Afsnit 1

Indgåelse af traktater.

Artikel 6.

Staters evne til at indgå traktater.

    Enhver stat besidder evnen til at indgå traktater.

Artikel 7.

Fuldmagt.

    

1. En person betragtes som repræsenterende en stat med henblik på at vedtage eller bekræfte en traktattekst eller med henblik på at tilkendegive statens samtykke til at være bundet af en traktat, såfremt:

    (a) han fremlægger behørig fuldmagt eller

    (b) det fremgår af de pågældende staters praksis eller af andre omstændigheder, at de havde til hensigt at betragte den pågældende person som repræsenterende staten i disse øjemed og at give afkald på fuldmagt.

    

2. I kraft af deres stilling og uden at behøve at fremlægge fuldmagt betragtes følgende som repræsenterende deres stat:

    (a) statsoverhoveder, regeringschefer og udenrigsministre med henblik på at udføre alle akter i forbindelse med indgåelse af en traktat;

    (b) diplomatiske missionschefer med henblik på at vedtage teksten til en traktat mellem den akkrediterende stat og den stat, i hvilken de er akkrediterede;

    (c) repræsentanter akkrediteret af stater til en international konference eller til en international organisation eller et af dens organer, med henblik på at vedtage en traktattekst på konferencen, i organisationen eller i organet.

Artikel 8.

Efterfølgende bekræftelse af en akt udført uden bemyndigelse.

    En akt vedrørende indgåelsen af en traktat udført af en person, som ikke i henhold til artikel 7 kan betragtes som bemyndiget til at repræsentere en stat med dette formål, er uden retlig virkning, medmindre den senere bekræftes af den pågældende stat.

Artikel 9.

Vedtagelse af teksten.

    

1. Vedtagelsen af en traktattekst sker ved samtykke fra alle de stater, der tager del i dens udarbejdelse med den i stk. 2 anførte undtagelse.

    

2. Vedtagelsen af en traktattekst på en international konference sker med to tredjedeles flertal af de tilstedeværende og stemmeafgivende stater, medmindre de med samme flertal beslutter at anvende en anden regel.

Artikel 10.

Bekræftelse af teksten.

    En traktattekst fastlægges som autentisk og endelig:

    (a) ved den fremgangsmåde, som måtte være foreskrevet i teksten eller vedtaget af de stater, der tager del i dens udarbejdelse, eller

    (b) hvis ingen fremgangsmåde er foreskrevet eller vedtaget på denne måde, ved at disse staters repræsentanter undertegner, undertegner ad referendum eller paraferer traktatteksten eller konferencens slutakt, som indeholder teksten.

Artikel 11.

Måder, hvorpå samtykke til at være bundet af en traktat kan udtrykkes.

    En stats samtykke til at være bundet af en traktat kan udtrykkes ved undertegnelse, udveksling af instrumenter, der udgør en traktat, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse eller på en hvilken som helst anden aftalt måde.

Artikel 12.

Samtykke til at være bundet af en traktat udtrykt ved undertegnelse.

    

1. En stats samtykke til at være bundet af en traktat udtrykkes ved dens repræsentants undertegnelse, når:

    (a) traktaten foreskriver, at undertegnelse skal have denne virkning;

    (b) det på anden måde er godtgjort, at de forhandlende stater var enige om, at undertegnelse skulle have denne virkning, eller

    (c) det fremgår af repræsentantens fuldmagt eller er blevet udtrykt under forhandlingerne, at det var statens hensigt at tillægge undertegnelsen denne virkning.

    

2. Ved anvendelsen af stk.1 gælder følgende:

    (a) paraferingen af en tekst udgør en undertegnelse, når det er godtgjort, at de forhandlende stater var enige herom;

    (b) en repræsentants undertegnelse af en traktat ad referendum udgør en egentlig undertegnelse, hvis den er bekræftet af hans stat.

Artikel 13.

Samtykke til at være bundet af en traktat udtrykt ved udveksling af instrumenter, der udgør en traktat.

    Staters samtykke til at være bundet af en traktat, som består af udvekslede instrumenter, udtrykkes ved denne udveksling, når:

    (a) det af instrumenterne fremgår, at deres udveksling skal have denne virkning, eller

    (b) det på anden måde er godtgjort, at de pågældende stater var enige om, at udvekslingen af instrumenter skulle have denne virkning.

Artikel 14.

Samtykke til at være bundet af en traktat udtrykt ved ratifikation, accept eller godkendelse.

    

1. En stats samtykke til at være bundet af en traktat udtrykkes ved ratifikation, når:

    (a) traktaten foreskriver, at sådant samtykke skal udtrykkes ved ratifikation:

    (b) det på anden måde er godtgjort, at de forhandlende stater var enige om, at ratifikation var påkrævet:

    (c) statens repræsentant har undertegnet traktaten under forbehold af ratifikation eller

    (d) statens ønske om at undertegne traktaten under forbehold af ratifikation fremgår af dens repræsentants fuldmagt eller er blevet udtrykt under forhandlingerne.

    

2. En stats samtykke til at være bundet af en traktat udtrykkes ved accept eller godkendelse under lignende betingelser, som gælder med hensyn til ratifikation.

Artikel 15.

Samtykke til at være bundet af en traktat udtrykt ved tiltrædelse.

    En stats samtykke til at være bundet af en traktat udtrykkes ved tiltrædelse, når:

    (a) traktaten foreskriver, at sådant samtykke kan udtrykke af den pågældende stat ved tiltrædelse;

    (b) det på anden måde er godtgjort, at de forhandlende stater var enige om, at sådant samtykke kan udtrykkes af den pågældende stat ved tiltrædelse eller

    (c) samtlige deltagere efterfølgende er blevet enige om, at et

    sådant samtykke kan udtrykkes af den pågældende stat ved tiltrædelse.

Artikel 16.

Udveksling eller deponering af instrumenter om ratifikation, godkendelse eller tiltrædelse.

    Medmindre traktaten foreskriver andet, udgør instrumenter om ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse en stats samtykke til at være bundet af en traktat fra det tidspunkt, da de:

    (a) udveksles imellem de kontraherende stater;

    (b) deponeres hos depositaren eller

    (c) notificeres over for de kontraherende stater eller depositaren, hvis dette er aftalt.

Artikel 17.

Samtykke til at være bundet af en del af en traktat og valg mellem forskellige bestemmelser.

    

1. Uden at udelukke den eventuelle anvendelse af artiklerne 19 til 23 får en stats samtykke til at være bundet af en del af en traktat kun virkning, såfremt traktaten tillader det, eller de øvrige kontraherende stater er enige herom.

    

2. En stats samtykke til at være bundet af en traktat, der tillader et valg mellem forskellige bestemmelser, får kun virkning, hvis det tydeligt fremgår, hvilke bestemmelser samtykket omfatter.

Artikel 18.

Forpligtelse til ikke at berøve en traktat dens formål og hensigt forud for dens ikrafttræden.

    En stat er forpligtet til at afholde sig fra handlinger, der ville berøve traktaten dens formål og hensigt, når:

    (a) den har undertegnet traktaten eller udvekslet de instrumenter, der udgør traktaten under forbehold af ratifikation, accept eller godkendelse, så længe den ikke klart har tilkendegivet, at det er dens hensigt ikke at blive deltager i traktaten, eller

    (b) den har udtrykt sit samtykke til at være bundet af traktaten, så længe traktaten ikke er trådt i kraft, forudsat at denne ikrafttræden ikke utilbørligt forsinkes.

Afsnit 2

Forbehold.

Artikel 19.

Fremsættelse af forbehold.

