|
|
Viborg Civilrets dom 5. september 1996.
‐ ‐ ‐ Klageren P blev den 21. august 1996 tvangsindlagt på
gule papirer i det psykiatriske hospital, Søndersøparken,
Viborg.
Hun blev tvangstilbageholdt den 22. august 1996.
Den 27. august 1996 modtog retten en klage fra P's
patientrådgiver over tvangstilbageholdelsen.
Hospitalet har herefter den 2. september indbragt sagen for
retten.
‐ ‐ ‐
Klageren har nedlagt påstand om, at både tvangsindlæggelsen
den 21. august 1996 og den efterfølgende
tvangstilbageholdelse er ulovlige.
Sagsøgte har nedlagt påstand om, at såvel tvangsindlæggelsen
som tilbageholdelsen kendes lovlig.
Overlæge H har forklaret, at klageren lider af en paranoid
psykose domineret af vrangforestillinger. Psykosen, der nu
har strakt sig over 2‐3 år, må anses for vedvarende.
Klageren har afvist enhver form for ambulant behandling,
hvorfor indlæggelse er nødvendig. Tvangsforestillingerne går
på, at der er folk i hendes lejlighed, og at der sker
aflytning. Hun fortæller spontant herom. Han talte første
gang personligt med sagsøgeren den 26. august om
eftermiddagen. Tidligere havde han fået forelagt hendes
sygehistorie telefonisk. Den direkte konfrontation gav ham
ikke anledning til at ændre den stillede diagnose. Han kan
ikke stille klageren i udsigt, at hun kan blive helbredt,
men der kan blive plads til andre tanker, hvis hendes sygdom
behandles. Det er ikke muligt at foretage behandling, hvis
hun udskrives. Han kan ikke udtale sig om, hvorvidt hendes
tilstand er stationær, eller om den kan frygtes at blive
værre ubehandlet, men ubehandlet er der altid en risiko for
forværring. Behandlingen skal ikke alene være medikamentel,
men også bestå i at skabe struktur i hendes tilværelse.
Tilstanden er i øjeblikket ret stabil, men på en
utilfredsstillende måde, fordi der ikke er tale om nogen
positiv tilstand. Hun er ikke forpint, men har heller ikke
den store kontakt med sine omgivelser. Det må befrygtes, at
hun ved en udskrivning vil lukke sig inde i sin egen
tankegang. Han vil forsøge at få hende til frivilligt at
tage medicin. Betingelserne for en tvangsbehandling er ikke
opfyldt. Hun vil kunne få det væsentligt bedre gennem
behandling, men det forudsætter en medicinering.
Klageren har forklaret, at hendes egen læge forud for
indlæggelsen gav hende valget mellem frivilligt at tage
medicin eller blive tvangsindlagt. Hun vil ikke have
medicin, for hun mener, at de forhold, hun har fortalt om,
er virkelige. Hun har anmeldt aflytningen til politiet, der
har undersøgt hendes lejlighed, men ikke fundet lytteudstyr.
Hun vil fortsat ikke tage medicin, fordi hun ikke ønsker at
glemme, hvad der er sket. Hun mener nemlig, at aflytningen
og de uretmæssige besøg i hendes lejlighed må være foretaget
af personer, der bor i nærheden, og hun vil ikke risikere at
komme til at tale med personer, der har opført sig sådan
over for hende. Udspioneringen var også begyndt at florere
på hendes arbejdsplads. Under hospitalsopholdet har hun ikke
mærket nogen form for forfølgelse eller noget til
indopererede instrumenter. Lægerne har fortalt hende, at
hendes oplevelser beror på tvangstanker. Hun fastholder, at
hun ikke ønsker behandling.
Klageren har anført, at betingelserne for tvangsindlæggelse
og tvangstilbageholdelse ikke er opfyldt. Der er hverken
udsigt til helbredelse eller en forbedring af tilstanden, og
der vil heller ikke ske nogen behandling, for hun ønsker det
ikke, og tvangsmedicinering vil ikke blive foretaget.
Viborg Amt har anført, at betingelserne for
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse er opfyldt.
Behandling har ikke kunnet foregå ambulant, og der er udsigt
til en forværring af hendes tilstand, hvis hun udskrives nu.
Rettens bemærkninger:
Efter de lægelige oplysninger lægger retten til grund, at
klageren på tidspunktet for tvangsindlæggelsen den 21.
august 1996 og tvangstilbageholdelsen den 22. august var
sindssyg.
Hun havde behov for behandling, som på grund af klagerens
afvisning heraf ikke kunne foregå ambulant. Retten lægger
endvidere til grund, at der gennem behandling var mulighed
for at opnå en væsentlig bedring af klagerens tilstand.
Retten mener derfor, at det ville have været uforsvarligt
ikke at have tvangsindlagt klageren den 21. august og ikke
at have tvangstilbageholdt hende den 22. august.
Betingelserne herfor i psykiatrilovens § 5, nr. 1, jf. § 10,
nr. 1, er således opfyldt.
