Lovforslag nr. 78 fremsat den 27. februar 2008 af justitsministeren (Lene Espersen)

 

 

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger m.v.)

 

 

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 23. oktober 2007, som ændret ved lov nr. 67 af 11. februar 2008, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 718 indsættes:

»§ 718 a. Afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning skal træffes inden rimelig tid efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen. Er sigtede varetægtsfængslet, eller er sigtede under 18 år, skal en afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning træffes hurtigst muligt.

Stk. 2. Er afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke truffet, eller er der ikke anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831, inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen, skal anklagemyndigheden skriftligt underrette sigtede om, hvorpå sagen beror, og hvornår afgørelse i sagen kan forventes truffet. Har sigtede en forsvarer, skal genpart af underretningen sendes til denne. Der skal ske underretning på ny, hvis der 1 år efter den seneste underretning fortsat ikke er truffet afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning eller anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831.

§ 718 b. Er afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke truffet, eller er der ikke anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831, inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen, kan sigtede indbringe sagen for retten.

Stk. 2. Hvis der efter en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, forurettede, sagens beskaffenhed og omstændigheder samt sagens samfundsmæssige betydning er særlig grund til at kræve fremskyndelse af anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, kan retten undtagelsesvis fastsætte en frist herfor. Fristen skal være på mindst 3 måneder og højst 1 år. Hvis anklagemyndigheden ikke træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet inden for den frist, som retten har fastsat, anses påtale mod sigtede for opgivet af anklagemyndigheden, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden forlænge en frist fastsat efter stk. 2 med højst 1 år ad gangen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Anklagemyndighedens anmodning skal fremsættes over for retten senest 2 uger inden udløbet af den frist, som retten tidligere har fastsat. Hvis retten ikke finder grundlag for at forlænge fristen, anses påtale mod sigtede for opgivet af anklagemyndigheden, medmindre denne træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 2 måneder fra rettens afgørelse om ikke at forlænge fristen.

Stk. 4. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Hvis rettens afgørelse går ud på, at der ikke skal fastsættes en frist efter stk. 2, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst 1 år efter rettens afgørelse.

Stk. 5. Sigtedes anmodning efter stk. 1 skal indeholde en adresse, hvortil meddelelser kan sendes.

Stk. 6. I det retsmøde, der afholdes med henblik på behandling af en anmodning efter stk. 1, skal sigtede være til stede, medmindre retten bestemmer andet. Indkaldelse af sigtede kan ske ved brev til den i medfør af stk. 5 angivne adresse. Udebliver sigtede fra et retsmøde, hvortil vedkommende er indkaldt, anses anmodningen for bortfaldet.

Stk. 7. Forurettede og eventuel bistandsadvokat underrettes om retsmødet. Underretning af forurettede kan dog undlades, når et større antal personer er forurettede.«

2. I § 724 indsættes som stk. 3 :

»Stk. 3. Anses påtale for opgivet efter § 718 b, stk. 2 eller 3, kan den overordnede anklagemyndighed, uanset stk. 2, kun træffe bestemmelse om, at strafforfølgning skal fortsættes, hvis betingelserne for genoptagelse i § 975 er opfyldt.« ...."



Nedenfor gengives uddrag af lovbemærkningerne, der vedrører retsplejelovens § 718 a og § 718 b. 
 

"...Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger ..."

".... 3.1. Sigtelser, varigheden af sagsbehandlingstid mv.

 

3.1.1. Efter retsplejelovens § 96, stk. 2, skal de offentlige anklagere fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Retsplejeloven indeholder ikke herudover særlige regler om den tidsmæssige udstrækning af en sigtelse.

Den overordnede anklagemyndighed fører i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 10 tilsyn med den underordnede anklagemyndighed. Dette tilsyn omfatter også den underordnede anklagemyndigheds sagsbehandlingstid, herunder tilsyn med, at enhver sag fremmes med den hurtighed, som dens beskaffenhed tillader, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2. Den overordnede anklagemyndighed kan i medfør af over-/underordnelsesforholdet give den underordnede anklagemyndighed pålæg om behandling af konkrete sager. Det betyder, at statsadvokaten f.eks. kan pålægge politidirektøren at afslutte efterforskningen af en sag, fremme behandlingen af en sag, tage stilling til spørgsmål om tiltalerejsning mv.

