særlige
funktion inden for politiet
afhænger af, at de pågældendes
identitet ikke er kendt. Det vil
bl.a. dreje sig om den meget
lille kreds af
polititjenestemænd, som er
særligt uddannede til at operere
under dække som meddelere. Der
kan også være tale om f.eks.
polititjenestemænd, der
installerer aflytningsudstyr
eller foretager skygninger.
Polititjenestemænd, der har en
sådan særlig funktion, har en
særlig uddannelse og ofte lang
erfaring. Bliver det kendt, hvad
de hedder, og eventuelt hvordan
de ser ud, vil de ofte ikke
længere kunne bruges til sådanne
særlige opgaver.
I praksis har
det navnlig været udenlandske
polititjenestemænd, der har
anset det for en væsentlig
hindring for deres fremtidige
arbejde at skulle oplyse deres
civile navn, når de skulle
afgive forklaring i retten.
Det foreslås
på den baggrund, at der
indsættes en ny bestemmelse i §
848, hvorefter formanden kan
beslutte, at navn og bopæl på en
polititjenestemand, der afgiver
forklaring som vidne, ikke skal
oplyses, hvis afgørende hensyn
til vidnets særlige
tjenestefunktion taler for det,
og oplysningerne må antages at
være uden betydning for
tiltaltes forsvar, jf. den
foreslåede regel i § 848, stk.
5.
Det afgørende
er således, at vidnet udfører en
særlig tjenestefunktion og at
der er afgørende hensyn at tage
hertil. En polititjenestemand,
der udfører almindelige
politimæssige opgaver, vil
derfor ikke være omfattet af den
foreslåede bestemmelse.
Herudover er
det en betingelse, at
oplysningerne om
polititjenestemandens navn og
bopæl antages at være uden
betydning for tiltaltes forsvar.
Det afgørende vil her være, om
tiltaltes mulighed for at
forholde sig til det, vidnet
afgiver forklaring om, begrænses
af, at han ikke kender
polititjenestemandens eget navn
og bopæl. Det bemærkes, at
begrebet bopæl for
polititjenestemænd i praksis
forstås som ensbetydende med
tjenestested.
Som
konsekvens heraf foreslås et nyt
pkt. i § 834, således at
polititjenestemænd med en særlig
tjenestefunktion i lighed med
hvad der foreslås for så vidt
angår polititjenestemænd, der
har udført agentvirksomhed i
bevisfortegnelsen kan betegnes
med et andet navn end deres eget
og uden angivelse af bopæl.
Endvidere foreslås det, at der i
§ 181, hvorefter retten, inden
vidnet afhøres, skal forvisse
sig om vidnets identitet,
indsættes en henvisning til den
foreslåede bestemmelse i § 848,
stk. 5.
Tilsvarende
foreslås det, at retsformanden
kan beslutte, at tiltalte skal
forlade retslokalet, når en
polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion afhøres, hvis
dette er påkrævet af hensyn til
hemmeligholdelsen af
polititjenestemandens identitet,
og det må antages at være uden
væsentlig betydning for
tiltaltes forsvar, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 848,
stk. 6.
For
yderligere at forbedre
beskyttelsen af
polititjenestemandens identitet
foreslås det, at der i § 29,
stk. 2, indsættes en bestemmelse
om, at retten i straffesager kan
træffe beslutning om dørlukning,
når sagens behandling i
offentligt retsmøde må antages
at afsløre identiteten på en
polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion.
2.3.
Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
2.3.1.
Anvendelse af civile agenter
Det følger af
artikel 6, stk. 1, i Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at
enhver har ret til en retfærdig
rettergang. Anvendelsen af
civile agenter som led i
efterforskningen af en
straffesag er ikke generelt i
strid med artikel 6, men kan
efter omstændighederne indebære
en krænkelse af retten til en
retfærdig rettergang.
Ved
vurderingen af, om den konkrete
anvendelse af en agent indebærer
en krænkelse af konventionens
artikel 6, er det efter
Domstolens praksis afgørende, om
agenten har tilskyndet til en
forbrydelse, som ellers ikke
ville være blevet begået, se
Texeira de Castro mod Portugal
, dom af 9. juni 1998 og
Calabro mod Tyskland ,
afgørelse af 21. marts 2002.
Efter den
foreslåede ordning kan civile
personer yde bistand til at
udføre eller fortsætte en
lovovertrædelse, hvis den
lovovertrædelse, som bistanden
indebærer, er yderst beskeden i
forhold til den lovovertrædelse,
der efterforskes. Det følger af
retsplejeloven, at den civile
persons bistand ikke må indebære
en forøgelse af
lovovertrædelsens omfang eller
grovhed. Efter
Justitsministeriets opfattelse
vil den foreslåede ordning
dermed være i overensstemmelse
med konventionens artikel 6 og
de krav, der følger af
Domstolens praksis.
2.3.2.
Polititjenestemænds forklaring i
retten
2.3.2.1.
Artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er
ikke generelt til hinder for
brug af anonyme vidner i
straffesager.
Domstolen
anerkender, at hensynet til
hemmeligholdelse af identiteten
på en hemmelig agent for enten
at beskytte agenten og dennes
familie eller af hensyn til
agentens fremtidige
arbejdsopgaver som agent efter
omstændighederne kan begrunde en
fravigelse af udgangspunktet for
vidneførsel i straffesager, dvs.
at al bevismateriale skal føres
direkte for den dømmende
myndighed i et offentligt
retsmøde, se f.eks. Lüdi mod
Schweiz , dom af 15. juni
1992, præmis 49, og Van
Mechelen m.fl. mod Holland ,
dom af 23. april 1997, præmis
57.
Ved brug af
anonyme vidner i straffesager,
herunder anonyme
polititjenestemænd, er det efter
Domstolens praksis afgørende, at
forsvarets rettigheder
respekteres, se Van Mechelen
m.fl. mod Holland , præmis
57.
Efter
Domstolens praksis vil det have
afgørende betydning, at
anonymisering i forbindelse med
en vidneforklaring sker med
respekt af kravet om
proportionalitet. Dette
indebærer, at der skal ske
anonymisering i mindst muligt
omfang. Domstolen har påpeget,
at det i nogle tilfælde vil være
tilstrækkeligt at holde vidnets
identitet hemmelig for den
tiltalte, i andre tilfælde kan
det måske være nødvendigt
endvidere at foretage en vis
maskering, og i andre tilfælde
kan det være nødvendigt helt at
afskære tiltaltes mulighed for
at høre eller iagttage vidnet.
Valget af anonymiseringsgrad må
imidlertid ske på grundlag af en
konkret vurdering af hensynet
til vidnet. I Visser mod
Holland , dom af 14. februar
2002, blev anvendelse af et
anonymt vidne, hvis forklaring
havde væsentlig betydning for
domfældelsen, anset for at være
i strid med artikel 6, stk. 1 og
3, litra d, allerede fordi det
ikke fandtes godtgjort, at det
af hensyn til vidnets interesser
var nødvendigt med anonymitet.
Det har endvidere betydning, om
forsvareren er til stede, når
vidnet afgiver forklaring, og om
forsvareren har mulighed for at
afhøre vidnet.
Herudover vil
det være af betydning, om det
eller de anonyme vidners
forklaringer er det eneste eller
afgørende bevis i sagen mod den
tiltalte.
2.3.2.2.
Efter Justitsministeriets
opfattelse vil den foreslåede
ordning være forenelig med
konventionens artikel 6 og de
krav, der følger af Domstolens
praksis.
Efter den
foreslåede ordning skal en
polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger efter
retsplejelovens § 754 a, kunne
afgive forklaring i retten uden
at oplyse sit eget navn og
bopæl. Bopæl forstås i denne
sammenhæng som tjenestested.
Efter den foreslåede ordning kan
retten endvidere beslutte, at
eget navn og bopæl på en
polititjenestemand, der afgiver
forklaring som vidne, ikke skal
oplyses, hvis afgørende hensyn
til vidnets særlige
tjenestefunktion taler for det,
og oplysningerne må antages at
være uden betydning for
tiltaltes forsvar. Endvidere kan
retten træffe bestemmelse om, at
tiltalte skal forlade
retslokalet, når en
polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i retsplejelovens § 754 a,
eller en polititjenestemand med
en særlig tjenestefunktion,
afhøres, hvis dette er påkrævet
af hensyn til hemmeligholdelsen
af polititjenestemandens
identitet.
Hensynet til
tiltalte er tilgodeset ved, at
tiltaltes forsvarer efter
forslaget i alle tilfælde har
mulighed for at være til stede i
forbindelse med afhøringen, dvs.
også i tilfælde, hvor tiltalte
skal forlade retssalen i
forbindelse med afhøringen af
vidnet. Forsvareren vil derfor
have mulighed for at varetage
tiltaltes interesser, herunder
stille spørgsmål til vidnet.
Hertil kommer, at tiltalte
efterfølgende vil få oplysning
om indholdet af det anonyme
vidnes forklaring. Hertil kommer
endvidere, at vidnet efter den
foreslåede ordning afgiver
forklaring direkte for retten,
således at retten får mulighed
for at foretage en vurdering af
vidnets troværdighed.
Det er
Justitsministeriets opfattelse,
at den blotte hemmeligholdelse
af en polititjenestemands eget
navn og tjenestested ikke kan
anses for at have væsentlig
betydning for tiltaltes forsvar.
3.
Forsvarerens aktindsigt mv.
3.1.
Gældende ret
3.1.1.
Bestemmelsen i § 745 om
forsvarerens aktindsigt mv. blev
oprindelig indsat i
retsplejeloven ved lov nr. 243
af 8. juni 1978. Forslaget herom
var hovedsagligt baseret på
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning om efterforskning i
straffesager mv. (betænkning nr.
622/1971).
Med § 745
blev forsvarerens stilling under
efterforskningen væsentlig
styrket, og der blev indført en
principiel ligestilling mellem
forsvareren og politiet med
hensyn til sagens undersøgelse.
Strafferetsplejeudvalget fandt,
at en sådan ligestilling ville
være egnet til at aktivere
forsvarerens indsats bl.a. til
at fremskaffe
undersøgelsesmateriale, som er i
klientens favør, og vil
muliggøre en indsats fra
forsvarerens side, allerede
inden tiltale rejses. Der
henvises herom til betænkning
nr. 622/1971, s. 11.
3.1.1.1.
Efter § 745, stk. 1, har
forsvareren adgang til at gøre
sig bekendt med det materiale,
som politiet har tilvejebragt,
også inden det fremlægges i
retten. I det omfang materialet
uden ulempe kan mangfoldiggøres,
skal en genpart af materialet
tilstilles forsvareren, som dog
ikke uden politiets samtykke må
overlevere det modtagne
materiale til sigtede eller
andre. Derimod er der i
almindelighed intet til hinder
for, at forsvareren orienterer
sigtede om materialets indhold
eller foreviser materialet til
sigtede, jf. betænkning nr.
622/1971, s. 42. Ønsker politiet
at hindre dette, kan der
eventuelt meddeles forsvareren
pålæg om ikke at videregive
oplysningerne, jf. § 745, stk.
4, samt pkt. 3.1.1.4. nedenfor.
Bestemmelsen
giver derimod ikke forsvareren
krav på at låne de originale
akter med hjem. Politiet kan dog
hvis det i det enkelte tilfælde
skønnes praktisk og forsvarligt
tillade dette, jf.
Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5
af 15. april 1992, pkt. 4.
Udnyttelse af
den almindelige adgang for
forsvareren til at gøre sig
bekendt med politiets materiale
forudsætter en anmodning fra
forsvarerens side, dog har
politiet en pligt til uden
anmodning fra forsvarerens side
at tilstille denne en genpart af
materiale, der uden ulempe kan
mangfoldiggøres eksempelvis
politirapporter, fotografier,
rids og sagkyndige erklæringer,
jf. herved betænkningen s. 42.
Bestemmelsen
i § 745, stk. 1, indeholder ikke
en nærmere afgrænsning af,
hvilket materiale der kan anses
for omfattet af bestemmelsen.
Det må imidlertid antages, at
alle former for bevismateriale,
der er tilvejebragt af politiet
, er omfattet af
bestemmelsen, hvis politiet
eller anklagemyndigheden
forventer, at materialet vil
blive fremlagt i retten, hvilket
bl.a. kan være tilfældet for så
vidt angår politirapporter,
beslaglagte dokumenter og
genstande, tekniske erklæringer
mv. Det fremgår af
Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5
af 15. april 1992, pkt. 2.1., at
materiale må anses for
tilvejebragt af politiet, når
det er undergivet politiets
rådighed. Af Rigsadvokatens
Meddelelse nr. 3 af 28. oktober
1996 fremgår det for så vidt
angår udformningen af
politirapporter, at i
situationer, hvor politiet
modtager oplysninger fra
personer, der ønsker at være
anonyme, skal det klart og
utvetydigt fremgå af rapporten,
hvorvidt politiet er bekendt med
den pågældendes identitet eller
ej. Det er uafklaret, hvorvidt
selve oplysningen om den
pågældendes identitet i de
tilfælde, hvor identiteten ikke
fremgår af politirapporten i
medfør af den nævnte
1996-meddelelse, er en
oplysning, som forsvareren efter
§ 745, stk. 1, som udgangspunkt
har krav på at få adgang til.
Herudover må
det antages, at hvor det ikke
kan udelukkes, at materialet kan
være af betydning for
forsvareren i forbindelse
med varetagelse af den tiltaltes
forsvar under domsforhandlingen,
vil sådant materiale være
omfattet af § 745, stk. 1. Det
er i den forbindelse uden
betydning, om materialet er
tilvejebragt af politiet med
henblik på behandlingen af den
konkrete straffesag, når
materialet i øvrigt har berøring
med sagen , jf. herved bl.a.
pkt. 2.2. i Rigsadvokatens
Meddelelse nr. 5 af 15. april
1992.
Østre
Landsret afsagde den 6. december
1994 kendelse i sagen om
urolighederne på Nørrebro, hvor
forsvarerne for en række af de
sigtede havde begæret nogle
bilag, som Rigsadvokaten var i
besiddelse af, udleveret,
herunder bilag indeholdende en
udskrift af båndoptagelser af
politiets radiokommunikation. Af
Østre Landsrets kendelse fremgår
det, at uanset at de bilag, som
i medfør af § 745, stk. 1, var
begæret udleveret til
forsvareren, ikke var
tilvejebragt af politiet med
henblik på behandlingen af de
straffesager, der var indbragt
for landsretten, fandt
landsretten, at det ikke kunne
udelukkes, at bilagene kunne
være af betydning for
forsvarerne under bevisførelsen
om de generelle forhold på
Nørrebro den pågældende nat.
Det fremgår
tillige af Højesterets dom af
11. juni 1998, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s.
1297, at materialet skal have
berøring med sagen for at være
omfattet af bestemmelsen, mens
det ikke kan kræves, at
materialet er af reel betydning
for efterforskningen og den
eventuelle videre
strafforfølgning.
Justitsministeriet blev på dette
grundlag pålagt at udlevere kopi
af et notat til en person, der i
december 1993 i Østre Landsret
var blevet dømt for mandatsvig
og bedrageri. I forbindelse med
at den domfældtes advokat i
januar 1994 ansøgte
Justitsministeriet om tilladelse
til at indbringe landsrettens
dom for Højesteret, blev
advokaten efter omtale i pressen
bekendt med, at Statsadvokaten
for Særlig Økonomisk
Kriminalitet i 1990 havde
udarbejdet et notat om
Samfundsskadelig samhandel .
Statsadvokaten afslog en
anmodning fra advokaten om at
modtage kopi af notatet. Denne
afgørelse blev efterfølgende
tiltrådt af Rigsadvokaten og
Justitsministeriet. Ved Østre
Landsrets dom af 7. november
1996 blev Justitsministeriet
frifundet, idet Østre Landsret
fandt, at notatet var blevet
udarbejdet med det formål
generelt at beskrive et på
daværende tidspunkt nyt
kriminalitetsmønster og at
effektivisere samarbejdet mellem
forskellige myndigheder om
bekæmpelse af økonomisk
kriminalitet. Notatet var
således ikke udarbejdet af
politiet til brug for
efterforskningen mod den
domfældte eller i øvrigt indgået
i straffesagen mod denne. Efter
Østre Landsrets opfattelse var
der heller ikke grundlag for at
antage, at notatet på anden måde
havde en sådan sammenhæng med
den konkrete straffesag, at
forsvareren efter
retsplejelovens § 745, stk. 1,
havde krav på at få det
udleveret. Højesteret derimod
fandt, at notatet havde en sådan
berøring med straffesagen, at
det var omfattet af adgangen til
aktindsigt efter retsplejelovens
§ 745, stk. 1, jf. ovenfor.
Højesteret lagde i den
forbindelse vægt på, at tiltalte
var omtalt i notatet, at
efterforskningen blev påbegyndt
kort tid efter notatets
udarbejdelse, og at både de
personer, der udførte
efterforskningen, og anklageren
i sagen var i besiddelse af
notatet.
Det må på
denne baggrund antages, at
baggrundsmateriale vedrørende
eksempelvis mere organiseret
kriminalitet, så som hvilke
persongrupper der efter
politiets oplysninger ofte
optræder i forbindelse med den
organiserede kriminalitet mv.,
ligeledes kan være omfattet af
forsvarerens ret til aktindsigt
efter § 745, stk. 1, hvis
materialet i øvrigt kan siges at
have en berøring med den
konkrete sag.
Politiets
interne arbejdsmateriale kan
derimod ikke anses for omfattet
af bestemmelsen, jf. Østre
Landsrets kendelse af 31.
oktober 1995, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s.
200. I denne sag anmodede
forsvareren for den tiltalte om
at få udleveret de notater, som
nogle politifolk havde
nedskrevet i forbindelse med
afhøring af et vidne.
Forsvareren henviste til, at
politiet ikke havde overholdt
retsplejelovens § 744, hvorefter
politiet snarest udfærdiger
rapport om de afhøringer, der
foretages. Rapporten var først
udarbejdet ca. en måned efter
afhøringen. Kriminalretten
afslog ved kendelse af 11.
oktober 1995 at imødekomme
forsvarerens anmodning, hvilket
Østre Landsret tiltrådte med
henvisning til, at
politiassistenternes notater er
internt arbejdsmateriale uden
bevismæssig betydning for sagens
afgørelse og som sådant ikke
omfattet af retsplejelovens §
745, stk. 1.
3.1.1.2.
Efter § 745, stk. 2, 1.
pkt., har forsvareren adgang til
at overvære politiets
afhøringer af sigtede og ret
til at stille yderligere
spørgsmål. Politiet skal derfor,
jf. stk. 2, 2. pkt., efter
begæring underrette forsvareren
om tidspunktet for afhøringen.
Bestemmelsen giver således alene
forsvareren ret til at overvære
afhøringen af sigtede men ikke
af andre, f.eks. anmelderen
eller medsigtede. Afhøringen af
sigtede ledes af politiet, og
forsvarerens ret til at stille
yderligere spørgsmål må ikke
benyttes til at gribe ind i
politiets afhøring, jf. i det
hele betænkning 622/1971, s. 42.
Ved lov nr.
299 af 6. juni 1984 blev et nyt
pkt. indsat i § 745, stk. 2, med
henblik på at styrke sigtedes
retsstilling. Det følger således
af § 745, stk. 2, 3. pkt., at
hvis sigtede er
varetægtsfængslet, og der er
truffet bestemmelse om
isolation, jf. retsplejelovens §
770 a, må den sigtede ikke
afhøres, uden af forsvareren er
til stede, medmindre såvel den
sigtede som forsvareren
samtykker heri. Der henvises
herom til Folketingstidende
1983-84, tillæg B, sp.
1000-1002.
3.1.1.3.
Ved lov nr. 243 af 8. juni
1978 blev politiet endvidere
pålagt en pligt til at
underrette forsvareren, inden
der foretages udenretlige
efterforskningsskridt , der
kan formodes at ville finde
anvendelse som bevis under
sagen, jf. § 745, stk. 3.
Forsvareren har også ret til at
være til stede under sådanne
efterforskningsskridt i form af
en konfrontation, en afhøring
eller andet af lignende
betydning, da disse
efterforskningsskridt anses for
en anteciperet bevisførelse, jf.
betænkning nr. 622/1971, s. 42.
Forsvareren har derfor adgang
til under bevisoptagelsen at
varetage den sigtedes
interesser. Sigtede har ikke en
tilsvarende ret til at være til
stede. Hvis det ikke er muligt
at give meddelelse til
forsvareren, kan der kun
foretages uopsættelige
efterforskningsskridt.
Ved lov nr.
229 af 21. april 1999 blev §
745, stk. 3, udvidet til også at
gælde fotoforevisninger, der kan
formodes at finde anvendelse som
bevis under domsforhandlingen,
da fotoforevisninger typisk har
samme formål som en
konfrontation. Ved samme
lejlighed blev der indsat en
adgang for forsvareren til at
stille forslag med hensyn til
gennemførelsen af
efterforskningsskridtet.
Forsvarerens bemærkninger i så
henseende skal efter
bestemmelsen tilføres
politirapporten. Endvidere blev
det i bestemmelsen præciseret,
at i de tilfælde hvor
forsvareren har modtaget
meddelelse om det forestående
efterforskningsskridt men hvor
den pågældende ikke har mulighed
for at være til stede kan
politiet gennemføre
efterforskningsskridtet uden den
pågældendes tilstedeværelse,
hvis gennemførelsen ikke kan
udsættes. Der skal i så fald
uden ophold gives forsvareren
meddelelse om, hvad der er
foretaget. Det fremhæves i
bemærkningerne til lovforslaget,
at det skal have undtagelsens
karakter, at der gennemføres
udenretlige
efterforskningsskridt, der kan
formodes at ville finde
anvendelse som bevis under
domsforhandlingen, i
forsvarerens fravær, når
forsvareren har udtrykt ønske om
at være til stede. Der henvises
i det hele til Folketingstidende
1998-99, tillæg A, s. 850 og
870.
3.1.1.4.
Det følger af § 745, stk. 4,
1. pkt., at hvis hensynet til
fremmede magter, til statens
sikkerhed eller til sagens
opklaring eller tredjemand
undtagelsesvis gør det påkrævet,
kan reglerne i stk. 1 og 3
fraviges , eller politiet
kan give forsvareren pålæg om
ikke at videregive de
oplysninger, han har modtaget
fra politiet. Bestemmelsen blev
indsat ved lov nr. 243 af 8.
juni 1978 og bygger for en stor
dels vedkommende ligesom den
øvrige del af § 745 på
Strafferetsplejeudvalgets
forslag i betænkning nr.
622/1971. Imidlertid ønskede
Justitsministeriet at begrænse
bestemmelsens anvendelsesområde
mest muligt, ligesom man ønskede
i højere grad at betone, at der
bør udvises betydelig
tilbageholdenhed med anvendelsen
af undtagelsesbestemmelsen i
stk. 4. Undtagelsesvis blev
derfor af Justitsministeriet
indsat i det af
Strafferetsplejeudvalget
udarbejdede forslag. Ligeledes
blev hensynet til fremmede
magter indsat for at præcisere
bestemmelsens anvendelsesområde.
Der henvises til
Folketingstidende 1977-78,
tillæg A, sp. 2364-2365.
Baggrunden
for bestemmelsen i stk. 4 var,
at der med § 745, stk. 1, skete
en betydelig udvidelse af
forsvarerens adgang til
aktindsigt på
efterforskningsstadiet. Det kan
imidlertid af hensyn til bl.a.
politiets fortsatte
efterforskning være nødvendigt,
at de oplysninger, som politiet
tilvejebringer, ikke kommer til
den mistænktes kundskab i utide,
således at han kan indrette sin
forklaring efter denne viden.
Stk. 4 er derfor indsat for at
skabe en balance mellem
forsvarerens ret til aktindsigt
mv. på den ene side og en række
andre hensyn, som taler imod
aktindsigt, på den anden side.
Der henvises til betænkning nr.
622/1971, s. 43, samt til
Folketingstidende 1977-78,
tillæg A, sp. 2386.
Bestemmelsen
i stk. 4 giver adgang til at
begrænse forsvarerens beføjelser
på to måder: dels hvor
aktindsigt udelukkes ,
fordi forsvarerens adgang til
materialet afskæres
midlertidigt, dels hvor
forsvareren får aktindsigt, men
hvor den pågældende får
udtrykkeligt pålæg om
ikke at videregive bestemte
oplysninger. Den første
undtagelse er således den mest
vidtgående.
Højesteret
afsagde den 24. maj 2002 en
kendelse, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s.
1819, hvori det blev fastslået,
at anklagemyndigheden i den
konkrete sag, hvor
anklagemyndigheden havde
tilbageholdt oplysninger om
tjekkiske myndigheders aflytning
af en telefonsamtale, i hvilken
der fremkom oplysninger af
relevans for den danske
drabssag, ikke havde søgt at
foretage den nødvendige
præcisering af behovet for
hemmeligholdelsen. Oplysningerne
fra de tjekkiske myndigheder var
givet til de danske myndigheder
med bemærkning om, at
oplysningerne kun var til
efterretningsmæssig brug, da
oplysningerne stammede fra en
igangværende tjekkisk
efterforskning. Højesteret
fastslog, at hemmeligholdelse af
efterforskningsmateriale efter §
745, stk. 4, kun bør anvendes
helt undtagelsesvis, og at der
hvis der sker hemmeligholdelse
som udgangspunkt straks må gives
meddelelse til forsvareren
herom.
Som følge af
Højesterets kendelse har
Rigsadvokaten i Meddelelse nr. 8
af 12. juni 2002 anført, at det,
når der er spørgsmål om at
hemmeligholde materiale, som er
modtaget fra udlandet med
anmodning eller vilkår om, at
det kun anvendes til
efterretningsmæssig brug, bør
undersøges, om myndighederne i
det pågældende land vil modsætte
sig en udlevering til
forsvareren med tavshedspålæg.
Det anføres endvidere, at der
efter Højesterets kendelse som
udgangspunkt straks skal gives
meddelelse til forsvareren, hvis
materiale hemmeligholdes,
hvilket efter Rigsadvokatens
opfattelse tillige må antages at
gælde for den tilbageholdelse af
materiale, der sker, mens man
afventer svar på forespørgslen
til myndighederne i det land,
hvorfra man har modtaget
materialet.
For så vidt
angår tavshedspålæg må det
antages, at et pålæg til
forsvareren efter § 745, stk. 4,
skal være konkret og individuelt
begrundet, jf. eksempelvis
Højesterets kendelse af 19.
oktober 1998. I denne sag havde
politiet meddelt forsvareren for
den formodede bagmand i et
større sagskompleks om
indsmugling af kokain et
generelt pålæg efter § 745, stk.
4, om ikke at videregive nogen
af de oplysninger, som han
modtog fra politiet. Ved
kendelse af 12. november 1997
udtalte Københavns Byret om det
generelle pålæg, at dette ikke
kunne opretholdes i sin helhed.
Byretten udtalte, at politiets
adgang til at give pålæg efter
retsplejelovens § 745, stk. 4,
udgør en undtagelsesvis
begrænsning i forsvarerens ret
til at gøre klienten bekendt med
efterforskningsmaterialet i sin
helhed. Da pålægget ikke var
konkret og individuelt
begrundet, kunne pålægges ikke
opretholdes i sin helhed. Østre
Landsret stadfæstede den 11.
december 1997 byrettens kendelse
i henhold til de af byretten
anførte grunde. Højesteret
stadfæstede den 19. oktober 1998
landsrettens kendelse.
Det må dog
antages, at et pålæg efter §
745, stk. 4, kan være generelt
og således omfatte alle
oplysninger om en sag, herunder
også oplysningen om at der
verserer en sag, hvis pålægget
er konkret og individuelt
begrundet. Et pålæg til
forsvareren om ikke at give sin
klient underretning om, at der
har været afholdt et retsmøde
(eksempelvis i forbindelse med
en indenretlig vidneforklaring)
kan til sammenligning meddeles
af retten efter § 748, stk. 6,
og efter § 748, stk. 2, 3. pkt.,
kan et retsmøde om
foranstaltninger i henhold til
kapitlerne 69-74 afholdes uden,
at forsvareren er til stede, jf.
eksempelvis Højesterets kendelse
af 10. marts 1997, som er
gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1997, s. 705.
Det fremgår
af betænkning nr. 622/1971, s.
43, at adgangen til at begrænse
forsvarerens beføjelser efter §
745, stk. 4, bortfalder senest
ved domsforhandlingens
begyndelse. Ved lov nr. 366 af
18. maj 1994 blev et nyt pkt.
imidlertid tilføjet stk. 4. Det
fremgår heraf, at et pålæg
kan udstrækkes, indtil
tiltalte har afgivet forklaring
under domsforhandlingen.
Lovændringen vedrører ikke den
situation, hvor forsvareren
udelukkes fra at få aktindsigt i
materialet. Baggrunden for
tilføjelsen var, at tiltalte,
når et pålæg efter stk. 4
bortfaldt ved domsforhandlingens
begyndelse, på dette tidspunkt
kunne blive gjort bekendt med
eksempelvis medtiltaltes
forklaring forud for, at den
pågældende selv skulle afgive
forklaring. Der henvises til
Folketingstidende 1993-94,
tillæg B, sp. 905-912.
Overtræder en
forsvarer et pålæg meddelt i
medfør af stk. 4, kan den
pågældende straffes for
overtrædelse af straffelovens §
157, jf. retsplejelovens § 136.
Der henvises til betænkning
622/1971, s. 43.
3.1.2.
Efter retsplejelovens § 746,
stk. 1, afgør retten
tvistigheder om lovligheden af
politiets efterforskningsskridt
samt om sigtedes og forsvarerens
beføjelser, herunder om
begæringer fra forsvareren eller
sigtede om foretagelsen af
yderligere
efterforskningsskridt.
Afgørelsen træffes efter
anmodning ved kendelse. En
eventuel tvist mellem
politiet/anklagemyndigheden og
den sigtede og dennes forsvarer
om beføjelserne for forsvareren
efter § 745 kan således
indbringes for retten. For så
vidt angår politiets
efterforskningsskridt skal
retten kun træffe afgørelse om
lovligheden og ikke om
hensigtsmæssigheden.
Det følger af
§ 746, stk. 2, at hvis dommeren
bliver bekendt med, at en
foranstaltning, der er iværksat
af politiet i medfør af
retsplejeloven, og som kræver
rettens godkendelse, ikke er
forelagt retten inden udløbet af
den herfor fastsatte frist,
bestemmer dommeren efter at have
afkrævet politiet en
redegørelse, om foranstaltningen
skal opretholdes eller ophæves.
Der henvises
til betænkning nr. 622/1971, s.
