Udkast

til

Lov om Strafferetsplejen.

(Udarbejdet af den ved allerhøjeste Reskript af 28de Februar 1868 nedfatte Proceskommission). Marts 1875. Kjøbenhavn. Trykt hos I. H. Schultz.
1875.


Oversigt over Lovforslagets Ordning. Første Afsnit Almindelige Vestemmelser..................... §Z 1-109.

Kapitel I.

Om Louens Virkekreds.............................................................. z§ 1—5.

Kapitel II,

Om Retternes Virkekreds............................................................ §8 6-14.

Kapitel III,

Om de Tilfælde, hvor Rettens Personer som inhabile skulle eller kunne udelukkes fra eller fritages

for at handle i Sagen..................................................... §§ 15—22,

Kapitel IV.

Om de offentlige Anklagere.......................................................... §§ 23—30.

Kapitel V.

Om Paatalen.................................................................... §§ 31-42.

Kapitel VI.

Om den Sigtedes Forsvar........................................................... §§ 43—59.

Kapitel Vll.

Om Værnething, Stræffesagers Forening og stedlige Grænser for Embedshandlinger i Stræffe-

retsplejen........................ ......................................... §§ 60-78.

Enkelte Varnething......................................... §§ 60—69.

Forening af Stræffesager..................................... §8 70—75.

III.
Stedlige Grænser for Embedshandlinger i Stræfferetsplejen........ §§ 76—78.

Kapitel VIII.

Om Retsmøder og Retsbøger....................................................... §8 79—92.

Kapitel IX.

Om Forkyndelser og andre fra Retten udgaaende Meddelelser.............................. §§ 93—104.

Kapitel X.

Om Rettens dømme, Kjendelser og andre Beslutninger.................................. §§ 105—109.


Andet Afsnit. Om Midlerne til Opnaaelse af Stræffesagers Formaal.....§§ 110-210.

Kapitel I.

Om Adgang til synlige Bevismidler.................................................. §§ 112—128.

Om Ransagning efter synlige Bevismidler...................... §§ 112-119.

n.
Andre Midler til at faae synlige Bevismidler i Hænde........... §§ 120—124.

1Om Beslaglæggelse af Ting, der kunne tjene til Bevis, m. V.....§§ 125-128.

Kapitel II.

Om Vidner..................................................................... §§ 129-147.

Kapitel III.

Om Besigtigelser, Syn og Skjem................................................... §§ 148—165.

Kapitel IV.

Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten, Anholdelse og Fangsling samt om Beslaglæggelse af

dens Formue, som unddrager sig Forfølgning m. V............................. §§ 166 200.

Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten..................... §§ 166—168,

II.

Om Anholdelse........................................ §§ 169-181.

III.
Om fængsling......................................... §§ 182-196.

Om Beslaglæggelse paa dens Formue, som unddrager sig Forfølgning,

samt om Sagens Paadømmelse i den Sigtedes Fraværelse. §§ 197—200.

Kapitel V.

Om afhørelse af den Sigtede og af en privat Anklager.................................. §§ 201 -206.

Kapitel VI.

Om Beslaglæggelse paa den Mistænktes Gods for Omkostninger og Erstatning famt om Forbud.. §§ 207 — 210.

Tredie Afsnit. Om Underssgelsen, forend Anklage er reist, i Sager, som
forfslges af Statsanklageren eller Politiet ........... §§ 211- 246.

Kapitel I.

Om Efterforskningen............................................................... §§ 211-226.

Kapitel II.

Om Forundersøgelsen ned Retten..................................................... §§ 227—246.


Fjerde Afsnit. Om Anklage for og Sagens Behandling ved Landsretten... §§ 247-353.

kapitel i.

Om Anklage samt om Henvisning til og Forberedelse af Hovedforhandlingen ..,.......... §§ 247—266.

Kapitel II.

Om Forandringer i Anklagen eller i de om Henvisning og Hovedforhandlingens Forberedelse

trufne Bestemmelser....................................................... Zs 267 -276.

Kapitel III.

Almindelige Bestemmelser om Hovedforhandlingen for Landsretten......................... §§ 277-309.

Kapitel IV.

særlige Bestemmelser om Houedforhandlingen for Nævninger............................. §§ 310-355.

Kapitel V.

Sirlige Bestemmelser om Hoveoforhauolingm uden rærvninger............................ §§ 356—358.

Femte Afsnit. Om Anklage for og Sagens Behandling ved Underretten.. , §§ 359- 370.

Kapitel I.

Om Sager, som paatales af Statsanllageren.......................................... §§ 360-362.

Kapitel II.

Om Sager, som paatales af Politiet................................................. §§ 363-370.

Sjette Afsnit. Om Retsmidlerne...................... §§ 371-439.

Kapitel I.

Om Paaanke af dømme, afsagte af Landsretten i første Instants..........................§§ 371-396.

Kapitel II.

Om Paaanke af dømme, afsagte af Underretten........................................ §§ 397-406.

Kapitel III.

Om BesVæring til højere Ret.................................................. §§ 407—419.

Om Besvaring mod Undersøgelsesdømmerens Kjendelser og Beslutninger §§ 408—415.

n.
Om Besværing mod den dsmmende Rets Kjendelser og Beslutninger §§ 416—419.

Kapitel IV.

Om Gjenoptagelse af en Stræffesag..................................................§§ 420-439.


Syvende Afsnit. Om Behandlingen af Sager, der ikke forfslges af Stats-
anklageren eller Politiet.................... §§ 440 ~ 462.

Kapitel I.

Om Sager, der paatales i Henhold til § 38 eller § 40................................. §§ 440-445.

Kapitel II.

Om Sager, der paatales af Private i Henhold til § 39........................ §§ 446—455.

Kapitel III.

Om Paatale af borgerlige Retskrav i Forbindelse med Stræffesagen........................ §3 456-462.

Ottende Afsnit.

Om Fuldbyrdelsen af dømme i Stræffesager....... §§463- 473.

Niende Afsnit. Om Omkostninger i Stræffesager samt om Rettergangsbøder.. §§ 474 433.

Kapitel I.

Om Omkostninger i Stræffesager..................................................... §§ 474-484.

Kapitel II.

Om Rettergangsbøder.............................................................. §§ 485—488.

Niende Afsnit. Slntningsbestemmelser.............. §§ 439-492.

Første Afsnit. Almindelige Vestemmelser. Kapitel I. Om Lovens Virkekreds. § 1.

Alle spørgmaal om Straf, som ikke t
medfør af Lovgivningen afgjøres uden særlig
Stræffesag eller henhore under de bestaaende
særlige Domstole, behandles og afgjøres efter
de Regler, som denne Lov anordner.

§ 2.

Efter denne Lovs Regler behandles og af-
gjøres endvidere:

1) Sager, som i medfør af Grundlov
af 28de Juli 1866 § 87 anlægges mod en
Forening til dens Ophævelse;

2) Sager angaaende de i Lov af 3die Ja-
nuar 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede Forbud
mod Udbredelse af fremmede Skrifter; samt

3) Sager angaaende Anvendelse af Stræffe-
ovens § 299.

§ 3.

I Forbindelse med Stræffesagen og efter
de for samme gjældende Regler afgjøres frem-
deles efter Anklagerens Paastand spørgs-
maal om:


1) Udvisning af Riget i Henhold til
Stræffelovens § 16;

2) Konfiskation efter Stræffelovens § 34
eller iøvrigt, hvor Konsistation er hjemlet som
følge af en Forbrydelse, uden at have Ka-
rakter af Straf;

3) Sikkerhedsforanstaltninger i Henhold
til Stræffelovens § 38. andet Stykke;

4) Mortifikation af Wrefornærmelser efter
Stræffelovens § 218;

5) Arverets Forbrydelse;

6) Forbrydelse af Embede, hvor denne
ikke er foreskreven som Straf, samt Forbrydelse
af Rang, Titel, Orden eller hæderstegn;

7) at erklære et ægteskab for ugyldigt,
som er indgaaet trods et Slægtskabs- eller
Svogerskabsforhold, der er ubetinget ægte-
stabshindring, eller trods et endnu bestaaende
ægteskab.

§ 4.

Borgerlige Retskrav paa den Sigtede,
som følge af strafbare Handlinger, kunne af
den Forurettede forfølges i Forbindelse med
Stræffesagen, forsaavidl denne ikke derved vil
lide væsentligt Ophold.

§ 5.

Naar Afgjørelsen af en Handlings Straf-
barhed beror paa, om et vist Retsforhold be-
stod paa den Tid, Handlingen blev foretagen,
undersøges og bedsmmes spørgsmaalet herom
under Stræffesagen efter Reglerne for stræffe-
retsplejen. Den Afgjørelse, som maatte virre
truffen under en borgerlig Retstrætte, fore-
griber ikke Afgjørelsen af Strafspørgsmaalet.

Kapitel II. Om Retternes Virkekreds. § 6.

Forundersøgelse og andre akcessoriske Rets-
handlinger i Sager, der høre under denne
Lov, foretages af Underdømmeren som Under-
søgelsesdømmer. Dog kan det i Sager, hvis


Paakjendelse hører under Landsretten, eller som
svæve for højesteret, undtagelsesvis af Lands-
rettens eller højesterets Formand overdrages til
et Medlem af Landsretten at handle som Un-
dersøgelsesdømmer.

§ 7.

Af Underretterne kunne ikkun følgende
Stræffe idømmes, nemlig bøder. Konfiskation,
simpelt fængsel, fængsel paa scrdvanlig Fange-
kost, fængsel paa Vand og brød, Tvangs-
arbejde, Ris, Rottingstag samt Fortabelse af
en næringøret.

§ 8.

Ved Underretterne behandles og paakjendes
i første Instants med den af § 7 følgende
Begrcrnsning i

1) Sager angaaende Handlinger, som
staa under en Stræffebestemmelse, der enten
alene eller alternativt med andre Strafarter
hjemler Anvendelsen af Foimucstraf, simpelt
Fccngsel, Tvangsarbejde, Ris eller Fortabelse
af en næringøret;

2) Sager angaaende Handlinger, der
staa under en Stræffebestemmelse, som ikke
hjemlcr Anvendelse af anden Strafart end
fængsel paa Vand og brød;

3) Sager angaaende Handlinger, som
staa under en Stræffebestemmelse, der hjemler
Anvendelse af Fccngsel paa Vand og brød
alternativt med Strafarbejde, naar den Sigtede
afgiver en fuldstændig og trovccrdig Til«
staaelse, og han eller, hvis han er personlig
umyndig, hans Værge ikke begjccrer Paadom-
melse ved Landsretten.

Ved Underretten behandles og paakjendes
fremdeles Sager angaaende Anvendelsen af
Stræffelovens § 299.

Embedsforbrudelser og de i Stræffelovens
Kap. 9—11 omhandlede Forbrydelser ere ude»
lukkede fra Underrettens Kompetence.

§ 9.

Ved Anvendelsen af Reglerne i § 8
kommer, naar Sigtelsen angaar Forjog
eller Meddelagtighed. den Stræffebestem«


melse i Betragtning, som vilde Være an-
vendelig, hvis Forbrydelsen var fuldbyrdet,
eller den Sigtede var Gjerningsmand; frem-
deles bliver Lovens almindelige Stræffebestem-
melse at tage i Betragtning uden Hensyn til,
at saadanne i Loven bestemt betegnede Om-
stændigheder maatte Være forhaanden, som
hjemle Nedsættelse af Stræfferammen.

§ 10.

Alle under denne Lov borende Sager, som

ikke ved ovenstaaende Regler eve henlagte til
Underretterne, behandles og paakjendes af
Landsretterne. Finder Forening af Stræffe-
sager Sted, sker behandlingen og Paa-
kjendelsen ved Landsretten, naar nogen af
de forenede Sager ligger udenfor Underrettens
Kompetence, og fremdeles, naar den samlede
Straf for en Sigtet vilde overskride den ved
§ 7 dragne Grænse.

§ 11.

Ved Paakjendelse af de til Landsretten
henlagte Sager skulle Ncrvninger medvirke,
naar Sagen angaar en Forbrvdelse, for hvil-
ken Stræffebestemmelsen hjemler Livsstraf eller
livsvarigt Strafarbejde, eller nogen af de i
Stræffelovens Kap. 9—11 omhandlede For-
brydelser.

Fremdeles skulle Ncrvninger i Reglen med-
virke i andre til Landsretten henlagte Sager,
naar Strafarbejde findes at Være forskvldt,
medmindre den Sigtede eller, hvis han er per-
sonlig umyndig, hans værge vcrlger Paakjen-
delse uden Ncrvninger. Er den, der sigtes for
en af de i Stræffelovens Kap. 23—27 om-
handlede Forbrydelser, forhen for en saadan
Forbrydelse dømt til Strafarbejde, finder den
her omtalte Medvirkning kun Sted, saafremt
Sigtelsen angaar en Forbrydelse, for hvilken
Strafarbejde er den laveste Straf, naar den
første Gang begaaes, eller der er forløbet 10
Aar efter Udstaaelsen af den tidligere Straf,
førend den Handling, som Sigtelsen angaar,
blev begaaet.

I de under Landsretten horende Sager, i
hvilke de ovenfor foreskrevne Betingelser for
Ncrvningers Medvirkning mangle, kan Lands-
retten tage et af Anklageren eller den Sig-


tede fremsat Andragende om Sagens Hen-
visning til nævninger til følge.

§ 12.

Finder Forening af flere Stræffesager Sted,
deltage nævningerne i Paakjendelsen, naar deres
Medvirkning udkræves til nogen af de forenede
Sager, og fremdeles, naar det paa Grund af
den samlede Straf for en Sigtet maatte
blive Tilfældet, at Betingelserne i § 11 ere
tilstede. Dog bor Forening af Sager mod
flere Sigtede, som adskilte vilde kræve Paa«
kjendelse dels med dels nden Nævninger, klin
finde Sted. naar færegne Grunde findes at
gjøre Adskillelsen uhensigtsmæssig.

§ 13.

Retten prøver i Embeds medfør, om en
foreliggende sag efter foranstaaende Regler
hover under dens Virkekreds, og om nævnin-
ger skulle medvirke ved Paakjendelsen. Dog
bliver bervcd at iagttage:

1) forsaavidt Afgjørelsen beror paa Stor-
relsen af den i det givne tilfælde forflyldte
Straf eller paa Beskaffenheden af den Sigtcdes
Forklaringer, har Retten foreløbig at følge An-
klagerens skjøn (jfr. dog § 197) og kan først
ester endt Hovedforhandling afvise Sagen af
saadan Grund. Paaanke af dømmen, fordi
Rettens skjøn over de nævnte Omstændigheder
har været urigtigt, er udelukket.

2) Afvisning under hovedforhandlingen
kan ikke finde Sted, fordi den ved Lands-
retten behandlede Sag findes at høre til Un-
derrettens Virkekreds; ej heller, naar den til
Nævninger henviste Sag findes at knnne Være
paakjendt uden nævninger, medmindre Hen-
visningen til Nævninger er i Strid med den
sigtedes i Medhold af Loven trufne Valg.
og Indsigelse gjøres. forend Lodtrækning til
Udtagelse af nævninger er begyndt.

3) Er ved upaaankelig Afgjørelse Paa-
kjendelse af en Sag ved Landsretten afskaaren,
fordi Sagen er antagen at høre til Underrettens
Pirkekreds, er Underretten bunden herved. Er
ved Afgjørelse ifølge Paaanke en Sags Paa-
kjendelse ved Underretten afskaaren. fordi den
er antagen at høre til Landsrettens Virkekreds,
er Landsretten bunden herved.


§ 13.

Under højesterets Virkekreds høre alle Afgø-
relser i Anledning af Paaanke af (Vesværing over)
Landsrettens dømme, Kjendelser og Beslutnin-
ger, derunder indbefattet Handlinger af det
Medlem af Landsretten, hvem det maatte
være overdraget at handle som Undersøgelses-
dømmer.

Til Landsrettens Virkekreds høre Afgjørelser
i Anledning af Paaanke af (Besværing over)
Underrettens dømme, Kjendelser og beslut-
ninger.

Kapitel III. Om de tilfælde, hvor Rettens Personer som
inhabile skulle eller kunne udelukkes fra eller
fritages for at handle i Tagen.
§ 15.

Ingen dømmer eller nævning maa
handle i en Stræffesag, naar han

1) selv er Part i Sagen eller er forurettet
ved Forbrydelsen eller af Sagens Udfald
kan have Skade eller Fordel, eller naar
det iøvrigt under Sagen bliver nødven-
digt at bedømme hans egen tidligere
Færd;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af
Parterne eller den Forurettede i op- eller
nedstigende Linie eller i Sidelinien saa
nær som søskende, eller er nogen af
disse Personers ægtefælle, værge, Ku«
rator, Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiv-
eller plejeson;

3) ev beslægtet eller besvogret i op- eller
nedstigende linie eller bestergtet i Side-
linien saa nær som søskende med den i
Sagen optrædende offentlige Anklager eller
Politiembedsmand, en privat Anklagers
eller den Forurettedes Rettergangsfuld-
mægtig eller den Sigtedes Forsvarer;

4) eller har aflagt Vidnesbyrd eller været
Svns- eller skjønsmand i Sagen eller
handlet i den som offentlig Anklager,
Politiembedsmand, Rettergangsfuldmcrgtig


for en privat Anklager eller den Foru-
rettede eller som Forsvarer;
5) ej heller naar nævningen har handlet som
dømmer i Sagen, eller naar dømmeren har
handlet som dømmer eller nævmng i
Sagen ved den underordnede Instants.
Ved Anvendelse af den under Nr. 1 givne
Regel bliver dog at iagttage, at den Om-
stændighed, at dømmeren, fordi flere Embeds«
virksomheder ere forenede i hans Person, tid-
ligere af den Grund har havt med Sagen at
gjøre, ikke i og for sig medfører Inhabilitet,
naar der ikke efter de foreliggende Omstern«
digheder er Grund til at antage, at ban har
havt nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

§ 16.

I de i forcgaaende Paragraf omhandlede
Tilfælde er dømmeren, hvis han er Enkcltdom-
mer, pligtig efter Kjendelse afsagt af ham selv
at vige sit sæde. beklæder han Retten i For-
ening med andre dømmere, er ban pligtig at
gjøre Retten Meddelelse om de Omstændighe-
der, som ifølge foregaaende Paragraf formenes
at medføre hans Inhabilitet, hvorefter Afgjørelse
træffes af Retten, uden at han selv er udelukket
fra at deltage i Paakjendelsen af spørgsmaalet.
Førend Lodtrækningen af nævninger til en
Sag begynder, stiller Rettens Formand spørgs-
maal til Anklageren, den eller de Sigtede og
den eller de beskikkede Forsvarere, til døm-

merne og nævningerne, om der med Hensyn
til nogen af de indkaldte, tilstedeværende Næv-
ninger maatte Være dem nogen Omstændighed
bekjendt, som efter § 15 udelukker fra at Være
nævning i den foreliggende Sag. De herefter
opstaaende spørgsmaal afgjøres af dømmerne
i den sammentraadte Ret.

§ 17.

Parterne kunne ikke blot fordre, at en
dømmer stal vige sit sæde i de i § 15 an-
givne Tilfælde, men enhver af dem kan frem-
sætte Indsigelse mod, at en dømmer beklæder retten, naar andre Omstændigheder foreligge,
som ere egnede til at vække Tvivl om hans
fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den
sidstnævnte Beskaffenhed kan ogsaa en dømmer


selv, naar han frygter for, at Parterne ej kunne
have fuld Tillid til ham, vige sit sæde, selv
om ingen Indsigelse mod ham fremsættes.

De spørgsmaal. der maatte opstaa i
Henhold til næværende Paragraf, afgjøres paa
samme Maade, som i § 16 er bestemt med
Hensyn til de i § 15 omhandlede Tilfælde.

§ 18.

Indsigelse mod, at en dømmer beklæder
Retten, bør fremsættes ved Forhandlingens
Begyndelse, under Hovedforhandlingen for An-
klageskriftets Oplcrsning, Indsigelse mod en
nævning for Lodtrækningens Begyndelse, jfr.
§ 16, 2det Stykke. Senere fremsættelse af
den heromhandlede Indsigelse tillades kun,
naar det skjønnes at have været umuligt at
fremkomme med den i rette Tid, eller Par-
ten har Været i ham utilregnelig Uvidenhed
om de Omstændigheder, som begrunde Ind-
sigelsen.

dømmeren er pligtig, hvor han af egen
Drift stal eller vil vige sit sæde, at gjøre
dette, forend Forhandlingen begynder, eller un-
dre Hovedforhandlingen for Anklageskriftets Op-
løsning, medmindre den Omstændighed, som ve«
grunder hans Inhabilitet, er indtraadt senere.

§ 19.

spørgsmaal, om en dømmer af egen
Drift stal eller maa vige sit sæde, afgjøres,
uden at Parterne have Adgang til at ytre sig.

Indsigelser fra Parternes Side mod en
dømmers eller nævnings Habilitet behandles i
procesfuel Henseende som andre Formalitetsind-
sigelser.

§ 20.

Kjendelser, hvorved en Underretsdømmer
erklærer at ville vige sit sæde, eller hvorved
det paalægges eller tillades en dømmer i en
Kollegialret at vige sit sæde, eller hvorved en
nævning udelukkes, kunne ikke angribes ved noget
Retsmiddel. Imod Kjendelscr, hvorved Indsi-
gelser imod en dømmers eller nævnings Inha-
bilitet forkastes, eller hvorved dømmerens egen
Vegjcrring om at maatte vige sit sæde afslaacs,
kan der finde Besværing Sted. Naar det strax
forlanges, kan i denne Anledning en kort Ud-
sættelse af Sagen tilstaaes.


§ 21.

Fra det øjeblik af. da Retskendelse for,
at en dømmer stal eller maa vige sit sæde,
er afsagt, er denne dømmer kun berettiget til
at foretage saadanne Handlinger i Sagen, som
ej kunne opsættes.

§ 22.

De om dømmere givne Forskrifter sinde
ogsaa Anvendelse paa Retsfkrivere. Afgjørel«
sen af Habilitetsspørgsmaalet tilfalder den Net,
ved hvilken Retsstriveren er ansat.

Kapitel IV. Om de offentlige Anklagere. § 23.

De offentlige Anklagere virke for For-
følgning af Forbrydelser dels ved umiddelbar
Virksomhed dels ved Henvendelse til og uden-
for Kjøbenhavn Tilsyn med Politimyndig-
hederne efter de nærmere Regler i nærværende Lov.

Udenfor de offentlige Anklageres Pirke-
kreds ere de Lovovertrædelser, som ved Lov-
givningen ere henviste til Paatale af Private,
samt de Lovovertrædelser, som ifølge nærvæ-
rende Lov paatales af Politimyndighederne
l§ 35). forsaavidt ikke Reglerne om Stræffe-
sagers Forening medføre Undtagelser, eller der,
hvad de sidstnævnte Lovovertrædelser angaar,
sinder Paaanke Sted.

§ 24.

Det paahviler de offentlige Anklagere som
Embedspligt at fremme enhver Sag med den
Hurtighed, som Tilfaldets Beskaffenhed tillader,
og derved ikke blot at have forøje, at straf-
flyldige Personer drages til Ansvar, men og-
saa, at Forfølgning af Personer, som ikke ere
strafskyldige, ikke finder Sted. De ere plig-
tige at vise Retten skyldig Agtelse samt at
efterkomme de af Retten i medfør af nærværeude
Lov givne Paalæg.


§ 25.

Justitsministeren kan give saadanne
almindelige Forskrifter for Udførelsen af de
offentlige Anklageres Forretninger, fom ved
Siden af Loven findes fornødne, fremdeles
med Henfyn til enkelte Sager paalægge ved-
kommende Anklager at begynde eller fortsætte,
undlade eller standse førfolgning, at foretage
bestemte Forfølgningsskridt, at gjøre Retsmidler
gjældende o. s. fr., samt afkræve Indberetning
om Stræffesager ogsaa udenfor de lovbestemte
Tilfælde.

§ 26.

Staar en offentlig Anklager i et Forhold,
om vilde udelukke en dømmer fra at handle i
sagen, stal han gjøre Meddelelse herom til sin
nærmeste Foresætte, for at denne kan træffe
saadan Foranstaltning, som i den Anledning
maatte findes fornøden.

§ 27.

Overstatsanklageren væretager det For«
nødne i Anklagens Interesse med Hensyn til
Stræffesagers Forhandling for højesteret; han
kan fremdeles efter Paalæg af Justitsmini-
steren eller af egen Drift ganske eller tildels
overtage det til de ved Landsretterne beskikkede
Etatsanklageres Forretningskreds horende Hverv
i en hvilkenfomhelst Stræffesag.

Overstatsanklageren er de andre offentlige
Anklagere overordnet og fører Tilsyn med deres
Hvervs Udførelse, hvorved Reglerne i § 25
finde tilsvarende Anvendelse. Han gjør Indbe-
retning aarlig til Justitsministeren om de i Aarets
løb afgjorte og endnu henstaaende Stræffesager
saa og ellers, naar Omstændighederne opfordre
dertil, eller naar det fordres.

§ 28.

Den til Overstatsanklagerens Bistand be-
skikkede Statsanklager er befsjet til efter Paalæg
af Overstatsanklageren eller i Tilfælde af
dennes Forhindring uden Paalæg at foretage
enhver Embedshandling, som hører under Over-
statsanklagerens Virkekreds.

§ 29.

De for Landsretskredsene beflittede Stats-
anklagere virke for Forfølgning af alle, ikke


ifølge § 23 undtagne Forbrydelser, hvad enten
disses Paadømmelse i Første Instants sker ved
Landsretten eller ved Underretterne i Lands-
retskredsen; endvidere væretage de Anklagens In-
teresser ved Forhandling for Landsretten af de
under Politiets Anklagemyndighed horende Sa-
ger, der ere paaankede.

Overstatsanklageren kan paalægge en
Statsanklager at overtage i det Hele eller
for en Del det offentlige Anklagerhverv i en
Sag, som hører under en anden stats-
anklagers Forretningskreds.

Det paahviler statsanklagerne at gjøre
Indberetning maanedlig til overstatsanklageren

om afgjorte og henstaaende Stræffesager, i
hvilke de have handlet som offentlige Anklagere,
endvidere naar tvivlsomme eller særdeles vig-
tige spørgsmaal opstaa i de Sager, som de
behandle, saa og ellers, naar det fordres.

§ 30.

Hjælpe-Statsanklagerne ere beføjede til efter
Paalæg af Statsanklageren eller i Tilfælde af
dennes Forhindring nden Paalæg at foretage
enkver Embedshandling, som hører under
Statsanklagerens Virkekreds.

De beskikkede Anklagere ved Underretten
have efter Paalæg af Statsanklageren at ud-
fore Anklager for Underretten.

Kapitel V. Om Paatalen. § 31.

Retterne troede i de under denne Lov ho-
rende Sager kun i Virksomhed ifølge begjæ-
ring af den til Paatale Berettigede, for-
saavidt ikke Undtagelse er hjemlet ved særlig
Bestemmelse.

§ 32.

Rettens Virksomhed standser, naar den til
Paatalen Berettigede frafalder Forfølgning.
Denne kan frafaldes, saalænge ikke Dom er
afsagt eller henholdsvis Nævningernes Erklæring
afgiven (jfr. dog § 350). Frafaldes Paatale,
efter at Hovedforhandlingen er begyndt, afsiger


Retten Frifindelsesdom; naar ellers den be-
gyndte Forfølgning frafaldes, udsteder Retten
paa Forlangende et skriftligt Vidnesbyrd herom.

§ 33.

Paatalen tilkommer efter de nedenstaaende
Regler statsanklageren, Politimesteren, særlige
Forvaltningsmyndigheder og Private.

§ 34.

I alle Sager, bvis Forfølgning ikke er
henvist til Politimesteren eller Private (§§ 35
og 39), tilkommer det statsanklageren at paa-
tale for den dømmende Ret, Politimesteren
for Undersøgelsesdømmeren. Om statsankla«
gerens Adgang til at paatale for undersøgel-
sesdømmeren gjælde de nærmere Regler i tredie
Afsnit. Politimesteren kan i disse Sager kun
frafalde Forfølgning med Statsanklagerens
Samtykke.

§ 35.

Politimesteren tilkommer det at paatale i
de nedenfor nævnte, til Underrettens Kompe-
tence hørende Tilfælde, forfaavidt disfe ikke ere
henviste til Paatale af Private, nemlig i:

1) Sager angaaende Handlinger, som staa
under en Stræffebestemmelse, der ikke hjemler
anden Straf end Formuestraf, simpelt
Famgsel, Tvangsarbejde, Ris, eller Forta-
belse af en næringsøret, dog med Undta-
gelse af Embedsforbrydelser, og de i Stræffe-
lovens Kap. 9—11 samt §§ 208, 209 og
242 omhandlede Forbrydelser (jfr. § 9);

2) Sager angaaende de Forbrydelser, som om«
handles i

a. Plan for Fattigvæsenet i Kjøbenhavn
af 1. Juli 1799 § 141;

d. Fdg. om uberettiget bæren af Unifor«
mer m. v. af 27. Novbr. 180! § 2;

o. Fdg. angaaende Befordringsvæsenet i
i Danmark af 27. Jan. 1804 §§ 60, 62,
66, 67 og 68, naar Sagen i medfør
af § 87 er henvist til Domstol;

6. Pl. angaaende Anmeldelser om de na-
turlige Koppers og andre smitsomme
Sygdømmes Udbrud af 27. Maj 1808
§§ 1 og 5;

e. Pl. om Kystpolitiet af 28. Febr. 1817
§ 12;


f. Fdg. angaaende, hvad der i Strandings-
tilfælde stal iagttages, af 28. Decbr. 1836
§ 37 I, 1ste Punktum, II og III;

g. Lov. hvorved Stræffebestemmelserne i

Fdg. 5. Sept. 1794 § 5 forandres,

af 3. Marts 1854;
h. Tyendelov af 10. Maj 1854 § 63

1ste Punktum;
i. Lov om Kjøbenhavns Vandforsyning

af 30. Novbr. 1857 § 10;
j. Lov om Stræffen for løsgjængevi og

Betleri af 3. Marts 1860;

k. almindelig borgerlig Stræffelov §§ 111.
180, 277, 2det stykke, 278, 2det
Stykke og 296;

l. Lov om Tilsvn med Udvandreres Ve«

fordring af 1. Maj 1868 § 10;
m. Lov om Værnevligt af 6. Mavts 1369

§ 13, jfr. § 54;

n. Lov om Foranstaltninger til at mod«
arbejde den veneriske Smittes Udbredelse
af 10. April 1874 §§ 6 og 10.
For Paatalen af Sager, der høre under
Politimesterens Virkekreds, blive Reglerne i §
34 anvendelige, naar Forening med en Straf«
fesag, som hører under sidstnævnte Paragraf,
finder Sted. saa og ellers ifølge Overenskomst
mellem statsanklageren og Politimesteren.

§ 36.

Statsanklageren og Politimesteren paatale
i Embeds medfør. Dog udkræves:

1) Justitsministerens Befaling til Paatale
af Embedsforbrydelser samt af andre Forbrvdel-
ser, ved hvilke dette særlig er foreskrevet;

2) Opfordring af vedkommende særlige
Myndighed, naar Handlingen er en Over-
trædelse af Love, hvis Efterlevelse det nærmest
Paahuiler en saadan at vaage over;

3) Vegjcrring af vedkommende Private,
naar den offentlige Paatale ved Lovgivningen
er betinget beraf. Saadan Vegjæring af en
Privat maa, for at kunne tages til følge.
ikke udelukke nogen Medskyldig fra Forfølg«
ningen; angaar den kun en enkelt Skyldig,
men uden at udelukke mulige Medskyldige, kan
Forfølgningen udstrækkes til disse.

At Befalingen, Opfordringen eller den
Privates Begjæring i de forannævnte Tilfalde


mangler, udelukker ikke, at uopsættelige Skridt
foretages, naar Gjerningen maa antages at
Være Vedkommende ubekjendt, og Omstændig-
hederne gjøre det rimeligt, at Paatale vil blive
begjært. Tages Befalingen eller Opfordringen
tilbage, inden Dom er affagt eller Nævnin-
gernes Erklæring afgiven, ophører Retten til
at paatale; det Samme gjælder, naar den
Privates Begjæring tages tilbage, dog, naar
Anklage alt er rejst, kun ved de Forbrydelser,
som omhandles i Stl's §§ 159, 175 og 254.
Den Undsagte kan paa ethvert Trin standse
en Sag om Anvendelse af Stl's § 299.

§ 37.

Naar Statsanklageren i Sager, der høre
under hans Virkekreds, skjønner, at undersø-
gelsen kan ventes at fore til, at en Person
findes skyldig, kan han ordentligvis kun ifølge
Paalæg af Justitsministeren undlade eller
standse Paatale. Dog er statsanklageren be-
rettiget til at tage saadan Bestemmelse:

1) i de Tilfælde, bvor Lovgivningen inde-
holder færlig Hjemmel til, at offentlig Paa-
tale under visse Betingelser kan bortfalde,
uden at henlægge Afgjørelsen til Justitsmini-
steren ;

2) i de Tilfælde, paa bvilke Stræffelovens
§ 7 eller § 64 er anvendelig, naar det skjøn-
nes, at ingen eller kun en ubetydelig Straf
vilde blive idømt, og en Domfældelse ikke har
den Betydning, at Forbrydelsens senere Gjen-
tagelse derved vil komme ind under et stræffe-
bud, der foreskriver forhøjet Straf;

3) naar den Private, af hvis Vegjæring
offentlig Paatale er betinget, udenfor de i §
36 i Slutn. nævnte Tilfælde frafalder en frem-
sat Vegjæring. efterat Anklage er rejst, og
Statsanklageren skjønner, at ingen offentlig
Interesse kræver Paatale.

I det i Stræffelovens § 70 omhandlede
Tilfælde skal statsanklageren indhente Justits-
ministerens Afgjørelse. om Paatale bør fra«
faldes; det Samme gjælder, naar Statsankla-
geren finder, at der kan Være Grund til An-
vendelse af Stræffelovens § 36 sidste Punktum.

§ 38.

Er en Handling, hvis Paatale i Henhold


til § 35 paahviler Politimesteren, Overtrædelse
af en Lov, hvis Efterlevelse det paabviler en
særlig offentlig Myndighed at vaage over, kan
den paatales af den vedkommende særlige Em-
bedsmand, medmindre Forening med en Stræffe-
sag, som paatales af Statsanklageren eller
Politimesteren, skal finde Sted.

§ 39.

Strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen
ere henviste til Paatale af Private, forfølges af
den til Paatalen Berettigede som Privatanklager.

Naar den samme Handling, der udgjør en
Lovovertrædelse af ovennævnte Art, tillige inde-
holder en Lovovertrædelse, som paatales af Stats-
anklageren eller Politimesteren, er denne beretti-
get til, efter Begjæring af den til Privatan-
klage Kompetente, at forfølge hin Lovovertrædelse
i Forbindelse med den sidstnævnte. Den Pri-
vate kan med Hensyn hertil opfordres til at
erklære, om ban onsker Sagen forfulgt paa
denne Maade. Den Private kan paa ethvert
Trin standse den efter bans begjæring be-
gyndte offentlige Forfølgning.

Reglen i Stræffelovens § 212 2det Punk-
tum bliver staaende ved Magt.

§ 40.

Har Statsanklageren (§ 34) eller Politimesteren
(§35) nægtet at paatale i et under deres Virkekreds
hørende Tilfælde, uden at dette har Hjemmel
i Reglerne i § 37 Nr. 1—3 eller i § 37 sidste
Etykke eller i en stedfunden Benaadnmg, er den
ved den formentlige Forbrydelse forurettede pri-
vate Person berettiget til som privat Anklager
at bringe Sagen for Retten efter de nærmere
Regler i syvende Afsnit Kap. I.

De Lovbestemmelser, som særlig hjemle Pri-
vate Veføjelse til at paatale Lovovertrædelser,
der ogsaa kunne forfølges af det Offentlige,
uden at sætte som Betingelse, at offentlig Paa«
tale er nægtet, blive staaende ved Magt.

§ 41.

Retten prsver i Embeds medfør, om den,
der forfølger, efter foranstaaende Regler er be-
rettiget til Paatalc.

§ 42.

De i Loven om den borgerlige Retspleje


givne Regler med Hensyn til Tagsøgerens Myn-
dighed til at raade over Sagen, han? Adgang
til at gaa i Rette for sig selv, samt om Sag-
søgeres Rettergangsfuldmægtige blive at følge
i Sager, som i Henhold til §§ 39 og 40
anlægges af en privat Anklager, samt ved bor-
gerlige Retskrav, der i Henhold til § 4 for-
følges i Forbindelse med en Stræffesag.

I Sager, som anlægges af en privat An-
klager i Henhold til § 39, kan denne efter
Omstændighederne faae en Sagferer beskckket
til at væretage sit Tarv efter de for borgerlige
Domssager gjældende Regler.

Kapitel VI. Om den LigtedeZ Forsvar. § 43.

Den, hvem Mistanke for en strafbar Hand-
ling rammer, ansees som sigtet, naar Fovfolg-
ning er indledet mod ham for Undersøgelses-
dømmeren eller den dømmende Ret, eller den er
forberedt ved Anboldelse eller lignende mod ham
rettede Forholdsregler.

§ 44.

Naar Anklage er rejst, har den Sigtede
Ret til at benytte en af ham selv valgt For-
svarer til paa sine Vegne at væretage sit
Tarv under RetsMøderne eller til at bistaa sig
herved samt til Affattelse af Processkrifter.
Rettens Formand kan tilstede, at flere Forsva-
rere medtages under Hovedforhandlingen for
Landsretten, dog saaledes at ordentligvis kun
een af disse kan optraede paa hvert enkelt af
Forhandlingens Trin. Den Sigtede, som lader
en Forsvarer handle for sig, er ikke udelukket
fra selv tillige at tage Ordet til sit Forsvar.

Under Forundersøgelsen har den Sigtede
Ret til at benytte en valgt Forsvarer til at
fremsætte skriftlige Andragender til Domine-
ren og besVæring til højere Ret, ved Be-
sigtigelser og Syns- eller Skønsforretninger,
samt ved Afhørelse i de i § 49 nævnte Til-
fældc.

Er den Sigtede ikke personlig myndig, er
ans værge berettiget til at vcelge ham en
orsvarer.


§ 45.

Som Forsvarere i Henhold til § 44 kunne
benyttes:

1) enhver til Mede i vedkommende Ret
berettiget Sagforer samt ved Underretterne de
andre mænd. der af Justitsministeren maatte
virre antagne til at modtage Bestikkelse som
offentlige Forsvarere.

2) Personer, som ere beslægtede eller ve«
svogrede med den Sigtede i den op- eller ned-
stigende Linie, hans Søskende, ægtefælle,
værge. Kurator, Adoptiv- eller Plejeforældre,
Adoptiv« eller Plejebsrn, forudsat at de noevnte
Personer ere personlig myndige og ubervgtede.
Den, der angiver at staa i et af de nævnte
Forhold til den Sigtede, skal fore Bevis her-
for, naar og saasnart det af Retten forlanges.

Retten har ordentligvis at afvise Personer,
der ikke ere berettigede til at møde som For-
svarere, samt at tilbagevise Processkrifter, der
ere underskrevne af saadanne. Dog kan Ret-
tens Formand eller vedkommende Underdømmer
af særcgne Grunde undtagelsesvis tilstede, at
andre personlig myndige og uberygtede Personer
end de ovenfor nævnte benyttes som Forsvarere
under Hovedforhandlingen.

Personer, der ere indkaldte til at afhørcs
som Vidner eller Syns- eller skjønsmænd i
Sagen, kunne ikke Være Forsvarere, ej heller
Personer, som ere begjærte indkaldte i den
nævnte Egenstab, indtil Retten har truffet Af-
gørelse herom.

§ 46.

Virkningen i Stræffesagen af Stillingen
som valgt Forsvarer indtræder først, efter at
Meddelelse er gjort til Retten om Valget.
Naar nogen Anden end de i § 45 Nr. 1
nævnte Personer i Egenstab af valgt Forsvarer
optlceder som handlende paa den Sigtedes Vegne, skal derhos Bevis for Fuldmagten haves ved
Haanden eller ledsage Processkriftet; tilstrcrkke.
ligt Bevis er den Eigtedes Erklæring til Rets.
bogen eller en med Underskrift af ham og to
Vitterlighedsvidner forsynet Erklæring. Mang-
ler saadant Bevis, eller erklærer Nogen, der kan
vcelgcs til Forsvarer, at mangle Fuldmagt, men
at handle i Forventning af den Sigtedes Bil-
ligelse, kan Retten tilstede ham at optroede,


under Fastsættelse af en kort Tid til Tilveje-
bringelse af Beviset eller Godkendelsen; paa
denne Maade forholdes ogsaa, naar Retten
maatte finde det nødvendigt at afkræve de i
§ 45 Nr. 1 nævnte Personer Bevis for
Fuldmagt.

§ 47.

Den Sigtede, som er famgstet, har
Ret til mundtligt og skriftligt Samkvem
med sin valgte Forsvarer, dog saalænge
Anklage ikke er rejst, kun under saadan
Kontrol, som dømmeren finder fornøden.
I NetsMøderne har den Sigtede Net til at
raadslaa med ham, forsaavidt ikke det Mod-
sætte Mig er foreskrevet.

§ 48.

Naar der i en Sag, som er indbragt
for Landsretten, ikke er antaget en Sag«
fører til Forsvarer, eller den antagne Sag-
fører udebliver, bliver i Embeds medfør en
offentlig Forsvarer al bestikke, dersom enten
nævninger skulle medvirke ved Paakjendelsen,
eller der kan opstaa spørgsmaal om at lægge
Beslag paa den Sigtedes Formue i Henhold til
§ 197, saavelsom iøvrigt, naar Rettens For«
mand ikke efter Sagens Omstændigheder
maatte skjønne retskyndig Bistand overstsdig.

Er Anklage rejst for Underretten, og faer-
egne Omstændigheder sindes at gjøre retskyndig
Bistand onstelig, kan en offentlig Forsvarer
beskikkes, ordentligvis dog kun paa Begjæring.
og naar den Sigtedes Formuesforfatning er
saaledes beskaffen, at han ikke uden at savne
det fornødne til sit og Families Underhold
eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan
udrede Pederlag til en Sagfører.

Retshandlinger, som, efter at Anklage er
rejst, finde Sted udenfor Hovedforhandlingen,
har den beskikkede Forsvarer Ret til at deltage
i; skal Handlingen foregaa udenfor den Under«
retskreds, i hvilken Forsvareren boer, bliver der
paa hans Begjæring at bestikke en særlig For-
svarer til at møde ved samme. Dog bør i
paatramgende Tilfælde Retshandlingen ikke ud-
sættes af Hensyn til foranstaaende Forskrift.

Imod Beslutninger, hvorefter Forsvarer be-
skikkes, haves intet Retsmiddel; imod Beslut-
ninger, ved hvilke Forsvarers Bestikkelse nægtes,
kan Besværing til højere Ret finde Sted.


§ 49.

Bestikkelse af en offentlig Forsvarer for
den Sigtede finder fremdeles Sted under Be-
tingelser, svarende til de i § 48 angivne, naar
under en Sags Behandling, førend Anklage
er rejst, Forklaringer stnlle afgives af Vidner
eller Syns« eller skjønsmwnd, for at benyttes
ved Oplæsning under Hovcdforhandlingen, samt
naar Besigtigelse ved dømmeren eller under
dømmerens Ledelse en Syns- eller skjøns-
forretning skal foretages under Forhold, der
medføre Fare for, at Gjentagelse ikke senere vil
kunne finde Sted. Dog bliver Retshandlingen
ikke af denne Grund at udsætte, naar det maa
befrygtes, at Beviset i saa Fald kunde tabes.

§ 50.

Naar Landsrettens Dom paaankes, eller
der i Anledning af Andragende om Tagens
Gjenoplagelse skal finde mundtlig Forhandling
Sted for højesteret, og Sagforer ikke er an-
tagen eller ikke møder, beskikkes altid en offent-
lig Forsvarer til at optræde under Forhand-
lingen for højesteret.

Naar Underrettens Dom paaankes, eller der
i Anledning af Andragende om Gjenoptagelse
af en Sag, i hvilken Landsretten har afsagt
Dom som følge af Paaanke, skal finde mundt-
lig Forhandling Sted for Landsretten, bliver
med Hensyn til Beskikkelse af en offentlig For-
svarer til at optræde for Landsretten Reglen
i § 48 2det Stykke at følge. Denne finder fremdeles
Anvendelse, naar der i Anledning af Besværing
undtagelsesvis skal finde mundtlig Forhandling
Sted for Landsretten eller højesteret, samt
naar undtagelsesvis Paaanke af Landsrettens
Dom i anden Instants til højesteret tilstedes.

Naar i Anledning af Andragende om
Gjenoptagelse af en Sag, der er paadømt af
Landsretten i Første Instants, mundtlig For-
handling skal sinde Sted for Landsretten, bliver
offentlig Forsvarer at bestikke efter Reglerne i
§ 48 1ste Stykke.

§ 51.

Til at modtage Bestikkelse som offentlig
Forsvarer antager Justitsministeren efter Over-
enskomst et tilstrækkeligt Antal af de til Mede
i vedkommende Ret berettigede Eagførcre, med


særligt Hensyn til den fortrinlige Adgang,
der er indrømmet de af Kongen udnævnte
Sagførere. Til at beskikkes som Forsvarere
ved Underietten kunne ogsaa andre dertil egnede
Mand antages af Justitsministeren, naar Be-
grænsningen til Sagførere vilde medføre ufor-
holdsmæssigt VesVær eller Bekostning.

Andre til Msde i vedkommende Ret be-
rettigede Sagførere kunne beskikkes til offent-
lige Forsvarere, naar den Sigtede begjærer det,
og de ere villige til at overtage Forsværet
uden noget Vederlag fra det Offentlige, samt
naar derhos ingen lovlig Hindring er for-
haanden.

§ 52.

Forsvareren beskikkes af vedkommende Rets
Formand eller henholdsvis vedkommende Lnkelt-
dømmer. Sagerne bør saavidt mulig fordeles
mellem de cuuagne Forsvarere efter Omgang;
snsker den Sigtede en bestemt Person bestikket
og oplyser, at denne er villig, er dømmeren be-
rettiget til, og. naar den Paagjældende tillige
giver Afkald paa Vederlag fra det Offentlige,
pligtig til at bestikke denne uden Hensyn til den
regelmæssige Omgang, forudsat at ingen lovlig
Hindring er forhaanden.

§ 53.

Til offentlig Forsvarer maa Ingen bestik«
kes, der selv er forurettet ved Forbrydelsen eller
staar i et saadant Forhold til den Forurettede
eller dennes Rettergangsfuldmcrgtig i Sagen
eller til Anklageren, som vilde udelukke en dømmer fra at handle i Sagen, eller der er kaldet
til at forklare som Vidne, Syns- eller skjøns«
mand i Sagen eller har handlet i den som
Anklager eller Rettergangsfuldmcrgtig for den
Forurettede eller fom Politiembedsmand eller
som dømmer eller i en anden Stræffesag har
været Forsvarer for en Sigtet, med hvis In-
teresse i Sagen den nu Sigtedes staar i
Strid.

Ere flere Personer sigtede under samme
Sag, kan Forsværet kun udføres af den samme
Person, naar de Sigtedes Interesser under
Tagen ikke ere modstridende.

§ 54.

Beskikkelsen kan tilbagekaldet naar det
findes nødvendigt i Forsværets Interesse, samt.


forsaavidt Sagen ikke derved forhales, efter
Begjæring af den Sigtede paa Grund af en
senere truffen Overenskomst om det offentlige
Forsvars Udførelse uden Vederlag af det Offent-
lige.

§ 55.

De offentlige Forsvarere ere Pligtige med
Flid og Trostab at udfore de dem betroede
Sager, at fvemmc dem med den Hurtighed,
som Tilfaldets Beskaffenhed tillader, at vise
Retten skyldig Agtelse og at efterkomme de
Paalæg, som Retten i medfør af nærVærende
Lov giver.

§ 56.

For Pligtovertrædelser i deres Hvervs Ud
førelse vaadrage de offentlige Forsvarere sig
Ansvar efter Lovgivningens almindelige For-
skrifter; Stræffelovens 13de Kapitel er anven-
deligt paa dem.

Ansværet forfølges efter de almindelige
Reglcv, fovsaavidt ikke Andet er sccrlig hjemlct
i nærVærende Lov.

§ 57.

De den Sigtede for Forsværets Skvld
lillagte Rettigheder tilkomme ogsaa, indenfor
Bestikkelsens Grænser, den offentlige Forsvarer,
forsaavidt ikke Andet er særlig foreskrevet eller
følger af Forholdets Natur. Til Foretagelse
af de Handlinger, som den offentlige Forsvarer
sinder fornødne eller hensigtsmæssige til den
Sigtedes Tarv, behøver han ikke dennes Sam-
tykke.

Den offentlige Forsvarer har Ret til mundt-
ligt og skriftligt Samkvem med den Sigtede,
som er fængstet, uden Opsyn. Under Rets-
medeme er han berettiget til at raadslaa med
den Sigtede, forsaavidt ikke det Modsætte sær-
lig er foreskrevet.

§ 58.

De offentlige Forsvarere erholde Vederlag
af det Offentlige for den enkelte Sag, for-
saavidt Krav herpaa ikke er frafaldet (jft.
§§ 5l og 52). Retten fastsætter dette Veder-
lag efter Arbejdets Betydning og Omfang ved
dømmen eller, naar Forsvarerens Virksomhed er
afsluttet.


§ 59.

Bestikkelse af en offentlig Forsvarer ind-
flrcenker ikke den Sigtedes Ret til selv at drage
Omsorg for sit Forsvar.

Kapitel VII. Om Vlrrncthing, Stræffesagers Forening og
stedlige Gmnser for Embedshandlinger i Stræffe-
retsplejen.
I. Enkelte værnething. § 60.

Enkcltstaaende Retshandlinger, om hvilke
der bliver Svmgsmaal, førend eller efter at
Sag er begrmdt, foretages i den Retskreds, hvor
den Person boer eller opholder sig, eller hvor
den Ting findes eller antages at vare, til hvil-
ken Reishandlingen har Hensyn.

§ 61.

Stræffesager forfølges ved de nedenfor an«
førte værnething. Reglerne herom sinde An-
vendelse saavel med Hensyn til Forundersøgelsen
som med Hensyn til Behandlingen ved den
dømmende Ret.

§ 62.

Ped den Ret, i hvis Kreds Handlingen er
foretagen, kunne alle i Kongeriget begaaede
Forbrydelser forfølges. Udkrages flere Hand-
linger til Forbrvdelsens Begreb, er den Ret
Værnething, i bvis Kreds den sidste af dem
er foretagen. Udgjøre flere i forskjellige Rets-
kredse foretagne strafbare Handlinger, som hver
især vilde begrunde Værnething efter fovan-
staaende Regler, tilsammen een Forbrydelse,
eller er en Forbrydelse begaaet paa Grænsen
af flere Retskredse, eller er det uvist, i hvilken
af flere bestemte Retskredse en Forbrydelse er
begaaet, kan Forfølgningen ske ved en hvilken-
somhelst af de Retter, om hvilke der paa
Grund af de angivne Omstændigheder opstaar
spørgsmaal.

§ 63.

Som Gerningsstedets Værnething ved For«
brydelscr, der begaaes udenfor Kongerigets Ss-


territorium ombord ftaa danjk Skib eller af
Personer, fom høre til saadant Skib, ansees
den Ret, til hvis Kreds Skibet ved sin Hjem-
komst til Kongeriget ankommer for at losse
eller lade.

§ 64.

Ved den Ret, i hvis Kreds den Sigtede
boer, eller, hvis han ikke har Bolig i Riget, ved
Forfølgningens Begyndelse opholder sig, eller,
hvis han ikke findes i Riget, ved den Ret, i
hvis Kreds han sidst havde Bolig eller opholdt
sig, kunne forfølges:

t) de under de danske Domstoles Paa-
kjendelse hørende Forbrydelser, som begaaes
udenfor Kongerigets Grænser;

2) de Forseelser, som det tilkommer
Politimesteren at paatale (§ 35), uden Hensyn
til, om de paatales af ham eller af Andre, samt
de Handlinger, som paatales af Private i
medfør af § 39;

3) andre Forbrydelser, naar der mangler
saadanne Oplysninger, som betinge Anvendelsen
af § 62.

Danske i Udlandet ansætte, med Exterri-
torialitetsret forsynede Embedsmand og de til
de danske Gesandtskaber i fremmede Stater hørende Personer ansecs ved Anvendelsen af
ovenstaaende Regel som havende Bolig i Kø-
benhavn, fmsaavidt de ikke maatte have ved-
ligeholdt Bolig noget andet Sted i Riget. Det
Samme gjcclder, indtil anderledes bestemmes,
om danske Undersaatter, som ifølge traktat-
mæssige Bestemmelser ikke kunne sagsøges i
det Land, hvor de have eller have bavt Bopccl.

§ 65.

De i § 64 ommeldte Forbrydelser kunne
ogsaa forfølges ved den Ret, i hvis Kreds den
Sigtede i medfør af de om Anholdelse og
fængsting givne Regler er bleven paagrebcn.

§ 66.

Sager mod en Forening til dens Op-
hævelse i medfør af Grundloven af 28de Juli
1866 § 87 forfølges ved den Ret, i hvis
Kreds Foreningen eller dens Bestyrelse har
sit Ecede.

Sag til Stadfæstelse af de i Lov af 3die
Januar 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede


Forbud forfølges ved den Ret, i hvis Kreds
Forbudet er nedlagt.

Sag angaaende Anvendelse af Stræffelovens
§ 299 forfølges ved et af de i §§ 62—65
ommcldte værnething.

§ 67.

Retshandlinger, ved hvilke Sag mod en
Person indledes, kunne i paatrængende Tilfalde
uden Hensyn til de ovenstæende Regler fore-
tages af Underdømmeren i den i § 64 om-
mcldte Retskreds. Sagen afgives snarest
mulig til den kompetente Ret.

iøvrigt kan Afvigelse fra Reglerne om
Pcrrnething for Sager, der høre under Stats-
anklagerens eller Politimesterens Virkekreds, paa
Andragende, og naar sccregne Grunde findes
at tale derfor, besluttes as Landsretten, der«
lom spørgsmaalet angaar Underretter i samme
Landsretskreds, og i andre Tilfælde af
højesteret (§ 108).

I Sager, som paatales af Private i Hen-
hold til § 39, kan Afvigelse vedtages af Par-
terne.

§ 68.

Retten prsver i Embeds Medfer, om
Sagen er indbragt for ret Pcrrnething. Under
Hovedforhandlingen samt i Sager, der paatales
i Henbold til § 39, kan Afvisning paa Grund
af værnethingøreglernes Tilsidcftrttelse dog kun
finde Sted, naar Indsigelse gjøres; Indsigelse bør fremsættes for Anklageskriftets Oplæsning,
eller i nævningesager forend Lodtrækning til
Udtagelse af nævninger begynder, og den er
udelukket, naar den Sigtede, førend Hovedfor-
handlingen er begyndt, har havt Adgang til at
frcmsætte den, uden at dette er sket.

At Forundersøgelse eller Retshandlinger
udenfor Hovedforhandleren ikke ere foregaaede
ved rette Værnething, bersver dem ikke deres
Gyldighed.

Er der Strid mellem flere Retters Af
gjørelser af et værnethingsspørgsmaal, kan det
af Anklageren indbringes til Afgjørelse for
Landsretten, hvis Retterne høre til samme
Landsretskreds, og i andre Tilfælde for
højesteret. Herved finde iøvrigt Reglerne om
Retsmidler Anvendelse, saaledes at der ved
Friskernes Beregning tages Hensyn til den sidste
Afgjørelse.


§ 69.

Mellem flere Værnething, ved hvilke Sagen
kan forfølges, har Anklageren Valget. Fra
den Ret, ved hvilken Forfølgning først er be-
gyndt, kan Sagen kun gaa over til et andet
Værnething, naar i en privat Sag (§ 39)
den Sigtede samtykker, og i offentlige Sager,
naar Retten paa Anklagerens Andragende for-
medelst Vidners Vopcel eller af anden Megen
Grnnd sinder det hensigtsmæssigt til Sagens
Fremme. Beslutning herom tages af den Ret,
ved hvilken Forfølgningen er begyndt, naar den
anden Ret deri er enig, og ellers af den fælles
overordnede Ret (§ 108).

Valg af Ret til Forundersøgelsen er ikke
bindende for Valget af den dømmende Ret.

II. Forening af Stræffesager. § 70.

Sogsmaal mod dm samme Person for
forskellige strafbare Handlinger samt mod fiere
Personer som delagtige i en strafbar Handling
kunne af den eller de Pætaleberettigede for-
enes til een Sag. Finder Forfølgningen Sted
samtidig, henholdsvis for Undersøgelsesdømmeren
eller den dømmende Ret, skulle Esgsmaalene
forenes, medmindre Paatalen tilkommer ftere
Private.

Retten forbeholdes den i §§ 72—74 om-
handlede Myndighed.

§ 71.

Naar i Henhold til § 70 flere Forbry«
delser forfblgcs under Et, kan Forfølgningeu
iværksættes ved enhver Ret, som er værne-
thing for nogen af de paagjældende Forbry-
delser; dog kan kun et af Gjerningsstedernes
værnething vcrlges, naar nogen af Forbry-
delscrne hører til dem. der alene kunne for-
følges ved et saadant værnethmg. hører
nogen af de Forbrydelser, mellem hvis Værne-
thing Valg haves, for Underretten, medens
en eller stere andre høre under Landsrettens
Paakjendelse, træder i Underrettens Sted den
Landsret, i hvis Kreds den er beliggende.


iøvrigt finde ved foranstaaende Regel §§ 67
—69 tilsvarende Anvendelse.

§ 72.

Retten kan paa Andragende eller i Embeds
medfør besiutte Adskillelse af de Stræffesager,
som ere forenede i Henhold til § 70. Det
beror paa Retten, om de Sager, som kun paa
Grund af Foreningen forfølges for den, efter
Adskillelsen fremdeles skulle behandles ved den
eller ikke; samme Regel gjælder, naar For-
eningen ophører af anden Grund, saasom
Frafald af Forfølgning.

§ 73.

Retten kan beslutte, at selvstændige, hen-
holdsvis for undersøgelsesdømmeren eller den
dømmende Ret svcrvende Stræffesager skulle
forbindes til een Sag, dog, naar Sogsmaalene
ikke staa i det i § 70 forudsætte Forhold til
binanden, kun. naar iugen af Parterne gjør
Indsigelse derimod.

Beslutningen tages af den Ret, for hvil-
ken Sagerne svcrve, eller, hvis Eporgsmaal er
om Forening af Sager, som ere anhængig-
gjorte dels for Landsretten, dels for en
under den hørende Underret, af Landsretten.
forfølgcs Sagerne ellers for forskjellige Retter,
og der ikke er Enighed, afgjøres spørgsmaalet
af vedkommende overordnede Ret (§ 108).

§ 74.

Forandring i Rettens Beslutninger i medfør af §§ 72 og 73 kan finde Sted; dog
bliver Beslutningen herom, forsaavidt der tillige
opstaar spørgsmaal om Overgang af en Sag
til en anden Ret, at tage paa den i § 73
2det Stykke forestrevne Maade.

§ 75.

Den, der sagsøges af den Fornærmede for
Mrefornærmelser eller personlig Overlast, kan
anlægge Modsogsmaal for lignende Forhold,
som har givet Anledning til Gjerningen, ved
Hovedssgsmaalets, værnething. Reglerne i
§§ 72—74 finde herved Anvendelse.


III. Stedlige Grænser for Embedshand-
linger i Stræfferetsplejen.
§ 76.

Retterne, statsanklagerne og Politiets
Embeds- og Bestillingsmand kunne ordentlig-
vis kun foretage eller lade foretage Embeds«
handlinger vedrsrende Stræfferetsplejen i den
Embedskreds, for hvilken de ere beskikkede.

Udkræves i en Sag Foretagelsen af Em-
bedshandlinger i en anden Kreds end den, for
hvilken den i Sagen kompetente Myndighed
er bestikket, har denne, fovsaavidt ikke neden-
staaende Paragrafer hjemle Undtagelser, derom
at henvende sig med Vegjæring til vedkom-
mende Mvndigbed i den fremmede Kreds.
Saadan Beajæring er denne pligtig at efter-
komme, medmindre den Handling, den an-
mødes om at foretage eller lade foreiage, vilde
stride mod Loven eller ligge udenfor dens
Embedsbefsjelser.

§ 77.

Retterne ere beføjede til i en fremmed
Retskreds, uden Mellemkomst af Retten i
denne, at lade foretage Forkyndelser samt at
lade Anholdelsesbeslutninger, fængslingskjendel-
ser og Befalinger om ved Tvang at fremstille
Vidner samt Syns- eller skjønsmcend for
Retten udfore. Naar det iøvrigt til Under-
søgelsens Fremme findes hensigtsmæssigt, kan
Retten foretage Embedshandlinger i en frem-
med Retskreds med Bemyndigelse af Retten i
denne eller af højere Ret, og i paatrængende
Tilfælde uden saadan Bemyndigelse. fornøden
Meddelelse skal snarest mulig fle til Retten i
den paagjccldende Kreds.

Naar Politiet i ovennævnte Tilfælde ud-
fører Rettens Beslutninger, er det befsjet til
at handle i en fremmed Politikreds.

§ 78.

Eelvswndige Embedshandlinger kunne
statsanklageren og Politimesteren foretage
eller lade foretage i en fremmed Kreds ifølge
Bemyndigelse af vedkommende Embedsmand i


Kredsen eller af hojere Autoritet, famt uden
saadan Bemyndigelse i paatrccngende Tilfalde,
saasom naar en Person anholdes, der uafbrudt
er bleven eftersat. fornøden Meddelelse skal snarest mulig ske til vedkommende Embeds-
mand i Kredsen.

Kapitel VIII. Om RetZMøder og Retsbøger. § 79.

Reismøderne ere offentlige, lwor ikke det
Modsætte særlig ev foreskrevet. Dog kan Ret-
ten paa Vegsccring af en Part eller i Embeds
medfør beslutte, at Forbandlingen skal forc-
gaa for lukkede Dore, naar Hensyn til Ende-
lighed eller den offentlige Orden kræver det,
ved Retshandlinger, wm finde Sted udenfor
Hovedforhandlingen, tillige, naar særegne Om«
stændigheder give Grund til at antage, at
Retsmødets Offentligbed vil Være til Hinder
for Sagens Oplysning. dømme afsiges stedse
i offentligt møde.

§ 80.

Rettens Beslutning, at Dorene skulle
lukkes, sker ved Kjendelse, efter at Parterne
have havt Lejlighed til at udtale sig. Kjcn-
delsen afsiges offentlig; om Dorene skulle luk-
kes under den forudgaaende Forhandling, af-
gjør Rettens Formand.

Beslutning om, at Dorene skulle lukkes,
kan træffes saavel ved Forhandlingens Begyn-
delse som i Lovet af denne; den kan strax
eller senere indskrænkes til en Del af For-
handlingen.

§ 81.

Naar det i medfør af de forcgaaende Pa-
ragrafer besluttes, at Retshandlinger udenfor
Hovedforhandlingen for en Ret, som bestaar af
en enkelt dømmer, og ved hvilke ingen Rets-
skriver er tilstede, skal foregaa for lukkede Dore,
samt ellers, hvor Loven soerlig bestemmer det,
skulle to mænd tilkaldes som Retsvidner.
Kunne disse ikke strax komme tilstede, bliver
Retshandlingen at udsætte, medmindre dens


Djemed derved vilde staa Fare for at for«
spildes.

Retsvidnerne tilkaldes af dømmeren blandt
de Mcend, der findes opførte paa næv-
ningegrundlisten for den Kjsbstad eller det
Sogn, i hvilket Retshandlingen sial finde
Sted; dog ere de Mcend fritagne, som maatte
være optagne paa nævningekredsens Aarsliste.
Grundlistens Gyldighed i fornævnte Henseende
regnes fra 1. Juni til 31. Maj. Reglerne
i § 15 samt Lov om Domsmagtens Ord-
ning m. v. § 65 finde tilsvarende Anven-
delse ved Retsvidners Tilkaldelse; de derved
opstaaende Spsvgsmaal afgjøres af dømmeren.
Denne smger saavidt mulig for, at Tilkaldel-
sen sker efter Omgang; kun i nødsfald kan en
Person tilkaldes til at fungere flere Dage efter
hinanden. Udebliver et tilkaldt Retsvidne uden
lovligt Forfald eller uden betimelig Anmeldelse
herom, kan dømmeren idømme det en Bode af
indtil 20 Kr. dømmeren kan paalægge ret^»
vidnerne at iagttage Tavshed om, hvad de ved
Retshandlingen erfare om Underssgclsens gjen-
stand; Overtrædelse af saadant Paalæg stræffes
med Beder indtil 100 Kr. Retsvidnerne erholde
ingen Godtgjørelse.

§ 82.

Naar Hovedfoihandlingen holdes for lukkede
Dsre, have de ved den paatalte Handling
forurettede Personer, fremdeles dømmere,
øvrighedspersoner, offentlige Anklagere, Eag-
førcre, samt de, der ere tilstede ifølge Ind-
kaldelse til at udsve nævningehvervet i Ret-
tens Samling, Adgang til at overVære samme;
endvidere kan enhver af Parterne fordre, at der
tilstedes indtil tre af ham opgivne Personer
Adgang, og enkelte Andre kan Adgangen til«
stedes af Rettens Formand.

Hvorvidt der ved Retshandlinger, som
udenfor Hovedforhandlingen finde Sted for
lukkede Dsre, kan tilstedes enkelte Personer,
som ikke skulle deltage i Forhandlingen, Ad-
gang, beror paa Rettens Formand.

§ 83.

Rettens Formand vaager over, at For-
handlingen foregaar med den tilbsrlige Orden


og værdighed. Han er berettiget til at af-
bryde og tilrettevise Parter, Vidner eller
Andre, naar de tillade sig upassende Ud-
talelser eller utilbsrlige personlige Angreb.
Vedbliver en Part hermed trods Tilrette-
visning, kan Ordet fratages ham. Per-
soner, der ved stsjende eller anden utilbsr-
lig AdFærd forstyrre Forhandlingen eller til-
sidesætte den Agtelse, som skyldes Retten,
kunne udvises af Retssalen.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen
af de i Retten mødende, Uordener, hvorved
Forhandlingerne forstyrres, samt Ulydighed mod
Formandens Befalinger kan Retten ved en
Kjendelle, der afsiges strar, paalægge Straf af
bøder indtil 40 Kr. eller simpelt fængsel ind-
til 8 Dage.

De Ordensstraffc, som paalægges i Hen-
hold til denne Paragraf, medføre ingen Ind-
stvcrnkning i Adgangen til at drage den Skyl-
dige til Ansvar efter Stræffelovens almindelige
Regler, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

Politiet er forpligtet til nvægerlig og sje-
blikkclig at yde Retten Bistand til Udførelse
af denne Paragrafs Forskrifter.

§ 84.

Angaaende alle Retshandlinger i stræffe-
retsplejen optages Beretning i Retsbogen.
I Retsbogen indføres forsi Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet;

2) de Personers Navne, der have fungeret
som dømmere, Nævninger, Retsskriver og
Retsvidner;

3) Sagens Nummer med Parternes Navne;

4) de Personers Navne, der ere tilstede som
Parter eller paa disses Vegne eller til
deres Bistand, samt Bemærkning om de
Forholdsregler, som maatte Være trufne
med Hensyn til deres Tilkaldelse eller
Udelukkelse;

5) om Retsmødet har været offentligt eller
ikke.

§ 85.

Fuldstændigt optages i Retsbogen Parternes
Paastande, Andragender og Indsigelser, forsaa-
vidt de ikke indeholdes i Skrifter, som over-
leveres Retten, i hvilket Fald Henvisning er


tilstrækkelig, Indsigelser, som fremsættes af
Vidner, Syns- eller skjønsmænd, Rettens
dømme, Kjendelser og svrige Beslutninger og
i nævningesager de til Nævningerne stillede
Svsrgsmaal samt Nævningernes Erklæring
over disse.

Af de Personers Udsagn, som afhøres for
Undersøgelsesdømmeren, skal det væsentlige Ind-
hold gjengives; vigtigere Erklæringer af den
Sigtede og navnlig Tilstaaelftr skulle saavidt
mulig gjengives med hans egne Ord; det
Samme gjælder om Vidneforklaringer, Syns- eller
Ekjensmænds Forklaringer, som afgives for at
benyttes ved Ovlccsning under Hovedforhand-
lingen, samt om Evns- eller skjønsmænds Er-
klæringer til Retsbogen. Tilsvarende Regler
gjælde med Hensyn til Hovcdforkandlingen
for Underretten i Sager, der ikke ere undtagne
fra Paaanke. Af Udsagn, der afgives under
Afhørelse for Landsretten, optager rets-
skrivcren under Formandens Vejledning det
Væsentligste i en særfkilt Bog; ere de Paa-
gjældende tidligere afhørte for en Ret, er dog
Henvisning tilstrækkelig, og kun væsentlige Af-
vigelser eller fuldstændiggjørelser optegnes.

Angaaende Besigtigelser, som foretages af
undersøgelsesdømmeren eller af Underretten i
Sager, der ikke ere undtagne fra Paaanke, skal Retsbogen indeholde saa Meget, at den
giver et fuldstændigt og tro Billede af det
Besigtigede.

Af Udviklinger og Foredrag til Begrun-
delse af Paastande, Andragender eller Indsigel-
ser, optages Intet i Retsbogen; dog kan For-
manden beslutte, at enkelte Udtalelser skulle op-
tages.

Ecrrlig Bemærkning gjøres i Retsbogen
om, hvorledes der er gaaet tilværks med Hen-
syn til Former, som efter Loven stulle iagt-
tages, om hvad der fremlægges i Retten, og
hvilke Dokumenter der ere blevne oplcrste.

§ 86.

Oplccsning og Vedtagelse af Tilførsler til
Retsbogen angaaende afhørte Personers Udsagn
finder kun Sted ved afhørelser for Under-
søgelsesdømmeren og under Hovedforhandlingen
for Underretten i Sager, som ikke ere und-
tagne fra Paaanke.


§ 87.

Retsbogen underskrives af Rettens For-
mand, fremdeles af de Personer, der maatte
have fungeret som Retsstliver eller Retsvidner.
Den afgiver Bevis for, hvad der er foregaaet
under Retshandlingen, og særlig for, hvorledes
der er gaaet tilværks med Hensyn til Former,
som efter Loven skulle iagttages; Modbevis er
ikke udelukket.

§ 88.

Aktstykker og andre Dokumenter, som frem«
laggcs i Retten, forsynes med Fremlæggelses«
paategning.

§ 89.

Parternes Processkrifter forblive i Rettens
Arkiv. Af Dokumenter og Aktstykker, der be-
nvttes som Bevis, skulle, naar de forlanges
tilbagclevercde, bckrcrftcde gjenparter forblive
hos Retten; dog nndtages herfra Dokumenter,
der ere Udskrift af Embedsprotokoller. Om gjen«
part skal tages af Handeløbøger, Regnstabs-
bøger eller andre saadanne Dokumenter af sær-
deles betydeligt Omfang, beror paa Formanden.

Retsskriveren samler de enhver Sag ved-
kommende Dokumenter og bevarer dem samt de
af tilbageleverede Originaler tagne Gjenparter.

§ 90.

Udenfor de Tilfalde, for hvilke der i denne
Lov er truffet særlig Bestemmelse, kunne Par-
terne samt Andre, som deri have retlig Inter-
esse, hos Retsskriveren forlange Udskrift af
Retsbøgerne, derunder dog ikke Stemmegivnings-
bogen, samt af de svrige hos Retten beroende,
til en Stræffesag hørende Dokumenter, dog kun
mod herfor at crlægge svortelmcrssig Betaling,
medmindre Udskriften er begjært af en offent-
lig Myndighed.

Vcegrer retsskrivcren sig ved at meddele
en begjært Udskrift, kommer Reglen i Lov om
den borgerlige Retspleje § 49 til Anvendelse.

§ 91.

Retssproget er dansk. Ingen skriftlig
eller mundtlig Henvendelse fra Parterne til
Retten maa ste i noget andet Sprog. Af-


hørelse af Personer, der ikke ere det danske
Sprog mcrgtige, forcgaar ved Hjælp af en ed-
svoren Tolk; dog kan ved Afhørelse udenfor
Hovedforhandlingm for en Landsret Tilkal-
delse af Tolk undlades, naar dømmeren tiltror
sig fornbdent Kjendskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere affattede i fremmede
Sprog, skulle ledsages af en 57versættelse, som
bliver at autorisere af en offentlig ansat
Translatov, medmindre Retten og Parterne an-
erkjende dens Rigtighed.

Forhandling med og afhørelse af Dsve,
Stumme og Devstummc foregaar enten ved
Hjalp af Personer, der ere kyndige i Tegn-
sproget, og som forud tages i Ed, eller ved
skriftlige spørgsmaal og Svar.

Til at bistaa som Tolk eller Tegnsprog-
kyndig maa Ingen af Retten tilkaldes, der
vilde Være udelukket fra at handle som dømmer i Sagen (§§ 15 og 17). iøvrigt blive
de om Vidner givne Regler at anvende paa
de nævnte Personer med de Lempelser, der
følge af Forholdets Natur og, forsaavidt ikke
noget Andet særlig er foreskrevet.

§ 92.

De Forretninger, som ifølge denne Lov
Paahvile Rettens Formand, udføres, naar Retten
beklædes af en enkelt dømmer, af denne.

Kapitel IX. Om Forkyndelser sg andre fra Retten
udgaaende Meddelelser.
§ 93.

De fra Retten udgaaende Meddelelser i
Stræffesager, for hvilke Loven ingen særlig
Forskrift indeholder, ske paa den Maade, som rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde finder
hensigtsmcrssigst, og uden at hans Beslutninger
herom ere Gjenstand for Paaanke. Det er
tilladt at tilstille Meddelelsen pr. Post.

§ 94.

Naar en Beslutning med Hensyn til
Tagens videre Foretagelse eller Retshandlingers
IVært'sættelse trcrffes af Retten i et behsrig


afholdt møde, cr ingen særlig Forkyndelse eller
Meddelelse herom nødvendig til de Perwner,
der bave erholdt saadan Underretning om hint
Msoe, som ogsaa vilde Være tilstrækkelig med
Hensyn til det nye Mede.

§ 95.

Ved Stcevningsmændcne eller ved Politiet
skal, med de i §§101—103 hjemlede Undtaget-
ser. Forkyndelsen eller Meddelelsen foregaa i
følgende Tilfældei

1) ved Tilsigelse af den Sigtede til Af-
bsrelse for undersøgelsesdømmeren, ved An-
klageskriftets Meddelelse til ham, ved stævning
eller Tilsigelse af den Sigtede til møde under
Hovcdforhandlingen, ved Forkyndelse af Doms-
udskrift til den domfældte Sigtede, der ikke var
tilstede ved dømmens Afsigelse, famt ved med-
delclse til den Sigtede af de Skrifter eller Til-
fersler til Retsbogen, ved hvilke Anklageren
indleder Anvendelse af Retsmidler mod en
Dom',

2) ved Indkaldelse til afhørelse af Vidner,
Syns- eller skjønsmænd, ved Forkyndelse af
Udmeldelsesbeswtningen for de sidstnævnte, samt
ved Forkyndelse af den i § 137, jfr. § 162,
ommeldte Kjendelse for udeblevne Vidner,
Syns- eller skjønsmcend;

3) ved Indkaldelse til personlig Afhørelse
af en privat Anklager eller den Forurettede,
der forfølger et Erstatningskrav under Sagen,
samt ved Meddelelse til disse af de Skrifter
eller Tilførsler til Retsbogen, ved hvilke den
dømte indleder Anvendelse af Retsmidler mod
dømmen.

§ 96.

Enhver bestikket Stævningsmand kan med
fuld Retsvirkning iVærksætte Forkyndelser og
Meddelelser under Iagttagelse af de i Lovcn
givne Forskrifter. Gyldigheden af det Fore-
tagne svcrkkes ikke derved, at Stævningsmanden
har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken
han er ansat.

De for en Retskreds beskikkede Etcevnings-
mænd ere pligtige at bessrge alle Forkyndelser
og Meddelelser indenfor Retskredsens Grænser.
Dog maa en Stævningsmand ikke foretage eller
deltage i Forretningen, naar nogen af Parterne
er hans ægtefælle eller er ham beslægtet eller
besvogret i den lige op- eller nedstigende Linie


eller i første Sidelinie, eller han selv er Part
i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade
eller Fordel.

Ved Anordning gives der en Instrux samt
de fornødne Disciplinærbestemmelser for Stcev-
ningsmcend.

§ 97.

Det, der skal forkyndes eller meddeles paa
den i § 95 forestrevne Maade, gives af
Rettens Formand i dobbelt Udfærdigelse til den,
der skal iværksætte Forkyndelsen eller Meddelelsen.
Udgaar denne fra en Landsret, eller skal den
fle i en anden Underretskreds end den, i bvil-
ken Retten har sæde, kunne Udfærdigelserne
sendes til Underdømmeren i den Kreds, hvor
Forkyndelsen skal ste, for af ham at overgives
til Stævningsmanden eller Politiet.

Paalæget skal efterkommes snarest muligt,
i Byerne senest inden 24 Timer, paa Landet
senest inden -18 Timer ester Modtagelsen.
Om Tiden, paa hvilken Paalæget er modtaget,
nudertcgnes en skriftlig Tilstaaelse.

Naar Forretningen udføres af en Stcev-
ningsmand, skal en anden Stævningsmand eller,
hvis Tiden ikke tillader at faae en saadan til-
kaldt, en god Mand tilkaldes som Vidne.

§ 98.

Ved Iværkscritelsen af Forkyndelsen eller
Meddelelsen gjælde følgende Regler:

a) Forkyndelsen eller Meddelelsen bør saa-
vidt mulig søges iværksat for den Paagjældende
personlig, ordentligvis paa hans Bopcel eller
midlertidige Opholdssted. Forkyndelsen for den
Paagjccldende personlig er gyldig, selv om han
er truffen ndenfor sin Bopcel eller midlertidige
Opholdssted. Dog kan den i intet Fald fle
i Kirken eller paa andet Sted, medens Guds-
tjeneste eller kirkelige Handlinger foregaa der.

d) Kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ikke
ste til den Paagjældende personlig, kan den
gyldig iværksættes paa hans Bolig i Riget for
hans ægtefælle, Born over 18 Aar, Tjeneste-
folk eller andre til Husstanden hørende vorne
Personer, som ere tilstede der; ere saadanne
ikke at trcrffe, da for Vedkommendes Husvært,
Principal, Husbonde, læremester eller Arbejds-
bene. forsaavidt som denne trcrffes tilstede der.
Har den Paagjældende ikke Bopæl i Riget.


kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ske paa hans

midlertidige Opholdssted i Riget for dem, hos
hvem han er til Huse.

o) Har den Stævningsmand, af hvem
Forretningen skal foretages, ikke knnnet iVærk-
sætte Forkyndelsen eller Meddelelsen paa nogen
af de ovenfor angivne Maader, skal han i
Forbindelse med det tilkaldte Vidne paategne
Udfærdigelsen Attest herom og strar overlevere
den til Politiet, der snarest mnlig skal søge
at iVærksætte Forkyndelsen.

6) Forkyndelser eller Meddelelser, som ske
paa Vedkommendes Bolig eller scedvanlige Op-
ln'ldssted, skulle foregaa imellem Kl. 7 Morten
og Kl. 8 Aften. Paa Son- og helligdage
maa de ordentligvis ikke foregaa i Tiden fva
Kl. 9 Formiddag til Kl. 4 Eftermiddag.

Udfores Forretningen af en Stervnings-
mand, har denne for at iVærksætte den ikke blot
at bandle efter de Paalæg, som gives ham, men bør ogsaa selv efter bedste Evne ioge alle fm- nødne Underretninger.

§ 99.

Bemyndigelsen til den enkelte Forretning
behsver ikke at godtgjøres for den eller dem,
til hvem Forkyndelsen eller Meddelelsen fier.

De Personer, for hvem det i Henhold til
Reglerne i § 98 d ansees nødvendigt at fore-
tage Forkyndelsen eller Meddelelsen, knnne i
Reglen ikke vcegre sig ved at modtage den.
Ubcføjet nægtelse medfører Forpligtelse til at
betale Udgifterne ved Forretningen; Eterv-
ningsmanden har derhos i saadant Fald strar
at opfordre Poliliet til at overtage Forkyn-
delsen, og den Paagjældende har da endvidere
til dette at erlægge en passende, af Politimesteren
fastsat Godtgjørelse for den foraarsagedeUlejlighed.

De Personer, for bvem Forkyndelsen eller
Meddelelsen i Henhold til § 93 foregaar,
naar rette Vedkommende ikke træffcs, ere plig-
tige at underrette denne om det Stedfundne,
naar det kan ske nden Udgift eller BesVær.
Tilsidescrttclsen af denne Pligt medfører Er-
statningsansvar.

§ 100.

Naar de til Forkyndelsens eller Meddelel-
sens Iværksættelse befalede Skridt ere fore-


tagne, forsyner Vedkommende begge Exem-
plarer med Paategmng herom. Det ene Ezem-
plar overgives til den eller dem, for hvem
Forkyndelsen eller Meddelelsen sker, det andet
Ezemplar tilbagegives Retten.

Paategningen skal indeholde forneden An-
givelse af Dag og Time, paa hvilken, Stedet,
hvor, og Personerne, for hvem Forkyndelsen
eller Meddelelsen er sket. Naar denne ikke
er flet til Vedkommende selv, skal det tillige i
Vaategnmgen bemærkes, hvorledes der i den
Anledning er forholdt, samt hvad der er op-
givet om bans Opholdssted.

Er det ikke lykkedes Politiet at iVærksætte
Forkyndelsen eller Meddelelsen, fordi den Paa«
gjældende ikke kan antrcrffcs i Retskredsen og
ej heller har Bolig eller midlertidig Opholds-
sted der. tilbagegive« Udfærdigelsen til Retten
med Paategning om det Stedfundne samt om,
hvad der er Politiet bekjeudt angaaende hans
Volig eller Opholdssted.

Paaregningen afgiver Bevis for det, som
ifølge den er forcgaaet; dog er Modbevis ikke
udelukket.

§ 101.

Har Vedkommende bekjendt Volig eller
Opholdosted i Udlandet, foretages Forkyndelsen
eller Meddelelsen ftaa den ved Stedets Love
hjemlede Maade. Retten tilstiller den paa-
Mldeude fremmede Myndighed fornøden Be«
gjæring herom.

§ 102.

Er det ikke lykkedes ved Politiet at op-
spørge Vedkommendes Bopæl eller Opholdssted,
eller har en Sigtet, som vides at opholde sig i
Udlandet, unddraget sig Forfølgning ved Flngt,
iVærksættes Forkyndelsen eller Meddelelsen ved
3 Gange gjentaget Indrykkelse i de til retslige
Bekjendtgjørelser bestemte Tidender. Det er i
saadant Fald tilstrækkeligt, at Udfærdigelsens
Indhold indrykkes i Udtog med Bemærkning,
at den selv henligger til Modtagelse paa ved-
kommende Rets Skriverkontor. I Vekjendt-
gjørelsen skal det udtrykkelig bemærkes, hvorpaa
det ststtes, at denne Forkyndelsesmaade benyttes.

Ovenstaaende Regel gjælder ogsaa. naar
den paagjældende fremmede Myndigbed har
vagret sig ved at efterkomme den til samme


ifølge § 101 rettede Begjæring; dog skal i saa-
dant Fald Udfærdigelsen tillige tilstilles Ved-
kommende pr. Post i betalt Brev, der skal anbefales. Postembedsmanden har at forsyne
det ene Exemvlar af Udfærdigelsen, førend det
tilbagegives Retten, med Paategning om, at
ligelydende Exemftlar er afsendt til nærmere
betegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev.
Paategningen afgiver Bevis for det Sted-
fundne, indtil Modbevis fores.

§ 103.

Naar den Sigtede er fængslet, eller den
Vedkommende er tilstede, bvor Retten holdes,
kan Forkyndelsen eller Meddelelsen ske mundt-
lig til Retsbogen ved Rettens Formand.

§ 104.

Indkaldelser og Meddelelser til Militerre.
hvilke med de af Forholdets Natur flydende
Lempelser blive at iVærksætte efter de i dette
Kapitel givne Regler, skulle tillige anmeldes
for Afdelingschefen, som foranlediger Paagjæl-
dendes møde for Retten, hvor Saadant gjøres
fornødent.

Kapitel X. Om Rettens dømme, Kjendelser og lindre
Beslutninger.
§ 105.

dømme. Kjendelser og andre Beslutninger
af en Ret, der ikke beklædes af en enkelt dømmer, og som ikke høre til de Beslutninger,
Rettens Formand kan trcrffe, vedtages ved Af-
stemning efter forudgaaende Raadslagning.
Afstemningen foregaar efter Tjenesteyderen,
saaledes at det yngste Medlem stemmer først.
Formanden stemmer altid sidst; han forestaar
Afstemningen og samler Stemmerne. Afstem-
ningen sker mundtlig; de afgivne Stemmer
indføres udtogsvis i en Stemmegivningsbog.
Enhver dømmer har Ret til at paase. at
hans Stemme gjengivcs rigtig.

dømmernes Raadflagninger og Afstemnin-
ger maa ikke overVæres af Tilhørere, med Und-
tagelse af Retsskriveren.


§ 106.

For Afgørelsens Resultat skal der vare
Stemmeflerhed. Kræver Afgjørelsen Afstem-
ning over flere Punkter, ere de dømmere,
som have befAndet sig i Mindretal, pligtige
at deltage i de senere Afstemninger, forsaavidt
det Modsætte ikke særlig er bestemt.

Danner der sig om det samme spørgs-
maal mere end to forskjellige Meninger, af
hvilke ingen er i Flertal, blive de for den
Sigtede ugnnstigste Stemmer regnede sammen
med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der
udkommer Stemmeflerhed.

Er det tvivlsomt, hvilken Mening der er den
ugnnstigste for den Sigtede, eller opstaar der
Meningsforskjel om, hvorledes spørgsmaalene stulle stilles, eller om Afstemningens Resultat,
bliver der afstemt særstilt herom.

§ 107.

dømme og Kjendelser skulle ledsages af
Grunde; herved iagttages de for visse Til-
falde givne nærmere Regler. Afgjørelsen sker ved Kjendelse i de Tilfælde, hvor denne Form
er særlig foreskreven.

Andre Beslutninger af Retten eller Rettens
Formand behøve ikke at begrundes, medmindre
Saadant særlig er foreskrevet.

§ 108.

I de Tilfalde, hvor en efter Loven til-
stedelig Afvigelse fra de almindelige Regler
betinges af en forudgaaende Beslutning af en
Ret, for hvilken den Sag, med Hensyn til
hvilken Eporgsmaalet opstaar, ej er anhængig,
bliver spørgsmaalet skriftlig at forelægge Retten.
Er denne højesteret eller en Landsret, trcrffes
Afgjørelsen af Formanden med to Medlemmer af
Retten eller, hvor Saadant særlig er bestemt,
af Formanden. Retten tager Beslutning
Paa Grundlag af det Forelagte samt de
Yderligere Oplysninger og Erklæringer, som
maatte være indhentede; sindes det nød-
vendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved
Undersøgelsesdømmercn. Mundtlig Forhand-
ling finder ikke Sted, medmindre Formanden
af særegne Grnnde finder Anledning til at
beslutte en saadan; dog er Retsmødet i saa Fald
ikke offentligt. Mod de i denne Paragraf om-
meldte Afgjørelser kunne Retsmidler ikke anvendes.


§ 109.

Netten kan til enhver Tid i Embeds
medfør eller ifølge Andragende berigtige Ekriv-
fejl, som ere indløbne i Henseende til Ord.
Navne eller Tal, blotte Regningsfejl, samt
saadanne Fejl og Forglemmelser, der alene
vedrsre Udfærdigelsens Form. Fremdeles kan
den ogsaa berigtige den i Afgjørelsen indeholdts
Fremstilling af den faktiske Sammenhæng, for-
saavidt denne erkjendes at lide af Fejl, be-
staaende i Forbigaaclser, Uklarheder eller Mod-
sigelser, men derimod ikke iøvrigt foretage For-
andringer enten i Begrundelsen eller Resul-
tatet. Beslutning om stige Berigtigelser
trcrffes og Meddelelse om dem sker cfter de
samme Regler, som Mide for den berigtigede
Afgjørelse.

Den i Henhold til Rettens Beslutning be.
rigtigcde Afgørelse træder i alle Henseender i
Stedet for den oprindelige. Mod Beslutnin-
gen om Berigtigelsen finder intet særskilt Rets-
middel Sted.

Andet Afsnit. Om Midlerne til Opnaaelse af Stræffe-
sagers Formaal.
§ 110.

Forsaavidt de i dette Afsnit omhandlede
Midler til Opnaaelse af Stræffesagers For-
maal gaa ud paa at paalægge Borgerne en
Pligt til at handle eller til ^ at taale Ind-
strænkning i Rettigheder, kunne de kun brin-
ges til Anvendelse, naar der efter de forelig-
gende Omstændigheder er Grund til at for-
møde, at en Forbrydelse er begaaet. iøvrigt
blive de særlige Betingelser, som angives
ved de enkelte Midler, at paaagte.

§ 111.

De i dette Afsnit givne Regler finde
Anvendelse paa ethvert Trin af Stræffesagen,
forsaavidt ikke enten Forholdets Natur eller
særlige Bestemmelser udelukke det.

Forsaavidt der udenfor stræfferetsplejen
er Hjemmel for Anvendelsen af lignende For-
holdsregler, saasom Ransagning eller Anholdelse,


for andre offentlige Formaals Skyld, bersres
de derom gjaldende Regler ikke af denne Lov.

Kapitel I. Om Adgang til synlige Bevismidler. I. Om Ransagning efter synlige Bevis-
midler.
§ 112.

Ransagning af Hus, Gjemmer, Person og
Papirer for at søge efter Spor af Forbrydel-
sen eller Ting, der kunne antages at Være
tagne cllcr frembragte ved Forbrydelsen eller at
have Været brugte eller bestemte til dens Ud-
førelse, eller som iøvrigt kunne give umiddelbar
Oplysning om Gjcrningen eller den Eigtcdes
Forhold til denne, kan finde Sted hos den, der
er mistænkt for en Forbrydelse, som det ifølge
Lovens almindelige Regel tilkommer Statsankla-
geren at forfølge, naar Omstændighederne give
Grund til at antage, at Ransagningen ikke vil Være
frugtcsløs. I Klasse med de ovenfor nævnte
Ting stilles saadanne Ting, som ere undergivne
Konfiskation.

Er der Mistanke om, at en blandt flere
Personer er den Skyldige, men der mangler
Grund til at mistænke nogen Enkelt af disse
fremfor de Andre, kan saadan Ransagning fke
hos alle de Paagjældende.

§ 113.

Hos Personer, der ikke ere mistænkte, kan
Ransagning af Hus med det i § 112 angivne For-
maal og iøvrigt med de i den nævnte Para-
graf angivne Begrænsninger finde Sted:

1) naar Forbrydelsen er begaaet i Huset,
cllcr den Misternkte er paagreben i Huset ellei
har betraadt det, medens han forfulgtes paa
friske Spor;

2) naar der ifølge Husets Bestemmelse til-
stedes Enhver Adgang til samme;

3) naar Ransagningen omfatter en Sam-
ling af Huse, som udgjor en By eller en
swrre, afgrænset Del af en By eller et Sogn.


§ 114.

Ransagning i detøjemed at eftersøge be-
stemte Spor af Forbrydelsen eller bestemte
Ting, der kunne tjene til Bevis, kan i An-
ledning af en hvilkensomhelst Forbrydelse
foretages saavel hos den Mistænkte som
hos Andre, naar der er paaviselig Grund
til at antage, at det Efterssgte findes hos
ham, men han forgjordes har været op-
fordret til at paavise eller udlevere det, i paa«
trcengende Tilfælde oasaa uden saadan forud-
gaaende Opfordring.

Er der paavisclig Grund til at antage, at
en blandt stere Personer bar det Eftersogte -i
sin Besiddelse, men Formodningen ikke er sær-
lig rettet mod nogen Enkelt, kan Ransagning
under Iagttagelse af fovanstaaende Regel fore-
tages hos alle de Paagjældende.

Fra ovenstaaende Bestemmelser ere undtagne
skriftlige Meddelelser mellem den Sigtede og
de i §§ 130 og 131 Nr. 2 nævnte Personer,
naar der ikke er grAndet Mistanke om Med-
delagtigbed, og Meddelelserne ikke ere i Andres
Værge.

§ 115.

Ransagningen kan ordentligvis kun finde
Sted ifølge Retskjendelse, medmindre den Paa-
gjældende udtrykkelig frafalder Krav berpaa.
Gjenpart af Kjendelsen meddeles den Paagjæl-
dende paa Forlangende inden 24 Timer.

§ 116.

Kjendelsens Iværksættelse kan fle ved Poli-
tiet, dog kun i paatramgende Tilfælde ved
dettes underordnede Betjente. Politiet forsy-
nes med en Udskrift af Kjendelsen.

Naar Papirer skulle ransages, eller naar
i Forbindelse med Ransagningen en Syns- og
Skønsforretning under dømmerens Ledelse skal foretages paa Stedet, skal Ransagningen ske ved
dømmeren. Kan Ransagning af Papirer ikke
ske paa Stedet, kan dømmeren lade en fore-
løbig Beslaglæggelse foretage ved Politiet.

§ 117.

Undtagelsesvis kan Ransagning foretages af
Politiet uden forcgaaende Retskjendelse i

1) naar en Person eftersættes eller paa-
gribes, som er truffen i Udførelsen af en For-
brydelse eller paa friske Spor, og Omstamdig-


hederne ikke tilstede at afvente en Retskjen-
delse,

2) samt ellers, naar Ransagningen har
Hjemmel i § 114, og der er Fare for, atøje-
medet med Ransagningen kunde forspildes, hvis
Retskjendelse forinden stulde erhverves.

Af Papirer kan dog ikke Ransagning finde
Sted uden Retskjendelse, men kun en forelo-
big Beslaglæggelse.

Har Ransagning eller førelsvig Beslaglæg-
gelse fAndet Sted i medfør af denne Paragraf
hos cn Misternkt, imod hvem forfølgning ikke
tidligere var begyndt, skal Sagens Behandling
ved Retten foranledigcs inden 24 Timcr.

§ 118.

Ved Ransagninger blive saavidt muligl
tvende ubervgtcde Mand at tiltage som Vidner.
Enbver cr pligtig til paa Vedkommendes
Opfordring at give medfolge og ausees, naar
han uden lovligt Forfald vægrer sig, med bøde
fra 2—20 Kr.

§ 119.

Endvidere blive følgende Regler at iagttage:

Al den Skaanscl og Varsomhed skal udvises
ved Ransagningers Iværksættelse, som Djcmedet
tilsteder.

Ved Nattetid bør Ransagninger kun fore-
tages, naarøjemedets Opnaaclse afhænger
deraf.

Aabning med Magt af lukkede Adgange
eller Gjemmer bør kun finde Sted. naar en
Opfordring om at aabne har vist sig frugtes-
løs, eller der Ingen er tilstede, til hvem den
kan rettes.

Personlig Ransagning af en Kvinde skal ske under tilbsrligt Hensyn til, at Blufærdig-
beden ikke krænkes, i fornødent Fald ved cer«
bare Kvinder og da ikke i Overværelse af
Mceno, medmindre en dermed forbunden Syns-
forretning udkræver det.

Den, hvis Hus. Gjemmer eller Papirer
ransages, skal opfordres til at overvære For-
retningen, eller hvis han er fravocrende, et
voxent Medlem af Familien, eller i Mangel
deraf cn Husfælle eller Nabo.

Rettens Kjendelse oplcrses ved Forretnin-
gens Begyndelse; hvor ingen Kjendelse fore«


ligger, meddelesøjemedet den Paagjældende
eller den til nærVærelse Opfordrede.

Bliver en Ransagning uden Resultat, skal
der paa Forlangende meddeles den Paagjældende
skriftlig Bevidnelse herom.

II. Andre Midler til at faae synlige
Bevismidler i hændc.
§ 120.

Vccgrer den Sigtede sig ved efter Retten?

Opfordring at forevise eller til Benyttelse
under Tagen at udlevere svnlige Bevismidler, som
ere i hans Besiddelse, og Ransagning enten
ikke kan anvendes eller har vist sig frngtesløs,
har dømmeren at forholde sig paa samme
Maade som, naar den Sigtede vcegrer sig ved
at svare under afhørelsen (§ 205).

Vccgrer en privat Anklager sig ved at
efterkomme en Opfordring af Retten til at
fremkomme med synlige Bevismidler, som ere i
hans Besiddelse, indtræder den i § 206 om-
meldte Virkning.

Naar Andre vcegre sig ved at efterkomme et Paa-
læg af Retten af det ovenfor nævnte Indhold, kunne
de Tvangsmidler anvendes, som ere hjemlede
mod Personel, der ubefsjet vægre sig ved at af-
give Forklaring som Vidner; dog er saadan
Tvang udelukket i Tilfælde, svarende til dem,
der hjemle Undtagelse fra Vidnepligten, og kan
ellers først anvendes, naar Ransagning har vist sig
ftugtesløs. Til Afhørelse i Anledning af
Eporgsmaal om Forevisning eller Udlevering
af synlige Bevismidler kan den Paagjældende
indkaldes for Retten efter de om Vidner fore-
skrevne Regler.

§ 121.

Embedsakter, som skjønnes at kunne give
Oplysning om en Forbrydelse, kan Retten,
Statsanklageren og Politimesteren kræve med-
delte, medmindre Hemmeligholdelse findes nød-
vendig i statens Interesse, hvorom Afgjørelse
trccffcv af vedkommende Minister. Meddelelsen
kan ffe i bekrccftet Gjenpart; dog er Retten
befsiet til at kræve Fremlæggelse af Originalen.

Andre hos offentlige Myndigheder bcroende
Dokumenter kan Retten, naar det findes nød-


vendigt, ved Kjendelse fordre foreviste eller ud-
lcverede til Benyttelse under Sager, selv om
de maatte Være givne i embedsmccssig For-
varing med det Formaal, at Indholdet skal være hemmeligt.

Dog finde ved denne Paragraf Reglerne
i § 130 Nr. 1 og 3 tilsvarende Anvendelse.

§ 122.

Breve og andre Forsendelser, som afsendes
til den Sigtede, eller om hvilke det efter de
foreliggende Omstændigheder er sandsvnligt, at
de ere afsendte af den Sigtede, kan det ved
Kzendelse paalægges Postvæsenet at udlevere til
Retten, naar Mistanken angaar en Forbrydelse,
som det ifølge Lovens almindelige Regel til^-
kommer Statsanklcigeren at fonolge, og der
derhos er paavisclig Grund til at antage,
at Forsendelsens Indhold er af Betvdning
for Sagen. Undtagne kcrfra ere Breve, som
verles med en Forsvarer, forsaavidt dette fsl-
ger af Reglerne i §§ 47 og 57.

Under samme Betingelser kan det ved
Retskendelse paalæggcs Ponvæsene? at udle-
vere Forsendelser fra og til Andre end den
Sigtede, naar det er sandsynligt, at disse af-
sendes paa hans Pegne eller ere bestemte til
ham.

Kjendelsen skal angive enten den bestemte
Forsendelse, hvis Udlevering fordres, eller det
Tidsrum, i løbet af hvilket de omtalte For-
sendelser skulle udleveres. Udskrift af den med«
deles Postcmbedsmanden.

§ 123.

Naar Anholdelse finder Sted uden Rettens
Anholdelsesbeslutning for en Forbrydelse, som
det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer
Statsanklageren at forfølge, kan Politiet paalægge
Postvæsenets Embedsmand at tilbageholde Forsen-
delser til og fra den Anholdte, naar der er Grund
til at antage, at deres Udlevering kan være af
Vetvdning for Undersøgelsen, indtil Retten i
det møde, i hvilket den Anholdte fremstilles,
kan tage Beslutning om Udlevering.

§ 124.

Under Betingelser, som svare til de i §§
122 og 123 angivne, kan det paalægges Tele-


grafvæsenets Funktionærer at tilbageholde og
meddele Retten eller henholdsvis foreløbig til-
bagebolde de til Befordring indleverede Tele-
grammer.

III. Om Beslaglæggelse afTing, der kunne
tjene til Bevis, m. V.
§ 125.

Findes ved Ransagning Ting. som lov«
llg kunne eftersøges ved en saadan, eller udleveres
Ting i medfør af Pestcmmel''erne i dette Kapi-
tels 2det Underafsnit, eller vaatrcrffes ellers
Ting. som stjonnes at bave Vetvdninq for
underlogclsen, blive de at tage i Forvaring.

medferer denne Forholdsregel Indgreb i
en persons Raadiabed, udkræve>? en Vcsiut-
ning af Retten om Beslaglæggelse. Dog kan
Politiet iVærksætte en fovelobig Beslaglæggelse,
men maa da inden 24 Timer begjære Rettens
Stadfæstelse.

Beslaglæggelse af et trykt Skrift kan
alene finde Sted efter Retskendelse.

§ 126.

Over beslaglagte Ting affattes snarest
mulig en nsjagtig skriftlig førtegnelse. Til-
lige paatrvkkes strax Embedssegl eller andet
fuldestgjørende mærke; den, i hvis Værge
Tingen var, kan vedfsje yderligere mærke.

Den, i hvis værge Tingen var, er«
holder paa Forlangende et Modtagelsesbevis
udfærdiget. Ved mærkets Magelse flal ban,
forsaavidt det er muligt og kan ste uden Skade
for Undersøgelsen, opfordres til at Være tilstede.
Indeholde Papirer, som skulle beslaglægges,
tillige Meddelelser, som ikke vedkomme Under-
søgelsen, skal der saavidt mulig drages Omsorg
for, at kun det Sagen Vedkommende forbliver
ved Akterne i Original eller i bekrcrftet Gjen-
part.

Udleveres private Dokumenter i medfør
af § 121 2det Stykke eller Breve, andre For-
sendelser eller Telegrammer i Henhold til
§§ 122—124, skulle den eller de deri Interes-
serede underrettes herom, saa snart det kan ske
uden Skade for Undersøgelsen.


§ 127.

Erøjemedet med en Beslaglæggelse op-
naaet. eller viser det sig. at det ikke kan op-
naaes, skulle de beslaglagte Ting tilbage-
gives. Herom kan den i Tilbagcgivelsen In-
teresserede crske Kjendelse.

Vilde en Beslaglæggelse udsætte en ikke
sigtet Person for Tab. bliver Fritagelse for
samme ordentligvis at indremme mod Lsfte
om at fiemlægge Tingen paa Anfordring;
Sikkerhedsstillelse herfor kan kræves.

§ 128.

Ere uaabnede Breve eller andre lukkede
Dokumenter beslaglagte, og det findes nodvcn-
digt for undersøgelsens Tkyld at komme til
Kundskab om deres Indhold, besluttes og iVærk-
sættes Aabningen af dømmeren; herved blive
saavidt mulig tvende Retsvidner at tilkalde,
uaar Aabningen ikke sker under Hovedforband'
lingen for en Landsret, eller en Retsskriver er
tilstede. Den Vedkommende stal. forsaavidt
det er muligt og kan ske uden Skade for Under«
sogclsen. opfordres til at være tilstede.

Retten drager Omsorg for. at de af Post-
eller Telegrafvæsenet udleverede Forsendelser eller
Telegrammer, hvis Indhold viser sig at virre
uden Betydning for Undersøgelsen. eller
den Del af Indholdet, som maatte vane Sagen
uvedkommende, befordres videre efter Bestem-
melsen.

Kapitel II. Om Vidner. § 129.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfor-
dring at astergge Vidnesbyrd for Retten om,
hvad der med Hensyn til Undersøgelsens Gjen-
stand er ham bekjendt, forsaavidt ingen af de
i §§ 130—131 angivne Undtagelser finder An-
vendelse.

Foranstaaende Regel gjælder ogsaa om
den ved Forbrydelsen Forurettede, selv om han
undev en af det Offentlige forfulgt Stræffesag
gjør Erstatningskrav gjældende.


§ 130.

Vidnesbyrd maa ikke afkrævesi

1) Folkekirkens og anerkjendte Troessam-
ftmds Prcrster om det, som i Skriftemaal
eller iøvrigt i deres Egenstab som Sjælessr-
gere maatte være dem betroet;

2) Forsvarere angaaende de Meddelelser,
der ere gjorte dem i denne deres Egenskab;

3) de ved den kgl. Fodseløstiftelse i Kjs-
benhavn ansætte Embedsmand, Betjente og
Iordcmodre angaaende de Fruentimmers Evan-
gnstab og Varnefsdsel, som forloses paa Stif-
telsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet netop
tilsigtes at oplyse et as et saadant Fruentim-
mer begaaet Drab af eller anden strafbar Hand-
ling mod Barnet.

Eamtykker den, som har Krav paa Hemme-
ligholdelsen, eller er det iøvrigt klart, at
Vidnesbyrdets Aflæggelse ikke strider mod
dennes ønskc, finde foranstaaende Regler ikke
Anvendelse. Ej bellcr stnlle de Være til Hinder
for, at den, der har gjort Meddelelse om, at
en Forbrydelse er begaaet. kan tilpligtes at bc-
kræfte sin Udtalelse med Ed, naar dette findes nødvendigt til at forebygge, at en Uskyldig
bliver dømt.

Den Embedsmænd og Andre, som handle
i offentligt Hverv, paahvilende Tavshedspligt
er ordentligvis ikke til Hinder for, at Vidnes-
byrd kan afkrævcs dem i Stræffesager; dog
kan det, naar vedkommende Minister finder,
at ubetinget Tavshed om et offentligt Anlig-
gende kræves af Statens Interesse, af denne
paalægges de nævnte Personer ikke at afgive
Vidnesbyrd herom.

Retten har paa Embeds Vegne saavidt
muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages
i de ovenanførte Tilfcclde. Er det efter Om-
stændighederne klart at en Vidneførscl vilde
komme i Strid med ovenstaaende Regler, bør ingen Indkaldelse udstedes.

§ 131.

Vidnesbyrd kan nægtes:

1) naar Vidnet maa antages ikke at
kunne besvare et spørgsmaal uden at udsige
Noget, som umiddelbart udsætter det selv eller
en Person, til hvem det staar i et af de under


Nr. 2 nævnte Forhold, for Straf eller Be-
stemmelse eller velfærdstruende Formuetab;

2) af den Sigtedes ægtefælle. Forceldre
og Bsrn;

3) af en Person, hvem Ansværet for et
trykt Skrifts Indhold i medfør af Lov 3die
Jan. 1851 § 3 kan komme til at paahvile,
angaaende Betingelserne for en Forgjcengers
Ansvar, naar han enten selv vil overtage An-
sværet, eller Opfordringen til ham ikke er sket
inden 3 Maaneder, efter at Vekjendtgjørelse
om Skriftets Udgivelse første Gang var ind-
rykket i et offentligt Blad.

At nogen af de forannævnte Personer har
fAndet sig i at afgive en Forklaring, som han
var berettiget til at nægte, udelukker ham ikke
fra senere at undstaa sig.

I etlwert Tilfælde, hvor det er klart, at
Betingelserne for Fritagelsen ere tilstede, skal Retten for Afhørelsen gjøre Paagjældende op«
mærksom paa hans Ret til at undstaa sig.

vægring ved at afgive Vidnesbyrd maa
fremscrttcs udtrykkelig; naar det af Retten fin-
des fornødcnt, maa Vidnet oplyse Omstændig-
heder, af hvilke det kan sees, at Vcegringen er
grAndet.

§ 132.

Ingen er Pligtig at møde som Vidne for
en Undersøgelsesdømmer eller i Sager, som
bebandles ved Underretten, udenfor den Under-
retskreds, i hvilken han boer eller opholder sig,
naar han vilde komme til at rejse mere end
9 Mile paa Jernbane eller 3 Mile paa anden
Maade, eller en tilsvarende Vejlængde delvis
paa Jernbane og paa anden Maade, for at
naa hen til Retten.

Under Hovedforhandling i Sager, der paa-
dømmes af Landsretten uden nævningers
Medvirkning, er Ingen Pligtig at msde som
Vidne udenfor den Landsretskreds. i hvilken
han boer eller opholder sig, naar han vilde faae længere at rejse hen til Retten end 18
Mile paa Jernbane eller 6 Mile paa anden
Maade eller en tilsvarende Vejlcengde delvis
paa Jernbane og paa anden Maade.

§ 133.

Vidnesbyrd, som afkræves. efter at For-


folgning er begyndt, afgives i Reglen for den
Ret, ved hvilken Sagen er anhængig. Undta-
gelse herfra sinder Sted:

1) naar Vidnet ifølge § 132 ikke er plig-
tigt at møde for den Ret, ved hvilken Sagen
er anhængig, og ikke frivillig vil give saadant
møde;

2) naar Vidnet formedelst Sygdom, boj
Alder eller Legemssvaghed ikke kan taale at
rejse eller forlade sit Opholdssted, og den Ret,
ved hvilken Sagen svcrvcr, ikke kan sættes paa
det Sted, som saadanne Forhold nødvendig-
gj"e;

3) naar det sindes, at Vidnets Fremstil-
lelse for en Ret. der sættes udenfor den Un-
derretskreds, hvor Vidnet boer, vil medføre Ud-
gifter og Ulemper, som ikke staa i rimeligt
Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens
Oplysning, der kan ventes af Vidnets Af-
bsrelse for samme;

4) naar et Vidne skal afhøres for Hoved-
forhandlingen i en Sag, som er anbcrngiggjort
ved en Landsret, eller under en ved et
Retsmiddel foranlediget Forhandling, ved hvil-
ken Vidners afhørelse for vedkommende Ret
ikke finder Sted.

I ovennævnte Tilfalde fores Vidnet for
Undersøgelsesdømmeren §§ 6 og 60).

Kan et Vidne formedelst Sygdom, hej Al-
der eller Legemssvaghed ikke forlade sit Opholds-
sted, sættes retten til dets Afhørelse der.

§ 134.

Militccre af Hcrren og Flaaden ere pligtige
at aficrgge Vidnesbyrd i Stræffesager for de
borgerlige Domstole overensstemmende med
Reglerne i §§ 132—133.

§ 135.

Indkaldelse til at møde som Vidne ndgaar
fra den Ret, for hvilken Vidnesbyrdet skal af-
lægges.

Indkaldelsen skal indeholde:

Vidnets Navn og Vopæl eller Opholdssted;

en almindelig Angivelse af Undersøgelsens
Gjenstand;

Betegnelse af den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Tid og Sted, naar og hvor
mødet skal foregaa;


Henvisning til det Ansvar, som Udeblivelse
medførcr. med Afskrift paa den skriftlige Ind-
kaldelses Bagside af denne Lovs §§ 137 og
138.

Indkaldelsen skal give saadant Varsel,
som retten skjønner fornødent til at sætte
Vidnet i Stand til at møde til den beram-
mede Tid, og det paaagtes, at Forkyndelsen
sker saa betimelig, at Vidnet faar det bestemte
Varsel.

§ 136.

Naar Politiet anholder Nogen, som trcrffcs
under Udfmclsm af en Forbrydelse eller paa
friske Spor, kan det tilsige enhver Tilstede-
værende, som maa antages at kunne give Op-
lysning om det Forefaldne, til at møde ved
den Anholdtes Fremstilling sor Retten.

Tilsigelsen sker mundtlig med Angivelse af
Retten. Tid og Sted og under Erindring om
Ansværet for Udeblivelse. Den Tilsigende skal fordre nojagtig Opgivelse af den eller de Til-
sagtes Navn og Vopæl eller Opholdssted.
Skriftlig Beretning om den. stedfundne Til-
sigelse fremlægges i Retten og afgiver Bevis
for denne; dog er Modbevis ej udelukket.

Det Samme iagttages, naar en Privat,
som har anholdt Nogen, af Politiet tilsiges at
møde ved den Anholdtes Fremstilling for
Retten.

§ !37.

Udebliver uden oplyst lovligt Forfald et
Vidne, hvis Indkaldelse skjønnes at Være lov-
lig iværksat, og hvis Udeblivelse ikke er hjemlet
ved Loven, eller bortfjerner et Vidne sig for
Tiden uden Tilladelse eller oplyst lovligt For-
fald, afsiger Retten Kjendelse, ved hvilken der
idømmes Vidnet en bøde fra 20 til 200
Kr. eller, hvis Vidnet var indkaldt til Hoved-
forhandling for Nawninger, indtil 400 Kr.,
samt Erstatning for de Udgifter, som maatte
Være foraarsagcde ved Udeblivelsen. Denne
Kjendelse foranstalter Rettens Formand for-
kyndt for Vidnet.

skjønnes det, at Sagens Udsættelse der-
ved kan undgaaes, kan Retten tillige strar ud-
stede Ordre til det udeblevne Vidnes Afhen-
telse med Magt.


Udsættes ^agen, kan Retten

a) i Kjendelsen paalægge Vidnet at ind-
finde sig til det berammede nye Msde under
samme Ansvar som for Udeblivelse efter Ind-
kaldelse,

d) eller beslutte, at Vidnet ved Politiets
Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil
dets Fremstillelse for Retten til Afgivelse af
Vidnesbyrd har fAndet Sted; dog har Vidnet
Adgang til løsladelse mod saadan Sikkerhed,
som Retten sinder tilstrækkelig, og fremdeles
bliver den i § 145 2det Stykke fastsætte
Tidsgrccnse at iagttage.

At retten bar fnlgt den under Litra a
angivne Fvcmgangsmaade, udelukker den ikke
f>a, om det sinde? fornødens, al beslnne An-
vendelse af den under Litta b nævnte For-
holdsregel.

§ 138.

Er der i medfør af § 137 idømt et
udeblevet Vidne Straf og Erstatnmg. bar
Vidnel, naar det fremstilles eller møder for
Retten til Vidnesbyrds Afgivelse, eller, hvis
det ikke paany er indkaldt, i 8 Dage fra
Kjendelsens Forkyndelse, Adgang til at frem-
komme med Oplysninger om, at behorig Ind-
kaldelse ej har fAndet Sted, eller at det har
havt lovligt Forfald. Findes disse Oplysnin-
ger fyldestgørende, og det tillige, hvis Forfald
anføres, findes, at det ikke har været Vidnet
muligt at anmelde og bevisliggjøre dette be-
timeligt, ophæver Retten sin Kjendelse. Fin-
des det, at Vidnet vel har havt lovligt For-
fald, men at Mangelen af betimelig Anmel-
delse eller Bevisliggørelse maa tilrcgnes det,
kan Retten nedsætte den idømte Straf eller
efter Omstændighederne lade den bortfalde.

§ 139.

Vidneforklaringer, som afgives under Hoved-
forhandlingen, skulle beediges, medmindre Vid-
net hsrer til de Personer, hvis Edfcrstclse i
medfør af § 140 ikke maa sinde Sted, eller
der mangler en for det Troessamfund, hvortil
Vidnet hører, anvendelig Edsformular. En


højtidelig Forsikring i Eds Sted og med
samme Virkning, som denne, kan kun finde
Sted, hvor særlig Lov hjemler det for visse
Troessamfund.

' Vidneforklaringer, som afgives udenfor
Hovedforhandlingen, blive i Reglen ikke at
beedige. Dog finder med de ovenfor angivne

afgives, for at kunne benyttes ved Oplæsning
under Hovcdforhandlingen, af et Vidne, der
ikke skal indkaldes til, eller som paa Grund af
Sygdom, forestaaende Bortrejse eller lignende
Forhindring bcfrygtcs ikke at kunne msde under
denne. Saavidt mulig blive i saadant Fald
to Retsvidner at tilkalde, naar en Retsskriver ikke er tilstede. møder et saalcdes cdfcrstet Vidne senere under Hovedforhandlingen, kan
det paany cdfccstcs.

§ 140.

Som Vidner maa ikke edfcrstes:

1) Bsrn under fennen Aar;

2) Personer, som lide af væsentlig For-
stands- eller Hukommelsessvcrkkelse;

3) Perjoner, som ere under Tiltale for
lse § 261) eller fundne skyldige i Mened;

4) Personer, der ere dømte som skyldige
eller medskyldige i den Handling, som er Un-
dersøgelsens Gjenstand, eller paa hvem der ef-
ter Rettens skjøn hviler grAndet Mistanke om
saadan Skyld;

5) Personer, hvis Vidnesbyrd enten paa
Grund af deres Stilling til Sagen eller deres
Aandstilstand paa den Tid, Erfaringen skal
Være gjort, eller af lignende Grunde af Retten
sijonnes at være i en særlig Grad upaalideligt;

6) Personer, der ikke kunne antages at
tillægge Eden den Betydning, som den efter
sit Begreb skal have.

De i denne Paragraf ommeldte Personer
kunne indkaldes som Vidner og afhøres uden
Ed, dog, hvad de under Nr. 1 og 2 nævnte Personer angaar, kun, forsaavidt deres Aands-
tilstand ikke sætter dem ud af Stand til at af-
give en fornuftig Forklaring.


§ 141.

Et Vidnes Edfcrstelse under Hovedforhand-
lingen gaar forud for dets afhørelse, med-
mindre Retten af Hensyn til Reglerne i § 140
Nr. 2, 4 og 5 finder Grund til at ndsætte
Afgjørelsen, om Edfcrstelse flal sinde Sted.
Skal en Vidneforklaring, som afgives udenfor
Hovedfochandlingen, beedigcs, bestemmer Retten,
om Edfcrstelsen skal gaa forud for eller følge
efter Afhørelsen.

Edfcestes Vidnet for afhørelsen, lover og
sVærger det. at det vil udsige den rene Sand-
hed og Intet fordslgc, som kan tjene til Sa-
gens Oplysnina. Edfcrstes e: Vidne efter Af-
hørelsen, sVærger Vidne", at den afgivne For-
klaring i Et og Alt er overensstemmende med
Sandheden, og at Intet er fortiet,

Forend Eden aflægges. skal dømmeren ind-
sterrpe Vidnet Edens Helligbed og betyde det
Stræffen for Mened.

§ 142.

Efterat Vidnet er paaraabt, stiller dømmeren de Sftorgsmaal til det. som findes for-
nodne for at forvisse sig om dets Identitet,
eller om det staar i et Forbold til den Sig-
tede, der hjemler Fritagelse for at vidne, samt for
at afgjøre, om der er noget til Hinder for
Vidnesbyrdets Modtagelse etter for Vidnets
Edfcestelse, hvis denne skal eller paatænkes at
stulle finde Sted for afhørelsen.

Derefter sker Edfcrstelsen, forsaavidt en saa-
dan ifølge de ovenstaaende Regler skal gaa
forud for Afborelsen. Skal Vidnet ikke
edfcestes for afhørelsen, skal dømmeren al-
vorliqt lægge det paa Hjerte at følge Sand-
heden, og efter Omstændighederne erindre det
om, at det kan vente senere at blive taget i
Ed. Det beror paa dømmeren at lade
denne Forberedelse til afhørelsen foregaa enkelt-
vis for hvert Vidne eller under Et for flere
eller samtlige indkaldte Vidner.

§ 143.

Dervaa følger Vidnets afhørelse dels om
Sagen selv dels angaaende Omstændigheder,
som kunne have Indflydelse paa dets Trovær-
dighed, hvorved mærkes, at Vidnet ikke kan
undslaa sig for at besvare spørgsmaal. om der


er overgaaet det en Stræffedom. Hvert Vidne
afhøres for sig; dømmeren drager Omsorg for,
at ingen Meddelelser finde Sted mellem Vid-
nerne indbyrdes eller imellem dem og den
Sigtede.

Afhørelsen skal saavidt mulig ske saaledes,
at Vidnet foranlediges til at udtale sig sam-
menhængende om de Punkter, med Hensyn til
bvilke dets Forklaring crstes. og derefter, naar
dertil findes Anledning, opfordres til at fuld-
stændiggjøre Forklaringen eller hæve det Utyde-
lige, Ubestemte eller Modsigende, som maatte forekomme. Det bør særlig bringes paa det
Rene. om Vidnets Kundskab notter sig Paa
egen Iagttagelse.

spørgsmaa!, bvon dev forcholdes Vidnet
Omstændigheder, der først stulle bekræftes ved
dets Svar, maa kun stilles, naar Vidnet ikke
paa anden Maade kan ledes hen paa hine Om-
stændigheder.

Skulle Personer fremstilles eller Ting fore-
vises Vidnet til Gjenkjendelse, skal det først op-
fordres til en muligst nojagtig Beskrivelse.

Om nedskrevne Optegnelser maa benyttes
ved Besvarelsen af de til Vidnet rettede spørgs-
maal, afgjøres af Retten, efter at det er op-
givet af hvem, og i hvilketøjemed de ere af-
fattede.

§ 144.

Vidner, hvis Udsagn staa i Strid med
hinanden, kunne efter Rettens Beslutning stilles
imod hinanden. Dog bør ved Vidneforkla-
ringer, som afgives for Hovedforbandlingen,
Saadant kun ste, naar Ojemedet ikke tillader
at oftsætte det til denne.

§ 145.

vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund
ved at svare eller ved at aficrgge Vidneeden,
bestemmer Retten ved Kjendelse, at Vidnet skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning,
medmindre Vidnets førelse frafaldes.

Vidnet kan holdes i Forvaring, indtil det
bekvemmer sig til at svare eller asicrgge Eden,
medmindre dets førelse senere frafaldes, dog i
intet Tilfalde udover et Tidsrum af 6 Maa-
neder, være sig uafbrudt eller sammenlagt.


Vidnet dømmes derhos til at erstatte de
ved dets vægring foraarsagede Omkostninger,

§ 146.

