Bekendtgørelse nr. 1160 af 9.
december 2011
om offentlig retshjælp ved advokater
I medfør af §
323, stk. 7, § 325, stk. 2, og § 326
i lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1063 af 17.
november 2011, fastsættes:
Tilskud til
advokater, der yder retshjælp
§ 1. Efter retsplejelovens §
323, stk. 1, yder justitsministeren
tilskud til retshjælp ved
advokatvagter i form af helt
grundlæggende mundtlig rådgivning
(trin 1). Justitsministeren yder
endvidere tilskud til retshjælp ved
advokater i form af rådgivning ud
over helt grundlæggende mundtlig
rådgivning (trin 2) og rådgivning i
forbindelse med forligsforhandlinger
(trin 3).
Stk. 2. Efter retsplejelovens
§ 333, stk. 5, skal advokater, der
er antaget til at udføre sager for
parter, der har fri proces, yde
retshjælp til personer, der opfylder
de økonomiske betingelser i medfør
af § 325, stk. 3-5. Andre advokater
kan ved anmeldelse til byretten
påtage sig en tilsvarende
forpligtelse.
Stk. 3. Byretten udarbejder
og ajourfører løbende en fortegnelse
over de advokater, som yder
retshjælp i retskredsen.
Fortegnelsen ligger til gennemsyn i
byretten, i kommunens social- og
sundhedsforvaltning, i
Forbrugerklagenævnet, hos lokale
advokatvagter og retshjælpskontorer
samt på biblioteker. Fortegnelsen
kan udleveres ved henvendelse i
byretten.
De økonomiske
betingelser for retshjælp på trin 2
og 3
§ 2. Ved afgørelser om
offentlig retshjælp ved advokater
benyttes som indtægtsgrundlag summen
af:
1) den personlige indkomst
efter personskattelovens § 3 og
2) kapitalindkomsten efter
personskattelovens § 4 med tillæg af
aktieindkomsten efter
personskattelovens § 4 a og
CFC-indkomsten efter
personskattelovens § 4 b.
Stk. 2. Ved beregninger efter
stk. 1 anvendes de indkomster, der
fremgår af årsopgørelsen for det
forrige kalenderår. Hvis summen af
kapitalindkomsten, aktieindkomsten
og CFC-indkomsten er negativ, ses
der bort fra den. For samlevende
gælder dette kun, hvis parret samlet
set har negativ indkomst af de
nævnte arter.
Stk. 3. Retshjælp gives til
personer, hvis indtægtsgrundlag
opgjort efter stk. 1 er 289.000 kr.
eller mindre. Lever den
retshjælpssøgende i et
samlivsforhold, gives retshjælp,
hvis summen af parrets
indtægtsgrundlag er 368.000 kr.
eller mindre. Hvis parret har
modstående interesser i sagen,
anvendes dog den retshjælpssøgendes
eget indtægtsgrundlag og
indtægtsgrænsen for enlige. I sager
om ægteskab eller forældremyndighed,
jf. retsplejelovens kapitel 42, kan
den retshjælpssøgendes eget
indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen
for enlige også anvendes.
Stk. 4. Beløbene i stk. 3
forhøjes med 50.000 kr. for hvert
barn, herunder stedbørn og
plejebørn, under 18 år, som enten
bor hos den retshjælpssøgende eller
i overvejende grad forsørges af
denne.
§ 3. Afviger den
retshjælpssøgendes aktuelle
indkomstforhold ifølge de
foreliggende oplysninger væsentligt
fra det, der er lagt til grund ved
opgørelsen af indtægtsgrundlaget
efter § 2, stk. 1, lægges de
tilsvarende aktuelle indkomstforhold
til grund.
§ 4. Ved henvendelse til en
advokat om retshjælp skal den
retshjælpssøgende forevise
årsopgørelsen fra
skattemyndighederne for 2010. Lever
den retshjælpssøgende i et
samlivsforhold, skal samleverens
årsopgørelse tillige forevises.
Dette gælder dog ikke, hvis parret
har modstående interesser i sagen.
Stk. 2. Er der ikke
udfærdiget årsopgørelse for den
retshjælpssøgende eller dennes
samlever, eller påberåber den
retshjælpssøgende sig § 3, må
dokumentation for de aktuelle
indkomstforhold forevises.
Stk. 3. I særligt hastende
tilfælde kan der, selv om der ikke
forevises dokumentation efter stk. 1
eller 2, gives retshjælp på trin 2,
hvis det må antages, at de
økonomiske betingelser er opfyldt.
Stk. 4. Ved henvendelse til
en advokat om retshjælp skal den
retshjælpssøgende oplyse, om der er
en forsikring, der dækker
retshjælpen, og i bekræftende fald
forsikringsselskabets navn og
policenummeret.
Retshjælpens
område og omfang
§ 5. Advokatvagterne kan give
retshjælp i form af helt
grundlæggende mundtlig rådgivning
(trin 1). Retshjælp ved advokater
kan gives i form af rådgivning ud
over helt grundlæggende mundtlig
rådgivning (trin 2) og rådgivning i
forbindelse med forligsforhandlinger
(trin 3).
