Lov Nr. 209 af 23. Juli 1932 om Ændringer i og Tilføjelser til Lov om Rettens Pleje af 11. April 1916, jfr. Lovbkg. Nr. 250 af 1. Oktober 1932, der træder i Kraft den 1. Januar 1933, vil paa forskellige Punkter medføre ret indgribende Ændringer i Strafferetsplejen, og vil navnlig ved den Gennemførelse af Anklageprincippet, som Loven er Udtryk for, stille forøgede Krav til Anklagemyndighederne.
Det vil fremtidig i endnu højere Grad end tidligere gælde, at de Opgaver Strafferetsplejen stiller - herunder ogsaa at Sagerne fremmes med den Hurtighed, der altid bør kendetegne Behandlingen af en Straffesag - kun vil kunne løses gennem et nøje Samarbejde mellem Retsplejens forskellige Organer: Domstole, Forsvarere og Anklagemyndigheder, og Anklagemyndighederne bør for deres Vedkommende i Forventning om Gensidighed virke hen til, at dette Samarbejde overalt kan finde Sted uden Gnidningsmodstand.
Idet der iøvrigt henvises til den ny Lovs Indhold, finder jeg efter Forhandling med Justitsministeriet særlig Anledning til at fremhæve følgende vedrørende nogle af de skete Ændringer.
I. Afhøringer.
De ændrede Regler, har dels Hensyn til udenretslige, dels til indenretslige Afhøringer, og angaar dels Sigtede dels Vidner.
Derimod maa det, uanset at Loven kun forbyder Udspørgning angaaende »Sigtelsen«, antages, at udenretslig Udspørgning er udelukket ogsaa med Hensyn til NYE Sigtelser, der rettes imod den paagældende, og uanset at Litr. a) uden videre Forbehold undtager den Sigtede, der inden Retten har afgivet en uforbeholden Tilstaaelse, maa det ligeledes antages, at udenretslig Udspørgning af en saadan Sigtet kun kan finde Sted med Hensyn til den Sigtelse, angaaende hvilken Tilstaaelse i Retten er aflagt - alt naturligvis forsaavidt ikke Undtagelsesbestemmelserne under b) eller c) finder Anvendelse.
Med Hensyn til Litr. c) bemærkes særligt, at saafremt en i Arresten hensiddende Sigtet ytrer Ønske om at afgive Forklaring, bør normalt Dommerens Tilladelse søges indhentet, eventuelt telefonisk; men der vil iøvrigt ikke være noget til Hinder for, at Politiet i saadant Tilfælde uden Indhentelse af Dommerens Tilladelse modtager og nedskriver den Forklaring, Sigtede ønsker at afgive, naar det blot iagttages, at der ikke finder Udspørgning angaaende Sigtelsen Sted. Bestemmelsen om, at Sigtede skal have »udtalt Ønske« om at afgive Forklaring, kan ikke antages at være til Hinder for, at Politiet, navnlig i Grundlovsforhøret, rejser Spørgsmaalet om udenretslig Afhøring af Sigtede.
Bortset fra særlig paatrængende Tilfælde SKAL der gives Værgeraadet paa Barnets Hjemsted eller det stedlige Værgeraad Underretning, saaledes at en Repræsentant for Værgeraadet kan give Møde:
Ved enhver Afhøring af Børn under 15 Aar, uden Hensyn til om Sagen angaar en Sædelighedsforbrydelse eller ikke, KAN der, naar Grund dertil findes, forlanges Bistand af en Repræsentant for Værgeraadet under Afhøringen eller tilkaldes en anden dertil egnet Person til at bistaa under Afhøringen. En saadan særlig tilkaldt Person har Krav paa Godtgørelse efter Reglerne i § 211, 1. Stk.