Den, som indkaldes til at vidne for en
Net, der holdes udenfor den Underretskreds,
hvori han boer cllcr opholder sig, og som maa
tilbagelægge en Icrngere Vej end 3 Mile paa
Jernbane eller 1 Mil paa anden Maade for
at naa til Retten, kan fordre sine Neiieudgif-
ter godtgjorte samt terrepcuge af 2 Kr. for
Dagen, eller hvis det er nødvendigt at over-
natte udenfor Boligen, 4 Kr. for hver Dag.
De Mclser. paa bvilket Vidnet bar Krav. el-
ler, bvor disse ikke kunne anslaaes bestemt, til-
borligt Forskud paa samme, maa tilbvdes be-
talte samtidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 147.

Politimesteren er berettiget til at afkræve
Enhver, som er pligtig at aflægge Vidnesbyrd
for Retten, ubeediget Forklaring angaaende
Forbrvdelser, der ere Gjenstand for offentlig
Forfølgning, samt til den Ende at indkalde
Personer, som bo eller opholde sig i den Poli-
tikreds, hvor Forklaringen skal afgives. Ude-
bliver den Indkaldte, er Politimesteren berettiget
til at paalægge ham en bøde af indtil 4 Kr. til
Politikassen, at udrede inden 8 Dage. forsaa-
vidt ikke Klage ftemsættes efter Reglen i § 226.
Mod den, der vcegrer sig ved at afgive For-
klaring, kunne ingen Tvangsforanstaltninger
træffes af Politimesteren.

Kapitel III. Om Besigtigelser, Syn og Skjou § 148.

Politiet har at foretage Besigtigelser i alle

Tilfælde, hvor dets Pligter med Hensyn til
Efterforskningen medføre det. Ekjsnnes det,


at Besigtigelse bør ske ved Retten, har Politiet
at drage Omsorg for, at den forefundne Til-
stand bliver uforandret, indtil Retshandlingen
kan finde Sted.

Retten kan foretage Besigtigelse af Perso-
ner, Gjenstande og Lokaliteter, naar Saadant
sindes nødvendigt eller hensigtsmæssigt for Sa-
gens Oplysning. Vilde det medføre uforholds-
mæssige Udgifter eller Ulemper, at Besigtigel-
sen foretages af den Ret, ved hvilken Sagen
er anhccngig, eller sial Besigtigelsen foretages
for Hovedforhandlingen i en Sag, som er an-
hccngig for Landsretten, foretages den af ved-
kommende Undersøgelsesdømmer (§§ 6 og
60).

undersøgeh'esdømmerm skal ved Besigtigelser
saavidt mnlig tilkalde to Retsvidner, naar en
Retsskrivcrikke er tilstede. Foretager den dømmende
ret under Hovcdforhandlingen en Besigtigelse paa
Aastedet, skulle alle de Personer Være tilstede,
som ellers skulle være nærværende under Ho-
vedforhandlingen.

Forudsætter Adgangen til Besigtigelse en
Ransagning, skulle de ovenfor for denne fore«
skrevne Betingelser og Regler iagttages.

§ 149.

Kræves der til en Besigtigelse eller isv-
rigt til en Undersøgelse eller Bedømmelse af et
faktisk Forhold, til hvilken undersøgelsen findes
at give Anledning, Indsigter, som ikke kunne
forudsættes hos Retten, tilkalder denne en eller
flere Syns- eller skjønsmænd. Retten be-
stemmer Antallet, forsaavidt ingen særlig For-
skrift herom er given.

Tilkaldelsen sker ved Rettens Udmeldelses-
bestutning, eller, hvis den Tilkaldte har en al-
mindelig offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen
af saadant Syn eller skjøn. ved Rettens til
ham rettede Vcgjccring.

§ 150.

Personer, der vilde være udelukkede fra at
handle som dømmere i Sagen, maa ikke til-
kaldes som Syns- eller skjønsmcend.

Skulle Syns- eller SkMsmcend udmcldes,


kunne kun uberygtede Personer vcelges, der høre til et Troessamfund, for hvilket en an-
vendelig Edsformular forefindes, eller hojtide-
lig Forsikkring i Eds Sted er hjemlet, og som
ikke vilde Være udelukkede fra at edfcrstes som
Vidner.

§ 551.

Enhver, der er Pligtig at vidne, er ogsaa
pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller
skjønsmaud. Dog stulle de om Vidner givne
Afstandsbestemmelser ikke Være til Hinder for
en Udmeldelse, som Forholdene findes at gjøre
nødvendig.

statens Embeds- og Vestillingsmænd fri-
tages sor Udmeldelse, uaar de ved Skrivelse
fra de dem foresætte Myndigheder oplyse, at
de ikke have Tid, eller at Forretningens Fore-
tagelse iøvrigt kommer i Strid med deres of-
fentlige Pligter.

§ 152.

Forsaavidt Personer ere beskikkede med al-
mindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af visse
Syn eller skjøn, bør Andre kun udmcldes her-
til, naar Henvendelse til hine vilde medføre
en Forhaling, hvorvedøjemedet kunne forspil-
des, eller naar andre særegne Grunde gjøre
det nødvendigt eller tilraadeligt.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves
særegne videnskabelige Kundskaber eller færdig-
heder, som forudsætte saadanne, bør i Reglen
kun udmeldes mænd, der ifølge offentlig Stil-
ling eller dog ifølge offentlig aflagte prøver maa ansees for duelige hertil.

Udkræves andre særegne Indsigter eller fag-
mcrsfige Færdigheder, bør i Reglen vcrlges
mænd, som ifølge Livsstilling eller scrdvanligt
Erhverv ere kyndige i de omspurgte Retninger.

Skal en Kvinde synes paa Legeme, bør i alle Tilfælde, hvor det tiløjemedets Op-
naaelse er tilstrcrkkcligt, crrbare Kvinder dertil
vcrlges; navnlig bor, hvor spørgsmaal fore-
ligger om Svangerskab eller Barnefsdsel, istc-
denfor læger Iordemsdre benyttes, naar disse
maa antages at have tilstrcrkkelig Indsigt til at
afgive Erklæring om spørgsmaalet.


§ 153.

Parterne kunne gjøre Henstillinger til Ret-
ten om Valget af Syns- eller skjønsmcendene;
men Retten er ikke bunden herved. førend
en Udmeldelse finder Sted, skal Retten, for-
saavidt det kan ske uden Fare forøjemedet,
meddele Parterne, hvilke Personer der agtes ud-
meldte, og give dem Lejlighed til i den Anled-
ning at ytre sig.

§ 154.

Personer, som bo udenfor vedkommende
Rets Embedsomraade, kunne kun udmeldes
af deling, naar det er oplyst, at de ere villige til at efterkomme Udmeldelsen. Er dette
ikke oplyst, og det, enten fordi der inden-
for Retskredsen ikke findes sagkyndige Personer,
som kunne benyttes, eller fordi den Ting, der
er Genstand for Forretningen, er udenfor Rets-
kredsen, findes, uodvendigt eller hensigtsmæssigt,
at Personer udenfor Retskredsen udmeldes, sker
Udmeldelse efter Paalæg eller Begjccring ved
den Undersøgelsesdømmer, i hvis Kreds de, som
onstes udmeldte, bo.

§ 155.

Skal Forretningen foregaa under dømme«
rens Ledelse, maa Rettens Beslutning eller
Vegjæring, næst en almindelig Angivelse af
Forretningensøjemed, nævne Tid og Sted,
naar og hvor Mcendene skulle msde til Fore-
tagelsen.

I andet Fald bør Beslutningen eller Ve«
gjcmngen angive Forretningens Gjenstand ogøjemed nsjagtig og tydelig, forelægge bestemte
spørgsmaal til Besvarelse, samt være ledsaget
af fornødne Oplysninger; tillige skal Frisken til
Erklæringens Afgivelse angives.

Parterne kunne andrage paa, at opgivne
Punkter inddrages under Forretningen.

§ 156.

Forretningen ledes ordentligvis af en dømmer. Udkrævcs fortsætte Iagttagelser eller For-
ssg, inden Erklcmng kan afgives, eller findes
Forretningens Ledelse af en dømmer af andre
Grunde uhensigtsmæssig eller ufornøden, fore-
tages Forretningen af den eller de tilkaldte


Mand efter den i Udmeldelsesbestutningen eller
Begæringen givne Anvisning.

Naar Ssmmelighedshensyn forbyde det,
maa dømmeren ikke personlig overvære Forret-
ningen.

§ 157.

Om Forretningen ledende dømmer paa-
minder Mcendene om at gaa samvittighedsfuldt
og upartisk tilVærks, henleder deres Opmærksom-
hed paa, hvad det i Særdeleshed kommer an
paa, og foreligger dem de spørgsmaal, som
flulle besvares.

Syns- eller Ekjonsmændene kunne fordre
spørgsmaal forelagte den Sigtede elkr Vidner
angaaende Punkter, som ere af Vigtighed for
deres Erklæring.

Om fornødent bør der gives Mamdene Lejlighed til at gjøre sig dekjendt med Sagens
Aktstykker.

Vil Forretningen medføre Tilintetgørelse
af eller Forandringer ved dens gjenstand, bør saavidt mulig en Del af samme holdes uden-
for Forretningen. Lader dette sig ikke gjøre, bør altid mindst to Syns- eller skjønsmænd
tilkaldes.

De gjaldende Regler om visse Syns eller
skjøns Foretagelse blive staaende ved Magt,
forsaavidt de ikke stride mod denne Lovs For-
skrifter.

§ 158.

Forretningen afgives efter Rettens Beslut-
ning enten i Form af en skriftlig Erklæring
undertegnet af Syns- eller skjønsmændene,
som overgives til retten, eller mundtlig til
Retsbogen.

Ere Mcendene ikke enige, bør det fremgaa
af Erklæringen, af hvilken Anskuelse de enkelte
Syns- eller skjønsmænd cre.

De gjældende nærmere Regler om For-
men for visse Erklæringers Afgivelse blive
staaende ved Magt.

§ 159.

Syns- og skjønsmændene ere Pligtige for retten at aflægge Ed paa deres Forretning
samt at besvare de til dem i Anledning af de«


res Erklæring stillede spørgsmaal. Er For-
retningen foretagen af en dertil beskikket kolle-
gial Myndighed, fyldestgjøres ovennævute For-
pligtelse derved, at et eller, navnlig naar der
er Meningsforskjel, flere af dens Medlemmer
efter Kollegiets Bestemmelse give møde paa
dets Vegne.

Edfcrstelse sinder udenfor Hovedforhandlin-
gen kun Sted, naar Mcendene ikke skulle ind-
kaldes til eller befrygtes ikke at kunne møde
under denne; to Retsvidner skulle i saa Fald
saavidt mulig tilkaldes, naar en Netsffriver
ikke er tilstede. Er Forretningen foretagen i
Henhold til en almindelig Bemyndigelse, bort-
falder Edsasterggelsen. Eden gaar ud paa, at
Forretningen er udfort med Samvittighedsfuld-
hed og efter bedste Overbevisning; den aflæg-
ges for Erklæringens Afgivelse, eller hvis denne
er afgiven tidligere, for dens Oplæsning.

Afhørelsen sker efter de om Vidner gjæl-
dende Regler ^ dog raadslaa mændene i Reglen
om. Sværet, med mindre retten beslutter, at
de skulle afhøres enkeltvis.

§ 160.

næst Forpligtelsen til efter Omstændighe-
derne at udtale sig for den dømmer, som le-
der Forretningen, paahviler det Syns- og
skjønsmænd til Fyldestgørelse af Bestemmel-
serne i §§ 158 og 159 efter lovlig Indkaldelse
at give Msde for vedkommende Ret. Udenfor
Hovedforhandlingen samt i Sager, der behand-
les ved Underretten, er mødepligten begram-
se: paa samme Maade som for Vidner.

§ 161.

Findes den af Syns- eller skjønsmcend
afgivne Erklæring utydelig, ufuldstændig eller
ubestemt, modsigende eller Støttet paa urigtige
eller ubeviste Forudsætninger, kan Retten paa-
lægge dem at omgjøre eller fuldstændiggjøre
Forretningen.

Kan et tilfredsstillende Resultat ikke op-
naaes eller ventes ad denne Vej, eller findes
der iøvrigt Grund dertil, kan Retten tilkalde
andre Syns- eller skjønsmænd til en ny
Forretnings Foretagelse.


§ 162.

Imod Syns- eller skjønsm^nd, der uden
lovligt Forfald udeblive, eller uden tilstrækkelig
Grund forssmme at gjøre deres Forretning
færdig, eller nægte at deltage i Forretningen
eller ubeføjet vcegre sig ved at efterkomme
Rettens Paalæg om at omgøre eller fuldstcm-
diggjøre Forretningen, anvendes de i § 137,
jfr. § 138, for Vidner bestemte Tvangsmidler
med de Lempelser, fom følge af Forholdets
Natur. Imod Syns- eller skjønsmcend, der
nægte at afgive Erklomng eller at befvare de
til dem angaaende Erklæringen i Retten stillede
spørgsmaal eller at aflægge Ed paa Forret-
ningen, hvor Ed er foreskrcven, komme Reg-
lerne i § 145 til Anvendelse.

§ 163.

Til underStøttelse under Efterforskningen
kan Politimesteren lade foretage Syns- eller
Skønsforretninger ved mænd, som han selv
tilkalder, samt afkræve disse ubeediget Er-
klæring angaaende Forretningens Resultat. Ere
de Paagjældende ikke beskikkede med almindelig
Bemyndigelse til Foretagelsen af saadant Syn
eller skjøn, ere de dog kun Pligtige til at
efterkomme Kaldelsen, naar Forretningen skal foretages og Erklæringen afgives i den Politi-
kreds, i hvilken de bo. Udeblive eller vægre
den eller de Tilkaldte sig ved at efterkomme
Kaldelsen, kan en bøde af indtil 10 Kr. til
Politikassen paalægges dem, at ndrede inden 8
Dage, forsaavidt ikke Klage fremsættes efter
Regelen i § 226; iøvrigt kunne ingen Tvangs-
foranstaltninger trcrffes af Politimesteren.

Er Forretningens Gjenstand udsat for,
eller vil Forretningen medføre dens Tilintet-
gørelse eller saadanne Forandringer ved den,
at Gjentagelse senere ikke vil kunne finde Sted,
er Politimesteren dog knn berettiget til at til-
kalde Svns- eller skjønsmænd, naar Om-
stændighederne ikke tillade Opsættelse. Tillige
har han i saadant Fald snarest mulig at hen-
vende sig til Rettm om væretagelse af det
videre fornødne i Anledning af Forretningen.
Den, der udebliver eller vcegrer sig ved at
efterkomme Kaldelsen under de nævnte Om-
stændigheder, kan om sornsdent afhentes med
Magt.


iøvrigt komme de ovenfor givne Regler
ogsaa til Anvendelse ved de i denne Para-
graf ommeldte Forretninger med de Lempelser,
som følge af Forholdets Natur.

§ 164.

For Syns- eller Skønsforretninger, fom
ikke foretages ifølge Embedspligt, erholde Eyns-
og skjønsmcend, forsaavidt det dem paalagte
Hverv kræver deres nærværelse mere en V2 Mil
borte fra deres Hjem, i Vederlag for Befor-
dring 1V2 Kr. for hver løbende Mil samt
derhos i Tcerepenge 6 Kr. for hver Dag, de
ere fraværende fra Hjemmet. Disse Mclser
eller, hvis de ikke kunne anslaacs bestemt, pas-
sende Forstud paa dem, skulle tilbydes forud.
Syns- og skjønsmænd have derhos Krav paa
Godtgjørelse af havte Udlæg og paa sportel-
massig Betaling for deres Forretnings Ud-
førelse. Har Forretningen udkrævet særlig møje
eller Tidsanvendelse, kan Rettens Formand
forhoje Betalingen efter sit Ekjsn.

Udenfor de omhandlede Betalinger maa
Eyns- og skjønsmænd under den i Stræffe-
lovens § 117 bestemte Straf Intet modtage
af Parterne for deres Forretning.

For møder for Retten i Anledning af
den foretagne Forretning erholde Mcendcne
Godtgjørelse efter de for Vidner givne Regler.

§ 165.

De om Vidner givne Regler skulle med
de Lempelser, der følge af Forholdets Natur,
anvendes paa Syns- og skjønsmamd, forsaa-
vidt ovenstaaende Forskrifter ikke ere til Hin-
der derfor.

Kapitel IV. Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten, An-
holdelse og Fssngsling samt om Beslaglæggelse
af dens Formue, som nnddrager sig forfølg-
ning, m. V.
I. Om den Sigtcdes Indkaldelse for
Retten.
§ 166.

Den Sigtede, som besinder sig paa fri
Fod, er pligtig til efter lovlig Indkaldelse
Personlig at møde for Retten til Afhørelse


og iøvrigt, naar Loven kræver hans nærvcr-
relse. Udeblivelse uden oplyst lovligt For-
fald kan efter de nærmere i Loven givne
Regler medføre Anholdelse, fængsling, Beslag-
læggelse af Formuen eller Sagens Paadsm-
melse i dm Sigtedes FraVærelse.

§ 167.

Den Sigtede er ordentligvis pligtig at
møde for den Ret, ved hvilken Sagen er an-
hængig. Udenfor Hovcdforhandlingen samt i
Sager, som det ifølge § 35 tilkommer Politi-
mesteren eller ifølge § 39 Private at paatale,
finder Undtagelse Sted under de i § 133 Nr.
2 og 3 nævnte Betingelser, naar den Sigtede
andrager derftaa eller er udebleven. Fremdeles
finder Undtagelse Sted under de i § 133
Nr. 4 nævnte Omstændigheder.

Retten bestemmer Indkaldelsesvarslet, hvor
Loven ikke indeholder Forskrift.

§ 168.

Indkaldelsen sker, hvor den ikke er inde-
holdt i Bcrammclsen af Retsmødet, i Form
af Tilsigelse, eller ved Indkaldelse til møde
under Hovedforhandling i Sager, som det til-
kommer statsanklageren at paatalc, i Form af
Etervning. og udgaar fra den Ret, for hvilken
mødet skal finde Sted.

Tilsigelsen eller stævningen skal inde-
holde den Sigtedes Navn, og hvad der iøvrigt
udkræves til hans nsjagtige Betegnelse, hans
Bolig eller Opholdssted, fremdeles Angivelse
af Sigtelsen, ved Indkaldelse til Hovedforhand-
ling under Paaberaabelse af Anklagen og Hen-
visningsbeslutningen, og ellers med saadan Nsj-
agtighed, som Sagens Stilling tilsteder, end-
videre Betegnelse af Retten, Msdets Tid og
Sted, Varslet, som gives, samt Bemærkning
om de følger, som kunne ventes i Tilfælde
af Udeblivelse uden oplyst lovligt Forfald.

II. Om Anholdelse. § 169.

Naar en Mistænkt, som befinder sig paa
fri Fod. er udebleven efter behsrig Ind«
kaldelse uden oplyst lovligt Forfald, kan
Retten beslutte hans Anholdelse. I de
Tilfælde, hvor der kan strides til Paakjen-


delse, skjønt den Sigtede er udebleven ved
Hovedforhandlingen, kan Anholdelse af denne
Grund dog kun finde Sted, naar det i en efter
Reglerne i § 95 ff. forkyndt Indkaldelse udtryk-
kelig er bemccrkct, at hans personlige nærværelse
findes nødvendig.

§ 170.

Uden foregaaende Indkaldelse kan Retten
beslutte en Mistænkts Anholdelse:

1) naar den Paagjældende er en Person, der
strejfer om uden Midler til lovligt Under-
hold, eller som ikke har Bolig eller dog
varigere Ophold i Riget, eller er en Ubc-
kjendt, om hvis Navn og Opholdssted in-
gen antagelige Oplysninger haves cllcr
kunne fremskaffes;

og, forsaavidt Mistanken angaar et Forhold,
som det ifølge Lovens almindelige Regel til-
kommer Statsanklageren at forfølge,

2) naar det, skjønt Betingelserne for Afsigelse
af fængslingskjendelse ikke fuldstændig ere
tilstede, efter Omstændighederne skjønnes
fornøden: at sikre en Persons foreløbige
Tilstedcblivclse og Afsondring fra Samkvem
med Andre.

§ 171.

Finder Oprsr eller den i Stræffelovens
§ 168 ommeldte Forbrydelse Sted, eller ud-
sves den i Stræffelovens § 87 ommeldte For-
brydelse af en samlet Mccngde, eller er Drab
eller betydeligere Lcgemsbeskadigelse paafulgt i
Slagsmaal, i hvilket Flere have deltaget, og
Omstændighederne ikke nmiskjendelig udpege den
eller de Skyldige, kan Enhver, der trccffes i
den samlede Mccngde eller indviklet i Elags-
maalet, og som ikke straz formaar at rense sig
for Mistanken om strafbar Deltagelse, anholdes.

§ 172.

Anholdelsesbeslutningen tilførts Retsbogen
strax eller, saa snart ske kan, med en saa nsj-
agtig Betegnelse af den Paagjccldende som
mulig samt Angivelse af Sigtelsens Gjenstand,
i det Mindste i Almindelighed, og Grunden
til Anholdelsen. Udskrift skal paa Forlan-
gende meddeles den Anholdte inden 24 Timer.


§ 173.

Kan Paagribelsen strax iværksættes, gives
der den Anholdte Meddelelse om de Punkter,
som Beslutningen skal angive, efter Omstæn-
dighederne ved Oftlæsning af det Retsbogen
Tilfmte.

Kan Paagribelsen ikke ske strax, udfærdi-
ges en skriftlig Ordre eller Udskrift af Rets-
bogen med Rettens Formands Underskrift, som
overgives til Politiet til Iværkscrttclse og
oplcrses for den Anholdte ved Paagribelsen.
Er den Paagjældendes Opholdssted ubekjendt,
kan Politiet ved Indrykkelse i Polititidenden
opfordre alle Politiøvrigheder til efter Evne
at ssrge for IVærkscrltelsen.

§ 174.

Politiet kan under de i § l70, ffr. § 171,
angivne Betingelser iVærksætte Anholdelse for
Forbrydelser, som ere offentlig forfølgning
undergivne, uden foregaaende Besiutning af
Retten i

1) naar den Paagjældende træffes i Udforel-
sen eller paa friske Epor;

2) naar den Paagjældende trcrffes i Besid-
delse af Gjenstande, som kjendelig henftege
paa hans Skyld, eller lignende Omstæn-
digheder gjøre ham i høj Grad mistænkt,
og der derhos er Grund til at befrygte, at
Ophold for at fremskaffe Rettens Beslutning
vil forspildeøjemedet.

Samme Myndighed, som Politiet har efter
Reglen under Nr. l, har ogsaa enhver Anden.
For Lovovertrædelser, der ere udelukkede fra
offentlig Paatale, kan den vedkommende Pri-
vate iVærksætte Anholdelse, naar Fornærmeren
træffes i Udførelsen eller paa friske Epor, og
han derhos er en saadan Person, som § 170
Nr. 1 ommelder.

§ 175.

Ved en Anholdelses IVærksættelse skal der
gaacs frem med saa megen Skaanscl mod den
Paagjældende, somøjemedet tillader.

Gjenstande, som kunne benyttes til Vold
eller Undvigelse, kunne fratages den Paa-
grebne, og personlig Ransagning finde Sted
ved den, der er berettiget til Anholdelsen,
naar der er Grund til at formøde, at han
har saadanne Gjenstande hos sig.


§ 176.

Ransagning af Hus for at eftersøge den
som skal anholdes, kan foretages, naar der er
Grnnd til at antage, at han holder sig skjult
der, i Andenmands Hus dog kun under Be-
tingelser, svarende til de i § 114 angivne, med«
mindre der efter Husets Bestemmelse tilstedes
Enhver Adgang til det, eller Ransagningen
omfatter en Samling af Huse, som udgjor
en By eller en større afgrænset Del af
en By eller et Sogn.

Saadan Ransagning kan foretages af
Politiet uden retskjendelse:

1) naar en Person cftersættes, der er truf-
fen i Udførelsen af Forbrydelsen eller paa friske
Spor, eller som er undvegen, efter at Være
paagreben;

2) og ellers, naar der er Grund til at
antage, atøjemedet vil forspildes, hvis Kjen-
delse skal afventes, og navnlig, at en blot Be-
vogtning af Huset saa længe vil virre util-
strcrkkelig.

Udenfor disse Tilfælde udkrævcs Retsken-
delse, medmindre den Paagjældende udtrykkelig
frafalder Krav hcrpaa. iøvrigt finde ved
disse Ransagninger Reglerne i §§ 115—119 An«
vendelse.

§ 177.

Enhver, der anholdes, skal senest inden
24 Timer, fra Paagribelsen at regne, stilles
for Retten, medmindre han forinden løslades.
Kan han ikke strax fores for Retten, sorger
Politiet for den fornødne midlertidige Bevogt-
ning paa den muligst lempelige Maade, og
kun, naar han ikke paa anden Maade kan
holdes afsondret fra Andre, ved Hensættelse i
Lokale for væretcegtsfanger. Er Anholdelsen
iværksat af en Privat, og den Anholdte ikke
strax kan fores for Retten, skal Anhol-
deren uopholdelig foranstalte den Anholdte
afleveret til Politiet, som afkræver Anholderen
nsjagtig Forklaring om det Forefaldne og paa-
lægger ham, hvis det ikke strax løslader den
Anholdte, at møde ved Fremstillingen for
Retten.

§ 178.

I Retsmødet skal Sag mod den An-
holdte anhængiggjøres ved Begjæring om


Forundersøgelse eller Anklage (jfr. § 363), hvis
dette ikke tidligere har fAndet Sted. Den An-
holdte høres strax om Sigtelsen og Anholdel-
sen. For det Tilfælde, at den Anholdte fremstilles
for en anden Ret end den, som har taget Beslut-
ning om Anholdelsen, maa der af denne vare serget
for, at de fornødne Oplysninger staa til den
førstnævntes Raadighed, enten ved direkte Til-
sendelse eller ved Overlcverelse med fornødent
Paalæg til den Politiembedsmand, som fik i
Hverv at iVærlscrtte Anholdelsen.

§ 179.

Har Anholdelse fAndet Sted for en Hand-
ling, for hvilken Fccngsling er udelukket, skal den Anholdte sættes paa fri Fod, naar det i
§§ 177 og 178 ommeldte Retsmøde er slut-
tet, medmindre allerede i dette en Straf er
idømt ham, som strar kan fuldbyrdes.

I andre Tilfælde kan Retten ved Rets-
mødets Slutning efter Forholdets Beskaffenhed

1) enten beslutte, at den Anholdte skal sættes paa fri Fod,

2) eller efter de nedenfor givne Regler af-
sige Kjendelse om fængsling eller om For-
holdsregler, som træde istedenfor fængsling,

3) eller beslutte, at den Paagjccldende fore-
lobig skal forblive under Anholdelse eller under-
gives anden midlertidig Forholdsregel.

§ 180.

Er en Person, som sigtes for en Hand-
ling, for hvilken fængsling ikke er udelukket,
enten uden foregaaende Anholdelse msdt eller
afhørt for Retten eller som anholdt stillet
for Retten, kan denne beslutte, at han fore-
løbig skal forblive under Anholdelse efter Rets-
mødets Slutning, naar der iøvrigt vilde
Være Hjemmel til at afsige Fccngsling skjendelse,
men dette ikke kan ste, fordi det endnu ikke
har vist sig, om Mistanken er tilstrækkelig
grAndet, eller fordi vedkommende Ret ikke er
kompetent til at afsige Fccngslingskjendelse (§
184).

Beslutningen afgives til Retsbogen under
Iagttagelse af Reglerne i § 172; med Hensyn
til Bevogtningen iagttages Reglen i § 177.
Skal den Paagjccldende henbringes til en an«
den Ret, sker dette ved Politiet; af Beslut-


ningen og de fomdgaaede Forhandlinger til-
stilles der den nævnte Ret Udskrift.

§ 181.

Senest inden 3 Dage skal enten den un-
der Anholdelse Forblevne løslades eller Kjen-
delse afsiges om fængsling eller anden ende-
lig Forholdsregel.

Istedenfor den i § 180 nævnte Forholds-
regel blive med tilsvarende Vegrccnsning de i
§ 190 ff. nævnte Forholdsregler og navnlig
løsladelse mod Sikkerhed, indtil endelig Be-
stemmelse trcrffes, at anvende under de der
angivne Betingelser og nærmere Bestemmelser.

III. Om Fccngsling. § 182.

Ingen kan underkastes fængsling for
Handlinger, som kun kunne medføre Straf af
Beder eller simpelt fængsel.

fængsling kan kun sinde Sted i Kraft
af en Retskjendelse; en saadan kan først af-
siges, efter at den PaagMdende er hørt for
en Ret angaaende Sigtelsens Gjenstænd, med-
mindre han unddrager sig Forfølgning ved Op-
hold i Udlandet.

§ 183.

Under de i § 182 angivne Forudsætninger
kan fængsling af en Mistænkt besluttes af
Retten: "

1) ved Forbrydelser, som det efter § 35
tilkommer Politimesteren eller efter § 39 en
Privat at paatale, naar den Misternkte er en
Person, der strejfer om uden Midler til lov-
ligt Underhold, eller som ikke har Bolig eller
dog varigere Ophold i Riget, eller er en Ube-
kjendt, om hvis Navn og Opholdssted ingen
antagelige Oplysninger haves eller kunne
fremskaffes;

samt ved andre Forbrydelser,

2) naar der enten paa Grund af de under
Nr. 1 angivne Omstændigheder eller iøvrigt
Paa Grund af Sagens Bestaffenhed og den


Misternktes Forhold er Grund til at frygte,
at han vil unddrage sig Ansværet ved Flugt
eller Forstikkelse;

3) eller der ester Sagens Omstændigheder
er Grund til at antage, at han vil bestrcrbe
sig for at gjøre Undersøgelsen frugteslos ved
Fjernelse af Gjerningens Spor, Aftale med
Medsigtede eller Vidner eller paa anden lig-
nende Maade;

endvidere

4) for at forhindre, at en Person, som
sigtes for det i Stræffelovens § 299 ommeldte
Forhold, sial bringe sin Trusel til Udførelse.

§ 184.

fængslingskjendelse afsiges af den Ret,
for hvilken Sagen er anhængig. Er en An-
holdt ikke fremstillet for denne Ret, og der er
Grund til at frygte for, at han ikke saa be-
timelig kan henfores til samme, at Kjendelsen
kan blive afsagt der inden Udløbet af den
Frist, i hvilken en Person kan forblive under
Anholdelse, afsiges Kjendelsen af den Underss-
gelsesdømmer, for hvilken den Anholdte er frem-
stillet; af Kjendelsen og de i den Anledning
stedfundne Forhandlinger tilstilles der i saa
Fald den Ret, ved hvilken Sagen svcrver,
Udflrift.

§ 185.

Fiengslingskjendelsen skal indeholde den
Sigtedes Navn og den iøvrigt muligst nsjagtige
Betegnelse af ham, samt Være ledsaget af
Grunde, i hvilke Sigtelsens Gjenstand og Hen-
visning til det eller de Lovbud, hvorunder Sig-
telsen falder, samt til den Bestemmelse, som i
det givne Tilfalde hjemler Fængslingen, skal indeholdes. Udskrift meddeles paa Forlan-
gende den Famgslede inden 24 Timer.

§ 186.

Er den Sigtede tilstede i Retten ved
fænglingskjendelsens Afsigelse, oplcrsts denne
for ham.

Er den Sigtede ikke tilstede, udfardiges
en Udskrift af Retsbogen med rettens
Formands Underskrift, som overgives Poli-
tiet til Iværksættelse. Ved denne finde


Reglerne i §§ 173. 175 og 176 tilsvarende
Anvendelse.

§ 187.

Er fængslingskjendelsen afsagt, nden at
den fængslede har været hørt angaaende
Sigtelsen, skal Afhørelse for Retten finde Sted
inden 24 Timer efter Paagribelsen eller Ind-
bringelsen i Riget, jfr. § 178. iøvrigt finder
Afhørelse af den fængslede Sted, naar de al-
mindelige Regler medføre det.

Den fængslcde hcusættes i væretergts-
fængslet paa det Sted, hvor Sagen er an-
hængig. Om hans Henbringelse til væretergts-
fængslet paa et andet Sted, hvor Sagen
senere anhængiggjøres, tager vedkommende
Rets Formand Beslutning.

§ !88.

Den fængslede er undergiven de Ind-
skrænkninger, som ere nødvendige til Tikring
af Fængslingens Djcmed eller til Opretholdelse
af fængsclsordenen. særlig fastsccttcs følgende
Regler med Hensyn til den Sigtedes Behandling:

1) Hvorvidt Andre end de ved fængslet
Ansætte skulle have Adgang til Fangen, beror
paa Rettens Formand, jft. dog med Hensyn
til Forsvarere §§ 47 og 57. Tilladelse til, med
de Indskrænkninger, som fængselsordenen kræver,
og under saadant Opsyn, som Rettens Formand
finder fornødent, at modtage Vejog af en læge
eller præst efte.r eget Valg, af Slægtninge eller
af Personer, som staa i Forretningsforhold til
Fangen, eller med hvem han snsker at raadføre
sig, bør kun nccgtcs, naar Omstændighederne
give Grund til at frygte, at deraf vil opstaa
Skade for Undersøgelsen.

2) Om det skal tillades Fangen at af-
sende og modtage Breve,belor paa Rettens For-
mand, jfr. dog med Hensyn til Forsvarere §§
47 og 57. Tilladelse bør kun nægtes, naar
Rettens Formand, efter at have læst Brevet, finder
enten, at der kan Være Grund til at befrygte,
at dets Afscudelse eller Udlevering vil Være
til Skade for undersøgelsen, eller at dets Af-
sendelse vilde indeholde et Retsbrud. Afsen-
delse af lukkede Skrivelser til Ret eller øvrig-
hed kan ikke ucegtcs Fangen.


3) Naretergtsfanger have Ret til at syssel-
sætte sig, dog med de Begrænsninger, som følge af
fængslingens Vjemed og fængselsordenen.
Denne Ret kan kun betages en Fange, naar
han har forstyldt det som disciplinær Straf.

4) Legemlig Revselse maa ikke anvendes
som disciplinær Straf paa væretergtsfanger.

5) Hverken Arrestforvareren eller andre
Personer maa benyttes til at udforske Fangen.

nærmere Regler om fængsels ordenen fast-
sættes ved kongelig Anordning under Iagtta-
gelse af det i nærværende Paragraf Foreskrevne.

§ l89.

Den anordnede Fangsling bortfalder,
naar Forfølgning frafaldes, eller den Sigtede
frisindes, og der ikke er anden af den endte
Sag uafhængig Grund til at holde ham fængslet.

fængslingen ophæves ved Rettens Beslut-
ning, naar i løbet af undersøgelsen de Grunde,
hvorpaa den ststtedes, bortfalde, og Grunde
til fængsling ved en ny Kjendelse ikke ere
forhaanden. Navnlig bør den paa § 183
Nr. 3 Støttede fængsling ophccvcs, saasnart
Underføgelsen i Paagjaldende Retning er sikret,
i hvilken Henseende det fornødne snarest mulig skal iVærksættes.

De med Hensyn til fængslingens Ophor
fornødne Afgjmelstr og Forholdsregler trccffes
af den Ret, for hvilken Sagen er eller var
anhængig.

§ 190.

Er den Sigtede under 18 .Aar, skal Ret-
ten, forsaavidt det efter Sigtelsens Gjenstand,
den Sigtedes Personlighed og de forhaanden-
værende Forhold lader sig gjøre, istedenfor
fængsling beslutte, at han sættes under Til-
syn af paalidelige Personer, Forceldre eller
Andre. Naar Forcrldre eller Andre fremsætte
Dnste om, at en saadan Sigtet maa betroes
til deres Tilsyn, kan Retten, om det findes nødvendigt, knytte Indvilgelse heri til den Be-
tingelse, at Sikkerhed stilles af de Paagjal-
dende overensstemmende med Reglerne i §§
191 og 192.

I andre Tilfalde stal, hvor Eaadant maa
ansees for tilstrakkeligt til Formaalets Op-
naaelse, istedenfor Fangsling efter Rettens Be-
slutning træde Bevogtning i Hjemmet Paa


den Sigtedes Bekostning efter Sikkerhedsstil-
lelse for det hertil sandsynlig medgaaende
Beløb. Tilhold om ikke uden dømmerens Til-
ladelse at forlade et anvist Opholdssted eller
en bestemt Kreds, Paalæg om til bestemte
Tider at fremstille sig for Politiet, Beslag-
læggelse af Pas eller andre Legitimationsdoku-
menter, samt løsladelse mod Sikkerhed efter
de nævmere Regler i efterfølgende Paragrafer.

§ 191.

løsladelse mod sikkerhed kan ikke finde
Sted, naar den i § 183 Nr. 3 nævnte fængslingsgrund er forhaanden.

I de i § 183 Nr. 1 og 2 nævnte Til-
fælde skal Fritagelse for fængsling tilstedes,
naar Formaalet maa antages tilstrækkelig betryg-
get ved, at Sikkerhed stilles for, at den Sig-
tede vil møde i Retten til enhver Forhandling
i Sagen efter behorig Indkaldelse, samt ind-
finde sig til dømmens Fuldbyrdelse, hvis den
gaar ham imod; det paahviler den Sigtede
i saa Fald at opgive Bolig eller Opholdssted
t Kongeriget, hvor alle Forkyndelser til ham
kunne ske.

I det i § 183 Nr. 4 ommeldte Til-
falde tilstedes Fritagelse for fængsling, naar
det findes tilstrækkeligt, at Sikkerhed stilles
for, at den Sigtede vil undlade den Virksom-
hed, som frygtes, indtil dømmen, hvis den
gaar ham imod, kan fuldbyrdes.

§ 192.

Netten fastsætter Sikkerhedssummens Stor-
relse. Herved tages efter Tilfældenes For-
stjellighed Hensyn til den sandsynlige Straf,
til Beskaffenheden af den Virksomhed, som
frygtes, til den sandsynlige Udgift og Besvær,
som et Brud paa den overtagne Forpligtelse
vil medføre, samt til den Sigtedes Forhold
og den Sikkerhedsstillendes Formue.

For Summens Betaling i Tilfælde af
dens Forbrydelse stilles Sikkerhed ved Overle-
verelse af rede Penge eller sikre værdipapirer
efter Dagens Kurs, hvilke, naar det forlanges
eller af dømmeren findes hensigtsmæssigt, blive
at opbevare i Nationalbanken eller vedkom-
mende Amtstue, eller derved, at tvende i Konge-
riget bosætte vederhceftige Personer gaa i Bor-


gen som Selvskyldnere, Een for Begge og
Begge for Een. Den, der tilbyder sig som
Borgen, skal paa Forlangende godtgjøre sin
Vederheftighed.

§ 193.

Er Sikkerhed stillet for en Sigtets Msde,
forbrydes Bcløbet til Statskassen, naar den
Paagjældende udebliver uden at være forhin-
dret ved lovligt Forfald, hvilket det paahviler
den Sigtede i rette Tid at oplyse. Om For-
brydelsen afsiger retten Kjendelse; oplyser
den Sigtede senere, at han ved lovligt For-
fald var forhindret i at møde og tillige, at
det ikke var ham muligt i rette Tid at op-
lyse Saadant, ophæver Retten sin Kjendelse.

Fremstiller den Sigtede sig frivillig inden
14 Dage, efter at han skulde være msdt, eller
fremstille de Personer, som ere gaaede i Bor-
gen, den udeblevne Sigtede for Retten inden
14 Dage, efterat de ere underrettede om
Udeblivelsen, eller meddeles der af dem inden
den nævnte Frist saadanne Oplysninger, ved
Hjcplv af hvilke det lykkes at paagribe den
Udeblevne, kan Retten indromme Fritagel'e
for Eikkerhedssummens Forbrydelse, ganske eller
for en Del; dog hcefter den altid for alle ved
Udeblivelsen foranledigede Bekostninger.

Er Sikkerhed stillet for Undladelsen af
en vis Virksomhed, forbrydes Belobct, naar
den Sigtede foretager nogen Handling, der
sigter til at forberede eller udfore hin Virk-
somhed. Bz,Iobct hcefter i dette Tilfælde og-
saa for den Erstatning eller Godtgørelse, som
det ifølge slig Virksomhed maatte paahvile
ham at udrede.

§ 194.

Indtræde Omstændigheder, der vise, at
en Forholdsregel, som Retten har besluttet
iftedenfor fængsling, er utilstrækkelig, træffer
Retten ved Kjendelse den efter de forandrede
Forholds Krav fornødne Bestemmelse, saasom
om fængsling eller om Hensættelse under
andre Personers Tilsyn, eller om yderligere
Indskrænkninger i den indrommede Frihed,
eller om Forhøjelse af Sikkerhedssummen eller
om ny Sikkerhedsstillelse.


§ 195.

Forholdsregler, som af Retten ere anordnede
istedenfor fængsling, bortfalde eller ophæves i
de samme Tilfælde som Fængslingen.

Fremdeles ophører en stillet Sikkerhed at
hcefte, naar i medfør af § 194 fængsling
finder Sted, eller naar en Sigtet under 18
Aar sættes under andet Tilsyn end den Per-
sons, hvem han mod Sikkerhed var betroet,
samt naar den i Overensstemmelse med H 191
paatagne Forpligtelse er opfyldt, eller naar
den, der er gaaet i Borgen, ved at fremstille
den Sigtede for Retten opsiger sit Forlofte.

§ 196.

Afgjørelser og Foranstaltninger med Hen-
syn til Forholdsregler, som troede istedenfor
fængsling, træffes af den Ret, der efter §§
184 og 189 ta,M Beslutning om fængs-
ling og dens Ophor.

IV. Om Beslaglæggelse paa dens Formue
somunddrager sig forfølgning, samt
om Sagens Paadømmelse i den
Sigte des Fraværelse.
§ 197.

Naar der i en under Landsretten hørende Sag er rejst Anklage, som af Retten er
bleven henvift til Hovedforhandling, men den
Sigtede har unddraget sig Sagens videre forfølgning, kan Retten paa Anklagerens Be-
gjæring og, efter at Forsvareren er hsrt, ved
Kjendelse bestemme, at der skal lægges Beslag
paa den Formue, som han maatte besidde eller
erhverve i Riget. Kjendelsen forkyndes over-
ensstemmende med Reglerne i § 102.

Beror Afgjørelsen af, om Sagen skulde
paadømmes ved Landsretten, paa størrelsen
af den i det givne Tilfælde forskyldte Straf,
kan Retten kun træffe en saadan Bestemmelse,
naar den finder Anklagerens skjøn om Stræffen hjemlet ved det Foreliggende.

Oplyses det senere, at det var den Sig-
tede umuligt at møde, kan Retten ophæve Be«


ssaglæggelsen for et bestemt med Hensyn til den
oplyste Undstyldningsgrund afpasset Tidsrum.

§ 198.

Retten drager Omsorg for, at der beskik-
kes en værge til at bestyre den beslaglagte For-
mue efter de Regler, som gjælde om borte-
blevne Personers Formue. værgen har at
afgive Lsfte om ikke at lade den Sigtede til-
flyde nogen Indtcegt af Formuen. Om ægte-
fælles og Bsrns Underholdning af Formuen
gjælde den almindelige Lovgivnings Regler.

Den Sigtede bliver fra det Dieblik, Ken-
delsen er afsagt, uberettiget til at forflytte eller
ved Retshandler at rande over nogen Del af
den bestaglagte Formue, sidste Villiesbestemmclser
dog derunder ikke indbefattede. For at denne
Virkning af Best-iglæggelsen skal kunne gjøres
gjældende overfor en godtroende Tredicmand,
saaledes at de foretagne Netsbandlcr tabe Gyl-
digbed, bliver at iagttage, hvad der i Loven
om den borgerlige Retspleje er foreskrevet med
Hensyn til Arrest paa Gods.

§ '99.

Beslaglæggelsen ophører:

1) naar den Sigtede fremstiller sig for retten eller paagribes;

2) naar Formuen paa Grund af den Sig-
tedes Dod eller ifølge de i Fdg. 11. Sept.
1839 foreskrevne Regler tilfalder bans Ar-
vinger ;

3) naar Anklagen frafaloes eller Sagen
ved Rettens Kjendelse hæves.

Den Ret, som har besluttet Beslaglæggel-
sen, tager Beslutning om Ophoret i de foran-
nævnte Tilfælde; Formuen med de under Be-
slaglæggelsen vundne Indtcegter og efter Fra-
drag af de havte Udgifter udleveres derefter til
den Sigtede, eller henholdsvis Arvingerne.

§ 200.

I den Eigtedes Fraværelse kan ordent-
ligvis ingen Hovcdforhandling finde Sted.
Kan den Sigtede ikke staffes tilstede, kan An-
klagen vel henvises til Hovedforhandling,


men udm at denne berammcs; er dette alt
stei, udfættes Sagen; dog bør Sagens
Fremme mod Medsigtede derved intet
Ophold lide. Opstaar der Fare for, at
Beviser ved Hovedforhandlingens Udsættelse af
den foranførte Grund vilde gaa tabt, eller at
de ved senere Benyttelse vilde give et mindre
sikkert Resultat, kunne de efter Rettens Be-
slutning fores udenfor Hovedforhandlingen.

I Sager, som det ifølge § 35 tilkom-
mer Politimesteren eller ifølge § 39 Private
at paatale, kan. naar den Sigtede udebliver
uden oplyst lovligt Forfald, og dømmeren ikke
finder hans personlige nærværelie nødvendig,
Hovedforhandling finde Sted (§§ 366 og
451).

Kapitel V. Om afhørelse af dcu Tigtede og af cn privat
Anklager.
§ 201.

Enhver Sigtet, som indkaldes eller frem-
stilles for Retten til Afhørelse, skal høres an-
gaaende Sigtelsen og de mod ham fremførte
Beviser.

Den Sigtedes Begjæring om at afgive
Forklaring for Retten skal altid tages til
følge (jfr. § 167).

§ 202.

førend videre Afhørelse finder Sted, ad-
spørges den Sigtede af Rettens Formand om
Navn, Alder, Bopcel, Stilling og, hvad der
iøvrigt maatte findes fornødent for at forvisse
sig om hans Identitet, samt gjøres bekjendt
med den mod ham rettede Sigtelse.

§ 203.

Den Sigtede opfordres af dømmeren til
at udtale sig angaaende de Kjendsgjerninger,
som udgjøre Sigtelsens Gjenstand. Endvidere
opfordrer dømmeren den Sigtede til at ud-


tale sig om de ved Vidneforklaringerne samt i
andre Maader mod ham fremkomne Bevislig-
heder. Forsaavidt det imod den Sigtede
Fremkomne eller den Sigtedes egne Udtalelser
dertil give Anledning, kan dømmeren rette
spørgsmaal til ham angaaende enkelte Punkter.
Den Sigtedes Afhørelse maa ikke forlan-
ges i detøjemed at fremskaffe Tilstaaelse.

§ 204.

Saalænge den Sigtede er tilstede i Retten, skal han være fri for Baand og Tvang.

Under afhørelsen skal dømmeren tiltale
den Sigtede uden Vrede eller Haan.

spørgsmaalene, som rettes til den Sigtede,
skulle være bestemte, tydelige og faaledes stillede,
at det er ham klart, hvad han bekræfter eller
benægter med sit Svar.

Intet spørgsmaal maa stilles saaledes, at
Noget, der er benægtet eller ikke redgaaet af
den Sigtede, forudsættes som tilstaaet.

Lofter, urigtige Foregivender, Truster og
andre Tvangsmidler maa ikke anvendes for at
bevcege den Sigtede til Tilstaaelse eller anden
Udtalelse af bestemt Indhold.

' Det er ikke den Sigtede tilladt at raad-
fore sig med en Forsvarer angaaende den
umiddelbare Besvarelse af de ham gsorte spørgs-
maal.

§ 205.

Mod en Sigtet, der vægrer sig ved at
svare, være sig i det Hele eller paa enkelte
spørgsmaal, eller som hindrer afhørelsen ved
forstilt Afsindighed eller paa lignende Maade,
maa ingen Tvang anvendes.

skjønnes det, at den Sigtedes forannævnte
Forhold vil medføre Sagens Forhaling eller
vansteliggjøre Forsværet, skal dømmeren gsore
den Sigtede opmærksom herpaa, se endvidere
§§ 367 og 453.

§ 206.

Nfhorelse af den, der som privat Anklager
forfølger en Stræffesag, finder Sted, naar
Retten finder det nyttigt til Sagens Oplys-


ning. afhørelsen sker for den Ret, ved hvil-
ken Sagen er anhængig, dog at Undtagelse
finder Sted under de i § 133 Nr. 2—4 nævnte
Betingelser. Om Indkaldelsen og Afhøreljen
gjælde med fornødne Lempelser Reglerne i
§§ 135 og 143—145; Edfcestelse finder
ikke Sted. Udebliver Anklageren uden oplyst
lovligt Forfald, eller vcegrer han sig ved at
svare, ansees han at frafalde Anklagen.

Lignende Regler gjælde ogsaa om den For-
urettede, der forfølger et Erstatningskrav under
Sagen, med Hensyn til dette Krav. Forsaa-
vidt Udeblivelsen eller Vcegringen her ikke
medfører, at Paakjendelse ej kan sinde Sted
(§ 460), kan Retten fortolke den paa den for
den Sigtede gunstigste Maade og navnlig hen-
holde sig til dennes Forklaring.

Kapitel VI. Om Beslaglæggelse paa den Mistænktes Gods
for Omkostninger og Erstatning samt om Forbud.
§ 207.

Beslaglæggelse paa en Mistænkts Gods til
Sikkerhed for Sagens Omkostninger og Er-
statningsansvar k.m finde Sted ifølge Rettens
Kjendelse, paa Andragende af Anklageren eller
henholdsvis den ved Forbrydelsen Forurettede.

Begjærer en privat Anklager Beslaglæg«
gclse, kan Sikkerhedsstillelse kroeves efter de i
Loven om den borgerlige Retspleje givne Reg-
ler om Arrest paa Gods.

Beslaglæggelsen medfører de samme Rets-
virkninger som Arrest paa Gods ifølge Loven
om den borgerlige Retspleje.

§ 208.

Vestaglæggelsen iværksættes af dømmeren;
er Beslutningen tagen af en Landsret, iværk-
sættes den efter Paalæg af denne ved undersøgel-
sesdømmeren. MedHensyn til Iværksættelsen samt
de Forholdsregler, som blive at træffe for at sikre
Beslaglæggelsens Retsvirkninger, gjælde med
fornødne Lempelser de i Loven om den bor-


gerlige Retspleje givne Regler om Arrest paa

Gods.

§ 209.

Beslaglæggelsen bortfalder, naar Forfølg-
ning frafaldes, eller den Sigtede frifindes, og den
ophæves, naar den paa Grund af senere frem-
sætte Indsigelser eller senere indtrufne Om«
stændigheder findes ikke at have Hjemmel.
Beslutninger og Forholdsregler med Hensyn
til Beslaglæggelsens Ophor trcrsses af den Ret,
for hvilken Sagen er eller var anhængig.
Med Hensyn til Krav paa Erstatning for Be-
st^ glæglæggelsen finde Reglerne i Lov »m den
borgerlige Retspleje om Arrest paa Gods An-
vendelse med fornødne Lempelser.

§ 210.

Med Hensyn til foreløbigt Forbud mod
Foreninger i Henhold til Grl. af 28. Juli 1866
§ 87, bliver det paa det nævnte Stcd i
Grundloven Foreskrevne at iagttage.

Forbud mod Udbredelse af Skrifter, som
efter Justitsministerens Befaling forfølges i
Henhold til Lov af 3 die Jan. 1851 §§ 14 og
15, besluttes og iværksættes paa Statsanklagerens
Andragende af Underfogelsesdømmeren. Sag
i den Anledning skal anlægges inden en Uge.
Forbudet bortfalder, naar forfølgning ikke
iVærkfættes inden den foreskrevne Frist, eller
naar den frafaldes. Den i Lov af 3 die Jan.
1851 § 14 fastsætte Straf for dømmens
Overtrædelse gjælder ogsaa for Overtrædelse
af det foreløbige Forbud.

Tredie Afsnit. Qm Undersøgelsen, sorend Anklage er
rejst, i Sager, som forfølges af stats-
anklageren eller Politiet.
Kapitel I. Om Efterforskningen. § 211.

Det paahviler Politiembedsmandm at efter-
forske alle strafbare Handlinger, hvis Paatale


tilkommer det Offentlige. Han troeder i faa
Henseende i Virksomhed af egen Drift, naar
Betingelserne iøvrigt ere tilstede, uden at af-
vente Paalæg af nogen overordnet Myndighed.

Statsanklageren forer udenfor Kjøbenhavn
Overtilsyn med Politiets Efterforskning af de
Forbrydelser, hvis Paatale hører under hans
Virkekreds. Ligesom han fom følge heraf kan
give Politiet almindelige Forskrifter, saaledes kan
han ogsaa i de enkelte Tilfælde begjoere Oplys-
ninger, stille Forlangender og, naar særegne
Omstændigheder maatte opfordre dertil, selv
handle i Politimesterens Sted. Det paahviler
Politimesteren at gzore Indberetning maaned-
lig til Statsanklageren om alle foretagne
Efterforskninger, endvidere naar tvivlsomme
eller særdeles vigtige Eporgsmaal opstaa under
Efterforskningen, samt iøvrigt naar det fordres.

Politidirektoren i Kjøbenhavn, der i sin
Efterforfkningsvirksomhed er Justitsministeren
umiddelbart underordnet, er pligtig at efter-
komme alle lovlige begjæringer af Statsan-
klageren, vedrorende Efterforskningen af de under
Sidstnævntes Virkekreds borende Forbrydelser,
samt at meddele de herhenhorende Oplysninger,
fom denne begjærer; i særlige Tilfælde kan Stats-
anklageren med Justitsministerens Billigelse
overtage Ledelsen af Efterforskningen, og det
underordnede Politi staar da i fornødent Om-
fang under hans Befaling.

Retshandlinger i Efterforskningens Inter-
esse, der ikke taale Opsættelse, blive at foretage
af Underssgclsesdømmeren uden at afvente Be-
Mring. fornøden Meddelelse til Politimesteren bør i saadant Fald uopholdelig sinde Sted.

§ 212.

Efterforskningen bør paabegyndes, saasnart
vedkommende Embedsmand enten ved egen
Iagttagelse eller ved Anmeldelse fra en offent-
lig Myndighed eller fra Private eller paa anden
Maade faar Grund til at antage, at en For-
brydelse er begaaet, eller faar Kundskab om
Begivenheder, fom vække Mistanke om, at en
Forbrydelse er begaaet, eller i Anledning af
hvilke visse Gfterforskningsskridt ere paabudte.

§ 213.

Offentlige Myndigheder, derunder Dom-
il


stolene, ere Pligtige at gjøre Meddelelse, led-
faget af fornødne Oplysninger, til Politime-
steren, naar Omstændigheder, som give Grund
til at antage, at en Forbrydelse er begaaet,
komme til deres embedsmæssige Kundskab.

Det paahviler færlig under faadanne Om-
stændigheder Skifteretten i et Konkursbo at
fremsende Gzenpart af den i Lov om den
borgerlige Retspleje omhandlede Indberetning
af Kurator eller haudelskyndige Revisorer i
Konkursboer.

§ 214.

Anmeldelse fra Private om formentlig bc-
gaaede Forbrvdelser eller om Forhold, der
vcrkke Mistanke om, at en Forbrydelse er be-
gaaet, gjøres ordentligvis til Politiet. Dog
blive de ogsaa at modtage af statsanklageren
og i paatramgende Tilfælde af Undersøgelses-
dømmeren, som da snarest mulig tilstiller Politi-
mesteren samme.

Anmeldelsen kan gjøres skriftlig eller mundt-
lig; i sidste Fald skal af den, som modtager
Anmeldelsen, skriftlig Beretning optages.

§ 215.

Forklaring skal afkræves Anmelderen om
alle Omstændigheder, som ere af Indflydelse
paa Anmeldelsens Sandsynlighed og hans per-
sonlige Troværdighed, samt angaaende de mulig
forhaandenværende Bevismidler; efter Omstæn-
dighederne kan han ogsaa udfpsrges om Be-
vceggrunden til Anmeldelsen og erindres om
Stræffen for falsk Angivelse.

Findes det fornødent. kan Anmelderen ved
begjæring til Undersøgelsesdømmeren foranle-
diges afhørt for retten, inden videre Skridt
foretages.

§ 216.

Gr Sagens Paatale afhængig af Justits-
ministerens Befaling eller af en Opfordring
fra en særlig offentlig Myndigbed (jfr. § 3 6),
skal Politimesteren bringe de ham tilkomne
Oplysninger henholdsvis til Statsanklagerens
eller den særlige Myndigheds Kundskab, men
iøvrigt ikke foretage yderligere Efterforskninger,
forend Vedkommendes Befaling eller Opfordring
foreligger.

Er en Handling, hvis offentlige forfølg-


ning er betinget af en Privats Begjæring,
kommen til Politimesterens Kundskab, men der
er Grund til at antage, at den er den paa-
gjældende Private ubekjendt, kan han gjøre
Meddelelse til denne, men foretager iøvrigt
ingen Efterforskning, forend Begjoeringen fore-
ligger. Denne maa fremsættes udtrykkelig under
Iagttagelse af Reglen i § 214. Indeholder
en af den Private indgiven Anmeldelse om
Forbrydelsen ingen saadan Begjæring, skal han
foranlediges til at afgive den fornødne Er-
klæring.

Ovenstaaende Regler udelukke dog ikke, at
uopsættelige Efterforskningsskridt foretages, forend
Befalingen, Opfordringen eller Begæringen
foreligger, under de i § Z6 angivne Betin-
gelser.

§ 217.

Finder Politimesteren, at der mangler
Grund til at foretage videre Skridt i Anled-
ning af en indgiven Anmeldelse eller en frem-
sat Begjæring om forfølgning, skal han paa
Forlangende meddele en skriftlig erklæring om
sin Vcegring, og om denne er grAndet paa, at
den formentlige Lovovertrædelse ikke antages at
være Gjenstand for offentlig forfølgning, eller
paa Anmeldelsens utilstrækkelige Grundlag.

Den, som har indgivet Anmeldelsen eller
fremsat Begjæringen, kan derefter henvende sig
til den overordnede Myndighed med Andra-
gende om, at det maa blive paalagt Vedkom-
mende at træde i Virksomhed.

§ 218.

Efterforskningen skal rettes paa at frem-
skaffe faadanne Oplysninger om Gjerningen og
den eller de formentlig Skyldige, som ere til-
strækkelige til at bestemme, om Forfølgning ved
Domstolene mod en bestemt Person skal be-
gynde, være sig ved Begjæring om Forunder-
søgelse eller ved Anklage for den dømmende
Ret.

Saa bør og iøvrigt alle Oplysninger er-
hverves og Foranstaltninger træffes, som skjøn-
nes nødvendige eller tjenlige til at forberede
Sagens Behandling ved Retten.

§ 219.

Til Opnaaelse af Efterforskningensøjemed


er Politimesteren berettiget til under de Betin-
gelser og med de nærmere Bestemmelser, som
herom i det Foregaaende ere fastsætte, at fore-
tage Ransagninger og Beslaglæggelser, fordre
Oplysninger af offentlige Myndigheder, ind-
kalde Vidner, foretage Besigtigelser, lade fore-
tage Syn og skjøn, anholde Mistænkte m. v.

Kræver Loven i Anledning af en saaledes
truffen Foranstaltning en efterfølgende Henven-
delse til Retten, paahviler det den paagjældende
Embedsmand at ssrge for, at denne sinder
Sted paa lovbefalet Maade.

Om de foretagne Gfterforskningshandlinger
optages skriftlig Beretning.

§ 220.

skjønner Politimesteren enten strax eller
i løbet af Efterforskningen, at der vil blive
spørgsmaal om at undlade Paatale i Med-
før af § 37, forelægger han de fremkomne
Oplysninger for Statsanklageren og standser
alle ikke nopsættelige Efterforskningsskridt, ind-
til Statsanklagerens Beslutning foreligger.

§ 221.

Finder Politimesteren (jfr. §211), at der til
Efterforskningens Fremme bør træffes Foranstalt-
ninger, som det overhovedet eller under de
givne Omstændigheder ligger udenfor hans
Myndighed selv at træffe, er han berettiget
til herom at rette Andragende til undersøgel-
sesdømmeren. Det Samme gjælder, naar det
iøvrigt findes hensigtsmæssigt, at Vidner af- høres for Retten, eller at Besigtigelser og Syn
eller skjøn foretages ved Rettens Hjælp.

Undersøgelsesdømmeren er pligtig at tage
Andragendet til følge, naar de i Loven fore-
skrevne Betingelser findes at foreligge.

Retshandlinger mod en Mistænkt kunne
kun begjæres i Forbindelse med Andragende
om Forundersøgelse eller Anklage.

Naar den begjærte Retshandling har
fAndet Sted, ophører Undersøgelsesdømmerens
Virksomhed.

§ 222.

De under Efterforskningen forefaldende
Retsmøder ere ikke offentlige.


Med Hensyn til Undersøgelsesdømmerens
Virksomhed under Efterforskningen finde de i
§§ 232—239 givne Regler Anvendelse, for-
saavidt det ikke udelukkes ved Forholdets Natur.

Udskrift af det i RetsMøderne Foregaaede
meddeles Politimesteren og paa Begjæring
Statsanklageren.

§ 223.

Tages den Begjcrnng eller Opfordring, af
hvilken en offentlig Forfølgning er afhængig,
tilbage, eller befales det af overordnet Myn-
dighed, henlægges Sagen med Vedtegning af
Grunden. Har Politimesteren i en Sag, der
hsrer under Statsanklagerens Virkekreds, ikke
faaet Meddelelse om den Sagens Henlæggelse
foranledigende Omstændighed fra Statsankla-
geren, gjør han Indberetning til denne derom.

§ 224.

Findes Efterforskningensøjemed at være
opnaaet, tager vedkommende Embedsmand Be-
stutning om Sagens Forfølgning ved Retten
i Overensstemmelse med de i det følgende givne regler eller om Efterforskningens Afslutning
ved Sagens Henlæggelse. Henlægges Sagen,
vedtegnes Grunden.

Er Politimesteren paataleberettiget i Hen-
hold til § 35, tilkommer det ham at tage
de ovenmeldte Beslutninger. hører Sagen
under Statsanklagerens Virkekreds, har Po-
litimesteren at andrage paa Forundersøgelse,
naar han ifølge Efterforskningens Resultat
finder Anledning dertil, og gjør derom Ind-
beretning til Statsanklageren; ellers indsen-
der han Sagen til StatZanklageren, der
tager fornøden Bestutning om yderligere Efter-
forskning, Begjæring af Forundersøgelse, An-
klage eller Sagens Henlæggelse.

§ 225.

Efterforskningen fortsoettes, efter at Sagen
er indbragt for Retten, naar Omstændighederne
opfordre dertil. Under den fortsætte Efter-
forskning kunne efter Begæring, eller i paa-
trcengende Tilfælde uden en saadan, Retshand-
linger foretages af en Undersøgelsesdømmer,
naar Forholdene ikke tilstede at afvente den Rets
Bestutning, ved hvilken Sagen er anhængig.


§ 226.

For strafbare Handlinger eller Undladelser,
hvori Statsauklageren eller Politiets Gmbeds-
eller Bestillingsmand maatte gjøre sig skyldige
under Efterforskningen, ifalde de Ansvar efter
Lovgivningens Regler.

Klage over de efter Lovgivningen strafbare
Myndigheds Misbrug kan af den Forurettede frem-
sættes for Underfogelsesdømmeren i den Kreds,
hvor den paaklagede Handling har fAndet Sted,
eller for den Ret, hvis Virksomhed mod Klageren
af vedkommende Embedsmand paakaldes, eller
for hvilken Sag om Forbrydelsen af det Of-
fentlige anhængiggjøres.

Finder Retten, efter at have hort den
paagjældende Embeds- eller Bestillingsmand,
Sagen klar og hojere Straf end bøder ej
at være forskyldt, træffer den Llfgjørelsen.
I modsat Fald som og, hvor Klage fra den
Forurettede ikke er fremsat paa deu angivne
Maade, forfølges Sagen efter de almindelige
Neg ler.

Paalæg af bøder i Henhold til §§ 147
og 163 kan ophæves af den Ret, for hvilken
Klage over Myndigheds Misbrug fremsætles.

Kapitel II. Om Forundersøgelsen ved Retten. § 227.

Forundersøgelse ved Retten finder ikke Sted
ved Handlinger, som det efter § 35 tilkommer
Politimesteren at paatale, ej heller i Sager
angaaende de i Lov af 3. Jan. 1851 § 14,
jfr. § 15, omhandlede Forbud.

Forundersøgelse ved Retten finder kun Sted,
naar derpaa andrages, og en bestemt Person
sigtes. Andragende om Forundersøgelse frem-
sættes af Politimesteren af egen Drift eller
ifølge Statsanklagerens Beslutning; det frem-
sættes af Statsanklageren, naar han i Henhold
til § 211 træder i Politimesterens Sted. Nets-
handlinger mod en Mistomkt, hvorved en For-
undersøgelse indledes, kunne i paatrcengende
Tilfælde foretages uden Andragende; Politi-


mesteren opfordres i saa Fald til fnarest mulig
at erklære, om han andrager paa Forunder-
søgelse.

§ 228.

Andragende om Forunderfogelse fremsættes
striftlig eller mundtlig til Retsbogen; det skal betegne den Person, mod hvem, og den Hand-
ling, paa Grund af hvilken Undersøgelsen skal
foretages, samt ledsages af Sagens Aktstykker
og forhaandenværende synlige Bevismidler.

Ved Andragendets Indgivelse til dømme-
ren er Sagen anhængiggjort.

F^runderfogelsen angaar kun de Handlin-
ger og de Personer, som betegnes i Andragen-
det, men er iøvrigt ikke indskromket ved dette.
Fremkommer der i løbet af Forundersøgelsen
grAndet Mictanke mod Medskyldige eller om
strafbare Handlinger as den Sigtede, som An-
dragendet ikke ommelder, eller vender Mistan-
ken sig mod en Anden end den oprindelig Sigtede,
skal dømmeren ved fornøden Meddelelse give
Politimesteren Lejlighed til at fremkomme med
saadant Andragende, som derved maatte findes
foranlediget; uopsættelige Skridt har dømme-
ren dog i Henhold til § 227 at foretage
uden at afvente Andragende.

§ 229.

Finder dømmeren, at Sagen ikke er ind-
bragt for ret værnething, eller at den, der
paataler, ej er berettiget dertil, eller at Forun-
dersøgelse er udelukket ved Reglen i § 227,
eller at Handlinger af den Art. som Sigtel-
sen angaar, ikke ere Gjenstand for Straf, eller
at Strafskylden er forceldet eller Ferfolgning
af andre lignende Grunde utilstedelig, afsiger
han Kjendelse om, at Andragendet om For-
undersøgelse ikke kan tages til følge.

§ 230.

Forundersøgelsensøjemed er at tilveje-
bringe saadanne Oplysninger, som udfordrcs
for at afgjøre, om, for hvilken Forbrydelse og
for hvilken Ret Anklage flal rejses. Tillige
blive saadanne Beviser at fore, som maa ventes
ikke at kunne blive fremførte under Hovedfor-
hcmdlingen.

Til at opnaa de nævnteøjemed kunne alle


efter Loven tilladte Midler anvendes; videre,
end disseøjemed udkræve, maa Forundersøgelsen
ikke udstrækkes.

§ 231.

Naar Andragende om Forunderfogelse er
taget til følge, har dømmeren i Embeds Med-
før, uden at yderligere Andragende udfordres,
med størst mulig Hurtighed at foretage alle
hensigtsmæssige Skridt og benytte alle efter
Loven tilladte Midler til Ovnaaelse af For-
undersøgelsensøjemed.

Parterne (jfr. § 227) ere berettigede til
at rette Andragende til dømmeren om Fore-
tagelse af enkelte Undersøgelseshandlinger. An-
gaaende saadanne Andragender maa dømmeren
trcesse Afgjørelse; findes det, at Andragendet
ikke kan tages til følge, afsiges Kjendelse.

Ogsaa udenfor de Undtagelsestilfælde,
hvor Statsanklageren paataler for Undersøgel-
sesdømmeren, er han berettiget til at rette de
ovennævnte Andragender til denne.

§ 232.

Politiet er pligtigt at efterkomme de Paalæg,
dømmeren giver i Forundersøgelsens Interesse.
Om Udførelsen afgives skriftlig Beretning til
dømmeren.

dømmeren er berettiget til at henvende
sig med Begjæring om Retshandlingers Fore-
tagelse i en anden Retskreds til Undersøgelses-
dømmeren i denne (jfr. § 76). Ledes Forun-
dersøgelsen af et Medlem af Landsretten,
er dette fremdeles berettiget til at fordre en-
kelte Retshandlinger foretagne af undersøgelses-
dømmeren i Retskredfen.

Om Efterforskninger, fom foretages i Hen-
hold til § 225, skal dømmeren snarest mulig
underrettes.

§ 233.

Fremstilles cn Person som anholdt for retten eller møder en Sigtet frivillig uden
Rettens Tilsigelse fammen med den, der paa-
taler, bliver Sagen strar at foretage til For-
undersøgelse. Blive yderligere Retshandlinger
nødvendige, beslutter Retten det fornødne
og berammer et nyt møde.

Mindretalsforslag:

§ 231 affattes saaledes:

Om de Retshandlinger, der skulle foretages
til Opnaaelse af Forundersøgelsens Bjemed, tager
dømmeren Beslutning, ordentligvis ifølge An-
dragende af Parterne, jfr. § 227. Det paahviler
som følge heraf Politimesteren at ledsage sin
Begjæring om Foruudersøgelse med de fornødne nærmere Andragender om Indkaldelse
af Vidner m. v. Ogsaa udenfor de Undtagelses-
tilfælde, hvor Statsanklageren paataler for
Undersøgelsesdømmeren, er han berettiget til at
rette saadanne Andragender til denne.

Retshandlinger, om hvis Foretagelse Par-
terne ikke have andraget, kunne besluttes af
dømmeren paa Gmbedsvegne, naar han finder
dem fornødne forøjemedet, navnlig i den
Sigtedes Interesse.

Findes det, at et Andragende ikke kan
tages til følge, afsiges Kjendelse.


I andre Tilfælde berammer dømmeren,
efter at have modtaget Andragendet, et Rets-
møde, til hvilket den Sigtede samt andre Per-
soner, der ifølge dømmerens Beslutning skulle
afhøres, blive at indkalde. Give Forhandlin-
gerne i dette Anledning til nyt Retsmøde, træffer
dømmeren Bestemmelse herom.

Afhørelse af Vidner, Syns- eller skjøns-
mcend under Forundersøgelsen bør foregaa
uden flere eller længere Afbrydelser, end nod-
vendigt.

§ 234.

Uden Hensyn til, om -Retsmødet er ossent-
ligt eller ikke, have Parterne (jfr. § 227) or-
dentligvis Ret til at overvære og overensstem-
mende med Lovens Regler at deltage i Rets-
handlingerne under Forundersøgelsen. Samme
Ret har Statsanklageren samt i de i § 44
2 det Stykke nævnte Tilfælde den Forsvarer,
den Sigtede maatte benytte. Er den Sigtede
fængslet, bør ban henbringes til det Sted,
hvor Handlingen skal foregaa, medmindre den
sinder Sted udenfor Underretskredsen og i saa-
dan Afstand, at uforholdsmæssigt Besvær kan
forudfees at følge deraf.

Undtagelse fra foranstaaende Regel finder
Sted:

1) naar dømmeren finder Anledning til
at anvende den ham efter § 83 1ste Stykke
tilkommende Beføjelse mod nogen af de nævnte
Personer;

2) den Sigtede kan midlertidig fjernes,
naar der er Grund til at antage, at en ufor-
beholden Udtalelse af en Person, der afhøres,
ellers ikke kan opnaaes;

3) den Sigtede kan midlertidig udelukkes
fra Deltagelse, naar der er Grund til at an-
tage, at han vil modvirke Undersøgelsen paa
den i § 183 Nr. 3 omtalte Maade; har den
Sigtede begjært Deltagelse, afsiges Kjendelse
herom.

Har den Sigtede i Henhold til Reglerne
under Nr. 1—3 været udelukket, bliver
Retsbogen at oplæse for ham, naar Grunden
til hans Udelukkelse er ophort og i ethvert
Fald inden Forundersøgelsens Slutning, for-
saavidt han ej har unddraget sig forfølgning.

Fores Beviser under Forundersøgelsen for


at kunne benyttes ved Oplæsning under Hoved-
forhandlingen, skal den Sigtede være per-
sonlig tilstede, med mindre Sagen ingen Ud-
sættelse taaler, dog at Reglerne under Nr.
1—3 finde Anvendelse.

§ 235.

Om Tid og Sted for Foretagelse af Rets-
handlingerne skal dømmeren forud betimelig
underrette Parterne. Ligeledes bliver den Forsva-
rer, der maatte v^re beskikket, at underrette her-
om. I paatrcengende Tilfælde kunne Rets-
handlingerne foretages, uden at den nævnte
Meddelelse har fAndet Sted. For Tilkaldelse
af en Forsvarer, som den Sigtede overens-
stemmende med Regien i § 44 2det Stykke
vil benytte, har denne selv at sorge; der bør saavidt mulig indrommes ham Tid hertil.

Udeblivelse af nogen til Mede Berettiget
bindrer ikke Reishandlingens Foretagelse; dette
gjælder ogsaa, naar en bestikket Forsvarer
maatte forsomme at møde.

§ 236.

Politimesteren, Statsanklageren, den Sigtede
og hans Forsvarer have Adgang til at gjøre sig be-
kjendt med Retsbøgerne angaaende de under For-
undersøgelsen foretagne Retshandlinger, under
Iagttagelse af de af dømmeren givne nær-
mere Bestemmelser. Dog kan dømmeren ved
Kzendeise nægte den Sigtede og hans Forsvarer
det, naar der er Grund til at befrygte Mod-
virken af Undersøgelsen paa den i § 183 Nr.
3 ommeldte Maade; men i saa Fald skal
Gjennemfynet tilstedes inden Undersøgelsens
Slutning.

Skal der i Anledning af en Retshand-
ling under Forundersøgelsen beskikkes den Sig-
tede en offentlig Forsvarer, bør der saavidt
mulig gives denne Lejlighed til forinden at
gjøre sig bekjendt med Sagens Dokumenter.

§ 237.

afhørelse af den Sigtede om Sigtelsen
og Beviserne finder Sted overensstemmende
med Reglerne i andet Afsnit, Kap. V. Gjen-
tagen afhørelse finder kun Sted, naar ny frem-
komne Beviser give Anledning dertil, eller paa
den Sigtedes Forlangende, eller naar Beviser
fores til Benyttelse under Hovedforhandlingen.


afhørelsen sker ved dømmeren; Politimesteren
kan andrage paa, at yderligere spørgsmaal
stilles til den Sigtede.

§ 238.

Som Vidner indkaldes under Forunder-
fogelsen alle Perfoner, hvis Forklaringer
skjønnes nødvendige eller nyttige til Opnaaelse
af Underfogelsensøjemed. Begjærer nogen
af Parterne Perfoner indkaldte fom Vidner,
kan dømmeren fordre, at de Punkter i det
Mindste i Almindelighed angives, angaaende
hvilke de opgivne Personer skulle afhøres.

Vidner samt Syns- og skjønsmcend af-
høres af dømmeren (§ 143 jfr. § 159),
Parterne kunne andrage paa, at yderligere
spørgsmaal forelægges dem; dømmeren kan
overlade til dem felv at stille disse.

§ 239.

Om Tvistepunkter, fom opstaa under For-
undevsøgelsen, samt om Indsigelser, der frem-
sættes af Vidner, Syns- eller skjønsmcend,
træffes Afgjørelsen af dømmeren ved Kjen-
delse.

§ 240.

Den paabegyndte Forundersøgelse standser,
naar Statsanklageren begjærer det, fordi Sa-
gen er indbragt for den dømmende Ret;
Gjenpan af Anklageskriftet med Paitegning
om dets Indlevering til den dømmende Ret
bliver i saa Fald at fremlægge.

Fremdeles standser Forundersøgelsen, naar
forfølgning frafaldes (§§ 32 og 34). Gr-
ktcering om Frafald af forfølgning indgives
enten skriftlig til dømmeren eller fremsættes
mundtlig tii Retsbogen. dømmeren træffer
de fornødne Foranstaltninger med Hensyn til
Ophoret af de Forholdsregler af varigere
Karakter, som maatte være foranledigede ved
Forfølgningen.

§ 241.

i2tatsanklagerens Beslutning om Frafald
af forfølgning binder ikke den overordnede
Myndighed; dog maa Forfølgningens Fortsæt-
telse efter den overordnede Myndigheds Be-


slutning finde Sted inden Udløbet af to
Maaneder, med Forbehold af Reglerne om en
Stræffesags Gjenoptagelse.

§ 242.

Fremkommer der under Forundersøgelsen
Oplysning om Omstændigheder, ifølge hvilke
Politimesteren skjonner, at der vil blive
spørgsmaal om at undlade Paatale i medfør
af § 37, og som maa antages at være
Statsanklageren ubekjendte, meddeler han ham
Underretning herom, ledsaget af fornøden Ud-
skrift af Undersøgelsen. Indtil hans Beslut-
ning inden en af dømmeren fastsat Frist
indtræffer, foretages der kun saadanne Under-
søgelseshandlinger, som ikke taale Ophold.

§ 243.

Finder dømmeren, at Forundersøgelsen
er saavid^ fremmet, som densøjemed uo-
kræver, tilstiller ban Statsanklageren Udskrift
af Undersøgelsen og Tagens Aktstykker og op-
fordrer ham til, hvis han maatte snske yder-
ligere Foranstaltninger trufne fer Under-
søgelsens Slutning, at fremkomme med sit
Andragende desangaaende inden en af Dom-
nieren fastsat Frist. Ogsaa til den Sigtede
skal dømmeren gjøre Meddelelse om sin
Hensigt at slutte Forundersøgelsen og rette en
lignende Opfordring. Fremkommer intet
saadant Andragende, eller forkastes det ved
dømmerens Kjendelse, sluttes Forundersøgelsen,
og Statsanklageren underrettes herom.

§ 244.

Gr Forunderføgelse under Et indledet
mod en Perfon for flere Forbrydelser eller
mod flere Personer, og det findes, at Under-
søgelsen af en eller nogle Forbrydelser eller
med Hensyn til enkelte Sigtede er fremmet
faavidt, somøjemedet udkræver, kan dømmeren paa Andragende eller i Embeds medfør forsaavidt slutte undersøgelsen, dog i det
Første Tilfælde kun, naar ingen af de Forbry-
delser, hvis Undersøgelse ikke er møden til
Slutning, antages at medføre en strengere
Strafart.

Sluttes Forundersøgelsen for en eller


nogle af de Forbrydelser, for hvilke den samme
Person er sigtet, kan Undersøgelsen af de
andre Forbrydelser midlertidig hvile, indtil Af-
gjørelse for den eller de ferstnævnte Forbry-
delsers Vedkommende har fAndet Sted, naar
Statsanklageren forlanger det, og den Sig-
tede ikke fordrer Fortsættelse.

§ 245.

Inden Udløbet af 14 Dage efter mod-
tagen Meddelelse om Forundersøgelsens Slut-
ning skal Statsanklageren indlevere sit An-
klageskrift til den dømmende Ret; sker dette
ikke, ansees Forfølgningen for frafalden. Un-
derretning om, at Anklageskriftet er indleveret,
meddeles uopholdelig Underwgelsesdømmeren.

Kan der paa Grund af en for en anden
Forbrydelse rejst Anklage blive spørgsmaal om
at undlade Paatale i Henhold til §37Nr. 2,
er det tilstrækkeligt, at Statsanklageren inden den
nævnte Frist meddeler undersøgelsesdømmeren,
at han forbeholder sig Beslutning, indtil Af-
gjørelse af hin Anklage har fAndet Sted.
Frisken regnes i saa Fald fra Udløbet af Paa-
ankefrisken eller den endelige Dom. Fra dette
Tidspunkt regnes ogsaa Frisken, naar den
rejste Anklage afvises, fordi den hører for en
anden Ret; skal Anklagen bringes for en an-
den Ret, fordi forenede Sager adskilles, regnes
Frisken fra Rettens Beslutning herom. Finder
Statsanklageren det nødvendigt at andrage
paa yderligere Undersøgelseshandlinger, inden
Beslutning om Anklage tages, eller vil han
indstille spørgsmaalet, om An! lage skal finde
Sted, til Overftatsanklageren, eller finder han
Grund til at andrage paa en Afvigelse fra
værnethingøreglerne, er det tilstrækkeligt, at
han inden den nævnte Frist gjør de fornødne
Skridt hos vedkommende Myndighed eller
Domstol samt meddeler dømmeren dette. For-
saavidt da Sagens videre Fremme beror paa
Overstatsanklageren, forlænges Frisken en Uge;
forsaavidt den beror paa en Rets Afgjørelse
eller Virksomhed, finder en Ugesfrist Sted, fra
Meddelelsen om Afgjørelsen eller Virksom-
hedens Slutning at regne.

undersøgelsesdømmeren kan paa Andra-
gende af særegne Grunde indromme Forlæn-
gelse af de ovenfor nævnte Frisker.


Indtil Anklage er rejst, eller de nævnte Frisker ere udlobne, ansees Sagen for anhæn-
gig for undersøgelsesdømmereu.

§ 246.

Indgives efter Forundersøgelsens Slutning
Andragende om yderligere undersøgelseshand-
linger, skulle disse nojagtig betegnes i Andra-
gendet. Tages dette til følge, finoe med
Hensyn til den derved foranledigede Gjenop«
tagelse af Aorundersøgelsen de ovenfor givne
Regler Anvendelse.

Fjerde Afsnit. Qm Anklage for og Sagens Behand-
ling ved Landsretten.
Kapitel I. Om Anklagen samt om Henvisning til og F«r-
lmedelse af HonedforlMdliugcil.
§ 247.

Statsanklageren indbringer Sagen for
Landsretten red en skriftlig affattet Anklage,
som indleveres til Rettens Formand.

Ved Anklageskriftets Indlevering er Sagen
anha-ngiggjort,

§ 248.

Anklageskriftet skal indeholde:

3.) Statsanklagerens Navn.

d) Den Sigtedes Navn og hvad der ellers
maatte udkræves til hans nojagtige Be-
tegnelse, hans Bopcel eller Opholdssted,
forsaavidt det er bckjendt, med Angivelse
af, om han er anholdt eller fængslet.

o) Angivelse af den Forbrydelse, for hvilken
Anklage rejses, ved Hjælp af dens lovbe-
stemte Kjendemærker eller dens i Loven
hjemlede Betegnelse i Forbindelse med mu-
lige Strafforhojelses- og Strafnedsættelses-
grunde, samt med Tilfojelse af saadanne
særlige Omstændigheder i Henseende til
Sted, Tid, Gjenstand, Udførelsesmaade osv.,
som efter de i ethvert Tilfælde foreliggende
Forhold udkræves til dens tilstrækkelige


og tydelige Betegnelse. Tillige nævnes det
eller de Lovbud, i Henhold til hvilke Paa-
stand om Straf for den paagjældende For-
brydelse agtes nedlagt. Anklagens Gjen-
stand kan angives alternativt, saavelsom
principalt og subsidiært.
6) Begzcering om, at Sagen maa henvises
til Hovedforhandling. Det maa udtrykke-
lig bemærkes, om og i Henhold til hvilken
Lovbestemmelse der andrages paa Med-
virkning af Noevninger eller paa Forhand-
ling for Landsretten uden saadan Med-
virkning. Det Lovbud eller den Afgjø-
relse, som hjemler det valgte værnething, bør paaberaabes.

Hverken Udviklinger om de mod den Sig-
tede forhaandenværende Beviser eller af Rets-
spørgsmaal maa sindes i Anklageskriftet.

Omfatter Anklagen flere Sigtede eller flere
strafbare Handlinger af den samme Eigtede,
bliver hver af disse punktvis at ommelde.

§ 249.

Med Anklageskriftet skulle følge Dokumenter
og andre synlige Bevismidler, som Anklageren
har i Hcmde, og som agtes fremlagte under
Sagen, de i § 219 tredie Stykke ommeldte
Beretninger samt Udskrift af Retshandlinger,
som maatte have fAndet Sted under Efter-
forskningen, og af Forundersøgelsen, naar en
saadan har været foretagen.

Endvidere skulle medfølge saa mange Gjen-
parter af Anklageskriftet, som der er Sigtede.

§ 250.

Samtidig med Anklageskriftets Indlevering
skal Anklageren tilstille Rettens Formand en
førtegnelse, med Genpart for den Sigtede,
over de Beviser, som han agter at fremfore
under Hovedforhandlingen, med Bemærkning
om, hvad han ved disse vil godtgjøre, og i
Forbindelse dermed fremsætte sine til Bevis-
førelsens Forberedelse sigtende Andragender til
Retten.

Andre Andragender til Retten, sigtende til
at fremme Stræffesagens Formaal. saafom om
den Eigtedes Anholdelse eller fængsting, Be-
slaglæggelse af hans Formue o. s. fr., staa
Anklageren aabne, saasnart Anklageskriftet er


indleveret; de fremsættes skriftlig og tilstilles
Rettens Formand.

§ 251.

Naar Rettens Formand finder,

1) at Anklageskriftet ikke tilfredsstiller Lovens
Fordringer,

2) eller at den Forbrydelse, for hvilken An-
klage er rejst, er udelukket fra Paakjendelse
ved Landsretten, uden at dette beror
paa skjøn over Stræffens rimelige Stor-
relse, og uden at Sammenhæng med en
anden Stræffesag deri gjør Forandring,

3) eller at Sagen ikke er indbragt for ret
værnething,

4) eller at Anklageren ikke er paataleberet-
tiget,

5) eller at Handlinger af den Art, Anklagen
angaar, ikke ere Gjenstand for Straf,

6) eller at forfølgning er udelukket ved For-
celdelse, uden at dette beror paa skjøn
over Stræffens rimelige størrelse, eller af
lignende Grund er utilstedelig,

og naar derhos, hvis Manglen kan afhjælpcs,
det fornødne i saa Henseende ikke sker inden
en af Formanden fastsat Frist, sammentræder
han med tvende Medlemmer af Retten til Af-
gørelse af spørgsmaalet, om Henvisning af
Anklagen til Hovcdforhandling strax skal nægtes,
uden at videre Foranstaltninger træffes i An-
ledning af samme. Anklageren gives der
Lejlighed til for Afgjørelsen at udtale sig
skriftlig eller mundtlig.

nægtes der Anklagen Fremme, afsiges
Kjendelse herom.

§ 252.

Finder Retten ikke strax i Embeds Med-
for at burde nægte Anklagen Fremme, med-
deler Rettens Formand den Sigtede Gjenpart
af Anklageskriftet og Bevisførtegnelsen. Ved
Meddelelsen affordres den Sigtede Erklæ-
ring, om han selv har valgt en Forsvarer;
hvis dette ikke er Tilfældet, beskikker Formanden
efter Omstændighederne Forsvarer, hvem lige-
ledes gjenparter Milles.

Hensidder den Sigtede i fængsel paa et
andet Sted end Rettens sæde, og det er
givet, at Hovedforhandlingen skal foregaa her,
kan Rettens Formand allerede paa dette Tids-
punkt foranstalte ham henbragt til samme.


§ 253.

Rettens Formand fastsetter en Frist for
den Sigtede og den beskikkede Forsvarer til
Indgivelse af de i § 254 ommeldte Andra-
gender til Retten.

Frisken bestemmes saaledes, at der bliver
tilstrækkelig Lejlighed for de Paagjældende til
at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker,
hvortil saavel den Sigtede som hans Forsvarer,
være sig valgt eller bestikket, efter den sted-
fundne Meddelelse have Adgang; om de For-
anstaltninger, der ere trufne med Hensyn her-
til, gives fornøden Underretning. Frisken kan
af Formanden forlamges, naar det begjæres,
og færegne Grunde findes at tale derfor.

§ 254.

Den digtede og den beskikkede Forsvarer
have Adgang til, inden Udløbet af den i §
253 ommeldte Frist,

1) at andrage paa, at der, førend Sagen vi-
dere fremmes, foretages Forundersøgelse,
hvis en saadan ikke har fAndet Sted, eller
at en stedfunden Forunderfogelse fuldstæn-
diggjøres, naar det angives, at nærmere
betegnede Oplysninger derved kunne frem-
skaffes, som ville fjerne Mistanken mod
den Sigtede eller godtgjøre Grunde til
Straffrihed;

2) at andrage paa, at Henvisning af Ankla-
gen til Hovedforhandling maa blive nægtet,
naar det paastaaes, at enten nogen af de
i § 251 nævnte Omstændigheder fore-
ligger, eller at der ved de stedfundne
Efterforskninger eller Forundersøgelsen ikke
er fremkommet rimelig Grund til Mis-
tanke mod den Sigtede eller er oplyst
Omstændigheder, som begrunde hans
Straffrihed;

3) at fremkomme med Andragender og Er-
klæringer om Sagens Henvisning til næv-
ninger eller til Landsretten uden Næv-
ninger ;

4) at indlevere en førtegnelse over Beviser,
som agtes fremførte under Hovedforhand-
lingen, med Bemærkning om, hvad der
ved disse skal godtgjøres, og i Forbindelse
dermed at fremsætte Andragender til


Retten, sigtende til Bevisførelsens For-
beredelse.

Ovennævnte Andragender indgives skriftlig
til Rettens Formand tilligemed Gjenpart, som
tilstilles Anklageren.

Er den Sigtede fængstet, blive hans An-
dragender og Erklæringer paa Begjæring at
modtage af Underfogelsesdømmeren til Reis-
bogen; denne har ved Anklageskriftets Med-
delelse udtrykkelig at gjøre ham opmærksom
paa den ham efter nærvceiende Paragraf til-
kommende Net. Udskrift af Retsbogen tilstilles
snarest mulig Rettens Formand, som meddeler
Anklageren, naar og hvor Adgang til Gennem-
syn af samme staar ham aaben.

Den beskikkede Forsvarer kan ikke mod
den Sigtedes Villie andrage paa nægtelse af
Henvisning til Hovedforhandling af Grunde,
som Retten ikke i Embeds medfør kan tage
i Betragtning, ej heller paa Henvisning til
nævninger, medmindre han antager den
hjemlet ved § 11 Nr. 1.

§ 255.

Andre Andragender til Retten end de i
§ 254 ommeldte, hvortil der med Hensyn til
den anhamgiggjorte Sag findes Anledning for
Hovedforhandlingen, ftaa den Sigtede, den be-
skikkede Forsvarer eller andre Vedkommende aabne,
saasnart Meddelelse af Anklageskriftet har fAndet
Sted. De fremsættes skriftlig og tilstilles
Rettens Formand; er den Sigtede fængstet,
har han Ret til at fremsætte dem til Retsbogen
for Undersøgelsesdømmeren, som snarest mulig
tilstiller Rettens Formand fornøden Udskrift.

§ 256.

Efter Udløbet af den fastsætte Frist
eller tidligere, hvis det begjæres af den
Sigtede og den beskikkede Forsvarer, træffes
Afgjørelse, om Sagen skal henvises til Hoved-
forhandling, og i bekræftende Fald, om den
skal henvises til nævninger eller ikke, samt om
Forening eller Adskillelse af Sogsmaal. I
Forbindelse hermed træffes Afgjørelse om For-
anstaltninger sigtende til Bevisførelsens For-
beredelse eller iøvrigt til Opnaaelsen af Stræffe-
sagens Formaal; dog bør forsaavidt Friskens


Udlob ikke afventes, naar Forholdene ikke til-
stede Opsættelse.

Retten træffer Afgjørelsen:

1) angaaende de i § 254 Nr. 1 og 2 om-
meldte Andragender, famt naar Anklagen
i Gmbeds Medfgr nægtes Fremme;

2) angaaende Andragende om Henvisning til
Nceuninger udenfor Lovens almindelige
Regler, famt naar Eporgsmaalet, om en
Sag i Henhold til disse skal henvifes til
Nævninger eller ikke, enten er omstridt
mellem Parterne, eller, uden at dette er
begrAndet i den Eigtedes Valgret, afgjøres
i Strid med Anklagerens BegM'ing;

3) angaaende Foranstaltninger i Bevisforel-
sens eller iøvrigt i Sagens Interesse
med Undtagelse af Beslutning om Vid-
ners eller Syns- eller skjønsmcends Ind-
kaldelse til Hovedforhandlingen samt For-
anstaltninger, der ere vaatrcengende.
Andre Afgzorelser end de ovenfor nævnte

kunne træffes af Formanden i Rettens Navn.
Forend Afgjørelsen træffes, kan Forman-
den eller Retten indhente Oplysninger og Er-
klæringer, ved Undersøgelsesdømmeren lade afhøre Vidner m. V. Adgang til herved frem-
komne nve Aktstykker staar Parterne aaben
efter Formandens ncennere Bestemmelse.

§ 257.

Om de spørgsmaal, som i Henhold til
§ 256 skulle afgjøres af Retten, tages Be-
stemmelse af Rettens Formand i Forbindelse
med to andre Medlemmer. Afgjørelsen
træffes i et ikke offentligt Retsmøde, som
Anklageren, den Sigtede og dennes Forsvarer
have Ret til at overvære, og i hvilket de
nærmere kunne begrunde de af dem frem-
sætte Andragender, fom foreligge til Afgjørelse.
Rettens Formand underretter dem betimelig
om mødets Afholdelse. Henfidder den Sig-
tede i fængsel paa et andet Sted, end det,
hvor Retten holdes, skal han dog kun, naar rettens Formand finder, at særlige Grunde
tale for at efterkomme hans Begjæring derom,
M-anstaltes henbragt til mødet; i modfat
Fald kan han enten indgive en skriftlig Ud-
talelse til Retten til Begrundelse af sine An-
dragender, eller afgive sin erklæring til Rets-


bogen for Undersøgelsesdømmeren, som snarest
mulig indsender Udskrift til Rettens Formand.
Udeblivelse af nogen til Msde Berettiget
hindrer ikke Afgjørelsen af de foreliggende
spørgsmaal.

§ 258.

Sagen kan ved Kjendelse henvises til
Forundersøgelse, naar der, efter hvad der fore-
ligger, findes ikke at mangle rimelig Grund
for et herom fremsat Andragende, eller i Em-
beds medfør, naar det findes fornødent, forend
Beslutning tages i Anledning af et Andragende
om at nægte Anklagen Fremme.

Om Forundersøgelsen gjælde de i 3die
Afsnit Kap. II givne Regler med de af
Sagens Stilling flydende Lempelser. Udskrift
af famme tilstilles Rettens Formand og An-
klageren; den Sigtede og hans Forsvarer have
Ret til at gjøre sig bekjendt med den efter
Formandens nærmere Beslutning.

Efter at have modtaget Udskrift af den
sluttede Forunderwgelse, har Anklageren inden
en Uge at indlevere nyt Anklageskrift, forsaa-
vidt han ikke vil henholde sig til det tidligere
indgivne.

§ 259.

Anklagens Henvisning til Hovedforhand-
ling kan nægtes, naar et herom fremsat
Andragende sindes begrAndet, eller i Embeds
medfør, naar nogen af de i § 251 nævnte
Omstændigheder findes at foreligge. Det er
ikke til Hinder for at nægte Anklagen Fremme
af en af de sidstmeldte Grunde, at Retten ikke
har fAndet Anledning til i Henhold til § 251
strax at nægte Henvisning.

Om nægtelsen, som kan omfatte Anklagen
i det Hele eller for en Del, afsiges Kjendelse.

Er der nægtet Anklagen Fremme delvis,
paahviler det Anklageren inden en af Rettens
Formand ved Kjendelsens Meddelelse fastsat
kort Frist at indlevere et overensstemmende
med Kjendelsen rettet Anklageskrift. Sker dette
ikke, ansees Forfølgning for frafalden.

§ 260.

Ved Afgjørelsen af Andragender om Ind-
kaldelse af Vidner eller om Udmeldelse eller


Indkaldelse af Syns- eller skjønsmcend bliver
det at tage i Betragtning, om der er Grund
til deraf at vente noget Udbytte til Sagens
Oplysning, hvorved navnlig tages Hensyn til,
om der foreligger en fuldstændig og troværdig
Tilstaaelse af den Sigtede, eller om flere Vid-
ner ere bragte i Forstag til at forklare om et
og samme Punkt. Naar den Sigtede har andraget
paa Indkaldelse af Vidner, kan det gjøres til
Betingelse for at tage Andragendet til følge,
at Sikkerhed stilles for de derved foraarsagede
Udgifter.

Bestemmelser om Foranstaltninger sigtende
til Bevisførelsens Fremme eller iøvrigt til at
fremme Stræffesagens Formaal kunne ogsoa
træffes i Embeds medfør; en særegen Far-
tegnelse affattes over Beviser, som i Henhold
hertil blive at frcmføre under Hovedforhand-
lingen.

§ 261.

Om Afgjørelser i Sagen, som træffes i
Henhold til Bestemmelserne i dette Kapitel,
underrettes alle Vedkommende.

Er Sagens Henvisning til Hovedforhand-
ling besluttet, giver Formanden i Henhold
hertil Anklageskriftet fornøden Pæpegning.
Paahviler det Anklageren ifølge § 259 sidste
Stykke at indkomme med et rettet Anklage-
skrift, sier Paategningen, naar dette er ind-
leveret og af Formanden fAndet fremmende
med Rettens Kjendelse.

De følger, som ved Lovgivningen ere
knyttede til den Omstændighed, at en Perfon
er sat under Tiltale for en Forbrydelse, ind-
træde, naar Henvisning til Hovedforhandling
af den rejste Anklage er besluttet overens-
stemmende med foranstaaende Regler.

§ 262.

Formanden berammer Dagen, paa hvilken,
eller, forsaavidt Sagen skal behandles i en af
de regelmæssig tilbagevendende Samlinger. og
Dagen endnu ikke kan angives, Samlingen,
hvilken Hovedforhandling af den henviste Sag skal finde Sted; i sidste Fald berammes Dagen
saa snart ske kan.


Det iagttages, at den nærmeste Tcegtedag
eller Samling vcelges, som Forholdene tilstede,
og til hvilken der kan gives alle Vedkommende
behorigt Varsel.

Ordentligvis bør den Sigtede have en
Uges Varsel til Dagen eller Samlingen;
kortere Varsel kan vcelges, naar den Sigtede
og Forsvareren begjære det eller samtykke deri;
længere Varsel kan vcelges, naar Rettens
Formand sinder, at det almindelige Varsel af
særegne Grunde er utilstrækkeligt.

En senere Tcegtedag end den, der vilde
følge af orenstaaende Regel, kan berammes,
naar særegne Grunde findes at gjøre en Af-
vigelse nødvendig.

§ 263.

Om Verammelsen af Hovedforhandlingen
underretter Rettens Formand Anklageren, For-
svareren samt i nævningeiager Formanden
for Udvalget til Aarslistens Dannelse.

Den Sigtede indkaldes til det berammede
Mede ved en skriftlig Stcevning, som udstedes
as Rettens Formand i Rettens Navn. Om
de Foranstaltninger, som ere trufne for at
give alle Vedkommende behorig Adgang til
Gjennemfyn af Sagens Aktstykker, meddeles
samtidig Underretning, Vidner samt Syns-
og skjønsmcend, hvis Indkaldelse til Hoved-
forhandlingen er besluttet, indkaldes af For-
manden.

Hensidder den Sigtede i fængsel eller
Vidner, Syns- eller skjønsmcend i Forvaring
paa et andet Sted end det, hvor den beram-
mede Hovedforhandling skal foregaa, foran-
stalter Rettens Formand dem betimeligt hen-
førte til dette.

§ 264.

Over nævningesager og andre Stræffe-
sager, som ere berammede til Foretagelse i
en af Rettens Samlinger, affattes der af
Rettens Formand med Retsskriuerens Bi-
stand en famlet RetsUte, hvori angives de
Sager, som ville blive fortagne, samt faavidt
mulig de Dage, til hvilke de enkelte Sager ere
berammede. Denne Retsliste bekjendtgjøres en
Uge for Retssamlingens Begyndelse ved Op-
slag paa det Sted, hvor Retten skal holdes.


Senere Forandringer eller Tillæg, som
gjøres for eller under Samlingen, indfores
strar paa Retslisten.

Over Sager, som berammes til Fore-
tagelse udenfor Samlingerne, affatles for bver
enkelt Retsdag en Retsliste, som bekjendtgjøres
ved Opslag mindst 3 Dage for Retsdagen;
Forandringer eller Tillæg indfores strar.

Retslisten optages strar i en Retsbog,
som fores dels for nævningesager dels for
andre Stræffesager.

§ 265.

Naar det er overdraget et Medlem af
højesteret at være Formand for Landsretten,
hvad nævningesager angaar, paahviler det
ham i betimelig Tid for Samlingens Be-
gyndelse at roere tilstede ved rettens sæde,
!)g derefter, om fornøden: med Bistand
af den for andre Stræffesager beskikkede For-
mand, at væretage de efter ovenstaaende Reg-
ler Rettens Formand paahvilende Pligter med
Hensyn til de Sager, som ere eller blive hen-
viste til nævninger.

§ 266.

Naar under en stedfindende Hovedforhand-
ling Anklage for andre Handlinger rejses, kan
denne uanset Reglerne i dette Kapitel strax
medtages under Forhandlingen, naar enten den
Sigtede og den beskikkede Forsvarer indvilge
deri, eller den Forbrydelse, som den nye An-
klage angaar, er begaaet af den Sigtede un-
der selve Hovedforhandlingen, og naar Retten
iøvrigt Intet finder til Hinder derfor. Ankla-
gen kan da fremsættes mundtlig til Retsbogen.


Kapitel II. Om Forandringer i Anklagen eller i de om
Henvisning og Hovedforhanolingens Forberedelse
trufne Bestemmelser.
§ 267.

Forandringer i Anklagen, som ikke i nogen
væsentlig Grad forandre eller besvoerligg>ore For-
sværet, kunne af Anklageren foretages, faa længe
Sagen ikke er optagen til Dom eller til at
forelægges Nævningerne.

Andre Forandringer i Anklagen, hvad
enten disse have Henfyn til Handlingens ret-
lige Karakter eller de særlige Omstændigheder,
hvormed Handlingen er betegnet, tilstedes kun,

1) naar de foretages, førend Henvisning
til Hovcdforhandling har fAndet Sted, eller
dog paa et saadant Tidspunkt, at en Forha-
ling af Hovedforhandlingen ikke vil følge deraf,

2) eller naar der inden Sagens Optagelse
er fremkommet nye Beviser eller Kjendsgjer-
ninger mod den Sigtede, som vilde give
Hjemmel til Genoptagelse af en Stræffesag,
i hvilken forfølgning er frafalden.

§ 268.

Om Forandringer i Anklagen gjøres der
Meddelelse til Retten skriftlig eller, hvis de
fremkomme under Hovedforhandlingen, mundt-
lig til Retsbogen. Finder Retten ikke Anled-
ning til strax at tilbagevise Forandringen,
gives der den Sigtede og den beskikkede For-
svarer Lejlighed til i den Anledning at udtale
sig, hvortil efter Omstændighederne indrommes
en Frist. Er der Strid om Forandringens
Tilstedelighed, eller tilbagevises den, eller til-
stedes den i medfør af Reglen i § 267 Nr. 2.
affiger Retten Kjendelse; i andre Tilfælde træffer
Formanden Afgjørelsen. Tilstedes under Ho-
vedforhandlingen Anklagens Forandring i Hen-
hold til Reglen i § 267 Nr. 2, bliver Sagen
at udsætte, medmindre den Sigtede og hans
beskikkede Forsvarer give Afkald herpaa.

§ 269.

Foreligger der rimelig Grund til at an-
tage, at faadanne nye Beviser eller Kjends-
gjerninger ville komme for Dagen, som efter


Reglen i § 267 Nr. 2 hjemle Forandring i
Anklagen, kan Retten paa Anklagerens Begjce-
ring ved Kjendelse henvise Sagen til For-
undersøgelse; Anklageren har da inden en
Uge efter Modtagelse af Udskrift af denne
at fremsætte de Andragender, hvortil han
finder Anledning.

§ 270.

Er der, efter at Sagen er henvist til
Hovedforhandling, kommet nye Beviser for
Dagen eller indtraadt nye Kjendsgjerninger,
som vilde have ført til paa Andragende eller
i Embeds medfør at nægte Anklagen Fremme,
kan Retten hæve Sagen ved Kjendelse, naar
Beslutning derom kan tages for Hovedfor-
handlingens Begyndelse uden dennes Ud-
sættelse eller paa en Tid, da denne af anden
Grund er udsat.

Under tilsvarende Forudsætninger kan Be-
slutningen om Sagens Henvisning til næv-
ninger eller til Landsretten uden nævninger
forandres; er denne kun en følge af Bestem-
melsen om Sagens Forening eller Adskillelse,
kommer Reglen i § 272 til Anvendelse.

§ 271.

Fremkommer der, efter at Sagen er hen-
vist til Hovedforhandling, nye Grunde til at
antage, at Oplysninger kunne fremskaffes, som
ville fjerne Mistanken mod den Sigtede eller
godtgjøre Grunde til Straffrihed, eller giver
det under Hovedforhandlingen Fremkomne ri-
melig Grund til at antage Saadant, kan Retten
paa Andragende eller under sidstnævnte For-
udsætning i Embeds medfør henvise Sagen til
Forundersøgelse ved Kjendelse. Anklageren
har da inden en Uge efter Modtagelsen af
Udskriften af denne at fremkomme med de
Andragender, hvortil han finder Anledning.

§ 272.

Forandring i de tagne Beslutninger om
Sagens Adskillelse og Forening, kan gjøres af
Rettens Formand, indtil Afgjørelse i Sagen
har fAndet Sted.

§ 273.

Andre Beviser end de paa de til Retten


indleverede førtegnelser opførte kunne fremfores
under Hovedforhandlingen, naar de anmeldes,
forend Sagen er henvist, eller dog saa betime-
lig, at Modparten kan erholde Meddelelse om
dem mindst 4 Dage for Hovedforhandlingens
Begyndelse, uden at dennes Udsættelse derved
bliver nødvendig. I andet Fald kan det uden
Modpartens Samtykke kun finde Sted, naar
nye Beviser ere komne for Dagen, eller senere
af Modparten anmeldte Beviser stjsnncs at
give Grund dertil, eller naar Retten iøvrigt
paa Andragende af særegne Grunde giver
Adgang dertil.

Retten cg udenfor Hovcdforhandlingen
efter Omstændighederne (jfr. § 256 Nr. 3)
Formanden har Befoselse til i Embeds Med-
for at tage Bestemmelse om Bevisers førelse,
som findes nødvendige til Sagens Opklaring,
uden anden Begrænsning end den, Sagens
Stilling medfører.

§ 274.

Udsættelse as den berammede Hovedfor-
handling kan for Forhandlingens Begyndelse
besluttes af Rettens Formand, naar enten
Hensyn til Retten eller andre Aarsager, saci-
som den Sigtedes Flugt, uovervindelige For-
hindringer for Parterne, den beskikkede For-
svarer, uundværlige Vidner eller Syns- og
Skisnsmcend, Forandringer i Anklagen, senere
Henvisning til Forundersøgelse, nye Bevisers
Anmeldelse m. v. findes at gjøre Udsættelsen
nødvendig.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræde for
Hovedforhandlingen, paahviler det enhver Ved-
kommende snarest mulig at underrette Rettens
Formand.

Om Sagens Udsættelse skal Rettens For-
mand snarest mulig og saavidt mulig, førend
den berammede Hovedforhandling skulde have
fAndet Sted, underrette alle Vedkommende,
deriblandt de Vidner og skjønsmoend, som
allerede maatte være indkaldte.

§ 275.

Viser det sig, at Intet er til Hinder for
en Sags Berammelse til en tidligere Tcegtedag
end den oprindelig bestemte, kan Rettens For-
mand foretage en ny Berammelse og træffe


de Foranstaltninger, som derved gjøres nod-
vendige.

§ 276.

Med Hensyn til de i dette Kapitel om-
meldte Afgjørelser af Retten eller Formanden,
som træffes udenfor Hovedforhandlingen, finde
Reglerne i §§ 256 i Slum,, 257 og 261 1ste Stykke Anvendelse. Ligeledes finde Reg-
lerne i forrige Kapitel om Meddelelser til
Parterne samt om Adgang til at gjøre sig be-
kjendt med fremkomne Aktstykker tilsvarende
Anvendelse. Forundersøgelse, som finder Sted
i Henhold til ovcnstaaende Bestemmelser, følger
Reglerne i tredic Afsnit Kap. II. med de af
Sagens Stilling følgende Lempelser.

Kapitel III. Almilldelilff Vcstmmelftr om Hovcdforhaildlingell
for Llludsretten.
§ 277.

Under Hovedforhandlingen afsiges dømmen, efterat Bevisførelse har fAndet Sted og
Parterne ere horte.

§ 278.

De til Sagens Afgjørelse kaldede dømmere samt en til at fore Retsbogen bemyn-
diget Person skulle være tilstede under hele
Hovedforhandlingen. Det Samme gjælder om
Nævningerne, indtil deres erklæring er af-
given.

Ved Forhandlinger, som forudsees at blive
af længere Varighed, kunne Grstatningsdømmere
medtages; disse have at overvære Forhandlin-
gen samt, naar det paa Grund af en dømmers Forfald bliver nødvendigt, efter Tjeneste-
alder at indtræde i dennes Sted.

Med Hensyn til Erstatningsnævninger
gjælder Reglen i § 311.

Retsskriverens Hverv kan, naar det maatte
gjørcs fomødent, udfores af forskjellige Per-
soner efter hverandre.

§ 279.

Statsanklageren samt den beskikkede For-


svarer stulle være tilstede under hele Hovedfor-
handlingen, saalænge de have Adgang til at
faae Ordet under samme; dog er herved ikke
udelukket, at forfkjellige Personer udfore Stats-
anklagerens eller den beskikkede Forsvarers
Hverv i Sagen.

Udebliver Statsanklageren enten ved
Hovedforbandlingens Begyndelse eller i løbet
af denne, udsættes Sagen. Det Samme gjæl-
der, naar den beskikkede Forsvarer udebliver,
eller naar den valgte Sagforer ikke møder i
Tilfælde, hvor dette vil gjøre en Beskikkelse
nødvendig, medmindre Omstændighederne maatte
gjøre det muligt for Formanden at beskikke en
Forsvarer, som strar kan udføre Hvervet.

§ 280.

Den Sigtede stal, forsaavidt Loven ikke
hjemler Undtagelser, personlig være tilstede ved
hele Hovedforhandlingen, saalænge han har
Adgang til at faae Ordet under samme.

Udebliver den Sigtede ved Hovedforhand-
lingens Begyndelse eller i løbet af denne, og
Tilfældet ikke er af den Beskaffenhed, at han
strar kan bringes tilstede, udsættes Sagen.

§ 281.

Bliver den Sigtede i løbet af Hoved-
forhandlingen saa syg, at han ikke længere
kan være tilstede, kan Sagens Behandling
fortfættes, naar Retten efter Forhandlingens
Standpunkt og det under samme Fremkomne skjonner, at Udfaldet utvivlsomt vil blive Fri-
findelse.

§ 282.

Formanden kan beslutte, at en Sigtet skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller
en Medsigtet afhøres, naar særegne Grunde
tale for, at en uforbeholden Udtalelse af denne
ellers ikke kan opnaaes.

Er en Sigtet i medfør af foranstaaende
Bestemmelse aftraadt, skal afhørelsen gjentages
efter de almindelige Regler, naar han atter
indlades i Retssalen.

Ovenstaaende Regler gjælde ogsaa med
Hensyn til de i Henhold til § 45 Nr. 2
valgte Forsvarere.


§ 283.

Naar en Sigtet fjernes fra Retssalens i
Henhold til § 83, kan Forhandlingen fort-
sættes, hvis Formanden ikke finder en Udsæt-
telse nødvendig.

Den Sigtede bør i saa Fald, saasnart
og saavidt hans Adfærd gjør det muligt, atter
indfores i Retssalen og gjøres bekjendt med
det under hans Fraværelse Forefaldne; saa

bør der og, forsaavidt det ester Forhandlingens
Standpunkt endnu er muligt, gives ham Ad-
gang til at fremkomme med, hvad han under
almindelige Forhold vilde havt Lejlighed til.

Lignende Regler gjælde med fornøden
Lempelse, naar Ordet fratages den Sigtede i
Henhold til § 83 eller § 288.

§ 284.

Naar Hovedforhandlingen er begyndt,
fortsættes den saavidt mulig uafbrudt, indtil
endelig Afgjørelse har fAndet Sted.

Rettens Formand afbryder Forhandlingen,

a) naar han af Hensyn til den fornødne
Hvile for de medvirkende Personer finder det
nødvendigt at udsætte eller slutte Retsmødet;

d) naar han beslutter Sagens Ud-
sættelse.

Finder Afbrydelsen Sted, efterat den
Sigtedes afhørelse angaaende Anklagen var
begyndt, kan Rettens Formand beslutte, at
Forhandlingen, fra og med den Sigtedes Af-

hørelse, skal gjentages, naar Sagen atter kom-
mer for.

§ 285.

Naar Forhandlingen afbrydes, fordi Rets-
mødet udsættes eller sluttes, fortsættes den hen-
holdsvis til den for Retsmødets Gjenoptagelse
af Formanden fastsætte Tid eller i det næste
paafølgende Retsmøde.

Sker Afbrydelse paa Grund af Sageus
Udsættelse, tilkendegives det alle Vedkommende,
at de skulle møde til den Tid, som berammes
i Retsmødet, eller hvorom senere Meddelelse
sinder Sted.

§ 286.

Efterat Hovedforhandlingen er begyndt,

bør Formanden kun udsætte Sagen, være sig


paa Andragende eller i Embeds medfør. naar
det ifølge Lovens Bud eller iøvrigt af vigtige
Grunde findes nodvmdigt.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræde paa
en Tid, da Hovedforhandlingen er udsat, paa-
hviler det enhver Vedkommende snarest mulig
at underrette rettens Formand, for at Be-
stemmelse om Udsættelsen om mulig kan tages
og Meddelelse til alle Vedkommende fnde Sted,
førend Sagen paany skulde have Været for.

§ 287.

Hovedforhandlingen er mundtlig- Skrift
anvendes kun i det Omfang, i hvilket Loven
særlig bestemmer det.

Ved de mundtlige Udtalelser benyttes
frit Foredrag; Oplæsning tilstedes kun, hvor
Loven hjemlcr det.

§ 288.

Rettens Formand leder Hovedforhandlin-
gen. Han bestemmer rækkefølgen af de enkelte
Dele af Forhandlingen, forsaavidt Loven ikke
indeholder Forskrifter derom. Ingen maa tage
Ordet uden ifølge hans Tilladelse; han kan
fratage den Part Ordet, som ikke vil rette
sig efter hans Ledelse. Han drager Omsorg
for saavidt mulig at fjerne Alt, hvad der til
Unytte trackker Forhandlingen i Langdrag, og
flutter Forhandlingens enkelte Dele, naar han
anser det foreliggende Emne for tilstrækkelig
behandlet.

Om Slutning af Bevisførelsen i det Hele
eller om et enkelt Punkt, førend alle Beviserne
ere fremførte, samt om Gjentagelse af den
sluttede Bcvisførelse, tager Retten Beslutning.

§ 289.

Omfatter Hovedforhandlingen Anklage mod
den samme Person for flere strafbare Hand-
linger eller Anklage mod flere Perfoner, skal
Formanden ordentligvis lade Forhandlingen
foregaa og tilendebringe postvis for de enkelte
Forbrydelser. dømmen omfatter alle Anklage-
punkterne under Et.

§ 290.

Fremsættes Afvisningspæstand, eller an-
tager Rettens Formand, at Omstændigheder


ere tilstede, iislge hvilke der kan opsiaa spørgs-
maal om Afvisning, kan han udsætte eller
standse Forhandlingen om Sagens Realitet og
sætte Afvisningsspørgsmaalet særlig under
Forhandling. Naar Nfvisningsdom ikke af-
siges fortsættes den afbrudte Forhandling.

Tilsvarende Regler finde Anvendelse, naar
der opstaar spørgsmaal, om Anklageren er
pætaleberettiget.

§ 291.

Den Sigtede høres af Rettens Formand
angaaende Sigtelsen og de Beviser, som frem-
fores mod ham. dømmerne og Nævningerne,
Anklageren og Forsvareren kunne andrage paa,
at yderligere spørgsmaal stilles til ham.
dømmerne og Nævningerne have ogsaa Ret
til selv at rette enkelte spørgsmaal til den
Sigtede, efter dertil at have faaet Ordet af
Formanden.

§ 292.

Bevis kan fores baade direkte og indirekte.
Alt, hvad der efter sin Natur er i Stand til
at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyt-
tes som Bevis, forsaavidt Loven ingen Ind-
skrænkning gjor.

§ 293.

Bevisførelsen er nærmest Parternes Sag;
de ere ikke udelukkede fra at fore Vidner, som
Retten har nægtet at indkalde, forsaavidt
§273 ej er til Hinder; men de saaledes førte
Vidner have intet Krav paa Godtgjørelse af
det Offentlige.

Parterne afhøre selv de ifølge Andra-
gende af dem indkaldte eller af dem fremstillede
Vidner, Syns- eller skjønsmcend. Naar Par-
tens Til'porgfel om et Punkt er tilendebragt,
er Modparten berettiget til nærmere at ud-
spørge med Hensyn til dette.

Skal paa en Parts Begjæring Oplad-
ning af Dokumenter og Aktstykker finde Sted
for Bevisførelsens Skyld, beslutter Rettens
Formand, om Opløsningen skal ste ved Par-
ten eller ved Retsskriveren.

§ 294.

Rettens Formand vaager over, at util-


bsrlige, navnlig forvirrende spørgsmaal ikke
finde Sted ved Afhørelsen af Vidner og Syns-
eller skjønsmcend. Sker Afhørelsen trods For-
mandens Paalæg og Irettesættelser paa util-
bsilig Maade eller paa en Maade, som ikke
er egnet til at bringe Sandheden for Dagen,
eller som gaar udenfor Sagen, kan han und-
drage den paagjældende Part Afhørelsen og
selv overtage den. skjønner han, at Afhørel-
sens Fortsættelse ikke kan bidrage til Sagens
Oplysning, kan han slutte den.

Formanden er berettiget og forpligtet til,
naarsomhelst han i Sandhedens Interesse finder
Grund dertil, at rette spørgsmaal til den,
som afhøres. Har den Sigtede hverken be-
skikket eller valgt Forsvarer, overtager For-
manden Afhørelsen paa hans Vegne.

§ 295.

Vidner og Syns- eller skjønsmcend,
som fremstilles efter rettens eller Formandens
Beslutning i Ginbeds medfør, afhøres af For-
manden; dog er han befsjet til at overlade
Afhørelsen til Parterne efter foranstaaende
Regler.

Sker Afhørelse ved Rettens Formand,
kunne Parterne andrage paa, at yderligere
spørgsmal stilles; Formanden kan overlade
det til dem selv at stille saadanne enkelte
spørgsmaal.

Skulle ifølge Beslutning i Embeds medfør
Dokumenter og andre Aktstykker oplæses for
Bevisførelsens Skyld, sker Oplæsning ved
Retsskriveren.

§ 296.

dømmerne og Nævningerne ere berettigede
til at rette spørgsmaal til de fremstillede
Vidner, Syns- eller skjønsmcend, efter at
have erholdt Ordet af Formanden.

§ 297.

De afhørte Vidner samt Syns- eller
skjønsmcend forblive tilstede under den senere
Forhandling, indtil Formanden, efter at have
givet Parterne Lejlighed til derom at udtale sig,
tillader dem at forlade Retten ubetinget eller
mod at blive tilstede i nærheden. Retten kan
paa Begjæring eller i Embeds medfør lade


dem afhøre paany, naar dertil findes Anled-
ning, sir. § 144.

Formanden kan paa Begjæring af en Part
eller i Embeds medfør bestemme, at et Vidne
midlertidig skal forlade Retssalen, naar en
uforbeholden Forklaring af et andet Vidne ellers
ikke kan ventes.

Vidnerne samt Syns- eller skjønsmcend
maa ikke forelægge den Sigtede eller hver-
andre spørgsmaal, men de kunne andrage paa,
at de selv eller et andet Vidne eller den Sig-
tede yderligere afhøres om angivne Punkter i
detøjemed at fuldstændiggjøre eller berigtige
forudgaaende Udsagn.

Syns- eller skjønsmcend kunne i Hen-
hold til § 157 2det Stykke ogsaa under
Hovedforhandlingen fordre spørgsmaal fore-
lagte den Sigtede eller Vidner angaaende
Punkter, som ere af Vigtighed for deres Svar.

§ 298.

Dokumenter, der paaftaaes at være tagne
eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have
været brugte eller bestemte til dens Udførelse,
eller som yde umiddelbar Oplysning omGjer-
ningen eller den Sigtedes Forhold til denne,
blive at oplæse, naar Bevisførelsen kræver det.