    En stat kan ved undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af en traktat fremsætte et forbehold, medmindre:

    (a) traktaten forbyder det pågældende forbehold;

    (b) traktaten foreskriver, at kun nærmere bestemte forbehold, der ikke omfatter det pågældende forbehold, kan fremsættes, eller

    (c) forbeholdet, i tilfælde, der ikke omfattes af punkterne (a) og (b), er uforeneligt med traktatens hensigt og formål.

Artikel 20.

Godkendelse af og indsigelse mod forbehold.

    

1. Et forbehold, der udtrykkeligt er tilladt i en traktat, kræver ingen efterfølgende godkendelse fra de øvrige kontraherende stater, medmindre det er foreskrevet i traktaten.

    

2. Når det fremgår af det begrænsede antal af forhandlende stater og af traktatens hensigt og formål, at anvendelse af traktaten i dens helhed mellem alle deltagerne er en væsentlig betingelse for hver enkelts samtykke til at være bundet af traktaten, kræver et forbehold samtlige deltageres godkendelse.

    

3. Når en traktat er stiftelsesdokument for en international organisation, og den ikke selv bestemmer andet, kræver et forbehold godkendelse fra organisationens kompetente organ.

    

4. I tilfælde, der ikke omfattes af de foregående punkter, og såfremt traktaten ikke bestemmer andet, gælder følgende:

    (a) godkendelse fra en anden kontraherende stat af et forbehold bevirker, at den stat, der fremsætter forbeholdet, bliver deltager i traktaten i relation til denne anden stat, hvis traktaten er i kraft, eller når den træder i kraft for disse stater;

    (b) en indsigelse fra en anden kontraherende stat mod et forbehold udelukker ikke traktatens ikrafttræden imellem den stat, der fremsætter indsigelsen, og den, der tager forbeholdet, medmindre den stat, der fremsætter indsigelsen, udtrykkeligt tilkendegiver den modsatte hensigt;

    (c) en akt, der giver udtryk for en stats samtykke til at være bundet af en traktat, og som indeholder et forbehold, har virkning, så snart mindst én anden kontraherende stat har godkendt forbeholdet.

    

5. For så vidt angår stk.2 og 4, og medmindre traktaten bestemmer andet, betragtes et forbehold som godkendt af en stat, hvis den ikke har gjort indsigelse mod forbeholdet ved udløbet af et tidsrum af tolv måneder efter, at den var blevet gjort bekendt med forbeholdet, eller på den dato, da den gav sit samtykke til at være bundet af traktaten, alt efter hvilket tidspunkt der er det seneste.

Artikel 21.

Retsvirkninger af forbehold og af indsigelser mod forbehold.

    

1. Et forbehold, som gælder over for en anden deltager i overensstemmelse med artiklerne 19, 20 og 23:

    (a) modificerer såvidt forbeholdet rækker de pågældende traktatbestemmelser for den stat, der har taget forbeholdet i dens forhold til denne anden deltager;

    (b) modificerer disse bestemmelser i samme omfang for den anden part i dennes forhold til den stat, der har fremsat forbeholdet.

    

2. Forbeholdet modificerer ikke traktatens bestemmelser for dens øvrige deltagere i deres indbyrdes forhold.

    

3. Når en stat, der fremsætter indsigelse mod et forbehold, ikke har modsat sig traktatens ikrafttræden mellem sig selv og den stat, der har fremsat forbeholdet, finder de bestemmelser, som forbeholdet vedrører, ikke anvendelse mellem de to stater i det omfang det følger af forbeholdet.

Artikel 22.

Tilbagekaldelse af forbehold og af indsigelser mod forbehold.

    

1. Medmindre traktaten bestemmer andet, kan et forbehold tilbagekaldes når som helst, og samtykke hertil fra en stat, der har godkendt forbeholdet, er ikke påkrævet.

    

2. Medmindre traktaten bestemmer andet, kan en indsigelse mod et forbehold tilbagekaldes når som helst.

    

3. Medmindre traktaten bestemmer andet, eller andet er aftalt,

    (a) får tilbagekaldelse af et forbehold ikke virkning over for en kontraherende stat, før denne har modtaget meddelelse herom;

    (b) får tilbagekaldelse af en indsigelse mod et forbehold ikke virkning, før den stat, der fremsatte forbeholdet, har modtaget meddelelse herom.

Artikel 23.

Fremgangsmåde vedrørende forbehold.

    

1. Et forbehold, en udtrykkelig godkendelse af et forbehold og en indsigelse mod et forbehold skal formuleres skriftligt og meddeles til de kontraherende stater og andre stater, som er berettiget til at blive deltagere i traktaten.

    

2. Et forbehold skal, dersom det er fremsat ved undertegnelse af traktaten under forbehold af ratifikation, accept eller godkendelse, bekræftes formelt af den stat, der tager forbeholdet, når denne udtrykker sit samtykke til at være bundet af traktaten. I et sådant tilfælde skal forbeholdet betragtes som fremsat på datoen for dets bekræftelse.

    

3. En udtrykkelig godkendelse eller indsigelse mod et forbehold, som er fremsat forud for forbeholdets bekræftelse, kræver ikke selv nogen bekræftelse.

    

4. Tilbagekaldelse af et forbehold eller af en indsigelse mod et forbehold skal formuleres skriftligt.

Afsnit 3

Ikrafttrædelse og foreløbig anvendelse af traktater.

Artikel 24.

Ikrafttrædelse.

    

1. En traktat træder i kraft på den måde og på den dato, som den måtte foreskrive, eller som de forhandlende stater måtte blive enige om.

    

2. I mangel af en sådan bestemmelse eller aftale træder en traktat i kraft, så snart alle de forhandlende stater har givet deres samtykke til at være bundet af traktaten.

    

3. Når en stats samtykke til at være bundet af en traktat gives på et tidspunkt efter traktatens ikrafttræden, træder traktaten i kraft for denne stat på det nævnte tidspunkt, medmindre traktaten bestemmer andet.

    

4. En traktats bestemmelser om bekræftelse af dens tekst, meddelelse af staternes samtykke til at være bundet af traktaten, måden og datoen for dens ikrafttræden, forbehold, depositarens funktioner og andre forhold, der nødvendigvis opstår inden traktatens ikrafttræden, finder anvendelse fra det tidspunkt, da dens tekst vedtages.

Artikel 25.

Foreløbig anvendelse.

    

1. En traktat eller en del af en traktat anvendes foreløbigt i afventen af dens ikrafttræden såfremt:

    (a) traktaten selv indeholder bestemmelse herom eller

    (b) de forhandlende stater på anden måde er blevet enige herom.

    

2. Medmindre traktaten foreskriver andet, eller de forhandlende stater er blevet enige om andet, skal den foreløbige anvendelse af en traktat eller af en del af en traktat i forhold til en stat ophøre, hvis denne stat meddeler de øvrige stater, mellem hvilke traktaten anvendes foreløbigt, at det er dens hensigt ikke at blive deltager i traktaten.

Kapitel III

Overholdelse, anvendelse og fortolkning af traktater.

Afsnit 1

Overholdelse af traktater.

Artikel 26.

Pacta sunt servanda.

    Enhver ikraftværende traktat er bindende for dens deltagere og skal opfyldes af dem i god tro.

Artikel 27.

Intern ret og overholdelse af traktater.

    En deltager må ikke påberåbe sig bestemmelser i sit interne retssystem til retfærdiggørelse af sin undladelse af at opfylde en traktat. Denne regel begrænser ikke rækkevidden af artikel 46.

Afsnit 2

Anvendelse af traktater.

Artikel 28.

Traktaters ikke-tilbagevirkende kraft.

    Medmindre en anden hensigt fremgår af traktaten eller er fastslået på anden måde, binder dens bestemmelser ikke en deltager med hensyn til nogen handling eller kendsgerning, som fandt sted, eller nogen situation, som ophørte at bestå, forud for datoen for traktatens ikrafttræden for denne deltager.

