|
|
|
||
|
|
|||
|
V.L.D. 5. september 1996 i anke 3. afd. S-1522-95 (Inger Nørgaard, Deleuran, Lars Krunderup (kst.) med domsmænd)). Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Carsten Højer, Sønderborg, e.o.), T2 (adv. Hans Boserup, Sønderborg, e.o.) og T3 (adv. Kjeld Christensen, Sønderborg, e.o.). Af sagen fremgik, at T1, T2 og T3, der alle var udlændinge, i byretten var tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens §59, stk. 3. Under domsforhandlingen hvortil der var indkaldt en serbokroatisk tolk, oplyste, de tiltalte, at de ikke ønskede en serbokroatisk tolk, da de ikke talte sproget. De bad om en albansk tolk, og en sådan blev herefter kontaktet telefonisk og fungerede som telefontolk under domsforhandlingen. Der skete afhøring af de 3 tiltalte og 3 politiassistenter. De tiltalte, der havde nægtet sig skyldig, blev i byretten fundet skyldige og straffet med fængsel i 30 dage. Under anken påstod de tiltalte dommen ophævet under henvisning til den skete anvendelse af telefontolkning. Vestre Landsrets dom. De tiltalte har påstået dommen ophævet og sagen hjemvist til byretten til fornyet behandling. Anklagemyndigheden har påstået ankesagen fremmet til realitetsbehandling. For landsretten har spørgsmålet om dommens ophævelse og hjemvisning på grund af rettergangsfejl været udskilt til særskilt behandling. T1 har forklaret, at han er født i Kosovo. Hans modersmål er albansk. Han forstår serbokroatisk, men ønsker af politiske grunde ikke at tale dette sprog. Han sagde til den serbokroatiske tolk i Retten i Gråsten, at han ikke ville tale med ham. Herefter blev der ringet til en albansk tolk i København, hvorefter der blev tolket gennem telefonen. Han hørte kun delvis, hvad tolken sagde. Han protesterede over for dommeren, der imidlertid ikke ville høre på ham. Han krævede og fik 5 minutters pause, hvorunder han forklarede forsvareren, at han ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Efter pausen var situationen den samme. Den smule, han hørte, kunne han godt forstå, selvom tolken talte en lidt anden dialekt. Han vil tro, han forstod 90%. Det ville dog have været nemmere at undgå misforståelser, hvis tolken havde været til stede. Det var svært for tolken at holde rede på, hvem af de tiltalte, der talte. De tiltalte blev afhørt hver for sig, men tolken kom flere gange til at bytte om på de tiltaltes navne, hvilket medførte stor forvirring. Alle 3 tiltalte var placeret ved den skranke, hvorpå telefonen stod. Dommeren benyttede sig af, at hun kunne afbryde forbindelsen ved at trykke på en knap på telefonen. Det er rigtigt, at han bruger sine hænder en del for at tydeliggøre, hvad han siger. T2 har forklaret, at han er født i Kosovo, hans modersmål er albansk. Han forstår ikke serbokroatisk. Han kunne ikke høre, hvad telefontolken sagde, og når han bad om gentagelse, blev mikrofonen taget fra ham. Dette skete mange gange. Han forstod det meste af tolkens sprog. Hvis der var problemer, protesterede han, men protesten førte ikke til noget. Under afhøring hos politiet forstod han ikke, hvad der blev sagt. Han har meget dårlige erfaringer med politiet fra sit hjemland. Han var i Retten i Gråsten den 31. maj 1994, hvor der var to tolke - en tysk og en serbokroatisk. Han forstod ikke nogen af dem. Han forstod heller ikke tysk. Hans kone var til stede og fungerede som mellemled, men det fungerede rigtig dårligt. Han blev dømt i den pågældende sag, men fik ingen vejledning om anke. Han kommer fra en by med ca. 35.000 indbyggere. Der er forskel på det sprog, der tales her, og det, der tales i mindre landsbyer. Han mener ikke, at telefontolken beherskede de albanske dialekter. Dette konstaterede han også under sagsbehandlingen i Flygtningenævnet. Der er forskel på at tale retssprog og at tale om for eksempel vejret. Det er rigtigt, at der under telefontolkningen var misforståelser med hensyn til, hvem der talte. Vidneforklaringerne blev løbende oversat, men han forstod