Dokumenter og Aktstykker, som indeholde
Erklæringer eller Vidnesbyrd, maa ordentligvis
ikke benyttes som Bevismidler. Herfra undtages:

1) tilførfler i Retsbøger om Ransag-
ninger, Beslaglæggelser, Besigtigelser, Syns-
eller Skønsforretninger, foretagne udenfor
Hovedforhandlingen;

2) Erklæringer til Retten afgivne af
Syns- eller skjønsmcend;

3) tilførfler til Retsbøger om de af den
Sigtede under afhørelsm om Sigtelsen af-
givne Erklæringer, naar den Sigtede enten nu
vcegrer sig ved at svare, eller den nu afgivne
Forklaring afviger fra den tidligere;

4) TilFørster til Retsbøger angaaende de
af Vidner, Syns- eller skjønsmcend under
afhørelse afgivne Forklaringer, naar disse Per-
soner enten ere dode eller af anden Grund
ikke kunne afhøres paany, eller deres Fremstil-
ling for Retten ikke finder Sted af de i §


133 Nr. 1—3, jfr. § 160, angivne Grunde,
eller naar den nu afgivne Forklaring afviger
fra den tidligere, eller naar et Vidne vcegrer
sig ved at afgive Forklaring uden Hjemmel i
§ 131, og de foreskrevne Tvangsmidler for-
gjceves ere blevne anvendte.

5) Erklæringer og Vidnesbyrd, udstedte i
medfør af et offentligt Hverv, derunder Udskrif-
ter af tidligere den Sigtede overgaaede Stræffe-
dømme.

Hvad der er tilført Retsbeger om Rets-
handlinger under Efterforskningen, kan dog kun
benyttes som Bevis, naar Opfattelse af Rets-
handlingen, indtil Sag mod den Sigtede kunde
anhængiggjøres, vilde have medført Fare for
Tab af Bevismidler, eller den Sigtede har
indvilget eller indvilger i Benyttelsen.

§ 299.

Oplcrsning af tilførfler til Retsbøger an-
gaaende Udsagn af den Sigtede, Vidner eller
Syns- eller skjønsmcend paa Grund af de
nu afgivne Forklaringers Uoverensstemmelse
med de tidligere afgivne bør kun finde Sted,
efterat der paa forefkreven Maade er givet de
Paagjældende Lejlighed til sammenhængende
Udtalelser om Gjenstanden for afhørelsen, og
de yderligere spørgsmaal, hvortil denne Ud-
talelse opfordrer, ere stillede.

Naar Oplæsning af de i § 298 Nr. 3
og 4 ommeldte Aktstykker finder Sted, skal
Grunden meddeles af Rettens Formand og til-
fores Retsbogen; saa bør det og bemærkes,
om Vidnets eller Syns- og skjønsmandens
Forklaring er beediget eller ikke, og i sidste
Fald, af hvilken Grund.

§ 300.

Naar Beviser i medfør af § 273 skulle
fores, om hvilke Meddelelse til vedkommende
Part ikke er sket mindst 4 Dage for Hoved-
forhandlingens Begyndelse, bliver Sagen at
udsætte, medmindre Parten har givet Afkald
herpaa.

Formanden træffer fornøden Foranstaltning


for at give alle Vedkommende behorig Adgang
til Gjennemsyn af Aktstykker i Sagen, som
indkomme efter Hovedforhcmdlingens Begyndelse.

§ 301.

En Part kan med Modpartens Samtykke
frafalde et af ham anmeldt Bevis; dog kan
Retten bestemme, at det frafaldte Bevis skal fores.

Vcegrer Modparten sig ved at samtykke i,
at et anmeldt Bevis frafaldes, trcrffer retten
Afgjørelse.

§ 302.

Rettens Afgjørelse af Tvistepunkter, som
cpstaa under Bevisførelsen mellem Parterne,
samt af Indsigelser, der fremsættes af Vidner,
Syns- eller skjønsmcend, sker ved Kjendelse.

§ 303.

Forend Dom eller Kjendelfc afsiges under
Hovedforhandlingen, bør der være givet Par-
terne Lejlighed til at udtale sig. Den Sigtede
har stedse det sidste Ord.

Ved Begrundelsen af Kjendelser, der ikke
særstilt kunne paaankes, skulle de faktiske Om-
stændigheder, hvorpaa der bygges, nojagtig an-
gives, forsaavidt Retsbogen ikke indeholder det
Fomsdne.

§ 304.

Alle Forsvarsgrunde mod den rejste An-
klage, som ere egnede til at bevirke Afvisning
eller Frifindelse, kunne under Hovedforhandlin-
gen gjøres gjældende af den Sigtede, ligesom
de og i Embeds medfør bør tages i Betragt-
ning af Retten. Dette gjælder ogsaa om saa-
danne Afvisningsgrunde, der kunde være gjort
gjældende, eller som af Retten have været pro-
vede i Anledning af spørgsmaalet om Ankla-
gens Henvisning til Hovedforhandling, for-
saavidt Andet ikke farlig er bestemt.

Indsigelser, som gaa ud paa, at den For-
brydelse, for hvilken Anklage er rejst, ikke er
betegnet i Anklagen saa tilstrækkeligt og tyde-
ligt, som Forsværets Forberedelse krævede, eller


at der ikke er givet tilstrækkelig Lejlighed til
at gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker,
eller at der uden Hjemmel er givet kortere
Varsel end en Uge, skulle fremsættes for Op-
ladningen af Anklageskriftet, eller i næv-
ningesager forend Lodtrcrkning til Udtagelse af
nævninger begynder, jfr. endvidere §§ 13, 18,
68, 312, 314, 318, 322 samt Lov om
Domsmagtens Ordning m. m. § 81.

§ 305.

Hovedforhandlingen afsluttes ved Rettens
Dom i Sagen; dog betragtes Sagen som an-
homgig ved Retten, indtil dømmens Fuldbyr-
delse kan begynde, eller indtil i Tilfælde af
Paaanke Sagens Aktstykker ere indsendte til
højesteret.

Den vedtagne Afgjørelse fores i Pennen
as Rettens Formand eller den af de i N^gi'o-
relsen deltagende dømmere, hvem dette Hverv
af Formanden overdrages. Stemmetallet maa
ikke optages i Rettens Afgjørelser eller iøvrigt
gjøres bekjendt.

Efter at være affattet, underskrives Nfgjo-
relsen af Rettens Formand og Retsfkriveren.
Tens Afsigelse foregaar derved, at den oplæses
i et Retsmøde. Er den Sigtede fængflet, bør ban bringes tilstede ved dømmens Afsigelse.

Rettens Afgjørelser træffes snarest mulig,
efterat den paagjældende Forhandling er tilende.
Kan Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag,
skulle Kjendelser afsiges senest Dagen efter,
dømmen senest inden 8 Dage.

Er den Sigtede domfældt, bliver Udskrift
af dømmen at forkynde ham, hvis han ikke
var tilstede ved Afsigelsen; i andre Tilfælde med-
deles der ham Udskrift paa Begjæring. Af alle
dømme tilstilles der Statsanklageren Udskrift.

§ 306.

dømmen skal, forfaavidt den ikke gaar
ud paa Sagens Afvisning, enten domfæld?
eller frifinde.

Frifindelse finder Sted, naar Anklageren
ikke er paataleberettiget, naar Anklage frafaldes,
samt naar den Sigtede ikke findes skyldig.

§ 307.

Ved Afgjørelsen af, om Noget er bevist
eller ikke, har Retten, henholdsvis nævningerne,
alene at tage Hensyn til de Beviser, som ere


fremferte under Hovedforhandlingen; Aktstykker
og andre Dokumenter kunne kun tages i Be-
tragtning som Bevismidler, naar de ere blevne
oplæste under denne.

iøvrigt er Afgjørelsen ikke bunden ved
Lovregler, men trcrffes efter fri, paa samvittig-
hedsfuld prøvelse af det Fremførte beroende
Overbevisning.

§ 308.

Retten kan kun domfælde for den eller de
Forbrydelser, for hvilke Anklage paa lovlig
Maade er rejst. Denne Regel galder ikke
blot, forsaavidt Talen er om en anden Hand-
ling end den, der ligger til Grund for An-
klagen, men ogsaa, med de i § 309 nævnte
Undtagelser, i Henseende til Anklagens Angivelse
af de nærmere Omstændigheder ved Handlin-
gen og den i samme indeholdte Betegnelse af
Forbrydelsens retlige Karakter.

§ 309.

Undtagelser fra de i A 308 ommeldte Be-
grcmsninger for Domfældelsen finde Sted:

1) naar det eller de Lovbud, som i An-
klagen nævnes til Hjemmel for Paaftanden
om Straf, eller de den Sigtede betimelig med-
delte Aktstykker tydelig vise, at den Maade,
hvorpaa Anklagen er stilet, ikke udtrykker An-
klagerens virkelige Mening;

2) ogfaa ellers, naar den Adgang til
Forsvar, som den Sigtede har havt, uanset
Afvigelsen fra Anklagen, under de foreliggende
Omstændigheder maa betragtes som fyldest-
gjørende. I Henhold hertil kan der i Dom-
fældelsen afviges fra Anklagens Betegnelse af
Forbrydelsens retlige Karakter:

a) naar Anklagen gaar videre end Dom-
fældelsen, idet alle de begrebsmæssige Bestand-
dele af den Forbrydelse, paa hvilken dømmen
lyder, indeholdes i den Forbrydelses Begreb,
paa hvilken Anklagen lyder;

d) naar der er saa nært Slægtskab mellem
de Forbrydelser, paa hvikke Anklagen og dømmen lyder, at Afvigelsen i og for sig ikke
kan medføre Forandring i Forsværets Forud-
sætninger, og der iøvrigt ikke i det enkelte
Tilfælde er Noget, fom efter det angivne Syns-
punkt udelukker Afvigelsen.


Kapitel IV. Slrrlige Bestemmelser om Hovedforhandlmgen
sor Nlrvniuger.
§ 310.

Gfterat dømmeren, Anklageren og dm

Sigtedes beskikkede Forsvarer ere komne tilstede,
lader Rettens Formand den Sigtede fore ind
i Retssalen, angiver i Korthed den Sag, som
vil blive Gsenstand for Forhandling, lader
Vidner samt Syns- og skjønsmomd paaraabe
og anviser dem Venteværelse, idet han paa-
minder dem og efter Omstændighederne træffer
anden Foranstaltning for at forhindre indbyr-
des Meddelelse.

Derefter fkrides, forsaavidt der ikke op«
staar spørgsmaal om Udsættelse, Afvisning
eller desl., som findes forinden at bnrde af-
gjøres eller forhandles, til Udtagelse af næv-
ninger.

§ 311.

I enhver nævningesag stulle 12 Nævninger
udtages til at deltage i Afgjørelsen.

Kan det fomdsces, at cn Sags Forhand-
ling vil medtage et længere Tidsrum, kan
Rettens Formand, forend Lodtrækningen begynder,
beslutte, at endvidere 1 eller 2 Erstatnings-
nævmnger skulle udtages. Saastemt da nogen
af Nawningerne maatte blive forhindret i at
overvære den hele Forhandling, indtil næv«
ningernes Erklæring er afgiven, indtræder en
Erstatningsnævning i hans Sted efter den
rækkefølge, i hvilken Navnene ere udtrukne.

Erstatningsnævningeme overVære Forhand-
lingen, men deltage ikke i Nævningernes Raad-
stagninger og Afstemninger, saalænge de ikke
ere traadte i en nævnings Sted.

§ 312.

Foranstaltningerne til Nævningernes Ud-
tagelse begynde med, at de indkaldte nævninger
paaraabes. Indsigelser fra Parternes Side,
at en nævmng er udelukket i medfør af Reg-
lerne i Lov om Domsmagtens Ordning m. m.,
andet Afsnit, Kap. I, maa fremsættes, førend
Lodtrækningen begynder. Kjendelser, hvorved en
nævning udelukkes, kunne ikke angribes ved
noget Retsmiddel. Imod Kjendelser, hvorved
cn Indsigelse forkastes, kan der finde Besværing
Sted (jfr. §§ 16, 18 og 20).


§ 313.

Ere ikke mindst 24 nævninger, eller, hvis
Erstatningsnævninger skulle tiltræde, henholdsvis
26 eller 28 nævninger msdte, eller synker Næv-
ningernes Tal ved Rettens Afgjørelser under det
nævnte laveste Tal, drager Rettens Formand
Omsorg for, at det til Lodtrækningen fornødne
Antal af nævninger bringes tilvej ved Tilkal-
delse afHjælpenævninger i den Orden, i bvilken
disse Navne findes opførte paa Hjælpelisten.

Eknlde det tilstrækkelige Antal ikke kunne
staffes tilveje paa denne Maade, foranstalter
Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrcrk-
ning, saalcdes som i Lov om Domsmagtens
Ordning m. m. § 90 bestemt.

§ 314.

Naar mindst 24 eller, hvis 1 eller 2 Lrstat-
ningsnævninger stulle udtages, henholdsvis 26
eller 28 Nævninger, som kunne medtages ved
Lodtrækningen, eiv tilstede, lader Rettens For-
mand denne foretage. Til den Ende lægges
Sedler, hvorpaa nævningerncs sulde Navne
ere strevne, og som oplcrses, i en Urne, af
hvilken Sedler derefter enkeltvis udtages og
oplæses.

Indsigelse, der gaar ud paa, at Lodtrcck-
ning er foretagen, uden at det ovenfor fore-
skrevne Antal nævninger var tilstede, skal frem-
sccttes for Lodtrækningens Slutning.

§ 315.

Saasnart et Navn er trukket af Urnen
og oplcrst, har først Anklageren, indtil Ordet
er givet den Sigtede, og derefter den Sigtede,
indtil et nyt Navn er udtrukket, eller, med
Hensyn til det sidst udtrukne Navn, indtil
Lodtrækningen er erklæret for endt, Ret til uden
Angivelse af Grund at forkaste den udtrukne
nævning. En afgiven Erklæring kan tilbage-
tages, naar det sker indenfor de angivne Tids-
grænscr. Afgives ingen Erklccring, gjælder
nævningen for antagen.

§ 316.

I det Hele kunne saa mange nævninger
forkastes i Henhold til § 315, som ForMlen
mellem l2, eller, hvis 1 eller 2 Erstatnings-
nævninger skulle tiltræde, henholdsvis 13 eller
14 og Tallet paa de i Urnen lagte Sedler
angiver.


Halvdelen af de tilladte Forkastelser til-
kommer Anklageren, Halvdelen den Anklagede.
Er Tallet ulige, har den Anklagede Ret til at
forkaste een nævning mere end Anklageren.

§ 317.

Er der i samme Sag flere Anklagede, ere
disse lige nær berettigede til at udsve den en
enkelt Anklaget ved § 316 hjemlede Forkastel-
sesret.

Kunne de ikke enes om Udsvelsen af denne
Ret, fordeles de dem indrømmede Forkastelser
ligelig mellem dem. Med Hensyn til de For-
kastelser, som ikke kunne fordeles saaledes, af-
gjøres det ved Lodtrækning, hvem af de An-
klagede de skulle tilkomme. Ligeledes bestemmes
ved Lodtrækning, i hvilken Rcrkkcfølge de skulle
erklære sig om Antagelse eller Forkastelse. En
herefter af en af de Anklagede erklæret For-
kastelse gjælder ogsaa for de andre.

§ 318.

Indsigelser, der gaa ud paa, at Reglerne
i §§ 315—17 ere tilsidefatte, skulle fremsættes
for Anklageskriftets Oplcrsning.

§ 319.

Naar 12 eller, hvis Erstatningsnawninger
skulle tiltræde, henholdsvis 13 eller 14 uforkastede
nævninger ere udtrukne, ophører Lodtrækningen.
De 12 først Udtrukne ere Nævningerne i Sagen;
den eller de, hvis Navne senere maatte ud-
trackkes, ere Erstatningsnævninger.

§ 320.

Ere slere Sager berammede til Forhand-
ling Paa een Dag, kunne de for en foregaaende
Sag udtrukne Nawninger, forudsat at ingen
af de i § 15 angivne Grunde er til Hinder,
ogsaa medvirke ved Afgjørelsen af andre til
Forhandling paa samme Dag ansætte Sager,
saafremt den eller de Anklagede i disse antage
dem ogsaa for deres Sag, og Anklageren af-
giver samme Erklæring. spørgsmaal herom
afgjøres, førend Nævningernes Edfcrstclse sinder
Sted. Ved denne skulle i bekræftende Fald
samtlige Anklagede Være tilstede.

Mangle Betingelserne for Anvendelsen af
foranstaaende Regel, og der saalcdes paany skal udtages Nawninger for en senere til For-
handling paa samme Dag ansat Sag, kan
efter Formandens Bestemmelse Lodtrækning for


den senere Sag foretages, førend Forhandlingen
i den tidligere Sag begynder.

§ 321.

Nævningerne indtage deres sæde i den
ved Lodtrækningen for enhver Sag bestemte
Ocden.

§ 322.

Formanden tager derefter Nævningerne i
Ed, idet han tiltaler dem saaledesi

„De stulle love og sVærge ved Gud den
Almægtige, den Alvidende og Retfendige, at
de i Tagen mod N. N. med Trostab og Nid-
kjærhed ville opfylde en nævnings Pligter,
ikke samtale med Nogen, der ikke er Nawning
i Tagen, om denne, førend den er afkort,
af yderste Evne omhyggeligt veje Beviserne
saavel imod som for den (de) Anklagede, og
uden at lade Dem forlede af Frygt, Nid eller
Venskab, af Hensyn til Gunst eller Gave,
Magr eller Anseelse, afgive deres Stemme alene
efter samvittighedsfuld Overbevisning."

Herpaa svare nævningerne, hver for sig,
staaende og med oprakte Fingre efter Lovens
Forstrift om Eds Aflæggelse:

„Jeg lover og sVærger det. saa sandt
bjælpe mig Gud og hans hellige Ord."

Den Adgang, som Lovgivningen hjemler
Medlemmer af visse Troesfamfund til at af-
lægge Ed paa anden Maade end den scedvan-
lige, eller at afgive en højtidelig Forsikring,
som træder i Eds Sted, skal ogsaa her komme
til Anvendelse.

I det i § 320 1ste Stykke omhandlede
Tilfælde sker der ved de Ord i Formandens
Tiltale „i Sagen mod 5l. N." fornøden For-
andring.

Indsigelser, der gaa ud paa, at Nævnin-
gerne ikke lovlig ere blevne edfcrstede. skulle frem-
sættes for Anklageskriftets Oplæsning (§ 323).

§ 323.

Efterat nævningerne ere tagne i Ed, fore-
lægges der den Sigtede de i § 202 nævnte
spørgsmaal, hvorpaa Formanden lader An-
klageskriftet oplæse ved Retsskriveren.

§ 324.

Derefter finder den Sigtedes Afhørelse
angaaende Anklagen samt Bevisførelsen Sted.


Afgiver den Sigtede ved Afhørelsen en
fuldstændig og ubetinget Tilstaaelse, kan Rettens
Formand, saafremt ingen af dømmerne eller
Nævningerne erklærer sig derimod, bestemme,
at Bevisførelse skal bortfalde.

§ 325.

Ved Bevisførelsen fremfores først de af
Anklageren, dernæst de af eller for den Sig-
tede anmeldte Beviser, endelig de, hvis førelse
er besluttet af Retten i Embeds medfør.
Afvigelser herfra kan Formanden beslutte.

Forend hvert enkelt Bevis fremføres, an-
giver vedkommende Part, henholdsvis rettens
Formand, i Korthed dets væsentlige Gjenstand.

Ester de enkelte Bevisers Fremførelse fin-
der afhørelse af den Sigtede Sled overens-
stemmende med § 203.

§ 326.

Efterat Bevisferelsen er sluttet, faar først Anklageren, dernæst Forsvareren og den Sig-
tede Ordet for at udtale sig om Bevisførel-
sens Resultat samt om Retsspørgsmaalene i
Sagen, dog saavidt mulig uden at omhandle
saadanne Punkter, som ikke skulle forelægges
Nævningerne til Afgjørelse.

§ 327.

Ved Slutningen af sit Foredrag skal An-
klageren overlevere Formanden et skriftligt Ud«
kast til de spørgsmaal, som han foreslaar
stillede til nævningerne.

Udkastet meddeles strax den beflittede For-
svarer og den Anklagede, som derefter, naar
de have faaet Ordet, kunne fremsætte Ind-
sigelser mod de foreslaaede spørgsmaal samt
skriftlige Forstag til Mndringer eller Tillæg.

§ 328.

Efterat Forhandlingen mellem Parterne
er sluttet, fastsetter Retten spørgsmaalene
til Nævningerne; dog oplæses de først, naar
Formandens Foredrag er endt, og kunne for-
inden undergives fornyet Prsvelse af Retten.
I de Tilfælde, hvor spørgsmaalenes Fastsæt-
telse viser sig i særlig Grad tvivlsom, sker denne
ved Kjendelse.

Efter at spørgsmaalene ere fastsætte, tager rettens Formand Ordet. Han sammenstiller
Forhandlingens Hovedpunkter og udvikler de


Retssætninger, som komme i Betragtning.
Fremdeles bør han, naar Bevisførelsen dertil
giver Anledning, henlede Nævningernes Op-
mærksomhed paa saadanne Hensyn, som efter
Erfaringens Vidnesbyrd maa komme i Betragt-
ning ved Bedømmelsen af Bevisernes Vcegt;
dog skal han i saa Fald tillige udtrykkelig be-
tyde nævningerne, at de selvstændig og paa
eget Ansvar maa afgjøre, om de Hensyn, som
han har paapeget, kunne faac Betydning i det
foreliggende Tilfælde, og hvilken Vcegt til den
Sigtedes Skade eller Fordel der saaledes maa
tillægges de paagjældende Beviser.

Formandens Foredrag maa ikke afbrydes.

§ 329.

Ved spørgsmaalene til Nævningerne skal
det forelægges dem til Asgjørelse, om den Sig-
tede er skyldig i den eller de Forbrydelser, for
hvilke Anklage paa lovlig Maade er rejst.

Ordentligvis bør spørgsmaalenes Gjen-
stand hverken udstrækkes videre eller yderligere
begrænses, end det følger af den Maade,
hvorpaa Forbrydelsen er betegnet i Anklagen,
faavel i retlig som i faktisk Henseende. Herfra
finder Undtagelse Sted:

1) naar de Betingelser ere tilstede, som
bjcmle en fra Anklagen afvigende Domfældelse;

2) naar det ifølge den stedfundne Bevis-
førelse findes nødvendigt at optage flere Kjends-
gjerninger til Betegnelsen af den Handling,
som lægges den Sigtede til Last, end sket er
i Anklagen.

§ 330.

Som følge af Reglen i § 329 hører
det under Nævningernes Afgjørelse, om saa-
danne almindelige eller særlige Grunde, som
udelukke Straf, ere tilstede, famt om faadanne
i Stræffeloven bestemt betegnede Omstændig-
heder ere forhaanden, der hjemle Nedsættelse
af Stræfferammen, saa og om lignende Om-
stændigheder, der hjemle Strafforhøjelse, fore-
ligge, forudsat at disse ere indbefattede under
Anklagen.

Undtagne fra Nævningernes Afgjørelse ere
spørgsmaal om

a) Strafstyldens Forceldelse,

d) de i Stræffelovens §§ 7 og 58 om-
meldte Omstændigheder,

o) Forbrydelsens Gjentagelse.


Forfaavidt det imidlertid ved Anvendelsen

af Reglerne om Strafstyldens Forældelse og
Forbrydelsens Gjentagelse kommer an paa det
Tidspunkt, da den paaklagede Handling blev
begaaet, afgjøres dette Spmgsmaal af næv-
ningerne efter den almindelige Regel.

Om Anklageren er paataleberettiget, er
ikke Gjenstand for Nævningernes Afgjørelse.

§ 331.

Det tilkommer ikke Nævningerne at afgjøre
Noget om Tilstedeværelsen af Omstændigheder,
der kunne komme i Betragtning ved Stræffens
Udmaaling indenfor Lovens Stræfferamme, og
som følge heraf heller ikke i de Tilfælde, hvor
Loven paa Grund af skjærpende eller formil-
dende Omstændigheder, men uden nærmcre
Betegnelse af disse eller blot med Angivelse
af vejledende Ere:npler, har udvidet Gram-
serne for Stræffens Valg, at afgjøre, om saa«
danne Omstændigheder foreligge.

§ 332.

Hovedspørgsmaalet til nævningerne gaar
ud paa, om den Sigtede er jkyldig i den For-
brydelse, som lægges ham til Last. Dette
spørgsmaal maa ikke deles i flere, undtagen
forsaavidt en Deling er hjemlet ved §§ 334
og 335. Lyder Nævningernes Svar paa
Hovedspørgsmaalet bekræftende, er derved tillige
afgjort, at ingen Omstændighed, som udelukker
Straf, er tilstede, medmindre Fastsættelsen heraf
ifølge § 330 er forbeholdt Retten.

Hovedspørgsmaalet indledes altid med Or-
dene: Er den Sigtede skyldig?

Forbrydelsen skal betegnes og spørgs-
maalet stilles saaledes, at Reglerne i § 329
derved blive fyldestgjorte. Til retlig Betegnelse
af den Forbrydelse, som paastaaes at foreligge,
anvendes Forbrydelsens i Loven hjemlede Navn
eller, hvor intet saadant findes, en Henvisning
til den paagjældende Stræffebestemmelse, hvor-
hos den i Loven indeholdte nærmere Beskrivelse
af Forbrydelsen skal medoptages i spørgs-
maalet.

§ 333.

Naar der under Forhandlingen er frem-
kommet bestemte Bevisdata til Hjemmel for


en Omstændighed, der vil udelukke Straf,
eller som der efter Rettens skjøn mulig kan
blive tillagt en saadan Virkning, kan der
stilles et færflilt spørgsmaal om Tilstede-
værelsen af samme, som Tillæg til Hoved-
spørgsmaalet, for at fremkalde en udtrykkelig
Udtalelse af Nævningerne herom.

I den Maade, hvorpaa Hovcdspørgs-
maalet bliver at frcmsætte, sker der i faadanne
Tilfælde ingen Forandring.

§ 334.

spørgsmaal om Tilstedeværelsen af Om«
stændigheder, der ifølge Loven hjemle Ned-
sættelse af Stræffen, maa ikke optages i Hoved-
spørgsmaalet, men bør altid gjøres til Gien-
stand for særstilte Tillægs'porgsmaal.

Andrager den beskikkede Forsvarer eller
den Sigtede paa, at et saadant spørgsmaal
stilles, kan det kun nægtes naar Retten finder,
at den omspurgte Omstændighed ikke efter
Loven hjemler Nedsættelse af Stræffen. Retten
kan ogsaa i Embeds medfør stille et saa-
dant spørgsmaal, naar den ifølge det under
Forhandlingen Fremkomne finder Grund dertil.

§ 335.

Naar der i medfør af Anklagen skal

stilles spørgsmaal om Tilstedeværelsen af Om-
stændigheder, som hjemle Strafforhojelse, bor
de regelmæssig gjøres til Gjenfiand for sær-
stilte Tillægsspørgsmaal og altid, naar An-
klageren fordrer det.

§ 336.

De i §§ 333—335 omhandlede Tillægs-
spørgsmaal bortfalde, naar Hovedspørgsmaalet
besvares benægtende.

Naar der fpsrges om Tilstedeværelsen af
m i Loven anerkjendt Grund til at udelukke,
nedsætte eller forhøje Stræffen, skal det for-
nodne faktiske Grundlag optages i spørgs-
maalet.

§ 337.

Naar det efter Anklagens Indhold er nød-


vendigt til udtommende Forelæggelse af samme,
eller Retten i det under Forhandlingen Frem-
komne og Reglen i § 329 Nr. 1 finder
Hjemmel dertil, bliver der efter hverandre at
stille flere spørgsmaal til Nævningerne an-
gaaende en og samme Handlings Henførelse
und^ forfkjellige Stræffebestemmelser. Med
Hensyn til hver Gruppe af spørgsmaal finde
de ovenstaaende Regler Anvendelse.

Angaa de flere spørgsmaal Handlingens
Henførelse under forfkjellige Stræffebestemmelser
med forskjellig Stræfferamme, sættes det spørgs-
maal forst, hvis Bekræftelse medfører den
strengeste Bedømmelse.

§ 338.

Har Forhandlingen undtagelsesvis om«
fattet stere strafbare Handlinger af samme
Sigtede eller flere Sigtede under Et, skal der
stilles spørgsmaal for bver enkelt Handling
eller bver enkelt Sigtet under Iagttagelse af
ovenstaaende Regler.

§ 339.

Etbvert spørgsmaal skal fremsættes saa«
ledes, at det kan besvares med Ja eller Nej.

Naar et spørgsmaal kun skal besvares
under Forudsætning af en bestemt Besvarelse
af et forudgaaende spørgsmaal, bør dette ud-
trvkkelig bemærkes i den skriftlige Udfærdigelse.

§ 340.

De af Retten fastsætte, skriftlig udfærdigede
og med Formandens og Retsskriverens Under-
skrift forsynede Svorgsmaal oplæses af For-
manden i Retsmødet og overgives derefter til-
ligemed Anklageskriftet samt Udskrift af de
Tillæg til og Forandringer i dette, fom maatte
være tilførte Retsbogen, til den af Nævnin-
gerne, hvis Navn først blev udtrukket ved Lod-
trækningen.

Formanden kan fremdeles efter sit skjøn
medgive Nævningerne saadanne Ting, der
paastaaes at være tagne eller frembragte
ved Forbrydelsen eller at have været brugte
eller bestemte til dens Udførelse, eller som ydZ
umiddelbar Oplysning om Gjerningen eller
den Sigtedes Forhold til denne, samt saadanne
Aktstykker, som ommeldes i § 298 Nr. I, 2


og 5. Begjoering herom kan fremsættes af
en nævning, men ikke fra nossen anden Side.
Formanden henleder Nævningernes Op-
mærksomhed paa de i §§ 341—346 inde-
holdte Bestemmelser om, hvad de ved deres
Raadstagning have at iagttage, og forklarer
disse nærmere, forsaavidt han finder det for- nødent; derefter opfordrer han Nævningerne
til at begive sig til det for dem bestemte
værelse og lader den Sigtede, hvis han er
fængstet, fore ud af Retssalen.

§ 341.

Indtil Nævningernes Erklæring er ved-
tagen, ma.i intet Samkvem finde Sted mellem
de til Raadstagning forsamlede nævninger og
andre Perfoner, ej heller nogen nævning for-
lade Værelset eller nogen Anden betræde dette
uden Tilladelse af Rettens Formand eller
særlig Hjemmel i Loven. Rettens Formand
træffer fornøden Foranstaltning til Iagttagelse
heraf.

Finder Overtrædelse af foranførte Bestem-
melser Sted af en nævning eller Andre, kan
Retten idømme den eller de Skyldige bøder
indtil 1000 Kr.

I Nævningernes Forsamlingsværelse skulle
Aftryk af denne Lovs §§ 341—346 være
cpssaaede i flere Exemplarer.

§ 342.

Nævningerne vcelge under Ledelse af den
nævning, hvis Navn først blev udtrukket, en
Formand, som leder deres Forhandlinger. Val-
get sker ved Stemmeflerhed; i Tilfælde af lige
Stemmer foretrækkes den Wldste.

Formanden oplæser følgende til Rettesnor
for nævningerne:

„Loven fordrer ikke af nævningerne An-
givelse af de Grunde, som bestemme deres
Overbevisning, og den foreskriver dem ikke
bindende regler, efter hvilke de skulle bedømme
Bevisernes Vcegt; men den paalægger dem den
ved deres Ed bekræftede Pligt omhyggeligt og
upartisk at veje samtlige for og imod den
Sigtede fremførte Beviser og at afgive deres
Stemmer om den Sigtedes Skyld efter deres
Paa samvittighedsfuld Prsvelse af det under


Forhandlingen for dem Fremførte beroende
Overbevisning.

Der tilkommer ikke Nævningerne nogen
Dom om Retfærdigheden eller Hensigtsmæssig-
heden af Stræffeloven; Swrrelsen af den
Straf, som kan indtræde, hvis den Sigtede
erklæres skyldig, maa ikke bestemme dem ved
deres Afgjøvelse. Om Raadslagningen og
Afstemningen skulle de iagttage ubrødelig
Tavshed."

§ 343.

, Efter tilendebragt Raadstagning afstemme
Nævningerne om de enkelte spørgsmaal i den
Orden, hvori disse ere stillede. Formanden
afcesker hver nævning enkeltvis hans Stemme
i den ved Lodtrækningen bestemte Orden og
afgiver selv sin Stemme tilsidst.

En for den Sigtede ugunstig Besvarelse
af et Hoved- eller Tillægsspørgsmaal kan kun
vedtages med mindst 8 Stemmer; denne Regel
sinder ogsaa Anvendelse ved de i §§ 333 og
334 ommeldte Tillægsspørgsmaal. Ved hvert
spørgsmaal skal det af Rettens Formand
være vedtegnet, hvormange Stemmer der ud-
kræves til dets bekræftende Besvarelse.

Er den bekræftende Besvarelse af et
Hovedspørgsmaal bleven vedtaget med den
fornødne Stemmeflerhed, blive de Nævningers
Stemmer, som maatte have erklæret sig for
det benægtende Svar, al regne til den Sig-
tedes Gunst ved Afgjørelsen af de til samme
sig stuttende Tillægsspørgsmaal; som følge
heraf bliver der ved Afstemningen over disse
ikke at afceske disse nævninger en særlig Gr-
klæring.

§ 344.

Opstaar der Tvivl hos Nævningerne om
den Fremgangsmaade, som de skulle iagttage,
eller om Betydningen af de stillede spørgs-
maal eller om Svarenes Affattelse, kunne de
derom udbede sig nærmere Oplysning af Ret-
tens Formand. Denne meddeler dem det fornødne i Retsmødet. Komme herved For-
andringer i spørgsmaalene paa Bane, eller
finder Rettens Formand det iøvrigt fornødent,
gjenoptages Forhandlingen, saaledes at Parterne
have Adgang til at udtale sig.


§ 345.

Overbevise Nævningerne sig ved deres
Raadflagning om nødvendigheden af, at yder-
ligere SvSlgsmaal stilles til dem foruden de
forelagte, ere de beføjede til at fremkomme
med Begjæring derom til Retten. Forhand-
lingen bliver i faa Fald at gjenoptage. Gaar
Begjæringen ud paa Tilføjelse af de i §§ 333
og 334 ommeldte Tillægsspørgsmaal, kan den
kun forkastes, naar Retten finder, at den
vaagjældende Omstændighed ikke efter Loven
hjemler Udelukkelse eller Nedsættelse af Stræffen.

Noevningerne ere berettigede til, uden at
færligt spørgsmaal derom er forelagt, at er»
klære, at en i Loren anerkjendt Omstændighed,
som hjemler Stræffens Nedsættelse, er tilstede.

§ 346.

nævningemes Formand vedtegner det
Svar, som udkommer ved Stemmernes Sam-
mentcelling, ligeoverfor ethvert af spørgsmaa«
lene og underskriver Erklæringen tilligemed to
andre nævninger.

Stemmetallet angives ikke.

§ 347.

Efterat nævningerne ere vendte tilbage
til Retssalen, spørger Rettens Formand dem
om Udfaldet af deres Naadflagning. Derefter
oplæser nævningernes Formand de stillede
spørgsmaal og umiddelbart efter hvert af
disse det vedtagne Svar. erklæringen over-
leveres dernæst til Rettens Formand, der un-
derskriver den tilligemed Retsfkriveren.

§ 348.

Lider nævningernes erklæring af Mangler
i Formen, eller er dens Indhold utydeligt,
modsigende eller ufuldstændigt, eller opstaar
der Tvivl, om den oplæste erklæring udtrykker
nævningernes virkelige Mening eller er ved-
tagen med det forestrevne Stemmetal, og
Mangelen ikke strar kan afhjælpes eller Tvivlen
hæves ved en Erklæring af nævningernes For-
mand, paalægger Retten ved Kjendelse næv-
ningerne at begive sig tilbage til deres Vcr«
relse, for ved en ny Erklæring at afhjælpe
Manglen eller fjerne Tvivlen. De fornødne


Forklaringer meddeles Nævningerne ved Kjen-
delsens Afsigelse af Rettens Formand.

Vedrorer Mangelen kun Formen, maa
nævningerne Intet forandre i Erklæringens
Indhold; ligeledes skulle de Svar, hvis Be-
rigtigelse eller Fuldstændiggjørelse ikke fordres,
forblive uforandrede. Utilstedelige LEndringer
maa ikke tages i Betragtning af Retten.

Berigtigelsen eller Fuldstændiggørelsen ved-
føjes saaledes, at det træder tydelig frem,
hvorledes den oprindelige Erklæring har lydt.

Den heromhandlede Forholdsregel kan
træffes, saalænge Retten ikke har afsagt Dom.

§ 349.

Efterat nævningerncs Erklæring er oplæst
og overleveret Rettens Formand, kunne ordent-
ligvis ingen yderligere spørgsmaal forelægges
nævningerne. Dog kunne saadanne Tillægs-
spørgsmaal, som ommeldes i §§ 333 og 334, ogsaa forelægges nævningerne senere, saalænge
Retten ikke har afsagt Dom, naar det under
Forhandlingen Fremkomne saa klart paabod at
stille stige spørgsmaal i Embeds medfør, at
Undladelse heraf kan antages at ville medføre
dømmens Ophævelse.

§ 350.

Finder Retten, at Indholdet af en for
den Sigtede ugunstig Erklæring af nævnin-
gerne viser, at den beror paa en Retsvild-
farelse, afsiger Retten Frifindelsesdom.

Finder Retten, at Forhandlingerne ikke
have ydet et efter Erfaringens Vidnesbyrd
tilstrækkeligt godtgjort faktisk Grundlag for en
ugunstig erklæring, kan retten istedetfor at
afsige Dom henvise Sagen til ny Hoved-
forhandling. Denne skal forcgaa for andre
dømmere og andre nævninger; bliver det
paa Grund heraf nødvendigt, at Sagen for-
handles for en anden Ret, bestemmer højesteret
det fornødne paa Overstatsanklagerens An-
dragende. Har Retten i Henhold til foran-
staaende Regel henvist Sagen til ny Hoved-
forhandling, bliver Overstatsanklagereu befojct
til, indtil nævningerne have erklccret sig under
deu nye Sag, at frafalde Anklagen, i hvilket
Fald Frifindelsesdom bliver at afsige.

Rettens ovennævnte Beslutninger skulle


være ledsagede af Grunde. Stemmeflerhed
flal være tilstede ikke blot med Henfyn til
Resultatet, men ogsaa med Hensyn til enhver
af de anførte Grunde; de dømmere, som ikke
billige Resultatet, skulle vel være tilstede ved
hele Raadstagningen, men stemme ikke ved
Fastsættelse af de enkelte Grunde.

Andragende fra Parternes Side om de
nævnte Beslutninger kunne ikke finde Sted;
Beslutningen kan tages af Retten, saalænge
ikke Dom er afsagt.

§ 351.

Kommer Retten under den nye Hoved«
forhandling, der finder Sted i Henhold til
Reglen i § 350 2det Stykke, enstemmig
til det samme Resultat som Retten under
den første Forhandling, affiger den Fri-
sindelsesdom; Enstemmigheden skal være
tilstede saavel med Hensyn til Resultatet som
med Hensyn til enhver af de i dømmen an-
førte Grunde. I andre Tilfælde bliver dømmen at grunde paa den af de to forelig-
gende Erklæringer af nævninger, som i sin
Helhed forer til det gunstigste Resultat for
den Sigtede.

§ 352.

Forend Forhandlingen fortsættes paa Grund-
lag af nævningernes Erklæring, bliver den
Sigtede, som var ført ud af Retssalen, atter
fremstillet og nævningernes erklæring oplæst
for ham af Retsfkriveren.

§ 353.

Have nævningerne erklæret, at den Sig-
tede ikke er skyldig, afsiger Retten strax Fri-
findelsesdom. Hertil henregnes ogsaa det Til-
fælde, at nævningerne vel have besværet Hoved-
spørgsmaalet bekræftende, men tillige have
givet et for den Sigtede gunstigt Svar paa
et Tillægsspørgsmaal om en Omstændighed,
som udelukker Straf (§ 333). Domsgwndene
indstrcenke sig til den fornødne Henvisning til
nævningernes Erklæring.

§ 354.

Er den Sigtede af nævningerne erklæret

skyldig, faar forsi Anklageren Ordet for at


udtale sig om Stræffelovens Anvendelse; der-
ncrst høres Forsvareren og den Sigtede.

De ved Nævningernes erklæring afgjorte
Punkter maa ikke mere drages i Tvivl under
denne Forhandling; kun de deraf flydende ret-
ige følger maa forhandles.

§ 355.

Efter at Forhandlingen er sluttet, raadstaar
Retten om dømmen.

Ved Valget af Stræffen skal Nævnin-
gernes Afgjørelse tages til Udgangspunkt uden
Hensyn til mulige Tvivl hos dømmerne om
dennes Rigtighed.

I Domsgrundene skal henvises til næv-
ningernes Erklæring, og de Lovbestemmelser,
som ere bragte til Anvendelse, anføres.

Domsslutnmgen angiver de retlige følger
af Sagens Udfald.

Kapitel V. Elrrlige Bestemmelser om Holicdforhandlingen
uden Nævninger.
§ 356.

Reglerne i §§ 310 og 323—326 finde

Anvendelse ved Forhandlinger for Landsretten
uden nævninger med Undtagelse af de Be-
stemmelser, som særlig have Hensyn til næv-
ninger. Parternes Udtalelser efter endt Bevis-
førelse omfatte alle spørgsmaal, som skulle
afgjøres ved dømmen, uden nogen Deling.
Dog kan Rettens Formand beslutte, at
spørgsmaalet, om den Sigtede er skyldig, først skal forhandles og afgjøres; i saa Fald
sinde de om Forhandlingen for Nawninger
givne Regler i § 326 og § 354 tilsvarende
Anvendelse.

§ 357.

Efterat Parterne have udtalt sig, optages
Sagen til Dom.

Ved Afstemningen skal det spørgsmaal,
om den Sigtede er skyldig i den Forbrydelse,
der lægges ham til Last, sondres fra spørgs-
maalet om Stræffen og først bringes til Af-
stemning. Stemmes der færskilt om Straf-


forhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrunde, blive
de dømmeres Stemmer, som have erklæret
sig mod den Sigtedes Skyld, men ere for-
blevne i Mindretal, at regne til Gunst for
den Sigtede.

særstilt Vedtagelse af Punkter hørende
til Sagens faktiske Sammenhæng, faaledes som
denne i Henhold til Bevisførelsen antages at
være, finder Sted, naar Saadant stjonnes nødvendigt af Hensyn til mulig Paaanke, jfr.
§ 358.

§ 358.

dømmen skal ledsages af Grunde.

Domfældes denSigtede, skulle de til Grund
for Domfældelsen liggende Omstændigheder,
der antages beviste, nojagtig angives, og det
eller de Lovbud nævnes, som bringes til An-
vendelse paa dem.

Frifindes den Sigtede, skulle de Stræffen
betingende Omstændigheder, som antages at
mangle eller ikke at være beviste, eller de
Straf udelukkende Omstændigheder, som an-
tages at foreligge, angives og de anvendte
Retsregler betegnes.

Tillige skal dømmen indeholde fornøden
Udtalelse om, hvorvidt Kjendsgjerninger, som
ere fremkomne under Forhandlingen, men som
efter Rettens Opfattelse af Sagen ikke komme
i Betragtning ved Afgjørelsen, maa ansees for
bevifte eller ikke, naar det stjonnes, at der
dog muligvis i Tilfælde af Paaanke kan blive
tillagt dem Betydning af højesteret.

Domsslutningen angiver de retlige følger
af Sagens Udfald.

Femte Afsnit. Om Anklage for og Sagens Behand-
ling ved Underretten.
§ 359.

De i fjerde Afsnit Kap. I—III og V
givne Regler om Sagers Behandling for
Landsretterne blive med de Indskrænkninger
og Lempelser, fom flyde af Behandlingen og
Afgjørelsen af en enkelt dømmer, at følge i
Sager, hvis Paakjendelse er henlagt til Under«


retterne, forsaavidt Loven ikke indeholder af«
vigende Forskrifter.

Kapitel I. Om Sager, som paatales af Statsanklageren. § 360.

Finder dømmeren ikke Grund til at nægte
Anklagen Fremme, uden at videre Foranstalt-
ninger træffes i Anledning af samme, jfr. §
251, henviser han strar Sagen til Hovedfor-
bandling, og berammer Tcegtedag.

Anklageskriftets Meddelelse fier samtidig
med stævningens Forkyndelse. Ved Varselets
Beregning tages Hensyn til, at der bliver til-
strækkelig Lejlighed for den Sigtede til at
gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker.

De forestrevne Meddelelser til Statsankla-
geren ske til den, der i Anklageskriftet maatte
være betegnet som bemyndiget til at udfore
Anklagen for Retten paa Statsanklagerens
Vegne.

§ 361.

dømmeren kan, førend Hovedforhandlingen
skulde finde Sted, ved Kjendelse

1) paa Andragende eller i Embeds medfør
hæve Sagen, naar nogen af de i § 251
nævnte Grunde findes at foreligge,

2) paa Andragende af den Sigtede hen-
vise Sagen til Forundersøgelse, naar der findes
ikke at mangle rimelig Grund til at antage,
at derved Oplysninger kunne fremskaffes, som
ville fjerne Mistanken mod den Sigtede eller
godtgjøre Grunde til Straffrihed.

Med de Wndringer, som følge af foran-
staaende Regler, komme iøvrigt §§ 270 og
271 til Anvendelse.

§ 362.

Beviser, som den Sigtede agter at fore, bør anmeldes saa betimelig, at Modparten kan
erholde Meddelelse om dem mindst 4 Dage
for Hovedforhandlingens Begyndelse, uden at
dennes Udsættelse derved bliver nødvendig, jfr.
iøvrigt § 273.

Vil den Sigtede begjære en Sag, der


i Henhold til § 8 Nr. 3 er bragt for Under-
retten, og som ikke af anden Grund bliver at
afvise, paakjendt af Landsretten, bør Paastand
derom fremsættes ved Anklageskriftets Forkyn-
delse.

Kapitel II. Om Tager, som paatales af Politiet. § 363.

Fremstilles en Person som anholdt for
Retten, eller møder en Sigtet frivillig uden
Rettens Tilsigelse sammen med Anklageren,
kan Anklagen fremsættes mundtlig til Rets-
bogen og umiddelbart derefter foretages til
Hovedforhandling. Bliver Bevisførelse nod-
vendig, beslutter Retten det fornødne og ud-
sætter Sagen, hvis de Beviser, der skulle fores,
ikke haves ved Haandcn.

Udenfor disse Tilfælde indgives en kort-
fattet skriftlig Anklage, indeholdende de for-
nodne Angivelser om Anklageren, den Sigtede
og Forseelsen.

§ 364.

Skal udenfor de i § 363 1ste Stykke
ommeldte Tilfælde Hovedforhandling sinde Sted,
berammer dømmeren en Tcegtedag og lader
den Sigtede tilsige til møde uden samtidig
at træffe Foranstaltninger med Hensyn til Be-
visførelsen; Aftens Varsel er efter Omstæn-
dighederne tilstrækkeligt. Viser det sig, ester-
at den Sigtede er hort, eller undtagelsesvis i
Tilfælde af den Sigtedes Udeblivelse (jfr.
§ 366), at Bevisførelse er nødvendig,
bestemmer Retten paa Andragende eller i Em-
beds medfør det fornødne i Henseende til Be-
visførelsen og udsætter Sagen, hvis de Be-
viser, der skulle fores, ikke haves ved Haanden.

§ 365.

Anklagerens Udeblivelse medfører ikke nod-
vendigvis, at Hovedforhandlingen skal udsættes.
Finder dømmeren, at Sagen bør foretages,
stjont Anklageren ikke er tilstede, afhøres de
ifølge hans begjæring indkaldte Vidner af
dømmeren.


§ 366.

Er den Sigtede udebleven uden lovligt
Forfald, og dømmeren ikke sinder hans per-
sonlige nærværelse nødvendig for Sagens Paa-
kjendelse, ansees den Sigtede at vedgaa den
ham i Indkaldelsen tillagte brøde, og Sagen
bliver at paakjende uden videre Bevisførelse,
medmindre dømmeren i Sagens Beskaffenhed
eller de iøvrigt foreliggende Omstændigheder
finder tilstrækkelig Grund til at anordne en
saadan.

Finder Bevisførelse Sted i den Sigtedes
Fraværelse, og heller ingen Forsvarer for denne
er msdt, afhører dømmeren de Vidner, som
maatte være indkaldte efter hans Begjæring.

§ 367.

nægter den Sigtede at udtale fig om de
imod ham anførte Kjendsgjerninger, kan dømmeren anse disse for beviste, naar Omstændig-
hederne ikke tale derimod.

§ 368.

Tilbyder den Sigtede under Hovedforband'
ungen i en Sag, der kan falde ud til Bode-
straf, for at undgaa Dom, at erlægge en saa«
dan Bode, som dømmeren finder passende,
kan dømmeren, naar han ikke finder Grund
til at betvivle den Sigtedes Skyld, modtage
saadant Tilbud, idet han fastsetter Bodens
størrelse. dømmeren er herved berettiget til
at gaa under den lovbestemte Bode. Er An-
klageren nærVærende, maa der forinden Være
givet ham Lejlighed til at udtale sig om den
Sigtedes Tilbud.

Den vedtagne Afgjørelse tilføres Retsbogen
med den Begrundelse, som efter Omstændig-
hederne findes fornøden.

§ 369.

Findes et Barn under 15 Aar skyldig,
men Forceldre eller de, som troede Barnet i
deres Sted, erklære sig villige til at tildele
Barnet en legemlig Revselse i Hjemmet, kan
dømmeren, naar han finder, at Omstændig^
hederne tale derfor, afgjøre Sagen i Henhold
hertil uden at afsige Dom. dømmeren kan


betinge Sagens Afgjørelse paa denne Mande
af, at Revselsen tildeles under Tilsyn af en
ved Politiet Ansat.

Er Anklageren nærværende, maa der for-
inden være givet ham Lejlighed til at udtale
sig om Sagens Afgjørelse paa denne Maade.

Den stedfundne Afgjørelse tilføres Rets-
bogen med den Begrundelse, som efter Om-
stændighederne sindes fornøden.

§ 370.

Naar dømmeren, efter at have optaget
Sagen, finder, at den Sigtede er skyldig, men
at Sagen efter brødens Beskaffenhed, saasom
navnlig i Tilfælde af Første Gang begaaet
ringe Forseelse, egner sig til Afgjørelse ved en
Advarsel, er han berettiget til istedenfor at
afsige Dom at tildele den Sigtede en saadan
Advarsel.

Den trufne Afgjørelse tilføres Retsbogen
med den Begrundelse, som efter Omstændig-
hederne findes fornøden.

Sjette Afsnit. Om Retsmidlerne. Kapitel I. Om Paaanke af dømme, afsagte af Lauds-
retten i første Iuftants.
§ 371.

dømme, afsagte i første Inftants af en
Landsret, med eller uden nævninger, kunne
paaankes til højesteret. Lige med dømme
i Henseende til Paaanke stilles den i § 350
ommeldte Beslutning.

§ 372.

dømmen paaankes af Statsanklage-
ren i Anklagens Interesse, og i den Sig-
tedes Interesse af den Sigtede selv samt af


hans Værge, forsaavidt han ikke er personlig
myndig.

De Skridt, som i Anledning af Paaanke
blive at foretage ved Landsretten i den
Sigtedes Interesse, er den for den Sigtede
ved Landsretten beskikkede Forsvarer pligtig at
foretage, naar det begjæres.

§ 373.

Afkald paa Paaanke kan finde Sted,
efterat dømmen er afsagt. Beslutning
om Paaanke kan frafaldes, for Ankla-
gens Vedkommende af Ovæstatsanklageren,
saalænge Dom ikke er afsagt af højesteret.
Frafaldes Anke, efterat Forhandlingen om Paa-
ankens Gjenstand er begyndt, kan derved dog
ikke prøvelse af saadanne Ankegrunde unddra-
ges højesteret, som skulle tages i Betragtning
i Embeds medfør (§ 391).

§ 374.

dømmen kan paaankes paa Grund af
Kmnkelse af Rettergangøreglerne i følgende
Tilfælde:

1) naar det lovbestemte Antal dømmere
ikke har deltaget i dømmens Vedtagelse, eller
Reglen i § 278 1ste Stykke med Hensyn til
nogen af dømmerne er tilsidesat;

2) naar en dømmer, som ifølge Loven
var udelukket eller burde udelukkes fra at del-
tage i Sagens Behandling, har medvirket ved
Hovedforhandlingen;

3) naar Retten var inkompetent eller har
afvist Sagen, skjønt den var kompetent;

4) naar Anklagen ellers uden lovlig Grund
er bleven afvist eller ikke i sin hele Udstræk-
ning er paadømt;

5) naar Hovedforhandlingen i Strid med
Loven er forcgaaet for lukkede Dore;

6) naar Dom mod Loven er gaaet uden
Anklage eller i en gjenoptagen Sag nden
Hjemmel i Reglerne herom, naar Retten i at


domfælde er afvegen fra Anklagen videre, end
Loven tilsteder, eller Forandringer i Anklagen
ere tilstedte med Tilsidesættelse af Lovens Reg-
ler, naar Forsvarer ikke har været bestikket,
hvor dette burde være sket, eller naar Forhand-
lingen mod Loven er fremmet i Anklagerens,
den Sigtedes eller den beskikkede Forsvarers
Fraværelse;

7) naar dømmen ikke er forsynet med
de fornødne Domsgrunde, eller Domsstut-
ningen lider af væsentlige Mangler;

8) naar den Forbrydelse, for hvilken
Anklage er rejst, ikke er betegnet i Anklagen
saa tilstrækkeligt og tydeligt, som Forsværets
Forberedelse krævede, eller der ikke er givet
den Sigtede eller hans Forsvarer tilstrækkelig
Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Sa-
gens Aktstykker, eller der uden Hjemmel er gi-
vet den 3igtede kortere Varsel end en Uge;

9) naar det paa Grund af Retsvild-
farelse eller i aabenbar Miskjendelse af den
i Forhandlingerne liggende Opfordring er
nægiet Anklageren eller den Sigtede eller er
undladt i Embeds medfør at fore Bevis an-
gaaende Omstændigheder, som under Forhand-
lingen ere komne paa Tale, eller at henvise
Sagen til Forundersøgelse, eller Udsættelse
ikke er given, hvor det i Loven er bestemt;

10) naar i andre end de forannævnte
Tilfælde Rettergangøregler ere krcenkede, og det
er tvivlsomt, om ikke deres Iagttagelse vilde
have ført til en anden Afgjørelse.

§ 375.

I Sager, som ere paakjendte under Med-
virkning af nævninger, afgiver Krcenkelse af
Rettergangøreglerne endvidere Grund til Paa-
anke i følgende Tilfælde:

1) naar det lovbestemte Antal nævnin-
ger ikke har deltaget i Erklæringens Vedta-
gelse, eller nogen af nævningerne ikke har været
tilstede under hele den forudgaaende Del af
Hovedforbandlingen;


2) naar en Person, som ifølge Loven
er udelukket fra nævningehvervet i Alminde-
lighed eller i dm paagjældende Sag, har
medvirket som nævning,;

3) naar den i Lov om Domsmagtens
Ordning m. m. § 81, jfr. § 90, fore-
skrevne Meddelelse er forsomt, eller naar Lod-
trækning af nævninger til en Sag er fore-
tagen, uden at det i §314 forestrevne Antal
nævninger var tilstede, eller naar Forskrifterne
i §§ 315—17 ere tilsidesætte, eller naar
Nævningerne ikke lovlig ere blevne edfcestede;

4) naar Reglerne om Manden, hvorpaa
spørgsmaalene til nævningerne skulle stilles,
ere tilsidesætte, eller det paa Grund af Nets-
vildfarelse eller i aabenbar Miskjendelse af den
i Forhandlingerne liggende Opfordring er
undladt at stille Eporgsmaal, som burde være
stillede, forsaavidt ikke Udfaldet af Nævnin-
gernes Erklæring viser, at Fejlen er bleven
uden Betydning;

5) naar Nævningernes erklæring er saa
ufuldstændig, utydelig eller modsigende, at en
Domfældelse ikke burde være ststtet paa den,
men Retten burde have gjort Anvendelse af
sin Beføjelse efter § 348, eller naar Retten
uden føje har fAndet en Erklæring, som be-
grundede Frifindelse, ufuldstændig, utydelig eller
modsigende og derfor har bragt § 348 til
Anvendelse;

6) naar Erklæringer, som det ligger uden-
for nævningernes Beføjelse at afgive, ere tag-
ne i Betragtning af Retten;

7) naar retten i Henhold til § 350
har frifAndet eller henvist Sagen til ny For-
handling, men Beslutningen derom enten hvi-
ler paa en Netsvildfarelse eller ikke er led-
saget af Grunde eller ikkun begrAndet ved en
almindelig Henvisning til Forhandlingernes
Resultat, eller naar Slutningsbestemmelsen i
§ 351 er tilsidesat;

8) naar ellers mod Loven dømmen ikke
er grAndet paa nævningernes Erklæring.


§ 376.

Paaauke i Anklagens Interesse kan ikke
finde Sted paa Grund af Krcenkelse af Retter-
gangøregler, fom ere foreskrevne til den Sig-
tedes Tarv, og omvendt kan Paaanke i den
Sigtedes Interesse ikke finde Sted, fordi
Rettergangøregler, som ere forestrevne for An-
klagens Skyld, ere tilsidesætte.

Krcenkelser af Rettergangøregler, med Hen-
syn til hvilke Loven kræver, at Indsigelse skal fremsættes inden en vis Frist, kunne ikke be-
nyttes som Ankegrund, naar Frisken er for-
Mit. Det Samme Mlder. naar Besværing
kunde anvendes som Retsmiddel, men ikke er
anvendt eller ikke er tagen til følge.

§ 377.

dømmen kan fremdeles paaankes:

1) naar Loven er urigtig anvendt ved
spørgsmaalet, om Statsanklageren i Henhold
til §§ 34 og 36—37 var berettiget til
Paatale;

2) naar i Sager, som ere vaakjendte
uden nævninger, Retten ved at domfælde
eller frifinde har anvendt Loven urigtig paa
de i dømmen som beviste antagne Kjends-
gjerninger;

3) naar i Noevningesager Retten har
grAndet Domfældelse paa en erklæring af
Nævningerne, som indeholder en Retsvildfarelse,
eller naar Retten har domfældt eller frifAndet
paa Grund af urigtig Anvendelse af Loven i
Henseende til saadanne Punkter, som ikke høre under Nævningernes Afgjørelse;

4) naar Retten i at fastfætte Stræffen
er gaaet udenfor de i Loven forestrevne
Grænser;

5) naar Retten har truffet Valget af
Stræffen indenfor de lovbestemte Grænser
saaledes, at den fastsætte Straf staar i aaben«
bart Misforhold til brøden.

Rettens Afgjørelse af, hvilke Kjendsgjer-
ninger der ere beviste eller ikke beviste, kan
ikke underkjendes af højesteret, ej heller næv-


ningernes erklæring udenfor det i Nr. 3
nævnte Tilfælde.

Tilsvarende Regler sinde Anvendelse med
Hensyn til de spørgsmaal, som afgjøres efter
denne Lov i Henhold til §§ 2 og 3,

§ 378.

Paaanke bør anmeldes inden 3 Dage fra
dømmens Afsigelse at regne. Var den dom-
fældte Sigtede ikke tilstede ved Afsigelsen,
regnes Frisken fra den Dag, da Udskrift af
dømmen blev ham forkyndt; om denne Dag
giver Rettens Formand betimelig Anklageren
Meddelelse.

Anmeldelsen sker skriftlig til Formanden
for den Landsret, ved hvilken dømmen er
afsagt, eller hvis Anmeldelsen sker strar ved
dømmens Afsigelse, numdtlig til Retsbogen.
Er den Sigtede fængslet, kan han anmelde
Paaanke mnndtlig til Retsbogen for Under-
søgelsesdømmeren i den Retskreds, hvor han
hensidder; fornøden Udskrift af Retsbogen til-
stilles snarest mulig Rettens Formand.

Om foranstaaende Regler meddeles der
den Sigtede Underretning ved dømmens Af-
sigelse eller henholdsvis ved Udskriftens Med-
delelse.

§ 379.

Er Paaanke ikke anmeldt inden Udløbet
af den i § 378 forestrevne Frist, kan den kun
tilstedes, naar den Omstændighed, som afgiver
Paaankegrund, ferst senere er bleven Paagjæl-
dende bekjendt, eller det iøvrigt er ham util-
regneligt, at Frisken er oversiddet, og derhos
fornedent Andragende fremsættes inden 3 Dage,
efterat Paaankegrunden er kommen til hans
Kundskab, eller de Omstændigheder ere fjernede,
som have foranlediget Oversiddelsen af Frisken
og hindret tidligere Andragende.

Saadant Andragende med fornødne Op-
lysninger indgives skriftlig til Formanden for
Landsretten; er den Skyldige fængslet, kan
det fremsættes mundtlig til Retsbogen for Un-
dersøgelsesdcmmeren i den Retskreds, hvor han
hensidder, hvilken uopholdelig tilstiller Rettens
Formand Udskrift af Retsbogen.

Andragendet indsendes af Landsretten med


erklæring til højesterets Afgjørelse (§ 108).
Afgjørelsen tilstilles Landsretten til videre For«
cmstaltning.

§ 380.

Anmeldelse af Paaanke for Udløbet af
den i § 378 forestrevne Frist hindrer dømmens Fuldbyrdelse for de Domfældtes Ved-
kommende, hvem Paaanken angaar.

Indgives Andragende om Adgang til Paa-
anke i Henhold til § 379, kan saavel Lands-
retten som højesteret beslutte, at Fuldbyrdel-
sen skal standses. Tilstedes Paaanken, stand-
ses Fuldbyrdelsen.

§ 381.

Det paahviler den ankende Part at an-
give Ankegrundene med fornøden Betegnelse
af Kjendsgjerninger enten samtidig med An-
meldelsen eller inden Udlobct af en Uge, at
regne fra Anmeldelsen eller fra det senere
Tidspunkt, til hvilket Udskrift af dømmen,
naar en saadan efter Loven skal meddeles ham
eller af ham er begjært for eller ved Anmel-
delsen, bliver ham tilstillet. I Tilfælde af
Andragende om Adgang til Paaanke regnes
Frisken fra Meddelelsen om, at Paaanke er
tilstcdt. nærnure Udvikling af de angivne
Ankegrunde er ikke udelukket.

Med Hensyn til Formen finde Reglerne
i § 378 2det Stykke Anvendelse.

§ 382.

Gjenpart af Anmeldelsen og Begrundelsen
tilstiller Rettens Formand Modparten. Denne
har i løbet af en Uge fra Modtagelsen Ad-
gang til at fremkomme med en møderklæring,
med Hensyn til hvilken Reglerne i § 378
2 det Stykke finde Anvendelse.

Er Paaanken Støttet paa en Grund, ifølge
hvilken ny Realitctsdom kan blive afsagt uden
Hjemvisning til ny Hovedforhandling, bliver
den Modpart, hvem dømmens Indhold eller
Friskens Udlob udelukker fra selvstændig Paaanke,
berettiget til at modpaaanke af Grunde, som
ville nødvendiggjøre en hel ny Forhandling.


Saadan Modanke bør anmeldes ved og
Grunden angives i den ovennævnte erklæring.

§ 383.

Adgang til Gjennemsyn af Sagens Akt-
stykker efter Rettens Formands nærmere Be-
stemmelse staar den Paaankende aaben, indtil
den i § 381 ommeldte Begrundelse af Paa-
anken er afgiven, og Modparten i den i §
382 ommeldte Frist.

De i §§ 381 og 382 omhandlede Frisker
kunne af Rettens Formand forlænges, naar det
begjæres, og særegne Grunde findes at tale
derfor. Ved Forsommelser af den i § 381
ommeldte Frist finder § 379 tilsvarende An-
vendelse.

§ 384.

Ere ved Anmeldelsen og Begrundelsen af
Paaanke de foreskrevne Frisker og Former ikke
iagttagne, eller er den, fom har anmeldt Paa-
anken, dertil uberettiget, eller ere kun Paa-
ankegrunde angivne, der ikke kunne være lov-
medholdelige, nægter Landsretten ved Kjendelse
Paaauken Fremme.

Med Hensyn til Afsigelsen af denne Kjen-
delse blive Reglerne i § 257 med fornøden
Lempelse at iagttage.

Mod Kjendelsen kan Besværing til høje-
fteret finde Sted inden en Frist af 3 Dage
efter Reglerne i dette Afsnits Kapitel III.

§ 385.

Opstaar ingen Tvivl med Henfyn til Paa-
ankens Fremme, indsender Formanden, efterær
møderklæringen er indleveret eller Frisken der-
til udløben, alle Sagens Aktstykker tilligemed
Sagen vedrorende Udskrift af Retsbøgerne til
højesterets Formand.

Har Landsretten fremmet Paaanke i
Tilfælde, hvor Fremme burde være nægtet, kan
højesteret strax afvise Paaanken ved en Kjen-
delse, paa hvilken Reglerne i § 257 finde
Anvendelse med fornøden Lempelse.


§ 386.

Findes ikke Grund til strax at afvise
Paaanken, beskikker højesterets Formand efter
Omstændighederne den Sigtede en Forsvarer og
tilstiller denne Udskrift af dømmen med de
fremkomne Anmeldelser og Begrundelser af
Paaanke, efter Omstændighederne i Gjenvart.

højesterets Formand berammer, med til-
borligt Hensyn til den nødvendige Forberedelse
til Forhandlingen, Dag til Sagens Foretagelse
og gjør herom Meddelelse til alle Vedkommede.
Om de Foranstaltninger, som ere trufne for
at give behsrig Adgang til Gjennemsyn af
Sagens Akter, meddeles samtidig Underretning.

§ 387.

Ved Forhandlingen for højesteret finde
Reglerne i §§ 278 og 279 tilsvarende An-
vendelse.

Er den Sigtede ikke fængstet, har han
Ret til at deltage i mødet; er han fængstet,
bliver han kun, naar højesterets Formand
finder, at særlige Grunde tale for at ester-
komme hans Begjæring derom, at foranstalte
henbragt til Msdet.

Berettigede til at møde ere fremdeles
værgen, som har paaanket, samt den Sigte-
des valgte Forsvarer.

Udeblivelse af den Sigtede, værgen eller
en valgt Forsvarer hindrer ikke Sagens Fremme,
naar en offentlig Forsvarer er bestikket.

§ 388.

Forhandlingen om Paaankens Gjenstand
begynder med, at Formanden lader Retsskrive-
ren oplæse de fremsætte Ankegrunde. Derefter
erholder den Ankende Ordet for at begrunde
sin Anke, under Henvisning til og Oplæsning
af Landsrettens Dom og Sagens ovrige
Aktstykker, og dernæst Modparten for at imo-
degaa Anken og at begrunde sin Modanke,
hvis en saaoan er fremsat.

iøvrigt finde ved Forhandlingen alle de
Regler i fjerde Afsnit Kapitel III Anvendelse,
som ikke er udelukkede ved Forholdets For-
skjellighed eller ved særlig Bestemmelse.


§ 389.

Anke- eller Modankegrunde, som ikke
ere fremsætte for Landsretten, kunne gjøres
gjældende af eller for den Sigtede, naar de
fremsættes for højesteret senest umiddelbart,
efterat Realitetsforhandlingen er indledet, men
paa et senere Tidspunkt eller af Anklageren
kun, naar højesteret finder, at særegne Grun-
de tale derfor. Findes det, at de nye, frem-
komne Ankegrunde gjøre yderligere Forberedelse
for Modparten nødvendig, udsætter højesteret
Sagen derefter.

§ 390.

Til Grundlag for højesterets Paakjendelse
af Sagen tjener dømmen i Forbindelse med
Sagens Aktstykker og Udskriften af Retsbøgerne.
Opstaar der Tvivl om Rigtigbeden af det
Retsbogen tilførte. kan højesteret indhente
yderligere Oplysninger og navnlig erklæring
fra Landsretten; findes det nødvendigt, at
Vidner afhøres, sker dette ved Undersøgelses'
dømmeren.

Naar Sagens Forhandling er tilende, af-
siges Dom strax eller dog snarest mulig.

§ 391.

højesteret paakjender ordentligvis kun
dømmen, forsaavidt paaankct er.

Dog har højesteret i Embeds medfør at
tage i Betragtning til den Sigtedes Fordel:

1) naar den Sigtede er idømt Livsstraf,
alle af de foreliggende Oplysninger frem-
gaaende Paaankegrunde, som kunde være gjort
gjældende af eller for den Sigtede,

2) i andre Paaanketilfælde saadanne An-
kegrunde, som medføre, at en ny, for den Sig-
tede gunstigere Realitetsdom bliver at afsige
af højesteret uden Hjemvisning.

Angaar dømmen flere Medsigtede, men
ikke for Alles Vedkommende er paaanket, har
højesteret fremdeles i Embeds medfør at
paakjende dømmen ogsaa med Hensyn til dem,
der ikke have anket, naar det findes, at Anke-
grunde, som ifølge denne Paragraf skulle ta-
ges i Betragtning i Embeds medfør, ogsaa
maa komme saadanne Medsigtede til Gode.


§ 392.

Findes en lovlig Ankegrund, der er gjort
gjældende af en Part, eller som ifølge forrige
Paragraf skal tages i Betragtning, at fore-
ligge, ophæver højesteret dømmen og efter
Omstændighederne den stedfundne Behandling.
I Forbindelse hermed har højesteret, forsaa-
vidt Ankegrunden ikke er en saadan, at den
udelukker Realitetsdom i den foreliggende Sag,
efter Omstændighederne enten at hjemvife Sa-
gen eller selv at afsige ny Realitetsdom.

§ 393.

Ny Realitetsdom afsiges af højesteret i
følgende Tilfælde:

1) naar dømmen ophæves paa Grund
af Lovens urigtige Anvendelse, medmindre
denne maatte have medført en ufuldstændig
Afgjørelse af Bevisspørgsmaalet;

2) naar dømmen ophæves, fordi Retten
uden Fsje har undladt at grunde dømmen
paa Nævningernes Erklæring, eller af den i
§ 375 Nr. 6 nævnte Grund eller iøvrigt
saaledes, at der kun skal finde en ny Fast-
sættelse Sted af de retlige følger paa Grund-
lag af en gyldig erklæring af nævninger eller
Afgjørelse af Retten;

3) naar den Sigtede er domfældt, uagtet
Anklagen var frafalden, efterat Hovedforhand-
lingen var begyndt.

Fastsetter højesteret ved en ny Realitets-
dom andre Virkninger end Frifindelse, bør der
være givet Parterne Lejlighed til under For-
handlingen at udtale sig om disse.

§ 394.

Ophæves dømmen af andre Grunde end
de i § 393 ommeldte, men som dog ikke ud-
lukke Realitetsdom i Sagen, hjemvises denne.

højesteret bestemmer da tillige, fra hvilket
Punkt den nye Behandling ifølge Ophævelses-
grundens Beskaffenhed skal tage sin Begyndelse.
Hjemvises Sagen alene til ny Dom, bør der, forend denne Dom afsiges, gives
Parterne Lejlighed til at udtale sig. Fin-
der Landsretten det i saadant Tilfælde nod-
vendigt, at den forudgaaende Behandling gjen-


tages, er den ikke udelukket fra at træffe Be-
stemmelse herom.

I ethvert Tilfælde, hvor ikke blot ny
Dom bliver at afsige, efterat Parterne ere
horte, bør Hovedforhandlingen fuldstændig
gjentages.

§ 395.

Sagen hjemvises til den samme Lands-
ret, ved hvilken den ophævede Dom blev
afsagt. Skal Hovedforhandlingen fuldstændig
gjentages, maa de samme nærninger ikke
medvirke.

højesterets Formand tilstiller vedkommende
Ret Sagens Aktstykker tilligemed højesterets
Dom. Rettens Formand træffer derefter For-
anstaltning til Sagens nye Foretagelse overens-
stemmende med de almindelige Regler.

§ 396.

Hjemvises en Sag, er Retten forpligtet
til ved Sagens Behandling og Afgjørelse at
følge de af højesteret udtalte Reisanskuelser;
derimod er dm ikke bunden ved de Anskuelser,
der ligge til Grund for Kjendelser og Be-
slutninger, afsagte eller tagne under den tid-
ligere Behandling.

Den nye Dom er Gjenstand for Paa-
anke efter de ovenfor givne Regler.

Kapitel II. Om Pllllllnke af dømme, afsagte af
Underretten.
§ 397.

dømme, afsagte af Underretten, kunne
ordentligvis paaankes til den Landsret, i hvis
Kreds Underretten ligger.

I Sager, bvis forfølgning paahviler
Politiet, kan dømmen kun paaankes i An-
klagens Interesse, naar anden Straf end bøder, simpelt fængfel, Tvangsarbejde eller Ris
kan idømmes for Handlingen, og i den Sig-
tedes Interesse kun, naar hoiere Straf end


bøder af 40 Kr., simpelt fængsel i 8 Dage,
Tvangsarbejde i 30 Dage, eller med Hensyn
til Bsrn under 15 Aar Ris eller fængsel i
8 Dage er idømt. Dog kan Landsrettens
Formand paa Andragende, som maa frem-
sættes inden 3 Dage efter dømmens Afsigelse,
tilstede Paaanke, naar Sagen skjønnes at have en
almindelig Interesse eller videregaaende betydelige
følger for den Sigtede (§ 108). Indgives
saadant Andragende af en Domfældt, kan Ret-
tens Formand bestemme, at Fuldbyrdelsen skal
udsoeties; tilstedes Paaanke, udfættes eller stand-
ses Fuldbyrdelsen.

Under tilsvarende Betingelser kunne de
i §§ 368—370 ommeldte Afgjørelser paa-
ankcs i Anklagens Interesse og den i § 370
omhandlede Afgjørelse af den Sigtede.

§ 398.

De i §§ 372—385 indeholdte Regler
sinde ogsaa Anvendelse ved Paaanke af Under-
rettens dømme med de Lempelser, som følge
af, at Landsretten træder i Stedet for
højesteret, Underretten for Landsretten og
Statsanklageren for Overstatsanklageren, eller
iøvrigt af Forholdets Natur, samt med fsl-
gende nærmere Bestemmelser:

1) Paaanke i Anklagens Interesse i
Sager, som paatales af Politimesteren, finder
kun Sted paa dennes Begjæring.

2) De Skridt, som i Anledning af
Paaanke blive at foretage ved Underretten i
Anklagens Interesse, kunne uden særlig Be-
myndigelse foretages af den, der har udfort
Anklagen for Underretten.

3) De Anmeldelser og Erklæringer, som
i Tilfælde af Paaanke skulle eller kunne af-
gives af den Sigtede for Underretten, kunne
altid afgives mundtlig til Retsbogen, hvorved
dømmeren skal være ham behjælpelig.

4) Paaanke af Underretsdømmens Realitet
er ikke indskrænket til Lovens Anvendelse, men
udstrækker sig ogsaa til Bevisspørgsmaalet,
medmindre det Modsætte udtrykkelig erklæres
af begge Parter.

5) Ved Paaanke, der rettes mod dømmens Realitet i Almindelighed, finder ingen
videre Begrundelse af Paaanken Sted, ej heller


de i §§ 381 og 382 ommeldte striftlige Ud-
viklinger og møderklæringer.

6) Underretten nægter Planken Fremme,
ogsaa, naar Sagen efter § 397 ikke er Gjen-
stand for Paaanke.

§ 399.

Paaankes paa Grund af Krcenkelse af
Rettergangøregler eller, hvad Realiteten angaar,
alene paa Grund af Lovens urigtige Anven-
delse, blive Reglerne i §§ 386—396 at an-
vende med de af Forholdets Natur flydende
Lempelser.

Møder den Sigtede, som har paaanket,
og for hvem ingen Forsvarer er beskikket,
hverken selv eller ved en Forsvarer ved
Paaankens Forhandling, betragtes hans Paa-
anke som frafalden; udebliver han som Mod-
part, fremmes Sagen paa forefkreven Maade,
faaledes at han gaar glip af den Medvirkning
ved Forhandlingen, hvortil han ellers bar Ad-
gang, og en mulig Modpaaanke fra hans
Side bortfalder. Dog indskromkes ikke herved
Reglen i § 391 om Ankegrunde, som Retten
i Embeds Medfør skal tage i Betragtning.

§ 400.

Naar udenfor det i § 399 nævnte Til-
falde Underretsdømmen ved Paaanken søges
forandret i Realiteten, bliver Sagen behandlet
for og paakjendt af Landsretten efter de
Regler, som gjælde i Sager, der behandles ved
denne i første Instants, forsaavidt de ikke med
nødvendighed ere udelukkede ved Forholdets
Natur, og med Iagttagelse af de i §§ 401
—405 givne nærmere Bestemmelser. Ved
dømmen kan et for den Sigtede gunstigere
Resultat fastsættes, selv om kun Anklageren
har paaanket; derimod kan der ikke idømmes
en strengere Straf end den ved Underrets-
dømmen bestemte, naar kun den Sigtede har
paaanket.

§ 401.

Naar Rettens Formand har modtaget
Sagens Aktstykker, fastsetter han en Frist,
inden hvilken Anklageren, hvem Adgang til
Sagens Aktstykker i løbet af Frisken staar
aaben, har at tilstille Formanden Anklageskrift


samt en førtegnelse over de Beviser, som han
agter at fremfore; undlader Anklageren dette,
uden at Forlængelse af Frisken er given, og
kan Oprejsning mod Fristforsommelsen ej ov-
naaes, ansees hans Paaanke, eller, hvis dømmen er paaanket af den Sigtede, Anklagen,
saavidt Paaanken rækker, for frafalden, i hvil-
ket sidste Fald Retten afsiger Dom i Over-
ensstemmelse hermed. Begjæring om Afvis-
ning af den Sigtedes Paaanke bør fremsættes
inden den samme Frist.

§ 402.

Gjenpart af Anklageskriftet og Anklage-
rens Bevisførtegnelse tilstilles den Sigtede;
bliver Forsvarer beskikket, erholder denne lige-
ledes saadcmne Gjenparter samt de i § 386
1ste Stykke ommeldte Dokumenter. Tillige
fastsættes en Frist, inden hvilken der er Ad-
gang til:

1) at begjære Anklagerens Paaanke afvist,

2) at andrage paa, at Anklagen nægtes
Fremme, fordi Anklageskriftet ikke til-
fredsstiller Lovens Fordringer,

3) at andrage paa nægtelse af Anklagens
Fremme af de i § 251 Nr. 4, 5 og 6
nævnte Munde, naar Anklageren har
paaanket en frifindende Dom,

4) at andrage paa Forundersøgelse, forsaa-
vidt derom efter Sagens Beskaffenhed
kan blive Tale, og

5) at indlevere Bevisførtegnelse.

§ 403.

spørgsmaal om Afvisning af Paaanken
afgjøres af Retten efter Reglerne i § 257;
den kan ikke finde Sted, efter at Sagen er
henvist til Hovcdforhandling, nægtes Anklagen
Fremme, fordi Anklageskriftet ikke tilfredsstiller
Lovens Fordringer, har det samme Virkning
som Undladelse as at fremkomme med Anklage-
skrift.

§ 404.

Under Hovedsorhandlingen skal en fuld-
stændig ny Bevisførelse finde Sted. Dog
bliver herved at iagttage, at Reglerne i §
298 Nr. 3 og 4 ogsaa omfatte Tilførsler
til Retsbogen under Sagens Behandling ved'
Underretten.


Udenfor de Tilfælde, i hvilke i Henhold
til § 298 Nr. 4 de ved Underretten afgivne,
Retsbogen tilførte Forklaringer af Vidner,
Syns- eller skjønsmcend, kunne oplæses under
Bevisførelsen, kan Retten ogsaa ellers, naar
den ifølge Sagens Beskaffenhed og ovrige Om-
stændigheder finder føje dertil, bestutte, at
saadanne Udsagn st'ulle gjælde, uden at de
paagjældende Personer paany fores for Lands-
retten.

§ 405.

Har den digtede paaankct, men enten
før Hovedforhandlingen har unddraget sig
forfølgning eller udebliver under Hovedforhand-
lingen uden oplyst lovligt Forfald, betragtes
hans Anke som frafalden, dog med Forbehold
af Bestemmelsen i § 391.

Har Anklageren paaanket, og den Sig-
tede paa den foran angivne Maade unddrager
sig Forfølgning eller udebliver, bliver Sagen
at udscrttc, medmindre i Henhold til § 200,
jfr. § 366, Hovedforhandling og Paakjendelse
kan sinde Sted i den Sigtedes Fraværelse
eller Anklageren frafalder Anken eller ind-
skrænker den til Paaanke af den i § 399
ommeldte Art.

§ 406.

Landsrettens Dom i en fra Underretten
paaanket Sag kan i Reglen ikke yderligere paa-
ankes. Dog kan højefteret (§ 108) undta-
gelsesvis tillade, at Sagen indbringes for
samme, naar den skjonnes at have almindelig
Interesse eller videregaaende betydelige følger
for Vedkommende. Andragende herom maa
fremsættes inden 3 Dage fra dømmens Af-
sigelse, jfr. § 397 2det Stykke i Slutn.

Tilstedes Paaanke til højesteret, sinde
Reglerne i §§ 398 og 399 tilsvarende An-
vendelse.

Kapitel III. Om Besværing til hojcre Ret. § 407.

BesVæring til hojere Ret benyttes som
Retsmiddel:

1) mod Undersøgelsesdømmerens Kjendelser
og Beslutninger,


2) mod den dømmende Rets Kjendelser og
Beslutninger, som ikke paaankes i For«
bindelse med dømmen.

I. Om Besværing mod undersøgelses-
dømmerens Kjendelser og Be-
slutninger.
§ 408.

Berettiget til Besværing er Enhver, som
ved Undersøgelsesdømmerens Handlinger eller
Undladelser antager sig krcenket i sine Rettig-
heder eller hindret i Opfyldelsen af sine
Pligter.

§ 409.

Besværingsfrisken er ordentligvis 4. Uger.

Imod Kjendelser, ved hvilke det paalægges
Vidner, Synsmcend eller andre Trediemcend
mod deres Indsigelse at afgive Vidnesbyrd,
foretage Syn eller skjøn, fremkomme med
Dokumenter eller Lignende, maa Besvcenng
iværksættes inden en Frist af 3 Dage. Samme
Frist gjælder ogsaa for Besværing imod Kjen-
delser, ved hvilke Straf er paalagt. Besværing imod Kjendelser af sidstnævnte Art kan
kun finde Sted under de Betingelser med
Hensyn til Stræffens størrelse, som § 397
angiver.

Oprejsning mod Forsommelse af Besvce-
ringsfrisken kan gives efter Reglen i § 379.

§ 410.

Imod Kjendelser, som i Henhold til §§137
og 162 have paalagt et udeblevet Vidne
eller Syns- eller skjønsmand Straf, kan Besværing kun finde Sted, naar Begjoering om Kjendel-
sens Opbcevclfe overensstemmende med § 138
forgjceves har været fremsat, og Frisken regnes
fra Rettens nægtelse at efterkomme Begjce-
nngen En lignende Regel gjælder med Hen-
syn til Kjendelser om Forbrydelse af Sikker-
hedsstillelse (§ 193).

§ 411.

Besværingen iværksættes ved Anmeldelse til
Undersøgelsesdømmeren, skriftlig eller mundtlig
til Retsbogen. Om Besværingen underretter
dømmeren den eller dem, fom maatte have
retlig Interesse i Kjendelsens eller Beslut-
ningens Opretholdelse.


§ 412.

Besværing imod de i § 409 2det Stykke
ommeldte Beslutninger og Kjendelser hindrer
deres Fuldbyrdelse, naar den finder Sted in-
den den foreskrevne Frist. I andre Tilfælde
medfører Besværing ikke Opsættelse af Beslut-
ningens Udførelse; dog kan saarel Under-
søgetsesdømmeren selu som den Ret, til hvilken
Besværingen sker, beslutte en saadan Opsættelse.

§ 413.

Er Besværing anmeldt, indsendes de for-
nodne Akter, eller, foNaavidt disse ikke kunne
undværes, bekræftede Afskrifter samt fornøden
Udflrift af Retsbogen til den Ret, til hvilken
Besværingen sker; om fornødent findes, lader
Underføgelsesdømmeren sin Erklæring med-
følge.

I løbet af en Uge fra Anmeldelsen eller
fra Meddelelsen om samme til Modparten har
den, som besværer sig, og Modparten Adgang til
at indsende til den Ret, til hvilken Besværing
er sb't, skriftlige Udtalelser om Eporgsmaalei.
Senere indsendte Udtalelser kunne tages i
Betragtning, naar Afgjørelse ikke har fAndet
Sted. Den Sigtede, som er fængslet, kan
fremsætte sin Erklæring mundtlig til Rets
bogen for Undersøgelsesdømmeren, som uop-
holdelig indsender fornøden Afskrift

Den Forsvarer, som maatte være beskik-
ket, er pligtig til paa Begjæring at være den
Sigtede behjælpelig ved Fremsættelsen af de
fornødne Anmeldelser og erklæringer.

§ 414.

Forend Afgjørelse trcestes, kan retten
efter sit skjøn indhente yderligere Oplysnin-
ger eller erklæringer, som og ved Undersøgelses-
dømmeren eller et Medlem af Landsretten
lade afhøre Vidner m. V.

Paa Grundlag af de indsendte Akter,
indkomme Udtalelser og Erklæringer samt ind-
hentede Oplysninger træffer Retten snarest
mulig Afgjørelse ved Kjendelse. Naar særlige
Grunde tale derfor, kan Retten paa Andra-
gende eller i Embeds medfør anordne mundt-
lig Forhandling. Udebliver i saa Fald den,
der besværer sig, betragtes Besværingen som


frafalden; udebliver Modparten, er dette ikke
til Hinder for, at Sagen paakjendes, efterat
den Klagendeg mundtlige Fremstilling er hort.

Retten er i sin Afgjørelse ikke bunden
ved undersøgelsesdømmerens Ekjon om det
faktiske Grundlag.

Afgjørelsen meddeles uden Ophold alle
Vedkommende.

§ 415.

Imod Landsrettens Afgjoielser i de her-
omhandlede Tilfælde kan i Reglen ikke yder-
ligere Besrcering finde Sted. Dog kan højesteret
undtagelsesvis tillade, at spørgsmaalet indbrin-
ges for samme (§ 108). Andragende herom
maa fremsættes inden 3 Dage fra Meddelelsen
om Afgørelsen.

Tilstedes Bewcering til højesteret, finde
ovenstaaende Regler Anvendelse med fornødne
Lempelser.

II. Om Besværing mod den dømmende
Rets Kjendelser og Beslutninger.
§ 416.

De af den dømmende Ret afsagte Ken-
delser og tagne Beslutninger, der vedrsre Sa-
gens Gang og Ledelse, og som ikke gaa ud
paa at nægte Anklagen Fremme ganske eller
delvis, kunne af Parterne ikkun paaankes i
Forbindelse med dømmen, forfaavidt ikke An-
det særlig er bestemt.

For Besværing mod Kjendelser, hvorved
der ganske eller delvis >nægtes Anklagen Fremme
gjælder en Frist af 3 Dage.

§ 417.

Udelukkede saavel fra Besværing som fra
Paaanke i Forbindelse med dømmen ere:

1) Beslutninger, hvorved Sagen henvises
til Hovedforhandling;

2) Kjendelser og Beslutninger, hvorved Sa-
gen henvises til Forundersøgelse, forsaa-
vidt Saadaut ikke er udelukket ved Sa-
gens Beskaffenhed, eller ifølge hvilke
Vidner blive at indkalde eller andre Be-


viser at fremfore, medmindre Bestemmel-
sen er i Strid med Loven;
3) Procesledende Beslutninger om Adskillelse
og Forening af Stræffesager, om række-
følgen af de enkelte Dele af Forhand-
lingen, forsaavidt Loven ikke indeholder
Forskrifter herom, samt om Udsættelser
og Fristforlængelser.

§ 418.

Imod andre Kjendelser og Beslutninger
af den dømmmde Net end de i §§ 416 1ste Stykke og 417 ommeldte kan der iværksættes
Bewcering henholdsvis til højesteret eller Lands-
retten, hvorved §§ 409 og 412 finde til-
svarende Anvendelse.

§ 419.

Naar Besværing finder 3ted mod
den dømmende Rets Kjendelser og Beslutnin-
ger, finde iøvrigt Reglerne i dette Kapitels I.
Anvendelse med fornødne Lempelser.

Kapitel IV. 5)m gjenoptllgclse af cn Stræffesag. § 420.

Har Statsanklageren eller Politimesteren
henlagt en Sag, i hvilken endnu ingen be-
stemt Person var sigtet, kan han li! enhver
Tid gjenoptage Sagen, forfaavidt Bestemmel-
serne om Strafstylds Forceldelse ej maatte
være til Hinder.

§ 421.

Har en bestemt Person været sigtet, men
paa Grund af manglende Paataleret Forfølg/
ningen er frafalden eller nægtet Fremme, eller
FrifindelseZdom af nævnte Grund er afsagt,
kan Eagen mod ham gjenoptages af eller paa
Begjæring af rette Vedkommende efter Lovens
almindelige Regler.

§ 422.

Frafaldes ellcrs Folfølgningen mod cn
Person, uden at Dom bliver afsagt, eller næg-
tes der ved Retskendelsen Forfølgningen


Fremme som ugrAndet, kan Sagen mod den
Sigtede kun gjenoptages, naar nye Kjends-
gjerninger eller Beviser af vægt fremkomme
mod ham. Dog er Undersøgelsesdømmerens
Kjendelse i Henhold til § 229 ikke til Hinder
for, at Sagen indbringes for den dømmende
Ret, naar det sker inden Besværingsfriskens Ud-
lob (§ 409).

Om den nysangivne Betingelse er til-
stede, afgjor overensstemmende med Lovens
almindelige Regler den Ret, for hvilken Sa-
gen anhomgiagjøres.

§ 423.

Er den Sigtede ved Dom frifundon af
anden Grund end den i § 421 nævnte, kan
den Pætaleberettigede andrage paa ny Fore-
tagelse af Sagen:

1) naar det maa antages, at Frifindelsen
er hidført ved urigtige under Sagen
afgivne Forklaringer eller Erklæringer af
Vidner eller Synsmcend eller ved falske
eller forfalskede under Sagen benyttede
Dokumenter eller ved et saadant Forhold
af statscmklageren, en dømmer eller
nævning, fom ommeldes i Stræffelovens
§§ 120, 123, 124, 125. 131, 133,
134 eller 141;

2) naar nye Kjendsgjerninger eller Beviser
komme for Dagen, som enten for sig
alene eller i Forbindelse med det tid-
ligere Fremkomne ere egnede til at be-
grunde Domfældelse eller at fjerne Fn-
findelsesgrunden.

§ 424.

Den, fom er domfældt under en Stræffe-
sag, kan andrage paa ny Foretagelse af Sagen,

1) naar det maa antages, at Omstændig-
heder af den i § 423 Nr. 1 nævnte
Art, jfr. ogsaa Stræffelovens § 126,
eller lignende pligtstridigt Forhold af den
beskikkede Forsvarer har bidraget til Sa-
gens Udfald,

2) naar Kjendsgjerninger eller Beviser, som
ikke ere komne frem under den tidligere
Sag, forebringes, og det skjønnes, at de


enten alene eller i Forbindelse med tid-
ligere førte Beviser ere egnede til at
begrunde Frifindelse.

3) naar to eller flere Perfoner ved for-
skjellige dømme ere dømte for den samme
Handling, og det ved at sammenholde
dømmene med nødvendighed fremgaar,
at en eller nogle af de Paagjældende ere
uskyldige.

§ 425.

Foruden den Domfældte selv er ogsaa
dans Værge berettiget til at andrage paa ny
Foretagelse af Sagen i Henhold til § 424.
Angaar Domfældelsen en i den offentlige
Mening vanærende Handling, ere efter den
Domfældtes Dsd hans ægtetoelle, Forældre
Bsrn eller Eoskende berettigede til saadant
Andragende.

Komme KjendZgjcrninger eller Beviser,
som skjønnes at give den Sigtede eller Andre
paa hans Vegne føje til at andrage paa
Sagens Gjenoptagclse, til Rettens eller Stats-
anklagerens Kundskab, bør de derom under-
rette den Paagjældende.

§ 426.

Naar de i §§ 423 og 424 angivne
Betingelser ere tilstede, kan Sagens Genop-
tagelse ogsaa bevilges, hvor spørgsmaalet er
om Anvendelse af en strengere eller mildere
Stræffebestemmelse eller om Valget af en hojere
eller laveie Straf indenfor den samme Stræffe-
rammes Grænser, dog i begge Tilfælde kun,
naar det kan forudfees, at Genoptagelsen vil
fore til en væsentlig strengere eller mildere
Dom.

§ 427.

Andragende om Sagens Gjenoptagelse
i Henhold til §§ 423 — 426 er udelukket
ved de af Underretten afsagte dømme.

Det kan ikke fremsættes i den Frist, i
hvilken Paaanke i medfør af Loven staar aaben,
eller saalænge Afgjørelse af en stedfunden Paa-
anke ikke har fAndet Sted.

At Stræffen er udstaaet, er ikke til Hin-
der for Genoptagelsen.


§ 428.

Andragende om Sagens Gjenoptagelse
rettes til højesteret, naar denne som følge af
Paaanke har afsagt dømmen §§ 393), samt naar
Andragendet sinder Sted i Henhold til § 424
Nr. 3. I andre Tilfælde rettes Andragende
til den Landsret, der har afsagt dømmen i
Første Instants eller som følge af Paaanke.

Andragendet, der indgives skriftlig til
Rettens Formand, maa angive de Kjendsgjer-
ninger eller Beviser, paa hvilke det swttes.
Er Andragendet flottet paa nogen af de i §
423 Nr. 1 eller § 424 Nr. 1 nævnte
Grunde, maa det ledsages af Udskrift af en
med Hensyn hertil afsagt Stræffedom eller,
hvis en saadan ikke er afsagt, med Oplysning
om Grunden hertil. Udskrift af den tidligere
Dom i Sagen eller af de flere uforenelige
dømme bør vedlægges.

§ 429.

Finder Retten sig ifølge, hvad der inde-
holdes i Andragendet og Sagens Aktstykker,
hvilke oin fornødent fordres indsendte, til-
strækkelig overbevist om, at ny Foretagelse af
Sagen bør nægtes, kan den ved Kjendelse strar
afvise Andragendet.

Findes der ikke Grund til saadan Af-
visning, tilstiller Rettens Formand Modparten
en Gjenpart af Andragendet med Bilag;
denne har i løbet af en Uge fra Modtagelsen
Adgang til at fremkomme med en møderklce-
ring.

§ 430.

Har Statsanklageren erklæret sig for Be-
vilgelsen af et fra den Domfældtes Side indgivet
Andragende, og Retten efter det Oplyste finder
samme tilstrækkelig begrAndet, kan den strax
tage det til følge (jfr. § 432).

Udmfor dette Tilfælde finder en mundt-
lig Forhandling Sted angaaende spørgs-
maalet, om det fremkomne Andragende bør bevilges.

§ 431.

Finder Retten det nødvendigt, forend Af-
gørelse træffes, at Sagen yderligere oplyses,
kan den efter Omstændighederne anordne saa-


vel Forundersøgelse som enkelte Undersøgelses-
handlinger foretagne af Undersøgelsesdømme-
ren, saa og ievrigt indhente fornødne Op-
lysninger. Er Andragendet slottet paa nogen
af de i § 423 Nr. I eller § 424 Nr. 1
nævnte Grunde, mm en i den Anledning
begyndt Stræffesag endnu ikke er bragt til
Ende, udsættes Forhandlingen og Afgjørelsen,
om fornødent, indtil dette Tidspunkt.

§ 432.

Med Hensyn til den mundtlige forhand-
ling finde Reglerne i §§ 386—388, jfr. §
399, Anvendelse med de af Loven eller For-
holdets Natur følgende Lempelser.

Naar Forhandlingerne ere endte, beflut-
er Retten ved Kjendelse, om Andragendet
kan tages til følge. I bekræftende Fald op-
bcever Retten den afsagte Dom, eller naar
tvende uforenelige dømme foreligge, om for- nødent begge dømmene, og beslutter, at ny
Hovedforhandling skal finde Sted, forsaavidt
den ikke i medfør af § 433 strax afsiger ny
Dom.

§ 433.

Ny Dom afsiges strax:

1) naar Retten i Overensstemmelse med
Anklageren finder en Domfældts Andragende
om Gjem'ptagelie af Sagen, hvorved til-
sigtes Frifindelse eller Anvendelse af en mil-
dere Stræffebestemmelse, begrAndet, og Anklage-
ren derhos frafalder sin Anklage, henholds-
vis ganske eller delvis,

2) naar der alene foreligger Andragende
om Genoptagelse af Sagen med Hensyn til
Stræffens Valg indenfor de wvbestemte Grcen-
ser, og et saadant Andragende findes begrAndet.

Fastsætles ved den nye Dom andre
Virkninger end Frifindelse, bør der være
givet Parterne Lejlighed til forinden at udtale
sig om disse.

§ 434.

Ny Hovedforhandling finder ordentligvis
Sted ved den Net, som tidligere i Første


Instants har paadømt Sagen. Ere tvende
uforenelige dømme ophævede, sker den nye
Forhandling af begge Sagerne efter højesterets
Bestemmelse ved en tredie Ret af samme
Art. Er der i en i Første Instants af Un-
derretten paadømt Sag nu spørgsmaal om
Anvendelse af en strengere Stræffebestemmelse,
som udelukker Paadømmelse ved Underretten,
sinder den nye Forhandling Sted ved Lands-
retten. Om Nævninger skulle deltage ved
den nye Hovedforhandling, afgjøres efter de
almindelige Regler.

I de Tilfælde, hvor Beslutningen om
Sagens Gjenoptagelse er tagen af en anden
Ret end den, ved hvilken den nye Forhand-
ling skal finde Sted, blive Sagens Aktstykker
og Udskrift af den afsagte Kjendelse at til-
stille denne.

§ 435.

Hovedforhandlingen finder Sted paa
Grundlag af det tidligere Anklageskrift, forsaa-
vidt Anklagerens Andragende om Sagens
Gjenoptagelse ikke hviler paa en Grund, som
gjør et nyt Anklageskrift nødvendigt.

Retten fastsetter en Frist, inden hvilken
Anklageren har at indlevere sin Bevisførteg-
nelse og efter Omstændighederne sit nye An-
klageskrift. Undlades dette af den Anklager,
paa hvis Andragende Sagens nye Foretagelse
er bevilget, uden at Fristforlængelse har fAndet Sted, betragtes denne som frafalden,
og Retten fætter ved Kjendelse den ophævede
Dom atter i Kraft; er Sagens nye Forhand-
ling derimod bevilget paa Andragende af den
Domfældte, ansees Anklagen, saavidt Andra-
gendet rækker, for frafalden, og Retten afsiger
Dom overensstemmende hermed.

§ 436.

Ved Sagens nye Forhandling finde
iøvrigt de om Domssagers Behandling i Første
Instants givne Regler Anvendelse med de
af Forholdets Natur flydende Lempelser og
følgende nærmere Bestemmelser:

I) De i fjerde Afsnit Kap. I givne Regler
for Afgjørelsen af, om Anklagen skal henvises til
Hovedforhandling og faulig Reglerne i § 254
Nr. 1 og 2 blive som en følge af Forhol-
dets Natur uden Anvendelse.


2) Opstaar der i de Tilfælde, hvor Beslut-
ningen um Sagens Gjmoptagelse er tagen af
en hojere Ret end den, for hvilken den for«
handles, spørgsmaal om væsentlige Foran-
dringer i Anklagen, som ligge udenfor Forud-
sætningerne for Kjendelsen om Sagens Gjen-
optagelse, eller om Anvendelse af § 270,
niaa Sagen, hvis Retten ikke finder Grund til
at forkaste Begæringen, paany forebringes for
den paagjældende hojere Ret til Asgjørelse
overensstemmende med foranstaaende Regler.

3) Reglerne i § 298 Nr. 3 og 4 omfatte ogsaa Tilwrsser til Retsbogen under Sagens
tidligere Forhandling.

4) Er Sagens Gjenovtagelse bevilget p.ia
Andragende af en Domfældt, men denne und-
drager sig forfølgning, og Sagen ikke i
medfør af § 200 kan paakjendes i den
Sigtedes Fravoerelse, sætter Retten ved Ken-
delse den ovbcevede Dom i Krast paany;
hvis Genoptagelsen skyldes Andragende af An-
klageren, beror det i saadant Fald paa denne,
om Sagen skal udsættes, eller om dømmen
atter skal sættes i Kraft.

5) Finder ny Forhandling Sted alene ifølge
Andragende af en Domfældt, og Sagen atter
falder ud imod ham, sættes den ophævede
Dom atter i Kraft, uden at der kan idømmes
en strengere Straf end den, som er fastsat
ved denne. Findes den Sigtede i andre Til-
fælde skyldig til strengere Straf end den tid-
ligere idømte, bliver der, naar denne ganske
eller delvis er udstaaet, at tage Hensyn hertil
ved Stræffens Fastsættelse. Et for den
Sigtede gunstigere Resultat kan antages,
selv om Gjenovtagelsen alene er sket ifølge
Anklagerens Andragende.

§ 437.

Mod Kjendelser af Landsretten, hvorved
Sagens Gjenoptagelse nægtes, kan inden en Frist
af 3 Dage Besværing til højesteret finde Sted;
skulde Sagens nye Forhandling finde Sted ved
Underretten, kan BesVæring dog kun finde Sted,
naar højesteret undtagelsesvis tilsteder det
(§ 108).

Mod den Dom, der som følge af Sa-
gens Gjenovtagelse afsiges efter eller uden ny


Hovedforhandling, staa de almindelige Rets-
midler mod dømme Parterne aabne.

Indgives Andragende om Sagens Gjen-
optagelse af en Domfældt, kan Retten, som
skal tage Beslutning om samme, bestemme, at
den tidligere Doms Fuldbyrdelse skal udsættes
eller standfes. Tages den Domfældtes An«
dragende om Genoptagelse til følge, bliver
Fuldbyrdelsen af den ophævede Dom altid at
udsætte eller standse.

§ 435.

Er der i Henbold til § 200 over-
gaaet en udebleven Sigtet Stræffedom, mod
hvilken Paaanke er udelukket, eller er
en af den Sigtede iværksat Paaanke eller
hans Andragende om Sagens Gjenop-
tagelse paa Grund af hans Udeblivelse
betragtet som frafalden, men den Sigtede ved
ham utilregnelige Omstændigheder er bleven
forhindret i at fremsætte sin begjæring eller
at msde samt fra betimelig at gjøre Anmel-
delse herom, og oplyses Saadant senest inden
3 Dage efter Hindringens Ophor, har Retten,
som har kjendt i Sagen, eller for hvilken
Paaanken, Andragendet eller Sagen skulde
have været forhandlet, paa hans Begjæring
at tilstaa Oprejsning mod de i Loven fore-
skrevne Virkninger af Fristforsommelsen eller
Udeblivelsen.

§ 439.

Er paa Grund af Anklagerens For-
sommelse med at foretage ham paabudne
Handlinger en af ham begyndt forfølgning
eller et af ham anvendt Retsmiddel bleven
anset som frafalden, men Forfsmmelsen skyldes
ham utilregnelige Omstændigheder, som det
heller ikke har været ham muligt betimelig
at bringe til Rettens Kundskab, og Saadant
oplyses senest inden 3 Dage efter Hindrin-
gens Ophor, har Retten, ved hvilken hin
Handling skulde være foretagen, paa Be-
gæring at tilstaa Oprejsning mod de i Loven
forestrevne Virkninger af Forssmmelsen.

Ved de i denne og den foregaaende Pa»
ragraf omhandlede Beslutninger finder § 108
Anvendelse.


Syvende Afsnit. Om Behandlingen af Sager, der
ikke forfølges af Statsanklageren
eller Politiet.
Kapitel I. Om Tager, der paatales i Henhold til F 38
eller § 40.
§ 440.

Naar Nogen i Henhold til § 38 eller
§ 40 tager Paatalen af en Sag i sin Haand,
blive med de af Forholdets Natur følgende
Lempelser samt de i §§441 og 442 fore-
skrevne nærmere Bestemmelser reglerne i tredie
til ssctte Afsnit om Indbringelse for retten og
videre Behandling af Sager, der paatales af
Statsanklageren eller Politimesteren, samt om
Retsmidlerne at følge. De særegne Regler om
Sager, der forfølges af Politimesteren, komme
til Anvendelse, naar Sagens offentlige Paatale vilde tilfalde denne.

Foretagelse af Retshandlinger, førend Sa-
gen anhamgiggjøres, kan finde Sted ifølge
Andragende af den Paagjældende, naar Om-
stændighederne ikke tilstede Opsættelse, under
Iagttagelse af Reglerne i tredie Afsnit Kap. I.

§ 441.

følgende særegne Forskrifter blive at iagt-
tage:

1) Naar Paataleretten grundes paa §
40 1ste Stykke, skal det paagjældende An-
dragende til Retten eller Anklagen ledsages af
Oplysning om, at Statsanklageren eller Po-
litimesteren har nægtet at paatale, og at Gjen-
part af Andragendet eller af Anklagen er med-
delt denne; i modsat Fald afvises Andragendet
eller Anklagen i Embeds medfør. Under
Hovedforhandlingen kan Afvisning, fordi
den Vcegring, som betinger Paataleretten,
ikke har fAndet Sted, kun ske, naar
Statsanklageren eller Politimesteren frem-
sætter Indsigelse, for Anklageskriftets Opløsning, eller i nævningesager forend Lodtrækning


til Udtagelse af nævninger begynder, og Ind-
sigelsen er udelukket, naar Adgangen til at
fremsætte den for Hovedforhandlingen ikke er
bleven benyttet; derimod er under disse Om-
stændigheder Statsanklageren eller Politimesteren
altid berettiget til at tage Sagen i sin Haand.

2) Den, der paataler i Henhold til §
40. har i sit Andragende at angive sin Bolig
samt, hvis han ikke boer paa det Sted, hvor
Retten holdes, at nævne en der bosat Mand,
til hvem Sagen vedkommende Meddelelser,
som ikke skulle forkyndes efter Reglerne i § 95
ff., kunne gjøres med samme Virkning, som
om de vare gjorte til ham selv; Undladelse
heraf bevirker, at stige Meddelelser gyldig kunne
gjøres paa Rettens Skriverkontor.

3) Andragende om Forundersøgelse skal
indgives til Landsretten; det nægtes Fremme
ikke blot i de i § 229 nævnte Tilfælde, men ogsaa naar de forelagte Oplysninger ikke findes
at vcrkke grAndet Mistanke imod den Sigtede.

4) Henvisning til Hovedforhandling af
den for Landsretten i Henhold til § 40
indbragte Anklage bliver at nægte ikke blot
paa Andragende, men og'aa i Embeds medfør,
naar der ifølge de med Anklageskriftet fulgte
Aktstykker ikke findes rimelig Grund til Mis-
tanke mod den Sigtede eller er oplyst Om-
stændigheder, som begrunde hans Straffrihed.
Er Anklage i Henhold til § 38 eller § 40
rejst for Underretten, bliver Reglen i § 364
at følge.

§ 442.

Endvidere bliver at iagttage:

1) Udebliver den, der paataler i Hen-
hold til § 40, ved Hovedforhandlingens Be-
gyndelse eller i løbet af denne, forend han
sidste Gang havde Adgang til Ordet, udsættes
Sagen, dersom lovligt Forfald er oplyst.
Mangler der Hjemmel til at udsætte Sagen,
betragtes Anklagen som frafalden, hvis Ude-
blivelsen finder Sted, førend Bevisførelsen fra
Anklagerens Side er sluttet; finder Udeblivel-
sen Sted senere, fremmes Sagen paa fore-
ftrevcn Maade, saaledes at Anklageren gaar
glip af den Medvirkning ved Sagens For-
handling, hvortil han ellers har Adgang.
Samme Virkninger indtræde, naar den Paa-
gjældende vcegrer sig ved at tage Ordet, hvor


det under Forhandlingen paahviler ham, eller
naar Ordet fratages ham, eller han maatte
blive udvist af Retssalen. Reglen i § 365
finder ikke Anvendelse i Sager, der paatales
i medfør af § 40,

2) afhørelse af en privat Anklager fore-
tages af Rettens Formand, jfr. § 29).

3) Berettiget til Anvendelse af Rets-
midler i Anklagens Interesse i Sager, som
ere paatalte i Henhold til § 38, er Stats-
anklageren efter Begjæring af vedkommende
Embedsmand.

4) Naar den, der har paatalt i Henhold
til § 40, paaanker, men udebliver ved For-
handlingen i Paaankemltantsen, førend han
har begrAndet sin Anke, og uden oplyst lov-
ligt Forfald, betragtes bans Paaanke som fra-
falden; udebliver ban ellers, fremmes Sagen
paa foreskreven Maade, saaledes at han gaar
glip af den Medvirkning ved Forhandlingen,
hvortil han ellers har Adgang. Er en Un-
derretsdom paaanket efter Reglerne i § 400
ff., medwrer Anklagerens Udeblivelse ved
Hovedforbandlingen (Nr. 1), at henholdsvis
Anken eller Anklagen ansees som frafalden.
Tilsvarende Regler gjælde med Hensyn til
Gjenoptagelse af Stræffesagen.

§ 443.

Har Statsanklageren eller Politimesteren
taget en Sag i sin Haand, som kan paatales
i medfør af § 38 eller § 40, men frafalder
dens videre Forfølgning, er den, hvem Paatale
i Henhold til de nævnte Paragrafer tilkom-
mer, berettiget til at optage Sagens forfølg-
ning efter ovenstaaende Regler uden Hensyn
til de almindelige Betingelser for en Sags
Gjenoptagelse.

Herved bliver at iagttage:

I) Om Forfølgningens Begyndelse ved
Andragende om Forundersøgelse eller Anklage
skal Statsanklageren eller Politimesteren faa-
vidt mulig underrette den Paataleberettigede.
Denne kan til enhver Tid ceske Oplysning af
Retten, om Sagen fortsættes, og paa hvilket
Trin den befinder sig; han har Adgang til
Gienncmsyn af Sagens Aktstykker efter Ret-
tens nærmcre Bestemmelse, dog under For-
undersøgelsen kun, naar dømmeren finder, at


det ikke vil være til Skade for Undersøgel-
sen.

2) Frafalder statsanklagerm eller Po-
litimesteren den begyndte forfølgning, kan
Sagen af Vedkommende optages paa det Trin,
hvorpaa den befandt sig. erklæring til Ret-
ten herom bør ske strax, hvis Anklagen fra-
faldes under Hovedforhandlingen, og ellers
inden en Uge. Rettens Beføjelse til i Embeds
medfør at nægte en Sag Fremme eller at
ophæve Forholdsregler, der ere foranledigede
ved Undersøgelsen, men som ikke længer findes
hjemlede, bewres ikke af foranstaaende Regler.

3) Anvendelse af Retsmidler i Ankla-
gens Interesse i en Sag, som er paatalt af
Statsanklageren eller Politimesteren, staar den
i Henhold til § 40 Pætaleberettigede aaben,
naar Vedkommende paa det Offentliges Vegne
undlade eller vcegre sig ved at gjøre Brug af
dem. Anmeldelse af Paaanke i Henhold her-
til bør ske inden den samme Frist, som Mi-
der for hine. Frafalder Overstatsanklageren
eller Statsanklageren en begyndt Paaanke, eller
frafalder han ligeoversor et af den Domfældte
anvendt Retsmiddel Anklagen, forsaavidt derom
bliver spørgsmaal, kan den Pætaleberettigede
optage Anken eller Anklagen efter de under
Nr. 2 givne Regler.

§ 444.

Naar en Privat er beføjet til at paa-
tale en Lovovertrædelse, der ogsaa kan forfølges
af det Offentlige, uden at denne Ret er be-
tinget af, at offentlig Paatale er nægtet (§ 40
2det Stykke), er han berettiget til at indtræde
som Medanklager i den af det Offentlige an-
hængiggjorte Sag med samme Beføjelser som,
naar han selvstændig havde rejst Sagen.
Eamme Net saavelfom Ret til efter Reglerne
i § 443 at optage en forfølgning, der fra-
faldes, har i faadanne Sager omvendt Ved-
kommende paa det Offentliges Vegne, naar
Sag er anhængiggjort af den Private.

§ 445.

Forfølges en Sag af en Privat i Hen-
hold til § 40 1ste Stykke, er Statsanklageren
eller Politimesteren berettiget til at tage Sa-
gen i sin Haand, naar saadanne Omstamdig-


heder ere tilstede, som vilde give Hjemmel til
Gjenovlagelse af en Stræffesag, i hvilken For-
følgning er frafalden. Den samme Grund-
sætning gjælder med Hensyn lil Retsmidlers
Anvendelse.

Kapitel II. Om Eager, der paatales af Private i Henhold
til § 39.
§ 446.

Ved Lovovertrædelser, som Lovgivningen
henviser til Paatale af Private, sinder ingen
Efterforskning af Statsanklageren eller Poli-
tiet Sted, ej heller Indskriden af Undersøgelses-
dømmeren af egen Drift. Andragender til
Undersøgelsesdømmeren om Foretagelse af en-
kelte Retshandlinger staa den Pætaleberettigede
aabne, naar Omstændighederne ikke tilstede
Opsættelse. Ogsaa dm anden Part kan rette
Andragende til Undersøgelsesdømmeren om førelsen af et Bevis, som han ellers staar Fare
for at tabe, f. Ex. angiaende Rigtigheden af
en af ham fremfort Bejkyldmng. Herved
blive Reglerne om stige Retshandlinger i iredie
Afsnit Kap. I at anvende.

Forundersøgelse ved Retten er udelukket i
de herommeldte Sager.

§ 447.

Med Hensyn til den private Stræffesags
Indbringelse for Retten finde Reglerne i §
363 Anvendelse.

Skal Anklageskrift indleveres i Sager,
i hvilke Stræffen ikke kan overstige en Bode
af 40 Kr., kan Anklageren begjære af dømmeren, at denne skal være ham behjælpelig
ved Affattelsen.

Angivelse af Bolig m. V. maa gjøres
overensstemmende med § 441 Nr. 2.

Finder dømmeren ikke Grund til i Hen-
hold til § 251 at nægte Anklagen Fremme,
uden at videre Foranstaltning træffes i Anled-
ning af samme, berammer han Tcegtedag, hvor-
ved Reglerne i § 364 blive at følge.


§ 448.

dømmeren stal, forend Forhandlingen
begynder, mcegle Forlig mellem Parterne.
Forlig, hvorved den Sigtede underkaster sig
Straf af Bods, kan vedtages, naar dømme-
ren ikke finder Grund til at betvivle den Sig-
tedes Skyld. Forliget tilføres Retsbogen.

Tilbud om Forlig fra den Sigtedes
Side kan fremdeles dømmeren modtage over-
ensstemmende med Reglerne i § 368.

Rettens Beføjelse til i Embeds medfør
at beslutte Vevisers førelse eller andre For-
anstaltninger under Sagen finder kun Sted,
hvor Saadant skjønnes fornødent i den Sig-
tedes Interesse.

Domfældes den Sigtede, maa højere
Straf, end Anklageren maatte have andraget
paa, ej idømmes.

§ 449.

Den Sigtede har Adgang til at gjøre
borgerlige Retskrav, der have Oprindelse af
samme Forhold, gjældende som Modfordring
overensstemmende med Loven om borgerlige
Domssager og med Forbehold af Rettens Be-
fsjelse til i Henhold til denne at adskille
Sogsmaalene.

Den,, der er sagsogt under en borgerlig
Domssag, kan gjøre en Stræffepaastand, som
har Oprindelse af samme Forhold, gjældende
som Modsogsmaal, dog at Beføjelse til at
adffille Sogsmaalene er Retten forbeholdt;
iøvrigt bliver saadant Modsogsmaal at be-
handle efter Reglerne i nærværende Lov.

§ 450.

Hvis Anklageren ikke møder personlig eller
ved Fuldmægtig (§ 42) ved Hovedforhand-
lingens Begyndelse eller i løbet af denne,
forend han sidste Gang havde Adgang til
Ordet, udsættes Sagen, dersom lovligt Forfald
ec oplyst. Mangler der Hjemmel til at ud-
fætte Sagen, betragtes Anklagen som frafalden,
hvis Udeblivelsen finder Sted, forend Bevis-
førelsen fra Anklagerens Side er sluttet; finder
Udeblivelsen Sted senere, og Sigtede ikke
paastaar Anklagen betragtet som frafalden,
fremmes Sagen paa forestrevne Maade, saa-
ledes at Anklageren gaar glip af den Med-


virkning ved Sagens Forhandling, hvortil
han ellers har Adgang. Samme Virkninger
indtræde, naar Anklageren vcegrer sig ved at
tage Ordet, bvor det under Forhandlingen
paahviler ham, eller hvor Ordet fratages
ham, eller han maatte blive udvist af Rets-
salen.

§ 451.

Er den Sigtede udebleven uden lovligt
Forfald, og dømmeren ikke finder hans per«
sonlige nærværelse nødvendig for Sagens Paa-
kjendelse, anfees den Sigtede at vedgaa den
ham i Indkaldelsen tillagte Brsde, og Sagen
bliver at paakjende uden videre Bevisførelse,
medmindre dømmeren i Sagens Beskaffenhed
eller de iøvrigt foreliggende Omstændigheder,
finder tilstrækkelig Grund til at anordne en
saadan.

Finder Bevisførelse Sted i den Sigtedes
Fraværelse, og heller ingen Forsvarer for
denne er modt, afhører dømmeren de Vidner,
som maatte være indkaldte efter hans Be-
gæring.

§ 452.

afhørelse af Anklageren sker efter Reg-
lerne i § 291 med fornødne Lempelser; und-
lader han at give personligt møde, eller vceg-
rer han sig ved at svare, kommer Reglen i
§ 206 1ste Stykke til Anvendelse.

§ 453.

nægter den Sigtede at udtale sig over de
imod ham anførte Kjendsgjerninger, kan dømmeren anse disse for beviste, naar Omstændig«
hederne ikke tale derimod.

§ 454.

Paaanke er udelukket, naar Stræffen ikke
kan overstige bøder af 40 Kr. Udeblivelse
af Anklageren, naar Paaanke finder Sted,
medfører de i § 442 Nr. 4 angivne Virk-
ninger.

§ 455.

Med de af ovenstaaende Regler og ellers
af Forholdets Natur følgende Lempelser blive
iøvrigt ved de herommeldte Sager de i fjerde
Afsnit Kap. I—III og V samt' i sjette Afsnit
Kap. II—IV givne Regler at følge.


Kapitel III. Om Paalale af borgerlige Retskrav i Forbindelse
med Stræffesagen.
§ 456.

Vil den Forurettede i Henhold til § 4
forfølge sit af den paatalte Handling fsl-
gende borgerlige Retskrav i Forbindelse med
Stræffesagen, bør han, naar Anklage er rejst
af Statsanklageren, tilstille Retten sin Klage,
forend den Sigtede er bleven indstævnet til
Hovedforhandlingen. Paatales Stræffesagen
af Politimesteren, bør Anklagen fremsoettes,
forend Forhandling om Sagens Realitet er
begyndt i det Retsmøde, i bvilket det i Hen-
hold til § 364 afgjøres, om Bevisførelse skal sinde Sted. Paatales Stræffesagen af den
Forurettede selv, bør Fordringen fremsættes i
Forbindelse med Anklagen.

Senere end til de nævnte Tidspunkter
kan Kravet kun gjøres gjældende under
Stræffesagen, naar den Sigtede indvilger
deri, eller naar det fremsættes paa en Tid, da
Hovedforhandlingen er udsat, og faaledes, at
den Sigtede kan faae saa betimelig Meddelelse
derom, som Retten finder fornøden, uden at
Hovedforhandlingen behøver yderligere at ud-
sættes, eller endelig, naar Kravet begrundes
ved og fremkommer i Forbindelse med en For-
andring i Anklagen, som er hjemlet ved § 267
Nr. 2.'

§ 457.

Er det i en af det Offentlige forfulgt
Stræffesag tvivlsomt, om den Forurettede er
bekjendt med Sagens forfølgning, har Politi-
mesteren eller Statsanklageren saavidt mulig
at underrette ham herom, for at give ham
Lejlighed til betimelig at fremsætte sit Rets-
krav. Efterforskningen og Forunderss gelsen
kan paa den Forurettedes Begjæring udftroekkes
til Omstændigheder, der ere af Vigtighed for
hans Krav, forsaavidt det kan ske uden vce-
sentlig Forhaling.

§ 458.

Klagen, hvorved det borgerlige Retskrav
gjøres gjældende, affattes striftlig; dog kan den,
hvis den fremkommer under Hovedforhand-
lingen, fremfættes mundtlig til Retsbogen.
Ved Underretten skal dømmeren paa Begjcr-


ring være behjælpelig med Klagens Affattelse,
naar Beløbet ikke er over 40 Kr.

Klagen skal indeholde Parternes Navne,
Bopcele eller Opholdssteder (§441 Nr. 2),
Henvisning til Anklagen samt nojagtig An«
givelse af Paastanden.

§ 459.

Den Forurettede, som uden selv at være
Anklager forfølger et borgerligt Retskrav under
Stræffesagen, har Ret til at møde under Ho-
vedforhandlingen, om hvilken Meddelelse til
ham sker. Han kan andrage paa, at spørgs-
maal stilles til den Sigtede, Vidner samt
Syns- eller skjønsmcend. Med Anklagerens
Samtykke kan han selv udspørge Vidner,
Syns- eller skjønsmcend efter samme Regler
som hin. Efterat Bevisførelsen bar fAndet
Sted og Anklageren har udtalt sig, har han
Adgang til Ordet, i nævningesager, jfr. § 356,
forsi, efter at Nævningerne bave erklæret den
Sigtede skyldig, og Anklageren bar udtalt sig
om Stræffelovens Anvendelse.

Udebliver den Forurettede, som ikke selv
er Anklager, oplæses hans Paastand og tages
paa foreskreven Maade i Betragtning; men
han maa sinde sig i, at Ufuldstændigheder og
Tvetydigheder i hans Paastand fortolkes til
hans Ugunst.

