2.3.1. Anbringelsesreformen

I 2004 blev der indgået forlig mellem et flertal af Folketingets partier om en anbringelsesreform, der skal forstærke indsatsen for udsatte børn og familier. Loven3 blev vedtaget den 17. december 2004 og træder i kraft den 1. januar 2006. I det følgende beskrives derfor ikke kun de gældende regler, men også de regler som følger af anbringelsesreformen.

Baggrunden for anbringelsesreformen er, at forskning og evalueringer i de senere år gang på gang har konkluderet, at kvaliteten i indsatsen for udsatte børn er for dårlig. Målsætningen med reformen er, at de anbragte børn skal have samme muligheder som andre børn for uddannelse, arbejde og familieliv. Udover at fjerne barnet fra en uacceptabel situation i hjemmet skal en anbringelse også bidrage positivt til at hjælpe barnet videre. Det afgørende pejlemærke for reformen er således barnets bedste.

2.3.2. Formålsbestemmelsen

Det fremgår af servicelovens § 32, at formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for det, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes tidligt og sammenhængende, og der skal lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.

Der er således allerede i servicelovens formålsbestemmelse peget på børns og unges behov for kontinuitet i deres opvækst.

Der skal i øvrigt lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Det betyder, at der skal lægges afgørende vægt på hensynet til barnet eller den unge, hvis der er en konflikt mellem forældrenes interesser og hensynet til barnets eller den unges bedste.

Det fremgår således allerede af de gældende bestemmelser, at hensynet til, hvad der er bedst for barnet eller den unge, vejer tungest.

2.3.3. § 38-undersøgelse

Efter servicelovens § 38 er kommunen forpligtet til at undersøge forholdene nærmere, når det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. Det tillægges stor betydning, at kommunen foretager en grundig indledende undersøgelse, idet det gælder om på så tidligt et tidspunkt som muligt at få en kvalificeret afdækning af, om der foreligger problemer, der bør resultere i iværksættelse af hjælpeforanstaltninger.

Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Undersøgelsen kan bl.a. resultere i, at det skønnes nødvendigt at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet af barnet eller den unge, frivilligt eller tvangsmæssigt, jf. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, eller § 42.

Såfremt der ikke kan opnås samtykke til en § 38-undersøgelse, der er en frivillig undersøgelse, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse af barnet eller den unge efter servicelovens § 39.

Af servicelovens §§ 38 og 39 fremgår behovene for tidligst mulig indsats og grundig undersøgelse, om nødvendigt mod forældremyndighedsindehaverens vilje.

Med anbringelsesreformen er kravene til en undersøgelse efter servicelovens § 38 præciseret, således at der fast skal indgå bestemte forhold i undersøgelsen (barnets eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber og andre relevante forhold). Baggrunden herfor er, at det er vigtigt, at der bliver foretaget en kvalificeret og grundig afdækning af barnets eller den unges situation fra starten, idet dette styrker mulighederne for at tilrettelægge sagen hensigtsmæssigt og fra starten vælge de rigtige foranstaltninger.

Samtidig med præciseringen i servicelovens § 38 er der i lovens § 40, stk. 2, indsat en bestemmelse om, at der som altovervejende hovedregel kun kan iværksættes støtteforanstaltninger efter § 40 efter, at der er gennemført en undersøgelse efter servicelovens § 38 eller § 39.

2.3.4. Handleplaner ved anbringelse uden for hjemmet

Inden der træffes afgørelse om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet, skal der udarbejdes en handleplan, jf. servicelovens § 58 a, stk. 5 og 8. Handleplanen skal angive formålet med indsatsen og hvilken indsat der er nødvendig for at opnå formålet. Den skal tillige angive indsatsens forventede varighed og særlige forhold vedrørende barnet eller den unge samt hvilke former for støtte, der skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet.

Kommunen har efter servicelovens § 56, stk. 1, pligt til senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, at tage handleplanen op til vurdering med henblik på en eventuel revision af denne. Herefter skal kommunen mindst hver halve år vurdere, om der er behov for at revidere handleplanen.

Brugen af handleplaner skal medvirke til, at kommunen foretager målrettede og systematiske overvejelser. Kravet om planlægning af indsatsen, før denne iværksættes, skal samtidig bidrage til at sikre kontinuitet i børnesagerne.

Kravet om handleplaner og revision af disse har bl.a. til formål at sikre barnet og den unge kontinuitet i deres liv, idet brud i opvæksten, f.eks. gennem gentagne anbringelser, er en af de faktorer, der meget stærkt kan påvirke barnets eller den unges udviklingsbetingelser i negativ retning.

Med anbringelsesreformen er det i servicelovens § 58 a, stk. 5, bestemt, at der i handleplanen skal opstilles mål og delmål for indsatsen, og at de samme punkter, som indgår i § 38-undersøgelsen, skal indgå.

Endvidere er reglerne om revision af handleplaner strammet op med det formål at styrke opfølgningen og give et bedre grundlag for at justere indsatsen. Det er således bestemt, at kommunen skal vurdere, om indsatsen skal ændres, herunder om den bidrager til at nå de ønskede mål, og om barnet eller den unge profiterer af anbringelsen. Kommunen skal endvidere vurdere, om handleplanen skal revideres. Samtidig ændres tidsfristen, så kommunen får pligt til at foretage denne vurdering senest 3 måneder efter anbringelsen, og herefter mindst en gang om året.

2.3.5. Høring m.v. af barnet eller den unge

Forinden der træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung, og forinden der træffes afgørelse om ophør af en anbringelse, skal der afholdes en samtale med barnet eller den unge, jf. servicelovens § 58. Formålet med samtalen er at give kommunen et førstehåndskendskab til det barn eller den unge, som sagen drejer sig om, samt at få kendskab til barnets eller den unges mening og holdning til foranstaltningen. Samtidig er det vigtigt, at barnet eller den unge under samtalen orienteres om, hvad der skal ske og hvorfor. Samtalen kan undlades, hvis barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse.

2.3.6. Frivillige anbringelser

Det er kommunen, der i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, træffer afgørelse om frivillig anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet. Der kræves hertil samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Kriteriet for at iværksætte en anbringelse er, at denne må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov.

Kommunens afgørelse om afslag på en frivillig anbringelse kan påklages til det sociale nævn, hvis afgørelse kun kan behandles i Ankestyrelsen, hvis Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning.

2.3.7. Tvangsmæssige anbringelser

Hvis kommunen skønner, at der er behov for at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, og forældremyndighedsindehaveren og/eller den unge, der er fyldt 15 år, ikke vil give samtykke hertil, kan børn og unge-udvalget efter indstilling fra kommunen træffe afgørelse om tvangsmæssig anbringelse.

Børn og unge-udvalgets afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for landsretten.

Det centrale kriterium for at gennemføre en anbringelse uden samtykke er, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, jf. servicelovens § 42, stk. 1.

Begreberne »åbenbar risiko« og »sundhed eller udvikling« angiver, at der skal tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser. Det er således ikke en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen giver adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling.

Kravet, om at der skal foreligge åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, suppleres med en udtømmende opregning i lovens § 42, stk. 1, nr. 1 - 4, af de forhold, der kan begrunde en tvangsmæssig gennemførelse af en anbringelse. Disse årsager er:

• utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
• vold eller andre alvorlige overgreb,
• misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
• andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Kun når disse forhold fører til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, er betingelserne for tvangsmæssig anbringelse opfyldt.

Det er således en yderligere betingelse for en beslutning om anbringelse uden samtykke, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges ophold i hjemmet. I denne betingelse ligger blandt andet, at der inden beslutningen om at indstille til anbringelse uden samtykke skal ske en grundig vejledning af forældremyndighedsindehaveren, og der skal gives oplysning om hvilke andre muligheder for hjælp, der eventuelt findes, og som vil kunne anvendes med forældremyndighedsindehavers medvirken.

Ved genbehandling af en sag om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet skal der tages stilling til, om de materielle betingelser i servicelovens § 42 fortsat er opfyldt. Det vil sige, at kriterierne for anbringelsen er de samme ved den første afgørelse om anbringelse som ved genbehandling af sagen.

2.3.8. Genbehandlingsfrister

Reglerne om frister for eventuel genbehandling af sager om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet findes i servicelovens § 43. Reglerne har til formål at sikre, at anbringelsesgrundlaget af retssikkerhedsmæssige grunde efterprøves af de kompetente myndigheder.

Efter servicelovens § 43, stk. 1, er den sædvanlige frist for eventuel genbehandling af en sag om tvangsmæssig anbringelse 1 år, hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse.

Har barnet eller den unge derimod været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år, gælder som udgangspunkt en genbehandlingsfrist på 2 år.

Er sagen påklaget til Ankestyrelsen eller forelagt for retten, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom.

Børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten kan fastsætte en kortere eller længere frist for eventuel fornyet behandling af sagen i udvalget end de frister, der efter hovedreglerne er på henholdsvis 1 eller 2 år. Efter servicelovens § 43, stk. 3, sidste punktum, kan der fastsættes en kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget. Der skal foreligge væsentlige konkrete forhold for at dette kan ske, f.eks. kan der lægges vægt på en gunstig udvikling hos forældremyndighedens indehaver, eller at der er iværksat en forældreevneundersøgelse med henblik på fremtidige foranstaltninger i hjemmet.

Efter servicelovens § 43, stk. 4, kan der undtagelsesvis fastsættes en længere frist for genbehandling. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde, hvor anbringelsen på forhånd må forventes at blive af længere varighed. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vare ved ud over de frister, der som hovedregel er på henholdsvis 1 eller 2 år. I praksis bruges bestemmelsen forholdsvis sjældent, men der er set eksempler på frister på op til 4 år.

For så vidt angår baggrunden for de gældende regler om genbehandlingsfrister henvises til afsnit 2.5.1. For så vidt angår praksis herom henvises til Ankestyrelsens Sociale meddelelser4.

2.3.9. Forældremyndighed og forhold under anbringelsen

Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, hvad enten det sker frivilligt eller tvangsmæssigt, bevarer forældremyndighedsindehaveren forældremyndigheden over barnet eller den unge. Der er ikke efter de gældende regler mulighed for at fratage forældrene forældremyndigheden i forbindelse med en anbringelse. Kommunen har imidlertid et vidtgående ansvar for de børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Kommunen har således under anbringelsen pligt til løbende at føre tilsyn med barnets eller den unges forhold og kan og skal træffe afgørelse om en række forhold vedrørende barnet eller den unge (f.eks. om ændret anbringelsessted, behandling og uddannelse) i det omfang, det er nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen, jf. servicelovens § 55, stk. 1.

Forældremyndighedsindehaveren bevarer dog retten til at bestemme over en række personlige forhold vedrørende barnet eller den unge under anbringelsen, f.eks. spørgsmål om dåb og konfirmation.

De afgørelser, kommunen træffer efter servicelovens § 55, stk. 1, kan påklages til det sociale nævn. Nævnets afgørelse kan som udgangspunkt ikke indbringes for en anden administrativ myndighed, men Ankestyrelsen kan optage en sag til behandling, når styrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning.

Med anbringelsesreformen er det fastsat, at kommunen i forbindelse med sit løbende tilsyn med barnet eller den unge, mindst én gang om året skal tale med barnet eller den unge under besøg på anbringelsesstedet, jf. servicelovens § 55, stk. 2.

Efter § 11 i lov om forældremyndighed og samvær er det muligt at indgå aftaler om overførsel af forældremyndighed:

Forældrene kan aftale, at forældremyndigheden skal overføres fra den ene af dem til den anden. En sådan aftale er gyldig, blot den anmeldes til statsamtet.

Forældremyndigheden kan endvidere ved aftale overføres til andre end forældrene, f.eks. til barnets plejeforældre eller bedsteforældre. En sådan aftale er kun gyldig, hvis den godkendes af statsamtet. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Overførsel af forældremyndighed til 2 personer forudsætter, at de er gift med hinanden. Er plejeforældrene ikke gift med hinanden, må forældremyndigheden i givet fald overføres til den ene af dem.

Hvis forældrene har fælles forældremyndighed, kræver en overførsel af forældremyndigheden, at de er enige herom. En forælder kan således ikke overføre sin ”andel” af den fælles forældremyndighed til f.eks. en af plejeforældrene.

Derimod giver lov om forældremyndighed og samvær ikke andre end forældrene mulighed for at anlægge sag om overførsel af forældremyndighed. Plejeforældre, bedsteforældre m.v. har således ikke mulighed for at få forældremyndigheden over barnet, hvis forældrene modsætter sig det. Dette gælder også, selvom forældremyndighedsindehaveren ikke har haft kontakt med barnet i en meget lang periode, og ikke skønnes at være i stand til at have kontakt med barnet.

Endelig bemærkes, at der ikke er mulighed for at tillægge juridiske enheder, som f.eks. kommunen, forældremyndigheden over et barn, heller ikke selv om barnet er anbragt uden for hjemmet af kommunen.

2.3.10. Samvær og kontakt under anbringelsen

Det fremgår af servicelovens § 57, stk. 1, at forældrene (indehaveren af forældremyndigheden og forældre uden del i forældremyndigheden) og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under en anbringelse uden for hjemmet, og at det påhviler kommunen at sørge for, at forbindelsen holdes ved lige. Denne aktive forpligtelse for kommunen har især betydning i relation til svage forældre, der har vanskeligt ved selv at opretholde kontakten.

Kommunen kan efter servicelovens § 57, stk. 2, træffe afgørelse om omfang og udøvelse af samvær og kontakt og kan fastsætte nærmere vilkår herfor.

Endvidere kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om bl.a. overvåget eller afbrudt samvær, jf. servicelovens § 57, stk. 3.

Kommunen kan endvidere træffe afgørelse om samvær og kontakt med andre end forældrene, jf. servicelovens § 55, stk. 3.

Med anbringelsesreformen er der i servicelovens § 57, stk. 2, indført mulighed for, at kommunen med samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om støttet samvær, hvilket vil sige, at der skal være en 3. person til stede under samvær mellem forældrene og barnet eller den unge med henblik på at yde råd, hjælp og vejledning under samværet.

2.3.11. Ophør af en anbringelse

En anbringelse uden for hjemmet skal efter servicelovens § 46, stk. 1, ophøre, når

• formålet med anbringelsen er opnået,
• anbringelsen ikke længere er formålstjenlig, eller
• den unge fylder 18 år.

Hvis kommunen under sin løbende opfølgning af en anbringelsessag konstaterer, at der ikke længere er grundlag for anbringelsen, skal kommunen tage initiativ til at bringe foranstaltningen til ophør. Kommunen er således forpligtet til at hjemgive barnet eller den unge, når betingelserne for en anbringelse ikke længere er til stede. Dette gælder både for frivillige og tvangsmæssige anbringelser.

Der er således ikke efter de gældende kriterier for anbringelse mulighed for at lade barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet udgøre et selvstændigt grundlag for fortsat anbringelse med eller uden samtykke. Der er således ikke mulighed for at nægte hjemgivelse af et barn eller en ung alene, fordi det vil være et brud på kontinuiteten i barnets eller den unges opvækstforhold, hvis det flyttes fra anbringelsesstedet. Dette er begrundet i, at hovedformålet med at iværksætte hjælpeforanstaltninger efter serviceloven er at ændre de forhold, der giver anledning til hjælpen, således at barnet eller den unge kan forblive i eller vende tilbage til familien, og at kommunen som udgangspunkt skal arbejde på, at et anbragt barn eller en ung hjemgives.

Udgangspunktet er således, at et barn eller en ung skal hjemgives, hvis der ikke længere er et anbringelsesgrundlag, og en tilknytning til f.eks. en plejefamilie kan ikke tillægges vægt i en situation, hvor hjemgivelse kommer på tale.

Forud for en hjemgivelse skal kommunen - så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge - i handleplanen angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen, jf. servicelovens § 46, stk. 3.

Er anbringelsen uden for hjemmet sket med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan samtykket til enhver tid tilbagekaldes, og barnet eller den unge kræves hjemgivet. Ved tilbagekaldelse af samtykket er betingelserne for den frivillige anbringelse ikke længere opfyldt. Tilbagekaldes samtykket pludseligt, f.eks. som følge af en opstået konflikt mellem anbringelsesstedet eller kommunen og forældremyndighedens indehaver, og kræves barnet eller den unge hjemgivet øjeblikkeligt, er der efter servicelovens § 42 a mulighed for, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge i op til 3 måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket ikke skal kunne hjemtages, uanset at betingelserne for en anbringelse uden samtykke ikke er opfyldt, hvis en sådan øjeblikkelig hjemgivelse må antages at skade barnet eller den unge.

Hjemtagelsesperioden skal forbedre mulighederne for at forberede hjemgivelsen under hensyn til barnets eller den unges behov.

Det er en betingelse for anvendelse af servicelovens § 42 a, at det er den øjeblikkelige hjemtagelse, der vil kunne skade barnet eller den unge, og bestemmelsen kan således ikke anvendes i tilfælde, hvor hjemtagelse af barnet eller den unge i det hele taget bør undgås. I den situation er der ikke andre muligheder end at fremme en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 42, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Er et barn eller en ung anbragt uden for hjemmet uden samtykke, er det kommunen, der har kompetencen til at træffe afgørelse om hjemgivelse, uanset at det er børn og unge-udvalget, der har truffet den tvangsmæssige afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, kan fremsætte begæring om hjemgivelse, og kommunen må da tage stilling til, om betingelserne for at opretholde den tvangsmæssige foranstaltning fortsat er opfyldt. Nægtet hjemgivelse forudsætter således, at betingelserne for at opretholde den tvangsmæssige anbringelse fortsat er til stede.

Hjemgivelse kan begæres på et hvilket som helst tidspunkt. Således f.eks. også umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse om tvangsmæssig anbringelse, og uanset at sagen samtidig behandles i ankesystemet.

Hvis kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, skal sagen forelægges for børn og unge-udvalget til afgørelse efter servicelovens § 42. Børn og unge-udvalgets eventuelle afgørelse om fortsat tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet kan påklages til Ankestyrelsen.

Med anbringelsesreformen er bestemmelsen i servicelovens § 42 a om fastsættelse af en hjemtagelsesperiode ændret således, at den mulige hjemtagelsesperiode er forlænget fra 3 til 6 måneder, og således at der også i anbringelsessager uden samtykke er mulighed for at træffe afgørelse om en hjemtagelsesperiode på op til 6 måneder. Den længere hjemtagelsesperiode er især tiltænkt de situationer, hvor barnet eller den unge har stor tilknytning til anbringelsesstedet og dets omgivelser, og hvor barnet eller den unge har brug for mere tid til at blive forberedt på hjemgivelsen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis et barn eller en ung efter et godt forløb hos en plejefamilie med velfungerende skole og netværk skal hjemgives til den biologiske familie.

Endvidere er muligheden for at anvende bestemmelsen udvidet. I stedet for, at bestemmelsen som hidtil finder anvendelse, ”hvis det må antages, at en øjeblikkelig hjemtagelse kan skade barnet eller den unge”, finder den efter anbringelsesreformen anvendelse, ”når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det”. Det er dog fortsat den øjeblikkelige hjemgivelse, som bestemmelsen retter sig imod.

