Afgørelsen U.2002.607H

Speciallæge i psykiatri blev pålagt tvangsbøder efter retsplejelovens § 178, idet lægen nægtede frivilligt at afgive vidneforklaring.

Speciallægen havde i Fyns Stiftstidende 23. juni 2000 i et læserbrev udtalt, at han havde kendskab til identiteten på 5 personer, der havde været udsat for voldelige overgreb fra politiet.

Anklagemyndigheden havde påstået den pågældende anbragt i forvaring i indtil 6 måneder, eller indtil han ville fremkomme med de omhandlede oplysninger. Højesteret efterkom dog kun påstanden om at pålægge lægen tvangsbøder i 3 måneder eller frem til et tidligere tidspunkt, hvor lægen fremkommer med oplysningerne. Højesteret bemærkede til støtte for ikke at efterkomme påstanden om forvaring, at "de forbrydelser, som oplysningerne angiver at vedrøre, skal have fundet sted i perioden 1995-1998", og "at det efter sagens øvrige oplysninger ikke kan udelukkes, at oplysningerne vedrører nogle patienters dramatisering af visse - ubekræftede - rygter".

Retsbogen gengives nedenfor:

H.K. 21. december 2001 i sag 310/2001

Anklagemyndigheden mod S (adv. Bent Unmack Larsen, Kbh.).

Retsbog for Retten i Odense af 1. juni 2001 (3. afd.).

For anklagemyndigheden mødte statsadvokat Birgitte Vestberg.

For og med vidnet S mødte advokat Bent Unmack Larsen.

Dommeren bemærkede, at Højesteret den 3. april 2001 har stadfæstet Østre Landsrets kendelse af 2. november 2000, hvorved det pålagdes S at afgive vidneforklaring - medmindre han inden 14 dage skriftligt gav oplysning til anklagemyndigheden - om navne og CPR-numre på de personer, som han har omtalt i et læserbrev i Fyns Stiftstidende den 23. juni 2000, samt om, hvornår de voldelige overgreb har fundet sted.

Der fremlagdes skrivelse af 27. april 2001 til retten fra advokat Bent Unmack Larsen.

S indskærpedes vidnepligten og strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring.

S bemærkede, at han ikke agter at efterkomme pålægget i Højesterets kendelse af 3. april 2001.

S forklarede, at han er i besiddelse af de oplysninger, som pålægget i Højesterets kendelse omfatter. Oplysningerne er tilgængelige i form af patientjournaler. Om baggrunden for, at han ikke ønsker at efterkomme Højesterets pålæg, forklarede han, at de 5 patienter, der har betroet sig til ham, ikke mente, at de ville være i stand til at gennemføre en sag mod de betjente, der havde begået vold mod dem. Hvis han efterkom Højesterets pålæg, ville han ikke bare overtræde sin tavshedspligt som læge, men også lægeløftet samt § 2 i Lægeforeningens etiske regler. En af de 5 patienter udtalte sig før jul 2000 positivt over for vidnet om vidnets læserbrev i Fyns Stiftstidende. Patienten var af hensyn til sin familie ikke interesseret i »at komme i fokus«. Samme patient sagde, at han i dag ikke længere var i stand til at huske navnene på de betjente, der havde øvet vold mod ham, ligesom patienten ikke mente , at han ville være i stand til at genkende betjentene ved en konfrontation. Det er vidnets opfattelse, at han - hvis han efterkommer Højesterets pålæg - vil være nødt til at nedlægge sin lægepraksis. Han har fra mange af sine patienter hørt, at han ikke bør give de oplysninger, som anklagemyndigheden ønsker. Uanset om der bliver truffet bestemmelse om anvendelse af tvangsmidler over for vidnet i medfør af retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 4 eller nr. 5, agter vidnet ikke at efterkomme Højesterets pålæg.

Vidnet oplyste, at han i 2000 havde en bruttoindtægt på ca. 500.000 kr.

Statsadvokaten nedlagde påstand om, at retten lader vidnet tage i forvaring ved politiets foranstaltning, indtil vidnet indvilliger i at svare, jf. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5. Subsidiært nedlagde statsadvokaten påstand om, at vidnet i medfør af retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 4, pålægges en løbende bøde.