Artikel 29.

Traktaters territoriale anvendelsesområde.

    Medmindre andet fremgår af traktaten eller er fastslået på anden måde, er en traktat bindende for hver enkelt deltager med hensyn til hele dens territorium.

Artikel 30.

Anvendelse af successive traktater vedrørende samme emne.

    

1. Med forbehold af De forenede Nationers pagt, artikel 103, skal rettigheder og forpligtelser for stater, der er deltagere i successive traktater vedrørende samme emne afgøres i overensstemmelse med følgende bestemmelser.

    

2. Når en traktat angiver, at den skal vige for, eller at den ikke skal betragtes som uforenelig med en tidligere eller senere traktat, skal denne anden traktats bestemmelser gå forud.

    

3. Når alle deltagerne i den tidligere traktat også er deltagere i den senere traktat, men den tidligere traktat ikke er bragt til ophør eller suspenderet i henhold til artikel 59, finder den tidligere traktat kun anvendelse i den udstrækning dens bestemmelser er forenelige med den senere traktats bestemmelser.

    

4. Når deltagerne i den senere traktat ikke omfatter alle deltagerne i den tidligere:

    (a) gælder for så vidt angår stater, der er deltagere i begge traktater, samme regel som fastsat i stk.3;

    (b) er, for så vidt angår en stat, der er deltager i begge traktater, og en stat, der kun er deltager i den ene traktat, den traktat, i hvilken begge stater er deltagere, bestemmende for deres fælles rettigheder og forpligtelser.

    

5. Stk. 4 berører ikke artikel 41 eller noget spørgsmål om ophør eller suspension af en traktat i henhold til artikel 60 eller noget spørgsmål om ansvar, som måtte opstå for en stat ved indgåelse eller anvendelse af en traktat, hvis bestemmelser er uforenelige med statens forpligtelser over for en anden stat under en anden traktat.

Afsnit 3

Fortolkning af traktater.

Artikel 31.

Almindelig regel om fortolkning.

    

1. En traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål.

    

2. Med henblik på fortolkningen af en traktat indgår i sammenhængen foruden selve teksten inklusive dens præambel og bilag:

    (a) enhver aftale vedrørende traktaten, som er indgået mellem samtlige deltagere i forbindelse med traktatens indgåelse;

    (b) ethvert dokument, som er udarbejdet af en eller flere deltagere i forbindelse med traktatens indgåelse og godkendt af de øvrige deltagere som et dokument i tilknytning til traktaten.

    

3. Jævnsides med sammenhængen skal der tages hensyn til:

    (a) en eventuel efterfølgende aftale mellem deltagerne vedrørende traktatens fortolkning eller anvendelsen af dens bestemmelser;

    (b) enhver efterfølgende praksis vedrørende traktatens anvendelse, som fastslår en enighed mellem deltagerne vedrørende dens fortolkning;

    (c) enhver relevant folkeretlig retsregel, som finder anvendelse i forholdet mellem deltagerne.

    

4. Der skal tillægges et udtryk en særlig betydning, hvis det er godtgjort, at dette var deltagernes hensigt.

Artikel 32.

Supplerende fortolkningsmidler.

    Supplerende fortolkningsmidler, herunder forarbejderne til traktaten og omstændighederne ved dens indgåelse, kan tages i betragtning med henblik på at få bekræftet den betydning, der fremkommer ved anvendelsen af artikel 31 eller for at fastslå betydningen, når fortolkningen i henhold til artikel 31:

    (a) efterlader betydningen flertydig eller uklar eller

    (b) fører til et resultat, som er åbenbart meningsløst eller urimeligt.

Artikel 33.

Fortolkningen af traktater, der er bekræftede på to eller flere sprog.

    

1. Når en traktat er bekræftet på to eller flere sprog, har teksten samme gyldighed på hvert af disse sprog, medmindre traktaten bestemmer, eller deltagerne er enige om, at en bestemt tekst skal have forrang i tilfælde af uoverensstemmelse.

    

2. En traktattekst på et andet sprog end et af de sprog, på hvilket teksten blev bekræftet, skal kun betragtes som en bekræftet tekst, dersom traktaten indeholder bestemmelse herom, eller deltagerne er enige herom.

    

3. De i traktaten anvendte udtryk forudsættes at have samme betydning i hver bekræftet tekst.

    

4. Når en sammenligning af de bekræftede tekster afslører en forskel i betydning, som ikke ophæves ved anvendelsen af artiklerne 31 og 32, skal den betydning lægges til grund, som bedst forener de forskellige tekster under hensyntagen til traktatens hensigt og formål, undtagen hvor en tekst har forrang i henhold til stk.1.

Afsnit 4

Traktater og tredjestater.

Artikel 34.

Almindelig regel vedrørende tredjestater.

    En traktat skaber hverken forpligtelser eller rettigheder for en tredjestat uden dennes samtykke.

Artikel 35.

Traktater, der pålægger tredjestater forpligtelser.

    En forpligtelse for en tredjestat opstår gennem en bestemmelse i en traktat, hvis deltagerne i traktaten har til hensigt gennem bestemmelsen at skabe forpligtelsen, og tredjestaten udtrykkeligt godkender denne forpligtelse skriftligt.

Artikel 36.

Traktater, hvis bestemmelser skaber rettigheder for tredjestater.

    

1. En rettighed for en tredjestat opstår gennem en bestemmelse i en traktat, hvis det er deltagernes hensigt med bestemmelsen at tilstå denne rettighed enten til tredjestaten eller til en gruppe af stater, som den tilhører, eller til alle stater, og tredjestaten giver sit samtykke hertil. Medmindre traktaten bestemmer andet, forudsættes dens samtykke at foreligge, så længe det modsatte ikke er tilkendegivet.

    

2. En stat, som udøver en rettighed i overensstemmelse med stk. 1, skal overholde de betingelser for dens udøvelse, der måtte være foreskrevet i traktaten eller fastslået i overensstemmelse med traktaten.

Artikel 37.

Tilbagekaldelse eller ændringer af tredjestaters forpligtelser eller rettigheder.

    

1. Når en forpligtelse er opstået for en tredjestat i overensstemmelse med artikel 35, kan forpligtelsen kun tilbagekaldes eller ændres med samtykke fra deltagerne i traktaten og fra tredjestaten, medmindre det godtgøres, at andet var aftalt mellem dem.

    

2. Når der er opstået en rettighed for en tredjestat i overensstemmelse med artikel 36, kan rettigheden ikke tilbagekaldes eller ændres af parterne, hvis det godtgøres, at det var hensigten, at rettigheden ikke skulle kunne tilbagekaldes eller ændres uden samtykke fra tredjestaten.

Artikel 38.

Traktatbestemmelser, som bliver bindende for tredjestater i henhold til folkeretlig sædvane.

    Intet i artiklerne 34 til 37 udelukker, at en regel indeholdt i en traktat bliver bindende for en tredjestat som en folkeretlig sædvaneregel, der anerkendes som sådan.

Kapitel IV

Ændring og modifikation af traktater.

Artikel 39.

Almindelig regel vedrørende ændring af traktater.

    En traktat kan ændres ved overenskomst mellem deltagerne. De i kapitel II fastlagte regler gælder for en sådan overenskomst, medmindre traktaten bestemmer andet.

Artikel 40.

Ændring af multilaterale traktater.

    

1. Medmindre vedkommende traktat bestemmer andet, sker ændringen af multilaterale traktater i overensstemmelse med følgende bestemmelser.

