|
En advokat, A, klagede over Rigsadvokatens og
Justitsministeriets afgørelser, der afviste hans klage dels
over at han ikke var blevet underrettet om retsmøder
vedrørende telefon- og rumaflytning hos hans klient B, dels
over at han ikke - som han havde begæret - havde fået
aktindsigt i det materiale som Københavns Politi
tilvejebragte i forbindelse med sagen, herunder ved telefon-
og rumaflytninger.
B blev den 15. marts 1993 anholdt og sigtet for røveri efter
straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1. Den samme dag blev A af
Københavns Politi tilkaldt til og overværede afhøringen af
B. Ved brev af 16. marts 1993 anmodede A om løbende at få
tilsendt akter.
Den 21. april 1993 afsagde Københavns Byret kendelse
hvorefter politiet i tidsrummet indtil den 18. maj 1993
måtte foretage aflytning af samtaler og udtalelser der blev
fremsat i B's lejlighed.
Den 3. maj 1993 afsagde Københavns Byret kendelse hvorefter
politiet i tiden indtil den 18. maj 1993 måtte foretage
aflytning af den telefon der var installeret på B's bopæl.
Efter retsplejelovens § 784, stk. 1, blev der ved begge
retsmøder beskikket en advokat. Det var to forskellige
advokater ved de to retsmøder.
A var i sin egenskab af forsvarer ikke blevet underrettet om
retsmødernes afholdelse. Det fremgik ikke af udskrifterne af
retsbogen fra de pågældende retsmøder at det var blevet
oplyst, at A var forsvarer for en af de personer over for
hvem indgrebene blev begæret foretaget, og at A havde
anmodet om løbende at få tilsendt akter i sagen.
Den 18. maj 1993 blev B afhørt på ny. A overværede ikke
denne afhøring. Den samme dag underskrev B en begæring om at
A blev beskikket som forsvarer for hende.
Den 18. maj 1993 afsagde Københavns Byret kendelse hvorefter
indgrebene i meddelelseshemmeligheden blev opretholdt til
den 25. maj 1993. Det fremgik af retsbogsudskriften at den
ene af de to tidligere beskikkede advokater efter
retsplejelovens § 784, stk. 1, var blevet orienteret om
retsmødet, men ikke var til stede. Ej heller i dette
tilfælde havde A fået underretning om afholdelsen af
retsmødet, ligesom det ikke fremgik af udskriften af
retsbogen at det blev oplyst at A var forsvarer i sagen.
Den 25. maj 1993 traf Københavns Byret beslutning om at
spørgsmålet om hvorvidt der skulle gives underretning til B
efter retsplejelovens § 788 om den skete rum- og
telefonaflytning, blev udsat til den 23. november 1993. Ved
dette retsmøde var den ene af de efter retsplejelovens §
784, stk. 1, beskikkede advokater til stede. A var ikke
blevet underrettet om retsmødet, ligesom det heller ikke
fremgik af udskriften af retsbogen at A var forsvarer i
sagen.
Den 18. oktober 1993 sendte Københavns Politi B's begæring
af 18. maj 1993 om at få A beskikket som forsvarer til
Præsidenten for Københavns Byret. Københavns Politi oplyste
i følgebrevet til Præsidenten for Københavns Byret at påtale
var opgivet, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2.
Københavns Politi skrev samme dag til A at Københavns Politi
efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, opgav påtale mod
B.
I brev af 26. oktober 1993 meddelte Præsidenten for
Københavns Byret B at retten ikke fandt tilstrækkeligt
grundlag for beskikkelse af forsvarer.
Den 23. november 1993 traf Københavns Byret beslutning om at
B skulle underrettes om den foretagne rum- og
telefonaflytning. Til stede under retsmødet var den ene af
de efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede
advokater. A var ikke til stede, og det fremgik ikke af
udskriften af retsbogen at A havde været forsvarer i den nu
opgivne strafforfølgning mod B.
