Kapitel I.

Om Louens Virkekreds.............................................................. z§ 1—5.

Kapitel II,

Om Retternes Virkekreds............................................................ §8 6-14.

Kapitel III,

Om de Tilfælde, hvor Rettens Personer som inhabile skulle eller kunne udelukkes fra eller fritages

for at handle i Sagen..................................................... §§ 15—22,

Kapitel IV.

Om de offentlige Anklagere.......................................................... §§ 23—30.

Kapitel V.

Om Paatalen.................................................................... §§ 31-42.

Kapitel VI.

Om den Sigtedes Forsvar........................................................... §§ 43—59.

Kapitel Vll.

Om Værnething, Stræffesagers Forening og stedlige Grænser for Embedshandlinger i Stræffe-

retsplejen........................ ......................................... §§ 60-78.

Enkelte Varnething......................................... §§ 60—69.

Forening af Stræffesager..................................... §8 70—75.

III.
Stedlige Grænser for Embedshandlinger i Stræfferetsplejen........ §§ 76—78.

Kapitel VIII.

Om Retsmøder og Retsbøger....................................................... §8 79—92.

Kapitel IX.

Om Forkyndelser og andre fra Retten udgaaende Meddelelser.............................. §§ 93—104.

Kapitel X.

Om Rettens dømme, Kjendelser og andre Beslutninger.................................. §§ 105—109.

Kapitel I.

Om Adgang til synlige Bevismidler.................................................. §§ 112—128.

Om Ransagning efter synlige Bevismidler...................... §§ 112-119.

n.
Andre Midler til at faae synlige Bevismidler i Hænde........... §§ 120—124.

1Om Beslaglæggelse af Ting, der kunne tjene til Bevis, m. V.....§§ 125-128.

Kapitel II.

Om Vidner..................................................................... §§ 129-147.

Kapitel III.

Om Besigtigelser, Syn og Skjem................................................... §§ 148—165.

Kapitel IV.

Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten, Anholdelse og Fangsling samt om Beslaglæggelse af

dens Formue, som unddrager sig Forfølgning m. V............................. §§ 166 200.

Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten..................... §§ 166—168,

II.

Om Anholdelse........................................ §§ 169-181.

III.
Om fængsling......................................... §§ 182-196.

Om Beslaglæggelse paa dens Formue, som unddrager sig Forfølgning,

samt om Sagens Paadømmelse i den Sigtedes Fraværelse. §§ 197—200.

Kapitel V.

Om afhørelse af den Sigtede og af en privat Anklager.................................. §§ 201 -206.

Kapitel VI.

Om Beslaglæggelse paa den Mistænktes Gods for Omkostninger og Erstatning famt om Forbud.. §§ 207 — 210.

Kapitel I.

Om Efterforskningen............................................................... §§ 211-226.

Kapitel II.

Om Forundersøgelsen ned Retten..................................................... §§ 227—246.

kapitel i.

Om Anklage samt om Henvisning til og Forberedelse af Hovedforhandlingen ..,.......... §§ 247—266.

Kapitel II.

Om Forandringer i Anklagen eller i de om Henvisning og Hovedforhandlingens Forberedelse

trufne Bestemmelser....................................................... Zs 267 -276.

Kapitel III.

Almindelige Bestemmelser om Hovedforhandlingen for Landsretten......................... §§ 277-309.

Kapitel IV.

særlige Bestemmelser om Houedforhandlingen for Nævninger............................. §§ 310-355.

Kapitel V.

Sirlige Bestemmelser om Hoveoforhauolingm uden rærvninger............................ §§ 356—358.

Kapitel I.

Om Sager, som paatales af Statsanllageren.......................................... §§ 360-362.

Kapitel II.

Om Sager, som paatales af Politiet................................................. §§ 363-370.

Kapitel I.

Om Paaanke af dømme, afsagte af Landsretten i første Instants..........................§§ 371-396.

Kapitel II.

Om Paaanke af dømme, afsagte af Underretten........................................ §§ 397-406.

Kapitel III.

Om BesVæring til højere Ret.................................................. §§ 407—419.

Om Besvaring mod Undersøgelsesdømmerens Kjendelser og Beslutninger §§ 408—415.

n.
Om Besværing mod den dsmmende Rets Kjendelser og Beslutninger §§ 416—419.

Kapitel IV.

Om Gjenoptagelse af en Stræffesag..................................................§§ 420-439.

Kapitel I.

Om Sager, der paatales i Henhold til § 38 eller § 40................................. §§ 440-445.

Kapitel II.

Om Sager, der paatales af Private i Henhold til § 39........................ §§ 446—455.

Kapitel III.

Om Paatale af borgerlige Retskrav i Forbindelse med Stræffesagen........................ §3 456-462.

Om Fuldbyrdelsen af dømme i Stræffesager....... §§463- 473.

Kapitel I.

Om Omkostninger i Stræffesager..................................................... §§ 474-484.

Kapitel II.

Om Rettergangsbøder.............................................................. §§ 485—488.

Alle spørgmaal om Straf, som ikke t
medfør af Lovgivningen afgjøres uden særlig
Stræffesag eller henhore under de bestaaende
særlige Domstole, behandles og afgjøres efter
de Regler, som denne Lov anordner.

Efter denne Lovs Regler behandles og af-
gjøres endvidere:

1) Sager, som i medfør af Grundlov
af 28de Juli 1866 § 87 anlægges mod en
Forening til dens Ophævelse;

2) Sager angaaende de i Lov af 3die Ja-
nuar 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede Forbud
mod Udbredelse af fremmede Skrifter; samt

3) Sager angaaende Anvendelse af Stræffe-
ovens § 299.

I Forbindelse med Stræffesagen og efter
de for samme gjældende Regler afgjøres frem-
deles efter Anklagerens Paastand spørgs-
maal om:

1) Udvisning af Riget i Henhold til
Stræffelovens § 16;

2) Konfiskation efter Stræffelovens § 34
eller iøvrigt, hvor Konsistation er hjemlet som
følge af en Forbrydelse, uden at have Ka-
rakter af Straf;

3) Sikkerhedsforanstaltninger i Henhold
til Stræffelovens § 38. andet Stykke;

4) Mortifikation af Wrefornærmelser efter
Stræffelovens § 218;

5) Arverets Forbrydelse;

6) Forbrydelse af Embede, hvor denne
ikke er foreskreven som Straf, samt Forbrydelse
af Rang, Titel, Orden eller hæderstegn;

7) at erklære et ægteskab for ugyldigt,
som er indgaaet trods et Slægtskabs- eller
Svogerskabsforhold, der er ubetinget ægte-
stabshindring, eller trods et endnu bestaaende
ægteskab.

Borgerlige Retskrav paa den Sigtede,
som følge af strafbare Handlinger, kunne af
den Forurettede forfølges i Forbindelse med
Stræffesagen, forsaavidl denne ikke derved vil
lide væsentligt Ophold.

Naar Afgjørelsen af en Handlings Straf-
barhed beror paa, om et vist Retsforhold be-
stod paa den Tid, Handlingen blev foretagen,
undersøges og bedsmmes spørgsmaalet herom
under Stræffesagen efter Reglerne for stræffe-
retsplejen. Den Afgjørelse, som maatte virre
truffen under en borgerlig Retstrætte, fore-
griber ikke Afgjørelsen af Strafspørgsmaalet.

Forundersøgelse og andre akcessoriske Rets-
handlinger i Sager, der høre under denne
Lov, foretages af Underdømmeren som Under-
søgelsesdømmer. Dog kan det i Sager, hvis

Paakjendelse hører under Landsretten, eller som
svæve for højesteret, undtagelsesvis af Lands-
rettens eller højesterets Formand overdrages til
et Medlem af Landsretten at handle som Un-
dersøgelsesdømmer.

Af Underretterne kunne ikkun følgende
Stræffe idømmes, nemlig bøder. Konfiskation,
simpelt fængsel, fængsel paa scrdvanlig Fange-
kost, fængsel paa Vand og brød, Tvangs-
arbejde, Ris, Rottingstag samt Fortabelse af
en næringøret.

Ved Underretterne behandles og paakjendes
i første Instants med den af § 7 følgende
Begrcrnsning i

1) Sager angaaende Handlinger, som
staa under en Stræffebestemmelse, der enten
alene eller alternativt med andre Strafarter
hjemler Anvendelsen af Foimucstraf, simpelt
Fccngsel, Tvangsarbejde, Ris eller Fortabelse
af en næringøret;

2) Sager angaaende Handlinger, der
staa under en Stræffebestemmelse, som ikke
hjemlcr Anvendelse af anden Strafart end
fængsel paa Vand og brød;

3) Sager angaaende Handlinger, som
staa under en Stræffebestemmelse, der hjemler
Anvendelse af Fccngsel paa Vand og brød
alternativt med Strafarbejde, naar den Sigtede
afgiver en fuldstændig og trovccrdig Til«
staaelse, og han eller, hvis han er personlig
umyndig, hans Værge ikke begjccrer Paadom-
melse ved Landsretten.

Ved Underretten behandles og paakjendes
fremdeles Sager angaaende Anvendelsen af
Stræffelovens § 299.

Embedsforbrudelser og de i Stræffelovens
Kap. 9—11 omhandlede Forbrydelser ere ude»
lukkede fra Underrettens Kompetence.

Ved Anvendelsen af Reglerne i § 8
kommer, naar Sigtelsen angaar Forjog
eller Meddelagtighed. den Stræffebestem«

melse i Betragtning, som vilde Være an-
vendelig, hvis Forbrydelsen var fuldbyrdet,
eller den Sigtede var Gjerningsmand; frem-
deles bliver Lovens almindelige Stræffebestem-
melse at tage i Betragtning uden Hensyn til,
at saadanne i Loven bestemt betegnede Om-
stændigheder maatte Være forhaanden, som
hjemle Nedsættelse af Stræfferammen.

Alle under denne Lov borende Sager, som

ikke ved ovenstaaende Regler eve henlagte til
Underretterne, behandles og paakjendes af
Landsretterne. Finder Forening af Stræffe-
sager Sted, sker behandlingen og Paa-
kjendelsen ved Landsretten, naar nogen af
de forenede Sager ligger udenfor Underrettens
Kompetence, og fremdeles, naar den samlede
Straf for en Sigtet vilde overskride den ved
§ 7 dragne Grænse.

Ved Paakjendelse af de til Landsretten
henlagte Sager skulle Ncrvninger medvirke,
naar Sagen angaar en Forbrvdelse, for hvil-
ken Stræffebestemmelsen hjemler Livsstraf eller
livsvarigt Strafarbejde, eller nogen af de i
Stræffelovens Kap. 9—11 omhandlede For-
brydelser.

Fremdeles skulle Ncrvninger i Reglen med-
virke i andre til Landsretten henlagte Sager,
naar Strafarbejde findes at Være forskvldt,
medmindre den Sigtede eller, hvis han er per-
sonlig umyndig, hans værge vcrlger Paakjen-
delse uden Ncrvninger. Er den, der sigtes for
en af de i Stræffelovens Kap. 23—27 om-
handlede Forbrydelser, forhen for en saadan
Forbrydelse dømt til Strafarbejde, finder den
her omtalte Medvirkning kun Sted, saafremt
Sigtelsen angaar en Forbrydelse, for hvilken
Strafarbejde er den laveste Straf, naar den
første Gang begaaes, eller der er forløbet 10
Aar efter Udstaaelsen af den tidligere Straf,
førend den Handling, som Sigtelsen angaar,
blev begaaet.

I de under Landsretten horende Sager, i
hvilke de ovenfor foreskrevne Betingelser for
Ncrvningers Medvirkning mangle, kan Lands-
retten tage et af Anklageren eller den Sig-

tede fremsat Andragende om Sagens Hen-
visning til nævninger til følge.

Finder Forening af flere Stræffesager Sted,
deltage nævningerne i Paakjendelsen, naar deres
Medvirkning udkræves til nogen af de forenede
Sager, og fremdeles, naar det paa Grund af
den samlede Straf for en Sigtet maatte
blive Tilfældet, at Betingelserne i § 11 ere
tilstede. Dog bor Forening af Sager mod
flere Sigtede, som adskilte vilde kræve Paa«
kjendelse dels med dels nden Nævninger, klin
finde Sted. naar færegne Grunde findes at
gjøre Adskillelsen uhensigtsmæssig.

Retten prøver i Embeds medfør, om en
foreliggende sag efter foranstaaende Regler
hover under dens Virkekreds, og om nævnin-
ger skulle medvirke ved Paakjendelsen. Dog
bliver bervcd at iagttage:

1) forsaavidt Afgjørelsen beror paa Stor-
relsen af den i det givne tilfælde forflyldte
Straf eller paa Beskaffenheden af den Sigtcdes
Forklaringer, har Retten foreløbig at følge An-
klagerens skjøn (jfr. dog § 197) og kan først
ester endt Hovedforhandling afvise Sagen af
saadan Grund. Paaanke af dømmen, fordi
Rettens skjøn over de nævnte Omstændigheder
har været urigtigt, er udelukket.

2) Afvisning under hovedforhandlingen
kan ikke finde Sted, fordi den ved Lands-
retten behandlede Sag findes at høre til Un-
derrettens Virkekreds; ej heller, naar den til
Nævninger henviste Sag findes at knnne Være
paakjendt uden nævninger, medmindre Hen-
visningen til Nævninger er i Strid med den
sigtedes i Medhold af Loven trufne Valg.
og Indsigelse gjøres. forend Lodtrækning til
Udtagelse af nævninger er begyndt.

3) Er ved upaaankelig Afgjørelse Paa-
kjendelse af en Sag ved Landsretten afskaaren,
fordi Sagen er antagen at høre til Underrettens
Pirkekreds, er Underretten bunden herved. Er
ved Afgjørelse ifølge Paaanke en Sags Paa-
kjendelse ved Underretten afskaaren. fordi den
er antagen at høre til Landsrettens Virkekreds,
er Landsretten bunden herved.

Under højesterets Virkekreds høre alle Afgø-
relser i Anledning af Paaanke af (Vesværing over)
Landsrettens dømme, Kjendelser og Beslutnin-
ger, derunder indbefattet Handlinger af det
Medlem af Landsretten, hvem det maatte
være overdraget at handle som Undersøgelses-
dømmer.

Til Landsrettens Virkekreds høre Afgjørelser
i Anledning af Paaanke af (Besværing over)
Underrettens dømme, Kjendelser og beslut-
ninger.

Ingen dømmer eller nævning maa
handle i en Stræffesag, naar han

1) selv er Part i Sagen eller er forurettet
ved Forbrydelsen eller af Sagens Udfald
kan have Skade eller Fordel, eller naar
det iøvrigt under Sagen bliver nødven-
digt at bedømme hans egen tidligere
Færd;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af
Parterne eller den Forurettede i op- eller
nedstigende Linie eller i Sidelinien saa
nær som søskende, eller er nogen af
disse Personers ægtefælle, værge, Ku«
rator, Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiv-
eller plejeson;

3) ev beslægtet eller besvogret i op- eller
nedstigende linie eller bestergtet i Side-
linien saa nær som søskende med den i
Sagen optrædende offentlige Anklager eller
Politiembedsmand, en privat Anklagers
eller den Forurettedes Rettergangsfuld-
mægtig eller den Sigtedes Forsvarer;

4) eller har aflagt Vidnesbyrd eller været
Svns- eller skjønsmand i Sagen eller
handlet i den som offentlig Anklager,
Politiembedsmand, Rettergangsfuldmcrgtig

for en privat Anklager eller den Foru-
rettede eller som Forsvarer;
5) ej heller naar nævningen har handlet som
dømmer i Sagen, eller naar dømmeren har
handlet som dømmer eller nævmng i
Sagen ved den underordnede Instants.
Ved Anvendelse af den under Nr. 1 givne
Regel bliver dog at iagttage, at den Om-
stændighed, at dømmeren, fordi flere Embeds«
virksomheder ere forenede i hans Person, tid-
ligere af den Grund har havt med Sagen at
gjøre, ikke i og for sig medfører Inhabilitet,
naar der ikke efter de foreliggende Omstern«
digheder er Grund til at antage, at ban har
havt nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

I de i forcgaaende Paragraf omhandlede
Tilfælde er dømmeren, hvis han er Enkcltdom-
mer, pligtig efter Kjendelse afsagt af ham selv
at vige sit sæde. beklæder han Retten i For-
ening med andre dømmere, er ban pligtig at
gjøre Retten Meddelelse om de Omstændighe-
der, som ifølge foregaaende Paragraf formenes
at medføre hans Inhabilitet, hvorefter Afgjørelse
træffes af Retten, uden at han selv er udelukket
fra at deltage i Paakjendelsen af spørgsmaalet.
Førend Lodtrækningen af nævninger til en
Sag begynder, stiller Rettens Formand spørgs-
maal til Anklageren, den eller de Sigtede og
den eller de beskikkede Forsvarere, til døm-

merne og nævningerne, om der med Hensyn
til nogen af de indkaldte, tilstedeværende Næv-
ninger maatte Være dem nogen Omstændighed
bekjendt, som efter § 15 udelukker fra at Være
nævning i den foreliggende Sag. De herefter
opstaaende spørgsmaal afgjøres af dømmerne
i den sammentraadte Ret.

Parterne kunne ikke blot fordre, at en
dømmer stal vige sit sæde i de i § 15 an-
givne Tilfælde, men enhver af dem kan frem-
sætte Indsigelse mod, at en dømmer beklæder retten, naar andre Omstændigheder foreligge,
som ere egnede til at vække Tvivl om hans
fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den
sidstnævnte Beskaffenhed kan ogsaa en dømmer

selv, naar han frygter for, at Parterne ej kunne
have fuld Tillid til ham, vige sit sæde, selv
om ingen Indsigelse mod ham fremsættes.

De spørgsmaal. der maatte opstaa i
Henhold til næværende Paragraf, afgjøres paa
samme Maade, som i § 16 er bestemt med
Hensyn til de i § 15 omhandlede Tilfælde.

Indsigelse mod, at en dømmer beklæder
Retten, bør fremsættes ved Forhandlingens
Begyndelse, under Hovedforhandlingen for An-
klageskriftets Oplcrsning, Indsigelse mod en
nævning for Lodtrækningens Begyndelse, jfr.
§ 16, 2det Stykke. Senere fremsættelse af
den heromhandlede Indsigelse tillades kun,
naar det skjønnes at have været umuligt at
fremkomme med den i rette Tid, eller Par-
ten har Været i ham utilregnelig Uvidenhed
om de Omstændigheder, som begrunde Ind-
sigelsen.

dømmeren er pligtig, hvor han af egen
Drift stal eller vil vige sit sæde, at gjøre
dette, forend Forhandlingen begynder, eller un-
dre Hovedforhandlingen for Anklageskriftets Op-
løsning, medmindre den Omstændighed, som ve«
grunder hans Inhabilitet, er indtraadt senere.

spørgsmaal, om en dømmer af egen
Drift stal eller maa vige sit sæde, afgjøres,
uden at Parterne have Adgang til at ytre sig.

Indsigelser fra Parternes Side mod en
dømmers eller nævnings Habilitet behandles i
procesfuel Henseende som andre Formalitetsind-
sigelser.

Kjendelser, hvorved en Underretsdømmer
erklærer at ville vige sit sæde, eller hvorved
det paalægges eller tillades en dømmer i en
Kollegialret at vige sit sæde, eller hvorved en
nævning udelukkes, kunne ikke angribes ved noget
Retsmiddel. Imod Kjendelscr, hvorved Indsi-
gelser imod en dømmers eller nævnings Inha-
bilitet forkastes, eller hvorved dømmerens egen
Vegjcrring om at maatte vige sit sæde afslaacs,
kan der finde Besværing Sted. Naar det strax
forlanges, kan i denne Anledning en kort Ud-
sættelse af Sagen tilstaaes.

Fra det øjeblik af. da Retskendelse for,
at en dømmer stal eller maa vige sit sæde,
er afsagt, er denne dømmer kun berettiget til
at foretage saadanne Handlinger i Sagen, som
ej kunne opsættes.

De om dømmere givne Forskrifter sinde
ogsaa Anvendelse paa Retsfkrivere. Afgjørel«
sen af Habilitetsspørgsmaalet tilfalder den Net,
ved hvilken Retsstriveren er ansat.

De offentlige Anklagere virke for For-
følgning af Forbrydelser dels ved umiddelbar
Virksomhed dels ved Henvendelse til og uden-
for Kjøbenhavn Tilsyn med Politimyndig-
hederne efter de nærmere Regler i nærværende Lov.

Udenfor de offentlige Anklageres Pirke-
kreds ere de Lovovertrædelser, som ved Lov-
givningen ere henviste til Paatale af Private,
samt de Lovovertrædelser, som ifølge nærvæ-
rende Lov paatales af Politimyndighederne
l§ 35). forsaavidt ikke Reglerne om Stræffe-
sagers Forening medføre Undtagelser, eller der,
hvad de sidstnævnte Lovovertrædelser angaar,
sinder Paaanke Sted.

Det paahviler de offentlige Anklagere som
Embedspligt at fremme enhver Sag med den
Hurtighed, som Tilfaldets Beskaffenhed tillader,
og derved ikke blot at have forøje, at straf-
flyldige Personer drages til Ansvar, men og-
saa, at Forfølgning af Personer, som ikke ere
strafskyldige, ikke finder Sted. De ere plig-
tige at vise Retten skyldig Agtelse samt at
efterkomme de af Retten i medfør af nærværeude
Lov givne Paalæg.

Justitsministeren kan give saadanne
almindelige Forskrifter for Udførelsen af de
offentlige Anklageres Forretninger, fom ved
Siden af Loven findes fornødne, fremdeles
med Henfyn til enkelte Sager paalægge ved-
kommende Anklager at begynde eller fortsætte,
undlade eller standse førfolgning, at foretage
bestemte Forfølgningsskridt, at gjøre Retsmidler
gjældende o. s. fr., samt afkræve Indberetning
om Stræffesager ogsaa udenfor de lovbestemte
Tilfælde.

Staar en offentlig Anklager i et Forhold,
om vilde udelukke en dømmer fra at handle i
sagen, stal han gjøre Meddelelse herom til sin
nærmeste Foresætte, for at denne kan træffe
saadan Foranstaltning, som i den Anledning
maatte findes fornøden.

Overstatsanklageren væretager det For«
nødne i Anklagens Interesse med Hensyn til
Stræffesagers Forhandling for højesteret; han
kan fremdeles efter Paalæg af Justitsmini-
steren eller af egen Drift ganske eller tildels
overtage det til de ved Landsretterne beskikkede
Etatsanklageres Forretningskreds horende Hverv
i en hvilkenfomhelst Stræffesag.

Overstatsanklageren er de andre offentlige
Anklagere overordnet og fører Tilsyn med deres
Hvervs Udførelse, hvorved Reglerne i § 25
finde tilsvarende Anvendelse. Han gjør Indbe-
retning aarlig til Justitsministeren om de i Aarets
løb afgjorte og endnu henstaaende Stræffesager
saa og ellers, naar Omstændighederne opfordre
dertil, eller naar det fordres.

Den til Overstatsanklagerens Bistand be-
skikkede Statsanklager er befsjet til efter Paalæg
af Overstatsanklageren eller i Tilfælde af
dennes Forhindring uden Paalæg at foretage
enhver Embedshandling, som hører under Over-
statsanklagerens Virkekreds.

De for Landsretskredsene beflittede Stats-
anklagere virke for Forfølgning af alle, ikke

ifølge § 23 undtagne Forbrydelser, hvad enten
disses Paadømmelse i Første Instants sker ved
Landsretten eller ved Underretterne i Lands-
retskredsen; endvidere væretage de Anklagens In-
teresser ved Forhandling for Landsretten af de
under Politiets Anklagemyndighed horende Sa-
ger, der ere paaankede.

Overstatsanklageren kan paalægge en
Statsanklager at overtage i det Hele eller
for en Del det offentlige Anklagerhverv i en
Sag, som hører under en anden stats-
anklagers Forretningskreds.

Det paahviler statsanklagerne at gjøre
Indberetning maanedlig til overstatsanklageren

om afgjorte og henstaaende Stræffesager, i
hvilke de have handlet som offentlige Anklagere,
endvidere naar tvivlsomme eller særdeles vig-
tige spørgsmaal opstaa i de Sager, som de
behandle, saa og ellers, naar det fordres.

Hjælpe-Statsanklagerne ere beføjede til efter
Paalæg af Statsanklageren eller i Tilfælde af
dennes Forhindring nden Paalæg at foretage
enkver Embedshandling, som hører under
Statsanklagerens Virkekreds.

De beskikkede Anklagere ved Underretten
have efter Paalæg af Statsanklageren at ud-
fore Anklager for Underretten.

Retterne troede i de under denne Lov ho-
rende Sager kun i Virksomhed ifølge begjæ-
ring af den til Paatale Berettigede, for-
saavidt ikke Undtagelse er hjemlet ved særlig
Bestemmelse.

Rettens Virksomhed standser, naar den til
Paatalen Berettigede frafalder Forfølgning.
Denne kan frafaldes, saalænge ikke Dom er
afsagt eller henholdsvis Nævningernes Erklæring
afgiven (jfr. dog § 350). Frafaldes Paatale,
efter at Hovedforhandlingen er begyndt, afsiger

Retten Frifindelsesdom; naar ellers den be-
gyndte Forfølgning frafaldes, udsteder Retten
paa Forlangende et skriftligt Vidnesbyrd herom.

Paatalen tilkommer efter de nedenstaaende
Regler statsanklageren, Politimesteren, særlige
Forvaltningsmyndigheder og Private.

I alle Sager, bvis Forfølgning ikke er
henvist til Politimesteren eller Private (§§ 35
og 39), tilkommer det statsanklageren at paa-
tale for den dømmende Ret, Politimesteren
for Undersøgelsesdømmeren. Om statsankla«
gerens Adgang til at paatale for undersøgel-
sesdømmeren gjælde de nærmere Regler i tredie
Afsnit. Politimesteren kan i disse Sager kun
frafalde Forfølgning med Statsanklagerens
Samtykke.

Politimesteren tilkommer det at paatale i
de nedenfor nævnte, til Underrettens Kompe-
tence hørende Tilfælde, forfaavidt disfe ikke ere
henviste til Paatale af Private, nemlig i:

1) Sager angaaende Handlinger, som staa
under en Stræffebestemmelse, der ikke hjemler
anden Straf end Formuestraf, simpelt
Famgsel, Tvangsarbejde, Ris, eller Forta-
belse af en næringsøret, dog med Undta-
gelse af Embedsforbrydelser, og de i Stræffe-
lovens Kap. 9—11 samt §§ 208, 209 og
242 omhandlede Forbrydelser (jfr. § 9);

2) Sager angaaende de Forbrydelser, som om«
handles i

a. Plan for Fattigvæsenet i Kjøbenhavn
af 1. Juli 1799 § 141;

d. Fdg. om uberettiget bæren af Unifor«
mer m. v. af 27. Novbr. 180! § 2;

o. Fdg. angaaende Befordringsvæsenet i
i Danmark af 27. Jan. 1804 §§ 60, 62,
66, 67 og 68, naar Sagen i medfør
af § 87 er henvist til Domstol;

6. Pl. angaaende Anmeldelser om de na-
turlige Koppers og andre smitsomme
Sygdømmes Udbrud af 27. Maj 1808
§§ 1 og 5;

e. Pl. om Kystpolitiet af 28. Febr. 1817
§ 12;

f. Fdg. angaaende, hvad der i Strandings-
tilfælde stal iagttages, af 28. Decbr. 1836
§ 37 I, 1ste Punktum, II og III;

g. Lov. hvorved Stræffebestemmelserne i

Fdg. 5. Sept. 1794 § 5 forandres,

af 3. Marts 1854;
h. Tyendelov af 10. Maj 1854 § 63

1ste Punktum;
i. Lov om Kjøbenhavns Vandforsyning

af 30. Novbr. 1857 § 10;
j. Lov om Stræffen for løsgjængevi og

Betleri af 3. Marts 1860;

k. almindelig borgerlig Stræffelov §§ 111.
180, 277, 2det stykke, 278, 2det
Stykke og 296;

l. Lov om Tilsvn med Udvandreres Ve«

fordring af 1. Maj 1868 § 10;
m. Lov om Værnevligt af 6. Mavts 1369

§ 13, jfr. § 54;

n. Lov om Foranstaltninger til at mod«
arbejde den veneriske Smittes Udbredelse
af 10. April 1874 §§ 6 og 10.
For Paatalen af Sager, der høre under
Politimesterens Virkekreds, blive Reglerne i §
34 anvendelige, naar Forening med en Straf«
fesag, som hører under sidstnævnte Paragraf,
finder Sted. saa og ellers ifølge Overenskomst
mellem statsanklageren og Politimesteren.

Statsanklageren og Politimesteren paatale
i Embeds medfør. Dog udkræves:

1) Justitsministerens Befaling til Paatale
af Embedsforbrydelser samt af andre Forbrvdel-
ser, ved hvilke dette særlig er foreskrevet;

2) Opfordring af vedkommende særlige
Myndighed, naar Handlingen er en Over-
trædelse af Love, hvis Efterlevelse det nærmest
Paahuiler en saadan at vaage over;

3) Vegjcrring af vedkommende Private,
naar den offentlige Paatale ved Lovgivningen
er betinget beraf. Saadan Vegjæring af en
Privat maa, for at kunne tages til følge.
ikke udelukke nogen Medskyldig fra Forfølg«
ningen; angaar den kun en enkelt Skyldig,
men uden at udelukke mulige Medskyldige, kan
Forfølgningen udstrækkes til disse.

At Befalingen, Opfordringen eller den
Privates Begjæring i de forannævnte Tilfalde

mangler, udelukker ikke, at uopsættelige Skridt
foretages, naar Gjerningen maa antages at
Være Vedkommende ubekjendt, og Omstændig-
hederne gjøre det rimeligt, at Paatale vil blive
begjært. Tages Befalingen eller Opfordringen
tilbage, inden Dom er affagt eller Nævnin-
gernes Erklæring afgiven, ophører Retten til
at paatale; det Samme gjælder, naar den
Privates Begjæring tages tilbage, dog, naar
Anklage alt er rejst, kun ved de Forbrydelser,
som omhandles i Stl's §§ 159, 175 og 254.
Den Undsagte kan paa ethvert Trin standse
en Sag om Anvendelse af Stl's § 299.

Naar Statsanklageren i Sager, der høre
under hans Virkekreds, skjønner, at undersø-
gelsen kan ventes at fore til, at en Person
findes skyldig, kan han ordentligvis kun ifølge
Paalæg af Justitsministeren undlade eller
standse Paatale. Dog er statsanklageren be-
rettiget til at tage saadan Bestemmelse:

1) i de Tilfælde, bvor Lovgivningen inde-
holder færlig Hjemmel til, at offentlig Paa-
tale under visse Betingelser kan bortfalde,
uden at henlægge Afgjørelsen til Justitsmini-
steren ;

2) i de Tilfælde, paa bvilke Stræffelovens
§ 7 eller § 64 er anvendelig, naar det skjøn-
nes, at ingen eller kun en ubetydelig Straf
vilde blive idømt, og en Domfældelse ikke har
den Betydning, at Forbrydelsens senere Gjen-
tagelse derved vil komme ind under et stræffe-
bud, der foreskriver forhøjet Straf;

3) naar den Private, af hvis Vegjæring
offentlig Paatale er betinget, udenfor de i §
36 i Slutn. nævnte Tilfælde frafalder en frem-
sat Vegjæring. efterat Anklage er rejst, og
Statsanklageren skjønner, at ingen offentlig
Interesse kræver Paatale.

I det i Stræffelovens § 70 omhandlede
Tilfælde skal statsanklageren indhente Justits-
ministerens Afgjørelse. om Paatale bør fra«
faldes; det Samme gjælder, naar Statsankla-
geren finder, at der kan Være Grund til An-
vendelse af Stræffelovens § 36 sidste Punktum.

Er en Handling, hvis Paatale i Henhold

til § 35 paahviler Politimesteren, Overtrædelse
af en Lov, hvis Efterlevelse det paabviler en
særlig offentlig Myndighed at vaage over, kan
den paatales af den vedkommende særlige Em-
bedsmand, medmindre Forening med en Stræffe-
sag, som paatales af Statsanklageren eller
Politimesteren, skal finde Sted.

Strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen
ere henviste til Paatale af Private, forfølges af
den til Paatalen Berettigede som Privatanklager.

Naar den samme Handling, der udgjør en
Lovovertrædelse af ovennævnte Art, tillige inde-
holder en Lovovertrædelse, som paatales af Stats-
anklageren eller Politimesteren, er denne beretti-
get til, efter Begjæring af den til Privatan-
klage Kompetente, at forfølge hin Lovovertrædelse
i Forbindelse med den sidstnævnte. Den Pri-
vate kan med Hensyn hertil opfordres til at
erklære, om ban onsker Sagen forfulgt paa
denne Maade. Den Private kan paa ethvert
Trin standse den efter bans begjæring be-
gyndte offentlige Forfølgning.

Reglen i Stræffelovens § 212 2det Punk-
tum bliver staaende ved Magt.

Har Statsanklageren (§ 34) eller Politimesteren
(§35) nægtet at paatale i et under deres Virkekreds
hørende Tilfælde, uden at dette har Hjemmel
i Reglerne i § 37 Nr. 1—3 eller i § 37 sidste
Etykke eller i en stedfunden Benaadnmg, er den
ved den formentlige Forbrydelse forurettede pri-
vate Person berettiget til som privat Anklager
at bringe Sagen for Retten efter de nærmere
Regler i syvende Afsnit Kap. I.

De Lovbestemmelser, som særlig hjemle Pri-
vate Veføjelse til at paatale Lovovertrædelser,
der ogsaa kunne forfølges af det Offentlige,
uden at sætte som Betingelse, at offentlig Paa«
tale er nægtet, blive staaende ved Magt.

Retten prsver i Embeds medfør, om den,
der forfølger, efter foranstaaende Regler er be-
rettiget til Paatalc.

De i Loven om den borgerlige Retspleje

givne Regler med Hensyn til Tagsøgerens Myn-
dighed til at raade over Sagen, han? Adgang
til at gaa i Rette for sig selv, samt om Sag-
søgeres Rettergangsfuldmægtige blive at følge
i Sager, som i Henhold til §§ 39 og 40
anlægges af en privat Anklager, samt ved bor-
gerlige Retskrav, der i Henhold til § 4 for-
følges i Forbindelse med en Stræffesag.

I Sager, som anlægges af en privat An-
klager i Henhold til § 39, kan denne efter
Omstændighederne faae en Sagferer beskckket
til at væretage sit Tarv efter de for borgerlige
Domssager gjældende Regler.

Den, hvem Mistanke for en strafbar Hand-
ling rammer, ansees som sigtet, naar Fovfolg-
ning er indledet mod ham for Undersøgelses-
dømmeren eller den dømmende Ret, eller den er
forberedt ved Anboldelse eller lignende mod ham
rettede Forholdsregler.

Naar Anklage er rejst, har den Sigtede
Ret til at benytte en af ham selv valgt For-
svarer til paa sine Vegne at væretage sit
Tarv under RetsMøderne eller til at bistaa sig
herved samt til Affattelse af Processkrifter.
Rettens Formand kan tilstede, at flere Forsva-
rere medtages under Hovedforhandlingen for
Landsretten, dog saaledes at ordentligvis kun
een af disse kan optraede paa hvert enkelt af
Forhandlingens Trin. Den Sigtede, som lader
en Forsvarer handle for sig, er ikke udelukket
fra selv tillige at tage Ordet til sit Forsvar.

Under Forundersøgelsen har den Sigtede
Ret til at benytte en valgt Forsvarer til at
fremsætte skriftlige Andragender til Domine-
ren og besVæring til højere Ret, ved Be-
sigtigelser og Syns- eller Skønsforretninger,
samt ved Afhørelse i de i § 49 nævnte Til-
fældc.

Er den Sigtede ikke personlig myndig, er
ans værge berettiget til at vcelge ham en
orsvarer.

Som Forsvarere i Henhold til § 44 kunne
benyttes:

1) enhver til Mede i vedkommende Ret
berettiget Sagforer samt ved Underretterne de
andre mænd. der af Justitsministeren maatte
virre antagne til at modtage Bestikkelse som
offentlige Forsvarere.

2) Personer, som ere beslægtede eller ve«
svogrede med den Sigtede i den op- eller ned-
stigende Linie, hans Søskende, ægtefælle,
værge. Kurator, Adoptiv- eller Plejeforældre,
Adoptiv« eller Plejebsrn, forudsat at de noevnte
Personer ere personlig myndige og ubervgtede.
Den, der angiver at staa i et af de nævnte
Forhold til den Sigtede, skal fore Bevis her-
for, naar og saasnart det af Retten forlanges.

Retten har ordentligvis at afvise Personer,
der ikke ere berettigede til at møde som For-
svarere, samt at tilbagevise Processkrifter, der
ere underskrevne af saadanne. Dog kan Ret-
tens Formand eller vedkommende Underdømmer
af særcgne Grunde undtagelsesvis tilstede, at
andre personlig myndige og uberygtede Personer
end de ovenfor nævnte benyttes som Forsvarere
under Hovedforhandlingen.

Personer, der ere indkaldte til at afhørcs
som Vidner eller Syns- eller skjønsmænd i
Sagen, kunne ikke Være Forsvarere, ej heller
Personer, som ere begjærte indkaldte i den
nævnte Egenstab, indtil Retten har truffet Af-
gørelse herom.

Virkningen i Stræffesagen af Stillingen
som valgt Forsvarer indtræder først, efter at
Meddelelse er gjort til Retten om Valget.
Naar nogen Anden end de i § 45 Nr. 1
nævnte Personer i Egenstab af valgt Forsvarer
optlceder som handlende paa den Sigtedes Vegne, skal derhos Bevis for Fuldmagten haves ved
Haanden eller ledsage Processkriftet; tilstrcrkke.
ligt Bevis er den Eigtedes Erklæring til Rets.
bogen eller en med Underskrift af ham og to
Vitterlighedsvidner forsynet Erklæring. Mang-
ler saadant Bevis, eller erklærer Nogen, der kan
vcelgcs til Forsvarer, at mangle Fuldmagt, men
at handle i Forventning af den Sigtedes Bil-
ligelse, kan Retten tilstede ham at optroede,

under Fastsættelse af en kort Tid til Tilveje-
bringelse af Beviset eller Godkendelsen; paa
denne Maade forholdes ogsaa, naar Retten
maatte finde det nødvendigt at afkræve de i
§ 45 Nr. 1 nævnte Personer Bevis for
Fuldmagt.

Den Sigtede, som er famgstet, har
Ret til mundtligt og skriftligt Samkvem
med sin valgte Forsvarer, dog saalænge
Anklage ikke er rejst, kun under saadan
Kontrol, som dømmeren finder fornøden.
I NetsMøderne har den Sigtede Net til at
raadslaa med ham, forsaavidt ikke det Mod-
sætte Mig er foreskrevet.

Naar der i en Sag, som er indbragt
for Landsretten, ikke er antaget en Sag«
fører til Forsvarer, eller den antagne Sag-
fører udebliver, bliver i Embeds medfør en
offentlig Forsvarer al bestikke, dersom enten
nævninger skulle medvirke ved Paakjendelsen,
eller der kan opstaa spørgsmaal om at lægge
Beslag paa den Sigtedes Formue i Henhold til
§ 197, saavelsom iøvrigt, naar Rettens For«
mand ikke efter Sagens Omstændigheder
maatte skjønne retskyndig Bistand overstsdig.

Er Anklage rejst for Underretten, og faer-
egne Omstændigheder sindes at gjøre retskyndig
Bistand onstelig, kan en offentlig Forsvarer
beskikkes, ordentligvis dog kun paa Begjæring.
og naar den Sigtedes Formuesforfatning er
saaledes beskaffen, at han ikke uden at savne
det fornødne til sit og Families Underhold
eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan
udrede Pederlag til en Sagfører.