Anklagemyndigheden bør begære indkaldt ikke blot Vidner m. v., hvis Udsagn antages at ville støtte Sigtelsen, men alle, der findes at burde afhøres i Retten, og det vil altsaa ubetinget blive Hovedreglen, at Anklagemyndigheden afhører først. Det vil da være dens Opgave at foretage en grundlæggende og fuldstændig Afhøring angaaende alle de Punkter, der har betydning for Sagen, og altsaa ligesaavel at fremdrage, hvad der kan være til den Sigtedes Gunst, som hvad der antages at støtte Sigtelsen. Det er af den største Vigtighed, at Anklagemyndigheden fra første Færd overalt gennemfører Afhøringerne i Retten med fuldkommen Loyalitet, idet det ved en modsat Fremgangsmaade - helt bortset fra den Uret, som derved vil kunne voldes - hurtigt vil vise sig, at Anklagemyndighedens Autoritet undergraves, og at Lovens System for Afhøring sprænges, idet Dommeren nødes til, for at forebygge at Afhøringen bliver ensidig, uoverskuelig og unødig langvarig, selv at overtage Afhøringen.
Da det er nødvendigt, at den, der møder for Anklagemyndigheden, er vel forberedt og har Overblik over, hvad der skal søges oplyst eller fastslaaet i Retsmødet, maa Sagen som hidtil forberedes ved Optagelse af Rapporter, der fremlægges i Retten. Men der er dog Grund til her at fremhæve, at man nu, da Hovedafhøringen i Retten er lagt i Anklagemyndighedens egen Haand, bør søge at sammentrænge Rapportskrivningen noget, saaledes at Rapporterne væsentligst betragtes som orienterende Grundlag for de Afhøringer, der skal finde Sted i Retten, medens disse sidste i størst mulig Udstrækning bliver de primære.
Ligesom der fremdeles i Medfør af § 807, 5. Stk., skal optages skriftlige Beretninger, d. v. s. Rapporter om de Efterforskningshandlinger, der foretages, saaledes vil Rapporterne ligesom hidtil være at fremlægge i Retten i det Omfang, hvori de viser sig at faa betydning for Sagen, og Politiet bør ikke, for at skabe sig en gunstigere Stilling i Forhold til Forsvaret, tilbageholde optagne Rapporter alene til sit eget Brug, naar disse Rapporter vedrører det, hvorom der skal forhandles i Retten. Det fremskaffede Materiale bringes ind i Sagen, naar Politimesteren skønner, at Sagens Behandling før det ønskeligt og naturligt, og det er ikke nødvendigt, at Rapporter eller andre Aktstykker fremlægges før det Retsmøde, hvor de Forhold, de paagældende Dokumenter angaar, skal behandles.
I Forbindelse hermed staar det, at det ikke mere er gjort til Pligt at bilægge Forundersøgelsesbegæringen med Sagens Akter, jfr. § 816. Det maa dog herved erindres, at det baade for Dommeren og den Forsvarer, der skal fungere i Retsmødet, i de fleste Tilfælde er i høj Grad ønskeligt forinden Retsmødet at sætte sig ind i Sagen, og der bør derfor som Regel, eventuelt ved Hjælp af de Genparter, der skal medfølge ved Fremlæggelsen, jfr. herom det nedenfor under II bemærkede, gives Dommeren og den beskikkede Forsvarer den fornødne Lejlighed hertil, for Dommerens Vedkommende om muligt samtidig med Forundersøgelsesbegæringen. Hvornaar denne Regel findes at burde fraviges, maa Politiet afgøre efter det enkelte Tilfældes Beskaffenhed, men det skal dog med Hensyn til Forholdet til Forsvarerne bemærkes, at selv om Sigtede ikke ønskes gjort bekendt med Materialet før Retsmødet, vil dette i og for sig ikke være til Hinder for, at Materialet udlaanes den beskikkede Forsvarer med forpligtelse til at efterkomme Politiets Ønsker i den omhandlede Henseende. Hvad angaar valgte Forsvarere maa Politiet i hvert Tilfælde træffe Afgørelsen efter bedste Skøn.
Forsaavidt Dokumenter fremlægges under DOMSFORHANDLINGEN, skal ifølge Reglerne i § 927 alle Vedkommende saavidt muligt have Lejlighed til i Forvejen at gøre sig bekendt med det, der skal fremlægges.
En Følge af den Stilling, Loven har givet Anklagemyndigheden under Afhøringen, er Reglen i § 821, 1ste Stk., jfr. § 810, 2. Stk., hvorefter det er dens Pligt saavel under Efterforskning som under Forundersøgelse at være til Stede i Retsmøderne, som Regle ved Politimesteren eller dennes autoriserede Fuldmægtig. Saafremt der undtagelsesvis gives Møde ved en anden end Politimesteren eller en autoriseret Fuldmægtig, bør der gives Møde ved en Person, der kan antages at være i Stand til at afhøre, og fortrinsvis ved den, der selv har behandlet Sagen.