En sigtet kan også klage til den overordnede anklagemyndighed over sagsbehandlingstiden i en straffesag. Rigsadvokaten har ved meddelelse nr. 4/2006 fastsat retningslinjer for behandlingen af klager fra sigtede over sagsbehandlingstiden i straffesager, som indgives, før tiltalespørgsmålet er afklaret. Klager over sagsbehandlingstiden i straffesager er derimod ikke undergivet domstolsprøvelse efter retsplejelovens § 746, hvorefter retten afgør tvistigheder om bl.a. lovligheden af politiets efterforskningsskridt.

Har politi eller anklagemyndighed ikke fremmet behandlingen af en sag med den fornødne hurtighed, vil det efter omstændighederne kunne blive tillagt betydning i forbindelse med en efterfølgende strafudmåling. Desuden vil det kunne give anledning til reaktioner fra den overordnede anklagemyndighed, jf. ovenfor, og/eller kritik fra Folketingets Ombudsmand.

3.1.2. Efter artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til en rettergang »inden en rimelig frist«.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, at den relevante periode, dvs. den periode der skal vurderes i forhold til konventionens krav, i straffesager begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor en person er »anklaget« (»charged«) for en forbrydelse. Dette tidspunkt ligger i mange tilfælde forud for sagens indbringelse for domstolene.

Hvorvidt sagsbehandlingstiden har været rimelig, kan ikke besvares generelt med angivelse af absolutte frister. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anlægger således i hvert enkelt tilfælde en konkret helhedsvurdering, hvori en række faktorer indgår, herunder sagens karakter og betydning, sagens kompleksitet og parternes og myndighedernes adfærd.

Med hensyn til sagens karakter og betydning har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at det i straffesager bl.a. skal tillægges betydning, at tiltalte har været varetægtsfængslet under sagen. Med hensyn til sagens kompleksitet kan dette vedrøre både sagens retlige og faktiske omstændigheder.

Hvor der ikke er tale om »døde« perioder af nogen betydning, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol været tilbøjelig til i sager om omfattende økonomisk kriminalitet at acceptere selv ganske lange sagsbehandlingstider.

Med hensyn til parternes adfærd har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at forsinkelser, som skyldes den tiltaltes flugt til udlandet med henblik på at unddrage sig strafforfølgningen, ikke kan tilregnes staten. Det vil endvidere kunne være relevant for vurderingen, hvis klager har anmodet om yderligere efterforskningsskridt eller har appelleret afgørelser truffet som led i sagens behandling. Der sker endvidere identifikation mellem tiltalte og dennes forsvarer, således at forsinkelser forårsaget af forsvareren tilregnes tiltalte. Det tillægges endvidere betydning, hvis tiltalte undlader at protestere mod udsættelser, skifter forsvarer eller fremkommer med indsigelser mv. sent i forløbet.

Med hensyn til de kompetente myndigheders adfærd har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at sager om international retshjælp i straffesager i sagens natur er tidskrævende, og at dette er relevant ved vurderingen af myndighedernes adfærd. Også rettens adfærd kan tillægges betydning, f.eks. om retten har forsøgt at fremskynde behandlingen af sagen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 28-30.

3.1.3. Justitsministeriet har i cirkulæreskrivelse af 22. december 1997 til samtlige politimestre, politidirektøren i København, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten samt statsadvokaterne om mål for hurtig sagsbehandling m.v. fastsat generelle målsætninger for sagsbehandlingstiden i straffesager.

I cirkulæreskrivelsen fastsættes nærmere målsætninger for visse typer sager. Cirkulæreskrivelsen fastsætter ikke målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager, hvor det er nødvendigt med efterforskning. Imidlertid bør der efter cirkulæreskrivelsen internt i politikredsene fastsættes en målsætning om, at 75 pct. af bl.a. sagerne om tyveri sagsbehandles inden 30 dage. For den juridiske sagsbehandling bør der på tilsvarende måde internt fastsættes målsætninger om en sagsbehandlingstid på 30 dage for 75 pct. af sagernes vedkommende.

For Rigsadvokaten og de regionale statsadvokater er der for alle sagstyper fastsat en målsætning om en sagsbehandlingstid på 60 dage.

