TfK 2010.339 VLK


V.L.K. 18. januar 2010 i kære 12. afd. S-2801-09

 

  Anklagemyndigheden mod S (adv. Bjarne Frøberg, Århus).


(Ulrik Jensen, Chr. Bache og Karin Skov Nilausen (kst.)).

Retten i Århus' kendelse af 25. november 2009:

Ingen var mødt.

Dommeren bemærkede, at der den 29. oktober 2009 blev afholdt et retsmøde efter advokat Bjarne Frøbergs anmodning om, at retten i medfør af retsplejelovens § 718 b, stk. 2, fastsætter en frist for anklagemyndighedens afgørelse om tiltalespørgsmålet i relation til S, som advokat Bjarne Frøberg er beskikket som forsvarer for.

Sigtede S var ikke til stede i retsmødet. Han var af sin forsvarer blevet orienteret om retsmødet, men da retten ikke havde indkaldt ham, besluttede dommeren i medfør af retsplejelovens § 718 b, stk. 6, at behandle begæringen uden S' tilstedeværelse.

Der blev herefter afsagt

kendelse

Af retsplejelovens § 718 a, stk. 1, 1. punktum, fremgår det, at afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning skal træffes inden for rimelig tid efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen. Af retsplejelovens § 718 b, stk. 2, 1. punktum, fremgår det, at hvis der efter en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, forurettede, sagens beskaffenhed og omstændigheder samt sagens samfundsmæssige betydning er særlig grund til at kræve fremskyndelse af anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, kan retten undtagelsesvis fastsætte en frist herfor.

Retsplejelovens § 718 a og § 718 b blev indsat ved lov nr. 493/2008. Af forarbejderne til bestemmelserne fremgår bl.a. følgende af de almindelige bemærkninger:

»... Udvalget anfører, at den tidsmæssige udstrækning af sigtelser afhænger dels af de nødvendige efterforsknings- og oplysningsskridt, dels af den tid, som er nødvendig til overvejelse og afgørelse af tiltalespørgsmålet. Desuden er der nogle sagstyper, hvor sagsbehandlingstiden ofte vil blive ganske lang, f.eks. sager om økonomisk kriminalitet. Endelig kan sagsbehandlingstiden i nogle sager blive forlænget, f.eks. på grund af konkrete problemer i sagen, ressourcemæssige forhold eller egentlige sagsbehandlingsfejl.

Udvalget finder, at det er væsentligt, at tiltalespørgsmålet afklares inden rimelig tid, og at sagsbehandlingen ikke udstrækkes længere, end hvad der er nødvendigt for en grundig og forsvarlig undersøgelse af den enkelte sag. ...
...
Udvalget har overvejet, om der bør indføres nærmere frister for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, ...
...
Udvalget har på denne baggrund fundet, at der ikke bør fastsættes én eller flere eksakte lovbestemte tidsfrister for afgørelsen af tiltalespørgsmålet, men udvalget foreslår i stedet, at det i retsplejeloven udtrykkeligt fastslås, at afgørelse af tiltalespørgsmålet bør træffes inden rimelig tid. ...
...
Udvalget finder, at den gældende ordning, hvor politiet og anklagemyndigheden - og ikke domstolene - bærer ansvaret for straffesagens behandling frem til afgørelsen af tiltalespørgsmålet og sagens fremsendelse til retten, rummer væsentlige fordele, navnlig med hensyn til det effektive samarbejde mellem politi og anklagemyndighed og den entydige placering af ansvaret for sagens behandling.
På den baggrund foreslår udvalget ikke nogen principiel ændring i retstilstanden på dette område.
Derimod kan det - til dels med inspiration i de ordninger, som findes i andre lande - efter udvalgets opfattelse være hensigtsmæssigt at indføre en meget begrænset modifikation i dette klare udgangspunkt i form af en adgang for retten til helt undtagelsesvis at fastsætte en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, når sigtelsen har været meget langvarig.
...
Udvalget foreslår på den baggrund, at der i retsplejeloven indsættes en bestemmelse om en vis, begrænset domstolsprøvelse af den tidsmæssige udstrækning af langvarige sigtelser. ...
...
... Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag ...
...
... Det vil fortsat være politiets og anklagemyndighedens ansvar, at afgørelsen af tiltalespørgsmålet fremmes behørigt, og rettens vurdering af, om der undtagelsesvis er grundlag for at fastsætte en frist for afgørelsen, må i praksis i første række baseres på nærmere redegørelser for sagens varighed og forløb og for baggrunden for eventuelle »huller« i sagens løbende behandling.«

Af forarbejderne til § 718 b fremgår bl.a. følgende:

»Efter gældende ret har sigtede på ethvert tidspunkt af en strafferetlig efterforskning mulighed for at klage over sagsbehandlingstiden til den stedlige statsadvokat. ...
Sigtede har derimod som udgangspunkt ikke mulighed for at indbringe spørgsmålet for retten. Dette skal ses i sammenhæng med, at dansk strafferetspleje bygger på et grundprincip om, at tiltalespørgsmålet afgøres af anklagemyndigheden.
Med den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 718 b fastholdes dette principielle udgangspunkt, men der indføres en vis begrænset mulighed for, at domstolene efter anmodning fra sigtede kan skride ind over for meget langvarige sigtelser med henblik på at fremskynde anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet ved fastsættelse af en frist herfor.
Kompetencen til at afgøre tiltalespørgsmålet tilkommer - uanset om retten måtte finde grundlag for at fastsætte en frist - fortsat alene anklagemyndigheden, herunder også med hensyn til hvornår og på hvilket grundlag denne afgørelse træffes. Den foreslåede bestemmelse indebærer imidlertid, at anklagemyndighedens dispositioner i helt særlige tilfælde kan få konsekvenser for muligheden for sagens gennemførelse.
...
Det er forudsat, at bestemmelsen kun anvendes helt undtagelsesvis og efter nøje afvejning af de modstående hensyn, der gør sig gældende.
...
I sager om økonomisk kriminalitet, herunder især sager der behandles af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, vil det ofte være rimeligt begrundet i den konkrete sags omstændigheder, at der er forløbet mere end 1 år og 6 måneder fra det tidspunkt, hvor sigtede er gjort bekendt med sigtelsen. ...
...
Disse forhold betyder ikke, at den foreslåede bestemmelse ikke kan anvendes i økonomiske sager. I store økonomiske sager vil der dog ofte kun være grundlag for at fastsætte en frist efter den foreslåede bestemmelse, hvis efterforskningen må anses for at være gået i stå, eller en stillingtagen til tiltalespørgsmålet trækker ud, selv om sagen er færdigefterforsket.

Der vil efter bestemmelsen ikke være grund til fremskyndelse - og dermed heller ikke grundlag for retten til undtagelsesvis at fastsætte en frist - hvis sagen skrider frem, og afgørelsen om tiltalen må ventes truffet inden for kortere tid. Dette følger ikke alene af betingelsen om, at rettens fastsættelse af en frist kun bør ske rent undtagelsesvis, men også, at rettens fastsættelse af frist forudsætter, at der er særlig grund til at kræve en fremskyndelse af afgørelsen om tiltalespørgsmålet.
...
Anvendelse af bestemmelsen vil navnlig kunne tænkes i følgende tilfælde:

For det første kan rettens fastsættelse af frist i medfør af den foreslåede bestemmelse komme på tale, hvor det tidsrum, der er forløbet siden sigtelsens rejsning, efter en samlet vurdering, herunder af hensyn til den sigtede, forurettede, sagens beskaffenhed samt dens samfundsmæssige betydning, må anses for åbenbart urimeligt. Det gælder navnlig i mindre alvorlige sager, herunder navnlig bødesager, hvor der vil kunne fastsættes frist alene på dette grundlag.

Er der derimod tale om alvorligere straffesager, f.eks. en sag om alvorlig, personfarlig kriminalitet, en sag, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel, eller en sag af særlig samfundsmæssig betydning i øvrigt, vil den forløbne tid - selv efter ca. 1 år og 6 måneder - formentlig kun i sjældne tilfælde kunne anses for åbenbart urimeligt, og fastsættelse af en frist i sådanne sager må derfor som udgangspunkt forudsætte, at det må anses for at være en reel mulighed - med en passende fremskyndelse af sagsbehandlingen - at anklagemyndigheden kan træffe afgørelse om tiltale inden for en frist på mellem 3 måneder og 1 år.

For det andet kan rettens fastsættelse af frist i medfør af den foreslåede bestemmelse komme på tale, hvor den tid, der er forløbet siden sigtelsens rejsning, klart ikke er rimeligt begrundet i den konkrete sags omstændigheder, hvor der efter en samlet vurdering er særlig grund til at gribe ind, og hvor der herudover på den ene side ikke umiddelbart er udsigt til, at afgørelsen om tiltalespørgsmålet vil blive truffet i nær fremtid, men hvor der på den anden side er udsigt til, at et tilstrækkeligt grundlag for en afgørelse af tiltalespørgsmålet - om nødvendigt efter en fremskyndelse af sagsbehandlingen - vil kunne foreligge inden udløb af en frist på mellem 3 måneder og 1 år.

