Sagens omstændigheder og parternes påstande.
 

A blev den 26. februar 2010 tvangsindlagt på Psykiatrien Vordingborg og har siden været tvangstilbageholdt.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Sjælland godkendte den 23. marts 2010 afgørelsen om tvangsindlæggelsen den 26. februar 2010 og overlægens efterfølgende afgørelser - senest den 18. marts 2010 - om at fortsætte tvangstilbageholdelsen.

A's advokat anmodede den 12. april 2010 om domstolsprøvelse, og den 14. april 2010 indbragte Det Psykiatriske Patientklagenævn sagen for retten.
 

A har nedlagt påstand om, at overlægens beslutninger af 26. februar 2010, den 1. marts 2010, den 8. marts 2010 og den 18. marts 2010 om tvangsindlæggelse og -tilbageholdelse kendes ugyldige, og om, at der tillægges ham erstatning for den ulovlige frihedsberøvelse.

Region Sjælland har nedlagt påstand om, at tvangsindlæggelsen og -tilbageholdelsen kendes lovlige.
 

A har forklaret blandt andet, at han ikke har noget panser mod folk, der vil ham det ilde, og det giver nogle mærkelige forløb. Han har aldrig hentet sin mor på plejehjemmet, men hun kom selv gående fra plejehjemmet den 23. februar 2010, mens han ryddede sne uden for hendes gamle hjem. Hun ville ikke tilbage, og det meddelte han personalet på plejehjemmet. Lige efter kom politi og plejepersonale til stede for at overtale hans mor, der fortsat ikke ville med, og han sagde, at de ikke havde nogen umyndiggørelse eller
 myndighedsbeslutning. Efter 2½ timer fik hans mor lov til at blive og overnatte, og de følgende dage hjalp han hende med forskellige indkøb i byen og var på et hørecenter sammen med hende. Moderen spiste på plejehjemmet, men overnattede i det gamle hjem. De tog bussen frem og tilbage. Han ville have fortsat ordningen til den 6. april 2010, hvor den psykiatriske udredning af moderen skulle fortsætte. Han nåede ikke at tage med moderen til plejehjemmet den 26. februar 2010, før læge L dukkede op med to betjente og en demenskoordinator. Han blev ikke undersøgt af læge L, som senest havde set ham i august 2009, og som han har forsøgt at fravælge. Han har aldrig været aggressiv eller truende over for personalet på moderens plejehjem. Det eneste, der piner ham, er ældreplejens svigt og anbringelsen på Oringe, hvor forløbet har været inkriminerende og injurierende. Han er ikke blevet ændret, heller ikke efter tvangsmedicineringen. Psykiater Jan Stenbergs erklæring blev lavet for seks år siden for at få afprøvet hans fremtidige forsøgelsesgrundlag. Hans mor, der er 83 år gammel, er ikke dement, men gerontologisk psykotisk. Hun kan ikke tage vare på sig selv. Turene til og opholdet i moderens gamle hjem var nødvendige for hende.

Carsten Andersen har forklaret, at han er overlæge på den lukkede afdeling i Oringe. Han så første gang A i forbindelse med samtalen den 1. marts 2010. A var fortørnet og affektpræget på grund af omstændighederne, og det havde karakter af en enmandstale. Han stillede diagnosen paranoid psykose. A er blevet tvangsmedicineret med Seranase siden den 26. marts 2010 og har fået det bedre. Det kan skyldes både medicinen og de rolige rammer og samtalerne. Han forventer, at A er stabiliseret i løbet af tre uger og herefter vil kunne udskrives.

Retten må i overensstemmelse med de lægelige oplysninger i sagen lægge til grund, at A var sindssyg.
 

Efter oplysningerne om hans adfærd over for personalet på plejehjemmet og navnlig oplysningerne om, hvorledes han i hvert fald medvirkede til, at hans demente mor opholdt sig uden for plejehjemmet, finder retten, at han måtte antages at frembyde en nærliggende fare for sig selv eller andre. Der er ikke grundlag for at antage, at mindre indgribende foranstaltninger end tvangsindlæggelse og -tilbageholdelse var tilstrækkelige til at afværge faren.
 

Retten finder derfor, at tvangsindlæggelsen og -tilbageholdelsen har været lovlige, jf. lov om tvang i psykiatrien § 5, nr. 2.

(Bloch Andersen, Jon Fridrik Kjølbro, Morten Kroon (kst.)).
 

Næstved Rets dom af 4. maj 2010 (- - -) er anket af A med påstand om, at tvangsindlæggelsen den 26. februar 2010 kendes ulovlig, at tvangstilbageholdelsen fra den 26. februar 2010 til den 18. maj 2010 kendes ulovlig, samt at Region Sjælland dømmes til at betale erstatning for ulovlig tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse.
 

Indstævnte, Region Sjælland, har påstået stadfæstelse.
 

Supplerende sagsfremstilling
 

Af erklæring af 2. april 2004 fra speciallæge i psykiatri Jan Stenberg fremgår blandt andet:

»Som svar på Deres anmodning om speciallægeundersøgelse af A dateret d. 20. februar 2004, skal der på baggrund af medsendte sagsakter og klinisk undersøgelse af A i konsultationen d.d., erklæres følgende.

A er ikke kendt af ut.

. . .

Konklusion: Trods det forholdsvis spinkle anamnestiske og kliniske grundlag, finder ut. det overvejende sandsynligt, at der diagnostisk er tale om en kronisk paranoid lidelse. Da der er flere skizofrenisuspekte symptomer, er der formentlig tale om en paranoid skizofreni. Denne diagnose vil dog kun kunne bekræftes ved yderligere klinisk observation og/eller en psykologisk testning.
 

Under alle omstændigheder er der tale om en varig og ikke behandlingstilgængelig psykisk lidelse, idet A er uden sygdomserkendelse endsige - indsigt, hvorfor chancerne for en evt. terapeutisk alliance m. h. p. psykofarmakologisk behandling, er meget små. Der er intet revalideringsgrundlag.«
 

Tirsdag den 23. februar 2010 kl. 17.20 modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en telefonisk anmeldelse om, at A's mor havde forladt det plejehjem, hvor hun boede. Af en politirapport af 23. februar 2010 fremgår om sagens genstand:
 

»M havde forladt plejested og søgt hjem til sin tidligere bopæl. Hun fandtes her i selskab med sin voksne søn, der dog skønnedes tvivlsomt egnet til at tage vare på M. M ønskede ikke at vende tilbage til plejestedet.«

Af politirapporten fremgår endvidere:
 

»Under patrulje i dag tirsdag den 23. februar 2010 kl. 17.25 i patruljebil 07-4907 blev, pa. Morten Gørsted Leire, og jeg af vagtcentralen for Sydsjælland og Lolland Falsters politi sendt til adressen, idet anmelder, plejecenter - - -, oplyste, at M var bortgået fra plejestedet og muligvis befandt sig på adressen.
 

Vi kørte til stedet uden brug af udrykningssignaler. Undervejs til stedet blev der ikke foretaget nogle observationer af interesse for sagen.   

Ved vores ankomst til stedet kl. 17.20 traf vi savnet/bortgået, M, samt hendes søn A.
 

Ved umiddelbar besigtigelse skønnedes savnet/bortgået, M, at have det godt. Hun var fuldt påklædt og havde ingen synlige tegn på skader eller anden overlast, men virkede dog temmelig forvirret og oprørt over vores ankomst.
 