    

2. Ethvert forslag til ændring af en multilateral traktat i forholdet mellem samtlige deltagere skal meddeles til alle de kontraherende stater, og enhver af disse er berettiget til at tage del i:

    (a) afgørelsen af, hvilke skridt der skal tages med hensyn til et sådant forslag;

    (b) forhandling om indgåelse af en eventuel overenskomst om ændring af traktaten.

    

3. Enhver stat, som er berettiget til at blive deltager i traktaten, skal ligeledes være berettiget til at blive deltager i den ændrede traktat.

    

4. Overenskomsten om ændringen binder ikke nogen stat, der allerede er deltager i selve traktaten, men som ikke er deltager i overenskomsten om ændringen; artikel 30, stk. 4 (b) finder anvendelse over for en sådan stat.

    

5. Enhver stat, som bliver deltager i traktaten, efter at overenskomsten om ændringen er trådt i kraft, skal, forudsat at vedkommende stat ikke giver udtryk for en anden hensigt:

    (a) betragtes som værende deltager i den ændrede traktat og

    (b) betragtes som deltager i den uændrede traktat i forhold til enhver deltager i traktaten, som ikke er bundet af overenskomsten om ændringen.

Artikel 41.

Overenskomster, der modificerer multilaterale traktater i forholdet mellem enkelte af deltagerne.

    

1. To eller flere deltagere i en multilateral traktat kan indgå en overenskomst om modifikation af traktaten sig imellem, hvis:

    (a) traktaten forudser muligheden for en sådan modifikation eller

    (b) traktaten ikke forbyder en sådan modifikation og denne

    I) ikke griber ind i de øvrige deltageres rettigheder eller i opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til traktaten;

    II) ikke vedrører en bestemmelse, fra hvilken en afvigelse er uforenelig med den effektive gennemførelse af traktatens hensigt og formål som helhed.

    

2. Medmindre traktaten i tilfælde, der omfattes af stk. 1 (a), bestemmer noget andet, skal vedkommende deltagere meddele de øvrige deltagere, at de har til hensigt at afslutte overenskomsten, og hvilken modifikation af traktaten denne overenskomst indebærer.

Kapitel V

Ugyldighed, ophør og suspension af traktater.

Afsnit 1

Almindelige bestemmelser.

Artikel 42.

Traktaters gyldighed og forbliven i kraft.

    

1. Gyldigheden af en traktat eller af en stats samtykke til at være bundet af en traktat kan kun anfægtes gennem anvendelsen af denne konvention.

    

2. En traktats ophør, dens opsigelse, eller en deltagers tilbagetræden fra traktaten kan kun ske som følge af en anvendelse af traktatens bestemmelser eller af denne konvention. Den samme regel gælder ved en suspension af traktaten.

Artikel 43.

Forpligtelser i medfør af folkeretten, uafhængigt af en traktat.

    En traktats ugyldighed, ophør eller opsigelse, en deltagers tilbagetræden fra den eller dens suspension som resultat af en anvendelse af denne konvention eller af traktatens bestemmelser skal ikke på nogen måde påvirke en stats pligt til at opfylde nogen forpligtelse, der har fundet udtryk i traktaten, og som ville påhvile den ifølge folkeretten, uafhængigt af traktaten.

Artikel 44.

Adskillelse af traktatbestemmelser.

    

1. En deltagers ret ifølge en traktat eller ifølge artikel 56 til at opsige, trække sig tilbage fra eller suspendere en traktat kan kun udøves for så vidt angår traktaten som helhed, medmindre traktaten bestemmer andet, eller andet aftales mellem deltagerne.

    

2. En i denne konvention anerkendt grund til at erklære en traktat ugyldig, bringe den til ophør, træde tilbage fra den eller suspendere den kan kun påberåbes for så vidt angår traktaten som helhed, bortset fra de i de følgende bestemmelser eller i artikel 60 anførte tilfælde.

    

3. Hvis grunden udelukkende vedrører særlige traktatbestemmelser, kan den påberåbes alene for så vidt angår disse bestemmelser, når:

    (a) de omhandlede bestemmelser for så vidt angår deres anvendelse kan adskilles fra den øvrige del af traktaten;

    (b) det fremgår af traktaten eller på anden måde er godtgjort, at godtagelsen af netop disse traktatbestemmelser ikke udgjorde en væsentlig forudsætning for den eller de andre deltageres samtykke til at være bundet af traktaten som helhed, og

    (c) den fortsatte opfyldelse af den resterende del af traktaten ikke ville være ubillig.

    

4. I tilfælde, der omfattes af artiklerne 49 og 50, kan den stat, der er berettiget til at påberåbe sig svig eller bestikkelse, gøre dette enten for traktaten som helhed eller under iagttagelse af stk. 3 alene for så vidt angår bestemte traktatbestemmelser.

    

5. I tilfælde, der omfattes af artiklerne 51, 52 og 53, er adskillelse af traktatens bestemmelser ikke tilladt.

Artikel 45.

Tab af retten til at påberåbe sig en grund til at erklære en traktat ugyldig, bringe den til ophør, træde tilbage fra den eller suspendere den.

    En stat kan ikke længere påberåbe sig en grund til at erklære en traktat ugyldig, bringe den til ophør, træde tilbage fra den eller suspendere den i henhold til artiklerne 46-50 eller artiklerne 60 og 62, hvis staten efter at være blevet klar over kendsgerningerne:

    (a) udtrykkeligt har erklæret sig indforstået med, at traktaten er gyldig, respektive forbliver i kraft eller fortsat anvendes, eller

    (b) i kraft af sin adfærd må betragtes som havende indvilliget i traktatens gyldighed, respektive dens forbliven i kraft eller fortsatte anvendelse.

Afsnit 2

Traktaters ugyldighed.

Artikel 46.

Interne retsregler vedrørende kompetence til at indgå traktater.

    

1. Den omstændighed, at en stats samtykke til at være bundet af en traktat er fremsat under overtrædelse af en bestemmelse i dens interne retssystem vedrørende kompetence til at indgå traktater, kan ikke af staten påberåbes som grund til at gøre samtykket ugyldigt, medmindre denne overtrædelse var åbenbar og vedrørte en regel i dens interne retssystem af grundlæggende betydning.

    

2. En overtrædelse er åbenbar, hvis den ville være objektivt kendelig for enhver stat, som optræder i sagen i overensstemmelse med normal praksis og i god tro.

Artikel 47.

Specielle indskrænkninger i bemyndigelsen til at udtrykke en stats samtykke.

    Hvis en repræsentants bemyndigelse til at udtrykke en stats samtykke til at være bundet af en bestemt traktat er gjort til genstand for en speciel indskrænkning, kan hans undladelse af at overholde denne indskrænkning ikke påberåbes som gørende det samtykke, der er udtrykt af ham, ugyldigt, medmindre indskrænkningen var meddelt de øvrige forhandlende stater, inden han udtrykte et sådant samtykke.

Artikel 48.

Fejltagelse.

    

1. En stat kan påberåbe sig en fejltagelse i en traktat som grund til at gøre dens samtykke til at være bundet af traktaten ugyldigt, hvis fejltagelsen vedrører en kendsgerning eller en situation, som denne stat gik ud fra forelå på tidspunktet for traktatens indgåelse, og som udgjorde et væsentligt grundlag for dens samtykke til at være bundet af traktaten.

    

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis vedkommende stat gennem sin egen adfærd bidrog til fejltagelsen, eller hvis omstændighederne var sådanne, at staten burde være opmærksom på muligheden for en fejltagelse.

    

3. En fejltagelse, der alene vedrører en traktatteksts ordlyd, påvirker ikke dens gyldighed; i så fald finder artikel 79 anvendelse.

Artikel 49.

Svig.