Indtil Bevisførelsen er begyndt, staar
det ham frit for at tage fin Klage tilbage
med Forbehold af at forfølge sit Krav i den
borgerlige Retsplejes Former, senere kun med
den Sigtedes Samtykke.

§ 460.

Retten kan saavel strar som senere under
Sagens Gang nægte det borgerlige Retskravs
forfølgning i Forbindelse med Stræffesagens
Fremme, naar det findes, at den sidste derved
vil lide væsentligt Ophold.

Paakjendelse af Kravet finder ikke Sted:

1) naar Retten finder, at det i Anled-
ning af Strafspørgsmaalet Oplyste ikke inde-
holder tilstrækkelige Forudsætninger for Paa-
dømmelsen;

2) naar Frifindelse for eller Idømmelse
af Straf ikke findes at fore en Afgjørelse af
Kravet i samme Retning med sig.

I alle Tilfælde, hvor Retten ikke har paa-


kjendt Kravet, staar det den Paagjældende frit
for at forfølge sit Krav i den borgerlige Rets-
plejes Former.

Har der under Sagens Forhandling
været Strid, om en Skade er foraarfaget,
eller om Erstatningens størrelse, træffer Ret-
ten Afgjørelse efter frit skjøn over alle i
Betragtning kommende Omstændigheder, for-
saavidt Paakjendelsen ikke i medfør af foran-
staaende Regler er udelukket. Tilkjendes Er-
statning, anslaaes den i Reglen til en rund
Sum.

§ 461.

Mod Rettens Nfgjørelser med Henfyn til
det borgerlige Rekskrav kunne ordentligvis
Retsmidler ikke anvendes særstilt; dog kan
Besværing finde Sted, naar Paakjendelse er
fket, uagtet Kravet ikke er paatalt af den
Forurettede, eller imod Reglen i § 460 Nr.
2, eller naar Anken alene angaar størrelsen
af den fastsætte Erstatning.

gjøres der Brug af Retsmidler mod
Afgjørelsen af Strafspørgsmaalet, indbefattes
Afgjørelsen af det borgerlige Retskrav herun-
der, naar ikke det Modsatt? udtrykkelig er
udtalt.

Har Retten ikke taget Kravet under
Paakjendelse, er den Forurettede udelukkende
henvist til at gjøre dette gjældende ved en
borgerlig Retssag, medmindre fom følge
af et Retsmiddels Anvendelse en ny Hoved-
forhandling skal finde Sted.

§ 462.

Ting, der ere unddragne Nogen ved en
strafbar Handling eller ere Udbyttet af saa-
danne Ting, og som i Anledning af Stræffe-
sagen ere komne i Rettens værge, har Retten
i Embeds medfør at udlevere den Forurettede,
naar Sagen er endt ved upaaankelig Dom,
felv om han ikke har paatalt sit Kr.iv
under Sagen, medmindre enten Trediemand
gjør paa Fordring paa Tingen, eller Stræffe-
lovens § 34 finder Anvendelse.

Udlevering for det nævnte Tidspunkt el-
ler naar Sagen ender uden Dom, kan under
tilsvarende Betingelser finde Sted, med min-
dre den Sigtede modsætier sig det.

Kjendes den Berettigede ikke, oplyses Tin-
gen efter de hidtil gjældende Regler.


Ottende Afsnit. Om Fuldbyrdelsen af dømme i Stræffe«
sager.
§ 463.

Politimesteren drager Omsorg for Stræffe-
dømmes Fuldbyrdelse. Han staar herved under
Statsanklagerens Overtilsyn, forsaavidt Sagen
hører under dennes Virkekreds.

bøder, som ere tillagte den Forurettede,
og Erstatning, der under Stræffesagen er til-
kjendt ham, inddrives efter de i Lov om den
borgerlige Retspleje foreskrevne Regler. Med
Hensyn til Afsoning af den Del af nysnævnte
bøder, som ikke betales eller indkommer ved
Exekution, har den Forurettede at henvende
sig til vedkommende Politimester.

§ 464.

Opstaar der med Hensyn til dømmens
Fortolkning, Beregningen af Frihedsstræffe, som
ere idømte eller træde istedetfor idømt Straf,
eller andre Indsigelser af den Domfældte
Strid mellem denne og Statsanklageren eller
Politimesteren, bliver spørgsmaalet paa den
Domfældtes Begjæring at forelægge den Ret.
som bar afsagt Dom i Sagen i Første In-
stants eller ifølge Paaanke i Henhold til
§ 400 ff., men uden at den af Stats-
anklageren eller Politimesteren anordnede Fuld-
byrdelse af den Grund behøver at udsættes,
medmindre Retten beslutter det. Mod Af«
qjorelsen, der træffes efter Reglerne i § 257,
kan Besværing finde Sted.

Angaar spørgsmaalet Identiteten af en
undvegen Domfældt og en senere paagreben
Person, skal mundtlig Forhandling og Bevis-
førelse finde Sted i et offentligt Retsmøde i
den Paagrebnes nærværelse; Paaanke til Hoje«
steret kan i dette Tilfælde ske paa Grund
af væsentlige Formfejl og med fore Hjemvisning,
medens der ved Paaanke til Landsretten
maa finde ny Bevisførelse Sted; endvidere kan
Andragende om Gjenoptagelse finde Sted,
hvorved Grundsætningerne i sjette Afsnit Kap.
IV komme til Anvendelse.

§ 465.

Ingen Stræffedom kan fuldbyrdes for
Udløbet af den Frist, i hvilken Paaanke i


medfør af Loven staar aaben, medmindre Af-
kald paa Paaanke forinden er givet.

For Bodedømme, felv om de ej kunne
paaankes, gjælder en Fuldbyrdelsesfrist af 3.
Dage, som beregnes paa den i § 378 1ste
Stykke angivne Maade. Er Boden tillagt
den Forurettede, er Fuldbyrdelsesfrisken den i
Lov om den borgerlige Retspleje foreskrevne,
hvilken ogsaa gjælder med Hensyn til Erstat-
ning, som ved Stræffedømmen er tilkjendt.

§ 466.

Ingen Dodsdom maa fuldbyrdes, forend
den af Justitsministeren bar været Kongen
forelagt, og Fuldbyrdelsen af Kongen er
bifaldet.

Den Landsret, som har afsagt Dsds-
dømmen, og højesteret, naar dømmen har
været paaanket, skulle afgive Erklæring, hvor-
vidt der sindes Grund til at anbefale den
Domfældte til Benaadning. Erklæringen fore-
lægges Justitsministeren, naar Paaankefrisken
er udløben, eller dømmen er stadfæstet af
højesteret.

§ 467.

Foruden den Udsættelse eller Standsning
af en Stræffedoms Fuldbyrdelse, som er eller
kan blive følgen af Paaanke eller Andragende
om Sagens Gjenoptagelse, finder saadan Ud-
sættelse eller Standsning fremdeles Sted:

1) naar en svanger Kvinde er dømt til
Doden,

2) naar den, som skal udftaa Livsstraf,
Frihedsstraf eller legemlig Straf, bliver af-
sindig eller overfaldes af en heftig, livsfarlig
Sygdom,

3) naar den, som skal udstaa Friheds-
straf eller legemlig Straf, er i en saadan le-
gemlig Tilstand, at Fuldbyrdelsen af Stræffen
eller af den Straf, som efter Omstændighederne
(Stræffelovens § 23) skulde træde i Stedet,
ikke kan finde Sted uden livsvarig Forværrelse af Tilstanden eller anden varig og betydelig
Skade,

4) naar en umiddelbar Udstaaelse af
Stræffen vilde medføre uforholdsmæssige Fsl'
ger for den Paagjældendes Velfærd eller
væsentlige Ulemper for det Offentlige, kan Ju-
stitsministeren tilstede en kortvarig Udsættelse.


Naar den Ret, som har fældet dømmen,
finder Grund til at indstille den Domfældte
til fuldstændig Benaadmng eller til at benaades
med at lide Straf af en mildere Art, udsættes
Stræffens Fuldbyrdelse; det Samme gjælder,
naar Ansogning herom indgives af den Dom-
fældte, forsaavidt ikke allerede tidligere en An-
sogning er afslaaet. Hvorvidt den alt be-
gyndte Fuldbyrdelse af Stræffen skal standses
paa Grund af Ansogning om Benaadmng,
afgjør Justitsministeren.

§ 468.

Hvorvidt en Domfældt, der ikke tidligere
var fængslet, i det Tidsrum, som forløber,
forend Stræffen kan fuldbyrdes, eller naar
Fuldbyrdelsen udsættes eller standses, bør hen-
sættes i væretcegtsfængsel, afgjor Retten, jfr.
§ 225; herved sinde da Reglerne i andet Af-
snit om fængsling Anvendelse med fornøden
Lempelse. Paa lignende Maade finde Reglerne
i andet Afsnit Kap. VI Anvendelse med Hensyn
til Beslaglæggelse paa Gods for Omkostninger
og Erstatning, efter at Dom er gaaet.

Har den, som er dømt til Strafarbejde
eller til Statsfængsel over 2 Aar, unddraget
sig Stræffens Fuldbyrdelse, kan Beslaglæggelse
paa hans Formue her i Riget anordnes efter
Reglerne om denne Forholdsregel i andet Af-
snit Kap. IV. Er der efter Afsigelsen af
Stræffedømmen hengaaet 10 Aar, kan Andra«
gende til Retten herom kun stilles efter Ju-
stitsministerens Befaling. Foruden i de i §
199 Nr. 1 og 2 nævnte Tilfælde bortfalder
Beslaglæggelsen, naar Benaadmng sinder Sted;
fremdeles bortfalder den, naar 10 Aar ere
hengaaede efter Stræffedømmens Afsigelse,
medmindre Justitsministeren begjærer den
vedligeholdt.

§ 469.

Ophævcs en Stræffedom ifølge Paaankc,
kommer det væretcegtsfængfel, som den Dom-
fældte har været underkastet efter Afsigelsen af
den paaankede Dom, i Betragtning ved den
nye Stræffedom, som maatte blive afsagt i
Sagen, efter Grundsætningerne i Stræffe-
lovens § 58.


Det Samme gjælder, naar Stræffedømmen alene er paaanket i Anklagens Interesse,
men Paaanken afvises eller dømmen stad-
fcestes; Afgjørelsen træffes efter Reglerne i
§ 464.

§ 470.

Naar der til Fuldbyrdelsen af en Stræffe-
dom bliver spørgsmaal om den Domfældtes
Paagribelse, kunne de samme Forholdsregler
anvendes, som ere hjemlede, naar fængslings-
kjendelse er afsagt.

§ 471.

bødestræffe, som ikke ere fuldbyrdede,
bortfalde ved den Domfældtes Dod.

§ 472.

Med Hensyn til Mresoprejsning har det
sit Forblivende ved Lov af 3. April 1868.

§ 473.

Ovenstaaende Regler finde med de af For-
holdets Natur eller særlige Forskrifter følgende
Lempelser ogsaa Anvendelse ved Fuldbyrdelsen
af Kjendelser, hvorved Retten har paalagt
Vidner eller Andre Straf.

Er Besværing udelukket mod de i § 137,
jfr. § 162, omtalte Kjendelser, kan Fuldbyrdelsen
dog først finde Sted, naar Frisken til at frem«
sætte Begjæring om Kjendelsens Ophævelse i
Henhold til § 138 er forløben, eller Retten
har nægtet at efterkomme en saadan Begjæring.

Med Hensyn til Fuldbyrdelsen af de i
§§ 147 og 163 ommeldte Bodepaalæg for-
holdes efter de almindelige Regler om bøder,
som paalægges af øvrighedsmyndigheder.

Niende Afsnit. Om Omkostninger i Stræffesager samt
om Rettergangsbøder.
Kapitel I. Om Omkostninger i Stræffesager. § 474.

I Stræffesager, som forfølges af en
offentlig Myndighed, udredes Omkostningerne
ved Sagens Behandling og Stræffens Fuld-
byrdelse af det Offentlige, med Forbehold af


Ret til at faae dem erstattede efter neden«
staaende Regler.

Vederlag til valgte Forsvarere og Ud-
gifter i Anledning af Beviser, som den Sig-
tede fremskaffer uden Rettens Foranstaltning,
vedkomme ikke det Offentlige, ej heller Veder-
lag til en beskikket Forsvarer, som har frafal-
det Krav paa Godtgjørelse af det Offentlige,
samt Udgifter, der forcmlediges ved Skridt,
som en Trediemand foretager i sin Interesse.

Udgifterne for det Offentlige beregnes
efter de foreskrevne Regler af vedkommende
Statsanklager, Politimester, dømmer, Rets-
formand eller Ret.

§ 475.

Findes den Sigtede skyldig, er han plig-
tig at erstatte det Offentlige de paaførte Ud-
gifter.

Har Underfogelsen været rettet paa en
anden Forbrydelse end den, eller paa andre
Forbrydelser foruden den, for hvilken den Sig-
tede dømmes, er han ikke pligtig til at er-
statte de derved foranledigede yderligere Om-
kostninger (jfr. dog § 477); kan en Sondring
ikke ske, bestemmer Retten, om og hvor stort
et Afdrag der bør gjøres.

Omkostninger, som ere foraarsagede ved
Andres Fejl eller Forsommelser, falde ikke den
Domfældte til Last.

Rejsegodtgørelser og Dagpenge til Lands-
rettens Personale i Anledning af Rettens
møder udenfor dens Hovedsæde, Rejsegodt-
gjørelser til nævninger, Rejsegodtgørelser og
Dagpenge til Statsanklageren, som foranlediges
ved, at denne har Embedsbolig paa et andet
Sted end det, hvor Retten holdes, falde heller
ikke den Domfældte til Last.

§ 476.

dømmes flere Sigtede som Meddelagtige
i den samme Handling, har Enhver isoer af
dem at erstatte de Udgifter, som hidrore fra
Forhold, der alene vedrore ham. Med Hen-
syn til andre Omkostninger paalægger Retten
de enkelte Deltagere at udrede en i Forhold
til Graden af deres Deltagelse bestemt Andel
og kan tillige bestemme, at alle eller enkelte
Deltagere skulle hcrfte solidarisk.


§ 477.

Frifindes den Sigtede, eller endes Sagen
iøvrigt uden at have ført til hans Domfæl-
delse, paahviler der ham ingen Erstatnings-
pligt for Omkostningerne, undtagen forfaavidt
disse maalte være foraarsagede ved hans til-
regnelige og retsstridige Handlinger eller Und-
ladelser.

§ 478.

Omkostninger ved Brug af et Retsmiddel
i Anklagens Interesse, som ikke fører til For-
andring af dømmen til den Sigtedes Skade,
paabviler det ikke denne at erstatte. Derimod
er han (eller henholdsvis de i § 425 nævnte
Penoner) Pligtig at erstatte Omkostningerne
ved frugteslos Brug i hans Interesse af et
Retsmiddel, medmindre dette er gjort gzceldende
af hans Værgc.

medfører Anvendelsen af et Retsmiddel
Forandring i dømmen, afgjøres det efter Reg-
lerne i §§ 475 og 477, om der paahviler
den Sigtede Erstatningspligt med Hensyn til
Omkostningerne saavel ved Retsmidlets An-
vendelse som ved Sagens tidligere Behandling;
medføre disse den Sigtedes Fritagelse for Om-
kostninger, som alt ere erlagte, blive de at
tilbagebetale ham af det Offentlige.

§ 479.

Er Stræffesagen foranlediget ved tilregne-
lige og retsstridige Handlinger af Andre end
den Sigtede, eller ere færegne Udgifter for°
aarfagede ved saadanne Handlinger eller Und-
ladelser (jfr. §§ 137 og 138), paahviler der
den Paagjældende Erstatningspligt for de Om-
kostninger, hans Forhold har medført.

Bortfalder en Stræffesag, hvis offentlige
forfølgning er betinget af den Forurettedes
Begjæring, fordi denne tager sin Begjæring
tilbage, kan han paa Statsanklagerens eller
Politimesterens Andragende tilpligtes at erstatte
det Offentlige de paaførte Udgifter.

§ 480.

Naar en Privat forfølger en Stræffesag
i Henhold til § 40 1ste Stykke, udredes Om-
kostningerne foreløbig af det Offentlige efter
Reglerne i § 474, dog derunder ikke indbe-
fattet Vederlag til Anklagerens Rettergangs'


fuldmægtig og Udgifter i Anledning af Be-
viser, som Anklageren fremskaffer uden Rettens
Foranstaltning; ender Sagen uden at fore til
den Sigtedes Domfældelse, er den private
Anklager pligtig at erstatte saavel de det
Offentlige paaførte Udgifter som og den Sigtede
saadanne Udgifter, der ere det Offentlige uved-
kommende, og som Retten ikke skjønner ufornødne. Anklageren er pligtig til inden en af
Retten bestemt Frist at stille en efter Rettens
skjøn passende Sikkerhed i rede Penge for de
Omkostninger, som det saaledes kan blive ham
paalagt at tilsvare det Offentlige og den Sig-
tede; stilles denne ikke, betragtes Anklagen
som frafalden. Over Rettens Afgjørelse i denne
Henseende kan der finde Besværing Sted.

iøvrigt finde de ovenstaaende Regler ogsaa
Anvendelse i disse Sager, saaledes dog at den
Sigtedes Erstatningspligt ogsaa omfatter Ud-
gifter for Anklageren, som Retten ikke skjønner
ufornødne.

§ 481.

I andre Stræffesager end de i § 480
nævnte, som forfølges af en privat Anklager,
har enhver Part at betale de Omkostninger,
som medføres ved processuelle Skridt, der af
ham begjæres eller foranlediges, med Forbehold
af Erstatningøret. Omkostninger ved proces-
suelle Skridt, som Retten i Embeds medfør
beslutter, samt ved den idømte Strafs Fuld-
byrdelse — Inddrivelse af bøder til den For-
urettede undtagen — udredes af det Offent-
lige med Forbehold af den Sigtedes Erstat-
ningspligt.

Den tabende Part er pligtig at erstatte
Modparten og efter Omstændighederne det Of-
fentlige de paaførte Udgifter, som Retten ikke
skjønner ufornødne, overensstemmende med de
efter Forholdets Natur lempede Regler i foran-
staaende Paragrafer.

Optræder en Udlcending som Sagsøger,
er han pligtig til, naar den Sigtede fordrer
det, eller Retten ellers finder Grund dertil,
at stille Sikkerhed for de Omkostninger, som
det kan blive paalagt ham at tilsvare; Sikker-
hedens Art og størrelse og Frisken til dens
Tilvejebringelse fastsættes af Retten; stilles
den ikke, betragtes Anklagen som frafalden.


Over Rettens Afgjørelse i denne Henseende
kan der finde Besværing Sted.

§ 482.

særlige Omkostninger, som foraarsages
ved forfølgning af borgerlige Retskrav i For-
bindelse med Stræffesagen, udredes af hver
Part for sig, med Forbehold af Retten til
at faae Erstatning af den Tabende. Finder
Paakjendelse ikke Sted, falde faadanne særlige
Udgifter den Klagende til Last, men kunne efter
Omstændighederne kræves erstattede under den
borgerlige Domssag, som staar ham aaben.

§ 483.

Om Erstatning af Omkostninger trcrffer
Retten Afgjørelse ved dømmen eller, naar
Sagen endes uden Dom, ved Kjendelse, naar
Sagen sluttes. Skal som følge af den i
Anledning af et Retsmiddel trufne Afgjørelse
yderligere Behandling af Sagen finde Sted,
afgjøres spørgsmaalet om Omkostningerne ved
den endelige Dom.

Er spørgsmaalet om Erstatning af Om«
koftninger ved enkelte Retshandlinger eller
Afsnit i Sagens Behandling uafhængigt af
Sagens Udfald, kan der strar derom træffes
Afgjørelse ved Kjendelse.

Trediemand, hvem det paalægges at er-
statte Omkostninger, bør der forinden være
givet Lejlighed til at udtale sig herom, for«
saavidt ikke særegne Forskrifter ere givne, faa-
som med Hensyn til udeblevne Vidner.

Om dømmere ere p iatige at boere Om«
kostninger, afgjøres af den overordnede Ret,
til hvilken Paaanke har fAndet Sted, efterat
der er givet dømmeren Lejlighed til at frem-
fore sit Forsvar.

§ 484.

Paaankes dømmen i Hovedsagen, kunne
dømmens Bestemmelser med Hensyn til Er-
statning af Omkostninger paaankes i Forbin-
delse dermed. En tilsvarende Regel gjælder, naar
der finder Besværing Sted mod en Kjendelse, der
har paalagt Erstatning af Omkostninger i For-
bindelse med Straf eller lignende følger. Mod
andre Afgjørelser om Erstatning af Omkostninger,
som ere uafhængige af Sagens Udfald, kan Be-
sværing finde Sted, naar Beløbet overstiger
40 Kr.


Foranstaaende Regler gjælde ogsaa med
Hensyn til Fastsættelsen af Vederlag til of-
fentlige Anklagere, hvor derom bliver spørgs-
maal, og til beskikkede Forsvarere.

Omkostninger, som det er paalagt at er-
statte, inddrives efter de i Lov om den bor«
gerlige Retspleje forestrevne Regler.

Kapitel II. Om RettergangZbøder. § 485.

Naar offentlige Anklagere, som faae Ve-
derlag for den enkelte Sag, eller beskikkede
Forsvarere eller Sagforere, hvem Anklage eller
Forfølgning af et borgerligt Retskrav eller
Forsværet er betroet af en Privat eller Sigtet,
gjøre sig skyldige i skjodeslos eller forsomme-
lig Adfærd i Sagen, ansees de ved dømmen
eller efter Omstændighederne ved Kjendelse
med bøder fra 20 til 400 Kr.

For andre Pligtovertrædelser under Sa-
gen kunne de nævnte Personer paa lignende
Maade stræffes, naar Sagen sindes klar og
hojere Straf end bøder ikke sindes at være
forskyldt.

Angaaende Pligtovertrædelser, hvori andre
offentlige Anklagere eller Politiets Embeds- og
Bestillingsmand i en Stræffesag maatte
skjønnes at være skyldige, have Retterne at
gjøre Indberetning til de Vedkommendes
Foresætte, dog med Forbehold af Reglerne i
§ 226.

§ 486.

skjønnes det i Sager, som forfølges af
en Privat, at denne uden nogen rimelig Grund
har rejst Anklage, ansees han ved dømmen
eller efter Omstæncighederne ved Kjendelse med
bøder fra 40 til 400 Kr. Herved udelukkes
ikke, at den Skyldige kan drages til Ansvar efter
Stræffelovens almindelige Regler, hvor disse
iøvrigt ere anvendelige.

§ 487.

dømmere og Retsskrivere, som i en
Stræffesag gjøre sig skyldige i strafbare Hænd-


linger eller Undladelser, kan der, naar Paaanke
sinder Sted, herfor paalægges Straf af den
overordnede Ret i Forbindelse med Ankens Af-
gørelse, naar Sagen findes klar, og højere
Straf end bøder ej er forfkyldt.

§ 488.

Mod Rettens Bestemmelser om Strafs
Paalæg ifølge foranftaaende Paragrafer kan
Besværing finde Sted; paaankes dømmen i
Hovedsagen, kan Befværingen behandles i For-
bindelse med denne efter Rettens Bestemmelse.

Tiende Afsnit. Slutningsbestemmelser. § 489.

Denne Lov træder i Kraft samtidig med
Loven om Domsmagtens Ordning m. v

Det vil ved særlig Lov være at bestemme,
i hvilken Udstrækning Reglerne i nærværende
Lov skulle gjøres anvendelige paa færoerne.

§ 490.

Stræffesager, i hvilke der paa den Tid,
Loven træder i Kraft, endnu ikke er afsagt
Dom, behandles efter de Regler, som denne
Lov foreskriver. Der maa derfor, selv om
Sagen maatte være optagen til Dom, sinde
Hovedforhandling med Bevisførelse Sted for
den dømmende Ret, forend dømmen kan af-
siges. Sagens Akter tilstilles til den Ende
Statsanklageren eller Politimesteren eller den
vedkommende Private, for at Anklage paa fore-
fkreven Maade kan blive rejst. Herved finder
den i §245 fastsætte Frist Anvendelse, at regne
fra Modtagelsen af Sagens Aktstykker. Gyl-
digheden af Retshandlinger, som ere foretagne
i Sagen, forend Loven træder i Kraft, be-
dømmes efter den tidligere Lovgivning.

§ 491.

Paaanke af Stræffedømme, som ere af-
sagte, førend Loven træder i Kraft, sker efter de
hidtil gjældende regler, dog at Statsanklage-
ren ved den Landsret, fom træder i ved-
kommende Landsoverrets Sted, eller henholds-


vis Overstatsanklageren væretager, hvad der i
Anledning af saadan Paaanke vilde paahvile
Overovrigheden eller en bestikket Aktor. Med
Hensyn til dømmens Fuldbyrdelse blive Reg-
lerne i denne Lov at anvende med de af For-
holdets Natur flydende Lempelser.

§ 492.

Gjenoptagelse af Stræffesager, der ere af-
sluttede ved upaaankelig Dom eller paa anden
Maade, forend denne Lov træder i Kraft,
eller i Henhold til § 491, kan jke efter
Andragende fra Statsanklageren eller den Dom-
fældte saavelsom fra de i § 425 nævnte
Personer; i Henseende til saadan Gjenoptagelse
blive de i sjette Afsnit- Kap. IV forestrevne
Regler at følge. Om Gjenoptagelse af en
Sag, der er afsluttet ved upaaankelig Under-
retsdom, kan finde Sted, beror paa, om Sa-
gen efter denne Lovs regler vilde høre for
Landsretten; Afgjørelsen træffes af vedkom-
mende Landsret.




Motiver til det af den ved allerh. Restr. af 28. Febr. 1868 nedfatte Proceskommission udarbejdede Udkast til Lov om Strafferetsplejen Marts 1875. Kjøbenhavn. Trykt hos I. H. Schultz.
1875.


Oversigt over Indholdet af Motiverne

Indledende Vemarkninger........................................................... 1 — 5.

Første Afsnit Almindelige Bestemmelser.

Kapitel I.

Om Lovens Virkekreds.............................................................. 5—10.

Kapitel II

Om Retternes Virkekreds............................................................ 10—20.

Kapitel III,

Om de Tilfalde, lwor rettens Personer som inhabile skulle eller kunne udelukkes fra eller fritages

for at handle i Sagen ..................................................... 20—22.

Kapitel IV.

Om de offentlige Anklagere................................... ...................... 22—27.

Kapitel V.

Om Paatalen....................................................... ............ 27 — 37.

Kapitel VI.

Om den Sigtedes Forsvar.......................................................... 37 —44.

Kapitel VII.

Om Va?rnething, Stræffesagers Foremng og stedlige Granser for Embedshandlinger i Stræffe-

retsplejm................................................................ 44 —52.

1Enkelte Varnething......................................... 45-49.

n,
Foreuing af Stræffesager..................................... 49 —52.

m.
Stedlige Gramser for Embedshandlinger i Btræfferetsplejen........ 52.

Kapitel VIII.

Om RetsMøder og Retstwger....................................................... 52—56.

Kapitel IX.

Om Forkyndelser og andre fra Retten udgaaende Meddelelser.............................. 56—57.

Kapitel X.

Om rettens dømme, Kjeudelser og andre Beslutninger.................................. 57 —60.


Andet Afsnit Om Midlerne til Opnaaelse af Stræffesagers Formaal.

Indledende Bemccrkninger............................................................ 69—61.

Kapitel I.

Om Adgang til synlige Bevismidler................................................... 62-67.

Om Ransagning efter synlige Bevismidler....................... 62 — 65.

n.
Andre Midler til at faae synlige Bevismidler i Hænde............ 65—66.

m.

Om Beslaglæggelse af Ting, der kunne tjene til Bevis, m. V...... 66 - 67.

Kapitel II.

Om Vidner....................................................................... 67—73.

Kapitel III.

Om Besigtigelser, Syn og skjøn..................................................... 73—75.

Kapitel IV.

Om den Sigtedes Indkaldelse for Retten, Anholdelse og Fængsling samt om Beslaglæggelse af

dens Formue, som unddrager sig Forfølguing, m. B............................. 75 ^86.

Kapitel V.

Om Afhørelse af den Sigtede og af en privat Anklager................................... 86-87.

Kapitel VI.

Om Beslaglæggelse paa den Misternktes Gods for Omkostninger og Erstatning samt om Forbud... 88.

Tredie Afsnit. Om Undersøgelsen, forend Anklage er reist, i Sager, som forfølges af Statsanklageren
eller Politiet.

Indledende Bemærkninger............................................................. 88-93.

Kapitel I.

Om Efterforskningen................................................................. 93—96.

Kapitel II.

Om Forundersøgelsen ved Retten...................................................... 96—103.

Fjerde Afsnit Om Anklage for og Sagens Behandling ved Landsretten.

Kapitel I.

Om Anklage samt om Henvisning til og Forberedelse af Hovedforhandlingen .,.............. 103—114.


Kapitel II.

Kapitel III.

Kapitel IV.

Kapitel V.

Femte Afsnit. Om Anklage for og Sagens Behandling ved Underretten,

Kapitel I.

Kapitel II.

Sjette Afsnit. Om Retsmidlerne.

Kapitel I.

Kapitel II.

Kapitel III.

11

Kapitel IV.

11111


Sijvende Afsnit. Om Behandlingen af Sager, der ikke forfnlgcs af Statsanklageren eller Politiet.

111

Kapitel I.

1111111

Kapitel II.

11111

Kapitel III.

11111

Ottende Afsnit.

Om Fuldbyrdelsen af dømme i Stræffesager....... 177-179.

Niende Afsnit. Om Omkostninger i Stræffesager samt om Rettergangvbøder.

Kapitcl I,

Kapitel II.

111

Niende Afsnit. Slntningsbestemmrlser............... 182.

Den Opgave, som det foreliggende Udkast
til en Lov om Strafferetsplejen strcrber at lofe,
er ikke og kunde ikke virre forskjellig fra den,
hvis løsning de flere celdre, hos os fremkomne
Udkast om dette Emne have tilsigtet, nemlig Gjen«
nemførelsen af de Reformer, fom Grundlovens
Ord og Aand fordre. En Sammenligning
mellem dette Udkast og hine celdre vil ogsaa
vife, at det har en ikke ringe Del af sit Ind-
hold tilfælles med dem. Navnlig Mider dette
om det Forstag, der af Rcgjeringen blev fore-
lagt Rigsdagen i Aaret 1864, og til hvilket
Kommissionen saa meget mere var opfordret
til at tage et særligt Hensyn, fom det ved det
Allcrh. Refcr. af 28de Febr. 1868 blev an°
vist Kommissionen til Grundlag for Behand-
lingen af Stræfferetsplcjen. En saadan Sam-
menligning vil imidlertid tillige vife, at det
nu foreliggende Udkast ikke blot er felvstændigt
i Formen, men at ogsaa dets Indhold i flere
vigtige Punkter er nyt, og at Emnet i det
Hele er blevet mere fuldstændigt gennemar-
bejdet, end tidligere har været Tilfældet. Gn
vcefentlig Grund hertil ligger i forandrede For-
hold.

For det første er det ikke nu som for
alene en Reform af Stræfferetsplejen, hvorom
Talen er. Kommissionens Hverv har været at
udarbejde Forstag til en Reform af hele Rets-
plejen overensstemmende med Grundlovens Bud.
Denne Omstændighed maatte ikke blot natur-
lig fore til en vis Ensartethed i den ydre
Behandling af Opgavens forfkjellige Dele, men
den maatte nødvendigvis ogsaa paavirke Ind-
holdet. De vigtige Grundsætninger, som Stræffe-

retsplcjen har fælles med den borgerlige Rets-
pleje, maatte saavidt mulig gjennemfores paa
ensartet Maade Det er tilstrækkeligt som
Erempel paa Indflydelsen heraf at gjøre op-
mærksom paa eet Hovedpunkt. Ved Behand-
lingen af den borgerlige Retspleje kom Kom-
missionen til den Erkjendelse, at en virkelig
Gjennemførelse af Mundtlighedsprincipet maatte
udelukke en Appel i den Forstand, i hvilken
den findes i den nu gjældende Proces. Men
skulde Appellen opgives, maatte dette med-
fore den indgribende Forandring i den
gjældende Net, at Retsplejen i Første Instants
fom Regel blev henlagt til Kollegialretter,
hvilket atter gjorde en hel Omordning af den
nuværende Retsorganisation nødvendig. Alt
dette gjælder nu paa samme Maade om
Stræfferetsplcjen; thi Mundtlighedsprincipet er
fælles. Og selv af rent ydre Grunde er det
en Selvfølge, at den borgerlige Retspleje og
Straffcretsplejen maatte bygges paa en fælles
Retsorganisation fom Grundlag. Derved var
da en række af nye Hensyn og Forudsætnin-
ger givne, som ikke havde været tilstede, da de
tidligere Udkast udarbejdedes. For disse var
Hovedsagen egentlig kun det ene: Indførelse
af nævninger. Nu maatte andre Former for
en Stræffesags Paadømmelse i Første Instants
giores til Gjenstand for en ligesaa omhyggelig
Behandling fra nye Synspunkter.

Dertil kommer en anden meget væsent«
lig Omstændighed. Det er en Selvfølge, at
man ved Indforeisen i danst Ret af den nye,
ved Grundloven bebudede Stræfferetspleje maa
søge Vejledning og Forbilleder i de store evro-


pceifke Stater, hvor de Institutioner, som Grund-
loven har forøje, i længere eller kortere Tid
have været i Virksomhed, og drage Nytte af
de her indhostede Erfaringer, famt af de vi«
denskabelige Arbejder og Forhandlinger, hvor-
til Institutionen i disfe Lande har givet An-
ledning. I denne Henfeende har der nu
fAndet en vigtig og indholdsrig Udvikling Sted
i de Aar, der ligge efter Udarbejdelsen af
Regjeringens ovenfor omtalte Forslag, en Ud-
vikling, som dengang i al Fald endnu kun
var i sin Begyndelse. Som bckjendt, er Eng-
land med Skotland det oprindelige Hjemsted
for de Institutioner, om hvis Indførelse i den
danske Strasscretspleje der er Tale. først den
franske Revolution gav Stodet til deres Over-
førelse til Fastlandets Stater. Det Første Land,
hvor denne fandt Sted, var Frankrig. Eelv-
følgelig skete Overwrelsen ikke uden meget vce-
sentlige Mndringer. Den franske Stræffeproces
kan ikke kaldes en blot Kopi af den engelske.
Mange af de Wndringer, der gjordes, vare
ogsaa utvivlsomt velgrundede. Der maatte ved
Overførelsen gjøres en Sondring mellem det
Fornuftige og Almene i de engelske Institu-
tioner og det mere Tilfældige, ved særlige en-
gelske Forhold og historiske Forudsætninger Be-
tingede. Paa den anden Side er det ogsaa
vist, at mange Forandringer hvilede paa et
mangelfuldt Kjendskab til den engelske Ret
og deraf flydende Misforstaaelser. Et stort
Fortrin havde den franske oocls ^'instruction
cliwiiwiis fremfor den engelske Stræffeproces-
ret derved, at den gav en systematisk, let over«
stuelig og tilgjcengelig Fremstilling af Stræffe«
retsplejens Ordning, medens den engelske paa
mange spredte Bud og paa Prazis hvilende
Ret ofte er tvivlsom, altid vanskelig at trcenge
ind i. Aaret 1848 bragte Tyskland ligesom
Danmark Tilsagnet om en Reform i Stræffe-
retsplejen efter det engelfk-franske Forbillede. Og
delte Tilsagn blev i Tyskland meget hurtig
indfriet. I Aarene 1848—1850 fik de fleste
daværende tyske Stater en ny Ordning af
Stræffeprocessen. Men disse Love gav med
en ganske enkelt Undtagelse, nemlig den bruns-
vigske Stræffeproceslov af 1849, ikke nogen
selvstændig Behandling af Opgaven. Den en-
gelske Ret kjendte man Lidet til fra Første

Haand. Man holdt sig saagodtsom udeluk-
kende til det franske Forbillede. Dette laa
saa meget nærmere, som de tyske Rhinlande
havde beværet den i Aarhundredets Begyn-
delse indførte franske Proces, der saaledes i en
Aarrække havde udgjort en Bestanddel af den
i Tyskland gjældende Ret, Under disse Om-
stændigheder kunde den tyske Lovgivning fra
hin Tid ikke betragtes som ct tredie, jævn«
byrdigt Led i Ncekken af de Ordninger, til
bvilke der ved Arbejdet paa at overføre de
nye Institutioner til Danmark maatte tagrs
Hmsyn. Saaledes var Forholdet i Hoved-
sagen, da Regjcringens Udkast hos os blev
udarbejdet. Fra Tyskland var intet væsent-
ligt selvstændigt eller nyt Bidrag til Sagens
Behandling at dente. Kun den engelske og
franske Ret stod som Forbilleder. Det er hint
Udkasts ubestridelige Fortjeneste og et Fortrin,
det havde i Sammenligning med de allerfleste
tyske Love fra 1848 — 50, at det ikke udeluk-
kende holdt sig til den franske Proces, men i
renere Skikkelse overforle Meget fra den engelske
Ret, som i de fleste dagjældende Love paa
Fastlaudet var misforstaaet og forvansket.

Da Kommissionen skred til Behandlingen
af Stræfferetsplejen, vare Forholdene i den
omtalte Retning meget forandrede. Tysk-
land var traadt ind i rækken af de Lande,
til hvis Lovgivning der maatte tages særligt
Hensyn, og hvis Retsvidenskab ydede vigtige
Bidrag til den rette Besvarelse af mange
Eporgsmaal af indgribende Betydning for
Stræfferetsplejens Reform. Var Tyskland kom-
met sent, havde det nu kastet sig over Opga-
ven med saa meget større Iver. Medens der
i England og Frankrig iagttages en vis Stil-
lestaaen paa disse Omraader, have baade Prin«
cipspørgsmaal og Enkeltheder i Tyskland været
Gjenstand for levende Forhandlinger i Skrifter,
Iuristforsamlinger og Folkerepræsentationcr.
Den engelske Ret er bleven dyrket og bragt
til Klarhed. Nye Synspunkter ere opstillede,
som ikke sjælden ere bedre grundede i For-
holdets Natur end baade den engelske og
franske Rets Ordning. Om end denne Be-
vægelse langtfra var og endnu ikke er paa alle
Pnnkter naaet til Afslutning, stod dog Lovgiv-
ningen heller ikke stille. Det er tvertimod be-


tegnende for Tidsrummet, at saagodtfom alle
tyske Stater havde faaet nye reviderede Stræffe-
proceslove, der stadig og jævnt have ført den
gjældende Ret frem til Fyldestgørelse af de For«
dringer, som Videnstaben havde skaffet Aner-
kjendelse, eller at der idetmindste forelaa Udkast,
sigtende til en saadan Revision. I Første række
stod, hver for sig udmærkende sig ved ejendømmelige Fortrin, den badenske Lov af 1864, den
wurtembergfke af 1868, den sachsiste ligeledes af
1868, det preussiske Udkast af 1865, og en-
delig det sstrigste Udkast af 1867. Der kunde
for Kommissionen ikke være Tvivl om, at den
burde drage Nytte af dette betydelige i Tyskland
udførte Arbejde. Det laa saa meget nærmere,
som det maatte erkjendes, at de danste Forbold
og Samfnndstilstande, til hvilke de nye Institu-
tioner skulde afpasses, ofte havde swrre Lighed
med de tyske end med de franske eller engelske
Forhold og Tilstande. Kommissionen stod faa»
ledes ogsaa af denne Grund paa en anden Maade
ligeoverfor Opgaven end Forgjcengerne.

Som alt bemærket, var det langtfra, at
den Reformbevægelse i Tyskland med Hensyn
til stræfferetsplejen, hvis Resultater Kommis-
sionen maatte søge at drage Nytte af, var
afsluttet, da den begyndte sit Arbejde. Paa
forholdsvis sene Stadier af dette er der i
Tyskland fremkommet meget betydningsfulde
Lovgivningsarbejder. De to vigtigste er den
ostrigfke Stræffeproceslov af 1873 samt Ud-
kastet til en fælles Stræffeproceslov for hele
det tyske Rige. Den første slutter sig dog
væsentlig til det celdre sstrigfke Udkast, som
Kommissionen fra Begyndelsen har kunnet tage
Hensyn til. Den bevarer navnlig de Ejen-
dømmeligheder, hvorved hint Udkast adskilte
sig fra de almindelige tyske Love og Udkast,
og i hvilke Kommissionen havde set den rig-
tige løsning af visse vigtige spørgsmaal,
jfr. navnlig hvad der bemærkes ved Udkastets
4de Afsnit, Kap. I. om Betingelserne for en
Anklages Henvisning til Hovedforhandling.
Det sidstnævnte Udkast foreligger i 3 Skik.
kelser*) fra Aarene 1>73 og 1874. I den
sidste Form er det vedtaget af Forbundsraadet
og derefter forelagt den tyske Rigsdag i den

i Slutningen af Aaret 1874 begyndte Ses«
sion. Dette Udkast adstiller sig i ikke faa Hen«
seender fra de tidligere tyske Love og Udkast.
Paa Grund af det Tidspunkt, paa hvilket det
fremkom, har det imidlertid for Kommissionen
for Størstedelen kun havt Betydning til Icevn«
førelse med de Resultater, til hvilke den var
kommen. Herved har det imidlertid vist sig,
at de utvivlsomme Fremskridt, som dette Udkast
indeholder, i Reglen allerede vare optagne af
Kommissionen. Paa de Punkter, hvor væsent-
lige Afvigelser findes, kunde Kommissionen
saa meget mindre finde Anledning til at for«
andre sit Udkast efter det tyste, som det her
oftest gjaldt Punkter, hvor dette, som ogsaa
af den tyske Kritik er gjort gjældende ikke
tilfredsstiller de Krav, der stilles af Videnska.
ben efter det Standpunkt, den nu indtager.

Det bebover neppe særlig at bemærkes, at
Kommissionens Medlemmer ikke altid have vce«
ret enige om de theoretiffe Synspunkter, der
maatte lægges til Grund for Besvarelsen af de
mange, meget omtvistede spørgsmaal, som Re»
formen af Stræfferetsplejen fremkalder. Naar
de ikke desto mindre med Undtagelse af et en-
kelt Medlem, W. Ussing, som i det følgende*)
særlig har gjort Rede for sin Opfattelse, have
kunnet forene sig om det foreliggende Udkast,
saaledes at der i dette kun paa eet Punkt frem-
træder en Meningsulighed, saa have nogle Med-
lemmer dog ikke været uden Betænkelighed ved
at slutte sig til saa vidt gaaende Forandringer,
som Udkastet vi! medføre. Om de nemlig end-
med Andre — tilsammen det overvejende Fler-
tal i Kommissionen — erkjende de Principer,
der ligge til Grnnd for Udkastet, for absolut
rigtige og ligeledes indromme, at en Gjennem«
førelse deraf i det Vcrfentlige paa den Maade,
som Udkastet tilsigter, i ethvert Fald maa være
det endelige Maal, saa have de dog ment, at
de Overgangsformer, gjennem hvilke man i an-
dre Lande er gaaet over fra Inkvisitionsprin-
cipet til Anklageprocessen, ikke alene hidrsre fra
Misforstaaelser, men have en naturlig Grund
i Overgangens Vanskelighed, og disse med-


lemmer have derfor antaget, at lignende Over-
gangsformer i flere Retninger bedre vilde svare
til de her forhaandenværende Kræfter, som
netop gjennem disse Former formentes naturligs:
at ville kunne udvikles til at fyldestgjøre de
store Krav, som Udkastets Ordning unægtclig
stiller. Imidlertid have disse Medlemmer dog
sluttelig troet at kunne tiltroede Udkastet, idet
de ere gaaede ud fra, at dets Ordning ogsaa
hos os kan gjennemfores uden at udsætte Rets-
sikkerheden for Fare, men rigtignok kun under
den Forudsætning, at man ikke vil stye de Ofre,
som ville udfordre« for paa anden Maade, navn-
lig gjennem Politiorganisationen, at give det
Offentlige fornødne Midler ihænde til kraftigt
at værne SamfAndet ligeoverfor Forbydelser.
Andre af Kommissionens Medlemmer, hvis prin-
cipielle Standpunkt snarere vilde fore videre
end Udkastet, erkjende, at det under de givne
Forhold og, naar Henfyn tages til det Stand«
punkt, paa hvilket Stræfferetsplejen andetsteds
paa det evropceifke Fastland befinder sig, maa
Være Fremtiden forbeholdt mulig at gjennemfore
en paa visfe Punkter endnu mere indgribende
Reform. Som Udkastet foreligger, tor det i al
Fald stille sig i række med de Love og Udkast
fra Nutiden, som fore Reformen videst.

Til Forklaring af Stoffets Ordning i Ud-
kastet skal følgende bemærkes:

De to Første Afsnit indeholde, hvad der
kunde kaldes Lovforslagets almindelige Del,
idet de i den: indeholdte Forskrifter angaa For-
hold, der ere fælles dels for de forskjellige
Former af Stræffeprocessen, dels for de for-
skjellige Stadier, gjennem hvilke en Stræffesag
bevceger eller kan bevcege sig, fra Efterforsk-
ningen og indtil dens endelige Afslutning,
eller som, om end af en mere særlig Karakter,
ligge udenfor Stræffesagens Gang (jfr. f. Ex.
Første Afsnit Kap. III.) nødvendigheden eller
Hensigtsmæssigheden af at forudskikke saadanne
almindelige Bestemmelser, som det Første Afsnit
indeholder, kan ikke være Tvivl undergiven og
har gjort sig gjældende ogsaa i tidligere Ud-
kast samt paa tilsvarende Maade i Lovud-
kastet om den borgerlige Retspleje. Kun om
Grænsen for, hvor Meget der her bør med-
tages, kan der ternkes forskjellige Meninger.
Den Forfkjel, som i saa Henseende paa en«

kelte Punkter viser sig imellem dette Udkast
og Udkastet til Processen i borgerlige Doms-
sager, har en naturlig Forklaring i Gjen-
standens Forskjellighed. Navnlig er det den
for Stræffeprocessen ejendømmelige Forunder-
søgelse og det Trin af Sagen, paa hvilket der
er spørgsmaal om en rejst Anklages Henvis-
ning til Hovedforhandling, der paa den ene
Side opfordrer til at tage noget Mere med,
f. Ex. de Bestemmelser, som findes i Afsnittets
Kap. X, men som i andre Retninger nødven-
digvis maa indskrænke Omraadet, navnlig hvad
angaar de almindelige Grundsætninger for
Procesmaaden. At det dernæst ogsaa er rig-
tigt at samle som et for hele Stræffeprocessen
fælles Parti de Forskrifter, der findes i Forsta-
gets 2det Afsnit under Overskriften „om Midler
til Opnaaelse af Stræffesagers Formaal", der-
for er det et vcegtigt Vidnesbyrd, at denne Vej
er fulgt i alle de nyere fremmede Stræffeproces-
love og Udkast. Det er navnlig Hensynet til,
at der saavel for som efter, at Anklage er rejst,
kan blive spørgsmaal i det Mindste om de
fleste af de her omhandlede Forholdsregler,
som gjør, at enhver anden Ordning dels bliver
mindre naturlig, dels vil medføre Gjmtagelser
og dog udsætte for, at Synspunkter og spørgs-
maal blive upaaagtede, der ved den samlede,
for alle Processtadier fælles Behandling ikke
saa let kunne undgaa Opmærksomheden. Det
Anførte finder ogsaa særlig Anvendelse paa de
Partier i det 2det Nffnit, som handle om
Bevismidlerne. Disse ere nemlig i Stræffe-
processen ikke blot Bevismidler i strengere For-
stand, beregnede paa den dømmende Ret, men
de ere ogsaa Oplysningsmidler, om hvilke der
bliver selvstændigt spørgsmaal for de Formaals
Skyld, der betegne den Anklagen forudgaaende
undersøgelse. Forskrifterne herom kunne der-
for ikke passende, som i Udkastet til Processen
i borgerlige Domssager, bringes i Forbindelse
med Domsbehandlingen.

Fra det 3die til det 6te Afsnit omhand«
ler Udkastet de Stræffesager, der forfølges af
Statsanklageren eller Politiet, altfaa de af
offentlige, dertil beskikkede Myndigheder paa-
talte Sager, en Klasfe, som felvfølgelig vil
udgjøre Hovcdbestanddelen af dem, for hvilke regler blive at søge i Loven om Stræfferets-


plejen. Af disse Afsnit handler det 3die om
Undersøgelsen, forend Anklage er rejst, hvad
enten Domslagen skal behandles for Landsretten
eller for Underretten, det 4 de og 5te Afsnit

handle bver for sig om Domsfagers Behandling
ved Landsretten og ved Underretten, det 6te Af-
snit endelig om Retsmidlerne. I det 7de

Afsnit gives Regler for Behandlingen af Sa°
aer, der ikke forfølges af Statsanklageren eller
Politiet, men som dog høre under Lovens Om-
raade. For disse særegne Sager bar Udkastet
vel for en stor Del kunnet indfkrænke sig til
at benvise til de i 3 die til 6te Afsnit givne
Forskrifter, mm bar dog ikke ganske kunnet
undVærs særlige Regler. Det 8de Afsnit om
Fuldbyrdelsen as dømme i Stræffesager og det
9de om Omkostninger og ssettergangsbøder ere
atter fælles Afsnit, men deres naturlige Plads
maatte blive efter de Afsnit, der omhandle
Procesmaaden. Det 10de Afsnit indeholder
Forskrifter om Lovens Træden i Kraft og de for-
nydne Overgangsbestemmelser.

førsts Afsnit. Almindelige Bestemmelser. Kapitel I. Om Lovens Virkekreds.

Det første, som der maa blive spørgs-
maal om i det Afsnit, der indeholder Lovens
almindelige Bestemmelser, er at afgrænse Lo-
vens Virkekreds i faglig Henseende. Den
almindelige Regel her følger vel ligefrem af,
hvad der ligger i Navnet Lov om Stræfferets'
plejen; men efter den nugjældende Ret er det
dog hverken alle spørgsmaal om Straf eller
alene spørgsmaal om Straf, som behandles
efter den kriminelle ProcesseZ Regler, og det
bliver altsaa et SpmgZmaal, om og i hvilken
Udstrækning disse Afvigelser fra det Alminde-
lige skulle bevares, indskrænkes eller udvides.

Som bekjendt, er der efter den nugjæl«
dende Ret visse Klasser af Stræffesager, der
forfølges som borgerlige Retstrcetter, nemlig
dels de, der ved Lovgivningen ere henviste til
privat forfølgning, dels de, der anlægges af

andre offentlige Myndigheder end Justits- og
Politiøvrighederne, saasom Sager angaaende
Toldsvig, angaaende Stempelovertrædelser (L.
19 de Febr. 1861 § 82)m.fl. Denne Ejendømmelighed har i den nugjældende Ret sin For-
klaring i Reglen om Paatalen af disse Sager.
Paatalen udelukker nemlig Anvendelsen af den
gjældende kriminelle Proces, som kun er en
Proces for Stræffesager, der vedkomme Justits-
og Politiøvrighederne; paa den anden Side
omfatter den oprindelig fælles og almindelige
civile Proces endnu stedse ikke blot, hvad der
kunde henfores under Begrebet om en borger-
lig Retstrcette, men enhver Klasse af Rets-
fager, som ikke ved Lovgivningen er udskilt.

Der er nu sikkert hverken Grund til at
ophæve Reglen om privat Paatale af visse
Forbrydelser, eller til at udelukke særlige For-
valtningsmyndigheder fra, om end ikke node
dem til, selv at paatale Handlinger, der gjøre
Brud paa Love, hvis Haandhævelse paahviler
dem (jfr. Udkastets § 38). Men denne Om«
stændighed vil under den forandrede Stræffe-
proces ikke gjøre det nødvendigt at behandle
de nævnte Stræffesager som borgerlige Rets-
trcetter. Hvis det da maa erkjendes, at de
trods Paatalens Ejendømmelighed have det
væsentlige tilfælles med de Stræffesager, som
forfølges af den offentlige Anklagemyndighed,
kan der ikke være Tvivl om, at de bør dra-
ges ind under den om Stræfferetsplejen hand-
lende Lovs Omraade. Forsaavidt Paatalens
særegenhed medfører nødvendigheden af visse
ejendømmelige Regler, bliver det denne Lovs
Opgave at fastsætte det fornødne herom. Det,
der nu efter Forholdets Natur maa beteg-
nes som det egentlig væsentlige ved en
Stræffesag, det, der nemlig altid maa begrunde
en Forfkjel mellem Stræfferetsplejen og den
almindelige borgerlige Retspleje, trods al den
Tilnærmeljc, der vil følge af fællesskab i
Mundtlighedsprincipet, af Inkvisitionspnncipets
Opgivelse eller Indstrcenkning i hin og de
væsentlige Lempelser i den strenge Forhand-
lingsmaxime i denne, det er ikke en særegen-
hed ved Paatalen, men netop dette, at den er
en Sag om Paalæg af Straf. Thi da Straf
efter fin Natur kun bør anvendes af Staten,
naar den Sigtede er skyldig, og aldrig blot


paa den Grund, at den Sigtede finder sig i,
samtykker i eller vedtager at lide Stræffen, saa
er det givet, at for den Sigtedes Vedkom-
mende maa i enhver Stræffesag al Anvendelse
af det Princip, at Parten er raadig over
Procesgjenstanden, være udelukket. Heraf følge
videre en Mcengde vigtige Konsekventfer med
Hensyn til Bevisførelse, Virkningen af Ude-
blivelse, Tvang til personligt møde for Ret-
ten osv. Denne Grundsætning og dens Kon-
sekventser maa i og for fig gjælde uden
Hensyn til, om Paatalm tilkommer det
Offentlige eller Private eller denne eller hin
offentlige Myndighed. Forsaavidt Lempelser
med Hen'yn til visse Konsekventser forekomme,
om hvilke her maa henvises til hvad der paa
vedkommende Steder i det følgende bemærkes,
ere disse i al Fald ikke grundede i Paata-
lens Ejendømmelighed, men i Stræffens Ube-
tydelighed, og derfor ogsaa fælles for de nævnte
og andre ubetydelige Stræffesager. Wre
Vanskelighed ved at inddrage hine Stræffesager
under Lovens Omraade er der ikke. Det viser
netop den til Grund liggende Ensartethed af
disse Sager med andre Stræffesager, at Lo-
vens to første almindelige Afsnit, og saaledes
navnlig ogsaa det andet Afsnit om Midlerne
til Oftnaaelse af Stræffesagens Formaal, i det
Hele ligefrem ere anvendelige paa dem. En«
kelte særlige Forskrifter i disse Afsnit lade sig let
indordne. At Paatalens Særegenhed ude-
lukker visse foreløbige Stadier i S,1 gens Gang,
kræver i Loven blot en Bemærkning, og for
Domsbehandlingen behsves kun et ringe Antal
særegne Forskrifter. Ulige vanskeligere vilde
det vistnok vise sig at blive, naar man vilde
opretholde Behandlingen af de nævnte Sager
som borgerlige Retstrcetter, men samtidigt for-
søge paa at optage som særegne Forskrifter de
Ejendømmeligheder, hvilke deres Egenskab som
Stræffesager efter Forholdets Natur maa med-
fore. At undlade dette sidste er en Udvej,
som mindst kan forsvares; det har allerede
den nugjældende Lovgivning og Praris i visse
Retninger erkjendt, se dels Pl. 23de Mai
1840 § 2, dels Kffr. 26de Juni >!830,
29de Juni 1833 og 4de Marts 1837. jfr.
dog Kjendelse i jur. Ugeskr. VI. S. 637.
Man har i Henhold til det Anførte ment,

at de nævnte Sager burde drages ind un-
der Lovens Omraade, i Ligbed med hvad
der andetsteds er Tilfældet eller i al Fald
anerkjendt for det Rigtige, jfr. det preussiske
Udkast af 1865 S. 239 ff. Anm. og nu
det fælles tyfle Udkast af 1874, 5te Bog
2 det Afsnit.

Derimod maa fra Lovens Omraade selv«
følgelig være udelukkede faadanne spørgsmaal
om Straf, der efter Lovgivningen afgjøres
uden nogen færlig Processag. Herunder hører:

1) Paalæg af Straf ved øvrighedens
Resolution i de forskjellige særlige Forbold.
bvor dette er bsemlet, være sig uden eller med
Ret for det Offentlige til at vcelge Retter-
gangsvejen, og uden eller med Ret for den
Straffældte til at ty til Domstolene. Her°
hen bore ogsaa de i dette Udkasts §§ 147
og 163 ommeldte bøder, som Politimesteren
eller efter Omstændighederne Statsanklageren
kan paalægge, men mod hvilke Adgang til Af-
gjørelse ved Retten er bjemlet ved § 226.

2) Vedtagelse af Straf for eller udenfor
Stræffesagen ifølge Tilbud, som modtages af
øvrigbeden efter de derom i Lovgivningen fast-
fatte Regler, jfr. L. 6te Marts 1869 § 54,
Bekj. 23de April 1874 § 13. De Regler,
som dette Udkast indeholder om Sager, der paa-
tales af Politiet (5te Afsnit Kap. II.), og
særlig om Vedtagelse af Straf ifølge den
Sigtedes Tilbud under en saadan Sag (Z 368),
kunne ikke ophæve den ved særlige Bestem-
melser hjemlede Afgjørelse ved Vedtagelse for
eller udenfor Stræffesagen. Derimod bort-
falder Forlig om Straf med en privat An-
klager for Forligelseskommissionen, naar de
private Stræffesager ikke længer behandles som
borgerlige Retstrcetter, jfr. derimod om Forlig
for Retten under den anlagte Sag Udkastets
§ 448.

3) Processuelle Stræffe, der under en
Retssag, være sig en borgerlig Retstrcette eller
en Stræffesag, paalægges af Retten i medfør
af Rettergangslovene som Ordensstræffe, discipli-
nære Stræffe eller desl. (se f. El Udkast til
Lov om den borgerlige Retspleje §§§1, 218
og 1ste Afsnit Kap. XII. og dette Udkasts §§
83, 137, 226, samt 9de Afsnit Kap. II.).

4) Stræffe, som paalægges af en Ret i


Henhold til den ved Udkast til Lov om Doms-
magtens Ordning m. m. § 50. jfr. § 54, hjem-
lede Tilsynsmyndighed, se endvidere samme
Udkast § 142.

Dernæst blive fra Lovens Omraade ude»
lukkede de Stræffesager, der vel afgjøres under
en særlig Sag, men som efter Lovgivningen
henhore under særlige Domstole, jfr. Udkast til
Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 3.
Dette gjælder om de Stræffesager, der høre under Rigøretten, under de militcere og de
gejstlige Retter. Disse Sagers ejendømmelige
Beskaffenhed kræver en særlig Behandling i
Lovgivningen. Sessionerne have derimod ikke
Myndighed til at idømme Straf, se L. 6te
Marls 1869 §§ 10 og 54. So- og Han-
delsretten for Kjøbenhavn vil efter Lovudkastet
om Domsmagtens Ordning ophore at bestaa
som særlig Domstol; som følge heraf ville de
under den ved L. af 19de Febr. 1861 hen-
lagte Stræffesager ikke falde udenfor Lovens
Omraade.

Det andet Eporgsmaal, som opstaar vcd
Afgrænsningen af Lovens saglige Omraade, er
det, om Afgjørelser, der ikke angaa spørgs-
maal om Straf, skulle drages ind under den.
Herom handle Udkastets §§ 2—4. Den første
af disse Paragrafer nævner visse selvstændige
Sager, som ikke angaa Straf, men som dog
findes at burde behandles efter Reglerne i Lo-
ven om Stræfferetsplejen. Til de fra den
gjældende Ret hentede, under Nr, 2 og 3
nævnte Tilscelde er her fsjet Sager, som i
Medssr af Grundlovens § 87 anlægges mod
en Forening til dens Ophævelse. I alle disse
Sager er der spørgsmaal om Præventions-
midler mod Retsbrud. Disse ere viftnok i
Begrebet forskjellige fra Straf; men deres Be-
skaffenhed kræver en lignende processuel Be-
handling, navnlig med Hensyn til Midlerne til
Opnaaelse af Sagens Formaal. Paragraferne
3 og 4 hjemle dernæst i Overensstemmelse med
den gjældende Ret akcessorifk Afgjørelse under
en Stræffesag af forskjellige Eporgsmaal, der
ej angaa Straf. Da der i § 3 Nr. 1, 2, 5
og 6 er Tale om Forbrydelse af Rettigheder,
der, om den end ikke efter Begrebet eller ifølge
Lovgivningens Opfattelse er Straf, dog til sin
Indttceden forudsætter det Samme som Stræffen,

kan der ikke være Tvivl om det Rigtige i her
at bevare den gjældende Ret, Med Hensyn
til de i § 3 under Nr. 3 omhandlede præven-
tive Forholdsregler, hvis Forudsætning er, at
der ikke idømmes Straf, forsvares den gjæl-
dende, ved Stræffelovens § 38 stadfcestede
Regel ved den samme Betragtning, som er
paaberaabt ved § 2. Hvad angaar § 3 Nr. 4, bør den Omstændighed, at Mrefornærmelser
ikke blive at behandle som borgerlige Rets-
trcetter, ej forandre den Fornærmedes hidtil
selvfølgelige Net til at faae Mortifikation
under den Sag, han anlægger for at faae
Fornærmeren Straf idømt, og det efter Om«
stændighederne, selv om Straf ikke bliver idømt.
Reglen i § 3 Nr. 7 flutter sig til den i den
nugjældende Ret antagne sætning, at ved en
Stræffedom for Blodskam eller Bigami antages
uden særlig Udtalelse herom det indgaaede
Mgteskab for hævet; men den giver Domstolen
Hjemmel til udtrykkelig at udtale Ugyldigheden,
hvad der maa foretrækkes, samt udstrækker denne
Beføjelse ogsaa til saadanne Tilfælde, hvor
Paastanden om Straf f. Ex. paa Grund af
Vedkommendes Utilregnelighed ikke faar Medhold.
Vistnok vil der ifølge Lovudkastet om den borger-
lige Retspleje ikke blive den samme Trang til
en faadan Befsjelse for Domstolene som nu,
idet der vil blive Adgang for det Offentlige
til ved en borgerlig Domssag at faae Ugyldig-
heden udtalt, (se Udkast til Lov om den borgerlige
Retspleje sjette Afsnit, Kap. IV), og den her givne
Bestemmelse kunde forsaavidt undværes. Men
at gjøre to Sager til en Nødvendighed, vilde
være urimeligt, naar en Forening ikke kan have
Betænkelighed, og som en Forening af Sager
maa Forholdet opfattes, da Paakjendelsen i den
nævnte Retning kun sker efter Anklagerens
Paastand, se Paragrafens Begyndelse. At den
ved Civilprocesloven anviste Vej maa vcelges,
naar der mangler Grund til at cmlægge Stræffe«
fag, er en Selvfølge.

Det er ogsaa væsentlig Hensyn til Be-
sparelse af Tid, Kræfter og Udgifter, som har
foranlediget, at Udkastet i § 4 har optaget den
nugjæl.dende Rets Regel, at den Forurettede
kan forfølge sit Erstatningskrav, eller , borger-
lige Retskrav" i Almindelighed, i Forbindelse
med Stræffesagen. Denne Regel findes ogsaa


i mange fremmede Love Mankrig, de tyske
Nhinlande, Sachsen, Vaden, Dstrig osv.) En-
del tyske Love have dog ikke villet optage en
saadan Regel, mod hvilken ogsaa det preussiske
Udkast af 1865 udtalte sig, fe dettes § 10
med Anmærkning. Det fælles tyske Udkast
havde i sine to første Skikkelser anerkjendt den
omspurgte Adgang for den Forurettede; men i sin
tredie, endelige Skikkelse har det atter udeluk-
ket den. Blandt de Netskyndige i Tyskland
have Meningerne været delte; dog var der over-
vejende Stemning for Reglen, da Sagen var
under Forhandling paa den tyske Iuristdag 1861,
fe disse Forhandlinger II. S. 405 og 672. Naar
de Love, som ikke have villet optage denne Ord°
ning, til gjengjæld i større eller mindre Ud«
strikning opstille den Regel, at dømmen i
Stræffesager er bindende for den senere Erstat-
ningssag, har dette langt større principielle
Betænkeligheder, fe Planck i den tyske Jurist«
dags Forhandlinger VII. (1868) S. 1 ff. Naar
dernæst den ommeldte Fordel for den Forurettede
undergives de folnsdne Indskrænkninger, og det
iøvrigt ved den nærmere Ordning ikke tabes
af Sigte, at Erstatningskravet efter sin Natur
er Gjenstand for en borgerlig Rktstrcette, kan
Neglen ikke blive til Skade for den Sigtede.
En Sclvfølge bliver det fremdeles, at hin For«
del kun kan indrommes, naar Stræffesagen ikke
derved vil lide noget væsentligt Ophold, og at
det maa Være Retten overladt uden Paaanke
at afgjøre, om dette er Tilfældet (se Udkastets
§§ 460 og 461). Herved ville Hovedindven-
dingerne mod den ommeldte Ordning fjernes.
Naar ogsaa den Indvending er gjort gjældende,
at følgen kan blive, at den samme Perfon
under den af det Offentlige anlagte Sag kom«
mer til at optræde fom Part og som Vidne
(jfr. Udkastets § 129), har dette mindre Ve«
tydning. Da den Forurettedes Interesse i
Sagen alligevel paa Grund as den vægt,
Stræffesagens Afgjørelse vil have for et senere
civilt Ssgsmaal, er tilstede og maa tages i
Betragtning ved at bedømme Vagten af hans
Vidneudsagn, har det kun formel Betydning
eller er endog hensigtsmæssigt for Berisbedom«
melsen, at denne Interesse træder udvortes
frem derved, at han bliver Part, hvad Erstat-
ningskravet angaar. I Motiverne til det fæl«

les tyske Udkast S. 290 anføres fom Grund
mod Ordningen Forskjellen paa Retsmiddelsy«
stemet i Civil- og Stræffeprocesfen. Men
dette Hensyn er uden Betydning for Kommis«
fionens Udkast, hvis Retsmiddelsystem netop
ikke i Grundsætningerne adskiller sig fra det,
fom er optaget i Udkastet om den borgerlige
Retspleje. Da iøvrigt en række nær«
mere, dette Forhold ordnende Regler ere for«
nodne (fe Udkastets 7de Afsnit Kap. III.),
er paa dette Sted lun den almindelige Regel
given, fom hjemlcr Tilslutningen indenfor den
af Hensynet til Stræffesagen følgende Grcenfe.
Det vilde vistnok kun være strengt konsekvent,
naar Retten til at forfølge et borgerligt Rets-
krav i Forbindelse med en Stræffesag ved
Underretten undergaves den yderligere Indstrcenk
ning, at Kravets forfølgning fom særlig borger-
lig Domssag ikke skulde ske vcd Landsretten,
jfr. det civilprocessuelle Udkast § 2 og § 8. Da
imidlertid denne Indskrænkning i de færreste
Tilfælde vilde have praktisk Betydning, og da
den i enkelte Tilfælde, hvor et saaoant Forhold
imellem Stræffen og Erstatningen lettere kan
forekomme, paa Grund af Stræffelovgivningens
særegne Indhold vilde kunne volde praktiske
Vanskeligheder, jfr. Stræffeloven § 284, har
man ment dog ikke at burde opstille en saa-
dan Gramse. De ovrige Indskrænkninger
Udkastet opstiller for Erstatningskravs Forfølg«
ning og Paakzendelse i Forbindelse med en
Stræffesag, maa ogsaa ansces for tilstrækkelig
betryggende for den Sigtede. Hin yderligere
Indskrænkning vilde ved Siden af disse kult
faae Betydning i Tilfælde, hvor Erstatnings'
kravet var klart og hvor den Sigtede ikke let
kunde have anden Bevæggrund til at modsætte
sig Paakjendelsen under Stræffesagen end den
at chikanere.

Af en anden Karakter end de i §§ 2—4
givne Regler er Forskriften i Udkastets § 5.
Den gaar nemlig kun ud paa at hævde Ret-
tens Befsjelse til under Stræffesagen at under-
lege og bedømme efter de for Stræffefager
gjældende Regler Betingelserne for Strafbar«
heden, felv hvor til disse hører Afgjørelsen af,
om et vist Retsforhold bestod eller ikke, da
Handlingen blev begaael, uden Hensyn til at
dette Svorgsmaal som umiddelbar Procesgjen«


stand maatte afgjøres under en borgerlig Nets«

trcetk', altsaa uden at Udsættelse af Stræffe«
sagen skulde være nødvendig, fordi en saadan
svcever for Retten, eller endog for at give
Lejlighed til at bringe den for Retten, og
uden at den Afgjørelse, som maatte være truffen
under en borgerlig Retstrcette, foregriber Af«
gjørelsen af Strafspørgsmaalet. Disse Regler
kunne vel antages at følge af sig selv, hvor
intet Andet positivt er foreskrevet, fe Larsens
Forelæsninger over den danske Kriminalproces
S. 18—19. Men da de fleste nyere Stræffe-
proceslove dog efter den franske Lovgivnings
Monster i større eller mindre Omfang gjøre
Undtagelser fra denne Regel, og der altsaa maa
siges at være Anledning til at prøve, om
særlige Hensyn skulde tilraade faadanne, er
det anset for rigtigt i Udkastet at optage en
Regel om dette Punkt, uagtet den kun gaar
ud paa at stadfcrste den almindelige i Forhol-
dets Natur grundede sætning uden at hjemle
Undtagelser.

At den almindelige Regel maa være, at
Afgørelsen under en borgerlig Retstrcette ikke
er bindende for Stræffesagen, der har det samme
Retsforhold til Forudfætning, er en følge af
den i Gjenftandens Forskjel grundede nødven-
dige Forfkjel i Procesmaaden. Dertil kommer,
at en modsat Regel som oftest vilde indeholde
en positiv Udvidelse af Domskraften til Skade
eller Fordel for en Tredie, nemlig i alle de
Tilfælde, hvor det Offentlige paataler
Stræffesagen, medens den borgerlige Retstrcette
er ført mellem den Sigtede og en anden privat
Mand. Men selv hvor Forholdet er et andet,
f. Ex. naar Sagsøgeren i den borgerlige Rets-
trcette er privat Anklager under Stræffesagen,
maa det sorste Hensyn være afgjørende. Det
Tilfælde, der fkulde være tvivlsomst, er det,
hvor Statsanklageren er optraadt paa det Of-
fentliges Vegne under den borgerlige Rets-
trcette, jfr. t. Ex. Udkastet om den borgerlige
Retspleje § 407 angaaende Annullation i of-
fentlig Interesse af et ægtefkab, og nu lige-
ledes optræder som Anklager under en senere
Stræffesag angaaende det samme Forhold. Man
kunde her saameget mere finde en Undtagelse
velgrAndet, som den almindelige borgerlige Pro-
cesmaades Grundsætninger i disse Sager un-

dergives væsentlige Lempelser. Det nævnte
Exempel, hentet fra ugyldige Mgteffaber, hører ogsaa til dem, for hvilke Undtagelse er hjemlet
i den franske Ret, og flere tyske Love (Wur-
temberg, Vaden, Dstrig), have af den Rcrkke
af Undtagelser, som den franske Ret kjender,
alene optaget denne ene. Man kunde end-
videre her særlig vaaberaabe sig det Anftodelige
i, om den tidligere civile Dom og den senere
Stræffedom kom til forfkjellige Resultater med
Hensyn til det spørgsmaal, om Mgteskabet
var ugyldigt eller ikke. Trods det Anførte
mangler der dog sikkert selv i disse særegne
Tilfælde tilstrcrkkelig Grund til at udstrække
den forudgangne civile Doms Retskraft saa
vidt. Den Grundsætning, at Ingen kan dom-
meZ til Straf uden Bevis for hans Skyld,
forbyder at tillægge den tidligere civile Dom
anden Betydning mod ham end fom et Be-
vismiddel med Hensyn til det paagjældende
Retsforholds Tilværelse, hvis Vcegt afgjøres af
Retten overensstemmende med den almindelige
Regel om Bevisbedømmelsen i Stræffesager, se
Udkastets § 307. Dette vil ogsaa være til-
strækkeligt til at medføre, at der kun under
ganske særegne Omstændigheder vil kunne frem-
komme den befrygtede Modsigelse mellem dømmene, saaledes, naar i Mellemtiden nye Be-
viser ere komne for Dagen. Men i et faadant
Tilfælde er det saa meget mindre anstsdeligt,
at dømmen i Stræffesagen overensstemmende
med Retfærdighedens Krav kommer til et andet
Resultat end den civile Dom, som der endog
ordentligvis i det ny Fremkomne vil være Hjem-
mel til en Gjenoptagelse af den engang ved
Dom afgjorte civile Sag efter de i Udkastet
om den borgerlige Retspleje indeholdte Regler,
At iøvrigt til de Retsforhold, fom bestod paa
den Tid, da Handlingen blev begaaet, ogsaa høre de, som for den Tid vare begrundede
ved Dom eller anden Retshandling, og at disse
som saadanne maa anerkjendes under en Stræffe-
sag, kan ikke betvivles; det sees let, at dette
Tilfælde er vcefentlig forskjelligt fra det oven-
for omhandlede.

Udkastets § 5 udtaler ikke, at den Afgjørelse af det privatretlige spørgsmaal, fom
træffcs under Stræffesagen, er bindende un«
der en senere borgerlig Retstrcette. En saa-


dan Regel, som i større eller mindre Udstrcrk-
ning opstilles af flere nyere Love, vilde, om
den var hjemlct, ikke have sin Plads i Loven
om Stræfferetsplejen, men i Loven om den
borgerlige Retspleje; men at den har Hjemmel
i Forholdets Natur, kan vistnok ingenlunde er«
kjendes, se den ovfr citerede Afhandling afPlanck.

Kapitel II. Om Retternes Virkekreds.

Hovedbestemmelserne i dette Kapitel ere dels
§§ 7 og 8, jfr. § 10, angaaende Grænserne
mellem Underrettens og Landsrettens Kom-
petence til Stræffesagers Paakjendelse i første
Instants, dels § 11 angaaende Omraadet for
Nævningers Medvirkning ved denne. Den
Organisation af Retterne, som Kapitlet forud-
sætter, er given i det særlige Udkast til Lov
om Domsmagtens Ordning. Med Navnet
Landsretter ere de kollegialt sammensætte Retter
betegnede, der ere bestemte til at være de
egentlige bærere af Retsplejen i Første In-
stants, og som tillige skulle være anden In-
stants med Hensyn til de til Underretterne
henlagte Sager. Hver Landsretskreds omfatter
et Antal Underretskredse. De Sager og Rets-
handlinger, som ere henlagte til Underretterne,
behandles eller foretages af en enkelt dømmer,
ordentligvis med Landsretten som anden In-
stants. højesteret er som hidtil sverste Instants
for hele Riget. Om Enkelthederne ved denne
Ordning af Domsmagten maa iøvrigt henvises
til det nævnte, Udkast.

Ved Sftorgsmaalet om, til hvilken Art af
retter Paakjendelsen i Første Instants af Stræffe-
sager bør henlæggcs, gaar Udkastet nd fra fol-
gende Grundsætninger: 1) at Betryggelsen for
en retfærdig Paadømmelse væsentlig maa søges
opnaaet ved Sagens Behandling i Første In-
stants, og at dette Hensyn kroever som det
Regelmæssige, at den i Første Instants dømmende
Ret er en Kollegialret, 2) at de af praktiske
Hensyn nødvendige Undtagelser fra denne Re-
gel ikke maa gaa saa vidt, at Stræffesager af
alvorligere Betydning henlægges til Underretten
(en enkelt dømmer) i Første Instants, med

mindre i al Fald særegne Omstændigheder
ved den enkelte Sag troede til, og 3) at den
særlig fortrinlige, men ogsaa særlige Ofre af
Stat og Borgere krævende Garanti f^r en ret-
færdig Paadømmelse, som ligger i nævningers
Medvirkning, for det første lun bør finde
Sted i Sager, hvis Gjenstand giver dem cu
alvorligere Betydning, men dernæst end ikke
ubetinget ved disse, idet flere Henfyn maa fore
til yderligere Begrænsning.

De to første Sætninger svare paa Stræffe-
retsplejens Omraade ganske til de Principcr,
efter hvilke Lovudkastet om den borgerlige Rets-
pleje har draget Grænsen mellem Underrettens og
Landsrettens Kompetence til Domssagcis Be-
handling og Paakjendelse, og udgjøre i For-
bindelse med disse Forudsætningen for Lovudka-
stet om Domsmagtens Organisation. Hoved-
grunden, hvorpaa denne Ordnings nødvendig-
hed hviler, ligger i Mundtligbedsprincipets
Konsekventser i Henseende til Bevisførelsen og
Retsmidlerne, jfr. herom navnlig hvad der be-
mærkes ved Udkastets 6te Afsnit. I Kraft deraf
maa Landsretten ogsaa i Stræffeprocessen blive
den egentlige bærer af Retsplejen i Første In-
stants, og til Underretten kunne kun henlægges
saadanne Stræffesager, hvis Karakter tilsteder at
lade det bero ved en enkelt dømmers Afgjørelse,
naar Parterne ikke paaanke, samt at lade fig
noje med, at en Forhandling for Lands-
retten efter de samme Regler, der gjælde for
de til denne i første Instants henlagte Sager,
kan fremkaldes ved Paaanke, forsaavidt Loven
ikke endog maa finde Grund til at afskære
Adgangen hertil. At det i Stræfferetsplejen ikke
kan staa Parterne frit at komme overens om,
at gaa til Underretten i Sager, der regelmæssigt høre under Landsretten, medens det kan til-
stedes i den borgerlige Retspleje, følger af den
tidligere paapegede Grundforskjel mellem disfe
Arter af Retspleje.

Hvcid den tredie Grundfcrtning angaar,
har Udkastet betragtet det som et ved Grund-
toven givet urokkeligt Grundlag, at den Med-
virkning af lægmænd med de retskyndige dømmere i Stræfferetsplejen, som er et af Hoved-
punkterne i Nutidens Reform af denne, skal ske ved Indførelsen af nævningeinstitutionen
(Jury, Edsvorne), altsaa efter den Institutions


Tanke, som fra England er overfort til Kon-
tinentet og her er blevet optagen i de fleste
og vigtigste nyere Love, det vil sige, saaledes
at Nævningerne og de retskyndige dømmere
medvirke ved Sagens Afgjørelse som fra hin-
anden sondrede Bestanddele af Retten. Men
forovrigt er det overvejende Flertal af Kom-
missionens Medlemmer ogsaa af den Anskuelse,
at denne Institution i indre værd staar langt
over MeddomZmandsinstitutionen, der sammen-
smelter de retskyndige og læge dømmere til
et Kollegium, og hvoraf vi have en — rig-
tignok meget ufuldkommen — Anvendelse i
Livssager. Denne Institution, som i dm
nyere Tid har fAndet enkelte varme For-
kæmpere i Tyskland (Schoffengericht) , er
i nogle tyske Stater optagen med Henfyn til
de mindre betydelige Stræffesager, altsaa ved
Siden af nævningeinstitutionen. Ved det al«
mindelige tyske Udkast var det fra først af paatænkt
at indføre Paakjendelse ved Meddomsmcend
som almindelig Regel og ganske at lade den
egentlige nævningeinstitution falde. Deri
skulde ligge Gsenovlivelsen af et gammelt na-
tionalt Institut og en principielt rigtigere Ord-
ning. Tanken fandt imidlertid kun ringe Til-
slutning. Kritiken anerkendte hverken den ene
eller den anden af de anførte Grunde. Med
Ret eller Uret antog man, at Forslaget ud-
sprang af Uvillie mod Principet om lægmænds
Medvirkning og havde til Hensigt at forringe
Betydningen af denne Medvirkning. Ligeover-
for denne Modstand blcv Tanken ikke fast-
holdt. I sin endelige Skikkelse er det tyske
Udkast vendt tilbage til nævningcinstitutionen
i de vigtigste Stræffesager.

Idet nævningeinstitunonen kalder et dob-
belt, forskelligartet Element til Medvirkning
ved Afgjørelsen, er Tanken derved at yde navn-
lig den Sigtede en fowget Garanti for en
retfærdig Afgjørelse, den storste Garanti, som
det overhovedet er muligt at naa ved den ret«
lige Ordning. Deri og i den Betragtning,
at denne fortrinlige Garanti kræver særlige
Ofre af Staten og Borgerne, ligger Hjem-
melen til at indstrcmke Anvendelsen til Stræffe-
sager af alvorligere Betydning, saa at der
overhovedet ikke bliver spørgsmaal om An«
vmdelse af nævninger i Sager, der høre til

Underrettens Kompetence. Men derefter alene
kan Grænsen ikke drages; baade praktiske
Hensyn og Grunde, som udledes af nævninge«
institutionens Vcefen, fore til yderligere Be-
grænsninger, Saaledes vil da ikke enhver
Stræffesag, hvis Paakjendelse henlægges til
Landsretten, derved med det Samme blive
nævningesag.

Udkastet kommer altsaa til en Tredeling af
Stræffesagerne i Henseende til Paadømmelsen
i Første Instants. nemlig:

1) Sager, som paakjendes af Landsretten
under Medvirkning af Noevninger (Nævninge-
ret).

2) Sager, som paakjendes af Landsretten,
men uden Noevninger, og

3) underretsfager.

En Todeling, som de celdre hos os fore-
liggende Udkast kjende, saaledes at der kun bliver
at skjelne imellem nævningesager og Underrets-
sager, skjonnes ikke at kunne undgaa de Skjær,
enten at udstrække den Første Klasses Omraade ud
over det praktisk Gjennemforlige eller den sidste
Klasses ud over det principielt Tilstedelige.
Nogen anden Vej til at lose Vanskeligheden
frembod der sig imidlertid ikke for hine Ud-
kast, som forudsætte, at den nuværende Rets-
organisation i det Væsentlige blev bestaaende.
Gjennemgaaende er derimod Tredelingen i dm
franske og de tyske Stræffeproceslove. Naar
den imidlertid i de fleste af disse bygges paa
en Inddeling af Forbrydelserne efter deres for-
skellige, i Stræffen udtrykte Grovhed (erim68,
Miw, oontlkvsntionL, — Verbrechen, Vergc-
hen, Uebertretungen), er der med Rette af
Stræfferetsvidenfkaben herimod gjort den Ind°
vending, at en faadan Tredeling af Forbry-
delserne er vilkaar!ig, ikke udsprungen ar disses
eget væsen, men alene optagen i Stræffeloven
for -at give Stræffeprocessen et Skema at hen«
bolde sig til. Medens Adskillelsen mellem
grove og ringe Forbrydelser har en af Stræffe-
procesfen uafhængig naturlig Grund, der viser
sin Indflydelse i Stræffenes forskjellige Karakter
ogøjemed, lader en yderligere Adskillelse
mellem de grove Forbrydelser sig ikke begrunde
paa samme Maade, og naar Kompetencefor«
holdene i Processen bygges paa en saadan Nd"
ftillelse, kan der herfor kun paaberaabes det rent


praktiske Hensyn, at det ikke lader sig gjøre
at udstrække nævningesagernes Omraade til den
hele Klasse af grove, Underretten unddragne For-
brydelser. Men dette er at overhugge, ikke at
lose Knuden med Hensyn til Nsgrænsningen af
nævningesagemeZ Omraade, og en saadan Frem-
gangsmaade kunde kun billiges, naar der ikke af
selve nævningeinstitutioncns væsen kunde ud«
ledes Begrænsninger, ved hvilke tillige hint
praktiske Hensyn fyldestgjordes. At dette kan
gjøres. har længe været Videnskabens Paastand,
rg Udkastet er, i Grkjendelsen af det Rigtige
heri og følgende det af enkelte fremmede Love
givne Gxempel (jfr. navnlig den sachfifke Lov
af 1868) siaaet ind paa denne Vej. Den
Tredeling af Sagerne, som det hjemler, er der«
for væsentlig forskjellig fra den i de nvere
Love scedvanlige. Kun ved Grænsen for Nn-
derretsiagerne er Hovedhensynet Forbrydelsens
størrelse; ved Afgrænsningen af nævninge-
sagernes Omraade indenfor Landsretssager-
nes Kreds er det et andet. Hvorledes Udkastet
i det Enkelte har loft hver af disfe, af hin-
anden uafhængige Opgaver, skal nu nærmcre
paavises.

Ved at afgrænse Omraadet for de mindre
betydelige Stræffesager, der bør henlægges til
Underretten, bliver Hovedhensynet den for Hand-
lingen fast'atte Straf. Adskillige af de Stræffe,
Lovgivningen gjør Anvendelse af, ere af den
Beskaffenhed, at de ikke i Almindelighed kunne
eller efter Lovgiverens Opfattelse skulle have
en afgjørende Indflydelse paa den Persons
hele Velfærd, som maa lide dem. Handlin-
ger, der ikke kunne paadrage anden Straf,
ville hverken efter den almindelige Forestilling
eller efter Lovgiverens Opfattelse kunne be«
tragtes som grove Forbrydelser. Her vil da
foreligge en stor Mcengde af strafbare Hand-
linger, som uden nogen Betænkelighed kan hen-
lægges til Underretten. Men Udkastet kunde
ikke blive staaende ved en herpaa alene byg«
get Regel. For det Første forekommer der
mange Tilfælde, i hvilke den for en strafbar
Handling foreskrevne Stræfferamme indbefatter
saavel Stræffe af den nysberorte Ka-
rakter som ogsaa Stræffe af en mere alvorlig
Betydning. Ubetinget at udelukke Sager an«
gaaende saadanne Handlinger fra Underrettens

Kompetence, som Tilfældet maatte blive, naar
der alene skulde sees paa Marimum af den
Straf, der kan idømmes, vilde være at mis-
kjende den Dom om Forbrydelsens Karakter,
der lægger sig for Dagen i Stræfferammens
Fastsættelse paa den nævnte Maade. Der
kan af denne kun udledes, at Handlingen efter
Lovgiverens Opfattelse kan være en grov For-
brydelse, ikke, at den altid eller endog blot re-
gelmæssig er det, saa meget mindre som det
hos os staar fast, at Stræffen i det overvejende
Flertal af Tilfælde vcelges nærmere ved Mini-
mum end ved Mciximum, hvad der ikke kan
antages at være i Strid med Lovgiverens
Tanke. Det maa derfor endog siges, at en
Handling, for hvilken Stræfferammen bar faaet
hin Vidde, i Regelen egner sig til at henlæg-
ges til Underrettens Kompetence, og kun und-
tagelsesvis maa være forbeholdt Landsretten.
Afgjørelsen af, bvor Paadømmelsen af saa-
danne Handlinger skal ske, maa altsaa træffes
efter Hensyn til den i det konkrete Tilfcclde
forskyldte Straf, om denne er en saadan, som
griber afgjørende ind i den Sigtedes Vclfærd,
eller ikke.

Hertil kommer nu endvidere en anden Be-
tragtning. I Reglen bar det vistnok ingen
særlig Vanskelighed at afgjøre, om en i Lov-
givningen anvendt Straf hører til den ene
eller den anden Klasse. Om Flertallet af de
i Udkastets § 7 opregnede Stræffe maa det
utvivlsomt siges, at de med Henfyn til Be-
skaffenheden af det Onde, de tilføje den Straf-
lidende, og de Grænser for Strafondets Grad,
Lovgiveren har draget, ikke kunne hen-
regnes til de Stræffe, der gribe afgjørende ind
i den Paagjældendes hele Velfærd. Omvendt
er det Modsætte klart med Hensyn til den
Straf, der udenfor de i § 7 opregnede har
den største Betydning, nemlig Strafarbejde og
selvfolgclig ogsaa med Hensyn til Livsstraf.
Om Fortabelse af Embede, Bestilling eller
Valgret gjælder regelmæssig det Samme, og
hvad disse Stræffe angaar, fore i al Fald og-
saa andre Grunde til at udelukke dem fra
Underrettens Kompetence, de Grunde nemlig
som overhovedet tale for altid at henlægge Em-
bedsforbrydelser og politiske Forbrydelser til
Landsretten. Disse samme Grunde med-


føre endelig ogsaa, at Statsfængsel maa være
en Straf, som det ligger udenfor Underrettens
Kompetence at idømme; der er kun eet Til-
fælde, hvor denne Straf idømmes for en Hænd«
ling, der ikke kan betegnes som politisk For-
brydelse, nemlig for Duel ifølge Stræffelovens
§ 208 2 det Punktum. Men Stræffen fore.
kommer her alternativt med simpel' fængsel,
og Udkastets Regel vil altfaa kun føre til,
at Duel skal paadømmes af Landsretten i
de særlig grove Tilfælde, hvor mere end 2
Aars simpelt fængfel er forstyldt, d, v. s. en
saa lang Tids Frihedsbewvelse, at Sagen alle-
rede derved maa være udelukket fra Underretten.
Derimod er der een af de i Udkastets § 7
nævnte Stræffe, om hvilken d^t saave! efter
den almindelige Forestilling som Lovgivningens
Anvendelse af den er mere tvivlsomt, til hvil-
ken Klasse den skal henregnes, eller rettere,
om bvilken det maa siges, at ben efter Om-
stændighederne har snart den ene snart den
anden Karakter, nemlig Stræffen af fængsel
paa Vand og brød. Til denne Straf knyt-
ter der sig ofte, og navnlig hos visse Klasser
af Befolkningen, Forestillingen om, at den har
en vanærende Karakter og derved er en væsent-
lig strengere Straf end det simple fængsel.
Efter en anden Opfattelse adskiller den sig kun
fra simpelt fængsel ved de Skjærpelser i Ud«
staaclsesmaaden, der ere forbundne med den,
men som igjen opvejes ved den betydelige
Tidsforkortelse, der opnaaes, en Omstændighed,
som rimeligt nok kan medføre, at simpelt
fængsel endog for Mange vil stille sig som en
foleligere Straf. C'n lignende Forfkjel i Op«
fattelsen kan nu imidlertid ogsaa spores i Lov-
givningen. Denne optager i mange Tilscelde
Vand- og brødstræffen i Stræfferammen, hvor
det maa antages, at den sidstnævnte Opfattelse
alene er fulgt. Derom kan der f. Ex. ikke
være Tvivl, naar kun en vis lav Grad af
Stræffen er foreskrcven (jfr. f. Ex. Lov 10de
Mai 1854 § 63, 1ste Punktum, Lov 10de
April 1874 §§ 6 og 10), eller naar fængsel
paa Vand og brød er anvendt ved Siden af
simpelt fængsel, men saaledes, at der for dette
er forcfkreven en vilkaarlig og temmelig lav
Grænse; thi dette Sidste kan ikke forenes med
den Opfattelse, at Vand- og brødstræffen skulde

være noget væsentlig forskjelligt fra og stren-
gere end simpelt fængsel, da Stræfferammen i
saa Fald vilde indeholde et uforklarligt Spring
ved at udelukke de hojere Grader af simpelt
fængsel. Ofte vil det Samme ogsaa frem-
gaa af selve den Handlings Beskaffenhed, for
hvilken Vand- og brødstraf er foreskreven,
saaledes med Hensyn til adskillige celdre
Stræffebud, der hjemle denne Straf uden Alter-
nativ.*) Som Regel maa det derimod siges
om den almindelige Stræffelov, at den ikke
aaar ud fra det Forhold mellem fængfel paa
Vand og brød og simpelt fængscl, at
Lcengden af det sidste kan opveje Ejen-
dømmelighederne ved det første, hvilket s, Ex.
fremgaar af Lovens §§ 31, 36, 66 (jfr. ogsaa
Grundlovens § 80), samt af de mange Til-
fælde, hvor Stræfferammen omfatter Straf-
arbejde og fængsel paa Vand og brød, men
ikke simpelt fængsel, eller omvendt simpelt
fængsel, men ikke fængsel paa Vand og brød.
Men at den dog ikke ganske har lukket sig for
den Betragtning, at individuelle Omstændigheder
knnne gjøre den simple Fængseløstraf til et mere
foleligt Onde for den Skyldige, sees af § 30,
og Domstolene maa vistnok anerkjendes for be-
fojcde til i de talrige Tilfælde, hvor Stræffe-
rammen indbefatter bande simpelt fængsel og
fængsel paa Vand og brød (jfr. Lovens § 25),
at tage Henfyn hertil ved fængselsartens Valg,
og af denne Grund vcelge Vand- og brød-
straf, selv hvor der ikke vilde have været Op-
fordring til at vcelge den som dm i og for sig
strengere Strafart. Denne sidste Opfattelse
har derimod alene været den herskende i de
Tilfælde, hvor Vand- og brødstræffen er op-
tagen i Stræfferammen ved Siden af Straf-
arbejde, men med Udelukkelse af det simple
fængsel, Noget, hvorpaa der findes mange
Eremftler i Stræffeloven, og som navnlig er
Tilfældet med saa hyppig forekommende For-
brydelser som Tyveri og Bedrageri (se §§ 228
og 251). Loven har her nærmest betragtet
Vand- og brødstræffen som en Straf, der
staar i Klasse med og derfor kan træde i
Stedet for Strafarbejde, hvor denne skulde

*) I Stræffeloven findes kun eet Exempel paa en
faadan Stræfferamme, nemlig § 183 i Slutningen.


idømmes i lavere Grader, end Lovgivningen
tilsteder, i Overensstemmelse med den Tanke-
gang, som fik sit Udtryk i Frd. 12te Juni
1816, der indførte den omfattende Anvendelse
af Vand- og Brsdstræffen, vi endnu kjende,
ved at sætte den i Stedet for de tidligere
hjemlede lave Arbejdsstræffe. Og i disse Til-
fælde vil i Regelen ogsaa Handlingens Karakter
som vandrende i den almindelige Mening med-
fore, at en Stræffedom maa siges at være af'
gjørende for den Sigtedes Velfærd, selv om
Stræffen i det konkrete Tilfalde kun falder ud
til fængsel paa Vand og Bred og ikke til
Strafarbejde. Af de anførte Betragtninger
om Vand- og brødstræffen følger, at Hand-
linger, for hvilke denne Straf kan eller skal
idømmes, nden væsentlig Betænkelighed vil kunne
henloegges til Underrettens Kompetence i fol«
gende Tilfalde:

1) ubetinget, naar Stræfferammen hjemler
Valg mellem Vand- og brødsiraf og andre af
de i § 7 ommcldte Strafarter, men ingen
hojcre Straf.

2) naar Stræfferammen ved'Siden af det
under Nr. 1 omtalte Valg hjemler Adgang til
at vcelge hojere Straf, navulig Strafarbejde,
forsaavidt Strafarbejde ikke findes forskyldt i
det konkrete Tilfælde, og

3) naar Stræfferammen alene hjemler
Vand- og Brsdftraf, men hverken hojere eller
lavere Strafarter.

Ubetinget udelukkede fra Underrettens Kom-
petence vilde derimod herefter de Tilfælde være,
hvor stræfferammen hjemler Valg mellem fængscl
paa Vand og brød og Strafarbejde, men in-
gen ringere Stræffe; de vilde ikke kunne komme
ind under Underrettens Kompetence, om end
Stræffen i det konkrete Tilfælde kun blev
fængsel paa Vand og brød, ikke Strafarbejde,.

Det turde imidlertid vistnok være nødven-
digt af praktiske Hensyn at lempe dette Resultat
noget, og derved yderligere udvide Underrettens
Kompetence. Til de Forbrydelser, som efter de
fremstillede Regler vilde være udelukkede fra
Underrettens Kompetence, høre, fom bemærket,
de mest gccngse Ejendomsforbrydelscr, Tyvcri
og Bedrageri, forsaavidt de ikke falde ind
under de ved Stræffelovens §§ 235 og 256
hjemlede undtagne Tilfoclde. Saa rigtigt dette

nu end kan være i Principet, kan det dog i^ke
miskjendes, at en saadan Ordning er forbunden
med Ulemper, som det maa være Opgaven om
mnligt at undgaa. Disse Forbrydelser og navnlig
Tyveri udgjøre nemlig et faa stort Procenttal
af Summen af de Forbrydelser, der aarlig komme
for Domstolene, at hin Ordning vil medføre
et Besvær og en Udgift, der ikke staar i For-
hold til den Betydning, som Flertallet af disse
Sager i Virkeligheden have. Skal dette prak-
tiske Hensyn fyldestgjøres, uden at gjøre altfor
sterrkt Bl ud paa Prii-cipet, er der, faaledes som
stræffeloven foreligger, kun een Vej at gaa, den
nemlig at udvide Underrettens Kompetence til at
paadømme stige Sager, naar der ikke er Tale
om den mest graverende Straf (Strafarbejde),
og der derhos er Omstændigheder tilstede, som
give Grund til at antage, at Sagen hverken
bar faktiske eller juridiske Vanskeligheder, idet
nemlig den Sigtede bar afgivet en fuld''toen-
dig og troværdig Tilstaaelse og ikke begjærer
Paadømmelse ved Landsretten.. Det tor sik-
kert antages, at en stor Moengde simple
Tyverier vil fvldcftgjøre disse Betingelser.
iøvrigt er d?r, naar Bestemmelsen overhovedet
vinder Bifald, ikke Grund til at indstrcenke
den netop til Ejendomsforbrydelser, men den bør være almindelig for alle de Tilfælde, hvor
Stræfferammen er anordnet paa lignende Maade.
Naar der til det i det foregaaende Ud«
viklede føjes, at den Særstilling, Udkastet har
tiltænkt politiske Forbrydelser (Stræffelovens Kap.
9—11) og Embedsforbrydelser, har Hjemmel i
Lovgivningens Opfattelse af disse Forbrydelser,
jfr. med Hensyn til de Første Grundl. § 74
og med Hensyn til de sidste Straffel. § 66,
samt at Henlæggelsen af de i Stræffet. § 299
ommeldte Sager til Underretten er naturlig
efter Beskaffenheden af det Onde, der her er
Tale om, medens de andre i § 2 nævnte Sager have en Betydning, der maa udelukke
Underretskompctencen, saa ville dermed Reglerne
i Udkastets §§ 7, 8 og IN 1ste Pnnttum
være tilstrækkelig begrundede. § 7 angiver de
Stræffe, som Underretten overhovedet kan paa-
lægge. Handlinger, som ikke knnne medføre anden Straf, høre, med Undtagelse af politiske
og Gmbedsforbrydelser, nbetinget til Underret-
tens Kompetence (§ 8 Nr. 1 og 2). For at


Handlinger, som ogsaa kunne medføre andre
Stræffe, skulle kunne paadømmes af Underretten,
udkræves altid, at Stræffen dog i det konkrete
Tilfælde ikke overskrider den ved § 7 dragne
Grænse, og derhos, naar Valget i Stræffe-
rammen alene er mellem fængsel paa Vand og
brød og Strafarbejde, yderligere, at den Sig-
tede har afgivet en troværdig Tilstaaelse og
ikke selv begjccrer Dom ved Landsretten (§ 8
Nr. 1 og 3). I Modsætning hertil omfatter
Landsrettens Kompetence foruden politiske og
Embedsforbrydelser 1) alle Forbrydelser, for
hvilke Stræffen ikke kan gaa ned til de i § 7
nævnte Stræffe, 2) de Forbrydelser, for hvilke
Stræffen vel kan gaa saa langt ned, men hvor
dog den i det konkrete Tilfælde forskyldte Straf
overskrider hin Grænse, og 3) de Forbrydelser,
for hvilke Stræffen vel kan gaa ned til
fængsel paa Vand og brød — men ej lavere
— og i det konkrete Tilfælde vil gaa ned
hertil, men hvor dog den Sigtede enten har
begjært Dom ved Landsretten eller ikke har
afgivet en saadan Tilstaaelse, som § 8 Nr. 3
kræver. Det ligger iøvrigt i Sagens Natur,
at de til Underretten henlagte Sager ikke ere
saaledes udelukkede fra Landsretten, at de
ikke gyldig kunne paadømmes der; Stræffe-
sagers Forening kan medføre nødvendigheden af en faadan Paadømmelse (§10 2det Punk-
tum), og under Hovcdforhandlingen bør en
Sag aldrig afvises fra Landsretten, fordi
den kunde være paadømt ved Underretten
(§ 13 Nr. 2).

Da den i Stræffet. § 46 givne Stræffe-
ramme for Forfog paa Forbrydelser intet Mi-
nimum fastsetter, hvilket ogsaa gjælder om
flere Forskrifter i Stræffeloven, der hjemle
Strafnedsættelse (f. Ex. § 39), og da Stræffe-
rammen i andre Tilfælde af Strafnedsættelse,
ligesom efter Omstændighederne ved Meddel-
agtighed i Forbrydelser synker meget betydelig,
vilde Reglen i § 8 Nr/ 1 i stige Tilfælde
give Underrettens Kompetence en Ncekkevidde,
som ikke ligger i Tanken, da Forbrydelsens
objektive Karakter, der bestemmes ved Beskaf-
fenheden af det Retsbrud, den indeholder eller
tilsigter, ikke væsentlig forandres derved, at
kun forsøg eller meddelagtighed foreligger, eller
at strafnedsættende Omstændigheder ere tilstede,

og da § 8 kun henviser til Stræfferammen,
fordi man af den kan udlede Lovgiverens Dom
om Forbrydelsens -Karakter, altsaa har den
normale, fuldbyrdede Forbrydelse forøje.
Udkastets § 9 er derfor et nødvendigt Tillæg
til § 8, for at hævde Tanken ligeover-
for Bogstaven. Dertil kommer, at der netop
i de Tilfælde, som § 9 taler om, ofte vil
foreligge spørgsmaal, som i færlig Grad kræve
en omhyggelig Prsvelse; navnlig vil der her
jævnlig foreligge Tilfælde, som ligge paa Græn'
sen af Strafbarheden, og hvor spørgsmaalet
altsaa er, om der overhovedet er paadraget
Straf. Som et enkelt vigtigt herhen- hørende Tilfælde skal her bewres, hvilke Re-
sultater Udkastets Bestemmelser fore til ved
Forbrydelser, som begaaes af Bsrn. I eet
Tilfælde, det praktisk vigtigste, har Stræffeloven
en ganske selvstændig Stræffebestemmelse herom,
ncmlig § 233 med Hensyn til Tyveri; her
er Underrettens Kompetence ligefrem hjemlet
ved § 8 Nr. 1. I alle andre indenfor
Stræffeloven faldende Tilfælde, hvor Bsrn over-
hovedet kunne stræffes, er ingen særegen Stræffe-
bestemmelse given; men en meget betydelig
Strafnedsættelse er hjemlet ved § 36. Her
bliver altsaa ifølge Udkastets § 9 Kompeten-
cen at bedømme efter den almindelige Stræffe-
ramme for Forbrydelsen. Deraf vil med Hen-
syn til Bedrageri følge, at Reglen i § 8
Nr. 3 bliver anvendelig. Men det vil ogsaa
findes ikke unaturligt, at der netop her, hvor
der nødvendigvis ifølge Reglerne i Stræffet.
§36 maa opstaa spørgsmaal, om Barnet
overhovedet skal stræffes, fordi det saa let kan
stille sig saa, at det ikke har havt aandelig
mødenhed nok til at indse en saadan Hand-
lings Strafbarhed, skjønt det meget vel for«
staar sig t. Ex. paa et Tyveris Strafbarhed,
ikke lettelig unddragcs Barnet nogen Garanti
for en omhyggelig Vedømmelse af spørgs-
maalet om deis Tilregnelighed, og at en saa-
dan Sag derfor kun under de samme Betin-
gelser, som gjælde for den Vorne, unddrages
fra Landsretten.

Hvad det andet Hovedspørgsmaal angaar,
med hvilket § 11 bestjceftiger sig, ncmlig Af-
grænsningen af nævningerncs Kompetence,
skal følgende bemærkes til Begrundelse af Ud-


kastets Regler. At nævninger ordentligvis
kun bør tilkaldes til Medvirkning ved betyde-
lige Stræffesager, blev allerede ovenfor bemærket;
kun bliver det overensstemmende med Grund-
loven at fastholde, at politiske Lovovertrædelser
ikke, selv om de ere mindre betydelige, kunne
holdes udenfor deres Kompetence. Da disse
imidlertid ogsaa efter Udkastet ere holdte uden-
for Underrettens Kompetence, er det Udkastets
første undtagelsesfrie Regel, at nævninger
overhovedet kun kunne komme til Anvendelse i
Sager, der ere henlagte til Landsretten.
Det er denne alene, som ved Tilkaldelse af
nævninger kan udvide sig til en Nævninge-
ret. Det blev fremdeles ovenfor bemærket, at
allerede praktiske Hensyn forbyde at tilkalde
nævninger til alle under Landsretten hen«
lagte Stræffesager. Skal imidlertid denne
snevrere Grænse ikke blive vilkaarlig, kan den
ikke alene begrundes paa Hensynet til Straf«
fens størrel'e. Det kan vel forsvares i visse
Til-'oeloe at lade dette Hensyn faae Indflydelse.
Saaledes vil det findes naturligt, at nævnin-
ger ubetinget tilkaldes i alle Tilfælde, hvor
den Stræfferamme, der er spørgsmaal om at
bringe til Anvendelse, hjemler Livsstraf eller
livsvarigt Strafarbejde, selv om Stræffen og-
saa kan blive lavere. Paa den anden Side
kan der anfores Grunde for ikke at give den
Sigtede Retskrav paa nævninger, naar der i
Sagen kun er Tporgsmaal om en ringere
Straf end Strafarbejde, omend en saadan
Sag paa Grund af Reglen i § 8 Nr. 3 eller
§ 9 maa for Landsretten (ved politiske Lov-
overtrædelser tilsteder Grundloven ikke at gjøre
dette Hensyn gjældende). Det maa her ansces
for tilstrækkeligt, at nævningers Medvirkning
ikke ubetinget er udelukket, men af retten kan
tilstaaes, naar Sagens faktiske eller juridiske
Beskaffenhed findes at give Grund dertil.
Med Hensyn derimod til den hele mellemlig-
gende Klasse af Sager, hvor et tidsbestemt
Strafarbejde er forskyldt, hvad enten dette nu
med nødvendighed følger af Stræfferammen
eller af Sagens konkrete Beskaffenhed, giver
hverken Forholdets Natur eller Stræffeloven
noget holdbart Støttepunkt for en Sondring
efter Stræffens størrelse, hvilken derfor ikke
vilde kunne undgaa at blive vilkaarlig. Her er

det da, at det Sftsrgsmaal bliver af Vigtig-
hed, om ikke en Sondring efter andre Hensyn bør gjøres, hvorved tillige det praktiske For-
maal fyldestgjøres, at nævningesagerms Om-
raade ikke bliver altfor stort og bebyrdende.
Det kan nu i og for sig ikke være tvivlsomt,
at en naturlig Grund til at tilkalde nævnin-
ger til Medvirkning er der ordentligvis kun da,
naarSagens faktiske eller retlige Beskaffenhed frem-
byder Tvivl, medens de mange Tilfælde, hvor
spørgsmaalet, om Straf er fortjent, aldeles
ingen Tvivl frembyde, og hvor den nævnin-
gerne uvedkommende Strafudmaaling i Virke-
ligheden er det Eneste, retten har at afgjøre,
ikke bør henlægges under nævningerne, til
ingen Nytte for Sagen og til Be vær for
disse. Det er fremdeles indlysende, at en
Grænse for nævniugernes Omraade efter
Stræffens størrelse sætter dette Hensyn ganske
til Side, overlader det ganske til Tilfældet,
om det endog blot tilnærmelsesvis sker Fyldest.
Men det maa endvidere erkjendes, at det Samme
vil gjælde om ethvert andet abstrakt Krite-
rium, man vilde vcelgc, og navnlig ogsaa om
det af Mange anbefalede Princip, at sondre
efter Forbrydelsernes Art uden Henfyn til
Stræffen. Kun hvor Focholdet er af en saa-
dan færegen Beskaffenhed som ved politiske
Lovovertrædelser, er der Rimelighed for at
lægge afgjørende Vcegt paa Forbrydelsens
Art, hvortil ogsaa Grundloven henviser.
Det, hvorpaa det i Reglen maa komme an,
er det konkrete Tilfældes Beskaffenhed, og
spørgsmaalet bliver da, hvem der skal be-
dømme dette. Skal det nu være den Sigte-
des Ret at dømmes af nævninger, naar Sa-
gen egner sig dertil, saa kan hverken Anklage-
rens eller Domstolenes skjøn herom blive af-
gjørende, men alene den Sigtedes eget skjøn.
Med andre Ord, det maa regelmæssig over-
lades den Sigtede at afgjøre, om han vil
dømmes af Landsretten uden Nceuninger,
eller om han vil have nævningers Medvirk-
ning. En fuldstændig Sikkerhed for, at den
rigtige Grænse kommer til Gyldighed, ligger
der sclvfølgelig ikke heri, men derom kan der
overhovedet ikke være Tale. Der er iøvrigt
ingen Grund til at nære Frygt for, at den
Sigtede i utvivlsomme Sager dog regelmæssig


skulde vcelge nævninger; dertil vilde ordent-
ligvis intet Motiv være — den, der har af«
givet en klor Tilstaaelse i en retlig ikke tvivl-
som Sag, kan ikke have Haab om at slippe,
fordi han paakalder nævninger —; et vceg-
tigt Motiv i modsat Retning vil det derimod
være, at Sagen kan blive hurtigere afgjort,
idet den ikke behøver at vente, til nævningeret
holdes. Snarere kan man tænke sig, at
der vilde være Utilbojelighed til vcelge næv-
ninger, selv hvor Sagen egner sig dertil; men
dette vil dog ganske bero paa, om nævninge-
institutionen forstaar at vinde Tillid i Befolk-
ningen. At dette vil ske, derom vil nu den,
der har Tro paa den og vurderer de forelig-
gende Erfaringer, ikke Være i Tvivl; men der
er i Principet Intet at indvende imod, at In-
stitutionens fulde Virkning bliver afhængig
heraf, saa at det ordentligvis ikke paatvinges
Nogen at dømmes af nævninger. Det An-
førte vil endvidere forklare, hvorfor Udkastet
lægger vægten paa den Sigtedes Valg og ikke
sætter i Stedet, om der foreligger Tilstaaelse
af den Sigtede. Selv om denne nemlig er
fuldstændig og troværdig, har den dog kun
Betydning som Bevis for Sagens faktiske
Grundlag, men udelukker ikke, at den retlige
Bedømmelse kan være tvivlsom. Tilftaaelsen
kan derfor efter Stræffeprocessens Grundsæt-
ninger kun have Betydning til at afkorte Be-
visførelsen, saaledes som det er foreskrevet i
Udkastets § 324, men ej som faadan ude-
lukke den Sigtede fra at fane spørgsmaalet
om sin Strafstyld bedømt af nævninger.
Heller ikke er der tilstrækkelig Grund til som
Betingelse for Sagens Paadømmelse uden
nævninger at kræve baade, at den Sigtede
vcelger det, og at der foreligger en fuldstændig
og troværdig Tilstaaelse. I mange Tilfælde
kan Domfældelsen være utvivlsom, hvor den
Sigtede dog ikke har Selvovervindelse nok til
at afgive en aaben og fuldstændig Tilstaaelse,
f. Ex. om kvalificerende Omstændigheder ved
Forbrydelsen; at en saadan Tilstaaelse ikke
foreligger, godtgjor derfor ikke, at hans Valg bør tilsidesættes, Det kan heller ikke paabe-
raabes, at begge hine Betingelser fordres i
§ 8 Nr. 3; Valget imellem Landsretten
med eller uden nævninger kan ikke sam-

menstilles med Valget mellem Landsret og
Underret. At tilstede det sidste Valg er
overhovedet uregelmæssigt og bør som en Nod-
hjælp kun tilstedes under særlig strenge Be-
tingelser.

Fra den Regel, at den, der sigtes for
en Forbrydelse, for hvilken Strafarbejde fin-
des at være forflyldt, har Ret til at
dømmes af nævninger, er der imidlertid
Grund til at gjøre en Undtagelse. Gn stor
Del Stræffesager angaa Perfoner, som alt
forhen ere dømte og nu sigtes for Gjentagelse
af Forbrydelsen. Om der nu end ofte her
vil være spørgsmaal om en strengere Straf,
har denne dog i Almindelighed ikke en saa
afgjørende Betydning for den Sigtede som
den tidligere Domfældelse. Paa den anden
Side vil der her lettest forekomme Exempler
paa, at Retten til at forlange nævninger
kunde misbruges, og der er derfor særlig Op-
fordring til at drage Omsorg for, at næv-
ningerne ikke overbebyrdes med denne Slags
Sager. Ved Forbrydelser, hvor Gjentagelse
forekommer jævnlig, (altfaa ikke blot de Til'
fælde, hvor Gjentagelsen efter Stræffeloven
medfører en kvalificeret Straf, men ved alle
de Forbrydelser, der omhandles i Stræffelovens
Kap. 23—27, og uden Hensyn til, om det
er den samme eller kun en beslægtet Forbry«
delse, om hvilken der nu er Tale), kan det
derfor fuldkomment forsvares, at den videst
gaaende Garanti for Bedømmelsen, som ligger
i nævningers Medvirkning, ikke ubetinget
indrommes i Gjentagelsestilfælde. I Hen-
hold hertil har Udkastet tun da aner«
kjendt Ret til nævninger i stige Til-
fælde, naar den Tid er forløben, som efter
Stræffelovens Regel medfører Ophoret af
den i visse Tilfælde foreskrevne særegne
Straffevirkning af Gjentagelsen, eller naar der
er spørgsmaal om meget grove Forbrydelser.
Denne Undtagelse medfører ikke, at Medvirk-
ning af nævninger flet ikke kan finde Sted i
disse Tilfælde; for det Første skulle nævnin«
ger medvirke, naar Reglen i § 11 Nr. 1
medfører det, og i andre Tilfælde kan Retten
i Henhold til § 11 Nr. 3 bevilge nævninger.

Reglerne i § 11 kunne efter det Frem-
stillede kortelig sammenfattes saaledes: Prin-


cipet er, at nævninger skulle medvirke i saa«
danne Landsretsfager, hvis Bestaffenhed gjør dem egnede dertil. Dette maa nu siges
ubetinget om de Sager, i hvilke der er spørgs-
maal om de yderste (absolute) Stræffe, Loven
kjender samt i Sager om politiske Forbrydel-
ser. Selv om den Sigtede i disse Sager
ikke ønskede nævninger, tillader Hensynet til
SamfAndet, jfr. Grundloven, ikke at holde dem
borte (§11 1ste Stykke). I alle andre Til-
falde skal derimod Hensynet til Sagens kon-
krete Beskaffenhed være afgjørende. dømmen
herom er regelmæssig overladt den Sigtede,
som altsaa faar en Ret, han dog kan give Af-
kald paa, til at dømmes af nævninger (§11
2 det Stykke), men Afgjørelsen er overladt
Retten, naar den Sigtede eller Anklageren
andrager paa nævninger udenfor Lovens al-
mindelige Regler (§ N 3die Stykke)*).

Naar Forening af Stræffesager finder Sted
(se herom Udkastets 1ste Afsnit Kap. Vil.
andet Underafsnit), kan deraf følge en Foran«
dring i Kompetencen, faaledes som denne vilde
v^re, naar Sagerne behandledes adskilte.
Dette vil for det Første være Tilfældet, naar
en eller nogle, men ikke alle de forenede Sa-
ger kræve nævninger eller Landsret, idet da
ogsaa de Sager, om hvilke det Samme ikke
vilde gjælde, naar de behandledes adskilte,
maa dele Skjcebne meb hine. Da Forandrin«
gen i Kompetence er til Gunst for den Sig-
tede, kan dette selvfølgelig ingen Betænkelig-
hed have. Kun forsaavidt de forenede Sager

angaa flere Sigtede, og Kompetencens Bestem-
melse ellers beror paa den Sigtedes Valg,
kan der gjøres den Indvending, at denne
Valgret tabes. Det er imidlertid klart, at den
Forening, som Processens Interesse maatte
kræve, ikke kan opofres af denne Grund; det
kan kun være et Hensyn til ikke at fastholde
en Forening uden afgjørende Motiver. En
Anvisning i denne Retning har Udkastet ud«
talt i § 12 i Slutningen, til hvilken Retten
altsaa ved Anvendelsen af sin Beføjelse efter
Udkastets § 72 1ste Punktum har at tage
Hensyn. Et andet Tilfælde, hvor Foreningen
af flere Stræffesager, nemlig mod den samme
Person, vil medføre Forandring i Kompe-
tencen, fremkommer derved, at den samlede
Straffkyld naaer en størrelse, som efter Reg-
lerne i §§ 7 og 11 har Betydning for Kom-
petencen, medens ingen af de enkelte Forbryd
delsev for sig naaer saa host i Strafskyld.
Underretten er aldrig, og derfor heller ikke i
et saadant Tilfælde, kompetent til at paalægge
Strafarbejde, og naar den samlede Straffkyld
naaer Strafarbejde, er ogsaa dette tilstrækkeligt
til at hjemle den Sigtede Ret til at vcelge
nævninger. Finder der i saadanne Tilfælde
enten, fordi alle Forbrydelserne ikke vare op-
lyste, eller af anden Grund en Adskillelse af
Sagerne Sted, vil Kompetencen vel blive for-
andret, (jfr. dog § 72 2det Punktum); men
Reglen i Stræffelovens § 64 eller dens Ana«
logi, som bliver Normen for Stræffens Bestem-
melse i den sidste Sag, vil ogsaa da udelukke,
at Strafarbejde kan blive idømt (jfr. derimod
Stræffelovens § 24), medmindre der ved An«
vendelse af Reglerne om Retsmidler kan komme
en ny Forhandling i Stand, under hvilken
Sagerne forenes (Udkastets §§ 400, 423
Nr. 2, jfr. § 426).

Det følger af sig selv, at den almindelige
Regel maa være, at Retten i Embeds Med-
før — ikke blot, naar Indsigelse gjøres —
skal prsve sin Kompetence efter de foran
fremstillede Regler med Hensyn til en for den
anhængiggjort Sag, og at den bør gjøre det
paa ethvert Trin af Sagen, saa at Af-
gjørelser herom kunne fremtræde i forskjellig
Form, jfr. med Hensyn til Landsretten Ud-
kastets §§ 251 (Nr. 2). 256, 259, 270,


290, 304, og mev Henfyn til Underretten
Udkastets §§ 359, 360, 361. Forfkjellige
Lempelser i denne Regel ere dog nødven-
dige eller hensigtsmæssige dels i Betragtning
af, at kun den lavere Rets Kompetence er
erklusiv, dels paa Grund af de Hensyn, der
ved at drage Grcenferne for Kompetencen i
visfe Tilfælde ere tagne til konkrete Om-
stændigheder ved Sagen, dels endelig for at
afbode Urimeligheder, som en streng Fastholden
af de almindelige Regler om dømmes Retskraft
paa dette Omraade vilde fore til under den
givne Ordnina af Kompetenceforholdene. Herom
handler Udkastets § 13.

Simplest stiller Sagen sig i de Tilfælde,
hvor der til Bestemmelse af Kompetencen ikke
behøver at anstilles et skjøn over Omstæn-
digheder, til hvis Bedømmelse der først, naar
Sagen er tilende, foreligger et fuldstændigt
Materiale. Dette er Tilfældet, hvor Afgørel-
sen alene beror paa Stræfferammen, efter Om«
stændighederne (§11 2det Stykke) i Forbindelse
med Hensvnet til en den Sigtede tidligere
overgaaet Dom ellcr en Erklæring af denne,
som senest maa foreligge inden Udløbet af
den i § 253 .ommeldte'Frist (se § 254 Nr.
3), jfr. ogsaa med Hensyn til § 8 Nr. 3
Udkastets § 362. Ved Underretten maa ber
den almindelige Grundsætning regelmæssig
komme til Anvendelse uden Undtagelse. Ved
Landsretten er der ingen Grund til at af-
vige fra den paa alle foreløbige Stadier i
Sagen. Men naar Sagen her er kommen til
Hovedforhandling, bør Sagen dog ikke ende
med en Afvisningsdom og derved den sted-
fundne Forhandling spildes til Unytte, da
Landsretten selvfølgelig er god nok til at
paakjende Sager, der kunne lade sig noje med
enUnderretspaakjendelse. Regelmæssig maa det
Samme gjælde, naar en Sag er bleven for-
handlet for nævninger, skjont den kunde være
paakjendt uden disse; men forsaavidt den Sig-
tede har Ret til at kræve Paadømmelse uden
nævninger, maa dog det under Nr. 2 med
Hensyn hertil tagne Forbehold gjøres. — Har
Anklageren begyndt forfølgning ved Lands-
retten, men denne har nægtet Anklagen Fremme,
fordi Sagen antages at høre for Underretten (alt-
saa paa foreløbige Stadier i Sagen), faa vilde

efter almindelige Regler om dømmes Retskraft
denne Afgjørelse ikke forpligte Underretten til at
erkjende sig kompetent (jfr. Nellemanns Proces-
maade S. 834). Ikke altid vilde Overens-
stemmelse i Afgjørelserne kunne fremskaffes ved
Retsmidler. Hvis Anklageren har ladet Lands-
rettens Afgjørelse upaaanket inden den fore-
strevne Frist, vilde det negative Resultat, at
Sagen ikke hører for Landsretten, staa fast
som endelig Dom. Om det nu end er sandsyn-,
ligt, at Underrettens paa en anden Opfattelse
hvilende Dom, der afviste Sagen fra Under-
retten, ved Paaanke vilde blive bragt i Over-
ensstemmelse med Landsrettens Opfattelse, er
dette dog ikke nødvendigt, og i al Fald er
her et Omsrob, som det fuldkomment stemmer
med Forholdet mellem Landsret og Under-
ret at undgaa paa den Maade, at hin Lands-
rettens Lifgjørelse bliver bindende for Un-
derretten (§ 13 Nr. 3 1ste Punktum).
Eaa meget mere maa da det Samme være
Tilfældet, naar Landsrettens Afgjørelse var
stadfæstet af højesteret. At gaa lige faa
vidt med Henfyn til Underrettens Afgjørelse,
kan paa Grund af Forholdet mellem Domsto-
lene ikke forsvares, men vel. naar Lands-
retten ifølge Paaanke har afvist Sagen fra
Underretten eller stadfcestet en saadan Afvis-
ning (§13 Nr. 3 2det Punkmm). Lig-
nende spørgsmaal opstaa ikke med Henfyn
til Nævningers Medvirkning, fordi slige Nf-
gjørelser her altid fremtræde fom Forandrin-
ger i tidligere Afgjørelser af den famme Ret,
der ikke nødvendiggjøre en ny Sags Anlæg
ved en anden Ret, men kun Sagens Gjen-
nemførelse paa en anden Mande ved den
samme Ret.

