Fremsat den 4. februar 2004 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om politiets virksomhed

 

Kapitel 1

Politiets formål og virke

§ 1. Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed.

Kapitel 2

Politiets opgaver

§ 2. Politiet har til opgave

1)   at forebygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed,

2)   at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed,

3)   at bringe strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold,

4)   at yde borgerne bistand i andre faresituationer,

5)   at udføre kontrol og tilsynsopgaver efter gældende ret,

6)   at yde andre myndigheder bistand efter gældende ret, og

7)   at udføre andre opgaver, der følger af gældende ret eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virksomhed.

Kapitel 3

Politiets indgreb

Almindelig bestemmelse

§ 3. Politiet kan uden for de tilfælde, hvor indgreb er hjemlet i anden lovgivning, alene foretage indgreb over for borgerne i det omfang, det følger af bestemmelserne i dette kapitel.

Orden og sikkerhed

§ 4. Politiet har til opgave at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Stk. 2. I det omfang, det er nødvendigt for at forebygge fare som nævnt i stk. 1, kan politiet rydde og afspærre områder samt etablere adgangskontrol til områder.

§ 5. Politiet har til opgave at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Stk. 2. Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan herunder

1)   udstede påbud,

2)   besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt

3)   fratage personer genstande.

Stk. 3. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve den eller dem, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som mulig og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Stk. 4. Politiet kan skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge fare som nævnt i stk. 1.

§ 6. På steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære knive mv., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, jf. stk. 2.

Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af politimesteren (politidirektøren) eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.

Offentlige forsamlinger og opløb

§ 7. Politiet har til opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig.

Stk. 2. Politiet har ret til at overvære offentlige forsamlinger. Offentlige forsamlinger skal anmeldes til politiet i det omfang, det følger af regler fastsat i medfør af denne lovs § 23.

Stk. 3. Politiet kan give påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens afholdelse, når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Stk. 4. Politiet kan forbyde forsamlinger under åben himmel, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Stk. 5. Er en forsamling under åben himmel til fare for den offentlige fred, kan politiet give påbud om, at forsamlingen skal opløses.

Stk. 6. Efterkommes et forbud efter stk. 4 eller et påbud efter stk. 5 ikke, anses mængden for opløst, og politiet kan da skride ind som ved opløb.

§ 8. Politiet kan ved offentlige forsamlinger under åben himmel gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Stk. 2. Ved andre offentlige forsamlinger end dem, der er nævnt i stk. 1, kan politiet efter anmodning fra forsamlingens leder gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for ordensforstyrrelse. Politiet kan uden anmodning fra forsamlingens leder gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for alvorlig ordensforstyrrelse eller fare for sikkerheden.

Stk. 3. Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 og 2 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan herunder

1)   udstede påbud,

2)   besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige fred eller orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt

3)   fratage personer genstande.

Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som mulig og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Stk. 5. Politiet kan skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge fare som nævnt i stk. 1 og 2.

§ 9. Politiet har til opgave at afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Stk. 2. Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan herunder

1)   udstede påbud,

2)   besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige fred eller orden eller bestemt til at udgøre en fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt

3)   fratage personer genstande.

Stk. 3. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som mulig og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Stk. 4. Politiet kan skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge fare som nævnt i stk. 1.

Stk. 5. Politiet kan sprede et opløb, hvis de tilstedeværende tre gange i kongens og lovens navn forinden forgæves er opfordret til at spredes. Angribes politiet, kan et opløb spredes, uden at de tilstedeværende forinden er opfordret hertil. Politiet kan anvende magt for at sprede et opløb.

Svage og udsatte persongrupper

§ 10. Politiet skal tage sig af en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af sygdom, tilskadekomst eller hjælpeløshed i øvrigt, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Er der mistanke om, at personen umiddelbart har behov for lægehjælp, skal den pågældende straks undersøges af en læge.

Stk. 2. Politiet kan besigtige den syge eller hjælpeløse persons legeme, undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse samt skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse med henblik på

1)   at vurdere personens tilstand og faren for den pågældende,

2)   at afværge faren for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, eller

3)   at fastlægge den pågældendes identitet.

Stk. 3. Med henblik på at afværge faren for den syge eller hjælpeløse person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed kan politiet foretage andre indgreb over for den pågældende, herunder udstede påbud og fratage vedkommende genstande.

Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2 og 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren for den syge eller hjælpeløse person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, kan den syge og hjælpeløse person om nødvendigt frihedsberøves med henblik på hjemtransport, lægeundersøgelse eller overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt.

§ 11. Politiet skal tage sig af en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Er der mistanke om, at personen er syg eller har pådraget sig skader af ikke ringe omfang, skal den pågældende straks undersøges af en læge.

Stk. 2. Politiet kan besigtige personens legeme, undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse samt skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse med henblik på

1)   at vurdere personens tilstand og faren for den pågældende,

2)   at afværge faren for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, eller

3)   at fastlægge personens identitet.

Stk. 3. Med henblik på at afværge faren for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed kan politiet foretage andre indgreb over for den berusede, herunder udstede påbud og fratage vedkommende berusende eller bedøvende midler eller andre genstande.

Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2 og 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, kan den berusede om nødvendigt frihedsberøves med henblik på hjemtransport, overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende, indbringelse til hospital, forsorgshjem eller lignende eller indsættelse i detention. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt.

Stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om anbringelse i detention, herunder om lægeundersøgelse og tilsynet med den anbragte.

§ 12. Et barn under 12 år, der træffes under de i § 11 nævnte omstændigheder, må ikke anbringes i detention.

Stk. 2. Et barn under 15 år, der træffes under de i § 11 nævnte omstændigheder, må kun anbringes i detention, hvis anden anbringelse er sikkerhedsmæssig uforsvarlig som følge af barnets adfærd. Træffes der beslutning om anbringelse af et barn under 15 år i detention, skal barnet hurtigst muligt undersøges af en læge. Detentionsanbringelsen skal være så kortvarig og skånsom som mulig og må ikke udstrækkes ud over 4 timer, medmindre det ikke er muligt inden for denne tid at overgive barnet til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af barnet.

Stk. 3. Har politiet frihedsberøvet et beruset barn under 15 år, skal der hurtigst muligt ske underretning til forældremyndighedens indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af barnet.

Stk. 4. Anbringes et barn i alderen 15 til og med 17 år i detentionen, skal politiet rette henvendelse til hjemmet med henblik på at underrette om detentionsanbringelsen.

§ 13. Træffes et barn i andre tilfælde end nævnt i §§ 10 og 11 under forhold, som indebærer fare for barnets sikkerhed eller sundhed, skal politiet tage sig af barnet. Er der mistanke om, at barnet er sygt eller har pådraget sig skader af ikke ringe omfang, skal barnet straks undersøges af en læge.

Stk. 2. Politiet kan besigtige et barns legeme, undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i barnets besiddelse samt skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse med henblik på

1)   at vurdere faren for barnet,

2)   at afværge faren for barnet, eller

3)   at fastlægge barnets identitet.

Stk. 3. Med henblik på at afværge faren for barnet kan politiet foretage indgreb over for barnet, herunder udstede påbud og fratage barnet genstande.

Stk. 4. Findes mindre indgribende midler som nævnt i stk. 2 og 3 ikke tilstrækkelige for at afværge faren for barnet, kan barnet om nødvendigt frihedsberøves med henblik på overgivelse til forældremyndighedens indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig vis er i stand til at tage sig af barnet. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som mulig og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Kapitel 4

Politiets anvendelse af magt

Almindelige bestemmelser

§ 14. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for politiets magtanvendelse såvel inden for som uden for strafferetsplejen.

§ 15. Politiet må anvende magt

1)   med henblik på at forebygge og afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed,

2)   med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben,

3)   med henblik på at bringe strafbar virksomhed til ophør eller i forbindelse med efterforskning og forfølgning af strafbare forhold,

4)   som led i bistand til andre myndigheder,

5)   som led i udførelse af kontrol- og tilsynsopgaver, samt

6)   med henblik på at vurdere, om et barn eller en beruset, syg eller hjælpeløs person, befinder sig i fare.

§ 16. Politiets magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig og må alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Det skal indgå i vurderingen af forsvarligheden, om magtanvendelsen indebærer risiko for, at udenforstående kan komme til skade.

Stk. 2. Magt skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum.

Særlige bestemmelser om visse magtmidler

§ 17. Skydevåben må kun anvendes med henblik på

1)   at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på person,

2)   at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader,

3)   at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg,

4)   at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på person, medmindre der ikke skønnes at være risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et sådant angreb,

5)   at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg, eller

6)   at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have begået alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder.

Stk. 2. Før politiet afgiver skud, der indebærer risiko for skade på person, skal det så vidt muligt først ved advarselsråb og dernæst ved varselsskud tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at skyde, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

Stk. 3. Er der nærliggende risiko for, at udenforstående kan blive ramt, må der kun skydes i yderste nødsfald.

Stk. 4. En polititjenestemand, der er under direkte kommando, må kun anvende skydevåben efter ordre fra en leder, medmindre der foreligger en situation som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller nr. 2.

Stk. 5. Har politiets skudafgivelse medført skade på person, skal den pågældende straks undersøges af en læge.

§ 18. Stav må kun anvendes med henblik på

1)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person,

2)   at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred,

3)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg,

4)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom,

5)   at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand, eller

6)   at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.

Stk. 2. Før stav tages i brug med henblik på rydning af gader, bygninger mv. for et større antal personer, skal det så vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge stav, hvis politiets påbud ikke efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

Stk. 3. Har politiets brug af stav mod person medført skade, skal den pågældende straks undersøges af en læge, medmindre det skønnes åbenbart ubetænkeligt at undlade lægeundersøgelse.

§ 19. Hunde må kun anvendes med henblik på

1)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person,

2)   at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred,

3)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg,

4)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom,

5)   at sikre pågribelse af personer,

6)   at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand, eller

7)   at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.

Stk. 2. Før hund tages i brug, skal det så vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge hund, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

Stk. 3. Har politiets brug af hund mod person medført skade, skal den pågældende straks undersøges af en læge, medmindre det skønnes åbenbart ubetænkeligt at undlade lægeundersøgelse.

§ 20. Gas må kun anvendes med henblik på

1)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person,

2)   at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred,

3)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg,

4)   at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom, eller

5)   at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv eller passiv modstand.

Stk. 2. Før gas tages i brug, skal det så vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge gas, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

Stk. 3. Har politiets brug af gas mod person medført gener, der skønnes at kræve lægehjælp, skal den pågældende straks undersøges af en læge.

§ 21. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas.

Stk. 2. Justitsministeren kan i øvrigt fastsætte nærmere regler om politiets anvendelse af magt.

Kapitel 5

Politiets selvhjælpshandlinger

§ 22. Politiet kan lade foranstaltninger udføre, når

1)   den ansvarlige har undladt at efterkomme påbud udstedt i medfør af denne lov eller regler udstedt med hjemmel i loven, og den ansvarlige er gjort bekendt med, at undladelse af at efterkomme påbuddet kan få denne følge, eller

2)   øjeblikkelig indgriben er nødvendig til beskyttelse af enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed eller for at undgå betydelige forstyrrelser af den offentlige orden.

Stk. 2. Den ansvarlige er forpligtet til at dække politiets udgifter i forbindelse med foranstaltninger udført i medfør af stk. 1. Der er udpantningsret for disse udgifter.

Kapitel 6

Bemyndigelsesbestemmelser

§ 23. Justitsministeren fastsætter regler om sikring af den offentlige orden samt beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, forebyggelse af fare eller ulempe for færdslen, dyr på offentligt sted, offentlige anlæg, husnumre og opslag, erhvervsvirksomhed på veje, offentlige forlystelser, renholdelse af veje mv.

Stk. 2. De i medfør af stk. 1 fastsatte bestemmelser kan indeholde regler om, at politimesteren (politidirektøren) kan udstede midlertidige påbud eller forbud med henblik på at forebygge fare for den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Stk. 3. Det kan i regler fastsat i medfør af stk. 1 og 2 fastsættes, at overtrædelse af reglerne eller overtrædelse eller manglende efterkommelse af påbud eller forbud udstedt i medfør af sådanne regler straffes med bøde. Det kan endvidere fastsættes, at der ved overtrædelser begået af selskaber mv. (juridiske personer) kan pålægges selskabet mv. strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 24. Justitsministeren kan for hver af landets politikredse fastsætte en politivedtægt, hvis særlige lokale forhold tilsiger det.

Stk. 2. Forslag til en politivedtægt udarbejdes af politimesteren (politidirektøren) efter drøftelse med den eller de berørte kommuner.

Stk. 3. En politivedtægt kan indeholde bestemmelser om sikring af den offentlige orden, bestemmelser om beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed samt bestemmelser om udstedelse af midlertidige forbud eller påbud.

Stk. 4. Det kan i en politivedtægt fastsættes, at overtrædelse af vedtægtens bestemmelser eller overtrædelse eller manglende efterkommelse af påbud eller forbud udstedt i medfør af vedtægten straffes med bøde. Det kan endvidere fastsættes, at der ved overtrædelser begået af selskaber mv. (juridiske personer) kan pålægges selskabet m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Politivedtægter offentliggøres i Lovtidende.

Kapitel 7

Ikrafttrædelsesbestemmelser mv.

§ 25. Loven træder i kraft den 1. august 2004.

§ 26. Lov af 11. februar 1863 angaaende Omordning af Kjøbenhavns politi m.v. og lov nr. 21 af 4. februar 1871 om Politiet uden for Kjøbenhavn ophæves.

Stk. 2. De i medfør af de i stk. 1 nævnte love udstedte politivedtægter forbliver i kraft indtil den 1. juli 2005.

§ 27. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 815 af 30. september 2003, ophæves § 108.

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

 

 

 

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.	Indledning ............................................................................. ..................				9
	1.1.	Lovforslagets formål ............................................................................. .....			9
	1.2.	Lovforslagets hovedpunkter ........................................................................			10
2.	Baggrunden for lovforslaget ...................................................................				10
3.	Politiets formål og virke .........................................................................				11
	3.1.	Gældende ret ............................................................................. ................			11
	3.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................			12
	3.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................			12
4.	Politiets opgaver ............................................................................. ........				12
	4.1.	Gældende ret ............................................................................. ................			12
	4.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................			13
	4.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................			14
5.	Politiets indgreb ............................................................................. .........				14
	5.1.	Generelt om orden og sikkerhed ..................................................................			14
		5.1.1.	Gældende ret ............................................................................. ................		14
		5.1.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................		15
		5.1.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................		18
	5.2.	Visitation mv. på bestemte steder ................................................................			18
		5.2.1.	Gældende ret ............................................................................. ................		18
			5.2.1.1.	Retsplejelovens regler om legemsbesigtigelse og visitation inden for strafferetsplejen ............................................................................. ...	18
			5.2.1.2.	Legemsbesigtigelse og visitation i øvrigt .............................................	19
		5.2.2.	Rigsadvokaten, Politidirektøren i København og Politimesterforeningens redegørelse om overtrædelser af våbenlovgivningen med hensyn til knive mv.		20
		5.2.3.	Fremmed ret ............................................................................. .................		20
		5.2.4.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................		23
		5.2.5.	Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ........................		25
	5.3.	Offentlige forsamlinger og opløb .................................................................			27
		5.3.1.	Gældende ret ............................................................................. ................		27
			5.3.1.1.	Offentlige forsamlinger .....................................................................	27
			5.3.1.2.	Opløb ............................................................................. .................	28
		5.3.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................		29
			5.3.2.1.	Offentlige forsamlinger .....................................................................	29
			5.3.2.2.	Opløb ............................................................................. .................	30
		5.3.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................		31
	5.4.	Svage og udsatte persongrupper ..................................................................			31
		5.4.1.	Gældende ret ............................................................................. ................		31
		5.4.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................		33
		5.4.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................		36
6.	Politiets anvendelse af magt ..................................................................				36
	6.1.	Gældende ret ............................................................................. ................			36
	6.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................			38
	6.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................			40
7.	Politiets selvhjælpshandlinger ...............................................................				40
	7.1.	Gældende ret ............................................................................. ................			40
	7.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................			40
	7.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................			41
8.	Bemyndigelsesbestemmelser ................................................................				41
	8.1.	Gældende ret ............................................................................. ................			41
		8.1.1.	Politivedtægter ............................................................................. ..............		41
		8.1.2.	Midlertidige foranstaltninger ........................................................................		41
	8.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................			41
	8.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................			42
9.	Erstatning ............................................................................. ...................				42
	9.1.	Gældende ret ............................................................................. ................			42
	9.2.	Politikommissionens overvejelser .................................................................			42
	9.3.	Justitsministeriets overvejelser ....................................................................			43
10.	Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser ...............				43
11.	Hørte myndigheder mv . ... ..........................................................................				43

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Formålet med lovforslaget er at etablere et samlet og tidssvarende lovgrundlag for politiets virksomhed og herunder fastlægge de grundlæggende principper for politiets magtanvendelse som led i den almindelige ordenshåndhævelse.

Forslaget til politiloven indeholder bl.a. bestemmelser om politiets formål og virke samt politiets opgaver. Endvidere foreslås bestemmelser om politiets indgreb, herunder i forhold til orden og sikkerhed, offentlige forsamlinger og opløb samt svage og udsatte persongrupper. Forslaget regulerer herudover politiets anvendelse af magt og betingelserne for brug af særlige magtmidler samt politiets adgang til at lade foranstaltninger udføre som selvhjælpshandlinger.

Lovforslaget bygger på Politikommissionens betænkning om politilovgivning (1410/2002) og svarer med nogle ændringer navnlig af redaktionel karakter til kommissionens lovudkast. Herudover er der indsat en ny bestemmelse om visitation mv. på bestemte steder med henblik på at kontrollere, om nogen er i besiddelse af eller bærer våben. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med justitsministerens lovforslag L 97 om ændring af våbenloven (Forbud mod at bære kniv samt skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af kniv mv.).

1.2. Lovforslagets hovedpunkter

Forslaget til lov om politiets virksomhed indeholder 7 kapitler.

Kapitel 1 (§ 1) indeholder en bestemmelse om politiets formål og virke, hvorefter politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Der henvises til pkt. 3 nedenfor.

Kapitel 2 (§ 2) beskriver politiets opgaver, jf. pkt. 4 nedenfor.

Kapitel 3 (§§ 3-11) regulerer politiets indgreb. Det følger heraf, at politiet ikke uden for de tilfælde, hvor det følger af bestemmelserne i dette kapitel eller anden lovgivning, kan foretage indgreb over for borgerne. Det følger endvidere af bestemmelserne, at politiet bl.a. har til opgave at forebygge og afværge fare for orden og sikkerhed, at beskytte borgernes ret til at forsamle sig, og at tage sig af svage og udsatte persongrupper, som er ude af stand til at tage vare på sig selv, og som træffes under sådanne omstændigheder, at de er til fare for sig selv eller andre. Politiet kan bl.a. udstede påbud og foretage legemsbesigtigelse og frihedsberøvelse for at varetage de anførte hensyn. Politiet kan endvidere foretage stikprøvevis visitation på bestemte steder af personer mv. for at kontrollere, om nogen besidder våben. Der henvises nærmere til pkt. 5 nedenfor.

Kapitel 4 (§§ 12-19) indeholder bestemmelser om politiets anvendelse af magt. Bestemmelserne indeholder en udtømmende opregning af de formål, som kan begrunde magtanvendelse. Endvidere fremgår det af bestemmelserne, at magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig samt proportional i forhold til den interesse, der søges beskyttet. Kapitlet regulerer herudover anvendelse af de særlige magtmidler skydevåben, stav, gas og hund. Der henvises nærmere til pkt. 6 nedenfor.

Kapitel 5 (§ 20) regulerer politiets adgang til under visse betingelser at lade foranstaltninger udføre som selvhjælpshandlinger, jf. pkt. 7 nedenfor.

Kapitel 6 (§§ 21-22) indeholder bemyndigelsesbestemmelser til justitsministeren, hvorefter ministeren kan fastsætte regler, herunder om bødestraf, til varetagelse af de hensyn til orden og sikkerhed, som i dag er reguleret af normalpolitivedtægten. Kapitlet er nærmere behandlet under pkt. 8 nedenfor.

Kapitel 7 (§§ 23-26) indeholder ikrafttrædelsesbestemmelser mv., herunder om ophævelse af den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 108 samt ophævelse af Lov angaaende Omordning af Kjøbenhavns politi mv. og Lov om Politiet uden for Kjøbenhavn.

2. Baggrunden for lovforslaget

2.1. Det lovmæssige grundlag for politiets virksomhed findes i dag i en lang række love, der dækker vidt forskellige områder af samfundslivet. De mere generelle lovbestemmelser om politiet findes i loven om Københavns politi fra 1863 og i loven om politiet uden for København fra 1871, som fortsat danner grundlag for politiets arbejde særligt på det ordensmæssige område. På det retsplejemæssige og strafferetlige område er politilovene i vidt omfang suppleret og erstattet af bestemmelser i retsplejeloven og straffeloven.

I de seneste årtier er der gennemført en trinvis revision og modernisering af retsplejelovens regler om de straffeprocessuelle tvangsindgreb. Inden for strafferetsplejen er politiets adfærd over for borgerne således undergivet en detaljeret lovmæssig regulering af nyere dato.

I modsætning hertil er der kun få og meget generelle lovregler om politiets magtanvendelse som led i den almindelige ordenshåndhævelse. De centrale bestemmelser er de almindelige regler om nødret og nødværge i straffelovens § 13 og § 14, herunder § 13, stk. 3, om lovlig retshåndhævelse, samt bestemmelsen om politiets såkaldte generalfuldmagt i retsplejelovens § 108, stk. 1, der fastslår, at ”Politiets opgave er at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne”.

I kommissoriet for Politikommissionen, der blev nedsat den 8. juli 1998, er det anført, at disse bestemmelser fra en praktisk synsvinkel formentlig i det væsentlige danner en velfungerende og almindeligt accepteret ramme for politiets magtanvendelse, der på en række områder er nærmere reguleret ved mere detaljerede administrativt fastsatte forskrifter, bl.a. om anvendelsen af magtmidler som skydevåben, politistav og politihunde. Samtidig må det konstateres, at en så sparsom og generelt holdt lovregulering af et så centralt område som politiets magtanvendelse, herunder f.eks. i form af detentionsanbringelser, næppe i dag kan forekomme tilfredsstillende. Der henvises i den forbindelse også til den lovgivningstradition, der har udviklet sig her i landet inden for andre områder, og til, at der i flere lande, vi normalt sammenligner os med, inden for de senere år er gennemført ny lovgivning om politiets virksomhed.

På den baggrund blev Politikommissionen anmodet om at gennemgå og vurdere regelgrundlaget for politiets virksomhed. I den forbindelse skulle kommissionen overveje, om der – også i lyset af erfaringerne fra beslægtede nabolande – bør udformes en mere samlet politilovgivning, herunder med henblik på en lovmæssig fastlæggelse af de grundlæggende principper for politiets magtanvendelse som led i den almindelige ordenshåndhævelse.

Politikommissionen var bredt sammensat med repræsentanter fra advokatsektoren, universiteterne, de forskellige politiorganisationer, anklagemyndigheden, dommerne, kommuner og amter og Justitsministeriet. Formand for kommissionen var Højesterets præsident.

2.2. Politikommissionen har i forbindelse med sit arbejde udarbejdet en redegørelse for politiets virksomhed og den gældende regulering af området. Der henvises nærmere til betænkningens kapitel 4. Kommissionen har endvidere til brug for udvalgets overvejelser indhentet oplysninger fra Norge, Sverige og Finland om retstilstanden i disse lande. Der henvises nærmere til betænkningens kapitel 5.

Politikommissionen anbefaler efter en gennemgang af den gældende regulering af politiets virksomhed, at der gennemføres en særlig lovgivning på området.

Kommissionen henviser i den forbindelse bl.a. til, at området i dag i lovmæssig henseende er reguleret af få generelt udformede bestemmelser, og at det er vanskeligt umiddelbart at udlede sikre og præcise retningslinier af disse bestemmelser for politiets indgreb uden for strafferetsplejen og for politiets magtanvendelse. Politikommissionen anser det for at være i bedre overensstemmelse med nutidens krav til legalitetsgrundlaget for myndighedsudøvelse, at politiets virksomhed reguleres direkte af lovgivningsmagten. Dette gælder ikke mindst på centrale områder som politiets magtanvendelse og indgreb over for borgerne. Udtrykkelige og klare regler på området vil endvidere bl.a. styrke borgernes retssikkerhed samtidig med, at politiet får et klarere grundlag at arbejde på.

Politikommissionen bemærker, at kommissionens udkast til lov om politiets virksomhed tilsigter i det væsentlige at videreføre og præcisere gældende ret på de områder, hvor retsplejelovens § 108 i dag danner grundlag for indgreb over for borgerne, som i vidt omfang er nærmere reguleret ved administrative forskrifter fra Rigspolitichefen. Det er ikke hensigten at begrænse eller udvide de eksisterende indgrebsmuligheder.

2.3. Justitsministeriet er enig med Politikommissionen i, at det vil være bedst stemmende med nutidens krav til legalitetsgrundlaget for myndighedsudøvelse, at politiets virksomhed, herunder særligt de grundlæggende principper for politiets indgreb og magtudøvelse over for borgerne, er mere udførligt reguleret ved lov.

Klare lovregler på området vil efter Justitsministeriets opfattelse styrke borgernes retssikkerhed samtidig med, at politiet vil have et klart retligt grundlag at arbejde ud fra i de situationer, hvor politiets varetagelse af de pålagte opgaver gør det nødvendigt at foretage indgreb over for borgerne, eventuelt under anvendelse af magt.

Justitsministeriet kan således tiltræde Politikommissionens forslag om at samle de grundlæggende regler for politiets virksomhed i en lov om politiets virksomhed.

3. Politiets formål og virke

3.1. Gældende ret

Der findes ikke i dag en generel lovbestemmelse om politiets formål og virke.

Politiets formål og virke må navnlig udledes af retsplejelovens § 108, som beskriver de centrale opgaver for politiet – opretholdelse af sikkerhed, fred og orden, overholdelse af love og vedtægter samt forhindring, efterforskning og forfølgning af forbrydelser – jf. pkt. 4.1. nedenfor.

I Rigspolitichefens publikation ”Idégrundlag og overordnede mål for dansk politi” (januar 1998) er der med udgangspunkt i retsplejelovens § 108 om politiets opgaver en beskrivelse af de overordnede mål for politiets arbejde. Det fremgår bl.a. heraf, at politiet skal være trygheds- og sikkerhedsskabende og synligt. Politiet skal ved en aktiv forebyggende indsats i samarbejde med lokalsamfundet forhindre, at konflikter, uro og kriminalitet opstår. Politiet skal effektivt efterforske og forfølge begået kriminalitet. Politiet skal ved tilsyns- og kontrolvirksomhed sikre overholdelse af gældende regler og forhindre, at ulykker sker. Politiets administrations- og forvaltningsvirksomhed skal være effektiv og af høj kvalitet. Det anføres endelig, at grundlaget for politiets arbejde er respekten for borgernes retssikkerhed.

I forbindelse med de politiske forhandlinger, som fastlægger politiets bevillingsmæssige forhold, opstilles normalt en række konkrete resultatmål for politiets virksomhed.

Endelig har lovgivningsinitiativer på særlige områder, f.eks. skærpelse af indsatsen mod vold, betydning for politiets prioritering af opgaver, ligesom mere generelle tendenser i den offentlige forvaltning – f.eks. stigende fokus på borgernes krav til service fra de offentlige myndigheder – har betydning for politiets virksomhed.

Der henvises nærmere til betænkningens side 21 og 22.

3.2. Politikommissionens overvejelser

Politikommissionen har overvejet behovet for en bestemmelse, der beskriver formålet med politiets virksomhed. Kommissionen har i den forbindelse bl.a. anført, at en lovbestemmelse om formålet med politiets virksomhed alene vil have karakter af en hensigtserklæring. Det betyder imidlertid ikke, at en særlig bestemmelse om politiets formål og virke vil være overflødig.

En formålsbestemmelse indebærer, at lovgivningsmagten overordnet fastlægger, i hvilken retning politiets udvikling skal styres, og en formålsbestemmelse indebærer, at den overordnede planlægning og tilrettelæggelse af politiets virksomhed inden for de bevillingsmæssige rammer skal foretages under hensyntagen til de formål, der er anført i bestemmelsen, og under anvendelse af de anførte midler.

En formålsbestemmelse vil endvidere have indflydelse på den overordnede tilrettelæggelse af den praktiske polititjeneste. En formålsbestemmelse vil samtidig kunne medvirke til at sikre, at der blandt politiets ansatte forankres holdninger til arbejdet, der stemmer overens med formålsbestemmelsen.

Politikommissionen har på denne baggrund fundet, at der er behov for en særlig bestemmelse om politiets formål og virke.

Kommissionen foreslår, at det i en bestemmelse om politiets formål og virke angives, at politiet skal skabe og opretholde tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet, samt at politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed, jf. § 1 i Politikommissionens lovudkast.

Den foreslåede bestemmelse fremhæver alene tryghed, sikkerhed, fred og orden som mål for politiets virksomhed. Herudover vil naturligvis gælde mål, der er fælles for de offentlige myndigheder, f.eks. mål om effektiv forvaltningsvirksomhed.

Politikommissionen har bemærket, at der med den foreslåede bestemmelse levnes plads til, at udviklingen vil kunne medføre visse ændringer i politiets fokusområder samtidig med, at de grundlæggende formål med politiets virksomhed fremhæves i en særlig bestemmelse.

De enkelte udtryk ”tryghed, sikkerhed, fred og orden” afspejler grundlæggende almene samfundsbehov, og det understreges hermed, at politiet er en integreret del af samfundet, at politiet skal beskytte almene samfundsinteresser, og at politiet ikke må være ude af trit med det omgivende samfunds behov og opfattelse af politiets rolle.

Der henvises i øvrigt til betænkningens side 104-106.

3.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at en lov om politiets virksomhed bør indeholde en bestemmelse om politiets formål og virke som foreslået af Politikommissionen. Lovforslaget er med en redaktionel ændring udformet i overensstemmelse med kommissionens lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 1 og bemærkningerne hertil.

4. Politiets opgaver

4.1. Gældende ret

Den første nærmere regulering af politiets opgavevaretagelse var politilovene af 1863 og 1871. De fleste bestemmelser i lov af 11. februar 1863 angaaende Omordning af Kjøbenhavns Politi mv. og i lov nr. 21 af 4. februar 1871 om Politiet udenfor Kjøbenhavn er med tiden blevet ophævet eller i praksis erstattet af andre regler, herunder retsplejelovens § 108.

Politilovene indeholder således kun få bestemmelser, som i dag har selvstændig betydning for politiets virksomhed. Disse bestemmelser angår forsamlinger og opløb, udstedelse af politivedtægter og midlertidige foranstaltninger, det vil sige midlertidige generelle forbud og/eller påbud rettet til borgerne, f.eks. forbud mod færdsel på isen i bestemte områder i vinterperioden. Forsamlinger og opløb er nærmere behandlet under pkt. 5.3. nedenfor. Midlertidige foranstaltninger og udstedelse af politivedtægter er nærmere beskrevet under pkt. 8 nedenfor.

Den væsentligste lovbestemmelse i dag om politiets opgaver er retsplejelovens § 108. Politiet har efter retsplejelovens § 108, stk. 1, til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne. Efter retsplejelovens § 108, stk. 2, kan politiet med justitsministerens samtykke pålægges andre opgaver.

Politiets opgaver inden for strafferetsplejen kan sammenfattes således, at politiet skal bringe strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge overtrædelse af strafsanktionerede bestemmelser i det omfang, overtrædelserne er undergivet offentlig påtale. Politiet kan i forbindelse hermed iværksætte en række nærmere angivne straffeprocessuelle indgreb, herunder f.eks. indgreb i meddelelseshemmeligheden, anholdelse, legemsbesigtigelse og ransagning, i det omfang retsplejelovens betingelser herfor er opfyldt. Politiets opgaver inden for strafferetsplejen er underlagt en deltaljeret regulering i retsplejelovens kapitel 61-93 d.

Politiets opgaver uden for strafferetsplejen er derimod ikke i samme omfang undergivet lovregulering. Retsplejelovens § 108 fastlægger vigtige dele af politiets opgaver uden for strafferetsplejen, men bestemmelsen er ikke udtømmende.

Politiet varetager imidlertid også andre opgaver end dem, der er fastlagt i § 108. Nogle af de opgaver, som politiet i dag varetager uden for strafferetsplejen, ligger i naturlig forlængelse af politiets kerneopgaver med opretholdelse af sikkerhed, fred og orden. Politiet varetager imidlertid i et vist omfang også opgaver, som har en svagere tilknytning til den egentlige politivirksomhed.

Politiets opgaver kan inddeles i opgaver, hvor der er mulighed for, at politiet kan foretage indgreb over for borgerne i form af f.eks. påbud, legemsbesigtigelse, fratagelse af genstande eller frihedsberøvelse, og opgaver, som mere har karakter af bistand og service over for borgere og andre myndigheder, samt varetagelse af opgaver af mere administrativ og civilretlig karakter.

Opgaver, som indebærer mulighed for indgreb over for borgerne, er navnlig forbundet med varetagelse af sikkerhed, fred og orden. Disse opgaver er behandlet under pkt. 5 nedenfor om politiets indgreb.

Blandt de opgaver, som politiet varetager i dag, og som ikke i sig selv indebærer mulighed for indgreb over for borgerne, er bistand til borgerne som f.eks. hjemkørsel af spirituspåvirkede personer, opsamling af personer, der er faret vild, hjemtransport af personer efter trafikuheld, efterlysning af savnede samt vejledning og kontaktskabende indsats over for syge og hjælpeløse.

Herudover har politiet efter særlovgivningen visse tilsynsopgaver i forhold til bl.a. dyreværnslovgivningen, restaurationslovgivningen, lov om vagtvirksomhed og våbenloven. Politiet kan i den forbindelse foretage de indgreb, der er hjemlet i særlovgivningen.

Politiet yder endvidere bistand til andre myndigheder i forbindelse med disse myndigheders varetagelse af kontrolopgaver efter særlovgivningen.

Politiet varetager endelig en række mere civilretlige og administrative opgaver som f.eks. kriminalpræventivt arbejde, underretning af pårørende ved dødsfald, samtaler af social karakter i forbindelse med husspektakler, stævningsforkyndelser og udstedelse af pas, kørekort, alkoholbevillinger mv. Politiets opgaver i forbindelse med udstedelse af pas, kørekort, alkoholbevillinger mv. følger af lovgivningen på disse områder.

Der henvises nærmere til betænkningens side 29-44.

4.2. Politikommissionens overvejelser

Som anført ovenfor under pkt. 4.1., har politiet efter retsplejelovens § 108 til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne.

Denne opgavebeskrivelse er efter Politikommissionens opfattelse ikke fuldt ud dækkende for politiets virksomhed. Beskrivelsen omfatter f.eks. ikke en lang række serviceopgaver, som politiet udfører, eller politiets bistand til borgere eller andre myndigheder. Vil man i dag opnå et samlet billede af politiets opgaver, må beskrivelsen i retsplejelovens § 108 derfor efter kommissionens opfattelse suppleres på grundlag af politiets opgaver efter øvrige lovbestemmelser, sædvane og administrativt fastsatte forskrifter.

Kommissionen finder det på denne baggrund naturligt at medtage en dækkende og ajourført bestemmelse om politiets opgaver i en lov om politiets virksomhed, hvilket vil kunne medvirke til at tydeliggøre politiets funktion i samfundet.

Det er almindeligt antaget, at retsplejelovens § 108 giver hjemmel til, at politiet kan foretage en række indgreb over for borgerne. I den juridiske litteratur har der imidlertid været stillet spørgsmålstegn ved, om det er i fuld overensstemmelse med legalitetsprincippet, at en hjemmel til fareafværgende indgreb over for borgerne kan findes i en generelt udformet opgavebeskrivelse for politiet. En ny bestemmelse om politiets opgaver giver således mulighed for at tage udtrykkeligt stilling til dette spørgsmål.

Det er kommissionens opfattelse, at en almindeligt holdt beskrivelse af politiets opgaver ikke længere bør give hjemmel til indgreb over for borgerne, men at hjemlen for sådanne indgreb skal søges andetsteds i politiloven. Kommissionens forslag til særskilte bestemmelser om politiets indgreb fremgår under pkt. 5 nedenfor.

Kommissionen foreslår en bestemmelse, der indeholder en udtømmende opregning af de opgaver, som politiet varetager. Bestemmelsen medvirker til at tydeliggøre den funktion, som politiet har i samfundet. Med bestemmelsen tilsigtes ikke en udvidelse af politiets opgaver i forhold til i dag.

Den foreslåede bestemmelse erstatter retsplejelovens § 108, stk. 1, der derfor foreslås ophævet. Kommissionen har i den forbindelse tillige fundet, at der ikke længere vil være behov for at opretholde bestemmelsen i retsplejelovens § 108, stk. 2, hvorefter politiet med justitsministerens samtykke kan pålægges andre opgaver.

Der henvises til betænkningens side 106-108 og side 150-151.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde Politikommissionens forslag til en bestemmelse om politiets opgaver, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 2 samt bemærkningerne hertil.

5. Politiets indgreb

5.1. Generelt om orden og sikkerhed

5.1.1. Gældende ret

5.1.1.1. Efter retsplejelovens § 108 har politiet bl.a. til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden.

Opretholdelse af sikkerhed indebærer beskyttelse af borgerne mod at blive udsat for forbrydelser samt beskyttelse af personer eller værdier mod fare ved ulykker eller lignende, uanset om disse er natur- eller menneskeskabte.

Politiet varetager i dag en lang række opgaver med henblik på at værne om sikkerheden. Det er bl.a. foranstaltninger over for enkeltpersoner, f.eks. hjemtransport af berusede personer, rekvirering af lægehjælp til syge og hjælpeløse eller eftersøgning af potentielle selvmordere. Politiet varetager endvidere mere generelle foranstaltninger som f.eks. færdselsregulering i forbindelse med færdselsuheld eller afspærring af et område med nedstyrtningsfare.

Ved begrebet den offentlige fred forstås ifølge betænkningen den indre ”samfundsfred”. Den offentlige fred er modsætningen til en samfundsomvæltning eller et oprør. For at der kan være tale om angreb på freden, forudsætter det således, at der er tale om anslag mod almene interesser af betydelig værdi, f.eks. trusler mod borgernes liv eller velfærd, omfattende tingsødelæggelser, angreb på offentlige bygninger og kontorer eller på samfundsvigtige institutioner. Begrebet ”fred” er snævrere end begrebet ”orden”, jf. nedenfor.

Det er vanskeligt mere præcist at angive indholdet af opretholdelse af orden . Det antages, at ”opretholdelse af orden” henviser til rammerne for, hvad der må anses for en almindeligt accepteret adfærd i samfundet, og begrebet kan således ændre sig med tiden og samfundsudviklingen.

5.1.1.2. Ifølge betænkningen kan politiets indsats i forbindelse med opretholdelse af sikkerhed, fred og orden deles op i tre hovedgrupper.

Den første hovedgruppe omfatter situationer, hvor der foreligger en konkret og nærliggende fare for sikkerhed, fred eller orden. I disse tilfælde er det almindeligt antaget, at politiet med henblik på at afværge fare kan foretage indgreb over for den enkelte borger med hjemmel i retsplejelovens § 108. Detentionsanbringelse af berusede personer er et i praksis ofte forekommende eksempel herpå.