43, og Folketingstidende
1977-78, tillæg A, sp. 2364.
3.1.3.
Efter retsplejelovens § 738,
stk. 3, er forsvareren, når
dennes hverv er endt, forpligtet
til at aflevere de udleverede
udskrifter og genparter af
sagens aktstykker til retten.
Forsvareren er således ansvarlig
for, at dennes eksemplar af
sagens akter, der er udleveret i
medfør af retsplejelovens § 745,
stk. 1, ikke kommer uvedkommende
i hænde.
3.1.4.
Efter en straffesags afslutning
kan tiltalte i medfør af
reglerne i retsplejelovens § 41
få en udskrift af retsbøgerne
samt af de øvrige dokumenter
vedrørende sagen, der har været
fremlagt i retten, hvis disse
fortsat befinder sig i retten.
Det følger af retspraksis, at en
sigtet eller tiltalt i en
straffesag som udgangspunkt kan
påberåbe sig bestemmelsen også i
tiden forud for afsigelsen af
dom i 1. instans. Det er
justitssekretæren eller
dommeren, der efter høring af
anklagemyndigheden træffer
afgørelse om meddelelse af
aktindsigt. Efter § 41, stk. 2,
kan en anmodning om en udskrift
nægtes, hvis hensynet til
statens sikkerhed eller forhold
til fremmede magter eller
særlige hensyn til disse i
øvrigt gør det betænkeligt at
meddele udskrift som foran
anført. Udskrift kan endvidere
nægtes, hvis det må befrygtes,
at udskriften vil blive benyttet
på retsstridig måde, herunder
hvis der er konkret begrundet
frygt for repressalier mod
sagens vidner mv. Er akterne
tilbageleveret til
anklagemyndigheden, afgøres
spørgsmålet om aktindsigt i
første omfang af
anklagemyndigheden efter
principperne i § 41.
3.1.5
. Bes Bestemmelsen i
retsplejelovens § 169 om
vidneudelukkelse blev med den
nuværende formulering indsat ved
lov nr. 149 af 21. april 1965.
Efter § 169, stk. 1, må
tjenestemænd eller andre, der
handler i offentligt eller
dermed ligestillet hverv, ikke
uden samtykke af vedkommende
myndighed afkræves
vidneforklaring om forhold, med
hensyn til hvilke der i det
offentliges interesse påhviler
dem en tavshedspligt. For
medlemmer af Folketinget kræves
samtykke af tingets formand og
vedkommende minister.
Bestemmelsen finder også
anvendelse, hvor tavshedspligten
i første omgang er begrundet i
hensynet til private, men hvor
det offentlige har en særlig
interesse i, at private frit kan
henvende sig med oplysninger
uden at behøve at frygte, at
tavshedspligten vil blive brudt.
Der henvises til
Folketingstidende 1964-65,
tillæg A, sp. 318-319 og
betænkning nr. 316/1962, s. 101.
Efter § 169,
stk. 2, kan retten, hvis
samtykke nægtes, og forklaringen
findes at være af afgørende
betydning for sagens udfald,
pålægge vedkommende myndighed
over for retten at redegøre for
grundene til nægtelsen. Finder
retten herefter, at hensynet til
hemmeligholdelse bør vige for
hensynet til sagens oplysning,
kan retten bestemme, at
vidneforklaring skal afgives.
Dette gælder dog ikke, hvis
nægtelsen er begrundet med
hensynet til statens sikkerhed
eller dens forhold til fremmede
magter. I denne situation kan
retten alene vurdere, om
nægtelsen rent faktisk er
begrundet i de anførte hensyn.
Retten kan derimod ikke
bestemme, at hensynet til
hemmeligholdelse skal vige for
hensynet til sagens oplysning.
Sagens parter har ikke krav på
at blive bekendt med den afgivne
redegørelse, jf. betænkning nr.
316/1962, s. 101.
3.2.
Fremmed ret
3.2.1.
Sverige
På
efterforskningsstadiet har en
mistænkt og dennes forsvarer som
hovedregel krav på løbende
indsigt i de oplysninger, som
politiet er i besiddelse af. En
mistænkt og dennes forsvarer har
dog alene krav på indsigt i det
omfang, dette kan ske uden at
skade politiets efterforskning.
Det antages, at den mistænkte og
dennes forsvarer under
efterforskningen kan nægtes
indsigt i bl.a. oplysninger, som
kan afsløre identiteten på
meddelere og kilder.
Med hensyn
til de oplysninger, som politiet
får eller skaffer sig, inden der
indledes efterforskning i en
sag, gælder der ikke nogen
notatpligt ( dokumentation )
efter den svenske
rättegångsbalken svarende til
bestemmelsen i § 744 i den
danske retsplejelov. Først på
det tidspunkt, hvor der indledes
en efterforskning, skal
oplysninger vedrørende sagen
noteres. Det skal i den
forbindelse bemærkes, at politi
og anklagemyndighed er to
adskilte myndigheder i Sverige.
Oplysninger fra meddelere eller
kilder, der er fremkommet i en
tidligere fase, kommer derfor
ikke altid med i det såkaldte
förundersökningsprotokollet ,
som dokumenterer
efterforskningen, og som
udarbejdes af politiet til brug
for anklagemyndighedens
afgørelse af, om der skal rejses
tiltale. Dermed kan meddelere
eller kilder forblive anonyme.
Dette gælder dog som
udgangspunkt ikke i tilfælde,
hvor efterforskningen netop
indledes på grundlag af et tip
fra en meddeler eller kilde. I
sådanne tilfælde betragtes
meddeleren eller kilden som en
anmelder, hvis navn skal fremgå
af dokumenterne i sagen. En
anmelder behøver imidlertid ikke
at opgive sit navn og kan dermed
vælge selv at skjule sin
identitet. I tilfælde, hvor
politiet kender identiteten på
anmelderen eller meddeleren,
skal navnet imidlertid fremgå af
förundersökningsprotokollet ,
når efterforskningen indledes på
baggrund af den pågældendes
oplysninger. Anmelderen eller
meddeleren kan i denne situation
ikke være anonyme.
Når der
rejses tiltale i en sag, skal
den sigtede og dennes forsvarer
som udgangspunkt have indsigt i
samtlige oplysninger fra
efterforskningen. Dette gælder
dog alene de oplysninger, som
anklagemyndigheden har fremlagt
for retten som grundlag for
tiltalen. Oplysninger, som ikke
vedkommer tiltalen, skal ikke
fremlægges for retten. Den
sigtede eller dennes forsvarer
har ikke ubetinget krav på
indsigt i oplysninger i den af
politiet udarbejdede
förundersökningsprotokollet ,
der ikke har ført til, at
tiltale er rejst, og som dermed
ikke er fremlagt i retten.
3.2.2.
Norge
3.2.2.1.
Mistænktes indsigt under
efterforskningen er reguleret i
den norske straffeprocesslovs §
242. Efter denne bestemmelse har
den mistænkte og dennes
forsvarer som udgangspunkt krav
på indsigt i sagens dokumenter
det vil sige dokumenter, som
indeholder oplysninger og
beviser om selve sagsforholdet i
vid forstand, og dokumenter af
betydning for sagen.
Efter § 242,
1. led, 1. pkt., kan indsigt
nægtes, hvis indsigt ikke kan
ske uden skade på eller fare for
efterforskningens øjemed eller
for tredjemand, eller hvis der
er begrundet frygt for, at en
person, som er involveret i
efterforskningen, vil blive
udsat for skade eller fare,
såfremt den mistænkte bliver
bekendt med vedkommendes
identitet. En sådan frygt skal
være konkret begrundet. Det er
efter bestemmelsen ikke muligt
at nægte aktindsigt af hensyn
til efterforskningen i andre
sager.
Der kan
endvidere efter § 242, 1. led,
2. pkt., nægtes indsigt i
oplysninger fra
kommunikationskontroll etter
kapitel 16 a (dvs. indgreb i
meddelelseshemmeligheden), hvis
indsigt kan skade
efterforskningen af andre sager.
Retten til
aktindsigt gælder desuden ikke
med hensyn til dokumenter, som
bør holdes hemmelige af hensyn
til rigets sikkerhed eller
forhold til fremmede stater, jf.
§ 242, 1. led, 4. pkt.
Den norske
højesteret har imidlertid
fastslået, at adgangen til
aktindsigt efter § 242 skal ses
i sammenhæng med muligheden for
at afskære bevisførelse efter §
292. Retten til aktindsigt
omfatter således de dokumenter,
hvorom bevisførelse ikke kan
afskæres efter § 292.
Højesterets kæremålsudvalg
pålagde ved kendelse af 5.
september 2002
anklagemyndigheden i en større
heroinsag at give den tiltaltes
forsvarer aktindsigt i
dokumenter fra politiets
efterforskning, hvoraf
identiteten på politiets kilder
kunne udledes. Kæremålsudvalget
fandt ikke, at bevisførelse om
disse forhold kunne afskæres,
hvorfor forsvareren havde ret
til aktindsigt. Denne afgørelse
førte til, at anklagemyndigheden
opgav at videreføre sagen, der
angik opbevaring af ca. 35 kg.
heroin.
3.2.2.2.
Den norske regering har på
den baggrund i december 2002
fremsat et lovforslag om
begrænsninger i adgangen til
aktindsigt og bevisførelse.
Forslaget behandles for tiden i
Stortinget.
Formålet med
lovforslaget er at skabe
mulighed for i højere grad at
kunne beskytte politiets kilder
og metodebrug og for at værne om
samarbejdet med udenlandske
myndigheder. Det fremgår således
af det fremsatte lovforslag, at
lovovertrædere i øget omfang
udøver vold eller truer med at
udøve vold for at hindre
politiets efterforskning af
lovovertrædelser og for at hævne
sig på personer, der har hjulpet
politiet i efterforskningen.
Det foreslås
derfor, at retten på begæring
fra anklagemyndigheden skal
kunne beslutte, at sigtede og
dennes forsvarer nægtes
aktindsigt i eller bevisførelse
om oplysninger, som
anklagemyndigheden ikke vil
beråbe sig som bevis i sagen.
Retten kan dog beslutte, at
forsvareren men ikke sigtede kan
få aktindsigt i sådanne
oplysninger. Forsvareren vil i
disse tilfælde blive pålagt
tavshedspligt. Der vil forud for
rettens behandling af en
begæring fra anklagemyndigheden
blive beskikket en særlig
advokat til varetagelse af den
mistænktes interesser. Den
mistænktes forsvarer vil således
ikke kunne deltage i rettens
behandling af
anklagemyndighedens anmodning.
Det fremgår
af det norske lovforslag, at
retten ved kendelse kan
beslutte, at der ikke skal gives
aktindsigt eller mulighed for
bevisførelse, hvis (a)
aktindsigt eller bevisførelse
kan føre til fare for en
alvorlig forbrydelse mod nogens
liv, helbred eller frihed, hvis
(b) muligheden for, at en person
skjult kan deltage i
efterforskningen af andre sager,
vanskeliggøres væsentligt, hvis
(c) politiets mulighed for at
forebygge eller efterforske
sager bliver vanskeliggjort
væsentligt, fordi information om
andre sager eller om politiets
metodebrug bliver kendt, eller
hvis (d) politiets samarbejde
med myndigheder i andre lande
bliver væsentligt
vanskeliggjort.
Det fremgår
endvidere af forslaget, at
følgende yderligere betingelser
skal være opfyldt for, at retten
kan træffe afgørelse om at nægte
aktindsigt eller bevisførelse:
det skal være
strengt nødvendigt,
det må ikke
medføre væsentlige
betænkeligheder for så vidt
angår sigtedes forsvar, og
i de i b-d
anførte tilfælde skal
efterforskningen tillige vedrøre
en sag om en strafbar handling,
der kan straffes med mindst 5
års fængsel eller en sag, som er
omfattet af straffelovens
kapitel 8 (forbrydelser mod
statens selvstændighed og
sikkerhed), 9 (forbrydelser mod
Norges statsforfatning og
statsoverhoved) eller
straffelovens § 162
(narkotikakriminalitet) eller af
lov om kontroll med eksport av
strategiske varer, tjenester og
teknologi mv. (smh.
straffelovens § 114 e om ikke
spredning af
masseødelæggelsesvåben)
Undtagelsen
fra aktindsigt vedrører alene
oplysninger og ikke uden videre
dokumenter. Kan der således
gives aktindsigt i dele af
oplysningerne i et dokument, må
disse oplysninger på en
hensigtsmæssig måde gøres
tilgængelige for sigtede og
dennes forsvarer.
Endelig
indeholder det fremsatte norske
lovforslag en række mere
konsekvensprægede ændringer,
herunder bl.a. i bestemmelsen om
erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning.
Aktindsigt i forbindelse med en
erstatningssag skal således
efter forslaget kunne nægtes på
samme grundlag som aktindsigt i
forbindelse med politiets
efterforskning.
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
3.3.1.
Oplysninger omfattet af
forsvarerens aktindsigt (§ 745)
Den
rockerrelaterede og anden
organiseret kriminalitet udgør
et væsentligt samfundsproblem.
Denne kriminalitetsform er
karakteriseret ved et lukket,
organiseret netværk, som det er
vanskeligt for politiet at få
indsigt i, jf. også oven for
pkt. 2.2. om agentvirksomhed.
Politiet er ved sådanne former
for organiseret kriminalitet i
høj grad afhængig af at modtage
informationer fra personer inden
for eller tæt på de organiserede
netværk. Ligeledes kræver
efterforskning og opklaring af
kriminalitet begået af personer
fra en lukket organisation som
f.eks. en rockerklub en
længerevarende politiindsats i
form af f.eks. indsamling af
generelle oplysninger om
organisationen mv.
Som det
fremgår ovenfor, jf. pkt.
3.1.1.1., har forsvareren (og
dermed sigtede eller tiltalte)
efter retsplejelovens § 745,
stk. 1, som udgangspunkt ret til
at få aktindsigt i alle de
oplysninger, der fremgår af
sagen, herunder oplysninger om
en meddelers identitet, hvis
denne fremgår af sagens akter,
og mere generelle
baggrundsoplysninger. Det gælder
uanset, om oplysningerne må
antages at være uden direkte
betydning for den konkrete sag.
Politiets og
anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
har peget på, at det forhold, at
bagmændene bag den organiserede
kriminalitet mv. i medfør af
bestemmelsen i § 745, stk. 1,
kan få kendskab til oplysninger
om, hvorfra politiet har fået
informationer, kan afholde
borgere, herunder meddelere mv.
fra at videregive vigtig
information til politiet.
Kriminalitet
og særligt den organiserede
kriminalitet er i øget omfang
blevet grænseoverskridende.
Kriminalitetsbekæmpelsen og
retsforfølgningen må derfor også
være grænseoverskridende. Det er
således i dag af afgørende
betydning for politiets
muligheder for at efterforske og
opklare den organiserede
kriminalitet, at der eksisterer
et veludbygget og tillidsfuldt
samarbejde med retshåndhævende
myndigheder i andre lande eller
med internationale
organisationer som eksempelvis
Europol og Interpol.
Politiets og
anklagemyndighedens
repræsentanter har i denne
sammenhæng peget på, at det i
det internationale samarbejde i
stadig stigende omfang giver
anledning til problemer, at mere
generel baggrundsinformation
eller konkrete oplysninger, som
dansk politi modtager fra
udlandet, og som har berøring
med en anden efterforskning i
det pågældende land, efter
retsplejelovens § 745, stk. 1, i
vidt omfang vil være omfattet af
forsvarerens adgang til
aktindsigt i den danske
straffesag. Forsvareren og den
sigtede eller tiltalte vil
dermed kunne komme i besiddelse
af oplysninger, som ikke er af
direkte betydning i den konkrete
dansk straffesag, men hvis
hemmeligholdelse er afgørende
betydning for de udenlandske
politimyndigheder. De danske
retshåndhævende myndigheder
mister herved troværdighed som
fremtidig samarbejdspartner.
Afgørende
hensyn til hemmeligholdelse kan
tilsvarende gøre sig gældende
for så vidt angår konkrete
oplysninger, som politiet har
modtaget fra Politiets
Efterretningstjeneste eller fra
en anden dansk eller udenlandsk
politimyndighed, og hvis
hemmeligholdelse er af afgørende
betydning for efterforskning af
en anden større sag i den
pågældende politikreds. Et
eksempel herpå kunne være, at
politiet i X-købing i
forbindelse med en
telefonaflytning i en større
narkosag kommer i besiddelse af
oplysninger om et røveri begået
i Y-købing. Hvis politiet i
X-købing videregiver disse
oplysninger til politiet i
Y-købing, der herefter
efterforsker sagen og på
grundlag af denne selvstændige
efterforskning anholder og
sigter en person, vil dennes
forsvarer (og sigtede) efter §
745, stk. 1, have ret til at få
oplyst, at de oprindelige
oplysninger, der bragte politiet
på sporet af personen, er
fremkommet ved
telefonaflytningen i X-købing.
Dette kan især ved en langvarig
efterforskning af forbrydelser
af mere organiseret karakter
medføre, at efterforskningen i
X-købing afsløres og eventuelt
ødelægges.
Justitsministeriet finder, at
det er af afgørende betydning,
at politiets muligheder for at
modtage informationer, der er
helt nødvendige for en effektiv
bekæmpelse af rockerkriminalitet
og anden organiseret
kriminalitet, ikke begrænses ud
over, hvad der er nødvendigt for
at varetage
retssikkerhedsmæssige hensyn.
På denne
baggrund foreslås det, at
bestemmelsen i § 745 (tidligere
§ 745, stk. 1, jf. nedenfor pkt.
3.3.2. om den foreslåede
opdeling af denne bestemmelse)
om forsvarerens adgang til
aktindsigt begrænses til at
vedrøre materiale, som politiet
har tilvejebragt til brug for
den konkrete sag, som sigtelsen
eller tiltalen angår. Det
bemærkes dog, at materiale, som
anklagemyndigheden har til
hensigt at fremlægge under
domsforhandlingen, fortsat altid
vil være omfattet af
forsvarerens adgang til
aktindsigt, uanset om materialet
er tilvejebragt til brug for den
konkrete sag eller ej.
Den
foreslåede bestemmelse i § 745,
1. pkt., indeholder to
kriterier, der begge skal være
opfyldt, for at materiale er
omfattet af forsvarerens adgang
til aktindsigt. Således skal
materialet være (1)
tilvejebragt af politiet, og
(2) endvidere skal materialet
være tilvejebragt til brug
for den sag , som
sigtelsen eller tiltalen angår
.
Materiale vil
være tilvejebragt , hvis den
efterforskende politikreds altså
den politikreds der har ansvaret
for efterforskningen selv har
indsamlet det. Hermed omfattes
afhøringsrapporter,
gerningsstedbeskrivelser,
tekniske rapporter mv. Endvidere
vil materiale, der overgives til
den efterforskende politikreds,
skulle anses for tilvejebragt .
Det Det kan f.eks. være
materiale, som den
efterforskende politikreds
indhenter fra en anden
politikreds. Derimod vil
oplysninger, der er indsamlet i
anden sammenhæng af og opbevares
hos eksempelvis en anden
politikreds, Rigspolitichefens
nationale
efterforskningsstøttecenter
(NEC), et regionalt
efterforskningsstøttecenter
(REC) eller Politiets
Efterretningstjeneste (PET)
falde uden for den foreslåede §
745 og dermed ikke være omfattet
af forsvarerens adgang til
aktindsigt.
Selv om
materialet må anses for
tilvejebragt af den
efterforskende politikreds, vil
materialet falde uden for
forsvarerens adgang til
aktindsigt, hvis materialet ikke
kan anses for at være
tilvejebragt til brug for den
sag, som sigtelsen eller
tiltalen angår . Heraf følger,
at mere generelle
baggrundsoplysninger, som den
efterforskende politikreds er i
besiddelse af (jf. herom
ovenfor), som udgangspunkt ikke
vil være omfattet af § 745, 1.
pkt., idet sådanne mere
generelle oplysninger ikke vil
være tilvejebragt til brug for
den konkrete sag. Mere generelle
baggrundsoplysninger om
eksempelvis kriminalitetsmønstre
eller persongruppers tilknytning
til bestemte netværk eller
grupperinger vil således ikke
være omfattet af forsvarerens
adgang til aktindsigt heller
ikke selv om der på grundlag af
sådanne generelle
baggrundsoplysninger er
udarbejdet en profil af mulige
gerningsmænd. Dette gælder
uanset, om oplysningerne i anden
sammenhæng er indsamlet af den
efterforskende politikreds,
eller om de er indsamlet af
anden politienhed, som
eksempelvis NEC, PET eller de
regionale
støtteefterforskningscentre
(REC), og overgivet til den
efterforskende politikreds i
forbindelse med den konkrete
sag. Tilsvarende vil
oplysninger, som fremgår af
politiets
efterforskningsregistre, ikke
kunne anses for tilvejebragt til
brug for den konkrete sag.
Materiale,
der indeholder oplysninger om
mistænkte personers aktiviteter
i tilknytning til det forhold,
som efterforskningen angår
f.eks. om deres færden på
gerningstidspunktet vil dog som
udgangspunkt være omfattet af
forsvarerens adgang til
aktindsigt (medmindre adgang til
aktindsigt afslås efter den
foreslåede § 745 b, jf.
nedenfor).
Det bemærkes
i den forbindelse, at
forsvareren kan indbringe
politiets afgørelse efter § 745
om, hvilket materiale der er
omfattet af forsvarerens adgang
til aktindsigt, for retten efter
§ 746. Dette forudsætter dog, at
forsvareren nærmere har
konkretiseret, hvad han eller
hun ønsker aktindsigt i.
Forsvareren bør imidlertid efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke i forbindelse med rettens
prøvelse af, om politiets
afgørelse er i overensstemmelse
med § 745, få lejlighed til at
gøre sig bekendt med materiale,
som retten eventuelt
efterfølgende vurderer, falder
uden for forsvarerens adgang til
aktindsigt.
Der foreslås
på denne baggrund indsat en
bestemmelse i § 746, stk. 2,
hvorefter politiet i forbindelse
med rettens prøvelse af
lovligheden af politiets
afgørelse efter § 745, 1. pkt.,
ikke skal fremlægge det
materiale, som prøvelsen
vedrører. Derimod kan retten
pålægge politiet at redegøre for
grundene til den afgørelse, som
politiet har truffet vedrørende
det pågældende materiale, som
forsvareren har fremsat en
konkretiseret anmodning om at få
adgang til.
Justitsministeriet finder ikke,
at politiet bør overdrage det
materiale, som tvisten vedrører,
til retten, idet retten herved
ville blive bragt i en
situation, hvor retten er i
besiddelse af oplysninger, som
forsvareren ikke har adgang til.
Justitsministeriet har derfor
vurderet, at retten i stedet bør
træffe sin afgørelse bl.a. på
baggrund af en redegørelse fra
politiet. Redegørelsen kan gives
skriftligt til retten og
forsvareren. Redegørelsen skal
indeholde oplysninger om, hvor
oplysningerne stammer fra,
hvilken form for materiale der
er tale om, og hvem materialet
vedrører. Derimod forudsættes
redegørelsen ikke at skulle
indeholde en mere detaljeret
gennemgang af oplysningerne i
det materiale, som efter
politiets opfattelse falder uden
for bestemmelsen i § 745, 1.
pkt. Retten kan anmode om
yderligere dokumentation
vedrørende karakteren af det
materiale, som tvisten vedrører.
Den
foreslåede bestemmelse svarer
til ordningen i retsplejelovens
§ 169, stk. 2, om
vidneudelukkelse, hvor retten,
hvis en myndighed nægter at give
samtykke til, at en tjenestemand
kan afkræves vidneforklaring,
kan pålægge vedkommende
myndighed over for retten at
redegøre for grundene til
nægtelsen, hvis tjenestemandens
forklaring findes at være af
afgørende betydning.
Redegørelsen kan, jf. betænkning
nr. 316/1962, s. 101, gives uden
prisgivelse af de oplysninger,
hvorom vidneførslens genstand
drejer sig . I modsætning til
den ordning der foreslås i
bestemmelsen i § 746, stk. 2,
har sagens parter (herunder en
tiltalt og dennes forsvarer i en
straffesag) dog efter § 169,
stk. 2, ikke krav på at blive
bekendt med den afgivne
redegørelse.
Det
forudsættes, at oplysninger om
identiteten på en meddeler
, som ønsker at være anonym,
ikke vil være omfattet af
forsvarerens adgang til
aktindsigt efter § 745, hvis
politiet har udeladt navnet på
meddeleren af politirapporten,
og i stedet i politirapporten
har anført, at politiet er
bekendt med personens identitet.
Politiet kan eksempelvis i de
tilfælde, hvor de modtager
oplysninger fra en person, der
er tilknyttet rockermiljøet, og
som ønsker at være anonym,
undlade at anføre navnet i
politirapporten, og navnet vil
dermed heller ikke efterfølgende
kunne kræves oplyst af
forsvareren. Det gælder
naturligvis ikke, hvis den
pågældende skal afgive
forklaring under
domsforhandlingen. Om den
pågældendes identitet i den
situation kan holdes hemmelig
for tiltalte, må afgøres efter
retsplejelovens § 848, stk. 2,
om såkaldte anonyme vidner.
Justitsministeriet er opmærksom
på, at det kan anføres, at
sigtede eller tiltalte ikke vil
have mulighed for at imødegå
eventuelle falske anklager, hvis
de ikke kender identiteten på
den person, der har angivet dem.
Efter Justitsministeriets
opfattelse kan det ikke afvises,
at en anonym meddeler giver
politiet oplysninger med et
skjult motiv, f.eks. et ønske om
at ramme den pågældende. Det
skal imidlertid i den
forbindelse fremhæves, at
oplysningerne fra den anonyme
meddeler kun vil føre til en
straffesag, hvis politiet på
andet grundlag kan føre bevis
for, at tiltalte har begået et
strafbart forhold. Hertil
kommer, at den anonyme meddelers
oplysninger som udgangspunkt
indgår fuldt ud i sagen, og
forsvareren og naturligvis
politiet vil dermed have
mulighed for at imødegå
oplysningerne og deres
pålidelighed. Det skal endvidere
bemærkes, at samme
problemstilling kan rejses i
forhold til anonyme tip, som
politiet modtager fra personer,
hvis identitet ikke er politiet
bekendt. Justitsministeriet er
derfor af den opfattelse, at
hensynet til at kunne imødegå
eventuelle falske anklager ikke
kan føre til, at forsvareren og
sigtede eller tiltalte skal have
krav på at få oplyst identiteten
på en meddeler, der ønsker at
være anonym.
Det kan i
øvrigt henvises til pkt. 4
nedenfor om den praktiske
anvendelse af meddelere.
I de
situationer, hvor navnet på
meddeleren fremgår af
politirapporten, og meddeleren
efterfølgende ønsker at være
anonym, henvises til
bemærkningerne nedenfor, pkt.
3.3.2. om begrænsninger i
forsvarerens og sigtedes eller
tiltaltes adgang til aktindsigt.
Identiteten på andre kilder
end meddelere falder ligeledes
uden for anvendelsesområde for §
745 og dermed forsvarerens (og
sigtedes eller tiltaltes) adgang
til aktindsigt, hvis kildens
identitet på baggrund af et
ønske om at være anonym ikke
fremgår af rapporten. Det kan
f.eks. være Politiets
Efterretningstjeneste, en anden
politikreds eller en udenlandsk
politimyndighed, som har
videregivet konkrete oplysninger
om et strafbart forhold. I disse
tilfælde vil politiet kunne
nøjes med at anføre, at
oplysningerne er modtaget fra en
kilde, som er politiet bekendt.
Arbejdsgruppen har i den
forbindelse overvejet, om samme
formulering skal anvendes, når
der er tale om oplysninger fra
en meddeler, der ønsker at være
anonym. Herved sikres, at den
sigtede eller tiltalte ikke kan
regne kildens identitet ud. Der
er i arbejdsgruppen enighed om,
at en sådan formulering generelt
vil være at foretrække.
Om
indholdet af oplysningerne
fra anonym meddeler eller anden
anonym kilde er omfattet af
forsvarerens adgang til
aktindsigt afgøres efter de to
kriterier, der er omtalt ovenfor
(dvs. om oplysningerne er
tilvejebragt og tilvejebragt
til brug for den sag, som
sigtelsen eller tiltalen angår
).
3.3.2.
Begrænsninger i forsvarerens
aktindsigt mv.
Efter den
gældende bestemmelse i § 745,
stk. 4, kan forsvarerens adgang
til aktindsigt begrænses, enten
ved at materiale helt undtages
fra forsvarerens adgang til
aktindsigt indtil
domsforhandlingens begyndelse,
eller ved at forsvareren
pålægges ikke at videregive
oplysningerne til sigtede eller
tiltalte. Et pålæg bortfalder
senest, når tiltalte har afgivet
forklaring under
domsforhandlingen. De foreslåede
ændringer i denne bestemmelse
omtales i pkt. 3.3.2.1 3.3.2.5.
Af
systematiske årsager foreslås
det, at de nuværende
bestemmelser i § 745, stk. 2 og
3, om forsvarerens adgang til at
overvære visse
efterforskningsskridt mv. rykkes
ned efter bestemmelserne om
forsvarerens aktindsigt og
begrænsninger heri som
henholdsvis § 745 c og § 745 d,
stk. 1. Den eksisterende
bestemmelse i § 745, stk. 4, om
begrænsninger i forsvarerens
adgang til aktindsigt mv.
foreslås erstattet dels af to
nye bestemmelser i henholdsvis §
745 a om tavshedspålæg og § 745
b om undtagelser fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, dels af en ny
bestemmelse i § 745 d, stk. 2.
3.3.2.1
. Politiets og
anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
har peget på det
uhensigtsmæssige i, at de ofte
meget følsomme oplysninger, som
er omfattet af den gældende
undtagelsesbestemmelse i § 745,
stk. 4, ikke kan undtages fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt længere end til
domsforhandlingens begyndelse.
De hensyn, som har begrundet en
begrænsning i forsvarerens
adgang til aktindsigt mv., vil
ofte fortsat være til stede
efter domsforhandlingens
begyndelse. Således vil f.eks.
hensynet til statens sikkerhed,
fremmede magter eller tredjemand
sjældent være mindre, blot fordi
sagen er færdigefterforsket.
Retsplejeloven indeholder
imidlertid ikke i dag mulighed
for at udstrække begrænsningen i
forsvarerens adgang til
aktindsigt mv. længere end til
domsforhandlingens begyndelse,
jf. dog § 745, stk. 4, 2. pkt.,
hvorefter et pålæg til en
forsvarer om ikke at videregive
bestemte oplysninger til den
sigtede eller tiltalte kan
udstrækkes, indtil tiltalte har
afgivet forklaring under
domsforhandlingen.
