|
|
V.L.D. 29. marts 2011 i anke 10. afd. B-1347-10
(Annette Dellgren, Fabrin, Mette Mortensen (kst.)).
K (adv. Kurt Kvist, Viborg) mod Region Nordjylland (fm.
Ingrid Schmidt Nielsen, Aalborg).
Aalborg Rets dom 26. marts 2010, BS 2-2867/2009.
Sagens baggrund:
K blev den 22. september 2009 tvangsindlagt på
behandlingsindikation på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Hun
klagede over afgørelsen til Patientklagenævnet for
Statsforvaltningen i Nordjylland, der ved afgørelse af 6.
oktober 2009 godkendte tvangsindlæggelsen. K har herefter
indbragt sagen for retten og nedlagt påstand om, at
tvangsindlæggelsen kendes ulovlig.
K blev tvangsindlagt på baggrund af erklæring af 16.
september 2009 fra læge L, - - -, hvori det blandt andet
hedder:
»Patienten har udtalte paranoide vrangforestillinger, som
gennem den seneste måned har været tiltagende, og hun
fremtræder nu svært forpint.
Hun får ingen medicin og nægter at tage dette.«
I erklæring af 28. september 2009 fra overlæge Ida Kattrup,
Psykiatrien i Nordjylland, hedder det blandt andet:
»Egen læge har supplerende til dette oplyst, at han har
tilset hende sammen med vennen E i hjemmet, og at hun har
været svært forpint. Hun har været optaget af forestillinger
om sammensværgelse mellem boligudlejer, tidligere
boligudlejer, familien og andre. Hun har endvidere optaget
af klagesager vedrørende politi, den tidligere
tvangsindlæggelse m.m. . . .
Ved indlæggelsen var patienten uforstående overfor, at hun
var blev tvangsindlagt. Hun mente, at der var tale om en
misforståelse. Hun var meget talende, vanskelig at standse,
og hun blev irriteret og vredladen, når den journaloptagende
læge forsøgte at stille uddybende spørgsmål . . .
Ved samtale den følgende dag var hun i mindre grad præget af
talepres, og det var i nogen grad muligt at få hende til at
forholde sig til de stillede spørgsmål. Det var meget
vanskeligt at få hende til at beskrive episoden med
rystepudseren mere konkret, selvom hun hele tiden henviste
til den. Det lykkedes dog at fastholde hende med spørgsmål,
og hun beskrev så efterhånden, at episoden skulle have
bestået i, at svigermoderen overtalte hende til at lægge sig
på gulvet, hvorefter svigermoderen sad ovenpå hende og
bearbejdede hendes ryg med en rystepudser gennem en time. .
. .
Udfra kendskab til vennens sygdomshistorie kunne man,
ligesom egen læge, få det indtryk, at der muligvis er tale
om en induceret paranoid psykose.
Det er af hensyn til at få tilstanden korrekt diagnostiseret
og dermed korrekt behandlet meget vigtigt at få afklaret, om
der er tale om en sådan tilstand, eller om der er tale om,
at patienten har en egentlig paranoid psykose. Derfor er det
helt afgørende for en betydelig bedring af tilstanden eller
eventuel helbredelse, at hun er indlagt tilstrækkelig længe
til, at diagnosen kan afklares. Eventuelt vil der blive tale
om medicinsk behandling, men det kan først afgøres, når
diagnosen er klarlagt.
Det vil skønsmæssigt tage formentligt yderligere nogle uger,
før diagnosen kan afklares. Patienten er derfor fortsat
frihedsberøvet på behandlingsindikation, idet udsigten til
en afgørende bedring af tilstanden vil forringes væsentligt,
såfremt hun udskrives. Imidlertid er patienten så klar og
nærværende og i stand til at forstå, at hun er nødt til at
være her indtil frihedsberøvelsen er ophævet, så hun har
kunnet overflyttes til åbent afsnit.«
K har ikke afgivet forklaring.
Der er afgivet forklaring af overlæge Else Larson Fried, der
har forklaret, at hun er overlæge på Aalborg Psykiatriske
Sygehus, S7, der er en åben afdeling, hvortil K blev
overført den 24. september 2009. Baggrunden for
tvangsindlæggelsen var, at patientens praktiserende læge
havde fundet hende tiltagende forpint og psykotisk, og
indlæggelsen skete på gule papirer. Patienten befandt sig
ved indlæggelsen i en psykotisk tilstand, som man ikke
umiddelbart kunne sætte navn på. En del af hendes symptomer
svarede til de symptomer, som hendes ekskæreste frembød, og
man var derfor i tvivl om, hvorvidt der var tale om en
paranoid psykose eller en såkaldt folie a deux. Hvis
psykosen er en sådan type, kan den bedres ved adskillelse
fra den person, hvis symptomer man overtager, samtidig med
at man kommer i et andet miljø og møder andre mennesker, der
kan korrigere og stabilisere ens adfærd. Tilstanden kan,
hvis den ikke behandles, blive langvarig og kronisk. På
grund af indlæggelsen fik patienten det bedre, men hun havde
under hele indlæggelsen paranoide vrangforestillinger. Der
var en god formel kontakt med hende, men ikke nogen god
emotionel kontakt. Patienten fik hurtigt tilladelse til
udgang, blandt andet for at foretage praktiske ting i
forbindelse med ophævelsen af et lejemål. Ved indlæggelsen
var hun meget optaget af sine vrangforestillinger, mens hun
ved udskrivelsen var mere optaget af fremadrettede tanker.