Endelig er muligheden for at få behandlet en begæring om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet, blevet begrænset, således at kommunen ikke har pligt til at behandle en sådan begæring, mens sagen er under behandling i Ankestyrelsen eller ved landsretten, jf. servicelovens § 46, stk. 3. Baggrunden herfor er, at sagens behandling ofte kan være belastende for barnet eller den unge, som ikke får den fornødne ro og stabilitet.

2.3.12. Øvrige punkter i anbringelsesreformen

Inddragelse af barnet eller den unge, familien (f.eks. forældre, søskende, bedsteforældre, tanter og onkler) og netværket (f.eks. venner, naboer, pædagoger og skolelærere) er et vigtigt tema i anbringelsesreformen - både for at fremme en god proces omkring den sociale indsats og for at sikre, at sagen belyses bedst muligt. Inddragelsen af familie og netværk understreges, fordi det er centralt for at sikre barnets eller den unges behov bedst muligt - ikke fordi der skal tages mere hensyn til familien og forældrene på bekostning af barnet eller den unge. For at sikre at denne inddragelse finder sted, er det med reformen bestemt, at kommunen skal overveje, hvordan der kan ske systematisk inddragelse af familien og netværket. Kommunen kan f.eks. benytte sig af familierådslagning eller netværksmøder.

Det er et vigtigt mål i højere grad at udnytte ressourcerne i barnets eller den unges familie og netværk. Der er i bemærkningerne til lovforslaget peget på, at udenlandske erfaringer med anbringelser i netværket er gode. Børnene eller de unge har bedre kontakt til deres biologiske familie og udsættes i mindre grad for opbrud og skift i løbet af anbringelsen . Derved bidrager netværksanbringelser til at styrke kontinuiteten for barnet eller den unge. Med reformen lægges der derfor op til at fremme anbringelser i plejefamilier fra netværket.

Der kan imidlertid også være problemer i forhold til at anbringe børn eller unge i netværket. Forudsætningen for netværksanbringelser er derfor, at kommunen bidrager med den nødvendige supervision og støtte.

Med anbringelsesreformen har man endvidere ønsket at sikre en bedre forberedelse af plejefamilierne. Der stilles derfor krav om, at kommunen i forbindelse med godkendelse efter servicelovens § 49 skal sørge for, at plejefamilier og netværksfamilier deltager i et kursus i at være plejefamilie. Kurserne skal bl.a. give en bedre forberedelse til arbejdet med de udsatte børn og unge og samarbejdet med de biologiske forældre. Kurserne vil samtidig styrke rekrutteringen af plejefamilier, da kurserne giver mulighed for at få indblik i opgaven, inden man modtager et barn eller en ung.

Da det som nævnt er vurderet at være af stor betydning, at barnet eller den unge også under en anbringelse kan bevare og udbygge sine relationer til personer fra netværket, er det med anbringelsesreformen bestemt, at barnets eller den unges relationer til betydningsfulde personer i netværket skal afdækkes i forbindelse med en undersøgelse efter servicelovens § 38. Endvidere er det understreget i servicelovens § 55, stk. 3, at kommunen træffer afgørelse om samvær med personer fra netværket, når der er behov for dette.

Anbringelsesreformen giver endvidere kommunen pligt til at være særlig opmærksom på de forhold, der gør sig gældende for de unge over 15 år, bl.a. med henblik på bedre at kunne vurdere, om indsatsen skal foregå i nærmiljøet. Samtidig styrkes efterværnet.

2.4.1. Retsgrundlaget

De nærmere regler om adoption findes i adoptionsloven5 og adoptionsbekendtgørelsen6 samt i vejledninger fra Socialministeriet7 og Familiestyrelsen8.

Efter adoptionslovens § 7 kræver adoption af en person under 18 år samtykke fra forældrene. Hvis den ene af forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, kræves der kun samtykke fra den anden af forældrene. Hvis det anførte gælder begge forældre, kræves samtykke fra barnets værge. Fra forældre, der ikke skal give samtykke efter adoptionslovens § 7, stk. 1 og 2, skal der som hovedregel indhentes en erklæring, jf. adoptionslovens § 13.

Efter adoptionslovens § 6 bør adoption ikke meddeles uden, at der er givet samtykke fra barnet, hvis det er fyldt 12 år, medmindre indhentelse af samtykket skønnes at være til skade for barnet. Samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsamtet eller for anden myndighed eller institution, der er godkendt dertil. Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en samtale sted med barnet om adoptionen, og barnet skal gøres bekendt med adoptionens betydning.

Hvis barnet er under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption i det omfang barnets modenhed, eller sagens omstændigheder tilsiger det. Ved sagens afgørelse skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption.

Adoption kræver således som absolut udgangspunkt samtykke fra forældrene. I realiteten dog kun fra forældremyndighedsindehaveren. Der kan imidlertid træffes afgørelse om tvangsadoption, det vil sige uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren - i 2 situationer.

2.4.2. Adoptionslovens § 9, stk. 2

Adoptionsbevilling kan i særlige tilfælde meddeles af statsamtet, selv om samtykke efter adoptionslovens § 7 ikke kan opnås, jf. adoptionslovens § 9, stk. 2. Det er en betingelse, at hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette. Er barnet anbragt uden for hjemmet med bistand fra kommunen, kræves samtykke fra Ankestyrelsen Efter adoptionsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal statsamtet forelægge en ansøgning om adoption efter adoptionslovens § 9 for Familiestyrelsen.

Ifølge betænkningen om ændring af adoptionsloven9 vil bestemmelsen i adoptionslovens § 9, stk. 2, navnlig kunne have betydning for børn, der gennem længere tid har været anbragt i familiepleje med kommunens medvirken, og hvor de biologiske forældre har undladt at opretholde en rimelig kontakt med barnet og i øvrigt at vise interesse for barnet. Bestemmelsen anføres dog efter omstændighederne også at kunne finde anvendelse i situationer, hvor der har været kontakt mellem barn og forældre, men hvor kontakten skønnes at have været til skade for barnet.

Mulighederne for at gennemføre en adoption uden samtykke må aldrig anvendes som en trussel mod forældrene med henblik på at få dem til at tage kontakt med barnet, idet en kontakt under sådanne forhold ikke kan forventes at være til gavn for barnet.

Finder kommunen efter en grundig undersøgelse og vurdering, at betingelserne for anvendelse af adoptionslovens § 9, stk. 2, er opfyldt, herunder at det er plejefamiliens alvorligt mente ønske at adoptere barnet, forelægges sagen for børn og unge-udvalget, der efter servicelovens § 62, stk. 1, nr. 11, kan træffe afgørelse om anbefaling af adoption uden samtykke. Når børn og unge-udvalget har truffet afgørelse, sendes sagen til Ankestyrelsen tillige med en redegørelse for barnets forhold under anbringelsen og en udførlig begrundelse for anbefalingen af at gennemføre adoption mod forældrenes eller værgens ønske. Ankestyrelsen træffer herefter afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles samtykke til adoption.

Plejeforældrene bliver normalt ikke godkendt som adoptanter efter den normale procedure efter adoptionslovens § 4 a, stk. 1, hvorefter adoption af en under 18-årig kun må bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant (fremmedadoption). Efter adoptionslovens § 4 a, stk. 2, (familieadoption) kræves der ikke godkendelse, hvis der mellem adoptanten og barnet består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold. Som altovervejende hovedregel kan plejeforældre kun få tilladelse til at adoptere et plejebarn efter denne bestemmelse, hvis der har været massiv opfostring, hvilket i praksis vil sige 7-10 år10.

2.4.3. Adoptionslovens § 10

Efter adoptionslovens § 10 kan statsamtet på begæring af Ankestyrelsen meddele tilladelse til, at et barn, der er anbragt uden for hjemmet med bistand fra kommunen, senere bortadopteres, selv om samtykke efter adoptionslovens § 7 ikke kan opnås. Tilladelse kan kun meddeles under de i adoptionslovens § 9, stk. 2, nævnte betingelser. Efter adoptionsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal statsamtet forelægge en ansøgning om adoption efter adoptionslovens § 10 for Familiestyrelsen.

Ifølge betænkningen om ændring af adoptionsloven tager adoptionslovens § 10 særlig sigte på institutionsanbragte børn, for hvem det har vist sig umuligt at opretholde den kontakt mellem barn og forældre, der er forudsat i servicelovens § 57, stk. 1. Det vil i sådanne tilfælde dreje sig om børn, der har opholdt sig på institution i længere tid. Det er med bestemmelsen søgt at sikre, at den familie, der ønsker at adoptere barnet, får en rimelig sikkerhed for, at de vil have mulighed herfor, hvis en passende observationstid i hjemmet er forløbet godt. Bestemmelsen giver således adgang til, at der på forhånd kan opnås afgørelse om tilsidesættelse af forældrenes eller værgens vægring ved at give samtykke til adoption.

Er tilladelse givet efter adoptionslovens § 10, skal forældrene ikke på ny spørges, når adoption til sin tid søges gennemført. Fremgangsmåden vil i øvrigt være den samme som anført ovenfor om adoptionslovens § 9, stk. 2.

2.4.4. Forældre uden del i forældremyndigheden

Har begge forældre del i forældremyndigheden, skal betingelserne for tvangsadoption være opfyldt i forhold til dem begge. Har kun den ene del i forældremyndigheden – typisk moren - skal betingelserne være opfyldt i forhold til hende, mens der skal indhentes en erklæring fra faren efter adoptionslovens § 13. Han skal i den forbindelse gøres bekendt med, at han har mulighed for at kræve forældremyndigheden overført til sig.

Moren har efter børnelovens § 8 pligt til at oplyse, hvem der er eller kan være barnets far. Barnets far vil derfor ofte blive identificeret, og han vil have ret til at udtale sig for eller imod den påtænkte adoption i kraft af den erklæring, der skal indhentes fra ham efter adoptionslovens § 13. En adoption vil skulle afvente udfaldet af en eventuel faderskabssag. Vil moren ikke oplyse noget om, hvem der er eller kan være far til barnet, vil myndighederne selvstændigt skulle overveje, om de gennem egne undersøgelser har mulighed for at finde frem til en mulig far, som kan underrettes om overvejelserne om tvangsadoption, således at han kan vejledes om sin retsstilling. Det må bero på de konkrete omstændigheder, hvor meget myndighederne i så fald skal foretage sig for at finde frem til en far, der kan antages at have nogen ønsker om kontakt med barnet. Efter adoptionslovens § 13 kan indhentelse af erklæring undlades, hvis det vil medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen. Der er således ikke pligt til at stille adoptionssagen i bero i længere tid for at afvente, at en mulig far melder sig. Det må normalt være forsvarligt at tage udgangspunkt i, at interesserede fædre som udgangspunkt selv giver sig til kende. Adoptionssagen kan under normale omstændigheder først gennemføres tre måneder efter barnets fødsel, da forældremyndigheds-indehaverens samtykke ikke må modtages forud for dette tidspunkt, jf. adoptionslovens § 8, stk. 2. Der vil endvidere normalt være behov for en periode efter barnets fødsel til at bedømme barnets fysiske og psykiske tilstand. Samtidigt hermed kan eventuelle undersøgelser af farens identitet foretages.

2.4.5. Sammenhængen mellem serviceloven og adoptionsloven

Adoptionslovens § 9, stk. 2, og § 10 indebærer, at kommunen i de tilfælde, hvor det må anses for udelukket, at et anbragt barn eller en ung kan vende tilbage til sit hjemlige miljø, bør overveje mulighederne for tvangsadoption. Det må herunder undersøges, om barnets eller den unges tilbagevenden til det oprindelige miljø vil stride afgørende imod barnets eller den unges tarv, bl.a. som følge af svigtende kontakt mellem barnet eller den unge og forældrene. Det vil således efter omstændighederne være et forhold, som må inddrages i overvejelserne i forbindelse med revision af handleplanen.

Hovedformålet med kommunens hjælpeforanstaltninger er imidlertid at ændre de forhold, der giver anledning til behovet for hjælp, således at barnet eller den unge kan forblive i eller vende tilbage til sit hidtidige miljø.

Også i de tilfælde, hvor tilbagevenden til hjemmet ikke kan anses for realistisk, skal kommunen sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene holdes ved lige, jf. servicelovens § 57. Tvangsadoption er således forbeholdt ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor kontakten mellem barnet eller den unge og dets hjem ikke har kunnet opretholdes, eller hvor kontakten har været eller skønnes at ville være til skade for barnet eller den unge.

2.4.6. Klagemuligheder

Hvis statsamtet, efter at børn og unge-udvalget har anbefalet, at der træffes afgørelse om adoption uden samtykke, og efter at Ankestyrelsen har truffet afgørelse om samtykke til adoption uden samtykke, beslutter at meddele bevilling eller tilladelse til adoption uden samtykke efter §§ 9, stk. 2, eller 10, skal forældrene eller værgen underrettes herom, jf. adoptionslovens § 11. Beslutningen, der skal være skriftlig, udleveres af statsamtet til de pågældende personligt eller forkyndes for dem. Inden 14 dage efter modtagelse af beslutningen eller efter forkyndelsen kan de pågældende forlange sagen forelagt for ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Familiestyrelsen) eller indbragt for retten. Statsamtet kan, når særlige grunde taler derfor, fastsætte en længere frist, eller de kan forlænge denne inden fristens udløb.

2.4.7. Retsvirkninger af adoption

Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt, jf. adoptionslovens § 16, stk. 1. Det betyder bl.a., at forældrene ikke har ret til at få fastsat samvær med barnet.

2.4.8. Ophævelse af adoption

Efter adoptionslovens § 18 kan et adoptivforhold ophæves af ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Familiestyrelsen), når adoptanten og adoptivbarnet er enige om det. Hvis adoptivbarnet er under 18 år, kan ophævelse finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets oprindelige forældre er enige derom, og ophævelsen er bedst for barnet. Der gælder de samme regler om samtykke og høring af barnet som ved den oprindelige adoptionssag.

2.4.9. Praksis

Det er ikke direkte bestemt i adoptionsloven eller lovbemærkningerne, hvilke betingelser der præcist skal være opfyldt for, at en tvangsadoption kan gennemføres.

Det fremgår af Familiestyrelsens vejledning om behandling af adoptionssager i statsamterne11, at praksis har udviklet sig således, at der kun kan træffes afgørelse om tvangsadoption, når barnet har nået en vis alder. Desuden skal der have været manglende kontakt mellem barnet og de biologiske forældre i en årrække, typisk i en periode på 6-8 år, og den manglende kontakt skal som udgangspunkt skyldes forældrenes manglende forsøg på kontakt.

En gennemgang af Civilretsdirektoratets (nu Familiestyrelsens) sager i perioden 1992 – 2002 har vist, at der i 4 tilfælde er meddelt tilladelse til tvangsadoption12.

Ankestyrelsens praksis
SM O-99-96 omhandler 2 sager om adoption. I begge sager var forældrene sindslidende og ude af stand til eller ønskede ikke at give samtykke til adoption. I den ene sag gav Ankestyrelsen samtykke til adoption af et barn på 9 år, der havde været anbragt i familiepleje, siden det var 15 måneder gammelt. Der blev lagt vægt på varigheden af anbringelsen, tilknytningen til plejeforældrene og den manglende tilknytning til den biologiske mor, herunder moderens manglende initiativ til at tage kontakt med barnet.

I den anden sag blev der givet afslag på adoption af et barn på 5 år, der havde været anbragt i familiepleje, siden det var 4 måneder gammelt. Der blev lagt vægt på, at den manglende kontakt til barnet skyldtes, at børn og unge-udvalget havde besluttet, at barnet skulle anbringes i anonym familiepleje, og at samværet med moderen skulle afbrydes. Ankestyrelsen fandt det ikke udelukket, at der på længere sigt kunne etableres kontakt mellem den biologiske mor og barnet.

I en ikke offentliggjort afgørelse fra 2004 gav Ankestyrelsen samtykke til adoption uden samtykke af et barn på 11 år, der havde været anbragt i familiepleje, siden det var godt 1 måned gammel. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at der ikke havde været kontakt mellem moderen, der havde forældremyndigheden alene, og barnet siden 1995, idet moderen ikke efterfølgende havde taget initiativ til kontakt med barnet, samt på, at der kun havde været sporadisk kontakt mellem moderen og barnet fra anbringelsestidspunktet, og indtil moderen afbrød kontakten i 1995. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at barnet havde udviklet sig godt i plejefamilien, og at der var et særligt tilknytningsforhold mellem barnet og plejefamilien. Bevilling til adoption er meddelt i sommeren 2005.

2.5.1. Genbehandlingsfrister

I forbindelse med revision af reglerne i bistandsloven om anbringelse af børn uden for hjemmet i 198213 blev der indført en bestemmelse om en genbehandlingsfrist, idet det blev besluttet, at opretholdelse af tvangsanbringelser ud over 1 år krævede fornyet behandling af sagen i det sociale udvalg. Baggrunden herfor var en antagelse om, at en sådan regel ville bidrage til at sikre, at foranstaltningen ophørte, når formålet med den var nået, f.eks. fordi der kunne konstateres en stabilisering af forældrenes eller børnenes forhold14.

Ved ændringen af bistandsloven15 på baggrund af Graversen-udvalgets betænkning blev det bl.a. besluttet, at 1-års-fristen for sagens genbehandling skulle regnes fra den endelige afgørelse eller dom, og ikke fra sagens behandling i kommunen. Begrundelsen for ændringen var, at en forældremyndighedsindehaver kunne udvirke, at sagen så at sige til stadighed var til behandling et sted i systemet. Dette skabte en uro og usikkerhed hos det anbragte barn eller den unge, som måtte anses for yderst skadelig16.

Samtidig blev der indført hjemmel til at træffe afgørelse om en kortere frist for genbehandling. Endvidere blev der ud fra et ønske om at skabe ro om de meget truede og sårbare børn og unge skabt adgang til undtagelsesvist at kunne træffe afgørelse om en længere frist end 1 år for genbehandling af sagen, når de forhold, der lå til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed måtte antages at vedvare udover den normale 1-års-periode, og når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde talte for, at fristen blev forlænget.

Ved en lovændring i 200117 blev reglerne om genbehandlingsfrister ændret til de nugældende, hvorefter genbehandlingsfristen ved førstegangsanbringelser blev bibeholdt på 1 år, mens genbehandlingsfristen blev ændret til 2 år i de tilfælde, hvor barnet eller den unge har været anbragt inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse. Herudover blev adgangen til at forlænge genbehandlingsfristen ud over de generelle frister lempet, bl.a. ved at udelade den hidtidige betingelse om, at hensynet til barnet eller den unge afgørende skulle tilsige, at fristen blev forlænget. Denne lempelse ville ifølge lovbemærkningerne især få betydning i sager vedrørende mindre børn, hvor betingelsen havde virket begrænsende for at forlænge genbehandlingsfristen. Baggrunden for de ændrede regler om genbehandlingsfrister var et ønske om at skabe mere ro og stabilitet i en række anbringelsessager. Der henvises endvidere til afsnit 2.3.8.

