
	UfR 2003.1029 HD
		H.D. 12. februar 2003 i sag 494/2002 (1. afd.) Rigsadvokaten mod T (adv. Thomas Michael Berg, Kbh., e.o.). Retten i Gentoftes dom 29. januar 2002. Ved anklageskrift modtaget den 20. december 2001 er T tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 65, stk. 1, ved den 14. november 2001 ca. kl. 13.45, som registreret ejer/bruger af personbil - - - at have undladt efter anmodning fra politiet at oplyse om, hvem der førte køretøjet den 6. september 2001 ca. kl. 09.25 ad Kildegårdsvej ud for nr. 29B i Hellerup. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Tiltalte har forklaret, at han kan bekræfte at være ejer og bruger af den pågældende bil. Han førte ikke bilen den 6. september 2001, og han vil ikke oplyse om, hvem der førte køretøjet, da han herved vil udsætte føreren, som er en af hans nærmeste, for straf. Det er hans opfattelse, at retsplejelovens § 171 går forud for færdselsloven. Rettens bemærkninger: Færdselslovens § 65, stk. 1, er en særregel, som begrænser omfanget af et vidnes rettigheder efter retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 2. Færdselslovens § 65, stk. 1, inderholder ingen begrænsninger i oplysningspligten, og tiltalte har herefter været forpligtet til at oplyse, hvem der som fører benyttede køretøjet den 6. september 2001. Tiltalte er herefter skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Straffen fastsættes efter færdselslovens § 118, jf. § 65, stk. 1, til en bøde på 500 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 4 dage. - - - Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Østre Landsrets dom 27. juni 2002 (19. afd.), se U 2002.2378 Ø (V. Rønne, Jan Uffe Rasmussen, Lone Kerrn-Jespersen (kst.)). Gentofte Rets dom af 29. januar 2002 - - - er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 25. marts 2002 anket af T med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Der er for landsretten afgivet forklaring af tiltalte, der i det væsentlige har forklaret som for byretten. Forklaringen er gengivet i retsbogen. Ved skrivelse af 12. september 2001 skrev Politimesteren i Gentofte således til tiltalte: »Ved automatisk trafikkontrol er der registreret overtrædelse af hastighedsbegrænsningen: Tidspunkt: Torsdag den 6. september 2001 kl. 09.24 Sted: Kildegårdsvej 29B, ud for, 2900 Hellerup Køretøj: Personbil - - - Køretøjets hastighed blev målt til 59 km/t. Da usikkerheden for målinger til og med 100 km/t højst er +/- 3 km/t og over 100 km/t højst er 3 %, har hastigheden været mindst 56 km/t. Højst tilladte hastighed er 50 km/t. Det automatiske udstyr har fotograferet køretøjet og føreren, der vil kunne sigtes for overtrædelse af færdselsloven. Foto vedlægges. Køretøjet er registreret med Dem som bruger. De har ikke pligt til at oplyse, hvem der har været fører af køretøjet, hvis De herved udsætter Dem selv for straf. De har således ikke pligt til at oplyse, at De selv har været fører af køretøjet. Hvis De inden den 20. september 2001 oplyser, at De har været fører af køretøjet, kan sagen uden behandling i retten afgøres ved, at De betaler en bøde på 500,00 kr. De skal i givet fald give oplysningen til politiet som beskrevet nedenfor, idet politiet først herefter kan sende Dem et bødeforelæg. Har De ikke selv været fører af køretøjet, pålægges De herved efter færdselslovens § 65, stk. 1, inden den 20. september 2001 at oplyse, hvem der har været fører af køretøjet. Færdselslovens § 65, stk. 1, er optrykt på bagsiden af denne blanket. Straffen for overtrædelse af denne bestemmelse er bøde. De har dog ikke pligt til at oplyse, hvem der har ført køretøjet, hvis De har overladt føringen af køretøjet til en person, der ikke lovligt kunne føre det. De kan meddele, om De har været fører af køretøjet eller oplyse førerens navn m.v. ved at anvende vedlagte blanket. Ønsker De at give oplysningen telefonisk, bedes De henvende Dem på hverdage i ovennævnte tidsrum. Har De ikke selv ført køretøjet, kan De med førerens indforståelse lade føreren selv give oplysning til politiet om, at vedkommende har ført bilen. Dette kan i givet fald ske ved, at føreren udfylder og underskriver vedlagte blanket. Retter De eller føreren ikke henvendelse hertil inden den nævnte dato, vil politiet begynde en efterforskning i sagen. Dette vil medføre, at politiet kontakter Dem for at fastslå, om det er Dem, der er fotograferet. Hvis det ved politiets efterforskning viser sig, at De selv førte køretøjet, vil De blive sigtet for hastighedsovertrædelsen, og sagen vil kunne afsluttes ved, at De betaler den nævnte bøde. Viser det sig, at De havde pligt til, at give oplysning om en anden person, der førte køretøjet, vil De blive sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 65, stk. 1.