Advokat Bent Unmack Larsen nedlagde påstand om »frifindelse« over for anklagemyndighedens påstand om anvendelse af tvangsmidler i medfør af retsplejelovens § 178.

Advokat Unmack Larsen gjorde herunder navnlig gældende, at det ikke kan anses for godtgjort af anklagemyndigheden, at vidnet er i besiddelse af de oplysninger, som anklagemyndigheden ønsker fremtvunget ved brug af de i retsplejelovens § 178 hjemlede tvangsmidler. Advokaten henviste blandt andet til, at vidnet, hvis han i virkeligheden slet ikke er i besiddelse af oplysningerne, ikke nu kan afsløre, at oplysningerne i hans læserbrev i Fyns Stiftstidende var urigtige, idet der af Odense Politiforening er anlagt en injuriesag mod vidnet med påstand om straf efter straffelovens § 268.

Retsbog for Retten i Odense af 8. juni 2001 (3. afd.)..

I overensstemmelse med S' egen forklaring lægges det til grund, at hans patientjournaler indeholder oplysninger om de forhold, der er omfattet af pålægget i Højesterets kendelse af 3. april 2001. Han er derfor i stand til at efterkomme pålægget, og det må fortsat antages, at anklagemyndigheden kun har mulighed for at efterforske de i sagen omhandlede forbrydelser, hvis S giver anklagemyndigheden de oplysninger, som Højesteret har pålagt ham at give.

Da S efter det foreliggende uden lovlig grund har vægret sig ved som vidne at afgive forklaring om de forhold, han efter Højesterets kendelse er forpligtet til at afgive forklaring om, er betingelserne for at anvende tvangsmidler efter retsplejelovens § 178 til stede. Idet et pålæg om en løbende bøde efter det oplyste ikke kan anses for tilstrækkeligt til fremtvingelse af de ønskede oplysninger, tages anklagemyndighedens principale påstand til følge, jf. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5.

Thi bestemmes:

Vidnet S tages i forvaring ved politiets foranstaltning, indtil han indvilliger i at afgive forklaring om de forhold, der er omfattet af pålægget i Højesterets kendelse af 3. april 2001, eller indtil han skriftligt giver anklagemyndigheden oplysning om disse forhold, dog således at forvaringen ikke kan udstrækkes over 6 måneder.

Østre Landsrets kendelse 12. juni 2001 (2. afd.)

(Ebbe Christensen, Ulla Staal, Niels Boesen).

Advokat Bent Unmack Larsen har på vegne S påkæret Odense Rets 3. afd.s kendelse af 8. juni 2001 - - -, hvorved det blev bestemt, at vidnet S tages i forvaring ved politiets foranstaltning, indtil han indvilliger i at afgive forklaring om de forhold, der er omfattet af pålægget i Højesterets kendelse af 3. april 2001, eller indtil han skriftligt giver anklagemyndigheden oplysning om disse forhold, dog således at forvaringen ikke kan udstrækkes over 6 måneder.

Advokat Bent Unmack Larsen har indgivet kæreskrifter af 9. juni 2001 og 11. juni 2001.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at S er taget i forvaring som bestemt i byrettens kendelse.

Det bemærkes herved, at forvaringen til enhver tid vil kunne bringes til ophør af retten, jf. retsplejelovens § 178, stk. 2, 2. pkt., og at der ikke foreligger lægelige oplysninger om S' helbredsforhold, som taler afgørende imod, at forvaring iværksættes.

Landsretten stadfæster derfor den påkærede kendelse.

Højesterets kendelse.

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Odense den 8. juni 2001 og af Østre Landsrets 2. afdeling den 12. juni 2001. Landsrettens kendelse er med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret af S, der principalt har nedlagt påstand om ophævelse af den påkærede kendelse, eventuelt i forbindelse med pålæggelse af en bøde i medfør af retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 1, subsidiært at det fastsatte tvangsmiddel ændres til tvangsbøder i henhold til retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 4, og mere subsidiært forvaring i et ganske kort tidsrum.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, subsidiært at S pålægges en løbende bøde i medfør af retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 4.