3.1.4. I forbindelse med den såkaldte »Voldspakke I« fra 1994 (jf. lov nr. 366 af 18. maj 1994) og »Volds­pakke II« fra 1997 (jf. lov nr. 350 af 23. maj 1997) er der opstillet målsætninger om hurtig sagsbehandling af voldssager, jf. også pkt. 2.2. overfor.

Det fremgår således af Rigsadvokatens vejledning af 11. januar 1994 om nedbringelse af sagsbehandlingstiden, at det bør tilstræbes, at det samlede tidsforbrug fra anmeldelse af en voldssag til sagens indbringelse for retten ikke overstiger 30 dage. Endvidere bør det tilstræbes, at sagen fremsendes til retten inden 1 uge efter, at efterforskningen er afsluttet.

I forbindelse med gennemførelsen af »Voldspakke I« opstillede Justitsministeriet en målsætning for domstolenes sagsbehandlingstid i alvorlige voldssager, hvorefter disse sager bør behandles inden 37 dage.

Som opfølgning på Folketingets vedtagelse den 4. juni 2004 af beslutningsforslag B 82 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling, er der endvidere opstillet målsætninger for sagsbehandlingstiden i voldtægtssager, jf. også pkt. 2.2. ovenfor.

Ved Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2005 er der således opstillet en målsætning om, at det samlede tidsforbrug fra sigtelsen i en voldtægtssag til sagens indbringelse for retten ikke bør overstige 60 dage. Det samlede tidsforbrug i sager, hvor der gennemføres en mentalundersøgelse af sigtede og eventuelt tillige sker forelæggelse for Retslægerådet, bør ikke overstige 4 måneder. Uden for ordningen falder dog bl.a. nævningesager.

Justitsministeriet har for domstolenes sagsbehandlingstid opstillet en målsætning om, at voldtægtssager bør behandles inden 37 dage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1. nedenfor, hvor der er redegjort nærmere for sagsbehandlingstiden i volds- og voldtægtssager.

3.1.5. Brydensholt-udvalget anbefalede i delbetænkning XI om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet m.v. (betænkning nr. 1454/2004), at der blev etableret en administrativ kontrolordning med langvarige sigtelser således, at der foretages indberetning til den overordnede anklagemyndighed i sager, hvor der 2 år efter sigtelsen ikke er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet, jf. også pkt. 2.1. ovenfor.

Som opfølgning herpå har Rigsadvokaten i meddelelse nr. 3/2006 om indberetning af langvarige sigtelser fastsat, at politidirektøren skal underrette statsadvokaten om alle sigtelser, der har verseret i 2 år, uden at der er taget stilling til tiltalespørgsmålet. Indberetning skal foretages første gang, når der er forløbet 2 år siden sigtelsen, og den skal indeholde en redegørelse for det hidtidige forløb af efterforskningen. Politidirektøren skal herefter løbende underrette statsadvokaten om forløbet af sagen hver tredje måned. Politidirektørens indberetnings- og underretningspligt skal ifølge meddelelsen danne grundlag for statsadvokatens eventuelle drøftelser med politidirektøren om sagens tilrettelæggelse og videre behandling med henblik på at sikre, at sagen fremmes mest muligt. Desuden skal sigtede (eller forsvareren, hvis en sådan er beskikket for sigtede) orienteres om sagens indberetning til statsadvokaten. Denne orientering skal bl.a. indeholde en sagsfremstilling, angivelse af, at efterforskningen har verseret i 2 år, oplysning om, hvor længe efterforskningen endnu forventes at vare, og oplysning om klagemuligheder, herunder om muligheden for at klage til den overordnede anklagemyndighed over sagsbehandlingstiden.

Endvidere er der ved Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2006 om sagsbehandlingstiden i straffesager fastsat retningslinjer dels om indberetning af domme, der indeholder en vurdering af sagsbehandlingstiden, dels om behandling af klager fra sigtede over sagsbehandlingstiden i straffesager forud for tiltalespørgsmålets afgørelse. ...."

Med hensyn til de særlige målsætninger for sagsbehandlingstiden i volds- og voldtægtssager henvises til pkt. 3.1.4. ...."

