TfK 2010.798/1 VLK
 

  V.L.K. 1. juni 2010 i kære 1. afd. S-0889-10

(Torben Geneser, Kurt Rasmussen, Peter H. Christensen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Michael Juul Eriksen, Åbyhøj).

Århus Rets kendelse 12. april 2010, 12-6121/2009.

- - -

Det fremgår af det fremlagte, at advokat Michael Juul Eriksen i første række har anmodet retten om at tillade, at han som beskikket forsvarer for T kan indhente egen sagkyndig bistand under hovedforhandlingen, herunder overgive vedkommende relevant sagsmateriale, samt få udgifterne herved honoreret i forbindelse med tilkendelse af salær.

Anklagemyndigheden har protesteret herimod.

Parternes yderligere påstande og anbringender fremgår af det fremlagte.

I straffesagen er T tiltalt for blandt andet uagtsomt manddrab i forbindelse med overtrædelse af færdselsloven.

Hovedforhandling er berammet til foretagelse den 13. og 14. september 2010.

Retten afsagde

Kendelse:

Der er i sagen enighed om, at det er af væsentlig betydning for bedømmelsen at søge den af tiltalte førte bils hastighed fastslået, herunder på grundlag af tekniske udregninger.

Selvom det måtte vise sig, at bilinspektørens udsagn herom er fyldestgørende, findes det i denne sag at være rimeligt begrundet i hensynet til sagens oplysning, at forsvareren på forhånd får mulighed for at supplere grundlaget for den tekniske bedømmelse af tiltaltes hastighed.

Forsvarerens begæring tages herefter i det hele til følge.

Thi bestemmes:

Retten godkender, at advokat Michael Juul Eriksen som beskikket forsvarer for T indhenter egen sagkyndig bistand under hovedforhandlingen i straffesagen mod T, berammet til foretagelse den 13. og 14. september 2010.

Det godkendes endvidere, at forsvareren kan overgive vedkommende relevant sagsmateriale.

Udgifterne til den sagkyndige bistand godtgøres som udlæg i forbindelse med fastsættelse af sagsomkostninger.

Sagen udsat.

- - -

Vestre Landsrets kendelse.


Den 12. april 2010 har Retten i Århus afsagt kendelse vedrørende sagkyndig bistand.

Kendelsen er kæret af anklagemyndigheden.

Landsretten afsagde

Kendelse:

Hovedforhandlingen i sagen er berammet til foretagelse den 13. og 14. september 2010, og den påkærede kendelse må anses for at angå et væsentligt spørgsmål af principiel interesse. Bestemmelsen i retsplejelovens § 968, stk. 4, findes derfor ikke at være til hinder for, at kæremålet tages under påkendelse.

T er blandt andet tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 241 og § 252 samt færdselsloven ved at have ført en bil på særlig hensynsløs måde, idet han ifølge tiltalen under nærmere beskrevne omstændigheder i et kryds kørte frem mod rødt lys med en hastighed på mindst 130 km/t., hvorved der skete sammenstød med en anden bil, hvis fører afgik ved døden som følge af de tilføjede kvæstelser, og hvorved han udsatte sine passagerer samt andre trafikanter for nærliggende fare for liv og førlighed.

Det kan ikke på forhånd afvises, at det kan være af betydning for sagen at søge at få fastlagt bilens hastighed ved tekniske beregninger. Der er afgivet en erklæring af 16. december 2008 herom af en bilinspektør, som også skal afgive forklaring under hovedforhandlingen. Bilinspektøren må antages at være fagligt kompetent, og der er ikke af forsvareren fremsat konkretiserede indsigelser om, at erklæringen bygger på urigtige forudsætninger, eller at den i øvrigt er mangelfuld eller fejlagtig. Der er derfor på det nu foreliggende grundlag ikke anledning til at træffe bestemmelse om, at forsvareren kan få godtgjort udgifterne til at indhente en erklæring fra en anden sagkyndig om bilens hastighed.

Det fremgår imidlertid af kæresvarskriftet af 5. maj 2010, at forsvareren ikke ønsker en »second opinion«, men derimod teknisk sagkyndig bistand til gennemgang af bilinspektørens beregninger samt forudsætninger for beregningerne mv. På baggrund af det ovenfor anførte om sagens karakter og den bevismæssige betydning af bilinspektørens erklæring samt under hensyn til indholdet af erklæringen finder landsretten ikke grundlag for at afskære forsvareren fra at få godtgjort udgifterne til en sådan sagkyndig bistand. Efter at have modtaget den sagkyndige bistand må forsvareren vurdere, om spørgsmålet om bilens hastighed er tilstrækkeligt belyst, og i modsat fald fremsætte anmodning om yderligere sagkyndig bevisførelse.

Når det er nærmere afklaret, hvem der skal benyttes som sagkyndig, tilkommer det i første række politiet at tage stilling til spørgsmålet om forsvarerens overlevering af relevant materiale til den pågældende, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Et eventuelt afslag vil kunne indbringes for byretten i medfør af retsplejelovens § 746.

Landsretten stadfæster derfor kendelsen med de ændringer, at forsvareren alene kan få godtgjort udgifterne til at indhente egen sagkyndig bistand til gennemgang af bilinspektørens beregninger samt forudsætninger for beregningerne mv., og at der ikke nu tages stilling til spørgsmålet om overlevering af relevant materiale til den sagkyndige.

Thi bestemmes:
Byrettens kendelse stadfæstes med de ændringer, at forsvareren alene kan få godtgjort udgifterne til at indhente egen sagkyndig bistand til gennemgang af bilinspektørens beregninger samt forudsætninger for beregningerne mv., og at der ikke nu tages stilling til spørgsmålet om overlevering af relevant materiale til den sagkyndige.