Mere omfattende blive Afvigelserne fra
den almindelige Grundsætning, naar Kompe-
tencen beror paa den i det konkrete Tilfælde
forskyldte Straf eller paa Beskaffenheden af
den Sigtedes Forklaringer om Sigtelsen (§ 8
Nr. 3). Et begrAndet skjøn herom kan
Retten ofte ikke have paa Sagens foreløbige
Stadier, og det stemmer i al Fald bedst
med Mundtlighedsprincipet ikke at kræve et
saadant af Retten. Den bør foreløbig, indtil
Hovedforhandlingen er endt, følge Anklagerens
skjøn. Da nu derhos Landsretten ikke paa


det sidstnævnte Tidspunkt kan henvise Sa-
gen til Underretten (§ 13 Nr. 2), bliver
altsaa Resultatet, at Anklageren er Herre over
at bringe en saadan Sag for Landsretten, et
Resultat, som heller ikke kan sindes unatur-
ligt. Derimod kan og skal Underretten i
Overensstemmelse med Udkastets Principer for
Kompetenceafgrænsningen afvise den Sag, i
hvilken den efter endt Hovedforhandling finder,
at hine Betingelser for dens Kompetence
mangle. Da der, selv om Underretten skulde
give Dom i et saadant Tilfælde, lydende
f. Ex. paa Strafarbejde (altsaa afvigende fra
Reglen i § 7), altid kunde fremkaldes en ny
fuldstændig Forhandling for Landsretten ved
Paaanke, bliver den virkelige forskjel den, at
denne nye Forhandling med nødvendighed skal sinde Sted. Ligeledes skal Landsretten, naar
Hovedforhandling er ført for den uden
nævninger, men den nu finder, at Stræffens
størrelse giver den Sigtede Net til at dømmes
af nævninger, give denne Lejlighed til at
erklære sig herom og eventuelt henvise Sagen
til en ny Forhandling med nævninger. Er
Anklageren tvivlende i sit skjøn. vil han, for
ikke at spilde en Forhandling, selvfølgelig være
opfordret til at vcelge den hojere Ret eller
henholdsvis nævninger, hvorved det bliver fik«
kert, at ingen Forhandling spildes, og hvorved
den Sigtede faar den ham i tvivlsomme Tilfælde
naturlig tilkommende Fordel. At den Afgjørelse,
Retten kommer til efter endt Hovedforhandling
med Hensyn til hine Omstændigheder, og i Kraft
af hvilken den afgjor sin Kompetence, ikke kan
være Paaankegrund som Krcenkelse af Retter-
gangøregler (Udkastets §§ 374 og 399), krcr-
ver Forholdets Natur. Den Sigtede kunde
ikke blive berettiget til saadan Paaanke; thi
hvad enten den lavere Ret hævder sin Kompe-
tence eller henviser Sagen til hojere Ret, er
han ikke forurettet. Det skulde da blot være
spørgsmaalet om Ret for Anklageren til at
paaanke, naar Retten afvigende fra hans
skjøn henviser Sagen til hojere Ret. Men
Paaankeinstantsen kan ikke have en saa godt
begrAndet Dom om disse Omstændigheder som
den Ret, for hvilken Bevisførelsen har fAndet
Sted, og det vilde være højst unaturligt, om
denne skulde have en Dom paatvungen om

disse Omstændigheder. Som følge af Reg-
lerne under Nr. 1 og 2 bliver der i de her-
omspurgte Tilfælde ikke Tale om Anvendelsen
af § 13 Nr. 3, om det Første Punktums
Regel ikke, fordi Sagen i disse Tilfælde ej
kan henvises fra Landsretten, for hvilken An-
klageren har bragt den, til Underretten, om
det sidste Punktums Regel ikke, fordi Ankla-
geren er udelukket fra Paaanke, og altfaa naar
han vil fore Sagen videre, maa gjøre Under-
rettens skjøn til sit, hvilket da atter er bin-
dende for Landsretten.

Den Første og den sidste Paragraf i dette
Kapitel trcenge ikke til nogen udforlig Forkla-
ring. Med Udkastets System staar det i god
Samklang, at Underdømmeren er undersøgel-
sesdømmer ogsaa i Landsretssager (§ 6).
om det end ikke maa være udelukket, at et
Medlem af Landsretten benyttes som saa«
dan. Sker det Sidste, bør Paaanke af hans
Handlinger gaa til højesteret og ikke til den
Ret, af hvilken han selv er Medlem (3 14).

Kapitel III. Om de Tilfalde, hvor Rettens Personer som
inhabile skulle eller kunne udelukkes fra eller
fritages for at handle i Sagen.

Indholdet af dette Kapitel er i alt
væsentligt overensstemmende med Indholdet
af det tilsvarende Kapitel i Udkast til Lov
om rettergangsmaaden i borgerlige Doms-
sager (Første Afsnit, Kapitel III.). Afvigel-
serne ere ikke andre end de, der følge af,
at der i Stræffeprocessen ikke blot bliver
spørgsmaal om dømmernes, men og om næv-
ningernes specielle Inhabilitet, eller iøvrigt af
de forskjellige faktiske Forudsætninger. Da nu
dernæst Udkastets Regler, om den specielle In-
habilitet i Hovedtrekkene stemme med, hvad
der altid og allevegne har været gjældende Ret
og ancrkjendt som stemmende med Forholdets
Natur, og saaledes ogsaa med hvad der for Tiden
er dansk Ret, jfr. Nellemanns Ciuilproces alm.
Del S. 169 ss. og S. 191 ff., ville kun
enkelte Punkter bchsve nærmere Begrundelse.

I de i § 15 ommeldte Tilfælde maa
dømmeren eller nævmngen ikke handle i


Stræffesagen. Ikke'blot Parterne kunne frem«
sætte Indsigelse imod ham, men Reglerne skulle
iagttages i Embeds medfør, se § 16 De ere
ogsaa af den Beskaffenhed, at de maa være fælles
for dømmere og for nævninger. Kun under
Nr. 5 fremtræder en i Forholdets Natur be-
grAndet Forftjel. Med Hensyn til denne Regel
bemærkes følgende:

Det stemmer med Forholdets Natur og
den gjaldende Ret, at den Omstændighed ikke
i Almindelighed gjør en dømmer inhabil, at
han tidligere har handlet s?m dømmer i
Sagen under andre Forhold eller paa andre
Trin af Sagen. Udenfor hvad der følger
af Reglen i'§ 15 Nr 1 sidste Stykke, har
§ 15 Nr. 5 ikkun, overensstemmende med det
civile Udkast, udelukket den dømmer, der i
Paaankeinstantsen vilde faae med en Sag
at gjøre, i hvilken han har handlet som dømmer i den underordnede Instauts, jfr. om et
aldeles ejendømmeligt Tilfælde § 350. Det gjør altsaa f. Ex ikke dømmeren inhabil, at han
har dømt i en Sag, der nu paa Grund af
Reglerne om det Retsmiddel, Udkastet betegner
som Sagens Gjen?ptagelse, se 6te Afsnit Ka-
pitel IV, paany skal paakjendes i samme In«
ftants. Dette er ogsaa ifølge de Forudsat«
ninger, der betinge en paadømt Sags Gjen«-
optagelse, aldeles naturligt. Heller ikke gjør det
i og for fig en dømmer i den dømmende Ret
inhabil, at han som Undersøgelsesdømmer har
handlet i Sagen. Til hvilke praktiske Vanske-
ligheder en modsat sætning vilde fore, sees let.
Navnlig vilde i Underretsfager, der behandles
af en enkelt dømmer, i de fleste Tilfælde en
Sættedømmer blive nødvendig til Paakjendelsen.
Naar spørgsmaalet har været rejst, er Grun«
den den, at man har stillet Undersøgelsesdom-
mcrens Virksomhed jevnsides med PolitiembedZ-
mandens eller den offentlige Anklagers, der
virker for Efterforskning af Forbrydelser, og
som saadan maa betragtes som Part i Sagen,
hvoraf følger, at han ikke kan være dømmer
i den, fe § 15 Nr. 4. At det nu aldrig
bar været den retlige Betragtning, selv under
det inkvisitoriske Princips Herredømme i Stræffe«
processm, at Undersøgelsesdømmeren skulde
indtage en Parts Stilling mod den Sigtede,
er klart. Men ganske vist er det en faktisk

Mislighed i Inkvisitionsprocessen, der bliver
des større, jo mere rent inkvisitorisk Processen
er formet, at Undersøgelsesdømmerens Hverv
vanskelig kan undgaa at antage Karakteren af
en Anklagers, eller at han i al Fald let
maa blive betragtet saaledes. Den rent inkvi«
fitorifke Proces kjender jo heller ikke en Ad-
skillelse imellem Politiembedsmandens og Under-
søgelsesdømmerens Virksomhed til en Stræffesags
Oplysning. Saa lamge nu den reformerede
Stræffeproces i alt Væsentligt bevarede For-
undersøgelsen i den Aand og Karakter, som
den havde under den tidligere inkvisitoriske
Proces, kunde der derfor med nogen Grund
spørges, om ikke den Regel, at den, der havde
handlet som offentlig Anklager eller Politi-
embedsmand i Sagen, var inhabil som Dom«
mer, maatte overføres faaledes, at den, der
havde handlet som Undersøgelsesdømmer i en
Sag, maatte Være inhabil til at paakjende eller
deltage i Paakjendelsen af denne Sag. Ud-
kastets Ordning af Forundersøgelsen i videre
Forstand har imidlertid en anden Karakter. For
det Forfte er det indlysende, at Undersøgelses-
dømmernes Virksomhed paa det Trin af
Sagen, der i Udkastet betegnes som Efter-
forskningen, ikke med nogen Skygge af Grund
kunde gjøre ham inhabil. Hvad dernæst
Forundersøgelsen ved Retten angaar, er
denne efter Udkastets Ordning, selv bortset
fra den Meningsulighed, der paa dette Punkt er
imellem Kommissionens Medlemmer, saa for- skjellig fra den gjældende Rets og over-
hovedet den inkvisitoriske processes Forunder«
søgelse, at Forudsætningerne for hint spørgs-
maals Besvarelse ere ganske forandrede. Po-
litiembedsmanden forsvinder ikke under For-
undersøgelsen; han vedbliver at repræsentere
Anklagen, huad enten man stiller hans Virk-
somhed mere eller mindre i Forgrunden. Der
kan derfor ikke være den Fare som tidligere,
for at dømmeren skal miste sin Karakter af
dømmer, og det faa meget mindre, som For-
undersøgelsensøjemed nu er ganske anderledes
begramse! end tidligere. Selv efter den Ord-
ning af Forundersøgelsen, for hvilken Kommis«
sionens Flertal tager Ordet, maa det derfor
siges, at der mangler tilstrækkelig Grund til
som almindelig Regel at erklære undersøgel«


sesdømmeren for inhabil til at dømme i den
Sag, ved hvis Behandling han har virket i
hin Egenskab. Det er aabenbart kun under
særegne Omstændigheder, at en Inhabilitet
kunde begrundes derved; men for saadanne
exceptionelle Tilfælde indeholder § 17 aldeles
tilstrækkelig Hjælp.

I Overensstemmelse med det Udviklede er
det fremdeles, at det kun gjør en dømmer
inhabil, naar han i Paaankeinstantsen skal
paakjende en Sag, i hvilken hanmaatte have været
nævning i den underordnede Instants, der«
imod ikke f. Er., at han har været nævning i
en Sag, der nu paa Grund af Sagens Gjen-
optagelse kommer for den Ret, i hvilken han
imidlertid er bleven dømmer.

Hvad nævninger angaar, kan det Til«
fælde ikke forekomme, som ifølge Nr. 5 gjør en dømmer inhabil. Det er altsaa ganske
overensstemmende med den udviklede Grund«
sætning, at nævningen overbovedet ikke bliver
inhabil, fordi han engang tidligere har været
nævning i samme Sag, altsaa ikke i Tilfælde
af Sagens Gjenoptagelse, st'r. derimod ogsaa her § 350. Derimod er det en Afvigelse,
at nævningen bliver inhabil, naar han har
handlet som dømmer (f. Ex. som sættedom-
mer) i Sagen. Denne Afvigelse har fin
Gmnd i nævningeinftitutionens særegne Karak«
ter, jfr. ogsaa de almindelige Udelukkelsesgrunde
i § 17.

Den Regel, som § 16 indeholder om
Maaden, paa hvilken spørgsmaal om en
dømmers specielle Inhabilitet afgjøres, er stem-
mende med den gjældende Ret. At Reglen
maa være en anden med Hensyn til nævnin-
ger, se Paragrafens Slutning, følger af de
almindelige Grundsætninger om nævningers
Stilling og Hverv i en Stræffesag.

Ved Siden af de i § 15 opregnede
Omstændigheder, hvis Tilstedeværelse medfører,
at dømmeren ikke maa handle i Sagen, an«
erkjender § 17, at Parterne kunne gjøre Paa«
stand paa, at en dømmer skal vige sit sæde
ogsaa i andre Tilfælde, hvor der er grAndet
Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed, og
fremdeles, at dømmeren i stige Tilfælde ogsaa
af egen Drist kan vige sit sæde. En faadan
Regel gjælder overalt og er stemmende

med Forholdets Natur. Men den gilder efter
Udkastet ikke om nævninger. Grunden hertil
er, at Parterne med Hensyn til disse have
den langt videre gaaende Ret, at de i stor Ud-
strækning kunne forkalte nævninger uden An-
givelse af Grunde, se §§ 315—317, en Re-
gel, som efter Forholdets Natur ikke kan
gjælde med Hensyn til dømmerne, blandt
Andet fordi disse ikke haves til Raadighed
i saa stort Antal, som en saadan Forkastelses-
ret vilde forudsætte. Ved Siden af denne
Ret kan der ikke erkjendes at være Trang til
ogsaa at tillægge Parterne den i § 17 om-
meldte Ret ligem'erfor nævningerne. Disse bør derfor heller ikke udsættes for en For«
handling, der efter den Ubestemtbed, Reglen i
§ 17 har og maa have, saa overordentlig let
kan antage en for dem meget ubehagelig
Karakter. Ogsaa vilde det aabne Dsren for
en række ufrugtbare Forhandlinger og Forssg
paa at slippe fra Byrden og Ansværet ved
nævningehvervet, naar man vilde tillægge
nævningen selv Ret til at rejse spørgsmaal
om sin Udelukkelse i Henbold til § 17, en
Regel, som heller ikke kjendes nogetsteds.

De formelle Regler i §§ 18 og 19 be«
bove ingen Begrundelse, ligefaalidt som de
Regler, der indeholdes i § 20 om Retsmidler
mod Kjendelser anaaaende de heromhandlede spørgsmaal. De svare ganske til Reglerne i
det civile Udkast. Om det ejendømmelige Rets-
middel, der her Første Gang nævnes, nemlig
Besværing, henvises til Udkastets 6te Afsnit,
Kap. III. og hvad derved bemærkes.

Hovedreglen i § 21 er given ved For-
holdets Natur. Undtagelsen har ingen Be-
tænkelighed. Den vil aldrig kunne medføre,
at en Sags Afgjørelse sker ved en inhabil
dømmer, men forebygger kun uoprettelig
Skade, som Reglens strenge Fastholden efter
Omstændighederne kunde bevirke. Reglerne i
§ 22 ere stemmende med Forholdets Natur
og den gjældende Ret.

Kapitel IV. Om de offentlige Anklagere

Efter den Cyklus af Kapitler, der


handle om Retten og Rettens Personer i
Almindelighed, følger nu en række af almin-
delige Kapitler om Parterne i Stræffesager,
nemlig Kapitlerne IV.—VI. I disse Kapitler
fremtræde de forfte vigtige Konsekventser af et
Princip, som Reformbevægelsen paa Stræffe-
processens Omraade fordrer lagt til Grund
for dennes Ordning, og som ogsaa i Lovene
trcenger sig frem til stedse fyldigere Anerkjen-
delse, nemlig Anklageprincipet.

Som bekjendt stilles Anklageprincipet i
Modsætnmg til Inkvisitionsprincipet, der er
den celdre Stræfferetsplejes egentlige særkjende,
selv hvor den, som hos os, har beværet nogle
akkufatoriske Former. Skal denne Modsætning
betegne en virkelig gjenncmgribende, for Nu-
tiden vigtig Adstillelse, kan den ikke bero paa,
hvad der navnlig tidligere hyppig har været
opstillet fom Meningen med den, om Forbry«
delsernes Forfølgning overlades til Private,
eller om Staten virker for denne ved sine
Myndigheder. At en rigtig Opfattelse af den
i Stræffen liggende Retshaandhævelses væsen
forer til, at det Sidste regelmæssig bør være
Tilfældet (Officialprincipet), og at derfor den
engelste Stræfferetsplejes modsætte Regel er for-
celdet og mangelfuld, hører til de almindelig,
ogsaa i England anerkjendte Scrtninger. Hvad
der ved hin Modsætning haves forøje, er
dette, om den Oplysning om Sandheden, hvor.
paa det i enhver Stræffesag kommer an, skal opnaaes derved, at Retten strider ind i Em-
beds medfør og uden egentlig Medvirkning
af Parter selv har at ssrge for Fremskaffelsen
af de Beviser, paa hvilke Nfgjørelsen bygges,
eller om Sandhedens Oplysning nærmest ventes
af Anklagerens og den Anklagedes Virksomhed
med eller mod hinanden, saa at Retten væsent-
lig kommer til at træffe Afgjørelse paa Grund-
lag af de af Parterne forebragte Beviser.
Adskillelsen beror altsaa paa den forskjellige
Vej, ad hvilken der strcebes efter det famme
Maal, og herved er det Anklageprincipets
umiskendelige Fortrin og Forsvar, at det op-
hæver den unaturlige, det psykologisk Umulige
fordrende Forening af de forskelligartede Virk-
somheder som Anklager, Forsvarer og dømmer,
der er særfjende for Inkvisitionsprocessen. Det
er en Selvfølge, at denne Grundfætning maa

affode en Moengde vigtige forskjelligheder med
Hensyn til Stræffeprocessens hele Bygning.

Fremfor Alt falder det i Djnene, at In-
kvisitionsprincipet egentlig ikke anerkjender Be-
grebet Part i Stræffeprocessen. dømmeren
kan ikke kaldes Part, og den Sigtede er ikke
Part ligeoverfor dømmeren, men Gjenstand
for hans paa Sandhedens Udforskning rettede
Virksomhed. Derfor har den inkvisitoriske
Stræffeproces ogsaa faa saare lidet Karakteren
af en Proces, til hvis Begreb Parter ere
uundværlige. Jo mere det inkvisitoriske Princip
er rent gennemfort, desmere strceber den hen
til at afkaste de processuelle Formers for-

i maalslose Aag, saaat der kun bliver det
Judicielle tilbage, at det er en dømmer,
der er i Virksomhed. Anklageprocessen maa
for det Første have et selvstændigt, fra dømmeren forskjelligt Organ for Anklagen, og den
anerkjender ligeoverfor dette Organ den Sig-
tede som Modpart i Processen, bvis Egenstab

> som saadan 'cetter retlige Grænser for hans
Behandling og kroever Anerkendelse af Rettig--

! heder, srm fætte ham i Stand til den Virk-
somhed, der forudfættes af ham som Part i
Retstrcetten. Parternes Virksomhed i Pro-
cessen for dømmeren maa dernæst med
samme Nødvendighed som i den civile Proces
foregaa i Former, hvilke Stræffeprocesfen for
en stor Del faar tilfælles med hin. Mange
andre vigtige Konsekventser af Anklagevrincipe;
ville blive omtalte i det følgende ved forskjel-
lige Bestemmelser i Udkastet. Det var isv-
rigt langtfra, at man ved Reformbevcegelsens
Begyndelse havdeøje for Rækkevidden af
Anklageprincipets Konsekventser. Det var fra
Begyndelsen endnu kun visse ydre Former, i hvilke
man saae Anklageprocessens særkjende. Da
Videnstaben senere paaviste, hvor langt mere
gjennemgribende Principet var, erkjendte man,
at Reformen kun havde frembragt en An«
klageform, men bibeholdt InkvisitionSprincipet
som Kjærne. Kampen fik da til Gjenstand,
om man skulde blive staaende herved som en
virkelig fornuftig Form af Stræffeprocesfen,
eller om videre gaaende Konsekventser af An.
klageprincipet stulde optages. At det Sidste bør ske, er for Videnstaben ikke tvivlsomt;
men ogsaa Lovene have, om end, som natur-


ligt er, langsomt, erkjendt det Rigtige heri,
saa at der i dem kan paapeges en jævnt frem-
skridende Bevcegelse henimod en virkelig An-
klageproces. Grænserne for denne Bcvægelse
ligge i, at Modsætningen mellem Anklage«
principet og Inkvisitionsprincipet overhovedet
ikke er absolut, hvad allerede den ovenfor givne
Begrebsbestemmelse viser, at navnlig hint ikke
udelukker en Selvvirksomhed sra Rettens Side
til Sagens Oplysning, der paa Sagens for«
skjellige Trin gjør sig gjældende med større
eller mindre Styrke, og at en fornuftig Op-
fattelse af Anklageprincipet derfor ikke kan
eller vil tilspidse Konsekvenserne af det nye
Element, som Inkvisitionsprincipet ikke kjender,
nemlig Partsvirksomheden, stcerkere, end Livet
og Forboldene taale. Om et Spring til de
yderligst gaaende, i sig selv altid tvivlsomme
Konsekventser kan der aldrig blive Tale.

For Kommissionen kunde det ikke virre
tvivlsomt, at den danske Stræffeprcccsses
Reform maatte ske paa AnklagevnncipetZ
Grund. Paa andet Grundlag er overhovedet
en virkelig Reform ikke ternkelig. Naar
Grundloven af 1849 ikke, som flere samti-
dige Forfatningslove, udtrykkelig nævnte dette
Princip ved Siden af de andre som Udgangs«
punkt for Reformen, cr det dog vist, at
Aanden i dens stræffeprocessuelle Bestem«
melser kræver det. I disse fremtræde
nemlig dels visse Fordringer med Hensyn til
Formen for Strafferetsplejen Mundtlighed,
Offentlighed, nævninger), som enten vanskelig
eller aldeles ikke kunne forenes med Inkvisi«
tionsprincipet, dels Anerkendelsen af retlige
Grænser for Midlerne til Opnaaelse af
Stræffesagers Formaal (§§ 80 og 81 og
midl. Best. 4), der ere ganske i Anklage-
principets Aand og som ikke kunne faae deres
fulde tilsigtede Betydning uden dette. Med
Hensyn til det spørgsmaal, hvor langt
Anklageprincipcts Konsekventser skulle gjennem«
fores, har der heller ikke i Kommissionen
Været Meningsforskel derom, at Reformen
ikke burde blive staaende ved Anklagcform med
inkvisitorisk Kjærne, saameget mindre, som
allerede de crldre danske Udkast ere udover
dette Standpunkt. Endelig har der med Und-
tagelse af et enkelt spørgsmaal, der senere

vil blive forklaret, heller ikke været Uenighed i
Kommissionen om, hvorledes Principet i det
Enkelte skulde gjennemfores, uden at overskride
de Grænser, som Forholdene byde. Det vil

af, hvad der paa vedkommende Steder i det
følgende bemærkes, sees, at det foreliggende
Udkast uden Mngstclighed har fulgt den Ret-
ning, som Videnskaben og Fremskridtet fordre.

Efter disse almindelige Bemærkninger
om Udkastets Forhold til et Princip, der har
større, i al Fald almindeligere Betydning end
noget andet for Stræffeprocessens Reform, skal der med Hensyn til det Emne, der
særlig er Gjeustand for nærværende Kapitel,
bemærkes følgende.

Anklageprincipet kræver nødvendigvis sær-
egne Organer for Anklagen. Skal derhos
dm Grundsætning fastholdes, som der i Nu-
tiden ikke mere kan Være Tale om at opgive,
at Forbrydelser i Reglen skulle forfølges af
den offentlige Magt (Officialprincipet), maa
der altsaa være en fra Domstolene forskjellig
offentlig Myndighed, der overtager den Virk-
somhed, som ifølge Anklagcprincipet maa paa-
hvile Anklagerne i Stræffeprocessen. Dette er
da ogsaa en af de Konsekventser af Anklagc-
principet, som man ved den nye Stræffe-
processes Indførelse paa Kontinentet allevegne
har anerkjendt. I Frankrig skabte man med
dette forøje Is ministers publio, i Tyskland
die Staatsanwaltschaft. Vistnok var det en
væsentlig Misforstaaelse, hvori man var hildet,
naar man antog, at man allerede med denne
Ramme, i hvilken en Anklagcproces kunde ud-
formes, i Virkeligheden havde faaet en saadan, og
vistnok var man faa langt fra at forstaa denne
Procesmaades egentlige væsen, at man fordelte,
og tildels endnu fordeler Funktionerne i Pro-
cessen mellem offentlig Anklager og dømmer
paa en aldeles pnncivstridig Maade. Men rigtigt
var og er det under alle Omstændigheder, at
Dannelsen af et saadant særligt Organ for
den offentlige Anklage er en nødvendig For-
udsætning for, at der overhovedet kan blive
Tale om en Anklageproces. Er der ved
denne Organisation af Domstolene og An°
klagemagten som forskellige Myndigheder end
kun skabt en Ramme, saa er det dog en
Ramme, der ikke kan undVæres.


De egentlig organisatoriske Forskrifter
om denne offentlige Anklagemyndighed ere ikke
optagne i nærværende Udkast. De finde de«
res naturlige Plads i det særlige Udkast til
en Lov om Ordningen af Domsmagten m.
m., se dette Udkasts Afsnit III. De høre saa
meget mere hjemme der, som der ogsaa, om
end kun undtagelsesvis, bliver spørgsmaal
om at benytte de offentlige Anklagere i den
borgerlige Retspleje. I Udkastet om Stræffe-
retsplejen maatte derimod optages de nærmere
Regler om de offentlige Anklageres Virksom-
hed i Strafferetsplejen, og det er de alminde-
lige Bestemmelser herom, som dette Kapitel
indeholder.

Som følge af denne Stoffets Fordeling er
det ogsaa i Motiverne til hint Udkast til Lov om
Domsmagtens Ordning m. v., at Oplysning
maa seges om de Betragtninger, der have rceret
bestemmende for Kommissionen med Henfyn til
dens Forslag om Organisationen af den offentlige
Anklagcmagt. Til disse maa derfor her hen-
vises angaaende nødvendigheden hos os som
andetsteds af den Ordning, paa hvilken det nær-
værende Udkast helt igjennem er bygget, og som
gaar ud paa Oprettelsen asen ny særegenMyndig-
hed til at være Anklagemagtens Organ for alle
ikke ganske ubetydelige offentlige Sager, om de
personlige Kræfter, som denne Myndighed maa
udrustes med, for at kunne fyldestgjøre sit
Hverv, samt særlig om dcns Forhold til Po-
litimyndighederne. Det kan her bemærkes, at
skjønt Politimesteren i visse Sager fungerer
som offentlig Anklager, foruden at han i alle
Sager leder Efterforskningen og virker i
Forundersøgelsen under statsanklagerenI Til«
syn, hvilke Funktioner efter Begrebet falde ind
under det offentlige Anklagerhverv, har man
dog helt igjennem i Udkastet, for ikke at frem«
bringe Uklarhed ved den dobbelte Benævnelse, und-
gaaet at betegne ham som offentlig Anklager. Med
hans Virksomhed i Stræfferetsplejen beskæfti-
ger derfor det nærværende Kapitel sig ikke. De
offentlige Anklagere, om hvilke her tales, ere i Hen-
hold til Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning
m.m. Afsnit III: Overstatsanklageren ved højeste-
ret, statsanklagerne ved Landsretterne samt
de til disses Bistand beskikkede Mcend, nem-
lig den til Hjælp for Overstatsanklageren be-

stilkede StatZanklager samt de Statsanklagerne
ved Landsretterne understotlende Hjælpe-Stats-
anklagere og Anklagere ved Underretterne.

I §§ —26 gives nogle almindelige
Regler om de offentlige Anklageres Virksom-
hed. I § 23 angives i almindelige Track de
offentlige Anklageres Hverv i Stræfferetsplejen.
Den Opgave, som ifølge Anklageprincipet
tilfalder den offentlige Anklagemyndigheds Or-
ganer, indbefatter: Fremskaffelse af de Oplys-
ninger, som ere nødvendige til at rejfe An-
klage for den dømmende Ret, derunder Paa-
kaldelse af den Medvirkning af Undersøgelses-
dømmeren, som Loven hjemler, dernæst Be-
slutning om Anklagen og dennes Formulering
overensstemmende med de langt strengere For-
dringer til Nsjagtighed og Fuldstændighed, som
den nye Ordning maa kræve, end der nu er
Tale om ved Aktionsordrerne, endelig Ankla-
gens Gjennemførelse baade fra den faktiske og
retlige Side for den dømmende Ret. Dette
Sidste har i den nye Proces en ganske anden
og ulige vigtigere Betydning end i den nu-
gjældende Ret Aktors Virksomhed ifølge Ak-
tionsordren. Hovedopgaven bliver i medfør
af Mundlighedsprincipet at fore Beviserne
frem umiddelbart for den dømmende Ret.
Der er ikke længere Tale om et blot Referat
eller Sammenstilling af et Bevismateriale, som
forudsættes fuldstændigt skaffet til Veje under
Forundersøgelsen. Dertil kommer endvidere
Haandhævelse af Anklagens Interesser med
Hensyn til og under Anvendelsen af de Rets-
midler, Loven hjemler, samt endelig Omsorgen
for en Stræffedoms Fuldbyrdelse. Som det
udvikles i Motiverne til det Lovudkast, der inde-
holder Bestemmelserne om den offentlige An-
klagemagts Organisation, er denne Organisa-
tion dog ikke beregnet paa, at de offenlige An-
klagere skulle ved egne Kræfter umiddelbart
udfore alle disse Hverv. Virksomheden under
Efterforskningen og Forundersøgelsen er forud-
sat regelmæssig at være Politimyndighedens
Sag, jfr. dette Udkasts §§ 211, 227^ 231
o. fi. Men for at denne af praktiske Henfyn
uundgaaelige Lempelse ikke skal oplose den
Enhed i Virksomheden for Anklagensøje-
med, som er aldeles nødvendig, naar Anklagc-
principcts Indførelse i Stræffeprocessen ikke sia!

cl


udsætte de Samfundsinteresser, det her gjæl'
der om, for alvorlig Fare, maatte (udenfor Kjs-
benhavn) Politiet i denne Forgrening af sin
Virksomhed sættes under Statsanklagernes
Overtilsyn i Stedet for som hidtil under Amt-
mandens, se § 211. I Overensstemmelse her-
med er § 23 )ste Stykke affattet. Den
videre Udførelse af den her givne Regel
indeholdes i Lovudkastet paa forfkjellige Steder,
hvor da ogsaa det nærmere herom vil blive be-
mærket.

Ved Organisationsloven omtales det og-
saa, at Ordningen af Anklagemyndigheden
er beregnet paa, at i et stort Antal mindre be-
tydelige Sager, der som saadanne ogsaa altid høre for Underretten, er Funktionen som of-
fentlig Anklager fra Sagens Begyndelse til
dens Slutning i Første Instants henlagt under
Politimyndighederne, se nærmere det næste Ka-
pitel. Disse Sager, foruden de Sager, i
hvilke Lovgivningen henviser til Paatale af
Private, ligge udenfor de offentlige Anklageres
Virkekreds, fe § 23 2det Stykke. Imidler-
tid antydes det i Paragrafen, at de offentlige
Anklagere under visse Forhold faae med stige
Sager at gjøre. Herom henvises til § 35,
sidste Stykke, § 39 2det Stykke, samt 6te
Afsnit Kap. II., jfr. § 29.

Til de almindelige Grundsætninger, som
§ 24 opstiller for Udførelsen af det of-
fentlige Anklagerhverv, hører efter Forhol-
dets Natur, at Anklageren ikke blot bør have forøje, at straffkyldige Perfoner
drages til Ansvar, men ogsaa, at Fcrfølg«
ning af Personer, som ikke ere straffkyldige,
ikke sinder Sted. Det er klart, at
det Sidste ikke mindre er i RetssamfAndets
Interesse end det første. Der ligger altfaa
heri en naturlig Betingelse og Gramse for
den offentlige Anklagers Virksomhed. Naar
man derimod ofte i Tbeori og Praris heraf
har draget den videre Slutning, at de offent-
lige Anklagere ogsaa i Embeds medfør skulde
væretage den Sigtedes Tarv i Processen, og saa-
ledes navnlig ogsaa paaanke, ikke blot i Anklagens,
men og i den Sigtedes Interesse, har Udkastet
ikke fulgt denne Betragtningsmaade. Man
indfører derved atter en af de naturstridige
Foreninger af Hverv, som det netop er Anklage«

processens Opgave at fjerne. Aldrig vil det
kunne lykkes at bibringe de Sigtede den Over«
bevisning, at den, der optræder imod dem,
tillige optræder til deres Forsvar. Det er
Retten og de offentlig beskikkede Forsvarere,
ved hvilke SamfAndet kan fyldestgjøre sin
Pligt til Forsorg for den Sigtede, men ikke
ved Anklageren. — I Paragrafens andet Punk-
tum udtales sætninger, der vise Statsankla-
gerens Stilling ligeoverfor retten. Ogsaa her
har der, navnlig i Frankrig, og efter dets
Forbillede i mange Love i Tyskland, dannet sig en
Opfattelse, der ikke kan erkjendes for stemmende
med Forholdets Natur, og som lerende er blcven
bekcrmpet. Ifølge denne Opfattelse er Ankla-
geren ikke blot, hvad den i Udkastet valgte Be-
nævnelse viser, Anklager, men og i Almindelig«
hed Lovens Vogter, derfor Domstolens Vejleder
og dens Tilsynsmand. Det er indlysende,
hvor uforenelig denne Opfattelse, hvis Forkla-
ring overhovedet maa sogcs i ejendømmelige
historiske Forhold, er med rettens vær-
dighed. Men ikke mindre farlig er den
for den Sigtede. Gjennemfores den, er Parts-
ligheden paa det Dybeste krcenket; thi der staar
da for Domstolene ikke to ligestillede Parter,
en Anklager og en Sigtet, der søge Ret,
og over hvilke Domstolen er den upartiske,
Retten haandhævende Myndighed. Den Op-
fattelse, som Udkastet erklærer sig for, fremgaar
af det sidste Punktum i § 24, der kræver
det Samme af den offentlige Anklager, som
kræves af enhver Part og enhver Sagfører i
Henfeen.de til Agtelse og Lydighed mod Retten.
Som følge deraf ere f. Ex. de offentlige An-
klagere ogsaa Rettens Myndighed efter § 83
undergivne. — Det er imidlertid kun som Ret
søgende Part, at de offentlige Anklagere ere
Domstolen underordnede. Som Embedsmcend
kunne de ikke være Retten undergivne, naar An-
klageprincipet skal opretholdes. Deres naturlige
Overordnede er Justitsministeren,, se Udkast til
Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 103,
og hvad derved nærmere bemærkes. I Over-
ensstemmelse hermed ere de nærmere regler i
§ 25 affattede. — Reglen i § 26 behsver
ingen Forklaring.

I § 27 — 30 omtales de Funktioner,
der tilfalde de enkelte offentlige Anklagere.


Herved mærkes, at Loven vel gaar ud fra, at
Ovæstatsankl ageren og de ved Landsretterne be-
skikkede Slalsanklagere have en regelmæssig,
ved Loven given Virkekreds, hin ved højeste-
ret, disse ved Landsretterne og Underretterne;
men denne Funktionernes regelmæssige For-
deling skal ikke voere til Hinder for at
bruge de forhaandenværende Kræfter paa
den Maade, som Forholdene i hvert enkelt
Tilfælde maatte gjere onsteligt. Derfor skal
Overstatsanklageren selv kunne overtage ganske
eller tildels en Statsanklagers Hverv i
en hvilkenfomhelst Stræffesag; se § 27 1ste
Stk.; derfor skal han fremdeles kunne paa-
lægge en Statsanklager at overtage en anden
Statsanklagers Hverv i en Stræffesag, se § 29
2det Stk. Heri fremtræder altsaa for det første
de forskjellige offentlige Anklageres Forening
til en Enhed. Den viser sig fremdeles i
Statsanklagerens Underordnelse under Over-
statsanklageren, som forer Tilsynet med hines
Virksomhed, se § 27 2 det Stk., jfr. § 29
3die Stk. — Den Tanke, som ligger til Grund
for Beskikkelsen af Hjælpe-Statsanklagere, se Mo-
tiverne til Lovudkastet om Domsmagtens Ord-
ning m. m., kræver, at disse skulle kunne foretage
enhver Embedshandling, som hører under
Statsanklagerens Virkekreds, se §30 1ste Ttk.
Tilsvarende Regel gjælder med Hensyn til den
Statsanklager, der beskikkes til Overstatsankla-
gerens Bistand, se § 29. Derimod have de
beskikkede Anklagere ved Underretten en mere
begrænset Opgave; de kunne i Virkeligheden
sammenstilles med den nugjældende Rets Ak-
torer, dog at det Hverv ,at udfore en An-
klage", se§ 30 2det Etk., i den nye Proces
faar en større Betydning end tidligere.

Kapitel V. Om Paatlllen.

Anklageprincipets Første Konsekvents er,
at Rettens Virksomhed betinges af en An-
klagers Optræden (uden Anklager ingen Dom-
mer). Denne almindelige sætning udtaler
§ 31. Begjæringen til Retten er efter Om-
stændighederne Andragende til Undersøgelses-
dømmeren eller Anklage for den dømmende
Ret. Undtagelsen sigter til Reglerne i §

211 sidste Stykke og § 227 i Slutningen.
Den angaar saadanne Tilfælde, hvor Djsmedet
vilde forspildes, hvis Begjæring skulde af-
ventes, og er ikke udstrakt udover, hvad denne
Grund kroever.

Men ikke blot Rettens træden i Virk-
somhed, ogsaa dens Forblive« i Virksomhed
betinges af en Anklage. De almindelige
berpaa beroende sætninger udtaler § 32.
først naar Dom er gaaet, eller hvad der-
med maa soettes i Klasse, Nævningernes Er°
klæring afgiven, er Sagen bragt til et Punkt,
hvor der ikke længere kan blive spørgsmaal
om en Ret for den Pætaleberettigede til at
frafalde Forfølgning*). At Rettens Virksom-
hed maa standse, naar den til Paatalen Be-
rettigede frafalder forfølgning, er en saa klar
konsekvents af Anklageprincipet, at der maatte
særegne Grunde til at afvige fra den. En
saadan kan nu ikke søges i den offentlige In-
teresse; thi i Sager, som forfølges af det
Offentlige, maa man gaa ud fra, at de
Myndigheder, hvem Anklagerhvervet er betroet,
tilbsrlig væretage den offentlige Interesse.
Kunde der ikke gaaes ud fra det, maatte
Anklagerhvervet betroes Domstolene, d. v. s.
Anklageprincipet , opgives; men det fremkal-
der el skjcevt Forhold, naar man fast-
holder Adskillelsen mellem de anklagende
og dømmende Myndigheder, da at sætte
hine under disses Kontrol i Punkter, der
efter deres Natur uimodsigelig høre under de
Førstes Omraade. Ikke heller kan man ind-
romme den Sigtede et Retskrav paa Sagens
Fortsættelse, om end en saadan mulig kunde
have Interesse for ham, lige faa lidt som der
kan indrommes en Person Ret til at fordre
en kriminel Undersøgelse for retten for at
faae UgrAndetheden af en mod ham forhaan-
denværende Mistanke godtgjort. Kun det
Henfyn maa der tages til den Sigtedes In-
teresse, at han, naar forfølgningen frafaldes,


efterat Hovedforhandlingen er begyndt, retlig
bliver stillet paa samme Maade, som naar
Retten ester ført Forhandling kommer til det
Resultat, at han bør frisindes. I faadant
Tilfælde bør derfor Opgivelsen af forfølg«
ningen medføre en Frifindelfcsdom af Retten.
I Modfætning til Udkastet er det i tyske Love den almindelige Regel, at den offentlige
Klage, efterat Sagen er bleven cmhængig, ikke
kan tages tilbage, jfr. nu ogsaa det tyske Udkasts
§ 136. Men i de tyske Slraffeproceslove er
overhovedet Anklageprincipet i Almindelighed
meget ufuldstændig gjennemfort. Navnlig er
den offentlige Anklagemyndighed gjennemgaaende
sat under Domstolenes Kontrol ogsaa i Punk«
ter, som efter Sagens Natur maa figes at
falde indenfor dens Hvervs Omraade. Det
rigtige Princip er derimod paa dette Punkt
i det Væsentlige kommet til sin Ret i den
ostrigste Stræffeproceslov, se §§ 109, 112 og
259 Nr. 2, jfr. herfor navnlig ogsaa Glaser
Ges. kl. Schr. II S. 98 ff.

Det kan paa dette Sted bemærkes, at der
ogsaa af Anklageprincipet følger nødvendige
Begrænsninger for Omfanget af Retternes
Virksomhed. Men Reglerne herom, der stille
sig forskjellig efter det Trin, paa hvilket Sagen
besinder sig, ere givne i anden Forbindelse,
hvortil her maa henvises, se §§ 221 i Slut-
ningen, 228 3 die Stykke, 308 og 309, jfr.
endvidere § 391.

Efter de to almindelige Bestemmelser i
§§ 31 og 32 indeholder det nærværende Ka-
pitel en række Regler for, hvem Paatalen af
Forbrydelser tilkommer, og hvad dermed staar
i Forbindelse. Grundlaget for disse Regler
er givet i den materielle Stræfferet, forsaavidt
denne drager Grænsen mellem Forbrydelser,
der ere offentlig Paatale undergivne, og dem,
som ere henviste til privat forfølgning, og
fremdeles giver Regler om den betingede
offentlige Paatale; og der er al Grund til i
det Væsentlige at bibeholde den herom gjal-
dende Oroning. Det erindres imidlertid, at
ogsaa Sager om Forbrydelser, der forfølges af
Private, i Henhold til ovenfor fremstillede Be-
tragtninger falde indenfor Udkastets Ramme, og
det Samme gMder om Sager, hvis Forfølg-
ning der sindes Grund til at overlade andre

offentlige Myndigheder end dem, hvem det
egentlige offentlige Anklagerhverv er betroet.
Foruden de sidstnævnte Myndigheder, hvis Op-
gave det regelmæssig bliver at paatale de un-
der Lovens Omraade hørende Sager, nævner
derfor § 33 ogsaa særlige Forvaltningsmyn-
heder og Private i Opregningen af de Paa-
taleberettigede.

Som Myndigheder, hvem Paatale af
Forbrydelser paa det Offentliges Vegne er over-
draget, nævner § 33 Statsanklageren og Po-
litimesteren. Statsanklagerens Paataleret
omfatter alle ikke undtagne Sager, se § 34.
Som alt ved forrige Kapitel bemærket, er der
Opfordring til at overdrage Politimesteren en
selvstændig Paataleret i en stor Mcengde Un-
derretssager, ved hvilke en færlig let og hurtig
Nfgjørelse bør være Formaalet (jfr. den nu-
gjældende Rets offentlige Politisager). Naar
derimod § 34 ogsaa tillægger Politimesteren
Retten til at paatale for Undersøgelsesdømme-
ren i de Sager, der høre under Statsankla-
gerens Virkekreds, er dette ingen selvstændig
Paataleret. Dels skal statsankl^geren ikke
Være udelukket fra selv at træde i Politi«
mesterens Sted, dels staar Politimesteren i
denne sin Funktion under Statsanklagerens
Overtilsyn, jfr. §§ 211, 221, 227, 231
samt Udkast til Lov om Domsmagtens Ord-
ning m. m. § 109, hvorved dog mærkes de sær-
lige Regler for København. Om Grunden til
denne Ordning henvises til, hvad der bemcecks
ved det sidstnævnte Udkast og ved forrige Kapitel.
En følge af Politimesterens Afhængighed paa
dette Omraade af Statsanklageren er Reglen
i Slutningen af § 34. Den Raaden over
Sagen, som ligger i Frafaldelse af forfølg-
ning, kan han i en Sag, i hvilken han blot skal forberede Statsanklagerens Virksomhed,
kun udsve med dennes Samtykke.

I § 35 angives nærmere Omraadet for
Politimesterens selvstændige Paataleret. At
Politimesterens Kompetence til at paatale maa
være indstrcenket til Underretsfager, er paa-
vist. Men ikke i alle Underretssager kan
Paatalen overdrages ham. Behandlings-
maaden af alle Underretssager kan nemlig
ikke være ens. Vel er Principet for Af-
grænsningen af Underrettens Kompetence det,


at kun mindre betydelige Stræffesager ere hen-
lagte til den; men foruden at den væsentlig
ved praktiske Hensyn motiverede Regel i § 8
Nr. 3 gaar noget udenfor denne Gramse,
er ogsaa Kredsen af Uuderretssager blevet
videre, end den strengeste Opfattelse af hint
Princip vilde have ført til, idet alle de
Sager, om hvilke det kan siges, at de ligge
paa Grænsen, ere henlagte til Underretten.
At disse Grænsetilfælde ikke ere faa, forklares
naturligt ved, at Stræffelovgivningen ikke hid-
til har bavt Opfordring til saaavidt mulig at
anordne Stræfferammerne med særligt Hensyn
til en Forskjel i Retternes Kompetence. Til
Grænsetilfældene maa navnlig efter det tid«
ligere ved §§ 7 og 8 Udviklede i Alminde-
lighed henregnes de, hvor Stræfferammen
stiller simpelt fængsel og fængsel paa Vand
og brød til rettens Valg. Sager om saa-
danne strafbare Handlinger har Udkastet
henlagt tii Underretten, undtagen i de Til»
fælde, hvor Stræfferammen tillige rummer
Strafarbejde, og denne Straf sindes forskyldt
i det konkrete Tilfalde. Saa rigtigt det nu
end er af praktiske Hensyn at give Under-
retskompetencen en faadan Rummelighed, som
paa nogen Maade kan forenes med Principet, gjør den det dog nødvendigt indenfor Under«
retssagernes Kreds atter at gjøre en Adskillelse
med Hensyn til Behandlingen. Der er
utvivlsomt en Trang til med Henfyn til en
stor Mcengde af de til Underretten henlagte
Stræffesager at anordne en saa simpel,
hurtig og let Behandling, som overhovedet
er forenelig med de Straffeprocessuelle Prin-
ciper, ja endog til i visse Retninger at staa
Noget af paa, hvad den strenge Konsekvents af
disse Principer i og for sig fordrer, ligefom der
paa den anden Side er Opfordring til at give
Afkald paa Anvendelsen af visse Midler til
Opnaaelse af en Stræffesagsøjemed, som ikke
staa i Forhold til Beskaffenheden af den
Straf, hvorom der er spørgsmaal. Ligesom
Grundloven i sidstnævnte Henseende anviser
Vejen ved at udelukke væretægtsfængsel ved
Forseelser, der kun kunne paadrage Straf af
bøder eller simpelt fængsel, saaledes har Ud-
kastet en Raekke af særegne Bestemmelser i den
angivne Aand for Underretssager, som ligge

indenfor en nærmere bestemt lav Gramse, saa-
ledes angaaende snevrere Grænser for Anven-
delsen af Ransagning, væretcegtsfængsel m. v.,
Udelukkelse af Forundersøgelse (§ 227), særegne
Regler om Domsbehandlingen, hvorunder
navnlig maa fremhæves Bestemmelserne i
§§ 365—367, samt med Hensyn til Paa«
anke, se § 397 2 det Stykke. De nævnte
Bestemmelser kunne eller bør imidlertid ikke
gjøres anvendelige paa alle Underretsfager,
for det Første ikke, naar det beror paa
det konkrete Tilfælde, om Sagen kommer
for Underretten eller Landsretten, oa dernæst
overhovedet ikke i hine Grænsetilfælde af tvivl-
som Karakter. Det bliver faaledes nødvendigt
indenfor Underretssagerne at gjøre en Ad-
skillelse mellem de Sager, hvis Behandling
væsentlig kun derved skjelner sig fra Lands«
retssagernes, at Paadømmelsen i første In-
stants er henlagt til Underretten, medens isu-
rigt i Hovedsagen de samme processuelle Reg-
ler sinde Anvendelse paa dem, og de Sager,
ved hvilke det ovenfor angivne Henfyn bør være ledende, og indenfor hvis Kreds derfor
de antydede særegne Bestemmelser alene kunne
finde Anvendelse. Med Hensyn til den Første
Klasse af Sager bor, navnlig paa Grund af
den i Hovedsagen med Landsretsproceduren
ensartede Hovedforhandling, Paatalen være
Statsanklageren forbeholdt, medens hele den
lettere Behandling gjør det muligt og hen-
sigtsmæssigt at overdrage Paatalen i den an-
den Klasse til Politimesteren. Denne Klasse
af Sager vil da under den nye Proces ind-
tage en lignende Plads som de offentlige Po-
litisager nu, ihvorvel det følger af den hele
Forandring i Processen, at hverken Behand-
lingen af de offentlige Politisager i Udkastets
Betydning i alle Stykker kan blive den samme,
som den er nu, eller Bestemmelsen af disse
Sagers Omraade blive den samme som
nu, faameget mindre som der i sidstnævnte
Henseende i den nugjældende Ret er faa
megen Uensartethed og Vilkaarlighed, en na-
turlig følge af Reglernes Fremkomst spredt
og lejlighedsvis.

Efter det ovenfor angivne Synspunkt kan
der ingen Indvending gjøres imod at henlægge
til Politimesterens Paatalemyndighed alle For«


seelser, fom staa under en Stræffebestemmelse,
der ikke hjemler anden Straf end Formuestraf,
simpelt fængsel, Tvangsarbejde, Ris eller For-
tabelse af en næringøret l§ 35 Nr. 1)*).
Naar herfra undtages Embedsforbrydelser og
de i Stræffelovens Kap. 9—11 omhandlede
Forbrydelser, følger dette allerede af, at Sa-
ger herom ikke ere Underretssager,' i de 3
andre undtagne Tilfælde kunne Handlingerne
trods Stræffens Ensartethed heller ikke sættes
i Klasse med de Forseelser, paa hvilke Reglen
under Nr. 1 ellers bliver anvendelig. Hen«
visningen til § 9 tilsigter ved Reglens An-
vendelse at overfore den samme Forstaaelse,
som ved hin Paragraf er opstillet med Hensyn
til § 8, hvad Forholdets Natur kræver. Af
hvad der er udviklet ved §§ 7 og 8, vil det
imidlertid fremgaa, at ikke enhver Forseelse,
for hvilken fængsel paa Vand og brød
kan idømmes, bør være unddragen Politi-
mesterens Paatale, i de Tilfælde nemlig ikke,
hvor Lovgiveren aabcnbart ikke har betragtet
den som en i sig selv strengere Straf end
simpelt fængsel, men er gaaet ud fra, at
Skarpelsen i Udwrelsen og Forkortelsen af
Tidslængden gaa lige op. At dette er Syns-
punktet, kan fremgaa af forfkjellige Omstæn-
digheder, snart af Handlingens Karakter (navn-
lig ved adskillige celdre Lovbud, som hjemle
Vand- og Bredsstraf), snart af den ringe
Straffcgrad, der foreskrives, eller af den Om-
stændighed, at simpelt fængsel er hjemlet
alternativt men ikke til det legale Marimum.
En paa en Prsvelse af disse og lignende
Synspunkter grAndet Opregning af de paa-
gjældende Forseelser enkeltvis er imidlertid nod-
vendig, og en saadan er given i § 35 Nr. 2.
Det skal herved kun med Hensyn til Litr. k.
bemærkes, at Stræffelovens § 111 er det
eneste Erempel i Stræffeloven paa en Stræffe«
ramme, der stiller et i Henseende til Mari-

mum begrcenfet simpelt fængsel til Rettens
Valg ved Siden af fængsel paa Vand og
brød, at Stræffelovens §§277 2det Stykke
og 278 2det Stykke ere medtagne, fordi den
forhøjede Straf for Gjentagelse ikke bør gjøre Forandring i den Kompetence til at
paatale, der gjælder for Forseelsen, Første Gang
begaaet, § 296, fordi den her undtagelses-
vis indtrædende offentlige Paatale egentlig ikke
grunder sig paa en Egenstab ved Forseelsen
selv, men paa dens Sammenstsd med en anden,
offentlig Paatale undergivet Forseelse, der bort-
set fra Sammenstodet vilde falde ind under
Politimesterens Paatale, cg § 180 med
særligt Hensyn til Forholdet til de under Litr.
u. nævnte Stræffebestemmelser. Med Hensyn
til Litr. I. finder den samme Betragtning An-
vendelse som ved Stræffelovens § 111, cg
hvad Litr. ru. cmgaar, den nysanførte Be-
tragtning om Forbrydelsens Gjentagelse.

Af den selvstændige Stilling. Politi-
mesteren indtager med Hensun til de foran-
nawnte, under hans Paatale henlagte For-
seelser, følger, at Paatalen kun kan ske red
Statsanklageren efter Overenskomst med Poli-
timesteren; imod en faadan Overenskomst kan
imidlertid ingen Indvending gjøres, da Sa-
gens Behandling bliver omhyggeligere. Derimod
maa Statsanklageren træde ind i Sagen, naar
Forening med en Sag, der paatales af
Statsanklageren, skal finde Sted, altfaa naar
Politimesteren vil have Forseelsen forfulgt paa
samme Tid som hin Sag, jfr. Udkastets
§ 70.

§§ 36 og 37 give nærmere Regler med
Hensyn til Statsanklagerens og Politimesterens
Ret og Pligt til at paatale. Dog er kun den
Første Paragraf fælles; den sidste angaar alene
Statsanklageren. Ordentligvis ere de nævnte
Myndigheder berettigede til at paatale i
Embeds medfør. De i § 36 ommeldte
Undtagelser fra denne Regel optage i det Vce°
sentlige gjældende Ret, idet det dog med Hen«
syn til Nr. 1 bemærkes, at Udkastet altid
fordrer Justitsministerens Befaling til Paa-
tale af Embedsforbrydelser, fordi den under
en særlig Forvaltningsmyndighed hørende Em-
bedsmands Overtrædelse af en Embedspligt,
der ej kan stræffes disciplinært, ikke kan be«

111111111111111111111subsidier Straf.


tragtes blot fra det Synspunkt, der er gjort
gjældende under Nr. 2, — og med Hensyn
til Nr. 3, at der er tilfsjet en ikke tidligere
udtalt Regel om Medskyldige, som kræves af
Retfærdighedshensyn og stemmer med Aanden
i de paagjældende Bestemmelser. Reglen i §
36 under Nr. 2, der navnlig faar praktisk Be»
tydning for Politimesteren, idet stige Over-
trædelser regelmæssig ville falde ind under §
35, er i den nugældende Ret maaste hyppi-
gere det ,i Forholdene begrundede faktisk Sæd-
vanlige end retlig nødvendige; men det stem«
mer ganske med disse Forseelsers Natur, at det
bliver den paagjældende særlige (Stats- eller
kommunale) Myndigheds Ret og Ansvar at af-
gjøre, om de skulle paatales. I 2det Stykke af §
36 udtales de i Forholdets Natur grundedeRegler,
at der under visse nærmere Betingelser kan i de
undtagne Tilfælde foretages uopsættelig? Skridt,
uagtet Betingelsen for Pciatale endnu ikke fore«
ligger, og dernæst, at den Myndighed, der
ifølge Reglerne under Nr. 1 og 2 er raadig
cver, om forfølgning skal finde Sted, ogs.ia
kan standse den, indtil Dom er afsagt. Der-
imod ligger det ikke nødvendigt i Forholdets
Natur, at den samme Magt skal tilkomme
den Private, af hvis Begjæring den offentlige
Paatale er afhcmgig. Thi Forholdet ved den
saaledes betingede offentlige forfølgning er
ikke det, som i § 39, at det Offentlige und-
tagelsesvis paatager sig at handle som Fuld-
mægtig for den Private; men Lovgivningens
Synspunkt er det, at en i og for sig det
Offentlige tilkommende Forfølgning af særegne
Hensyn gjøres afhængig af en Privats Be-
gjæring. At den Private skulde have Ret til
at standse den engang begyndte Forfølgning,
kan heller ikke antages at være gjældende Ret,
hvor det ikke særlig er udtalt som i Stræffe-
lovens § 254, jfr. med Hensyn til denne
Bestemmelse Bornemann: Saml. Skr. III.
S. 251 —52. I hvilken Udstrækning den
Private bør have en saadan Ret, maa bero
Paa en Prsvelse af de enkelte Tilfælde, og
herefter vil Sværet blive forskjelligt. Det
Ekaansomhedshensvn, som motiverer Reglerne
i Stræffelovens § 159 og § 175, er der nu
vistnok al Grund til at indrømme den videst
mulige Indflydelse. Det Samme kan derimod

ikke siges med Hensyn til Stræffelovens §
174 og § 176, jfr. § 174. Det vilde,
naar henfees til disse Forbrydelsers Karakter,
være urimeligt, om Forbryderen her skulde
kunne slippe for Straf, naar Alt i Sagen
allerede var oplyst, og den krcenkede Kvinde
saaledes dog ikke i nogen væsentlig Grad
kunde opnaa at undgaa en hendes Folelser
saarende og hendes Ulykke maafke forværrende
Undersøgelse. Ej heller er der Grund til at
indrømme Tilbagekaldelsen en faa indgribende
Virkning i de Tilfælde, hvor Reglen vcefentlig
er begrAndet ved den paa Sagens første Trin
i Reglen forhaandcnværende faktiske Tvivl, om
der virkelig foreligger et strafbart Forhold, fom
er Gjenstand for offentlig forfølgning, en
Tvivl, der vanskelig kan hæves, naar den For-
urettede holder sig tilbage. Er forsi Vanske-
ligheden hævet, er der ingen Grund til senere at
standse forfølgningen, fordi den Forurettede on-
sker det. I de ommeldte Tilfælde er det derfor
naturligt at begramse den vedkommende Parts
Ret til at standse forfølgningen saaledes, at
den ikke finder Anvendelse, naar Anklage sor
den dømmende Ret alt er sket; efter dette
Tidspunkt vil den Regel, som § 37 Nr. 3
indeholder, være tilstrækkelig til at fyldest-
gjøre alle berettigede Hensyn. At den Und-
fagte derimod maa kunne standse den
efter hans Begjæring begyndte Sag om
Anvendelsen af Stræffelovens § 299, er
uomtvisteligt. Forholdet er her et andet end
ved den betingede offentlige forfølgning af
Forbrydelser; den offentlige Paatale er her
virkelig en Hjælp, der bydes den Undsagte.
Det sees deraf, at ogsaa efter dømmen kan
den Undsagte opgive Sikkerhedsstillelsen, Noget,
hvorom der aldrig er Tale med Hensyn til
Straf, der er idømt under en ifølge Begjæring
anlagt offentlig Sag.

Udkastets § 37 opstiller den Regel, at
Statsanklageren er forpligtet til at paatale i
ethvert Tilfælde, hvor han skjønner, at Under-
søgelsen kan ventes at fore til, at en Person
findes skyldig, hvorunder indbefattes Hensyn
baade til Bevis- og Retsspørgsmaalet*); en

*) Ogsaa den er ikke-skyldig, hvis oprindelige Straf-
styld er udslettet senere, f. Ex. ved Foraldelse.

diskretioner Befsjelse til at skjønne, om ikke
andre Henfyn end Stræffelovens Haandhævelse
gjøre forfølgning utilraadelig, er ikke tillagt
ham (Lcgalitetsvrincipet). Omvendt kan det
selvfølgelig ikke være Pligt for Statsanklage-
ren at paatale, naar han stjonner, Være sig
af faktiske eller retlige Grunde, at Under-
føgelsen ikke kan fore til, at en Person findes
skyldig; det er hans Embedspligt ikke blot at
agte paa, at strafskyldige Personer drages til
Ansvar, men ogsaa paa, at forfølgning af
Personer, som ikke ere strafskyldige, ikke finder
S-ed, se § 24. Dette gjælder navnlig ogsaa om de i § 36 Nr. 2 og 3 bersrte Tilfælde;
Opfordringen eller Begæringen kan ikke i og
for sig forpligte ham til Paatale. Derimod
følger det af Statsanklagerens Underordnelses-
forhold til Justitsministeren (og Overstats«
anklageren), at en Befaling fra denne om at
paatale er forbindende uden Hensyn til eget
skjøn, se §§ 25 og 27.

Idet Udkastet opstiller Legalitetsprincipet
som Norm for Statsanklageren, gaar det ikke
ud fra, at Stræffelovens Haandhævelse er et
saa ubetinget og ufravigeligt Krav, at der ikke
kan være spørgsmaal om i noget Tilfælde at
lade dette Hensyn vige for andre modstridende
Samfundsinteresser, en Grundsætning, som i
denne Strenghed hverken har Hjemmel i For-
holdets Natur eller i Staternes virkelige Praris,
andetsteds lige saa lidt som hos os, hvad der blandt
Andet fremgaar af den forfatningsmæssig hjem-
lede Benaadningøret. Men Udkastet er gaaet
ud fra, at den Afvejelse af Hensynet til Stræffe-
lovens Hacmdhævelse og andre Samfunds-
interesser, som efter Omstændighederne kan
gjøre Undladelse af forfølgning forsvarlig,
ikke kan ligge indenfor en Myndigheds Kom-
petence, som færlig er beskikket til at virke for
Stræffelovens Haandhævelse (jfr. ogsaa Stræffe-
lovens § 131), men kun kan tilkomme Myn-
digheder, hvis offentlige Hverv er væretagelsen
af Samfundsinteresser i større Almindelighed,
hvorved Stræffelovens Haandhccvelse kun bliver
et enkelt, om end ofte overvejende Hensyn.
Ved de Forbrydelser, som høre under stats-
anklagerens Virkekreds, vil denne Myndighed
regelmæssig være Justitsministeren. Derfor
hedder det i § 37, at kun ifølge Paalæg

af denne kan Statsanklageren undlade For-
følgning, jfr. § 25. Naar iøvrigt et saadant
Paalæg maatte være i Realiteten forsvarligt,
er et spørgsmaal, som ligger udenfor Grcen«
ferne af de Undersøgelser, der vedkomme Loven
om Stræfferetsplejen. Er Talen om Over-
trædelser af Love, der vedkomme særlige For«
valtningsmyndigheder, maa Afgjørelsen efter
Forholdets Natur tilfalde denne, hvis fulde
Frihed i saa Henseende er væretaget ved Reg-
len i § 36 Nr. 2.

Det staar selvfølgelig altid i Statsan«
klagerens Magt at foranledige en Afgjørelse
af Justitsministeren, om Paatale skal sinde
Sted, naar han finder, at færegne Hensyn
kunde begrunde dens Bortfald, og i visse Til-
fælde skal han forelægge Sagen til Mini-
sterens Afgjørelse, fe § 37 i Slutn. Mm
der gives fremdeles Tilscelde, hvor det und-
tagelsesvis bør være overladt Statsanklageren
selv at undlade en forfølgning, hvortil han
efter de almindelige Regler vilde være for-
pligtet. Disfe Undtagelser opregnes i § 3?
Nr. 1—3. Tilfælde af den under Nr. 1
nævnte Art sindes f. Ex. i Stræffelovens §§
203, 256 og 257. Det er netop Meningen
med disfe Lovbud at lægge spørgsmaalet i
den almindelige Anklagemyndigheds Haand;
hvor en Paatale undlades i Henhold til disse
Bestemmelser, er det klart, at Stræffelovens
§ 131 er uanvendelig. Det under Nr. 3
omtalte Tilfælde er allerede ovenfor bersrt;
Reglen herom ligger ogsaa i Konfekventsen af
Neglen under Nr. 1. Hvad endelig det un-
der Nr. 2 nævnte Tilfælde angaar, er For-
holdet det, at det vel maa siges, at den Paa-
aMdende er , skyldig/, selv om der paa Grund
af Reglerne i Stræffelovens §§ 7 og 64 ikke
idømmes nogen Straf (det vilde ikke være rigtigt
at lade Domskonklusionen lyde paa Frifin-
delse), men at det dog efter Stræffeprocessensøjemed og selve den Tanke, der ligger til Grund for
de paagjældende Bestemmelser, ordentligvis ikke
er naturligt, at en Stræffesag skal finde Sted
i saadanne Tilfcclde. Det bør derfor heller
ikke i dem være en Pligt for Statsanklageren
at paatale. At en ved Forbrydelsen forurettet
Privat kunde have Interesse af Sagens An-
læg, kan ikke komme i Betragtning, da det


ikke er Stræffeprocessensøjemed at skaffe
den Private en Hjælp til privatretlige For«
maals Opnaaelse, om det end kan indrømmes
ham, naar Stræffesag skal finde Sted, at faae
et Erstatningskrav paadømt under dm. Det

bør herved bemærkes, at den omhandlede Re-
gel under den nye Proces vil faae en ikke li«
det større praktisk Betydning end efter den
nugjældende Net. Denne forudsætter, at flere
af en Person begaaede Forbrydelser regel-
mæssig blive at paadømme under een Sag,
hvorfor ogsaa Stræffelovens § 64 kun har
det forøje, at der bliver Grund til en fe«
nere Stræffesag om en Forbrydelse, der rar
begaaet, forend Dom gik for en anden For-
brydelse, fordi hin ikke dengang var , oplyst V
En saadan Regel frembyder nu heller ingen
væsentlige Ulemper under en skriftlig Proces;
derimod vil den under en mundtlig Proces-
form kunne blive overordentlig byrdefuld og
stille uoverkommelige Krav til dømmere,
nævninger og andre medvirkende Personer.
Er der nu end ikke tilstrækkelig Grund til at
at opstille ben modsætte Regel, at hver For-
brydelse skal være Gjenstand for særlig Sag,
,aa maa der dog indrommes retten en stor
Frihed til at stille Behandlingen ad (jfr.
herom Udkastets § 72). Sker det, er det
en Selvfølge, at Reglerne i Stræffelovens §
64 maa finde analogisk Anvendelse med
Hensyn tit de Forbrydelser, hvis Paadømmelse
udsættes, og at saaledes jævnlig det i § 37
Nr. 2 omtalte spørgsmaal kan komme til at
foreligge for Statsanklageren. Men ikke blot
Retten kan adskille Forbrydelsernes forfølgning.
Det ligger i Forholdets Natur og udelukkes
selvfølgelig ikke ved Legalitetsprincipet, at Stats«
anklageren maa have Frihed til at bestemme,
Paa hvilket Tidspunkt han af processuelle Hen-
syn finder det benfigtsmæssigt at paatale; kun
naar Forundersøgelse ved Retten har fAndet
Sted, er der en Frist for Statsanklageren,
inden hvilken han skal rejfe Anklage,
hvis ban overhovedet vil (se § 245).
§ 70 medfører kun, at de flere For-
brydelser af den samme Person, som han paa
samme Tid forfølger for Retten, skulle forenes
at ham til eet Sogsmaal, hvilket det da bliver
Retten overladt, om det findes rigtigt, at ad-

skille. Statsanklageren vil saaledes have det
i sin Magt, naar Forholdene opfordre dertil,
ved at udfætte forfølgningen as de Forbry-
delser, som ikke kunne medføre nogen væsent-
lig Forhojelse af Stræffen, derfom Domfældelse
ved den første Sag sinder Sted, at fremkalde
den Situation, under hvilken Reglen i § 37
Nr. 2 kan blive anvendelig, jfr. ogsaa § 245,
som færlig har taget Hensyn hertil.

For Politimesteren kan Legalitetsprincipet ikke
gjøres til Regel. Med Hensyn til ham gjør sig
netop ikke gjældende, at han som Statsan-
klageren er en væsentlig til at væretage det
offentlige Anklagerhverv beskikket Embedsmand.
Hans Myndighed til at paat^.le visse For-
seelser er nærmeft at betragte som et enkelt
Led eller Forgrening af Politiets mere omfat-
tende Hverv. Ligger det nu i Forholdets Na-
tur, at der ved de Forseelser, som paatales
af ham, langt jævnligere end ved de Stats-
ankiageren vedkommende Forbrydelser maa
blive spørgsmaal om at undlade en Forfølg-
ning, skjønt en Domfældelse kunde ventes,
saa vilde det være urimeligt og besværmde, om
Loven i ethvert faadant Tilfælde vilde forlange
Afgjørelse af højere Myndighed*) og blot
indrømme ham diskretionær Vi yndighed i de
i § 37 Nr. 1—3 nævnte Tilfælde. At
træffe Regler om dette spørgsmaal, hvad
Politimyndighederne angaar, maa overhovedet
betragtes fom liggende udenfor Stræffeproces-
lovens Opgave, ligesom ved de Overtrædelser,
der vedkomme særlige Forvalmingsmyndigheder.
De for Politiet nugjældende Regler blive alt«
faa her bestaaende.

Overtrædelser af Love, hvis Efterlevelse
det paahviler særlige offentlige Myndigheder at
vaage over, er der i og for sig ingen Grund
til at udelukke fra de offentlige Anklagemyn-
digheders Virkekreds. Dette gjælder ogsaa om
Toldsvig, Ltempelovertrædelser m. v., for hvilke
der i den nugjældende Ret gjælder særegne
Regler. Ligesom dog § 36 Nr. 2 her ordent«


ligvis kræver en Opfordring (mærk dog Ordet
„nærmest"), saaledes har § 38 hjemlet ved-
kommende soerlige Gmbedsmcend en Paataleret,
der er beregnet paa at undgaa det Omsvob,
som det efter Omstændighederne vil være, navn-
lig i klare Sager, naar en Henvendelse forsi
skal ske til Politimesteren, for at Sagen af
ham kan bringes for retten. Den er ind-
skrcenket til de Tilfælde, hvor Paatalen vilde
tilkomme Politimesteren, og hvor derfor Sagens
simple Behandling ikke kan frembyde nogen
Vanskelighed ved Neglens Anvendelse. Skal
efter Loven (§ 70) Forening med en Stræffe-
sag, der paatales af Statsanklager eller Po-
litimester, finde Sted, bortfalder selrfølgelig
denne Paataleret.

Hvad endelig angaar den Private tilkom-
mende Paataleret, er der med Hensyn til §
39 kun at bemærke, at det følger af Grcen-
serne for Underrettens Kompetence, fammen-
holdt med Stræffebestemmelserne for de Hand-
linger, der ved Lovgivningen ere henviste til
Paatale af Private, at de Sager, som paa-
tales i Henhold til denne Paragraf, alle ere Underretssager. Den Regel, som indeholdes i
§ 39 2 det Stykke, kan ingen Betænkelighed
have og har Forbilleder i den gjaldende Ret,
se saaledes Lov om Jagt 1. April 1871, § 19.

Ved Siden af denne Paataleret i Sager,
der bortset fra de ved § 39 hjemlede Undta-
gelser ikke kunne paatales af det Offentlige,
har imidlertid Udkastet fremdeles ment at burde
hjemle den ved en Forbrydelse, der er offentlig
Paatale undergiven, forurettede Private Net
til at paatale denne, naar Statsanklageren eller
Politimesteren har nægtet at paatale, — alt-
saa ment at burde optage den saakaldte subsidiære Privatanklage. Principet herom er op-
stillet i § 40 1ste Stykke. Som bekjendt,
er det i den nugjældende Net omtvistet, om
den private Forfølgning til Straf, der en
Gang var Reglen, endnu kan finde Sted ved
de Forbrydelser, ved hvilke offentlig Paatale
er bleven det Reg/lmæssige. Hin private Paatale-
ret er nemlig aldrig udtrykkelig ophævet, og den
er aabenbart ikke i og for sig uforenelig med
Anerkendelsen af den offentlige Paatale. Lige-
som det imidlertid er vist, at der i lange
Tider ikke har været gjort Brug af den, faa-

ledes kan det heller ikke nægtes, at der er en
saa stor Modsætning imellem en Forbrydelses
Forfølgning i en væsentlig inkvisitorisk Proces,
og dens forfølgning efter den civile Processes
Regler, at der vel kan spørges, om ikke dette
Henfyn maa fore til at betragte hin Ret til
privat Paatale som ikke længere bestaaende,
hvilket undertiden andetsteds, hvor Processen
antog hin inkvisitoriske Karakter, f. Ex. i Preussen,
udtrykkelig udtaltes af Lovgiveren. Indførelsen
af en Anklageproces gjør det derimod ikke blot
muligt at inddrage de private Stræffesager
overhovedet under Stræffeprocessen og fjerne
den Anomali, at visse Stræffesager behandles
fom borgerlige Retstrcetter; men den gjør det
ogsaa muligt, hvis det ellers er rigtigt og hen-
sigtsmæssigt, at anerkjende en privat Paatale-
ret ved Siden af den offentlige. Derved ville
nemlig nu ikke vcefentlig forfkjellige Regler eller
Grundsætninger blive bragte til Anvendelse ved
Sagens Behandling. I Anklageprocessens
Hjem er man ogsaa fuldkommen paa det Rene med, at en privat Paataleret kan og bør bestaa
ved Siden af den offentlige. I England,
hvor man endnu mangler en fast offentlig An-
klagemyndighed, men hvor dette allerede længe
har været anerkjendt som en Mangel, er man
dog langtfra tilsinds ganske at lade den pri-
vate Anklage fortrænges af den offentlige An-
klage, paa hvis Indførelse der arbejdes. Hin
opfattes som en vigtig forfatningsmæssig Ret,
der ved Indførelsen af en offentlige Anklagemyn-
dighed kun skal indskrænkes forsaaviot, fom den
bliver subsidier,, altsaa kun skal finde Sted, naar
denne ikke strider ind. I Skotland og Irland,
hvor der er offentlige Anklagemyndigheder (I^orel
H.6voeat6, ^ttoru^ - o'susral), er den sub-
sidicere privatanklage anerkendt i fuldeste Om-
fang, og det Samme gjælder om flere fveitzerste
Stræffeproceslove (Argau 1858, Zurich 1866).
Da Anklageprocessen indførtcs i Frankrig med
en offentlig Anklagemyndighed (miniztelL pu-
dlie), blev der vel ikke indrommct den foruret-
tede Private en egentlig Stræffeklage, men han
kan efter art. 63 ff. i cods (^'instruction cri-
iiliuklis bringe sit Erstatningskrav for Stræffe-
dømmeren, og denne maa da, naar han antager
en strafbar Handling for bevist, dømme ikke
blot til Erstatning, men og til Straf, felv om


den offentlige Anklager ikke andrager herpaa.
Heri ser man (llolis, traits ^6 I'ingtr. crim. II.
S. 284) en vigtig Garanti for den borgerlige
Frihed. Ved Siden heraf er den Regel op-
tagen (o. d'inLtr. erim. art. 235), at de over-
ordnede Domstole kunne paalægge den offentlige
Anklagemyndighed at paatale. Derimod blev
ved Indførelsen i de tyske Stater af Anklage-
proresfen med offentlig Anklagemyndighed
(Staatsanwaltschaft) hverken den egentlige sub-
sidiære Privatanklage eller den ejendømmelige
Adgang til Stræffedømmeren, fom den franske
Lovgivning hjemler den Forurettede, anerkjcudt;
men adskillige tyske Love optog den franske
Rets Regel om Adgang til at faae Statsanklage-
rens nægtelse prøvet af Domstolene, der da kunde
paalægge ham at paatale. Den vigtigste tyske Stræffeproces, nemlig den preussiske, optog dog
heller ikke denne Regel; den hævder udelukkende
Ret for den offentlige Anklager til Initiativet
til offentlige Forbrydelsers Forfølgning. I de
senere Aar har der imidlertid i Tyskland, og
navnlig i Preussen, rejst sig mange Stemmer
for Indførelsen af den subsidiære Privatan-
klage, og paa den Første tyske Iuristforfamling i
Aaret 1860 blev, efterat spørgsmaalet var
bragt paa Bane af preussiske Jurisker, med
overvejende Flertal en Resolution til Fordel for
denne vedtagen, se disse Forhandlingers Bind I.
S. 243 ogil. S. 308-10, 332, 366—68,
669 ff. Den preussiske Regjering foranle-
digedes ved denne Bevcegelse til i Aaret 1862
at forelægge et Lovforslag, der gik ud paa
at tillægge Appellationsretten Beføjelse til at
paabyde .offentlig Paatale, hvorimod Ind-
førelsen af en subsidicer Privatanklage fandtes
at være en Reform af saa indgribende Be-
tydning, at spørgsmaalet derom burde for-
beholdes den fælles tyske Straffcproceslov, som
man alt den Gang havde forøje. Det ned-
sætte Udvalg fraraadede imidlertid at gaa ind
paa denne Lov, tog Ordet for Indførelsen af
Privatanklagen og udarbejdede et herpaa grAndet
Forslag. Til Forhandling kom Sagen ikke,
da Repræsentationen blev oploft. I de senere tyske Udkast og Love findes den subsidiære Pri-
vatanklage i Reglen optagen, og Striden drejer
sig for Tiden egentlig kun om, i hvilket Om-
fang dette bør ske. Den nye ostrigste Lov

! har optaget den i fuld Udstrcrkning (se §§ 2
! og 48); andre Love og Udkast, og deriblandt
navnlig det fælles tyske Udkast, ville kun aner-
kjende den i de Tilfalde, hvor den offentlige
Forfølgning er betinget af dm Forurettede«
Vegjæring (Antragsverbrechen *).

Ved Udkastets Ordning af dette Forhold
have følgende Betragtninger roeret ledende
Optagelsen af den fubsidicere Privatanklage '
Stræffeprccessystcmet kan og bør ikke betragtes
fom cn delvis Opgivelse af den Opfattelse af
Stræffen, som udenfor den begramsede Kreds
af Handlinger, hvis Paatale henvises til Pri-
vate, er trcengt igjennem i Nutidens Retsbe-
vidsthed, nemlig som en NetZhaandhævch'e i
SamfAndets Interesse, ikke blot en Retsbeskyt-
telse for den Forurettede. Ogsaa den private
Anklager maa i hine Tilfælde betragtes fom
den, der kræver Retten haandhævet i Sam-
fAndets Interesse. Uden dette Synspunkt kan
den fubsidicere Privatanklage ikke retFærdig-
gjøres, hverken i Almindelighed eller indenfor
den fnevrere Kreds, til hvilken det tyske Ud-
kast vil have den indstrcenket. Dette sidste
hviler paa den Betragtning, at Paatalen af de
Forbrydelser, hvis offentlige forfølgning er
betinget af den Forurettedes Begjæring, sker i
dennes Interesse; men denne Opfattelse kan i
al Fald for den danske Rets Vedkommende
ikke erkjendes for rigtig, faaledes som det alle-
rede i det Foregaaende er bemærket. Beretti-
gelsen af Privatanklagen fra hint Synspunkt
kan nu ikke bestrides ved den Betragtning, at
den skulde indeholde et Indgreb i den offenlige
Anklagemyndigheds Beføjelser. I Indførelsen af
en faadan Myndighed med Net og Pligt til
at væretage den offentlige Interesse i Stræffe«
lovens Haandhævelse ligger ikke en Eneret,
et Monopol. Privatanklagen indrommes som
Betryggelse mod Vilkaarlighed, mod den offent-
lige Anklagemagts pligtstndige Forsommelse af
sit Hverv. Ihvorvel der nu ingenlunde kan
eller skal gaaes ud fra, at der skulde være nogen
særlig Grund til at frygte for hin Vilkaar-
lighed, faa viser dog det ovenfor Meddelte om

*) Se her „Anlagen zu den Motivm der Strafprozch-
Ordnung". S. 147—171.

fremmede Lovgivninger, at man allevegne har
havt Folelsen af, at det Stræffeprocessystem,
som intet Betryggelsesmiddel har derimod, er
ufuldstændigt, og at det under færegne Forhold,
hvis Mulighed ikke kan benVgtes i nogetsom-
helft Samfund, vil fsles som en aabenbar
Brost, at den i og for sig velgrundede Tillid
til de offentlige Myndigheder har ført til at
berove SamfAndets Medlemmer ethvert Vaaben.
hvormed Pligtforsømmelsen kunde mødes. Det
er derfor intet Argument mod Privatanklagen,
at den rimeligvis og efter Erfaringerne andet«
stedsfra (f. Ex. Skotland) meget sjælden vil
faae praktisk Anvendelse. Den skal efter sin
Hensigt kun Være et nødmiddel og maa endnu
mere blive det i et System, der hævder Lega«
litetsprincipet for Statsanklageren.

Af de to Veje, som Lovene gaa for at
stabe en Betryggelse mod vilkaarlig Undladelse
af Paatale, maa den at tilstede Anke til
Domstolene, for at paatvinge Anklagemyndig'
heden en Paatale, den ikke af egen Drift vil
tage i sin Haand, siges at være uforenelig med
Anklageprocessens Grundsætninger, hvorimod
det at tilstede en fubsidicer privat Anklage
fuldstændig pasfer ind i Processystemet. spørgs-
maalet er da, om der skulde være nogen sær-
egen Fare ved denne Ordning. Men det kan
ikke erkendes. Thi det er ikke en Fare, der
forft ved denne Ordning stabes, at der af
urene Bevæggrunde kan finde Misbrug Sted
f. Ex. til Pengeudpresning. Dette er ogsaa uden
et saadant Institut en uundgaaelig Fare i alle
Tilfalde, hvor Angivelse faktisk er Betingelse
for forfølgningen. Og bortset herfra lader
det sig gjøre ved forskjellige særlige Bestem-
melser at doerne mod Institutionens Misbrug.
Blandt disse Bestemmelser, som iøvrigt paa
vedkommende Steder i det Folaende ville blive
omtalte, skal her allerede nævnes dette, at
Retten til Privatanklage alene er tildelt den
ved Forbrydelsen Forurettede. Det forholder
sig nemlig vel faa, som det i Motiverne til det tyske Udkast benmrkes, at den ovenfor hæv«
dede Hjemmel for Privatanklagen i og for
sig konsekvent forer til at indromme ethvert
Medlem af SamfAndet samme, ligesom Til-
fældet var ved den romerske aetio poMalis,

og som Reglen er i England; og det er frem-
deles rigtigt, at der ellers ogsaa vil mangle
en kompetent Privatanflager ved alle de For«
brydelser, som krcenke en offentlig Interesse uden
at krcenke en Privat, hvilket dog den samme
Tanke maatte kræve. Men naar det med de
nævnte Motiver maa erkjendes, at det i al
Fald ligeoverfor den almindelige Retsbevidsthed
vilde have overvejende Betænkelighed at optage
hin romerst-engelske Retsregel om Adgang for
Alle og Enhver til at optræde som Anklager
i Stræffeprocessen, faa kan denne Erkendelse
dog ikke være et Argument mod den private
Anklage indenfor de i Udkastet hjemlede
Grænser. Det er en Indffrænkning, som for-
svares ved det Hensyn, at en saadan ube-
grænset Privatanklage giver et langt bredere og
mere sandsynligt Grundlag for Misbrug, medens
det vil være sjældnere, at den ved Forbrydelsen
Forurettede træder i Skranken for SamfAndet
i .Kampen om Retten" af urene og sædelig
forkastelige Motiver. En anden Bestemmelse
med lignende Formaal er den, at Privat-
anklagen ikke skal kunne sinde Sted, naar
den offentlige Paatales Undladelse har Hjem-
mel i Reglerne i § 37 Nr. 1—3 eller i
denne Paragrafs 2den Stykke eller i en
stedfunden Benaadning, — altsaa overhovedet
hvor Loven har givet de offentlige Myndig-
heder en særlig Hjemmel til at undlade Paa-
talen. Med Henfyn til de i § 37 Nr. 1 og 3'
nævnte Tilfælde vil dette ordentligvis være en
Selvfølge; men Indskrænkningen er af Vig«
tighed med Hensyn til Nr. 2, hvorved det
imidlertid er klart, at den offentlige Anklagers
skjøn ikke er bindende for Retten. At en
Benaadning i Kraft af den Kongen grund«
lovsmæsfig tilkommende Ret er en Hindring
for den fubsidicere Privatanklage, er klart; paa
at modvirke formentlige Misbrug af Benaad«
ninasretten er Privatanklagen ikke beregnet.

Uden Hensyn til hvad der antages om
det spørgsmaal, om den ved en Forbrydelse
Forurettede efter den nugjældende Ret kan
paatale en offentlig Forbrydelse, er der en-
kelte Lovbud, som tillægge Private en med
det Offentliges Ret jævnfides gaaende Paa-
taleret. Disse Lovbud, som hvile paa


ganske andre Betragtninger, kunne ikke bersres
af Bestemmelsen i § 40 1ste Stykke, se denne
Paragrafs 2det Stykke.

At Retten i Embeds medfør maa prsve.
om den, der forfølger, er berettiget til Paatale,
se § 41, er efter Stræffeprocessens Grund-
sætninger en Selvfølge. Det skal blot frem«
hæves, at denne Ret ogiaa vil komme til at
gjælde med Henfyn til den private Paatale efter
§ 39, hvad Forholdets Natur efter det tid-
ligere derom Bemærkede kræver.

Optagelsen af Privatanklagen, faavel den
principale som den subsidiære, i Loven om
Stræfferetsvlejen samt Anerkendelsen af den
Forurettedes Ret til at paatale sit Er»
statningskrav i Forbindelse med en Stræffe-
sag, nødvendiggjøre endelig Bestemmelser an«
gaaende disse Personers Myndighed til at
raade over Sagen (i den Udstrækning, i hvilken
stig Raadighed efter Straffeprocesloven finder
Sted), deres Adgang til at gaa i Rette for
sig selv samt om deres Rettergangsfuldmægtige.
Men disse Bestemmelser kunne her gives ved
Henvisning til de tilsvarende Regler i Loven
om den borgerlige Retspleje om Sagsøgere; thi
de høre ikke til dem, paa hvilke Stræffepro«
cessens særegne Grundsætninger faae Indflydelse.
Om Adgang til at faae Sagfører bestikket efter
de for borgerlige Domssager gjældende Regler
kan der kun være Tale, naar en Privat paa«
taler i Henhold til § 39, derimod hverken ved
den subsidiære Privatanklage, ifølge dens Be»
grnndelse, eller ved forfølgning af Erstatnings«
krav i Forbindelse med Stræffesagen, der kun
indrommes, hvor dets Afgjørelse klart er given
ved Udfaldet af Stræffesagen.

Kapitel VI. 0« den Sigtedes Forsvar.

I dette Kapitel omhandles den anden
Part i Stræffesagen, den Sigtede. Den for«
melle Betingelse for, at en Mistænkt kan be«
tragtes som Part, er selvfølgelig, at en Stræffe-
sag mod ham er begyndt, hvilket ikke blot er

Tilfældet, naar Anklage for den dømmende
Ret er rejst, men ogsaa naar der er andraget
paa Rettens Forundersøgelse, hvilken efter Ud-
kastet kun kan finde Sted, naar en bestemt
Person sigtes (§ 227 2det Stykke). Det er
iøvrigt ikke anset for nødvendigt, som enkelte
Love gjøre, at lægge det Baand paa den al-
mindelige Sprogbrug, som vilde behsves for at
skabe særegne Betegnelser for den Mistænkte
(f. Ex. henholdsvis .Anklaget« og .Sigtet«),
eftersom Sagen befinder sig paa det ene
eller det andet af disse Trin. Da Rettens
Indflriden imod en Mistænkt efter Udkastets
§221 3die Stykke kun kan begjæres i For-
bindelse med Andragende om Forundersøgelse
eller Anklage, og da Undersøgelsesdømmerens
Indskriden mod en Mistænkt uden Andragende,
hvilken Udkastet hjemler i paatrcengende Til«
fælde, i § 227 betragtes som en exceptionel
Maade at ind'ede Forundersøgelse paa, der
snarest mulig skal suppleres ved det fornødne
Andragende af Politimesteren, vil det regel«
mæssig ikke finde Sted, at en Person i Rea-
liteten behandles som mistænkt, uden at den
formelle Betingelse for at betragte ham som
sigtet, nemlig at Forfølgning mod ham er ind«
ledet eller begyndt for Retten, er tilstede. Ud-
kastet hjemler imidlertid overensstemmende med
Forholdets Natur Politiet en Ret til under
særegne Betingelser at skride ind mod en
Mistænkt, mod hvem ingen Forfølgning for
Retten endnu er indledet, f. Ex. ved Anholdelse,
fe § 174, ved Ransagning, se § 117. Her
mangler den formelle Betingelse for at be-
tegne den Mistænkte som Sigtet; det er kun
foreskrevet, at Sagens Behandling ved Retten
skal foranlediges inden en vis kort Frist, se
§§ 117 og 177. I det mellemliggende korte
Tidsrum er Sag mod den Mistænkte endnu
ikke indledet, men kun forberedt. Retsreglerne
om den Sigtede maa imidlertid komme til
Anvendelse ogsaa i denne Mellemtid, forsaavidt
de ikke udelukkes ved Forholdets Natur.
Med særliat Hensyn hertil er § 43 affattet.
Grundsynspunktet for den Sigtedes Stil-
ling som Part i Stræffesagen er ifølge dennes
Natur hans Ret til at forsvare sig, hvorimod
der kun i enkelte Retninger, faasom med Hen-
syn til Retsmidler, Valg af Ret eller af Forsvarer,


bliver spørgsmaal om Beføjelse for ham til
at raade over Sagen, faaledes som Reglen er
i borgerlige Retstrcetter; om Myndigheden til
at udove Raadigheden over Sagen i disfe en-
kelte Retninger findes det fornødne paa ved-
kommende Steder. Af det Anførte følger, at
det, der vilde kunne være Gjenstand for de
almindelige Regler om den Sigtede som Part,
vilde være Alt, hvad der betinger hans Ad-
gang til Forsvar, altsaa hans Ret til at blive
bekjendt med Sagens Aktstykker og Beviser,
hans Ret til at deltage i Retsmøderne, og
hans Ret til at benytte eller have Forsvarer.
Reglerne om de to Første Punkter synes det
imidlertid hensigtsmæssigere at medtage i andre
Forbindelser, nemlig ved de forskjellige Trin
i Stræffesagen, da de i ikke ringe Grad
nødvendigvis maa prceges af disses iceregne

Karakter. Udkastet har derfor i dette Ka-
pitel kun optaget Regler om det sidste Punkt,
om Forsvarerne, idet det i §§ 44—47 om-
handler valgte, i §§ 48—59 beskikkede eller
offentlige Forsvarere. At herved Reglerne om
valgte For'varere stilles i Spidsen, har sin
Grund i, at Bestikkelsen af en offentlig For-
svarer naturlig fremtræder som en Forholds-
regel, der kun bør finde Sted, naar den Sig«
tede ikke selv har serget for sit Forsvar paa
en saadan Maade, at ogsaa det Offentliges
Interesse i Forsværet derved maa ansees for
betrygget.

Udkastets § 44 udtaler i sit 1ste Stykke
den Regel, at den Sigtede har Ret til at be-
nytte en valgt Forsvarer, naar Anklage er rejst
for den dømmende Ret, saavel i Retsmøderne
som ved Affattelse af Processkrifter (jfr. f. Ex.
§ 254 famt Skrifter i Anledning af Rets-
midler), Om den Sigtedes Ret til fra dette
Tidspunkt og paa de Trin af Sagen, der
herefter fremkomme, at benytte en valgt For-
svarer har der ingenfinde været rejst Tvivl.
Sagen ligger nu for til Bevisførelse og Af-
gjørelse. Anklageprincipet kræver med ufra-
vigelig nødvendighed, at den Sigtede faar
fuld og fri Adgang til Forsvar og til Be-,
nyttelse derved af den Bistand, han finder
fornøden. Iderligere Udvikling herom vil ikke i
behøves. Forsvarerens Hverv kan være saavcl
at handle for den Sigtede fom at bistaa ham;

i Retsmøderne kunne altid baade den digtede
og hans Forsvarer tage Ordet. Nogen Grund
til skarp Sondring mellem Forsvareren i hans
Egenstab af egentlig Rettergangsfuldmægtig og
af Bistand, som enkelte Love have gjort (,Ver-
treter" i Modfætning til „Vertheidiger"), er
der hverken i Retsreglerne eller i den hos os
tilvante Sprogbrug. En Trang til flere For-
fvarere kan tænkes at forekomme ved Hoved-
forhandlingen, idet f. Ex. navnlig een Forsvarer
benyttes ved Bevisførelsen (f. Ex. ved afhø-
relsen af Vidner) en anden til Forsvarsfore-
draget. Da en Ret til at medtage flere For-
svarere uden Indskrænkning dog let kunde mis-
bruges til Skade for Sagens Forhandling, har Ud-
kastet ment at burde gjøre Adgangen afhængig af

rettens Indvilgelse, og at indskrænke felve Ad-
gangen til Hovedforhandlingen for Lands-
retten, idet der udenfor denne ikke let vil kunne
tænkes en virkelig Trang til flere Forsvarere.
Fremdeles er det anset for rigtigt særlig at
udtale, at flere Forsvarere ordentligvis kun
kunne benyttes paa den Maade, at de dele
Opgaven imellem sig, ikke faaledes, at de flere
Forsvarere i Forening kunue optræde paa de
enkelte Trin af Forhandlingen, hvorved denne
vilde kunne trækkes i Langdrag; i ganske sanlige
Tilfælde bør det dog ikke være udelukket, at
Rettens Formand kan give Tilladelse hertil.

Medens den Sigtedes Ret til at benytte
Forsvarer, efter at Anklage er rejst, staar fast
er det et i den nyere Tid meget omtvistet
spørgsmaal, om og i hvilken Udstrækning der bør indrommes den Sigtede Adgang til at be-
nytte Forsvarer allerede under Forundersøgelsen.

Det iees let, at det ommeldte spørgsmaal
staar i nojeste Forbindelse med den hele Ord-
ning af Forundersøgelsen, og navnlig med
spørgsmaalet, om og hvorvidt Anklageprincipet
ogsaa skal komme i Betragtning paa dette
Trin af Stræffesagens Behandling. Da den
nyere Stræffeprocesses Indførelse i Fastlan-
dets Stater begyndte, var der ikke Tale
herom. Den franske Lovgivning og efter dens
Forbillede de tyske Stræffeproceslove fra 1848
og de nærmest følgende Aar — med Und-
tagelse ar den brunsvigske, i flere Henseender
ejendømmelige Stræffeproces — bibeholdt paa
dette Punkt ganske Inkvisitionsprincipet uden


nogen Lempelse. Undersøgelsen lededes, naar An-
klagerens Andragende forelaa, af dømmeren,
uden at der var spørgsmaal om Medvirkning
af Parter som saadanne. Hovedbestanddelen af
Forundersøgelsen vedblev at roere det inkvisi-
toriske Forhor over den Sigtede. Hemmelighed
og Skriftlighed beherskede Forundersøgelsen,
ligesom tidligere. Under disse Omstændigheder
var der ingen Rimelighed i eller Tanke om
at indrømme den Sigtede Ret til at benytte
Forsvarere, naar undtages ganske særegne Til-
falde. Senere har imidlertid Videnskaben
paapeget den indre Modsigelse, der ligger i at
bygge Processens to Hovedtrin paa ganske ufor-
ligelige Principer, og paavist den uundgaaelige
praktiske følge, at Vcegten mod alle de For-
udsætninger, som laa til Grund for Reformen,
kom til at hvile paa Forundersøgelsen, ikke paa
Hovedforhandlingen, saa at Anklageprincipets
Herredømme under denne udsættes for at blive
et illusorisk Fremskridt. Man blev opmærksom
paa, at England, fra hvis Ret Reformernes
Grundtanker vare hentede, kjendte en Forun^
dersøgelse, der rcesentlig hvilede paa Anklage-
principet, og man stillede mere eller mindre
vidtgaaende Fordringer om, at der ved en
Revision af Stræffeprocessen skulde tages
Hensyn til Auklageprincipet ogsaa ved For-
undersøgelsen, om man end indrømmede, at
det ikke paa dette Trin af Sagen kunde
komme til ligesaa udstrakt Gyldighed som under
Hovedforhandlingen. Til de deraf følgende
Konsekventser hører ogsaa Fordringen om, at
den Sigtede skal have en Ret til at benytte
Forsvarer allerede under Forundersøgelsen. —
Mod disse Fordringer, som Theorien har
opstillet, have Lovene ikke fat nogen absolut
Modstand. De nyere Udkast og Love have ikke
opretholdt Forundersøgelsens gamle Karakter
aldeles uforandret, medens det dog derved stadig
har Været fastholdt, at Inkvisitionsprincipet
maa bevare en større Betydning for Forunder-
søgelsen end for Hovedforhandlingen. I Over-
ensstemmelse hermed er der ogsaa i de nyere
Love og Udkast aabnet den Sigtede en mer
eller mindre udstrakt Adgang til at benytte
Forsvarer under Forundersøgelsen. Ganske al-
mindeligt er det i de nugjældende tyske Love
at tilstede Benyttelse af Forsvarer ved Affat-

telse af Processkrifter paa hint Stadium, saa«
som ved skriftlige Andragender til undersøgel-
sesdømmeren og ved de Skrifter, hvorved Paa-
anke af dennes Handlinger (Besværing) gjøres
gjældende. Endvidere indromme en Del Love
Adgang for en valgt Forsvarer til at deltage
i Retsmøderne under Forundersøgelsen i Til-
fælde af den Art, som Udkastets § 49 om-
handler, hvor nemlig Retshandlingen har en
definitiv Karakter, og i hvilke der derfor end- ogsaa efter Omstændighederne maa blive
spørgsmaal om en offentlig Forsvarers Be-
stikkelse. Kun undtagelsesvis gaa enkelte Love
og Udkast videre i enkelte Retninger, og da
under den Betingelse, at dømmeren ikke finder,
at en Forsvarers nærværelse vil viere til Skade
for Undersøgelsen. Videst gik Udkastet til en
fælles tyst Stræffeproces i sin tidligere Skik-
kelse. Det anerkjendte en Ret for den Sigtede
til at have Forsvarer ogsaa ved afhørelsen af
Vidner og Synsmcend i Almindelighed; kun
ved afhørelsen af den Sigtede maatte Forsvareren
ikke være tilstede, fe det lyske Udkast (ar Januar
1873) §§ 122,155 og 156. I den Skikkelse,
hvori Udkastet efter den sidste Omarbejdelse frem-
træder (1874), er Retten derimod atter bleven
begrænset. En Forsvarers nærværelse ved
afhørelsen af Vidner og Synsmcend tilstedes
kun, naar den afhørte rimeligvis vil være
hindret fra at møde under Hovedforhandlingen
eller paa Grund af Afstanden ikke skal ind-
kaldes til denne (§ 159). Men trods disse
Begrænsninger udtales det dog endnu i dette
Udkast som i dets tidligere Redaktioner som Neg-
len, at den Sigtede kan benytte en Forsvarers
Hjælp paa ethvert Trin af Sagen (§ 124).
Til Begrundelse af denne almindelige Grund-
fætning bemærkes der i Motiverne til det
nævnte Udkast følgende: ,Det er en Ret-
færdighedsfordring strar fra Sagens Begyn-
delse at tilstede den Sigtedes Forsvar
fri Bevcegelse, ligesom Anklageren har det
for sit Angreb. Det kan vel ikke nægtes, at
der vil være Tilfælde, i hvilke Tilstedelsen af
en Forsvarer under Forundersøgelsen kan være
til Hinder for Sandhedens Udfindelse; men
det er paa den anden Side hævet over enhver
Tvivl, at et Forsvar i mange Tilfælde kan
fremme Sandhedens Udfindelse og bidrage til


at forhindre, at uskyldige Perfoner stilles for
den dømmende Ret. Til disse almindelige
Betragtninger kommer nu den særlige Grund,
at Udkastet ikke kjender den egentlige Appel
mod Stræffedømme. Dermed bortfalder en
af de Indretninger i Stræffeprocessen, der
ansees som Garantier for den Sigtede, og det
bliver nødvendigt at udruste den første Instants
med desto større Garantier for ham. En faadan
Garanti er Tilstedelsen af Forsvareres Benyttelse
under Forundersøgelsen. Ligeoverfor denne Ve-
tragtning maatte de Betænkrligheder ansees for
underordnede, som for Tiden endnu ajsres
gjældende imod Indførelse af Forsværet i For-
undersøgelsen. Udkastet har imidlertid dog ved
forskellige Regler taget særligt Hensyn til at
forebygge Misbrug af denne ForsvarsretV Hvad
disse Begrænsninger af Regler angaar, ud«
tales det særligt med Hensyn til Forhoret
over den Sigtede: „Vel maa det an-
eikjendes, at nærværelsen af en Forsvarer ved
Undersøgelsesdømmerens Forhor kan roere til
Nytte for den Sigtede, ligesom ogsaa, at mu-
lige Tilstaaelser under Forundersøgelsen faae
forhojet værd, naar de ere aflagte i nærvce-
relse af en Forsvarer. Men end skjønt Udkastet
helt igjennem lægger an paa at forskaffe For-
sværet tilbsrlig Anerkjenoelse allerede under
Forundersøgelsen, kunde det dog ikke undlade
at tage Hensyn til den Betragtning, at den
Sigtedes afhørelse, uagtet denne ikke derved skal nodes til en Tilstæelse, dog altid ved-
bliver at være et vigtigt Underfogelsesmiddel,
paa hvilket man i mange Tilfælde saagodtsom
ganske vilde give Afkald, naar man vilde til-
stede Forsvarerne at vceie tilstede ved afhørelsen
og holde den Sigtede tilbage fra enhver Ud-
talelse, til hvilken han maatte være tilbojelig/.
Under Forhandlingerne om dette spørgs-
maal har hele Kommissionen været enig i,
at der ikke burde være Tale om ganske at
udelukke Benyttelse af Forsvarer under Forun-
dersøgelsen. Allerede i den nugældende Net
er der ved Grundlovens fjerde midlertidige
Bestemmelse givet Adgang til Raaoførsel
med Forsvarer med Henfyn til Paaanke af
UndersøgelsMommerens Handlinger. Dette
i det Mindste har man altid villet bevare
under den forandrede Stræffeproces, hvilken

man ved hin Bestemmelse i Grundloven jo
paa en vis Maade foregreb. Men Kom^
missionen har endvidere været enig i, at man
ikke burde blive staaende herved. Muligheden
for en noget videre Anerkendelse af retten
til at have Forsvarer ligger i, at Udkastet ikke
bevarer Forundersøgelsens strengt inkvisitoriske
Karakter og de deraf flydende Konsekventser.
Vel er der paa dette Punkt en ikke uvæ-
sentlig Meningsulighed mellem Kommissio-
nens Medlemmer; men Enighed er der dog om
mange vigtige Punkter, der give Forunderss-
gelsen en forandret Karakter. først og frem-
mest skal et egentlig inkvisitorisk Forhor af den
Art, at der udoves en Pression paa den Sig-
tede for at faae hans Tilstaaelse, for-
svinde, se navnlig § 203 2 det Stykke, jfr.
§ 237. Dernceft skal der i al Fald ind«
remmes Parlerne som saadanne en Ret
til Medvirkning under Forundersøgelsen (se
§§ 231, 234, 235, 236.) Dette er,
som let sees, en betydelig Indrømmelse til An-
klageprincipet. Endelig har Udlastet, ligesom
de celdre Udkast hos os, ikke taget i Betænk-
ning at fastholde som Regel Retsmødernes
Offentlighed under Forundersøgelsen, se § 79,
en Regel, hvorved der endog gaaes et Skridt
videre i at forlade den nuværende Forunder-
søgelses Karakter, end man endnu andetsteds
har drisket sig til, og som navnlig det tyske
Udkast ikke har optaget. Med særligt Hensyn
til hin Adgang for Pagterne til at medvirke
under Forundersøgelsen, og i nær Tilslutning
til Tanken i Grundlovens ovenfor nævnte mid-
lertidige Bestemmelse, kunde der ikke være
Tvivl om, at der burde indwmmes den Sig-
tede Ret til at benytte Forsvarer til at frem-
sætte skriftlige Andragender til dømmeren.
Fremdeles kunde de Bclamkeligheder, der ellers
kunde være mod at tilstede en Forfvarer perfon«
lig Adgang til og Deltagelse i selve Retsmsdtrne,
ikke komme i Betragtning i de Tilfalde, hvor
Retshandlingen har en definitiv Karakter, og
saaledes fremtræder som et foregrebet Stykke
af Hovedforhandlingen, eller hvor der ordentligvis
ikke kan blive spørgsmaal om Gjentagelse af
Handlingen. Derfor ere alle Kommissionens Med«
lemmer ogsaa enige i, at Forsvarer bør kunne
medtages ved Besigtigelser, Syns- eller skjøns-


forretninger samt ved afhørelse i de i § 49 nævnte

Tilfælde,hvor der jo endog efter Omstcelldighederne
maa beskikkes en Forsvarer. Paa den anden Side
have alle Kommissionens Medlemmer ogsaa været
enige i, at en Forsvarer ikke burde kunne del-
tage ved Forhoret over den Sigtede. Udkastet
staar med Hensyn til dette Forhor paa samme
Standpunkt som det tyske Udkast: enhver Slags
Tvang eller Pression paa den Sigtede for at
opnaa Tilstaaelse bør fjernes. Men naar
det tyske Udkast desuagtet dog paa dette Punkt
har troet at burde fastholde Udelukkelsen af
Forsvarer, kan Vagten af den derfor i Mo-
tiverne anførte, ovenfor refererede Grund ikke
miskjendes. Hvad endelig det spørgsmaal
angaar, om Medvirkning af Forsvarer skal tilstedes ved Ashorelsen af Vidner, Syns- eller
skjønsmcend udenfor de i § 49 ommeldte
Tilfælce har Udkastet ogsaa, ligesom det tyske Udkast i sin nuværende Skikkelse, besværet dette
benægtende, uden at nogen Meningsulighed frem-
træder. I Virkeligheden er der imidlertid
her en Uenighed tilstede mellem Kommissionens
Medlemmer, der staar i Forbindelse med den
Uenighed, som træder frem ved § 231. De
Medlemmer af Kommissionen, der ved denne
Paragraf have opstillet et Mindretalsforstag,
have kun under den Forudscctning, at dette
blev Lov, kunnet tiltræde Udkastets Regel om
det her foreliggende spørgsmaal. Under den
modsætte Forudsætning vilde de anse det for
rigtigt at give Forsvarerens Adgang til Rets-
møderne en større Udstrækning. Men til at
stille Forslag, der gik ud fra denne Forudsæt-
ning, har Mindretallet ikke havt Opfordring.
Flertallets Betragtningsmaade er følgende.
Da efter dets Forslag om Forundersøgelsens
Ordning, se § 231, dømmernes Virksomhed
under denne til Formaalets Opnaaelse ikke
skal være blot subsidicer, men dømmeren
tvertimod skal vedblive at ucere den, paa hvis
Virksomhed der væsentlig regnes som Driv-
hjulet i Forundersøgelsen, bør Parterne ikke
udrustes med Rettigheder, der sætte dem i
Stand til at krydse og modarbejde hans Under-
søgelsesplan. Ligesom dømmeren maa kunne
lukke Dsrene, hvor Offentligheden vil være til
Skade for Sagens Oplysning, se § 79, saa-
ledes maa han ogsaa under samme Forudsæt-

ning være vcemet mod den SigtedeZ Forsvarer.
Hvor Forholdet derimod er det, hvad der for-
udsættes at være Reglen, at Offentligheden ikke
behøver at udelukkes, da er denne tilstrækkelig.
Ved Hjælp af denne og Adgangen til skriftlige
Andragender har den Sigtede opnaaet det Vce-
sentlige af, hvad Retten til at have Forsvarer
kan betyde for ham. Gn direkte Medvirkning
af en Forsvarer behsver da ikke at hjemles,
og den bør det ikke, fordi det kan forudsees,
at det vilde gjøre Undersøgelsesdømmerens i
Forvejen besværlige og mange Gange ube-
hagelige Hverv endnu byrdefuldere, naar han,
hvad der kan ventes ofte at ville blive Til-
fældet, skal kcempe mod de Hindringer,, en
Sagforer med Lethed kan lægge ham i Vejen
med mere eller mindre chikanose Indsigelser o.
desl. Flertallet kan kun fole sig bestyrket i
fin Opfattelse derved, at det tyske Udkast
har opgivet den videregaaende Indrommelse
til Forsværet, som det i tidligere Redaktioner
gjorde. Da det tyske Udkast derhos ikke aner-
kjender Forundersøgelsens Offentlighed, ind-
rommer det endogsaa nu den Sigtede Mindre
end Flertallets Forflag.

Det Mindretal i Kommissionen, som op-
stiller et særligt Forstag til § 231, gaar ud
fra, at ved dette betrygges den Sigtedes For-
svar under Forundersøgelsen paa en virksom-
mere og fyldigere Maade, end ved Retten til
at benytte en Forsvarer. Naar Forunder-
søgelsens Ordning bliver en saadan, at den
ikke paatvinger dømmeren en Rolle, der regel-
mæssig og naturlig bør tilfalde Anklageren,
vil dømmerens supplerende Selvvirksomhed
navnlig vise sig deri, at han kommer For«
sværet til Hjælp, jfr. den engelske Rets sæt-
ning: tds M«5F6 is tk6 oounssi ok tbe pli-
80N6l. Heri vil ligge en større og betyd-
ningsfuldere Betryggelse for de Sigtede end i
Retten til at tilkalde en Forsvarer. Denne
vil nemlig i Virkeligheden kun undtagelsesvis
faae praktisk Betydning, da der ikke kan være
Tale om udenfor de enkelte Tilfælde, som
nævnes i § 49, paa dette Trin at bestikke
den Sigtede en offentlig Forsvarer. Der kunde
vel ikke efter denne Ordning af Forundersøgelsen
være noget væsentligt imod at give den Sigtede
en videre Adgang til at medtage en valgt For-


svarer; thi de Ulemper, som Flertallet be-
frygter, ville for en stor Del af sig selv for-
svinde under denne Ordning. Men selv mindre
betydelige Ulemper herved kan der under denne
Forudsætning tages Hensyn til uden at gaa
den Sigtede for nær, og det kan saaledes fra
dette Standpunkt retFærdiggjøres at begrcenfe
Adgangen til at benytte Forsvarer under For-
undersøgelsen, saaledes som Udkastet har gjort.
Forudsættes derimod den af Kommissionens
Flertal fastholdte Ordning af Forundersøgelsen,
kan Mindretallet ikke erkende, at de paapegede
Ulemper ved en Forsvarers Tilstedeværelse ved
og Deltagelse i Retsmøderne ved Vidners
afhørelse m. v. have den Vcegt, at det kan
forsvares at berove den Sigtede Retten hertil.
Naar den Sigtede ikke har fuld Betryggelse i
dømmerens Stilling, er det en Retfærdig-
hedsfordring, at han ikke udelukkes fra selv at
sorge for sit Forsvar. Det kan ikke
erkjendes, at der er ydet nok ved Retsmødernes
Offentlighed; de skriftlige Andragenders Vej
er besværlig og langsom og kan ikke have den
Betydning som den umiddelbare Deltagelse.
Mindretallet miskjender ikke, at der maa skabes
forregne værn mod Kollusioner. Men disse
værn ligge i, at den Sigtede under særegne
Omstændigheder kan midlertidig udelukkes fra
Deltagelse i RetsMøderne; fe § 234 Nr. 2
og 3. Sker det, følger deraf, at der heller
ikke bliver spørgsmaal om en Forsvarers
Deltagelse; thi denne kan kun finde Sted, naar
den Sigtede selv har Ret til Deltagelse. Der
kan altsaa ikke henvises til Frygten for Kollu-
sioner, men egentlig kun til den Ubehagelig-
hed, en Forsvarers Deltagelse kan medføre for
dømmeren; men dette er et Hensyn, der ikke
kan veje op mod Retfærdighedens Krav. Ulem-
perne ere vcefentlig begrundede i, at dømmeren
tildels faar et Anklagerhverv; netop derfor kunne
de ikke komme i Betragtning til at skabe Hin-
dringer for den Sigtedes Forsvar.

At Valget af Forsvarer ikke bør være
indskrænket til den Kreds af Sagforere, der
ere antagne til at modtage Bestikkelse som
offentlige Forsvarere, men at enhver til møde
for vedkommende Domstol berettiget Sagforer
maa kunne vcelges, behøver ingen Begrundelse,
saa lidt som den Ecetning, at paa den anden

Side ogsaa de Mcend maa kunne vcelges, der
vel ikke ere Sagforere, men dog ere an-
tagne til at beskikkes som offentlige Forsvarere,
saaledes som Tilfældet ifølge § 5l, overens-
stemmende med den gjældende Ret, kan være
ved Underretten. Det stemmer dernæst med
de i Lovudkastet om den borgerlige Retspleje op-
tagne, dog her noget mere begramsede Regler, og
det anbefales af nærliggende Grunde ogsaa at
tilstede Valg af de i § 45 Nr. 2 nævnte Per-
soner. Udenfor disse Grænser er der i Reglen
ingen Grund til at gaa. For at dog ikke Lovens
Regel skal være en ubetinget Hindring i sær-
egne Tilfælde og under Hovedforhandlingen,
hvor en Forsvarers nærværelse dog altid vil
have storst Betydning, er der i Paragrafens
2 det Stykke givet Retten Befsjelse til under
de angivne Betingelser at tilstede en Person
udenfor de nævnte Klasser som Forsvarer. Det
sidste Stykke i § 45 forklares dels ved Hen-
synet til det Mislige for Sagens Forhandling
i en saadan Dobbelthed i Stillingen, dels ved
det Misbrug, der ellers navnlig paa Grund af
Reglen i Udkastets § 130 Nr. 2 kunde finde
Sted. Hensynet til denne Forskrift forklarer
ogsaa Optagelsen af den første Regel i § 46,
hvis ovrige Bestemmelser i det væsentlige stemme med Reglerne om Rettergangsfuld-
mægtige i Lovudkastet om den borgerlige
Retspleje. § 47 endelig sikrer dels den
fængstede Sigtedes Samkvem med Forsvareren,
hvorved den Grundsætning fastholdes, at
Undtagelsesforholdsregler, begrundede i Frygten
for Modvirkning af Undersøgelsen, i Reglen
maa ophore senest, naar Anklage er rejst, dels
den Sigtedes Frihed til at raadflaa med For-
svareren i Retsmøderne, med et Forbehold, der
sigter til Reglen i § 204 i Slutningen.

Det Synspunkt, fra hvilket Udkastet er
gaaet ud ved Bestemmelsen af, naar en offent-
lig Forsvarer bliver at bestikke, blev allerede
ovenfor angivet. De nærmere Regler inde-
holdes i §§ 48—50, nemlig henholdsvis
med Hensyn til Sagens Behandling for
den i Første Inftants dømmende Ret, Behand-
lingen, forend Anklage er rejst, og Retsmid-
lerne. En ubetinget Nødvendighed for Be-
stikkelsen af en offentlig Forsvarer er der efter
disse Regler ikke i noget Tilfælde; felv ved


Behandlingen af nævnmgesager for den dom-
mende Ret i Første Instants er Bestikkelsen
gjort afhængig af, at Sagforer ikke er antagen,
eller at den antagne Sagforer udebliver, hvor-
imod der efter Forholdets Natur ikke har kun«
net tillægges Valget af en Forsvarer, der ikke
er Sagforer, den samme Betydning. Hvad
Behandlingen for den dømmende Ret i Første
Instants angaar, skjelnes der iøvrigt imellem,
om Sagen er anhængig for Landsretten
eller for Underretten. I hint Tilfælde skal under den angivne Betingelse Forsvarer beskik-
kes i nævningesager. At gjøre Bestikkelsen
til en lignende nødvendighed i alle Lands-
retssager vilde derimod fore for vidt. Kom-
petenæreglerne bringe mange Sager til Lands-
retten, i hvilke der ikke kan siges at være
nogen særlig Trang til retskyndig Bistand.
Det er derfor fuldkomment tilstrækkeligt, naar
det i Udkastet ogsaa her opstilles som det Regel-
mæssige, at Forsvarer beskikkes, men saaledes, at
det kan undlades, naar rettens Formand skjonner det overflodigt. Ved denne Regel gaar
Udkastet endnu ikke lidet videre end de fleste
fremmede Love. I Underretssager er For-
svarers Bestikkelse i intet Tilfælde en nød-
vendighed, men den kan finde Sted under
de famme Betingelser som ved Landsretten,
ordentligvis dog kun paa Begjæring, og naar
lignende Omstændigheder ere tilstede som de,
der i den borgerlige Retspleje give Adgang
til at faae Sagforer bestikket. Det kan nem-
lig ingen Betænkelighed have i disfe Sager
at fastholde som Regel, at den Sigtede selv bør sorge for at have den Bistand, han mener
at behsve. At stille Begjæring eller Fattig-
dom som absolut Betingelse vilde dog fore for
vidt, da den offentlige Interesse i et retskyn-
digt Forsvar aldrig bør være udelukket fra at
kunne tages i Betragtning. Maaden, hvorpaa
Reglen om Underretssager er stillet, gjør det
overflodigt at gjøre en yderligere forskjel
mellem Sager, der paatales ved Underretten
af Statsanklageren og af Politimesteren. Det
følger af selve Reglen, at der vanskelig vil
kunne blive Tale om Bestikkelse i de sidste
Sager; men en absolut Udelukkelse bør dog
ikke udtales. Fremdeles er det klart, at Reg-
lerne ligesaa vel rumme og ere passende for

Sager, der forfølges af private Anklagere,
som for dem, der paatales af det Offentlige.

Bestikkelsen til Forsvarer i Sager, som ere
anhængige for den dømmende Ret, omfatter efter
Forholdets Natur ogsaa enkeltstaaende Rets-
handlinger, som maatte finde Sted paa dette
Trin af Sagen, hvorved der kan blive Tale
om en særegen Forsvarer. Men medens den
beskikkede Forsvarers nærværelse ved Hovedfor-
handlingen er en nødvendighed, for at Sagen
kan forhandles, se § 279, kræve Forholdene
her den samme Lempelse, som ogsaa gjælder
efter § 49.

Adgang til at faae offentlig Forsvarer
bestikket, forend Anklage er rejst, maa efter
Forholdets Natur være langt mere indstrcenket
end ved den dømmende Net. Den offentlige
Interesse i Forsværet er paa dette forberedende
Stadium fyldestgjort ved dømmerens Virk-
somhed ifølge Embedspligt. Dette er Lovens
Synspunkt, hvad enten Ordningen af For-
undersøgelsen tænkes efter Flertallets eller
Mindretallets Forslag til § 231. De Til-
fælde, hvor en offentlig Forsvarer paa dette
Sagens foreløbige Stadium, kan blive at be-
stikke, ere derfor kun de, hvor af særegne Grunde en Foregribelse af Noget finder Sted,
som underTingenes regelmæssige Gang først skulde
foretages for den dømmende Ret (anticiperet
Bevisførelse), eller hvor det, der sker, i al Fald
er afgjørende for Sagens fremtidige Under-
søgelse. Under disse Omstændigheder bør offentlig Forsvarer beskikkes, dersom en faadan
vilde være at bestikke for den dømmende Ret,
dog med den af Forholdene krævede Lempelse
i Slutningen af § 49. Forsaavidt det mulig
endnu paa den Tid, saadan Retshandling
foretages, maatte være uvist, for hvilken Art
af Ret Hovedforhandlingen skal fores, og dette kan
have Betydning forSvorgsmaalet om Bestikkelsen, bør dette for Sikkerheds Skyld afgjøres efter
den Opfattelse, der vil fore videst i saa Hen-
seende.

Hvad endelig angaar Bestikkelse af of-
fentlig Forsvarer, naar Retsmidler anvendes
(§ 50), skjelnes imellem Paaanke af dømme,
Andragende om Sagens Gjenoptagelse og Be-
sværing. Naar Landsrettens Dom paaan-
kes til højesteret, er det anset for rigtigt al-


tid at kræve Bestikkelsen, hvis Sagforer ej er
antagen eller møder, til Forhandlingen for
højesteret, altsaa ikke til de Skridt, der i An-
ledning af saadan Paaanke finde Sted ved
Landsretten, se med Hensyn til disse § 372
2det Stykke. Samme Regler maa gjælde i de
Tilfælde, hvor der undtagelsesvis i Anledning
af Andragende om Gjenoptagelse skal finde
Forhandling Sted for højesteret (§ 428).
Naar Underrettens Dom paaankes til Landsret-
ten, samt naar undtagelsesvis en yderligere Paa-
anke til højesteret tilstedes i stige Sager (§
406), mangler der Grund til at gaa videre end
til Anvendelse af Reglerne om Bestikkelse ved
Underretten, og det Samme gjælder, naar der
for Landsretten, der bar afgjort en Under-
retssag ifølge Paaanke, skal sinde mundtlig
Forhandling Sted i Anledning af Andragende
om Genoptagelse. Naar derimod en saadan
Forhandling skal sinde Sted i en Sag, der
er paadømt af Landsretten i første Inftants, bør Reglerne i § 43 1ste Stykke følges.
Hvad endelig angaar Besværing over Kjendel-
ser og Beslutninger, er der efter dette Rets-
middels regelmæssige Behandling ingen Grund
til at bestikke en Forsvarer (se § 413 og §
419); kun i de Tilfælde, hvor undtagelsesvis
en mundtlig Forhandling af faadan Paaanke
tilstedes (fe § 414), bør der være Mulighed
for Bestikkelse af Forsvarer, dog ikke videre
end efter Reglerne i § 49 2det Stykke.