Retshandlinger, som, efter at Anklage er
rejst, finde Sted udenfor Hovedforhandlingen,
har den beskikkede Forsvarer Ret til at deltage
i; skal Handlingen foregaa udenfor den Under«
retskreds, i hvilken Forsvareren boer, bliver der
paa hans Begjæring at bestikke en særlig For-
svarer til at møde ved samme. Dog bør i
paatramgende Tilfælde Retshandlingen ikke ud-
sættes af Hensyn til foranstaaende Forskrift.

Imod Beslutninger, hvorefter Forsvarer be-
skikkes, haves intet Retsmiddel; imod Beslut-
ninger, ved hvilke Forsvarers Bestikkelse nægtes,
kan Besværing til højere Ret finde Sted.

Bestikkelse af en offentlig Forsvarer for
den Sigtede finder fremdeles Sted under Be-
tingelser, svarende til de i § 48 angivne, naar
under en Sags Behandling, førend Anklage
er rejst, Forklaringer stnlle afgives af Vidner
eller Syns« eller skjønsmwnd, for at benyttes
ved Oplæsning under Hovcdforhandlingen, samt
naar Besigtigelse ved dømmeren eller under
dømmerens Ledelse en Syns- eller skjøns-
forretning skal foretages under Forhold, der
medføre Fare for, at Gjentagelse ikke senere vil
kunne finde Sted. Dog bliver Retshandlingen
ikke af denne Grund at udsætte, naar det maa
befrygtes, at Beviset i saa Fald kunde tabes.

Naar Landsrettens Dom paaankes, eller
der i Anledning af Andragende om Tagens
Gjenoplagelse skal finde mundtlig Forhandling
Sted for højesteret, og Sagforer ikke er an-
tagen eller ikke møder, beskikkes altid en offent-
lig Forsvarer til at optræde under Forhand-
lingen for højesteret.

Naar Underrettens Dom paaankes, eller der
i Anledning af Andragende om Gjenoptagelse
af en Sag, i hvilken Landsretten har afsagt
Dom som følge af Paaanke, skal finde mundt-
lig Forhandling Sted for Landsretten, bliver
med Hensyn til Beskikkelse af en offentlig For-
svarer til at optræde for Landsretten Reglen
i § 48 2det Stykke at følge. Denne finder fremdeles
Anvendelse, naar der i Anledning af Besværing
undtagelsesvis skal finde mundtlig Forhandling
Sted for Landsretten eller højesteret, samt
naar undtagelsesvis Paaanke af Landsrettens
Dom i anden Instants til højesteret tilstedes.

Naar i Anledning af Andragende om
Gjenoptagelse af en Sag, der er paadømt af
Landsretten i Første Instants, mundtlig For-
handling skal sinde Sted for Landsretten, bliver
offentlig Forsvarer at bestikke efter Reglerne i
§ 48 1ste Stykke.

Til at modtage Bestikkelse som offentlig
Forsvarer antager Justitsministeren efter Over-
enskomst et tilstrækkeligt Antal af de til Mede
i vedkommende Ret berettigede Eagførcre, med

særligt Hensyn til den fortrinlige Adgang,
der er indrømmet de af Kongen udnævnte
Sagførere. Til at beskikkes som Forsvarere
ved Underietten kunne ogsaa andre dertil egnede
Mand antages af Justitsministeren, naar Be-
grænsningen til Sagførere vilde medføre ufor-
holdsmæssigt VesVær eller Bekostning.

Andre til Msde i vedkommende Ret be-
rettigede Sagførere kunne beskikkes til offent-
lige Forsvarere, naar den Sigtede begjærer det,
og de ere villige til at overtage Forsværet
uden noget Vederlag fra det Offentlige, samt
naar derhos ingen lovlig Hindring er for-
haanden.

Forsvareren beskikkes af vedkommende Rets
Formand eller henholdsvis vedkommende Lnkelt-
dømmer. Sagerne bør saavidt mulig fordeles
mellem de cuuagne Forsvarere efter Omgang;
snsker den Sigtede en bestemt Person bestikket
og oplyser, at denne er villig, er dømmeren be-
rettiget til, og. naar den Paagjældende tillige
giver Afkald paa Vederlag fra det Offentlige,
pligtig til at bestikke denne uden Hensyn til den
regelmæssige Omgang, forudsat at ingen lovlig
Hindring er forhaanden.

Til offentlig Forsvarer maa Ingen bestik«
kes, der selv er forurettet ved Forbrydelsen eller
staar i et saadant Forhold til den Forurettede
eller dennes Rettergangsfuldmcrgtig i Sagen
eller til Anklageren, som vilde udelukke en dømmer fra at handle i Sagen, eller der er kaldet
til at forklare som Vidne, Syns- eller skjøns«
mand i Sagen eller har handlet i den som
Anklager eller Rettergangsfuldmcrgtig for den
Forurettede eller fom Politiembedsmand eller
som dømmer eller i en anden Stræffesag har
været Forsvarer for en Sigtet, med hvis In-
teresse i Sagen den nu Sigtedes staar i
Strid.

Ere flere Personer sigtede under samme
Sag, kan Forsværet kun udføres af den samme
Person, naar de Sigtedes Interesser under
Tagen ikke ere modstridende.

Beskikkelsen kan tilbagekaldet naar det
findes nødvendigt i Forsværets Interesse, samt.

forsaavidt Sagen ikke derved forhales, efter
Begjæring af den Sigtede paa Grund af en
senere truffen Overenskomst om det offentlige
Forsvars Udførelse uden Vederlag af det Offent-
lige.

De offentlige Forsvarere ere Pligtige med
Flid og Trostab at udfore de dem betroede
Sager, at fvemmc dem med den Hurtighed,
som Tilfaldets Beskaffenhed tillader, at vise
Retten skyldig Agtelse og at efterkomme de
Paalæg, som Retten i medfør af nærVærende
Lov giver.

For Pligtovertrædelser i deres Hvervs Ud
førelse vaadrage de offentlige Forsvarere sig
Ansvar efter Lovgivningens almindelige For-
skrifter; Stræffelovens 13de Kapitel er anven-
deligt paa dem.

Ansværet forfølges efter de almindelige
Reglcv, fovsaavidt ikke Andet er sccrlig hjemlct
i nærVærende Lov.

De den Sigtede for Forsværets Skvld
lillagte Rettigheder tilkomme ogsaa, indenfor
Bestikkelsens Grænser, den offentlige Forsvarer,
forsaavidt ikke Andet er særlig foreskrevet eller
følger af Forholdets Natur. Til Foretagelse
af de Handlinger, som den offentlige Forsvarer
sinder fornødne eller hensigtsmæssige til den
Sigtedes Tarv, behøver han ikke dennes Sam-
tykke.

Den offentlige Forsvarer har Ret til mundt-
ligt og skriftligt Samkvem med den Sigtede,
som er fængstet, uden Opsyn. Under Rets-
medeme er han berettiget til at raadslaa med
den Sigtede, forsaavidt ikke det Modsætte sær-
lig er foreskrevet.

De offentlige Forsvarere erholde Vederlag
af det Offentlige for den enkelte Sag, for-
saavidt Krav herpaa ikke er frafaldet (jft.
§§ 5l og 52). Retten fastsætter dette Veder-
lag efter Arbejdets Betydning og Omfang ved
dømmen eller, naar Forsvarerens Virksomhed er
afsluttet.

Bestikkelse af en offentlig Forsvarer ind-
flrcenker ikke den Sigtedes Ret til selv at drage
Omsorg for sit Forsvar.

Enkcltstaaende Retshandlinger, om hvilke
der bliver Svmgsmaal, førend eller efter at
Sag er begrmdt, foretages i den Retskreds, hvor
den Person boer eller opholder sig, eller hvor
den Ting findes eller antages at vare, til hvil-
ken Reishandlingen har Hensyn.

Stræffesager forfølges ved de nedenfor an«
førte værnething. Reglerne herom sinde An-
vendelse saavel med Hensyn til Forundersøgelsen
som med Hensyn til Behandlingen ved den
dømmende Ret.

Ped den Ret, i hvis Kreds Handlingen er
foretagen, kunne alle i Kongeriget begaaede
Forbrydelser forfølges. Udkrages flere Hand-
linger til Forbrvdelsens Begreb, er den Ret
Værnething, i bvis Kreds den sidste af dem
er foretagen. Udgjøre flere i forskjellige Rets-
kredse foretagne strafbare Handlinger, som hver
især vilde begrunde Værnething efter fovan-
staaende Regler, tilsammen een Forbrydelse,
eller er en Forbrydelse begaaet paa Grænsen
af flere Retskredse, eller er det uvist, i hvilken
af flere bestemte Retskredse en Forbrydelse er
begaaet, kan Forfølgningen ske ved en hvilken-
somhelst af de Retter, om hvilke der paa
Grund af de angivne Omstændigheder opstaar
spørgsmaal.

Som Gerningsstedets Værnething ved For«
brydelscr, der begaaes udenfor Kongerigets Ss-

territorium ombord ftaa danjk Skib eller af
Personer, fom høre til saadant Skib, ansees
den Ret, til hvis Kreds Skibet ved sin Hjem-
komst til Kongeriget ankommer for at losse
eller lade.

Ved den Ret, i hvis Kreds den Sigtede
boer, eller, hvis han ikke har Bolig i Riget, ved
Forfølgningens Begyndelse opholder sig, eller,
hvis han ikke findes i Riget, ved den Ret, i
hvis Kreds han sidst havde Bolig eller opholdt
sig, kunne forfølges:

t) de under de danske Domstoles Paa-
kjendelse hørende Forbrydelser, som begaaes
udenfor Kongerigets Grænser;

2) de Forseelser, som det tilkommer
Politimesteren at paatale (§ 35), uden Hensyn
til, om de paatales af ham eller af Andre, samt
de Handlinger, som paatales af Private i
medfør af § 39;

3) andre Forbrydelser, naar der mangler
saadanne Oplysninger, som betinge Anvendelsen
af § 62.

Danske i Udlandet ansætte, med Exterri-
torialitetsret forsynede Embedsmand og de til
de danske Gesandtskaber i fremmede Stater hørende Personer ansecs ved Anvendelsen af
ovenstaaende Regel som havende Bolig i Kø-
benhavn, fmsaavidt de ikke maatte have ved-
ligeholdt Bolig noget andet Sted i Riget. Det
Samme gjcclder, indtil anderledes bestemmes,
om danske Undersaatter, som ifølge traktat-
mæssige Bestemmelser ikke kunne sagsøges i
det Land, hvor de have eller have bavt Bopccl.

De i § 64 ommeldte Forbrydelser kunne
ogsaa forfølges ved den Ret, i hvis Kreds den
Sigtede i medfør af de om Anholdelse og
fængsting givne Regler er bleven paagrebcn.

Sager mod en Forening til dens Op-
hævelse i medfør af Grundloven af 28de Juli
1866 § 87 forfølges ved den Ret, i hvis
Kreds Foreningen eller dens Bestyrelse har
sit Ecede.

Sag til Stadfæstelse af de i Lov af 3die
Januar 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede

Forbud forfølges ved den Ret, i hvis Kreds
Forbudet er nedlagt.

Sag angaaende Anvendelse af Stræffelovens
§ 299 forfølges ved et af de i §§ 62—65
ommcldte værnething.

Retshandlinger, ved hvilke Sag mod en
Person indledes, kunne i paatrængende Tilfalde
uden Hensyn til de ovenstæende Regler fore-
tages af Underdømmeren i den i § 64 om-
mcldte Retskreds. Sagen afgives snarest
mulig til den kompetente Ret.

iøvrigt kan Afvigelse fra Reglerne om
Pcrrnething for Sager, der høre under Stats-
anklagerens eller Politimesterens Virkekreds, paa
Andragende, og naar sccregne Grunde findes
at tale derfor, besluttes as Landsretten, der«
lom spørgsmaalet angaar Underretter i samme
Landsretskreds, og i andre Tilfælde af
højesteret (§ 108).

I Sager, som paatales af Private i Hen-
hold til § 39, kan Afvigelse vedtages af Par-
terne.

Retten prsver i Embeds Medfer, om
Sagen er indbragt for ret Pcrrnething. Under
Hovedforhandlingen samt i Sager, der paatales
i Henbold til § 39, kan Afvisning paa Grund
af værnethingøreglernes Tilsidcftrttelse dog kun
finde Sted, naar Indsigelse gjøres; Indsigelse bør fremsættes for Anklageskriftets Oplæsning,
eller i nævningesager forend Lodtrækning til
Udtagelse af nævninger begynder, og den er
udelukket, naar den Sigtede, førend Hovedfor-
handlingen er begyndt, har havt Adgang til at
frcmsætte den, uden at dette er sket.

At Forundersøgelse eller Retshandlinger
udenfor Hovedforhandleren ikke ere foregaaede
ved rette Værnething, bersver dem ikke deres
Gyldighed.

Er der Strid mellem flere Retters Af
gjørelser af et værnethingsspørgsmaal, kan det
af Anklageren indbringes til Afgjørelse for
Landsretten, hvis Retterne høre til samme
Landsretskreds, og i andre Tilfælde for
højesteret. Herved finde iøvrigt Reglerne om
Retsmidler Anvendelse, saaledes at der ved
Friskernes Beregning tages Hensyn til den sidste
Afgjørelse.

Mellem flere Værnething, ved hvilke Sagen
kan forfølges, har Anklageren Valget. Fra
den Ret, ved hvilken Forfølgning først er be-
gyndt, kan Sagen kun gaa over til et andet
Værnething, naar i en privat Sag (§ 39)
den Sigtede samtykker, og i offentlige Sager,
naar Retten paa Anklagerens Andragende for-
medelst Vidners Vopcel eller af anden Megen
Grnnd sinder det hensigtsmæssigt til Sagens
Fremme. Beslutning herom tages af den Ret,
ved hvilken Forfølgningen er begyndt, naar den
anden Ret deri er enig, og ellers af den fælles
overordnede Ret (§ 108).

Valg af Ret til Forundersøgelsen er ikke
bindende for Valget af den dømmende Ret.

Sogsmaal mod dm samme Person for
forskellige strafbare Handlinger samt mod fiere
Personer som delagtige i en strafbar Handling
kunne af den eller de Pætaleberettigede for-
enes til een Sag. Finder Forfølgningen Sted
samtidig, henholdsvis for Undersøgelsesdømmeren
eller den dømmende Ret, skulle Esgsmaalene
forenes, medmindre Paatalen tilkommer ftere
Private.

Retten forbeholdes den i §§ 72—74 om-
handlede Myndighed.

Naar i Henhold til § 70 flere Forbry«
delser forfblgcs under Et, kan Forfølgningeu
iværksættes ved enhver Ret, som er værne-
thing for nogen af de paagjældende Forbry-
delser; dog kan kun et af Gjerningsstedernes
værnething vcrlges, naar nogen af Forbry-
delscrne hører til dem. der alene kunne for-
følges ved et saadant værnethmg. hører
nogen af de Forbrydelser, mellem hvis Værne-
thing Valg haves, for Underretten, medens
en eller stere andre høre under Landsrettens
Paakjendelse, træder i Underrettens Sted den
Landsret, i hvis Kreds den er beliggende.

iøvrigt finde ved foranstaaende Regel §§ 67
—69 tilsvarende Anvendelse.

Retten kan paa Andragende eller i Embeds
medfør besiutte Adskillelse af de Stræffesager,
som ere forenede i Henhold til § 70. Det
beror paa Retten, om de Sager, som kun paa
Grund af Foreningen forfølges for den, efter
Adskillelsen fremdeles skulle behandles ved den
eller ikke; samme Regel gjælder, naar For-
eningen ophører af anden Grund, saasom
Frafald af Forfølgning.

Retten kan beslutte, at selvstændige, hen-
holdsvis for undersøgelsesdømmeren eller den
dømmende Ret svcrvende Stræffesager skulle
forbindes til een Sag, dog, naar Sogsmaalene
ikke staa i det i § 70 forudsætte Forhold til
binanden, kun. naar iugen af Parterne gjør
Indsigelse derimod.

Beslutningen tages af den Ret, for hvil-
ken Sagerne svcrve, eller, hvis Eporgsmaal er
om Forening af Sager, som ere anhængig-
gjorte dels for Landsretten, dels for en
under den hørende Underret, af Landsretten.
forfølgcs Sagerne ellers for forskjellige Retter,
og der ikke er Enighed, afgjøres spørgsmaalet
af vedkommende overordnede Ret (§ 108).

Forandring i Rettens Beslutninger i medfør af §§ 72 og 73 kan finde Sted; dog
bliver Beslutningen herom, forsaavidt der tillige
opstaar spørgsmaal om Overgang af en Sag
til en anden Ret, at tage paa den i § 73
2det Stykke forestrevne Maade.

Den, der sagsøges af den Fornærmede for
Mrefornærmelser eller personlig Overlast, kan
anlægge Modsogsmaal for lignende Forhold,
som har givet Anledning til Gjerningen, ved
Hovedssgsmaalets, værnething. Reglerne i
§§ 72—74 finde herved Anvendelse.

Retterne, statsanklagerne og Politiets
Embeds- og Bestillingsmand kunne ordentlig-
vis kun foretage eller lade foretage Embeds«
handlinger vedrsrende Stræfferetsplejen i den
Embedskreds, for hvilken de ere beskikkede.

Udkræves i en Sag Foretagelsen af Em-
bedshandlinger i en anden Kreds end den, for
hvilken den i Sagen kompetente Myndighed
er bestikket, har denne, fovsaavidt ikke neden-
staaende Paragrafer hjemle Undtagelser, derom
at henvende sig med Vegjæring til vedkom-
mende Mvndigbed i den fremmede Kreds.
Saadan Beajæring er denne pligtig at efter-
komme, medmindre den Handling, den an-
mødes om at foretage eller lade foreiage, vilde
stride mod Loven eller ligge udenfor dens
Embedsbefsjelser.

Retterne ere beføjede til i en fremmed
Retskreds, uden Mellemkomst af Retten i
denne, at lade foretage Forkyndelser samt at
lade Anholdelsesbeslutninger, fængslingskjendel-
ser og Befalinger om ved Tvang at fremstille
Vidner samt Syns- eller skjønsmcend for
Retten udfore. Naar det iøvrigt til Under-
søgelsens Fremme findes hensigtsmæssigt, kan
Retten foretage Embedshandlinger i en frem-
med Retskreds med Bemyndigelse af Retten i
denne eller af højere Ret, og i paatrængende
Tilfælde uden saadan Bemyndigelse. fornøden
Meddelelse skal snarest mulig fle til Retten i
den paagjccldende Kreds.

Naar Politiet i ovennævnte Tilfælde ud-
fører Rettens Beslutninger, er det befsjet til
at handle i en fremmed Politikreds.

Eelvswndige Embedshandlinger kunne
statsanklageren og Politimesteren foretage
eller lade foretage i en fremmed Kreds ifølge
Bemyndigelse af vedkommende Embedsmand i

Kredsen eller af hojere Autoritet, famt uden
saadan Bemyndigelse i paatrccngende Tilfalde,
saasom naar en Person anholdes, der uafbrudt
er bleven eftersat. fornøden Meddelelse skal snarest mulig ske til vedkommende Embeds-
mand i Kredsen.

Reismøderne ere offentlige, lwor ikke det
Modsætte særlig ev foreskrevet. Dog kan Ret-
ten paa Vegsccring af en Part eller i Embeds
medfør beslutte, at Forbandlingen skal forc-
gaa for lukkede Dore, naar Hensyn til Ende-
lighed eller den offentlige Orden kræver det,
ved Retshandlinger, wm finde Sted udenfor
Hovedforhandlingen, tillige, naar særegne Om«
stændigheder give Grund til at antage, at
Retsmødets Offentligbed vil Være til Hinder
for Sagens Oplysning. dømme afsiges stedse
i offentligt møde.

Rettens Beslutning, at Dorene skulle
lukkes, sker ved Kjendelse, efter at Parterne
have havt Lejlighed til at udtale sig. Kjcn-
delsen afsiges offentlig; om Dorene skulle luk-
kes under den forudgaaende Forhandling, af-
gjør Rettens Formand.

Beslutning om, at Dorene skulle lukkes,
kan træffes saavel ved Forhandlingens Begyn-
delse som i Lovet af denne; den kan strax
eller senere indskrænkes til en Del af For-
handlingen.

Naar det i medfør af de forcgaaende Pa-
ragrafer besluttes, at Retshandlinger udenfor
Hovedforhandlingen for en Ret, som bestaar af
en enkelt dømmer, og ved hvilke ingen Rets-
skriver er tilstede, skal foregaa for lukkede Dore,
samt ellers, hvor Loven soerlig bestemmer det,
skulle to mænd tilkaldes som Retsvidner.
Kunne disse ikke strax komme tilstede, bliver
Retshandlingen at udsætte, medmindre dens

Djemed derved vilde staa Fare for at for«
spildes.

Retsvidnerne tilkaldes af dømmeren blandt
de Mcend, der findes opførte paa næv-
ningegrundlisten for den Kjsbstad eller det
Sogn, i hvilket Retshandlingen sial finde
Sted; dog ere de Mcend fritagne, som maatte
være optagne paa nævningekredsens Aarsliste.
Grundlistens Gyldighed i fornævnte Henseende
regnes fra 1. Juni til 31. Maj. Reglerne
i § 15 samt Lov om Domsmagtens Ord-
ning m. v. § 65 finde tilsvarende Anven-
delse ved Retsvidners Tilkaldelse; de derved
opstaaende Spsvgsmaal afgjøres af dømmeren.
Denne smger saavidt mulig for, at Tilkaldel-
sen sker efter Omgang; kun i nødsfald kan en
Person tilkaldes til at fungere flere Dage efter
hinanden. Udebliver et tilkaldt Retsvidne uden
lovligt Forfald eller uden betimelig Anmeldelse
herom, kan dømmeren idømme det en Bode af
indtil 20 Kr. dømmeren kan paalægge ret^»
vidnerne at iagttage Tavshed om, hvad de ved
Retshandlingen erfare om Underssgclsens gjen-
stand; Overtrædelse af saadant Paalæg stræffes
med Beder indtil 100 Kr. Retsvidnerne erholde
ingen Godtgjørelse.

Naar Hovedfoihandlingen holdes for lukkede
Dsre, have de ved den paatalte Handling
forurettede Personer, fremdeles dømmere,
øvrighedspersoner, offentlige Anklagere, Eag-
førcre, samt de, der ere tilstede ifølge Ind-
kaldelse til at udsve nævningehvervet i Ret-
tens Samling, Adgang til at overVære samme;
endvidere kan enhver af Parterne fordre, at der
tilstedes indtil tre af ham opgivne Personer
Adgang, og enkelte Andre kan Adgangen til«
stedes af Rettens Formand.

Hvorvidt der ved Retshandlinger, som
udenfor Hovedforhandlingen finde Sted for
lukkede Dsre, kan tilstedes enkelte Personer,
som ikke skulle deltage i Forhandlingen, Ad-
gang, beror paa Rettens Formand.

Rettens Formand vaager over, at For-
handlingen foregaar med den tilbsrlige Orden

og værdighed. Han er berettiget til at af-
bryde og tilrettevise Parter, Vidner eller
Andre, naar de tillade sig upassende Ud-
talelser eller utilbsrlige personlige Angreb.
Vedbliver en Part hermed trods Tilrette-
visning, kan Ordet fratages ham. Per-
soner, der ved stsjende eller anden utilbsr-
lig AdFærd forstyrre Forhandlingen eller til-
sidesætte den Agtelse, som skyldes Retten,
kunne udvises af Retssalen.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen
af de i Retten mødende, Uordener, hvorved
Forhandlingerne forstyrres, samt Ulydighed mod
Formandens Befalinger kan Retten ved en
Kjendelle, der afsiges strar, paalægge Straf af
bøder indtil 40 Kr. eller simpelt fængsel ind-
til 8 Dage.

De Ordensstraffc, som paalægges i Hen-
hold til denne Paragraf, medføre ingen Ind-
stvcrnkning i Adgangen til at drage den Skyl-
dige til Ansvar efter Stræffelovens almindelige
Regler, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

Politiet er forpligtet til nvægerlig og sje-
blikkclig at yde Retten Bistand til Udførelse
af denne Paragrafs Forskrifter.

Angaaende alle Retshandlinger i stræffe-
retsplejen optages Beretning i Retsbogen.
I Retsbogen indføres forsi Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet;

2) de Personers Navne, der have fungeret
som dømmere, Nævninger, Retsskriver og
Retsvidner;

3) Sagens Nummer med Parternes Navne;

4) de Personers Navne, der ere tilstede som
Parter eller paa disses Vegne eller til
deres Bistand, samt Bemærkning om de
Forholdsregler, som maatte Være trufne
med Hensyn til deres Tilkaldelse eller
Udelukkelse;

5) om Retsmødet har været offentligt eller
ikke.

Fuldstændigt optages i Retsbogen Parternes
Paastande, Andragender og Indsigelser, forsaa-
vidt de ikke indeholdes i Skrifter, som over-
leveres Retten, i hvilket Fald Henvisning er

tilstrækkelig, Indsigelser, som fremsættes af
Vidner, Syns- eller skjønsmænd, Rettens
dømme, Kjendelser og svrige Beslutninger og
i nævningesager de til Nævningerne stillede
Svsrgsmaal samt Nævningernes Erklæring
over disse.

Af de Personers Udsagn, som afhøres for
Undersøgelsesdømmeren, skal det væsentlige Ind-
hold gjengives; vigtigere Erklæringer af den
Sigtede og navnlig Tilstaaelftr skulle saavidt
mulig gjengives med hans egne Ord; det
Samme gjælder om Vidneforklaringer, Syns- eller
Ekjensmænds Forklaringer, som afgives for at
benyttes ved Ovlccsning under Hovedforhand-
lingen, samt om Evns- eller skjønsmænds Er-
klæringer til Retsbogen. Tilsvarende Regler
gjælde med Hensyn til Hovcdforkandlingen
for Underretten i Sager, der ikke ere undtagne
fra Paaanke. Af Udsagn, der afgives under
Afhørelse for Landsretten, optager rets-
skrivcren under Formandens Vejledning det
Væsentligste i en særfkilt Bog; ere de Paa-
gjældende tidligere afhørte for en Ret, er dog
Henvisning tilstrækkelig, og kun væsentlige Af-
vigelser eller fuldstændiggjørelser optegnes.

Angaaende Besigtigelser, som foretages af
undersøgelsesdømmeren eller af Underretten i
Sager, der ikke ere undtagne fra Paaanke, skal Retsbogen indeholde saa Meget, at den
giver et fuldstændigt og tro Billede af det
Besigtigede.

Af Udviklinger og Foredrag til Begrun-
delse af Paastande, Andragender eller Indsigel-
ser, optages Intet i Retsbogen; dog kan For-
manden beslutte, at enkelte Udtalelser skulle op-
tages.

Ecrrlig Bemærkning gjøres i Retsbogen
om, hvorledes der er gaaet tilværks med Hen-
syn til Former, som efter Loven stulle iagt-
tages, om hvad der fremlægges i Retten, og
hvilke Dokumenter der ere blevne oplcrste.

Oplccsning og Vedtagelse af Tilførsler til
Retsbogen angaaende afhørte Personers Udsagn
finder kun Sted ved afhørelser for Under-
søgelsesdømmeren og under Hovedforhandlingen
for Underretten i Sager, som ikke ere und-
tagne fra Paaanke.

Retsbogen underskrives af Rettens For-
mand, fremdeles af de Personer, der maatte
have fungeret som Retsstliver eller Retsvidner.
Den afgiver Bevis for, hvad der er foregaaet
under Retshandlingen, og særlig for, hvorledes
der er gaaet tilværks med Hensyn til Former,
som efter Loven skulle iagttages; Modbevis er
ikke udelukket.

Aktstykker og andre Dokumenter, som frem«
laggcs i Retten, forsynes med Fremlæggelses«
paategning.

Parternes Processkrifter forblive i Rettens
Arkiv. Af Dokumenter og Aktstykker, der be-
nvttes som Bevis, skulle, naar de forlanges
tilbagclevercde, bckrcrftcde gjenparter forblive
hos Retten; dog nndtages herfra Dokumenter,
der ere Udskrift af Embedsprotokoller. Om gjen«
part skal tages af Handeløbøger, Regnstabs-
bøger eller andre saadanne Dokumenter af sær-
deles betydeligt Omfang, beror paa Formanden.

Retsskriveren samler de enhver Sag ved-
kommende Dokumenter og bevarer dem samt de
af tilbageleverede Originaler tagne Gjenparter.

Udenfor de Tilfalde, for hvilke der i denne
Lov er truffet særlig Bestemmelse, kunne Par-
terne samt Andre, som deri have retlig Inter-
esse, hos Retsskriveren forlange Udskrift af
Retsbøgerne, derunder dog ikke Stemmegivnings-
bogen, samt af de svrige hos Retten beroende,
til en Stræffesag hørende Dokumenter, dog kun
mod herfor at crlægge svortelmcrssig Betaling,
medmindre Udskriften er begjært af en offent-
lig Myndighed.

Vcegrer retsskrivcren sig ved at meddele
en begjært Udskrift, kommer Reglen i Lov om
den borgerlige Retspleje § 49 til Anvendelse.

Retssproget er dansk. Ingen skriftlig
eller mundtlig Henvendelse fra Parterne til
Retten maa ste i noget andet Sprog. Af-

hørelse af Personer, der ikke ere det danske
Sprog mcrgtige, forcgaar ved Hjælp af en ed-
svoren Tolk; dog kan ved Afhørelse udenfor
Hovedforhandlingm for en Landsret Tilkal-
delse af Tolk undlades, naar dømmeren tiltror
sig fornbdent Kjendskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere affattede i fremmede
Sprog, skulle ledsages af en 57versættelse, som
bliver at autorisere af en offentlig ansat
Translatov, medmindre Retten og Parterne an-
erkjende dens Rigtighed.

Forhandling med og afhørelse af Dsve,
Stumme og Devstummc foregaar enten ved
Hjalp af Personer, der ere kyndige i Tegn-
sproget, og som forud tages i Ed, eller ved
skriftlige spørgsmaal og Svar.

Til at bistaa som Tolk eller Tegnsprog-
kyndig maa Ingen af Retten tilkaldes, der
vilde Være udelukket fra at handle som dømmer i Sagen (§§ 15 og 17). iøvrigt blive
de om Vidner givne Regler at anvende paa
de nævnte Personer med de Lempelser, der
følge af Forholdets Natur og, forsaavidt ikke
noget Andet særlig er foreskrevet.

De Forretninger, som ifølge denne Lov
Paahvile Rettens Formand, udføres, naar Retten
beklædes af en enkelt dømmer, af denne.

De fra Retten udgaaende Meddelelser i
Stræffesager, for hvilke Loven ingen særlig
Forskrift indeholder, ske paa den Maade, som rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde finder
hensigtsmcrssigst, og uden at hans Beslutninger
herom ere Gjenstand for Paaanke. Det er
tilladt at tilstille Meddelelsen pr. Post.

Naar en Beslutning med Hensyn til
Tagens videre Foretagelse eller Retshandlingers
IVært'sættelse trcrffes af Retten i et behsrig

afholdt møde, cr ingen særlig Forkyndelse eller
Meddelelse herom nødvendig til de Perwner,
der bave erholdt saadan Underretning om hint
Msoe, som ogsaa vilde Være tilstrækkelig med
Hensyn til det nye Mede.

Ved Stcevningsmændcne eller ved Politiet
skal, med de i §§101—103 hjemlede Undtaget-
ser. Forkyndelsen eller Meddelelsen foregaa i
følgende Tilfældei

1) ved Tilsigelse af den Sigtede til Af-
bsrelse for undersøgelsesdømmeren, ved An-
klageskriftets Meddelelse til ham, ved stævning
eller Tilsigelse af den Sigtede til møde under
Hovcdforhandlingen, ved Forkyndelse af Doms-
udskrift til den domfældte Sigtede, der ikke var
tilstede ved dømmens Afsigelse, famt ved med-
delclse til den Sigtede af de Skrifter eller Til-
fersler til Retsbogen, ved hvilke Anklageren
indleder Anvendelse af Retsmidler mod en
Dom',

2) ved Indkaldelse til afhørelse af Vidner,
Syns- eller skjønsmænd, ved Forkyndelse af
Udmeldelsesbeswtningen for de sidstnævnte, samt
ved Forkyndelse af den i § 137, jfr. § 162,
ommeldte Kjendelse for udeblevne Vidner,
Syns- eller skjønsmcend;

3) ved Indkaldelse til personlig Afhørelse
af en privat Anklager eller den Forurettede,
der forfølger et Erstatningskrav under Sagen,
samt ved Meddelelse til disse af de Skrifter
eller Tilførsler til Retsbogen, ved hvilke den
dømte indleder Anvendelse af Retsmidler mod
dømmen.

Enhver bestikket Stævningsmand kan med
fuld Retsvirkning iVærksætte Forkyndelser og
Meddelelser under Iagttagelse af de i Lovcn
givne Forskrifter. Gyldigheden af det Fore-
tagne svcrkkes ikke derved, at Stævningsmanden
har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken
han er ansat.

De for en Retskreds beskikkede Etcevnings-
mænd ere pligtige at bessrge alle Forkyndelser
og Meddelelser indenfor Retskredsens Grænser.
Dog maa en Stævningsmand ikke foretage eller
deltage i Forretningen, naar nogen af Parterne
er hans ægtefælle eller er ham beslægtet eller
besvogret i den lige op- eller nedstigende Linie

eller i første Sidelinie, eller han selv er Part
i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade
eller Fordel.

Ved Anordning gives der en Instrux samt
de fornødne Disciplinærbestemmelser for Stcev-
ningsmcend.

Det, der skal forkyndes eller meddeles paa
den i § 95 forestrevne Maade, gives af
Rettens Formand i dobbelt Udfærdigelse til den,
der skal iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen.
Udgaar denne fra en Landsret, eller skal den
fle i en anden Underretskreds end den, i bvil-
ken Retten har sæde, kunne Udfærdigelserne
sendes til Underdømmeren i den Kreds, hvor
Forkyndelsen skal ste, for af ham at overgives
til Stævningsmanden eller Politiet.

Paalæget skal efterkommes snarest muligt,
i Byerne senest inden 24 Timer, paa Landet
senest inden -18 Timer ester Modtagelsen.
Om Tiden, paa hvilken Paalæget er modtaget,
nudertcgnes en skriftlig Tilstaaelse.

Naar Forretningen udføres af en Stcev-
ningsmand, skal en anden Stævningsmand eller,
hvis Tiden ikke tillader at faae en saadan til-
kaldt, en god Mand tilkaldes som Vidne.

Ved Iværkscritelsen af Forkyndelsen eller
Meddelelsen gjælde følgende Regler:

a) Forkyndelsen eller Meddelelsen bør saa-
vidt mulig søges iværksat for den Paagjældende
personlig, ordentligvis paa hans Bopcel eller
midlertidige Opholdssted. Forkyndelsen for den
Paagjccldende personlig er gyldig, selv om han
er truffen ndenfor sin Bopcel eller midlertidige
Opholdssted. Dog kan den i intet Fald fle
i Kirken eller paa andet Sted, medens Guds-
tjeneste eller kirkelige Handlinger foregaa der.

d) Kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ikke
ste til den Paagjældende personlig, kan den
gyldig iværksættes paa hans Bolig i Riget for
hans ægtefælle, Born over 18 Aar, Tjeneste-
folk eller andre til Husstanden hørende vorne
Personer, som ere tilstede der; ere saadanne
ikke at trcrffe, da for Vedkommendes Husvært,
Principal, Husbonde, læremester eller Arbejds-
bene. forsaavidt som denne trcrffes tilstede der.
Har den Paagjældende ikke Bopæl i Riget.

kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ske paa hans

midlertidige Opholdssted i Riget for dem, hos
hvem han er til Huse.

o) Har den Stævningsmand, af hvem
Forretningen skal foretages, ikke knnnet iVærk-
sætte Forkyndelsen eller Meddelelsen paa nogen
af de ovenfor angivne Maader, skal han i
Forbindelse med det tilkaldte Vidne paategne
Udfærdigelsen Attest herom og strar overlevere
den til Politiet, der snarest mnlig skal søge
at iVærksætte Forkyndelsen.

6) Forkyndelser eller Meddelelser, som ske
paa Vedkommendes Bolig eller scedvanlige Op-
ln'ldssted, skulle foregaa imellem Kl. 7 Morten
og Kl. 8 Aften. Paa Son- og helligdage
maa de ordentligvis ikke foregaa i Tiden fva
Kl. 9 Formiddag til Kl. 4 Eftermiddag.

Udfores Forretningen af en Stervnings-
mand, har denne for at iVærksætte den ikke blot
at bandle efter de Paalæg, som gives ham, men bør ogsaa selv efter bedste Evne ioge alle fm- nødne Underretninger.

Bemyndigelsen til den enkelte Forretning
behsver ikke at godtgjøres for den eller dem,
til hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen fier.

De Personer, for hvem det i Henhold til
Reglerne i § 98 d ansees nødvendigt at fore-
tage Forkyndelsen eller Meddelelsen, knnne i
Reglen ikke vcegre sig ved at modtage den.
Ubcføjet nægtelse medfører Forpligtelse til at
betale Udgifterne ved Forretningen; Eterv-
ningsmanden har derhos i saadant Fald strar
at opfordre Poliliet til at overtage Forkyn-
delsen, og den Paagjældende har da endvidere
til dette at erlægge en passende, af Politimesteren
fastsat Godtgjørelse for den foraarsagedeUlejlighed.

De Personer, for bvem Forkyndelsen eller
Meddelelsen i Henhold til § 93 foregaar,
naar rette Vedkommende ikke træffcs, ere plig-
tige at underrette denne om det Stedfundne,
naar det kan ske nden Udgift eller BesVær.
Tilsidescrttclsen af denne Pligt medfører Er-
statningsansvar.

Naar de til Forkyndelsens eller Meddelel-
sens Iværksættelse befalede Skridt ere fore-

tagne, forsyner Vedkommende begge Exem-
plarer med Paategmng herom. Det ene Ezem-
plar overgives til den eller dem, for hvem
Forkyndelsen eller Meddelelsen sker, det andet
Ezemplar tilbagegives Retten.

Paategningen skal indeholde forneden An-
givelse af Dag og Time, paa hvilken, Stedet,
hvor, og Personerne, for hvem Forkyndelsen
eller Meddelelsen er sket. Naar denne ikke
er flet til Vedkommende selv, skal det tillige i
Vaategnmgen bemærkes, hvorledes der i den
Anledning er forholdt, samt hvad der er op-
givet om bans Opholdssted.

Er det ikke lykkedes Politiet at iVærksætte
Forkyndelsen eller Meddelelsen, fordi den Paa«
gjældende ikke kan antrcrffcs i Retskredsen og
ej heller har Bolig eller midlertidig Opholds-
sted der. tilbagegive« Udfærdigelsen til Retten
med Paategning om det Stedfundne samt om,
hvad der er Politiet bekjeudt angaaende hans
Volig eller Opholdssted.

Paaregningen afgiver Bevis for det, som
ifølge den er forcgaaet; dog er Modbevis ikke
udelukket.

Har Vedkommende bekjendt Volig eller
Opholdosted i Udlandet, foretages Forkyndelsen
eller Meddelelsen ftaa den ved Stedets Love
hjemlede Maade. Retten tilstiller den paa-
Mldeude fremmede Myndighed fornøden Be«
gjæring herom.

