"Betænkning nr. 1458 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling afgivet af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg i 2005"

"KAPITEL 2. Gældende ret"

"2.7. Reglerne om indskrænket bevisførelse

Det følger af retsplejelovens § 185, stk. 1, at bevisførelse om et vidnets almindelige troværdighed kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og parterne gøres bekendt med svaret.

Bestemmelsen i § 185, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217 eller 218, stk. 2, samt §§ 224 eller 225, jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2.

En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen, jf. § 185, stk. 2.

Retsplejelovens § 185, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 257 af 27. maj 1981. Det oprindelige lovforslag indeholdt et generelt og absolut forbud mod den omhandlende bevisførelse. Under behandlingen i Folketinget blev der dog utrykt betænkeligheder ved et sådant generelt forbud, idet man henviste til, at der kan forekomme sager, hvor det af hensyn til sagens rette opklaring kan være nødvendigt i større eller mindre omfang at komme ind på forurettedes tidligere seksuelle adfærd. Forslaget blev derfor under retsudvalgets behandling ændret til den nugældende formulering, således at muligheden for at tillade en sådan bevisførelse, hvor det er af væsentlig betydning for sagen, blev opretholdt.

Det fremgår af 1987-betænkningen, jf. afsnit 5.1.5., s. 72-73, at udvalget rettede henvendelse til de regionale statsadvokater, politidirektøren i København, politimesteren i Århus og Landsforeningen af beskikkede Advokater, med henblik på at få oplyst, hvordan reglen i § 185, stk. 2, praktiseredes.

Det fremgår af betænkningen, at der kun sjældent opstår spørgsmål om rækkevidden af § 185, stk. 2. Udvalget modtog dog oplysning om enkelte sager, hvori spørgsmålet var blevet rejst. Der henvises til 1987-betænkningens s. 73-74.

Udvalget tilkendegav i sine overvejelser, jf. afsnit 5.3.2.5, s. 90-91, at det var udvalgets vurdering, at bestemmelsen i § 185, stk. 2, i praksis fungerer godt, ikke mindst fordi reglen formentlig ofte forebygger, at der overhovedet opstår spørgsmål om bevisførelse om forurettedes tidligere seksuelle adfærd.

Udvalget drøftede dog, om forbuddet i retsplejelovens § 185, stk. 2, skulle gøres absolut, således som det var foreslået i det oprindelige forslag fra 1981. Udvalget anførte i den forbindelse følgende:

“Det er udvalget opfattelse, at et absolut forbud mod denne bevisførelse kan tænkes ikke blot at føre til urigtige eller tvivlsomme domfældelser, men også i visse situationer vil kunne anvendes af forsvareren som begrundelse for en frifindelsespåstand, idet forsvareren vil kunne henvise til, at der er forhold omkring den forurettede, som ikke er blevet tilstrækkeligt undersøgt. Herved kan der opstå så megen tvivl, at resultatet bliver frifindelse, selvom måske ganske få spørgsmål til forurettede (eventuelt bag lukkede døre) kunne have fjernet tvivlen og bragt forholdene på det rene. Et forbud kunne altså i denne situation blive til skade for den forurettede.“

Udvalget anførte dog, at der i udvalget var enighed om, at bevisførelse af denne art i princippet må undgås, sådan som retsplejelovens § 185, stk. 2, også administreres. Udvalget foreslog på den baggrund bestemmelsen i retsplejelovens § 185, stk. 2, opretholdt.

I relation til afgørelsen af, hvorvidt der skal være mulighed for at stille spørgsmål om et vidnes troværdighed, kan henvises til UfR 1998.1476V, hvori det blev fastslået, at vidnet og/eller bistandsadvokaten ikke har adgang til at udtale sig om, hvorvidt vidnet kan stilles spørgsmål omfattet af retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt. Under domsforhandlingen i en straffesag mod T for bl.a. vold mod F, for hvem advokat B var beskikket som bistandsadvokat, ønskede T's forsvarer at stille spørgsmål til F om, hvorvidt F havde været straffet, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. og 3. pkt. Anklageren besvarede spørgsmålet i overværelse af rettens medlemmer og T's forsvarer. Retten nægtede B adgang til at gøre sig bekendt med indholdet af spørgsmålet og besvarelsen. B anførte under kæremålet tillige, at han blev nægtet adgang til at udtale sig om, hvorvidt der burde gives T's forsvarer adgang til at stille spørgsmålet til F. Under kæremålet påstod F og B principalt, at de begge burde have haft adgang til at udtale sig, subsidiært, at B, og mere subsidiært, at F burde have haft adgang til at udtale sig, inden afgørelsen om at tillade spørgsmålet stillet blev truffet. Landsretten udtalte i den anledning:

“Indledningsvis bemærkes, at retsbogen vedrørende domsforhandlingen af straffesagen mod T den 30. marts 1998 intet indeholder om anmodningen fra advokat ... om at få adgang til at udtale sig om begæringen fra tiltaltes beskikkede forsvarer om tilladelse til at stille spørgsmål til F om, hvorvidt denne har været straffet, eller om rettens beslutning i den anledning. De nævnte forhold burde have været gengivet i retsbogen, jf. retsplejelovens § 35, stk. 2. Retten i Esbjerg burde endvidere have givet advokat ... og F lejlighed til at begære spørgsmålet afgjort ved kendelse, jf. retsplejelovens § 187. Fremgangsmåden i forbindelse med besvarelsen af spørgsmålet fra T's beskikkede forsvarer synes i øvrigt ikke at have været i overensstemmelse med retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. og 3. pkt., at spørgsmål om, hvorvidt et vidne er under tiltale eller har været straffet, skal stilles og besvares skriftligt, og at kun retten og parterne gøres bekendt med svaret. »Parterne« må i denne forbindelse forstås som anklagemyndighedens repræsentant og tiltalte samt dennes eventuelle forsvarer. Spørgsmål af det nævnte indhold kan i øvrigt kun stilles med rettens tilladelse, og det følger af almindelige principper for straffesagers behandling, at retten forud for, at den træffer afgørelse om, hvorvidt en sådan tilladelse kan gives, skal give sagens parter adgang til at redegøre for deres syn herpå.

Retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt., suppleres af den mere generelle regel i bestemmelsens 1. pkt. om adgangen til at føre bevis om et vidnes almindelige troværdighed og af den specifikke regel i bestemmelsens stk. 2 om adgangen til bevisførelse om et vidnes tidligere seksuelle adfærd i tilfælde, hvor der er rejst tiltale for nærmere bestemte sædelighedsforbrydelser, og hvor vidnet ifølge tiltalen er den forurettede ved den forbrydelse, der er rejst tiltale for.

Retsplejeloven indeholder ikke nogen regulering af et vidnes adgang til at få lejlighed til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gives tilladelse til, at der stilles vidnet spørgsmål, der er omfattet af retsplejelovens § 185, stk. 1 eller 2. Retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til den forurettede indeholder endvidere ikke nogen regulering af bistandsadvokatens adgang til at udtale sig om de nævnte spørgsmål i de tilfælde, hvor der er sket advokatbeskikkelse for den forurettede.

En afgørelse af spørgsmålet, om der bør gives vidner, herunder den forurettede i sædelighedssager og voldssager, og bistandsadvokater, hvor sådanne er beskikket, adgang til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om, hvorvidt der kan gives tilladelse til, at der stilles spørgsmål af den art, der er nævnt i retsplejelovens § 185, stk. 1 og 2, må derfor træffes ud fra mere generelle overvejelser om gennemførelse af bevisførelse i straffesager.

Der er på baggrund af forarbejderne til retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. og 3. pkt., intet belæg for at antage, at et vidne, i forhold til hvem der er fremsat begæring om tilladelse til, at der stilles spørgsmål omfattet af den nævnte bestemmelse, skal have lejlighed til at udtale sig herom, inden retten træffer afgørelse. Dette gælder, uanset om vidnet er den, der er forurettet ved den lovovertrædelse, tiltalen angår.

Spørgsmålet er herefter, om der er grundlag for at antage, at der i de tilfælde, hvor der er beskikket en bistandsadvokat for vidnet, bør gives denne ret til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gives tilladelse til, at spørgsmål af den nævnte art stilles til vidnet.

Ved afgørelsen af dette spørgsmål må der lægges afgørende vægt på, at spørgsmål, der er omfattet af retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt., i praksis yderst sjældent tillades stillet, og at det må antages, at der kun gives tilladelse hertil, hvis besvarelsen af spørgsmålet er af betydning for afgørelsen af, om den tiltalte er skyldig i den rejste anklage eller ej.

Det fremgår af forarbejderne til reglerne om advokatbeskikkelse for den forurettede, jf. Folketingstidende 1979-80 (2. samling), Tillæg A, spalte 470f, at bistandsadvokaten ikke skal kunne virke som en yderligere anklager i sagen. I betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager tiltrådte et enigt udvalg dette synspunkt, jf. betænkningen s. 57ff. Flertallet i udvalget kunne af samme grund ikke gå ind for, at bistandsadvokaten med henblik på en klarlæggelse af hændelsesforløbet direkte skulle kunne deltage i afhøringerne af forurettede og andre vidner samt eventuelt tiltalte, jf. betænkningen s. 58.

De samme hensyn må føre til, at en bistandsadvokat ikke skal have adgang til at udtale sig om spørgsmål, der vedrører bevisførelsen om skyldsspørgsmålet. Der er på den baggrund ikke grundlag for at give en advokat, der er beskikket for den forurettede i en voldssag, ret til at udtale sig om, hvorvidt der bør gives en af sagens parter adgang til at stille spørgsmål til den forurettede af den art, der er nævnt i retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt. Det må derimod høre til bistandsadvokatens opgaver bl.a. at anmode retten om at gribe ind, såfremt der stilles spørgsmål af den nævnte art til den forurettede, uden at der er givet tilladelse af retten hertil.

Det skal tilføjes, at det åbenbare hensyn, der er til et vidne i situationer, hvor vidnet skal besvare spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, er taget ved den procedure, retsplejeloven foreskriver for, hvordan sådanne spørgsmål skal stilles og besvares, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1, 3. pkt. Med denne begrundelse stadfæstes den trufne beslutning.“ .."