2.5.2. Forældremyndighed

Tidligere opfattede man det som en næsten nødvendig konsekvens af en anbringelse af et barn uden for hjemmet, at forældremyndigheden blev frataget forældrene, idet forældremyndigheden måtte udøves af den, der havde barnet hos sig. I perioden 1905-22 blev forældremyndigheden automatisk frataget forældrene ved anbringelse uden for hjemmet. Fra 1922 til 1958 skulle der træffes selvstændig beslutning herom. Ved en lovændring i 1958 blev dette imidlertid ændret, således at forældrene beholdt forældremyndigheden og værgemålet, idet man håbede, at forældrene herved lettere ville acceptere foranstaltningen og være samarbejdsvillige18. Forældremyndigheden var dog kraftigt begrænset under barnets anbringelse gennem det sociale udvalgs vidtgående beslutningskompetence vedrørende barnets forhold. Som det fremgår af afsnit 2.3.9. er dette fortsat retsstillingen.

2.5.3. Tidligere foreslåede § 42 b

Et lovforslag fra 200019, bl.a. om styrkelse af den særlige støtte til børn og unge, indeholdt et forslag til en bestemmelse i servicelovens § 42 b om, at børn og unge-udvalget skulle kunne nægte at hjemgive et barn eller en ung, selv om betingelserne i lovens § 42 om tvangsanbringelse ikke var opfyldt. Beslutningen om anbringelse uden samtykke skulle kunne træffes i ganske særlige tilfælde, hvor barnet eller den unge efter længere tids anbringelse (frivilligt eller tvangsmæssigt) havde fået en sådan tilknytning til anbringelsesstedet, at det måtte antages, at hjemtagelsen kunne skade barnets eller den unges sundhed eller udvikling.

Det fremgår af betænkningen over lovforslaget, at den foreslåede bestemmelse udgik, da der i forbindelse med behandlingen af lovforslaget20 viste sig en udbredt usikkerhed om hensigtsmæssigheden af den foreslåede bestemmelse. Hertil kom, at der også på et juridisk og andet fagligt grundlag blev fremført betænkelighed ved og tvivl om konsekvenserne af at indføre en bestemmelse som den foreslåede i forhold til de gældende regler om anbringelse af børn og unge. Der blev tillige sat spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang den foreslåede bestemmelse ville være et egnet middel i forhold til de situationer, den sigtede på at løse.

På denne baggrund fandtes det nødvendigt at lade spørgsmålet om indførelsen af en sådan regel bero på en nærmere uddybning og belysning af de indvendinger, der havde været fremsat - herunder i forhold til Danmarks internationale forpligtelser - og af eventuelle alternative tilgange til de problemer, som var søgt imødegået med forslaget.

Forslaget om at lade § 42 b udgå var således ikke et udtryk for, at regeringen eller Folketinget ikke tog de problemer, som lå bag forslaget til bestemmelsen, alvorligt. Tværtimod ansås disse spørgsmål for så væsentlige og betydningsfulde, at der burde udvises den størst mulige omhu for at sikre, at reglerne levede op til de krav om respekt for almindelige retlige principper, internationale forpligtelser samt forståelse og respekt for de enkelte børn og unge og deres familier, som måtte stilles på så alvorligt og centralt et område.

2.5.4. Tvangsadoption

Bestemmelserne i adoptionsloven om adoption uden samtykke blev indført i forbindelse med revision af adoptionsloven i 1972, da Den Sociale Ankestyrelse (nu Ankestyrelsen) blev oprettet21. Der havde ikke tidligere været hjemmel til adoption uden forældrenes samtykke.

2.7.1 . Svenske regler

Anbringelser af børn uden for hjemmet kan også i Sverige ske både med og uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Andelen af tvangsanbringelser er forholdsmæssigt større end i Danmark.

Sverige opstiller i deres børnepolitik flere kriterier for, hvorledes forståelsen af kontinuitet og den gode barndom bør ses. Den svenske lovgivning sigter mod at efterkomme Børnekonventionens krav med hensyn til forståelsen af, hvad der er til barnets bedste, og hvorledes dette bør vægtes tungest i de vurderinger, som foreligger i sagerne. Derudover indførte Sverige særlige bestemmelser, som giver mulighed for, at barnet kan bevares i kontinuerlige opvækstvilkår, således er der givet mulighed for, at barnet kan forblive i sin plejefamilie, hvis tilknytningen hertil er blevet større end til de biologiske forældre. I Sverige understreges det således i lovgivningen, at det overordnede princip bør være barnets bedste, herunder med fokus på hvortil barnet har det største tilhørsforhold. Et princip der i vurderingen skal overskygge forældrenes eventuelle behov i samme sag.

Børns behov for kontinuitet tilgodeses bl.a. gennem bestemmelser i lovgivningen om mulighed for overførsel af forældremyndigheden (vårdnaden). Af Socialtjänstlagen kap. 6, § 8, fremgår:

”Vårdas ett barn med stöd av denna lag i ett annat hem än det egna, skall socialnämnden minst en gång var sjätte månad överväga om vården fortfarende behövs.
När barnet har varit placerat i samma familjehem under tre år från det att placeringen verkställdes, skall socialnämnden särskilt överväge om det finns skäl att ansöka om överflyttning av vårdnaden enligt 6 kap. 8 § foräldrabalken.”

Denne bestemmelse understøttes af Föräldrabalken kap. 6 § 8:

”Har ett barn stadigvarande vårdats och fostrats i ett annat enskilt hem än föräldra-hemmet och är det uppenbart bäst för barnet att det rådande förhållandet får bestå och att vårdnaden flyttas över till den eller dem som har tagit emot barnet eller någon av dem, skall rätten utse denne eller dessa att såsom särskilt förordnade vårdnadshavare utöva vårdnaden om barnet.
Frågor om överflyttning av vårdnaden enligt första stycket prövas på talan av socialnämnden”.

I propositionen 2002/03:53 ”Stärkt skydd för barn i utsatta situationer” er 3-års grænsen i Socialtjänstlagen bl.a. begrundet således:

”De skäl som redovisats varför ansökningarna om överflyttning av vårdnaden förekommer i så liten utsträckning är enligt regeringens uppfattning inte tillräckligt starka ur ett barnperspektiv. Genom en överflyttning av vårdnaden skapas bättre möjligheter för kontinuitet och trygghet i vården. Att ett övervägande görs när barnet varit placerat i tre år i samma hem kan anses rimligt mot bakgrund av att de flesta barn som blir kvar länge i vården placerats i åldern noll till tre år. Tre år är då en lång tid satt i relation till barnets ålder och mognad. Det kan inte uteslutas att det kan behövas längre tid i familjehemmet för att barnet skall ha rotat sig så att det kan anses vara till barnets bästa att vårdnaden överflyttas till familjehemmet, men det är angeläget att detta sker regelbundet.” (propositionen. 2002/2003 bilag 1, s. 86)

I Propositionen er det vigtige i trygge rammer for barnet understreget, og at kontinuiteten styrkes ved muligheden for at bevare barnet i en placering uden for hjemmet, hvis der efter en undersøgelse ses en større tilknytning til dette sted. Propositionen diskuterer grundlæggende de fordele, som for barnet bliver styrket ved at kunne forblive i sin plejefamilie.

I forarbejderne til kap. 6 § 8 i foräldrebalken (prop. 1981/82:168 s. 70) er det bl.a. angivet at bestemmelsen er skabt for at kunne bibeholde de børn, der anses for at have knyttet sig til og fundet større tryghed i deres plejefamilie end i deres tidligere hjem, i deres plejefamilie.

For domstolen er det nødvendigt at udrede, hvilken tilknytning barnet har til sine biologiske forældre, og hvorledes denne tilknytning har været under forløbet i plejefamilien. Barnets egen holdning skal tillægges den største betydning, og det angives, at barnet skal have en så stor tilknytning til stedet, at det anser plejefamilien som sit eget hjem.

I forhold til kommunens økonomiske forpligtelser ved en plejefamilieanbringelse, skal kommunen fortsat betale en rimelig betaling, hvilket også beskrives i Socialtjänstlagen:
”Om vårdnaden av ett barn flyttats över till en eller två särskilt förordnade vårdnadshavare som barnet tidigare varit familjehemsplacerad hos, får kommunen fortsätta att betala dessa vårdnadshavare skälig ersättning” (Socilatjänstlagen, kap. 6 § 11). Selv om kommunerne fortsat udbetaler støtte til plejefamilien, er kommunerne ikke forpligtet til at føre tilsyn med plejefamilien, som eksempelvis under normale plejeforhold.

Det er socialnævnet, som rejser sagen om vårdnadsöverflyttning for Tingsretten. Tingsretten tager stilling til sager om overflytning af forældremyndigheden som første instans. De biologiske forældre har som modpart i sagen mulighed for at anke dommen.

Undersøgelser udført i årerne 1983-1990 viser, at ca. 80 overflytninger i denne periode er sket med hjemmel i kap. 6 § 8.

Socialstyrelsen har foretaget en undersøgelse af alle sager i årene 1997 – 1999 om vårdnadsöverflyttning. I denne undersøgelse deltog 50 kommuner i en vignetundersøgelse og 10 børn, som har været vårdnadsoverflyttet blev interviewet. Disse børn er i dag voksne, og interviewene skal tegne et billede af, hvorledes denne indsats har virket.

Undersøgelsens hovedresultater er følgende:

- Antallet af vårdnadsoverflytninger ligger på ca. 50 per. år (1997 - 1999). Dette kan sammenholdes med, at 2700 børn i november 1998 havde været placeret i familiepleje i ca. 5 år.
- De fleste vårdnadsoverflytninger foretages med hjemmel i forældrebalken kap. 6 § 8, som er gengivet ovenfor. Forældremyndigheden over barnet er således blevet overflyttet på baggrund af, at barnet har knyttet sig til familieplejen og ”slået rod”. F orældremyndigheden kan også flyttes med hjemmel i samme lovs kap. 6 § 7. Kriteriet herfor er, at de biologiske forældre er uegnede som forældre, og at denne uegnethed ikke anses for at ville ændre sig.
- Den gennemsnitlige omsorgsoverflytning sker efter 6 år i familieplejen, og barnet er gennemsnitligt 10 år.
- De fleste omsorgsoverflytninger foretages med de biologiske forældres samtykke. Ved alle afgørelser er der ligeledes et krav om at høre barnet.
- Vignetstudierne, hvor socialforvaltningerne skulle bedømme tre hypotetiske sager, viste, at socialforvaltningerne ikke ville ansøge om vårdnadoverflytning uden de biologiske forældres samtykke. En af sagerne omhandlede en langvarig placering med mange konflikter med de biologiske forældre, hvilket gjorde barnet utrygt. Halvdelen af de adspurgte forvaltninger svarede, at de ikke ville overveje en omsorgsoverflytning udelukkende på grund af konflikterne. Det fremgår ikke ud af besvarelsen, om de i denne vurdering ser det ud fra et børneperspektiv, eller om de i højere grad vurderer sagen ud fra, hvorvidt de vil få medhold i tingsretten.
- Opfølgende telefoninterview i 14 af de sager, hvor ansøgningen om omsorgsoverflytning blev iværksat uden samtykke, viste, at samtykket ofte blev givet senere i processen. Flere af disse sager demonstrerede, at der ikke var grund til at være afskrækket fra at ansøge, selv om der var konflikter i forhold til forældrene.
- På trods af at muligheden for vårdnadsoverflytning har været tilgængelig siden 1983, påpeger flere, der arbejder inden for området, at der mangler erfaringer og generel viden.
- Ti personer i alderen 18-30 år, hvor forældremyndigheden er blevet overflyttet, og deres familieplejeforældre er blevet interviewet. Der blev herudfra karakteriseret tre typer sager. Den første type inkluderede den største gruppe på 7 børn, som ikke mærkede nogle ændringer ved overflytningen. De opfattede også før afgørelsen deres familiepleje som deres rigtige hjem. For den anden type, som omfattede en gruppe på 2 børn, indebar beslutningen, at de følte sig mere trygge, da de herefter ikke skulle frygte at blive tvunget til at flytte hjem igen. Den 3. type var en enkelt pige, hvor overflytningen indebar, at hun følte sig ekstra udsat, da hun ikke følte sig ønsket af plejefamilien.

Tvangsadoption

Tvangsadoption kan ikke gennemføres efter de svenske regler. Efter kap. 4 § 5 a i föräldrabalken (1949:381) gælder der følgende:

Den som inte har fyllt arton år får ej adopteras utan föräldrarnas samtycke. Moderns samtycke skall ha lämnats sedan hon har återhämtat sig tillräckligt efter nedkomsten. Vid adoption av någon annans adoptivbarn skall i stället samtycke inhämtas från barnets adoptivföräldrar eller, om en adoptivförälder är gift med någon av barnets föräldrar, från båda dessa makar.
Samtycke enligt första stycket behövs inte av den som lider av en allvarlig psykisk störning, är utan del i vårdnaden eller befinner sig på okänd ort. Är detta fallet i fråga om var och en av dem som enligt första stycket skall samtycka till adoptionen, skall i stället samtycke inhämtas från särskilt förordnad vårdnadshavare för barnet.

2.7.2. Norske regler

I den norske barnevernslov § 4-1 beskrives hensynet til barnets bedste som det overordnede princip:

”Ved anvendelse av bestemmelsene i dette kapitlet skal det legges avgjørende vekt på å finne tiltak som er til beste for barnet. Herunder skal legges vekt på å gi barnet stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i omsorgen.”

Denne bestemmelse fastslår, at det er et overordnet princip i barnevernsloven, at der skal lægges afgørende vægt på de tiltag, som vurderes at være til barnets bedste. Dette hensyn til barnets bedste skal indgå i vurderingen i alle typer af indsatser.

I en børnesag vil der ofte være modsatrettede interesser mellem barnets, forældrenes og eventuelt andre implicerede parters behov. Barnets kan have behov for nye omsorgspersoner, mens forældrene kan føle, at det er belastende og frustrerende, at deres barn flyttes væk fra deres omsorg. Her vil bestemmelsen i § 4-1, understrege, hvorledes hensynet skal være til barnets bedste, hvilket indebærer, at forældrenes behov underordnes hensynet til barnet. Barnets behov for en stabil og god voksenkontakt fremgår også af lovens tekst. Dette element vil have særlig betydning i de sager, hvor barnet skal flyttes fra de biologiske forældre til en plejefamilie, fra plejefamilie og tilbage til den biologiske familie eller flyttes mellem andre foranstaltninger (Ofsted og Skau 1999: Barnevernsloven med kommentarer, s. 44f).

Kravet om, at der skal lægges vægt på barnets behov for stabilitet og kontinuitet i omsorgen, styrkes yderligere af muligheden for at kunne bevare barnet i plejefamilien; enten ved at nægte en tilbageføring, fratagelse af forældremyndigheden eller ved at iværksætte en tvangsadoption.

Nægtet tilbageføring

Nægtet tilbageføring har hjemmel i Barnevernslovens § 4-21 og beskrives således:

”Fylkesnemnda skal oppheve et vedtak om omsorgsovertakelse når foreldrene kan gi barnet forsvarlig omsorg. Avgjørelsen skal likevel ikke oppheves dersom barnet har fått slik tilknytning til mennesker og miljø der det er, at det etter en samlet vurdering kan føre til alvorlige problemer for barnet om det blir flyttet. Før et vedtak om omsorgsovertakelse oppheves, skal barnets fosterforeldre(plejeforældre) gis rett til å uttale seg.

Partene kan ikke kreve at en sak om opphevelse av vedtak om omsorgsovertakelse skal behandles av fylkesnemnda dersom saken har vært behandlet av fylkesnemnda eller domstolene de siste tolv måneder.”

Forældreansvaret vil ikke tilfalde plejefamilien i de sager, som afgøres efter denne lov.

Fratagelse af forældreansvaret og tvangsadoption

I Norge er der mulighed for at fratage forældrene forældreansvaret (forældremyndigheden) og for tvangsadoption. Disse muligheder bygger på en to-trins proces bestående af tre typer af tiltag. 1. Fratagelse af forældreansvar, 2. Samtykke til adoption og 3. En kombination af 1 og 2.

En fratagelse af forældreansvaret benyttes i de tilfælde, hvor en fratagelse anses som en større styrkelse af barnets behov for kontinuitet end en afgørelse om nægtet tilbageføring. Barnvernslovens § 4-20 lyder således:

”Har fylkesnemnda vedtatt å overta omsorgen for et barn, kan fylkesnemnda også vedta at foreldreansvaret i sin helhet skal fratas foreldrene. Blir foreldreansvaret fratatt foreldrene slik at barnet blir uten verge, skal fylkesnemnda snarest ta skritt til å få oppnevnt ny verge for barnet.

Når det er fattet vedtak om fratakelse av foreldreansvar kan fylkesnemnda gi samtykke til adopsjon i foreldrenes sted.

Samtykke kan gis dersom :
a) det må regnes som sannsynlig at foreldrene varig ikke vil kunne gi barnet forsvarlig omsorg eller barnet har fått slik tilknytning til mennesker og miljø der det er, at det etter en samlet vurdering kan føre til alvorlige problemer for barnet om det bliver flyttet og
b) adopsjon vil være til barnets beste og
c) adoptivsøkerne har vært forsterforeldre for barnet og har vist seg skikket til å oppdra det som sitt eget.”

Fra 1994-2004 er 381 sager blevet behandlet efter mulighederne for tiltag, som er indeholdt i denne to-trins proces. I 88% af sagerne har kommunerne fået medhold i deres fremlagte forslag. De fleste sager, som kommunerne fremsender til fylkesnævnet sker med henblik på adoption. Den norske statistik angiver ikke det gennemsnitlige tal for hvert år, men følgende tal kan dog give et billede af omfanget: i 1994 var der 34, i 1998 16, og i 2002 15 sager.

Vilkårene for tvangsadoption kan sammenfattes således:
- Barnet skal have været anbragt efter reglerne om omsorgsovertagelse.
- Vilkårene for at kunne nægte en tilbageføring skal foreligge. Det vil sige, at forældrene enten varigt mangler omsorgsevne, eller at barnet har et større tilhørsforhold til plejestedet.
- Adoption skal være begrundet i barnets bedste.
- Der skal foreligge stærke grunde, som gør det nødvendigt at fratage forældrene forældremyndigheden.
- Tvangsadoptionen kan ikke iværksættes, uden at alternative løsninger er fyldestgørende beskrevet og vurderet.

Det norske Barne- og Familiedepartement og Stortinget er gået imod en lovfæstet ret for biologiske forældre til samvær efter adoption.

I Nordisk Juridisk Tidsskrift ”Retfærd 70, s. 48-66”, fra 1995, har Elisabeth Gording Stang skrevet en artikel om tvangsadoption kontra permanent placering. Denne artikel tager udgangspunkt i en større rapport, hvori hun belyser den norske praksis på børneområdet, herunder bestemmelserne om tvangsadoption og permanente anbringelser. I artiklen anføres det bl.a., at den norske Højesterets hovedargumenter i tvangsadoptionssager er hensynet til barnets behov for en stabil, tryg og varig omsorgssituation, hvilket øges i de sager, hvor barnet er ekstra sårbart og har specielt behov for den stabilitet, som en adoption kan give.

En langvarig familieplejeanbringelse anses ikke for ligeså stabil som en adoption, da plejeforældrene kan opsige plejeforholdet. Dette sker i sager, hvor problemerne er blevet for store til, at plejeforældrene kan håndtere dem. En anden grund er, at de biologiske forældre har mulighed for med et års mellemrum at rejse sagen om ophævelse af anbringelsen for fylkenævnene.