 

"..... 5.2. Anklagemyndigheden

5.2.1. Udvalget anfører, at den tidsmæssige udstrækning af sigtelser afhænger dels af de nødvendige efterforsknings- og oplysningsskridt, dels af den tid, som er nødvendig til overvejelse og afgørelse af tiltalespørgsmålet. Desuden er der nogle sagstyper, hvor sagsbehandlingstiden ofte vil blive ganske lang, f.eks. sager om økonomisk kriminalitet. Endelig kan sagsbehandlingstiden i nogle sager blive forlænget, f.eks. på grund af konkrete problemer i sagen, ressourcemæssige forhold eller egentlige sagsbehandlingsfejl.

Udvalget finder, at det er væsentligt, at tiltalespørgsmålet afklares inden rimelig tid, og at sagsbehandlingen ikke udstrækkes længere, end hvad der er nødvendigt for en grundig og forsvarlig undersøgelse af den enkelte sag. Den usikkerhed, der følger med sigtelsen, må anses for at kunne være en betydelig belastning for en sigtet, navnlig ved de meget langvarige sigtelser og ikke mindst i tilfælde, hvor sigtelsen er af betydning for den sigtedes udøvelse af sit erhverv eller arbejde. Hensynet til den forurettede, navnlig i sager om alvorlige personkrænkelser, taler også generelt for en hurtig behandling af straffesager. Hertil kommer hensynet til sagens samfundsmæssige betydning både i de alvorligste straffesager og i andre sager som f.eks. visse miljø- eller skattesager, hvor særlige samfundsinteresser er involveret.

Udvalget har overvejet, om der bør indføres nærmere frister for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, dvs. for den tidsmæssige udstrækning af straffeprocessens første fase, der omfatter perioden fra sigtelse til anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet.

Udvalget anfører, at offentlige straffesager udgør en meget omfattende og sammensat mængde af sager fra mindre forseelser til de alvorligste straffesager. Efter udvalgets opfattelse er det vanskeligt at fastsætte en almindelig frist for anklagemyndighedens behandling af straffesager, som omfatter alle sager. For at kunne rumme de alvorligste og mest komplicerede straffesager måtte en sådan frist i givet fald være så lang, at den i forhold til flertallet af sager ville overstige normal sagsbehandlingstid væsentligt.

Et alternativ ville være at fastsætte forskellige frister for forskellige sagstyper. Et sådant system ville imidlertid efter udvalgets opfattelse blive så kompliceret, at det ikke er egnet til lovgivning.

Hertil kommer, at det ville være vanskeligt at opstille en almindelig, enkel regel om umiddelbare retsvirkninger af en fristoverskridelse, idet retsvirkningen af en fristoverskridelse ikke nødvendigvis bør være den samme i alle straffesager, da der som nævnt er tale om sager af meget forskellig karakter og grovhed. Udvalget finder navnlig ikke, at en retsvirkning i form af præklusion (dvs. at en sigtelse for det pågældende forhold skal anses for opgivet) kan fastsættes i forbindelse med en generel, absolut fristregel, da dette må forudsætte en individuel vurdering af den enkelte sag.

Udvalget har på denne baggrund fundet, at der ikke bør fastsættes én eller flere eksakte lovbestemte tidsfrister for afgørelsen af tiltalespørgsmålet, men udvalget foreslår i stedet, at det i retsplejeloven udtrykkeligt fastslås, at afgørelse af tiltalespørgsmålet bør træffes inden rimelig tid. Udvalget foreslår endvidere, at sigtede skal underrettes om sagen, hvis der ikke er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den pågældende af politiet er gjort bekendt med sigtelsen. Forslaget om underretningspligt i forhold til sigtede svarer indholdsmæssigt til den gældende administrative ordning herom, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2006, idet udvalget dog foreslår, at underretning skal ske efter 1 år og 6 måneder mod 2 år efter Rigsadvokatens meddelelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 112-115.

5.2.2. Udvalget har særligt overvejet, om der bør være mulighed for domstolsprøvelse med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af langvarige sigtelser. Udvalget har i sine overvejelser dels lagt vægt på den øgede præventive virkning ved en hurtig reaktion på et strafbart forhold, dels hensynet til de personer, der bliver involveret i en straffesag, dvs. mistænkte, sigtede, tiltalte, ofre, vidner mv. Særlig for den, som en mistanke om et alvorligt strafbart forhold retter sig imod, kan ubehaget ved sagen og uvisheden med hensyn til dens udfald og konsekvenser være en betydelig belastning.