« Tiltalte besvarede den 17. september 2001 skrivelsen således: ». . . Jeg kan oplyse, at jeg ikke har været fører af mit køretøj den 6/9 01 kl. 0924. Jeg skal videre oplyse om, at jeg under iagttagelse af retsplejelovens § 171 ikke har pligt til at medvirke til politiets efterforskning, idet denne kan være til skade for mig og/eller mine nærmeste pårørende.« Der er under sagen fremlagt en skrivelse af 12. december 1997 fra Rigsadvokaten til samtlige statsadvokater, politimestre og politidirektøren i København om forholdet mellem færdselslovens § 65 og bestemmelser i FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skrivelsen er vedlagt et notat af 14. januar 1997 fra Justitsministeriets lovafdeling om rækkevidden af oplysningspligten i færdselslovens § 65, stk. 1, i forhold til menneskerettighederne og til retsplejelovens vidnefritagelsesregler. Under sammenfatningen i notatet er det anført: »Sammenfattende er det således Justitsministeriets opfattelse, at det vil være i strid med FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder artikel 14, stk. 3, litra g, og med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, at pålægge en ejer/bruger at oplyse, hvem der har været fører af en bil, hvis den pågældende derved udsætter sig selv for straf. Såfremt det ved politiets efterforskning er konstateret, at føreren af bilen ikke er identisk med den registrerede ejer/bruger, kan der derimod ikke antages at være noget til hinder for at pålægge den pågældende at oplyse, hvem der har ført bilen, uanset om ejeren/brugeren derved risikerer at udsætte sine nærmeste for straf.« Anklagemyndigheden har anført, at oplysningspligten i færdselslovens § 65, stk. 1, ikke strider mod tiltaltes ret til ikke at blive pålagt at inkriminere sig selv i artikel 14 i FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 6 i Menneskerettighedskonventionen. Selvinkrimineringsbeskyttelsen angår alene sigtede eller tiltalte selv og angår ikke forholdet til sigtedes eller tiltaltes nærmeste. På baggrund af forarbejderne til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 171 kan den lovbestemte oplysningspligt i færdselslovens § 65, stk. 1, heller ikke anses for begrænset af reglerne om vidnefritagelse. Forsvareren har anført, at bestemmelsen i færdselslovens § 65, stk. 1, begrænses dels af princippet om retten til ikke at blive pålagt at inkriminere sig selv, jf. artikel 14 i FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og art. 6 i Menneskerettighedskonventionen, dels af retsplejelovens § 171 og retsplejelovens § 750 samt princippet i straffelovens § 125, stk. 2, og § 159. Det er umuligt at benytte sig af retten til ikke at blive pålagt at inkriminere sig selv. Hvis ejeren/brugeren oplyser, at han ikke agter at opfylde oplysningspligten, fordi det er ham selv, der har været fører, vil han få en bøde for hastighedsovertrædelse. Hvis ejeren/brugeren ikke oplyser førerens navn, vil ejeren/brugeren få en bøde for overtrædelse af færdselslovens § 65. Anvendelsesområdet for færdselslovens § 65 er i dag hastighedsovertrædelser registreret af de såkaldte fotofæller. Det er et anvendelsesområde af en helt anden karakter end det, man ved bestemmelsens indførelse i 1903 kunne tænke sig. Landsrettens bemærkninger. Efter færdselslovens § 65, stk. 1, skal ejeren eller brugeren af et køretøj efter anmodning fra politiet oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet køretøjet. En bestemmelse svarende til den gældende bestemmelse blev indsat i lov om kørsel med automobiler ved lov nr. 124 af 15. maj 1903. I bemærkningerne til lovforslaget, Rigsdagstidende 1902-03, tillæg A, sp. 2338, hed det efter en redegørelse for behovet for regulering af benyttelsen af automobiler: »Med Hensyn til det mere detaillerede Indhold af Lovforslaget skal man henvise til dettes egne Bestemmelser, der formentlig ikke trænge til nærmere Forklaring.