Ifølge undersøgelser fra Norsk Fosterhjemsforeening viser det sig, at plejeforældre sjældent opgiver deres plejeforhold, og at de fleste forældre ofte selv ønsker, at placeringen bliver permanent.

I artiklen anføres det, at når sager om tvangsadoption behandles ved retten, sidestilles barnets tilhørsforhold til plejeforældrene med forholdet til de biologiske forældre. Det problematiseres, hvorvidt det er rimeligt at sidestille to så forskellige relationer. Efter en vis tid i plejefamilien vil barnets tilknytning til plejeforældrene naturligt være mere åbenbar end tilknytningen til de biologiske forældre, men det er ikke givet, at en mindre åbenbar tilknytning ikke samtidig eksisterer i forhold til de biologiske forældre, og at denne ikke er værd at varetage. Undersøgelser har vist, at børn, som overhovedet ikke har kontakt med deres forældre, alligevel har stærke følelser og stor samhørighed til dem. Det rejser spørgsmålet, om barnet ikke altid bør have mulighed for kontakt med sit oprindelige ophav. (Retfærd 70, Tvangsadoption av fosterbarn).

I Kirsten Sandbergs rapport ”Tilbakeføring av barn etter omsorgsovertagelse” (Phd. Afhandling, Jura) problematiserer hun den herskende holdning om, at ”blod er tykkere end vand”. De undersøgelser, der er lavet om adopterede børn, viser, at børnene som hovedregel ønsker at opsøge deres biologiske forældre, men ikke med ønsket om at få et tættere familiemæssigt forhold. Barnets tilknytning til dets biologiske forældre vurderes ud fra synspunkter om lighed, samhørighed og fælles historie og erfaringsgrundlag. Om barnet og de biologiske forældre har fælles erfaringsbaggrund, vil i hovedsagen afhænge af, hvor stort barnet var, da det blev placeret i plejefamilie, og hvor meget samvær der har været mellem barnet og dets biologiske forældre.

Diskussionens hovedkerne ses som forholdet mellem, hvorvidt man bør styrke barnet i sin kontakt til sine biologiske forældre, eller hvorvidt den bedste kontinuitet for barnet styrkes ved at bibeholde det i sin plejefamilie. Kirsten Sandberg understreger, at der ikke findes mange undersøgelser på dette område, og at lovgivningen derfor famler i blinde i forsøget på at beskrive det bedste for barnet, og ikke mindst i forsøget på at beskrive, hvilke forhold der i bund og grund styrker kontinuiteten i opvæksten for børn og unge anbragt uden for hjemmet.

2.7.3. Islandske regler

De islandske regler om børn, der har behov for særlig støtte, findes i børneværnsloven24.

I børneværnsarbejdet skal man anvende de foranstaltninger, der må anses for at være bedst for barnets tarv. Børneværnsarbejdet skal bidrage til at sikre stabilitet i børns opvækst (børneværnslovens § 4).

Børneværnsmyndighederne kan iværksætte forskellige typer af anbringelser: frivillige, tvangsmæssige i op til 2 måneder, tvangsmæssige i op til 12 måneder og varige eller permanente tvangsmæssige anbringelser.

Frivillig anbringelse indebærer, at børneværnsudvalget med samtykke fra forældrene og en ung, der er fyldt 15 år, træffer afgørelse om overtagelse af forældremyndigheden over og omsorgen for barnet. Anbringelsen skal normalt være tidsbegrænset, og den revideres løbende. Under hensyntagen til barnets trivsel kan anbringelsen dog vare, til barnet bliver myndigt (børneværnslovens § 25).

Tvangsmæssig anbringelse i op til 2 måneder kan anvendes, hvis hensynet til barnets trivsel afgørende taler for det. Børneværnsudvalget kan beslutte,

• at barnet i op til to måneder skal forblive, hvor det opholder sig, eller
• at barnet skal anbringes uden for hjemmet i op til to måneder for at sikre dets tryghed eller for, at det kan være muligt at foretage en relevant undersøgelse af barnet og give det den nødvendige behandling og pleje (børneværnslovens § 27).

Tvangsmæssig anbringelse i op til 12 måneder ad gangen kræver kendelse fra underretten (børneværnslovens § 28). Sagen forberedes og forelægges for retten af børneværnsudvalget.

Varig eller permanent anbringelse, og fratagelse af forældremyndigheden kan besluttes, når:

1. daglig pleje, opdragelse eller kontakt mellem forældre og barn er alvorligt mangelfuld ud fra barnets alder og udvikling,
2. barnet er sygt eller handicappet, og der ikke sikres det passende behandling, optræning eller undervisning,
3. barnet mishandles, udsættes for seksuelle overgreb eller alvorlig psykisk eller fysisk chikane eller nedværdigelse i hjemmet,
4. barnets fysiske eller psykiske helbred eller dets udvikling med sikkerhed er i fare, fordi forældrene tydeligt er ude af stand til at varetage forældremyndigheden, f.eks. på grund af brug af euforiserende stoffer, psykiske forstyrrelser, manglende intelligens, eller at forældrenes adfærd sandsynligvis vil pådrage barnet alvorlig skade.

Afgørelsen kan kun træffes, hvis det ikke er muligt at iværksætte andre og mindre omfattende foranstaltninger, eller hvis sådanne foranstaltninger har været forsøgt uden tilfredsstillende resultat. Også her er det underretten, der afsiger kendelse herom efter at have fået sagen forelagt af børneværnsudvalget (børneværnslovens § 29).

Varig anbringelse kan også ske frivilligt, når forældrene erkender, at de selv ikke magter forældreopgaven, og/eller at barnet vil få en bedre tilværelse i en plejefamilie end hos dem.

Når forældrene er blevet frataget forældremyndigheden over et barn, overgår forældremyndigheden over barnet midlertidigt til børneværnsudvalget, der skal varetage forældremyndighedspligterne over barnet, indtil det beslutter andet (børneværnslovens § 32).

Er der truffet afgørelse om permanent plejeanbringelse, overgår forældremyndigheden normalt til plejeforældrene. Normalt skal der ikke indgås aftale om permanent plejeanbringelse før efter forløbet af en prøveperiode, der ikke skal vare længere end et år (børneværnslovens § 65).

Formålet med en varig anbringelse er, at barnet får tilknytning til en ny familie og bliver en del af den helt til voksenalderen. Barnet sikres med varig plejeanbringelse omsorg, tryghed og stabilitet. Det er hovedsagelig yngre børn (under 5 år), som bliver placeret i varig plejeanbringelse.

Forældrene kan anmode om revision af plejeanbringelsen, uanset at der er truffet afgørelse om varig anbringelse. Forældrenes krav om at få deres barn tilbage kan kun imødekommes, hvis det må anses for berettiget på grund af ændrede forhold, hvis det ikke forstyrrer stabiliteten i barnets opdragelse, og hvis tilbageførslen foretages ud fra hensynet til barnets tarv og behov (børneværnslovens § 34).

Når de biologiske forældre ønsker at få deres barn tilbage, bliver sagen vurderet ud fra deres nuværende situation, som kan være meget bedre, end var da gang, hvor de fik frataget forældremyndigheden over barnet, men hovedvurderingen sker med udgangspunkt i barnet: Hvordan det har vokset og udviklet sig i plejefamilien, hvordan plejefamilien klarer omsorgen for barnet, og hvordan barnets tilknytning til plejeforældrene er.

I 2003 var 168 børn anbragt i varig plejefamilie. 11 børn blev placeret i varig plejehjem i 2003, og 15 blev myndige og blev derfor ikke betragtet som plejebørn længere. I praksis bliver dog langt de fleste børn i deres plejehjem, når de er blevet 18 år, på samme måde som børn i andre familier.

Dr. Gudrun Kristinsdottir, professor ved Lærerhøjskolen i Island, har udarbejdet en undersøgelse af unge langvarigt anbragte plejebørns erfaringer25. Hun har talt med 16 unge mennesker i alderen 17 - 29 år, der var anbragt af myndighederne. De fleste af de unge havde været i plejefamilie , fra de var 4 år eller yngre og i mange år frem. Flertallet var anbragt uden forældrenes samtykke. Halvdelen boede stadig i plejefamilien, selvom de fleste var over 18 år. 6 var adopteret af plejeforældrene, oftest i 12 - 13-års alderen. Målet med undersøgelsen var at få oplysninger fra de unge selv om deres erfaring og oplevelse af at vokse op i plejefamilie, samt at få belyst deres aktuelle forhold.

I undersøgelsen konkluderes det, at de fleste af de unge levede under gode forhold, idet nogle af dem dog kæmpede med sociale og følelsesmæssige problemer. Overordnet set var de unge tilfredse med plejeanbringelsen. På baggrund af deres nuværende liv blev de delt op i 3 grupper: de robuste (7), de usikre (4) og de rodløse (5). For de fleste af de unge havde de professionelle inden for børneforsorgen været usynlige i deres barndom. De af de unge, der havde negative livserfaringer, pegede på fejl fra myndighedernes side og anbefalede, at man fik psykologisk støtte.

I undersøgelsen er det bl.a anført, at :

• Flertallet af de unge var tilfredse med at (have) være(et) anbragt i plejefamilie.
• Nogle havde haft problemer i skolen, og var blevet mobbet på grund af deres baggrund.
• Nogle følte sig afvist af deres biologiske familie.
• Nogle havde fået utilstrækkelig forklaring om deres baggrund.
• Nogle havde savnet deres biologiske familie og ville gerne have haft mere kontakt med denne. For andre var samvær med den biologiske familie problematisk.
• Nogle havde haft følelsesmæssige problemer som børn, hvilket de stadig kæmpede med, og nogle var i psykologisk behandling herfor.
• Nogle havde i perioder (haft) alkohol- og stofmisbrug.
• To var utilfredse med anbringelsen af forskellige grunde: en havde været anbragt hos sin 20-årige storesøster og svoger, som var uerfarne, og en var i flere år blevet seksuelt misbrugt af sin plejefar.
• Flertallet af de unge levede under gode forhold på undersøgelsestidspunktet, dog havde fem af dem sociale og følelsesmæssige problemer samt problemer med alkohol- og stofmisbrug.

Tvangsadoption I den islandske børneværnslov er der ingen bestemmelse om tvangsadoption, og generelt regner man ikke med, at plejebørn bliver adopteret.

I § 7 i adoptionsloven26 er det bestemt, at adoption af et barn kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Hvis den ene af forældrene er forsvundet eller ikke er i stand til at give et troværdigt samtykke, er det nok med samtykke fra den anden. Hvis dette gælder begge forældre, kræves der samtykke fra barnets værge, som er specielt udpeget. Hvis børneværnsudvalget har forældremyndigheden over barnet, er udvalgets samtykke til adoption nødvendig.

I praksis har det været sådan, at hvis plejeforældre ønsker at adoptere deres plejebarn, søger de om det i Justitsministeriets departement. Departementet ønsker da børneværnsudvalgets samtykke, men har også kontaktet barnets biologiske forældre for at høre deres synspunkter. I praksis bliver der meget sjældent givet tilladelse til adoption, hvis de biologiske forældre ikke giver deres samtykke – til trods for, at de ikke har omsorgen for eller forældremyndigheden over barnet. Derimod giver forældrene oftest samtykke, da de ser, at barnet har det godt i plejefamilien, og da de selv har lært at sætte pris på plejeforældrene og stoler på, at de fortsat kan have kontakt med barnet – komme på besøg, få billeder og lignende.

Antallet af adopterede plejebørn på Island fra 1981 – 2003 fremgå af nedennævnte tabel:

1981	1982	1983	1984	1985	1986	1987	1988	1989	1990	1991	1992
17	15	14	9	14	8	12	13	6	6	5	10

 

1993	1994	1995	1996	1997	1998	1999	2000	2001	2002	2003	I alt
6	6	5	14	8	6	6	6	4	2	4	196

2.7.4. Finske regler

De finske regler om børn, der har behov for særlig støtte, findes i børneværnsloven27.

Børneværnsmyndighederne kan iværksætte forskellige typer af anbringelser: bl.a. frivillige anbringelser, frivillige omsorgsovertagelser i forbindelse med anbringelse og omsorgsovertagelser uden samtykke.

Frivillig anbringelse indebærer, at et barn kan anbringes i familiepleje eller på institution som en støtteforanstaltning alene eller sammen med forældrene. Hvis et barn, der er fyldt 12 år, skal anbringes uden forældrene, kræves barnets samtykke til dette. Børn under 12 år kan anbringes alene i højst 3 måneder, hvis omsorgen for barnet ikke kan varetages på nogen anden måde f.eks. på grund af sygdom hos forældremyndighedsindehaveren eller af en anden tilsvarende årsag. Denne anbringelse kan forlænges med højst 3 måneder (børneværnslovens § 14).

Frivillig omsorgsovertagelse til socialnævnet i forbindelse med anbringelse af et barn eller en ung kan anvendes,

1. såfremt mangler i omsorgen for barnet eller andre forhold i hjemmet alvorligt truer med at skade barnets sundhed eller udvikling, eller hvis barnet alvorligt skader sin sundhed eller udvikling ved at anvende rusmidler, gennem kriminel handling, som ikke kan anses for ubetydelig, eller gennem anden dermed ligestillet adfærd,
2. såfremt andre hjælpeforanstaltninger ikke er formålstjenlige eller mulige, eller såfremt de har vist sig utilstrækkelige, og
3. såfremt omsorg uden for hjemmet bedømmes at være til barnets bedste

(børneværnslovens § 16).

Forældremyndighedsindehaveren og børn, der er fyldt 12 år, kan inden 30 dage fortryde og modsætte sig beslutningen, som så skal behandles i länsretten. Efter 30 dage er beslutningen bindende på lige fod med omsorgsovertagelse uden samtykke (børneværnslovens § 36).

Tvungen omsorgsovertagelse kan anvendes, hvis et barn, der er fyldt 12 år, eller forældremyndighedsindehaveren modsætter sig omsorgsovertagelse eller den dertil knyttede anbringelse uden for hjemmet. Ligeledes anvendes denne foranstaltning, hvis kommunen ikke har kunnet foretage en høring af parterne i sagen. Høringsproceduren skal normalt være gennemført, for at der kan være tale om omsorgsovertagelse med samtykke.

Når socialnævnet finder, at der bør træffes afgørelse om at overtage omsorgen for barnet uden samtykke og anbringe det uden for hjemmet, skal nævnet forelægge en indstilling herom for länsretten inden 30 dage. Det samme gælder, hvis den kommunale pligt til at høre parterne i forbindelse med omsorgsovertagelsen af en eller anden grund ikke har kunnet gennemføres (børneværnslovens § 17, stk. 2).

Når det er besluttet, at socialnævnet skal overtage omsorgen for et barn efter børneværnslovens §§ 16 eller 17, bevarer forældrene formelt set forældremyndigheden over barnet med dertil hørende rettigheder og pligter, selv om den daglige omsorg overgår til det offentlige. Socialnævnet har ret til at træffe beslutninger, som vedrører omsorgen for barnet, f.eks. valg af anbringelsessted m.v., såfremt det er af betydning for at opnå målet med omsorgsovertagelsen (børneværnslovens § 19).

En afgørelse om anbringelse af et barn uden for hjemmet træffes ikke for en bestemt periode, men er gyldig indtil videre. Den plan, der udarbejdes om anbringelsen, skal dog indeholde en vurdering af anbringelsens varighed. Hvis det på baggrund af et langvarigt kendskab til barnet og dets familie, f.eks. i forbindelse med forebyggende foranstaltninger eller på grund af specielle behandlingsbehov hos barnet, vurderes, at forældrenes muligheder for at tilgodese barnets behov sandsynligvis ikke vil forandre sig afgørende i den nærmeste fremtid eller sandsynligvis aldrig vil ændre sig, kan det i planen oplyses, at varigheden af anbringelsen forventes at være langvarig, sandsynligvis indtil barnet fylder 18 år. Angivelsen af den forventede varighed i planen er dog ikke til hinder for, at forældrene kan fremsætte anmodning om ophør af foranstaltningen.

Når betingelserne for omsorgsovertagelse og anbringelse uden for hjemmet efter børneværnslovens § 16 ikke længere er til stede, skal foranstaltningen ophøre, såfremt dette ikke klart strider imod barnets bedste. I forbindelse med bedømmelsen af barnets bedste skal der tages hensyn til den tid, anbringelsen har varet, til karakteren af forholdet mellem barnet og anbringelsesstedet samt til kontakten mellem barnet og dets forældre (børneværnslovens § 20). Ophør af anbringelsen skal altid overvejes konkret med respekt for, hvad der er til barnets bedste i overensstemmelse med det anførte i børneværnslovens §§ 9 og 20.

Selv om det oprindelige grundlag for beslutningen om at anbringe et barn uden for hjemmet bortfalder, f.eks. fordi en forældre med tidligere alkoholproblemer er blevet afvænnet, skal konsekvenserne af ophør af anbringelsen og således også en anden placering af barnet overvejes selvstændigt.

I børneværnsloven understreges vigtigheden af tryghed og kontinuerlige relationer for barnet, især for et barn, som er anbragt, fordi dets tidligere relationer og opvækstbetingelser ofte har været ustabile og uheldige allerede, da anbringelsen startede. Et barn bliver ofte tæt knyttet til sine plejeforældre, og det vil ofte være skadeligt for barnet at skille det fra plejefamilien og de relationer, det har opbygget i plejefamilien. Jo yngre barnet er ved anbringelsen, jo hurtigere udvikler det psykologiske forhold mellem barn og plejeforældre sig. Ydermere er evnen til at klare forandringer sædvanligvis svagere hos anbragte børn end hos børn, der har levet under normale forhold.

Tvangsadoption

Det fremgår af § 9 i den finske adoptionslov28, at adoption af et mindreårigt barn som hovedregel kræver samtykke fra barnets forældre. Der kan dog efter bestemmelsen bevilges adoption uden samtykke, når særdeles vægtige grunde taler herfor.

Den finske lovgivning om adoption er baseret på det princip, at adoption skal være godkendt af alle parter. En adoption mod forældrenes vilje er en sjælden og ekstrem undtagelse, selv når det i nogle tilfælde ville være muligt ifølge adoptionsloven. I praksis bliver forældrene sædvanligvis ikke opfordret til at opgive deres barn til adoption, medmindre de selv foreslår og ønsker det.

2.7.5. Sammenfatning af reglerne fra de andre nordiske lande

Grundlæggende ses det, at alle de nordiske lande har indarbejdet børnekonventionen i deres lovgivning for udsatte børn og unge, og at de fleste af landene har åbnet for muligheden for at bevare barnet eller den unge i dets plejeforhold, hvis dette ses som en styrkelse af barnets eller den unges behov for kontinuitet. Der henvises til afsnit 2.11. om forholdet til internationale konventioner.

I Sverige har det siden 1983 været muligt at lave en vårdnandsöverflyttning - en overførsel af forældremyndigheden - til plejeforældrene. Denne mulighed benyttes i de tilfælde, hvor barnet udtrykker en større tilknytning til dets plejeforældre end til sine biologiske forældre og herved vil opleve en større kontinuitet ved at forblive i de rammer, som for barnet synes mest trygge. De fleste vårdnandsöverflyttninger foretages med samtykke fra forældrene, og der vil ved de fleste af disse overflytninger stadig være samvær mellem biologiske forældre og barnet. En svensk undersøgelse fra slutningen af 1999 viser, at der foretages ca. 50 overflytninger om året. Der er ikke mulighed for at gennemføre tvangsadoption.