Der er i
arbejdsgruppen enighed om, at
denne retstilstand kan stille
anklagemyndigheden over for
meget vanskelige valg. Har en
person, hvis identitet holdes
hemmelig, givet politiet
oplysninger om personer, der
står bag eksempelvis mere
organiseret kriminalitet, og den
pågældende af denne grund
frygter for sit liv, hvis disse
personer får adgang til
politiets oplysninger, hvoraf
den pågældendes identitet kan
udledes, kan dette begrunde en
begrænsning i forsvarerens
adgang til aktindsigt mv. indtil
domsforhandlingen. Senest når
domsforhandlingen indledes, må
anklagemyndigheden imidlertid
udlevere disse oplysninger til
forsvareren og de kan ikke
holdes hemmelige for den
tiltalte, efter at denne selv
har afgivet forklaring selv om
anklagemyndigheden ikke agter at
føre den pågældende person som
vidne, idet der gennem den
efterfølgende efterforskning
efter anklagemyndighedens
opfattelse er fremskaffet
tilstrækkelige beviser for
tiltaltes skyld. I denne
situation kan anklagemyndigheden
enten vælge at vægte hensynet
til meddelerens liv højst og
således opgive at gennemføre
straffesagen om eventuelt meget
alvorlig kriminalitet, eller
også må oplysningerne gives til
forsvareren og tiltalte med den
konsekvens dette måtte have for
meddeleren.
På den
baggrund foreslår
Justitsministeriet, at der i
loven indsættes en mulighed for
at undtage materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt på ubestemt tid dvs.
også efter både
domsforhandlingens begyndelse og
sagens afslutning hvis dette er
påkrævet for at varetage det
hensyn, der begrunder
fravigelsen. Kan hensynet
imidlertid varetages ved, at
forsvareren alene afskæres fra
aktindsigt i et nærmere fastsat
tidsrum, skal en undtagelse af
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt dog gøres
tidsbegrænset.
Det er
væsentligt at understrege, at
muligheden for at meddele et
tavshedspålæg til forsvareren,
jf. § 745, stk. 4, foreslås
opretholdt, jf. også nedenfor om
forslaget til § 745 a.
Det følger af
et almindeligt
proportionalitetsprincip, at
hvis et pålæg til forsvareren om
ikke at videregive politiets
oplysninger til sin klient er
tilstrækkeligt for at varetage
de hensyn, der begrunder, at
sigtede eller tiltalte ikke bør
have adgang til oplysningerne,
skal denne mulighed anvendes som
den mindst indgribende
foranstaltning. Politiet og i
sidste ende retten skal derfor i
de tilfælde, hvor materialet som
udgangspunkt er omfattet af
forsvarerens adgang til
aktindsigt, jf. nedenfor om
forslaget til § 745 a, nøje
overveje, om hensynet til
eksempelvis tredjemands liv på
tilstrækkelig måde kan varetages
ved meddelelse af et
tavshedspålæg, eller om der er
behov for helt at undtage
materialet fra forsvarerens
adgang til aktindsigt.
3.3.2.2
. Det fremgår af den
nugældende formulering af § 745,
stk. 4, at hensynet til fremmede
magter, til statens sikkerhed
eller til sagens opklaring eller
tredjemand kan begrunde en
fravigelse af § 745, stk. 1,
hvis det undtagelsesvis er
påkrævet.
Bestemmelsen
i § 745, stk. 4, blev indsat for
at skabe en balance mellem
forsvarerens beføjelser på den
ene side og på den anden side en
række andre hensyn, som taler
imod forsvarerens ret til
eksempelvis aktindsigt.
Det har i
arbejdsgruppen været drøftet, om
også andre tungtvejende hensyn
end dem, der er opregnet i den
nuværende § 745, stk. 4, kan
tale imod at give forsvareren
adgang til aktindsigt i
materiale, der er tilvejebragt
af politiet til brug for den
konkrete sag, eller for at give
forsvareren pålæg om ikke at
videregive de oplysninger,
forsvareren har modtaget fra
politiet. Et sådan hensyn kan
f.eks. være hensynet til
opklaring af anden alvorlig
kriminalitet. Der er i den
forbindelse særligt peget på, at
oplysninger modtaget fra
udenlandske myndigheder eller
fra andre politikredse, som
udspringer af en igangværende
efterforskning i udlandet eller
i den anden politikreds, kan
være af en sådan art, at den
igangværende anden
efterforskning afsløres. En
adgang for forsvareren og dermed
for sigtede eller tiltalte til
sådanne oplysninger kan derfor
medføre, at myndighedernes
muligheder for at efterforske de
andre igangværende sager
ødelægges.
Tilsvarende
er der i praksis et behov for at
kunne hemmeligholde fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder i de
meget få tilfælde, hvor disse
oplysninger overhovedet indgår i
sagen. Der kan f.eks. være tale
om mere tekniske oplysninger om
eksempelvis politiets
aflytningsudstyr eller hidtil
hemmeligholdte oplysninger om
den konkrete gennemførelse af en
aflytning. Det vil kunne give
anledning til betydelige
problemer for politiets
fremtidige
efterforskningsmuligheder, hvis
sådanne oplysninger spredes i
kriminelle miljøer. Samtidig vil
disse oplysninger som oftest
være uden betydning for
varetagelsen af sigtedes eller
tiltaltes forsvar.
Det er
Justitsministeriet opfattelse,
at hensynet til fremmede magter,
til statens sikkerhed, til
sagens opklaring eller til
tredjemand fortsat skal kunne
begrunde en begrænsning af
forsvarerens aktindsigt mv.
På baggrund
af arbejdsgruppens drøftelser
finder Justitsministeriet
endvidere, at der er grund til
at udvide mulighederne for at
kunne begrænse forsvarerens
adgang til aktindsigt mv. til
også at omfatte andre hensyn.
Modtager politiet således
oplysninger, på baggrund af
hvilke en person med tilknytning
til en rockergruppe sigtes for
en lovovertrædelse, og stammer
oplysningerne fra efterforskning
af en helt anden sag eventuelt i
en anden politikreds eller i et
andet land kan det forhold, at
forsvareren og dermed sigtede
får adgang til oplysningerne,
væsentligt forringe politiets
muligheder for at gennemføre
efterforskningen af den anden
sag. Hensynet til
efterforskningen i en anden
verserende sag bør derfor efter
Justitsministeriets opfattelse
også kunne begrunde en
begrænsning i forsvarerens
adgang til aktindsigt mv.
Da hensynet
til efterforskningen i en anden
verserende sag skal afvejes over
for sigtedes eller tiltaltes
mulighed for på betryggende vis
at forsvare sig selv, finder
Justitsministeriet, at der alene
kan blive tale om at undtage
oplysninger fra forsvarerens
aktindsigt af hensyn til
verserende efterforskning af
anden alvorlig kriminalitet
. Det Det foreslås derfor, at
denne anden lovovertrædelse, der
efterforskes, efter loven kan
straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller angår en
forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12
(forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed) og
13 (forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste
statsmyndigheder mv.).
Modtager
politiet oplysninger til brug
for den konkrete sag fra en
anden dansk politimyndighed, kan
disse oplysninger efter den
foreslåede bestemmelse kun
undtages fra forsvarerens adgang
til aktindsigt, hvis
videregivelse af oplysningerne
kan være ødelæggende for en
anden efterforskning vedrørende
alvorlig kriminalitet som
eksempelvis manddrab, grov vold,
alvorlig narkotikakriminalitet
eller menneskehandel. Også
verserende efterforskning af en
lovovertrædelse i udlandet kan
begrunde en undtagelse fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, hvis en handling
svarende til den
lovovertrædelse, der
efterforskes i udlandet, efter
dansk ret kan straffes med
fængsel indtil 6 år eller
derover eller udgør en forsætlig
overtrædelse af bestemmelser i
det pågældende lands lovgivning,
der svarer til straffelovens
kapitler 12 og 13.
De samme
hensyn gør sig tilsvarende
gældende for så vidt angår
muligheden for at meddele
forsvareren, at oplysninger ikke
må videregives.
Justitsministeriet foreslår
derfor bestemmelsen om
tavshedspålæg udvidet
tilsvarende, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 745 a. Det
bemærkes dog i den forbindelse,
at et tavshedspålæg bortfalder
seneste på det tidspunkt, hvor
den tiltalte under
domsforhandlingen har afgivet
forklaring.
Endvidere er
der efter Justitsministeriets
opfattelse behov for at kunne
undtage fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt i de meget få
tilfælde, hvor disse oplysninger
overhovedet indgår i sagen. De
mere tekniske oplysninger om
eksempelvis politiets
aflytningsudstyr mv. vil ofte
være uden betydning for at
varetage sigtedes eller
tiltaltes forsvar, men det vil
omvendt kunne skabe betydelige
problemer for politiets
fremtidige
efterforskningsmuligheder, hvis
sådanne oplysninger spredes i
kriminelle miljøer. Hvorvidt der
er tale om fortrolige
oplysninger, vil efter
Justitsministeriets opfattelse
afhænge af, dels om oplysningen
er almindelig kendt, dels om
politiet har en særlig interesse
i at holde oplysningen hemmelig.
Formålet med
at hemmeligholde fortrolige
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder vil
derimod ikke kunne opfyldes ved
at give forsvareren pålæg om
ikke at videregive disse
fortrolige oplysninger til
sigtede eller tiltalte, da
pålægget bortfalder senest, når
tiltalte har afgivet forklaring
under domsforhandlingen. Der
foreslås derfor ikke en
tilsvarende udvidelse af
bestemmelsen om tavshedspålæg.
Det fremgår
allerede af den gældende
bestemmelse i § 745, stk. 4, at
hensyn til tredjemand kan
begrunde en begrænsning i
forsvarerens adgang til
aktindsigt. Justitsministeriet
finder imidlertid, at der kan
være anledning til at præcisere,
at der for at der kan blive tale
om at undtage oplysninger fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt også efter, at
domsforhandlingen er indledt
skal være tale om hensyn til
tredjemands liv eller helbred .
Kun hvor et så alvorligt hensyn
som frygten for tredjemands liv
eller helbred gør sig gældende,
bør forsvarerens adgang til
aktindsigt kunne begrænses. Det
kan næppe beskrives udtømmende
og helt generelt for alle
sagstyper, hvor konkretiseret
frygten for tredjemands liv
eller helbred skal være. På den
ene side kan der ikke stilles
krav om, at der foreligger
konkrete oplysninger eller
trusler om, at tredjemand vil
lide overlast. På den anden side
vil heller ikke enhver, abstrakt
risiko for overgreb kunne
begrunde en begrænsning af
forsvarerens adgang til
aktindsigt. Tilhører den sigtede
eller tiltalte en organisation
eller et netværk af personer,
der er kendt for at begå
alvorlig kriminalitet og for at
anvende grov vold og eller
trusler om grov vold mod
personer, der afslører deres
kriminalitet, vil dette
imidlertid kunne begrunde en
begrænsning af forsvarerens
adgang til aktindsigt.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
er der ikke et tilsvarende behov
for at ændre den gældende
(tilsvarende) betingelse for at
give tavshedspålæg af hensyn til
tredjemand. Et tavshedspålæg må
således anses for en mindre
indgribende foranstaltning end
helt at undtage oplysninger fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt.
3.3.2.3
. Det fremgår af den
nuværende formulering af § 745,
stk. 4, at begrænsning i
forsvarerens adgang til
aktindsigt mv. kun kan ske, hvis
det undtagelsesvis er påkrævet.
Hertil kommer, at det i
forarbejderne til bestemmelsen
er præciseret, at der bør
udvises betydelig
tilbageholdenhed i anvendelsen
af bestemmelsen, jf. ovenfor
pkt. 3.1.1.4. Som følge heraf,
anvendes muligheden for helt at
undtage materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt i praksis kun i helt
særlige tilfælde, hvor der
foreligger ekstraordinære
omstændigheder. Tavshedspålæg
anvendes dog i praksis i noget
videre omfang.
Denne snævre
adgang til at begrænse
forsvarerens adgang til
aktindsigt mv. har været drøftet
i arbejdsgruppen. Det er her
særligt blevet fremhævet, at der
i praksis er et behov for at
udvide adgangen til at undtage
oplysninger fra forsvarerens
adgang til aktindsigt for at
sikre, at politiets muligheder
for bekæmpe bl.a.
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet ikke
indskrænkes mere, end hensynet
til sigtedes eller tiltaltes
retssikkerhed tilsiger.
Justitsministeriet foreslår på
den baggrund, at adgangen til
at undtage materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt (forslaget til § 745
b) udvides i forhold til
gældende ret således, at
materiale undtages fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, hvis det er
påkrævet (og ikke kun
undtagelsesvis påkrævet ) af
hensyn til eksempelvis fremmede
magter. Det er således ikke
tilstrækkeligt, at der er et
hensyn at varetage til
eksempelvis fremmede magter. Der
skal for at materialet kan
undtages forsvarerens adgang til
aktindsigt være tale om, at
undtagelsen er påkrævet for at
varetage det pågældende hensyn.
Der skal i den forbindelse
foretages en afvejning af på den
ene side eksempelvis hensynet
til fremmede magter og på den
anden side betydningen af
materialet for varetagelsen af
sigtedes eller tiltaltes
forsvar. Som det fremgår
nedenfor af pkt. 3.4. har Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol
tillagt det stor vægt i
forbindelse med Domstolens
praksis vedrørende artikel 6 i
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention om
retten til en retfærdig
rettergang, at oplysninger kun
undtages forsvarerens adgang til
aktindsigt, hvis det er strengt
nødvendigt ( strictly neccessary
).
Med udtrykket
påkrævet angives, at de
pågældende hensyn skal være af
meget væsentlig betydning,
således at hensynet til
forsvarerens interesse i at få
adgang til de pågældende
oplysninger findes at burde
vige.
Hensynet til
at varetage sigtedes eller
tiltaltes forsvar indgår som
nævnt i afvejningen af, om
materialet kan undtages fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, jf. også den
foreslåede bestemmelse i § 745
b, stk. 2. Vil undtagelse af
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt medføre
væsentlige betænkeligheder for
varetagelsen af sigtedes eller
tiltaltes forsvar , kan der
således aldrig ske undtagelse af
materialet. Dette gælder uanset,
om det hensyn, der begrunder
politiets anmodning, måtte være
af meget væsentlig betydning. I
disse tilfælde må politiet
således enten lade forsvareren
få det pågældende materiale
eventuelt med tavshedspålæg
eller frafalde
sigtelsen/tiltalen.
Det foreslås
tilsvarende, at
anvendelsesområdet for at
meddele forsvareren pålæg
udvides i forhold til den
gældende regel i § 745, stk. 4,
således, at politiet kan give
forsvareren pålæg, hvis det er
nødvendigt af hensyn til
eksempelvis tredjemand, jf.
forslaget til § 745 a. Der
stilles efter forslaget ikke
krav om, at der foreligger
hensyn, som gør det påkrævet med
et tavshedspålæg begrænsningen
skal blot være nødvendig. Dette
har sammenhæng med, at et
tavshedspålæg må anses for en
mindre indgribende
foranstaltning end en undtagelse
af materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt (hvor det
foreslåede kriterium er påkrævet
). Det følger af det almindelige
proportionalitetsprincip, at
politiet ved vurdering af,
hvilken form for begrænsning der
skal gøres i forhold til
forsvarerens adgang til
aktindsigt, skal anvende den
mindst indgribende
foranstaltning. Det må
imidlertid antages, at et pålæg
kun sjældent vil være
tilstrækkeligt til at sikre
varetagelsen af et hensyn til
fremmede magter eller statens
sikkerhed.
Et pålæg
efter § 745 a kan være generelt
og således omfatte alle
oplysninger om sagen, herunder
at der verserer en sag. Det
svarer til pålæg efter § 748,
stk. 6, hvorefter retten ifølge
retspraksis kan pålægge
forsvareren ikke at underrette
sin klient om, at der har været
afholdt et retsmøde.
Det følger
tillige af
proportionalitetsprincippet, at
et pålæg efter den foreslåede §
745 a skal begrænses mest muligt
for så vidt angår de
oplysninger, der omfattes af
pålægget. Et generelt pålæg til
forsvareren om ikke at
videregive nogen oplysninger
vedrørende sagen kan kun
meddeles, hvor det på baggrund
af en vurdering af sagens
konkrete omstændigheder skønnes
at være den eneste måde, hvorpå
det pågældende hensyn kan
varetages. Det kan eksempelvis
være tilfældet, hvor en person,
der er mistænkt for særdeles
alvorlig kriminalitet, fortsat
er på fri fod trods langvarig
eftersøgning på grundlag af en
fængslingskendelse. I denne
situation kan det være
nødvendigt af hensyn til sagens
opklaring at give den mistænktes
beskikkede forsvarer et pålæg om
ikke at videregive nogen
oplysninger overhovedet til den
mistænkte herunder oplysning om,
at der verserer en sag mod den
pågældende. Når hensynet, der
har begrundet pålægget, er
bortfaldet, skal pålægget
ophæves. I den anførte situation
er det således ikke nødvendigt
af hensyn til sagens opklaring
at opretholde et så vidtrækkende
et pålæg, når den sigtede eller
tiltalte er blevet anholdt.
3.3.2.4.
Efter den gældende
bestemmelse i § 745, stk. 4, er
det politiet, der træffer
afgørelse om begrænsning i
forsvarerens adgang til
aktindsigt mv. Forsvareren kan
imidlertid efter bestemmelsen i
§ 746, stk. 1, indbringe
politiets afgørelse herom for
retten.
Ud fra
retssikkerhedsmæssige hensyn
finder Justitsministeriet, at
det bør være retten, der har
kompetencen til at træffe
afgørelse om, hvorvidt der
foreligger hensyn, der kan
begrunde en undtagelse af
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt, og om
disse hensyn er af så afgørende
betydning, at forsvareren kan
afskæres adgang til materialet.
Det bør således være retten, der
foretager afvejningen af på den
ene side betydningen af de
hensyn, der kan begrunde en
fravigelse af forsvarerens ret
til aktindsigt, og på den anden
side fravigelsens betydning for
forsvarerens muligheder i den
konkrete sag for at varetage
sigtedes eller tiltaltes
forsvar. Det fremgår endvidere
af Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols
praksis, at en beslutning om at
tilbageholde oplysninger for
forsvaret bør træffes af en
uafhængig og upartisk dommer,
der har et sådant kendskab til
sagen, at denne kan vurdere, om
en tilbageholdelse er i
overensstemmelse med kravene til
en retfærdig rettergang, jf.
pkt. 3.4. nedenfor.
Den dommer,
der har truffet afgørelse om,
hvorvidt der kan undtages
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt, bør efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke deltage som dommer under
domsforhandlingen i den senere
straffesag, da dommeren på
baggrund af sit forudgående
kendskab til sagen vil være i
besiddelse af oplysninger, som
forsvareren ikke kender. Det
samme gør sig gældende, hvis
dommeren har truffet afgørelse
om eksempelvis foretagelse af et
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, og der
i forbindelse hermed har været
fremlagt oplysninger, der efter
§ 745 b er undtaget forsvarerens
adgang til aktindsigt. Det
foreslås derfor, at der
indsættes et nyt stk. 4, i
retsplejelovens § 60, om
inhabilitet, hvorefter en dommer
vil være inhabil i forbindelse
med domsforhandling af
straffesagen, hvis han har
truffet en afgørelse af den
ovennævnte karakter.
En dommers
inhabilitet antages normalt at
have afsmittende virkning for
retsassessorer og fuldmægtige
ved samme embede, f.eks. hvis
dommeren har en personlig
interesse i sagens udfald. I de
her omhandlede tilfælde, hvor
dommerens inhabilitet ikke er
begrundet i egeninteresse i
sagens udfald, men derimod i at
den pågældende dommer i
forbindelse med behandlingen af
en anmodning fremsat af politiet
efter § 745 b har fået kendskab
til oplysninger, som forsvareren
ikke kender, vil inhabiliteten
ikke smitte af på retsassessorer
og fuldmægtige ved samme embede.
Derimod er
det Justitsministeriets
opfattelse, at den gældende
ordning, hvor politiet træffer
afgørelse om tavshedspålæg
, bør fastholdes. Der er
tale om et mindre indgribende
foranstaltning. Ligeledes vil
forsvareren i sagens natur her
være bekendt med begrænsningen
og dermed have mulighed for at
indbringe denne for retten, jf.
§ 746.
Undtagelse af
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt er en
afgørelse af så indgribende
karakter, at den bør træffes af
retten efter kontradiktorisk
proces, hvor argumenter både for
og imod fravigelsen af retten
til aktindsigt er blevet
fremført. Det vil derfor være
vigtigt, at en person er til
stede under rettens behandling
af spørgsmålet, der kan fremføre
synspunkter til støtte for
forsvarerens ret til aktindsigt
i den konkrete sag.
Formålet med
den foreslåede bestemmelse er
imidlertid, som anført, at
varetage afgørende hensyn til
eksempelvis fremmede magter,
statens sikkerhed, tredjemands
liv eller helbred eller til
opklaring af alvorlig
kriminalitet. Disse afgørende
hensyn kan i situationer, hvor
den foreslåede bestemmelse
bringes i anvendelse, alene
varetages ved at afskære
forsvarerens adgang til
aktindsigt. Såfremt forsvareren
har lejlighed til, inden retten
træffer sin afgørelse, at gøre
sig bekendt med
anklagemyndighedens materiale og
argumenter for at afskære
aktindsigten, forspildes
formålet med foranstaltningen.
Justitsministeriet finder derfor
ikke, at forsvareren skal have
adgang til deltage i retsmøder,
hvor spørgsmålet om en
undtagelse af materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt drøftes. Som en
konsekvens heraf foreslår
Justitsministeriet, at det
udtrykkeligt anføres i § 748 om
sigtedes og forsvarerens ret til
at overvære retsmøder, at
reglerne i bestemmelsen ikke
omfatter retsmøder, der afholdes
med henblik på at afgøre, om
forsvarerens ret til adgang til
aktindsigt skal begrænses, eller
retsmøder, hvor der fremlægges
oplysninger, der efter § 745 b
er undtaget fra forsvarerens
adgang til aktindsigt, og hvor
der har været beskikket en
advokat i medfør af bestemmelsen
i § 784 (dvs. ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation, dataaflæsning og
hemmelig ransagning) for den,
indgrebet er rettet mod. Det kan
eksempelvis være tilfældet, hvis
der i forbindelse med rettens
afgørelse om, at der kan ske
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf. §
783, stk. 1, fremlægges
oplysninger, der er undtaget fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt efter § 745 b.
Det foreslås
i stedet, at der forud for
rettens behandling beskikkes en
særlig advokat for sigtede eller
tiltalte, der kan varetage
sigtedes eller tiltaltes
interesser under behandling af
spørgsmålet om undtagelse af
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt. Det
foreslås, at advokaten beskikkes
fra den særlige kreds af
advokater, hvorfra der også sker
beskikkelse i sager om indgreb i
meddelelseshemmeligheden i sager
om efterforskning af
overtrædelser af straffelovens
kapitel 12 og 13, jf. § 784,
stk. 2. Det bemærkes i den
forbindelse, at
Justitsministeriet som følge
heraf vil overveje, om der kan
være behov for at antage et
yderligere antal advokater i
medfør af denne bestemmelse.
Advokaten får
i det væsentlige de samme
beføjelser, som den beskikkede,
særlige advokat er tillagt i
sager, hvor retten skal træffe
afgørelse om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Advokaten skal derfor
underrettes om retsmøder, der
afholdes med henblik på at
træffe afgørelse efter § 745 b,
og advokaten er berettiget til
at få udleveret genparter af det
materiale, som politiet har
tilvejebragt til brug for den
sag, som sigtelsen eller
tiltalen angår. Advokaten er
berettiget til at overvære
retsmøderne og til at udtale
sig, og advokaten kan kære
rettens afgørelse om at begrænse
forsvarerens adgang til
aktindsigt. Derimod skal
advokaten ikke efter at
afgørelsen om, at materiale kan
undtages fra forsvarerens adgang
til aktindsigt, er truffet
løbende orienteres om sagens
udvikling mv.
Rettens
afgørelse skal efter den
foreslåede bestemmelse træffes
ved kendelse, hvori de konkrete
omstændigheder, der begrunder
fravigelsen, skal anføres. Det
skal endvidere anføres i
kendelsen, om undtagelsen er
tidsmæssigt begrænset f.eks.
indtil domsforhandlingens
begyndelse eller om der er tale
om en tidsubegrænset undtagelse
af materialet. Kendelsen kan
kæres til landsretten.
Ved
retsmøder, der afholdes med
henblik på at træffe afgørelse
efter § 745 b, skal retslisten
ikke indeholde oplysning om
navnet på sigtede eller
tiltalte, den særlig beskikkede
advokat eller sagens indhold.
Dette følger af bekendtgørelse
nr. 811 af 28. oktober 1999 om
retslister og massemediernes
aktindsigt i og opbevaring af
retsbogsudskrifter og kopier af
anklageskrifter og
retsmødebegæringer § 2, stk. 3,
idet retsmødet afholdes med
hjemmel i § 747. Retslisten vil
således alene indeholde
oplysning om tid og sted,
karakteren af retsmødet
(eksempelvis retsmøde under
efterforskning ) og dommerens
navn.
En fravigelse
af reglerne om forsvarerens ret
til aktindsigt er en indgribende
foranstaltning, der kun kan
anvendes, hvis det er påkrævet
til varetagelse af et af de i §
745 b nævnte hensyn, og hvis
fravigelsen ikke vil medføre
væsentlige betænkeligheder for
varetagelsen af sigtedes eller
tiltaltes forsvar. De enkelte
hensyns vægt kan ændre sig under
efterforskningens forløb,
ligesom betydningen for
varetagelsen af sigtedes eller
tiltaltes forsvar af, at
forsvareren ikke kender
materialet, kan ændre sig. Det
er derfor væsentligt for at
sikre en retfærdig rettergang,
at der sker en fornyet prøvelse
af spørgsmålet på et tidspunkt,
hvor efterforskningen er
afsluttet, og det er fastlagt,
hvilke beviser der skal føres
under domsforhandlingen. Er der
derfor tale om, at begrænsningen
i forsvarerens adgang til
aktindsigt er tidsubegrænset,
bør der derfor efter
Justitsministeriets opfattelse
ske en fornyet prøvelse af
hensynenes vægt forud for
domsforhandlingen. Det skal på
denne måde sikres, at
forsvareren (og tiltalte) ikke
forholdes oplysninger, uden at
dette fortsat er påkrævet af
hensyn til eksempelvis fremmede
magter. Den fornyede prøvelse
skal også sikre, at det fortsat
ikke medfører væsentlige
betænkeligheder for varetagelsen
af forsvaret at undtage det
pågældende materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt. Det skal bemærkes,
at politiet naturligvis er
forpligtede til, hvis politiet
finder, at hensynet, der
begrundede udtagelsen fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt ikke længere er til
stede, af egen drift at udlevere
oplysningerne til forsvareren.
Det
forudsættes, at politiet sørger
for, når sagen er berammet til
domsforhandling, at indbringe
spørgsmålet om fortsat
begrænsning i forsvarerens
adgang til aktindsigt efter §
745 b for retten. Den særligt
beskikkede advokat vil i
forbindelse med rettens fornyede
behandling af spørgsmålet
varetage sigtedes eller
tiltaltes interesser. For at
undgå at en eventuel udlevering
af det materiale, som
forsvareren hidtil ikke har fået
aktindsigt i, i almindelighed
vil gøre det nødvendigt at
udsætte domsforhandlingen, bør
den fornyede prøvelse afhængig
af sagens kompleksitet og omfang
formentlig som hovedregel finde
sted senest 4 uger før
domsforhandlingens begyndelse.
Hvis retten ved den fornyede
prøvelse når frem til, at en
undtagelse ikke længere er
strengt nødvendig af hensyn til
eksempelvis fremmede magter, vil
forsvareren derved have mulighed
for i rimelig tid inden
domsforhandlingens begyndelse at
sætte sig ind i de nye
oplysninger og træffe de
foranstaltninger, som
oplysningerne giver anledning
til. Hovedreglen bør således
være, at domsforhandlingen ikke
udsættes i den anledning. En
udsættelse af domsforhandlingen
er imidlertid ikke udelukket,
hvis hensynet til forsvaret
tilsiger dette.
I rettens
fornyede vurdering vil det
indgå, om der er kommet nye
oplysninger frem om eksempelvis
betydningen af det hensyn, der
har begrundet en fravigelse af
forsvarerens ret til aktindsigt.
Nye oplysninger om betydningen
af begrænsningen i forsvarerens
adgang til aktindsigt for
varetagelsen af sigtedes eller
tiltaltes forsvar kan ligeledes
danne grundlag for, at retten
vurderer, at materialet ikke
længere kan undtages
forsvarerens adgang til
aktindsigt. Hvor der er tale om,
at meget følsomme oplysninger er
undtaget fra forsvarerens adgang
til aktindsigt eksempelvis
hensyn til statens sikkerhed må
det dog antages, at der kun rent
undtagelsesvis vil fremkomme nye
oplysninger, der kan danne
grundlag for en omgørelse af
kendelsen.
Det er en
naturlig konsekvens af de
foreslåede regler, at sigtedes
eller tiltaltes forsvarer heller
ikke har ret til at modtage en
kopi af kendelsen, der som nævnt
indeholder en nærmere opregning
af de konkrete omstændigheder,
der begrunder en fravigelse af
reglen i § 745. Forsvareren vil
heller ikke få besked om, at der
er truffet afgørelse om
begrænsning af hans eller hendes
ret til aktindsigt.
Det bemærkes
i den forbindelse, at
bestemmelsen i § 746 om
indbringelse for retten af
tvister vedrørende politiets
efterforskningsskridt eller
sigtedes og forsvarerens
beføjelser ikke er anvendelig på
spørgsmål om helt at undtage
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt efter den
foreslåede § 745 b. Bestemmelsen
i § 746 indeholder en
legalitetskontrol, der sikrer,
at retten træffer afgørelse i
sager, hvor
politiet/anklagemyndigheden og
forsvareren er uenige om
efterforskningsskridt eller
beføjelser. Med den foreslåede
745 b indføres imidlertid en
særskilt obligatorisk
legalitetskontrol. Det vil
derimod fortsat være muligt for
forsvareren at indbringe
spørgsmål om pålæg givet i
henhold til den foreslåede § 745
a, der viderefører den
eksisterende regel om pålæg i §
745, stk. 4, for retten efter §
746.
3.3.2.5
. Som det fremgår af pkt.
