I § 11 i 737 af 25. juni 2014 blev der i lov om social service vedtaget følgende ændring:

"1. Efter § 170 indsættes:

»§ 171. Byrettens afgørelse kan ikke indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen."
 

I bemærkningerne til 737 af 25. juni 2014 er spørgsmålet om ophævelsen af den almindelige adgang til anke af byrettens afgørelser til landsretten i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke behandlet i punkt 2.2.2.5 som gengives i det følgende:

"2.2.2.5. Anke af sager om tvangsanbringelse mv.

2.2.2.5.1. Gældende ret

Afgørelser om anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver træffes af børn og unge-udvalget i kommunen. Børn og unge-udvalget består af 2 medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige og 1 dommer, jf. retssikkerhedslovens § 19.

Anbringelse kan efter § 58 i lov om social service kun foretages, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af forhold af forskellig art hos enten forældrene eller barnet. Efter § 72 i lov om social service skal forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, tilbydes gratis advokatbistand under en sag om anbringelse uden for hjemmet.

Børn og unge-udvalgets afgørelse kan indbringes for Ankestyrelsen, jf. § 168 i lov om social service. Sagerne behandles i Ankestyrelsen på et ankemøde. Der deltager almindeligvis 5 personer i mødet: 2 beskikkede medlemmer (”lægdommere”) og 2 ankechefer fra Ankestyrelsen samt 1 lægekonsulent (f.eks. en børnepsykiater) eller en anden børnesagkyndig (f.eks. en børnepsykolog), som ikke har stemmeret ved afgørelsen.

Inden der træffes afgørelse i børn og unge-udvalget eller Ankestyrelsen, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og en eventuel anden bisidder have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget eller Ankestyrelsen.

Ankestyrelsens afgørelse kan kræves forelagt for retten, jf. § 169 i lov om social service. Efter § 170 tiltrædes byretten under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Byrettens afgørelse i en sag om tvangsanbringelse kan herefter frit indbringes for landsretten efter retsplejelovens regler om anke af civile sager.

Efter § 74 i lov om social service træffer børn og unge-udvalget en række andre afgørelser efter lov om social service. Disse sager behandles på samme måde som sager om tvangsanbringelse med hensyn til advokatbistand, lejlighed til at udtale sig, indbringelse for Ankestyrelsen og adgang til domstolsprøvelse.

2.2.2.5.2. Udvalgets overvejelser

Ved domstolsreformen blev sager om tvangsanbringelse af børn og andre afgørelser efter servicelovens § 74 henlagt til byretten i 1. instans. Tidligere blev sagerne anlagt ved landsretten i 1. instans og kunne kun ankes til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Der var således forud for domstolsreformen ikke fri adgang til appel.

Udvalget finder, at det – i forlængelse af udvalgets overvejelser om at tilpasse reglerne om adgangen til appel – kan overvejes at indføre en ordning, som ligner den, der var gældende for sager om tvangsanbringelse mv. før domstolsreformen, hvor sagerne som anført blev anlagt ved landsretten i 1. instans, og anke kun kunne ske med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, således at det kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at anke byrettens domme om tvangsanbringelse til landsretten.

Betingelserne for at opnå en sådan tilladelse bør i givet fald være, at sagen er principiel, eller at der i øvrigt foreligger særlige grunde.

Udvalget peger i den forbindelse nærmere på, at der i sager om tvangsanbringelse foretages behandling i to administrative instanser, hvor der medvirker børnesagkyndige medlemmer, ligesom der i børn- og ungeudvalget medvirker en dommer. Endvidere gælder det for begge administrative instanser, at indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og en eventuel anden bisidder har lejlighed til fremmøde og til at udtale sig over for børn- og ungeudvalget eller Ankestyrelsen.

Dernæst kan sagen indbringes for byretten, som også tiltrædes af børnesagkyndige medlemmer.

Udvalget er meget opmærksom på, at sager om tvangsanbringelse af børn er meget indgribende for både barnet og forældrene, og udvalget finder det afgørende, at sådanne sager behandles grundigt i flere instanser, og at der er adgang til domstolsprøvelse af sådanne sager. Landsretten ændrer imidlertid meget sjældent byrettens afgørelse i denne type af sager.

Udvalget peger desuden på, at en sådan ordning i givet fald også bør gælde de øvrige sager, hvor børn- og ungeudvalget træffer afgørelse efter servicelovens § 74, idet der gælder de samme regler om behandlingen af disse sager i øvrigt.

2.2.2.5.3. Lovforslagets udformning

2.2.2.5.3.1. Ved domstolsreformen gennemførtes det klare udgangspunkt, at alle civile sager skal anlægges ved byretten i 1. instans. En konsekvens heraf blev, at bl.a. sager om tvangsanbringelse også blev henlagt til byretten i første instans. Tidligere blev sagerne anlagt ved landsretten i 1. instans og kunne kun ankes til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Der var således kun fri adgang til domstolsprøvelse i én instans, idet anke som nævnt krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. I dag er der imidlertid, som det fremgår, fri adgang til domstolsprøvelse i to instanser, hvilket betyder, at sagerne kan behandles af i alt fire instanser. En behandling i fire instanser vil altid – uanset at sagerne behandles med den fornødne hurtighed – betyde, at sagerne får et længere forløb.

Der er derfor anledning til at overveje, om muligheden for frit at anke til landsretten tilfører alle sager af denne type væsentlig yderligere værdi. Dette må navnlig overvejes i lyset af, at det af hensyn til barnets tarv er meget afgørende, at sagerne kan afgøres hurtigt, så både barnet og forældremyndighedsindehaveren hurtigt kan få en afklaring af situationen.

2.2.2.5.3.2. Det foreslås på denne baggrund og i overensstemmelse med udvalgets overvejelser, at anke fra byret til landsret i sager om tvangsanbringelse af børn fremover kun kan ske med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Det foreslås, at det samme skal gælde øvrige sager, hvor børn og unge-udvalget træffer afgørelse efter servicelovens § 74.

Betingelserne for at få tilladelse vil efter forslaget være, at sagen er principiel, eller at særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Vurderingen af, om der foreligger særlige grunde til at tillade anke, beror på en meget konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag. Det indgår dog i alle tilfælde i vurderingen, om domfældelse i sagen kan være sket med urette.

Sager om tvangsfjernelse vil efter forslaget fortsat skulle behandles i børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen og byretten, hvilket i sig selv sikrer, at eventuelle fejl rettes op. For yderligere at sikre dette, er det præciseret i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse om ankebegrænsning, at betingelsen ”særlige grunde” forudsættes at omfatte tilfælde, hvor byrettens afgørelse vurderes at være (åbenbart) forkert, eller hvor der i øvrigt er grund til at tro, at afgørelsen vil blive ændret af landsretten.

Lovforslaget er således i det væsentligste udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Det vil efter Justitsministeriets opfattelse være naturligt, at der efter 3 år foretages en evaluering af ordningen, herunder af antallet af ansøgninger til Procesbevillingsnævnet, antallet af tilladelser og omgørelsesprocenten ved landsretten, og i den forbindelse overvejes, om der i lyset af de praktiske erfaringer er behov for en justering af reglerne. Justitsministeriet vil derfor på baggrund af en høring af de relevante interessenter udarbejde en redegørelse om erfaringerne, når ordningen har været i kraft i 3 år, og sende denne til Folketinget.

Der henvises til lovforslagets § 11 (forslag til § 171 i lov om social service), og bemærkningerne hertil."