    Hvis en stat er blevet forledt til at indgå en traktat gennem en anden forhandlende stats svigagtige adfærd, kan staten påberåbe sig svigen som grund til at anse sit samtykke til at være bundet af traktaten for ugyldigt.

Artikel 50.

Bestikkelse af en stats repræsentant.

    Hvis fremsættelsen af en stats samtykke til at være bundet af en traktat er opnået gennem en anden forhandlende stats direkte eller indirekte bestikkelse af dens repræsentant, kan staten påberåbe sig en sådan bestikkelse som gørende sit samtykke til at være bundet af traktaten ugyldigt.

Artikel 51.

Tvang mod en stats repræsentant.

    En stats samtykke til at være bundet af en traktat opnået ved tvang mod dens repræsentant i form af handlinger eller trusler rettet mod ham skal ikke have nogen retlig virkning.

Artikel 52.

Tvang mod en stat gennem trussel om eller brug af magt.

    En traktat er ugyldig, hvis dens indgåelse er opnået gennem trussel om eller brug af magt i strid med de folkeretlige principper, der er nedlagt i De forenede Nationers pagt.

Artikel 53.

Traktater, der strider mod en tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret (jus cogens).

    En traktat er ugyldig, hvis den på indgåelsestidspunktet strider imod en tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret. I denne konvention er en tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret en retsregel, der er accepteret og anerkendt af folkeretssamfundet som helhed som en retsregel, fra hvilken der ikke tillades nogen fravigelse, og som kun kan ændres ved en senere almindelig folkeretlig retsregel af samme karakter.

Afsnit 3

Ophør og suspension af traktater.

Artikel 54.

Ophør af eller tilbagetræden fra en traktat i henhold til dens bestemmelser eller med deltagernes samtykke.

    En traktats ophør eller en deltagers tilbagetræden kan ske:

    (a) i overensstemmelse med traktatens bestemmelser eller

    (b) når som helst med samtykke fra alle deltagerne efter samråd med de øvrige kontraherende stater.

Artikel 55.

Formindskelse af deltagerantallet i en multilateral traktat under det for traktatens ikrafttræden nødvendige antal.

    Medmindre traktaten bestemmer andet, ophører en multilateral traktat ikke, blot fordi deltagerantallet formindskes til under det for traktatens ikrafttræden nødvendige antal.

Artikel 56.

Opsigelse af eller tilbagetræden fra en traktat, der ikke indeholder nogen bestemmelse vedrørende ophør, opsigelse eller tilbagetræden.

    

1. En traktat, som ikke indeholder nogen bestemmelse vedrørende dens ophør, og som ikke åbner adgang til opsigelse eller tilbagetræden, kan ikke være genstand for opsigelse eller tilbagetræden, medmindre:

    (a) det er godtgjort, at deltagerne havde til hensigt at indrømme en mulighed for opsigelse eller tilbagetræden, eller

    (b) retten til opsigelse eller tilbagetræden følger af traktatens natur.

    

2. En deltager skal give mindst tolv måneders varsel om, at den har til hensigt at opsige eller træde tilbage fra en traktat i henhold til stk. 1.

Artikel 57.

Suspension af en traktat i henhold til dens bestemmelser eller med deltagernes samtykke.

    En traktat kan suspenderes i forhold til alle deltagerne eller til en bestemt deltager:

    (a) i overensstemmelse med traktatens bestemmelser eller

    (b) når som helst med samtykke fra samtlige deltagere i samråd med de øvrige kontraherende stater.

Artikel 58.

Suspension af en multilateral traktat ifølge aftale alene mellem enkelte af deltagerne.

    

1. To eller flere deltagere i en multilateral traktat kan indgå aftale om at suspendere bestemmelser i traktaten midlertidigt og alene sig imellem, hvis:

    (a) muligheden for en sådan suspension er forudset i traktaten, eller

    (b) den pågældende suspension ikke er forbudt i traktaten, og

    I) ikke griber ind i de øvrige deltageres udøvelse af deres rettigheder eller opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til traktaten, og

    II) ikke er uforenelig med traktatens hensigt og formål.

    

2. Medmindre traktaten i tilfælde, der omfattes af stk. 1 (a), bestemmer noget andet, skal vedkommende deltagere meddele de øvrige deltagere, at de har til hensigt at afslutte den pågældende overenskomst, og hvilke af traktatens bestemmelser de agter at suspendere.

Artikel 59.

Stiltiende ophør eller suspension af en traktat som følge af indgåelse af en senere traktat.

    

1. En traktat skal betragtes som ophørt, hvis alle deltagere i den indgår en senere traktat vedrørende samme emne, og:

    (a) det fremgår af den senere traktat, eller det godtgøres på anden måde, at deltagerne havde til hensigt, at det pågældende emne skulle reguleres af denne traktat, eller

    (b) bestemmelserne i den senere traktat er uforenelige med den tidligere traktat i en sådan grad, at det ikke er muligt at anvende de to traktater samtidig.

    

2. Den tidligere traktats virksomhed skal kun betragtes som suspenderet, hvis det fremgår af den senere traktat, eller det på anden måde fastslås, at dette var deltagernes hensigt.

Artikel 60.

Ophør eller suspension af en traktat som følge af brud på traktaten.

    

1. Et væsentligt brud på en bilateral traktat fra en af deltagernes side berettiger den anden til at påberåbe sig bruddet som grund til at bringe traktaten til ophør eller suspendere den helt eller delvis.

    

2. Et væsentligt brud på en multilateral traktat fra en af deltagernes side berettiger:

    (a) de øvrige deltagere til efter enstemmig overenskomst at suspendere traktaten helt eller delvis eller at bringe den til ophør, enten:

    I) i forholdet mellem sig selv og den misligholdende stat eller

    II) imellem alle deltagerne;

    (b) en deltager, der specielt berøres af traktatbruddet, til at påberåbe sig det som grund til at suspendere traktaten helt eller delvis i forholdet mellem sig selv og den misligholdende stat;

    (c) enhver anden deltager end den misligholdende stat til at påberåbe sig bruddet som grund til at suspendere traktaten helt eller delvis i forhold til sig selv, hvis traktaten er af en sådan art, at en deltagers væsentlige brud på dens bestemmelser gennemgribende ændrer hver enkelt deltagers stilling med hensyn til den fortsatte opfyldelse af forpligtelserne i henhold til traktaten.

    

3. Et væsentligt traktatbrud udgøres, for så vidt angår nærværende artikel, af:

    (a) en fornægtelse af traktaten, som ikke er hjemlet i denne konvention, eller

    (b) krænkelse af en bestemmelse, som er afgørende for opnåelsen af traktatens formål og hensigt.

    

4. De foregående afsnit griber ikke ind i bestemmelser i traktaten, der finder anvendelse i tilfælde af et brud.

    

5. Stk. 1-3 gælder ikke for bestemmelser vedrørende beskyttelse af den menneskelige person indeholdt i traktater af humanitær karakter, især bestemmelser, der forbyder enhver form for gengældelsesaktioner mod personer, som er beskyttet af sådanne traktater.

Artikel 61.

Opfyldelse bliver senere umulig.

    

1. En deltager kan påberåbe sig umuligheden af at opfylde en traktat som grund til at bringe den til ophør eller at træde tilbage fra den, hvis umuligheden hidrører fra en varig forsvinden eller tilintetgørelse af en genstand, som er uundværlig for traktatens opfyldelse. Hvis umuligheden er midlertidig, kan den kun påberåbes som grund til at suspendere traktaten.

    

2. En deltager kan ikke påberåbe sig umulighed af at opfylde som grund til at bringe en traktat til ophør, træde tilbage fra den eller suspendere den, hvis umuligheden er resultatet af et brud fra denne deltagers egen side enten på en forpligtelse i henhold til traktaten eller på nogen anden folkeretlig forpligtelse over for en anden deltager i traktaten.