3.1.1.4. om gældende ret, er der
efter den nuværende bestemmelse
i § 745, stk. 4 på samme måde
som ved forsvarerens adgang til
aktindsigt en adgang til at
fravige reglerne i den gældende
§ 745, stk. 3, om forsvarerens
ret til at blive underrettet om
efterforskningsskridt, der kan
formodes at ville finde
anvendelse som bevis under
domsforhandlingen, samt om
forsvarerens ret til at være til
stede.
Oplysninger,
som en forsvarer har modtaget i
medfør af bestemmelsen i § 745
d, stk. 1, er tilvejebragt til
brug for den sag, som sigtelsen
eller tiltalen angår, og dermed
omfattet af § 745. Det betyder,
at politiet efter bestemmelsen i
§ 745 a vil kunne meddele en
forsvarer pålæg om ikke at
videregive oplysningerne til
sigtede eller tiltalte, herunder
selve oplysningen om, at der har
været foretaget det pågældende
efterforskningsskridt.
Justitsministeriet finder, at
der ligesom efter de gældende
regler bør være mulighed for
helt at undlade at underrette en
forsvarer om, at der foretages
et efterforskningsskridt
omfattet af § 745 d, eller at et
sådant efterforskningsskridt har
været foretaget. Efter
Justitsministeriets opfattelse
kan de hensyn, som gør sig
gældende for så vidt angår
muligheden for at undtage
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt,
tilsvarende gøre sig gældende
vedrørende forsvarerens
rettigheder efter den foreslåede
§ 745 d, stk. 1 (nuværende §
745, stk. 3).
Det foreslås
derfor, at reglerne i den
foreslåede bestemmelse i § 745
d, stk. 1, skal kunne fraviges
efter reglerne i § 745 b. Dette
medfører, at hvis politiet
ønsker at foretage et
efterforskningsskridt af den i §
745 d, stk. 1 (tidligere § 745,
stk. 3), anførte karakter uden
at give forsvareren underretning
herom (hverken forudgående
underretning eller efterfølgende
underretning), skal politiet
indbringe dette spørgsmål for
retten. Der skal tillige efter §
745 b, stk. 5, beskikkes en
advokat for den sigtede eller
tiltalte, der over for retten
kan anføre synspunkter, der
taler for, at der skal gives
underretning til forsvareren om
foretagelsen af
efterforskningsskridtet. Den
særlig beskikkede advokat skal
derimod ikke være til stede
under foretagelsen af det
efterforskningsskridt omfattet
af § 745 d, som politiet ønsker
at foretage.
Det bemærkes,
at et efterforskningsskridt af
den i § 745 d anførte karakter,
der er foretaget uden, at
forsvareren har været til stede,
ikke under domsforhandlingen kan
anvendes som det eneste eller
afgørende bevis, da dette ville
kunne indebære en krænkelse af
artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
3.3.2.6
. Endelig skal det bemærkes,
at materiale, der efter rettens
kendelse er undtaget
forsvarerens adgang til
aktindsigt, ikke kan udleveres
efter retsplejelovens § 41.
Heller ikke i forbindelse med
sager om erstatning i anledning
af strafferetlig forfølgning,
jf. retsplejelovens kapitel 93
a, kan der gives adgang til
aktindsigt i dokumenter mv., der
da straffesagen verserede, var
undtaget fra forsvarerens adgang
til aktindsigt. Spørgsmålet om
aktindsigt i disse sager skal
fortsat vurderes efter
retsplejelovens § 41 og
forvaltningslovens § 18. Det
forudsættes, at en anmodning om
aktindsigt efter retsplejelovens
§ 41 og forvaltningslovens § 18
i almindelighed vil skulle
afslås med henvisning til de
samme hensyn, som har begrundet
undtagelsen af materialet efter
§ 745 b.
3.3.3.
Begrænsninger i bevisførelsen
som følge ændringerne i reglerne
om forsvarerens adgang til
aktindsigt
Hvis
materiale er undtaget
forsvarerens adgang til
aktindsigt efter rettens
kendelse, kan de hensyn, der har
begrundet undtagelsen, ikke
varetages, hvis forsvareren og
dermed sigtede eller tiltalte på
anden måde kan skaffe sig
indsigt i oplysningerne.
Har retten
således efter den foreslåede §
745 b fundet grundlag for at
undtage eksempelvis en oplysning
om anmelderens identitet fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt på baggrund af en
konkret fare for den pågældendes
liv eller helbred, hvis
identiteten bliver kendt, bør
forsvareren og dermed sigtede
eller tiltalte ikke have
mulighed for eksempelvis i
forbindelse med bevisførelsen
under domsforhandlingen at opnå
kendskab til den pågældendes
identitet. Forsvareren bør
derfor ikke have mulighed for
ved afhøring af eksempelvis en
polititjenestemand at få adgang
til en sådan oplysning. Det
samme gør sig gældende i de
situationer, hvor eksempelvis en
anmelders identitet slet ikke
indgår i sagen efter § 745,
hvilket vil være tilfældet, hvis
den pågældende har anmodet om at
være anonym, og politiet derfor
i rapporten har angivet, at
oplysningerne stammer fra en
kilde, hvis identitet er
politiet bekendt, jf. pkt.
3.3.1. ovenfor.
3.3.3.1.
Det foreslås på denne
baggrund, at § 169, stk. 3, 3.
pkt., udvides til også at
omfatte hensynet til tredjemands
liv eller helbred.
Arbejdsgiveren for en
tjenestemand i dette tilfælde en
polititjenestemand kan således
nægte at give samtykke til, at
den pågældende
polititjenestemand kan afkræves
vidneforklaring, hvis dette er
begrundet med hensynet til
tredjemands liv eller helbred.
Retten kan herefter alene
vurdere på baggrund af en
redegørelse for grundene til
nægtelsen om nægtelsen rent
faktisk er begrundet i et sådant
hensyn og ikke, om hensynet til
hemmeligholdelse bør vige for
hensynet til sagens opklaring.
Det forudsættes i denne
forbindelse som en naturlig
konsekvens af den foreslåede §
745 b, at forsvareren
naturligvis ikke har adgang til
under vidneafhøring mv. under
domsforhandlingen mere generelt
at spørge til, om der vidnet
bekendt er undtaget materiale
fra forsvarerens adgang til
aktindsigt efter denne
bestemmelse, da forsvarerens og
dermed sigtedes eller tiltaltes
kendskab til dette kan føre til,
at det kan udledes, hvilke
oplysninger der ikke er givet
aktindsigt i.
Arbejdsgruppen har drøftet, om
også andre af de hensyn, der
fremgår af den foreslåede § 745
b, bør omfattes af § 169, stk.
3, 3. pkt., idet det i den
forbindelse bemærkes, at
hensynet til statens sikkerhed
eller dens forhold til fremmede
magter allerede i dag er
omfattet af bestemmelsen. Der er
imidlertid enighed om, at der
ikke er et behov herfor. Det
betyder ikke, at en
polititjenestemand vil skulle
afgive vidneforklaring om f.eks.
fortrolige oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder. Efter §
169, stk. 2, kan retten efter at
politiet har redegjort for
grundene til, hvorfor en
forklaring ikke kan afgives
vælge at acceptere, at
polititjenestemanden ikke må
afgive vidneforklaring om
forholdet. Det vil således være
op til rettens afgørelse konkret
at vurdere, om der er grundlag
for at pålægge en
polititjenestemand at afgive
forklaring.
3.3.3.2.
På samme måde som
forsvareren ved afhøring af en
polititjenestemand ville kunne
opnå kendskab til oplysninger,
som efter § 745 b er undtaget
fra forsvarerens adgang til
aktindsigt, ville et sådan
kendskab kunne opnås ved
forsvarerens egen bevisførelse.
Har retten eksempelvis efter den
foreslåede § 745 b vurderet, at
oplysninger fra en politirapport
om identiteten på en meddeler
bør undtages fra forsvarerens
adgang til aktindsigt, da der,
hvis identiteten bliver kendt af
sigtede eller tiltalte, er en
konkret fare for meddelerens liv
eller helbred, bør forsvareren
ikke have mulighed for at anmode
om, at meddeleren indkaldes som
vidne. Meddelerens identitet
ville hermed blive afsløret.
Det samme er
tilfældet i de situationer, hvor
en meddeler eller anmelder har
anmodet politiet om at være
anonym, og politiet derfor, i
overensstemmelse med det under
pkt. 3.3.1. anførte, i rapporten
har oplyst, at politiet er
bekendt med personens identitet.
Som det fremgår det anførte
sted, er oplysningen om
personens identitet i denne
situation ikke omfattet af
forsvarerens aktindsigt efter §
745. Ved at anmode om at få den
pågældende indkaldt som vidne,
vil den pågældende ikke længere
over for forsvareren og sigtede
eller tiltalte kunne være
anonym.
Justitsministeriet finder
derfor, at der i retsplejeloven
bør indsættes en udtrykkelig
bestemmelse om, at en person
ikke kan indkaldes som vidne,
når oplysninger om den
pågældendes identitet ikke
indgår i sagen i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 745,
1. pkt., eller er undtaget fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, jf. § 745 b. Hermed
forhindres det, at identiteten
på personer, der i forbindelse
med, at de har givet politiet
oplysninger, har ønsket at være
anonyme, afsløres under
domsforhandlingen. En risiko for
afsløring af identiteten under
domsforhandlingen vil kunne
betyde, at personer, der er i
besiddelse af værdifulde
oplysninger, ikke tør rette
henvendelse til politiet. Det
bemærkes, at den foreslåede
bestemmelse ikke omfatter den
situation, at forsvareren ønsker
en navngiven person indkaldt som
vidne, og denne person
tilfældigvis er identisk med en
person, hvis identitet ikke
indgår i sagen eller er undtaget
fra forsvarerens aktindsigt.
Hvis bestemmelsen fandt
anvendelse i denne situation,
ville det netop afsløre, at
oplysningen om den pågældendes
identitet er holdt ude af sagen,
og dermed være i strid med de
hensyn til beskyttelse af den
pågældende, der ligger bag, at
oplysning om den pågældendes
identitet er udeladt af sagen.
Det skal
understreges, at hensigten med
den foreslåede bestemmelse ikke
er at afskære forsvareren fra at
anmode politiet om at foretage
yderligere
efterforskningsskridt,
eksempelvis med henblik på at
finde yderligere vidner eller at
afdække bestemte vidner.
Det skal
tillige understreges, at hvis
oplysningerne anvendes af
anklagemyndigheden som bevis
under domsforhandlingen, skal
den pågældende naturligvis kunne
indkaldes som vidne. I disse
tilfælde vil det heller ikke
være muligt at undtage
oplysninger om identiteten fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt efter den foreslåede
§ 745 b.
3.4.
Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
3.4.1
. Det følger af artikel 6 i Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at
enhver, der er anklaget for en
forbrydelse, har ret til en
retfærdig rettergang. Det følger
bl.a. heraf, at
anklagemyndigheden skal gøre
forsvaret bekendt med alt
relevant bevismateriale, som
anklagemyndigheden er i
besiddelse af, hvad enten det
taler for eller imod den
tiltalte (se bl.a. Edwards mod
Storbritannien, dom af 25.
november 1992, præmis 36).
Der er
imidlertid ikke tale om nogen
absolut ret. Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol
anerkender således, at hensynet
til vidners liv, frihed og
sikkerhed og hensynet til
vigtige offentlige interesser,
herunder f.eks. national
sikkerhed og politiets
efterforskningsmetoder, efter
omstændighederne kan begrunde en
fravigelse af udgangspunktet om
forsvarerens ret til aktindsigt
(se bl.a. Rowe og Davis mod
Storbritannien, dom af 16.
februar 2000, præmis 61).
Ved en
begrænsning af forsvarerens ret
til aktindsigt i materiale, som
er tilvejebragt af politiet, er
det efter Domstolens praksis en
betingelse, at begrænsningen af
aktindsigten er strengt
nødvendig ( strictly necessary )
(se bl.a. Rowe og Davis-dommen,
præmis 61).
For at sikre,
at tiltalte får en retfærdig
rettergang, er det efter
Domstolens praksis endvidere
afgørende, at de ulemper, som en
begrænsning af aktindsigten
medfører for forsvaret, på
tilstrækkelig måde opvejes af
passende retssikkerhedsgarantier
i forbindelse med beslutningen
om at tilbageholde oplysninger
for forsvaret (se bl.a. Rowe and
Davis-dommen, præmis 61).
Domstolen har
i den forbindelse fastslået, at
det ikke er dens opgave at
vurdere, om en tilbageholdelse
af materiale for forsvaret har
været strengt nødvendig i en
given sag, idet det er op til de
nationale domstole at bedømme
det bevismateriale, der
fremlægges. Domstolens opgave er
derimod at vurdere, om de
beslutningsprocedurer, der
følges i den pågældende sag, er
i overensstemmelse med kravene
til en retfærdig rettergang, og
om der eksisterer tilstrækkelige
retssikkerhedsgarantier til
beskyttelse af tiltalte (se
bl.a. Rowe og Davis-dommen,
præmis 62, og Jasper mod
Storbritannien, dom af 16.
februar 2000, præmis 53).
I Rowe og
Davis-dommen fandtes det at
udgøre en krænkelse af artikel
6, at anklagemyndigheden bl.a.
havde tilbageholdt oplysninger
for forsvaret om, at et vidne
havde fungeret som meddeler for
politiet gennem længere tid, og
havde modtaget en dusør for at
tilvejebringe oplysninger i
sagen. Domstolen udtalte, at en
procedure, hvor det er
anklagemyndigheden selv, der
forsøger at vurdere betydningen
af de hemmeligholdte oplysninger
for forsvaret, og foretager en
afvejning heraf over for
offentlighedens interesse i
hemmeligholdelsen, ikke er
forenelig med de krav, der
følger af artikel 6. Det var
ikke tilstrækkeligt, at
appelretten efterfølgende havde
mulighed for at afgøre
spørgsmålet om tilbageholdelse
af oplysninger, idet appelretten
ikke havde fuld adgang til
bevismaterialet i sagen,
herunder mulighed for at
overvære vidneafhøringer.
I
Jasper-dommen fandtes det
derimod ikke at udgøre en
krænkelse af artikel 6, at
anklagemyndigheden havde
tilbageholdt oplysninger for
forsvaret. Domstolen lagde bl.a.
vægt på, at spørgsmålet om
tilbageholdelse af oplysninger
var blevet indbragt for retten,
at retten var fuldt ud bekendt
med sagen og dermed i stand til
på betryggende vis at afgøre
spørgsmålet om tilbageholdelse
af oplysninger, at retten havde
pligt til løbende at vurdere, om
tilbageholdelsen var i
overensstemmelse med kravene til
en retfærdig rettergang, at
forsvaret var blevet informeret
om, at anklagemyndigheden
ønskede at tilbageholde
oplysninger, dog uden at kende
indholdet af oplysningerne, at
forsvaret havde mulighed for at
komme med bemærkninger hertil,
at de tilbageholdte oplysninger
ikke indgik i
anklagemyndighedens sag mod den
tiltalte, og ikke blev fremført
for nævningerne, samt at
hensynet til forsvaret var
indgået med betydelig vægt.
Sammenfattende følger det af
artikel 6, at beslutningen om at
tilbageholde oplysninger for
forsvaret skal træffes af en
uafhængig og upartisk dommer,
der har et sådant kendskab til
sagen, at denne kan vurdere, om
en tilbageholdelse er i
overensstemmelse med kravene til
en retfærdig rettergang.
Spørgsmålet om tilbageholdelse
af oplysninger for forsvaret må
ikke overlades til
anklagemyndighedens eget skøn.
Nødvendigheden af at
tilbageholde oplysninger for
forsvaret bør løbende overvejes
af dommeren. Ved afgørelsen af,
om oplysninger skal
tilbageholdes for forsvaret,
skal dommeren foretage en
rimelig afvejning af de ulemper,
som påføres forsvaret ved en
begrænsning af aktindsigten
overfor det modsatrettede hensyn
til f.eks. beskyttelse af vidner
eller vigtige offentlige
interesser. Tilbageholdelsen af
oplysninger for forsvaret skal
være strengt nødvendig.
3.4.2
. Efter Justitsministeriets
opfattelse vil den foreslåede
ordning være forenelig med
konventionens artikel 6 og de
krav, der følger af Domstolens
praksis.
Efter den
foreslåede § 745 b kan retten
efter anmodning fra politiet
bestemme, at forsvareren ikke
skal have adgang til materiale
tilvejebragt af politiet til
brug for den sag, som sigtelsen
eller tiltalen angår, hvis det
er påkrævet af hensyn til 1)
fremmede magter, 2) statens
sikkerhed, 3) sagens opklaring,
4) tredjemands liv eller
helbred, 5) efterforskning i en
anden verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller som udgør
en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 og 13,
eller 6) beskyttelse af
fortrolige oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder.
Herudover følger det af § 745 b,
stk. 2, at en afgørelse om at
fravige reglerne om forsvarerens
ret til aktindsigt ikke kan
træffes, hvis det giver
anledning til væsentlige
betænkeligheder for varetagelsen
af sigtedes eller tiltaltes
forsvar.
Inden retten
træffer afgørelse om begrænsning
af forsvarerens ret til
aktindsigt, skal der beskikkes
en advokat for sigtede, og
advokaten skal have lejlighed
til at udtale sig.
Det
forudsættes efter den foreslåede
ordning, at det materiale, der
hemmeligholdes for forsvareren,
ikke indgår i rettens
bevisvurdering i straffesagen
mod tiltalte.
Ifølge
forslaget er det et krav, at
forsvarerens aktindsigt kun
begrænses i tilfælde, hvor det
er påkrævet af hensyn til f.eks.
statens sikkerhed eller
tredjemands liv eller helbred.
Den
foreslåede ordning forudsætter,
at retten i hvert enkelt
tilfælde foretager en vurdering
af, i hvilket omfang hensynet
til f.eks. statens sikkerhed
eller tredjemands liv eller
helbred konkret kan begrunde en
begrænsning i forsvarerens
aktindsigt. Denne afvejning skal
ifølge ordningen foretages på ny
forud for domsforhandlingen.
Herudover er hensynet til
sigtede eller tiltalte
tilgodeset ved, at der beskikkes
en advokat for sigtede eller
tiltalte, som skal have
lejlighed til at udtale sig,
herunder at fremhæve de forhold,
der i den konkrete sag taler mod
en begrænsning af aktindsigten.
Efter den foreslåede ordning er
det endvidere forudsat, at
rettens afgørelse træffes ved
kendelse, hvilket navnlig har
den betydning, at afgørelsen
skal begrundes. Retten bør i
begrundelsen angive de konkrete
omstændigheder, der efter
rettens opfattelse gør det
påkrævet, at hensynet til
sigtede eller tiltalte bør vige
overfor hensynet til f.eks.
statens sikkerhed eller
tredjemands liv eller helbred.
Den
afvejning, der efter den
foreslåede ordning skal
foretages af retten i hvert
enkelt tilfælde, svarer til den
afvejning, der følger af
Domstolens praksis. Hertil
kommer, at den foreslåede
ordning som beskrevet indeholder
væsentlige
retssikkerhedsgarantier til
beskyttelse af den sigtede eller
tiltalte. Det betyder efter
Justitsministeriets opfattelse,
at en begrænsning af
forsvarerens aktindsigt i
overensstemmelse med den
foreslåede ordning vil være
forenelig med konventionens
artikel 6 og de krav, der følger
af Domstolens praksis.
4. Den
praktiske anvendelse af
meddelere
Der
foreligger ikke en ensartet
administrativ praksis for
politiets anvendelse af
meddelere. Af administrative
retningslinier gældende for
samtlige politikredse findes
alene Rigsadvokatens meddelelse
nr. 3/1996 af 28. oktober 1996
om udformning af politirapporter
i situationer, hvor politiet
modtager oplysninger fra
personer, der ønsker at være
anonyme, og Rigspolitichefens
kundgørelse II nr. 34 af 14.
juni 1995 om dusører.
Det er fra
politiets og anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
blevet tilkendegivet, at det er
uheldigt, at der ikke findes
ensartede administrative
retningslinier for anvendelse af
meddelere gældende for samtlige
politikredse.
Som et
eksempel på et tilfælde, hvor
politiets anvendelse af en
meddeler har givet anledning til
problemer, kan nævnes Vestre
Landsrets dom, trykt i Ugeskrift
for Retsvæsen 2001, side 1386
. Sagen drejede sig om to
polititjenestemænd, der i en
række tilfælde over ca. 7
måneder til en meddeler fra det
kriminelle miljø havde
videregivet fortrolige oplysning
om bl.a. brugsstjålne biler og
kriminelle personer, herunder
oplysninger fra
Kriminalregisteret og
Centralregisteret for
Motorkøretøjer. Den ene tiltalte
blev som følge heraf fundet
skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 152, stk. 2, og
der blev fastsat en betinget
straf af fængsel i 30 dage.
Rigsadvokaten
har den 3. august 2001 nedsat en
arbejdsgruppe, der har til
opgave at udarbejde et udkast
til retningslinier for politi og
anklagemyndighed om
de interne
procedurer, der skal gælde for
kontakten med meddelere,
herunder om det ledelsesmæssige
ansvar og om styring af og
kontrol med sådanne kontakter,
politiets,
herunder også de enkelte
polititjenestemænds forhold til
sådanne personer og
hvorledes
oplysninger fra en meddeler
bearbejdes og anvendes.
Arbejdet i
Rigsadvokatens arbejdsgruppe om
meddelere blev sat i bero på
overvejelserne i arbejdsgruppen
om styrkelse af politiets
indsats mod rockerkriminalitet.
Arbejdsgruppen har i forbindelse
med de foreslåede ændringer, som
udvider politiets muligheder for
at anvende meddelere, forudsat,
at Rigsadvokatens arbejdsgruppe
færdiggør sit arbejde med at
udarbejde et udkast til instruks
om politiets anvendelse af
meddelere. Arbejdsgruppen
vedrørende rockerkriminalitet
har herved lagt vægt på, at der
vil ske en opstramning af de
interne procedurer for politiets
brug af meddelere, og at der
bliver tale om en mere indgående
ledelsesmæssig kontrol.
Justitsministeriet finder på
denne baggrund ikke anledning
til at tage initiativ til en
særlig lovregulering af
politiets anvendelse af
meddelere ud over de foreslåede
bestemmelser i § 754 a, stk. 2,
og § 754 b, stk. 2, 2. pkt.
5.
Konfiskation
5.1.
Gældende ret
5.1.1.
Efter straffelovens §§ 75-77 a
kan der ske konfiskation af
blandt andet udbytte ved en
strafbar handling. Reglerne om
konfiskation har i det
væsentlige fået deres nuværende
udformning ved lov nr. 212 af 4.
juni 1965, der er udarbejdet på
grundlag af Straffelovrådets
betænkning nr. 355/1964 om
konfiskation. Der henvises herom
til Folketingstidende 1964-65,
forhandlingerne sp. 1962-1971,
2521-2552, 5536-5556 og 5791,
tillæg A, sp. 937-1006, samt
tillæg B, sp. 801-832.
Konfiskationsreglerne er siden
ændret ved lov nr. 411 af 10.
juni 1997. Ved denne lov blev
der indført en udvidet adgang
til konfiskation af udbytte fra
kriminalitet ved indsættelse af
bestemmelsen i § 76 a. Der
henvises herom til
Folketingstidende 1996-97,
forhandlingerne, s. 2202-2215,
7453 og 7938-7947, tillæg A, s.
2475-2538 samt tillæg B, s.
988-993.
Senest er
konfiskationsreglerne ændret ved
lov nr. 378 af 6. juni 2002
(Initiativer til bekæmpelse af
terrorisme mv.), hvor
bestemmelsen i § 77 a om
konfiskation af genstande, som
må befrygtes at ville blive
brugt ved en strafbar handling,
blev udvidet til også at omfatte
konfiskation af andre
formuegoder, herunder penge. Der
henvises herom til
Folketingstidende 2001-2002,
forhandlingerne, s. 1321-1354,
tillæg A, s. 808-928, samt
tillæg B, s. 1465-1509.
5.1.2.
Konfiskation er efter dansk ret
formelt ikke en straf , men en
anden retsfølge af en strafbar
handling. Konfiskation sker dog
ofte ud fra mere pønalt
(strafmæssigt) prægede
synspunkter, og der er i disse
tilfælde en flydende overgang
mellem anvendelsen af
udbyttekonfiskation og egentlig
straf, f.eks. bøder.
Ifølge
konfiskationsreglerne kan der
foretages konfiskation af
udbytte ved en strafbar handling
eller et hertil svarende beløb
(§ 75, stk. 1) og af genstande,
som har været brugt eller
bestemt til at bruges ved en
strafbar handling, er frembragt
ved en strafbar handling eller
med hensyn til hvilke, der i
øvrigt er begået en strafbar
handling (§ 75, stk. 2).
Endvidere kan der foretages
konfiskation af genstande og
andre formuegoder, herunder
penge, som må befrygtes at blive
brugt ved en strafbar handling,
hvis det er påkrævet for at
forebygge handlingen (§ 77 a).
Begrebet
udbytte i straffelovens § 75,
stk. 1, omfatter den økonomiske
fordel herunder en besparelse
som gerningsmanden har opnået
ved en lovovertrædelse. Udbytte
kan bestå både i penge og
individuelle ting (f.eks.
tyvekoster). Det er ikke et
krav, at berigelsen er i behold,
når konfiskationen foretages.
Dvs. der kan foretages
konfiskation, selv om
lovovertræderen har forbrugt den
opnåede vinding.
Udbyttekonfiskationen sker så
ved værdikonfiskation ( et
hertil svarende beløb ).
Efter
bestemmelsen i § 75, stk. 1, 2.
pkt., kan der ske konfiskation
af et skønsmæssigt fastsat
udbytte, hvis det ikke er muligt
at fastslå udbyttets præcise
størrelse. Bestemmelsen er
udtryk for en bevislettelse i
forhold til anklagemyndighedens
normale bevisbyrde i
straffesager.
Kredsen af
personer, der kan foretages
konfiskation hos, er reguleret i
straffelovens § 76. Der kan
efter denne bestemmelse ske
konfiskation hos den person, som
udbyttet umiddelbart er
tilfaldet (stk. 1), ligesom der
i visse tilfælde kan ske
konfiskation hos andre (stk. 4).
Sidstnævnte bestemmelse tager
sigte på situationer, hvor den
umiddelbare modtager af udbyttet
har foretaget dispositioner over
udbyttet for at skjule dette og
dermed bringe det i ly for
konfiskation.
Konfiskation
efter straffelovens § 75 er
begrænset til det udbytte, som
den tiltalte har opnået ved den
lovovertrædelse, han findes
skyldig i efter en almindelig
bevisbedømmelse. Bestemmelsen i
§ 76 a giver derimod mulighed
for konfiskation, uden at
anklagemyndigheden kan bevise en
forbindelse mellem en konkret
forbrydelse og det konfiskerede.
Der er fortsat krav om, at
udbytte for at kunne konfiskeres
skal stamme fra kriminelle
handlinger, men bevisbyrden er
vendt, således at tiltalte skal
bevise eller sandsynliggøre, at
formuen er erhvervet på lovlig
måde eller for lovligt
erhvervede midler, jf. § 76 a,
stk. 4.
Betingelsen
for at foretage udvidet
udbyttekonfiskation efter § 76 a
er for det første, at en person
findes skyldig i en strafbar
handling, der kan give
betydeligt udbytte, jf. § 76 a,
stk. 1, nr. 1. Det er efter
bestemmelsen ikke afgørende, om
den strafbare handling konkret
har givet et udbytte, men alene
at den strafbare handling er
egnet til at give udbytte. I
forarbejderne nævnes som
eksempler på sådanne strafbare
handlinger grov narkotika- og
berigelseskriminalitet og penge-
eller dokumentfalsk, jf.
Folketingstidende 1996-1997,
tillæg A, s. 2503.
Dernæst er
det en betingelse, at den
strafbare handling er af
alvorligere karakter. Den
strafbare handling skal således
efter loven kunne straffes med
fængsel i 6 år eller derover
eller være en overtrædelse af
straffelovens § 286, stk. 1, om
groft tyveri, jf. § 76 a, stk.
1, nr. 2.
Bestemmelsen
i § 76 a er forudsat navnlig
anvendt over for større
pengebeløb eller andre likvide
formueværdier, som tiltalte ikke
kan give nogen fornuftig
forklaring på, f.eks.
værdipapirer, indestående på
bankkonti (eventuelt i udlandet)
eller kontantbeløb. Bestemmelsen
er imidlertid ikke begrænset
hertil, men kan f.eks. også
anvendes i forhold til fast
ejendom. Der er ikke i
bestemmelsen angivet en
minimumsgrænse for, hvilke
formuegoder der kan konfiskeres,
men i forarbejderne er det
forudsat, at bestemmelsen ikke
anvendes i forhold til mindre
værdier svarende til 50.000 kr.
i 1997-niveau, jf.
Folketingstidende 1996-1997,
tillæg A, s. 2503-2504.
Formuegoder
erhvervet af tiltaltes ægtefælle
eller samlever kan konfiskeres
efter samme regler, medmindre de
er erhvervet mere end 5 år før
lovovertrædelsen eller på et
tidspunkt, hvor ægteskabet eller
samlivet ikke bestod, jf. § 76
a, stk. 2.
Der kan
endvidere efter § 76 a, stk. 3,
ske konfiskation af formuegoder,
som tiltalte inden for de
seneste 5 år har overdraget til
en juridisk person (selskaber
mv.), som den tiltalte eventuelt
sammen med sine nærmeste har en
bestemmende indflydelse på.
Tilsvarende gælder, hvis
tiltalte oppebærer en betydelig
del af den juridiske persons
indtægter.
Ligesom ved
almindelig udbyttekonfiskation
efter § 75 kan den udvidede
udbyttekonfiskation efter § 76 a
ske ved værdikonfiskation ( et
hertil svarende beløb ), jf. §
76 a, stk. 5, da det oprindelige
udbytte meget ofte er omsat
eller ikke kan identificeres,
når straffesagen rejses.
5.2.
Justitsministeriets overvejelser
Rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet er
kriminalitetsformer, der som
oftest indebærer meget betydelig
udbytte. Den udvidede
udbyttekonfiskation efter
straffelovens § 76 a giver i
disse tilfælde mulighed for
konfiskere større formueværdier,
selv om den tiltalte er dømt for
en forbrydelse, der konkret har
givet et meget lille eller intet
udbytte, når det efter
oplysningerne om den dømtes
indtægter forekommer
usandsynligt, at disse værdier
er opnået på lovlig vis.
