|
|
H. D. 7. november 1974 i sag II 154/1974
Rigsadvokaten mod T (hrs. Ib Thyregod e. o.).
Horsens by- og herredsrets dom 30. januar 1974 (1. afd.).
Under denne efter retsplejelovens § 925 behandlede sag
tiltales T, - - -, for overtrædelse af straffelovens § 158,
stk. 1.
Tiltalte er født den 9. november 1951 - - - og er tidligere
straffet senest
ved Horsens by- og herredsrets 1. afdelings dom af 2. maj
1973 efter straffelovens § 285, stk. 1, jfr. § 284, jfr. §
276 med en betinget dom uden straffastsættelse, og
ved samme rets dom af 29. oktober 1973 efter straffelovens §
172, stk. 1, jfr. § 171, jfr. § 23, jfr. § 21 og efter §
293, stk. 1 samt § 285, stk. 1, jfr. § 276 med en
fællesstraf af fængsel i 6 måneder.
Prøveløsladt den 6. december 1973 med reststraf af 64 dage.
Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed
bestyrkes ved de iøvrigt foreliggende oplysninger, finder
retten det bevist, at han har gjort sig skyldig i falsk
forklaring for retten efter straffelovens § 158, stk. 1 ved
den 31. oktober 1973 Kl. 10.30 i Horsens by- og herredsrets
1. afdeling som vidne i en. straffesag mod A - efter at være
formanet til sandheds følge - at have forklaret, at han den
11. oktober 1973 alene forøvede brugstyveri af en
personmotorvogn i Horsens, og at han samme dag alene
forøvede tyveri i Stouby skole af 4 båndoptagere og 1
højttaler, uagtet han forøvede begge forhold sammen med A.
Som følge af det anførte vil tiltalte være at anse efter
straffelovens § 158, stk. 1, med fængsel i 60 dage.
Når henses til, at tiltalte under den mod ham for det
omhandlede tyveri rejste sag, så sent som 2 dage før det nu
påsigtede forhold ligeledes havde forklaret, at han var
alene om tyveriet, og når henses til formålet med den
urigtige forklaring findes det efter omstændighederne i
medfør af straffelovens § 56, stk. 2, at burde bestemmes at
fuldbyrdelsen udsættes i overensstemmelse med de i
straffelovens 7. kapitel herom gældende regler, således at
den bortfalder efter forløbet af en prøvetid På 2 år under
de nedenfor angivne betingelser.
Det findes at burde have sit forblivende med udsættelsen af
fuldbyrdelsen af den ved prøveløsladelsen den 6. december
1973 betingelsesvist henstående reststraf på 64 dage.
- - -
Vestre Landsrets dom 28. maj 1974 (1. afd.)
Den i denne sag af Horsens by- og herredsrets 1. afdeling
den 30. januar 1974 afsagte dom er påanket af
anklagemyndigheden til domfældelse af tiltalte efter
tiltalen og til skærpelse, navnlig således at der idømmes
ubetinget straf.
Tiltalte har påstået stadfæstelse.
Til fremstillingen i dommen føjes, at tiltalte og A i et den
11. oktober 1973 afholdt retsmøde i Horsens by- og
herredsret blev fængslet som sigtede for i forening at have
begået det pågældende brugstyveri og indbrudstyveri
subsidiært for hæleri med hensyn til tyveri, efter at de var
blevet anholdt af politiet samme dags morgen. Begge sigtede
havde i retsmødet nægtet sig skyldige, men under en
politiafhøring den 19. oktober erkendte tiltalte sig skyldig
i det pågældende indbrud, som efter hans forklaring var
begået af ham alene, samt i brugstyveri. Med henblik på
sagens behandling for tiltaltes vedkommende efter reglerne i
retsplejelovens § 925 blev der den 25. oktober til retten
indgivet begæring om forundersøgelse mod ham i
overensstemmelse med hans forklaring til politiet. I et
retsmøde den 29. oktober erkendte tiltalte sig skyldig i de
ham påsigtede forhold, hvorefter sagen fremmedes til dom i
henhold til retsplejelovens § 925. Ved den i samme retsmøde
afsagte dom blev tiltalte for de pågældende forhold - samt
for et dokumentfalskforhold - idømt en fællesstraf af
fængsel i 6 måneder. Tiltalte modtog dommen.