ikke ret meget af det. T3 har forklaret, at han er født i Kosovo, og hans modersmål er albansk. Han forstår kun lidt serbokroatisk - i hvert fald ikke 100%. Der var én telefon i retten. Alle tre tiltalte sad på række ved samme bord. Telefonrøret lå på bordet, og ingen af dem havde røret i hånden. De talte således blot ned til mikrofonen. Telefonen blev flyttet under afhøringen mellem de tiltalte, dommeren, forsvarerne og anklageren. Han forstod næsten fuldstændigt telefontolkens dialekt. Ord, han ikke forstod, bad han om at få gentaget, men dette lykkedes ikke i alle tilfælde. Han kunne ikke høre alt, hvad tolken sagde. I de tilfælde spurgte han de medtiltalte, hvad der blev sagt. Han opfattede på grund af den meget uvante situation ikke helt, hvordan situationen i retten var og heller ikke, hvem der var hans forsvarer. Han var bange under retssagen bl.a. på baggrund af, hvad han har været igennem i sit hjemland. Tolken havde meget svært ved at holde rede på, hvem af de tiltalte, der talte. De tiltalte talte i et vist omfang i munden på hinanden. Under domsforhandlingen blev spørgsmålene til de danske vidner ikke oversat til albansk. Han husker ikke, om den samlede vidneforklaring blev læst op og oversat for dem. Han har for første gang læst vidneforklaringerne, da han fik dommen oversat. Han taler ikke andre sprog end albansk. Under sin sags behandling i Flygtningenævnet havde han tolkebistand ved samtaler med sin forsvarer. Retsassessor Hannah Brandt har som vidne forklaret, at hun var retsformand under sagen mod de tre tiltalte. Da de tiltalte var utilfredse med den serbokroatiske tolk, blev der rekvireret albansk telefontolk. Tolkningen foregik via en almindelig trykknaptelefon med medhør. Telefonen stod på et bord, der stod foran de tre tiltalte. Hvert spørgsmål og svar til de tiltalte blev oversat særskilt. Forklaringerne blev protokolleret i »bidder«, og til sidst blev referatet godkendt af de tiltalte. Der kan være problemer med hensyn til tolkens opfattelse af spørgsmål eller svar. I så fald bliver spørgsmål eller svar gentaget. Der opstod ikke situationer, hvor der ikke skete gentagelse, hvis der var behov for det. De tiltalte fik en albansk tolk, som de havde bedt om, og det var hendes indtryk, at de tiltalte forstod alt og var tilfredse med tolkningen. Hun har ingen erindring om, at der skulle have været forvirring med hensyn til, hvem der talte. En af de tiltalte var ilter og meget talende. Når han talte »ind over de andre«, fik han besked på at tie stille. Det var meget overraskende, at den indkaldte serbokroatiske tolk blev forkastet, idet han på forhånd havde erklæret, at han beherskede de nødvendige dialekter. Det fremgik af referatet af en samtale mellem tolken og de tiltalte, at der også var politiske årsager til, at de ønskede en anden tolk. Hun foreslog derfor albansk telefontolkning. Det er ikke hendes erfaring, at der under telefontolkning er problemer med at identificere, hvem der taler. Domsforhandlingen kunne godt være udsat, men da det af hensyn til de mødte var mest praktisk at fortsætte, og da ingen af de tilstedeværende protesterede mod den foreslåede løsning, valgte hun fremgangsmåden med telefontolkning. D har som vidne forklaret, at han arbejder som albansk tolk. Der er på albansk flere dialekter, der stort set kan forstås indbyrdes. Der er for eksempel lidt forskel på albansk, som det tales i Albanien, og som det tales i Kosovo. Grammatisk er der imidlertid ingen forskel. Den 23. maj 1995 blev han kontaktet fra Retten i Gråsten med henblik på telefontolkning. Han husker, at der var en kvindelig dommer, og at der var 3 tiltalte. Det er sommetider svært at høre, hvad der bliver sagt. I så fald beder han om gentagelse. Der er sat medhør på under tolkningen, hvilket giver problemer med støj. Her var ingen forståelsesproblemer under tolkningen, men af og til problemer med at høre. I så fald blev spørgsmål eller svar gentaget. Det er meget sværere at tolke