Statsadvokaterne bør til Stadighed have deres Opmærksomhed henvendt paa, om det overholdes, at Møde som Regel gives ved Politimesteren eller dennes autoriserede Fuldmægtig.
De omhandlede Regler om Afhøring ved Parterne gælder i og for sig ikke alene for Sager, der henhører under Statsadvokatens Paatalemyndighed, men ogsaa for Politisager, jfr. Kap. 70 og 74 samt Forudsætningen i § 933, 2. Led. Men ligesom det ifølge § 933, 1. Led, ikke er til Hinder for en Politisags Fremme, at ingen giver Møde paa Politimesterens Vegne, saaledes maa det under Hensyn til Karakteren af den for Politisager anordnede Procesmaade antages at være foreneligt med Loven, at Dommeren, selv om Møde gives paa Politimesternes Vegne, afhører Tiltalte og Vidner, saafremt Dommeren og den for Politimesteren mødende foretrækker denne Fremgangsmaade.
II. Genparter.
Ifølge § 823, jfr. § 810, 2. Stk., sidste Pkt., skal der af Aktstykker, der fremlægges i Retten, være sig under Efterforskning eller Forundersøgelse, i fornødent Omfang medfølge Genpart til Brug for Forsvareren; af det Retsbogen tilførte skal Udskrift snarest tilstilles Politimesteren, Forsvareren samt paa Begæring Statsadvokaten. Er der flere Forsvarere i Sagen, maa hver af dem i Almingelighed kunne fordre et Sæt Genparter og en Retsbogsudskrift.
Da de originale Dokumenter i Retsmødet normalt beror hos Dommeren, vil det være paakrævet, at Politimesteren tillige lader tage et Sæt Genparter til Brug for Anklagemyndigheden selv.
De omhandlede Regler, der ifølge Bestemmelsernes Plads kun angaar Sager, der er undergivet Statsadvokatens Paatalemyndighed, er begrundede i, at Afhøring af Sigtede og Vidner normalt foretages af Parterne, og de bør ikke udstrækkes videre, end Øjemedet tilsiger. Paa den anden Side vil det, under Hensyn til at i Nutid det store Flertal af skriftlige Udfærdigelser affattes eller dog kan affattes på Maskine, være saaledes, at Gennemslag uden synderlig Ulempe kan tages straks, medens en senere Afskrivning vil være forbunden med Forsinkelse og Bekostning og derfor i størst mulig Udstrækning bør undgaas.
Ud fra disse Betragtninger vil der være Anledning til at sondre mellem følgende Tilfælde:
A.
I Sager, der maa forventes at ville give Anledning til retslige Afhøringer af ikke helt ringe Omfang, og hvor derhos en Sigtelse for en under Statsadvokatens Paatale hørende Overtrædelse rejses eller maa ventes rejst, bør følgende Regler iagttages:
Ved Sagens Fremsendelse til den fremmede Jurisdiktion maa det angives, hvormange Retsbogsudskrifter og Genparter af Rapporter der behøves vedrørende det i den fremmede Jurisdiktion passerede, og disse tages da i den fremmede Jurisdiktion.
B.
I Sager, hvis Faktum er let overskueligt, og hvor derhos kun kortere retslige Afhøringer kan ventes, saasom smaa Tyverisager, hvor Tilstaaelse foreligger, vil der i vidt Omfang kunne afviges fra foranstaaende, idet Afhøring i Retten i saadanne Tilfælde maa antages at kunne ske alene paa Grundlag af Sagens originale Dokumenter. Der bør derfor søges truffet Aftale med Dommeren og Forsvareren om, at Genparter spares i saadanne Sager.
C.
I Sager, hvor vel mere indgaaende retslige Afhøringer maa ventes at skulle finde Sted, men hvor ingen Sigtelse for et Statsadvokatens Paatale undergivet Forhold ventes rejst, saaledes som det f. Eks. ofte vil være Tilfældet i Sager, hvis retslige Behandling paabegyndes med Afholdelse af Forhør efter § 1018, er det ikke nødvendigt at levere Genpart af de fremlagte Dokumenter.