Vidnet er ikke i tvivl om, at patienten ved indlæggelsen var
psykotisk, og at det var nødvendigt at indlægge hende. Hvis
hun ikke var blevet indlagt, ville hun ikke have kunnet
styre sin daglige tilværelse, og hendes psykotiske symptomer
ville ikke være forsvundet. Efter vidnets opfattelse ville
det ikke være tilstrækkeligt til at afbøde tilstanden blot
at udskrive hende, selvom hendes ven var blevet indlagt,
idet det er afgørende, at hun kommer i et miljø, hvor hendes
vrangforestillinger kan blive korrigeret og behandlet.
Den 25. februar 2010 har Retslægerådet afgivet sålydende
udtalelse:
»Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet under
henvisning til tidligere responsum af 03.06.93 og på
grundlag af fremsendt materiale, herunder erklæring af 28.
september 2009 fra overlæge Ida Kattrup, Voksenpsykiatrisk
afdeling, Psykiatrien Region Nordjylland, udtale, at K i
1993 var indlagt ved tvang i psykiatrisk afdeling med
forfølgelsesforestillinger.
K ønskede ikke medikamentel behandling, og der blev ikke
behandlet ved tvang. Hun har efterfølgende ikke været i
psykiatrisk behandling.
K var dengang og op til aktuelle samboende med en psykisk
syg mand, som såvel i 1993 som aktuelt ligeledes har været
tvangsindlagt.
Ved den aktuelle tvangsindlæggelse 22.09.09 og den
efterfølgende tvangstilbageholdelse, som ophævedes 12.10.09,
hvorefter K 13.10.09 blev udskrevet, har hun været præget af
sindssygdomssymptomer i form af
forfølgelsesvrangforestillinger, storhedsvrangforestillinger
samt talepres, indforstået privat tankegang og uden
sygdomsindsigt. Hun har dertil igennem årene klaget over om
talrige rygproblemer og søgt alternative behandlinger.
Under indlæggelsen fastholdt K, og vendte til stadighed
tilbage til vrangforestillingen om, at tidligere samlevers
moder med fråde om munden havde fastholdt hende og siddet på
ryggen af hende og brugt en rystepudser på hendes ryg.
Under indlæggelsen fremtrådte K ikke forpint, men
overvejende livlig og veloplagt. Man afstod fra at beslutte
behandling med medicin ved tvang. Diagnostisk har der været
overvejelser om, at hendes sindssygdom skulle dreje sig om
en fælles psykose mellem to (folie á deux).
Retslægerådet finder, ud fra det foreliggende materiale, at
diagnosen helt overvejende sandsynlig er paranoid psykose
(kronisk sindsygdom med vrangforestillinger) Sindssygdommen
synes at have bestået i alle tilfælde i 17 år.
Retslægerådet finder herefter, at K er sindssyg, og at det
ville have været uforsvarligt ikke at tvangsindlægge og
senere tvangstilbageholde hende med henblik på behandling,
idet udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og
afgørende bedring ellers ville have været væsentligt
forringet.
Rådet er ikke i stand til at besvare spørgsmålet om,
hvorledes det ville være gået, såfremt K ikke var blevet
tvangsindlagt.«
K har under sagen nedlagt påstand om erstatning på 13.875,00
kr. for udgifter til husleje i oktober og november måned
2009.
Rettens begrundelse og afgørelse
Retten lægger efter det oplyste, herunder udtalelsen fra
Retslægerådet til grund, at K ved tvangsindlæggelsen var
psykotisk og i betydelig grad præget af vrangforestillinger
og andre psykotiske symptomer. Det fremgår, at hendes
tilstand under indlæggelsen forbedredes væsentligt, og
retten finder det på den baggrund godtgjort, at det var
nødvendigt at tvangsindlægge hende med henblik på
behandling, fordi udsigten til helbredelse eller en
betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville
blive væsentlig forringet. Tvangsindlæggelsen findes
herefter at være lovlig, jf. lov om anvendelse aftvang i
psykiatrien § 5, nr. 1.
Det nedlagte erstatningskrav tages herefter ikke til følge.
Thi kendes for ret:
Tvangsindlæggelsen af K på Aalborg Psykiatriske Sygehus
kendes lovlig.
- - -
Vestre Landsrets dom.
Retten i Aalborg har den 26. marts 2010 afsagt dom i 1.
instans (- - -).
Påstande
For landsretten har appellanten, K, gentaget sin påstand for
byretten om, at tvangsindlæggelsen af hende kendes ulovlig.
Indstævnte, Region Nordjylland, har påstået dommen
stadfæstet.