Den anden hovedgruppe omfatter situationer, hvor der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare for sikkerhed, fred eller orden, men hvor omstændighederne i den pågældende situation i øvrigt tilsiger, at der er behov for en politimæssig indsats. Politiet kan i disse tilfælde iværksætte foranstaltninger af mere alment forebyggende karakter som f.eks. at rydde og afspærre områder med henblik på at forebygge ulykker. Foranstaltningerne kan også tilsigte at forebygge ordensforstyrrelser og lign., f.eks. at forskellige grupper kommer i slagsmål i forbindelse med demonstrationer eller sportsarrangementer, eller at et arrangement indebærer problemer for trafikken. Det vil også kunne være f.eks. afspærring af forfaldne bygninger eller områder med jordskred, opsætning af forbudsskilte, f.eks. mod at færdes på en sø med tynd is, og afspærring af ulykkessteder med henblik på at forebygge forstyrrelser af hjælpearbejde mv.

I visse situationer kan det være nødvendigt med andre foranstaltninger end de nævnte. F.eks. foretager politiet af og til visitation og lign. af publikum i forbindelse med fodboldkampe, der erfaringsmæssigt udvikler sig til uroligheder. Ved arrangementer, som indebærer særlige sikkerhedsrisici for enkeltpersoner, f.eks. besøg af statsoverhoveder, etablerer politiet efter omstændighederne mere omfattende sikkerhedsforanstaltninger, herunder i sjældne tilfælde fuldstændig adgangskontrol til områder, som normalt er offentlig tilgængelige.

Den tredje hovedgruppe omfatter situationer, hvor der – uden for de ovennævnte tilfælde – er en større eller mindre politimæssig interesse i, hvordan situationen håndteres. Politiet yder efter omstændighederne bistand til borgerne i disse situationer, men er i øvrigt afskåret fra at iværksætte mere indgribende foranstaltninger. Som eksempler på sådanne hjælpeopgaver kan nævnes hjemtransport af personer efter trafikuheld, hjemkørsel af spirituspåvirkede personer, der skønnes hjælpeløse uden at være til konkret fare for sig selv eller andre, opsamling af personer, der er faret vild eller sidder fast i sneen, efterlysning af savnede samt vejledning og kontaktskabende indsats over for syge og hjælpeløse, der sættes i forbindelse med rette myndighed eller følges til deres hjem eller bestemmelsessted.

5.1.1.3. Det kan ikke umiddelbart af retsplejelovens § 108 udledes, om politiet i dets virksomhed også uden for strafferetsplejen er forpligtet til at gribe ind i en given situation.

Det antages almindeligvis, at politiet uden for strafferetsplejen ikke altid har pligt til at gribe ind over for konstaterede ordensforstyrrelser mv. Politiet har således mulighed for at vurdere, om det i en given situation vil være mere hensigtsmæssigt ikke at gribe ind, f.eks. for ikke at optrappe situationen. Hertil kommer, at også politiets opgaver uden for strafferetsplejen – på samme måde som opgaverne inden for strafferetsplejen – er underlagt politiets prioritering af sine ressourcer.

Muligheden for at foretage et sådant skøn afhænger imidlertid af karakteren af den konkrete situation. Navnlig hvis der er overhængende fare for enkeltpersoners sikkerhed, må det antages, at skønnet er indsnævret så meget, at der reelt foreligger en pligt for politiet til at reagere. Herudover findes der enkelte lovbestemmelser, som udtrykkeligt pålægger politiet at gribe ind, f.eks. retsplejelovens § 151, stk. 4, hvorefter politiet er forpligtet til uvægerligt og øjeblikkeligt at yde retten bistand til imødegåelse af forstyrrelse af en retshandling.

5.1.1.4. Det er almindeligt antaget, herunder i retspraksis, at politiet som led i dets opgaver uden for strafferetsplejen kan foretage en række indgreb over for borgerne med henblik på at opretholde sikkerhed, fred og orden. Det har i den juridiske teori været omdiskuteret, hvor hjemlen til sådanne indgreb skal søges. Den overvejende opfattelse er nu, at retsplejelovens § 108 (politiets generalfuldmagt) som hovedregel er hjemmelsgrundlag for politiets indgreb i disse tilfælde. Herudover indeholder særlovgivningen, f.eks. færdselsloven, beredskabsloven, udlændingeloven og psykiatriloven særskilt hjemmel for politiets indgreb, når indgreb sker til varetagelse af de hensyn, der omfattes af den pågældende lov.

De indgreb, som politiet kan foretage over for borgerne, herunder i forhold til borgernes frihed eller ejendom, er af varierende intensitet.

Politiet vil ofte forsøge at løse en given situation ved mundtligt at påbyde eller forbyde en eller flere personer en bestemt adfærd, f.eks. at ophøre med en handling, der forstyrrer den offentlige orden. Politiet kan endvidere fratage en person genstande, som er til fare for den pågældende selv eller andre, eller skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted for at afværge en konkret forstyrrelse af sikkerhed, fred eller orden.

Som det mest indgribende middel kan politiet frihedsberøve personer. Frihedsberøvelse kan alene ske, når mindre indgribende midler ikke er eller skønnes at være tilstrækkelige til at afværge den konkrete fare. Frihedsberøvelsen må endvidere ikke være ude af proportioner med den fare, indgrebet skal afværge.

Lovligheden af et indgreb afhænger af den konkrete situation og er nærmere reguleret af almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincippet og kravet om saglig kompetence.

Politiets indgreb i forhold til offentlige forsamlinger og opløb er nærmere behandlet pkt. 5.3. nedenfor. Politiets indgreb i forhold til svage og udsatte personer gennemgås under pkt. 5.4. nedenfor.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 32-53.

5.1.2. Politikommissionens overvejelser

5.1.2.1. Som anført ovenfor under pkt. 4.2., har Politikommissionen fundet, at der bør være særskilte bestemmelser, som regulerer politiets indgreb uden for strafferetsplejen.

Politikommissionen foreslår en almindelig bestemmelse om, at politiet ikke kan foretage indgreb over for borgerne, medmindre indgrebet følger af bestemmelser i lovudkastets kapitel 3 eller er hjemlet i anden lovgivning. Der henvises til § 3 i Politikommissionens lovudkast.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 158-159.

5.1.2.2. Som anført ovenfor under pkt. 5.1.1., har politiet efter gældende ret bl.a. til opgave at beskytte den offentlige orden og enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Disse opgaver - uden for strafferetsplejen – indebærer, at politiet dels må søge at forebygge, at der opstår fare for den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, og dels, hvor en sådan fare er aktualiseret, at politiet må søge at afværge denne.

Politiets opgaver i relation til forebyggelse af fare indebærer undertiden, at politiet træffer foranstaltninger, som indebærer visse begrænsninger i borgernes bevægelsesfrihed, eller at politiet må foretage visse indgreb i borgernes integritet.

Politiets forebyggende indgreb består oftest i, at politiet rydder eller afspærrer områder med henblik på at forebygge ordensforstyrrelser eller forebygge, at farlige situationer opstår.

Efter Politikommissionens opfattelse er afspærring af områder og etablering af adgangskontrol til områder – uanset, at der typisk er tale om generelle foranstaltninger rettet mod en ubestemt kreds af borgere – i princippet indgreb over for borgerne. Kommissionen finder, at en lov om politiets virksomhed bør indeholde en særlig bestemmelse om sådanne forebyggende foranstaltninger, jf. § 4 i Politikommissionens lovudkast. Bestemmelsen tilsigter alene at præcisere gældende ret.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 108-110.

5.1.2.3. Politiets opgave med at beskytte den offentlige orden og enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed indebærer bl.a., at politiet må søge at afværge fare for den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, når en sådan fare foreligger.

Politiets fareafværgende opgaver i relation til orden og sikkerhed kan indebære, at politiet foretager forskellige indgreb over for borgerne. Politiets valg af indgrebsmiddel afhænger af en konkret vurdering af den enkelte situation. I praksis anvendes oftest udstedelse af påbud, legemsundersøgelse, fratagelse af genstande samt frihedsberøvelse.

Efter Politikommissionens opfattelse bør der i en lov om politiets virksomhed tilvejebringes en udtrykkelig hjemmel til, at politiet uden for strafferetsplejen kan foretage indgreb med henblik på at afværge en konkret og nærliggende fare for den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Kommission finder i den forbindelse, at der er behov for en mere generelt affattet hjemmel for politiets indgreb, idet fare for sikkerheden, freden og ordenen kan opstå i et utal af – mere eller mindre forudsigelige – situationer. Efter kommissionens opfattelse er det således næppe muligt i en lovbestemmelse at foretage en udtømmende og præcis opregning af de situationer, hvor det vil kunne være aktuelt at iværksætte sådanne indgreb.

Politikommissionens forslag til en bestemmelse om politiets fareafværgende opgaver findes som § 5 i Politikommissionens lovudkast og tilsigter alene at præcisere gældende ret i de tilfælde, hvor retsplejelovens § 108 i dag danner grundlag for indgreb over for borgerne.

Politikommission har overvejet, i hvilket omfang den foreslåede bestemmelse bør regulere, hvilke indgreb politiet kan benytte sig af.

Som anført ovenfor, anvender politiet i praksis oftest udstedelse af påbud, legemsbesigtigelse, undersøgelse af tøj og genstande i en persons besiddelse, fratagelse af genstande og frihedsberøvelse i forbindelse med afværgelse af fare for orden og sikkerhed. Kommissionen finder det naturligt, at der i bestemmelsen medtages en udtrykkelig hjemmel til disse indgreb, idet det efter kommissionens opfattelse ikke alene vil stemme bedst overens med legalitetsprincippet, men samtidig også vil give mulighed for at beskrive udtrykkelige og mere præcise retningslinier for politiets anvendelse af disse indgreb.

Politikommissionen har særligt overvejet spørgsmålet om frihedsberøvelse i forbindelse med afværgelse af fare for orden og sikkerhed, herunder særligt forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I det omfang der er tale om frihedsberøvelser i konventionens forstand, skal disse være forenelige med konventionens artikel 5, stk. 1.

Det følger bl.a. af artikel 5, stk. 1, at en frihedsberøvelse skal have hjemmel i national lovgivning, jf. formuleringen ”den ved lov foreskrevne fremgangsmåde” og ”lovlig”, og at national lovgivning skal være overholdt i den konkrete sag. Det er endvidere et krav, at den nationale lovgivning opfylder de kvalitative krav, der følger af konventionen, herunder kravet om, at retsreglerne skal være tilgængelige, at de skal være tilstrækkeligt klare og præcise, og at retstilstanden skal være forudsigelig. De nationale regler skal beskytte mod vilkårlige frihedsberøvelser.

Efter kommissionens opfattelse opfylder frihedsberøvelser, som foretages i overensstemmelse med retsplejelovens § 108 – henset til den måde, hvorpå bestemmelsen fortolkes og anvendes i teori og praksis – hjemmelskravet i konventionens artikel 5, stk. 1.

Konventionen stiller endvidere krav til formålet med frihedsberøvelsen. For at være forenelig med konventionen, skal en frihedsberøvelse varetage mindst ét af de formål, der er opregnet i artikel 5, stk. 1, litra a til f. Opregningen er udtømmende og skal efter Menneskerettighedsdomstolens praksis fortolkes indskrænkende.

De frihedsberøvelser, som politiet foretager i medfør af retsplejelovens § 108, vil efter kommissionens opfattelse kunne henføres til mindst én af de grunde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra a til f.

Kommissionen henviser i den forbindelse til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har antaget, at en person, der er påvirket af alkohol, og som på grund af sin adfærd og handlemåde udgør en trussel mod den offentlige orden eller den pågældende selv, kan frihedsberøves for at beskytte offentlighedens eller den pågældendes egne interesser, herunder personens helbred eller personlige sikkerhed. En sådan frihedsberøvelse er omfattet af artikel 5, stk. 1, litra e (se Litwa mod Polen, dom af 4. april 2000).

Kommissionen har overvejet, om man i lovteksten burde begrænse adgangen til frihedsberøvelse , således at frihedsberøvelse alene undtagelsesvis vil kunne finde sted. Baggrunden herfor er, at frihedsberøvelse må anses for det mest indgribende middel, og at dette kan tale for at understrege, at frihedsberøvelse kun bør ske i særlige situationer.

Frihedsberøvelse kan imidlertid dække over en lang række af indgreb lige fra meget kortvarige frihedsberøvelser på stedet til indbringelse på en politistation og anbringelse i venterum. Frihedsberøvelse kan således dække over situationer, som den frihedsberøvede vel knap nok selv vil opfatte som en frihedsberøvelse, f.eks. hvis politiet af hensyn til en persons sikkerhed kortvarigt tilbageholder denne for at holde ham væk fra et farligt sted, f.eks. i forbindelse med tumulter under afholdelse af sportsarrangementer.

Politikommissionen har endvidere henvist til, at det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip indebærer, at muligheden for at frihedsberøve personer under alle omstændigheder er begrænset til situationer, hvor et sådant indgreb står i et rimeligt forhold til den fare, der søges afværget ved indgrebet. Hertil kommer, at politiet normalt kun må frihedsberøve personer, hvis andre og mindre indgribende midler er virkningsløse.

Politikommissionen har således på denne baggrund ikke fundet behov for at fastsætte yderligere begrænsninger i muligheden for at foretage frihedsberøvelse af personer.

Dog bør der efter kommissionens opfattelse fastsættes udtrykkelige begrænsninger i varigheden af en frihedsberøvelse. Således foreslås en udtrykkelig regel om, at en frihedsberøvelse skal være så kortvarig som mulig og så vidt muligt ikke må udstrækkes ud over 6 timer.

Baggrunden herfor er, at frihedsberøvelse efter den foreslåede bestemmelse alene kan ske med henblik på at afværge fare for de i bestemmelsen nævnte politiretlige beskyttelsesinteresser (orden og sikkerhed). Frihedsberøvelse efter bestemmelsen kan således ikke ske med henblik på efterforskning eller iværksættelse af strafferetlige foranstaltninger, og behovet for en (fortsat) frihedsberøvelse vil dermed som udgangspunkt ophøre samtidig med, at den konkrete fare er afværget. Kommissionen forudsætter i den forbindelse, at der som udgangspunkt kun kan blive tale om at overskride fristen på 6 timer i forbindelse med aktioner med frihedsberøvelse af et større antal personer, hvor den tid, der vil medgå med transport til politistationen, registrering og identifikation af de frihedsberøvede, i praksis ikke vil gøre det muligt at overholde fristen.

Kommissionen har i den forbindelse anført, at det kunne overvejes at etablere en indberetningsordning for alle frihedsberøvelser, som udstrækkes over 6 timer.

Politikommissionen har herudover fundet, at bestemmelsen bør indeholde udtrykkelig hjemmel til, at politiet kan skaffe sig adgang til ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse.

Kommissionen lægger i den forbindelse afgørende vægt på, at politiet i en række situationer kan have umiddelbart behov for at skaffe sig adgang til ikke-frit tilgængeligt sted for at afværge fare for ordensforstyrrelser eller fare for sikkerheden.

Behovet for, at politiet kan skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted, kan efter kommissionens opfattelse opstå i en række forskellige situationer. Det kan være i forbindelse med ulykker eller uheld, ved kemikalieudslip fra en virksomhed, gasudslip fra en lejlighed eller brud på vandrør i en beboelsesejendom mv., hvor der ikke er andre personer til stede, som på forsvarlig måde kan tage hånd om situationen. Det kan også være i forbindelse med husspektakler, hvor det er nødvendigt, at politiet skaffer sig adgang til private hjem, fordi det kan befrygtes, at nogen ellers lider personlig overlast.

Kommissionen har i tilknytning hertil bemærket, at kommissionen er opmærksom på, at hensynet til, at politiet kan skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted, skal afvejes over for væsentlige hensyn til privatlivets fred og boligens ukrænkelighed. Kommissionen har derfor overvejet, om man i lovteksten skulle begrænse adgangen til et ikke-frit tilgængeligt sted således, at politiet alene vil kunne skaffe sig adgang i helt særlige situationer.

Henset til, hvornår politiet, jf. ovenfor, kan have behov for at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted, finder kommissionen det imidlertid rigtigst ikke at foretage en sådan begrænsning i bestemmelsen, idet adgangen i så fald vil få en teoretisk undtagelsespræget karakter, som ikke fuldt ud vil afspejle det praktiske liv.

Kommissionen har dog samtidig understreget, at en adgang for politiet til ikke-frit tilgængeligt sted ligesom politiets øvrige indgreb naturligvis er underlagt det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. For at politiet må skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted, skal dette indgreb således stå i forhold til den konkrete fare for sikkerhed eller orden. I denne vurdering skal hensynet til privatlivets fred og boligens ukrænkelighed indgå med særlig vægt.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 69-71 og 110-114.

5.1.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Politikommissionen i, at politiets adgang til at foretage indgreb uden for strafferetsplejen bør reguleres særskilt. Justitsministeriet kan endvidere med enkelte ændringer af redaktionel karakter tiltræde Politikommissionens udkast til § 4 om politiets fareforebyggende opgaver og § 5 om politiets fareafværgende opgaver. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets §§ 3-5 samt bemærkningerne hertil.

5.2. Visitation mv. på bestemte steder

5.2.1. Gældende ret

5.2.1.1. Retsplejelovens regler om legemsbesigtigelse og visitation inden for strafferetsplejen

5.2.1.1.1. Som led i en strafferetlig efterforskning kan politiet foretage legemsbesigtigelse og visitation af det tøj, som den pågældende er iført, efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb. Kapitlet suppleres af bestemmelsen i retsplejelovens § 758 om besigtigelse mv. af en anholdt.

Retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb blev indsat ved lov nr. 332 af 24. maj 1989. Samtidig blev § 758 ændret i overensstemmelse hermed. Der henvises til Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2227-2254. Bestemmelserne er udarbejdet på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskning.

Ifølge retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 1, omfatter legemsbesigtigelse af en person besigtigelse af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført. Andet tøj og genstande i personens besiddelse er ikke omfattet af reglerne om legemsbesigtigelse.

Ved legemsbesigtigelse sondres mellem besigtigelse af sigtede og ikke-sigtede personer.

Legemsbesigtigelse af en sigtet må kun foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 1. Beslutning om legemsbesigtigelse af en sigtet træffes af politiet, jf. § 792 c, stk. 1.

Legemsbesigtigelse af en person, som ikke er sigtet , er ikke omfattet af retsplejelovens bestemmelser, hvis den pågældende giver sit samtykke til legemsbesigtigelsen, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 1. Foreligger der ikke samtykke, kan legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning, kun foretages af en ikke-sigtet person, hvis efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, jf. § 792 d, stk. 2. Beslutning om legemsbesigtigelse af en ikke-sigtet skal træffes af retten ved kendelse, jf. § 792 d, stk. 3.

Herudover kan politiet i medfør af retsplejelovens § 792 d, stk. 4, under efterforskning på gerningsstedet i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsættelse af trussel herom samt i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende på sin person skjuler våben, foretage visitation af tøjet hos alle personer, der træffes på stedet, med henblik på at finde våben. Politiet kan således i disse tilfælde foretage visitation efter våben, uden at der er konkret grundlag for at rette mistanke eller sigtelse mod bestemte af de tilstedeværende, og uden at det konkrete indgreb over for den enkelte er af afgørende betydning for efterforskningen.

Legemsindgreb skal altid foretages så skånsomt som muligt, og må ikke foretages, hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. retsplejelovens § 792 e.

Politiet kan endelig i forbindelse med en anholdelse, hvor en person er mistænkt for et strafbart forhold, foretage bl.a. besigtigelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage denne genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre, jf. retsplejelovens § 758. Besigtigelsen skal ske under iagttagelse af bestemmelsen i § 792 e.

5.2.1.1.2. Bestemmelserne om legemsbesigtigelse, jf. pkt. 5.2.1.1.1. ovenfor, giver kun politiet hjemmel til at undersøge det tøj, som den pågældende er iført. Undersøgelse af andet tøj og genstande, f.eks. tasker eller køretøjer, som den pågældende er i besiddelse af, skal inden for strafferetsplejen ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 73 om ransagning.

Retsplejelovens kapitel 73 om ransagning blev indsat ved lov nr. 411 af 10. juni 1997. Der henvises til Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 2475-2538. Bestemmelserne er udarbejdet på baggrund af Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1159/1989 om ransagning under efterforskning.

Retsplejelovens bestemmelser om ransagning sondrer mellem ransagning hos personer, der er mistænkt for strafbart forhold, og personer, der ikke er mistænkt for strafbart forhold.

For ransagning hos mistænkte sondres endvidere mellem på den ene side ransagning af boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande, og på den anden side ransagning af andre genstande samt lokaliteter uden for husrum, jf. retsplejelovens § 793, stk. 1. Den første kategori omfatter bl.a. ransagning af boliger og kontorer samt indholdet af aflåste genstande, f.eks. aflåste kufferter eller aflåste biler. Den anden kategori omfatter f.eks. tøj, uaflåste kufferter, carporte og uaflåste biler.

For begge kategorier gælder, at ransagning hos en mistænkt kun må foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, jf. § 789, stk. 1. Ved ransagning af kategori 1 kræves endvidere, enten at sagen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, eller at der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen, jf. retsplejelovens § 794, stk. 2.

Efter § 796, stk. 1, kan afgørelse om ransagning hos en mistænkt af kategori 2 træffes af politiet. Derimod træffes afgørelse om ransagning af kategori 1, som en mistænkt har rådighed over, af retten, medmindre den mistænkte giver samtykke til ransagningen. I så fald kan politiet træffe beslutning om ransagning, jf. § 796, skt. 2 og 5.

Ved ransagning hos ikke-mistænkte sondres ikke mellem ransagning af forskellige lokaliteter og genstande. Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en ikke-mistænkt person har rådighed over, er ikke omfattet af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 73, hvis den pågældende giver samtykke til ransagningen, jf. § 795, stk. 1, 1. pkt.

Forligger der derimod ikke samtykke fra en ikke-mistænkt til ransagning hos denne, kan ransagning kun finde sted, hvis efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, og der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen, jf. § 795, stk. 1, 2. pkt. Beslutning om ransagning i disse tilfælde træffes af retten, jf. § 796, stk. 2. Skal der ske ransagning af et gerningssted i tilslutning til opdagelsen eller anmeldelsen af en forbrydelse, og er det ikke muligt straks at komme i kontakt med den, der har rådighed over lokaliteten, genstanden mv., kan politiet træffe bestemmelse om ransagning, når den, der har rådigheden, ikke er mistænkt, jf. § 796, stk. 6.

For ransagning hos mistænkte af f.eks. bolig eller en aflåst bil (kategori 1, jf. ovenfor) og for enhver ransagning uden samtykke hos ikke-mistænkte gælder, at politiet kan træffe beslutning om at foretage ransagning, hvis formålet med ransagningen vil forspildes ved, at politiet skal indhente rettens beslutning herom. Politiet skal efterfølgende indbringe sagen for retten, hvis den, hvis genstande ransagningen har rettet sig imod, anmoder om det, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3.

Ransagning må ikke foretages, hvis det efter undersøgelsens formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som undersøgelsen må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. retsplejelovens § 797. Enhver ransagning skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, jf. § 798.

5.2.1.2. Legemsbesigtigelse og visitation i øvrigt

Politiets adgang til uden for strafferetsplejen at foretage legemsbesigtigelse og visitation af tøj, køretøjer og andre genstande, som den pågældende er i besiddelse af, er ikke udtrykkeligt lovreguleret.

Efter retsplejelovens § 108 har politiet bl.a. til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden. Det indebærer bl.a., at politiet skal medvirke til at forebygge og afværge fare for den offentlige orden. Det er almindeligt antaget, herunder i retspraksis, at politiet som led i dets opgaver uden for strafferetsplejen med henblik på at forebygge og afværge fare for den offentlige orden kan foretage visse indgreb over for borgerne, herunder legemsbesigtigelse af publikum og undersøgelse af tøj og genstande i forbindelse med arrangementer, som erfaringsmæssigt kan udvikle sig til uroligheder, f.eks. visse fodboldkampe eller arrangementer, der indebærer særlige sikkerhedsrisici for enkeltpersoner, f.eks. besøg af statsoverhoveder. Det har i den juridiske teori været omdiskuteret, hvor hjemlen til sådanne indgreb skal søges. Den overvejende opfattelse er nu, at retsplejelovens § 108 (politiets generalfuldmagt), jf. nærmere pkt. 5.1. ovenfor, som hovedregel er hjemmelsgrundlaget for politiets indgreb i disse tilfælde. Det indebærer, at politiet kun kan foretage legemsbesigtigelse mv., hvis der foreligger en konkret anledning som f.eks. en fodboldkamp, som erfaringsmæssigt kan udvikle sig til uroligheder.

5.2.2. Rigsadvokaten, Politidirektøren i København og Politimesterforeningens redegørelse om overtrædelser af våbenlovgivningen med hensyn til knive mv.

I løbet af sommeren 2003 skete der nogle alvorlige overfald, hvor tilfældige personer på offentlige steder blev stukket ned med kniv. Overfaldene gav anledning til debat om behovet for at skærpe lovgivningen mv.

Overfaldene gav samtidig anledning til, at justitsministeren for en periode meddelte frit lejde til, at alle straffrit og anonymt kunne aflevere ulovlige knive og andre våben til politiet.

Justitsministeren anmodede endvidere Rigsadvokaten, Politidirektøren i København og Politimesterforeningen om at udarbejde en redegørelse for omfanget af sager, hvor personer ulovligt har besiddet våben eller anvendt knive mv. I redegørelsen skulle endvidere indgå en vurdering af, om der var behov for en styrket retshåndhævelse på området, herunder i form af lovændringer eller gennem en øget kontrolindsats.

Rigsadvokaten, Politidirektøren i København og Politimesterforeningen afleverede den 15. september 2003 ”Redegørelse om overtrædelser af våbenlovgivningen med hensyn til knive mv.” til justitsministeren.

Redegørelsen indeholder en vurdering af omfanget af sager, hvor personer ulovligt har besiddet knive, og af, om dette problem er forøget inden for de seneste år, samt oplysninger fra Kriminalregisteret om antallet af overtrædelser af våbenlovgivningen med hensyn til knive mv.

Det anføres sammenfattende herom i redegørelsen, at det ud fra undersøgelserne må antages, at der i de senere år er sket en vis stigning i antallet af overtrædelser vedrørende våbenlovgivningens regler om knive, men stigningens omfang kan dog ikke angives mere præcist. Samtidig anføres det, at de fleste lovovertrædelser med hensyn til knive omfatter besiddelse af kniv på steder med almindelig adgang, og at mere end halvdelen af afgørelserne også omfatter anden kriminalitet end ulovlig besiddelse af kniv.

For så vidt angår omfanget af ulovlig anvendelse af knive fremgår det af redegørelsen fra politiet og anklagemyndigheden, at de eksisterende nyere statistiske oplysninger ikke gør det muligt at belyse, i hvilket omfang knive anvendes i forbindelse med voldskriminalitet. I de tilfælde, hvor en kniv er blevet anvendt ulovligt, drejer det sig imidlertid typisk om vold efter straffelovens §§ 245-246, voldtægt efter § 216, drab efter § 237, trusler efter § 266 eller røveri efter § 288 eller om forsøg på disse forbrydelser.

Efter Rigsadvokatens, Politidirektøren i Københavns og Politimesterforeningens opfattelse er det næppe muligt på grundlag af de nugældende regler i retsplejeloven, jf. nærmere ovenfor pkt. 2, at øge politiets kontrol, sådan at der i videre omfang end hidtil kan foretages visitation af personer med henblik på at finde våben. Heller ikke gennemførelse af en bestemmelse som § 5 i Politikommissionens udkast til politilov, jf. nærmere ovenfor pkt. 5.1.2., vil efter Rigsadvokatens, Politidirektøren i Københavns og Politimesterforeningens opfattelse give mulighed herfor.

En adgang for politiet til at foretage stikprøvevis kontrol efter våben vil efter Rigsadvokatens, Politidirektøren i Københavns og Politimesterforeningens opfattelse indebære en væsentlig forbedret mulighed for at håndhæve våbenlovgivningen, da risikoen for opdagelse vil blive markant forøget. Det vurderes endvidere, at en sådan mulighed vil kunne medvirke til at begrænse omfanget af voldskriminalitet, hvor der benyttes våben. Det anbefales derfor at overveje, om der i lovgivningen bør indsættes en bestemmelse i stil med bestemmelsen i den norske politilovs § 7 a, som indeholder regler om forebyggende visitation på bestemte steder mv. med visse formelle krav med hensyn til beslutningsniveau, skriftlighed og tidsbegrænsning. Bestemmelsen i den norske politilovs § 7 a er nærmere beskrevet nedenfor i pkt. 5.2.3.1.

Rigsadvokaten, Politidirektøren i København og Politimesterforeningen anbefaler endvidere, at det i givet fald fastsættes, at visitation af personer eller undersøgelse af køretøjer, som gennemføres efter en sådan bestemmelse, ikke kan medføre, at der skal udbetales erstatning, selv om der ikke findes våben ved undersøgelsen. Der henvises herved til, at der som udgangspunkt heller ikke ved visitationer inden for strafferetsplejen i medfør af retsplejelovens regler om legemsbesigtigelse betales erstatning for en kortvarig, resultatløs visitation og ransagning i tilknytning hertil, jf. Rigsadvokatmeddelelse 1/2003. Dette udgangspunkt gælder også, selv om mistankegrundlaget ikke har været tilstede, og fraviges kun i særlige tilfælde.

5.2.3. Fremmed ret

5.2.3.1. I Norge sker ransagning (legemsbesigtigelse) af en person, der er mistænkt for en strafbar handling, og ransagning af f.eks. køretøjer i forbindelse med mistanke om en strafbar handling efter reglerne i straffeprocesloven.

Uden for strafferetsplejen reguleres politiets indgreb af politiloven. Efter politilovens § 7 kan politiet gribe ind for at standse forstyrrelser af den offentlige ro og orden, eller når omstændighederne giver grund til at frygte for sådanne forstyrrelser. Politiet kan endvidere gribe ind for at tage vare på enkeltpersoners eller almenhedens sikkerhed og for at afværge eller standse lovbrud. Politiet kan til varetagelse af disse formål bl.a. visitere personer og køretøjer. Politiets indgreb efter § 7 kan ske for at standse en aktuel og igangværende ordensforstyrrelse eller fare for sikkerheden og for at forhindre eller afværge en sådan. Indgreb forudsætter en konkret og nærliggende fare for ordensforstyrrelser eller enkeltpersoners eller almenhedens sikkerhed. Ved forebyggende indgreb skal der foreligge fare for væsentlige forstyrrelser af den almindelige ro og orden. Bestemmelsen svarer i det væsentligste til bestemmelserne i §§ 4 og 5 i Politikommissionens lovudkast, jf. pkt. 5.1.2. ovenfor.

I den norske politilovs § 7 a findes en særlig bestemmelse om visitation for at afsløre våben. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at forebygge strafbare handlinger, herunder alvorlig voldskriminalitet ved at udvide politiets muligheder for at opdage ulovlig våbenbesiddelse.

Bestemmelsen blev vedtaget i sin nuværende udformning i juni 2002 på baggrund af politiets positive erfaringer med en lignende midlertidig bestemmelse i politilovens § 10 a, som var blevet indsat i 1999. I forbindelse med evalueringen af den midlertidige bestemmelse i § 10 a fremhævede politiet bl.a., at bestemmelsen fandtes at have en forebyggende effekt, idet den medvirkede til større forsigtighed med at medbringe våben mv. på offentlige steder. Politiet henviste endvidere til, at borgernes reaktioner havde være positive i de tilfælde, hvor bestemmelsen var blevet anvendt. Politiet anbefalede samtidig, at bestemmelsen blev udvidet til at give adgang til ransagning af køretøjer, da det var erfaringen, at våben ofte opbevares i biler mv. i stedet for på personen.

Bestemmelsen i politilovens § 7 a giver politiet adgang til på offentligt sted at visitere person eller køretøj, når der er grund til at undersøge, om nogen er i besiddelse af eller opbevarer våben. Sådan visitation kan kun foretages for at forhindre strafbare handlinger, som krænker nogens liv, helbred eller velfærd, og kun i situationer eller på steder, hvor sådanne strafbare handlinger erfaringsmæssigt finder sted, eller i situationer eller på steder, hvor der er grund til at antage, at nogen planlægger eller forbereder sådanne strafbare handlinger. Med våben menes våben og andre genstande, som er omfattet af våbenlovgivningen, kniv eller lignende skarpt redskab, som det er forbudt at bære på offentligt sted, jf. den norske straffelovs § 352 a, samt andre farlige genstande, som kan tages i forvaring efter politilovens § 7. Beslutningen om visitation skal træffes af politimesteren, eller den han bemyndiger dertil. Det forudsættes i lovens bemærkninger, at kompetencen til at træffe beslutning om visitation efter bestemmelsen ikke lægges på for lavt niveau. Beslutningen skal nedskrives og være skriftligt begrundet, så vidt muligt før visitationen finder sted. Beslutningen skal gælde for et nærmere angivet tidsrum. Visitationen skal gennemføres så hensynsfuldt og skånsomt som muligt.

Visitation af en person indebærer en ydre besigtigelse af personens krop samt undersøgelse af pågældendes tøj, taske og øvrige håndbagage.

Visitation efter § 7 a kan som anført ske, ”når der er grund til at undersøge, om nogen er i besiddelse af eller opbevarer våben”. Formålet med undersøgelsen skal således være at afdække, om personen bærer våben, og der skal foreligge objektive oplysninger, som kan tyde på, at dette er tilfældet. Det vil sige ydre konstaterbare oplysninger, som kan efterprøves. Det er ikke et krav, at sandsynligheden for at finde våben er større end sandsynligheden for, at den pågældende ikke er i besiddelse af våben. Der skal kunne påvises ”grund til at undersøge” for hver person, der skal visiteres.

Adgangen til at foretage visitation ”i situationer eller på steder, hvor sådanne strafbare handlinger erfaringsmæssigt finder sted” sigter først og fremmest til gennemførelse af stikprøvevisitationer. Visitation ”i situationer eller på steder, hvor der er grund til at antage, at nogen planlægger eller forbereder sådanne strafbare handlinger” sigter til situationer, hvor politiet på baggrund af konkrete oplysninger har grund til at antage, at en strafbar handling planlægges eller er under forberedelse.

Bestemmelsen i § 7 a er bl.a. blevet anvendt ved visitationer i områder ved og inde på restauranter, diskoteker og værtshuse, hvor der erfaringsmæssigt opstår voldelige situationer, hvor der bliver anvendt knive eller andre våben. Bestemmelsen er også blevet anvendt på ”faste mødesteder” for rivaliserende grupper, som erfaringsmæssigt anvender trusler og våben mod hinanden, og i forbindelse med større forsamlinger af rockere på offentlige steder.

Visitationen medfører ikke, at den visiterede får status som sigtet. Findes den pågældende i besiddelse af ulovlige våben, kan der rejses en straffesag efter de almindelige regler i straffeprocesloven.

En resultatløs visitation medfører endvidere ikke, at den visiterede har krav på erstatning, så længe visitationen er gennemført i overensstemmelse med lovens krav og øvrige gældende forskrifter for politiet.

Det følger af den norske politilovs § 6, at politiet kan anvende magt under udførelsen af tjenesten, herunder i forbindelse med visitation efter § 7 a i det omfang, det er nødvendigt og forsvarligt.

5.2.3.2. I svensk ret findes bestemmelser om visitation og husundersøgelse, herunder også undersøgelse af køretøjer mv. i rättegångsbalken (den svenske retsplejelov) og politiloven. Rättegångsbalkens bestemmelser finder anvendelse, når der er konkret mistanke om, at en strafbar lovovertrædelse er begået.

Uden for strafferetsplejen finder politilovens bestemmelser anvendelse. Efter politilovens § 19, stk. 1, kan en politimand, som anholder eller på anden måde tager hånd om en person, i tilknytning til indgrebet kropsvisitere denne, når det af sikkerhedsmæssige grunde er nødvendigt for at finde våben eller andre farlige genstande eller for at kunne fastslå den pågældendes identitet.

Politilovens § 19, stk. 2, indeholder særskilt hjemmel til, at politiet uden konkret mistanke om, at en forbrydelse er begået, kan visitere personer med henblik på at finde våben. Efter bestemmelsen i § 19, stk. 2, kan politiet således kropsvisitere i den udstrækning, det er nødvendigt for at søge efter våben eller andre farlige genstande, som er egnede til at anvendes ved forbrydelser mod liv eller helbred. Visitation kan dog kun ske, hvis det ud fra omstændighederne kan antages, at en sådan genstand kan beslaglægges efter bestemmelsen i brottsbalken (den svenske straffelov) kapitel 36 § 3. Efter brottsbalken kapitel 36 § 3 kan en genstand bl.a. beslaglægges, hvis den på grund af sin særlige beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt kan frygtes at blive anvendt til en forbrydelse, eller hvis genstanden er egnet til at anvendes som våben mod liv eller helbred og er fundet under sådanne omstændigheder, som giver anledning til at befrygte, at genstanden vil blive anvendt hertil.

Formålet med bestemmelsen i § 19, stk. 2, er at forebygge vold ved at give politiet mulighed for at visitere personer i situationer, hvor der erfaringsmæssig er stor risiko for, at knive og andre farlige genstande vil blive anvendt i forbindelse med voldsforbrydelser. Bestemmelsen giver således politiet hjemmel til at foretage rutinemæssige visitationer af personer, som er tilstede ved offentlige arrangementer, der erfaringsmæssigt indebærer nærliggende risiko for vold, f.eks. i forbindelse med visse sportsarrangementer. Bestemmelsen kan også finde anvendelse, hvis der på offentligt sted er opstået en hadefuld stemning mellem to rivaliserende grupper, hvor situationen kan befrygtes at udvikle sig til vold. Det er ikke et krav, at der har fundet voldelig sammenstød sted, før politiet kan foretage visitation. Provokationer af forskellig karakter mellem grupperne kan således være tilstrækkelig til at begrunde, at politiet visiterer én eller flere tilstedeværende for at søge efter våben eller andre farlige genstande. Visitation kan også finde sted, selv om det endnu ikke i det konkrete tilfælde er kommet til en konfrontation mellem to grupper, men hvor tidligere erfaringer tilsiger, at der kan opstå voldelige sammenstød, f.eks. hvis en gruppe indfinder sig på et sted, hvor en rivaliserende gruppe normalt holder til.

Kropsvisitation indebærer besigtigelse af personens legeme samt undersøgelse af håndtasker og anden håndbagage, som den pågældende medbringer.

Kompetencen til at træffe beslutning om visitation efter § 19, stk. 2, tilkommer den enkelte politimand. Ved rutinemæssige visitationer i forbindelse med f.eks. et sportsarrangement el.lign. er det i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at beslutningen om visitation træffes af en chargeret politimand.

Politiloven indeholder endelig i § 23 hjemmel til, at politiet med henblik på at forebygge eller afværge en forbrydelse kan skaffe sig adgang til et hus eller afspærre, rømme eller forbyde personer adgang til et hus mv. for at søge efter våben, eksplosivstoffer eller andre farlige genstande, når der er særlig grund til at antage, at der er risiko for en forbrydelse, som indebærer alvorlig fare for liv eller helbred eller for omfattende ødelæggelse af ejendom. Foreligger der alvorlig risiko for en sådan forbrydelse, kan politiet visitere personer, som befinder sig på stedet, med henblik på at finde farlige genstande.

Politiet kan, når andre midler er utilstrækkelige, og når det efter omstændighederne er forsvarligt, anvende magt til at gennemtvinge bl.a. en kropsvisitation.