Almindelige ordnende Regler med Hen-
syn til Bestikkelsen af Forsvarer indeholdes i
§§ 51 — 56. Grundtrækkene ere ikke for-
skellige fra den nugældende Ret; kun Mndrin-
ger, som den nye Proces kraner, — f. Gx.
med Henfyn til den bestikkende Myndighed,
fe § 53 — ere foretagne, og enkelte med For-
holdets Natur stemmende Forskrifter udtrykkelig
optagne, f. Gx. Reglen i § 53. Ved § 51
jccvnfores Lov om Sagforervirkfomheden 26de
Maj 1868 § 12. Ved § 55 jævnfores §
24 om de offentlige Anklagere; det sees heraf,
at begge ere stillede ens ligeoverfor retten, en
naturlig Grundsætning, der andetsteds ofte er kram«
ket. Ved § 56 2det Stykke jævnfores § 485.
Ved de beskikkede Forsvarere kunde den nngjce!«
den de Rets Regler om Rettens Komrol med
deres Hrervs Udsorelse bibeholdes, af samme

Grunde som med Hensyn til de „offentlige
Anklagere ved Underretterne". I Overens«
melse hermed er ogsaa Reglen i § 58 affattet.
Den beskikkede Forsvarer har et offentligt
Hverv; han maa fyldestgjøre, hvad dette Hverv
kræver, uden Hensyn til den Sigtedes Dnste.
Han indtager saaledes en selvftændig Stilling
ved Siden af den Sigtede, og det bør derfor
udtrykkelig udtales, at han ordentligvis har de
samme Rettigheder, som tilkomme den Sigtede
for Forsværets Skyld. særlige Rettigheder
kunne ogsaa være tillagte ham, se f. Er. § 236
2det Stykke. Paa den anden Side er der
ogsaa Rettigheder, der kun kunne udoves af
den Sigtede, jfr. saaledes § 315 (Retten til
at forkaste nævninger). At den offentlige
Forsvarer maa nyde den Tillid, at hans Sam-
kvem med den fængstede Sigtede, ogsaa paa
Sagens foreløbige Trin, er uden Opsyn,
ansees for en Selvfølge; derimod maa Slut-
ningøreglen i § 204 ogsaa gjælde ham. Det
følger endelig af sig selv, at Beskikkelsen af
en offentlig Forsvarer ikke gjør Indstrcenkning
i den Sigtedes Ret til selv at drage Om-
sorg for sit Forsvar. En anden Sag er
det, at, naar dette sker ved Antagelsen af en
Sagfører til valgt Forsvarer, bortfalder efter
de oven fremstillede Regler den offentlige For-
svarers Hverv.

Kapitel VII. Om V^rncthing, Stræffesagers Forening og sted-
lige Gmnser for Embedshandlinger i Strassc-
retsplejen.

Udkastets 2det Kapitel giver Reglerne for,
ved hvilken Art af Net en Stræffesag skal paa-
tales eller en isoleret Retshandling foretages. De
flere sideordnede Retskredse med Retter af samme
Art (henholdsvis Landsretter og Underretter)
gjøre det endvidere nødvendigt at have Bestem-
melser om, i hvilken af disse den enkelte Sag
eller Retshandling skal behandles eller foretages
(Værnething). Ved Indbringelsen for Retten
opstaar der endvidere spørgsmaal om Forening
af Stræffesager; Reglerne herom faae atter Be-
tydning for Værnethinget. Endelig medfører


Retternes eller Myndighedernes Flerhed det
spørgsmaal, hvem der skal handle, naar der i
en Sag skal foretages Embedshandlinger uden-
for den stedlig begramsede Kreds, for hvil-
ken den til Sagens Behandling eller forfølg-
ning kompetente Ret eller Myndighed er bestik-
ket. For disse forskjellige, men med hinanden
nær forbundne spørgsmaal giver Udkastets 7de
Kapitel Regler i 3 Underafsnit.

I. Enkelte værnething.

Ved enkelte Værnething forstaaes her de
værnething, som komme til Anvendelse bortset
fra Sagers Forening. Reglerne under I. falde
i følgende Grupper: 1) § 60 om de isolerede
Retshandlingers Værnething. 2) §§61 — 67
om Sagernes værnething, og 3) §§ 68 og
69, indeholdende mere almindelige Bestem-
melser.

Gnkeltstaaende Retshandlinger 0: faa«
danne, hvis Foretagelse maa ske i en Rets-
kreds, der er uafhamgig af Sagens Værne-
thing, bliver der jcrvnlig spørgsmaal om i
Stræfferetsplejen. For det første kan Sagens
værnetbing ikke Være Norm for de Retshand-
linger, hvorom der bliver spørgsmaal, førend
Sag er rejst, altsaa under Efterforskningen i
offentlige Sager, jfr. med Hensyn til private
Stræffesager §§ 440 og 446. Men ogsaa
efter at Sag er rejst, bliver der af forskjellige
Grunde ofte spørgsmaal om Retshandlinger,
ved hvilke Sagens Værnething ikke er afgjo-
rende, enten fordi de foretages uafhængig af
Sagen, fe § 225, eller fordi faktiske eller pro-
cesretlige Grunde (saasom Afstandsreglerne for
Vidner eller at Procesreglerne udelukke Vidners
Afborelse for den Ret, ved hvilken Sagen er
anhceugig) gjøre en saadan særlig bestemt Rets-
kreds nødvendig. For stige enkeltftaaende
Retshandlinger giver § 60 den ved Forholdets
Natur paabudte Regel.

Med Hensyn til værnethinget for Stræffe-
sager — rettens Forundersøgelse derunder ind-
befattet — vilde den Beiragtning, at værne-
tbinget bør være det, som er bedst tjenligt tiløjemedets Opnaaelse, navnlig med Hensyn til

en let, ikke for bekostelig Bevisførelse, og at
den Sigtede er pligtig til at underkaste sig et-
hvert saadant Værnething, nærmest fore til fuld.
stændig Valgfrihed, da det maa indrommes, at
det beror paa samtlige konkrete Omstændighe-
der og ikke kan afgjøres ved en almindelig
Regel, hvilket Værnething der efter hint Hensyn
er tjenligst for den enkelte Sags Undersøgelse.
Da imidlertid et saa frit Valg ikke kunde læg'
ges i Anklagerens Haand paa Grund af de
Misbrug, for hvilket dette vilde udsætte den
Sigtede fra Modpartens Side, og da det vilde
fore til urimelig Omstændelighed at faae værne-
thinget i ethvert enkelt Tilfælde bestemt af en
Domstol, bliver Fastsættelsen af et eller flere
bestemte værnething ved en almindelig Regel
dog en nødvendighed, og den Mulighed, at et
andet værnetbing ifølge de særlige Omstændig«
heder maatte være hensigtsmcrssigere, kan der
kun tages Hensyn til paa den Maade, at der
aabnes Adgang til Afvigelse fra den alminde-
lige Regel, faaledes som § 67 bestemmer, nem-
lig i Sager, hvor Værnethinzets Bestemmelse
har en offentlig Interesse, ved Afgjørelse as en
overordnet Ret, i private Stræffesager i egent-
lig Forstand, hvor navnlig Omkostningsspørgs-
maalet ikke har væsentlig Betydning for det
Offentlige (se § 481), ved Vedtagelse mellem
Parterne. Skal altsaa en almindelig Regel gi-
ves, maa der tages Hensyn til, hvilket værne«
thing der efter Sandsynlighed vil være det
tjenligste for Underfogelsen, og dette forer da
til den altid og allevegne anerkjendte Regel:
Gjerningsstedets værnething. For Tilfælde,
hvor denne Regel er faktisk uanvendelig, og
hvor hint Hensyn derfor ikke afgiver nogen Be-
stemmelsesgrund, har Stræffeprocessen fremdeles
altid kjendt to andre værnething, nemlig Hjem-
thinget og Paagribelsesstedets værnetbing, og
det kan heller ikke være tvivlsomt, at den Sig'
tede i al Fald da er pligtig at underkaste sig
et af disse, naar hint mere berettigede værne-
thing mangler, det Første af famme Grund,
hvorfor Enhver overhovedet maa sinde sig i at
sagsøges ved sit Hjemthing, hvor ikke særegne
Grunde give ham Krav paa et andet Værne--
thing, det andet, fordi det er mest tjenligt for
Sagens hurtige Nfgjørelse, et Hensyn, som An-
klageren har naturligt Krav paa at faae taget


i Betragtning, hvor mere afgjørende Hensyn
ikke kunne anfores for nogen anden Retskreds.
Gndel Love, saaledes den nugjældende preus-
siste Stræffeproces, tillægge imidlertid de to
sidstnævnte værnething en mere udstrakt Be-
tydning, idet de i ethvert Tilfælde overlade
Anklageren Valget mellem et af dem eller
Gerningsstedets værnething. Andre Love —
og den Regel har det nye tyske Udkast optaget
(se § 4) — tillægge vel Paagribelsesstedets
værnething en underordnet Betydning, men
tilstede derimod i alle Tilfælde Anklageren Val-
get mellem Gerningsstedets værnetbing og
Hjemthinget. At stille Paagribelsesstedets værne-
thing til frit Valg i ethvert Tilfælde synes nu
under alle Omstændigheder ikke at kunne bifal-
des; thi naar dette værnething ikke falder sam-
men med Gjerninasstedets, hvad jo ofte vil
være Tilfældet, er der i og for sig ingen
Grund til at antage, at netop ved det de
Hensyn ville fyldestgjøres, som give Gernings-
stedets værnething dets naturlige Berettigelse.
Dette kan derimod snarere være Tilfældet med
Hjemthinget, og herpaa Støtter ogsaa det tyske Udkast sin Regel. Det bemærkes i Motiverne,
at det ikke fjælden forekommer, at de for Sagen
væsentligste Vidner ikke bo i den Retskreds,
hvor Gjerningen er begaaet, men hvor den
Sigtede boer, og dette Hensyn er ganske vist i
den mundtlige Proces særdeles vigtigt. Men
om det end maa indrømmes, at Saadant kan
forekomme, faa tor det dog neppe siges, at
Sandsynligheden herfor er endog blot tilnær-
melsesvis ligefaa stor som det omvendte, idet
de Tilfælde, som vel ville være de overvejende
hyppigste, nemlig hvor Gjerningssted og Hjem-
sted falde sammen, felvfølgelig ikke komme i Be-
tragtning. Men naar Forholdet er det angivne,
kan det efter det almindelige Srmspunkt ikke
være rigtigt at give Anklageren en Valgret; § 67
maa da ogsaa her Være Hjælpemidlet for de min-
dre hyppige Tilfælde. Vilde man gaa videre,
maatte i al Fald den Sigtede have Net til
at fremkalde en Retsafgørelse om det hensigts-
mæsfigste værnething. Men det kan forudsees,
at der da jevnlig vilde blive maaske vidtlsftige
Forhandlinger om dette spør>ismaal, der dog
tildels mindre vel egner sig for Retsafgjørelse,
og hvilke i al Fald vilde forhale Sagen.

Udkastet har derfor troet, at det vilde være rig-
tigt ogsaa i den nye Proces, overensstemmende
med Flertallet af de nyere Love, at bibeholde
den gjældende Rets Regel om Gerningssteds«
værnethingets Fortrin i Almindelighed. Der
gives imidlertid Klasser af Sager, hvor det
Hensyn, som i Almindelighed begmnder dette
Fortrin, ikke saa ubetinget kan stilles i Første
række, hverken efter den Sandsynlighed, der er
for, at det faar vraktisk Betydning i Sagen,
eller ligeoverfor andre Hensyn, der tale for et
af de andre værnething. I de Sager, hvis
Forfølgning er henlagt til Politiet, ligesom i
de egentlig private Stræffesager, vil det i Reg-
len være onfkeligt for den Sigtede at blive
sogt ved sit Hjemthing, og fremdeles er den
hurtige Afgørelse i Paagribelseslilfælde i stige
Sager et Hensyn af særlig Vcegt, blandt Andet
fordi væretceatsfængsel ofte vil være udelukket
ved Loven, medens det dog faktisk kan betinge
Forfølgningen, at den kan bringes til Ende
mod en Anholdt, medens man er ham mægtig.
Det bør derfor i disse Sager være Anklagerens
Ret at gaa til et af de sidstnævnte værne-
thing, men da hans Ret at gaa til Gjernings-
stedet dog ikke kan betages ham, vil det sige,
at der i disse Sager bør overlades ham Valg
mellem alle tre værnething. Dette er Hoved-
trækkene i Udkastets System, om hvilket det
endnu skal bemærkes, at det i de vigtigste Dele
stemmer med den hos os nu gjældende Ret.
Med Hmsyn til de foreflaaede Regler i
det Enkelte kan følgende bemærkes. Gjernings-
stedets værnething bestemmes, overensstemmende
med den gjældende Ret og Forholdets Natur,
ved Handlingen, ikke Virkningen, selv om denne
hører med til Forbrydelsens Begreb. Som
C'lemvel vaa, at flere Handlinger udkræves til
Forbrydelsens Begreb, kan nævnes Dokument-
falsk, se Stl. § 278. Reglen for dette Til-
falde, nemlig at den sidste til Begrebet nod-
vendige Handling er afgjørende, er i Konse-
kvents af den almindelige Regel, ligesom det
ligger i denne, at hvor Handlingen faktisk op-
loser sig i flere, der foregaa i forfkjellige Rets-
kredse, kommer det an paa den afsluttende Hand-
ling. Forjkjelligt fra det nysommeldte Tilfælde
er det, at flere Handlinger hver for sig vilde
begrunde et forskjelligt Gjerningsstedsværnething,


men dog i stræfferetlig Henseende ere at be-
tragte som een Forbrydelse, jfr. s. Ex. Ttl.s
§ 239 (Hceleri som Næringsvej). Her ligger
det i den almindelige Regels Konsekvents, at
Anklageren har Valg mellem de flere lige be-
grundede værnething. Derved undgaaes da ogsaa
de Vanskeligheder, som kunde foranlediges ved
Besvarelsen af det spørgsmaal, om de flere
Handlinger ere at opfatte som een Forbrydelse,
jfr. det i Stræfferetten omtvistede Begreb om
fortsætte Forbrydelser; thi Reglen bliver den
samme, som vil gjælde, naar Handlingerne ud-
gjøre flere Forbrydelser, jfr. § 71. At flere
Retskredse med lige føje kunne betragtes som
Gerningssteder, kan iøvrigt ogsaa skyldes de
faktiske Forhold, som i § 62 i Slutningen
ommeldes, og her maa der da ligeledes være
Valg. Den Fiktion af et Gjerningssteds
værnething, som § 63 opstiller, forklares na-
turlig ved den Sandsynligbed, der i det ommeldte
Tilfælde er for, at de vigtigste Vidner lettest
kunne haves der, hvor Skibet begiver sig hen
ved sin Hjemkomst, jfr. det tyske Udkast § 3,
hvorved bemærkes, at Tilføjelsen „for at losse
eller lade", sigter til at udelukke et ved rent for-
bigaaendeøjemed bevirket Ophold. Men iøvrigt
er det ikke Meningen at tillægge dette fingerede
Gjerningssted samme Fortrin som det virkelige;
§§ 64 og 65 vise, at Hjemthmget og Paa-
gribelsesstedets værnething ved de paa dansk
Skib eller af et dansk Skibs Besætning uden-
for dansk Eoterritorium begaaede Forbrydelser
ikke blot skulle komme til Anvendelse i de Til-
fælde, hvor § 63 bliver uanvendelig, f. Ex.
fordi den Sigtede er hjemsendt, forend Skibet
vendte tilbage, men at de ogsaa kunne vcelges,
hvor værnethinget efter § 63 vilde kunne
komme til Anvendelse.

At Hjemthinget og Paagribelsesstedets
værnething blive anvendelige dels ved de uden-
for Kongeriget begaaede Forbrydelser, der høre under den danste Stræffemyndighed (§ 64,
Nr. 1), dels naar der mangler faadanne Op-
lysninger med Hensyn til de i Kongeriget be-
gaaede Forbrydelser, der betinge Anvendelse af
Gjerningsstedets værnething (§ 64 Nr. 3),
dels endelig ved de i § 64 Nr. 2 nævnte
Klasser af Forbrydelser, er begrAndet tidligere.
Har den Sigtede ikke Bolig i Riget, men den

danske Stræffemyndighed dog er anvendelig mod
ham, maa efter de ogsaa i den borgerlige
Retspleje anerkjendte Regler hans Opholdssted
i Riget begrunde Vcemething, og, hvis han
ikke findes i Riget, det Sted, hvor han sidst
havde Bolig eller opholdt sig. Den første af
disse, Mangelen af egentligt Hjemting erstat«
tende Regler bliver ikke overflodig ved § 65,
da der kan mangle Grund til Anholdelse, og
den sidste er nødvendig for det Tilfælde, at
der findes Grund til at foretage de Skridt,
som Udkastet hjemler (jfr. navnlig § 197 ff.)
mod en Sigtet, der har unddraget sig For-
folgning ved Flugt. Slutningsbestemmelserne
i § 64 stabe, tildels i Henhold til den gjal-
dende Ret, fingerede Hjemthing, hvortil der er
en uafviselig Trang, jfr. Udkast til Lov om
den borgerlige Retspleje § 15.

særegne Regler om Vcemethinget maa
gives for de ejendømmelige i § 2 nævnte Sa-
ger; Reglerne herom i § 66 behøve ingen
nærmere Begrundelse.

De i § 67 2det og 3die Stykke inde-
holdte Regler ere allerede tidligere omtalte.
Foruden disse maa Loven imidlertid endvidere
umiddelbart aabne Adgang til en midlertidig
Afvigelse fra værnethinZsreglerne med Hensyn
til Retshandlinger, ved hvilke Sag mod en
Person indledes. Det vil nemlig let kunne
stille sig saaledes, at stige Retshandlinger ikke
kunne henvises til det rette Vcemething, uden
at entenøjemedet vilde forspildes, eller en i
Loven forestreven Frist overstrides, saaledes
f. Ex. med Hensyn til Anholdelse. Her maa
da Reglen i § 60 overferes; umiddelbart
finder denne nemlig ikke Anvendelse, da stige
Retshandlinger mod Personer, der ikke tidligere
vare sigtede, netop ikke efter Udkastet ere iso-
lerede, men Begyndelsen af en Sag mod
dem. Selvfølgelig bør Sagen snarest mulig
afgives til den kompetente Ret.

At Retten i Embeds medfør maa prsve,
om Sagen er indbragt for ret Vcemething,
maa ganske vist voere Hovedreglen. Det stem-
mer imidlertid med Forholdets Natur at gjøre
vigtige Indskrænkninger i denne Regel. For
det første følger det med Henfyn til private
Stræffesager af den i § 67 givne Regel, hvor-
efter Vcemething i private Stræffesager kan


vedtages, at Afvisning paa Grund af Afvigelse
fra det lovbestemte værnething kun bør finde
Sted, naar Indsigelse gjøres; i modsat Fald
antages altsaa Samtykke af den Sigtede til
Afvigelsen. Men ogsaa i offentlige Sager bør det saa vidt mulig undgaaes, at Retten af Hen-
fyn til værnethinget erklærer sig inkompetent,
da dette let forer til Forhaling, Gjentagelser og
andre Ulemper, uden at Saadant kan siges nod-
vendigt for det Offentliges Interesse. Dette Henfyn
faar især Betydning, naar Hovedforhandlingen
er begyndt. prøvelse i Embeds medfør bør derfor
indfkrcenkes til Sagens foreløbige Stadier; er
Sagen kommen ud over disse, bør Afvisning
kun sinde Sted, naar Indsigelse gjøres. Gr-
kjendes forsi dette, at det under visse Forbold
ikke er en nødvendighed, men beror paa den
Sigtede, om Afvisning skal finde Sted, saa
maa der fremdeles, for at Retten til at gjøre
Indsigelse ikke skal misbruges til at gjøre en
næsten afsluttet Forhandling frugteslos, faftscrt-
tes en Frist, inden hvilken Indsigelsen skal frem-
sættes. I Reglen er der Lejlighed for den
Sigtede til at fremkomme med Indsigelsen,
forend Hovedforhandlingen er begyndt, jfr. §
254; han bør da ikke holde den tilbage, hvis
han vil gjøre Brug af den. Derimod maa
ban, naar han har fremsat den, uden at det
lykkedes ham derved at hindre Henvisning til
Hovedforhandling, Være berettiget til at frem-
sætte den paany ved denne efter den Grundsæt-
ning, som§ 304 opstiller; men det bør ske strax,
saa snart Adgangen dertil er aaben, jfr. §§
310 og 356. Adgang til at fremsætte Ind-
sigelsen for Hovedforhandlingen har den Sig-
tede dog ikke altid, navnlig ikke i Politifager
og private Stræffesager, se §§ 363, 364 og
447 (men det Første møde under Hovedfor-
handlingen er her heller ikke beregnet paa Be-
visførelse); i saa Fald gjælder kun den sidst-
nævnte Regel.

Det andet Stykke i § 68 udtaler den
med Forholdets Natur stemmende Regel, at
Tilsidesættelse af værnethingøregleme med Hen-
syn til Forundersøgelse eller Retshandlinger
udenfor Hovedforhandlingen dog ikke bersver
dem deres Gyldighed.

Reglerne om Paaanke paa Grund af Af-

gjørelser af værnethingsspørgsmaal medtages
ikke her, men henvises til Afsnittet om Rets-
midler. Slutningsstykket af § 68 har Hensyn
til et særeget Tilfælde. Have flere Retter efter
hinanden erklæret sig inkompetente, medens en af
dem maa være kompetent, maa der være et
Middel til at faae Sagen bragt for den kom-
petente Ret, selv om Paaankefrisken med Hensyn
til den første Afgjørelse er udløben. Herpaa er
den nævnte Bestemmelse beregnet, jfr. den ved lig«
nende Hensyn begrundede Regel i § 13 Nr. 3.
Reglerne for Forretningsfordelingen i Stræffesager mellem de flere Statsanklagere og Po-
litimestre ere tildels ligefrem givne ved Reg-
lerne om værnethinget. Berettiget og for-
pligtet til at paatale er den Embedsmand, til
hvis Embedskreds Sagens værnething hører.
Enkeltstaaende Retshandlinger maa regelmæssig
foranlediges af ham, selv om de skulle foregaa
ved en Ret, der ligger udenfor hans Embeds-
kreds, i saa Fald nemlig ved Rekvisition lil
den vedkommende Statsanklager eller Politi-
mester, se § 76, jfr. dog § 78. Begynder
Efterforskningen paa en Tid, da der endnu
mangler Forudsætninger til at bestemme Værne-
thinget, er enhver Statsanklager eller Politi-
mester, der først faar Anledning dertil, beret-
tiget og forpligtet til at tage Sagen i sin
Haand og foranledige de enkelte Retshandlin-
ger, der maatte blive spørgsmaal om, indtil
værnethinget kan bestemmes, dog at Sagen
kan gaa over til en anden Statsanklager eller
Politimester ifølge Aftale eller overordnet Myn-
digheds Nfgjørelse. Uopsættelige Skridt er
uden Henfyn til Beføjelsen til at paatale Sa-
gen som Helhed enhver Statsanklager eller
Politimester, som dertil faar Anledning, be-
rettiget og forpligtet til at foretage. Er der
Valg mellem flere værnething i en offentlig
Sag, og saaledes flere Statsanklagere eller Po-
litimestre lige kompetente, kan enhver af dem
tage Sagen i sin Haand; Prævention vi!
altsaa være afgjørende, medmindre Andet afta-
les eller afgjøres af overordnet Myndighed.
Alle disse Regler er der imidlertid neppc Grund
til at optage i Loven; de høre hjemme i en
Instrux. De vedkomme nemlig ikke Domsto-
lene. Disse have alene at prøve, om Sagen


indbringes, eller Retshandlingen begjæres for
ret værnething; er det Tilfældet og den ved-
kommende Embedsmand tillige ifølge sin Be-
stikkelse eller ifølge særlig Hjemmel, jfr. § 78,
er berettiget til at optræde ved dette værne-
thing som Anklager, have Domstolene ikke Videre
at prøve. Dersom f. Ex. en Statsanklager
begjærer en enkelt Retshandling, uagtet han
ikke er kaldet til at paatale Sagen, og uden
at den kan betegnes som uopsættelig, ved-
kommer det ikke Retten, om han er foranledi-
get dertil af rette Vedkommende eller ikke; det
er et spørgsmaal vedkommende den paagjæl-
dende Myndigheds indre Forretningsgang.
Deraf følger da, at det er tilstrækkeligt med
Hensyn til de Tilfælde, hvor flere værnething
kunne vcrlges, at udtale den almindelige, baade
paa offentlige og private Sager anvendelige
Regel, at Valget tilkommer Anklageren; det
vil i offentlige Sager sige, at Retten har at
anerkjende den Statsanklager eller Politimester
som paataleberettiget, der har et af værnethin-
gene for sig, uden at det vedkommer Retten,
cm han optræder uden eller efter Aftale med
den eller de andre lige kompetente Myndighe-
der eller ifølge en Afgjørelse af højere Myn-
dighed. Hvad denne Valgret iøvrigt angaar,
kræver den Sigtedes Interesse, at Valget ikke
ensidig kan gjøres om, men at Omgjørelse
maa bero i private Sager paa den Sigtedes
Samtykke, i offentlige Sager paa en Retsbe-
stutning ifølge Anklagerens Andragende. Efter
det indskrænkede Omfang og Beskaffenheden af
de Tilfælde, hvor Udkastet begrunder et Valg,
er det derimod ikke fAndet rigtigt at give den
Sigtede Net til at fordre en Afgjørelse herom,
og heller ikke at give Retten Beføjelse til at
omgjøre Valget i Embeds medfør. Da Talen
er om to Retter, og Overgangen fra den ene
til den anden ikke beror paa Mangel af Kom-
petence, maa hin Retsbeslutning enten træffes
af en dem begge overordnet Ret eller bero paa
Enighed. At Valg af Ret til Forunderføgelse
ikke prcejudicerer Valget af den dømmende Ret,
er naturligt, da der vel er en materiel, men
ingen formel Forbindelse mellem disse to Sta-
dier af Stræffesagen.

II. Forening af Stræffesager.

At der fra den Sigtedes Side ikke i og
for sig kan gjøres nogen berettiget Indven-
ding mod Forening til een Sag af Sogsmaal
mod den samme Person for forskellige straf-
bare Handlinger eller mod flere Personer som
delagtige i en strafbar Handling, maa ansees
for givet. Lovgivningens Regler om Stræffens
Beregning ved Sammenstod af Forbrydelser
begrunde i det Første Tilfælde, og For-
holdet mellem de flere Sigtede i det andet
Tilfælde en materiel Sammenhæng mellem
Sogsmaalene, i Kraft af hvilken den eller de
Sigtede maa finte sig i Foreningen, hvis
denne er hensigtsmæssig. Men Foreningen er
ikke altid hensigtsmæssig. Den kan medføre
Forhaling, gjøre Sagens Behandling vanske-
lig, bidrage til at forlænge væretcegtsfængsel
m. v. Til disse Ulemper, som kunne vise sig
faavel under Forundersøgelsen som under Hoved-
forhandlingen, kommer, hvad den sidste angaar,
særligt Hensynet til den mundtlige Forhand-
ling, hvis Tarv ofte vil gjøre en Forening
uhensigtsmæssig, som under den skriftlige Pro-
ces ikke vilde frembyde betydelige Ulemper.
Reglerne om Forening eller. Sondring af de
nævnte sammenhængende Sogsmaal bør der-
for i den reformerede Proces tilstede en stor
Frihed, for at de kunne føje sig efter ethvert
enkelt Tilfældes Krav. Det bør herved be-
mærkes, at den materielle Stræfferets Regler
om Straffms Beregning i Sammenstsdstil-
fælde vel lettest kunne fyldestgjøres ved Paa-
dømmelsen under Eet, men dog ikke frembyde
nogen Hindring for en Sondring i flere Sa-
ger. Dette viser Stræffelovens § 64, og det
er denne Regel, hvis Analogi bliver at følge,
naar Adskillelse af stige Ssgsmaal finder
Sted, uden at dette har den Grund, som Pa-
ragrafen nærmest har forøje. Kun vil det,
for at Stræffelovens Tanke kan blive fuldt
fyldestgjort, saavidt muligt være at paase af
Vedlommende, hvis Beslutning Sondringen
skyldes, at der iagttages den rækkefølge, at


den Handling, der antages at ville medføre
den strengeste Strafart, behandles forft, en
Anvisning, der imidlertid ikke altid vil kunne
følges, og som ikke egner sig til at optages i
Loven, da ingen processuelle følger kunne knyt-
tes til dens Ikke-Iagttagelse.

Ved Afgørelsen af det spørgsmaal, i
hvis Haand Bestemmelsen om Forening eller
Adskillelse af de nævnte sammenhcmgende Sogs-
maal, skal lægges, maa der skjelnes. Anklage-
rens selvstændige Stilling medfører ligefrem,
at det ikke kan unddrages ham at afgjøre, paa
hvilket Tidspunkt han finder det rigtigt at
bringe et stræffessgsmaal for Retten. Enhver
Sag, som ikke har overskredet Efterforskningens
Stadium, er som saadan Domstolene uvedkom-
mende; kun Anklageren kan afgjøre, om det
rette Tidspunkt for at rejse Sag er kommen.
En Gramse herfor ligger kun i vor Rets ikke
meget vidtgaaende Bestemmelser om Forældelse
af Strafskyld. Heraf følger, at det altid er
muligt for Anklageren at undgaa Foreningen,
saalænge han ikke har bragt de flere Sogs-
maal for Retten, være sig til Forundersøgelse
eller for den dømmende Ret. En Regel om,
at den offentlige Anklager skal forene sine
Sogsmaal, naar de samtidig ere modne til
at bringes for Retten, har ingen reel Betyd-
ning, da Afgjørelsen af, om oe ere modne,
kun kan tilkomme ham. Naar derimod Ssgs-
maalene paa samme Tid svceve for Retten,
nemlig henholdsvis Undersøgelsesdømmeren eller
den dømmende Ret, bør Afgjørelsen af deres
Forening eller Adskillelse ligge i Rettens Haand.
Dels følger dette i Almindelighed af Rettens
procesledende Myndighed, dels kræves det i Sam-
menftsdstilfælde af Hensynet til den Sigtede,
da han har ligesaa megen Interesse i spørgZ«
maalet som Anklageren. For at lette Ud«
ovelsen af denne Rettens Myndighed, bør det
saavidt mulig være en Pligt for Anklageren
at forene de samtidige materielt sammenboen-
gende Sogsmaal (strax eller ved Kontinuations«
sogsmaal); det bliver da den Ret, ved bvilken
de flere Ssgsmaal svceve, overladt at afgjøre,
om denne foreløbige Forening skal vedblive
eller ikke. En saadan Pligt kan nu paalæg«
ges, hvor Anklageren er den samme, og saa-
ledes maa altid offentlige Myndigheder opfat«

tes. Flerheden af ligeartede Myndigheder (de
flere Statsanklagere, de flere Politimestre) op-
hæve ikke ligeoverfor Domstolene Myndighedens
Enhed, og forsaavidt Myndighederne ikke staa
i dette Forhold til hinanden, faasom Siats-
anklagerne og Politimestrene med Hensyn til
deres forfljellige Virkekreds, har Udkastets § 35
sidste Stykke og § 38 fjernet de heraf fol.
gende Vanskeligheder. Kun i det Tilfælde kan
hin Pligt altsaaikkepaalægges, naar flerePrivate
ere paataleberettigede med Hensyn til de forskjellige
Sogsmaal. Indtræder af denne Grund den
Situation, at flere materielt sammenbcen^ende
Eogsmaal maatte fvceve for forskjellige Retter, bør dog Muligheden af Forening ved Rets-
beslutning ikke udelukkes, men den kroever sær-
egne Bestemmelser om, hvilken Ret der er
befsjet til at tage den ommeldte Beslutning
(jfr. det preussiske Udkast af 1865 §§ 61
og 62).

De saaledes udviklede Grundsætninger ligge
til Grund for Reglerne i Udkastet. § 70 ud-
taler den almindelige Regel, at den eller de
Pætaleberettigede kunne forene de materielt
sammenhcmgende Sogsmaa! og knytter hertil
i alle Tilfælde, hvor Paatalen ikke tilkommer
flere private Anklagere, Forpligtelsen til at forene,
naar Forfølgning sker samtidig, hvorunder ind-
befattes saavel de Tilfælde, at de paa famme
Tid indbringes for Retten, som det, at det
ene Sogsmaal følger efter det andet, men
bringes for Retten, inden Forfølgning er endt
(Forundersøgelsen sluttet eller Dom gaaet).
§72 hjemler dernæst Retten Beføjelse til
at adskille te i Henhold til § 70 forenede
Stræffesager, og § 73 til at forene saadanne
materielt sammenhængende Ssgstnaal, som
maatte sondrede svceve for Retten, hvortil Pa-
ragrafens andet Stykke da indeholder den
nødvendige supplerende Regel. Det ligger i
Udtrykkene paa flere Steder, at de paagjæl-
dende Togsmaal, om hvis Forening der skal
kunne være Tale, ikke indbyrdes maa besinde
sig paa de forskjellige Trin, der betegnes
ved Forundersøgelsen og den dømmende Net.
Det er en Selvfølge, at den dømmende Ret
f. Ez. ikke kan benytte sin Myndighed efter
§73 til at beslutte Forening af et for den
svcevende Ssgsmaal med en anden Sag, der


befinder sig paa Forundersøgelsens Trin.
Heller ikke behsver en Forening under Forun-
derss gelsen at medføre Forening for den dom«
mende Ret. Forundersøgelsen kan adstilles i
Henhold til § 72; navnlig kan det være
hensigtsmæssigt at flutte den for en Forbrydel-
ses Vedkommende, medens den fortsættes med
Hensyn til en anden, hvilket da ofte vil medføre, at ingen fælles Behandling for den
dømmende Ret kan finde Sted. Fores For-
undersøgelsen til Ende i Fællesskab, vil vel
følgen af den Frist, der er sat for Sagens
Indbringelse for den dømmende Ret, ordent-
ligvis være, at Anklageren maa forene Ankla-
gen for den dømmende Ret; men herved er
dog Reglen i § 245 at mærke.

Foreningen af Sogsmaal kan ikke gjen-
nemfores uden særegne Regler dels angaaende
Rettens almindelige Kompetence, naar Sa-
gerne sondrede høre for forskjellige Arter af
Retter, se herom §§ 10 og 12, dels om
værnethinget, naar Sagerne sondrede vilde høre for forskjellige Værnething. Om værne-
lhing for Forbrydelser, som i Henhold til
§ 70 forfølges under Eet, handler § 71.
I denne er Principet forsaavidt det samme
som efter den gjældende Net, som værnethin-
get for en hvilkensomhelst af de til een Sag
forenede Sogsmaa! kan være værnelhing for
Alle. Fremdeles har Udkastet ogsaa den Grund-
sætning fælles med den gjældende Ret, at Prce.
vention er afgjørende mellem de flere ligeberet-
tigede Vcemething. Men medens hin Første Regel
l den gjældende Ret kun er udtalt med Hensyn
til de forskjellige Gerningssteders Vcemething.
er Reglen her affattet mere almindelig, idet den
ogsaa maa gjælde ved Konkurrencen mellem
flere Hjemthing eller Paagribelsessteders værne-
thing. Hertil knytter Paragrafen endvidere en
Regel, der nødvendiggjøres ved de forskjellige
ikke ligeartede retter. Forsaavidt derimod Ud-
kastet i Almindeligbed tillægger Gjerningsstedet
Fortrin sor de to andre værnething, fordrer
Konsekventsen Iagttagelsen heraf ogsaa ved
sammenhængende Sagers Vcemething. Me-
dens dernceft den gjældende Ret lader Prce-
ventionen indtræde allerede med de Første
Efterforstningsffridt („hvor den Gjerning er
begaaet, der har givet Aarsag til Paagribelsen"

— „nærmeft har givet Anledning til For-
folgningen"), stemmer det med den gjennem-
førte Adskillelse mellem Efterforskningen, som
liggende i Anklagemyndighedens Haand, og
Sagens Anhængiggjørelse ved Retten, at
Vcegten maa lægges paa denne sidste, en
Regel, som ogsaa frembyder det Fortrin, at
den giver Lejlighed til et overvejet, ikke ved
Tilfældigheder bestemt Valg, jfr. ogsaa det
nye tyske Udkast § 6. Reglen herom udtaler
§71 ved blandt de flere almindelige Be-
stemmelser i Kapitlets Nr. I. ogsaa at henvise
til § 69, der har den samme Regel ved det
Valg imellem flere værnething, som denne
Paragraf har forøje.

Naar Retten gjør Brug af sin Befsielse
til at adskille Sager, eller der af anden
Grund indtræder Adskillelse af Sager, som ere
forfulgte i Forening for den, maatte man
uden en færegen Regel komme til det Resul«
tat, at de Sager, for hvis famlede Forfølg«
ning ved Retten kun Foreningen indeholder
Hjemmel, — hvad enten denne nu har be-
virket, at en Sag er kommen for en Landsret,
i Stedet for en Underret, eller for et andet værne-
thing, end ellers vilde være Tilfældet — maatte
ophore at behandles ved denne. At imid-
lertid denne Konsekvents ikke behøver at fast-
holdes, ligger i Karakteren af de Retsregler,
som paa Grund af Foreningen ere fravegne
(jfr. §§ 13 og 67). Om Sagen bør be-
holdes af Retten eller ikke, kan derfor afgjøres
efter Hensigtsmæssighedshenfyn, og det bør overlades Retten at tage Bestemmelse herom.
Dette udtaler § 72 2det Punktum; derimod
ligger der ikke i dette, at nævninger kunde
komme til at medvirke i en udsondret Ikkc-
nævningesag.

At Stræffesager, der ikke paa den oven-
omhandlede Maade ere materielt sammenhccn-
gende, forenes, kan under visse Omstændig-
heder være hensigtsmæssigt, f. Ex. naar der
er Tale om en række ensartede strafbare Hænd«
linger (Politiforseelser, Toldovertrædelser), be-
gaaede af flere Personer, der dog ikke kunne
siges at være Deltagere i een Handling. Ret«
ten bør da kunne anordne Foreningen, hvis
ingen af Parterne gjør Indsigelse herimod, se
§ 73. Da der her ikke kan være spørgsmaal


om at paalægge Anklageren en Pligt til at

forene Sogsmaalene, udkræves ogsaa for faa«
danne Tilfælde den i § 73 2det Stykke givne
Regel for uden Hensyn til Tilfældigheder at
muliggjøre Foreningen.

Rettens Beslutning at adjkille forenede
Stræffesager er procesledende og maa kunne
omgjøres; men har retten i Forbindelse med
Adskillelsen bortvist Sagen fra sig i Henhold
til § 72 2 det Punktum, maa Bestemmelsen
om Gjenforening rette sig efter Reglen i
§ 73 2det Stykke. Fremdeles kan, uaar
Forening af Sager i Henhold til § 73
2 det Stykke er iværksat ved en Beslutning af
en anden Ret end den, der nu adskiller, denne
ikke frit benvtte sin Ret efter § 72 2 det
Punktum til at bortvise, men en saadan Be-
slutning kræver atter Anvendelse af Reglen i
§ 73 2det stykke. Se herom § 74. ^

En materiel Sammenhæng mellem Stræffe-
sogsmaal af en anben Art end den tidligere
omhandlede er der i det i § 75 ommeldte
Tilfælde, jfr. Stræffelovens §§ 206 og 219.
Her er overensstemmende med den cwile Pro-
cesses Regler et Modfogsmaal begrAndet ved
Hovedssgsmaalets værnething, en Regel, der
selvfølgelig kun kan finde Anvendelse i private
Stræffesager. At Retten bør have den i
§§ 72 og 74 hjemlede Myndighed med
Hensyn til flige Modstræffekrav, kan ikke være
tvivlsomt.

III. Stedlige Grcenfer for Gmbedshand«
linger i Str afferetsvlejen.

Retterne ere beskikkede med Domsmyndig-
hed for en bestemt Retskreds (Landsretten
selvfølgelig for en Kreds, der omfatter adskillige
Underretskredfe). Udenfor denne Kreds har
Retten ikke Domsmyndighed. Skal der altsaa
i en Sag, som er anhængig ved en Ret,
foretages en Retshandling udenfor Retskredsen,
vil den regelmæssige Vej være Henvendelse til
den Ret, i hvis Kreds Handlingen skal fore-
tages. Det følger af Statsforholdet, at den
Ret, til hvilken Rekvisitionen er stillet, ikke kan

vcegre sig ved at efterkomme denne, naar de for
Foretagelsen af den paagjældende Retshandling
forestrevne Betingelser ere tilstede, hvilket det
selvfølgelig maa være dens Ret og Pligt at
prøve. (Forholdet er et andet og ikke herhen« hørende, naar Landsretten paalægger en den un°
derordnet Undersøgelsesdømmer at foretage
en Retshandling). Fra den almindelige Re-
gel, som § 76 udtaler, bør der dog af Hen-
sigtsmæssighedshensyn tilstedes Undtagelser, lige-
som i den gjældende Ret (se Fdg. 29de No-
vember 1837 §§ 4, 6). Herom handler
§ 77, der skjelner mellem visse Handlinger,
som en Ret uden videre Betingelser kan lade
foretage i en anden Retskreds, nemlig For-
kyndelser (ved Stcevningsmænd eller Politiet,
se Kap. IX.) og Paagribel'er i Tilfælde af An-
holdelse, fængslmg m. v., og andre Handlin-
ger, der kun i paatrængende Tilfælde uden
Videre kunne foretages i den fremmede
Retskreds, men ellers kun ifølge Bemyn«
digelse. Det vilde ve! nærmest stemme
med Retsorganifationen at kræve Bemyndigelse
af hojere Ret; men Nemhedsbensyn f. Ex. ved
en Forundersøgelse, tale for, at ogsaa Sam-
tykke af Retten i den fremmede Kreds bør være tilstrækkelig. Kan faaledes efter Om-
stændighederne den Omvej undgaaes at henvende
sig med Rekvisition til Retten i den fremmede
Kreds, da bør ogsaa det kunne undgaaes til
Udførelsen af Beslutningen at henvende sig
til Politiet i den fremmede Kreds; den bør kunne ske ved Politiet i Rettens egen Kreds. ogsaa Pætalemyndighederne (Statsan-
klagerne, Politimestrene) ere beskikkede for be-
stemte Kredse, og § 76 udtaler derfor den
samme Hovedregel for deres Vedkommende
hvilken ogfaa, fom tidligere bemærket, har Be-
tydning for Retten. Men ogsaa her bør saa meget mere Undtagelser anerkjendes; om
disse handler § 78.

Kapitel VIII. Om Netsmøder og RetZbøger.

De tilbageværende Kapitler af Udkastets
Første Afsnit omhandle forskjellige Forhold, som


komme frem under Behandlingen ved Retten,
og som paa Grund af deres almindelige Ka-
rakter bør hade Plads allerede her. I det
nærværende 8de Kapitel gives dels almindelige
Bestemmelser om Retsmøder (§§ 79—82
om deres Offentlighed, § 83 om Orden i
Retsmøderne), dels om Retsbøgerne og hvad
dermed staar i Forbindelse (§§ 84—90),
endelig i § 91 om Retsfproget.

særlige Undtagelser fra den ved Grund-
loven bjemlede almindelige Regel om Offent-
lighed hjemler Udkastet i §§ 108, 222 1ste
Stykke og 257. Derimod er Forunoersøgel-
sen ikke undtagen fra Reglen, dog at der ind-
rommes dømmeren Ret til at lukke Dsrene,
ikke blot som vcd Hovedforhandlingen, naar
5Sødelighed" eller ,den offentlige Orden"
kræver det, men ogsaa, naar „særegne Omstæn-
digheder give Grund til at antage, at Rets-
mødets Offentlighed vil være til Hinder for
Sagens Oplysning/. Det er ikke almindeligt,
at Offentligheden udstrækkes faavidt, at den
ogsaa omfatter Forundersøgelsen. Det er vel
Tilfældet i den engelske Stræffeproces, men
ikke i de franske eller tyske Proceslove eller
Udkast, end ikke i de nyeste, og faaledes heller
ikke i Udkastet til en fælles tyst Stræffe-
proces. Forundersøgelsens forskjellige Karakter
efter de nævnte Lovgivninger har herved selv-
følgelig havt Indflydelse. I England er For-
undersøgelsen vcefentlig akkusatoriff ligesom
Hovedforhandlingen; Parternes Virksomhed staar
i første række; Offentligheden maatte da ved den
ligesaafuldt finde Anvendelse som ved Hovedfor-
handlingen. Paa Fastlandet bevarede Forunder-
søgelsen længe og navnlig i de celdre Former af
den reformerede Stræffeproces sin tidligere rent
inkvisitoriske Karakter, der ganske udelukkede en
Medvirkning ved Underfogelsen af Parterne
som saadanne; men det er klart, at Of-
fentligheden maa være udelukket, naar end
ikke den begramsede Offentlighed for Par-
terne indrømmes. Den Ordning, som Kom-
missionens Flertal foreflaar, i væsentlig Over-
ensstemmelse med de nyeste Love og Udkast
(navnlig ogsaa det nye tyste), gaar nu vel ikke
ud paa Optagelse af den engelske Forunder«
søgelse; men den fjerner sig dog paa den an«
den Side meget bestemt fra den tidligere rent

inkvisitoriske Forundersøgelse, idet den anerken-
der som Regel Parternes Ret til Medvirkning
med de deraf følgende Konsekventfer. Heri
ligger et afgjørende Brud med den celdre For-
undersøgelse. Gr først dette væsentlige Skridt
gjort, saa kan det ikke fra denne Side have
nogen særlig Betænkelighed ogsaa at gjøre det
videre, langt mindre vcefentlige Skridt, at ind«
rsmme fuldstændig Offentlighed. End mindre
Betænkelighed kan dette selvfølgelig have efter
Mindretallets Forstag om Forundersøgelsen, der
lader Anklageprincipet faae endnu større Betyd-
ning. Naar Forunderfogelsen ikke er hemmelig
for den Sigtede, naar han regelmæsfig har
Ret til at være tilstede og medvirke ved Rets-
møderne samt til at gjøre sig bekjendt med
Sagens Aktstykker, kan Forundersøgelsensøje-
med ordentligvis ikke paaberaabes mod fuld-
stændig Offentlighed. Det sees ogsaa af Mo-
tiverne til det nye tyske Udkast, at det egent-
lig ikke er store Betænkeligheder, der have af-
holdt det fra at optage Reglen om Forunder«
søgelsens Offentlighed. Det anfores egentlig
kun, at Offentligheden under den i dette Udkast
givne Ordning af Forundersøgelsen, navnlig
ogsaa den større Skriftlighed, har liden reel
Betvdning og mindre end i den engelske Proces.
Forsaavidt derved sigtes til Offentligbedens
Betydning til positivt at fremme Forundersø«
gelsensøjemed, er dette maafke rigtigt. Men
det er heller ikke Hensynet hertil, der er det
vigtigste Forsvar for Offentligheden af en For-
undersøgelse, der er ordnet paa den Maade,
som det tyske Udkast har optaget. Forsværet
ligger i den almindelige Betragtning, at Of-
fentligheden indeholder en Garanti for den
Sigtede mod Misbrug af Undersøgelsens
Midler og for dømmeren mod ugrAndet Mis-
tanke, en Garanti, fom ikke bør opgives, naar
den blot kan haves uden Skade for undersø«
gelsen. Der maa faa meget mere lægges Vcegt
paa denne Garanti, som Undersøgelsesdømmeren
er Enkeltdømmer, medens Retsvidneinstitutionen
er bestemt til at ophore, og der ikke altid kan
regnes paa, at en Retsskriver er tilstede, se Udkast
til Lou om Domsmagtens Ordning m. m. § 31.
Herimod kan det da ikke komme i Betragtning,
at Offentligheden ogsaa har sine ubehagelige
Sider for den Sigtede. Da imidlertid den


Sigtede af sccregne Grunde kan udelukkes fra
hine RetsMøder (se §§ 234 og 236), og andre
Tilfalde vel ogsaa kunne tænkes, hvor Offent-
ligheden undtagelsesvis vil være til Skade for
Undersøgelsen, maa dømmeren dog have den
ved § 79 hjemlede diskretionære Beføjelse
til at lukke Dorene.

Da det Retsmøde, som omhandles i §
257, finder Sted for en Landsret, og der i
det ikke er spørgsmaal om nogen umiddel-
bar Undersøgelse af Sagen, medensøjem?det
er at afgjøre, om der efter det Foreliggende
er Grund til at stille den Sigtede for den
dømmende Ret, behøves Offentligheden ikke
som Garanti, og der kan derfor her tages
Hensyn til, at den maa Være ubehagelig
for den Sigtede. Den Undtagelse fra Of-
fentligheden som § 222 1ste Stykke hjemler,
er naturlig af den Grund, at der her endnu
ikke er spørgsmaal om nogen Sigtet, hvis
Interesse kræver Offentligheden, medens paa
den anden Side Sagen forudsættes at be-
siude sig paa et Trin hvor Offentligheden let
kunde medføre Hindringer forøjemedetsOp«
naaclse. Om de ejendømmelige Forhandlinger,
der omhandles i § 108, henvises til, hvad derom
i det følgende bliver bemærket.

Den Udelukkelse af Offentlighed ved Ho-
vedforhandlingen, som undtagelsesvis finder
Sted af Hensyn til SsmmeliHed eller den of-
fentlige Orden, behsver efter sitøjemed ikke
at være absolut. Der gives for det Første
Stillinger, som bringe de Paagjældende i saa-
danne jcrvnlige Beroringer med Stræfferets-
plejen, at det er naturligt at tilstede Personer
af disse Klasser Adgang, jfr. den wurtem-
bergske Lov § 296. Derncelt maa ogsaa den
Forurettede, selv om han ikke optræder som
Part i et Erstatningskrav, have Adgang til at
være tilstede, og endelig bør Parterne, altsaa
navnlig den Sigtede og en privat Anklager, kunne
fordre Adgang for et begrænset Antal af dem
opgivne Personer. At ogsaa dømmeren
(Rettens Formand) maa have Ret til at til-
stede enkelte Personer Adgang, kan ikke be-
tvivles. Naar derimod ellers Behandlingen
finder Sted for lukkede Dsre, kan Ret til Til-
stedeværelse ikke indrommes Nogen, men det maa
aldeles bero paa dømmeren, hvorvidt enkelte

Perfoner kunne faae Adgang (se § 82). Denne
Omstændighed fører imidlertid atter til Nød-
vendigheden af en Ordning, hvorved Offentlig-
heden Garanti i de Tilfælde, hvor Offentlighed
er Regel, saavidt muligt kan erstattes. Denne
Erstatning maa søges i Retsskriverens nær-
værelse. Men da en saadan ikke altid vil være
tilstade, maa Garantien i saa Fald søges i Tilkal-
delsen af Retsvidner, hvilken iøvrigt ogsaa er fore-
skreven i Udkastet i enkelte andre Tilfælde paa
Grund af Handlingens særegne Beskaffenhed, se§§
118, 128, 139. 148. Det forudsættes her-
ved, at den gjældende Retsvidneinstitution op«
hæves, og herfor kan den her omhandlede, kun
undtagelsesvis indtrædende Tilkaldelse af Rets-
vidner ingen Hindring være. Bvrden at fun-
gere som Retsvidner i de nævnte Tilfælde maa
paalægges Borgerne liaesom nævningebvervet.
De Foranstaltninger, som træffes af Hensyn
til nævninac'institutionen, kan der ogsaa drages
Nytte af her, idet navnlig de kommunale
nævningelister (Grundlister), ftaa Grundlag af
hvilke ved en række af Valg og Lodtrækninger
nærninaerne kaldes til den enkelte Sag, tillige
kunne angive den Kreds afMcend i hverKommune,
af hvilken Retsvidnerne skulle tages. Herom
ere nærmere Regler givne i § 81, i hvilken
ogsaa sædanne Bestemmelser fra den gjældende
Ret om Retsvidner ere optagne, som knnne
overferes. En absolut Fordring kan den her
omtalte Tilkaldelse af Retsvidner dog ikke være,
naarøjemedet ikke ofte fkulde forspildes. Mod
mulige Misbrug haves den nye Stræffe-
retsplejes Hovedgarantier. Hovcdforhandlingens
Offentlighed og den dømmende Rets frie Be-
visbedømmelse.

Udkastets § 83, som i det væsentlige
stemmer med den tilsvarende Bestemmelse i
Lovudkastet om den borgerlige Retspleje lZ 81),
behøver ingen særlig Begrundelse.

Om Protokolleringen ved Retsplejen i
Stræffesager indeholdes Reglerne i §§ 84—
87. En Del af disse ere fælles for alle
Retshandlinger, derunder indbefattede ogsaa de
enkeltstaaende. fælles er saaledes den almindelige
Bestemmelse i § 84, at Beretning ft: kort
Fremstilling af Gangen) skal optages i Rets-
bogen, de i samme Paragraf givne regler om,
hvad der skal angives ved Beretningens Be-


gyndelse, og Reglerne i § 87. Med Hmfyn
til Omfanget i det Enkelte af Protokollationen
maa derimod tildels forskjellige Regler gjælde.
fælles for alle Tilfælde maa Reglerne i §
85 1ste, 4de og 5te Stykke være. Selv
om der ikke er spørgsmaal om Retshand-
linger, der kunne paaankes, i hvilket Fald Reg-
lerne i 1ste og 5te Slykke ere ligefrem nod-
vendige, angaa de der omhandlede Optegnel-
ser dog saadanne faste Punkter af For-
handlingen, at god Orden kroever, at Rets-
bogen indeholder Alt derom, forfaavidt ikke
en Henvisning til Skrifter, der overleveres
Retten for at forblive hos den (saasom An-
klageskriftet), kan finde Sted. Omvendt er der
under ingen Omstændigheder nogen nødven-
dighed for at optage de Udviklinger og Fore-
drag, der omhandles i det 4de Stykke. For-
skellen viser sig derimod med Hensyn til de Proto-
kollationer, der omhandles i 2det og 3die Stykke,
og som faacBetydning medHensyn til Bevisspørgs-
maalet i Sagen. Om disse bliver der nu kun
spørgsmaal dels ved Undersøgelsesretten, dels
under Hovedforhandlingen, derunder indbefattet
Forhandlingen for Landsretten i de Paa-
anketilfælde, som ommeldes i § 400 ff. Det
nærmesteøjemed med Afhørelse for Under-
søgelsesdømmeren er at skaffe Anklageren Mid-
ler til. at afgjøre, om Anklage bør rejfes, og
hvis Anklage rejses, Parterne Midler til at
forberede Bevisførelsen for den dømmende Ret;
derimod er afhørelsen ordentligvis ikke en Be-
standdel af selve Bevisførelsen, om end Be-
nyttelsen ved denne af de for Undersøgelses-
dømmeren afgivne Udsagn kan finde Sted efter
Reglerne i § 298 Nr. 3 og 4. Heraf følger,
at Protokollationen vel maa have et ikke ringe
Omfang (Parterne behøve ikke at være til-
stede), at den maa gjengive det væsentlige Ind-
hold af de fremkomne Udsagn, men at den
dcg ordentligvis ikke behøver at tilstrcebe en
Gjengivelse af den afhørtes egne Ord. Dette
vil derimod være nødvendigt i de Tilfælde,
hvor Udsagnet fremtræder som et foregrebet Led
af Bevisførelsen, jfr. §§139 2 det Stykke,
159, 298 Nr. 2, 3 og 4. De samme Regler
maa af Hensyn til Bestemmelserne i § 404
gjælde ved Afhørelsen under Hovedforhandling
for Underretten, forsaavidt Sagen ikke er und-

tagen fra Paaanke. Den Vanskelighed ved An«
vendelsen af denne Regel, som kan fremkomme
derved, at det ikke altid forud kan siges, om
Sagen er undtagen fra Paaanke, fe § 396,
er ikke større, end der ogsaa i andre Retninger
kan forekomme i Stræfferetsplejen, fordi det
med relativt bestemte Stræfferammer ikke noj-
agtigt forud kan vides, hvad Udfaldet vil blive,
jfr. det 2det Kapitel om Kompetenceordningen.
I tvivlsomme Tilfælde vil dømmeren være
opfordret til at forholde sig paa den i § 85
foreskrevne Maade. Skulde det ikke være sket,
og det viser sig, at Paaanke kan finde Sted
og finder Sted, vil det ikkun medføre, at §
404 faktisk ikke kan blive benyttet i saa stort
Omfang fom ellers. Hvad de upaaankelige
Underretsfager angaar, har § 85 ingen sær-
skilt Forfknft, og det behøves heller ikke. Pro-
tokollationen har kun Betydning for dømmeren
selv, og det kan overlades til ham, hvad og
hvor meget han vil optage i Retsbogen i Hen-
hold til den almindelige Forskrift i § 84
1ste Stykke. Hvad afhørelse under Hoved-
forhandlingen for Landsretten angaar, kroeves
derimod en særegen Forskrift, dels fordi Retten
er en Kollegialret, og det kan vaere hensigts-
mSøsigt i Tilfælde af Uenighed at have no»
gen Siotte i en Protokollation, dels af Hen-
syn til Retsmidlerne. Thi vel er det en
Grundsætning, at der ikke finder Paaanke Sted
med Hensyn til Bevisresultaterne; men saavel
de Paaankegrunde, der tilstedes, fom det andet
Retsmiddel, Sagens Gjenoptagels?, ere dog ord-
nede saaledes, at et vist almindeligt Indtryk
med Hensyn til Punkter vedkommende Bevis-
førelsen kan faaes af en anden Ret eller af
den samme Ret til et senere Tidspunkt, ikke
for derpaa at ststte positive Bevisresultater,
men til at bevirle Annullation eller Indrom-
melse af Gjenoptagelse, hvorom nærmere i det
følgende ved Bestemmelserne om Retsmidlerne,
jfr. Bar i Gerichtssaal 1867 S. 434—5 og
den wurtb. Stræffeproceslov art. 229, jfr. Kom«
missionsbetænkning a1 art. 228. Den Proto«
kollation, der af disse Henfyn finder Sted, bør dog ikke afbryde eller forstyrre den mundt«
lige Forhandling; den bør derfor overlades
Retsskriveren under almindeligt Tilsyn og Vej-
ledning af Formanden; den bør indskrænke sig


til de væsentligste af de fremkomne Udsagn, den bør holdes affondret fra den egentlige normale
Protokollation (en færfkilt Bog), og den bør lettes ved Henvisning til tidligere Nfhorelscr.
Hvad § 85 foreskriver om Besigtigelser (§
148) i det 3die Stykke, har tilstrækkelig For-
klaring i det Foregaaende, jfr. ogsaa § 298
Nr. 1. At Oplæsning og Vedtagelse af det
Retsbogen Tilførte angaaende afhørte Personers
Udsagn, ikke bør finde Sted ved den Protokol-
lation, der er fremkommen under Hovedfor-
handlingen ved Landsretten, følger cif dennesøjemed. Tvivlsomt kan det endog være, om
denne Forholdsregel behøver at udstrækkes saa
vidt, som Udkastet i § 86 fordrer, eller om
den ikke kan indskrænkes til de Tilfalde, hvor
Udsagnet faavidt mulig skal gjengives med den Af-
hsrtes egne Ord, jfr. imidlertid Lovudkastet om
den borgerlige Rets § 84. Reglerne i §§ 88
—90 stemme i det Væsentlige med Reglerne
i det civile Udkast §§ 85 i. k., 86, 88 og
89; nogle mindre Wndringer forklares ved
Stræffesagers Særegenhed. Med Hensyn til
§ 90 i Begyndelsen mærkes f. Ex. Reglen i
§ 305 i Slutningen samt de Udskrifter, der i
Paaanketilfælde i Embeds medfør skulle ind-
sendes, se §§ 385, 413. Til disse Tilfælde
har Reglen i § 90 selvfølgelig ikke Hensyn, deri-
mod til saadanne Tilfælde som, at Udskriften be-
gjæres for senere civile eller kriminelle Sageis
Skyld. f. Ex. af den Forurettede, der anlægger
et GrstatningSøsgsmaal, eller af den offentlige
Paatalemyndighed; af denne sidste bliver selv-
følge^ig ikke Betaling at erlægge for Udskriften.
Med § 91 sammenholdes Reglen i Lovud-
kastet om den borgerlige Retspleje § 92.
Reglen i § 92 behører ingen Forklaring.

Kapitel IX. Om Forkyndelser og andre fra Retten udgaaende
Meddelelser.

Bestemmelserne i dette Kapitel ere i det
væsentlige overensstemmende med de tilsvarende
Bestemmelser i Lovudkastet om den borgerlige
Retspleje (første Afsnit Kap IX.), kun med de

af Stræffesagers Natur flydende Forskelligheder.
I denne Henfeende mærkes for det Første, at
de Forkyndelser, for hvilke særegne Regler ere
foreskrevne, forudsættes, ligesom alle andre i
Kapitlet omhandlede Meddelelser, at udgaa fra
Retten*), ikke fra Parterne. Da deres Natur
imidlertid ikke forandres (jfr. med § 95 det
civile Udkast §§ 123, 205, 231), kan den i
Overensstemmelse med den almindelige For-
skrift i det civile Udkasts § 122 opstillede
Hovedregel i narværende Udkasts § 93 ikke være
tilstrækkelig i Stræffeprocessen. Om en Af-
vigelse fra de foreskrevne Regler paa Grund
af Vedtagelse mellem Parterne (se det civile
Udkast § 108) bliver der dernæst ikke Tale.
En anden i Forholdets Natur grAndet Forfkjel
er den, at Forkyndelsen vel i de i §§ 95
—100 ommeldte Tilfælde kan foregaa paa
den Maade, som foreskrives i det civile Ud-
kast, nemlig ved Stcerningsmcend og kun, naar
disse Intet kunne udrette, ved Politiet, men at
Retten ogsaa strar maa kunne overdrage Po-
litiet Forkyndelsen, Endnu en væsentlig For-
skjel er det, at i de Tilfælde, som ere Gjen-
stand for reglerne i §§ 95—100, er For-
kyndelsen for den Paagjcetdende personlig opstillet
fom det, der saavidt mulig skal iværksættes, faa
at Forkyndelse paa Boligen (Opholdsstedet) efter
Reglerne i § 98 d. kun bør sinde Sted,
naar hin ikke kan lykkes. Ogsaa dette er i
Stræffesager en naturlig Regel; flere Love op-
stille endog med Henfyn til Indkaldelse af den
Sigtede, at Anholdelse paa Grund af Udebli-
velse (fe § 169) kun kan finde Sted, naar
Forkyndelsen er sket til den Paagjældende per-
sonlig, se wurtb. Lov § 232, en Regel, der
dog synes at gaa for vidt.

Om Enkelthederne i Kapitlet skal iøvrigt
følgende bemærkes. Under § 93 falde f. Ex.
Underretninger til Parterne om Retsmøder,
som de ere berettigede til, men ikke Pligtige at


overvære, se f. Ex. §§ 234, 257, 387. Navn-
lig mærkes, at alle Meddelelser fra Retten til
offentlige Pætalemyndigheder gaa ind under
Reglen, ogsaa de, for hvilke der i tilsvarende
Tilfælde er givet særegne Regler, naar Medde-
lelsen sker til den Sigtede eller en privat An-
klager; saadanne Meddelelser 5sr gaa efter
almindelige Regler om Meddelelser mellem of-
fentlige Myndigheder. Ved § 94 (civ. Ud-
kast § 121) mærkes blot, at man i Forun-
dersøgelsen ikke egentlig kan tale om en møde-
pligt for Parterne fundtagen for den Sigtede
ved hans Afhørelse), men om en Ret til at
møde, hvorfor Redaktionen er lidt forskjellig
fra det civile Udkast. iøvrigt maa med denne
Paragraf jævnwres § 169, som indeholder en
Slags Begrænsning. I § 95 opregnes de
Meddelelser og Forkyndelser, der skulle foregaa
efter de i de følgende Paragrafer forestrevne
særlige Regler, under Nr. 1 til den Sigtede,
under Nr. 2 til Vidner, Syns- eller skjøns-
mcend, under Nr. 3 til private Anklagere.
Med disse Bestemmelser jævnfores §§ 167, 168,
252, 262, 305, 360, 364, 382,—§§ 135,
137, 149, (Begæringer om Foretagelse af
Syn til Personer, der have en almindelig of-
fentlig Bemyndigelse hertil, gaa ikke ind under
Reglen i § 95 Nr. 2) 162,—§ 206.

De i §§ 95—100 indeholdte Regler
give Bestemmelser for Forkyndelsen, naar denne skal ske ved Stcevningsmcend eller Politiet.
Forudsætningen for at bringe disse Regler til
Anvendelse er, at Vedkommende er her i Riget,
eller i al Fald har bekjendt Bolig eller mid-
lertidigt Opholdssted i Riget. Er dette ikke
Tilfældet, hvad enten dette strax er givet, eller
det viser sig ved forgjceves forsøgt Forkyndelse
efter Reglerne i §§ 95—100, jfr. den i §
100 3die Stykke ommeldte Paategning, maa
andre Forholdsregler anvendes. Der frembyder
sig her en naturlig forskjel mellem det Til-
falde, at Vedkommende har bekjendt Bolig
eller Opholdssted i Udlandet, og det, at hans
Bolig eller Opholdssted ikke kan opspørges.
I Første Fald er den naturlige og betryggende
Frem^angvmaade, at Forkyndelsen sker paa den
ved Stedets Love hjemlede Maade, se § 101,
ciu, Udk. § 15 3, hvorved det i Stræffeprocessen
er cn Selvfølge, at det er Retten, der tilstiller

den paagjældende fremmede Myndighed Be-
gjæringen herom. I sidste Fald maa der
strides til en egentlig offentlig Forkyndelse, se
§ 102 1ste Stykke (civ. Udk. § 112). Men
den sidstnævnte Forkyndelsesmaade kan ikke ind-
strcenkes til det Tilfælde alene, at Bolig eller
Opholdssted ikke kan opspørges. Den maa
under visse Omstændigheder kunne sinde An-
vendelse, uagtet den Paagjældende har Bolig
eller Opholdssted i Udlandet, som kjendes, nem-
lig naar den Paagjældende har unddraget sig
forfølgning ved Flugt. Dernceft maa ogsaa
den Eventualitet forudsees, at den paagjældende
fremmede Myndighed vcegrer sig ved at efter-
komme Begjæring om Forkyndelse. I dette
Fald bliver da offentlig Forkyndelse den eneste
Udvej, dog at dertil i dette Tilfælde naturlig
slutter sig Meddelelse ved anbefalet Brev.

særegne Forkyndelsesmaader, som finde
Anvendelse ved de i § 95 ommeldte Medde-
lelser, ere endvidere de i §§ 103 og 104
ommeldte. Det er naturligt, at Meddelelse til
Retsbogen, hvor den kan sinde Anvendelse, al-
tid maa Være ligesaa god som Forkyndelse efter
Reglerne i §§ 95—100. Dette vil navn-
lig finde hyppig Anvendelse ved Sigtede, som
ere fængstede, men der kan ogsaa ellers blive
Tale derom, f. Ex. naar en Person, der skulde
indkaldes som Vidne, er tilstede, hvor Retten
holdes. Med § 104 jævnføres § 134 og
Lovudkastet om den borgerlige Retspleje § 124.

Kapitel X. Om Rettens dømme, Kjendelser og andre
Beslutninger.

En Opfordring til at samle nogle almin-
delige Bestemmelser om Retternes Llfgjørelser
ligger i Hensynet til de forskjellige Trin,
en Stræffesag kan gjennemløbe, for undersø-
gelsesdømmeren, for den dømmende Ret, og
her atter udenfor eller under Hovedforhand-
lingen, samt for den Ret, der paa Grund af
Retsmidler faar med Sagen at gjøre, foruden at
der hyppig bliver spørgsmaal om cnkeltstaaende
Retshandlinger. Foruden de enkelte fælles Be-
stemmelser, som herved foranlediges (se Udka-

k


stets §§ 107 og 109), er der andre, der ere
fælles for alle Tilfælde, hvor Beslutning skal tages af en kollegialt sammensat Ret, hvorom
der ogsaa bliver spørgsmaal paa forskjel-
lige Trin af Sagen (i Landsretssager uden-
for og under Hovedforhandlingen, fremdeles
som følge af Retsmidler), fe herom §§105
og 106. Endelig er det Stedet her at giue
Regler om saadanne Retsbeflutninger, der ligge
udenfor Sagens regelmæssige Gang, og som
derfor ikke kunne finde Plads i rækken af
Regler, der følge denne Sagens Gang; Rets-
afgørelsen træder her i Stedet for tid-
ligere kjendte administrative Resolutioner (se
§ 108).

Blandt Rettens Beslutninger udhæver Ud-
kastet i Overensstemmelse med den gjældende
Ret nogle ved de særegne Betegnelser: dømme
og Kjendelser. Om begge disse Klasser af
Beslutninger gjælder det, at de skulle begrundes
(§ 107), medrns andre Retsbestutninger ikke
behøve at begrundes, med mindre dette særlig er
foreskrevet (se f. Ex.§§ 172,368—70; Formen
behsver her ikke at være den traditionelt for Kjen-
delser hjemlede). Med Hensyn til Anvendelsen
af Betegnelsen Dom holder Udkastet sig i det
Væsentlige til den gjældende Terminologi. Som
følge heraf bliver der kun Tale om dømme
ved den dømmende Ret, og naar Retsmidler
anvendes, ikke ved Beslutninger af undersøgel-
sesdømmeren. En Afvigelse fra den strenge
Fastholden af den gjældende Terminologi kan
man sinde deri, at Udkastet kalder den Beslut-
ning, hvorved den dømmende Ret nægter Hen-
visning til Hovedforhandling, Kjendelse, se §§
251, 259, jfr. § 270. Der er imidlertid
Grund til ogsaa i Betegnelsen at sondre mel-
lem de Beslutninger, der tages af den dømmende Ret, forend Sagen er kommen til Ho-
vedforhandling, eller udenfor denne, om end
Sagen ved dem sluttes, og de Beflutningei-,
der ende Sagen under Hovedforhandlingen.
Der er i mange Retninger en gennemgribende
forskjel pllll dem, en Forskjel, som maaste
bliver klarest, naar det bemærkes, at hine Be-
slutninger i fremmede Love i Reglen fmdes
henlagte til en særegen Ret eller Retsasdeling
(Raadskammer, Anklagckammer). Idet Udkastet
henlægger hine Afgjørelser til den dømmende

Ret selv, forandrer den dog iøvrigt ikke deres
Karakter som Led i et Mellemstadium af
Stræffesagen (Auklageverfahren, in8truotioii in-
tsrmeMirs), og hermed stemmer bedst den

valgte Betegnelse, ligesom naar Underfogelses-
dømmerens Beslutning at nægte en Forunder-
fogelse betegnes som Kjendelse (se § 229).
I hvilke Tilfalde Rettens Beslutning skal be-
tegnes som Kjendelse og begrundes som faadan,
kan i Stræffeprocessen ikke angives ved en
almindelig Regel. Foruden de Tilfælde, hvor
en opstaaet Tvistighed afgjøres ved Kjendelse,
stemmer det med den gjældende Ret, tildels
grundlovmæssige Forskrifter, og Forholdets Natur
at fordre en af Grunde ledsaget Kjendelse i
mange andre Tilfælde, hvor det nemlig drejer
sig om Beslutninger angaaende Anvendelse af
visse, i Personers Retsgoder vcefentlig indgri«
bende Midler til Opnaaelse af Stræffesagers
Formaal (f. Ex. fængsting, Ransagning), uden
at nogen Tvistighed gaar forud. Formen skal her befordre den omhyggeligere Overvejelse og
nojagtig Redegjørelse for, at Forholdsreglen er
begrAndet. Under disse Omftændigheder kan
Omraadet for Kjendelsesformen ikke angives
anderledes, end stet er i § 107. Det, der
opnaaes ved Bestemmelsen i § 107 om Kjen-
delser, er altsaa dette, at den sparer den idelige
Gjentagelse paa alle vedkommende Steder af
Tilføjelsen .ledsaget af Grunde".

Hvad nu iøvrigt dømmes og Kjendelsers
Begrundelse angaar, faa kan der i Alminde-
lighed ikke siges videre end, hvad Udtrykkene
og Forholdets Natur tilsige. I visse Tilfælde
maa særegne Fordringer gjøres af Hensyn til
Ordningen af Paaanken, nemlig fordi denne
ikke udsttcekker sig til Bevisspørgsmaalet. Men
dette kommer ikke frem i alle Tilfælde, hverken
naar dømmen eller Kjendelsen er upaaankelig,
f. Ex. afsagt i en paaanket Sag, eller i alle
de Tilfælde, hvor Retsmidlet ikke har hin Be»
grænsning, hvilket er Tilfældet med undersø-
gelsesdømmerens Kjendelser og den dømmende
Rets Kjendelser, mod hvilke der kan finde Be-
sværing Sted, jfr. §§ 414, 416 2det Stykke,
418 og 419. I saadanne Tilfælde skal Begrundelsen ikke væsentlig indrettes ester Hen-
syn til Retsmidlerne mod Beslutningen; § 107
maatte derfor atter her henvise til, at der i


visse Tilfælde stilles særegne Fordringer til
Begrundelsen, navnlig til Fremstillingen af den
antagne faktiske Sammenhæng. Der bliver
iøvrigt atter her forskjel mellem dømme i
nævningefager og andre dømme, se §§ 355,
358 og 359.

For Beslutninger, der skulle tages af flere
dømmere i Forening, indeholde §§ 105 og
106 Regler. Den første angaar de formelle
Regler med Hensyn til Vedtagelsen; disse be-
hove ingen nærmere Begrundelse, idet det kun
skal bemærkes, at det her ligesaa lidt som i
det civile Udkast er fAndet rigtigt at bestemme,
at dømmernes Raadslagninger og Afstem-
ninger skulle være offentlige. I § 106 ud-
tales først den Regel, at der maa være Stem-
meflerhed for enhver Afgjørelses Resultat, hvor-
imod der ikke tillige udkræves Stemmeflerhed
for Grundene. Med Hensyn til denne Regel
henvises til de Betragtninger, som sindes i
Motiverne til det civile Udkast. En Undtagelse
fra Reglen findes i Udkastets § 350; For-
klaringen heraf vil blive givet i det følgende.
Ligesom i borgerlige Retstrcetter kan der i
Stræffesager forekomme fukcessive Afstemninger
over enkelte Momenter i Sagen, idet en Sam-
menregning af forskjellige Vota ikke kan finde
Sted (saaledes Vota med Hensyn til Forma-
litet, Paataleret og Skyldspørgsmaalet). sær«
lig maa det mærkes, at Udkastet i Lands-
retssager, der paakjendes uden nævninger, for-
drer Adskillelse mellem dette spørgsmaal, om
den Sigtede er skyldig, og spørgsmaalet om
Stræffens Swrrelse (se § 357). I saadanne
Tilfælde maa da den samme Regel gjælde
som i civile Sager, at de dømmere, som ere
blevne i Mindretal ved de foregaaende Af-
stemninger, ere pligtige at deltage i de senere
Afstemninger. Det ligger selvfølgelig heri, at
det er de paagjældende dømmeres Pligt at
betragte det ved de foregaaende Afstemninger
fastsiaaede Resultat som bindende for sig, og-
saa i de Tilfælde, hvor det i og for sig er
muligt at lade den overvundne Opfattelse faae
en vis Indflydelse paa den senere Afstemning,
saaledes f. Ex. naar den, der har stemt for
Frifindelse, nu skal stemme over Stræffen, og
denne, som i Reglen, er relativt bestemt. At
Skyldspørgsmaalet og Strafspørgsmaalet bor

sondres paa denne Maade fra hinanden, og
de frifindende Vota ikke sammenregnes med dem,
der stemme for den laveste Straf, er navnlig
blevet klart ved nævningeinstitutionen. Skyld-
spørgsmaalet afgjøres i nævningesager af næv-
ningerne, Strafspørgsmaalet af de retskyndige
dømmere, uden at et frifindende Mindretal
af Nævningerne kommer den for skyldig Er-
klærede til Gode ved Stræffens Fastsættelse.
En herfra grundforskjellig Regel kan ikke uden
Vilkaarlighed opstilles ved andre Stræffesager,
Og lige saa lidt som man nogetsteds har havt
mindste Betænkelighed ved at paalægge de rets-
kyndige dømmere i nævningesager ved Valget
af Stræffen at tage nævningernes Afgjørelse
til Udgangspunkt uden Hensyn til mulige
Tvivl om dens Rigtighed (se § 355) —
forudsat at denne Tvivl ikke forer til Anven-
delse af Beføjelsen efter § 350 —, lige saa
lidt kan der i Pligten til subsidicer Votering
med hin Forpligtelse til at tage den faststaaede
Afgjørelse om Skyldfporgsmaalet til Udgangs-
punkt erkjendes at ligge en uberettiget Sam-
vittighedstvang. Forpligtelsen gaar ud paa at
votere paa samme Maade, som om Skyld-
spørgsmaalet var afgjort ved nævninger. Den
samme nødvendigbed for at dømme til Straf
paa et af Andre afgjort Skyldspørgsmaal kan ogsaa komme frem i Paaanketilfælde. Med
Rette er det ogsaa bemærket, at en modsat
Regel indirekte fører tilbage til Mistankestræffe,
se Bar: Recht und Beweis im Geschworenen-
gericht Note 185 (S. 247 ss) — Derimod
maa det i Stræffesager fastholdes, at spørgs'
maalet, om den Sigtede er skyldig i den For-
brydelse, for hvilken han sigtes, ikke paa den
angivne Maade kan deles i flere spørgsmaa!
og gjøres til Gjenstand for subsidicer Votering,
jfr. ogsaa her Reglen i nævningesager § 332
og Forudsætningen i § 357. Naar denne
sætning, der nu maa siges at staa fast i Viden-
skaben, og som ogsaa i Reglen udtrykkelig ud-
tales i Lovene (nemlig i Reglerne om Affat-
telsen af spørgsmaalene til nævningerne),
afviger fra, hvad der jævnlig vil sinde Sted i
Civilprocessen, hvor en Udstykning af Gjen-
standen i enkelte Angrebs- og Forsvarsmomenter
hyppig er nødvendig, forklares dette ved For«
skjellen mellem de civilretlige og de stræfferet-


lige spørgsmaal. spørgsmaalet. om en Perfon
er skyldig til Straf, er eet og udeleligt, fordi
det Straffkyld begrundende Faktum, oen for-
bryderiske i Handling fremtraadte Villie er een
og udelelig. En Deling af dette spørgsmaal
vilde kunne have til følge, at Flertallet, ja end-
og samtlige dømmere holde den Sigtede for
ikke-fkyldia, medens ved en fukcessiv Afstem-
ning alle de enkelte Momenter kunne faae Fler-
tallet for sig, og faaledes en Domfældelse be-
grundes. Det Anfone gjælder i og for sig
ogsaa om strafforhøjende og strafnedsættende
Omstændigheder ved Forbrydelsen; det drejer
sig her om et Plus eller Minus af Straffkyld
ved Gjerningen (Villiesakten). Naar det nu
ikke desto mindre maa erkjendes for hen-
sigtsmæssigt til Afstemningens Lettelse at
udsondre disse spørgsmaal til særlig Afstem«
ning, efterær det spørgsmaal er besværet, om
Forbrydelsen, foreløbig uden Hensyn til disse
Omftændiaheder, er begaaet, faa kan denne
Deling ikke have samme Betydning som ellers
den fubsioicere Votering. Denne ikke i og for
sig nødvendige, men i Henfigtsmæssighedsben-
syn grundede Deling maa ikke fore til et
andet Resultat end det, som vilde være ind-
traadt, hvis den ikke havde fAndet Sted, men
der i Stedet herfor stilledes til Afstemning prin-
cipale og subsidiære spørgsmaal, som angik
dels Forbrydelsen med dels uden den paagjæl-
dende Omstændighed. Derfor kunne de dømmere, som have stemt for Frifindelse, her ikke
tilpligtes at stemme subfidicert, men deres
Stemmer blive ved Besvarelsen ligefrem at
regne til den Sigtedes Gunst, se § 357, jfr.
med Hensyn til nævm'ngesager §§ 334, 335
og 343 3die Stykke. Til disse Tilfælde
sigter Slutningen af s 106 1ste Stykke, jfr.
Bar, 1. c. S. 179 ss. — Heller ikke Straf-
spørgsmaalet bør udstykkes; her er altid en
Sammenregning af Vota mulig efter den Regel,
som § 106 2det Stykke indeholder.

Udkastet har i en række af Tilfalde til-
stedt Afvigelse fra de almindelige Regler, men
saaledes, at Afvigelsen brtinges af en forud-
gaaende Beslutning af en Ret, for hvilken den
Sag eller det Anliggende, med Hensyn til
hvilket spørgsmaalet opstaaer, ikke er anhæn-
gig, jfr. faaledes §§ 67, 69, 73, 379, 397,

406, 415, 437, 438, 439. Efter deres

Karakter behøvede disse Afgjørelser ikke at Være
Domstoløsag; de kunde være og ere i den
nugældende Ret for en stor Del henlagte til
Administrationen. Henlæggelsen af Afgjørel-
sen til Domstolene er imidlertid naturlig for
at bevare Retsplejen uafhængig af Administra-
tionen. Det vilde dog være uheldigt, uaar
dette maatte nødvendiggjøre en Indklædning i
besværlige processuelle Former; men det er ikke
nødvendigt. Udkastets Bestemmelser om Be-
handlingen af Befværing imod Kjendelser og
Beslutninger have, se § 414, kunnet afgive et
brugbart Forbillede for den Fremgangsmæde,
som § 108 foreskriver. Afgjørelse ved den
kollegialt fammensætte Ret kan her overlades
til Formanden i Forbindelse med to Medlem-
mer, efter Omstændighederne endog til For-
manden alene, og Retsmidler finde ikke An-
vendelse.

Udkastets §109 holder den Berigtigelses-
ret, hvorom der her er Tale, indenfor de
samme Grænser som det civile Udkast § 283;
men Rettelsen bør i Stræffesager ogsaa kunne
ske i Embeds medfør, og der kan ikke her
opstilles nogen Tidsgrcenfe, jfr. den sachsiske
Lov art. 14.

Andet Afsnit. Om Midlerne til Opnaaelse af Stræffesagers
Forumal.

Dette Afsnit er bestemt til en samlet Frem-
stilling af Reglerne om de Midler, der tjene
til Opnaaelse af Stræffesagers Formaal, jfr.
herved det tidligere om Ordningen af Stoffet i

! Udkastet Bemærkede. Overskriftens vide Udtryk
begrundes ved, at der ikke blot er Tale om

^ Midlerne til at komme til Sandhedens Op-
lysning, men ogsaa om Midlerne til at be-
virke den Sigtedes nærværelse, forsaavidt denne
er fornøden til Sagens og eventuelt dømmens Gjennemførelse, samt om Midler til at
sikre visse akcessoriske Formaal for Stræffe-
sagen. Nogle faa fælles Bestemmelser bør herved bensigtsmæssig forudskikke«.

Den Første af disse fastsætter den i
Forholdets Natur grundede almindelige Ve«


tingelse for Anvendelsen af et hvilketsomhelst
Middel til Opnaaelse af en Stræffesags For«
maal, der gaar ud paa at paalægge Borgerne
en Pligt til at handle (f. Ex. Vidneftligten) eller til at taale Indgreb i Rettigheder (f. Gx.
Ransagning), nemlig at der efter de forelig-
gende Omstændigheder er Grund til at for-
møde, at en Forbrydelse er begaaet. Det
vilde være en aabenbar Misbrug nogensinde
at bringe dem til Anvendelse for at efter-
spore, om en Forbrydelse, som der ingen For«
modning er for ifølge foreliggende Oplysninger,
er begaaet. At indromme Ret hertil vilde være
at bortrydde enhver Sikkerhed for Borgernes
Rettigheder ligeoverfor den offentlige Magt,
aabne Dorene for det utaaleligfte og vilkaarligste
Spioneri i den private Retssfære, under Skin
af Vidnepligt hjemle Angiverpligt o. s. fr., jfr.
navnlig med Hensyn til denne Betingelse for
Vidnepligten Forhandlingerne paa den femte tyske
Iuristforsamling i 1864. Det er en Hoved-
opgave for den møderne Stræffeproces at
hævde de rette under Inkvisitionsprocessen ide-
lig overjkredne Grænser ror den i Stræffe«
retsplejen virksomme offentlige Magt lige-
overfor den private Retssfære, og særlig i den
danske Lovgivning at gjennemfore videre de
Principer, som i den Henseende Grundloven i
enkelte Retninger har fastslaaet. Paa den an«
den Side maa det fastholdes, at snevrere kan Betingelsen ikke være, og at det navn-
lig ikke kan opstilles som almindelig Betingelse,
at der ogsaa allerede skal foreligge Grund
til Mistanke mod en bestemt Person, saaledes
som man f. Gx. undertiden har villet gjøre
gjældende med Hensyn til Vidnepligten, jfr.
de ovenfor citerede Forhandlinger om denne.
Noget Andet er, at enkelte Forholdsregler en«
ten i Almindelighed eller i visse Tilfælde for«
udfcrtte, at den, mod hvem de rettes, er mis-
tænkt for Forbrydelsen. Det hører til de
særlige Betingelser, som Paragrafens Slut-
ningspunktum forbeholder.

At der ordentligvis paa ethvert af Stræffesagens Trin (§ 111) kan være spørgsmaal
om Anvendelse af de Midler, som her om-
handles, er netop Grunden til at give Be-
stemmelserne om dem i et Reglerne om Stræffe-

sagens Gang forudskikke! Afsnit. Forholdets
Natur, saasom Ordningen af Paaanken, eller
særlige Bestemmelser, saasom med Hensyn til
Beslaglæggelse af en Sigtets Formue, der und-
drager sig forfølgning, kunne dog medføre
Undtagelser herfra. /Bestemmelsen i § 111,
i?det Stykke er i og for sig selvfølgelig og
kunde derfor ansees som overflødig. Dens Op'
tagelse har nærmeft sin Grund deri, at en
Miskjendelse af de heromhandlede Bestemmel-
sers naturlige Omraade ofte ligger nær, og at
en Sammenblanding jævnlig har fAndet og
finder Sted. Ogsaa maa det mærkes, at de
arundlovmæsfige Bestemmelser om Husunder-
søgelse m. v. ikke alene sigte til disse For-
holdsregler i Stræffeplejen, og at der ogsaa
heri ligger nogen Opfordring til udtrykkelig at
udtale, at denne Lov ikke har et ligefaa ud-
strakt Omraade. Det er ikke her Meningen at
give en almindelig Lov for i det Enkelte at
udfore Grundlovens Bestemmelser. Flertallet
af de særlige Love, hvis Gyldighed forbehol-
des ved Grundlovens § 81, vedkomme netop
ikke Stræfferetsplejen. De Ransagninger, der!
hjemles for fiskaleøjemed eller for alminde-
lige Politiojemed (offentlig Orden, visse Næ-
ringsveje, Sundhedspoliti) o. s. v. vedkomme
ikke Ttræfferetsplejen. Disse Ransagninger ere
Led i en offentlig Kontrol, som vilde være
nødvendig, selv om Lovovertrædelsen ikke var
eller er strafbar, eller om Straf i det konkrete
Tilfælde ikke er forstyldt; de ere i mange Til-
fælde aldeles ikke betingede af nogen særlig
Mistanke om stedfunden Lovovertrædelse —
hvad der, som bemærket, i Stræfferetsplejen
vilde være en uforsvarlig Anomali —, de
skulle endog i flere Tilfælde foretages til
regelmæssig tilbagevendende Tider. De her-
om gjaldende Bestemmelser blive altsaa be-
staaende uanfcegtede af nærværende Lov.
Forfaavidt der maatte være Trang til og Mulig«
hed for at give almindelige Regler om Be«
lingelserne og Formerne for slige Midlers An«
vendelse for andre offentligeøjemeds Skyld
! end Stræfferetsplejen, vilde Stedet ikke være i
denne Lov; de kunne heller ikke indordnes i
! den, idet der paa en Mangfoldighed af Punk-
ter nødvendigvis altid maa være Forskjel i
Reglerne, faavel de materielle som de formelle.


Kapitel I. Om Adgang til synlige Bevismidler.

Midlerne til at faae Rede paa deKjends-
gjerninger, hvis Oplysning udkræves under
Stræffesagen, ere dels de synlige Bevismidler
dels Forklaringer, som afgives af Personer.
I dette Kapitel handles om Adgangen til de
Første. Denne er selvfølgelig ubegrænset, naar
derved intet Indgreb sker i en Ret, som har
Krav paa at respekteres selv i Stræfferets-
plejen. I modsat Fald bliver der spørgs-
maal om, hvorvidt og under hvilke materielle
og formelle Betingelser, foruden dm i § 110
nævnte almindelige, Midler gives til at faae
Adgang til flige Bevismidler, og om yder-
ligere Regler med Hensyn til deres Benyttelse
under Sagen.

I.

Udkastet omhandler i Kapitlets første Un-
derafsnit Ransagning som Middel til at faae
Adgang til synlige Bevismidler*). Der er
herved kun spørgsmaal om den Ransagning,
som medfører Indgreb i Borgernes private
Livs Fred (Hus, Gjemmer, Person, Papirer), og
som netop derfor udkræverTilftedeVærelsen af visse
materielle Betingelser til sin Retfærdiggjørelse
og Iagttagelsen af visse Regler med Hensyn
til Beslutningen og dens Iværksættelse. I
første Henseende frembyder der sig nu en me-
get væsentlig Sondring. Ransagningen kan
nemlig for det første Være en exckutiv For-
holdsregel for at iværksætte Besiddelsestagelsen
af en bestemt Ting, som den, mod hvem For«
holdsreglen er rettet, besidder, men vcegrer sig
ved at udlevere. Det er paa deu ene Side
en Selvfølge, at Ransagning i denne Forstand
kan sinde Sted mod Enhver, den Sigtede
eller Trediemand, der vcegrer sig ved at efter-
komme den lovlig hjemlede Indleveringspligt,
og at det heller ikke kan gjøre nogen Forskjel,

om Forbrydelsen er en større eller mindre.
Retten til at fordre Udleveringen kan i in-
tet Tilfælde være uden " Retsbeskyttelse.
Selve Indleveringspligten maa dernæst med en-
kelte Undtagelser udftrække sig til alle Ting,
der kunne tjene til Bevis. Paa den anden
Side forudsætter denne Ransagning, at der
er Tale om Krav paa Udlevering af en be-
stemt Gjenstand, som den Paagjældende enten
indrommer at være i Besiddelse af, men vcegrer
sig ved at udlevere, eller som han vel nægter
at besidde og derfor erklærer sig ude af Stand
til at udlevere, men som dog ifølge de fore-
liggende Oplysninger maa antages at være i
hans Besiddelse. At tage Tingen ved Ran-
sagning uden forudgaaende Opfordring til at
udlevere den, kan som en Foregribelse af Ret-
tens Tvang, i al Fald kun forsvares i saa-
danne Tilfælde, hvor der er Grund til at an-
tage, at en Udsættelse af Forholdsreglen vilde
forspildeøjemedets Opnaaelse. Den for
Stræfferetsplejen ejendømmelige Form af Ran-
sagning er imidlertid den, hvor den ikke iværk-
sættes for at eftersøge en bestemt Gjenstand,
men for at efterspore, om og hvad der maatte
sindes hos den Paagjældende, som kunde tjene
til Oplysning om Forbrydelsen, altsaa en Be-
sigtigelse. Da denne Forholdsregel baade i
sig selv er højst trykkende og derhos ordent-
ligvis maa kaste Mistanke paa den, mod
hvem den iværksættes, for Skyld eller Med-
skyld i Forbrydelsen, maa den nødvendigvis
være bunden til særegne Betingelser. Til
disse hører af den sidstnævnte Grund, at den
ordentligvis kun maa foretages mod den, der
alt er mistænkt. Dernæst tale vcegtige Grunde
for at begrænse denne Ransagning i Hen-
seende til sin Gjenstand. Man vilde ellers
opstille den ubegrænsede Pligt for Enhver, der
rammes af Mistanke, at sinde sig i, at hans
hele Privatliv lægges blot; thi at det paa
Forhaand skulde være klart, at Intetfomhelst
til Sagens Oplysning kunde findes ved en
saadan Ransagning, vil sjælden eller aldrig
kunne siges. Skal ikke al Retsbeskyttelse for
en Mistæntts private Liv ophore ligeoverfor det
Offentlige, bør denne Ransagning kun kunne
foretages for at efterspore Gjenstande, som staa
i en direkte, objektiv Forbindelse med Forbry-


delsen, altfaa Ting, der kunne antages at være
tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller
at have været brugte eller bestemte til dens
Udførelse (eorpora 6s1ioti) eller hvad der isv-
rigt kan give umiddelbar Oplysning om Gjer-
ningen eller den Sigtedes Forhold til denne.
At det ikke kan ventes, at stige Ting skulde
være at sinde hos den Mistænkte, kan ofte
være klart efter Forbrydelsens Beskaffenhed og
de konkrete Omstændigheder; den omspurgte
Ransagning bør da ikke sinde Sted. Ende-
lig er der Grund til at indskrcenke Anvendel-
sen af denne Forholdsregel, der hører til de
mest trykkende, som Stræffeprocessen kjender,
saaledes at den ikke kan sinde Anvendelse ved
en hvilkensomhelst, nok saa ubetydelig Lovover-
trædelse. Forbillede herfor haves i Grund-
lovens Bestemmelse om Udelukkelse af Vare-
tcegtvfængfel veo ubetydelige Forseelser, en Ind-
strcenkmng, som heller ikke har anden Hjem-
mel end Hensynet til Misforholdet mellem
Middel og Formaal, da det ikke kan siges, at
de Grunde, der i Almindelighed hjemle Vare-
tsegtsfængsel, ikke ligesaa vel kunne forekomme
ved disse Forseelser.

Den omtalte Adskillelse med de væsent«
lige dertil knyttede retlige Forskelligheder mel-
lem Ransagning som Eftersøgning af bestemte
Gjenftande og som Besigtigelse for at opspore
Bevismidler, har længe været hævdet i Viden-
staben og er nu i Reglen ogsaa optagen i
Lovene, se ogsaa det tyske Udkast §§93
og 94. I det foreliggende Udkast faar den
sit Udtryk i Modsætningen mellem §§112
og 113 paa den ene og § 114 paa den an-
den Side. Reglerne i § 112 ere i Over-
ensstemmelse med det om Ransagninger af
den sidstnævnte Art Bemærkede. Paragrafens
andet Stykke kan kun ansees som en Anven-
delse af den almindelige Regel; det sees let, at
det deri omhandlede Tilfælde er væsentligt for-
stjelligt fra dem, der omhandles i § 113,
sanlig Nr. 3. Med Hensyn til denne sidste
Paragraf bemærkes følgende.

Undtagelse fra den Regel, at den i
§ 112 omtalte Ransagning kun kan finde
Sted hos den Misternkte, maa efter Forhol-
dets Natur forudsætte to Betingelser, dels at
Omstændighederne udelukke, at Mistanken der«

ved kastes paa den, hos hvem den foretages,
dels at Forholdene medføre en faktisk Begræns-
ning for Besigtigelsens Udstrækning, der vce-
sentlig formindster Indgrebet i Privatlivets
Fred. Dette gjælder i de Tilfælde, som de
sieste Love nævne, nemlig ved Ransagning af
Hus, hvor Forbrydelsen er begaaet, eller i
hvilket den Mistænkte er vaagreben, eller som
han har betraadt, medens han forfulgtes paa
friske Spor, og dernæst naar (og naturligvis ogsaa kun forsaavidt) der ifølge Husets Be-
stemmelse tilstedes Enhver Adgang til samme
(Fælleslokaler i Gæstgiverier osv.). Mere
tvivlsomt er det, om der fremdeles bør gjøres
en Undtagelse, naar Husranfagningen er en
saakaldet almindelig, 9: en saadan, som fore-
tages i en større Kreds af Huse, der udgjøre
en stedlig Enhed. Vistnok vil der ved en faa-
dan ordentligvis ikke kastes Mistanke paa no-
gen Enkelt; men paa den anden Side rammer
Indgrebet i det private Livs Fred mange
Flere, og det er derhos vanskeligt at undgaa
den Misbrug, at den almindelige Ransagning,
der kun kan Være begrAndet, naar den For-
modning, der ligger til Grund for den, fra
første færd er og maa være rettet paa den
hele Kreds af Huse, uden at knytte sig til
noget enkelt, benyttes til at dcekke en speciel
Ransagning, der mangler Hjemmel i Loven.
Mange Love optage heller ikke denne Undta-
gelse, og det gjælder navnlig ogsaa om det
nye tyske Udkast. Det kan imidlertid til For-
svar for den gjøres gjældende, at en alminde-
lig Ransagning efter sin Beskaffenhed og med
Hensyn til det Apparat, den udkræver for at
lykkes (hensigtsmæssigst er det, at Ransagnin-
gen foregaar samtidig), kun sjælden vil finde
Anvendelse og ordentligvis kun i saadanne
ejendømmelige Tilfælde, hvor enhver af de Paa-
gjældende i sin egen Interesse maa onfke den,
og at det, naar den foretages, regelmæssig vil
forbyde sig af sig selv, at den gaar saaledes
i Enkeltheder som den specielle Ransagning,
samt at det ovenberorte Misbrug af denne
Grund og i Betragtning af de almindelige
Betingelser for denne Slags Ransagninger
neppe vil være særdeles vanskeligt at ramme.
Om den anden Art af Ransagninger,
Eftersogningen af bestemte Ting, der kunne


ijene til Bevis, handler § 114, hvis Regler
ligeledes ere i Overensstemmelse med det tid-
ligere Bemærkede. Medens der ikke i Hen-
seende til Gjenstanden her findes nogen faa-
dan Indskrænkning, som i § 112, er det i
Overensstemmelse med den Tanke, der ligger
til Gwnd for Reglerne i § 130 og § 131
Nr. 2 om visse Personers Udelukkelse fra eller
Fritagelse for at aflægge Vidnesbyrd, at ogsaa
de skriftlige Meddelelser mellem den Sigtede
eg disse Personer ere undtagne fra den om-
meldte Ransagning, saalænge Meddelelserne ikke
ere komne i Andres værge, og de paagjældende Per-
soner ikke selv ere mistænkte. Reglen findes
paa samme Maade i flere Love, og navnlig
nu ogsaa i det tyske Udkasts § 88.

Om Kompetencen til at tage Beslutning
om Ransagning, Form og Fremgangsmaade
gives Reglerne i A§ 115—119. § 115
indeholder den i Forholdets Natur begrundede
og i Grundloven hjemlede Regel, at Ransag-
ning ordentligvis kun kan finde Sted ifølge
Retskendelse, hvorpaa dog den Paagsceldende
efter Karakteren af de Netsgooer, hvori Ran-
sagning gjer Indgreb, maa kunne give Af-
kald, kun at der til Betryggelse af Reglen fast-
holdes, at Afkaldet maa Være udtrykkeligt.
Med Hensyn til det spørgsmaal, ved dvem
Kjendelsens Iværksættelse skal ske, kommer det
i Betragtning, at Loven giver en Ncekke Reg-
ler om IVærksættelsen, af bvilke flere ikke
kunne være anderledes bestemte, end at Meget
vil være overladt til den Iværkfættendes Takt
og Kjendstab til Sagen, hvad der i Ecerdeles-
hed faar Betydning ved de Ransagninger, der
ere Gjenstand for §§ 112 og 113. Flere
Love have med Hensyn hertil opstillet fom al-
mindelig Regel, at dømmeren selv skal iværk-
sætte Kjendelsen. Udkastet har dog ikke troet,
at det var nødvendigt at gaa saa vidt, hvad
der ikke ret vilde staa i Samklang med den Stil,
ling, der ellers er tilternkt dømmeren. §116
har derfor givet den Regel, at Iværksættelsen
kan ste ved Politiet, men med den efter det
Anwrte naturlige Indstrcenkning, at Politiets
underordnede Betjente kun kunne benyttes i
paatrcengende Tilfælde. En yderligere Garanti,
der navnlig har Betydning for den Mis«

tænkte, giver § 118 (jfr. det tyske Udkast
§ 96), hvis Regel dog ej kan være ube-
tinget, derfomøjemedet ikke i mange Til-
falde skal forspildes. Iværksættelse ved dømmeren fordrer Udkastet kun, dels hvor den
er selvfølgelig, fordi Ransagningen træder i
Forbindelse med en Synsforretning, der skal ledes af dømmeren, se § 156, dels ved den
for den Paagjældende mest byrdefulde Ran-
sagning, nemlig af Papirer; tilstede Forholdene
alisaa ikke at foretage en saadan Ransagning
paa Stedet, bør dømmeren anordne en iore-
lobig Bestaglæggelse af Papirerne, hvilken kan
iværksættes af Politiet, for da felv fenere at
foretage Ransagningen.

Undtagelse fra den Regel, at Ransag-
ning kræver en Retskendelse, er imidlertid
nødvendig. Dog bør Politiets Ret til
at ransage uden Retskjendelse holdes indenfor
snevre Grcendser. Ransagning af den i § 112
ommeldte Art bør kun tilstedes uden Kjeudelse,
naar de i § 117 Nr. 1 ommcldte færegne
Betingelser foreligge, den i § 114 om-
meldte Ransagning tillige i det Tilfælde, som
nævnes i Nr. 2, jfr. hermed Reglerne om
Politiets Anholdelsesret, med hvilke ogsaa Para-
grafens Sluiningøregel stemmer. Ransagning
af Papirer behsver aldrig og bør derfor aldrig
finde Sted uden Retskjendelse; kun en fore-
lobig Bestaglæggelse ar Papirerne kan tilkomme
Politiet under de Betingelser, der ellers hjemler
det Ret til at ransage.

En række nærmere Bestemmelser om
Ransagningens Iværksættelse — Være sig, at
at den sker efter eller uden Retskjendelse — inde-
holde §§118—119. Udkastet hav med de fleste
Love ikke anset det for nødvendigt at give en
Definition af „Nattetid", hvilket derimod er
sket i det tyske Udkast (fra 1ste April til 30te
September Kl. 9 Aften til 4 Morgen, fra 1ste Oktober til 31te Marts Kl, 9 Aften til
6 Morgen). Fra denne Bestemmelse, at Ran-
sagninger ordentligvis ikke kunne ste om Nat-
ten, gjøres der undertiden Undtagelser ikke blot
i Almindelighed, „hvorøjemedets Opnaaelse
afhænger deraf", men i specielle, nærmere be-
stemte Tilfælde (saaledes det tyske Udkast),
hvilke dog dels synes unødvendige red Siden


af den almindelige Forskrift, dels ikke vel
kunne overfores („Personer, som staa under
Politiets Opsvn").

II. Andre Midler til at faae synlige
Bevismidler i hænde.

Ransagning vil ikke altid behsves for at
faae Bevisgjenstande i hænde, fom ere i No-
gens værge; et retteligt givet Paalæg eller
Opfordring vil ofte være tilstrækkelig. Ran-
sagning kan dernæst være udelukket eller have
vift sig frugteslos; der bliver da spørgs-
maal om andre Virkninger af det ikke efter-
komne Paalæg. Om det sidste Punkt bandler
§ 120. Herved maa der skjelnes imellem, om
den Vcegrmde er den Sigtede eller en privat
Anklager eller andre Personer. Forudsætnin-
gen er i denne Paragraf i alle Tilfælde, at
Opfordringen eller Paalæget udgaar fra Ret-
ten; en Opfordring eller Paalæg af Politiet
kan ingen Virkninger medføre undtagen Be-
fsjelsen til Ransagning i de i § 127 nævnte
Tilfælde. Forudsætningen er dernæst ogsaa,
at den Vcegrende bevislig er i Besiddelse af
Tingen. At der, naar den Sigtede vcegrer
sig ved at udlevere Bevisgjenstande, som ere i
hans Besiddelse, ikke kan anvendes Tvang mod
hans Person for at bevcege ham til Udlevering,
følger af Udkastets almindelige Grundsætninger.
Mod den vcegrende Sigtede maa der forhol-
des paa famme Maade som, naar den Sig-
tede vcegrer sig ved at svare under afhørelsen,
se § 205. Vcegrer en privat Anklager sig
ved at efterkomme en Opfordring af Retten
om at fremkomme med Bevisgjenstande, ligger
det i Anklageprincipet, at der ikke kan blive
spørgsmaal om Tvangsmidler, men han maa
anfees at frafalde Anklagen, se § 206. Der-
imod vil der ordentligvis kunne anvendes
Personlige Tvangsmidler mod andre Per-
soner, der vcegre sig ved at efterkomme et
Paalæg af Retten om at udlevere Bevisgjen-
stande, der bevislig ere i deres Besiddelse, lig-
nende Tvangsmidler nemlig, som ere hjemlede
mod Vidner, der vcegre sig ved at svare. Saa-
dan Tvang maa dog være udelukket i Tilfælde,
der svare til dem, som hjemle Undtagelse fra

Vidnepligten; thi den Paagjældende erkjendes
her ikke at være pligtig til positiv Virksomhed
for Stræffesagens Formaal. Dernæst bør hin
personlige Tvang forft anvendes, naar Ran-
sagning har vist sig frugteslos, jfr. wu'rtb. Lov
§ 162. Forholdet bliver altsaa dette, at der
regelmæssig er hiemlet bande Ransagning og
eventuelt Viditetvang mod Trediemand for at
faae Bevisting, af hvilke han bevislig er
i Besiddelse, udleverede, men at i visse Til-
fælde kun Ransagning, ikke Vidnetvang kan
anvendes.

I de i §§ 121—124 ommeldte Til-
fælde, hvor det maa antages, at det rettelig
givne Paalæg vil blive efterkommet, fordi det
rettes til offentlige Embedsmcend eller Funk«
tionærer, ere de særegne Regler foranledigede
ved Hensynet til, at der opstaar spørgsmaal
om, og tildels maa anerkjendes færegne for-
melle og materielle Betingelse for, at flige Paa-
læg skulle være hjemlede. Hvad angaar de
materielle Betingelser, er der ordentligvis ikke
Grund til at afvige fra de almindelige Prin-
ciper, og i Henhold hertil fastsætter § 121, at
ikke alene Embedsakter, som stjonnes at kunne
give Oplysning om en Forbrydelse, kunne krce-
ves meddelte, men at ogsaa private, hos offent-
lige Myndigheder beroende Dokumenter under
den famme Forudfætning kunne kræves udleve-
rede, og det selv om de maatte være givne i
embedsmæssig Forvaring med det Formaal, at
Indholdet skal være hemmeligt. Hvad det
Første Punkt angaar, jævnfores Reglen om
Embedsmcends Vidnepligt i § 130 3die
Stykke, og det er ogsaa en til den der hjem«
lede Undtagelse svarende, som findes i § 121,
ligesom fremdeles Reglerne i § 130 Nr. 1
og navnlig Nr. 3 kunne begrunde Undtagelser.
Hvad det andet Punkt angaar, er spørgs-
maalet omtvistet for det Tilfælde, at Dokumen-
tet er givet og modtaget i Forvaring i den
Hensigt, at Indholdet skal hemmeligholdes, idet
man mod Udleveringen paaberaaber sig det
givne Lofte om Hemmeligholdelse, og i al
Fald vil hævde Undtagelse for det Tilfælde, at
den, der har givet Dokumentet i Forvaring,
ikke vilde være pligtig til at udlevere det, hvis
han selv havde beholdt det i sit værge (§114
3die Stykke). Men hvad den Første Betragt-


ning angaar, følger det af sig selv, at Staten
kun paatager sig en Hemmelighedsholdelsespligt
indenfor de Grænser, altsaa med de Undtagel-
ser, som Loven fordrer; med Henfyn til
det andet Punkt gjælder den almindelige
Grundsætning om Undtagelser fra Vidnepligt
og Udleveringspligt netop kun de paagjæl-
dende Personer selv, ej Andre/ til hvem de
maatte have betroet sig under Tavshedsløfte,
felv om dette er et Lofte, der i Reglen har ret-
lig Betydning. Undtagelse fra Reglen i
§ 121 2det Stykke, kan derfor kun indrom-
mes, hvor den paagjældende Embedsmand felv
er undtagen fra Vidnepligten, hvad der her
kan tænkes med Hensyn til Reglen i § 130
Nr. 1. En anden Sag er det, at Udleverin-
gen kun bør forlanges, naar bydende Grunde
kræve det (jfr. Udtrykket „nsdvendigt").

I Kraft af de nysanførte Betragtninger
maa ogsaa Brevhemmeligheden og Telegraf-
hemmeligheden eller Post- og Telegrafvæsenets
Pligter mod Korrespondenterne undergives de
for Stræffesagens Formaal nødvendige Ind-
strcenkninger (§§ 121—123), uden at den
Sigtedes (eller andre ikke Vidnepligtiges) Fri-
hed for positivt at underswtte Sagens For-
maal kan paaberaabes; thi det, at de have
betroet sig til Postvæsenet, gjør netop de
herom gjældende Regler uanvendelige. Men
paa den anden Side maa færegne Regler
kræves, fordi Indholdet er ukjendt, og et Paa-
læg om Udlevering altsaa ikke kan motiveres
ved Hensynet til dette. Der maa følgelig, hvis
ikke Brevhemmeligheden ganske skal prisgives,
fastsættes objektive Kriterier ved Forsendelsen,
som i og for sig gjøre det sandsynligt, at de
kunne have Hensyn til eller Betydning for
Stræffesagen. Dette objektive Kriterium er nu
det, at det er den Sigtedes Korrespondance
(fra eller til ham), der er Tale om, hvorimod
andre Personers Korrespondance kun und-
tagelsesvis kan rammes af Reglen, naar nem-
lig særegne Omstændigheder gjøre det sandsyn-
ligt, at den skjuler hin. Foruden denne Be-
tingelse, der danner den almindelige Gramse,
fordres der naturlig i det konkrete Tilfælde, at
der er paaviselig Grund til at antage, at For-
sendelsens Indhold er af Betydning for Sagen.
Endelig maa det betragtes som en naturlig

Begrænsning, at Indgreb i Brevhemmeligheden
m. v, kun bør sinde Anvendelse ved Forbrydel-
ser, der ikke ere ubetydelige. Da det i Reg-
len vil være uden Nytte, at undergive den

Sigtedes Korrespondance en saadan Indskrænk-
ning, naar ethvert andet Samkvem staar ham
frit, kan det heller ikke volde noget Savn, at
disse Forholdsregler ere udelukkede i de Til-
fælde, hvor væretcegtsfængsel er udelukket.

Hvad de formelle Regler om de i §§121
—124 omhandlede Paalæg angaar, kræves
der Retskjmdelse efter § 121 2det Stykke og
§ 122. jfr. §124. Politiet kan altsaa navn-
lig ikke kræve Udlevering af Forsendelser fra
Post- og Telegrafvæsenet, men kun paalægge
foreløbig Tilbageholdelse i det i § 123 om-
meldte Tilfælde. Dette er ganske stemmende
med de Grundsætninger, paa hvilke Udkastet
bviler, og med Grundlovens Aand. Hvad
§ 121 1ste Stykke angaar, er det derimod
stemmende med Forholdets Natur, jfr. Reglen
i § 213, at Politiet kan kræve Meddelelse af
Embelsakter, omend kun i Gjenpart.

III. Om Beslaglæggelse af Ting, der
kunne tjene til Bevis m. V.

Ikke blot med Hensyn til Erhvervelsen
af Besiddelsen af Bevistmg, men ogsaa med
Hensyn til, hvad der videre kræves for at
drage Nytte af dem under Sagen, udkræves
et Indbegreb af Regler til værn faavidt mulig
for de private Rettigheder, i hvilke derved gjøres
Indgreb. Herom handler nærværende Under-
afsnit, dels i §§ 125—127 om Beslaglæggelse,
dels i §128 om Aabning af Breve eller an-
dre lukkede Dokumenter, som ere beslaglagte.
At Ting, som ere udleverede eller tagne ved
Ransagning eller iøvrigt paatrufne, maa tages
i Forvaring faa længe og forsaavidt det behs-
ves for Undersøgelsens Skyld, er en Selvfølge,
se § 125, jfr. dog § 127 2det Stykke. Men
kun i de Tilfælde behsves færegne Regler om
saadan Forvaring, naar derved Indgreb gjøres
i Personers Raadighed, hvad jo ingenlunde
altid er saa, f. Ex. naar paa Gerningsstedet
de til Udførelsen brugte Redskaber findes, hvis


Ejer er ubekjendt, og hvis Udlevering Ingen
kræver, eller naar et i og for sig værdilost
Stykke Papir er af Betydning for Underfogel-
fen. I siige Tilfælde at kræve en Beslutning
af Retten vilde medføre et ganske unyttigt
Besvær. For de Tilfælde alene, hvor For-
varingen gjør Indgreb i Personers Raadighed,
benytter Udkastet den tekniske Benævnelse Be-
staglæggelse. Til en saadan maa nu som Re-
gel kræves en Beslutning af Retten, hvorimod
der ikke behøves en Kendelse, dels fordi Be-
slaglæggelse i mange Tilfælde vil være Konse-
kventsen af en allerede afgiven Kjendelse, dels
fordi der i al Fald ved § 127 er givet den
Vedkommende Adgang til at ceske Kjendelse, og
denne maa ansees for overflodig, hvor den ikke
kræves. En foreløbig Beslaglæggelse maa dog
naturligvis kunne iværksættes af Politiet, jfr.
§117; men denne bør da snarest mulig stad-
fcestes af Retten, se § 125. Kun med Hen-
syn til Beslaglæggelse af et trykt Skrift kræves altid overensstemmende med Lov 3die Ja«
nuar 1851 §13 en Retsbeslutning og her
i Form af Kjendelse, Hvem det iøvrigt til-
kommer at forvare Tingen, afbcenger af Sa°
gens Stilling, under Efterforskningen, Politiet,
naar Sagen er anhængiggjort, Retten. § 126
indebolder en række af Bestemmelser til Be-
tryggelse for Vedkommende med Hensyn til de
beslaglagte Ting, hvilke ikke behøve yderligere
Begrundelse.

Ligesom der med Hensyn til Indgreb i
Brevhemmeligheden m. V, overhovedet maatte
foreskrives særegne Regler, jfr. forrige Afsnit,
saaledes bør der ogsaa gives færegne Forskrif-
ter til Betryggelse med Hensyn til Aabningen
af Brevene, forsaavidt denne skal sinde Sted
(man kan nemlig tænke sig en Udlevering af
Breve, der blot sigter til at standse Korre-
spondancen). Herom handler § 128.

Kapitel II. 5)m Vidner.

Bestemmelserne i dette Kapitels §§129
—146 handle om Afgivelse af Vidnesbyrd i
Stræffesager for Retten, § 147 om Vidners

Forklaringer for Politimesteren. K§ 129—

146 falde i følgende Grupper: §§ 129—
131 om Vidnepligten og Undtagelserne fra
den; 2) §§ 132—134 om den Ret, for
hvilken Vidnesbyrdet skal afgives; 3) §§135
—138 om Indkaldelse af Vidner og Vidners
Udeblivelse; 4) §§ 139—145 om Vidners
Edfcestelse, Afhørelse samt deres Vcegring ved
at svare eller ved at aflægge Vidneeden; 5) §
146 om Godtgjørelse til Vidner.

§ 129 stadfcester den hos os og allevegne
gjældende almindelige Regel om Vidnepligten.
At hverken den Sigtede eller en privat An-
klager gaar ind under denne Regel, følger af,
at de ere Parter. Med Hensyn til dem hen-
vises til dette Afsnits Kap. V. At derimod
en Forurettet forfølger et Erstatningskrav i
Forbindelse med en af det Offentlige forfulgt
Stræffesag, fritager ham ikke for Vidnepligten
med Hensyn til denne, jfr. derimod § 206,
2det Stykke med Hensyn til Forklaringer, der
afkræves ham særlig angaaende Erstatnings-
kravet. Forudsætningen for Vidnepligten er,
som § 110 udtaler, at der er Grund til at
formøde, at en Forbrydelse er begaaet, medens
det ikke kan fordres, hvad der af og til i nyere
Tid er gjort gjældende, at Undersøgelsen alle-
rede er rettet mod en bestemt Person*). Ikke
blot er der Trang til Vidnebevifet allerede
ved Fastsættelsen af det objektive Retsbrud,
men Opgaven for Stræffesagen er netop at
udfinde den Skyldige, og det er en Misfor-
staaelse at betegne det herpaa rettede Vidnes-
byrd som en Angivelse (den frivillig og uop-
fordret gjorte Meddelelse), jfr. herom Forhand-
lingerne paa den femte tyske Iuristforsamling
1864 S. 188 o. ff. Naar den her vedtagne
sætning gik ud paa, at Ingen kan tvinges til
at aflægge Vidnesbyrd for under Rettens For-
underfogelse, vilde dette rigtignok indbefatte
hin Fordring, hvis man var gaaet ud fra, at
Rettens Forundersøgelse, saaledes som dette


Udkasts Mening er, ikke kan sinde Sted, for-
end en bestemt Person kan sigtes. Det er imid-
lertid ganske klart af Forhandlingerne, at man
ikke vilde opstille dette, men kun hævde dømmerens Ret til at prøve, om den i § 110
angivne uomtvistelige Betingelse for Vidneplig-
ten foreligger, og at man med Hensyn til
Udtrykket har havt en Forundersøgelse forøje,
der kun var betinget heraf. Ifr. herved Ud-
kastets § 221.

Om Undtagelserne fra Vidnepligten handle
§§ 130 og 131, idet der stielnes imellem
Tilfælde, hvor Vidnesbyrd ikke maa afkræves,
og andre, hvor Vidnesbyrd kan nægtes. En
lignende Adskillelse har Flertallet af Stræffe-
proceslovene, men nogle, og til dem har det tyske Udkast sluttet sig, erkjende kun, og-
saa i de i § 130 Nr. 1 og 2 nævnte Til-
falde, en Ret til at vcegre sig, ingen Ude-
lukkelse. Da det imidlertid netop er for dens
Skyld, der har betroet sig til de i § 130 om-
meldte Personer, at Undtagelsen fra Vidne-
pligten fastsættes, er det aabenbart en Ret for
ham, der er Tale om, og det er ikke tilstrække-
ligt, at man, hvad der er det tyske Udkasts
Hovedbetragtning, tor stole paa, at de Per-
soner, om hvem der er Tale, ville vide paa
rette Maade at bedømme, om der er tilstrække-
lig Grund til ikke at benytte en Fritagelsesret.
Paa den anden Side folaer det af det Anførte,
at Undtagelsen i de Tilfalde, § 130 nævner,
kun er betinget og bortfalder under de i Para-
grafens 2 det Stykke 1ste Punktum nærnte
Forudsætninger.

Udkastet har ikke optaget i § 130 det
nu hos os gjældende (ubetingede) Forbud mod
ægtefællers Vidnesbyrd i visse Stræffesager.
Dette Forbud, til Grund for hvilket ikke ligger
et Hensyn til den Mgtefælle, der er Part,
men til den, der opkræves som Vidne, og som
ikke antages tilstrækkeligt beskyttet ved en Ret
til at vcegre sig, staar i den evrovceiste Ret
som en Singularitet og driver sikkert Om-
huen for ægtefællen, rigtignok paa et meget
begrænset Omraade, hvis Særegenhed yderligere
er formindsket ved Stræffelovens § 30 og Lov
af 16de Februar 1866, udover de rette
Grcenfer, se derimod Udkastets § 131 Nr. 2,
jfr. Nr. 1. Hvad angaar det i §130 under

Nr. 1 nævnte Tilfælde, forestaar Udkastet, i
Overensstemmelse med hvad der gjennemgaaende findes i alle nyere Love, en Udvidelse af den
nu i Henhold til D. L. 2. 5. 20 gjældende
Regel derhen, at Undtagelsen skal gjælde ikke
blot det i egentligt Skriftemaal, men ogsaa
det præsten iøvrigt i hans Egenskab af Sjæle-
ssrger Betroede. Da de protestantiske Troes-
samfund i det Mindste faktisk ikke mere kjende
det egentlige specielle Skriftemaal, vilde Reg-
len i den Begrcesning, den nu har, kun være
til Gavn for det katholjke Troesfamfund, paa
hvilket Reglen i ?. 5. 20. oprindelig ikke var
eller kunde være beregnet. Sslvfølgelig maa
Reglen efter Omstændighederne foranledige præsten til strax at faae konstateret, om Meddelel-
sen sker til ham som Sjælessrger, ligesom der
baade i dette og i de andre Tilfælde, hvor
Undtagelsen kun gjælder, hvad der erfares af
en bestemt Kilde, kan fordres Ed paa, at Ved-
kommende ingen paa anden Maade erhvervet
Kundskab har om Forholdet. Da Dsemedet
med den Aabenbarelsespligt, som paahviler
præsten, naar derved Ulykke kan forekommes,
i Reglen kan fyldestgjøres uden at paalægge ham Vidnepligt, har Udkastet ligesaalidt som
andre Love optaget nogen Begrænsning af Und-
tagelsen med Hensyn hertil; hans Pligt i faa-
dant Fald at gjøre fornøden Anmeldelse bersres
naturligvis ikke af Reglen, saalidt som For-
svarerens Udelukkelse fra at vidne gjør Foran-
dring i den ham som alle Borgere efter
Stræffelovens § 109 paahvilende Pligt. At
Meddelelsen som saadan ikke skulde være nok til
at forebygge Ulvkke, kan neppe tænkes udenfor det
Tilfælde, for hvilket Paragrafens 2 det Stykke i
Slutningen hjemler en Undtagelse fra Reglen.
Reglen i § 130 Nr. 2 er en nødvendigbed,
hvis Forsvarerens Hverv i Stræffesagen ikke
ganske skal lammes; den gjælder selvfølgelig
baade en valgt og en bestikket Forsvarer. Der-
imod har Udkastet ikke udstrakt Undtagelsen
fra Vidnepligten i Stræffesager til Meddelelser,
der iøvrigt betroes Sagførere under Raadforsel
med dem som saadanne, en Regel, der heller
ikke gjælder nu hos os, men som flere frem-
mede Love, f. Ex. den wurttembergste, have
optaget, forsaavidt Meddelelsen er gjort af en
Perfon, der ikke er vidnepligtig. Dersom man


gik saa vidt at indromme Undtagelse fra
Vidnepligten i ethvert Tilfælde, hvor Vidnes-
byrdets Nflæggelse vil gjøre Brud paa et ved
offentlige Institutioner anerkjendt Tillidsfor-
hold, og altsaa f. Ex. ogsaa undtog læger
med Hensyn til deres Patienters Hemmelig-
heder m. v., da vilde hin Undtagelse forSag-
forere ligefrem være hjemlet derved. Men
naar man med Lovene i Almindelighed anser
en saa vidtstrakt Undtagelse for betænkelig, er
der neppe tilstrækkelig Grund til at opstille
en særlig Regel for Sagforere, om end deres
Kalds Beskaffenhed stiller spørgsmaalet noget
ejendømmeligt. Bestemmelsen under Nr. 3
hører til dem, som man maaffe neppe vilde
opstille, naar Reglerne skulde dannes uden
noget Henfyn til den gjældende Ret, mm bør som grAndet i denne sikkert bevares. Und-
tagelsen er her i Stræffeprocessen undergiven
en i Sagens Natur grAndet, ogsaa nu aner-
kjendt Begrænsning. Hvad § 130 3die
Stykke angaar, er den Grundsætning, som
den udtaler, allevegne anerkjendt; nogle Love
gjøre imidlertid Undtagelsen til Regel, saa«
ledes at der fordres Bemyndigelse af vedkom-
mende Foresætte for, at Embedsmanden kan
vidne om Gmbedshemmeligheder, hvad der dog
neppe kan billiges, se ogsaa det tyske Udkast
§ 44.

