TfK2015.358

V.L.K. 15. januar 2015 i kære 3. afd. S-0056-15

(Lisbeth Parbo, Ida Skouvig og Peter Flügge (kst.)).

Anklagemyndigheden mod D (adv. Berit Ernst, Aarhus).

Retten i Horsens' kendelse af 7. januar 2015

For anklagemyndigheden mødte anklager Niels Tipsmark.

Advokat Lars Henriksen var mødt som beskikket forsvarer for T1.

Advokat Berit Ernst var mødt som beskikket forsvarer for T2.

Advokat Mikkel Nielsen var mødt som beskikket forsvarer for T3.

Advokat Henrik Garlik var mødt som beskikket forsvarer for T4.

Advokat Jytte Storgaard var mødt som beskikket forsvarer for T5.

De tiltalte var fremstillet.

D var mødt som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.

Advokat Berit Ernst, der oplyste, at hun var forsvarer for D under dennes egen sag, gjorde som advokat for ham gældende, at D [ikke] havde pligt til at afgive vidneforklaring. Hun henviste til afgørelsen refereret i U 2011.2892 Ø, hvor en tiltalt blev frifundet for en tiltale for falsk forklaring i en tilsvarende situation som denne, hvor der også var faldet endelig dom i vidnets egen sag, jf. princippet i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.

Advokat Lars Henriksen tilsluttede sig advokat Berit Ernsts bemærkninger.

Anklageren fastholdt, at D har pligt til at afgive forklaring, da der er afsagt endelig dom i vidnets egen sag. Han vil ved sine spørgsmål til D tage hensyn til, at D ikke pålægges at afgive forklaring om forhold, der er omfattet af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.

D bekræftede, at han ikke ønsker at afgive forklaring. Han oplyste, at han modtog dommen af 18. december 2014 fra Retten i Viborg.

Retten afsagde efter votering

Kendelse

D er ved dom af 18. december 2014 fra Retten i Viborg dømt for bl.a. videreoverdragelse af den amfetamin, som er omfattet af denne sags forhold 3. Dommen blev modtaget af D, og dommen er således endelig.

Herefter har D i udgangspunktet pligt til at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens § 168, stk. 1, men således, at han ikke har pligt til svare på spørgsmål, som i forhold til allerede afgivet forklaring i egen sag vil udsætte ham for straf eller indebære, at han som vidne skal indrømme, hvad han benægtede under sagen mod sig selv.

Thi bestemmes

D har pligt til at afgive vidneforklaring om forhold 3 i det omfang han ikke herved vil belaste sig selv, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.

D nægtede forsat at afgive forklaring.

Anklagemyndigheden anmodede herefter om, at D tages i forvaring ved politiets foranstaltning, foreløbig indtil næste retsdag den 29. januar 2015.

Advokat Berit Ernst protesterede mod, at D tages i forvaring. Hun gjorde til støtte herfor gældende, at forvaringsindgrebet er et tvangsmiddel. D er idømt 7 års fængsel, og der er ikke grundlag for at antage, at det forhold, at han tages i forvaring vil bevirke, at han ændrer holdning til at afgive forklaring.

Retten afsagde efter votering

Kendelse

Retten finder ikke, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at forvaringsindgrebet vil kunne bevirke, at D indvilger i at afgive forklaring i næste retsmøde den 29. januar 2015. Retten tager herefter anklagerens anmodning til følge, jf. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5.

Thi bestemmes

D skal ved politiets foranstaltning tages i forvaring foreløbig indtil næste retsdag den 29. januar 2015.

Advokat Berit Ernst kærede begge kendelser. Hun vil afgive et skriftligt indlæg, som sendes til Retten i Horsens i morgen.

Vestre Landsrets kendelse

Den 7. januar 2015 har Retten i Horsens i medfør af retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, afsagt kendelse om, at vidnet D tages i forvaring foreløbig indtil næste retsdag den 29. januar 2015.

Kendelsen er på vegne af D kæret af advokat Berit Ernst med påstand om, at han ikke tages i forvaring.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Landsretten afsagde

Kendelse

D er ved dom af 18. december 2014 fra Retten i Viborg straffet med fængsel i 7 år, og han har siden været varetægtsfængslet med henblik på, at afsoning kan begynde. Han har ikke under sin egen sag afgivet forklaring til politiet eller i retten. På denne baggrund anser landsretten det for formålsløst at anvende vidnetvangsmidler mod ham. Byrettens kendelse ophæves derfor.