Der er i
arbejdsgruppen om en styrket
politiindsats over for
rockerkriminalitet enighed om,
at de gældende regler om udvidet
udbyttekonfiskation er et
effektiv redskab til bekæmpelse
af rockernes kriminalitet og
anden organiseret kriminalitet
og til at sikre princippet om,
at kriminalitet ikke skal kunne
betale sig. Politiets og
anklagemyndighedernes
repræsentanter i arbejdsgruppen
har imidlertid peget på, at det
gældende kriminalitetskrav i §
76 a, stk. 1, nr. 2, udelukker
udvidet udbyttekonfiskation i
sager om overtrædelse af
lovgivningen om euforiserende
stoffer, hvor der er tale om en
stofmængde eller -type, der
bevirker, at forholdet ikke
omfattes af straffelovens § 191,
selv om der i mange tilfælde er
tale om kriminalitet af en type,
som erfaringsmæssigt kan give
betydeligt udbytte, og hvor der
på baggrund af denne
kriminalitet og de store
formuegoder, som den pågældende
ejer, er en velbegrundet
mistanke om, at den opklarede
kriminalitet kun er en del af
den kriminalitet, som den
pågældende har begået.
Tilsvarende
synspunkter gør sig ifølge
arbejdsgruppen gældende ved
sager om grov skattesvig og
momssvig eller indsmugling af
særlig grov karakter efter
straffelovens § 289. På grund af
bestemmelsens strafferamme på 4
år kan den udvidede
udbyttekonfiskation imidlertid
ikke anvendes, selv om det måtte
forekomme usandsynligt, at meget
betydelige værdier, som ejes af
en person, der f.eks. dømmes for
indsmugling af særlig grov
karakter, og som ikke er udbytte
fra den konkrete forbrydelse, er
erhvervet på lovlig vis.
Justitsministeriet finder det
relevant og velbegrundet at
fravige strafferammekravet i §
76 a, stk. 1, nr. 2, for så vidt
angår de to kriminalitetstyper,
som er drøftet i arbejdsgruppen.
Justitsministeriet foreslår på
den baggrund, at der indføres en
adgang til at anvende den
udvidede udbyttekonfiskation i
straffelovens § 76 a i sager om
overtrædelse af lovgivningen om
euforiserende stoffer og i sager
om grov skatte- eller momssvig
eller indsmugling af særlig grov
karakter efter straffelovens §
289.
Ændringen
betyder, at hvis en person er
dømt for overtrædelse af
lovgivningen om euforiserende
stoffer ved for eksempel at
besidde 8 kg. hash, vil der
kunne ske konfiskation af større
formuegoder, som den pågældende
ejer, medmindre den pågældende
kan sandsynliggøre, at
formuegoderne er erhvervet på
lovlig vis. Tilsvarende vil
større formuegoder, som en
person, der dømmes for
indsmugling af særlig grov
karakter, ejer, kunne
konfiskeres, medmindre den
pågældende kan sandsynliggøre,
at formuegoderne er erhvervet på
lovlig vis.
Det skal
fremhæves, at det fortsat er et
krav for anvendelse af den
udvidede udbyttekonfiskation
efter § 76 a, at den pågældende
er dømt for en lovovertrædelse,
der kan give et betydeligt
udbytte. Dømmes den pågældende
således alene for besiddelse af
en mindre mængde euforiserende
stof, der ikke ville kunne
indbringe den pågældende et
betydeligt udbytte, vil denne
betingelse ikke være opfyldt.
Dette betyder, at den foreslåede
ændring af bestemmelsen i § 76 a
navnlig vil få betydning for
større overtrædelser af
lovgivningen om euforiserende
stoffer og derved ramme
personer, som lever af eller har
betydelige indtægter ved
kriminalitet.
6.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
6.1.
Gældende ret
Reglerne om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden findes
i retsplejelovens kapitel 71 (§§
780-791).
Bestemmelserne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden (dvs.
telefonaflytning, anden
aflytning, teleoplysning,
udvidet teleoplysning,
brevåbning og -standsning) har i
det væsentlige fået deres
nuværende udformning ved lov nr.
227 af 6. juni 1985, der er
udarbejdet på grundlag af
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1023/1984 om
politiets indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
anvendelse af agenter. Der
henvises til Folketingstidende
1984-85, tillæg A, sp.
2955-3054, samt tillæg B, sp.
1709-1716 og 2225-2230.
6.1.1
. Det fremgår af § 783, stk. 1,
at indgreb i
meddelelseshemmeligheden sker
efter rettens kendelse. Såfremt
indgrebets formål ville
forspildes, hvis man skulle
afvente retskendelse, kan
politiet dog træffe beslutning
om at foretage indgrebet (
periculum in mora ), men
politiet skal i så fald inden 24
timer forelægge sagen for
retten, jf. § 783, stk. 3.
Inden retten
træffer afgørelse om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, skal
der ifølge § 784 beskikkes en
advokat for den, som indgrebet
vedrører. Angår efterforskningen
en overtrædelse af straffelovens
kapitler 12 eller 13
(forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed
eller mod statsforfatningen og
de øverste statsmyndigheder
mv.), beskikkes advokaten fra en
særlig kreds af advokater, som
justitsministeren har antaget
til behandlingen af disse
særlige sager. Advokaten skal
have lejlighed til at udtale sig
og skal underrettes om alle
retsmøder i sagen. Advokaten er
berettiget til at overvære
retsmøderne samt til at gøre sig
bekendt med det materiale, som
politiet har tilvejebragt, jf. §
784, stk. 1, og § 785, stk. 1.
6.1.2
. Betingelserne for at foretage
indgreb i
meddelelseshemmeligheden er
fastsat i retsplejelovens § 781.
Efter § 781,
stk. 1, nr. 1, må der kun
foretages indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
såfremt der er bestemte grunde
til at antage, at der på den
pågældende måde gives
meddelelser eller foretages
forsendelser til eller fra en
mistænkt (mistankekravet).
Endvidere er det efter § 781,
stk. 1, nr. 2, en betingelse, at
indgrebet må antages at være af
afgørende betydning for
efterforskningen
(indikationskravet). Herudover
kræves det efter § 781, stk. 1,
nr. 3, som udgangspunkt, at
efterforskningen angår en
lovovertrædelse, der efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover
(kriminalitetskravet).
Der gælder
dog visse undtagelser fra
kriminalitetskravet. Således er
det i § 781, stk. 1, nr. 3,
fastsat, at der uanset at
strafferammen er under 6 år kan
foretages indgreb i
meddelelseshemmeligheden i
forbindelse med efterforskningen
af en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 og 13
(forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed
eller mod statsforfatningen og
de øverste statsmyndigheder mv.)
eller en overtrædelse af en
række nærmere opregnede
bestemmelser i straffeloven,
herunder § 235
(børnepornografi), § 266
(trusler), § 281 (afpresning), §
286, stk. 1 (tyveri af særlig
grov beskaffenhed) eller § 289
(skattesvig) eller en
overtrædelse af udlændingelovens
§ 59, stk. 5 (menneskesmugling)
.
Der kan
endvidere foretages brevåbning
og brevstandsning, hvis der
foreligger en særlig bestyrket
mistanke om, at forsendelsen
indeholder genstande, som bør
konfiskeres, eller ved en
forbrydelse er fravendt nogen,
som kan kræve den tilbage, jf. §
781, stk. 4.
Efter § 781,
stk. 5, kan rumaflytning (§ 780,
stk. 1, nr. 2) og udvidet
teleoplysning (§ 780, stk. 1,
nr. 4) kun foretages, når
mistanken vedrører en
forbrydelse, som har medført,
eller som kan medføre fare for
menneskers liv eller velfærd
eller for betydelige
samfundsværdier. Udvidet
teleoplysning kan foretages,
uanset at mistankekravet i stk.
1, nr. 1, ikke er opfyldt.
6.1.3
. Efter
proportionalitetsprincippet i §
782, stk. 1, må indgreb i
meddelelseshemmeligheden ikke
foretages, såfremt det efter
indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
at forvolde den eller de
personer, som det rammer, ville
være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Endvidere
fremgår det af § 782, stk. 2, at
telefonaflytning, anden
aflytning, brevåbning og
brevstandsning ikke må foretages
med hensyn til den mistænktes
forbindelse med personer, som i
medfør af
vidneudelukkelsesreglerne i §
170 ikke kan afgive forklaring
som vidne.
6.1.4
. Efter afslutningen af et
indgreb i
meddelelseshemmeligheden skal
retten som udgangspunkt give
underretning om indgrebet, jf. §
788. Hvis en person har været
mistænkt i sagen, skal der
tillige gives den pågældende
underretning om dette, samt om
hvilken lovovertrædelse
mistanken har angået.
Underretningen gives ved
telefonaflytning og
teleoplysning til indehaveren af
den pågældende telefon, ved
anden aflytning til den, der har
rådighed over det sted eller det
lokale, hvor samtalen er afholdt
mv., og ved brevåbning og
brevstandsning til afsenderen
eller modtageren af
forsendelsen, jf. § 788, stk. 2.
På politiets
begæring kan retten dog
beslutte, at underretning skal
undlades eller udsættes i et
nærmere fastsat tidsrum, hvis
underretning vil være til skade
for efterforskningen, eller hvis
omstændighederne i øvrigt taler
imod underretning. Ved udvidet
teleoplysning (§ 780, stk. 1,
nr. 4) skal der ikke gives
underretning til indehaverne af
de berørte telefoner, jf. § 788,
stk. 5.
6.2.
Justitsministeriets overvejelser
6.2.1.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden i
rufferisager
Politiets og
anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
har i tilknytning til
drøftelserne om, hvordan
politiets indsats mod
rockerkriminalitet kan styrkes,
peget på, at
prostitutionsmiljøet i Danmark i
stigende omfang er styret af
kriminelle netværk, herunder af
personer med tilknytning til
rockergrupper.
Prostitutionsmiljøet består i
dag kun i mindre omfang af
kvinder, der på egen hånd driver
prostitutionsvirksomhed.
Det er
endvidere blevet anført i
arbejdsgruppen, at udenlandske
kvinder udgør en forholdsvis
stor andel af de prostituerede,
som indgår i det mere
organiserede prostitutionsmiljø,
og at disse udenlandske kvinders
indrejse i Danmark ofte sker ved
hjælp af og i vidt omfang på
foranledning af kriminelle
netværk.
Politiets
muligheder for at opklare sager
om overtrædelse af straffelovens
§ 228 om rufferi afhænger i høj
grad af, hvor meddelsomme de
pågældende prostituerede er for
så vidt angår bagmændene. Denne
meddelsomhed er imidlertid
aftaget, efterhånden som
kontrollen med
prostitutionsmiljøet er
overtaget af mere organiserede
kriminelle netværk.
På denne
baggrund har politiets og
anklagemyndighedens
repræsentanter udtrykt et ønske
om, at der gives mulighed for,
at der i sager om overtrædelse
af straffelovens § 228 om
rufferi kan gøres indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf.
retsplejelovens § 781, således
at politiet sikres et
efterforskningsredskab, der kan
medvirke til at afsløre
forbindelsen mellem de
prostituerede og bagmændene.
Der bør efter
Justitsministeriets opfattelse
generelt sættes snævre grænser
for politiets adgang til at
foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden. Der må
i forbindelse med overvejelser
om at udvide adgangen hertil
foretages en overordnet
afvejning af på den ene side
hensynet til en effektiv
kriminalitetsbekæmpelse og på
den anden side hensynet til
borgernes privatliv.
Det er
imidlertid Justitsministeriets
vurdering, at der kan være
særlige kriminalitetsformer,
hvor sædvanlige
efterforskningsmetoder ikke er
tilstrækkelige til, at politiet
har mulighed for at bekæmpe
sådan kriminalitet.
Udviklingen i
det danske prostitutionsmiljø,
herunder den mere organiserede
måde prostitution drives på i
dag, har medført, at politiet
har fået stadig vanskeligere ved
at efterforske og opklare
bagmandsvirksomhed i forbindelse
med prostitution. Frygten for
repressalier fra de organiserede
kriminelle netværk, der
rekrutterer de prostituerede og
driver bordellerne mv.,
medvirker til at afholde de
prostituerede, der udnyttes ved
bagmændenes virksomhed, fra at
medvirke til sagens opklaring.
Det skal
endvidere bemærkes, at der i
sager om overtrædelse af
straffelovens § 262 a, om
menneskehandel, kan ske indgreb
i meddelelseshemmeligheden, da
det almindelige krav i
retsplejelovens § 781, stk. 3,
nr. 3, 1. led, om mindst 6 års
fængsel i strafferammen er
opfyldt. Politiet kan således i
dag når betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt som led i
efterforskningen af sager, hvor
en person eksempelvis er
rekrutteret til prostitution ved
anvendelse af tvang eller ved
udnyttelse af en vildfarelse,
foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Justitsministeriet finder på
denne baggrund, at der bør
skabes en tilsvarende adgang i
sager om rufferi efter
straffelovens § 228.
Det foreslås
derfor, at der i sager
overtrædelse af straffelovens §
228 bliver mulighed for at
foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden, uanset
at det almindelige krav om
mindst 6 års fængsel i
strafferammen ikke er opfyldt.
Det bemærkes,
at der i arbejdsgruppen har
været enighed om, at der ikke er
et tilsvarende behov i praksis
for at kunne anvende indgreb i
meddelelseshemmeligheden i sager
om overtrædelse af straffelovens
§ 229 (mellemmandsvirksomhed i
forbindelse med prostitution),
idet den mere organiserede
bagmandsvirksomhed vil være
tilstrækkelig dækket ind ved
henvisningen til § 228.
6.2.2.
Underretning om indgreb i
meddelelseshemmeligheden
I forbindelse
med arbejdsgruppens drøftelser
af de gældende muligheder for at
kunne foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden har
politiets og anklagemyndighedens
repræsentanter peget på, at en
efterfølgende underretning til
en mistænkt person om et indgreb
i meddelelseshemmeligheden i
sager om organiseret
kriminalitet kan give anledning
til, at anden efterforskning
afsløres. I organiserede miljøer
som f.eks. rockergrupper vil der
ofte blive foretaget
efterforskningsindgreb mod flere
personer på samme tid. Gives der
i disse tilfælde underretning
til et medlem om et afsluttet
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, vil
denne oplysning ofte være nok
til at afsløre hele
efterforskningen og dermed
vanskeliggøre opklaringen af
alvorlig kriminalitet.
Den gældende
bestemmelse i § 788, stk. 4, om
muligheden for at undlade
underretning, hvis underretning
vil være til skade for
efterforskningen, eller
omstændighederne i øvrigt taler
imod underretning, fortolkes i
retspraksis meget snævert,
således at muligheden for helt
at undlade underretning meget
sjældent udnyttes. Ligeledes
tillades ofte kun udsættelse af
underretningen i et kortere
tidsrum, eksempelvis 3 måneder.
Da efterforskning af
kriminalitet begået i
organiserede miljøer ofte er
meget langvarig, er det af
afgørende betydning, at der ikke
midt i en sådan efterforskning
skal gives underretning om et
enkeltstående indgreb.
Der er på den
baggrund enighed i
arbejdsgruppen om, at der ved
tvangsindgreb foretaget efter
retsplejelovens kapitel 71 om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation og dataaflæsning
eller ved hemmelig ransagning
efter § 799 bør være mulighed
for i højere grad end i dag at
undlade eller udsætte
underretning, særligt når der er
tale om efterforskning af
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet.
Hensynet bag
den gældende bestemmelse i § 788
om underretningspligten er, at
underretning udgør et led i den
generelle kontrol med hemmelig
indgreb og derfor som
udgangspunkt må gælde for alle
indgreb af denne art, som
foretages med hjemmel i
retsplejelovens kapitel 71. Den
gældende bestemmelse indeholder
imidlertid i § 788, stk. 4,
mulighed for at undlade at give
underretning i nogle tilfælde. I
betænkning nr. 1023/1984 om
politiets indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
anvendelse af agenter anføres på
s. 119-120, at dette f.eks. kan
være tilfældet, hvor den
kriminelle undersøgelse, som
mistanken har angået,
fortsætter, idet indgrebet ikke
har givet tilstrækkelige
beviser, eller hvor
efterforskningen i den
pågældende sag vel er afsluttet,
men hvor der fortsat skal ske
efterforskningen vedrørende
andre lovovertrædelser. I
sådanne tilfælde vil det kunne
være ødelæggende for den
fremtidige efterforskning, hvis
det gennem underretningen røbes,
at aflytning har fundet sted.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
giver oplysningerne fra
arbejdsgruppen om den
restriktive fortolkning i
retspraksis af bestemmelsen i §
788, stk. 4, anledning til at
foreslå en ændring af
bestemmelsen med henblik på at
præcisere, at der i visse
tilfælde bør gives adgang til at
undlade at give underretning
eller at udsætte en sådan
underretning. Det vil navnlig
være i forbindelse med
efterforskning af sager om
kriminalitet af mere organiseret
eller systematisk karakter, hvor
selve oplysningen om indgrebet
vil være ødelæggende for
efterforskningen, at der vil
være behov for at undlade eller
udsætte underretning. Endvidere
vil der ved efterforskning inden
for organiserede kriminelle
miljøer som f.eks. rockergrupper
ofte være behov for at undlade
underretning af hensyn til
efterforskning af anden
kriminalitet end den, der har
givet anledning til indgrebet.
Det vil navnlig være tilfældet,
hvis selve oplysningen om, at
der har været foretaget et
tvangsindgreb mod en person
inden for miljøet, vil afsløre
for den kriminelle gruppe, at
politiet har opmærksomheden
rettet mod dem og dermed
vanskeliggøre efterforskningen
af anden alvorlig kriminalitet.
Det er dog efter den foreslåede
bestemmelse en betingelse, at
den kriminalitet, som den anden
efterforskning vedrører, i sig
selv skal kunne danne grundlag
for et indgreb efter
retsplejelovens kapitel 71.
Det bemærkes,
at det følger af det almindelig
gældende
proportionalitetsprincip, at
hvis formålet med at undlade at
give underretning kan varetages
ved at udsætte underretningen i
et nærmere fastsat tidsrum, skal
dette foretrækkes frem for helt
at undlade underretning.
7.
Dataaflæsning
7.1.
Gældende ret
Bestemmelsen
i retsplejelovens § 791 b om
dataaflæsning er indsat ved lov
nr. 378 af 6. juni 2002
(Initiativer til bekæmpelse af
terrorisme mv.). Der henvises
herom til Folketingstidende
2001-2002, forhandlingerne, s.
1321-1354, tillæg A, s. 808-928,
samt tillæg B, s. 1465-1509.
Efter § 791 b
kan politiet uden at være til
stede der, hvor et
informationssystem benyttes
foretage dataaflæsning i
informationssystemer af
oplysninger, som ikke er
offentligt tilgængelige.
Dataaflæsning kan ske ved
anvendelse af de såkaldte
snifferprogrammer eller andet
udstyr med henblik på, at der
løbende tilsendes politiet kopi
af ikke offentligt tilgængelige
oplysninger (herunder e-post og
andre indtastninger mv.) i et
informationssystem. De
elektroniske meddelelser, som er
sendt til den mistænkte, og som
opbevares i computerens
hukommelse, vil ligeledes være
omfattet af indgrebet.
Aflæsningen
af oplysninger, som er
offentligt tilgængelige, således
at politiet har fri adgang
hertil f.eks. fordi
oplysningerne er lagt ud på en
offentligt tilgængelig
hjemmeside på Internettet udgør
ikke i sig selv et
straffeprocessuelt tvangsindgreb
og er derfor ikke omfattet af
bestemmelsen om dataaflæsning.
Ved et
informationssytem forstås en
computer eller andet
databehandlingsanlæg. Omfattet
heraf er navnlig personlige
computere, herunder både
stationære og bærbare computere.
Også andet elektronisk udstyr
vil imidlertid kunne være
omfattet af bestemmelsen, hvis
udstyret har funktioner svarende
til dem, der findes i personlige
computere. Bestemmelsen omfatter
således f.eks. en elektronisk
kalender, som er indrettet så
den ud over anvendelsen som
kalender, desuden kan anvendes
til at sende og modtage
elektroniske meddelelser samt
indhente oplysninger fra
internettet mv.
Betingelserne
for anvendelse af dataaflæsning
er for det første efter § 791 b,
stk. 1, nr. 1, at der er
bestemte grunde til at antage,
at et informationssytem anvendes
af en mistænkt i forbindelse med
planlagt eller begået
kriminalitet som nævnt i nr. 3.
Endvidere skal det kunne
antages, at det pågældende
informationssystem benyttes i
forbindelse med udførelsen af
den kriminalitet, der er nævnt i
nr. 3.
Dernæst er
det efter § 791 b, stk. 1, nr.
2, en betingelse for at kunne
foretage dataaflæsning, at
indgrebet er af afgørende
betydning for efterforskningen.
Indgrebet skal således have
meget væsentlig betydning for
efterforskningen af den
pågældende sag, men bestemmelsen
indebærer ikke, at indgrebet
skal være den eneste mulighed
for efterforskning i sagen,
eller at andre af de
straffeprocessuelle indgreb i
retsplejeloven ikke samtidig kan
anvendes.
Endelig kan
dataaflæsning alene foretages,
hvis efterforskningen angår en
forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12
(forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed)
eller 13 (forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste
statsmyndigheder) eller en
overtrædelse af straffelovens §
180 (forsætlig forvoldelse af
ildebrand), § 183, stk. 1 og 2
(forvoldelse af sprængning,
oversvømmelse, skibbrud mv.), §
183 a (flykapring), § 186, stk.
1 (forurening af drikkevand
o.lign), § 187, stk. 1
(sundhedsfarlig forurening), §
191 (narkotikakriminalitet), §
192 a (våben og
eksplosivstoffer) og § 237
(manddrab), jf. bestemmelsen i §
791 b, stk. 1, nr. 3.
Det følger af
§ 791 b, stk. 2, at
dataaflæsning ikke må foretages,
hvis det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den
krænkelse eller ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde
den eller de personer, som det
ramme, ville være et
uforholdsmæssigt indgreb.
Afgørelse om
dataaflæsning træffes af retten
ved kendelse, jf. § 791 b, stk.
3. I kendelsen fastsættes et
tidsrum, inden for hvilket
indgrebet kan foretages.
Tidsrummet skal være så kort som
muligt og må ikke overstige 4
uger. Tidsrummet kan forlænges
ved en ny kendelse, men højst
med 4 uger ad gangen.
Det følger af
§ 791 b, stk. 4, at en række af
de bestemmelser, der gælder for
indgreb i
meddelelseshemmeligheden og for
observation af personer i bolig
eller andet husrum, også finder
anvendelse ved dataaflæsning.
Således gælder bestemmelsen i §
788, stk. 1, 3 og 4, om
efterfølgende underretning om
indgrebet. Dog er det direkte
fastsat i § 791 b, stk. 4, at
underretning om dataaflæsningen
skal gives til den, der har
rådighed over computeren.
Endvidere henvises der i § 791,
b, stk. 4, til § 782, stk. 2,
hvorefter der ikke må foretages
aflytning mv. med hensyn til den
mistænktes forbindelse med
personer, der efter § 170 er
udelukket fra at afgive
forklaring som vidne, til §§
784-785 om advokatbeskikkelse, §
789 om politiets adgang til at
anvende de oplysninger, der er
fremkommet ved indgrebet, og §
791 om politiets adgang til at
opbevare det fremkomne
materiale.
7.2.
Justitsministeriets overvejelser
Retsplejeloven indeholder
forskellige straffeprocessuelle
tvangsindgreb, som politiet kan
anvende til at gøre sig bekendt
med kommunikation mellem
computere mv. Således kan
politiet ved ransagning evt.
hemmelig ransagning gøre sig
bekendt med alle registreringer
i en computer, herunder modtagne
elektroniske meddelelser og
kopier af sådanne meddelelser,
der er afsendt. Ligeledes kan
politiet efter reglerne om
teleaflytning tilvejebringe
oplysning om telekommunikation
mellem computere. Ved
dataaflæsning kan politiet
imidlertid løbende registrere
indholdet og anvendelsen af
bestemte computere mv. og dermed
mere effektivt tage højde for de
kriminelles aktiviteter.
Ifølge
politiets og anklagemyndighedens
repræsentanter i arbejdsgruppen
forberedes og planlægges en
stadig større del af den
organiserede kriminalitet ved
brug af computere mv. Samtidig
bliver anvendelsen af
kryptering, der medfører, at
meddelelsen ikke kan aflyttes
under forsendelsen, stadig mere
udbredt inden for de
organiserede kriminelle miljøer,
og dermed vanskeliggøres
politiets efterforskning. Ved at
anvende dataaflæsning får
politiet mulighed for at læse
elektroniske meddelelser, der
sendes til eller fra en mistænkt
via en computer mv., før der
sker kryptering.
Efter det
gældende kriminalitetskrav i §
791 b, stk. 1, nr. 3, kan
politiet kun anvende
dataaflæsning ved
efterforskningen af få
forbrydelser. Der er imidlertid
i praksis et voksende behov for
ligeledes at kunne anvende det
pågældende indgreb ved andre
alvorlige forbrydelser, der ofte
udspringer af organiserede
miljøer, som f.eks. overtrædelse
af straffelovens § 123 om
trusler mod vidner, §§ 245-246
om grov vold, § 262 a om
menneskehandel, § 286, stk. 1,
om groft tyveri og § 289 om
skattesvig, momssvig og
indsmugling af særlig grov
karakter.
Der er på den
baggrund enighed i
arbejdsgruppen om, at der bør
ske en lempelse af
kriminalitetskravet i § 791 b,
stk. 1, nr. 3, således at det
bliver muligt også at anvende
dataaflæsning i forbindelse med
efterforskning af disse meget
alvorlige forbrydelser.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
er dataaflæsning et indgreb, der
ikke adskiller sig væsentligt
fra indgreb i
meddelelseshemmeligheden, såsom
f.eks. telefon- eller
rumaflytning. Den øgede
anvendelse af krypterede
elektroniske meddelelser i det
organiserede kriminelle miljø
betyder imidlertid, at politiet
ikke som hidtil kan gøre brug af
disse tvangsindgreb i
efterforskningen af alvorlige
forbrydelser. Hertil kommer, at
de organiserede kriminelle
miljøer er meget lukkede
miljøer, hvor det er vanskeligt
for politiet på anden måde at få
oplysninger om planlagt eller
begået kriminalitet.
Justitsministeriet er derfor
enig med arbejdsgruppen i, at
kriminalitetskravet i
bestemmelsen om dataaflæsning
bør lempes.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør dataaflæsning dog fortsat
kun kunne anvendes ved
efterforskning af alvorlig
kriminalitet. Det foreslås
derfor, at dataaflæsning kan
anvendes, hvis efterforskningen
angår en lovovertrædelse, der
efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover,
eller en overtrædelse af
straffelovens § 286, stk. 1
(groft tyveri) og § 289 ( om
skattesvig, momssvig og
indsmugling af særlig grov
karakter) .
Det bemærkes,
at det foreslåede
kriminalitetskrav svarer til det
gældende kriminalitetskrav, der
som udgangspunkt finder
anvendelse ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf. §
781, stk. 1, nr. 3, og ved
kvalificeret observation af
personer, der befinder sig i en
bolig eller andre husrum, jf. §
791 a, stk. 3, nr. 3.
Lovforslaget indebærer således,
at dataaflæsning for så vidt
angår kriminalitetskravet
sidestilles med bl.a.
telefonaflytning, hvor der efter
de gældende regler kan foretages
aflytning i sager om grov moms-
eller skattesvig.
8.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
Lovforslaget
skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative
konsekvenser for det offentlige
af betydning.
Lovforslaget
har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Lovforslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser
og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
|
|
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
|
Negative konsekvenser/
merudgifter |
|
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
af betydning
|
|
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner
|
Ingen
|
Ingen
|
|
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen
|
Ingen
|
|
Forholdet til EU-retten
|
Ingen
EU-retlige aspekter
|
9. Hørte
myndigheder mv.
Et udkast til
lovforslag har været sendt i
høring hos:
Præsidenterne
for Østre og Vestre Landsret,
Københavns Byret samt retterne i
Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i
Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark,
Datatilsynet, Advokatrådet,
Landsforeningen af beskikkede
advokater, Institut for
Menneskerettigheder,
Retspolitisk forening.
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilaget til
lovforslaget er de foreslåede
bestemmelser sammenholdt med de
nugældende regler.
Til § 1
Straffeloven
Efter den
gældende bestemmelse i
straffelovens § 76 a kan der ske
udvidet udbyttekonfiskation,
hvis en person findes skyldig i
en strafbar handling, der kan
give betydeligt udbytte, og den
strafbare handling efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover eller er en
overtrædelse af straffelovens §
286, stk. 1, om groft tyveri.
Det foreslås
at udvide adgangen til at
foretage udvidet
udbyttekonfiskation efter § 76 a
til også at omfatte
overtrædelser af lovgivningen om
euforiserende stoffer og
straffelovens § 289 om
skattesvig, momssvig og
indsmugling af særlig grov
karakter. Der er tale om
lovovertrædelser, som
erfaringsmæssigt kan give
betydeligt udbytte. I disse
situationer kan der foretages
hel eller delvis konfiskation af
den dømtes formue, medmindre den
dømte sandsynliggør, at
formuegoderne er lovligt
erhvervet.
Med den
foreslåede udvidelse vil det for
det første være muligt at
foretage konfiskation hos en
person, der er dømt for
besiddelse af større mængder
narkotika med henblik på
videresalg uden at forholdet
omfattes af straffelovens § 191.
F.eks. straffes besiddelse eller
salg mv. af op til ca. 10 kg.
hash i praksis efter lov om
euforiserende stoffer. Efter den
gældende bestemmelse i § 76 a er
det i disse tilfælde ikke muligt
at foretage udvidet
udbyttekonfiskation hos den
pågældende, selv om der i
sådanne tilfælde er tale om en
handling, som er af en sådan
karakter, at den kan give et
betydeligt udbytte, og den
pågældende på trods af meget
beskedne indtægter besidder
meget betydelige værdier, der
sandsynligvis stammer fra
kriminalitet, der ikke er
opklaret.
Det er
fortsat en betingelse, at den
pågældende skal være dømt for en
lovovertrædelse, der kan give et
betydeligt udbytte. Dømmes den
pågældende således f.eks. for
besiddelse af en mindre mængde
narkotika, vil der ikke kunne
foretages udvidet
udbyttekonfiskation. For hårde
stoffer som f.eks. heroin og
amfetamin er avancen pr.
vægtenhed dog væsentlig større
end for hash, hvilket øger
strafværdigheden. Grænsen for,
hvornår den foreslåede
bestemmelse kan anvendes,
forudsættes derfor at være
forholdsmæssigt lavere ved hårde
stoffer end ved hash.