Artikel 62.

Fundamental ændring af omstændigheder.

    

1. En indtruffet fundamental ændring af de omstændigheder, der forelå ved traktatens indgåelse, og som ikke var forudset af deltagerne, kan ikke påberåbes som grund til at bringe traktaten til ophør eller træde tilbage fra den, medmindre:

    (a) disse omstændigheders eksistens udgjorde et væsentligt grundlag for deltagernes samtykke til at være bundet af traktaten, og

    (b) virkningen af ændringen gennemgribende vil forandre omfanget af forpligtelser, som stadig skal opfyldes i henhold til traktaten.

    

2. En fundamental ændring af omstændigheder kan ikke påberåbes som grund til at bringe en traktat til ophør eller træde tilbage fra den:

    (a) hvis traktaten fastlægger en grænse eller

    (b) hvis den fundamentale ændring er resultatet af et brud fra den deltagers side, som påberåber sig den, enten på en forpligtelse i henhold til traktaten eller på nogen anden mellemfolkelig forpligtelse over for en anden deltager i traktaten,

    

3. Hvis en deltager i henhold til de foregående bestemmelser kan påberåbe sig en fundamental ændring af omstændigheder som grund til at bringe traktaten til ophør eller træde tilbage fra den, kan deltageren også påberåbe sig ændringen som grund til at suspendere traktaten.

Artikel 63.

Afbrydelse af diplomatiske eller konsulære forbindelser.

    Afbrydelse af diplomatiske eller konsulære forbindelser mellem deltagerne i en traktat berører ikke de retlige forbindelser, som traktaten har skabt mellem dem, undtagen for så vidt eksistensen af diplomatiske eller konsulære forbindelser er uomgængelig nødvendig for traktatens anvendelse.

Artikel 64.

Opståen af en ny tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret (jus cogens).

    Hvis der opstår en ny tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret, bliver enhver eksisterende traktat, som er i strid med denne retsregel, ugyldig og ophører.

Afsnit 4

Fremgangsmåde.

Artikel 65.

Fremgangsmåde, som skal følges med hensyn til ugyldighed, ophør, tilbagetræden fra eller suspension af en traktat.

    

1. En deltager, som i henhold til denne konventions bestemmelser enten påberåber sig en mangel ved sit samtykke til at være bundet af en traktat eller en grund til at anfægte traktatens gyldighed, bringe den til ophør, træde tilbage fra den eller suspendere den, skal give de øvrige deltagere meddelelse om sit forlangende. Meddelelsen skal angive, hvilken forholdsregel der agtes taget vedrørende traktaten og grundene herfor.

    

2. Hvis der efter udløbet af et tidsrum, som, bortset fra særlig hastende tilfælde, skal være på ikke mindre end tre måneder efter modtagelsen af meddelelsen, ikke er rejst indsigelse fra nogen deltager, kan den deltager, som har fremsat meddelelsen, iværksætte den foreslåede forholdsregel på den i artikel 67 foreskrevne måde.

    

3. Hvis indsigelse imidlertid er rejst af en anden deltager, skal deltagerne søge en løsning ved hjælp af de i De forenede Nationers Pagt, artikel 33, anviste midler.

    

4. Intet af det i de foregående bestemmelser anførte skal berøre deltagernes rettigheder eller forpligtelser i henhold til eksisterende bestemmelser, som binder parterne med hensyn til afgørelse af tvistigheder.

    

5. Med forbehold af artikel 45 skal den omstændighed, at en stat ikke tidligere har fremsat den i stk. 1 foreskrevne meddelelse, ikke forhindre den i at fremsætte en sådan meddelelse som svar til en anden deltager, der forlanger opfyldelse af traktaten eller påstår, at den er krænket.

Artikel 66.

Fremgangsmåde med hensyn til domstolsafgørelse, voldgift og mægling.

    Hvis der ikke er opnået nogen løsning i henhold til artikel 65, stk. 3, inden for et tidsrum af tolv måneder fra den dato, på hvilken indsigelsen rejstes, skal følgende fremgangsmåde følges:

    (a) enhver af parterne i en tvist vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af artikel 53 eller 64 kan ved skriftlig anmodning indbringe den for Den internationale Domstol til afgørelse, medmindre parterne bliver enige om at lade tvisten afgøre ved voldgift;

    (b) enhver af parterne i en tvist vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af nogen af de øvrige artikler i kapitel V i denne konvention kan iværksætte den i tillægget til konventionen beskrevne fremgangsmåde ved at indbringe en anmodning herom for De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 67.

Instrumenter til påberåbelse af en traktats ugyldighed, ophør, tilbagetræden fra den eller dens suspension.

    

1. Den i artikel 65, stk. 1, foreskrevne meddelelse skal foreligge skriftligt.

    

2. Enhver handling med henblik på at erklære en traktat ugyldig, bringe den til ophør træde tilbage fra den eller suspendere den i medfør af traktatens bestemmelser eller af artikel 65, stk. 2 eller 3, skal udføres ved hjælp af et instrument, som tilstilles de øvrige deltagere. Hvis instrumentet ikke er undertegnet af statsoverhovedet, regeringschefen eller udenrigsministeren, kan den statsrepræsentant, der overbringer det, afkræves fuldmagt.

Artikel 68.

Tilbagekaldelse af de i artiklerne 65 og 67 foreskrevne meddelelser og instrumenter.

    En meddelelse eller et instrument som foreskrevet i artiklerne 65 og 67 kan tilbagekaldes når som helst, inden de har fået virkning.

Afsnit 5

Følgerne af ugyldighed, ophør eller suspension af en traktat.

Artikel 69.

Følgerne af en traktats ugyldighed.

    

1. En traktat er ugyldig, når dens ugyldighed er fastslået i henhold til denne konvention. En ugyldig traktats bestemmelser er uden retsvirkning.

    

2. Hvis handlinger alligevel er udført i tillid til en sådan traktat:

    (a) kan enhver deltager anmode enhver anden deltager om, så vidt det er muligt, at etablere den situation i deres indbyrdes forhold, som ville have foreligget, dersom handlingerne ikke var blevet udført;

    (b) handlinger udført i god tro, før ugyldighed påberåbtes, bliver ikke retsstridige udelukkende som følge af traktatens ugyldighed.

    

3. I tilfælde omfattet af artiklerne 49, 50, 51 eller 52 finder stk. 2 ikke anvendelse på den deltager, til hvem svigen, bestikkelsen eller tvangen kan henføres.

    

4. I tilfælde, hvor en bestemt stats samtykke til at være bundet af en multilateral traktat er ugyldigt, anvendes foranstående regler i forholdet mellem denne stat og deltagerne i traktaten.

Artikel 70.

Følgerne af en traktats ophør.

    

1. Medmindre traktaten bestemmer andet eller deltagerne har aftalt andet, skal en traktats ophør i henhold til dens bestemmelser eller i overensstemmelse med denne konvention:

    (a) fritage deltagerne fra enhver videre forpligtelse til at opfylde traktaten;

    (b) ikke anfægte nogen rettighed, forpligtelse eller retlig situation opstået for deltagerne gennem opfyldelse af traktaten inden dens ophør.

    

2. Hvis en stat opsiger eller træder tilbage fra en multilateral traktat, kommer stk. 1 til anvendelse i forholdet mellem denne stat og enhver af de øvrige deltagere i traktaten fra den dato, på hvilken en sådan opsigelse eller tilbagetræden får virkning.

Artikel 71.

Følgerne af ugyldigheden af en traktat, som er i modstrid med en tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret.

