
	UfR 1986.500 H
		H. K. K. 30. april 1986 i sag 95/1986 Anklagemyndigheden mod T (adv. Frøbert, Nykøbing M.). Vestre Landsrets kendelse 16. december 1985 (9. afd.). Ved anklageskrift af 20. september 1985 fra statsadvokaten i Aalborg er der rejst tiltale mod T til straf for overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 3, jfr. stk. 1, § 224, jfr. § 222, stk. 1, og § 232 ved i tiden fra januar 1985 til den 7. august 1985 på sin bopæl ovennævnte sted flere gange at have haft anden kønslig omgængelse end samleje med sin datter K, født den 9. juni 1971, idet tiltalte, medens datteren lå i sengen på sit værelse, stak en finger op i hendes kønsdel eller i hendes endetarmsåbning, ligesom han ved flere lejligheder befølte hende på kønsdelen og på brysterne. Under domsforhandlingen ved retten i Nykøbing Mors den 12. november 1985 nægtede tiltalte sig skyldig. Den for K beskikkede advokat tilkendegav, at K ønskede at påberåbe sig vidnefritagelse. Anklageren påstod barnet pålagt vidnepligt i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3. Domsmandsretten afsagde straks kendelse om vidnefritagelse, »da hverken sagens beskaffenhed eller betydning findes at danne tilstrækkelig baggrund for at søge vidneforklaring gennemført mod vidnets ønske«. Tiltaltes forsvarer protesterede herefter imod, at den kriminalassistent, som havde afhørt K til politirapport, afgav vidneforklaring om indholdet af K's forklaringer til ham, »da det af rapporten fremgår, at K ikke forud for vidnets afhøring af hende blev gjort bekendt med vidnefritagelsesgrundene«. Da anklageren protesterede herimod, afsagde domsmandsretten kendelse om, at kriminalassistenten ikke kunne tillades ført som vidne, »da den omstridte vidneførsel indirekte ville føre det forrige vidnes forklaring ind i sagen« og »udfra de samme bevæggrunde« som i den første kendelse anført. Anklageren påkærede denne kendelse til landsretten, hvorefter retten »efter forhandling« udsatte sagen til fortsættelse, når landsrettens afgørelse foreligger. Ved kæreskrift af 21. november 1985 har statsadvokaten i Aalborg tillige påkæret den først afsagte kendelse. For landsretten har statsadvokaten principalt påstået K pålagt vidnepligt i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3, og subsidiært nedlagt påstand om, at kriminalassistenten tillades ført som vidne med hensyn til de forklaringer m.v., som K har afgivet over for ham. Såfremt den subsidiære påstand tages til følge, er anklagemyndigheden indstillet på at give K lejlighed til at overvære afhøringen og efterfølgende afgive forklaring, hvis hun måtte ønske det. De for tiltalte og K beskikkede advokater har afgivet skriftlige indlæg til kæremålet. Det fremgår af sagens oplysninger, at det påtalte forhold er kommet frem, efter at K havde betroet sig til en voksen kvindelig bekendt, som anmeldte forholdet til politiet. K er afhørt til politirapport 2 gange med ca. 5 ugers mellemrum. Det fremgår ikke af rapporterne, at hun er blevet vejledet om sin ret efter retsplejelovens § 171, stk. 1, jfr. § 753. Ved den sidste afhøring fragik hun i begyndelsen sin oprindelige forklaring, men vendte tilbage til denne inden afhøringens slutning. Den for hende beskikkede advokat har oplyst, at beslutningen om at begære vidnefritagelse er truffet efter hendes skøn efter en to timer lang samtale med K og uden nogen form for henvendelse eller pres fra tiltalte eller dennes familie. Under de foreliggende omstændigheder findes retsplejelovens § 698, stk. 2, ikke at være til hinder for, at kæremålet tages under påkendelse. Det bemærkes, at der ikke ses i retsplejelovens § 741a at have været hjemmel til beskikkelse af advokat for K. I henhold til de i kendelsen herom anførte grunde tiltrædes det, at der ikke er pålagt K vidnepligt i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3. Da K's forklaring til politirapport er afgivet, uden at hun har været gjort bekendt med sin ret til at nægte at afgive forklaring, jfr. retsplejelovens § 171, stk. 1, tiltrædes det ligeledes, at det ikke er tilladt anklagemyndigheden at føre den rapporttagende politibetjent som vidne. - - - Højesterets kæremålsudvalgs kendelse. Vestre Landsrets kendelse af 16. december 1985 er med Justitsministeriets tilladelse indbragt for Højesteret af anklagemyndigheden, der principalt har nedlagt påstand om, at det i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3, pålægges K at afgive forklaring som vidne. Subsidiært har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at det tillades at føre den kriminalassistent, som har optaget rapport i sagen, som vidne med hensyn til de forklaringer, som K har afgivet over for ham. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Torben Jensen, Kiil og Riis. Af de i kendelsen anførte grunde vil den være at stadfæste. Thi bestemmes: Vestre Landsrets kendelse stadfæstes.