Er det ikke lykkedes ved Politiet at op-
spørge Vedkommendes Bopæl eller Opholdssted,
eller har en Sigtet, som vides at opholde sig i
Udlandet, unddraget sig Forfølgning ved Flngt,
iVærksættes Forkyndelsen eller Meddelelsen ved
3 Gange gjentaget Indrykkelse i de til retslige
Bekjendtgjørelser bestemte Tidender. Det er i
saadant Fald tilstrækkeligt, at Udfærdigelsens
Indhold indrykkes i Udtog med Bemærkning,
at den selv henligger til Modtagelse paa ved-
kommende Rets Skriverkontor. I Vekjendt-
gjørelsen skal det udtrykkelig bemærkes, hvorpaa
det ststtes, at denne Forkyndelsesmaade benyttes.

Ovenstaaende Regel gjælder ogsaa. naar
den paagjældende fremmede Myndigbed har
vagret sig ved at efterkomme den til samme

ifølge § 101 rettede Begjæring; dog skal i saa-
dant Fald Udfærdigelsen tillige tilstilles Ved-
kommende pr. Post i betalt Brev, der skal anbefales. Postembedsmanden har at forsyne
det ene Exemvlar af Udfærdigelsen, førend det
tilbagegives Retten, med Paategning om, at
ligelydende Exemftlar er afsendt til nærmere
betegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev.
Paategningen afgiver Bevis for det Sted-
fundne, indtil Modbevis fores.

Naar den Sigtede er fængslet, eller den
Vedkommende er tilstede, bvor Retten holdes,
kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ske mundt-
lig til Retsbogen ved Rettens Formand.

Indkaldelser og Meddelelser til Militerre.
hvilke med de af Forholdets Natur flydende
Lempelser blive at iVærksætte efter de i dette
Kapitel givne Regler, skulle tillige anmeldes
for Afdelingschefen, som foranlediger Paagjæl-
dendes møde for Retten, hvor Saadant gjøres
fornødent.

dømme. Kjendelser og andre Beslutninger
af en Ret, der ikke beklædes af en enkelt dømmer, og som ikke høre til de Beslutninger,
Rettens Formand kan trcrffe, vedtages ved Af-
stemning efter forudgaaende Raadslagning.
Afstemningen foregaar efter Tjenesteyderen,
saaledes at det yngste Medlem stemmer først.
Formanden stemmer altid sidst; han forestaar
Afstemningen og samler Stemmerne. Afstem-
ningen sker mundtlig; de afgivne Stemmer
indføres udtogsvis i en Stemmegivningsbog.
Enhver dømmer har Ret til at paase. at
hans Stemme gjengivcs rigtig.

dømmernes Raadflagninger og Afstemnin-
ger maa ikke overVæres af Tilhørere, med Und-
tagelse af Retsskriveren.

For Afgørelsens Resultat skal der vare
Stemmeflerhed. Kræver Afgjørelsen Afstem-
ning over flere Punkter, ere de dømmere,
som have befAndet sig i Mindretal, pligtige
at deltage i de senere Afstemninger, forsaavidt
det Modsætte ikke særlig er bestemt.

Danner der sig om det samme spørgs-
maal mere end to forskjellige Meninger, af
hvilke ingen er i Flertal, blive de for den
Sigtede ugnnstigste Stemmer regnede sammen
med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der
udkommer Stemmeflerhed.

Er det tvivlsomt, hvilken Mening der er den
ugnnstigste for den Sigtede, eller opstaar der
Meningsforskjel om, hvorledes spørgsmaalene stulle stilles, eller om Afstemningens Resultat,
bliver der afstemt særstilt herom.

dømme og Kjendelser skulle ledsages af
Grunde; herved iagttages de for visse Til-
falde givne nærmere Regler. Afgjørelsen sker ved Kjendelse i de Tilfælde, hvor denne Form
er særlig foreskreven.

Andre Beslutninger af Retten eller Rettens
Formand behøve ikke at begrundes, medmindre
Saadant særlig er foreskrevet.

I de Tilfalde, hvor en efter Loven til-
stedelig Afvigelse fra de almindelige Regler
betinges af en forudgaaende Beslutning af en
Ret, for hvilken den Sag, med Hensyn til
hvilken Eporgsmaalet opstaar, ej er anhængig,
bliver spørgsmaalet skriftlig at forelægge Retten.
Er denne højesteret eller en Landsret, trcrffes
Afgjørelsen af Formanden med to Medlemmer af
Retten eller, hvor Saadant særlig er bestemt,
af Formanden. Retten tager Beslutning
Paa Grundlag af det Forelagte samt de
Yderligere Oplysninger og Erklæringer, som
maatte være indhentede; sindes det nød-
vendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved
Undersøgelsesdømmercn. Mundtlig Forhand-
ling finder ikke Sted, medmindre Formanden
af særegne Grnnde finder Anledning til at
beslutte en saadan; dog er Retsmødet i saa Fald
ikke offentligt. Mod de i denne Paragraf om-
meldte Afgjørelser kunne Retsmidler ikke anvendes.

Netten kan til enhver Tid i Embeds
medfør eller ifølge Andragende berigtige Ekriv-
fejl, som ere indløbne i Henseende til Ord.
Navne eller Tal, blotte Regningsfejl, samt
saadanne Fejl og Forglemmelser, der alene
vedrsre Udfærdigelsens Form. Fremdeles kan
den ogsaa berigtige den i Afgjørelsen indeholdts
Fremstilling af den faktiske Sammenhæng, for-
saavidt denne erkjendes at lide af Fejl, be-
staaende i Forbigaaclser, Uklarheder eller Mod-
sigelser, men derimod ikke iøvrigt foretage For-
andringer enten i Begrundelsen eller Resul-
tatet. Beslutning om stige Berigtigelser
trcrffes og Meddelelse om dem sker cfter de
samme Regler, som Mide for den berigtigede
Afgjørelse.

Den i Henhold til Rettens Beslutning be.
rigtigcde Afgørelse træder i alle Henseender i
Stedet for den oprindelige. Mod Beslutnin-
gen om Berigtigelsen finder intet særskilt Rets-
middel Sted.

Forsaavidt de i dette Afsnit omhandlede
Midler til Opnaaelse af Stræffesagers For-
maal gaa ud paa at paalægge Borgerne en
Pligt til at handle eller til ^ at taale Ind-
strænkning i Rettigheder, kunne de kun brin-
ges til Anvendelse, naar der efter de forelig-
gende Omstændigheder er Grund til at for-
møde, at en Forbrydelse er begaaet. iøvrigt
blive de særlige Betingelser, som angives
ved de enkelte Midler, at paaagte.

De i dette Afsnit givne Regler finde
Anvendelse paa ethvert Trin af Stræffesagen,
forsaavidt ikke enten Forholdets Natur eller
særlige Bestemmelser udelukke det.

Forsaavidt der udenfor stræfferetsplejen
er Hjemmel for Anvendelsen af lignende For-
holdsregler, saasom Ransagning eller Anholdelse,

for andre offentlige Formaals Skyld, bersres
de derom gjaldende Regler ikke af denne Lov.

Ransagning af Hus, Gjemmer, Person og
Papirer for at søge efter Spor af Forbrydel-
sen eller Ting, der kunne antages at Være
tagne cllcr frembragte ved Forbrydelsen eller at
have Været brugte eller bestemte til dens Ud-
førelse, eller som iøvrigt kunne give umiddelbar
Oplysning om Gjcrningen eller den Eigtcdes
Forhold til denne, kan finde Sted hos den, der
er mistænkt for en Forbrydelse, som det ifølge
Lovens almindelige Regel tilkommer Statsankla-
geren at forfølge, naar Omstændighederne give
Grund til at antage, at Ransagningen ikke vil Være
frugtcsløs. I Klasse med de ovenfor nævnte
Ting stilles saadanne Ting, som ere undergivne
Konfiskation.

Er der Mistanke om, at en blandt flere
Personer er den Skyldige, men der mangler
Grund til at mistænke nogen Enkelt af disse
fremfor de Andre, kan saadan Ransagning fke
hos alle de Paagjældende.

Hos Personer, der ikke ere mistænkte, kan
Ransagning af Hus med det i § 112 angivne For-
maal og iøvrigt med de i den nævnte Para-
graf angivne Begrænsninger finde Sted:

1) naar Forbrydelsen er begaaet i Huset,
cllcr den Misternkte er paagreben i Huset ellei
har betraadt det, medens han forfulgtes paa
friske Spor;

2) naar der ifølge Husets Bestemmelse til-
stedes Enhver Adgang til samme;

3) naar Ransagningen omfatter en Sam-
ling af Huse, som udgjor en By eller en
swrre, afgrænset Del af en By eller et Sogn.

Ransagning i detøjemed at eftersøge be-
stemte Spor af Forbrydelsen eller bestemte
Ting, der kunne tjene til Bevis, kan i An-
ledning af en hvilkensomhelst Forbrydelse
foretages saavel hos den Mistænkte som
hos Andre, naar der er paaviselig Grund
til at antage, at det Efterssgte findes hos
ham, men han forgjordes har været op-
fordret til at paavise eller udlevere det, i paa«
trcengende Tilfælde oasaa uden saadan forud-
gaaende Opfordring.

Er der paavisclig Grund til at antage, at
en blandt stere Personer bar det Eftersogte -i
sin Besiddelse, men Formodningen ikke er sær-
lig rettet mod nogen Enkelt, kan Ransagning
under Iagttagelse af fovanstaaende Regel fore-
tages hos alle de Paagjældende.

Fra ovenstaaende Bestemmelser ere undtagne
skriftlige Meddelelser mellem den Sigtede og
de i §§ 130 og 131 Nr. 2 nævnte Personer,
naar der ikke er grAndet Mistanke om Med-
delagtigbed, og Meddelelserne ikke ere i Andres
Værge.

Ransagningen kan ordentligvis kun finde
Sted ifølge Retskjendelse, medmindre den Paa-
gjældende udtrykkelig frafalder Krav berpaa.
Gjenpart af Kjendelsen meddeles den Paagjæl-
dende paa Forlangende inden 24 Timer.

Kjendelsens Iværksættelse kan fle ved Poli-
tiet, dog kun i paatramgende Tilfælde ved
dettes underordnede Betjente. Politiet forsy-
nes med en Udskrift af Kjendelsen.

Naar Papirer skulle ransages, eller naar
i Forbindelse med Ransagningen en Syns- og
Skønsforretning under dømmerens Ledelse skal foretages paa Stedet, skal Ransagningen ske ved
dømmeren. Kan Ransagning af Papirer ikke
ske paa Stedet, kan dømmeren lade en fore-
løbig Beslaglæggelse foretage ved Politiet.

Undtagelsesvis kan Ransagning foretages af
Politiet uden forcgaaende Retskjendelse i

1) naar en Person eftersættes eller paa-
gribes, som er truffen i Udførelsen af en For-
brydelse eller paa friske Spor, og Omstamdig-

hederne ikke tilstede at afvente en Retskjen-
delse,

2) samt ellers, naar Ransagningen har
Hjemmel i § 114, og der er Fare for, atøje-
medet med Ransagningen kunde forspildes, hvis
Retskjendelse forinden stulde erhverves.

Af Papirer kan dog ikke Ransagning finde
Sted uden Retskjendelse, men kun en forelo-
big Beslaglæggelse.

Har Ransagning eller førelsvig Beslaglæg-
gelse fAndet Sted i medfør af denne Paragraf
hos cn Misternkt, imod hvem forfølgning ikke
tidligere var begyndt, skal Sagens Behandling
ved Retten foranledigcs inden 24 Timcr.

Ved Ransagninger blive saavidt muligl
tvende ubervgtcde Mand at tiltage som Vidner.
Enbver cr pligtig til paa Vedkommendes
Opfordring at give medfolge og ausees, naar
han uden lovligt Forfald vægrer sig, med bøde
fra 2—20 Kr.

Endvidere blive følgende Regler at iagttage:

Al den Skaanscl og Varsomhed skal udvises
ved Ransagningers Iværksættelse, som Djcmedet
tilsteder.

Ved Nattetid bør Ransagninger kun fore-
tages, naarøjemedets Opnaaclse afhænger
deraf.

Aabning med Magt af lukkede Adgange
eller Gjemmer bør kun finde Sted. naar en
Opfordring om at aabne har vist sig frugtes-
løs, eller der Ingen er tilstede, til hvem den
kan rettes.

Personlig Ransagning af en Kvinde skal ske under tilbsrligt Hensyn til, at Blufærdig-
beden ikke krænkes, i fornødent Fald ved cer«
bare Kvinder og da ikke i Overværelse af
Mceno, medmindre en dermed forbunden Syns-
forretning udkræver det.

Den, hvis Hus. Gjemmer eller Papirer
ransages, skal opfordres til at overvære For-
retningen, eller hvis han er fravocrende, et
voxent Medlem af Familien, eller i Mangel
deraf cn Husfælle eller Nabo.

Rettens Kjendelse oplcrses ved Forretnin-
gens Begyndelse; hvor ingen Kjendelse fore«

ligger, meddelesøjemedet den Paagjældende
eller den til nærVærelse Opfordrede.

Bliver en Ransagning uden Resultat, skal
der paa Forlangende meddeles den Paagjældende
skriftlig Bevidnelse herom.

Vccgrer den Sigtede sig ved efter Retten?

Opfordring at forevise eller til Benyttelse
under Tagen at udlevere svnlige Bevismidler, som
ere i hans Besiddelse, og Ransagning enten
ikke kan anvendes eller har vist sig frngtesløs,
har dømmeren at forholde sig paa samme
Maade som, naar den Sigtede vcegrer sig ved
at svare under afhørelsen (§ 205).

Vccgrer en privat Anklager sig ved at
efterkomme en Opfordring af Retten til at
fremkomme med synlige Bevismidler, som ere i
hans Besiddelse, indtræder den i § 206 om-
meldte Virkning.

Naar Andre vcegre sig ved at efterkomme et Paa-
læg af Retten af det ovenfor nævnte Indhold, kunne
de Tvangsmidler anvendes, som ere hjemlede
mod Personel, der ubefsjet vægre sig ved at af-
give Forklaring som Vidner; dog er saadan
Tvang udelukket i Tilfælde, svarende til dem,
der hjemle Undtagelse fra Vidnepligten, og kan
ellers først anvendes, naar Ransagning har vist sig
ftugtesløs. Til Afhørelse i Anledning af
Eporgsmaal om Forevisning eller Udlevering
af synlige Bevismidler kan den Paagjældende
indkaldes for Retten efter de om Vidner fore-
skrevne Regler.

Embedsakter, som skjønnes at kunne give
Oplysning om en Forbrydelse, kan Retten,
Statsanklageren og Politimesteren kræve med-
delte, medmindre Hemmeligholdelse findes nød-
vendig i statens Interesse, hvorom Afgjørelse
trccffcv af vedkommende Minister. Meddelelsen
kan ffe i bekrccftet Gjenpart; dog er Retten
befsiet til at kræve Fremlæggelse af Originalen.

Andre hos offentlige Myndigheder bcroende
Dokumenter kan Retten, naar det findes nød-

vendigt, ved Kjendelse fordre foreviste eller ud-
lcverede til Benyttelse under Sager, selv om
de maatte Være givne i embedsmccssig For-
varing med det Formaal, at Indholdet skal være hemmeligt.

Dog finde ved denne Paragraf Reglerne
i § 130 Nr. 1 og 3 tilsvarende Anvendelse.

Breve og andre Forsendelser, som afsendes
til den Sigtede, eller om hvilke det efter de
foreliggende Omstændigheder er sandsvnligt, at
de ere afsendte af den Sigtede, kan det ved
Kzendelse paalægges Postvæsenet at udlevere til
Retten, naar Mistanken angaar en Forbrydelse,
som det ifølge Lovens almindelige Regel til^-
kommer Statsanklcigeren at fonolge, og der
derhos er paavisclig Grund til at antage,
at Forsendelsens Indhold er af Betvdning
for Sagen. Undtagne kcrfra ere Breve, som
verles med en Forsvarer, forsaavidt dette fsl-
ger af Reglerne i §§ 47 og 57.

Under samme Betingelser kan det ved
Retskendelse paalæggcs Ponvæsene? at udle-
vere Forsendelser fra og til Andre end den
Sigtede, naar det er sandsynligt, at disse af-
sendes paa hans Pegne eller ere bestemte til
ham.

Kjendelsen skal angive enten den bestemte
Forsendelse, hvis Udlevering fordres, eller det
Tidsrum, i løbet af hvilket de omtalte For-
sendelser skulle udleveres. Udskrift af den med«
deles Postcmbedsmanden.

Naar Anholdelse finder Sted uden Rettens
Anholdelsesbeslutning for en Forbrydelse, som
det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer
Statsanklageren at forfølge, kan Politiet paalægge
Postvæsenets Embedsmand at tilbageholde Forsen-
delser til og fra den Anholdte, naar der er Grund
til at antage, at deres Udlevering kan være af
Vetvdning for Undersøgelsen, indtil Retten i
det møde, i hvilket den Anholdte fremstilles,
kan tage Beslutning om Udlevering.

Under Betingelser, som svare til de i §§
122 og 123 angivne, kan det paalægges Tele-

grafvæsenets Funktionærer at tilbageholde og
meddele Retten eller henholdsvis foreløbig til-
bagebolde de til Befordring indleverede Tele-
grammer.

Findes ved Ransagning Ting. som lov«
llg kunne eftersøges ved en saadan, eller udleveres
Ting i medfør af Pestcmmel''erne i dette Kapi-
tels 2det Underafsnit, eller vaatrcrffes ellers
Ting. som stjonnes at bave Vetvdninq for
underlogclsen, blive de at tage i Forvaring.

medferer denne Forholdsregel Indgreb i
en persons Raadiabed, udkræve>? en Vcsiut-
ning af Retten om Beslaglæggelse. Dog kan
Politiet iVærksætte en fovelobig Beslaglæggelse,
men maa da inden 24 Timer begjære Rettens
Stadfæstelse.

Beslaglæggelse af et trykt Skrift kan
alene finde Sted efter Retskendelse.

Over beslaglagte Ting affattes snarest
mulig en nsjagtig skriftlig førtegnelse. Til-
lige paatrvkkes strax Embedssegl eller andet
fuldestgjørende mærke; den, i hvis Værge
Tingen var, kan vedfsje yderligere mærke.

Den, i hvis værge Tingen var, er«
holder paa Forlangende et Modtagelsesbevis
udfærdiget. Ved mærkets Magelse flal ban,
forsaavidt det er muligt og kan ste uden Skade
for Undersøgelsen, opfordres til at Være tilstede.
Indeholde Papirer, som skulle beslaglægges,
tillige Meddelelser, som ikke vedkomme Under-
søgelsen, skal der saavidt mulig drages Omsorg
for, at kun det Sagen Vedkommende forbliver
ved Akterne i Original eller i bekrcrftet Gjen-
part.

Udleveres private Dokumenter i medfør
af § 121 2det Stykke eller Breve, andre For-
sendelser eller Telegrammer i Henhold til
§§ 122—124, skulle den eller de deri Interes-
serede underrettes herom, saa snart det kan ske
uden Skade for Undersøgelsen.

Erøjemedet med en Beslaglæggelse op-
naaet. eller viser det sig. at det ikke kan op-
naaes, skulle de beslaglagte Ting tilbage-
gives. Herom kan den i Tilbagcgivelsen In-
teresserede crske Kjendelse.

Vilde en Beslaglæggelse udsætte en ikke
sigtet Person for Tab. bliver Fritagelse for
samme ordentligvis at indremme mod Lsfte
om at fiemlægge Tingen paa Anfordring;
Sikkerhedsstillelse herfor kan kræves.

Ere uaabnede Breve eller andre lukkede
Dokumenter beslaglagte, og det findes nodvcn-
digt for undersøgelsens Tkyld at komme til
Kundskab om deres Indhold, besluttes og iVærk-
sættes Aabningen af dømmeren; herved blive
saavidt mulig tvende Retsvidner at tilkalde,
uaar Aabningen ikke sker under Hovedforband'
lingen for en Landsret, eller en Retsskriver er
tilstede. Den Vedkommende stal. forsaavidt
det er muligt og kan ske uden Skade for Under«
sogclsen. opfordres til at være tilstede.

Retten drager Omsorg for. at de af Post-
eller Telegrafvæsenet udleverede Forsendelser eller
Telegrammer, hvis Indhold viser sig at virre
uden Betydning for Undersøgelsen. eller
den Del af Indholdet, som maatte vane Sagen
uvedkommende, befordres videre efter Bestem-
melsen.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfor-
dring at astergge Vidnesbyrd for Retten om,
hvad der med Hensyn til Undersøgelsens Gjen-
stand er ham bekjendt, forsaavidt ingen af de
i §§ 130—131 angivne Undtagelser finder An-
vendelse.

Foranstaaende Regel gjælder ogsaa om
den ved Forbrydelsen Forurettede, selv om han
undev en af det Offentlige forfulgt Stræffesag
gjør Erstatningskrav gjældende.

Vidnesbyrd maa ikke afkrævesi

1) Folkekirkens og anerkjendte Troessam-
ftmds Prcrster om det, som i Skriftemaal
eller iøvrigt i deres Egenstab som Sjælessr-
gere maatte være dem betroet;

2) Forsvarere angaaende de Meddelelser,
der ere gjorte dem i denne deres Egenskab;

3) de ved den kgl. Fodseløstiftelse i Kjs-
benhavn ansætte Embedsmand, Betjente og
Iordcmodre angaaende de Fruentimmers Evan-
gnstab og Varnefsdsel, som forloses paa Stif-
telsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet netop
tilsigtes at oplyse et as et saadant Fruentim-
mer begaaet Drab af eller anden strafbar Hand-
ling mod Barnet.

Eamtykker den, som har Krav paa Hemme-
ligholdelsen, eller er det iøvrigt klart, at
Vidnesbyrdets Aflæggelse ikke strider mod
dennes ønskc, finde foranstaaende Regler ikke
Anvendelse. Ej bellcr stnlle de Være til Hinder
for, at den, der har gjort Meddelelse om, at
en Forbrydelse er begaaet. kan tilpligtes at bc-
kræfte sin Udtalelse med Ed, naar dette findes nødvendigt til at forebygge, at en Uskyldig
bliver dømt.

Den Embedsmænd og Andre, som handle
i offentligt Hverv, paahvilende Tavshedspligt
er ordentligvis ikke til Hinder for, at Vidnes-
byrd kan afkrævcs dem i Stræffesager; dog
kan det, naar vedkommende Minister finder,
at ubetinget Tavshed om et offentligt Anlig-
gende kræves af Statens Interesse, af denne
paalægges de nævnte Personer ikke at afgive
Vidnesbyrd herom.

Retten har paa Embeds Vegne saavidt
muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages
i de ovenanførte Tilfcclde. Er det efter Om-
stændighederne klart at en Vidneførscl vilde
komme i Strid med ovenstaaende Regler, bør ingen Indkaldelse udstedes.

Vidnesbyrd kan nægtes:

1) naar Vidnet maa antages ikke at
kunne besvare et spørgsmaal uden at udsige
Noget, som umiddelbart udsætter det selv eller
en Person, til hvem det staar i et af de under

Nr. 2 nævnte Forhold, for Straf eller Be-
stemmelse eller velfærdstruende Formuetab;

2) af den Sigtedes ægtefælle. Forceldre
og Bsrn;

3) af en Person, hvem Ansværet for et
trykt Skrifts Indhold i medfør af Lov 3die
Jan. 1851 § 3 kan komme til at paahvile,
angaaende Betingelserne for en Forgjcengers
Ansvar, naar han enten selv vil overtage An-
sværet, eller Opfordringen til ham ikke er sket
inden 3 Maaneder, efter at Vekjendtgjørelse
om Skriftets Udgivelse første Gang var ind-
rykket i et offentligt Blad.

At nogen af de forannævnte Personer har
fAndet sig i at afgive en Forklaring, som han
var berettiget til at nægte, udelukker ham ikke
fra senere at undstaa sig.

I etlwert Tilfælde, hvor det er klart, at
Betingelserne for Fritagelsen ere tilstede, skal Retten for Afhørelsen gjøre Paagjældende op«
mærksom paa hans Ret til at undstaa sig.

vægring ved at afgive Vidnesbyrd maa
fremscrttcs udtrykkelig; naar det af Retten fin-
des fornødcnt, maa Vidnet oplyse Omstændig-
heder, af hvilke det kan sees, at Vcegringen er
grAndet.

Ingen er Pligtig at møde som Vidne for
en Undersøgelsesdømmer eller i Sager, som
bebandles ved Underretten, udenfor den Under-
retskreds, i hvilken han boer eller opholder sig,
naar han vilde komme til at rejse mere end
9 Mile paa Jernbane eller 3 Mile paa anden
Maade, eller en tilsvarende Vejlængde delvis
paa Jernbane og paa anden Maade, for at
naa hen til Retten.

Under Hovedforhandling i Sager, der paa-
dømmes af Landsretten uden nævningers
Medvirkning, er Ingen Pligtig at msde som
Vidne udenfor den Landsretskreds. i hvilken
han boer eller opholder sig, naar han vilde faae længere at rejse hen til Retten end 18
Mile paa Jernbane eller 6 Mile paa anden
Maade eller en tilsvarende Vejlcengde delvis
paa Jernbane og paa anden Maade.

Vidnesbyrd, som afkræves. efter at For-

folgning er begyndt, afgives i Reglen for den
Ret, ved hvilken Sagen er anhængig. Undta-
gelse herfra sinder Sted:

1) naar Vidnet ifølge § 132 ikke er plig-
tigt at møde for den Ret, ved hvilken Sagen
er anhængig, og ikke frivillig vil give saadant
møde;

2) naar Vidnet formedelst Sygdom, boj
Alder eller Legemssvaghed ikke kan taale at
rejse eller forlade sit Opholdssted, og den Ret,
ved hvilken Sagen svcrvcr, ikke kan sættes paa
det Sted, som saadanne Forhold nødvendig-
gj"e;

3) naar det sindes, at Vidnets Fremstil-
lelse for en Ret. der sættes udenfor den Un-
derretskreds, hvor Vidnet boer, vil medføre Ud-
gifter og Ulemper, som ikke staa i rimeligt
Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens
Oplysning, der kan ventes af Vidnets Af-
bsrelse for samme;

4) naar et Vidne skal afhøres for Hoved-
forhandlingen i en Sag, som er anbcrngiggjort
ved en Landsret, eller under en ved et
Retsmiddel foranlediget Forhandling, ved hvil-
ken Vidners afhørelse for vedkommende Ret
ikke finder Sted.

I ovennævnte Tilfalde fores Vidnet for
Undersøgelsesdømmeren §§ 6 og 60).

Kan et Vidne formedelst Sygdom, hej Al-
der eller Legemssvaghed ikke forlade sit Opholds-
sted, sættes retten til dets Afhørelse der.

Militccre af Hcrren og Flaaden ere pligtige
at aficrgge Vidnesbyrd i Stræffesager for de
borgerlige Domstole overensstemmende med
Reglerne i §§ 132—133.

Indkaldelse til at møde som Vidne ndgaar
fra den Ret, for hvilken Vidnesbyrdet skal af-
lægges.

Indkaldelsen skal indeholde:

Vidnets Navn og Vopæl eller Opholdssted;

en almindelig Angivelse af Undersøgelsens
Gjenstand;

Betegnelse af den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Tid og Sted, naar og hvor
mødet skal foregaa;

Henvisning til det Ansvar, som Udeblivelse
medførcr. med Afskrift paa den skriftlige Ind-
kaldelses Bagside af denne Lovs §§ 137 og
138.

Indkaldelsen skal give saadant Varsel,
som retten skjønner fornødent til at sætte
Vidnet i Stand til at møde til den beram-
mede Tid, og det paaagtes, at Forkyndelsen
sker saa betimelig, at Vidnet faar det bestemte
Varsel.

Naar Politiet anholder Nogen, som trcrffcs
under Udfmclsm af en Forbrydelse eller paa
friske Spor, kan det tilsige enhver Tilstede-
værende, som maa antages at kunne give Op-
lysning om det Forefaldne, til at møde ved
den Anholdtes Fremstilling sor Retten.

Tilsigelsen sker mundtlig med Angivelse af
Retten. Tid og Sted og under Erindring om
Ansværet for Udeblivelse. Den Tilsigende skal fordre nojagtig Opgivelse af den eller de Til-
sagtes Navn og Vopæl eller Opholdssted.
Skriftlig Beretning om den. stedfundne Til-
sigelse fremlægges i Retten og afgiver Bevis
for denne; dog er Modbevis ej udelukket.

Det Samme iagttages, naar en Privat,
som har anholdt Nogen, af Politiet tilsiges at
møde ved den Anholdtes Fremstilling for
Retten.

Udebliver uden oplyst lovligt Forfald et
Vidne, hvis Indkaldelse skjønnes at Være lov-
lig iværksat, og hvis Udeblivelse ikke er hjemlet
ved Loven, eller bortfjerner et Vidne sig for
Tiden uden Tilladelse eller oplyst lovligt For-
fald, afsiger Retten Kjendelse, ved hvilken der
idømmes Vidnet en bøde fra 20 til 200
Kr. eller, hvis Vidnet var indkaldt til Hoved-
forhandling for Nawninger, indtil 400 Kr.,
samt Erstatning for de Udgifter, som maatte
Være foraarsagcde ved Udeblivelsen. Denne
Kjendelse foranstalter Rettens Formand for-
kyndt for Vidnet.

skjønnes det, at Sagens Udsættelse der-
ved kan undgaaes, kan Retten tillige strar ud-
stede Ordre til det udeblevne Vidnes Afhen-
telse med Magt.

Udsættes ^agen, kan Retten

a) i Kjendelsen paalægge Vidnet at ind-
finde sig til det berammede nye Msde under
samme Ansvar som for Udeblivelse efter Ind-
kaldelse,

d) eller beslutte, at Vidnet ved Politiets
Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil
dets Fremstillelse for Retten til Afgivelse af
Vidnesbyrd har fAndet Sted; dog har Vidnet
Adgang til løsladelse mod saadan Sikkerhed,
som Retten sinder tilstrækkelig, og fremdeles
bliver den i § 145 2det Stykke fastsætte
Tidsgrccnse at iagttage.

At retten bar fnlgt den under Litra a
angivne Fvcmgangsmaade, udelukker den ikke
f>a, om det sinde? fornødens, al beslnne An-
vendelse af den under Litta b nævnte For-
holdsregel.

Er der i medfør af § 137 idømt et
udeblevet Vidne Straf og Erstatnmg. bar
Vidnel, naar det fremstilles eller møder for
Retten til Vidnesbyrds Afgivelse, eller, hvis
det ikke paany er indkaldt, i 8 Dage fra
Kjendelsens Forkyndelse, Adgang til at frem-
komme med Oplysninger om, at behorig Ind-
kaldelse ej har fAndet Sted, eller at det har
havt lovligt Forfald. Findes disse Oplysnin-
ger fyldestgørende, og det tillige, hvis Forfald
anføres, findes, at det ikke har været Vidnet
muligt at anmelde og bevisliggjøre dette be-
timeligt, ophæver Retten sin Kjendelse. Fin-
des det, at Vidnet vel har havt lovligt For-
fald, men at Mangelen af betimelig Anmel-
delse eller Bevisliggørelse maa tilrcgnes det,
kan Retten nedsætte den idømte Straf eller
efter Omstændighederne lade den bortfalde.

Vidneforklaringer, som afgives under Hoved-
forhandlingen, skulle beediges, medmindre Vid-
net hsrer til de Personer, hvis Edfcrstclse i
medfør af § 140 ikke maa sinde Sted, eller
der mangler en for det Troessamfund, hvortil
Vidnet hører, anvendelig Edsformular. En

højtidelig Forsikring i Eds Sted og med
samme Virkning, som denne, kan kun finde
Sted, hvor særlig Lov hjemler det for visse
Troessamfund.

' Vidneforklaringer, som afgives udenfor
Hovedforhandlingen, blive i Reglen ikke at
beedige. Dog finder med de ovenfor angivne

afgives, for at kunne benyttes ved Oplæsning
under Hovcdforhandlingen, af et Vidne, der
ikke skal indkaldes til, eller som paa Grund af
Sygdom, forestaaende Bortrejse eller lignende
Forhindring bcfrygtcs ikke at kunne msde under
denne. Saavidt mulig blive i saadant Fald
to Retsvidner at tilkalde, naar en Retsskriver ikke er tilstede. møder et saalcdes cdfcrstet Vidne senere under Hovedforhandlingen, kan
det paany cdfccstcs.

Som Vidner maa ikke edfcrstes:

1) Bsrn under fennen Aar;

2) Personer, som lide af væsentlig For-
stands- eller Hukommelsessvcrkkelse;

3) Perjoner, som ere under Tiltale for
lse § 261) eller fundne skyldige i Mened;

4) Personer, der ere dømte som skyldige
eller medskyldige i den Handling, som er Un-
dersøgelsens Gjenstand, eller paa hvem der ef-
ter Rettens skjøn hviler grAndet Mistanke om
saadan Skyld;

5) Personer, hvis Vidnesbyrd enten paa
Grund af deres Stilling til Sagen eller deres
Aandstilstand paa den Tid, Erfaringen skal
Være gjort, eller af lignende Grunde af Retten
sijonnes at være i en særlig Grad upaalideligt;

6) Personer, der ikke kunne antages at
tillægge Eden den Betydning, som den efter
sit Begreb skal have.

De i denne Paragraf ommeldte Personer
kunne indkaldes som Vidner og afhøres uden
Ed, dog, hvad de under Nr. 1 og 2 nævnte Personer angaar, kun, forsaavidt deres Aands-
tilstand ikke sætter dem ud af Stand til at af-
give en fornuftig Forklaring.

Et Vidnes Edfcrstelse under Hovedforhand-
lingen gaar forud for dets afhørelse, med-
mindre Retten af Hensyn til Reglerne i § 140
Nr. 2, 4 og 5 finder Grund til at ndsætte
Afgjørelsen, om Edfcrstelse flal sinde Sted.
Skal en Vidneforklaring, som afgives udenfor
Hovedfochandlingen, beedigcs, bestemmer Retten,
om Edfcrstelsen skal gaa forud for eller følge
efter Afhørelsen.

Edfcestes Vidnet for afhørelsen, lover og
sVærger det. at det vil udsige den rene Sand-
hed og Intet fordslgc, som kan tjene til Sa-
gens Oplysnina. Edfcrstes e: Vidne efter Af-
hørelsen, sVærger Vidne", at den afgivne For-
klaring i Et og Alt er overensstemmende med
Sandheden, og at Intet er fortiet,

Forend Eden aflægges. skal dømmeren ind-
sterrpe Vidnet Edens Helligbed og betyde det
Stræffen for Mened.

Efterat Vidnet er paaraabt, stiller dømmeren de Sftorgsmaal til det. som findes for-
nodne for at forvisse sig om dets Identitet,
eller om det staar i et Forbold til den Sig-
tede, der hjemler Fritagelse for at vidne, samt for
at afgjøre, om der er noget til Hinder for
Vidnesbyrdets Modtagelse etter for Vidnets
Edfcestelse, hvis denne skal eller paatænkes at
stulle finde Sted for afhørelsen.

Derefter sker Edfcrstelsen, forsaavidt en saa-
dan ifølge de ovenstaaende Regler skal gaa
forud for Afborelsen. Skal Vidnet ikke
edfcestes for afhørelsen, skal dømmeren al-
vorliqt lægge det paa Hjerte at følge Sand-
heden, og efter Omstændighederne erindre det
om, at det kan vente senere at blive taget i
Ed. Det beror paa dømmeren at lade
denne Forberedelse til afhørelsen foregaa enkelt-
vis for hvert Vidne eller under Et for flere
eller samtlige indkaldte Vidner.

Dervaa følger Vidnets afhørelse dels om
Sagen selv dels angaaende Omstændigheder,
som kunne have Indflydelse paa dets Trovær-
dighed, hvorved mærkes, at Vidnet ikke kan
undslaa sig for at besvare spørgsmaal. om der

er overgaaet det en Stræffedom. Hvert Vidne
afhøres for sig; dømmeren drager Omsorg for,
at ingen Meddelelser finde Sted mellem Vid-
nerne indbyrdes eller imellem dem og den
Sigtede.

Afhørelsen skal saavidt mulig ske saaledes,
at Vidnet foranlediges til at udtale sig sam-
menhængende om de Punkter, med Hensyn til
bvilke dets Forklaring crstes. og derefter, naar
dertil findes Anledning, opfordres til at fuld-
stændiggjøre Forklaringen eller hæve det Utyde-
lige, Ubestemte eller Modsigende, som maatte forekomme. Det bør særlig bringes paa det
Rene. om Vidnets Kundskab notter sig Paa
egen Iagttagelse.

spørgsmaa!, bvon dev forcholdes Vidnet
Omstændigheder, der først stulle bekræftes ved
dets Svar, maa kun stilles, naar Vidnet ikke
paa anden Maade kan ledes hen paa hine Om-
stændigheder.

Skulle Personer fremstilles eller Ting fore-
vises Vidnet til Gjenkjendelse, skal det først op-
fordres til en muligst nojagtig Beskrivelse.

Om nedskrevne Optegnelser maa benyttes
ved Besvarelsen af de til Vidnet rettede spørgs-
maal, afgjøres af Retten, efter at det er op-
givet af hvem, og i hvilketøjemed de ere af-
fattede.

Vidner, hvis Udsagn staa i Strid med
hinanden, kunne efter Rettens Beslutning stilles
imod hinanden. Dog bør ved Vidneforkla-
ringer, som afgives for Hovedforbandlingen,
Saadant kun ste, naar Ojemedet ikke tillader
at oftsætte det til denne.

vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund
ved at svare eller ved at aficrgge Vidneeden,
bestemmer Retten ved Kjendelse, at Vidnet skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning,
medmindre Vidnets førelse frafaldes.

Vidnet kan holdes i Forvaring, indtil det
bekvemmer sig til at svare eller asicrgge Eden,
medmindre dets førelse senere frafaldes, dog i
intet Tilfalde udover et Tidsrum af 6 Maa-
neder, være sig uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet dømmes derhos til at erstatte de
ved dets vægring foraarsagede Omkostninger,

Den, som indkaldes til at vidne for en
Net, der holdes udenfor den Underretskreds,
hvori han boer cllcr opholder sig, og som maa
tilbagelægge en Icrngere Vej end 3 Mile paa
Jernbane eller 1 Mil paa anden Maade for
at naa til Retten, kan fordre sine Neiieudgif-
ter godtgjorte samt terrepcuge af 2 Kr. for
Dagen, eller hvis det er nødvendigt at over-
natte udenfor Boligen, 4 Kr. for hver Dag.
De Mclser. paa bvilket Vidnet bar Krav. el-
ler, bvor disse ikke kunne anslaaes bestemt, til-
borligt Forskud paa samme, maa tilbvdes be-
talte samtidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

Politimesteren er berettiget til at afkræve
Enhver, som er pligtig at aflægge Vidnesbyrd
for Retten, ubeediget Forklaring angaaende
Forbrvdelser, der ere Gjenstand for offentlig
Forfølgning, samt til den Ende at indkalde
Personer, som bo eller opholde sig i den Poli-
tikreds, hvor Forklaringen skal afgives. Ude-
bliver den Indkaldte, er Politimesteren berettiget
til at paalægge ham en bøde af indtil 4 Kr. til
Politikassen, at udrede inden 8 Dage. forsaa-
vidt ikke Klage ftemsættes efter Reglen i § 226.
Mod den, der vcegrer sig ved at afgive For-
klaring, kunne ingen Tvangsforanstaltninger
træffes af Politimesteren.

Politiet har at foretage Besigtigelser i alle

Tilfælde, hvor dets Pligter med Hensyn til
Efterforskningen medføre det. Ekjsnnes det,

at Besigtigelse bør ske ved Retten, har Politiet
at drage Omsorg for, at den forefundne Til-
stand bliver uforandret, indtil Retshandlingen
kan finde Sted.