Den 31. oktober afholdtes et retsmøde til afgørelse af
spørgsmålet om fortsat fængsling af A, der stadig nægtede
sig skyldig i de påsigtede forhold. 1 dette retsmøde
foretoges den i den indankede dom nævnte afhøring af
tiltalte som vidne, idet det tilkendegaves ham, at han havde
pligt til at tale sandhed, og at urigtig forklaring var
forbundet med strafansvar. Tiltalte afgav da som vidne den
med hans 2 dage tidligere som sigtet afgivne forklaring
stemmende forklaring om, at han havde begået indbruddet
alene og således ikke havde haft nogen medskyldig, hvilken
forklaring han fastholdt, efter at strafansvaret for falsk
forklaring alvorligt var indskærpet ham. Under en af
kriminalpolitiet i Horsens den 23. november foretaget
fornyet afhøring af tiltalte, erkendte han imidlertid, at A
var medskyldig i de pågældende forhold, hvorefter A aflagde
tilståelse i overensstemmelse hermed.
Den fritagelse for at afgive forklaring som ved
retsplejeloven - jfr. dens §§ 765, stk. 2, 807, stk. 3, og
868 - er hjemlet for en sigtet findes at måtte gælde, også
efter at sagen mod ham er afsluttet ved tiltalefrafald eller
upåankelig dom. Idet tiltalte ikke har kunnet afhøres som
vidne under den mod medsigtede rejste straffesag uden at
komme til at udtale sig om den mod ham selv rejste sigtelse,
findes han ikke at have haft pligt til at udtale sig, og da
hans forklaring herefter ikke kan anses afgivet under
vidneansvar, findes han ikke at være skyldig til straf efter
straffelovens § 158. Tiltalte vil derfor være at frifinde.
- - -
Højesterets dom.
Den i denne sag af Vestre Landsret afsagte dom er med
Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af
anklagemyndigheden med påstand om domfældelse og idømmelse
af ubetinget straf.
Tiltalte har principalt påstået stadfæstelse. Subsidiært har
han påstået strafbortfald i medfør af straffelovens § 159,
stk. 1 og mest subsidiært stadfæstelse af by- og
herredsrettens dom.
I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Trolle, Tamm,
Blom-Andersen, Hvidt, Høyrup, Thygesen og Høeg.
En sigtets efter retsplejeloven hjemlede fritagelse for at
afgive forklaring findes - i hvert fald i almindelighed -
ikke at kunne gælde, efter at sagen mod ham er sluttet med
tiltalefrafald eller endelig dom.
Da T den 31. oktober 1973 afgav forklaring, var den over ham
den 29. oktober 1973 afsagte dom ikke endelig, idet
statsadvokaten først den 2. november 1973 gav
fuldbyrdelsesordre. Tiltalte burde derfor ikke den 31.
oktober 1973 være afhørt som vidne. Da hans forklaring
herefter ikke kan anses afgivet under vidneansvar, tiltrædes
det, at han er frifundet for den rejste tiltale, jfr.
straffelovens § 159, stk. 1.
Dommer Blom-Andersen tilføjer, at han yderligere anser
frihed for straf efter straffelovens § 159 for at følge af,
at der i et tilfælde som det foreliggende, uanset om
afhøringen fandt sted før eller efter statsadvokatens
fuldbyrdelsesordre, ikke burde være afkrævet tiltalte svar
under vidnepligt på spørgsmål, som forudsatte, at han - på
et også for vurderingen af hans egen strafskyld ikke
uvæsentligt punkt, jfr. straffelovens § 80, stk. 2, - skulle
fravige sin under den nylig afsluttede straffesag afgivne
forklaring, hvis rigtighed endda i denne sag af retten er
lagt til grund som bestyrket ved de iøvrigt foreliggende
oplysninger.
Landsrettens dom vil herefter være at stadfæste.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom bør ved magt at stande.
Sagens omkostninger for Højesteret udredes af statskassen.2)
|