U.2014.2939V

V.L.D. 12. marts 2014 i anke 15. afd. B-2824-13

(Hans-Jørgen Nymark Beck, Kirsten Thorup, Gitte Kuhlwein (kst.)).

Ankestyrelsen (Km.adv. v/adv. Mikkel Holm Nielsen, Kbh.) mod M og F (adv. Birthe Valentin, Odder).

Det fremgik af dom afsagt af Retten i Randers den 10. oktober 2013 (BS 5-1004/2013), at byretten i en sag mellem Ankestyrelsen og forældrene, M og F, til en dreng, G, der var anbragt uden for hjemmet, havde stadfæstet Ankestyrelsens afgørelse om, at samværet skulle være overvåget, men byretten havde nedsat overvågningsperioden fra 1 år, som Ankestyrelsen havde bestemt, til ½ år.

Vestre Landsrets dom

Retten i Randers har den 10. oktober 2013 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Påstande

Appellanten, Ankestyrelsen, har nedlagt påstand om stadfæstelse af Ankestyrelsens afgørelse vedrørende længden af det overvågede samvær, således at perioden for det overvågede samvær fastsættes til 1 år fra Ankestyrelsens afgørelse.

De indstævnte, M og F, har påstået ophævelse af Ankestyrelsens afgørelse, subsidiært stadfæstelse af byrettens dom.  

Sagens oplysninger

Kammeradvokaten har den 17. februar 2014 afgivet en supplerende redegørelse til brug for ankesagens behandling.

Der foreligger desuden følgende oplysninger:

Af journalark fra Aarhus Kommune af 30. oktober 2013 fremgår, at der denne dag blev holdt opfølgningsmøde vedrørende M og F’s samvær med G . Det anføres i journalarket herom bl.a.:

»Dette sammenhold med at G udvikler sig og samværene forløber positivt bevirker, at forvaltningen vurderer, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for, at forelægge sagen om overvåget samvær før børn og ungeudvalget på ny, når det udløber 2.12.13 [½ år efter Ankestyrelsens afgørelse som fastsat af byretten]«.

Af Aarhus Kommunes beskrivelse af det sidste overvågede samvær den 31. oktober 2013 fremgår, at der ikke var anledning til intervention, og det konkluderes, at der alt i alt havde været tale om et godt og hyggeligt samvær i G's interesse.

Forklaringer

M har supplerende forklaret, at også det sidste overvågede samvær gik godt. Der er nu kun støttet samvær. Det er lidt anderledes end overvåget samvær, men hun føler sig stadig en smule presset. Støttepersonen synes, det går rigtigt godt.

F har supplerende forklaret, at han synes, samværene går rigtig godt.

Procedure

Ankestyrelsen har anført, at betingelserne for at anordne overvåget samvær mellem de indstævnte og G var opfyldt på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse og må anses for at have været opfyldt frem til, at forvaltningen besluttede ikke på ny at indbringe spørgsmålet for børn og unge-udvalget efter byrettens afgørelse. Ankestyrelsen ønsker således ikke med anken at opnå, at det overvågede samvær etableres på ny i overensstemmelse med Ankestyrelsens afgørelse, da forvaltningen nu har vurderet, at overvågning ikke er nødvendigt. Til støtte for sin påstand om stadfæstelse af Ankestyrelsens afgørelse vedrørende længden af det overvågede samvær, således at perioden for det overvågede samvær fastsættes til 1 år fra Ankestyrelsens afgørelse, har Ankestyrelsen imidlertid gjort gældende, at domstolene ikke har hjemmel til at tage stilling til længden af den periode, i hvilken samværet skal være overvåget. Domstolene kan alene ophæve Ankestyrelsens afgørelse eller stadfæste den, jf. retsplejelovens § 472, stk. 1, men ikke ændre afgørelsen. Byretten har således ikke haft hjemmel til at afkorte perioden for det overvågede samvær fra 1 år til ½ år. Hvis byretten efter sin prøvelse nåede frem til, at perioden med overvåget samvær var for lang, skulle byretten have ophævet Ankestyrelsens afgørelse.

De indstævnte har gjort gældende, at der ikke var behov for overvåget samvær, da Ankestyrelsen traf afgørelse den 3. juni 2013. Det fremgår af de samværsbeskrivelser, der indgår i sagen. De indstævnte har desuden gjort gældende, at domstolene selvsagt kan prøve længden af den periode, i hvilken der anses for at være grundlag for overvåget samvær, jf. herved grundlovens § 63. Domstolene kan i særlig grad prøve tvangsmæssige indgreb som det omhandlede. Der kan ikke sluttes modsætningsvis fra servicelovens § 62, således at alene genbehandlingsfristen er underlagt domstolsprøvelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført i byrettens dom, tiltræder landsretten, at betingelserne i lov om social service § 71, stk. 3, 1. pkt., for at træffe bestemmelse om overvåget samvær var opfyldt.

Etableringen af overvåget samvær træffes i medfør af lov om social service § 71, stk. 3, når det er »nødvendigt af hensyn til barnet« og alene for »en bestemt periode«.

Afgørelsen, der træffes af børn og unge-udvalget, kan indbringes for Ankestyrelsen i medfør af lov om social service § 168, og styrelsens afgørelse kan i medfør af lovens § 169 kræves forelagt retten. Sagerne behandles efter reglerne om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Forarbejderne til lov om social service § 169 – eller de tidligere gældende bestemmelser om adgangen til at få spørgsmålet forelagt retten – indeholder ingen nærmere omtale af den prøvelse, som retten skal foretage, herunder at retten i sin prøvelse er begrænset til alene at efterprøve nødvendigheden af etableringen af overvåget samvær eller er afskåret fra at prøve længden af den periode, som er bestemt for det overvågede samvær.

Den prøvelse, som retten foretager i medfør af lovens § 169, angår herefter også længden af den periode, som er bestemt for det overvågede samvær, og retten kan som det mindre i det mere - som alternativ til en ophævelse af Ankestyrelsens afgørelse - ændre periodens længde.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at perioden for det overvågede samvær er ændret til 6 måneder som sket.