Erstatning fra staten til ofre for forbrydelser er efter offererstatningslovens § 7, stk. 1, subsidiær i forhold til dækning fra anden side, idet staten efter bestemmelsen ikke yder erstatning, i det omfang skaden godtgøres af skadevolder eller dækkes af ydelser efter den sociale lovgivning, løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre økonomiske ydelser.

Bestemmelsen indebærer således, at ydelser fra anden side, herunder sociale ydelser, skal fratrækkes i erstatningen fra staten, hvis den pågældende ydelse helt eller delvis dækker en tabspost, der kræves erstatning for. Løn under sygdom og udbetalte sygedagpenge fra det offentlige skal f.eks. fratrækkes i en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, mens en privat forsikring, der kommer til udbetaling ved invaliditet, skal fratrækkes i en godtgørelse for varigt mén, og førtidspension skal fratrækkes i en erstatning for erhvervsevnetab.

Offererstatningsloven har således alene karakter af et »socialt sikkerhedsnet«. Staten er ikke skadevolder og har ved loven alene påtaget sig at betale erstatning til ofret, når den pågældende ikke har mulighed for på anden måde at få dækket sit økonomiske tab.

Som følge af fradragsreglen i offererstatningslovens § 7, og som følge af, at gerningsmanden meget ofte ikke er i stand til at betale, kan ofre for forbrydelser imidlertid i praksis opleve det således, at de i modsætning til andre skadelidte på områder, hvor det offentlige tilbyder erstatning i videre omfang, end man er forpligtet til efter de almindelige erstatningsretlige regler f.eks. patienter på offentlige sygehuse, jf. patientforsikringsloven ikke får fuld erstatning, eftersom sociale ydelser mv. ikke fradrages i erstatninger, der udmåles efter erstatningsansvarsloven. I praksis kan den reelle situation opleves således, at den skadelidte er bedre stillet, hvis en personskade er blevet påført ved f.eks. en trafikulykke, end hvis den samme skade er forvoldt ved en voldsforbrydelse.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund at ophæve offererstatningslovens princip om, at erstatningen fra staten er subsidiær. Der bør dog fortsat bl.a. ske fradrag for udgifter, der dækkes af skadelidtes forsikring.

Der henvises til betænkningen side 89 ff.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Ordningen efter offererstatningsloven vil hermed blive bragt på linje med den, der gælder på andre områder, hvor det offentlige påtager sig en erstatningspligt uden nødvendigvis at være erstatningsansvarlig efter almindelige regler, jf. navnlig patientforsikringsloven og lægemiddelerstatningsloven.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Efter offererstatningslovens § 10 forudsætter erstatning efter denne lov, at overtrædelsen af straffeloven er anmeldt til politiet uden unødigt ophold, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning. Efter § 10, stk. 2, kan erstatning dog »i særlige tilfælde« ydes, selv om disse betingelser ikke er opfyldt.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det efter offererstatningsloven som udgangspunkt fortsat er skadevolderen selv, der skal betale erstatning til skadelidte, og at staten kan rejse regreskrav mod skadevolderen, når staten har udbetalt erstatning.

Politiets efterforskning er nødvendig for at konstatere, om der foreligger en overtrædelse af straffeloven, og en hurtig politianmeldelse er i reglen en forudsætning for, at politiets efterforskning kan føre til opklaring af sagen og retsforfølgning af skadevolderen. Erfaringen viser, at jo hurtigere en forbrydelse anmeldes til politiet, jo større sandsynlighed er der for, at politiet pågriber gerningsmanden eller finder vidner, hvis forklaringer kan føre til pågribelse af gerningsmanden.

Kravet om hurtig politianmeldelse kan desuden medvirke til at forebygge misbrug af erstatningsordningen.

Erstatningsnævnet anser i praksis normalt en politianmeldelse inden 24 timer efter gerningstidspunktet for at for at være sket »uden unødigt ophold«. I nogle tilfælde ses der imidlertid bort fra denne frist. Hvis det på grund af ofrets tilstand har været umuligt at indgive politianmeldelse, regnes fristen således først fra det tidspunkt, hvor det var muligt for ofret at indgive politianmeldelse, eventuelt telefonisk. Det anses ikke i sig selv for at hindre ofret i at indgive politianmeldelse, at den pågældende er indlagt på sygehus, men bevidstløshed og anden alvorlig tilskadekomst kan forhindre ofret i straks at anmelde forbrydelsen.

Der ses bl.a. også bort fra, at politianmeldelse er sket sent, hvis der rejses tiltale, og det ved en dom over skadevolderen fastslås, at der foreligger en straffelovsovertrædelse. Det samme gælder i andre tilfælde, hvor skadevolderen er kendt, men hvor der ikke rejses tiltale, f.eks. på grund af tiltalefrafald.

Endvidere ses der bort fra, at politianmeldelse ikke er sket uden unødigt ophold, hvis f.eks. skadelidte med rimelighed gik ud fra, at andre ville anmelde forbrydelsen, eller hvis ofret og gerningsmanden står hinanden nær, således at det vil virke urimeligt at kræve politianmeldelse.

Erstatningsnævnet har endvidere oplyst over for arbejdsgruppen (betænkningen side 301), at man i en række nyere afgørelser efter en konkret vurdering har anerkendt krav uanset en sen anmeldelse, hvis der ikke har været berettiget tvivl om, at der var tale om en overtrædelse af straffeloven, og hvis en hurtigere anmeldelse må antages ikke at ville have gjort nogen forskel for så vidt angår politiets muligheder for at opklare sagen.