    

1. I tilfælde, hvor en traktat er ugyldig i henhold til artikel 53, skal deltagerne:

    (a) såvidt muligt eliminere følgerne af enhver handling, som er udført i tillid til en bestemmelse, der er i modstrid med den tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret:

    (b) bringe deres indbyrdes forhold i overensstemmelse med den tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret.

    

2. I tilfælde, hvor en traktat bliver uvirksom og ophører i henhold til artikel 64, skal traktatens ophør:

    (a) fritage deltagerne for enhver vedblivende forpligtelse til at opfylde traktaten;

    (b) ikke anfægte nogen rettighed, forpligtelse eller retlig situation opstået for deltagerne gennem opfyldelsen af traktaten inden dens ophør, dog under den forudsætning at sådanne rettigheder, forpligtelser eller situationer herefter kun kan opretholdes i en sådan udstrækning, at deres opretholdelse ikke i sig selv er i strid med den nye tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret.

Artikel 72.

Følgerne af en suspension af en traktat.

    

1. Medmindre traktaten bestemmer andet eller deltagerne har aftalt andet, skal suspension af en traktat i henhold til dens bestemmelser eller i overensstemmelse med denne konvention:

    (a) fritage de deltagere, mellem hvilke traktaten er suspenderet, fra forpligtelser til at opfylde traktaten i deres indbyrdes forhold under suspensionens varighed:

    (b) ikke på anden måde påvirke det af traktaten skabte retlige forhold mellem deltagerne.

    

2. Så længe traktaten er suspenderet, skal deltagerne afstå fra handlinger, som kan være medvirkende til at hindre genoptagelsen af traktatens anvendelse.

Kapitel VI

Forskellige bestemmelser.

Artikel 73.

Tilfælde af statssuccession.

statsligt ansvar og udbrud af fjendtligheder.

    Bestemmelserne i denne konvention skal ikke præjudicere noget spørgsmål, som kan opstå med hensyn til en traktat som følge af statssuccession eller i forbindelse med en stats folkeretlige ansvar eller udbrud af fjendtligheder imellem stater.

Artikel 74.

Diplomatiske og konsulære forbindelser og indgåelse af traktater.

    Afbrydelse eller fravær af diplomatiske eller konsulære forbindelser mellem to eller flere stater forhindrer ikke indgåelse af traktater mellem disse stater. Indgåelsen af en traktat har ikke i sig selv nogen virkning med hensyn til diplomatiske eller konsulære forbindelser.

Artikel 75.

Tilfælde vedrørende en angriberstat.

    Denne konventions bestemmelser berører ikke nogen forpligtelse i henhold til en traktat, som måtte opstå for en angriberstat som følge af forholdsregler truffet i henhold til De forenede Nationers pagt med henblik på vedkommende stats angrebshandling.

Kapitel VII

Depositarer, meddelelser, rettelser og registrering.

Artikel 76.

Traktatdepositarer.

    

1. Udpegningen af en traktatdepositar kan foretages af de forhandlende stater enten i selve traktaten eller på anden måde. Depositaren kan være en eller flere stater, en international organisation eller organisationens øverste administrative embedsmand.

    

2. Traktatdepositarens funktioner er af mellemfolkelig karakter, og depositaren har pligt til at handle upartisk ved udførelsen af disse. I særdeleshed bør den omstændighed, at en traktat ikke er trådt i kraft mellem visse af deltagerne, eller at der har vist sig at være uoverensstemmelse mellem en stat og en depositar med hensyn til opfyldelsen af sidstnævntes opgaver, ikke påvirke denne pligt.

Artikel 77.

Depositarens opgaver.

    

1. Medmindre andet er bestemt i traktaten eller vedtaget af de kontraherende stater, omfatter en depositars opgaver navnlig:

    (a) at opbevare traktatens originaltekst og eventuelle fuldmagter overgivet til depositaren;

    (b) at udfærdige bekræftede kopier af originalteksten og udfærdige yderligere traktattekster på sådanne andre sprog, som måtte være foreskrevet i traktaten, samt fremsende disse til deltagerne og til de stater, som er berettigede til at blive deltagere i traktaten;

    (c) at modtage undertegnelser af traktaten samt modtage og opbevare instrumenter, notifikationer og meddelelser, som står i forbindelse med den;

    (d) at undersøge om undertegnelsen eller de instrumenter, notifikationer eller meddelelser, som står i forbindelse med traktaten, er udført i behørig og rigtig form og, om nødvendigt, forelægge sagen for vedkommende stat;

    (e) at underrette deltagerne og de stater, der er berettigede til at blive deltagere i traktaten, om handlinger, notifikationer og meddelelser, som vedrører traktaten:

    (f) at underrette de stater, som er berettiget til at blive deltagere i traktaten, når det for traktatens ikrafttræden nødvendige antal undertegnelser eller instrumenter indeholdende ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse er modtaget eller deponeret;

    (g) at registrere traktaten i De forenede Nationers sekretariat:

    (h) at udføre de funktioner, der er angivet i andre bestemmelser i denne konvention.

    

2. I tilfælde af, at der opstår uoverensstemmelse mellem en stat og depositaren vedrørende udførelsen af sidstnævntes opgaver, skal depositaren forelægge spørgsmålet for signatarstaterne og de kontraherende stater eller i givet fald for vedkommende internationale organisations kompetente organ.

Artikel 78.

Notifikationer og meddelelser.

    Medmindre traktaten eller denne konvention bestemmer andet, skal enhver notifikation eller meddelelse, som udfærdiges af en stat i henhold til denne konvention:

    (a) hvis der ikke findes nogen depositar, fremsendes direkte til de stater, som den er tiltænkt, eller hvis der findes en depositar, til sidstnævnte;

    (b) først betragtes som værende foretaget af vedkommende stat, når den er modtaget af den stat, til hvilken den fremsendtes, respektive når den er modtaget af depositaren;

    (c) hvis den er fremsendt til depositaren, først betragtes som modtaget af den stat, den var tiltænkt, når denne stat er blevet underrettet herom af depositaren i overensstemmelse med artikel 77, stk.1 (e).

Artikel 79.

Rettelser af fejl i tekster eller i bekræftede genparter af en traktat.

    

1. Når signatarstaterne og de kontraherende stater efter bekræftelse af en traktattekst er enige om, at den indeholder en fejl, skal fejlen, medmindre de vedtager en anden fremgangsmåde, rettes ved:

    (a) at der foretages den nødvendige rettelse i teksten, og det foranlediges, at rettelsen initialleres af behørigt bemyndigede repræsentanter;

    (b) at der udfærdiges eller udveksles et eller flere instrumenter, indeholdende den korrektion, som man er blevet enige om at foretage, eller

    (c) at der udfærdiges en korrigeret tekst af hele traktaten under iagttagelse af samme procedure som for originaltekstens vedkommende.

    

2. Når der findes en depositar for traktaten, skal denne underrette signatarstaterne og de kontraherende stater om fejlen og om forslaget om at rette den og skal nærmere angive en passende tidsfrist, inden for hvilken der kan rettes indvending mod den foreslåede rettelse. Hvis der ved tidsfristens udløb:

    (a) ikke er rejst nogen indsigelse, skal depositaren udfærdige og initiallere rettelsen i teksten og udfærdige en procès-verbal om berigtigelsen af teksten samt fremsende en kopi heraf til deltagerne og til de stater, som er berettiget til at blive deltagere i traktaten;

    (b) er rejst indsigelse, skal depositaren viderebringe indsigelsen til signatarstaterne og de kontraherende stater.

    

3. Reglerne i stk, 1 og 2 kommer ligeledes til anvendelse, når

    teksten er bekræftet på to eller flere sprog, og det viser sig, at der er opstået en mangel på samstemmighed, som signatarstaterne og de kontraherende stater er enige om bør rettes.