Hvad Fritagelserne for Vidnepligten an-
gaar, bemærkes med Hensyn til Udkastets
Regler i § 131 følgende: At Fritagelse for
at aflægge Vidnesbyrd maa indrommes den,
der maa antages ikke at kunne besvare et
spørgsmaal, uden at udsige Noget, som umid-
delbart udsætter ham selv for Straf, er en
nødvendig følge af den Grundsætning, at
en Sigtet ikke kan tvinges til Udsagn mod
sig selv. Om løsningen af den Vanskelig-
hed, der faktisk kan være ved Afgjørelsen af,
om denne Fritagelsesgrund er tilstede eller ikke,
kan ingen anden Regel gives, end at Retten
maa prsve samtlige foreliggende Omstændig-
heder, jfr. Ordene „maa antages" og Slut-
ningen af Paragrafen, hvorved det ikke er
udelukket, at Retten af denne Grund kan und-
lade at anvende Vidnetvang, selv om den
Vcegrende ikke med udtrykkelige Ord udtaler,
at hans Vcegring er grAndet deri, at han

ellers vilde sigte sig selv, hvilket allerede vil
være et Bevis imod ham. Tvivlsommere er
det, om Fritagelsen bør udstrækkes til det Til-
fælde, hvor Udsagnet vilde medføre „Bestjcem-
melse" eller „ velfærdstruende Formuetab" for
den Paagjældende. Udkastet har dog troet her
at burde følge det overvejende Flertal af Love,
jfr. derimod det tyske Udkast § 45. I
den Omstændighed, at Vidnetvangen begrcen-
ses saaledes, som Udkastet foreflaar i § 145,
ligger Anerkendelsen af, at Vidnepligten ikke
er en saa absolut Pligt, at den skal gjennem-
fores ved de yderste Midler, selv med Op-
ofrelse af den uberettiget Vcegrendes hele Vel-
færd. Heraf sunes Konsekventfen at være, at
naar det strar er givet, at Vidnesbyrd ikke
kan aflægges uden Velfærds Spilde, bør Plig-
ten ikke paalægges. Det bliver ogsaa i Re«
sultatet en Anomali, at Vcegringøret indwm-
mes overalt, hvor det gjælder Straf, selv den
ubetydeligste, og for et Forhold, der ikke er
vanærende i Medborgeres Djne, men ikke hvor
det gjælder et moralst lastværdigt og van-
cerende Forhold, fordi der ikke er Straf for
det. Naar Nr. 1 fremdeles fritager ikke blot,
hvor det gjælder den Vcegrendes egen Mre
eller Velfærd, men ogsaa hvor det gjælder de
Perfoners Wre eller Velfærd, til hvem han staar
i et af de under Nr. 2 nævnte Forhold, staar
og falder denne Regel selvfølgelig med Reg-
len under Nr. 2, om hvilken følgende skal bemærkes.

Det overvejende Flertal navnlig af nyere
eurovceiste Stræffeproceslove indromme ikke blot
de i § 131 Nr. 2 nævnte Personer, men
fremdeles ogsaa alle den Sigtedes Afcendenter
og Descendenter, Sofkende og lige saa nær
Besvogrede Ret til at undflaa sig for Vidnes-
byrd i Sagen mod ham. Den for Tiden om
dette Punkt gjældende preussiske Lov, som endnu
er Kriminalordningen af 1805, er af tyske Love den eneste, der ikke hjemler Fritagelse af
denne Grund som Ret i Stræffesager; men
med Hensyn hertil bemærker en erfaren Prak-
tiker Tippelskirch, se Forhandlinger paa den femte tyske Iuristforsamling 1864 S. 83, at den
preusfiste Praxis i lang Tid ikke har anvendt
Vidnetvang paa de nævnte Perfoner, og det
ikke ferst efter den nye Procesfes Indførelse,


men længe forinden, uagtet Kriminaloronin-
gens Princip var naturligt efter den rene
Inkvisitionsprocesses Grundsætninger. Dette
forklarer, at Motiverne til det tyske Ud-
kast, der gaar endnu videre i Fritagelsen
(Slægtstab i Sideliniens 3die Grad), end
ikke berore, at der derved for Preussens Ved-
kommende vil ske en væsentlig Forandring i
den gjældende Ret, men indskrænke sig til
kortelig at motivere Udkastets Regel med den
Bemærkning, at den har gjort Kredsen af de
fritagne Perioner saa vid som mulig ifølge
den Opfattelse, at det maa foretrækkes at give
Afkald paa et Bevismiddel fremfor at ud-
sætte en den Sigtede nærstaaende Person for
den Friskelse at aflange falsk Ed til hans
Gunst. Den ovenangivne almindelige Negel er
ligefrem opstillet i den franske Lovgivning. Den
skotske Stræffeproces anerkjender Fritagelsen i
den Udstrækning, som Udkastet forestaar. Kun
den engelske Stræffeproces hjemlcr i det Mind-
ste ikke udtrykkelig nogen Fritagelse for Andre
end ægtefæller (for disses Vedkommende gjæl-
der endog Udelukkelse som Regel), se Glaser:
Das englisch-schottische Strafverfahren 1850
S. 69. Den fvenste Lovgivning har det al-
mindelige Princip, rigtignok med en Undta-
gelse, naar Sagen maatte være af færdeles Vigtighed. I Norge indeholdt det i 1857
af Storthinget vedtagne Forstag Fritagelse for
ægtefælle, Slægtninge i op- og nedstigende
Linie og Soskende; men i de senere Bear-
bejdelser af Stræffeprocessen indskrcenkedes Fri-
tagelsen som almindelig Regel til ægtefæller,
medens Fritagelsen for Slægtninge i op- og
nedstigende Linie indfkrcenkedes til mindre be-
tydelige Sager, og for Søskende til Politi-
sager. At bevare uforandret den hos os gjæl-
dende Ret, der med lidet betydende Undtagelser
ikke i Stræffesager anerkjender nogen Fritagelse
for Vidnepligten for de heromhandlede Per-
foner, vilde efter den givne Oversigt være at
opretholde en Singularitet, hvortil der neppe
kan anfores nogen tilstrækkelig Grund. spørgs-
maalet kan formentlig kun være, hvor vid
Kredsen af de fritagne Personer skal gjøres.
For at gaa videre end Udkastets Forstag kunde
anføres Hensynet til Stræffelovens §§ 109 og
110. Thi maa det end indrømmes, at man

ikke fra den Straffrihed, der her er hjemlet, kan
slutte til en Forandring i den gjældende Ret,
kunde det dog betragtes som en Anomali at
anerkjende Fritagelse for Pligten at angive til
øvrigheden paatænkte grove, Statens Eriskents
eller Menneskeliv truende Forbrydelser, selv
om det under de givne Omstændigheder maatte
være det eneste Middel til at forebygge Iværk-
fættelsen, og dog fastholde Vidnepligten. Selv
om det imidlertid kunde ansees for i og for
sig rigtigt at gaa faa vidt som mange frem-
mede Love — Noget, bvorom flere Medlem-
mer af Kommissionen ikke have kunnet over-
bevise sig —, maa man dog finde Betænkelighed
ved at gisre et saa stort Spring i Forhold
til den gjældende Ret, paa et Omraade, hvor
en saadan Forandring neppe har Medhold i
den hos os herskende almindelige Anskuelse.
Man har derfor anset det for rigtigst at ind-
skrcenke Kredsen af Fritagne til Personer, der
staa i faa nært og inderligt Forhold til den
Sigtede, som en Lovgivning, der overhovedet
ikke vil optage en absolut, ved de yderste
Tvangsmidler gjennemfort Vidnepligt, nod-
vendigvis synes at maatte anerkjende som Fri-
tagelsesgrund. Til disse Forhold hører nu
formentlig ikke blot Forholdet mellem ZEgte-
fæller, men ogsaa Forholdet mellem Forceldre
og Bsrn (jfr. den skotske Lovgivning). Det
gjælder om begge disse Forhold, at man meget
vel kan tænke sig, forstaa og moralsk billige,
at de Paagjældende hellere ville underkaste sig
Tvangen for modvillige Vidner end aflægge
Vidnesbyrdet. Men i faa Fald vilde det være
en meget stor Haardhed at sætte dem paa
denne prøve eller friske dem til Mened for
at undgaa den. At optage et Gradationssyftem,
som foreslaaet i Norge, synes urigtigt. Thi vo'.er
end det Offentliges Interesse i at faae Vidnes-
byrdet afgivet med Forbrydelsens størrelse, saa
voxer ogsaa i tilsvarende Grad Trykket af Vidne-
pligten for den paagjældende Perfon.

Den ved § 131 Nr. 3 hjemlede Fri-
tagelse kan maaske synes at gaa videre, end
Bestemmelsen i Lov af 3die Januar 1851
§ 3. Det, som denne Bestemmelse nemlig
fritager for, naar den Paagjældende selv vil
overtage Ansværet, eller en vis Frist er for-
løben, er Pligten „at meddele de Oplysnin-


ger, som maatte være fornødne, for at godt-
gjøre, at Ansværet paahviler en af de Fore-
gaaende", altsaa Forpligtelsen til at fore fuldt
Bevis for Forgængerens Ansvar. Men deraf,
at den Paagjældende fritages for denne Bevis-
byrde, følger i og for sig ikke, at han under
de samme Betingelser ogsaa er fritagen for
Pligten at lade sig fore som Vidne om Be-
tingelserne for Forgængerens Ansvar, naar
man enten ikke onfker at gjøre Brug af sin
Ret til at holde sig til Gfterfølgeren, men
netop onfker at drage Forgængeren til Ansvar,
eller man paa Grund af Friskens Udlob ikke
kan lade Ansværet gaa over paa den Efter-
følgende i rækken. Ophoret af Retten til at
forlange det Mere, fuldt Bevis, og af Ret-
ten til at lade Ansværet gaa over paa denBevis-
pligtige, hvis dette ikke præsteres, involverer i
og for sig ikke Bortfald af Retten til det Mindre,
Fyldestgørelse af Vidnepligten, og af Retten
til at fremtvinge denne ved de fcedvanlige
Midler. Det maa imidlertid vistnok siges,
at Tanken i Lov af 3die Januar 1851 § 3,
at udelukke Inkvisition efter den Ansvarlige,
kræver, at den Efterfølgende i rækken ved at
erklære sig beredt til at overtage Ansværet
eller ved Friskens Udlob befries ikke blot for
Bevisbyrden, men ogsaa for Vidnepligten an-
aaaende Betingelserne for Forgjcengerens An-
svar. Lovens Tanke udelukker, at Anklageren skal have Valg imellem at kræve Gfterfølgeren
til Ansvar og at afkræve ham Vidneforklaring,
eller endog først kunne prøve at aftvinge ham en
Vidneforklaring, og derefter, hvis det ikke forer
til noget Resultat, drage ham til Ansvar som
den Skyldige. Er denne Opfattelse rigtig, bør Bestemmelsen optages i Loven, allerede
for at fjerne Tvivl, om ikke den i Lov af
3die Januar 1851 grundede Fritagelse for
Vidnepligt maatte være bortfalden ved den nye
Lov om Stræffeprocessen, der har til Hensigt
at være udtommende.

Som følge af Bestemmelsen i § 131
2 det Stykke kan den Omstændighed, at den
Fritagne har fAndet sig i at afgive Forklaring
under Forundersøgelsen, ikke betage ham Retten
til at undstaa sig under Hovedforhandlingen.
Mundtlighedsprincipet, som behersker Hoved-
forhandlingen, kræver, at Vidnerne møde og

afgive Forklaring under denne for selve den
dømmende Ret. I nævningefager bør ingen
Afstand fritage herfor; i andre Landsretssager
giver § 132 derimod Afstandsbestemmelser
svarende til dem, der ere optagne i det civile
Udkast, og ligeledes med Hensyn til Under-
retssager. At Reglerne for disse sidste ogsaa
gjælde med Hensyn til Afhørelse for Under-
søgelsesdømmeren, er allerede af den Grund
naturligt, at Mundtlighedsprincipets Krav ikke
gjør sig gjældende ved saadan Afhørelse. Med
denne Paragraf bør jævnfores § 146 om
Godtgjørelse til Vidner. Saavel Afstands-
reglerne som andre Grunde, nemlig at Sagen
endnu ikke er anhængig, at Vidnet ikke kan
rejse, at dets Rejse til en fjern Net vil med-
fore Besvær og Udgifter, der ikke staa i For-
hold til Udbyttet af afhørelse for denne, ende-
lig at der i det Stadium, paa hvilket Sagen
befinder sig, ikke efter Procesreglerne finder
afhørelse af Vidner Sted for den Ret, for
hvilken Sagen er anhængig, jfr. §§ 256, 390,
414, 431, kunne medføre Nødvendigheden af
afhørelse for en Ret, ved hvilken Sagen ej
er anhængig, altsaa ifølge §§ 6 og 60
Undersøgelsesdømmeren i den Retskreds, hvor
Vidnet boer eller opholder sig. § 134 over«
fører i den nye Proces et allerede i den
gjældende Ret anerkjendt Princip.

Med Hensyn til Vidners Indkaldelse for
Retten er Reglen, at den udgaar fra Retten
felv, se § 135, jfr. herved §§ 238 og 260 og
hvad derom vil blive bemærket. Den Und-
tagelse fra Reglen i § 135, som § 136 hjem-
ler, er grAndet i Forboldets Natur, jfr. §§174
og 177. Reglerne om Virkningen af Ude-
blivelse i § 137 ere noget strengere end de
tilsvarende i det civile Udkast, navnlig i den
Retning, at der ikke behøves nogen Fore-
læggelse, inden umiddelbar Tvang til at
møde anvendes, men stemme med, hvad frem-
mede Stræffeproceslove foreskrive, og hvad
Stræffeprocessens Tarv ordentligvis kraver.
Angaaende Besværing mod de i § 137, jfr.
§ 138 ommeldte Kjendelser henvises til
§ 409, jfr. § 418.

Med Hensyn til Gdfcestelse af Vidner ud-
taler § 139 den af Forholdet mellem Efter-
forskning og Forundersøgelse paa den ene Side


og Hovedforhandlingen paa dm anden Side,
jfr. navnlig § 230, følgende og nu alminde^
lig anerkjendte Regel, at Vidneforklaringer
udenfor Hovedforhandlingen ordentligvis ikke
skulle beediges, men kun, uaar de undtagelses-
vis udgjøre Led af Bevisførelsen for den dem-
mende Ret, fordi den Paagjældende ikke skal
indkaldes for denne (jfr. herved ogsaa §§ 390,
414, 431), eller fordi det maa befrygtes, at
han ikke kan blive indkaldt til Hovedforhand-
lingen. Under denne blive Vidnerne derimod
altid at edfcrste, forfaavidt ikke nogen af de i
Paragrafen angivne Undtagelser foreligger.

Til disse Undtagelser høre de Tilfælde,
som § 140 ommelder. Da Reglen om Vid-
nets Gdfcestelse beror paa den Antagelse, at
Edfcestelsen særlig vil bercege Vidnet til at
udsige Sandheden, maa den bortfalde i de
Tilfælde, hvor denne Antagelse efter Erfarin-
gens Vidnesbyrd ikke staar til, og Udsagnets
Troværdighed altsaa ikke derved kan forhores.
Naar Paragrafen i Henhold til denne Betragt-
ning og i vcefentlig Overensstemmelse med de
fleste Straffeproceslove undtager fra Edfcestelse
de i § 140 under Nr. 1—6 nævnte Per-
soner, jfr. ogsaa med Hensyn til Nr. 1—3
og Nr. 6 det civile Udkast, flal det blot med
Hensyn til Nr. 5 bemærkes, at der ved de
Perfoner, hvis Vidnesbyrd paa Gmnd af deres
Stilling til Sagen stjonnes at være i særlig
Grad upaalideligt, navnlig tænkes paa de i
§ 131 Nr. 2 nævnte Personer, naar de ikke
vcegre sig ved at aflægge Vidnesbyrd. . Nogle
Love udtale et ubetinget Forbud med Hen-
syn til disse Personer og overlade kun Ret-
ten Beføjelsen til at edfceste dem, naar der er
spørgsmaal om en Gjeming, som er begaaet
mod dem selv. Efter Tanken synes imidlertid
den nu foreslaaede Regel rigtigere, jfr, iøvrigt
Motiverne til det tyske Udkast imod den Op-
fattelse, som undertiden forsvares, at der ingen
Grund er til ikke altid at edfceste de nævnte Personer, naar de ikke benytte deres Vcegrings-
ret. Da Vcegringen allerede kan være til
Skade for den Sigtede, godtgjor Villigheden
ikke, at der nu er overvejende Grund til at
skjcenke deres Forklaring Tiltro, og at ingen
Mened er at befrygte. Erfaringen viser efter
de nævnte Motivers Udtalelse netop tvertimod,

at det er i de sjældneste Tilfælde, at Dom-
stolene se sig istand til at tillægge hine Per-
soners Udsagn synderlig Vcegt.

At Gdfcestelsen under Hovedforhandlingen bør gaa forud for afhørelsen, er en Regel, som
ester det for den tilsvarende Bestemmelse i det
civile Udkast Bemærkede ikke behøver særlig For-
klaring. Denne Regel er ogsaa i den møderne
Stræffeproces bleven mere og mere almindelig; kun
den preussiske Lov har opretholdt den asfertoriske
Vidneed ; men det er nu forladt i det tyske Udkast,
hvis Motiver særlig anfore for den forud for
afhørelsen gaaende Ed, at den virker mere
indtrcengende paa Vidnet og srembyder den
Fordel, strar at gjøre det kjendeligt for dømmere og nævninger, om Udsagnet er edeligt
eller ej, og derved give dem Anledning til
allerede ved Paahorelsen at overveje, om der
trods manglende Beedigelse bør skjcenkes et
Udsagn Tiltro. Reglerne i § 140 Nr. 2,
4 og 5, hvis Anvendelighed ofte ikke kan
prsves for afhørelsen, gjøre imidlertid en
Lempelse nødvendig, som findes i de fleste
Love samt i det tyske Udkast. Med Hen-
syn til Gdfceftelse udenfor Hovedhandlingen
gjælde Grundene for den for^dgaaende Ed
langt mindre, ligesom der ogsaa her finder en
Protokollation Sted (jfr. § 85), til hvilken
den bagefter aflagte Ed kan knytte sig. Den
Frihed til at vcelge den ene eller anden Form
for Edsaflæggelsen, som Udkastet hjemler for
dette Tilfælde, er vistnok det Naturligste.

Udkastets Regler om Vidnets afhørelse i §§
142—143 indeholde Intet, som trcenger til
særlig Forklaring. Reglen for, hvem der fore-
tager afhørelsen, er ikke optaget paa dette
Sted, da det tildels afhænger af det Stadium,
paa hvilket Sagen befinder sig; herom hen-
vises til §§ 238, 293—296. Af Forholdet
mellem Forundersøgelsen og Hovedforhandlin-
gen følger den i § 144 givne Regel, at
Konfrontationer ordentligvis kun bør finde Sted
ved den sidstnævnte.

Z 145 hjemler i Overensstemmelse med
det civile Udkast en alvorlig, men dog be-
grænset Vidnetvang. At der maa være en
Begrænsning, tilsiges ikke blot af Forholdets
Natur — Tvangen bør fornuftigvis ikke kunne
gaa saa vidt som Stræffen henholdsvis efter


Stræffelovens § 110 og § 225 —, men er
ogsaa den overvejende almindelige Regel; naar
enkelte Love synes at hjemle en i Tid ube-
grænset Vidnetuang, tor det antages, at der dog
i Virkeligheden aldrig bliver spørgsmaal om
at gaa til det Iderste, jfr. Tippellskirch i For-
handlinger paa den femte tyske Iuristsorsamling
1864 S. 90 ff. Naar det derfor paa denne
Forsamling blev vedtaget 1), at Vidnetvangen bør være begrænset, og 2), at den ikke bør overstige en møderat Pengebode eller Friheds-
unddragelse, blev det udtrykkelig udtalt, at der
herved ikke udtaltes noget nyt Princip, men at
det skete for at bidrage til, at et almindeligt
anerkjendt Princip kunde komme til Gyldig-
hed ogsaa der, hvor det undtagelsesvis endnu
ikke er udtalt. Hojere end 6 Maaneder, der i
Udkastet opstilles som Marimum, gaar ingen
af de nyere Love; de fleste gaa end ikke faa
hojt, jfr. dog nu det tyske Udkast § 61.
Naar dette foreskriver en lavere Gramse (6
Uger) for Politiforseelser, er Tanken heri vift-
nok meget berettiget, men en særegen Regel
paa Gmnd af det Fakultative ved Tvangen
efter § 145 neppe nødvendig. At Tvangen
ophører, naar Vidnet bekvemnier sig til at
svare eller dets førelse frafaldes, er naturligt,
netop fordi her er spørgsmaal om Tvangs-
midler, ikke om Straf for Opsætsigheden, et
Synspunkt, fra hvilket endel Love have an-
ordnet Vidnetvangen. Tilføjelsen , uafbrudt"
eller , sammenlagt" er af Vigtighed med
Hensyn til de to Stadier i Sagen, forend og
efterat Anklagen er rejst. Reglen i § 146
om Godtgørelsen til Vidner beror selvfølgelig
tildels paa et skjøn. Den forskjel, der er
mellem denne Regel og det civile Udkast, for-
menes ikke at være unaturlig efter Forholdenes
Forfljellighed.

Hvad endelig § 147 anga^,r, er det
i Overensstemmelse med Udkastets Tanke, at
Politimesteren skal være i Stand til saavidt
muligt selvstændig at efterforske Forbrydelser,
at der er tillagt ham Ret til at kræve møde
for sig af vidnepligtige Personer og ubeediget
Forklaring af dem, naturligvis kun ved For-
brydelser, som ere Gjenstand for offentlig For-
folgning, og saalcdes at Ingen er Pligtig til
af den Grund at begive sig ud af den Politi-

kreds, i hvilken han boer eller opholder sig.
Efterkommes ikke denne mødepligt, maa dette
medføre en Strafvirkning, der imidlertid bør være meget møderat, og med Hensyn til hvilken
der efter den almindelige Regel i § 236 er
Adgang til Prsvelse ved Domstolen. Derimod bør hverken Tvangsafhentelse af den Udeblevne
kunne foranstaltes af disse Myndigheder, og
endnu mindre kan der hjemles dem noget Tvangs-
middel mod den, der vcegrer sig ved at af-
give Forklaring. Disse Tvangsmidler bør ude-
lukkende være forbeholdte Retten, jfr. herved
§ 221.

Kapitel III. Om Besigtigelser, Syn og Stjsn.

Reglerne om Besigtigelser og om Syn og
Ekjon har Udkastet forenet i eet Kapitel, fordi
disse Akter i Stræffesager staa i noje Forbin-
delse med hinanden, og Tilkaldelse af Syns- og
skjønsmcend fortrinsvis finder Sted ved Be-
sigtigelser, ligesom det ogsaa er optaget som
Regel, at Syns- og Skønsforretningen or-
dentligvis ledes af en dømmer (§ 156).

At ikke blot Retten (Undersøgelsesdom-
meren og den dømmende Ret), men ogsaa
Politiet (Statsanklageren) til egen Oplysning
kunne og bør foretage de fornødne Besigtigelser,
er en Selvfølge. Med- Hensyn til det Eporgs-
maal, om Beretninger om slige Besigtigelser,
foretagne af Politiet eller en Undersøgelses-
dømmer, kunne benyttes ved Oplæsning for den
dømmende Ret, henvises til § 295 Nr. 1.
Umiddelbarhedsprincipet kræver, at den dømmende Ret selv foretager de Besigtigelser, hvor-
paa den skal bygge en Overbevisning; men
ligesom Forholdene kunne gjøre dette faktisk
umuligt, fordi Befigtigelsesgjenstanden ikke mere
existerer, saaledes maa Reglen ogsaa undergives
Indskrænkninger i Tilfælde, der svare til de i
§ 133 Nr. 3 og 4 med Hensyn til Vidners
afhørelse nævnte. I saadanne Tilfælde maa
Undersøgelsesdømmerens under Efterforskningen
og Forundersøgelsen eller efter Paalæg eller
Begjæring af den dømmende Ret foretagne
Besigtigelser altid kunne oplæsee. Derimod


bor Beretninger om Besigtigelser, foretagne af
Politiet, ikke kunne oplcrses for den dømmende
Ret; thi kun Retshandlinger kunne gjælde som
selvstændige Bevisakter. Er der Forhold til-
stede, der give Grund til at antage, at en
Oplæsning af Beretning om Besigtigelsen vil
behsves for den dsrnmende Ret, bør Besigti-
gelse ved Underfogelsesdømmeren altfaa foran-
lediges, jfr. § 221. Er det ikke flet, bør Op-
læsning ikke tilstedes, men de Paagjældende
maa indkaldes og afhøres som Vidner. — ogsaa den Omstændighed, at Besigtigelsen for-
udsætter en Ransagning, kan gjøre det nod-
vendigt at henvende sig til dømmeren.

Tilkaldelse af Syns- og skjønsmcend bør ligeledes kunne foretages baade af Retten,
— undersøgelsesdømmeren saavelsom den dom»
mende Net, — og af Politiet. Om Syn-
og skjøn ifølge Tilkaldelse af Retten handler
Udkastet i §§ 149—162, i § 163 om Til-
kaldelse af Politiet; Kapitlet slutter derpaa
med nogle fælles Bestemmelser.

Ved §§ 149-162 kunne adskilles §§
149—155 om Mcendenes Tilkaldelse, §§
156—157 om Forretningens Foretagelse, §§
158—160 om Forretningens Afgivelse (Er-
klæringen) og om Mcendenes afhørelse over
samme, og endelig §§ 161 og 162, indehol-
dende nogle almindelige Bestemmelser.

Hvad Tilkaldelsen af Mcendene angaar,
naar den efter det i § 149 udtalte Syns-
punkt er fornøden, gjør Udkastet en formel Ad-
skillelse mellem de i Stræffesager hyppige Til-
falde, at den Tilkaldte har en almindelig
offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen af saa-
daune Syn eller skjøn (f. Ex. naar Retslægen
tilkaldes), og de Tilfælde, hvor andre Personer
tilkaldes. Kun i sidste Fald findes en egentlig
Udmeldelsesbestutning at være passende (§ 149,
2det Stykke), ligesom der og kun da bliver
spørgsmaal om de Regler, der indeholdes i §
150 2det Stykke (jfr. § 159) samt §§ 151,
153 2det Punkmm 154, 164 1ste Stykke o. fi.
Herved mærkcs Neglen i § 152 1ste 3 tykke,
der vel ikke skal binde Retten til vedkommende
offentlig ansætte Personer, men dog udtaler
det Naturlige, at der st^l særegne Grunde til
at vcrlge Andre. Det stemmer med den mc-
derne Proteses Grundsætninger, at Retten be-

stemmer Antallet, jfr. dog § 157 4de Stykke
samt de i forfkjellige Instruxer givne Regler
med Hensyn til Obduktioner, hvilke skulle staa
ved Magt, forfaavidt de ikke ere i Strid med
Udkastets Bestemmelser, se § 157 5 te Stykke
og § 158 3die Stykke. iøvrigt er der i
Bestemmelserne i §§ 149—157 Intet, som
behøver særlig Forklaring. Udkastet har, saa»
vidt Forholdenes Forskellighed tillod det, holdt
sig til de Grundsætninger og Regler, som det
civile Udkast har optaget med Hensyn til Syn
og skjøn.

Medens Erklæringens Afgivelse (§ 158)
er en Akt, der kun foregaar een Gan være
sig til Undersøgelsesdømmeren (jfr. herved §
298 Nr. 2) eller til den dømmende Ret, kan
der for Syns- og skjønsmcend, som tilkaldes,
forend Anklage er rejst, blive spørgsmaal om
afhørelse saauel for Undersøgelsesdømmeren
som for den dømmende Ret. Det følger imid-
lertid af Forholdet mellem Hovedforhandlingen
og den samme forudgaaende Underføgelse, at
den Edfceftelse, der er forefkreven med Hensyn
til udmeldte Mcend. ordentligvis kun bør finde Sted ved den Første, medmindre der er
særegne Grunde til at anticipere Edfcestelses-
akten, (§ 159 2 det Stykke). Med Hensyn
til Pligten, at underkaste sig Afhørelse angaa«
ende Erklæringen, har Udkastet for det Tilfælde,
at Erklæringen afgives af en dertil beskikket
kollegial Myndighed (f. Ex. Eundhedskollegiej)
truffet den Bestemmelse, at Kollegiet selv be«
stemmer, hvem af Medlemmerne der jkal give
møde pa.i dets Vegne. Paa den ene Side bør Afhørelsen ligesaalidt i dette som i andre
Tilfælde opgives; paa den anden Side kan det
antages, at den paagjæloende Myndighed bedst
vil forstaa at udse den rette Mand, ifr. den
wurtb. Lov § 283. Kollegiet kan naturligvis
give flere af fine Medlemmer dette Hverv, og
det ber fornuftigvis ske, hvor der er Menings-
forskjel. iøvrigt erindres herved Reglen : §
152 1ste Stykke, samt § 161 2det Stykke,
ifølge bvilke Bestemmelser Retten itke er bunden
lil at gaa til et saadant Kollegium eller til
dets Erklæring.

Forsaavidt afhørelse finder Sted samtidig
med Forretningens Foretagelse for den ledende
dømmer, behsves der ingen særegne Forskrifter


om Pligten til at give møde for Retten til
afhørelse. Derimod udkræves disse ved senere
afhørelscr; her, men ikke ved selve Forretnin-
gen (fe § 151), kunne Afstandsbestemmelserne
for Vidner sinde Anvendelse og iøvrigt lignende
Regler om værnethinget for afhørelsen som
med Hensyn til Vidner (se § 160).

Hvad § 161 angaar, kan her henvises til
Udviklingen i Motiverne til det civile Udkast
angaaende Uforeneligheden af den gjældende
Nets Regler om Oversyn og Overstjon med
den frie Bevisbedømmelse. Ligeledes har Ud-
kastet i § 162 optaget det civile Udkasts
Princip om Anvendeligheden af den samme
Tvang mod Syns- og skjønsmænd som mod
Vidner med de af Forholdets Natur flydende
Lempelser. Andetsteds har man havt Betæn-
kelighed ved at overfore disse Regler fra
Vidner; saaledes bemærkes det i Motiverne
til det tyske Udkast, der her kun anordner en
Bodestraf (§ 69), at hverken Tvangsafhentelse
eller Hensættelse i Forvaring synes passende
for at tvinge den sagkyndige Mand, der
vcegrer sig, til et aandeligt Arbeide, og at
den saaledes aftvungne Gcklæring i de sjæld-
neste Tilfælde vil have noget værd. Men
da Myndigheden til at anvende disse For-
holdsregler er fakultativ, og Retten i Til-
falde, hvor intet tilfredsstillende Resultat kan
ventes af dem, derfor bør og vil undlade
dem og gjøre Brug af sin Beføjelse efter §
161, skjønnes den anførte Betragtning, der ikke
kan gjøre Krav paa Almengyldighed, ej at
kunne være afgjørende.

At Politimesteren til egen Oplysning
(,til UnderStøttelse under Efterforskningen")
maa kunne tilkalde Syns- og skjønsmcend
og navnlig de med Bemyndigelse beskikkede
Mcend, saasomRetslægen, bør sikkert indrommes,
hvis hans Virksomhed ikke skal lammes for
st?rkt. Men herved gjælde lignende Indskrcenk«
ninger som efter § 147 med Hensyn til
Vidner, kun at Boden for ikke at efterkomme
Tilkaldelsen er sat noget hojere. Naar derimod
de i § 163 2det Stykke angivne Forudsoet«
ninger ere tilstede, naar altsaa Synet eller
Ekjonnet kun een Gang kan foretages, maa
det Hensyn Være afgjørende, at det skal fore-
gaa paa den Maade, at det kan fremføres

som Bevis for den dømmende Ret; det maa
med andre Ord blive en Retshandling. Kun
Forretningens Indledelse kan, naar ingen Op-
sættelse kan sinde Sted, overlades til Politi-
mesteren, der saaledes her handler som uanmødet
Forretningsforer og derfor ogsaa i dette Tilfælde
maa være udrustet med Myndighed til at af-
hente den Paagjældende med Magt.

I de fleste tyske Straffeproceslove findes
ved Siden af de almindelige Regler om Syn
og skjøn en Ncekke særlige Bestemmelser om
enkelte bestemte Forretninger af denne Art,
sa.isom om Ligsyn, Obduktion, Syn og skjøn
ved Falskmsntneri, Dokumentfalsk m. v. Ud-
kastet har ikke optaget saadanne Regler, der
bedre egne sig til at optages i Instruxer end
i Loven om Stræfferetsplejen, hvad ogsaa ind-
rommes i Motiverne til det tyske Udkast. For-
saavidt saadanne Instruxer for Tiden sindes
hos os, blive de altsaa staaenoe ved Magt i
de Punkter, hvor de ikke komme i Strid med
de givne almindelige Regler.

Kapitel IV. Om den Eigtedes Indkaldelse for Retten, An-
holdelse og Fængsling samt om Beslaglæggelse
af dens Formue, der undorager sig forfølg«
ning m. V.

Det nærværende Kapitel handler om de
Midler, der staa til Raadighed for at hidføre
Opfyldelsen eller hindre Tilsidesættelsen af de
Retspligter, der i Anledning af en Stræffesag
paahvile den Sigtede. Hvilke disse Pligter
ere, er et spørgsmaal, paa hvis Besvarelse
de principielle Forskelligheder i Ordningen af
Stræffeprocessen nødvendigvis maa ytre sin
Indflydelse. I den reformerede Stræffeproces
er det anerkjendt, at den Sigtede ikke har
nogen fremtvingelig Pligt til positivt at under-
ststte undersøzelsen mod sig. Derimod ved-
bliver det for det Første selvfølgelig som for
at være den Sigtedes Retspligt at blive til'
stede og underkaste sig dømmen. Dernæst
medfører Anklageprocessens Princip, skjønt af
en anden Grund end Inkvisitionsprocessen, en
Retspligt i visse Tilfælde for dm Sigtede til


personlig nærværelse ved Sagens Behandling.
Dette ajælder for det Første med Hensyn til
Hovedforhandlingen, navnlig Bevisførelsen, jfr.
Udkastets §§ 200 og 280. Thi i Anklage-
procesfen er ingen Bevisførelse tilstrækkelig,
som sker uden Parternes, navnlig ogsaa den
Sigtedes personlige Medvirkning, selv om denne
Medvirkning bestaar i et ganske passivt For-
hold lige overfor Anklagen og dens Beviser.
følgelig kan, da Stræffesagernes væsen ude-
lukker et retsgyldigt Afkald paa fuldstændigt
Bevis, ingen Domfældelse finde Sted, naar
den Anklagede ikke personlig har været tilstede.
Om denne først i den nyere Tid til Klarhed
bragte Konsekvents af det rigtig opfattede
Nnklageprincip, der bl. A. forer til Udelukkelsen
af Udeblivelsesdømme mod Fraværende, og
hvortil ogsaa det tyske Udkast nu har sluttet
sig, og om de Undtagelser, der kunne til-
stedes, skal nærmere tales ved dette Kapitels
fjerde Underafsnit (IV). Paa dette Sted skal blot frembceves, at heraf følger Retspligten
for den Sigtede til personlig nærværelse ved
Hovedforhandlingen, da hans Udeblivelse vil
gjøre Sagens Gjennemførelse eller Tilende-
bringelse umulig. Hvad den Hovedforhandlingen
forudgaaende undersøgelse angaar, kommer hin
Betragtning ikke til Anvendelse, i al Fald
med Undtagelse af de Tilfælde, hvor en anti-
ciperet Bevisførelse finder Sted. Bortset her-
fra, er der kun en enkelt Retshandling, til hvis
Foretagelse den Sigtedes nærværelse er nod-
vendig, nemlig hans egen afhørelse. Om end
enhver Tvang, umiddelbar eller middelbar, til
at give Forklaring bortfalder, og om end Af-
hyrelsen faaledes har en anden Karakter end
Forhoret i den nugældende Stræffeproces, er
det dog utvivlsomt den Sigtedes Pligt at
møde til den afhørelse, der skal finde Sted
saavel for hans egen Skyld, uden at han kan
give Afkald derpaa, fom for Anklagerens Skyld,
der for at bestemme, om Anklage bør rejses
og i hvilket Omfang Bevisførelse vil blive
nødvendig, har Krav paa at faae at vide, hvor-
ledes den Sigtede stiller sig til Anklagen, hvil-!
ken Forklaring han vil give, om og hvorvidt
han tilstaar. benægter eller nægter at udtale
sig. Det bliver altsaa ogsaa i den refor-
merede Stræffeproces den Sigtedes Retspligt

at møde for Retten til Afhørelse samt iøvrigt,
hvor Loven kræver hans nærværelse. Endelig
paahviler der i den nye Proces som for den
Sigtede den negative Retspligt at lade saa-
danne Bevismidler urorte, til hvilke Ankla-
geren har en af den Sigtede uafhængig Ret,
altfaa Forbrydelsens Sftor og Oplysninger af
Trediemand.

Til at lette Indsigten i Kapitlets Regler
skulle nu, førend der gaaes ind paa Enkelt-
heder, de vigtigste Bestemmelser sammenstilles,
knyttede til disse trende Retspligter for den
Sigtede, nemlig 1) Pligten at give møde for
Retten, forsaavidt denne faar særlig Betydning
ved Siden af 2) Pligten at underkaste sig
forfølgning og eventuelt dømmen, samt 3)
Pligten at afholde sig fra Kollusioner.

mødepligten har kun særlig Betyd-
ning, naar den Sigtede befinder sig paa fri
Fod, og der ikke allerede foreligger tilstrækkelig
Grund til at ramme ham med den Friheds-
berovelse, som hjemles ved Haandhævelsen af
de tvende andre ovenfor nævnte Retspligter.
Det regelmæssige Middel til at hidfore den Sig-
tedes møde er hans Indkaldelse for Retten
(se Kapitlets første Underafsnit). Udebliver
den Sigtede uden behorigt Forfald, maa mødet kunne fremtvinges ved Afhentelse; thi an-
dre Udeblivelsesvirkninger ere ordentligvis ude-
lukkede ved Stræffesagens Natur. Dette maa
som Regel gjælde i alle Stræffesager. Forsaa-
vidt der imidlertid i visse ubetydelige Stræffe-
sager anerkjendes Undtagelser fra den alminde-
lige Regel om den ubetingede nødvendighed
af den Sigtedes nærværelse ved Hovedfor-
handlingen, se § 200 2 det Stykke, bør Af-
hentelse af den Sigtede med Magt som følge
af Udeblivelse kun finde Sted, naar dømmeren
finder, at hans nærværelse under de givne
Omstændigheder ikke kan undværes, og herpaa
maa den Sigtede udtrykkelig være gjort op-
mærksom i Indkaldelsen. Viser det sig altsaa
forsi under Forhandlingen, at hans nærværelse
er nødvendig, maa Indkaldelsen gjentages med
dette særlige Paalæg (se § 169). Denne
Afhentelse med Magt af en Udebleven, der
er uafhængig af Betingelserne for de Forholds-
regler, som hjemles ved den Sigtedes ovrige
Retspligter, plejer i Lovene at betegnes med


et særeget Navn („Vorfuhrung", i Modsæt-
ning til baade ^vorlaufige Festnahme" og
^Verhaftung"). Hos os maa imidlertid paa
Grund af Grundlovens § 80 enhver Friheds-
berovelse, som den Sigtede undergives for
Stræffesagens Skyld, henføres under et af Be-
greberne Anholdelse eller fængfling eller i al
Fald undergives de for hver af disse ifølge den
nævnte Grundlovsbestemmelse gjældende Regler.
Navnlig maa Ingen for en Forseelse, der kun
kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt
fængfel, være Friheden berøvet for Stræffe-
sagens Skyld ud over der Retsmøde, der skal
finde Sted inden 24 Timer efter Frihedsbe-
rsvelsen, hvad der saa end er Hjemmelen for
denne. Da denne Regel altsaa oa/aa gjccker
for Afhentelse af en Udebleven med Magt,
der dog, som bemærket, ikke ubetinget kan være
udelukket ved hine ringe Forseelser, blev det
uundgaaeligt her at anvende Begrebet og Rets-
reglerne om Anholdelse. Forsaavidt det Til-
falde kan tænkes, at det paa Grund af Af-
standen ikke er muligt i løbet af 24 Timer
at bringe den Paagjældende for den Ret, der
har udstedt Indkaldelsen, hjemler dette natur-
ligvis ikke Ret til at fravige Grundlovens
Bestemmelser om disse ringe Forseelser, men
dertil maa Hensyn tages ved værnethingsbe-
stemmelserne (fe § 65, jfr. § 69).

Der er ikke fAndet tilstrækkelig Grund til ved
de Forbrydelser, der overhovedet tilstede fængs-
ling, tillige at opfore Udeblivelse efter Indkaldelse
som felvstændig fængflingsgrund. Thi naar
her Anholdelse ikke er tilstrækkelig tiløjeme-
dets Opnaaelse paa Grund af Afstand i Rum
eller Tid, — hvad der udenfor Hovedforhand-
lingen vil være fjældnere (jfr. § 167), — vil
det i det Retsmøde, der finder Sted inden 24
Timer efter Anholdelsen, vise sig, om Udebli-
velsen, skjønt ikke grAndet i lovligt Forfald,
dog er saaledes undskyldelig, at vedkommende
dømmer kan nojes med at give Paalæg om
at møde til den Tid, til hvilken Sagen paa
Grund af Udeblivelsen er udsat, eller om den
ikke er det, i hvilket Fald der i de almindelige
Regler vil være tilstrækkelig Hjemmel til at
afsige fængstingskjendelse eller i al Fald
Kjendelse om Sikkerhedsstillelse.

Det næste spørgsmaal er, om der nogensinde

kan uccre Hjemmel til at anticipere en Tvangs-
fremstilling for retten, uden at der spørges, om de
Grunde foreligge, der hjemle Frihedsberovelse af
Henfyn til den Sigtedes andre Retspligter. Dette
har Udkastet indenfor visse Grænser aner-
kjendt, naar den Paagjældende træffes i Udfs-
relsen af Forbrydelsen eller paa friske Spor,
se § 174 Nr. 1 og 2det Stykke (jfr. L. 11te
Febr. 1863 § 10). At Retten har den
samme Befsjelse som efter de nævnte Bestem-
melser Politiet og private Personer, er ind-
lysende. Det er hjemlet ved den omfattende For-
skrift i§ 170 Nr. 2. Principielt forsvares en
saadan Regel ved den Betragtning, at den Paa-
gjældende under hin Forudsætning maa finde
sig i at staa til Ansvar for sit Forhold strax,
praktisk ved den Betragtning, at Anholdelses-
befsjelsen vil blive vanskelig at anvende i saa-
danne Tilfælde, naar Anholderen særlig tillige
skal gjøre sig Rede for, om der er Grund til at antage, at den Paagjældende vil unddrage
sig Ansværet, en Overvejelse, fom Forhol-
dene ofte itke ville give ham Lejlighed til at
anstille. Men det gjælder paa den anden
Side om denne som om mange andre For-
holdsregler i Stræfferetsplejen, at der ikke maa
være Misforhold mellem Maal og Middel.
Ved Forbrydelser, som ikke tilstede fængsling
i Henhold til reglerne i § 183 Nr. 2 og 3
— altsaa efter Udkastet ved Forbrydelser, som
det efter § 35 tilkommer Politimesteren eller
efter § 39 en Privat at paatale —, bør denne Tvangsfremstilling, der er uafhængig
af de almindelige Betingelser for den Sigtedes
Frihedsberøvelse, derfor ikke sinde Sted. Heri
ligger heller ingen Vanskelighed, da disse Be-
tingelser her samle sig om visse let kjendelige
mærker. Thi Reglen bliver herefter, at den
for en saadan Forseelse paa fersk Gjernmg
Trufne kun kan anholdes, naar han er en
omstrejfende Perfon eller en Fremmed eller en
Ubekjendt. Den Vanskelighed, der efter Om-
stændighederne kan ligge i selve Gromsen
mellem de paagjældende Forbrydelsesklasser,
kommer alligevel paa andre Punkter frem for-
medelst Grundlovens Bestemmelser.

Opfyldelsen af den Sigtcdes Pligt at
underkaste sig forfølgning og even-
tuelt dømmen maa Anklageren under


visse Omstændigheder have Krav paa at faae

sikret ved, at Unddragelse fm Forfølgning gjøres
den Sigtede umulig, eller ved andre mindre
indgribende Forholdsregler, der i det givne
Tilfælde maa antages at være tilstrækkelige.
Den naturlige Betingelse herfor er, at der
virkelig er Grund til at frygte for, at den Sig-
tede vil unddrage sig Ansværet ved Flugt eller
Forstikkelse. Den Frihedsberøvelse, der af
denne Grund sinder Sted, maa efter Forhol-
dets Natur vare, indtil Sagen er endt, even-
tuelt Stræffen kan fuldbyrdes, hvis den angivne
Betingelse vedbliver. I og for sig maa det
siges, at Betingelsen kan forekomme fe!v ved
ringe Forbrydelser; men Grundloven bar af Hen«
syn til Misforholdet mellem Maal og Middel
udelukket en saa langvarig Fnhedsberovelse ved
saadanne Handlinger, der ikke kunne med fore anden
Straf end bøder eller simpelt fængsel. Derimod
udelukker Gundloven ikke ved de nævnte For«
sech'er en Anholdelse, der ikke varer udover
det Retsmøde, som skal finde Sted inden 24
Timer efter Paagribelsen. Dersom imidlertid
en saa kortvarig Fnhedsberovelse maatte siges
ikke at Være egnet til at opnaa det Formaal,
der er Tale om, vilde der dog ingen Mening
være i at tilstede Anholdelse, hvor fængsting
var udelukket, for at sikre den Sigtedes Pligt
at underkaste sig forfølgning, eventuelt Straf.
Men det er ikke saa. I mange af de herom-
handlede Tilfælde vil det være muligt, let og
naturligt, at Sagen afgjøres ved Dom i det
samme Retsmøde, i hvilket den Anholdte frem-
stilles for Retten, jfr. Udkastets §§ 363 og
447, og fremdeles vil ofte Paaanke være
udelukket, se § 397, og derfor Fuldbyrdelse
umiddelbart efter dømmen kunne sinde Sted.
se § 465. Der er følgelig god Mening i
at anerkjende, at Anholdelse efter Omstændig-
hederne kan sinde Sted wr detteøjemeds
Skyld, selv i de Tilfælde, hvor fængsting
er udelukket. Der bliver da at gjøre en Ad-
skillelse mellem de Tilfælde, hvor kun en kort
ved Loven skarpt afgrænset Frihedsberovelse (An-
holdelse) er tilstedelig for det omspurgteøje-
med, og dem, hvor en kun red de naturlige
Betingelser, nemlig Sagens Slutning og
Forudsætningens Vedvaren, begrænset Friheds-
berovelse (fængsting) kan anvendes Men

der bliver fremdeles at gjøre en anden Ad-
skillelse. De Omstændigheder, der berettige
til at antage, at den Sigtede vil unddrage
sig Ansværet, kunne Være meget forfkjellige.
I Almindelighed kan der ikke gives bestemte
Regler for, af hvilke Data denne Frygt skal
fremgaa; det vilde fore til unaturlige Resul-
tater. Men det følger af Forholdets Natur,
at Frygten langt fjældnere vil være begrAndet
ved ubetydelige Forseelser end ved større For-
brydelser, og det er navnlig ved stige mindre For-
seelser, hvor der let fremkommer et Misfor-
hold mellem Maal og Middel, af større Vigtighed, at der ikke aabnes Doven for Mis-
brug ved Anvendelse af en Regel, der ikke
kan hare fuldkommen Bestemthed, end at i
et enkelt Tilfælde Forholdsreglen ikke kan an-
vendes, hvor den dog under de givne Forhold
vilde være begrAndet. Derfor bør Forbolds-
reglen ved ringe Forseelser kun kunne anvendes,
hvor man, som oftest med stor Sandsynlighed,
kan sige, at man ikke, naar det kommer til
Stykket, kan faae fat paa Personen, hvis man
ikke holder paa ham, fordi den Paagjældende
er en omkringstrejfende Person (uden Midler
til lovligt Underhold) eller en Fremmed, der
ej har nogenlunde varigt Ophold her i Riget,
eller en Ubekjendt. Denne Betingelse bør dernæst ikke blot opstilles for de Tilfælde,
hvor kun Anholdelse er hjemlet, men for en
noget større Kreds; Udkastet har troet, at det
efter de forestaaede Regler og den ovrige Lov-
givning var en i alle Henseender passende
Bestemmelse, naar denne Kreds kom til at
omfatte alle Handlinger, hvis Paatale er
henlagt til Politiet (§ 35) eller til Private
(§ 39). Herefter bliver der følgende 3
Klasser:

1) Tilfælde, hvor kun Anholdelse er
hjemlet, og hvor altsaa Betingelsen er, at den
Mistænkte er Omstrejfer, Fremmed eller Ube-
kjendt (§ 170 Nr. I, jfr. § 182);

2) Tilfælde, hvor fængsling er hjemlet,
men kun under samme Betingelse (§ 183
Nr. 1, jfr. s 182), og

3) Tilfælde, hvor fængsling er hjemlet,
men uden Indskrænkning til den angivne Be-
tingelse, fe § 183 Nr. 2.

At Anholdelse er et Begreb som er uund-


værligt paa dette Omraade, følger. som nys
b?mærket, af den i og for sig positive Regel
om fængstings Uanvendelighed ved visse ube-
tydelige Forseelser. Tvivlsommere kan det
være, om der er tilstrækkelig Grund til i de
Tilfalde, hvor fængsting ikke er udelukket, at
gjøre en Adskillelse mellem Anholdelse (med
den dertil sig stuttende Mellemtilstand, der
omhandles i §§ 179—181, jsr. Grundlovens
§ 80) som den foreløbige, bestemt begram-
sede Frihedsberøvelse og Fængslingen som den
endelige, forudsat at ogsaa Anholdelsen finder
Sted ifølge en Retsbeslutning. Mod denne
Adskillelse, som Udkastet har i Lighed med det
overvejende Flertal af Love. og hvis Betyd-
ning væsentlig er den processuelle, at Fængs-
lingen kun kan besluttes, efterat den Ved-
kommende er hort, samt ved Kjendelse, medens
Anholdelsen kan besluttes uden egentlig Kjen-
delse og, uden at Vedkommende er hsrt, hvor-
imod afhørelsen skal følge efter inden en kort
Frist, bemærkes det i Motiverne til det tyske Udkast, at den har mere tilsyneladende end
virkelig Betydning. Det reelleøjemed at
sikre, at den Paagjældende bliver hort inden
en vis Frist, for at afgjøre, om den foreløbige
Forholdsregel skal gaa over til en endelig,
kan ligefaa godt opnaacs ved en dertil sigtende
Forskrift i Lovm, om end Forholdsreglen
strax fra Begyndelsen kaldes Famgsting, idet
da Hensigten med denne afhørelse bliver at
afgjøre, om Fængslingen atter skal ophæves.
Det indrømmcs imidlertid dog i de nævnte
Motiver, at dømmeren maa kunne gaa den
Vej foreløbig at beslutte Anholdelse og først der-
efter fængsling, og dette kan hos os yder-
ligere blive en nødvendighed paa Grund af
den Regel, at Fængslingen skal besluttes ved
en af Grunde ledsaget Kjendelse. De herhen« hørende Regler i § 170 blive altfaa under
alle Omstændigheder ikke overflødige. spørgs-
maalet er kun, om den Betingelse skal fast«
holdes, at fængsting først bør kunne beslut-
tes, efterat den Vedkommende er hsrt, eller
om det ogsaa udenfor det færlige i § 182
nævnte Tiifælde skal Være muligt for dømme-
ren at beslutte den uden denne Betingelse.
Maa det nu end indrommes, at dette spørgs-
maal under den Forudsætning, som hine Mo-

tiver gaa ud fra, nemlig at de samme Regler
om afhørelse inden 24 Timer efter Paagri-
belsen, der gjælde ved Anholdelse, overføres, er
af liden Betydning, saa fees det paa den an-
den Tide heller ikke, at der vindes Noget ved
at opgive denne processuelle Forfkjel i Betin-
gelserne, der dog altid tjener til at skjærpe Be-
grebernes Forskjel. Selv om endvidere de
materielle Betingelser i Principet ere de
samme, ligger det dog i Forholdets Natur, at
disse ere modtagelige for mange Nuanær.
Da der nødvendigvis maa være større Sikker-
hed for Afgjørelsen om Betingelsernes Tilstede-
værelse, naar den Paagjældende er hort, lig-
ger det derfor ogsaa i denne Forskjel, at der,
naar der er Tale om fængsting, forudsættes
stcerkere objektive Holdepunkter, hvad der ikke
turde blive uden al Betydning med Hensyn
til Rundhaandetheden af denne Forholdsregels
Anvendelse. Derfor har Reglen i § 170
Nr. 2 ogsaa kunnet affattes i langt alminde-
ligere Udtryk end de tilsvarende Bestemmelser
om fængsling. En Undtagelse fra Reglen,
at fængsting kun kan besluttes, efterat den
Paagjældende er hsrt, bør dog indrommes i
det Tilfælde, § 182 omtaler, allerede fordi en
fængstingskjendelse kan være Betingelse for at
opnaa Udlevering; men i saa Fald bør da
ogsaa den ved Anholdelse gjældende Regel om
Afhørelse inden en vis Frist overfores, se § 187.

Naar det er lykkedes den Sigtede at
unddrage sig forfølgning, bliver der spørgs«
maal om yderligere Forholdsregler til at bevirke
hans Fremstillelse for Retten. Udkastet har
i den Henseende forestaaet i Lighed med flere
andre Love under visse nærmere Betingelser
at tilstede en Beslaglæggelse paa den Formue,
den Sigtede besidder her i Riget, jfr. ogsaa
Lov om værnepligt 6. Marts 1869 §
13. Men det nærmere herom vil blive be-
rort ved de paagjældende Bestemmelser i §tz
197—199.

Hvad endelig angaar den Sigtedes oven-
for omtalte negative Retspliat mod Under-
søgelsen, ikke at tilintetgjøre eller for-
vanske Bevismidler, til hvilke An-
klageren har en af den Sigtede uaf-
hængig Ret, er det endnu stedse i Theorien
et omtvistet spørgsmaal, om det er principielt


tilstedeligt. for at hindre Tilsidesættelse af
denne Pligt, at bersve den Sigtede Friheden
eller iøvrigt gjøre Indstrcenkning i hans Ret-
tigheder. Det bemærkes f. Ex. af Zacharice,
Handbuch des dentschen Strafprocesfes S. 137,
om det væretægtsfængsel, der finder Sted af ^
denne Grund, at det vel er ganske stemrnende
med det inkvisitoriske Princip, men i afgjort
Strid med Nnklageprincipet, da det kommer
i Modsigelse med al virkelig Procesret at
gjøre Modparten værgelos paa Grund af
muligt Misbrug af hans Forsvarsrettigheder
eller at berove ham det for et virksomt For-
svar uundværlige Samkvem med Omverdenen,
medens den anden Part har sin fulde frie
Bevcegelse. Da imidlertid denne Betragtning
vilde føre til at udelukke væretcegtsfængsel af
en hvilkeniomhelst Grund, og da den Sigtedes
Forsvar sikres ham ved de almindelige Rettig-
heder (Tilstedeværelse i Retsmøderne, Adgang
til Sagens Aktstykker) foruden ved dømmerens
Opgave under den egentlige Forundersøgelse,
kan kun saa Meget erkjendes for rigtigt, at
den ubestemte Formodning, at en Sigtet
kunde misbruge sin Frihed til Vanskelig-
gjørelse af Undersøgelsen, ikke er tilstrækkelig
til at berove ham Friheden, ligesom det selv-
følgelig ogsaa vilde være en retstridig Mis-
brug, naar Fængslingen benyttedes som et
Middel til at opnaa Tilstaaelse. Denne Mis-
brug kan imidlertid heller ikke befrygtes —
i højere Grad end alle andre Misbrug —,
naar Fordringen er, som Udkastet (§ 183
Nr. 3) forudsætter, at der efter Sagens Om-
stændigheder skal være Grund til Frygten for
Kollusioner, og det vilde være at stille An-
klageren værgelos og derved i mange Tilfælde
ophæve Muligheden af en Strafhaandhævelse,
hvis det i saa Fald skulde være utilstedeligt
at lægge den Sigtede Hindringer i Vejen.
Den Eigtedes Fcrsvarsret indbefatter hverken
en Net til at unddrage sig forfølgning eller
til uhindret at virke for at gjøre Underssgcl-
sens Formaal frugtcsløs, hvis den ikke skal udelukke Stateno Net til at stræffe. Grundlovens
Bestemmelse om Udelukkelse af fængsting ved
mindre Forseelser gjælder imidlertid selvfølgelig
ogsaa fængsting af denne Grund; og der vilde
her ingen Mening være i at hjemle Anholdelse

for detteøjemeds Skyld, naar fængsting er
udelukket. Udkastet gaar imidlertid et Skridt
videre, idet det udelukker Frihedsunddrcigelse
af denne Grund ved de samme Forbrydelser,
ved hvilke ogsaa Flugtmistanken som Friheds-
berovelsesgrund blev begrænset, nemlig de
Forseelser, der paatales af Politimester (§ 35)
eller Private (§ 39), medens iøvrigt Forholdet
mellem Anholdelse og fængsting her er det
samme som ellers, se §§ 170 Nr. 2, 1d2 og 183
Nr. 3. Det er ogsaa i fremmede Love gjennem-
gaaende, at denne fængsting holdes indenfor
snevrere Grænser end fængsling paa Grund
af Flugtmistanke, jfr. det tyske Udkast § 102.
Nogle Love have optaget en anden Begræns-
ning af denne fængsting, nemlig en bestemt
Tidsgrcenfe, faaledes den badenske Lov (bojst
10 Dage ved mindre, 20 Dage ved større
Forbrydelser) og den zuricbfke Lov (ordentlig-
vis ikke udover 14 Dage). Det er imidler-
tid klart, at enhver faadan Grænse har en
vilkaarlig Karakter. Drages den snever, op-
?ffres let Anklagerens Ret; drages den vi?,
bliver det angivne Marimum let til Regel
til Skade for den Sigtede. Derimod har
Udkastet i den Sigtedes Interesse fastsat den al-
mindelige Regel, som findes i Udkastets § 189,
at det fornødne for at sikre Undersøgelsen i
den Retning, i hvilken Kollusion befrygtes, skal iværksættes snarest mulig; naar det er sket,
maa fængsting af denne Grund selvsolgelig
atter ophæves.

Frihedsberøvelse er den videstgaaende
Retsbeskyttelse mod den Sigtedes Virk-
somhed for at tilintetgøre Beviferne; faa
vidt behsver man ikke altid at gaa. Det kan
være tilstrækkeligt midlertidigt at unddrage den
Sigtede de ham ellers for Forsværets Skyld
tilkommende Rettigheder, navnlig Retten til
at blive bekjendt med Sagens Aktstykker, og
til Deliagelse i Relsmøderne; men Reglerne
herom findes andetsteds, se §§ 234 og 236.

Naar nogle Love endnu omtale Anholdelse
og fængsting i Stræfferetsplejen som Middel
til at forhindre en fortsat forbryde-
risk Virsomhed fra den Sigtedes
Side, maa det med Motiverne til det tyske Udkast crkjendes, at de derved gaa udenfor
Rammen af en Stræffeproceslovs naturlige Op-


gave; thi denne kan, som alt ved § 111 be-
mærket, ikke være at give Oidning af fore-
byggende Pclitiforholdsregler. Udkastet har derfor
ikke fulgt denne Vej. Anderledes forholder det
sig med det i Stræffelovens § 299 ommeldte
Forhold. Her er Tale om et Præventions-
middel, som gaar ud over de Befsjelser, der
tilkomme Politiet for at hindre eller afværge
Forbrydelser. Idet Loven foreskriver, at Sag
herom skal behandles efter Reglerne om Stræffe-
sager, maatte der ogsaa særlig træffes Be-
stemmelse i Loven om den efter Omstændig-
hederne nødvendige foreløbige Anvendelse af
Forebyggelsessmidlet (se herom § 183 Nr. 4).
Gn Anvendelse af fængsting af denne Grund
er naturligvis aldeles ikke udelukket ved
Grundloven; derimod vil det stemme med
Aanden i Grundlovens Bestemmelser at ude-
lukke i disse Sager fængsting af andre
Grunde.

Hvad iøvrigt Bestemmelserne i dette Ka-
pitel angaar, behøves der ved Reglerne i det
første Underafsnit kun en Bemærkning
med Hensyn til Undtagelserne i § 167 fra
Reglen, at den Sigtede skal møde for den
Ret, ved hvilken Sagen er anhængig. At
Undtagelse maa finde Sted under de angaaendZ
Vidner i § 133 Nr. 4 nævnte Omstændig-
heder, er klart; det er en retlig nødvendighed.
Derimod ere de andre Undtagelser, der gjælde
ved Vidner, og som omhandles i § 133 Nr.
I—3, i Reglen uanvendelige paa den Sigtede,
Nr. 1> ubetinget, Nr. 2 og 3 under Hoved-
forhandlingen undtagen i de Sager, hvor Hoved-
forhandling kan sinde Sted i den Sigtedes
Fraværelse, fe § 200 2 det Stykke, og hvor
derfor faa meget mere en Afhørelse ved en
anden Ret maa kunne finde Sted. Udenfor
Hovedforhandlingen samt i de sidstnævnte Sa-
ger maa derimod Undtagelser kunne finde Sted
af de samme Grunde, som for Vidner om-
tales i § 133 Nr. 2 og 3. Men Undta-
gelserne maa dog i den Sigtedes Interesse her
været betingede af, at han selv onjker det, eller
at han er udebleven.

Ved Bestemmelserne i det andet Under-
afsnit kan sondres mellem §§ 169—173
særlig om Anholdelse ifølge Rettens Beslut-
ning, s 174 om Anholdelse uden Rets-

bestutning, §§ 175—178, der indeholde Mes
Regler for enhver Anholdelse, samt §§ 179
—181 om Anholdelsens Ophsr. Forklaringen
af Reglerne i §§ 169 og 170 er given ved
det Foregaaende. Her bliver endnu kun at
mærke, at s 171 indeholder en ved For-
holdets Natur hjemlet Skjærpelse af Reglen
i § 170 Nr. 2, jfr. Wu'rtb. Lou § 81.
§§ 172 og 173 behøve ikke nærmere For-
klaring.

I § 174 gives Regler om Anholdelses-
befsjelse uden Rettens Beslutning. først er
her spørgsmaal om Politiet. Ifølge det
almindelige Princip maa dette have Anholdel-
sesret dels, hvor Personen gribes paa fersk
Gjerning eller friske Spor (thi Personen skal
staa til Ansvar straz), dels ellers, naarøje-
medet staar Fare for at forspildes ved Op-
sættelse. Men da selvfølgelig de samme
Betingelser maa gjælde som for Rettens
Anholdelse, bliver Reglen, hvad det Første Til-
fælde angaar, at den, der træffes paa fersk
Gjerning, kun kan gribes, naar det enten er
en større Forbrydelse, eller han er en Ube«
kjendt, Fremmed eller Vagabond. Hvad det
andet Tilfælde angaar, bør dernæst den al-
mindelige Betingelse, som udkræves ved al
Anholdelse, nemlig at der er Grunde til Mis-
tanke, til Borgernes Betryggelse skjærpes paa
den Maade, som Paragrafen udtaler. Vel
ligger det i Forholdets Natur, at en til faste
ydre Kjendemærker bunden Regel om Mis-
tankens Begrundelse er umulig, og den Ulempe
maa man derfor tage med, naar Politiets Ret
til at anholde Personer, der ej træffes paa
fersk Gjerning, ikke fuldstændig kan undværes.
Men Loven viser dog ved Udtrykkene, at der bør udvises Forsigtighed, og udvider i Virke-
ligheden ogsaa praktisk Ansværets Omraade.

At ogsaa Private kunne anholde for
offentlige Forbrydelser, naar den Paagjældende
træffes paa fersk Gjerning eller friske Spor
med den samme Adskillelse iøvrigt, der gjæl-
der for Politiet, er en anerkjendt sætning,
og ganske stemmende med rigtige, f. Ex. ogsaa ved den subsidicere Privatanklage gjennemførte
Principer. Endelig maa under famme Be-
tingelser, det vil altsaa sige, naar Fornærme-
ren er en Fremmed, Ubekjendt eller Vagabond,


ved Forbrydelser, der ere privat Paatale under-
givne, den Angrebne kunne anholde Fornær-
meren, hvem han trcrsfer paa fersk Gjerning.

§§ 175 og 176 indeholde fælles Bestem-
melser om Anholdelsens Iværksættelse. De
materielle Betingelser i § 176 for en Hus-
ransagning efter den, der skal anholdes, ere
ganske stemmende med Principerne i Kapitel
1.; thi med disse stemmer det, at der for
Trediemands Vedkommende ordentligvis krce-
ves Betingelserne efter § 114, medens Be-
tingelserne efter § 112 ere tilstrækkelige, naar
det er hos den Misternkte selv, at Ransag-
ningen skal ske, og undtagelsesvis (jfr. § 113)
ogfaa, naar det er hos andre Personer. Kim
vilde det, efter det Hensyn, der alt ved § 170
(jfr. § 174) er taget til Forbrydelsens stør-
relse, være urimeligt her at tage yderligere
Hensyn hertil Ligeledes ere Betingelserne fvr
Politiets Beføjelse til Husransagning for at
paagribe den Sigtede i Overensstemmelse med
§ 117.

§ 177 gjentager den ved Grundloven
hjemlede Regel, at Enhver, der anholdes, inden
24 Timer, fra Paagribelsen at regne, skal
stilles for Retten, med den felvforstaalige
Undtagelse, at han forinden løslades. Bliver
en midlertidig Bevogtning nødvendig, bør denne ske paa lempeligfte Maade, og kun, naar
det er nødvendigt, maa den Anholdte hensæt-
tes i Lokalet for væretcegtsfanger. Medens
ellers Politiet ikke er virksomt i Sager, der
ere henlagte til privat forfølgning, se § 446,
maa det dog. da Anholdelse ikke ganske kan
udelukkes i disse Sager, for den Anholdtes
Skyld ogsaa her overtage den midlertidige
Bevogtning.

I § 178 udtales den mel) § 221 3 die
Stykke stemmende Regel, at Sagen maa an-
hængiggjøres i det Retsmøde, i hvilket den
Anholdte fremstilles, hvis Sagen ikke allerede
svcrver for Retten. Her ville Forholdene da
ofte kunne kunne gjøre Anvendelse af den i §
67 1ste Stykke givne værnethingøregel nødvendig. Den Anholdte skal felvfølgelig strar høres om Sigtelsen og Anholdelsen, overens-
stemmende med Reglerne i ncrste Kapitel.
Det kan af forskjellige Grunde hænde f. Ex.
formedelst Afstanden, eller naar en Lands-

ret, for hvilken Sagen er anhængig, har
besluttet Anholdelse, men Hovedforhandlingen
ikke er i Gang paa den Tid, da Fremstillin-
gen skal finde Sted, at den Anholdte maa
fremstilles for en Undersøgelsesdømmer, som
ikke har taget Anholdelsesbeslutningen (jfr. §
6 og 60). I flige Tilfælde er det en
Selvfølge, at denne maa være fat i Stand til
at foretage den lovbefalede afhørelse og tage
den Beslutning derefter, der paahviler den afhørende Ret, fe § 178.

I Overensstemmelse med Grundloven kan
der i de Tilfælde, hvor fængsting ikke er
udelukket, indircede en kortvarig Forlængelse af
Anholbelsestilstanden udover det Retsmøde,
i hvilket den Anholdte blev afhørt. Ligeledes
kan det forekomme, at der med Hensyn til
en Person, der ikke som anholdt blev frem-
stillet, men frivillig er modt og er bleven afhørt for Retten, findes at være Anholdelsesgrund
tilstede. I dette sidste Tilfælde er selvfølgelig
Grundlovens Bud om, at den Anholdte skal
stilles foren dømmer,meddetSammefyldestgjort,
og hin kortvarige Overgang til en endelig
Beslutning kan altsaa her umiddelbart ind-
træde. Hovedgrunden, der hjemler denne
Overgangstilftand, er, at dømmeren ikke fin-
der Mistanken i den Grad bekræftet, at han
strar vil afsige fængflingskjendelse, men paa
den anden Side heller ikke saaledes afkræftet,
at den Sigtede maa løslades. Men
Grunden kan ogsaa være den, at fængslings-
kjendelse ifølge den almindelige Regel i§ 184 bør afsiges af en anden Ret, og at dette ved
Hjælp af denne Forlængelse af Anholdelses-
tilstanden bliver muligt. Da nemlig den Ret,
ved hvilken Sagen er anhængig, kan afgjøre
det foreliggende spørgsmaal med større Sik-
kerhed, bør det ogsaa ske, naar det er muligt.
De nærmere Regler om denne Forlængelse
af Anholdelsestilstanden i §§ 179—181 be-
hove ingen Begrundelse.

Neglerne i Kapitlets tredie Underafsnit
falde i 2 Hovedgrupper, nemlig §§ 182—
189 om fængsting og §§ 190—196 om
Forholdsregler, der træde i Stedet for fængsting.

Reglerne i §§ 182 og 183 ere begrun-
dede i det Foregaaende, og ved §§ 184—
187 findes intet særligt at bemærke. Hvad


Behandlingen i væretægtsfængslet angaar, ud-
taler § 188 i Begyndelsen den almindelige,
naturlige Grundsætning om de Indffrcenkninger
for den Sigtede, der begrundes ved fængstin-
gen, nemlig dels saadanne, somøjemedet krce-
ver, dels faadanne, der ere nødvendige til
Opretholdelse af fængfelsordenen. Ved denne
almindelige Udtalelse bliver det tyske Udkast
staaende, idet den nærmere Detail henvises til
administrative Bestemmelser. Det maa nu er-
kjendes for rigtigt, at den storste Del af de Be-
stemmelser, der nærmere udfore hin almindelige
Grundsætning, ikke ere naturlig Gjmstand for Lov,
hvorom et Gjennemsyn af det nugjældendeNegle-
ment af 7 de Maj 1846 let vil overbevise.
Dog har Udkastet ikke ment at kunne ind-
fkrcenke Lovens Regel om dette Forhold
til Udtalelsen af det almindelige Princip
alene; ej heller er dette det Scedvanlige i
fremmede Love. Visse Regler bør for den
fængsledes Skyld staaes fast i Loven som
Grænse for Anordningsmyndigheden. Tildels
forandre disse den gjældende Ret til Gunst
for den Sigtede, tildels ere de Tillæg, som
kræves af den nye Procesordning. Under
Nr 1 og 2 afgjøres saaledes spørgsmaal,
der fremkomme ved Adskillelsen mellem dømmer og Politimester. Den sidste har vel Be-
styrelsen af Arresthuset, fe Udkast til Lov om dømmagtens Ordning m. m. § 106; men Afgjo-
relsen af de Fangens mundtlige og skriftlige
Samkvem vedrsrende spørgsmaal maa natur-
lig tilfalde dømmeren. iøvrigt ere Bestem-
melserne i § 188 Nr. 1 og 2 i Realiteten
ogsaa lempeligere for den Sigtede, end nu er
Tilfældet, hvilket særlig med Hensyn til For-
svareren ligefrem følger af tidligere givne Be-
stemmelser. Under Nr. 3 udtales en allerede
nu hjemlet Regel; men Slutningen af Numme-
ret indeholder ligesom Nr. 4 Forandringer,
som Humanitet og Udkastes hele Aand kræve.
Reglen under Nr. 5 er vel selvfølgelig,
men man har dog ogsaa andetsteds fAndet
Opfordring til særlig at udtale den, se wu'rtb.
Lov § 110. Hvad § 189 angaar, gjør Para-
grafen en naturlig Adskillelse mellem fæng-
slingens Bortfald som følge af Omstændig-
heder, der gjøre det til umiddelbar Pligt for
Retten strax at iværksætte løsladelsen, og

dens Ophævelse ved en ny, selvstændig Af-
gjørelse af Retten. Den særlig til fængsting
i Henhold til § 183 Nr. 3 sigtende Bestem-
melse er tidligere begrAndet.

At der i Stedet for fængsting bør ind-
træde andre lempeligere Forholdsregler, naar
disse under de givne Forhold maa antages at
være tilstrækkelige tiløjemedets Opnaaelse, er
en i Forholdets Natur og den gjældende Rets
Grundsætninger, jfr. navnlig Grundlovens Be-
stemmelse om løsladelse mod Sikkerhed, hjemlet
sætning. Regler herom findes i Udkastets
§§ 190—196. Gn Rcrkke af saadanne For-
holdsregler, der kunne troede i Stedet for fæng-
sting, opregner § 190. særlig bemærkes, at
denne Paragrafs første Stykke med nogle i
Forholdets Natur og den senere Lovgivning
grundede Lempelser optager en allerede i den
gjældende Ret hjemlet Regel, se Pl. 11te
Maj 1810. Udforlige Regler indeholde der-
næst §§ 191—194 særlig om løsladelse
mod Sikkerhedsstillelse. Det bemærkes herved,
at det forer til Vilkaarligheder at træffe Be-
stemmelser, der gaa ud paa, at ved Forbry-
delser af en vis størrelse skal Sikkerheds-
stillelse ubetinget tilstedes eller omvendt være
udelukket, og ligeledes i Loven at fastsætte be-
stemte Belob af Sikkerhedsstillelsen for visse
Klasser af Forbrydelser eller Personer. Heller
ikke kan det antages, atøjemedet at fremme
en saa vidtstrakt Anvendelse af denne For-
holdsregel, som Forholdene tilstede, vil frem-
mes bedre ved stige vilkaarlige Regler end
uden dem, jfr. ogsaa Motiverne til det tyffe
Udkast. §§ 191 og 192 indeholde derfor
ingen saadanne Regler og fastsætte overbove-
det kun, hvad Forholdets Natur og en liberal
Betragtning tilsiger. Med Hensyn til § 193
bemærkes særlig, at det selvfølgelig er af
større Vigtighed at faae fat paa den Sigtede
end at beholde det i og for sig forbrudte Be-
lob. Derfor bør det stilles den Sigtede eller
de Personer, der ere gaaede i Borgen for
ham, i Udsigt, at der er Mulighed for at
opnaa Fritagelse for Beløbets Forbrydelse,
naar de senere, inden en vis Frist, fyldestgjor
deres Forpligtelse, se §193 2det Stykke. Reg-
lerne i §§ 194—196 behøve ikke nærmere
Forklaring; de færlige Tilfælde, som §195 2det


Stykke nævner, hvor en stillet Sikkerhed ophører
at hcefte, ere hjemlede ved Forholdets Natur.
I Kapitlets 4de Underafsnit er §
200 Hovedbestemmelsen. Den i Paragrafens
Første Stykke indeholdte Regel, at der i den
Sigtedes Fraværelse ordentligvis ingen Hoved-
forhandling kan finde Sted og følgelig ingen
Dom gaa (Udelukkelse af Kontumacialproces i
Stræffesager), er endnu kun undtagelsesvis
anerkjendt i Lovene (Vaden, Wurttemberg),
men nu optaget i det tyske Udkast*) se det-
tes §§ 193—199 og §§ 273—283.
At der til Grund for den hidtil i Al-
mindelighed fulgte Ordning ikke ligger noget
klart Princip, indlyser af den store Rig-
dom af forskellige Former, som dels de for-
fkiellige Love, dels de enkelte Love med Hen-
syn til forskjellige Klasser af Sager indeholde.
Forskellighederne vise sig navnlig dels med
Hensyn til det spørgsmaal, om Hovedforband-
lingen skal være den regelmæssige eller en af-
kortet, under hvilken sidste Forudsætning der
atter viser sig en Mcengde Gradationer, dels
med Hensyn til dømmens Betydning, om
denne skal være blot foreløbig, faa at den ube-
tinget taber sin Kraft ved den Sigtedes Til-
stedekomst, en Ordning, hvorved dømmen mi-
ster al virkelig Betydning og som derfor ogsaa
mest nærmer sig til den her forestaacde, —
eller endelig, i hvilket Fald der atter er stor
Forfkjel med Henfyn til Ordningen af Rets-
midlerne, idet disse snart kun ere de sædvan-
lige, snart forøgede med andre, saasom en Ad-
gang til Gjenoptagelse af Sagen enten blot
paa Grund af en motiveret eller endog paa
Grund af en ikke-motiveret Indsigelse o. s. v.
Hvad den principielle Betragtning angaar, kan
man fra to højst forskjellige Standpunkter
komme til en Kontumacialproces, nemlig dels
ifølge den rene Inkvisitionsprocesses Princip,
dels ifølge det i Civilprocessen gyldige Raa-
dighedsprincip; men derimod maa en konse-
kvent Gjennemførelse af Anklageprincipet fore
til dens Udelukkelse. I Inkvisitionsprocessen
kan nemlig vel den Sigtedes Fraværelse

lægge faktiske Hindringer ivejen for Gjen-
nemførelsen af Sagen. Men forsaavidt Til-
fælde ikke kunne nægtes at være tænkelige,
hvor dømmeren ved sin — af Partens Virk-
somhed uafhængige — Undersegelse af Sagen
kan komme til en sikker Overbevisning om
den Sigtedes Skyld, uagtet han har maattet undvære det i Inkvisitionsprocessen bedste
SandhedZudrorskningsmiddel, nemlig den Sig-
tedes Forklaring under et inkvisitorisk Forhor,
er en Paadømmelse af Sagen i den Sigtedes
Fraværel'e her ingen retlig Umulighed. Der
er ingen absolut Uforenelighed mellem Kontu-
macialdom og Inkvifitionsprincipet. Paa den
anden Side vil Civilprocessens Princip over-
fort paa Stræffesager selvfølgelig berettige til
at lade samme Virkninger indtræde af Ude-
blivelsen som af et Afkald paa Forsvar. Men
da nu Inkvisitionsprincipet ikke skal være det
for den nye Proces tilgrundliggende, og da
der i Stræffesager ikke kan være spørgsmaal
om et retsgyldigt Affald paa Forsvar eller om
en Stræffedom, bygget paa den Eigtedes Ind-
vilgelse i at behandles som skyldig, kan Op-
tagelsen af en Kontumacialproces i den refor-
merede Proces ikke forsvares ved nogen af
disse Betragtninger. I den mundtlige An«
klageproces maa det siges, at den Sigtedes
nærværelse er en retlig Nødvendighed. Thi
da Sandhedens Oplysning her ventes af Par-
ternes Samvirken med og for Retten og med
hinanden indbyrdes, saa kan intet Bevis efter
denne anerkjendes for tilstrækkeligt til at bygge
en Dom paa, ved hvilken ikke begge Parter
have været medvirkende. Om end dømmeren
kan fsle sig overbevist ved de af Anklageren
fremførte Beviser og Anbringender og vanskelig
kan forestille sig, at denne Overbevisning kan
rokkes ved noget Forebringende af den Sig-
tede, saa maa det dog efter Processens Orga-
nisation siges, at Grundlaget for Afgjørelsen
er retlig utilstrækkeligt. dømmeren har kun
hort den ene Part, ikke ogsaa den anden, hvis
Medvirkning Loven erklærer for ligesaa vce-
sentlig. Derfor kan den mundtlige Anklage-
proces ikke uden Krcenkelse af sine Grund-
principer fores til Ende. saa længe den An-
klagede ikke personlig er modt for Retten.
Det næste spørgsmaal er, om der er Hen-


figtsmæssighedshenfyn, som kunne begrunde en
Tilsidesættelse af den principrigtige løsning.
Man vil nu ikke kunne henvise til, at den of-
fentlige Sikkerhed og Retsfolelse ved store,
opsigtvækkende Forbrydelser kan kræve en Dom,
om endog paa mangelfuldt Grundlag; thi dette
er Betragtninger, der, som Motiverne til det tyske Udkast bemærke, høre til forlcengft op-
givne Opfattelser af Stræffens væsen og
Formaal, og som minde om Fuldbyrdelsen af
Straf iu M^is.*) Den offentlig forkyndte
Anklage (se §"i02 1ste Stykke) i Forbindelse
med de mod den Sigtede besluttede Tvangs-
forboldsregler ville i al Fald lige saa godt og
bedre fyldestgjøre i denne Henseende end navn-
lig en foreløbig Dom, der dog ingen virkelig
Dom er. Vigtigero er Hensynet til, at Be-
viset kan sættes i Fare- men dette forer ikke
til, at en Kontumacialforhandling bør finde
Sted, men kun til at ancrkjende, at de Beviser,
der kunne frygtes atgaa tabt, maa kunne fores for
at bevares (iu perpstuaul isi msmonHiu) paa
lignende Maade, som ogsaa andre Grunde kunne
nødvendiggjme en Anticipation af Bevisers
førelse allerede under Forundersøgelsen, og at
dette maa kunne ske uden den Sigtedes nær-
værelse, hvis ellersøjemedet vilde forspildes,
se herom 8 209. Derved fyldestgjøres dette
Hensyn saa fuldstændig, som det overhovedet
er muligt; thi selv om Dom gik, vilde Sagen
dog ikke stille sig anderledes, hvis man, hvad
der i al Fald bør ske, indrommer en særlig
Adgang til Gjenoptagelse mod en saadan Dom.
Under den nye Forhandling maa dog Be-
viserne frem paany, og det faa umiddelbart
om muligt. At endelig Reglen kan medføre
nogen Vidtlsftighed (nødvendighed af Udsæt-
telse; se § 280) og gjøre Processen b?svær-
ligere for den Sigtede, er et Hensyn, der i
be.ydelige Stræffesager ikke kan komme i Be

tragtning. Derimod kan dette Hensyn bevirke
en Undtagelse fra Reglen ved mindre betyde-
lige Stræffesager, saaledes som § 200 2 det
Stykke har anerkjendt (jfr, ogsaa det tyske Ud-
kast §§ 195 og 196). Men det er netop
Hovedforskellen mellem Udkastets Regel og
den hidtil almindelige Ordning, at denne sidste
ikke blot ved ubetydelige Stræffesager, men en-
ten ved alle fller en stor Del af betydelige
Stræffesager anerkjender en Kontumacialdom,
der ikke er blot prøvisorisk, men definitiv, om
end i Reglen paa en særegen Maade anfægtelig.

Med Hensyn til Reglens Gjennemførelse
i det Enkelte bemærkes forst, at den ikke har
Hensyn til den Anklagen forudgaaende Under-
søgelse. En Forundersøgelse kan altsaa fores
til Ende, uagtet den Sigtede ikke kan staffes til-
stede, og stjont saaledes den afhørelse ikke kan
finde Sted, som er forestreven under Forunder-
søgelsen, naar han ikke har unddrag?! sig forfølg-
ning. At dette maa være faa og efter For-
underfogelsens Grund og Karakter kan være
faa, uden at gjøre Brud paa noget processuelt
Grundprincip, kan ikke være tvivlsomt. Har
han ikke unddraget sig forfølgning, bchover
hans afhørelse dog ikke nødvendigvis at ske
for den Undersøgelsesdømmer, som leder For«
undersøgelsen, jfr. § 167. Fremdeles er der
heller Intet til Hinder for, at den imod
den Sigtede rejste Anklage af den dom-
mende Ret kan henvises til Hovedforhandling,
jfr. § 261, selv om det paa dette Tids-
punkt vides, at den Sigtede har unddraget
sig Forfølgning, idet f. Ex. hans Opholdssted
ikke kjendes, eller han opholder sig i Udlan-
det, og man ikke kan blive ham mægtig.
Derimod bør i faadant Fald ingen Beram-
melse af Hovedforhandling finde Sted. Ind-
træder senere den Omstændighed, som hindrer
Sagens Fortsættelse, maa Hovedforhandlingen
udsættes paa ubestemt Tid. Kan den under
Hovedforhandlingen Udeblevne derimod staffes
tilstede, maa der forges derfor efter de i det
Foregaaende fremstillede Regler (jfr. § 280).

I de Sager, hvor det undtagelsesvis an-

erkjendes, at Paakjendelse kan finde Sted, uden

at en Hovedforhandling, ved hvilken den Sig-

! tede var nærværende, gik forud, bliver det et

! yderligere spørgsmaal, paa hvilket Grundlag


her dømmen fkal fældes. Reglerne herom høre imidlertid til det særlige ved disse Sagers
Behandling, og sindes derfor paa andet Sted,
se §§ 366 og 451. For Sammenhængens
Skyld skal Forklaringen af disse Regler dog
gives her. Det civilprocessuelle Princip for
Virkningen af den Sigtedes Udeblivelse er
uforeneligt med enhver, endog nok faa ube-
tydelig Stræffesags væsen. Det maa altid
komme an paa dømmerens Overbevisning
om den Sigtedes Skyld. Men dermed er
det ikke i Strid, at det opstilles som Reg-
len, at den Sigtede anfees som den, der har
vedgaaet brøden, medens det dog bliver dømme-
ren forbeholdt efter Omstændighederne at an-
ordne en Bevisførelse, ligesom det ogsaa altid
maa være dømmerens Ret, naar han finder
det fornødent, at kræve den Sigtedes person-
lige nærværelse (§ 169), eller i al Fald, hvis
det er nok, ?g den Sigtedes personlige nær-
Værelse vilde være til særlig Besvær for denne,
at lade ham afhøre hvor han boer (§ 167).
iøvrigt sees det, at Udkastets § 200 2 det
Stykke ikke blot hjemler Mulighed af Paa-
kjendelse, naar den Sigtede udebliver, men
kunde staffes tilstede, men ogsaa, hvor han ikke
kan staffes tilstede. Det nye tyske Udkast an-
erkjender vel det Første, men ej det Sidste, med
den Bemærkning, at der i slige ringe Sager
allermindst kan Være Trang til en Kontu-
macialproces. I offentlige Sager er det imid-
lertid en Selvfølge, at Politimesteren netop
af denne Gmnd ikke let vil kræve Paadom-
melse, og Afgjørelsen i den Henseende kan vistnok
overlades ham. Den Private bør Adgangen
ikke beroves til at faae en Dom, der f. Gx. i
Injuriesager med Hensyn til Mortifikation
kan have Betydning for ham. Som en sær-
egen Bestemmelse, der staar i Forbindelse med
Reglen i § 200 2 det Stykke, mærkes endnu
§ 438.

Mange Love og navnlig de Love, der af.
skaffe Kontumacialdømmen, og faaledes ogsaa det tyske Udkast, hjemle Beslaglæggelse af den
Persons Formue, der unddrager sig forfølg-
ning, som et Tvangsmiddel mod ham, og
uagtet Meyer (I. c. S. 346) erklærer sig
imod dette Institut, turde der dog være over-
vejende Grund til heri at følge de fremmede

Love, sir. ogsaa Loven af 6te Marts 1869
§ ^3. Men som en særdeles indgribende og
haard Forholdsregel bør den, som i Flertallet af
Lovene, indskrænkes til betydeligere Stræffe«
sager, altsaa Landsretssager, og kun kunne
anvendes, naar Henvisning til Hovedforhandling
har fAndet Sted, og iøvrigt under betryg-
gende Betingelser, jfr. hermed § 48 (offent-
lig Forsvarers Bestikkelse) se § 197. nær-
mere Bestemmelser om denne Forholdsregels
Virkninger og Opbsr give §§ 198 og 199,
hvorved blot mærkes, at den efterøjemedet
(den skal ikke være Konfiskation) ikke bør med-
fore Hindring for sidste Villiesbestemmelser,
jfr. det tyske ^Udkast § 281. Med Reglen i
§199 Nr. 3 jævnføres § 270.

Kap. V. Km afhørelse af den Sigtede og af en
privat Anklager.

I den møderne Stræffeproces er det, som
det i Motiverne til det tyske Udkast bemær-
kes, ,en selvforstaaelig Grundsætning, at Tvangs-
midler, der gaa ud paa at node en Sigtet
til en erklæring, ere utilladelige. Forsaavidt
den Sigtede under Afhørelsen tilstaar eller
fremkommer med enkelte fandhedstro Udsagn,
er selvfølgelig dette, som et frivilligt ydet Bi-
drag til Sandhedens Oplysning, ogsaa i den
møderne Proces af storste Værd; mm det
kan ikke fordres, at den Sigtede mod sin
Villie skal bidrage til Bevisførelsen imod sig.
Derved udelukkes ogsaa enhver middelbar
Tvang, som tilsigter at fremskaffe ufrivillige
Aabenbarelser, navnlig ogsaa Forelæggelse af
spørgsmaal, hvis rækkevidde og Sammen«
hæng med Anklagebeviseme han ikke over-
stuer."

Hertil skal endnu følgende føjes. I
Inkrisitionsprocessen, der ikke anerkjender den
Sigtede som Part, men paalægger Dcmmeren
at søge Sandheden oplyst ved de Kilder, der
foreligge, gjælder som Princip, at det paa-
hviler den Sigtede som en retspligt, hvis
Fyldestgørelse i og for sig maa kunne frem-
tvinges, at give sandhedstro Forklaringer. Naar


Tidernes Humanitet og Grkjendelsen af mange
tidligere anvendte Midlers Upaalidelighed lidt
efter lidt førte til, at Kredfen af de Midler,
hvormed Opfyldelsen af denne Retspligt skulde
fremtvinges, efterhaanden begrænsedes mere og
mere, ophævede dette dog ikke Principet, og
ligesom man mange Steder vedblev at have
Tvang mod den Sigtede til overhovedet at
give Svar eller Stræffe for lognagtige Udtalel-
ser for Retten, faaledes maatte fremfor Alt et
Forhsr over den Sigtede, under hvilket det
er dømmerens Opgave ved Anvendelse af
psykologiske Paavirkningsmidler at afvriske den
Sigtede Sandheden eller at fange ham ved
at hilde ham i Modsigelser o. s. v., ansees for
en berettiget Haandhævelse af hin den Sigte-
des Tvangspligt. I Anklageprocessen er den
Sigtede ikke et saadant Udforskningsobjekt,
hverken for dømmer eller Modpart. En Pligt
til at underststte Undersøgelsen mod sig, hvis
Opfyldelse det skulde være berettiget at frem-
tvinge, kan der ikke være Tale om. Opgivel-
sen af Tvangsmidler er ikke blot Indrom-
melse til Humaniteten, men Konsekvents af
Processens Princip: den retlige Hjemmel til
hint ovenfor omtalte Forhor mangler. Paa
den anden Side kunne heller ikke de civil-
processuelle Regler om Retsvirkningerne af en
tilbageholden Procedure og særlig af Tavshed
eller Ubestemthed i Svarene under den ved det
civile Udkasts § 96 hjemlede afhørelse af
Parter bringes til Anvendelse i Stræffesager.
Den Regel, at Parten maa finde sig i, at
hans Tavshed, Ubestemthed o. s. v. fortolkes
paa den for Modparten gunstigste Maade, og
at Retten navnlig holder sig til dennes For-
klaring, kan ikke overfores i Stræffesager, fordi
Siraf ikke kan paalægges af den Grund, at
den Sigtede indvilger deri, og altsaa endnu
mindre, fordi han maa finde sig i at betrag-
tes som indvilgende.

I Overensstemmelse med det Anførte har
Udkastet i det nærværende Kapitel fjernet Alt,
hvad der ved Afhørelsen umiddelbart eller mid-
delbart involverer en Tvang eller Pression
mod den Sigtede, se navnlig §§203 2det
Stykke, 204 og 205. Den Oplysning

om Sandheden, som tilstrcebes ved Afhørelsen, skal kun kunne haves, naar den Sigtede fri-
villig bestemmer sig til at yde den ved de
spørgsmaal, som dømmeren i medfør af
§203 foreligger ham. Medens Reglen er,
at den Sigtedes Vcegring ved at svare m. V.
kun har den i § 205 2det Stykke nævnte
Virkning, nemlig at dømmeren efter Om-
stændighederne har at gjøre den Sigtede op-
mærksom paa de Ulemper for ham selv, som
et saadant Forhold fra hans Side let vil med-
føre, er der dog i Lighed med hvad der er fore-
skrevet i §§ 366 og 451, ved visse mindre For«
scelser, givet den videre gaaende Bestemmelse, at
dømmeren kan anse de Kjendsgjerninger, om
hvilke den Sigtede nægter at udtale sig, for
beviste, naar Omstændighederne ikke tale der-
imod, se §§ 367 og 453, hvortil der paa
dette Sted i Udkastet henvises. At dette
dog ikke gaar saavidt som det civilproces-
suelle Princip, er klart. — iøvrigt sup-
pleres de almindelige Regler i dette Ka-
pitel om den Sigtedes Afhørelse ved de sær-
lige Bestemmelser om afhørelsen paa Sagens
forfkjellige Trin. Det vil af disse fremgaa,
at Udkastet har draget Omsorg for at ordne
denne saaledes, at afhørelsen ikke udsættes for
at faae Karakteren af en Pression paa den
Sigtede; men herom maa her henvises til det
følgende.

Af den private Anklagers Raadighed
over Sagen følger, at hans Pligt til at lade
sig afhøre kan ordnes efter væsentlig de samme
Grundsætninger som i Civilprocessen med Hen-
syn til Parterne. Dog kan Virkningen af
hans Udeblivelse eller Vcegring ikke blive
ganske den samme, fordi Afgjørelsen af Skyld
eller Uskyld i Stræffesager alene kan bero paa
Bevis; men Virkningen maa blive, at han an-
sees at frafalde Anklagen, og dette er ogsaa Reglen i fremmede Love. Ved Erstatnings-
kravet, fom forfølges i Forbindelse med Stræffe-
sagen, maa derimod den civilprocessuelle Regel
ligefrem sinde Anvendelse, forsaavidt ikke Paa-
kjendelsen overhovedet forhindres ved Udeblivel-
sen, eller Vcegringen, jfr. § 460.


Kap. VI. Om Beslaglæggelse paa den Mistænktes Gods
for Omkostninger og Erstatning samt om Forbud.

Om Beslaglæggelse som Middel til at
sikre akcessorifke Formaal (Erstatning, Om-
kostninger) i Stræffesagen handle §§ 207 —
209. Ved disse kommer paa den ene Side
i Betragtning, at det i Realiteten gjælder ci-
vilretlige Krav, og at derfor de Grundsætnin-
ger, der gjælde om Arrest paa Gods, maa
komme til Anvendelse ved de materielle Rets-
spørgsmaal, som i den Anledning opftaa, men
at paa den anden Side disse Retshandlinger
skulle indpasses i Stræffesagen og derfor med
Hensyn til Formerne maa behandles som de
Retshandlinger i Stræffesagen, der have sam-
mes Hovedformaal forøje. Hvad det Første
Punkt angaar, mærkes blot, at der ikke bør forlanges Sikkerhedsstillelse af den offentlige
Anklager og derfor, naar den Forurettede for-
følger Erstatningskrav under den offentlige
Stræffesag, heller ikke af denne. Hvad det
sidste Punkt angaar, medfører Forbindelsen
med Stræffesagen en større Simpelhed i Rets-
reglerne. Den almindelige Regel i Stræffe-
processen medfører nemlig, at det er den Ret,
for hvilken Sagen er anhængig, der tager
Beslutningen om Beslaglæggelsen, som og om
dens Ophor, hvorhos det følger af dens Selv-
virksomhed, at den selv har at sorge for, at
den Sigtede, der ikke var hørt forud med
Hensyn til Foranstaltningen, faar den Lejlig-
hed til at fremsætte Indsigelser, som i borger-
lige Retssager opnaaes ved Arrestsagen. Be-
sluttes Beslaglæggelsen undtagelsesvis af en
anden Ret end den, for hvilken Sagen er an-
hængig (jfr. § 76 og § 225), bliver det dog
denne, der foretager de videre Skridt, hvor-
til den bliver sat istand ved de den i Em-
beds medfør tilstillede Meddelelser.

Medens det civilprocessuelle Forbudsin-
stitut ikke kan forekomme i Stræffesager, hvor
Loven allerede forudsættes at ramme Hand-
lingen med Straf, bliver der derimod Eporgs-
maal om lignende Forholdsregler i nogle af
de Sager, der, uden at Være Sager om Straf,
forfølges som saadanne. § 210 1ste Stykke

gjentager blot Grundloven, uden at indlade
sig paa at give nærmere Bestemmelse af Ordet
„strar" i Gol.'§§§7. Paragrafens 2detStykke
optager i det Væsentlige Lov 3. Jan. 1851
§14 med nogle mindre betydelige Mndringer
og Supplementer, der bringe Reglen i Sam-
klang med Udkastets ovrige Regler. Det er
ikke i Lov 3. Jan. 1851 sagt, at allerede
Overtrædelsen af det foreløbige Forbud paa-
drager den, mod hvem det er gjort, Straf;
men det kræverøjemedet. Forskellen fra
dømmen er, at denne, efter at Være bekendt-
gjort paa den i Loven foreskrevne Maade,
binder Alle.

Tredie Afsnit. Om Undersøgelsen, forend Anklage er
rejst, i Sager, som forfølges af
Statsanklageren eller Politiet

At ingen Stræffesag kan bringes til Af-
gjørelse for den dømmende Ret uden Anklage,
er en ligefrem følge af Anklageprincipet. Af
Nmiddelbarhedsprincipet følger derncrst, at
Behandlingen for den dømmende Ret maa
indbefatte Bevisførelsen. Disse Grundregler
medføre nødvendigvis en voesentlig Forfkjel i
Gangen i de offentlige Stræffesagers Be-
handling, ikke blot fra den, der finder Sted i
en ren Inkvisitionsproces, men ogsaa fra den
Behandling, ved hvilken, s^m i Iustitssagerne
hos os, vel Anklageformen er beværet forsaa-
vidt, som der ikke kan gaa Dom uden Anklage,
men hvor dog Bevisførelsen er henlagt til
den Anklagen forudgaaende Behandling af
Sagen, Forundersøgelsen. Denne sidste maa
i den nye Proces antage en anden Karakter;
den maa føres tilbage til at blive en blot
Forberedelse for Anklagen og Hovedforhand-
lingen, dersom Bevisførelsen for den dømmende
Ret ikke skal blive en Gjentagelse, et nyt
yderligere Stadium i Processen, fsjet til de
tidligere, men blive hvad den skal være, den
virkelige Kjærne i Sagens Behandling. Om
disse Sætninger er der i Principe! intetsteds
Uenighed. Men den praktiske Gjennemførelse


har ikke altid sværet til Theorien. Idet nem-
lig den franske og tyske Proces fra den celdre
Ret bibeholdt som et Anklagen forudgaaende
Stadium en ganske inkvisitorisk Forunder-
søgelse, kunde det vanskelig undgaaes, at Un-
dersøgelsesdømmeren opfattede sin Opgave vce-
sentlig paa samme Maade som tidligere. I
Lovens Magt stod det vel i enkelte Retninger
at træffe Bestemmelser, der hævdede Forunder-
søgelsens nye Karakter (ordentligvis ingen Ed-
fcestelse, ingen Konfrontation); men dels vare
end ikke saadanne Bestemmelser trufne i Lo-
vene, der for en stor Del tvertimod gik i mod-
sat Retning i disse Punkter, dels staar det
ikke i Lovens Magt at forhindre en til den
forandrede Karakter lidet svarende, i Enkelt-
hederne gaaende Vidtløftighed af Forunder-
søgelsen, som opretholdes ved Traditionen,
og uden hvilken Undersøgelsesdømmeren, der
udforer et Hverv, hvis Resultat skal vEre til
Brug for Lindre end ham selv, let vil mene,
ikke at have løst sin Opgave. Foruden de
Angreb, for hvilke den judicielle inkvisitoriske
Forundersøgelse som et Anklagen forudgaaende
Led af Sagens Behandling i den nye Pro-
ces saaledes har været Gjenstand med Hen-
syn til dens Forhold til Hovedforhand-
lingen, er den ogsaa, rent selvstændigt be-
tragtet, blevet angrebet paa Grund af dens
fuldstændige Fornægtelse af Anklageprincipet.
Er Anklageprincipet overhovedet det rette og
naturlige, bør det formentlig heller ikke være
udelukket i den Undersøgelse, der gaar forud
for Anklagen. At hverken den engelske eller
den skotske Stræffeproces kjender en saadan ef-
ter Inkvisitionsprocessens Principer ordnet For-
underwgelse, maatte være en yderligere Op-
fordring til at prøve, om og hvorvidt det
Standpunkt, paa hvilket den franske og tyske reformerede Stræfferetspleje i dette Punkt be-
fandt sig, kunde principielt eller af praktiske
Hensyn forsvares. Ordningen af den An-
klagen forudgaaende Undersøgelse har derfor
ogsaa i de senere Aar været Gjenstand for
megen Forhandling og er i de nyere Love og
Udkast undergaaet Wndringer i Retning navn-
tig af Indskrænkning af den judicielle inkvisi-
toriske Forundersøgelse. Denne Vej har ogsaa

det foreliggende Udkast fulgt, som det nu nær-
mere skal vises.

At Anklageprincipet medfører og i det
Mindste maa gjennemfores saa vidt, at Under-
søgelsesdømmeren ikke i Embeds medfør skal paabegynde en Forundersøgelse, men maa afvente
Begjæring herom af den Paataleberettigede,
er en sætning, om hvilken der nu hersker
almindelig Enighed, og fra hvilken kun enkelte
celdre Love afvige, fe ogsaa det tydste Udkast
§ 133. Heraf følger allerede med nødven«
dighed, at der forud for Sagens Indbrin-
gelse for Retten vil komme til at gaa et efter
Omstændighederne kortere eller længere for-
beredende Stadium, i hvilket den paataleberet-
tigede Myndighed efterforsker, o^n den Mis'
tanke, der er opstaaet om, at en Forbrydelse
er begaaet, er saaledes begrAndet, at der over-
hovedet er Grund til at forfølge den videre
ved at indbringe Sagen for Retten. Dette
ligger ligefrem i Anklageprincipet; thi enhver
Indbringelse for Retten af Sagen fra An-
klagerens Side, være sig i den ene eller den
anden Form, er en Anklage, om end mulig
kun en foreløbig. Den bringes frem af An-
klageren ifølge hans Net og Pligt som saa-
dan, og under deraf følgende Ansvar. Den er
ikke og kan ikke være en simpel Anmeldelse,
hvis BegrAndethed det overlades Retten videre
at efterforske, og som ligesaa godt kunde ud-
gaa fra enhver anden end den Paataleberet-
tigede. Denne af Anklagemyndigheden ledede
Efterforskning gjenfindes derfor ogsaa under
forskjellige Navne i alle de Love, der ikke paa-
lægge undersøgelsesdømmeren at træde i Virksom-
hed i Embeds medfør. Skal altsaa Forunder-
søgelse for Retten bibeholdes, saa vil der være
at fondre mellem to Bestanddele af den An-
klagen forudgaaende Undersøgelse, Efterforsk-
ningen og Forundersøgelsen for retten. Det
Eporgsmaal er imidlertid i nyere Tid blevet
rejst, om hin i Anklagerens Haand liggende
Efterforskning ikke er tilstrækkelig eller kan
ordnes saaledes, at den bliver tilstrækkelig som
forberedende Stadium for Anklagen, saa at en
judiciel Forundersøgelse overhovedet ikke behsves.
Herved vilde da ikke blot det inkvisitoriske
Princip i Sagens forberedende Undersøgelse


være grundig udryddet og de deraf følgende
Misligheder være undgaaede, men fremdeles
vilde en vcefentlig Afkortelse af Stræffesagernes
Behandling ved Retten opnaaes.

Der er utvivlsomt i de for en saadan Ordning
anførte Betragtninger adskilligt Rigtigt, men til-
lige en aabenbar Ensidighed. Den Betragtning
ligger ganske vist nær, at en Stræffesag forsi bør anhængiggjøres for Retten, naar Atlklage rejses
(jfr. den civile Proces), og at det maa være
Anklagerens Sag at forskaffe sig Grundlaget
for sin Afgjørelse, om Anklage bør rejses eller
ikke, baade hans Ret, som han ikke behsver at
overlade til eller dele med en anden Myndighed,
der maaske kan have en anden Opfattelse om
Undersegelsens hensigtsmæssige Plan, og hans
Pligt, hvis Opfyldelse han ikke bør kunne over-
lade til eller dele med cn dømmer, til hvis
naturlige Funktioner en Retssags Forberedelse og
Instruktion ikke hører. Til at afvige herfra
er der nu heller ingen Grund fra Anklagens
Standpunkt. Man kan navnlig ikke gjøre
gjældende, at Betryggelsen af Borgernes Ret-
tigheder er til Hinder for, at der i Anklage-
rens Haand lægges en saadan Beføjelse til at
anvende mange af de Midler, hvilke Stræffe-
procesfen hjem ler til Opnaaelse af Stræffe-
sagers Formaal (jfr. Udkastets 2 det Afsnit),
som kan tillægges dømmeren, medens dog
Anvendelsen af disse Midler aldeles ikke kan
undværes, naar den Oplysning skal frem-
skaffes, der behøves for at afgjøre, om Anklage skal rejses, eller iøvrigt for at sikre den even-
tuelle Sags Gjennemførelse. Thi heraf følger
aldeles ikke, at den offentlige Anklager maa
være indskrænket til de Efterforstningsmidler,
over hvilke han selv kan raade, men kun, at
han er nodt til, naar der er Tale om For-
holdsregler, som kun en dømmer kan anordne,
at henvende sig med Andragende herom til
denne. dømmeren afgjør da, om de legale
Betingelser for Anvendelsen ere tilstede, og i
Henhold hertil tager han enten Andragendet
til følge, eller afskaar det, medens det
spørgsmaal, om det er formaalstjenligt at gaa
saaledes til værks, selvfølgelig ikke vil ved-
komme dømmeren, og dennes Virksomhed heller
ikke vil strække sig ud over den enkelte For-
holdsregel, der begjæres. Intet af de Mid-

ler, som kunne anvendes under en judiciel
Forundersøgelse, behøver saaledes at mangle
under en af Anklageren ledet Efterforskning,
medens dog samtidig dømmeren stedse ved-
bliver at være kun dømmer, og ingen Sam-
menblanding af Funktioner finder Sted.
spørgsmaalet kan saalcdes kun være, om en
Forberedelse af Anklagen alene ved den i An-
klagerens Haand liggende Efterforskning maa
anfees for utilstrækkelig fra den Sigtcdes Stand-
punkt. Her maa der skjelnes mellem den Sig-
tedes Interesse i den forudgaaende Under-
søgelse for Hovedforhandlingens Skyld, og
hcms Interesse i den, i og for sig betragtet.
Hvad det Første Punkt angaar, kunde man mod
en i Anklagerens Haand alene liggende Efter-
forskning gisre følgende gjældende. Ankla-
geren er Part, og om det end følger af den
offentlige Anklagers Embedspligt (ban skal agte
paa, at ingen Uskyldig forfølges), at alle
Grunde, som tale for en Misternkts Skyldfri-
hed, ogsaa maa efterforskes, medfører dog selve
Forholdets Natur en Fare for, at Ank!agerens
Efterforskning kan blive ensidig i Anklagens
Interesse, og i al Fald kan det ikke ventes
eller fordres, at den Sigtede eller endog den
offentlige Interesse i Forsværet skal berolige
sig ved, at Anklageren ligesaavel bZr hcive
Forsvarsgrundene som Anklagemomenterne forøje. Disse Betragtninger, der skulde?ore til,
at en Forundersøgelse for Retten nødvendig
skal gaa forud for Hovedforhandlingen (obliga-
torisk Forundersøgelse), ere selvfølgelig af-
gjørende, naar den forud for Anklagen gaaende
Behandling af Sagen, som Tilfælcet er i vor
nugjældende Ret, skal fremskaffe Grundlaget ikke
blot for Anklagen, men og for dømmen, idet
den indbefatter Bevisfmelsen. I den nye
Pioces kan Henlæggelsen af den Anklagen
forudgaaende Undersøgelse til Anklageren
derimod ikke udsætte den Sigtede for den
Fare at blive dømt paa et af bans Mod-
part alene tilvejebragt Grundlag. For at
Oplysninger, der ere fremkomne under den
Anklagen forudgaaende Behandling, overhove-
det skulle kunne benyttes som Beviser under
Hovedforhaudlingen, hvad der kun kan ske und-
tagelsesvis, maa de foreligge i Netsbøger,
altsaa være fremkomne under Retshandlinger,


og der kan ved disse Retshandlinger ydes
den Mistænkte de samme Garantier, naar de
foretages under Efterforskningen, som naar de
udgjøre Led af en judiciel Forundersøgelse.
Det maa imidlertid erkjendes, at den Sigtedes
naturlige Krav gaar videre. Allerede det er
et væsentligt Onde, at maatte underkaste sig
den ordentligvis offentlige Hovedforhandlins!
for den dømmende Ret i Anledning af en
Anklage for en grov Forbrydelse. Ogsaa det
er et Retfærdighedskrav, at den Mistænkte ikke
underkastes dette Onde paa Grundlag af en
af hans Modpart alene foretagen Efterforsk-
ning, forsaavidt der er Grund til at antage,
at den ensidig har været ledet i Anklagens
Interesse. Ej heller kan, naar Hovedforhand-
ling skal finde Sted, Forsværet ubetinget være
betrygget ved den Forberedelse af Forsvars-
beviset, som ligger i den af Anklageren fore-
tagne Efterforskning, og som den Sigtede ikke
altid ved egen og Forsvarers Kræfter vil være
i Stand til at udfylde. Men denne den Sig-
ledes Ret til at betrygges mod Ensidighed til
hans Skade i Fremskaffelsen af de Oplysnin-
ger, paa Grundlag af hvilke det skal afgjøres,
om Hovedforhandling skal finde Sted, eller som
eventuelt skulle yde ham Materialet til For-
svar under Hovedforhandlingen, gjør det ikke
nødvendigt at fordre en judiciel Forunder-
søgelse for Anklagen. Den Sigtedes beretti-
gede Krav i denne Henseende kan fyldestgjøres
fuldstændig, efterat Anklage er rejst, derved at
han erkjendes for berettiget til ikke blot at
faae Rettens Afgjørelse for, om Anklagen er
saaledes begrAndet, at Hovedforhandling bør finde Sted, men ogsaa til paa dette Tidspunkt
at begjære en judiciel Forundersøgelse for i
Forsværets Interesse at faae det af Anklageren
forelagte Grundlag for Anklagen suppleret,
jfr. Udkastets §§ 254 Nr. 1 og 2, 258 og
271.*)

I Henhold til det Anførte har Udkastet
ikke i noget Tilfælde fordret en judiciel For-
undersøgelse som et nødvendigt Stadium for
Anklagen. Utvivlsomt opnaaes herved det Gode,
at mange Sager, i hvilke der ikke af andre
Grunde behøves Forundersøgelse. kunne und-
gaa den deri liggende Forhaling. Denne
Regel gjælder ogsaa i England; i denne
Aand har fremdeles den franske Lovgivning i
stort Omfang indfort den faakaldte citation
6ii'6et6, og de senere tyske Love ere gaaede i
samme Retning, navnlig med Henfyn til hele
Mellemklassen af Stræffesager. Derimod er i
Frankrig og Tyskland gjennemgaaende den
judicielle Forundersøgelse for Anklagen bi-
beholdt som en nødvendighed for Sager om
de groveste Forbrydelser, i Reglen nævninge-
sager. Men naar Hensynet til Hovedforhand-
tingen overhovedet ikke kan anføres som Grund
til at forlange en judiciel Forundersøgelse,
kan dette kun betragtes som en Inkonsekvents,
der ogsaa nu er forladt af det tysse Udkast, fe
§ 149. I al Fald maa den Ordning, som
det foreliggende Udkast har optaget i Henseende
til Afgrænsningen af nævningesager, udelukke
en herpaa bygget Sondring. Skulde Forunder-
søgelsen være ubetinget nødvendig i nævninge-
sager, vilde den vanskelig kunne undgaa at
blive det i Landsretssager overhovedet.

Derimod maa det erkjendes, at den Mis-
tænkte har en Interesse i den Anklagen for-
udgaaende Undersøgelse, i og for sig betragtet,
som maa være en Hindring for, at denne ube-
tinget kan overlades til Anklagerens frie Raa-
dighed Det gjælder i alle Tilfælde, hvor det
bliver nødvendigt for Anklageren at begjære
Retshandlinger foretagne mod en Mistænkt,


førend han endnu ser sig istand til at rejse
Anklage for den dømmende Ret. At dette
maa kunne finde Sted, er uomtvisteligt, og
Forholdene medføre, at det ofte vil finde Sted.
Men det er i og for sig modsigende, at en
Undersøgelse, der saaledes har antaget Karak-
teren af Forfølgning mod en bestemt Perfon,
vedbliver at være overladt til den ene Part.
Den Mistænkte er faktifl Sigtet, og dertil bør ogsaa retlig Sags Anhængiggjørelse mod
ham sv.ire. Kan han ikke strar anklages for
den dømmende Ret, bør der formuleres en
foreløbig Anklage for Undersøgelsesdømmeren,
hvorved den Mistænkte og som saadan Be-
handlede alene kan opnaa den Garanti mod
sin Modparts Vilkaarligheder i UnderfogelsenZ
Ledelse, hvorpaa han har et retfærdigt Krav.
Klart vifer Betydningen heraf sig, naar den
Retshandling, der begjæres mod den Mistænkte,
er hans fængsting. Anklagens Interesse kræver,
at en faadan fængsting maa kunne finde Sted,
forend Sagen er møden til Anklage, og at
den efter Omstændighederne kan vedvare, ind-
til den er modnet til Anklage eller Afgjo-
relse. At sætte en bestemt Frist, inden hvilken
Anklage for den dømmende Ret maa være
rejst, naar en saadan fængsting er besluttet,
vil komme i Strid med Forholdets Natur,
idet det nødvendigvis maa bero paa de kon-
krete Forhold, naar Sagen kan blive møden til
Anklage. En kort Frist vil ofte gaa Ankla-
gens Interesser for nær; en lang Frist vil
ikke give den Sigtede tilstrækkelig Betryggelse
mod Sagens Forhaling. Den Mistænkte har
imidlertid et retfærdigt Krav paa, at hans
fængsting ikke forlænges udover det nødven-
dige, og det strider imod hans Ret, at det skal
bero paa hans Modpart, hvorlænge fængflin-
gen skal vare. Men det vil blive Tilfældet,
naar Anklageren ogsaa efter fængstingen, ved-
blivende ukontrolleret af Retten, skal have Un-
dersøgelsen i sin Haand. Den Mistænkte vilde
vel kunne ceste dømmerens Kjendelse, om
fængstingen kan ophore; men saalænge de op-
rindelige Grunde til denne ere tilstede, vil
dømmeren ikke kunne beslutte løsladelse. Det
udelukker altsaa ikke, at Anklageren kan trække
Efterforskningen i Langdrag. Det er heller
ikke tilstrækkeligt at give dømmeren Beføjelse til

at sætte en vis Frist, inden hvilken Anklagen
skal rejses, saaledes at Oversiddelsen medfører,
at den fængstede løslades. Thi det vil være
fjældent, at dømmeren, der Intet har med
Undersøgelsen at gjøre, kan faae en saa be-
stemt Overbevisning om, at Sagen trækkes i
Langdrag, at han drisker sig til at træffe en
saadan Bestemmelse, og desto sjældnere, jo mere
Opretholdelsen af den Forholdsregel, der er
Tale om, er Betingelse for Sagens Gjennem-
førelse. Ogsaa denne Betryggelse for den
Sigtede vil derfor let vise sig illusorisk. An-
klagens og den Sigtedes modstridende In-
teresser kunne kun ligelig betrygges derved, at
Anklagens Berettigelse fra nu af unddrages
Anklagerens (Partens) Gneraadighed, saa at
^ der istedetfor Anklagerens Efterforskning ind-
træder en Forundersøgelse for dømmeren.

Af det Anferte følger altsaa, at en judi-
^ ciel Forundersøgelse før Anklagen ikke bør i være en ubetinget nødvendighed, og fremdeles,
^ at den ikke bør kunne finde Sted, forend en
^ bestemt Person kan sigtes. Men naar det
bliver nødvendigt at rette forfølgningen mod
^ en bestemt Person, forend Anklage kan rejses
for den dømmende Ret, da kan og maa den
! finde Sted. Herfra kan der dog gjøres en
Undtagelse ved ubetydeligere Sager. Der vil
her fjælden være Trang til den. Disse Sager bør afgjøres faa hurtig som mulig; Ankla-
geren bør i dem være i Stand til at rejse
Anklage for den dømmende Net i sammeøje-
blik, han vil have Perfonen behandlet som
mistænkt. Det er ogsaa det Scedvanlige i
Lovene, at den judicielle Forundersøgelse er ude-
lukket i Smaasager. Naar saaledes i betydeligere
Sager en judiciel Forunderfogelse før Anklagen
baademaa være mulig ogbetingelsesvisnødvendig,
og man altsaa ikke ved ganske at staa en Streg
over den kan fjerne det inkvisitoriske Princip i
Stræffesagens Behandling for Anklagen, bliver
det et nyt og vigtigt spørgsmaal, om da ikke
selve denne judicielle Forundersøgelse kan brin-
ges i større Overensstemmelse med Anklage-
principet, end Tilfældet i Reglen hidtil har
været. At det til en vis Grad kan og bør skc,
derom er Kommissionen enig, medens der dog
erMeningsulighed om den Udstrækning, i hvilken
det kan og bør finde Sted. Det nærmere


herom maa imidlertid hmvises til Bemærknin-
gerne angaaende Afsnittets 2det Kapitel.

Efter den Ordning af Undersøgelsen for
Anklagen i offentlige Stræffesager, hvis Grund-
træk ere udviklede i det Foregaaende, bliver
der i dette Afsnit af Udkastet givet Regler
dels for Efterforskningen 3: den i Anklagerens
Haand liggende forberedende Underfogelse
(Kap. 1), dels for Rettens Forundersøgelse
(Kap. II), hvilken vel i intet Tilfælde er gjort
til Betingelse for at rejse Anklagen, men som
med Undtagelse af de ubetydelige« Sager un-
der nærmere Betingelser kan og maa begjæres
af Anklageren.

Kapitel I. Om Efterforskningen.

