|
|
|
||
|
|
|||
|
Ø.L.K. 12. januar 1990 i kære 5-479/1989: Københavns politi har påkæret Københavns byrets kendelse af 10. november 1989 (11. afd., sag nr. 1751/1989, foranstaltning under efterforskning), hvorefter byretten nægtede at give tilladelse til yderligere afhøring af vidnet A om indholdet af den samtale, som vidnet i sin egenskab af juridisk medarbejder ved Københavns Retshjælp har ført den 16. august 1988 med B, født den 12. oktober 1967, som er forsvundet. Sagens nærmere omstændigheder er følgende: B er sammen med C sigtet for henholdsvis tyveri/underslæb i forbindelse med, at et beløb på ca. 70.000 kr., i perioden fra 1. september 1985 til 10. juli 1987 er stjålet fra et møntvaskeri i en andelsboligforening, i hvilken C var formand. B har afleveret en skriftlig tilståelse til andelsboligforeningens bestyrelse, som i maj 1988 indgav politianmeldelse. B var tilsagt til afhøring hos Københavns politi den 18. august 1988. Afhøringen blev imidlertid på B's foranledning udsat til den 29. august 1988. B har herefter siden den 24. august 1988 været meldt savnet og er med sikkerhed sidst set den 19. august 1988. Flere personer har overfor politiet oplyst, at B af C har modtaget 10.000,- kr. for at påtage sig skylden for ovennævnte tyveri. Det stjålne beløb på ca. 70.000 kr. blev i foråret 1988 indbetalt til andelsboligforeningen af C. B rettede den 16. august 1988 henvendelse til Københavns Retshjælp, hvor han havde en samtale med sagsbehandler, cand. jur. A. Rigspolitichefen, Eftersøgningstjenesten, har behandlet sagen vedrørende B's forsvinden. Straffesagen har ikke kunnet færdigefterforskes uden B's tilstedeværelse, ligesom der nu er mistanke om, at der er begået en forbrydelse i forbindelse med B's forsvinden, hvorfor det efter de kærendes opfattelse er af væsentlig betydning, at det pålægges A at afgive vidneforklaring om alt, hvad der måtte være passeret under mødet den 16. august 1988 i Københavns Retshjælp. Under retsmødet den 10. november 1988 begærede anklageren cand. jur. A afhørt som vidne vedrørende samtalen med B den 16. august 1988 under henvisning til, at der er mistanke om, at B har været udsat for en forbrydelse, uden at mistanken kan rettes mod en bestemt person. I anden række ønskedes der afhøring vedrørende en sigtelse mod B for tyveri af mønter for 70.000 kr. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at det må antages, at A vil kunne give oplysninger af betydning for såvel eftersøgningen som efterforskningen af tyverisigtelsen. Det vil endvidere ikke være muligt at begrænse afhøringen alene til spørgsmål vedrørende B's forsvinden den 19. august 1988. Københavns Retshjælps advokat fremhævede, at Retshjælpens arbejde må betragtes som advokatarbejde, hvorfor retsplejelovens § 170 om vidneudelukkelse finder anvendelse. Retshjælpens arbejde er tilrettelagt således, at 6-8 advokater har det overordnede ansvar for, hvad der passerer i Retshjælpen. Tvivlsspørgsmål skal forelægges disse advokater, og alle skrivelser passerer dem. Der er endvidere tale om, at arbejdet er dækket af sædvanlig advokatansvarsforsikring. Vidnet A er cand. jur. med deponeret advokatbestalling. Han må betragtes som medarbejder, jf. § 170, stk. 4. Subsidiært gjorde Retshjælpen gældende, at det alene burde pålægges A at afgive forklaring om spørgsmål, der direkte tjener til belysning af B's forsvinden, ikke hans eventuelle strafbare forhold. Retshjælpen bør betragtes på samme måde som en forsvarer. Den for B beskikkede forsvarer fremsatte ønske om, at vidnet besvarer de spørgsmål, som anklagemyndigheden ønsker besvaret. Det