Københavns byrets dom 30. juli
1976 (2. afd.).
Under denne sag, der er behandlet
under medvirken af domsmænd,
tiltales T og A ifølge anklageskrift
af 23. april 1976 fra 2.
statsadvokat for København til straf
1. tiltalte T for rufferi efter
straffelovens § 228, stk. 1, nr. 3,
ved i tiden fra september 1975 til
den 22. marts 1976 at have holdt
bordel i villaen - - -, idet
tiltalte lod nogle ansatte kvinder
drive kønslig usædelighed (intim
massage) mod betaling, således at
kvinderne hver afleverede 1/3 af det
indtjente beløb til tiltalte,
hvorved hun opnåede et udbytte på
ikke under 11.674 kr.
- - -
2)
Der er i medfør af straffelovens §
75, stk. 1, nedlagt påstand om
konfiskation.
Tiltalte T er ikke tidligere
straffet.
Ad forhold 1.
Tiltalte T har nægtet sig skyldig.
Tiltalte har bl. a. forklaret, at
hendes ægtefælle tiltalte A i marts
1974 lejede villaen - - -. De havde
fælleseje, og det var hendes mand,
der stod for lejekontrakterne.
Villaen blev lejet som bolig for
familien, og de flyttede begge ind,
men 2-3 uger senere ophævede de
samlivet på grund af
uoverensstemmelser. Hendes mand
flyttede fra villaen, og hun blev
boende. Der var ikke tale om
separation, og tiltalte overtog ikke
lejekontrakterne, men betalte
huslejen. På et tidspunkt, muligvis
i efteråret 1974 begyndte hun at
give intim massage. Hun annoncerede
for denne virksomhed, og der kom en
del kunder. Hun kan ikke nu erindre,
hvor store hendes bruttoindtægter
var. I begyndelsen drev hun
virksomheden alene, men efterhånden
fik hun så meget at bestille, at hun
annoncerede efter en partner. B
henvendte sig til hende, og de
aftalte, at B skulle arbejde i
virksomheden. B blev ikke ansat af
tiltalte. Tiltalte påtog sig ingen
arbejdsgiverforpligtelser over for B
og havde heller ikke givet B nogen
instrukser vedrørende arbejdet. Det
var aftalen, at de skulle dele
udgifterne til virksomheden, og
tiltalte havde regnet ud, at B's
andel ville blive 200-250 kr. om
dagen, men da B fortalte, at hun
ville være meget fraværende, blev
det aftalt, at hun skulle aflevere
1/3 af sin indtjening til tiltalte
til dækning af udgifter. Tiltalte og
B tog de samme priser af kunderne.
Priserne varierede fra 80 til 300
kr. De benyttede kun et værelse i
villaen, nemlig soveværelset, til
betjening af kunderne. De penge som
de modtog af kunderne blev lagt i en
skål, og inden B gik hjem tog hun de
penge, som udgjorde hendes andel.
Tiltalte afholdt alle udgifterne i
forbindelse med virksomheden, og det
var ikke altid, at B's tilskud var
tilstrækkeligt til at dække hendes
andel af udgifterne. C var ansat som
telefondame og fik 125 kr. pr. dag.
C skulle ikke give massage, og så
vidt tiltalte ved, har hun kun gjort
det en gang, en dag, hvor tiltalte
var fraværende. C afleverede da 1/3
af sit honorar til tiltalte. Hvis
hun har givet massage flere gange,
har det været uden tiltaltes viden.
Tiltalte er ikke i stand til at
udtale sig om, hvormeget B har
afleveret til hende. Det er muligt,
at det drejer sig om ca. 6.000 kr. i
1976. Hun og B lavede regnskab i
fællesskab, og de beløb som tiltalte
har anført i sin kalender, er
skrevet efter B's oplysninger om,
hvad hun havde modtaget af sine
kunder. B førte sin egen
regnskabsbog, og når de lavede
regnskaber sammenlignede de deres
notater. Tiltaltes månedlige husleje
var 3.745 kr. Hun havde
annonceudgifter på godt 100 kr. pr.
dag. Telefondamen fik udbetalt 125
kr. daglig, og desuden var der
udgifter til lys, varme, telefon,
engangslagner, præservativer, drinks
til kunderne m. v. Tiltalte har ikke
ført nogen regnskaber over disse
sidstnævnte ud gifter. Desuden fik
både B og C kosten hos tiltalte.