I brev af 29. november 1993 til Københavns Politi anførte A
bl.a. følgende:
“I ovennævnte sag har min klient sendt mig kopi af en
skrivelse af 23/11-93 fra Københavns Byret …
…
Idet jeg henviser til Rpl. § 745, stk. 1, udbeder jeg mig
oplysning om, hvad årsagen har været til, at politiet, trods
min anmodning om fortløbende tilsendelse af akter - ikke har
tilsendt mig kopi af telefon- og rumaflytningskendelserne,
og ejheller kopi af det rapportmateriale, der knytter sig
hertil, herunder eventuelle aflytningsudskrifter.”
I brev af 7. december 1993 til A anførte Københavns Politi
bl.a. følgende:
“…
Under henvisning til Deres skrivelse af 29. november 1993
vedrørende telefon- og rumaflytning kan jeg oplyse, at der
har været forholdt ganske i overensstemmelse med
retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, herunder beskikket en advokat i
forbindelse med rumaflytningskendelsen. Underretning, der
jfr. retsplejelovens § 3 (rettelig retsplejelovens § 788,
stk. 3; min tilføjelse), gives af byretten, har været udsat
indtil 23. november 1993, hvorefter Deres klient har
modtaget underretning.
…”
I brev af 13. december 1993 til Københavns Politi anførte A
bl.a. følgende:
“…
Med hensyn til spørgsmålet om anvendelsen af Rpl. § 745 stk.
1, fastholder jeg min klage og udvider den iøvrigt med en
klage over, at jeg ikke er blevet tilsagt til de retsmøder,
hvor spørgsmålet om rumaflytning er blevet behandlet.
Med hensyn til min oprindelige klage bemærker jeg, at jeg
ikke i Retsplejeloven kan se, at der gælder en undtagelse
fra reglen i stk. 1. Jeg bemærker herved, at det ikke fra
Advokaturens (Københavns Politis Politiadvokatur; min
tilføjelse) side er gjort gældende, at der foreligger en
sådan særskilt undtagelsessituation, som nævnt i stk. 4.
Med hensyn til udvidelsen af min klage bemærker jeg, at jeg
i medfør af § 748 stk. 2 har krav på underretning om alle
retsmøder, og at jeg er berettiget til at overvære dem.
Undtagelsesreglen i stk. 2, 2’ punktum indeholder på
tilsvarende måde ordet ‘undtagelsesvis’ og en beslutning om
manglende underretning til mig kan kun træffes af retten,
jf. sidste punktum.
Jeg bestrider ikke, at reglerne i kapitel 71 er overholdt,
men i de situationer, hvor en person overfor hvem, der
foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, er sigtet og
har en forsvarer, gælder også reglerne i kapitel 67. Disse
regler er således ikke blevet overholdt.”
I brev af 21. december 1993 til A anførte Københavns Politi
bl.a. følgende:
“…
… hvori De fastholder og udvider Deres klage over ikke at
være blevet tilsagt til retsmøder vedrørende rumaflytningen,
skal jeg i det hele henvise til min skrivelse af 7. december
1993.
Der har - som anført - af retten været beskikket en advokat
i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om telefon- og
rumaflytning.
De har således efter min opfattelse ikke haft krav på at
blive tilsagt til retsmøder herom.
Min afgørelse kan påklages til Statsadvokaten for København,
Frederiksberg og Tårnby.”
I brev af 27. december 1993 klagede A til Statsadvokaten for
København, Frederiksberg og Tårnby over Københavns Politis
afgørelse.
Den 15. februar 1994 svarede statsadvokaten på A's klage.
Statsadvokaten anførte bl.a. følgende i sit svar:
“…
Det fremgår af sagen, at der i forbindelse med sagen har
været forholdt i overensstemmelse med Retsplejelovens
kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder
været beskikket en advokat i forbindelse med
aflytningskendelserne.
I den anledning skal jeg meddele, at jeg ikke finder
grundlag for at kritisere, at De ikke har været tilsagt til
retsmøderne vedrørende telefon- og rumaflytning.