Retten kan foretage Besigtigelse af Perso-
ner, Gjenstande og Lokaliteter, naar Saadant
sindes nødvendigt eller hensigtsmæssigt for Sa-
gens Oplysning. Vilde det medføre uforholds-
mæssige Udgifter eller Ulemper, at Besigtigel-
sen foretages af den Ret, ved hvilken Sagen
er anhccngig, eller sial Besigtigelsen foretages
for Hovedforhandlingen i en Sag, som er an-
hccngig for Landsretten, foretages den af ved-
kommende Undersøgelsesdømmer (§§ 6 og
60).

undersøgeh'esdømmerm skal ved Besigtigelser
saavidt mnlig tilkalde to Retsvidner, naar en
Retsskrivcrikke er tilstede. Foretager den dømmende
ret under Hovcdforhandlingen en Besigtigelse paa
Aastedet, skulle alle de Personer Være tilstede,
som ellers skulle være nærværende under Ho-
vedforhandlingen.

Forudsætter Adgangen til Besigtigelse en
Ransagning, skulle de ovenfor for denne fore«
skrevne Betingelser og Regler iagttages.

Kræves der til en Besigtigelse eller isv-
rigt til en Undersøgelse eller Bedømmelse af et
faktisk Forhold, til hvilken undersøgelsen findes
at give Anledning, Indsigter, som ikke kunne
forudsættes hos Retten, tilkalder denne en eller
flere Syns- eller skjønsmænd. Retten be-
stemmer Antallet, forsaavidt ingen særlig For-
skrift herom er given.

Tilkaldelsen sker ved Rettens Udmeldelses-
bestutning, eller, hvis den Tilkaldte har en al-
mindelig offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen
af saadant Syn eller skjøn. ved Rettens til
ham rettede Vcgjccring.

Personer, der vilde være udelukkede fra at
handle som dømmere i Sagen, maa ikke til-
kaldes som Syns- eller skjønsmcend.

Skulle Syns- eller SkMsmcend udmcldes,

kunne kun uberygtede Personer vcelges, der høre til et Troessamfund, for hvilket en an-
vendelig Edsformular forefindes, eller hojtide-
lig Forsikkring i Eds Sted er hjemlet, og som
ikke vilde Være udelukkede fra at edfcrstes som
Vidner.

Enhver, der er Pligtig at vidne, er ogsaa
pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller
skjønsmaud. Dog stulle de om Vidner givne
Afstandsbestemmelser ikke Være til Hinder for
en Udmeldelse, som Forholdene findes at gjøre
nødvendig.

statens Embeds- og Vestillingsmænd fri-
tages sor Udmeldelse, uaar de ved Skrivelse
fra de dem foresætte Myndigheder oplyse, at
de ikke have Tid, eller at Forretningens Fore-
tagelse iøvrigt kommer i Strid med deres of-
fentlige Pligter.

Forsaavidt Personer ere beskikkede med al-
mindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af visse
Syn eller skjøn, bør Andre kun udmcldes her-
til, naar Henvendelse til hine vilde medføre
en Forhaling, hvorvedøjemedet kunne forspil-
des, eller naar andre særegne Grunde gjøre
det nødvendigt eller tilraadeligt.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves
særegne videnskabelige Kundskaber eller færdig-
heder, som forudsætte saadanne, bør i Reglen
kun udmeldes mænd, der ifølge offentlig Stil-
ling eller dog ifølge offentlig aflagte prøver maa ansees for duelige hertil.

Udkræves andre særegne Indsigter eller fag-
mcrsfige Færdigheder, bør i Reglen vcrlges
mænd, som ifølge Livsstilling eller scrdvanligt
Erhverv ere kyndige i de omspurgte Retninger.

Skal en Kvinde synes paa Legeme, bør i alle Tilfælde, hvor det tiløjemedets Op-
naaelse er tilstrcrkkcligt, crrbare Kvinder dertil
vcrlges; navnlig bor, hvor spørgsmaal fore-
ligger om Svangerskab eller Barnefsdsel, istc-
denfor læger Iordemsdre benyttes, naar disse
maa antages at have tilstrcrkkelig Indsigt til at
afgive Erklæring om spørgsmaalet.

Parterne kunne gjøre Henstillinger til Ret-
ten om Valget af Syns- eller skjønsmcendene;
men Retten er ikke bunden herved. førend
en Udmeldelse finder Sted, skal Retten, for-
saavidt det kan ske uden Fare forøjemedet,
meddele Parterne, hvilke Personer der agtes ud-
meldte, og give dem Lejlighed til i den Anled-
ning at ytre sig.

Personer, som bo udenfor vedkommende
Rets Embedsomraade, kunne kun udmeldes
af deling, naar det er oplyst, at de ere villige til at efterkomme Udmeldelsen. Er dette
ikke oplyst, og det, enten fordi der inden-
for Retskredsen ikke findes sagkyndige Personer,
som kunne benyttes, eller fordi den Ting, der
er Genstand for Forretningen, er udenfor Rets-
kredsen, findes, uodvendigt eller hensigtsmæssigt,
at Personer udenfor Retskredsen udmeldes, sker
Udmeldelse efter Paalæg eller Begjccring ved
den Undersøgelsesdømmer, i hvis Kreds de, som
onstes udmeldte, bo.

Skal Forretningen foregaa under dømme«
rens Ledelse, maa Rettens Beslutning eller
Vegjæring, næst en almindelig Angivelse af
Forretningensøjemed, nævne Tid og Sted,
naar og hvor Mcendene skulle msde til Fore-
tagelsen.

I andet Fald bør Beslutningen eller Ve«
gjcmngen angive Forretningens Gjenstand ogøjemed nsjagtig og tydelig, forelægge bestemte
spørgsmaal til Besvarelse, samt være ledsaget
af fornødne Oplysninger; tillige skal Frisken til
Erklæringens Afgivelse angives.

Parterne kunne andrage paa, at opgivne
Punkter inddrages under Forretningen.

Forretningen ledes ordentligvis af en dømmer. Udkrævcs fortsætte Iagttagelser eller For-
ssg, inden Erklcmng kan afgives, eller findes
Forretningens Ledelse af en dømmer af andre
Grunde uhensigtsmæssig eller ufornøden, fore-
tages Forretningen af den eller de tilkaldte

Mand efter den i Udmeldelsesbestutningen eller
Begæringen givne Anvisning.

Naar Ssmmelighedshensyn forbyde det,
maa dømmeren ikke personlig overvære Forret-
ningen.

Om Forretningen ledende dømmer paa-
minder Mcendene om at gaa samvittighedsfuldt
og upartisk tilVærks, henleder deres Opmærksom-
hed paa, hvad det i Særdeleshed kommer an
paa, og foreligger dem de spørgsmaal, som
flulle besvares.

Syns- eller Ekjonsmændene kunne fordre
spørgsmaal forelagte den Sigtede elkr Vidner
angaaende Punkter, som ere af Vigtighed for
deres Erklæring.

Om fornødent bør der gives Mamdene Lejlighed til at gjøre sig dekjendt med Sagens
Aktstykker.

Vil Forretningen medføre Tilintetgørelse
af eller Forandringer ved dens gjenstand, bør saavidt mulig en Del af samme holdes uden-
for Forretningen. Lader dette sig ikke gjøre, bør altid mindst to Syns- eller skjønsmænd
tilkaldes.

De gjaldende Regler om visse Syns eller
skjøns Foretagelse blive staaende ved Magt,
forsaavidt de ikke stride mod denne Lovs For-
skrifter.

Forretningen afgives efter Rettens Beslut-
ning enten i Form af en skriftlig Erklæring
undertegnet af Syns- eller skjønsmændene,
som overgives til retten, eller mundtlig til
Retsbogen.

Ere Mcendene ikke enige, bør det fremgaa
af Erklæringen, af hvilken Anskuelse de enkelte
Syns- eller skjønsmænd cre.

De gjældende nærmere Regler om For-
men for visse Erklæringers Afgivelse blive
staaende ved Magt.

Syns- og skjønsmændene ere Pligtige for retten at aflægge Ed paa deres Forretning
samt at besvare de til dem i Anledning af de«

res Erklæring stillede spørgsmaal. Er For-
retningen foretagen af en dertil beskikket kolle-
gial Myndighed, fyldestgjøres ovennævute For-
pligtelse derved, at et eller, navnlig naar der
er Meningsforskjel, flere af dens Medlemmer
efter Kollegiets Bestemmelse give møde paa
dets Vegne.

Edfcrstelse sinder udenfor Hovedforhandlin-
gen kun Sted, naar Mcendene ikke skulle ind-
kaldes til eller befrygtes ikke at kunne møde
under denne; to Retsvidner skulle i saa Fald
saavidt mulig tilkaldes, naar en Netsffriver
ikke er tilstede. Er Forretningen foretagen i
Henhold til en almindelig Bemyndigelse, bort-
falder Edsasterggelsen. Eden gaar ud paa, at
Forretningen er udfort med Samvittighedsfuld-
hed og efter bedste Overbevisning; den aflæg-
ges for Erklæringens Afgivelse, eller hvis denne
er afgiven tidligere, for dens Oplæsning.

Afhørelsen sker efter de om Vidner gjæl-
dende Regler ^ dog raadslaa mændene i Reglen
om. Sværet, med mindre retten beslutter, at
de skulle afhøres enkeltvis.

næst Forpligtelsen til efter Omstændighe-
derne at udtale sig for den dømmer, som le-
der Forretningen, paahviler det Syns- og
skjønsmænd til Fyldestgørelse af Bestemmel-
serne i §§ 158 og 159 efter lovlig Indkaldelse
at give Msde for vedkommende Ret. Udenfor
Hovedforhandlingen samt i Sager, der behand-
les ved Underretten, er mødepligten begram-
se: paa samme Maade som for Vidner.

Findes den af Syns- eller skjønsmcend
afgivne Erklæring utydelig, ufuldstændig eller
ubestemt, modsigende eller Støttet paa urigtige
eller ubeviste Forudsætninger, kan Retten paa-
lægge dem at omgjøre eller fuldstændiggjøre
Forretningen.

Kan et tilfredsstillende Resultat ikke op-
naaes eller ventes ad denne Vej, eller findes
der iøvrigt Grund dertil, kan Retten tilkalde
andre Syns- eller skjønsmænd til en ny
Forretnings Foretagelse.

Imod Syns- eller skjønsm^nd, der uden
lovligt Forfald udeblive, eller uden tilstrækkelig
Grund forssmme at gjøre deres Forretning
færdig, eller nægte at deltage i Forretningen
eller ubeføjet vcegre sig ved at efterkomme
Rettens Paalæg om at omgøre eller fuldstcm-
diggjøre Forretningen, anvendes de i § 137,
jfr. § 138, for Vidner bestemte Tvangsmidler
med de Lempelser, fom følge af Forholdets
Natur. Imod Syns- eller skjønsmcend, der
nægte at afgive Erklomng eller at befvare de
til dem angaaende Erklæringen i Retten stillede
spørgsmaal eller at aflægge Ed paa Forret-
ningen, hvor Ed er foreskrcven, komme Reg-
lerne i § 145 til Anvendelse.

Til underStøttelse under Efterforskningen
kan Politimesteren lade foretage Syns- eller
Skønsforretninger ved mænd, som han selv
tilkalder, samt afkræve disse ubeediget Er-
klæring angaaende Forretningens Resultat. Ere
de Paagjældende ikke beskikkede med almindelig
Bemyndigelse til Foretagelsen af saadant Syn
eller skjøn, ere de dog kun Pligtige til at
efterkomme Kaldelsen, naar Forretningen skal foretages og Erklæringen afgives i den Politi-
kreds, i hvilken de bo. Udeblive eller vægre
den eller de Tilkaldte sig ved at efterkomme
Kaldelsen, kan en bøde af indtil 10 Kr. til
Politikassen paalægges dem, at ndrede inden 8
Dage, forsaavidt ikke Klage fremsættes efter
Regelen i § 226; iøvrigt kunne ingen Tvangs-
foranstaltninger trcrffes af Politimesteren.

Er Forretningens Gjenstand udsat for,
eller vil Forretningen medføre dens Tilintet-
gørelse eller saadanne Forandringer ved den,
at Gjentagelse senere ikke vil kunne finde Sted,
er Politimesteren dog knn berettiget til at til-
kalde Svns- eller skjønsmænd, naar Om-
stændighederne ikke tillade Opsættelse. Tillige
har han i saadant Fald snarest mulig at hen-
vende sig til Rettm om væretagelse af det
videre fornødne i Anledning af Forretningen.
Den, der udebliver eller vcegrer sig ved at
efterkomme Kaldelsen under de nævnte Om-
stændigheder, kan om sornsdent afhentes med
Magt.

iøvrigt komme de ovenfor givne Regler
ogsaa til Anvendelse ved de i denne Para-
graf ommeldte Forretninger med de Lempelser,
som følge af Forholdets Natur.

For Syns- eller Skønsforretninger, fom
ikke foretages ifølge Embedspligt, erholde Eyns-
og skjønsmcend, forsaavidt det dem paalagte
Hverv kræver deres nærværelse mere en V2 Mil
borte fra deres Hjem, i Vederlag for Befor-
dring 1V2 Kr. for hver løbende Mil samt
derhos i Tcerepenge 6 Kr. for hver Dag, de
ere fraværende fra Hjemmet. Disse Mclser
eller, hvis de ikke kunne anslaacs bestemt, pas-
sende Forstud paa dem, skulle tilbydes forud.
Syns- og skjønsmænd have derhos Krav paa
Godtgjørelse af havte Udlæg og paa sportel-
massig Betaling for deres Forretnings Ud-
førelse. Har Forretningen udkrævet særlig møje
eller Tidsanvendelse, kan Rettens Formand
forhoje Betalingen efter sit Ekjsn.

Udenfor de omhandlede Betalinger maa
Eyns- og skjønsmænd under den i Stræffe-
lovens § 117 bestemte Straf Intet modtage
af Parterne for deres Forretning.

For møder for Retten i Anledning af
den foretagne Forretning erholde Mcendcne
Godtgjørelse efter de for Vidner givne Regler.

De om Vidner givne Regler skulle med
de Lempelser, der følge af Forholdets Natur,
anvendes paa Syns- og skjønsmamd, forsaa-
vidt ovenstaaende Forskrifter ikke ere til Hin-
der derfor.

Den Sigtede, som besinder sig paa fri
Fod, er pligtig til efter lovlig Indkaldelse
Personlig at møde for Retten til Afhørelse

og iøvrigt, naar Loven kræver hans nærvcr-
relse. Udeblivelse uden oplyst lovligt For-
fald kan efter de nærmere i Loven givne
Regler medføre Anholdelse, fængsling, Beslag-
læggelse af Formuen eller Sagens Paadsm-
melse i dm Sigtedes FraVærelse.

Den Sigtede er ordentligvis pligtig at
møde for den Ret, ved hvilken Sagen er an-
hængig. Udenfor Hovcdforhandlingen samt i
Sager, som det ifølge § 35 tilkommer Politi-
mesteren eller ifølge § 39 Private at paatale,
finder Undtagelse Sted under de i § 133 Nr.
2 og 3 nævnte Betingelser, naar den Sigtede
andrager derftaa eller er udebleven. Fremdeles
finder Undtagelse Sted under de i § 133
Nr. 4 nævnte Omstændigheder.

Retten bestemmer Indkaldelsesvarslet, hvor
Loven ikke indeholder Forskrift.

Indkaldelsen sker, hvor den ikke er inde-
holdt i Bcrammclsen af Retsmødet, i Form
af Tilsigelse, eller ved Indkaldelse til møde
under Hovedforhandling i Sager, som det til-
kommer statsanklageren at paatalc, i Form af
Etervning. og udgaar fra den Ret, for hvilken
mødet skal finde Sted.

Tilsigelsen eller stævningen skal inde-
holde den Sigtedes Navn, og hvad der iøvrigt
udkræves til hans nsjagtige Betegnelse, hans
Bolig eller Opholdssted, fremdeles Angivelse
af Sigtelsen, ved Indkaldelse til Hovedforhand-
ling under Paaberaabelse af Anklagen og Hen-
visningsbeslutningen, og ellers med saadan Nsj-
agtighed, som Sagens Stilling tilsteder, end-
videre Betegnelse af Retten, Msdets Tid og
Sted, Varslet, som gives, samt Bemærkning
om de følger, som kunne ventes i Tilfælde
af Udeblivelse uden oplyst lovligt Forfald.

Naar en Mistænkt, som befinder sig paa
fri Fod. er udebleven efter behsrig Ind«
kaldelse uden oplyst lovligt Forfald, kan
Retten beslutte hans Anholdelse. I de
Tilfælde, hvor der kan strides til Paakjen-

delse, skjønt den Sigtede er udebleven ved
Hovedforhandlingen, kan Anholdelse af denne
Grund dog kun finde Sted, naar det i en efter
Reglerne i § 95 ff. forkyndt Indkaldelse udtryk-
kelig er bemccrkct, at hans personlige nærværelse
findes nødvendig.

Uden foregaaende Indkaldelse kan Retten
beslutte en Mistænkts Anholdelse:

1) naar den Paagjældende er en Person, der
strejfer om uden Midler til lovligt Under-
hold, eller som ikke har Bolig eller dog
varigere Ophold i Riget, eller er en Ubc-
kjendt, om hvis Navn og Opholdssted in-
gen antagelige Oplysninger haves cllcr
kunne fremskaffes;

og, forsaavidt Mistanken angaar et Forhold,
som det ifølge Lovens almindelige Regel til-
kommer Statsanklageren at forfølge,

2) naar det, skjønt Betingelserne for Afsigelse
af fængslingskjendelse ikke fuldstændig ere
tilstede, efter Omstændighederne skjønnes
fornøden: at sikre en Persons foreløbige
Tilstedcblivclse og Afsondring fra Samkvem
med Andre.

Finder Oprsr eller den i Stræffelovens
§ 168 ommeldte Forbrydelse Sted, eller ud-
sves den i Stræffelovens § 87 ommeldte For-
brydelse af en samlet Mccngde, eller er Drab
eller betydeligere Lcgemsbeskadigelse paafulgt i
Slagsmaal, i hvilket Flere have deltaget, og
Omstændighederne ikke nmiskjendelig udpege den
eller de Skyldige, kan Enhver, der trccffes i
den samlede Mccngde eller indviklet i Elags-
maalet, og som ikke straz formaar at rense sig
for Mistanken om strafbar Deltagelse, anholdes.

Anholdelsesbeslutningen tilførts Retsbogen
strax eller, saa snart ske kan, med en saa nsj-
agtig Betegnelse af den Paagjccldende som
mulig samt Angivelse af Sigtelsens Gjenstand,
i det Mindste i Almindelighed, og Grunden
til Anholdelsen. Udskrift skal paa Forlan-
gende meddeles den Anholdte inden 24 Timer.

Kan Paagribelsen strax iværksættes, gives
der den Anholdte Meddelelse om de Punkter,
som Beslutningen skal angive, efter Omstæn-
dighederne ved Oftlæsning af det Retsbogen
Tilfmte.

Kan Paagribelsen ikke ske strax, udfærdi-
ges en skriftlig Ordre eller Udskrift af Rets-
bogen med Rettens Formands Underskrift, som
overgives til Politiet til Iværkscrttclse og
oplcrses for den Anholdte ved Paagribelsen.
Er den Paagjældendes Opholdssted ubekjendt,
kan Politiet ved Indrykkelse i Polititidenden
opfordre alle Politiøvrigheder til efter Evne
at ssrge for IVærkscrltelsen.

Politiet kan under de i § l70, ffr. § 171,
angivne Betingelser iVærksætte Anholdelse for
Forbrydelser, som ere offentlig forfølgning
undergivne, uden foregaaende Besiutning af
Retten i

1) naar den Paagjældende træffes i Udforel-
sen eller paa friske Epor;

2) naar den Paagjældende trcrffes i Besid-
delse af Gjenstande, som kjendelig henftege
paa hans Skyld, eller lignende Omstæn-
digheder gjøre ham i høj Grad mistænkt,
og der derhos er Grund til at befrygte, at
Ophold for at fremskaffe Rettens Beslutning
vil forspildeøjemedet.

Samme Myndighed, som Politiet har efter
Reglen under Nr. l, har ogsaa enhver Anden.
For Lovovertrædelser, der ere udelukkede fra
offentlig Paatale, kan den vedkommende Pri-
vate iVærksætte Anholdelse, naar Fornærmeren
træffes i Udførelsen eller paa friske Epor, og
han derhos er en saadan Person, som § 170
Nr. 1 ommelder.

Ved en Anholdelses IVærksættelse skal der
gaacs frem med saa megen Skaanscl mod den
Paagjældende, somøjemedet tillader.

Gjenstande, som kunne benyttes til Vold
eller Undvigelse, kunne fratages den Paa-
grebne, og personlig Ransagning finde Sted
ved den, der er berettiget til Anholdelsen,
naar der er Grund til at formøde, at han
har saadanne Gjenstande hos sig.

Ransagning af Hus for at eftersøge den
som skal anholdes, kan foretages, naar der er
Grnnd til at antage, at han holder sig skjult
der, i Andenmands Hus dog kun under Be-
tingelser, svarende til de i § 114 angivne, med«
mindre der efter Husets Bestemmelse tilstedes
Enhver Adgang til det, eller Ransagningen
omfatter en Samling af Huse, som udgjor
en By eller en større afgrænset Del af
en By eller et Sogn.

Saadan Ransagning kan foretages af
Politiet uden retskjendelse:

1) naar en Person cftersættes, der er truf-
fen i Udførelsen af Forbrydelsen eller paa friske
Spor, eller som er undvegen, efter at Være
paagreben;

2) og ellers, naar der er Grund til at
antage, atøjemedet vil forspildes, hvis Kjen-
delse skal afventes, og navnlig, at en blot Be-
vogtning af Huset saa længe vil virre util-
strcrkkelig.

Udenfor disse Tilfælde udkrævcs Retsken-
delse, medmindre den Paagjældende udtrykkelig
frafalder Krav hcrpaa. iøvrigt finde ved
disse Ransagninger Reglerne i §§ 115—119 An«
vendelse.

Enhver, der anholdes, skal senest inden
24 Timer, fra Paagribelsen at regne, stilles
for Retten, medmindre han forinden løslades.
Kan han ikke strax fores for Retten, sorger
Politiet for den fornødne midlertidige Bevogt-
ning paa den muligst lempelige Maade, og
kun, naar han ikke paa anden Maade kan
holdes afsondret fra Andre, ved Hensættelse i
Lokale for væretcegtsfanger. Er Anholdelsen
iværksat af en Privat, og den Anholdte ikke
strax kan fores for Retten, skal Anhol-
deren uopholdelig foranstalte den Anholdte
afleveret til Politiet, som afkræver Anholderen
nsjagtig Forklaring om det Forefaldne og paa-
lægger ham, hvis det ikke strax løslader den
Anholdte, at møde ved Fremstillingen for
Retten.

I Retsmødet skal Sag mod den An-
holdte anhængiggjøres ved Begjæring om

Forundersøgelse eller Anklage (jfr. § 363), hvis
dette ikke tidligere har fAndet Sted. Den An-
holdte høres strax om Sigtelsen og Anholdel-
sen. For det Tilfælde, at den Anholdte fremstilles
for en anden Ret end den, som har taget Beslut-
ning om Anholdelsen, maa der af denne vare serget
for, at de fornødne Oplysninger staa til den
førstnævntes Raadighed, enten ved direkte Til-
sendelse eller ved Overlcverelse med fornødent
Paalæg til den Politiembedsmand, som fik i
Hverv at iVærlscrtte Anholdelsen.

Har Anholdelse fAndet Sted for en Hand-
ling, for hvilken Fccngsling er udelukket, skal den Anholdte sættes paa fri Fod, naar det i
§§ 177 og 178 ommeldte Retsmøde er slut-
tet, medmindre allerede i dette en Straf er
idømt ham, som strar kan fuldbyrdes.

I andre Tilfælde kan Retten ved Rets-
mødets Slutning efter Forholdets Beskaffenhed

1) enten beslutte, at den Anholdte skal sættes paa fri Fod,

2) eller efter de nedenfor givne Regler af-
sige Kjendelse om fængsling eller om For-
holdsregler, som træde istedenfor fængsling,

3) eller beslutte, at den Paagjccldende fore-
lobig skal forblive under Anholdelse eller under-
gives anden midlertidig Forholdsregel.

Er en Person, som sigtes for en Hand-
ling, for hvilken fængsling ikke er udelukket,
enten uden foregaaende Anholdelse msdt eller
afhørt for Retten eller som anholdt stillet
for Retten, kan denne beslutte, at han fore-
løbig skal forblive under Anholdelse efter Rets-
mødets Slutning, naar der iøvrigt vilde
Være Hjemmel til at afsige Fccngsling skjendelse,
men dette ikke kan ste, fordi det endnu ikke
har vist sig, om Mistanken er tilstrækkelig
grAndet, eller fordi vedkommende Ret ikke er
kompetent til at afsige Fccngslingskjendelse (§
184).

Beslutningen afgives til Retsbogen under
Iagttagelse af Reglerne i § 172; med Hensyn
til Bevogtningen iagttages Reglen i § 177.
Skal den Paagjccldende henbringes til en an«
den Ret, sker dette ved Politiet; af Beslut-

ningen og de fomdgaaede Forhandlinger til-
stilles der den nævnte Ret Udskrift.

Senest inden 3 Dage skal enten den un-
der Anholdelse Forblevne løslades eller Kjen-
delse afsiges om fængsling eller anden ende-
lig Forholdsregel.

Istedenfor den i § 180 nævnte Forholds-
regel blive med tilsvarende Vegrccnsning de i
§ 190 ff. nævnte Forholdsregler og navnlig
løsladelse mod Sikkerhed, indtil endelig Be-
stemmelse trcrffes, at anvende under de der
angivne Betingelser og nærmere Bestemmelser.

Ingen kan underkastes fængsling for
Handlinger, som kun kunne medføre Straf af
Beder eller simpelt fængsel.

fængsling kan kun sinde Sted i Kraft
af en Retskjendelse; en saadan kan først af-
siges, efter at den PaagMdende er hørt for
en Ret angaaende Sigtelsens Gjenstænd, med-
mindre han unddrager sig Forfølgning ved Op-
hold i Udlandet.

Under de i § 182 angivne Forudsætninger
kan fængsling af en Mistænkt besluttes af
Retten: "

1) ved Forbrydelser, som det efter § 35
tilkommer Politimesteren eller efter § 39 en
Privat at paatale, naar den Misternkte er en
Person, der strejfer om uden Midler til lov-
ligt Underhold, eller som ikke har Bolig eller
dog varigere Ophold i Riget, eller er en Ube-
kjendt, om hvis Navn og Opholdssted ingen
antagelige Oplysninger haves eller kunne
fremskaffes;

samt ved andre Forbrydelser,

2) naar der enten paa Grund af de under
Nr. 1 angivne Omstændigheder eller iøvrigt
Paa Grund af Sagens Bestaffenhed og den

Misternktes Forhold er Grund til at frygte,
at han vil unddrage sig Ansværet ved Flugt
eller Forstikkelse;

3) eller der ester Sagens Omstændigheder
er Grund til at antage, at han vil bestrcrbe
sig for at gjøre Undersøgelsen frugteslos ved
Fjernelse af Gjerningens Spor, Aftale med
Medsigtede eller Vidner eller paa anden lig-
nende Maade;

endvidere

4) for at forhindre, at en Person, som
sigtes for det i Stræffelovens § 299 ommeldte
Forhold, sial bringe sin Trusel til Udførelse.

fængslingskjendelse afsiges af den Ret,
for hvilken Sagen er anhængig. Er en An-
holdt ikke fremstillet for denne Ret, og der er
Grund til at frygte for, at han ikke saa be-
timelig kan henfores til samme, at Kjendelsen
kan blive afsagt der inden Udløbet af den
Frist, i hvilken en Person kan forblive under
Anholdelse, afsiges Kjendelsen af den Underss-
gelsesdømmer, for hvilken den Anholdte er frem-
stillet; af Kjendelsen og de i den Anledning
stedfundne Forhandlinger tilstilles der i saa
Fald den Ret, ved hvilken Sagen svcrver,
Udflrift.

Fiengslingskjendelsen skal indeholde den
Sigtedes Navn og den iøvrigt muligst nsjagtige
Betegnelse af ham, samt Være ledsaget af
Grunde, i hvilke Sigtelsens Gjenstand og Hen-
visning til det eller de Lovbud, hvorunder Sig-
telsen falder, samt til den Bestemmelse, som i
det givne Tilfalde hjemler Fængslingen, skal indeholdes. Udskrift meddeles paa Forlan-
gende den Famgslede inden 24 Timer.

Er den Sigtede tilstede i Retten ved
fænglingskjendelsens Afsigelse, oplcrsts denne
for ham.

Er den Sigtede ikke tilstede, udfardiges
en Udskrift af Retsbogen med rettens
Formands Underskrift, som overgives Poli-
tiet til Iværksættelse. Ved denne finde

Reglerne i §§ 173. 175 og 176 tilsvarende
Anvendelse.

Er fængslingskjendelsen afsagt, nden at
den fængslede har været hørt angaaende
Sigtelsen, skal Afhørelse for Retten finde Sted
inden 24 Timer efter Paagribelsen eller Ind-
bringelsen i Riget, jfr. § 178. iøvrigt finder
Afhørelse af den fængslede Sted, naar de al-
mindelige Regler medføre det.

Den fængslcde hcusættes i væretergts-
fængslet paa det Sted, hvor Sagen er an-
hængig. Om hans Henbringelse til væretergts-
fængslet paa et andet Sted, hvor Sagen
senere anhængiggjøres, tager vedkommende
Rets Formand Beslutning.

Den fængslede er undergiven de Ind-
skrænkninger, som ere nødvendige til Tikring
af Fængslingens Djcmed eller til Opretholdelse
af fængsclsordenen. særlig fastsccttcs følgende
Regler med Hensyn til den Sigtedes Behandling:

1) Hvorvidt Andre end de ved fængslet
Ansætte skulle have Adgang til Fangen, beror
paa Rettens Formand, jft. dog med Hensyn
til Forsvarere §§ 47 og 57. Tilladelse til, med
de Indskrænkninger, som fængselsordenen kræver,
og under saadant Opsyn, som Rettens Formand
finder fornødent, at modtage Vejog af en læge
eller præst efte.r eget Valg, af Slægtninge eller
af Personer, som staa i Forretningsforhold til
Fangen, eller med hvem han snsker at raadføre
sig, bør kun nccgtcs, naar Omstændighederne
give Grund til at frygte, at deraf vil opstaa
Skade for Undersøgelsen.

2) Om det skal tillades Fangen at af-
sende og modtage Breve,belor paa Rettens For-
mand, jfr. dog med Hensyn til Forsvarere §§
47 og 57. Tilladelse bør kun nægtes, naar
Rettens Formand, efter at have læst Brevet, finder
enten, at der kan Være Grund til at befrygte,
at dets Afscudelse eller Udlevering vil Være
til Skade for undersøgelsen, eller at dets Af-
sendelse vilde indeholde et Retsbrud. Afsen-
delse af lukkede Skrivelser til Ret eller øvrig-
hed kan ikke ucegtcs Fangen.

3) Naretergtsfanger have Ret til at syssel-
sætte sig, dog med de Begrænsninger, som følge af
fængslingens Vjemed og fængselsordenen.
Denne Ret kan kun betages en Fange, naar
han har forstyldt det som disciplinær Straf.

4) Legemlig Revselse maa ikke anvendes
som disciplinær Straf paa væretergtsfanger.

5) Hverken Arrestforvareren eller andre
Personer maa benyttes til at udforske Fangen.

nærmere Regler om fængsels ordenen fast-
sættes ved kongelig Anordning under Iagtta-
gelse af det i nærværende Paragraf Foreskrevne.

Den anordnede Fangsling bortfalder,
naar Forfølgning frafaldes, eller den Sigtede
frisindes, og der ikke er anden af den endte
Sag uafhængig Grund til at holde ham fængslet.

fængslingen ophæves ved Rettens Beslut-
ning, naar i løbet af undersøgelsen de Grunde,
hvorpaa den ststtedes, bortfalde, og Grunde
til fængsling ved en ny Kjendelse ikke ere
forhaanden. Navnlig bør den paa § 183
Nr. 3 Støttede fængsling ophccvcs, saasnart
Underføgelsen i Paagjaldende Retning er sikret,
i hvilken Henseende det fornødne snarest mulig skal iVærksættes.

De med Hensyn til fængslingens Ophor
fornødne Afgjmelstr og Forholdsregler trccffes
af den Ret, for hvilken Sagen er eller var
anhængig.

Er den Sigtede under 18 .Aar, skal Ret-
ten, forsaavidt det efter Sigtelsens Gjenstand,
den Sigtedes Personlighed og de forhaanden-
værende Forhold lader sig gjøre, istedenfor
fængsling beslutte, at han sættes under Til-
syn af paalidelige Personer, Forceldre eller
Andre. Naar Forcrldre eller Andre fremsætte
Dnste om, at en saadan Sigtet maa betroes
til deres Tilsyn, kan Retten, om det findes nødvendigt, knytte Indvilgelse heri til den Be-
tingelse, at Sikkerhed stilles af de Paagjal-
dende overensstemmende med Reglerne i §§
191 og 192.

I andre Tilfalde stal, hvor Eaadant maa
ansees for tilstrakkeligt til Formaalets Op-
naaelse, istedenfor Fangsling efter Rettens Be-
slutning træde Bevogtning i Hjemmet Paa

den Sigtedes Bekostning efter Sikkerhedsstil-
lelse for det hertil sandsynlig medgaaende
Beløb. Tilhold om ikke uden dømmerens Til-
ladelse at forlade et anvist Opholdssted eller
en bestemt Kreds, Paalæg om til bestemte
Tider at fremstille sig for Politiet, Beslag-
læggelse af Pas eller andre Legitimationsdoku-
menter, samt løsladelse mod Sikkerhed efter
de nævmere Regler i efterfølgende Paragrafer.

løsladelse mod sikkerhed kan ikke finde
Sted, naar den i § 183 Nr. 3 nævnte fængslingsgrund er forhaanden.

I de i § 183 Nr. 1 og 2 nævnte Til-
fælde skal Fritagelse for fængsling tilstedes,
naar Formaalet maa antages tilstrækkelig betryg-
get ved, at Sikkerhed stilles for, at den Sig-
tede vil møde i Retten til enhver Forhandling
i Sagen efter behorig Indkaldelse, samt ind-
finde sig til dømmens Fuldbyrdelse, hvis den
gaar ham imod; det paahviler den Sigtede
i saa Fald at opgive Bolig eller Opholdssted
t Kongeriget, hvor alle Forkyndelser til ham
kunne ske.

I det i § 183 Nr. 4 ommeldte Til-
falde tilstedes Fritagelse for fængsling, naar
det findes tilstrækkeligt, at Sikkerhed stilles
for, at den Sigtede vil undlade den Virksom-
hed, som frygtes, indtil dømmen, hvis den
gaar ham imod, kan fuldbyrdes.

Netten fastsætter Sikkerhedssummens Stor-
relse. Herved tages efter Tilfældenes For-
stjellighed Hensyn til den sandsynlige Straf,
til Beskaffenheden af den Virksomhed, som
frygtes, til den sandsynlige Udgift og Besvær,
som et Brud paa den overtagne Forpligtelse
vil medføre, samt til den Sigtedes Forhold
og den Sikkerhedsstillendes Formue.

For Summens Betaling i Tilfælde af
dens Forbrydelse stilles Sikkerhed ved Overle-
verelse af rede Penge eller sikre værdipapirer
efter Dagens Kurs, hvilke, naar det forlanges
eller af dømmeren findes hensigtsmæssigt, blive
at opbevare i Nationalbanken eller vedkom-
mende Amtstue, eller derved, at tvende i Konge-
riget bosætte vederhceftige Personer gaa i Bor-

gen som Selvskyldnere, Een for Begge og
Begge for Een. Den, der tilbyder sig som
Borgen, skal paa Forlangende godtgjøre sin
Vederheftighed.

Er Sikkerhed stillet for en Sigtets Msde,
forbrydes Bcløbet til Statskassen, naar den
Paagjældende udebliver uden at være forhin-
dret ved lovligt Forfald, hvilket det paahviler
den Sigtede i rette Tid at oplyse. Om For-
brydelsen afsiger retten Kjendelse; oplyser
den Sigtede senere, at han ved lovligt For-
fald var forhindret i at møde og tillige, at
det ikke var ham muligt i rette Tid at op-
lyse Saadant, ophæver Retten sin Kjendelse.

Fremstiller den Sigtede sig frivillig inden
14 Dage, efter at han skulde være msdt, eller
fremstille de Personer, som ere gaaede i Bor-
gen, den udeblevne Sigtede for Retten inden
14 Dage, efterat de ere underrettede om
Udeblivelsen, eller meddeles der af dem inden
den nævnte Frist saadanne Oplysninger, ved
Hjcplv af hvilke det lykkes at paagribe den
Udeblevne, kan Retten indromme Fritagel'e
for Eikkerhedssummens Forbrydelse, ganske eller
for en Del; dog hcefter den altid for alle ved
Udeblivelsen foranledigede Bekostninger.

Er Sikkerhed stillet for Undladelsen af
en vis Virksomhed, forbrydes Belobct, naar
den Sigtede foretager nogen Handling, der
sigter til at forberede eller udfore hin Virk-
somhed. Bz,Iobct hcefter i dette Tilfælde og-
saa for den Erstatning eller Godtgørelse, som
det ifølge slig Virksomhed maatte paahvile
ham at udrede.

Indtræde Omstændigheder, der vise, at
en Forholdsregel, som Retten har besluttet
iftedenfor fængsling, er utilstrækkelig, træffer
Retten ved Kjendelse den efter de forandrede
Forholds Krav fornødne Bestemmelse, saasom
om fængsling eller om Hensættelse under
andre Personers Tilsyn, eller om yderligere
Indskrænkninger i den indrommede Frihed,
eller om Forhøjelse af Sikkerhedssummen eller
om ny Sikkerhedsstillelse.

Forholdsregler, som af Retten ere anordnede
istedenfor fængsling, bortfalde eller ophæves i
de samme Tilfælde som Fængslingen.

Fremdeles ophører en stillet Sikkerhed at
hcefte, naar i medfør af § 194 fængsling
finder Sted, eller naar en Sigtet under 18
Aar sættes under andet Tilsyn end den Per-
sons, hvem han mod Sikkerhed var betroet,
samt naar den i Overensstemmelse med H 191
paatagne Forpligtelse er opfyldt, eller naar
den, der er gaaet i Borgen, ved at fremstille
den Sigtede for Retten opsiger sit Forlofte.

Afgjørelser og Foranstaltninger med Hen-
syn til Forholdsregler, som troede istedenfor
fængsling, træffes af den Ret, der efter §§
184 og 189 ta,M Beslutning om fængs-
ling og dens Ophor.

Naar der i en under Landsretten hørende Sag er rejst Anklage, som af Retten er
bleven henvift til Hovedforhandling, men den
Sigtede har unddraget sig Sagens videre forfølgning, kan Retten paa Anklagerens Be-
gjæring og, efter at Forsvareren er hsrt, ved
Kjendelse bestemme, at der skal lægges Beslag
paa den Formue, som han maatte besidde eller
erhverve i Riget. Kjendelsen forkyndes over-
ensstemmende med Reglerne i § 102.

Beror Afgjørelsen af, om Sagen skulde
paadømmes ved Landsretten, paa størrelsen
af den i det givne Tilfælde forskyldte Straf,
kan Retten kun træffe en saadan Bestemmelse,
naar den finder Anklagerens skjøn om Stræffen hjemlet ved det Foreliggende.

Oplyses det senere, at det var den Sig-
tede umuligt at møde, kan Retten ophæve Be«

ssaglæggelsen for et bestemt med Hensyn til den
oplyste Undstyldningsgrund afpasset Tidsrum.