Tiltalte modtog ingen økonomisk
støtte fra sin mands side. Det var
en forretningsmæssig fordel at være
2 piger på massageklinikken, idet
det trak en kundekreds til, som
ellers ikke ville komme. Tiltalte
annoncerede dagligt i Ekstra Bladet.
Hun mener, at disse annoncer er
væsentlig dyrere end andre
rubrikannoncer. Tiltalte har ikke
modtaget nogen henvendelse fra
politiet om sin virksomhed, før hun
blev anholdt.
Vidnet B har bl. a. forklaret, at
hun kom i forbindelse med tiltalte T
gennem en annonce i Ekstra Bladet.
Hun husker ikke annoncens nærmere
ordlyd. Hun havde en samtale med T,
og det blev aftalt, at vidnet skulle
give intim massage i villaen på - -
-. Hun skulle betale 200-250 kr.
dagligt til delvis dækning af
udgifterne ved massageklinikken.
Indtil nytår kom hun ikke ret ofte,
idet hun tit var syg og aftalen blev
derfor ændret sådan, at hun som sin
andel af udgifterne betalte 1/3 af,
hvad hun tjente ind. T fortalte
hende, hvad priserne var på de
forskellige arter af massage, og de
diskuterede ikke priserne nærmere.
Vidnet betalte sin andel hver dag,
enten direkte til tiltalte T eller
på den måde, at hun efterlod
pengene, når hun gik. Vidnet kan
ikke huske, hvor mange dage om ugen
hun normalt var på Klinikken. Hun
kom kun, når hun havde lyst til at
komme og ganske uafhængig af, om der
var kunder, der havde forudbestilt
tid. Hun har ført bog over, hvor
mange kunder, hun har haft de
enkelte dage, og hvor meget kunderne
har betalt. Tiltalte T afholdt alle
udgifterne vedrørende klinikken.
Iøvrigt kørte de Klinikken på lige
fod, og ingen af dem var chef.
Tiltalte har aldrig givet vidnet
nogen form for direktiver, og vidnet
var selv herre over, hvilke kunder
hun ville behandle. Så vidt vidnet
husker, begyndte hun i oktober 1975,
men indtil nytår var hendes
indtjening meget beskeden. Med
hensyn til indtjeningen iøvrigt må
hun henvise til sine regnskaber, men
hun vil skønne, at hendes
nettofortjeneste pr. måned i 1976
var 3-4000 kr. C var ansat som
telefondame på klinikken, og hun har
så vidt vidnet bekendt kun givet
massage et par gange, og kun på
tidspunkter, hvor tiltalte T ikke
var hjemme. Vidnet husker ikke nu de
tal som blev nævnt under
rapportafhøringen af hende. Hun må
med hensyn til sin indtjening, og
hvad hun har betalt til T henvise
til sine regnskaber. Vidnet fandt
selv at ordningen med, at hun
betalte 1/3 af sin indtjening var en
praktisk og for hende fordelagtig
ordning. Som sagt kom hun kun i
Klinikken, når hun havde lyst til
det, og hun gav ingen besked, hvis
hun udeblev.
Vidnet C har bl. a. forklaret, at
hun har passet tiltalte T's børn og
fungeret som telefondame i
massageklinikken. Det var dog kun de
sidste par måneder, at hun passede
telefonen fast, og i den periode
blev hun aflønnet med 125 kr. om
dagen. Hun passede desuden en del af
det huslige arbejde. Derimod var der
ingen aftale om, at hun skulle give
intim massage, og så vidt hun
husker, har hun kun gjort det en
enkelt gang, og det var kun fordi
den pågældende kunde sagde, at han
gerne ville betjenes af hende. Der
blev ikke truffet nogen aftale med
T, som iøvrigt var optaget på det
pågældende tidspunkt. Hun vidste, at
B afleverede en trediedel af -det
hun tjente, og vidnet gav også T 1/3
af, hvad den pågældende kunde
betalte hende. Hverken T eller B
fungerede som chef for Klinikken.