er af afgørende betydning at finde ud af, hvor B befinder sig, og hvad der eventuelt måtte være sket med ham. C's beskikkede forsvarer tilsluttede sig dette, idet det også er i C's interesse, at sagen bliver færdigefterforsket. Efter rettens tilkendegivelse indvilgede parterne i, at der i første omgang alene blev stillet spørgsmål til A til belysning af B's forsvinden. Da denne del af afhøringen var gennemført, krævede anklageren vidnet pålagt at besvare yderligere spørgsmål, hvilket Retshjælpens advokat modsatte sig. Københavns byret afsagde herefter følgende kendelse: »- - - Retten finder, at vidnet A kan påberåbe sig vidneudelukkelsesgrunden i retsplejelovens § 170, stk. 1, jf. stk. 4, eller denne bestemmelses analogi efter det oplyste om Københavns Retshjælps arbejdsform og arbejdsopgaver. Retten finder ikke med fornøden sikkerhed at kunne fastslå, at det vil være i B's interesse, at der ud over de allerede stillede spørgsmål stilles vidnet A spørgsmål vedrørende forhold, der eventuelt kan begrunde et strafferetligt ansvar for B. Det vil herefter alene i medfør af retsplejelovens § 170, stk. 2, kunne pålægges vidnet at afgive forklaring. Da der ikke efter det fremkomne - navnligt efter de forklaringer B's veninde, ven og moder har afgivet overfor politiet - er grundlag for at antage, at en sådan forklaring vil være af afgørende betydning til sagens oplysning, og uden at der herved er taget stilling til, hvorvidt der bør meddeles sådant pålæg under en eventuel domsforhandling, bestemmes: Anklagemyndighedens begæring om yderligere afhøring af vidnet A vedrørende indholdet af den samtale, vidnet har ført den 16. august 1988 med B, nægtes imødekommet - - -«. Anklagemyndigheden har indgivet kæreskrift. Retshjælpens advokat har i et processkrift fremsat begæring om mundtlig forhandling. Landsretten har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at imødekomme denne begæring. Anklagemyndigheden har gjort gældende, at retsplejelovens § 170 hverken direkte eller analogt finder anvendelse på en medarbejder ved Københavns Retshjælp. A er derfor i medfør af retsplejelovens § 168 pligtig at afgive vidneforklaring om alt, hvad der er passeret under hans samtale med B. Såfremt A måtte kunne påberåbe sig retsplejelovens § 170, stk. 1, jfr. stk. 4 eller dennes analogi, påstås det subsidiært pålagt vidnet at afgive forklaring ud fra et skøn udøvet af retten på B's vegne, idet det, som også anført af dennes beskikkede forsvarer, er den pågældendes forsvinden og en eventuel sammenhæng mellem denne og den verserende straffesag, der nødvendiggør, at alle spørgsmål besvares. Risikoen for B med hensyn til mulige strafferetlige sanktioner forekommer underordnet sammenholdt med hans egen og hans families interesse i, at hans forsvinden, der nu har varet over ét år, kan undersøges til bunds, herunder at mistanke om, at B har været udsat for en forbrydelse kan af- eller bekræftes. En sondring mellem oplysninger om B's forsvinden og oplysninger om straffesagen er efter anklagemyndighedens opfattelse uheldig, idet enhver oplysning i forbindelse med en sag som den foreliggende principielt kan have betydning for efterforskningen. Endelig påstås A mere subsidiært pålagt at afgive forklaring i medfør af retsplejelovens § 170, stk. 2, idet der henvises til det ovenfor anførte om sagens betydning og om nødvendigheden af at undersøge hele B's optræden, herunder også alt, hvad der er oplyst til Retshjælpen, hvis det overhovedet skal lykkes at komme videre med efterforskningen. Retshjælpens advokat har bl.a. anført: »- - - Det er rigtigt som anført i