Udvalget anfører, at det i de senere årtier har været et vigtigt element i den civile retspleje, at rettens ansvar for den materielle procesledelse er blevet betonet i højere grad for derigennem at sikre en bedre, hurtigere og mere effektiv behandling af de civile retssager. Efter udvalgets opfattelse taler tilsvarende hensyn for også på strafferetsplejens område at styrke rettens muligheder og ansvar for at medvirke til sagens tilrettelæggelse og fremme inden hovedforhandlingen.

Endvidere bemærker udvalget, at den danske strafferetspleje adskiller sig fra en række andre lande ved, at der ikke er domstolsindseende med sagens fremme inden tiltalerejsning og sagens berammelse.

Udvalget finder, at den gældende ordning, hvor politiet og anklagemyndigheden – og ikke domstolene – bærer ansvaret for straffesagens behandling frem til afgørelsen af tiltalespørgsmålet og sagens fremsendelse til retten, rummer væsentlige fordele, navnlig med hensyn til det effektive samarbejde mellem politi og anklagemyndighed og den entydige placering af ansvaret for sagens behandling.

På den baggrund foreslår udvalget ikke nogen principiel ændring i retstilstanden på dette område.

Derimod kan det – til dels med inspiration i de ordninger, som findes i andre lande – efter udvalgets opfattelse være hensigtsmæssigt at indføre en meget begrænset modifikation i dette klare udgangspunkt i form af en adgang for retten til helt undtagelsesvis at fastsætte en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, når sigtelsen har været meget langvarig.

Udvalget anfører i den forbindelse, at hensynet til menneskerettighederne taler for ikke blot at kræve, at sagsbehandlingen afsluttes inden for en rimelig frist, men for også at give den, der er sigtet i en straffesag, et retsmiddel ved en uafhængig judiciel instans til at søge dette krav håndhævet.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der i retsplejeloven indsættes en bestemmelse om en vis, begrænset domstolsprøvelse af den tidsmæssige udstrækning af langvarige sigtelser. Udvalget foreslår, at en sigtet kan indbringe spørgsmålet om sagsbehandlingstiden for retten, når anklagemyndigheden ikke har truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 1 år og 6 måneder fra sigtelsestidspunktet. Tidspunktet for, hvornår en sigtet kan indbringe spørgsmålet for retten, vil herefter svare til den foreslåede frist for underretning af sigtede, jf. pkt. 5.2.1 ovenfor.

Retten skal efter den foreslåede bestemmelse tage stilling til, om der efter en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, sagens beskaffenhed og omstændigheder samt dens samfundsmæssige betydning er særlig grund til at kræve fremskyndelse af anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet. I bekræftende fald kan retten undtagelsesvis fastsætte en frist herfor. Fristen bør efter anmodning fra anklagemyndigheden kunne forlænges, men i sin yderste konsekvens vil en fristoverskridelse efter udvalgets forslag kunne føre til, at tiltale skal anses for opgivet.

Udvalget bemærker, at den foreslåede bestemmelse ikke vil betyde, at ansvaret for sagens fremme flyttes over på den sigtede eller dennes forsvarer. Anklagemyndigheden vil således fortsat have ansvaret for, at tiltalespørgsmålet afgøres inden rimelig tid, uanset om sagen indbringes for retten efter den foreslåede bestemmelse eller ej.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 116-119.

5.2.3. Udvalget finder, at den foreslåede lovbestemmelse om afgørelse af tiltalespørgsmålet inden rimelig tid, jf. pkt. 5.2.1., udmærket kan kombineres med de bestræbelser, som anklagemyndigheden i dag har iværksat for at sikre, at sagerne fremmes mest muligt. Udvalget opfordrer til, at de bestræbelser, som i øjeblikket gøres i anklagemyndighedens regi, fortsættes.

Efter udvalgets opfattelse er det væsentligt, at man ved politiet og anklagemyndigheden allerede i en tidlig fase af et sagsforløb overvejer, hvilke undersøgelses- og efterforskningsskridt det kan være relevant at foretage, og hvornår de enkelte skridt bør iværksættes. En sådan sagsstyring kan f.eks. føre til, at forskellige skridt udføres sideløbende, så der samlet spares tid. Anklagemyndigheden bør bl.a. være særlig opmærksom på tidskrævende skridt som f.eks. mentalundersøgelser og på muligheden for at anmode om forhåndsberammelse af hovedforhandling, selv om tiltale endnu ikke er rejst, jf. pkt. 5.4.2.1.

