
	TfK 2006.447/2 ØLK
		Ø.L.K. 31. marts 2006 i kære 4. afd. S-929-06 (Rosenløv, Birte Lynæs, Ole Hasselgaard (kst.)). Anklagemyndigheden mod blandt andre T (adv. Vibeke Borberg, Kbh., besk.). Hillerød Kriminalrets kendelse 10. marts 2006. Sagens bilag var til stede. For anklagemyndigheden mødte Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet ved statsadvokatfuldmægtig Michael Ejlerskov. T var ikke mødt. De for T beskikkede forsvarere, advokat René Offersen og advokat Vibeke Borberg, var mødt i begge sager. T1 var mødt. De for T1 beskikkede forsvarere, advokat Jan Erik Kornerup Jensen og advokat Niels Ulrik Heine, var mødt i begge sager. T2 var ikke mødt. Den for T2 beskikkede forsvarer, advokat Preben Kønig, var ikke mødt. T3 var ikke mødt. Den for T3 beskikkede forvarer, advokat Axel Grove, var mødt. T4 var ikke mødt. Den for T4 beskikkede forsvarer, advokat Finn Walther Pedersen, var mødt. T5 var ikke mødt. Den for T5 beskikkede forsvarer, advokat Finn Holm-Jørgensen, var mødt. Spørgsmålet om T's anmodning om offentliggørelse af samtlige retsbøger procederedes. Statsadvokatfuldmægtigen nedlagde påstand om, at T's påstand afvises helt eller delvist, således at det forbydes tiltalte at offentliggøre retsbøgerne. Advokat Borberg fastholdt sin tidligere nedlagte påstand. T1's forsvarere ønskede ikke at udtale sig for eller imod det fremsatte spørgsmål. Advokat Grove nedlagde påstand om, at anklagemyndighedens protest ikke tages til følge, under forudsætning af at der sker tilstrækkelig anonymisering af retsbogen. Advokat Finn Walther Petersen tilsluttede sig anklagemyndighedens procedure og fremhævede derhos det navneforbud, som beskytter hans egen klient, hvorhos han henholdt sig til sit skriftlige indlæg. Advokat Finn Holm-Jørgensen ønskede ikke at tage stilling til det generelle spørgsmål, men gjorde gældende, at en offentliggørelse af - - -forholdet vil kunne gøre navneforbuddet for hans klient illusorisk. Han tilsluttede sig herom advokat Finn Walther Petersens bemærkninger. Sagerne udsat til kl. 13.00. Retten hævet kl. 11.45. - - - Retten sat på ny kl. 13.00. De tidligere mødende var til stede. Efter votering afsagde retten sålydende Kendelse: I skrivelse af 24. f.m. har forsvarerne for T »orienteret« retten om, at T agter at lægge samtlige retsbøger i begge de imod ham verserende sager ud på sin hjemmeside. T har nærmere til begrundelse for sit ønske herom anført, at denne straffesag i helt usædvanligt omfang har været behandlet indgående i pressen, også inden den blev rejst, endsige nåede frem til domsforhandling. Fejlagtige referater i pressen, som efter T's opfattelse udgør en åbenbar overtrædelse af retsplejelovens § 1017, har en betydelig skadevirkning i tre henseender. For det første påvirkes efterfølgende vidner, som læser et fejlagtigt referat af det tidligere sagte, inden de selv afgiver forklaring, og i den foreliggende sag har mange vidner på forespørgsel bekræftet at have læst især reportagen i Jyllands-Posten, inden de afgav forklaring. For det andet kan retten, både fagdommere og lægdommere, blive forkert påvirket. For det tredje giver de fejlagtige pressereferater en flere år varende skadevirkning for T, idet sagen næppe kan forventes at finde sin endelige afgørelse med det første. Af disse grunde finder T det nødvendigt at modvirke de fejlagtige og tendentiøse retsreportager ved at give offentligheden adgang til at læse, hvad der virkelig er sagt i retten, hvilket naturligt og bedst sker ved en nøgen offentliggørelse af samtlige retsbøger. Endelig opfordrer T anklagemyndigheden til at rejse sigtelse mod Jyllands-Posten for overtrædelse af retsplejelovens § 1017, som T redegør nærmere for. Endvidere er det T's hensigt at anvende retsbogen som dokumentation i forbindelse med en bebudet klage til Pressenævnet og eventuelt domstolene. Forsvaret har senere præciseret, at den sidste begrundelse er den vigtigste. T er for nylig indvalgt i - - - kommunalbestyrelse og er således stadig en offentlig person, og nærværende sag, som må forventes ført i flere instanser, vil først finde sin afslutning om flere år. Anklagemyndigheden har i skrivelse af 1. ds. samt mundtligt over for begge domsmandsretter anmodet retten om at forbyde, at tiltalte lægger retsbøgerne ud på sin hjemmeside og således offentliggør alt det i retten sagte. Anklagemyndigheden har bl.a. anført, at retsplejelovens § 41 f, stk. 6, 