Østre Landsrets 2. afdeling har henholdt sig til kendelsen.

Det bemærkes, at Højesterets Ankeudvalg den 19. juli 2001 har besluttet at tillægge ansøgningen til Procesbevillingsnævnet om tredjeinstansbehandling opsættende virkning. S blev derefter løsladt efter at have været hensat i forvaring i i alt 11 dage.

S har bl.a. anført, at kendelsens indhold er ensbetydende med, at det uden nogen form for domstolskontrol overlades til anklagemyndigheden inden for det fastsatte maksimum at bestemme varigheden af frihedsberøvelsen, hvilket i sig selv må anses for stridende mod menneskerettighedskonventionens artikel 5, at der ikke er nogen bevismæssig sikkerhed for, at han er i besiddelse af de pågældende oplysninger, at en frihedsberøvelse for at fremtvinge oplysningerne derfor må anses for stridende mod menneskerettighedskonventionens artikel 6, at anvendelse af tvangsmidler for at fremtvinge en forklaring om, hvad andre har fortalt ham om politiets adfærd over for dem, vil være en krænkelse af den materielle ytringsfrihed efter menneskerettighedskonventionens artikel 10, at hans helbredsmæssige forhold taler afgørende imod en anvendelse af forvaring, og at det nu må anses for godtgjort, at han af samvittighedsgrunde ikke - selv under tvang i form af frihedsberøvelse - vil fremkomme med de ønskede oplysninger, hvorfor yderligere frihedsberøvelse må anses for formålsløs.

Anklagemyndigheden har bl.a. anført, at S' udtalelse om, at han ikke vil efterkomme vidnepålægget, uanset hvilket tvangsmiddel der måtte blive bragt i anvendelse, taler for, at et mindre indgribende tvangsmiddel end forvaring ikke vil være egnet til at formå ham til at afgive forklaring, samt at der ikke er fremkommet helbredsmæssige oplysninger, der taler herimod.

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Sørensen, Torben Melchior og Lene Pagter Kristensen.

S har hele tiden fastholdt, at han er i besiddelse af de ønskede oplysninger, og at de er tilgængelige i form af patientjournaler. Der er ikke oplysninger i sagen, som modsiger denne forklaring. Højesteret tiltræder derfor, at det kan lægges til grund, at S er i stand til at efterkomme vidnepålægget, og finder ikke grundlag for at antage, at S ved at gøre dette vil inkriminere sig selv under den verserende injuriesag. S har derfor uden lovlig grund vægret sig ved at efterkomme det meddelte vidnepålæg. Under hensyn hertil samt til, at S' forklaring fortsat må antages at være anklagemyndighedens eneste mulighed for at få efterforsket de alvorlige forhold, som oplysningerne vedrører, tiltrædes det, at der er grundlag for at anvende tvangsmidler efter retsplejelovens § 178. Der er ikke holdepunkter for at antage, at der herved vil ske krænkelse af nogen af de bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er påberåbt af S.

Under hensyn til, at de forbrydelser, som oplysningerne angiver at vedrøre, skal have fundet sted i perioden 1995-1998, og til, at det efter sagens øvrige oplysninger ikke kan udelukkes, at oplysningerne vedrører nogle patienters dramatisering af visse - ubekræftede - rygter, finder Højesteret imidlertid ikke grundlag for at træffe bestemmelse om forvaring.

Højesteret tager herefter S' og anklagemyndighedens subsidiære påstande om pålæg af løbende tvangsbøde til følge. Ud fra oplysningerne om S' indkomstmæssige forhold i 2000 fastsættes bøden skønsmæssigt til 500 kr., der betales dagligt i op til 3 måneder, eller indtil S har afgivet de ønskede oplysninger.

Thi bestemmes:

S pålægges at betale en daglig bøde på 500 kr. for et tidsrum indtil 3 måneder, eller indtil han har afgivet forklaring/oplysninger i overensstemmelse med vidnepålægget.