Da det paa Sagens første Stadium undertiden stiller sig usikkert, hvorledes dens fremtidige Forløb vil blive, kan Tvivl opstaa, navnlig med Hensyn til Politirapporter, om hvorvidt Gennemslag bør tages. Medens det normalt vil være praktisk at tage Gennemslag af Anmeldelsesrapporten, maa det, hvad senere Rapporter angaar, bero paa et Skøn, om Genpart bør tages. Viser det sig da senere, at en Sag, hvor Gennemslag ikke er taget, dog mod Forventning føres frem til retslige Afhøringer i Anledning af Sigtelse for et under Statsadvokatens Paatalemyndighed hørende Forhold, bør Genpart af de tidligere Aktstykker kun taget i det Omfang, Sagens retslige Behandling nødvendigt kræver.
Naar Forsvarerens Hverv er endt, er han ifølge § 737, 4. Stk., forpligtet til at aflevere til Retten de ham udleverede Udskrifter og Genparter af Sagens Aktstykker, og ifølge § 825, 2. Stk., 2. Pkt., tilstilles Udskrifter og Genparter af Retten Paatalemyndigheden. Rejse Tiltale ved Underret, tilstiller Anklagemyndigheden ifølge § 926, 5. Stk., den for Domsforhandlingen beskikkede Forsvarer de nævnte Udskrifter og Genparter. Rejses Tiltale ved Landsret, vil der kunne forholdes paa tilsvarende Maade til Fyldestgørelse af Forskriften i § 835. Maa det antages, at Tiltale i Sagen vil blive rejst, og at den samme Forsvarer, der har fungeret under Sagens Forberedelse, ligeledes vil komme til et møde under Domsforhandlingen, vil der kunne træffes Aftale om, at de Forsvareren udleverede udskrifter og Genparter blive beroende hos ham.
Under Hensyn til, at de oftnævnte Udskrifter og Genparter haved til Stede i alle Sager af betydeligere Omfang tør det ventes, at Dommeren kun rent undtagelsesvis vil finde, at de i § 927, 1. Stk., 2. Pkt., omhandlede Ekstraktgenparter er nødvendige, og Politimensteren bør af parktiske og økonomiske Grunde søge truffet Aftale med Dommeren herom. Findes det i enkelte Tilfælde paakrævet, at Ekstrakt udfærdiges, bør Eksemplar af denne leveres ikke alene til Forsvareren, jfr. § 927, 1. Stk., 2. Pkt., men ogsaa til Dommeren, uanset at Loven ikke indeholder nogen Forskrift herom.
III. Bevisførelsens Tidspunkt.
Da Loven ikke gennemfører Reglen om Bevisumiddelbarhed under Domsforhandling undtagen for Nævningesagers vedkommende, vil det , ligsom hidtil, i andre Sager være Hovedreglen, at Beviserne føres for vedkommende Undersøgelsesret til Brug ved Oplæsning for den dømmende Ret, jfr. § 818.
Da imidlertid Sagens Behandling i adskillige Tilfælde vil kunne væsentligt lettes og fremskynds, i Fald man henskyder Bevisførelsen eller Dele af denne til Domsforhandlinge, skal Opmærksomheden henledes paa Reglen i § 928, 4. Stk. Ifølge denne Bestemmelse, der afløser og udvider den tidligere Regel i Rpl. § 926, jfr. § 922, kan Retten, naar denfinder det ønskeligt, bestemme, at Vidner eller Syns- eller Skønsmænd skal afhøres personligt under Domsforhandlingen, og saafremt Tiltalte er til Stede, kan han udspørges i Overensstemmelse med Reglerne i § 868, 1. Stk. Det bemærkes i denne Forbindelse, at Tiltalte i Henhold til § 763, 1. Stk., ordentligvis er pligtigt møde for den Ret, ved hvilken Tiltale er rejst.
I Henhold tl disse Bestemmelser vil det være muligt, hvor Sagens Beskaffenhed tillader det, at henskyde Bevisførelsen helt eller delvis fra Efterforskningen og Forundersøgelsen til Domsforhandlingen, og Paatalemyndighederne bør, for at virke for en Simplificering af Rettergangen, henstille til Dommerne at forsøge denne Fremgangsmaade, hvor Omstændighederne taler derfor.