5.2.3.3. I Finland finder reglerne i ”tvangsmedelslagen” anvendelse på visitationer og ransagning i anledning af konkret mistanke om et strafbart forhold.

Uden for strafferetsplejen har politiet efter politilovens § 22 adgang til at foretage visitation for at varetage sikkerheden for deltagere i retssager, almene sammenkomster og ved offentlige arrangementer, som forudsætter særlig beskyttelse. Visitation kan foretages af personer, som ankommer til arrangementet mv., eller som færdes i umiddelbar nærhed heraf, og indebærer kropsvisitation og undersøgelse af de genstande, som den pågældende er i besiddelse af.

5.2.4. Justitsministeriets overvejelser

5.2.4.1. Som det fremgår ovenfor under pkt. 5.2.1., er politiets adgang til at kontrollere, om nogen bærer våben, efter gældende ret begrænset til situationer, hvor der foreligger en konkret mistanke mod den pågældende, hvor den pågældende giver sit samtykke til legemsbesigtigelsen, eller hvor det er nødvendigt for at opretholde sikkerhed, fred og orden

Politiet har derimod ikke efter gældende ret mulighed for at foretage stikprøvevise visitationer af personer med henblik på at undersøge, om nogen bærer våben. Dette gælder uanset, om visitationen ønskes foretaget på steder, hvor der erfaringsmæssigt er en forøget risiko for strafbare handlinger, der indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd, eller i et område, hvor der for nylig har fundet et alvorligt knivoverfald sted.

Justitsministeriet finder, at der i tilknytning til justitsministerens lovforslag nr. L 97 om ændring af våbenloven, som bl.a. indebærer en stramning af adgangen til uden et anerkendelsesværdigt formål at besidde eller bære kniv på offentligt tilgængelige steder, på uddannelsessteder, i ungdomsklubber og lign., bør skabes mulighed for en mere effektiv præventiv indsats mod ulovlig besiddelse og anvendelse af knive mv.

Det vil efter Justitsministeriets opfattelse have en væsentlig præventiv effekt, hvis politiet, uden at der foreligger konkret mistanke mod enkeltpersoner, kan foretage stikprøvevisitationer af personer og genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.

I forbindelse med høringen over et udkast til denne del af lovforslaget er det i flere høringssvar blevet anført, at det er for vidtgående at give politiet adgang til at foretage et så intensivt indgreb som stikprøvevis visitation over for borgere, der ikke er under konkret mistanke for et strafbart forhold.

Justitsministeriet er naturligvis enig i, at visitation uden konkret mistanke mod enkeltpersoner er et indgreb af en vis intensitet. Det må imidlertid fremhæves, at den foreslåede bestemmelse alene indebærer en adgang for politiet til at foretage besigtigelse af en persons legeme samt at undersøge vedkommendes tasker mv. svarende til f.eks. den sikkerhedskontrol, der i dag foretages i de fleste lufthavne. Dette skal sammenholdes med, at en sådan bestemmelse efter Justitsministeriets vurdering vil have en væsentlig præventiv effekt og dermed også vil kunne medvirke til at begrænse omfanget af voldskriminalitet, hvor der benyttes våben. Af disse grunde finder Justitsministeriet, at en adgang for politiet til at foretage stikprøvevisitation ikke vil være for vidtgående, hvis anvendelsesområdet for bestemmelsen ikke går ud over, hvad der må anses for nødvendigt for at sikre en effektiv overholdelse af våbenlovgivningen, og hvis der endvidere opstilles klare betingelser for, hvornår bestemmelsens kan anvendes.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det navnlig være på steder, hvor der erfaringsmæssigt er en forøget risiko for voldsudøvelse og slagsmål, at der er behov for en udvidet adgang til at foretage kontrol af, om nogen er i besiddelse af våben. En generel adgang for politiet til på et hvilket som helst tidspunkt og sted at foretage visitation mv. af personer med henblik på at kontrollere, om nogen er i besiddelse af våben, vil derfor efter Justitsministeriets opfattelse række videre, end hvad der må anses for nødvendigt for at sikre en effektiv overholdelse af forbuddet mod at besidde våben på offentligt tilgængeligt sted mv.

På den baggrund foreslås det, at politiet på steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer gælder forbud mod at besidde eller bære knive mv., kan besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, jf. den foreslåede bestemmelse § 6, stk. 1. Besigtigelse og undersøgelse kan ske efter beslutning af politimesteren (politidirektøren) eller den, som denne bemyndiger hertil, når der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd, jf. den foreslåede bestemmelse § 6, stk. 2.

Forslaget indebærer, at politiet får mulighed for, hvis betingelserne er opfyldt, som et planlagt tiltag uden retskendelse at foretage stikprøvevisitationer mv. med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.

5.2.4.2. Efter stk. 1 i den foreslåede bestemmelse kan besigtigelse af personer mv. alene ske på steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære knive mv. Det vil efter den foreslåede ændring af våbenloven sige offentligt tilgængelige steder, på uddannelsessteder og i ungdomsklubber og lignende. Bestemmelsen omfatter ikke boliger, private garager eller andre steder, hvor der ikke efter lov om våben og eksplosivstoffer gælder forbud mod at besidde eller bære kniv mv.

Bestemmelsen giver adgang til at besigtige en persons legeme, det vil sige besigtigelse af legemets ydre samt undersøgelse af det tøj, som den pågældende er iført. Der vil endvidere være adgang til at undersøge andet tøj og genstande, herunder køretøjer, der befinder sig på det sted, der undersøges. Politiet kan således med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, undersøge f.eks. tasker, kufferter og biler, som personer, der befinder sig på stedet, er i besiddelse af.

Visitation mv. efter bestemmelsen kan ske med henblik på at kontrollere, om nogen på steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer gælder forbud mod at besidde eller bære knive mv., besidder eller bærer våben. Formålet med visitationen skal således være at undersøge, om nogen besidder eller bærer våben. Der kan ikke efter bestemmelsen foretages visitation mv. med henblik på at undersøge, om nogen f.eks. er i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer eller redskaber, som kan anvendes ved indbrud. Visitationer med dette formål vil skulle ske under iagttagelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsbesigtigelse mv., jf. ovenfor pkt. 5.2.1.1.

5.2.4.3. Betingelserne for, hvornår der på steder, hvor der gælder forbud mod at besidde eller bære knive mv., kan ske visitation og undersøgelse af personer og genstande, fremgår af stk. 2 i den foreslåede bestemmelse. Besigtigelse og undersøgelse kan herefter ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Visitation mv. er for det første begrænset til forebyggelse af strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd, vil navnlig omfatte de forbrydelser, som fremgår af straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme og straffelovens kapitel 26 om forbrydelser mod den personlige frihed samt de forbrydelser, hvor forbrydelser mod liv og legeme eller den personlige frihed indgår som et led i den strafbare handling. Visitation vil således kunne foretages for at forebygge de forbrydelser, hvor ulovlig anvendelse af kniv typisk forekommer, det vil navnlig sige voldsforbrydelser mv., jf. ovenfor pkt. 5.2.2. om redegørelsen fra Rigsadvokaten, Politidirektøren i København og Politimesterforeningen. Der vil ikke efter bestemmelsen kunne foretages stikprøvevisitation mv. for at forebygge forbrydelser, som ikke indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd, såsom f.eks. indbrud.

Den foreslåede bestemmelse er dernæst udformet således, at visitation mv. kan ske, ”hvis der er grund til det”. Denne formulering indebærer, at der skal være en forøget risiko for, at nogen på det pågældende sted foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Det vil afhænge af en samlet vurdering af de konkrete oplysninger, som politiet har, om der foreligger en sådan forøget risiko. Det er ikke et krav, at der foreligger en mistanke om konkrete strafbare handlinger, der indebærer fare for liv, helbred eller velfærd, og det er således heller ikke en betingelse, at der foreligger en konkret mistanke mod enkeltpersoner. Det vil efter omstændighederne kunne være tilstrækkeligt for at træffe beslutning om visitation mv., at der for nylig på det pågældende sted er begået strafbare handlinger, der indebærer fare for liv, helbred eller velfærd, f.eks. slagsmål eller et voldeligt overfald, eller at der foreligger oplysninger om, at der er optræk til eller planlægges sådanne strafbare handlinger, og der derfor er forøget risiko herfor.

Ved vurderingen af, om der på baggrund af tidligere strafbare handlinger er en sådan forøget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, der indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd, at der er grund til at foretage visitation mv. for at forebygge dette, vil karakteren og omfanget af de tidligere konstaterede strafbare handlinger skulle indgå. En række mindre overtrædelser af våbenlovgivningen, der er konstateret inden for en kortere periode, vil kunne danne det fornødne grundlag for at anvende bestemmelsen. Endvidere vil én alvorlig strafbar handling, hvor der f.eks. er blevet stukket med kniv eller anvendt andre våben i forbindelse med et overfald eller røveri, efter omstændighederne kunne begrunde, at der træffes beslutning om visitation mv. med henblik på at forebygge lignende forhold.

Der må endvidere være en vis tidsmæssig sammenhæng mellem det tidligere strafbare forhold, der giver anledning til beslutningen om visitation mv., og selve beslutningen. En beslutning om visitation mv. kan som udgangspunkt ikke begrundes i forhold, som ligger flere måneder forud, medmindre der i den mellemliggende periode er begået andre strafbare handlinger, som sammen med det eller de ældre forhold kan begrunde en beslutning om stikprøvevisitation, eller der foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. at et arrangement, som tidligere har været præget af vold mv., afholdes med længere mellemrum, f.eks. én gang om året.

Selve karakteren af et sted, område eller arrangement vil ikke alene kunne danne det fornødne grundlag for en beslutning om visitation mv. efter bestemmelsen. Det er således et krav, at politiet kan begrunde, hvorfor der på det pågældende sted er en forhøjet risiko for strafbare handlinger, der indebærer fare for nogens liv, legeme eller velfærd. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der tidligere har været slagsmål eller andre voldshandlinger i forbindelse med det diskotek eller værtshus, som beslutningen gælder for.

En beslutning om stikprøvevisitation mv., der er baseret på forekomsten af tidligere strafbare handlinger, kan være begrænset til det bestemte sted eller arrangement, hvor de tidligere handlinger fandt sted. Tidligere strafbare handlinger kan imidlertid være af en sådan karakter, at de tillige giver grundlag for at træffe beslutning om stikprøvevis kontrol på andre steder. Det gælder i tilfælde, hvor de tidligere strafbare handlinger indebærer en forøget risiko for nye strafbare handlinger på andre nærmere afgrænsede steder - f.eks. hvis de begåede strafbare handlinger anses for at være et led i et opgør mellem kriminelle bander mv.

Det geografiske anvendelsesområde for den konkrete beslutning om stikprøvevisitation mv. må fastlægges på baggrund af de forhold, som begrunder politiets vurdering af, at der er en forøget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Dette indebærer, at en beslutning om visitation mv. typisk vil omfatte et bestemt afgrænset område, f.eks. et værtshus, et butikscenter, en gade eller en plads, mens der ikke kan træffes beslutning om visitation mv. i f.eks. en hel politikreds eller kommune. Der er derimod ikke noget til hinder for, at der vil kunne træffes flere samtidige beslutninger om stikprøvevisitation mv. i den enkelte politikreds, hvis betingelserne for hver enkelt beslutning i øvrigt er opfyldt.

5.2.4.4. Det følger af den foreslåede bestemmelse § 6, stk. 3 , at besigtigelse af personer og undersøgelse af tøj mv. alene vil kunne ske efter en forudgående beslutning fra politimesteren (politidirektøren) eller den, som denne bemyndiger hertil. Det er forudsat, at beslutning om stikprøvekontrol af våben træffes på ledelsesniveau.

Visitation efter den foreslåede bestemmelse vil kunne ske uden retskendelse.

Beslutningen om stikprøvevisitation mv. skal efter bestemmelsen være skriftlig, og beslutningen skal nærmere angive de forhold, der begrunder, at der er en forøget risiko for vold eller andre strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Det skal samtidig angives, hvilket sted og tidsrum beslutningen gælder for, og beslutningen vil alene kunne danne grundlag for visitationer mv. inden for det tidsrum, som er angivet i beslutningen. Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke en absolut grænse for, hvor lang tid en beslutning om at foretage stikprøvevisitationer mv. kan være gældende, men det forudsættes, at tidsrummet fastsættes efter en konkret vurdering af forholdene på stedet og de foreliggende erfaringer. Medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende, vil der ikke være grundlag for at fastsætte en længere periode end én måned. Hvis betingelserne er opfyldt, vil der imidlertid ved udløbet af den fastsatte periode kunne træffes en ny beslutning om stikprøvevisitation mv.

Det er endvidere forudsat, at det i beslutningen angives, hvilket sted, område eller arrangement, beslutningen er gældende for.

5.2.4.5. Visitation mv. efter den foreslåede bestemmelse indebærer ikke, at den, der visiteres, herved får status som sigtet. Findes der ved visitationen mv. ulovlige genstande, som kan danne grundlag for en sigtelse for strafbart forhold, vil retsplejelovens bestemmelser om sigtede personers rettigheder og om beslaglæggelse mv. skulle finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende findes i besiddelse af den ulovlige genstand.

Hvis der ikke findes ulovlige genstande ved visitationen, vil den visiterede ikke have krav på erstatning for selve indgrebet, medmindre politiet er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler. Den visiterede vil således ikke, når der ikke findes ulovlige genstande ved visitationen, kunne kræve erstatning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Der henvises herved til Rigsadvokatens Meddelelse nr. 1/2003 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a, hvorefter der som udgangspunkt ikke udbetales erstatning for kortvarige, resultatløse visitationer og ransagning i tilknytning hertil. Dette gælder også i tilfælde, hvor den person, indgrebet er rettet mod, ikke ved sin egen adfærd har givet anledning til indgrebet, ligesom der som udgangspunkt heller ikke udbetales erstatning, selv om det fornødne mistankegrundlag i enkeltstående tilfælde ikke findes at have været tilstede.

Forslaget indeholder ikke regler om adgang til påklage eller domstolsprøvelse af en beslutning om stikprøvevisitationer mv. Politimesterens (politidirektørens) beslutning om visitation mv. vil efter dansk rets almindelige regler om administrativ rekurs og domstolsprøvelse kunne indbringes for Justitsministeriet og domstolene af personer, der har en sædvanlig og retlig interesse heri.

5.2.5. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Det, at blive standset på gaden og visiteret af politiet og få undersøgt sit tøj, andre genstande og køretøj, betragtes som et indgreb i privatlivet.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fastslår i artikel 8, stk. 1, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. stk. 2.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at øge trygheden i befolkningen og forebygge alvorlig voldskriminalitet og anden kriminalitet, der indebærer fare for personers liv, helbred og velfærd, ved at forbedre politiets muligheder for at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben. Den foreslåede bestemmelse vil således efter Justitsministeriets opfattelse være omfattet af de i artikel 8, stk. 2, anførte hensyn til den offentlige tryghed og forebyggelse af uro eller forbrydelser.

Det følger dernæst af artikel 8, stk. 2, at indgreb skal ske i overensstemmelse med loven, således som dette krav fortolkes efter konventionen. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ikke behandlet spørgsmål om, hvorvidt lovgivning, som tillader visitation af personer, lever op til kravet i artikel 8, stk. 2. Det følger imidlertid af domstolens praksis i sager om andre spørgsmål, at det ikke er tilstrækkeligt, at et indgreb har hjemmel i en national lov. Der stilles således også krav til kvaliteten af denne lovhjemmel. Hvis lovbestemmelsen indebærer en skønsmæssig adgang for myndighederne til at foretage indgreb i en rettighed (f.eks. retten til privatliv), må lovgivningen indeholde mekanismer, som sikrer mod, at indgrebene bliver vilkårlige. Ved vurderingen af, om lovgivningen indebærer tilstrækkelig beskyttelse, indgår såvel lovens materielle som formelle krav.

Den foreslåede adgang for politiet til uden konkret mistanke om et strafbart forhold at besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og genstande, herunder køretøjer, som befinder sig på et bestemt sted eller i forbindelse med et bestemt arrangement, er ikke ubegrænset. Politiets adgang til at foretage visitationer mv. efter bestemmelsen er således begrænset til at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben på steder, hvor det er forbudt at besidde knive mv. Det indebærer bl.a., at politiet ikke kan anvende bestemmelsen i forhold til personer, som befinder sig i deres eget hjem. Bestemmelsen indeholder endvidere den begrænsning, at visitation mv. kun kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Politiet kan således alene anvende bestemmelsen, hvis der er forøget risiko for, at nogen på et bestemt sted eller ved et bestemt arrangement mv. foretager strafbare handlinger, som kan indebære fare for personers liv, helbred og velfærd. Herudover opstilles der formelle betingelser til en beslutning om at foretage visitation mv. Beslutningen skal træffes af politimesteren (politidirektøren) eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for. Der vil således ikke kunne træffes beslutning om, at der i et ubestemt tidsrum eller i et ubegrænset område kan foretages visitation i medfør af bestemmelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse indeholder bestemmelsen på denne baggrund tilstrækkelige materielle og formelle begrænsninger, som sikrer mod, at bestemmelsen kan anvendes vilkårligt i strid med konventionen.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8 forudsætter endvidere, at indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund. Det vil sige, at indgrebet skal være begrundet i et påtrængende samfundsmæssigt behov og være proportionalt i forhold til dette. Det fremgår af Rigsadvokatens, Politidirektøren i Københavns og Politimesterforeningens redegørelse om overtrædelser af våbenlovgivningen med hensyn til knive mv., der er omtalt ovenfor under pkt. 5.2.2., at det må antages, at der i de senere år er sket en vis stigning i antallet af overtrædelser vedrørende våbenlovgivningens regler om knive mv., og at det i de tilfælde, hvor knive mv. anvendes ulovligt, typisk sker i forbindelse med grov vold, voldtægt, drab, trusler eller røveri. Det er på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen er nødvendig af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro og forbrydelser. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at indgrebet er proportionalt i forhold til det behov, der ligger bag. Bestemmelsen er således begrænset til alene at kunne anvendes på steder eller ved arrangementer, hvor der er forøget risiko for, at der udøves vold eller andre strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Endvidere er indgrebet begrænset til besigtigelse af en persons legeme, tøj og genstande, herunder køretøjer. Endelig kan bestemmelsen kun anvendes på steder, hvor det er forbudt at besidde eller bære knive mv., hvilket indebærer, at det f.eks. er udelukket at visitere personer, som befinder sig i deres eget hjem.

Der henvises til lovforslagets § 6 samt bemærkningerne hertil.

5.3. Offentlige forsamlinger og opløb

5.3.1. Gældende ret

5.3.1.1. Offentlige forsamlinger

5.3.1.1.1. Bestemmelser om politiets opgaver, pligter og beføjelser i relation til offentlige forsamlinger findes flere forskellige steder i lovgivningen. Hovedbestemmelsen er grundlovens § 79, som suppleres og uddybes i § 12 i politiloven fra 1863 om politiet i København og i § 10 i politiloven fra 1871 om politiet uden for København samt ved normalpolitivedtægtens § 8.

5.3.1.1.2. Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at forsamle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Ved en forsamling forstås i almindelighed den samtidige tilstedeværelse af en flerhed af personer i et fælles øjemed (for at befordre en meningstilkendegivelse) og under en vis ledelse.

Formålet med forsamlingen kan være udtrykkeligt erklæret eller stiltiende forudsat ved den blotte tilstedeværelse. Det er ikke et krav, at der er tale om en planlagt forsamling. En forsamling i grundlovens forstand kan således opstå spontant, f.eks. ved at deltagerne har ladet sig inspirere ved at se en demonstration passere.

Spørgsmålet om, hvorvidt en forsamling er under ledelse, kan have betydning for, om den samlede tilstedeværelse kan anses for et opløb efter grundlovens § 80 med den virkning, at politiet kan skride ind og opløse mængden.

Borgernes ret til uden forudgående varsel at samle sig ubevæbnede er undergivet en række begrænsninger, herunder den begrænsning, der umiddelbart følger af grundlovens § 79, 3. pkt., om, at forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Den offentlige fred er som nævnt ovenfor under pkt. 5.1.1.1. udtryk for et snævrere område end den offentlig orden. Det er dermed en betingelse for at nedlægge forbud efter bestemmelsen, at der er tale om fare for krænkelser af almene interesser af betydelig værdi, det vil sige trusler mod borgernes liv eller velfærd, omfattende tingsødelæggelser, angreb på offentlige bygninger og kontorer eller på samfundsvigtige institutioner, transportvæsen, telefon-, telegraf, radio- eller edb-anlæg, energiforsyningsværker, broer, havne, lufthavne m.v.

Politiet kan forbyde forsamlinger under åben himmel . Det følger modsætningsvis af bestemmelsen, at der ikke i grundlovens § 79 er hjemmel til at forbyde en forsamling, som ikke foregår under åben himmel.

Et forbud forudsætter ikke, at de nævnte krænkelser skal være fuldbyrdet eller forsøgt realiseret. Der skal alene være en konkret, nærliggende fare herfor.

Et forbud kan udstedes både før og under mødets eller demonstrationens afvikling. Et forbud under afviklingen vil i praksis være ensbetydende med, at forsamlingen opløses.

Forbuddet kan være et absolut forbud, men kan også være begrænset til, at forsamlingen f.eks. skal mødes på en anden lokalitet end forudsat, eller at en demonstration skal ændre rute for at undgå sammenstød med moddemonstrationer.

Efter grundlovens § 79 er det en betingelse for at kunne nedlægge forbud, at faren for den offentlige fred udgår fra forsamlingen. Det er dog i den forfatningsretlige litteratur almindeligt antaget, at en fare for, at udenforstående vil forårsage omfattende uroligheder, vil kunne begrunde et forbud ud fra nødretsbetragtninger.

Endvidere er det i administrativ praksis antaget, at et forbud ud fra nødretsbetragtninger kan nedlægges – ikke alene, hvor nødretssituationen er aktuel, dvs. under forsamlingen eller umiddelbart før denne mødes – men også som et forudgående forbud.

Bestemmelsen i grundlovens § 79, 3. pkt., gør ikke udtømmende op med de indgrebsmuligheder, der er over for forsamlinger. Det er bl.a. antaget, at der – i det omfang der er hjemmel hertil i anden lovgivning – uafhængigt af § 79, 3. pkt., kan udstedes forbud af hensyn til væsentlige offentlige eller private interesser, forudsat at der ikke med forbuddet er tilsigtet et indgreb i forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan. Baggrunden herfor er, at et indgreb, der ikke har til hensigt at modvirke formålet med forsamlingsfriheden – hensynet til den offentlige debat og meningstilkendegivelse – ligger uden for det område, som grundlovens § 79 har til formål at regulere.

I Højesterets dom af 16. august 1999 om den såkaldte rockerlov (lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme), jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 1798 ff., udtalte Højesteret bl.a., at bestemmelsen i grundlovens § 79 ikke hindrer, at der ved lov fastsættes regler, som uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkendegivelser begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse af væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd. Det hedder i dommen bl.a., at sådanne begrænsninger ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11.

Lovgivningsmagten kan endvidere gennemføre visse almene reguleringer af forsamlingsfrihedens grænser, og overtrædelser heraf kan medføre et strafansvar for forsamlingsdeltagerne, uden dog at forsamlingen af den grund kan forbydes. Sådanne reguleringer omfatter almindelige bestemmelser, som også gælder for deltagere i forsamlinger. Det er f.eks. straffelov, nærings- og beværterlove, epidemilove mv. Lovgivningsmagten kan også fastsætte regler, der alene retter sig mod forsamlinger, så længe der ikke hermed tilsigtes indgreb i formålet med forsamlingsfriheden. Det kan f.eks. være regler om musikudøvelse, lotteri, indtagelse af spiritus eller anvendelse af transportmidler.

Der henvises til betænkningen side 54-60.

5.3.1.1.3. Politiloven fra 1863 om Københavns politi og politiloven fra 1871 om politiet uden for København indeholder som henholdsvis § 12 og § 10 enslydende bestemmelser om offentlige forsamlinger.

Efter bestemmelserne skal politiet ved offentlige forsamlinger under åben himmel yde bistand til at opretholde orden. Opstår der uorden, som udarter til voldelig adfærd, kan politiet kræve forsamlingen hævet. Efterkommes politiets krav ikke, kan politiet selv erklære forsamlingen for ophævet og skride ind som ved opløb, jf. nedenfor under pkt. 5.3.1.2.

Ved offentlige forsamlinger, der ikke foregår under åben himmel, kan politiet efter anmodning fra forsamlingens leder yde bistand til opretholdelse af orden. Politiet kan endvidere på lederens begæring eller, når der opstår ufred eller slagsmål, anholde eller med magt fjerne fredsforstyrrerne.

Bestemmelserne supplerer grundloven ved bl.a. at regulere politiets beføjelser over for forsamlinger, som ikke kan forbydes på forhånd, jf. grundlovens § 79 modsætningsvis og ovenfor under pkt. 5.3.1.1.2.

Der henvises til betænkningen side 60-62.

5.3.1.1.4. Det følger af normalpolitivedtægtens § 8, stk. 1, at optog og møder på veje skal anmeldes ved personlig henvendelse til politiet senest 24 timer før, de skal finde sted. Anmeldelsen skal foretages af arrangøren eller en af denne befuldmægtiget person og indeholde en angivelse af tidspunkt, rute og mødested. Politiet kan foreskrive ændring heraf, når det må anses for påkrævet af hensyn til færdslen. De anvisninger, som politiet giver vedrørende ordenens overholdelse, skal iagttages.

Bestemmelsen omfatter optog og møder på enhver offentlig eller privat gade, vej, plads, bro, tunnel, passage, sti, trappe eller lignende areal, der benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.

Tilsidesættes anmeldelsespligten efter bestemmelsen, kan arrangøren ifalde strafansvar, men forsamlingen bliver ikke ulovlig og kan således ikke forbydes af den grund. 24 timers fristen i bestemmelsen er ikke absolut. Hvis det ikke har været muligt at overholde fristen, fordi arrangementet ikke har været planlagt så lang tid i forvejen, er det tilstrækkeligt, at anmeldelsen indgives til politiet umiddelbart efter, at beslutningen om arrangementet er truffet.

Det antages, at politiet kan give påbud om ændring af tidspunkt, rute og mødested for arrangementet af hensyn til færdslen. Et krav om nyt tidspunkt kan derimod ikke begrundes i, at det valgte tidspunkt er ubelejligt for politiet, f.eks. fordi der samtidig er et andet møde et andet sted i politikredsen. Ændringerne må ikke være af en sådan art, at optoget eller mødet får en anden karakter. I Normalpolitivedtægten med kommentarer, 2. udgave 1981, s. 123 er det som eksempel anført, at arbejdere, der vil demonstrere foran Arbejdsretten, ikke kan henvises til at demonstrere på fælleden, jf. betænkningen side 62f, hvor der også henvises til, at det i den nævnte kommentar til Normalpolitivedtægten anføres, at politiet kan give anvisninger af hensyn til opretholdelse af orden, dog ikke ud over, hvad der i øvrigt følger af politivedtægten, færdselsloven eller anden lovgivning. Der må derimod accepteres en vis udvidelse af handlefriheden i forbindelse med lovlige forsamlinger og demonstrationer. Visse gener, f.eks. råben, højrøstet sang, kortvarige færdselshindringer, som vil kunne straffes, hvis de var forvoldt af enkeltpersoner eller af tilfældigt sammenstimlede personer, vil ofte være acceptable, når de fremkaldes af lovlige forsamlinger. Noget ganske andet er gener forårsaget af forsamlinger, der direkte søger at skabe dem.

5.3.1.1.5. Efter Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11, stk. 1, har enhver ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.

Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 2, at der ikke må gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov, og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Der henvises til betænkningen side 63.

5.3.1.2. Opløb

5.3.1.2.1. Bestemmelser om politiets beføjelser i relation til opløb findes flere forskellige steder i lovgivningen. Hovedbestemmelsen findes i grundlovens § 80, som suppleres af § 12 i politiloven fra 1863 om politiet i København, § 10 i politiloven fra 1871 om politiet uden for København samt normalpolitivedtægtens § 7.

5.3.1.2.2. Efter g rundlovens § 80 må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind ved opløb, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles.

Et opløb er i den juridiske litteratur defineret som en tilfældig og helt uorganiseret sammenstimlen af mennesker, jf. betænkningen side 64.

Bestemmelsen i grundlovens § 80 supplerer grundlovens § 79, jf. ovenfor pkt. 5.3.1.1.2., idet § 80 bl.a. giver politiet mulighed for at skride ind i tilfælde, hvor der efter § 79 er nedlagt forbud mod en forsamling. Et forbud efter § 79 medfører, at en forsamling retsteknisk bliver til et opløb . En forsamling kan endvidere udvikle sig til et opløb, hvis den mister sin ledelse eller går i indre opløsning, f.eks. på grund af voldshandlinger.

Grundlovens § 80 er ikke – i modsætning til grundlovens § 79 – begrænset til lokaliteter under åben himmel. Hvis en indendørs forsamling udvikler sig til et opløb, kan politiet skride ind efter bestemmelsen.

Der henvises til betænkningen side 63-64.

5.3.1.2.3. Det følger af § 12 i loven om Københavns politi og § 10 i loven om politiet uden for København , at politiet med magt må skille en mængde, når opløb finder sted, og politiet forinden tre gange i kongens og lovens navn forgæves har opfordret de tilstedeværende til at skilles.

Det følger videre af bestemmelserne, at politiet ved offentlige forsamlinger under åben himmel skal yde sin bistand til at opretholde orden. Opstår der uorden, som udarter til voldelig adfærd, kan politiet kræve forsamlingen hævet. Efterkommes politiets krav ikke, kan politiet selv erklære forsamlingen for hævet og skride ind som ved opløb.

Det antages, at bestemmelserne omfatter såvel indendørs menneskemængder som menneskemængder, der befinder sig under åben himmel. Bestemmelsernes anvendelsesområde svarer til anvendelsesområdet for grundlovens § 80, jf. pkt. 5.3.1.2.2. ovenfor.

Der henvises til betænkningen side 64-65.

5.3.1.2.4. Normalpolitivedtægtens § 7, stk. 1, bestemmer, at opløb eller sammenstimlen, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke må finde sted på steder, der er omfattet af normalpolitivedtægtens § 3, stk. 1. Politiet kan meddele personer, der opholder sig de nævnte steder, de påbud, der er påkrævede for at forebygge, at den offentlige orden forstyrres på denne måde.

Henvisningen til normalvedtægtens § 3, stk. 1, indebærer, at bestemmelsens anvendelsesområde ikke alene omfatter veje, men også andre steder, hvortil der er almindelig adgang, f.eks. jernbane- og rutebilstationer, butikker og offentlige kontorer, forlystelsessteder, badeanstalter og befordringsmidler.

Ved afgørelsen af, hvorvidt der er tale om ”opløb eller sammenstimlen”, skal der foretages en afgrænsning i forhold til en ”forsamling”.

I den juridiske litteratur, jf. betænkningen side 65, er det antaget, at menneskemængder ikke nødvendigvis er enten forsamlinger eller opløb - personer, der venter i en banegårds ventesal, er ikke en forsamling i grundlovens forstand, men så længe de sidder pænt og venter på toget, udgør de heller ikke et opløb. Der er ikke nogen ordensforstyrrelse i disse tilfælde. En forsamling, der er forbudt, fordi dens formål er til fare for den offentlige fred, antages at være et opløb, selv om der ikke er nogen aktuel ordensforstyrrelse. Andre menneskemængder antages også kun at kunne blive til et opløb, når der faktisk sker ordensforstyrrelser, eller der trues med øjeblikkelig anvendelse af vold eller lignende, og situationen præges af tumulter.

Der henvises til betænkningen side 65-66.

5.3.2. Politikommissionens overvejelser

5.3.2.1. Offentlige forsamlinger

Politikommissionen har overvejet behovet for at medtage en særlig bestemmelse om politiets muligheder for at foretage indgreb over for forsamlinger og forsamlingsdeltagere i de tilfælde, hvor forsamlingen eller enkelte deltagere heri er til fare for den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

I modsætning til politiets opgaver i forbindelse med ordensforstyrrelser mv. i øvrigt, jf. ovenfor under pkt. 5.1., er politiets beføjelser i relation til forsamlinger i dag udtrykkeligt reguleret i lovgivningen, jf. ovenfor under pkt. 5.3.1. om gældende ret.

Uanset, at området i dag er reguleret i lovgivningen, finder Politikommissionen, at en ny politilov bør indeholde særlige regler om politiets beføjelser i relation til forsamlinger.

En forsamling kan forbydes ved fare for den offentlige fred, og anvendelse af andre indgreb over for forsamlingen eller enkelte deltagere heri forudsætter en konkret og nærliggende fare for de øvrige politiretlige beskyttelsesinteresser – orden og sikkerhed. Indgreb over for forsamlinger eller enkelte forsamlingsdeltagere kan – med de begrænsninger, der følger af forsamlingsfriheden – således komme på tale ud fra de almindelige politiretlige beskyttelseshensyn. Kommissionen finder det på denne baggrund naturligt at medtage en særlig bestemmelse om forsamlinger i forlængelse af den foreslåede regulering i relation til orden og sikkerhed i øvrigt.

Politikommissionen henviser endvidere til, at nogle af de gældende regler om forsamlinger findes i politilovene fra 1863 og 1871, som såvel sprogligt som indholdsmæssigt er vanskeligt tilgængelige. En særlig bestemmelse om forsamlinger vil give mulighed for at modernisere disse regler.

Herudover finder kommissionen det hensigtsmæssigt, at regler om politiets beføjelser i relation til forsamlinger – ud over i grundloven – er samlet ét sted.

Politikommissionens forslag til bestemmelser om forsamlinger findes i kommissionens lovudkast § 6, der viderefører de gældende indgrebsmuligheder over for forsamlinger som sådan, og § 7, der regulerer politiets indgreb over for enkelte forsamlingsdeltagere.

I § 6 er medtaget bestemmelser, der i dag findes i grundloven. Kommissionen har fundet, at det vil være mest naturligt at medtage grundlovens bestemmelse om adgangen til at forbyde forsamlinger i forlængelse af bestemmelser om anvendelse af mindre indgribende midler end forbud. Den foreslåede bestemmelse indeholder herefter en udtømmende opregning af politiets indgrebsmuligheder over for forsamlinger.

Endvidere gengiver Politikommissionens forslag til § 6 grundlovens bestemmelse om politiets ret til at overvære forsamlinger. Denne ret er så tæt knyttet til – og ofte en forudsætning for – politiets opgaver i relation til forsamlinger i øvrigt, at det efter kommissionens opfattelse vil være naturligt at medtage en bestemmelse herom i forbindelse med politiets beføjelser i øvrigt på området.

Kommissionen foreslår desuden, at der i loven fastsættes en bestemmelse om, at politiet har til opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig. Den gældende regulering vedrører alene spørgsmålet om, hvornår politiet kan gribe ind over for forsamlinger. Efter kommissionens opfattelse bør det imidlertid samtidig understreges, at politiet også har til opgave at beskytte forsamlingsfriheden. Den foreslåede bestemmelse tager således sigte på politiets forebyggende indsats og bistand i forbindelse med afholdelse af forsamlinger, f.eks. i hvilket omfang politiet skal stille personale og materiel til rådighed med henblik på at sikre et arrangements fredelige gennemførelse.

Politikommissionen har endvidere overvejet, i hvilket omfang den foreslåede bestemmelse bør indeholde regler om anmeldelse af forsamlinger.

Efter den gældende normalpolitivedtægts § 8, jf. ovenfor under pkt. 5.3.1.1.4., skal optog og møder på veje anmeldes ved personlig henvendelse til politiet senest 24 timer, før de skal finde sted.

Kommissionen finder, at en lov om politiets virksomhed i videst muligt omfang alene bør regulere politiets beføjelser over for borgerne. Anmeldelsespligten retter sig mod arrangørerne af en forsamling og er en vigtig forudsætning for politiets mulighed for at gøre brug af retten til at overvære en forsamling samt adgangen til at forbyde en forsamling. Kommissionen har derfor foreslået, at anmeldelsespligten opretholdes i et regelsæt svarende til politivedtægterne, og at der bør medtages en henvisning hertil i bestemmelsen.

I overensstemmelse med grundlovens bestemmelse om, at politiet har ret til at overvære offentlige forsamlinger, er henvisningen affattet således, at ”offentlige forsamlinger” skal anmeldes til politiet i det omfang, det følger af regler udstedt i medfør af lovudkastets § 21.

Efter politivedtægterne gælder anmeldelsespligten som nævnt ovenfor ”optog og møder på veje”. Anmeldelsespligten har således geografisk et mere snævert anvendelsesområde end grundlovens bestemmelse. Der er ikke med anvendelse af udtrykket ”offentlige forsamlinger” i henvisningen tilsigtet nogen ændring i anmeldelsespligtens omfang i forhold til de gældende regler i politivedtægterne.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 114-117.

5.3.2.2. Opløb

Politikommissionen har overvejet behovet for en særlig bestemmelse om opløb.

Politiets beføjelser i relation til opløb er i dag i et vist omfang reguleret af lovgivningen, der dels indeholder formelle regler om, at politiet skal advare mængden, før et opløb spredes med magt, dels en regel om politiets indgreb over for opløb.

Politikommissionen finder, at der i en lov om politiets virksomhed er behov for en særlig bestemmelse om opløb. Begrundelsen herfor er i vidt omfang den samme, som anført ovenfor i relation til forsamlinger.

Indgreb over for opløb vil kunne ske, når opløbet indebærer en konkret og nærliggende fare for de politiretlige beskyttelsesinteresser sikkerhed, fred og orden. Kommissionen finder det derfor også på dette område naturligt at medtage en særlig bestemmelse om opløb i forlængelse af den foreslåede regulering i øvrigt.

En særlig bestemmelse om opløb giver endvidere mulighed for at modernisere de gældende regler om opløb, som findes i politilovene af 1863 og 1871, jf. pkt. 5.3.1.2. ovenfor, ligesom reglerne om politiets beføjelser i relation til opløb vil kunne samles ét sted – ud over bestemmelserne i grundloven.

Hertil kommer, at en særlig bestemmelse om opløb vil give mulighed for en mere præcis og detaljeret regulering af politiets indsats over for opløb. Uden for de tilfælde, hvor politiet anvender magt, nævnes i gældende ret således udtrykkeligt alene muligheden for at give påbud, jf. normalpolitivedtægtens § 7.

Kommissionen anfører, at der i øvrigt kan henvises til, at opløsning af en forsamling teknisk medfører, at forsamlingen bliver til et opløb. Det vil derfor også af lovtekniske grunde være naturligt at medtage en særlig bestemmelse om opløb.

Politikommissionens forslag til en bestemmelse om opløb findes i kommissionens lovudkast § 8. Der er med visse præciseringer tale om en videreførelse af den gældende regulering på området.

Efter normalpolitivedtægtens § 7, jf. § 3, stk. 1, kan politiet give påbud i forbindelse med opløb på steder, hvor der er ”almindelig adgang”. Grundlovens § 80 og politilovene indeholder ikke en sådan geografisk begrænsning i forbindelse med politiets anvendelse af magt. Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke de geografiske begrænsninger for meddelelse af påbud mv., som i dag findes i politivedtægtens § 7. Normalpolitivedtægtens formulering er i øvrigt næppe udtryk for en reel begrænsning af politiets beføjelser. Kan politiet anvende magt på steder, hvor der ikke er almindelig adgang, må politiet uanset normalpolitivedtægtens affattelse også på disse steder kunne anvende mindre indgribende midler som påbud og lignende.

