|
|
Københavns Byrets dom af 27. august 1992.
Den 3. juli 1992 blev K tvangsindlagt på
behandlingsindikation på Rigshospitalets psykiatrisk
afdeling O.
Den 6. juli 1992 klagede K over tvangstilbageholdelsen. Ved
skrivelse af 10. juli 1992 modtaget i Københavns Byret den
13. juli 1992 har Rigshospitalet indbragt sagen for retten.
Sagen har været forelagt for Retslægerådet, der i erklæring
af 31. juli 1992 har udtalt:
»Med tilbagesendelse af sagen vedr. K skal Retslægerådet på
grundlag af erklæring af 10.07.92 fra speciallæge Uffe Juul
Povlsen, Rigshospitalets psykiatriske afdeling O udtale, at
hun den 03.07.92 blev tvangsindlagt på behandlingsindikation
efter igennem nogle måneder at have udvist forstyrret adfærd
og givet udtryk for sindssygelige vrangforestillinger.
K's tilstand har efter indlæggelsen fortsat været præget af
vrangforestillinger, overvejende om skadevoldende
forfølgelse fra omgivelsernes side. Hun er dertil
tankeforstyrret, og må anses at være forpint af sin
tilstand, som hun ikke har indsigt i er udtryk for psykisk
lidelse.
K er utvivlsomt sindssyg. Arten af sindssygdommen kan på
nuværende tidspunkt ikke nærmere fastslås. Der er uanset
dette god grund til at antage, at iværksættelse af planlagt
medikamentel behandling - om nødvendigt ved tvang - vil
kunne bedre tilstanden. Retslægerådet finder det således
uforsvarligt at udskrive K, fordi udsigten til hendes
helbredelse eller til en betydelig afgørende bedring af
hendes psykiske helbredstilstand derved ville forringes
væsentligt. Rådet skal således anbefale, at hun med henblik
på behandling nægtes udskrivning.«
K har i et retsmøde den 15. august 1992 redegjort for sine
forhold, og forklaret, at den læge, der tvangsindlagde
hende, ikke stillede hende nogle spørgsmål. Hun har under
indlæggelsen på Rigshospitalet ikke talt med nogen læge om
behandlingsplan. Hun har ikke behov for lægebehandling. Hun
har ikke fået medicin under indlæggelsen før den 4. august
1992. Klageren har endvidere forklaret, at hun på et
tidspunkt har fået gift i maven og hun har forevist
røntgenbilleder som dokumentation for, at hun er blevet
undersøgt herfor. Hun har yderligere oplyst, at en gynækolog
har undersøgt hende og fortalt, at giften i maven har
påvirket hendes hormonbalance. Rigshospitalet har i
supplerende erklæring af 12. august 1992 ved speciallæge i
psykiatri Uffe Juul Poulsen bl.a. udtalt:
»Der blev den 16.07.92 fra afdelingens side taget beslutning
om gennemførelse af tvangsbehandling med Trilafon depot,
hvorefter der blev foretaget indberetning til
Patientklagenævnet i Københavns Kommune. Ved
Patientklagenævnets afgørelse af den 24.07.92 blev
beslutningen om tvangsbehandling ved tvangsmedicinering
godkendt, dog således at der i behandlingen ikke måtte
anvendes depotpræparat, men i stedet gives daglig
neuroleptikabehandling i antipsykotiske doser.
Patientklagenævnets afgørelse vedlægges i kopi. Da en daglig
injektion med Trilafon fra afdelingens side findes at være
et større indgreb end behandling med depotmedicin, blev det
efter Patientklagenævnets afgørelse besluttet at forsøge at
motivere patienten for daglig indgift af Trilafon i flydende
form. Fra den 03.08.92 er det lykkedes at få patienten til
at tage Trilafon mikstur 10 mg x 2 dgl., idet patienten dog
anfører, at hun indtager medicinen under protest.