1. pkt., som videreførte den tidligere § 41 a, stk. 6, fastsætter, at de til pressen udleverede retsbøger alene må benyttes af massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og kun til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde, hvilket bl.a. indebærer, at disse udskrifter og dokumenter ikke over for offentligheden må gengives ordret i lange sammenhængende passager, ligesom de ikke må foreholdes f.eks. en person, der interviewes. I forarbejderne til den tidligere § 41 a, stk. 6, anføres udtrykkeligt, at »[P]rincippet i retsplejelovens § 182 om, at vidner ikke må påhøre andres forklaringer i sagen, vil således ikke kunne undergraves ved ordrette gengivelser af retsbogsudskrifter i massemedierne« (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, pag. 2036). Det gøres herefter gældende, at den samme begrænsning i retning af at udelukke offentliggørelse i videre omfang, som gælder journalister, analogisk må udstrækkes til parterne. T's adgang til udskrift af retsbogen, jf. retsplejelovens § 729 a, kan begrænses, hvis det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig måde, jf. denne bestemmelses stk. 2 in fine. De bærende hensyn er herved hensynet til retshåndhævelsens effektivitet, særlig risikoen for påvirkning eller chikanering af vidner, og til privatlivets fred. Med hensyn til spørgsmålet om retshåndhævelsens effektivitet gælder ikke blot hensynet til de konkrete sager, hvor bevisførelsen i hovedsagen fortsat ikke er afsluttet, men også et generelt hensyn til strafferetsplejen, idet vidner generelt kan befrygtes at blive forbeholdne og mindre beredvillige til at udtale sig, hvis de ved, at de må påregne at se deres hele forklaring gengivet på en almindeligt tilgængelig hjemmeside. En offentliggørelse af samtlige retsbøger vil være en uhjemlet udvidelse af offentligheden til en ubestemt videre kreds. Endelig har anklageren henvist til retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 2. pkt., hvorefter de medvirkende lægdommeres navn ikke må offentliggøres, og til det nedlagte navneforbud for to af de tiltalte i sponsorsagen. Forsvarerne for T1 har ikke ønsket at udtale sig for eller imod begæringen. Forsvareren for T2 har udtalt ikke at have indvendinger imod den ønskede offentliggørelse af retsbøgerne. Forsvareren for T3 har tilsluttet sig offentliggørelse og udtalt, at det samme hensyn til denne T bærer en offentliggørelse. Forsvareren for T4 har tilsluttet sig anklagemyndighedens begæring og har særlig henvist til det for denne tiltalte nedlagte navneforbud. Forsvareren for T5 har ikke ønsket at udtale sig om det generelle spørgsmål, men har krævet det også for denne tiltalte gældende navneforbud respekteret. Retten skal udtale: T's ret til udskrifter af retsbogen kan alene begrænses, såfremt det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttede på retsstridig måde, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 2 in fine. Som sagen foreligger oplyst, kan retten ikke anfægte den af T anførte begrundelse for sit ønske om fuldstændig offentliggørelse af retsbogen, særlig det af forsvarerne sidst fremhævede moment. Disse hensyn kan ikke betegnes som retsstridige. Særlig for så vidt angår det af anklageren anførte hensyn, hvorefter vidner vil være mindre tilbøjelige til at afgive forklaring med viden om risikoen for senere gengivelse in extenso, bemærkes, at vidnerne i forvejen må tåle ofte udførlige pressereferater, som nærværende sager allerede har frembudt mange eksempler på, hvilket ikke har gjort de senest afhørte vidner tilbageholdende i deres adfærd over for retten og de afhørende. Det forekommer overvejende betænkeligt at udstrække det udtrykkelige forbud for journalister imod udførlig ordret gengivelse til parten selv, hvorfor anklagemyndighedens anbringende om en analogisk anvendelse af § 41 f, stk. 6, ikke kan tages til følge. Det er åbenbart, at T ved offentliggørelsen vil være bundet af § 41 e, stk. 4, 2. pkt., ligesom det generelt må antages, at en gengivelse af personnumre vil være en overtrædelse af reglerne om privatlivets fred, men dette ses ikke at hindre en offentliggørelse af retsbøgerne. Der er for så vidt angår forhold 2 i den såkaldte sponsorsag nedlagt navneforbud til gunst for T4 og T5. Det er meget muligt, at en offentliggørelse af retsbøgerne vedrørende dette forhold vil indebære en indirekte afsløring af disse tiltalte eller den ene