Retten drager Omsorg for, at der beskik-
kes en værge til at bestyre den beslaglagte For-
mue efter de Regler, som gjælde om borte-
blevne Personers Formue. værgen har at
afgive Lsfte om ikke at lade den Sigtede til-
flyde nogen Indtcegt af Formuen. Om ægte-
fælles og Bsrns Underholdning af Formuen
gjælde den almindelige Lovgivnings Regler.

Den Sigtede bliver fra det Dieblik, Ken-
delsen er afsagt, uberettiget til at forflytte eller
ved Retshandler at rande over nogen Del af
den bestaglagte Formue, sidste Villiesbestemmclser
dog derunder ikke indbefattede. For at denne
Virkning af Best-iglæggelsen skal kunne gjøres
gjældende overfor en godtroende Tredicmand,
saaledes at de foretagne Netsbandlcr tabe Gyl-
digbed, bliver at iagttage, hvad der i Loven
om den borgerlige Retspleje er foreskrevet med
Hensyn til Arrest paa Gods.

Beslaglæggelsen ophører:

1) naar den Sigtede fremstiller sig for retten eller paagribes;

2) naar Formuen paa Grund af den Sig-
tedes Dod eller ifølge de i Fdg. 11. Sept.
1839 foreskrevne Regler tilfalder bans Ar-
vinger ;

3) naar Anklagen frafaloes eller Sagen
ved Rettens Kjendelse hæves.

Den Ret, som har besluttet Beslaglæggel-
sen, tager Beslutning om Ophoret i de foran-
nævnte Tilfælde; Formuen med de under Be-
slaglæggelsen vundne Indtcegter og efter Fra-
drag af de havte Udgifter udleveres derefter til
den Sigtede, eller henholdsvis Arvingerne.

I den Eigtedes Fraværelse kan ordent-
ligvis ingen Hovcdforhandling finde Sted.
Kan den Sigtede ikke staffes tilstede, kan An-
klagen vel henvises til Hovedforhandling,

men udm at denne berammcs; er dette alt
stei, udfættes Sagen; dog bør Sagens
Fremme mod Medsigtede derved intet
Ophold lide. Opstaar der Fare for, at
Beviser ved Hovedforhandlingens Udsættelse af
den foranførte Grund vilde gaa tabt, eller at
de ved senere Benyttelse vilde give et mindre
sikkert Resultat, kunne de efter Rettens Be-
slutning fores udenfor Hovedforhandlingen.

I Sager, som det ifølge § 35 tilkom-
mer Politimesteren eller ifølge § 39 Private
at paatale, kan. naar den Sigtede udebliver
uden oplyst lovligt Forfald, og dømmeren ikke
finder hans personlige nærværelie nødvendig,
Hovedforhandling finde Sted (§§ 366 og
451).

Enhver Sigtet, som indkaldes eller frem-
stilles for Retten til Afhørelse, skal høres an-
gaaende Sigtelsen og de mod ham fremførte
Beviser.

Den Sigtedes Begjæring om at afgive
Forklaring for Retten skal altid tages til
følge (jfr. § 167).

førend videre Afhørelse finder Sted, ad-
spørges den Sigtede af Rettens Formand om
Navn, Alder, Bopcel, Stilling og, hvad der
iøvrigt maatte findes fornødent for at forvisse
sig om hans Identitet, samt gjøres bekjendt
med den mod ham rettede Sigtelse.

Den Sigtede opfordres af dømmeren til
at udtale sig angaaende de Kjendsgjerninger,
som udgjøre Sigtelsens Gjenstand. Endvidere
opfordrer dømmeren den Sigtede til at ud-

tale sig om de ved Vidneforklaringerne samt i
andre Maader mod ham fremkomne Bevislig-
heder. Forsaavidt det imod den Sigtede
Fremkomne eller den Sigtedes egne Udtalelser
dertil give Anledning, kan dømmeren rette
spørgsmaal til ham angaaende enkelte Punkter.
Den Sigtedes Afhørelse maa ikke forlan-
ges i detøjemed at fremskaffe Tilstaaelse.

Saalænge den Sigtede er tilstede i Retten, skal han være fri for Baand og Tvang.

Under afhørelsen skal dømmeren tiltale
den Sigtede uden Vrede eller Haan.

spørgsmaalene, som rettes til den Sigtede,
skulle være bestemte, tydelige og faaledes stillede,
at det er ham klart, hvad han bekræfter eller
benægter med sit Svar.

Intet spørgsmaal maa stilles saaledes, at
Noget, der er benægtet eller ikke redgaaet af
den Sigtede, forudsættes som tilstaaet.

Lofter, urigtige Foregivender, Truster og
andre Tvangsmidler maa ikke anvendes for at
bevcege den Sigtede til Tilstaaelse eller anden
Udtalelse af bestemt Indhold.

' Det er ikke den Sigtede tilladt at raad-
fore sig med en Forsvarer angaaende den
umiddelbare Besvarelse af de ham gsorte spørgs-
maal.

Mod en Sigtet, der vægrer sig ved at
svare, være sig i det Hele eller paa enkelte
spørgsmaal, eller som hindrer afhørelsen ved
forstilt Afsindighed eller paa lignende Maade,
maa ingen Tvang anvendes.

skjønnes det, at den Sigtedes forannævnte
Forhold vil medføre Sagens Forhaling eller
vansteliggjøre Forsværet, skal dømmeren gsore
den Sigtede opmærksom herpaa, se endvidere
§§ 367 og 453.

Nfhorelse af den, der som privat Anklager
forfølger en Stræffesag, finder Sted, naar
Retten finder det nyttigt til Sagens Oplys-

ning. afhørelsen sker for den Ret, ved hvil-
ken Sagen er anhængig, dog at Undtagelse
finder Sted under de i § 133 Nr. 2—4 nævnte
Betingelser. Om Indkaldelsen og Afhøreljen
gjælde med fornødne Lempelser Reglerne i
§§ 135 og 143—145; Edfcestelse finder
ikke Sted. Udebliver Anklageren uden oplyst
lovligt Forfald, eller vcegrer han sig ved at
svare, ansees han at frafalde Anklagen.

Lignende Regler gjælde ogsaa om den For-
urettede, der forfølger et Erstatningskrav under
Sagen, med Hensyn til dette Krav. Forsaa-
vidt Udeblivelsen eller Vcegringen her ikke
medfører, at Paakjendelse ej kan sinde Sted
(§ 460), kan Retten fortolke den paa den for
den Sigtede gunstigste Maade og navnlig hen-
holde sig til dennes Forklaring.

Beslaglæggelse paa en Mistænkts Gods til
Sikkerhed for Sagens Omkostninger og Er-
statningsansvar k.m finde Sted ifølge Rettens
Kjendelse, paa Andragende af Anklageren eller
henholdsvis den ved Forbrydelsen Forurettede.

Begjærer en privat Anklager Beslaglæg«
gclse, kan Sikkerhedsstillelse kroeves efter de i
Loven om den borgerlige Retspleje givne Reg-
ler om Arrest paa Gods.

Beslaglæggelsen medfører de samme Rets-
virkninger som Arrest paa Gods ifølge Loven
om den borgerlige Retspleje.

Vestaglæggelsen iværksættes af dømmeren;
er Beslutningen tagen af en Landsret, iværk-
sættes den efter Paalæg af denne ved undersøgel-
sesdømmeren. MedHensyn til Iværksættelsen samt
de Forholdsregler, som blive at træffe for at sikre
Beslaglæggelsens Retsvirkninger, gjælde med
fornødne Lempelser de i Loven om den bor-

gerlige Retspleje givne Regler om Arrest paa

Gods.

Beslaglæggelsen bortfalder, naar Forfølg-
ning frafaldes, eller den Sigtede frifindes, og den
ophæves, naar den paa Grund af senere frem-
sætte Indsigelser eller senere indtrufne Om«
stændigheder findes ikke at have Hjemmel.
Beslutninger og Forholdsregler med Hensyn
til Beslaglæggelsens Ophor trcrsses af den Ret,
for hvilken Sagen er eller var anhængig.
Med Hensyn til Krav paa Erstatning for Be-
st^ glæglæggelsen finde Reglerne i Lov »m den
borgerlige Retspleje om Arrest paa Gods An-
vendelse med fornødne Lempelser.

Med Hensyn til foreløbigt Forbud mod
Foreninger i Henhold til Grl. af 28. Juli 1866
§ 87, bliver det paa det nævnte Stcd i
Grundloven Foreskrevne at iagttage.

Forbud mod Udbredelse af Skrifter, som
efter Justitsministerens Befaling forfølges i
Henhold til Lov af 3 die Jan. 1851 §§ 14 og
15, besluttes og iværksættes paa Statsanklagerens
Andragende af Underfogelsesdømmeren. Sag
i den Anledning skal anlægges inden en Uge.
Forbudet bortfalder, naar forfølgning ikke
iVærkfættes inden den foreskrevne Frist, eller
naar den frafaldes. Den i Lov af 3 die Jan.
1851 § 14 fastsætte Straf for dømmens
Overtrædelse gjælder ogsaa for Overtrædelse
af det foreløbige Forbud.

Det paahviler Politiembedsmandm at efter-
forske alle strafbare Handlinger, hvis Paatale

tilkommer det Offentlige. Han troeder i faa
Henseende i Virksomhed af egen Drift, naar
Betingelserne iøvrigt ere tilstede, uden at af-
vente Paalæg af nogen overordnet Myndighed.

Statsanklageren forer udenfor Kjøbenhavn
Overtilsyn med Politiets Efterforskning af de
Forbrydelser, hvis Paatale hører under hans
Virkekreds. Ligesom han fom følge heraf kan
give Politiet almindelige Forskrifter, saaledes kan
han ogsaa i de enkelte Tilfælde begjoere Oplys-
ninger, stille Forlangender og, naar særegne
Omstændigheder maatte opfordre dertil, selv
handle i Politimesterens Sted. Det paahviler
Politimesteren at gzore Indberetning maaned-
lig til Statsanklageren om alle foretagne
Efterforskninger, endvidere naar tvivlsomme
eller særdeles vigtige Eporgsmaal opstaa under
Efterforskningen, samt iøvrigt naar det fordres.

Politidirektoren i Kjøbenhavn, der i sin
Efterforfkningsvirksomhed er Justitsministeren
umiddelbart underordnet, er pligtig at efter-
komme alle lovlige begjæringer af Statsan-
klageren, vedrorende Efterforskningen af de under
Sidstnævntes Virkekreds borende Forbrydelser,
samt at meddele de herhenhorende Oplysninger,
fom denne begjærer; i særlige Tilfælde kan Stats-
anklageren med Justitsministerens Billigelse
overtage Ledelsen af Efterforskningen, og det
underordnede Politi staar da i fornødent Om-
fang under hans Befaling.

Retshandlinger i Efterforskningens Inter-
esse, der ikke taale Opsættelse, blive at foretage
af Underssgclsesdømmeren uden at afvente Be-
Mring. fornøden Meddelelse til Politimesteren bør i saadant Fald uopholdelig sinde Sted.

Efterforskningen bør paabegyndes, saasnart
vedkommende Embedsmand enten ved egen
Iagttagelse eller ved Anmeldelse fra en offent-
lig Myndighed eller fra Private eller paa anden
Maade faar Grund til at antage, at en For-
brydelse er begaaet, eller faar Kundskab om
Begivenheder, fom vække Mistanke om, at en
Forbrydelse er begaaet, eller i Anledning af
hvilke visse Gfterforskningsskridt ere paabudte.

Offentlige Myndigheder, derunder Dom-
il

stolene, ere Pligtige at gjøre Meddelelse, led-
faget af fornødne Oplysninger, til Politime-
steren, naar Omstændigheder, som give Grund
til at antage, at en Forbrydelse er begaaet,
komme til deres embedsmæssige Kundskab.

Det paahviler færlig under faadanne Om-
stændigheder Skifteretten i et Konkursbo at
fremsende Gzenpart af den i Lov om den
borgerlige Retspleje omhandlede Indberetning
af Kurator eller haudelskyndige Revisorer i
Konkursboer.

Anmeldelse fra Private om formentlig bc-
gaaede Forbrvdelser eller om Forhold, der
vcrkke Mistanke om, at en Forbrydelse er be-
gaaet, gjøres ordentligvis til Politiet. Dog
blive de ogsaa at modtage af statsanklageren
og i paatramgende Tilfælde af Undersøgelses-
dømmeren, som da snarest mulig tilstiller Politi-
mesteren samme.

Anmeldelsen kan gjøres skriftlig eller mundt-
lig; i sidste Fald skal af den, som modtager
Anmeldelsen, skriftlig Beretning optages.

Forklaring skal afkræves Anmelderen om
alle Omstændigheder, som ere af Indflydelse
paa Anmeldelsens Sandsynlighed og hans per-
sonlige Troværdighed, samt angaaende de mulig
forhaandenværende Bevismidler; efter Omstæn-
dighederne kan han ogsaa udfpsrges om Be-
vceggrunden til Anmeldelsen og erindres om
Stræffen for falsk Angivelse.

Findes det fornødent. kan Anmelderen ved
begjæring til Undersøgelsesdømmeren foranle-
diges afhørt for retten, inden videre Skridt
foretages.

Gr Sagens Paatale afhængig af Justits-
ministerens Befaling eller af en Opfordring
fra en særlig offentlig Myndigbed (jfr. § 3 6),
skal Politimesteren bringe de ham tilkomne
Oplysninger henholdsvis til Statsanklagerens
eller den særlige Myndigheds Kundskab, men
iøvrigt ikke foretage yderligere Efterforskninger,
forend Vedkommendes Befaling eller Opfordring
foreligger.

Er en Handling, hvis offentlige forfølg-

ning er betinget af en Privats Begjæring,
kommen til Politimesterens Kundskab, men der
er Grund til at antage, at den er den paa-
gjældende Private ubekjendt, kan han gjøre
Meddelelse til denne, men foretager iøvrigt
ingen Efterforskning, forend Begjoeringen fore-
ligger. Denne maa fremsættes udtrykkelig under
Iagttagelse af Reglen i § 214. Indeholder
en af den Private indgiven Anmeldelse om
Forbrydelsen ingen saadan Begjæring, skal han
foranlediges til at afgive den fornødne Er-
klæring.

Ovenstaaende Regler udelukke dog ikke, at
uopsættelige Efterforskningsskridt foretages, forend
Befalingen, Opfordringen eller Begæringen
foreligger, under de i § Z6 angivne Betin-
gelser.

Finder Politimesteren, at der mangler
Grund til at foretage videre Skridt i Anled-
ning af en indgiven Anmeldelse eller en frem-
sat Begjæring om forfølgning, skal han paa
Forlangende meddele en skriftlig erklæring om
sin Vcegring, og om denne er grAndet paa, at
den formentlige Lovovertrædelse ikke antages at
være Gjenstand for offentlig forfølgning, eller
paa Anmeldelsens utilstrækkelige Grundlag.

Den, som har indgivet Anmeldelsen eller
fremsat Begjæringen, kan derefter henvende sig
til den overordnede Myndighed med Andra-
gende om, at det maa blive paalagt Vedkom-
mende at træde i Virksomhed.

Efterforskningen skal rettes paa at frem-
skaffe faadanne Oplysninger om Gjerningen og
den eller de formentlig Skyldige, som ere til-
strækkelige til at bestemme, om Forfølgning ved
Domstolene mod en bestemt Person skal be-
gynde, være sig ved Begjæring om Forunder-
søgelse eller ved Anklage for den dømmende
Ret.

Saa bør og iøvrigt alle Oplysninger er-
hverves og Foranstaltninger træffes, som skjøn-
nes nødvendige eller tjenlige til at forberede
Sagens Behandling ved Retten.

Til Opnaaelse af Efterforskningensøjemed

er Politimesteren berettiget til under de Betin-
gelser og med de nærmere Bestemmelser, som
herom i det Foregaaende ere fastsætte, at fore-
tage Ransagninger og Beslaglæggelser, fordre
Oplysninger af offentlige Myndigheder, ind-
kalde Vidner, foretage Besigtigelser, lade fore-
tage Syn og skjøn, anholde Mistænkte m. v.

Kræver Loven i Anledning af en saaledes
truffen Foranstaltning en efterfølgende Henven-
delse til Retten, paahviler det den paagjældende
Embedsmand at ssrge for, at denne sinder
Sted paa lovbefalet Maade.

Om de foretagne Gfterforskningshandlinger
optages skriftlig Beretning.

skjønner Politimesteren enten strax eller
i løbet af Efterforskningen, at der vil blive
spørgsmaal om at undlade Paatale i Med-
før af § 37, forelægger han de fremkomne
Oplysninger for Statsanklageren og standser
alle ikke nopsættelige Efterforskningsskridt, ind-
til Statsanklagerens Beslutning foreligger.

Finder Politimesteren (jfr. §211), at der til
Efterforskningens Fremme bør træffes Foranstalt-
ninger, som det overhovedet eller under de
givne Omstændigheder ligger udenfor hans
Myndighed selv at træffe, er han berettiget
til herom at rette Andragende til undersøgel-
sesdømmeren. Det Samme gjælder, naar det
iøvrigt findes hensigtsmæssigt, at Vidner af- høres for Retten, eller at Besigtigelser og Syn
eller skjøn foretages ved Rettens Hjælp.

Undersøgelsesdømmeren er pligtig at tage
Andragendet til følge, naar de i Loven fore-
skrevne Betingelser findes at foreligge.

Retshandlinger mod en Mistænkt kunne
kun begjæres i Forbindelse med Andragende
om Forundersøgelse eller Anklage.

Naar den begjærte Retshandling har
fAndet Sted, ophører Undersøgelsesdømmerens
Virksomhed.

De under Efterforskningen forefaldende
Retsmøder ere ikke offentlige.

Med Hensyn til Undersøgelsesdømmerens
Virksomhed under Efterforskningen finde de i
§§ 232—239 givne Regler Anvendelse, for-
saavidt det ikke udelukkes ved Forholdets Natur.

Udskrift af det i RetsMøderne Foregaaede
meddeles Politimesteren og paa Begjæring
Statsanklageren.

Tages den Begjcrnng eller Opfordring, af
hvilken en offentlig Forfølgning er afhængig,
tilbage, eller befales det af overordnet Myn-
dighed, henlægges Sagen med Vedtegning af
Grunden. Har Politimesteren i en Sag, der
hsrer under Statsanklagerens Virkekreds, ikke
faaet Meddelelse om den Sagens Henlæggelse
foranledigende Omstændighed fra Statsankla-
geren, gjør han Indberetning til denne derom.

Findes Efterforskningensøjemed at være
opnaaet, tager vedkommende Embedsmand Be-
stutning om Sagens Forfølgning ved Retten
i Overensstemmelse med de i det følgende givne regler eller om Efterforskningens Afslutning
ved Sagens Henlæggelse. Henlægges Sagen,
vedtegnes Grunden.

Er Politimesteren paataleberettiget i Hen-
hold til § 35, tilkommer det ham at tage
de ovenmeldte Beslutninger. hører Sagen
under Statsanklagerens Virkekreds, har Po-
litimesteren at andrage paa Forundersøgelse,
naar han ifølge Efterforskningens Resultat
finder Anledning dertil, og gjør derom Ind-
beretning til Statsanklageren; ellers indsen-
der han Sagen til StatZanklageren, der
tager fornøden Bestutning om yderligere Efter-
forskning, Begjæring af Forundersøgelse, An-
klage eller Sagens Henlæggelse.

Efterforskningen fortsoettes, efter at Sagen
er indbragt for Retten, naar Omstændighederne
opfordre dertil. Under den fortsætte Efter-
forskning kunne efter Begæring, eller i paa-
trcengende Tilfælde uden en saadan, Retshand-
linger foretages af en Undersøgelsesdømmer,
naar Forholdene ikke tilstede at afvente den Rets
Bestutning, ved hvilken Sagen er anhængig.

For strafbare Handlinger eller Undladelser,
hvori Statsauklageren eller Politiets Gmbeds-
eller Bestillingsmand maatte gjøre sig skyldige
under Efterforskningen, ifalde de Ansvar efter
Lovgivningens Regler.

Klage over de efter Lovgivningen strafbare
Myndigheds Misbrug kan af den Forurettede frem-
sættes for Underfogelsesdømmeren i den Kreds,
hvor den paaklagede Handling har fAndet Sted,
eller for den Ret, hvis Virksomhed mod Klageren
af vedkommende Embedsmand paakaldes, eller
for hvilken Sag om Forbrydelsen af det Of-
fentlige anhængiggjøres.

Finder Retten, efter at have hort den
paagjældende Embeds- eller Bestillingsmand,
Sagen klar og hojere Straf end bøder ej
at være forskyldt, træffer den Llfgjørelsen.
I modsat Fald som og, hvor Klage fra den
Forurettede ikke er fremsat paa deu angivne
Maade, forfølges Sagen efter de almindelige
Neg ler.

Paalæg af bøder i Henhold til §§ 147
og 163 kan ophæves af den Ret, for hvilken
Klage over Myndigheds Misbrug fremsætles.

Forundersøgelse ved Retten finder ikke Sted
ved Handlinger, som det efter § 35 tilkommer
Politimesteren at paatale, ej heller i Sager
angaaende de i Lov af 3. Jan. 1851 § 14,
jfr. § 15, omhandlede Forbud.

Forundersøgelse ved Retten finder kun Sted,
naar derpaa andrages, og en bestemt Person
sigtes. Andragende om Forundersøgelse frem-
sættes af Politimesteren af egen Drift eller
ifølge Statsanklagerens Beslutning; det frem-
sættes af Statsanklageren, naar han i Henhold
til § 211 træder i Politimesterens Sted. Nets-
handlinger mod en Mistomkt, hvorved en For-
undersøgelse indledes, kunne i paatrcengende
Tilfælde foretages uden Andragende; Politi-

mesteren opfordres i saa Fald til fnarest mulig
at erklære, om han andrager paa Forunder-
søgelse.

Andragende om Forunderfogelse fremsættes
striftlig eller mundtlig til Retsbogen; det skal betegne den Person, mod hvem, og den Hand-
ling, paa Grund af hvilken Undersøgelsen skal
foretages, samt ledsages af Sagens Aktstykker
og forhaandenværende synlige Bevismidler.

Ved Andragendets Indgivelse til dømme-
ren er Sagen anhængiggjort.

F^runderfogelsen angaar kun de Handlin-
ger og de Personer, som betegnes i Andragen-
det, men er iøvrigt ikke indskromket ved dette.
Fremkommer der i løbet af Forundersøgelsen
grAndet Mictanke mod Medskyldige eller om
strafbare Handlinger as den Sigtede, som An-
dragendet ikke ommelder, eller vender Mistan-
ken sig mod en Anden end den oprindelig Sigtede,
skal dømmeren ved fornøden Meddelelse give
Politimesteren Lejlighed til at fremkomme med
saadant Andragende, som derved maatte findes
foranlediget; uopsættelige Skridt har dømme-
ren dog i Henhold til § 227 at foretage
uden at afvente Andragende.

Finder dømmeren, at Sagen ikke er ind-
bragt for ret værnething, eller at den, der
paataler, ej er berettiget dertil, eller at Forun-
dersøgelse er udelukket ved Reglen i § 227,
eller at Handlinger af den Art. som Sigtel-
sen angaar, ikke ere Gjenstand for Straf, eller
at Strafskylden er forceldet eller Ferfolgning
af andre lignende Grunde utilstedelig, afsiger
han Kjendelse om, at Andragendet om For-
undersøgelse ikke kan tages til følge.

Forundersøgelsensøjemed er at tilveje-
bringe saadanne Oplysninger, som udfordrcs
for at afgjøre, om, for hvilken Forbrydelse og
for hvilken Ret Anklage flal rejses. Tillige
blive saadanne Beviser at fore, som maa ventes
ikke at kunne blive fremførte under Hovedfor-
hcmdlingen.

Til at opnaa de nævnteøjemed kunne alle

I andre Tilfælde berammer dømmeren,
efter at have modtaget Andragendet, et Rets-
møde, til hvilket den Sigtede samt andre Per-
soner, der ifølge dømmerens Beslutning skulle
afhøres, blive at indkalde. Give Forhandlin-
gerne i dette Anledning til nyt Retsmøde, træffer
dømmeren Bestemmelse herom.

Afhørelse af Vidner, Syns- eller skjøns-
mcend under Forundersøgelsen bør foregaa
uden flere eller længere Afbrydelser, end nod-
vendigt.

Uden Hensyn til, om -Retsmødet er ossent-
ligt eller ikke, have Parterne (jfr. § 227) or-
dentligvis Ret til at overvære og overensstem-
mende med Lovens Regler at deltage i Rets-
handlingerne under Forundersøgelsen. Samme
Ret har Statsanklageren samt i de i § 44
2 det Stykke nævnte Tilfælde den Forsvarer,
den Sigtede maatte benytte. Er den Sigtede
fængslet, bør ban henbringes til det Sted,
hvor Handlingen skal foregaa, medmindre den
sinder Sted udenfor Underretskredsen og i saa-
dan Afstand, at uforholdsmæssigt Besvær kan
forudfees at følge deraf.

Undtagelse fra foranstaaende Regel finder
Sted:

1) naar dømmeren finder Anledning til
at anvende den ham efter § 83 1ste Stykke
tilkommende Beføjelse mod nogen af de nævnte
Personer;

2) den Sigtede kan midlertidig fjernes,
naar der er Grund til at antage, at en ufor-
beholden Udtalelse af en Person, der afhøres,
ellers ikke kan opnaaes;

3) den Sigtede kan midlertidig udelukkes
fra Deltagelse, naar der er Grund til at an-
tage, at han vil modvirke Undersøgelsen paa
den i § 183 Nr. 3 omtalte Maade; har den
Sigtede begjært Deltagelse, afsiges Kjendelse
herom.

Har den Sigtede i Henhold til Reglerne
under Nr. 1—3 været udelukket, bliver
Retsbogen at oplæse for ham, naar Grunden
til hans Udelukkelse er ophort og i ethvert
Fald inden Forundersøgelsens Slutning, for-
saavidt han ej har unddraget sig forfølgning.

Fores Beviser under Forundersøgelsen for

at kunne benyttes ved Oplæsning under Hoved-
forhandlingen, skal den Sigtede være per-
sonlig tilstede, med mindre Sagen ingen Ud-
sættelse taaler, dog at Reglerne under Nr.
1—3 finde Anvendelse.

Om Tid og Sted for Foretagelse af Rets-
handlingerne skal dømmeren forud betimelig
underrette Parterne. Ligeledes bliver den Forsva-
rer, der maatte v^re beskikket, at underrette her-
om. I paatrcengende Tilfælde kunne Rets-
handlingerne foretages, uden at den nævnte
Meddelelse har fAndet Sted. For Tilkaldelse
af en Forsvarer, som den Sigtede overens-
stemmende med Regien i § 44 2det Stykke
vil benytte, har denne selv at sorge; der bør saavidt mulig indrommes ham Tid hertil.

Udeblivelse af nogen til Mede Berettiget
bindrer ikke Reishandlingens Foretagelse; dette
gjælder ogsaa, naar en bestikket Forsvarer
maatte forsomme at møde.

Politimesteren, Statsanklageren, den Sigtede
og hans Forsvarer have Adgang til at gjøre sig be-
kjendt med Retsbøgerne angaaende de under For-
undersøgelsen foretagne Retshandlinger, under
Iagttagelse af de af dømmeren givne nær-
mere Bestemmelser. Dog kan dømmeren ved
Kzendeise nægte den Sigtede og hans Forsvarer
det, naar der er Grund til at befrygte Mod-
virken af Undersøgelsen paa den i § 183 Nr.
3 ommeldte Maade; men i saa Fald skal
Gjennemfynet tilstedes inden Undersøgelsens
Slutning.

Skal der i Anledning af en Retshand-
ling under Forundersøgelsen beskikkes den Sig-
tede en offentlig Forsvarer, bør der saavidt
mulig gives denne Lejlighed til forinden at
gjøre sig bekjendt med Sagens Dokumenter.

afhørelse af den Sigtede om Sigtelsen
og Beviserne finder Sted overensstemmende
med Reglerne i andet Afsnit, Kap. V. Gjen-
tagen afhørelse finder kun Sted, naar ny frem-
komne Beviser give Anledning dertil, eller paa
den Sigtedes Forlangende, eller naar Beviser
fores til Benyttelse under Hovedforhandlingen.

afhørelsen sker ved dømmeren; Politimesteren
kan andrage paa, at yderligere spørgsmaal
stilles til den Sigtede.

Som Vidner indkaldes under Forunder-
fogelsen alle Perfoner, hvis Forklaringer
skjønnes nødvendige eller nyttige til Opnaaelse
af Underfogelsensøjemed. Begjærer nogen
af Parterne Perfoner indkaldte fom Vidner,
kan dømmeren fordre, at de Punkter i det
Mindste i Almindelighed angives, angaaende
hvilke de opgivne Personer skulle afhøres.

Vidner samt Syns- og skjønsmcend af-
høres af dømmeren (§ 143 jfr. § 159),
Parterne kunne andrage paa, at yderligere
spørgsmaal forelægges dem; dømmeren kan
overlade til dem felv at stille disse.

Om Tvistepunkter, fom opstaa under For-
undevsøgelsen, samt om Indsigelser, der frem-
sættes af Vidner, Syns- eller skjønsmcend,
træffes Afgjørelsen af dømmeren ved Kjen-
delse.

Den paabegyndte Forundersøgelse standser,
naar Statsanklageren begjærer det, fordi Sa-
gen er indbragt for den dømmende Ret;
Gjenpan af Anklageskriftet med Paitegning
om dets Indlevering til den dømmende Ret
bliver i saa Fald at fremlægge.

Fremdeles standser Forundersøgelsen, naar
forfølgning frafaldes (§§ 32 og 34). Gr-
ktcering om Frafald af forfølgning indgives
enten skriftlig til dømmeren eller fremsættes
mundtlig tii Retsbogen. dømmeren træffer
de fornødne Foranstaltninger med Hensyn til
Ophoret af de Forholdsregler af varigere
Karakter, som maatte være foranledigede ved
Forfølgningen.

i2tatsanklagerens Beslutning om Frafald
af forfølgning binder ikke den overordnede
Myndighed; dog maa Forfølgningens Fortsæt-
telse efter den overordnede Myndigheds Be-

slutning finde Sted inden Udløbet af to
Maaneder, med Forbehold af Reglerne om en
Stræffesags Gjenoptagelse.

Fremkommer der under Forundersøgelsen
Oplysning om Omstændigheder, ifølge hvilke
Politimesteren skjonner, at der vil blive
spørgsmaal om at undlade Paatale i medfør
af § 37, og som maa antages at være
Statsanklageren ubekjendte, meddeler han ham
Underretning herom, ledsaget af fornøden Ud-
skrift af Undersøgelsen. Indtil hans Beslut-
ning inden en af dømmeren fastsat Frist
indtræffer, foretages der kun saadanne Under-
søgelseshandlinger, som ikke taale Ophold.

Finder dømmeren, at Forundersøgelsen
er saavid^ fremmet, som densøjemed uo-
kræver, tilstiller ban Statsanklageren Udskrift
af Undersøgelsen og Tagens Aktstykker og op-
fordrer ham til, hvis han maatte snske yder-
ligere Foranstaltninger trufne fer Under-
søgelsens Slutning, at fremkomme med sit
Andragende desangaaende inden en af Dom-
nieren fastsat Frist. Ogsaa til den Sigtede
skal dømmeren gjøre Meddelelse om sin
Hensigt at slutte Forundersøgelsen og rette en
lignende Opfordring. Fremkommer intet
saadant Andragende, eller forkastes det ved
dømmerens Kjendelse, sluttes Forundersøgelsen,
og Statsanklageren underrettes herom.

Gr Forunderføgelse under Et indledet
mod en Perfon for flere Forbrydelser eller
mod flere Personer, og det findes, at Under-
søgelsen af en eller nogle Forbrydelser eller
med Hensyn til enkelte Sigtede er fremmet
faavidt, somøjemedet udkræver, kan dømmeren paa Andragende eller i Embeds medfør forsaavidt slutte undersøgelsen, dog i det
Første Tilfælde kun, naar ingen af de Forbry-
delser, hvis Undersøgelse ikke er møden til
Slutning, antages at medføre en strengere
Strafart.

Sluttes Forundersøgelsen for en eller

nogle af de Forbrydelser, for hvilke den samme
Person er sigtet, kan Undersøgelsen af de
andre Forbrydelser midlertidig hvile, indtil Af-
gjørelse for den eller de ferstnævnte Forbry-
delsers Vedkommende har fAndet Sted, naar
Statsanklageren forlanger det, og den Sig-
tede ikke fordrer Fortsættelse.

Inden Udløbet af 14 Dage efter mod-
tagen Meddelelse om Forundersøgelsens Slut-
ning skal Statsanklageren indlevere sit An-
klageskrift til den dømmende Ret; sker dette
ikke, ansees Forfølgningen for frafalden. Un-
derretning om, at Anklageskriftet er indleveret,
meddeles uopholdelig Underwgelsesdømmeren.

Kan der paa Grund af en for en anden
Forbrydelse rejst Anklage blive spørgsmaal om
at undlade Paatale i Henhold til §37Nr. 2,
er det tilstrækkeligt, at Statsanklageren inden den
nævnte Frist meddeler undersøgelsesdømmeren,
at han forbeholder sig Beslutning, indtil Af-
gjørelse af hin Anklage har fAndet Sted.
Frisken regnes i saa Fald fra Udløbet af Paa-
ankefrisken eller den endelige Dom. Fra dette
Tidspunkt regnes ogsaa Frisken, naar den
rejste Anklage afvises, fordi den hører for en
anden Ret; skal Anklagen bringes for en an-
den Ret, fordi forenede Sager adskilles, regnes
Frisken fra Rettens Beslutning herom. Finder
Statsanklageren det nødvendigt at andrage
paa yderligere Undersøgelseshandlinger, inden
Beslutning om Anklage tages, eller vil han
indstille spørgsmaalet, om An! lage skal finde
Sted, til Overftatsanklageren, eller finder han
Grund til at andrage paa en Afvigelse fra
værnethingøreglerne, er det tilstrækkeligt, at
han inden den nævnte Frist gjør de fornødne
Skridt hos vedkommende Myndighed eller
Domstol samt meddeler dømmeren dette. For-
saavidt da Sagens videre Fremme beror paa
Overstatsanklageren, forlænges Frisken en Uge;
forsaavidt den beror paa en Rets Afgjørelse
eller Virksomhed, finder en Ugesfrist Sted, fra
Meddelelsen om Afgjørelsen eller Virksom-
hedens Slutning at regne.

undersøgelsesdømmeren kan paa Andra-
gende af særegne Grunde indromme Forlæn-
gelse af de ovenfor nævnte Frisker.

Indtil Anklage er rejst, eller de nævnte Frisker ere udlobne, ansees Sagen for anhæn-
gig for undersøgelsesdømmereu.

Indgives efter Forundersøgelsens Slutning
Andragende om yderligere undersøgelseshand-
linger, skulle disse nojagtig betegnes i Andra-
gendet. Tages dette til følge, finoe med
Hensyn til den derved foranledigede Gjenop«
tagelse af Aorundersøgelsen de ovenfor givne
Regler Anvendelse.

Statsanklageren indbringer Sagen for
Landsretten red en skriftlig affattet Anklage,
som indleveres til Rettens Formand.

Ved Anklageskriftets Indlevering er Sagen
anha-ngiggjort,

Anklageskriftet skal indeholde:

3.) Statsanklagerens Navn.

d) Den Sigtedes Navn og hvad der ellers
maatte udkræves til hans nojagtige Be-
tegnelse, hans Bopcel eller Opholdssted,
forsaavidt det er bckjendt, med Angivelse
af, om han er anholdt eller fængslet.

o) Angivelse af den Forbrydelse, for hvilken
Anklage rejses, ved Hjælp af dens lovbe-
stemte Kjendemærker eller dens i Loven
hjemlede Betegnelse i Forbindelse med mu-
lige Strafforhojelses- og Strafnedsættelses-
grunde, samt med Tilfojelse af saadanne
særlige Omstændigheder i Henseende til
Sted, Tid, Gjenstand, Udførelsesmaade osv.,
som efter de i ethvert Tilfælde foreliggende
Forhold udkræves til dens tilstrækkelige

og tydelige Betegnelse. Tillige nævnes det
eller de Lovbud, i Henhold til hvilke Paa-
stand om Straf for den paagjældende For-
brydelse agtes nedlagt. Anklagens Gjen-
stand kan angives alternativt, saavelsom
principalt og subsidiært.
6) Begzcering om, at Sagen maa henvises
til Hovedforhandling. Det maa udtrykke-
lig bemærkes, om og i Henhold til hvilken
Lovbestemmelse der andrages paa Med-
virkning af Noevninger eller paa Forhand-
ling for Landsretten uden saadan Med-
virkning. Det Lovbud eller den Afgjø-
relse, som hjemler det valgte værnething, bør paaberaabes.

Hverken Udviklinger om de mod den Sig-
tede forhaandenværende Beviser eller af Rets-
spørgsmaal maa sindes i Anklageskriftet.

Omfatter Anklagen flere Sigtede eller flere
strafbare Handlinger af den samme Eigtede,
bliver hver af disse punktvis at ommelde.

Med Anklageskriftet skulle følge Dokumenter
og andre synlige Bevismidler, som Anklageren
har i Hcmde, og som agtes fremlagte under
Sagen, de i § 219 tredie Stykke ommeldte
Beretninger samt Udskrift af Retshandlinger,
som maatte have fAndet Sted under Efter-
forskningen, og af Forundersøgelsen, naar en
saadan har været foretagen.

Endvidere skulle medfølge saa mange Gjen-
parter af Anklageskriftet, som der er Sigtede.

Samtidig med Anklageskriftets Indlevering
skal Anklageren tilstille Rettens Formand en
førtegnelse, med Genpart for den Sigtede,
over de Beviser, som han agter at fremfore
under Hovedforhandlingen, med Bemærkning
om, hvad han ved disse vil godtgjøre, og i
Forbindelse dermed fremsætte sine til Bevis-
førelsens Forberedelse sigtende Andragender til
Retten.

Andre Andragender til Retten, sigtende til
at fremme Stræffesagens Formaal. saafom om
den Eigtedes Anholdelse eller fængsting, Be-
slaglæggelse af hans Formue o. s. fr., staa
Anklageren aabne, saasnart Anklageskriftet er

indleveret; de fremsættes skriftlig og tilstilles
Rettens Formand.

Naar Rettens Formand finder,

1) at Anklageskriftet ikke tilfredsstiller Lovens
Fordringer,

2) eller at den Forbrydelse, for hvilken An-
klage er rejst, er udelukket fra Paakjendelse
ved Landsretten, uden at dette beror
paa skjøn over Stræffens rimelige Stor-
relse, og uden at Sammenhæng med en
anden Stræffesag deri gjør Forandring,

3) eller at Sagen ikke er indbragt for ret
værnething,

4) eller at Anklageren ikke er paataleberet-
tiget,

5) eller at Handlinger af den Art, Anklagen
angaar, ikke ere Gjenstand for Straf,

6) eller at forfølgning er udelukket ved For-
celdelse, uden at dette beror paa skjøn
over Stræffens rimelige størrelse, eller af
lignende Grund er utilstedelig,

og naar derhos, hvis Manglen kan afhjælpcs,
det fornødne i saa Henseende ikke sker inden
en af Formanden fastsat Frist, sammentræder
han med tvende Medlemmer af Retten til Af-
gørelse af spørgsmaalet, om Henvisning af
Anklagen til Hovcdforhandling strax skal nægtes,
uden at videre Foranstaltninger træffes i An-
ledning af samme. Anklageren gives der
Lejlighed til for Afgjørelsen at udtale sig
skriftlig eller mundtlig.

nægtes der Anklagen Fremme, afsiges
Kjendelse herom.