K har taget forbehold om senere at kræve erstatning.
Forklaringer
K har afgivet forklaring for landsretten. Der er endvidere
afgivet forklaring af læge L.
K har forklaret, at før hun mødte E, var hun
pædagogmedhjælper, men måtte ophøre hermed på grund af
piskesmæld og en gammel trafikskade. Hun mødte E i 1990 og
har været kæreste med ham siden. Ca. den 29. oktober 1990
bildte hendes svigermor hende ind, at det kunne hjælpe mod
hendes piskesmældsskade at blive behandlet med en
rystepudser. Dette udførte svigermoderen så på hende gennem
3 kvarter til 1 time. E kunne se, at hans mor sad og skar
ansigter og bad hende ophøre med »behandlingen«, som hun
siden har haft men af. Det prædikat, hun fik i 1993, har
fulgt hende siden. Hun har aldrig fået nogen behandling mod
psykisk sygdom.
Forud for den aktuelle tvangsindlæggelse skrev hun det lange
fremlagte brev af 10. september 2009, som dog kun er en
kladde, fordi hun skulle skynde sig, idet hun netop skulle
til Bornholm og hente sin hundehvalp. Hun havde også
tidligere haft hund. Læge L beskyldte hende for at være
paranoid. Det fik hun ham til at trække i sig igen, men
alligevel tog han skridt til at få hende tvangsindlagt. Hun
havde en god tur til Bornholm og glædede sig desuden over at
skulle flytte til - - -, hvilket hun var blevet anbefalet af
en clairvoyant.
L talte med hende og E den 1. september 2009, men hun var
dog her kun til stede for at støtte E, der var utryg ved at
være i ejendommen. Hun foreslog, at E kunne få mere medicin,
men det ville læge L ikke efterkomme. Lægen foreslog ikke,
at hun skulle have medicin eller indlægges, hvilket hun
heller ikke havde behov for. Den 15. september 2009 var der
en, der bankede på hendes dør, men hun svarede ikke og ved
ikke, hvem det var. Hun hverken så eller talte med læge L
den 16. september 2009. Hun var hjemme den dag, men fik ikke
besøg af læge L. Det er hun helt sikker på. Politiet
henvendte sig den 22. september 2009 for at tvangsindlægge
hende, hvilket kom helt bag på hende. Hun forsøgte forgæves
at få kontakt med læge L. Under indlæggelsen fik hun ingen
medicin. Hun kender ikke begrebet miljøterapi. Hun gik under
indlæggelsen kun stille og roligt og fandt sig i det hele.
Hun tilhører slet ikke den personkreds, der bør
tvangsindlægges. Hun blev udskrevet i samme tilstand, som
hun var i, da hun blev indlagt. Hun har heller ikke siden
fået medicin mod psykisk sygdom. Hun føler sig ikke forfulgt
af naboer.
L har forklaret, at han den 1. september 2009 talte med
appellanten og E for at undersøge dem begge. Samtalen
sigtede også på at kunne skrive til E's advokat om E's
tilstand. Der er en helt klar sammenhæng mellem begges
tilstand. Han tog ud for at besøge appellanten den 15.
september 2009, men hun nægtede at åbne døren. Han kaldte på
hende gennem døren, men han fik ikke noget svar. Han kunne
høre lyde gennem døren og skrev samme dag til overlægen med
henblik på tvangsindlæggelse på baggrund af hendes lange
sygdomsforløb. Det må skyldes en slåfejl, at der mangler
ordet »ikke« i sætningen »Patienten antræffes i dag på
adressen« i hans journaltilførsel af 16. september 2009,
således at det fremstår, som om han har set hende den 16.
september 2009. Han mindes nemlig ikke at skulle have set
hende den dag. De yderligere journaltilførsler af 16.
september 2009 har fundet sted på baggrund af det
forudgående forløb, herunder et langt brev af 10. september
2009, som hun havde skrevet til ham. Han har skrevet sin
lægeerklæring den 15. september og oprindelig dateret
erklæringen »15. september 2009«, men har omdateret den til
16. september 2009, fordi den først blev sendt den følgende
dag.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter bevisførelsen, herunder læge L's forklaring, må det
lægges til grund, at K før tvangsindlæggelsen den 22.
september 2009 senest blev lægeundersøgt den 1. september
2009. Det bemærkes herved, at hverken læge L's henvendelse
ved hendes dør den 15. september 2009, hvor han ikke opnåede
en samtale med hende, eller hans modtagelse fra hende af et
langt brev dateret den 10. september 2009, kan anses som
undersøgelser. Betingelserne efter psykiatrilovens § 7, stk.
3, jf. § 5, nr. 1, om, at lægens undersøgelse skal være
foretaget inden for de seneste 7 dage forud for
indlæggelsen, er derfor ikke opfyldt.
Landsretten finder på den baggrund, at tvangsindlæggelsen er
ulovlig og tager derfor K's påstand til følge.
Thi kendes for ret:
Tvangsindlæggelsen af K den 22. september 2009 kendes
ulovlig.
|