At Efterforskningen i de Sager, der høre under Politiets Paatalemyndighed, tilfalder
Politiet, og at dette forsaavidt handler uafhæn-
gigt af Statsanklageren, er klart. I Politiets
almindelige Opgave er imidlertid ogsaa ind-
befattet Efterforskning af de Forbrydelser, som høre under Statsanklagerens Virkekreds (fe §
211 1ste Stykke). Her opstaar da det
spørgsmaal, hvorledes Politiets Forhold skal være til Statsanklageren, hvis senere Virksom-
hed Efterforskningen forbereder. Det er alle-
rede omtalt ved det Første Afsnits 4de Ka-
pitel, at Processens Ordning efter Anklage-
vrincipet kroever, at Statsanklagerens Opmærk-
somhed allerede er virksomt henvendt paa Ef-
terforskningen. Vel kan der ikke gaaes ud fra,
at Statsanklageren regelmæssig personlig kan
tage Efterforskningens Ledelse i sin Haand;
dertil vilde udkræves et langt større Antal af
Statsank!agere, end Udkastet paaregner. Men
Maalet naaes derved, at Politimesteren i sin
Virksomhed for Efterforskningen af de nævnte
Forbrydelser stilles under Statsanklagerens Over-
tilsyn, medens han ellers er Amtmanden un-
derordnet. En lignende Ordning, hvorefter
Politimesteren altsaa i forskjellige Forgreninger
af sin Virksomhed staar under forskjellige over-
ordnede Myndigheder, kjendes i mange tyske
Stater og har efter Motiverne til det preus-

sisse Udkast af 1865 ikke vist sig at medføre
Ulemper af Betydning. Den er i al Fald en
nødvendighed, naar den Enhed i Pætalemyn-
digheden skal bevares, hvorpaa der efter det
tidligere Bemærkede maa lægges særdeles Vcegt,
og det paa den anden Side skal undgaaes at
sdfle med de personlige Krcrfter i Stræfferets-
plejens Tjeneste. I medfør af dette Stats-
anklagerens Overtilsyn er det ogsaa hans Ret,
naar han finder det fornødent, personlig at
! handle i Politimesterens Sted, som det ud-
trykkelig siges i § 211, og herefter er det da
overalt, hvor der tales om Politimesteren
som handlende i Efterforskningens Interesse,
underforstaaet, at Statsanklageren kan optræde
i Stedet for Politimesteren. De samme Grund«
sætmnaer, der her ere udtalte om Statsankla«
gerens og Politimesterens Forhold under Ef-
terforskningen, gjælde ogsaa om Forundersøgel«
sen ved Retten, forsaavidt der ogsaa under
denne bliver spørgsmaal om Virksomhed af
Politimesteren som Part; se §§ 34, 227,
231, 234. Naar Statsanklageren har denne
overordnede Stilling over Politimesteren, fol-
ger det saa meget mere af sig selv, at han
kan optræde ved Siden af Politimesteren un-
der Fomndersøgellen, jfr. tzss 231 3die Stykke,
Mndretalsforflagets § 231 1ste Stykke i
Slutningen) 234, 236. hvilket ogsaa gjælder
om RetsMøder, der forefalde under Efterforsk-
ningen, se § 222.

En Undtagelse fra den almindelige Regel
gjøre Forholdene i Kjøbenhavn nødvendig.
Den nugjældende Grundsætning vil ikke kunne
forlades, at Politidirekwren er Justitsministe-
ren umiddelbart underordnet, i sin Efterforfk-
ningsvirksomhed som i hele sin Embedsvirk-
somhed. Statsanklageren maa altsaa stilles
lige overfor Politidirekwren som en sideordnet
Myndighed, der imidlertid af ham skal er-
kjendes for retlig interesseret i Efterforskningen.
I Overensstemmelse hermed er § 211 3 die
Stykke affattet. Forsaavidt det ogsaa i Køben-
havn kan stille sig som ønskeligt for Stats-
anklageren at faae Efterforskningen af en en-
kelt Forbrydelse i sin Haand, vil dette være
betinget af Justitsministerens Billigelse. El-
lers kan Statsanklageren ikke i kjøbcnhavn
troede i Stedet for Politidirektøren. Derimod


maa han ogsaa i Kjøbenhavn have hm Ret
til at optræde ved Siden af Politiet under
Forundersøgelsen eller i Retsmøder under Ef-
terforskningen. Denne Ret bar nemlig ikke
til Forudsætning, at Statsanklageren er Poli-
tiet overordnet, men kun, at han er retlig in-
teresseret i hine Retshandlinger (jfr. det civil-
processuelle Begreb Intervention).

At Undersøgelsesdømmeren regelmæssig kun
træder i Virksomhed under Efterforskningen
ifølge Begjæring af den Pætaleberettigede,
følger af den almindelige Grundsætning, der
udtales i § 3^1, hvormed jævnferes § 221
om Karakteren af denne Undersøgelsesdømme-
rens Virksomhed. Fra denne Regel, at Un-
dersøgelsesdømmeren under Efterforskningen Intet
foretager af egen Dri^t, kræver imidlertid For-
holdets Natur en uundværlig Undtagelse for
de Tilfælde, at dømmeren faar Kundffab om
en Forbrydelse før Anklageren, og Omstændig-
hederne ikke tilstede at afrente en Begjæring
angaaende Foretagelsen af Retshandlingen, hvisøjemedet ikke skal forspildes. Denne Und-
tagelse, som alle Love anerkjende, jfr. ogsaa
det tyske Udkast § 143, forandrer heller ikke
i nogen Henseende Efterforskningens Karakter;
denne vedbliver at ligge i Anklagerens Haand.
Virksomheden angaar kun den enkelte Rets-
handling, og det er en Selvfølge, at Politi-
mesteren snarest mulig underrettes, jfr. s 211
i Slutningen, og derefter væretager det Videre,
hvad Efterforskningen maatte kræve.

§§ 212—217 omhandle Efterforsknin-
gens Begvndelse, §§ 218—22 2 dens For-
maal, Gang og Midler, §§ 223—224 dens
Slutning; § 225 omhandler den efter Sagens
Anhængiggjerelse fortsætte Efterforskning, § 226
Statsanklagerens og Politiets Ansvar for Virk-
somheden under Efterforskningen.

Hvilke Omstændigheder der kunne og bør give Anledning til Paabegyndelse af Efter-
forskningen, derom kan der selvfølgelig ikke i
Almindelighed i Lovene gives bestemte Regler,
da Alt her maa bero paa et forstandigt
skjøn over de konkrete Omstændigheder.
Reglen i § 212 indeholder Alt, hvad Loven
i den Henseende lan udtale; Anvisninger for
vedkommende Myndighed i færegne Tilfælde
til Foretagelse af bestemte Efterforstningshand-

linger, som Lovgivningen maatte indeholde, op-
hæves ikke ved § 212. Ved reglerne i §§
213—216 er Intet at bemærke, ved § 217,
at Reglen i 2det Stykke faar sit Supplement
ved § 40, jfr. 7de Afsnit Kapitel I; det
erindres, at i de Sager, som høre under Stats-
anklagerens Virkekreds, er det først dennes
Vcegring, der kan hjemle privat Anklage. § 218
angiver Efterforstningensøjemed og er affattet
i Overensstemmelse med Udkastets Regel, at
en judiciel Forundersøgelse ikke i noget Til-
falde er betingelse for, at Anklage kan rejses.
Ved §§ 219 og 221 blive selvfølgelig at
jcrvnfere Reglerne i Udkastets 2det Afsnit,
Henvendelse til Retten, hvortil altsaa Politi-
mesteren efter Reglen i §211, jsr. § 34, er
kompetent, men srm ogsaa kan ste af Stats-
anklageren, naar han i medfør ar § 211 træ-
der i Politimesterens Sted, k,in dels behsves,
fordi den paagjældende Foranstaltning over-
hovedet eller under de givne Omstændigheder
ligger udenfor Anklagerens Myndighed, eller
fordi han ikke har de nødvendige Tvangsmid-
ler til sin Raadighed, dels af Hensyn til
Hovedforbandlingen, idet Benyttelse ved Bevis-
førelsen forudsætter en Retshandling. Hvad
færlig det 2det Stykke af § 221 angaar,
følger det af sig selv, at Anklageren ikke kan
wrlange dømmerens Virksomhed faaledes, at
denne bliver pligtig at foretage den begjærte
Retshandling uden prøvelse; dømmeren maa
altid som dømmer afgjøre, om de legale Be-
tingelser ere tilstede. Anklageren maa derfor
ogsaa forelægge ham de fornødne Oplysnin-
ger, paa Grundlag af hvilke han f. Ex. kan
komme til et skjøn, om der er grAndet For-
modning, at en Forbrydelse er begaaet. Om
derimod f. Ex. en vis Persons afhørelle som
Vidne er hensigtsmæssig til Sagens Oplysning,
eller om der er Grund til at afhøre ham for
Retten, ere spørgsmaal, som ikke vedkomme
dømmeren.

Reglen i § 221 3die Stykke er begrAndet tidligere; en Bestemmelse, som staar i For-
bindelse hermed, findes i § 298 sidste Stykke
og skal nærmere omtales ved denne Paragraf.
Slutningøreglen i § 221 karakteriserer Efter-
forskningen i Modsætning til den egentlige
Forundersøgelse.


Da der ikke under Efterforskningen er
noget Henfyn at tage til en Sigtet, kan det
i § 222 bestemmes, hvad Forholdets Natur
kræver, at Retsmøder under Efterforskningen
ikke ere offentlige. iøvrigt ville nogle af de regler, der gjælde om Retsmøderne under For-
underfogelsen, passe ogsaa paa de her omtalte
Retsmøder, medens andre ere udelukkede ved For-
holdets Natur, f. Ex. den Omstændighed, at her
ingen Sigtet er, se herom § 222 2det Stykke.

Efterforskningen som selvstændigt Trin
af Undersøgelsen ender enten med Sagens Ind-
bringelse for Retten eller ved, at Sagen
henlægges. De nærmere Bestemmelser herom
i §§ 223 og 224 ordne i Særdeleshed
Forholdet mellem Statsanklageren og Politi-
mesteren i Sager, der høre under den
førstes Virkekreds, i Henseende til de Be-
slutninger, det herved kommer an paa.
Naar Henlæggelsen er nødvendig, se § 223,
eller naar Politimesteren finder, at Forunder-
søgelse bør finde Sted, tager han Beslutnin-
gen. I det Første Tilfælde behøves i al Fald
kun en Meddelelse til Statsanklageren; i
sidste Tilfælde er Sagen endnu ikke kommet
ud over det Stadium, hvor Politimesteren for-
udsættes at være den ledende og maa være
det, naar Sagens Behandling ej skal forbales.
Men i alle andre Tilfælde maa Beslutningen
overlades til Statsanklagereren, og han har
selvwlgelig Frihed til at beslutte, hvad der
efter Sagens Omstændigheder findes rigtigt,
— yderligere Efterforskning, Begjæring af
Forundersøgelse, Anklage eller Sagens Hen-
læggelse.

Det ligger i Forholdets Natur, at Sa-
gens Indbringelse for Retten ikke udelukker
eller kan udelukke en fortsat Efterforskning,
der tvertimod maa vedblive at være vedkom-
mende Myndigheds Pligt, se § 225. Men
da efter Sagens Indbringelse alle judicielle
Handlinger i Sagen tilkomme den Ret, ved
hvilken den er anhængig, kan der under denne
fortsætte Efterforskning i Reglen ikke blive
spørgsmaal om Retshandlinger. Kun i
paatrcengende Tilfælde maa herfra gjøres Und-
tagelse, og da gjælder selvfølgelig ikke her
Indskrænkningen i § 221 3die Stykke. Reg-
len vil f. Er. blive anvendelig ved Anhol-

delse af den, mod hvem en Sag er an-
lagt, uden at han er fængslet, og som nu fin-
des at være ifærd med at unddrage sig For«
folgning ved Flugt, under Forhold, der ikke
tilstede, i Tide at opnaa en Anholdelsesbe-
slutning af den Ret, for hvilken Sagen er
anhængig, eller at stille ham for denne Ret
inden Udløbet af de 24 Timer.

I samme Aand, som har faaet Udtryk i
den gjældende Lovgivnings Bestemmelse an-
gaaende Klager over Myndigheds MiZbrug
overhovedet af Politiets (underordnede) Per-
sonale, se Lou af Ilte Febr. 1863, § 2 og
Lov af 4de Febr. 1871, § 13, hvormed nu
jævnføres Udkastets § 40 2det Stykke, har
Udkastets § 226 med Hensyn til de denne
Lov særlig vedkommende Misbrug af Politiets
.StatZanklagerenZ) Myndighed i Virkfombeden
for Stræfferetsplejen (Efterforskning af For-
brydelser) fastsat en simpel Form, ved hvilken
Klager herover kunne gjøres gjældende af den
formentlig Forurettede. Udkastet er herved
gaaet ud fra, at en disciplinær Stræffemyn-
dighed for Retten her kunde hjemles i Lighed
med Myndigheden til at paalægge Parter og
deres Befuldmægtigede Rettergangsbøder, jfr.
§§ 485 og 486. I Overensstemmelse med
denne Tanke kræves ikke, at særlig Stræffesag
rejses; men Klagen kan, under den Betingelse,
at Sagen findes klar og hojere Straf end
bøder ej at være forskyldt, afgjøres akcesfo-
risk af den Ret, for hvilken Sag om den For-
brydelse, i Anledning af hvilken det paaklagede
Forhold fandt Sted, anhængiggjøres, eller hvis
Virkfomhed mod Klageren (f. Ex. en Anholdt)
paakaldes af vedkommende Embedsmand.
Forsaavidt Myndighedsmisbrugen netop kan
bestaa deri, at en forestreven Henvendelse til
Retten ikke har fAndet Sted, stemmer det her-
med, at Klagen da kan gjøres gjældende for
Undersøgelsesdømmeren som saadan i den Kreds,
hvor Handlingen fandt Sted. En nødvendighed
for at gaa den her hjemlede Vej kan der
imidlertid ikke rcere, og Betingelserne for
Afgjørelse paa denne Maade kunne ogsaa
mangle. I saa Fald komme de almindelige
Regler om Maaden, hvorpaa Ansværet gjøres
gjældende, til Anvendelse. Den i Paragrafen
angivne Vej maa efter den samme Tanke


blive anvendelig til at faae bøder, som ere
paalagte i Henhold til § 147 eller § 163,
ophævede.

Kapitel II. Om Rettens Fonmdersøgelse.

Ved Andragende om Rettens Forunder-
fogelse anhængiggjøres Sagen som Helhed for
Undersøgelsesdømmeren; Andragendet er at be-
tragte som en foreløbig Anklage. Formalet
for denne Forunderføgelse er selvfølgelig ikke
at faae Dom over den Sigtede. Det er heller
ikke at faae Underfogelsesdømmerens Asgjørelse
af, om Anklage skal rejses; thi i Overens-
stemmelse med Anklageprincipet har Udkastet
henlagt denne Asgjørelse til Anklageren (jfr.
næste Afsnit), og ikke, som det Scedvanlige er
i den franst-tyste Stræffeproces, enten til
Undersøgelsesdømmeren eller til en Under-
føgelsesret, (Raadskammer, Anklagekammer),
som hvis Delegerede til Tilvejebringelse af
Grundlaget for Afgjørelsen Undersøgelsesdømmeren er at betragte. Formaalet er i og for
sig ikke forskjelligt fra det, som karakteriserer
Efterforskningen, med den Lempning, som
følger af, at denne ogiaa kan tjene til at for-
bepede Rettens Forundersøgelie. altsaa For-
beredelse af Anklagen ved Tilvejebringelse af
de Oplysninger, fom behøves for Anklageren
til at tage Beslutning om denne, samt den
Forberedelse til Hovedforhandlingen, som der-
med følger. Betydningen ai, at denne for-
beredende Undersøgelse anhængiggjøres 'or
dømmeren, viser sig under den Forudsætning,
at Forundersøgel'en er inkvisitorisk, ligefrem
deri, at Undersøgelsens Ledelse gaar over til dømmeren. Det er imidlertid ikke nødvendigt,
at Forundersøgelsen gaar frem efter det in-
kvisitoriske Princip; den engelske Proces frem-
byder Erempel paa en akkufatorist ordnet For-
undersøgelse. Skal man derfor angive Betyd-
ningen af den forberedende Undersøgelses An-
hængiggjørelse for dømmeren med et Udtryk,
som rummer begge Ordninger, maa den paa
en mere almindelig Maade besteinmes derhen,
at Undersøgelsens Formaal og Midler sætteZ
under dømmerens vedvarende Kontrol. Unde-.-
søgelsen maa efter Anhængiggjørelsen indrettes

paa, at dømmeren er istand til at følge den
og faae en begrAndet Overbevisning med Hen-
syn til Formaalets vedvarende Berettigelse og
Midlernes Formaalstjenlighed, paa hvilken
Overbevisning det vil bero, om Rettens
Hjælp til samme skal ydes.

Ved Stræffeprocessens Omdannelse bibe-
holdt man i Frankrig og senere i Tyskland
det inkvisitoriske System som Norm for For-
undersøgelsen. Undersøgelsesdømmeren leder frit
Undersøgelsens Gang. Anklagerens Andragende
betinger kun Begyndelsen, hvorhos der maa
gives ham Lejlighed til Andragender inden Slut-
ningen; men imellem disse to Punkter skal dømmeren ikke afvente Anklagerens Andragen-
der. dømmeren forener altsaa i løbet af Un-
dersøgelsen Anklagerens og dømmerens Pligter
og Ansvar i sin Person. Forsværet indrsm-
mes der ingen selustceudige Rettigheder; i Hen-
seende til Omsorgen for dette maa der alene
stoles paa dømmeren. Denne Ordning har
givet Anledning til levende og vidtgaaende Ne-
formonster i Frankrig, Belgien og Tystland*):
dømmeren kan vanskelig faae en upartisk Dom
om Formaal og Midler, naar han selv skal overtage Partsfunktionerne med Hensyn til
Sagens Oplysning; hans Handlinger kunne
derfor vanskelig undgaa det partiske Proeg, som
den judicielle Forundersøgelse netop skulde være
en Betryggelse imod baade for Forberedelsens
egne Formaals Skylo og med Hensyn til den
umiddelbare Betydning, som efter Omstændig-
hederne de under den fremkomne Oplysninger
kunne faae for Hovedforhandlingen og Dom-


men. Optages Anklageprincipet som Norm

for Forundersøgelsen, og faar i Medfer heraf
Anklagen og Forsværet ogsaa under denne sine
særegne Organer med tilsvarende Beføjelser,
vil dømmeren derimod troede tilbage i sin
naturlige, prsvende og dømmende Virksomhed,
hvorved alene hans Beslutningers Upartifkhed
fuldkommen betrygge«. Efter dette Princip
er nu ogsaa Forundersøgelsen i England ord-
net. Anklageren og dm Sigtede er det vce-
sentlig overladt selv at efterforske Angrebs- og
Forsvarsbeviserne og foreligge dømmeren dem,
som derefter prsver og trcrffer Afgjørelse navn«
lig med Hensyn til det Punkt, der særlig i
England fremhæves som Forundersøgelsens
Formaal, om der er tilstrækkelig Gmnd til at
sikre den Sigtedes møde for den dømmende
Ret ved fængsting eller Sikkerhedsstillelse.

Hele Kommissionen har været enig i, at
Anklageprincipet ikke helt kunde eller turde
holdes ude fra Forundersøgelsen. Men medens
Flertallet har ment, at man for Tiden maatte blive
staaende ved en Ordning, der kan siges at gaa
en Mellemvej mellem den celdre, rent inkvisito-
riske Ordning og den rent akkusatoriske Form
af Forundersøgelsen, som den engelske Ret
kjender, en Ordning, der ogsaa i de væsentligste
Punkter svarer til det System, som det tyske
Udkast har optaget, og henimod hvilket de nyere
tyske Love have bevceget sig, har et Mindretal
i Kommissionen antaget, at man alt nu burde
gaa endnu noget videre i Retning af Anklage«
Principe:. Herved er der fremkommet den alle«
rede tidligere bersrte Meningsulighed i Kom-
missionen, som finder sit Udtryk i de to For-
stag, der henholdsvis af Flertallet og Mindre-
tallet ere stillede med Hensyn til Affattelsen
af Udkastets § 231.

Kommissionens Flertal erkjender, at der
ikke bør være Tale om at opretholde Inkvi-
sitionsprincipet ved Forundersøgelsen i den
Strenghed, at Parterne udelukkes fra Selv-
virksomhed og bersves enhver Ret, der mulig-
gjør en saadan. Naar den franske og tyske
Stræffeproces gaa saavidt, navnlig ligeoverfor
Forsværet, ere Angrebene paa dem utvivlsomt
berettigede. Herom kan der siges at være
noget nær almindelig Enighed, og i denne Ret«
ning vedtog ogsaa den tredie tyske Iuristforsam-

ing 1862 den Resolution, at Offentlighed,
i det Mindste Offentlighed for Parterne, burde
anerkjendes som Regel for Forundersøgel-
sen. Enhver Ordning, der bryder med
hint celdre strenge Inkvisitionsftrincip, har
gjort et afgjørende Skridt henimod An>
klageprincipets Virkeliggjørelse i Forundersøgelsen. Paa den anden Side maa det erin-
dres, at det ikke med nødvendighed ligger i
Anklageprincipet, eller at dette i al Fald ikke
kan eller skal gjennemføres, end ikke under
Hovedforhandlingen, i den Iderlighed, at Ret«
ten kun har at prsve og bygge sin Afgjørelse
paa de Beviser, der fremføres for den af
Parterne, Selv ved den akkufatorisk ordnede
Hovedforhandling følger det af Stræffeproces-
sens Grundprincip, at det er Rettens Pligt
indenfor Anklagens Ramme selvstændig, altsaa
uden, ja imod Parternes Villie at tage i Be-
tragtning ny fremtrædende Angrebs- og For-
fvarsbeviser, og efter Omstændighederne i Em-
beds medfør at drage Omsorg for Tilveje-
bringelsen af manglende Beviser, fe Udkastets
§§ 260 og 273, jfr. § 271. Det Ejen-
dømmelige ved den akkusatorisk ordnede Ho-
vedforhandling er altsaa kun dette, at der er
selvstændige Organer for Anklage og Forsvar
ogsaa med Hensyn til Bevisførelsen, og at det
er disse, hvem det nærmest paahviler at føre
Beviserne frem, saa at der i Reglen ikkun bli-
ver ringe Plads for Rettens Selvvirksomhed,
fordi Anklagen og Forsværet skulle og ville
møde udrustede med de Beviser, der skjønnes
fornødne, og fremdeles i løbet af Hovedfor-
handlingen fremsætte fornødne Andragender
med Hensyn til Bevisets Fuldstændiggjørelse.
Rettens Selvvirksomhed for Bevisførelsen bli-
ver derfor her Undtagelsen, men den er ikke
udelukket. Dette Samme maatte felvfølgelig i
det Mindste ogsaa være Regel i en akkusato-
risk ordnet Forundersøgelse og er i Virkelig-
heden ogsaa Tilfældet i den engelske Rtt.
dømmeren giver efter denne Anklageren Vink,
i hvilken Retning hans Bevis behsver Fuld-
stændiggjørelse, og drager Omsorg for, at i
Mangel af en frivillig Anklager en egnet Per-
sonlighed tilholdes at tage sig af Anklagen;
han tommer fremdeles Forsværet til Hjælp i
Kraft af den hele Stræffeprocessen beherfkende


Regel „tiis ^u6g6 is tk6 counM ok tlik
pi-i80Q6r". Den engelske Ret gaar endog un-
der Bibeholdelse af Reglen, at det nærmest cr
Parternes Sag at væretage deres Interesser,
og at dømmeren forsaavidt kun træder sup-
plerende til, et væsentligt Skridt videre end
under Hovedforhandlingen i at lempe det
exklusive Anklageprincip, idet den har maattet
gjøre Afkald paa at krave, hvad dette Prin-
cip fordrer (jfr. Udkastets § 279), nemlig An-
klagerens vedvarende nærVærelse og Medvirk-
ning i alle RetsMøderne under Forundersø-
gelsen. Naar saaledes allerede den engelske Ret
har set sig nodt til paa dette vigtige Punkt at
fravige Anklagcprincipets Konsekventser under
Forundersøgelsen, er der formentlig afgjørende
Grunde hos os til end ikke at gaa saa vidt som i
England, men overhovedet opgive den Tanke, at
Parternes Selvvirksomhed skulde stilles faaledes
i Forgrunden under Forundersøgelsen, at dømmerens inkvisitoriske Virksomhed kun skulde være
suppletorisk, o: kun indtræde, naar Anklagen og
Forsværet lod ham i Stikken, — overhovedet
fores tilbage til det ringest mulige Maal. Op-
naaelsen af Formaalet for Undersøgelsen, navn-
lig i vigtigere og vanskeligere Tilfceide, af-
hænger væsentlig af, at en bestemt Plan lig-
ger til Grund for den, og at Forhalinger, som
dømmerens vedvarende Afhængighed af Par-
ternes Andragender maatte fore med sig, und-
gaaes. Skal dette opnaaes, maa enten Under-
søgelsens Ledelse i Første Linie overlades dømmeren, eller man maatte stille uoverkommelige
Krav til Anklageren og Forsværet. Det maatte
da ikke blot være Ret, men Pligt for hine
Organer at være tilstede ved enhver enkelt Akt
af Forundersøgelsen. afhørelsen af de ind-
kaldte Personer maatte ske ved dem. Mundt-
lighedspnncipet maatte ogsaa under Forunder-
fogelsen gjennemfores faa vidt, at en Protokol-
førelse for fraværende Personers Skyld ej
behøvedes. Dette kan nu kræves ved Hoved-
forhandlingen, hvor Alt koncentrerer sig om
faa Retsmøder, og hvor Statsanklageren skal
være tilstede. Men det kunde i en Proces, der
i Modfætning til den engelske Ret forudsætter,
at Forbrydelser forfølges af det Offentlige, og
at Forsværet om fornødent beskikkes af det
Offentlige, ikke gjennemføres under Forunder-

søgelsen uden en saadan forøgelse af de per-
fonlige Kræfter i begge Retninger (statsan-
klagere, offentlige Forsvarere), som man umuligt
kan forudsætte at faae til sin Raadighed.
Det maa sikkert ogsaa erkjendes for ufor-
svarligt at gjøre Krav herpaa, naar det tages i
Betragtning, at det dog kun er Undtagelses-
tilfælde, hvor nogen reel Betydning kunde til-
lægges Fordringen om saa mange medvirkende
Kræfter ved Forundersøgelsen paa Grund af
dennes ordentligvis dog blot forberedende
Karakter, og at en saadan Regel derfor i de
fleste Tilfælde vil have Udseendet af og i
Virkeligbeden være at edfle med Kræfter, Tid
gg Penge. Ikke blot i Henseende til Tallet
af disse Kræfter maatte der stilles overdrevne
Fordringer; men der maatte ogsaa forudsættes
en Dygtighed hos Politiets Personale i denne
Retning, som man under en ny Ordning
umulig strar kan gjøre Regning paa til et i
og for sig vanskeligt og uvant Hverv, som
yderligere kan vanskeliggjøres ved en Utilboje-
lighed bos dømmeren til at indromme An«
klagen de Foranstaltninger, den mener at maatte
gjøre Krav paa, en Strenghed, som let, om end
ubevidst, kan udvikle sig hos dømmeren, naar
han skal indtage den tilbagetrukne Stilling,
som en stcerkere Fremhævelse af Anklageprin-
cipet vil medføre. Flertallet har derfor i sit
Forstag til § 231 opretholdt den Regel, at
dømmeren i Embeds medfør, og uden at
yderligere Andragende behøves, skal virke for
Forundersøgelsens Formaal. Det har indskrcen-
ket sig til det, der er det opnaalige, men og-
saa det vigtige og afgjørende Skridt henimod
Anklageprincipet, at Parterne erkjendes for beret-
tigede til og derfor udrustes med Rettigheder, der
ogsaa sætte dem i Stand til at virke for deres In-
teresser under Forundersøgelsen, derved betrygge
sig mod Ensidighed og Partifkhed fra dømmerens Side samt tilføre dømmeren en vel-
kommen og vigtig Understøttelse til løsningen
af hans vanskelige Opgave med lige Omhyg-
gelighed at tage Hensyn til Anklagen og For-
sværet, jfr. herved Motiverne til det tyske Ud-
kast. I denne sidstnævnte Henseende mærkes
§ 231 2det Stykke (Ret til at fremsætte
Andragender til dømmeren om Foretagelsen
af enkelte Undersøgelseshandlinger, om hvilke


Begjæringer dømmeren skal trcrffe Afgjørelft),
§ 234 jfr. §§ 235, 238, 239 (Ret til at
overVære og deltage i Retsforhandlingerne,
saavidt mulig faaledes, at Parterne forud be-
timelig underrettes om deres Foretagelse) og
§ 236 (Ret til Gjennemsyn af Sagens Akt-
stykker). Frygten for, at under denne Ordning
den Sigtedes afhørelse skal paa samme Maade
som tidligere blive Forundersøgelsens Tyngde«
punkt og derved faae den Karakter af en Pres-
sion paa den Sigtede, som er karakteristisk
for det strenge Inkvifitionsprincip, fjernes ikke
blot' ved Udkastets Regel om, at Fomnder-
fogelsen regelmæssig er offentlig, men ogsaa i
Særdeleshed ved den Bestemmelse, som § 237
indeholder mod gjentagne afhørelser paa ufor-
andret Grundlag. Det er jo navnlig ved faa-
danne afhørelser, at den Sigtede udslettes for at
behandles som et Objekt for dømmerens Bestrce«
belser efter at presse Sandheden ud af ham.
Hermed staar der videre i Forbindelse, at Udkastet
i § 233 har kunnet anordne Forskrifter for
Forundersøgelsens Gang, der indeholde Be-
tryggelse mod dens Forhaling med det Maal
forøje, at Tilstaaelse mulig kan opnaaes af
den Sigtede. Det hele Indbegreb af Regler
er overhovedet af den Beskaffenhed, at det
giver Anklageprincipet og navnlig den Sigtedes
Betryggelse saa Meget, som der i al Fald
for Tiden kan ansees opnaaligt hos os, naar
Stræffelovenes Haandhævelse ikke skal lammes,
og Mere, end de fleste nyere Love, det tyske Udkast medregnet, have drisket sig til at gjøre.
Mindretallet (Goos, Nellemann, Nyholm)
erkjender med Flertallet, at Nnklageprincipet
ikke skal udelukke en Selvvirksomhed fra Ret«
tens Side, og at der under Forundersøgelsen
kan og maa blive spørgsmaal om denne i
større Udstroekning end under Hovedforhand«
lingen. Det erkjender fremdeles, at der ved
det hele Indbegreb af Bestemmelser i dette
Kapitel af Udkastet, om hvilke Flertal og
Mindretal ere enige, er brudt med det strenge
Inkvisitionsprincip og opnaaet ikke uvæsent«
lige Fremskridt. Heller ikke miskjender det,
at den Adgang, der er aabnet for Parternes
Selvvirksomhed under Forundersøgelsen, un-
der gunstige Forhold kan bidrage til, at For-
undersøgelsm faktisk antager en mere akkusatorist

Karakter, og at saaledes ogsaa ved Flertallets
Forflag en Spire er lagt til Udvikling hen-
imod det, der maa betragtes som det Prin«
ciprigtige. Endelig har heller ikke Mindre«
tallet ment, at der for Tiden kunde eller
burde strides til at optage de videstgaaende
Konsekventfer af Anklageprincipets Indførelse i
Forundersøgelsen. Det erkjendes saaledes, at
det vilde blive uoverkommeligt, naar Parter-
nes nærværelse under Retsmøderne i For«
undersøgelsen skulde fordres paa samme Maade
som under Hovedforhandlingen. Ej heller er
det blevet foreslaaet at optage Krydsforhoret
i Forundersøgelsen. Da det efter Udkastets
Ordning af Statsanklagerinstitutionen under
ingen Omstændigheder kunde fordres eller re-
gelmæssig ventes, at Statsanklageren selv er
tilstede i Retsmøderne, maa der ogsaa nødven«
digvis sinde en Protokolfsielse Sted under For-
undersøgelsen, beregnet paa den fraværende Stats-
anklager. Med en faadan Protokolførelse vilde
Krydsforhoret ogsaa vanskelig kunne forenes.*)
Men Mindretallets Standpunkt er dette, at der
ikke bør indrommes det inkvisitoriske Princip
under Forundersøgelsen en større Plads, end der
virkelig kan siges under de givne Forhold at
være en nødvendighed, og denne Grænse
overstrides formentlig i Flertallets Forslag til
§ 231. Efter dette er Inkvisitionsprincipet
stadig det herskende og aldeles overvejende
under Forunderfogelsen. Mindretallet ser ikke
i Kapitlets svrige Bestemmelser en tilstrække-
lig Modvcegt mod, at Forundersøgelfcn efter
denne Ordning bevarer de væsentligste, med
Inkvisitionsprincipet forbundne Mangler. Og
til disse kommer der, netop paa Grund af
Uensartetheden mellem Forundersøgelsens Prin-
cip og de Grundsætninger, hvorpaa Udkastets
Bygning ellers hviler, nye ejendømmelige
Ulemper, som ikke troede frem i et rent og
ublandet inkvisitorisk System.

Det rent inkvisitoriske System bevarer Enheden
i Undersøgelsens Ledelse fra forsi til sidst. Det
er dømmeren, der har baade Efterforskningen


og Forundersøgelsen i sin Ha and, eller disse to
Trin af Sagens Behandling smelte sammen
til eet. Men efter den Ordning, der vil blive
følgen af Flertallets Forstag, er undersøgel«
sens Ledelse paa det Første Trin i Politi-
mesterens Haand, paa det andet i dømmerens.
Politimesteren har vel Ret til at stille fine
Andragender til dømmeren; men han behøver
det ikke. Intet forhindrer ham fra at holde
sig passiv, og det kan forudsees, at han i de
fleste Tilfælde vil lade dømmeren være ene
om Sagen. Forundersøgelsen betegner saaledes
ikke blot derved et nyt Trin af Eagen, at nve
Faktorer komme til at medvirke; men en
ny Undersøgelsesplan maa lægges. Underfogelsen
begynder forfra. Det under Efterforskningen
gjorte Arbeide kommer for en stor Del ikke til
Nytte under Forundersøgelsen. Meget vil til
Unvtte blive gjentaget. Gn Forhaling «f den
Anklagen forudgaaende Undersøgelse bliver
uundgaalig følgen af den Dualisme, der ind-
fores. Men derhos svække:- denne Splittelse
Interessen og Ansvarsfølelsen. Politimesteren
vil ikke bevare en levende Interesse for Sagen,
naar den først er gaaet over i andre hænder.
dømmeren, der skydes ind i Sagen paa et
Mellemtrin mellem Politimesterens Efterforsk-
ning og Statsanklagerens Bevisførelse, vil,
naar han holder sig til den Opgave, Loven
fætter ham, ikke opnaa den Interesse for Sagen,
som han har, hvor Forundersøgelsen indbefatter
baade Efterforffning og Bevisførelse.

Den præsumtive ftorre Dygtighed til at lede
en kriminel Undersøgelse hos dømmeren kan tjene
til Forsvar for et helt gjennemfort Inkvisitions-
system, men ikke for et saadant blandet System
som det, der vil fremkomme efter Flertallets For-
slag. Er det givet, at det rene Inkvisitions-
system maa opgives, maa for Anklagens Skr.ld
Enhed under Politimesteren foretrækkes for
Splittelse mellem to hinanden aflosende Kræf-
ter. Men det maa iøvrigt, hvad hin Sam-
menligning mellem Politimesteren og dømme-
ren angaar, ikke oversees, at det jo er Udka-
stets Mening, at Forundersøgelsens Tyngde-
punkt ikke skal ligge i det Middel, som en
dømmer retlig alene kan bringe til Anvendelse og
med føje under de givne Forhold maa anta-
ges bedre end Andre at kunne arbejde med,

nemlig et i egentlig Forstand inkvisitorisk Forhor
over den Sigtede. Opgaven under den nye Ord-
ning er lige uvant for Politimester og dømmer.
Men for Politimesteren staar den i Samklang
med det hele ovrige Hverv, som tilfalder ham,
medens den for dømmeren staar i Strid med
den strengere Opfattelse af dømmerhvervet,
som Udkastet ellers har gjennemfort. Hvis det
at lægge Forundelsøgelsen i dømmerens Haand
ikke lidt efter lidt medfører en Synken tilbage
i det tidligere System, bvad ikke kan være
Maalet, tror Mindretallet derfor, at SamfAndets Interesser i Stræffelovens Haandhævelse
ville være udsætte for swrre Farer ved Fler-
tallets Ordning, end naar det fastholdes, at
under Fonmdersøgelsen ikke mindre end under
Efterforskningen er det Politimesteren, der er
kaldet til i Første række at værne om Ankla-
gens Interesser, medens dømmerens Selvvirk-
somhed her som under Hovedforhandlingen er
væsentlig suvpletorist. At dette er en Ord-
ning, der skulde gjøre dømmeren utilbejelig
til at give Anklagen, bvad Anklagens er, er
en Frvgt, Mindretallet ikke kan dele. Naar
Politivirksomheden stilles i Første række under
Forundersøgelsen, faar dømmeren den upar-
tiske Stilling, han naturlig bør have. Han er
netop da stillet paa den eneste Maade, der gjør det mulcgt for ham uden Forudindtaget-
hed til nogen Side at give hver Part, hvad
Ret er.

Kan faaledes Flertallets Forslag end ikke
tilfredsstille fra Anklagens Standpunkt, saa
maa det dog navnlig fremhæves, at det lider
af den samme Grundskade som Inkvisitions-
principet overbovedet, nemlig at det tillægger
dømmeren en Funktion som Anklager, der er i
Strid med dømmerens naturlige Stilling, og
berover den Sigtede den Garanti, som Ret-
færdigbeden byder at give ham, at den, ban
staar for som dømmer, ikke blot kaldes saa,
men virkelig er det. Grundlovens Forskrifter
om, at de i den Sigtedes Ret indgribende
Foranstaltninger, saasom fængsling, Ransag-
ning, kræve Retskjendelse, kunne ikke blive til
fuld indre Sandhed under Inkvisilionsvrincivet.
Det maa fremdeles erindres, at Loven ikke
kan sikre fuldstændig mod, at der ved den
Sigtedes afhørelse anvendes en vis indirekte


Tvang eller Pression paa ham for at afvriske
ham den formentlige Sandhed. Den afgjo-
rende Garanti herimod ligger i, at dømme-
ren, i hvis Haand den Sigtedes afhørelse læg«
ges, ikke i den Opgave. Loven stiller ham,
bar en Friskelse til et faadant Forhor. Derom
vil der nu ikke være Tale, naar undersøgel«
fen er akkusatorisk ordnet. Men naar dømmeren skal tage Anklagens Interesser i sin
Haand og have Ansværet for, at Undersøgelsen
faar det Udbytte, der kan ventes, er en saa-
dan Friskelse faa nær liggende, at der er me-
gen Fare for, at Undersøgelsesdømmeren vil
falde tilbage i den Forhorsmaade, som har
Traditionen for sig. Hvorledes det inkvisitori-
ske Princip under Forunderiogelsen medfører
færegne Vanskeligheder ved spørgsmaalet om
Adgang for den Sigtede til at hare Forsva-
rer med i Retsmøderne, er omtalt ved Udka-
stets Første Afsnit, Kap. VI.

I Henhold til disse Betragtninger har
Mindretallet fremsat et Forflag til § 231, som
i Modsætning til Flertallets opstiller den
Grundsætning, at dømmerens Beslutninger
under Forundersøgelsen ordentligvis tages ifølge
Andragende af Parterne. vægten er altsaa
herved lagt paa Parternes Selvvirksomhed. Deraf
er faa draget den Første og vigtige Konsekvents,
at Politimesteren skal ledsage fin Begjæring om
Forundersøgelse med de fornødne nærmereAndra-
gender om Indkaldelse af Vidner m. V., jfr. herved
endvidere § 238. dømmerens Første Opgave
bliver altsaa ikke den paa Grundlag af et af
Politimesteren samlet Materiale, som overgives
ham uden nærmere Vejledning, at danne sig
en Undersøgelsesplan. Det er Politimesterens
Plan, der vedblivende behersker Undersøgelsen,
og som dømmeren har at gjøre sig bekjendt
med for at kunne væretage sin Opgave, blandt
Andet ved afhørelsen af de Personer, som nu
i Henhold hertil indkaldes. Stræffeprocessens
almindelige Grundsætninger udelukke imidlertid
ikke en supplerende Selvvirksomhed fra dømmerens Side og det faa meget mindre under
Forundersøgelsen, som denne jo ogsaa umiddel-
bart forbereder den dømmende Rets Hverv, og
en lignende Selvvirksomhed tilkommer denne.
Da Parternes nærværelse ikke er gjort til
Pligt under Retsmødeme — bortset fra den

Sigtedes afhørelse —, vil denne Virksomhed
faktisk vel ogsaa faae ftorre Betydning end under
Hovedforhandlingen. Hovedsagen er, at Parterne
og navnlig Anklageren ikke ere berettigede til
at siaa sig til Ro derved. Politimesteren
bærer Ansværet for, at Anklagens Interesser
blive tilborligt væretagne. iøvrigt maa denne
supplerende Virksomhed udoves til begge Sider,
baade med Hensyn til Anklagen og Forsværet;
den skal tjene til Sandhedens fulde Oplysning.
Men da Anklagen har et offentlig bestikket Or-
gan, vil den navnlig faae Betydning for den
Sigtede, der regelmæssig vil komme til at staa
uden Forsvarer, og til hvem man derfor ikke
kan gjøre saa store Fordringer. Det er disse
Grundsætninger om dømmerens Selvvirksom-
hed, som det andet Stykke af Mindretallets
§ 231 udtaler.

Med Hensyn til Kapitlets ovrige Bestem-
melser skal følgende bemærkes. Hvorfor §
227 udelukker Forundersøgelse i de mindre
betydelige Sager, og hvorfor den betinger For-
undersøgelse af et Andragende derom og deraf,
at en bestemt Person sigtes, er tidligere be«
grAndet. At dømmeren i paatrcengende Til-
fælde maa foretage de Første Skridt uden
Andragende, er i Samklang med Reglen
i § 211 sidste Stykke, men det maatte
paa Grund af Reglen i § 221 3 die Stykke
om Karakteren af de Retshandlinger, der
kunne finde Sted under Efterforskningen, atter
her udtales. Om Politimesterens og Stats-
anklagerens Kompetence til at fremsætte An-
dragendet om Forundersøgelse er tidligere talt.

At Andragendet om Forundersøgelsen maa
angive den Person, mod hvem, og den Hand-
ling, paa Grund af hvilken undersøgelsen skal foretages, see § 228, følger ligefrem af Grund-
sætningen i § 227. Det er indlysende, at
Konsekventsen kræver, at den begyndte Forun-
dersøgelse ikke kan gaa udenfor denne Ramme
uden nyt Andragende. Handlingens og Per-
fonens Identitet maa nødvendigvis begrænse
Forundersøgelsen. Ulemper kunne heller ikke
flyde heraf, naar det paalægges dømmeren i
paakommende Tilfælde at give Vedkommende
Lejligbed til at fremkomme med yderligere An-
dragende, og da der er taget tilstrækkeligt Hen-
syn til de Tilfælde, i hvilke en Ovsættelse vilde


forspildeøjemedet. Derimod maa Gramsen
ikke drages saa snevert, at nyt Andragende
kræves, saa snart der bliver spørgsmaal om
Omstændigheder, der ere egnede til at hidfore
en Udvidelse af eller Mndring i den oprinde-
lige Sigtelse. Hovedforhandlingen, med Hen-
syn til hvilken om dette Punkt henvises til § 308, og Forundersøgelsen kunne i denne Hen-
seende ikke sammenstilles. Idet Anklageren an-
drager paa en Fonmdersøgelse, kan han kun
have et foreløbigt skjøn over Handlingens
nærmere Beskaffenhed og retlige Karakter; ofte
vil han ikke være i Stand til at angive samt-
lige de Retninger, i hvilke Handlingen kan
være strafbar. Forundersøgelsen skal netop
skaffe ham Midler til en endelig Anklage.
Det vilde derfor være unaturligt at stille
samme Fordring om Bestemthed til hint An-
dragende som til Anklagen. Og dette behøves
heller ikke for den Sigtedes Skyld iaaledes
som ved Hovedforhandlingen, hvor den Sigtede
felv skal serge for at faae sit Forsvar fremfort,
forend dømmen gaar, og derfor nojagtig maa
vide, hvad han kan dømmes for og er opfor-
dret til at forsvare sig imod. Rammens Ube-
stemthed kan under Forundersøgelsen aldrig ud«
fætte den Sigtede for at asfkjæres fra noget
Forsvarsmiddel.

ifølge § 229 vil dømmeren ikke kunne
nægte at tage Andragendet om Forundersøgelsen
til følge af den Grund, at han ikke finder,
at der er gmndet Mistanke mod den Sigtede
i det ham med Begæringen Forelagte, Lovene
frembyde nogen Uensartethed ved dette spørgs-
maals Nfgjørelse. Udkasters Regel er den
samme, som det tyske Udkast har. Det stemmer
med Anklageprincipet, som i al Fald følges
saa vidt, at Forundersøgelsen forudsætter et
Andragende, ikke paa Forbaand at afskjære
Anklagen fra en Undersøgelse undtagen af de
Grunde, § 229 nævner. Vel har Udkastet med
Hensyn til Anklagen for den dømmende Ret
foreflaaet en Lempning, som nærmere vil
blive omtalt i det følgende. Men Andra-
gende om Forundersøgelse kan heller ikke i denne
Henseende sammenstilles med Anklagen for den
dømmende Ret. Overbeviser dømmeren sig
derimod under Forundersøgelsen om, at der
mangler Grund til Forfølgning, bør han ikke

tvinges til at fortsætte Underføgelsen. Han
flutter da Forundersøgelsen, fe § 243. Med
Hensyn hertil har Udkastet ikke, som flere Love
med Urette, gjort dømmeren afhængig af
Statsanklagerens Samtykke. Derimod staar
det Anklageren frit for i et saadant Tilfælde
at rejse Anklage overensstemmende med de al-
mindelige Regler; det er heller ikke Udkastets
Menina, at Retten til at rejse Anklage i
noget Tilfælde skal Være betinget af Under-
søgelsesdømmerens skjøn, jfr. næste Afsnit
Kap. I.

Forundersøgelsensøjemed angiver § 230.
Det er kun at tilvejebringe det nødvendige
Materiale for Statsanklagerens Bestuwing,
om Anklage skal finde Sted, og forsaavidt
det er indbefattet deri, at forberede Hovedfor«
handlingen. Derved adskiller den sig væsentlig
fra den nuværende Forundersøgelse, der tillige
er Bevisførelse. Det vilde være i Strid med
Udkastets Tanke, om Forundersøgelsen bredte
sig saaledes, at Bevisførelsen under Hovedfor-
handlingen kun blev en Gjentagelie. Kun
undtagelsesvis, naar nødvendigbeden kræver
denne Afvigelse fra Mundtlighedsprincipct, blive
Beviser allerede nu at fore til Benyttelse under
Hovedforhandlingen.

Efterat §§ 231 — 232 have omtalt
de under Forundersøgelsen virkende Kræfter,
fastfætter § 233 en ordnet Gang for
dens Foretagelse. Selv om Forunderwgelsens
Princip maatte blive inkvisitorisk, er dog Par-
ternes Ret til Medvirkning anerkjendt, og her-
til maa dømmeren tage Hensyn. Han er
ikke længere alene om Sagen ligeoverfor den
Sigtede som et Udforskningsobjekt. At der
saaledes i virkelig processuel Forstand er en
Sag i Gang, sinder sit Udtryk i Bestem-
melserne i § 233, der iøvrigt ere dannede
efter det her nærliggende Monster af proces-
maaden for de af Politiet paatalte Domsfager,
jfr. 5te Afsnit Kap. li. Slutningen af Pa-
ragrafen har færlig forøje at modvirke uno«
dige Forhalinger. Det antages, at herefter
Forunderfogelsen i mange Tilfælde vil kunne
tilendebringes i to Retsmøder.

At Grundsætningen i §§ 234 og 235
maa Være Parternes Ligestilling, er en Selv-
følge. Men foruden at dm ogsaa under Hoved-


forhandlingen nødvendige Regel, at den Sig-
tede midlertidig kan fjernes, naar der er Grund
til at antage, at en uforbeholden Udtalelse af
en Perfon, der afhøres, ellers ikke kan opnaaes,
jfr. § 282, ogsaa maa gjælde under Forun-
dersøgelsen, maa Konsekventsen af den Regel,
at den Sigtede under Forundersøgelsen endog
kan fængsles, naar der er Grund til at frygte
Kollusion, se § 183 Nr. 3, fore til den videre-
gaaende Regel, at af lignende Grund ogsaa
hine den Sigtedes Rettigheder kunne midler-
tidig suspendere«. Erkjendes dette nemlig ikke,
vil det kunne blive nødvendigt at skride til
den haardere Foranstaltning, Fceugsting, hvor
det ellers ikke vilde være nødvendigt I den
Sigtedes egen Interesse synes det derfor at
maatte hjemles, at den mildere Forholdsregel
kan vcelges, om end Famgstingen har det For-
trin, at det da ordentligvis ikke kan Være nødvendigt at indskrænke den Sigtedes herom«
meldte Forsvarsrettigheder, undtagen forfaavidt
der ved at indrømme den Sigtede Ret til Del«
tagelse opstaar Fare for Undvigelse eller andet
uforholdsmæssigt Besvær. Mod den ganske
vist nærliggende Fare for Misbrug af dm
omspurgte Beføjelse Værner det, at Kjendelse i
paakommende Tilfælde kræves, at den Regel,
som er udtalt i § 189 (dømmeren skal strcebe
at fjerne fængstingsgrunden faa hurtig som
mulig) selvfølgelig paa tilsvarende Maade og-
faa maa gjælde her, at det vil opfordre til
sparsom Brug af Beføjelsen, at Betydningen
af en stedfunden Retshandling for Hovedfor-
handlingen nødvendigvis maa fvækkes, naar
faadan Udelukkelse har fAndet Sted, og ende-
lig, at Adgang til Udovelse af de paagjældende
Rettigheder, for faa vidt den kan finde Sted
senere, eller Erstatning for den, maa gives
inden Forundersøgelsens Slutning.

§ 237 udtaler, at den Sigtede skal as- høres, jfr. imidlertid § 200, som viser, at
Fomndersøgelsen dog kan sluttes, skjønt den
Sigtedes Flugt har gjort Afhørelse umulig.
Mod Misbrug af Afhørelsen i Strid med
Udkastets Aand værner færlig Bestemmelsen i
Paragrafens andet Punktum.

Ligesom Udkastet sætter dømmeren i Stand
til uafhængig af Statsanklageren at slutte
Forundersøgelsen, saaledes maa omvendt ogsaa

denne have en Betryggelse mod, at Forunder-
fogelsen forhales af dømmeren Det opnaaes
ved Reglen i § 240 1ste Stykke. De ov-
rige Bestemmelser i Kapitlets Slutningspara-
fer behøve ingen særlig Begrundelse. Kun skal det, hvad § 245 angaar, bemærkes, at
de Love, der henlægge Afgjørelsen, om Anklage skal finde Sted, til Retten (Anttagekammer
eller desl.) felvfølgelig ikke have Grund til at
fastsoette en Frist, inden hvilken Afgjørelsen skal træffes, men at dette for den Sigtedes
Skyld er nødvendigt, naar Nfgjørelsen hen«
lægges til Anklageren, som Udkastet har gjort
(jfr. herom Bemærkninger ved det følgende
Afsnit); en lignende Regel findes ogsaa i den
osterrigske Lov af 1873. Selve Bestemmel-
serne om Friskens Beregning trænge neppe til
Retfærdiggjørelse.

Fjerde Afsnit. Om Anklage for og Sagens Behand-
ling ved Landsretten.
Kapitel I. Om Anklage samt om Henvisning til og For-
beredelse af Hovcoforhanolingeu.

Den Akt, ved hvilken i den akkufatoriske
Proces en Stræffesag indbringes for den dom«
mende Net til Hovedforhandling og Dom, er
Anklagen. Det Svorgsmaal, hvem det til-
kommer at rejfe Anklage med den Virkning,
at Hovedforhandling maa sinde Sted og Dom
gaa, skulde ved førsteøjekast ligefrem synes
besværet ved Reglerne om, hvem der er beret-
tiget til Paatale. Det er dog langt fra, at
den almindelige Regel er i Overensstemmelse
hermed. Kun i den skotske Proces staar det
fast, at det er den offentlige Anklagers Ret,
Pligt og Anfvar at rejse Anklagen; men
ubetinget medfører dog heller ikke her Ankla-
gen nødvendigheden af en Hovedforhandling.
Den Domstol, for hvilken i Forbindelse med
nævninger Hovedforhandlingen skal foregaa,


prsver for dennes Begyndelse uden nævninger
Anklagens formelle og retlige Gyldighed, der-
imod ikke Beviserne; naar ingen Betænkelighed
i hin Henseende er funden, indleder den
Hovedforhandlingen ved det saakaldte intsr-
loeutor ok wisvano^. Udenfor Skotland er
det derimod ingenlunde den almindelige Regel,
at Anklageren er Herre over, om Anklage skal
rejses. Det Scedvanlige er, at Anklagen først
i fin Helhed maa prsves og sanktioneres af
en Domstol, oftest i den Form, at denne gjør
Anklagen til sin, saa at Anklageren nærmest
kun andrager paa, at Anklage maa blive rejst;
ja efter de fleste Love kan Anklagedomstolen
endog efter Omstændighederne rejse Anklage
mod den offentlige Anklagers Villie. Det op«
rindelige Forbillede for denne Ordning er hen-
tet fra den engelske Ret, ester hvilken Anklage-
skriftet (in6ietN6ut) forelægges den store Jury,
der efter at have hørt Anklageren og dennes
Vidner, men ikke den Sigtede og hans Bevis,
afgjør, om Anklagerens Beviser ere af den
Beskaffenhed, at de sandsynligvis ville være til«
strækkelige til at begrunde Domfældelse, og i
bekræftende Fald gjør det allerede formelt i
dens Navn affattede Anklageskrift til sit (trus
dili). En saadan Anklagejury blev ved Anklage-
processens Overførelse ogsaa optagen i Frankrig,
men senere afskaffet ved den gjældende oocks 6'iu-
8tructioii crimmLiIs, hvis Ordning af Anklage-
myndigheden dog atter er undergaaet vigtige
Forandringer ved en Lov af 17de Juli 1856.
Efter den franske Lovgivning maa der nu
skjelnes imellem, om en judiciel Forundersøgelse
har fAndet Sted eller ikke. I første Fald be-
ror det, om Anklage skal rejses, ved de grove
Forbrydelser (crimss) paa Anklagekammeret, en
Afdeling af Appeldomstolen*), og ved Mellem«
klassen af Forbrydelser (Heiits) paaUndersøgelses-
dømmeren (tidligere Raadskammeret); i begge
Tilfælde kan Anklagen rejses ogsaa mod An-

klagerens Villie. Har Forundersøgelse derimod
ikke fAndet Sted, tilkommer det Anklageren at
tage Beslutning om Anklagen, og der gives
intet Middel til at afværge Hovedforhandlin-
gen (citation 6ii'6ct6). For de tyske Love har
i det Hele den franske Ordning været Forbil-
lede, navnlig for de Tilfælde, hvor Forunder-
søgelse har fAndet Sted. Det er nemlig i
saa Fald ogsaa i Tyskland den almindelige
Regel, at Afgjørelsen af, om Anklage skal rej-
ses, tilkommer en Domstol, der formulerer An-
klagen (Anklagekjendelse), og saaledes at denne
kan afsige Kjendelse om, at Anklage skal finde
Sted, ogsaa mod Statsanklagerens Andragende.
Man fer heri den nødvendige Konsekvents af
den Regel, som er almindelig i de tyske Love,
at Statsanklageren vel har Initiativet til For-
følgning, men at han ikke længere saaledes er
Herre over denne, at han kan frafalde den, naar
han først har bragt Sagen for Retten, hvilket
allerede er sket ved Begjæringen om Forunder-
søgelse, jfr. det tyske Udkast §§ 136 og 163,
Meget forfkjellige indbyrdes ere derimod de
tyske Love i Henseende til Bestemmelsen af
den Ret, hvilken det tilkommer at tage Be-
slutning, om Anklage skal finde Sted. Nogle,
som s. Ex. den preussiske, kræve i nævninge-
sager en dobbelt Beslutning, en foreløbig af
Raadskammeret ved Kollegialretten i første
InstantZ, en endelig af Anklagekammeret ved
en Appeldomstol. Andre Lovgivninger kjende
kun en enkelt Beslutning, men overdrage
denne snart til en Ret i første Instants,
snart til en højere Domstol. Enkelte have
fulgt den franske Lovgivnings Erempel, i
visse Sager at overlade Undersøgelsesdom-
meren Afgjørelsen (fe f. G. den wurtb. Lov. art.
253). Herimod bemærkes det særlig i Moti-
verne til det tyske Udkast, at der let hos denne
dømmer paa Grund af hans længere Be- skjceftigelse med Sagen kan danne sig en
mere ensidig Opfattelse, og at en kolle-
gialretlig Afgjørelse saa meget mere er
naturlig, som Forundersøgelse kun kan finde
Sted i vigtigere Sager. Det tyske Ud-
l kast overdrager Afgjørelsen i alle Tilfælde
til Kollegialretteme i første Instants (Land-
gerichte) og har derfor anset det for overflødigt


at danne Anklagekamre ved de højere Kollegial-

retter (Ober-Landesgenchte). Hvad de Til-
falde angaar, hvor ingen Forundersøgelse har
fAndet Sted, og Stræffesag saaledes ikke allerede,
paa den Ti>, da der opstaar spørgsmaal om
Anklage, har været anhængiggjort, følger det af
den Regel, at Initiativet til Anlæg af Stræffe-
sager tilkommer den offentlige Anklager og ikke
Domstolene, at der ikke kan blive Tale om at
paatvinge denne en Anklage, han ikke selv vil
rejse. Derimod have de tyske Love i det Hele
ogsaa her i Modsætning til den franske Lov-
givning fastholdt, at N.'klagen ikke kan naa til
Hovedforhandling uden en eller anden fowd-
gaaende judiciel prøvelse; naar jcrvnlig Ud-
trykket , umiddelbar Stcevning" forekommer i
disse Love, betyder det kun, at Forundensgelse
cj er Betingelse for, at Sagen kan komme til
Hovedforhandling, Der er imidlertid den For-
stjel, at enkelte Love kun tilstede Anklagens
Tilbagevisning af Retsgrunde (saaledes den
preussiske Lov af 1867 for de nye-Landsdele),
medens de fleste tyske Love ogsaa her forlange
Prevelse af Anklagerens Beviser, saa at Anklagen
tilbagevises, naar der ikke findes tilstrækkelig Grund
til Mistanke, jfr. ogsaa det tyske Udkast § 167.
Lejlighed til at høres med sit Forsvar, førend
de ovenfor omtalte Retsafgørelser angaaende
Anklagen afgives, tilkommer der efter de om-
handlede Love enten aldeles ikke den Sigtede,
eller i al Fald indrømmes der kun Ret til
at indlevere et Forsvarsskrift uden forudgaa-
ende Meddelelse af Anklagen.

Denne den franske og tyske Lovgivnings
Ordning af Anklagens Tilblivelse og Henvis-
ning til Hovedforhandling har været Gjen-
stand for mange Angreb saavel fra principielle
som praktiske Synspunkter. Af Betydning ere
i Særdeleshed Glasers Undersøgelser om alle
herhenhorende Forhold, se Ges. kl. Schr. I
S. 27 9 o. ff. og 479 o. ff. samt II S. 148
o. ff., hvis Resultater i det væsentlige ere op-
tagne i den nye ostrigste Lov om Stræfferets-
plejen. Denne afviger derfor ogsaa i vigtige
Punkter fra den almindelige tyske Ordning,
Paa den fyvende tyske Iuristforsamling 1868
blev forhandlet det herhenhorende Hovedspørgs-
maal, om det er rigtigt, at der paa Grundlag
af Forundersøgelsens skriftlige Akter afsiges en

Kjendelse, om Anklage skal rejses eller ikke.
Udfaldet blev dog nærmeft til Gunst for dm
gjældende Regel; men Stemmerne stod hinan-
den meget nær. Der skal nu nærmere gjøres
Rede for de Synspunkter, der have været
ledende ved det foreliggende Udkasts Bestem-
melser paa dette Punkt, hvorved erindres, at
det nærværende Afsnit i det Hele kun handler
om Sager, der høre under Landsrettens Paa-
kjendelse.

To spørgsmaal maa her nødvendigvis
holdes ude fra hinanden, det ene, hvem det
tilkommer at tage Beslutning, om Anklage fkal
finde Sted eller ikke, det andet, som opstaar
under den Fowdsætning, at dette er Anklage«
rens Sag, om enhver Anklage skal gjøre Hoved«
forhandling nødvendig, eller om en saadan skal
kunne afværges ved Retskendelse, og i bekræf-
tende Fald, af hvilke Grunde. Hvad det Første
Punkt angaar, er spørgZmaalet navnlig, om
der er Grund til i en judiciel Afgjørelse at
føge Betryggelse for SamfAndet mod, at vel-
grundede Anklager henlægges. Ved det andet
Punkt er Hovedspørgsmaalet, om der skal ydes
den Sigtede en Megen Betryggelse mod ugrun-
dede Anklager.

At der nu i England, hvor der mangler
en offentlig Paatalemyndighed. kan have været
Trang til ved Domstolene at fremtvinge en
Anklage, kan forstaaes, og dette Synspunkt har
ogsaa, som den retshistoriske Forskning har
oplyst, spillet en Rolle med ved Anklagejuryens
Dannelse, ligesom den endnu troeder frem i
Anklagens Form samt i den Regel, at den af
Anklagejuryen godkjendte Anklage skal forfceg-
tes for de dømmende Nceuninger af Anklageren,
der i modsat Fald paadrager sig en betydelig
Pengestraf. Ikke desto mindre er dette Syns-
punkt selv i England i Virkeligheden traadt
i Skygge for det, der i Anklagejuryen væsent-
lig ser en Beskyttelse for den Sigtede. Naar
der, som allevegne paa Fastlandet, sindes en
særlig offentlig Myndighed, hvem det Hverv
er overdraget i Embeds medfør at paatale
Forbrydelserne, og naar der tilmed endog er
hjemlet den Forurettede Ret til subsidiært at
optræde som Anklager, kan der derimod ikke
erkjendes at være nogen rimelig Grund til i
den Grad at vende op og ned paa Anklage-


principets følgesætninger, 'om det er, at gjøre
en Domstol til Anklager, altsaa Part. Det
er derfor ogsaa ejendømmeligt, at hele dette
Hensyn, Frygten for, at grundede Anklager ikke
skulde komme frem, hvilket ved den franske
Ordning i cocle 6'in8tr. oriiri. fra først af
spillede en vigtig Rolle, nu sjælden gjøres
gjældende til Forsvar for den franske Rets og
de efter dens Forbillede dannede Loves Regel,
medens det dog er indlysende, at Betryg-
gelsen for den Sigtede mod ugrundede Anklager
ikke kan fore til en Ordning, der hjemler An-
klagedomstolen Ret til at rejse Anklage mod
Statsanklagerens Andragende, eller gjør en
judiciel Anklagekjendelse til det formelle Grund-
lag for Hovedforhandlingen. Forsaavidt en
saadan Regel hævdes som Kcnsekventsen af
den Grundsætning, at kun Initiativet til-
kommer Statsanklageren, men at denne
ikke kan frafalde den engang begyndte
forfølgning, viser følgefætningen netop det
Urigtige i denne Regel, jfr. hvad der tidligere
er bemærket herom ved Udkastets K 32. Det
Abnorme i hin Ordning vil fra et principielt
Standpunkt selvfølgelig troede stcerkeft frem,
naar det er selve den Domstol, der skal dømme,
som afsiger Anklagekjendelsen, og herved forkla-
res Trangen til at konstituere en særlig An-
klageret. Men naar denne da hyppigt dannes
af en overordnet Domstol, fremtræde de praktijke
Vanskeligbeder, idet dette dels kræver en mere
kompliceret Netsorganisation, end Udkastet gaar
ud fra, dels medfører betænkelige følger for
den dømmende Retc- Frihed i Afgjørelsen. I
Henhold til disse Betragtninger har Udkastet i
Lighed med den skotske Proces og i væsent-
lig Overensstemmelse med den nye ostrigske
Lov fastholdt den Regel, at det er den af-
fentlige Anklagemyndigheds Ret og Ansvar at
tage Beslutning om, hvorvidt Anklage skal
rejses, hrad enten Forundersøgelse har fAndet
Sted eller ikke, saa at en Anklage aldrig kan
paatvinges denne af en Domstol, og fremdeles,
at drt er den af Anklageren formulerede An-
klage, der er Grundlaget for Hovedforhandlin«
gen. Saaledes er jo ogsaa Ordningen i den
Rest af Anklageform, som vor nugældende
Proces har beværet.

Hvad dernæst det spørgsmaal angaar, om

enhver Anklage skal gjøre Hovedforhandling nødvendig, maa det for det første erkjendes, at
det vil kunne stille sig saaledes, at dels Af-
visningsgrunde dels visse Frifindelsesgrunde
kunne ^remgaa saaledes af Sagens skriftlige
Grundlag (Anklagen med Efterforsknings- og
Forundersøgelsesakter), at det i og for sig er
overflodigt at lade det komme til Hovedfor-
handling. At undgaa denne vil da være højst
onsteligt ikke blot for den Sigtedes Skyld, men
ogsaa for at spare den i saa Fald unyttige Udgift
og Befvær, som en mundtlig Hovedforhandling
med hele det til Bevisførelsen sigtende Appa-
rat vil foraarsagc. Der kan derfor neppe være
Tvivl om, at det maa ansees for en Opgave
saavidt mulig at skaffe de Anklager ud af Ver-
den for Hovedforhandlingen, der under denne
vilde blive ramte enten af formelle Afvisnings«
grunde eller afFrifindelsesgrunde, fom uden Hen-
syn til en Hovedforhandlings Resultater ere klare
efter det Foreliggende. Dette Sidste kan na-
turligvis kun være Tilfaldet med ganske enkelte
Frisindelse bevirkende Retsgrunde, nemlig at
Anklageren ikke er pætaleberettiget, at Hand-
linger af den Art, Anklagen angaar, ikke ere
Gjenstand for Straf, altsaa selv under For-
udsætning af Rigtigheden af alle de Kjends-
gMninger, Anklagen angiver, samt efter Om-
stændighederne Forældelse af Strafskyld eller
lignende en oprindelig Strafskyld ophævende
Omstændigheder. En judiciel prøvelse, even-
tuelt Tilbagevisning af Anklagen af saadanne
Grunde, forekommer, som ovenfor bemærket,
selv i den skotske Proces.

Tvivlsommere er det derimod, og det er
hovedsagelig herom, at Striden for Tiden drejer
sig, om en judiciel prøvelse af Anklagen ogsaa med Henfyn til Beviset bør være Betingelse
for, at Anklageren kan naa til Hovedforhand-
ling. En saadan prøvelse maa nødvendigvis
finde Sted paa Grundlag af de forelagte
skriftlige, under Efterforskningen og Forun-
dersøgelien fremkomne Aktstykker. Thi stulde
beviserne fores frem efter Umiddelvarbedsprin-
cipets Fordringer, som det undertiden gjøres
gjældende, vilde selve Hovedforhandlingen i de
allerfleste Tilfælde blive en overflødig og urime-
lig Gjentagelse, medens det er en Uretfærdig-
hed som i England kun at høre Anklagebe-


viserne. Her er altsaa spørgsmaal om en
Afvigelse fra Umiddelbarhedsprincipet, om paa
et vist Punkt af Processen at indfore den min-
dre betryggende Bevisprøvelse, som kan sinde
Sted paa et skriftligt Grundlag. Det Hen-
syn, som herfor paaberaabes, er den Sigtedes
Beskyttelse mod ugrundede Anklager. Det er
ikke nok, at han i faa Fald vil opnaa Fri-
findelse. I sig selv er det, at maatte forsvare
sig under en mundtlig og i Reglen offentlig
Forhandling mod en Anklage for en grov
Forbrydelse, et saa vcefenligt Onde, at Ingen
letsindig bør udsættes derfor, hvortil endvidere
kommer, at selve det at være fat under Til-
tale for en faadan Forbrydelse i ikke faa
Retninger medfører Virkninger, der gnbe ind
i den Sigtedes Retssfære. Det vil ikke være
retfærdigt at overlade Afgjørelsen af, om
dette Onde skal overgaa en Person, alene til
hans Modpart. Ikke Anklageren, selv om
denne er en offentlig Myndighed, ikke en En«
keltmand bør have denne Magt i sin Haand.
Den kan misbruges, og der bør være et Mid-
del mod Misbrugen. Disse Betragtninger ere
ganske vift ikke uden Vcegt; men Sagen har
ogsaa en anden Side. Den judicielle For-
prøvelse af Anklagen er ikke ubetinget et
Gode for den Sigtede. Den medfører, at An-
sværet for Anklagen spredes og derved svækkes.
Den offentlige Anklager vil ikke være saa noje-
regnende som, naar det alene hviler paa ham
at træffeAfgjørelse. Retten vil paa den anden
Side ikke tage det meget noje, idet den vil
stole paa, at der dog altid maa være nogen
Grund til Anklagen; den vil saa meget mere
være tilbojelig hertil, som den store Forret-
ningsbyrde, der vil følge af en judiciel For-
prsvelse af enhver Anklage, vil gjøre en tem-
melig summarisk Fremgangsmaade til en Nod«
vendighed. Erfaringen viser ogfaa, at der in«
genlunde i Virkeligheden opnaaes større Ve«
tryggelse mod ugrundede Anklager ved den i
Louene scedvanlige Omsorg end ved den skotske
Rets Regel. Derhos kjsbes den judicielle
Forprøvelses tvivlsomme Velgjerning dyrt nok.
Gaar Sagen dog til Hovedforhandling, er den
til Unvtte bleven forhalet og væretcegtsfængflet
forlænget. Den Sigtede er dernæst i saa Fald
i langt hojere Grad prcejudiccret, navnlig med

Hensyn til en Forhandling for nævninger, end
naar Anklagen alene fremtræder som baaren
af Modparten. Selv om den Sigtede her-
efter frifindes, bliver, da Frifindelse ikke blot
finder Sted, naar Uskyld er bevist, men og,
naar Skyld ej er bevist, den Kjendsgjerning
staaende, at en Ret har erklæret Mistanken
for begrAndet, noget Lignende altsaa som den
tidligere , Frifindelse for videre Tiltale". Selv
om Anklagen tilbagevises, kan det endelig stille
sig faaledes, at den Sigtede vilde have fore-
trukket Frifindelse efter Hovedforhandling. En
frifindende Dom vil som oftest have større
Betydning for det almindelige Omdømme.
Dertil kommer, at den, der frifindes efter Hoved«
forhandling, faktisk og retlig vil være stcerkere
beskyttet mod Sagens Gjenoptagelse, end naar
Anklagen er tilbagevist uden Hovedforhandling,
selv om man ikke følger den engelske Ret, der
ikke tillægger den store Jurys Afvisning af An-
klagen Virkning til at hindre Gjenoptagelse,
jfr. herved Udkastets §§ 422 og 423. Der
turde herefter være overvejende Grund til at gaa
den Mellemvej, at en judiciel prøvelse af An«
klagens BegrAndethed kun finder Sted, naar
den Sigtede begjærer det. En Velgjerning af faa
tvivlsom Beskaffenhed bør ikke paanodes. Naar
den judicielle Forprøvelse saaledes ikke længer
er en nødvendighed, kan det og undgaaes, at
den bliver prcejudicerende for Hovedforhand-
lingen. Hvor langt den prøvelse har strakt
fig, som gik forud for Rettens Beslutning
om Henvisning til Hovedforhandling, behøver
aldeles ikke at troede udvortes frem. Det vil
tillige blive muligt at give den Sigtede Ad-
gang til et Forsvar for hin Afgjørelse af større
Betydning end det, Lovene i Reglen iudromme
ham. Overhovedet former denne Ordning sig
naturlig efter Sagernes behøv. Det undgaaes,
at Sager, der tilstede en hurtig Afgjørelse ved
Dom, forhales af Hensyn til de Sager, som
kræve en stirre Omhu paa de forfkjellige
Procestrin. Det er denne i det foreliggende
Udkast optagne Ordning, som navnlig har
fAndet en Talsmand i Glaser og ved ham er
kommen ind i den nyeste ostrigfke Lovgivning.
At de retlige Virkninger, der knytte sig til at
være sat under Tiltale, efter denne Ordning først kunne indtræde, naar Retten enten efter


begjært prøvelse eller uden prøvelse, fordi den
ikke er begjært, henviser Anklagen til Hoved-
forhandling, er en Selvfølge.

Det er allerede bemærket, at de Love, der
overdrage det til Retten at rejfe Anklagen,
naturlig maatte fores til at henlægge dette
Hverv til en Ret, forffjellig fra den Domstol,
ved hvilken Hovedforhandlingen skal foregaa.
Fastholder man derimod med Udkastet, at det
er Anklageren, som i alle Tilfælde tager Be-
slutningen, om Anklage skal finde Sted eller
ikke, er det i og for sig det Naturlige, at
han henvender sig med sin Anklage, i hvilken
er indbefattet Begjæring om Hovedforhand-
ling, netop til den Domstol, for hvilken denne
skal finde Sted. Heri behøver heller ikke
det at gjøre Forandring, at Begæringen om
Hovedforhandling ikke ubetinget skal tages til
følge, men at en Tilbagevisning af Anklagen
kan finde Sted ved Kjendelse. Den Betragt-
ning, at den Ret, der har foretaget en
saadan Forprøvelse, let vil have en forud-
fattet Mening om Sagen, som hindrer en
upartisk prøvelse af Hovedforhandlingens Re-
sultater, kunde der for det første kun tillægges
Betydning med Hensyn til den Forprsvelse,
der angaar eller beror paa Beviserne, jfr.
ogsaa den skotske Proces. Men selv med
Hensyn hertil kan der ikke tillægaes hin Be-
tragtning videre vægt, i nævningesager ikke,
fordi Nævningernes Kjendelse betinger Dom,
fældelse, og disse deltage ikke i Anklagens Pro«
velse for Hovedforhandlingen, i andre Sager
ikke, fordi man ved retskyndige dømmere ikke
kan forudsirtte, at de skulde miskjende Be-
tydningen af Forpwvelsen i den Grad, som
den anførte Betragtning forudsætter. Udkastet
har derfor hverken foreskrevet, at den om-
spurgte Anklageprøve skulde foregaa ved en
færegen Ret eller Retsafdeling — den forud-
sætte Retsorganisation vilde heller ikke let til-
stede dette —, eller at de dømmere, der del-
tage i den, ikke maa fungere ved Hovedfor-
handlingen, hvad der let kunde gjøre et sterre
dømmerperfonale ved Landsretterne nødven«
digt, end Retsorganifationeu formenes at ville
yde. En anden Sag er det, at Intet udelukker
faavidt mulig at tage Hensyn hertil ved Rettens
Sammensætning.

Den Omstændighed, at Anklageprøvelsen
finder Sted ved den Landsret, for hvilken
Hovedforhandlingen skal foregaa, gjør det mu«
ligt paa en let Maade at indføje den som
Led i den Forberedelse til Hovedforhandlingen,
som af mange andre Grunde er nødvendig,
uden at Forretningsgangen i de Tilfalde,
hvor den skal finde Sted, bliver i færlig
Grad besværlig, og uden at Forhaling af de
Sager, i hvilke den ikke begjæres, derved for-
aarsages. Hvad det sidstnævnte Punkt angaar,
forholder det fig vel saa, at Henvisning til
og Berammelse af Hovedforhandling ikke kan
ske for Udløbet af den Frist, som den Sig-
tede maa have Krav paa, for med Fjendskab
til Sagen at afgjøre, om han bør lade An-
klagen gaa til Hovedforhandling uden judiciel
prøvelse, og i benægtende Fald for at fore
det Forsvar frem, som der bør gives ham
Lejlighed til. Men en Frist til Forberedelse
til Hovedforhandlingen vilde under alle Om-
stændigheder være nødvendig; at der er givet en
Frist for Berammelsen af Hovedforhandlingen
tilsteder at indskrcenke Frisken ester denne til det
mindst Mulige. Desuden vilde ogsaa andre
Hensyn efter Udkastets Ordning nødvendiggjøre
en Frist for Berammelsen, saaledes den Regel,
at spørgsmaalet, om Nævninger skulle med-
virke eller ikke, i mange Tilfælde beror paa
den Sigtedes Valg. Hovedsagen er imidlertid,
at Lcengden af den om''purgte Frist for Hen-
visningen og Beramme! fen ganske kan være
overladt den Sigtede selv. ønsker han ikke
Anklageprøvelse, vil Henvisningsbeflutningen
kunne finde Sted længe før Friskens Udlob,
altsaa f. Gx. ogsaa strar, naar han ved at
modtage Meddelelse om Anklagen asgiver Er-
klæring i den Henseende, Der er derfor In-
tet i den foreflaaede Ordning, der er til Hin-
der for en meget hurtig paafølgende Hoved-
forhandling, hvor Forholdene iøvrigt, navnlig
i Sager, der ej skulle for nævninger, tilstede
det, saaledes at i denne Henseende den samme
Fordel opnaaes, som især prises ved den franske
citation cki-scw i Sager, der ikke skulle for
nævninger.

De foregaaende Bemærkninger ville være
tistrcrkkelige til at gjøre Planen i Bestemmel-
serne i niXiværende Kapitel klar. Disse grup-


pere sig om 3 Hovedmomenter: Anklagen
(§§ 247—250), Henvisningen til Hoved-
forhandling, (§§ 251—261), og den nærmere
derpaa følgende Forberedelse af denne (§§
262—265).

Anklagen, som er Grundlaget for Hoved-
forhandlingen og oplæses ved dennes Begyn°
delse, se §§ 323 og 356, indgives skriftlig
af Statsanklageren til Rettens Formand (§
247). Hermed er Sagen anhængiggjort, og
den regelmæssige Befsjelse til under Lovens
Betingelser og i den Form, som Processtadiet
medførcr, at tage Bestemmelse om Midler til
Stræffesagens Formaals Opnaaelse er fra nu
af hos Landsretten, fe §§ 250 2det Stykke,
255, 260 2det Stykke, jfr. § 256 1ste
Stykke i Slutningen. Hvilke Fordringer der
maa stilles til Anklagens Angivelse af For-
brydelsen (§ 248, o), bestemmes efter Hensynet
til den Sigtedes Forsvar. Skal denne selv
Være virksom for sit Forsvar, hvilket ligger i
Anklageprincipet, efter hvis Fordringer Hoved-
forhandlingen skal indrettes, maa for det Første
Anklagen Være formuleret faaledes, at den
Sigtede kan vide, mod hvad han har at for-
berede sit Forsvar, hvis et saadant er muligt.
Derfor maa Anklagen optage saa Meget til konkret Bestemmelse af Handlingen, at den
Sigtede efter det enkelte Tilfældes Beskaffen-
hed kan vide, om hvilke bestemte Kjendsgjer-
ninger Sagen drejer sig, og kan vide det,
navnlig ogsaa under den Forudsætning, at han
er uskyldig i det, han sigtes for.*) Den maa
fremdeles angive, i hvilken Retning den vil
have Handlingen subsumeret under Stræffe-
loven; thi ved en Anklage, der gik ud paa,
at den Sigtede skal drages til Ansvar for en
Handling i alle de Retninger, i hvilke en
Subsumtion af samme under Stræffeloven er
tænkelig, er intet Forsvar muligt, da disse
Retninger, navnlig paa Grund af Kategorierne

Forssg og Meddelagtighed, ere ubegrcenfede.
De svrige positive Fordringer til Anklagens
Indhold behsve ingen Begrundelse. særlig
mærkes den negative Bestemmelse, at Udvik-
linger om de mod den Sigtede forhaanden«
værende Beviser eller af Retsspørgsmaal ikke
maa findes i Anklageskriftet. Dette skal kun indeholde, hvad der behsves for, at
det kan være Grundlag eller Ramme for
den mundtlige Forhandling, ligesom Anklage-
kjendelsen i den franjke og tyske Proces.
Naar der i den franske og tyske Proces
til Anklagekjendelsen flutter sig et af An-
klageren udfærdiget Anklageskrift, der gaar ud
paa nærmere Begrundelse af Anklagen, er det
med Rette bemærket om dette, at det i den
mundtlige Proces er overflødigt, at det der-
næst forhaler Sagerne og ofte forskaffer de
Sigtede flere Maaneders forlænget væretcegts«
fængsel, endelig at det, hvis det oplæses for
nævninger, let kan virke forudindtagende paa
disse og saaledes krcenke Mundtlighedsprinci«
pet, jfr. Mittermaier Gesetzgebung und Rechts-
ubung S. 409 o. ff., Bar Recht und Bew.
im Geschwger. S. 152 Note. Stedse talri-
gere ere ogsaa de Stemmer blevne, der fordre,
at et faadant Anklagestrift skal bortfalde, jfr.
ogsaa den engelske Re? og den sachsiste Lov
af 1868 § 43. Ogsaa det tyske Udkast
anerkjender Rigtigheden af denne Fordring i
Principet, om det end mener at kunne over-
lade dens Fyldestgørelse til Statsanklagerens
Takt, og derfor ikke har optaget den omspurgte
negative Bestemmelse, se Udkastets § 165 og
Motiverne S. 112—13.

først og fremmest for den Sigtedes
Skyld, dernæst ogsaa for Rettens Skyld, der
dels kan komme til at foretage en prøvelse
af Anklagen paa Grundlag af de skrevne Ak-
ter dels, foruden at udsve en procesledende
Virksomhed, er befsjet og forpligtet til selv-
stændig at fremskaffe Beviser, omend Parter-
nes Virksomhed staar i Første række, maa med
Anklageskriftet overleveres til Retten ikke blot
Dokumenter og andre Beuisgjenftande, fom
Anklageren har i hænde og som agtes frem-
lagte under Sagen, men ogsaa alle Efterforsk-
nings- og Forundersøgelsesakter (§ 249). End-
videre maa der — da enhver Stræffesag krcr-

*) Saaledes i Lovgivningen for New-Iork, fe
c!o6e ok procsHurs 1850 S. 140 ff. Den
Eldre engelske Proces fordrede en urimelig Om-
stændelighed i denne Henseende, der bevirkede
mange stsdende Frifindelser. Se derimod nu en
Parlamentsakt ?de August 1851 (a,n aot tor
kartlisl imziroviuF tiis aHluiniFtratiou ol cri-
winal.iuLtics, 14 ck 15 Viet. c 100).

ver Bevis — allerede nu af Anklageren fore-
lægges førtegnelse over de Beviser, han agter
at fremføre, ligeledes baade for den Sigtedes
og for Rettens Skyld, med dertil knyttede og
motiverede Bevisandragender se § 250. Naar
det her forudsættes, at Statsanklageren ikke
har Myndighed til selv under forefkreven Tvang
at indkalde Vidnerne, men maa have Rettens
Godkjendelse, skal det indrommes, at dette of-
test vil være en Form, idet der ikke let vil
blive spørgsmaal om at nægte Indkaldelse af
Vidner, som Statsanklageren finder fornødne.
Men da det, som nærmere nedenfor skal om-
tales, maa overlades Retten at tage Bestem-
melse, hvis den Sigtede forlanger Vidner
førte, som Statsanklageren ikke har ovtaget
paa sin førtegnelse, bliver denne Form dog
den naturlige følge af Statsanklagerens og
den Sigtedes Stilling som Part og Modpart.
Nogen Forsinkelse kan ikke wlge heraf, da
Statsanklageren ikke vilde kunne indkalde
Vidner, forend Henvisning til og Berammelse
af Hovedforhandling havde fAndet Sted, og
Rettens Beslutning om, hvilke Vidner der
skulle indkaldes, forudsættes tagen samtidig
med Henvisningsbeslutningen. Endelig maa
det mærkes, at Udkastet bar lagt det i Nets«
formandens Haand at tage Beslutning om
Indkaldelse af Vidner (fe § 256 Nr. 3 og
3die Stykke) og derved undgaaet de Vidtløf-
tigheder, der kunde foraarsages ved en kolle-
gial Afgjørelse, hvilken forsaavidt blot skal finde Sted, naar Indkaldelse ncea.tes.

Anklagen medfører ikke med nødvmdig-
hed, at Hovedforhandling skal sinde Sted.
Denne forudsætter Rettens Henvisningsbesiut-
ning, der kan nægtes dels af Grunde, som
tages i Betragtning i Embeds medfør, dels
af Grunde, som kun preves ifølge Andra-
gende af den Sigtede. Det kan stille sig
saa, at de til den første Klasse hørende
Grunde strax vise sig at foreligge; i saa
Fald kan Anklagen ogsaa strax tilbagevises,
uden at videre Foranstaltninger træffcs i An«
ledning af den, se § 251, ved hvis enkelte
Bestemmelser kun det bemærkes, at den for«
drer en af 3 dømmere afsagt Kjendelse om
at nægte Anklagen Fremme. Medcns nemlig
Udkastet i stort Omfang til Forretningsgan-

gens Lettelse tillægger Formanden Befsjelse
til paa dette Stadium at træffe Bestem-
melser paa Rettens Vegne, kan dette dog
kun Mide om de regelmæssige Bestemmelser,
navnlig saadanne, der ikke komme i Strid med
nogen Parts Andragende. Er der ingen Grund
til at gaa frem efter § 251, kan dog Hen-
visning til Hovedforhandlingen ikke strar sinde
Sted, men det maa afventes, om den Sig-
tede vil forlange en prøvelse af Anklagen.
Det bliver altsaa nødvendigt at fastsætte en
Frist til Fremsættelse af Begjæring herom, se
§ 253, idet der tillige gives ham Adgang til
at blive bekjendt med Anklagen og de samme
ledsagende Aktstykker se §§ 252 og 253, for at
han kan tage sin Bestemmelse med fuld Kjendstab
til Sagen. Denne Frist bliver da tillige at
benytte til Forberedelse til den eventuelle Ho-
vedforbandling samt til Fremsættelse af de An-
dragender, som staa den Sigtede aabne med
Hensyn til denne. Fremdeles bliver der paa dette
Punkt eventuelt at-besMe Forsvarere, se § 252.
Endvidere vil der ordentligvis være Opfordring
til nu at lade en Sigtet, som besinder sig i
væretægtsfængsel paa et andet Sted end
Rettens sæde, henbringe til dette, se § 252
2det Stykke, hvilket ogsaa kan have Interesse
for den Sigtede paa Grund af Reglen i §
257. Dog kunde Reglen herom ikke være
ubetinget. ifølge Udkastet til Lov om
Domsmagtens Ordnina m. m. vil Hovedfor«
handlingen for Landsretten ikke altid foregaa
ved Rettens sæde, men undertiden paa andre
Steder, til hvilke dømmerne rejse hen. Naar
det enten er givet, at dette vil blive Til-
faldet, eller naar det endnu ikke kan vides,
om det vil blive Tilfældet, hvad der navnlig
kan afhænge af de Andragender fra den Sig-
tede, som nævnes i § 254 Nr. 3, vil den
fængstede Sigtedks Flytning først kunne sinde
Sted senere, jfr. § 263 3oie Stykke.
iøvrigt kunne ogsaa andre Omstændigheder
Icegge Hindringer i Vejen for en Flytning af
den Sigtede allerede paa det her ommeldte
Tidspunkt.

De Andragender, der staa den Sigtede aabne
i løbet af den nævnte Frist, angives i § 2 54.
De fornødne Forklaringer, hvad Nr. 1—3
angaar, ere givne ved Bemærkningerne til for.


rige og dette Afsnit (Nr. 1 og 2) samt til
§ 11 (Nr. 3). Hvad Nr. 4 angaar, gaar
Udkastet ud fra, at Vidners Indkaldelse ikke
kan bero paa den Sigtedes skjøn, hverken
med Hensyn til den Udgift, den medfører for
det Offentlige, eller med Hensyn til den Byrde,
som paalægges dem, der indkaldes. Det sidste
Hensyn maa formentlig ogsaa udelukke, at den
Sigtede paa egen Bekostning kan foranstalte
Vidner indkaldte; noget Andet er det, cm ban
kan faae dem til at mod' godvillig. Paa den
anden Side kan det heller ikke ansees for rig»
tigt at lægge det i Modpartens Haand, om
den Sigiedes Begzcering om Vidners Indkal-
delse skal efterkommes. Thi vel medfører
Statsanklagerens Kald og Embedspligt, isolge
hvilken h.m skal sorge for en fuldstændig og
grundig Pwvelse af Sagens Sammenhæng,
at han ikke skal eller bør modsætte sig et For-
svarsbevis, men tvertimod paa sin egen Be-
visførtegnelse vil have at optage Forsvars«
vidner, forsaavidt en Domfældelse forudsætter en
Vurdering af disse. Men ligesaaiidt som man
med Hensyn hertil kan afstjære den Sigtede
fra selvstændig at begjære Vidner førte, lige>-
saalidt kan man forlange, at ban skal berolige
fig ved Anklagerens skjøn, om de af ham
begjærte Vidner bør indkaldes eller ikke. Det
Naturlige er, at Afgjørelsen heraf tilfalder
Retten. Herved er imidlertid den Mislighed,
at retten ofte kan komme og, som Erfaringen
andetsteds viser, ofte er kommen i Forlegenhed,
naar ten paa den ene Side ikke skal gaa den
Sigtede for nær, paa den anden Side ikke skal aabne Doren for vidtgaaende Misbrug af
Adgangen til at faae Vidner indkaldte. Det
Middel, der frembyder sig herimod, er det, at
den Sigtede i det Mindste foreløbig maa boere
Udgifterne ved visse Indkaldelser, jfr. Be-
mærkningerne ved § 260.

Efter Ud!obet af den fastsætte Frist eller
tidligere, hvis det begjæres, trcrffes Afgjørelsen,
om Sagen skal henvises til Hovedforhandling,
eller om der skal nægtes den Fremme, eller ende-
lig, om Sagen foreløbig skal henvises til For«
undersøgelse. Henvises Sagen til Hovedsor-
handling. blive tillige at træffe de for den
videre Behandling nødvendige Bestemmelser,
om Forhandling for nævninger skal finde Sted

eller ikke, om Forening eller Adskillelse af
Sogsmaal samt om Bevisandragender og an-
dre Forholdsregler (fængsling osv.). I sidst-
nævnte Henseende bør naturligvis Friskens Ud-
lob ikke afventes, naar Afgjørelsen ikke taaler
Opsættelse (f. Ex. afhørelse under Ed af et
Vidne, hvor en Udsættelse vilde medføre
Fare for, at Vidnesbyrdet gik tabt). Der-
næst gjælder det som almindelig Regel,
at der, forend Afgjørelse overhovedet træf«
fes, kan indhentes Oplysninger, enkelte Per-
soner foranlediges afhørte for Undersøgelses-
dømmeren o. s. v. Dette er Retten beføjet til
af cgen Drift, da Selvvirksomhed ikke er
udelukket; men af Processtadiet følger, at
Umiddelbarhedsprincipet ikke herved kan komme
til Anvendelse. Et vigtigt spørgsmaal er
det, hvem der skal træffe Afgjørelserne i
Rettens Navn. Som tidligere bemærket,
har Udkastet ladet sig det være magtpaa-
liggende til Sagens Fremme at overdrage til
Rettens Formand Afgjørelsen i saa udstrakt
Omfang som mulig. Formanden kan henvise
til Hovedforhandling, naar ikke Andragender
om Forundersøgelse eller cm Tilbagevisning af
Anklagen (§ 254 Nr. I og 2) foreligge, og
der heller ikke opstaar spørgsmaal om Næg-
telse af Hovedfcrhandling i Embeds Meofor.
Han afgjør ogsaa, om Forhandlingen skal fore-
gaa for nævninger eller ikke, medmindre der
enten er Strid mellem Parterne, eller Af-
gjørelfrn sker imod Anklagerens Begjæring,
uden at dette er begrAndet i den Sigtedes
Valgret, til hvilken Anklageren ved Anklagens
Indgivelse ikke kunde tage Hensyn, eller der
endelig foreligger Andragende om Henvisning
til nævuinger udenfor Lovens almindelige
Regler(jfr. § 11 3die Stykke). Formanden træf-
fer den procesledende Afgjørelse om Togsmaals
Forening eller Adskillelse, og han har endelig
Myndighed til i Rettens Navn at beslutte
Indkaldelse af Vidner, Syns- eller skjøns-
mcend, og til i paatrcengende Tilfælde at be-
slutte Anvendelse af andre Forholdsregler i
Sagens Interesse. En Afgjørelse ved et
dømmerkollegium (Formanden og to Medlem-
mei) bliver saaledes indskrænket til de Tilfælde,
som opregnes i § 256 Nr. 1—3, og und-
gaaes navnlig i alle Tilfælde, hvoi Sagens


regelmæssige Karakter maa siges at gjøre den
overflodig. Ved de spørgsmaal, som ere
forbeholdte en kollegial Afgjørelse, og hvor det
ordentligvis drejer sig om, hvorvidt Andragen-
der fra Parterne skulle t.iges til følge eller
ikke, har Udkastet (§ 257) ladet sig være magt-
paaliggende at give Parterne Lejlighed til en
Begrundelse paa den virkfomste og mindst tids-
spildende Maade. Det lader derfor Afgjørel-
fen ske i et Retsmøde (ikke offenligt), i hvilket
Parterne have Ret til at være tilstede og be-
grunde deres Andragender. Heri er der kun
for den fængstede Sigtedes Vedkommende gjort
en Indskrænkning, som er nødvendig, naar
ikke altfor stort Besvær og Udgift skal opstaa,
men som paa Grund af Reglen i § 252
2det Stykke oftest ikke vil faa/ praktifl Betyd«
ning; desuden erindres, at den Sigtede ofte
vil have en beskikket og altid kan have en valgt
Forsvarer, som har Ret til nærVærelse.

§§ 258—261 give nærmere materielle
Regler om Asgjørelser, som træffes med Hen-
syn til eller i Forbindelse med Henvisningen
til Hovedforhandling.

Hvad først Beslutning om Sagens Hen«
visning til Forundersøgelse angaar, ligger det
i Sagens Natur, jfr. Bemærkningerne til for-
rige Afsnit, at den kun kan finde Tted i den
Sigtedes Interesse, være sig til bedre For-
beredelse af Forsværet under Hovcdforhandlin-
gen eller til at fremskaffe Oplysninger, der
ffulle begrunde nægtelse af Hovedforhandling.
Anklageren har nemlig ved at rejse Anklagen
erklæret sig tilstrækkelig forberedt. Om en
Forunderfogelse for Anklagens Skyld kan der
derfor paa dette Stadium kun være Tale, naar
Situationen har forandret sig saaledes, at der
bliver spørgsmaal om Forandringer i An-
klagen; men om disse og lignende Forandrin-
ger i Sagens regelmæssige Gang henvises til
Reglerne i Kapitel II., se navnlig § 269.
Fremdeles ligger det i Forholdets Natur, at
Betingelsen for en stig Henvisning maa være
enten, at den Sigtede har begjært den, eller
at han i al Fald har begjært en Anklage-
prøvelse for Hovedforhandlingen. Vel er Ret-
tens Selvvirksomhed for Bevisers Fremskaffelse
til Hovedforhandlingen ikke udelukket, om end
den væsentlige Virksomhed for Bevisførelsen

maa udgaa fra Parterne; men paa det her-
omhandlede Procestrin kan og skal Retten ikke
faaledes fordybe sig i Sagen, at den uden
dertil given Anledning fra Parten skulde
kunne faae Opfordring til at tage Initiativet,
ikke til en enkelt Bevishandling, men til en
almindelig Forundersøgelse. Anledning dertil
vil først selve Hovedforhandlingen kunne give,
jfr. § 271.

De Grunde til at nægte Henvisning til
Hovedforhandling, som strar i Embeds medfør
kunne tages i Betragtning, kunne ogsaa nu
hjemle en Kjendelse herom, og det selv om
spørgsmaalet har været forhandlet strar ved
Anklagens Indbringelse, uden at der da fand-
tes Anledning til at tilbagevise den. Sagen
er endnu ikke henvist; hin Beslutning kan kun
betragtes som en Udsættelse af Afgjørelsen.
Dernæst bliver der nu ogsaa SvorgZmaal om
at nægte Henvisning af de Grunde, der kun
ifølge den Sigtedes Andragende blive at tage
i Betragtning, se § 256 Nr. 2. De Grunde,
der ifølge en faaban Begjæring kunne bevirke
nægtelse af Hovedforhandling, have samme
Ndstrækning, som de Grunde, der under Hoved-
forhandlingen ville medføre Fnfindelsesoom,
altsaa at der mangler tilstrækkelig Bevis, eller
at Kjmdsgjerningerne ikke udfylde Forbrydel-
sens Begreb, eller at der foreligger Straf-
frihedsgrunde. Henvisningen kan selvfølgelig
ogsaa nægtes for en Del af Anklagen, f. Ex.
med Hensyn til en kualisicerende Omstændig-
hed. Derimod vedkommer det ikke Retten at
prøve Anklagen med hensyn til Omstændig-
heder, der mulig kunne bevirke en Afvigelse
fra Anklagen i Domfældelsen, men ikke Fri-
findelse i det Hele eller for en Del, jfr. § 309.
Meget forskjellig fra Frifindelsesdømmeu er
derimod den her omspurgte Kjendelse i Hen-
seende til Bevisernes Bedømmelse. Medens
det ligger i Forholdets Natur, at Tvivl efter ført Hovedforhandling maa komme den Sig-
tede til Gode, fordi Retten for at domfælde skal være overbevist om dennes Skyld, maa Tvivlen
paa dette Trin fore til Henvisning. Noeg«
teisen er kun hjemlet, naar det Foreliggende
ikke er tilstrækkeligt til at godtgjøre Rime-
ligbeden af den Sigtedes Skyld, eller naar der
er Vished eller i al Fald højeste Sandsynlig-


hed for en Straffrihedsgrund, jfr. § 254 !
Nr. 2.

Af de i § 260 indeholdte Regler behsver
kun den i 1ste Stykke 2det Punktum en For«
klaring. Med Hensyn til den i Lovene sæd-
vanlige Regel, at den Sigtede kan og skal
rette sine Andragender om Indkaldelse af Vid-
ner til Retten, der da afgjør, om de skulle
tages til følge, omtales det i Motiverne til
det tyske Udkast, at den har medført
Misligheder, i hvilken Henseende der
navnlig henvises til de i Preussen
gjorte Erfaringer. Naar Fremsættelsen af
Bevisandragender ingen Risiko eller Skade ^
medfører for en Sigtet, har det vift sig, at
Retten overvcrldes med ubegrundede og letfær«
dige Andragender. Snart bliver et stort An-
tal Vidner bragt i Forstag om den ubetyde-
ligste Ting, snart Personer begjært indkaldte,
der, som det senere viser sig, intet Sagen Ved-
kommende kunne udsige; undertiden er Bevæg-
grunden den, at den Sigtede venter Afslag og
saa beregner senere derpaa at ville Støtte Paa-
anke; ja der anfores endog Exempler paa, at
Vidner paaberaabes for at forskaffe dem Lejlig-
hed til at rejse til Rettens sæde uden Ud-
gift og maafke endog med en lille Fordel.
Det Foreliggende vil nu ofte ikke give Retten
tilstrækkelige Midler til at trcrffe en begrAndet
Afgjmelse om den Sigtedes Bevisandragender.
Den vil da let gribe til utilstrækkelige Grunde
for at nægte at tage dem til følge eller tage
dem til følge uden Kritik og derved paadrage
mange Perfoner unyttigt Besvær og det Offent- § lige betydelige unyttige Udgifter, der hyppigt
ikke kunne ventes erstattede. Det er rimeligt
nok, at saadanne Misligheder ogsaa andetsteds
ville fremkomme; dog skal det bemærkes, at
det foreliggende Udkast giver Retten et Middel
i hænde til en velgrAndet Afgjørelse, som andre
Love ikke kzende, idet Formanden vil være op«
fordret til, naar slige Misligheder befrygtes, at
lade Afgjørelsen ske overensstemmende med Reg-
lerne i § 257, og søge Vejledning ved Par-
ternes kontradiktoriske Forhandling. Men for
Tilfælde, hvor dette ikke maatte være tilstrcrkke-
ligt, og hvor Retten nærer Tvivl, turde det
være rigtigt at benytte som Korrektiv den Udvej,
som det tyske Udkast forestaar, at gjøre Ind-

kaldelsen afhængig af, at den Sigtede bærer,
idetmindste foreløbig, Udgiften. Derfor he«
hover man dog ikke med det tyske Udkast at
give den Sigtede Ret til, naar han vil betale,
selv at foranstalte Vidner indkaldte; det er
nok, at Retten kan knytte sit Samtykke til
Indkaldelsen til denne Betingelse, jfr. wu'rtb.
L. § 286. Bliver den Sigtede frifunden, og
de saaledes indkaldte Vidner findes at have
været af Betydning for Sagen, maa hans
Forskud selvfølgelig gives ham tilbage; men
viser det sig, at Vidnerne ikke vare af
Betydning, og han altsaa, hvad enten han
domfældes (se § 475) eller frifindes (se
§ 477), er pligtig at erstatte den derved for-
aarsagede Udgift, er der draget Omsorg for,
at denne Erstatningspligt ikke bliver illusorisk.
Der kan ikke indvendes herimod, at den Ube-
midlede bliver brostholden; thi det er i det
højeste kun foreløbigt, at han stilles uheldigere,
da Retten, naar den under Hovedforhandlin-
gen bliver fat i Stand til med fuld Kjend-
skab at dømme, endog i Embeds medfør skal
sorge for, at alle Beviser skaffes tilstede, som
findes fornødne, jfr. § 273. Det ligger og-
saa i Sagens Natur, at naar den Sigtede
maa antages at Være uformuende, vil Retten
prsve hans Andragende saa meget omhygge-
ligere og lade virkelige Tvivl komme ham til
Gode.

Medens nægtelse af Hovedforhandlin-
gen sker ved Kjendelse, sker Henvisning ved
Beslutning af Formanden eller Retten uden
Begrundelse, hvad enten der har fAndet Pro-
velse af Anklagen Sted eller ikke. Dette bi-
drager til at fjerne prcejudicerende Virkninger
for Hovedforhandlingen. Kun en simpel Paa-
tegning paa Anklagen om, at den henvises til
Hovedforhandling, sinder Sted, se § 261*)
Hertil knytter sig der da, forsaavidt Sagen
ikke standser ued Henvisningen paa Grund af
den Sigtedes Fraværelse, se § 200, den videre
Forberedelse af Hovedforhandlingen, nemlig
Berammelsen af denne, ved hvilken der atter
i den Sigtedes Interesse er tillagt denne Ind-
flydelse paa Varselets Lcengde, se§ 262, de for-

Med Hensyn til Retsmidlerne mod Rettens Afgjø-
relse paa dette Stadium henvifts til §§ 416 o. ff.

nodne Meddelelser, Indkaldelser og Henbringel-
fer af Personer, der ere i Forvaring, se
§ 263, og den for Ordenens Skyld nod«
vendige Affattelse af Relsliste, se § 264.
Hertil slutter sig endvidere Bestemmelsen i
§265, der selvfølgelig har sin tilsvarende
Bestemmelse i Udkastet til Lov om Doms-
magtens Ordning m. m.

Reglen i § 266 hjemler en Forkortelse af
den i dette Kapitel omhandlede forberedende
Behandling af Sagen i særegne Tilfælde.
En alt begyndt Hovedforhandling maa nemlig
kunne udvides til andre Handlinger, dels naar
den Sigtede indvilger deri, — thi det staar
efter Udkastet til ham, om Forprøvelse skal finde
Sted — dernæst naar den nye Forbrydelse er
begaaet under Hovedforhandlingen; thi ordent-
ligvis ville da alle Betingelser for en ojeblik«
kelig Henvisning være tilstede. Imidlertid
kunne andre Omstændigheder være til Hinder,
f. Ex. at Beviserne ikke ere tilstede, eller at
Retten sinder en Forberedelse for den Sigtede nødvendig, hvorpaa han ej kan gjøre Afkald;
følgelig maa i begge Tilfæld? Afvigelsen være
afhængig af Rettens Indvilgelse. Finder Para-
grafen Anvendelse, indtræder naturlig tillige en
Afvigelse fra Reglen i § 247 om nødvendig«
heden af et Anklageskrift; Anklagen maa mundt-
lig kunne fremsættes til Retsbogen.

Kapitel II. Om Forandringer i Anklagen eller i de om Hen>
visning og Hovedforhllndlingens Forberedelse
trufne Bestemmelser.

Det ved Anklagen og de dertil sig stut«
tende Bestemmelser vundne Grundlag for
Hovedforhandlingen kan ikke ubetinget være ufor-
anderligt; men Betingelserne og Formerne for en
Forandring kræve særegne Regler. At fastsætte
disse er Opgaven for nærværende Kapitel.
Hvad først angaar Forandringer i Anklagen,
hviler Reglen i § 267 paa den Forudsætning,
at en Domfældelse ordentligvis ikke kan gaa
udenfor den ved Anklagen dragne Gramse, se
nærmere herom §§ 308 — 309 og hvad derved

bemærkes. Herefter bliver det et vigtigt Svorgs-
maal, hvorvidt Forandringer i den en Gang
rejste Anklage kunne tilstedes. Bortset fra
det Tilfælde, hvor Forandringen ingen Betyd-
ning har for Forsværet, og hvor den derfor,
om end formelt korrekt, ifølge Reglerne i §
309 ikke er nødvendig, maa det nu i den
Sigtedes Interesse fastholdes, at der maa forr-
egne Grunde til at hjemle den. Reglen maa
Være, at Anklageren skal indrette sin Anklage
med fornøden Omsigt, saa at det, der ikke er
optaget i Anklagen, maa gjælde som frafaldet.
Det vilde ellers staa i Anklagernes Magt ved
idelige Forandringer at forhale Afgjørelsen,
idet Sagens nye Grundlag maattekræve ny For-
beredelse, se §§2 67 og 274; men en saadan For-
haling i det Ubestemte skal den Sigtede ikke
Være udsat for. Forandringer kunne derfor
kun tilstedes, dels naar de komme frem paa
et Tidspunkt, hvor de ikke rille foraarsage For-
haling af Sagen (f. Ex. naar Hovedforhand-
lingen alligevel ikke kan sinde Sted for Ud«
løbet af den Tid, den nye Forberedelse vil
kroede, eller endog paa Grund af den Sig«
tedes Flugt, flet ikke kan berammes), se § 267
Nr. 1, dels naar saadanne Omstændigheder
foreligge, som vilde begrunde Gjenoptagelse af
en Stræffesag, i hvilken forfølgning er frafalden,
se § 267 Nr. 2, jfr.§422. De formelle
Regler i §§ 268—269 om Forandringer i An-
klagen ere i Overensstemmelse med Principerne
i det forrige Kapitel. Forandringen kan tænkes
bragt frem og afgjort under Hovedforhandliw
gen eller udenfor denne; for det sidste Til«
fælde bliver i formel Henseende flere Reg-
ler fra det foregaaende Kapitel at overfore,
se § 276. Da Anklagen ikke kan rejses,
forend Anklageren antager sig tilstrækkelig for-
beredt, kan der, efter at Anklagen er rejst, kun
være spørgsmaal om paa hans Begjæring at
henvise Sagen til Forundersøgelse, naar der
er Grund til at antage, at nye Data ville
komme frem, fom efter Bestemmelsen under
Nr. 2 ville hjemle Forandring; men under
denne Forndsætning maa det ogsaa være
muligt at faae Sagerne rykket tilbage i dette
forberedende Stadium, se herom § 269.

Beslutningen om Sagens Henvisning til
Hovedforhandling har ikke bindende Virkning


for Hovedforhandlingen fom retskraftig Af-
gjørelse, end ikke med Hensyn til de nægtelses«
grunde, der nævnes i § 251, forsaavidt ikke
det Modsætte særlig er bestemt, se § 304, jfr.
§§ 13 og 68. Derimod kroever Forholdets
Natur, at selve Henvisningsbesiutningen ikke
kan gjøres om, medmindre noget Nyt er frem«
kommet, og selv under denne Forudsætning kun,
naar Sagens Stilling ikke er den, at Maalet
nu ligefaa godt og mere fuldstændigt kan
naaes ved Afvisnings- eller Frisindelsesdom un°
der Hovedforhandlingen. Ere disse Betingelser
derimod tilstede, maa Henvisningsbeflutningen
kunne tages tilbage (Kjendelse, der harver Sa«
gen) og det af de samme Grunde, fom vilde
have medført nægtelse af Henvisningen, idet
der selvfølgelig ikke er Grund til at optage
faadanne Indskrænkninger, som §§ 13 og 68
have optaget for felve Hovedforhandlingen; se
§270 1ste St., jfr. herved § 199 Nr. 3.
I Overensstemmelse hermed er fremdeles § 270,
2det Stykke, samt § 271. Hvad den sidst,
nævnte Paragraf angaar. bemærkes blot, at nødvendigheden af Henvisning til Forunder«
fogelse for Forsværets Skyld selvfølgelig ogsaa kan vise sig under Hovedforhandlingen, at den
her maa kunne besluttes i Embeds medfør
og at der ikke særlig kan kræves ,nye Grunde"
da Alt, hvad der fremkommer under Hoved-
forhandlingen, forsaavidt er nyt, som det fores
frem efter Umiddelbarhedsprincipets Fordringer
og derved kan fremkalde en Overbevisning hos
Retten, som de samme Momenter ikke i skrift«
lig Forelæggelse formaaede.

Ved § 272, der iøvrigt ikke trcenger til
Forklaring, jævnføres §§ 72—74.

Det ligger i Forholdets Natur, at om
ubetinget Udelukkelse af Beviser, fordi de ikke ere
angivne paa de forskjellige førtegnelser (Anklage-
rens, den Sigtedes, Rettens), kan der i Stræffe-!
sager ikke være spørgsmaal. Navnlig er det ^
indlysende, at den Beføjelse, Retten (uden-
for Hovedforhandlingen Formanden efter Reg«
lerne i § 256 Nr. 3) har til i Embeds Med.
for at lade yderligere Beviser, deriblandt ogsaa Vidner, hvis Indkaldelse tidligere er nægtet,
fremføre, maa kunne udsves, saalænge Sagens
processuelle Stilling tilsteder det, se § 273.
2det Stykke. Den kan ikke i den Henseende

Være bunden ved tidligere Beslutninger, Par-
ternes Andragender eller Afkald, jfr. det tyske Udkast § 207. Hvad Parterne angaar, maa
derimod tillige det Hensyn tages i Betragtning,
at det saavidt mulig maa forebygges, at de
undlade i Tide at noevne Beviser, som de dog
ere betænkte paa at fremfore, for da senere
pludselig at komme frem med dem, og saaledes
enten gjøre Regning paa Modpartens Mangel
paa Forberedelse eller hidføre Sagens Forhaling,
naar Udsættelse bliver nødvendig (jfr. § 300).
Det gaar nu vel ikke an at forebygge dette
derved, at yderligere Beviser afskjæres; men
der kan virkes derimod, idet nye Bevisers Frem«
førelse faar Karakteren af noget Extraordinært,
der udenfor forregne Tilfælde — felv om det
er godvillig mødende Vidner — kroever Sam-
tykke af Retten, ved hvilket det almindelige
Hensyn til, om Noget kan ventes oplyst der-
ved, selvfølgelig bliver at tage. Der maa da
i ethvert Tilfælde gjøres Rede for Grunden
til, at Beviserne ikke for ere komne frem, og
dette vil faktisk i hoj Grad forhindre hin upas-
fende Fremgangsmaade, foruden at der kan
blive spørgsmaal om særeget Ansvar, se det
9de Afsnit. § 273 skjelner derfor mellem de
Tilfælde, hvor de yderligere Bevisers Frem-
førelse ingen særegen Hjemmel kroever, (naar
Anmeldelsen sker saa betimelig, at Modparten
kan faae Tid til behorig Forberedelse uden Ud-
sættelse af Sagen, naar Modparten samtykker,
naar Beviserne ere ny opdagede, eller naar senere
af Modparten anmeldte Beviser have foranledi-
get det), og andre Tilfælde, hvor der, felv om
Bevisernes Fremskaffelse iøvrigt ikke kræver Ret-
tens Medvirkning, fordres Andragende til Ret-
ten og dennes Tilladelse, se § 273 1ste Stykke,
jfr. § 293.

Udslettelser af den berammede Hovedfor-
handling for Forhandlingens Begyndelse (se
§ 274) kunne af forskjellige Grunde blive nod-
vendige, og have ikke faa store Betænkeligheder
som Udsættelser senere, jfr. herom § 286.
iøvrigt kan Forandring i Berammelsen ogsaa
tænkes i modsat Retning, je § 275.

Reglerne i § 273 behøve ikke nærmere
Forklaring. Det Første Punktum angaar kun Af-
gjørelser udenfor Hovedforhandlingen (altsaa
for dennes Begyndelse eller medens den ec


udsat); med Hensyn til Afgjørelser, som sinde
Sted under Hovedforhandlingen, blive de paa«
gjældende Bestemmelser enten uanvendelige eller
overflodige som følge af de for denne gjæl«
dende Regler.

Kapitel III. Almindelige Bestemmelser om Hovedforhandlingen
for Landsretten.

Det foreliggende Afsnits 3 sidste Kapitler
give Regler for Hovedforhandlingen, idet det
3die Kapitel fastsætter de falles Regler, det
4de og 5te Kapitel de særlige Regler henholds-
vis om Hovedforhandlingen for og uden næv-
nmger.

I det 3dieKapitel kunne næst efter § 277,
der angiver de væsentlige Dele af Hovedfor«
handlingen, Bestemmelserne henføres til fol«
gende Grupper: §§ 278—283 om de til
Hovedforhandlingen nødvendige Personer.
§§ 284—286 om dens Afbrydelse, § 287
om Mundtlighedsprincipet. §§ 288—290 om
Forbandlmgernes Ledelse. § 291 om den Sig«
tedes afhørelse, §§ 292—302 om Bevisfo-
relsen, §§ 303—309 om Kjendelser og
dømmen.

At for det Forfte de dømmere, der ere
kaldede til at deltage i Sagens Afgjørelse,
samt i nævningesager Nævningerne uafbrudt
maa være tilstede under hele Hovedforhandlin-
gen, de sidste, indtil deres Erklæring er af-
given, er i en paa Umiddelbarhedsprincipet
grAndet Proces nødvendigt, og maa gjælde
undtagelsesfrit; hvorledes der ved vidtloftige
Forhandlinger bliver at forholde, for at ikke et
Tilfælde skal spilde en Forhandling, anviser
§ 278 2det Stykke, jfr. § 311. En Rets-
skriver maa og saa være tilstede under hele Forhand-
lingen, men en Vexling af Personerne er her
selvfølgelig ikke udelukket. Det Samme gjælder
om Statsanklageren og en bestikket Forsvarer,
se § 279. Skulde det Tilfælde indtræde, at
Statsanklageren eller nogen til at møde paa
hans Vegne Berettiget udeblev, maatte Sagen
udsættes, selv om Udeblivelsen ikke skyldes lovligt

Forfald; der ligger nemlig i Forholdets Natur,
at Udeblivelsesvirkninger til Skade for det Offent-
lige ikke kunne indtræde som følge heraf (jfr.
derimod ved private Anklagere § 442Nr. 1 og
§ 450). Betryggelsen imod, at saadan Ude-
blivelse ikke finder Sted, ligger selvfølgelig i
Statsanklagerens Embedspligt og det Ansvar,
han paadrager sig ved dens Tilsidesættelse. Hvad
den beskikkede Forsvarer angaar, er det en Til'
sidesættelse af den Sigtedes Ret, naar flere
Love foreskrive, at hans Undladelse af at møde og
væretage sit Hverv ikke skal forhindre For-
handlingen eller vitiere dennes Gyldighed. Sa-
gen bør udsættes, medmindre Forholdene til-
stede strax at bestikke en anden, jfr. det tyske
Udkast § 128. Det Samme maa gjælde, naar
en valgt Forsvarer ikke møder, i de Tilfalde,
hvor Mangel af en faadan gjør Beskikkelse
nødvendig. Ellers kan derimod en valgt
Forsvarers Udeblivelse ikke begrunde Krav paa
Udsættelse, jfr. det tyske Udkast § 192; men om
Udsættelse under særegne Omstændigheder bør indrommes, nuia afgjøres efter Grundsæt-
ningen i § 286 1ste Stykke. Hvad endelig
den Sigtede angaar, følger nødvendigheden
af hans personlige nærværelse af, hvad der er
udviklet ved § 200. Af den der frem-
stillede Betragtning følger det, at Reglen maa
gjælde, saalænge den Eigtede har Adgang
til at faae Ordet under Hovedforhandlingen,
altsaa, indtil Sagen er optagen til Dom, fe
§§ 354 og 357, hvorved endvidere er at be-
mærke § 288 i Slutningen. Det kan ikke
erkjendes for tilstrækkeligt, at han er bleven hørt angaaende Anklagen, saaledes som det tyske Udkast vil, fe § 194, jfr. Meyer straf-
verfahren gegen Abwesende S, 315. Mod
vilkaarlige Udeblivelser haves Midler i Reg-
lerne om Anholdelse og Famgsting, Sikkerheds-
stillelse m. V. Der opstaar imidlertid spørgs-
maa! om, hvorvidt Undtagelser fra Reglen
skulle anerkjendes. Ubetænkelig er for det
Første Reglen i § 282; da afhørelsen skal gjentages, naar den Sigtede atter er kommen
ind, kan den end ikke betragtes som en virkelig
Undtagelse. Det mærkes herved, at det i fremmede
Love i Almindelighed er erkjendt, at en gjentagen
afhørelse maa finde Sted, og at det ikke er til-
strækkeligt, at den Sigtede gjøres bekjendt med


Indholdet af de a/givne Forklaringer, hvad der
under Forunderfogelsen er tilstrækkeligt, se
dog nu det nye tyske Udkast § 209, der i
dette Punkt fraviger det oprindelige Udkasts i
Motiverne til samme S. 171—2 begrun-
dede Forflag i § 201, som stemmer med
det her Foreslaaede. Fremdeles maa Reglen i
§ 283 utvivlsomt erkjendes for velgrAndet.
Naar den Sigtede ved sit Forhold gjør sin
nærVærelse umulig, ophæver han den Forud'
sætning, under hvilken der overhovedet kan
være Tale om den akkusatoriske Proces; da
han dog ikke derved skal undgaa sin Dom,
bliver der intet Andet muligt end at fortsætte
Forhandlingen i hans Fraværelse paa bedst mulige
Maade. Dog kan naturligvis en Udsættelse
besluttes, naar Omstændighederne anbefale det.
Mere tvivlsom er Berettigelsen af en Undtagelse
for det Tilfalde, som omhandles i § 281, jfr.
henmod Meyer 1. c. S 312—13. I al
Fald bør vistnok ikke det Tilfælde medtages,
som endel Love nærne (forsaavidt disse Love
kjende en Kontumacialbehandling, indtræder
altsaa ikke denne, men den regelmæssige Be-
handling fortsættes), nemlig at den Sigtede
indvilger. Derved tillægges ham en Disposi-
tionsret, som altfor stcerkt afviger fra Stræffe-
processens Principer. Derimod har Udkastet
beholdt det Tilfælde, at Forhandlingen cr saa-
vidt fremrykket, at Retten skjønner, at Udfal-
det vil blive Frifindelse. Dette kan felvfølge-
lig ikke finde Anvendelse i nævningesager;
men her finder ifølge § 353 ingen Forhand-
ling Sted, cfterat Nævningerne have erklæret
den Sigtede ikke skyldig, og dennes nærværelse
paa dette Tidspunkt er altfaa ikke nødvendig.
Derimod tænkes der paa saadanne Tilfælde i
andre Landsretssager, hvor Forhandlingen er
saa langt fremrykket og har givet et saa utve-
tydigt Udslag til Gunst for den Sigtede, at
det vilde være en noget pedantisk Fastholden
af Konsekventsen at forbyde Afsigelse af Fri«
findelsesdom, fordi Sagen, da den Sigtede blev
syg, ej endnu var optagen til Dom.

Ved Reglerne i §§ 284—286. der i
det Hele ingen nærmere Forklaring behøve, er
kun, hvad Slutningen af § 284 angaar, at
bemærke, at ikke faa Love, jfr. ogsaa det tyske
Udkast § 191, foreskrive et bestemt Maiimum

(i Reglen 3 eller 4 Dage) af det Tids-
rum, der i Udsættelsestilfælde kan hengaa,
uden at Hovedforhandlingen nødvendigvis skal
begynde forfra. Da en saadan Bestemmelse
imidlertid vil være noget vilkaarlig, har Ud«
kastet ikke optaget en saadan Regel, idet der
gaaes ud fra, at Formanden vil vide i ethvert
givet Tilfælde at vurdere, hvorvidt der kan
stoles paa, at den tidligere Del af Forhand-
lingen endnu staar saa levende for alle Ved°
kommende, at den kan fortsættes, eller cm Gjen-
tagelse er nødvendig.

I Spidsen for Bestemmelserne om selve
Forhandlingen stiller § 287 Grundprincipet:
Mundtligheden. Netop denne er det, som gjør Hovedforhandlingen til Stræffesagens egentlige
Kjærne. Vigtige følgesætninger af Principet
samt Lempninger af det med Hensyn til
Bevisførelsen ere optagne dels i tidligere Be-
stemmelser (se Udkastets 2 det Afsnit) dels i
efterstaaende Regler.

Om Forhandlingens Ledelse indeholde
§§ 288—291 de fornødne Regler. Efter
Sagens Natur maa den almindelige Regel
være, at Ledelsen tilfalder Rettens Formand,
og deraf drage de nævnte Paragrafer en række
Konsekventse^ jfr. fremdeles §§ 284—286.
En Lempning maa imidlertid finde Sted, for-
saavidt de paagjældende Beslutninger angaa
Bevisførelsen. Afgjørelser, om Beviser skulle
fores, bero paa et skjøn, om de kunne have
Betydning for den dømmendes Overbevisning
med Hensyn til spørgsmaalet om den Sigte-
des Skyld. Afgjørelsen bør derfor tilkomme
den, der skal afgjøre Skyldspørgsmaalet.
Forsaavidt der er Tale om nævningesager,
lempes denne Grundsætning dog nødvendig-
vis derved, at Nævningerne ikke kunne have
nogen positiv Indgriben i Forhandlingerne.
Tanken i nævningeprocesfen er den, at den
Sigtede kun skal kunne kjendes skyldig, naar
forstandige lægmcend af Vedkommende (An-
klager og Ret) kunne overbevises om hans
Skyld. Fejle de Vedkommende i Nfgjørelsen
af, hvad der behøves for at fremkalde en faa-
dan Overbevisnina, bliver Virkningen, at Næv-
ningerne ville kjende Ikke-skyldig. For Næv-
ningerne forelægges altsaa Bevismaterialet af
Andre, dem tilkommer ingen inkvisitorisk