Jeg har herved lagt vægt på, at det ikke af Retsplejelovens
kapitel 71 fremgår, at Retsplejelovens § 748, stk. 2, finder
anvendelse ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Min afgørelse kan påklages til Rigsadvokaten.
…”
I brev af 21. februar 1994 klagede A til Rigsadvokaten over
Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby's
afgørelse. A anførte bl.a. følgende:
“…
Vedrørende undladelse af at tilsende mig de til
aflytningerne knyttede akter:
Reglen i Rpl. § 745, 1 er alene begrænset af reglen i stk.
4. Under hensyn til den praksis, der er dannet om stk. 4,
2'led (pålæg til forsvareren) må undtagelsen i 1'led anses
som en foranstaltning, der kun finder anvendelse i
overordentligt ekstraordinære situationer.
Af hensyn til rettens adgang til at afgøre tvistigheder om
bl.a. forsvarerens beføjelser, må det yderligere antages, at
politiet, såfremt undtagelsesbestemmelsen i § 745, 4, 1’ led
anvendes, er forpligtet til at orientere forsvareren herom.
Da der nu ikke ses at foreligge en undtagelsessituation, og
da der ej heller er givet mig nogen underretning om det i
forbindelse med aflytningerne frembragte materiale,
fastholdes klagen.
Det forhold, at der ikke i Rpl. kap. 71 (bortset fra § 787
stk. 2) er nogen henvisning eller lignende til § 745 og 748,
kan ikke medføre nogen ændring i forsvarerens beføjelser,
jf. herved tillige det nedenfor anførte.
Vedrørende undladelse af at give mig meddelelse om
retsmøderne den 21/4 og 3/5 1993:
Ifølge Rpl. § 748, 1 har en sigtet ret til at overvære alle
retsmøder. Dette gælder dog ikke retsmøder om de emner, der
angives i kap. 69 (anholdelse), kap. 70
(varetægtsfængsling), kap. 71 (indgreb i
meddelelseshemmeligheden), kap. 73 (ransagning) og kap. 75 b
(beslaglæggelse).
I samme bestemmelses stk. 2 gives der forsvareren (lidt
udvidet, idet han skal underrettes) de samme beføjelser,
idet dog de begrænsninger, der gælder for sigtede, ikke
gælder for forsvareren. Retten kan dog undtagelsesvis træffe
bestemmelse om at fravige reglen om underretning til
forsvareren og om dennes møde i retten.
Tilsvarende regler har været gældende fra lovændringen i
1978, idet den indtil 1985 gældende opregning af
undtagelserne i stk. 1 omfattede (dagældende) kap. 69
(anholdelse), kap. 70 (varetægtsfængsling), kap. 72
(beslaglæggelse, herunder §§ 787-89 om telefon- og anden
aflytning) og kap. 73 (ransagning). I ændringsloven (227 af
6/6-85) fremtræder § 1 nr. 2 (ændring af
kapitelhenvisninger; min tilføjelse) som en rent redaktionel
ændring, hvilket understøttes af den manglende kommentar til
ændringerne i betænkning 1023/1984 (justitsministeriets
strafferetsplejeudvalgs betænkning nr. 1023 af 4. oktober
1984 om Politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og
anvendelse af agenter; min tilføjelse).
Det kan derfor fastslås, at lovgiver i 1985, da det nye kap.
71 og den hertil knyttede advokatordning (§§ 784-85) blev
vedtaget, ikke har overset reglerne i § 748, 1 og 2, men at
den hidtidige ordning, hvorefter en forsvarer - for så vidt
en sådan var valgt eller beskikket - fortsat skulle have
adgang også til efterforskningsretsmøder. Jeg kan
supplerende henvise til Margit Stassen i U.82B, p. 72 ff,
især p. 80, 1’ sp. nederst og 2. sp. øverst.
…”
Rigsadvokaten anførte i brev af 20. maj 1994 bl.a. følgende
som svar på A's klage:
“…
Det følger af retsplejelovens § 745, stk. 1, og § 748, stk.