Stk. 2. Retshjælp på trin 1
omfatter helt grundlæggende mundtlig
rådgivning, som ikke blot omfatter
de juridiske spørgsmål af betydning
for tvisten, men også de praktiske
og økonomiske muligheder for at gå
videre, således at den
retshjælpssøgende får et
beslutningsgrundlag for, om han
eller hun vil gå videre med sagen.
Enhver har ret til vederlagsfri
retshjælp på trin 1 vedrørende
ethvert retsspørgsmål.
Stk. 3. Retshjælp på trin 2
omfatter rådgivning og udfærdigelse
af enkelte skriftlige henvendelser
af sædvanlig art, herunder ansøgning
om fri proces, processkrifter i
retssager, udfærdigelse af
bodelingsoverenskomster, enkle
testamenter og ægtepagter samt
deltagelse i møder.
Stk. 4. Retshjælp på trin 3
omfatter yderligere rådgivning, der
ydes med henblik på at opnå en
forligsmæssig løsning af en tvist.
Retshjælp på trin 3 forudsætter, at
advokaten med rimelighed skønner, at
der er udsigt til, at sagen herved
vil kunne afsluttes forligsmæssigt.
Stk. 5. Retshjælp på trin 2
og 3 kan ikke gives til:
1) sigtede eller tiltalte i
offentlige straffesager,
2) aktivt erhvervsdrivendes
sager af overvejende erhvervsmæssig
karakter,
3) sager om gældssanering
eller
4) sager, der angår eller er
under behandling ved en
forvaltningsmyndighed eller et
privat klage- eller ankenævn, der er
godkendt af erhvervs- og
vækstministeren.
Stk. 6. Uanset stk. 5, nr. 4,
kan der dog gives retshjælp til
klage over en forvaltningsmyndigheds
afgørelse.
Stk. 7. En retshjælpssøgende
kan i samme sag få retshjælp på både
trin 2 og 3, hvis betingelserne
herfor i øvrigt er opfyldt.
Stk. 8. Der kan ikke ydes
tilskud til retshjælp, hvis det på
forhånd er klart, at sagen ikke kan
afsluttes inden for de beløbsmæssige
rammer i § 6, stk. 1. Tilskud til
retshjælp kan dog ydes, hvis
advokaten under rådgivningen med
rimelighed har skønnet, at sagen
kunne afsluttes inden for rammerne.
§ 6. Vederlaget til advokater
for retshjælp på trin 2 udgør 980
kr. (inkl. moms). Heraf betaler
staten 75 pct., mens den
retshjælpssøgende betaler resten.
Vederlaget til advokater for
retshjælp på trin 3 udgør 2.240 kr.
(inkl. moms). Heraf betaler staten
og den retshjælpssøgende hver
halvdelen. Staten betaler dog hele
vederlaget for retshjælp i
forbindelse med en ansøgning om fri
proces.
Stk. 2. Tilskud fra
statskassen omfatter alene vederlag,
der ikke er dækket af en
retshjælpsforsikring eller anden
form for forsikring.
Stk. 3. Vederlaget fra
statskassen udbetales, uanset om den
retshjælpssøgende har betalt sin
andel til advokaten.
Stk. 4. Forinden der ydes
retshjælp på trin 2 og trin 3, skal
advokaten orientere den
retshjælpssøgende om det
omkostningsbeløb, som i det
foreliggende tilfælde vil være
forbundet med henholdsvis
retshjælpen på trin 2 og på trin 3.
Advokaten skal endvidere vejlede den
retshjælpssøgende om andre
retshjælpsmuligheder.
Forskellige
bestemmelser
§ 7. En advokat kan nægte at
yde retshjælp, såfremt den
retshjælpssøgendes krav findes
åbenbart ubegrundet, eller såfremt
udførelsen af hvervet ville stride
mod god advokatskik.
§ 8. Medmindre der foreligger
ganske særlige omstændigheder, kan
en advokat ikke få vederlag efter
denne bekendtgørelse for ydelse af
retshjælp til mere end én part under
samme sag.
§ 9. Såfremt den ydede
retshjælp er omfattet af en
forsikring, sendes anmodningen om
udbetaling af vederlag til
forsikringsselskabet, der udbetaler
den del af advokatens vederlag, som
forsikringsselskabet skal betale. Er
den ydede retshjælp ikke omfattet af
en forsikring, sendes anmodningen
til dommeren i den retskreds, hvor
advokaten har hovedkontor. Byretten
udbetaler den del af advokatens
vederlag, som staten skal betale.
Stk. 2. Advokaten udfylder en
blanket til brug for
forsikringsselskabets eller
byrettens behandling af sagen.
Blanketten udarbejdes af
Civilstyrelsen.
Stk. 3. Byretten kan, når der
findes særlig grund dertil, og
navnlig når der er ydet retshjælp på
trin 3, afkræve advokaten en nærmere
redegørelse om sagen, før vederlaget
udbetales.
§ 10. Meddelelser til
advokaten kan sendes som digital
kommunikation. Meddelelsen skal være
forsynet med en digital signatur.
§ 11. Bekendtgørelsen træder
i kraft den 1. januar 2012, således
at dens bestemmelser finder
anvendelse på retshjælp, der gives
efter denne dato.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr.
1431 af 14. december 2010 om
offentlig retshjælp ved advokater
ophæves.
Justitsministeriet, den 9.
december 2011
Morten
Bødskov
/ Astrid
Mavrogenis