« I Justitsministeriets notat af 14. januar 1997 side 4 er det om anvendelsen af bestemmelsen anført, at det må antages, at den fortrinsvis anvendes i tilfælde, hvor politiet ønsker at få oplyst identiteten på en fører, som har begået en konstateret færdselsovertrædelse. Ud over hastighedsbegrænsninger som nærværende sag vedrører, kan det dreje sig om en række - også alvorligere - overtrædelser af færdselsloven, for eksempel spirituskørsel mv. Tiltalte har oplyst, at han ikke selv har ført køretøjet. I retten har han desuden oplyst, at han ved at oplyse, hvem der har været fører, vil udsætte en af sine nærmeste for straf. Det må lægges til grund, at politiet ikke har sigtet tiltalte - og at der heller ikke er grundlag for at anse tiltalte for sigtet - for hastighedsovertrædelsen. Tiltalte udsætter sig således ikke selv for straf ved at opfylde oplysningspligten. De hensyn og principper, der fremgår af retsplejelovens § 752, stk. 1, og Menneskerettighedskonventionens art. 6, strider således ikke imod at pålægge tiltalte at afgive oplysninger efter bestemmelsen i færdselslovens § 65, stk. 1. Det lader sig ikke efterprøve, om den person, som tiltalte ved at opfylde oplysningspligten udsætter for straf, tilhører den personkreds, der efter vidnefritagelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 171 anses for tiltaltes nærmeste. Ved betænkning nr. 316/1962 om vidner blev reglerne om vidnefritagelse foreslået ændret. Udvalgets forslag herom var i betænkningen side 97 formuleret således: »§ 170. En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne. Et vidne har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaring antages at ville udsætte vidnet selv eller hans nærmeste for straf eller tab af velfærd. Det samme gælder, såfremt forklaringen antages at kunne medføre anden væsentlig skade; men retten kan i dette tilfælde pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil. . . .« Om nærpårørendes vidnepligt bemærkedes side 47ff i betænkningen: »Ved overvejelserne af de her foreliggende spørgsmål anser udvalget det for hensigtsmæssigt, at der, således som det er tilfældet efter den refererede fremmede lovgivning, sondres mellem tilfælde, hvor der i en retssag er tale om afhøring af en parts, herunder en sigtets eller tiltalts, nærmeste som vidner (nedenfor under A) og tilfælde, hvor afgivelse af forklaring kan volde et vidne selv eller hans nærmeste skade - uden hensyn til, at de ikke er part i sagen (nedenfor under B) . . . A. . . . Udvalget anser det derfor for rigtigt og forsvarligt, at der i dansk ret, ligesom det som nævnt i vidt omfang er tilfældet efter fremmed ret, indføres en regel, hvorefter en parts nærmeste fritages for vidnepligt, såvel i borgerlige sager som i straffesager, således at denne fritagelse alene bortfalder, hvor dette følger af lovgivningens regler om anmeldelses-, afværgelses- eller oplysningspligt, jfr. f.eks. lov om børne- og ungdomsforsorg nr. 170 af 31. maj 1961 § 119. B. Tilfælde, hvor afgivelse af forklaring kan volde et vidnes nærmeste skade, vil være omfattet af den under A omtalte regel, når vidnets nærmeste er part i sagen. Er dette ikke tilfældet, vil en særlig regel fortsat være påkrævet. . . . 1. Udvalget er af den opfattelse, at det i bestemmelsen om vidnefritagelse klart bør fastslås, at vidnepligt - hverken i borgerlige sager eller i straffesager - kan pålægges, såfremt den pågældende ved at afgive forklaring udsætter sig eller sine nærmeste for straf. Selv i tilfælde, hvor den straf, vidnet udsætter sig for, er ganske ringe, medens på den anden side den ønskede forklaring antages at være af afgørende betydning for sagens oplysning, bør reglen udformes i overensstemmelse med reglen i rpl. § 765 om sigtede, der ikke gør undtagelse for bagatelsager. Det ville næppe heller være muligt på tilfredsstillende måde at udforme en undtagelsesbestemmelse for disse tilfælde.