Bortgået, M, skønnedes ædru og egnet til afhøring, om end temmelig forvirret og uligevægtig.
 

Bortgået, M, forklarede kort, at hun boede på denne adresse og havde i sinde at bo der, lige så længe hendes søn var der til at hjælpe hende. Hun ønskede under ingen omstændigheder at blive kørt tilbage til plejecentret, og kunne heller ikke erindre, at hun tidligere havde boet der. Adspurgt kunne hun dog oplyse, at hun ganske rigtigt havde været til øjenlægen tidligere i dag, men havde glemt at give plejecentret besked om, at hun ikke havde i sinde at vende tilbage.
 

Pårørende, A, skønnedes ligeledes ædru og egnet til afhøring, dog psykisk afvigende og svært forståelig.
 

Pårørende, A, forklarede gentagne gange, at han ikke mente vi havde juridisk grundlag for at være på grunden. Han ønskede under ingen omstændigheder, at hans mor skulle tilbage til plejecentret, idet personalet på stedet gjorde ting, der lå uden for deres område. Han oplyste, at han havde i sinde at passe sin mor, indtil han kunne finde en plads til hende på et plejested i - - -. Pårørende var meget insisterende og ønskede på ingen måde vores tilstedeværelse, så længe der ikke forelå et gældende juridisk grundlag.
 

Vi kontaktede herefter VC med henblik på kontakt til plejecentret. Det oplystes herefter, at plejecentret ville sende en ansat til stedet.

Kl. ca. 18.30 ankom social og sundhedshjælper, S, til stedet. Hun forsøgte herpå gentagne gange at appellere til bortgået, M, der dog hurtigt blev afbrudt af pårørende. S tilkaldte herefter teamleder på plejecentret, T, der ankom til stedet ca. kl. 18.45.
 

Teamleder, T, forsøgte ligeledes gentagne gange at rette henvendelse til bortgået, M. Dette lykkedes dog aldrig helt, idet pårørende hele tiden afbrød samtalen og hævede stemmen overfor dem begge. Pårørende, A, blev på dette tidspunkt temmelig ophidset og aggressiv i sin fremtræden, hvilket syntes at påvirke bortgået, M, meget kraftigt.
 

Teamleder, T, kontaktede efterfølgende offentlig myndighed, K, der var demenskonsulent i Lolland kommune og havde siddet med bortgået, M's, sag.

K ankom til stedet ca. kl. 19.15. Ved henvendelse til bortgået og pårørende, lykkedes det demenskonsulent, K, at komme indenfor på adressen og tale med dem begge.

Ved indtræden på adressen, bemærkedes det straks, at der var meget rodet og uhygiejnisk overalt i stueplanet. Stedet virkede delvist fraflyttet, idet der stod sække med tøj overalt, ligesom der var spredt aviser ud over store dele af gulvet i entréen. Kælderetagen var ifølge pårørende desuden ikke beboelig pga. tidligere konstaterede skadedyr.

Demenskonsulent, K, lykkedes dog ikke, at overtale bortgået, M, til at følge med på plejecentret. Der blev i stedet indgået en aftale med både bortgået, M, og pårørende, A, om, at der ville blive aflagt et besøg på adressen den efterfølgende dag onsdag den 24. februar 2010.

Vi forlod herefter adressen kl. 19.50 og aftalte med både demenskonsulent, K og VC, at der skulle foretages en indberetning, idet det skønnedes tvivlsomt, at pårørende, A, var egnet til at tage vare på bortgået, M.«

Den 26. februar 2010 udfyldte læge L en blanket om »Anmodning om indlæggelse af en sindssyg person«. Det fremgår, at det drejer sig om A. I erklæringen er fortrykt anført, at han »er sindssyg, og at indlæggelse i en afdeling eller et hospital for sindslidende er fornøden for at afværge fare for (her anføres om den foreliggende fare har henblik på den pågældende selv og/eller andre):« hvorefter lægen har tilføjet »sin demente mor«. Af erklæringen fremgår endvidere:

»Pt. er tidl. vurderet af psyk. Jan Stenberg, som har fundet at han har en paranoid psykose, i 2004. Han har i det år jeg har kendt ham, ved de få kontakter været psykisk påfaldende. Man fører ikke en dialog, men A holder monolog, han sidestiller sig og gør sig bedre end de læger han tidligere har haft kontakt med, virker ikke til at have realistisk indblik i sin situation.

Det fremgår at han har konflikter, retssager og klagesager ved mange instanser.

Han er i sin tale springende, fortaber sig i detaljer, ikke altid indfølelig.

Han er desuden højtråbende og aggressiv i sit kropssprog, hvis man tillader sig at stille spørgsmål ved hans antagelser.

I den aktuelle situation har der været flere episoder på plejehjemmet, hvor hans demente mor bor imod hans vilje. Der har været verbale trusler, små puf (fysisk), og pt. truer også mig med diverse sagsanlæg.

Politiet har været involveret flere gange. Han har hentet sin demente mor fra plejehjemmet. På anmodning har han ikke bragt hende tilbage.

Det vurderes at han ikke er i stand til at tage vare på sin mor, og det er til fare for hende at hun tilbageholdes hos ham.

Der har været flere episoder, hvor politiet har overværet at han på plejehjemmet har været voldsomt verbalt aggressiv over for moren og personalet. Man kan på plejehjemmet ikke sikre moren mod at han henter hende igen. Vurderes at han er i en tilstand der sidestilles med psykose og er til fare for sin mor.«   

Af et brev af 26. februar 2010 fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til overlægen ved Oringe fremgår, at lægeundersøgelsen af A er foretaget af læge L samme dag kl. 10.45.

Den 26. marts 2010 traf Det Psykiatriske Patientklagenævn afgørelse vedrørende tvangsindlæggelsen og den efterfølgende tvangstilbageholdelse af A. Af afgørelsen fremgår blandt andet:

Patientklagenævnet godkender overlægens beslutning om at tvangsindlægge dig den 26. februar 2010.

Nævnet godkender endvidere overlægens beslutning om at tvangstilbageholde dig 27. februar 2010 og den fortsatte frihedsberøvelse som opretholdt ved revurderingerne senest den 18. marts 2010.

. . .

Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.

. . .

Nævnets begrundelse for afgørelsen:
 

Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer har Patientklagenævnet fundet, at betingelserne for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse efter psykiatrilovens § 5 og § 10, jf. § 5, er opfyldt.
 

Nævnet har lagt vægt på, at du på tidspunktet for tvangsindlæggelsen den 26. februar 2010 blev fundet i en tilstand, der kunne sidestilles med en psykose.
 

Det blev videre vurderet, at du frembød en nærliggende eller væsentlig fare for din demente mor, der bor på plejehjem. Du havde således hentet din mor, og ikke efterkommet plejehjemmets anmodning om at bringe hende tilbage. Det blev vurderet, at du ikke var i stand til at tage vare på din mor, og at det var til fare for din mor, at du tilbageholdt hende i din varetægt. Du har tidligere på plejehjemmet fremkommet med verbale trusler og små puf, ligesom du på plejehjemmet er observeret at have været voldsomt verbalt aggressiv overfor din mor.
 

