|
V.L.K. 3. januar 2002 i kære 3. afd. S-2827-01
(Inger Nørgaard, Helle Bertung, Erik Pedersen Bentzen (kst.)).
Anklagemyndigheden mod T (adv. Stig Ejler Jensen, Aalborg,
e.o.).
Hjørring Kriminalrets kendelse 7. november 2001.
— — — Ingen var tilsagt eller mødt.
Sagens bilag var til stede. Der fremlagdes yderligere
skrivelse af 19. oktober 2001 fra forsvareren og skrivelse
af 22. s.m. fra politimesteren i Hjørring.
Retsformanden bemærkede, at retsmødet afholdes med henblik
på rettens stillingtagen til forsvarerens skrivelse af 19.
oktober 2001. Forsvareren og anklagemyndigheden har begge
tilkendegivet, at retsmødet kan afholdes uden deres
tilstedeværelse.
Der foretoges votering.
Der afsagdes
Kendelse:
Indledningsvis bemærkes, at enhver domsmandsret, der måtte
komme til at behandle sagen, har adgang til at læse
mentalerklæringen i dens helhed.
Det bemærkes videre, at retten ikke kan tiltræde
formuleringen i den af Vestre Landsret den 16. oktober >>
861 >> afsagte kendelse om baggrunden for ønsket om en
supplerende erklæring fra speciallægen.
Som anført i retsbogen den 9. oktober er mentalerklæringens
ordlyd markant i strid med sig selv.
På baggrund af tiltaltes supplerende forklaring i samme
retsmøde kan det meget vel forholde sig således, at tiltalte
faktisk har »udtalt sig som til sagsakterne«, der i første
række må antages at være den i erklæringen omtalte fyldige
retsbogsudskrift med tiltaltes forklaring.
I så fald findes den undersøgende speciallæge at have
beskrevet den juridiske betydning af tiltaltes forklaring på
en så ukorrekt måde, at der er anledning til overvejelser om
nødvendigheden af at indhente en helt ny erklæring fra en
anden speciallæge.
Retten har ved sin kendelse af 9. oktober hverken taget
nogen form for stillingtagen til skyldspørgsmålet eller
foretaget nogen tilkendegivelse herom.
Der findes derfor ikke at foreligge omstændigheder som
omhandlet i retsplejelovens § 61, hvorfor
bestemmes:
Domsmandsretten viger ikke sit sæde ved den videre
behandling af denne sag. - - -
Vestre Landsrets kendelse
— — — Kendelsen er påkæret af forsvareren, advokat Stig
Ejler Jensen, ved følgende kæreskrift:
». . .
med påstand om, at domsmandsretten viger sit sæde.
I den afsagte kendelse angives, at formuleringen i den af
Vestre Landsret den 16. oktober d.å. afsagte kendelse ikke
kan tiltrædes.
Alene bemærkningen herom bevirker, at tiltalte kan være i
tvivl om, at han kan få en fair bedømmelse af
domsmandsretten.
Retsformanden i domsmandsretten har tidligere anført, at
sagens afgørelse i overvejende grad beror på en vurdering af
henholdsvis tiltaltes og forurettedes troværdighed.
For at kunne bedømme troværdigheden af tiltaltes forklaring
har Retsformanden foretaget en dokumentation af tiltaltes
påståede forklaring om de i sagen omhandlede forhold afgivet
under en mentalundersøgelse.
Det skal bemærkes, at hverken Anklageren eller undertegnede
som forsvarer har fremsat ønske om den angivne
dokumentation.
Uden den angivne dokumentation må det formodes, at
domsmændene alene ville være gjort bekendt med konklusionen
i mentalundersøgelseserklæringen.
Vestre Landsret har ved kendelse tilkendegivet, at en sådan
dokumentation ikke bør ske.
Baggrunden for at der ikke kan ske dokumentation, er
evident.
Såfremt dokumentation kunne ske, ville det være nødvendigt
at iagttage forskellige retssikkerhedsgarantier i
forbindelse med en mentalundersøgelse.
Ydermere skal bemærkes, at udtalelsen i
mentalundersøgelseserklæringen om tiltaltes skylderklæring
er i strid med de retningslinier, der er gældende om
udarbejdelse af mentalundersøgelseserklæringer
(Retspsykiatri p 177 (Waaben og Kramp)).
Den skete dokumentation bevirker under de foreliggende
omstændigheder, at der kan rejses rimelig tvivl om
domsmandsrettens habilitet, idet det ikke kan afvises, at
dokumentationen kan medvirke til en svækkelse af tiltaltes
troværdighed.«
Efter at landsretten havde anmodet Statsadvokaten i Aalborg
om en udtalelse, har Statsadvokaten i en skrivelse af 6.
december 2001 anført følgende:
» . . .
Anklagemyndigheden påstår den påkærede kendelse stadfæstet
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
Ved politimesteren i Hjørrings anklageskrift af 1. februar
2000 blev T tiltalt for 7 forhold, herunder voldtægt og
vold.