« I bemærkningerne til udvalgets forslag til en ny § 170 hedder det i betænkningen side 104: ». . . Stk. 1 fritager en parts nærmeste for pligt til at afgive forklaring som vidne. Bestemmelsen sondrer ikke mellem borgerlige sager og straffesager, og den fastsætter ingen undtagelser fra vidnefritagelsen; denne vil dog kunne bortfalde, hvor dette følger af lovgivningens regler om anmeldelses-, afværgelses- eller oplysningspligt. . . . . . . Stk. 2 angår vidnefritagelse i tilfælde, hvor forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv eller hans nærmeste for straf, tab af velfærd eller anden væsentlig skade. Reglen er uden betydning i tilfælde, hvor vidnets nærmeste er part i sagen, idet stk. 1 i så fald finder anvendelse. . . . Efter 1. pkt. kan vidnepligt ikke pålægges, såfremt den pågældende ved at afgive forklaring udsætter sig selv eller sine nærmeste for straf eller tab af velfærd. Reglen er i overensstemmelse med bestemmelsen i retsplejelovens § 765 om sigtedes ret til at nægte at udtale sig, og den fjerner den tvivl, som hidtil har rådet på dette område, bl.a. som følge af ordene i § 170, stk. 1 og 2: »tab af borgerlig agtelse«. Reglen finder ligesom § 765 anvendelse også i tilfælde, hvor den straf, vidnet udsætter sig for, er ganske ringe. . . .« I bemærkningerne til det lovforslag om ændring i blandt andet vidnereglerne, der senere blev fremsat på baggrund af udvalgets betænkning, og hvorved § 171 fik den gældende formulering, hed det, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A sp. 319-320, vedrørende den foreslåede § 171: ». . . Udkastet, der i forhold til gældende ret ville medføre en væsentlig begrænsning i pligten til at afgive vidneforklaring, er blevet kritiseret fra forskellig side, bl.a. af retsplejerådet, idet det navnlig er anført, at det er betænkeligt at give en ubetinget adgang til fritagelse i det foreslåede omfang. Under hensyn til den rejste kritik anser justitsministeriet det ikke forsvarligt at søge udkastet gennemført i den foreliggende form. I forslaget er kritikken taget til følge derved, at der i stk. 3 er givet retten en almindelig adgang til efter en afvejning af de forskellige hensyn at pålægge vidnet at afgive forklaring, bortset fra tilfælde, hvor forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd.« Den pligt til at afgive oplysninger, som færdselslovens § 65, stk. 1, pålægger en ejer eller bruger af et køretøj, kan på baggrund af forarbejderne til retsplejelovens § 171 ikke anses for begrænset af denne bestemmelse. Da der ikke har været grundlag for at rejse sigtelse for hastighedsovertrædelsen mod tiltalte, har tiltalte været forpligtet til at besvare politiets forespørgsel om, hvem der har været fører af køretøjet, idet de principper, tiltalte i øvrigt har påberåbt sig, ikke kan føre til et andet resultat. Det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig i tiltalen. Straffen findes passende. Landsretten stadfæster derfor dommen, dog således at statskassen betaler sagens omkostninger for begge retter. - - - Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Gentofte den 29. januar 2002 og af Østre Landsrets 19. afdeling den 27. juni 2002. I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Hermann, Marie-Louise Andreasen, Per Sørensen, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Marianne Højgaard Pedersen. Dommen er anket af tiltalte med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Tiltalte har til støtte for sin frifindelsespåstand yderligere anført, at han ikke i medfør af færdselslovens § 65, stk. 1, har haft pligt til at oplyse, hvem der førte køretøjet, idet det følger af retsplejelovens § 750, jf. § 753, jf. § 173, jf. § 171, at han ikke har pligt til at forklare om forhold, der kan udsætte hans nærmeste for straf eller tab af velfærd. Det vil endvidere stride mod artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den deri indeholdte ret til ikke at ytre sig at pålægge ham oplysningspligt. I indledningen til betænkning nr. 316/1962 om vidner hedder det bl.a. (betænkningen side 7-8): »De regler, der på forskellige områder pålægger borgerne i almindelighed eller udøverne af bestemte erhverv en anmeldelses-, afværgelses- eller oplysningspligt kan medføre bortfald såvel af tavshedspligt - og dermed vidneudelukkelse - som af vidnefritagelse. I hvilket omfang dette er tilfældet, afhænger af en fortolkning af de enkelte lovbestemmelser. Det ligger uden for udvalgets opgave at tage stilling hertil . . .