Nævnet har med hensyn til tvangstilbageholdelsen lagt vægt på, at du den 27. februar 2010 (jf. 48 timers fristen jf. lovens § 10, stk. 3) ved gennemgang blev fundet psykotisk, uden sygdomsindsigt og behandlingskrævende. Du var voldsomt vred, grænseoverskridende med påskyndet tale, øget psykomotorisk tempo og svært paranoid tolkende.
 

Ved overlægens godkendelse den 1. marts 2010 samt efterprøvelse på 3. dagen virkede du forpint, fortsat svært usamlet og springende i din tankegang med paranoide symptomer.
 

Det fremgår videre af sagens oplysninger, at du ikke vurderedes som værende farlig, men derimod behandlingskrævende. Overlægen bekræftede dette på mødet.
 

Ved de efterfølgende efterprøvelser af din tilstand har billedet været uforandret, og du har ikke ønskede at modtage medicinsk behandling.
 

Nævnet har herefter fundet det godtgjort, at det på tidspunktet for beslutningen om tvangsindlæggelse, henholdsvis tvangstilbageholdelse, ville have været uforsvarligt ikke at indlægge henholdsvis tilbageholde dig med henblik på behandling, idet du var sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og idet din tilstand måtte antages at kunne bedres betydeligt og afgørende ved behandling.

Nævnet har endvidere fundet, at der efterfølgende ikke er sket en ændring af din tilstand, der kan medføre, at tvangstilbageholdelsen på nuværende tidspunkt bør ophæves og finder endvidere, at du i din aktuelle tilstand ikke kan antages at være i stand til at samarbejde om en ambulant behandling.
 

Nævnet har konstateret, at afgørelsen om at indlægge dig er truffet af afdelingens overlæge, og at der foreligger en af den indlæggende læge udfærdiget erklæring, som bygger på lægens egne undersøgelser foretaget med henblik på denne indlæggelse.

Nævnet har endvidere konstateret, at fristen i psykiatrilovens § 10, stk. 3, er overholdt, samt at der er sket en efterprøvelse af frihedsberøvelsen i overensstemmelse med lovens § 21, stk.2.«' Tvangstilbageholdelsen af A blev ophævet den 18. maj 2010, og den 21. maj 2010 blev han udskrevet.
 

Der har under landsrettens behandling af anken været stillet spørgsmål til Retslægerådet, der har besvaret spørgsmålene i en erklæring af 6. september 2011, hvoraf blandt andet fremgår:
 

»Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet efter omstændighederne indledningsvis udtale, at A er en nu 58-årig mand, der ikke tidligere har været psykiatrisk indlagt, men blev vurderet ved speciallæge 02.04.04 med henblik på afklaring af forsørgelsesgrundlag. Han fandtes da sindssyg, præget af forstyrret tænkning og ukorrigerbare vrangforestillinger om omverdenens inkompetence. Det blev vurderet, at det drejede sig om en kronisk paranoid tilstand med skizofrenisuspekte symptomer. Han har senere fået pension.

Den 26.02.10 blev han tvangsindlagt på farlighedskriteriet efter flere episoder på moderens plejehjem, hvor han havde været truende, højtråbende og svært korrigerbar.
 

Ved tvangsindlæggelsen og den efterfølgende tvangstilbageholdelse, fandtes han udtalt sindssyg med vrangforestillinger, kontinuerlig talende, ikke til at afbryde, ukorrigerbar og ganske uden sygdomserkendelse. Tankegangen var springende og usamlet, og han fremstod udpræget forstyrret.
 

Retslægerådet finder således, at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangsindlægge og efterfølgende tvangstilbageholde A, idet han på tidspunktet for frihedsberøvelsen var sindssyg, og udsigten til en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville have   været forringet. På tidspunktet for tvangsindlæggelsen vurderes han endvidere at have været farlig for sine omgivelser.«
 

Forklaringer
 

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaringer af appellanten og overlæge Q.
 

A har forklaret supplerende blandt andet, at han har taget studentereksamen og har mange »løse uddannelser«. De er blevet løse på grund af hans ægteskab, der krævede fuldtidsarbejde og i øvrigt blev opløst efter 4 år. Han studerede medicin, da han blev gift, men han har ikke gennemført uddannelsen. Har haft flere kortere ansættelsesforhold. Hans hus gik på tvangsauktion, og han blev som følge heraf hjemløs. På et tidspunkt søgte han om revalidering, og i den forbindelse besøgte han speciallæge Jan Stenberg. Det var første gang, han havde kontakt til en læge inden for psykiatri.
 

Om den episode, der er omtalt i politirapport af 22. juni 2008, forklarede han, at han på det tidspunkt befandt sig på sin mors bopæl. Han hjalp sin mor med at holde hendes hus, fordi hun ikke fik den hjælp af kommunen, hun havde krav på. Hans mor var meget imod, at nogen kom og gjorde rent. Han brugte derfor mange timer på adressen og var der ofte om natten for at gøre rent.
 

Han var hos sin mor den 23. februar 2010, da politiet kom. Han sagde til politiet, at der ikke var nogen valid juridisk grund til at tilbageholde hende på plejehjemmet, idet hun ikke var umyndiggjort. Hans mor havde forladt plejehjemmet 3 gange siden den 1. februar 2010. Han kunne se, at hans mor blev forsømt på plejehjemmet, og i dagene fra 23. til 26. februar 2010 tog han med hende på hørecenter, ligesom han gik i genbrugsbutikker og købte tøj til hende. Hans mor spiste på plejehjemmet i de dage, og han fulgte hende til og fra plejehjemmet i bus. Han afleverede hende til spisetid og hentede hende igen om aftenen, så hun havde mulighed for at sove og tage bad hjemme.
 

Den 26. februar 2010 havde han planlagt at tage i byen med sin mor, men det nåede de ikke. Der mødte en masse personer op på adressen, herunder 4 uniformerede betjente. De stilede direkte mod hans mor, der blev meget bekymret. De sagde, at de kom for at tage hende med tilbage til plejehjemmet. Hans mor sagde, at så længe hendes søn var der, ønskede hun at være i sit eget hjem. Han gjorde dem opmærksom på, at der ikke var noget grundlag for at tvangstilbageholde hende på plejehjemmet, men han gjorde ikke noget fysisk, da personerne var omkring hans mor. Læge L var også til stede. Han havde ikke nogen samtale med hende, og der var ikke nogen kommunikation mellem dem, dog spurgte hun, om han kunne huske, hvem hun var. En af betjentene sagde til ham, at han havde 3 minutter til at pakke sin tandbørste og noget undertøj, idet de ville tage ham med. Han fik ikke at vide, hvor han skulle hen. De sagde blot, at han skulle køres væk. Han blev kørt bort i en politibil med to betjente. Han kunne godt se, at de kørte ham til Oringe.
 

Da han kom til Oringe, blev han modtaget af plejepersonale. Han så, at der stod 5 bind af Karnov, og dem hentede han. Han protesterede mod indlæggelsen. Han mødte en læge, 6-7 timer efter at han var ankommet. Lægen talte til ham, som om han var dårligt begavet. Han nægtede at svare på lægens spørgsmål, der savnede sund fornuft. Han fortalte, at de overtrådte reglerne. Lægen henviste til, at læge L havde udfyldt »røde papirer«. Lægen gav ikke udtryk for nogen selvstændig vurdering. Lægen sagde til de andre, der stod omkring hende, at man ville finde ud af, om han var farlig for sig selv. Der blev talt om forskellige medicinske præparater, men lægen talte ikke til ham, men derimod til eleverne, der stod ved siden af hende.
 