For så vidt angår opløbsformularen stilles der efter politilovene af 1863 og 1871 krav om, at politiet ved anvendelse af anden magt end den væbnede magt skal anvende formularen, også selv om politiet angribes. Efter grundlovens § 80 indebærer det forhold, at politiet angribes, at politiet kan anvende væbnet magt uden forinden at have benyttet opløbsformularen.

Politikommissionen foreslår, at politiet heller ikke ved anden form for magtanvendelse end væbnet magt skal anvende opløbsformularen, når politiet angribes. Der henvises til, at dette efter den juridiske litteratur må anses for den gældende og også den mest hensigtsmæssige retstilstand.

Den foreslåede bestemmelse omfatter opløb, der indebærer fare for forstyrrelser af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Sådanne opløb kan, da opløb udgøres af en flerhed af personer, medføre en kvalificeret fare for de nævnte beskyttelsesinteresser. Efter kommissionens opfattelse bør der imidlertid ikke være forskel på, om politiet griber ind over for en eller flere deltagere i et opløb eller over for enkeltpersoner, der ikke deltager i et opløb. Politiets muligheder for at anvende indgreb efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 og 3 svarer derfor til bestemmelsen om politiets indgreb for at afværge fare for orden og sikkerhed, jf. politikommissionens lovudkast § 5 og ovenfor pkt. 5.1.2.3. Politiet kan således benytte sig af de sædvanlige indgrebsmidler over for deltagere i et opløb, herunder udstedelse af påbud, legemsbesigtigelse, fratagelse af genstande og om nødvendigt frihedsberøvelse.

Efter bestemmelsen om orden og sikkerhed har politiet endvidere mulighed for uden retskendelse at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted. I praksis vil der formentligt kun sjældent være tale om, at opløb finder sted på et område, hvor der ikke er almindelig adgang. Uanset, at det praktiske behov for en sådan hjemmel måske ikke er stort, finder kommissionen, at man ikke på forhånd bør afskære politiet fra at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted med henblik på at gribe ind over for et opløb. Det kan f.eks. tænkes, at folk stimler sammen på et ikke-frit tilgængeligt sted, f.eks. i forbindelse med ulykker, ligesom der i visse tilfælde af opløb på offentligt tilgængelige steder kan være behov for, at politiet af polititaktiske årsager kan skaffe sig adgang til omliggende områder, herunder eventuelt også ikke-frit tilgængelige steder.

Der henvises til betænkningen side 117-120.

5.3.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig Politikommissionens udkast til bestemmelser om forsamlinger og opløb, og lovforslaget er med enkelte redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets §§   7-9 samt bemærkningerne hertil.

5.4. Svage og udsatte persongrupper

5.4.1. Gældende ret

5.4.1.1. Politiets indsats uden for strafferetsplejen i relation til børn, berusede samt syge og hjælpeløse foretages i dag med hjemmel i retsplejelovens § 108 eller for visse indgreb med hjemmel i særlovgivningen og administrative forskrifter.

5.4.1.2. Politiets indgreb, f.eks. visitation efter farlige genstande eller frihedsberøvelse, over for børn, berusede samt syge og hjælpeløse i medfør af retsplejelovens § 108 forudsætter, at der foreligger en konkret og nærliggende fare for sikkerhed, fred og orden, jf. nærmere ovenfor pkt. 5.1. om orden og sikkerhed generelt. Den konkrete og nærliggende fare vil i praksis ofte foreligge i forhold til barnet, den berusede eller syge og hjælpeløses egen sikkerhed, men kan også foreligge i forhold til den offentlige orden eller sikkerhed, f.eks. hvis en stærkt beruset person kaster om sig med genstande og derved er til fare for den offentlige orden og andres sikkerhed.

I de tilfælde, hvor der ikke er konkret og nærliggende fare for fred, orden og sikkerhed, herunder den pågældendes egen sikkerhed, kan politiet ikke foretage indgreb over for den pågældende. Politiet vil ofte i disse tilfælde i stedet yde personen bistand, som ikke har karakter af et indgreb, og f.eks. køre en beruset person, der skønnes hjælpeløs uden at være til konkret fare for sig selv eller andre, hjem.

5.4.1.3. Politiets indsats i relation til børn er bl.a. særskilt reguleret i den sociale lovgivning og i retsplejeloven.

Efter § 48 i lov om social service kan kommunen i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet forlange politiets bistand til at gennemføre kommunens afgørelse om anbringelse af barnet.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 498, stk. 2, at politiet skal yde fogeden bistand ved dennes tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed og samværsret, jf. retsplejelovens § 536, og håndhævelse af forældremyndighed, jf. retsplejelovens § 596, stk. 2.

Herudover har politiet i medfør af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service pligt til at underrette kommunen, når de i forbindelse med tjenesten bliver bekendt med forhold for børn eller unge under 18 år, som må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Efter bekendtgørelsens § 2 gælder underretningspligten bl.a., når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet, eller når barnet eller den unge i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold.

5.4.1.4. Der findes ikke særlig lovgivning i relation til politiets indsats over for berusede .

Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 55 af 27. juni 2001 indeholder derimod detaljerede regler om detentionsanbringelse af berusede personer.

Kundgørelsen omfatter personer, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende og/eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller den offentlige orden eller sikkerhed.

De nævnte personer må kun anbringes i detention, når overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende, indbringelse til hospital, forsorgshjem el. lign. ikke er tilstrækkeligt til at afværge fare for den pågældende.

Kundgørelsen indeholder endvidere regler om tilbageholdelse, transport og indbringelse af personer til en politistation. Det fremgår heraf bl.a., at tilbageholdelse skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, at politiet skal have opmærksomheden henledt på den pågældendes tilstand, og at der skal tilkaldes læge med henblik på lægeundersøgelse af den tilbageholdte. Børn under 15 år må ikke anbringes i detentionen, medmindre anden anbringelse er sikkerhedsmæssigt uforsvarlig som følge af barnets adfærd.

Kundgørelsen fastsætter samtidig regler om fremgangsmåden ved indbringelse til detentionen. Det følger heraf, at den tilbageholdte altid skal undersøges af en læge inden endelig anbringelse i detentionen. Den pågældende skal endvidere visiteres bl.a. med henblik på at fratage denne farlige genstande. Herudover fastsættes, at detentionsanbragte skal tilses mindst hver halve time. Hvis et barn under 15 år undtagelsesvis anbringes i detentionen, skal der foretages skærpet tilsyn.

Kundgørelsen fastsætter endelig regler om udtagelse af detentionen, anbringelse af berusede personer i institutioner under Kriminalforsorgen og regler om indberetning af detentionsforhold.

5.4.1.5. Politiets indsats i forhold til syge og hjælpeløse er i et vist omfang reguleret af særlovgivningen.

Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998) indeholder hjemmel til, at personer, der er sindssyge eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan frihedsberøves i form af tvangsindlæggelse på hospital, når det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, eller udsigten til en betydelig bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet.

Frihedsberøvelsen kan alene ske med henblik på lægelig behandling. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil. Såfremt en tvangsindlagt person bortgår fra hospitalet, kan politiet efter overlægens anmodning frihedsberøve den pågældende med henblik på at føre denne tilbage til hospitalet.

Politiet kan endvidere efter lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme bistå ved tvangsindlæggelse af en person på sygehus til observation eller isolation, hvis den pågældende antages at være smittet med en alment farlig sygdom.

Om gældende ret vedrørende politiets indsats i relation til svage og udsatte personer henvises i øvrigt til betænkningen side 36-37, side 66-69 og side 120-121.

5.4.2. Politikommissionens overvejelser

5.4.2.1. Det er Politikommissionens opfattelse, at der ved siden af en generel bestemmelse om orden og sikkerhed, jf. pkt. 5.1.2.3. ovenfor, er behov for særlige bestemmelser om politiets indsats i relation til børn, berusede samt syge og hjælpeløse personer.

I retlig henseende adskiller politiets indgreb over for disse persongrupper sig ikke fra politiets indgreb i øvrigt. Indgreb over for børn, berusede samt syge og hjælpeløse finder – medmindre der er særlig hjemmel hertil i anden lovgivning – i dag sted med hjemmel i retsplejelovens § 108. Politiets indgreb forudsætter således en konkret og nærliggende fare for de politiretlige beskyttelsesinteresser ”sikkerhed, fred og orden”, ligesom politiets indgrebsmuligheder er begrænset af almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincippet. Politiets indsats over for børn, berusede samt syge og hjælpeløse kunne derfor for så vidt være reguleret af den ovenfor under pkt. 5.1.2.3. nævnte generelle bestemmelse om indgreb for at afværge fare for orden og sikkerhed.

Når kommissionen imidlertid finder behov for særlige regler i relation til børn, berusede samt syge og hjælpeløse personer, hænger det sammen med, at den politimæssige indsats over for disse persongrupper ofte har en anden karakter, end når politiet griber ind over for andre persongrupper.

Politiets tiltag over for børn, berusede samt syge og hjælpeløse iværksættes ofte af hensyn til de pågældende selv. Der kan f.eks. være tale om at bringe et barn ud af en faresituation og overgive barnet til forældremyndighedsindehaverne eller andre, der kan tage sig af barnet, at frihedsberøve en stærkt beruset person med henblik på hjemtransport, lægeundersøgelse eller detentionsanbringelse, eller at frihedsberøve en syg og hjælpeløs person med henblik på hjemtransport, rekvirering af lægehjælp eller etablering af kontakt til familie eller sociale myndigheder.

Særlige bestemmelser om denne persongruppe giver mulighed for at understrege denne hjælpefunktion, ligesom en mere præcis og udtrykkelig regulering af politiets indsats i disse tilfælde efter kommissionens opfattelse vil medvirke til at sikre, at politiet iværksætter de mest hensigtsmæssige tiltag.

I relation til politiets indsats over for børn henviser kommissionen til, at FN’s Børnekonvention art. 37, litra b, indeholder en bestemmelse om, at deltagerstaterne skal sikre, at intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Det følger videre af bestemmelsen, at bl.a. tilbageholdelse af et barn skal følge lovens forskrifter og kun må bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum. En særlig bestemmelse om frihedsberøvelse af børn vil også i lyset heraf være hensigtsmæssig, idet de omstændigheder, hvorunder der kan ske frihedsberøvelse af børn uden for strafferetsplejens former, hermed tydeliggøres og præciseres.

Hertil kommer, at politiets indsats i relation til børn, berusede samt syge og hjælpeløse dækker en ikke uvæsentlig del af politiets virksomhed.

Politikommissionen har overvejet, hvordan bestemmelser om de nævnte persongrupper nærmere bør afgrænses.

Kommissionen har i den forbindelse overvejet, hvorledes en bestemmelse om børn bør afgrænses for så vidt angår barnets alder og beskyttelsesinteressen i relation til børn.

Det foreslås, at bestemmelsen omfatter personer under myndighedsalderen. Efter forældremyndighedslovens § 1, jf. lov nr. 387 af 14. juni 1995, er den almindelige myndighedsalder 18 år. Denne aldersgrænse svarer til anvendelsesområdet for FN’s Børnekonvention og Europarådets Konvention om børns rettigheder. På denne baggrund finder kommissionen det naturligt, at der gælder en tilsvarende aldersgrænse i relation til den foreslåede bestemmelse. Udtrykket ”barn” i den foreslåede bestemmelse skal således forstås som omfattende personer under 18 år. Kommissionen foreslår derimod ikke nogen nedre aldersgrænse.

Det foreslås endvidere, at beskyttelsesinteressen afgrænses således, at der skal foreligge fare for barnets ”sikkerhed og sundhed”.

Udtrykket ”sikkerhed” er velkendt bl.a. fra retsplejelovens § 108 og skal forstås som sikkerheden mod at blive udsat for en ulykke eller en forbrydelse. Udtrykket ”sundhed” er valgt på baggrund af overvejelserne i betænkning nr. 1212/1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge, hvor det anføres, at udtrykket ”sundhed” er det udtryk, der bedst angiver, at der sigtes til barnets almentilstand, hvori helbredsmæssige forhold indgår.

Kommissionen henviser endvidere til, at der efter den nugældende regel i lov om social service § 42 kan ske anbringelse af et barn eller ung uden for hjemmet, når der er ”åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af 1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, 2) vold eller andre alvorlige overgreb, 3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller 4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge”.

Ved afgrænsningen af ”sundhed” i den foreslåede bestemmelse i kommissionens lovudkast er det forudsat, at begrebet forstås i overensstemmelse med den forståelse af begrebet, der er beskrevet i den ovenfor nævnte betænkning.

I en politiretlig sammenhæng vil et indgreb herefter kunne foretages, hvis der foreligger en konkret og nærliggende fare for, at et barn vil lide sundhedsmæssig overlast, hvis politiet ikke umiddelbart griber ind. Om betingelserne er opfyldt, vil afhænge af en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår barnets alder og udvikling samt det miljø eller de omstændigheder, som barnet befinder sig i.

Det forudsættes bl.a., at politiet alene vil skulle gribe ind i situationer, hvor det ikke vil være tilstrækkeligt til at afværge faren, at de sociale myndigheder kontaktes.

For så vidt angår berusede er det Politikommissionens opfattelse, at en bestemmelse om berusede personer ikke kan begrænses til beruselse på grund af indtagelse af alkohol, men at også indtagelse af andre berusende eller bedøvende midler må sidestilles hermed.

Det afgørende for politiets indgreb bør således være personens tilstand, og ikke om denne tilstand er fremkommet alene ved indtagelse af alkohol.

Der kan i den forbindelse peges på, at detentionsanbringelse i praksis også iværksættes over for personer, der har indtaget euforiserende stoffer, medicin og lign. – eventuelt sammen med spiritus. I disse tilfælde vil det ofte være vanskeligt at vurdere, om den pågældendes tilstand skyldes indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler.

For så vidt angår syge og hjælpeløse er det efter Politikommissionens opfattelse afgørende, om de pågældende befinder sig i en sådan tilstand, at de er ude af stand til at tage vare på sig selv. Tilstanden kan have sin oprindelse i mange forskellige forhold, f.eks. sindssygdom, fysisk sygdom, en ulykke, alderssvækkelse mv., og kommissionen har derfor ikke præciseret udtrykket ”syge og hjælpeløse” nærmere i lovteksten.

5.4.2.2. Politikommissionen finder, at der i de foreslåede bestemmelser bør tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til indgreb , herunder navnlig en klar og udtrykkelig hjemmel til frihedsberøvelse. Begrundelsen herfor er den samme som anført ovenfor i pkt. 5.1.2.3. i relation til kommissionens forslag til en bestemmelse om politiets fareafværgende indgreb i forhold til orden og sikkerhed generelt.

I forhold til den generelle bestemmelse om orden og sikkerhed foreslår Politikommissionen dog visse afvigelser i relation til frihedsberøvelse af børn, berusede samt syge og hjælpeløse.

Kommissionen finder for det første ikke, at der for disse persongrupper bør lovfæstes en tidsfrist på 6 timer for frihedsberøvelsens udstrækning. I stedet opstilles et krav om, at en frihedsberøvelse skal være så kortvarig som mulig, og i forhold til børn opstilles nogle skærpede regler.

For så vidt angår berusede hænger dette sammen med, at en detentionsanbringelse bør kunne opretholdes, indtil den pågældende er nogenlunde ædru. Efter kommissionens opfattelse vil det således ikke være at tilgodese den pågældendes interesser, hvis politiet automatisk efter en vis frist skulle løslade en person, uanset om personen forsat var meget beruset.

For så vidt angår syge og hjælpeløse er kommissionens begrundelse for ikke at fastsætte en tidsfrist på 6 timer for frihedsberøvelsens udstrækning, at vanskeligheder med at identificere den pågældende, f.eks. en senil dement person bortgået fra en institution, kan medføre, at den pågældende må forblive i politiets varetægt i flere timer.

Kommissionen finder for det andet, at der bør gælde særlige regler for detentionsanbringelse af børn. Detentionsanbringelse indebærer normalt anbringelse i et videoovervåget aflåst mindre rum indrettet alene med en madras og et tæppe. Der bør efter kommissionens opfattelse udvises den største varsomhed med at udsætte navnlig mindre børn for denne anbringelsesform.

Kommissionen finder derfor, at børn under 12 år ikke bør kunne detentionsanbringes.

Børn i alderen 12 til og med 14 år bør efter Politikommissionens opfattelse alene kunne detentionsanbringes, hvis anden anbringelse er sikkerhedsmæssigt uforsvarlig. Med henblik på at sikre, at barnet så hurtigt som sikkerhedsmæssigt forsvarligt hjemgives eller overgives til det sociale beredskab, foreslås det, at en detentionsanbringelse af børn på 12-14 år ikke må udstrækkes ud over 4 timer, medmindre vanskeligheder med at overgive barnet til andre, der på forsvarlig vis kan tage sig af dette, medfører, at det er nødvendigt at overskride fristen.

Det foreslås endvidere, at politiet ved enhver frihedsberøvelse af et beruset barn under 15 år samt ved detentionsanbringelse af et barn i alderen 15 til og med 17 år skal forsøge at tage kontakt til andre personer, der på forsvarlig vis kan tage sig af barnet.

Politiets indgreb over for børn, berusede samt syge og hjælpeløse i form af f.eks. påbud, fratagelse af genstande og frihedsberøvelse kan på samme måde som i den foreslåede generelle bestemmelse om orden og sikkerhed foretages med henblik på at afværge en konkret og nærliggende fare for de politiretlige beskyttelsesinteresser orden og sikkerhed.

Politikommissionen finder, at politiet herudover som noget særligt i relation til børn, berusede samt syge og hjælpeløse personer har behov for at kunne anvende visse indgreb med henblik på at vurdere , om personen er i fare, og i givet fald hvilken fare den pågældende befinder sig i.

Kommissionen henviser i den forbindelse til, at politiet ikke altid kan have vished for, om en person på et ikke-frit tilgængeligt sted befinder sig i en fare, f.eks. når politiet reagerer på grundlag af en anmeldelse. Politiet modtager f.eks. jævnligt henvendelser fra personer, der i dagevis forgæves har forsøgt at komme kontakt med ældre slægtninge. I sådanne situationer kan politiet have behov for at skaffe sig adgang til den pågældendes bolig for at undersøge, om beboeren er kommet til skade og er uden mulighed for at alarmere omverdenen. I visse tilfælde vil der endvidere kunne være behov for at finde andet end personen selv, f.eks. kilden til, at et barn eller en beruset person er blevet forgiftet, således at den rette behandling kan iværksættes.

Også legemsbesigtigelse og undersøgelse af tøj og genstande kan være nødvendigt for at vurdere den fare, den pågældende befinder sig i. Der kan således være behov for at undersøge, om et forgiftet barn eller en meget beruset person er i besiddelse af (yderligere) farlige stoffer, om en sindssyg er i besiddelse af farlige genstande, eller om en tilskadekommet person har skader og lignende.

Kommissionen finder på denne baggrund, at der bør tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til, at politiet kan skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted, foretage legemsbesigtigelse samt undersøge tøj og genstande som led i vurderingen af, om der skal iværksættes initiativer over for et barn, en beruset eller en syg og hjælpeløs person og i givet fald hvilke initiativer.

5.4.2.3. Politikommissionen har i tilknytning hertil overvejet, om politiet bør være forpligtet til at gribe ind, når et barn, en beruset eller en syg og hjælpeløs person træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv, eller under omstændigheder, hvor den pågældende er ude af stand til at tage vare på sig selv.

Efter kommissionens opfattelse må der normalt tillægges politiet en vis adgang til at skønne, om det i en given situation er hensigtsmæssigt at iværksætte et indgreb. Der kan f.eks. være tale om, at politiet efter en konkret vurdering afstår fra at gribe ind over for mindre ordensforstyrrelser med henblik på at undgå, at en situation optrappes. Endvidere må det normalt være op til politiet selv at prioritere indsatsen på de mangeartede og forskellige opgaver, som politiet varetager.

Disse hensyn kan imidlertid ikke efter kommissionens opfattelse tillægges vægt i tilfælde, hvor politiet – f.eks. i forbindelse med den almindelige patruljetjeneste eller efter anmeldelse – bliver bekendt med, at et barn, en beruset eller en syg og hjælpeløs person befinder sig i en faresituation. Kommissionen foreslår derfor, at der i disse tilfælde består en pligt for politiet til at gribe ind.

Det er dog samtidig kommissionens opfattelse, at politiet ikke bør være forpligtet til at udøve egentlig opsøgende virksomhed på området, idet en sådan forpligtelse vil indebære et for vidtgående indgreb i politiets prioritering af dets ressourcer. Kommissionen henviser endvidere til, at politiets opgaver i relation til de omhandlede persongrupper er subsidiære i forhold til forældremyndighedsindehavere, sundhedsmyndigheder eller de sociale myndigheder, og at politiets indgreb over for børn, berusede samt syge og hjælpeløse i givet fald alene vil have karakter af en foreløbig foranstaltning.

Politikommissionens forslag til bestemmelser om børn, berusede samt syge og hjælpeløse findes i kommissionens lovudkast §§ 9-11.

5.4.2.4. Særligt for så vidt angår detentionsanbringelse af berusede bemærker Politikommissionen, at kommissionen er bekendt med, at Folketinget den 20. april 1999 behandlede et forslag til folketingsbeslutning om anbringelse af personer til afrusning (Beslutningsforslag B 132 – Folketingssamling 1998/1). Beslutningsforslaget pålagde regeringen at ”fremlægge en plan for, hvorledes detentionsanbringelser i videst muligt omfang afskaffes og erstattes af afrusning i hospitalsregi eller på institutioner, hvor man har forstand på afrusning og kan skønne, om den berusede er motiveret for behandling.”

Spørgsmålet om detentionsanbringelse af berusede personer er herefter indgået som en del af en udredning af indsatsen på alkoholbehandlingsområdet, som er blevet gennemført i et samarbejde mellem Amtsrådsforeningen og Sundhedsministeriet, og som først vil være afsluttet efter afslutningen af Politikommissionens arbejde.

Politikommissionen anfører på denne baggrund, at affattelsen af Politikommissionens forslag til bestemmelse om detentionsanbringelse af berusede må overvejes på ny, når den nævnte udredning foreligger.

Om Politikommissionens overvejelser vedrørende politiets indsats over for børn, berusede samt syge og hjælpeløse henvises til betænkningen side 120-128.

5.4.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan med nogle redaktionelle ændringer tiltræde Politikommissionens udkast til bestemmelser om svage og udsatte personer.

Efter ordlyden af Politikommissionens udkastet til bestemmelser om indgreb over for berusede eller syge og hjælpeløse personer kan politiet alene udstede påbud, fratage genstande og frihedsberøve en beruset eller syg og hjælpeløs person for at afværge fare for personen selv. Politiet vil ikke efter ordlyden kunne meddele f.eks. en beruset person, der er til fare for andre eller den offentlige orden eller sikkerhed, et påbud om at gå hjem eller et påbud om ikke at kaste med genstande ud fra hensynet til andre eller hensynet til den offentlige orden eller sikkerhed. Et påbud vil alene kunne meddeles af hensyn til personen selv.

I Politikommissionens bemærkninger til de nævnte bestemmelser er det imidlertid angivet, at indgreb efter bestemmelserne også vil kunne ske ud fra hensynet til andre eller den offentlige orden eller sikkerhed.

Justitsministeriet finder, at der også fremover – således som det er tilfældet i dag efter retsplejelovens § 108 – skal kunne meddeles påbud, ske frihedsberøvelse mv. af berusede eller syge og hjælpeløse personer, når de er til fare for andre eller den offentlige orden eller sikkerhed. Lovforslaget er udformet i overensstemmelsen hermed.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 5.4.2.4., har Politikommissionen peget på, at kommissionens forslag til bestemmelse om detentionsanbringelse af berusede personer i givet fald må overvejes på ny, når Amtsrådsforeningens og Sundhedsministeriets udredning om indsatsen på alkoholbehandlingsområdet foreligger.

Udredningen ”Den offentlige indsats på alkoholområdet” blev offentliggjort i 2002. I udredningen peges på fire forskellige muligheder for organisering af afrusning af berusede personer, herunder som alternativ til detentionsanbringelse. Der finder fortsat drøftelser sted mellem navnlig Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet om eventuel udmøntning af de forslag, som anføres i udredningen.

Justitsministeriet har på denne baggrund efter drøftelse med de nævnte ministerier ikke fundet anledning til på nuværende tidspunkt at foretage indholdsmæssige ændringer i Politikommissions udkast til bestemmelse om politiets opgaver i relation til berusede personer, herunder detentionsanbringelse af berusede personer.

Justitsministeriet vil i relation til detentionsanbringelse af børn i alderen 12-14 år, som alene forudsættes at forekomme undtagelsesvis, overveje behovet for en indberetningsordning herom og drøfte dette med Rigspolitichefen.

Der henvises til lovforslagets §§ 10-13 samt bemærkningerne hertil.

6. Politiets anvendelse af magt

6.1. Gældende ret

De magtmidler, som politiet almindeligvis benytter, er – udover almindelig fysisk magt og forskellige greb – håndjern, hund, tåregas, stav og skydevåben.

Der findes i dag ikke lovbestemmelser, som samlet regulerer politiets magtanvendelse.

Politiets magtanvendelse inden for strafferetsplejen er i et vist omfang reguleret i retsplejeloven. Det følger af bestemmelserne i retsplejelovens § 758, stk. 1, om anholdelse, § 792 e, stk. 2, om legemsindgreb og § 798, stk. 1, om ransagning, at disse indgreb skal foretages så ”skånsomt, som omstændighederne tillader”. Politiets magtanvendelse må således ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at gennemtvinge indgrebet. Bestemmelserne tillader en betydelig margin for politiets udøvelse af det konkrete skøn.

Uden for strafferetsplejen er politiet efter retsplejelovens § 108 pålagt visse opgaver, som ikke kan varetages uden lejlighedsvis anvendelse af magt. Der er imidlertid ikke i tilknytning hertil anført, hvilke magtmidler politiet kan anvende, eller betingelser for, hvornår politiet kan anvende magt.

Ved vurderingen af berettigelsen af politiets magtanvendelse i konkrete tilfælde tages undertiden udgangspunkt i nødværgereglerne i straffelovens § 13, som dækker normalt forekommende magtanvendelsessituationer i form af afværgelse af et ulovligt angreb, gennemførelse af en offentlig myndigheds beslutning og efter omstændighederne afværgelse af en truende ulykke.

Endvidere har det været diskuteret i den juridiske teori, om straffelovens § 14 om nødret i visse tilfælde kan udgøre grundlaget for politiets magtanvendelse i tilfælde, hvor magtanvendelsen risikerer at ramme tredjemand, f.eks. ved anvendelse af tåregas, hund eller skydevåben. Det antages, at retsstillingen er uklar på det punkt, jf. betænkningen side 82f.

I betænkningen, side 79, nævnes endvidere, at hjemlen for politiets magtanvendelse – alt efter omstændighederne ved den konkrete magtanvendelse – muligvis tillige kan søges i andre retskilder. Det vil formentlig navnlig være tilfældet, når politiet anvender magt med henblik på andet end afværgelse af et ulovligt angreb eller gennemførelse af en offentlig myndigheds beslutning, f.eks. hvis politiet bryder en dør ned for at finde en savnet person. Som muligt hjemmelsgrundlag i den forbindelse kan der peges på en almindelig ”generalfuldmagt” for politiet hvilende på retsplejelovens § 108 eller sædvaneret. Magtanvendelsen vil i givet fald være underlagt de krav til proportionalitet, der følger af almindelige forvaltningsretlige principper.

Rigspolitichefen har i Rigspolitichefens kundgørelser fastsat nærmere regler om politiets anvendelse af skydevåben, hund og stav. Kundgørelserne er bl.a. udtryk for en administrativ udmøntning af, i hvilke tilfælde det vil være forsvarligt at anvende de enkelte magtmidler.

De administrativt fastsatte retningslinier omfatter betingelserne for henholdsvis faktisk anvendelse og trussel om anvendelse af skydevåben, hund og stav.

De gældende administrative regler for anvendelse af skydevåben i tjenesten findes i Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 38 af 18. februar 1998. Det følger af kundgørelsen, at skydevåben kun må anvendes til afværgelse af et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på person, til afværgelse af et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder og anlæg, samt for at sikre anholdelse af personer, som efter det foreliggende med føje må antages at have begået eller at have forsøgt at begå ovennævnte forbrydelser eller alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder.

Kundgørelsen fastsætter herudover, at det før skydevåben tages i brug så vidt muligt bør tilkendegives ved advarselsråb, at politiet har til hensigt at anvende skydevåben, ligesom der før afgivelse af skud mod person endvidere så vidt muligt bør afgives varselsskud. Betingelserne for anvendelse af skud skal være til stede, før varselsskud må afgives.

Hvis der er nærliggende fare for, at udenforstående kan blive ramt, må skydevåben kun anvendes i yderste nødsfald.

Kundgørelsen indeholder herudover regler om skud under kommando og om indberetning til Rigspolitichefen om anvendelse af skydevåben.

De gældende regler om anvendelse af stav findes i Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 37 af 30. september 1998. Politiet må herefter kun anvende stav, når det skønnes nødvendigt for at afværge personlig overlast mod polititjenestemanden selv, andre polititjenestemænd eller tredjemand, eller når det skønnes nødvendigt for at gennemføre anholdelse af farlige lovovertrædere. Stav må endvidere anvendes, når det skønnes nødvendigt, fordi nogen søger at hindre en anholdelse eller søger at befri en anholdt. Stav vil endelig kunne anvendes, når det skønnes nødvendigt, fordi nogen ved anvendelse af magt i øvrigt søger at hindre en tjenestehandling, samt når det skønnes nødvendigt for at sikre gennemførelsen af en ordre, hvis øjeblikkelige efterkommelse er påkrævet, og mod hvilken der gøres aktiv eller passiv modstand.

Politistaven skal anvendes med besindighed for ikke at påføre nogen større overlast end nødvendigt, og staven må kun rettes mod arme, ben, ryg og sæde. Staven må ikke rettes mod hoved, hals, nakke, kraveben, bryst, mave, nyrer, skridt eller rygsøjle, ligesom det i videst muligt omfang bør undgås at anvende politistaven mod knæ, albuer og andre led.

Kundgørelsen indeholder endvidere regler om anvendelse af stav under kommando og om indberetning om brug af stav.

Bestemmelser om anvendelse af hund som magtmiddel findes i Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 40 af 6. maj 1998. Efter kundgørelsen må politihund benyttes til magtanvendelse for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og for at gennemføre en pågribelse eller anholdelse. Hund må endvidere anvendes, såfremt nogen søger at hindre en anholdelse eller befri en anholdt, eller såfremt nogen ved magt i øvrigt søger at hindre en tjenestehandling. Hund må endelig anvendes for at sikre gennemførelsen af politiets lovlige påbud.

Inden politihund benyttes som magtmiddel, skal politiet så vidt muligt tydeligt tilkendegive over for vedkommende, at politiet har til hensigt at benytte politihund, hvis ikke politiets anvisninger efterkommes. Politiet skal endvidere sikre sig, at vedkommende har mulighed for at efterkomme politiets anvisninger.

Politihund skal anvendes med besindighed, varsomhed og størst mulig skånsomhed. Anvendelse af politihund skal straks bringes til ophør, når politiets anvisninger er efterkommet.

Kundgørelsen indeholder herudover særlige regler om rydningssituationer. Beslutning om eventuelt at anvende politihund til rydning af gader, bygninger mv. for et større antal personer skal forudgående være forelagt for politikredsens ledelse. Inden rydning effektueres, skal det to gange via megafon tilkendegives, at politiet har til hensigt at benytte politihund, hvis ikke politiets anvisninger efterkommes. Benyttes politihund derefter som magtmiddel, skal det umiddelbart forinden tydeligt tilkendegives, at hunden nu vil blive anvendt.

Endvidere angives særlige regler om gennemførelse af rydninger, om anvendelse af politihund under kommando samt om indberetning.

Der henvises nærmere til betænkningens side 71-87.

6.2. Politikommissionens overvejelser

6.2.1. Politikommissionen har overvejet behovet for at fastsætte særlige lovregler om politiets magtanvendelse.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 6.1., findes der ikke i dag lovregler, der tager særligt sigte på at regulere politiets magtanvendelse. Det kan således give anledning til tvivl, på hvilket retligt grundlag politiets magtanvendelse i konkrete situationer skal vurderes.

Det er Politikommissionens opfattelse, at det gældende retlige grundlag – uanset dettes uklarhed – i det store og hele hidtil har udgjort en almindeligt accepteret ramme for politiets magtanvendelse. Det er dog i den forbindelse af væsentlig betydning, at politiets adgang til at anvende magt er nærmere reguleret i administrative forskrifter, herunder forskrifter om anvendelse af skydevåben, stav og hund.

I lyset af, at politiet som udgangspunkt har monopol på magtanvendelse, og den forholdsvis hyppige anvendelse heraf, må man imidlertid overveje, om det gældende retlige grundlag udgør en tilstrækkelig regulering af politiets magtanvendelse.

Efter Politikommissionens opfattelse bør der fastsættes nærmere lovregler om politiets magtanvendelse. Kommissionen henviser i den forbindelse til, at allerede det forhold, at magtanvendelse efter omstændighederne kan indebære vidtgående indgreb i borgernes integritet, taler med betydelig vægt for, at de grundlæggende principper for politiets magtanvendelse reguleres direkte af lovgivningsmagten.

Endvidere indebærer politiets rolle som magtudøvende myndighed, at politiet ofte må gribe til magtanvendelse i konfliktsituationer, som kan være følelsesladede og tilspidsede, og som indebærer risiko for, at politiets magtanvendelse af de berørte borgere opfattes som utidig indblanding.

Det forekommer da også, at politiets magtanvendelse i konkrete sager bliver genstand for offentlig debat og kritik, ligesom statsadvokaterne ind i mellem modtager klager over politiets magtanvendelse i konkrete situationer.

De gældende lovregler må anses for svært tilgængelige for den enkelte borger, som søger at udfinde de lovmæssige grænser for politiets magtanvendelse. Særlige regler må således antages at kunne medvirke til at skabe større klarhed om grænserne for politiets magtanvendelse og dermed øge borgernes mulighed for at vurdere, om grænserne i de konkrete situationer er overskredet.

Kommissionen bemærker endelig, at magtanvendelse indgår som et delelement i politiets virksomhed i forbindelse med at værne om de politiretlige beskyttelsesinteresser, og at det derfor vil være naturligt at medtage bestemmelser om politiets magtanvendelse i sammenhæng med den øvrige regulering af politiets virksomhed.

6.2.2. Politikommissionen har dernæst overvejet, om en lovregulering af politiets magtanvendelse bør indeholde detaljerede regler om politiets anvendelse af enkelte magtmidler, eller om der alene bør være en mere generel regulering af politiets magtanvendelse.

Kommissionen finder, at en regulering bør indeholde to led.

For det første bør der fastsættes generelle principper for politiets magtanvendelse, som omfatter al politiets magtanvendelse, herunder både magtanvendelse over for personer og magtanvendelse, der retter sig mod ting, f.eks. nedbrydning af en dør, skud mod et bildæk i den hensigt at bringe køretøjet til standsning mv.

For det andet bør der fastsættes supplerende og mere detaljerede regler for anvendelse af de mest indgribende magtmidler – det vil sige skydevåben, stav, hund og tåregas – over for personer.

Det vil efter kommissionens opfattelse ikke være ønskeligt at søge at foretage en detaljeret regulering af alle de situationer, hvor magtanvendelse vil kunne forekomme. Det vil således næppe være muligt at udarbejde en udtømmende opregning af disse situationer, og et forsøg herpå vil indebære den risiko, at politiet kan blive stillet over for situationer, der ikke er dækket af reguleringen, men hvor politiet utvivlsomt bør gribe ind. Meget detaljerede regler kan på den måde også indebære risiko for, at den enkelte polititjenestemand bliver i tvivl om, hvorvidt der kan gribes ind i en situation, hvor øjeblikkelig indskriden er nødvendig.

Spørgsmålet om, hvorvidt politiet i konkrete situationer bør gribe til magtanvendelse, beror på en vurdering af en række faktiske omstændigheder, herunder bl.a. de involverede personers fysik og sindstilstand. Efter kommissionens opfattelse bør regler om politiets magtanvendelse derfor ikke blive så detaljerede, at der ikke fremover levnes plads til politiets skøn.

En detaljeret regulering af alle de situationer, hvor magtanvendelse kan komme på tale, vil yderligere indebære risiko for, at reguleringen hurtigt bliver utidssvarende.

Med fastsættelse af generelle principper for politiets magtanvendelse og supplerende mere detaljerede regler for de mest indgribende magtmidler finder kommissionen, at man kan opnå en balance mellem på den ene side hensynet til, at politiet i alle relevante situationer på baggrund af et politimæssigt skøn kan gribe ind med de nødvendige midler, og på den anden side hensynet til klarheden i lovgrundlaget og forudsigelighed i politiets magtanvendelse.

Der tages med reguleringen højde for, at det med tiden eventuelt vil kunne blive aktuelt at indføre nye magtmidler, idet disse i givet fald vil være omfattet af de foreslåede generelle principper og derfor vil kunne tages i brug, uden at det forudsætter, at loven først bliver ændret.

6.2.3. Politikommissionens forslag til bestemmelser om politiets magtanvendelse findes i kommissionens lovudkast §§ 12-19.

For så vidt angår de foreslåede generelle principper for politiets magtanvendelse, som fremgår af § 14 i kommissionens lovudkast, understreges det i bestemmelsen, at politiets magtanvendelse skal være nødvendig, forsvarlig, så skånsom, som omstændighederne tillader, samt proportional i forhold til de interesser, der søges beskyttet med magtanvendelsen. Kommissionen foreslår samtidig, at der fastsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at det skal indgå i forsvarlighedsvurderingen, om magtanvendelsen indebærer risiko for, at udenforstående kan komme til skade. Efter kommissionens opfattelse indebærer kommissionens forslag en videreførelse af de principper, der i dag gælder for politiets magtanvendelse uanset uklarheden om det præcise hjemmelsgrundlag, jf. ovenfor.

Kommissionens forslag til særlige bestemmelser om skydevåben, stav og hund fremgår af §§ 15-17 i kommissionens lovudkast og bygger på Rigspolitichefens kundgørelser om disse magtmidler. Bestemmelserne er i vidt omfang en videreførelse – og til en vis grad en sammenskrivning og sproglig justering – af de centrale bestemmelser i Rigspolitichefens kundgørelser. Bestemmelsen om gas i lovudkastets § 18 er ny.

I forhold til den gældende administrative regulering af anvendelse af skydevåben, stav og hund foreslås dog gennemført visse indholdsmæssige ændringer.

De foreslåede bestemmelser indeholder udtrykkelig hjemmel til, at politiet kan anvende magt over for en person af hensyn til den pågældende selv (nødhjælpstilfælde). De gældende kundgørelser regulerer ikke udtrykkeligt sådanne situationer, men kommissionen bemærker, at det ikke kan antages at have været hensigten at afskære politiet fra at anvende magt i nødhjælpsøjemed, og politiet anvender da også jævnligt magt i sådanne situationer. Med Politikommissionens forslag præciseres det, at magt kan anvendes i nødhjælpsøjemed.

Kommissionen har endvidere fundet, at betingelserne for, hvornår politiet kan benytte stav og hund i situationer, hvor politiet mødes med passiv modstand, bør skærpes og præciseres.