« Højesterets bemærkninger. Efter landsrettens bevisvurdering lægges det til grund, at tiltalte ikke risikerer at udsætte sig selv for straf ved at opfylde oplysningspligten. Højesteret tiltræder, at det herefter ikke er i strid med de hensyn og principper, der fremgår af retsplejelovens § 752, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, at pålægge tiltalte at opfylde oplysningspligten efter færdselslovens § 65, stk. 1. Heller ikke de principper og hensyn, som ligger bag Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, kan være til hinder for en sådan oplysningspligt. Ved ændringen af retsplejelovens vidneregler ved lov nr. 149 af 21. april 1965 blev der ikke taget stilling til, om en lovbestemmelse, der indeholder en oplysningspligt, skal vige for retsplejelovens regler om vidnefritagelse. Dette må - som anført side 8 i betænkning 316/1962 om vidner - afhænge af en fortolkning af de enkelte lovbestemmelser. Seks dommere - Hermann, Per Sørensen, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Marianne Højgaard Pedersen - udtaler herefter: Ved vurderingen af rækkevidden af oplysningspligten i færdselslovens § 65, stk. 1, lægger vi vægt på, at oplysningspligten har som sit væsentligste formål at varetage hensynet til færdselssikkerheden ved at give mulighed for en effektiv håndhævelse af færdselslovgivningen. Selv om en ejers (brugers) oplysning om, hvem der som fører har benyttet køretøjet, vil kunne føre til en sigtelse mod en af ejerens nærmeste, er der ikke i færdselslovens § 65, stk. 1, eller forarbejderne til denne bestemmelse fastsat begrænsninger med hensyn til oplysningspligtens rækkevidde. På denne baggrund finder vi, at en ejer (bruger) af et motorkøretøj efter færdselslovens § 65, stk. 1, er forpligtet til på politiets forespørgsel at oplyse, hvem der som fører har benyttet køretøjet, også selv om føreren er en af hans nærmeste. Det bemærkes herved, at § 65, stk. 1, der alene er sanktioneret ved bøde, kun indebærer en pligt til at oplyse, hvem der som fører har benyttet køretøjet, og ikke en videregående forpligtelse til at yde bistand ved politiets efterforskning. Vi stemmer herefter for at stadfæste dommen. Dommer Marie-Louise Andreasen udtaler: Det fremgår ikke af ordlyden af færdselslovens § 65, stk. 1, om det har været lovgivers hensigt, at bestemmelsen om ejerens (brugerens) pligt til at oplyse, hvem der som fører har benyttet køretøjet, skal have forrang for reglerne om vidnefritagelse af hensyn til et vidnes nærmeste. Der er heller ikke bidrag til afklaring af problemet i forarbejderne til de ændringer af færdselsloven, der - uden ændring af denne bestemmelse - er gennemført, efter at vidnefritagelsesreglerne i retsplejeloven blev udvidet i 1965. Uden lovgivningsmagtens stillingtagen finder jeg det betænkeligt at fortolke færdselslovens § 65, stk. 1, således, at reglen indeholder en strafsanktioneret oplysningspligt også i situationer, hvor motorkøretøjets ejer (bruger) i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 2 og 3, som udgangspunkt er fritaget for at afgive vidneforklaring om, hvem der som fører har benyttet køretøjet, og således at denne oplysningspligt gælder uanset omfanget af den straf, det velfærdstab eller den skade, hans nærmeste ville kunne udsættes for, hvis oplysningen blev givet. Jeg mener derfor, at færdselslovens § 65, stk. 1, må fortolkes med den begrænsning, at bestemmelsen ikke gælder i situationer, hvor ejer (bruger) på grund af hensynet til sine nærmeste ville være fritaget for at afgive vidneforklaring om, hvem der har benyttet hans køretøj. Jeg stemmer herefter for at tage T's frifindelsespåstand til følge. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.