På et tidspunkt sagde overlæge Q, at han skulle tvangsmedicineres. Han tog sin tvangsmedicin én gang, mens han var tvangstilbageholdt. Det er urigtigt, når der står i journalerne, at han gentagne gange har taget tvangsmedicinen. Han har heller ikke fået medicin med sprøjte.
 

Der var ingen forskel på hans situation, da han blev indlagt den 26. februar 2010 og udskrevet den 21. maj 2010. Der var bare gået 3 måneder. Efter udskrivelsen den 21. maj 2010 tog han hen til sin mors hus for at se, hvordan det så ud. Han kunne se, at hun havde været der. Efterfølgende besøgte han sin mor på plejehjemmet. Han talte ikke med personalet i den forbindelse. Han fik ikke ordineret medicin eller behandling i forbindelse med udskrivelsen, og han har heller ikke taget medicin eller været i behandling siden udskrivelsen. Der har været 54 tilfælde, hvor personale på plejehjemmet har truet med at ville ringe efter politiet, og de har ringet efter politiet 35 gange. Efter han blev udskrevet, har der været et tilfælde, hvor plejehjemmet ringede efter politiet. Han var da i gang med at gøre moderens badeværelse rent. Den 8. april 2010 kom hans mor under værgemål og fik beskikket en værge.
 

Q har forklaret supplerende blandt andet, at A blev tvangsindlagt den 26. februar 2010 på røde papirer på grund af farlighed. De modtog A efter at have godkendt de røde papirer om indlæggelse på grund af farlighed. Ud fra symptomerne blev det vurderet, at A led af paranoid psykose. Det var ikke vidnet, der gennemgik grundlaget for tvangsindlæggelsen. Det gjorde overlæge O. Det er overlægens ansvar at godkende ordlyden af de røde papirer. Han har selv læst de røde papirer, men det er ikke ham, der har godkendt dem. Vidnet går ud fra, at læge L har undersøgt A, således som hun skal, inden han blev tvangsindlagt. Når de modtager patienter med henblik på tvangsindlæggelse, forventer de, at tingene er, som de skal være, men de foretager også deres egen vurdering af patienten. Vidnet kan ikke huske, om han har set erklæringen af 2. april 2004 fra speciallæge Jan Stenberg. I forbindelse med indlæggelsen tog de bestik af den akutte situation, men oplysninger fra tidligere kan have betydning.
 

Når en patient er indlagt på røde papirer, vil patienten ofte have godt af de strukturerede rammer på stedet, og patienten vil også blive tilbudt medicinsk behandling. Ofte vil de strukturerede rammer i sig selv give en bedring. Hvis en patient er indlagt på farlighed, vil farligheden ofte træde i baggrunden efter nogen tid, og man vil i stedet fokusere på det behandlingsmæssige. De havde indtryk af, at A ikke var samarbejdsvillig, og derfor skærpede de overvågningen af, at han tog sin medicin, men vidnet kan ikke afvise, at A ikke har taget sin medicin.
 

Det er vidnet, der har undersøgt A den 1. marts 2010 og skrevet notaterne i journalen herom. På baggrund af oplysningerne i de røde papirer skrev han, at A havde været »fulgt af« speciallæge Jan Stenberg, men han ved ikke, om Jan Stenberg har set A mere end én gang. Vidnet kan se, at de røde papirer taler om, at A er blevet »vurderet« af speciallæge Jan Stenberg. Vidnet vurderede, at A led af paranoid psykose. For at stille en sådan diagnose er det et krav, at symptomerne har været til stede vedvarende i en måned, men de er nødt til at have nogle arbejdsdiagnoser at gå ud fra, og på baggrund af de akutte symptomer stillede han diagnosen, der blev bekræftet gennem indlæggelsen.
 

Den undersøgelse, der blev foretaget efter 30 dage, blev foretaget af læge N, som det fremgår af journalen. Vidnet var ikke selv involveret i denne undersøgelse. Overlæge V har den 7. april 2010 efterfølgende godkendt den vurdering, der blev foretaget af læge N, således som det fremgår af journalen.
 

Vidnet foretog selv en undersøgelse og vurdering af A den 25. april 2010, hvor han vurderede, at A fortsat var i en psykotisk tilstand, og at der fortsat var udsigt til bedring ved behandling.
 

Vidnet havde en samtale med A den 18. maj 2010. På det tidspunkt ønskede A ikke at blive udskrevet, selv om tvangstilbageholdelsen blev ophævet, men han må have ændret mening efterfølgende, for han blev udskrevet den 21. maj 2010. Det fremgår af journalen, at læge X havde en udskrivningssamtale med A den 21. maj 2010. Det fremgår af udskrivningsbrevet, at læge X under diagnose har skrevet »Psykose, ikke organisk uden specifikation«. Vidnet kan ikke forklare, hvorfor læge X har skrevet sådan, men det er vidnets vurdering, at der burde have været anført en anden diagnose. Det er således vidnets vurdering, at A fortsat led af paranoid psykose, da han blev udskrevet. Da A blev udskrevet, var der behov for opfølgning, men det ønskede A ikke, og det var de nødt til at respektere. Vidnet vurderer, at A havde det bedre, da han blev udskrevet den 21. maj 2010, end da han blev indlagt den 26. februar 2010.
 

Procedure
 

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Samtlige dommere udtaler:
 

Efter de foreliggende lægelige oplysninger, herunder erklæringen fra læge L, hospitalsjournalen, erklæringen af 2. april 2004 fra speciallæge Jan Stenberg og Retslægerådets udtalelse af 6. september 2011, er det godtgjort, at A var sindssyg på tidspunktet for tvangsindlæggelsen og tvangstilbageholdelsen fra 26. februar 2010 til 18. maj 2010.
 

Landsdommerne Jon Fridrik Kjølbro og Morten Kroon (kst.) udtaler:
 

Det fremgår af erklæringen af 26. februar 2010 fra læge L, at A var højtråbende og aggressiv. Det fremgår endvidere, at der på det plejehjem, hvor hans 83-årige demente mor boede, havde været flere episoder, hvor han var fremkommet med verbale trusler og små puf og havde været voldsomt verbalt aggressiv over for både moderen og personale. A havde efter det oplyste hentet sin mor fra plejehjemmet og fulgt hende til bopælen, og lægen vurderede, at han ikke var i stand til at tage vare på hende.
 

Den 23. februar 2010 havde politiet indfundet sig på moderens bopæl sammen med personale fra plejehjemmet, hvor de traf A sammen med moderen, der havde forladt plejehjemmet. A fremtrådte psykisk afvigende og svært forståelig, og han tilkendegav, at han under ingen omstændigheder ønskede, at hans mor skulle tilbage til plejehjemmet, idet han havde i sinde at passe hende. Det fremgår, at A afbrød plejepersonalet, når de forsøgte at tale med moderen, og at han hævede sin stemme og blev ophidset og aggressiv i sin fremtræden. Ejendommen blev skønnet meget rodet og uhygiejnisk, og det blev anset for tvivlsomt, om A var i stand til at tage vare på moderen.
 