Politiadvokaturens kæreskrift, at spørgsmålet om hvorvidt en institution som Københavns Retshjælp (tidligere Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede) kan påberåbe sig retsplejelovens § 170, stk. 1, jfr. stk. 4, angiveligt ikke tidligere har foreligget i praksis, endskønt Retshjælpen har udøvet sit virke i samme kapacitet i over 100 år. For Retshjælpen har det altid stået som en indlysende konsekvens af Retshjælpens funktion, at Retshjælpens klienter på tilsvarende måde var omfattet af tavshedspligt og beskyttet mod at afgive vidneforklaringer, som var gældende for advokater. Hele Retshjælpens arbejde er baseret på uden vederlag at yde samme klientbehandling og juridisk rådgivning som klienten, hvis han havde været bemidlet, kunne opnå på et advokatkontor, og i samme omfang som en klient på et advokatkontor være beskyttet. - - - Beskyttelsen af klienters interesse i, at hvad de betror medarbejdere i Retshjælpen er fortrolig, er af vidtrækkende principiel betydning for Retshjælpen. Der synes derimod ikke at være hensyn i den konkrete sag til at fravige dette hensyn, i særdeleshed efter at A under strafansvar som vidne har afgivet alle begærede oplysninger, der kunne være af betydning med hensyn til at kaste lys over B's forsvinden. Når henses til hvad der også er lagt til grund i byretten, at der foreligger så udførlige oplysninger om B's færden, før og efter dennes kortvarige besøg i Retshjælpen, taler ej heller de faktiske omstændigheder for at gøre vold på den i retsplejelovens § 170 ydede beskyttelse. Sammenfattende kan bemærkes, at hele Retshjælpens organisation, der som anført i byretskendelsen, forestås af bestallingshavende advokater, herunder flere beneficerede, der har det overordnede ansvar for alt materiale, der udgår skriftligt fra Retshjælpen og som tillige fører en personlig samtale med enhver klient, der ønsker at indsende andragende, udtage stævning eller oprette testamente, må retshjælpsarbejdet i det hele sidestilles med arbejdet på et advokatkontor, hvorfor beskyttelsen i retsplejelovens § 170 tillige må gælde Retshjælpen og jf. stk. 4 Retshjælpens medarbejdere - - -« Under hensyn til formålet med bestemmelserne og i øvrigt af de grunde, byretten har anført, tiltræder landsretten, at reglerne i retsplejelovens § 170, stk. 1, jf. stk. 4, finder anvendelse. Når henses til, at B havde søgt Retshjælpens bistand i anledning af den sigtelse for strafbart forhold, som han kunne vente rejst mod sig, finder tillige undtagelsesbestemmelsen om forsvarere i straffesager i § 170, stk. 2, anvendelse. Da B, som er den, der er rådig over den heraf følgende adgang til hemmeligholdelse, for tiden, muligvis varigt er afskåret fra at tage stilling til, om det vil være i hans interesse, at A afgiver forklaring, må retten varetage denne vurdering. Henset til, at efterforskningen omfatter spørgsmålet om en ung mands forsvinden, som det trods den hidtidige grundige indsats ikke er lykkedes at opklare, og da den sigtelse for tyveri, der måtte kunne rejses mod B, i den forbindelse må anses for at være af underordnet betydning, finder landsretten, at hensynet til B's interesser tilsiger, at det tillades anklagemyndigheden indenretligt at afhøre A som vidne om alt, hvad han måtte kunne oplyse, der kan tjene til fuldstændig opklaring af sagen. Landsretten tager derfor anklagemyndighedens påstand til følge. Thi bestemmes: Anklagemyndighedens begæring om yderligere afhøring af vidnet A om indholdet af vidnets samtale med B den 16. august 1988, og om hvad der i øvrigt passerede ved den lejlighed, tages til følge. |
|||
|
|
|||