Magtanvendelse i relation til passiv modstand kan være aktuelt i en række situationer. Passiv modstand omfatter f.eks. situationer, hvor en anholdt, der ønskes ført væk, ikke følger med, men forholder sig passiv, eller hvor en større menneskemængde stimler sammen på offentlige veje mv. og ikke forlader stedet trods politiets påbud herom. Passiv modstand omfatter også situationer, hvor en anholdt – uden at slå eller rive sig fri fra en polititjenestemand – forsøger at undvige ved f.eks. at løbe fra stedet. Politiets indsats over for passiv modstand som led i længerevarende faglige konflikter og politiske aktioner af forskelligt indhold, f.eks. fysiske blokader af virksomheder, ”besættelse” af byggepladser mv., har gennem årene givet anledning til debat.

Det følger af Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 37, § 2, stk. 1, nr. 5, om politiets brug af stav, at stav i dag kan anvendes over for passiv modstand, når det skønnes nødvendigt for at sikre gennemførelsen af en ordre, hvis øjeblikkelige efterkommelse er påkrævet. Det følger videre af Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 40, § 5, stk. 1, at politihund kan bruges mod passiv modstand, hvis det sker for at sikre gennemførelse af politiets lovlige påbud.

Det er kommissionens opfattelse, at der kun under skærpede betingelser bør være adgang til at anvende stav og hund over for passiv modstand. Efter kommissionens opfattelse bør anvendelse af stav og hund over for passiv modstand alene kunne ske for at gennemføre uopsættelige tjenestehandlinger, og kun når andre og mindre indgribende midler skønnes åbenbart uegnede. Politikommissionens forslag til bestemmelser om anvendelse af stav og hund over for passiv modstand vil i praksis medføre, at politiet først og fremmest skal overveje at anvende gas i situationer, hvor en større menneskemængde alene yder passiv modstand.

Det fremgår af den gældende kundgørelse om stav § 2, nr. 2, at politiet for så vidt angår gennemførelse af anholdelser kun må anvende stav, hvis der er tale om gennemførelse af anholdelse af ”farlige lovovertrædere”.

Efter kommissionens opfattelse bør denne bestemmelse ikke opretholdes. Kommissionen finder, at politiet ikke bør være fuldstændig afskåret fra efter omstændighederne – og eventuelt som sidste udvej – at anvende stav med henblik på at pågribe en ikke-farlig person.

En række bestemmelser i Rigspolitichefens kundgørelser om skydevåben, stav og hund, f.eks. regler om anvendelse af stav og hund under kommando og bestemmelser om indberetning, er ikke medtaget i Politikommissionens forslag til bestemmelser om disse magtmidler. Der vil derfor også fremover være behov for en supplerende administrativ regulering på området. Endvidere kan der være behov for at fastsætte andre uddybende regler eller regler om anvendelse af andre magtmidler. Politikommissionens lovudkast indeholder i § 19 hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas, og at justitsministeren i øvrigt kan fastsætte nærmere regler om politiets anvendelse af magt.

Efter kommissionens opfattelse bør det i den forbindelse overvejes fremover at fastsætte sådanne regler i bekendtgørelsesform i stedet for ved kundgørelser.

Der henvises til betænkningen side 128-134.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan med enkelte ændringer, der i det væsentlige er af redaktionel karakter, tiltræde Politikommissionens udkast til bestemmelser om politiets anvendelse af magt.

Som følge af indsættelsen af lovforslagets § 6 om visitation mv. på bestemte steder, jf. pkt. 5.2. ovenfor, indeholder lovforslagets § 15, der svarer til § 13 i Politikommissionens lovudkast, et nyt nummer, hvorefter politiet kan anvende magt med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.

Der henvises til lovforslagets §§ 14-21 samt bemærkningerne hertil.

7. Politiets selvhjælpshandlinger

7.1. Gældende ret

I loven fra 1871 om politiet uden for København er der i § 6, stk. 3, hjemmel til, at politiet kan udføre eller lade udføre selvhjælpshandlinger, når den, der efter politivedtægten er forpligtet til at handle, undlader dette.

Bestemmelsen i politilovens § 6, stk. 3, er i det væsentligste gentaget i normalpolitivedtægtens § 62 og i politivedtægten for København § 68 . Det følger af stk. 1 i disse bestemmelser, at politiet, når nogen undlader, hvad der påhviler ham eller hende ifølge vedtægten eller de i medfør af denne trufne bestemmelser, kan lade det udføre eller træffe andre foranstaltninger til at forhindre, at forsømmelsen afstedkommer skade. I stk. 2 bestemmes, at omkostningerne herved skal udredes af den ansvarlige. Det samme gælder omkostninger ved foranstaltninger, som politiet træffer for at forhindre forestående eller standse endnu ikke fuldførte handlinger, der er forbudt ved eller i henhold til vedtægten.

Betingelserne for, at politiet kan foretage selvhjælpshandlinger er således, at den ansvarliges handlepligt følger af politivedtægten eller bestemmelser truffet i medfør af denne, og at den ansvarlige har forholdt sig passiv. Det er endvidere en forudsætning, at politiets foranstaltninger er nødvendige for at forhindre, at den ansvarliges forsømmelse medfører skade på person eller ikke ubetydelig skade på ting. Politiet må ikke foretage foranstaltninger, som går ud over, hvad der under hensyn til den foreliggende fare er nødvendigt og forsvarligt. Politiets indgriben er endvidere betinget af, at den ansvarlige har fået en henstilling om at bringe forholdet i orden.

Herudover er der i særlovgivningen hjemmel til, at politiet i nærmere angivne tilfælde kan foretage selvhjælpshandlinger.

Politiet vil endvidere efter almindelige principper om uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio) kunne foretage handlinger med henblik på at afværge et formueretligt tab i situationer, hvor den, på hvis vegne handlingen foretages, selv er forhindret i at varetage sine interesser.

Der henvises til betænkningens side 238-239.

7.2. Politikommissions overvejelser

Politikommissionen foreslår i kapitel 5 i kommissionens lovudkast en bestemmelse om politiets selvhjælpshandlinger.

Bestemmelsen supplerer lovudkastets kapitel 3 om politiets indgreb og kapitel 4 om politiets anvendelse af magt ved at give hjemmel til, at politiet under visse betingelser kan foretage selvhjælpshandlinger med henblik på at varetage hensynet til den offentlige orden samt enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Iværksættelse af selvhjælpshandlinger kan være aktuel i situationer, hvor en borger ikke opfylder en handlepligt over for det offentlige. Selvhjælpshandlingen indebærer, at politiet udfører eller lader udføre det arbejde, som påhviler den pågældende borger, med henblik på at sikre, at den ansvarlige borgers passivitet ikke får skadevirkninger i forhold til omverdenen.

Det er forudsat, at bestemmelsen suppleres af de almindelige regler om handlinger foretaget som led i uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio), jf. ovenfor under pkt. 7.1.

Kommissionen forudsætter, at den almindeligt gældende praksis, hvorefter politiet alene kræver betaling for udgifter til selvhjælpshandlinger, når den ansvarlige har handlet culpøst, videreføres. Kommissionen har i den forbindelse anført, at det kan overvejes at fastsætte retningslinier for, hvornår politiet i disse tilfælde bør opkræve afholdte udgifter på området.

Der henvises nærmere til betænkningens side 238-242.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde Politikommissionens forslag til bestemmelse om politiets selvhjælpshandlinger, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 22 samt bemærkningerne hertil.

I lyset af Politikommissionens bemærkninger vil Justitsministeriet overveje behovet for eventuelt at fastsætte nærmere retningslinier for, hvornår politiet bør opkræve afholdte udgifter til selvhjælpshandlinger, og drøfte dette med Rigspolitichefen.

8. Bemyndigelsesbestemmelser

8.1. Gældende ret

8.1.1. Politivedtægter

Politiloven fra 1863 om Københavns politi § 8 og politiloven fra 1871 om politiet uden for København §§ 1-2 indeholder i dag hjemmel til udstedelse af politivedtægter vedrørende den offentlige orden, herunder hjemmel til at fastsætte, at overtrædelse af politivedtægterne kan straffes med bøde.

Der er i dag udstedt lokale politivedtægter for samtlige landets 54 politikredse. For at sikre ensartetheden af de enkelte politikredses politivedtægter har Justitsministeriet udstedt normalpolitivedtægter, som danner grundlag for udarbejdelsen af de lokale politivedtægter. Den seneste normalpolitivedtægt er fra 1968, jf. Justitsministeriets meddelelse nr. 203 af september 1968 med senere ændringer. Det fremgår af Justitsministeriets meddelelse, at normalpolitivedtægten skal tjene som forbillede ved udarbejdelsen af nye politivedtægter eller ændringer i gældende politivedtægter. Det anføres videre, at væsentlige afvigelser fra normalpolitivedtægtens tekst ikke kan forventes godkendt af Justitsministeriet, medmindre ganske særlige omstændigheder taler for det.

Der henvises til betænkningens side 26-28.

8.1.2. Midlertidige foranstaltninger

Politiet kan i dag træffe beslutning om midlertidige foranstaltninger, som indebærer generelle forbud og/eller påbud rettet mod borgerne, f.eks. forbud mod brug af åben ild i eller nær skove i sommerperioder eller forbud mod færdsel på isen i bestemte områder i vinterperioder.

Politiet kan med hjemmel i retsplejelovens § 108 udstede påbud om midlertidige foranstaltninger med henblik på opretholdelse af sikkerhed, fred og orden. Det er i disse tilfælde som udgangspunkt en forudsætning, at der foreligger en konkret og nærliggende fare for de nævnte beskyttelsesinteresser. Påbud i medfør af retsplejelovens § 108 udstedes som udgangspunkt til de nærmere angivne personer, der udgør en fare for sikkerhed, fred og orden.

Politiet kan endvidere i medfør af §§ 8 og 9 i loven om Københavns politi og § 7 i loven om politiet uden for København træffe midlertidige foranstaltninger i form af forbud eller påbud af mere generel karakter, som ikke retter sig mod en på forhånd nærmere afgrænset personkreds. Sådanne midlertidige foranstaltninger skal offentliggøres. Manglende efterlevelse af midlertidige foranstaltninger kan straffes med bøde og i visse tilfælde hæfte.

Der henvises nærmere til betænkningens side 23-26.

8.2. Politikommissionens overvejelser

Politikommissionen foreslår i kapitel 6 i kommissionens lovudkast bestemmelser, som bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler, som viderefører en regulering med strafsanktionerede regler ud fra de hensyn, der i dag ligger bag reglerne i politivedtægterne .

Efter bestemmelsen i Politikommissionens lovudkast § 21 kan justitsministeren fastsætte regler om sikring af den offentlige orden mv. Det følger heraf, at området fremover skal reguleres ved bekendtgørelse. Politikommissionen finder i den forbindelse, at det vil være naturligt, at justitsministeren forinden udstedelsen drøfter det nærmere indhold af bekendtgørelsen med de lokale politimestre samt med repræsentanter for amter og kommuner.

Det forudsættes, at en bekendtgørelse om sikring af den offentlige orden mv. som udgangspunkt viderefører de centrale bestemmelser i normalpolitivedtægten. Bestemmelsen indeholder derfor en opregning af de områder, som efter gældende ret er reguleret i normalpolitivedtægten. Opregningen i bestemmelsen er ikke udtømmende. Nye regler eller revision af gældende regler, som er begrundet i de hensyn, der er nævnt i bestemmelsen, vil således kunne udstedes i medfør af bestemmelsen.

Politikommissionen foreslår endvidere som § 22 i kommissionens lovudkastet, at der kan fastsættes lokale politivedtægter, hvis særlige lokale forhold tilsiger det. Det kan f.eks. være lokale regler om færdsel på nærmere angivne søer, fiskeri fra nærmere angivne lokaliteter samt henkastning af genstand på offentlig badestrand.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til lokalt helt eller delvis at ophæve den regulering, der fastsættes i bekendtgørelsesform efter § 21 i kommissionens lovudkastet. Der kan således ikke i medfør af § 22 i kommissionens lovudkast fastsættes regler om, at en eller flere bestemmelser i en bekendtgørelse udstedt i medfør af § 21 ikke skal være gældende i den pågældende politikreds.

Udstedelse af lokale politivedtægter vil endelig være betinget af, at lokale forhold tilsiger det. Dette indebærer, at udstedelse af politivedtægter skal kræve en særlig begrundelse.

Lokale politivedtægter skal udfærdiges efter forslag fra politimesteren, som dog forinden skal drøfte forslaget med den eller de berørte kommuner.

Der henvises til betænkningens side 242-245.

8.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan med enkelte ændringer af redaktionel karakter tiltræde Politikommissionens forslag til bemyndigelsesbestemmelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets §§ 23-24 samt bemærkningerne hertil.

9. Erstatning

9.1. Gældende ret

Krav om erstatning i anledning af politiets indgreb eller andre dispositioner uden for strafferetsplejen vurderes i dag på grundlag af dansk rets almindelig erstatningsregler, således at der ydes erstatning, hvis politiet har handlet culpøst. Rigspolitichefen træffer afgørelse i alle sager med krav om erstatning på mere end 5.000 kr., mens sager om mindre beløb afgøres af de lokale politimestre (politidirektøren). Afgørelser truffet af Rigspolitichefen eller de lokale politimestre (politidirektøren) kan påklages til Justitsministeriet. I forbindelse med Politikommissionens drøftelse af mindretallets forslag, jf. nedenfor under pkt. 9.2., har Rigspolitichefen oplyst, at man ved afgørelse af spørgsmål om erstatning anlægger en for politiet streng culpavurdering. Rigspolitichefen har endvidere oplyst, at langt de flest erstatningskrav imødekommes, jf. betænkningen side 135 og 138. Et afslag på erstatning vil endvidere kunne indbringes for retten af den erstatningssøgende.

For så vidt angår politiets beslutninger om at frihedsberøve personer uden for strafferetsplejen er der efter gældende ret en særlig nem adgang for borgerne til at få prøvet lovligheden af frihedsberøvelsen samt krav om erstatning i anledning heraf. Det følger af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 43 a, at den, der administrativt har været berøvet sin frihed, kan fremsætte begæring om prøvelse af lovligheden af frihedsberøvelsen over for den myndighed, der har truffet beslutning om frihedsberøvelsen. Den pågældende myndighed skal herefter inden for en nærmere fastsat frist forelægge sagen for retten. Eventuelt krav om erstatning for ulovlig frihedsberøvelse kan efter begæring pådømmes i forbindelse med sagen om prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed.

9.2. Politikommissionens overvejelser

Spørgsmålet om erstatning i anledning af politiets indgreb har været drøftet i Politikommissionen. Kommissionens flertal anfører, at spørgsmålet ikke er omfattet af kommissionens kommissorium, og at man derfor ikke har fundet grundlag for at tage nærmere stilling til spørgsmålet om erstatning i anledning af politiets indgreb eller andre dispositioner foretaget med hjemmel i de foreslåede bestemmelser i kommissionens lovudkast.

Et mindretal (professor, dr. jur. Eva Smith og medlem af det underudvalg, der har lavet udkast til kommissionens lovudkast, professor, lic. jur. Gorm Toftegaard Nielsen) foreslår, at der i loven fastsættes bestemmelser om adgang til erstatning i anledning af politiets indgreb uden for strafferetsplejen svarende til de regler, som efter retsplejelovens kapitel 93 a gælder for erstatningskrav inden for strafferetsplejen. Det indebærer, at borgere, der mener at have et krav på erstatning på grund af et indgreb, inden en bestemt frist vil kunne fremsætte kravet over for politiet og, hvis kravet ved endelig administrativ afgørelse afvises, begære kravet indbragt for retten. En retssag vil efter mindretallets forslag skulle behandles i strafferetsplejens former, og den erstatningssøgende vil have krav på beskikkelse af en advokat.

Mindretallet henviser som begrundelse for forslaget bl.a. til, at borgere, som politiet foretager indgreb over for uden for strafferetsplejen, og som mener at have lidt et tab derved, bør ligestilles med borgere, der mener at have lidt et tab ved politiets indgreb inden for strafferetsplejen.

Der henvises nærmere til betænkningen side 135-139 og side 148.

9.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget overvejet mindretallets forslag om en særlig adgang til domstolsprøvelse af krav om erstatning i anledning af politiets indgreb mv. uden for strafferetsplejen.

Som det fremgår af pkt. 9.1., er der i dag mulighed for at få prøvet et erstatningskrav uden for strafferetsplejen både administrativt og retligt. Hertil kommer, at den særlige adgang inden for strafferetsplejen til at få prøvet erstatningskrav er begrundet i, at der kan være tale om meget intensive indgreb for den enkelte, som f.eks. varetægtsfængsling. Erstatningskrav uden for strafferetsplejen vil normalt ikke vedrøre indgreb af tilsvarende intensitet. Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at der er behov for bestemmelser om en særlig let adgang til domstolsprøvelse af krav om erstatning i anledning af politiets indgreb mv. uden for strafferetsplejen.

10. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for politiet af betydning.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for kommunerne, erhvervslivet og borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

	Positive konsekvenser/ mindre udgifter	Negative konsekvenser/ Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for staten.	Ingen	Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner.	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen	Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet og borgerne	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne	Ingen	Ingen
Miljømæssige konsekvenser	Ingen	Ingen
Forholdet til EU-retten	Ingen EU-retlige aspekter

11. Hørte myndigheder mv.

Politikommissionens betænkning nr. 1410/2002 om politilovgivning har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Rigsadvokaten, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen af vicestatsadvokater, assessorer og statsadvokatfuldmægtige, Politiforbundet i Danmark, Landsklubben HK Politiet, Det Kriminalpræventive Råd, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommune.

Lovforslagets bestemmelser om visitation mv. på bestemte steder med henblik på at kontrollere, om nogen er i besiddelse af eller bærer våben, har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenterne for retterne i Århus, Aalborg, Odense og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Erstatningsnævnet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Danmarks Idræts-Forbund, Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd, Danmarks Jægerforbund, Dansk Land- og Strandjagt og Vaabenhistorisk Selskab.

 

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Politiets formål og virke

Til § 1

Lovforslagets § 1 beskriver formålet med politiets virksomhed.

Bestemmelsen er en hensigtserklæring og indebærer, at politiets udvikling skal styres under hensyntagen til de nævnte formål.

Efter bestemmelsens 1. pkt. har politiet til formål at ”virke” for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Det indebærer, at politiet ikke kan begrænse sin virksomhed til reaktivt at sætte ind over for aktuel eller allerede begået kriminalitet. Politiet må også ved en offensiv indsats søge at forbedre den almindelige tryghed mv. i samfundet, f.eks. ved at have en sådan viden om og kontakt med lokalsamfundet, at konflikter og uroligheder kan tages i opløbet. Det indebærer endvidere, at politiet i dets virksomhed har som mål at afværge de farer, der måtte true de nævnte beskyttelsesinteresser.

Udtrykket ”tryghed” indebærer, at politiet har til formål at bidrage til befolkningens almindelige tryghed. Dette skal ske ved, at politiets virksomhed udøves på en betryggende måde, og herudover skal virksomhedsudøvelsen fremstå betryggende. Politiet skal arbejde for, at borgerne skal være trygge, og at borgerne skal have følelsen af tryghed.

Udtrykkene ”sikkerhed, fred og orden” omfatter i overensstemmelse med en nutidig forståelse heraf samfundets og enkeltpersoners sikkerhed mod at blive udsat for forbrydelser, ulykker eller ordensforstyrrelser mv. Sikkerheden mod at blive udsat for forbrydelser omfatter enhver strafbelagt bestemmelse. Herudover er enkeltpersoners sikkerhed mod at blive udsat for overgreb fra statsmagtens side omfattet. Politiet skal således også medvirke til at sikre borgernes retssikkerhed.

Efter bestemmelsens 2. pkt. skal politiet fremme dets formål gennem ”forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed”. Politiets formål skal således ikke alene fremmes gennem traditionelle politimæssige opgaver som forebyggelse og afværgelse af strafbare forhold, opretholdelse af den offentlige orden og sikkerhed mv., men bl.a. også ved at yde borgerne bistand i andre faresituationer eller ved at udføre andre opgaver, som følger af gældende ret, eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. og 3.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 2

Politiets opgaver

Til § 2

Lovforslagets § 2 angiver politiets opgaver.

Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de opgaver, som politiet varetager i dag. Bestemmelsen indebærer ikke, at politiet har en forpligtelse til altid at handle i de angivne tilfælde. Politiets handlepligt vil afhænge af, hvad der i forhold til den konkrete situation må antages at følge af lovforslagets øvrige bestemmelser eller anden lovgivning, herunder navnlig retsplejelovens regler.

§ 2, nr. 1 , indebærer, at politiet skal medvirke til at forebygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Bestemmelsen omfatter politiets forebyggende virksomhed, herunder politiets holdningsbearbejdende, vejledende og generelt regulerende arbejde, som f.eks. politiets kriminalitets-forebyggende og kriminalpræventive virksomhed, SSP-samarbejdet mellem politi, skole og socialforvaltning samt arbejdet i forbindelse med Det Kriminalpræventive Råd.

Bestemmelsen omfatter endvidere foranstaltninger i relation til konkrete situationer, som har til hensigt umiddelbart at regulere borgernes adfærd. Det kan f.eks. være afspærring af farlige områder med henblik på at forebygge fare for ulykker eller afspærring af områder og visitation af publikum i forbindelse med større arrangementer for at forebygge fare for ordensforstyrrelser.

§ 2, nr. 2, angiver, at politiet har til opgave at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Bestemmelsen henviser til politiets fareafværgende opgaver uden for strafferetsplejen, hvor der foreligger en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

§ 2, nr. 3, angiver, at politiet har til opgave at bringe strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold. Bestemmelsen henviser til politiets virksomhed inden for strafferetsplejen, der er nærmere reguleret i retsplejeloven.

§ 2, nr. 4, indebærer, at politiet kan yde borgerne bistand i andre faresituationer end de, der er nævnt i nr. 2 og 3. Bestemmelsen henviser til en lang række opgaver, der bedst kan karakteriseres som hjælp til borgerne i situationer, der ligger i forlængelse af de primære politiopgaver eller i øvrigt har en saglig tilknytning til politiets primære opgaver. Bestemmelsen omfatter alene situationer, hvor der (endnu) ikke foreligger en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, og hvor politiet derfor ikke kan benytte sig af indgreb.

Politiets bistand til borgerne i disse tilfælde kan f.eks. være hjemtransport af personer efter et trafikuheld, hjemtransport af spirituspåvirkede personer, der skønnes hjælpeløse uden at være til konkret fare for sig selv eller andre, opsamling af personer, der er faret vild eller sidder fast i sneen, efterlysning af savnede samt vejledning og kontaktskabende indsats over for syge og hjælpeløse.

Politiet er som udgangspunkt ikke forpligtet til at udføre sådanne hjælpeopgaver. Politiet skal imidlertid – som andre forvaltningsmyndigheder – udøve ”god forvaltningsskik”. Rækkevidden heraf må bero på en konkret vurdering af den aktuelle situation. Ved vurderingen af, om politiet bør udføre en hjælpeopgave, må navnlig indgå, om varetagelse af den konkrete hjælpeopgave har en naturlig tilknytning til politiets virksomhed, om der i offentligheden er en almindelig forventning om, at politiet varetager en sådan opgave, og om varetagelse af opgaven er udtryk for en fornuftig prioritering af politiets ressourcer.

§ 2, nr. 5, angiver, at politiet har til opgave at udføre kontrol- og tilsynsopgaver efter gældende ret. Bestemmelsen henviser til de tilsyns- og kontrolopgaver, som politiet efter en række særlove selvstændigt skal varetage inden for den pågældende lovgivnings område. Det gælder f.eks. inden for færdselsloven, dyreværnsloven, restaurationsloven, inkassoloven, lov om vagtvirksomhed og våbenloven.

§ 2, nr. 6, omhandler politiets bistand til andre myndigheder efter gældende ret. Bestemmelsen omfatter navnlig tilfælde, hvor politiet efter anmodning fra en særmyndighed bistår med at påse overholdelse af love og vedtægter inden for særmyndighedens område. Det kan f.eks. være bistand til toldvæsnet, arbejdstilsynet eller miljømyndighederne.

Bestemmelser om politiets bistand kan være affattet således, at politiet er forpligtet til at yde den beskrevne bistand. Politiets bistand til andre myndigheder vil ofte forudsætte anvendelse af magt, f.eks. ved at skaffe særmyndigheden adgang til en aflåst lokalitet. Det er i sådanne tilfælde politiet, der skønner, om betingelserne for at anvende magt er til stede, herunder om magtanvendelse i den konkrete situation vil være i overensstemmelse med de almindelige krav om nødvendighed, proportionalitet og anvendelse af mindst indgribende middel, jf. lovforslagets § 16. Politiet kan således – uanset om politiet efter lovgivningen er forpligtet til at yde særmyndigheden bistand – efter en konkret vurdering afstå fra at imødekomme en anmodning om bistand, hvis bistanden vil forudsætte magtanvendelse, som der efter politiets skøn ikke er grundlag for.

Bistand til andre myndigheder er som politiets øvrige opgaver underlagt politiets prioritering af ressourcerne. Politiet vil derfor i givet fald kunne afslå en konkret anmodning om bistand til en anden myndighed ud fra hensynet til at kunne varetage mere presserende opgaver.

§ 2, nr. 7, indebærer, at politiet kan udføre andre opgaver, som følger af gældende ret eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virksomhed. Bestemmelsen er en opsamlingsbestemmelse for opgaver, der er pålagt politiet, eller som politiet selv har påtaget sig, og som ikke er omfattet af § 2, nr. 1-6.

Bestemmelsen omfatter navnlig de mange opgaver af forvaltningsmæssig karakter, som politiet er pålagt ved lov eller i kraft af at være underlagt Justitsministeriet. Politiets opgaver herefter kan være som afgørelsesmyndighed eller kan udgøre forberedende sagsbehandling for en anden myndighed. Som eksempler kan nævnes forvaltning af hittegods, pas, kørekort, motorvæsen, jagttegn, sager om udlændinges ophold her i landet og næringsvirksomhed. Endvidere kan nævnes hjælpeopgaver, som gennem årene er pålagt politiet, idet ingen anden myndighed varetager disse opgaver, f.eks. underretning af slægtninge ved dødsfald og visse samtaler af social karakter, herunder med parterne i sager om husspektakel .

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2. og 4.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til kapitel 3

Politiets indgreb

Lovforslagets kapitel 3 regulerer politiets indgreb og indeholder først en almindelig bestemmelse om politiets indgreb i § 3. I §§ 4-6 reguleres politiets indgreb i forhold til orden og sikkerhed. §§ 7-9 regulerer politiets opgaver og indgreb i forbindelse med offentlige forsamlinger og opløb, og i §§ 10-13 er fastsat bestemmelser om politiets opgaver og indgreb i forhold til svage og udsatte personer.

Almindelig bestemmelse

Til § 3

Lovforslagets § 3 indeholder en almindelig bestemmelse om, at politiets indgreb over for borgerne forudsætter hjemmel i lovgivningen. Bestemmelsen fastlægger, hvornår politiet kan foretage indgreb over for borgerne uden for strafferetsplejen. Politiet kan således ik ke foretage indgreb over for borgerne i andre situationer end dem, der følger af lovforslagets §§ 4-13 eller af anden lovgivning.

Anden lovgivning omfatter først og fremmest lovbestemmelser, f.eks. retsplejelovens bestemmelser om straffeprocessuelle indgreb. Anden lovgivning omfatter endvidere bestemmelser udstedt i medfør af lov. Efter omstændighederne kan hjemmel til politiets indgreb også følge af en analogi af sådanne bestemmelser.

Der kan være andet grundlag for politiets indgreb, herunder sædvaneret og almindelige nødretlige principper. De situationer uden for strafferetsplejen, der – ud over, hvad der på særligt regulerede områder følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov – kan berettige indgreb, er i videst muligt omfang søgt dækket ind af de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §§ 4-13. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i praksis vil kunne forekomme andre situationer, hvor indgreb vil kunne foretages på andet grundlag, herunder sædvane eller almindelige nødretlige betragtninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.1.2.1. og 5.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Orden og sikkerhed

Til § 4

Lovforslagets § 4 regulerer politiets opgaver og indgreb i relation til fare for orden og sikkerhed.

Bestemmelsen tilsigter alene at præcisere gældende ret i de tilfælde, hvor retsplejelovens § 108 allerede i dag danner grundlag for indgreb over for borgerne.

§ 4, stk. 1, indebærer, at politiet skal forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare, men hvor omstændighederne ved situationen i øvrigt tilsiger, at der er behov for en politimæssig indsats i form af forebyggende foranstaltninger med henblik på at regulere borgernes adfærd.

Foranstaltninger af mere alment forebyggende karakter som f.eks. kriminalpræventivt arbejde eller anden holdningsbearbejdende og vejledende virksomhed, almindelig patruljering på offentlige steder mv. er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.

Politiets adgang til med hjemmel i anden lovgivning, f.eks. færdselslovens § 4, at iværksætte forebyggende foranstaltninger, der har karakter af indgreb over for borgerne, berøres ikke af bestemmelsen i lovudkastets § 4.

§ 4, stk. 2, angiver de indgreb, politiet kan foretage for at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Formålet med foranstaltninger efter § 4 skal være at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Forebyggelse af ”fare for forstyrrelse af den offentlige orden” eller fare for enkeltpersoner kan f.eks. være nødvendigt i forbindelse med større arrangementer som cykelløb i byområder, hvor politiet kan afspærre områder med henblik på at forebygge, at der opstår farlige situationer i forhold til trafikken og publikum. Fare for forstyrrelse af den offentlige orden kan endvidere foreligge ved arrangementer, som indebærer risiko for voldelige sammenstød mellem forskellige grupperinger. Det kan f.eks. være i forbindelse med demonstrationer, der indebærer en risiko for sammenstød med moddemonstranter, eller ved fodboldkampe, der indebærer risiko for sammenstød mellem tilhængere af de forskellige fodboldhold. Politiet kan i sådanne tilfælde på forhånd afspærre områder for at holde disse grupperinger adskilt eller foretage adgangskontrol ved indgangen til området for at finde kasteskyts eller lignende.

Forebyggelse af ”fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed” kan f.eks. også være nødvendigt for at modvirke, at personer udsætter sig selv for at komme til skade som følge af ulykker. Politiet vil således f.eks. kunne afspærre forfaldne bygninger eller kystområder med jordskred for at forebygge, at en eller flere personer kommer til skade.

Formålet med politiets indgreb kan også være at forebygge forstyrrelser af hjælpearbejde mv., hvor tilskueres tilstedeværelse vil kunne forhindre redningsmandskab i at komme frem med deraf følgende fare for tilskadekomnes sikkerhed.

Efter bestemmelsen kan politiet rydde og afspærre områder og etablere adgangskontrol til områder i det omfang, det er nødvendigt for at forebygge faren.

Udtrykket ”områder” skal forstås bredt og omfatter bl.a. udendørs arealer, overdækkede arealer, bygninger, bygningskonstruktioner mv.

De indgreb politiet kan foretage efter bestemmelsen er for det første at ”rydde og afspærre områder”. Dette indebærer, at politiet kan påbyde personer at fjerne sig fra området. Politiet kan endvidere og som mindre indgribende foranstaltninger give de påbud inden for området, der er nødvendige for at forebygge faren. Ofte vil et område blive ryddet med henblik på, at området kan afspærres. Det er imidlertid ikke en betingelse for at kunne rydde et område, at formålet hermed er at afspærre området. Der stilles ikke krav til, hvordan politiet afspærrer området. Afspærring kan ske ved etablering af egentlig fysisk afspærring ved afspærringsbånd eller barrierer, men kan også ske ved, at politiet danner kædeformation eller mundtligt eller ved skiltning forbyder personer at bevæge sig ind på området.

Politiet kan efter bestemmelsen endvidere ”etablere adgangskontrol til områder”.

Etablering af adgangskontrol til et område indebærer, at politiet kan afvise personer fra området eller betinge en persons adgang til området af, at politiet visiterer den pågældende, undersøger tøj eller genstande i den pågældendes besiddelse, herunder køretøjer og lignende med henblik på at vurdere, om det er forsvarligt at give personen adgang til området.

Etablering af adgangskontrol kan f.eks. ske i i forbindelse med arrangementer, der erfaringsmæssigt kan udvikle sig til uroligheder, f.eks. visse fodboldkampe. Adgangskontrol vil bl.a. også kunne etableres i forbindelse med arrangementer, der indebærer særlige sikkerhedsrisici for enkeltpersoner, f.eks. besøg af statsoverhoveder.

Er en person i besiddelse af farlige genstande, som den pågældende ikke vil aflevere, vil politiet kunne afvise vedkommende fra arrangementet. Bestemmelsen indeholder derimod ikke hjemmel til at fratage en person genstande imod den pågældendes vilje. Hjemmel hertil skal i givet fald søges i kapitlets øvrige bestemmelser om indgreb om for borgerne, eller hvis der er tale om ulovlige genstande retsplejelovens regler om beslaglæggelse og straffelovens regler om konfiskation.

De i bestemmelsen nævnte foranstaltninger kan iværksættes i det omfang, det er ”nødvendigt” for at forebygge fare for ordensforstyrrelser eller sikkerheden. Bestemmelsen suppleres af det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, hvorefter der skal være et rimeligt forhold mellem det konkrete indgreb og den fare, der søges forebygget ved indgrebet.

Der kan herefter ikke iværksættes forebyggende foranstaltninger andre steder end i det geografiske område, hvor der er en potentiel sikkerhedsrisiko, f.eks. ved en bygning med nedstyrtningsfare, i et område med risiko for jordskred, eller i det område, hvor den begivenhed, der giver anledning til foranstaltningerne, skal finde sted. Den nærmere udstrækning af det geografiske område vil afhænge af en konkret vurdering af risikoen i hvert enkelt tilfælde.

Omfanget af afspærring og adgangskontrol må ikke gå videre, end hvad den konkrete situation berettiger til. Visse arrangementer kan være af en så særlig karakter, at det må accepteres, at politiet iværksætter omfattende forebyggende foranstaltninger, f.eks. i forbindelse med besøg af særligt udsatte statsoverhoveder eller i forbindelse med arrangementer, som erfaringsmæssigt indebærer voldsomme uroligheder.

Det beror på en konkret vurdering, hvad der i den givne situation er nødvendigt for at forebygge fare. Der må tillægges politiet en vis margin i forbindelse med denne vurdering.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.1.2.2. og 5.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 5

Lovforslagets § 5 regulerer politiets opgaver og indgreb i relation til afværgelse af fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed generelt.

Formålet med bestemmelsen er først og fremmest at tilvejebringe udtrykkelig hjemmel til de indgreb, der i dag støttes på retsplejelovens § 108. Bestemmelsen angiver samtidig nærmere betingelser for politiets anvendelse af indgreb.

§ 5, stk. 1, indebærer, at politiet har til opgave afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Stk. 1 afgrænser samtidig det område, som kan begrunde politiets indgreb efter bestemmelsens stk. 2-4.

Bestemmelsen er affattet som en generel hjemmel for politiets fareafværgende indgreb. Der er således ikke med bestemmelsen gjort udtømmende op med, i hvilke situationer politiet kan foretage indgreb for at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Bestemmelsens anvendelsesområde vil navnlig være tilfælde, hvor en person udgør en fare for andre eller den offentlige orden eller sikkerhed. Situationer, hvor indgrebet er begrundet i hensynet til den pågældende selv, vil som udgangspunkt være omfattet af de særlige bestemmelser om børn, berusede samt syge og hjælpeløse i lovforslagets §§ 10-13.

Efter bestemmelsen har politiet ”til opgave” at afværge fare. Dette indebærer, at politiet har mulighed for at foretage en konkret afvejning af, om navnlig ordenshensyn er så tungtvejende, at der bør gribes ind over for en konkret forstyrrelse. Politiets overordnede forpligtelse til at opretholde sikkerhed, fred og orden, vil f.eks. kunne betyde, at politiet i situationer, hvor der er tale om mindre lovovertrædelser, vil skulle foretage en helt konkret afvejning mellem hensynet til forfølgning af disse lovovertrædelser og ønsket om at sikre et større gode, nemlig en hindring af, at uroen spredes eller eskalerer.

Omvendt skal politiet som udgangspunkt altid gribe ind i situationer, hvor der foreligger fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Hensynet til sikkerheden er så tungtvejende, at politiet i sådanne situationer kun helt undtagelsesvist kan undlade at gribe ind. Det vil i praksis formentlig kun være aktuelt i situationer, hvor politiet på stedet er talmæssigt underlegne, og det af hensyn til de tilstedeværende politifolks egen sikkerhed vil være uforsvarligt ikke at lade politiets indgreb afvente forstærkninger.

Efter bestemmelsen har politiet bl.a. til opgave at afværge fare for forstyrrelser af ”den offentlige orden”.

Forstyrrelse af den offentlige orden omfatter f.eks. gadeuorden, værtshusuorden, uanstændig adfærd, støjende adfærd og krænkelse af fællesgoder som monumenter og lign. Forstyrrelse af den offentlige orden vil endvidere kunne være f.eks. slagsmål, bålafbrænding, uroligheder i tilknytning til fodboldkampe, fysiske blokader, husbesættelser, høj musik på offentligt sted eller fra en ejendom, skrigen og råben, tuden med sirener mv. Også hensynet til myndighedsudøvelse kan være omfattet. Politiet vil således af hensyn til en uhindret udførelse af sine opgaver efter omstændighederne kunne påbyde tilskuere at holde en vis afstand til politiforretninger, ulykkessteder og lign.

Den nærmere fastlæggelse af udtrykket den offentlige orden afhænger i øvrigt af, hvad der må anses for en almindeligt accepteret adfærd i samfundet, og begrebet kan ændre sig med tiden og samfundsudviklingen.

Bestemmelsen omfatter alene forstyrrelser af den ”offentlige” orden. Forstyrrelser, der er foregår inden for hjemmets fire vægge, falder derimod uden for bestemmelsen. Politiet vil således ikke efter bestemmelsen kunne gribe ind over for høj musik, skænderier og verbale forulempelser mv., som ikke samtidig forstyrrer omkringboende eller andre. Heller ikke et privat skænderi på offentlig vej vil være omfattet, medmindre det er til gene for omkringboende eller andre.

Bestemmelsen omfatter endvidere fare for ”enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed”. Dette omfatter fare for borgernes liv, helbred eller ejendom i forbindelse med ulykker, sygdom mv. Det er uden betydning, om faren er opstået som følge af andre personers adfærd eller skyldes naturskabte begivenheder, som f.eks. kraftig blæst, der medfører risiko for, at en mur vælter ud over en befærdet gade, eller risiko for kemikalieudslip fra en virksomhed eller for jordskred.

Politiet vil i den forbindelse kunne gribe ind over for potentielle ofre ved f.eks. kortvarigt at frihedsberøve en person for at bringe den pågældende ud af en faresituation. Politiet vil endvidere kunne foretage indgreb over for den eller de personer, der selv har sat et farligt begivenhedsforløb i værk.

Politiet vil endvidere i medfør af bestemmelsen kunne gribe ind over for farlige optøjer eller andre forbrydelser, for at bringe den eller de farlige handlinger til ophør eller for at forhindre, at igangværende uroligheder spredes eller kommer ud af kontrol.

Politiet vil også i medfør af bestemmelsen kunne gribe ind over for husspektakler, hvis der er konkret og nærliggende fare for enkeltpersoners sikkerhed.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke – som retsplejelovens § 108 – udtrykket ”fred”. Begrebet er imidlertid dækket af udtrykkene orden og sikkerhed.