På den baggrund og tillige henset til A's tilstand og adfærd samt Retslægerådets erklæring af 6. september 2011 finder vi det godtgjort, at det ville være uforsvarligt ikke at frihedsberøve A den 26. februar 2011 med henblik på behandling, fordi han frembød en nærliggende og væsentlig fare for andre.
 

Vi kan derfor tiltræde, at tvangsindlæggelsen af A den 26. februar 2010 var lovlig, jf. psykiatrilovens § 5, nr. 2.
 

Landsdommer Bloch Andersen udtaler:
 

A's moder havde den 23. februar 2010 forladt det plejehjem, hun boede på, idet hun ikke ønskede at være der, og var taget hjem til sit hus, hvor hun havde boet gennem mange år. A's moder var dement og ikke i stand til at tage vare på sig selv, men hun var ikke på daværende tidspunkt sat under værgemål. Samme dag kom politiet, to ansatte på plejehjemmet og en demenskonsulent fra kommunen til hjemmet. A ønskede under ingen omstændigheder, at hans moder skulle tilbage til plejehjemmet, og han gav udtryk for, at han agtede at passe sin moder, indtil han kunne finde et plejested i - - -. Det fremgår videre, at A på ingen måde ønskede politiets tilstedeværelse, så længe der ikke forelå et gældende juridisk grundlag. Moderen forklarede politiet, at hun boede dér og havde i sinde at bo der, lige så længe hendes søn var der til at hjælpe hende. Hun ønskede under ingen omstændigheder at blive kørt tilbage til plejehjemmet og kunne heller ikke erindre at have boet dér. Det lykkedes ved en efterfølgende samtale heller ikke demenskonsulenten at overtale moderen til at følge med til plejehjemmet. Det anførtes sluttelig i politirapporten, at der skulle foretages indberetning, idet det skønnedes tvivlsomt, om A var egnet til at tage vare på moderen. De næste dage forløb således, at A og moderen var på forskellige indkøb m.v. om formiddagen, hvorefter A bragte moderen tilbage til plejehjemmet til frokost. Moderen var herefter på plejehjemmet, indtil A tog hende med sidste bus om aftenen, således at hun kom hjem til sit hus og overnattede der.
 

Efter de foreliggende oplysninger lægger jeg videre til grund, at A, uanset at han ikke havde været i behandling for sin sindssyge, ikke tidligere havde været til sådan fare for sig selv eller andre, at han havde været indlagt, ligesom han ikke havde været voldelig over for sin moder.
 

Tvangsindlæggelsen den 26. februar 2010 skete, direkte under henvisning til at A var til fare for sin moder, idet den indlæggende læge anførte, at »han ikke er i stand til at tage vare på sin mor, og det er til fare for hende at hun tilbageholdes hos ham.«

Det fremgår endvidere af den indlæggende læges beskrivelse i lægeerklæringen af 26. februar 2010, at A truede den indlæggende læge »med diverse sagsanlæg.«
 

Jeg finder ikke, at A under de anførte omstændigheder har udsat sin moder for en sådan fare, at der har været tilstrækkeligt grundlag for at tvangsindlægge ham. Jeg finder, at A's moders situation burde have været løst eller i det mindste søgt løst med andre og for A mindre indgribende foranstaltninger, f.eks. kunne hun have været taget under værgemål, således som det i øvrigt skete kort efter, og de fornødne beslutninger kunne være truffet i forlængelse heraf. Der kan i den forbindelse henvises til U 2001.464 V.
 

Jeg finder herefter tvangsindlæggelsen efter psykiatrilovens § 5, nr. 2, ulovlig.
 

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
 

Samtlige dommere udtaler:
 

Efter indholdet af hospitalsjournalerne om A's tilstand og adfærd og manglende sygdomserkendelse og samarbejdsvilje sammenholdt med Retslægerådets erklæring af 6. september 2011 finder landsretten det godtgjort, at det ville være uforsvarligt ikke at frihedsberøve ham fra 26. februar 2010 til 18. maj 2010 med henblik på behandling, fordi udsigten til en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.
 

Landsretten tiltræder derfor, at tvangstilbageholdelsen af A fra 26. februar 2010 til 18. maj 2010 var lovlig, jf. psykiatrilovens § 10, jf. § 5, nr. 1.
 

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.
 

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen, jf. retsplejelovens § 312, stk. 6.

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Næstved den 4. maj 2010 og af Østre Landsrets 12. afdeling den 9. maj 2012.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Jon Stokholm, Hanne Schmidt og Jan Schans Christensen.
 

Påstande
 

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at tvangsindlæggelsen af ham den 26. februar 2010 kendes ulovlig.

Indstævnte, Region Sjælland, har påstået stadfæstelse.
 

A har forud for den mundtlige forhandling for Højesteret frafaldet sin anke af den del af landsrettens dom, der vedrører tvangstilbageholdelsen af ham i perioden 26. februar til 18. maj 2010.
 

Parterne er enige om, at spørgsmålet om eventuel erstatning for frihedsberøvelsen efter retsplejelovens § 469, stk. 6, udskydes til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.
 

Retsgrundlag
 

Psykiatrilovens § 5 (lov nr. 331 af 24. maj 1989 med senere ændringer) har følgende ordlyd:
 

»§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
 

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.«   

Af forarbejderne til lov nr. 331 af 24. maj 1989 (L 76, Folketingstidende 1988-89 (1. samling), tillæg A, sp. 2047ff.) fremgår følgende:
 

»1. Indledning
 

1.1. Lovforslaget har til formål at styrke de sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og tvangsbehandling m.v. Lovforslaget skal endvidere sikre, at den sindslidende i videst muligt omfang inddrages i og får indflydelse på behandlingen og sine egne forhold i øvrigt.
 

I forhold til den gældende lov om sindssyge personers hospitalsophold, der er fra 1938, vil lovforslaget bl.a. indebære, at betingelserne for at anvende tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skærpes og præciseres.

Med henblik på at formindske brugen af tvang mest muligt foreslås det som et grundlæggende princip, at tvang kun anvendes, når alle andre muligheder er udtømt, og at den tvangsanvendelse, der i så fald kommer på tale, begrænses til det absolut nødvendige (»det mindste middels princip«).

. . .

2. Generelle synspunkter
 

2.1. Lovforslaget bygger i overensstemmelse med indstillingen fra udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling på det grundsynspunkt, at anvendelse af tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal forebygges og undgås i det omfang, det af hensyn til patientens eget eller andres liv, helbred og velfærd overhovedet er muligt, men at tvang på den anden side ikke helt kan undværes på dette område. Ved tvang forstås i denne sammenhæng tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering samt anvendelse af visse former for fysisk magt.«
 

Af forarbejderne (sp. 2978) fremgår endvidere følgende om »farekriteriet« i psykiatrilovens § 5, nr. 2:
 

»Farlighedsindikation kan foreligge enten som fare for personen selv, typisk i form af risiko for selvmord eller alvorlig selvlemlæstelse, eller som fare for andre. Der stilles krav om, at faren skal være nærliggende og væsentlig.
 

