|
|
Af sagen fremgik, at P, der var frivilligt indlagt på
Aalborg Psykiatriske Sygehus, den 22. august 1994 havde
begæret sig udskrevet, men var blevet tvangstilbageholdt på
hospitalet.
Denne afgørelse havde han indbragt for retten med påstand
principalt om, at tvangstilbageholdelsen blev kendt ulovlig,
subsidiært om, at tilbageholdelsen blev ophævet fra den 10.
oktober 1994.
I Aalborg Rets dom 13. oktober 1994 siges bl.a.:
Efter bevisførelsen finder retten det godtgjort, at P er og
under tvangsindlæggelsen har været sindssyg, og at det ville
have været og fortsat er uforsvarligt ikke at
tvangstilbageholde ham med henblik på behandling, fordi
udsigten til helbredelse eller en betydelig afgørende
bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt
forringet. Tvangstilbageholdelsen findes derfor at være
lovlig, jfr. lov om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien § 5, nr. 1. - - -
Vestre Landsrets dom.
- - - For landsretten har appellanten, P, gentaget sin
påstand i 1. instans om, at tvangstilbageholdelsen af ham på
Aalborg Psykiatriske Sygehus den 22. august 1994 kendes
ugyldig.
Indstævnte, Nordjyllands Amt, har påstået dommen stadfæstet.
Appellanten har yderligere forklaret, at han lige fra
starten af indlæggelsen løbende bad om at blive udskrevet,
og han gjorde det også, da han om natten blev overført til
lukket afsnit. Han kan ikke huske, hvilke læger han talte
med i tiden efter overførelsen til lukket afsnit.
Overlæge O har som vidne forklaret, at appellanten første
gang blev indlagt den 12. august 1994. Han blev indlagt
frivilligt på et lukket afsnit, og blev den 15. august 1994
overført til et åbent afsnit. Hun har gennem kontakt med
sine overlægekolleger og det øvrige personale haft kendskab
til appellantens tilstand. Efter overførelsen af appellanten
til det åbne afsnit, der var på en anden afdeling, havde hun
ikke så megen kontakt med ham. Det var i appellantens
journal anført, at han - hvis der opstod en akut situation -
var »tvangstilbageholdelig«. I den pågældende periode havde
hun dagvagt, hvor hun mødte kl. 7.30. På morgenkonferencen
den 22. august 1994 blev hun orienteret om
tvangstilbageholdelsen af appellanten og baggrunden herfor.
Hun var bekendt med, at appellanten ønskede sig udskrevet.
Afdelingslæge A har talt med appellanten den 23. og 24.
august 1994. Under disse samtaler blev afdelingslæge A
bekendt med appellantens ønske om udskrivning. Hun har også
selv i disse dage talt med appellanten på afdelingen, men
det har været uformelt, og hun ved ikke, om hun har talt med
ham om hans ønske om udskrivning. Appellanten blev udskrevet
den 7. november 1994, og tvangstilbageholdelsen ophørte
først på dette tidspunkt.
Appellanten har til støtte for sin påstand gjort gældende,
at tvangstilbageholdelsen er ugyldig som følge af fejl ved
den anvendte fremgangsmåde. Efter lov nr. 331 af 24. maj
1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 10,
stk. 1, skal beslutningen om tvangstilbageholdelse træffes
af overlægen på den psykiatriske afdeling. Beslutningen om
tvangstilbageholdelsen af appellanten den 22. august 1994 om
natten kl. 01.30 er imidlertid truffet af reservelæge R,
hvilket fremgår af den udfyldte tvangsprotokol.
Appellanten har endvidere gjort gældende, at appellanten
ikke inden 24 timer, efter at afgørelsen om
tvangstilbageholdelse blev truffet, af overlægen er blevet
gjort bekendt med, at begæringen om udskrivning ikke kunne
imødekommes, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt.
Landsretten udtaler:
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at
de materielle betingelser for den skete
tvangstilbageholdelse, jf. § 5, nr. 1, i lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, er anset for
opfyldt.
Om iagttagelsen af lovens bestemmelser om gennemførelsen af
tvangstilbageholdelse bemærkes herefter:
Efter det fremlagte »Tvangsprotokol - skema 1« (sagens bilag
1) er beslutningen om tvangstilbageholdelsen af appellanten
truffet den 22. august 1994 kl. 01.30 af læge R.
Efter overlæge O's vidneforklaring lægges det til grund, at
det på forhånd var skønnet, at lovens betingelser for
tvangstilbageholdelse i givet fald ville være opfyldt, eller
at appellanten med vidnets ord »var tvangstilbageholdelig«,
samt at der i journalen var gjort tilførsel herom.
Det lægges efter overlægens vidneforklaring endvidere til
grund, at hun den 22. august 1994 om morgenen blev
orienteret om den af læge R trufne beslutning, som hun ikke
havde bemærkninger til. Det fremgår af sagen, at der
herefter kl. 10.00 blev beskikket patientrådgiver for
appellanten.
Det lægges endelig efter indholdet af sygehusets skrivelse
af 30. august 1994 til Retten i Aalborg til grund, at
appellanten den 22. august 1994 af afdelingens læger er
blevet underrettet om tvangstilbageholdelsen og
klagemulighederne og orienteret om den sandsynlige varighed
af den tilstand hos ham, der lå til grund for
tilbageholdelsen.
Efter lovens § 10, stk. 1, træffes beslutning om
tvangstilbageholdelse af overlægen, og denne skal efter stk.
3 snarest muligt og senest inden 24 timer efter, at
patienten har anmodet om at blive udskrevet, meddele
patienten, om denne kan udskrives, eller om
tvangstilbageholdelse skal ske.
Landsretten finder ikke, at der i den sidstnævnte
bestemmelse kan indlægges noget krav om, at meddelelsen til
patienten skal gives af overlægen selv. Derimod kræver
bestemmelsen i § 10, stk. 1, at en beslutning om
tvangstilbageholdelse, der skal træffes snarest muligt og
senest inden 24 timer, efter at begæringen om udskrivning er
fremsat, træffes af overlægen selv, og at afgørelsen har
form af en selvstændig beslutning og ikke efterfølgende blot
fremtræder som en stiltiende accept af en beslutning truffet
af en underordnet læge.
Da der i det foreliggende tilfælde ikke som grundlag for
tvangstilbageholdelsen har foreligget en sådan beslutning,
må landsretten give appellanten medhold i, at
tvangstilbageholdelsen - selv om de materielle betingelser
har været opfyldt - må anses for ulovlig. - - -
Appellantens påstand tages derfor til følge.
Thi kendes for ret:
Beslutningen den 22. august 1994 om tvangstilbageholdelse på
Aalborg Psykiatriske Sygehus af appellanten, P, er ugyldig.
- - -
|