af dem, også selvom T foretager en anonymisering ved fjernelse af de nøgne navne, men dette hensyn kan ikke begrunde et forudgående forbud som en forebyggende foranstaltning, højst et senere strafansvar efter retsplejelovens § 32 b. Herefter vil anklagemyndighedens begæring være at afvise. Thi bestemmes: Anklagemyndighedens påstand om, at det forbydes T at offentliggøre retsbøgerne i deres helhed, afvises. Retsformanden tilføjede med hensyn til - - -, at en offentliggørelse af retsbøgerne omhandlende forhold 2 meget vel vil indebære en strafbar overtrædelse af det nedlagte navneforbud for så vidt angår T4 og T5. Anklagemyndigheden påkærede kendelsen til Østre Landsret og anmodede om, at kæren tillægges opsættende virkning. Retsformanden bemærkede, at der ikke er hjemmel til at tillægge kæren opsættende virkning, idet rettens kendelse må forstås således, at retten ikke har fundet hjemmel til at hindre den ønskede offentliggørelse. - - - Østre Landsrets kendelse. Anklagemyndigheden har kæret Hillerød Rets kendelse af 10. marts 2006 - - -, hvorved anklagemyndighedens påstand om, at det forbydes T at offentliggøre retsbøgerne i deres helhed, afvises. Anklagemyndigheden har principalt nedlagt påstand om, at byrettens kendelse ophæves, og at T's begæring om »at lægge retsbogsudskrifterne fra retsmøderne i hovedsagen og sponsorsagen ud på sin elektroniske hjemmeside« afvises. Subsidiært har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at retsbogsudskrifterne inddrages fra T. T har over for den principale påstand påstået stadfæstelse og har over for anklagemyndighedens subsidiære påstand påstået afvisning, subsidiært at påstanden ikke tages til følge. T4 har tilsluttet sig anklagemyndighedens principale påstand. Parterne har i deres kæreskrifter i det væsentlige gentaget de synspunkter, der er anført over for byretten. Til støtte for sin subsidiære påstand har anklagemyndigheden anført, at retsbøgerne på baggrund af det, der er anført til støtte for den principale påstand, må befrygtes at blive benyttet på retsstridig måde. T har til støtte for, at den subsidiære påstand afvises, anført, at denne påstand først er nedlagt for landsretten. Til støtte for, at anklagemyndighedens subsidiære påstand ikke tages til følge, har T herudover henvist til de samme forhold, der er anført til støtte for, at anklagemyndighedens principale påstand ikke tages til følge. Landsrettens bemærkninger og resultat: T's offentliggørelse af straffesagernes retsbøger i deres helhed må antages at kunne indebære en tilsidesættelse af blandt andet retsplejelovens regler om beskyttelse af navneforbud samt andre regler, herunder regler i den almindelige lovgivning om behandling af personoplysninger. Landsretten finder, at der i så fald - uanset det, der er anført af T om begrundelsen for en offentliggørelse - vil foreligge en retsstridig benyttelse af retsbøgerne, der kan begrunde, at der efter retsplejelovens § 729 a, stk. 2, 3. pkt., foretages nærmere begrænsninger i T's adgang til at få udleveret retsbogsudskrifter. En offentliggørelse, hvorved regler i lovgivningen tilsidesættes, kan desuden medføre, at der pålægges straf efter de regler, der gælder herom. Uanset at en offentliggørelse kan være retsstridig og strafbar som anført, ses der ikke at være hjemmel til, at retten som led i sin behandling af straffesagerne kan nedlægge forbud mod, at T offentliggør retsbøger, som han er i besiddelse af. Landsretten tiltræder i den forbindelse, at et sådant forbud ikke kan have hjemmel i en analogi af retsplejelovens § 41 f, stk. 7, sammenholdt med stk. 6, hvorefter det er strafbart for presserepræsentanter at offentliggøre blandt andet retsbøger. Endvidere finder landsretten, at hensynene bag retsplejelovens § 182 om vidneafhøring uden andre vidners påhør ikke udgør tilstrækkelig hjemmel til at nedlægge et sådant forbud. På den baggrund stadfæster landsretten byrettens kendelse. Landsretten finder ikke anledning til som påstået af T at afvise anklagemyndighedens subsidiære påstand. Om påstanden bemærkes, at der heller ikke ses at være hjemmel til at tage denne til følge. Thi bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes, således at anklagemyndighedens påstand om, at det forbydes T at offentliggøre retsbøgerne i deres helhed, ikke tages til følge. Endvidere tages anklagemyndighedens påstand om, at retsbøgerne inddrages fra T, ikke til følge.