I Norge er det overordnede princip ligeledes ’for barnets bedste’, og der er i lovgivningen også muligheder for at sikre barnets behov for kontinuitet. Der er dels mulighed for at nægte en tilbageføring til de biologiske forældre, og dels er der mulighed for at foretage en tvangsadoption. Ved nægtet tilbageføring kan grundlaget for at opretholde anbringelsen være, at barnet har knyttet sig til sine plejeforældre i en sådan grad, at det ville være et brud på barnets kontinuitet at ophæve anbringelsen. Ved denne afgørelse vil de biologiske forældre stadig have den overordnede forældremyndighed. Tvangsadoption kan gennemføres, f.eks. hvis forældrene varigt ikke vil kunne give barnet forsvarlig omsorg.

Efter de islandske regler kan der træffes afgørelse om varige eller permanente tvangsmæssige anbringelser. Uanset, at der er truffet afgørelse om varig anbringelse i plejefamilie, kan forældrene anmode om hjemgivelse af barnet. En sådan anmodning kan kun imødekommes, hvis forældrenes forhold er forbedrede, og hvis en hjemgivelse er det bedste af hensyn til barnets tarv og behov. Ved vurderingen heraf lægges især vægt på, hvordan barnet trives i plejefamilien, herunder på barnets tilknytning til plejeforældrene. Det er en betingelse for at bevilge adoption, at der foreligger samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden. Hvis børneværnsudvalget har overtaget forældremyndigheden over barnet, er det udvalget, der skal give samtykke. I praksis bliver der meget sjældent givet tilladelse til adoption, hvis de biologiske forældre er imod det.

Efter de finske regler skal en foranstaltning ophøre, når betingelserne for omsorgsovertagelse og anbringelse uden for hjemmet ikke længere er til stede, såfremt det ikke klart strider imod barnets bedste. Ved vurderingen heraf lægges vægt på anbringelsens varighed, samt på barnets tilknytning til såvel anbringelsesstedet som til sine forældre. En anbringelse kan således opretholdes for at sikre barnets behov for kontinuitet. Adoption af et mindreårigt barn kræver som hovedregel samtykke fra barnets forældre. Selv om der er mulighed for at bevilge adoption mod forældrenes vilje, sker det i praksis kun meget sjældent.

2.8.1. Kontinuitet i anbringelsen

2.8.2. Tvangsadoption

2.9.1. Generelt om behovet for at skabe større kontinuitet

Der har tegnet sig to klare ledetråde under udvalgets overvejelser om behov for lovændringer for at sikre anbragte børn og unge stabile opvækstforhold:
- Lovgivningen i de andre nordiske lande sikrer i højere grad end de gældende danske regler kontinuitet for anbragte børn og unge. Reglerne er til dels begrundet i og inspireret af FN’s konvention om barnets rettigheder, hvor barnets behov for stabilitet i sine opvækstforhold er understreget. Der henvises nærmere til afsnit 2.11.
- Ændringerne i dansk lovgivning gennem de seneste år har alle været begrundet i et ønske om i højere grad at beskytte børn og unge mod usikkerhed og pludselige brud i deres opvækstforhold. På trods heraf er der næsten entydige tilkendegivelser fra de personer, institutioner og organisationer, der arbejder med udsatte børn og unge og deres familier, at lovgivningen ikke i dag i tilstrækkeligt omfang sikrer anbragte børns og unges behov for kontinuitet i deres opvækst.

Under afsnit 2.9.2. er der redegjort for udvalgets overvejelser om kontinuitet i anbringelsessager og under afsnit 2.9.3. for udvalgets drøftelser om muligheden for kontinuitet i form af tvangsadoption. I afsnit 2.9.4. beskrives de modeller, udvalget har arbejdet med, og endelig nævnes under afsnit 2.9.5. forskellige andre muligheder, der kan sikre kontinuitet.

2.9.2. Anbringelser

I udvalgets overvejelser vedrørende anbringelser er navnlig indgået to hensyn, som i et vist omfang er modsatrettede, og derfor må vægtes over for hinanden. På den ene side hensynet til familien som en enhed, herunder barnets eller den unges krav på ikke at blive adskilt fra sine forældre, og på den anden side hensynet til at barnet eller den unge sikres kontinuitet i sin tilværelse.

For at varetage hensynet til familien har offentlige myndigheder i anbringelsessager en forpligtelse til at arbejde for hjemgivelse af barnet eller den unge til forældremyndighedsindehaveren. Dette kan ske dels ved at styrke forældrekompetencen og afhjælpe problemer hos forældremyndighedsindehaveren, dels ved at afhjælpe eventuelle problemer hos barnet eller den unge, der er medvirkende årsag til anbringelsen.

Det er samlet set udvalgets opfattelse, at de gældende regler på børneområdet i nogle situationer er utilstrækkelige til i fornødent omfang at sikre anbragte børn og unge kontinuitet i deres opvækst. For mange anbragte børn og unge udsættes for skift under deres opvækst, dels i form af hjemgivelse eller hjemtagelse efterfulgt af genanbringelse, dels i form af flytninger mellem anbringelsessteder, og endelig hjemgivelse eller hjemtagelse på trods af en større tilknytning til anbringelsesstedet. Sådanne brud på kontinuitet i opvæksten påvirker barnets eller den unges udviklingsbetingelser i negativ retning.

En højere grad af kontinuitet for børn og unge kan vanskeligt sikres, uden at det vil indebære, at hensynet til den biologiske familie svækkes.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at de negative konsekvenser ved at indføre regler om øget kontinuitet i anbringelser bliver opvejet af fordelene for børnene og de unge, og at disse negative effekter til dels vil kunne undgås ved i regelgrundlaget bevidst at forholde sig hertil ved at opstille kriterier for, i hvilke situationer hensynet til kontinuitet skal veje tungest.

Udvalget har drøftet en række forskellige muligheder for at øge kontinuiteten i de anbragte børns og unges opvækst. Udvalget finder, at der ikke er én enkelt løsning på problemerne, men at det vil være nyttigt at se på en række forskellige fremgangsmåder.

Udvalget anbefaler derfor flere modeller, hvoraf de centrale er opsummeret her. Samtlige forslag gennemgås detaljeret i de følgende afsnit.

For det første anbefaler udvalget, at der i helt særlige tilfælde undtagelsesvist gives mulighed for, at en tvangsmæssig anbringelse af et barn under 1 år uden for hjemmet skal være gældende for en periode på 3 år, når det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i hele denne periode.

Der bør være mulighed for, at forældremyndighedsindehaveren kan få barnet hjemgivet inden 3-års-fristens udløb, men kun hvis der foreligger væsentlig ændrede forhold hos barnet, forældremyndighedsindehaveren eller anbringelsesstedet, kan sagen genoptages.

For det andet anbefaler udvalget, at der åbnes mulighed for at kunne træffe afgørelse om, at en anbringelse skal gælde uden tidsbegrænsning, når barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, og når barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på såvel kort som længere sigt må antages at være af afgørende betydning for barnet eller den unge at forblive på anbringelsesstedet, uanset om der fortsat er et anbringelsesgrundlag eller ej.

Der bør også i disse tilfælde være mulighed for, at forældremyndighedsindehaveren kan få barnet hjemgivet, men kun hvis der foreligger væsentlig ændrede forhold hos barnet eller den unge, forældremyndighedsindehaveren eller anbringelsesstedet, kan sagen genoptages.

Udvalget foreslår således begrænsninger i den almindelige adgang for forældremyndighedsindehaveren til at kunne få behandlet en begæring om hjemgivelse. Udvalget foreslår derimod ingen ændringer i forældrenes mulighed for samvær og kontakt med det anbragte barn.

I det efterfølgende er beskrevet, hvilke overvejelser udvalget mere overordnet har lagt til grund for disse forslag. Udvalget er opmærksomt på, at de regler, som foreslås indført, kun vil kunne løse nogle af de brud på kontinuitet, som truede børn og unge oplever i deres opvækst. Organisationerne har bl.a. peget på en række andre forhold, som også bevirker brud i anbringelsesforløb. Nogle af disse problemstillinger er omtalt nedenfor under afsnit 2.9.5.

2.9.3. Tvangsadoption

Som det fremgår af gennemgangen af praksis, er der kun truffet afgørelse om tvangsadoption i ganske få tilfælde og kun, når forældrene gennem en længere årrække har afbrudt forbindelsen til barnet, og afbrydelsen ikke har været en følge af afgørelser herom fra myndighederne. Dette medfører, at der alene træffes afgørelse om tvangsadoption af større børn, der har boet i plejefamilie i en længere årrække.

Der har i udvalget været enighed om, at der kan være behov for tvangsadoption i andre situationer end dem, som praksis giver mulighed for i dag. Det er på denne baggrund udvalgets opfattelse, at der er behov for at skabe yderligere muligheder for tvangsadoption. Udvalget finder efter drøftelse af forskellige muligheder at kunne pege på dels mulighed for tvangsadoption af små børn under 1 år og dels muligheden for tvangsadoption af børn, der har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år. Adoption af de lidt større børn bør kunne kombineres med mulighed for at bevare adgangen til at få oplysninger om barnet, og med mulighed for et vist samvær og kontakt mellem barnet og forældrene, såkaldt åben adoption, i de tilfælde, hvor de biologiske forældre kan spille en positiv rolle som samværsforældre.

Udvalget er opmærksomt på, at tvangsadoption er et meget alvorligt indgreb, og at det derfor er nødvendigt med en grundig undersøgelse af barnets og de biologiske forældres forhold, før der kan træffes afgørelse herom. Adoption kan kun komme på tale i tilfælde, hvor forældrene varigt er ude af stand til at drage omsorg for barnet. Er behovet for tvangsadoption primært begrundet i et psykisk handicap hos forældrene, kan der være behov for lægeundersøgelse, herunder undersøgelse ved psykiater af forældrene, før der kan gives tilladelse til adoption mod forældrenes samtykke. Endvidere er det meget vigtigt, at forholdene i den eventuelle adoptivfamilie er grundigt beskrevet. Afhængigt af barnets alder og modenhed skal barnets holdning foreligge oplyst og tillægges afgørende vægt, og man skal samtidig sikre sig, at barnet passer til den eventuelle adoptivfamilie.

Betingelserne for tvangsadoption skal være opfyldt i forhold til begge forældre, og det er derfor nødvendigt at afdække, om der f.eks. er eller kan findes en biologisk far. Der henvises nærmere til afsnit 2.4.4.

Adoptivforældrene skal godkendes efter reglerne herom, medmindre der er tale om et særligt tilknytningsforhold mellem barnet og de kommende adoptivforældre, jf. adoptionslovens § 4 a, se nærmere herom afsnit 2.4.2. Adoptanterne vil således være af samme gode ”kvalitet”, som gælder for adoption af udenlandske børn.

For så vidt angår fremgangsmåden ved behandling af sager om tvangsadoption efter udvalgets forslag, finder udvalget, at disse skal behandles af de samme myndigheder som træffer afgørelse efter de gældende regler, dvs. statsamterne og Familiestyrelsen. Tvangsadoption skal ligeledes fortsat kræve samtykke fra Ankestyrelsen. Der henvises nærmere til afsnit 2.4.2. og 2.4.3. Der er og bør fortsat være adgang til fuld domstolsprøvelse i disse sager, der er af afgørende betydning for forældres og børns ret til respekt for familieliv.

De af udvalget foreslåede modeller om tvangsadoption foreslås indsat i adoptionsloven. Udvalget har ikke taget stilling til, i hvilket omfang forslagene vedrørende tvangsadoption fuldt ud kan erstatte de gældende regler om tvangsadoption.

2.9.4. Modeller

Mens argumenterne for at skabe større kontinuitet forekommer rimeligt klare, er billedet af, hvordan kontinuitet i højere grad sikres, uklart. Det ses af, at de andre nordiske lande hver især har anvendt forskellige fremgangsmåder for at nå det samme mål, jf. afsnit 2.7. Det ses imidlertid også i de forslag, som udvalget har modtaget under møderne med organisationerne, til løsning eller afhjælpning af problemerne.

Det er på denne baggrund udvalgets opfattelse, at behovet for større sammenhæng i anbragte børns og unges tilværelse kan sikres på forskellige måder, og at det, der er bedst for nogle børn og unge, ikke nødvendigvis er bedst for alle. Der kan være behov for en større vifte af muligheder i lovgivningen, således at der for hvert enkelt barn og dets familie vælges den form, der passer bedst til deres forhold.

Udvalget har valgt at strukturere overvejelserne ud fra modeller, der mere gennemgribende ændrer de gældende anbringelsesprincipper, og modeller, der bygger på mindre ændringer/justeringer af lovgivningen.

2.9.5. Andre muligheder for at sikre kontinuitet

Udvalget har i forbindelse med drøftelserne overvejet andre muligheder for at sikre anbragte børns og unges behov for kontinuitet. På baggrund heraf samt i lyset møderne med organisationerne mv. kan udvalget pege på følgende muligheder:

2.9.6. Sammenfatning af udvalgets forslag

Udvalgets forslag til nye anbringelsesbestemmelser har alle karakter af at være supplementer til de gældende bestemmelser. Der er altså tale om bestemmelser, der gælder ved siden af de gældende regler. Også forslagene til de nye bestemmelser om tvangsadoption er bestemmelser, der kan ses som en supplerende mulighed for at søge at tilgodese et barns behov på en anden måde end ved en anbringelse, om end kun få børn forventes at være omfattet heraf.

I det følgende forsøges givet en samlet oversigt over udvalgets forslag set i sammenhæng med de gældende regler.

2.10.1. Anbringelse i 3 år af børn under 1 år

§ 1. Børn og unge-udvalget kan i helt særlige tilfælde undtagelsesvist træffe afgørelse om, at en anbringelse uden for hjemmet efter § 42 af et barn, der ikke er fyldt 1 år, skal gælde i 3 år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i denne periode.
Stk. 2. Forældremyndighedsindehaveren kan anmode om hjemgivelse af et barn, der er anbragt uden for hjemmet efter stk.1. Kommunen kan afvise at behandle ansøgningen, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos barnet, forældremyndighedsindehaveren eller anbringelsesstedet. Hvis forholdene er væsentligt ændrede, skal kommunen genoptage sagen og iværksætte de fornødne undersøgelser med henblik på at kunne træffe afgørelse om hjemgivelse eller om forelæggelse af sagen for børn og unge-udvalget.
Stk. 3. Kommunens afvisning af at behandle en anmodning om hjemgivelse, jf. stk. 2, kan af forældremyndighedsindehaveren indbringes for det sociale nævn.

Der henvises til bemærkningerne i afsnit 2.9.4.1.

2.10.2. Anbringelse uden tidsbegrænsning på grund af tilknytning til anbringelsesstedet

§ 2. Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på såvel kort som længere sigt må antages at være af afgørende betydning for barnet eller den unge at forblive på anbringelsesstedet. Opretholdelse af en sådan afgørelse kræver ikke fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget efter § 43.
Stk. 2. Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse efter stk. 1, uanset om betingelserne i § 40, stk. 2, nr. 11, eller § 42 ikke længere er opfyldt.
Stk. 3. For en ung, der er fyldt 15 år, kan en afgørelse efter stk. 1 kun træffes eller opretholdes, hvis den unge er enig i anbringelsen.
Stk. 4. Forældremyndighedsindehaveren kan anmode om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter stk.1. Kommunen kan afvise at behandle ansøgningen, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos barnet eller den unge, forældremyndighedsindehaveren eller anbringelsesstedet. Hvis forholdene er væsentligt ændrede, skal kommunen genoptage sagen og iværksætte de fornødne undersøgelser af barnets tilknytning med henblik på at kunne træffe afgørelse om hjemgivelse eller om forelæggelse af sagen for børn og unge-udvalget.
Stk. 5. Kommunens afvisning af at behandle en anmodning om hjemgivelse, jf. stk. 4, kan af forældremyndighedsindehaveren indbringes for det sociale nævn.

Der henvises til bemærkningerne i afsnit 2.9.4.2.

2.10.3. Tvangsadoption af små børn under 1 år

§ 3. Selv om der ikke kan opnås samtykke efter § 7 (i adoptionsloven), kan bevilling til adoption af et barn under 1 år i helt ekstraordinære tilfælde meddeles, hvis det er godtgjort,

1. at forældremyndighedens indehaver varigt ikke vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet,
2. at forældremyndighedens indehaver heller ikke vil være i stand til at spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær og kontakt, og
3. at adoption vil være til barnets bedste.

Stk. 2. Er barnet anbragt uden for hjemmet, kræver meddelelse af bevilling samtykke fra Ankestyrelsen.

Der henvises til bemærkningerne i afsnit 2.9.4.3.

2.10.4. Tvangsadoption af større børn

§ 4. Selv om der ikke kan opnås samtykke efter § 7 (i adoptionsloven), kan der meddeles bevilling til adoption af et barn, der har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, hvis det er godtgjort,

1. at forældremyndighedens indehaver varigt ikke vil være i stand til at varetage omsorgen for barnet, og
2. at adoption vil være til barnets bedste.

Stk. 2. Meddelelse af bevilling til adoption kræver samtykke fra Ankestyrelsen.

 

Der henvises til bemærkningerne i afsnit 2.9.4.4.

2.11.1. Indledning

Ifølge kommissoriet skal udvalget beskrive, hvordan udvalgets forslag forholder sig til de krav, der følger af internationale konventioner på området. Udvalget har til brug herfor modtaget et notat fra Institut for Menneskerettigheder om visse menneskeretlige problemstillinger i forbindelse med permanente anbringelser af børn uden for hjemmet. Notatet, der er optrykt som bilag 1 til denne rapport, indeholder en gennemgang af de væsentligste domme fra Menneskerettighedsdomstolen og den centrale litteratur på området. Udvalget kan tilslutte sig vurderingerne i notatet. Udvalget har endvidere fundet betydelig inspiration i et indlæg, som kommitteret i Justitsministeriet Nina Holst-Christensen har holdt for statsamternes personale om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Indlægget er optrykt i Nyhedsbrev nr. 16, februar 2002, s. 129ff udsendt af familiestyrelsen (tidligere Civilretsdirektoratet).

I det følgende foretages en forholdsvis kort opsummering af retsstillingen på området og en vurdering af udvalgets forslag i forhold til de internationale konventioner.

2.11.2. Regelsættet

Området reguleres dels af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er inkorporeret i dansk ret, og dels af FN’s Børnekonvention, som Danmark har tiltrådt. Det må antages, at bestemmelserne i Børnekonventionen vil blive inddraget af Menneskerettighedsdomstolen i dennes fortolkning af Menneskerettighedskonventionen.

En tvangsanbringelse er et indgreb i retten til familieliv, som er beskyttet af Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Efter dennes artikels stk. 2 skal følgende betingelser være opfyldt, for at et indgreb heri er berettiget: det skal ske i overensstemmelse med loven og være nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

For så vidt angår Børnekonventionen er navnlig følgende bestemmelser af betydning:

Artikel 9

1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelse er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.
     
2. I behandlingen af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.
     
3. Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv.
     
4. Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en deltagerstat, såsom tilbageholdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller død (herunder dødsfald af en hvilken som helst årsag, mens personen er i statens varetægt) af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal deltagerstaten efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et andet medlem af familien de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de fraværende medlemmer af familien befinder sig, medmindre afgivelsen af oplysningerne ville være skadelige for barnets velfærd. Deltagerstaterne skal desuden sikre, at fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv medfører skadelige følger for vedkommende person eller personer.

Artikel 12

1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
     
2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.

Artikel 20

1. Et barn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan tillades at forblive i disse omgivelser, har ret til særlig beskyttelse og bistand fra statens side.
     
2. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres nationale ret sikre alternativ omsorg for et sådant barn.

 

islamisk ret, adoption eller om nødvendigt anbringelse i passende børneinstitutioner. Ved overvejelse af mulige løsninger skal der tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.Sådan omsorg kan blandt andet omfatte anbringelse i pleje, Kafalah eller

2.11.3. Ny lovgivning

På lovgivningsområdet anerkender Menneskerettighedsdomstolen, at medlemsstaterne har en stor skønsmargin ved vurderingen af, om det er nødvendigt at tvangsfjerne et barn og opretholde en sådan anbringelse. Domstolen anser det ikke for sin opgave at træde i stedet for de nationale myndigheder ved udøvelsen af deres ansvar for reguleringen af offentlig omsorg for børn og forældrenes rettigheder. Domstolen har således flere gange udtalt og taget hensyn til, at opfattelsen af, hvornår offentlige myndigheder bør gribe ind med hensyn til pleje af børn, varierer fra en medlemsstat til en anden og er afhængig af faktorer som traditioner med hensyn til familiens rolle og indgreb fra offentlige myndigheder i familieanliggender samt endelig tilgængeligheden af offentlige ressourcer til offentlige foranstaltninger på dette område.

Det er på denne baggrund udvalgets opfattelse, at Domstolen vil anerkende, at Folketinget har en vis frihed til at regulere området og levnes en betydelig skønsmargin, hvis Domstolen i en konkret klagesag skal efterprøve, om Folketinget ved sin regulering har foretaget en rimelig afvejning mellem hensynene til barnet på den ene side og familien på den anden side.

2.11.4. Hensynet til barnet og dets ønsker

Det fremgår direkte af Børnekonventionens artikel 12, at børn skal høres, og at deres synspunkter skal tillægges passende vægt, men dette hensyn fremgår også af Domstolens afgørelser. Domstolen har flere gange udtalt, at hensynet til, hvad der er bedst for barnet, er af afgørende betydning i hver enkelt sag. Hvad der tjener barnets interesser, er således det helt afgørende hensyn og det væsentligste element. Hensynet til, at barnet vil få det bedre, hvis det bliver anbragt uden for hjemmet, vil dog ikke kunne stå alene som begrundelse for en anbringelse på grund af indgrebets alvorlige karakter.

I alle de forslag, som udvalget stiller, indgår hensynet til barnet som det væsentligste element. Der skal i alle tilfælde foretages en konkret bedømmelse af det berørte barns interesser. Hensynet til, hvad der er bedst for barnet, er endvidere i alle udvalgets forslag suppleret med yderligere kriterier. Også dette giver grundlag for at antage, at udvalgets forslag er i overensstemmelse med konventionerne.

2.11.5. Genforening af familien

Tvangsfjernelse af et barn skal normalt anses for en midlertidig foranstaltning, der skal bringes til ophør, så snart omstændighederne tillader det. Gennemførelsen af tvangsforanstaltninger bør derfor være forenelige med det overordnende mål om at genforene barnet med dets biologiske familie. Dette udgangspunkt medfører, at Domstolen foretager en mere indgående prøvelse, når det drejer sig om selve gennemførelsen af anbringelsen og yderligere begrænsninger i forældrenes adgang til samvær med børnene. Sådanne yderligere begrænsninger ses nemlig at indebære en risiko for, at familiebåndene mellem forældre og barn lider alvorlig skade. Det er et ubetinget krav, at det ikke må være begrundet i myndighedernes forhold, at kontakten mellem barn og forældre forringes. Myndighederne må således ikke anbringe barnet meget langt fra forældrene eller indskrænke samværet uden rimelig grund til et sådant minimum, at det ikke kan give grundlag for at etablere eller opretholde familiebånd af bare nogen styrke.

Også i dansk ret anerkendes princippet om, at tvangsanbringelser er midlertidige foranstaltninger, der skal bringes til ophør, når omstændighederne tillader det. Det er ligeledes anerkendt, at myndighederne ikke ved deres adfærd må modarbejde dette mål, og der er fastsat særlige krav og sikkerhedsgarantier, hvis samværet mellem forældre og barn skal begrænses yderligere eller helt ophøre.

Om muligheden for at fravige udgangspunktet henvises til afsnit 2.11.9.

2.11.6. Positive handlepligter

Under en tvangsanbringelse har myndighederne en række positive handlepligter. Myndighederne skal således arrangere besøg mellem forældrene og barnet for derved at muliggøre en bevarelse og videreudvikling af familielivet. Besøgene skal som udgangspunkt ske med rimelige intervaller og uden unødige forsinkelser. Domstolen anerkender dog, at forældrenes adfærd eller forhold og hensynet til barnet under helt særlige omstændigheder konkret kan bevirke, at det ikke er muligt at etablere eller opretholde kontakten. Også efter Børnekonventionen er der adgang til kontakt, medmindre dette strider mod barnets tarv.

Bortset fra adgangen til tvangsadoption, der omtales nedenfor under afsnit 2.11.10., indeholder udvalgets forslag ikke begrænsninger i forældres adgang til samvær med barnet.

2.11.7. Krav til beslutningsgrundlaget

Domstolen påser, at myndighedernes afgørelse om at tvangsfjerne et barn eller opretholde en anbringelse er relevant og tilstrækkeligt begrundet. Domstolen har udtalt, at det at adskille en familie udgør et alvorligt indgreb i retten til respekt for familieliv, og at et sådant skridt derfor skal være underbygget af tilstrækkelige fornuftige og tungtvejende hensyn begrundet i barnets interesser. Der skal foretages en konkret vurdering baseret på de aktuelle forhold.

Domstolen påser således, at myndighederne har haft et tilstrækkeligt grundlag for at træffe sin afgørelse i form af, at der er indhentet lægelige og psykologiske vurderinger og rapporter om familiens og barnets situation. Forældrene og barnet skal have haft lejlighed til at afgive forklaring, hvis deres alder og modenhed tilsiger det, og forældrenes advokater skal have haft lejlighed til at procedere sagen, således at myndighederne har et indgående kendskab til sagen, når beslutningen træffes. Myndighederne skal endvidere forgæves have forsøgt at anvende mindre indgribende foranstaltninger, eller have overvejet, hvorvidt sådanne ville være tilstrækkelige.

Hvis myndighedernes afgørelse er udtryk for en grundig vurdering og afvejning af de forskellige hensyn, og hvis grundlaget for myndighedernes afgørelse er fyldestgørende, er Domstolen forholdsvis tilbageholdende med at efterprøve afgørelsen.

2.11.8. Anbringelse af små børn i op til 3 år

Dette forslag er som anført under afsnit 2.9.4.1. begrundet i et ønske om at sikre børn, der må anbringes næsten fra fødslen, en mulighed for at udvikle tilknytning til sine omgivelser, herunder særligt i forhold til barnets primære omsorgspersoner. Et lille barn har særlige behov, når det gælder stabilitet og ro til at udvikle sig. Af de grunde, der er anført under afsnit 2.11.3. om staternes skønsmargin ved udformning af deres lovgivning på dette område, og af de grunde, der er anført under afsnit 2.11.4. om anerkendelsen af, at hensynet til barnets interesser altid er af største betydning, finder udvalget, at der er grundlag for at antage, at den foreslåede bestemmelse vil være i overensstemmelse med konventionen.

Udvalget stiller ikke forslag om, at en sådan beslutning om en længere anbringelsesperiode skal medføre ændringer i forældrenes adgang til kontakt med barnet. Statens positive handlepligter, jf. afsnit 2.11.6., opretholdes således. Udvalget stiller heller ikke forslag om, at målet med foranstaltningen skal være et andet end genforening af familien. Anbringelsen er kun besluttet for 3 år, og det er hensigten, at der ved udløbet af denne periode skal gøres status over forløbet. Det vil sige, at barnets udvikling, trivsel og særlige behov skal bedømmes. Også plejefamiliens forhold og ønsker til fremtiden skal bedømmes, og endelig - men ikke mindst - skal forældrenes muligheder for at kunne overtage den daglige omsorg for barnet bedømmes. Denne samlede vurdering kan føre til, at barnet - efter en udslusningsperiode - hjemgives, fordi forældrenes forhold findes stabile. Bedømmelsen kan også føre til, at der træffes afgørelse om opretholdelse af anbringelsen efter de gældende regler, herunder reglerne om genbehandlingsfrister og kan være begrundet i, at forældrenes forhold er i en sådan positiv udvikling, at det kan være grund til at antage, at det på længere sigt vil være bedst for barnet, at det kommer tilbage til sin familie. Har barnet et velbegrundet ønske om at blive hos plejefamilien eller på opholdsstedet, eller er barnets behov for stabilitet på grund af at tilknytningen til opholdsstedet er blevet så stærkt, at dette ønske eller behov hos barnet bør respekteres, kan det træffes beslutning om anbringelse uden tidsbegrænsning, jf. forslaget under afsnit 2.9.4.2. Endelig er der mulighed for at indstille til tvangsadoption, hvis forældrenes forhold er sådanne, at de varigt må anses for afskåret fra at kunne overtage omsorgen for barnet, og adoption er til barnets bedste.

Forbedres familiens forhold under den 3-årige anbringelse, således at det på trods af prognosen ved anbringelsen nu er bedst for barnet, at det hjemgives, har kommunen pligt hertil, hvis forbedringen findes at være stabil. En sådan beslutning om hjemgivelse vil også kunne træffes efter en udslusningsperiode. Det bemærkes i denne forbindelse, at Domstolen udtrykkeligt har anerkendt, at myndighederne kan stille krav om, at en positiv udvikling må anses for rimelig sikker, før der træffes beslutning om hjemgivelse. Domstolen har i den forbindelse udtalt, at det klart vil være i strid med barnets interesse at blive genforenet med sine forældre for blot at blive fjernet på ny efter nogen tid. Hensynet til barnet tilsiger i en sådan situation, at der i en vis overgangsperiode træffes forberedende foranstaltninger med henblik på at genetablere kontakten mellem barnet og forældrene. Udvalgets forslag indebærer derfor i realiteten, at ikke enhver forbedring af forældrenes eller barnets forhold skal medføre hjemgivelse af barnet, men udelukker omvendt ikke, at en hjemgivelse kan ske.

Som anført under afsnit 2.11.7. har myndighederne pligt til at sikre, at tvangsafgørelser er begrundet relevant og tilstrækkeligt, og at forældrene bliver inddraget i beslutningsprocessen. Dette krav bliver større, jo mere indgribende afgørelsen er. Myndighederne bør derfor være særligt opmærksomme på dokumentationskravet, når det gælder længerevarende anbringelser. Det gælder specielt for så vidt angår de oplysninger, der giver grundlag for at antage, at forholdene vil vare ved i 3 års perioden.

2.11.9. Anbringelse på grund af tilknytning til anbringelsesstedet

Som anført under afsnit 2.9.4.2. foreslår udvalget, at et barn kan blive på det anbringelsessted, som det er blevet stærkt knyttet til, selv om det oprindelige anbringelsesgrundlag ikke længere er til stede.

Forslaget er for så vidt i strid med princippet om, at et barn skal genforenes med sine forældre, så snart forholdene tillader det. Domstolen har imidlertid anerkendt, at barnets interesse i ikke at skulle flyttes og dermed gennemgå væsentlige ændringer i sit liv kan veje tungere end forældrenes interesse i, at familien genforenes. En sådan anerkendelse kan anses for begrundet i princippet om, at hensynet til barnet altid er af allerstørste betydning, jf. ovenfor under afsnit 2.11.4. Anerkendelsen har også støtte i Børnekonventionens artikel 20, hvorefter der i anbringelsessager skal tages tilbørlig hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst. Man kan måske udtrykke det på den måde, at forholdene ikke tillader genforening, fordi barnet på grund af den tid, der er forløbet, har fået rodfæste hos plejeforældrene eller på sit opholdssted.

I den forudgående anbringelsesperiode på mindst 3 år har myndighederne haft pligt til at arbejde for, at kontakten mellem forældre og barn blev opretholdt. Lykkes det på trods heraf ikke forældrene i en sådan længere periode at skabe eller opretholde følelsesmæssig nær tilknytning til barnet, er det efter udvalgets opfattelse berettiget at beskytte barnets behov for tryghed og stabilitet under opvæksten. Det er åbenbart, at det er belastende for et barn i årevis at have usikkerheden hængende over hovedet om, hvor det skal bo til næste år. Dette er også baggrunden for, at udvalget foreslår, at myndighederne af sig selv skal vurdere, om der er behov for en afgørelse om opretholdelse af en anbringelse på grund af tæt tilknytning. Også børn, der er frivilligt anbragt, og hvor forældrene ikke aktuelt har anmodet om at få barnet hjem, kan have behov for at vide, at det som udgangspunkt kan blive, hvor det er. Det skyldes også, at afgørelser efter denne bestemmelse ikke er egnede til at blive truffet her og nu som følge af en hjemgivelsesanmodning, jf. nedenfor om kravene til dokumentation.

At udvalgets forslag er i overensstemmelse med konventionen støttes således af det, der er anført under afsnit 2.11.3. om statens skønsmargin og afsnit 2.11.4. om hensynet til barnet.

Udvalget stiller ikke forslag om, at en sådan beslutning om opretholdelse af anbringelsen skal påvirke forældrenes adgang til kontakt med barnet.

Også kravet om relevant og fyldestgørende beslutningsgrundlag skal være opfyldt i disse sager. Sagen skal være grundigt undersøgt, og der skal altid foretages en konkret bedømmelse af barnets, forældrenes og anbringelsesstedet (plejeforældrenes) forhold. En afgørelse om opretholdelse af anbringelsen kan kun ske efter en helhedsbedømmelse, hvor disse oplysninger afvejes over for hinanden. Der skal således foreligge grundig dokumentation for, at barnets tilknytning nu er til plejeforældrene (opholdsstedet), og at det på såvel kort som langt sigt må antages at være bedst for barnet at forblive i sine vante omgivelser.

Forandres det grundlag, som beslutningen blev truffet på, væsentligt, vil det kunne være bedst for barnet, at det hjemgives. Beslutningen om at opretholde en anbringelse er således ikke en uoprettelig beslutning. Mister barnet mod forventning sin tilknytning til plejeforældrene/opholdsstedet og forstærkes kontakten til den biologiske familie, vil en flytning på trods af det brud, der følger heraf, kunne være den bedste løsning for barnet. Udvalgets forslag rummer derfor mulighed for, at barnet hjemgives under sådanne ændrede forhold.

Udvalgets forslag svarer i det væsentligste til en tilsvarende svensk lovbestemmelse. Domstolens udtalelser i sagerne mod Sverige kan anses for en tilslutning til, at denne bestemmelse ikke er stridende mod konventionen.

2.11.10. Tvangsadoption

Menneskerettighedskonventionen udelukker ikke, at et barn kan bortadopteres, selv om en eller begge forældre protesterer. Sådan afgørelse må imidlertid kræve helt ekstraordinære forhold, særligt når det gælder bortadoption af små børn. Ved en adoption afskæres de retlige og faktiske bånd mellem barn og forældre definitivt, og det overordnede mål om genforening af familien opgives. Det stiller særlige krav til processen, herunder til forældrenes inddragelse heri. Bevares forældrenes mulighed for kontakt med barnet efter en adoption, må det formentlig antages, at betingelserne for at kunne tillade en sådan adoption uden samtykke fra forældrene, ikke vil være helt af samme styrke.

Efter udvalgets forslag vil det i helt ekstraordinære situationer være muligt at bortadoptere et lille barn mod forældrenes ønske og uden, at forældrene sikres mulighed for kontakt efter adoptionen. Efter udvalgets opfattelse vil de betingelser, der opstilles om, at forældrene skal være ude af stand til at tage vare på barnet i hele dets opvækstperiode være tilstrækkeligt strenge til, at det sikres, at sådan adoption kun vil være tilladt i helt ekstraordinære tilfælde. Der vil således være tale om, at det allerede fra barnets fødsel kan forudses, at barnet ikke vil kunne komme til at vokse op hos forældrene, og forældrene heller ikke gennem samvær med barnet vil kunne give det bare lidt af den familie, som barnet har brug for. Det bemærkes, at Børnekonventionens artikel 20 kan læses således, at muligheden for adoption kommer forud for anbringelse i børneinstitutioner.

Udvalget foreslår endvidere, at tvangsadoption skal kunne ske, hvis barnet har været anbragt i 3 år, og det er godtgjort, at forældrene varigt ikke vil være i stand til at tage sig af barnet. Adoption vil i sådanne tilfælde normalt ske til de plejeforældre, som barnet har været anbragt hos, og hvor der er opstået en tæt tilknytning, således at barnet reelt har fået en ny familie. En sådan adoption vil ikke være til hinder for, at forældrene kan bevare adgangen til kontakt med barnet. Adgangen til kontakt vil bestå, medmindre kontakten vurderes at være til skade for barnet.

2.11.11. Effektive retsmidler

Det følger af konventionens artikel 13 sammenholdt med artikel 8, at der skal være adgang til effektive retsmidler i sager, der indebærer indgreb i retten til respekt for familieliv. Det er derfor vigtigt, at forældrene er sikret klageadgang og adgang til domstolsprøvelse. I kapital 4 om børn og unge-udvalgene er i afsnit 4.1.5. beskrevet de gældende regler herom. Det fremgår bl.a. heraf, at der er adgang til fuld domstolsprøvelse af såvel de faktiske som de retlige forhold. Det er udvalgets opfattelse, at de gældende regler på området opfylder konventionens krav om adgang til effektive retsmidler, og at disse beskyttelsesregler fortsat skal være gældende.

2.11.12. Justitsministeriets bedømmelse

Udvalget har forelagt sin lovskitse og bemærkningerne hertil for Justitsministeriet, der har fremsat forskellige forslag til uddybninger og præciseringer. Udvalget har fulgt disse forslag, og Justitsministeriet har herefter udtalt, at det må antages, at de foreslåede nye bestemmelser ikke vil stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention set i lyset af FN’s Børnekonvention.

4.1.1. Forretningsorden for børn og unge-udvalgene

Retssikkerhedslovens § 21 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter socialministeren fastsætter en forretningsorden for børn og unge-udvalgenes arbejde. Denne bemyndigelse er udnyttet i bekendtgørelse nr. 937 af 10. december 1997 af forretningsorden for børn og unge-udvalgene, som ændret ved bekendtgørelse nr. 583 af 22. juni 2000.

Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige er egentlige medlemmer af udvalget med stemmeret. Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige har tillige en vejledningsopgave i udvalget. Da de sagkyndige er tillagt særlige funktioner i udvalget, er udvalget kun beslutningsdygtigt, når både dommer og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige eller deres stedfortrædere er til stede. Dette fremgår af § 7 i socialministeriets bekendtgørelse af forretningsordenen for børn af unge-udvalgene.