Finder Retten ikke strax i Embeds Med-
for at burde nægte Anklagen Fremme, med-
deler Rettens Formand den Sigtede Gjenpart
af Anklageskriftet og Bevisførtegnelsen. Ved
Meddelelsen affordres den Sigtede Erklæ-
ring, om han selv har valgt en Forsvarer;
hvis dette ikke er Tilfældet, beskikker Formanden
efter Omstændighederne Forsvarer, hvem lige-
ledes gjenparter Milles.

Hensidder den Sigtede i fængsel paa et
andet Sted end Rettens sæde, og det er
givet, at Hovedforhandlingen skal foregaa her,
kan Rettens Formand allerede paa dette Tids-
punkt foranstalte ham henbragt til samme.

Rettens Formand fastsetter en Frist for
den Sigtede og den beskikkede Forsvarer til
Indgivelse af de i § 254 ommeldte Andra-
gender til Retten.

Frisken bestemmes saaledes, at der bliver
tilstrækkelig Lejlighed for de Paagjældende til
at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker,
hvortil saavel den Sigtede som hans Forsvarer,
være sig valgt eller bestikket, efter den sted-
fundne Meddelelse have Adgang; om de For-
anstaltninger, der ere trufne med Hensyn her-
til, gives fornøden Underretning. Frisken kan
af Formanden forlamges, naar det begjæres,
og færegne Grunde findes at tale derfor.

Den digtede og den beskikkede Forsvarer
have Adgang til, inden Udløbet af den i §
253 ommeldte Frist,

1) at andrage paa, at der, førend Sagen vi-
dere fremmes, foretages Forundersøgelse,
hvis en saadan ikke har fAndet Sted, eller
at en stedfunden Forunderfogelse fuldstæn-
diggjøres, naar det angives, at nærmere
betegnede Oplysninger derved kunne frem-
skaffes, som ville fjerne Mistanken mod
den Sigtede eller godtgjøre Grunde til
Straffrihed;

2) at andrage paa, at Henvisning af Ankla-
gen til Hovedforhandling maa blive nægtet,
naar det paastaaes, at enten nogen af de
i § 251 nævnte Omstændigheder fore-
ligger, eller at der ved de stedfundne
Efterforskninger eller Forundersøgelsen ikke
er fremkommet rimelig Grund til Mis-
tanke mod den Sigtede eller er oplyst
Omstændigheder, som begrunde hans
Straffrihed;

3) at fremkomme med Andragender og Er-
klæringer om Sagens Henvisning til næv-
ninger eller til Landsretten uden Næv-
ninger ;

4) at indlevere en førtegnelse over Beviser,
som agtes fremførte under Hovedforhand-
lingen, med Bemærkning om, hvad der
ved disse skal godtgjøres, og i Forbindelse
dermed at fremsætte Andragender til

Retten, sigtende til Bevisførelsens For-
beredelse.

Ovennævnte Andragender indgives skriftlig
til Rettens Formand tilligemed Gjenpart, som
tilstilles Anklageren.

Er den Sigtede fængstet, blive hans An-
dragender og Erklæringer paa Begjæring at
modtage af Underfogelsesdømmeren til Reis-
bogen; denne har ved Anklageskriftets Med-
delelse udtrykkelig at gjøre ham opmærksom
paa den ham efter nærvceiende Paragraf til-
kommende Net. Udskrift af Retsbogen tilstilles
snarest mulig Rettens Formand, som meddeler
Anklageren, naar og hvor Adgang til Gennem-
syn af samme staar ham aaben.

Den beskikkede Forsvarer kan ikke mod
den Sigtedes Villie andrage paa nægtelse af
Henvisning til Hovedforhandling af Grunde,
som Retten ikke i Embeds medfør kan tage
i Betragtning, ej heller paa Henvisning til
nævninger, medmindre han antager den
hjemlet ved § 11 Nr. 1.

Andre Andragender til Retten end de i
§ 254 ommeldte, hvortil der med Hensyn til
den anhamgiggjorte Sag findes Anledning for
Hovedforhandlingen, ftaa den Sigtede, den be-
skikkede Forsvarer eller andre Vedkommende aabne,
saasnart Meddelelse af Anklageskriftet har fAndet
Sted. De fremsættes skriftlig og tilstilles
Rettens Formand; er den Sigtede fængstet,
har han Ret til at fremsætte dem til Retsbogen
for Undersøgelsesdømmeren, som snarest mulig
tilstiller Rettens Formand fornøden Udskrift.

Efter Udløbet af den fastsætte Frist
eller tidligere, hvis det begjæres af den
Sigtede og den beskikkede Forsvarer, træffes
Afgjørelse, om Sagen skal henvises til Hoved-
forhandling, og i bekræftende Fald, om den
skal henvises til nævninger eller ikke, samt om
Forening eller Adskillelse af Sogsmaal. I
Forbindelse hermed træffes Afgjørelse om For-
anstaltninger sigtende til Bevisførelsens For-
beredelse eller iøvrigt til Opnaaelsen af Stræffe-
sagens Formaal; dog bør forsaavidt Friskens

Udlob ikke afventes, naar Forholdene ikke til-
stede Opsættelse.

Retten træffer Afgjørelsen:

1) angaaende de i § 254 Nr. 1 og 2 om-
meldte Andragender, famt naar Anklagen
i Gmbeds Medfgr nægtes Fremme;

2) angaaende Andragende om Henvisning til
Nceuninger udenfor Lovens almindelige
Regler, famt naar Eporgsmaalet, om en
Sag i Henhold til disse skal henvifes til
Nævninger eller ikke, enten er omstridt
mellem Parterne, eller, uden at dette er
begrAndet i den Eigtedes Valgret, afgjøres
i Strid med Anklagerens BegM'ing;

3) angaaende Foranstaltninger i Bevisforel-
sens eller iøvrigt i Sagens Interesse
med Undtagelse af Beslutning om Vid-
ners eller Syns- eller skjønsmcends Ind-
kaldelse til Hovedforhandlingen samt For-
anstaltninger, der ere vaatrcengende.
Andre Afgzorelser end de ovenfor nævnte

kunne træffes af Formanden i Rettens Navn.
Forend Afgjørelsen træffes, kan Forman-
den eller Retten indhente Oplysninger og Er-
klæringer, ved Undersøgelsesdømmeren lade afhøre Vidner m. V. Adgang til herved frem-
komne nve Aktstykker staar Parterne aaben
efter Formandens ncennere Bestemmelse.

Om de spørgsmaal, som i Henhold til
§ 256 skulle afgjøres af Retten, tages Be-
stemmelse af Rettens Formand i Forbindelse
med to andre Medlemmer. Afgjørelsen
træffes i et ikke offentligt Retsmøde, som
Anklageren, den Sigtede og dennes Forsvarer
have Ret til at overvære, og i hvilket de
nærmere kunne begrunde de af dem frem-
sætte Andragender, fom foreligge til Afgjørelse.
Rettens Formand underretter dem betimelig
om mødets Afholdelse. Henfidder den Sig-
tede i fængsel paa et andet Sted, end det,
hvor Retten holdes, skal han dog kun, naar rettens Formand finder, at særlige Grunde
tale for at efterkomme hans Begjæring derom,
M-anstaltes henbragt til mødet; i modfat
Fald kan han enten indgive en skriftlig Ud-
talelse til Retten til Begrundelse af sine An-
dragender, eller afgive sin erklæring til Rets-

bogen for Undersøgelsesdømmeren, som snarest
mulig indsender Udskrift til Rettens Formand.
Udeblivelse af nogen til Msde Berettiget
hindrer ikke Afgjørelsen af de foreliggende
spørgsmaal.

Sagen kan ved Kjendelse henvises til
Forundersøgelse, naar der, efter hvad der fore-
ligger, findes ikke at mangle rimelig Grund
for et herom fremsat Andragende, eller i Em-
beds medfør, naar det findes fornødent, forend
Beslutning tages i Anledning af et Andragende
om at nægte Anklagen Fremme.

Om Forundersøgelsen gjælde de i 3die
Afsnit Kap. II givne Regler med de af
Sagens Stilling flydende Lempelser. Udskrift
af famme tilstilles Rettens Formand og An-
klageren; den Sigtede og hans Forsvarer have
Ret til at gjøre sig bekjendt med den efter
Formandens nærmere Beslutning.

Efter at have modtaget Udskrift af den
sluttede Forunderwgelse, har Anklageren inden
en Uge at indlevere nyt Anklageskrift, forsaa-
vidt han ikke vil henholde sig til det tidligere
indgivne.

Anklagens Henvisning til Hovedforhand-
ling kan nægtes, naar et herom fremsat
Andragende sindes begrAndet, eller i Embeds
medfør, naar nogen af de i § 251 nævnte
Omstændigheder findes at foreligge. Det er
ikke til Hinder for at nægte Anklagen Fremme
af en af de sidstmeldte Grunde, at Retten ikke
har fAndet Anledning til i Henhold til § 251
strax at nægte Henvisning.

Om nægtelsen, som kan omfatte Anklagen
i det Hele eller for en Del, afsiges Kjendelse.

Er der nægtet Anklagen Fremme delvis,
paahviler det Anklageren inden en af Rettens
Formand ved Kjendelsens Meddelelse fastsat
kort Frist at indlevere et overensstemmende
med Kjendelsen rettet Anklageskrift. Sker dette
ikke, ansees Forfølgning for frafalden.

Ved Afgjørelsen af Andragender om Ind-
kaldelse af Vidner eller om Udmeldelse eller

Indkaldelse af Syns- eller skjønsmcend bliver
det at tage i Betragtning, om der er Grund
til deraf at vente noget Udbytte til Sagens
Oplysning, hvorved navnlig tages Hensyn til,
om der foreligger en fuldstændig og troværdig
Tilstaaelse af den Sigtede, eller om flere Vid-
ner ere bragte i Forstag til at forklare om et
og samme Punkt. Naar den Sigtede har andraget
paa Indkaldelse af Vidner, kan det gjøres til
Betingelse for at tage Andragendet til følge,
at Sikkerhed stilles for de derved foraarsagede
Udgifter.

Bestemmelser om Foranstaltninger sigtende
til Bevisførelsens Fremme eller iøvrigt til at
fremme Stræffesagens Formaal kunne ogsoa
træffes i Embeds medfør; en særegen Far-
tegnelse affattes over Beviser, som i Henhold
hertil blive at frcmføre under Hovedforhand-
lingen.

Om Afgjørelser i Sagen, som træffes i
Henhold til Bestemmelserne i dette Kapitel,
underrettes alle Vedkommende.

Er Sagens Henvisning til Hovedforhand-
ling besluttet, giver Formanden i Henhold
hertil Anklageskriftet fornøden Pæpegning.
Paahviler det Anklageren ifølge § 259 sidste
Stykke at indkomme med et rettet Anklage-
skrift, sier Paategningen, naar dette er ind-
leveret og af Formanden fAndet fremmende
med Rettens Kjendelse.

De følger, som ved Lovgivningen ere
knyttede til den Omstændighed, at en Perfon
er sat under Tiltale for en Forbrydelse, ind-
træde, naar Henvisning til Hovedforhandling
af den rejste Anklage er besluttet overens-
stemmende med foranstaaende Regler.

Formanden berammer Dagen, paa hvilken,
eller, forsaavidt Sagen skal behandles i en af
de regelmæssig tilbagevendende Samlinger. og
Dagen endnu ikke kan angives, Samlingen,
hvilken Hovedforhandling af den henviste Sag skal finde Sted; i sidste Fald berammes Dagen
saa snart ske kan.

Det iagttages, at den nærmeste Tcegtedag
eller Samling vcelges, som Forholdene tilstede,
og til hvilken der kan gives alle Vedkommende
behorigt Varsel.

Ordentligvis bør den Sigtede have en
Uges Varsel til Dagen eller Samlingen;
kortere Varsel kan vcelges, naar den Sigtede
og Forsvareren begjære det eller samtykke deri;
længere Varsel kan vcelges, naar Rettens
Formand sinder, at det almindelige Varsel af
særegne Grunde er utilstrækkeligt.

En senere Tcegtedag end den, der vilde
følge af orenstaaende Regel, kan berammes,
naar særegne Grunde findes at gjøre en Af-
vigelse nødvendig.

Om Verammelsen af Hovedforhandlingen
underretter Rettens Formand Anklageren, For-
svareren samt i nævningeiager Formanden
for Udvalget til Aarslistens Dannelse.

Den Sigtede indkaldes til det berammede
Mede ved en skriftlig Stcevning, som udstedes
as Rettens Formand i Rettens Navn. Om
de Foranstaltninger, som ere trufne for at
give alle Vedkommende behorig Adgang til
Gjennemfyn af Sagens Aktstykker, meddeles
samtidig Underretning, Vidner samt Syns-
og skjønsmcend, hvis Indkaldelse til Hoved-
forhandlingen er besluttet, indkaldes af For-
manden.

Hensidder den Sigtede i fængsel eller
Vidner, Syns- eller skjønsmcend i Forvaring
paa et andet Sted end det, hvor den beram-
mede Hovedforhandling skal foregaa, foran-
stalter Rettens Formand dem betimeligt hen-
førte til dette.

Over nævningesager og andre Stræffe-
sager, som ere berammede til Foretagelse i
en af Rettens Samlinger, affattes der af
Rettens Formand med Retsskriuerens Bi-
stand en famlet RetsUte, hvori angives de
Sager, som ville blive fortagne, samt faavidt
mulig de Dage, til hvilke de enkelte Sager ere
berammede. Denne Retsliste bekjendtgjøres en
Uge for Retssamlingens Begyndelse ved Op-
slag paa det Sted, hvor Retten skal holdes.

Senere Forandringer eller Tillæg, som
gjøres for eller under Samlingen, indfores
strar paa Retslisten.

Over Sager, som berammes til Fore-
tagelse udenfor Samlingerne, affatles for bver
enkelt Retsdag en Retsliste, som bekjendtgjøres
ved Opslag mindst 3 Dage for Retsdagen;
Forandringer eller Tillæg indfores strar.

Retslisten optages strar i en Retsbog,
som fores dels for nævningesager dels for
andre Stræffesager.

Naar det er overdraget et Medlem af
højesteret at være Formand for Landsretten,
hvad nævningesager angaar, paahviler det
ham i betimelig Tid for Samlingens Be-
gyndelse at roere tilstede ved rettens sæde,
!)g derefter, om fornøden: med Bistand
af den for andre Stræffesager beskikkede For-
mand, at væretage de efter ovenstaaende Reg-
ler Rettens Formand paahvilende Pligter med
Hensyn til de Sager, som ere eller blive hen-
viste til nævninger.

Naar under en stedfindende Hovedforhand-
ling Anklage for andre Handlinger rejses, kan
denne uanset Reglerne i dette Kapitel strax
medtages under Forhandlingen, naar enten den
Sigtede og den beskikkede Forsvarer indvilge
deri, eller den Forbrydelse, som den nye An-
klage angaar, er begaaet af den Sigtede un-
der selve Hovedforhandlingen, og naar Retten
iøvrigt Intet finder til Hinder derfor. Ankla-
gen kan da fremsættes mundtlig til Retsbogen.

Forandringer i Anklagen, som ikke i nogen
væsentlig Grad forandre eller besvoerligg>ore For-
sværet, kunne af Anklageren foretages, faa længe
Sagen ikke er optagen til Dom eller til at
forelægges Nævningerne.

Andre Forandringer i Anklagen, hvad
enten disse have Henfyn til Handlingens ret-
lige Karakter eller de særlige Omstændigheder,
hvormed Handlingen er betegnet, tilstedes kun,

1) naar de foretages, førend Henvisning
til Hovcdforhandling har fAndet Sted, eller
dog paa et saadant Tidspunkt, at en Forha-
ling af Hovedforhandlingen ikke vil følge deraf,

2) eller naar der inden Sagens Optagelse
er fremkommet nye Beviser eller Kjendsgjer-
ninger mod den Sigtede, som vilde give
Hjemmel til Genoptagelse af en Stræffesag,
i hvilken forfølgning er frafalden.

Om Forandringer i Anklagen gjøres der
Meddelelse til Retten skriftlig eller, hvis de
fremkomme under Hovedforhandlingen, mundt-
lig til Retsbogen. Finder Retten ikke Anled-
ning til strax at tilbagevise Forandringen,
gives der den Sigtede og den beskikkede For-
svarer Lejlighed til i den Anledning at udtale
sig, hvortil efter Omstændighederne indrommes
en Frist. Er der Strid om Forandringens
Tilstedelighed, eller tilbagevises den, eller til-
stedes den i medfør af Reglen i § 267 Nr. 2.
affiger Retten Kjendelse; i andre Tilfælde træffer
Formanden Afgjørelsen. Tilstedes under Ho-
vedforhandlingen Anklagens Forandring i Hen-
hold til Reglen i § 267 Nr. 2, bliver Sagen
at udsætte, medmindre den Sigtede og hans
beskikkede Forsvarer give Afkald herpaa.

Foreligger der rimelig Grund til at an-
tage, at faadanne nye Beviser eller Kjends-
gjerninger ville komme for Dagen, som efter

Reglen i § 267 Nr. 2 hjemle Forandring i
Anklagen, kan Retten paa Anklagerens Begjce-
ring ved Kjendelse henvise Sagen til For-
undersøgelse; Anklageren har da inden en
Uge efter Modtagelse af Udskrift af denne
at fremsætte de Andragender, hvortil han
finder Anledning.

Er der, efter at Sagen er henvist til
Hovedforhandling, kommet nye Beviser for
Dagen eller indtraadt nye Kjendsgjerninger,
som vilde have ført til paa Andragende eller
i Embeds medfør at nægte Anklagen Fremme,
kan Retten hæve Sagen ved Kjendelse, naar
Beslutning derom kan tages for Hovedfor-
handlingens Begyndelse uden dennes Ud-
sættelse eller paa en Tid, da denne af anden
Grund er udsat.

Under tilsvarende Forudsætninger kan Be-
slutningen om Sagens Henvisning til næv-
ninger eller til Landsretten uden nævninger
forandres; er denne kun en følge af Bestem-
melsen om Sagens Forening eller Adskillelse,
kommer Reglen i § 272 til Anvendelse.

Fremkommer der, efter at Sagen er hen-
vist til Hovedforhandling, nye Grunde til at
antage, at Oplysninger kunne fremskaffes, som
ville fjerne Mistanken mod den Sigtede eller
godtgjøre Grunde til Straffrihed, eller giver
det under Hovedforhandlingen Fremkomne ri-
melig Grund til at antage Saadant, kan Retten
paa Andragende eller under sidstnævnte For-
udsætning i Embeds medfør henvise Sagen til
Forundersøgelse ved Kjendelse. Anklageren
har da inden en Uge efter Modtagelsen af
Udskriften af denne at fremkomme med de
Andragender, hvortil han finder Anledning.

Forandring i de tagne Beslutninger om
Sagens Adskillelse og Forening, kan gjøres af
Rettens Formand, indtil Afgjørelse i Sagen
har fAndet Sted.

Andre Beviser end de paa de til Retten

indleverede førtegnelser opførte kunne fremfores
under Hovedforhandlingen, naar de anmeldes,
forend Sagen er henvist, eller dog saa betime-
lig, at Modparten kan erholde Meddelelse om
dem mindst 4 Dage for Hovedforhandlingens
Begyndelse, uden at dennes Udsættelse derved
bliver nødvendig. I andet Fald kan det uden
Modpartens Samtykke kun finde Sted, naar
nye Beviser ere komne for Dagen, eller senere
af Modparten anmeldte Beviser stjsnncs at
give Grund dertil, eller naar Retten iøvrigt
paa Andragende af særegne Grunde giver
Adgang dertil.

Retten cg udenfor Hovcdforhandlingen
efter Omstændighederne (jfr. § 256 Nr. 3)
Formanden har Befoselse til i Embeds Med-
for at tage Bestemmelse om Bevisers førelse,
som findes nødvendige til Sagens Opklaring,
uden anden Begrænsning end den, Sagens
Stilling medfører.

Udsættelse as den berammede Hovedfor-
handling kan for Forhandlingens Begyndelse
besluttes af Rettens Formand, naar enten
Hensyn til Retten eller andre Aarsager, saci-
som den Sigtedes Flugt, uovervindelige For-
hindringer for Parterne, den beskikkede For-
svarer, uundværlige Vidner eller Syns- og
Skisnsmcend, Forandringer i Anklagen, senere
Henvisning til Forundersøgelse, nye Bevisers
Anmeldelse m. v. findes at gjøre Udsættelsen
nødvendig.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræde for
Hovedforhandlingen, paahviler det enhver Ved-
kommende snarest mulig at underrette Rettens
Formand.

Om Sagens Udsættelse skal Rettens For-
mand snarest mulig og saavidt mulig, førend
den berammede Hovedforhandling skulde have
fAndet Sted, underrette alle Vedkommende,
deriblandt de Vidner og skjønsmoend, som
allerede maatte være indkaldte.

Viser det sig, at Intet er til Hinder for
en Sags Berammelse til en tidligere Tcegtedag
end den oprindelig bestemte, kan Rettens For-
mand foretage en ny Berammelse og træffe

de Foranstaltninger, som derved gjøres nod-
vendige.

Med Hensyn til de i dette Kapitel om-
meldte Afgjørelser af Retten eller Formanden,
som træffes udenfor Hovedforhandlingen, finde
Reglerne i §§ 256 i Slum,, 257 og 261 1ste Stykke Anvendelse. Ligeledes finde Reg-
lerne i forrige Kapitel om Meddelelser til
Parterne samt om Adgang til at gjøre sig be-
kjendt med fremkomne Aktstykker tilsvarende
Anvendelse. Forundersøgelse, som finder Sted
i Henhold til ovcnstaaende Bestemmelser, følger
Reglerne i tredic Afsnit Kap. II. med de af
Sagens Stilling følgende Lempelser.

Under Hovedforhandlingen afsiges dømmen, efterat Bevisførelse har fAndet Sted og
Parterne ere horte.

De til Sagens Afgjørelse kaldede dømmere samt en til at fore Retsbogen bemyn-
diget Person skulle være tilstede under hele
Hovedforhandlingen. Det Samme gjælder om
Nævningerne, indtil deres erklæring er af-
given.

Ved Forhandlinger, som forudsees at blive
af længere Varighed, kunne Grstatningsdømmere
medtages; disse have at overvære Forhandlin-
gen samt, naar det paa Grund af en dømmers Forfald bliver nødvendigt, efter Tjeneste-
alder at indtræde i dennes Sted.

Med Hensyn til Erstatningsnævninger
gjælder Reglen i § 311.

Retsskriverens Hverv kan, naar det maatte
gjørcs fomødent, udfores af forskjellige Per-
soner efter hverandre.

Statsanklageren samt den beskikkede For-

svarer stulle være tilstede under hele Hovedfor-
handlingen, saalænge de have Adgang til at
faae Ordet under samme; dog er herved ikke
udelukket, at forfkjellige Personer udfore Stats-
anklagerens eller den beskikkede Forsvarers
Hverv i Sagen.

Udebliver Statsanklageren enten ved
Hovedforbandlingens Begyndelse eller i løbet
af denne, udsættes Sagen. Det Samme gjæl-
der, naar den beskikkede Forsvarer udebliver,
eller naar den valgte Sagforer ikke møder i
Tilfælde, hvor dette vil gjøre en Beskikkelse
nødvendig, medmindre Omstændighederne maatte
gjøre det muligt for Formanden at beskikke en
Forsvarer, som strar kan udføre Hvervet.

Den Sigtede stal, forsaavidt Loven ikke
hjemler Undtagelser, personlig være tilstede ved
hele Hovedforhandlingen, saalænge han har
Adgang til at faae Ordet under samme.

Udebliver den Sigtede ved Hovedforhand-
lingens Begyndelse eller i løbet af denne, og
Tilfældet ikke er af den Beskaffenhed, at han
strar kan bringes tilstede, udsættes Sagen.

Bliver den Sigtede i løbet af Hoved-
forhandlingen saa syg, at han ikke længere
kan være tilstede, kan Sagens Behandling
fortfættes, naar Retten efter Forhandlingens
Standpunkt og det under samme Fremkomne skjonner, at Udfaldet utvivlsomt vil blive Fri-
findelse.

Formanden kan beslutte, at en Sigtet skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller
en Medsigtet afhøres, naar særegne Grunde
tale for, at en uforbeholden Udtalelse af denne
ellers ikke kan opnaaes.

Er en Sigtet i medfør af foranstaaende
Bestemmelse aftraadt, skal afhørelsen gjentages
efter de almindelige Regler, naar han atter
indlades i Retssalen.

Ovenstaaende Regler gjælde ogsaa med
Hensyn til de i Henhold til § 45 Nr. 2
valgte Forsvarere.

Naar en Sigtet fjernes fra Retssalens i
Henhold til § 83, kan Forhandlingen fort-
sættes, hvis Formanden ikke finder en Udsæt-
telse nødvendig.

Den Sigtede bør i saa Fald, saasnart
og saavidt hans Adfærd gjør det muligt, atter
indfores i Retssalen og gjøres bekjendt med
det under hans Fraværelse Forefaldne; saa

bør der og, forsaavidt det ester Forhandlingens
Standpunkt endnu er muligt, gives ham Ad-
gang til at fremkomme med, hvad han under
almindelige Forhold vilde havt Lejlighed til.

Lignende Regler gjælde med fornøden
Lempelse, naar Ordet fratages den Sigtede i
Henhold til § 83 eller § 288.

Naar Hovedforhandlingen er begyndt,
fortsættes den saavidt mulig uafbrudt, indtil
endelig Afgjørelse har fAndet Sted.

Rettens Formand afbryder Forhandlingen,

a) naar han af Hensyn til den fornødne
Hvile for de medvirkende Personer finder det
nødvendigt at udsætte eller slutte Retsmødet;

d) naar han beslutter Sagens Ud-
sættelse.

Finder Afbrydelsen Sted, efterat den
Sigtedes afhørelse angaaende Anklagen var
begyndt, kan Rettens Formand beslutte, at
Forhandlingen, fra og med den Sigtedes Af-

hørelse, skal gjentages, naar Sagen atter kom-
mer for.

Naar Forhandlingen afbrydes, fordi Rets-
mødet udsættes eller sluttes, fortsættes den hen-
holdsvis til den for Retsmødets Gjenoptagelse
af Formanden fastsætte Tid eller i det næste
paafølgende Retsmøde.

Sker Afbrydelse paa Grund af Sageus
Udsættelse, tilkendegives det alle Vedkommende,
at de skulle møde til den Tid, som berammes
i Retsmødet, eller hvorom senere Meddelelse
sinder Sted.

Efterat Hovedforhandlingen er begyndt,

bør Formanden kun udsætte Sagen, være sig

paa Andragende eller i Embeds medfør. naar
det ifølge Lovens Bud eller iøvrigt af vigtige
Grunde findes nodvmdigt.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræde paa
en Tid, da Hovedforhandlingen er udsat, paa-
hviler det enhver Vedkommende snarest mulig
at underrette rettens Formand, for at Be-
stemmelse om Udsættelsen om mulig kan tages
og Meddelelse til alle Vedkommende fnde Sted,
førend Sagen paany skulde have Været for.

Hovedforhandlingen er mundtlig- Skrift
anvendes kun i det Omfang, i hvilket Loven
særlig bestemmer det.

Ved de mundtlige Udtalelser benyttes
frit Foredrag; Oplæsning tilstedes kun, hvor
Loven hjemlcr det.

Rettens Formand leder Hovedforhandlin-
gen. Han bestemmer rækkefølgen af de enkelte
Dele af Forhandlingen, forsaavidt Loven ikke
indeholder Forskrifter derom. Ingen maa tage
Ordet uden ifølge hans Tilladelse; han kan
fratage den Part Ordet, som ikke vil rette
sig efter hans Ledelse. Han drager Omsorg
for saavidt mulig at fjerne Alt, hvad der til
Unytte trackker Forhandlingen i Langdrag, og
flutter Forhandlingens enkelte Dele, naar han
anser det foreliggende Emne for tilstrækkelig
behandlet.

Om Slutning af Bevisførelsen i det Hele
eller om et enkelt Punkt, førend alle Beviserne
ere fremførte, samt om Gjentagelse af den
sluttede Bcvisførelse, tager Retten Beslutning.

Omfatter Hovedforhandlingen Anklage mod
den samme Person for flere strafbare Hand-
linger eller Anklage mod flere Perfoner, skal
Formanden ordentligvis lade Forhandlingen
foregaa og tilendebringe postvis for de enkelte
Forbrydelser. dømmen omfatter alle Anklage-
punkterne under Et.

Fremsættes Afvisningspæstand, eller an-
tager Rettens Formand, at Omstændigheder

ere tilstede, iislge hvilke der kan opsiaa spørgs-
maal om Afvisning, kan han udsætte eller
standse Forhandlingen om Sagens Realitet og
sætte Afvisningsspørgsmaalet særlig under
Forhandling. Naar Nfvisningsdom ikke af-
siges fortsættes den afbrudte Forhandling.

Tilsvarende Regler finde Anvendelse, naar
der opstaar spørgsmaal, om Anklageren er
pætaleberettiget.

Den Sigtede høres af Rettens Formand
angaaende Sigtelsen og de Beviser, som frem-
fores mod ham. dømmerne og Nævningerne,
Anklageren og Forsvareren kunne andrage paa,
at yderligere spørgsmaal stilles til ham.
dømmerne og Nævningerne have ogsaa Ret
til selv at rette enkelte spørgsmaal til den
Sigtede, efter dertil at have faaet Ordet af
Formanden.

Bevis kan fores baade direkte og indirekte.
Alt, hvad der efter sin Natur er i Stand til
at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyt-
tes som Bevis, forsaavidt Loven ingen Ind-
skrænkning gjor.

Bevisførelsen er nærmest Parternes Sag;
de ere ikke udelukkede fra at fore Vidner, som
Retten har nægtet at indkalde, forsaavidt
§273 ej er til Hinder; men de saaledes førte
Vidner have intet Krav paa Godtgjørelse af
det Offentlige.

Parterne afhøre selv de ifølge Andra-
gende af dem indkaldte eller af dem fremstillede
Vidner, Syns- eller skjønsmcend. Naar Par-
tens Til'porgfel om et Punkt er tilendebragt,
er Modparten berettiget til nærmere at ud-
spørge med Hensyn til dette.

Skal paa en Parts Begjæring Oplad-
ning af Dokumenter og Aktstykker finde Sted
for Bevisførelsens Skyld, beslutter Rettens
Formand, om Opløsningen skal ste ved Par-
ten eller ved Retsskriveren.

Rettens Formand vaager over, at util-

bsrlige, navnlig forvirrende spørgsmaal ikke
finde Sted ved Afhørelsen af Vidner og Syns-
eller skjønsmcend. Sker Afhørelsen trods For-
mandens Paalæg og Irettesættelser paa util-
bsilig Maade eller paa en Maade, som ikke
er egnet til at bringe Sandheden for Dagen,
eller som gaar udenfor Sagen, kan han und-
drage den paagjældende Part Afhørelsen og
selv overtage den. skjønner han, at Afhørel-
sens Fortsættelse ikke kan bidrage til Sagens
Oplysning, kan han slutte den.

Formanden er berettiget og forpligtet til,
naarsomhelst han i Sandhedens Interesse finder
Grund dertil, at rette spørgsmaal til den,
som afhøres. Har den Sigtede hverken be-
skikket eller valgt Forsvarer, overtager For-
manden Afhørelsen paa hans Vegne.

Vidner og Syns- eller skjønsmcend,
som fremstilles efter rettens eller Formandens
Beslutning i Ginbeds medfør, afhøres af For-
manden; dog er han befsjet til at overlade
Afhørelsen til Parterne efter foranstaaende
Regler.

Sker Afhørelse ved Rettens Formand,
kunne Parterne andrage paa, at yderligere
spørgsmal stilles; Formanden kan overlade
det til dem selv at stille saadanne enkelte
spørgsmaal.

Skulle ifølge Beslutning i Embeds medfør
Dokumenter og andre Aktstykker oplæses for
Bevisførelsens Skyld, sker Oplæsning ved
Retsskriveren.

dømmerne og Nævningerne ere berettigede
til at rette spørgsmaal til de fremstillede
Vidner, Syns- eller skjønsmcend, efter at
have erholdt Ordet af Formanden.

De afhørte Vidner samt Syns- eller
skjønsmcend forblive tilstede under den senere
Forhandling, indtil Formanden, efter at have
givet Parterne Lejlighed til derom at udtale sig,
tillader dem at forlade Retten ubetinget eller
mod at blive tilstede i nærheden. Retten kan
paa Begjæring eller i Embeds medfør lade

dem afhøre paany, naar dertil findes Anled-
ning, sir. § 144.

Formanden kan paa Begjæring af en Part
eller i Embeds medfør bestemme, at et Vidne
midlertidig skal forlade Retssalen, naar en
uforbeholden Forklaring af et andet Vidne ellers
ikke kan ventes.

Vidnerne samt Syns- eller skjønsmcend
maa ikke forelægge den Sigtede eller hver-
andre spørgsmaal, men de kunne andrage paa,
at de selv eller et andet Vidne eller den Sig-
tede yderligere afhøres om angivne Punkter i
detøjemed at fuldstændiggjøre eller berigtige
forudgaaende Udsagn.

Syns- eller skjønsmcend kunne i Hen-
hold til § 157 2det Stykke ogsaa under
Hovedforhandlingen fordre spørgsmaal fore-
lagte den Sigtede eller Vidner angaaende
Punkter, som ere af Vigtighed for deres Svar.

Dokumenter, der paaftaaes at være tagne
eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have
været brugte eller bestemte til dens Udførelse,
eller som yde umiddelbar Oplysning omGjer-
ningen eller den Sigtedes Forhold til denne,
blive at oplæse, naar Bevisførelsen kræver det.

Dokumenter og Aktstykker, som indeholde
Erklæringer eller Vidnesbyrd, maa ordentligvis
ikke benyttes som Bevismidler. Herfra undtages:

1) tilførfler i Retsbøger om Ransag-
ninger, Beslaglæggelser, Besigtigelser, Syns-
eller Skønsforretninger, foretagne udenfor
Hovedforhandlingen;

2) Erklæringer til Retten afgivne af
Syns- eller skjønsmcend;

3) tilførfler til Retsbøger om de af den
Sigtede under afhørelsm om Sigtelsen af-
givne Erklæringer, naar den Sigtede enten nu
vcegrer sig ved at svare, eller den nu afgivne
Forklaring afviger fra den tidligere;

4) TilFørster til Retsbøger angaaende de
af Vidner, Syns- eller skjønsmcend under
afhørelse afgivne Forklaringer, naar disse Per-
soner enten ere dode eller af anden Grund
ikke kunne afhøres paany, eller deres Fremstil-
ling for Retten ikke finder Sted af de i §

133 Nr. 1—3, jfr. § 160, angivne Grunde,
eller naar den nu afgivne Forklaring afviger
fra den tidligere, eller naar et Vidne vcegrer
sig ved at afgive Forklaring uden Hjemmel i
§ 131, og de foreskrevne Tvangsmidler for-
gjceves ere blevne anvendte.

5) Erklæringer og Vidnesbyrd, udstedte i
medfør af et offentligt Hverv, derunder Udskrif-
ter af tidligere den Sigtede overgaaede Stræffe-
dømme.

Hvad der er tilført Retsbeger om Rets-
handlinger under Efterforskningen, kan dog kun
benyttes som Bevis, naar Opfattelse af Rets-
handlingen, indtil Sag mod den Sigtede kunde
anhængiggjøres, vilde have medført Fare for
Tab af Bevismidler, eller den Sigtede har
indvilget eller indvilger i Benyttelsen.

Oplcrsning af tilførfler til Retsbøger an-
gaaende Udsagn af den Sigtede, Vidner eller
Syns- eller skjønsmcend paa Grund af de
nu afgivne Forklaringers Uoverensstemmelse
med de tidligere afgivne bør kun finde Sted,
efterat der paa forefkreven Maade er givet de
Paagjældende Lejlighed til sammenhængende
Udtalelser om Gjenstanden for afhørelsen, og
de yderligere spørgsmaal, hvortil denne Ud-
talelse opfordrer, ere stillede.

Naar Oplæsning af de i § 298 Nr. 3
og 4 ommeldte Aktstykker finder Sted, skal
Grunden meddeles af Rettens Formand og til-
fores Retsbogen; saa bør det og bemærkes,
om Vidnets eller Syns- og skjønsmandens
Forklaring er beediget eller ikke, og i sidste
Fald, af hvilken Grund.

Naar Beviser i medfør af § 273 skulle
fores, om hvilke Meddelelse til vedkommende
Part ikke er sket mindst 4 Dage for Hoved-
forhandlingens Begyndelse, bliver Sagen at
udsætte, medmindre Parten har givet Afkald
herpaa.

Formanden træffer fornøden Foranstaltning

for at give alle Vedkommende behorig Adgang
til Gjennemsyn af Aktstykker i Sagen, som
indkomme efter Hovedforhcmdlingens Begyndelse.

En Part kan med Modpartens Samtykke
frafalde et af ham anmeldt Bevis; dog kan
Retten bestemme, at det frafaldte Bevis skal fores.

Vcegrer Modparten sig ved at samtykke i,
at et anmeldt Bevis frafaldes, trcrffer retten
Afgjørelse.

Rettens Afgjørelse af Tvistepunkter, som
cpstaa under Bevisførelsen mellem Parterne,
samt af Indsigelser, der fremsættes af Vidner,
Syns- eller skjønsmcend, sker ved Kjendelse.

Forend Dom eller Kjendelfc afsiges under
Hovedforhandlingen, bør der være givet Par-
terne Lejlighed til at udtale sig. Den Sigtede
har stedse det sidste Ord.

Ved Begrundelsen af Kjendelser, der ikke
særstilt kunne paaankes, skulle de faktiske Om-
stændigheder, hvorpaa der bygges, nojagtig an-
gives, forsaavidt Retsbogen ikke indeholder det
Fomsdne.

Alle Forsvarsgrunde mod den rejste An-
klage, som ere egnede til at bevirke Afvisning
eller Frifindelse, kunne under Hovedforhandlin-
gen gjøres gjældende af den Sigtede, ligesom
de og i Embeds medfør bør tages i Betragt-
ning af Retten. Dette gjælder ogsaa om saa-
danne Afvisningsgrunde, der kunde være gjort
gjældende, eller som af Retten have været pro-
vede i Anledning af spørgsmaalet om Ankla-
gens Henvisning til Hovedforhandling, for-
saavidt Andet ikke farlig er bestemt.

Indsigelser, som gaa ud paa, at den For-
brydelse, for hvilken Anklage er rejst, ikke er
betegnet i Anklagen saa tilstrækkeligt og tyde-
ligt, som Forsværets Forberedelse krævede, eller

at der ikke er givet tilstrækkelig Lejlighed til
at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker,
eller at der uden Hjemmel er givet kortere
Varsel end en Uge, skulle fremsættes for Op-
ladningen af Anklageskriftet, eller i næv-
ningesager forend Lodtrcrkning til Udtagelse af
nævninger begynder, jfr. endvidere §§ 13, 18,
68, 312, 314, 318, 322 samt Lov om
Domsmagtens Ordning m. m. § 81.

Hovedforhandlingen afsluttes ved Rettens
Dom i Sagen; dog betragtes Sagen som an-
homgig ved Retten, indtil dømmens Fuldbyr-
delse kan begynde, eller indtil i Tilfælde af
Paaanke Sagens Aktstykker ere indsendte til
højesteret.

Den vedtagne Afgjørelse fores i Pennen
as Rettens Formand eller den af de i N^gi'o-
relsen deltagende dømmere, hvem dette Hverv
af Formanden overdrages. Stemmetallet maa
ikke optages i Rettens Afgjørelser eller iøvrigt
gjøres bekjendt.