Hensigten med
forslaget er at ramme personer,
som lever af eller har
betydelige indtægter ved
kriminalitet.
Med begrebet
lovgivningen om euforiserende
stoffer sigtes ligesom med det
tilsvarende begreb i
straffelovens § 191 til lov om
euforiserende stoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 391 af 21.
juli 1969 med senere ændringer,
og ikke til lovbestemmelser i
læge- og tandlægelovgivningen om
ordination af euforiserende
stoffer.
Det vil
endvidere med den foreslåede
udvidelse være muligt at
foretage udvidet
udbyttekonfiskation, hvis den
pågældende er dømt for grov
skatte- eller momssvig eller
indsmugling af særlig grov
karakter, jf. straffelovens §
289. Ved lovovertrædelser af
denne karakter vil det herefter
være muligt at foretage
konfiskation, hvis en person,
også efter konfiskation af
udbyttet fra
indsmuglingsforholdet er i
besiddelse af større
formueværdier, f.eks. i form af
større pengebeløb eller fast
ejendom, lystfartøj, bil mv., og
hvor det efter oplysningerne om
den dømtes indtægter forekommer
usandsynligt, at disse værdier
er opnået på lovlig vis.
Der henvises
i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.
Til § 2
Retsplejeloven
Til § 2, nr.
1 (retsplejelovens § 29, stk. 2,
nr. 2)
Det foreslås
at indsætte en ny bestemmelse i
retsplejelovens § 29, stk. 2,
nr. 2, der giver mulighed for,
at retten i straffesager kan
bestemme, at et retsmøde skal
holdes for lukkede døre, når der
skal afgives forklaring af en
polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion, og det af
hensyn til denne særlige
tjenestefunktion er nødvendigt
at hemmeligholde identiteten.
Med begrebet
en polititjenestemand med særlig
tjenestefunktion sigtes navnlig
til en polititjenestemand, hvis
særlige funktion inden for
politiet afhænger af, at hans
identitet ikke er kendt. Det vil
bl.a. dreje sig om den meget
lille kreds af
polititjenestemænd, der er
særligt uddannede til at operere
under dække som meddelere. Der
kan også være tale om f.eks.
polititjenestemænd, der
installerer aflytningsudstyr
eller foretager skygninger.
Den
foreslåede bestemmelse skal ses
i sammenhæng med de foreslåede
ændringer af bestemmelserne i §§
834 og 848.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.7. i de
almindelige bemærkninger og til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 2, nr. 17 og § 2, nr. 20-25.
Til § 2, nr.
2 (retsplejelovens § 29, stk. 3)
Det foreslås
som en konsekvens af den
foreslåede ændring i § 29, stk.
2, at henvisningen i § 29, stk.
3, ændres til § 29, stk. 2, nr.
4.
Til § 2, nr.
3 (retsplejelovens § 29 a, stk.
3)
Det foreslås,
at der indsættes en bestemmelse
om, at dørene lukkes, når en
polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, skal afgive
forklaring, hvis
anklagemyndigheden anmoder om
det.
Anklagemyndigheden får herved et
ubetinget krav på, at dørene
lukkes, når en
polititjenestemand, der har
udført agentvirksomhed i medfør
af retsplejelovens § 754 a, skal
afgive forklaring.
Den
foreslåede bestemmelse har til
formål at sikre, at
polititjenestemanden kan
benyttes som agent i senere
sager. Bestemmelsen skal således
ses i sammenhæng med de
foreslåede ændringer af
bestemmelserne i §§ 834 og 848.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.6. i de
almindelige bemærkninger og til
bemærkningerne til lovforslagets
§ 2, nr. 17 og § 2, nr. 20-25.
Til § 2, nr.
4 (retsplejelovens § 60, stk. 2,
1. pkt.)
Den
foreslåede ændring indebærer for
det første, at henvisningen i §
60, stk. 2, 1. pkt., til, at en
dommer har truffet afgørelse om
foretagelse af foranstaltninger
som nævnt i § 754 a, udgår. Den
omstændighed, at en dommer forud
for domsforhandlingen har taget
stilling til anvendelse af
agenter under efterforskningen,
jf. § 754 a, vil herefter ikke
længere indebære, at den
pågældende dommer ikke kan
deltage under den efterfølgende
domsforhandling på grund af
inhabilitet.
Ændringen har
sammenhæng med den foreslåede
ændring af § 754 a, stk. 1, nr.
3, hvorved mistankekravet til
anvendelsen af agenter ændres
fra et krav om særlig bestyrket
mistanke til et krav om
begrundet mistanke. Der henvises
herom til lovforslagets § 2, nr.
12.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.3. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
5 (§ 60, stk. 4)
Det foreslås,
at der indsættes et nyt stk. 4 i
§ 60 om dommeres inhabilitet. En
dommer kan herefter ikke deltage
under domsforhandlingen i en
straffesag, hvis den pågældende
forud for denne har truffet
afgørelse om at undtage
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt efter §
745 b eller har truffet en anden
afgørelse i forbindelse med
hvilken, der har været fremlagt
oplysninger, der efter § 745 b
er undtaget forsvarerens adgang
til aktindsigt. Det kan
eksempelvis være tilfældet, hvis
den pågældende dommer har afsagt
en kendelse efter § 783, stk. 1,
om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation eller dataaflæsning
eller en kendelse efter § 799 om
hemmelig ransagning på baggrund
af anklagemyndighedens
fremlæggelse af oplysninger, der
efter § 745 b er undtaget fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt.
Den
pågældende dommers inhabilitet i
disse tilfælde vil ikke have
virkning for retsassessorer og
dommerfuldmægtige ved samme
embede.
Endvidere
indebærer ændringen, at hvis der
under domsforhandlingen skal
træffes en afgørelse om at
undtage materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt i medfør af § 745 b,
eller en anden afgørelse, hvor
der fremlægges materiale, der
efter § 745 b er undtaget fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, skal afgørelsen
træffes af en dommer, i
landsretten en afdeling, der
ikke deltager i
domsforhandlingen.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.3.2.4. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
6 (retsplejelovens § 169, stk.
2, 3. pkt.)
Det foreslås,
at bestemmelsen i § 169, stk. 2,
3. pkt., om vidneudelukkelse
udvides således, at retten ikke
kan pålægge en tjenestemand at
afgive vidneforklaring om
forhold, med hensyn til hvilke
der i det offentliges interesse
påhviler den pågældende
tavshedspligt, hvis den
myndighed, som tjenestemanden er
ansat under, nægter at give
samtykke til afgivelse af
forklaring på grund af hensyn
til tredjemands liv eller
helbred.
Retten kan
derfor alene vurdere, om
nægtelsen rent faktisk er
begrundet i et hensyn til
tredjemands liv eller helbred,
men ikke om hensynet til
hemmeligholdelse af
oplysningerne bør vige for
hensynet til sagens opklaring.
Bestemmelsen
har til formål at sikre, at
identiteten på en person, hvis
liv eller helbred antages at
være i fare, kan holdes
hemmelig. Bestemmelsen vil
således sikre, at en
polititjenestemand ikke kan
pålægges at afgive forklaring,
hvorved identiteten på
eksempelvis en anonym meddeler
afsløres, hvis der herved er
fare for den pågældende
meddelers liv eller helbred.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.3.3.1. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
7 (retsplejelovens § 181)
Det foreslås,
at der indsættes en henvisning
til de foreslåede bestemmelser i
§ 848, stk. 4 og 5. Når der skal
afgives forklaring af en
polititjenestemand, der har
udført agentvirksomhed, eller en
polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion, hvor afgørende
hensyn til denne særlige
tjenestefunktion taler for at
hemmeligholde identiteten, kan
retten forlange skriftlig
dokumentation for, at den
pågældende er
polititjenestemand.
Der henvises
til pkt. 2.2.6. og 2.2.7. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
8 (retsplejelovens § 745)
Efter den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 745, stk. 1,
har forsvareren (og dermed
sigtede eller tiltalte) adgang
til at gøre sig bekendt med det
materiale, politiet har
tilvejebragt. I det omfang
materiale uden ulempe kan
mangfoldiggøres, skal genpart
tilstilles forsvareren.
Forsvareren må ikke uden
politiets samtykke overlevere
det modtagne materiale til
sigtede eller andre.
Det foreslås,
at bestemmelsen i § 745
(tidligere § 745, stk. 1) om
forsvarerens aktindsigt
begrænses til alene at vedrøre
materiale, som politiet har
tilvejebragt til brug for den
konkrete sag, som sigtelsen
eller tiltalen angår. Materiale,
som anklagemyndigheden har til
hensigt at fremlægge under
domsforhandlingen, vil dog
fortsat altid være omfattet af
forsvarerens aktindsigt.
Bestemmelsen
i § 745 finder kun anvendelse i
de tilfælde, hvor der er en
forsvarer, hvilket som
udgangspunkt forudsætter, at en
person er sigtet i den
pågældende sag.
Den
foreslåede bestemmelse
indeholder to kriterier, der
begge skal være opfyldt for, at
materiale er omfattet af
forsvarerens aktindsigt.
Materialet
skal for det første være
tilvejebragt . Dette vil
være tilfældet, hvis den
efterforskende politikreds selv
har indsamlet materialet eller
har modtaget det fra en anden
dansk eller udenlandsk
politimyndighed. Oplysninger,
der i anden sammenhæng er
indsamlet af og opbevares hos
eksempelvis en anden
politikreds, Rigspolitichefens
nationale
efterforskningsstøttecenter
(NEC), eller hos de regionale
støtteefterforskningscentre
(REC) kan derimod ikke anses for
at være tilvejebragt .
For det andet
skal materialet være
tilvejebragt til brug for den
sag, som sigtelsen eller
tiltalen angår . Heri ligger
et krav om, at materialet er
tilvejebragt med henblik på
efterforskningen af den konkrete
sag. Mere generelle
baggrundsoplysninger om
eksempelvis kriminalitetsmønstre
eller persongruppers tilknytning
til bestemte kriminelle netværk
eller grupperinger kan ikke
anses for tilvejebragt til brug
for den konkrete sag. Dette
gælder uanset, om oplysningerne
i anden sammenhæng er indsamlet
af den efterforskende
politikreds, eller de er
indsamlet af en anden dansk
eller udenlandsk
politimyndighed, og overgivet
til den efterforskende
politikreds i forbindelse med
den konkrete sag. Oplysninger,
der fremgår af politiets
efterforskningsregistre mv., vil
som udgangspunkt heller ikke
kunne anses for tilvejebragt til
brug for den konkrete sag.
Forsvareren
kan indbringe politiets
afgørelse efter § 745 om,
hvilket materiale der er
omfattet af forsvarerens
aktindsigt, for retten efter §
746. Dette forudsætter dog, at
forsvareren har konkretiseret,
hvilket materiale han eller hun
ønsker at få aktindsigt i. Det
forudsættes således, at
forsvareren har kendskab til det
materiale, som påstås omfattet
af aktindsigten i § 745.
Forsvareren kan ikke forlange
udskrift af registre eller andet
tilsvarende materiale af generel
karakter med henblik på
herigennem at finde frem til
materiale, som denne kan have
interesse i at blive gjort
bekendt med. Ligeledes kan
forsvareren ikke forlange adgang
til alt materiale i en bestemt
anden sag med henblik på at
skaffe sig oplysninger til brug
for den konkrete sag. Der
henvises vedrørende rettens
prøvelse til bemærkningerne til
§ 2, nr. 10.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.3.1. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
9 (retsplejelovens § 745 a-e)
§ 745 a
Bestemmelsen
er en videreførelse af den
gældende bestemmelse om
tavshedspålæg i retsplejelovens
§ 745, stk. 4, idet
bestemmelsens anvendelsesområde
dog foreslås udvidet således, at
der kan meddeles forsvareren
pålæg, hvis dette er
nødvendigt af hensyn til
eksempelvis fremmede magter
eller statens sikkerhed og ikke
som i dag, hvor det skal være
undtagelsesvis påkrævet.
Endvidere
foreslås det, at også hensynet
til efterforskning af en anden
verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller som udgør
en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12
(forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed)
eller kapitel 13 (forbrydelser
mod statsforfatningen og de
øverste statsmyndigheder mv.)
kan begrunde et pålæg til
forsvareren om ikke at
videregive de oplysninger, som
forsvareren har modtaget fra
politiet.
Modtager den
efterforskende politikreds
eksempelvis oplysninger til brug
for den konkrete sag fra en
anden dansk eller udenlandsk
politimyndighed, kan forsvareren
meddeles pålæg om, at disse
oplysninger ikke må videregives,
hvis en videregivelse kan være
ødelæggende for en anden
verserende efterforskning af
lovovertrædelser af den anførte
alvorlige karakter. Er der tale
om, at oplysningerne er
overgivet fra udenlandske
myndigheder, og at en
videregivelse heraf vil være
ødelæggende for en verserende
udenlandske efterforskning, vil
et pålæg kunne meddeles, hvis en
handling svarende til den
lovovertrædelse, der
efterforskes i udlandet, efter
dansk ret kan straffes med
fængsel indtil 6 år eller
derover eller udgør en forsætlig
overtrædelse af bestemmelser i
det pågældende lands lovgivning,
der svarer til straffelovens
kapitler 12 og 13.
Et pålæg
efter 745 a kan være generelt og
således omfatte alle oplysninger
om sagen, herunder oplysningen
om at der verserer en sag. Det
følger dog af det almindelige
proportionalitetsprincip, at et
pålæg skal begrænses mest muligt
for så vidt angår de
oplysninger, der omfattes af
pålægget. Et generelt pålæg til
forsvareren om ikke at
videregive nogen oplysninger om
sagen kan derfor kun meddeles,
hvor det på baggrund af en
vurdering af sagens konkrete
omstændigheder skønnes at være
den eneste måde, hvorpå det
pågældende hensyn kan varetages.
Et
tavshedspålæg er en mindre
indgribende foranstaltning end
en undtagelse af materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, jf. den foreslåede §
745 b, hvorfor det ligeledes
følger af det almindelige
proportionalitetsprincip, at
politiet ved vurderingen af
hvilken form for begrænsning,
der skal gøres i forsvarerens
aktindsigt, skal anvende den
mindst indgribende
foranstaltning.
Når det
hensyn, der begrunder
tavshedspålægget, er bortfaldet,
skal pålægget ophæves af
politiet. Pålægget skal dog
senest ophæves, når tiltalte har
afgivet forklaring under
domsforhandlingen.
Forsvareren
kan efter retsplejelovens § 746,
stk. 1, indbringe politiets
afgørelse om tavshedspålæg for
retten.
Der henvises
i øvrigt til pkt.
3.3.2.1.-3.3.2.4. i de
almindelige bemærkninger.
§ 745 b
Det foreslås,
at der indsættes en ny
bestemmelse i retsplejeloven om
undtagelse af materiale fra
forsvarerens aktindsigt efter §
745. Bestemmelsen er til dels en
videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 745, stk. 4, men
indebærer en udvidelse af
adgangen til at fravige
forsvarerens adgang til
aktindsigt.
Med
bestemmelsen foreslås det, at
materiale kan undtages fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt på ubestemt tid altså
også efter domsforhandlingens
begyndelse og sagens afslutning
hvis dette er påkrævet for at
varetage det hensyn, der
begrunder fravigelsen af
forsvarerens ret til aktindsigt
efter § 745.
For så vidt
angår stk. 1, nr. 1 , om
hensynet til fremmede magter ,
skal dette fortolkes i
overensstemmelse med det
tilsvarende hensyn i den
gældende bestemmelse i § 745,
stk. 4. Stiller udenlandske
myndigheder eksempelvis
fortrolige oplysninger til
rådighed for danske
politimyndigheder i forbindelse
med en konkret sag, og ønsker de
udenlandske myndigheder, at
disse oplysninger også i Danmark
behandles fortroligt af hensyn
til denne stats sikkerhed, kan
der i forbindelse med en
vurdering efter den foreslåede §
745 b være tale om, at der
foreligger et hensyn til
fremmede magter .
Tilsvarende
skal hensynet til statens
sikkerhed ( stk. 1, nr. 2
) og til sagens opklaring (
stk. 1, nr. 3 ) fortolkes på
samme måde, som disse hensyn
fortolkes efter den gældende
bestemmelse i § 745, stk. 4.
Efter stk.
1, nr. 4, kan også hensyn
til tredjemands liv eller
helbred begrunde en undtagelse
af materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt efter den
foreslåede § 745 b. Der stilles
ikke hermed krav om, at der skal
foreligge konkrete oplysninger
eller trusler om, at tredjemand
vil lide overlast. Sigtedes
eller tiltaltes eventuelle
tilknytning til en organisation
eller et netværk af personer,
der er kendt for at anvende grov
vold eller trusler om grov vold
mod personer, der afslører deres
kriminalitet, kan således efter
omstændighederne begrunde en
begrænsning af forsvarerens
adgang til aktindsigt.
Det følger af
stk. 1, nr. 5 , at
materiale kan undtages fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, hvis dette er
påkrævet af hensyn til
efterforskning af anden
verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller som udgør
en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12
(forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed)
eller 13 (forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste
statsmyndigheder mv.). Et
tilsvarende hensyn foreslås
indsat i bestemmelsen i § 745 a
om tavshedspålæg, hvorfor der
nærmere henvises til
bemærkningerne til denne
bestemmelse ovenfor.
Det foreslås
i stk. 1, nr. 6 , at også
hensynet til beskyttelse af
fortrolige oplysninger om
politiets efterforskningsmetoder
vil kunne begrunde en
begrænsning af forsvarerens
adgang til aktindsigt, hvis
disse oplysninger undtagelsesvis
indgår i sagen. Der er her tale
om en type af oplysninger, der
typisk vil være uden betydning
for varetagelsen af sigtedes
eller tiltaltes forsvar. Mere
tekniske oplysninger af
politiets aflytningsudstyr og
-metoder mv. vil eksempelvis
kunne karakteriseres som
oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder . En
sådan oplysning vil også være
fortrolig , hvis politiet har en
særlig interesse i at holde
oplysningen hemmelig, og
oplysningen ikke er almindeligt
kendt.
Efter den
foreslåede bestemmelse tillægges
retten kompetencen til at træffe
afgørelse om, at reglerne om
forsvarerens ret til aktindsigt
efter anmodning fra politiet og
efter en konkret vurdering af
omstændighederne i den enkelte
sag fraviges. Rettens afgørelse
træffes ved kendelse, hvori de
konkrete omstændigheder i sagen,
der begrunder fravigelsen af §
745 anføres. Rettens kendelse
kan kæres efter de almindelige
regler.
Retten kan
efter den foreslåede bestemmelse
træffe afgørelse om at begrænse
forsvarerens adgang til
aktindsigt efter § 745, hvis et
eller flere af de ovennævnte
hensyn gør dette påkrævet
(og ikke kun undtagelsesvis
påkrævet , som det fremgår af
den gældende bestemmelse i §
745, stk. 4). Det pågældende
hensyn skal således være af
meget væsentlig betydning for,
at en begrænsning kan anses for
påkrævet. I forbindelse med
vurderingen af, om der
foreligger et hensyn, der gør en
undtagelse fra forsvarerens
adgang til aktindsigt påkrævet,
skal der foretages en afvejning
af på den ene side det
pågældende hensyn og på den
anden side betydningen af
materialet for varetagelsen af
sigtedes eller tiltaltes
forsvar. Det skal i den
forbindelse fremhæves, at Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol
tillægger det stor vægt, at der
kun undtages oplysninger fra
forsvarerens aktindsigt, hvis
det er strengt nødvendigt (
strictly neccessary ).
Det følger
udtrykkeligt af den foreslåede
bestemmelse i stk. 2, at
hvis en fravigelse af
forsvarerens ret til aktindsigt
efter § 745 vil give anledning
til væsentlige betænkeligheder
for varetagelsen af sigtedes
eller tiltaltes forsvar, kan der
aldrig ske undtagelse af
materialet. Dette gælder uanset,
om det hensyn, der begrunder
anmodningen om begrænsning i
forsvarerens adgang til
aktindsigt, måtte være af meget
væsentlig betydning. I disse
tilfælde må politiet således
enten lade forsvareren få det
pågældende materiale eventuelt
med et tavshedspålæg eller
frafalde sigtelsen eller
tiltalen.
Det bemærkes,
at der i visse sager efter § 745
b særligt hvis der er tale om
meget følsomme oplysninger om
eksempelvis statens sikkerhed
kan være behov for i forbindelse
med rettens behandling af
spørgsmålet om en begrænsning af
forsvarerens adgang til
aktindsigt at anvende særlige
sikkerhedsforanstaltninger i
forbindelse med retternes
tekstbehandling og
dokumenthåndtering.
Det fremgår
af stk. 3 , at hvis et
eller flere af de opregnede
hensyn kun gør sig gældende for
en del af materialet, skal
forsvareren gøres bekendt med
det øvrige indhold af
materialet.
Det følger af
stk. 4 , at retten kan
træffe afgørelse om, at
fravigelsen af § 745 skal gælde
i et nærmere fastsat tidsrum
eller indtil videre. En
afgørelse om, at fravigelsen
gælder i et nærmere fastsat
tidsrum eksempelvis indtil
domsforhandlingens begyndelse
kan forlænges ved senere
kendelse, hvis en fortsat
fravigelse er påkrævet til
varetagelse af et af de i
bestemmelsen opregnede hensyn.
Har retten
truffet afgørelse om, at
fravigelsen af forsvarerens
adgang til aktindsigt er
tidsubegrænset, skal retten
forud for domsforhandlingens
begyndelse tage stilling til
fravigelsen igen for at vurdere,
om denne fortsat er påkrævet af
hensyn til eksempelvis fremmede
magter. Den fornyede prøvelse
skal tillige sikre, at det
fortsat ikke medfører væsentlige
betænkeligheder for varetagelsen
af tiltaltes forsvar at undtage
det pågældende materiale fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt.
Det påhviler
politiet at sørge for, når sagen
er berammet til domsforhandling,
at indbringe spørgsmålet om
fortsat fravigelse af
forsvarerens adgang til
aktindsigt efter § 745 b for
retten. Den fornyede prøvelse
bør formentlig som hovedregel
finde sted senest 4 uger før
domsforhandlingens begyndelse
for at undgå, at en eventuel
udlevering af det materiale, som
forsvareren hidtil ikke har fået
aktindsigt i, vil gøre det
nødvendigt at udsætte
domsforhandlingen.
Politiet er
forpligtet til af egen drift at
udlevere oplysningerne til
forsvareren, hvis hensynet, der
begrundede fravigelse af
forsvarerens ret til aktindsigt,
ikke længere er til stede.
Efter stk.
5 skal der, inden retten
træffer afgørelse om fravigelse
af § 745, beskikkes en advokat
fra den særlige kreds af
advokater, der er nævnt i § 784,
stk. 2, for den sigtede eller
tiltalte.
Advokaten
skal have lejlighed til at
udtale sig og herunder fremhæve
de hensyn, der i den konkrete
sag taler mod en fravigelse af §
745. Advokaten skal underrettes
om alle retsmøder, der afholdes
med henblik på at opnå rettens
kendelse om fravigelse af § 745,
og er berettiget til at overvære
disse samt til at gøre sig
bekendt med det materiale, som
politiet har tilvejebragt til
brug for den sag, som sigtelsen
eller tiltalen angår. § 785,
stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2,
finder tilsvarende anvendelse.
Dette indebærer bl.a., at den
beskikkede advokat ikke må
videregive oplysningerne til
sigtede eller dennes forsvarer.
Advokaten skal imidlertid ikke
efter afgørelsen om, at
materiale kan undtages fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt, er truffet løbende
orienteres om sagens udvikling
mv.
Der henvises
i øvrigt til pkt.
3.3.2.1.-3.3.2.4. i de
almindelige bemærkninger.
§ 745 c
Bestemmelsen
er en uændret videreførelse af
den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 745, stk. 2.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.3.2. i de
almindelige bemærkninger.
§ 745 d
Bestemmelsen
i § 745 d, stk. 1, er en uændret
videreførelse af den gældende
bestemmelse i retsplejelovens §
745, stk. 3.
Herudover
foreslås det, at reglen i § 745
b om undtagelse af oplysninger
fra forsvarerens adgang til
aktindsigt skal kunne finde
tilsvarende anvendelse i
forbindelse med begrænsninger i
forsvarerens adgang til at
overvære foretagelsen af visse
efterforskningsskridt mv. Dette
indebærer, at politiet, hvis
retten har truffet afgørelse
herom, jf. § 745 b, kan undlade
at underrette forsvareren om, at
der foretages et særligt
efterforskningsskridt.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.3.2.5. i de
almindelige bemærkninger samt
til bemærkningerne til de
foreslåede §§ 745 a og 745 b
ovenfor.
§ 745 e
Bestemmelsen
er en uændret videreførelse af
den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 745 a, der
blev indsat ved lov nr. 228 af
2. april 2003 om ændring af
seksuel udnyttelse af børn, salg
af børn og gennemførelse af
straffesager om seksuelt misbrug
af børn mv.).
Til § 2, nr.
10 (retsplejelovens § 746, stk.
2)
Det foreslås
at indsætte en ny bestemmelse i
§ 746 om rettens afgørelse af
tvister om lovligheden af
politiets efterforskningsskridt
samt om sigtedes og forsvarerens
beføjelser.
Den nye
bestemmelse indebærer, at for så
vidt angår tvister om, hvorvidt
materiale er omfattet af
forsvarerens adgang til
aktindsigt efter § 745, 1. pkt.,
skal politiet ikke i retten
fremlægge det materiale, som
tvisten angår.
Retten kan
derimod pålægge politiet at
redegøre for grundene til den
afgørelse, der er truffet.
Redegørelsen
kan være skriftlig, og den skal
angive, hvor oplysningerne
stammer fra, og hvem
oplysningerne omhandler.
Endvidere skal redegørelsen
indeholde en begrundelse for,
hvorfor politiet har vurderet,
at de pågældende oplysninger
falder uden for
anvendelsesområdet for § 745, 1.
pkt., om forsvarerens adgang til
aktindsigt. Derimod forudsættes
redegørelsen ikke at skulle
indeholde en mere detaljeret
gennemgang af oplysningerne i
det materiale, som efter
politiets opfattelse falder uden
for bestemmelsen i § 745, 1.
pkt. Retten kan anmode om
yderligere dokumentation
vedrørende karakteren af det
materiale, som tvisten vedrører.
Retten træffer sin afgørelse på
baggrund af redegørelsen og de
argumenter parterne i øvrigt
måtte have fremsat for retten.
Rettens afgørelse kan kæres.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.3.1. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2,
nr.11 (retsplejelovens § 748,
stk. 7)
Det foreslås,
at der indsættes et nyt stk. i
bestemmelsen i § 748 om sigtedes
og forsvarerens ret til
deltagelse i retsmøder mv.
Det foreslås
således, at § 748, stk. 1-6,
ikke finder anvendelse på
retsmøder, der afholdes i
henhold til § 745 b, eller på
retsmøder, hvor der fremlægges
oplysninger, der efter § 745 b
er undtaget fra forsvarerens
adgang til aktindsigt, og hvor
der beskikkes en advokat efter §
784 for den, som indgrebet
vedrører.
Sigtede og
dennes forsvarer vil efter
forslaget ikke modtage
underretning om retsmøder, der
afholdes med henblik på, at
retten skal træffe afgørelse om,
hvorvidt materiale kan undtages
fra forsvarerens adgang til
aktindsigt efter § 745 b, og vil
ikke være berettigede til at
overvære disse retsmøder.
Endvidere vil
sigtede og sigtedes forsvarer
ikke blive underrettet om
afholdelse af retsmøder, hvor
der vil blive fremlagt
oplysninger, der efter § 745 b
er undtaget forsvarerens adgang
til aktindsigt.
Sigtede og
forsvareren vil heller ikke være
berettigede til at overvære et
retsmøde, der afholdes med
henblik på rettens forudgående
kendelse om indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation, dataaflæsning og
hemmelig ransagning, og hvor der
i medfør af § 784 beskikkes en
advokat for den person, som
indgrebet mv. er rettet mod. Det
bemærkes i den forbindelse, at
sigtede i modsætning til den
adgang som forsvareren som
udgangspunkt har heller ikke i
dag efter § 748, stk. 1, 2.
pkt., har ret til at overvære et
retsmøde, der afholdes med
henblik på at opnå rettens
forudgående kendelse om
foretagelse af foranstaltninger
i henhold til retsplejelovens
kapitler 69-74, og at
forsvareren efter en konkret
vurdering kan afskæres fra at
deltage i et sådant retsmøde,
jf. nærmere § 748, stk. 2, 3.
pkt.
I det
tilfælde, hvor der afholdes et
retsmøde eksempelvis med henblik
på at opnå rettens forudgående
kendelse om foretagelse af en
ransagning, jf. § 796, stk. 2,
og hvor der ikke beskikkes en
særlig advokat i medfør af §
784, vil den eksisterende
bestemmelse i § 748, stk. 2, 3.
pkt., kunne finde anvendelse.
Ønsker politiet således under et
sådant retsmøde at fremlægge
oplysninger, som er undtaget fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt i medfør af § 745 b,
kan retten efter politiets
begæring træffe afgørelse om, at
forsvareren skal underrettes om
retsmødet, jf. § 748, stk. 2, 3.
pkt., hvis et af de opregnede
hensyn gør det påkrævet.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.3.2.4. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
12 (retsplejelovens § 754 a)
§ 754 a,
stk. 1, nr. 1: Forslaget
indebærer, at mistankekravet
ændres fra et krav om særlig
bestyrket mistanke til et
lempeligere krav om begrundet
mistanke om, at lovovertrædelsen
er ved at blive begået eller
forsøgt.
Det
foreslåede mistankekrav svarer
til mistankekravet i
bestemmelsen om
varetægtsfængsling i § 762, stk.
1, samt ved legemsundersøgelse,
jf. § 792 a, stk. 2, og
offentliggørelse af fotografi om
en formodet gerningsmand, jf. §
818, stk. 2.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.3. i de
almindelige bemærkninger.
§ 754 a,
stk. 1, nr. 2: Efter den
gældende bestemmelse i § 754 a,
stk. 1, nr. 2, må politiet alene
anvende agenter som
efterforskningsskridt, hvis
andre efterforskningsskridt ikke
vil være egnede til at sikre
bevis i sagen.
Det foreslås,
at dette indikationskrav ændres
til et lempeligere krav om, at
efterforskningsskridtet må
antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen.
Dette medfører, at politiet ikke
længere kun kan anvende agenter,
hvis dette er det eneste mulige
efterforskningsmiddel. Også i de
situationer, hvor der vel
foreligger andre muligheder, men
hvor disse muligheder
eksempelvis er usikre, risikerer
at ødelægge den videre
efterforskning eller er
uforholdsmæssigt
ressourcekrævende, vil agenter
kunne anvendes.