    

4. Den rettede tekst erstatter den mangelfulde tekst ab initio, medmindre signatarstaterne og de kontraherende stater bestemmer andet.

    

5. Rettelsen af teksten til en traktat, der er blevet registreret, skal meddeles til De forenede Nationers sekretariat.

    

6. Når en fejl opdages i en bekræftet traktatkopi, skal depositaren udfærdige en procès-verbal, hvori rettelsen nærmere beskrives, og fremsende en kopi heraf til signatarstaterne og de kontraherende stater.

Artikel 80.

Registrering og offentliggørelse af traktater.

    

1. Traktater skal, efter at de er trådt i kraft, fremsendes til De forenede Nationers sekretariat til registrering, respektive arkivering og protokollering og til offentliggørelse.

    

2. Udnævnelsen af en depositar skal udgøre bemyndigelse for samme til at udføre de handlinger, som er nævnt i det foregående stykke.

Kapitel VIII

Afsluttende bestemmelser.

Artikel 81.

Undertegnelse.

    Denne konvention skal stå åben for undertegnelse af alle stater, som er medlemmer af De forenede Nationer eller af nogen af særorganisationerne eller af Den internationale Atomenergiorganisation eller deltager i Den internationale Domstols statutter samt af enhver anden stat, som af De forenede Nationers generalforsamling opfordres til at blive deltager i konventionen, på følgende måde: indtil den 30. november 1969 i det østrigske forbundsudenrigsministerium og derefter indtil den 30. april 1970 i De forenede Nationers hovedsæde i New York.

Artikel 82.

Ratifikation.

    Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 83

Tiltrædelse

    Denne konvention skal stå åben for tiltrædelse af enhver stat, der tilhører en af de i artikel 81 nævnte kategorier. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 84.

Ikrafttræden.

    

1. Denne konvention skal træde i kraft på den tredivte dag efter deponeringen af det femogtredivte ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

    

2. For enhver stat, som ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det femogtredivte ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument skal konventionen træde i kraft på den tredivte dag efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 85.

Autentiske tekster.

    Originalteksten til denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

    TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention.

    UDFÆRDIGET I WIEN den treogtyvende maj nitten hundrede og niogtres.

    (Underskrifter)

    

Oversættelse

Tillæg

    1. En liste over mæglere bestående af kvalificerede jurister skal oprettes og føres af De forenede Nationers generalsekretær. Til dette formål skal enhver stat, som er medlem af De forenede Nationer eller deltager i denne konvention, opfordres til at indstille to mæglere, og navnene på de således indstillede personer skal danne listen. En mæglers funktionstid, herunder ligeledes funktionstiden for en mægler udvalgt til at fylde en tilfældig vakance, skal være fem år og kan forlænges. En mægler, hvis funktionstid udløber, skal fortsat gennemføre en hvilken som helst opgave, til hvilken han er valgt, i henhold til det i følgende stykke anførte.

    

2. Når en anmodning er blevet rettet til generalsekretæren i henhold til artikel 66, skal generalsekretæren forelægge tvisten for en mæglingskommission, der er sammensat som følger:

    Den stat eller de stater, som udgør en af parterne i tvisten, skal udnævne:

    (a) en mægler af samme nationalitet som denne eller disse stater, som kan, men ikke skal, vælges fra den i stk.1 omhandlede liste, og

    (b) en mægler, der ikke er af samme nationalitet som denne eller disse stater, som skal vælges fra listen.

    Den stat eller de stater, som udgør den anden part i tvisten, skal udnævne to mæglere på samme måde. De fire af parterne valgte mæglere skal udnævnes inden tres dage efter den dato, på hvilken generalsekretæren modtager anmodningen.

    De fire mæglere skal inden tres dage efter den dato, på hvilken den sidste udnævnelse fandt sted, udnævne en femte mægler, valgt fra listen, til at være formand.

    Hvis udnævnelsen af formanden eller af en af de øvrige mæglere ikke er sket inden for det foran foreskrevne tidsrum for en sådan udnævnelse, skal denne foretages af generalsekretæren inden tres dage efter udløbet af dette tidsrum. Udnævnelsen af formanden kan af generalsekretæren foretages enten fra listen eller blandt medlemmerne af folkeretskommissionen. Ethvert af de tidsrum, inden for hvilke udnævnelser skal ske, kan forlænges efter aftale mellem parterne i tvisten.

    Enhver vakance skal udfyldes på den for den oprindelige udnævnelse foreskrevne måde.

    

3. Mæglingskommissionen fastsætter selv sine procedureregler. Kommissionen kan med samtykke fra parterne i tvisten opfordre enhver deltager i traktaten til at forelægge sine synspunkter for kommissionen mundtligt eller skriftligt. Kommissionens afgørelser og henstillinger vedtages med et flertal af de fem medlemmers stemmer.

    

4. Kommissionen kan gøre parterne i tvisten opmærksom på enhver forholdsregel, som vil kunne fremme en venskabelig afgørelse.

    

5. Kommissionen skal høre parterne, undersøge påstandene og indsigelserne og stille forslag til parterne med henblik på at opnå en venskabelig afgørelse af tvisten.

    

6. Kommissionen skal aflægge beretning inden tolv måneder efter nedsættelsen. Dens beretning skal deponeres hos generalsekretæren og tilstilles parterne i tvisten. Kommissionens beretning, indbefattet eventuelle konklusioner anført deri med hensyn til faktiske forhold eller retlige spørgsmål, skal ikke være bindende for parterne, og den skal ikke have karakter af andet end henstillinger forelagt parterne til overvejelse for at fremme en venskabelig afgørelse af tvisten.

    

7. Generalsekretæren skal give kommissionen sådan assistance og bistand, som den måtte anmode om. Kommissionens udgifter skal afholdes af De forenede Nationer.

    Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos De forenede Nationers generalsekretær den 1. juni 1976.

    Konventionen trådte i medfør af artikel 84, stk. 1, i kraft den 27. januar 1980 for Danmark og følgende andre lande: Argentina, Australien, Barbados, Canada, Cypern, Den centralafrikanske Republik, Finland, Grækenland, Honduras, Italien, Jamaica, Jugoslavien, Republikken Korea, Kuwait, Lesotho, Marokko, Mauritius, Mexico, Nauru, New Zealand, Niger, Nigeria, Paraguay, Pavestolen, Philippinerne, Spanien, Storbritannien, Sverige, Syrien, Tanzania Togo, Tunesien, Zaïre og Østrig.

    Efter at Rwanda havde deponeret sit tiltrædelsesinstrument den 3. januar 1980, trådte konventionen i medfør af artikel 84, stk. 2, i kraft for dette land den 2. februar 1980.

    Danmark og Finland har taget forbehold om, at de over for lande, der tager forbehold for så vidt angår bestemmelserne i artikel 66, ikke anser sig for bundet af de bestemmelser i kapitel V, med hensyn til hvilke den i artikel 66 fastlagte bilæggelsesprocedure ikke vil finde anvendelse på grund af forbehold fra de pågældende landes side.

    Afghanistan, Marokko og Syrien har taget forbehold over for artikel 62, stk. 2 a, og Syrien desuden over for artiklerne 52 og 81 samt konventionens tillæg om mægling.

    Argentina har taget forbehold over for artikel 45 b samt artikel 62.

    Costa Rica og Guatemala har taget forbehold over for artiklerne 11, 12 og 25 og Guatemala desuden over for artiklerne 38 og 66.

    Tanzania har taget forbehold over for artikel 66 og Tunesien over for artikel 66 a.

    En række lande har gjort indsigelse mod de nævnte forbehold vedrørende artiklerne 52, 62, stk. 2 a, og 66 a samt tillægget.