Generelt er det en betingelse, at hensynet til den sigtede med særlig styrke taler for indgriben fra rettens side. Det forudsættes således, at en fortsat udskydelse af afgørelsen af tiltalespørgsmålet i det konkrete tilfælde må anses for en urimelig belastning af sigtede.

Det følger af det anførte, at bestemmelsen ud fra enhver praktisk betragtning ikke vil blive bragt i anvendelse i de alvorligste straffesager, herunder navnlig ikke i drabssager. Indbringelse for retten vil navnlig kunne tænkes i særligt komplicerede sager, herunder større sager om økonomisk kriminalitet, visse komplicerede særlovssager samt i mindre omfattende sager, hvor sagsbehandlingen af andre grunde, herunder eventuelt ekspeditionsfejl, er gået i stå.«

Rettens begrundelse og afgørelse:


Det fremgår af såvel ordlyden som forarbejderne til retsplejelovens § 718 b, stk. 2, at fastsættelse af frist for anklagemyndighedens stillingtagen til tiltalespørgsmålet kun kan ske, hvis der efter den anviste vurdering undtagelsesvis er en særlig grund til at kræve fremskyndelse heraf.

Det kan lægges til grund, at efterforskningen igennem en længere periode har været afsluttet, uden at der er taget stilling til tiltalespørgsmålet for S. Det kan endvidere lægges til grund, at dette skyldes, at anklagemyndigheden ikke på nuværende tidspunkt finder, at der er tilstrækkeligt bevis til domfældelse af ham. Det kan yderligere lægges til grund, at anklagemyndigheden på trods heraf ikke vil opgive påtalen for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, overfor ham, idet T1, der med anklageskrift af 20. maj 2009 blev tiltalt i det samme forhold, tidligere under sagen har afgivet en forklaring til politirapport, der belaster S, men at T1 ikke har villet gentage forklaringen i retten.

På den anførte baggrund har anklagemyndigheden tilkendegivet, at T1's forklaring under hovedforhandlingen vil blive afgørende for, om der vil blive rejst tiltale mod S.

Retten må herefter lægge til grund, at anklagemyndighedens manglende stillingtagen til tiltalespørgsmålet skyldes en konkret overvejelse over grundlaget for at rejse tiltale, og at dette grundlag vil blive endeligt afklaret i forbindelse med den hovedforhandling, der skal gennemføres mod T1 og T2 på baggrund af den tiltale, der blev rejst den 20. maj 2009, og som anklagemyndigheden på det tidspunkt kunne forvente ville ske inden for en tidshorisont svarende til rettens berammelsestid.

På denne baggrund, efter karakteren af det forhold, der er rejst sigtelse for, i lyset af, at bestemmelsen er tænkt som en meget begrænset modifikation til udgangspunktet i strafferetsplejen om, at tiltalespørgsmålet afgøres af anklagemyndigheden, finder retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastsætte en frist for anklagemyndighedens stillingtagen til tiltalespørgsmålet for S.

Derfor bestemmes:

Anmodningen om fastsættelse af en frist for anklagemyndighedens stillingtagen til tiltalespørgsmålet for sigtede S tages ikke til følge.

Sagen sluttet.

Vestre Landsrets kendelse:


Landsretten afsagde:

Kendelse:

Forholdet er begået den 7. oktober 2006. S har været sigtet siden 18. januar 2007 og blev løsladt efter varetægtsfængsling den 28. marts 2007. Som anført af byretten har efterforskningen været afsluttet i en længere periode, og sagen beror nu på gennemførelse af sagen mod T1 og T2, der er tiltalt i samme forhold, som S er sigtet for. Anklageskriftet mod T1 og T2 er af 20. maj 2009, og sagen afventer berammelse.
 
Efter en samlet vurdering af hensynet til S, sagens beskaffenhed, dens samfundsmæssige betydning og hidtidige forløb er der nu særlig grund til at kræve fremskyndelse af afgørelsen af tiltalespørgsmålet. Landsretten finder derfor, at der undtagelsesvis skal fastsættes en frist herfor, jf. retplejelovens § 718 b, stk. 2, og fastsætter fristen til 6 måneder.

Der er ikke i det, der er anført, grundlag for at træffe bestemmelse om, at berammelse af sagen mod T1 og T2 udsættes og afventer anklagemyndighedens stillingtagen til tiltalespørgsmålet vedrørende S.

Thi bestemmes:


Der fastsættes frist på 6 måneder med virkning efter retsplejelovens § 718 b, stk. 2, for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet mod S.

S' påstand om udsættelse af berammelse af hovedforhandling tages ikke til følge.

Sagen sluttet.