Patienten har i øvrigt i afdelingen fortsat været rolig, men
stadig klart psykotisk og paranoid, men samtidigt meget
dækkende og dissimulerende. Patienten har dog periodevist
fremtrådt usamlet og har bl.a. talt om vampyrer og beskyldt
personalet for at ville indoperere en pacemaker i hendes
krop. Patientens datter er aktuelt under patientens
indlæggelse midlertidigt anbragt på børnehjemmet N. Fra
socialforvaltningens side har man betinget sig, at patienten
påbegynder en behandling, før hun kan få datteren hjem, idet
man ellers føler det uforsvarligt at lade barnet forblive i
hjemmet.«
Rettens bemærkninger:
Efter alt foreliggende, herunder oplysningerne om baggrunden
for tvangsindlæggelsen og efter Retslægerådets udtalelse
findes betingelserne for tvangstilbageholdelse efter § 10,
stk. 1, jf. § 5, nr. 1, i loven om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien at have været opfyldt.
Østre Landsrets dom.
Københavns byrets dom af 27. august 1992 - - - er anket af K
med påstand om, at tvangsindlæggelsen den 3. juli 1992 og
den efterfølgende tvangstilbageholdelse og
tvangsmedicinering kendes ulovlig.
Indstævnte, Rigshospitalet, har påstået foranstaltningerne
kendt lovlige.
For landsretten har foreligget Rigshospitalets journal m.v.
og Social- og sundhedsforvaltningens oplysningsark
vedrørende klageren.
Der er endvidere fremlagt en erklæring fra Rigshospitalet af
2. oktober 1992.
Der er i landsretten afgivet forklaring af klageren og
patientrådgiver P.
P har forklaret, at hun har været patientrådgiver på
Rigshospitalet, afd. O, siden 1989. Hun har i adskillige
tilfælde på patientens foranledning rejst klagesager, men
det er aldrig tidligere sket at hun, som i denne sag, har
været uenig i afdelingens opfattelse. Hun har haft god
kontakt med klageren siden hun traf hende første gang, dagen
efter indlæggelsen. Hun var overbevist om, at indlæggelsen
var en misforståelse, og at hun ikke ville se hende igen.
Hun har besøgt klageren en gang om ugen. Der har aldrig
været noget påfaldende ved hende, bortset fra den 3.
september 1992 hvor hun lå grædende i sin seng. Vidnet fik
på afdelingen oplyst, at Trilafondoseringen var sat i vejret
og at de motoriske følgevirkninger blandt andet rysten på
hænderne, som klageren var ulykkelig over, skyldtes
dosisforøgelsen. Klageren fik derfor tilbudt også at få øget
dosis af bivirkningsmedicin. Hun har ikke under klagerens
indlæggelse mærket nogen forskel på klagerens tilstand
bortset fra, at hun er blevet mere institutionspræget.
Landsretten udtaler:
Der findes ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte
den af Retslægerådet tiltrådte lægelige vurdering, hvorefter
klageren - uanset at arten af sindssygdommen ikke på
nuværende tidspunkt har kunnet nærmere fastslås - er
utvivlsomt sindssyg.
Retten finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at
tilsidesætte antagelsen om, at det, som af Retslægerådet
udtalt, vil kunne bedre klagerens tilstand at iværksætte
medikamentel behandling.
Derimod finder retten det ikke godtgjort, at krævet i § 5 i
lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien om, at
undladelse af frihedsberøvelse ville have været uforsvarlig
fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og
afgørende bedring af tilstanden ellers ville have været
væsentligt forringet, har været opfyldt.
Den skete tvangsindlæggelse og efterfølgende
tvangstilbageholdelse jf. lovens § 10, stk. 1, jf. § 5 samt
tvangsbehandlingen jf. lovens § 12, stk. 1, jf. § 10 har
derfor været ulovlige.
Thi kendes for ret:
De påklagede tvangsforanstaltninger kendes ulovlige.
|