Farlighedsbegrebet omfatter en vis kvalificeret og aktuel fare for person, herunder også trusler om vold eller selvlemlæstelse, brandstiftelse og ligeartede farlige handlinger. En blot mulig og mere fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig, er ikke tilstrækkelig. Verbale forulempelser, der ikke indeholder trusler om vold eller selvlemlæstelse, falder ligeledes udenfor det foreslåede farlighedsbegreb.«
 

Anbringender
 

A har navnlig anført, at han den 26. februar 2010 ikke udviste en adfærd, der med rette kunne henføre ham til psykiatrilovens § 5, nr. 2. Det er et krav, at faren skal være nærliggende eller væsentlig. Indgrebet kunne være undgået ved at foretage mindre indgribende foranstaltninger f.eks. ved, at moderen blev taget under værgemål, og de fornødne beslutninger kunne være truffet i forlængelse heraf. Tvangsindlæggelsen var derfor ulovlig.
 

Region Sjælland har navnlig anført, at tvangsindlæggelsen den 26. februar 2010 var lovlig, da betingelserne i psykiatrilovens § 5, nr. 2, var opfyldt. A var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der måtte ligestilles hermed, da han savnede virkelighedsfornemmelse, havde ukorrigerbare vrangforestillinger, var uden sygdomserkendelse og fremstod psykotisk med paranoid overbygning. Det ville have været uforsvarligt ikke at frihedsberøve A med henblik på behandling, hvorved der var udsigt til at afhjælpe farligheden. A frembød en nærliggende og væsentlig fare for andre, herunder ved at have bortfjernet sin da 83-årige demente og psykotiske mor fra plejehjem, da der var risiko for, at hun ville være blevet udsat for markant omsorgssvigt og psykisk overgreb.
 

Supplerende sagsfremstilling
 

Til brug for Højesteret har Retslægerådets den 22. maj 2013 besvaret en række supplerende spørgsmål:
 

»Spørgsmål 1a:

Hvilke aktuelle kliniske psykotiske symptomer, noteret i indlæggelseserklæringen, havde A på indlæggelsestidspunktet den 26.02.10, jf. »anmodning om indlæggelse af en sindssyg person« af 26.02.10 (indlæggelseserklæring)?

Opfylder den underskrevne erklæring de lægefaglige lovkrav til tvangsindlæggelsesbegæringen?

Svaret bedes begrundet ud fra erklæringens ordlyd.
 

Det fremgår af journalnotater fra 1. indlæggelsesdøgn, at A afviste al kontakt med såvel plejepersonale som læge, som han ikke ønskede samtale med. Han blev af lægen opsøgt 2 gange på sin stue. Han talte første gang videre i mobiltelefon, og anden gang henviste han til »røde papirer« og ønskede ikke kontakt. Der fandtes læderet kontakt, hvilket var et psykotisk symptom, og adfærden var realitets-utilpasset, det vil sige, at A var i en sindssygelig tilstand. Lægefaglige krav er opfyldt.
 

Spørgsmål 2a:

Har A modtaget information af læge L forud for indlæggelsen, jf. psykiatrilovens § 31?

Spørgsmålet kan ikke besvares. Men L anførte, at A var højtråbende, aggressiv og talende i monolog.
 

Spørgsmål 3a:

Fremgår det af indlæggelseserklæringen, at læge L har foretaget en aktuel selvstændig klinisk vurdering af A's psykiske tilstand på indlæggelsestidspunktet?

Anser Retslægerådet det for overensstemmende med lægefaglige principper, at der i  indlæggelses-erklæringen refereres til en diagnose fra 2004 fra speciallæge i psykiatri Jan Stenberg?

Spørgsmål 4a:

Såfremt første del af spørgsmål 3a besvares bekræftende spørges, om der i denne psykiske vurdering er indeholdt en klar beskrivelse af symptomer og adfærd, der kan underbygge en antagelse om fare og begrunde attestens ordlyd om, at A var sindssyg eller i en tilstand, der kan sidestilles hermed?

Ja, der er beskrivelse, der begrunder fare og sindssyge eller tilstand ligestillet hermed.
 

Spørgsmål 5a:

Hvilke aktuelle psykotiske symptomer er efter Retslægerådets vurdering indeholdt i den af L udfærdigede indlæggelseserklæring, jf. spørgsmål 15?

Uindfølelig er et udtryk for, at en person opfatter realiteter på egen privat måde, og springende tale er et udtryk for forstyrret tænkning. Begge dele er sindssygdomssymptomer.
 

Spørgsmål 6a:

Finder Retslægerådet, at der ud fra indlæggelseserklæringen forelå aktuelle symptombeskrivelser, der begrunder, at A skulle indlægges?

Ja.

. . .
 

Spørgsmål 15a:

Da det ikke fremgår af beskrivelsen i indlæggelseserklæringen, at denne understøttes af L's egne undersøgelser, foretaget med henblik på indlæggelse, anmodes om en lægefaglig vurdering af, om erklæringen efter Retslægerådets mening er i overensstemmelse med gældende regler for udfærdigelse af tvangsindlæggelseserklæring.

Ja.
 

Spørgsmål 15b:

Giver indlæggelseserklæringen et retvisende grundlag for modtagelsen af A på hospitalet og den senere tilbageholdelse og behandling, jf. svaret på spørgsmål 13?

Ja.
 

Spørgsmål 17a:

Er der oplyst symptomer i sagen, som burde have givet hospitalet anledning til at formode at A led af paranoia?

Ja, der er i journalen beskrevet, at A havde vrangforestillinger (paranoia).
 

Spørgsmål 20:

Finder Retslægerådet, at A ud fra erklæringen af 2004 fra Jan Stenberg led af paranoid personlighedsforstyrrelse på indlæggelsestidspunktet, jf. side 4 f.n.?

Nej. A led af sindssygdom (psykose) med vrangforestillinger (paranoide forestillinger).

. . .
 

Spørgsmål 23:

Retslægerådet anmodes om at oplyse, om der i henhold til lægeattest udarbejdet i forbindelse med anmodning om indlæggelse er foretaget en læge faglig vurdering af patienten.

Ja.
 

Spørgsmål 24:

Retslægerådet anmodes om at oplyse, hvorvidt patientens symptomer ved indlæggelsen kan henføres til betegnelsen »sindssygdom« eller ganske lignende tilstand.

Ja, tilstanden kan betegnes som sindssygdom.

. . .«
 

Af hospitalsjournalen vedrørende A's indlæggelse fremgår bl.a., at han den 26. februar 2010 ikke ønskede at tale med lægen, at han den 27. februar 2010 blev vred (opkørt) ved tilsyn af nattevagt, og at 1. reservelægen samme dag forsigtigt måtte trække sig tilbage i forbindelse med en samtale for ikke at få ham agiteret. Han blev vurderet helt paranoid psykotisk uden sygdomsindsigt af nogen art. Han blev ikke vurderet farlig, når han fik lov til at opholde sig på stuen, men hvis dette ikke var tilfældet, ville korrektioner måske give anledning til aggressiv adfærd. Han skønnedes potentielt at være udadreagerende, og der skulle altid være to personer ved henvendelse til ham.
 