Det
foreslåede indikationskrav
svarer til formuleringen af
indikationskravet i
retsplejelovens § 781, stk. 1,
om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.4. i de
almindelige bemærkninger.
§ 754 a,
stk. 1, nr. 3 : Det
foreslås, at politiet også skal
kunne anvende agenter som
efterforskningsmiddel i
tilfælde, hvor efterforskningen
angår tyveri af særlig grov
beskaffenhed, jf. straffelovens
§ 286, stk. 1.
Der henvises
til pkt. 2.2.5. i de almindelige
bemærkninger.
§ 754 a,
stk. 2: Det foreslås, at der
indsættes en
undtagelsesbestemmelse til § 754
a, stk. 1. Efter bestemmelsen i
den foreslåede stk. 2 omfattes
foranstaltninger, der træffes
med henblik på at tilskynde
nogen til at udføre eller
fortsætte en lovovertrædelse,
ikke af stk. 1, hvis politiet
ikke herved påvirker væsentlige
omstændigheder ved
lovovertrædelsen.
Den
aktivitet, der herved undtages
fra agentbegrebet i § 754 a,
stk. 1, vedrører den situation,
hvor politiet træffer
foranstaltninger med henblik på
at tilskynde nogen til at udføre
eller fortsætte en
lovovertrædelse som led i et
tilrettelagt arrangement (andet
led af agentbegrebet).
Bestemmelsen
tager navnlig sigte på de
såkaldte kontrollerede
leverancer. En kontrolleret
leverance kan foreligge, hvis
politiet får kendskab til, at
der vil blive importeret et
kvantum narkotika, f.eks. ved at
afsløre en narkotikakurer i
tolden, og i stedet for at
anholde den pågældende indgår en
aftale med ham om at fortsætte
sit forehavende med henblik på
at afsløre bagmændene bag
transporten.
Den
foreslåede bestemmelse har til
formål at sikre, at politiet via
kureren kan foretage visse
mindre indgreb i det forud
tilrettelagte kriminelle
arrangement, uden at der herved
bliver tale om agentvirksomhed.
Herved muliggøres, at politiet i
begrænset omfang kan påvirke
gennemførelsen af eksempelvis en
narkotikaleverance, uden at
aktiviteterne bliver omfattet af
reglerne om agentvirksomhed.
Politiet vil således efter
forslaget f.eks. kunne udskifte
narkotikaleverancen med ufarligt
materiale, indlogere kureren på
hotel samt aflytte kurerens
samtaler med bagmænd og
lignende. Dette er en
lovfæstelse af den retstilstand,
der kan udledes af Højesterets
dom, der er gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 1997, s. 82.
Så længe
kureren under politiets
overvågning alene udfører, hvad
han er blevet pålagt af
bagmændene for transporten, er
der ikke tale om
agentvirksomhed, men kureren vil
efter forslaget på politiets
foranledning også med bagmændene
kunne drøfte detaljer, der
påvirker gennemførelsen af
forbrydelsen på marginal og mere
teknisk måde. Afgørende er, at
kureren ikke herved påvirker
væsentlige omstændigheder ved
lovovertrædelsen. Kureren vil
f.eks. kunne aftale ændrede
mødetider og mødesteder samt en
ny rute for transporten, således
at politiets muligheder for at
afsløre bagmændene forbedres.
Den
foreslåede bestemmelse giver
alene politiet mulighed for at
foretage visse mindre ændringer
i det allerede planlagte forløb.
Politiet kan derimod ikke
foretage handlinger, hvorved der
tages initiativ til ny
kriminalitet, så som f.eks. at
aftale en ny leverance af
narkotika via kureren. En sådan
situation vil falde inden for
rammerne for agentvirksomhed i §
754 a og kan kun foretages, hvis
betingelserne i bestemmelsen i
øvrigt er opfyldt.
Det er efter
forslaget uden betydning, om
kureren af egen drift henvender
sig til politiet, eller om den
pågældende afsløres undervejs og
indvilger i at fortsætte med
henblik på at afsløre
bagmændene.
Det bemærkes,
at det forhold, at kureren har
hjulpet politiet i opklaringen
af forbrydelsen ikke har
betydning for strafbarheden af
den handling, der ligger forud
for kontakten/aftalen med
politiet. Det forhold, at den
pågældende har hjulpet politiet,
kan imidlertid få betydning for
straffastsættelsen.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.2. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
13 (retsplejelovens § 754 b,
stk. 2, 2. pkt.)
Der foreslås
en undtagelse til den gældende
bestemmelse i § 754 b, stk. 2,
hvorefter agentvirksomhed alene
må udføres af
polititjenestemænd.
Efter den
foreslåede bestemmelse kan
civile personer efter aftale med
politiet yde bistand til at
udføre eller fortsætte den
lovovertrædelse, der
efterforskes, når den bistand,
der ydes, er yderst beskeden i
forhold til lovovertrædelsen.
Den bistand,
som civile personer lovligt kan
udføre som agenter, vedrører den
situation, hvor politiet tager
initiativ til at foranledige, at
nogen tilbydes bistand til at
udføre eller fortsætte en
lovovertrædelse (første led af
agentbegrebet).
Bestemmelsen
tager sigte på de tilfælde, hvor
en person efter aftale med
politiet søger kontakt i miljøet
med henblik på at introducere en
politiagent, og i den
forbindelse medvirker til den
lovovertrædelse, der
efterforskes, ved at tilbyde sin
bistand til at udføre eller
fortsætte lovovertrædelsen. Der
kan eksempelvis være tale om, at
personen efter aftale med
politiet udgiver sig for at være
mellemmand for en opdigtet køber
af narkotika (politiet) og i den
forbindelse afgiver bestilling
på en vareprøve.
Det følger
både af den foreslåede
bestemmelse i § 754 b, stk. 2,
2. pkt., og af selve
definitionen af agentvirksomhed
i § 754 a, at der skal være
identitet mellem den
lovovertrædelse, der
efterforskes, og den
medvirkenshandling som den
civile person foretager.
Bestilling af en vareprøve må i
den forbindelse anses for at
være medvirken til den større
lovovertrædelse (f.eks. en
narkotikaleverance), der
efterforskes.
Bistand til
en allerede fuldbyrdet
forbrydelse vil ikke være
omfattet af agentreglerne.
Den
aktivitet, som en civil person
efter den foreslåede bestemmelse
lovligt kan udføre (dvs. den
lovovertrædelse, som bistanden
indebærer) når betingelserne for
agentvirksomhed i øvrigt er
opfyldt skal sættes i forhold
til den lovovertrædelse, der
efterforskes. Det følger heraf,
at den civile persons bistand
(f.eks. størrelsen af
vareprøven) kan være mere
omfattende ved efterforskning af
meget alvorlige
lovovertrædelser, f.eks. meget
betydelige kvanta narkotika. At
bistanden skal være yderst
beskeden, indebærer imidlertid
ikke, at bistanden ikke konkret
må være afgørende i forhold til
opklaringen af den
lovovertrædelse, der
efterforskes. I
vareprøvesituationen vil
forholdet kunne være det, at
hovedmanden ville få mistanke
om, at politiet er involveret,
hvis ikke den civile person
først har bestilt en vareprøve.
Den civile
persons bistand i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt., skal
afgrænses over for egentlig
agentvirksomhed, som fortsat kun
kan udføres af
polititjenestemænd. Hvis
bistanden ikke kan
karakteriseres som yderst
beskeden i forhold til den
lovovertrædelse, der
efterforskes, kan bistanden
alene udføres af
polititjenestemænd. Hertil
kommer, at den øvre grænse i §
754 b, stk. 1, også gælder for
den civile persons bistand.
Dette betyder, at den civile
persons bistand ikke må indebære
en forøgelse af
lovovertrædelsens omfang eller
grovhed.
Den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt., medfører i
princippet, at civile personer
efter aftale med politiet kan
begå lovovertrædelser. Den
civile persons bistand er
imidlertid omfattet af § 754 a.
Dette indebærer, at
mistankekrav, indikationskrav og
kriminalitetskrav skal være
opfyldt, førend politiet kan
benytte en civil person som
f.eks. vareprøvekøber, ligesom
rettens godkendelse af
foranstaltningerne som
udgangspunkt skal foreligge,
inden aktionen iværksættes, jf.
§ 754 c.
De
handlinger, som en civil person
kan udføre i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 754
b, stk. 2, 2. pkt., vil som
nævnt være handlinger, der
objektivt set må anses som
strafbare handlinger. Disse
handlinger er imidlertid
foretaget efter aftale med
politiet, hvilket medfører, at
handlingerne selv om
gerningsindholdet i en
straffebestemmelse er realiseret
må anses som straffri efter
princippet om materiel
atypicitet eller manglende
retsstridighed.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.1. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
14 (retsplejelovens § 781, stk.
1, nr. 3)
Den
foreslåede bestemmelse
indebærer, at der i forbindelse
med efterforskning af sager
vedrørende overtrædelse af
straffelovens § 228 om rufferi
kan foretages indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
herunder telefonaflytning og
teleoplysning. Det er dog en
betingelse, at der er bestemte
grunde til at antage, at der på
den pågældende måde gives
meddelelser eller foretages
forsendelser til eller fra en
mistænkt, og at indgrebet må
antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen.
Indgrebet kan således foretages,
uanset det almindelige krav om
mindst 6 års fængsel i
strafferammen ikke er opfyldt.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 6.2.1. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
15 (retsplejelovens § 788, stk.
4, 1. pkt.)
Der foreslås
en ændring af den gældende
bestemmelse i § 788, stk. 4,
hvorefter underretning om
indgreb omfattet af
retsplejelovens kapitel 71 om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
observation og dataaflæsning i
nogle tilfælde kan undlades
eller udsættes. Ændringen har
til formål at præcisere, at
underretning om det foretagne
indgreb kan undlades eller
udsættes, hvis underretningen
vil skade efterforskningen af
den kriminalitet, der har
begrundet indgrebet, eller anden
efterforskning af alvorlig
kriminalitet, eller
omstændighederne i øvrigt taler
imod underretning.
Det
forudsættes, at bestemmelsen
blandt andet anvendes ved
efterforskning af kriminalitet
begået inden for et organiseret
kriminelt miljø som f.eks.
rockergrupper, hvor
underretningen om det konkrete
indgreb kan vanskeliggøre
efterforskningen af anden
kriminalitet begået inden for
dette miljø.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 6.2.2. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
16 (retsplejelovens § 791 b,
stk. 1, nr. 3)
Det foreslås,
at kriminalitetskravet ved
dataaflæsning udformes således,
at indgreb i form af
dataaflæsning kan foretages,
hvis efterforskningen angår en
lovovertrædelse, der kan
straffes med fængsel i 6 år
eller derover, eller en
overtrædelse af straffelovens §
286, stk. 1 (groft tyveri) eller
§ 289 (skattesvig, momssvig og
indsmugling af særlig grov
karakter).
Med den
foreslåede ændring bliver det
bl.a. muligt at anvende
dataaflæsning ved efterforskning
af overtrædelser af
straffelovens § 123 (trusler mod
vidner), §§245-246 (grov vold),
§ 281, jf. § 286, stk. 3
(afpresning af særlig grov
beskaffenhed).
Der henvises
til pkt. 7.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 2, nr.
17 (retsplejelovens § 834, 3.
pkt.)
Det foreslås,
at polititjenestemænd, der har
udøvet agentvirksomhed, og
polititjenestemænd med en særlig
tjenestefunktion, hvor det af
hensyn til denne særlige
tjenestefunktion er nødvendigt
at hemmeligholde identiteten, på
bevisfortegnelsen kan betegnes
med et andet navn end deres eget
og uden angivelse af bopæl.
I praksis
opføres en polititjenestemand,
der skal afgive forklaring i
retten, på bevisfortegnelsen med
angivelse af tjenestested. Bopæl
skal i overensstemmelse hermed
for polititjenestemænd forstås
som tjenestested.
Den
foreslåede bestemmelse skal ses
i sammenhæng med de foreslåede
bestemmelser i henholdsvis §
848, stk. 4, hvorefter en
polititjenestemand, der har
udøvet agentvirksomhed, kan
afgive vidneforklaring uden at
oplyse sit navn og bopæl, og §
848, stk. 5, hvorefter formanden
kan beslutte, at en
polititjenestemand kan afgive
vidneforklaring uden at oplyse
sit navn og bopæl, hvis
afgørende hensyn til vidnets
særlige tjenestefunktion taler
for det, og oplysningerne må
antages at være uden betydning
for tiltaltes forsvar.
De foreslåede
bestemmelser i § 848, stk. 4 og
5, vil være uden betydning, hvis
de pågældendes navn og bopæl
skal angives i
bevisfortegnelsen. Med den
foreslåede ændring vil det være
muligt på bevisfortegnelsen
alene at anføre
stillingsbetegnelsen på den
pågældende polititjenestemand og
et opdigtet navn (alias).
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.6. og
2.2.7. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 2, nr.
18 (retsplejelovens § 836 a)
Det foreslås,
at der indsættes en ny
bestemmelse i retsplejeloven om
begrænsning i bevisførelsen.
Det foreslås
således, at en person ikke kan
indkaldes som vidne, når
oplysningerne om denne persons
identitet ikke indgår i sagen i
medfør af § 745, 1. pkt., eller
er undtaget fra forsvarerens
adgang til aktindsigt i medfør
af § 745 b om undtagelse af
materiale fra forsvarerens
adgang til aktindsigt.
Den
foreslåede bestemmelse omfatter
for det første den situation,
hvor en persons identitet slet
ikke indgår i sagen og dermed
ikke fremgår af det materiale,
som forsvareren efter § 745 som
udgangspunkt har ret til at få
aktindsigt i. Dette vil være
tilfældet, hvis en anmelder
eller meddeler i forbindelse
med, at den pågældende har givet
politiet oplysninger, har
anmodet politiet om at være
anonym. Politiet vil derfor i
rapporten alene have angivet, at
politiet er bekendt med
personens identitet. Med den
foreslåede bestemmelse vil denne
person ikke kunne indkaldes som
vidne under domsforhandlingen.
Anvender anklagemyndigheden
imidlertid oplysninger fra
personen som bevis under
domsforhandlingen, kan den
pågældende naturligvis indkaldes
som vidne.
For det andet
omfattes den situation, hvor
retten efter § 745 b har
vurderet, at oplysninger om
identiteten på eksempelvis en
meddeler bør undtages fra
forsvarerens adgang til
aktindsigt. I denne situation
vil den pågældende meddeler ikke
kunne indkaldes af forsvareren
som vidne under
domsforhandlingen. Det skal i
den forbindelse bemærkes, at
identiteten på den pågældende
person ikke kan undtages
forsvarerens adgang til
aktindsigt efter § 745 b, hvis
oplysningerne vil blive anvendt
som bevis af anklagemyndigheden.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.3.3.2. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
19 (retsplejelovens § 841)
Det foreslås,
at retten efter anmodning fra
anklagemyndigheden, forsvareren
eller et vidne forud for
domsforhandlingen kan træffe
afgørelse om dørlukning
efter den foreslåede bestemmelse
i § 29, stk. 2, nr. 2, af hensyn
til hemmeligholdelse af
identiteten på en
polititjenestemand med særlig
tjenestefunktion, om at
tiltalte skal forlade
retslokalet, mens en politiagent
eller en polititjenestemand med
særlig tjenestefunktion afhøres,
jf. den foreslåede bestemmelse i
§ 848, stk. 6, samt om at
en polititjenestemands navn og
bopæl ikke skal oplyses, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 848,
stk. 5.
Til § 2, nr.
20 (retsplejelovens § 848, stk.
4-6)
Den
foreslåede bestemmelse i §
848, stk. 4 , indebærer, at
en polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a
(agentvirksomhed), kan afgive
forklaring uden at oplyse sit
eget navn og bopæl.
I praksis
oplyser en polititjenestemand,
der skal afgive forklaring i
retten, sit tjenestested. Bopæl
skal i overensstemmelse hermed
forstås som tjenestested.
Polititjenestemanden får efter
forslaget et ubetinget krav på
at optræde under sit alias i
retten.
Bestemmelsen
har til formål at sikre en
hemmeligholdelse af
politiagentens identitet,
således at den pågældende kan
benyttes som agent i senere
sager.
Bestemmelsen
skal således ses i sammenhæng
med de foreslåede bestemmelser i
§ 29 a, stk. 3, om dørlukning, §
834 om oplysninger i
bevisfortegnelsen samt 848, stk.
6, om tiltaltes tilstedeværelse
i retten under afgivelsen af
vidneforklaringen.
Den
foreslåede bestemmelse indebærer
sammen med forslaget til ændring
af § 834, hvorefter bl.a.
polititjenestemænd, der har
udført agentvirksomhed, i
bevisfortegnelsen kan betegnes
med et andet navn end deres eget
og uden angivelse af bopæl, at
hverken tiltalte, retten eller
forsvareren vil kende
politiagentens identitet. Retten
kan forlange skriftlig
dokumentation for, at den
pågældende agent er
polititjenestemand og dermed
opfylder betingelsen i § 754 b,
stk. 2, 1. pkt. En skriftlig
erklæring fra den øverste
politiledelse om den pågældendes
ansættelse må i den forbindelse
anses som fornøden
dokumentation. Tilsvarende
forudsættes en erklæring fra en
overordnet udenlandsk
politimyndighed at udgøre
tilstrækkelig dokumentation,
hvis der er tale om en
udenlandsk agent.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.6. i de
almindelige bemærkninger.
Det foreslås
endvidere at indsætte en ny
bestemmelse i § 848, stk. 5
, hvorefter retsformanden
kan beslutte, at oplysning om
navn og bopæl på en
polititjenestemand, der afgiver
forklaring som vidne, ikke skal
oplyses, hvis afgørende hensyn
til vidnets særlige
tjenestefunktion taler for det,
og oplysningerne må antages at
være uden betydning for
tiltaltes forsvar.
I praksis
oplyser en polititjenestemand,
der skal afgive forklaring i
retten, sit tjenestested. Bopæl
skal i overensstemmelse hermed
forstås som tjenestested.
Den
foreslåede bestemmelse har til
formål at sikre
hemmeligholdelsen af identiteten
på en polititjenestemand, hvis
særlige funktion afhænger af, at
den pågældendes identitet ikke
bliver kendt. Det vil bl.a.
dreje sig om den meget lille
kreds af polititjenestemænd, der
er særligt uddannede til at
operere under dække som
meddelere. Der kan også være
tale om f.eks.
polititjenestemænd, der
installerer aflytningsudstyr
eller foretager skygninger.
Bestemmelsen
skal således ses i sammenhæng
med den foreslåede bestemmelse i
§ 29, stk. 2, nr. 2, om
dørlukning, forslaget til
ændring af § 834 om oplysninger
i bevisfortegnelsen og den
foreslåede bestemmelse i § 848,
stk. 6, om tiltaltes
tilstedeværelse i retten under
afgivelsen af vidneforklaringen.
Efter den
foreslåede bestemmelse kræves
det, at der er afgørende hensyn
at tage til vidnets særlige
tjenestefunktion. Det skal
således vurderes, om den
pågældende person udfører en
sådan særlig tjenestefunktion,
og om der er et afgørende hensyn
at tage hertil.
Det er
endvidere en betingelse, at
oplysningerne om
polititjenestemandens navn og
bopæl må antages at være uden
betydning for tiltaltes forsvar.
Det afgørende vil her være, om
tiltaltes mulighed for at
forholde sig til det, vidnet
afgiver forklaring om, begrænses
af, at han ikke kender
polititjenestemandens eget navn
og bopæl.
Retten kan
forlange skriftlig dokumentation
for, at den pågældende er
polititjenestemand. En skriftlig
erklæring fra den øverste
politiledelse om den pågældendes
ansættelse må i den forbindelse
anses som fornøden
dokumentation. Tilsvarende
forudsættes en erklæring fra en
overordnet udenlandsk
politimyndighed at udgøre
tilstrækkelig dokumentation,
hvis der er tale om en
udenlandsk polititjenestemand.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.7. i de
almindelige bemærkninger.
Den
foreslåede bestemmelse i §
848, stk. 6 , indebærer, at
formanden kan beslutte, at
tiltalte skal forlade
retslokalet, når en
polititjenestemand, der har
udført foranstaltninger som
nævnt i § 754 a
(agentvirksomhed), eller en
polititjenestemand med en særlig
tjenestefunktion, afhøres, hvis
dette er påkrævet af hensyn til
hemmeligholdelsen af
polititjenestemandens identitet,
og det må antages at være uden
væsentlig betydning for
tiltaltes forsvar.
Det skal være
påkrævet af hensyn til
hemmeligholdelsen af
polititjenestemandens identitet,
at tiltalte føres ud af
retslokalet under afhøringen af
polititjenestemanden. Det vil
her have betydning, om den
omstændighed, at tiltalte ser
polititjenestemanden, vil
medføre, at politiet ikke
længere kan bruge den pågældende
som politiagent, jf. § 754 a,
eller til at udfylde en særlig
tjenestefunktion som eksempelvis
deltagelse i særlige
observationsgrupper. Det vil
endvidere være af betydning at
få fastlagt, hvor vigtigt det er
for politiet fortsat at kunne
bruge den pågældende
polititjenestemand til disse
funktioner, herunder navnlig om
den pågældende er særlig
uddannet hertil eller har en
særlig erfaring. Endelig bør det
overvejes, om der som alternativ
til at føre tiltalte ude af
retslokalet kan tages
forholdsregler, som gør, at
polititjenestemanden ikke kan
genkendes, f.eks. ved hjælp af
forklædning.
Det er en
betingelse, at det forhold, at
tiltalte ikke overværer
polititjenestemandens
forklaring, vil være uden
væsentlig betydning for
tiltaltes forsvar. Det bemærkes
i den forbindelse, at
forsvarerens ret til at overvære
vidnets forklaring ikke berøres
af de foreslåede regler.
Tilsvarende gælder tiltaltes
ubetingede krav på at få
kendskab til indholdet af en
vidneforklaring, der er afgivet
i tiltaltes fravær.
Der henvises
i øvrigt til pkt. 2.2.6.1. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2, nr.
21 (retsplejelovens § 848, stk.
7)
Det foreslås,
at formanden afgør, om tiltalte
skal forlade retslokalet under
den forudgående forhandling om
anmodninger fremsat efter den
foreslåede nye bestemmelse i §
848, stk. 5 og 6.
Til § 2, nr.
22 (retsplejelovens § 848, stk.
8, 1. pkt.)
Det foreslås,
at når tiltalte som følge af en
beslutning efter den foreslåede
nye bestemmelse i § 848, stk. 6,
ikke overværer afhøringen af en
polititjenestemand, skal
tiltalte, når denne på ny kommer
til stede i retslokalet, have
oplysning om, hvem der har
afgivet forklaring i tiltaltes
fravær, og om indholdet af
forklaringen for så vidt den
angår den tiltalte.
Til § 2, nr.
23 (retsplejelovens § 848, stk.
8, 4. pkt.)
Det foreslås,
at oplysning om en
polititjenestemands navn og
bopæl ikke skal meddeles den
tiltalte, hvis retten har
truffet bestemmelse om
hemmeligholdelse efter den
foreslåede nye bestemmelse i §
848, stk. 5.
Til § 2, nr.
24 (retsplejelovens § 848, stk.
9, 1. pkt.)
Det foreslås,
at afgørelse om hemmeligholdelse
af en polititjenestemands navn
og bopæl efter de foreslåede
bestemmelser i § 848, stk. 5 og
6, skal træffes ved kendelse.
Til § 2, nr.
25 (retsplejelovens § 848, stk.
9, 4. pkt.)
Det foreslås,
at afgørelse om hemmeligholdelse
af en polititjenestemands navn
og bopæl efter de foreslåede
bestemmelser i § 848, stk. 5 og
6, skal kunne kæres.
Til § 3
Det foreslås,
at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i
Lovtidende. Endvidere foreslås
det, at lovændringerne i denne
lovs § 2, nr. 1-3, 6 og 17-25
finder anvendelse i sager, som
ikke er endeligt afgjort ved
lovens ikrafttræden. De øvrige
lovændringer i denne lovs § 2
finder anvendelse på afgørelser
mv., der træffes efter lovens
ikrafttræden.
Det følger af
almindelige principper, at
udvidelsen af bestemmelsen om
konfiskation i straffelovens 76
a i lovforslagets § 1 kun finder
anvendelse ved konfiskation på
grundlag af lovovertrædelser
begået efter lovens
ikrafttræden, jf. herved
straffelovens § 4, stk. 2. Når
en strafbar handling, der kan
danne grundlag for udvidet
konfiskation, jf. den foreslåede
udvidelse af bestemmelsen i
straffelovens § 76 a, er
foretaget efter ikrafttrædelsen,
kan der imidlertid foretages
konfiskation af formuegoder
efter § 76 a, uanset om
formuegodet er erhvervet før
ikrafttrædelsen, jf. dog § 76 a,
stk. 2, nr. 1, og stk. 3, om en
5-års-grænse for konfiskation
hos ægtefæller, samlevere og
juridiske personer.
Til § 4
Bestemmelsen
indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Lovens
§ 1 kan dog helt eller delvist
sættes i kraft for Færøerne ved
kongelig anordning.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
|
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
|
|
§
1 |
|
|
|
I
straffeloven, jf.
lovbekendtgørelsen
nr. 779 af 16.
september 2002, som
ændret ved lov nr.
228 af 2. april
2003, foretages
følgende ændring:
|
|
|
|
|
|
§ 76 a. Der
kan foretages hel
eller delvis
konfiskation af
formuegoder, der
tilhører en person,
som findes skyldig i
en strafbar
handling, når
|
|
1. § 76 a,
stk. 1, nr. 2 ,
affattes således:
|
|
1) handlingen er af
en sådan karakter,
at den kan give
betydeligt udbytte,
og |
|
|
|
2) den efter loven
kan straffes med
fængsel i 6 år eller
derover eller er en
overtrædelse af §
286, stk. 1.
|
|
2) den efter loven
kan straffes med
fængsel i 6 år eller
derover eller er en
overtrædelse af
lovgivningen om
euforiserende
stoffer eller
straffelovens § 286,
stk. 1, eller § 289.
|
|
|
|
|
|
|
|
§
2 |
|
|
|
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 777 af 16.
september 2002, som
ændret ved lov nr.
228 af 2. april
2003, foretages
følgende ændringer:
|
|
|
|
|
|
§ 29. Retten
kan bestemme, at et
retsmøde skal holdes
for lukkede døre
(dørlukning),
|
|
1. I § 29,
stk. 2,
indsættes efter
nr. 1 :
|
|
1) når hensynet til
ro og orden i
retslokalet kræver
det, |
|
|
|
2) når statens
forhold til fremmede
magter eller særlige
hensyn til disse i
øvrigt kræver det,
eller |
|
|
|
3) når sagens
behandling i et
offentligt retsmøde
vil udsætte nogen
for en unødvendig
krænkelse, herunder
når der skal afgives
forklaring om
erhvervshemmeligheder.
|
|
|
|
Stk. 2. I
straffesager kan der
endvidere træffes
bestemmelse om
dørlukning,
|
|
|
|
1) når en sigtet
(tiltalt) er under
18 år, |
|
|
|
2) når sagens
behandling i et
offentligt retsmøde
må antages at bringe
nogens sikkerhed i
fare, eller
3) når sagens
behandling i et
offentligt retsmøde
må antages på
afgørende måde at
hindre sagens
oplysning.
|
|
2) når der skal
afgives forklaring
af en
polititjenestemand
med en særlig
tjenestefunktion, og
det af hensyn til
denne særlige
tjenestefunktion er
nødvendigt at
hemmeligholde
identiteten,
Nr. 2-3 bliver
herefter nr. 3-4.
|
|
|
|
|
|
|
|
2. I § 29,
stk. 3 , ændres
stk. 2, nr. 3, til:
stk. 2, nr. 4, .
|
|
|
|
|
|
§ 29 a. I
sager om
overtrædelse af
straffelovens § 210,
§§ 216 og 217, §
218, stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. led,
eller § 223, stk. 1,
lukkes dørene under
den forurettedes
forklaring, når den
pågældende anmoder
om det. Det samme
gælder i sager om
overtrædelse af
straffelovens § 224
eller § 225, jf. §§
216 og 217, § 218,
stk. 2, § 222, stk.
2, 2. led, eller §
223, stk. 1.
|
|
3. I § 29
a indsættes som
stk. 3 :
|
|
Stk. 2. Stk.
1 finder tilsvarende
anvendelse under
afspilning eller
anden forevisning af
lyd- eller
billedoptagelser,
som gengiver
forhold, der er
rejst sigtelse eller
tiltale for under
sagen. |
|
|
|
|
|
Stk. 3 . Når
en
polititjenestemand
har udført
foranstaltninger som
nævnt i § 754 a,
lukkes dørene under
polititjenestemandens
forklaring, når
anklagemyndigheden
anmoder om det.
|
|
|
|
|
|
§ 60. ---
Stk. 2. Ingen
må deltage som
dommer under
domsforhandlingen i
en straffesag,
såfremt den
pågældende,
vedrørende det
forhold, som
tiltalen angår, har
truffet afgørelse om
at varetægtsfængsle
den tiltalte efter §
762, stk. 2, eller
om foretagelse af
foranstaltninger som
nævnt i § 754 a
eller om brevåbning
og brevstandsning i
medfør af § 781,
stk. 4. Dette gælder
dog ikke, hvis sagen
behandles efter §
922 eller § 923
eller sagen i øvrigt
vedrørende det
forhold, der har
begrundet indgreb
som nævnt i 1. pkt.,
ikke omfatter
bedømmelsen af
beviserne for
tiltaltes skyld.
|
|
4. I § 60,
stk. 2, 1. pkt.,
udgår: eller om
foretagelse af
foranstaltninger som
nævnt i § 754 a .
|
|
Stk. 3 . ---
|
|
5. I § 60
indsættes som
stk. 4 :
|
|
Stk. 4 . Den
omstændighed, at
dommeren, fordi
flere
embedsvirksomheder
er forenede i hans
person, tidligere af
den grund har haft
med sagen at gøre,
medfører ikke
inhabilitet, når der
ikke efter de
foreliggende
omstændigheder er
grund til at antage,
at han har nogen
særegen interesse i
sagens udfald.
|
|
Stk. 4 .
Ingen må deltage som
dommer under
domsforhandlingen i
en straffesag,
såfremt den
pågældende
vedrørende det
forhold, som
tiltalen angår, har
truffet afgørelse om
at undtage materiale
fra forsvarerens
adgang til
aktindsigt i medfør
af § 745 b, eller
har truffet anden
afgørelse, hvor der
har været fremlagt
oplysninger, der
efter § 745 b er
undtaget fra
forsvarerens adgang
til aktindsigt.
