Betænkning 316 om bevisførelsen om vidners almindelige troværdighed

 


Betænkning 316 afgivet i 1962 af et udvalg nedsat af justitsministeriet foreslog en ændring af de tidligere gældende bestemmelser om bevisførelsen om vidners troværdighed i almindelighed.

Af side 99, 2. spalte, fremgår udvalgets forslag til en ny bestemmelse, som skulle indsættes som retsplejelovens § 183. Bestemmelsen havde følgende ordlyd: 

 
"§ 183.

Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål, om vidnet er under tiltale eller har været straffet, stilles og besvares
skriftligt. Kun retten og parterne gøres bekendt med svaret."

På betænkningens side 64 findes de almindelige bemærkninger til den foreslåede ændring af reglerne vedrørende bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed såvel i straffesager som i civile sager. Her anføres:
 
  "Bestemmelsen i gældende § 170 stk. 3 vedrørende spørgsmål, om et vidne har været straffet m. v., har nær sammenhæng med bestemmelserne i § 873, 2. og 3. pkt., om bevisførelse i en straffesag, sigtende til at svække et vidnes troværdighed i almindelighed [1].

Både § 170 stk. 3 og § 873, 2. og 3. pkt. har særdeles beskeden betydning i praksis. Det kan dog næppe ganske udelukkes, at der - såvel i borgerlige sager (hvor en til § 873 svarende regel ikke findes) som i straffesager — kan forekomme tilfælde, hvor oplysning om et vidnes kriminelle fortid m. v. er påkrævet til vurdering af hans troværdighed.

Udvalget finder det derfor ikke rigtigt, at bestemmelserne ophæves, men foreslår, at de samles i en enkelt bestemmelse, der, da der ikke er tale om en egentlig "vidnefritagelsesgrund", bør placeres selvstændigt i retsplejelovens kapitel om vidner. Udvalget foreslår (som ny § 183) følgende bestemmelse:

"Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål, om vidnet er under tiltale eller har været straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og parterne gøres bekendt med svaret".

Bestemmelsens 1. pkt., der formentlig på mere adækvat måde end § 873, 2. pkt. angiver bestemmelsens område, indeholder den materielle regel; denne rummer i lighed med den gældende § 873 ikke nogen begrænsning i den måde, hvorpå oplysning om et vidnes straffeforhold kan tilvejebringes, ligesom den heller ikke — som det er tilfældet med den gældende § 170 stk. 3, 1. pkt. - rummer særlige begrænsninger i adgangen til spørgsmål om et vidnes straffeforhold. Bestemmelsen fortrænger inden for sit område reglen i § 170 stk. 2. Det forudsættes i øvrigt, at spørgsmål om et vidnes straffeforhold kun stilles i sjældne tilfælde og da i så begrænset omfang som muligt. Det påhviler retten at øve fornøden kritik over for anmodninger om bevisførelse af denne art. Tillader retten spørgsmål, om et vidne er under tiltale eller har været straffet, gælder den formelle regel, at spørgsmålet stilles og besvares skriftligt, og kun retten og parterne gøres bekendt med svaret. Denne regel svarer til hidtidig § 170 stk. 3, 2. pkt. § 873, 3. pkt. og § 170 stk. 3, 3. pkt. er udgået som overflødige.

1. Norsk straffeprosesslov § 336 indeholder en regel, der ganske svarer til retsplejelovens § 873; en til § 170 stk. 3 svarende regel findes derimod ikke."

 

Af side 110 i betænkning fremgår udvalgets bemærkninger til den foreslåede § 183. Heraf følger:
 
"Til § 183:

Bestemmelsen træder i stedet for de hidtidige regler i § 170 stk. 3 vedrørende spørgsmål, om et vidne har været straffet m. v., og § 873, 2. og 3. pkt. om bevisførelse i en straffesag, sigtende til at svække et vidnes
troværdighed i almindelighed.

Den materielle regel i 1. pkt. indeholder i lighed med den gældende § 873 ikke nogen begrænsning i den måde, hvorpå oplysning om et vidnes straffeforhold kan tilvejebringes. Reglen rummer heller ikke — som det er tilfældet med den gældende § 170 stk. 3, 1. pkt. - nogen begrænsning i vidnets pligt til at besvare spørgsmål om sine straffeforhold. Bestemmelsen fortrænger inden for sit område reglen i § 170 stk. 2. Det forudsættes i øvrigt, at spørgsmål om et vidnes straffeforhold kun stilles i sjældne tilfælde og da i så begrænset omfang som muligt.

Tillader retten spørgsmål, om et vidne er under tiltale eller har været straffet, gælder den formelle regel, at spørgsmålet skal stilles og besvares skriftligt, og kun retten og parterne gøres bekendt med svaret. Denne regel svarer til hidtidig § 170 stk. 3, 2. pkt. "