§ 5, stk. 2, angiver nogle af de indgreb, som politiet kan foretage for at afværge fare for forstyrrelse af orden eller sikkerhed. Bestemmelsens opregning af indgrebsmuligheder er ikke udtømmende. Der vil således – afhængig af den konkrete situation – kunne foretages andre indgreb end de nævnte, jf. også nedenfor under stk. 3 og 4.

Indgreb kan foretages med henblik på at ”afværge fare”. Indgreb forudsætter således, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Hvorvidt der foreligger den til et indgreb fornødne fare, afhænger af en konkret vurdering af situationen.

Det er ikke en betingelse, at der er realiseret en krænkelse af den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, men der skal være en vis sandsynlighed for, at det vil ske. Et indgreb forudsætter ikke nødvendigvis viden om, hvorledes en krænkelse i detaljer vil udmønte sig, eller hvilke konkrete interesser der vil blive krænket. Endvidere forudsætter en konkret og nærliggende fare ikke nødvendigvis, at faren i tidsmæssig sammenhæng er tæt på at blive realiseret. Det afgørende er sandsynligheden for, at faren vil blive realiseret, hvis ikke politiet griber ind. Hvis f.eks. en person er ved at opstille et musikanlæg med henblik på at forstyrre afviklingen af et politisk møde, kan politiet gribe ind, selvom mødet først starter flere timer senere. Politiet vil efter forslaget f.eks. også kunne gribe ind ved optræk til slagsmål foran et værtshus el. lign., når der er en vis sandsynlighed for, at der ellers vil blive slagsmål og dermed fare for orden og sikkerhed.

Det forhold, at en person er kendt som uromager, kan ikke i sig selv danne grundlag for et indgreb. Tidligere erfaringer med en person – eller en gruppe af personer – vil imidlertid sammen med de konkrete omstændigheder kunne indgå i vurderingen af, om der er en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af orden eller sikkerhed.

Indgreb efter stk. 2 og efter stk. 3, jf. nedenfor, må ikke anvendes med henblik på strafforfølgning. Hvis et forhold må antages at ville medføre strafferetlig forfølgning mod den, der udsættes for indgrebet, skal politiet som udgangspunkt gå frem efter retsplejelovens regler. I den konkrete situation, hvor der er behov for en øjeblikkelig indskriden på grund af en konkret og nærliggende fare for sikkerheden eller den offentlige orden, vil politiet imidlertid ikke være forpligtet til forinden nærmere at vurdere, om hjemmelsgrundlaget for et indgreb formelt vil være retsplejelovens regler eller bestemmelser i denne lov. Der vil derfor kunne forekomme situationer, hvor f.eks. en frihedsberøvelse umiddelbart iværksættes uden for strafferetsplejen, men senere overgår til at være en anholdelse efter retsplejelovens regler, fordi der skønnes at være grundlag for strafforfølgning.

Politiet vil imidlertid i et vist omfang efter en konkret vurdering af situationen kunne vælge at foretage indgreb efter bestemmelsens stk. 2 eller 3, når et strafbart forhold er realiseret, frem for at indlede strafforfølgning. Det vil navnlig være tilfældet i forbindelse med ordensforstyrrelser, hvor der ofte realiseres lovovertrædelser, som ikke altid er af en sådan karakter, at strafforfølgning ubetinget bør indledes. Bestemmelsen begrænser således ikke politiets mulighed for at fastholde den praksis, at overtrædelse af mindre alvorlige bestemmelser, f.eks. politivedtægtens § 3 om forstyrrelse af den offentlige orden, efter en konkret vurdering kan afklares ved et påbud frem for en sigtelse for overtrædelse af politivedtægten.

Politiet skal om muligt anvende det mindst indgribende middel i en given situation, hvor der er behov for at afværge fare. Vurderingen af, hvilke indgreb der bør iværksættes, vil afhænge af en konkret vurdering af situationen.

Endvidere indebærer det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, at politiet alene må foretage indgreb i det omfang, et indgreb er proportionalt i forhold til den fare, der truer de politiretlige beskyttelsesinteresser (orden og sikkerhed). Det kan f.eks. tænkes, at politiet i en situation, hvor mindre indgrebsmidler har vist sig nytteløse, alligevel må afstå fra at gennemføre en frihedsberøvelse, fordi en frihedsberøvelse ikke vil stå i forhold til faren. Mindre ordenskrænkelser vil f.eks. næppe altid kunne danne grundlag for frihedsberøvelse, og politiet må derfor i sådanne tilfælde i stedet overveje at udstede et bødeforelæg i anledning af krænkelsen.

Efter bestemmelsens stk.   2 , nr. 1, kan politiet udstede ”påbud”.

Påbud omfatter, hvad der i den almindelige forvaltningsretlige terminologi betegnes som påbud og forbud, og indebærer en ordre om at foretage eller undlade en bestemt adfærd. Påbud kan være meget varierende i intensitet og kan efter omstændighederne dække over et påbud om at forlade et farligt offentligt område til et påbud om ikke at tage ophold i sit hjem. Et så vidtgående indgreb som påbud om ikke at tage ophold i sit hjem kan f.eks. være nødvendigt, hvis der tæt på hjemmet skal foretages sprængning for at nedrive en bygning, eller der er fare for, at et stort træ vælter ned i hjemmet.

Et påbud vil oftest være en mundtlig ordre rettet mod en eller flere personer, men kan også bestå i fysiske afspærringer af områder ved opstilling af barrierer, eller ved, at politiet stiller sig i en kæde og dermed tilkendegiver, at et område er afspærret. Bestemmelsen supplerer i den forbindelse bestemmelsen i lovforslagets § 4 om politiets forebyggende afspærringer.

Efter bestemmelsens stk. 2 , nr. 2, kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrres den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med politiets adgang til efter nr. 3, jf. nedenfor, at fratage genstande. Bestemmelsen indebærer, at politiet kan foretage legemsbesigtigelse mv. for at fratage personer genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Legemsbesigtigelse af en person omfatter besigtigelse af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lign. af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført. Afgrænsningen svarer til retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 1, om legemsbesigtigelse inden for strafferetsplejen.

Bestemmelsen indeholder endvidere hjemmel til undersøgelse af andet tøj end det, personen er iført, samt andre genstande, herunder køretøjer, i dennes besiddelse. Herefter vil f.eks. tasker, kufferter el. lign. kunne undersøges. Køretøjer skal forstås i overensstemmelse med færdselslovens afgrænsning heraf.

Efter stk. 2 , nr. 3, kan politiet fratage personer genstande. Det er en forudsætning, at fratagelsen – eventuelt sammen med andre indgreb – kan medvirke til at afværge fare for ordensforstyrrelser eller sikkerheden. F.eks. vil en boltsaks og et brækjern kunne fratages en aktionerende, som nærmer sig et indhegnet anlæg.

Bestemmelsen indeholder ikke hjemmel til at konfiskere de pågældende genstande. Genstandene vil således som udgangspunkt skulle tilbageleveres, når den fare, der begrundede fratagelsen, ikke længere er til stede. Viser en genstand sig at være ulovlig, vil politiet herefter skulle følge de regler, der gælder inden for strafferetsplejen.

Anvendelse af indgreb efter nr. 2 og 3 er betinget af, at vedkommende ”formodes” at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Formodningen skal være velbegrundet, f.eks. ved at politiet observerer, at en person forsøger at gemme de omhandlede genstande på kroppen eller i en medbragt taske el.lign., eller modtager troværdige oplysninger om, at en person er i besiddelse af farlige genstande.

Det er endvidere en forudsætning, at politiet har en formodning om, at en ordensforstyrrelse mv. vil blive realiseret, hvis der ikke gribes ind. Der vil således kunne være grundlag for at gribe ind over for en person, som er i besiddelse af spraydåser med maling, hvis den pågældende er ved at forcere indhegningen til et jernbaneterræn midt om natten. Politiet vil derimod ikke have grundlag for at gribe ind, hvis den pågældende træffes i malertøj ved arbejdstids ophør.

§ 5, stk. 3, indeholder hjemmel til, at politiet om nødvendigt kan frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til faren.

Frihedsberøvelse kan alene ske, hvis mindre indgribende midler, herunder navnlig påbud, legemsbesigtigelse og fratagelse af genstande, ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren.

En frihedsberøvelse skal være så kortvarig som muligt. Formålet med frihedsberøvelsen skal indgå i denne vurdering, og personen skal derfor løslades, når de omstændigheder, der gav anledning til frihedsberøvelsen, ikke længere er til stede. Er formålet med indgrebet at bringe en person ud af en faresituation, vil der normalt ikke være grundlag for at indbringe den pågældende til en politistation. Omvendt kan der eventuelt ske indbringelse af en person, der gentagne gange forsøger at forcere afspærringen til et farligt område el.lign.

Frihedsberøvelsen må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer. Fristen skal regnes fra iværksættelse af frihedsberøvelsen. Den tid, der måtte medgå til transport til en politistation, skal således medregnes i fristen. Overskridelse af 6 timers grænsen forudsættes normalt kun at ville kunne ske i forbindelse med aktioner med frihedsberøvelse af et større antal personer, hvor den tid, der vil medgå til transport til politistationen, registrering og identifikation af de frihedsberøvede, i praksis ikke vil gøre det muligt at overholde 6-timers fristen.

Det følger endvidere udtrykkeligt af bestemmelsen, at frihedsberøvelsen skal være så skånsom som mulig. Kravet om skånsomhed indebærer bl.a., at den frihedsberøvede ikke må transporteres og anbringes på en unødigt belastende måde, og at frihedsberøvelsen om muligt skal gennemføres med diskretion.

Efter § 5, stk. 4 , kan politiet skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge fare for den offentlige orden eller fare for sikkerheden.

Politiet kan alene skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted, hvis det er nødvendigt for at afværge en konkret og nærliggende fare den offentlige orden, samt fare for enkelpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i forbindelse med ulykker eller uheld på erhvervsvirksomheder, kemikalieudslip fra en virksomhed eller anden udledning af sundhedsfarlige stoffer. Er der i disse tilfælde ikke andre personer til stede, som på forsvarlig måde kan tage hånd om situationen, kan politiet skaffe sig adgang til virksomheden med henblik på at afværge faren eller begrænse skaden.

Politiet vil endvidere kunne kontakte personer, der færdes i farlige afspærrede områder, f.eks. ved affaldsdepoter, på byggepladser el.lign.

Politiet vil også kunne skaffe sig adgang til private hjem, hvis der foreligger fare for orden og sikkerhed. Det kan f.eks. være nødvendigt i forbindelse med gasudslip, der indebærer fare for omkringboende, eller brud på en vandhane i en lejlighed, der indebærer fare for større materielle skader i ejendommen. Er beboeren ikke til stede, kan politiet eventuelt gå frem efter regler om uanmodet forretningsførelse. Politiet vil også kunne skaffe sig adgang til et privat hjem i forbindelse med husspektakler, hvis det kan befrygtes, at nogen ellers lider personlig overlast.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.1.2.3. og 5.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 6

Bestemmelsen indeholder en hjemmel til, at politiet på steder, hvor der efter våbenlovens § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære kniv mv., kan foretage stikprøvekontrol af, om nogen besidder eller bærer våben, når der er grund til det med henblik på at forebygge alvorlige strafbare handlinger.

I bestemmelsens stk. 1 defineres bestemmelsens anvendelsesområde og de indgreb, som politiet kan foretage i medfør af bestemmelsen, samt formålet med politiets indgreb.

Visitationsbestemmelsens anvendelsesområde er afgrænset til steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer gælder forbud mod at besidde eller bære knive mv. Efter våbenlovens § 4 gælder der et forbud mod at bære kniv på steder, hvor der er almindelig adgang. Området svarer til normalpolitivedtægtens § 3 og omfatter bl.a. gade, vej, pladser, diskoteker, værtshuse, offentlige transportmidler, butikker og offentlige garageanlæg. Justitsministeren har i denne Folketingssamling fremsat lovforslag om ændring af våbenloven, jf. L 97, hvorefter knivforbuddet i våbenlovens § 4 udvides til tillige at omfatte uddannelsessteder samt ungdomsklubber og lign. Knivforbuddet udstrækkes endvidere til at omfatte besiddelse af kniv mv., f.eks. at man har kniven liggende i et køretøj.

Visitationsbestemmelsen i § 6 vil ikke kunne finde anvendelse i boliger, private garager eller andre steder, hvor det ikke er forbudt at besidde eller bære knive mv.

De indgreb, som politiet efter forslaget kan foretage, er at besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer. Besigtigelse af en persons legeme indebærer besigtigelse af legemets ydre samt undersøgelse af det tøj, som den pågældende er iført. Politiets adgang til at undersøge andet tøj end det, som den pågældende er iført, og andre genstande gælder kun i forhold til tøj og genstande, som befinder sig på det sted, som er omfattet af visitationsbeslutningen. Ved genstande forstås bl.a. tasker, kufferter el. lign., som kan være skjulested for våben. Begrebet køretøjer skal forstås, således som dette er afgrænset i færdselsloven. Det betyder, at bl.a. biler, knallerter, motorcykler og cykler vil kunne undersøges.

Undersøgelse af køretøjer omfatter gennemsøgning af køretøjer, som personer, der befinder sig på stedet, har rådighed over. Der vil derimod ikke kunne foretages undersøgelse af f.eks. en parkeret bil, når den, der har rådigheden over bilen, ikke er tilstede. Er den, der råder over en genstand, herunder f.eks. en bil, tilstede, vil det være uden betydning, om genstanden er aflåst eller uaflåst.

Formålet med politiets indgreb skal være at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben. Der kan f.eks. ikke efter bestemmelsen fortages legemsbesigtigelse mv. med henblik på at undersøge, om nogen er i besiddelse af euforiserende stoffer eller andre ulovlige genstande, som ikke er omfattet af våbenloven.

Stk. 2 angiver de nærmere betingelser for, at politiet kan foretage besigtigelse og undersøgelse som angivet i stk. 1. Besigtigelse og undersøgelse kan herefter ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Bestemmelsen indebærer, at der på det pågældende sted skal være en forhøjet risiko for, at der vil forekomme alvorlige strafbare handlinger. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 5.2.4.

I stk. 3 angives de formelle betingelser, som skal være opfyldt, før der kan foretages visitation mv. efter bestemmelsen.

Det foreslås, at beslutning om besigtigelse og undersøgelse skal træffes af politimesteren (politidirektøren) eller den, som denne bemyndiger hertil.

Forslaget indebærer, at beslutningen om at foretage visitation mv. kan ske uden retskendelse. Det er efter bestemmelsen en forudsætning, at visitation af personer og undersøgelse af genstande alene sker efter en forudgående beslutning om stikprøvevis kontrol.

Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.4.

Offentlige forsamlinger og opløb

Til § 7

Lovforslagets § 7 regulerer sammen med lovforslagets § 8 politiets indsats i relation til forsamlinger. Bestemmelsen i § 7 regulerer politiets indsats over for forsamlinger som sådan, mens § 8 regulerer indgreb over for den enkelte forsamlingsdeltager.

Bestemmelsen i § 7 bygger på de principper og den praksis, som inden for rammerne af grundlovens § 79 har udviklet sig med hensyn til beskyttelse af forsamlingsfriheden. Bestemmelsen skal således forstås og administreres i overensstemmelse med disse principper mv.

§  7, stk. 1 , fastslår, at politiet har til opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig.

Bestemmelsen er en hensigtserklæring, og det understreges hermed, at politiet i dets virksomhed skal værne om den grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Politiet skal endvidere i forbindelse med iværksættelse af indgreb over for en forsamling tage hensyn til forsamlingsfriheden. Hvis politiet f.eks. forud for en demonstration mod en ambassade afspærrer et område for at holde demonstranterne i en vis afstand hertil, skal dette således ske under hensyntagen til demonstrationens mulighed for at give sin mening til kende.

Politiet kan også mere generelt bistå en forsamlings ledelse ved planlægningen af et arrangement.

Politiet skal stille personale og materiel til rådighed i det omfang, politiet skønner, dette er nødvendigt for at sikre et arrangements fredelige gennemførelse. Politiet er dog ikke forpligtet til at stille sig til rådighed, hvis der efter en konkret vurdering af oplysningerne om arrangementets karakter og planlagte afvikling ikke er grund til antage, at der kan være behov for en politimæssig indsats. Spørgsmålet om, i hvilket omfang politiet skal stille personale og materiel til rådighed, vil endvidere afhænge af, hvornår politiet får kendskab til, at forsamlingen afholdes. Hvis det må antages, at det ikke vil være muligt at forebygge uroligheder med en politistyrke af en størrelse, der gør det muligt at opretholde et forsvarligt politiberedskab i øvrigt, vil der efter omstændighederne kunne være grundlag for et forudgående forbud mod afholdelse af forsamlingen, jf. stk. 4 nedenfor.

Efter § 7, stk. 2, 1. pkt., har politiet ret til at overvære offentlige forsamlinger. Bestemmelsen er en gengivelse af grundlovens § 79, 2. pkt., og skal forstås i overensstemmelse hermed.

§ 7, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at offentlige forsamlinger skal anmeldes til politiet i det omfang, det følger af regler fastsat i medfør af lovens § 23.

Med bestemmelsen forudsættes det, at den anmeldelsespligt, som i dag følger af normalpolitivedtægtens § 8, opretholdes, således at optog og møder på veje skal anmeldes ved personlig henvendelse til politiet senest 24 timer før, de skal finde sted. Tilsidesættes anmeldelsespligten, bliver forsamlingen ikke af den grund ulovlig. 24 timers fristen i bestemmelsen er ikke absolut. Hvis det ikke har været muligt at overholde fristen, fordi arrangementet ikke har været planlagt så lang tid i forvejen, skal meddelelse herom blot gives til politiet umiddelbart efter, at beslutningen er truffet.

Det følger af lovforslagets § 23, jf. nedenfor, at justitsministeren kan fastsætte regler svarende til normalpolitivedtægten.

I § 7, stk. 3, er der hjemmel til, at politiet ved begrundet frygt for fare for betydelige forstyrrelser af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, kan give påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens afholdelse.

Bestemmelsen regulerer – sammen med bestemmelserne i stk. 4 – politiets muligheder for at gribe ind over for en forsamling som sådan, inden forsamlingen afholdes. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 supplerer i den forbindelse lovudkastets § 4 om politiets forebyggende foranstaltninger.

Bestemmelsen er ikke begrænset til forsamlinger under åben himmel. Der er således også i stk. 3 hjemmel til at anvise et andet mødested for en forsamling, der afholdes indendørs, f.eks. i en kondemneret ejendom, der udgør en sikkerhedsrisiko for deltagerne.

Politiet kan give påbud, når der er ”begrundet frygt” for fare. Politiets indgreb skal således bygge på en konkret vurdering, hvori hensynet til forsamlingens mulighed for at ytre sig skal indgå med betydelig vægt.

Udtrykket ”betydelige forstyrrelser” indebærer, at bestemmelsen ikke kan anvendes i anledning af de ordensforstyrrelser, der normalt må accepteres fra forsamlinger. Betydelig forstyrrelse kan f.eks. foreligge ved afspærring eller blokering af veje til gene for trafikken, medmindre afspærringen eller blokeringen er en naturlig følge af, at der afholdes et møde på en offentlig plads, eller at et demonstrationstog passerer gennem byen. Der stilles derimod ikke skærpede krav til de farer for sikkerheden, der kan begrunde et indgreb efter bestemmelsen. Fare for sikkerheden kan f.eks. opstå, fordi politiet på en given rute ikke vil være i stand til at forebygge sammenstød med moddemonstranter, eller fordi den valgte lokalitet i sig selv udgør en fare for forsamlingens deltagere.

Politiets forpligtelse er at gøre en indsats for at forebygge bl.a. uroligheder, og bestemmelsen kan således ikke anvendes, alene fordi en given rute ikke er den mest hensigtsmæssige ud fra et politimæssigt synspunkt, eller fordi det valgte tidspunkt for forsamlingens afholdelse er ubelejligt for politiet.

Politiet kan efter bestemmelsen bl.a. anvise et andet mødested. Det er en forudsætning, at forsamlingens ytringstilkendegivelse ikke herved udelukkes. Dog kan der altid anvises et andet mødested, hvis en forsamling afholdes eller påtænkes afholdt i strid med rettigheder af privat karakter, f.eks. ejendomsretten til det areal eller den lokalitet, der udgør forsamlingsstedet. Derimod kan forsamlingen ikke flyttes til et andet sted, alene fordi den valgte rute ikke er den mest hensigtsmæssige ud fra et politimæssigt synspunkt. Politiet kan heller ikke give påbud om afholdelse af forsamlingen på et andet tidspunkt, fordi det valgte tidspunkt er ubelejligt for politiet. Flytning af rute eller tidspunkt må være begrundet i de i bestemmelsen angivne forhold.

Politiet kan fastsætte vilkår for forsamlingens afholdelse. Politiets vilkår kan ikke medføre indskrænkninger i, hvad der er tilladt efter lovgivningen i øvrigt, bl.a. politivedtægten eller færdselsloven.

Efter stk. 4 kan politiet forbyde forsamlinger under åben himmel, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred. Bestemmelsen svarer til grundlovens § 79, 3. pkt., og skal forstås i overensstemmelse hermed.

Efter ordlyden af grundlovens § 79 er det en betingelse for at kunne nedlægge forbud, at faren for den offentlige fred udgår fra forsamlingen, jf. udtrykket ”af dem” (kan befrygtes fare). Det er imidlertid almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur, at fare for, at udenforstående vil forårsage omfattende uroligheder, vil kunne begrunde et forbud ud fra nødretsbetragtninger.

Stk. 5 indebærer, at politiet, hvis en forsamling under åben himmel er til fare for den offentlige fred, kan give påbud om, at forsamlingen skal opløses.

Bestemmelsen, der tager sigte på igangværende forsamlinger, er en videreførelse og sproglig modernisering af bestemmelserne i § 12 i loven om politiet i København og § 10 i loven om politiet uden for København.

Stk. 6 angiver retsvirkningen af, at et forbud efter stk. 4 eller et påbud efter stk. 5 ikke efterkommes. Efterkommes et forbud eller påbud ikke, anses forsamlingen for opløst, og politiet kan herefter skride ind som ved opløb, jf. nedenfor ad § 9.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3.2.1. og 5.3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 8

Lovforslagets § 8 regulerer politiets indgreb over for den eller de enkelte deltagere, som i en forsamling giver anledning til forstyrrelse eller fare.

Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., angiver, at politiet ved offentlige forsamlinger under åben himmel kan gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for betydelige forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Efter bestemmelsen ”kan” politiet gribe ind over for forstyrrende forsamlingsdeltagere. Politiet er således ikke forpligtet til at gribe ind i tilfælde, hvor et indgreb efter en konkret politimæssig vurdering ikke kan anses for hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor risikoen for, at et indgreb vil skabe eller optrappe en konflikt i forhold til forsamlingen, overskygger hensynet til, at politiet griber ind over for en ordensforstyrrelse mv. Det er dog naturligvis forudsat, at politiet som udgangspunkt griber ind, når der er anledning hertil.

Stk. 1 omfatter forsamlinger ”under åben himmel”. Dette udtryk skal forstås i overensstemmelse med grundlovens § 79, det vil sige, at der normalt vil være tale om udendørs forsamlinger.

Efter bestemmelsen kan alene fare for ”betydelige” ordensforstyrrelser danne grundlag for et indgreb. Der må således accepteres visse gener fra forsamlingsdeltagere, f.eks. råben, højrøstet sang og kortvarige færdselshindringer, som politiet ellers vil kunne gribe ind overfor, hvis de var forvoldt af enkeltpersoner eller af tilfældigt sammenstimlede personer.

Betydelige forstyrrelser kan efter omstændighederne omfatte f.eks. brug af sirener, kast med genstande mod bygninger eller skilte samt beskadigelser af beplantninger på veje eller i anlæg.

Der stilles ikke skærpede krav til, hvornår politiet kan gribe ind af hensyn til enkeltpersoners eller den offentlige ”sikkerhed”. Politiet vil i disse tilfælde kunne gribe ind i samme omfang, som efter den generelle bestemmelse om orden og sikkerhed i lovforslagets § 5, jf. ovenfor.

Et indgreb over for den enkelte forsamlingsdeltager forudsætter, at der foreligger en konkret og nærliggende fare for orden eller sikkerhed.

Hvis faren for betydelig ordensforstyrrelse mv. udgår fra en person, som ikke deltager i forsamlingen, kan politiet gribe ind over for denne efter den almindelige bestemmelse om orden og sikkerhed i § 5.

Efter § 8, stk. 2, kan politiet ved andre offentlige forsamlinger end dem, der er nævnt i stk. 1, gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for ordensforstyrrelser, efter anmodning fra forsamlingens leder. Giver forsamlingsdeltagere anledning til fare for alvorlig ordensforstyrrelse eller fare for sikkerheden, kan politiet gribe ind uden at være opfordret dertil.

Udtrykket ”andre offentlige forsamlinger” skal ses i modsætning til forsamlinger under åben himmel, og bestemmelsen i 2. pkt. omfatter dermed som udgangspunkt forsamlinger, der ikke foregår udendørs.

Politiets indgreb forudsætter som udgangspunkt en anmodning fra forsamlingslederen. Foreligger der fare for ”alvorlige” forstyrrelser af den offentlige orden kan politiet imidlertid gribe ind, uden at der foreligger en anmodning herom fra forsamlingens leder.

Fare for ”alvorlige ordensforstyrrelser” foreligger kun, hvis der er tale om fare for ordensforstyrrelser af en vis voldsomhed, f.eks. fare for slagsmål eller hærværk. Betydelige ordensforstyrrelser som f.eks. verbale forulempelser og brug af sirener kan derimod ikke danne grundlag for et indgreb, medmindre forsamlingens leder anmoder herom.

Det er i alle tilfælde en betingelse for et indgreb efter stk. 2, at der foreligger en konkret og nærliggende fare.

Bestemmelsens stk. 3-5 indeholder en ikke udtømmende angivelse af de indgreb, som politiet kan foretage for at afværge fare som nævnt i stk. 1 og 2. De indgreb, der kan foretages over for forsamlingsdeltagere, svarer til de indgreb, der kan foretages efter den almindelige bestemmelse om afværgelse af fare for orden og sikkerhed, jf. § 5, stk. 2-4, ovenfor, hvortil der henvises.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3.2.1. og 5.3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 9

Lovforslagets § 9 regulerer politiets opgaver og indgreb i relation til opløb.

§ 9, stk. 1, indebærer, at politiet har til opgave at afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den offentlige fred eller orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Ved ”opløb” forstås en tilfældig og helt uorganiseret sammenstimlen af mennesker, og hvis en forsamling forbydes eller opløses af politiet eller går i indre opløsning, bliver til den også til et opløb i lovens forstand.

Bestemmelsen omfatter opløb, der finder sted udendørs såvel som indendørs, uanset om det er et sted, hvortil der er almindelig adgang, eller et sted, hvortil der ikke er almindelig adgang.

I modsætning til bestemmelserne om orden og sikkerhed i lovudkastets § 4 og § 5, er forstyrrelse af den offentlige fred i denne bestemmelse udtrykkeligt nævnt som en tilstand, der kan begrunde politimæssige indgreb. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 5.1.1., er begrebet fred snævrere end begrebet orden. Fred er derfor ikke udtrykkeligt angivet som beskyttelsesinteresse i lovforslagets øvrige bestemmelser. Baggrunden for, at fred er fremhævet som beskyttelsesinteresse i lovudkastets § 8 om opløb, er den nære sammenhæng med politiets opgaver i forbindelse med forsamlinger, som kan forbydes ved fare for den offentlige fred , jf. grundlovens § 79 og afledt heraf lovforslagets § 7, stk. 4.

Krænkelser af den offentlige fred dækker over kvalificerede ordensforstyrrelser, og anvendelsen af udtrykket medfører ikke indholdsmæssige ændringer i betingelserne for politiets indgreb i anledning af fare for ordensforstyrrelser og sikkerheden i øvrigt.

Politiet kan alene foretage indgreb med henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Indgreb kan derimod ikke foretages alene på baggrund af fare for opløb. Indgreb for at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed forudsætter således, at der er en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af fred og orden eller fare for sikkerheden.

Stk. 2-4 indeholder en ikke udtømmende angivelse af de indgreb, politiet kan foretage over for deltagere i et opløb, når der er fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

De indgreb, der kan foretages over for deltagere i et opløb, svarer til de indgreb, der kan foretages efter den almindelige bestemmelse om afværgelse af fare for orden og sikkerhed, jf. lovforslagets § 5, stk. 2-4, hvortil der henvises.

Stk. 5 indeholder hjemmel til, at politiet kan anvende magt for at sprede et opløb. De tilstedeværende skal dog forinden, der gribes til magtanvendelse, tre gange i kongens og lovens navn forgæves være opfordret til at spredes (den såkaldte opløbsformular). Opløbsformularen skal dog ikke anvendes, hvis politiet angribes.

Kravet om anvendelse af opløbsformularen er en formregel, der er særligt knyttet til magt-anvendelse i forbindelse med opløb. Herudover skal politiet iagttage de betingelser for magt-anvendelse, der følger af bestemmelserne i lovforslagets kapitel 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3.2.2. og 5.3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Svage og udsatte persongrupper

Til § 10

Lovforslagets § 10 regulerer politiets indsats i forhold til personer, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv på grund af sygdom, tilskadekomst eller hjælpeløshed i øvrigt.

Formålet med bestemmelsen er at medvirke til at sikre, at politiet iværksætter de mest hensigtsmæssige tiltag over for denne persongruppe. Samtidig tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til, at politiet kan foretage de indgreb, der efter omstændighederne er nødvendige for at bringe den syge eller hjælpeløse person ud af en faresituation eller for at afværge fare, som den pågældende måtte udgøre for andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.

Ved ethvert indgreb fra politiets side efter bestemmelsen skal der være proportionalitet mellem formålet med indgrebet og det indgreb, der foretages. Kan formålet med indgrebet f.eks. opnås ved at meddele den pågældende et påbud, vil der ikke kunne ske frihedsberøvelse.

§ 10, stk. 1, 1. pkt. , angiver bestemmelses anvendelsesområde. Politiet skal herefter tage sig af en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af sygdom, tilskadekomst eller hjælpeløshed i øvrigt, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.

Bestemmelsen omfatter også syge og hjælpeløse børn. Er den syge og hjælpeløse person samtidig beruset, må politiet ud fra en vurdering af den pågældendes tilstand skønne, hvilke tiltag der i den konkrete situation bør iværksættes i forhold til den pågældende, og om dette bør ske efter denne bestemmelse eller efter bestemmelsen i lovforslagets § 11 om berusede personer.

De foranstaltninger, som politiet må foretage, kan være rene hjælpeforanstaltninger, som f.eks. at yde førstehjælp eller tilkalde lægehjælp. Om nødvendigt har politiet endvidere mulighed for at foretage en række indgreb i medfør af bestemmelsens stk. 2-4, jf. nærmere nedenfor.

Bestemmelsen omfatter personer, der ”er ude af stand til tage vare på sig selv”. Det er denne manglende evne til selv at forhindre eller afværge en faresituation, der nødvendiggør politiets indsats. Sygdom kan således ikke i sig selv begrunde, at politiet skrider ind i medfør af bestemmelsen.

Den pågældende skal endvidere ”træffes” under forhold, der indebærer fare. Politiet er således ikke forpligtet til at udøve opsøgende virksomhed i videre omfang, end det er tilfældet i dag. Bestemmelsen er imidlertid ikke afgrænset til offentligt tilgængelige steder. Træffer politiet på et privat område en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af sygdom eller hjælpeløshed, og indebærer forholdene fare for personen selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, skal politiet tage sig af personen.

Den pågældende skal træffes under ”forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.” Dette indebærer, at politiet ikke alene, hvor der er fare for den syge og hjælpeløse selv, men også hvor den pågældende udgør en fare for andre personer eller for mere almene beskyttelsesinteresser som ordenshensyn, skal tage sig af den pågældende.

Forudsætningen om, at der skal være ”fare for den pågældende selv”, indebærer, at der skal være en vis sandsynlighed for, at den syge eller hjælpeløse person pådrager sig fysiske eller psykiske skader, eller at en eksisterende tilstand forværres, hvis politiet ikke griber ind. Ofte vil sygdommen, skaden eller hjælpeløsheden i sig selv medføre en fare for den pågældende, f.eks. hvor en ældre person med faldskade ligger hjælpeløs i sin lejlighed.

Det kan også være en kombination af personens tilstand og de faktiske omstændigheder, som indikerer, at der er fare. Hvis politiet f.eks. træffer en senildement person, som flakker forvirret omkring, kan det forhold, at den pågældende ikke selv kan finde hjem, være tilstrækkeligt til, at politiet kan og må gribe ind efter bestemmelsen.

Ved ”fare for andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed” forstås bl.a. tilfælde, hvor en psykisk syg person ved sin adfærd er til fare for andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Om forståelse af begreberne den offentlige orden eller sikkerhed kan endvidere henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 5, jf. ovenfor.

Politiets opgaver efter bestemmelsen vil bl.a. kunne omfatte eftersøgning af personer, der er bortgået fra institutioner, hjælp til personer, der uden mål flakker omkring på offentlige steder, førstehjælp eller tilkaldelse af lægehjælp. Politiet vil endvidere i visse tilfælde skulle skaffe sig adgang til en bolig, hvis der er grundlag for at antage, at en syg eller hjælpeløs person befinder sig i boligen og ikke er i stand til at meddele sig til omverdenen.

Politiets opgaver skal afgrænses i forhold til andre myndigheders forpligtelser. Politiet fører som udgangspunkt ikke tilsyn inden for sundhedsområdet, herunder med plejen af syge og hjælpeløse, og bestemmelsen indebærer således ikke, at politiet overtager nogle af de opgaver, som i dag varetages af hospitaler, plejehjem eller andre institutioner på området.

§ 10, stk. 1, 2. pkt. , forpligter politiet til straks at sørge for lægehjælp, hvis der er mistanke om, at den pågældende umiddelbart har behov herfor. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at politiet straks tilkalder en læge. Kan lægen ikke komme straks, må politiet sørge for, at den syge eller hjælpeløse bringes til hospitalet.

Det vil i øvrigt bero på en konkret vurdering, om det er mest hensigtsmæssigt at tilkalde en læge eller bringe den syge eller hjælpeløse til hospitalet.

§ 10, stk. 2, angiver de indgreb, som politiet kan foretage for at vurdere den syge eller hjælpeløses tilstand og faren for den pågældende, for at afværge faren for personen eller andre eller den offentlige orden eller sikkerhed, eller for at fastlægge den pågældendes identitet.

Indgreb kan foretages efter § 10, stk. 2, nr. 1 , for at ”vurdere” den syge eller hjælpeløse persons tilstand og faren for den pågældende. Indgreb med dette formål kan foretages på baggrund af en formodning om, at der er en konkret og nærliggende fare for personen selv. Det er således ikke en forudsætning for at foretage indgreb med dette formål, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare. Der kan derimod ikke foretages indgreb efter nr. 1 ud fra en formodning om, at personen er til fare for andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Bestemmelsen i stk. 2 gør udtømmende op med de indgreb, der kan foretages for at vurdere den syge og hjælpeløses tilstand og faren for denne.

Bestemmelsen giver politiet mulighed for at foretage indgreb over for personen i situationer, hvor politiet ikke kan have vished for, at en syg og hjælpeløs person befinder sig i en faresituation. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor politiet reagerer på baggrund af en anmeldelse om, at en person muligvis befinder sig syg og hjælpeløs på et ikke-frit tilgængeligt sted.

Indgreb efter § 10, stk. 2, nr. 2 , kan foretages for at ”afværge” faren for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.

Politiet vil alene kunne foretage indgreb med dette formål, hvis der er konstateret en konkret og nærliggende fare for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Bestemmelsen supplerer de fareafværgende indgreb, som politiet kan foretage efter bestemmelsens stk. 3 og 4, jf. nedenfor.

Forudsætningen om, at der skal være konkret og nærliggende fare, indebærer, at der skal være en vis sandsynlighed for krænkelse af de i bestemmelsen nævnte beskyttelsesinteresser, før politiet kan gribe ind. En mere abstrakt fare for skader vil ikke kunne begrunde et indgreb fra politiets side.

Det vil bero på en konkret vurdering af situationen, om der foreligger eller alene formodes at foreligge en konkret og nærliggende fare. Politiet har en vis margin i forbindelse med denne vurdering. Det bør bl.a. ikke være således, at politiet lader en situation udvikle sig på en sådan måde, at en fare realiseres, før der gribes ind.

Efter § 10, stk. 2, nr. 3, kan indgreb foretages for at fastlægge den pågældendes identitet. Der vil herefter kunne foretages f.eks. legemsbesigtigelse med henblik på at finde personlige papirer eller andre kendetegn, som kan afdække personens identitet, hvis denne ikke selv er i stand til at oplyse navn mv. Bestemmelsen i stk. 2 gør udtømmende op med de indgreb, der kan foretages for at fastlægge den syges eller hjælpeløses identitet.

De indgreb, der kan foretages efter stk. 2, er legemsbesigtigelse, undersøgelse af tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse. Politiet kan endvidere skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse. Indgrebene svarer til de indgreb, der kan foretages efter lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 2, og stk. 4. Der henvises til bemærkningerne hertil, jf. ovenfor.

§ 10, stk. 3, angiver – sammen med stk. 4 – de mest almindelige indgreb, som politiet kan foretage for at ”afværge” faren for den syge eller hjælpeløse person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Indgreb efter stk. 3 kan alene anvendes for at afværge fare og forudsætter, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for de nævnte beskyttelsesinteresser.

Politiet kan efter stk. 3 meddele personen et påbud og fratage vedkommende genstande. Bestemmelsen er ikke udtømmende, og politiet er således ikke afskåret fra at iværksætte andre indgreb, herunder indgreb efter bestemmelsens stk. 2 eller 4, som efter en konkret vurdering findes mere formålstjenlige for at afværge faren for den syge eller hjælpeløse.

Påbud og fratagelse af genstande svarer til de tilsvarende indgreb efter lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 1 og 3, jf. ovenfor.

§ 10, stk. 4 , indeholder hjemmel til, at politiet, hvis mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige til at afværge faren for den syge eller hjælpeløse person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, om nødvendigt kan frihedsberøve den syge eller hjælpeløse person. Indgreb efter stk. 4 kan alene anvendes for at ”afværge” fare og forudsætter, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for de nævnte beskyttelsesinteresser.

Det vil bero på en konkret vurdering, om mindre indgribende midler vil være utilstrækkelige til at afværge faren, således at det er nødvendigt at frihedsberøve den pågældende.

Frihedsberøvelse kan ske med henblik på hjemtransport, lægeundersøgelse eller overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende. Det må i den forbindelse bero på en konkret vurdering, hvad der i situationen vil være forsvarligt i forhold til personens tilstand.

En frihedsberøvelse skal efter bestemmelsen være så kortvarig som mulig. Bestemmelsen indeholder ikke en absolut tidsgrænse for frihedsberøvelsen, idet vanskeligheder med at identificere en person kan medføre, at den pågældende må forblive i politiets varetægt i flere timer, og det forekommer derfor uhensigtsmæssigt at opstille faste grænser for frihedsberøvelsens varighed.

Frihedsberøvelsen skal endvidere være så skånsom som mulig. Udgangspunktet herfor vil være den konkrete tilstand, som personen befinder sig i. Kravet om skånsomhed gælder ikke alene i forbindelse med iværksættelsen af frihedsberøvelsen. Politiet skal også under udførelsen af frihedsberøvelsen tage hensyn til, at personen er syg eller hjælpeløs.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.4.2. og 5.4.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 11

Lovforslagets § 11 regulerer politiets indsats over for personer, der er så påvirket af alkohol eller andre bedøvende eller berusende midler, at de ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Bestemmelsen suppleres af lovforslagets § 12 om detentionsanbringelse af børn.