Efter at være affattet, underskrives Nfgjo-
relsen af Rettens Formand og Retsfkriveren.
Tens Afsigelse foregaar derved, at den oplæses
i et Retsmøde. Er den Sigtede fængflet, bør ban bringes tilstede ved dømmens Afsigelse.

Rettens Afgjørelser træffes snarest mulig,
efterat den paagjældende Forhandling er tilende.
Kan Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag,
skulle Kjendelser afsiges senest Dagen efter,
dømmen senest inden 8 Dage.

Er den Sigtede domfældt, bliver Udskrift
af dømmen at forkynde ham, hvis han ikke
var tilstede ved Afsigelsen; i andre Tilfælde med-
deles der ham Udskrift paa Begjæring. Af alle
dømme tilstilles der Statsanklageren Udskrift.

dømmen skal, forfaavidt den ikke gaar
ud paa Sagens Afvisning, enten domfæld?
eller frifinde.

Frifindelse finder Sted, naar Anklageren
ikke er paataleberettiget, naar Anklage frafaldes,
samt naar den Sigtede ikke findes skyldig.

Ved Afgjørelsen af, om Noget er bevist
eller ikke, har Retten, henholdsvis nævningerne,
alene at tage Hensyn til de Beviser, som ere

fremferte under Hovedforhandlingen; Aktstykker
og andre Dokumenter kunne kun tages i Be-
tragtning som Bevismidler, naar de ere blevne
oplæste under denne.

iøvrigt er Afgjørelsen ikke bunden ved
Lovregler, men trcrffes efter fri, paa samvittig-
hedsfuld prøvelse af det Fremførte beroende
Overbevisning.

Retten kan kun domfælde for den eller de
Forbrydelser, for hvilke Anklage paa lovlig
Maade er rejst. Denne Regel galder ikke
blot, forsaavidt Talen er om en anden Hand-
ling end den, der ligger til Grund for An-
klagen, men ogsaa, med de i § 309 nævnte
Undtagelser, i Henseende til Anklagens Angivelse
af de nærmere Omstændigheder ved Handlin-
gen og den i samme indeholdte Betegnelse af
Forbrydelsens retlige Karakter.

Undtagelser fra de i A 308 ommeldte Be-
grcmsninger for Domfældelsen finde Sted:

1) naar det eller de Lovbud, som i An-
klagen nævnes til Hjemmel for Paaftanden
om Straf, eller de den Sigtede betimelig med-
delte Aktstykker tydelig vise, at den Maade,
hvorpaa Anklagen er stilet, ikke udtrykker An-
klagerens virkelige Mening;

2) ogfaa ellers, naar den Adgang til
Forsvar, som den Sigtede har havt, uanset
Afvigelsen fra Anklagen, under de foreliggende
Omstændigheder maa betragtes som fyldest-
gjørende. I Henhold hertil kan der i Dom-
fældelsen afviges fra Anklagens Betegnelse af
Forbrydelsens retlige Karakter:

a) naar Anklagen gaar videre end Dom-
fældelsen, idet alle de begrebsmæssige Bestand-
dele af den Forbrydelse, paa hvilken dømmen
lyder, indeholdes i den Forbrydelses Begreb,
paa hvilken Anklagen lyder;

d) naar der er saa nært Slægtskab mellem
de Forbrydelser, paa hvikke Anklagen og dømmen lyder, at Afvigelsen i og for sig ikke
kan medføre Forandring i Forsværets Forud-
sætninger, og der iøvrigt ikke i det enkelte
Tilfælde er Noget, fom efter det angivne Syns-
punkt udelukker Afvigelsen.

Gfterat dømmeren, Anklageren og dm

Sigtedes beskikkede Forsvarer ere komne tilstede,
lader Rettens Formand den Sigtede fore ind
i Retssalen, angiver i Korthed den Sag, som
vil blive Gsenstand for Forhandling, lader
Vidner samt Syns- og skjønsmomd paaraabe
og anviser dem Venteværelse, idet han paa-
minder dem og efter Omstændighederne træffer
anden Foranstaltning for at forhindre indbyr-
des Meddelelse.

Derefter fkrides, forsaavidt der ikke op«
staar spørgsmaal om Udsættelse, Afvisning
eller desl., som findes forinden at bnrde af-
gjøres eller forhandles, til Udtagelse af næv-
ninger.

I enhver nævningesag stulle 12 Nævninger
udtages til at deltage i Afgjørelsen.

Kan det fomdsces, at cn Sags Forhand-
ling vil medtage et længere Tidsrum, kan
Rettens Formand, forend Lodtrækningen begynder,
beslutte, at endvidere 1 eller 2 Erstatnings-
nævmnger skulle udtages. Saastemt da nogen
af Nawningerne maatte blive forhindret i at
overvære den hele Forhandling, indtil næv«
ningernes Erklæring er afgiven, indtræder en
Erstatningsnævning i hans Sted efter den
rækkefølge, i hvilken Navnene ere udtrukne.

Erstatningsnævningeme overVære Forhand-
lingen, men deltage ikke i Nævningernes Raad-
stagninger og Afstemninger, saalænge de ikke
ere traadte i en nævnings Sted.

Foranstaltningerne til Nævningernes Ud-
tagelse begynde med, at de indkaldte nævninger
paaraabes. Indsigelser fra Parternes Side,
at en nævmng er udelukket i medfør af Reg-
lerne i Lov om Domsmagtens Ordning m. m.,
andet Afsnit, Kap. I, maa fremsættes, førend
Lodtrækningen begynder. Kjendelser, hvorved en
nævning udelukkes, kunne ikke angribes ved
noget Retsmiddel. Imod Kjendelser, hvorved
cn Indsigelse forkastes, kan der finde Besværing
Sted (jfr. §§ 16, 18 og 20).

Ere ikke mindst 24 nævninger, eller, hvis
Erstatningsnævninger skulle tiltræde, henholdsvis
26 eller 28 nævninger msdte, eller synker Næv-
ningernes Tal ved Rettens Afgjørelser under det
nævnte laveste Tal, drager Rettens Formand
Omsorg for, at det til Lodtrækningen fornødne
Antal af nævninger bringes tilvej ved Tilkal-
delse afHjælpenævninger i den Orden, i bvilken
disse Navne findes opførte paa Hjælpelisten.

Eknlde det tilstrækkelige Antal ikke kunne
staffes tilveje paa denne Maade, foranstalter
Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrcrk-
ning, saalcdes som i Lov om Domsmagtens
Ordning m. m. § 90 bestemt.

Naar mindst 24 eller, hvis 1 eller 2 Lrstat-
ningsnævninger stulle udtages, henholdsvis 26
eller 28 Nævninger, som kunne medtages ved
Lodtrækningen, eiv tilstede, lader Rettens For-
mand denne foretage. Til den Ende lægges
Sedler, hvorpaa nævningerncs sulde Navne
ere strevne, og som oplcrses, i en Urne, af
hvilken Sedler derefter enkeltvis udtages og
oplæses.

Indsigelse, der gaar ud paa, at Lodtrcck-
ning er foretagen, uden at det ovenfor fore-
skrevne Antal nævninger var tilstede, skal frem-
sccttes for Lodtrækningens Slutning.

Saasnart et Navn er trukket af Urnen
og oplcrst, har først Anklageren, indtil Ordet
er givet den Sigtede, og derefter den Sigtede,
indtil et nyt Navn er udtrukket, eller, med
Hensyn til det sidst udtrukne Navn, indtil
Lodtrækningen er erklæret for endt, Ret til uden
Angivelse af Grund at forkaste den udtrukne
nævning. En afgiven Erklæring kan tilbage-
tages, naar det sker indenfor de angivne Tids-
grænscr. Afgives ingen Erklccring, gjælder
nævningen for antagen.

I det Hele kunne saa mange nævninger
forkastes i Henhold til § 315, som ForMlen
mellem l2, eller, hvis 1 eller 2 Erstatnings-
nævninger skulle tiltræde, henholdsvis 13 eller
14 og Tallet paa de i Urnen lagte Sedler
angiver.

Halvdelen af de tilladte Forkastelser til-
kommer Anklageren, Halvdelen den Anklagede.
Er Tallet ulige, har den Anklagede Ret til at
forkaste een nævning mere end Anklageren.

Er der i samme Sag flere Anklagede, ere
disse lige nær berettigede til at udsve den en
enkelt Anklaget ved § 316 hjemlede Forkastel-
sesret.

Kunne de ikke enes om Udsvelsen af denne
Ret, fordeles de dem indrømmede Forkastelser
ligelig mellem dem. Med Hensyn til de For-
kastelser, som ikke kunne fordeles saaledes, af-
gjøres det ved Lodtrækning, hvem af de An-
klagede de skulle tilkomme. Ligeledes bestemmes
ved Lodtrækning, i hvilken Rcrkkcfølge de skulle
erklære sig om Antagelse eller Forkastelse. En
herefter af en af de Anklagede erklæret For-
kastelse gjælder ogsaa for de andre.

Indsigelser, der gaa ud paa, at Reglerne
i §§ 315—17 ere tilsidefatte, skulle fremsættes
for Anklageskriftets Oplcrsning.

Naar 12 eller, hvis Erstatningsnawninger
skulle tiltræde, henholdsvis 13 eller 14 uforkastede
nævninger ere udtrukne, ophører Lodtrækningen.
De 12 først Udtrukne ere Nævningerne i Sagen;
den eller de, hvis Navne senere maatte ud-
trackkes, ere Erstatningsnævninger.

Ere slere Sager berammede til Forhand-
ling Paa een Dag, kunne de for en foregaaende
Sag udtrukne Nawninger, forudsat at ingen
af de i § 15 angivne Grunde er til Hinder,
ogsaa medvirke ved Afgjørelsen af andre til
Forhandling paa samme Dag ansætte Sager,
saafremt den eller de Anklagede i disse antage
dem ogsaa for deres Sag, og Anklageren af-
giver samme Erklæring. spørgsmaal herom
afgjøres, førend Nævningernes Edfcrstclse sinder
Sted. Ved denne skulle i bekræftende Fald
samtlige Anklagede Være tilstede.

Mangle Betingelserne for Anvendelsen af
foranstaaende Regel, og der saalcdes paany skal udtages Nawninger for en senere til For-
handling paa samme Dag ansat Sag, kan
efter Formandens Bestemmelse Lodtrækning for

den senere Sag foretages, førend Forhandlingen
i den tidligere Sag begynder.

Nævningerne indtage deres sæde i den
ved Lodtrækningen for enhver Sag bestemte
Ocden.

Formanden tager derefter Nævningerne i
Ed, idet han tiltaler dem saaledesi

„De stulle love og sVærge ved Gud den
Almægtige, den Alvidende og Retfendige, at
de i Tagen mod N. N. med Trostab og Nid-
kjærhed ville opfylde en nævnings Pligter,
ikke samtale med Nogen, der ikke er Nawning
i Tagen, om denne, førend den er afkort,
af yderste Evne omhyggeligt veje Beviserne
saavel imod som for den (de) Anklagede, og
uden at lade Dem forlede af Frygt, Nid eller
Venskab, af Hensyn til Gunst eller Gave,
Magr eller Anseelse, afgive deres Stemme alene
efter samvittighedsfuld Overbevisning."

Herpaa svare nævningerne, hver for sig,
staaende og med oprakte Fingre efter Lovens
Forstrift om Eds Aflæggelse:

„Jeg lover og sVærger det. saa sandt
bjælpe mig Gud og hans hellige Ord."

Den Adgang, som Lovgivningen hjemler
Medlemmer af visse Troesfamfund til at af-
lægge Ed paa anden Maade end den scedvan-
lige, eller at afgive en højtidelig Forsikring,
som træder i Eds Sted, skal ogsaa her komme
til Anvendelse.

I det i § 320 1ste Stykke omhandlede
Tilfælde sker der ved de Ord i Formandens
Tiltale „i Sagen mod 5l. N." fornøden For-
andring.

Indsigelser, der gaa ud paa, at Nævnin-
gerne ikke lovlig ere blevne edfcrstede. skulle frem-
sættes for Anklageskriftets Oplæsning (§ 323).

Efterat nævningerne ere tagne i Ed, fore-
lægges der den Sigtede de i § 202 nævnte
spørgsmaal, hvorpaa Formanden lader An-
klageskriftet oplæse ved Retsskriveren.

Derefter finder den Sigtedes Afhørelse
angaaende Anklagen samt Bevisførelsen Sted.

Afgiver den Sigtede ved Afhørelsen en
fuldstændig og ubetinget Tilstaaelse, kan Rettens
Formand, saafremt ingen af dømmerne eller
Nævningerne erklærer sig derimod, bestemme,
at Bevisførelse skal bortfalde.

Ved Bevisførelsen fremfores først de af
Anklageren, dernæst de af eller for den Sig-
tede anmeldte Beviser, endelig de, hvis førelse
er besluttet af Retten i Embeds medfør.
Afvigelser herfra kan Formanden beslutte.

Forend hvert enkelt Bevis fremføres, an-
giver vedkommende Part, henholdsvis rettens
Formand, i Korthed dets væsentlige Gjenstand.

Ester de enkelte Bevisers Fremførelse fin-
der afhørelse af den Sigtede Sled overens-
stemmende med § 203.

Efterat Bevisferelsen er sluttet, faar først Anklageren, dernæst Forsvareren og den Sig-
tede Ordet for at udtale sig om Bevisførel-
sens Resultat samt om Retsspørgsmaalene i
Sagen, dog saavidt mulig uden at omhandle
saadanne Punkter, som ikke skulle forelægges
Nævningerne til Afgjørelse.

Ved Slutningen af sit Foredrag skal An-
klageren overlevere Formanden et skriftligt Ud«
kast til de spørgsmaal, som han foreslaar
stillede til nævningerne.

Udkastet meddeles strax den beflittede For-
svarer og den Anklagede, som derefter, naar
de have faaet Ordet, kunne fremsætte Ind-
sigelser mod de foreslaaede spørgsmaal samt
skriftlige Forstag til Mndringer eller Tillæg.

Efterat Forhandlingen mellem Parterne
er sluttet, fastsetter Retten spørgsmaalene
til Nævningerne; dog oplæses de først, naar
Formandens Foredrag er endt, og kunne for-
inden undergives fornyet Prsvelse af Retten.
I de Tilfælde, hvor spørgsmaalenes Fastsæt-
telse viser sig i særlig Grad tvivlsom, sker denne
ved Kjendelse.

Efter at spørgsmaalene ere fastsætte, tager rettens Formand Ordet. Han sammenstiller
Forhandlingens Hovedpunkter og udvikler de

Retssætninger, som komme i Betragtning.
Fremdeles bør han, naar Bevisførelsen dertil
giver Anledning, henlede Nævningernes Op-
mærksomhed paa saadanne Hensyn, som efter
Erfaringens Vidnesbyrd maa komme i Betragt-
ning ved Bedømmelsen af Bevisernes Vcegt;
dog skal han i saa Fald tillige udtrykkelig be-
tyde nævningerne, at de selvstændig og paa
eget Ansvar maa afgjøre, om de Hensyn, som
han har paapeget, kunne faac Betydning i det
foreliggende Tilfælde, og hvilken Vcegt til den
Sigtedes Skade eller Fordel der saaledes maa
tillægges de paagjældende Beviser.

Formandens Foredrag maa ikke afbrydes.

Ved spørgsmaalene til Nævningerne skal
det forelægges dem til Asgjørelse, om den Sig-
tede er skyldig i den eller de Forbrydelser, for
hvilke Anklage paa lovlig Maade er rejst.

Ordentligvis bør spørgsmaalenes Gjen-
stand hverken udstrækkes videre eller yderligere
begrænses, end det følger af den Maade,
hvorpaa Forbrydelsen er betegnet i Anklagen,
faavel i retlig som i faktisk Henseende. Herfra
finder Undtagelse Sted:

1) naar de Betingelser ere tilstede, som
bjcmle en fra Anklagen afvigende Domfældelse;

2) naar det ifølge den stedfundne Bevis-
førelse findes nødvendigt at optage flere Kjends-
gjerninger til Betegnelsen af den Handling,
som lægges den Sigtede til Last, end sket er
i Anklagen.

Som følge af Reglen i § 329 hører
det under Nævningernes Afgjørelse, om saa-
danne almindelige eller særlige Grunde, som
udelukke Straf, ere tilstede, famt om faadanne
i Stræffeloven bestemt betegnede Omstændig-
heder ere forhaanden, der hjemle Nedsættelse
af Stræfferammen, saa og om lignende Om-
stændigheder, der hjemle Strafforhøjelse, fore-
ligge, forudsat at disse ere indbefattede under
Anklagen.

Undtagne fra Nævningernes Afgjørelse ere
spørgsmaal om

a) Strafstyldens Forceldelse,

d) de i Stræffelovens §§ 7 og 58 om-
meldte Omstændigheder,

o) Forbrydelsens Gjentagelse.

Forfaavidt det imidlertid ved Anvendelsen

af Reglerne om Strafstyldens Forældelse og
Forbrydelsens Gjentagelse kommer an paa det
Tidspunkt, da den paaklagede Handling blev
begaaet, afgjøres dette Spmgsmaal af næv-
ningerne efter den almindelige Regel.

Om Anklageren er paataleberettiget, er
ikke Gjenstand for Nævningernes Afgjørelse.

Det tilkommer ikke Nævningerne at afgjøre
Noget om Tilstedeværelsen af Omstændigheder,
der kunne komme i Betragtning ved Stræffens
Udmaaling indenfor Lovens Stræfferamme, og
som følge heraf heller ikke i de Tilfælde, hvor
Loven paa Grund af skjærpende eller formil-
dende Omstændigheder, men uden nærmcre
Betegnelse af disse eller blot med Angivelse
af vejledende Ere:npler, har udvidet Gram-
serne for Stræffens Valg, at afgjøre, om saa«
danne Omstændigheder foreligge.

Hovedspørgsmaalet til nævningerne gaar
ud paa, om den Sigtede er jkyldig i den For-
brydelse, som lægges ham til Last. Dette
spørgsmaal maa ikke deles i flere, undtagen
forsaavidt en Deling er hjemlet ved §§ 334
og 335. Lyder Nævningernes Svar paa
Hovedspørgsmaalet bekræftende, er derved tillige
afgjort, at ingen Omstændighed, som udelukker
Straf, er tilstede, medmindre Fastsættelsen heraf
ifølge § 330 er forbeholdt Retten.

Hovedspørgsmaalet indledes altid med Or-
dene: Er den Sigtede skyldig?

Forbrydelsen skal betegnes og spørgs-
maalet stilles saaledes, at Reglerne i § 329
derved blive fyldestgjorte. Til retlig Betegnelse
af den Forbrydelse, som paastaaes at foreligge,
anvendes Forbrydelsens i Loven hjemlede Navn
eller, hvor intet saadant findes, en Henvisning
til den paagjældende Stræffebestemmelse, hvor-
hos den i Loven indeholdte nærmere Beskrivelse
af Forbrydelsen skal medoptages i spørgs-
maalet.

Naar der under Forhandlingen er frem-
kommet bestemte Bevisdata til Hjemmel for

en Omstændighed, der vil udelukke Straf,
eller som der efter Rettens skjøn mulig kan
blive tillagt en saadan Virkning, kan der
stilles et færflilt spørgsmaal om Tilstede-
værelsen af samme, som Tillæg til Hoved-
spørgsmaalet, for at fremkalde en udtrykkelig
Udtalelse af Nævningerne herom.

I den Maade, hvorpaa Hovcdspørgs-
maalet bliver at frcmsætte, sker der i faadanne
Tilfælde ingen Forandring.

spørgsmaal om Tilstedeværelsen af Om«
stændigheder, der ifølge Loven hjemle Ned-
sættelse af Stræffen, maa ikke optages i Hoved-
spørgsmaalet, men bør altid gjøres til Gien-
stand for særstilte Tillægs'porgsmaal.

Andrager den beskikkede Forsvarer eller
den Sigtede paa, at et saadant spørgsmaal
stilles, kan det kun nægtes naar Retten finder,
at den omspurgte Omstændighed ikke efter
Loven hjemler Nedsættelse af Stræffen. Retten
kan ogsaa i Embeds medfør stille et saa-
dant spørgsmaal, naar den ifølge det under
Forhandlingen Fremkomne finder Grund dertil.

Naar der i medfør af Anklagen skal

stilles spørgsmaal om Tilstedeværelsen af Om-
stændigheder, som hjemle Strafforhojelse, bor
de regelmæssig gjøres til Gjenfiand for sær-
stilte Tillægsspørgsmaal og altid, naar An-
klageren fordrer det.

De i §§ 333—335 omhandlede Tillægs-
spørgsmaal bortfalde, naar Hovedspørgsmaalet
besvares benægtende.

Naar der fpsrges om Tilstedeværelsen af
m i Loven anerkjendt Grund til at udelukke,
nedsætte eller forhøje Stræffen, skal det for-
nodne faktiske Grundlag optages i spørgs-
maalet.

Naar det efter Anklagens Indhold er nød-

vendigt til udtommende Forelæggelse af samme,
eller Retten i det under Forhandlingen Frem-
komne og Reglen i § 329 Nr. 1 finder
Hjemmel dertil, bliver der efter hverandre at
stille flere spørgsmaal til Nævningerne an-
gaaende en og samme Handlings Henførelse
und^ forfkjellige Stræffebestemmelser. Med
Hensyn til hver Gruppe af spørgsmaal finde
de ovenstaaende Regler Anvendelse.

Angaa de flere spørgsmaal Handlingens
Henførelse under forfkjellige Stræffebestemmelser
med forskjellig Stræfferamme, sættes det spørgs-
maal forst, hvis Bekræftelse medfører den
strengeste Bedømmelse.

Har Forhandlingen undtagelsesvis om«
fattet stere strafbare Handlinger af samme
Sigtede eller flere Sigtede under Et, skal der
stilles spørgsmaal for bver enkelt Handling
eller bver enkelt Sigtet under Iagttagelse af
ovenstaaende Regler.

Etbvert spørgsmaal skal fremsættes saa«
ledes, at det kan besvares med Ja eller Nej.

Naar et spørgsmaal kun skal besvares
under Forudsætning af en bestemt Besvarelse
af et forudgaaende spørgsmaal, bør dette ud-
trvkkelig bemærkes i den skriftlige Udfærdigelse.

De af Retten fastsætte, skriftlig udfærdigede
og med Formandens og Retsskriverens Under-
skrift forsynede Svorgsmaal oplæses af For-
manden i Retsmødet og overgives derefter til-
ligemed Anklageskriftet samt Udskrift af de
Tillæg til og Forandringer i dette, fom maatte
være tilførte Retsbogen, til den af Nævnin-
gerne, hvis Navn først blev udtrukket ved Lod-
trækningen.

Formanden kan fremdeles efter sit skjøn
medgive Nævningerne saadanne Ting, der
paastaaes at være tagne eller frembragte
ved Forbrydelsen eller at have været brugte
eller bestemte til dens Udførelse, eller som ydZ
umiddelbar Oplysning om Gjerningen eller
den Sigtedes Forhold til denne, samt saadanne
Aktstykker, som ommeldes i § 298 Nr. I, 2

og 5. Begjoering herom kan fremsættes af
en nævning, men ikke fra nossen anden Side.
Formanden henleder Nævningernes Op-
mærksomhed paa de i §§ 341—346 inde-
holdte Bestemmelser om, hvad de ved deres
Raadstagning have at iagttage, og forklarer
disse nærmere, forsaavidt han finder det for- nødent; derefter opfordrer han Nævningerne
til at begive sig til det for dem bestemte
værelse og lader den Sigtede, hvis han er
fængstet, fore ud af Retssalen.

Indtil Nævningernes Erklæring er ved-
tagen, ma.i intet Samkvem finde Sted mellem
de til Raadstagning forsamlede nævninger og
andre Perfoner, ej heller nogen nævning for-
lade Værelset eller nogen Anden betræde dette
uden Tilladelse af Rettens Formand eller
særlig Hjemmel i Loven. Rettens Formand
træffer fornøden Foranstaltning til Iagttagelse
heraf.

Finder Overtrædelse af foranførte Bestem-
melser Sted af en nævning eller Andre, kan
Retten idømme den eller de Skyldige bøder
indtil 1000 Kr.

I Nævningernes Forsamlingsværelse skulle
Aftryk af denne Lovs §§ 341—346 være
cpssaaede i flere Exemplarer.

Nævningerne vcelge under Ledelse af den
nævning, hvis Navn først blev udtrukket, en
Formand, som leder deres Forhandlinger. Val-
get sker ved Stemmeflerhed; i Tilfælde af lige
Stemmer foretrækkes den Wldste.

Formanden oplæser følgende til Rettesnor
for nævningerne:

„Loven fordrer ikke af nævningerne An-
givelse af de Grunde, som bestemme deres
Overbevisning, og den foreskriver dem ikke
bindende regler, efter hvilke de skulle bedømme
Bevisernes Vcegt; men den paalægger dem den
ved deres Ed bekræftede Pligt omhyggeligt og
upartisk at veje samtlige for og imod den
Sigtede fremførte Beviser og at afgive deres
Stemmer om den Sigtedes Skyld efter deres
Paa samvittighedsfuld Prsvelse af det under

Forhandlingen for dem Fremførte beroende
Overbevisning.

Der tilkommer ikke Nævningerne nogen
Dom om Retfærdigheden eller Hensigtsmæssig-
heden af Stræffeloven; Swrrelsen af den
Straf, som kan indtræde, hvis den Sigtede
erklæres skyldig, maa ikke bestemme dem ved
deres Afgjøvelse. Om Raadslagningen og
Afstemningen skulle de iagttage ubrødelig
Tavshed."

, Efter tilendebragt Raadstagning afstemme
Nævningerne om de enkelte spørgsmaal i den
Orden, hvori disse ere stillede. Formanden
afcesker hver nævning enkeltvis hans Stemme
i den ved Lodtrækningen bestemte Orden og
afgiver selv sin Stemme tilsidst.

En for den Sigtede ugunstig Besvarelse
af et Hoved- eller Tillægsspørgsmaal kan kun
vedtages med mindst 8 Stemmer; denne Regel
sinder ogsaa Anvendelse ved de i §§ 333 og
334 ommeldte Tillægsspørgsmaal. Ved hvert
spørgsmaal skal det af Rettens Formand
være vedtegnet, hvormange Stemmer der ud-
kræves til dets bekræftende Besvarelse.

Er den bekræftende Besvarelse af et
Hovedspørgsmaal bleven vedtaget med den
fornødne Stemmeflerhed, blive de Nævningers
Stemmer, som maatte have erklæret sig for
det benægtende Svar, al regne til den Sig-
tedes Gunst ved Afgjørelsen af de til samme
sig stuttende Tillægsspørgsmaal; som følge
heraf bliver der ved Afstemningen over disse
ikke at afceske disse nævninger en særlig Gr-
klæring.

Opstaar der Tvivl hos Nævningerne om
den Fremgangsmaade, som de skulle iagttage,
eller om Betydningen af de stillede spørgs-
maal eller om Svarenes Affattelse, kunne de
derom udbede sig nærmere Oplysning af Ret-
tens Formand. Denne meddeler dem det fornødne i Retsmødet. Komme herved For-
andringer i spørgsmaalene paa Bane, eller
finder Rettens Formand det iøvrigt fornødent,
gjenoptages Forhandlingen, saaledes at Parterne
have Adgang til at udtale sig.

Overbevise Nævningerne sig ved deres
Raadflagning om nødvendigheden af, at yder-
ligere SvSlgsmaal stilles til dem foruden de
forelagte, ere de beføjede til at fremkomme
med Begjæring derom til Retten. Forhand-
lingen bliver i faa Fald at gjenoptage. Gaar
Begjæringen ud paa Tilføjelse af de i §§ 333
og 334 ommeldte Tillægsspørgsmaal, kan den
kun forkastes, naar Retten finder, at den
vaagjældende Omstændighed ikke efter Loven
hjemler Udelukkelse eller Nedsættelse af Stræffen.

Noevningerne ere berettigede til, uden at
færligt spørgsmaal derom er forelagt, at er»
klære, at en i Loren anerkjendt Omstændighed,
som hjemler Stræffens Nedsættelse, er tilstede.

nævningemes Formand vedtegner det
Svar, som udkommer ved Stemmernes Sam-
mentcelling, ligeoverfor ethvert af spørgsmaa«
lene og underskriver Erklæringen tilligemed to
andre nævninger.

Stemmetallet angives ikke.

Efterat nævningerne ere vendte tilbage
til Retssalen, spørger Rettens Formand dem
om Udfaldet af deres Naadflagning. Derefter
oplæser nævningernes Formand de stillede
spørgsmaal og umiddelbart efter hvert af
disse det vedtagne Svar. erklæringen over-
leveres dernæst til Rettens Formand, der un-
derskriver den tilligemed Retsfkriveren.

Lider nævningernes erklæring af Mangler
i Formen, eller er dens Indhold utydeligt,
modsigende eller ufuldstændigt, eller opstaar
der Tvivl, om den oplæste erklæring udtrykker
nævningernes virkelige Mening eller er ved-
tagen med det forestrevne Stemmetal, og
Mangelen ikke strar kan afhjælpes eller Tvivlen
hæves ved en Erklæring af nævningernes For-
mand, paalægger Retten ved Kjendelse næv-
ningerne at begive sig tilbage til deres Vcr«
relse, for ved en ny Erklæring at afhjælpe
Manglen eller fjerne Tvivlen. De fornødne

Forklaringer meddeles Nævningerne ved Kjen-
delsens Afsigelse af Rettens Formand.

Vedrorer Mangelen kun Formen, maa
nævningerne Intet forandre i Erklæringens
Indhold; ligeledes skulle de Svar, hvis Be-
rigtigelse eller Fuldstændiggjørelse ikke fordres,
forblive uforandrede. Utilstedelige LEndringer
maa ikke tages i Betragtning af Retten.

Berigtigelsen eller Fuldstændiggørelsen ved-
føjes saaledes, at det træder tydelig frem,
hvorledes den oprindelige Erklæring har lydt.

Den heromhandlede Forholdsregel kan
træffes, saalænge Retten ikke har afsagt Dom.

Efterat nævningerncs Erklæring er oplæst
og overleveret Rettens Formand, kunne ordent-
ligvis ingen yderligere spørgsmaal forelægges
nævningerne. Dog kunne saadanne Tillægs-
spørgsmaal, som ommeldes i §§ 333 og 334, ogsaa forelægges nævningerne senere, saalænge
Retten ikke har afsagt Dom, naar det under
Forhandlingen Fremkomne saa klart paabod at
stille stige spørgsmaal i Embeds medfør, at
Undladelse heraf kan antages at ville medføre
dømmens Ophævelse.

Finder Retten, at Indholdet af en for
den Sigtede ugunstig Erklæring af nævnin-
gerne viser, at den beror paa en Retsvild-
farelse, afsiger Retten Frifindelsesdom.

Finder Retten, at Forhandlingerne ikke
have ydet et efter Erfaringens Vidnesbyrd
tilstrækkeligt godtgjort faktisk Grundlag for en
ugunstig erklæring, kan retten istedetfor at
afsige Dom henvise Sagen til ny Hoved-
forhandling. Denne skal forcgaa for andre
dømmere og andre nævninger; bliver det
paa Grund heraf nødvendigt, at Sagen for-
handles for en anden Ret, bestemmer højesteret
det fornødne paa Overstatsanklagerens An-
dragende. Har Retten i Henhold til foran-
staaende Regel henvist Sagen til ny Hoved-
forhandling, bliver Overstatsanklagereu befojct
til, indtil nævningerne have erklccret sig under
deu nye Sag, at frafalde Anklagen, i hvilket
Fald Frifindelsesdom bliver at afsige.

Rettens ovennævnte Beslutninger skulle

være ledsagede af Grunde. Stemmeflerhed
flal være tilstede ikke blot med Henfyn til
Resultatet, men ogsaa med Hensyn til enhver
af de anførte Grunde; de dømmere, som ikke
billige Resultatet, skulle vel være tilstede ved
hele Raadstagningen, men stemme ikke ved
Fastsættelse af de enkelte Grunde.

Andragende fra Parternes Side om de
nævnte Beslutninger kunne ikke finde Sted;
Beslutningen kan tages af Retten, saalænge
ikke Dom er afsagt.

Kommer Retten under den nye Hoved«
forhandling, der finder Sted i Henhold til
Reglen i § 350 2det Stykke, enstemmig
til det samme Resultat som Retten under
den første Forhandling, affiger den Fri-
sindelsesdom; Enstemmigheden skal være
tilstede saavel med Hensyn til Resultatet som
med Hensyn til enhver af de i dømmen an-
førte Grunde. I andre Tilfælde bliver dømmen at grunde paa den af de to forelig-
gende Erklæringer af nævninger, som i sin
Helhed forer til det gunstigste Resultat for
den Sigtede.

Forend Forhandlingen fortsættes paa Grund-
lag af nævningernes Erklæring, bliver den
Sigtede, som var ført ud af Retssalen, atter
fremstillet og nævningernes erklæring oplæst
for ham af Retsfkriveren.

Have nævningerne erklæret, at den Sig-
tede ikke er skyldig, afsiger Retten strax Fri-
findelsesdom. Hertil henregnes ogsaa det Til-
fælde, at nævningerne vel have besværet Hoved-
spørgsmaalet bekræftende, men tillige have
givet et for den Sigtede gunstigt Svar paa
et Tillægsspørgsmaal om en Omstændighed,
som udelukker Straf (§ 333). Domsgwndene
indstrcenke sig til den fornødne Henvisning til
nævningernes Erklæring.

Er den Sigtede af nævningerne erklæret

skyldig, faar forsi Anklageren Ordet for at

udtale sig om Stræffelovens Anvendelse; der-
ncrst høres Forsvareren og den Sigtede.

De ved Nævningernes erklæring afgjorte
Punkter maa ikke mere drages i Tvivl under
denne Forhandling; kun de deraf flydende ret-
ige følger maa forhandles.

Efter at Forhandlingen er sluttet, raadstaar
Retten om dømmen.

Ved Valget af Stræffen skal Nævnin-
gernes Afgjørelse tages til Udgangspunkt uden
Hensyn til mulige Tvivl hos dømmerne om
dennes Rigtighed.

I Domsgrundene skal henvises til næv-
ningernes Erklæring, og de Lovbestemmelser,
som ere bragte til Anvendelse, anføres.

Domsslutnmgen angiver de retlige følger
af Sagens Udfald.

Reglerne i §§ 310 og 323—326 finde

Anvendelse ved Forhandlinger for Landsretten
uden nævninger med Undtagelse af de Be-
stemmelser, som særlig have Hensyn til næv-
ninger. Parternes Udtalelser efter endt Bevis-
førelse omfatte alle spørgsmaal, som skulle
afgjøres ved dømmen, uden nogen Deling.
Dog kan Rettens Formand beslutte, at
spørgsmaalet, om den Sigtede er skyldig, først skal forhandles og afgjøres; i saa Fald
sinde de om Forhandlingen for Nawninger
givne Regler i § 326 og § 354 tilsvarende
Anvendelse.

Efterat Parterne have udtalt sig, optages
Sagen til Dom.

Ved Afstemningen skal det spørgsmaal,
om den Sigtede er skyldig i den Forbrydelse,
der lægges ham til Last, sondres fra spørgs-
maalet om Stræffen og først bringes til Af-
stemning. Stemmes der færskilt om Straf-

forhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrunde, blive
de dømmeres Stemmer, som have erklæret
sig mod den Sigtedes Skyld, men ere for-
blevne i Mindretal, at regne til Gunst for
den Sigtede.

særstilt Vedtagelse af Punkter hørende
til Sagens faktiske Sammenhæng, faaledes som
denne i Henhold til Bevisførelsen antages at
være, finder Sted, naar Saadant stjonnes nødvendigt af Hensyn til mulig Paaanke, jfr.
§ 358.

dømmen skal ledsages af Grunde.

Domfældes denSigtede, skulle de til Grund
for Domfældelsen liggende Omstændigheder,
der antages beviste, nojagtig angives, og det
eller de Lovbud nævnes, som bringes til An-
vendelse paa dem.

Frifindes den Sigtede, skulle de Stræffen
betingende Omstændigheder, som antages at
mangle eller ikke at være beviste, eller de
Straf udelukkende Omstændigheder, som an-
tages at foreligge, angives og de anvendte
Retsregler betegnes.

Tillige skal dømmen indeholde fornøden
Udtalelse om, hvorvidt Kjendsgjerninger, som
ere fremkomne under Forhandlingen, men som
efter Rettens Opfattelse af Sagen ikke komme
i Betragtning ved Afgjørelsen, maa ansees for
bevifte eller ikke, naar det stjonnes, at der
dog muligvis i Tilfælde af Paaanke kan blive
tillagt dem Betydning af højesteret.

Domsslutningen angiver de retlige følger
af Sagens Udfald.

De i fjerde Afsnit Kap. I—III og V
givne Regler om Sagers Behandling for
Landsretterne blive med de Indskrænkninger
og Lempelser, fom flyde af Behandlingen og
Afgjørelsen af en enkelt dømmer, at følge i
Sager, hvis Paakjendelse er henlagt til Under«

retterne, forsaavidt Loven ikke indeholder af«
vigende Forskrifter.

Finder dømmeren ikke Grund til at nægte
Anklagen Fremme, uden at videre Foranstalt-
ninger træffes i Anledning af samme, jfr. §
251, henviser han strar Sagen til Hovedfor-
bandling, og berammer Tcegtedag.

Anklageskriftets Meddelelse fier samtidig
med stævningens Forkyndelse. Ved Varselets
Beregning tages Hensyn til, at der bliver til-
strækkelig Lejlighed for den Sigtede til at
gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker.

De forestrevne Meddelelser til Statsankla-
geren ske til den, der i Anklageskriftet maatte
være betegnet som bemyndiget til at udfore
Anklagen for Retten paa Statsanklagerens
Vegne.

dømmeren kan, førend Hovedforhandlingen
skulde finde Sted, ved Kjendelse

1) paa Andragende eller i Embeds medfør
hæve Sagen, naar nogen af de i § 251
nævnte Grunde findes at foreligge,

2) paa Andragende af den Sigtede hen-
vise Sagen til Forundersøgelse, naar der findes
ikke at mangle rimelig Grund til at antage,
at derved Oplysninger kunne fremskaffes, som
ville fjerne Mistanken mod den Sigtede eller
godtgjøre Grunde til Straffrihed.

Med de Wndringer, som følge af foran-
staaende Regler, komme iøvrigt §§ 270 og
271 til Anvendelse.

Beviser, som den Sigtede agter at fore, bør anmeldes saa betimelig, at Modparten kan
erholde Meddelelse om dem mindst 4 Dage
for Hovedforhandlingens Begyndelse, uden at
dennes Udsættelse derved bliver nødvendig, jfr.
iøvrigt § 273.

Vil den Sigtede begjære en Sag, der

i Henhold til § 8 Nr. 3 er bragt for Under-
retten, og som ikke af anden Grund bliver at
afvise, paakjendt af Landsretten, bør Paastand
derom fremsættes ved Anklageskriftets Forkyn-
delse.

Fremstilles en Person som anholdt for
Retten, eller møder en Sigtet frivillig uden
Rettens Tilsigelse sammen med Anklageren,
kan Anklagen fremsættes mundtlig til Rets-
bogen og umiddelbart derefter foretages til
Hovedforhandling. Bliver Bevisførelse nod-
vendig, beslutter Retten det fornødne og ud-
sætter Sagen, hvis de Beviser, der skulle fores,
ikke haves ved Haandcn.

Udenfor disse Tilfælde indgives en kort-
fattet skriftlig Anklage, indeholdende de for-
nodne Angivelser om Anklageren, den Sigtede
og Forseelsen.