Forklaringer
 

Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af læge L og A
 

L har forklaret, at hendes første notat om A er fra den 24. september 2008. Det var hans første henvendelse til hende, og den vedrørte nogle fysiske skader. Hun havde yderligere henvendelser fra ham i 2008 og 2009 vedrørende diverse fysiske problemer. I juni 2009 var der en snak om hans forsørgelsesgrundlag. Hun fik den 18. august 2009 en opringning fra en visitator i hjemmeplejen, der mente, at A var meget vanskelig og bl.a. truede med at tage moderen med hjem. Hun opfordrede visitator til at tilkalde politiet. Hun fik den 21. januar 2010 en opringning fra psykiater P, der havde undersøgt A's mor. Psykiateren ringede, fordi han var bekymret over, hvor syg A virkede, og om han overhovedet havde noget at leve af. Psykiateren mente, at A var psykotisk. Hun vidste ikke, om psykiateren havde undersøgt A. Hun havde fået oplyst, at psykiateren havde undersøgt moderen, og i den forbindelse mødt A. Hun ved ikke, hvor moderen var blevet undersøgt. Hun skrev på denne baggrund et brev til A den 26. januar 2010 og prøvede at indkalde ham til samtale den 11. februar 2010, men hun kan ikke sige, hvilken adresse det er sendt til. Brevet er ikke kommet retur. A's adresse i journalen var - - -vej 15-6. Han mødte ikke til samtalen. Samtalen var et forsøg på at få ham til at prøve psykiatrisk medicinsk behandling. Hun havde også tidligere forgæves forsøgt at få A i medicinsk behandling.
 

Hun kan ikke huske, hvilke oplysninger hun fik, da hun fik A som patient. De informationer, hun fik, var blevet sendt videre til den næste læge, A fik. Hun har ikke på noget tidspunkt været læge for A's mor.
 

Socialpsykiatrien kontaktede hende telefonisk den 23. februar 2010, fordi de havde haft svært ved at komme i kontakt med A samtalemæssigt. Hun havde den 23. februar 2010 ikke hørt om, at han havde flyttet sin mor. Hun overvejede derfor kun gul tvangsindlæggelse på dette tidspunkt. Hun overvejede på dette tidspunkt at tage ud med politiet for at foretage gul tvangsindlæggelse, og hun ringede til politiet den 25. februar 2010 for at forberede dem på det.
 

Den 26. februar 2010 kontaktede kommunen hende. Hun kunne ikke huske, hvem der kontaktede hende, eller hvad der præcis blev sagt. Det, hun havde noteret, var: »Patienten har hentet sin mor fra plejehjemmet, og vil ikke acceptere at hun kommer tilbage dertil.« Hun havde ikke skrevet tidspunktet for henvendelsen, men mente, at det var om morgenen. Da hun tog derud, opfattede hun det som sin opgave at få A indlagt. Hun oplevede på stedet ham som uden fornemmelse for situationen. Hun troede for eksempel ikke, at han hørte, da hun forklarede ham vedrørende tvangsindlæggelse. Der var ingen tovejs-kommunikation, og hun mente ikke, at han havde virkelighedsfornemmelse i situationen. De gange A var kommet i konsultationen, havde de aldrig kunnet tale om det psykiske, men kun det fysiske. Undersøgelsen af A blev lavet i form af samtale på stedet. Samtalen blev foretaget i stuen i huset. Han stod op, og hun og moderen sad. Hun var ikke i tvivl om, at A var psykotisk. Hun troede, at moderen ville have fået mad, hvis hun var blevet, men i den grad, A blev vred på andre, troede hun også, at han ville være blevet vred på moderen. Hun oplevede risiko for alvorligt omsorgssvigt og psykisk overgreb. Hun havde ikke set ham råbe specielt ad moderen, men han råbte ad alle, der var i huset på det tidspunkt. Hun informerede A om, at hans tilstand var psykotisk, og at han var til fare for sin mor. Hun oplyste ham endvidere om, at han var så psykotisk og til fare for sin mor, at han havde brug for indlæggelse. Hun opfordrede derfor kraftigt til frivillig indlæggelse og forklarede, at i det tilfælde, han ikke ville gå med til det, ville hun være nødt til at tvangsindlægge ham. Hun spurgte dernæst A's mor, om hun ville blive der. Moderen gav udtryk for, at hun gerne ville blive der, og hun kunne ikke huske, at hun havde været på plejehjem. Hun mener, at det kræver meget stor indføling at tage sig af demente personer, som A ikke havde. Hun mente, at det ikke var forsvarligt, at A passede sin mor. Hun havde ikke set episoderne fra plejehjemmet.
 

Hun forklarede vedrørende henvisningen i indlæggelsespapirerne til erklæringen fra 2004, at nogen fra kommunen kom med erklæringen til hende. Hun kunne ikke huske hvem. Hun fik også kopi af politianmeldelse fra en fra kommunen. Hun fik den i hånden på vej ud til adressen. Hun havde læst indledningen og konklusionen på erklæringen, inden hun lavede indlæggelsespapirerne. Hun havde ikke været involveret i episoden den 22. juni 2008. Hun forklarede vedrørende sætningen i indlæggelsespapirerne: »Han har i det år jeg har kendt ham,« at hun havde kendt ham længere, og at formuleringen skulle have været halvandet år i stedet.
 

Hun kunne ikke huske, om hun bad politiet om at være til stede den 26. februar 2010, men det kunne godt passe, at hun havde gjort det. Hun vurderede, at sagen var meget kompliceret, og at der var mulighed for, at A var aggressiv.
 

A har forklaret, at han boede på - - -vej 19 på det tidspunkt, brevet med indkaldelse til samtale blev sendt. Han så først brevet et halvt år senere. Der var nogen, der gjorde ham opmærksom på brevet, men han havde aldrig fået det med posten. Han havde haft kontakt med lægehuset som forklaret af læge L, men de fleste gange ikke med læge L personligt. L havde aldrig foreslået ham psykiatrisk behandling.

Moderen var gået fra plejehjemmet den 23. februar 2010 og hen til - - -vej. Naboerne gjorde ham opmærksom på, at moderen var der. Han talte med sin mor. Politiet kom så senere sammen med nogen fra plejehjemmet. Han ved ikke, hvorfor politiet kom. Moderen kom ikke tilbage til plejehjemmet den dag. Det blev aftalt, at hun overnattede på - - -vej.
 

Med hensyn til den 26. februar 2010 var han ikke blevet foreslået frivillig indlæggelse af læge L. Han var heller ikke blevet undersøgt af L den dag, ligesom han ikke talte direkte med hende. Der var en kaotisk situation på stedet, fordi der var 16 personer til stede.

A blev den 26. februar 2010 tvangsindlagt med henvisning til psykiatrilovens § 5, nr. 2. Efter denne bestemmelse kan en person tvangsindlægges, hvis vedkommende er sindssyg eller befinder sig i en situation, der ganske må sidestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi han frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
 

Sagen angår, om beslutningen om tvangsindlæggelse af A den 26. februar 2010 var lovlig.
 

Det er ubestridt, at A var sindssyg på tidspunktet for tvangsindlæggelsen.
 

Tvisten angår først og fremmest, om A på indlæggelsestidspunktet frembød en »nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre«, jf. psykiatrilovens § 5, nr. 2. Efter forarbejderne omfatter farlighedsbegrebet en vis kvalificeret og aktuel fare for person, herunder trusler om vold, brandstiftelse og ligeartede farlige handlinger. En blot mulig og mere fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig, er ikke omfattet, ligesom verbale forulempelser, der ikke indeholder trusler om vold eller selvlemlæstelse, ligeledes falder uden for farlighedsbegrebet.
 