Saadan Udskydelse bør naturligvis ikke finde Sted, naar det kan ventes, at Betingelserne for Sagens Paakendelse efter § 925 vil komme til at foreligge, ligesom den formentlig ofte vil være mindre praktikabel i Arrestantsager saavel som i Sager, der omfatter mange Forhold. Endvidere vil det normalt være en Forudsætning for Benyttelsen af denne Fremgangsmaade, AT Forundersøgelsen og Domsforhandlingen skal foretages for samme Ret, AT Mødepligten ikke gøres byrdefuldere, navnlig for Vidnerne, samt AT der ved den politimæssige Undersøgelse af Sagen, om fornødent suppleret med retslige Forhør, kan skabes et tilstrækkeligt Grundlag til, at Statsadvokaten derpaa kan afgøre, om, for hvilke Forbrydelse og for hvilken Ret Tiltale skal rejses, jfr. § 818, 1. Pkt., 1. Led. Bevistvivl vil derimod i og for sig ikke være til Hinder for den ommeldte Henskyden af Bevisførelsen til Domsforhandlingen.
Som Eksempler paa Sager, i hvilke Tiltale ofte vil kunne rejses endog uden nogen forudgaaende retslig Afhøring, og hvor paa den anden Side den umiddelbare Bevisførelse under Domsforhandlingen er hensigtsmæssig, kan nævnes Motorsager, jfr. herved Bestemmelsen i § 721 Nr. 2 Litra aa, Voldssager og visse Sædelighedssager (Blufærdighedskrænkelser og lignende).
Som det fremgaar af selve Lovbestemmelsens Tekst, er Dommeren ikke pligtig at lade Bevisførelsen foregaa under Domsforhandlingen, og der maa derfor af Anklagemyndigheden søges truffet de fornødne Aftaler med vedkommende Dommer enten for den enkelte Sags Vedkommende eller eventuelt for visse Grupper af sager.
Naar Afhøring finder Sted under Domsforhandlingen, gælder Reglen i § 824, 2. Stk., om Protokollation af de afgivne Forklaringer. Saafremt en Sag, der er behandlet paa den heromhandlede Maade, paaankes, og det under Ankesagens Behandling befindes, at den under Domsforhandlingen stedfundne Protokollation ikke er bleven aldeles fyldestførende, bør det, hvor Afstandshensyn ikke er til Hinder, henstilles til Landsretten efter Omstændighederne at foretrække fonyet Afhøring for Landsretten fremfor fornyet Afhøring for Undretten, jfr. § 965, 1. Stk., sammenholdt med § 955.
IV. Politisager
Den Fremgangsmaade, en Tiltalt, der i en Politisag er blevet dømt som udeblevet, maa anvende, ifald han ikke akkviescerer ved den afsagte Dom, er herefter den, at han i Medfør af § 987 maa begære Sagen genoptagen til ny Behandling ved Underretten. Betingelserne for, at saadan Genoptagelse kan finde Sted, er dog, at han godtgør, at han har haft lovligt Forfald og ved ham utilregnelige Omstændigheder har været forhindret fra i Tide at Anmelde dette, eller at Stævningen ikke betimeligt er kommet til hans Kundskab, samt at Begæringen fremsættes inden de samme Frister, som gælder for Anke.
V. Tiltalefrafald.
I § 723 næstsidste Stk. er der givet nye Regler angaaende Anklagemyndighedens Adgang til at slutte Sager, der henhører under Statsadvokatens Paatalemyndighed, ved en mindelig Afgørelse, uanset at Sagen vilde kunne føres igennem til fældende Dom. Betingelesn for, at en saadan mindelig Afgørelse kan finde Sted, er i Overensstemmelse med den hidtil fulgte Praksis, at Sigtede inden Retten har afgivet en uforbeholden Tilstaaelse, hvis Rigtighed bestyrkes ved de iøvrigt foreliggende Oplysninger, men Anklagemyndighedens Beføjelse til at betinge Paatalefrafaldet af, at visse Vilkaar opfyldes, er blevet betydelig udvidet.