Formålet med bestemmelsen er at medvirke til at sikre, at politiet iværksætter de mest hensigtsmæssige tiltag over for denne persongruppe. Samtidig tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til, at politiet kan foretage de indgreb, der efter omstændighederne er nødvendige for at bringe den berusede person ud af en faresituation eller afværge fare, som den pågældende måtte udgøre for andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.

Ved ethvert indgreb efter bestemmelsen skal der være proportionalitet mellem formålet med indgrebet og det indgreb, der foretages. Kan formålet opnås ved f.eks. at meddele den pågældende et påbud, vil der ikke kunne ske frihedsberøvelse.

§ 11, stk. 1, 1. pkt., angiver anvendelsesområdet for bestemmelsen. Politiet skal herefter tage sig af en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed .

Bestemmelsen omfatter også berusede børn. Er der tale om en beruset, der samtidig er syg og hjælpeløs, må politiet ud fra en vurdering af den pågældendes tilstand skønne, hvilke tiltag der i den konkrete situation bør iværksættes i forhold til den pågældende, og om dette bør ske efter denne bestemmelse eller efter bestemmelsen i lovforslagets § 10 om syge, tilskadekomne og hjælpeløse i øvrigt .

De foranstaltninger, som politiet må foretage, kan være rene hjælpeforanstaltninger som f.eks. at anvise en beruset person vejen hjem, yde førstehjælp eller tilkalde lægehjælp. Om nødvendigt har politiet endvidere mulighed for at foretage en række indgreb i medfør af bestemmelsens stk. 2-4, jf. nærmere nedenfor.

Bestemmelsen omfatter personer, der ”er ude af stand til tage vare på sig selv”. Det er denne manglende evne til selv at forhindre eller afværge en faresituation, der nødvendiggør politiets indsats. Beruselse kan således ikke i sig selv begrunde, at politiet skrider ind i medfør af bestemmelsen.

Efter bestemmelsen skal tilstanden være begrundet i ”indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler”. Skyldes personens tilstand indtagelse af euforiserende stoffer, medicin mv. eventuelt i kombination med alkohol vil dette også være omfattet af bestemmelsen.

Den pågældende skal endvidere ”træffes” under forhold, der indebærer fare. Politiet er således ikke forpligtet til at udøve opsøgende virksomhed i videre omfang, end det er tilfældet i dag. Bestemmelsen er imidlertid ikke afgrænset til offentligt tilgængelige steder. Træffer politiet på et privat område en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af beruselse, og indebærer forholdene fare for personen selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, skal politiet tage sig af personen.

Den pågældende skal træffes under ”forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.” Dette indebærer, at politiet ikke alene, hvor der er fare for den berusede selv, men også hvor den pågældende udgør en fare for andre personer eller for mere almene beskyttelsesinteresser som ordenshensyn, skal tage sig af den pågældende.

Faren ”for personen” vil bl.a. kunne foreligge, fordi personen er så kraftigt påvirket, at dette i sig selv udgør en fare for denne. Ofte vil den farlige situation dog skyldes en kombination af, at personen er påvirket af alkohol el. lign. og personens færden. Der kan f.eks. være tale om tilfælde, hvor en beruset person flakker omkring på en trafikeret vej, forsøger at balancere på farlige steder eller forsøger at bestige lysmaster, bropiller el.lign. Bestemmelsen omfatter både fare for fysiske skader og alvorligere psykiske skader.

Tilsvarende omfatter ”forhold, der indebærer fare for andre” fare for, at en beruset person tilføjer andre fysiske eller alvorligere psykiske skader.

Det praktiske anvendelsesområde for dette led af bestemmelsen begrænses af, at de tilfælde, hvor en beruset person har forsæt til skade på andre, normalt behandles inden for strafferetsplejens former. Bestemmelsen giver dog politiet mulighed for at søge at løse konkrete situationer på en mere smidig måde, end hvis der altid skal gås frem efter reglerne inden for strafferetsplejen.

§ 11, stk. 1, 2. pkt., bestemmer, at politiet, hvis der er mistanke om, at en syg eller hjælpeløs person har pådraget sig skader af ikke ringe omfang, straks skal sørge for, at vedkommende undersøges af en læge. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at politiet straks tilkalder en læge. Kan lægen ikke komme straks, må politiet sørge for, at den berusede bringes til hospitalet.

Det vil i øvrigt bero på en konkret vurdering, om det er mest hensigtsmæssigt at tilkalde en læge eller bringe den berusede til hospitalet.

§ 11, stk. 2, angiver de indgreb, som politiet kan foretage for at vurdere personens tilstand og faren for den pågældende, for at afværge faren for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, eller for at fastlægge personens identitet.

Indgreb efter § 11, stk. 2 , nr. 1, kan foretages for at ”vurdere” personens tilstand og faren for den pågældende. Indgreb med dette formål kan foretages på baggrund af en formodning om, at der er en konkret og nærliggende fare for personen. Det er således ikke en forudsætning for at foretage indgreb med dette formål, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare. Der kan derimod ikke foretages indgreb efter nr. 1 ud fra en formodning om, at den berusede er til fare for andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Bestemmelsen i stk. 2 gør udtømmende op med de indgreb, der kan foretages for at vurdere den berusedes tilstand og faren for denne.

Bestemmelsen giver politiet mulighed for at foretage indgreb over for personen i situationer, hvor politiet ikke kan have vished for, at en beruset person befinder sig i en faresituation. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor politiet reagerer på baggrund af en anmeldelse om, at en beruset person udsætter sig selv for fare på et ikke-frit tilgængeligt sted eller er i besiddelse af livsfarlige stoffer, som den pågældende agter at indtage.

Indgreb kan foretages efter § 11, stk. 2 , nr. 2, for at ”afværge” faren for den berusede person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.

Politiet vil alene kunne foretage indgreb med dette formål, hvis der er konstateret en konkret og nærliggende fare for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Det indebærer, at der skal være en vis sandsynlighed for krænkelse af de i bestemmelsen nævnte beskyttelsesinteresser, før politiet kan gribe ind. En mere abstrakt fare for skader så som fare for social deroute og risiko for at blive kriminel vil ikke kunne begrunde et politimæssigt indgreb.

Det vil bero på en konkret vurdering af situationen, om der foreligger eller alene formodes at foreligge en konkret og nærliggende fare. Politiet har en vis margin i forbindelse med denne vurdering. Det bør bl.a. ikke være således, at politiet lader en situation udvikle sig på en sådan måde, at en fare realiseres, før der gribes ind. Hvis en beruset person f.eks. træffes i færd med at kravle over indhegningen til en højspændingsmast, vil politiet skulle gribe ind uden at afvente, om den pågældende rent faktisk vil forsøge at bestige masten.

Bestemmelsen supplerer de fareafværgende indgreb, som kan foretages efter bestemmelsens stk. 3 og 4, jf. nedenfor.

Efter § 11, stk. 2, nr. 3, kan indgreb foretages med henblik på at fastslå en persons identitet. Der vil herefter kunne foretages f.eks. legemsbesigtigelse med henblik på at finde personlige papirer eller andre kendetegn, som kan afdække personens identitet, hvis denne ikke selv er i stand til at oplyse navn mv. Bestemmelsen i stk. 2 regulerer udtømmende, hvilke indgreb der kan foretages for at fastlægge personens identitet.

De indgreb, der kan foretages efter stk. 2, er legemsbesigtigelse, undersøgelse af tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse. Politiet kan endvidere skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse. Indgrebene svarer til de indgreb, der kan foretages efter lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 2, og stk. 4. Der henvises til bemærkningerne hertil, jf. ovenfor.

I relation til legemsbesigtigelse af berusede personer vil dette bl.a. kunne have til formål at undersøge, hvorvidt en beruset person er i besiddelse af farlige genstande, herunder f.eks. alkohol eller medikamenter, som på grund af personens tilstand bør fratages den pågældende for at afværge fare for denne.

Der vil formentlig næppe i praksis være behov for at optage personfotografier efter bestemmelsen.

For så vidt angår muligheden for at skaffe sig adgang til ikke-frit tilgængeligt sted med de i stk. 2 angivne formål vil dette bl.a. kunne ske i forbindelse med husspektakler, eller hvis der er en formodning om, at en beruset person, som befinder sig på et ikke-frit tilgængeligt sted, er livløs.

§ 11, stk. 3, angiver – sammen med stk. 4 – de mest almindelige indgreb, som politiet kan foretage for at ”afværge” faren for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Indgreb efter stk. 3 kan alene anvendes for at afværge fare og forudsætter, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for de nævnte beskyttelsesinteresser.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvornår der foreligger en konkret og nærliggende fare, henvises til bemærkningerne til bestemmelsens stk. 2, nr. 2, ovenfor.

Politiet kan efter stk. 3 meddele personen et påbud og fratage vedkommende genstande. Bestemmelsens opregning af indgreb er ikke udtømmende, og politiet er således ikke afskåret fra at iværksætte andre indgreb, herunder indgreb efter stk. 2 eller 4, som efter en konkret vurdering findes mere formålstjenlige for at afværge faren.

Påbud og fratagelse af genstande svarer til de tilsvarende indgreb efter lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 1 og 3, jf. ovenfor.

§ 11, stk. 4, indeholder hjemmel til, at politiet, hvis mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige til at ”afværge” faren, om nødvendigt kan frihedsberøve den berusede. Frihedsberøvelse kan ske med henblik på hjemtransport eller overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende. Herudover kan frihedsberøvelse ske med henblik på at indbringe den pågældende til hospital, forsorgshjem eller lignende, eller indsættelse i detention.

Indgreb efter stk. 4 kan alene anvendes for at afværge fare for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.

Det beror på en konkret vurdering, hvad der i situationen vil være mest hensigtsmæssigt i forhold til personens tilstand. Hjemtransport af en beruset vil ofte være at foretrække. Hvis den pågældende f.eks. skønnes at være til fare for sig selv, bør hjemtransport dog ikke ske, medmindre der er andre i hjemmet, som på forsvarlig måde vil kunne tage sig af den berusede.

Bestemmelsen indeholder ikke en absolut tidsgrænse for frihedsberøvelsen, men den pågældende skal løslades efter så kort tid som mulig. Personen vil derfor skulle løslades, når formålet med detentionsanbringelsen ikke længere er til stede.

Frihedsberøvelsen skal endvidere være så skånsom som mulig. Kravet om skånsomhed indebærer, at der ikke alene i forbindelse med iværksættelse af frihedsberøvelsen, men også under udførelsen af denne skal tages hensyn til, at personen er beruset. Politiet bør således bl.a. udvise passende diskretion i forbindelse med frihedsberøvelsen og i øvrigt så vidt muligt sikre, at detentionsanbringelsen ikke bliver unødigt krænkende for den pågældende.

§ 11, stk. 5, indeholder hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om anbringelse i detention, herunder om lægeundersøgelse og tilsynet med den anbragte.

Justitsministeriet agter at fastsætte bestemmelser svarende til de regler om bl.a. lægeundersøgelse og tilsyn med detentionsanbragte, som i dag følger af Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 55, af 27. juni 2001 om detentionsanbringelse af berusede personer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.4.2. og 5.4.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 12

Lovforslagets § 12 indeholder særlige supplerende bestemmelser om detentionsanbringelse af berusede børn, herunder forbud mod detentionsanbringelse af børn under 12 år.

§ 12, stk. 1, indeholder et absolut forbud mod at anbringe børn under 12 år, der er påvirket af alkohol eller andre berusende og bedøvende midler, i detentionen.

Politiet skal derfor – uanset barnets opførsel og tilstand – altid finde en alternativ anbringelsesform til berusede børn under 12 år, der træffes under forhold, som indebærer fare for barnet selv eller for den offentlige orden eller sikkerhed.

§ 12, stk. 2, bestemmer, at berusede børn under 15 år, der træffes under forhold, som indebærer fare for barnet selv eller for den offentlige orden eller sikkerhed, kun må anbringes i detention, hvis anden anbringelse er sikkerhedsmæssigt uforsvarlig som følge af barnets adfærd.

Børn i alderen 12 til og med 14 år vil herefter alene kunne anbringes i detention, hvis barnets opførsel har karakter af voldelig eller ustyrlig adfærd, der indebærer en alvorlig risiko for skade på barnet selv eller på andre, og hvor anden anbringelse af barnet som følge heraf ikke skønnes forsvarlig. Provokerende og generende optræden vil derimod ikke i sig selv kunne begrunde detentionsanbringelse.

Træffes der beslutning om, at et barn under 15 år skal anbringes i detention, skal barnet hurtigst muligt undersøges af en læge. Lægeundersøgelse af barnet er i disse tilfælde obligatorisk

Hvorvidt politiet skal sørge for lægeundersøgelse af et beruset barn under 12 år eller et beruset barn i alderen 12 til og med 14 år, som ikke anbringes i detentionen, vil derimod skulle afgøres efter reglerne i lovforslagets § 11, stk. 1, 2. pkt., om politiets opgaver i forhold til berusede personer generelt. Det forudsættes imidlertid, at politiet som udgangspunkt sørger for, at et beruset barn, der træffes under de i § 11 nævnte omstændigheder, bliver undersøgt af en læge.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, 3. pkt. , at en detentionsanbringelse af et barn i alderen 12 til og med 14 år skal være så kortvarig som mulig og som udgangspunkt ikke må udstrækkes ud over 4 timer, medmindre det ikke er muligt inden for denne tid at overgive barnet til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af barnet.

Dette indebærer for det første, at et detentionsanbragt barn skal udtages af detentionen, så snart barnets tilstand ikke længere nødvendiggør denne anbringelsesform. Dernæst indebærer det, at anbringelsen som udgangspunkt ikke må udstrækkes ud over 4 timer. Fristen på 4 timer vil dog kunne overskrides, hvis det ikke er muligt at overgive barnet til andre inden for fristen.

§ 12, stk. 3, bestemmer, at politiet hurtigst muligt efter, at et barn under 15 år er blevet frihedsberøvet på grund af beruselse, skal underrette indehaveren af forældremyndigheden, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af barnet, om frihedsberøvelsen. Det afgørende er, at der sker underretning af (mindst) én person, som på forsvarlig måde vil kunne tage sig af barnet. Underretningspligten gælder enhver frihedsberøvelse af et beruset barn under 15 år, og det er således ikke afgørende, om barnet detentionsanbringes.

Politiet bør som udgangspunkt søge at underrette mindst én af forældremyndighedsindehaverne, men skønnes det, at forældremyndighedsindehaverne ikke kan tage sig af barnet på forsvarlig måde, eller kan disse ikke træffes, kan der ske underretning af andre. Har barnet fast ophold hos andre slægtninge, er barnet i familiepleje eller lignende, vil det normalt være mest naturligt, at der sker underretning til disse. Hvis barnet på grund af sociale forhold i hjemmet ofte befinder sig hos naboer eller andre bekendte, uden at der er tale om et mere formaliseret fast ophold, vil det kunne være mest hensigtsmæssig at underrette disse bekendte om frihedsberøvelsen. Der vil endvidere kunne ske underretning af de sociale myndigheder, hvis forældremyndighedsindehaverne eller andre ikke skønnes at kunne tage forsvarlig vare på barnet eller ikke er til at træffe.

§ 12, stk. 4, pålægger politiet at rette henvendelse til hjemmet, hvis et barn i alderen 15 til og med 17 år anbringes i detentionen. Henvendelsen skal ske for at underrette hjemmet om detentionsanbringelsen.

Politiet skal herefter søge at tage kontakt til de personer, som barnet har fast ophold hos. Det vil som udgangspunkt være indehaveren af forældremyndigheden, men kan også være en værge, familiepleje, institution eller andet sted, hvor barnet almindeligvis bor og opholder sig.

Hvis barnet bor alene eller i øvrigt ikke har fast ophold hos nogen, er politiet ikke forpligtet til at give underretning efter bestemmelsen.

Bestemmelsen indebærer alene pligt for politiet til at rette henvendelse til hjemmet. Politiet er derimod ikke forpligtet til at udøve opsøgende arbejde, hvis forældremyndighedsindehaverne mv. ikke er hjemme. Politiet vil dog altid efter en konkret vurdering af barnets modenhed og tilstand kunne udøve opsøgende arbejde eller tage kontakt til andre personer uden for hjemmet, der kan tage sig af barnet, herunder de sociale myndigheder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.4.2. og 5.4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 13

Lovforslagets § 13 regulerer politiets indsats i forhold til børn, der træffes under forhold, som indebærer fare for barnets sikkerhed og sundhed.

Formålet med bestemmelsen er at beskytte børn. Bestemmelsen skal således medvirke til at sikre, at politiet iværksætter de mest hensigtsmæssige tiltag i situationer, hvor et barn er i fare. Samtidig tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til, at politiet kan foretage de efter omstændighederne nødvendige indgreb med henblik på at vurdere og afværge faren for barnet.

Ved ethvert indgreb fra politiets side efter bestemmelsen skal der være proportionalitet mellem formålet med indgrebet og det indgreb, der foretages.

§ 13, stk. 1. 1. pkt., angiver bestemmelsens anvendelsesområde. Politiet har herefter pligt til at tage sig af et barn, der i andre tilfælde end dem, der er omfattet af § 10 om syge og hjælpeløse og § 11 om berusede, træffes under forhold, som indebærer fare for barnets sikkerhed eller sundhed.

Ved udtrykket ”barn” forstås børn og unge under myndighedsalderen.

Ved fare for barnets ”sikkerhed” forstås sikkerheden mod at blive udsat for en forbrydelse eller en ulykke. Fare for barnets ”sundhed” henviser til barnets almentilstand, herunder også helbredsmæssige forhold. Såvel fare for sygdom og fysiske skader som fare for alvorlige psykiske skader er omfattet af bestemmelsen. Fysiske skader omfatter skader, der nødvendiggør lægehjælp, eller kan medføre sygeleje eller udelukkelse fra normale sociale aktiviteter, skolegang mv. Derimod er fare for hævelser, buler, blå øjne, blå mærker, mindre rifter og sår som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen.

Politiet skal efter bestemmelsen tage sig af et barn, når barnet ”træffes”. Det indebærer, at politiet ikke har pligt til at udøve opsøgende virksomhed. Politiets handlepligt opstår først, når politiet bliver bekendt med, at et barns sikkerhed eller sundhed er i fare. Det kan f.eks. være ved et tilfældigt møde med barnet på gaden, efter en anmeldelse, eller i forbindelse med at politiet er tilkaldt til barnets hjem i anden anledning.

Politiet har i givet fald pligt til at ”tage sig af barnet”. Det indebærer, at politiet skal gribe ind, når et barn træffes i en situation, der indebærer fare for barnets sikkerhed og sundhed. Det gælder, uanset om barnet befinder sig på et privat område eller på et offentligt tilgængeligt sted. Politiet vil således også være forpligtet til at handle, hvis barnet træffes i hjemmet under sådanne omstændigheder, at der er fare for barnet.

Politiets ansvar for børn er dog subsidiært i forhold til forældremyndighedsindehaverne mv. samt de sociale myndigheder. Politiets forpligtelser efter bestemmelsen rækker således ikke ud over de midlertidige tiltag, der er nødvendige for at afværge en akut fare og eventuelt overgive barnet til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af barnet. At politiets ansvar er subsidiært udelukker dog ikke, at politiet kan tage vare på et barn, selv om forældremyndighedsindehaveren er til stede. Det vil f.eks. kunne være aktuelt, hvis faren for barnet skyldes, at forældremyndighedsindehaveren er ude af stand til på betryggende vis at drage omsorg for barnet, f.eks. på grund af indtagelse af alkohol eller narkotiske stoffer.

Efter bestemmelsen skal barnet træffes under ”forhold, der indebærer fare” for barnets sikkerhed eller sundhed. Politiets handlepligt er herefter betinget af, at der konkret foreligger eller formodes at foreligge fare for barnet. Vurderingen af, hvornår der foreligger eller formodes at foreligge fare for barnet, vil afhænge af de konkrete omstændigheder. Politiet har en vis margin i forbindelse med denne vurdering, og politiet skal bl.a. ikke være nødt til at lade en situation udvikle sig på en sådan måde, at en fare realiseres, før der gribes ind.

Ved vurderingen af, om et barn befinder sig i en faresituation, vil barnets alder og modenhed i øvrigt indgå som et væsentligt moment. Politiet vil således ikke have pligt til at tage sig af et f.eks. 12-årigt barn, som træffes alene på gaden midt på dagen, når der i øvrigt ikke foreligger omstændigheder, som indikerer, at barnet ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Politiet må derimod tage sig af et f.eks. 2-årigt, som går alene rundt på gaden.

Er barnet sammen med andre, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for, at politiet skal tage sig af barnet. Omvendt kan andre personer, som barnet er i selskab med, på grund af deres tilstand i sig selv udgøre en fare for barnets sikkerhed og sundhed.

Politiets pligt til at tage sig af barnet er afgrænset til situationer, hvor der foreligger en fare for ”barnets” sikkerhed og sundhed. Bestemmelsen omfatter alene tilfælde, hvor barnet er til fare for sig selv. Hvis der ikke fare for barnets sikkerhed eller sundhed, kan politiet ikke foretage indgreb efter bestemmelsen. Vurderes det, at der er fare for barnets udvikling på længere sigt, vil der således ikke være grundlag for et indgreb. Politiet må i stedet kontakte de sociale myndigheder.

En mere abstrakt fare for skade kan derfor ikke legitimere et politimæssigt indgreb. Træffes et 15-årigt barn f.eks. i selskab med personer, der af politiet er kendt som berigelseskriminelle, vil dette som udgangspunkt ikke kunne begrunde, at politiet foretager indgreb efter bestemmelsen. Politiet vil i stedet være henvist til efter omstændighederne at foretage almindelige kriminalpræventive tiltag i forhold til barnet.

Det vil normalt ikke volde særlige vanskeligheder at vurdere, om der foreligger den til et indgreb fornødne fare for et barn i situationer, hvor der er fare for fysiske skader. Det vil derimod kunne være mere vanskeligt at vurdere, om der i en given situation er for, at et barn pådrager sig alvorlige psykiske skader. I nogle tilfælde vil der være grundlag for et umiddelbart indgreb, f.eks. ved fare for, at et barn pådrager sig et psykisk traume i forbindelse med voldsomme begivenheder. Det kan derimod være vanskeligere at vurdere, om der er sikkerheds- eller sundhedsmæssig fare for et barn, der træffes i et psykisk belastende miljø. Vurderes det, at der alene er fare for barnets udvikling på længere sigt, vil politiet ikke kunne gribe ind efter bestemmelsen. Politiet må i stedet eventuelt underrette de sociale myndigheder om forholdet.

Er barnet til fare for andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, skal hjemlen til politiets indgreb som udgangspunkt findes i den almindelige bestemmelse om orden og sikkerhed, jf. lovudkastets § 5.

Er barnet beruset, sygt eller hjælpeløst og som følge heraf til fare for sig selv, andre eller den offentlige orden mv., finder de særlige bestemmelser herom i lovudkastets §§ 10-11 anvendelse.

§ 13, stk .  1, 2. pkt., forpligter politiet til straks at lade barnet undersøge af en læge, hvis der er mistanke om, at barnet er sygt eller har pådraget sig skader af ikke ringe omfang. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at politiet straks tilkalder en læge. Kan lægen ikke komme straks, må politiet sørge for, at barnet bringes til hospitalet.

Det vil i øvrigt bero på den konkrete situation, om det vil være mest hensigtsmæssigt at tilkalde en læge eller sørge for, at barnet bliver bragt på hospitalet.

§ 13, stk. 2, angiver de indgreb, som politiet kan foretage for at vurdere faren for barnet, for at afværge faren for barnet og for at fastlægge barnets identitet.

Indgreb kan foretages efter § 13, stk. 2, nr . 1 , for at ”vurdere” faren for barnet. Indgreb på dette grundlag kan foretages på baggrund af en formodning om, at der er fare for barnets sikkerhed eller sundhed. Det er således ikke en forudsætning, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for barnet. Det vil f.eks. kunne være nødvendigt at foretage legemsbesigtigelse af et barn på grundlag af en formodning om, at barnet er i besiddelse af genstande, der kan skade barnet, eller at skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted på grundlag af en formodning om, at et barn har behov for hjælp. Bestemmelsen i stk. 2 regulerer udtømmende, hvilke indgreb der kan foretages for at vurdere faren for barnet.

Efter § 13, stk. 2, nr. 2 , kan indgreb foretages over for barnet for at ”afværge” faren for barnet. Indgreb med dette formål forudsætter, at der allerede er konstateret en konkret og nærliggende fare for barnets sikkerhed eller sundhed. Bestemmelsen supplerer de fareafværgende indgreb, der kan foretages efter bestemmelsens stk. 3 og 4, jf. nedenfor.

§ 13, stk. 2, nr. 3, giver mulighed for, at politiet kan foretage indgreb for at fastslå barnets identitet. I relation til fastlæggelse af barnets identitet forudsættes det, at politiet som udgangspunkt spørger barnet herom, før der foretages visitation. Der vil i givet fald kunne optages personfotografi af barnet med henblik på forevisning til fastlæggelse af barnets identitet, navnlig i tilfælde, hvor barnet er blevet borte fra hjemmet og ikke selv er i stand til at give oplysninger om sin identitet. Det forudsættes, at politiet løbende vurderer behovet for fortsat opbevaring af optagne personfotografier, således at det sikres, at der sker destruktion af personfotografierne (inklusive kopier heraf, herunder i digital form) i tilfælde, hvor der ikke længere er behov for opbevaring, og hvor opbevaring ikke er hjemlet efter andre regler.

Der vil formentlig kun helt undtagelsesvis være behov for at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted for at fastslå et barns identitet. Bestemmelsen regulerer udtømmende, hvilke indgreb der kan anvendes med henblik på at fastslå barnets identitet.

De indgreb, der kan foretages efter stk. 2, er legemsbesigtigelse samt undersøgelse af tøj og andre genstande, herunder køretøjer i den pågældendes besiddelse. Politiet kan endvidere skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted uden retskendelse. Indgrebene svarer med en enkelt undtagelse, jf. nedenfor, til de indgreb, der kan foretages efter lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 2 og stk. 4. Der henvises til bemærkningerne hertil, jf. ovenfor.

§ 13, stk. 3, angiver – sammen med stk. 4 – de mest almindelige indgreb, som politiet kan foretage med henblik på at ”afværge” fare for barnet. Indgreb efter stk. 3 kan alene anvendes for at afværge faren for barnet og forudsætter, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for barnets sikkerhed eller sundhed.

Politiet kan efter stk. 3 meddele barnet et påbud og fratage det genstande. Bestemmelsen er ikke udtømmende, og politiet er således ikke afskåret fra at iværksætte andre indgreb, herunder indgreb efter stk. 2 eller 4, som efter en konkret vurdering findes mere formålstjenlige for at afværge faren for barnet.

Påbud og fratagelse af genstande svarer til de tilsvarende indgreb efter lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 1 og 3, jf. ovenfor.

§ 13, stk. 4, indeholder hjemmel til, at politiet, hvis mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige for at ”afværge” faren for barnet, om nødvendigt kan frihedsberøve barnet med henblik på at overgive barnet til forældremyndighedens indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig vis er i stand til at tage sig af barnet. Frihedsberøvelse efter stk. 4 kan alene anvendes for at afværge fare for barnet og forudsætter, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare for barnets sikkerhed eller sundhed.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvori bl.a. barnets alder og modenhed må indgå, om mindre indgribende midler vil være utilstrækkelige.

Kan faresituationen afværges ved, at politiet udsteder et påbud, vil der således ikke kunne anvendes frihedsberøvelse af barnet.

Vurderingen af, hvilket indgreb der bør iværksættes, beror på en konkret vurdering ud fra barnets tilstand og modenhed sammenholdt med den konkrete faresituation. Det må i den forbindelse antages, at det i forhold til et meget lille barn vil kunne være nødvendigt at anvende tilbageholdelse i en situation, hvor der i relation til et ældre barn alene vil være grundlag for at anvende et påbud.

Frihedsberøvelse af et barn kan finde sted med henblik på overgivelse til forældremyndighedens indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig vis er i stand til at tage sig af barnet.

I praksis må politiet forventes først at forsøge at komme i kontakt med forældrene, medmindre situationen tilsiger, at dette er nytteløst. Kan forældrene ikke umiddelbart træffes, må barnet overgives til de sociale myndigheder eller andre, f.eks. familiemedlemmer eller naboer, forudsat, at de pågældende har en sådan tilknytning til barnet, at det er forsvarligt at anbringe barnet hos dem, og de i øvrigt er indstillet herpå.

En frihedsberøvelse skal være så skånsom som mulig. Politiet vil således i forbindelse med både iværksættelse og gennemførelse af frihedsberøvelsen skulle tage særligt hensyn til, at der er tale om et barn.

En frihedsberøvelse skal endvidere være så kortvarig som mulig og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer. Tidsfristen er først og fremmest begrundet i hensynet til barnet. Men tidsfristen understreger også, at beredskabet i forhold til børn, som ikke kan overgives til indehaveren af forældremyndigheden mv., kun i begrænset omfang ligger hos politiet. Det er først og fremmest de sociale myndigheder, som skal tage sig af børn i disse tilfælde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.4.2. og 5.4.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til kapitel 4

Politiets anvendelse af magt

Lovforslagets kapitel 4 regulerer politiets anvendelse af magt og indeholder først i §§ 14-16 generelle grundlæggende principper for politiets magtanvendelse. I §§ 17-21 er der fastsat nærmere bestemmelser om anvendelse af visse særligt indgribende magtmidler.

Overtrædes bestemmelserne i kapitel 4, kan der efter omstændighederne blive tale om et erstatningsansvar for politiet. Spørgsmålet om et eventuelt strafansvar for den enkelte polititjenestemand vil fortsat skulle afgøres efter almindelige strafferetlige regler. Endvidere skal spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte polititjenestemand ifalder disciplinæransvar fortsat afgøres på grundlag af almindelige tjenestemandsretlige regler.

Almindelige bestemmelser

Til § 14

Lovforslagets § 14 bestemmer, at reglerne i lovforslagets kapitel 4 gælder såvel inden for som uden for strafferetsplejen.

Bestemmelsen indebærer, at bestemmelserne i kapitel 4 om magtanvendelse finder anvendelse på enhver magtanvendelse fra politiets side, uanset om politiet handler inden for eller uden for strafferetsplejen. Der vil således gælde de samme betingelser for politiets magtanvendelse for f.eks. en anholdelse inden for strafferetsplejen som for en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen.

Retsplejeloven indeholder enkelte bestemmelser, som regulerer politiets anvendelse af magt. F.eks. skal en anholdelse efter retsplejelovens § 758 foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Tilsvarende betingelser gælder for ransagning, jf. retsplejelovens § 798, stk. 1, og legemsbesigtigelse, jf. § 792 e, stk. 2. Bestemmelsen i lovforslagets § 14 indebærer, at bestemmelserne i kapitel 4 på visse punkter vil erstatte retsplejelovens regler i forbindelse med vurderingen af, om magtanvendelse i konkrete situationer har været berettiget.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 15

Lovforslagets § 15 angiver de opgaveområder, hvor politiet vil kunne anvende magt.

Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de opgaver, hvor magt kan anvendes. Magtanvendelse vil ikke kunne finde sted i forbindelse med varetagelse af opgaver, som ikke udtrykkeligt følger af bestemmelsens nr. 1-6.

De opgaver, der kan begrunde magtanvendelse, svarer til de opgaver, hvor politiet har hjemmel til at benytte indgreb. Politiet er således ikke berettiget til at anvende magt, medmindre betingelserne for et indgreb efter lovudkastets kapitel 3, retsplejeloven eller anden lovgivning samtidig er opfyldt.

Politiets øvrige opgaver, som f.eks. administrative og kriminalpræventive opgaver, vil ikke i sig selv kunne berettige magtanvendelse.

Ved udførelsen af en af de i bestemmelsen angivne opgaver vil det i øvrigt afhænge af en konkret vurdering, om magtanvendelse vil være berettiget. Grundlæggende vil betingelserne i lovforslagets § 16, jf. nedenfor, skulle være opfyldt. Er der herudover tale om anvendelse af skydevåben, stav, hund eller gas, vil betingelserne herfor, jf. lovforslagets §§ 17-20 nedenfor, endvidere skulle være opfyldt.

§ 15, nr. 1 , fastslår, at politiet kan anvende magt med henblik på at forebygge og afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor der efter bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3 vil kunne foretages politimæssige indgreb uden for strafferetsplejen. Der vil f.eks. kunne anvendes magt med henblik på at etablere en afspærring og holde personer uden for et afspærret område, jf. lovforslagets § 4, eller med henblik på at gennemføre et indgreb i anledning af en konkret og nærliggende fare for orden eller sikkerhed, jf. lovforslagets § 5. Magt vil endvidere kunne anvendes i forbindelse med offentlige forsamlinger og opløb og ved indgreb over for svage og udsatte persongrupper, når betingelserne for indgreb og magtanvendelse i øvrigt er opfyldt. For så vidt angår indgreb for at vurdere, om en svag eller udsat person befinder sig i fare, henvises til nr. 6 nedenfor.

§ 15, nr. 2 , indebærer, at politiet kan anvende magt med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben. Bestemmelsen giver politiet hjemmel til at anvende magt med henblik på at gennemtvinge besigtigelse af en persons legeme samt undersøgelse af tøj og genstande, herunder køretøjer, i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 6.

§ 15, nr. 3 , fastsætter, at magt kan anvendes med henblik på at bringe strafbar virksomhed til ophør eller i forbindelse med efterforskning og forfølgning af strafbare forhold. Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor politiet efter retsplejeloven har adgang til at iværksætte straffeprocessuelle indgreb, som det efter omstændighederne kan være nødvendigt at gennemføre med fysisk magt.

§ 15, nr. 4 , indebærer, at politiet om nødvendigt kan anvende magt i situationer, hvor politiet yder bistand til en anden myndighed i forbindelse med denne myndigheds administration af lovgivningen.

§ 15, nr. 5 , indebærer, at magt kan anvendes som led i udførelse af kontrol- og tilsynsopgaver. Det vil bl.a. omfatte kontrol- og tilsynsopgaver efter færdselsloven, dyreværnsloven, restaurationsloven, inkassoloven, lov om vagtvirksomhed og våbenloven.

§ 15, nr. 6 , indeholder hjemmel til, at politiet kan anvende magt med henblik på at vurdere, om et barn, en beruset eller en syg eller hjælpeløs person, befinder sig i en fare. Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor der efter lovforslagets § 10, stk. 2, nr. 1, § 11, stk. 2, nr. 1 og § 13, stk. 2, nr. 1, kan foretages indgreb over for en syg og hjælpeløs person, en beruset eller et barn på baggrund af en formodning om, at den pågældende er i fare. Bestemmelsen i nr. 6 supplerer således bestemmelsen i nr. 1.

Der henvises endvidere til pkt. 6.2. og 6.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 16

Lovforslagets § 16 indeholder de grundlæggende generelle betingelser for politiets magtanvendelse.

Bestemmelsen omfatter f.eks. anvendelse af almindelig fysisk magt, håndjern eller sømmåtter. Bestemmelsen omfatter endvidere anvendelse af de magtmidler, der er udtrykkeligt reguleret af de særlige bestemmelser om skydevåben, stav, hund og gas.

Bestemmelsen omfatter både magtanvendelse over for personer og magtanvendelse over for ting, f.eks. opbrydning af en dør for at pågribe en person, der har forskanset sig, eller afgivelse af skud mod et bildæk for at bringe et køretøj til standsning.

Endvidere omfatter bestemmelsen alle situationer, der kan give anledning til magtanvendelse, det vil sige afværgelse af angreb, retshåndhævelse og nødhjælp. Bestemmelsen omfatter i den forbindelse også magtanvendelse, der rammer eller truer med at ramme udenforstående.

§ 16, stk. 1 , angiver de grundlæggende betingelser for politiets konkrete magtanvendelse.

Magtanvendelsen skal for det første være ”nødvendig og forsvarlig”. Tilsvarende udtryk findes i straffelovens § 13, og denne bestemmelse skal sammen med retspraksis på området være vejledende for forståelsen af de nævnte udtryk.

Kravet om, at magtanvendelsen skal være nødvendig og forsvarlig indebærer, at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at være tilstrækkelige. Kan den konkrete opgave løses ved, at politiet udsteder et påbud mv., må magtanvendelse ikke finde sted.

Det er imidlertid ikke en absolut betingelse, at politiet forinden anvendelse af magt har forsøgt at løse situationen med et påbud mv. Hvis øjeblikkelig magtanvendelse efter en konkret vurdering er nødvendig, f.eks. for at afværge et påbegyndt angreb på en person, kan politiet gribe til magtanvendelse uden forinden at have forsøgt at løse situationen ved et påbud mv.

Der må endvidere kun anvendes den fornødne magt. Er anvendelse af almindelig fysisk magt tilstrækkelig, må der ikke anvendes skydevåben og som udgangspunkt heller ikke stav eller andre kraftigere midler.

Hvornår magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig beror på en samlet vurdering af hele den konkrete situation. Der skal således bl.a. foretages en konkret vurdering af, hvilket magtmiddel, der må anses for mest egnet, og herunder samlet set må forventes at medføre mindst skade. Uanset at anvendelse af almindelig fysisk magt måske vil kunne sprede et farligt opløb, vil dette kunne indebære en så nærliggende risiko for personlig overlast for den enkelte polititjenestemand eller andre, at politiet i situationen vil være berettiget til at anvende f.eks. gas eller hund. I andre tilfælde kan en konkret vurdering føre til, at f.eks. antallet af betjente (og muligheden for assistance) over for antallet af ordenskrænkere tilsiger, at der alene må anvendes almindelig fysisk magt. Politiets vurdering foretages imidlertid ofte i pressede situationer, og der må derfor tillades politiet en betydelig margin ved udøvelse af det konkrete skøn.

Bestemmelsen retter sig endvidere mod den faktiske brug af magtmidler. Selv om det i en given situation er forsvarligt at anvende f.eks. stav, gas eller skydevåben, vil det ikke være forsvarligt at slå ukontrolleret med stav eller at bruge en uforholdsmæssig stor mængde gas, ligesom der normalt kun må afgives skud i en situation, hvor den pågældende polititjenestemand har kontrol over skudretningen.

Efter bestemmelsen må magt ”alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet.” Hermed præciseres de krav til politiets magtanvendelse, der følger af udtrykkene nødvendig og forsvarlig i en situation, hvor der er grundlag for at anvende magt. Der skal således være et rimeligt forhold mellem den konkrete magtanvendelse og det beskyttede gode. Der kan derfor være tilfælde, hvor politiet må afstå fra at gennemtvinge en myndighedshandling, fordi dette vil kræve en magtanvendelse, som ikke står i forhold til formålet med handlingen. På den anden side er der ikke absolutte grænser for magtanvendelsen. Hvis en person er ved at begå et drab, og dette kun kan undgås ved at affyre et potentielt dræbende skud mod den pågældende, vil dette være tilladt.

Bestemmelsens 2. pkt. fremhæver, at det skal indgå i vurderingen af forsvarligheden, om magtanvendelsen indebærer risiko for, at udenforstående kan komme til skade. Risikoen for udenforstående vil således kunne medføre, at en ellers nødvendig og forsvarlig magtanvendelse i den konkrete situation vil være uforsvarlig, eller at der vil være særlige restriktioner for anvendelsen af magtmidlet, f.eks. at en hund ved søgning efter en flygtende gerningsmand må føres i line, fordi der er små børn i nærheden.