Efter overlæge H's forklaring lægger retten endvidere til
grund, at en behandling af klageren forudsætter, at hun får
medicin. Klageren afviser imidlertid kategorisk at tage
medicin, og overlægen mener ikke, at betingelserne for
tvangsmedicinering er opfyldt. Da tvangstilbageholdelse
alene må ske med henblik på behandling, mener retten ikke,
at betingelserne for fortsat tvangstilbageholdelse af
klageren er opfyldt. Den fortsatte tvangstilbageholdelse af
klageren kendes herefter ulovlig.
Vestre Landsrets dom.
For landsretten har appellanten, Viborg Amt, og indstævnte,
P, gentaget deres påstande i 1. instans.
P blev udskrevet den 5. september 1996.
Det fremgår af tvangsprotokollen vedrørende P bl.a., at
revurderingen den 24. august 1996 (dag 3) og den 30. august
1996 (dag 10) er foretaget af læge E.
Overlæge H har supplerende forklaret, at han den 22. august
1996 blev ringet op af 1. reservelæge K, der beskrev P's
symptomer på grundlag af en samtale med hende. P's
tankeindhold var præget af vrangforestillinger, der havde
stået på i i hvert fald 1 år, og han tiltrådte derfor
diagnosen kronisk paranoid psykose. Det fremgår ikke af
journalen, at E, der er 1. reservelæge, har forelagt
revurderingerne den 24. og 30. august 1996 for ham. Det er
sædvanligt, at en reservelæge, der træffer en beslutning
vedrørende en patient, efterfølgende konfererer denne
beslutning med en overlæge, men han kan ikke afvise, at det
ikke er sket med revurderingerne de nævnte to datoer. Den
26. august 1996 blev det besluttet at sætte P i medicinsk
behandling, men hun ønskede ikke at modtage tilbudet. Det er
ikke usædvanligt, at patienter, der ikke har
sygdomserkendelse, i første omgang afslår tilbud om
medicinsk behandling, men ofte lykkes det efter en tid at
overtale dem. Efter hans opfattelse var der ikke grundlag
for en tvangsmedicinering, fordi mulighederne for en
frivillig behandling ikke var udtømt, og fordi P's situation
ikke var sådan, at hun ikke kunne vente. Det er vigtigt, at
en kronisk psykose kommer under behandling for at undgå en
forværring af tilstanden.
Afdelingssygeplejerske B har forklaret, at P under
indlæggelsen blev undergivet en miljøterapeutisk behandling,
der går ud på at skabe så rolige og stabile rammer om
patienten som muligt. Efter at P var blevet ordineret
medicinsk behandling, fik hun tilbudt medicinen hver morgen
og aften. En enkelt gang under indlæggelsen gav P udtryk
for, at hun følte sig overvåget af fjernsynet.
P har supplerende forklaret, at hun i den første uge efter
udskrivningen var sygemeldt på grund af det chok, hun fik
som følge af tvangsindlæggelsen. Hun genoptog derefter sit
arbejde som ‐ ‐ ‐. Også efter udskrivningen har der været
folk i hendes lejlighed, men hun kan blot ikke bevise det.
Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for
byretten.
P har yderligere gjort gældende, at tvangstilbageholdelsen
efter den 24. august eller i hvert fald efter den 30. august
1996 er ulovlig, fordi revurderingen disse datoer ikke er
sket af en overlæge, men af en reservelæge.
Appellanten har heroverfor gjort gældende, at
revurderingerne er konfereret med overlægen, og at
psykiatrilovens § 21 derfor er overholdt. Appellanten har
endvidere anført, at tvangstilbageholdelse ikke er
udelukket, fordi betingelserne for tvangsmedicinering ikke
er opfyldt. Det er tilstrækkeligt, at tilbageholdelsen sker
med henblik på behandling, og i overensstemmelse med
princippet om, at man altid skal søge den mindst indgribende
foranstaltning, kan en sådan behandling være en frivillig
medicinering, der søges tilvejebragt gennem overtalelse.
Landsrettens resultat og begrundelse:
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at
tvangsindlæggelsen den 21. august 1996 og den fortsatte
tvangstilbageholdelse den 22. august 1996 har været lovlig.
Betingelsen i psykiatrilovens § 5 om, at frihedsberøvelsen
skal ske med henblik på behandling, kan ikke antages at
indebære et krav om, at betingelserne for tvangsmæssig
behandling skal være opfyldt. Det må lægges til grund, at
behandling af P's psykiske lidelse har været påkrævet, og at
den søgtes iværksat ved medicinering på frivilligt grundlag.
I hvert fald under de foreliggende omstændigheder, hvor
forsøgene på at overtale P til medicinsk behandling kun har
stået på i kortere tid, må kravet om, at frihedsberøvelsen
sker i et behandlingsmæssigt øjemed, anses for opfyldt.
Det kan efter bevisførelsen for landsretten ikke anses for
godtgjort, at revurderingerne den 24. og 30. august 1996 er
foretaget af overlægen. Landsretten tiltræder med denne
begrundelse, at tvangstilbageholdelsen efter den 24. august
1996 har været ulovlig.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret:
Den indankede dom stadfæstes, således at
tvangstilbageholdelsen efter den 24. august 1996 har været
ulovlig. ‐ ‐ ‐
|