Medlemmer af andre kommunale udvalg, der behandler enkeltsager om børns og unges sociale forhold, kan ikke vælges som medlemmer af, eller stedfortrædere til, børn og unge-udvalget, jf. retssikkerhedslovens § 19. Det samme gælder magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratordning er beskæftiget med disse opgaver. Formålet hermed er at sikre, at børn og unge-udvalget har en særlig og uafhængig status i forhold til udvalg, der varetager opgaverne vedrørende børns og unges sociale forhold i øvrigt. Børn og unge-udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed og har ingen overordnede funktioner i forhold til den kommunale forvaltning i øvrigt.

Hvis antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen umuliggør, at samtlige medlemmer af, og stedfortrædere til, børn og unge-udvalget opfylder kravet om habilitet i forhold til medlemsposter i andre udvalg, der behandler sager om børns og unges sociale forhold, kan et eller om nødvendigt flere medlemmer fra sådanne udvalg vælges til børn og unge-udvalget. Om medlemmernes habilitet til at deltage i afgørelsen af de enkelte sager gælder i øvrigt forvaltningslovens regler herom.

Tilsvarende kan en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der har afgivet udtalelser eller på anden måde deltaget i sagens behandling i forvaltningen forud for fremlæggelsen for udvalget, ikke deltage i børn og unge-udvalgets afgørelse i sagen. Dette gælder dog ikke, hvis børn og unge-udvalget herved mister sin beslutningsdygtighed.

Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Indenrigs- og Sundhedsministeren fastsætter efter retssikkerhedsloven regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

4.1.2. Beslutningsdygtighed m.v.

Børn og unge-udvalget er beslutningsdygtigt, når 3 medlemmer, herunder såvel dommeren som den pædagogisk-psykologisk sagkyndige eller disses stedfortrædere, er til stede.

Til vedtagelse af en afgørelse, som efter loven kræver kvalificeret flertal, som f.eks. anbringelsessager, skal dog mindst 4 medlemmer være til stede og stemme for afgørelsen.

Ingen udover udvalgets medlemmer og protokolføreren må deltage i voteringen.

Der føres en protokol, og børn og unge-udvalgets afgørelse og begrundelsen herfor indføres umiddelbart efter voteringen i protokollen. Et medlem kan kræve, at protokollen tilføres en kort begrundelse for hans standpunkt.

Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføjes protokollen, og meddelelsen om afgørelsen skal indeholde oplysning herom, jf. § 62, stk. 5, i serviceloven.

4.1.3. Hastende beslutninger

Afgørelser om bl.a. tvangsanbringelser uden for hjemmet, som af hensyn til barnet eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget.

Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. En foreløbig afgørelse skal snarest muligt, og senest 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen, forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i en måned.

4.1.4. Om sagernes behandling

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den fornødne sekretariatsbistand er til rådighed for udvalget. Der er ikke særlige krav i lovgivningen med hensyn til placeringen af sekretariatsfunktionen for børn og unge-udvalget. Det er dog kun udvalgets medlemmer og protokolføreren, der må deltage i møderne under selve voteringen.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at sagen forelægges for børn og unge-udvalget tillige med sagens akter og en indstilling, der bl.a. skal indeholde en redegørelse for sagen.

Børn og unge-udvalget har kun kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at gennemføre de konkrete tvangsmæssige foranstaltninger, der er foreslået i forvaltningens indstilling. Udvalget kan derimod ikke beslutte, at der skal gennemføres yderligere foranstaltninger, selv om udvalget måtte mene, at der er behov herfor. Udvalget kan således f.eks. ikke beslutte, at forbindelsen mellem barnet og forældrene skal afbrydes, hvis der kun er indstilling om, at samværet skal være overvåget, eller at barnet skal anbringes uden for hjemmet, hvis der kun er indstilling om en tvangsmæssig undersøgelse af barnet. Udvalget er begrænset af forvaltningens indstilling i forhold til de foranstaltninger, der kan komme på tale.

Dommeren kan beslutte, at der skal indhentes yderligere oplysninger eller foretages yderligere undersøgelser, herunder at der optages retsligt forhør efter reglerne i retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, og giver en vurdering af de oplysninger, der foreligger i den enkelte sag.

Den børnesagkyndige skal yde udvalget vejledning om, hvorvidt der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser om barnet og dets forældre. Ud fra en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om barnets eller den unges person og familie skal den sagkyndige vejlede om, hvilke foranstaltninger der må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges udvikling i det enkelte tilfælde.

De beføjelser, der er henlagt til børn og unge-udvalget, kan ikke varetages af andre - hverken i forvaltningen eller i andre udvalg i kommunen.

4.1.5. Klageadgang m.v.

Børn og unge-udvalgets afgørelser kan efter serviceloven § 123 påklages til Ankestyrelsen. Forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, er klageberettigede. Klagen til Ankestyrelsen har ikke opsættende virkning, medmindre styrelseschefen beslutter det.

Ankestyrelsens afgørelser træffes på møder, hvor der deltager 2 beskikkede medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand. De beskikkede medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, KL (Kommunernes Landsforening), De Samvirkende Invalideorganisationer, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. I stedet for ankechefer kan der på mødet deltage andre medarbejdere fra Ankestyrelsen, der har fået delegeret kompetence hertil. I mødet deltager desuden en lægekonsulent, sædvanligvis en børne- og ungdomspsykiater, der har en rådgivende funktion og ikke stemmeret.

 

I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Efter servicelovens § 124 kan Ankestyrelsens afgørelser kræves forelagt for landsretten. Det sker ved, at klageren inden 4 uger efter meddelelsen om Ankestyrelsens afgørelse retter henvendelse til Ankestyrelsen, som sender sagen videre til landsretten. Landsretten tiltrædes ifølge servicelovens § 125 af en dommer, der er sagkyndig i børneforsorg, og en dommer, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller psykologi. Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til anke til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter.

4.1.6. Om børn og unge-udvalgene efter kommunalreformen

Reglerne i retssikkerhedsloven ændres på 2 punkter. Børn og unge-udvalgene skal efter kommunalreformen fortsat være forankret i kommunerne, og det er fortsat kommunalbestyrelsen, der skal stille sekretariatsmæssig bistand til rådighed. Reglerne om udpegningen af den pædagogisk-psykologisk sagkyndige ændres efter kommunalreformen pr. 1. januar 2007 sådan, at den pædagogisk-psykologisk sagkyndige bliver udpeget af statsforvaltningen i stedet for amtsrådet, men stadig for en periode, som svarer til den kommunale valgperiode. Bestemmelsen forhindrer ikke, at statsforvaltningen udpeger den samme sagkyndige i flere valgperioder.

Det er samtidigt præciseret, at pædagogisk-psykologisk sagkyndige ikke kan deltage i behandling af andre sager vedrørende samme person eller samme familie inden for den offentlige forvaltning, herunder behandlingen af sager i statsforvaltningen og klagesager. I tilfælde af inhabilitet indtræder en stedfortræder for den pædagogisk-psykologisk sagkyndige i børn og unge-udvalget. Stedfortræderen udpeges tillige af statsforvaltningen.

4.2.1. Forsorgsloven, den sociale styrelseslov og bistandsloven

Ved forsorgslovens ikrafttræden den 1. oktober 1933 blev det bestemt, at kommunalbestyrelsen skulle vælge et børneværnsudvalg ud over socialudvalget. Børneværnsudvalget, som i en periode hed børne- og ungdomsværnet, fik en selvstændig beslutningskompetence med hensyn til ydelse af økonomisk hjælp til børn og i sager om hjælpeforanstaltninger uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Børneværnsudvalget fik, jf. nedenfor, bistand fra byretsdommeren i retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk konsulent.

Forud herfor havde det sociale udvalg selvstændig kompetence til at træffe disse indgribende beslutninger. De skulle imidlertid også dengang træffes i et møde med deltagelse af byretsdommeren i retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk konsulent, der dog begge ikke havde stemmeret.

Senere overgik reguleringen af udvalget til først den sociale styrelseslov og senere bistandsloven. Udvalget fik status af en selvstændig forvaltningsmyndighed. Det var i bistandsloven et bærende princip, at såvel barnets som forældrenes retssikkerhed i disse sager skulle være garanteret af særlig kvalificerede processuelle regler.

I udvalget kunne der på grund af konstitueringsrækkefølgen for de forskellige udvalg, være personsammenfald i forhold til det sociale udvalg. Udvalget blev sammensat af godt 5 eller 7 medlemmer svarende til det sædvanlige antal medlemmer, og der blev ligeledes valgt stedfortrædere for hvert enkelt medlem, hvilket tillige skete blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.

4.2.2. Oprettelsen af børn og unge-udvalg

Med lovændringen i 1992 overgik reguleringen af det særlige udvalg fra den sociale styrelseslov til bistandsloven, og udvalget kom til at hedde børn og unge-udvalget. Disse regler svarer til de gældende regler i servicelovens og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige fik som noget nyt status som egentlige medlemmer af udvalget med stemmeret. Den vejledningsforpligtelse, som dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige hidtil havde haft, blev opretholdt. Dommeren skal således fortsat yde udvalget vejledning med hensyn til lovens forståelse og anvendelse samt vurdering af de foreliggende oplysninger. Den sagkyndige skal yde udvalget vejledning om, hvorvidt der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser om barnet og dets forældre. Ud fra en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om barnets eller den unges person og familie skal den sagkyndige vejlede om, hvilke foranstaltninger, der må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges udvikling i det enkelte tilfælde.

Endvidere blev det slået fast, at sammensætningen af udvalget indebar, at udvalget kun ville være beslutningsdygtigt, når såvel dommer som pædagogisk-psykologisk sagkyndig eller disses stedfortrædere var til stede.

Endelig fik dommeren som noget nyt en selvstændig beføjelse til at forlange yderligere oplysninger indhentet, herunder kræve afholdt et retsligt forhør efter retsplejelovens regler. Forældrene eller deres advokat kan herefter i forbindelse med sagens behandling i udvalget bede dommeren særskilt vurdere, om der er behov for yderligere oplysninger, herunder et retsligt forhør.

Herudover blev der indført en regel om, at afgørelsen skal indeholde en oplysning om dommerens opfattelse af sagen, hvis dommeren ikke er enig med udvalget i den trufne afgørelse. Denne regel afløste den tidligere gældende regel om, at sagen skulle forelægges Ankestyrelsen, hvis en af de sagkyndige ikke var enig i udvalgets afgørelse.

Som en styrkelse af udvalgets uafhængighed måtte de kommunalbestyrelsesvalgte medlemmer ikke tillige være medlem af udvalg, der behandler sager om børns og unges sociale forhold. De måtte endvidere ikke tidligere have haft indflydelse på den sociale forvaltnings behandling af sager om børns og unges forhold. Udvalget var således en selvstændig forvaltningsmyndighed og uden overordnede funktioner i forhold til den kommunale forvaltning.

Til grund for lovændringen i 1992 forelå betænkning nr. 1212 fra 1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge. Graversen-udvalget, der stod for betænkningen havde opstillet 2 modeller vedrørende ”det organ, der skal træffe selve beslutningen om iværksættelse af tvang”:

Efter model 1 skulle der oprettes et selvstændigt børne- og ungdomsnævn på amtsplan med den primære opgave efter indstilling fra kommunen at træffe beslutning om iværksættelse af tvangsmæssige foranstaltninger. Børn og ungdomsnævnet blev foreslået sammensat af en byretsdommer, en pædagogisk-psykologisk konsulent og en person udpeget af amtsrådet. Dette børne- og ungdomsnævn ville som administrativt organ være omfattet af forvaltningsloven, men være sammensat og placeret på en sådan måde, at det var uafhængigt af det kommunale system. Som et andet bærende hensyn bag denne model var, at udvalget herved fik større erfaring og kunne bidrage til større ensartethed.

Efter model 2 skulle alle beslutninger om tvangsmæssige foranstaltninger fortsat træffes af et udvalg i kommunen, benævnt børn og unge-udvalget. Det skulle være en videreførelse af den gældende ordning, dog med den ændring, at byretsdommeren samt den pædagogisk-psykologiske konsulent skulle indgå i udvalget som egentlige medlemmer med stemmeret. Bag denne model var det bærende synspunkt, at alle former for foranstaltninger over børn og unge – herunder også de tvangsmæssige – skulle tage sit udgangspunkt i, at børn og deres forældre er en helhed, og at bevarelsen af denne helhed i en eller anden form indgik som et overordnet mål for alle former for foranstaltninger.

Som det fremgår af det ovenstående blev model 2 foretrukket ved lovændringen.

4.3.1. Sverige

I Sverige har man et såkaldt Socialnævn, som generelt skal føre tilsyn med, at børn og unge vokser op under trygge vilkår. Socialnævnet skal således overvåge, at børn og unge ikke udvikler sig uhensigtsmæssigt, og at de får den nødvendige beskyttelse. Socialnævnet skal, hvis det synes nødvendigt i forhold til barnets bedste, sørge for, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, om nødvendigt med tvang.

Det er kommunalbestyrelsen, der nedsætter Socialnævnet. Socialnævnet er sammensat efter regler, der fremgår af kommunalloven, og der er stor frihed i nævnsopbygningen. Der er ikke faste regler for, hvor mange politisk valgte medlemmer, der skal være i Socialnævnet, idet dette bestemmes af kommunalbestyrelsen. Socialnævnet kan således også indeholde andre medlemmer end kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Proceduren for sagsbehandlingen ved en tvangsanbringelse er, at kommunens socialnævn udarbejder en ansøgning (indstilling) til länsrätten (en forvaltningsdomstol på regionalt niveau) om, at der skal træffes afgørelse om at anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Länsrätten, der har afgørelseskompetencen i denne type af sager, træffer på baggrund heraf endelig afgørelse om, hvorvidt der skal foretages en tvangsanbringelse. Länsrätten er således en regional forvaltningsdomstol, og den besluttende myndighed i tvangsanbringelsessager. Länsrätten behandler desuden en række andre sager om prøvelse af forvaltningsafgørelser.

4.3.2. Norge

I Norge behandles sager om anbringelser uden for hjemmet, herunder tvangsmæssige, af fylkesnævnet efter indstilling fra barneverntjenesten, der fungerer på kommunalt niveau.

Fylkesnævnene er statslige og består af 5 medlemmer. Lederne er jurister med kompetence som dommere. Ved normal behandling af sager består fylkesnævnene af fylkesnævnslederen, to sagkyndige (psykiater, psykolog, socionom eller lignende) og to lægmedlemmer, som skal repræsentere et almindeligt samfundssyn.

Barne- og familiedepartementet står for et program iværksat af psykologforeningen til at udrede børneværnssager, der har til formål at opkvalificere psykologer og læger. Optagelse i programmet kræver mindst 3 års vejledende praksis i klinisk arbejde efter afsluttet studie. Uddannelsen strækker sig over 2 år med kurser og vejledende praksis som sagkyndige. De sagkyndige udtrækkes fra Barne- og familiedepartementets liste over godkendte sagkyndige. Domstolene får tilsendt en liste over godkendte sagkyndige, men de sagkyndige har ikke monopol på det sagkyndige arbejde. Det står således retten frit for at bruge andre, som eksempelvis har kompetence inden for et specialområde.

Lægmedlemmerne udtrækkes fra domstolenes liste over sædvanligvis gode borgere, der i valgperioden står til rådighed for retten.

4.3.3. Island

Efter de islandske regler har de kommunale børneværnsudvalg kompetence til at træffe afgørelse om frivillige anbringelser uden for hjemmet i pleje eller på institution (børneværnslovens § 25). Endvidere kan børneværnsudvalgene afsige kendelser om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældrene og/eller en ung, der er fyldt 15 år, i op til 2 måneder.

Børneværnsudvalget vælges af kommunalbestyrelsen. Det består af fem medlemmer og et tilsvarende antal stedfortrædere. Det skal normalt bestå af både kvinder og mænd. Udvalgets medlemmer skal være kendt for retskaffenhed og have god sans for de sager, der behandles af børneværnsudvalget. Det bør tilstræbes at vælge en jurist til børneværnsudvalget og desuden medlemmer med sagkundskab i børns forhold. Ved tvangsmæssige beslutninger skal der tilkaldes en jurist, hvis en sådan ikke er medlem af børneværnsudvalget (børneværnslovens § 11).

For at kunne afsige kendelse om tvangsmæssig anbringelse i op til 2 måneder skal mindst 4 medlemmer af børneværnsudvalget stemme herfor (børneværnslovens § 49). Parterne kan indbringe udvalgets kendelse for underretten senest 4 uger efter, at den er afsagt (børneværnslovens § 27).

Det er underretten (dommeren), der har kompetence til at afsige kendelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældrene og/eller en ung, der er fyldt 15 år, hvis anbringelsen skal vare i op til 12 måneder (børneværnslovens § 28). Sagen forberedes og forelægges for retten af børneværnsudvalget.

Underretten kan endvidere træffe beslutning om frakendelse af forældremyndigheden og varig anbringelse i pleje. Sagen forberedes af børneværnsudvalget (børneværnslovens § 29). I disse sager skal der normalt tilkaldes sagkyndige meddommere (børneværnslovens § 54).

Underrettens kendelser kan appelleres til Højesteret (børneværnslovens § 64). Der er ingen landsretter (regionale retter) i Island.

4.3.4. Finland

I Finland er det de kommunale socialnævn, der træffer afgørelse om forebyggende foranstaltninger, når et barns eller en ungs sundhed eller udvikling er truet på grund af opvækstvilkårene eller på grund af barnets eller den unges egen adfærd (børneværnslovens § 12). Hvis socialnævnet vurderer, at der er behov for mere end forebyggende foranstaltninger, har nævnet ansvaret for, at der træffes afgørelse om omsorgsovertagelse og dertil knyttet anbringelse uden for hjemmet.

Socialnævnet består af politisk valgte lægfolk. Forvaltningen indstiller i første omgang på kommunens vegne sagerne til socialnævnet.

Hvis de private parter alle samtykker til omsorgsovertagelse og anbringelse uden for hjemmet, har socialnævnet kompetencen til at træffe beslutningen om sådanne frivillige foranstaltninger. Hvis et barn, der er fyldt 12 år, eller forældremyndighedsindehaveren inden 30 dage fortryder og modsætter sig beslutningen, skal den forelægges for länsrätten.

Hvis socialnævnet finder, at der bør træffes afgørelse om tvungen omsorgsovertagelse, skal nævnet indstille til länsrätten, at der træffes afgørelse om, at det offentlige overtager omsorgen for et barn eller en ung i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet. Socialnævnet skal give de private parter meddelelse om indstillingen, så snart nævnet har besluttet sig herfor. De private parter har da mulighed for inden 30 dage at klage til länsrätten over socialnævnets afgørelse om at indstille barnet til tvangsanbringelse (børneværnslovens 17, stk. 2). I disse tilfælde tager länsrätten samtidig stilling til både socialnævnets indstilling om tvungen omsorgsovertagelse samt til partens anke af socialnævnets beslutning.

Länsrätten er en regional forvaltningsdomstol, der består af 2 jurister og en børnesagkyndig og bistås desuden af den jurist, der indstiller sagen.