Forsaavidt Sagen i Overensstemmelse med de gældende Regler, jfr. § 723, Nr. 1 og 2 samt Anordning Nr. 298 af 1. December 1932, kan sluttes af Statsadvokaten, kan denne paa egen Haand gøre Paatalefrafaldet afhængigt af, at Sigtede vedtager at erlægge en af Retten godkendt Bøde eller at betale Erstatning. Men findes det, at Paatalefrafaldet bør betinges af andre af de i Lovbestemmelsen nævnte Vilkaar - en vis Tids Straffri Vandel m. v. - vil Rigsadvokatens Bestemmelse altid være at indhente, altsaa ogsaa i Sager, hvor det ifølge Forseelsens Beskaffenhed ellers tilkommer Statsadvokaten at tage Beslutning om Undladelse af Paatale.
Denne Adgang til at slutte en Sag med et betinget Tiltalefrafald vil navnlig være anvendelig i Tilfælde, hvor den paagældende ikke er egentlig forbryderisk eller asocialt indstillet, men hvor hans Lovovertrædelse nærmest skyldes Karaktersvaghed eller en stadig stedfindende Fristelse, saaledes at et Recidiv maa befrygtes, og hvor det endelig - netop af Hensyn til Muligheden for at han fremtidigt kan afholde sig fra Forbrydelser - maa anses for at være af særlig Betydning, at han forskaandes for en Straffedom og for den Nedsættelse i det almindelige Omdømme, som Tiltalt og Domføldelse saa ofte bevirker.
Da det er ugørligt paa Forhaand at angive Retningslinierne nærmere, vil det være ønskeligt, at Sagerne indtil videre forelægges i et Omfang, der muliggør en virkelig Prøvelse af, i hvilken Udtrækning Bestemmelsen er praktisk anvendelig.
VI. Anholdelse.
I § 769 gives delvis ændrede Regler om, i hvilke Tilfælde Retten uden foregaaende Indkaldelse kan beslutte en Mistænkts Anholdelse, hvilke Regler iøvrigt ogsaa faar Betydning ved Anholdelser, der besluttes af Politiet, jfr. § 771.
Visse Ændringer følger at, at Grænserne mellem de henholdsvis under Statsadvokatens og Politimesterens Paatalemyndighed hørende Sager er ændrede, hvorom henvises til det ovenfor i Afsnit IV bemærkede. Iøvrigt fremhæves, at Loven nu bl.a. medtager følgende Tilfælde:
Lovene Nr. 268 og 269 af 3. November 1924 angaaende Unddragelse af Alimentationsforpligtelser,
Strfl. § 138 angaaende farlig Beruselse og Overtrædelse af Tilhold efter § 72, Stk. 1 eller 2, og
Strfl. § 229, Stk. 3 angaaende Mandspersoner, som imod Politimesterens Advarsel deler Bolig med en Kvinde, der driver Utugt som Erhverv.
VII. Oprejsning i Anledning af strafferetlig Forfølgning.
I Kap. 93 a, §§ 1018 a-1018 m, har Loven givet nye samlede, tildels ændrede Regler om Oprejsning i Anledning af strafferetlig Forfølgning, medens de tidligere paa forskellige Steder i Love spredte Bestemmelser angaaende Erstatning m. v. for uforskyldt Anholdelse eller Fængsling er udgaaet.
Hvad de materielle Regler angaar, henledes Opmærksomheden særligt paa følgende:
Ved denne ændrede Formulering er det tydeliggjort, at Erklæringens Afvigelse i og for sig ikke indeholder nogen Desavouering af Politiets eller Rettens Handlemaade, men kun gaar ud paa at rehabilitere den Sigtede. Erklæringen kan, hvis Retten under Sagen i Medfær af § 137, 1. Stk., Kap. 67-69 og 71-73 har taget Beslutning om nogen Foranstaltning, ikke udstedes uden Rettens forud indhentede Samtykke. Nægter Politimesteren at udstede den begærte Erklæring, kan dette Spørgsmaal hverken indbringes for højere administrativ Myndighed eller for Domstolene, men Sigtede maa i saa Fald kræve Erstatning ved Retten.
I de PROCESSUELLE Regler er der sket flere meget væsentlige Forandringer:
Rigsadvokaten, den 27. December 1932.
Aug. Goll.