Retten skal udtale:
Det ses ikke med tilstrækkelig
sikkerhed godtgjort, at der har
foreligget nogen aftale mellem
vidnet C og tiltalte T om, at vidnet
skulle give intim massage og det må
desuden lægges til grund, at vidnet
kun har givet intim massage en eller
to gange, og da på eget initiativ.
Efter bevisførelsen finder retten,
at vidnet B må betragtes som ansat
af tiltalte T til at give kunderne i
tiltaltes Klinik intim massage mod
betaling, men under hensyn til, at
tiltalte kun har haft een ansat og
selv har betjent en stor del af
kunderne, findes det betænkeligt at
anse hendes virksomhed som bordel.
Tiltalte T vil herefter være at
frifinde.
Østre Landsrets dom 19.
januar 1977 (11 afd.).
Den indankede dom er afsagt den 30.
juli 1976 af Københavns Byrets 2.
afdeling (sag nr. 134/1976) og
påanket af anklagemyndigheden med
påstand om, at tiltalte T, der blev
frifundet ved dommen, dømmes for
rufferi i overensstemmelse med
anklageskriftet, og at der hos
tiltalte konfiskeres 11.674 kr.,
subsidiært et mindre beløb, dog ikke
under 7.000 kr.
Tiltalte har påstået stadfæstelse,
subsidiært betinget straf og
konfiskation af et mindre beløb end
påstået.
For landsretten er der foruden af
tiltalte afgivet forklaring af
vidnet B.
Retten har i medfør af
retsplejelovens § 171, stk. 1, efter
begæring fritaget C, der er
tiltaltes svigerinde, for at afgive
vidneforklaring, og hun har herefter
erklæret, at hun kunne henholde sig
til sin forklaring i byretten.
Tiltalte og vidnet B har begge
forklaret i det væsentlige som
gengivet i byrettens dom.
Tiltalte har yderligere forklaret,
at det var meningen, at B skulle
være hendes partner og betale
halvdelen af udgifterne. Tiltalte
viste hende et regnskab over sine
udgifter, og det var på baggrund
heraf, at tiltalte regnede med, at B
skulle betale 200-250 kr. daglig.
Hun vil skønne, at udgifterne
månedlig udgjorde ca. 12.000 kr.,
heri indbefattet huslejen, 3.000 kr.
til C, 125-150 kr. for telefonen og
350 kr. i varmeudgifter, samt ca.
100 kr. pr. dag for annoncer og
mindst det samme beløb for andre
udgifter (drinks, engangslagner m.
v.). Det var dog først i 1976, at
tiltalte begyndte at betale så meget
til C. - - - Tiltalte orienterede B
om sine priser, og da B syntes, at
de var passende, blev de enige om,
at hun skulle forlange samme
vederlag. B tjente ikke ret meget i
1975.
Anklagemyndigheden har under sagen
forevist retten tiltaltes dagbog med
tilførsler for perioden 1.
januar-22. marts 1976. I dagbogen
har tiltalte ført regnskab over
antallet af kunder - betjent af
hende selv og B. Ud for hver kunde,
der er angivet med et tal, er anført
det indtjente beløb med en
tilføjelse af henholdsvis »gammel«
eller »ny«. I dagbogen er tillige en
rubrik for C, hvori hendes
indtjening ved telefonpasning er
anført for de dage, hun mødte. Under
datoerne 2. januar, 6. januar, 22.
januar, 12. februar og 24. februar
1976 er der i C's rubrik yderligere
anført nogle beløb med tilføjelsen
af »gammel« under de 4 førstnævnte
datoer og »ny« under den
sidstnævnte.
Tiltalte har hertil forklaret, at
udtrykkene »gammel« og »ny« i hendes
og B's rubrikker angiver, at det
drejer sig om gamle og nye kunder. I
C's rubrik betyder de pågældende
udtryk intet, idet de såvidt hun
husker, er indført i dagbogen forud
for de anførte datoer. Beløbene er
C's egne penge, som tiltalte havde
fået overladt og efter anmodning
tilbagebetalte i små portioner. Der
er således ikke tale om, at C har
haft indtægter ved betjening af
kunderne, og tiltalte må fastholde,
at C - hende bekendt - kun har givet
massage een gang.