Arbejdsgruppen finder, at der må lægges betydelig vægt på de hensyn, der ligger bag kravet om politianmeldelse uden unødigt ophold, men at en for streng håndhævelse af reglen vil kunne opfattes som urimelig. Arbejdsgruppen foreslår, at formuleringen af dispensationsbestemmelsen i § 10, stk. 2, »blødes op«, således at der bliver mulighed for at fravige kravet ud fra en lidt friere vurdering end efter den gældende bestemmelse.

Der henvises til betænkningen side 95 f.

I lyset af, at afslag på erstatning fra staten ofte vil være særdeles indgribende for ofret, er Justitsministeriet enig i, at kravet om politianmeldelse uden unødigt ophold bør kunne fraviges ud fra en lidt friere konkret vurdering af forholdene i den enkelte sag. Det foreslås således i overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast, at fravigelse kan ske »hvis forholdene taler for det«. Det er fortsat en betingelse for at fravige hovedreglen, at der er konkrete omstændigheder i den enkelte sag, som taler for det.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne hertil."


Bemærkningerne til de enkelte bestemmelser:
 

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 (ny § 14 a i erstatningsansvarsloven), hvorefter der ved dødsfald tilkommer afdødes efterladte ægtefælle eller samlever eller efter omstændighederne andre efterladte et særligt overgangsbeløb.

Overgangsbeløbet skal ligesom de øvrige erstatningsposter kun udbetales, hvis den efterladte har krav på beløbet efter erstatningsansvarslovens regler, jf. herved bl.a. arbejdsskadesikringslovens § 59, hvorefter skadelidtes eller dennes efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven.

Til nr. 2

Det foreslås, at erstatning og godtgørelse fra staten til ofre for forbrydelser som udgangspunkt skal fastsættes efter de almindelige udmålingsregler i erstatningsansvarsloven. Der skal således fremover ikke foretages fradrag i erstatningen i videre omfang end efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

Hermed ophæves offererstatningslovens grundlæggende regel om, at erstatningen fra staten generelt er subsidiær i forhold til andre ydelser, som tilfalder den skadelidte i anledning af skaden, herunder ydelser efter den sociale lovgivning, løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre økonomiske ydelser.

Efter forslaget vil erstatningen fra staten dog i visse tilfælde fortsat være subsidiær i forhold til andre ydelser, som den skadelidte modtager. Det gælder først og fremmest, hvis den skadelidte opnår erstatning fra skadevolder selv eller fra skadevolders ansvarsforsikring, idet udtrykket »godtgøres af skadevolderen« skal forstås således, at det omfatter begge tilfælde.

Erstatning fra staten vil efter forslaget også fortsat være subsidiær i tilfælde, hvor den skadelidte har tegnet en forsikring, som dækker det lidte tab, medmindre forsikringen er en summaforsikring. Ved skader som følge af en overtrædelse af straffeloven, vil den skadelidte kunne have forsikringsdækning for skader, der er en følge af lovovertrædelsen f.eks. et overfald, der medfører tingsskade på tøj og briller, ituslået ur mv. og/eller skade, der er omfattet af erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, som f.eks. udgifter til tandlægebehandling. Den skadelidtes indboforsikring vil typisk dække skader på tøj, briller, ur mv., mens der ofte vil være dækning for skade på tænder i medfør af en ulykkesforsikring tegnet af den skadelidte eller en gruppeulykkesforsikring, som den skadelidte er dækket under. I så fald kan den skadelidte ikke få dækket sådanne konkrete udgifter to gange, dvs. både fra forsikringen og fra staten (Erstatningsnævnet). Den skadelidte skal endvidere søge udgifterne dækket af sin forsikring, før han søger erstatning fra statskassen, og den skadelidte kan således ikke vælge at gå til Erstatningsnævnet i stedet for til forsikringsselskabet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.1.

Til nr. 3

Der foreslås en vis yderligere lempelse af reglen om, at ofrets krav på erstatning fra staten som udgangspunkt er betinget af, at den pågældende har indgivet politianmeldelse uden unødigt ophold efter gerningstidspunktet. Efter forslaget vil bestemmelsen således kunne fraviges, hvis »forholdene taler for det«.

Hovedreglen er fortsat, at den pågældende lovovertrædelse skal være anmeldt uden unødigt ophold, og der skal fortsat være særlige forhold i den konkrete sag, der begrunder en fravigelse.

Den udvidede dispensationsadgang vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor ofret på grund af den begåede forbrydelse har været i en tilstand, der kan minde om chok (uden at være bevidstløs), og hvor den pågældende som følge heraf ikke inden for det første døgn har foretaget politianmeldelse eller rettet henvendelse til myndigheder eller andre, der kunne vejlede om kravet om politianmeldelse. Der kan f.eks. være tale om en ældre person, der bor alene, og som er blevet overfaldet på sin bopæl, eller en medtaget person, som efter en tur på skadestuen tager hjem for at hvile og derfor først anmelder forholdet mere end et døgn efter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af offererstatningslovens § 7, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Efter den gældende bestemmelse kan erstatning udbetalt af Erstatningsnævnet således kræves tilbagebetalt, hvis den skadelidte senere på anden måde opnår dækning for skaden, og det antages at være en forudsætning for tilbagebetalingskravet, at de pågældende ydelser i givet fald skulle have været fratrukket erstatningen efter § 7, stk. 1."