Under
domsforhandlingen i
en straffesag skal
de afgørelser, som
er nævnt i 1. pkt.,
træffes af en
dommer, i
landsretten en
afdeling, der ikke
deltager i
domsforhandlingen.
Stk. 4 bliver
herefter stk. 5.
|
|
|
|
|
|
§ 169 . Tje
Tjenestemænd eller
andre, der handler i
offentligt eller
dermed ligestillet
hverv, må ikke uden
samtykke af
vedkommende
myndighed afkræves
vidneforklaring om
forhold, med hensyn
til hvilke der i det
offentliges
interesse påhviler
dem tavshedspligt.
For medlemmer af
Folketinget kræves
samtykke af tingets
formand og
vedkommende
minister.
|
|
6. I §
169, stk. 2, 3. pkt
., ændres eller
dens forhold til
fremmede magter til:
, til dens forhold
til fremmede magter
eller med hensynet
til tredjemands liv
eller helbred .
|
|
Stk. 2.
Nægtes samtykke, kan
retten, såfremt
forklaringens
afgivelse findes at
være af afgørende
betydning for sagens
udfald, pålægge
vedkommende
myndighed over for
retten at redegøre
for grundene til
nægtelsen. Finder
retten herefter, at
hensynet til
hemmeligholdelse bør
vige for hensynet
til sagens
oplysning, kan den
bestemme, at
vidneforklaring skal
afgives. Dette
gælder dog ikke,
hvis nægtelsen er
begrundet med
hensynet til statens
sikkerhed eller dens
forhold til fremmede
magter. |
|
|
|
|
|
|
|
§ 181. Inden
vidnet afhøres,
forvisser retten sig
om vidnets identitet
og om, at intet er
til hinder for
vidneforklaringens
afgivelse. Retten
pålægger derefter
alvorligt vidnet at
tale sandhed og gør
vidnet bekendt med
strafansvaret for
afgivelse af falsk
forklaring.
|
|
7. I § 181
indsættes efter
vidnets identitet :
,jf. dog § 848, stk.
4 og 5, |
|
|
|
|
|
§ 745.
Forsvareren har
adgang til at gøre
sig bekendt med det
materiale, politiet
har tilvejebragt. I
det omfang
materialet uden
ulempe kan
mangfoldiggøres,
skal genpart
tilstilles
forsvareren.
Forsvareren må ikke
uden politiets
samtykke overlevere
det modtagne
materiale til
sigtede eller andre.
Stk. 2.
Forsvareren har
adgang til at
overvære politiets
afhøringer af
sigtede og ret til
at stille yderligere
spørgsmål. Efter
begæring skal
forsvareren
underrettes om
tidspunktet for
afhøringerne. Er den
sigtede
varetægtsfængslet,
og er der truffet
bestemmelse om
isolation, jf. § 770
a, må den sigtede
ikke afhøres, uden
at forsvareren er
til stede, medmindre
såvel den sigtede
som forsvareren
samtykker heri.
|
|
8 . § 745
affattes således:
§ 745.
Forsvareren har
adgang til at gøre
sig bekendt med det
materiale, som
politiet har
tilvejebragt til
brug for den sag,
som sigtelsen eller
tiltalen angår. I
det omfang
materialet uden
ulempe kan
mangfoldiggøres,
skal genpart sendes
til forsvareren.
Forsvareren må ikke
uden politiets
samtykke overlevere
det modtagne
materiale til
sigtede eller andre.
|
|
Stk. 3 . Når
en afhøring, en
konfrontation, en
fotoforevisning
eller andet
efterforskningsskridt
af lignende
betydning kan
formodes at ville
finde anvendelse som
bevis under
domsforhandlingen,
giver politiet
meddelelse til
forsvareren inden
foretagelsen,
således at
forsvareren kan få
lejlighed til at
være til stede.
Forsvareren har
adgang til at stille
forslag med hensyn
til gennemførelsen
af det pågældende
efterforskningsskridt.
Forsvarerens
bemærkninger i så
henseende skal
tilføres
politirapporten. Har
forsvareren ikke
mulighed for at
komme til stede,
eller er det ikke
muligt for politiet
at give forsvareren
meddelelse, kan der
kun foretages
efterforskningsskridt,
som ikke kan
opsættes. Har
forsvareren ikke
været til stede,
skal forsvareren
uden ophold
underrettes om det
foretagne.
|
|
|
|
Stk. 4. Hvis
hensynet til
fremmede magter, til
statens sikkerhed
eller til sagens
opklaring eller
tredjemand
undtagelsesvis gør
det påkrævet, kan
reglerne i stk. 1 og
3 fraviges, eller
politiet kan give
forsvareren pålæg om
ikke at videregive
de oplysninger, han
har modtaget fra
politiet. Pålægget
kan udstrækkes,
indtil tiltalte har
afgivet forklaring
under
domsforhandlingen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
9 . § 745
a ophæves og i
stedet indsættes:
|
|
§ 745 a. Kan
politiets afhøring
af et barn, når
afhøringen optages
på video
(videoafhøring),
formodes at ville
finde anvendelse som
bevis under
domsforhandlingen,
skal forsvareren
være til stede under
videoafhøringen.
|
|
§ 745 a .
Hvis det er
nødvendigt af hensyn
til fremmede magter,
til statens
sikkerhed, til
sagens opklaring,
til tredjemand eller
til efterforskning
af en anden
verserende sag om en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, eller som
udgør en forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitler 12 eller
13, kan politiet
give forsvareren
pålæg om ikke at
videregive de
oplysninger, som
forsvareren har
modtaget fra
politiet. Pålægget
kan udstrækkes,
indtil tiltalte har
afgivet forklaring
under
domsforhandlingen.
|
|
Stk. 2. Den,
der er mistænkt
eller sigtet, har
ikke adgang til at
overvære
videoafhøringen. Den
pågældende skal
snarest have adgang
til sammen med sin
forsvarer at
gennemse
videooptagelsen hos
politiet. En
begæring fra den,
der er mistænkt
eller sigtet, eller
dennes forsvarer om,
at der foretages
genafhøring af
barnet, skal
fremsættes snarest
muligt herefter.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 745 b .
Retten kan efter
anmodning fra
politiet bestemme,
at reglerne om
forsvarerens ret til
aktindsigt i § 745
fraviges, hvis det
er påkrævet af
hensyn til
|
|
|
|
7) fremmede magter,
|
|
|
|
8) statens
sikkerhed,
|
|
|
|
9) sagens opklaring,
|
|
|
|
10) tredjemands liv
eller helbred,
|
|
|
|
11) efterforskning
af en anden
verserende sag om en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, eller som
udgør en forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitler 12 eller
13, eller
|
|
|
|
12) beskyttelse af
fortrolige
oplysninger om
politiets
efterforskningsmetoder.
|
|
|
|
Stk. 2.
Afgørelse efter stk.
1 kan ikke træffes,
hvis det giver
anledning til
væsentlige
betænkeligheder for
varetagelsen af
sigtedes eller
tiltaltes forsvar.
|
|
|
|
Stk. 3. Gør
hensyn som nævnt i
stk. 1 sig kun
gældende for en del
af materialet, skal
forsvareren gøres
bekendt med det
øvrige indhold af
materialet.
|
|
|
|
Stk. 4 . Afg
Afgørelsen træffes
ved kendelse. I
kendelsen anføres de
konkrete
omstændigheder i
sagen, der begrunder
en fravigelse af §
745. Træffer retten
afgørelse om, at
fravigelsen skal
gælde indtil videre,
skal retten på ny
vurdere fravigelsen,
før
domsforhandlingen
indledes. Træffer
retten afgørelse om,
at fravigelsen skal
gælde i et nærmere
fastsat tidsrum, kan
afgørelsen forlænges
ved senere kendelse.
Rettens afgørelse
kan kæres.
|
|
|
|
Stk. 5 .
Inden retten træffer
afgørelse, skal der
beskikkes en advokat
for den sigtede
eller tiltalte, og
advokaten skal have
lejlighed til at
udtale sig.
Advokaten beskikkes
fra den særlige
kreds af advokater,
der er nævnt i §
784, stk. 2.
Advokaten skal
underrettes om alle
retsmøder, der
afholdes med henblik
på at opnå rettens
kendelse om
fravigelse af § 745,
og er berettiget til
at overvære disse
samt til at gøre sig
bekendt med det
materiale, som
politiet har
tilvejebragt til
brug for den sag,
som sigtelsen eller
tiltalen angår. §
785, stk. 1, 2.-5.
pkt., og stk. 2,
finder tilsvarende
anvendelse.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 745 c .
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 745 d . Når
en afhøring, en
konfrontation, en
fotoforevisning
eller andet
efterforskningsskridt
af lignende
betydning kan
formodes at ville
finde anvendelse som
bevis under
domsforhandlingen,
giver politiet
meddelelse til
forsvareren inden
foretagelsen,
således at
forsvareren kan få
lejlighed til at
være til stede.
Forsvareren har
adgang til at stille
forslag med hensyn
til gennemførelsen
af det pågældende
efterforskningsskridt.
Forsvarerens
bemærkninger i så
henseende skal
tilføres
politirapporten. Har
forsvareren ikke
mulighed for at
komme til stede,
eller er det ikke
muligt for politiet
at give forsvareren
meddelelse, kan der
kun foretages
efterforskningsskridt,
som ikke kan
opsættes. Har
forsvareren ikke
været til stede,
skal forsvareren
uden ophold
underrettes om det
foretagne.
|
|
|
|
Stk. 2 .
Reglerne i stk. 1
kan fraviges efter
bestemmelsen i § 745
b. |
|
|
|
|
|
|
|
§ 745 e . Kan
politiets afhøring
af et barn, når
afhøringen optages
på video
(videoafhøring),
formodes at ville
finde anvendelse som
bevis under
domsforhandlingen,
skal forsvareren
være til stede under
videoafhøringen.
|
|
|
|
Stk. 2 . Den,
der er mistænkt
eller sigtet, har
ikke adgang til at
overvære
videoafhøringen. Den
pågældende skal
snarest muligt have
adgang til sammen
med sin forsvarer at
gennemse
videooptagelsen hos
politiet. En
begæring fra den,
der er mistænkt
eller sigtet eller
dennes forsvarer om,
at der foretages
genafhøring af
barnet, skal
fremsættes snarest
muligt herefter.
|
|
|
|
|
|
§ 746. Retten
afgør tvistigheder
om lovligheden af
politiets
efterforskningsskridt
samt om sigtedes og
forsvarerens
beføjelser, herunder
om begæringer fra
forsvareren eller
sigtede om
foretagelsen af
yderligere
efterforskningsskridt.
Afgørelsen træffes
på begæring ved
kendelse.
|
|
10. I §
746 indsættes
efter stk. 1 som nyt
stykke: |
|
Stk. 2.
Bliver dommeren
bekendt med, at en
foranstaltning, der
er iværksat af
politiet i medfør af
denne lov, og som
kræver rettens
godkendelse, ikke er
forelagt retten
inden udløbet af den
herfor fastsatte
frist, bestemmer han
efter at have
afkrævet politiet en
redegørelse, om
foranstaltningen
skal opretholdes
eller ophæves.
|
|
Stk. 2. Ved
tvistigheder om
lovligheden af
politiets afgørelser
efter § 745, 1.
pkt., skal politiet
ikke fremlægge det
materiale, som
tvisten angår.
Retten kan dog
pålægge politiet at
redegøre for
grundene til den
afgørelse, der er
truffet.
Stk. 2 bliver
herefter stk. 3.
|
|
|
|
|
|
§ 748.
Sigtede underrettes
så vidt muligt om
alle retsmøder og er
berettiget til at
overvære dem. Dette
gælder ikke
retsmøder, der
afholdes med henblik
på at opnå rettens
forudgående kendelse
om foretagelse af
foranstaltninger i
henhold til
kapitlerne 69-74. Er
sigtede
varetægtsfængslet,
kan fremstilling af
ham undlades, hvis
den vil være
forbundet med
uforholdsmæssigt
besvær. |
|
11 . I §
748 indsættes
som stk. 7 :
|
|
Stk. 2.
Forsvareren
underrettes om alle
retsmøder og er
berettiget til at
overvære dem. Er det
ikke muligt at give
forsvareren
meddelelse, kan der
kun afholdes
retsmøder, som ikke
kan opsættes. For så
vidt angår de i stk.
1, 2. pkt., nævnte
retsmøder kan reglen
dog fraviges, hvis
hensynet til
fremmede magter, til
statens sikkerhed
eller til sagens
opklaring eller
tredjemand
undtagelsesvis gør
det påkrævet.
Afgørelsen træffes
af retten efter
politiets begæring.
Forsvareren må kun
med rettens samtykke
videregive
oplysninger, han har
modtaget i
retsmødet.
|
|
|
|
Stk. 3.
Forsvareren er
berettiget til at
fremsætte
bemærkninger og kort
at få disse tilført
protokollen, men
dommeren bestemmer,
på hvilket tidspunkt
af retsmødet dette
kan ske.
|
|
|
|
Stk. 4 .
Retten kan pålægge
sigtede at indfinde
sig til et retsmøde.
Er pålægget ikke
givet i et tidligere
retsmøde, meddeles
det ved en skriftlig
tilsigelse.
Tilsigelse sker med
mindst aftens
varsel. Retten kan
dog fastsætte andet
varsel eller pålægge
sigtede at møde
straks. Tilsigelsen
skal indeholde
oplysning om
sigtelsens genstand.
Udeblivelse kan kun
medføre
retsvirkninger, hvis
tilsigelsen er
lovlig forkyndt og
indeholder oplysning
om virkningerne af
udeblivelse.
|
|
|
|
Stk. 5 .
Retten kan på
begæring bestemme,
at der ikke skal
gives sigtede
underretning om et
retsmødes
afholdelse, eller at
sigtede skal være
udelukket fra at
overvære et retsmøde
helt eller delvis,
hvis hensynet til
fremmede magter, til
statens sikkerhed
eller til sagens
opklaring eller
tredjemand
undtagelsesvis gør
det påkrævet.
|
|
|
|
Stk. 6. Har
sigtede været
udelukket fra at
overvære et
retsmøde, skal
retten, hvis sigtede
er til stede, og
ellers politiet
snarest gøre ham
bekendt med, hvad
der er tilført
retsbogen. Hvis de
særlige hensyn, som
har begrundet
udelukkelsen,
fortsat er til
stede, kan sigtede
dog af retten
afskæres herfra,
ligesom retten kan
pålægge forsvareren
ikke at give sigtede
underretning om,
hvad der er passeret
i retsmødet.
Pålægget kan
udstrækkes, indtil
tiltalte har afgivet
forklaring under
domsforhandlingen.
|
|
|
|
|
|
Stk. 7 . Stk
Stk. 1-6 finder ikke
anvendelse på
retsmøder, der
afholdes i henhold
til § 745 b, eller
hvor der fremlægges
oplysninger, der
efter § 745 b er
undtaget fra
forsvarerens adgang
til aktindsigt, og
hvor der efter § 784
beskikkes en advokat
for den, som
indgrebet vedrører.
|
|
|
|
|
|
|
|
12. § 754
a affattes
således:
|
|
§ 754 a.
Politiet må ikke som
led i
efterforskningen af
en lovovertrædelse
foranledige, at der
tilbydes bistand til
eller træffes
foranstaltninger med
henblik på at
tilskynde nogen til
at udføre eller
fortsætte
lovovertrædelsen,
medmindre:
|
|
§ 754 a.
Politiet må ikke som
led i
efterforskningen af
en lovovertrædelse
foranledige, at der
tilbydes bistand til
eller træffes
foranstaltninger med
henblik på at
tilskynde nogen til
at udføre eller
fortsætte
lovovertrædelsen,
medmindre:
|
|
1) der foreligger en
særlig bestyrket
mistanke om, at
lovovertrædelsen er
ved at blive begået
eller forsøgt,
|
|
1) der foreligger en
begrundet mistanke
om, at
lovovertrædelsen er
ved at blive begået
eller forsøgt,
|
|
2) andre
efterforskningsskridt
ikke vil være egnede
til at sikre bevis i
sagen, og
|
|
2)
efterforskningsskridtet
må antages at være
af afgørende
betydning for
efterforskningen, og
|
|
3) efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, eller en
overtrædelse af
straffelovens § 289,
2. pkt. |
|
3) efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, eller en
overtrædelse af
straffelovens § 286,
stk. 1, eller § 289,
2. pkt. |
|
|
|
Stk. 2.
Foranstaltninger,
der træffes med
henblik på at
tilskynde nogen til
at udføre eller
fortsætte en
lovovertrædelse,
omfattes ikke af
stk. 1, hvis
politiet ikke herved
påvirker væsentlige
omstændigheder ved
lovovertrædelsen.
|
|
|
|
|
|
§ 754 b. De
foranstaltninger,
som er nævnt i § 754
a, må ikke bevirke
en forøgelse af
lovovertrædelsens
omfang eller
grovhed.
|
|
13. I § 754
b, stk. 2, indsættes
som 2. pkt.:
|
|
Stk. 2 . For
Foranstaltningerne
må alene udføres af
polititjenestemænd.
|
|
Civile personer kan
dog efter aftale med
politiet yde bistand
til at udføre eller
fortsætte den
lovovertrædelse, der
efterforskes, når
den bistand, der
ydes, er yderst
beskeden i forhold
til
lovovertrædelsen.
|
|
|
|
|
|
§ 781.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
må kun foretages,
såfremt |
|
14. I §
781, stk. 1, nr. 3
, indsættes
efter 193, stk. 1, :
228, |
|
1) der er bestemte
grunde til at
antage, at der på
den pågældende måde
gives meddelelser
eller foretages
forsendelser til
eller fra en
mistænkt,
|
|
|
|
2) indgrebet må
antages at være af
afgørende betydning
for efterforskningen
og |
|
|
|
3) efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, en
forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitler 12 eller 13
eller en
overtrædelse af
straffelovens §§
124, stk. 2, 125,
127, stk. 1, 193,
stk. 1, 235, 266,
281, 286, stk. 1,
eller 289 eller en
overtrædelse af
udlændingelovens §
59, stk. 5.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 788. Efter
afslutningen af et
indgreb i
meddelelseshemmeligheden
skal der gives
underretning om
indgrebet, jf. dog
stk. 4 og 5. Har den
person, til hvem
underretning efter
stk. 2 skal gives,
været mistænkt i
sagen, skal der
tillige gives
underretning herom
og om, hvilken
lovovertrædelse
mistanken har
angået. |
|
15. § 788,
stk. 4, 1. pkt .,
affattes således:
|
|
Stk. 2.
Underretningen gives
|
|
|
|
1) ved
telefonaflytning og
teleoplysning til
indehaveren af den
pågældende telefon,
|
|
|
|
2) ved anden
aflytning til den,
der har rådighed
over det sted eller
det lokale, hvor
samtalen er afholdt
eller udtalelsen
fremsat, og
|
|
|
|
3) ved brevåbning og
brevstandsning til
afsenderen eller
modtageren af
forsendelsen.
|
|
|
|
Stk. 3.
Underretningen gives
af den byret, som
har truffet
afgørelse efter §
783. Underretningen
gives snarest
muligt, såfremt
politiet ikke senest
14 dage efter
udløbet af det
tidsrum, for hvilket
indgrebet har været
tilladt, har fremsat
begæring om
undladelse af eller
udsættelse med
underretning, jf.
stk. 4. Er der i
medfør af § 784,
stk. 1, beskikket en
advokat, skal
genpart af
underretningen
sendes til denne.
|
|
|
|
Stk. 4. Vil
underretning som
nævnt i stk. 1-3
være til skade for
efterforskningen,
eller taler
omstændighederne i
øvrigt imod
underretning, kan
retten efter
begæring fra
politiet beslutte,
at underretning skal
undlades eller
udsættes i et
nærmere fastsat
tidsrum, der kan
forlænges ved senere
beslutning. Er der
efter § 784, stk. 1,
beskikket en
advokat, skal denne
have lejlighed til
at udtale sig, inden
retten træffer
beslutning om
undladelse af eller
udsættelse med
underretningen.
|
|
Vil underretning som
nævnt i stk. 1-3
være til skade for
efterforskningen
eller til skade for
efterforskningen i
en anden verserende
sag om en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
danne grundlag for
et indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
eller taler
omstændighederne i
øvrigt imod
underretning, kan
retten efter
begæring fra
politiet beslutte,
at underretning skal
undlades eller
udsættes i et
nærmere fastsat
tidsrum, der kan
forlænges ved senere
beslutning.
|
|
|
|
|
|
§ 791 b.
Aflæsning af ikke
offentligt
tilgængelige
oplysninger i et
informationssystem
ved hjælp af
programmer eller
andet udstyr
(dataaflæsning) kan
foretages, såfremt
|
|
16. § 791 b,
stk. 1, nr. 3 ,
affattes således:
|
|
1) der er bestemte
grunde til at
antage, at
informationssystemet
anvendes af en
mistænkt i
forbindelse med
planlagt eller
begået kriminalitet
som nævnt i nr. 3,
|
|
|
|
2) indgrebet må
antages at være af
afgørende betydning
for
efterforskningen, og
|
|
|
|
3) efterforskningen
angår en forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitel 12 eller 13
eller en
overtrædelse af
straffelovens § 180,
§ 183, stk. 1 og 2,
§ 183 a, § 186, stk.
1, § 187, stk. 1, §§
191, 192 a eller
237. |
|
3) efterforskningen
angår en
lovovertrædelse, som
efter loven kan
straffes med fængsel
i 6 år eller
derover, en
forsætlig
overtrædelse af
straffelovens
kapitel 12 eller 13
eller en
overtrædelse af §
286, stk. 1, eller §
289. |
|
|
|
|
|
§ 834.
Samtidig med
indleveringen af
anklageskriftet
eller snarest muligt
derefter skal
statsadvokaten på
rettens kontor
indlevere en
udskrift af de i
sagen foretagne
retslige
undersøgelses- og
bevishandlinger,
ledsaget af sagens
øvrige dokumenter og
andre synlige
bevismidler, samt en
fortegnelse over de
beviser, som agtes
fremført med kort
angivelse af, hvad
dermed agtes
godtgjort. Vidner og
syns- eller
skønsmænd skal
betegnes med navn,
og hvad der i øvrigt
måtte udkræves til
deres nøjagtige
betegnelse, under
opgivende af, om de
agtes afhørt under
domsforhandlingen
eller ved en
undersøgelsesret,
eller om allerede
afgivne forklaringer
agtes benyttede.
Ønskes syns- eller
skønsmænd udmeldt,
fremsættes begæring
herom til retten.
|
|
17. I §
834 indsættes
efter 2. pkt.:
Polititjenestemænd,
der har udført
foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, og
polititjenestemænd
med en særlig
tjenestefunktion,
hvor det af hensyn
til denne særlige
tjenestefunktion er
nødvendigt at
hemmeligholde
identiteten, kan
betegnes med et
andet navn end deres
eget og uden
angivelse af bopæl.
|
|
|
|
|
|
|
|
18. Efter §
836 indsættes:
|
|
|
|
§ 836 a. En
person kan ikke
indkaldes som vidne,
hvis oplysninger om
personens identitet
ikke indgår i sagen
i medfør af § 745,
1. pkt., eller er
undtaget fra
forsvarerens adgang
til aktindsigt i
medfør af § 745 b.
|
|
|
|
|
|
§ 841. Retten
kan efter anmodning
fra
anklagemyndigheden,
forsvareren eller et
vidne forud for
domsforhandlingen
træffe afgørelse om
dørlukning efter §
29, stk. 2, nr. 2,
referatforbud efter
§ 30, nr. 2,
navneforbud efter §
31, stk. 1, nr. 1,
om at tiltalte skal
forlade retslokalet,
mens et vidne
afhøres, jf. § 848,
stk. 1 eller 3,
eller om, at et
vidnes bopæl eller
navn, stilling og
bopæl ikke må
oplyses for
tiltalte, jf. § 848,
stk. 2. |
|
19. § 841
affattes
således:
§ 841. Retten
kan efter anmodning
fra
anklagemyndigheden,
forsvareren eller et
vidne forud for
domsforhandlingen
træffe afgørelse om
dørlukning efter §
29, stk. 2, nr. 2
eller 3,
referatforbud efter
§ 30, nr. 2,
navneforbud efter §
31, stk. 1, nr. 1,
om at tiltalte skal
forlade retslokalet,
mens et vidne
afhøres, jf. § 848,
stk. 1, 3 eller 6,
om at et vidnes
bopæl eller navn,
stilling og bopæl
ikke må oplyses for
tiltalte, jf. § 848,
stk. 2, eller om, at
en
polititjenestemands
navn og bopæl ikke
skal oplyses, jf. §
848, stk. 5.
|
|
|
|
|
|
§ 848.
Formanden kan uden
for de tilfælde, der
er nævnt i stk. 2,
nr. 2, beslutte, at
tiltalte skal
forlade retslokalet,
mens et vidne eller
en medtiltalt
afhøres, når særegne
grunde taler for, at
en uforbeholden
forklaring ellers
ikke kan opnås.
|
|
20. I §
848 indsættes
efter stk. 3 som nye
stykker :
|
|
Stk. 2.
Retten kan, hvis det
må antages at være
uden betydning for
tiltaltes forsvar,
på anmodning
bestemme,
|
|
|
|
1) at et vidnes
bopæl ikke må
oplyses for
tiltalte, hvis
afgørende hensyn til
vidnets sikkerhed
taler for det, eller
|
|
|
|
2) at et vidnes
navn, stilling og
bopæl ikke må
oplyses for
tiltalte, hvis
afgørende hensyn til
vidnets sikkerhed
gør det påkrævet.
|
|
|
|
Stk. 3. Er
der truffet
bestemmelse efter
stk. 2, nr. 2, kan
retten yderligere
bestemme, at
tiltalte skal
forlade retslokalet,
mens vidnet afhøres,
hvis der er grund
til at antage, at
vidnet eller vidnets
nærmeste vil blive
udsat for alvorlig
fare, hvis tiltalte
får kendskab til
vidnets identitet.
|
|
|
|
Stk. 4.
Formanden afgør, om
tiltalte skal
forlade retslokalet
under den
forudgående
forhandling om
anmodninger fremsat
efter stk. 2 og 3.
|
|
Stk. 4. En
polititjenestemand,
der har udført
foranstaltninger som
nævnt i § 754 a, kan
afgive forklaring
uden at oplyse sit
eget navn og bopæl.
|
|
Stk. 5. Når
tiltalte som følge
af en beslutning
efter stk. 1 eller 3
ikke har overværet
afhøringen af et
vidne eller en
medtiltalt, skal
tiltalte, når denne
på ny kommer til
stede i retslokalet,
have oplysning om,
hvem der har afgivet
forklaring i
tiltaltes fravær, og
om indholdet af
forklaringen, for så
vidt den angår
tiltalte. Retten
afgør, om
gengivelsen af
forklaringen skal
ske før eller efter,
at tiltalte selv har
afgivet forklaring.
Oplysning om vidnets
bopæl eller navn,
stilling og bopæl
skal dog ikke
meddeles tiltalte,
hvis retten har
truffet bestemmelse
om hemmeligholdelse
efter stk. 2, nr. 1
eller 2.
|
|
Stk. 5.
Formanden kan
bestemme, at
oplysning om navn og
bopæl på en
polititjenestemand,
der afgiver
forklaring som
vidne, ikke skal
oplyses, hvis
afgørende hensyn til
vidnets særlige
tjenestefunktion
taler for det, og
oplysningerne må
antages at være uden
betydning for
tiltaltes forsvar.
|
|
Stk. 6.
Afgørelse om
hemmeligholdelse af
et vidnes navn,
stilling og bopæl,
jf. stk. 2, nr. 2,
og stk. 3, træffes
ved kendelse. I
kendelsen anføres de
konkrete
omstændigheder i
sagen, hvorpå det
støttes, at
betingelserne for
hemmeligholdelse er
opfyldt. Kendelsen
kan til enhver tid
omgøres. Rettens
afgørelse efter stk.
2, nr. 2, og stk. 3,
kan kæres.
|
|
Stk. 6 .
Formanden kan
bestemme, at
tiltalte skal
forlade retslokalet,
når en
polititjenestemand,
der har udført
foranstaltninger som
nævnt i § 754 a,
eller en
polititjenestemand
med en særlig
tjenestefunktion,
afhøres, hvis dette
er påkrævet af
hensyn til
hemmeligholdelsen af
polititjenestemandens
identitet, og det må
antages at være uden
væsentlig betydning
for tiltaltes
forsvar.
Stk. 4-6 bliver
herefter stk. 7-9.
|
|
|
|
|
|
|
|
21. I §
848, stk. 4, der
bliver stk. 7
, ændres stk. 2 og 3
til: stk. 2, 3, 5 og
6 . |
|
|
|
|
|
|
|
22. I §
848, stk. 5, 1.
pkt., der bliver
stk. 8, 1. pkt.,
ændres stk. 1
eller 3 til: stk. 1,
3 eller 6 .
|
|
|
|
|
|
|
|
23. I §
848, stk. 5, der
bliver stk. 8,
indsættes som
4. pkt. :
Oplysning om en
polititjenestemands
navn og bopæl skal
endvidere ikke
meddeles tiltalte,
hvis retten har
truffet bestemmelse
om hemmeligholdelse
efter stk. 5.
|
|
|
|
|
|
|
|
24. I §
848, stk. 6, 1.
pkt., der bliver
stk. 9, 1. pkt.,
indsættes efter
stk. 2, nr. 2, og
stk. 3, : eller en
polititjenestemands
navn og bopæl, jf.
stk. 5 og 6, .
|
|
|
|
|
|
|
|
25. I §
848, stk. 6, 4.
pkt., der bliver
stk. 9, 4. pkt.,
ændres stk. 2,
nr. 2, og stk. 3,
til: stk. 2, nr. 2,
og stk. 3, 5 og 6,
|
|
|
|
|
|
|
|
§
3 |
|
|
|
Stk. 1 .
Loven træder i kraft
dagen efter
bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2 .
Lovens § 2, nr. 1-3,
6 og nr. 17-25
finder anvendelse i
sager, som ikke er
endeligt afgjort ved
lovens ikrafttræden.
|
|
|
|
|
|
|
|
§
4 |
|
|
|
Stk. 1. Loven
gælder ikke for
Færøerne og
Grønland.
Stk. 2. § 1
kan ved kongelig
anordning helt eller
delvist sættes i
kraft for Færøerne
med de afvigelser,
som de særlige
færøske forhold
tilsiger.
|