B har yderligere forklaret, at hun
af og til har deltaget i betjening
af kunder sammen med tiltalte.
Tiltalte har aldrig givet hende
ordrer.
Efter bevisførelsen må det vel
lægges til grund, at C har betjent
kunder nogle flere gange, end hvad
der er lagt til grund i den
indankede dom, men det kan ikke
anses for bevist, at hun, der var
ansat til husligt arbejde,
børnepasning og telefonpasning,
tillige havde en egentlig ansættelse
til at deltage i
massagevirksomheden.
Med hensyn til vidnet B lægger
landsretten til grund, at der bestod
et samvirke mellem hende og tiltalte
angående massagevirksomheden,
således at B betalte tiltalte et
vederlag, svarende til 1/3 af sin
indtægt på de dage, hvor hun
indfandt sig hos tiltalte, og
således at det må antages, at dette
vederlag skulle dække en del af
tiltaltes udgifter i forbindelse med
massagevirksomheden.
Landsretten finder ikke, at dette
samvirke kan betegnes som
bordelvirksomhed, og da heller ikke
C's ovenfor beskrevne deltagelse i
massagevirksomheden findes at kunne
bevirke, at tiltaltes forhold
henføres under straffelovens § 228,
stk. 1, nr. 3, vil den indankede dom
være at stadfæste for så vidt angår
tiltalte.
Højesterets dom.
Den i denne sag af Østre Landsret
afsagte dom er med
Justitsministeriets tilladelse
indanket for Højesteret af
anklagemyndigheden med påstand om
domfældelse i overensstemmelse med
anklageskriftet.
Under domsforhandlingen for
Højesteret har anklagemyndigheden
frafaldet påstanden om konfiskation
under hensyn til, at de foreliggende
oplysninger ikke giver
tilstrækkeligt grundlag for at
fastsætte størrelsen af et
konfiskationsbeløb.
Tiltalte, der er født den 16. maj
1942, har principalt påstået
stadfæstelse, subsidiært
strafbortfald i medfør af
straffelovens § 84, stk. 2, jfr.
stk. 1, nr. 3, og mere subsidiært
idømmelse af betinget straf.
I pådømmelsen har deltaget syv
dommere: Tamm, Blom-Andersen, Vetli,
Høyrup, Høeg, P. Christensen og
Bangert.
Fem dommere - Tamm, Blom-Andersen,
Vetli, Høeg og Bangert - udtaler:
Efter de afgivne forklaringer, som
må anses lagt til grund af
landsretten, er B af tiltalte blevet
knyttet til den hidtil af hende
alene i hendes villa drevne
massagevirksomhed, i hvilken også C
- i mindre omfang - har taget del,
på en sådan måde, at deres
deltagelse i virksomheden har været
af økonomisk betydning for tiltalte.
Idet tiltalte herved må anses at
have holdt bordel, findes hun
skyldig i overensstemmelse med
anklageskriftet. Disse dommere, der
ikke finder grundlag for
strafbortfald, stemmer herefter for
i medfør af straffelovens § 228,
stk. 1, nr. 3, at anse tiltalte med
en straf af fængsel i 60 dage,
hvilken straf under de foreliggende
omstændigheder findes at kunne gøres
betinget som nedenfor anført.
Tiltalte har været frihedsberøvet
fra den 22. til den 26. marts 1976.
Dommerne Høyrup og P. Christensen
stemmer for at stadfæste dommen i
henhold til dens grunde.
Der vil være at give dom efter
stemmeflertallet.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T bør straffes med
fængsel i 60 dage.
Fuldbyrdelsen af straffen
udsættes, således at den bortfalder
efter en prøvetid på 2 år regnet fra
denne højesteretsdoms afsigelse på
betingelse af, at tiltalte ikke i
prøvetiden begår strafbart forhold.
Sagens omkostninger for alle
retter udredes af tiltalte.3)