I forbindelse med en sag om omsorgsovertagelse kan der nedsættes en støttegruppe for socialnævnet bestående af repræsentanter for socialforsorgen, sagkyndige i spørgsmål om børns opvækst og udvikling, og andre sagkyndige. Gruppen har til opgave at bistå socialnævnet ved sager om tiltag for familier og børn samt afgive udtalelser i spørgsmål, som gælder omsorgsovertagelse og placering uden for hjemmet.

Länsrättens afgørelser efter børneværnsloven kan ankes til högsta förvaltningsdomstol (børneværnslovens § 37). Denne forvaltningsdomstol er besat med 5 dommere, der alle er jurister. Afgørelser truffet ved forvaltningsdomstolene kan ikke indbringes for de ordinære domstole. Socialnævnet kan selvstændigt anke en sag til højeste forvaltningsdomstol, hvis länrätten ikke godkender en sag fremsendt af nævnet. Länsrätten er i så fald ikke selv part i en sådan sag og har heller ikke kompetence til selv at tage sager op.

4.3.5. Sammenfatning

I Sverige og Finland træffes afgørelser om tvangsfjernelse af länsrätten, som er en forvaltningsdomstol på regionalt niveau. I Island træffes afgørelser om tvangsmæssig anbringelse i mere end 2 måneder af en domstol – underretten. I Norge træffes afgørelserne regionalt af fylkesnævnet, der svarer til de danske statsamter/statsforvaltninger.

4.4.1. Juristen

Det er nærliggende, at den stedlige byretsdommer fortsat er den person, der bør varetage de juridiske opgaver i udvalget. Det er der dels en lang tradition for, og dels er det naturligt, at en dommer medvirker ved disse indgribende beslutninger. Efter de oplysninger, som udvalget har modtaget, er der udbredt tilfredshed med dommerens deltagelse, da dommeren med sin autoritet sikrer, at sagerne afgøres i god ro og orden. Dommeren bidrager således med autoritet og højtidelighed. Samtidig er dommeren en form for garant for udvalgets uafhængighed i forhold til kommunen. Dommeren medvirker endvidere til at sikre, at forældrenes og børnenes retssikkerhed og retsfølelse i øvrigt tilgodeses.

Dommerforeningen har over for udvalget givet udtryk for, at det ikke er hensigtsmæssigt, at dommere fortsat skal deltage som medlemmer i børn og unge-udvalget. Dommerforeningen har i stedet peget på en repræsentant for de statsforvaltninger, som vil erstatte statsamterne som et led i kommunalreformen. Udvalget har derfor overvejet denne mulighed.

Statsamternes/statsforvaltningens jurister er ligesom dommerne vant til at behandle sager af tilsvarende karakter og være mødeledere i sager, hvor væsentlige spørgsmål om børn og forældres forhold skal afgøres. Statsforvaltningens jurister vil derfor være kvalificerede til at varetage denne type af opgaver. Der vil i statsforvaltningens regi efter udvalgets opfattelse være det fornødne antal kvalificerede og erfarne jurister til, at statsforvaltningen kan løfte denne type opgave. Statsforvaltningerne vil fremover være den centrale myndighed for så vidt angår behandlingen af forældremyndigheds- og samværssager, idet alle børnesager fremover skal starte i statsforvaltningen. Samtidig vil statsforvaltningen have det nødvendige kendskab til forvaltningslovens og offentlighedslovens regler. Statsamtsjuristen vil i lighed med dommeren i dag kunne udpeges til udvalgsmedlem for en længere periode end den 4-årige valgperiode, der gælder for de kommunalbestyrelsesvalgte medlemmer. Overlades opgaven til statsforvaltningerne, skal disse have tilført de fornødne økonomiske ressourcer.

Selv om statsforvaltningens jurister har betydelig erfaring både som mødeledere og ved vurdering af børns forhold, må det nok erkendes, at de ikke opfattes som havende den samme uafhængighed, autoritet og højtidelighed som dommere.

En tredje model, som udvalget har overvejet, er en ordning, hvorefter juristen udpeges af Socialministeriet efter opslag. Det vil herigennem kunne sikres, at der udpeges uafhængige jurister med særlige kvalifikationer og indsigt i børns og unges forhold, herunder sociale børnesager. En sådan ordning må nødvendigvis indebære en aflønning af den udpegede.

Den tredje model har den fordel, at der vil kunne udpeges andre end dommere og statsforvaltningsjurister. Man vil herved kunne vælge den bedst kvalificerede uden hensyn til vedkommendes ansættelsesforhold. Omvendt vil ordningen kræve en del administration og også være dyrere end de øvrige forslag, da de pågældende vil skulle aflønnes særskilt. Endvidere må det erkendes, at det vil være vanskeligt for mange at kunne kombinere en bibeskæftigelse med et (fuldtids)arbejde.

Det er udvalgets opfattelse, at mange gode grunde taler for at bevare den stedlige byretsdommer i udvalget. Som det ses af oplysningerne fra de andre nordiske lande, træffes beslutninger om tvangsanbringelser oftest af domstolene. Medvirken af en dommer kan således forekomme at være det mindste krav for at sikre retssikkerhed mv. Også udsagnene om, at dommerens medvirken bidrager til højtidelighed, autoritet og en god afvikling af møderne, kan udvalget genkende og tilslutte sig.

Omvendt må det erkendes, at dommerne i deres daglige arbejde har deres udgangspunkt i retsplejelovens regler og ikke til dagligt administrerer efter forvaltnings- og offentlighedslovens regler. Det må også erkendes, at der i ankeinstansen – Ankestyrelsen – ikke er dommere, og at ankesagerne altså vurderes til at kunne afvikles på en fuldt forsvarlig måde, uden at dommere medvirker. For dommerne kan det virke unaturligt, at sager, hvor de har medvirket, kan påklages til en instans uden dommer-medvirken.

Dommerforeningen har som en af begrundelserne imod dommernes fortsatte deltagelse anført, at hvis der gennemføres en domstolsreform, som skitseret i betænkningen herom, må det forventes, at afgørelser om tvangsanbringelser vil skulle indbringes for byretten i stedet for som nu for landsretten. Det vil medføre, at dommerne vil være inhabile i en række sager, hvor de tidligere har deltaget i afgørelsen i børn og unge-udvalget. Der kan imidlertid også opstå inhabilitet for så vidt angår statsamtsjuristen, idet denne måske tidligere har behandlet en forældremyndigheds- eller samværssag og derfor ikke også bør medvirke i en anbringelsessag. Det samme vil være tilfældet, hvis statsamtsjuristen tidligere har behandlet en social børnesag, hvorved statsamtsjuristen ikke efterfølgende vil kunne behandle en sag i børn og unge-udvalget vedrørende det samme barn.

Dommerforeningen har endvidere anført, at det kan virke ”forkert”, at dommere medvirker i et udvalg, der for hovedpartens vedkommende består af (kommunal)politikere. Dommeren skal være garant for udvalgets uafhængighed af det kommunale system, men udgør kun et mindretal i forhold til de politisk valgte medlemmer. De politisk valgte medlemmer er i kraft af stemmereglerne afgørende for udfaldet af sagerne.

Som et argument mod dommernes fortsatte deltagelse taler endeligt, at dommerne fremover må forventes at få mindre berøring med børnesager og dermed mindre indsigt i og erfaring med børns og unges forhold. Denne ændring er begrundet i, at alle familieretlige sager fremover skal starte i statsforvaltningerne.

Udvalget har ikke ment at burde tage stilling til, hvorvidt Dommerforeningens ønske om at blive fritaget for arbejdet i børn og unge-udvalget bør imødekommes, men har set det som sin opgave af opregne fordele og ulemper ved dommernes deltagelse. Det er udvalgets opfattelse, at dommerne bør erstattes af personligt udpegede jurister fra statsforvaltningerne, hvis dommeren ikke længere skal deltage. Udpegningen kan i givet fald foretages af lederen af statsforvaltningen eller efter indstilling fra formanden for statsforvaltningen enten til Indenrigs- og Sundhedsministeriet eller Socialministeriet.

4.4.2. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige

Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå ændringer af ordningen med den pædagogisk-psykologisk sagkyndige, som synes at fungere godt. Udvalget er opmærksomt på, at udpegning af den pædagogisk-psykologisk sagkyndige efter kommunalreformen vil ske af statsforvaltningen.

Udvalget mener, at den børnesagkyndige både vil kunne have en uddannelsesmæssig baggrund som psykolog eller en lægefaglig baggrund som børnepædiater eller børnepsykiater. Udvalget har overvejet, hvorvidt begge disse typer børnesagkyndige burde være repræsenteret i børn og unge-udvalgene, jf. herom nedenfor under pkt. 4.4.4.

4.4.3.Lægmedlemmer

De politisk valgte medlemmer af børn og unge-udvalget må betragtes som lægpersonerne i udvalget. Der er efter udvalget opfattelse mange gode grunde til at fastholde det læglige element. Det er vigtigt, at udvalget ikke kun består af eksperter med juridisk eller psykologisk viden, men også af lægmænd, der kan repræsentere ”sund fornuft” og den almindelige befolknings syn på og tolerance for, hvad forældre kan tillade sig i forhold til deres børn.
Der kan imidlertid sættes spørgsmål ved, om dette nødvendigvis bør sikres ved kommunalbestyrelsesmedlemmers deltagelse.

Mange af organisationerne havde indvendinger imod den politiske deltagelse i børn og unge-udvalgene. Flere organisationer gav således udtryk for, at mindre politisk dominans i børn og unge-udvalgene ville være at foretrække. Det blev i den forbindelse nævnt, at den politiske medvirken i udvalgene ikke er hensigtsmæssig, da dette kan betyde, at der er en risiko for, at der indgår uvedkommende hensyn, når beslutningerne skal træffes. Herudover blev det nævnt, at det ikke er hensigtsmæssigt for børn og unge-udvalgenes arbejde, at grundholdningerne i udvalgene reelt kan ændres hver 4. år gennem de politisk valgte medlemmer, og at flertallet i børn og unge-udvalget alene er udpeget for en tidsbegrænset periode, hvilket ikke sikrer kontinuitet i udvalgets afgørelser. Et flertal af politiske medlemmer i børn og unge-udvalget kan medføre beskyldninger om sammenblanding af kommunens sagsbehandling med udvalgets sagsbehandling.

Andre organisationer påpegede vigtigheden af politisk valgte medlemmer af børn og unge-udvalgene, idet disse repræsentanter er med til at sikre den politiske forståelse for denne type sager i kommunen, og at den politiske deltagelse i disse udvalg fungerer som en slags øjenåbner for politikerne for nødvendigheden af foranstaltningerne.

Ordningen med, at kommunalbestyrelsesmedlemmer deltager i afgørelsen af disse sager, har lang historisk tradition her i landet. I mange år var det således kun kommunalbestyrelsesmedlemmer, der deltog i afgørelsen af disse sager. I takt med at kravene til retssikkerhed blev forøget, blev dommeren og den børnesagkyndige egentlige medlemmer af udvalget, og de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der valgte at være medlemmer af udvalg, der behandler sager om børns og unges sociale forhold, kunne ikke længere være medlemmer af børn og unge-udvalget. Udvalget kan derfor betegnes som en blanding af noget politisk og noget sagkyndigt/retssikkerhedsmæssigt. Det store spørgsmål er efter udvalgtes opfattelse, om skridtet skal tages fuldt ud, således at kommunalbestyrelsesmedlemmer i det hele taget ikke kan være medlemmer af børn og unge-udvalget.

For en ordning uden deltagelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer taler, at den kommunale politik vedrørende børnefamiliers forhold skal lægges i det eller de udvalg, der har ansvaret for opstilling af politikker og målsætninger samt udmøntningen af de sociale ydelser til børn, unge og deres familier. Børn og unge-udvalget har alene til opgave at vurdere, om indstillingen fra kommunen indeholder tilstrækkeligt tungtvejende argumenter til at iværksætte en tvangsmæssig foranstaltning. Vurderingen af, hvilke foranstaltninger af mange der skal vælges, og hvordan der økonomisk skal prioriteres, er foretaget i forbindelse med indstillingen fra kommunen, og det er ikke børn og unge-udvalgets opgave at foretage en ny vurdering heraf.

Der kan endvidere være en risiko for eller mistanke om, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne lader deres politiske holdninger om, hvor børn har det bedst, spille ind ved bedømmelsen af, om et barn skal fjernes eller ej, og at de lader deres stemmeafgivning påvirke af muligheden for genvalg eller af uvedkommende hensyn. Der er også en risiko for, at de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har den største interesse og indsigt i børns og unges opvækstvilkår vælger andre udvalg, der er mere betydningsfulde for udviklingen af børnepolitikken i kommunen.

Imod en ordning uden kommunalbestyrelsesmedlemmer taler, at mange kommunalbestyrelsesmedlemmer er velkvalificerede personer med høj integritet. De udfører et stort arbejde i udvalgene og får en erfaring, som de kan bruge i deres øvrige politiske arbejde. De har som politisk valgte et særligt mandat til at deltage i sådanne indgribende beslutninger. Der er en langvarig tradition herfor, og de kan stilles politisk til ansvar for deres arbejde i forbindelse med kommunalvalg.

Afvejningen af de fordele og ulemper ved den gældende ordning, som udvalget har beskrevet, er i sidste ende en politisk beslutning. Udvalget fremkommer derfor ikke med nogen anbefaling, men har i stedet valgt at opstille en række modeller for, hvordan det læglige element kan være repræsenteret i udvalget, der herudover fortsat skal besidde juridisk og børnesagkyndig ekspertise.

Model I
Den nugældende ordning med kommunalbestyrelsesvalgte medlemmer bevares.

Fordelene herved er anført ovenfor og bygger på tradition, høj integritet og forholdsvis få kritikpunkter af den gældende ordning. Ulemperne er også beskrevet ovenfor og består i risiko for usaglige økonomiske hensyn ved beslutningerne i udvalget og i forbindelse med udpegningen (honorartænkning) og en vis mangel på kontinuitet.

Antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer kan, jf. afsnit 4.4.4. udgøre 1, 2 eller 3. Ved denne model vil det ikke være nødvendigt at ændre på, at en lægperson er formand for udvalget.

Model II
Kommunalbestyrelsen udpeger for en 4 års periode med mulighed for fornyet udpegning 1, 2 eller 3 personer til at være medlemmer af udvalget. De pågældende må ikke være medlem af kommunalbestyrelsen. På denne måde kan vælges personer med anseelse i lokalområdet og med interesse for og indsigt i børnefamiliers forhold. De nuværende fordele med de politisk udvalgte vil herved i betydeligt omfang kunne bevares, og ulemperne i form af risiko for uvedkommende hensyn i afgørelserne vil kunne undgås. For dommerne vil det også være mere naturligt at sidde i udvalg med egentlige lægpersoner end med politikere. Denne model rummer mulighed for at opkvalificere lægpersonerne gennem opstillede krav til disse medlemmer i form af særlige forudsætninger personligt og/eller professionelt, således at også lægmedlemmerne repræsenterer en vis faglighed. Kommunalbestyrelsen får på denne måde mulighed for – på tværs af partipolitiske hensyn – at vælge en eller flere personer, som har integritet og nyder tillid. Ved denne model vil et lægmedlem fortsat kunne bestride formandsposten.

Model III
Der udpeges 1, 2 eller 3 lægmedlemmer fra nævninge- og domsmandslisten, som kommunen i forvejen udfærdiger. Herved opnås en administrativ enkelt ordning. De personer, der er indstillet som lægdommere eller nævninger i straffesager, anses for at være samfundsmæssigt engagerede, retskafne og ansvarlige borgere i lokalsamfundet og dermed også være egnede til at påtage sig ansvaret med børnesagerne. Det er imidlertid ikke nødvendigvis personer med særlig interesse i børns opvækstforhold. Dette problem kan løses ved at lade de personer, der optages på nævninge- domsmandslisten, tilkendegive, om de er interesseret i at arbejde med børnesager. Der bør bl.a. af denne grund i givet fald laves en selektiv udpegning af personer fra domsmandslisten. De pågældende kunne vælges for en 4-årig periode og med mulighed for genvalg. Denne model vil efter udvalgets opfattelse forudsætte, at et lægmedlem ikke vil skulle beklæde formandsposten.

4.4.4. Antallet af medlemmer

Udvalget mener som anført, at børn og unge-udvalget mindst skal have 3 medlemmer: En jurist, en børnesagkyndig og en lægperson. Spørgsmålet er herefter, om der er behov for flere end disse tre.

I dag har lægmedlemmer flertallet. En tvangsanbringelse vil således kun kunne gennemføres, hvis 2 af kommunalpolitikerne stemmer for og dermed ikke, hvis to af de tre kommunalpolitikere er imod. En reducering af deres antal vil således styrke fagligheden. En anden måde at styrke fagligheden på kunne være, at den børnesaglige fagkundskab var repræsenteret både ved en børnepsykiater/børnepædiater og en børnepsykolog. Imod dette taler dog, at udvalget som nævnt ikke er eller skal være et sagsbehandlende udvalg. Udvalget skal alene tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for et tvangsindgreb af den karakter, som forvaltningen på kommunens vegne har indstillet. Det er derfor udvalgets opfattelse, at de begrænsede børnesagkyndige ressourcer kan finde bedre anvendelse i selve behandlingsarbejdet.

Hvis de kommunalbestyrelsesvalgte medlemmer fremover skal blive i børn og unge-udvalgene, er det udvalgets opfattelse, at det af hensyn til fagligheden og risikoen for uvedkommende hensyn bør overvejes at reducere antallet fra 3 til 1 eller 2. Dette bør ligeledes være tilfældet, hvis der er tale om lægpersoner, der er udpeget af kommunalbestyrelsen eller fra nævninge og – domsmandslisterne (model 2 og 3).

En risiko ved reduktion af antallet er, at færre synspunkter bliver repræsenteret i udvalget. En anden måde at styrke fagligheden og undgå risikoen for usaglige økonomiske hensyn kunne derfor være at bevare antallet, men ændre stemmereglerne, så lægmedlemmerne ikke havde flertallet alene. Hermed kunne dommeren i højere grad opfylde sin rolle som garant for uafhængigheden af politiske interesser.

En reduktion i antallet af medlemmer vil få betydning for stemmereglerne, herunder hvor mange medlemmer der skal være til stede for, at udvalget vil være beslutningsdygtigt.

En reduktion i antallet af lægmedlemmer til ét medlem vil endvidere have til konsekvens, at næstformandsposten ikke som hidtil vil kunne varetages af et lægmedlem. Dette kunne tale for, at der skal være 2 lægmedlemmer i udvalget, således at formandsafgørelserne kan træffes som hidtil uden involvering af juristen eller den børnesagkyndige. Hvis udvalget kommer til at bestå af 2 lægmedlemmer og 2 fagpersoner, vil der skulle tages stilling til stemmereglerne. Det kunne i så fald være naturligt at lade dommerens (juristens) stemme være udslagsgivende.

En ændring i sammensætning og antal af medlemmer af børn og unge-udvalgene kan få økonomiske konsekvenser, men det er udvalgets opfattelse, at de foreslåede modeller generelt set vil være udgiftsneutrale. Den honorering, som vil følge af de foreslåede modeller, vil formentlig kunne holdes inden for den honorering, der sker af børn og unge-udvalgene efter de gældende regler.