Skal udenfor de i § 363 1ste Stykke
ommeldte Tilfælde Hovedforhandling sinde Sted,
berammer dømmeren en Tcegtedag og lader
den Sigtede tilsige til møde uden samtidig
at træffe Foranstaltninger med Hensyn til Be-
visførelsen; Aftens Varsel er efter Omstæn-
dighederne tilstrækkeligt. Viser det sig, ester-
at den Sigtede er hort, eller undtagelsesvis i
Tilfælde af den Sigtedes Udeblivelse (jfr.
§ 366), at Bevisførelse er nødvendig,
bestemmer Retten paa Andragende eller i Em-
beds medfør det fornødne i Henseende til Be-
visførelsen og udsætter Sagen, hvis de Be-
viser, der skulle fores, ikke haves ved Haanden.

Anklagerens Udeblivelse medfører ikke nod-
vendigvis, at Hovedforhandlingen skal udsættes.
Finder dømmeren, at Sagen bør foretages,
stjont Anklageren ikke er tilstede, afhøres de
ifølge hans begjæring indkaldte Vidner af
dømmeren.

Er den Sigtede udebleven uden lovligt
Forfald, og dømmeren ikke sinder hans per-
sonlige nærværelse nødvendig for Sagens Paa-
kjendelse, ansees den Sigtede at vedgaa den
ham i Indkaldelsen tillagte brøde, og Sagen
bliver at paakjende uden videre Bevisførelse,
medmindre dømmeren i Sagens Beskaffenhed
eller de iøvrigt foreliggende Omstændigheder
finder tilstrækkelig Grund til at anordne en
saadan.

Finder Bevisførelse Sted i den Sigtedes
Fraværelse, og heller ingen Forsvarer for denne
er msdt, afhører dømmeren de Vidner, som
maatte være indkaldte efter hans Begjæring.

nægter den Sigtede at udtale fig om de
imod ham anførte Kjendsgjerninger, kan dømmeren anse disse for beviste, naar Omstændig-
hederne ikke tale derimod.

Tilbyder den Sigtede under Hovedforband'
ungen i en Sag, der kan falde ud til Bode-
straf, for at undgaa Dom, at erlægge en saa«
dan Bode, som dømmeren finder passende,
kan dømmeren, naar han ikke finder Grund
til at betvivle den Sigtedes Skyld, modtage
saadant Tilbud, idet han fastsetter Bodens
størrelse. dømmeren er herved berettiget til
at gaa under den lovbestemte Bode. Er An-
klageren nærVærende, maa der forinden Være
givet ham Lejlighed til at udtale sig om den
Sigtedes Tilbud.

Den vedtagne Afgjørelse tilføres Retsbogen
med den Begrundelse, som efter Omstændig-
hederne findes fornøden.

Findes et Barn under 15 Aar skyldig,
men Forceldre eller de, som troede Barnet i
deres Sted, erklære sig villige til at tildele
Barnet en legemlig Revselse i Hjemmet, kan
dømmeren, naar han finder, at Omstændig^
hederne tale derfor, afgjøre Sagen i Henhold
hertil uden at afsige Dom. dømmeren kan

betinge Sagens Afgjørelse paa denne Mande
af, at Revselsen tildeles under Tilsyn af en
ved Politiet Ansat.

Er Anklageren nærværende, maa der for-
inden være givet ham Lejlighed til at udtale
sig om Sagens Afgjørelse paa denne Maade.

Den stedfundne Afgjørelse tilføres Rets-
bogen med den Begrundelse, som efter Om-
stændighederne sindes fornøden.

Naar dømmeren, efter at have optaget
Sagen, finder, at den Sigtede er skyldig, men
at Sagen efter brødens Beskaffenhed, saasom
navnlig i Tilfælde af Første Gang begaaet
ringe Forseelse, egner sig til Afgjørelse ved en
Advarsel, er han berettiget til istedenfor at
afsige Dom at tildele den Sigtede en saadan
Advarsel.

Den trufne Afgjørelse tilføres Retsbogen
med den Begrundelse, som efter Omstændig-
hederne findes fornøden.

dømme, afsagte i første Inftants af en
Landsret, med eller uden nævninger, kunne
paaankes til højesteret. Lige med dømme
i Henseende til Paaanke stilles den i § 350
ommeldte Beslutning.

dømmen paaankes af Statsanklage-
ren i Anklagens Interesse, og i den Sig-
tedes Interesse af den Sigtede selv samt af

hans Værge, forsaavidt han ikke er personlig
myndig.

De Skridt, som i Anledning af Paaanke
blive at foretage ved Landsretten i den
Sigtedes Interesse, er den for den Sigtede
ved Landsretten beskikkede Forsvarer pligtig at
foretage, naar det begjæres.

Afkald paa Paaanke kan finde Sted,
efterat dømmen er afsagt. Beslutning
om Paaanke kan frafaldes, for Ankla-
gens Vedkommende af Ovæstatsanklageren,
saalænge Dom ikke er afsagt af højesteret.
Frafaldes Anke, efterat Forhandlingen om Paa-
ankens Gjenstand er begyndt, kan derved dog
ikke prøvelse af saadanne Ankegrunde unddra-
ges højesteret, som skulle tages i Betragtning
i Embeds medfør (§ 391).

dømmen kan paaankes paa Grund af
Kmnkelse af Rettergangøreglerne i følgende
Tilfælde:

1) naar det lovbestemte Antal dømmere
ikke har deltaget i dømmens Vedtagelse, eller
Reglen i § 278 1ste Stykke med Hensyn til
nogen af dømmerne er tilsidesat;

2) naar en dømmer, som ifølge Loven
var udelukket eller burde udelukkes fra at del-
tage i Sagens Behandling, har medvirket ved
Hovedforhandlingen;

3) naar Retten var inkompetent eller har
afvist Sagen, skjønt den var kompetent;

4) naar Anklagen ellers uden lovlig Grund
er bleven afvist eller ikke i sin hele Udstræk-
ning er paadømt;

5) naar Hovedforhandlingen i Strid med
Loven er forcgaaet for lukkede Dore;

6) naar Dom mod Loven er gaaet uden
Anklage eller i en gjenoptagen Sag nden
Hjemmel i Reglerne herom, naar Retten i at

domfælde er afvegen fra Anklagen videre, end
Loven tilsteder, eller Forandringer i Anklagen
ere tilstedte med Tilsidesættelse af Lovens Reg-
ler, naar Forsvarer ikke har været bestikket,
hvor dette burde være sket, eller naar Forhand-
lingen mod Loven er fremmet i Anklagerens,
den Sigtedes eller den beskikkede Forsvarers
Fraværelse;

7) naar dømmen ikke er forsynet med
de fornødne Domsgrunde, eller Domsstut-
ningen lider af væsentlige Mangler;

8) naar den Forbrydelse, for hvilken
Anklage er rejst, ikke er betegnet i Anklagen
saa tilstrækkeligt og tydeligt, som Forsværets
Forberedelse krævede, eller der ikke er givet
den Sigtede eller hans Forsvarer tilstrækkelig
Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Sa-
gens Aktstykker, eller der uden Hjemmel er gi-
vet den 3igtede kortere Varsel end en Uge;

9) naar det paa Grund af Retsvild-
farelse eller i aabenbar Miskjendelse af den
i Forhandlingerne liggende Opfordring er
nægiet Anklageren eller den Sigtede eller er
undladt i Embeds medfør at fore Bevis an-
gaaende Omstændigheder, som under Forhand-
lingen ere komne paa Tale, eller at henvise
Sagen til Forundersøgelse, eller Udsættelse
ikke er given, hvor det i Loven er bestemt;

10) naar i andre end de forannævnte
Tilfælde Rettergangøregler ere krcenkede, og det
er tvivlsomt, om ikke deres Iagttagelse vilde
have ført til en anden Afgjørelse.

I Sager, som ere paakjendte under Med-
virkning af nævninger, afgiver Krcenkelse af
Rettergangøreglerne endvidere Grund til Paa-
anke i følgende Tilfælde:

1) naar det lovbestemte Antal nævnin-
ger ikke har deltaget i Erklæringens Vedta-
gelse, eller nogen af nævningerne ikke har været
tilstede under hele den forudgaaende Del af
Hovedforbandlingen;

2) naar en Person, som ifølge Loven
er udelukket fra nævningehvervet i Alminde-
lighed eller i dm paagjældende Sag, har
medvirket som nævning,;

3) naar den i Lov om Domsmagtens
Ordning m. m. § 81, jfr. § 90, fore-
skrevne Meddelelse er forsomt, eller naar Lod-
trækning af nævninger til en Sag er fore-
tagen, uden at det i §314 forestrevne Antal
nævninger var tilstede, eller naar Forskrifterne
i §§ 315—17 ere tilsidesætte, eller naar
Nævningerne ikke lovlig ere blevne edfcestede;

4) naar Reglerne om Manden, hvorpaa
spørgsmaalene til nævningerne skulle stilles,
ere tilsidesætte, eller det paa Grund af Nets-
vildfarelse eller i aabenbar Miskjendelse af den
i Forhandlingerne liggende Opfordring er
undladt at stille Eporgsmaal, som burde være
stillede, forsaavidt ikke Udfaldet af Nævnin-
gernes Erklæring viser, at Fejlen er bleven
uden Betydning;

5) naar Nævningernes erklæring er saa
ufuldstændig, utydelig eller modsigende, at en
Domfældelse ikke burde være ststtet paa den,
men Retten burde have gjort Anvendelse af
sin Beføjelse efter § 348, eller naar Retten
uden føje har fAndet en Erklæring, som be-
grundede Frifindelse, ufuldstændig, utydelig eller
modsigende og derfor har bragt § 348 til
Anvendelse;

6) naar Erklæringer, som det ligger uden-
for nævningernes Beføjelse at afgive, ere tag-
ne i Betragtning af Retten;

7) naar retten i Henhold til § 350
har frifAndet eller henvist Sagen til ny For-
handling, men Beslutningen derom enten hvi-
ler paa en Netsvildfarelse eller ikke er led-
saget af Grunde eller ikkun begrAndet ved en
almindelig Henvisning til Forhandlingernes
Resultat, eller naar Slutningsbestemmelsen i
§ 351 er tilsidesat;

8) naar ellers mod Loven dømmen ikke
er grAndet paa nævningernes Erklæring.

Paaauke i Anklagens Interesse kan ikke
finde Sted paa Grund af Krcenkelse af Retter-
gangøregler, fom ere foreskrevne til den Sig-
tedes Tarv, og omvendt kan Paaanke i den
Sigtedes Interesse ikke finde Sted, fordi
Rettergangøregler, som ere forestrevne for An-
klagens Skyld, ere tilsidesætte.

Krcenkelser af Rettergangøregler, med Hen-
syn til hvilke Loven kræver, at Indsigelse skal fremsættes inden en vis Frist, kunne ikke be-
nyttes som Ankegrund, naar Frisken er for-
Mit. Det Samme Mlder. naar Besværing
kunde anvendes som Retsmiddel, men ikke er
anvendt eller ikke er tagen til følge.

dømmen kan fremdeles paaankes:

1) naar Loven er urigtig anvendt ved
spørgsmaalet, om Statsanklageren i Henhold
til §§ 34 og 36—37 var berettiget til
Paatale;

2) naar i Sager, som ere vaakjendte
uden nævninger, Retten ved at domfælde
eller frifinde har anvendt Loven urigtig paa
de i dømmen som beviste antagne Kjends-
gjerninger;

3) naar i Noevningesager Retten har
grAndet Domfældelse paa en erklæring af
Nævningerne, som indeholder en Retsvildfarelse,
eller naar Retten har domfældt eller frifAndet
paa Grund af urigtig Anvendelse af Loven i
Henseende til saadanne Punkter, som ikke høre under Nævningernes Afgjørelse;

4) naar Retten i at fastfætte Stræffen
er gaaet udenfor de i Loven forestrevne
Grænser;

5) naar Retten har truffet Valget af
Stræffen indenfor de lovbestemte Grænser
saaledes, at den fastsætte Straf staar i aaben«
bart Misforhold til brøden.

Rettens Afgjørelse af, hvilke Kjendsgjer-
ninger der ere beviste eller ikke beviste, kan
ikke underkjendes af højesteret, ej heller næv-

ningernes erklæring udenfor det i Nr. 3
nævnte Tilfælde.

Tilsvarende Regler sinde Anvendelse med
Hensyn til de spørgsmaal, som afgjøres efter
denne Lov i Henhold til §§ 2 og 3,

Paaanke bør anmeldes inden 3 Dage fra
dømmens Afsigelse at regne. Var den dom-
fældte Sigtede ikke tilstede ved Afsigelsen,
regnes Frisken fra den Dag, da Udskrift af
dømmen blev ham forkyndt; om denne Dag
giver Rettens Formand betimelig Anklageren
Meddelelse.

Anmeldelsen sker skriftlig til Formanden
for den Landsret, ved hvilken dømmen er
afsagt, eller hvis Anmeldelsen sker strar ved
dømmens Afsigelse, numdtlig til Retsbogen.
Er den Sigtede fængslet, kan han anmelde
Paaanke mnndtlig til Retsbogen for Under-
søgelsesdømmeren i den Retskreds, hvor han
hensidder; fornøden Udskrift af Retsbogen til-
stilles snarest mulig Rettens Formand.

Om foranstaaende Regler meddeles der
den Sigtede Underretning ved dømmens Af-
sigelse eller henholdsvis ved Udskriftens Med-
delelse.

Er Paaanke ikke anmeldt inden Udløbet
af den i § 378 forestrevne Frist, kan den kun
tilstedes, naar den Omstændighed, som afgiver
Paaankegrund, ferst senere er bleven Paagjæl-
dende bekjendt, eller det iøvrigt er ham util-
regneligt, at Frisken er oversiddet, og derhos
fornedent Andragende fremsættes inden 3 Dage,
efterat Paaankegrunden er kommen til hans
Kundskab, eller de Omstændigheder ere fjernede,
som have foranlediget Oversiddelsen af Frisken
og hindret tidligere Andragende.

Saadant Andragende med fornødne Op-
lysninger indgives skriftlig til Formanden for
Landsretten; er den Skyldige fængslet, kan
det fremsættes mundtlig til Retsbogen for Un-
dersøgelsesdcmmeren i den Retskreds, hvor han
hensidder, hvilken uopholdelig tilstiller Rettens
Formand Udskrift af Retsbogen.

Andragendet indsendes af Landsretten med

erklæring til højesterets Afgjørelse (§ 108).
Afgjørelsen tilstilles Landsretten til videre For«
cmstaltning.

Anmeldelse af Paaanke for Udløbet af
den i § 378 forestrevne Frist hindrer dømmens Fuldbyrdelse for de Domfældtes Ved-
kommende, hvem Paaanken angaar.

Indgives Andragende om Adgang til Paa-
anke i Henhold til § 379, kan saavel Lands-
retten som højesteret beslutte, at Fuldbyrdel-
sen skal standses. Tilstedes Paaanken, stand-
ses Fuldbyrdelsen.

Det paahviler den ankende Part at an-
give Ankegrundene med fornøden Betegnelse
af Kjendsgjerninger enten samtidig med An-
meldelsen eller inden Udlobct af en Uge, at
regne fra Anmeldelsen eller fra det senere
Tidspunkt, til hvilket Udskrift af dømmen,
naar en saadan efter Loven skal meddeles ham
eller af ham er begjært for eller ved Anmel-
delsen, bliver ham tilstillet. I Tilfælde af
Andragende om Adgang til Paaanke regnes
Frisken fra Meddelelsen om, at Paaanke er
tilstcdt. nærnure Udvikling af de angivne
Ankegrunde er ikke udelukket.

Med Hensyn til Formen finde Reglerne
i § 378 2det Stykke Anvendelse.

Gjenpart af Anmeldelsen og Begrundelsen
tilstiller Rettens Formand Modparten. Denne
har i løbet af en Uge fra Modtagelsen Ad-
gang til at fremkomme med en møderklæring,
med Hensyn til hvilken Reglerne i § 378
2 det Stykke finde Anvendelse.

Er Paaanken Støttet paa en Grund, ifølge
hvilken ny Realitctsdom kan blive afsagt uden
Hjemvisning til ny Hovedforhandling, bliver
den Modpart, hvem dømmens Indhold eller
Friskens Udlob udelukker fra selvstændig Paaanke,
berettiget til at modpaaanke af Grunde, som
ville nødvendiggjøre en hel ny Forhandling.

Saadan Modanke bør anmeldes ved og
Grunden angives i den ovennævnte erklæring.

Adgang til Gjennemsyn af Sagens Akt-
stykker efter Rettens Formands nærmere Be-
stemmelse staar den Paaankende aaben, indtil
den i § 381 ommeldte Begrundelse af Paa-
anken er afgiven, og Modparten i den i §
382 ommeldte Frist.

De i §§ 381 og 382 omhandlede Frisker
kunne af Rettens Formand forlænges, naar det
begjæres, og særegne Grunde findes at tale
derfor. Ved Forsommelser af den i § 381
ommeldte Frist finder § 379 tilsvarende An-
vendelse.

Ere ved Anmeldelsen og Begrundelsen af
Paaanke de foreskrevne Frisker og Former ikke
iagttagne, eller er den, fom har anmeldt Paa-
anken, dertil uberettiget, eller ere kun Paa-
ankegrunde angivne, der ikke kunne være lov-
medholdelige, nægter Landsretten ved Kjendelse
Paaauken Fremme.

Med Hensyn til Afsigelsen af denne Kjen-
delse blive Reglerne i § 257 med fornøden
Lempelse at iagttage.

Mod Kjendelsen kan Besværing til høje-
fteret finde Sted inden en Frist af 3 Dage
efter Reglerne i dette Afsnits Kapitel III.

Opstaar ingen Tvivl med Henfyn til Paa-
ankens Fremme, indsender Formanden, efterær
møderklæringen er indleveret eller Frisken der-
til udløben, alle Sagens Aktstykker tilligemed
Sagen vedrorende Udskrift af Retsbøgerne til
højesterets Formand.

Har Landsretten fremmet Paaanke i
Tilfælde, hvor Fremme burde være nægtet, kan
højesteret strax afvise Paaanken ved en Kjen-
delse, paa hvilken Reglerne i § 257 finde
Anvendelse med fornøden Lempelse.

Findes ikke Grund til strax at afvise
Paaanken, beskikker højesterets Formand efter
Omstændighederne den Sigtede en Forsvarer og
tilstiller denne Udskrift af dømmen med de
fremkomne Anmeldelser og Begrundelser af
Paaanke, efter Omstændighederne i Gjenvart.

højesterets Formand berammer, med til-
borligt Hensyn til den nødvendige Forberedelse
til Forhandlingen, Dag til Sagens Foretagelse
og gjør herom Meddelelse til alle Vedkommede.
Om de Foranstaltninger, som ere trufne for
at give behsrig Adgang til Gjennemsyn af
Sagens Akter, meddeles samtidig Underretning.

Ved Forhandlingen for højesteret finde
Reglerne i §§ 278 og 279 tilsvarende An-
vendelse.

Er den Sigtede ikke fængstet, har han
Ret til at deltage i mødet; er han fængstet,
bliver han kun, naar højesterets Formand
finder, at særlige Grunde tale for at ester-
komme hans Begjæring derom, at foranstalte
henbragt til Msdet.

Berettigede til at møde ere fremdeles
værgen, som har paaanket, samt den Sigte-
des valgte Forsvarer.

Udeblivelse af den Sigtede, værgen eller
en valgt Forsvarer hindrer ikke Sagens Fremme,
naar en offentlig Forsvarer er bestikket.

Forhandlingen om Paaankens Gjenstand
begynder med, at Formanden lader Retsskrive-
ren oplæse de fremsætte Ankegrunde. Derefter
erholder den Ankende Ordet for at begrunde
sin Anke, under Henvisning til og Oplæsning
af Landsrettens Dom og Sagens ovrige
Aktstykker, og dernæst Modparten for at imo-
degaa Anken og at begrunde sin Modanke,
hvis en saaoan er fremsat.

iøvrigt finde ved Forhandlingen alle de
Regler i fjerde Afsnit Kapitel III Anvendelse,
som ikke er udelukkede ved Forholdets For-
skjellighed eller ved særlig Bestemmelse.

Anke- eller Modankegrunde, som ikke
ere fremsætte for Landsretten, kunne gjøres
gjældende af eller for den Sigtede, naar de
fremsættes for højesteret senest umiddelbart,
efterat Realitetsforhandlingen er indledet, men
paa et senere Tidspunkt eller af Anklageren
kun, naar højesteret finder, at særegne Grun-
de tale derfor. Findes det, at de nye, frem-
komne Ankegrunde gjøre yderligere Forberedelse
for Modparten nødvendig, udsætter højesteret
Sagen derefter.

Til Grundlag for højesterets Paakjendelse
af Sagen tjener dømmen i Forbindelse med
Sagens Aktstykker og Udskriften af Retsbøgerne.
Opstaar der Tvivl om Rigtigbeden af det
Retsbogen tilførte. kan højesteret indhente
yderligere Oplysninger og navnlig erklæring
fra Landsretten; findes det nødvendigt, at
Vidner afhøres, sker dette ved Undersøgelses'
dømmeren.

Naar Sagens Forhandling er tilende, af-
siges Dom strax eller dog snarest mulig.

højesteret paakjender ordentligvis kun
dømmen, forsaavidt paaankct er.

Dog har højesteret i Embeds medfør at
tage i Betragtning til den Sigtedes Fordel:

1) naar den Sigtede er idømt Livsstraf,
alle af de foreliggende Oplysninger frem-
gaaende Paaankegrunde, som kunde være gjort
gjældende af eller for den Sigtede,

2) i andre Paaanketilfælde saadanne An-
kegrunde, som medføre, at en ny, for den Sig-
tede gunstigere Realitetsdom bliver at afsige
af højesteret uden Hjemvisning.

Angaar dømmen flere Medsigtede, men
ikke for Alles Vedkommende er paaanket, har
højesteret fremdeles i Embeds medfør at
paakjende dømmen ogsaa med Hensyn til dem,
der ikke have anket, naar det findes, at Anke-
grunde, som ifølge denne Paragraf skulle ta-
ges i Betragtning i Embeds medfør, ogsaa
maa komme saadanne Medsigtede til Gode.

Findes en lovlig Ankegrund, der er gjort
gjældende af en Part, eller som ifølge forrige
Paragraf skal tages i Betragtning, at fore-
ligge, ophæver højesteret dømmen og efter
Omstændighederne den stedfundne Behandling.
I Forbindelse hermed har højesteret, forsaa-
vidt Ankegrunden ikke er en saadan, at den
udelukker Realitetsdom i den foreliggende Sag,
efter Omstændighederne enten at hjemvife Sa-
gen eller selv at afsige ny Realitetsdom.

Ny Realitetsdom afsiges af højesteret i
følgende Tilfælde:

1) naar dømmen ophæves paa Grund
af Lovens urigtige Anvendelse, medmindre
denne maatte have medført en ufuldstændig
Afgjørelse af Bevisspørgsmaalet;

2) naar dømmen ophæves, fordi Retten
uden Fsje har undladt at grunde dømmen
paa Nævningernes Erklæring, eller af den i
§ 375 Nr. 6 nævnte Grund eller iøvrigt
saaledes, at der kun skal finde en ny Fast-
sættelse Sted af de retlige følger paa Grund-
lag af en gyldig erklæring af nævninger eller
Afgjørelse af Retten;

3) naar den Sigtede er domfældt, uagtet
Anklagen var frafalden, efterat Hovedforhand-
lingen var begyndt.

Fastsetter højesteret ved en ny Realitets-
dom andre Virkninger end Frifindelse, bør der
være givet Parterne Lejlighed til under For-
handlingen at udtale sig om disse.

Ophæves dømmen af andre Grunde end
de i § 393 ommeldte, men som dog ikke ud-
lukke Realitetsdom i Sagen, hjemvises denne.

højesteret bestemmer da tillige, fra hvilket
Punkt den nye Behandling ifølge Ophævelses-
grundens Beskaffenhed skal tage sin Begyndelse.
Hjemvises Sagen alene til ny Dom, bør der, forend denne Dom afsiges, gives
Parterne Lejlighed til at udtale sig. Fin-
der Landsretten det i saadant Tilfælde nod-
vendigt, at den forudgaaende Behandling gjen-

tages, er den ikke udelukket fra at træffe Be-
stemmelse herom.

I ethvert Tilfælde, hvor ikke blot ny
Dom bliver at afsige, efterat Parterne ere
horte, bør Hovedforhandlingen fuldstændig
gjentages.

Sagen hjemvises til den samme Lands-
ret, ved hvilken den ophævede Dom blev
afsagt. Skal Hovedforhandlingen fuldstændig
gjentages, maa de samme nærninger ikke
medvirke.

højesterets Formand tilstiller vedkommende
Ret Sagens Aktstykker tilligemed højesterets
Dom. Rettens Formand træffer derefter For-
anstaltning til Sagens nye Foretagelse overens-
stemmende med de almindelige Regler.

Hjemvises en Sag, er Retten forpligtet
til ved Sagens Behandling og Afgjørelse at
følge de af højesteret udtalte Reisanskuelser;
derimod er dm ikke bunden ved de Anskuelser,
der ligge til Grund for Kjendelser og Be-
slutninger, afsagte eller tagne under den tid-
ligere Behandling.

Den nye Dom er Gjenstand for Paa-
anke efter de ovenfor givne Regler.

dømme, afsagte af Underretten, kunne
ordentligvis paaankes til den Landsret, i hvis
Kreds Underretten ligger.

I Sager, bvis forfølgning paahviler
Politiet, kan dømmen kun paaankes i An-
klagens Interesse, naar anden Straf end bøder, simpelt fængfel, Tvangsarbejde eller Ris
kan idømmes for Handlingen, og i den Sig-
tedes Interesse kun, naar hoiere Straf end

bøder af 40 Kr., simpelt fængsel i 8 Dage,
Tvangsarbejde i 30 Dage, eller med Hensyn
til Bsrn under 15 Aar Ris eller fængsel i
8 Dage er idømt. Dog kan Landsrettens
Formand paa Andragende, som maa frem-
sættes inden 3 Dage efter dømmens Afsigelse,
tilstede Paaanke, naar Sagen skjønnes at have en
almindelig Interesse eller videregaaende betydelige
følger for den Sigtede (§ 108). Indgives
saadant Andragende af en Domfældt, kan Ret-
tens Formand bestemme, at Fuldbyrdelsen skal
udsoeties; tilstedes Paaanke, udfættes eller stand-
ses Fuldbyrdelsen.

Under tilsvarende Betingelser kunne de
i §§ 368—370 ommeldte Afgjørelser paa-
ankcs i Anklagens Interesse og den i § 370
omhandlede Afgjørelse af den Sigtede.

De i §§ 372—385 indeholdte Regler
sinde ogsaa Anvendelse ved Paaanke af Under-
rettens dømme med de Lempelser, som følge
af, at Landsretten træder i Stedet for
højesteret, Underretten for Landsretten og
Statsanklageren for Overstatsanklageren, eller
iøvrigt af Forholdets Natur, samt med fsl-
gende nærmere Bestemmelser:

1) Paaanke i Anklagens Interesse i
Sager, som paatales af Politimesteren, finder
kun Sted paa dennes Begjæring.

2) De Skridt, som i Anledning af
Paaanke blive at foretage ved Underretten i
Anklagens Interesse, kunne uden særlig Be-
myndigelse foretages af den, der har udfort
Anklagen for Underretten.

3) De Anmeldelser og Erklæringer, som
i Tilfælde af Paaanke skulle eller kunne af-
gives af den Sigtede for Underretten, kunne
altid afgives mundtlig til Retsbogen, hvorved
dømmeren skal være ham behjælpelig.

4) Paaanke af Underretsdømmens Realitet
er ikke indskrænket til Lovens Anvendelse, men
udstrækker sig ogsaa til Bevisspørgsmaalet,
medmindre det Modsætte udtrykkelig erklæres
af begge Parter.

5) Ved Paaanke, der rettes mod dømmens Realitet i Almindelighed, finder ingen
videre Begrundelse af Paaanken Sted, ej heller

de i §§ 381 og 382 ommeldte striftlige Ud-
viklinger og møderklæringer.

6) Underretten nægter Planken Fremme,
ogsaa, naar Sagen efter § 397 ikke er Gjen-
stand for Paaanke.

Paaankes paa Grund af Krcenkelse af
Rettergangøregler eller, hvad Realiteten angaar,
alene paa Grund af Lovens urigtige Anven-
delse, blive Reglerne i §§ 386—396 at an-
vende med de af Forholdets Natur flydende
Lempelser.

Møder den Sigtede, som har paaanket,
og for hvem ingen Forsvarer er beskikket,
hverken selv eller ved en Forsvarer ved
Paaankens Forhandling, betragtes hans Paa-
anke som frafalden; udebliver han som Mod-
part, fremmes Sagen paa forefkreven Maade,
faaledes at han gaar glip af den Medvirkning
ved Forhandlingen, hvortil han ellers bar Ad-
gang, og en mulig Modpaaanke fra hans
Side bortfalder. Dog indskromkes ikke herved
Reglen i § 391 om Ankegrunde, som Retten
i Embeds Medfør skal tage i Betragtning.

Naar udenfor det i § 399 nævnte Til-
falde Underretsdømmen ved Paaanken søges
forandret i Realiteten, bliver Sagen behandlet
for og paakjendt af Landsretten efter de
Regler, som gjælde i Sager, der behandles ved
denne i første Instants, forsaavidt de ikke med
nødvendighed ere udelukkede ved Forholdets
Natur, og med Iagttagelse af de i §§ 401
—405 givne nærmere Bestemmelser. Ved
dømmen kan et for den Sigtede gunstigere
Resultat fastsættes, selv om kun Anklageren
har paaanket; derimod kan der ikke idømmes
en strengere Straf end den ved Underrets-
dømmen bestemte, naar kun den Sigtede har
paaanket.

Naar Rettens Formand har modtaget
Sagens Aktstykker, fastsetter han en Frist,
inden hvilken Anklageren, hvem Adgang til
Sagens Aktstykker i løbet af Frisken staar
aaben, har at tilstille Formanden Anklageskrift

samt en førtegnelse over de Beviser, som han
agter at fremfore; undlader Anklageren dette,
uden at Forlængelse af Frisken er given, og
kan Oprejsning mod Fristforsommelsen ej ov-
naaes, ansees hans Paaanke, eller, hvis dømmen er paaanket af den Sigtede, Anklagen,
saavidt Paaanken rækker, for frafalden, i hvil-
ket sidste Fald Retten afsiger Dom i Over-
ensstemmelse hermed. Begjæring om Afvis-
ning af den Sigtedes Paaanke bør fremsættes
inden den samme Frist.

Gjenpart af Anklageskriftet og Anklage-
rens Bevisførtegnelse tilstilles den Sigtede;
bliver Forsvarer beskikket, erholder denne lige-
ledes saadcmne Gjenparter samt de i § 386
1ste Stykke ommeldte Dokumenter. Tillige
fastsættes en Frist, inden hvilken der er Ad-
gang til:

1) at begjære Anklagerens Paaanke afvist,

2) at andrage paa, at Anklagen nægtes
Fremme, fordi Anklageskriftet ikke til-
fredsstiller Lovens Fordringer,

3) at andrage paa nægtelse af Anklagens
Fremme af de i § 251 Nr. 4, 5 og 6
nævnte Munde, naar Anklageren har
paaanket en frifindende Dom,

4) at andrage paa Forundersøgelse, forsaa-
vidt derom efter Sagens Beskaffenhed
kan blive Tale, og

5) at indlevere Bevisførtegnelse.

spørgsmaal om Afvisning af Paaanken
afgjøres af Retten efter Reglerne i § 257;
den kan ikke finde Sted, efter at Sagen er
henvist til Hovcdforhandling, nægtes Anklagen
Fremme, fordi Anklageskriftet ikke tilfredsstiller
Lovens Fordringer, har det samme Virkning
som Undladelse as at fremkomme med Anklage-
skrift.

Under Hovedsorhandlingen skal en fuld-
stændig ny Bevisførelse finde Sted. Dog
bliver herved at iagttage, at Reglerne i §
298 Nr. 3 og 4 ogsaa omfatte Tilførsler
til Retsbogen under Sagens Behandling ved'
Underretten.

Udenfor de Tilfælde, i hvilke i Henhold
til § 298 Nr. 4 de ved Underretten afgivne,
Retsbogen tilførte Forklaringer af Vidner,
Syns- eller skjønsmcend, kunne oplæses under
Bevisførelsen, kan Retten ogsaa ellers, naar
den ifølge Sagens Beskaffenhed og ovrige Om-
stændigheder finder føje dertil, bestutte, at
saadanne Udsagn st'ulle gjælde, uden at de
paagjældende Personer paany fores for Lands-
retten.

Har den digtede paaankct, men enten
før Hovedforhandlingen har unddraget sig
forfølgning eller udebliver under Hovedforhand-
lingen uden oplyst lovligt Forfald, betragtes
hans Anke som frafalden, dog med Forbehold
af Bestemmelsen i § 391.

Har Anklageren paaanket, og den Sig-
tede paa den foran angivne Maade unddrager
sig Forfølgning eller udebliver, bliver Sagen
at udscrttc, medmindre i Henhold til § 200,
jfr. § 366, Hovedforhandling og Paakjendelse
kan sinde Sted i den Sigtedes Fraværelse
eller Anklageren frafalder Anken eller ind-
skrænker den til Paaanke af den i § 399
ommeldte Art.

Landsrettens Dom i en fra Underretten
paaanket Sag kan i Reglen ikke yderligere paa-
ankes. Dog kan højefteret (§ 108) undta-
gelsesvis tillade, at Sagen indbringes for
samme, naar den skjonnes at have almindelig
Interesse eller videregaaende betydelige følger
for Vedkommende. Andragende herom maa
fremsættes inden 3 Dage fra dømmens Af-
sigelse, jfr. § 397 2det Stykke i Slutn.

Tilstedes Paaanke til højesteret, sinde
Reglerne i §§ 398 og 399 tilsvarende An-
vendelse.

BesVæring til hojere Ret benyttes som
Retsmiddel:

1) mod Undersøgelsesdømmerens Kjendelser
og Beslutninger,

2) mod den dømmende Rets Kjendelser og
Beslutninger, som ikke paaankes i For«
bindelse med dømmen.

Berettiget til Besværing er Enhver, som
ved Undersøgelsesdømmerens Handlinger eller
Undladelser antager sig krcenket i sine Rettig-
heder eller hindret i Opfyldelsen af sine
Pligter.

Besværingsfrisken er ordentligvis 4. Uger.

Imod Kjendelser, ved hvilke det paalægges
Vidner, Synsmcend eller andre Trediemcend
mod deres Indsigelse at afgive Vidnesbyrd,
foretage Syn eller skjøn, fremkomme med
Dokumenter eller Lignende, maa Besvcenng
iværksættes inden en Frist af 3 Dage. Samme
Frist gjælder ogsaa for Besværing imod Kjen-
delser, ved hvilke Straf er paalagt. Besværing imod Kjendelser af sidstnævnte Art kan
kun finde Sted under de Betingelser med
Hensyn til Stræffens størrelse, som § 397
angiver.

Oprejsning mod Forsommelse af Besvce-
ringsfrisken kan gives efter Reglen i § 379.

Imod Kjendelser, som i Henhold til §§137
og 162 have paalagt et udeblevet Vidne
eller Syns- eller skjønsmand Straf, kan Besværing kun finde Sted, naar Begjoering om Kjendel-
sens Opbcevclfe overensstemmende med § 138
forgjceves har været fremsat, og Frisken regnes
fra Rettens nægtelse at efterkomme Begjce-
nngen En lignende Regel gjælder med Hen-
syn til Kjendelser om Forbrydelse af Sikker-
hedsstillelse (§ 193).

Besværingen iværksættes ved Anmeldelse til
Undersøgelsesdømmeren, skriftlig eller mundtlig
til Retsbogen. Om Besværingen underretter
dømmeren den eller dem, fom maatte have
retlig Interesse i Kjendelsens eller Beslut-
ningens Opretholdelse.

Besværing imod de i § 409 2det Stykke
ommeldte Beslutninger og Kjendelser hindrer
deres Fuldbyrdelse, naar den finder Sted in-
den den foreskrevne Frist. I andre Tilfælde
medfører Besværing ikke Opsættelse af Beslut-
ningens Udførelse; dog kan saarel Under-
søgetsesdømmeren selu som den Ret, til hvilken
Besværingen sker, beslutte en saadan Opsættelse.

Er Besværing anmeldt, indsendes de for-
nodne Akter, eller, foNaavidt disse ikke kunne
undværes, bekræftede Afskrifter samt fornøden
Udflrift af Retsbogen til den Ret, til hvilken
Besværingen sker; om fornødent findes, lader
Underføgelsesdømmeren sin Erklæring med-
følge.

I løbet af en Uge fra Anmeldelsen eller
fra Meddelelsen om samme til Modparten har
den, som besværer sig, og Modparten Adgang til
at indsende til den Ret, til hvilken Besværing
er sb't, skriftlige Udtalelser om Eporgsmaalei.
Senere indsendte Udtalelser kunne tages i
Betragtning, naar Afgjørelse ikke har fAndet
Sted. Den Sigtede, som er fængslet, kan
fremsætte sin Erklæring mundtlig til Rets
bogen for Undersøgelsesdømmeren, som uop-
holdelig indsender fornøden Afskrift

Den Forsvarer, som maatte være beskik-
ket, er pligtig til paa Begjæring at være den
Sigtede behjælpelig ved Fremsættelsen af de
fornødne Anmeldelser og erklæringer.

Forend Afgjørelse trcestes, kan retten
efter sit skjøn indhente yderligere Oplysnin-
ger eller erklæringer, som og ved Undersøgelses-
dømmeren eller et Medlem af Landsretten
lade afhøre Vidner m. V.

Paa Grundlag af de indsendte Akter,
indkomme Udtalelser og Erklæringer samt ind-
hentede Oplysninger træffer Retten snarest
mulig Afgjørelse ved Kjendelse. Naar særlige
Grunde tale derfor, kan Retten paa Andra-
gende eller i Embeds medfør anordne mundt-
lig Forhandling. Udebliver i saa Fald den,
der besværer sig, betragtes Besværingen som

frafalden; udebliver Modparten, er dette ikke
til Hinder for, at Sagen paakjendes, efterat
den Klagendeg mundtlige Fremstilling er hort.

Retten er i sin Afgjørelse ikke bunden
ved undersøgelsesdømmerens Ekjon om det
faktiske Grundlag.

Afgjørelsen meddeles uden Ophold alle
Vedkommende.

Imod Landsrettens Afgjoielser i de her-
omhandlede Tilfælde kan i Reglen ikke yder-
ligere Besrcering finde Sted. Dog kan højesteret
undtagelsesvis tillade, at spørgsmaalet indbrin-
ges for samme (§ 108). Andragende herom
maa fremsættes inden 3 Dage fra Meddelelsen
om Afgørelsen.

Tilstedes Bewcering til højesteret, finde
ovenstaaende Regler Anvendelse med fornødne
Lempelser.

De af den dømmende Ret afsagte Ken-
delser og tagne Beslutninger, der vedrsre Sa-
gens Gang og Ledelse, og som ikke gaa ud
paa at nægte Anklagen Fremme ganske eller
delvis, kunne af Parterne ikkun paaankes i
Forbindelse med dømmen, forfaavidt ikke An-
det særlig er bestemt.

For Besværing mod Kjendelser, hvorved
der ganske eller delvis >nægtes Anklagen Fremme
gjælder en Frist af 3 Dage.

Udelukkede saavel fra Besværing som fra
Paaanke i Forbindelse med dømmen ere:

1) Beslutninger, hvorved Sagen henvises
til Hovedforhandling;

2) Kjendelser og Beslutninger, hvorved Sa-
gen henvises til Forundersøgelse, forsaa-
vidt Saadaut ikke er udelukket ved Sa-
gens Beskaffenhed, eller ifølge hvilke
Vidner blive at indkalde eller andre Be-