2, at forsvareren i almindelighed har adgang til at gøre sig
bekendt med det af politiet tilvejebragte materiale og at
forsvareren skal underrettes om retsmøder. Reglerne i
retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i
meddelelseshemmeligheden og de nævnte sædvanlige regler
udgør imidlertid to forskellige regelsæt, der må antages at
kunne anvendes sideløbende. Formålet med et indgreb i
meddelelseshemmeligheden ville blive forspildt, hvis den,
det vedrører, allerede, medens det foretoges, fik kendskab
eller blot mistanke om, at det blev foretaget. Dette må
antages at være baggrunden for, at den efter retsplejelovens
§ 784, stk. 1, beskikkede advokat, efter § 785, er
undergivet strengere regler end en forsvarer, der har fået
pålæg i henhold til § 745, stk. 4. Da politiet aldrig gjorde
brug af det tilvejebragte materiale, idet påtale blev
undladt, og da Deres klient først den 23. november 1993 blev
underrettet af byretten om de foretagne indgreb, finder
heller ikke jeg anledning til kritik af politiets
dispositioner.
Anklagemyndighedens standpunkt støttes i retspraksis, jf.
vedlagte anomymiserede kopi af Gentofte rets kendelse af 10.
september 1992 og Østre landsrets kendelse af 18. september
1992 i en tilsvarende sag.
Min afgørelse kan påklages til Justitsministeriet.”
I Gentofte Rets kendelse af 10. september 1992 var der bl.a.
anført følgende:
“…
Som udgangspunkt ses retsplejelovens §§ 745 og 748, stk. 2
om forsvarerens ret til aktindsigt og til underretning om
retsmøder også at gælde for de i retsplejelovens kapitel 71
omhandlede indgreb og det ved disse tilvejebragte materiale.
Imidlertid ville formålet med et indgreb i
meddelelseshemmeligheden blive forspildt, hvis den, det
vedrører, allerede medens det foretoges, fik kendskab til
eller blot fik mistanke om, at det blev foretaget, hvad der
ses at være baggrunden for, at den efter § 784, stk. 1
beskikkede advokat efter § 785 er undergivet strengere
regler end en forsvarer, der har fået pålæg i henhold til §
745, stk. 4. I nærværende sag, hvor der er en række sigtede
og flere forsvarere, og hvor der er desuden mistænkte på fri
fod, findes der at være en betydelig risiko for, at der ved
kommunikation mellem forsvarere og sigtede utilsigtet
tilføjedes efterforskningen skade, dersom forsvarerne fik
kendskab til indgrebene - jf. desuden det i betænkning nr.
622/1971, side 43 medio anførte -, og hovedreglen findes
derfor undtagelsesvis, (min fremhævelse) at burde fraviges,
jf. § 745, stk. 4, således at forsvarerne tidligst får
meddelelse om indgrebene, når de afsluttes, eller når
politiet forinden måtte gøre brug af det tilvejebragte
materiale. Det skal fremhæves, at muligheden for, at
politiet kommer til at aflytte samtaler mellem en sigtet og
hans forsvarer er forudset i § 791, stk. 3 og kommenteret i
betænkning nr. 1023/1984, side 108.
…”
Den efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokat
kærede Gentofte Rets kendelse. I kæresagen afsagde Østre
Landsret kendelse den 18. september 1992. I kendelsen
anførte Østre Landsret bl.a. følgende:
“…
I henhold til de af byretten anførte grunde bestemmes:
Den påkærede kendelse stadfæstes.”
Den 15. juni 1994 klagede A til mig. Da A endnu ikke havde
klaget til Justitsministeriet, sendte jeg, jf.
ombudsmandslovens § 6, stk. 3, den 21. juni 1994 A ‘s klage
til Justitsministeriet med henblik på at Justitsministeriet
kunne træffe afgørelse i sagen.