pr. telefon, end hvis man er fysisk til stede. Han tolker på albansk, serbokroatisk og makedonsk. Det er lettest for ham på albansk, der er hans modersmål. De tiltalte har til støtte for deres påstand nærmere anført, at det er et grundlæggende princip i dansk strafferetspleje og i Menneskeretskonventionen, at tiltalte i straffesagen skal afgive direkte forklaring for den dømmende ret. Det kan ikke antages, at forklaringer afgivet ved hjælp af telefontolkning giver noget tydeligt og dækkende udtryk for forklaringerne. Det må herved tages i betragtning, at tolken ved telefontolkning går glip at de afhørtes gestus, kropssprog og minespil, hvilket i høj grad øger risikoen for fejl og misforståelser. De tiltaltes accept af anvendelse af telefontolkningen skete under anvendelse af den serbokroatiske tolk, som de tiltalte netop havde erklæret ikke at kunne forstå. De tiltalte har under denne sag givet en række eksempler på, hvordan misforståelser kan og faktisk opstod under sagens behandling i byretten. Der må lægges vægt på, at der var tale om en domsforhandling, hvor der - som erkendt af anklagemyndigheden - fejlagtigt var ind kaldt en serbokroatisk tolk. De tiltalte var ikke varetægtsfængslet, og retsmødet kunne derfor uden vanskelighed eller fare for retssikkerheden være udsat eller omberammet med henblik på indkaldelse af en albansk tolk. Det må derfor anses for antageliggjort, at anvendelse af albansk tolk, der var til stede i retsmødet, kunne have medført et andet resultat, eller i hvert fald kan det ikke med fornøden sikkerhed afvises, at dette ville kunne blive tilfældet. Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand i første række anført, at anvendelse af telefontolkning ikke i sig selv udgør en rettergangsfejl. Tolkebistand til tiltalte, der ikke taler dansk, må ske ud fra en helhedsvurdering, og der er ikke i Menneskeretskonventionen specielt dennes artikel 6, stk. 3, e) opstillet formkrav til, hvordan tolkning skal finde sted. Hertil kommer i den konkrete situation, at der ikke var tale om planlagt telefontolkning, men en uforudset nødsituation, at de tiltaltes forsvarer accepterede, at der skete telefontolkning, og - for så vidt angår T2 - at denne tiltalte tidligere havde været tiltalt og dømt under medvirken af en serbokroatisk tolk. Efter de af vidnerne D og retsassessor Hannah Brandt afgivne vidneforklaringer er der heller ikke grundlag for at antage, at der under domsforhandlingen opstod misforståelser eller uklarheder, der ikke blev korrigeret under retsmødet. Selvom det måtte blive antaget, at anvendelsen af telefontolkning udgør en rettergangsfejl, bør der alligevel ikke ske hjemvisning, idet det ikke er antageliggjort, at sagen ville have fået et andet udfald, selvom der havde været en albansk tolk til stede under domsforhandlingen, jf. retsplejelovens §946, stk. 1. Landsretten udtaler: Bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, om ret til bistand af en tolk i tilfælde, hvor tiltalte ikke i tilstrækkelig grad forstår og taler retssproget og dermed ikke er i stand til forsvarligt at varetage sine interesser under sagen, er en væsentlig straffeprocessuel retssikkerhedsgaranti og et centralt element i beskyttelsen efter artikel 6, stk. 1. Konventionen foreskriver vel ikke, i hvilken form tolkebistanden skal ydes, men det findes generelt, herunder under hensyn til muligheden for misforståelser under tolkningen, at være forbundet med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder at anvende telefontolkning i hvert fald i forbindelse med domsforhandlinger. På den baggrund findes domsforhandlingen i det foreliggende tilfælde at burde være udsat eller omberammet med henblik på tilkaldelse af en tolk, der kunne være personligt til stede i retssalen. Den begåede fejl findes efter sin beskaffenhed at burde medføre ophævelse af dommen og hjemvisning. Thi kendes for ret: Den indankede dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten. |
|||
|
|
|||