Udvalget har imidlertid ikke fundet behov for at udforme specifikke retningslinjer for administrative tiltag på området, idet disse som udgangspunkt bedst kan udformes og løbende tilpasses af anklagemyndigheden selv.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 115-116.

5.2.4. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er med enkelte ændringer udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Den foreslåede bestemmelse om, at anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet mv. skal træffes »inden rimelig tid« (forslaget til retsplejelovens § 718 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 1), regulerer ikke retsvirkningen af, at denne frist ikke overholdes. Overholdelse af fristen vil i givet fald indgå i den overordnede anklagemyndigheds tilsyn og kontrol med sagsbehandlingen, og bestemmelsen vil have betydning ved rettens vurdering af, om der efter omstændighederne er grundlag for at fastsætte en frist for afgørelsen af tiltalespørgsmålet, jf. forslaget til retsplejelovens § 718 b, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 1). I udvalgets lovudkast er det i begge de nævnte bestemmelser angivet, hvilke hensyn der skal lægges vægt på ved vurderingen af, om der er rejst tiltale mv. inden rimelig tid, henholdsvis er grundlag for, at retten fastsætter en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet. Disse hensyn er efter udvalgets lovudkast i vidt omfang sammenfaldende. På den anførte baggrund har Justitsministeriet af lovtekniske grunde fundet det mest hensigtsmæssigt at udforme lovbestemmelserne således, at en nærmere angivelse af, hvilke hensyn der skal lægges vægt på, alene findes i den foreslåede § 718 b, stk. 2, idet denne bestemmelse som nævnt fastsætter en mulig retsvirkning.

De foreslåede bestemmelser om underretning af den sigtede og om mulighed for domstolsprøvelse (forslaget til retsplejelovens § 718 a, stk. 2, og § 718 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 1) er endvidere i forhold til udvalgets lovudkast justeret således, at en fremsendelse til retten af en retsmødebegæring med henblik på at fremme sagen som tilståelsessag i medfør af retsplejelovens § 831 sidestilles med en afgørelse om tiltalespørgsmålet mv. Den foreslåede pligt til underretning af den sigtede og den foreslåede adgang til domstolsprøvelse vil således heller ikke gælde, hvis sagen inden 1 år og 6 måneder efter sigtelsen er sendt til retten med henblik på afgørelse som tilståelsessag, selv om den pågældende i disse tilfælde formelt stadig er sigtet, idet der først rejses tiltale i selve retsmødet.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der fremført nogle principielle betænkeligheder ved forslaget om at give adgang til domstolsprøvelse af den tidsmæssige udstrækning af langvarige sigtelser. Det er bl.a. anført, at den foreslåede domstolskontrol vil fravige princippet om, at politiet og anklagemyndigheden har ansvaret for straffesagens behandling frem til afgørelsen af tiltalespørgsmålet og sagens fremsendelse til retten. Det er endvidere anført, at retten formentlig ofte vil savne reelt grundlag for at kunne vurdere, om en sag fremmes behørigt hos politi og anklagemyndighed.

Justitsministeriet finder imidlertid, at den foreslåede mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte en frist for afgørelsen af tiltalespørgsmålet er et væsentligt element i den samlede »pakke«, som sigter mod at begrænse langvarige sigtelser, og efter Justitsministeriets opfattelse er det mest naturligt at henlægge opgaven med at påse, at straffesager også i denne fase behandles inden for en rimelig frist, til domstolene. Det vil fortsat være politiets og anklagemyndighedens ansvar, at afgørelsen af tiltalespørgsmålet fremmes behørigt, og rettens vurdering af, om der undtagelsesvis er grundlag for at fastsætte en frist for afgørelsen, må i praksis i første række baseres på nærmere redegørelser for sagens varighed og forløb og for baggrunden for eventuelle »huller« i sagens løbende behandling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til retsplejelovens §§ 718 a og 718 b), og bemærkningerne hertil. ...."

 

"... Til § 718 b