I klagen til mig anførte A bl.a. følgende:
“…
Jeg skal ligeledes tilføje, at jeg ikke er blevet gjort
bekendt med indholdet af Københavns Byrets kendelser om
aflytningerne, men at jeg går ud fra, at retten ikke har
truffet bestemmelse om, at reglerne i § 745 stk. 1 og § 748
stk. 2 skulle fraviges, ligesom jeg anser det for at være
ganske interessant, om det overhovedet i de pågældende
retsmøder er anført, at sigtede havde en forsvarer.
Med hensyn til Rigsadvokatens juridiske argumentation vil
jeg blot tilføje, at henvisningen til Østre Landsrets
kendelse af 3. september 1992 (rettelig 18. september 1992;
min tilføjelse) ikke er fuldstændigt dækkende, idet
landsretten, jfr. Gentofte Kriminalrets kendelse, synes at
betragte den da opståede situation som en ren
undtagelsessituation, mens Rigsadvokaten synes at gøre den
manglende kontakt med forsvarerne til en regel i
aflytningssituationerne.
…”
I anledning af A's klage indhentede Justitsministeriet
udtalelser af 2. september, 9. september og 22. september
1994 fra henholdsvis Københavns Politi, Statsadvokaten for
København, Frederiksberg og Tårnby og Rigsadvokaten.
Københavns Politi anførte bl.a. følgende i en udtalelse i
anledning af klagen:
“…
… idet jeg kan bekræfte, at advokaten blev tilkaldt til en
afhøring den 15. marts 1993, og at han ikke er blevet gjort
bekendt med kendelserne om aflytning, ligesom jeg kan
oplyse, at det ikke af retsbøgerne fremgår, om retten har
truffet bestemmelse om, at reglerne i retsplejelovens § 745,
stk. 1, og § 748, stk. 2, skulle fraviges eller at de
sigtede havde en forsvarer. Oplysningen om
forsvarerbeskikkelsen måtte i øvrigt forekomme irrelevant,
eftersom hverken de sigtede eller de for disse beskikkede
forsvarere skal underrettes om retsmødet eller have mulighed
for at overvære dette. Derimod skal der efter
retsplejelovens § 784 beskikkes en advokat for den, hvem
indgrebet vedrører.
…
… jeg lægger herved navnlig vægt på, at de aflytninger, der
blev foretaget, ikke indgik i den i øvrigt sluttede
straffesag, og at der således ikke har været tale om at
forholde den beskikkede forsvarer materiale, eller at
anvende materiale, som han ikke måtte viderebringe til sine
klienter.
…”
Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby samt
Rigsadvokaten henholdt sig i udtalelser i anledning af
klagen til Københavns Politis udtalelse og til deres
tidligere afgørelser af henholdsvis den 15. februar og 20.
maj 1994.
Udtalelserne blev sendt til A.
I brev af 30. oktober 1994 til Justitsministeriet fremsatte
A bemærkninger til de afgivne udtalelser. A anførte bl.a.
følgende:
“…
… Det synes som om vicepolitidirektøren er af den fejlagtige
opfattelse, at forsvareren kun skal have adgang til det
materiale, der indgår i en straffesag. Efter de
diskussioner, der har været om de såkaldte ‘nulrapporter’ og
Rigsadvokatens tilkendegivelse herom, kan der næppe herske
tvivl om, at det materiale, der fra Politiets side ikke
tænkes indlagt i en straffesag, er omfattet af § 745 stk.
1.”
Ved brev af 11. november 1994 traf Justitsministeriet
afgørelse i sagen. Justitsministeriet anførte at ministeriet
ikke fandt grundlag for at ændre Rigsadvokatens afgørelse,
og at ministeriet ved afgørelsen lagde vægt på det af
Rigsadvokaten anførte.
I sin klage til mig henholdt A sig til det som han havde
anført i sin oprindelige klage af 15. juni 1994.