Under sagen blev indhentet en mentalerklæring og den blev
fremlagt under fortsat domsforhandling den 9. oktober 2001.
I dette retsmøde foretog retsformanden dokumentation af en
del af erklæringen der indeholdt oplysninger om tiltaltes
forklaring om sagens forhold til den undersøgende læge.
Tiltalte bestred i retsmødet at have udtalt sig som det
fremgik af erklæringen.
Retten udsatte herefter ved kendelse sagen med henblik på
indhentelse af en supplerende erklæring om tiltaltes
udtalelser til lægen.
Kendelsen blev kæret af tiltalte.
Landsretten afsagde den 16. oktober 2001 kendelse hvorefter
byrettens kendelse om udsættelse ophæves. Af landsretten
præmisser fremgår blandt andet:
»Dokumentation af oplysninger om tiltaltes forklaring om de
i sagen omhandlede forhold afgivet under mentalundersøgelser
bør ikke ske.«
I et følgende retsmøde i byretten, den 7. november 2001 traf
byretten kendelse om ikke at efterkomme tiltaltes begæring
om, at retten viger sit sæde.
Kendelse er kæret ved forsvareren, advokat Stig Ejler
Jensens skrivelse af 13. november 2001.
Jeg skal vedrørende sagens omstændigheder i øvrigt henvise
til de fremlagte retsbøger og sagens bilag.
Begrundelsen for anklagemyndighedens påstand:
Den dokumenterede erklæring indgår i sin helhed blandt
sagens bilag, og retten har følgelig haft adgang til at gøre
sig bekendt med den.
Det fremgår ikke af rettens kendelser under sagens forløb,
eller i øvrigt, at retten endnu har taget stilling til
skyldsspørgsmålet. >> 862 >>
Ved rettens senere stillingtagen til skyldsspørgsmålet, kan
retten undlade at tillægge den dokumenterede del af
erklæringen bevisværdi.
Jeg henviser til afgørelsen trykt i UfR 1998.1027, hvor det
forhold, at en dommer efter sin hukommelse foreholdt en
tiltalt dennes forklaring afgivet under en anden straffesag,
ikke medførte en tvivl som omtalt i retsplejelovens § 61. I
den pågældende sag var parterne end ikke i besiddelse af et
referat af den foreholdte forklaring.
Den omstændighed, at retten har stiftet bekendtskab med et
dokument, der ikke fremlægges, er ikke tilstrækkeligt til at
retten bliver inhabil, hvilket også blev lagt til grund ved
afgørelsen T:FA (Tidsskrift for Familie- og Arveret) 1999,
s. 422. Kopi af den trykte afgørelse vedlægges.
Det er efter en samlet vurdering og på baggrund af
ovenstående bemærkninger, min opfattelse, at den
omstændighed, at retten er gjort bekendt med indholdet af
mentalerklæringen, også ud over erklæringens konklusion,
ikke er egnet til at rejse tvivl om rettens fuldstændige
upartiskhed. . .«
Forsvareren har herefter i en skrivelse af 10. december 2001
anført følgende:
». . .
Statsadvokatens skrivelse af 6. december d.å. giver mig
ingen anledning til at ændre de synspunkter, som jeg har
givet udtryk for i mit kæreskrift af 13. november d.å.
Retsformanden har tidligere anført i retsbogen, at sagens
afgørelse i overvejende grad beror på en vurdering af
henholdsvis tiltaltes og forurettedes forklaringer.
Det må antages, at den skete dokumentation fra
retsformandens side er sket for at kunne indgå i
skyldvurderingen.
Det bestrides ikke at retsformanden har mulighed for at gøre
sig bekendt med samtlige sagens bilag, herunder
mentalundersøgelseserklæringen.
Jeg kan imidlertid ikke forestille mig, at domsmændene i
sagen uden den skete dokumentation ville være gjort bekendt
med erklæringen, som er udarbejdet i strid med gældende
regler.
Jeg kan ej heller forestille mig, at domsmændene senere
ville være i stand til at se bort fra den skete
dokumentation i forbindelse med skyldvurderingen.
T er derfor nu stærkt i tvivl om, at han kan få en fair
bedømmelse af domsmandsretten. . . «
Landsrettens begrundelse og resultat:
Som anført i landsrettens kendelse af 16. oktober 2001 burde
dokumentation af oplysninger om tiltaltes forklaring om de i
sagen omhandlede forhold afgivet under mentalundersøgelse
ikke være sket. Selv om byretten ikke ved sin kendelse af 9.
oktober 2001 har taget stilling til eller i øvrigt udtalt
sig om skyldspørgsmålet, findes en samlet vurdering af det i
retsmødet den 9. oktober 2001 passerede imidlertid at føre
til, at der foreligger omstændigheder, der er egnede til at
rejse tvivl om dommerens og domsmændenes fuldstændige
upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61. Tiltaltes påstand om,
at de pågældende viger sædet, tages derfor til følge.
Thi bestemmes:
Dommeren og domsmændene i sagen Anklagemyndigheden mod T
skal vige sædet.
|