§ 16, stk. 2 , fremhæver, at enhver magtanvendelse skal være så skånsom, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum. Hermed understreges, at politiet skal udøve den faktiske magtanvendelse på en sådan måde, at der forvoldes mindst mulig skade, herunder at magtmidler som skydevåben og stav som udgangspunkt skal rettes mod ikke-vitale legemsdele.

Skånsomhed omfatter også et krav om diskretion. I det omfang antallet af anholdte eller omstændighederne ved politiforretningen i øvrigt ikke taler afgørende imod, vil politiet således skulle søge at undgå, at f.eks. personer, der er ilagt håndjern, ligger på gaden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Særlige bestemmelser om visse magtmidler

Til § 17

Lovforslagets § 17 indeholder særlige regler om politiets anvendelse af skydevåben.

Bestemmelserne er i vidt omfang en videreførelse af de eksisterende regler i Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 38, af 18. februar 1998 om politiets brug af skydevåben.

Skydevåben omfatter alle politiets tjenestevåben, som kan skyde med skarp ammunition, og bestemmelsen omfatter således både pistol og maskinpistol.

§ 17, stk. 1 , indeholder en udtømmende opregning af de situationer, hvor skydevåben må anvendes som magtmiddel. Bestemmelsen indeholder en præcisering og indskrænkning i forhold til de situationer, der er nævnt i § 13. De nævnte situationer svarer til, hvornår der efter den gældende administrative regulering er adgang til at anvende skydevåben. Herudover følger det udtrykkeligt af bestemmelsen, at skydevåben kan anvendes i nødhjælpstilfælde, når betingelserne for anvendelse af skydevåben i øvrigt er opfyldt.

Bestemmelsen omfatter den faktiske afgivelse af skud, herunder varselsskud, samt advarsler og andre tilkendegivelser om afgivelse af skud. Politiet må således ikke – mundtligt eller ved sin blotte optræden – bevidst give indtryk af, at skud vil blive afgivet, medmindre betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Det beror på en konkret vurdering af den enkelte polititjenestemands håndtering af sit våben eventuelt sammenholdt med den pågældendes udtalelser, hvornår der foreligger en tilkendegivelse om anvendelse af skydevåben.

Bestemmelsen omfatter ikke situationer, hvor et skydevåben alene anvendes som slagvåben.

Stk. 1, nr. 1 , bestemmer, at skydevåben kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på person.

Et overhængende angreb omfatter i forhold til det påbegyndte angreb det tidsmæssigt fjernere, men dog sikre angreb, f.eks. aktivering af en tidsindstillet bombe eller lignende.

Angrebet skal være farligt. Det vil sige, at angrebet skal indebære eller formodes at indebære fare for den angrebne persons liv eller fare for, at den pågældende pådrager sig alvorlige helbredsskader. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis angriberen er bevæbnet med skydevåben eller et farligt stik- eller slagvåben. Et angreb kan endvidere være farligt, hvis det udføres så kraftigt og brutalt – eventuelt af flere i forening – at der af den grund er anledning til at frygte for den angrebne persons liv mv.

Den enkelte polititjenestemand skal vurdere ud fra de foreliggende oplysninger og sine egne observationer i situationen, om et angreb er farligt. Et angreb kan derfor efter omstændighederne med rette vurderes som farligt, selv om det senere måtte vise sig, at gerningsmandens pistol ikke var ladt eller var en attrappistol, eller at angriberen, der havde truet med at skyde og havde ført hånden til lommen som for at fremtage en pistol, viste sig at være ubevæbnet.

Efter § 17, stk. 1, nr. 2 , kan skydevåben anvendes med henblik på at afværge fare i øvrigt for personers liv eller for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader.

Bestemmelsen sigter navnlig til de situationer, hvor politiet anvender magt over for en person af hensyn til den pågældende selv (nødhjælp). Det kan dog ikke fuldstændig udelukkes, at anvendelse af skydevåben også vil kunne være berettiget i andre tilfælde, f.eks. over for personer, der lægger hindringer i vejen for politiets mulighed for at redde en person i livsfare.

Bestemmelsen vil formentlig sjældent finde anvendelse i praksis. Det er dog forekommet, at politiet har skudt på en person og dermed forhindret den pågældende i at begå selvmord.

Med udtrykket ”alvorlige helbredsskader” præciseres kravet om, at anvendelse af skydevåben skal stå i rimeligt forhold til den fare, som søges afværget. Som udgangspunkt vil politiet herefter ikke kunne anvende skydevåben, medmindre der er fare for skader af en karakter, der vil kunne medføre varige mén, længere tids sygeleje el.lign.

I § 17, stk. 1, nr. 3 , bestemmes, at skydevåben kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.

Et farligt angreb kan i disse situationer for så vidt udføres af en enkeltperson, f.eks. en bombemand, men angrebets farlighed vil formentlig oftere skulle vurderes ud fra angribernes antal og bevæbning sammenholdt med formålet med angrebet, herunder om angrebet eventuelt er et led i omfattende alvorlige uroligheder.

Bestemmelsen omfatter først og fremmest offentlige institutioner med en særlig betydning for samfundets funktion, men også private virksomheder af særlig betydning kan være omfattet. Som eksempler kan nævnes kongehuset, Folketinget, ministerierne, politi- og retsbygninger, jernbaneanlæg, broer, havne, lufthavne, telefonanlæg, radio- og TV-stationer, elektricitetsværker, vandforsyningsanlæg, banker og posthuse, samt større eller livsvigtige industrianlæg.

I praksis må det antages, at den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 2, om afværgelse af fare for personers liv mv., ofte tillige vil være anvendelig, når der er tale om et angreb med den fornødne farlighed på samfundsvigtige institutioner mv.

Efter § 17, stk. 1, nr. 4 , kan skydevåben anvendes ved pågribelse af personer, som har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på person, medmindre der ikke skønnes at være risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et sådant angreb.

Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor en person har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et angreb. Der skal være tale om et aktuelt forhold. Tidligere begåede forhold vil ikke i sig selv kunne begrunde anvendelse af skydevåben.

En persons tidligere forhold kan dog indgå ved vurderingen af, om den pågældende med rimelig grund kan mistænkes for at have begået et angreb mv. som nævnt i bestemmelserne.

Rene retshåndhævelseshensyn vil kun i sjældne tilfælde kunne begrunde, at politiet anvender skydevåben for at pågribe en person. I en situation, hvor der er tale om at pågribe en flygtende person, må karakteren af det begåede forhold, sandsynligheden for at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et farlig angreb mv. samt sandsynligheden for, at den pågældende kan pågribes på et senere tidspunkt, indgå ved vurderingen af, om det er berettiget at anvende skydevåben.

Anvendelse af skydevåben i disse tilfælde forudsætter, at der som minimum er et påbegyndt angreb. Et angreb vil som udgangspunkt være påbegyndt, når forberedelseshandlingerne er afsluttet, f.eks. ved at komme patroner i et skydevåben. Det er ikke en betingelse, at skadevirkningen af angrebet indtræder umiddelbart. Bestemmelsen kan således efter omstændighederne også omfatte pågribelsen af en bombemand med henblik på at få oplyst placering og detonationstidspunkt for en tidsindstillet bombe.

Det skal endvidere skønnes, at der er risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et farligt angreb på person, herunder også ved at fortsætte et påbegyndt angreb. Om den betingelse er opfyldt, beror på en samlet konkret vurdering af oplysningerne navnlig om personens sindstilstand, det begåede forhold, og om den pågældende er bevæbnet.

Udtrykket ”farligt angreb på person” skal forstås på samme måde som i nr. 1.

Efter § 17, stk. 1, nr. 5 , kan skydevåben anvendes med henblik på at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.

Bestemmelsen vil i praksis kun sjældent finde anvendelse. Kravet om nødvendighed og forsvarlighed vil indebære, at det formentlig kun vil være i forbindelse med handlinger, der har karakter af terrorvirksomhed, at anvendelse af skydevåben kan komme på tale.

Angrebsobjekterne samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg svarer til bestemmelsen i nr. 3.

Endelig kan skydevåben anvendes efter § 17, stk. 1, nr. 6 , med henblik på at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have begået alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder. Bestemmelsen sigter til de forbrydelser, der følger af straffelovens kapitel 12 og 13.

Det følger af § 17, stk. 2 , at politiet, før der afgives skud, der indebærer risiko for skade på person, så vidt muligt først ved advarselsråb og dernæst ved varselsskud skal tilkendegive, at politiet har til hensigt at skyde, hvis politiets påbud ikke efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

De formelle krav om advarselsråb og varselsskud er en præcisering af de almindelige betingelser for magtanvendelse efter bestemmelsen i § 14.

Bestemmelsen omfatter først og fremmest sigtede skud mod person, men også skud mod genstande er omfattet, hvis skuddet kan indebære fare for skade på person, f.eks. på grund af risiko for rikochetterende projektiler.

Enhver mundtlig ordre fra politiet anses i politilovens forstand som et påbud. Et påbud skal så vidt muligt følges op af et advarselsråb, som udtrykkeligt tilkendegiver, at politiet har til hensigt at skyde, hvis påbuddet ikke følges.

Der skal endvidere så vidt muligt afgives varselsskud.

Hvis der ikke er tid til at give påbud eller ved advarselsråb eller varselsskud at tilkendegive, at politiet har til hensigt at skyde, kan politiet skyde umiddelbart. Sådanne situationer vil i praksis formentlig kun opstå ved meget pludselige (farlige) angreb. Advarselsråb og -skud vil herudover f.eks. kunne undlades, hvis det vil indebære en optrapning af situationen.

Varselskud skal efter den gældende administrative regulering afgives, så de i den foreliggende situation ikke udgør en nærliggende fare for andre. Varselsskud afgives derfor, hvis det sker under åben himmel, lige op i luften, jf. kundgørelsens § 8, stk. 2. En lignende administrativ bestemmelse forudsættes videreført, jf. bemærkningerne til § 21 nedenfor.

Efter § 17, stk. 3 , må der kun skydes i yderste nødsfald i en situation, hvor der er nærliggende risiko for, at udenforstående vil blive ramt af skuddet.

En tilsvarende bestemmelse findes i dag i kundgørelsens § 5.

Med bestemmelsen præciseres forsvarlighedsbetingelsen i de situationer, hvor der er nærliggende risiko for at ramme udenforstående.

Betingelsen om ”nærliggende risiko” for udenforstående indebærer, at situationer, hvor der alene er en mere teoretisk risiko for, at udenforstående vil kunne blive ramt af skud, ikke vil være omfattet af de skærpede betingelser for skudafgivelse. En nærliggende risiko for, at andre personer kan blive ramt, vil navnlig være til stede i situationer med mange mennesker, men også risikoen for gennemskydning og rikochetterende projektiler kan efter omstændighederne medføre en nærliggende risiko for andre.

Hvorvidt der foreligger ”yderste nødsfald” vil afhænge af en konkret vurdering af den enkelte situation. Det må dog som udgangspunkt kræves, at der foreligger en høj grad af sandsynlighed for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader eller mister livet, hvis politiet ikke griber til anvendelse af skydevåben.

Pågribelse af en person eller afværgelse af fare for tingsødelæggelser vil som udgangspunkt ikke kunne berettige anvendelse af skydevåben, hvis det vil indebære en nærliggende risiko for, at udenforstående kan komme til skade.

I § 17, stk. 4 , angives særlige betingelser for anvendelse af skydevåben, når en polititjenestemand er under kommando.

En polititjenestemand må herefter alene skyde på eget initiativ, hvis det sker med henblik på at afværge et farligt angreb på en person, jf. stk. 1, nr. 1, eller i øvrigt for at afværge fare for nogens liv eller alvorlige helbredsskader, jf. stk. 1, nr. 2.

En lignende bestemmelse findes i dag i kundgørelsens § 7.

§ 17, stk. 5 , indebærer, at politiet har pligt til straks at sørge for lægehjælp til personer, der er ramt af politiets skud. Bestemmelsen gælder, uanset hvor den pågældende er ramt, og uanset om politiet skønner, at der alene er tale om overfladiske skader.

Bestemmelsen forpligter dog ikke politiet til med magt at gennemtvinge lægehjælp til en person mod den pågældendes vilje, når denne skønnes at være i stand til at varetage sine egne interesser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 18

Forslagets § 18 indeholder særlige regler om politiets anvendelse af stav. Med stav menes den stav, som normalt tilhører den enkelte polititjenestemands udrustning.

Bestemmelsen er i vidt omfang en videreførelse af de eksisterende regler i Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 37 af 30. september 1998 om politiets brug af stav, og indeholder en udtømmende opregning af de situationer, hvor stav må anvendes som magtmiddel. Situationerne svarer hovedsagelig til, hvornår der efter den gældende administrative regulering må anvendes stav, idet den foreslåede bestemmelse dog også udtrykkeligt har medtaget nødhjælpssituationer. Herudover begrænser og præciserer bestemmelsen adgangen til at anvende stav over for passiv modstand.

Bestemmelsen omfatter den faktiske anvendelse af politistaven samt advarsler og andre tilkendegivelser om tildeling af slag. Politiet må således ikke – mundtligt eller ved sin blotte optræden – bevidst give indtryk af at ville slå med stav, medmindre betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Det beror på en konkret vurdering af den enkelte polititjenestemands håndtering af staven eventuelt sammenholdt med den pågældendes udtalelser, hvornår der foreligger en tilkendegivelse om anvendelse af stav.

Efter § 18, stk. 1, nr. 1 , må stav anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person.

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 17, stk. 1, nr. 1, om anvendelse af skydevåben med den forskel, at anvendelse af stav ikke er betinget af, at angrebet skal være farligt.

Det er dog ikke ethvert personangreb, der kan mødes med anvendelse af stav. Brug af stav skal stå i rimeligt forhold til angrebet. Angreb, der alene kan forvolde mindre skader, som f.eks. blå mærker, mindre rifter og lign., kan ikke begrunde anvendelse af stav.

Efter § 18, stk. 1, nr. 2 , må stav anvendes med henblik på at afværge fare i øvrigt for personers liv eller helbred.

Bestemmelsen er ikke, som ved § 17, stk. 1, nr. 2, om skydevåben, begrænset til fare for alvorlige helbredsskader. Det vil dog ikke være enhver fare for personskade, der kan berettige anvendelse af stav. Magtanvendelsen skal stå i rimeligt forhold til den fare, der søges afværget.

Bestemmelsen sigter navnlig til de situationer, hvor politiet anvender magt over for en person af hensyn til den pågældende selv (nødhjælp).

Anvendelse af stav vil endvidere kunne være berettiget i situationer, hvor nogen søger at forhindre politiet i at hjælpe en person i fare, f.eks. ved at stille sig i vejen for politiets adgang til det sted, hvor personen befinder sig.

I § 18, stk. 1, nr. 3 , er der hjemmel til, at stav kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.

Udtrykket ”samfundsvigtige institutioner, virksomheder og anlæg” har den samme betydning som i bestemmelsen om skydevåben, jf. bemærkningerne til § 17, stk. 1, nr. 3, ovenfor.

§ 18, stk. 1, nr. 4 , indebærer, at stav kan anvendes for at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom.

Udtrykket ”ejendom” omfatter angreb på fast ejendom og andre formuegoder. Den økonomiske værdi af godet er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om et angreb omfattet af bestemmelsen. Værdien kan dog have betydning ved vurderingen af, om det vil være nødvendigt og forsvarligt at anvende stav.

Efter stk. 1, nr. 5 , kan stav anvendes for at sikre gennemførelse af lovlige tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand.

Ved ”tjenestehandlinger” forstås bl.a. anholdelse/frihedsberøvelse, påbud, visitation og fratagelse af genstande, eller hvis politiet søger at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted.

Udtrykket ”aktiv modstand” kan omfatte en række situationer fra omfattende uroligheder til situationer, hvor en anholdt/pågrebet person holder fast i en genstand eller andre personer, når politiet forsøger at føre den pågældende væk. Det omfatter også situationer, hvor en pågrebet person forsøger at slå eller rive sig løs fra en polititjenestemands greb, eller hvor en person gør fysisk modstand mod en visitation.

Der kan også være tale om, at tredjemænd forsøger at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, f.eks. at personer forsøger at forhindre en anholdelse eller at befri en anholdt.

Det følger af straffelovens § 119, stk. 3, at det er strafbart at forsøge at lægge f.eks. politiet hindringer i vejen for udførelse af deres tjeneste eller hverv. Udtrykket ”lægger hindringer i vejen” omfatter enhver aktivitet, der lægger hindringer i vejen for udøvelse af politiets tjeneste, og straffelovens § 119, stk. 3, vil således kunne være vejledende for, hvornår der foreligger aktiv modstand mod en tjenestehandling.

Efter § 18, stk. 1, nr. 6 , må stav anvendes med henblik på at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.

Passiv modstand omfatter f.eks. situationer, hvor en anholdt, der ønskes ført væk, ikke følger med, men forholder sig passiv, eventuelt lægger sig ned, og hvor en større menneskemængde stimler sammen til en ulykke, blokerer adgangen til virksomheder mv. og ikke fjerner sig trods politiets påbud herom. Passiv modstand omfatter også situationer, hvor en anholdt forsøger at undvige ved f.eks. at løbe fra stedet. Hvis den anholdte slår eller river sig fri fra en polititjenestemand for at løbe fra stedet, vil situationen være omfattet af bestemmelsen i nr. 5 om aktiv modstand.

Passiv modstand, der indebærer risiko for nogens liv eller helbred, f.eks. ved at en person blokerer for adgang til en person, der forsøger selvmord eller på anden måde er i fare, vil være omfattet af bestemmelsens nr. 2. Bestemmelsen i nr. 6 vil således i praksis navnlig omfatte tjenestehandlinger med henblik på at afværge fare for ordensforstyrrelser, bringe strafbar virksomhed til ophør, eller pågribe personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have begået en forbrydelse.

Det vil som udgangspunkt ikke være forsvarligt at anvende stav mod personer, der alene yder passiv modstand, og der stilles derfor krav om, at tjenestehandlingen skal være uopsættelig, samt at andre og mindre indgribende midler skal skønnes åbenbart uegnede. Hermed præciseres og uddybes kravet om nødvendighed og forsvarlighed i en situation, hvor der bliver tale om at gribe ind over for passiv modstand.

Det må bero på en konkret vurdering og afvejning af flere forhold, herunder navnlig de mulige konsekvenser ved at undlade at gribe ind, om gennemførelse af en tjenestehandling er uopsættelig. Som udgangspunkt må tjenestehandlinger med henblik på at afværge forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner, f.eks. kollektiv transport, brandslukning, ambulancekørsel, hjemmepleje mv., eller at bryde en blokade af en større færdselsåre anses for uopsættelige. Endvidere vil pågribelse/anholdelse af en gerningsmand ofte være en uopsættelig tjenestehandling, navnlig hvis den pågældende træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det forhold, der begrunder anholdelsen.

Passiv modstand kan udøves af en eller flere personer, og der kan være en forskel i politiets muligheder for at anvende stav i de forskellige situationer. Generelt må antallet af betjente over for antallet af personer, der modsætter sig politiets tjenestehandlinger, samt muligheden for forstærkninger spille en væsentlig rolle ved vurderingen af, om anvendelse af almindelig fysisk kraft er et åbenbart uegnet middel.

Hvis en eller ganske få personer yder modstand ved at forholde sig passivt, må det antages, at det næsten undtagelsesfrit vil være muligt at gennemføre tjenestehandlingen ved brug af almindelig fysisk magt, det vil sige magtanvendelse uden midler.

Yder et større antal personer modstand ved at forholde sig passive, kan det efter omstændighederne være vanskeligere at gennemføre tjenestehandlingen ved hjælp af almindelig fysisk magtudøvelse. Politiet må i sådanne situationer først og fremmest overveje at anvende gas, og kun såfremt dette middel skønnes åbenbart uegnet, vil anvendelse af stav være berettiget.

Anvendelse af hund, jf. § 19, anses ikke for et mindre indgribende middel end stav.

I § 18, stk. 2 , fastsættes det, at politiet, før stav tages i brug med henblik på rydning af gader, bygninger mv. for et større antal personer, så vidt muligt skal tilkendegive over for vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge stav, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

Det formelle krav om tilkendegivelse af, at stav i givet fald vil blive brugt, er en præcisering af de almindelige betingelser for magtanvendelse efter bestemmelsen i § 16.

Enhver mundtlig ordre fra politiet anses i politilovens forstand som et påbud. Et påbud skal så vidt muligt følges op af en tilkendegivelse om, at politiet har til hensigt at bruge stav.

I nogle tilfælde vil der ikke være tid til hverken at give påbud eller advare om brug af stav. I sådanne tilfælde kan politiet bruge stav umiddelbart. Dette vil dog formentlig i praksis kun være relevant ved meget pludselige (voldelige) opløb.

Bestemmelsen omfatter alene brug af stav med henblik på rydning af gader, bygninger mv. for et større antal personer. Undtaget er derimod f.eks. situationer, hvor politiet anvender stav med henblik på at afværge et angreb udført af en enkeltperson. I sådanne tilfælde må spørgsmålet om, hvorvidt der i den konkrete situation bør advares om brug af stav, afgøres efter den almindelige bestemmelse om politiets magtanvendelse i lovforslagets § 16, jf. ovenfor.

I § 18, stk. 3 , angives det, at politiet har pligt til straks at sørge for lægehjælp til personer, der er kommet til skade som følge af politiets brug af stav, medmindre det skønnes åbenbart ubetænkeligt at undlade lægeundersøgelse.

Politiet skal herefter straks sørge for lægehjælp, medmindre et slag med stav alene har medført mindre overfladiske skrammer, blå mærker el.lign. Er der tvivl om, hvorvidt eventuelle skader kræver lægehjælp, skal lægehjælp rekvireres.

Bestemmelsen forpligter dog ikke politiet til med magt at gennemtvinge lægehjælp til en person mod den pågældendes vilje, hvis denne skønnes at være i stand til at varetage sine egne interesser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 19

Lovforslagets § 19 indeholder særlige regler om politiets anvendelse af hund.

Bestemmelsen er i vidt omfang en videreførelse af de eksisterende regler i Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 40 af 6. maj 1998 om politiets brug af politihund, og indeholder en udtømmende opregning af de situationer, hvor politiet kan anvende hund som magtmiddel. Politiet kan herefter anvende hund i de samme situationer, som efter den gældende administrative regulering. Dog er der også udtrykkeligt medtaget nødhjælpssituationer, ligesom adgangen til at anvende hund over for passiv modstand er begrænset og præciseret i forhold til de gældende administrative regler.

Bestemmelsen regulerer politiets anvendelse af tjenestehund i forbindelse med magtudøvelse. Bestemmelsen omfatter derimod ikke anvendelse af hund i forbindelse med andre opgaver som eftersøgning af bortgåede, forulykkede mv., søgning efter koster og søgning efter spor fra gerningssteder.

Bestemmelsen omfatter den faktiske anvendelse af hund samt advarsler og andre tilkendegivelser om brug af hund. Tilkendegivelse om brug af hund forudsætter noget mere ”kvalificeret” end hundens blotte tilstedeværelse. ”Defensiv” brug af hunden, f.eks. i forbindelse med bevogtning af gerningssteder, afspærringer og lign. vil som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen, men spørgsmålet må i øvrigt bero på en konkret vurdering.

Efter § 19, stk. 1, nr. 1-4 , må anvendelse af hund ske med henblik på at afværge en række nærmere angivne angrebssituationer eller ved fare for nogens liv eller helbred. Bestemmelserne svarer til stk. 1, nr. 1-4 i lovforslagets § 18 om anvendelse af stav, jf. ovenfor.

Om stav eller hund i en given situation er det mest hensigtsmæssige middel må bero på en konkret vurdering af, hvad der i den pågældende situation er nødvendigt og forsvarligt.

§ 19, stk. 1, nr. 5 , indeholder hjemmel til, at politiet kan anvende hund med henblik på at sikre pågribelse af personer.

Denne bestemmelse kunne for så vidt være indeholdt i bestemmelserne om gennemførelse af tjenestehandlinger, jf. nedenfor om nr. 6 og 7. Pågribelsessituationer er imidlertid medtaget som et selvstændigt punkt, da det ofte forekommer i praksis, at hund bliver anvendt for at pågribe personer, f.eks. en flygtende indbrudstyv, som undlader at standse trods politiets påbud herom og trods advarsel om brug af hund.

Efter § 19, stk. 1, nr. 6 , må hund anvendes for at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 17, stk. 1, nr. 5, om brug af stav, jf. ovenfor.

Som anført ovenfor under bestemmelsen om stav, omfatter udtrykket ”aktiv modstand” bl.a. situationer, hvor en anholdt/pågrebet person holder fast i en genstand eller andre personer, når politiet forsøger af føre den pågældende fra stedet. Det vil formentlig i praksis næppe være forsvarligt at anvende hund i sådanne situationer.

Hund kan f.eks. anvendes med henblik på at sprede opløb i form af gadeuorden, kollektiv udøvelse af hærværk, bålafbrænding mv., rydning i forbindelse med værtshusuorden samt rydning i forbindelse med blokader. Anvendelse af hund i forbindelse med anholdelse/frihedsberøvelse vil være omfattet af bestemmelsens nr. 5, jf. ovenfor.

§ 19, stk. 1, nr. 7 , indebærer, at hund kan anvendes for at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet. Bestemmelsen svarer til § 18, stk. 1, nr. 6, om stav, jf. ovenfor.

Passiv modstand omfatter f.eks. situationer, hvor en anholdt, der ønskes ført væk, ikke følger med, men forholder sig passivt, eventuelt lægger sig ned, og hvor en større menneskemængde stimler sammen til en ulykke, blokerer adgangen til og fra virksomheder mv. og ikke fjerner sig trods politiets påbud herom.

Efter bestemmelsen må hund alene anvendes i disse tilfælde, hvis gennemførelse af tjenestehandlingen skønnes uopsættelig, og andre og mindre indgribende midler skønnes åbenbart uegnede.

Om gennemførelse af en tjenestehandling er ”uopsættelig”, må bero på en konkret vurdering og afvejning af flere forhold, herunder navnlig de mulige konsekvenser ved at undlade at gribe ind. Der kan i øvrigt henvises til det herom anførte under bestemmelsen i § 18 om stav.

I en situation, hvor en eller ganske få personer yder modstand ved at forholde sig passive, f.eks. at en anholdt nægter at følge med, må det antages, at det næsten undtagelsesfrit vil være muligt at gennemføre tjenestehandlingen ved hjælp af almindelig fysisk magtudøvelse. I disse tilfælde vil det formentlig kun sjældent være nødvendigt at anvende hund.

Yder et større antal personer modstand ved at forholde sig passive, f.eks. ved ikke at efterkomme politiets påbud om at fjerne sig fra et område, kan det efter omstændighederne være vanskeligere at gennemføre tjenestehandlingen ved anvendelse af almindelig fysisk kraft. Antallet af betjente over for antallet af personer, der yder passiv modstand, må indgå ved vurderingen af, om hund kan anvendes.

Skønnes det uhensigtsmæssigt at søge at gennemføre tjenestehandlingen ved anvendelse af almindelig fysisk kraft, må politiet først og fremmest overveje at anvende gas, og kun såfremt dette middel skønnes åbenbart uegnet, vil hund kunne anvendes

§ 19, stk. 2 og 3 , svarer til bestemmelserne i § 18, stk. 2 og 3 om stav, jf. ovenfor. Der henvises hertil, idet det bemærkes, at bestemmelsen i § 19, stk. 2, ikke som § 18, stk. 2, er begrænset til tilfælde, hvor politiet anvender magt for at rydde gader, bygninger mv. for et større antal personer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 20

Lovforslagets § 20 indeholder særlige regler om politiets anvendelse af gas.

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende administrative regulering og indeholder en udtømmende angivelse af de situationer, hvor politiet kan anvende såkaldt tåregas. Politiet anvender i dag CS-gas som tåregas. Bestemmelsen vil også omfatte andre gasarter, der virker på lignende måde, i det omfang disse med tiden måtte blive en del af politiets magtmidler.

Bestemmelsen omfatter den faktiske anvendelse samt advarsel og andre tilkendegivelser om brug af gas.

§ 20, stk. 1, nr. 1-4 , svarer til bestemmelserne ovenfor i § 18, stk. 1, nr. 1-4, om stav og § 19, stk. 1, nr. 1-4, om hund, hvortil der henvises.

Om gas, stav eller hund i en given situation er det mest hensigtsmæssige middel, må bero på en konkret vurdering. Det antages f.eks., at gas ofte vil være mindre egnet til at afværge angreb udført af én person, men måske ofte er mere egnet til at afværge angreb udført af en større menneskemængde.

I § 20, stk. 1, nr. 5 , angives, at gas kan anvendes for at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv eller passiv modstand.

Bestemmelsen svarer for så vidt angår aktiv modstand til bestemmelserne i lovudkastets § 16, stk. 1, nr. 5 og § 17, stk. 1, nr. 6.

Gas kan f.eks. anvendes med henblik på at sprede opløb i form af gadeuorden, kollektiv udøvelse af hærværk, bålafbrænding mv. Gas vil endvidere kunne anvendes til f.eks. at rydde besatte ejendomme eller et område i forbindelse med fysiske blokader, samt for at pågribe gerningsmænd, der har forskanset sig i lejligheder mv.

Bestemmelsen indeholder ikke, som bestemmelserne i §§ 18 og 19 om anvendelse af stav eller hund over for passiv modstand, krav om, at tjenestehandlingen skal skønnes uopsættelig.

I en situation, hvor politiet griber ind over for en større menneskemængde, der yder passiv modstand, og hvor politiets indgriben ikke skønnes uopsættelig, vil politiet kunne anvende gas for at genoprette ro og orden, forudsat magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig, jf. lovforslagets § 16.

Om gas i den konkrete situation bør anvendes, vil endvidere bl.a. afhænge af, om gassen vil kunne medføre gener for udenforstående. Navnlig i tæt bebyggede områder samt nær børnehaver, skoler og plejehjem mv. kan hensynet til udenforstående indebære, at gas ikke kan anses for at være et anvendeligt middel. Risikoen for udenforstående kan dog efter omstændighederne begrænses ved at advare omkringboende, tilskuere, forbipasserende mv. om, at gas vil blive anvendt. Gas kan endvidere naturligvis være et uanvendeligt magtmiddel, hvis den eller de personer, politiet griber ind over for, bærer gasmasker eller på anden måde er beskyttet mod virkningerne af gas.

§ 20, stk. 2 , svarer til bestemmelserne ovenfor i § 18, stk. 2, om stav og § 19, stk. 2, om hund, hvortil der henvises.

Der må udvises tilbageholdenhed med at anvende gas over for en større menneskemængde, som befinder sig indendørs. Det gælder navnlig, hvis det på grund af dårlige adgangsforhold er vanskeligt at komme væk fra stedet, og anvendelse af gas vil kunne føre til tumulter eller panik.

Efter § 20, stk. 3 , skal politiet straks sørge for lægehjælp til personer, der som følge af politiets anvendelse af gas har fået gener, der skønnes at kræve lægehjælp.

Udgangspunktet er, at personer, der udsættes for tåregas, ikke har behov for lægehjælp. Normalt medfører tåregas således alene forbigående gener og ubehag, der forsvinder efter et kortere ophold i frisk luft. Hertil kommer, at politiet er udstyret med antitåregasmiddel, som kan anvendes til at rense personer, der har været udsat for tåregas.

Det kan dog ikke udelukkes, at nogle personer bliver så kraftigt påvirket af tåregas, at der er behov for lægehjælp, og politiet har i disse tilfælde pligt til at sørge for lægehjælp til de pågældende. Bestemmelsen forpligter dog ikke politiet til med magt at gennemtvinge lægehjælp til en person mod den pågældendes vilje, hvis vedkommende skønnes at være i stand til at varetage sine egne interesser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 21

Lovforslagets § 21 indeholder en særlig bemyndigelsesbestemmelse til justitsministeren vedrørende regler om magtanvendelse.

Efter bestemmelsen i § 21 fastsætter justitsministeren nærmere regler om politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas. Justitsministeren kan i øvrigt fastsætte nærmere regler om politiets anvendelse af magt, jf. stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 17-19 om skydevåben, stav og hund afløser de mest centrale bestemmelser i Rigspolitichefens kundgørelser om disse magtmidler.

En række af de bestemmelser, der i dag følger af kundgørelserne, er imidlertid ikke medtaget i lovudkastet. Det gælder f.eks. nærmere bestemmelser om afgivelse af varselsskud, hvor på kroppen det er tilladt at slå med stav, bestemmelser om anvendelse af stav og hund under kommando, samt bestemmelser om indberetning.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1 , skal justitsministeren fastsætte nærmere regler om anvendelse af skydevåben, stav, hund. Det forudsættes således, at justitsministeren fastsætter sådanne regler, som i dag findes i kundgørelserne, og som ikke er medtaget i de foreslåede bestemmelserne i lovudkastet.

Det følger endvidere af bestemmelsen, at justitsministeren skal fastsætte nærmere bestemmelser om anvendelse gas. Der findes ikke i dag administrative regler, der særligt regulerer politiets anvendelse af gas. Det forudsættes, at administrative regler om anvendelse af gas bl.a. vil indeholde bestemmelser om, hvilke typer af gas der må anvendes, samt præciserende regler for, i hvilke situationer gas må anvendes, herunder om anvendelse af gas indendørs.

Justitsministeren kan i øvrigt fastsætte nærmere regler om politiets anvendelse af magt, jf. § 21, stk. 2. Justitsministeren kan herefter bl.a. fastsætte regler for anvendelse af eventuelle nye magtmidler, samt uddybe og præcisere de gældende regler, hvis der måtte opstå behov herfor.

Der henvises til pkt. 6.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 5

Politiets selvhjælpshandlinger

Kapitlet indeholder § 22 om politiets selvhjælpshandlinger.

Til § 22

Lovforslagets § 22 indeholder hjemmel til, at politiet kan lade selvhjælpshandlinger udføre.

§ 22, stk. 1, nr. 1 , indeholder hjemmel til, at politiet under visse betingelser selv kan iværksætte nødvendige handlinger for at sikre, at et påbud fra politiet efterkommes.

Det er en forudsætning for politiets iværksættelse af selvhjælpshandlinger, at den ansvarlige forinden har fået et påbud i medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af loven om at bringe forholdet i orden.

Påbud udstedt i medfør af regler med hjemmel i loven sigter til påbud udstedt i medfør af regler fastsat med hjemmel i lovforslagets §§ 23-24. Påbud vil herefter typisk indebære, at et ulovligt forhold skal bringes til ophør. Et påbud kan f.eks. gå ud på, at farlige istapper skal fjernes, at et bål på vejen skal slukkes, eller at en udgravning nær offentlig vej skal indhegnes.

Der skal være proportionalitet mellem iværksættelse af en selvhjælpshandling og den fare eller det ulovlige forhold, der skal afværges eller bringes til ophør.

Det er ikke en betingelse for iværksættelse af selvhjælpshandlinger, at den ansvarlige kan bebrejdes det forhold, der begrunder politiets påbud.

Den ansvarlige skal forinden være gjort opmærksom på, at manglende efterkommelse af påbuddet vil kunne få den følge, at politiet iværksætter de nødvendige tiltag på vegne af denne.

Den ansvarlige må, medmindre øjeblikkelig indgriben er nødvendig, jf. nr. 2 nedenfor, normalt indrømmes en vis frist til at efterkomme politiets påbud.

Efter § 22, stk. 1, nr. 2, kan selvhjælpshandlinger endvidere foretages, når øjeblikkelig indgriben er nødvendig til beskyttelse af enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed eller for at undgå betydelige forstyrrelser af den offentlige orden.

Det er i disse tilfælde ikke en betingelse, at der er udstedt et påbud, og bestemmelsen giver således politiet mulighed for at skride ind umiddelbart, når det er nødvendigt for at beskytte sikkerheden eller undgå betydelige forstyrrelser af den offentlige orden.

Bestemmelsen sigter navnlig til situationer, hvor der er overhængende fare for personers sikkerhed eller ordensforstyrrelser af en vis kvalificeret karakter, jf. kravet om betydelig forstyrrelse. Det kan f.eks. være lukning af en gashane, kemikalieudslip fra en virksomhed eller slukning af et bål på kørebanen.

§ 22, stk. 2 , angiver, hvem der skal betale for politiets udgifter i forbindelse med udførelse af selvhjælpshandlinger.

Efter bestemmelsen er den ”ansvarlige” forpligtet til at dække politiets udgifter i forbindelse med foranstaltninger udført i medfør af stk. 1.

Bestemmelsen omfatter alene udgifter afholdt af politiet i forbindelse med iværksættelsen af selvhjælpshandlingen som f.eks. udgifter til låsesmed, teknisk assistance mv. Den ansvarlige kan derimod ikke forpligtes til at betale for politiets tidsforbrug og lignende.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.2. og 7.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til kapitel 6

Bemyndigelsesbestemmelser

Kapitlet indeholder §§ 23 og 24.

Til § 23

Lovforslagets § 23 indeholder hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætter regler om bl.a. sikring af den offentlige orden og beskyttelse af sikkerheden.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan der i en bekendtgørelse udstedt i medfør bestemmelsens stk. 1 fastsættes regler om, at politimesteren (politidirektøren) kan træffe midlertidige foranstaltninger i form af påbud eller forbud med henblik på at forebygge fare for den offentlige orden mv.

Bestemmelsen indebærer, at der fremover med hjemmel i en bekendtgørelse udstedt i medfør af stk. 1 kan iværksættes midlertidige foranstaltninger svarende til de midlertidige foranstaltninger, der hidtil har kunnet iværksættes i medfør af loven om politiet uden for København og loven om Københavns politi.

Stk. 3 indeholder hjemmel til i bekendtgørelsesform at videreføre de gældende straffebestemmelser i politivedtægterne og – for så vidt angår midlertidige foranstaltninger – i de ovenfor nævnte politilove.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2. og 8.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 24

Lovforslagets § 24 indeholder hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte lokale politivedtægter, hvis særlige forhold tilsiger det.

Det præciseres i stk. 3 , at regler i en politivedtægt skal være begrundet i hensynet til den offentlige orden eller beskyttelse af enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.

Bestemmelsen i stk. 4 indeholder hjemmel til at videreføre de gældende straffebestemmelser i politivedtægterne og – for så vidt angår midlertidige foranstaltninger – i politilovene.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2. og 8.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 7

Ikrafttrædelsesbestemmelser mv.

Kapitel 7 (§§ 25-28 ) indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Til § 25

§ 25 indeholder lovens ikrafttrædelsesbestemmelse.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 2004.

Til § 26

Lovforslagets § 26 indeholder ophævelses- og overgangsbestemmelser.

Det fremgår af § 26, stk. 1 , at lov af 11. februar 1863 angående omordning af Københavns politi mv. og lov nr. 21 af 4. februar 1871 om Politiet uden for København ophæves.

§ 26, stk. 2 , indeholder en overgangsbestemmelse, hvorefter de gældende politivedtægter, som er udstedt i medfør af lovene om Københavns politi og om politiet uden for København, bliver i kraft indtil den 1. juli 2005. Bestemmelsen indebærer, at de gældende politivedtægter forbliver i kraft indtil justitsministeren senest den 1. juli 2005 har udstedt en bekendtgørelse om den offentlige orden mv. i medfør af bestemmelsen i lovforslagets § 23.

Til § 27

Det foreslås, at retsplejelovens § 108 ophæves.

Til § 28

§ 28 indeholder regler om politilovens territoriale anvendelsesområde.