Tre dommere - Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm og Jan Schans Christensen - udtaler:
 

Det er i læge L's anmodning om tvangsindlæggelse af 26. februar 2010 anført, at A er sindssyg, og at indlæggelse i en afdeling eller et hospital for sindslidende er fornøden for at afværge fare for hans demente mor. Der fokuseres endvidere i anmodningen om tvangsindlæggelse på, at han har hentet sin demente mor på plejehjemmet, at han på anmodning ikke har bragt hende tilbage, at man på plejehjemmet ikke kan sikre moderen mod, at A henter hende igen, at han vurderes ude af stand til at tage vare på sin mor, og at det var til fare for hende, at hun tilbageholdtes af ham.
 

Efter vores opfattelse kan A's afhentning af moderen, hans manglende aflevering af hende igen og hans manglende evne til at tage vare på moderen ikke i sig selv begrunde en tvangsindlæggelse af ham efter psykiatrilovens § 5, nr. 2.
 

Det fremgår i øvrigt af L's anmodning om indlæggelse bl.a., at A var højtråbende og aggressiv i sit kropssprog, hvis man tillod sig at stille spørgsmål ved hans antagelser. Det fremgår imidlertid ikke, at han var voldelig eller truede med vold eller ligeartede farlige handlinger. Anmodningen om indlæggelse henviser derudover til tidligere episoder, hvor A har været voldsomt verbal aggressiv over for moderen og personalet på plejehjemmet, herudover at der var forekommet »små puf«, men det er uoplyst, om der har været tale om voldsudøvelse eller trusler herom.
 

Vi finder på den anførte baggrund, at der ikke i anmodningen om indlæggelse er beskrevet en situation, hvorefter A frembød en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre. L har for Højesteret forklaret, at hun frygtede, at A også ville kunne blive vred på moderen, men vi finder det ikke godtgjort, at en risiko herfor i sig selv udgør en kvalificeret og aktuel fare for moderen, da der ingen oplysninger foreligger om, at A's vrede på noget tidspunkt har givet sig udslag i voldsudøvelse eller trusler herom.

Da der efter vores opfattelse heller ikke i øvrigt foreligger oplysninger - herunder i Retslægerådets besvarelse af de stillede spørgsmål - som tyder på, at A på tvangsindlæggelsestidspunktet udgjorde en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, finder vi det ikke godtgjort, at kravet herom i psykiatrilovens § 5, nr. 2, er opfyldt. Vi stemmer derfor for at tage A's påstand til følge.

Dommerne Marianne Højgaard Pedersen og Hanne Schmidt udtaler:
 

Retslægerådet har i sin erklæring af 6. september 2011 anført, at A ved tvangsindlæggelsen fandtes udtalt sindssyg med vrangforestillinger, kontinuerligt talende, ikke til at afbryde, ukorrigerbar og ganske uden sygdomserkendelse. Tankegangen var springende og usamlet, og han fremstod udpræget forstyrret. Retslægerådet fandt, at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangsindlægge A, og vurderede, at han på tidspunktet for tvangsindlæggelsen var farlig for sine omgivelser.

Retslægerådet har endvidere i sin erklæring af 22. maj 2013 udtalt, at A på indlæggelsestidspunktet led af sindssygdom (psykose) med vrangforestillinger (paranoide forestillinger). Det er endvidere Retslægerådets vurdering, at læge L's lægeerklæring til brug for indlæggelsen indeholder en selvstændig vurdering, der er i overensstemmelse med gældende regler for sådanne erklæringer, og at der i erklæringen er en beskrivelse, der begrunder fare.
 

Det fremgår af indlæggelseserklæringen fra L, der var A's sædvanlige læge, og af hendes forklaring for Højesteret, at hun i dagene forud for tvangsindlæggelsen overvejede at indlægge A på grundlag af hans behov for behandling, jf. psykiatrilovens § 5, nr. 1 (på gule papirer). Da hun den 26. februar 2010 opsøgte A, fandt hun ham højtråbende og aggressiv i sit kropssprog uden virkelighedsfornemmelse i situationen. Der havde forud herfor været flere episoder på hans mors plejehjem, hvor han havde fremsat verbale trusler og givet små puf (fysisk), og han havde været voldsomt verbalt aggressiv over for moderen og personalet. Politiet havde i den anledning været involveret flere gange. Hun mente, at A, i den grad, han blev vred på andre, også ville være blevet vred på moderen, og hun oplevede risiko for alvorligt omsorgssvigt og psykisk overgreb over for moderen, der nu befandt sig i hans varetægt. Hun vurderede på denne baggrund, at A, der var psykotisk, havde brug for indlæggelse og var til fare for sin mor, og hun besluttede derfor at indlægge ham i medfør af lovens § 5, nr. 2 (på røde papirer).
 

Ved indlæggelsen blev A vurderet af overlæge O, der fandt betingelserne for indlæggelse opfyldt, jf. psykiatrilovens § 9, stk. 2, og ved en vurdering af en anden hospitalslæge den følgende dag blev han betegnet som potentielt udadreagerende, og det blev besluttet, at der altid skulle være to personer ved henvendelse til ham.
 

På denne baggrund finder vi, at A - der ubestridt var sindssyg - på indlæggelsestidspunktet frembød en nærliggende og væsentlig fare for andre, herunder sin demente 83-årige mor, og at det ville være uforsvarligt ikke at frihedsberøve ham med henblik på behandling. Vi tiltræder derfor, at tvangsindlæggelsen af A den 26. februar 2010 var lovlig, jf. psykiatrilovens § 5, nr. 2.
 

Vi er enige med flertallet i, at risikoen for, at A ikke bragte moderen tilbage til plejehjemmet eller afhentede hende der igen, ikke i sig selv kan begrunde tvangsindlæggelse. Beslutningen om tvangsindlæggelse kan imidlertid heller ikke anses for at være begrundet i disse forhold, men må anses for truffet efter en samlet bedømmelse af, at A på tidspunktet for tvangsindlæggelsen var udtalt sindssyg, fremstod udpræget forstyrret og havde et påtrængende behov for behandling, at A på grund af sin aktuelle tilstand ikke kunne varetage omsorgen for sin 83-årige demente mor, som han modsatte sig kom tilbage til sit plejehjem, og som derfor var udsat for en nærliggende og væsentlig risiko for alvorligt omsorgssvigt og psykiske overgreb, at A tidligere havde optrådt truende over for og puffet til personalet på moderens plejehjem, hvilket gentagne gange havde medført tilkaldelse af politiet, at hans aktuelle tilstand derfor medførte en nærliggende og væsentlig risiko for fysiske overgreb over for sundhedspersonale, som nødvendigvis måtte have kontakt til moderen og ham, og at han i det hele taget skønnedes farlig for sine omgivelser.
 

Vi bemærker i øvrigt, at det fremgår af Retslægerådets erklæring af 6. september 2011, at betingelserne for at tvangsindlægge og efterfølgende tvangstilbageholde A var opfyldt, idet udsigten til en betydelig og afgørende bedring af hans tilstand ellers ville have været forringet, jf. herved psykiatrilovens § 5, nr. 1.
 

Vi stemmer herefter for at stadfæste dommen.
 

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen, jf. retsplejelovens § 312, stk. 6.

Tvangsindlæggelsen af A den 26. februar 2010 kendes ulovlig.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.