I anledning af A's klage modtog jeg udtalelser af 20., 29.
og 31. marts samt 5. april 1995 fra henholdsvis Københavns
Politi, Statsadvokaten for København, Frederiksberg og
Tårnby, Rigsadvokaten og Justitsministeriet. Myndighederne
henholdt sig til deres tidligere afgivne udtalelser. Sammen
med udtalelserne modtog jeg sagens akter, herunder udskrift
af retsbogen for Københavns Byrets afdeling for
grundlovsforhør vedrørende retsmøderne den 21. april, 3.,
18. og 25. maj samt 23. november 1993.
Den 5. januar 1996 havde jeg et møde med Rigsadvokaten hvor
spørgsmålet om forsvareres adgang til materiale og retsmøder
vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden blev drøftet.
Rigsadvokaten afgav herefter den 14. marts 1996 på ny
udtalelse til sagen. Rigsadvokaten anførte bl.a. følgende i
sin nye udtalelse:
“…
Jeg er på det foreliggende grundlag mest tilbøjelig til at
antage, at forsvarerens ret til underrretning om retsmøder
også gælder når der er tale om de indgreb, der er omhandlet
i retsplejelovens kapitel 71. Det er min opfattelse, at der
må kræves klare holdepunkter i loven, herunder dens
forarbejder, såfremt der skal kunne gøres indskrænkninger i
forsvarerens almindelige rettigheder, således som disse
fremgår af bestemmelsen i retsplejelovens kapitel 67.
Såfremt der udover den advokat, der er beskikket efter
retsplejelovens § 784, i øvrigt er beskikket eller antaget
en forsvarer må politiet derfor sikre, at de nødvendige
hensyn til efterforskning varetages ved at gå frem efter
reglerne i § 748, stk. 2, 3. pkt.
…”
Rigsadvokaten sendte samme dag en skrivelse til samtlige
politimestre og regionale statsadvokater, hvori han
redegjorde for den ovennævnte ændrede opfattelse af
forsvarers underretning om retsmøder vedrørende indgreb i
meddelelseshemmeligheden og meddelte at de nødvendige hensyn
til efterforskningen måtte varetages gennem retsplejelovens
§ 748, stk. 2, 3. punktum.
Rigsadvokatens fortolkning og forslag skete efter drøftelse
og aftale med Justitsministeriet.
Ombudsmandens udtalelse:
Jeg lægger til grund at Københavns Byret på intet tidspunkt
har taget stilling til om De burde have været underrettet om
retsmøderne vedrørende rum- og telefonaflytningen, endsige
under retsmøderne den 21. april, 3., 18. eller 25. maj 1993
blev orienteret om at De var forsvarer for den ene af de
sigtede i sagen. Jeg lægger endvidere til grund at
Københavns Politi ikke har undladt at sende Dem akterne
fordi Københavns Politi mente at have hjemmel hertil i
retsplejelovens § 745, stk. 4, og ej heller har underrettet
Københavns Byret om at De var forsvarer i sagen.
Jeg forstår Rigsadvokatens fortolkning af bestemmelserne i
udtalelsen af 14. marts 1996 således at det er
Rigsadvokatens opfattelse at politiet/anklagemyndigheden
enten må underrette en valgt/beskikket forsvarer om
retsmøder om indgreb i meddelelseshemmeligheden eller må få
rettens kendelse for at underretning af forsvareren ikke
skal ske.
På baggrund af bestemmelsernes ordlyd og disses forarbejder
samt Gentofte Kriminalrets kendelse af 10. september 1992 og
Østre Landsrets kendelse af 18. september 1992 kan jeg
tilslutte mig Rigsadvokatens opfattelse.
De synspunkter som Rigsadvokaten har gjort gældende
vedrørende underretning til forsvareren om retsmøder, må
tillige gøre sig gældende for så vidt angår forsvarerens
adgang til det materiale som politiet tilvejebringer ved
indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Da straffesagen mod (B) blev opgivet uden tiltale, og
Rigsadvokaten har meddelt politiet og anklagemyndigheden at
lignende sager skal forelægges domstolene til afgørelse,
foretager jeg mig ikke videre i sagen.
…”
|